Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 3

Philodani

Undersøgelse

af

Philopatreiases Anmærkninger

1ste Hefte. Kiøbenhavn 1770,

trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Fortale.

Saa Vigtige som deMaterier ere, Philopatreias har anstillet sine Betragtninger over: saa meget havde det været at ønske, at han havde haft Indsigt og Sin: dighed og Upartiskhed nok til grundigen at undersøge og retskaffen at bedømme dem. Mig er det forekommet, som om ham manglede disse Egenskaber, og

4

derfor har jeg troet, at min Pligt som Borger bød mig, at tage hans Skrift i Overveyelse. Jeg maae hist og her forekaste ham Usandheder, hvilket giør mig ondt: Nu opdage Slutnings-Feil, som i slige betydelige Materier altid ere farlige, og nu vil jeg kun giøre ham Tvilsmaal, som han kan, om han vil, søge at betage mig. Der vindes ved vor Striid større Oplysning for det kiere Publicum, og der tabes intet; thi jeg i det mindste skal ey dyppe min Pen i Galde. Han elsker sit Fædreneland, og jeg og: kand det tienes, er det mig det samme, hvis Kierlighed der er den meest oplyste.

5

Første Afhandling.

Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

Rigtige Materier! Gid jeg paa saa kort et Rum kunde baade undersøge min Vederparts Meeninger, og tillige blot anviise noget sandere og bedre.

Det er sandt at Kornpriserne ere og blive ved at være umaadelige; sandt at dette

6

har bedrøvelige Følgere: sandt at vi boe midt i et Kornland, og synes ikke at burde betale dem saa dyre. Men hvad er Aarsagen? Her gielder det. Hvorledes skal den hæves? Her gielder det og.

Philopatreias finder Aarsagerne til de høye Priser meget let. Lad os høre dem. 1. Jordegodserne ere umaadeligen stegne. Derfor ere Priserne høye. En artig Slutning. Alt det jeg deraf begriber, er allene, at de, som dyre har kiøbt, ogsaa ønskede at sælge til høy Priis, men hvorledes have de bragt det dertil, at de faae, hvad de vil have? Beroer det paa dem, at fastsette Priserne, og kunde de, om de nu end bleve eens derom, holde de høye Priser ved lige? Philopatreias maae meene det; thi han kalder dem strax efter Kornpugere. Men her har han vist ikke udseet Sagen i sin rette Natur. Her skal være i Riget omtrent 700 Proprietairer. Af disse gode Folk tør jeg sikkert sætte, at lkke 100 foruden deres Gaarder, have

7

50000 Rdlr. paa Rente. Ikke 200 til eye deres Gaarder foruden Gield, Resten forrenter Penge deri.

Hvor længe kan nu disse Folk være Kornugere, og hvor mange kan være det? Er det ikke Øyensynligt, at de maae sælge, for at faae deres Indkomme, og faae de Renter, som de skal svare. Sæt det, som er umueligt, at de fleste Proprietairer kunde eet Aar opdynge deres Korn. Naar de da nødvendigen maatte Aaret efter aabne Korn-Magazinerne, saa maatte jo ligesaa nødvendigen den Mængde, som paa engang kom til Torvs, nedsette Priserne. Erfaring i mange Aar, og den Kundskab jeg har om alle Rigets Provincer, har overbeviist mig om, at næsten alle Proprietairer sælger deres Korn ved Jule-Tider, og det enten efter Capitels-Taxt eller til den Pris, som Bonden paa Torvet (og han er dog ingen Kornpuger) kan faae derfor. Denne første Aarfag var da ikke den rette.

8

2. Den store Gevinst, som de høye Priiser give Jordegos Eyerne, har bragt rige Folk til at sette deres Penge i Landgodser, og derfor ere disse stegne til saa høy en Værd. Denne Gevinst danner Proprietairer og Forpagtere, og af dem igien avles Kornpugere. Saa lærer Philopatreias. En forunderlig og for mig ubegribelig Generation! Jordegodsernes høye Pris har forvoldt Føde-Vahrernes: dette har han først sagt os, og, som vi har seet, meget urigtigen. Nu siger han os, at det et Fødevahrenes Priis, som har bragt Godserne i den umaadelige Værd. Dette synes at være en klar Modsigelse Men jeg vil hielpe min Philopatreias; thi saaledes at tale frem og tilbage, maae ikke denne vor Statsmand. Han har meent, at efterat Vahrenes høye Priis havde opdrevet Godserne, saa har igien deres Priis forvoldet, at Levnets-Midlerne ere stegne. Det sidstes Usandhed er allerede gotgiort. Jeg vil da blot see, hvorledes det henger sammen med det første. Herom er en eeneste Anmærk-

9

ning til strækkelig. See efter, min gode Philopatreias, naar Godserne begyndte at stige og stige hoyt, og de skal finde, at da vare endnu ikke de høye Priser. Følgeligen er den Aarsag, som den gode Mand har anført, gandske uefterrettelig. Men denne Sags videre Undersøgelse har ingen Plads her; thi vi spørge om Kornvahrernes høye Priser, og ikke om Jordegodsernes.

3. De, som eye de største Godser, have en Tid lang havt formegen Indflydelse i Landets Regiering. De have for at drive Indkomsterne af deres Godser til høyste Nummer, været mægtige nok til at hindre Indførsel, og holde tvertimod Udførselen aaben: De have selv havt Deel i Handelen og derfor ved slige Konskgreb befordret ogsaa deres Gevinst paa denne Side. Denne Aarsag kalder Philopatreias den vigtigste.

Min Sag er det ikke enten at beskylde eller forsvare de Ministre, som Forfatteren her

10

handler om. Vor Monark er deres Dommer Eet eeneste Tvilsmaal har jeg allene. Vore Konger har nu i 100 Aar og derover siden den lykkelige Regierings-Forandring altid havt, enten i deres Raad eller blandt deres yndede Mænd saadanne store Proprietairs: hvoraf kommer det da, at disse, ikke og tilforn har ved at opskrue Priserne grebet efter saa store og klare Fordeele? Mennesker ere dog alrid Mennesker, altid begierlige, gevinstsyge, fristede til at misbruge deres Adgang til Fyrsterne. Det er dog vist at denne Tvilsmaal er grundet: i det mindste synes mig, at den klarlig nok beviiser, at Philopatreias endnu engang bør prøve denne sin vigtigste Aarsag.

4 Men vi vil gaae fra Personer til Sagen. Udførsel har været tilladt, og deraf ere de høye Priifer komne. Indførsel fra fremmede Stæder har været forbuden, og derfor ere disse Priser blevne staaende. Nu har Philopatreias Ret, thi det er afgiort, at da vort Land er Kornriigt og ligeledes for-

11

synet med Føde-Vahrer; saa naar intet udføres, og vore Havne tvertimod aabnes for fremmed Tilførsel, maae nødvendigen Priserne falde, hvor dybt man vil have dem.

Men nu møder fra en anden Side en farlig og for mig uopløselig Vanskelighed, som min Landsmand ikke har der allermindste tænkt paa. Dannemark vil han jo skal være rigt og dets Borgere formuende: dette sit Ønske har han i Enden af denne Afhandling paa en levende Maade udtrykt, Men Landet er unægteligen fattigt. Hvorledes skal vi da nu komme igien til den Formue, vi alle attraae? Jeg veed kun dette eene Middel, at tage mindre fra Fremmede, og afhænde meere til Fremmede end tilforn. Nu har vort Rige foruden Heste, kun Korn og Øxne, og Sviin at sælge. Sæt nu at denne Udførsel standses og standses længe, for at undertvinge Priserne. Ligesaa længe vinde vi jo ikke en Skilling. Lad paa samme Tid Korn, indføres fra Østersøen: Kiød, Smør og Ost

12

fra Engelland og Irland: ja endog, som den ærlige Philopatreias vil Stude fra Skaane: saa da dette alt maae: betales, taber jo Landet ligesaa meget af sin Capital som dette koster. Man betænke nu, hvad Virkningen deraf i Længden vilde blive, om ikke sligt et Land maatte blive saa udarmet, at det tilsidst maatte gribe til den yderste Spare-Penge, for at fede de Fremmede og sultføde sig selv.

Det er med et heelt Land, som med enhver ærlig Borgermand, lad os formeene ham at vinde noget, og nøde ham til at modtage vore Producter eller forarbeidede Vahre: hvor længe holder han dette ud? saa længe hans forsparede Skilling endnu strækker til og endelig naar den er fortæret med, maae han jo gaae fra Huus og Hiem. Vi behøve Viin, Tobak (thi vore Tobakplantatser fik vi i deres Begyndelse ødelagde), Uld, og allehaande enten virkelige eller indbildte Nødvendigheder fra Fremmede. Dem burde vi be-

13

tale med vore Vahre; men naar de nu ikke maae udfores: naar Renterne af den Nationnale Gield desuden skal udreedes: naar den høye Vexcl-Cours ogsaa skal trække: naar Norges Tømmerlast ligger usøgt eller bliver ilde afsadt, sig mig da min kiere Philopatreias, hvorved skal vort Fædreneland stoppe alle sine udgifter, og undgaae en ulykkelig Banqueroute? Mon vi kan sende vore Creditorer eller afsette til vore Naboer nogle Skibsladninger af de vittige Politiske Skrifter, som synes at ville om kort Tid udgiøre vort eeneste Overflod? Jeg spørger, hvad have vi, naar Korn og de andre Artikel ikke maae udgaae, hvad have vi at udskibe og vinde ved? Man nævne mig noget og noget som er klækkeligt. Have vi da intet, saa kan vi jo ikke undre os over, at vor vise Regiering kun sielden, kun i Nødsfald forbyder Kornets Udførsel. Den som tiere ville fordre det, ja endog gaaer saavidt, ar han skriger om fremmed Korns Indførsel, forekommer mig som den Rentenerer, der for at leve herlig

14

nogle Aar, griber efter umaadelig og forbuden Rente, og derover vover baade sin Formue og sit Haab.

Forfatteren lever i Kiøbenhavn, og skriver for den. Men er Kiøbenhavn hele Staten, og kunde den og være det, den er, naar det store Legeme hensvinder af en tærende Syge? Byen, jeg veed det, føler allerede Fattigdoms Byrde, intet har meere skrekket mig; thi i Hoved-Staden i Cirkulationens Middelpunkt, føles den allersidst. Men hvorledes maae da Nøden være i Statens andre Dele? Og hvad om man nu tilstoppede de Kilder, som hidtil have tilbragt os nogle Summer, og aabnede tillige for flere Afløb? Ach hvorlænge vilde det vare, førend Landet sang sin Liigpsalme, og Kiøbenhavn maatte bereede sig til at gaae med i Skaren. Tænk ikke min kiere Philopatreias, at det var en og anden Proprietair alleene, som ved slig Operation gik forloren. Jeg har beviist Dem, at Deres Forflag angriber hele Landets

15

Capital: Og end ikke disse Proprietairer ere tiente med det givne Raad. Thi de allerfleeste har kiøbt deres Godser for dyre: og naar de nu skulle, som her skrives, af Trang og Frygt for Ruin deele og sælge dem i smaae Stykker: hvor fik de da Kiobere? Thi vi maae agte, at foruden den Snees Gaarde meer eller mindre, som Aarlig komme til Auction, blive her nu ligesaa mange til og flere. Man maae dog huske paa, at det vrimler ej hos os af rige Folk: at Qvægsygen giør heele Landvæsenet usikkert: og at de vanskelige Tider bringe en Betænksomhed tilveje, som tømmelig har dæmpet den foregaaende Tids Raserie efter Jordegodser. Lad os kun da roelig overlade til vor store Styremand, som overseer det hele, at tillade og forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at Hans medlidende Hierte passer det sidste, og Hans opklarede Viisdom det første.

5. Min Forfatter vilde og have Accise og Consumption nedsatte, for at lette Pri-

16

serne paa Levnets Midlerne. Jeg tviler ingenlunde paa, at Midlet jo er kraftigt; men her bliver Spørsmaalet, om Regieringen og kunde taale denne Afgang i sine Indkomster, og hvis ikke, hvorledes den da skulle i disse Tider paa anden Maade erstatte sit Tab. Men her rører jeg ved Finans-Væsenets Hemmeligheder, og det Forhæng, som omgiver dem, kand hverken Philopatreias eller jeg drage til Side. Vel forsikrer han, at den derved befordrede. Folkemængde og føre Afsettelse kunde tildeels oprette Tabet; Men, indtil den Folkemængde blev opnaaet, hvad skulle da Regieringen giøre? Var det kun, som han skriver, nogle Tusinde Rigsdaler, den tabte: gik det gierne an; men hvo seer ikke, at skulle den forslagne Nedsættelse, have nogen Virkning til det førønskte Øyemeed, maatte her eftergives et Par Tønder Guld? thi det er dog vel alle Kongens Stater, og ikke Kiøbenhavn alleene, min Bederpart mener.

17

6. Mangel af Korn-Magaziner anseer han og. for een af Aarsagerne til de forfærdelige Priser, og heri gaaer jeg villigen over til hans Parti, ligesom jeg er eenig med ham, at 12 a 13 Mark var alt, hvad en Tønde Rug burde koste; thi det er den Priis, som uden at trykke Kiøbstæderne kan tilstrækkeligen opmuntre Landmandens Flid, Men Philopatreias, som er alt for vittig til ikke at skulle skrive meere, behage herefter at foreslaae, hvorledes og ved hvad Midler slige Magaziner kunde oprettes.

Nu har jeg undersøgt saavel de Aarsager, Forfatteren har anført for Kornets og andre Fødevahrers høye Priser, som de Midler, han har foreslaget til sammes Nedsettelse. Men det bliver nu min Pligt at yttre mine Tanker i begge Henseender, overladende til det skiønsomme Publicum at prøve, sammenligne og vælge. Jeg vil først anføre hvad jeg meener at være Aasag:

I. Det er afgiort, at Vahrernes Pris voxer og aftager med de i Landet

18

roulerede Penge. Er deres Mængde stor, forhøyes Priserne; og disse falde, som Pengene formindskes. Førend Amerika sendte os sine Skatter, kosted den beste Hest kun tre Rigsdaler, og en Tønde Hvede neppe 24 Skilling. Som Sølvet derfra udgydede sig over Europa: faa vorde Priserne. Da America begyndte at formindske Udbytter til Europæerne, og disse ved at sende Aarligrn talrige Ladninger Sølv til China og Indien, mærkede Afgangen i deres Formue; faa skabte de sig selv et America: jeg meener Banco-Sædler, Noter og hvad man kalder al den indbildte Mønt, der nu som en Syndflod oversvømmer alt. Dette Opfund, et nemt og oplivende Middel for Handelen, faa længe det forblev i det rigtige, men faa vanskelige Forhold til Starens virkelige Credit og klingende Mønt: Dette Opfund, siger jeg, blev snart allevegne et ulyksaligt Middel til at vove visse Statens Kræfter overstigende Forsøg, skiule den offentlige Armod baade for Fyrsten og Folket, og, hvilket næsten var det værste, ned-

19

dysse begge i Rigdoms Indbildning og derved holde den Opmærksomhed borte, som kunde opvække begge til Sparsomhed. Lad os nu sette, at et Land, som havde i sin roulerende Capital 4 Millioner, forøger denne med 2 Millioner Banco-Sedler, maae ikke alle Vahrene, strax stige til en dertil svarende Priis? Denne bliver unaturlig, men det er jo og en unaturlig Tilvext, som Staten har givet sig. Nu vore Priserne paa Jordgodser, Fodevahrer, Kramvahrer og alle Ting: man forundrer sig, spørger om Aarsager, opgiver saadanne, som aldrig før have havt de Virkninger. Og man seer ikke den sande og rette Hovedgrund til faa betydelig en Forandring. Alle Ting stiger, og dog falder Renterne; thi jo fleere Penge der ere at udlaane, jo lavere maae deres Afgift blive. Der har været den Tid, man i Europa har givet 20 pro Cent: Pengene toge til: man gav Tolv: siden faldt det til 8. 6. 5. 4. 3. p. Cent. alt som Pengene eller Penge-Maskerne toge til; Men i samme Forhold har og stedse Vahrenes Priis tager

20

til. Endnu een Anmærkning: lave Renter ere et stort Beviis paa et Lands Velstand, naar de falde af sig selv og ingen Papirmønt forvolder det. Saa have vi da den rette og fornemste Aarsag, som ingen skal kunde nægte, uden de, som enten ikke have Indsigt, eller ogsaa finde i Egennytte en kraftig Driver til at opsøge og udgive falske Grunde for at besidde store Fordeele. Men nu at hæve denne Aarsag og bringe vore roulerende Summer til den Qvantitet, de bør være, er et Forslag af megen Vanskelighed for Tiderens Skyld, Philopatreias vil vist raade, at cassere ved en Forordning alle i Rigsdalers Sedler; thi en slet Feldskær, som ej afhugger et lille Lem for at redde det hele Legeme! En anden ligesaa overilende Statskyndig vil forslaae, at reducere Banco-Actierne til 100 Rdlr., thi større har jo ej det største Indskud været. Men hvad skulle vi da sige om alle dem, som nu eje Actier og have betalt dem med 340 til 360 Rdlr. skulle de alle af Mangel paa Fides publica tabe denne deres Formue? Er det

21

ret at staten er troløs? Var det ikke den høyeste af alle Ulykker, om Staten ingen Credit havde meere? Vi maae jo dog synes, at det er nok, at vor Almindelige Handels Compagnies Actier i saa lang Tid med alt det giorte Tilskud dog intet Udbytte har givet. Og det Ostindiske Compagnies Actier, hvad skal vi sige om dem? Og & c. & c.

Jeg mage tilstaae, at hvor jeg end vender mig hen, veed jeg intet Raad uden det eene, vor store Friderich 4. brugte efter Krigen. Jeg husker endnu, og mange gamle Folk med mig, hvorledes Papirpengene NB. strax efter Krigen (da Kongen endnu var forgjeldet, og det hele Finantsvæsen besværet) bleve i en kort Tid usynlige: Det er som jeg endnu saa, denne uforglemmelige Herre selv paa sin Kamin at brænde en Formiddag for 70000 Rdlr.; ja jeg seer endnu hans glade Ansigt og fornyede Øyne, og hører de evige Ord: Nu er mit Folk skilt ved saa megen plage. Og ikke et Mennske sukkede, eller

22

skielvede den Tid uden Bedragere; thi dem saa det ilde, ud med, siden de maatte giøre Regnskab. En Statue af Metal, der har kosted saa meget, som om den var af massiv Sølv, havde da forvoldt en skarp og nøyagtig Undersøgelse: Man kiendte da ej denne Arithmetik:

000 = 14000

000 = 3000

16000 = 40000.

Men hvo kand blive ved? jeg vil sette & c. & c. & c. & c. Derfore kunde den store Friderich, som dog holdte et prægtigt Hof og en stor Hær, sinde Penge til at indløse de Sædler, han faae vilde være hans Folk en Plage. Jeg veed og tør spaae, at vor Monark, som eftertrykkeligen viser, at Han vil hielpe sit Folk, skal og engang udfinde enten det samme Middel eller endnu et bedre til at skille os uden nogens Suk af med den indbildte Mønt, der saaledes vejet paa hele Staten, at samme vansmægter under Byrden. Og da

23

først skal Levnetsmidler uden Skade, enten for Landet eller nogen Deel af Folket nedsynke til en sand Forholdsmæssig Priis.

2. Men vi gaar videre. Det er afgjort, at naar et stort Næringsmiddel i Staten nogle Aar efter hinanden mangler, maae de andre Fødevahrer stige fordi der nu Confumeres nødvendigen meere af dem. Den jammerlige Qvægsyge, som i mange Aar har plaget Landet, og i nogle Aar uden Ophør ravageret det, bortsnapper for Bonde og Borger en saa stor Mængde Kiød, Smør, Ost, Melk, Valde, at Menneskene, som dog skal mættes, maae nødvendigen gribe til Kornet, til Flesk, Faarekiød, og al slags Federdyr; Men saa maae og disse Sorteres Værd fornødentligen voxe. Hvorledes skulle vel dette Onde kunde forebygges; Philopatreias meener, at man skulle tillade Indførsel af Kiød, Smør, Oste; men hvor ødeleggende dette Middel er, har jeg allerede viist. Andre have troet, at Landmanden burde legge flere Sviin, Faar, Høns, Gies til. Men

24

Hvad det første Slag angaaer, saa ere de en Pest for Engene og Fællederne tilrede de ælendigen: skal de fedes, behøves enten Korn eller Olden; i Kornet kan vi ingen Afgang taale, og Hvad Olden angaar, saa giør vore Skoves Ruin ogsaa den Tilflugt meer end uklækkelig. Tak være vor Allernaadigste Konge, som har ophævet det til Skovenes fulde Undergang bestemte Førstvæsen, og giv, at jeg her ved Lejlighed skal mælde det, at hver Bonde efter Love» maatte, naar han gifter sig, tilholdes at vise Plantede et lidet Tal nyttige Træer, som allerede var i skiøn og sikker Grøde! Ønsk dette med mig, du tilkommende Slægt! og, ønsk og, at de solgte Kongelige Skove og andre Proprietairers Skove dog ikke gandske maatte omhugges, jeg vil ikke sige, forhuggesl Man kunde og fyres ved et stærkt Tillæg af Faar at oprette Tabt af Hornqvæget; det er og prøvet og prøves endnu; men deels kan Tabet ikke i al Henseende derved oprettes, deels mangle de fleste Stæder de rette Leiligheder dertil, deels ere og Faarene underkastede en lige saadan

25

Omgang-Syge. Gieder, at jeg og skal nævne dem, ere, som vi vide, alle Skoves sorne Fiender, og bør derfor ikke komme i Betragtning. Hvad de smaae Creature angaaer, saa da de om Vinteren i sær, at jeg ikke skal sige andet, maae fødes med Korn, kand vi end ikke tænke paa dem. Vi maae da tilbage til Hornqvæget, til det for Dannemark saa vigtige Hornqvæg, der føder os og har, ved at overlades til Fremmede, bragt saa mange Tønder Guld ind i Riget. Gid dog et Middel kunde sindes, hvorved den Syge, som myrder det og bringer saa stor Uorden i Landvæsenet og den hele offentlige Huusholdning, kunde blive standset! Her vil jeg paa er værdigt Stæd placere Philopatreiases Ord pag. 36. "Give der kunde udfindes nogen „ Udveye til denne Ulykkes Afvendelse. Det „var et værdigt Arbeyde for rusende Patrioter.,, Vi, hele Europa har prøvet alt: man inoculerer endog: og hidtil har alt mislinget. Naturkyndige! siger os dog, hvad der vel kan være Aarsag, at denne Syge, skiøne i

26

Skaane grasserende, ikke har udbredet sig til de Nordlige Svenske Provincer. Mon det ikke kunde give nogen Oplysning og lede os paa et Spor til Curen? Mon ikke visse Vexter eller Kulden forvolder dette Phenomene? Hvad mon der er Aarsag til, at denne Syge sparer Vendsyssel og andre mindre Distric« ter i Kongens Lande? Vist er det, at denne Syge er en Pest og burde begegnes som Pest. Saa længe Europæerne troede, at de burde lade sig dræbe af Pest, saa rasede den 4, 6 a 10 Gange hvert Seculum. Endelig fik man den Troe, at den kunde ved Menneskelige Anstalter forebygges, og den blev borte. Hvi gaar man dog ikke Qvægsygen, en saa forfærdelig Landeplage, i møde paa samme Maade. Jo svarer man mig: her ligger jo klare Kongelige Forordninger for, at de smittede Egne ingen Omgang maae have med de endnu befriede & c. & c. & c. Ja det er sandt, disse priselige Forordninger ligger der; thi Liv og Vigueur har de vist ikke. Alle veed jo, at der drives Qvæg paa den ublueste Maade

27

fra de befængte Steder til de sunde, saa at der endog ligger, og døer paa Landeveyene: At der af Prangere og andre paa skielmske Maader ere erholdte Passage-Sedler fra de anstukne Provincer til de sunde: At Communicationen er aaben, ligesom intet befrygteligt var, imellem alle Landets Folk. Og Nedgravningen, ja den - - - Kort sagt: man maae gyse, naar man seer alt og tænker derpaa. Men var dog hele Landets Velfærd ikke Værd, at en Cordon blev trækket af vore i Fredstider for Riget tærende Soldater: At samme Anordninger tildeels bleve fulgte, som følges ved de mod Pesten posterte Cordons: At ingen Naade blev brugt mod dem, som, Forbud uagted, søgte paa underfundige Maader at snige sig igiennem: At i det øvrige de Kongelige Betientere bleve nødtvungne til at følge og vaage over Monarkens Forskrifter, at Angivere fik en Anseelig Belønning, som Overtræderne og de virkeligen forsømmelige Embedsmænd skulle udrede. Naar dette skeede, haaber jeg, Qvægsygen skulle, forebygges, stand-

28

ses, settes Grændser; og min Meening er sand; thi kand Pesten paa den Maade tvinges: saa maae jo den anden, ogsaa meget vissere, som man her uden Skaansel kan slaae, brende og ødelegge det befængte Qvæg. Men ingen Puissance har, saavidt jeg veed, endnu giort dette. Dog mon ikke vor vise Konge kunde og engang have den Ære at give Exemplet? Vor Marines Indretning er ikke giort efter et fremmedt Mønster, ikke heller, om jeg mindes ret, vor skiønne Lovbog. Kunde dette forreslagne Middel hos vor oplyste og virksomme Regiering finde Bifald: saa skulde og Philopatreias naar sit Ønske, at Fødevarerne skulde falde.

3) Det er afgiort, at Levnetsmidler maae stige, naar der forbruges flere end tilforn: og stige høyest paa det Stæd, hvor de fleeste forbruges. Dersom der nu tillige er tilslagen en mærkelig Mangel paa en af de fornemmeste Fødevahrer: saa forstaaer det sig selv at dette opdriver endnu alleting til Høyere Pri-

29

ser. Denne Sanhed i sin hele Strækning passer sig paa os: Hornqvægets Afgang have vi nyligen handlet om. Der forbruges flere Levnets Midler hos os end tilforn, hvorover de og bør stige, og denne Stigen bør føles meest i Kiøbenhavn; thi der er den største Consumption: saa at den ærlige Philopatreias ikke har nødig at forfamles over, om alt er lettere høyt oppe i Norge. Men er det og sandt, at der nu forbruges flere Næringsmidler end tilførn? Ja! det er sandt, og jeg skal bevise det. Jeg har nu kiendt Landet fra min skiønsomme Alder at regne i 42 Aar, og Kiøbens havn i 35, men jeg forsikrer som en ærlig Mand at jeg synes mig hartad drømmende, naar jeg sammenligner de første Tider med disse. Regner efter, gamle Medborgere, hvad Kiød, Smørr & c. der da forbrugtes i eders Huse, og hvad nu. Vi spiste da to Retter om Middagen, og Grød eller et Smørrebrød om Aftenen. Vi havde og, som man kalder der fremmede; men fire Retter vare høyeste Nummer i min fornemme Principals Huus. Vi havde sielden

30

uden vore Slegtninge. Endog de kom kun sammen visse Tider em Aaret. Fruentimmerne flæbede vi da ey i Triumph med os, og at de kun sielden kom i Sælskaber, - forhindrede deres ulykkelige Æmulation: da vare de huslige, stille, arbeydsomme, dydige.

Al denne ulykkelige Forandring strækker sig fra den blaae Ridder indtil Haandværksmanden: det forstaaer sig, at her er megen Forskiel; men det er vist, at der i de fleste Huse cousnmeres meere end tilsorn. Dette gielder egentlig om Kiøbenhavn; men ogsaa, dog med megen Indskrænkning, om det hele Rige, i sær om de Kiøbstæder, der ligge ved Søen, og som ere meer og mindre, dog alle noget befængte af den Kiøbenhavnske Luft. Saa har vi da een af Bi-Aarsagerne til den vedvarende dyre Tid; men hvorledes kunde den hæves og borttages? Dette bliver nu det store Spørgsmaal.

Det Danske Folk er ikke af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed: naar det da henfal-

31

der dertil, saa er Ærekierhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne stiger, være ringere end den anden, og derfor forøde de smukt hinanden. Naar man da vil rette vor Nation, saa skal man angribe den fra Ærens Side, og dette kand skee paa to Maader.

1. Vor Monark, som vilde saa gierne sit Folks Lyksalighed, kunde selv give Sparsommeligheds Exempel. Dog jeg veed, at et Hof baade kan og bør have for Mængdens og Rygtets Skyld noget glindsende og prægtigt, og jeg veed og, at de fleste troer, at det bør have det, saa at ingen er daarlig nok til at efterabe Kongen. Jeg vilde da ønske, at Monarken vilde (a) befale sine første Embedsmænd i alle Departemens at de skulde, saa kier de havde hans Naade, aldrig have Soupeer; thi det hindrer dem dog fra at arbeyde om Aftenen og være muntre om Morgenen. Videre, at de aldrig maatte have uden fire Retter om Middagen til deres Giestebudde, og at den, som overskred dette Antal, skulde passere for en uhørsommelig

32

22

Undersaat. Virkningerne heraf bliver at da en Hver af disse med den største Glæde lyder, vil de nærmeste efter dem giøre sig en Ære af at være fornemme, og inden Paaske er hele Byen fornem, og inden St. Hans Dag Christiania, Trundhiem, Odensee, Aalborg, Aarhuus, Randers, Helsingør. O! allernaadigste Konge, kommer disse mine Blade for Deres Øyne, behag, at overlegge med Deres Faderlige Hierte, om jeg ikke ønsker fornuftigen. De er den første, som har tilladt os at tænke; vore Tanker har længe nok været bundne, (b) Vilde og vore kiere Konge herefter standse, Character-Sygen; og ikke benaade med Rang uden virkeligen fortiente Personer; og dette Antal er altid saare lidet: saa fik den større Consumption et dødeligt Stød, Thi saasnart Manden og især, Konen har faaet en Rang og høyer Rang: saa maae strax Bordet være anderledes Serveret, og Retternes Antal voxer tillige med Giesternes. Man har sagt, at vor kiere Konge har forbudet herefter at forestille til nogen Rang, uden sær fortjente

33

Personer: o jeg kysser Støvet af Thronen, og vil gierne uden at paaraabe, min Anciennete døe den ærlige Mand, jeg er, naar kun det kiære Fædreneland kunde om tyve Aar imodsee sig forløft fra denne ulykkelige Byrde, og blive engang igien saa fornuftig, som det har været for 50 Aar siden. Da skulde Overdaadighed i Klædedragt, Ungdommens Afskye for Fædres Arbeidsomhed og Veye til Lykken, dens tidlig Stolthed og Dagdriverie, Frankeriges umaadelige Gevinst i Dannemark, og tusende Uordener i vort hele Væsen tillige undflyes.

2. Vor høytænkende Monark har Siel og Mod nok til at prøve et philosophise Middel. Hvad om der blev, som i en gammel Stad, jeg troer i Syracusen, en Placat kundgiort, at ingen maatte herefter give 6 retter Mad uden 3 Marks Mænd, ingen bære Kniplinger uden de samme, ingen & c. & c. og hvad den sande Politiske Viisdom videre vilde nævne. Jeg kiender mine Lands-

34

Landsmænd, at paa Øyeblikket vilde de helbredes, og finde sig vel derved. Kongen vilde faae tusende Taksigelser, og hans Navn vilde blive en Lovtale, fordi Han saa lykkeligen brækkede Modens Slaverie, ogsaa viseligen sønderrev de Baand, som den Franske Efterabelse havde bundet os med. Hertil maae jeg endnu føye en Anmærkning.

3. Det er vist at der nu i Kiøbenhavn holdes 3 Gange flere Heste end for 40 Aar siden, og i de andre Byer derefter. Dette store Tillæg fordrer igien Forholdsviis meget meere Havre, Høe, og Halm. Landmanden maae da saae Havre, hvor han før saaede Æde-Korn: eller og, som er et ligesaa virkeligt Tab, det Havre, som før udskibedes, bliver nu hiemme paa det vi i Steden for at gaae, kan age paa vore Gader. Det Høe og Halm, som forbruges i Staden og andensteds, tabes for Landbruget, saa at Bondens Heste sulte, hans Køer malke mindre, hans Agre giødskes slettere, og mindre Korn avles. Engelland selv har klaget over Stæder-

35

nes mange Heste. Staaten kunde derfor med billig Grund paalegge enhver, som holder Lystog Stads-Heste, at betale for hver Hest Aarlig

i Skat 10 Rdlr., og bestemme denne Summe

til Lindring i Skatterne for den fattige Bonde.

Den lille Hesteskat, som allerede er paalagt, er meget viis, men flækker ikke til at standse dette

Onde. Thi vil Eyerne beholde Hestene, vinder Staten; og vil de ikke, saa vinder den og. Ingen Skat er da meere fornuftig, og den burde strække sig til alle Kiøbstæder, men aldrig til Landmanden.

Det er afgiort, at jo flere Levnetsmidlerne øre, jo mindre er deres Priis, og jo meere de formeeres, jo vissere og dybere maae de falde. Naar derfor en Stat mærker hos sig høye Priser, bør den søge paa alle gavnlige Maader at forøge hos sig selv i det mindste de Fødevahrer, som Clima og Omstændighederne tillade. Alle Anstalter, som da tiene dertil ligesom og alle Forbedringer i Landvæsenet og Agerdyrkningen giøre og skal giøre Levnetsmidlerne lettere. Men

36

da det ikke er min Sag at indlade mig i disse Undersøgelser, vil jeg kun blot til Erindring for mine Læsere pege paa visse Poster. Levnetsmidlerne formeeres, naar udyrkede Grunde føres i Brug, og hvor mange og store af det Slag treffe vi allevegne i alle Kongens Lande, endog i det frugtbare Sieland selv. Vel er det vist, at meget Jord bruges nu, som før laae unyttig, og at vore Skoves Ødeleggelse har formeeret vort Agerland; men her er endnu saa meget tilbage, at vor Monark vist kunde erobre paa denne Maade, uden at have nogen Fiende, et Stykke Land større end Fyn. Siger Sandhed, I som med agtsomme og reene Øyne har giennemvandret vore Provintser! Men Midlerne hertil? Maaden at angribe Sagen paa? Vist nok burde det gaae anderledes til, end da de Jydske Heder skulde bebygges. Dog maaskee Philopatreias vover sig til denne Sag, og jeg vil vente saa længe. Fødevahrene blive flere, naar vor Agerdyrkning bliver bedre, i det mindste saa god overalt, som den er hist og her i Fyen og Jylland; naar Bønderne har mindre Jord, og efterhaan-

37

den fik hver sin Deel for sig: naar alle Overdrefter med Magt ophæves: naar mindre Heste holdtes og bedre: naar Giødske kunde (men ach Qvægsygen) formeeres: naar Bonden, for at spare Kornet, blev anført til at plante Patatos, Roer, Rødder, en Sag, som paa en gruelig Maade forsømmes: naar han blev hjulpen med Frugttræer af sin Proprietair, og ved sammes Gartner lidet anviist i Podning, Ympning og sligt: naar han ikke belæsses med Afgifter naar han blev ved Lovene forsikret først en hastig, vis og mægtig Skyts under Lovene, og med visse Vilkaar en uryggelig Arveret; indtil man efter den nøyeste Undersøgelse kunde først fastsette Hoverie, og siden efterhaanden med en uafladelig Opmærksomhed arbeide sig frem til de langt større og herligere Øyemeder. Men her tager jeg Pennen fra Papiret; thi om enhver af disse Ting bør Hellere intet skrives, end utilstrækkeligen, og hvad jeg her kunde have erfaret og efter min liden Skiønsomhed udtænkt, kand jeg maaskee herefter finde bedre Leilighed til at indlegge for mine Landsmænds Omdømme.

38

Jeg Har da anført Aarsagerne til de dyre Tider, og tillige yttret mine ringe Tanker om de Midler, hvorved man kunde gaae dem i Møde. De fleste af dem ere af den Natur, at hverken kan eller maae de virke strax. Derfor vil de maaskee, ikke behage Philopatreias, ey heller dem, som tænke i politiske Materier ligesaa indskrænket som han. Men jeg maae fortælle dem en eeneste Sandhed, og de maae troe mig, at de til deres egen Rolighed giøre vel, om de give agt derpaa. Staten er et meget stort Legeme, overmaade sammensat og i Relation med andre ogsaa store og større Legemer. Naar dette Legeme er sygt hører der vist nok ærlige Folk til at curere det; men disse ærlige Folk maae tillige have megen Indsigt og Erfaring og Flittighed. Den bliver ligesaa lidet en god Læge for Staten, som for det Menneskelige Legeme, der paa Øyeblikke raaber: skiær af, tap Blodet ud, gyd andet Blod ind (thi Philopatreias har vel og hørt om den Konst) sav Foden af, riv Hiertet ud af Livet, og lad Neglene igien være i Stæden for

39

Fod og Hierte og Haand, og omsider lad dem og blive Hoved. Legemet er sultent og deraf afmægtigt: det skal, siiger saadan en Doctor, aarelades og drikke Spiritus En fornuftig Læge gaaer anderledes til Værks: Han griber ikke til Kniv og Sax og Save og Brændejern uden i alleryderste Nød og efter den modneste Overleggelse: Han udstuderer nøye Sygdommens sande Aarsag og Sæde: Han er langsom og varsom, hielper Naturen, bier efter den, styrker den i sin Virkning, og læger lykkeligen; men Qvaksalvere curere Sygdom med Sygdom, giver de stærkeste og farligste Medicamenter ind, skriger over, hvilke Mirakler der nu skal skee, og hvad skede? Feberen forlod Patienten; men han blev Contract: Feberen forlod ham, men han fik et Slag: Feberen forlod ham; men han havde aldrig helbred meere: den gik bort; men han døde - - -. Ach! raaber Qvaksalveren: denne Recept har dog hiulpet et andet Sted. Ja! men det var ey det samme Menneske.

40

Dog jeg maae følge Philspatreias til hans Tillæg

om

Handelen.

Denne ærlige Mand skildrer os sin Bedrøvelse over Handelens Aftagelse og Forfald i Kiøbenhavn, og det er saa at sige de 7/9 Deele af hans Tillæg. Derpaa kommer hans Raad, saa vague og ubestemte, at jeg ikke kand andet end her igien tænke paa min nysommeldte Læge.

Ingen kand elske Hovedstaden meere end jeg; thi den er virkeligen Landets Styrke, saadan som alt nu er, ikke som det burde være. Den hælder og trænger til Hielp, hvilket og er vist; men jeg havde dog gierne seet, at Philopatreias havde husket paa sit Navn, og ikke glemt, at Kiøbenhavn er kun en 2Ode Deel af hans Fædreneland. Jeg havde og ønsket, at han havde malet den Kiøbenhavnske Decadence først efter Naturen og siden Forholdsviis til de

41

andre Danske og Norske Stæder. Declamationer og Exclamationer nytter ligesaa lidet i et politisk Skrift, som i en Prædiken: dog maaskee de tiener til at vække Folk op af Søvne.

Den gode Mand kunde og lade være at sette Amsterdam og vor Stad, Holland og det Danske Rige i Sammenligning, og at foregive at vi burde naae i Handelen den samme Høyde. Slige Griller ere vist Missisipiske, til visse en god Prikke meere end det Maroccanske Anlæg, der i al sin forunderlige Daarlighed, dog havde 10 pro Cent. Rimelighed, naar det andet neppe har een; thi min ivrige Philopatreias, Holland er en Republik, Holland følger i sin Handel eet og det samme Principe, Holland Har en gammel Hævd, paa sin store Commerce, og en overmaade stor Credit, grundet paa sin Banke, sine rige Particuliers, sit Ostindiske Compagnie, sit Sildefiskerie, sin udbredte Fragthandel, og den lyksalige Opinion: Kort sagt, Holland er Holland. Men vi er Dannemark,

42

og kand blive noget, ja noget 100 Gange Meer end vi ere.

Men hvorledes skal vi blive det, vi kand blive? "Vi skal, svarer Philopatreias ophæve saavidt mueligt, alle Octroyer, forringe Tolden paa det nødvendige, og give en fri Handel;" Lad os veje disse Forslag, og bestemme deres Værd.

1. Alle Octroyer skulde saavidt mueligt, ophæves: et got Tillæg, saavidt mueligt. Thi det Ostindiske Compagnie er vel dog en entreprise saa stor, at den overstiger en eller to particuliers Kræfter, og jeg som Dansk vilde dog nødigt, at denne Handel som har i lang Tid været saa vigtig, og hvis Vahrer man faaer os vanskelig til at undvære, skulde ophøre. Dette Compagnie har ved et besynderligt og mod al Kiøbmands Brug stridigt Foretagende: Det har ved Underslæb og for at forsyne visse Folks urimelige Overdaadighed: Det har ved en egenmyndig og med Interes-

43

sentskab aldrig overeenskommende Bestyrelse lidet saadanne Stød, at hver ærlig Patriot maatte ønske det igien under vor store Konge lykkelige Tider; det er først og for alle Ting det, som beroer paa Mennesker, en fri Bestyrelse og et skarpt Tilsyn. Og her maae jeg nævne en Sag, Gid vor Monark vilde jo før, jo hellere ophæve den for Staten saa skadelige Thee-Told, at man kunde tænke, Gottenborg havde fundet Middel til at paalægge den. Thi derved har denne Svenske Stad aabnet for sit Thee en rigelig Afsetning i Norge, som aldrig kand forebygges: Og ven Smu-Handel, som Norge drev med vor Thee i Engelland, er nu gandske tilstoppet: Allehaande Skielmstykker, der ere spilte og spilles med vor Thees Udførsel til fremmede Steder, kand aldrig fuldkommen hindres. Følgelig synes al sund Politik at befale, at denne skadelige Told skulde med eet ophæves.

Det Almindelige Handels-Compagnie er et saa besynderligt Selskab, at dets Lige ikke

44

saa let skal findes. Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar, efterat endog Island og Finmarken ere giorte til dets Trældomssteder, ere Mørke Taler, som vist nok kand oplyses og det klarligen af dem, der vinde derved, men som bliver for alle upartiske og kloge en uloddelig Afgrund.

Dette Compagnie er af den værd, at det bør ophæves, med mindre man vil om 100 Aar see Island at være øde og Findmarken og.

Ja Island! naar jeg tænker paa dets Situation til Hvalfiske-Fangsten, paa det Fiskerie, som falder paa dets Kyster, og som ikke er dog spildt, fordi Dünkerkerne bruge det, paa det, hvad det har været og kunde blive, saa er det vist, at jeg veed ingen større Skiændsel for mit Fædreneland. Man raabe, saa meget man vil om Faaresygen paa Landet: det er ikke Faarene, som skal giøre Island saa vigtig for os. Man skrige sig hees om Folkets slette Character, et hvert Folk, som er et Monopolium

45

for et Compagnie, bliver fordærvet, om det saa var det beste i Verden.

Den Islandske Handel og Findmarske maae da være frie: intet er vissere, og det er Skade, om den nu paa Landet værende Commission skal giøre alle sine Undersøgelser efter en Plan, som sigter til Compagniets Vedligeholdelse. Men gid denne Handel ikke med eet maae blive frie; men at det maatte averteres 4 a 8 Aar i Forvejen, paa det vore Handlende kunde faae Tid til at smage derpaa og berede sig dertil: Ja gid! men & c. & c. Men jeg vil ikke her skrive meere derom; thi Rummet tillader det ikke. Dette vil jeg allene sige, at dersom den Vestindiske Handel føres af Particuliers for egen Regning, da maae og den Islandske; thi de andre Grene af det Almindelige Compagnies Handel, fortiener end ikke at nævnes. O! Udødelige og ejegode Friderich, som brækkede hiint ulykkelige Compagnie, Gid Din store Søn maatte finde det rette, vise og bestandige Middel at opvække Island af Døde,

46

og give det saadant Liv, som det burde og kunde

have!

De andre Octroyer, her ere, have ikke saadan Indflydelse, og kunde de hæves, er jeg enig med Philopatreias, at en fri Handel er den bedste.

1. Tolden skal forringes paa det Nødvendige, saa skal Handelen blomstre; men hvad er det Nødvendige? Hvad er det, min gode Philopatreias? Der hvor De har siddet og med andre eenfoldige Mænd snakket om politiske Materier, der har De nok meent Korn, Ost, Smør, Stude fra Skaane, og hvad andet vi i Kiøbenhavn kand bruge. Men jeg troer mig allerede at have viist, at saadanne Ting ikke bør, uden i Nødsfald, indføres, og det er vist, at dersom Finanserne ikke skal komme i megen Uorden, kand Tolden af hvad der fra udenrigske Slæder indføres, ikke vel forringes, faa at man giør ilde i, at man fører den fiere Almue, som

47

ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hovedet.

En viis Told-Rulle er et stort Mesterstykke, og maae dog jævnlig forandres, fordi Omstændighederne ikke alleene forandre sig hos os selv, men og hos vore Naboer, vi handle med. Den Stat er klog, som læser sin Told-Rulle ofte igiennem, og legger den allermindste Told, som nogensinde kan være.

I. Paa alle udgaaende Vahrer; thi alt hvad der kand afhændes til Fremmede, er jo vundet for Landet, og paa hvilken anden Maade kan vi dog (jeg meener hele Landet) egentlig siges at vinde? Men den sælger bedst og meest til Fremmede, som kand undersælge andre Nationer. Naar Finanserne tillode det, var det at ønske, at alt, hvad der fra os udskibedes, kunde endog være Toldfrie, i sær naar det udgik med vore egne Skibe, og naar Fremmede afhentede det, da belægges med, en liden Told.

48

Skulle heri være nogen Forandring, da maatte det være deels med saadanne Vahrer, om vi, saa at sige, allene have: og dog burde Paalæget være meget maadelig, for ikke at ophidse de Fremmede til at søge dem andensteds: og deels med saadanne, som hos os kunde forarbeides, saafremt ellers at der ere giorte gode og duelige Anstalter dertil.

Alle raae. Materier-, som hos os skal forarbeides, og helst naar de forarbeidede skulde igien udføres, burde befries fra Afgift. Hvad der tabes i Tolden, oprettes, hvad den rene Sort angaaer, ved den meere udbredte Arbeidsomhed og Folkemængde, og den derved befordrede Gevinst for Accisen: og i Henseende til den anden, da er intet klarere, end at der er, en reen Tilvext for Nationens Capital.

3. alle Vahrer, som føres fra Provints til Provints i samme Konges Stater, burde ikke letteligen svares uden Accise,

49

og dersom de fra det Sted, hvor de henbringes, igien til fremmede Steder skal udføres, maatte den erlagte Accise erstattes. Thi ved denne Anstalt befordres Skibsfarten, fordi den lettes: og Vahrerne komme til de Steder, hvorfra de fordeelagtigst kand til Fremmede udføres.

4. De fra fremmede Steder indførte Vahrer ere af en meget forsfiellig Natur, og maae derefter behandles. Om hvad der virkeligen skal forarbejdes, har jeg allerede sagt mine Tanker. Noget, som Salt, er u-undværligt for hele Landhuusholdningen, og behøves til Fisk, Kiød & c.. hvoraf en Deel igien udføres: Tolden maae derfor være maadelig. Andet er fra Nationer, som vi vinde meere ved end de ved os: sligt maae læmpeligen ansettes, for at vi ej skal ophidse dem til Giengield. Visse Ting hører til Overdaadigheden, og der maae Tolden hielpe til at standse denne Staternes Fiende: dog saaledes, at Contrabandiers ikke ved at indsnige

50

det vinde meer, end den Fare er, de staar i, om de gribes. Hvad der i et Land Consumeres eller bruges i Overflødighed, bør Staten aldrig sette for stor Told paa; thi det indsniges da, og Staten bedrages. Lad os nu tænke paa Caffebønner og Vine. Vil man hindre saadanne Tings Misbrug, maae man ved Exempler, ved Læger, ved leiede og accrediterte Skribenter & c.. hellere standse det, end ved høy Told eller Forbudde.

