↩

Patriotiske Breve

til

Adskillige

om

1.) Een States Gield.

2.) Samme Materie.

3.) Skovenes Aftagelse og Opælskning.

4.) Hoverie.

5.) Bønder-Gaarders Udfløttelse

paa deres Mark Deele.

6.) Consumption og Brændevins-Brænderiet

i Kiøbstæderne uden for Kiøbenhavn.

D. Huusfeld.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos N. C. Høpffner, Directeur over H. Kongl. Majest. og Universitets Bogtrykkerie.

Avertissement.

Ingen tænke, at jeg med disse Breve har vildet giøre Forslag: Jeg har formedelst mine umodne Tanker allene vildet giøre andre mere indsigtsfulde opmærksomme paa visse Deele af Statens Oeconomie, derfor har jeg ikkuns skrevet Breve, mens ingen udførlige Afhandlinger. Da og Kierlighed til Sandhed og Fædrenelandet allene har ført min Pen, saa fortiener jeg hverken med dette eller andet Nogens Had og haarde Critiqver.

Skrevet i Dannemark den 30 April 1771.

Første Brev

en States Gield

til

en fornemme Herre.

Den sande Patriotisme og Menneske-Kierlighed, som opliver Deres Excellences Tanker og Handlinger, giør deres Stand og Adelskab ræt ædel: De er alt forvel overbeviist, at ikke det, at være født ædel, mens at tænke og handle ædel, giør den rætte Adel. Formedelst denne Gemyts-Fatning anseer de intet for deres Vel, som ikke tillige er det Almindeliges. I Besynderlighed har Deres Excellences Patriotiske Tænkemaade og Discourser ofte tourneret paa de adskillige Skrifter, som den vor Alder Allernaadigst forundte Trykfriehed har frem-

lokket. Den har, som hiin Trojæ Hest, født af sig en Hær, ikke af Stridsmænd, mens Skribentere. Den har født af sig mange Slags Fostere, nogle utidige og vanskabte, andre fuldbaarne og sunde.

Denne Friehed forekommer mig derfor atter som det Prophetiske Træ, under hvilket alle Himmelens Fugle havde Lye og Læe, nu iblant alle Himmelens Fugle ere ikke allene Nattergale og andre deylige Sangere, mens end og Skader, Krager, Nat-Ugler, Rov-og Morder-Fugle. Saa har vi, desværre, seet udklækket under dette skyggefulde Træe en ulyksalig Yngel af Skam- og undertiden Guds bespottelige Skrifter; mens ogsaa, Gud skee Lov! en velsignet Grøde af gode nyttige og roesværdige. Iblant mange andre en Philodan, en Torckil Baden og den ypperlige Patriot, der har givet os sine Betænkninger om:

Hvorvidt en Efterkommer i Regieringen er forbunden at betale sin Formands Gield.

Denne rætskafne og indsigtsfulde Mand har lært baade at tænke og føle. Han taler ikke allene til Fyrsternes Forstand, mens og til Fyrsternes Hierte: Ja! hans Nidkierhed og Kierlighed for Fædrene-Landet driver ham næsten til Aderligheder, saa han i dette Fald synes at ligne nogenledes den store Romerske Ridder og Patriot Marco Curtio, som, for at ræd-

de Fædernelandet fra Undergang, styrtede sig Hovedkuls i et bondløs Dyb.

Indholden af dette vigtige Skrift, der har giort saa stor Opsigt, har og nogle Gange været Indholden af Deres Excellences Samtaler; og da De undertiden har giort mig den Ære, at høre mine enfoldige Betænkninger, om en og anden Passage derudi, mens mundtlige og følgelig sielden noksom overlagte Svar, næppe kan være saa bestemte, som de burte, saa har jeg heller vildet forfatte dem i Pennen, dog paa den korteste Maade, som mueligt, og nogenledes kan bestaae med Grændserne af et Brev.

Forfatteren erklærer reent ud, at en Efterkommer i Regieringen ikke er pligtig at betale sin Formands udenlandske Gield, uden maaske i det eene Tilfælde, naar Gielden er giort, for at rædde Staten fra øyensynlig Undergang, og hvorfra den paa ingen anden Maade kunde ræddes.

Det er, saavidt jeg kan see, den Saz han stræber at bevise; thi om Gielden er liden, maadelig eller stoer, kan egentlig ikke komme under Qvæstion, fordi, hvor Efterkommeren er forbunden til at betale Formandens Gield, der er han forbunden at betale den, enten den er liden eller stor. Jeg taler ikkuns om den Moralske Forpligtelse, i og for sig selv betragtet.

Jeg er fulkommen eenig med Forfatteren, at den borgerlige Rættes Regel: Hvo, som vil arve, skal og gielde, ikke finder Sted i dette Tilfælde; thi en Fyrste er efter Grotii Ord, ikkuns en usufructuarius. Han arver, egentlig talt, ikke Landet eller Staten selv, mens ikkuns Regieringen over Staten; følgelig eyer han ikke heller Staten, mens snarere eyes af Staten, som dens allerdyrebareste og uskatterligste Cienodie, for hvis Conservation den er pligtig at opofre alle Ting.

Imidlertid frygter jeg, der torde findes andre Beviis mod Forfatterens Saz.

De første og almindelige Grundsætninger, paa hvilke han bygger sin Favorit-Meening, ere disse:

Et frit Folk har af Begyndelsen udvalgt den, som de agtede værdigst, til at regiære; de have givet ham Magt til at befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han fandt tienligst, og Magt til at fastsætte Thron-Følgen.

Alt dette maae antages, som uimodsigeligt, allene det synes, at Forfatteren siden i Anvændelsen har paa den ene Side for meget indskrænket disse Grundsætninger, mens paa den anden forvidt udstrakt de deraf bragede Følger. Den første og nærmeste Følge af disse i sig selv rigtige Grundsætninger bliver uben Tvivl denne:

En saadan Regent forestiller i sin Person det gandske Folk og den heele Stat, saa at det, han, som Regient, giør eller lader, maae ansees som giort eller ladt af det ganske Folk og den heele Stat; thi i det, de har givet ham Magt til at regiere og befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han finder tienligst, saa har de med det samme i disse Henseender absolute indsluttet deres Villie under Regentens.

Jeg haaber, Forfatteren selv vil bifalde denne Følge, som af mig nærmere skal blive andvændt, naar jeg først nøyere har væget de Begreb, som hiine første Grundsætninger befatte udi sig og vi dermed maae nødvendig forbinde.

I Følge af samme har et frit Folk udvalgt den, som de hav agtet værdigst, til at regiere og givet ham Magt til at befordre deres Lyksalighed ved alle de Midler, han finder tienligst:

Mens nu spørges: Er den værdigste ikke, saavelsom alle andre, et skrøbelig og ufuldkommen Menneske, som kan have Mangel om ikke paa Hierte og Villie, saa dog paa Forstand, Indsigter og Erfarenhed? Ja! lad ham have det beste Hierte og stor Forstand, saa kan han jo end da feyle, baade i at udvælge Midler til at befordre sit Folkes Lyksalighed og i Maalet selv. Maae da ikke det Begreb, vi kan forbinde med disse Grundsætninger, nødvendig befat-

te i sig paa Folkets Side en taus Samtykke i Regentens Feiltagelser, eller den aabenbare; skiønt ikke udtrykte, Fortindtlighed og Tilstaaelse, at viide lide, taale og lade sig Fyrstens Regierings Feyl tilregne? Skriften selv bekræfter dette Begreb.

Staaer dette ikke fast, saa kan ingen Regiering blive bestandig, og disse Sandheders og Pligters Nægtelse af Folket maatte blive en ulykkelig Kilde til utallige Uordener og farlige Revolutioner i Staternes Regiering, som den ofte har været, hvorpaa Verdens Historie ikke lader os mangle sørgelige Exempler.

Jeg tør altsaa formode, at Forfatteren selv bliver eenig med mig om disse Sætningers Rigtighed.

Naar da nu en Regent har, i Tanke og Forsæt at befordre sit Folkes Lyksalighed, giort en stor udenlands Gield, end og til Projecter at udføre, som imod Forventelse, ere i Udfaldet befundne ikke allene vindigge og frugtesløse, mens endog skadelige, saa at han har feilet i at udvælge baade de tienligste Midler, og det rætte Øyemaal, har han ikke da, end ogsaa i disse ubehagelige Tilfælde, forestillet Staten i sin Person og handled efter sin Fuldmagt? unægtelig! følgelig bliver og Folket eller Staten unægtelig pligtig at betale saadan Gield, hvormeget mere, naar Fyrsten har contraheret slig Gield, for at red-

de Staten fra Undergang, saa det med Vished kunde supponeres, at Staten selv, uden Fyrste, vilde i lige Betryk have grebet til det samme Frelse-Middel. Ja ikke allene det nærværende Folk bliver dertil pligtig, men endog dets Afkom og det efterfølgende, saasom et frit Folk ikke allene for sig selv, mens endog for deres Afkom og Eftermænd, har til en overdraget Regieringen, og Magt til at fastsætte Thron-Følgen; følgelig finder den forhen andragne Juridiske Regel her meget vel Sted i Henseende til Folket: Hvo, som vil arve, skal og gielde. Er da nu Folket eller Staten pligtig til at betale en udenlands Gield, en Regent paa saadan Maade har giort efter det store Naturens Bud, som ustridig byder enhver at betale sin Gield, saa følger, at en Efterkommer i Regieringen ogsaa er forbunden til at betale slig sin Formands Gield; thi den Fyrste forestiller ikke mindre det hele Folk og den hele Stat i sin Person, end den sidste.

Ligesom det nu var Uræt, om en Efterfølger i Regieringen vilde erklære saadan udenlands Gield, som Formændene paa bemeldte Maade havde giort for Fallit, saa skulde dette Skrit ogsaa have farlige Følger, thi lad være, at Creditorerne vare Undersaatter ikkuns efter Forfatterens Ord, af frie Republiqver, saasom Holland, Wenedig, og Genua,

monne disse dog ikke, til deres Undersaatters skadesløs Holdelse skulde bruge Repressalier, og i saa Fald blive Handelen og Søefarten langt farligere Fiender, end Algierer og Tuneser? ja! om ikkuns af Frie-Rigs-Stæder; thi hvor snart kunde det ikke lykkes dem, naar de ikke selv formaaede Repressalier, at trække Keysren og Riget i deres Interesse.

Ved slige Omstændigheder skulde derfore og Handels-Mændene, med ald deres Rædelighed, snart blive satte ud af Stand til at maintenere deres private Credit, ikke at tale om Statens Credit, som undertiden kan være af yderste Nødvendighed, men des formedelst ævig maatte falde.

En anden Sag, naar det var aabenbar, at Fyrsten i ont Forsæt contraherede siig en Gield, saasom for at undertrykke Grund-Lovene og for, tvertimod dem, at tyrannisere over Folket; thi da bliver den en privat Gieid, som hæfter allene paa Fyrsten, og ikke paa Staten, som af Begyndelsen ikke har overgivet Fyrsten nogen Magt til, forsætlig og tvertimod Grund-Lovene, at giøre den ulykkelig, og for saavidt er en Efterkommer i Regieringen ikke pligtig at betale Formandens Gield; mens han kunde i anden henseende være forbunden dertil, saasom om Formanden, som har giort Gielden, er Fader og har efterladt sig nogen betydelig Privat-Eiendom, som

ikke hører til Staten; mens Efterfølgeren er Søn eller dog lovlig Arving, da er den sidste pligtig, saafremt han vil arve, at betale Gielden af sin Arv.

