En Landmands Tanker angaaende 1.) Dommere. 2.) Tingsvidner. 3.) Tiender. 4.) Qvægsygen. 5.) Hoveriets Afskaffelse og 6.) Dyre Tider. Deels anlediget af Philopatrejas, deels forhen efter en Vens Begiæring forfattede.

En Landmands

Tanker

angaaende

1. ) Dommere.

2. ) Tingsvidner. 3.) Tiender.

4. ) Qvægsygen.

5. ) Hoveriets Afskaffelse og

6. ) Dyre Tiider.

Deels anlediget af Philopatrejas, deels forhen efter en Bens

Begiæring forfattede.

Kiøbenhavn, 1771.

2
3

Fortale.

Disse Tanker, som herved overleveres Publico, ere indsendte af en Landmand heri Sielland, uden af ham at forlanges trykte: Ved deres Giennemlæsning er jeg bestyrket i adskillige Sandheder, hvori visse Steders Brug

4

Fortale.

haver givet mig Oplysning. Nogle af disse Tanker ere af det Slags, at de, efter min snevre Indsigt, ikke ere overflødige, de ere saadanne, som fortiene ' Publici Undersøgelse, som til Deels sigte til Misbrug at hemme, til Deels bedre Brug at fremme, begge Deele Vindskibeligheds værdige Bestræbelser. Nogle ere saa kiendelig nyttige, at ingen patriotisk sindet kan andet end ønske Dem i værk satte og bragte til Modenhed. Af ingen iblant disse meddeelte Tanker kan vel tænkende have Aarsag, eller Aarsag nok til at betitle Forfatteren, som er en erfaren Landmand, enten for upartiisk etter ildesindet, Naar

5

Fortale.

man veed, at Forfatteren ikke er Embedsmand, saa sees, at Egennytte ikke er Drivefiedren til de bedre Vilkaar, som han tilønsker Dominere. Det som Parterne derved afgik, vilde Processers Forkortelse formodentlig igien erstatte. At Bondens Plage-Fogder overlades Følelser af Strænghedens Svøbe, vil Rætsindighed ikke heller misbillige. Hvor glad vil Forfatteren og fleere patriotisk Sindede føle vor allernaadigste Konges aarvaagne Ømhed over Landets Vel i at forbyde at brænde Brændeviin af Rug, og i at sætte Grændser for Grændseløs Hoverie.

6

Fortale.

Fra Høystsammes glimrende Throne kan og haabes Midler imod Fællesskab, (denne tærende og om sig ædende Syge i Landdyrkningen) og andre Misbrug og Understyttelse for nyttige Forbedringer.

Det øvrige i disse Tanker kan mere Indsigtsfulde forandre og forbedre end

7

Om Dommere.

Ut Lovkyndigheden, og den deraf flydende ubehindrede Rettens Pleye, kunde og burde behandles paa en langt bedre og mindre byrdefuld Maade, saavel for de tvistende Parter, som for Dommere, det nægter ikke lættelig nogen retsindig, og i vores almindelige Rettergangs Maade og Brug ved Under-Rætter erfaren. Men hvorledes Uleilighederne og Misbrugene kunde forekommes og beqvemmest hæves, er et Spørsmaal, som fortiener en Nøyere Undersøgning. Jeg vil derom fremsætte mine Tanker, og overlade Dem, som have Høyere og videre Indsigter i det heele, at bedømme og forbedre dem, og saaledes skal det være mig Glæde nok, om jeg kunde være en Anledning til nyttigere Indretninger, hvorved et eller andet Ukrud kunde

8

Hindres fra at udbreede sig og omsider udryddes, til den Ende holder jeg for tienligt, at der blev paa det nøyeste iagttaget og holdet over følgende poster

1.) At Stevnemaalet, som Grundvolden i Sagen, ikke maatte validere længer end de i Loven befalede 6 Uger, og ikke indeholde meere end Sagens Oprindelse og sammenhængende Beskaffenhed, altsaa ikke nogensinde være vitløftigere, end at det paa et halvt Ark Papiir kunde skrives.

2.) At Sagen ingenlunde maatte forlænges ved Continuations Stævning, med mindre Parten aflagde sin Eed for Rætten, at han ved Hoved-Stævnemaalets Udstyrelse ikke var vidende om de Beviiser, som han agtede nu at føre, og hvorfor han behøvede at tage Continuations Stevning.

3.) At ikkun et Indlæg i en Sag maatte indgives i nogen Under-Ræt , og samme ikke være større, end det kunde paa et heelt Ark Papiir udskrives og fuldføres.

4.) At den tabende Part, som bliver tildømt at betale Omkostningerne, tillige skulde betale Mulct til Justice-Cassen ved Under-Rætter, efter Sagens Beskaffenhed.

9

5.) En vis Taxt for Procuratores var meget ønskelig og nyttig, saa og, ifald de tabte Sagen ved Under- og Over-Ræt, at de da ey maatte forlange eller modtage noget Salarium, og desuden at mulcteres efter Omstændighederne til Justice-Cassen, fordi de havde indført Principalen i en unyttig og ham skadelig Proces.

6.) Dommernes tillagte Salarium, som er 20 ß. for en Dom ved Herreds-Tinget, er alt for ringe og burde billigen forbedres: En Dommer kunde fortiene 2 Rdlr. for en Dom, naar hans Møye, Arbeyde og Hazard betragtes, og for en Interlocutorii Kiendelse burde betales lige saa meget og det strax af den tabende udredes, hvilket vilde vist indskrænke Rabulisters Kneb og ugrundede Indsigelser.