Og hvad Klæder angaaer og hvad derunder hører, da er foruden Exempel og Befaling til de Fornemme intet bedre end aldeeles at forbyde det. Naar dette var skeet, saa havde Lyon ved sine prægtige Vester og Kioler ej allerede bedraget os en Tønde Guld fra. See efter disse almindelige Regler kand nu Philopatreias bedømme vor Toldrulle. De ere de Almindeligste, kand forøges med mange besynderlige, og behøve i de enkelte Tilfælde mange Indskrænkninger og efter Handelens variationer jævnlige Forandringer. En Told-

51

rulle er, at jeg igien skal erindre det, et rædsomt Arbeide, som forudfetter dybe og vidtløftige Indsigter i hele Statens Sammenhæng, samt i Nationens og i de fremmede Staters hele Handel. Den Mand, som eene skulde giøre den, maatte være et universelt Genie, og med den bedste Videnskab foreene en oplyst og vidt udbreedt Erfaring, være frie fra Fordomme, og for alle Ting troe, at Kongen og Staten (den hele Stat meener jeg) udgiøre det nøyeste Eet. Men jeg maae følge Philopatreiases tredie Project til Handelens Flor.

3. Der bør være frie Handel. Ach hvilket Magtsprog! Hvad om saadanne Herrer maatte være den arme syge Stats Læger: Det vilde da gaae med den, som med en elendig Patient, til hvilken Qvaksalveren sagde: I skal døe: spiis kun, hvad I vil, og Patienten spiste sine kiere østers, og døde om Natten. Nej! Philopatrias! Frihandel er et stort Ord, der har store Følger, ja saa-

52

danne, at om den nu ikke curerer Staten, og skal igien afvises; saa er imidlertid meer end 30 Aars Arbeide og maaskee ligesaa mange, ja fleere Tønder Guld forlorne. Slige Prøver kand et svagt og fattigt Land nok ikke taale.

Philopatreias vilde (thi det er klart af hans hele Piece) at ligesom alle Slags Fødevahrer skulde bestandigen flyde ind til os fra Fremmede, saa skulde og alle Sorter til vor Klædedragt og anden Brug ligeledes have fri Indgang, paa det vi i 10 Aar kunde have got Kiøb. Men naar vi nu havde i denne Tid kiøbt disse Ting af Fremmede, og i samme Tid ogsaa de Fødevahrer af dem, som de solgte noget lidet under vore egnes Priser; mon vi da, skal jeg troe, havde noget meer at kiøbe for: Og gode Statsmand, hvorlænge meener De, at disse Fremmede vilde til Betaling tage vore Banco-Sedler? Paa alt dette har De aldrig tænkt.

53

Vi har Fabriquer og Manufakturer; vist nok for faae, men de vi have, har kostet os eller vore ypperlige Konger store Summer: De forarbeide en betydelig Mængde Vahrer, have naaet til en vis Grad af Godhed, forsørge et temmeligt Tal af vore Medborgere, stopper for et stort Udløb af Statens Penge, og saaledes fortiener en faa øm Omhue af Regieringen, at jeg er vis paa vor Patriotiske Konge vil vaage over disse sin Faders og Farfaders Planter, og foragte efter sin ophøyede Viisdom, de Vankundiges Snak, egennyttige Kiøbmænds Skrig og Ildesindedes Raad. Naar man har giort faa megen Fremgang, som vi nu have: da er det vist let at komme videre; men at raabe, at alt dette skulde nu altsammen forkastes og omstødes, hvad kand dog tænkes meere uforsvarligt? Vore Manufakturer og Fabriquer kand lidt efter lidt befries fra den store Feil, at de ere næsten alle i Kiøbenhavn, hvor Levemaade er kostbarest og Fristelsen til Overdaadighed farligst. Vort deilige Landhuusholdnings

54

Selskab vil letteligen kunde ved sine Præmier og ved sine Raad hielpe til, at Fabriqverne efterhaanden nedsetter sig paa de letteste Levesteder. Regieringen, som uden Penge har saa mange Midler i Hænde at naae sine Øyemærker ved, kand ved Anstalter, Opmuntringer, vise Belønninger nu, ja nu, let udbrede Fabriqverne efterhaanden til hver Bye i Landet. Og hvor meget var ikke allerede skeet, naar en forbandet Egennytte og et skadeligt Principe ikke havde ruineret visse Fabriqver i Provintserne. Her tænker jeg paa den Aalborgske, og andre. End videre: De, som ved deres fri Handel vilde ruinere alle vore Fabriqver, og det af Vankundighed, raaber, at det er kun saa faae Mennesker, der endnu lever deraf, uden at betænke, hvor mange Penge disse saa kaldte faa holder tilbage i Landet.

Ikke heller har de overlagt en anden Sag, som jeg faaer at fortælle dem; thi de got Folk veed neppe, hvad der er i Kiøbenhavn, og slet

55

intet, hvad der er uden for. Førend vore Allernaadigste

Kongers Forordninger kom ud imod de Fremmede Klædevahrers Indførsel: bar

Bønderne i de Provintser, hvor de ere noget formuende. KlædeSkioler, Kalemankes Trøyer,

og deres Koner og Piger Kalemanker, Sirser & c. Disse Vahrer deels forbydes, deels stige i Priis, og hvad skede nu? Man forbedrede Vadmelet, man fik det overskaaret ved de hist og her indrettede Værker, man giorde det saa kaldet stribet Tøy, og har bragt det hist og her ved Hielp af de forbedrede Farverier til nogen Smukhed. Ikke Bønder, men og Borgere i vore smaa Kiøbstæder, Præste, Forpagter, Fogeder, Familier og andre saadanne paa Landet, bare det og. Disse Fabriqver egentligen i Fyn og Jylland ere de rette store Fabriqver, fordi de levere til saa almindelig en Brug. Naar vi nu spørge disse gode Folk, hvad dette Tøy koster dem: saa svarer de, at de kunde have det udenlandske langt lettere: de ønsker ogsaa, og vilde

56

gribe efter den fri Handel. Men set nu, at de fik den, saa vilde jo alle disse Fabriqver gaae overstyre, og saa mange Penge strømme udaf Landet. Ach! hvad er det dog beklageligt, at saadanne som Philopatreias vover sig til at ønske, hvad de burde, naar de vare Patrioter frabede Landet? Læser dog i kiere Folk, et Skrift ikke saa gammelt, at I jo burde kiende det: Oeconomiske Tanker til Høyere Eftertanke. Troer mig, at hvad der var sand Viisdom under den Patriotiske Friderich 5, er det endnu.

Ingen kand ivrigere end jeg ønske en fri Handel, men i en ret Forstand; saadan Handel nemlig, der ikke ved en kort og forfængelig Angenemhed bedrager den stakkels Almue og siden udsuer den indtil Blodet. Staten behøver Penge nok af sine Borgere, og Penge som skal betales til Fremmede, at vi ikke endnu oven i Kiøbet skulde opgrave paa nye de gamle Canaler til Lybeck, Hamborg, Bremen, Dantzig, Holland, Brabant & c.. Her stiæles Vahrer nok

57

ind af de smaae Dørre, at vi ikke behøve at aabne Portene for disse rette Landtyve.

En fri Handel er en ubetynget Handel, en uhindret Handel, en fornuftig og vel indrettet Handel.

1. En fri Handel er en ubetynget Hamdel, saadan nemlig, hvor Tolden er indrettet efter sande Principer, ongefær efter dem, jeg tilforn anførte.

2. En fri Handel er en uhindret Handel. Alle de Monopolier, som nogenledes kand ophæves det er alle de, hvor Øyemeedet ogsaa uden Monopolium kand opnaaes, burde alle ophæves. Paa Island, jo paa Island burde Handelen gives fri, og denne lykkelige Forandring herliggiøre Christian den 7des Regiering, ligesom det Vestindiske Compagnies Ophævelse Friderich den 5tes. Alles Danske Vahrer maatte udbringes uden mindste Undtagelse, til hvad fremmede Stæder de Commerce-

58

rende bedst vidste og kunde. Ved alle Toldstæder maatte Skipperne med det allerhastigste affærdiges, og et hvert Ophold ansees straffældigt. Den Norske Handel maae vaages meget over, og skarp tilsees, at man ikke ved at opstable i faae Aar alt for mange Bord: ruinerer alt for den følgende Tid. Ingen Stabelstad maae være i Landet. Kiøbenhavn maae intet Handels eller Fabriqve-Privilegium have for de andre Steder. Der maae intet være i vore smaae Kiøbstæder saa mange Handlende; thi det Opland, Byen har, bliver altid det samme, Gevinsten derfor og den samme, og følgeligen er det en nødvendig Følge, at Fordelen, deelt imellem saa mange, giør det umueligt for nogen at vinde saa meget, som en kraftig Drift af Handelen fordrer, at rette Kiøbmænd bør eye. Det bør da jo før, jo hellere fastsettes, at ingen nye Handlende maae nedsette sig, førend de forrige indtil det fornødne Tal ere uddøde, med mindre nogen besidder en vis fastsat Formue eller og en meget stor og paa fremmede Stæder er-

59

hvervet habilite. Ingen Kiøbmand skulde herefter have Rang, og al Overdaadighed skulde kraftigen forekommes; thi derved fortæres unegteligen de Penge, som skulde give dem Styrke til at poussere deres Handel videre: den Kiøbmand, som oftest tracterer, udmatter sig og sine fornemmest, og er flittigst paa Spectacler, er den foragteligste i sin Stand.

Rette Kiøbmænd, som har store og sande Meriter, kunde af en viis Konge benaades med en Medaille at bære, en Ring eller noget saadant. De Kongelige Betientere paa Landet maatte tilholdes at eftersette under Embeds Tab alle omløbende Jøder og andre Snighandlere: Alle Oplagsstæder paa Landet: alle Udskibninger uden fra Kiøbstæderne: alle Proprietairer, som tvinger deres Bønder til at sælge Kornet til dem, og igien holder Kramboe for dem: Alt dette Utøy burde forjages som den største Pest og Ulykke. O! gid vi kunde faae saadan fri Handel!

60

Endeligen 3. maatte vor Handel være fornuftig og vel indrettet. Hertil hører at vor ypperlige Landhuusholdnings Selskab opmuntres og som Statens Øye understøttes: at vi føge at bringe vor Kornavling og Fædrist til mueligste Fuldkommenhed: at vi med Iver tage os an vore Fiskerier ved Island, Norge og Jylland: at vi arbeyde paa at formeere og forædle alle vore Producter: at vi paa alle Maader opmurttrer Tarvelighed og Sparsomhed hos vore Skippere, Kiøbmamd & c. At vi føge i hver Kiøbstæd at lade Ungdommen (Kiøbmænds Sønner meener jeg) lære Geographien, lader skrive til deres Brug lykkelige Kiøbmænds-Historier, og giver dem Reisebeskrivelser i Hænde, opretter 2 Handelsskoler i Dannemark og 3 i Norge og 2 i Førstendømmene & c. Saaledes bor vi i Almindelighed gaae til Værks, naar vi vil have vor Handel forbedret og vort Riges Velstand udvidet. Fortsættelsen og Resten, skal følge med det første.

1

Philodani Underføgelse

af

Philopatreiases

Anmærkninger.

1. Om Rettergangen.

2. Om Geistlighedens Indkomster.

Ildet og sidste Hefte.

Kiøbenhavn 1771,

trykt Hos August Friderich Stein, boende i Skidenstædet, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Anden Afhandling.

Om Rettergang.

Jeg tilstaaer, at vore Practiske Jurister, vore Procuratorer nemlig, alt for meget prøve at giøre sort til hvidt, og ved en Hær af Formaliteter, Exceptioner, Udsettelser, ofte baade forlænge og søge at fordreie den Sag, der er dem betroet. Jeg tilstaaer og, at Acterne for de lange Bogstaver og det deri indeholdte Procurator-Snak bliver Parterne langt dyrere, end de burde være, Jeg nægter hel-

4

ler ikke, at der jo kand være hist og her Dommere i sær ved Underretterne, som for deres skødesløse Behandling eller uretfærdige Omgang fortiene at ansees med Lovgiverens høyeste Vrede.

Omendskiønt ingen kand eller bør nægte, at jo slige Misbrug baade ere hos os og burde standses: saa er det dog vist, at det Portrait, Philopatreias har giort over Rettens Pleye her i Landet er meget overdrevet; thi ved at læse det skulde man jo tænke, at vor Tilstand var den samme her, som i de Lande, hvor Sønnen arver Faderens Proces,

og efterlader den til sin Søn: man Müde jo rænke, at den Fattige snart aldrig kunde faae Ret, og at Overretterne, ja den høieste Ret selv, som oftest var et Echo af Had eller Gunst. At alt dette er en aabenbare Usandhed, veed alle de, som vil sige Sandhed, faa fuldkommen, at endog fremmede have priist os deri lykkelige frem for mange andre Folk. Man kand kun eftertænke de Sager, som i

5

sidste Instance ere paadømte, og, saafremt man er upartisk, (skal man nødes til at tilstaae, at Rige øg Fattige skeer lige god Ret. Trods, ja Trods, at noget Land skal kunde fremvise fra denne Side et større Fortrin. Havde Philoparreias været enten oplyst nok eller ret patriotisk, saa havde han aldrig burdet fortie dette for Landet saa vigtige Gode; thi vore Landsmænd bør ligesaavel kiende, hvad der er got hos os, som hvad der er slet. Og jeg maae reent ud erklære, at det er meget ubesindigt at indbilde de Eenfoldige, at Retfærdighed har forladt os, og at stænke sine Pletter, saaledes, at de og kand falde paa det reeneste og helligste selv. Af samme Surdei er det, naar Philopatreias skriver, at en Dommer betales med et par snese Opsettelser. For Opsettelse maae jo intet betales, og aldrig skulde jeg troe, at nogen Dommer er saa ublue at tage, hvor det aabenbare er ham forbudet, og da kunde man jo let formeene ham det. Han tienes

6

da ikke ved Opsettelser, men maae accordere dem, naar Parterne paaraabe, at de have fundet nye Oplysning, Vidner, Documenter & c. eller og al dem mangler endnu noget saadant, som de haabe til en vis Tid at bringe til veye. Nægter da Dommeren Opsettelse staaer han jo til Ansvar for Rettens Fornægtelse. Men jeg vil gaae lige til Sagen. Procuratorerne ved Under-Retterne udsue Parterne , og for at tiene Penge, fordreie og forlænge Processerne ved alle de saa kaldte Procurator-Kneb.. Dette sande Onde, som kunde tage Overhaand, bør hindres, dg hvad Middel foreslaaer den ærlige Philopatreias.

Alle Procuratorer, siger han, ved Underretterne skulde afskaffes. Dette er hans første Forslag. Han er mig dog en løierlig Politicus. Udførsel har undertiden i Utide været tilladt og Indførsel forbudet: Derfor skal nu herefter Indførsel altid være tilladt. Proprietairer har været Kornpugere, og kunde

7

nu maaskee, om den af Philopatreias foreslagne Indførsel blev tilladt, ruineres.

De hindrer intet, siger han: skiær dem af fra Stats-Legemet: lad os bie lidt, indtil Philopatreias giver os flere af sine Statskloge Piecer, jeg er vis paa, at denne Feldskiær har endnu en Snees Lemmer at hugge af. Nu saa lad da indtil videre Procuratorerne være afsatte. Men naar nu dette skeede, hvem skal saa underrette den eenfoldige Mand om hans Sags Beskaffenhed? Hvem skal tale hans Sag for Retten eller skrive ham Indlæg? Hvem skal kort sagt veilede ham og føre hans Sag? Philopatreias har tre Midler, som jeg vil fremsette i deres naturlige Orden.

1. "Vore lærde Jurister skal meddeele det Almindelige et samlet Verk, hvori alle muelige Trætter ere forklarede, afhandlede og bedømmede. Naar dette Verk blev solgt til en billig Priis og var almindelig bekiendt, kunde hver Mand selv føre sin Sag,

8

og tiende sin Ret i de almindeligste og daglig meest forefaldende Tilfælde.„ Min Mand vil først have alle Muelige Trætter afhandlede i dette Verk, og siden skal det kun være i de almindeligste og dagligste Tilfælde. Vel giort, Philopatreias, at de har indskrænket deres første Paastand; thi alle muelige Trætter i eet Verk, og det til billig Priis havde været alt for artigt, og tillige alt for umueligt. Hvem kand vel opgive alle muelige Trætter, og skulde de nu tillige forklares og giennemgaaes, til hvilken Skok Volumina vilde da sligt et Verk voxe? Nu saa bortgiver vi alle muelige Trætter, og holder os kun til de almindelige 0g gængse. Om dem er det da, vore lærde Jurister skal skrive, og det for at hver Mand deraf selv kand lære at kiende sin Ret og føre sin Sag. Men nu vil jeg spørge dem, hvor Mange Sager der forekommer, som ere just ligedanne, og hvori ikke een og anden Omstændighed giør Forskiæl og fordrer nye Underretning? Mon

9

den tager sit Orakel, kaster op i Registeret, og finder Hoved-Sagen; Men den Neben-Sag, som er kommet til, tales intet om. Og hvad skeer nu? Han troer, at han enten har Ret eller Uret, og da enten begynder og taber, eller tier stille og kunde have vundet. Philopatreias veed nok, hvor det gaaer med de Dommere, der trænger til Registeret over Love og Forordninger. Slige Hielpemidler kand være nyttige i simple, men due saa got som slet intet i alle componerte, indviklede og forvirrede Sager, og deri var det dog, at man meest trængte til saadanne Hjelpemidler. Da enhver nu, som er bekiendt med de Juridiske Tilfælde, rnaae, uden at her behøves Exempler, tilstaae mig derte, saa er det klart, at Philopatreiases første Middel er just uklækkeligst, hvor det meest burde gavne, saa at det derfor kun til hans Dyemeed lidet vil Nytte Jeg gaaer da til det andet.

2. „Der kunde være hos os, som i Holland og andre Lande, Consulenter, Practicyns,

10

saadanne, som Folk kunde spørge til Raads, naar de skulde eller vilde have en Proces." Jeg bekiender, at dette Middel er bedre end Bogen. Men saa skulde jo disse Mænd leve af dette Arbeide? Gandske vist. De skulde jo da underrette Folk og vise dem den bedste Maade, hvorledes de kunde føre og vinde deres Sager? Ja, svarer Philopatreias. Nu vel: saa have vi jo vore ulykkelige Procuratores igien; thi hvad enten de lære og skrive Renker og Kneb, eller de selv Mundtligen fremføre dem for Retterne, løber ud paa eet. Men dem vilde vi jo af med: følgeligen duer ej heller dette Middel. Nu saa vandre vi da til det tredie.

3. "Enhver Mand, som geraader i Trætte, skulde selv andrage sin Sag for Dommeren, der burde indkalde Contraparten, examinere Vidner og Beviiser pro & contra. Og dette skulde han vist giøre med Oprigtighed; thi den haardeste Straf paa Ære, Velfærd, ja Livet selv efter Omstændigheder skal den uretfærdige Dommer aldrig kunde und-

11

flye." Dette Forslag fortiener en alvorlig Undersøgelse, fordi det er simpelt og har et meget got Skin, saa at jeg derfor næsten troer, at Philopatreias i Uskyldighed og Eenfoldighed har giort det. Publicum vilde nu mærke paa følgende: a) I alle Rettergangs-Sager beroer det for alle Ting paa, hvorledes Sagen ved Underretterne tracteres, fordi der skal Vidner afhøres, der ere baade de og Parterne personligen kiendte, der er man endog Sagen selv, og i sær allehaande oplysende Omstændigheder bevidst; der kortsagt skal alt beredes, aabenbares og legges for Dagen. b) Naar nu vor Rettergang skulde dannes efter Philopatreiases Raad: saa kom, som man letteligen seer, alting an paa Dommeren; thi han eene var alt hvad Dommer, Procurator og Consulent nu ere. c) Ærlighed og Retfærdighed har Philopatreias ved de haardeste Straffer indjaget ham, at vi vil troe, han skal være incorruptible. Men kand og Straffer og Frygt derfor indjage ham Kund-

12

skab, og befrie ham, nu han er eene, fra al Overilelse.

Min Forfatter burde dog, da han skriver saa decifiv, kiende vore Underdommeres Tilstand baade paa Landet, og i de fleste smaae Kiøbstæder. Det største Tal af dem have aldrig studeret, jeg vil ikke sige, Lovkyndigheden, men vore Love, Forordninger og Rescripter, have aldrig fattet dem i deres sande Sammenhæng, og kiende ikke den saa nødvendige Analogie. Og dog dømme de som oftest retfærdig. Hvorledes gaaer da dette til? Jeg skal rigtig nok oplyse denne Hemmelighed. Procuratorerne, som for at blive berømte og have Søgning, drives af deres egen Fordeel til at giennemrandsage vore Loves Kilder, de udpiller Sagen, giendriver hinanden, opsnuer hvert og eet Beviis og alleguerer for deres Parters Sag alt, hvad allegueres kand. Naar nu vor Dommer har sund Forstand og den fornødne Agtsomhed, hører paa den eene Side alle Vidner og Beviser og paa den anden Lov-

13

giverens Ord, og har oven i Kiøbet Protocollen til sin Tieneste, og endnu, naar Sagen optages til Doms, Tid til baade at efterkaste de allegerede Artikle og Beviser, consulere en og anden god Ven: saa skeer det, at Dommen bliver god, i det mindste passable. Saa vist som det er, at Sagen saaledes forholder sig: saa uundflyeligt vilde det blive, at naar Dommeren eene skulde berede Sagerne, maatte de allerfleste Domme blive ikke alleene urigtige, men og ubillige.

Nu appelleres da Sagen. Jeg setter, at Overretten mærker, at Sagen mangler noget: saa hiemvises den da til nye Undersøgelse; Men hvilket et Ophold, hvilken en Langvarighed? Jeg setter at den ikke mærker det, og undertiden kand det ikke mærkes, uden af dem, som ere paa Stædet, saa vil da her blive fældet af Mangel paa Oplysning uretfærdige Domme. Nu kommer Sagen til den Høyeste Ret, og lad os nu antage, at dens klarseende og skarpe Øyne opdagede den ved

14

Under-Retterne begangne Feil, og efter Philopatreiases Forslag skulde dømme saadan en vankundig Dommer paa Ære, Velfærd og Liv: hvor mangen en ærlig og retfærdig Mand vilde da uskyldigen komme til at liide? Her synes jeg allerede at høre Philopatreias raabe: set da paa eengang alle disse vankundige Dommere af, og lad dem, som Skriverkarle eller paa anden ærlig Maade fortiene deres Brød. Nu saa setter vi da de allerfleste af paa eengang over det hele Land, og smukt tilveiebringer tiggende Dommere, ligesom tiggende Officerer.

Hvorfor ikke? Men Dommere skal der dog være, og Pladserne skal besettes igien med kyndige, erfarne Jurister. Nu saa kommer da, I duelige Folk: her ere Herreds-Foged Tienester ledige til 100, 80, 60 Rdlr.: Birkedommer Tienester til samme Priis, og endnu Byefoged-Poster ligesaa gode. Kommer: her skal I leve i Armod, og vil I som ærlige Patrioter gifte Eder, her skal i sultfø-

15

de Eder og Afkom (thi Stikpenge maae I dog intet tage). Nu min gode Philopatreias, hvor ere vi nu, de og jeg? Jeg tier og de maaskee og. d) Det er et gammelt Ord, at naar to trættes, faaer man Sandheden at vide, og det er vist, at naar man vil have en Sag vel oplyst, saa jo flere vittige Folk der tale og ere ueenige, jo klarere bliver alt for den, som skal dømme. Saa er det jo nu, da Philopatreias og jeg her begge procurere. Endog den kloge, kyndige og vittige Mand faaer paa den Maade mangen en Tanke og Oplysning, han aldrig selv havde skuldet falde paa, og som dog er saa vigtig, at den bestemmer Udslaget.

Vor vise Monark har jo selv behaget Allernaadigst at erklære, at Han og derfor har tilstædet Presse-Frihed.

Nu saa slutter jeg da, at til Retfærdigheds saa betydelige Tieneste og til den nidkiere Dommers mueligste Oplysning maae det

16

og være tienligt, at ikke Parterne allene, men og Procuratorerne tale, prøve, ventilere, og opklare Sagen. Den, som kiender Mennesket, Holder vist med mig. Og endelig e) hvorfor meener de, min gode Philopatreias, at i det hele Europa (dog maaskee Rusland tildeels og Tyrkiet undtagne) bruges Procuratorer for Retterne, i det mindste med skriftlige Indlæg? Tænk mig i det hele oplyste Europa, ja ogsaa i Preussen. De vil vel dog ikke have vore Dommere forvandlede til Tyrkiske Cady.

Lad os nu prøve, om vi kunde foreslaae nogle bedre og tienligere Midler til at hæve de Misbrug, som Philopatreias, og tildeels med Rette, klager over.

1. Det var at ønske, at noget Middel kunde udfindes til Underdommernes bedre Befolding i Dannemark; thi om Norge taler jeg her intet, siden Sorenskriverne der ere 4 Gange til visse saa vel aflagde, som de smaae

17

Rettens Betientere i Dannemark. De sultne Indkomme, de have, har nødvendigen to onde Følger: for det første, at ingen søger saadant Embede uden saadanne, som ingen Duelighed dertil besidde, og for det andet, at saadan fattig Mand næsten uimodstaaeligen fristes til saa megen Uretfærdighed, som han uden alt for stor Fare tør begaae. Han dependerer for denne sin Armod alt for meget af Proprietairer og andre velhavende Folk paa Landet og i Kiøbstæderne: Han trænger og meer, end jeg vilde, til Procuratorernes Oplysning, saa at han hverken har Indsigt eller Mod til at holde dem i den Respect, eller dømme dem i de Mulcter, han burde. Saa meget beviser meer end nok, at Dommerne matte være bedre Gagerede. Men hvorledes kunde dette skee uden at besvære enten Kongens Kasse eller det Almindelige, som begge desuden nok ere betyngede? Jeg synes allerbedst paa den Maade, som efter vore Monarkers Billie af vort ypperlige Cancellie allerede saa fordeelagtigen er tildeels brugt. Man

18

maae saasnart en Herredsfoged døer, ikke besette hans Plads, men legge den til en anden Herredsfoged, som er nærmest og beqvemmest kand holde Tinget der, eller og til den hosliggende Kiøbstæds Byefoged. Dersom dette blev en Lov, der ved alle slige Vacancer helligen blev fulgt: saa inden 30 Aar kunde hver Dommer have henimod 400 Rdlr. at leve af; thi hvad skader det, om en Mand har tre ja fire Tingdage? Lad kun Folk have brav at giøre, men lad dem og kunde leve; og desuden kand nogle Tinge gierne foreenes; thi Tinghuset kand bygges i Herredernes Centrum.

Man kunde maaskee og foreene Birkerne med Herrederne paa følgende Maade, at Indkomsten af Birket blev anslagen mod Indkomsterne af Herrederne, og Birkets Eiere da tilladt at kalde, forstaae en duelig og examineret Mand, hver anden eller tredie Gang pro fua qvota. Saa er det med Præstekalde i fælligt, og jeg seer ikke, hvad der

19

skulde hindre, at samme ikke kunde have Sted i Rettens Betieninger. Er meget philosophisk Middel var det og, om Regieringen fandt for got ikke at befordre til de fornemmere eller rigere Justik-Betieninger, som Sorenskrivere, Laugmænd, Landsdommere, Byefogder i de store Stæder, ja end ikke til Høyeste Ret selv, uden dem, som 3 a 6 Aar først havde tient som Herredsfogder og Byefogder i de smaae Stæder. Disse fattige Embeder blev strax vor vittige, oplyste juridiske Ungdoms Attraae, og naar det nu blev føyet til, at den Herredsfoged skulde præfereres, som i sit Embeds-Tid aldrig var i Høyeste Ret dømt i Mulct eller anseet pro meliore informatione; saa troer jeg, at Regieringen havde sat en Fieder i Uhret, der temmeligen skulde rette Gangen. Men da maatte og Befordringerne fra disse smaae Embeder ubrødeligen skee, og det imellem lige duelige (dem meener jeg, som havde undgaaet ved Høyeste Ret notam cenforiam) efter deres Embeds Anciennetè, og hos de andre efter deres Irettesettelsers mindre og

20

større Antal & c. Men da maatte hverken Adelskab eller Faveur aabne nogen Veien til de Høyere Justits-Embeder, med mindre han først var gaaen Kongeveien efter Loven. Og fandt er det, en Adelsmand kunde lige saavel nu, som hans Forfædre fordum, være Byefoged, Herredsfoged, Borgemester. Han blev da som vore gamle Mænd borgerlig (en stor Egenskab) blev sadt i Arbeide (en herlig Sag) og lærdte at kiende Landet (ogsaa en stor Nytte) hvilket alt vist ikke læres paa Hoftrapperne, og lige saa lidet i Paris. Jeg har i lang Tid havt et Indfald, som jeg vil skrive; thi jeg skriver kun for mit Fædrenelands Bedste. Naar vor vise Regiering fandt for got saaledes at berede Folk til høiere Embeder; saa kunde den jo og fastsette, at den Dommer, som foruden at have undgaaet Notam cenforiam, endnu lovformeligen kunde bevise at have i sine Prøve-Aar forligt de fleste Sager (flere meener jeg end andre hans competentere) skulde have et upaatvivleligt Fortrin for dem. Philopatreias vil vist billige

21

dette; thi han er vreed paa Procuratorerne. Og jeg billiger det, fordi det er got for mit Fædreneland, at Folk ei øder sig ved Processer, fordi en Dommer, som havde sin forventede Befordring til Driver, vilde umage sig for at bilegge de fleste ham muelige Trætter; og fordi han til at kunde udvirke dette, maatte nødvendigen skaffe sig et stort Retfærdigheds og Billigheds Rygte.

2. Naar nu vore Dommere vare blevne oplyste Folk, anstændigen aflagde, og tillige animerede af deres forhaabede Befordring, saa kunde man med Grund om de bleve befundne i Skiødesløshed, eller hvad værre er i Uretfærdighed, straffe dem med høne Mulcter, ja paa Ære, Velfærd og Livet selv efter Omstændighederne, at jeg skal bruge min Mands Sprog. Men jeg tør love, at naar den tilkommende Æres og lykkes Vei var uforanderligen famlet med Dommerens Flid og Retfærdighed, Fulde saare sielden nogen Straf behøves.

22

3. Skrivernes lange Bogstaver og den derved forvoldte Bekostelighed af Acterne kand jo letteligen ved en Forordning hæves, og reduceres til Billighed. Men her maae dog nøye agtes, at Skriverne ved de smaae Retter ere usel aflagde, saa at de, indtil flere Tinge efter foregaaende Forslag trækkes sammen, neppe har det tørre Brød. Men ved de Retter, hvor deres Tienester ved Sagernes Mængde ere meget gode, der burde være nogen nøyere Bestemmelse end om 26 Linier paa Siden.

4. Procuratores Maae vi af ovenanførte Aarsager beholde. Men det er dog vist, at de ved vore Underretter begynder at blive os alt for vittige, og derfor farlige for Retfærdighed og bekostelige for Parterne. Det er og vist, at dette Onde kiendeligen tager til, og at den Kløgt, at kunde excipere, fordreie, snoe sig med Formaliteter, drille med Vidner, forlænge ved tusende Kunstgreb Sagen, bliver hvilket jeg meest gyser for, en Ære

23

og Berømmelse. Der er da i al Sandhed ingen Tvil om, at jo dette Onde bør baade med sorteste Farver males, i høyeste Toner udskriges, og, naar det er kommen til Retfærdighedens Ørne, paa eftertrykkeligste Maader og i al Hast gaaes i Møde. Men nu gielder det, hvorledes dette bedst og kraftigst kunde skee. Jeg vil til Publici Omdømme og for at forandledige andres Nøyere Undersøgelse og Oplysning give mine ringe Tanker, a) Formaliteter maae der være ved Retterne, Hvilket jeg ikke vil bevise, da alle de, som kiender Sagen, tilstaaer det, og maae tilstaae det. Men der kunde maaskee undværes nogle, og andre som ere indkomne ved Vedtægter uden at være grundede i vore Love, burde enten af Lovgiveren stadfæstes, for at alle kunde vide dem, eller gandske afskaffes. Over alt dette kunde ønskes en Nøye Undersøgelse af erfarne og kyndige Underrets-Dommere, som hverken hadede Formaliteter, ikke heller vare forliebte i det Juridiske Haarkløverie. Naar nu disse Mænd, som bedst kiender alle

24

Procurator-Trækker, havde givet deres Tanker, saa kunde Mænd af almindeligere og meere udbredte Indsigter examinere og determinere alt. b) Ligesom der ere i Formaliteter visse Vedtægter, saa ere der og efterhaanden ved Praxis, som det kaldes, indkomne andre Vedtægter i Retten selv. Dette Arbitraire og selvraadige Tøy burde ikke et Øyeblik taales; thi Landet bør ey regieres efter Vedtægter, men Love. En ærlig og kyndig Mand burde elske sit Fædreneland, og uden Skye fremlegge for Dagen alle disse Procuratorernes Smuthuller og disse Falstrikker for Parterne, som tænker at vinde ved en Vedtægt og taber ved en Lov eller og tvertimod. c) Da det er egentlig ved Vidners Førelse, at Procuratorerne udøver deres store Konstgreb, og nu vil forlede Vidnerne, nu stævner sammen endog ved Diverse Tingstæder hele Flokker, som slet intet kand oplyse Sagen, nu bruger endog de sorteste Midler selv ved at forlokke dem og bringe dem til Meeneed: saa burde alle vore Forordninger og Love derom ikke allene skiærpes, men og andre, eftertrykkelige Mid-

25

ler skaffes til Veie. Jeg veed vel, at her kunde man let for at hindre saadanne slette Menneskers Afveie, legge Anstød for Retfærdighed selv, og formeene den at faae den saa nødvendige Oplysning.

Men jeg troer dog, at naar man først fik, som jeg før ommelte, gode og ærekiere Dommere, som følede sig selv: vilde om jeg ikke meget feiler, dette Procurator-Raserie faa et stort Knek. Thi da ønskede jeg, at Regieringen vilde give Dommerne Magt til at dømme en Procurator, der spillede med Retten og forvirrede den, i en anseelig Mulct, og efter Beskaffenhed fra hans Embede, uden anden Sagførelse end efter den i Protocollen staaende Act. Om nu denne Mameluk troede, at han var skeet Uret, kunde han indstevne Sagen til de Høyere Retter, men paa sin egen Bekostning og selv skulde betale Acten udaf Protocollen: Dommeren tvertimod skulde kun beraabe sig paa Acten, da disse høiere Retters Advocater for intet skulde føre hans Sag. Havde Dommeren Uret, vilde

26

det let kiendes, da han med en taalelig Mulct skulde ansees, fordi Exemplet var dog tienligt til at holde Rettens Plagere i Tømme; Men blev hans Dom befundet fuldgrundet, da skulde den ved Magt stande, og Procuratoren endnu betale de Omkostninger, han havde forvoldt begge Parter. Jeg er vis paa, at en halv Snees Exempler statuerte, skaffede Retfærdighed frie Løb, og adspredte alle disse mørke Taager. d) Det er utroeligt (Philopatreias har Ret) hvilket Fyldekalk, Væmmeligt Snak, hvilken Mængde af Synonymes, Franske Ord, Omsvøb der fylder mange Procuratorers Munde og Indlæg. Ofte har jeg tænkt paa, hvorledes dog dette Raserie kunde læges og i Grunden hæves. Snart har jeg meent om man ikke med Satirer kunde giøre det latterligt og derved faae det fordrevet; men til al Ulykke det føder og beriger sin Mand, og hvad meere er, denne Jargon passerer for Vittighed og Kløgt. Den ærlige Almues Mand troer, at det er Juristernes Sprog, og tør derfor hverken vove at tale for Retten, ikke

27

Heller skrive selv sit Indlæg: det er og vist nok, at han ikke forstaaer dette Maal. Men var det nu ej mueligt a) at en Forordning kunde befale, at alle Synonymer og Franske Ord herefter skulde være Landflygtige fra Retterne, og at alt skulde siges og skrives i den brugelige Brevestiil, saa at intet maatte beholdes af det Juridiske Sprog uden de blotte Termini, Tingene meener jeg og ikke Ord eller Phraser. Give at dette kunde skee! Alle Acter skulde da forsvinde til en Halvpart, og læg Mand torde da og vist nok gaae i Rette. b) Var det dog ej mueligt (jeg synes det) at visse: Formularer og Formuler i forstaaeligt Dansk kunde under Regieringens allerhøyeste Myndighed bekiendtgiøres, hvorefter der kort kunde procederes? Ja! det var at ønske, at slige Publiqve Formularer til Obligationer, Panteforskrivninger, Contracter & c. vare til, som alle skulde bruge, c) Naar nu foruden disse Baand paa Procuratorerne ommelte Forfølgelse af Dommeren stod dem aaben, saa troer jeg, at dette Onde, som begynder at groe op hos os, vilde lykke-

28

ligen qvæles. d) Endnu vil jeg, men til de Kloges nøyere Overleggelse, foreslaa; et Middel til at hæve et Onde, som de smaae Procuratorer saa ofte forvolde. Det er bekiendt nok, at de opegge den kiere Almue til at føre Proces, hvor Sagen slet ingen Ret har. Jeg synes at der var got, og i ingen Henseende skadeligt, om det blev befalet, at førend Sagen skulde ageres, maatte Procuratoren i Protokollen lade tilføre, at han havde raadet sin Principal til at anlegge samme. Naar nu Dommeren havde dømt Sagen, og havde befundet, at den i sit hele Anlæg var kun en Chicane, saa skulde han have Magt til at tegne Procuratorens Navn paa en i Tinghuset hængende Tavle med Overskrift: Uretfærdige Procuratorer. Ville denne appellere skulde det være ham tilladt, men under de samme Vilkaar, som forhen er meldt, og ifald da den gangne Dom blev kiendt ved Magt, skulde Procuratoren tillige dømmes paa sit Embede. Det forstaaer sig, at denne Medfart skulde ej have Stæd uden i Sager, som reiste

29

sig af Fortrædelighed og Trætte-Syge, og ikke komme andre til Nytte end den ærværdige og uskyldige Almue, e) Ærlige og oplyste Procuratorer burde, om de ønskede det, have af Publico for deres vigtige Tieneste en præferable Adgang til Dommer-Embeder; thi deels have de fortient slig Belønning og deels kiender ingen bedre end de alt det Taskenspillerie, der giøres for en Dommer.

Paa det nu saadan en brav Mand kunde have klare og lovfaste Grunde at bygge sin Ansøgning paa, saa synes jeg, at der burde holdes ved hvert Tingsæde en Protokoll, hvori der burde af Dommeren for den hele Ret, saasnart Sagen var paadømt og den var vanskelig og vigtig, indtegnes korteligen enhver Procurators Opførsel. I samme Protocoll kunde og Procuratoren lade indrykke er Trætter, han forligte, da Parterne enten kunde være tilstæde eller forsyne ham med deres Attester. Naar nu en Mand belagte sin Allerunderdanigste Ansøgning med slige af Protocollerne

30

udtagne Skudsmaal, og tillige havde tient 6 a 8 Aar, og den vise Monark vilde behage at ansee i Naade saadan Mand; saa kunde man haabe, at Lønnen for de Gode og Straffen for. de Onde skulde tilveiebringe i denne Stand, den Forbedring, man ønsker.

Vel veed jeg at mange vil synes, Procuratorerne bleve derved Dommerne for meget underlagte; men det vil jo dog vore Love, og Hvad Skade er det, at de frygte for ham, og at der ingen Forstaaelse er imellem dem? Ingen uden dem, som ere vante ved Retterne, skulde troe, hvor got det er, naar Procuratorerne har Respect for Dommerne, og han har Myndighed hos dem. Til allersidst:

5. Vil jeg korteligen samle, hvad der kand være faldet mig ind til vor Jurisprudences Forbedring. Det er en Ære for et Land, naar Parterne selv vil og kand føre deres Sager. Her har jeg ønsket, at Dommerne Maate tilholdes ved deres Myndighed at befrie

31

dem fra Procuratorernes Haarkløverie og Lovtrækker, og ifald de (Dommerne meener jeg) mærkede, at den for sig selv talende Part glemte en og anden Formalitet, eller forsømte noget af hvad der henhører til Orden og Be vislighed,: da strax erindre ham derom, uden at dette skulde komme ham eller hans Sag til mindste prejudice, Ligeledes har jeg ønsket og flere med, mig, at indtil den nye Lovbog kunde blive færdig, der maatte af vore Forordnings-Bøger, som nu ere voxde til mange Volumina, skee et Udtog, hvori alle Instruxer for høyeste Ret paa een nær, alle Skatte-Forordninger & c. kortsagt, alle de Anordninger, som kun ere for en vis Tid, eller en besynderlig Omstændighed, skulde udelukkes. Neppe blev der da med jævn Stiil en Qvart tilbage; thi ogsaa de kunde udelades, som ved seenere Befalinger ere ophævede. Dersom vor Monark da vilde under sin egen Allerhøyeste Myndighed udgive dette Udtog (thi dette behøvedes for at det kunde have Lovs Kraft) saa skede Landet en betydelig Tjeneste. Endogsaa

32

deri kunde komme, hvad Rescripter der forbinder alle eller ansees derfor & c. Skulde jeg endnu af vore lærde Jurister ønske et Arbeide, var det et lidet Værk, som forklarede Proceduren i forstaaelig Stiil, som oplyste Folket i samme Sprog om Omgangs-Maaden med Ejendoms Sager og alle Forskrivninger, og endelig som forklarede den nødvendige Juridiske Terminologie, saa troer jeg, at hver Mand letteligen kunde, om ikke tale sin Sag, saa dog forstaae den.

33

Tredie Afhandling

Om

Geistlighedens

Indkomster.

34
35

Tredie Afhandling Om Geistlighedens Indkomster.

Min ærlige Philopatreias og jeg er nu kommen fra Dommersædet til Kirken, for at see, hvorledes det staaer til med vor Geistlighed og dens Indkomster. Gid jeg nu vidste, hvilken Geistlighed han meente, enten hele Landets eller blot Hovedstadens; thi det er mig en saa besynderlig Skribent, at efterat jeg har læst denne Afhandling vel ti Gange igiennem, er jeg endnu ligesaa klog den sidste Gang, som den første.

36

Det kand man ret kalde at skrive i Politiske Ting, naar man lader alt saa ubestemt, at endog den oplyste Læser, som kunde og vilde begribe en Forfatter, ikke veed tilsidst, hvad det er, han egentligen handler om. Det er: har jeg sagt til mig selv, hele Geistligheden; thi saa lyder Overskriften: adskillige Gange nævner han os i Afhandlingen selv Geistligheden, den Geistlige Stand, Præsterne. Han siger os, at Geistlighedens Indkomster hindre meget det Almindeliges Fremvæxt. Han taler om fede Landsbys Præster, der ere Reittenere. Kirkecetemonierne, han nævner, angaaer det Almindelige. De Tiender og Accidenher, han rører ved, forkynder os, han taler og om Landsbyepræster. Nujfaa er det da den Geistlige Stand i Almindelighed.

Nei! siger Piecen mig, det er ikke saa: det er kun Kiøbenhavns og nogle andre store Kiøbstæders Geistlighed, Øhilopacreias taler om. Thi uden at nævne hvilken Geistlighed, siger Jan os, at ved Bsrnedaab, Jordspaaka-

37

stelse og saa videre, skal ikke alleene Præsterne betales, men og Klokkere, Gravere og den hele Forsamling, hvorfor og NB. Klokker og Graver=Tienester ere (siger min Mand pag. 31. ) saadanne fede Stykker, at deres Besiddere i en Hast blive Capitalister. Da dette nu ikke giælder uden om Kiøbenhavn og til Nød om 4 a 6 Stæder til, saa er det klart, at Philopatreias alleene handler om disse Byers Kirkevæsen. Han siger og pag. 32., at den fattigste Tiener maae, naar han vil til Communion, betale Klokkeren Penge. Nu er det en bekiendt Sag, at sligt aldrig skeer paa Landet, og, som jeg vist veed, Heller ikke i mange Kiøbstæder, hvoraf jeg da slutter, at alt her sigter paa de store Stæder. Dette bestyrker mig endnu meere, naar han pag. 35. fortæller, og det, som alt det øvrige uden allermindste Bestemmelse, at de Geistliges Antal er for stort, og føyer til: En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 a 4 Præster. Eftersom det da nu er bekendt, at vore fleste Præster i Landet have 2 og undertiden 3 Kirker, ja i Norge endnu flere at besørge, saa

38

sluttede jeg da, at Philopatreias tænker alleene paa Kiøbenhavn. Og denne Meening kunde saa meget snarere bifaldes af mig, som hans første Afhandling udtrykkeligen har overbeviist mig om, at Kiøbenhavn og Fædreneland er eet og det samme for ham. Men hvad skal vi saa giøre ved alt det, som angaaer Geistligheden i Almindelighed? Nej! han maae dog meene vor hele Præstestand. Men hvilke Politiei: ere dog saadanne ubestemte og vague Folk?

Nu esterat jeg da har besluttet at følge Afhandlingens Titel, saa falder jeg i største Forundring over, hvoraf det dog kand komme, at min Mand, som skriver om Geistlighedens Forkomster, ikke har fra Begyndelsen til Enden enten bestemt, hvad Indkomster denne Stand har, ej heller med eet Ord rørt om, at der er et Tal meget betydeligt af Præsterne, som har usle og fattige Indkomster, og at den store Mængde af dem aldrig har, naar alt beregnes, 500 Rdlr. Indtægt. Jeg synes, en Patriot burde være ærlig, tale bestemt, og vogte sig at være Pro-

39

jectmager, det er at giøre uoverlagte Forslag, saadanne, hvor man ikke har vejet og indseer alle Ting. Af slige umodne Indfald er det, at vort arme Fædreneland har lidet alle de Stød, som nu græmme Kongen, udsue os, og Skal ængste vore Børnebørn. Ja! Allerdyrebareste Ronge, det er Din Sorgs Kilde! Ja! Kiereste Fædreneland, det er din Ulykkes Aarsag ! Da det er beviisligt, og band af Cancellie-Listerne gotgiøres, at den store Mængde af Præstekalde ikke overstiger 500 Rdlr., men at endog et større Tal er under 400 Rdlr., end over 600 Rdlr.: saa slutter jeg, at Geistlighedens Indkomster ere i det Forhold hos os, som de bør være i Henseende til Standens egen Vigtighed, de andre Embedsmænds Levebrod, og Statens Beskaffenhed i det hele betragtet. Jeg tager nu Bejskaalerne, kom da Philopatreias, og giv Agt.