Hvad endelig den Slags Gield anbelanger, som en Formand i Regieringen giør, ikke for paa nogen Maade at befordre Statens Lyksalighed, mens allene for at føde sine Passioner, saasom Carl den 12te i Sverrig, eller sine Vellyster, som den 2den af samme Navn i Engeland, da kan vel Staten, som har forbunden sig til at taale og lade sig en skrøbelig Fyrstes Feyltrin tilregne, agtes pligtig til at betale denne Gield; mens om ikke Efterfølgeren kan giøre nogle Stræger derover, besynderlig, naar derunder opdages onde eller egennyttige Ministres Intriguer, derom maae andre dømme, i det ringeste kan han dette upaatvivlelig, naar Creditorerne selv have været Medarbeidere eller Medvidere i disse Intriguer.

Alt dette forudsat, kan den Maxime ikke heller, uden forargelige Følger, saa ganske absolut antages, naar Forfatteren skriver:

Formanden har ikke Magt at forbinde Efterkommerne, siden han derved stiller dem ved den samme Ræt, han har havt, nemlig selv at udsøge det beste; thi fra denne Regel maae exciperes.

Imo. Monarchiets første Stifter og de af ham, med Folkets Samtykke, forfattede Grundlove, som ere foreskrevne og uryggelig forbinder saavel alle Efterfølgere paa Thronen, som Folket, til evige Tider eller saalænge Monarchiet skal bestaae.

11do. Tractaten af alle Slags, som Formanden i Regieringen har paa Statens Vegne sluttet med fremmede Magter, og hvilke forbinder Staten (forstaae naar intet Bedragerie derved er skeet) følgelig og Efterfølgeren i Regieringen, der atter her ligesaavel forestiller Staten i sin Person, som Formanden; thi ellers maatte alle Negotiationer og Tractater med Fremmede (der handler med en Fyrste, ikke som med en privat Person, men som med Staten i hans Person,) være forgieves og Spilfægterie, saasom den contraherende Fyrstes Liv er ligesaa uvis, som et andet Menneskes; mens Staten derimod døer ikke. Saa maatte ligeledes al Tillid og Credit mellem Staterne indbyrdes aldeles forsvinde, saasom noget, der allene dependerede af enhver Thron-Følgers Caprice. Følgelig forbindes Efterfølgeren i disse Henseender af Staten og Naturens Lov i For mandens Person.

Om da undertiden en saadan Tractats Ratificaction begieres af en tiltrædende Regent, da, naar ikke andre i Traktaten selv bestemte Aarsa-

ger det udkræver, kan sligt maaskee allene komme af den Mistillid, som nogle Statister holder saa fornøden til deres Stats Klogskab.

Illtio. En Efterfølger i Regieringen kan, endog i Henseende til sit eget Land og Folk, i mange Maader og formedelst samme Grunde forbindes af Formanden. e. gr.

Han er forbunden at holde de Contracter, som Formanden i særdeles Tilfælde har sluttet med Undersaatterne, naar ingen Dolus malus derunder verserer. Ligesaa at lade de Contracter blive i deres Gyldighed, som Undersaatterne indbyrdes imellem sig har sluttet paa Credit af Formandens Ord eller offentlig declarerede Villie; thi ellers maatte ald Tillid imellem Regenten og Undersaatterne aldeles bortfalde.

Item: at vedligeholde de Belønninger, som ere blevne billigen bestemte de af Fædrenelandet velfortiente Folk.

Item: at vedligeholde Staten Magt paa liggende Stiftelser, særdeles de, som ere ligesaa gamle, som Grundlovene, og tilligemed samme af Monarchiets Stiftere enten først beskikkede eller confirmerede, og siden af alle Formænd garanderede.

Har en Efterfølger i Regieringen ellers Leylighed til at rætte Formændenes virkelige og betyde-

lige Stats Feyl, da maa det skee saaledes: at Lægemidler ikke bliver skadeligere end Sygdommen selv, at ingen uskyldig fornærmes og tillige med den allerømmeste og største Forsigtighed, at han ikke træder Formændenes Ære og Auctoritet for nær, besynderlig naar han selv er af deres høye Byrd, hvormed han ellers kunde fornærme sin egen, og som Buddæus skriver: Acta & decreta antecessorum severe & sancte tueatur, nectemere convellat: Nec omittat qvicqvam, qvod ad antecessorum suorum auctoritatem & venerationem augendam pertinet Tantum enim cuivis princips decedit, qvantum illis detrahitur.

Kortelig: der hører stor Viisdom og Varsomhed til, enten at forkaste eller antage denne Forfatterens Maxime; thi enten den antages eller forkastes i Utide, saa drager det stor Forvirring og fordervelige Følger efter sig baade for Fyrsten og Staten.

Heraf kan nu nogenledes skiønnes, hvorvidt ogsaa den Stats-Regel kan gielde, som Forfatteren ensvit anfører saaledes:

Intet af alt det, en Formand har giort, kan ansees som gyldigt, førend Efterkommeren har givet sit Minde dertil! sandelig! skulde dette absolute antages og følges, som en uindskrænket Regel, da maatte det see bundet ud i en Stat ved hver nye Omvexling af Regent.

Med ligesaa stor Skiønsomhed maae det bedømmes, naar Forfatteren strax derpaa fortsætter sin Discours med disse Ord:

Der ere endda Tilfælde, hvor saadan Bekræftelse og Ratihabition ikke kan ansees som gyldig, saasom: om Regenten er kommen ung og endnu uerfaren paa Thronen, og bleven forledet af onde Ministre til adskillige Slags Feiltrin, og at give sit Votum og Ja til onereuse Contracter!

Denne Saz har sin Rigtighed i Henseende til Fyrstens Minorennitet, mens ansees han som Majorennis og fuldmyndig, saa bliver det en anden Sag: har han i dette sidste Fald overilet sig, eller af Mangel paa Erfarenhed, giort noget Feiltrin, da kan han vel, efter erhvervede bedre Indsigter, forandre eller forbædre det, dog at Vedkommende, som herved maaske uskyldigen kunde lide, holdes paa anden Maade skadesløse, end ogsaa da, naar han er bleven forledet til onereuse Contracter af onde Ministre, hvilke vel desformedelst ere last- og strasværdige; mens dog synes Regentens egen Ære og den offentlige Credit, at paabyde deres Holdelse, saavidt samme er muelig, uden Statens alt for store Skade.

Mens vi maa vel vogte os fra enten at regne her hen slige tilforn ommelte Stiftelser og Beneficia, som af alle Formænd i Regieringen ere

med god Grund blevne stadfæstede, eller at beskylde Ministerne for deres Ratihabition.

Jeg har med disse Tanker langtfra ikke vildet opkaste mig til Dommer over den brave Forfatter af de ommeldte Betenkninger, mens ikkun tilkiendegive min Tvivl imod nogle af hans Sager.

Jeg har allerede overskredet Grændserne af et Brev, og derfor maae denne Gang stutte; mens skal, naar saa af deres Excellence behages og befales, med første fortsætte disse Anmærkninger.

Jeg henlever i al Underdamghed & c.

Andet Brev

samme Materie

til

samme Herre.

Paa deres Excellences Ordre og Velbehag vover jeg endnu denne Gang nogle Anmærkninger over det smukke Skrift om: Hvor vidt en Efterfølgere i Regieringen er forbunden til at betale sin Formands udenlandske Gield.

Sandelig baade den Fyrste og den Stat er beklagelses-værdig, hvor Omstændighederne kan foranledige dette Spørsmaal. Jeg vilde ønske, i et og alt at kunde biefalde den brave Forfatters Meninger; mens af dette, jeg sidste Gang havde den Ære at skrive, erfares, at jeg, og mueligt flere, har tildels andre Tanker.

Det kommer nu an paa, hvorvidt mine anbragte Grunde kan holde Prøve mod Forfatterens.

Jeg skulde ikke vente, at det kunde forarges mig, at jeg betiener mig af den med saa stor Visdom og Naade Landet skienkede Skrive-Friehed, for paa en sømmelig Maade at undersøge Sandheden, hvortil man desuden publik indbydes. Min Pen vorde sløv og min Haand visne, om ikke blot Kierlighed til Sandhed, min Konge og mit Fædreneland, har styret begge! overalt maa mærkes, at jeg har ikkuns talet de jure principum & statuum: Jeg er af Sect hverken Machiavelift eller Hobefianer, jeg veed, saavelsom nogen, at en Fyrste har Magt til at giøre alt hvad han vil, men en god og viis Fyrste vil ikkuns det, som er ræt: han lader sig foreskrive Forholds-Regler af Folkets Lyksalighed, efter det bekiendte:

Salus populi suprema Lex esto!

Vee den Fyrste, som enten vil eller giør andet! Jeg følger derfor atter min Tour.

Er da nu den udenlanske Gield, som en Formand i Regieringen har contraheret, af saadan Beskaffenhed, at Efterfølgeren, efter mine uforgribelige Tanker og Grundsætninger, er forbunden til at betale den, da maae, jo før jo heller, tænkes paa Udveye til dens bequæmmeste og fordeelagtigste Afbetaling, paa det at, ikke ogsaa Renterne formeget stal ødelægge Staten. Forfatteren har, med den ham egne Soliditet og Frimodighed, anviist adskillige-

Et Par vil jeg ikkuns udmærke:

Et vigtig Besparelses Middel har han med saa stor Eftertryk og Sandheds Kraft foreslaget i den Militaire Stats Forfatning, at jeg, efter sund Overveyelse og uden alle Passioner, ikke kan andet, end aldeles tiltræde Forfatterens Mening herom (vid. hans Afhandling fra Pag. 37 til 40) og jeg kan dette med saa meget mindre Skin af Partiskhed, som jeg selv har denne ærefulde Stand at takke for mm Oprindelse og Opdragelse.

Dette nyelig ommeldte Besparelses Middel har jeg og allerede selv i Korthed angivet i mine Anmærkninger Pag. 20 over Hr. Philopatreyæ 1ste Piece.

Hr Philopatreias viger ellers her ganske fra min Forfatters Mening. Han siger i sin bemelte 1ste Piece, de Militaires Tal kan ikke lættelig være for stor! og i sin Fortsættelse Pag. 30, hvor han dog synes at forbædre sine Tanker: at den militaire Stat ikke kan være for stor i sig selv!

Jeg tænker her, som min Forfatter, at Landet bor forsvares paa den Maade, som falder Landet gavnligst; thi en stor Magt er vel den bekosteligste, men ey altid den sikkerste, helst naar den bestaaer af fremmede: jeg troer om end 300000 af de ißige Musselmænd havde til Defension besat vore Grændser, Landet var endda meget slet omskandset og omgierdet. Den militaire

Stat har da uden Tvivl sit rætte Forhold, naar den er saa stor, som Conjunturerne og Landets Kræfter det tillader.

Enhver Monarchist Stat har formodentlig saa mange Kræfter i sig selv, som den behøver til egen Defension, særdeles en Stat, som Dannemark, der er et saa beboed og dyrket Land, samt derhos omgivet næsten allevegne af Havet, forstaae, naar saadan et Lands Kræfter rættelig menageres og anvendes.

Naar nu saadan en Stat fatter den faste Beslutning, ikke at indlade sig i nogen offensiv Krig, mens heller en Tiid lang at opsætte Pretensioners Udførelse, ja vel aldeles, for sin Lykkes og Roeligheds Skyld, at opgive dem; saa vinder den ved et saadan Forhold alle andre Staters Tillid og tillige undgaaer tvertimod deres Jalousie.

