↩

Philodani

Tanker

over

Philocosmi

Betænkninger.

Kiøbenhavn 1771,

trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstræde.

2
3

I blandt de saa gode Stykker, som i dette Skrivefrihedens Foraar ere fremkomne, har jeg intet læst, som jeg agter høiere end Philocosmi Betænkninger. Dersom det kiere Publikum har værdiget mine Undersøgelser nogen Tillid, vilde jeg agte mig lykkelig, om mit Vidnesbyrd kunde hielpe til at opvække den Agt for dette Værk, som det i høi Grad fortiener.

Partisk kand min Roes ikke ansees; thi det er mod mig, denne oplyste Mand har skrevet. Jeg priser da ikke hans Arbeide, uden fordi jeg bør, og bør saa meget meere, som min Berømmelse af ingen kand mistænkes.

Det er sandt, at han aldrig burde have givet sit Skrift Form af et Brev: og saa sandt, at hans Indledning kunde have været kortere, og hans Stiil meget tydeligere. Jeg tør og sige, at han ikke burde have giendrevet mig, thi derved er han bleven nødt til at opofre den Orden, han ellers kunde have fulgt.

Det var nok, at jeg havde maat omtrave efter min uheldige Forgiænger, at ikke en anden endnu skulde nødes til at følge det samme Spor. Hvad han da, kunde ville sige mod mig, havde sinaa Anmærkninger givet det rette Sted til. Men disse Feil og endnu nogle andre ere saa oprettede ved væsentlige Fuldkommenheder, at man bør, om man endelig vil herfor criticere ham, dog dadle ham med Ærbødighed.

Ja! med ærbødighed! thi ingen som har Indsigt og elsker sin Konge og sit Fædreneland, kand uden den sandeste Høiagtelse for Forfatterens store og grundige Kundssab læse og betragte, hvad han siger

Pag. 51-55. Om Kiøbenhavn og de andre Stæders Handel og Næring, som dette er og som det burde være.

Pag. 60-71. Om Kornprisens Bestemmelse, hvilken han med saa megen Indsigt har drevet paa.

Pag. 80-91-261. Om en nye Consumtionsrulle:

her forekommer vigtige Anmærkninger, understøttede med en øm Forsigtighed. Ingen Tvil er mig tilovers uden denne alleene: kunde Forslaget iverksettes, og Nærings Frihed ikke lide et vældigt Stød?

Pag. 95-103. Om de Ostindiske Vahrer, om de Vestindiske og andre i Henseende til de Kongelige Indkomster, og Landets Tarv.

Pag. 110-121. Om Renternes Nedsettelse.

Pag. 68. Om Svinefedningen, hvor meget got er sagt.

Pag. 70. Om Steenkul.

Pag. 87-91. Om Hindringer for Overdaadighed.

Pag. 92-111. Om udyrkede Jorders Optagelse og Bestyrelsen derover, hvor Grundighed, Forsigtighed og Nøiagtighed viser lige stor Kundskab og Overlæg. Hvad der pag. 111 om Sognepræsters Jorder er sagt, fortiener en besynderlig Opmerksomhed.

Pag. 127. Om de Hollandske Stæders Arbeide for os: her kand vi læse meget til vor Blusel.

Pag. 143. Om hvad vi af Holland burde lære.

Pag. 145-154. Om den Velstand, som Dannemark, viseligen bestyret, kunde opnaae.

Pag. 170-201. Om det almindelige Handels Compagnie. Her undersøges alt i Grunden, og dette Selskabs Unaturlighed legges for den klareste Dag. Vedkommende burde nøie eftersee pag. 172-176. 180182. 191. 194. 196. 199.

Pag. 202-253. Om Islands Tilstand og Opkomst. Bedre har jeg ikke læst, og Forfatteren vil let være i Stand til at berige dette Stykke med nogle Tillæg.

Pag. 278-291. Om vore Fabriker: hvad her siges, har i mine Tanker Sandheds egen Styrke.

Pag. 293-304. Om Næringers vise Bestyrelse og afpassede Indretninger. Dybe Indsigter og fuld Overveielse af det Hele hersker her allevegne.

Pag. 325-332. Om Oplag i vore Stæder: her ere vigtige Anmærkninger.

Pag. 350. Om Commerce-Collegium ligeledes.

Pag. 367-428. Om Plan for vor Handel. Dette Stykke er over min Roes, om jeg endog kunde ønske Ordenen forbedret og Tydeligheden større; men begge Dele kand Manden giøre.

Pag. 433-438. Om Norges Opkomst: sande Anmærkninger.

Pag. 440-442. Om Statens Gield: vigtig Underretning, naar Forfatteren kan lide paa sin Kilde.

Philocosmus har da leveret sit Fædreneland et af de brugbareste Skrifter, og givet den Prøve paa sin politiske Indsigt, at en viis Regiering nok vil vide at giere de Gaver nyttige paa en Post, hvor just saadanne og saa omstændelige Kundskaber behøves.