1. Den Geistlige Stand er i sig selv vigtig for Staten, og det af den

40

Aarsag, fordi den bør være og er det store Middel til gode Sæder, fordi den prædiker Lærdommen om Forsyn og Udødelighed (al Eeds og Samvittigheds første og sidste Grundvold) og fordi den forkynder Skriftens øvrige Sandheder, som ere de stakkels Menneskers eeneste og visseste Gode og Trøst. Det sidste bør enhver Politicus lade os beholde for alle vore Skatter, Afgifter og Tieneste: det andet trænger han til ; thi alt i Staten er bygget paa Eed og Samvittighed, og Staten selv med er bygget derpaa: det tredie, nemlig gode Sæder, har alle sande Statsmand, udgivet for Staters væsentlige Styrke og Grunden til deres Lyksaligheds Varighed. Da nu ingen kand nægte, at jo Geistligheden virker med Eftertryk til dette tredobbelte Øyemeed, saa slutter jeg, at den er en vigtig og, hvad mere er, en umistelig Stand, som Staten ikke alleene maae beholde, men og give til dette store Øyemeeds kraftigste Opnaaelse den fornødne Beskyttelse, Anseelse og Myndighed. Ingen skal kunde nægte eller svække denne min Sats, uden de, som aldrig har indseer en Stats

41

Bygning, og ikke engang Menneskets første Rettigheder. De, som ikke føler paa sig selv nogen Nytte af Geistligheden, maae spørge sig , om.deres Sæder ere gode, og om Staten var tient med, at alle dens Borgere havde samme Principer og førte samme Levnet som de. Men lad os gaae videre.

Naar det nu staaer evig fast, at Geistligheden er en vigtig Stand, saa flyder deraf

a) at den maae have saadanne Indkomster, at den ikke alleene har det nødvendige Livs Ophold, men og kand leve uden svære. Nærings Bekymringer. Thi deels fortiener den saadan en Udkomme, og deels vide alle de, som kiender Mennisket, at den som skal arbeide med Hovedet, maae hverken sulte eller fryse, eller frygte derfor.

b) Geistligheden maae kunde i Almindelighed leve anstændigen, det er (thi jeg vil gierne tale bestemt) føde, klæde sig og Boe bedre end den almindelige Almue, og ligemed, skikkelige Folk; i Middelstanden. Thi de, som baade offentligen og i Private Samtaler skal erindre Folk om gode

42

Sæder og deres Pligter, maae (saaledes er Mens nisket) have nogen udvortes Anseelse i Henseende til Person, Klædedragt og Bolig. Hverken ere vi Enthusiaster eller længe kunde være det, saa at en forsultet Mand, fattig klæd og usel ialt, skulde kunde giøre noget ret Indtryk paa os. Romerne (thi Philopatreias vi vil gaae til Hedninger) valgte derfor til Censorer saadanne, som havde været Consuler, og i Athenen bestod den Areopagitiske Ret ligeledes af de anseeligste Mænd, ja i Peru (tænk mig dog hos dem, Spanierne kaldte Vilde) var det ligesaa. Jeg veed, at om alt dette er Philopatreias og jeg eenige; thi han siger tidt nok i sin Piece, at Geistligheden bør have en anstændig Udkomme.

Men hvad følger nu heraf? Dette: saa har de fleeste Geistlige ikke uden en anstændig Udkomme. Thi til at leve anstændigen paa Landet udkræves nødvendigen i Dannemark 400 Rdlr. fordi Præsten bør leve som skikkelige Folk i Middelstanden paa Landet. I de smaa Kiøbstæder; hvor Accise er og hvor Kiøbmænd

43

med andre flere boer, behøves 600 Rdlr., i de større Kiøbstæder 800 Rdlr., og i det dyre Kiøbenhavn 1000 Rdlr.; alt forholdsviis og efter de lagte Grunde om en anstændig Levemaade. c) Præsten behøver, endnu, hvad andre skikkelige Familier ikke trænge til, at kiøbe aarlig for 30 Rdlr. Bøger, thi Philopatreias vil jo, og med megen Ret, ar han skal være lærd og udbrede Lys i de Theologiske og andre Videnskaber. Det hielper ikke, man siger, at mange giør det ikke.

Der ere nogle, som giore det, og det er vist, at alle burde giøre det, og at det i mange Tilfælde var got, om de alle giorde det, og funde, naar de vilde. At opmuntre og drive dets paa havde været et patriotisk Arbeide for en sand Philopatreias. Nu saa behøver da Præsterne paa Landet 430 Rdlr. Men da Kiøbstædpræster lever paa Stæder, hvor der ere flere vit tige Folk i adskillige Ting, saa er jeg vis paa, at disse Mænd, naar de ere, som de bør være, behøve for at handhæve deres Characters Ære som

44

lærde Folk, vel Bøger for 50 Rdlr. om Aaret, og i Kiøbenhavn for 80 Rdlr. Vi seer da, at Kiøbstædkaldene maatte være Forholdsviis 650-850-1080 Rdlr. En Mand, som vor brave Strøm, hvor vilde han have udgivet os sin Sundmøers Beskrivelse , naar han ikke havde eiet Bøger; og hvor vilde Gunerus levere os saadanne Afhandlinger til Natur-Historien, naar han ikke kunde have et Bibliothek? den duelige Reyersen skulle heller ikke have kundet oversette Josephus og fortsette Holbergs Kirke-Historie: ikke heller Friis og Ryge deres Arbeider & c. & c. Offentlige Bogsamlinger har man dog allene i Kiøbenhavn, d) Paa Landet i Dannemark maae Præsterne kiøbe Præstegaarde, og anskaffe sig Besætning og Avels-Redjkab: en depense, som gierne stiger til 800 Rdlr. Renterne deraf er 32 Rdlr. Herfor ere de fleste andre Embedsmænd qvit, men hvor meget denne Gield trykker vore Landsbyepræster veed de bedst, som har med Panteprotocoller at giøre og tillige kiender deres sparsomme Levemaade. De burde derfor for at leve anstæn-

45

digen have 462 Rdlr. Man mærke, at jeg ikke taler om Præstegaardens Ameublement, fordi dette har Geistligheden tilfælles med alle andre Embedsmænd. e) Lad os, da vi have disse i Almindelighed vigtige Iagttagelser, nu betragte, hvor mange Præstekalde der ere under 400 Rdlr., hvor faa paa Landet der ere over 500 Rdlr., hvor faa i Kiøbstæderne der ere over 600 a 800 Rdlr. og i Kiøbenhavn over 1100 Rdlr., og lad os saa spørge, hvad al den Klage falder hentil over Geistlighedens alt for store Indkomster. Er det dog Ret at slutte fra faa til mange, fra nogle til alle.

2. De Geistliges Indkomster ere hos os i der Forhold, som de bør være til de andre Embedsmænd. Det har jeg paastaaet og bor bevise. Men for at giøre det rigtigen, saa maae jeg i Forveien erindre, at alle Embedsmænd hverken bør forlange eller have lige Gage; thi saa kunde jo Lieutenanten vilde jævnes med Obersten, og han med Generalen, og hvad Confusion deraf vilde komme er aaben-

46

bart. Der maae da være Forskiel, og denne Forskiel maae man, naar den er grundet, efter nogle visse Regler kunde bestemme. Hvad synes vel mine Læsere om følgende? a) Embedsmændene bør salareres efter deres Forretningers Mængde, thi jo meere man giver et Menneske at giøre, jo bedre bør naturligeen hans Løn være. Men hvor rimelig denne Regel end synes, saa kand den dog ikke være alleene; thi en Mand kand være belæsset med Forretninger, og dog ikke med Føye paastaae saa stor en Gage, som den, der har mindre Arbeide; thi deels kand denne bebyrdede Mand tiene paa Haab om tilkommende Befordring, og deels kand alle Hans Forretninger ikke for deres Ubetydellgheds Skyld opveie mod det mindre Tal, den anden har. Lieutenanten har hele Dagen vist meere at giore end Obersten, og dog er der med Rette saa stor en Forskiel imellem deres Indkomster, b) Forretninger, som ere vanskelige, fortiene bedre at belønnes end de som ere lette, og det af to Aarsager, først fordi det er ikke saa nemt at faae, dem besatte, og ogsaa derfor, at der

47

udkræves til at giøre dem, en foregaaende Præparation og øvelse, som koster Mennesket baa de Tid og Umag og Penge. En god Ingenieur er derfor i alle Stater vel besoldet, og en erfaren General har en meget høy Gage. c) Et Embede bør have Gage efter sin Vigtighed: ogsaa dette er unægteligt. Men naar vi nu skal spørge om, hvad et vigtigt Embede er; saa raaber enhver, at hans er det rette, saa at man faaer en Trætte lig den i Fablen, da hvert Lem vilde være det vigtige. Men vi vil ikke høre efter, hvorledes enhver bedst kand afmale sit Embede og sin Stand; thi vilde Vægterne give et vittigt Hoved i Commission at tale deres Sag, skulde deres Post blive langt betydeligere her i Staden end enten Borgemesteres, eller Raads eller de 32 Mænd, eller Byfogdens eller alle Officerernes. Troe mig, kiere Philopatreias, der kunde siges meget for dem, og meget saa drabeligt, at de vidst skulde standse derved. Men Tingene maae aldrig betragtes fra een Side: alt i Staten hænger sammen, og er

48

dens Constitution sund og stærk, faa mane der ikke være uden nyttige Embedsmænd, sadanne meener jeg, som deelS befordrer, deels vedligeholder Statens Sikkerhed, Lyksalighed og dere. Disse have da hver for sig en Deel af denne Sikkerhed, Lyksalighed og Ære at vaage over og forfremme; men de have ikke alle en væsentlig Deel, ikke heller alle en stor Deel. Det Embede, som har enten det eene eller del andet, eller begge tillige, er vigtigt, og derefter troer jeg, man alleene kand udregne baade hvad Værd et Embede Har, og hvor stor Værd det har mod andre Embeder.

Alle de Embeder da, som Staten har betroet Opsigt enten over Personer eller Ting, ere betydelige, og dette efter den Vigtighed og Vidtløftighed, Tingene har, de skal vigilcre for. d) De Embedsmand da, som ere tillige Tilsynsmand over visse Deele af Staren (Personer eller Ting) ere for dette Tilsyns Skyld i alle Stater besynderlig Gage-

49

rede, og del fordi de baade nødvendige» maae leve med en Slags Anseelse, paa det de kand have den fornødne Myndighed hos deres kuboräinerre Medborgere, og tillige behøve større Indsigter, meere Erfaring og en langt anden Tilforladelighed. Ligeledes stiger alle Gagerne ester dette Tilsyns større eller mindre Vigtighed, me) Dersom vi nu foyer hertil de Poster, som ere bestemte til Regentens og Statens udvortes TEre, og som for de Depenser, der maae giøres, gierne og ere vel aflagde; saa troer jeg, at vi noget nær have den Veiffaal rigtig, hvorefter man kand udveie Gager. Philopatreias maae tilgive mig, ar jeg har faa nøyagtigeu forklaret delte; thi jeg skal sige ham, at det er got for saadanne ærlige Folk, at de tillige har sunde og faste Begreeb.

Og uu kand vi to med visse Skridt følges med Hinanden til de Geistlige og de Verdslige Embeder i vort Land, og betragte deres Forhold til Hinanden i Henseende til

50

deres Indkomster. Lad nu Sindighed og Upartiskhed følge os, to saa nødvendige Egenskaber hos Patrioter.

1. Jeg har tilforn antaget (og det efter gode Beviiser) at der er et større Tal Præstekald under 400 Rdlr. end over 600 Rdlr. Naar man derfor vilde giøre dem alle lige, saa troer jeg at gaae meget upartisk til Verks for den Stand, jeg forsvarer, dersom jeg antager i Almindelighed, at hver Præst har 450 Rdlr., eller for at giøre mig tydeligere: Jeg troer, at om Regieringen vilde giøre alle Præsters Kaar lige, og lade de fra Arilds Tid til denne Stand henlagte Indkomster forblive derved, saa det høyeste enhver Præst vilde faae, var 450 Rdlr. Dette vil jeg antage, og nu spørge, om denne Indkomst er for stor efter Embedets Beskaffenhed i Forhold til andre Embedsmænd og deres Re-

51

venuer. Ligesom jeg meget upartisk har fordeelt denne Stands Indkomster imellem dens Lemmer, saa maae nu de andre Classer af Embedsmænd taale, at man paa lige Maade fordeelér deres Classers Indkomster imellem deres Lemmer, paa det alt kand nøie og rigtig bestemmes.

I ærværdige Rettens Betientere og Handhævere, ville I først træde frem. Cancelliernes Foresatte, Høyeste Ret og Stiftamtmænd vil jeg udelukke, fordi jeg og har i den Geistlige Stand udelukt Bisperne. Behager nu I, som har over 450 Rdlr. at deele med de Herredsfogder og Byfogder, som kun har 100 Rdlr. og derunder. Jeg vedder, naar dette blev rigtigen udregnet over alle de Danske Stater, fik vi til hver Underdommer, som NB. ingen anden Nærings-Vey havde, 450 Rdlr. I ærværdige Kongelige Regnskabs-Betientere (her undtager jeg af samme Grund de Deputerede og Committerede ved Rente-Kammeret) deeler eders

52

fulde Indkomster med de Toldere, som kun Har 100 Rdlr. virkelig Indtægt og derunder: Jeg udelukker Controleurer, Visiteurer & c. ligegesom jeg i den Geistlige Stand ikke har med Capellaner, Degne, Skoleholdere at giøre. Ogsaa her vilde enhver sikkerligen faae 450 Rdlr. Tapre Stand, som til Søes og Lands skal fegte for Landet, og alle I, som ved denne Stat have vigtige Embeder (General-Staben, men den alleene forbigaaes her) deeler med Capitainerne ved Landmilicen, som kun har 240 Rdlr., mon ikke her skulle vist blive 500 Rdlr. for hver? Vil nogen af disse Classer synes, at de mod Præstestanden ere for høyt ansatte, saa faaer jeg at erindre dem om, at jeg i Beregningen over Præstestanden ikke har udeluft det Islandske Præsteskab, over 200 i alt, hvoraf ikke een Mand har 400 Rdlr., og de allerfleste ikke 60 Rdlr.

2. Der er i disse tre Classer ikke nogen fornuftig og Indsigtsfuld Mand, som jo vil

53

uden Beviis tilstaae, at den Geistlige Stand er ligesaa vigtig for Staten, som deres Classe. Lad den første Classe vaage over Orden, Handhæve Retfærdighed, og befordre Statens Lyksalighed; Lad den anden vaage over Finanserne, opbære, bestyre, formeere dem; Lad den tredie arbeide paa Landets Forsvar, berede hvad der hører til Angreb og Forsvar, og øve Tropperne: Mon ikke dette at vaage over gode Sæder, at indprænte dem i den spæde Ungdom og bevogte dem hos den voxne Alder: at holde Samvittighederne ømme og muntre, at stride mod Lasterne, de Fiender, som allervissest forstyrre de Menneskelige Sælskaber, at forkynde Religionen og vedligeholde for Menneskene de Fordeele, som de, da de traadde i Sælskaber, aldrig gave bort, mon dette ikke er et Arbeide ligesaa væsentlig til Statens Velfærd og vigtig for dens Borgeres Lyksalighed? Dette er jo soleklart, og behøver ikke at bevises. Og, I gode Folk, som nægter det, nævner mig i den hele Verden nogen Stat, som uden Religionen har bestaaet og

54

bevaret gode Sæder: og nævner mig en eeneste Stat, som jo har hældet til sin Undergang, saasnart den har foragtet Religion og gode Sæder. Saa længe som vi da har hele Verdens Erfaring for os, faaer I at lade os troe, at den Stand, som er sat til Religionens Tieneste, er ligesaa vigtig, som nogen anden Embeds Classe.

3. En Underdommer, Tolder og Capitain, skal aldrig ville udgive deres Poster for meere vigtige i Staten, end en Præstes. Det er sandt, den sidste er i Rangforordningen; men det veed vi jo alle, at den er ikke indrettet efter Embedernes Vigtighed. En fornuftig Officier (og hvor mange ærværdige Folk kiender, elsker og ærer jeg iblandt dem) ansætter aldrig sit Embeds Forretninger Høyere end de virkeligen ere. Lad Capitainen have Opsigt over 200 Mænd, selv og ved sine Subalterner lære dem deres Exercitier, vaage over deres Conduite, have Opsyn med hvad Kongens er hos Compagniet, udtælle dem deres Gage: saa har Præsten 400 Unge og

55

Gamle (jeg regner over Hovedet) som han skal have Opsigt over, og hvortil han i de allerfleste Tilfælde ikke kand bruge sine Subalterner, fordi de ikke have Kundskab nok: ogsaa dem maae han lære, indprente og gientage idelig gode Sæder for: han maae passe paa Drukkenbolten, Aagerkarlen, Øderen, den Løsagtige, Uretfærdige, Usamdrægtige, Melankolske, Forsømmelige & c. og søge at qvæle dette Onde og befordre, hvad der er tvertimod: han maae undervise den Unge, erindre de Gamle, prædike ugentlig, besøge sin Meenighed, see til de Syge, sørge for de Fattige: han maae holde Liste over de Fødde, Døde, Viede og Communicanter, indgive Mandtal til hver Termin, holde de Fattiges Bog, udstæde de befalte Attester, og til alt dette studere. Officeren kand bruge Tvangsmidler, hvilke let afgiøre Sagen: Præsten kun Overtalelses Midler, som altid ere vanskeligere. Hiin er en brav Mand, naar han holder sit Compagnie i god Orden, denne og, naar han holder sin Meenighed. 400 skikkelige, flittige og retskafne Mennisker-

56

ere i enhver sand Politici Øyne, tilvisse af lige Værd med 150 a 200 Soldater. Naar en Capitain forstaaer Tactiken, saa er det vist, at han til sin Post har behøvet samme Flid og Tid, som den gode Præst til sin; men er Han ukyndig i denne Videnskabs ædle Deele, saa kand det aldrig falde ham ind at ville sætte det, at giøre Tieneste i Ligning med de Præstelige Videnskaber. Maae den kiere Officier anvende af sin Gage noget for sin Rang: Præsten maae giøre det samme for sit Bibliothek. Og vor vise Regiering har klogeligen afskaffet det Guld og Sølv paa Officerernes Klæder, som uden at dræbe nogen Fiende, udarmer Officeren. Det er sandt, at Officeren kand komme i den Nødvendighed at vove sit Liv; men det kand og hænde sig, at det ikke skeer. Dog skal han stride mod Landets Fiender, Præsten maae stride mod Menneskenes Laster, ogsaa Landets Fiender, og hvo veed, om ikke denne Strid udfordrer ligesaa megen Courage, som den anden, og setter Mennesker i en Fare. Ligesaa modbydelig, som

57

Kuglerne nogensinde kan giøre. Tilvisse gyser en god Præst meere for sit Ansvar end en tapper Krigsmand for sit Liv.

Videre vil jeg ikke holde disse to ærværdige Embeder mod hinanden; thi det er klart nok, at Capitainen kand være fornøiet med samme Gage som Præsten.

Underdommeren og Tolderen forbigaaer jeg, fordi jeg vist veed, at de ingen Prætensioner giøre eller vil giøre.

4. Jeg har viist, at ligesom den ere Capitainer, der kun have 240 Rdlr.; Toldere, der kun har 100 Rdlr., Underdommere, der kun har 100 Rdlr. og derunder: saa er der og tilvisse, naar det Islandske Præster skab medregnes, endnu flere Præster, hvis Vilkaar ere ligesaa slette. Denne Stand har da i denne Henseende intet Fortrin for de andre. Endnu Har man den fuldkomneste egalite.

58

5. Der ere for de andre Embeds-Classer Forfremmelse at vente baade i Ære og Indkomster. En Capitain ved Land-Staten (naar han er duelig, og forstaaer meere end at giøre Tieneste) bør haabe at blive Major, Oberst-Lieutenant, Oberst, General-Major, General-Lieutenant, General, Feld-Marskalk, Ridder-Ordener, fede Commandantskaber. Den Modeste og Borgerlige Søe-Stat har samme Grader og samme Haab. Ved Finans-Betieningerne ere der for duelige eller lykkelige ligeledes en hæderlig Trappe: i den anden Embeds-Classe, den Juridiske meener jeg, ligesaa.

Men lad os nu see til den Geistlige Stand og de Æres-Trin der ere udsatte for den. Her ere i Kongens Stater over 1800 Præstekalde, og for deres Mænd kun 14 Bispestole, de to General-Superintendenter i Slesvig og Oldenborg medberegnede, 6 Professorater i Theologien, 4 eller 5 Hofkalde, 11 Sognekald, i Kiøbenhavn, i alt 36 Ære-

59

Pladser. Men 36 til 1800 har kun et lidet Forhold, og saa lidet, at naar de andre Embeds-Classer vil holde deres derimod, forsvinder al Proportion baade i Henseende til Mængden og Vigtigheden. Jeg anfører ikke dette for at viise, at der bør være flere Æretrin for Geistligheden (thi ingen kand mere end jeg holde for, at hvad der er, er nok) men blot for at overbevise alle, der kand see, at mindre kand og bør der ikke være.

6. Naar nu de for Standen ventede Æretrin ere faa, saa burde der være en anden Opmuntring; thi Mennesker maae ved noget opvækkes, og slet er den Statsmand, ja slet er han, som tænker at see i Almindelighed Flid eg Vindskibelighed blomstre, hvor ingen Fordeel kand ventes. Der ere da en temmelig Deel Præstekalde over 600 Rdlr. og maaskee en 12 a 16 kand være over 1200 Rdlr. men paa en Deel af de gode Kalde ere lagte betydelige Afgifter til mindre Kalde, til Capellaner, til Enker & c.

60

De saa allerbedste Kalde var det, vor stakkels Philopatreias meente, da han havde det Indfald, at et Sognekald er bedre end en Oberstes Charge, og Mennesket indsaae ikke, at Staten selv havde en vicieux Indretning, naar der for denne Geistlige Stand slet ingen Opmuntringer vare. I de andre Embeds Classer kand man stige, naar man har Lykke eller Fortjenester: til Høyere Poster og tillige bedre Indkomster: i den Geistlige Stand ere de første, som jeg tilforn har viist, overmaade faa; Forbedring i Revenuer er da alleene tilbage. Mærkeligt er det og, at denne Forbedring ikke erholdes uden at Arbeidet villige formeeres, og det til Standen bundne Opsyn bliver større. Thi en Præst, som har et fattigt Kald, har tillige en liden Meenighed; nu forbedres ved Forfløtning hans Kaar; men bliver ikke og strax Meenigheden talrigere, Embedsforretningerne flere, og alt, hvad Præsten skal giøre, møysommeligere. Den sunde Politik vil, at saadant skal det være, naar en Embedsmand bør gageres bedre, og saadant er det i denne Stand.

61

Staren har fra neden af og op ad i alle Embeds Classer høyere og rigere Poster, fordi den vil nu opmuntre sine Mænd, nu belønne de fortiente, nu da den til visse Poster trænger til større Indsigter, Erfaring og Dyd, og saa have høyere Ære og rigere Kaar at tilbyde dem, som besidde eller erhverve sig disse Egenskaber. Troe mig, min kiere Philopatreias, at vore Konger Christian 3, Friderich 2, Christian 4, som have givet den Geistlige Stand hos os dens Indretning; ja Friderich 3, som efter Souverainiteten bekræftede dens Privilegier, troe mig, at disse Fyrster vare sande Statsmænd, da de giorde saa faa og middelmaadige Æretrin i denne Stand, men lode en Deel Præstekald være vel aflagte. Og fortryd ej paa min gode Philopatreias, at jeg Hierteligen leer, naar en Mand som De, der i Deres hele Piece ikke har uden politiske haandgribelige Daarligheder, vover at ønske omgiort, hvad disse store Konger, vort Land og dets Velfærds Stiftere, paa det høytideligste have stadfæstet.

62

7. Den stakkels Philopatreias harmer sig over, at en Bispestoel Har de samme Indkomster, som et Generalat,

En og anden General, troer jeg, Har Hos os 4000 Rdlrs. Gage, men denne Revenüe har ingen Bisp, thi de fleste af dem have ikke 2000 Rdlr. Min Mand skal da kun stille sig til freds og overveie, at Bispen, som hverken har eller bør ønske Generalens Rang og Æretegn, har dog nok uden Tvil mange og bestandige og vanskelige Forretninger, er betroet Opsigt over et heelt Stifts Præster og Skoler og de deraf dependerende Sager, og har under sit Øye de publiqve Stiftelser og sammes Penge. Lær, kiere Philopatreias, først at kiende og siden at veie og undersøge, og sammenligne. Lær og at være upartisk, og troe da, at De vil lære at forandre og forbedre deres umodne Domme. De vil da komme til at indsee, at der ingen anden Grund kand tænkes, hvorfor den Geistligs Embeds-Classe skulde være lettere i Vilkaar end de andre, uden fordi den forkynder

63

Religionen, holder over gode Sæder, og opvækker Samvittighed hos Mennesker. Men derfor at ville nedtrykke og forarme Geistligheden beviser saa stor en Mangel af Politiske Indsigter, at jeg ikke andet kand end igien lee af den Dristighed, slige Vankundige har. Philopatreias har hørt, at Keiser Julianus, hvis Character og Historie han intet veed af, betog baade Geistligheden og de Christne al den Formue, han kunde, og det under der Paaskud, at de Fattige ere salige, thi Himmeriges Rige er deres. Men jeg har læst for et Aars Tid siden i en meget lærd Tydsk Bog, da nyligen skreven i Halle, at alle de Indkomster, han tog fra den Christne Geistlighed, gav han igien og endnu meere til sine Hedenske Præster og Temple; thi denne Religion vilde han nu skulde hærske. Uden Religion og dens Betientere kand ingen Skat være. Det var Julianus overbeviist om; at disse skulle vel underholdes, vidste han, og viiste. Vil De da, kiere Philopatreias, tænke som Julianus, maae De, om De vil udarme os den Christne Geistlig-

64

hed, recommendere os Hedenske velaflagte i deres Stæd.

3. Den Geistlige Stands Indkomster ere saadanne, at den meget got kommer overeens med Statens Beskaffenhed i det Heele betragtet. Dette Haaber jeg uimodsigeligen at kunde bevise, hvor kort jeg endog agter at være.

1. Det er ikke alleene gotgiort, at, naar det jævnes og lignes, har denne Embeds Classe ikke større Indkomster end nogen anden i Staten, men det er end meere beviist, at den har mindre Æretrin, og det er vist, at der ere imellem denne Stands Lemmer et mindre Antal, som har over 1000 Rdlrs. Gage end i nogen anden Stand. Det er da for alle dem, som have endog en liden Politisk Indsigt, soleklart, at Geistligheden er paa saadan Fod, at den hverken udsuer eller kand fortrykke de øvrige Stænder. Lad os og legge Mærke til en vis Indretning i de

65

protestantiske Stater, og i vores med, den nemlig, at den Geistlige Embeds Classe er den eeneste, som intet har sit eget besynderlige Departement, der bestyrer dets Sager alleene. Enhver, som tiender Staternes Natur og Tingenes Løb; veed strax, at saa skal heller aldrig denne Stand voxe de andre over Hovedet, men smukt forblive inden de Grændser, som de vise Konger, Christian 3, og Friderich 3 har sat for den.

2. Der er ingen Embeds Classe, hvis Underholdning falder Regieringen mindre til Byrde end den Geistlige; thi hvad nogle faa af dens Lemmer modtager af den Kongelige Kasse er saa lidet, at det i de store Regninger neppe kand komme i Betragtning. Det er da hverken Geistlighedens Løn eller Pensioner til den og dens Enker, som besværer Finansvæsenet: Vore kloge Konger have, for at befrie deres Kasse for en saa stor Udgift, fundet Middel at forsørge Geistligheden uden

66

Regieringens Byrde, og hvad meere er, uden noget føleligt Tryk for Staten.

3. Alle store Statsmænd har i Skattens Paalæg baade raadet og søgt, at indrette Undersaatternes Afgifter saaledes, at disse det allermindste mueligt var, fandt sig misnøyede dermed. Nu da Christian 3 skulde, som Landets sande Læge, give det Geistlige Væsen hos os sin Form og Indretning, saa faae han, at man i de Catholske Tider var vant til Tiender og visse Afgifter til Kirkebetienterne, og vidste, at hvad Folk i lange Tider har ydet, i sær efter Samvittigheds Tilskyndelse, det falder dem ej meere tungt. Hvorover han besluttede at lade Meenigheden, som dertil troede sig forbundet, selv lønne sin Præst og de øvrige Kirkebetientere; men som den Catholske Geistlighed havde havt saadanne Indkomster, hvorved den ikke alleene var voxet Regieringen over Hovedet, men og havde bemægtiget sig en fierde, om ikke en tredie Deel,

67

af alle Landets faste Grunde, saa betog Han Geistligheden dette gruelige Overskud, og ved de afskaffede Sielemesser og Aflad stoppede tillige for al dens umaadelige Berigelse i den tilkommende Tid. Denne Stand blev nu en Embeds Classe, ligesom de andre, Staten nyttig og aldrig ubøyelig eller farlig for den. Dersom alt dette ikke var Klogskab, saa veed jeg ikke, hvad der meere fortiener dette Navn. Thi ville man nu ophæve den Maade, Præsterne har deres Indkomster paa, og i den Stæd efter Hartkorn eller Personers Tal indsamle deres Revenuer, saa kaldte Almuen det strax en nye Skat, som den vilde føle saa meget des tungere, deels fordi de rede Penge skulde ud, som den altid med Vanskelighed bringer til veie, helst hvo der er langt fra store Kiøbstæder, og deels fordi at hvad den nu giver frivillig, da skulle indkræves som en Ret.

4. Vor store Statsmand (det er Christian 3, jeg taler om , min kiere philopa-

68

treias) giorde sine Mesterlige Indretninger saaledes, at den Geistlige Stand skulde, idet den var Religionen helliget, tillige heel og holden tilhøre Staten. Det er med den helligste Ærefrygt, jeg betragter denne Statskloge Herre, og gid Philopatreias maatte have Forstand og Hierte til at føle den samme! a) Denne Konge gav Præsterne en Avlsgaard at beboe og dyrke, hvorved han og giorde dem til Bønder for Staten og til gode Bønder.

Nu maae min Vederpart ej slaae om sig med Huustavlen og misbruge Bibelske Sprog; thi vi to har slet intet Med Theologien at giøre, men med Politiken, og den siger, at hvert Lem i Staten skal være Staten nyttig paa saa mange Maader, han nogensinde kand. See!

denne Regel er min Huustavle, og det har jeg lært af hiin uforlignelige Konge. Han vilde da i Følge deraf, at Præsten og skulde være Bonde. Thi den Jord Præsten havde, maatte rimeligviis blive bedre dyrket, fordi dens

69

Stand havde mere Ævne dertil, kunde holde flere Creature, giødske Jorden bedre, drive alt stærkere end en anden simpel Bonde. Hvad meere Korn der da kunde avles, hvad flere Heste, Stude, Sviin & c. der kunde holdes og sælges og endelig, naar Kiøbstæderne havde brugt eller fortæret deres Part, udføres, var vundet for Landet, siden det dog intet andet havde at vinde en Skilling ved. Thi man maae agte, at de Heste, Stude & c. som skal indrente noget, maae være af en god Art, fødes vel, og spares. Tiender, som Kongen lod Præsterne beholde i Almindelighed en tredevte Deel af, blev min kiere philopatreias, ikke ført derfor op til Maanen eller ud til et andet Land. Nei den forblev i Riget, og haad enten den blev taget i Kiærven, eller i Korn, eller i Penge, brød Kongen sig ikke om, men overlod til vedkommende selv at afgiøre; thi naar den og blev tagen in Natura, saa blev Halmen i Præstegaarden til Giødske, ligesom hos Bonden, og de Agre, den blev udført paa, var Lan-

70

dets, og hvad alt dette Tab fra enhver Bonde kunde være, blev fuldkommen erstattet derved, at Præsten for sine andre Indkomster havde meere Evne end Bonden til at holde gode Heste og Stude, og sælge dem til Fremmede. Jeg synes at dette er tydelig nok: i det mindste veed jeg, at hvad jeg skriver, er skrevet efter Erfaring, og troe mig, Philopatreias, 234 Aars Erfaring draber noget: troe mig og, at det er et stort Mesterstykke, at tage Embedsmand, og giøre dem af tærende til nærende Deele. b) Kongen, som ej tillod Præsten selv at drive Ploven, nødte ham til at holde, foruden andre Folk, enhver Bonde maae holde, ogsaa en Avlskarl og en Pige (thi Præstekonen kand ej heller giøre det, en Bondekone kand giøre). Saa faae Kongen da, at Folkemængden tabte intet ved denne Indretning; thi Børn bliver der vist nok til i en Præstegaard. Og endnu een Fordeel. Denne Karl fordi han tillige skulde føre Bestyrelsen over de andre, maatte nødvendigen have bedre Løn end en Bonde

71

giver: Han kunde da i Præstens Tieneste samle en god Skilling, og naar han nu vilde gifte sig og tage en Bondegaard, have nogen Ævne til at begynde med. Jeg erindrer mig og at have kiendt dem, som have havt efter 10 Aars Tieneste 200 Daler i rede Penge forsparte. c) Kongen vidste, at Bonden og den eenfoldige Almue er som Maskiner, der hænger i det gamle, og ikke tør, uden de seer Exempler, vove noget nyt og nyttigt. Han vilde derfor, at Præsten, som nødvendig maae have lært at tænke, skulde i Landbruget være Bonden et Exempel, og efterhaanden indbringe hos dem de Forandringer, som kunde opdages; thi paa Præsten troer Bonden langt meere end paa nogen anden.

Saa statsklog en Maxime har og havt de artigste Virkninger, og jeg kunde derom fortælle endog løierlige Historier, som jeg selv har ved en og anden Leilighed erfaret. Men her er ikke Rum dertil. Dog et Par Alvorlige vil jeg fortælle. For fire Aar siden giorde jeg en Rejse

72

til min Føde-Egn, hvor jeg i mange Aar ikke havde været. Jeg forundrede mig over, at see hos Bønderne skiønt Hør og Hamp, hvoraf de for 20 Aar siden, da jeg sidst var der, slet intet avlede. Jeg fandt end meere Væve i hver anden Gaard: ogsaa dette var mig fremmedt. Hele Stykker Lærreder laae udspændte mod Solen, og de fuld blegede Stykker vare Sneehvide, Jeg spørger Bønderne om Aarsagen til denne Forandring, og de sagde mig, at deres Præst havde selv, først begyndt og siden opmuntrede dem dertil, og hans Kone ladet et Par Piger lære at væve, hvorpaa i en sexten Aar al denne Forandring var skeet.

Da tænkte jeg aldrig paa Philopatreiases kloge Reflexioner, men vist nok paa den vise Christian 3. Jeg besøgte Præsten, som jeg ikke kiendte, roste hans Omhue for hans Meenighed, som. jeg uagtet de svære Tider fandt efter deres Maade formuende, og betydede ham deres ja endog min Erkiendtlighed. Søndagen efter

73

tog jeg (jeg tilstaaer det) af Nysgierrighed til hans Kirke, og hørde først en kort og syndig Prædiken, men siden i hans Catechisation en fortræflig Ungdom. Da tænkte jeg ikke paa Philopatreias, men vel paa den salige og vise Christian 6. Jeg reiste siden om i Landet at see nogle gamle Venner, og traf paa et andet Stad, hvor jeg i min første Ungdom havde studeret, alle Bønder forsynede med Frugt- og Humle-Haver: Vor salig Faer (sagde de mig) har givet os nogle Træer, og lært os at pode og inetelere andre, hvoraf vi nu har en god Deel af vore Skatter, og den Præst vi nu har, har lært os at plante Humle. d) Vor store Konge faae, at naar der vare Præste-Familier paa Landet, som kunde forbruge af Kiøbmands-Vahrer fra Kiøbstæderne en Qvantitet, vilde den Næring, disse Byer deraf havde, hielpe til at holde Kiøbmændene i nogen Stand, til at drive den for Landet saa fornødne Handel, og skaffe tillige Haandværkerne noget at fortiene. Denne allerhøyeste Statsmand sluttede og rigtigen. Thi

74

som Tiderne nu ere, tager hver Præst af det til Kiøbstæden liggende Opland gierne om Aaret Vahrer saa overhovedet for 140 Rdlr. og hos Haandværkerne Arbeide for 40 Rdlr., hvilket betales enten med Korn eller Penge. Lad os skille Byerne, naar vi fulgte Philopatreiases Raad, ved en tredie Deel af denne Fordeel, jeg vedder, at disse syge og i sidste Aandedræt liggende Stæder skal derved faae et af deres Banesaar. e) Christian 3, som bød Præsterne at gifte sig, sørgede kraftigen for, at deres Indkomster ikke skulle være en død og henlagt Capital. Thi alt hvad de kand have, maae jo anvendes paa deres Børns Opdragelse, og Forfremmelse, og da baade Sønner og Døttre fordeeles i alle Middelstandens Classer, saa flyder det af Fornødenhed, at Pengene gaaer med.

Nu maae de jo og, ligesom alle Statens andre Embedsmand, svare i Fred og Ufred de paabudne Skatter, saa at de, ligesaavelsom andre, hielpe til at bære de almindelige Byrder.

75

f) Kongen faae, at da Faderen maatte for hans Embeds Skyld have nogen Kundskab, og rimeligviis vilde lade en og anden af sine Sønner studere, kunde Landet her have et Seminarium, af en studeret og vel opdragen Ungdom ikke alleene til de Geistlige, men og til andre Embeder. Til at poussere saadan en Ungdom, hører Penge, og disse Penge kunde Præsterne formedelst deres Indkomster have.

Kongen har naaet sit Øyemed; thi nu i 2 3 4 Aar har denne Stand leveret et anseeligt Tal af de Mænd, som have tient Riget ikke alleene i Standen selv, men og ved Academiet, paa Domstolene, i Cancellierne, ved Finants-Betieningerne, ja i Krigsmagten selv.

Lad os med Philopatreias forringe denne Stands Indkomsters saa skal strax to andre Ulykker hændes Dannemark. Først skal Standen opklække en usel Ungdom, hvis Opdragelse den ingen Kræfter har til at befordre. Dernæst

76

skal alle ædle Genier af vor hele Borgerlige studerende Ungdom paa Øyeblikket overgive sig til en haabeløs Mistvilelse, som altid virker Mathed og Dorskhed; thi den, som nu griber sig an i Haab om et got Præstekald, og ved at være flittig og udviide sine Indsigter erhverver sig omsider langt anden Duelighed, skal strax ved at see det mueligste Haab udstukt aldrig blive tienlig til de Poster, han ellers med Ære kunde have beklædt. Griffenfeld tænkte først paa at blive Præst, og blev en af Laudets største Ministre. g) Kongen gav Præsterne Opsyn over Sæderne, foreskrev dem at bruge hele Religionens Magt for at bevare deres Reenhed, og forbød dem ikke at anraabe Øvrighedens Magt, førend en halsstarrig Gienstridighed giorde det nødvendig. Tilsynsmændene over Sæderne ere vigtige Statsbetientere, og om Kongen kunde vælge til Censorer meere beqvemmeligen, vil jeg meget tvivle om. De følgende Regentere have efterhaanden betroet Præsterne endnu meere.

77

Som Censores forlanger man af dem ved hundrede Lejligheder Skudsmaale; de Maae som hine i Rom forfatte Mandtaller; de maae giøre Almuen begribeligt, hvad Kongerne meere vil raade end befale.

Saaledes har Regieringen nyligen i sin gode og vise Anstalt for Opfostringen af de elendige Finde-Børn igien givet Præsterne en vigtig Deel af Raad og Tilsyn, hvad denne Sag angaaer.

Saar jeg samler nu alt dette, saa tilstaaer jeg, at naar Religionens Betientere ere tillige Bønder, hindrer ikke Folkemængden paa Landet, tiener til at udbrede Indsigt i Landvæsenet, skaffer Kiøbstæderne Næring, omdeler deres Børn og Formue i alle Middelstandens Classer, opmuntrer og leverer en anseelig Deel af den studerende Ungdom, og har Opsigten over Sæderne foreenet med adskillige andre offentlige Forretninger: saa maatte jeg være ligesaa ukyn-

78

dig og overilende som Philopatreias, dersom jeg kunde meene, at Standens maadelige Indkomster vare spildte for det Almindelige: og efter min Indsigt (thi Indsigters Grad bestemmer Forseelsens Natur) maatte jeg være en Forræder af Landet, om jeg vilde ønske Philopatreiases Raad fulgt.

Saadanne Politici, ifald de ikke drives af onde Hensigter, hører og læser, hvad visse Catholske Magter i disse Tider foretage sig med Munkene, og dette vilde de have anvendt her, uden at betænke, at vor Geistlighed i ingen Ting ligner den Catholske, og i slet intet Munkene.

Hvad øvrigt Philopatreias har i en Piere gider jeg neppe omrørt; thi hvad er der uden forvirret og upolitisk Snak? Dog ihvorvel, jeg har afhandlet Sagen i Grunden, faaer jeg vel for Galleriets Skyld, som i Comoe-

79

dierne, at have dette med, men her vil jeg være kort.

Philopatreias feiler, naar han beskylder vor Geistlighed for Yppighed; feiler, naar han i Almindelighed siger om dem, at de holder Heste, Vogne, Kudsk, Tienere, og klæder sig i Silke: Han feiler, naar han beskylder dem for Magelighed, Vellyst og Hovmod; thi enhver, som har havt Leilighed, til at tiende Standen nøye, veed, at den paa en 30 Aar har saa forbedret sig, som ikke nogen anden i Landet. Deres Indkomster kand heller ikke have den Virkning; thi de ere i Almindelighed alt for smaae dertil, og det Almindelige maae i saadanne Tilfælde alleene sees paa.

Han feiler, naar han taler om de mange Landsbyepræster, som til Termins Tider kommer her ind for at hente Renter; Thi hvo der har med de publiqye Ting at giøre, veed, at de allerfleste kommer herind for at betale

80

Renter. Han feiler, Naar han taler om Jøder, som Aagrer for Kiøbstædpræster, og da han her ikke meener uden Kiøbenhavn, Har han sagt usandt, indtil han har navngivet og beviist.

Han feiler, naar han maler den Geistlige Stand af som riig; thi heele Landet veed anderledes, og alle Skifteprotocoller kand bevise det modsatte.

Den Rigdom, som var hos denne Stand under vor Oeconomiske Friderich 4, er for lang Tid siden udspreder ved Giftermaale og Arv, imellem alle Middelstandens Classer. Hvo der nu har noget til Bedste, har det og ved Arv, og det siger jeg reent ud uden Undtagelse; thi jeg veed det, og et Embede, som ikke kaster uden 500 Rdlr. af sig, kan i disse Tider ingen berige. Han feiler, naar han anseer det for en fat- tig Sag, om Præster har Actier: Actier giør

81

ingen til Kiøbmand. Regieringen (og jeg vil nævne vor sidste Patriotiske Konge) har selv opmuntret dem dertil. En Præst er og Borger, og skal være det. Er det ikke dog elendigt, at man skal overbevise Folk om, at alle Statens Mænd skal være Borgere, og nyttige Borgere i Staten. Ja! just saadanne Borgere, som jeg har viist, Præsterne efter vore Love ere, bør de blive ved at være, saaat om de endog selv vilde søge visse Indkomster, kunde det ikke for Statens Skyld dem accorderes.

Han feiler, naar han raaber, at Brudevielser, Børnedaabe, Jordspaakastelse, skulde forrettes af Præsterne for intet, fordi de ere Embedspligter. Det er og Embeds Indkomster, og naar vi føyer til det saa kaldte Offer, saa er det jo næsten det alleene, som vore Kiøbstædpræster har: Og troe mig, Philopatreias, at de Konger der have giort denne Indretning, vare klogere end De er og Deres Lige. Disse Fyrsters Gierninger og Deres Piece er mit Beviis.

82

Han feiler, naar han meener, at Giftermaale hindres , fordi Præst og Degn skal af fattige Brudefolk have et Par Daler. Ach! Hvor ere de kortsynede, der kand anføre saadanne Aarsager til vor Folkemangel! Nei, Nei! det ere langt andre.

Hvor staaer det Skrevet, raaber Philopatreias, at Præsterne skal opbære Tiender og andre Accidenser? Det staaer skrevet (thi jeg skal sige Dem det) i Loven og 6 souveraine Kongers Privilegier for Geistligheden. Andensteds skal det ikke staae, min gode Philopatreias.

Det beneficerede Gods i Norge svarer til Præsternes Annex og Mensal-Gaarde i Dannemark, og dem har jeg aldrig hørt, saa gammel og erfaren Mand som jeg er, at være Skade for Landvæsenet. Det beneficerede Gods er, om man vil, som andet Proprietair-Gods i Norge, og jeg Har endnu aldrig hørt, at de Norske Proprietairer ere Landvæsenet skadelige.

83

Alt det andet smaae Snak, som ellers kand være i Piecen, overgiver jeg som ubetydeligt og upolitiske til dens Forfatter. Maae mit Raad giælde til ham, skal han lade Biblen være borte, thi skiønt jeg ingen Theolog er eller har været, seer jeg, at han intet forstaaer den; og jeg veed, at den her beviser intet. Vil han lyde mnrig, skal han lade være at skrive, indtil han har studeret Politiken, Landet i sin hele Sammenhæng, og vore Kongers Viisdom. For alle Ting maae han spare os for saa mange upolitiske Sætninger, som i denne sin Piece, og undgaae saa løjelige Maximer, som denne: Den militaire Stand er alleene den, hvor Tallet af Soldater og Belønninger ikke lettelig kand blive for stor. NB. Den tærende Deel i Staten, den, som udarmer hele Europa, har meere end fordoblet alle Skatter og eftertrykkeligen befordrer Folkemangelen, kand ikke lettelig blive for stor. Og endnu denne Maxime: Bleve ikkuns Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville vi vist finde flere lærde

84

Præster. NB. Man kand blive lærd uden Bibliothek, faae Bibliothek uden Penge, studere med Iver, naar man er nedtynget af Nærings Sorger. Jo! philopatreias. Det har klædet dem ret got at skrive Fablerne om Viisdommens Skiebne og Æstlernes Klage.

1

Philocosmi

Betænkninger

over

adskillige vigtige Politiske Materier i

Anledning

af

Philodani

Undersøgelse,

meddeelte

en god Ven paa Landet.

Trykt Aar 1771, Pressens gyldne Alder.

Tilfals hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Høistærede Herre!

Den Deel, min Herre endnu tager i Regentens Ære og hver Mands Lykke, seer jeg med stor Fornøyelse, af meget Ærede, mig leveret af deres Forvalter, ikke at være formindsker ved den sidst tagne Beslutning, og den paafolgende Forandring, de har giort, i en philojophisk Rolighed at henbringe Resten af deres Dage paa Landet. De tager

4

endog saa megen Deel deri, at jeg seer, ingen Piece udkommer, af mindste Betydenhed, det almindelige Vedkommende, de jo løber den igiennem, for at erfare, hvorvit man tænker oprigtig nok for Staten, og for at kiende Tænkemaadens Tilstand, endog blant Hoben, hvilket nu saa meget vissere, maa yttre sig, som enhver har faaet Tilladelse baade at skrive og trykke, hvad ham got synes.

Blant andre legger de Mærke til de Anmærkninger Philopatreias nyeligen haver givet os i Politiken, i sær for den Virknings Skyld samme har giort hos andre, og de Tanker, de derpaa har meddeelt os om den almindelige Velfærd, som vi, i anden Fald, siger de, ikke havde faaet. I Følge Heraf beder de mig, jeg vil give dem mine Tanker i sær om Philodani Undersøgelse af Philopatreiases Anmærkninger og de Hoved=Materier deri, som jeg tænker maatte have meest Indflydelse paa nærværende Tiders politiske Forbedringer.