Den har og desuden, helst i saa Fald, mægtig Sikkerhed under den alle Europæiske Potentater saa magtpaaliggende Ligevægt: neppe skulde nogen uhævnet overfalde den, allermindst faae Raaderum til at svække eller undertrykke den. Jeg vil og sætte det Fald, at en eller anden udenlansk Puissance kunde formeene sig at have Prætensioner paa slig en Stat, skulde det da ikke være den mueligt, helst i Critiske Conjuncturer og beleylige Tider at erholde disse Præ-

tendenters Categoriske Erklæring, maaske endog af andre guaranteret, ikke i 20, 30 eller flere Aar at ville giøre deres Prætensioner gyldige? Imidlertid fik Staten, naar den var svækket og forgieldet, Tiid og Leylighed til paa alle mulige Maader at oprætte sine Kræfter og faldne Sager.

Er nu vort kiære Fædreneland i den Situation, eller sættes i saadan Forfatning, hvortil behøves da at holde saa stor en Landmagt i bestandig Sold, helst af fremmede Lediggiengere, der uendelig besværger og unyttigviis fortærer Statens Caffe og Folkets Kræfter.

Hvor lidet eller intet ere disse fremmede Leie-Svenne at forlade sig paa?

De fleste af dem ere Afskummet af andre Nationer, og hvad kan vi vente os af dem, som have været troeløse mod deres eget Fæderneland, eller som af Værvere ere blevne besnærede i deres Fæderneland til at tage Tieneste i vores.

Hos os sigter de luns for Sold og Løn, mens ikke for Fædernelandet.

Lang Erfarenhed har noksom overbeviist os om alt dette. Hvad har vi udrættet med saadanne Folk, har det ikke været fornøden, naar vore Tropper undertiden har maattet marchere til eller over Rigets Grendser, at lade vor egen Armee ligesom beleire

af vore egne, for at hindre disse lette Troppers Flugt, uden at engang have seet nogen Fiende? dette gav en vis udenlandsk Gazetier for nogle Aar siden Anledning til at skrive, at i Mechlenborg stoede 20000 Deserteurer. Jeg har selv oplevet, ikke i mit Fæderneland, mens i min Udlændighed, en hidhensigtende Passage, som jeg for sin Rarheds Skyld vil anføre: En saaledes nyelig hvervet tydsk Soldat var saa fræk at sige til sin Compagnie-Chef: jeg har paa et Aar tient 5 Herrer, de tør derfor ikke tænke, at holde mig her; hvad skeer? 8 Dage derefter deserterer han med 2de andre, som han havde forført; mens blev til sin Ulykke indhentet paa Grændserne, og 3die Dag derefter arquebuseret, da hans Capitain, en brav og retskaffen Officeer tog ved Udførselen til Execution saadan Afsked med ham: min Søn, dit mangfoldige Meenederie er kommen paa dit Hoved: giv nu Gud Ære!

Saavidt jeg i Hast kan erindre, formoder den berømte Franske Skribent Montesquieu nogen Feil i vor Forfatning, fordi vor Land-Armee, efter hans Meening, ikke har altid udrættet, hvad den kunde og burde. Har hans Formodning nogen Grund, da maae vel Feilen bestaae i den alt for store Brug af disse fremmede Tropper, som tillige har svækked Nationens gamle naturlige Stridbarhed, og lært vores egne at desertere.

Jeg vil ikke tale om de store Penge-Summer, som disse udenlandske Værvinger har paa en Tiid af ongefehr 150 Aar aldeles draget ud af Landet. Imidlertid bør ikke nægtes, at der jo blant disse Fremmede ofte har været brave og retskafne Folk, som forlægne Omstændigheder i deres eget Fæderneland eller andre Aarsager kan have bragt til os, og disse vil jeg ingenlunde have hermed talt for nær, mens meget mere ønsker dem al muelig Lykke og Ære i mit Fæderneland, som de tiener redelig.

Man har i vore Tiider for Alvor begyndt at indsee denne Feil, og derfor at recrutere de gevorbene Regimenter med Nationale; mens dette skeer ikke heller uden Besværing, saasom derved drages alt for mange Hænder fra Ploven og Agerdyrkningen.

Efter foregaaende Grundsætninger behøvedes, særdeles i Freds Tiider, ikke flere gevorbene Tropper, end fornøden er til god Ordens Vedligeholdelse og Lovenes Efterlevelse i Landet. Naar derfor det halve Mandskab afgik fra hvert gevorben Cavallerie- og Infanterie-Regiment, saa var det overblevne Tal tilligemed er godt Artilleri-Corps, endda som det synes, tilstrækkelig til dette Øyemaal. Formedelst en saadan Reduction blev Hans Majestæt, der søger sin Ære i Fædernelandets Kierlighed, og vil være sit Folkes Titus, Lyst og Velgiører, sadt i

Stand til, enten at lette sine troe Undersaatters Byrder? eller betale noget klækkeligt paa Statens Gield. Dog var det Uræt og Synd, at sætte saa mange brave Officers ud af Sold og Tieneste, hvilket ey heller behøvedes; thi de kunde lige fuldt employeres til Landets Defensions Stand, hvilket strax skal nærmere blive forklaret. Paa det nu Riget i øvrigt ikke skulle savne den nødvendige Defension, saa maatte alt det unge Bonde-Mandskab, uden nogen Undtagelse, enrolleres, (hvorom en anden Gang mere) og deraf oprettes Bataillons og Escadrons af Infanterie og Dragoner, hvilke kunde Regiment-viis annecteres til de paa gevorden Foed staaende Bataillons og Escadrons; dog skulde de første aldrig gaae ud af deres Lægs eller Cantonnerings Qvarterer, undtagen i fiendtlige Tilfælde, som Gud afvende, og paa de Tiider, som bleve bestemte til Bataillons Mynstring, mens for Næsten forblive ved deres Føde-Staun, under visse Love og almindelig Jurisdiction, til Agerdyrkningens Tieneste.

Herved kunde da, som forhen sagt, de fra de gevorbene Regimenter afgaaende Officers employeres med samme Gage og Anciennitet. paa denne Maade kunde en tilforladelig Land-Magt, fast uden Bekostning og Byrde for Staten, oprættes og vedligeholdes.

Hvad ellers de saa fornødne Krigs Øvelser anbelanger , da har det, efter nu værende Indrækning, faldet det unge enrollerede og nationale Mandskab undertiden besværligt, at marchere hver Søndag om Vinteren til Exercer-Pladsene, hvortil de ofte har en lang og ond Vey. Det var derfore ønskværdigt, at til hver 3 a 4 nærmest tilsammen beliggende Landsbyer, maatte ordineres en god Under-Officer, som hver Søndag skulde forsamle det unge Mandskab alternatim til en af disse Byer, for at exercere, mens til Compagnie- eller Divisions-Samling føre dem ikkuns en Gang hver Maaned.

Ved den Leilighed kunde nok en anden, ligesaa nyttig, mens mere fornøyelig, militair Øvelse indføres, nemlig det unge Mandskab tilligemed Bønder og Huusmænd, kunde til en sømmelig Tidsfordriv om Søndags Eftermiddagene af en saadan Under-Officer og under hans Direktion anføres til at skyde efter en Skive, dog at derved al Drik og Dobbel alvorlig blev forbuden.

Saaledes bleve Bønderne selv tilvante at omgaaes med Gevæhr, encouragerede og skikkede til Land-Værn, hvortil de nu ere aldeles ubeqvæm i Tilfælde, naar Soldaten blev beordret at marchere anden Steds henimod Landets Fiender.

Skulde paa saadan en Maade Monarchen og Staten ikke finde saa stor eller større Sikkerhed i Lan, dets Børns Hjerter og Arme, end i nogle fremmede Leie-Svenne? ufeilbar! skulde dette ikke og være ligesaa mueligt i Danmark, som i Norge, Engeland, Sverrig, Schweitz og andre Stæder? man giøre ikkuns Nationen den Ære, at troe den; man giøre ikkuns Fædernelandet saa behagelig for dem, som mueligt: man indprænte dem kuns ved bequemme Midler Kierlighed dertil og Følelse af Ære, hvad kan ikke ogsaa i den Henseende haabes af vor Store Konge? da skulle vi snart see det gamle danske Mod og Stridbarhed, som før har kommet andre Nationer, end og de mægtigste, til at skielve, igien oplivet i vores forsagte Landmand. Vi skulde see dem i Fred, uden Byrde for Staten, som de fordums Romerske Helte, at føre Ploven, mens i Krig at føre Sverdet. vi skulde see nye Cimbrer og Gother sigte som Løver, mod Fædernelandets Fiender, at sigte for Kongen og Landet, pro aris & focis. Nok om Land-Armeen.

Hvad Søe-Magten anbelanger, da synes samme hos os at være i den allerbeste Forfatning, og efterdi disse Landets sikkerste Værn, næst Gud bestaar derudi, saa maatte altid underholdes en vel forsynet Flode. Følgelig kan herved ingen synderlig

Besparelse finde Sted, uden saa er, at nogle af de paa bestandig Maaneds Sold staaende gemene Matroser (mens ingenlunde af vores brave og fortræffelige Søe-Officers) kunde afgaae efterdi Hans Majestet, i paakommende Tilfælde, al Tiid har de enroullerede søefolk i Provincerne til hin Tieneste, hvilke ellers intet koster.

En anden bequem og fordeelagtig Methode til den udenlandske Gieids Afbetaling, der tillige er i sig selv et vigligt Besparelses Middel, har Forfatteren endnu foreslaget, som bestaaer derudi, at drage de udenlanske Creditorer ind til os, hvorved Gielden blev indenlansk og Pengene følgelig beholdne i Landet. Han har med sædvanlig Vittighed og Grundighed hertil anvist adskillige Veye. Jeg vil til disse endnu lægge en eneste, mens om den er saa muelig eller gavnlig, som velment, derom maae andre Dømme.

Jeg mener nemlig, at de Capitaler, som Tiid efter anden skulde betales de udenlandske Creditorer til Afdrag paa Gielden, kunde, uden Hazart, indskydes til Fond for en Vexel Banqve her i Landet, imod Assignation til Creditorerne baade paa Capital og Interesse, eller imod Actie-Breve, dog med saadanne Vilkaar, at disse Capitaler ikke maatte uddra-

ges igien af Banquen, eller Actierne i visse Aar selges til nogen af Kongens Undersaatter.

Ved dette Middel blev Gielden, uden Creditorernes Skade, indenlansk og Pengene i Landet. Dette blev tillige, som det synes, et kraftigt Middel til at tvinge og nedsætte Vexsel-Coursen, til Fordeel saavel for vores som de andre nordiske Rigers Handel.

Nogen vilde maaske indvende, at paa den Maade gik dog den aarlige Banque-Interesse ud af Landet! mens jeg svarer; vi beholt Capitalen, desuden: hvad som blev udgivet i Rænte, blev igien vundet ved Vexsel-Coursens Nedsættelse, følgelig beholdt Landet de Fremmedes Penge, formodentlig uden at betale Interresse deraf.

Hvem veed om ikke ogsaa nogen af Creditorerne derved kunde drages herind.

Jeg forbliver med al Underdanighed & c.

Tredie Brev om Skovenes Aftagelse og Opælskning til en fornemme Dame.

Dersom jeg kan vente Pardon af Hendes Naades egen genereuse Tænkemaade, frygter jeg ikke, at Verden stal dømme mig, som en smigrende Hykler, naar jeg saa aabenhiertet skriver, at Hendes fortreffelige Gemyts og Sinds Gaver oplofter Hende over sin Stand og sit Kiøn! hvor ofte er ikke mig, saavel som andre, vederfaret den lykkelige Leilighed at beundre disse Egenskaber i Hendes Naades Person, samt dybe Indsigter, ikke allene i den private, mens ogsaa i den publique Oeconomie, som giør Hendes Kiøn Ære og giver alle af Hendes Stand et følge-

værdigt Exempel? Hun ikke allene saa omhyggelig opdrager en yndig og velsignet Afkom til Fædernelandet, mens endog anlægger Humble-Hauger, planter Træer, ja Skove af det beste Slags, og som Poeten siger:

Serit arbores, qvæ alten seculo profunt, det er: Hun planter Træer for Eftertiden! nu saa bør det og bære Hendes Navn til Efterslægten.