7.) Skrivere burde en heller betales Arkviis, eftersom det er bekiendt, hvad Vidtløftighed i Arter og Bekostninger for de tvistende dette foraarsager. Lovgiveren har vel høystbillig bestemt Liniernes Tal paa hver Side af Arket, men, naar man beseer Ordenes og Bogstavernes lange Træk og store Sving, hvorved et kort Ord udgiør en Linie, saa troer jeg, at Parterne vare bedre tiente med at betale Rettens Skrivere ligesom Dommeren, eller noget mere, dog bestemt, ifald Acterne vare sær vit-

10

løftige, hvilket jeg dog ikke befrygter, naar mine fremsatte Tanker fandt Bifald: ligesaa lidet haaber jeg, at nogen velsindet vil troe, at disse Tanker ere avlede af Menneske-Had, Misundelse eller nogen flig Kilde; thi det er ikke ubekiendt, at Sager ved Stevninger og Continuations Stevninger forlænges og vitløftig giøres, det er jo ikke uhørt, at man har fyldt en ja to Bøger Papiir med et Indlæg, og hvortil tiener fligt, uden at giøre Sagerne, Bekostningerne og Chicanerne uendelige? De Klager, som ikke ubeføyet føres over en eller anden Procurators Kostbarhed, har andlediget mig det Ønske, at Procuratores havde Taxt, efterdi jeg troer, at den eenfoldige og fattige da ikke blev afskrækket fra at tage Procurator an, naar han leed Uret, som nu skeer alt for ofte, da vilde det Viise sig imod Philopatrejas, at Procuratores vare nyttige, men at de, ved at bruges til at tale og skrive i en Mands Sag, tillige berettiges til at være selvraadige over Principalens Penge-Casse, skiønner jeg ikke, at grundes i Billighed. Naar derfor de foranmeldte Poster bleve Nøye iagttagne, og det som herefter siges om Tingsvidner tillige taget i Betragtning, hvormed jeg troer, at de stridende Parter kunde være tilfreds saavelsom Dommeren; saa haaber jeg, at Processer vilde forkortes og Rettens Pleye blive mindre indvik-

11

let, ubehindret, og meget lættet, uden at man havde nødig, at ønske et saa umaadelig stort og følgelig kostbart Værk, som det af Philoptreja foreslagne vist vilde blive, hvori alle muelige Trætter vare bedømte, om og nogen Jurist dristede sig til at udsinde og afgiøre alle muelige Disputer, hvilket er ikke troeligt, efterdi Grændser i Mueligheder ikke lettelig kan bestemmes. Skulde jeg hertil legge noget, saa blev det, at ingen Opsættelse af nogen Dommer maatte tillades eller gives i nogen Sag, uden meget vigtige Aarsager, eftersom Sager derved forlænges, Ting-Reiser og Bekostningerne formeres.

Om Tingsvidner.

Den modus procedendi, som herved bruges er megen Uorden og Byrde baade for Part og Dommer underkast; den sidste maae for 10 ß. Salarium ofte i et heelt Aar afhøre Vidner, om en Sagsøger finder Behag i at vidtløftig giøre sin Sag, og for samme Betaling afsige 20 til 30, ja vel fleere Interlocutorii Kiendelser. Til saadant at forebygge, formener jeg det tienligt 1) at der for hvert Vidnes Afhør noget vist til Dommeren og Skriveren skulde

12

Betales, saa og ligesaa meget for Interlocutorii Tingsvidner, som i Hoved-Sagen. Ved det første vilde Tiden til Vidners Afhør blive kortere, og Vidners Mængde, som lidet giør til Sandheds Oplysning, formindskes, hvilket alt er de tvistende Parter tienligst; ved det sidste sees paa Billighed, efterdi Interlocurorii Tingsvidner forvolde Dommeren ligesaa stort Arbeyde, fom Hoved-Sagens.

2.) At Vidnet skulde være tilladt, naar Stevnemaalet af Dommeren var betydet, historisk at forklare, hvad det om Sagen var bevidst, og efterat dette i Protocollen var indført, Parterne allene nogle faa Qvæstioner til Vidnet at fremføre. I denne Vidnets historiske Beretning, og saa længe Vidnet for Retten afhørtes, maatte Vidnet under ingen slags Paaskud med Ord eller Gierning hindres i sit Udsigende af nogen, til Sandheds Fortielse eller Fordreyelse, under betydelig Straf, som Dommeren strax tilkiendte Overtræderen.

3.) At Vidner, naar de lovlig under Faldsmaal vare stevnte, da og første Dag skulde vidne og afhøres, og ligeledes godvillig mødende Vidner, hvorefter ikke fleere Vidner skulde antages, med mindre Parten, som forlangte det, giorte Eed, at han ikke vidste af disse Beviser, da Stevning blev udstæder, og at

13

disse Beviser kunde eragtes fornødne til Sagens Oplysning. Herimod kan vel erindres, at de indstævnte Vidner ikke altid kan første Ting-Dag afhøres; men naar Dommer og Skriver bleve betalte, som meldt, for Arbeyde og Ansvar, troer jeg, at de i fornøden Fald ikke vare uvillige til at fortfare den følgende Dag med Vidner at afhøre.

Philopatrejas holder billigt, at Militaire

staten, som en glimrende og fornøden Stand, bør have større Indkomster; jeg holder for, det er ikke mindre billigt, at en Dommer, som skal være et Middel i Regentens Haand til at haandhæve Ret og Retfærdighed, og fremme den almindelige Sikkerhed for uretfærdig og listig Voldsomhed, ikke blot til visse Tider, bør have Løn, som er proportioneret efter hans Arbeyde og Ansvar; helst naar han, som Ret er, for en uretfærdig Dom paa det haardeste skal ansees og straffes. Men er 20 ß., som en Dommer paa Landet faaer for en Dom at afsige i en Sag, som undertiden har varet ved Retten behandlet i 2 a 3 Aar, og 10 ß. for et Tingsvidne, som kan have vedvaret ligesaa længe, en saadan Løn? Er det ubegribeligt, om det ofte gaaer, som man siger: at Nød bryder Love, at en Dommer, som i sit Embede en kan fortiene det nøtørstige Brød,

14

fristes til at bøye Retten, at befrygte en Procurator, som har en mægtig Principal, der trækker med ham til Ober-Retterne for hver Interlocutorii Kiendelse, som han i Tingsvidne Sager afsiger, under Paaskud at Vidnerne der søges afhørte, med videre, som kan anledige Overdommeren at udstyre Stævnemaal? Philopatrejas og andre kan vel svare, at en Dommer paa Landet ikke har saa mange Udgivter som en Mand i Kiøbstæden, at han Har i vis Løn 30 Rdlr. og en Skieppe Byg af hver Bonde i Herredet; men er dette vel, helst i disse Tider, meere end det, som behøves til at brødføde sig og sine med, om og Kornet overgik 50 Tønder aarlig, som ikke de fleeste Steder skeer, hvad skal han da klæde sig, Kone og Børn med? hvoraf skal de sidstes Opdragelse, som han skylder Publico, bekostes , hvormed mange andre nødvendige Udgivter bestrides? ey at tale om, at han er en Embedsmand, der tiener Staten betydelig, naar han er, som han bor være, og derfor en heller burde nægtes anstændig Underholdning, ligesaa lidet som andre nyttige Lemmer.