5

Jeg bifalder med stor Billighed min Herres Tænkemaade i første Fald. Philopatreias er virkelig værd, at legge Merke til for andres Skyld; siden han, for hans egen, eller for det gode han umiddelbar selv har giort, maae vel rimeligst blive heel umerkværdig. Men at min høistærede Herre derfor behager at forlange mine udførlige Tanker, som de behager at skri: ve, over hans og Philodani Afhandlinger, det er noget, jeg ikke faa let kan give mit Biefald.

De bevægende Aarsager, de anfører, er den Erfarenhed, de tænker jeg haver i de Materier, bemelte Forfattere skriver om: det meget jeg derom har hørt af min salige Fader: den Leilighed, jeg har haft, med Flid at læse hans vidtløftige Reise=Journal: endelig den Kundskab jeg ved Praxis kan have samlet, for den Tid jeg opholdt mig ved Kammeret, med videre, som de behager at anføre, meere til Tegn paa deres Godhed, end til en sikker Grund for mig selv at at handle paa, da jeg tiender min Skrøbelighed. I sær, skriver de videre, maatte jeg

6

kunde bedømme Philodani første Hefte, som intet handler om andet, end det jeg meest har anvendt min Tid paa, at forstaae fra Grunden af, saavit der er mueligt i Dannemark. Meget vel er det, at de behager dog at føye de sidste Ord til, for ellers havde deres gode Opmuntring givet mig for stor en Skræk for Sagen; da jeg maatte have erfaret, de havde fordret alt for meget, Paa dansk Maneer, i disse Dage, skal jeg ikke strækkes for, ar sige dem en hoben over Philodanus, uden at undsee mig for hvad jeg skriver.

Tiden, behager de endnu at tale om, og at legge til, at samme ikke feiler mig, siden jeg er ude af Embede, og den Velstand jeg lever i, efter den mig saa lykkelig tilfaldne Arve=Part, maatte opmuntre mig til i disse besværlige Tider, at nytte ved min Pen, siden jeg ikke kan lade mig overtale til, paa nye at antage nogen Tieneste, for den Maade, jeg blev skildt ved den jeg havde.

7

I Sandhed min Herre, det sidste Argument er vanskeligt at sige imod. Jeg maa give dem med et Ret, for saa vit som de erindrer mig om min borgerlige Pligt, nemlig: ar giøre det Gode, jeg kan. Men det er dog ikke endnu ret afgiort, at jeg og er i Stand til at røre min Pen til Nytte for det Almindelige. Det er ikke nok, at jeg har hørt meget i et snevert Rum af fire eller faae flere Vægge, hos min Salig Fader, og imellem nogle Reoler paa Rente-Kammeret, at jeg har læst noget i en Journal, og tænkt, saa indskrænket jeg har fundet, derover. Der hører saa meget til, for at kunde siges med rette, at besidde Erfarenhed i saa vigtige Materier, som de ere, hvilke Philopatreias og Philodanus taler om. Erfarenhed fra de vigtigste Europæiske Stater var ikke for stor, for at bedømme disse Materier vel! Men hvor tør min gode Ven da erklære saa frit, at min lille Erfarenhed skulde dertil være tilstrækkelig? Saadanne Tanker vilde bedre have passet sig paa min salige Fader, som med Møye og megen Nytte havde seer fremmede Lan-

8

de; skiønt det aldrig blev enten ham selv eller Landet til nogen Nytte.

Dertil kommer endnu dette, at naar jeg eftertænker, Materierne angaaer Oeconomiske og Cammeralske Videnskaber: saa har jeg ligesom en Afskye derfor, for den Skiebne de veed mig er hændet, da jeg maatte forlade Kammeret, fordi jeg meer af Oprigtighed, end af andre Aarsager, sagde saa reent ud mine Tanker over Kammer-Collegio i den bevedste Sag, nemlig: at dette Collegium ikke var infallibelt, og havde saa besynderlige Princips i Told- og Consumtions-Væsenet, at om det paa det samme skulde derom ret forklare sig selv,

og optegne de Regler, hvorefter Told- og (Consumtions-Rullen er

forfattet: saa Vilde samme neppe blive Grund-Regler til et dansk Deconomie= og Commerce-System,

som de dog burde blive. Hertil veed de, jeg virkeligen var bleven forført i Følge den simple

9

Still min salig Fader har brugt i sin Journal, hvorfra jeg just erindrede Ordene, snart ligesom de her staae.

Men var det derfor Ret, at fordi, jeg havde saa talt i et Selskab, iblant gode Venner, om det endog siden kom Collegium for Ørene, derfor skulde jeg paa Hals- og Hoved ud af Tienesie. Havde jeg ikke været det ulykkeligste Menneste paa Jorden, om min Sal. Farbroder havde giort mig Tiden alt for lang.

De behager da selv at dømme hvor lidet jeg kan finde Smag i at skrive i Cammeralske Materier, under denne Omstændighed. Dog skulde det endelig være: saa maatte jeg nu giøre det for Hevns Skyld. Men hvor farligt er det ikke at stampe imod Braaden, i hvor sød Hevnen er, og i hvor behageligt der end maatte falde mig at stampe, naar jeg først var vel forsynet med Jern-Skoe. De begriber selv min Herre, at om Kammeralister kan man i disse Skatte-Tider, snarere end om Konger, sige, at de har

10

lange Arme. Maae jeg da ikke vel frygte for dem, for det lille jeg nu eyer. Tilsorn da jeg eyede intet, var jeg meget meere roelig i den Fald, end for nærværende; man vil dog saa unødig miste det, man er kommen lovlig til.

Jmidlertrd, da min Herre; søger at overtale mig til et Arbeyd, jeg ikke for nogen skulde paatage mig hellere end for dem, og bruger dertil blant andet det Motiv af min Salig Faders Journal: saa kan jeg ikke heller reent afstaae deres Forlangende, om aldrig for andet, end for at fornye Erindringen af de fornøyelige Timer for mig selv, ja maastee for dem med, hvilke de saa ofte har undt min Sal. Fader, baade ved at anhøre Fortællingen af hans Reiser, og ved at bedømme Journalen, naar jeg forelæste Selskabet den. Dog skal jeg kun nu og da anføre dens egne Ord, for ey at blive vitløftig, men heller søge, i Følge dens skiønne Erfaringer, at indflette den Salig Mands Tanker over de forekommende Materier; hvilke jeg veed min Herre vil selv let see, hvorvit samme kan være fra denne rige Kilde paa Oecono-

11

misk og kammeralsk Indsigt, eller fra mine egne skrøbelige Betragtninger.

Forud vil jeg alleene bede Dem, for det Venskab Skyld, der er imellem os, at hvad jeg skriver, maae blive imellem os: paa det denne Gierning selv ikke ogsaa skulde blive mig til Tab, og min medfødte Melancholie, som Selskab, og Fiolen selv, knap kan fordrive, endnu tage meere Overhaand. Baller og Opera hvorhen mine Venner slæber mig, kand end ikke, saae Bugt dermed til sine Tider.

For da at skride til Sagen: saa maae jeg først med saa Ord melde Dem mine første og sidste Tanker om Philopatreias. Da han først faldt mig i Hænderne, troede jeg, efter at jeg havde lidt bladet i ham, at det var et lystigt og snurrigt Hoved, der havde sammenrapset endeel stridige Tanker, for at hidse Smaae=Skrivere iblant Publicum, til at skrive Strids-Skrifter imod ham, og saaledes at sætte den Giering i Hierner-

12

ne, hvorved de maatte komme i Bevægelse: hvilket, jeg tænkte ved mig selv, ikke kunde være saa galt i vor politiske Lojhed, men maaskee have meget gode Følger. Derved blev det den Gang, uden at jeg gav mig Tid til at læse Philopatreiases Anmærkninger igiennem. Men siden kom et andet Hefte ud; hvoraf jeg erfarede, det maatte dog være Alvor, hvorfor Philopatreias skrev: dette forvoldte, at jeg giennemlsb begge.

Intet, maae jeg sige, har jeg min Levetid læst med større Modbydelighed og Forundring, udkommen fra Pressen, og det i de allerbetydeligste Materier, i Oeconomie= Commerce- og Cammer-Sager, de høyeste poli= tiske Indretninger angaaende, hvis Forandring kunde sætte heele Stater i vove, om den skeede efter denne forfattede Uplan. Saa ubestemt og ufuldstændigt, saa uordentlig og uefterretteligt, som det eene med det andet forekom mig, kan jeg umueligen beskrive.

13

Træffer Philopatreias undertiden at sige en Sandhed: saa skeer det saaledes, at man sikkert kan see af Stedet, hvor Sandheden staaer, og Maaden, den anføres paa, at han hverken er selv overbeviist derom, eller skulde kunde overbevise andre. Saa jeg virkelig tænkte hos mig selv, at det var Skam at læse ham, og større nogensinde at besvare hans Daarligheder; skiønt det er dog hændet, som er tvertimod. Den Politik, der er saa høyfornøden, for at bedømme slige Materier, finder man ikke mindste Gnist af hos ham. Kort, han synes at have skreven, for at blive et Exempel paa en urimelig Skribent, at fornuftige Skribentere maatte kiendes desbedre. Hiertet forekom mig og saa tvetydig og saa forblum met as Natur, at der var vanskeligt, at henregne ham til redelige Borgere. Det er mine Tanker om Philopatreias, af hvilke jeg beder, min Herre vil slutte, saa vel som af min skiøre Hjerne, naar saadan en Materialist kommer mig for Øyne, hvor umueligt det skulde

14

være mig at giennemgaae hans Meeninger, excerpere hans forrykte Satser, og besvare dem. Jeg nødes derfor til at lade ham fare, og er glad over at kunde giøre det. Jeg glemmer med Flid hver Tanke hos ham, paa de nær, som anføres af Philodanus, til hvilken jeg strax vil begive mig.

Mine Tanker i Almindelighed over denne Forfatter, og først i Henseende til den Gierning, at have givet Svar paa Philopatreiases Anmærkninger, er korteligen disse. Uden Tvivl, tænker jeg, maae Philodanus kiende meget nøye den politiske Kundskabs Tilstand i alle Stænder i Dannemark, siden han ikke har taget i Betænkning, at skrive over, og besvare, en Forfatter, hvis beste Tanker ere de ynkværdigste Beviis paa Vankundighed i den Materie, han skriver om: saa at saadan Philodani nøye og hemmelige Erfarenhed om vore upolitiske Indsigter hos Mængden i alle Stænder, kan være tilstrækkelige Grunde

15

nok for et Foretagende, font jeg fra Begyndesen ansaae for meget besynderligt, at han, nemlig, eller nogen vilde skrive mod Philopatreias.

At Philodanus altsaa har giort Landet en Tieneste med at besvare Philopatreias, derpaa er ingen Tvivl; og bliver man endog meere og mere derom overbeviist, da udkommende Afhandlinger vidner noksom om en fast almindelig Ukyndighed i den sunde Politik, ja vore offentlige Blade, nævner jo endnu jevnligen Philopatreias som Patriot, uden at man legger Merke til, at der vil noget mere til Patriotisme, end et Stykke af en god Villie, og altsaa meget meere, end det Slags Kierlighed for Fædernelandet Philopatreias besidder, som det fornuftige Publicum kan billigen tvivle om er saa rigtig: da han har i vildet, om han havde fundet, giøre heele Stænder til Byrder, og een i sær næsten til Staadere, for Staten.

Men betreffende Philodani Undersøgelse selv, da maae jeg derom sige, at dersom vi først af Philodano skulde lære vor

16

Politik i Oeconomie og Handel: saa frygter jeg dog for, vi endnu tog Feil i saa merkelige Stykker, end ogsaa, naar de, han ufuldstendig nok paataler, vare rettede, at vi maatte trænge til en nye Reformator af Philodano ligesaa velmeenende, som han selv, for at rette hans store Mangler. Det følgende, som jeg formoder aldrig kommer for nogens Øyne, vil give Exempel Herpaa.

Jeg siger end videre i Almindelighed om Philodanus, ak dersom Dannemark ikke just behøvede, som jeg er uvis paa at bekræfte eller negte, Begyndelsens Elementer i den Oeconomiske Politik, blev Philodanus en umerkværdig Forfatter i mine Øyne. Han siger os jo ikke andet, end det enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for reent fremmed i Landers Oeconomie og Commerce; og, som sagt, undertiden det, som maatte blive farligt for Ukyndighed, for Kramboder og Kieldere, om det ikke af en eller anden bliver engang anmerket, som en aabenbar Vildfarelse. Med alt detre da han dog vil give Aarsag til, at Kundskab des nærmere undersøges og bedømmes, efterdi han altid fortiener Besvaring, som Philopatreias

17

med bedste Grund kan ansees uværdig til: saa er han, for saa vidt endog, heel vel fortient ved de faa Blade, han har givet os i det første Hefte af hans Undersøgelse, hvorom jeg her alleene taler.

Men hvad Philodani andet Hefte angaaer, som jeg ikke tager mig paa, i sær at skrive over, som min Herre og egentlig behager, at forlange mine Tanker over det første i Særdeeleshed: da tænker jeg, at saavel Lovkyndigheden, som Religionen, og begges Tienere i sær, ja heele Landet, som Philopatreias paa et Sted vilde plyndre, paa et andet bekrige, bør derfor vare ham meget forbunden; og synes mig, man finder i dette en langt bedre Sammenhæng, Styrke og Indsigt i Materierne, end i det første Hefte.

Men der er Tiid, at gaae til Materien selv, og at tale med Philodanus i Særdeeleshed.

18

De første Ord, jeg i sær ikke har fundet læse uden et NB., møder Pag. 9. Samme synes man, ligesom først at maae blive eenig om med Philodanus, eller andre, førend man enten kan tale med Frihed, eller sige endog sine Venner sine Tanker i de vigtigste Tilfælde. De lyder saaledes: Min Sag, siger han, er det ikke, enten at beskylde eller forsvare de Ministere, som Forfatteren her handler om. (Philopatreias taler om høye Korn-Priser, ophiulpne ved Ministre). Vor Monark er deres Dommer. Det er sandt. Det er en farlig Sag, at beskylde Folk. Ligesaa er det og sandt, at Monarken er Hans Ministres Dommer, som han er hver Mands i Landet. Men at beskylde og beskylde, er vel to. Fordi man taler om en Classe og en Stand i Staten, og siger, at det er mueligt, ja rimeligt, at til den og den Tiid kan een og anden i samme, handle saa eller saa, derfor skeer jo ikke det, man kalder stricte at beskylde

19

nogen i Standen, som Philodanus synes her at vilde beskylde Philopatreias for, da han sætter just det Ord, vi taler om, faa nær ved det Ord Dommer. Tager man der derfor kun, for simpel at bedømme eens Gierninger; saa tænker jeg, man meget gierne, i den Forstand, kan nærme sig til en Ministers Handlinger, efter hvad han til een eller anden Tid kan have forrettet, eller foretaget sig i Staten. At omtale og bedømme saadant, kan, efter mine ringe Tanker, have mange herlige Følger, til Fordeel for Eftertiden; alleene at saadan - Bedømmelse og alleene skeer til Statens høye Gavn og Nytte. Er man upartisk, og iagttager derhos den Anstændighed, man er Høyhed skyldig: saa er det ey allene mueligt, man kan tjene Staten anseeligen med sligt, men endog blive en forkeert Sags billige Forsvar for en Minister selv, naar man betragter Sagen paa alle Sider, erindrer Leyligheden, Tiden, Smagen, og Cirkelen, naar og i hvilken en Handling er skeet eller foretagen. Det vil da ofte møde, at der kan være

20

meget at sige til Forsvar, hvor man ellers maatte fordømme Gierningen uden disse Sammenhæng; ligesom man maaskee kunde finde at udsætte paa det, som skeer den Dag i Dag, naar det i Morgen blev undersøgt efter samme Regler.

Den Sandhed kunde man maaskee

ved saadan en Undersøgelse, iblant andre og blive vaer, som meget vigtig at lægge Mærke til i disse Dage: at liden Indsigt, ja ofte Ukyndighed i de fleeste Stats - Affairer, har Regieringen i de forrige Tider dens Hof-Kieledækker, meest at takke for, fordi disse en har været saa nidkiære i at foreslaae Lærdom og Erfarenhed, Dyd og Duelighed til Embeder, som den har været flittig nok, i at skrive Love for Lærdoms og Dyds Udbredelse, uden dog just at see Lovene vel exeqverede, eller, naar fulgte, at blive Staten til fuld Nytte. Hvilken Omstændighed, jeg tænker, for endeel kan undskylde visse Smaae-Store, ilde satte paa Statens Vagt, om de har

21

ilde staaet der paa Post, og skrøbelig paapasset deres Embeder.

Sandt er det, disse, fast som Championer i een Nat, opvoxne, og paraderende for det udvortes i Standen, som høystbetydende; endskiøndt de, naar deres indvortes Værdi skulde lægges paa Vægten, og Regningen giøres i Forhold til den Nytte, de giør Staten, (ey at tale om den Nytte, de hindrer andre at giøre, og Ulykken, de selv stifter, fordi de ey alleene giør intet, men giør mindre end intet, i det deres Ukyndighed stifter store Mangler) kunde det bebreydes at have paataget sig Embeder, de ikke forstaaer. Men hidtil har det jo vœret Mode i Staten, at raisonnere af Catechismus, hvor Politik burde tale, og at tale af en medlidende Stemme, hvor en Tordentale heller burde have forfærdet. Det har hedt: Manden maae hielpes, han sidder med Kone og Børn: han bør dog placeres: og man skal begegne andre, som man vil selv begegnes: ret ligesom en Minister, havde ikke andre Pligter at udøve mod Staten, naar han vilde recommendere Perso-

22

ner til Regenten, for at oppasse de betydeligste Embeder deri, end han har at iagttage, naar han stikker Haanden i Lommen, for at række ubekiendte Nødlidende en Gave. Heder det her: at den eene Haand ey bør vide, hvad den anden giør: saa maae det vel hede paa det andet Sted: Argi Øyne, om mueligt, til denne Forretning! En Hiertekjenders Syn kan ey være for skarpt, og den redeligste Dommers Nidkiærhed ey her være for stor!

Men jeg kommer tilbage til Materien. Finder man derimod Kundskab og Svig famlede i visse Ministeres Handlinger: hvor vigtig en Sag er det da ikke for det Almindelige, at saadanne Gierninger blive bedømte til Exempel for Efterslægten; dog efter mine ringe Tanker, alleene i det Tilfælde, hvor Exemplet kan nytte; hvor Gierninger har et mærkeligt Sammenhæng med det, som efter nærværende Omstændigheder, kunde igien være mueligt: men i anden Fald at gage dem forbi med en Forglemmelse, som flette Gierninger fortiener,

23

endog for de bedres Skyld, man kan haabe af Familien, og for ey at informere Ondskab selv ved slette Historier.

Ingen Frygt for store Herrers Unaade, ingen Angest for det Tilkommende, tænker jeg, bør hindre en ærlig Mand, i saa Fald at tale Sandheder for sin Konge og sid Fæderneland, alleene at det, som alt erindret er, skeer i den rette Orden, og paa den anstændigste Maade, ikke engang med faa mærkelige Charakterer, naar Personen kan skiules uden Statens Fornærmelse, at han skulde blive kiendt for andre, end for sig selv. Det er, man tale alleene om Handlingen, og ey om ham, faa længe det er mueligt. Men i anden Fald dog at handle, som en Luther, i den nødvendige Reformations-Tid, der ikke frygtede Dievle selv i Worms, om de der havde været saa mange, som Tagsteene paa Husene.

24

Jeg slutter altsaa, med Philodani Tilladelse, at naar man vil tiene sin Konge med politiske Betragtninger, (og det er jo en Tieneste, enhver fornuftig Regent maae ønske, og en Skyldighed, Kong Christian den Syvende, synes virkelig ak kræve ved Pressens Frihed) saa maae man intet betragte Ministerne, som de, der alleene haver Kongen til Dommer, i slige, som de af Philopatreias omtalte, Sager , men ansee dem, som de første af Statens Borgere, der bor staae Staten til Ros eller Last, for slige med det almindelige Beste , saa merkeligen sammenhængende politiske Handlinger.

Paa den Grund tænker jeg, at jeg bør her bevise, at Philopatreias har virkelig Ret, naar han siger: at Ministerne har vedst at opskrue Priserne, og at det Spørsmaal, Philodanus Pag. 10. gjør kan let besvares; dette nemlig: Hvoraf kommer det da, at disse, nemlig Mi-

25

nisterne til Hove, som vare Proprietairer, at disse ikke og tilforn har vedst at opskrue Priserne, grebet efter saa store og klare Fordeele? m. v.

Dertil kan man jo med faa Ord svare den gode Philodanus, fordi der havde bleven forgiæves. De kunde ikke faa gierne, som de ventelig vilde, og vidste at opskrue Priserne: det havde ikke hjulpet dem, om de havde grebet efter slige store Fordele, der var ingen at gribe efter. Saa vist, som Philodanus har Ret i det, at Mennesker er altid Mennesker, (naar Mennesker blot som Mennesker betragtes) altid begierlige, gevinstsyge, fristede til at misbruge deres Adgang til Fyrsterne: saa vist kan man troe, at de ældere Tiders Ministre, har ikke været meere Helgene, og frie for forbemeldte Ufuldkommenheder, end de sildigere Tiders.

26

For nærmere at forklare mig, maae jeg kortelig melde, Hvorledes jeg forestiller mig Sagen. Dannemark, var, for en Snees Aar siden, ikke meere et Gosen, end det er for nærværende, og ikke meere Friheds Boelig for Bonden, end det var for vor Allernaadigste Konges Ankomst paa Tronen. Hoverie voxte snarere, for Overdaads Skyld, Dag fra Dag, hvilket faaede Ukrud i Mængde paa Bondens Ager, uden derfor, i Forhold til denne Ufrugtbarhed, at frugtbargiøre Proprietairens Hovedgaards Jorde, som den desuden værende mindre Deel af Agerlandet. I denne Tilstand fik vi tvende Colberts paa engang. Fabriqver og Manufacturer skulde med Magt indføres. Disse Anlæg har den visse Følge, at de ikke fremmes i et Land uden Folkemængdens Formeerelse. Indkommende Fremmede, for Manufacturernes Skyld, voxte og til et anseeligt Antal. I Forhold til Folkemængde, naar Kornets Mængde ikke formeeres tillige, stiger Kornet i Prisen, og det, for mere end een Aarsag, deels fordi det er det nødvendig-

27

ste til Brød og Drikke, deels fordi det er det Fornødneste for adskillige Kreaturer, som tillægges med Folkemængden.

Men bemelte Konster, blev ey Folkemængdens Formerelse allene. En kostbar Stad, skulde tillige bygges. Amalienborg maatte blive til, hvor enhver Steen, som forhøyede Paladserne, forhøyede Korn-Prisen, og mit i Fliden forøgede Vanskelighed at arbeyde til billige Priser, hvilket dog skulde merkelig hielpe til Varenes Assats. For Zirat og Pragt, mere end for Nødvendighed og Nytte, blev denne Stad opført. Smagen tog, til, og med den Kielenhed og Vellyst: og som man ved Kunsten forlibte sig i den skiønne Natur, der ikke blev Smagens Mynster allene, men dens Afgud, saa forfaldt man efterhaanden i Levemanden meer og meer til den høyeste Grad af Over<r daadighed og Yppighed, der udfordrer Mængde af Opvartere, og Forfængeligheds Tienere. Disse formeerede og Tallet paa Menneskene i Landet; eller, rettere sagt, paa Ædere, som

28

ikke nytter Staten, uden de giør nyttigt Arbeyde tillige.

Bondens Vilkaar og Agerbrugets Tilstand blev alt det samme. Alle Munde vilde dog mættes, og Udførselen for Kornet, blev ikke mindre end tilforn, den tog tvertimod til, ligesom Flid og Folkemængde i andre Lande, og blev umætteligere end Indvaanerne i Landet selv. Flere Aarsager forhøyede tillige Priserne, hvoraf jeg vil anføre de, som indfalder mig.

a. Brændeviins Brændens Tiltagelse og Brændeviins Brug og Misbrug, baade for Stats-Fordeeles og Stats Manglers Skyld tillige. Handelen, for Exempel, voxte paa de Vestindiske Colonier og Brændeviins Udførsel med samme. Island og Finmarken lærte saa mesterlig, skiønt mod Octroyen, at drikke denne Drik, at vi veed de ikke behøver større Færdigheder i Kunsten. Krigen udlokkede ikke en liden Mængde. Fri-

29

hed for Bonden, selv at brænde, ligesaa ilde ham tilladt, som Kiøbstæderne at pløye, var saa meget meere et sikkert Middel til mere Korns Forbrugelse, end nødvendigt, som Han brendte slet, og var Hoverie-Herrens Træl tillige, Hvilken bittre Sorg, han, ved første Leilighed, nedslukte med denne dulmende Drik, for at henfalde i en Søvn, man snart maatte ynkes over, at opvække ham af. Hertil kommer Brændeviins Brug af Børn og den utilladelige Accordt, som Love maatte afskaffe, paa visse Steder at tilstaae Piger og Drenge, fast efter Feste-Contract, deres daglige visse Brændeviin Morgen og Aften. Jeg forbiegaaer, om jeg og bør gjøre det, den øddeleggende Brændeviinsbrænderies-Forpagtning.

b. Ølbrygningens slette Tilstand paa Landet; da Bonden dertil spilder fast ligesaa meget Korn, som han vel anvender.

c. Qvægsygen, som ved Ødeleggelse af Kreaturet, Har formeret Forbrugelsen af

30

Fæderdyret, dev fordøyer Kornet, ligesom Kornets egen umiddelbare Fordøyelse af Folket skeer i desstørre Mængde

d. Uopmerksomhed, for den uordentlige Brændeviins-Brændens Skyld, paa de Kreaturers Tillæg, som ved en ordentligere Indretning vilde formere Føden, og, for saa vidt, mindste Confumtionen af Kornet. Bonden har jo havt Tilladelse til Brændeviins-Brænden for hans Bes sters Skyld, i det Sted, det vilde ham forbydes, for at passe sin Eng des bedre, og give Kiøbsted-Manden Leylighed nok at fede Sviin, baade til Nytte for ham selv og for Bonden.

e. Fiskeriernes Forsømmelse, der kunde blive Borger og Bonde en stor Hielp i Brød og Kiød-Mangel, og altsaa og hjelpe at nedsette Kornets Kostbarhed. Overdaad har jeg berørt.

Betragtes nu alle disse Omstændigheder, ved Siden af Kornets nesten selvraadige Udførsel, paa en Tid, da Folkemængden, i Følge anførte Baade nyttige og unyttige Aarsager, hver Dag formeredes;

31

paa en Tid, da Kornet derfor ikke voxte stærkere eller i større Mængde end før; paa en Tid da vore Politici reent glemte Hoved-Balancen af Handelen; og den store Regel for alle politiske Nærings-Regle, at være forvisset om, at kunde mætte alle Munde, enten ved Landets egne Producter, eller ved Over-Ballancen, som Korn fra fremmede Lande kan kiøbes for: saa kan man spørge Philodanus: Var der

nogen Tid i Dannemark, da Proprietair Ministerne, havde bedre Leilighed, at profitere af deres Jorde-Godser, og vil der nogen for deres interesserede Hensigter, bedre end den anførte, komme?

For at faae Kornet dyrt betalt ved alle disse Omstændigheder, havde Ministerne, jo intet andet at giøre, end at befordre Tilladelsen af Udførselen vedligeholdet. Men hvor let var ikke det gjort? Just saa let, som der, var vanskeligt, at tale med Regenten uden saadanne Ministres

32

Nærværelse, som maaskee havde største Fordeel af Kornets Udførsel. Hvad Under da at Prisen steeg!

Men lad vs endnu, om vi skal gaae videre, ligne os med de trende store handlende Nationer, for at prøve disses Conduite i Henseende til Kornet og dets Priser. Lad os see, hvordan de har betragtet samme, og hvordan de derpaa har gaaet frem, da de tog sig for, at manufacturere, bygge, og at leve vel.

Hvorledes begyndte Engeland? Engeland lagde Grundvolden til Fabriker ved Agerdyrkningen. Da det havde hvede og Korn nok, udførte det Korn og Meet, destillerede Brændevine, bryggede Øl, og det med Lykke, fordi det havde Overflødighed.

Men tænkte det, at denne Overflod var en Moguls Skat, der aldrig kunde faae Ende? Ney, det beregnede sin Kom-Forbrugelse og sin Udførsel, og fandt denne kunde blive umaadelig og til Skade, og at

33

den dertil burde staae i Forhold til hins Fornødenhed for Staten. Men reent Forbud af Udførsel, naar Kornpriser vare høye, saae det og, kunde baade skade og gavne, efterdi man ikke altid mærkede, i alle Vraaer af Riget, det rette Øyeblik, naar Forbud burde skee. Det bestemte derfor en ubevægelig Pris for Kornets Ind- og Udførsel tillige. Og den blev Standarten for de første Nødvendigheder. I det samme indsaae det, at Fordeelen vilde blive Landmandens alleene, naar meget frugtbare Aaringer indfaldt, om Slæderne ikke fik nærmere Deel deri, end i Følge Priserne paa Kornet alleene. Det bestemte derfor ogsaa Priserne paa Brødet, i Forhold til Priserne paa Kornet; Brændeviinsbrændingens Tid. m. v.

Det havde Uld i Overflødighed, det fabrikerede nu med Nytte deraf, fordi det ikke manglede de første Nødvendigheder: det daglige Brød. Det indførte fremmede raae Vare, og manufactureerte dem ogsaa med

34

Fordeel, fordi det kunde betale dem med Korn, ja med samme Vare, omformede; thi Smagen i Fremmedes Havne var deres Model, hvilket tilveyebragte dem hos Fremmede store Summer. Nu var der noget at bygge for. Man byggede. Handelen voxte videre. Balancen blev meere og meere Engeland til Fordeel, og Rigdom formeerede sig. Engeland begyndte nu at leve vel, og giøre sig til Gode af sin Overflod.

Ingen Nation beleer denne Oeconomie; thi heele Engeland, fra Regent til Adelsmand, til Borger, til Bonde nyder sit, og enhver bør saa giøre. Ingen planter en Viingaard, han jo æder af dens Frugt.

Holland vilde fabrikere og handle. Det kunde ikke begynde med Agerdyrkningen, fordi det havde ingen Agerland. Fiskerier blev dets Grund-Næring. Det fiskede, og vandt derved nok, til ot kiøbe Kornet for. Udførselen af Fiskerierne lærte det Hø-

35

ker-Handelen. Holland, som ingen Vare havde, omførte og brugte ald Verdens Vare. Det vandt paa Omsatsen deraf, og Fragten derpaa, saa det fik Penge for at bringe egne Fiskevare, og Penge for at gaae bort igien med andres Vare, og Penge for at bringe dem igien til andre, og bragte endda Vare Hjem til overs.

Endeel Vare, heraf oplagte, udgiordte Magaziner for Eftertiden baade af raae og fabrikerede. Populationen toeg til. Handelen behøvede ikke alle Borgere. Mange Hænder kunde omforme Naturen. Man begyndte Haandteeringer, Brænden og Destillering af Østersøisk Korn, som Fiskerierne, og Provisionen i Handelen med fremmede Vare, betalte. Man begyndte Uld- og Silke-Manufacturer, og fortsatte dem med største Lykke, jo længere Europa fortsatte sin Blindhed: og ingen dyre Tider indfandt sig i Holland, i Følge Fragt-Handelens Natur, der altid maatte have Magaziner fulde med Korn. Nu

36

bygtes, og det med Pragt. Harlem, Leiden, Gouda, Utrect, Rotterdam, Amsterdam og fleere Stæder stoed op, og nogle af dem blev Vunder i Verden. Den Ostindiske Handel gav Holland ogsaa stor Fordeel, saa at Holland kunde, nu og da, spandere en god Skilling paa Vellyst og gode Dage, fordi det sad i Lyk ken til begge Ørene Det gjorde det og, dog ikke over sine Kræfter. Enhver vil tilstaae, at saadan en Pragt og Overflod i Levemaade, til sine Tider, er slet intet at undre over, ja ikke stridig imod den høyeste Politik, den rette Stats-Viisdom. Religionen har selv været prægtig.

Frankrig vilde fabrikere og anlægge Manufacturer, og Colbert skulde giøre det. Landet var et stort Kort-Magazin. Sully, den meget Viise Sully i sine Tider, kun en halv Kammeralist i vore Dage, havde gjordt sit dertil, og lagt Grundvolden til en Stats-Magt, der kunde være bleven for mægtig, dersom en heel Kammeralist havde fulgt ham i

37

Embedet, eller saa stor en Konge i sit Rige, som Kong Ludvig den Fjortende var i andres, havde succederet Kong Henrich den Fjerde paa Tronen. Men Colbert, som viiste sig mindre end en hals Kammeralist, i det han glemte Agerdyrkningen, og som dertil var en Lærling, da han kom til Financerne, ustuderet, og som en simpel Kiøbmand, hvis Indsigter ere alt for indskrænkede, til at styre Statens Indtægter og Udgifter, end mere til at finde deres Kilder, og at vedligeholde dem, han blev hans Eftermand. Han var lille; men blev, for Tiden han levede paa, siden stor. Længere kunde han ikke see, da han begreb, at det var godt at bruge Kong Henrich tzen Fierdes Silke, og opmuntre Manufacturer end at det var fornødent, at Kornet maatte være let Priis i Landet, uden hvilken Omstændighed alle Manufacturer og Fabriker maatte gaae over Styr. Deri havde han og Ret. Men Kornets Udførsel reent førbuden, det var en forfærdelig Stats-Feyl. Statens Grundvold blev rokket, og en Deel

38

af dens Hiørnesteene, saa at sige, solgt, for at faae Stats-Bygningen giort des pyndteligere, og Ornamenterne des anseeligere derpaa.

Den Engelske store Politik, i Henseende til Kornprisens Bestemmelse, var alt for lille i Colberts Øyne, eller rimeligere for stor for ham at begribe den. Manufacturer og Fabriker blev forfremmede, paa den allervigtigste Nærings, Agerdyrkningens Bekostning; hvilken Fabrikerne ydermeere selv havde forfremmet, om de i vedbørlig Sammenhæng med Agerdyrkningen, og den med dem havde faaet Lov dertil. Saa Colbert nedrev lige saa fast med den eene Haand, som han opbygte med den anden. Havde Frankrig ey havt sin Viinhandel, og andre skiønne Natur-Gaver, saa havde Colbert giort en langt større Ulykke for Landets Grund-Næring, end han giorde. Men Frankrig, som kuns profiterede halvt ved Colbert, i den Tid det kunde have profiteret dobbelt, om dets Korn var bleven viiseligen udført, kunde dog udholde Tabet,

39

fordi det vandt Balancen paa sine andre Vare, og paa Fabrikvare med, hvis Materialier var begierlige, som det vidste at fabrikere dem efter en Smag, som var den skiønne Naturs, og derfor maatte blive Verdens. Om Frankrig bygte, saa havde det et Overskud at bygge af, et Overskud fra heele Europa. Overdaadighed og Forfængelighed kunde Nationen end ikke meget bebreydes, da den fik det alt betalt af Fremmede, som efterabede dens Daarligheder, og betalte den igien heel dyrt for Lærdommen. Frankerig fabrikerede altsaa, bygte, og giorde sig til Gode, med god Grund.

Det var de tre Hoved-Nationers Politik ved Anlæget af hver Stats Nærings-Grundvold og Handel i sær.

Dannemark staae nu lidet stille, og este tænke, fra disse Exempler, med hvem af bemeldte Nationer det kunde ligne sig selv,

40

da det begyndte at fabrikere, bygge, og leve vellystig!!!

Hverken gav Efterfølgelsen af Engelands eller Frankrigs Exempler, de lette Priser for vore Kunstnere; thi vort Korn gik jo ud, uden Grændser, Stødetal undtagen. Agerdyrkningen havde hverken blomstret hos os, som under en Sully, eller blev vedbørlig forbedret ved Premier og Viise Love fra en nok opmærksom Regiering. Indførsels-Forbud forbød os at have Hollandske Magaziner, og burde forbyde det. Vi fabrikerede lidet af egne, meest af fremmede Vare. Vi exporterte saare lidet, for vi glemte de Fremmedes Smag. Dog handlede vi, med det lidet vi havde, med Korn, hvilket stiftede hver Dag nye Mangel hiemme. Det er, vi exporterte, for at blive fattig i Staten, fast ligesom for at berige nogle Huse, som havde Umage med at giøre os fattige. Derpaa bygte vi, ligesom for at blive Huusvilde, og

41

paa det nogle, som havde Umage med at drive os fra Huus og Hiem; (thi de glemte den- rette Næring, der skulde Have opholdt Huset, og underholdt os deri,) paa det de skulde komme til at boe i Palladser.

Med alt dette, er der ingen Aarsag til at tænke, at jo baade de, der lærte os at manufacturere og at bygge, at de giorde det i den oprigtigste Meening. Det var aldrig deres Øyemærke, at forarme Landet, eller skade ved denne Huusholdning, i mindste Maade. De handlede efter beste Indsigt, og giorde og meget godt. De raisonableste iblandt Dem, som kunde, fatte endog selv til, og fandt en sand Glæde i, ey at erhverve. De var imidlertid vore Anførerere til et godt Foretagende, paa den ubeqvemmeste Tid, som det efterhaanden blev, ved Kornets Dyrhed.

De anførte os til Kunster, raffinerede Smagen, opvakte Emulation og en ærekiær

42

Kappen; men glemte Handels-Balancens Tilstand, som det kongelige Kammer-Collegium ikke heller hialp dem at erindre. Det Collegium, som burde see, hvor ingen anden saae, og hvad ingen anden, end det, kunde see, fordi det sad med Papirerne i Hænde, der skulde aabne alles Øyne, tilsaae her saa saare ilde!

Nu Feylene er der, er det let at see: og hvad jeg derfor har skrevet og skriver i den Materie, vil min høystærede Herre behage at erindre, jeg tegner, som en Frugt af de indløbne Mangler. Det er i Følge deraf, jeg troer, man endnu kan sige:

Havde man i det Sted, man saa ivrig anlagde Manufacturer og Fabriker, og ved dem formeerede Landet endog med Fremmede, (som er en herlig Sag, naar de ere duelige Arbeydere, og kan leve i Landet) havde man i det Sted handlet efter den nærværende herlige plan for Agerdyrkningen: saa havde vor Folke-Mængde ey alleene Havt nok at

43

æde, men Overflod af Kornet var bleven udført til en sikker Gevinst. Vi shavde sparet Tønder Guld, som ere tabte ved Vexel-Coursen. Overdaadighed havde været langt mindre; thi det er altid rimeligt, at hvor den Politiske og Oeconomiske Aand giør Betragtninger over Landvæsenet og Agerbruget, detoverforliber den sig ikke i Skiønheds Arbeyd, og omsider henfalder fra en kiælen Betragtning deri til en anden, og derpaa til Vellyst og Yppighed. Bygnings-Planen til hine Palladser, var maaskee bleven en Plan til Pakhuse, og til en Kornbørs, hvoraf flere ventelig var bleven anlagt i andre Stæder, i det Sted, Kiøbstæderne i samme Tid, ere for en stor Deel, nedfaldne. Kort, vi havde da været saa nær med Staten, som vi nu burde have været, for at begynde i Dag, hvor man begyndte for en 24 Aar siden.

Men da det, som er giort, haver dog mange herlige Følger for Staten, endskiøndt de kunde have været anderledes og større til

44

en anden Tid: saa behøves nu dobbelt Viisdom og Klogskab til at beholde de giordte Indretninger, for at vinde, hvad der er mueligt, ved det anlagde, som om det blev ødelagt, maatte aldrig meere kunde vindes. Kongens Beskyttelse og viise Love for Manufakturer og Fabriker, kan nu, uden mindste Udgift for hans Casse, giøre store Ting, ja blive hans Casse til stor Fordeel. De Mangler, de alle haver, kan ændres ved den sande Politik: og bestemmes KornetsUd- og Indførsels Priser, vil Fabrikerne ey alleene bestaae med Agerlandets Fordeel, men Ager og Eng vil opmuntres ved dem; og vi vil blive i Stand til, at holde Priis med Fremmede, og aldrig (efter Naturens Orden) have Aarsag af frygte for dyre Tider.

See, høystærede Herre! det bliver vel Da Svar nok paa Philodani Spørsmaal. Saae han det, faa tvivler jeg paa, han vilde gientage det han siger om sine Tanker, nemlig, at hans Tvivlsmaal er grundet,

45

og at det klarligen nok beviser, at Philopatreias endnu eengang bør prøve sin vigtigste Aarsag. Jeg tænker, han i det første har taget mærkelig feyl, og bør derfor ikke paastaae det sidste.

Paa følgende Side siger Philodanus: Nu har vort Rige foruden Heste, kun Korn, og Ørne, og Sviin at sælge. Sær nu, at denne Udførsel standser, og standser længe, for at undertvinge Priserne: lige saa længe vinder vi jo ikke een Skilling. Det foregaaende har erindret, at med mindre Udførselen af Kornet faaer en Slags Standsning, nemlig, i Forhold til Forbrugelsens Nødvendighed i Landet, kan Udførselen blive, som den virkelig et hos os, statsødelæggende, i hvor stor Gevinsten maatte blive for visse Particuliere.

Det følgende vil give Leylighed, til at tale Meere herom: og min Herre vil da see, at jeg trøster mig til at vise, at just ved den

46

proportioneerlige Standsning vil vi profitere mange tusinde Daler, og at det langt fra ikke vil gaae med den Standsning, som Philodanus siger om den anden, nemlig, at saa længe den varer, vil vi ikke vinde een Skilling. Thi de samme Summer, som nu kommer ind for en mindre Qvantitet Korn, vil ey alleene dog komme ind for en større; (nu Hoverie er fastsat, og Herremanden er forbuden at agere Plagefoged) men dobbelt og dobbelt den Sum for Vindskibelighed i Manufacturer og Fabriker, som ved den blotte Form vinder Penge, og standser fremmede Vares Indførsel, hvilket, til hint skeer, vil blive reent umueligt, fordi Arbeyderne ikke kan faae Brødet saa billig, at de ved deres Arbeyd kan leve. Konstnere vil da ey blive nødt til, at lægge Hænderne over Kors, eller at døe i Elændighed, med alle deres gode Indsigter og møy sommeligen erhvervede Færdigheder, eller, som er lige saa ulykkeligt hos os, at forlade Landet. Umueligheder vil da blive muelige i

47

alle vore Næringer, som ingen synes hidtil at have ret fundet anlægge, fordi Staten har glemt Grunden, de burde anlægges paa.

Jeg forbigaaer at tale om, at Philodanus kunde dog nok, til de andre Vare han har nævnet, have føyet Fiskerierne, som skiønt de ere ringe, fordi man baade fisker, salter, sorterer og afsætter det, man haver, slet, saa kan de dog blive større.

Jeg skal allene giøre den Anmærkning, at det var at ønske, at vi ved de faae vigtige Artikler, vi dog haver at udføre, og veed at nævne, som Landets Producter, vedste at bruge Leyligheden med samme, baade oeconomice og politice, saa vel, at der var det rette Forhold iblandt dem. Den politiske Uforhold Bonden har staaet i, i Henseende til Staten, raader Regieringen nu saa herlig Bod paa, at neppe noget Land vil om faa Aar ligne, end sige overgaae, Dannemark. Den nyelig udkomne nærmere An-

48

ordning om Bestemmelse af Zoveriet

er et Beviis derpaa, som paa Herligheden af den monarkiske Regierings-Forms retskafne Indflydelse paa et Riges Lyksalighed, naar den agerer med vedbørlig Viisdom og Klogskab. Det Oeconomiske Forhold eller Bondens Forhold i Henseende til Ageren, hans Indsigters og Agerhandlingers Beskaffenhed, Agerbrugets Forbedringer, vil det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab vel ikke glemme.

En betydelig Uorden, er det derfor at formode, vil snart opvække Regieringens Opmærksomhed til Forandring i Tiden, at samme ey skal være i Veyen for dets priselige Handlinger for Landvæsenet: Stald: Gaardenes privilegier, nemlig, Monopolier, som

vil umueligen bestandig kunde bestaae med viiseste Indretning og Agerbrugets fuldkomneste Flor. Rettighed frem for andre, at fede Øxne, er virkelig intet andet, til at magre andres Agre, hvis

49

Fedme maae begynde fra Engens, og den fra vel fedede Øxens Giødning, og følgelig blive en Ret til, i en høy Grad at udsue Staten. Oprindelsen til denne Ret, har virkelige været et Slags Usurpation mod Regieringen, efter Tidernes Omstændigheder, som de nærværende Tider vil derfor, ventelig efterhaanden med al Klogskab, vide at hæve.

Naar Besiddere af slige Rettigheder, for nærværende Tid, fandt derfor for godt, at deele deres Hovedgaards Jorder, saa synes det ikke at maatte tillades dem, efter Herr Finants-Read Øders Forslag i Hans Afhandling om Frihed og Eyendom, at Stald-Fednings Ret fulgte, som Privilegium exclusivum, med til dem, som kiøbte de fraskildte Stykker. Thi at denne Fednings-Ret er skadelig, viser heele Landes Exempel. Engelske Skrifter fortæller os om Irland, at dets Agerdyrknings-Selskab aarligen Udsætter Premier for de beste Græsganges Forhandling til Agre, Engens fornødne Forhold

50

mod Ageren forbeholden. Af den Mængde Øxne Irland har feedet, er aldrig een eeneste feedet paa Naboers og Gienboers Regning, men hver Bonde har havt den samme Ret dertil, som hver Herremand, Eyer af Millioner.

Uden denne almindelige Frihed bliver det Bonden umueligt, at komme til Orden med Ager mod Eng: og baade Staten og ham bliver, i den Ret, negtet den Herlighed, at pløye med Øxen, og formindske den skadelige Overmængde af Heste, indførte for Stald-Privilegiernes Skyld, til største Tab i Bondens-Næring.

Tamborg vilde maaskee tabe lidt derved, i Fald man derefter fandt paa, at slagte og garve for det; men deri maatte det vel være saa artig at finde sig, og tillade, at vi eengang begyndte at finde rede i vor og paa en statsmæssig Maade at sammensætte Hjulene i vor upolitiske Stats-

51

machine. Oxen-Tolden behøvedes derfor slet ikke at aftages; tvertimod den vilde være et herligt Middel til Slagteriernes Befordring, som jeg anmærker for den Invendings Skyld.