Altsammen værdige Beskæftigelser for store Patrioters roelige Landlevnet.

At Skovene aftager og forsvinder øyensynlig, er det almindelige og, desværre, alt for sande Klagemaal, saa det seer farligt ud for Efterflægten, hvis Nød i dette Fald vi ikke synes at tage os til Hierte, som skee burde Vores salige og i sin Tid skarpsigtige Lutherus har forudseet at Træe-Mangei vilde før Verdens Ende, ogsaa besynderlig trykke det menneskelige Kiøn, formodentlig meest imod Jordclodens Nordre-Pol.

Imidlertid skulle disse Lande ikke endnu have solet denne Mangel, dersom vore store Regenteres vise Love og Forordninger om Skovenes Fredning og nyttige Træers Plantelse vare, ikkuns nogenledes blevne efterlevede; mens nu er det allerede kommen saavidt paa mange Stæder, at deres Efterlevelse fast ikke mere kan fordres uden Skin af menneskelig

Grumhed, og uden at Menneskene skulde staae Fahre for at omkomme af Mangel paa dette Livets saa nødtørftige Opholds Middel, særdeles i disse kolde Lande, hvor Tømmer og Brænde ere ligesaa fornødne, som Brød til Livet,

Desuagted hører man dog endnu undertiden om saa ubesindige Skov-Eyere, der formedelst den endnu overblevne Skoves forsætlige Ødelæggelse søger at holde sig skadesløse, naar de har kiøbt dyrere, end deres Pung kan tilstrække, saa at om disse maae tvertimod siges: Necant arbores, ut alteri seculo noceant, eller de ere rætte Træ- og Skovmordere for de folgende Tiider.

Alt dette skulde endda have levnet os tilstrækkelig Forraad af Skove og Brænde, dersom ikke den ulykkelige Maade at gierde med Riis og Tiørne havde været og endnu er i fuld Brug der, hvor ikkuns er endnu lidet af Skov tilovers. Man betænke dog, hvor mange Millioner unge Træer og Spirer af Ælle, Hassel, Aun- og Riisbøg, ja endog af Eeg, som aarlig, og det saaledes hundrede Aar en svit, ere blevne ashuggede til Staure i disse Gierder? ja! hvormange, 100000 Læs Tiørne, og med det samme Millioner unge Ymper af alle Slags Træe, som den frie Billie: og frugtbare Natur, selv opfostrer under Tjørnens Skygge og Bestiermelse, ligeledes

vi da, saafremt denne sørgelige Giersels Maade ikke havde gaaet i Svang, vel havt saa stor Mangel paa Skov og Brænde, og ikke meget mere endnu nok deraf saavel til egen Brug, som Udførsel; enhver fornuftig maae eftertænke Sagen! dertil kommer endnu, at Brænde Mangelen har tillige foraarsaget Tørve-Lungenes Opskiærelse og Udtømmelse.

Er det da ikke høy Tiid, at vi opvaagner af vor Døsighed og lader flige fordervelige Sædvaner fare, at det lidet, som er endnu tilovers af Skov i vore Provinze maatte spares og forbedres.

Hendes Naade har med sit Exempel herudiviist andre Veyen.

Imidlertid ere de Skove, som ved menneskelige Hænder og Kunst plantes, underkastede mange Vanskelinheder særdeles ved nærværende Forfatning: iblant andet maa desformedelst idelig frygtes, at stige unge Træer bliver, saasnart de dertil ere tienlige, afkappede til Gierde Staure, saa at Træeplanteren mage klage: Oleum & operam perdidi! det er: jeg har spilt Penge og Arbeyde.

Skulde da vore Skovlevninger conserveres og forbedres, saa finder jeg dertil ikkuns et eneste Middel, det synes mig saavel læt og simpel, som tilstrækkelig til dette store Oyemaal. Her er det:

Det maatte Allernaadigst behage Hans Kongelige Majestæt at lade, formedelst en alvorlig og eftertrykkelig Forordning, paabyde, at inden visse forestrevne Aar skulde over heele Danmark alle Slags Riis- og Tiørnegierder være ævig og aldeles afskaffede, undtagen ikkuns de, som bestaae alleneste af Piile- og Vidie-Træer, hvilke sidste Slags en derfor kunde, efter Loven, plante til sin Fornødenhed og Nytte.

Det er ikkuns Fordomme, om man vilde tænke eller sige, at vore Kornmarker ikke kunde fredes det første Slags Gierder! jeg tør vel ikke forlange, at al Gierde-Skilsmisse imellem vore Marker skulde ophæves og Qvæget bevogtes af Hyrder paa Græsgangene, end ogsaa midt imellem Kornagerne, som stor Nytte og Fordeel skeer saa mangfoldige andre Steder uden for vort Fæderneland, og jeg selv har seet, ja som endog skal skee paa nogle Stæder i Jylland; thi dette maatte forekomme vore Hiemfødninger alt for paradox.

Mens at Markerne alligevel kan meget vel fredes uden saadanne Gierder, beviser Erfarenhed paa de Stæder allevegne i Provinzerne, hvor Skovene ere allerede ødelagte; thi der gierdes nu med Steen,

Tang, Jord & c..

Dog ønskede jeg helst, at vore Marker bleve indhegnede blot og allene formedelst visse foreskrevne Grøfter. Man vil vel strax indvende, kan vel blotte Grøfter udeholds Creaturerne? jeg svarer: ja visselig, naar dobbelte Grøfter bleve kastede efter Forordningen af 28 Julii 1769, og mellem Digerne beplantede med levende Gierder, hvilke atter kunde give mange Fold anden Nytte til Landmanden.

Dog jeg sætter, at der, for at spare Jorden og Omkostninger for Bonden, ikkuns bleve befalede enkelte Gryfter, skulde da en Hyrde for hver Bye ikke ligesaavel kunde her vogte Qvæget inden disse Grøfter, som en saadan med sin Hund andenstæds kan bevogte det midt imellem Kornagerne? Qvæget selv nænnes meget snart til Lydighed, saa Sagen blev efter kort Øvelse ganske læt, med mindre man vilde sige, at hverken vore Hyrder eller Hunde, eller Orer vare saa vittige og lydige som de udenlandske. En saadan Hyrde vilde langt fra ikke koste en Bye saa meget til aarlig Underhold, som disse skadelige Gierder, til hvis Sikkerhed endda maae desuden holdes nu omstunder til hver Bye en saa kaldet Mark-Vogter. Disse Grøfter derimod, naar ere engang kastede, kan siden med liden Møye vedligeholdes, og tillige meget hielpe til at aftrække Vandet fra de sumpige og nedrige Stæder i Markerne.

Det er sant, at Steen-Gierder har et stort Fortrin for alle andre i Henseende til deres Bestandighed, mens da ikke findes allevegne de fornødne Stene i Nærværelsen, og deres Opsættelse koster saa meget, at det overstiger de fleestes Ævne, saa kunde de vel ikke almindeligen foreskrives.

Paa de Steder, hvor dertil er Leylighed og Forraad, kunde dette maaske foranstaltes saaledes, at en Bonde blev befalet at opsætte aarlig for hver Tønde af sit Hartkorn i Favn slig Gierde, saasom forhen og har været befalet mens ey efterlevet.

Herved blev allerede meget vundet, Agerlandet sparet og til bedre Nytte befriet fra mange unyttige og Auels Bruget hinderlige Byrder.

Dog giver jeg Grøfterne Præference i mange Henseender.

Derimod troer jeg, det skulde være til Fordeel, at paa de Steder, hvor der findes Mængde af Kampestene, nogle lærte saa meget, at de deraf kunde danne Qvadrater til Bygning og andet nyttig Brug.

Men, som sagt, for det almindelige maatte foreskrives Grøfter saaledes, at visse Aar bleve determinerede, efter hvis Forløb ingen af de forbudne Gierder maatte mere findes nogen Stæds.

Kom nu dette til Fuldkommenhed, saa skulde vi med Lyst og Glæde snart fee vores Skove til-

tagt, ja! nye Skove, formedelst Naturens egen villige Frugtbarhed, der, hvor den ubehindret og uden Vold kan virke, og hvor vi af de forrige Skove intet seer, uden nogle nøgne Stuppe.

Forgieves skulde indvendes: at Skovene da bleve saa tykke og uigiennemtrengelige, at den maatte qvæle sig selv! thi først lærer Erfarenhed, at ligesom Tiørnen opfostrer den unge Skov, saa igien undertrykker og døder denne Yngel, naar den kommer til større Vext, sin Foster-Moder.

Dernæst kan jo den overflødige og alt for tykke Skov aarlig udhukkes til Ildebrand, og den saa kaldede Sur-Skov af Elle, Hassel, Aunbøg & c. til samme Brug styvnes, uden at den derfor, naar det skeer i rætte Tiid gaaer til Grunde.

Saaledes skulde Hendes Naade ogsaa have den fornøyelige Belønning, at see sin Skov-Plantning lykkes og trives.

Jeg henlever med al Soumission & c..

Fierde Brev

Hoverie

til

forbemeldte Herre.

Endskiønt Forsynet har bestemt Deres Excellence selv et stort Jordegods, saa har jeg dog den Ære saavel at kiende Deres saa billige, som ædle Tænkemaade, at jeg dristig tør tale Bondens Sag for dem. Dog jeg vil i disse Linier ikke allene tale Bondens, mens og Proprietairens Sag, følgelig stræbe at forklare, dog i al Korthed, begges Ræt.

Om Hoverie er meget bleven i vore Tiider skrevet pro & contra, mens det synes, at de fleeste har confunderet tvende ganske forskiællige Begreb med hinanden, nemlig om Hoverie og Vaarne-Standen: Mangel paa Indsigt i denne Forskiæl har ikke allene givet adskillige Forfattere Anledning fast til Tragiske Forestillinger om Hoverie, mens endog havt onde Følger in praxi og giort mangen Bonde-Plager.

Hoverie er i sig selv intet andet, end en Tieneste, som jeg betinger mig af en anden, imod at overlade ham min Eyendoms Jord og Grund, for at bruge den lovlig og tage Nytten og Frugten deraf.

Hvad unaturligt eller stridende mod den menneskelige og borgerlige Frihed, forstaae naar saadan Contract sluttes med Frihed paa begge Sider, hvorover vel Landets Love kunde vaage.

Anderledes maae vi ikke forstaae vore Love, naar der tales om Hoverie og Hoveries Tienere, eller om den Lydighed, disse i den Henseende ere deres Husbonder skyldige, thi denne bør, hvad Hoveriet betreffer, bestemmes af Fæste-Contracten.

Hoverie, taget og brugt i denne sunde Bemærkelse, kunde da ingenlunde enten foranledige eller retfærdiggiøre de voldsomme Forslag, som i vore Tider saa ofte og med saa stor Nidkierhed ere offentlige fremsatte: Forslag, som aabenbar strider, imod den guddommelige, naturlige og borgerlige Ræt og Billighed, samt den fuldkomne Eyendoms Ræt, enhver fri Borger bør have over sit, som han ærlig har erhvervet og lovlig besidder, saasom: at Proprietairen skulde nødes til at overlade Fæste-Bonden sin lovlige og paa publici Credit forhvervede Eyendom, uden at beholde og nyde saa megen Frugt og Rente deraf, som han med rætte eller i Kraft af Eiendoms Rætten kan sig deraf lovligen tilegne.