Jeg meener, dertil kunde findes Middel; nemlig: naar de mange unyttige Birker efter haanden bleve nedlagte, og disse igien under Herredet at sortere, vilde det hielpe en stor

15

Deel; og dersom enhver Underdommer og Skriver aarlig blev tillagte et hundrede Rdlr. af Justice-Kassen, er jeg forsikkret paa, at Cassens Intrader vilde aarlig saaledes stige, at Justice - Betientere kunde bedre holdes og lønnes end nu; naar Dommerne paa Landet, efter mit foranførte, tillige havde Friehed stricte at mulctere enhver Procurator eller Part, som ved nogen Slags Udflugt søgte at fodreye, forvilde eller spilde nogens Ret, eller ikke holdte sig Lovene efterretlige i alle Maader; hvorved tillige kunde forebygges adskillige Misbruge, som giør Veyen til at nyde Ret for de Eenfoldige og Uformuende saa besværlig og vanskelig. De Veltænkende, som veed, hvorledes Underdommere i Dannemark ere lønnede, og hvor stor Had og Fiendskab deres Tieneste ofte foraarsager dem, naar de ere aarvaagne og nidkiære, vil ikke misbillige mine ønsker og Forslag til Justice - Betienteres bedre Befoldning; de vil snarere formere og forbedre dem til almindelig Gavn, og til Opmuntring for dem, som allerede ere eller i Tiden kunde blive beqvemme til at betroes flige Poster.

16

Om Tiender.

Der er og bliver vel neppe nogen lættere Maade at yde Tiende paa, end den, som hidindtil hos os er brugt, saa længe samme skal ydes in natura; men dersom Bonden, som meest svarer Tiende, eller enhver Tiendeydere i Almindelighed maatte betale samme med Penge, enten efter ethvert Steds Beskaffenhed, hvilket synes det beqvemmeste og billigste, eller og, for at forekomme Disputer, efter en General-Taxt, var det virkelig til Bondens Opkomst, til Agerdyrkningens Forbedring, og følgelig til almindelig Nytte. Det er sandt, Proprietairen eller Tiendetageren vilde for nærværende Tid tabe noget derved, i Henseende til, at de mistede Halmen til deres Creature; men, foruden de Accordter, som mange Steder ere, om at betale Tienden i Skieppen eller i Penge, vise, at ikke alle finde deres Regning ved, at tage Tienden paa Ageren eller i Straaet; Saa vilde Proprietairer finde deres Regning i Tiden, naar Bonden kom i god Stand; Overalt er flig Tab af liden Betydning imod det, som i Almindelighed herved vilde vindes, da enhver Jordbruger, som har liden Indsigt i Agerdyrkning, vilde faae meere Lyst til at

17

bryde Jord op til Agerland, og giøre Forandringer og nyttige Indretninger; men saa længe Landmanden skal yde Tienden in natura af alle Ting, og undertiden ved vanskelig Høst eller andre enten virkelige eller blot foregivne Forhindringer maa lade sin Sæd paa Marken efterligge og forderves, som i sær med Ærter og Vikker kan sees, saa betages ham unægtelig tildeels et Middel at føde Creature, at giøde Jorden bedre, og kort et Skaar giøres i hans Indkomster. Slige og fleere Uleyligheder til Bondestandens og Agerdyrkningens Skade og Forringelse kunde forekommes, ved at forpligte Proprietairer og Tiendetagere i Almindelighed til at nøyes med Tiendens Oppebørsel enten i Penge, eller i Skieppen. Hvilken af Deelene Bonden eller Tiendegiveren fandt sig best tient med at vælge, skulde han have fuldkommen Friehed til, enten efter den almindelige eller besynderlige Taxt, som af Kyndige og Upartiske kunde fastsættes.

Herimod vil jeg foreslaae et Middel, som jeg formener, vilde erstatte Proprietairerne Tabet af Halmen ved Tiendens Erlæggelse, det er at besaae deres Mark med Kløver det sidste Aar, den drives, og Aaret før samme til Hvile udlegges; derved blev ogsaa et godt og lokkende Exempel givet for andre, i sær den efterladne Siellandske Bonde, som i hans

18

Jords Vanbrug eller Ubrug dog ikke troer nogen bedre Jordbrug vg Dyrkningsmaade, end den, han og hans Forfædre have brugt, og som langt meere end den Fynske eller Jydske Bonde i Almindelighed behøver ved virkelig viiste Prøver at opvækkes og opmuntres til en bedre Jorddyrknings Maade, end den, som nu bruges, allerhelst, naar Jordegodses Eyere og niftratores med samlede Kræfter vilde arbeyde paa det skadelige Fælledsskabs Ophævelse, og see derhen, at hver Bye fik sin Jord for sig selv, og siden en Reebning at skee over heele Byen, uden Hensigt til dens saa eller mange LodSeyere, hvorved maatte paasees, at enhver Bonde blev udlagt Jord til en fuldkommen Frugthave, og deri aarlig plantede et vist Antal af nyttige Træer; at Jorden kunde have 3 a 4 Aars Hvile og Drift; at Sviins Ringning paa det strengeste blev iagttaget, og endelig, hvilket særdeles var at ønske, at enhver Huusmand i Byen fik en halv Tønde Land samlet at dyrke til sig og sines Føde; thi saa længe Gaardmanden skal svare Skatterne og Udgivterne af Jorden, og alligevel derpaa føde Huusmanden med Kone og Børn, bliver det langsomt og vanskeligt for den første at komme til Velstand; men naar den sidste tiener Gaardmanden for Lene eller Len (som og kunde billig indrettes, og ikke just burde beroe

19

paa Huusmandens Indfald) og han har saa megen Jord, som kan give ham og hans Føden, saa kan de begge leve uden at bebyrde eller undertrykke hinanden, som nu mange Steder skeer; hvor den Sætning altsaa rimelig nok gielder: at det er bedre at være Huusmand end Gaardmand; men om det er billigt, kan enhver let skiønne.