Saa tænker jeg om denne min respectable Vederpart, og det uagtet jeg troer, at mit lille Skrift ikke er skeet den Ret af Philocosmus, det fortiente. Langt fra mig at jeg vilde have det fat ved Siden paa dette hans Værk; thi til at lignes dermed er det aldrig bestemt: Men det ville jeg, at denne Mand havde fra det rette Synspunkt anseet det første Hefte af min Undersøgelse over Philopatreias. Han kunne have forestilt sig, hvad det var for en Mand, jeg maatte giendrive: hvad det vare for Setninger, denne havde vovet: hvorlidet en grundig og udførlig Undersøgelse behøvedes: hvormeget det da var nødvendigt for den store og vankundige Mængdes Skyld, snart ja snart at berøve Philopatreias det ynkelige Bifald, han havde faaet. Ogsaa kunne Philocosmus have giort Philodanus den Ret at troe; at denne vidste meere om disse politiske og oeconomiske Materier, end han paa disse faa Blade havde anført, og at hvad, han der havde anbragt, var kun en

resultat af hans Kundskab: tit nok har Phi-Iodanus selv i sit Stykke erindret dette, og givet det tilkiende for Læseren. Saasnart min brave Modsiger havde saaledes anseet den liden Piece; saa havde han ikke været Ordkløver og endog Sophisk imod mig, saa havde han ikke ufordeelagtigen fortolket mine Setninger, saa havde han ei heller troet, at jeg paa Slump havde truffet, hvad got der fandtes. Jeg vil herpaa anbringe kun nogle Exempler, men med den Korthed, som Læserne selv vil fordre.

Hvad jeg havde pag. 14 sagt ved en Leilighed, at Kiøbenhavn var vor Circulations Middelpunkt, fortiente ikke, saa haanlig at affærdiges af Philocosmus p. 51; thi jeg tænkte da aldrig paa Blodets Omløb til og fra Hiertet; men paa dette alleene (som hele Sammenhængen viser) at alle Penge drage sig til Kiøbenhavn fra det hele Rige.

Kongens Medlidenhed og opklarede Viisdom tiltroede jeg p. 15, at kunde bestyre Kornets Ind- og Udførsel. Hvorledes har da philocosmus p. 56. 57. 59 saa ofte vildet paatvinge mig, at jeg havde giort Medlidenhed alleene til den Motiv, hvorefter vor Monark burde handle?

Dersom Philodanus havde anseet de roulerende Summers Formeerelse som eeneste Aarsag til Prisens Vext paa alle Vahrer, saa havde han jo ikke havt nødig, at anbringe endnu tre andre Aarsager, de samme tildeels som Philocosmus selv anfører. Men hvorfor har da denne brave Mand vlldet p. 105 derfor beskylde sin Vederpart?

Da jeg p. 18 har indseet Bancosedlers Nytte og deres virkelige Værd i det vigtige Forhold til Statens virkelige Credit: saa kunde jo alt, hvad Philocosmus har erindret mod mig pag. 108 have blevet borte. Og det angaaende, han p. 110 anfører mod mig, veed han da ikke, at Renterne ofte ere faldne af sig selv, og det endog i de sidste 20 Aar hos os selv, skiønt jeg i det øvrige gierne tilstaaer en viis Regierings nyttige Medvirkning.

De roulerende Summer, som philodanus p. 20 meente, ere tydeligen nok Bancosedler: han vil ikke have dem strax reducerte eller brændte; thi han ønsker p. 22, at Kongen engang maatte udfinde et Middel dertil, og i alt raader til den kloge Langsomhed p, 38. 39. 45. Man bør og skal jo modtage de Papir-Penge, som Philodanus alleene taler om. Philocosmus vil jo p. 124, ligesom Philodanus, at Sed-

lerne engang skulde reduceres. Saa falder jo alt bort, hvad der indvendes mod mig p. 122. 125. Men hvad skal jeg sige om det løielige Indfald p. 126 over de Ord: strax efter Krigen? Min Vederpart veed dog vist den store Friderichs da værende Omstændigheder og anvendte Midler. Hvad Raad Philocosmus giver p. 127, har jo jeg og for det meeste givet p. 36. 60.

Alt hvad jeg om Statuen har sagt, maatte erindres af de samme Grunde, som Philocosmus selv anfører for det, han siger om Ministrerne p. 22. 24.

Jeg havde sagt p. 30, at det Danske Folk var ikke af Naturen tilbøjelig til Overdaadighed, og dog har jeg viist, og i stærke Udtryk erklæret, at det nu var paa en for Staten ødeleggende Maade henfaldet dertil. Man læse fra p. 30-35. Hvor har jeg da hyklet for vort Folk? Maaskee i de Ord: ikke af Naturen tilbøielig dertil? Har det Danske Folk nogen Character, saa er det vist denne, at være langsom, betænksom, og at ville henge ved det Gamle. Men just disse Egenstaber, grundede i vort Clima, Regieringsform, Opdragelses-Maade & c. & c., virker vist til Tarvelighed. Forlades da denne politiske Dyd, saa er Ærekierhed hos os Aarsag dertil. Ære have vi grebet efter, og

til Ulykke den falske Ære. Det har jeg i min Piece sagt, og Philocosmus siger selv det samme fra p. 83 til 85. Saa falder da alle Mandens Mistydninger bort p. 7882. Leges fumptuarias og mindre endnu de Genfiske har Philodanus ikke foreflaget: man læse dog p. 31-34. Og jeg er vis paa, at intet virker uden de Mægtige Exempler og en fuld Vanære. Consumptions-Rullen skal aldrig kunne giøre det, og har ingensteds giort det.