Dette Skridt maatte geraade til mange anselige, og ofte velfortiente Familiers Undergang, mens tillige til Bondens eget og heele Statens Tab, hvilket læt lod sig bevise, dersom man ikke beflittede sig paa Korthed. Dog er sagt nok herom for eftertænksomme Gemytter.

Mens Ulykken er, at man, som forhen sagt, i dette Begreb om Hoverie har tillige indblandet det Begreb om Vaarne-Stand og Vaarne-Rettigheden: vore Love selv synes ikke at have tydelig nok distingveret disse Begreb, hvilket har giort saa mangen Proprietair, ofte maaske mod sin Villie, til Despote over sine Bønder, da han desformedelst har indbildet sig, at have kiøbt, tillige med Jorden og Grunden, alt det, derpaa findes, livløse saavelsom levende Creature, baade ufornuftige og de fornuftige, da dog Bonden hos os, og efter vore Love ikke er et saadan trælbaarn Dyr; mens foruden sin Fæste-Forpligtelse, er og bør være lige saavel en frie Herre over sig og sit, som Jorddrotten eller Husbonden: Proprietairen har hos os intet andet Herredømme over sine Bønder, end det, som flyder af Fæste-Contractens Natur og af Regieringens eller Lovenes Tilstaaelse: Proprietairerne kan ikke have større Herredomme over deres Bønder, end Monarken over sine Undersaatter; mens hverken vil vor Souverain herske over Slaver, eller

Undersaatterne lade sig beherske som Slaver: han vil herske, som en Fader over Børn, mere over deres Hierter, end deres Legemer.

Hvad Vaarne-Standen anbelanger, da vil jeg ikke undersøge dens Oprindelse, mens siger ikkuns, at det Begreb vi, siden den store Forordning af 21 Februarii 1702 fra vores udødelige Friderico 4to, maae giøre os derom, bestaaer allene i Bondestandens Forbindelse til sin Fødestavn for Krigs Tienestens og Landets Defensions Skyld, hvortil Proprietairerne har hidtil været forbunden at levere det paakrævede Mandstab af deres Godser.

For da at betage Hoveriet og Fæste-Bondestanden al Skin af tvungen og foragtelig Trældom, og Herremanden al Leylighed til Despotisme og Misbrug, hvortil Vaarne-Rættigheden har givet saa mangfoldig Anledning, saa at paa begge Sider kunde blive Frihed og Ræt, for den sidste ved at bortfæste og den første ved at indfæste, da maatte Vaarne-Rættigheden ikke mere tilhøre Proprietairen: Bondestandens Forbindelse til Fødestavn kan af mange vigtige Aarsager ikke ophøre, mens den skulde aldeles ikke mishage Bonden, som til Lykke holder sit Fødested for det beste i Verden, naar ikkuns denne Forbindelse ikke stoed i Connexion med Hoveriet, og Proprietairen intet havde sig dermed at befatte.

Her vil man strax spørge: Hvorledes skal dette gaae til? Hvem skal da voge over den? Hvorledes kan da Proprietairen forbindes til at levere Mandskab til Krigs Tienesten? jeg svarer: Fra alt dette skulde Proprietairerne befries aldeles, og dog kunde endda dette al sammen meget vel skee, nemlig ved Bønderne selv; thi hvorfor skulde ikke Bønderne, inddeelte i visse Læg, kunde ligesaavel som Proprietairerne, ja ligesaavel her, som i Norge, Sverrig og anden Steds, levere Karle for sig til Krigs Tienesten! hvem skulde og bedre kunde iagttage og bevogte det unge Mandskab, end Bønderne selv, naar det først blev dem paalagt og derhos alvorlig hetydet, at, saafremt de herved faae igiennem Fingere, eller beviste sig skiødesløse, de da selv skulde giøre Krigs Tieneste. Jeg er forsikkret, at da skulde færre undkomme af det unge Mandskab, end nu omstunder, saasom der bleve langt flere aarvaagne Tilsyns-Mænd og ingen Hielpere. Ja det unge Mandskab selv skulde ved en slig, efter Anseelse større Frihed i Bondestanden mindre fristes til at desertere, besynderlig naar tillige blev anordnet, deels at alt ung Bonde-Mandkiøn, ikke en eneste undtagen, skulde fra første Ungdom enroulleres, dels Presentation og Udtagelse til Krigs-Tienesten skee, hverken ved Proprietairerne eller Bønderne selv, mens; saaledes: at et heelt Godses

eller Sogns unge enroullerede Mandskab skulde til en vis Tiid møde for en Kongelig Commission eller Session, som da, tillige med tilgivne Officiers, udsøgte de tienstdygtigste, uden saa nøye at regardere paa Læg, og enhver saaledes udvalgt skulde uden Modsigelse indtræde i virkelig Tieneste, som Land-Soldat, og intet befrie nogen tjenstdygtig Karl fra Krigs-Tienesten, undtagen allene disse 2de Tilfælde: enten at saadan en udtagen Karl stillede en anden tjenstdygtig i sit Sted, eller naar nogen vilde fæste Gaard, paa det Gods, hvortil, som sin Fødestavn, han hører, da han ufeilbarlig maatte forløves fra Krigs-Tienesten. Naar og en Bondekarl vilde og formaaede at kiøbe sig fri fra Fødestavn, da burde Kiøbe-Summen allene bestaae derudi, at han i sit Sted værvede en anden tjenstdygtig Karl til Lægden og sin Fødestavn.

Ved denne Indretning eviteredes al Partiskhed og Persons Anseelse, som ved nærværende Forfatning finder saa ofte Sted, og naar saaledes blev i dette Fald ingen Forskiel giort paa Rig og Fattig, da blev Krigsstanden ikke længere haanlig for Bonden, og han skulde ikke mere faae Afskye derfor, eller ansee samme, som en Straf for de Fattige; den blev da snarere for hamen Ærestand.

Naar da saaledes Forbindelse til Fødestavn og Rekruteringen ikke meer vedkom Proprietairen, saa

faldt alt det mest odieuse og modbydelige bort fra Hoveriet: Bonden blev derved fat i Stand til at fæste Gaard med Frihed, og ufornuftige Proprietarier (om de fornuftige og retsindige, der selv ere sig Lov, tales ikke) som ikke vide, hvor uadskillelig deres egen og Bondens Velferd er, befriet fra den Fristelse, at extorqvere, under Trudsel med Soldaterstand, saadanne Fæste-Conditioner, som hverken kan fordres, eller indgaaes af fornuftige, og dog beholder han Frihed at bortfæste saa høyt, som mueligt, og Fæsteren frievillig kan og vil give.

Naar da slig Fæste- og Hoverie-Contract derhos skede under Lovens Gvarantie paa begge Sider, saa at begge lige læt og altiid kunde naae sin Ræt, da troer jeg, at baade Bondens Tilstand skulde være lykkelig og Proprietairen tillige conserveret.

Herved skulde Hans Kongelige Majestæt uden Tvivl opnaae tildeels sine landsfaderlige Hensigter med Bondestanden, og derhos blive forskaanet for at udgive møysommelige Hoverie-Forordninger, hvorved saasnart enten det ene eller andet Partie kan skee fornær. Sagen kom saaledes i sin naturlige Gang.

Uanseet nu denne Indretning, skulde det maaske være endda baade nyttigt og fornødent for god Ordens Skyld, og efterdi Bonderfolk gemenlig ere enfoldige, og udisciplinerede, at Regenten

tilstoed Husbonden, under bestemte Love en vis Deel af Øvrigheds Myndigheden over sine Fæste-Bønder, skiønt dette ingenlunde følger af Hoverie-Fæstes Begreb.

Dersom og en velsindet Proprietair endnu nøyere vilde forbinde sig sine Fæste-Bønder, giøre dem Hoveriet mere behageligt, og opmuntre dem med det samme til villig Stræbsomhed baade for sig selv og Husbonden ved det, at begges Interesse blev en og den samme, da behøvede en Herregaards Eyere ikkuns at overlade Hovedgaardens Forpagtning til samtlige under samme Gaard beliggende Bønder, hvilken Proposition allerede forhen hav været under Discours hos Deres Excellence og tillige en af vore Patriotiske Forfattere nylig har offentlig foreslaget.

Herved vantes meget saavel paa Bondens, som Husbondens Side. Bonden vilde da ansee dette Hov-Arbeide med alt, hvad dertil hører, som sit eget, dyrkede følgelig Hov-Jorden med større Flid, end nu omstunder skeer med Tvang og Modbydelighed. Den ene Bonde skulde da formodentlig blive den andens Tilsyns Mand: Bønderne tilsammen vandt og det herved, som en anden Forpagter nu vinder, saa at en Bonde ved denne Indretning kunde maaske faae dette Hoverie-Arbeyde tildels betalt, som han ellers maae forrette blot i Følge af sin Fæste-Contract.

Mens skulde dette settes i Værk, da maatte det nødvendig skee efter visse fastsatte Regler, saasom:

1.) At Forpagtnings Afgiften blev taalelig stipuleret, baade for Husbonden og Bønderne.

2.) At hver Bonde fik sit visse Maal til at pløye, faae og høste i alle Hovedgaardens Marker, bestemt efter sit i fæstehavende Hartkorn, og skulde ingen ved slig Beskaffenhed besværge sig at have for stor Hovmaal.

3.) Alt Kornet maatte indhøstes til Hoved-Gaarden; thi det er uforbigiengelig fornødent for Giødningens Skyld, at Foeringen udeelt og uadskilt bliver ved Hoved-Gaarden og der af Qvæget fortæres.

4.) Kornet aftærskes der af Bønderne og under deres egen Opsigt, eller ved Tilsyn af en Ladefoget, som de samtlig selv lønner.

5.) Det utærskede Korns Opmaaling paa Loen burde skee altid i nogle af beste og vittigste Bønders Overværelse, hvortil de efter Tour skulde møde.

6.) Det saaledes opmaalte Korn henlegges paa Hoved-Gaardens Lofter, hvor andre Forpagteres Korn forhen har ligget, alt under behørig Tilsyn, og hver Dør til disse Lofter forsynes med 2de Laase, hvortil Herskabet skulde have den ene, og Bønderne eller deres Betroede den anden Nøgel, hvilke følgelig af begge burde aabnes, naar noget paa Lofterne eller ved Kornet skulde forrettes.

7.) Naar Tiid og Omstændighed fordrede Kornets Salg, da stalde det skee atter ved nogle af de beste og kyndigste Mænd paa Godset, tilligemed Herskabets Raad og Samtykke, forstaae efterat det behøvede. Sædekorn forud er fradraget.

8.) Af Kornets Forhandlings Summa maatte den stipulerede Forpagtnings Afgift allerførst udredes til Husbonden, mens residuum deles imellem Bønderne proportionaliter efter enhvers Hartkorn.

9.) Hollænderiet ved Hoved-Gaardcn beholder Proprietairen selv, eller bortforpagter det til andre; thi det var hverken beqvemt eller nyttig for Bønderne at participere derudi saaledes som i Avlingen.

Paa denne Maade blev dette Slags Hov-Arbeide, og hvad dertil hører (hvilket tilsammen er det største og allernødvendigste af alt;) læt, behagelig og nyttig for Bonden, uden ringeste Tab for Proprietairen: den enes Fordeel blev tillige den andens.

Jeg vil slutte dette Brev med den almindelige Reflexion: Religions Væsenet og Agerdyrkningen ere Danmarks tvende Øyenstene: hvor varsom bør de da ikke behandles? et eneste Feiltrin i den Henseende kunde foraarsage fordærvelige Uordener, som ikke Seculer vare i Stand til at redreffere.