Det var og, saavidt jeg Skiønner, bedre for Bonden, om hans Udgivter til Præst og Degn vare meere bestemte og efter Billighed afpassede, end mange Steder skeer; han giver ofte meere, end med Rette kunde fordres af ham. Jeg giver det ikke ud for en afgiort Sag, at den 90de Næg, som efter Danske Lovs 2, B. 15 Cap. 10 Art. ydes til Degnen, skulde afkortes i Præstetienden, som nogle paastaae; men jeg seer ingen Billighed i, at en Bonde, som har mistet sit Qvæg, skal alligevel give Præsten et Pund Ost af hver Tønde Hartkorn eller betale Pundet med 4 ß.; at man paastaaer en Tiende-Gaas af ham, endskiønt hans Giæs ere døde; et Par Sneese Æg, skiønt ingen Høns haves, eller Grise-Korn, naar ingen Sviin haves. Disse Steder maa ey Ordsproget gielde: Hvor intet er, har Keyseren forloret sin Ret. For Præsten maa Bonden og arbeyde, udkiøre Giødning, føre Korn til Kiøbstæd, hiemføre hans Tørv og Brænde,

20

med Meere, ligemeget, enten det skeer under Navn af Villighed eller Hoverie, naar det paastaaes som Rettigheder; ligesom Flesk, Brød, Gaas og Æg til Degnen, alt foruden de sædvanlige Offer, og aparte Betaling for Bryllup, Barnedaab og Kirkegang. Saa lidet som mit Forsæt er, at beskylde en heel Orden og Stand for Laster eller Udskeyelser, eller tale i Almindelighed om alle Steder, saa stor Føye har jeg til at ønske, at de ved Offer-Dage visse Steder anledigede Gilder og Forsamlinger maatte ophøre, efterdi de befordre kuns Uordener og Liderlighed, og at troe, at Bonden var i Almindelighed bedre tient med, at disse Udgivter, som i Sammenligning med de Kongelige Skatter ere Byrde-fulde og tunge, vare bestemte til noget vist aarlig af hver Tønde Hartkorn.

Man holde mig disse og følgende Afvigelser til gode, skiønt de ey just høre til Materien om Tienden; Min Absigt er almindelig Nytte, og i sær Bondestandens Opkomst. Denne vilde herlig befordres, naar Bonden blev tilholdt at legge Flid paa Cartøfler og Kløver-Sæd, paa Humle-Kuler, Træers Plantning og Opelskning, hvorved maatte være en alvorlig Opsyn, bygget paa Erfarenhed, og geleydet med Klogskab. Træerne maatte ikke allene sættes ved Eftersynstiden og siden flyttes paa Loftet, som ved

21

visse Godser her i Landet skeer. Da vilde Siellands Bonden ikke have nødig at kiøbe Frugter eller Urter i Kiøbstæden, hvilket ingen Landmand uden Afskye kan see; da sparte han i mange Tilfælde sit Korn, saavelsom den Fynske og Jydske Bonde; da saae man ey Byer uden Frugter, Giærder uden Træer, Fælleder omvraadede af Sviin, og meere; da fik Bonden flere Næringsmidler, førte flere Penge hiem fra Kiøbstæden; da fik man lettere Priser paa Landets Producter, helst om det umaadelige Drik og Fylderie, og de mange af Kiøbstæderne paa Landet satte kroermænd bleve ophævede, (hvorved en stor Deel Uorden kunde forebygges iblandt Gamle og Unge) og der da tillige kunde udfindes Raad og Middel mod Qvægsygen.

22

Om Qvæg-Sygen.

At der skulde være eller ikke være Medicinske tilstrækkelige Raad for denne Pæst iblant

Horn-Qvæget, er ligesaa lidet min Sag at fastsætte, da det er uden for mit Studium, som jeg er i Stand til at bedømme denne ødelæggende Sygdoms naturlige Aarsager og sande Beskaffenhed; De derpaa giorde mig bekiendte Prøver have ikke giort det troeværdigt, at noget almindelig tilstrækkeligt Middel eller Præservativ er udfunden imod denne Syge, saa at den allerstørste Forsigtighed og Varsomhed i at bevares fra at anstikkes hidindtil har syntes at være det beste; men da det ikke altid er mueligt, saa have endog de Forsigtigste ikke været befriede fra Fare og Skade, jeg vil derfor fremsætte mine Tanker, som jeg formener at kunde giøre en stor Deel til, om ey gandske at hæve denne Sygdom og dens i alle Stænder følelige onde Følger, dog at giøre Skaden, som ved Sygdommen lides, mindre følelig, og Qvæg-Tabet mindre kiendeligt, ja maaskee, inden faa Aar, efter mit Ønske ukiendelig. Skulde dette sidste ikke skee da var dog allerede meget vundet ved det første, men

23

da mine Vilkaar ikke tillade mig at give saa faste og forvissende Prøver paa Sagen som jeg vilde, saa vil jeg dog fornøye mig ved at opmuntre fleere og mere formuende til større Forsøg i en saa nyttig Sag. Erfarenhed har viist, at det angrebne Qvægs Cuur fornemmelig kommer an paa dets svagere eller stærkere Natur, eller naturlige Arter, jeg troer des Aarsag, at man med god Grund kan antage 4 forskiællige Qvæg-Arter, eller inddeele Hornqvuæget i 4 Classer som følger.

1.) Det allersvageste Slags, som alt døer bort af Qvæg-Sygen.

2.) En noget stærkere Art og Slags, som overstaaer Sygdommen tildeels, men det meste Tillæg deraf døer i Sygdommen.

3.) Et stærkere Slags, som gaaer Sygen igiennem tillige med det meste af dets Tillæg og Afkom.

4.) Det allerstærkeste Slags, som tildeels slet ikke anfægtes af Sygen, tildeels bliver meget lidet syg, deraf Tillægget ligeledes lykkelig udstaaer Sygdommen.