Skulde Hoved-Staden være Circulationens Middelpunct, som Philodanus kalder den Pag. 14.? Jeg tænker, den er det lige saa lidet, som en Blod-Igle paa Legemet er Middelpunkten derpaa. Det var at ønske, den var Cirkulationens Middelpunkt i Staten. Den burde være Hiertet i Stats-Legemet, som modtog Blodet af heele Legemet, og igien uddeelte det til alle dets Lemmer. Men de forfaldne Kiøbstæder; den indenlandske Nærings Uforhold imod Hoved-Stadens Næringer; Handelens Mathed i alle Statens Havne; dens egen Handels Usammenhæng, og reciproqve Uforhold til Landets andre Havne: viser nok, at den ikke er Cirkulationens Centrum, thi dette maatte da staae i Forhold til en vis Omkreds: og Landsbyernes storerende Marke, og Kiøbstædernes ordentlige

52

Handel og Vandel blev denne Omkreds. I Henseende til Circulationen bliver den snarere i mine Øyne, liig den Norske Malstrøms Bevægelser; thi som denne modtager og spruder fra sig, paa en besynderlig Maade, alle mødende Vande, til sine Tider, uden at de Naturkyndige endnu med Vished veed Aarsagen hertil, saa har Hovedstaden sine forunderlige Bevægelser baade med Statens faae og med Fremmedes mangfoldige Vare, uden at nogen retskaffen Statskyndig har endnu forklaret os dette forunderlige Stats-Phoe- nomenons. rette Tilstand. Hoved-Staden, tænker, jeg, kan og ansees som vor Stats Scylla og Charybdis, hvor vore Næringers halv-tomme Skibe snart kunde lide Skibbrud, om Kong Christian den Syvende ey nu sadt ved Stats-Roret. Den er og liig et opsvolmende Lem paa Legemet, der bliver ved at hovnes unaturlig, uden at den naturlige Føde giver det den rette Kraft og Styrke. Man har længe seet det, og bliver nu først vaer, at de andre Lemmer kan svækkes der-

53

Hed, og at heele Circulationen kan med Tiden standse.

Dog det! Philodanus kalder Hoved-Staden, kan den blive, naar Dannemark engang faaer i Sinde, paa en meget viis og klog Maade, hvorom den store Verden Underretter, at binde Næringer til Stæder; naar en sammenhængende politik, i den største politiske Frihed muelig og taalelig for hvert Stæd, og Borgerne paa Stædet, giør det eene Sted fornødent for det andet; naar Borgerne faaer. fuldkomne Love, som indskrænker Selvraadighed, udbreder Frihed, hindrer en upolitisk Tvang, og lænker den politiske; naar en Aand bestandig overseer det heele, og indretter enhver Deel i Forhold til de andre og til det Heele. Før bliver Kiøbenhavn ikke Circulationens Centrum: og saa maae den endda derpaa have mange Viise Love for sine egne Næringer, i

54

Stedet for de mange mangelagtige, den, iblant faae Gode, haver.

Langs-Artiklernes Omstøbning, vil da viise sig, at blive en af de første høyfornødne Forandringer, da Kong Christian den Femtes Politik i denne Fald, endog skrøbelig i sin Tid, vil ikke passe sig Nøye nok til Kong Christian den Syvendes meere oplyste Tider. Thi ligesom Stæder opstaaer ved hele Næringers Bestemmelse til dem: saa vil Næringer rodfæstes i Stæderne ved Næringers Bestemmelse til Næringsregler i Laugene, uden hvilke alle Kunstens Vare maatte blive ukunstige, og Kunstnerne derover forlegne med deres Flid, og Staten forlegen med dem. Endelige Næringer og Handels-Greene vil jo naturligviis have endelige, det er: et rimeligt vist bestemt Antal af Arbeydere, om Arbeyde og Flid ey skal blive den visseste Ødelægger af sig selv. Kort: Det Hoved-Principium vil man da erfare, at have

55

bebygt Jorden, og at være Grunden, baade til Stæders, og Staters Flor ved Kunst-Næringer, nemlig: at Næringer i Stæderne haver bestemte Love for Materie og Form, hvilke deels Øyet kan skielde, deels Kiøberen forlade sig paa, ved et blot Tegn: at Arbeydernes Antal er i Almindelighed bestemt i Forhold til Søgning: at slige Love bliver bestandige: men at Smagen og Antallet af Arbeyderne, dog bliver l Særdeleshed ubestandig, den første for Dage, det andet for visse Aar, naar Kiøbernes Smag og Søgning saaledes forandres; for altid at kunde rette sig efter begge: at den politiske Tvang i Næringer, bliver Statens største Frihed: og endelig, at Nærings-Azyler oprettes blandt Stæderne for visse fast uendelige Afsatser, med videre. Dette og intet andet vil giøre Hoved-Staden til Centrum for Circulationen, ey alleene af Penge, men af Vare, af Flid, ja af borgerlige Dyder.

56

Hvad Philodanus anfører Pag. 15.

er forsigtig skreven om en Regent i en monarkisk

Stat. Lad os kun roelig, siger Han, overlade til vor store Styremand, som overseer det Heele, ak tillade op

forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at hans medlidende Hierte passer det sidste, og hans opklarede Viisdom der fyrste. Det, siger jeg, er ret forsigiigen skreven i et Monarkie. Men i Kong Christian den Syvendes, duer det dog slet intcn Denne viise Regent tillader jo Sandhed, frit at hævne sig til hans monarkiske Trone. Han tænker ey, som andre uindskrænkede Monarker. Han giør Sandhed souverain, og sig selv til en Slave deraf. En Gierning, der blandt alle andre, er den allerhøyeste for Majestæter! Men veed Philodanus dette, Hvor kan han da tale i saa lave Toner? Skulde Kongen heller vilde overlades sit medlidende Hierte, end have politiske Grunde for hans opklarede Viisdom, ved hvilke han des tydeligere

57

maae see det Lys, uden Hvilket han aldrig nøye nok skulle kiende hans Underrsaatters Trang, og befordre hans Staters Lyksalighed?

Philodanus nævner ham vor store Styrmand. Et ham væsentlig vigtigt og her velpassende Navn!

Men naar styrte Styrmanden Roret, og førte Skibet i en tryg Havn ved den allerhierteligste Medlidenhed? Ney! Efter Compas og Erfaring, staaende ved Roret med største Opmærksomhed, paa alle Tider og paa alle Vinde, ved Nat og ved Dag, midt i de beste Pasater, maae Styrmanden oppasse Seyladsen, om han ey skal seyle den mette Kaas, eller maaskee kuldseyle. En liden Blaane maae han ey foragte. Den er undertiden Begyndelsen til en stærk Storm, der forvandles til en stor Orcan, hvori han, før han veed er Ord deraf, kan tilsætte Skib og Gods.

58

I samme Omstændigheder er, og kan en States store Styrmand komme til de samme Øyeblik, hans ømme Hierte er meest rørt af Medlidenhed over hans Undersaatters Mangler. Thi hvad er Hof-Kabaler andet, end Storm og Uveyr: og hvor mangen en Hof-List, grundet paa egne store, jeg havde nær sagt, grove Fordele, er ikke fast usynlig i sin Begyndelse, men i sin Tilvext og Fremgang mod Regiering og Stat, som Orcanens Magt, der kuldkaster og nedriver alt det, den møder.

Endeel af vore Herregaards-Privilegier, det Heele af vor Hartkorns-plan, interesserede Hofmænds og magelige Kammeralisters metaphysiske Mesterstykker, er af dette Slags. Men jeg har her alleene med Korn-Prisen for Ind- og Udfør sel at bestille.

Troede jeg ikke, at Philodanus var en virkelig god Patriot, dog af en indskrænked

59

Indsigt i meget af det han skriver om: jaa vilde jeg sige, at den Rolighed han spaaer om, ved at forlade sig paa Konges medlidende Hierte og hans opklarede Viisdom, i Henseende til at tillade og forbyde Udførsel af Kornet, kunde være det listigste og allerfarligste Raad, som kunde gives imod Kongen selv paa en Tid, da han har de allerhøyeste Hensigter i Sigte. Men Philodanus viser tydelig nok, at han er en ærlig Mand: saa disse Ord bør skrives paa hans skrøbelige Indsigters Regning. Ingen Regent under Soelen, om alle de fuldkomneste Regenteres Indsigter vare samlede i een eneste, kan passe det rette Øyeblik, da Kornet bør tillades eller forbydes Udførselen, var endog hans Hof dertil en Samling af Engle, som til alle Øyeblik foreslog ham det beste, og erindrede ham ligesaa ofte om at iverksette det.

Korn-Varenes billige Priser i Staten ere til alle Øyeblik saa høyfornødne, som Priserne selv hver Time paa Dagen ere uvisse og for-

60

anderlige. Ingen menneskelig Viisdom skal, saa tit fornødent er, kunde bestemme den første ved nogen vilkaarlig Lov, og ingen nok saa stor Klogskab kunde finde rede i de sidste. Det Væsentligste og stadigste Sving, som derfor, med Et, kan meddeles en saa vaklende politisk Bevægelse i Staten fra den Grad, eller det Punct at regne. Hvor Bevægelsen baade oprinder og siden centrer, det maae skee, een Gang for alle, med den høyeste Klogskab, og for en Svite af Aar, om Indretningen skal have nogen Kraft, og Staten erfare deraf en fuldkommen og bestandig god Virkning. Prisernes Bestemmelse for Korn-Varers Ind- og Udførset er dette Punct. Den Kongelige Myndighed allene kan danne og fastsætte det paa een for Statens Velfærd ret væsentlig Maade ved at beordre dets Bliv, og i samme Øyeblik, ved at retirere derfra med Erklæring: Det skal, mens jeg regierer, blive. En Regents Regierings-Tid, om han opnaaede høyeste Alder, vil ey bli-

61

ve for lang dertil. Og om han ved en Konge, Lov kunde foreskrive hans Successor den Bestemmelses-Maade han maatte Følge i Overeenstemmelse med hans Formands, var det en Herlighed for Staten!

Denne Punctes politiske Størrelse og nøye Bestemmelse er i Staten saa betydelig, fom den Mathematisk Puncts, en Mathematicus ikke kand undvære i hans Kunst, og dog aldrig er i Stand til at tegne. En at indsee denne vigtige Hoved-Sandhed for Dannemark erdet samme, som aldrig at blive en retskaffen dansk Politicus, en med Sikkerhed og Vished handlende Statskyndig. Colbert var derfor aldrig, i fuldkommen Grad nok, Statsmand for Frankerig. Han var dets indenlandske Næring og Handel kun et Stykke af en Statsmand med alt hvad stort der desuagttet var hos ham. Han havde ikke Lys nok i det heele. Han havde ikke Erfarenhed nok fra den store Verdens tusinde Nærings-Circler. Han var kun stor i Tiden, han leve-

62

de paa. Han var ey i det System en Hoved-Original for alle følgende Tider efter hans Død; og det er den store Statsmands rette Characteer.

Kong Christian den Syvende vil blive saadan en Helt for Efterslægten. Begyndelsen er giort. Han vil ey ende, fer han kommer til Enden. Neppe kand det tvivles paa, at jo Korn-Prisens Bestemmelse vil blive noget af det første han allernaadigst vil nu tænke paa. Den 20de Febr. sidstafvigt, havde det været for tilig: den nærværende Dag er nu den rette Tid!

De vil spørge mig høystærede Herre om den almindelige Nytte af denne statsbetydelige Forandring, og Maaden Bestemmelsen bør skee paa. Jeg svarer: Nytten i Henseende til Landvæsenet, vil vi faae Leylighed til at tale om i det Følgende. Nytten i Henseende til de andre Næringer i Staten, i Henseende til Handel, til Seylats med videre, vil

63

blive den, at vi nemlig i et og alt, som arbeydes i Østersøen af de Middellandske Staters og længere bortliggende Nationers raae Vare, vil kunde holde Priis med alle Østersøens Stater, og i Henseende vil Østersøiske Materialier og egne Producter, vil vi endog kunde underselge nogle af de østersøiske Nationer paa andre Steder, ja i vore vestindiske Colonier giøre visse Fordeele i Handelen, som nu ikke bliver os muelige.

Men hvad Bestemmelses Maaden er angaaende, da har vi nok til Regel, naar vi følge Engelands Exempel, og hvad Biskop Fleetwood beretter os derom.

De vil indvende, at den Indretning vil foruleilige mange, om ikke alle Herremænd, og nedsette deres Herregaarde i Prisen paa den merkeligste Maade. I noget af dette har min høystærede Herre Ret. Det vil giøre noget Skaar i nogle Propriétaires Lykke, i sær i deres, som har borget det meeste, de haver Herregaarde i Ene

64

for: i deres som har været uordentlige Bestyrere af deres Godser, og kun forstaaet sig lidert paa deres eget og deres Bønders Beste. Men alt dette bliver en nødvendig Uleilighed i Staten. Det er en Følge af foregaaende Statsfeil, som ey kan rettes til Orden og Gaun for det heete, uden ved nye Stats-Uleiligheder for visse Deele i Staten. Skal Landgodserne og den fornødne Kornpriis derved komme til et naturligt Forhold mod de anbre Næringer i Staten, Mod Handel og Seilads, mod andre Staters Næringer og Magt i Verden, ester Dannemarks Størrelse: saa maae, jeg siger, saa maae de danske Herregaarde, som ved andre allerede giorde viise Love, saa ved Korn-Prisens Bestemmelse, bringes tilbage til en naturlig Pris. Men deres naturlige Pris, er, hvad det physiske ved dem er angaaende: Værdien af de Fordele, den rette Flid, i Friheds Stand indhenter af dem i Concurrence med heele Verdens Handel, Udførsel for Korn-Vare, (som Ser nødvendigste Staten ey bør selge til Fremmede

65

uden som Overflod,) bestemt ved viise Love. Ald anden høyere Pris, som Herregodser vinder, og stiger til, er en stats-unaturlig Pris, og vil neppe af en viis Regent tillades længere, end til han indseer den anførte politiske Sandhed, om endog endeel af hans Proprietairer, maatte spille Banqverot, ja om Byningen paa hver anden Herregaard, ved dette Stød, maatte indfalde.

Han sørger heri for mange hundrede tusinde Familiers Ophold og Formerelse, som han bør. Han kan ikke forbigaae denne Pligt af en utidig Medlidenhed, fordi nogle Snese Familier for en kort, ja om det og var for deres Levetid, derved tabte. Det vilde stride mod den politiske Retferdighed, eller, som er det fanme, imod den fornuftige, høne, hellige Retviished. Har visse Familier vundet for meget tilforn, og levet paa andres Sved, det er Tid at de maae tabe det nu. Treffer det maaskee nogle, som aldrig har vundet

66

ved de forrige Tiders Uordener, det maae endda ikke hielpe, Regenten beklager det; men fuldfører dog sin Beslutning. Han er her for viis til at forandre sin Villie af Medynk i Utide, han som med vedbørlig Klogskab seer hen i Tiden, og til hans Forandringers skiønne Følger for hans Stat. Han handler derfor for mange, som for alle, og glemmer nogle faae, da han ellers ikke skulde kunde hielpe mange. Den Retviished, som gav Israels Folk, for sin langvarige Trældom, Egyptens Sølvkar til Eye, er her hans rette Exempel. Han fager aldrig et høyere, aldrig et bedre Mynster i den sande Statsklogskab!

Imidlertid er det forunderligt nok, at man vil sinde Grunden til de høye Priiser allevegne, undtagen i Kornets ubestemte Udførsel, hvilket en allene: er Kilden til alle Upriser, men til alle Uordener i Næringer, som igien forhøyer Priserne ved de dem naturlige nye Mangler, de stifter overalt i Staren.

67

Men med alt dette vil Kornets bestemte Priser for Ind- og Udførselen ikke udrette alt, om lave Priser skal blive almindelige paa de nødvendigste Vare af alle Næringer i Landet. Mennesket spiser ikke selv Kornet i den første Form, Naturen frembringer det; men i en anden, som Kunsten formeerer, i Form af Brødet, for Exempel: det drikker Kraften deraf i visse Vædsker.

Saasnart en Regent indseer Vigtigheden af den første Handling: at skrive en Lov for Kornets Udførsel, vil den næste derpaa snart blive, at bestemme Vegten og Prisen, som Brødet bør have, i Følge Kornets Priser, og det engang for alle, Styrken og prisen af Øllet, Tiden (en høyvigtig Omstændighed,) til Destilleringer af Korn-Brændevine, alt i Forhold til Korn-Priserne i Landet, som, uagtet Udførselen er bestemt, bliver derfor ikke altid de samme, men større og mindre, efter Aarenes Frugtbarhed. En Orden, som vil maa-

68

skee tillige lede til tydelig at indsee den Kiøbenhavnske Brygger-Lignings Ugrund, som ved denne Leylighed fortiente Regentens Øyekast; denne vigtige Næring til vedbørlig Opkomst i Varernes retskafne Forbedring for Landet og Fremmede.

Korn-Prisens Bestemmelse vil da fuldføre den Grundhandling for Statens fornødneste Vares Jevn-Priser, til Bestandighed! Dette vil giøre Nationen til en sikker Medbeyler med andre Nationer i Handelen, og engang forsikre den, ved en fortsat jevn Vare-Priis, om Handelens Balance, saa længe saa store Stykker af Jordkloden, som de der endnu beboes af upolitiske Stater, faa længe de ere til!

Jeg veed, man kan endnu sige: Dyre Korn-Priser ere ikke eet Lands, men den handlende Verdens. Kornet er dyrt i Danzig, ogsaa i Holsteen, og saa

69

paa flere Stæder. Men intet er lettere at besvare.

Naar alle Lande, paa Engeland nær, concurrerer efter den blotte Kiøbmands-Baade, uden Hensigt til den indvortes Stats-Trang i enhver Stat: saa forstaaer det sig jo selv, at Korn-Priserne maae overalt stige, i saadan en upolitisk handel, i alle Havne; allerhelst, da Destillations-Friheder, og Brændevinets Misbrug, lagt til dettes Fornødenheder i Krigstider, ogsaa forhøyer Priserne mærkeligen. Exemplet, jeg anfører, er ikke til, uden i Engeland: hvor vil man da andensteds af Erfarenhed kende dets Virkning? Men Engeland selv kan ikke engang være det rette Exempel; thi dets Statsgield og Mængde af Papirer, gior Kornprisen høy i Landet selv, dog kun i den Grad høy, som disse virker. Havde Engeland en ubestemt Frihed, at udføre Kornet, maatte det inden faa Aar ikke kunde afsætte det mindste af alle Kunstens Vare paa fremmede Markeder; ja sikkert, før man vedste

70

deraf, blive nødt til at spilde den fæleste Banqverotte. De danske Papier-Penge vil giøre det samme her, som hine i Engeland, vil min Herre maaskee svare! Ney, de bemerker saare lidet mod hine. Prisens Bestemmelse paa Korner vil realisere dem efter Haanden, og formindske dem.

Kort høystærede Herre! Sagen har sin Rigtighed. Alle Indvendinger, som derimod kan giøres tør jeg tage mig paa at besvare. Vil man endnu sige, hvorfor vil Frankerig, Preussen, Rusland og Polen det ikke? Jeg svarer, de tre første har endnu ikke lært det, og Polen kan det ikke hielpe, for Mangel paa Klogskab i Agerdyrkningen, og for det feyler Strandbredde omkring Landet. eg. stutter da disse Betænkninger med de Ord: At bestemme Korn-Prisen med videre, paa omskrevne Maade, er at sørge for nærværende og tilkommende Tider: at tanke som en Janus blant Guderne. Intet Rige kan vise sig fornuftigere i denne

71

Handling, paa en beleyligere Tid, end Dannemark i disse Dage! Bliver Kornprisen fastsat for Dannemark ved en viis Lov, saa bliver den Lov Rigets gyldne Bulle, og samme giøe Kong Christian den 7 til en større Lovgiver, end Kong Christian den 5te. Den

giør ham, til Næringers og Handels første Grund-Stifter iblant souveraine Konger paa Jorden!

Men det er Tid at jeg kommer igien til Philodanus. Pag. 15. siger han: Philopatreias vilde have Accise og Consumtion nedsatte, for at lette paa Levnets-Midlerne - - - men her bliver Spørsmaal om Regieringen og kunde taale denne Afgang i sine Indkomster, og hvis ikke, hvorledes den da skulde i disse Tider, paa anden Maade, erstatte sit Tab. Men her rører jeg ved Finans-Væsenets Hemmelighed og det Forhæng, som omgiver dem, kan hverken Philopatreias eller jeg drage til Side.

72

At Philopatreias tager feil, det er sædvanligt! Accisens og Consumtionens Høyhed giør ikke vore høye Priser, og altsaa blev Nedsættelsen ikke Kuren. Det rette Hoved-Raad er det anførte: Korn-Producternes og deres Vares Bestemmelse i Priserne for Udførsel og Forfærdigelses-Tid, hver paa sin Maade. Alle andre Raad vil man finde kun at være Biraad, som dog ey heller bør glemmes. Imidlertid er der maaskee en og anden Artikel i Consumtions-Rullen, som kunde taale Nedsættelse.

Consumtion paa Bark, for Exempel, paa Alun, er en Forhøyelse i Priserne for de Fabriqver, som behøver dem. Salt-Confumtion, naar den strækker sig til Fiskerierne kan standse disse. At svare Consumtion af Talg og Smørelse for Master, bebyrder, mod andre Landes Viis, Seiladsen, m. videre. Men dette bliver dog kun lidet som kan erindres mod Consumtions-Paalæget. Meget meere maae man forundre sig over Consumtionens-Ringhed i meget merkelige Artikler, i Følge af hvilke det vilde være let for Re-

73

gieringen at erstatte sit Tab, om andre Artikler skulde nedsættes.

Men uden Hensigt paa disse, da de lidet eller intet bemerker imod andre øyensynlige Mangler, imod pure Defecter af den billigste Consumtions-Afgift, der burde indflyde i den kongelige Klasse; skal jeg, i Anledning af Philodani Spørsmaal: øm den Maade paa hvilken Regieringen skulde erstatte sit Tab paa Afgang i sine Indkomster, giøre dette Spørsmaal: hvorledes har Regieringen faaet en Erstatning, til Bestandighed, for det Tab, den har giort, og bestandig maaelide ved sin Befordring af Manufacturer og Fabriqver, Næring og Biering i Landet? For dersom Regentens Kasse er ved en eller flere statsmæssige og gode politiske Handlinger bleven medtaget, ja næsten ved slige Sammenhæng bleven tom: saa kan det jo ikke blive Undersåtterne ligegyldigt, at den bliver i den Tilstand. Har den tabt en bestandig ordenlig Indtægt, saa vil den

74

have en anden, ligesaa bestandig og ordenlig igien; i anden Fald maae jo Undersaatternes Casser blive ved overordenlige og extraordinaire Skatter et bestandigt Tilskud til den kongelige Casse, hvilket strider mod ald sund Politik og Tingens Natur, at extraordinaire Paalæg stulde blive til ordinaire og bestandige. Extraordinaire Skatter og Paalæg er altid, i hvor lemfeldige, i hvor billige, i hvor fornødne de ere, noget ubehageligt. Men skal Regenten, som hver Undersaat elsker, som Landets Fader, han som hver Dag sørger for deres Næringers Flor og Bestandighed, deres Boligers Sikkerhed, deres vedvarende Lyksalighed; skal han allene have sin Casse formeret ved ubehagelige og ofte med Suk og Sorg erlagte Indtægter? Skal Undersaatter, Aar efter Aar, i Fredstider, under den meest ædelsindede Regent, plages med umilde Executorer, fordi Cassen har tabt bestandige Indtægter, som den tilkommer med Rette? Skal den Naade Regenten har udøst over sine Undersaatter, giøre ham fattig, fordi hans Finanz-Collegier ikke hidtil har været lykkelige nok,

75

til at see hans Udgifter paa saa god en Maade erstattede, at de, uden merkelig Følelse for den, som betaler dem, uden Foruleyligelse i Tiden, da Afgifter erlegges, kunde komme tilbage til Kassen. Jeg tænker det var en Skam for hver Undersaat, om Kongen skulde saa lønnes for Velgiort. Jeg tænker, det var den største Ubillighed hørt iblant Stater, om bestandige Indtægter ey blev bestemte for Regentens Casse, der saa lidet bør mangle til Statens Udgifter og hans Værdigheds beste Vedligeholdelse, som nogen Privat Mand bor see sine egne Indtegter, han kan vedligeholde, at forsvinde paa et Sted, uden de indhentes igien paa et andet.

Der vil vel da blive hver redelig Borgers Sag, og ikke fortjene Bebreydelse enten af Hyklerie eller andre nedrige Hensigter, at undersøge dette.

Hvad Udgifter har da den Kongelige Casse hast, som paa en merkelig Maade og

76

til Bestandighed har tømt den, for Regentens Kierlighed Skyld til hans Undersaatter?

Den har for Undersaatternes blotte Nærings og Bierings Skyld, tabt en meget betydelig Indtægt, og havt tvende meget store Udgifter, for hvilke den ingen Erstatning har faaet, tvertimod den allerhøyeste Billighed, endog til den Tid saadant kunde være skeet, og burde skee.

Indtægten, den kongelige Casse har tabt, er en vis Told, som er forsvunden.

1. Ved Forbud paa Mængde af fremmede Varers Indførsel.

2. Ved høy Tolds Paalæggelse, 24 Pro-Cento for Exempel, paa mange andre Vare, af Virkning, fast fom Forbudet.

De tvende store Udgifter, (eller rettere sagt Udlæg, for de bør komme igien,)

77

som Kongerne, i sær høylovlig af Ihukommelse, Kong Friderich den Femte, har havt, ere:

a. Fast umaadelige Summer paa Manufacturers og Fabrikers Anlæg i Staten.

b. Store Capitaler paa Handelen uden for Hoved-Staten, nemlig paa den Ostindiske, den Vestindiske og den Islandske Handel.

Enten nu de første ere saa vel anlagde, som de burde, og alle komme bemeldte Anlæg til Gode, eller ikke, det er os lige meget. Ey heller bliver det Spørsmaal, om de giordte store Bekostninger paa eet Compagnies Flor, paa et andets Udbetaling, paa en Colonies Opkomst, med videre: om de alle ere viiselig brugte, med rette udbetalte, og paa de rette Næringer anvendte, eller tvertimod. Her er

78

det nok, Udgifterne ere giordte: Den kongelige Casse har udgivet pengene.

Aarsagen, hvorfor vore høylovlige Konger har giort alt dette, veed hver Borger og Bonde. De kan i det mindste ikke tvivle derpaa, som har profiteret i deres Næring og Biering derved. De, som ere blevne af lidet eller intet, til Manufacturister og Fabriqveurer, og deres, ved Kongens Hielp understøttede, Anlæg til store Næringsgrene i Staten. De, som ere blevne rige, og til Capitalister ved Handelen. De, som endnu Hver Dag vinder, fordi Kongen har tabt, ja taber i Dag den Dag, for deres Skyld. De vil alle tilstaae, at Kongerne har giort baade den eene Udgift og den anden, for ar give dem og deres Afkom, og heele Landet med dem, Brød og Fortienester i deres Riger, at enhver maatte leve og have nok under deres

viise Regiering og trygge Beskiermelse.

79

Men da der til en god Regiering, og til Sikkerhed i Staten, tillige udfordres, at den kongelige Casse forestaaes vel, saavel i Henseende til dens Indtægter, som i Henseende, til Anvendelsen af samme, eller dens Udgifter; saa spørges: Kan det da beviises, at Regieringen har faaet, eller rimeligen. vil faae, nogenlunde Erstatning for

1. Dens Tab i Told-Intrader, ved de mange.

Forbud paa Vare. Og for

2. Dens Udgifter paa Manufacturer og Handel?

Andre Lande, der taber i sin Told for saa viis og goddædig en Conduite, (maaskee alt for goddædig i Dannemark,) i bemeldte Fald, seer sig godtgiort i Consumtionen. Har den Danske Regiering hævet Consumtion, ligesom Næringerne ere voxne til, for at erholde ved Flid, hvad dog uflid i Landet før virkelig selv betalte?

80

Consumtions-Rullen kan alleene svare paa dette Spørsmaal. Erlægger de nye, enten blomstrende, eller dog i god Drift værende Næringer noget til Cassen, fordi Cassen har skabt dem i Staten? De Vare, som fabrikeres i Landet, betaler de noget, eller rettere Fordøyeren, som fordøyer dem, giver han noget af det til hans Konge nu, som han dog før betalte endeel af til fremmede Staters Regentere?

Hvad Consumtion betales af alle vore smukke Silke- og Uldne Vare, af Bom ulds-Tøyer, Sølv- og Guld-Manufacturer, og af andre Vare, for hvis Skyld Forbud er enten giort, eller høy Hindrings-Told paalagt? For Ex. hvad betaler: Barracaner, Baratter, Bayer, Fifskaft, Callemancher Cammelotter, Cattuner, Chagriner, Chaloner, Cossianter, Cottonader, Dammaster, Sajetter, Dækkener, Dragetter, Dvælger, Dynevaar, C-taminer, Filter, Floneller, Fløyler, Galloner, Gehænger, Gros de Tourer,

81

Haarduger, Haarvatter, Handsker, Hatte, Huer, Huder, Kanifasser, Kirseyer, Knæebaand, Knapper, Kniplinger, Lak, Legatur, trykkede eller farvede Lærreder, Livree-Snører, Multummer, Knappenaale, Nattrøyer, Tastes Snører, Palentiner, Plysser, Polemitter, Popeliner, Rasker, Sarduger, Sarger, Silke-Tøyer af alle Sorter, Silkevatter, Silkebaand, Snorer af Silke, Strømper af alle Sorter, Sukkere, Tørklæder, Triller, Olmerduger, Vanter, Voxduger, & c. & c. & c. Vare, som alle nu formes af Kongens egne Undersaatter, for hans Forfædres mangfoldige Naaders Skyld. Hvad Consumtion betales af dem?

Dertil svares fra Consumtions-Rullens blanke Rubriqver, alle gierne fyldte i andre Landes Consumtions-Ruller, givne af de viiseste Regieringer i politik, i Oeconomie og Commerce, dertil svares fra disse tomme Rubriqver i Dannemark: slet intet. — Slet faaer Kongen i

82

Consumtion af alt dette, hvorfor han har bortgivet sin Told!

Mon det kongelige Finants-Collegium haver dertil gyldige Aarsager? Mon det stadig troer, at paalæg, som skal inddrives ved militaire Execution, en galop og eengang om Aaret, erlægges lettere, end en lille Afgift erlægges tusinde Gange om Dagen, af tusinde selvvillig kiøbende Liebhabere, og selvvillig ødende Kiøbere til alle disse Fornødenheder og Ufornødenheder?

Mon det holder for, at etableerte Manufacturer maatte gaae under, og fremmede Vare indsnige sig, for en Skillings Paalæg paa Al. af somme Vare, og nogle Skillingers paa andre? Men hvi mon da ikke saadant skeer i andre Lande? Skulde det være saa; saa er jo baade høy Tolds Paalæg, og Forbud paa Vare, forgiæves, siden ingen Vare kan holdes ude.

83

Naar Consumtions-Paalægget bliver klogeligen og efterhaanden, jeg siger: efterhaanden, anstillet; saa er der slet ingen Fare. Den Told, som til Byrde for nogle Manufacturer og Fabriker, Heel ubeqvem, betales for visse raae Materialier, er af langt andre Følger. Den giør Varene dyre for den første Danner af Varene, saa han tidt derfor ey kan arbeyde. Consumtionen forhøyer kun Prisen til det Øyeblik, den bør forhøyes; naar Forbrugeren kiøber, som i Staten (ikke uden for) baade erindrer ham om, at kiøbe viiselig, og at skatte i rette Tide.

Men maaskee Kammeret med saa mange andre og meener, at det er egentlig i Republiker, Consumtion bør betales, og ikke i Monarkier. Men skulde Regieringsformen, som Regieringsform, kunde giøre Paalægs-Byrder beqvemmere, eller mon det ikke være den politiske Klogskab, og Maaden at paalægge og hæve dem paa, der giør Paalægget enten meere eller mindre beqvem? Jeg

84

tænker, den der ikke indseer det sidste, han indseer vel mindre Regierings-Formernes Natur. Republiqver prøver og overveyer langt Nøyere, end Monarkiets Kammeralister, hvorledes Indtægter kan indkomme i Cassen, og derfor har Republiker, for alle andre Maader, udvalgt Consumtionen fast af alle Vare

i deres sidste Form, i hvad navn

de have maae, som den beqvemmeste, at give Regieringen det Regieringens er. Gid man da heri vilde blive republicansk sindet, for at understøtte og vedligeholde den monarkiske Trone; for at nære og beskierme dens troe Undersaatter; for at rædde dem fra overordentlige Skatter; for at finde det rette Raad til Gieldens lempeligste Afbetaling!

Consumtionen paa de første Fornødenheder, tilstaaer man, som god, maaskee fordi alle, indtil hver Staader, betaler den. Den er og god. Men hvi skulde det ikke og være godt, at betale

85

af andet, hvoraf meget er til Overflod, og som den rige Øder dog spilder Penge paa, enten det koster ham meere eller mindre.

Ved hvad Middel skulde den eene i Staten kunde lignes proportionerligere mod den anden, end ved Afgiften af Vare, der staaer i hver Mands eget frie Val, om han vil kiøbe dem, eller ikke. Man nævne det Middel, naar Borgeren heller skulde kunde, og vilde yde, en Skilling til Krone og Stat, end i det Øyeblik, han har haanden i Lommen, for at kiøbe for sin Gane, hvad ham lyster; for at klæde sig efter Moden; for at spandere paa Overdaadigheds Kram, hvad hans Phantasie indgiver ham, at han maae brilliere baade hiemme og ude! En Dame, en Cavalier, for Exempel, skal paa Maskerade, paa Bal. De maae pyntes, i hvad det skal koste! Hvilket Øyeblik er beqvemmere for Staten, at faae Hielp til sin Trang, end just det, da de glemmer, for Stats, deres egen Trang? Men jeg sætter, de finder Ba-

86

rene for dyre, de vil spare, og komme for Consumtionens Skyld ikke denne Gang, hvor de ønskede sig! Det de sparte, var ypperligere for Staten, end Consumtionen selv! De Vare gaae ud til Fremmede; og Staten vinder alle de Penge.

Jeg tænker da, at denne Sag er soleklar, og har saa været det for Holland og Engeland, som for fleere Stater, i heele hundrede Aar: Stater, vi vil ligne i Næringer og i Handel, men ey i Afgifter, og det er dog Næringer og Handel, der skal betale Afgiften, og Afgiften, som skal ophjelpe og beskierme Næring og Handel! Betragtende denne vigtige Stats-Sandhed, at Consumtion, viiselig paalagt, er det viiseste Middel, at hæve fornødne Afgifter paa, for Staten, og at erstatte det meget, Kongen har tabt i sin Told, betragtende dette i Sammenhæng med vore nærværende forunderlige og statskadelige Finants-Princips i saa meget, paa den Tiid, vi er paa

87

Veyen, under en stor Regents Anførsel, at giøre store Skrit til Oeconomiske Forbedringer, som aldrig dog kan komme frem, naar kammeralske Princips, endog i Hoved-Omstændigheder, strider derimod, betragtende dette, siger jeg; kan jeg ikke andet, end tænke paa den Blinde paa Veyen, der, adspurt om hvad Hielp han forlangte, svarede: at jeg maa see. Et Ønske, som jeg troer, hver redelig Undersaat, (jeg havde nær sagt, Kongen selv) maa ønske Kammer-Collegium, at det engang ret maae see, i denne betydelige Sag, og ret indsee denne Sandhed! Et Rente-Kammer-Collegium er Statens Øye. Naar Øyet er mørk, saa er det heele Legeme mørkt: og hvor stort bliver ikke da Mørket!

Skrev jeg ey til dem allene Høystærede Herre, saa vilde jeg endnu sætte til: Jeg gad see den Cammeralist, der torde tage sig paa at igiendrive mine Grunde, jeg vilde ønske dem hans Modsigelse, at overbeviise

ham og Publicum desnøyere om Sandhedens fulde Styrke.

88

Men saa vist, som Consumtion viiselig paalagt er den letteste Maade at formeere Stats-Kassens Indtægter paa: saa vist kan den blive den meest ødeleggende, naar ey Paalæget skeer fra Begyndelsen af med meget lidet: og de fornødneste Vare, som Philopatreias har dog truffen rigtig nok, ansættes for allermindst: og siden de andre Vare, efter de høyeste og viiseste Nærings-Grunde, i Forhold derefter. Det er et.

Et andet maa dertil lægges: at paa Consumtionen kan dog ikke tænkes, før Korn-Prisene, efter foranførte Grunde, ere blevne bestemte; men naar det er skeet, kan Consumtions-Paalæget med Sikkerhed giøres. Uden hiint, var det, at gjøre Priserne utaalelige: men efter Korn-Prisernes Bestemmelse er det, at hæve Paalæg, uden at Paalæggene vil ansees for synderligt andet, end naturlige Priser paa Varene; thi i Forhold til Korn-Prisernes Lethed vil endeel Varer blive lette, det er: ey engang saa høye i priser, som de nu ere, uden for Consum-

89

tions-paalægget. Men uden begge Deele fører man hver Dag Staten frem til større og større Vanskeligheder ved Arbeyde og plagende Paalæg; i hvor gode oeconomiske Anstalter, man end foretager sig. Ingen Flid vil lykkes deels for den eengang giorde Kongelige Gields, deels for den engang indførte Overdaadigheds Skyld. Leges fumturiæ, i hvad man end taler derom, kan en tvinge Overdaad, eller extraordinaire Skatter betale Gielden. Consumtions-paalæget er den rette store og fuldkomne lex sumtuaria høyere end alle andre af samme Love; og Korn Prisens Bestemmelse, naar Næringer derpaa gives den rette Opmuntring, ved viise Love og Belønninger (Consumtions-Paalæggene iberegnede) den rette Kilde til Gieldens successive Afbetaling. Alle andre Raad

bliver, som Grundmidler, kun Stumper af Raad, og en usel politik; naar Sandhed skal tales.

Men saanart Consumtions-Paalæget, som udkræver ald muelig kammeralsk Indsigt, at forfatte, er skeet: som vil vel ey Heller glemmes

90

at Skatter afhielpes, for alting fra den usle danske og norske Bonde, fra de allerførste Næringer i Staten, uden hvilke de høyere, for nærværende, nu da vi først begynder at tænke ret fornuftig om ploven, nu da Høsten ey kand blive stor nok, umuelig kan blomstre: end sige taale at erlægge nye Afgifter i Consumtion til den kongelige Casse.

Det store og største Middel, hvorved Kongen da skulde faae sit Tab igjen for den eftergivne Told, ved fremmede Varers Forbud samt Høyere Tolds Paaleggelse, der har indskrænket Indførsel, dette Middel er da ikke valt, og bliver altsaa, i mine Øyne, en hoved-Defect ved vor Consumtions-Rulle. En fornuftig, paa Tidernes og Næringernes Tilstand passende Consumtion findes ikke i Consumtions-Rullen! Hvilken Tænkemaade kand i en handlende Stats Finants-Væsen være mere mangelagtig, mere ødeleggende for Cassen, og følgelig for Regent og for Stat? Lad handlende Nationer, svare herpaa, om vore Kammeralister ville tie.

91

Det eeneste hvormed det kand undskyldes, er de dyre Tider, som Consumtionen vilde giøre større. Det er og en god Undskyldning i Nød. Men hvorledes kan man da undskylde sig for de dyre Tider? Skal det maaskee være en Undskyldning, at man ikke hidtil, skiøntt Engeland er et gammelt Exempel nok derpaa, har indseet, at alle dyre Tider i et dyrket Korn-Land, som ligger til Søen, har sin Oprindelse fra Korn-Vares (Mehl og Gryn indbegrebne) ubestemte Ud-og Indførsel? Ja skal det være Udskyldningen; saa faaer jo Philocosmus for megen Ære, om han skulde være saa lykkelig, at erindre om en Kammer-Grund Regel for alle Kammer-Regler, ifald den af Kammeret skulde blive fult, den at bestemme Korn-Varenes Ind- og Udførsels-priis, og derpaa en proportionerlig Consumtion paa Statens egne Natur- og Kunst-Vare. Hvor vilde det blive behageligt for Philocosmus, om det engang skulde skee? I Sandhed han synes alt

92

at være forvisset om, at det ikke længe vil vare, før det, i det mindste uden om i Staten, vil blive en antaget Sandhed: at skal vor Stat reddes, som synes at staae paa Fald,

saa vil Slutningen paa alle Raad dog blive at følge Philocosmi

Raad. Man vælge der ey for sildig!

Men Hillemænd, hvorledes jeg sidder i Tanker! Ja det vil vel treffe oftere herefter! Jeg skriver i Sandhed, som jeg skrev til hele Publikum, og skriver dog allene til dem høystærede Herre! Det er den Nidkierhed jeg plages af, at tale min Konges og Landets Sag, uden at erindre ret den Krog, hvori jeg sidder. Hvor ulykkelig vilde jeg blive, om Kammeret fik mine Tanker at viide for Kongen og Landet. Thi Intet bør tales Staten til Beste, naar det støder private! Ja derfor og derfor haaber jeg min Herre og vel giemmer mine Papirer, at de aldrig komme for vore Kammeralisters Øyne.

93

Det var om Consumtionen her blev talt om, for Toldens Skyld, som Kongen har tabt. At bekiendtgiøre Publicum det Tab, Kongen har havt paa sin Told for Manufacturers Anlæg, synes mig, var baade en moralsk og politisk god Gierning!

Men, hvad har Kongen faaet igien i sin Casse for virkeligen udøste penge paa Manufacturer og Handel? Kun en saare liden Deel mod det, ham tilkommer. For Pengene, som ere anvendte paa Manufacturerne faar han en Told af visse indgaaende

Vare, hvilken, som Indtægt for Kaffen og i Ligning mod de giorde Udgifter, bemerker en Bagatelle; men dog virkelig noget, for saa vit vedkommende Fabriker forhøyes i Prisen, naar den betales. For Exempel: Told paa Allun, Bomuld, uheglet Hamp, og Hør (for kort siden blev Tolden viiselig forhøyet paa heglet Hør og hamp: hvorfor mon man forbigik Blaarene) paa Hør- og Hampefrøe, paa

94

Indigo, Krap, Rapsaat, Smak, med videre.

Dernæst har Kongen faaet, og faaer saa meget meere i Consumtion af Spise- og Drikke-Vare, som Manufacturister og Fabriqveurer, med deres Arbeyderes Antal, ved Fabrikers Anlæg, er bleven større i Landet: den Consumtion nemlig, som hver Mund i Staten betaler ham.

Men hvor lidet det bemærker mod Udgiften, jeg taler kun og bør kun tale om ordentlige Afgifter, det begriber min Herre nok, naar De ligner det imod det, Landet endog ved disse Kunstneres Flid, ved en lille Consumtion, efterhaanden kunde have betalt til Cassen, naar, som jeg altid sætter forud, Kornprisen havde været bestemt for længe siden. Det vilde i Sandhed ikke have været en ringe Skilling. Men for Uopmærksomhed paa denne vigtigste Omstændighed, er nu Tønder Guld, om

95

ikke Millioner, uden for Cassen, som kunde og burde have været deri: og Marmfacturisterne havde havt større Næring, og Fabrikerne vævet i større Flor; thi godt Kiøb paa Føde-Vare, havde da lært dem meere og meere, at rette sig efter stemmede Markeder; og Consumtionen havde reddet fra Skatter. I det Sted trykker nu Skatter baade dem og andre, ja Kongens eget Hierte selv.

Hvad handelen angaaer, da faaer vel Kongen endeel Told af den Øst- og Vestindiske Handel. Men er den Ostindiske Handel, skiøndt den i Hoved-Summen bringer Penge fra Fremmede til Landet, er den ikke dog, for en Deel, mod Landets Næringer, og de Manufacturer selv, som Kongen har spanderet Penge paa. De Ostindiske og Chinesiske Alne-Vare, som man bruger uden Indskrænkelse, burde de ikke (i hvad man end kand indvende for Octroyens Skyld) betale en anseelig Consumtion? Saa skeer i Engeland, som Dannemark har i den

96

Fald, og i alt det som angaaer Handelen, meget at lære af. Dog i det følgende nærmere herom.

Handelen paa de Vestindiske Colonier giver maaskee den Kongelige Casse den artigste Indtægt, om Rommen, en merkelig Liqveur engang, ved siden af vor Korn-Destillerings-Bestemmelse, ikke betaler for meget i Told for nærværende. Men i denne Fald tør jeg ey gaae vit med mine Tanker, da jeg veed kun lidet om den Vestindiske Handel. Skulde jeg driste mig til at stutte noget, Høistærede Herre, om Cassens og Rigernes Fordeel ved Vestindien: saa blev alt i Mørke, ligesom maaskee endeel af der kan være, Kammerer disse Øer angaaende, bestiller, da det

endnu aldrig har haft i sit Raad et seende Vidne fra disse Eilande,

hvilket dog var det saa høy fornødent, som Erfarenhed fra fremmede Lande i mange andre Tilfælde.

97

Er bestikke, for nærværende besynderderligt nok, at Sukkerskum betaler Consumtion, naar det skal destilleres, men Sukkeret selv betaler slet intet; da een til to Skilling paa Pundet deraf, vilde være et uføleligt Paalæg, mod mange andre at regne. Hvor vilde Parlementet i Engeland forundre sig over saadan Politik, om det spurgte den!

Hvad Indtægter angaaer, som Kongen burde have, for hvad han har anvendt paa Islands Opkomst, da vil de vel være at regne, som tilkommende. Var Handelen i den rette Stand, vilde samme dog en allene, ved en liden Told i Island, blive tilstrækkelig til Udgifternes Besparing for hans Casse, paa Forbedringer der; men endog paa andre Maader blive til Fordeel. De Midler, hvorved Kongen skulde komme igien til sine udlagte Penge for dette Land, vil altsaa ikke blive muelige, før han allernaadigst giør Handelen frie, hvorom jeg skal nærmere meddeele, min Herre, mine Tanker i det følgende.

98

Af dette, som er sagt, bliver det da tydeligt nok, at Kongen har allerede kundet giøre sig mange retfærdige Fordeele ved sine Undersaatteres Flid, som alt er bleven glemt, og Cassen derved kommen i den Tilstand, den aldrig brude komme; ligesom at meget vil være for Cassen at vinde, ved en anden Oeconomie- og Kammer-Politik. Ja, i fald saa var, at Regieringen skulde erstattes et Tab, (hvoraf jeg har viist, den (virkelig har havt mange og store) saa var der Leylighed nok dertil paa en god, om ey paa en anden, Maade, end ved Consumtionspaalægget, Philodani Tvivl uagtet.

Langt fra dog, at jeg betragter dette som en Hemmelighed, hvilken ikke enhver skulle kunde indsee, der ey selv giør sig et mørkere Begreb om de kammeralske Handlinger, end de fortiener! Men vare dog de kammeralske Efterretninger om de specielle Beregninger, noget mindre skulte, end de ere, saa blev det sikkert Regenten og

99

Landet til des større Fordel. Dog maaskee den Tiid kan snart være nær, da man kan baade slige Aabenbaringer.

Ved mine Erindringer, over Consumtions-Rullen, mærker De i øvrigt nok, Høystærede Herre, at jeg ikke nær har sagt, hvad Der i andre Henseender kunde være at mærke. Varene er kun anførte Exempelviis, og kan derfor alleene Exempelviis komme i Betragtning.

Jeg har forbigaaet fremmede indkommende Vare, som uagtet Tolden (der tidt hindrer, man ey ret kan tænke over Consumtionen) kunde uden mærkelig Uleylighed, tiene til Consumtions Paalæg, saavel hos os, som de har tient og tiener, hos andre viise Nationer, og Det saa meget meere, som endeel deraf er blot Overdaadigheds Kram.

100

Derhen regner jeg følgende aarlige Udgifter, allene for Kiøbenhavn:

Kammerduger Citroner Caneel .

Corender . .

Florer

Graaeværker . Mandeler Muffatenbloiume Bomolier Pommerantser Risengryn . Rosiner .