Regenten er det høyeste Øye, der vaager over alt: Der haandthæver Bondestanden til at føde og forsva-

re os: Lærestanden til at undervise os om vore Pligter mod GUd, Kongen og os selv til vor timelige og evige Lyksaligheds Befordring: Borgerstanden til at berige os, og Øvrighedsstanden til at vedligeholde Ræt og Rætfærdighed i Landet. Alle disse Stænder ere j det ringeste lige fornøden til det Heles Velfært. Det er derfor urimeligt og forfængeligt, hvad nogle snakker om Tære- og Nære-Stænder, man behøver ikkuns at henvise saadanne til den bekiente gamle Fabel om Mavens og Lemmernes indbyrdes Klagemaal. Dette er vel en Fabel-Trætte, mens befatter dog i sig en sund og lærerig Morale.

Jeg forbliver i al Underdanighed & c.

Femte Brev

Bønder-Gaardenes Udfløttelse

paa deres Markdeele

til

forbemelte Herre.

Deres Excellence trættes ikke af mine kiedsommelige Breve. Jeg giver mig derfor atter den Frihed, endnu denne Gang at føre deres Eftertanke ud iblant de nedrige Landsbye Hytter.

En af vores beste og for Fædrenelandets Velsært nidkiere Skribentere, jeg meener den brave Torchil Baden, har med stor Force stræbet at bevise vores nærværende Land-Væsens og Agerbrugs slette Forfatning mod det, samme fordums Tiid skal have været. Hans Hensigt hermed er, uden Modsigelse, at vise den store Fordel, som skulde flyde af Bønder-Gaardenes Udflyttelse, hver midt paa sine Markdeele.

Jeg vil ikke undersøge den Historiske Sandheds hvorpaa denne Forfatter tildeels grunder sine Beviis, thi jeg troer, med ham, Sagens store Nytte, i sig selv betragtet. Jeg vil ikkuns med faa Ord deels berøre de fast uovervindelige Vanskeligheder, som møder dette Forslags Fuldbyrdelse og giør det fast umuelig saavel phyfice, som moraliter, deels vise, at næsten samme Fordeel kunde erholdes paa en langt lettere og kortere Maade.

Vanskelighederne ere:

3.) De saavel for Husbonden, som Bønderne utaalelige Bekostninger, som dette Værk uforbigiengelig vilde udkræve. En eeneste Bondegaard paa 5 à 6 Tdr. Hartkorn kunde ikke saaledes flottes og indrettes under 3 til 400 Rdlr. Depense, og hvor mange Bønder formanede selv dette, eller hvor mange Proprietarier i Danmark vare i Stand til at giøre sligt med et heelt Godses Bøndergaarde? man kunde vel sige: Det kunde skee peu à peu, nu med en, nu med en anden; mens betænker man ogsaa, at hver Gang en Bondegaard blev udfløttet, maatte alle de Marker, hvorudi den forhen havde havt Fællesskab, opmaales og paa nye uddeles ikke allene til de udlagde Gaarde, mens endog til de i Fællesskabet tilbageblevne Lods-Eyere, og hvilket bekosteligt, uendeligt og forvirret Arbeyde var ikke det? Altsaa matte

denne Udfløttelse skee paa engang med et heelt Gods, med et heelt Sogn, eller dog i det ringeste med en heel Bye, mens hvor umueligt blev ikke atter denne Entreprifefoo de allerfleste, besynderlig fordi det maatte nødvendig skee i en Studs, imellem Høst og Sæd.

b.) De fleeste Bondergaarde ere af skrøbelig Bygning, og hvor gode nogle faa af dem end kan være, spoleres dog meget Tømmer ved saadan Nedbrydelse, Forfløttelse og Opbyggelse i en anden Orden, mens kunde vores nu omstunder forsvækkede Skove vel taale at yde det dertil nødvendige Tømmer, eller Landet at give Penge derfor til Fremmede.

c.) Saadan almindelig Forfløttelse vilde foraarsage megen Knur og Misfornøyelse hos Bønderne selv, og vist mange ubodelig Skade, ikke allene formedelst det meget Arbeyde og store Omkostning, dertil udkrævedes, mens fornemmelig fordi nogle Gaarders ganske Lod skulde falde paa den allerbeste Jord i Markerne, andres derimod, ja de allerflestes, paa den allersletteste; thi hvad Trost kunde det give nogen, at han fik mere Jord i sit Maal, fordi hans Lod var falden paa den slette? eller er der nogen Fordeel ved at faae megen og slet ufrugtbar Jord for den, som forhen har havt god, frugtbar og vel dyrket? man vilde maaske svare: Den slette Jord kan ved Flid og Arbeyde forbedres og blive god;

men sandelig dertil behøves mere Tiid, Luft og Kræfter, end de fleeste Bønder har. Overalt maae det her Heede: Medens Græsset groer, døer Koen.

a.) Skulde denne Indretning, naar den blev almindelig, borttage en usædvanlig stor Portion af Jorden til de mangfoldige Grøfter, Beye og Stræder, som hertil behøvedes; mens kan Dannemarks Agerland taale dette store Tab.

e.) Behøves slig Indretning ikke i et Land, som overalt er frugtbar og kan tage imod Dyrkelse. Ja hvor mange Familier kunde ikke etableres paa den dyrkværdige Jord, som skulde anvendes til Grøfter og Veye? En anden Sag er det i de Lande, som ere igiennemskaarne af mange store Søer, Moradser, Floder, Skove, Klipper, Bierge & c.

Disse Vanskeligheder, tagne tilsammen, giør, at jeg neppe kan troe, denne Indretning bliver, eller nogen Tiid kan blive almindelig.

Med nogle enkelte Gaarder, eller med et lidet Gods kan det vel lade sig practicere; mens dette som saaledes kan skee, ligesom en Migniatur beviser kuns lidet i det ganske.

Nu bliver det fremdeles min Pligt efter givne Løfte at vise, hvorledes samme Fordeel, som hin Udfløttelse lader haabe, kunde nesten, om ikke saa fuldkommen, dog uden forberørte store

Vanskeligheder, erholdes paa en langt lættere og kortere Maade.

At Bøndernes Jord for hver Gaards Hartkorn er saa adspredt og, efter Markernes mange smaae Skifter, deelt i mange smaae Stykker i alle Marker, item: at Landsbyerne almindeligen ere saa store, og følgelig alt for mange Lods-Eyere i en Byes Marker, har mange skadelige Følger i Agerbruget. Det første er en Følge af det sidste; thi, efterdi der i slige Byers store Marker findes mange Slags Jord-Arter, jaa matte ved den gamle Indretning og Landmaaling giøres mange Skifter i hver Mark, og hver Gaard tage for sit Hartkorn Deel i hver af disse mange Skifter, hvorfore Jorden overalt er bleven saa smaaerebet, at jeg kiender Landsbyer af 25 og 26 Gaarders Størrelse, hvor ingen Lods-Eyer har mere samlet Jord i Markerne, end til ongefehr 4 Skpr. Lands Udsæd. Dette fører nu, som sagt, megen Ulempe med sig, megen Ophold og Tids Spilde for Bonden i hans Sæd og Høst, megen Kiv om Frapløyning, foraarsager ureent Korn af alle Slags; thi skiønt en Mand faaer reent Korn, saa bliver det dog bedærvet af hans Mark-Naboes Sæd: Den yderste Jord, som er længst borte i alle saadanne Byers store Marker, bliver forsømt, slet dreven og aldrig giødet, hvorfore den og giver liden eller

ingen Afgrøde, følgelig Sæden og det lidet Arbeyde, som den faaer, spilt. Der ere og for mange om Raadet i flige store Fællesskaber, som føder af sig 1000de Uordener.

Hvorledes kan nu alle disse Feyl remederes, uden at den foreslagne Gaard-Forflyttelse behøves?

Kortest og bcqvemmeligst saaledes: Da til hver Landsbye hører 3 eller 4 Sæde-Marker, saa skulde hver af disse Markers 1) superficiel Indhold geometrice opmaales.

2) Efter Markernes befundne Indhold, skulde saa: mange af Byens Gaarder, som mueligt, tage efter sit Hartkorns Størrelse, al den Jord, som de nu haver i alle Byens Marker, allene i en af Markerne, og saaledes forholdes med hver Mark, dog saaledes, om mueligt, at altid de Gaarder i Byen, som ligger en Mark nærmest, fik deres Deel i denne Mark.

3) Efter den første Separation i Fælledsskabet, skulde fremdeles hver af disse Marker deeles i

3 eller 4 lige Marker, saaledes, at hver Gaard fik efter sit Hartkorn, lige meget Udsæd i hver af disse Marker. Paa de Steder, hvor der er Mangel paa Græsning, burte Delingen helst skee til

4 Marker, hvoraf en alternatim skulde udlægges til Græsning og Høeflet, hvilket vist vilde give saavel rigere Høst paa Korn, naar Markerne paa

denne Maade vexelvis fik Hvile, som mere Høe og Græs til Creaturerne.

4) Derpaa maatte Jord-Arterne i hver af disse mindre og subdividerte Marker ved kyndige Mænd paaskiønnes, hvilke da langt fra ikke bleve saa mange, som i de nu værende store og vitløftige Marker i ligesaa mange, NB. mærkelig forskiellige Jord-Arter, som da befantes i hver af disse smaae Marker, saa mange Skifter skulde der og blive i hver af dem.

5) Fremdeles skulde hver af de i Mark-Fællesskab forblivende Gaarder tage proportioneret Deel efter sit Hartkorns Størrelse i hver af disse opmaalte Mark-Skifter formedelst Lodkastning, naar forud var bleven fastsat, fra hvilken Side Tilmaalingen skulde begynde, saaledes, at hver fik al sin Jord, som den tilkom i slig et Mark-Skifte samlet paa et Sted. Ved denne Inddeeling bleve alle de forher om melte Uleyligheder forebyggede, og de Fordeele nogenledes erholdte, som ellers med den foreslagne Forfløttelse paasigtes: Bonden fik mere Leylighed og Beqvemhed til, efter beste Indsigt, at dyrke og benytte sig af sin Jord: al Jorden bekom ogsaa eens Drift og Dyrkelse overalt, hvorved Frugtbarheden tillige blev befordret.

Denne Inddeling kunde ogsaa nu best og lettest sættes i Værk formedelst den Kongelig Allernaadigst anbefalede General-Landmaaling, som skal skee i alle

Provinzer. Den herved udkrævede Mark-Fredning skulde ogsaa allevegne skee formedelst de i mit forrige Brev proponerte Grøfter. Skulde og Hans Kongelig Majestæt Allernaadigst finde for godt, at forbyde de, der ommelte skadelige Gierder, saa var dette en god Beredelse for denne Inddeeling; thi som der dog i Følge heraf, skulde grøftes, saa blev, som siges, 2de Fluer slagne med et Smæk.

Jeg vil, formedelst den derved befrygtede Omkostning, Arbeyde og Besværlighed, ikke forlange, at alle Sædemarker ved hver Bye skulde slaaes i et Integrum, og da opmaales saaledes, at ikkuns 5 à 6 Gaarder fik Fællesskab med hinanden.

Tvende Ting synes ellers meget nyttige og ynskværdige, nemlig:

1.) At alle Bøndergaarde, i det ringeste i hver Bye, bleve sadte i lige høyt Hartkorn, hvorved ikke allene den her foreslagne Inddeeling blev særdeles faciliteret, mens endog enhver Lods-Eyeres Maal læt at finde ved forefaldne Irring og Frapløyning, ligesom og Arbeydet derved blev lige deelt iblant alle, og Æmulation sadt imellem Bønderne.