Alt hvad jeg har sagt pag. 41 i min Sammenligning imellem Holland og os, var jo sat imod Philopatreias, der med Magt vilde have og vente hos os den Amsterdamske Oplags og Fragthandel (hvilket Philocosmus selv tilstaaer p. 123) aldrig tænkte jeg da, at man nogen Tid efter skulde forklare mig, som om jeg vilde fordømme for os en blomstrende Handels Haab. Jeg forsikrer, at havde Philopatreias yttret de Tanker, som nu tillegges mig, havde jeg vildet og kundet giendrive ham med de samme Grunde, som Philocosmus nu har brugt imod mig. Og burde ikke disse mine Ord (vi er Dannemark, og kan blive noget, ja noget 100 Gange meere end vi ere) have lært ham, at jeg maatte saaledes tænke; thi ellers havde jo Ordene slet ingen Betydning. Men Sagen er denne: jeg udstuderte

nøie min Vederpart, of det har philocosmus ikke giort. Han har vildet modsige mig, og derfor og p. 128 ret været Ordkløver, ligesaa p. 224, og hvad andet end samme Lyst har tilveiebragt mig hvad han siger p. 259-259? Hvor kand nogen, som Upartisk har læst, hvad jeg om Toldrullen har sagt fra p. 47-50, mistænke mig for et Kietterie i Henseende til den Kongelige Kasse, hvilket Philocosmus dog tillegger mig pag. 260264?

Han og jeg Meene lige det samme, og sige lige det samme om Salttolden, og dog ere mine Regler uefterrettelige: saa heder det hos ham p. 272. Man holde, hvad jeg siger p. 49 imod hvad han erklærer p. 270. 271 og p. 72.

Jeg ønskede et bestemt Tal Kiøbmænd P. 58, og anfører den samme Grund derfor, som Philocosmus selv vidtløftigen fra pag. 298 & c. og kort anfører p. 304-305. Ikke desmindre siges der, ar .jeg ikke kunne have forklaret mig selv.

Naar jeg ønskede p. 57, at alle Danske Vahrer maatte udbringes uden mindste Undtagelse, til hvad Stæder vove Handlende bedst vidste: hvorfor skulde da endelig Philocosmus p. 318-324 forstaae mig om raae

Vahrer, og det mig, der p. 60 ønsker, at alle vore Producter maatte forædles, og ellers har udtrykkeligen talt vore Fabrikers Sag.

Jeg skrev: Ingen Stapel-Stad burde være i Landet, og troede, at skulde forstaaes saaledes: Ingen Stad maae have saadan Oplags Ret, at de andre Stæder skulle nødes til at tage derfra deres Vahrer, og følgelig formeenes selv at hente deres Vahrer, hvorfra de vilde, eller henbringe dem, hvorhen de vilde. Det Begreb troer jeg man giør sig om Stapelret, naar man adskiller den fra Oplagsret. At Philocosmus selv har noget nær samme Tanker om Stapelrets Skade, seer jeg p. 330. 332. 345. Men han forstaaer ved Stapel og Oplag det samme. Og derfor er jeg p. 325. 326. 329. 330. 332. saa haardt begegnet. Vi ere derfor eenige; thi alt hvad han siger om Oplag billiger jeg.

For at sige mig imod i det, jeg ønskede, at Kiøbenhavn intet Handels og Fabrique-Privilegium maatte have, har denne Indsigtsfulde Mand bestemt alle de Kiøbenhavnske Næringer, og omsider givet mig næsten Ret i det, jeg allene paastoed. Man see alt hvad læseværdigt her forekommer fra p. 333 til 348.

At jeg skal overgaae meget af samme Beskaffenhed p. 348. 353. 356. 360, vil jeg alleene til p. 365 anmærke, at Philodanus aldrig udgav sine Tanker fra p. 57 til 60 for en Handels Plan, og umueligen kunde troe saa høit om saa lidet. De Ord hvormed han ender, og de & c. & c., han har sat, vise, at han kun for den forunderlige Philopatreiases og hans endnu særere Tilhængeres Skyld har nævnet dette lidet.

Men ligemeget at jeg er bleven modsagt, da Philocosmus derved fik Leilighed til at sige saa store og frugtbringende Sandheder. Nu først troer jeg min lille Piece at have nogen Værd, da den i al sin Korthed har dog Satser, som Philocosmus bifalder, og andre han ikke angriber uden for at oplyse, bestemme, forvare, anvende og endelig bifalde dem.