Svedsker

mod

JO til

12 til 5 til 3 til 3 til 5 til mod 3 til

7 til

8 til jo til

Nod

4500 Mdr. 12000 . 1400 . 6000 . 4000 . 4000 . 6000 . 2000 . . 4000 . 800 .

10000 . 12000 . 4000 .

Burde Consumtionen ey forringe den Udgift, indtil Handels-Balancen blev lidt bedre?

De faa kaldede Hollandske Specerier betaler en mærkelig Afgift til den Engelske

101

Statscasse, hvilket man betiener sig saa meget meere af, som Moden har indført visse Retter, der just ved Afgiften forhøyes i Smagen; saa denne Afgud endog faaer et Offer ved saadant Paalæg.

Vinen taler jeg ikke om, siden den skal betale endeel i Told, og siden vi ey er kommen i Handel med Portugal. Dog er det noget forunderligt, om Kiøbenhavn skulde i Franske og Heede Viine ikke fortære uden halvt, imod hvad der fortærer

i Rosiner. Saa er mig virkeligen forsikret fra Søekanten. Gud maae vide, hvor sligt er mueligt. Dertil maae være nogle besynderlige Aarsager, der ventelig, ikke uden Virkning paa den kongelige Casse, kunde aabenbares, Dem tillige til Beste, som betaler overordentlige Skatter, uden at de smager Viin eller andre kostbare fremmede Delicatesser. Er det en Tid, da vi er fattig, og tilstaaer det, saa maee vi vel regne Nøye med Fremmede Vare, og ligesaa med Tolden deraf.

102

Accisen skal jeg allene giøre den Anmærkning ved, at jeg, efter det Begreb man paa dansk Viis kan giøre sig derom, ikke rettere feer, end at den er et Appendix til Consumtionen, Henlagt til Øvrigheders Underholdning, og altsaa intet andet, end Consumtion til et vist Brug. Men enten den nu er faa eller ikke: saa bliver den vel dog et Regale. Men at henlægge et Regale til Betienteres Underholdning, er, efter mine ringe Tanker, en besynderlig Oeconomie, baade fordi Regalia (uden for Forpagtning) ikke rimeligen kan hæves, uden af Regenten selv, og fordi den Ubestandighed, der efter Tidernes Omstændigheder, følger med ved saadanne Indtægter, tidt enten hindrer, at det Øyemærke, de skulde opnaae, ikke opnaaes, eller og bliver til en stridig Virkning, som aldrig var Hensigten fra Begyndelsen.

Fordi Accisen er bleven Øvrighedens Løn, derfor lever saa mangen Øvrighed i kummerlige Omstændigheder, Retfærdighed til

103

Forkleinelse. Thi, som Handelen har taget Afskeed, er jo Retfærdighed ligesom bleven nødt til, at følge bag efter, Retfærdighed, som Regieringen, i hvad det skulde koste, burde, ved vel underholdte Tienere, handthæve.

Paa andre Stæder er det gaaet tvertimod. Fordi Accisen, som har voxet, er bleven Øvrigheden til Deel, er den bleven anseet, som en privat Ret i Øvrigheds-Cirklen, og, skiønt et Regale, ikke bleven Regenten og Staten til den Tieneste i større Cirkler, som det i Følge sin Natur [maatte være bleven. Det er da nok en høybetydelig Mangel i vort Finants- og Justits-Væsen.

Men for igien at tale med Philodanus, flipper jeg Consumtionen og Accisen her, uden dog reent at lade dem af Sigte, naar jeg i det følgende finder Told-Rullen.

Korn-Magaziners Mangel, som Philopatreias anseer for een af Aarsagerne

104

til de forfærdelige Priser, og som Philodanus Pag. 17 bifalder, vil ikke blive Aarsag meere, naar Kornprisen bestemmes. Men hvorledes mon de begge beviiser, at just tolv til tretten Mark var alt, hvad en Tønde Rug burde koste, siden slet intet tales om Stedet? Dog, det vil man altid finde paa, om det skulde beviises, hvilken Priis der var den naturligste meere eller mindre.

Men mon det bliver fornødent for Philopatreias, at foreslaae, hvorledes, og ved hvad Midler Magaziner kunde oprettes, i Fald han engang lærte den Kunst om Korn-Prisens Bestemmelse? Det indstiller jeg til Dem selv at bedømme, høystærede Herre! Skulde De engang lære at kiende Philodanus, da beder jeg Dem, som af Dem selv, at forestaae ham samme Middel i Stedet for Magaziner, for at erfare, hvorvidt han indseer Raadets Vigtighed. Maaskee han da og undskylder Philopatreias.

105

Som en afgjort Sag, omtaler Philodanus en Materie Pag. 17. f. som er langt fra ikke, ved hans anførte Tanker, reent afgiort. Det er afgiort, siger han, at Varenes priis voxer og aftager med de i Landet roulerende penge. Er deres Mængde stor, forhøyes priserne, og disse falde, som pengene formindskes. . . . . Lad os sætte, at et Land, som havde i sin roullerende Capital 4 Millioner, forøges denne med 2 Millioner Banco-Sedler, maae

ikke alle Varene strax stige til een dertil svarende priis?...

Nu voxer priserne paa Jordegodser, føde-vare, Kram-Vare og alle Ting, med videre.

Det er en Sandhed, at roullerende Capitalers Mængde forvolder en Høyere Priis paa Vare, men heel uliig er denne Virkning efter Statens politiske og moralske Tilstande saa Prisen langt fra ikke stiger lige, i For-

106

hold til lige Capitalers Forøgelse ved lige Mængde af Vare. At slutte paa den Maade om Virkningen af Cirkulationen, er det samme, som at sige med faa Ord: hvor penge er, maae Vare kiøbes. Men der hører jo meget meere til en Stats hele Nærings-Circulation, end Penge og Vare. Dertil hører eller findes, foruden disse, Cirkulation af Credit, eller Mangel derpaa; af Vinskibelighed eller Mangel derpaa; af Indsigter, eller Mangel derpaa; af Leylighed til Handel, eller Mangel derpaa; af Vare i en politisk bestemt Cirkel, eller paa en vild Afvey; af moralske Dyder ved Varenes Val og Brug, eller Mangel paa samme. m. v.

Skulde alle disse Omstændigheder, eller endeel deraf, værende i en Stat, og (manglende, for heelt eller halvt, i en anden, giøre lige Virkninger? Det var virkelig, at negte De naturlige Følger as Religion, Politik, Fornuft og alle muelige Dyder. Det var, at give Guldklumpen større Kraft til Virkning, end

107

Lovgiverens Aand. Derfor stiger Jordegodser, Fødevare, Kramvare, andre Ting ikke, ved Formeerelsen af samme Capital, Resten i øvrigt lige, paa den Maade, hvor Korn-Prisen er bestemt for Ind- og Udkørsel; hvor Consumtionen modererer Kiøbe-Lysten; hvor Vindskibelighed bevæger alle Hænder; hvor hver Borger kappes i Indsigter; hvor Dyder er i Ære og Forfængelighed foragtet; hvor Leylighed gives til Udøvelsen af alt dette, hos et frit Folk: som de stiger, eller og falder, hvor Misbrug, Passioner, Uvirksomhed eller Slaverie regierer. Det vil blive unødvendigt, at anføre Exempler af Verden herpaa. Hver Huus i dets Oeconomie, er et Exempel i Staten selv.

Imidlertid er det, som Philodanus her har anført, manges Tænkemaade, der, som han vil lære andre at tænke i disse Materier. Men Heel beklageligt er det, at saa falske Satser skal finde Fremgang, og troes, som Troens Artikle; da det var at

108

ønske, de heller aldrig vare skrevne, end saa ubestemte i manges Skrifter anførte. Der behøves derfor en besynderlig Opmærksomhed af Regieringen, ved Circulationens Forandring, enten op eller ned, da Virkningen kan blive saa ulige i en Stat, ja endog efter Stæder. Men er alle disse Forandringer saa ulige, saa beviser Philodani Tanker her om Cirkulationens Indflydelse paa Priserne, meget lidet, i sær for Kornpriserne, da Kornet end ogsaa er tidt faldet saare dyrt, hvor kun faa Penge har circuleret.

Lave Renter, siger Philodanus Pag. 20., er et stort Beviis paa et Lands Velstand, naar de falder af sig selv, og ingen Papirmyndt forvolder det. Hvad mon Philodanus her mener ved det, at Renter falder af sig selv? Hans Meening er vel for Penges Overflødigheds Skyld, og uden Regieririgens Befaling. Men i Fald de faldt for Papir-Myndtens Skyld, mon de da ikke ogsaa faldt af sig

109

selv? Papir-Myndten kan jo have god Credit, og være for sin Beqvemhed begierli» gere end Penge. Men har den ikke god Credit, saa falder saamænd Renterne derfor ikke; for Ucredit forhøyer altid Renter. Disse Ord ere altsaa nok lidt for hastig skrevne! Kunde Papir-Myndt forvolde Renternes Fald, blot som Papir-Myndt, uden Hensigt til Crediten, saa burde Kongen og Banqven ikke betænke sig paa, at formeere sine cirkulerende Papirer; thi lave Renter, naar Handel blomstrer, er Statens Herlighed, i hvad Aarsa gen i saa Fald, uden for Regieringens Myndighed, kan være. Men da Philodanus selv tilstaaer, at Papir-Myndt nedsætter Renterne): saa bør (man vel og med største Ømhed og Forsigtighed tale om en Materie, der stifter saa stort et Gode, og heller befordre Papir-Myndtens Omløb lidt for meget, end begaae mindste Uforsigtighed ved at dadle samme, endog med det allermildeste Ord. Uden at iagttage den Ømhed, kunde man let, med ald sin Patriotisme, blive en Stats-Fordærver,

110

Men jeg gaaer fra Papirerne her, for at blive ved Renterne, som Renter.

Deri har Philodanus Ret, at lave Renter er er stort Beviis paa et Lands Velstand: men Han burde virkelig have

lagt til, og paa en Stats Klogskab.

Thi der skal alt for meget til, at faae Renterne til at dale af sig selv, uden Lovgiverens Hielp, fordi de tvende Omstænddigheder, Mangel og Aagerkarle, altid findes i hans Stat. Hvad som kan være mueligt imellem Handlende af Credit, og brave Rentenerere, nemlig, efter Tidernes Omstændighed at foreenes om en billig Rente, det bliver aldrig mueligt iblandt hine, fordi den eene maae betale af Trang, og den anden presser efter Leyligheden. Regieringens Klogskab er derfor lige saa høy fornøden her, som Pengenes Overflødighed selv, da den ved sin Politik, i Henseende til Renter, vil reise mangen trængende flittig Arbeyder af Støvet, og hindre mangen en Aagerkarl, at blive

111

dennes Undertrykker og en ødeland i Staten; thi Ødselhed og Gierrighed boer ofte tilsammen.

Men hvad skal vi da sige om nærværende Tid, høystærede Herre, da vore Renter ere igien blevne forhøyede!

Hvad giør høye Renter? De giør den Rige til en Defpot, som baade i den Cirkel, han er i, og i den, han veed at indsnige sig i, altid foreskriver Love. Han regierer efter Capricer over Næring og Biering, forhøyer Varene i Priserne ved et Vink, og ved et Ord tilintetgiør Vindskibelighed. Han forvandler Staternes Anlæg, som Ovidius fordum sine Guder, til hvad Skikkelse, han behager. Handelen lænker han til Fremmedes Havne, imod Rigets Fordeele, og standser Landets Skibe paa deres fordeelagtigste Kaas. Han hersker over Hierter, løser og binder Tunger, er hans egen Regents Tyran, og foreskriver

112

ham Love paa Tronen, til de Øyeblik, han burde Viise sig størst Patriot, og opofre alting for sin Konge og Landet.

Kunde Regenten, uden Statens Tab, da Renterne vare lave, faae Penge til Laans hos hundrede, for een Pro-Cento Høyere, end den sædvanlig Rente, saa bliver det ham nu fast umueligt, for dobbelt. Han bliver i det Sted nødt til, at bebyrde Staten med en nye Gield, den Rige til Fordeel.

Vexel-Kursen stiger ved denne Omstændighed, som ved alt det, der hindrer Næring og Biering; og Armod saa meget dybere nedtrykt af høye Renter, som den Riges Magt og Overdaadighed voxer ved samme, bliver Staten til en utaalelig Byrde, som hverken Regentens øvrige Viisdom, eller Naturens Frugtbarhed, eller den selvvilligste Iagttagelse af Tarvelighed, kan finde Raad imod. Thi Vinskibelighed og Flid er, ved Renter, bleven bunden med Lænker, Vindskibelighed, der, i Følge den

113

givne Forjættelse, skulde drage Velsignelse over Staten, baade fra Himmel og Jord.

En Statsmand har da vist nok ikke kundet give vor dyrebare oeconomiske Konge det Raad, paa nye at forhøye Renterne. Mindre nogen, som havde ret Mod, til at curere vor Vexel-Kurs, der lige saa lidet bliver følesløs ved dette Stød, som den lader sig helbrede ved Stats-Koglerier eller palliative Kurer. Lave Renter skal just giøre en stor Deel til dens Helbredelse; thi Vexel-Kursens Kur bliver alleneste: een paa viise Love (Kornprisens Bestemmelse, og lave Renter deriblant) og paa en fornuftig Toldog Consumtions-Rulle, grundet Næring og Handel, dreven af Frie, flittige, tarvelige, og vel regierede Undersaatter, i hvor man mynter.

Men lad os sætte, at en Stat, som, paa lave Renter nær, besad alle disse Fordeele

114

imellem andre lige lykkelige handlende Rationer, havde til Øyemærke, at sænke sin Vexel-Kurs, som den tilforn havde reyst imod sig selv. Skulde det ikke blive den saa umuligt, at giøre dette, som for en fængslet Fange, at flyve til Morgenrøden? Naturen af Tingen tilsiger det, og ald Verden vidner derom. Saa umueligt, som det er, at faae Thermometeret til at stige til den høyeste Varmes Grad paa det iisbundne Hav: saa umueligt bliver det, at handle og seigle med andre Nationer for den Stat, som er meere bundet ved høye Renter, end omliggende Stater. Sidst og allersidst vil den mindste Deel af Renter, og blive et fornuftigt Paalæg i Staten, hvilket Regieringen og derfor nyeligen Har viiseligen forandret.

At man vil indvende, at høyere Renter sætter penge i Gang, og derfra slutte, at høye Renter er, efter Tidens Omstændighed, et Gode, det er en

115

mangfoldig falsk Slutning. Hvorvidt høyere Renter kan nytte, saavel som, hvad der er Aarsag til, at Penge ikke circulerer, det er ikke vanskeligt at forklare, saa man let deraf vil indsee, at foranførte Sats er virkelig ugrundet,

Enhver maae jo tilstaae, at det er aldrig at formode, at nogen Capitalist lader Capitaler, paa nogen mærkelig Tid, henligge, naar de kan lykkelig bruges, eller med Sikkerhed udsættes. Han tager heller lave Renter, end slet ingen; thi at vente paa en Forordning om Høyere Renter, det maatte blive ham alt for vidtløftigt, og naar den kom, kunde han jo dog nyde godt deraf.

Men siger Erfarenhed dette, saa er der jo kun de Aarsager til liden Circulation af Penge tilbage, nemlig: Pengenes reene Defect i Landet; fordi de er tabt ved en forkeert Handel eller andre Stats-Udgifter; eller fordi de ere andensteds udsatte med større

116

Sikkerhed; eller, fordi vor Næring og Biering ikke er i saa skiøn en Drift, at vi kan bruge fremmede Penge, for igien at fortiene Penge ved samme i vor Handel.

Men er disse Aarsager noget nær de eeneste, hvilket neppe nogen nægter, saa vil Penges Circulation nok ikke befordres ved høye Renter, som giør Sagen værre, men ved lave Renter; for, ved Arbeyde for godt Kiøb, at faae udgangne Penge igien til Landet; for, ved Flid og Vindskibelighed, samt god Betaling, at opreise Crediten; for vel at kunde bruge fremmede Penge, naar man har nødig at erlægge Renter til Fremmede, med videre.

Halve Politici vil bifalde disse Sandheder, heele Stats-Ukyndige kun sige dem imod. Hos hvilken Nation i Verden betales høye Renter, og sees en blomstrende Handel tillige? Var det ikke da billigt, at den, som gav Regenten saadant et Raad, maatte dog kunde anføre eet Exempel fra Ver-

117

dens mange Stater, til Oplysning om Nytten af saa høybetydelig en Forandring i Staten?

Et forunderligt Begreb har nogle og faaet i Hovedet; (thi anderledes kan man ey kalde det,) som just fører dem til at troe, at høye Renter er til sin Tid et Gode. Man troer, nemlig om Renter til Fremmede, at det er en stor Stats-Feyl, at betale Fremmede Renter, endog til den Tid, vi trænger til Penge til Jordens Forbedring, til Kunsters Anlæg, til Handel og Vandel. Bedre, slutter man da, at betale høye Renter hjemme, end Renter til Fremmede! Var dette en almindelig Troe, saa vilde jeg sige, at en Nation, som tænkte saa skrøbelig, fast aldrig kunde hielpes. Det er Daarlighed , at laane Penge hos Fremmede, og kiøbe fremmede Vare for dem, forøde dem, og saa betale ævige Renter deraf. Men at bruge de laante Penge vel, at anvende dem paa indenlandsk Flid; paa Næringers Forbedring, for at spare Indførsel af fremmede Vare, og formeere vore egne Vares Ud-

118

førsel; paa at bygge Skibe, for at vinde Fragter; paa at giøre Fordeel i Handel: det er at blive riig og mægtig ved fremmed: Penge-Laan, paa Fremmedes Bekostning. Ja, det er, at skiære Struben ud paa Fremmede med deres eget Sværd. Vi betaler dem jo, naar vi laaner og handler ret, efterhaanden. Renter, faaer derfra tilovers (ellers have vi aldrig laant vel) og betaler siden Capitalen; og har vi ikke saa Jorder forbedrede, Bygninger opførte, Machiner i Gang, Hænder beskæftigede, som før laae i Skiødet; Borgere, som, foruden saadant et Laan, aldrig var bleven nyttige Borgere, Mennesker, som aldrig havde seet Lyset. Tænker vi anderledes, saa tænker vi sandelig som Børn.

Det Vestindiske Laan, for Exempel, er derfor et høy fornuftigt Laan, og til største Nytte for Colonierne og de Danske Stater, siden Vi selv ikke Penge. Et større Gode havde det været, havde vi selv Havt de Capitaler.

119

Men vi Havde dem ikke. Det er derfor en Herlighed, at Øerne fik dem hos Fremmede, endog for de Renter, de efter Landets Rentemaade betaler, og, i Følge dets Frugtbarhed, kan betale. Saa siger Planteurerne mig her paa Børsen; jeg hører dem, og agter lidet om andre uden om. Regieringens Laan er igien noget andet ! Dersom vi da vilde sætte Penge i Cirkulation, (Papirer ere i Landet saa gode sort! Penge, i en rimelig Proportion) saa blev ikke høye Renter vor Tilflugt, men Næringers ordentlige Drift, og viise Love for Næringer, hvilke vi fattes mangfoldige af.

Men hvorfor troer da nogle, at høye Renter formerer Pengene i Landet, og bifalder derfor de høye Renter? Fordi de ey lægger Mærke til, at de Penge, som kommer i Circulationen ved høye Renter, de ere ikke vore egne, men Fremmedes. Capitalister laaner strax Penge for mindre Pro-Cento hos Fremmede, for at tage Høyere af

120

deres Medborgere, og det tænker vi strax, er disse Folkes egne Kiste-Skatter, i det Sted, vi ved dem sættes i en Skat til Fremmede, som vi skulde søge at undflye, og kun gribe til i Nød. Thi skiønt, jeg siger, at det er godt at laane af Fremmede til et godt Brug, saa siger jeg ikke, at det er godt, at laane, og betale dem Renter, uden fornødenhed. Ingen Privat kan da taale, at betale høye Renter i Staten. Regieringen kan taale det; dog kun i yderste Trang. Og at den kan giøre det, er igien, ikke fordi Kongen har formeget, eller fordi han jo bør give de mindste Renter mueligt,

men fordi det er Regieringen et mindre Onde, at betale høye Renter, end ikke at faae de penge, den

behøver: og fordi de høye Renter, Regieringen betaler, de bliver ikke Byrde paa Næring og Biering, som de Renter, hver Undersaat maae betale: saa at dens høye Renter ere til sin Tid statsmæssige.

121

Vil man sige: Staten skal dog betale de høye Renter, som Kongen skal betale; saa er det vel sandt: men det er og saare eenfoldigt, at giøre saadan en Indvendning. Staten betaler ikke Kongens Renter, som Renter; men som Capital.

Det blev jo en endnu langt større Skat, end Renterne, om hver Undersaat derimod skulde betale høye Renter til hinanden; thi det blev ikke til hinanden, efter det anførte, men til Fremmede, og hvor meget større er ikke den circulerende Capital i Statens Næringer, (NB. som circulerende betragtet) end Kongens nødvendige Laan. Men lad os sætte, at de høye Renter endog gik sikkert fra Undersaat til Undersaat alleene, var det ikke dog det samme, at betale høye Renter, som at giøre den Flittige og Vinskibelige til Skatteborger for den magelige Rige i Staten , og kun at see hins Flid halv virksom, fordi denne vilde æde og drikke, klæde og fornøye sig med dobbelt af de Bekostninger, som dobbelt saa

122

mange kunde komme ud med, om den Flittige havde mindre Vanskelighed at arbeyde, og den Rige var derfor nødt til, at være lidt meere sparsommelig. Men hvilke Herligheder er ikke disse sidste Egenskaber for Populationens borgerlige Dyders Tilvæxt! Uden dem kan jo ingen Stat i sin Regieringsform og Lyksalighed blive bestandig, Man tænke kun Regieringers Omskiftelser og Staters Flor og Fald efter!

Den, som ikke indseer disse vigtige Sandheder, er da langt fra ikke en retskaffen Financier. I det høyeste er han en ung Colbert!

Paa Renterne berører Philodanus Papir-Mynterne. At bringe, siger han, vore roullerende Summer til den Qvantitet, de bør være, er et Forslag af megen Vanskelighed for Tidernes Skyld. Deri kan Philodanus have Ret, dersom Forslaget er, eller haver været, at giøre det strax. Men vil han give lidt Tiid, forklare

123

sig nærmere, og bestemme sin Periode nøyere, har han i Sandhed ikke Ret i det, han siger. Vil han fastsætte, hvad for roullerende Summer han meener, om det er Handelens, Banqvens, eller Regentens, eller alle disse tillige, som maaskee bliver Meeningen. Vil han sige os: hvor lang Tid han vil give til Arbeydet: hvem der skal faae Commissionen: og om han taler om Krig eller Freds-Tider; saa kan dette giøre Forslaget mueligt. Forsikrer han Staten om Fred, imens Operationen skeer: gives Commissionen til et høyviist Rente - Kammer - Collegium: tilstaaer han en 20 til 30 Aar til Arbeydet; saa vilde det ikke være umueligt, paa den Maade, og i den Tid, at bringe alle bemeldte roullerende Summer, til en forholdsmæssig Qvantitet mod Sølv og Guld. Thi Kong Christian den Givende er en god Huusholder, saa der er slet ingen Fare fra den Side. Tvertimod hans Klogskab og alvorlige Bestandighed, i at see hans Viise Love exeqverede, bliver Drivefieren i, Værket. For regner man det eene

124

med det andet, saa vil det jo virkelig ikkun komme an paa at curere Vexel - Coursen efter foromtalte Recept, at erlægge statsmæssige Afgifter, efter en anden Told-Consumtionsog Accise-Rulle, og saa bruge de indkomne Finantser vel. Hvoraf følger, at i det vi handler og tolder viiseligen, faaer Kongen Penge, betaler sin Gield, og vi behøver ikke, for Mangel paa Penge, for meget af Papirerne, men kun saa mange, som net op ere nødige for Handelens Beqvemhed. Papirerne talte i det samme Øyeblik, blev da den rette Qvantitet af de roullerende Penge-Summer. Saa jeg holder for, at Forslaget er ikke saa vanskeligt, thi man maae jo tilstaae, at Mennesker, af vedbørlig Indsigt, har giort det samme i andre Stater. Men, hvi skulde man da ey kunde giøre det hos os, paa en Tid, da Monarken vælger Indsigter, og siger os, at Stierner og Baand ikke længere bemærker Orakler.

Men at cassere eller reducere Banco-Sedler, der blev en alt for forfærdelig øde-

125

læggelses Vederstyggelighed for Staten, hvorfra Gud i Naade bevare os! Dog, vi har vel aldrig nødig derfor at frygte, saa længe Kong Christian den Syvende er vor Konge.

Lidt bedre er ellers det Raad, som philodanns selv giver, nemlig, at brænde Papir-Penge, ligesom, siger han, vor store Kong Friderich den Fierde, brugte efter Krigen. Mon det være Philodani Alvor, at give Kong Christian den Syvende, den fattigste Mand i Landet, et saadant Raad just nu?

Er der da ingen Forskiel imellem Kong Friderich den Fierdes Sedler og de nu circulerende kongelige Papirer? Bliver man disse, som hine paanødte? Er man forbunden, at antage disse? Skulde den Ulighed imellem begge Kongers Papirer, kræve lige Forhold i Casseringen? Men lad Casus i Henseende Cirkulationen, eller Modtagel-

126

fen, være den samme! Kan Philodanus glemme, i en Historie, han selv fortæller, at

det var strax efter Krigen, (som han

endda selv sætter et NB. ved) Kong Friderich den Fierde brændte sine Papirer, og altsaa ikke i Overflødigheds Dage, efter en lang Fred, og en langvarig viis Handel. Men vi er nu just i Krig med Hunger og dyr Tid, med Selvraadighed i Privilegier, og Uvished i Politik, om en med List og Upatriotisme, de farligste Fiender for et Land, som en daarlig Handel tillige næsten har ødelagt. Skulde det nu være Tid for Kong Christian den Syvende, at tage Exempel af hans Oldefader, og brænde hans Faders og Hans circulerende Papirer? I Sandhed, han bør lee af Forflager, og glæde sig ved sin egen Klogskab, som veed bedre Raad. Fred først for bemeldte Fiender, saa bliver det Tiid for Kongen, at brænde hans Papirer, men ikke

127

Jeg har et andet Raad, et ande Forslag, som jeg overlader min Herres sædvanlige gode Bedømmelse.

Hvad, om vi begyndte at pløye og faae efter Plan: at høste og tærske efter Plan: at handtere og fabriqvere efter Plan: at handle og vandle efter Plan: at fiske og seyle efter Plan: at bygge Huse og Slæder efter Plan: at tænke og skrive efter Plan: at bedrøves og være glade efter Plan? Hvad, om vi giorde alt dette, med vedbørlig Iver, saavel det første, som det allersidste? Mon vi da ikke derpaa kunde nok bede vor allernaadigste Konge, at vi ogsaa maatte erlægge Told, Consumtion og Accise efter Plan; for det har vi endnu aldrig giort? Jeg tænker, at vi kunde, og at han sikkert vilde bønhøre os deri. Men burde vi da ikke og skee Skam, om vi ikke erindrede vor Pligt, at give Kongen det Kongens er; thi ellers bliver det jo en Umuelighed for ham, nogensinde at brænde sine Papirpenge. For vi har vel aldrig glemt, at en Stat kan ikke bestaae uden Afgifter, og ingen Regiering forsvare Under-

128

64

faaltet uden Skat. Den theocratiske Stat selv, som eengang har vævet tit iblant Staterne, maatte jo ellers kunde lære os det!

Mit Raad, troer jeg da, Kong Christian den Syvende, skulde blive bedre tient med, ond med Philodani, om han kun fik det.

Men Gud bevare min Mund, høystærede Herre! De veed, jeg er saa bange for Kammer-Collegium, som for F . . . selv!

Metal-Statuen, som Philodanus er vred paa, Pag. 22, vil vi springe over, i Fald min Herre, saa synes. Thi han har dog ikke veyet den ret, og hverken veed jeg vist, hvad den har kostet, eller skulde kunde Nøye nok taxere Arbeydet. Vist er det dog, et adskillige har sagt mig, at Prisen er ikke saa overmaade. Men man betragtede da og Compagniet, som har giort Bekostningen; Metallen, den er giort af; Kunstneren, som er fremmed; og den store Menneske-Ven, Kong Friderich den Femte, for hvilken den ikke kunde blive for prægtig. Men hvad vil da Philodani paastaaende Undersøgelse sige?

129

65

Har man ikke været forsigtig nok, eller manglet Mod eller andet, til Nøyagtighed og et viist Forhold ved sine Anlæg og Anstalter; saa kunde det synes ubilligt, at tale paa en Tiid, da man burde tie: ja jeg sætter, nogen Miss regning kunde erholdes Revange for; hvad Fordeel flød deraf for Staten? Jeg tænker sikkerligen, Philodanus er Patriot, og som Patriot vil allene det, som politice er godt, og altsaa almindelig nyttigt. Men det bliver aldrig et politist Gode, at giennemgaae particulaire Regninger, som ere afgiorte. Hvi vil Philodanus her være Dommer, som var saa gelassen Pag. 9 og 10, og overloed Domstolen til den, som tilkommer den først og sidst, til Monarken.

I faa Fald mane vi da gaae fra Statue til Statue, og naar man er færdig med dem, tage fat paa Templerne og andre Bygninger. Hvorfor satte man den besynderlige Forgyldning paa Kong Christian den Femtes Statue? Det er saa

130

66

kort siden det skeede, og lidet eller intet er nu deraf tilsyne. Men skal man derfor til at undersøge Regningen? Sammenlignes-Bekostningen imellem det eene og det andet, efter et hvert Arbeyds Natur: saa kunde del maaskee hænde sig, at den sidste Bekostning kunde blive forunderlig, naar der intet blev at undres over i Henseende til den første. Men jeg dømmer ikke her for at dømme, da jeg ikke indseer det amalienborgske Mesterstykkes Fuldkommenhed nøye nok, mindre Bekostningernes rette Forhold imod Statuen selv. Saa meget skal jeg alleene sige, at trøster man sig til at sige Publicum, at den Sag fortiener Undersøgning, maae man være vis paa, at kunde selv bedømme det Heele. Man maae indsee Kunstens Skiønhed og Høyhed, overveye Bekostningen og Umagen, der medgaaer for at dannes til saadant et Arbeyd, Lykken at anvende Kunsten eengang for sin Levetiid, og Billigheden, som deraf følger, at fortiene derved saa meget, at man deraf kan leve imens man lever. Lægger man dertil, som sagt, at Kunst-

131

67

neren har derfor forladt sit Fæderneland, for at giøre Lykke hos Fremmede, ar Bekostningen er skeet paa er anseeligt Compagnies Fælleds Regning, at Øyemærket er ikke et Lyststykke for en kort Tiid; men et varigt Eftermæle om en god Regent til Vidne for Evigheden: saa kunde der rimeligen være saa meget at sige for Sagen selv, at det, som kunde være derimod at erindre, maatte ikke kunde komme i Betragtning, naar man vilde vise sig lige saa upartisk en Dommer, som en skiønsom Kiender.

Andre, som efter Philodani Ord Pag. 23, har holdt for, at man burde blandt andre Krearure lægge fleere Sviin til, haver ikke troet saa galt. Derimod er Philodanus ikke ret underrettet om disse Kreaturers Fedning, naar han Pag. 24. siger: Skal de fedes, behøves enten Korn eller Ølden, - - - som at deres Fedming maatte blive meer end uklækkelig, for vore Skoves Ruin. Holland har ingen Skove eller

132

68

Olden, og feder dog en særdeles Mængde af disse Dyr, og bruger dertil ikke egentlig Korn-Vare. Men det gaaer med Philodani Betragninger her, som med heele Dannemarks i saa mange hundrede økonomiske Tilfælde, at meget synes vanskeligt og umueligt, som andensteds er heel let og sædvanligt at iværksætte. Naar Korn-Prisen er regleret, som jeg sætter forud, som en uforbigiængelig Fornødenhed for en retskaffen ekonomisk Sammenhæng i det Heele, og man for Resten gaaer den Vey, som Naturen af Tingen udfordrer: saa kan man meget let og med stor Fordeel feede Sviin, uden at de enten skal blive en Pest for Engene, eller tilrede Fellederne saa elendigen, som Philodanus frygter. En Middel-Priis paa Kornet i Landet befordrer Destilleringer i det rette Forhold til Udførsel og Nødvendighed, ligesom Meelmalingen, Stivelse- og Pudder-Fabriker. m.f. Bindes Destilleringen og Brændeviins-Brænden til Stæderne, efter andre Nationers Viise Exempler, eller til Stædernes Forstæder, hvorved

133

69

Ordenen bliver des større, saa vil Fedningen give ald Fordeel. Wesop sænder saaledes, efter hvad jeg erfarer af vore Skippere, 2 til 300de Sviin til Amsterdam hver Ugedag, fedede med Levningerne af Kornet, der leverer Jeneveren, som Holland forstaaer sig saa vel paa, blank andet, at destillere af vore Norske Eenebær, vi lidet eller intet agter. Sardam giør det samme, og flere Stæder i Holland. Engeland, lærer jeg af ommeldte Journal, handler paa lige Maade; ey at tale om, at begge Nationer feder en Mængde Sviin, alleene med Roe-Frugter og Balden af deres Oste, de veed saa herlig at tillave. Dog forstaaer det sig selv, at noget Korn udfordrer. Fedningen til Slutning for at tætte Flesket, som den sparsommelige Huusholder veed nøye at udregne, og for Kornet selv udretter ofte det samme med Vikker.

En heel ivrig Taksigelse synes den at være, som Philodanus aflægger til vor allernaadigste Konge, paa bemeldte Side

134

70 for Forstvæsenets Ophævelse. I Sandhed, det var og værd at takke for. Men aldrig var dog Forst-Væsenet bestemt til Skovenes fulde Undergang, som Philodanus der siger. Det maae nok være en urigtig Construction i Stilen, som siger andet, end Philodanus selv mener dermed. En større Taksigelse vil dog Hans Majestæt engang sikkert fortiene for et fuldkomnere Forstvæsens Indretning, som Skovene vil umuelig kunde undvære, og som og vil være muelig, naar Duelige dertil ikke gives større Districter at bestyre, end de kan overser, men alle Deele af denne, som af enhver anden Ekonomie, lænkes i en vedbørlig succederende Orden til det Hoved-Departement, hvorfor den allersidst bør aflægge Regnskab.

Dersom det bemerker noget, hvad det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab har ladet os vide om Steenkul, saa vil det være den rette Hielp for Skovene: og saa vil det vist nok og faae en Taksigelse af

135

71

den velmeenende Philodanus; thi han synes at være en Erke-Skovpatron.

Philodani Tanker paa samme Side om Faare-Avlens Vanskelighed i Dannemark, er vel til Deels saa; men sligt er fælleds med alle Lande. Er Land, som ikke ordentligere, og med større Bestandighed, end Dannemark, giør Anstalt til Faare-Avlens Fremme, bør ikke have den bedre. Et almindeligt Forbud: at malke Faarene, og at klippe dem meere end eengang om Aaret, var allerede et stort Trin til vor Avls Forbedring. Men at vælge de rette Steder, tillægge dem blot efter de Regler, endeel iblant os vide, vilde overbevise Philodanus om, at Dannemark kan paa mange Steder sinde den gyldne Fliis, som det ikke troer at kunde sinde hjemme, blot fordi det ey vil være over den Vanskelighed, ret at lede, og udlede de Forhold i Avl og den Orden i Pleye, uden hvilke ingen Lykke kan haabes i denne høybetydelige Nærings-Green. Men den Opmærk-

136

72

somhed er just den rette Kuur mod Faare-Sygdommene selv, Philodanus frygter for.

At Gieder ikke skulde komme i Betragtning, som Philodanus melder Pag. 25, er en besynderlig Betænkning. Hvi mon Skaberen da værdigede dem sin Betragtning i Skabningen, giorde dem til saa nyttigt et Kreatur for Mennesket, og til saa nøysomt er Dyr paa de ufrugtbareste Jordplette, om det ikke var Mennesket til gode. For de vilde Rovdyr er de dog neppe blevne til, og selv røver de ikke. Jo Gieder hører til en af de herligste Arter blandt Dyrene. Mod deres Springen og Gnaven af Træerne veed man jo Raad; og Naturens Ret forbyder os aldrig, at bruge samme. Vi finder del tilligemed Kreaturets herlige Nytte hos den oversatte Svenske Landmand, ved hvilken Oversættelse Hr. Assessor Essendrop har giort den Danske Landmand en vigtig Tieneste, om denne vidste nok at skiønne derpaa. Vi betaler for megen Skat til Sverrig og

137

73

andre for Saffianen til det, at vi skulde tænke saa om Gieder, om de endog kunde være, for at tale med Philodanus, Skovenes sorne Fiender.

Jeg veed ikke rettere, end at det er imod det, som de offentlige Blade og adskilliges Beretninger siger os om Qvægsygen, hvad Philodanus siger Pag. 25, nemlig, at alt har mislinget, hvad Europa i den Henseende har prøvet. Hollandske og Danske Prøver har offentligen forsikret, at en tredie Deel af Kreaturet, inoculeret i rette Tide, reddes fra Døden. Det vil være fornødent, at erindre dette, for ey at mistrøste Folket. Erfarenhed har og sagt, at side og fugtige Steder ere usunde for Qvæget, og Sygen meere smitsom der, end paa de høye. Det synes derfor at være en god Aarsag, at den Syge, skiøndt i Skaane graserende, ikke har udbredet sig til de nordlige Svenske provintser, hvilket Philodanus anfører, som saa beundringsværdigt.

138

74

Vedbørlige Experimenter, giordte med Calmus-Roden, kunde maaskee besvare Spørsmaalet om Vendsyssel. Men hvad vore Forordninger derom angaaer, da ligger de rigtig nok, som Philodanus anmærker, uden Liv og Vigeur. Men bør Love have Liv i et Rige, hvor det er bleven et Princip, at Regenten ey kan være for naadig. Jeg gad dog seet den kongelige Naade eengang beskreven paa den fuldkomneste Maade. Mon Naaden ikke da vilde være allernaadigst, naar den var unaadig mod Lovens Overtrædere; thi da blev den jo Dydens Frelse og Kongerigernes sikre Beskiermer: og hvad Naade skulde man skattere Høyere? Naade imod Selvraadighed og Frekhed i Personer, er jo den høyeste Unaade imod Staten. Naar skal dog vore allernaadigste Konger, for deres blødhjertede og ømme Ministres Skyld, faae Lov til at være i Retfærdighed retskaffen naadige imod deres Riger og Lande, ved Hevn over Utroe i Embeder, Øyenskalke, fine Skielmere!

139

75

Det vilde være artigt, at prøve Philodani Cordons mod Qvægsygen; men endnu

artigere, om den med det samme blev

prøvet imod Contrebanditer, hvorved man maaskee kunde komme snart efter, hvilken Pest af begge der var farligst for Landet. Men var Kuren end og saa lykkelig, at stille Qvægsygen, vilde Fødevarene neppe derfor, efter Philodani Formeening Pag. 28, merkeligen dale, men vel efter Korn-Prisens Bestemmelse, der er den eeneste rette Kur, en retskaffen Stats-Læge aldrig bør betænke sig paa at gribe til, naar han vil give sin Konge og sit Fæderneland det beste Raad, uden Hvilket alle de andre duer intet, og med hvilken alle de andre først kan udrette det, hvortil dermed sigtes. Min Herre, som tydeligen indseer Kornprisernes ulige Følger, efter deres ulige Afvexlinger, og den af disse Følger igien flydende Ustadighed i Statens reelleste Næring og Biering, tilstaaer mig letteligen Sagen, jeg tør derfor ikke skrive meere derom. Philodanus, formoder jeg, selv at indsee det,

140

76 endog paa denne samme Side, hvor han siger: det er afgiort, at Levnets-Midler maae stige, naar der bruges flere, end tilforn: og stige høyest paa det Sted, hvor de fleste forbruges. Han har jo allene at anvende disse hans egne Tanker paa Korn-Priserne, i Ligning mod Folkemængden, som den er, imod hvad den haver været. Det er jo af Folkemængdens Tilvæxt jeg har argumenteret for det meeste, og saa godt som af den allene, fordi jeg, ved Siden af den frie Udførsel, egentlig ey har behøvet fleere Beviis, da dog mange flere gives og kunde anføres. Men er Kornets Priis ikke altsaa den sande Hoved - Aarsag til alle de andre Vahrers Dyrhed; ja til heele Næringers Standsning eller Undergang i Konster, da de ey kan komme op, uden de fornødne Fødevarers taalelige Priser; men af denne Mangel paa Concurrence følger jo nye Dyrhed for ethver Art af Varene selv, de være nødvendige eller ikke.

141

77

Hvad Philodanus altsaa Pag. 29. kan sige med rette om Overdaadigheds Tilvext i Mad og Drikke, vil man finde, er dog ey af den Vegt til at forhøye Priserne saa meget, som den eene Post, Kornets ubestemte Udførsel; og gielder det for endeel, efter hans egen Tilstaaelse, paa følgende Side, egentlig kun om Kiøbenhavn, som dertil giver adskillige sammenstødende Aarsager. Saasnart Kornprisen har erholdt sine bestemte Love, saasnart Landet derpaa frembringer Kornvare i den Mængde, det virkelig kan, allene i Forhold til sin nærværende Folkemængde i Bondestanden, denne frigiort og oplyst om sine egne Fordeele, som Eyendom og Frihed giør retskaffen virksom: saa vil alle Hindringer for høye Priser, usædvanlige Følger i Naturen undtagne, ligesaa let kunde ryddes af Veyen, som et godt Uhr kan renses og stilles af en kyndig Haand, til at vise den Orden af Klokkeslet, man vil, det i den paafølgende Døgn skal vise.

142

78

At Overdaadighed i øvrigt, om man kunde blive eenig om dette Ords fæle Bemærkelse, er en farlig Ødelægger i Stater, det kan vel umuelig negtes. Men man maa heel Nøye betragte alle de Sammenhæng, hvori den økonomiske Forbrugelse staaer i Henseende til Personen, hans Evne, Standen, Lands-Varene, som bruges, med videre, før man kan sige, at det som skeer, er en Stats Overdaadighed eller ikke. Men nær saa vanskeligt vil det ikke blive, at finde Overdaadigheds Kilde. Jeg ønsker saa meget, som nogen, at jeg med Overbeviisning kunde sige med Philodanus Pag. 30. om Dannemark: Det Danske Folk er ikke af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, og naar det henfalder dertil, saa er Ærekiærhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne siger, være ringere end den anden, og derfor forøder de smukt hinanden. Ja end meere ønsker jeg, at kunde sige videre med ham: Naar man vil rette vor Nation, saa skal man angri-

143

79

be den fra Ærens Gide. Men saa tilbøyelig, som jeg er at troe det beste om Philodanus: saa frygter jeg for, at jeg her træffer ham i den Omstændighed med saa mange andre politiske Skribentere, der, i deres Critiqver over Nationer, saa almindelig snæver alt for vidt ud med deres Tanker, naar de taler om det Ord Natur i Anvendelse, enten paa Nationer og deres Charakteer, eller paa borgerlige Handlinger af samme. Man er saa almindelig vandt til at tale om den menneskelige Natur, uden at betragte Mennesket i sin fordærvelige Naturs Skikkelse tillige, i en bedre efter den herskende polerede Smag i Nationen, og i en fuldkomnere efter Kirkens Myndighed og den almindelige politiske Klogskab, hvorefter et Folk deels ved viise Love, dels ved Regieringens mægtige Exempler anføres og bestyres. Dertil kommer dette, at en Forfatter, der nu, efter Moden, heller stræber i Skrifter at behage, sig selv til Berømmelse, end at forbedre med et Slags Mishag, for den Sandhed Skyld

144

80 han foredrager, at han kan saa let med saadan en Smigren indbilde Folk at være bedre, end de ere, og derved virkelig fremdeeles efterlade dem i deres gamle Fordervelse. Jeg frygter for, at Philodanus paa dette Sted henhører til denne Classe iblandt Skribentere. Men da jeg alleene skriver dette til Dem, høystærede Herre! og jeg veed, det ikke kommer videre, saa kan jeg des upartiskere sige mine Tanker reent ud, uagtet jeg heller aldrig vilde skrive, end handle tvertimod, om jeg end skrev offentlig. Synes Dem da, at det er sandt, at det Danske Folks Natur ey er tilbøyelig til Overdaadighed; thi man tager vel dog Naturen her for de Tilbøyeligheder og Drifter, der findes hos den største Mængde i Nationen efter dens nærværende Tilstand. Overdaadighed er en vellystig

Smag i meer, end det fornødne og anstændige, eller en sandselig Nydelse af de behagelige Naturens og Kunstens Gaver, som i en fuldkomnere Orden var en fornuftig Brug deraf efter Anstændighed. Dersom

145

81

den Danske Nation intet er af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, (thi fra Cimbrernes Tider giøres vel Regningen aldrig), hvor kommer det sig da, at det Danske Folk paa saa ordentlig en Maade nyder Naturens og Kunstens gode Ting? Er Ukyndighed maaskee Skyld deri, saa Nationen er ey overdaadig, fordi den ey kiender Overdaadighed selv og dens forføriske Vare? Det vilde den støde sig over paa en Tid, den just flatterer sig selv af Smag, uden dog at erindre, at en Stat og maae have en besynderlig renset og raffineret Smag paa Tingenes ordentlige Brug til Statens Fordeele, for ey at forføres af Smagen. Er Religionen i saa høy en Agt, og Kirke - Disciplinen i saa alvorlig en Udøvelse, at en Færdighed i andre Dyder, har og paalagt Overdaadigheds Lyst den vedbørlige Tøyle? Det er noget, jeg maatte tvivle paa, vore Præster og Leviter ville bekræfte. Er Flid og Vindskibelighed maaskee Nationens Hoved-Smag, saa den, for den Meye det koster at vinde, har derfor lært den Kunst

146

82

at spare? Det maatte utallige Exempler Viise tvertimod. Men maaskee Æren er altid bleven hos os, efter en sund Politik, saa vel uddeelt i Staten, og Fædrenes Sparsommeligheds Exempler blevne Børnene saa nøyagtigen indprentede, at Overdaadighed er bleven en Skam i Staten? Ja, gid det var saa vel! Hvor lyksalig var vor Stat da ikke! Men kan intet af alt dette siges med rette, saa tænker jeg, høystærede Herre! en Politikus eller Statskyndig bør lige saa vel vogte sig for at hykle i disse betydelige Tilfælde for sine Landsmænd, som en Præst bør tage sig i Agt for at sye sin Meenighed Puder under Armene i deres Skiødesynder, om denne endog skulde miste sit Offer, og hiin ald Lovtale for sin politiske Undersøgelse.

Jeg kan derfor ikke andet, end troe og tænke, at den største Mængde af det Danske Folk, som har lidet at spilde, og mange og som har intet til overs, ere efter

147

83

deres nærværende Natur, hierteligen overdaadige; dog Hoved-Stadens Indbyggere meere end andre, og de større Stæder, som sadvanlig, rneere end de mindre. Spørges nu, hvorfra Nationen har faaet denne slemme Natur; saa kan jeg ikke see rettere, end at den har faaet den:

1. Fra en almindelig Stats-Uopmærksomhed

paa Moden, i Forhold til politiske Stats-Fordeele. Man har en engang lagt Mærke til, om Overdaadighed forødede sig selv til Fordeel for Medborgere eller for Fremmede , hvilket sidste man dog i det mindste maatte have beregnet, om man viiste sig nok saa blind til det første. Saa giør andre Nationer.