2.) At ingen Bonde blev sadt for større Hartkorn, end han selv med sin egen Familie kunde sædvanlig bestyre, og tillige med en Plov drive; thi jo mindre Jord Bonden har, jo bedre dyrker han den:

han dyrker den da selv, og Husbondens Øye giør, efter Ordsproget, Hesten feed. Derimod er det, som oftest, til Bondens Ødelæggelse, naar han har saa stort Hartkorn, at han derpaa maae holde en Deel Tienestefolk: meget af hans Jord bliver da kuns maadelig drevet, han maae holde mange Heste og Creature; kommer der en Uheld paa dem, eller Misvext og dyr Tiid indfalder, som læt kan hændes, da kommer saadan on Bonde paa Knæ saaledes, at han i ikke meere kan reyses. Imidlertid bliver Gaarden og saa megen Jord forsømt, til stor Tab for Herskabet, Bonden selv og det almindelige, hvilket alt ikke er saa meget at befrygte ved et maadeligt Hartkorn.

Mens til at bestemme, hvormcget Hartkorn en Bonde ongefthr kan bestride med egen Familie og en Plov, hører, efter mine Tanker, nogen Indsigt i Landmaalings Taxationen, hvoraf vi belæres, at Sæde-Jords Beregning er fastsat, særdeles i Siælland, Fyhn og Lolland, efter 4 Slags Jord, saaledes:

Den 1ste og beste Slags Jord, hvoraf beregnes paa 1 Tønde Hartkorn udi alle Byens Marker ikkuns 3 Tønders Udsæd, eller Jord af 42000 Qvadrat Alen superficielle Indhold.

Den 2den Slags, hvoraf beregnes paa 1 Tønde Hartkorn, ligeledes i alle Marker 4 1/2 Tøndes Udsæd eller 63000 Qvadrat Alen.

Den 3die Slags, hvoraf beregnes à Tønde Hartkorn i alle Marker 6 Tønders Udsæd eller Jord af 84000 Qvadrat Alen.

Den 4de og ringeste Slags, hvoraf er beregnet paa 1 Tønde Hartkorn udi alle Byens Marker 9 Tønders Udsæd eller Jord af 126000 Qvadrat Alens Indhold.

I Følge heraf holder jeg for, at en Bonde, som har af den første og beste Slags Jord, kan med egen Hielp og en Plov forsvarlig drive Jord idet høyeste til 5 Tønder Hartkorn.

Den som har af det andet Slags i det høyeste 4 Tønder Hartkorn.

Den som har af 3die Slags 3 Tønder Hartkorn. Den endelig, som har af 4de og ringeste Slags ikkuns 2 Tønder Hartkorn.

Hvilket Hartkorn maaskee kan endda være høyt nok andsat, særdeles for en Bonde, som har i sin Lod af de 2de første Slags Sæde Jord, som er af stærk Consistence, og udkræver følgelig oftere Pløyning og større Drift.

Ved denne Hartkorns Deeling blev al Jorden bedre dyrket, følgelig giort frugtbarere: Den skulde og meget hielpe til at befordre Folke-Mængden i Bondestanden, hvorfra samme, helst i et Land, som Dannemark, først maae begynde; thi

den gav Leylighed til mange fleere Bønders Etablissement. Derved blev og Hoveriet særdeles lættet for Bønderne i Almindelighed, ikke allene fordi Arbeydet blev lige deelet iblant alle, mens endog fordi der bleve mange fleere Hænder og Arme om Arbeydet, Proprietairen selv vandt derved, endog i den Henseende, at han fik fleere Gaards Parter at bortfæste.

Mens Spørsmaal: Hvorledes kunde denne Deeling og Formindskelse af Hartkornet beqvemmeligst sættes i Værk, med mindste Besværing saavel for Jorddrotten, som Bonden. Jeg svarer saaledes:

Proprietairen behøvede ikkuns at lade bekientgiøre paa sit Gods, at herefter alle fæste ledige Gaarder, som havde over et vist bestemt Hartkorn, skulde deeles, og saa eller saa meget formindskes paa Hartkorn: At det derfor skulde være alle Gaarde Siddere som vilde, tilladt i levende Live at deele deres Gaarder og Hartkorn imellem sig og deres Børn, eller hvem de helst undede samme efter deres Afgang, uden nogen Fæstes Erlæggelse for første Gang, hvorimod de skulde være forbundne til selv paa egen Bekostning at deele Gaarden, indrette derudi fornøden Værelse for den ny Bonde-Familie, samt hielpe den i Drive-Stand med Besætning og andet ester Loven. Det hindrede intet, om

hver af de delte Gaards Parter ikke just fik saa stort Hartkorn, som forhen blev nogenledes bestemt efter Jordens Beskaffenhed.

Skulde og slig Gaard-Deeling ikke ligesaavel være muelig her, som i Norge og andenstæds.

Mens naar Proprietairen selv, hvilket og undertiden vilde være fornødent, maatte giøre Bekostning til saadan Deeling og sætte den nye Familie i Stand, saa var det billigt, at han i saa Fald fordrede og lod sig betale Indfæstnings Penge.

Jeg henlever i al Underdanighed & c.

Siette Brev om Consumption og Brændevinsbrænderiet i Kiøbstæderne uden for Kiøbenhavn til Hr. Philopatreias.

Min Herre har i sin første Piece med faa Ord forestillet Consumptionen i Kiøbstæderne, som en i Sandhed besværlig Byrde, mens uden tillige at vise, hvorfra Regiæeringen ellers skulde tage denne saa uforbigiengelig fornødne Indtægt. Jeg vil vove et kort Forsøg paa denne saa vigtige Sag.

Det er uimodsigeligt, at Consumptions Afgiften af Livets allernødvendigste Opholds-Midler faare meget trykker de fattige og arbeydende, som først maae indkiøbe dem, som oftest, for høy Priis, og saa endnu, førend han kan nyde noget deraf, fast end engang betale dem formedelst Consumption, Møller-Løn og

undertiden Møller-Svig. Fornemmelig trykker denne Afgift Avlingen og de fattige Avlsbrugere i de smaae Kiøbstæder. Man mærke ikkuns med Attention denne mangfoldig besværgende Byrde. En saadan Avlsbruger maae først betale Consumption af sit Korn i Negen saavelsom af Høe og anden Foeder, naar det indhøstes til Kiøbstæden og til sit Huuses samt Avlings Fornødenhed, og atter anden Gang af Kornet, naar han fører det til Mølle, for at kunde forbruge det til sit og sines Ophold: Han maae fremdeles betale for de Creature, som han uforbigiængelig behøver til sin Avlings Drift og Fortsættelse, temmelig svare Græs-Penge, skiønt hans Creature, som oftest, nyde enten ingen eller dog kuns en elendig Græsning ved Kiøbstæden, og derfor nødes til, saasremt de ikke skal crepere, at leye i dyre Maader udenbyes Sommer-Græsning til dem, saaledes maae han betale af hver Hest eller stort Høved aarlig 24ß. til Consumptions Cassen, og ofte naar han har betalt disse endeel Aar efter hinanden for et Creatur, har han tillige betalt Creaturet selv: naar han og omsider slagter et Nød, maae han endda oven i Kiøbet betale i Rdlr. i Consumption. Hvilke fortærende Udgifter! foruden al dette maae han dog endnu betale ikke allene Nærings- og Grund-Skat til Byen af sit Avlsbrug, mens endog Skatter deraf til Kongen og

Renter til andre. Kan en saa besværget Borger blive bestandig, eller kan ved slig beskafne Omstændigheder ventes nogen Forbedring i Agerbruget fra Kiøbstædernes Indbyggere, af hvilke, saasom frie Folk, samme dog rimeligst skulde formodes & c.

Mens intet qvæler de arme Kiøbstæds Folk faa meget, som den nu brugelige Consumptions Forpagtning og Oppebørsels Maade. Den Misbrug og Mishandling, hvortil dette giver Anledning, er ikke at udsige; Erfarenhed lærer, at de Borgere, som har den Nærings og Forbrug, bliver gemenligst Consumptions-Forpagtere: Undertiden foreener sig flere saadanne i en Bye i den Henseende tilsammen., som alle synes at søge deres egen Fordcel, og tillige sættes derved i Stand til at trykke alle de andres Næring, som maae bære den fulde Byrde, naar hiine paa disses Conto, kan tildeels sidde Consumptions frie, hvorfore de og, i hvor lemfældige de end maatte være, sædvanlig af de øvrige Borgere ansees, som de berygtede Fermiers i Frankerige, for det Menneskelige Kiøns Fiender. Dersom og Consumptions Forpagtningen falder i onde Folkes Hænder, da bruges under dens Skygge 1000 Chicaner, Passioner gives Tøylen til andres Undertrykkelse; heraf flyder da dødelig Had og bitterste Fiendskab imellem Borgere i en Bye, mange ødeleggende Processer, Meenederier, og undertiden hele Familiers Ruin;

og som det synes Utaaleligt at undertrykkes af sine Medborgere, saa opirres ofte de undertrykte til lastefulde og strafværdige Forgribelser.

Ikke mindre nager det, at undertiden neppe den halve Deel af det, som en Kiobstæds Indvaanere udgiver for Consumption, indflyder i Regieringens Casse, mens i Forpagternes Punge, eller dog maa anvendes til at underholde paa Byens Bekostning endeel ørkesløse Consumptions - Betientere og Dagdrivere, for hvis Brød en Heel Bye maa arbeyde. Saasom naar en Kiøbstæd maa, foruden 6 a 700 Rdlr. aarlig Consumptions-Afgift til Kongen, endnu udgive til Betienterne 4 a 500 Rdlr. Jeg forbigaaer anden Misbrug, og kalder Publicum til Vidne om Sandheden af denne Forestilling. Aarsagen, hvorfore ikke længe siden er bleven raadet Boed paa alle disse Uheld, var maaskee let at opdage.

Imidlertiid kan Regieringen umuelig miste disse Indtrader. Allene skulde det ikke være mueligt for den at hæve disse og større Intrader paa en anden for Undersaatterne langt taaleligere og mindre besværlig Maade? Jeg meener: Jo! Dog at ligne Consumptions-Afgifterne i Kiøbstæderne, som en Personel-Skat, saaledes som forhen er skeet med Consumptionen paa Landet, har store Vanskeligheder. Jeg vil, skønt jeg ikke er nogen Financier, i min Eenfoldighed herom proponere Publico et andet Forslag.

Brændeviin, saaledes som det nu omstunder bruges, maa unægtelig henregnes til Overdaadigheds vidtløftige Rige. Hvad hindrer da at tage Byrden fra Livets nødtrøftige Nærings og Opholds-Midler, og derimod lægge samme paa denne Kram? Jeg sætter her forud, at Brændeviins-Brænderie og Salg bør efter Loven allene være Kiøbstæds Næring, og at, som man i Almindelighed holder for, samme er saavel unyttig som fordærvelig paa Landet.

Item: At den nærværende Forpagtning af Brændeviins Salg paa Landsbyerne er underkastet megen og stor Misbrug baade til Landmandens og Kiøbstædernes store Tab. Skulle denne Forpagtnings-Vilkaar nøye efterleves, da havde allene nogle faa Monopolium paa denne Næring, mens alle andre Borgere maatte see sig udelukke derfra, og hvor lidet indbringer den ikke endda Kongens Casse.

Ligesaa: At det var saare fornærmeligt for en Kiøbstæds Næring, naar Borgerne skulle betale 15 Mk. i Consumption af en Tønde Grøft, mens Landboerne have Friehed at brænde uden nogen Afgift.