Disse Tiders Erfaringer vise Rimeligheden af denne opdagede Forskiæl i Qvæg-Arter. Man har seet, at en Vonde eller andre,

24

som har havt Forstand og Evne til at være paaholdende paa sit saa kaldte Sygdoms-Qvæg ɔ: som har lykkelig overstaaet den grasserende Syge, og ikke skildt sig derved, har og beholdt det i sidste Sygdom, og af dets Tillæg med, især har det været øyensynligt, at mange have af de foranførte sidste 2de gode Arter, eller 3die og 4de Klasse, og fra den seenere Qvæg-Syge have beholdt næsten all i Tillæget tillige med Stam-Qvæget, derimod har en og anden fattig Mand, som i forrige Sygdom har beholdt Qvæg tilovers og solgt det til en Liebhaber, som har vel betalt det, kiøbt for ringe Priis Qvæg, som ey har været sygt, og derpaa anskaffet sig Tillæg, men det er alt i sidste Sygdom uddødt, nu har en saadan intet, og formaaer ej at kiøbe uden af den svage Art, og dermed er han saa lidet tient, at han heller intet maatte kiøbe, indtil han kan faae en bedre og sikkrere Art, hvortil kunde føyes Anstalter. Nøye Opmærksomhed og giorte Forsøg har giort mig mine Tanker saa troeværdige, at jeg dristede mig til at paatage mig at viise Rigtigheden deraf, ifald nogen Patriot i Addresse-Avisen det forlanger, og selv vil bestyre Udgivterne, som dertil udfordres, siden jeg ikke formaaer at giøre Forskuddet: Man kunde da indkiøbe 10 a 20 stkr. Køer af foranførte 3die og 4de Classe,

25

og en Tyr af samme Art, disses Køers Affødninger og Tillæg, som ere friske og sunde, kunde inoculeres Qvæg-Sygen, saasnart de ere 3/4 aar gamle, dersom nogen da vil betale mig 10 Rdlr, for hver Kalv, som gaaer Sygdommen igiennem, saa betaler jeg hver Kalv, som døer med lige Summa, naar jeg selv indkiøber Qvæget af den rette Art, og tilseer vedbørlig Omgang dermed. Er dette rigtig, saa spørges, om det ikke lønnede Umagen, og erstattede Bekostningerne, at have en saadan Stammehold af Qvæg, paa hvis Conservation for den grasserende Syge man kunde være nogenledes sikker, hvormed de, som havde mistet deres Qvæg, kunde forsynes? jeg har derfor ofte ønsket, at saadanne Anstalter maatte giøres, at de anførte gode Qvæg-Arter med al Flid maatte vedligeholdes, tillige med ald Tillægget, især af Qvie-Kalve, og paa ingen Maade overlades enten til Slagt, eller Udførsel, saa længe Qvæg-Mangel var; jeg har ønsket i dette Øyemeed, at der maatte holdes rigtige Journaler over disse Arter og Affødninger Bye- Sogn- og Herred-Viis af en Patriotisk Betient, ungefæhr paa den Maade, som ved det Kongelige Stutterie, denne Danmarks velbekiendte Herlighed. Jeg overlader Veltænkende at bedømme disse Forslag, og om de ikke fortiene at iværksættes. Jeg troer, det vilde være mindre vanskeligt end det

26

kan ved første øyekast synes, jeg troer, naar det alvorlig blev forbudet at overlade de gode Arter til Slagt eller andre end Landmænd, saa længe de behøve dem, saa vilde en Deel Penge blive i Landet, som nu udgaaer til Skaane og andensteds, saa vilde efter nogle Aars Forløb den ødelæggende Qvægsyge ikke findes og føles i Sielland eller andre Rigets Deele, hvor den rette Omgang blev brugt.

Den overmaade høye Priis, som en Koe, der har udstaaet Sygdommen, er i disse Tider steget til, fc. fra 40 til 50 Rdlr. og den Begierlighed, hvormed de Landmænd, der have Kundskab om forommeldte vigtige og Landet gavnlige Sag, have søgt og betalt det saa kaldte Sygdoms Qvæg, uanseet at andet Qvæg kunde faaes for mindre end den halve Priis, bestyrke mig ikke lidet i min Meening, og hvad man end imod mine Tanker kan sige, kand jeg dog ikke skiønne, at deraf kan følge andet end at man ikke endnu var kommet til den yderste Grad af Vished, hvilket paalidelige og nøyagtige Forsøg dog først kan fastsætte. Er altsaa ingen Regel uden Undtagelse, og er det ey mueligt reent at udrydde denne grasserende Syge, saa er det dog mueligt at formindske Skaden og Tabet, som den foraarsager enhver Stand, men det vil neppe skee ved at forsøge Inoculationen enten i Flæng eller paa gammelt Qvæg, som

27

koster Eyeren meget, naar Kalve eller ungt Qvæg kan undværes, ved at overlade de beste Qvæg-Arter til Prangere, som igien afsætte dem til Slagtere, Brændeviins-Mænd og andre, hvormed Bonden og Landmanden skilles baade ved Stam-Qvæg og Affødninger i en Tiid, da Mangel er kiendelig og øyensynlig, og da det er saa meget mere billigt at have Hensigt til Eftertiden.

Om Hoveriets Afskaffelse

Jeg er aldeles ikke overbeviist om, at Hoveriets Afskaffelse i og for sig selv allene vil giøre flittige og duelige Bønder, enten i Almindelighed eller i Sielland i Særdeleshed; endnu mindre om at Hoverie giør uformuende, forsagte, uduelige Bønder, naar Hoverie ikke gaaer videre end til det Reelle, eller saaledes som en af vore Patriotiske Forfattere og Landsmænd fornuftig i et lidet Skrift har bestemt og indskrænket det; thi jeg taler her ikke om saadanne, hvis nedrige Tænke-Maade finder Behag og Lyst i at være Bondens Plage-Fogder, eller, efter en vis Forfatters Udtryk, at aagre med Bønder, ey heller om saadanne, hvis