2. Fra en Forfængelighed, at søge Ære i

Overdaadighed selv, i Tractementer og Klæders Pragt, i prægtige Meubler og Eqvipage, i udvortes Glimmer, fordi virkelige borgerlige Dyder, i den Tiid

148

84 Rang blev uddeelt i Flæng, mindre blev ærede end foragtede.

3. Fra Undseelse for Arbeyde, og Mangel paa den rette Høyagtelse for Fliden i de ringere mechaniske Kunster og handel, hvilke blev en af Staten alvorligen an- seet for ærværdige , som Æren nok bevidnede, hvortil man saa ofte forhialp endog æretryglende Dagdrivere: i hvilken Omstændighed Overdaadighed blev en Følge af en uværdig Rang, i det Sted Sparsommelighed og Flid kunde have skaffet Staten reelle Fordeele, og giort ' Arbeyderne værdige til Ære nok, naar Vindskibelighed og Dyd alleene var bleven belønnet.

4. Fra Nobilitationers og Characterers Uforhold imod Antallet i den arbeydende borgerlige Stand, og det falske Princip, at befordre Bemidlede til Ære, for at sætte deres Midler i Circulation,

149

85

uden at betragte, at Circulationen af Rigdomme i Staten kan være skadelig, naar den ey gaaer igiennem de rette Canaler: saa vist, som Circulationen af Ducater i Banqven og et Tuborg, paa

Børsen og paa et Spille-Bord umueligen kan have lige god Virkning. Ved hvilket Princip Overdaad adspredte en gammel Rigdom, i det Sted Fliden burde have brugt den til at erhverve en nye.

5. Fra Oversmagen i Kunster og Skiønheds Arbeyd, før Staten var først grundfæstet paa sin rette Grundvold Agerdyrkningen, hvorved det zirlig skinnende efterhaanden forførte til Daarlighed og Overdaad, og forblindede Øynene, som i dets Sted burde have grædt over Bondens haarde Vilkaar, som hver ærlig Mand, der kunde, burde have søgt at hielpe.

See, høystærede Herre! da alt dette, jeg nævner endda ikke alt, er en soleklar

150

86

Sandhed, og Tiden, hvori det altsammen er skeet, er, om ey overgaaer, en Generation eller 30 Aar: saa er det bleven Nationen en Natur, og paa Grund af dette, siger jeg tværtimod den gode Philodanus, at det Danske Folk, saaledes bedervet ved en falsk Stats-Politik, ved en umaadelig Æres Uddeelelse, ved en Mangel af den sande Indsigt for de vigtigste Medlemmer i Staten, og en utidig og forkeert Anvendelse af Geniet, der saa let kan forledes til politiske Uordener, at det Danske Folk, saaledes bederved, er efter sin nærværende Natur tilbøyelig til Overdaadighed. Men saa lidet, som alle disse Aarsager til Overdaad kan bringes under een Klasse, saa lidet, tænker jeg, kan det siges, at Nationen er af Ærekiærhed forfalden dertil. Ligesaa lidet kan Konerne meere gives Skyld derfor, end Mændene, af hvis Conduite Konernes saa mangfoldigen hænger. Havde Mændene selv besiddet retskafne borgerlige Dyder, saa havde de let faaet Bugt med den Forfængelighed, som kan være Fruentimmeret

151

87 meere naturligt end Mændene, meere for Opdragelsens, end for andre Aarsagers, Skyld. Men hvor vilde jeg ønske, at om Philodanus tager Feyl i dette, han dog havde Ret i det følgende, deri nemlig, at for at rette Nationen, maae man angribe den fra Ærens Side. Men det strider jo reent imod det foranførte; thi er der adskillige Grunde til denne Overdaad: vil den forbedres, ved at indsee disse adskillige Grundes Skadelighed, og søge Raad mod dem og deres Virkning. Jeg tænker derfor, at hvor saa mange Pligters Overtrædelse finder Sted, som alt er anført, der vil nok den længste Præken om den blotte Ære ikke udrette meget. Ney, høystærede Herre! jeg tvivler fast om Kuren efter Philodani Raad. Men hør. Hvad Raad jeg vilde give:

1.) Vil man endelig være overdaadig, saa blive man det; men paa egen Regning til Staten selv, og en til Fremmede.

152

88

2.) Kunsterne blive opmuntrede i Forhold til Forbrugelsens Storhed, og dannede ikke efter egen, men efter andre Nationers Smag, paa hvis Markeder de da kan concurrere, og man indsee den sunde Politik at bestaae i Udførsel, og ey i Overbrug af egne Vare, ved at paalægge Forbrugelsen af Overdaadigheds Kram en Afgift, som hverken hindrer fra Kiøbet, eller kan opmuntre til Misbrug; naar Varene ere af Landets egne: men vel til Deels udvirke det første, naar de ere fremmede.

3.) Belønninger udvirke Forbedringer af de Vare for vore Borde, som Mangel paa Flid allene leverer ufuldkomne, og ikke Naturen eller Slæderne; og skadelige Privilegier i den Fald, som i fleere, blive ophævede!

4.) Næringers Flid blive hos Borgeren belønnet med Tegn af Monarken, ikke efter en

153

89

Ministers Forestilling , hvis Øyne saa let kan blindes, men efter et Selskabs, som Monarken selv har givet Tilladelse at opmuntre den borgerlige Dyd i hans Stater. Det bedømme i en talrig Forsamling Fortienesters Grader hos den arbeydende Borger, til des større Bekiendtgiørelse af Dyden og dens des sikrere værdige Belønning af Regenten: og en saaledes belønnet Dyd vil blive Heel

tarvelig, fordi den og anseer Tarvelighed selv for en Dyd, som den ærede Udyd tvertimod foragter, fordi den søger efter Æren hos Pøbel, der, selv Daare, priser Overdaadigheds Daarlighed.

5.) Monarken realisere allernaadigst al Ære og Rang, ved at føye dem til virkelige Embeder, og give dem af Embedet den rette Betydning i Lyden, (et Ord kan kan giøre det); faa virkelig ey længer bliver uvirkelig, og vore andre bliver

154

90 Herefter Kiendelige fra alle andre reelle Embeders Ære-Fortrin!

6.) Man hænge Contrebanditer, og tie stille til Misbrug for nogle Aar med egne Vare: Hvad gielder det, Nationen skal glemme sin nærværende Forfængelighed; og giør den det ikke, maae Consumtions Rullen siden vide at benytte sig af Misbrug, og Overdaadighed skal da ikke meere kunde politice skade til Ødelæggelse.

I Følge Heraf kan jeg en bifalde Philodani Forslag Pag. 31, om Soupeers Afskaffelse, efter kongelig Befaling, for de første Embedsmænd i alle Departements, da sligt vilde baade giøre et Indbrud i Dagens Forretninger, paalægge Frihed en uanstændig Tvang, og for Regieringsformen selv, i vore Tider, blive alt for Genfisk og upasseligt. Jeg maatte snarere troe, at Philodanus, her alt for ivrig, giør et For-

155

91

slag, som han neppe skulde længere bifalde, end til han nogle Gange havde forgieves giort Opvartninger hos Dem om Dagen, man maae glæde sig ved, at de vil glemme deres Fornøyelser til om Aftenen. Ligesaa vanskeligt vilde det og være, at foreskrive Retterne til Middagsmaaltidet, med mindre Diameter af Fade og Priserne af Maden tillige tilføyedes, som Genf i dens strænge Tarveligheds Love, har bestemt i Forhold til Personer. Consumtionens Rulle kunde derfor afgiøre dette heel viiseligere uden nogen ubehagelig Tvang eller upolitisk Fornærmelse. Men for Bryllupper og Barseler, Begravelser og forrige Mode-Tractementer, har vi alt gode Love, om de holdes over.

Ved det nye Paalæg paa Hestene, giør Philodanus den Anmærkning, at han kalder det en lille Hesteskat. Efter mine ringe Tanker, er den hverken lille eller stor, men meget vel truffen paa een Omstændighed nær, som Philodanus forbigaaer, den nemlig,

156

92

hvorved 20 Rdlr. kan betale en Overdaadighed for 10 til 12 og flere, og blandt dem fremmede, Heste, saa det Øyemærke mindst opnaaes, hvor det meest var fornødent, og tillige sikrest kunde befordre den priselige Stiftelses Anlæg, som en ubeqvem indvortes Politik og et forfaldet Politie-Væsen uheldigen har giort fornødent, men et bedre burde undvære.

Pag. 36. spørger Philodanus om Midlerne, til at føre udyrkede Grunde i Brug, og Maaden at angribe den Sag paa? Han venter, Philopatreias skal vove sig til Svar paa Sagen: og Pag. 37. formoder han, selv at finde bedre Lejlighed til at indlægge for hans Landsmænds Omdømme, hvad han her har kundet erfare, og, som han behager at sige, efter hans liden Skiønsomhed udtænkt. Jeg kunde med Billighed forbigaaedette Philodani Spørsmaal, da min Herre! vil finde hos sig selv, frem for hos nogen, et heelt efterretligt Svar derpaa; ef-

,

157

93

terdi De, som en erfaren Landmand, og en gammel Starserfaren, ufeylbarligen indseer alt det, som dertil er at svare. Men ikke desmindre skal jeg her anføre mine oprigtige Tanker derom, fuld forvisset, at jeg, ved første Samtale, vil faae min Umage herved vel betalt ved en grundig Critiqve over hvert et Ord jeg skriver. Uden at oppebie den Oplysning, Philopatreias maatte vove at give os, eller den os kan være tiltænkt af Philodano, betroer jeg min allerhøystærede Ven, i denne vigtige Sag, end videre mit Hiertes Meening, alt under den eengang tagne Forsikring. Jeg holder da for, efter en nøye Overbeviisning, at udyrkede Grunde vilde efter Omstændigheden af Tiden, Smagen, og Nationens nærværende Charakteer lempeligst skee paa følgende Maade:

1. For at vinde Tid, og at opmuntre til Oprydninger, saa vidt mueligcn strax, synes mig uforgribeligen, at der maatte giennem Amtmændene indhentes fra en hver Proprie-

158

94 tair en ordentlig Fortegnelse paa det dyrkede og udyrkede Hartkorn, der, paa det nær, som virkeligen er i Skov, og ubrugbar til Ager og Eng, beregnet til tre Sorter Land, for deraf, saavidt mueligt at see Forholdet.

Denne Fortegnelse blev langt fra ikke til den Onlysning, den burde være for den opmærksomste Politik i Henseende til Agerdyrkningens slette Tilstand, men naar det Almindelige deraf ved Trykken blev bekiendtgiordt, som blev en uforbigiængelig Fornødenhed, kunde den udrette saa meget, at man dog fik et vissere og nøyagtigere Begreb om Landets Udyrkning. Men hvilket følelig Indtryk vilde samme da ikke giøre til Virksomhed baade i Collegier, hos Landmænd selv og enhver i Staten, der kunde giøre noget godt for Agerdyrkningen, da man nu begyndte at see og erfare ret sandseligen vor Agerdyrknings, store Mangler. Premier vistes Vey, og Patrioter vilde give nok til Premier. Agerdyrkningen blev Maalet for vore Handlinger. Men for derefter, saa snart mueligt, at faae det rette Begreb herom, maatte:

159

95

2. Landmaalingen, dette priselige Anlæg til den fornødneste Oplysning, ey allene fortsættes, som den saa lykkeligen, efter den beste Plan, er begyndt, men videre forthielpes ved tre til fire Gange saa store Bekostningers Tilskud, som nu skeer, da den, foruden anden Nytte, vilde ved Enden engang giveom den heele Agerdyrknings Tilstand det rette klare Lys, til Underretning baade for nærværende og for tilkommende Tider.

Vigtigheden af Indretningen, tænker jeg, er saa stor, at vor heele Agerdyrknings som Folkemængdens og Stændernes indvortes Forhold, og den deraf følgende Rigets Styrke og Magt kan ikke engang med Rimelighed nogenlunde ret beregnes, end sige af den meest oplyste Regent ved de beste Love bestemmes, før man haver dette Maal til en hellig Rettesnoer. Og endda skulde det ey være saa vigtig, var ikke just Planen til ald Lykke saa herlig forfattet, som den er. Jeg kan i ald Sandhed ikke, efter min skrøbelige

160

96 Judsigt, see Feyl derved, uden paa den, i mine Øyne besynderlige, Artikel nær, som tager samtlige Landmaalere i Led, for at holde deres Maal og Beregninger hemmelige: hvilke bekiendtgiordte kunde ret give det herligste Lys for Regent og for Stat hans Trone og denne til Styrke. Hvad sand Grund (Skingrunde kan man anføre nok af) der kan være for dette, det maae jeg sige, jeg saa lidet kan begribe, som jeg i den anden Fald synes at see, (gid jeg seer feyl) at den lille Bekostning, der paa dette store Verk er anvendt, maae meere være Regenten saaledes forestillet, for at lempe sig efter hans høye og statsnyttige Hensigter, end for at see dem nogensinde ret opfyldte. Thi kan Sielland med den Bekostning, som Nu skeer, ikke opmaales, fra Landmaalingens Begyndelse at regne, i mindre Tid end 13 til 14 Aar, saa kunde maaskee til sin Tiid indtræffende Hof-Kunster mage det saa, at Kong Christian den Ottende, ikke oplevede Landmaalingens Ende. Men hvor lidet vilde saadant være

161

97

overeensstemmende med Kong Christian den Syvendes høypriselige Ønsker og Hensigt: og skulde man ved saa herlig en Anstalt af en ung Konge, ey giøre sig ald Flid for, at Han i Hans Tiid maatte nyde den billige Glæde, at see med egne Øyne Frugten af Hans herlige Anlæg: at see sit Folk, at bygge, efter en nye anlagt viis Orden, paa en varig Lyksaligheds Klippe? Billighed var vel aldrig større!

3. De til Fælledsskabs Ophævelse og Hoveriers Bestemmelse nu mødende gode Forandringer af de Herrer Proprietairer selv, maatte som tydelige Beviis, baade paa Indsigt og Patriotisme, (Overilelser og medberegnede), aldrig glemmes paa en vis Tiid om Aaret, for det afvigte halve eller heele Aar, at bekiendtgiøres, og, som jeg tænker beqvemmest at see, fra General-Landvæsenets Commission, der nøyagtigen, og under Straf af Tilrettesættelse for Vedkommende, som ey indberettede til Commissionen, hvad Forandring

162

98

man foretoeg sig i Henseende til disse tvende Hoved-Poster, ligesom i Henseende til Rydning og udyrker Lands Optagning, maatte gives Rapport derom. Følgen heraf vilde blive den samme, som af den først-anførte Post, Opmærksomhed hos alle, og Opmuntring til at efterfølge.

4. Hvorvidt General - Landvæsenets Commission selv aarligen befordrede Landvæsenets Flor, foruden hvad af offentlige Forordninger kan erfares, vilde i sær overmaade nytte, om det i de offentlige Tidender blev og giort bekiendt, saavel i Henseende til Hoveriers Bestemmelse, som Fælledsskabers Ophævelse, da enhver deraf vilde see, hvorvidt Vedkommende heri handlede overeensstemmende med Monarkens Hensigter, som en lidet vilde blive en Tilskyndelse for Proprietairerne, at lægge Mærke til Udfaldet, hvilkets Lykke vilde sikkert lede Dem til at træde i andres Fodspor, Deres nemlig, som de selv beundrede.

163

99

5. Som et Land, hvis Agerdyrkning ikke nær har naaet den Høyde, dets Tilstand tillader, og dets Sammenhæng med andre Lande udfordrer, mangler i Folkemængden, og altsaa i Hænder til Arbeyd paa Ageren: saa maatte Vilkaarene for dem, som vilde sætte sig ned som Bønder paa nyt Land, giøres saa overmaade lette, som mueligt, ey alleene i Henseende til Statens Afgifter, som Regieringen allerede saa viiseligen, som naadigen har foranstaltet; men og i Henseende til Tiden, da Grunden tiltrædes paa. Det er ikke en ligegyldig Sag, enten det skeer Vinter eller Sommer, Foraar eller Høst. Var det tilladt, ville jeg erindre Tiden, da Mennesket allerførst blev givet Eden til Boelig, som alle ere eenige om just at have været i Høsten. Men saa værdigt, som Exemplet er, saa ufornødent er det her, da det er noksom bekiendt for Kiendere, at man ikke paa en beqvemmere Tiid overlader Stykker af Land en begyndende Bonde til Beboelse, end just naar Ageren er skiult med de rigeste Frugter. Den tilstundende Høst er

164

100

ey allene en Opmuntring til Kiøbet, men til Flid, og et Middel, at finde Raad til forestaaende Udgifter, naar faa Maaneder tillige forundes til Kiøbe-Summens Afbetaling. Er dette end ikke et af de Tilfælde, som ved Love kan paabydes Agerdyrkningen til Forfremmelse, saa er det dog et af dem, som Exempler og Raad med Tiden kan giøre almindelige.

6. Den styrende Part for Land-Væsenet, saaledcs oplivet ved Princips, hinandens Handlinger, Exempler og Erfarenhed, vil ønske at see Liv i Bonden, og i ham den Aktivitet fornøden for Ham, om Hans Bestyreres beste Handlinger skal have nogen Virkning. Hvorledes dette vil blive mueligt, er ey vanskeligt at sige, naar Bonden, som forud er vel at forstaae, er bleven Besidder af Friehed og Eyendom. Det Liv ham feyler, er Lyst til Arbeyd og Kundskab om, at arbeyde med Nytte. Saa ilde, som Frihed gives til Ladhed; saa vel tildeeles den Flid. Det er altsaa at formode, at Frihed og Eyendom er i

165

101 Bondestanden, som lodtages deri, kun i den Flittiges Haand. Til den Ende bliver Indsigt kun den Hoved-Sag, som Bonden efter det Forudsatte fattes. Den udbredes ved Exempler, og meddeelte skriftlige Oplysninger, som Staten Haver begge i sin Magt at virke, naar Foredomme maae tilsidesættes, og ingen Egennytte maae komme i Veyen, til at forvolde Opsættelse. Det Hele bestaaer blot deri, ar giøre Sognepræsters Boeliger paa Landet til Agerdyrknings-Skoler. Dette kunde skee, naar Hans Majestæt ved en allernaadigst ydemeere speciel Forordning, vilde befale Præsternes adspredte Jorder at uddrages af Fællesstad, til et beleyligt Sted ved Præstegaardene: og Præsterne i saa Fald, frem for nogen, at forskaanes for Vidtløftighed, og i Strid snarere end andre, at forhielpes til deres Ret, for det store Gode, de endog i den Nærings Sag, baade for deres Stands, samt virkelige og mulige Indsigts Skyld, kan giøre Staten.

166

102

Præstens Exempel, veed man, har største Indflydelse paa Bonden. Hvad Indsigt der for Præst og Bonde behøves derpaa at udbredes paa Landet, er det at formode, det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab med faa megen større Patriotisk Iver vilde see udbredt, som Geistligheden heraf blev de sikreste Befordrere. (Meere og meere begynder jeg nu at indsee denne Stiftelse, som høyvigtig for Landet.) Det vil ikke feyle, at Selskabet jo baade ved Agerdyrknings-Afhandlinger, som ved Premier for Bonden, ja for Præsterne selv, saavel i Henseende til deres Fortienester ved eget Agerbrug, som i Henseende til deres Flid paa Kundskabs Udbredelse for Agerdyrkningen efter Selskabets Anstalter for Bonden, det vil ikke feyle, tænker jeg, det jo paa saadan en foregaaende herlig Anstalt at Regenten, vil kunde udrette meget store Ting for Trone og Stat. Men min Herre vil dog behage herved at erindre, at det er langt fra mine Tanker, at prædike et Evangelium for Præsterne om no-

167

103

gen Slags urigtig Erhvervings-Maade af andres Eyendomme, da man faa lidet bør troe, de vilde høre det, som nogen Retsindig kunde paatage sig at giøre saadan en Prædiken. Jeg vil allene med bemeldte sige, at den yderste Grad af Ret, muelig paa letteste Maade og i korteste Tiid at erhverve, bør Præsterne i paakommende Tilfælde tilstaaes: og skulde der fra vedkommende høye Stæder afsiges et Slags Kiendelse, for at afgiøre Sagen, at man da meere paasaae Endskab for Præsten, end en Bagatelle, jeg siger en Bagatelle, af Tab for Contrapartiet, da Statens Fordeele saa aldeles meget beroer derpaa, at Præsterne kommer til roelig Besiddelse paa eet Sked af deres Jorder, og deres Meenighed derved til Oplysning om dens eget Beste i det Timelige, som ofte er et Slags Forberedelse til hiin Verden. Dog vi har intet dermed her at bestille! Bliver saa

7. Korn-Prisen for Udførsel (andre Priser paa Kornet behøves da ikke) fastsat, i Fald den

168

104

ikke, før-bemeldte Anstalter giøres, er bleven det: saa vil den for sig blive en Driver til Flid og en Lærer for Proprietairen og Bonden, der vil sige dem begge Partier disse merkværdige Sandheder:

a) Fordi Kornprisen er bestemt, og en riig Høst er nu saaledes bleven en virkelig, i Stedet for for en titulair, Velsignelse for Landet; saa kan Kornet nu ikke giemmes ti! dyre Tider: man maae derfor vinde paa Mængden. Derved sætter Proprietairerne udyrkede Grunde i Brug.

b) Skal man vinde paa Mængden af Kornet, og de samme Agre kan ikke bestandig bruges, uden stærk Giødning: saa vil det blive fornødent, at proportionere Eng mod Ager, for ar have tilstrækkelig og god Giødning. I Følge deraf forbedrer man udyrkede Grun-

169

105

de, dyrker sin Eng, for ey at mangle vedbørlig Græsgang.

c) Ager og Eng vil ikke blive dyrkede, uden tilstrækkelig Folkemængde og muntre Arbeydere. Dem falder det for vanskeligt for Proprietairen at skaffe, nu han ey maae mishandle Bonden ved Hoverie, som dog aldrig træller med Lyst; han maae da for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld, imod sin Villie gribe til det fornuftigste Raad, ham selv til beste, at deele sine Hovedgaards Jorde, og afhænde dem viselig. Det omskifter jo halvdyrkede Grunde til blomsterfulde Agre og Enge, og saa mangt et Stykke Land, som endnu er udyrket, til græsrige Marke.

d) Lette indfaldende Korn-Priser vil omsider sige Proprietairen, at mangen en Fabrik, som er ubeleylig i Kiøbstæderne, kan befordre hans Fordeel paa Landet, just

170

106

for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld. Han anlægger Stivelse-Fabriker, bygger Meel-Møller, feder Kreature ved Affaldet, giør andre Anstalter, og paa den Maade befordrer en Folkemængdes Tilragelse, som efterhaanden nedsætter sig paa Godset. Dette bliver en nye Forbedring for Ageren, og et vist Middel til Oprydning og Brug af udyrkede Grunde.

See, hoystærede Herre! saaledes troer jeg det Spørsmaal kan besvares, Philodanus har giort om Midlerne til, og Maaden at angribe den Sag paa, at optage udyrkede Grunde. Dog seer De nok selv, at Svaret herpaa kan baade blive vidtløftigere og tydeligere, naar jeg ey ansaae det for en Pligt at være kort, og forlod mig paa deres egen skiønne Indsigt, af dette at slutte til meget meere. At jeg ey har berørt Bekostningen paa Bygning, Kreaturer og Ager-Instrumenter, med andet videre forne-

171

107

vent for en Agermand, der vil nedsætte sig, det er fordi den Regning ey egentlig hører herhen: og af intet kommer intet. Jeg giør en rimelig Regning, for at være forstaaelig, og sætter forud nogen Evne. Hertil regner jeg, som den allerringeste Grad: Maaden og Tiden, Vinskibellighed tilstræber Jorden paa, nemlig den tilarbeydet og tilsaaet, i Kornets Blomster-Tid. Saa haves skiønne Midler i Hænde, til at, handle med Lykke og efter Ønske for begge Partier. Efter saadan en Handling vil det erfares, at de Ord i Efteraaret til den redelige og flittige Uformuenhed: der er Land, dyrk det og bliv lykkelig, er i Grunden utilstrækkelige til det Øyemærke, man sigter til: men at det betyder langt andet, og har en langt anden Virning, naar man i Høsten saaledes vilde tale: Oprigtige og dydige Arme! Der er et grødefuldt, og i Forhold til Vindskibelighed, frugtbringende Land. Høst det, og bliv mæt! Din Oprigtighed og din Flid gives Tid til Betaling. Bliv tilfreds med din Skiæbne

172

108

og fornøyet med dine nu til Forbedring sigtende Vilkaar. Fortsæt dit Arbeyd med Lyst og lad aldrig af fra din Redelighed, og bliv nu, saasom du fortiener, lyksalig for Eftertiden! Det, tænker jeg, vilde have den Virkning, man ønsker. Naar man vil skabe, bør man, faavidt mueligt, træde i sin Viise Skabers Fodspor!

I øvrigt skal jeg allene endnu tilføje ved denne Materie, at dersom udyrket Jord ikke bliver dyrket, og Agerdyrkningen i Almindelighed ey kommer til at blomstre efter denne Plan, saa skeer det mindre efter denne, nemlig:

1. Ved at tænke og handle i Uvished om

udyrkede Pladsers Dyrkning, uden at vide

at anvende de rette Opmuntringsmidler, fordi

man ey veed hvor disse Pladser ligger,

hvor store de ere, i hvad Sammenhæng

de staaer med Hindringerne, (de allerede

ved kongelige Love hævede, ubereg-

173

109 nede), der er i Veyen for deres Dyrkelse, med videre.

2. Ved ar befordre en Landmaaling, uden Overslag, naar den kan komme til Ende, og i det samme Anlæg at holde Udfaldet hemmeligt; ret ligesom man hverken vilde, at Regenten skulde begribe en tydelig Regning, eller som man ikke selv kiendte Hof-Kabaler.

3. Ved at skiule, eller som er nær det samme, ved ey at bekiendtgiøre, hvad Virkning Regentens ypperlige Anstalter haver hos hans Veltænkende Undersaatter, naar intet, i Orden, fra vedkommende høye Steder, bekiendtgiøres om de Forandringer, som i den Henseende selvvilligen giøres.

4. Ved at undlade stykkeviis for Publico at optegne det Gode, som et i Staten anordnet Collegium eller nu værende Com-

174

110

mission, udretter i Agerdyrknings-Væsenet; hvilket dog saa mærkeligen vilde have Indflydelse paa Skrøbeliges Indsigter og Halvstarriges Selv Klogskab, til at tænke og arbeyde engang efter Regentens ypperlige Pian.

5. Ved at agere uden at agere, naar man ikke Nøye nok vælger Øyemærke og Midler, og tænker allersidst paa det skrøbelige Menneske, som et skrøbeligt Menneske; og paa Tid og Leylighed, som alting i alle.

6. Ved reent at forglemme de herligste Leyligheder,

Lærestandens Indflydelse hos den ukyndige og fast vanvittige Landsbye-Almue, i det Sted man ved den Stands Flid, og med et selvvilligt Sælskabs Bestræbelser tillige, kunde giøre Mirakler.

7. Ved at giøre det sidst, som man burde

allerførst have været betænkt paa, nemlig

175

111

at bestemme Korn-Prisen for Udførsel, som er Grunden til alle Anlægs Lykke i alle, men i sær i denne Næringskreds, og uden hvilken alt det andet bliver, til Fuldkommenhed ævigen forgiæves.

Mindre, siger jeg, vil vore udyrkede Agre komme til at blomstre ved denne Plan. Men jeg gaaer videre, høystærede Herre! og lader det staae derhen, om jeg ey allerede har fortørnet Dem ved Vidtløftighed i denne Materie.

De Ord, Philodanus anfører Pag. 38. Jeg har da anført Aarsagerne til de dyre Tider, og tillige yttret mine ringe Tanker om de Midler, hvorved man kunde gaae dem i Møde, skal jeg forbigaae at besvare, da jeg formoder, at min Herre! selv indseer, det er slet ikke Nyt han har sagt os; mindre noget af stor Vigtighed, hvad han har anført til Raad.

176

112

Korn-Prisens Bestemmelse, en ordentlig Nærings-Drift, en retskaffen Told- og Consumtions-Rulle, som Handelens Magnet-Naal, Viise politiske Love for vor indenlandske Ekonomie og Commerce, i Forhold til os selv og Verdens Tilstand, Overdaadigheds Indskrænkelse med fremmede Vare, og endelig en anden Finants-Ekonomie, end den hidtil brugelige, det tænker jeg, er Grunden til Priserne i det Heele; og Korn-Prisens Bestemmelse Hoved-Grunden for dem alle.

Men disse Philodani Ord: Staten er et meget stort Legeme, overmaade sammensat, og i Relation med andre ogsaa store og større Legemer (med heele Verden). Naar dette Legeme er sygt, hører der vist nok ærlige Folk til at curere det; og disse ærlige Folk maae tillige have megen Indsigt, og Erfaring og Flittighed, disse Ord kan jeg umueligen forbigaae. Jeg maae i det mindste erindre derom, at jeg finder den Ho-

177

113

vedfeyl ved dem, at de staaer hos Philodanus Pag. 38, i det Sted de burde staae med store Bogstaver over alle vore Collegiers og kongelige Stats-Commissioners Dørre, med den lille Omstændighed derhos tillige, at de samme Ord blev herefter Prøve-Stenen, hvorpaa alle skulde prøves, før de blev sat i Embede i slige høybetybelige Stats-Cirkler.

Philodanus gaaer nu egentlig først over til Handelen, for at følge Philopatreias. Jeg faaer gaae den samme Vey, for at følge Philodanus.

Af Veyen vil det derfor ikke være, strax at erfare, om Philodanus og haver saadant Begreb om Handelen, at man undertiden skulde torde troe ham paa hans Ord, uden at anvende allernøyeste Prøve paa hver Sats, han skriver. De Ord, som møder Pag. 41, vil noget nær give os Begreb derom. Den gode Mand, siger Philodanus om Philopatreias, kunde lade være, at sætte

178

114 Amsterdam og vor Stad (& c. Hovedstad), Holland og det Danske Rige i Sammenligning, og at foregive, at vi burde naae i Handelen den samme Høyde; thi, siger han videre:

1. Holland er en Republik.

2. Holland følger i sin Handel eet og

det samme Princip.

3. Holland har en gammel Hævd paa sin store Commerce.

4. Holland har en overmaade stoer Credit,

grundet:

a. Paa sin Banke.

b. Sine rige particuliers.

c. Sit Østindiske Compagnie d. Sit Sildefiskerie.

e. Sin udbredte Fragthandel.

f. Og den lyksalige Opinion: og endelig

5. Er Holland Holland. Men

6. Vi er Dannemark, og kan blive

179

115

a. noget,

b. ja noget 100de gange mere end vi ere.

Skulde alt dette være idet fornuft eller og noget, hvoraf man kunde blive overbeviist om, at Philodanus er ikke saa stor en Politikus og Statskyndig, og allermindst i Henseende til det mærkelige Kapitel i Politiken om en States Handel, som nogle, ja jeg kan vel sige, som Mængden i disse Dage, Meener? Jeg vil giennemløbe det, høystærede Herre! og være saa kort, som mueligt.

Hvad disse Ord angaaer: Den gode Mand, nemlig Philopatreias, kunde lade være at sætte Amsterdam og vor Hovedstad, Holland og det Danske Rige i Sammenligning; da har Philodanus deri fuldkommen Ret, thi intet kan meere vidne om den store Myndighed, Philopatreias besidder i Handelen, end de samme Ord, da Dannemarks Handel med egne

180

116

Vare kan, efter den Handels natur, ikke sammenlignes med Hollands Ekonomie-Handel, og et frugtbart Land som Dannemark, ikke sættes i Ligning med Holland, der saa godt som intet Land Haver, men fast alleene bestaaer af Strandbrede og Kanaler, hvorfra ey, som fra een og samme Aarsag, kan sluttes til Landenes Hovedstæders florereude Tilstand, da Aarsagerne ere saa adskillige. Men hvad derimod de Ord angaaer: og at foregive, at vi burde naae i handelen den samme høyde, da er de af den Beskaffenhed, at man snart kunde falde paa, at bede Philodanus, at forklare sig lidt nærmere. Thi indseer man den Hollandske Handels Natur, saa begriber man nok, at den er af den Beskaffenhed, (og meere vil blive det) at Dannemark aldrig kan ønske eller attraae at naae dens Høyde, Skiæbnen for Holland i tilkommende Tider medberegnet. Thi enten man vil regne denne Høyde efter dens Grad, eller efter dens Hovedgrund, den er opført paa, saa duer den slet intet for Dannemark.

181

117

Dens Høydes Grad duer intet, fordi den tager daglig af, og man kan ikke vide, hvor snart den vil blive lige med Jorden, dens Grundvold lige saa lidet, da den er egentligen bygt paa andre Nationers Blindhed (som Dannemark og Norge har den Ære, endnu at være med iblandt), hvilke Nationer, naar de eengang seer ret til, som de alt har begyndt i adskilligt, vil faae den Hollandske Grundvold til at ryste, om den ikke giør det allerede, og Hoved-Pillerne derunder til at bæve. Men en Høyde opført til den Grad, for igien at gaae tilbage, og bygt paa den Grundvold, for at synke i Grunden, kan Dannemark saa lidet ønske sig, som noget andet Rige, af Tilstand med os i Handelen, med Begierlighed attraae. Dannemark har altsaa Aarsag til at glæde sig ved, at Det virkelig har varigere Grund i sine skiønne Lande, at opføre en sammenhængende og meere bestandig Handels Bygning paa, af en meere forholdsmæssig Høyde, end Holland, naar det engang kunde lære Bygningskunsten ret, og faae duelige Bygmestere i sin Tieneste.

182

118

Min Herre! seer da nok heraf, hvor hastig Philodanns maae have skrevet disse. Ord. Skulde det da giøres nødig, at ønske sig hans videre Forklaring? Jeg tænker, den Her giordte kan være tilstrækkelig. Naar Dannemark engang ret kiender sig selv, bekiener sig af sin skiønne Leylighed, handler med an mandig Klogskab, hvor den nu i meget begynder knap at skiønne, naar den Tid kommer,

saa vil Dannemark i Sammenhæng

med alle sine Kræfter, være en anseelig og mægtig Stat iblant Staterne, naar man maaskee skallede efter Stædernes Grændser i Holland og Zeeland, ligesom man nu kunde eftersøge de gamle Bataviers. Saa lidet synes mig, med Philodani Tilladelse, det kan være Dannemark om at giøre, at naae Hollands Handels Høyde, som han synes, at Philopatreias har tænkt for høyt om.

Men philodanus giver dog nærmere Anledning, til at betragte den Hollandske Handel, og dens rette Styrke. Lad os see, om man kan følge ham med alle hans Beviser,

183

119 ser, og om de ere saa gyldige, som han ventelig. selv meener. Den hollandske Handels Høyde vil han bevise af følgende Grunde:

1. Holland, siger han, er en Republik. Man kan ikke nægte, at den republikanske Regierings-Form jo har for Handelen noget i sin Narur, som giør Handels-Planer meere bestandige, end samme ere i den monarkiske; men det uagtet er det ey en nødvendig Følge as Monarkiers Natur, at hvor der er Monarkie, der er ingen Handel ret florerende. Frankrig er et Exempel herpaa, som giør, sig, paa Italien nær, heele Europa skatskyldig i sin Handel. At statuere derfor, at Handelens Flor og Høyde beroer paa den republikanske Regierings-Form, det er uden Tvivl, om jeg frit maae sige mine Tanker, uden at de derfor bør blive Philodano anstødelige, at sige lidt for meget om en Republik i et Monarkie, allerhelst til det øyeblik, da Monarken selv giør sig ald muelig Umage for, at bringe Handelen i Flor: og

184

120

tænker jeg endog, at det allermindst kunde formodes af en Forfatter, der nyeligen overloed den allerdelicateste Punct af Næringernes Lykke, Kornets Bestemmelse for Udførsel, nemlig, til Regentens medlidende Hierte, tvende Tænkemaader som synes virkeligen alt for stridige. Kornhandelens Bestemmelse ved en fastsat Ind- og Udførsels-Priis, er faa delicat et Point af Størrelse, Sammenhæng og Følger, saa usynligt i sig selv, og saa umaaleligt i Henseende til andre, at den største Regent kunde blive for liden til dets Dannelse, som den største Mathematicus er det til Formeringen af den mathematiske Punct, om Regentens høye Aand ikke vedste i det samme Øyeblik at skabe des forholdsmæssigere. I Monarkier er virkeligen de herlige Egenskaber for Handelens lykkelige Forandring og Flor, som Republiker aldrig eyer, hvilket vel fortiener et RB. Det er den Hoved-Egenskab, naar Nærings-Uforhold i Konster og Handel indsees, naar statsskadelige Privilegier, som en Syndflod, har oversvømmet Landet, naar Handels-Geisten er forsvunden, at en Monark da

185

121

veed at raade Bod paa alt dette, som han giør saa meget sikrere, som han betragter alle sine undersaatter, som sine Børn, han vil alle vel; og med saa meget bedre Virkning, som han har selv i sin Magt Raad mod alle Hindringer, og seer selv sine Viise Love ereqveerede. Feyler ham noget i alt dette, saa Maatte det være, fordi ham feyler Andsigt og Redelighed hos vedkommende Ministere. Men i den Fald bliver han vel dog ikke ævig raadvild. Tvertimod koster det en fast fortvivler Lykke, i Republigver at ændre indsnegne Uordener, fordi disse almindeligst findes hos dem, som selv skulde giøre Forandringen. Republigver ere altsaa ikke aldeles saa store Handels-Skyts-Engle, at jo Monarkier kan blive det med, naar den redelige politiske Klogskab bliver Anfører for disse. Dertil kommer, at det vil altid være lettere, at finde denne Klogstab i een Mand eller i saa, end i et Statsraad for anførte Aarsager, og for fleere end de samme. Enhver Regieringsform har lidt, i een og samme Hensigt, sine egne Fordeele til Befor-

186

122

dring af og sin Uleylighed ved et og samme. Vi blive overbeviste om vor Regierings-Forms Herlige Indflydelses-Maade paa Handelen: og handle med den Indsigts, Flid og Oprigtighed, vi bør, som Undersaattere af den beste Monark! Og hans Magt, anvendt i rette Tide, skal for Handelen giøre utroelige Ting. Den anden Grund, Forfatteren anfører for den Hollandske Handels Høyde, er denne:

2. Holland følger i sin Handel eet og det samme princip. Deri har Philodanus Ret. Men deri Har saamænd jeg ogsaa Ret, at Dannemark følger ogsaa eer og det samme Princip: og altsaa kunde Handelen, for den Aarsags Skyld nok florere i Dannemark bedre, end den giør. Men hvad er da Hollands, og hvad er Dannemarks Princip i Handelen? Deres Told-Ruller viser det, den hollandske tydelig, Dannemarks, saadant som det er, formedelst den tykke Taage, den er ikke

187

123

ven i, det nemlig, hos hver i sær, som det bør være. Hollands, at høkre med Verdens Vare, for med Provisionen det vinder, at føde sine flittige Indvaanere, og faae noget til overs i besværlige Tider. Dannemarks, at afsætte sine egne Vare, og derved at berige Nationen. See, høystærede Herre! Det maae jo Philodanus give mig Ret i, og Trods nogen retskaffen Politikus, har noget paa de to princips at sige, for hver Nation i sær, eller tør bekræfte, at Dannemark ikke lænker lige saa fornuftig i det ene, som Holland i det andet, Fald. Altsaa Skulde jo vor Handel endnu have samme Høyde, i Forhold til vore naturlige Fordele, som Hollands; thi vi følge hver for sig, og hver paa sin Maade, eet og det samme Princip, og det dog endnu, Gud være lovet, saa stadig, at vi troer de ikke ere vel forvarede, Philopatreias inclusive, som vil raade os at handle paa hollandsk, med Opofring af vor velvalte Handels-Maade.

188

124 Men eet er det, at have et og det samme Princip for Øyne i Handelen, et andet er det, at handle bestandigen efter det Princip, man engang har valgt med vedbørlig Klogskab; thi man kan have eet Princip i Sigte og sigte feyl, eet Maal, og vælge urigtige Midler dertil. I det sidste har Dannemark aldrig lignet Holland, og dersom min hoystærede Herre spørger om Aarsagen dertil, saa veed. De nok selv, at det virkeligen (det hielper ikke, at vi hykler længere for Regent og for hver Mand i Staten) at det virkeligen har ligget i Mangel af den Indsigt hos Danske om fremmede Lande, som var fornødent for en Oeconom og Financier, og hos Fremmede, som ere blevne brugte, i Mangel af den Indsigt om de Danske Stater, som vilde have været fornødent, for at bruge deres egen gode Indsigt, som de vel ikke har manglet paa. Men hvor stor er ikke da den Mangel? Saa stor, som Mangel af Syn for en Mechanicus, der er forbunden til, berøved vedbørlig Hielp,

189

125

selv at agere. Ingen Under da, at vi har feylet, at naae Maalet! Men det beviser derfor ikke, at vi jo har havt eet Maal, eet Princip, vi har handlet efter; skiøndt vi ey med vedbørlig Sikkerhed har vedst at bruge og følge det. Lægges hertil indtrufne Forandringer ved Embeder, som i Oeconomie- og Finants-Væsenet ere saa farlige at giøre, naar Forandringen ikke skeer til Forbedring: saa maae man endda undre over, at Dannemark har i Handelen saa længe fulgt eet og det samme Princip. Eet er altsaa at sige, at en Nation følger i sin Handel et og det samme Princip, et andet, at det altid handler paa Grund af det Hoved-Princip, det har sadt sig for at følge.

3. Hollands Handels Herlighed beskriver Philodanus videre deraf, at der har en gammel Hævd paa sin store Commerce. Skulde disse Ord bemærke noget? I Sandhed ikke meere, end de Ord: Skipper Flittig, Kedelig og Sparsommelig,

190

126 eller hvad han heder, skal have mim Fragter,

fordi han giver best Kiøb, og jeg

finder min Fordeel ved ham. Men finder

jeg engang min Fordeel ved at bygge mig selv

Skibe, og lade dem forsøge Søen, saa segler

jeg selv. Men hvad agter jeg da, om bemeldte

Skipper end og havde faret for mig i nok

saa mange Aar! Hvor længe bør han da troe

mine Ord? Kun for den nærværende Ladning. Anderledes er det Hævd ikke, Holland har paa sin Fragthandel, i det mindste ikke i Henseende til Dannemark, ja ikke i Henseende til Verden. Navigations-Acten i Engeland, Cromwels herculiske Kølle mod Holland, har viist det rigtig nok, Franske og Danske Love, disse, samme Acts forhutlede Copier, ligesaa. Min salig Faders Journal, som alt er 24 Aar gammel, indeholder og mærkelige Ord Pag. 19035, som om hans Søn skulde tænke feyl, fortiener her at anføres: Det er en Jammer, siger han, at see, gaaer jeg endog Fragter forbi, hvorledes de største Stæder i Holland ere forfaldne for

191

127

Næringers Aftagelses Skyld. Silke-Handelen florerer ikke mere i Harlem, som tilforn; men har efterladt mange Huse tomme. Hele Gader i Leyden ere færdige at falde ind, hvor Manufaeturister tilførne har bygt Palladser: men af Dannemark og Norge, siger han videre, det er nogle forfærdelige Ord! kan Holland dog endnu vente endeel Nytte til andre Stæders Flor, om ikke bemeldtes, da Gardam saver Norsk Tømmer for og, som det igien afsætter i Helsingøer. Wesop destillerer Jeneveren for os: Gouda giør Tobakspiber til os: Utrekt smeder Kaaber-Kar for os: Amsterdam forstrækker med Galentrier og Isenkram i Mængde: Nord-Holland væver Seglduger for os, og paa de Fingre, som spinder Hør og væver Lærreder til os, er det umueligt at finde Tal; med videre, som jeg skammer mig ved at anføre. For saa vidt har Holland Hævd paa os; men aldrig tænker Philodanus, al vi skal blive længe ved at tilstaae Holland den Hævd, eller at det er umueligt for os, at arbeyde

192

128 og handle selv. Om nogen, for Exempel, Fulde have Hævd paa den Østerføiske Handel, var det da rimeligere for nogen, end for Dannemark? Handsestæderne havde og eengang Hævd paa Handelen, og saa har Middelhavet ogsaa havt til sin Tiid, Men hvor er den bleven af? Politiken har forstyrret den. Dannemark er mægtig nok, for sin Deel, at forstyrre mægtige Dele af Hollands og fleres Handels-Hævd, vil det bruge den Politik, det endnu, for en stoer Deel maae lære. Farligere er det meeste af den Hollandske Handels-Hævd ikke!