Dette forudsat kommer jeg nu til mit Forsæt. Det er bekiendt, (*) at Regieringen i Rusland tilegner

sig

(*) Jeg har formedelst et Priis-Skrift, under Devise: Qvi bene latuit, bene vixit, indrykket udi Dannemarks og

sig Brændeviins-Brænderiet over hele dette store Monarchie, hvilket udgiør en vigtig Deel af dets Financer. Maatte det nu behage vores Allernaadigste Konge i den Henseende at tage samme Mesüres, (som vist kunde skee uden mindste Skin af Despotismo,) saa blev Allerhøystsamme derved sad i Stand til, uden sine Intraders Forringelse, at lætte Cosumptions-Byrden paa Livets nødvendigste Opholds-Midler for sine troe Undersaatter i Kiøbstæderne, samt at ophæve den saa besværlige og forhadte Consumptions Oppebørsels Maade.

Dette kunde efter mine uforgribelige Tanker sættes i Værk paa denne Maade.

1. At Hans Majestæt ved en offentlig Forordning lod Allernaadigst bestemme, hvor meget af hver Brændeviins-Kiedel i Kiøbstæderne skulde, efter deres forskiellige Størrelse, erlægges aarlig til visse Terminer i Consumption, og at det skulde være alle Borgere, som vilde forbinde sig til denne Afgift, tilladt at bruge denne Næring, og ellers ingen anden. Jeg holder for, at i Begyndelsen var Taxten baade billig og taalelig, naar Ex. gr.

Af en Fjerdings Brændeviins-Kiedel indtil en halv Tøndes Størrelse inclu-

Norges Oeconomiske Magazins 7de Tome, pag. 105, om Korn Prisernes Bestemmelse, per Notam ikkuns anmærkct denne og flere her anførte Poster.

sive, aarlig blev betalt til Hans Majeftæts Casse - - - 10 Rdlr.

Af en Kiedel paa en halv Tøndes Størrelse indtil en Tøndes Størrelse inclusive, aarlig - - - 15 Rdlr.

fra en til en og en halv Td. inclusive 20 Rdlr. fra en og en halv til 2 Tdr. inclusive 25 Rdlr. fra 2 til 2 og en halv Td. inclusive 30 Rdlr. fra 2 og en halv til 3 Tdr. inclusive 35 Rdlr. fra 3 til 3 og en halv Td. inclusive 40 Rdlr. fra 3 og en halv til 4 Tdr. inclusive 45 Rdlr. fra 4 til 4 og en halv Td. inclusive 50 Rdlr. og saa fremdeles.

Ringere skulde vel ingen kunde forlange det; thi hvo der brænder med slige Kiedler til Udsalg, maa

dog i det mindste brænde saa meget; som rigelig kan

importere denne Consumption. E. gr. brændes med

en Fjerdings-Kiedel ikkuns 4 Tdr. Grøft om Aaret, saa udkommer deraf efter Consumptions-Forordningen 10 Rdlr., og saaledes en svit.

Det skulde være forgieves herimod at indvende,

at en Fjerdings-eller Halv-Tøndes Kiedel, naar den

bestandig bruges, kunde brænde mere, end en større; thi man veed dog, at en Fierding er 4 Gange mindre, end en Tønde, og 16 Gange mindre end 4 Tønder, hvor meget større maa da Mæskningen ikke bli-

ve til Kiedler af sidste Størrelse, end første. Overalt staaer det jo enhver frit for at bruge en liden Kiedel til Brænding, som herved finder sin Regning.

Ligesaa lidet kan en Brændeviins-Brænder besværge sig over denne maadelige Afgift, endog i den Henseende, at han kan med god Samvittighed lade Brændeviins-Drikkeren, dog under god Politie, betale den.

2. Alle disse mod slig Afgift tilladte Brændeviins-Kiedler burde justeres og stemples, samt hver bevilget Brændeviins-Brænders Navn, tilligemed sin Kiedels Størrelse og derefter stipulerede Afgift i hver Byes Raadstue-Protocol indføres.

3. Alle andre ustemplede Brændeviins Kiedler, hvis Eyere ikke vilde tilstaae den fastsatte Afgift, skulde strængelig forbydes, og enten offentlig sælges, eller ved Rettens Middel sammenstaaes, eller, om de kunde tiene Eyerne til Brygning, Ringen i det mindste afslaaes, og den tillige med Hat og Piber aldeles casseres. Dette burde da skee overalt, uden Undtagelse, saavel paa Landet, som i Kiøbstæderne, hvilket casserede Kobber formodentlig skulde indbringe en god Capital i dette Courant-fattige Land. Dog for at gaae des mildere til Værks, kunde Kiøbstædernes forbudne Kiedler, maaskee med Nytte, et Aars Tiid hensættes paa Raadstuen, eller til anden public For-

varing, out muelig Eyerne inden Aarets Udgang vilde betænke sig og bruge dem imod den bestemte Afgift.

Det synes ellers, at smaa Destilere-Kiedler frit og uden Afgift, kunde tillades overalt, til at aftrække ikke allene alle Slags Vande, mens endog Aqvaviter, forstaae dette sidste, naar Vedkommende forud meldede dette paa behørige Steder, samt alltiid forsynede sig med gyldig Attest, om Brændevinets Indkiøb; thi derved kunde med Tiden en Handel etableres, som i Danzig med Aqvaviter.

4. Paa det Underslæb og Contravention kunde forebygges, maatte det være de samtlige Brændeviinsbrændere i en Kiøbstæd, som et Laug, tilladt alltiid og ubehindret af alle at inqvirere, saavel overalt paa Landet, som i Kiøbstæden selv. Hvilke andre Midler, der kunde agtes tienlige til Brændeviins-Kiedlernes fuldkomne og absolute Afskaffelse paa Landet, overlader jeg til andres Nøyere Eftertanke.

Det kunde maaskee og være til Nytte, til dette Værks Befordring og for all Underslæb at forekomme, om dette samme Forbud strakte sig til alle Privilegerede paa Landet uden Forskiel, saasom til Proprietairer, Embedsmænd, Præster, Forpagtere, Fogder & c.

Give! den Esprit Public maatte ikkuns i denne og andre Henseender ogfaa yttre sig hos os, som vi

nyelig har seet hos de Svenske af de Berlingske Aviser No. 30 for dette Aar, under Artikulen om Stokholm.

Jeg tør og haabe, at enhver fornuftig Landmand selv indseer den store Nytte af et saadant Forbud i deres Oeconomie. Hvor meget Brændeviin maa enhver Huusfader ikke, ved nærværende overdaadige Forfatning, daglig øde paa sine Tieneste-Folk og Arbeydere, da det paa mange Steder er dermed kommen saavidt, at Brændeviin daglig, og ofte nogle Gange om Dagen ansees, og undertiden forud betinges næsten som en vis Løn, saafremt man vil betienes og faae sit Arbeyde giort. Hvor meget Korn, Brændsel og Folke-Arbeyde kunde et sligt Forbud ikke ogsaa spare for en Huusholdning, helst en fattig Bondes. Dersom og en Huusbonde undertiden vilde have en Drik Brændeviin i Huset, enten for sin egen Mund, eller for fine Tieneste-Folk, saasom i Høsten og i travle Tider, da kan han jo, med mindre Besværing, mellemstunder kiøbe sig en Pot eller Kande efter Behag. Det skulde endog være forbudet for Conseqvences Skyld, paa andre Tider at skienke sine Tieneste-Folk med Brændeviin, da godt Øll i dets Sted er dem langt sundere, end den ødsele Brændeviins Drik.

Er det fandt, og stadfæstes formedelst Erfarenhed, at Hunde standses i deres Vext, naar dem i Ungdoms

men gives Brændeviin, saa undrer det mig aldeles ikke, at Folk i de rette Brændeviins-Egne, hvor dog ellers faaes den bedste Føde, ere i Almindelighed saa smaa og skrøbelige, at de ere rare at finde, som nogenledes kan agtes dygtige til Kriigs-Tieneste.

For mange paa Landet geraader Brænderiet ogsaa til stor Skade og Spilde, efterdi de ikke ret forstaae det, uden at tale om den meget fordærvelige Uorden i mange Bønder Huusholdninger, som kommer deraf, at Børn og Qvindfolk, har fra deres første Ungdom af faaet for meget Smag i Brændeviin.

Herimod indvendes nu vel fornemmelig af vanvittige Bønder selv, at de ikke kan undvære Spøel til deres Creaturers Opholdelse i knappe Foeder-Tidcr; mens jeg svarer: Dette besværlige Aar, i hvilket der er faa stor Mangel, saavel paa Korn, som paa Foeder, har noksom forbudet de allerfleste at brænde, og dog opholdes deres Creature, naar de ikkuns kan faae fornøden Foeder. Er Spøl ogsaa fornøden, saa behøver man jo ikkuns at lade undertiden skraae og mæske en Skieppe Korn, som giver, uden at brændes, en Spøel, hvorimod den af Brændingen kommende ikke er at ligne. Imidlertiid kunde det maaskee med Nytte forbydes Brændeviinsbrænderne i Kiøbstæderne at holde Sviin, og tvertimod befales at sælge ald de-

res Spøl til andre, hvorved dette Klagemaal ogsaa i nogen Maade kunde afviises. Kortelig, Landmændene bør ophielpes, Borgerne ligesaa, mens enhver i sin Cirkel.

Naar da Brændeviinsværket var saaledes bragt i Orden, til Refusion for Hans Majestæts Consumptions-Casse, saa kunde Livets allernødvendigste Opholds Midler tildeels befries fra Consumptions-Afgift, mens hvad dog endnu i den Henseende skulde betales af Kiøbstædernes Indbyggere, det kunde da beqvemmeligst og til største Soulagement hæves, som en liden Personel-Skat efter enhvers rimelige Forbrug; mens Søe-Consumptionen lod sig, tilligemed Tolden, allerbedst oppebære af Hans Majestæts Told-Betientere.

Skulde nu af alt dette, alligevel intet finde Bifald, da kunde samme Øyemaal i vis Maade opnaaes, naar det blev alle Bønder tilladt at brænde Brændeviin, imod en vis fastsat aarlig Afgift af hver Tønde Hartkorn, til Soulagement i næmerst beliggende Kiøbstæds Consumption.

Her har De, min Hr. Philopatreias, mine Tanker om Consumptionen og Brændeviinsbrænderiet. Kan de behage Publico og Dem, skal det være mig kiert. Jeg har forhen givet mig den Friehed at skrive nogle Patriotiske Anmærkninger over Deres Afhandling om Geistlighedens Indkomster, men be-

klager mig, at samme ere blevne saa difigurerede formedelst mange, endog forvildende Trykfeyl. Jeg har skrevet mod Deres Piece, mens ingenlunde mod Deres Person, følgelig ikke af Had, mens af Kierlighed til Sandhed. Ligesom jeg endnu denne Time kræver den Aldseende til Vidne, at jeg ikke i nogen Maade har den Ære at kiende Dem, enten af Navn, ' Stand, Person eller Stæd. Mine lovede Anmærkninger over Deres øvrige Afhandlinger om dyre Tider, Handelen og Rettergangen, skal, om GUd vil, ved Leylighed ogsaa følge.

Min Dristighed i at entrere i saa forskiellige Materier, tør formodentlig sætte Dem i et Slags Forundring, og bevæge Dem til at tænke om mig: Aliqvid in omnibus, Nihil in Toto! Mens jeg har dog nogen Erfarenhed i den store Verden, og tænker ikkuns, for at fremlokke andres langt fuldkomnere Tanker til det almindelige Bedstes Befordring.

Jeg henlever med al Høyagtelse & c.

Philalethus.

Patriotiske Breve til Adskillige om 1.) Een States Gield. 2.) Samme Materie. 3) Skovenes Aftagelse og Opælskning. 4.) Hoverie. 5.) Bønder-Gaarders Udfløttelse paa deres Mark Deele. 6. Consumption og Brændeviins-Brænderiet i Kiøbstæderne udenfor Kiøbenhavn

Patriotiske Breve

til

Adskillige

om

1.) Een States Gield.