28

blinde Vinde-Syge forbyder dem at fremme Bondens Velstand, ja end ikke tillader dem at ophielpe hans Mangler enten i hans særskildte Huusholdning eller hans Land-Dyrknings Maade; Lad disse Mulvarpe opsøges og udryddes, dertil har en viis Regiering altid kraftige Midler nok. Men ere der saadanne Proprietairer, Forvaltere eller over Bønder fatte Landmænd til, da maa man dog lade Sandhed vederfares den Ret, at der og ere gode og velsindede, hvilke ikke lade deres Bønder giøre saadant Hoverie, som Vellyst, Pragt eller andre endnu slettere Hensigter opfinde, som lette og formindske det nyttige Hoverie, som endog opofre af deres Formue til nyttige Anlæg og Indretninger, til nye Jordfrugters Avl, til Skovs Opelskning, og Landbrugets almindelige Flor; disse fortiene billig at agtes, men hine at foragtes. Billighed fordrer derfor, at man ikke skiærer alle over en Kam, hvortil saa mange, som endog mangle de fornødne Indsigter og Erfarenhed til heri at være competente Dommere, enten af Fordomme eller overilede Domme, henfalde. Dette forudsat anledeiger mig, frit at fremsætte mine Tanker, som jeg troer i Almindelighed gavnlige; skiønt jeg ikke vil paastaae, at jo et eller andet Steds forskiellige tilfældelige Beskaffenheder kan fordre forskiellige Indretninger. Dog maa jeg tillige

29

erindre, at hverken maa Hovedgaardens Avling, som drives ved Hovbønder, være saa vidtløftig, at Hovbøndernes eller Jorddyrkernes Tal er for liden og utilstrækkelig til at drive den, uden at forsømme deres egen; ey heller saa langt fraliggende fra Bønderne, at den halve Dag kan mestendeels spildes paa Henog Hiemfart. Herover har vores Allernaadigste Konge havt et vaaget Øye ved Forordningen om Hoveriets Bestemmelse; og enhver fornuftig Proprietaire eller Eyere af Bønder-Gods vil uden Tvivl deri villig finde tienlige Udvene, jo bedre han indseer, hvor nøye og uadskillelig Bondens Velstand er sammenknyttet med Landets og med hans egen Velgaaende. Naar der spørges: hvorfor man vil have Hoveriet afskaffet? saa heder det gemeenligt: Fordi Bonden derved forsømmer sin egen Jords Dyrkelse; thi Hoveriet er saa mangfoldigt og stort, at Bonden derover maa lade sin egen Jord ligge udyrket, og følgelig intet have at svare sine Skatter af, at ernære sig og sine med, og saa videre.

Men dette, synes mig, er at sætte forud det, som de godt Folk, der saa tale, vilde bevise; Thi de, som ere kyndige i Landvæsenet, troe ikke, at Herregaardens Avling i Almindelighed er saa stor og vidtløftig, at jo de til slige Avlingers Drift bestemte Hovbønder ere mageligen

30

i Stand til at drive den og tillige deres egen,

endog bedre end nu skeer, efter det Forhold, som Erfarenhed imellem Arbeydet og Arbeyderne kan fastsætte.

Efter den Kundskab, jeg har om Landets Jordbrug og Drift, troer jeg neppe, at Hoverie drives saavidt i Sielland og Jylland i Almindelighed, som i Fyhn, hvor Herregaardene ere, som bekiendt, meget mere indknebne og hinanden nærmere angrændsende, end i de første Stæder, og dog ere Bondens Vilkaar langt bedre, og hans Velstand større i Almindelighed, end enten i Sielland eller Jylland. Hoverie i og for sig selv giør altsaa ikke her Bondens Tilstand forarmet og slet.

Hvad Jylland angaaer; da troer jeg, at Bonden der endnu mindre var tient med Hoveriets Afskaffelse. Jeg er i en af Jyllands skarpe og magre Egne opdraget paa en Herre-Gaard, hvis Eyere var en Menneske-Ven og kyndig Landmand; da han havde kiøbt, saae han, at Godset var mestendeels altsammen forarmet, kuns et Par Bønder paa hele Godset velhavende, og, som det der heeder, forekomne. Aarsagen var, at disse tvende havde den største Deel af de øvrige Bønders Jord i Brug; for disse maatte de andre pløye, saae, høste og indavle. Hosbonden saae Manglerne, følte

31

dem, og, ved Ansøgning paa vedkommende høye Steder, stræbte at faae enhver Bonde sin Jord udmaalet og tildeelt; men det da, som endnu saa høystskadelige Fællesskab, flere Lodseyere og andre Omstændigheder forvoldte, at Ansøgningen ikke fandt Gehør. Thi jeg maa erindre, at det var endnu længe før den høystpriselige Begyndelse med Fælleskabs Ophævelse blev giort af den ømmeste Landsfader, Høysalig Kong Friderich V. Dog blev endelig lige Jorddeeling i 2de Byer, hvis Beboere alle vare Hoverie-Bønder. Dette forbedrede Bøndernes Vilkaar kiendelig, og efterhaanden satte dem i Stand. Hosbonden tilbød end videre disse to Byers Beboere, at befrie dem fra ald Hoverie; men ingen af dem vilde modtage Tilbuddet; endskiønt Hosbonden ikke engang begierte halv saa meget i Hoverie-Penge, som nu svares, hvor Hoverie er ophævet. Nogle Aar efter solgte Eyeren Gaard og Gods, og de fleste af Godses Bønder bleve Eyere af deres egne Gaarde; der forgik nogle Aar. Et Ærinde bragte mig der paa Egnen, hvor min Ven da faldt igiennem benævnte Hovnings-Byer. Min Nysgierrighed anledigede mig at udforske Beboernes nu værende Tilstand. Jeg sagde til et Par af de gamle Beboere, som ved Sanddruehed og Vindskibelighed havde udmærket sig fra de andre: Nu lever I vel godt, nu ere I frie, og giøre

32

intet Hoverie, og nu kan I arbeyde allene for Eder selv og Eders Børn? Men de svarede: Gud bedre os! vi levede før godt: Vores Hoverie trykte os slet intet; vi vare ligesaa visse paa, at vore Børn skulde faae vore Gaarde i Fæste efter os, som vi havde det paa Prænt; feylede os før en Skat, vare vi ey bange for Execution fra Amtstuen; thi vor Hosbonde giorte Udlæg; manglede vi Sædekorn, faa hialp han os dermed; men nu ere vi (vare deres egne Ord) som en Flok Faar, der ingen Hyrde have. Havde vi vor gamle Fader og Hosbonde igien, vi vilde gierne giøre dobbelt saa stort Hoverie, som vi giorde ham, og saadant mere.

Jeg har ikke Aarsag til at satte Mistroe til disses Beretning; thi jeg faae kiendelig deres Vilkaars Forandring. Dersom man nu tillige tager i Betragtning, at Penge-Roullancen hos Bønder er paa mange, ja de fleste Stæder i Jylland, særdeles liden og ringe, og Nærings-Veyene saa naar de faa Stæder undtages, som enten ligger nær Kiøbstæderne, eller have en eller anden særdeles Herlighed af Fiskerie eller sligt, som kunde erstatte Mangelen; saa er det begribeligt, at en Bonde hellere vil giøre nogle Dages Arbeyde, end betale Hoverie med Penge. Bondens almindeligste Comanter ere Kornvahre, Hornqvæg og Sviin; skal dette, helst de to første Slags, afsættes til Borgerne

33

eller Kiøbstædmanden, skeer det sielden til betydelig Fordeel for Bonden, som i Jylland er almindeligen mere sparsom i at bruge sine Heste til lange Reyser end andensteds, ey heller holder eller kan, sig til Nytte, holde saa mange Heste, som i Sielland. Kiøbstædmanden kiøber meest Qvæg til Slagt, hvortil Bondens Qvæg, som er magert og smaat, ikke er det tienligste. Proprietairen derimod, som kan opstalde det, seer ikke derpaa; han kan til sit Brug være tient dermed; han tager imod Korn for Skatters Afbetaling, hellere end han lader sin Bonde giøre i Utide en lang Kiøbstæd-Reyse, for at skaffe Penge, og de tror begge, at hvorved rede Penges Udgivter spares, derved vindes. Heraf kan jeg ikke dømme, at ald Hoveries Afskaffelse er raadelig eller tienlig paa de næst omtalte Stæder, fordi det forarmer Bonden. Hvad Sielland angaaer, da, naar man undtager Bønderne, i Nærheden omkring Kiøbenhavn beliggende, hvilke altid faae deres Vahre dyre betalte, og leve, for en Deel, vel, ved at opkiøbe de lang Veys frakiørende Bønders Vahre, som de siden, naar ingen langt fraliggende Bonde kan kiøre, igien i Staden afsætte, og opskrue til vilkaarlig Pris: da viser Erfarenhed øyensynlig mange Steder i Landet, hvor Hoverie-Bonden, som har lige stort Hartkorn og lige mange Folk med Frie-Bonden,

34

staaer sig ligesaa godt, som denne. End mere: Her findes Hoverie-Bønder, som boe iblandt Frie-Bønder, have en Miil at kiøre til Hove, og dog holde deres Gaarde bedre i Bygning, dyrke deres Jorde bedre end disse, ere i bedre Velstand, og ere langt fra ikke saa uvillige til at antage en eller anden nyttig Forandring i Dyrkningsmaaden (skiønt Fordeelen ikke strax er øyensynlig eller haandgribelig) det er ikke utroeligt, fordi de til Hove see noget saadant, og Nytten deraf. Heraf kan altsaa ey sluttes, at Hoverie i og for sig selv er Bondens ødelæggelse, med mindre den misbruges, da bliver den det unægtelig; men jeg kan derfor ikke ansee en Bonde Eyere og Bonde-Plagere for ligegieldende Bemærkelser; for den sidste har jeg ligesaa stor Afskye, som Høyagtelse for den første.

Dersom de gode Herrer, der tale saa meget om Bondens Aag, havde den Kundskab om Bondens Arbeyde og Beskaffenhed, som jeg, der selv i 10 Aar her i Landet har været Bonde, skiønt ey opfødt ved Ploven, vilde de uden Tvivl forandre deres Sprog og Tanker, naar Sagen blev Upartisk bedømt, og sættes i Forundring over Bondens slette Oeconomie, Uarbeydsomhed og Efterladenhed her til Lands. Jeg vil heraf anføre noget, hvorom jeg selv Har været et seende Vidne, deraf jeg lader enhver dømme, om ikke Bonden her er meere

35

ødsel end sparsom over Tiden, endog paa en Tid af Aaret, da vindskibelige og duelige Landmænd ere meest beskæftigede.

Bonden i Sielland giør de fleste Steder ey selv noget betydeligt Arbeyde Aaret igiennem, uden at saae sin Sæd, og være med at meye og hiembringe den; det øvrige Arbeyde forrette hans Tjenestefolk. Naar han har indhøstet, blottes hans Umaadeligheds Syge strax; han maa da, og saa længe Ladene formaae noget, altid have got Øl og Brændeviin; hans Rug til Brød maa sigtes, og alting maa være overflødig; kommer han til Kiøbstæd, skal man oftest see ham at komme drukken og blot for Penge hiem. Dette gav mig et stort men desverre vildfarende Begreb om Siellands Bønders Velstand, da jeg i Førstningen saae deres Overdaadighed. Jeg tænkte: Lykkeligt det Land, hvor Bonden har saa stor Overflod; men da jeg siden alt for ofte blev vaer, at hans Forraad var borte, at han nu tog til Takke med Brød af Byg, blandet med Klidden, som han tilforn havde sigtet fra Rugen, og sligt mere, indsaae jeg og Feylene og deres Kilder.

Om Vinteren nøyes Bonden her med at spise 4 Gange om Dagen, og hans Tjenestefolk arbeyde 4 til § Timer; men om Sommeren i Tørveskiær, Høe- og Korn-Høst, spiser

36

han 7 Gange, og Folkene arbeyde neppe 6 Timer; Resten af Dagen spildes. Disse Maaltider, som have sat mig og andre i Siellands Bondens Huusholdning uerfarne i stor Forundring, ja Forlegenbed, og kunde synes utroelige, ere: 1) Froekost, som bestaaer af Brød, Ost og Brændeviin; 2) Daure, som meest er Grød og Sild; 3) halvgaaen Middags-Mad, som er Smørrebrød, med Ost eller Kiød; 4) Middags-Mad, et Par Rætter, som Dagen tilhører, hvorefter soves i 3 Timer; 5) Midaftens Mad, som er Smørrebrød med Ost paa; 6) Nadvere, som er Grød med Øl eller Melk til; og 7) naar lidet arbeydes efter Solens Nedgang, gives Brød, Brændeviin og godt Øl. Ved saadan Spiisning, som jeg selv i 10 Aar har givet, har jeg fundet, at en Bondekarl her neppe afmeyer en Tønde Korn, et halvt Læs Høe eller Græs, eller binder 4 Traver Sæd en heel Dag; og om Vinteren aftærsker kuns en halv Tønde Korn om Dagen, naar en Jydsk eller Fyhnsk Karl daglig kan staae et Par Læs Græs, afmeye et Par Tønder Sæd, binde 8 til 10 Traver Korn og tærske et Par Tønder Korn. Jeg ønsker derfor mere Bondens Tilstand her forbedret , ved at forandre hans Huusholdings-Maade og Dyrkningsmaade under fornuftig Opsyn og Opmuntring, end Hoveriets Afskaf-

37

felse; thi Jorden , som her i nogle Aar kan give Sæd, uden betydelig Giøde og Hvile, overgaaer i Godhed baade den Fyhnske og Jydske. I øvrigt vilde jeg raade Proprietairer, at give hver Hovbonde sit vis bestemte Arbeyde, og, naar det var giort, den Dag frie. Dette vilde blive et Middel at faae giort i en Dag, saa meget som nu skeer i to, og Bondens Arbeyde lettet. Det var og billigt, at Bonden blev betrygget for Plagerie, hvilket kunde naaes, ved at reglere ald Hoverie efter Hartkorn. *)

Om de dyre Tider.

Det er ikke ubekiendt, at der hos os i de to afvigte Aar har været en saadan Misvext , at den Siellandske Bonde de fleste Steder ey har avlet saa meget, som han til sine og sines Føde , Skatte og Sæde-Korn behøvede ; saa at dersom Proprietairerne ikke, i sær i dette Foraar 1770, havde havt Korn at assistere Bonden med til Sæd, havde Jorden ikke nær bleven besaaet over alt. Det har

*) Dette Forfatterens Ønske seer man nu opfyldt ved den sidst udkomne høypriselige Anordning om Hoveriets nærmere Bestemmelse.

38

Anseende at blive det samme tilstundende Aar; og dersom denne Understøttelse af Proprietairen mangler Bonden, vilde det vist see slet ud med Jordens Besaaelse og Landets Dyrkelse ; hvorfore jeg og hellere seer dette Baand imellem begge fastere knyttet end opløset, uden at ønske nogen Stand Mangel eller Trang. Thi jeg er af de Tanker, at naar vi ey havde Proprierairer, som jeg synes med Føye kan ansees som Huusholdere over Landets smaa Forraads-Kamre, og baade best kan og bør være Bondens Veyvisere, Understøttere og Forsvarere, da vilde Bondestanden værd i siettere Vilkaar i mange Henseender, end den nu er. Jeg tiltroer ikke Kiøbenhavns eller andre Kiøbstæders Borgere den Villighed eller Formue, at levere Bonden Æde- og Sædekorn paa Credit; at forsyne ham i Mangels Tilfælde med Foder til sine Creature, eller andre Nødvendigheder, af Forskud og Udlæg; men Proprietairen kan giøre det; han er endog i visse Maader bunden og tvungen til at giøre det.

Det, som Hr. philopatreias derfore mener og raader fc. at Proprietairer skulde afsætte deres Gaarder til Bønderne, som med mere Fordeel skulde bringe Jorden til Nytte, kan jeg ikke skiønne at være eller blive nyttigt; thi kan det, som Bønderne i Sielland nu have, ikke drives, som del bør, hvorledes kunde

39

man da vente, det skulde skee med det mere og større? Og om man endog satte forud, at Bønder og Beboere kunde faaes, som antoge Sædegaarders Avling, og fortærede den, hvad vandtes da derved for Landet, som overveyede Nytten af vore Hollænderier og studes Opstaldning?

Jeg troer neppe, at Hollænderne, som nu søge de storeGaarde i Jylland, hvor mest opstaldes, vilde søge Stude paa vore adspredte Bønder-Gaarde, som de nu kiøbe paa en Gaard i 100 Tal. Jeg troer mindre, at slige Bønder-Gaarde kunde forsyne Residencen eller Kiøbstæderne, Søe- og Land-Etaten i alle Tilfælde, vore Handels Compagnier og Trafiqverende med Føde-Vahre; og allermindst, at der blev noget tilovers, som tilbragte os andres og Fremmedes Penge. Hr. Philopatreias har ey heller sagt os, hvorfra de store Bekostninger, som slige Bygninger og Indretninger vilde koste, skulde komme, og dette var dog en vigtig Sag; hvorfor man tillige burde kunde vente, at have nogen Fordeel, i det mindste, at Renterne kunde svares, om Capitalerne kunde tilveyebringes, foruden at neppe nogen Fornuftig nægter eller misbillibilliger, at jo Eyendomme og tilkiøbte Herligheder bør være hellige og uryggelige. De af Philopatreia anførte Aarfager til dyre Tider blive derfore hverken de eneste eller de

40

rette. Det kan ey nægtes, ak jo Qvægsygen, Misvæxt, en slet Oeconomie og Indretning i Landdyrknings-Maaden, Fællesskab, en kiendelig Hindring og Anstøds-Steen for Vindskibelighed, høre med til de Aarsager, som en Landmand lettelig bliver vaer; hvortil jeg foruden det foranførte ogsaa med god Grund kan regne de mange Kroe-Forpagtere, som ere paa Landet; thi disse opkiøbe ikke allene selv saa meget Korn, som de kan overkomme, men endog forføre Bønderne i deres Districter, til en uindskrænket Brændevins - Brænden, ved at lade sig betale for denne Friehed en aarlig Skat a 1, 2 og flere Rigsdaler. Herover savnes ey allene det umistelige Æde- og Sæde-Rug, men Drukkenskab, Ladhed og Lediggang med flere Laster fødes og udbredes. Disse ere mine Tanker, som jeg til sine Tider og Steder har havt Leylighed til at forfatte; de sigte til Misbrug og Skade at forekomme, og almindeligt Gavn at fremme. Dersom de bedømmes i det Øyemeed, de ere fremsatte, troer jeg, at de vil finde Biefald hos Patrioter, iblandt hvilke jeg stræber at henregnes og blive en duelig Landmand.