4. Holland, siger Philodanus paa dette Sted, har en overmaade stoer Credit. Var denne gode Patriot vis i sine Handels-Betragtninger, saa flød disse Ord aldrig af hans Pen; men man seer sikkert deraf, at han er en puur Theoreticus, og ved intet af Oeconomie, Kunster, Handel og Finants-Væsenet andet, end hvad han ved lidt Flid har læst sig til: og hvor vaklende er ikke

193

779

den Indsigt; dog er den bedre end slet ingen, som mange haver, der dog haver Indflydelse i Statens Handels-Affairer. At have en god Credit, bemærker meget meere, end at have en overmaade stoer Credit. Hvor Crediten er bleven overmaade stoer, der er den bleven Staten en overmaade stoer Byrde, end og i den frieste Republike. Fordi den virkelig er meget stoer i Holland, skiøndt en nær saa stoer som i Engeland, derfor kunde man snarere stutte til Statens svage Kræfter, som beregnede med det Lys, der nu er opgaaet i andre Europæiske Stater om deres indvortes og relative Politik, i Henseende til Næring og Bierings Flor, maatte mærkelig svække Handelen i Holland. Men jeg vil ey regne saa Nøye med Philodanus: han forstaaer, vil jeg troe, ved den Hollandske Credit en meget god Credit; thi han anfører Aarsagerne, nemlig:

a. Den Hollandske Tanke. Hvad er den? Den er, blandt andet, Aarsagen til

194

130 Hollands store Credit: og Crediten, hvad er den? Den er Aarsag, blandt andre, til den Hollands Handels Høyde. Men dersom den er Aarsagen til den Hollandse Handels Høyde eller dens Høye Flor: saa maatte jo Handelen være lige saa florerende nu, som den for længe siden har været; thi den Hollandske Credit, er efter Philodani egne Ord, som jeg accorderer ham, overmaade stoer? Men det veed man, og det er alt viist, at det er ikke faa. Hollands Handel tager af Dag fra Dag. Men hvad lærer dette? Der lærer, at man ikke kan handle meget med Crediten, i hvor god den kan være i een Hensigt, naar den ikke er saa god, som dm bør være, i alle andre. - I Følge forrige Tiders Lykke i Handelen, i Følge mange Private har sadt deres Capitaler i Banqven, i Følge Republik-Natur, i Følge disse Hoved-Omstændigheder, er den Hollandske Banqve vigtig. Men som Handelen gaaer tilbage, og de Private følgelig trækker deres Capitaler ud af Banqven, vil Crediten tage af: og

195

131 det vil da videre lære, at Credit er i Handelen dens Hielpe - Middel, ikke Handelens Grundvold. Med Crediten maae Leylighed til en god Handel concurrere, skal der komme noget ud af begge. Dannemark haver det, som betyder meget meere, end. den heele Hollandske Banqve, i Tidens Følger, nemlig: Ager og Eng, Lande, som af alle tre Naturens Riger tilbyder det større Herligheder, end det selv endnu ret skønner paa, Fiskerier i egne Vande, som ere fast uudtømmelige, mange Nærings-Veye, som det kan oplede sig, om dets tilvoxende Ungdom meere vente sig til at grunde i Petersborg og Archangel, end efter Sædvane, at giøre Caprioler i Paris. Hvad bemærker da den Hollandske Banqve imod disse Dannemarks Grund-Capitaler?

b. Rige Particuliers skal være den anden Grund til Crediten. De gøer for Crediten noget; men kun under visse Omstændigheder, under den Omstændighed i sær, som nyeligen er anført, at Leylighed gives til

196

132

Handelen, under den, at de selv har Smag paa Handelen, under den, at Nationen, hvor de opholder sig, sætter Priis paa Vinskibelighed og Commerce. I anden Fald bemærker rige Particuliers i et landløst Land intet. De er tvertimod, med ald deres Rigdom, meere til Skade; de er Forførere til Overdaadighed, de ere unyttige Fraadsere, de er Fortærere af andres Sved, de er Ødere af egne Rigdomme, og Berigere af Fremmedes Flid: Er Renterne tillige høye, træder de Nationens flittigste Borgere med Fødder. De er det samme, som Guldbierge, der giør slette Borgere halte, døve, dumme; ja, som Biergene selv, bliver de ubevægelige, hvor de kunde stifte store Fordele for Staten, om de rørte sig med deres Velstand til Vindskibeligheds, ey til Overdaadigheds, Opmuntring. De aagrer for at øde, og tager Renter, for at sætte til. Det er for denne Aarsag Skyld, at Viise Statsmænd har for længe siden indseet, at et Land kan have rige Particuliers, og være fattigt, ja blive fattigere, end det er, just fordi

197

133 det haver disse Rige, i det de adspreder, i Stedet for at samle til tienlig Brug: da deres Rigdom, vel deelt, vil have tusinde herlige Følger. Men de Rige, hvis Hoved-Fornøyelse det er midt i deres Rigdom, at befordre Næring og Biering, Handel og Vandel: disse ere de store statsnyttige Rige. Men er de i et Land, hvor Handelen staaer paa svage Fødder, hvor den hver Dag tager af, hvor det er rimeligt, den vil saa blive ved: der er disse Rige for Staten det samme, som Driv-Fuglene for Clima, de reyser, naar de andensteds ere vis paa behageligere Opholdssted. Det Tilfælde er Holland for en Deel i, og vil med Tiden blive det for en større, naar Dannemark inden sin Strandbrædde skal kunde mangfoldiggiøre sin Lykke paa en sikker Grundvold, ved en klog Handel og under en viis Regiering, og det til de sildigere Tider, bliver Planen engang færdig, og man da ikke glemmer, at handle derefter; og, som en vigtig Sag i Monarkier, at Monarken selv indseer og handthæver den, som overbe-

198

134

viist, at uden den kan hans Staters Lyksalighed ikke blive varig grundfæsted. Hans aabne Øyne vil da vide at raade Bod paa ødende Riges Overdaadighed, og hellere lade dem fortære deres Rigdom i Ambassader ved fremmede Hoffer, til Sparsommelighed for hans egen Caffe, end forøde deres Midler hiemme ved Misbrug med fremmede Vare og Forargelse for en fattig Stat.

c. Det Østindiske Compagnie, siger Philodanus, er den tredie Grund til Hollands Credit. I Sandhed, det er noget. Efter hvad jeg læser i min Faders Journal, og hvad andre hollandske Skribentere fortæller os derom: saa er den Hollandske Ostindiske Handel af stor Betydenhed. Den pines at være saa vigtig for Holland, endog i Henseende til de Lande det eyer i Ostindien, at dersom man forestilte sig heele Europa oplyst, og hver Stat at passe paa sine egne Handels-Fordeele, (i hvilken Fald Holland kunde undværes for Europa) blev Ostindien

199

135

dog. det Tilflugts-Sted for Holland, hvor det kunde prøve nye Lykke. Men ved Handelen selv er vel værd at mærke, at saa længe Leylighed til Afsætning gives, bemærker den noget, for Resten intet. For nærværende Tid begynder Hollands Ostindiske Handel, som Mange flere af dets Nærings-Grene, at aftage, og vil saa i Tiden meere. Fleere Stater, end Holland, har Ostindiske Compagnier, større og mindre. Paapasser nu Staterne den Handel ret, og lader disse Compagnier saa lidet agere selvraadig i Staten, som nogen anden Particulier, saa bringer et hvert Compagnie de Vare, i sær, som Staten selv, for egen, Forbrugelse, og for andre Handeler Skyld, den Guineiske for Exempel, behøver, og mange af de hiemmebragte Vare tillader de jo da ikke engang at blive i Landet, for egne Fabrikers Skyld. Men bruger disse Lande virkelig den Klogskab, (som Dannemark kunde langt fuldkomnere practisere end det giør, ved en betimelig Forkiøbs-Handel i Ostindien selv, og Nøyere Bestemmelser engang for Varenes

200

136 Brug i Landet,) saa kan det ikke andet være, end Hollands Ostindiske Compagnie maae mere og mere aftage. Men enhver Stat, kan siges, er dog ikke endnu vaagen, og de som vaager, bluner endog undertiden, hvorved Holland, altid opmærksom, endnu vil her have sine Fordeele. Med alt dette maae det jo være det et skræksomt Syn, at see, Frankrig allerede at løbe med de Kryderier, formedelst hvilke, det har samlet utroelige Rigdomme. Formeeres andre Rigers Ostindiske Compagnier og den indenlandske Vindskibelighed med dem: saa maatte den Hollandske Ostindiske Handel blive lidet vigtig for Crediten, og enhver Stats indenlandske Flid i ethvert frugtbart Land, under en god Regiering, den Hollandske Ostindiske Handels farlige Banemand.

d. Med Sildefiskeriet, som er Philodani fierde Grund til Hollands Credit, har

det samme Beskaffenhed, at det nemlig ikke

nær er at ligne med forrige Tider. Engeland og Irland, som før betalte en anseelig

201

137

Summa til Holland for Sild, har seet sin Efterladenhed i denne Fald, og søger Raad derimod ved Premier og Friheder for disse Fiskerier. Gothenborg giør Holland et betydeligt Afbræk: og var jeg Konge i Dannemark, som Bonden ønskede sig, for hver Dag at faae sin Bergefisk: saa skulde jeg giøre Holland et Pokkers Puds i Silde-Fiskerierne fra Norge af; thi vor Silde-Forordning, duer, saa sagte at sige, kun lidet, i hvor store Tanker Ukyndighed her nede i Dannemark har derom: og var jeg saa og faa, i samme Ovidiske Forvandling, Eenevolds-Herre, for nogle Dage kun, over de Norske Salt-Værker; saa skulde jeg giøre de Anstalter for de andre Fiskerier, hvoraf Holland i Sandhed ikke skulde lee meget. Jeg skulde da ikke have nødig at paalægge Stæderne at kiøbe et vist Qvantum Salt, som alt for tydelig vilde vise vore andre ekonomiske Indretningers siette Sammenhæng. Men hvad hielper daarlige Ønsker! Det som er slaaet til en Tomark, siger man, bliver aldrig til

202

138 en Daler. Jeg faaer da tanke som Undersaat, det er, lade af at tænke videre i den Materie, siden jeg engang, for alle har dog forsoren, at have enten med Kammeret eller andre oeconomiske Collegier at bestille. Det Hollandske Silde-Fiskerie faaer jeg da, naar Fiolen ey fordriver Tanken, i en Krog ærgre mig over, at Det dog skal contribuere, saa meget som det giør, til den Hollandske Credits: Styrke, fordi vi er saadanne Taaber; skiønt det virkelig dog ey betyder saa meget, sont Philodanus tænker, uden i Henseende til os, som glemmer at giøre det saa ubetydeligt, som vi kunde, om vi vilde.

c. Hvad den udbredte Fragthandel angaaer, som skal være den femte Grund, saa er dens nærværende og tilkommende Tilstand en Følge af det foregaaende. At den har taget af, og vil daglig end meere aftage, alt eftersom andre Nationer meere og meere indseer deres egne Fordeele, det kan ingen tvivle paa, og ligger alt i det som er sagt.

203

139 I Forhold til disse Omstændigheder er den La alleene Creditens Grundvold, men hvor svag er ikke det Forhold, og den Grundvold at bygge paa, paa en Tiid, da alle Nationer kappes om, selv at seyle, og selv at beholde deres Fragter.

f. Den lyksalige Opinion bliver endnu meere skrøbelig, og altsaa snarere et ulyksaligt Haab, end tvertimod, om man bygger derpaa: og skulde man undersøge Opinionens Natur selv, for des vissere at dømme Herom, saa vilde man ret erfare Svagheden. Thi hvorom skulde Opinionen forstaaes? Det maatte enten være om Varene, Holland leverer, eller om Handelen selv. Om denne har man vel den Opinion paa sine Stæder, gid den ikke var alt for rodfæstet i Dannemark, at naar man vil have adskillige Vare, som endog aldrig ere Hollandske, saa giør man best, man skriver derom til Holland; thi saa faaer man dem paa eengang fra det Sted, hvor alle Vare findes. Men er

204

140

dette ikke en Opinion, som Viise Love kan udrydde, og gode Indretninger i en Stat giøre til intet. Navigations-Acten har giort det første i Engeland, andre Love andensteds, og paa det andet har de Stater raadet Bod, som har vidst at binde deres indenlandske Næringer til bestemte Stæder, og derefter giortt Oplag af egne Vare paa et fælleds Stæd, ey alleene til Tieneste for den indenlandske Handel; men for Handelen med. Fremmede tillige. Men hvad Opinionen om Hollandske Vare angaaer, da er der virkelig ogsaa gode Raad for den. Det Leidenske klæde har engang havt Opinionen for sig: den Tiid er forbi. Det Hollandske Lærred har tabt endeel af Opinionen, siden man veed det mindste deraf giøres i Holland; man indseer Kunsten paa andre Stæder lige saa godt; man veed, at Engelske Blege, som andensteds kan efterfølges, bleger hvidere og bestandigere end de Hollandske. Segldugen er intet Hexerie, naar man vil angribe Sagen med Hollandske Fingre. Hollandske Sild skulde maaskee have

205

141 Opinionen for sig, og hollandsk Ost ikke Mindre; men det maatte dog kun være hos dem, som ey betænker, at saa meget kan efterfølges, der synes umueligt, alleene, at man begynder vel derpaa. Jeg forbigaaer andet, og giør alleene den Hoved-Erindring, at en viis Stat foragter Opinionen om andre Staters skiønne Vare, og tempererer ved Viise Love, Opinionen, som man vil have den, til Fordeel for Staten selv. Engeland giør ikke nær saa gode Tobakspiber, som Dannemark, dog røger det derfor ikke, som det forunderlige Dannemark, af Hollandske Piber, men af fine egne. Men Engeland er ofte idel Viisdom, hvor Dannemark, er en Erke-Daare. Den, der derfor tænker, at Opinionen for Holland, i Relation til et bestemt Rige, ikke kan i meget overvindes, den politicerer farlig for saadant et Rige, i sær naar dette har den Lykke, at staae under en god Regiering: den duer ey til at prædike for Almuen, da den meere bestyrker den i urigtige Tanker og Præjudicer, end rædder den derfra. Heraf vil min Herre,

206

142

behageligen erfare, at, efter mine ringe Tanker, bemærker de Ord ikke saa meget, som de maatte synes, naar Philodanus siger:

5. Holland er Holland.

Mig synes,

at det foregaaende giver Anledning til at indsee, at det var let at bevise, at Holland hverken er Holland, i Ligning mod hvad det haver været, eller vil blive det i Tiden i Ligning mod det, det er. Men jeg vil ey gaae faa vidt. Jeg vil alleene erindre, det min Herre selv er overbeviist om, at Holland er en saa stoer, som Philodanus udraaber det for, og det som meest giør mig ondt i en Piece, som kiøbes for nogle Skillinger, og læses af Creti og Pleti. Tvertimod har han glemt det, han havde giort sit Fæderneland en Tieneste med, om han havde erindret det, og som er meere betydeligt for en States Lyksalighed, og for Credit og Handel, end alt det andet, disse vigtige Omstændigheder, nemlig:

207

143

a. Holland har mange Viise Love, som kunde viiseligen anvendes i Dannemark.

b. Holland har sine Næringer bunden til

Stæder.

c. Holland konstler sine faae Natur-Producter

til høyeste Fuldkommenhed, for at rette sig efter den store Verden.

d. Holland er overmaade flittig, og er nødt

til at være det for Regieringens Klogskabs Skyld.

e. Holland er sparsommelig, fordi Armod er en Skam, og Duelighed og Flid holdes der alleene i Ære.

f. Holland er i Handelen redelig, fordi Svig, og Contrabanditer, og listige Statsfornærmere straffes for deres Forbrydelser, indtil paa deres Børn, som udelukkes fra offent lige Stiftelser, i det Sted de i Dan-

208

144

nemark utidigen ynkes over, ja af en statskadelig Medlidenhed ere hiulpne til

Lykke, til Hæder og Ære.

g. Holland regner i sin Handel paa Bagateller,

og foragter ikke smaae Gevinster; men er stor i det smaae, som Dannemark er meget lille i.

h. Holland giør politiske Beregninger over

Næring og Biering, hvoraf Dannemark veed lidet eller slet intet, o. s. v.

Dette havde været værd at anføre, som vigtigere Grunde til en States Handel, end mange af de anførte, der falder, naar Naboer og Gienboer behager. Men jeg var her vidtløftig, min Herre! Forlad mig det. Jeg kommer nu til Dannemark.

6. Vi ere Dannemark, siger Philodanus, og kan blive noget, ja noget 100de Gange meere, end vi ere. Da

209

145

Philodanus har giort saa meget af Holland, og sætter Dannemark nu derimod, saa forstaaer det sig selv, at med de Ord: vi er Dannemark, vil Philodanus sige: vi er meget smaae. m. v. Deri har han virkelig Ret. Skade alleene, at han ikke har sagt os, hvor smaae vi ere! Dog man kan slutte sig det til, siden Han siger: vi kan blive noget, ja noget hundrede Gange mere, end vi ere. Altsaa er vi kun en hundrede Deel af det, vi kan blive. Philodani Ord maae vi ikke haardkløve. Har han Ret i noget, bør vi ikke regne det saa nøye, om Han ey Har Ret i Alt i denne Regning. Det kommer an paa, hvad Philodanus forstaaer ved hans noget. Mon han forstaaer derved et physisk, et oeconomisk eller et politisk Noget? Forstaaer han derved et blot physisk noget, saa kan det ikke vel være Landet, for det bliver ikke lettelig større. Folkemængden maaskee han forstaaer derved, thi den kan voxe; men 100de Gange større Antal af Mennesker vilde Landene ikke rumme. Men

210

146

det kan ey heller vel have været hans Tanker; thi hans physiske noget var da allerede i det eene, og kunde blive i det andet, større end Holland, hvilket streed imod hans anførte Hollandske Storhed, mod hvilken vi er smaae; thi vi er Dannemark. Mon Philodanus forstaaer ved noget et oeconomisk noget? Det er rimeligt. Ja, saa har han Ret, vi kan deri blive noget.

I Agerdyrkningen, siger Baden, kan vi blive en 10 á 12 Gange større end vi er. Men hvor meget større blev vi ikke da, end Holland; skiønt vi ey blev 100de Gange større, end vi ere, i hvilken enkelte Størrelse vi allerede overgaaer det.

I Fæedriften kan vi blive meget mere end vi ere, bliver Qvægfedningens Monopolium ophævet langsom, og opgivet, naar Bonden paa de fleste Stæder besidder Kundskab, Frihed og Eyendom. Men da Qvægning og Eng vil lignes mod Ager, naar Qvæg-

211

147

sygen vil tillade det, og de Jydske Herregaarde feder for meget Qvæg paa Agerdyrkningens og Folkemængdens Bekostning: saa vilde, i Følge forrige Tifold, saa megen Qvægning i Dannemark blive en Overmængde, og 100de Fold umuelig: men dog blev vi meget større deri, end Holland.

I Fisterie maatte vi kunde blive noget retskaffent, den eene Sort Fisk regnet med den anden. Thi vi har ey alleene Fisk for vore Dørre, men vi har samme, om ey større Ret, end Holland, til den fiskerige store Søe, der ligger os beleyligere, end det. Bore Fiskerier øpmuntrede, i sær fra Norge, maatte kunde blive store, blev Anlæget saa stort i Orden, Sammenhæng og Klogskab, som Fangsten vilde fortiene det. Island, denne Juveel i Kongens Krone, Skade allene den ingen Glands giver, kan skaffe hundredefold mod det, det giver. Det maae da være Fiskerierne Forfatteren har forstaaet ved hans noget! Ja, altsaa har han virkelig Ret! Vi kan

212

148 blive hundrede Gange meere, end vi ere, i Fiskerierne!

I Kunster, Manufacturer og Fabriker kan vi ofte overgaae os selv for nærværende Tid. Men saa god en Lov, som Kong Christian den Femte gav for de Islandske Strømper, den første fornuftige Fabrik-Lov i Rigerne, (Hvorfor den Handel blomstrer, undtagen naar Kiøbmændene selv fordærver den) maatte da skrives for alle Manufactur- og Fabrik-Vare. I grove Klæder, i Tøner og Stoffer, i linnede Manufacturer, i Læder-Fabriker, i utallig Isenkram, i meget mere, kan vi blive noget stort, om vi intet havde for mange Fordomme derimod, ligesom Hr. Finants-Raad Deder, i det Capitel om Fabriker, i hans Afhandling om Frihed og Eyendom. Men saa blev det endda ikke nok. Vi maatte overregne vor Flid og Statens Indtægt og Udgift i Sammenhæng dermed, vor Trang og vor Overflod, ellers duede det beste endda

213

149 slet intet. Hundredefold større end vi ere, troer jeg da, med Philodanus, vi og kunde blive heri, i sær blev Kunsterne bundne til Stæder. I de smukke Kunster ere vi alt saa store, som vi for Tiden behøver at blive; og de ere just, hvor de bør være.

Men ventelig angaaer og Spørsmaalet det politiske noget, og da vil det vel gielde Handelen, som Philodanus i sær meener, vi kan blive noget i. Vel mueligt. Men er det hans Meening, saa var det at ønske, man kunde giøre Regningen. Uden Tvivl er ingen større Hemmelighed i Dannemark, end den: hvad vi enten er, eller kan blive i handelen. For jeg frygter for, at der ikke findes Beregning over nogen Deel af vor Handel, tienlig til nogen solid speciel Beregning. Man burde vide, hvorledes vor Handels Tilstand er med en hver Stat, vi handler med.

214

150

Om vi vinder eller taber ved Portugal? . . . . ved Spanien?

. . . . ved Middelhavet?

. . . . ved Frankrig?

. . . . ved Storbrittannien?

. . . . ved Irland?

. . . . ved Holland?

. . . . ved Sverrig?

. . . . ved Rusland?

. . . . ved det øvrige af Østersøen?

. . . ved vore egne Vest

indiske Colonier? m.v. og endelig, hvorledes det ene Riges, den ene Provintses Handel forholder sig imod den anden? thi det er lige faa fornødent for en Stat, at det Forhold er rigtigt, som at hver Lem paa det menneskelige Legeme har den rette Deel af Blod, af Nærings-Safter, af Varme, af Kræfter, med videre, i Forhold til det heele Legeme. Og uden hiin Beregning kan ingen handlende Stat ansees for

215

151

en fornuftig handlende Stat iblant Verdens Stater; men snarere holdes for, i de allervigtigste Tilfælde, som gielder Velfærd og Frelse, Sikkerhed og Lyksalighed, at leege et Slags Blindebuk, som Børn. Men jeg sætter, Høystærede Herre! en saadan Beregning var giort. Hvad nytttede den, naar den ey brugtes? Holder man slige Beregninger for farlige for Staten, om de vare bekiendte, da maatte man behage at sige: hvad Skade de har giort i Holland og Frankrig, i Engeland og Irland, hvor de dagligen giøres, og paa de sidste Steder aarligen trykkes. Er de maaskee for fæle til at kiendes? Handelen vil ey blive for fæl til at hielpes! Men da saadanne specielle Beregninger neppe ere til i den vedbørlige Form hos os: saa er det vanskeligt her at anføre, hvorvidt Philodani Hundredefold kan anvendes. Jeg siger i vedbørlig Form; Hamborg og Altona, for Exempel, kan man ey beregne under een og samme Rubriqve.

216

152

Men vilde man dog, uagtet denne Mangel, giøre et Slags Regning; saa kunde man tage Vexelkursen fat, og lade den Sandsiger tale, eller giøre Tegn for os. Men saa frygter jeg for, at vi snarere vilde erfare, at Philodanus havde sagt for lidet, end for meget. Thi burde dog Pari eller Jevnet, være Tegnet, vi burde moroe os ved: saa veed jeg ikke, hvad vi skal skrækkes for, naar vi erfarer, vi betaler saa mange Pro-Cento, til Straf-Told, for vor Handels-Conduite, ved Vexelens Tab, at den blotte Summa allene var en skiøn Gevinst i vor aarlige Handel, om vi kunde rose os deraf. Jeg tør ey nævne Balancen, vi taber, fordi jeg gierne stammer ved det Ord Millioner, men vel slutte deraf, at tusinde Gange mere, end vi ere, kunde vi, i Henseende til vor Handels-Balance, blive. De maae ikke tænke, høystærede Herre! at jeg her taler for meget. De vil bifalde mig, naar De eftertænker, at enhver Nation, som taber i sin Handel med Fremmede til den Grad, den begynder at minke i sin ind-

217

153

vortes Rigdom og Styrke, er i Handelen slet intet for sig selv, i hvor meget den maae være for andre, ja virkeligen saa meget mindre end intet, som det vigtige Tab, det aarligen giører, staaer i Forhold til noget. Men hvad er da Dannemark i sin Handel, naar vi skal spørge og svare oprigtig, i sin hele Oeconomie og Handel for nærværende Tid? Skulde en Hykler give Svar herpaa, blev det ikke mit. Jeg er Patriot. Jeg troer, Sandhed bør her tales, at enhver maae opmuntres til at komme Fædernelandet til Hielp, før det blir alt for sildig; at man maa hielpe saa snart mueligt, imens Kong Christian den Viist, den retmodige, den retskafne Helt iblandt politiske Stats-Helte, (gid vi havde nok af dem) imens han sidder paa Tronen. Hvad er da Dannemark i sin Handel, at han maae vide det? Et høyvigtigt Chaos, mueligt at forvandles til den skiønneste Verden, naar hans Viisdoms Aand blæser derpaa. Det betydeligste Støv under hans Fødder, for at giøre ham til den største Statsskaber iblandt

218

154

Regenters. Lutter Velstands-Evner, for at blive stor ved hans oplivende Kraft. Idel Muslighed, for at blive en virkelig vigtig Statsmachine, bestaaende af tusinde gange tusinde veldannede Hiul, sammenfatte paa den nøyagtigste Maade, og bevægende sig i den letteste og fuldkomneste Orden. Et frugtbart Intet for nærværende, for at blive et frugtbringende noget, længe før han hensættes til sine Fædre. En Boelig for Oeconomie- og Commerce-Forstyrrere, at Kong Christian den Syvende, maae paa sin Trone blive Deres viise Omformer. Det er Dannemark, den Dag i Dag, i Oeconomie og i Handel, i Ligning mod de med egne Vare handlende Stater, med hvilke det dog bør have nogen Ligning: og den der nægter det, han veed hverken hvad vi er, eller hvad vi kan blive; og han negter det tillige, fordi han ey veed, hvad andre Stater er i Handelen, mindre kiender dem i Forhold til Dannemark, og dette i Forhold til hine, og til de Stater, vi aldrig tænker paa, der dog

219

155

i Sammenhæng med os, fordi vi staaer i Sammenhæng middelbar, eller umiddelbar, med hver Stat paa Jorden.

Men hvad var ikke da Philodani Ord vigtige, da han sagde os, vi kunde blive noget, ja noget hundrede Gange meere end vi ere. Ja, høystærede Herre! de Ord vare og ere vigtige, i sær naar de forklares Men lignes nu de forrige Ord, Philodanus talte om Holland med disse, hvor vare da ikke hine lider betydelige. Jeg giør heraf den Slutning for det efterfølgende: Philodanus er ikke altid at lide paa, i det han taler om Handelen, da han er kun en blot Theoreticus eller Boglærd. Vi maae prøve nøye hvert Ord, han skriver; thi han skriver ofre for ubestemt i eet, og alt for fremmed i et andet; om vi ey vil feyle med ham i alt f meget i det lidet, han om Handel og Vandel, Næring og Biering har sagt os. Vi vil ikke glemme denne Regel i det

220

156

følgende, og strax anvende den paa denne Side, hvor vi har talt med Philodanus.

Jeg, som en Dansk, siger Philodanus her, vilde dog nødig, at denne Handel, som har i lang Tid været faa

vigtig, og hvis Varer man faaer os vanskelig til at undvære, skulde

ophøre. Philodanus taler her, som en Veltænkende, naar han nødigen seer, den vigtige Ostindiste Handel at ophøre. Jeg, og enhver god Borger, tænker vel i Almindelighed det samme. Men hverken tænker man, som en seende Patriot, eller som en Statskyndig, naar man ønskede Handelens Flor, for Brugen af de Ostindiske Vare i Landet, med mindre man meget bestemt forklarede sig derom. Bedre er det, at give Ostindien sine Penge, end europæiske Stater, der kunde forvandle dem til Vaaben imod os. Men overveyer vi ret Sagen, saa vil vi finde meget stadeligt i den Ostindiske Handel for Fædernelandet; i hvad Octroyen,

221

157

som faaer Ende, maatte end indvende derimod. Hvert Stykke Silke-Tøy, som bliver i Landet, er en Fornærmelse imod vore Silke-Fabriker, hvert Stykke af Kattun, hvorfor Almuen, i det mindste, kunde bære hiemmegiorvte Tøyer, er Nærings og Bierings Indskrænkning, og dermed alt det Onde, som deraf følger, for Regiering og Stat. Men blev det endog nogen Vanskelighed for Vanen, at undvære sligt, saa blev den dog ikke uovervindelig. Fornødenhed lærer, at det vil paasees, ved Octroyens Udgang, som Contrebanditerier selv, om vi ey skal her Handle mod aabenbare egne Fordeele.

Hvad Stød Compagniet i øvrigt har lidt, som Philodanns med videre erindrer paa følgende Side, det er uden for Mueligheden af min Regning; men det er vist, at aldrig talte Philodanus bedre Ord for Staten i Henseende til Compagnier, end disse: Compagnier maae man ønske en frie Bestyrelse og et skarpt Tilsyn, der-

222

158

som de Ord ret forstaaes. Men Ulykken er, at i Danske Øren, der synes de sidste Ord, at ophæve de første. Man vil ikke troe, at en Compagniehandel kan være Politisk frie, det er, saa

frie, som den bør være i Sammenhæng med

Statens Beste, naar Regieringen ikke lukker Øynene, og lader Vedkommende handle; som de vil. Det er Aarsagen til mange Compagniers og Handelers Undergang, at de ey aflægger Regnskab for deres Conduite til andre, end dem selv, da de, for deres politiske Sammenhæng med Statens Næring og Biering, burde aarlig giøre Regnskab for samtlige Vares Indkiøb, som for deres samtlige Grunde, hvorefter de handler, med alle subordineerte Handlinger, ligesom hver Handelsmand giør det, hver Gang han betaler sin Told til Regieringen efter dens (som bør forudsættes) statskloge Told-Rulle, Næringers og Bieringgers hellige Maal og Rettesnoer. Uden saadant et Over-Opsyn af et Collegio i Staten, kan ethvert Compagnie blive Regieringen og Statens forfærdeligste ødelægger, endog til

223

159

samme Tiid, det vinder for Staten Balancen i Handelen, jeg siger, til samme Tid det vinder Balancen i sin Handel, og da dets Aktier stiger.

Men bør Thee-Tolden ophæves? Philodanus meener det. Han kalder den skadelig.

Man kunde tænke, siger han, Gottenborg havde fundet Middel til at paalegge den; thi derved har det aabnet en rigelig Afsats i Norge, som aldrig kan forebygges: og den Smuehandel, som Norge drev med vor Thee i Engeland, er nu gandske tilstoppet: allehaande Skielmstykker, der er spilte og spilles med (vil nok være mod) vor Thees Udførsel til fremmede Stæder, kand aldrig fuldkommen hindres. Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told, skulde med eet ophæves.

De Grunde Philodanus anfører før Toldens Ophævelse ere altsaa følgende:

224

1) Gothenborgs Fordeel paa Norge.

2) Norges Tab ved Mangel af Snighandel med

Thee paa Engeland.

3) Hindringer, for vor Thees Udførsel, som bør

ryddes af Vejen.

Hvordan seer Toldrullen, i Henseende til Tolden paa Theen, ud? Den siger: Theebou skal betale i Told for Pd. 12 Sk. og grøn Thee 20 Sk.

Hvad siger nu den Hollandske Toldrulle derom, efter hvad jeg finder i min Sal. Faders Journal? Den siger: For hundrede Pund Thee, over Hovedet, fra Ostindien kommende, eller ved Indgang, skal betales 10 Gylden, og naar den igien gaaer ud 5 Gylden; det er altsaa 15 Gylden. Thi vi regner den udgaaende Told med; siden det er for Afsaken til Fremmede Philodanus ogsaa klager over Tolden. Men 15 Gylden for Hundrede Pund, det gjør, uden for Nøye Undersøgelse af Vegten, naar en Gylden regnes mod vore Penge, ungefær 6 Skill. paa Pundet, Hol-

225

161

land betaler: i Sandhed meget hos en Republik, hvis Handel er den economiske Handel, og hvis Accise gjør Handelen saa kostbar, som den Hollandske.

Hvor høy er Tolden efter den Franske Toldrulle? Den er 100de Pund, 6 Livres, som efter vor Myndt, vil ey giøre en og en halv Skilling paa Pundet.

Men hvor høy er nu Theen ansat i den Engelske Toldrulle; thi det staaer og i Journalen? Den betaler ved Auctionen (thi Engeland tænker nøyagtig) naar Compagniet holder den, for 120 Pund, 18 Pund og 18 Skill. Sterling, og lidt over. Det giør, præter propter at regne, 4 Mark 12 Skilling Danske for Pundet. Men ved Udførselen betales ikke een Styver af den høye Told tilbage; Told-Rullen skal sætte med reene Ord No Drawback. Jeg forbigaaer at erindre, at den Thee, som bruges i Landet selv, betaler endda 7 Pund Sterling meere, end anført,

226

162 for hvert hundrede Pund. Hvorvidt gielder nu Philodani Conclusion: Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told skulde med eet ophæves? Hans Følge flyder af hans Grunde. Disse maae vi nu prøve; thi vi har her nu Prøvesteenene nok for os.

Den 1ste Grund var denne: Gothenborgs Fordeel paa Norge. Hvad er Gothenborg for Dannemark i Henseende til Norge? Det samme, ungefær, som Dannemark og Norge, Holland og Frankrig er for Engeland i Henseende til Irland. De smugler allesammen paa Irland, saa Engeland derved afsætter des mindre af sine Theer, hvor det dog haade største Ret dertil; just den samme Ret, som Dannemark har i Henseende til Norge. Men siden Dannemark efter Philodani Slutning bør ophæve The-Tolden, saa burde jo Engeland giøre det samme. Men hvorfor giør Engeland det ikke? Fordi det tænker en, som Philodanus. Det betænker

227

163 Vigtigheden af Afgiften, der er ey saa let at faae igien paa et andet Sted. Men paa det Fremmede ikke skal spille for kloge Ruller, som det dog aldrig reent hindrer, har det erklæret hver Skib god Priis, som bringer 5 til 10 Pund Thee med sig, og giør derfor strax ved hvert Skibs Ankomst den allernøyagtigste Undersøgelse, som har været Danske bekosteligt nok: hvilket er Aarsag til den Kongel. Forordning af 21de Jul. 1766. for vore Skibe paa de Farevande. Det samme er det, efter mine ringe Tanker, en Fornødenhed for Dannemark, at giøre i Henseende til Gothenborgske og Svenske Skibe, og dertil paa det haardeste at straffe Contrabanditer til Lands: saa behøves ingen Tolds Aftagelse for den Skyld. Men det er vel ikke Gothenborg, der indsniger Thee alleene, Holland indfører maaskee ikke mindre, og Frankrig er ikke frie derfor. En Stat betragte sine Rettigheder, Forhold og Sammenhæng, saa vil den tidt finde Raad for Misbrug i halvdelen,

228

164 hvor den, uden disses Overveyelse, maatte forblive raadvild! Den 2den Grund, Philodanus angiver, er denne: Norges Tab, og følgelig Dannemarks, ved Mangel paa Snighandel med Thee paa Engeland. Det maae da være for Concurrencen Skyld, dersom Handelen er den samme paa Engeland, som den altid haver været; thi da Tolden er saa høy i Engeland endnu, som før, saa er der Opmuntring nok i den Fald for Smuglere. Men hvem concurrerer med Dannemark i denne Snighandel? Dertil svarer Philodanus: Gothenborg. Meget vel. Jeg vil lade det staae derhen, som Sandhed, endog uvidende om, hvad Told Gothenborg betaler, liden eller ingen. Men i Fald det forholdt sig saa, at Gothenborg undersolgte os i Theehandelen i den engelske Snighandel saa tillod den sunde Finants-Politik endda ift, at tage Tolden af. Men det blev

229

165

da Politik, at godtgiøre saa meget i Told, ved Reysens Ende (ikke før) af den Thee, som efter Beviis eller paa Fed, var afsat hos Fremmede, som Gothenborg kunde undersælge os i Forhold til dens Thee-Told, og ey videre. Men, at Gothenborg ikke hindrer Norge i sin Thees Afsætning paa Engeland, for Tolden Skyld, det slutter jeg deraf, fordi man neppe har erfaret i Norge det Tab fra Compagniets Begyndelse i Gothenborg; men giør ventelig Slutning om Tab ved Gothenborg, for at forebringe vedkommende høye Steder, en Aarsag, de snart maatte ansee for meget vigtig, og altsaa formaaes til, at afhielpe Tolden, i det Sted Grunden ligger i Øen Mans Indlemmelse under den Engelske Krone, paa hvilken Øe det nu bliver de Norske Skibe, som gaaer til Irland med Mængde af Tømmerlast, heel besværligt, om ey umueligt, meere at profitere ved Theer, som forhen. Fik Norge i det samme saa meget at bestille paa Falmouth, paa Guernesey og Jersey, som det haver paa London,

230

166

Edenborg og Dublin, det vilde i Sandhed ikke klage, uden det var des vissere forsikret om, at Klynken kunde aflette Tolden. Hvorfor mon det ikke har anført til Exempel den ringere Hollandske, men i sær den Franske endnu ringere Told, og det saa meget meere, som disse Nationer ligger Engeland, saa meget nærmere? Uden Tvivl, fordi man ey har vidst den Tolds Beløb, og derfor ey faldet derpaa, Dog kan Norge i dette undskyldes, om det erindrer, at, for Indpakningens Skyld, foredrages de Kiøbenhavnske og Gothenborgske Theer for Hollandske og Franske, i Engeland og Irland, ja i Ostfriesland

med, ey at tale om flere Stæder.

Hvad den 3die Grund angaaer, denne, nemlig, at Hindringen for vor Thees Udførsel bør ryddes af Veyen, da ligger Besvarelsen heraf allerede i det forrige. Philodanus bør tilstaaes, at hvad der hindrer en Handels Fremgang, bør afværges; men derfor ikke Maaden, han her

231

167

vil giøre det paa; nemlig ved ey alleene at ophæve Thee-Tolden, men ved at ophæve den med eet, som synes alt for ligt den Plan, Philopatreias har vildet lægge, og uligt hans egne Tanker (jeg siden vil undersøge) i det følgende, hvor han Pag. 46. siger: at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder inføres, ikke vel forringes, saa man giør ilde i, at man fører den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hovedet. Hvilke sidste Ord, jeg frygter for, passer sig her alt for Nøye paa Philodanus selv, og det saa meget fælere, som de angaaer en Ting, der saa almindelig bruges af Almuen, som Theen, hvilken fast hver Mand dagligen nyder. Der er, som allerede sagt tilforn, andre Raad, hvor Handels-Strid møder for Toldens Skyld, end Tolds Ophævelse. Der er en proportionerlig Godtgiørelses-Told eller Drawback da at give, som Stedet ikke tillader mig her at tale videre

232

168 om, men som de anførte Regler giver Anledning nok, til at fastsætte paa gode Grunde, Uden at lade sig Øynene blinde.

Men saa villig, som Regenten da er, saaledes at befordre sine Undersaatters Fordele: saa alvorlig og yderlig streng bør han og være, mod alle Forestillinger og Taare, i at straffe Contrebanditer indtil paa Liv og Lemmer, naar mindre Straffe ey vil frugte, for at handthæve sine andre Rettigheder i Afgifter, hvilket er til hans beste Undersaatter, som erlægger dem, deres retfærdige og billige Forskaaenelse for andre og større Paalæg. Men dette kan dog ey heller skee, før Told-Be- tiente har det at leve af, hvoraf de bør leve med rette; thi de bør jo leve. Dette iagttaget, og det Lys brændende i vedkommende Collegier, som der bør brænde: saa vil Philodani alt for hastige Slutning om Tolds-Ophævelse, under Titel af en sund Politik, blive anseet for Heel usund, baade for Re-

233

169 gent og Undersaatter. Det var om det Ostindiske Compagnie, Philodanus her talte.

Hvad synes ham om det almindelige Handels-Compagnie? Det almindelige Handels-Compagnie, siger Philodanus strax paa foregaaende, er et saa besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar, efterat endog Island og Findmarken ere giorte til dets Trældoms-Steder, ere mørke Taler, som vist nok kan oplyses, og det klarligen af dem, der vinde derved, men som bliver for alle Upartiske og Kloge en uloddelig Afgrund. Har

Philodanus Ret i dette? Deri har han Ret, at dette Compagnie er et besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Det er en Phoenix i Staten, allene med den Forskiel, at denne, som man siger, staaer til sin Tid igien ung op af sin Aske;

234

170 men Compagniet bliver ævig ved sin gamle Slentrian. Men, hvori Compagniets Besynderlighed for Resten bestaaer, det lader sig gandske vel forklare, og bliver ingen mørk Tale for Dem, som, endog uden for Compagniets Handlinger, har lært at kige lidt igiennem Mørke Skyer. Mig synes, at det er gandske rimeligt, at det almindelige Handels-Compagnie maae have imodtaget Tilskud og intet Udbytte givet, og det i mange Aar, uagtet Island og Findmarken ere giordte til dets Trældoms Stæder: og at Det var tvertimod et Handels-Mirakel, om intet Indskud skeede, og om Udbytte blev given. Vi bliver strax overbeviist herom, naar vi betragter:

1. Hvori Compagniets Handel bestaaer, uden for den Islandske og Findmarkske, og Maaden, det besidder Den Handel paa.

235

171 2. Kun det alleralmindeligste af den Islandske og Findmarkske Handels Tilstand. Og

3. Personerne, som bestyrer og driver den heele Handel.

Jeg vil være saa kort, som mueligt,

ved denne Undersøgning.

Det 1ste, vi maae betragte, det er da Compagniets Natur, som det i Aaret 1747 blev oprettet. Den lærer vi af Octroyen, som beskriver den saaledes: Vi lader oprette, siger den frommeste Konge, Kong Friderich den Femte, (troende sig her, at octroyere oplyste Undersaatter) et almindeligt Handels-Compagnie, til at navigere og handle, saavel til og fra vor Residentse-Stad, og omliggende Lande, til de Stæder paa Vesterleeden, hvor hver Stæds Producter kunde behøves og debiteres, saavelsom og paa Middelhavet, med vi-

236

172 dere; vesligeste med Tiden at fortsætte Valfiske-Fangsten, samt paa tilladte Stæder at oprette Contoir og Factorie til Fiske-Handelens Befordring, og saavel dertil, som til andet Brug, Handel og Søfart, at besørge fornøden Forraad og Oplag af allehaande Vare her

paa dette dertil beqvemme Stæd, samt paa andre Stæder efter Omstændigheden. Altsaa bestaaer Compagniets Handel i at drive en frie Oplags- og Fragthandel med fremmede og egne Vare, hvor det vil og kan, i, paa, og uden for de Danske Stater; at drive Valfiske-Fangsten, og befordre ved Oplag andre Fiskeriere, hvor det kan, og alt dette uden Indskrænkning til nogen Sort Vare, forbudne Vare, (Post. 4.) til Oplag, endog indbegrebne. Men nu spørges: Er dette Compagnies Handels Natur anderledes, end den Handels, som enhver Grosserers eller Storhandlers, som sætter sig need, som Kiøbenhavns Borger, at handle og vandle, enten til Deels er, eller kan blive? Dertil

237

173

er man vel nødt til at svare: Ney, paa Valfiskefangsten nær, (om den og bør undtages) er den virkelig den samme. Men følger ikke da deraf, at enhver Grosserer i Staten, da han kan have Efterretninger om Handelens Tilstand Verden over, til samme Øyeblik, som Handels-Compagniet, at samme da er en Opfanger, og dertil en billig, af Handels-Compagniets Fordeele. Men hvad Udbytte skulde der da falde, naar alle Grossererne, som de virkeligen bør, naar de kan, bytter Fordeelen imellem sig, som Compagniet med seende Øyne er nødt til at taale?

Et unaturligt Compagnie kan altsaa ikke have andet, end de Følger, det tilkommer for sin Unatur, det er Mangel af Udbytte. Men, som det har ingen Udbytte: saa vinder ey heller nogen derved andet, end det, som heele Staten maae vide, saa vidt jeg seer, saa Philodanus taler uden al Tvivl her meere, end han burde. Var det derimod er natur-

238

174 ligt Compagnie i Staten, eller et statsnyttigt Interessentskab, saa var dets Forfatning af en langt anden Natur. Dets Øyemærke var fastfat efter dets Oplags-Steds Beliggenhed imellem omringende Stater; og visse fremmede Stæders Mangler kunde da saa tydelig kiendes af Compagniets Oplags Natur, som andres Overflod, der altid vedligeholdt Magazinerne. Men hvor ere disse Kiendetegn, til Beviis paa Øyemærke og Midler og en velgrundet Handel? Med hvad Vare handler Compagniet?

De Vare, Compagniet maatte handle med, vare da og bestemte og navngivne i Octroyen. Man læste da aldrig disse Ord: og paatvivler vi allernaadigst ikke, at Compagniets Directeurer efter allerunderdanigst Eed og Pligt, jo stedse seer derhen, og tager alle fornødne og muelige Præcautioner, at de indenlandske producter og Fabriqver, ikke derved i nogen Maade præjudiceres, men at de

239

175

meget meere søge veslige producter og fabriqverede Vares Debit, endog paa fremmede Stæder, saavidt giørligt kan være, at tilveyebringe og befordre. Man fandt i dets Sted en nøyagtig Specification pag de Vare, som maatte oplægges af Compagniet. Det blev da og saadanne Vare, som Private ikke kunde saa beqvemmeligen omsætte, som et Compagnie, efter Omstændigheden af Mængden, Tiden og Stædet, m. v. og i saa Fald maatte Private ey heller handle med dets Vare, uden under visse Vilkaar: og Anlæget var da just noget langt andet, end det er, som kun er nu Beviis paa dens Ukyndighed, som har giort Udkastet til Compagniets ynkværdige Plan.

Regnes hertil Maaden, Compagniet maae øve sin Handels Ret paa, saa er den allene nok til at giøre Handelen til intet, om den endog nogensinde havde været vel anlagt. Den er ey alleene for dette Compagnies, men for

240

176

andre Compagniers og Participantskabers skyld værd at vide, og at erindre. Den lyder saaledes: At de udi dette almindelige Handels-Compagnie indtrædende Participanter maae imellem sig selv indbyrdes oprette, indgaae og beslutte saadanne Reglementer, Conventioner og Foreeninger, som De saavel til Compagniets Erection og Istandsættelse, som til Oeconomiens og Administrationens Indretning og Deres Middels retsindige og ordentlige Forvaltning, og følgelig til Commerciens og Skibsfartens Tarv og Fremvæxt, for raadeligt, tienligt og fornødent befinder; Hvilke Reglementer, Conventioner og Foreeninger, saaledes som de nu: Begyndelsen forfattes og vedtages, eller

efterdags forandres og besluttes, stal være lige saa gyldige og kraftige, som de af Os selv specialiter vare confirmerede. Aldrig giver dette Compagniet mindre Magt, end at giøre hvad det lyster, uden

241

177

at giøre Regent eller Stat noget Regnskab for sin Conduite i Handelen. Men skulde en saadan Clausul i en Octroy være mindre end statsødeleggende? Dog saaledes auctoriserer mange danske Oetroyer til en selvraadig Opførsel! Jeg tænker paa Johan Tegels Aflads-Breve, der ey allene tilgav de begangne Synder, men octroyerede for de man agtede at bedrive. Mig synes det er ey umueligt, af en saadan Artikels Ord, at beviise, at en Cancellie-Chef i Dannemark, vant til Cancellie-Formularer fra Ungdommen, maae ikke merke at han i Octroyer og Privilegier opreiser monarkiske, (men det var at misbruge dette velbemerkende Ord) jeg vilde sige, despotiske Undersaatter ved Siden af hans Konges Trone, hvilke kand underminere, om ey med Vold nedrive den, paa den forfærdeligste Maade mueligt, nemlig, ved Selvraadighed i Handel og Vandel. Philodanus har da rigtig nok ret, naar man betragter dette Compagnies Natur, at det er et besynderligt Selskab, og at dets Lige ikke saa let findes.

242

178 2. Betragtet vi det nu i Henseende til sin Handel paa Island og Finmarken: saa vil vi og blive en haaben Besynderlighed vaer i den Henseende. Jeg er vis paa min Herre ønsker mine Tanker her over den Islandske Octroy for Compagniet; thi de satte sig alt ned, og slog sig til Rolighed paa deres Gods i Havet 1763, og Octroyen er fra 1764, og, som Octroyer, er den for det meeste meere Mysterie end Aabenbaring, da slige Privilegier ey findes almindelig iblant vore Forordninger, maaskee for et Compagnie-Knebs skyld, jeg ikke kiender. Jeg vil giennemløbe den.

Ikke skal jeg tale om de 7000 Rtblr., som en liden Sum, Hans Majestæt faaer i Forpagtning af Irland; thi om han fik slet intet, kunde der være lige meget, da Hans Majestæt veed altid Middel, at vinde ved sine i Handelen vindende Undersaatter, naar de erhverver noget, hvorved han bør vinde: alleene at Octroyen, og Handelen derefter, var hans Riger og Lande til Fordeel! Thi Regenten bør egentlig ikke, enten forpagte Handel, eller handle, men hanthæve

243

179 Handel, og Hæve Told og Afgift af Handel, for dens Hanthævelse, uden hvilken den aldrig kunde blomstre. Men det er Undersaatter, som bør Handle og bygge Pakhuuse. Imidlertid gyser jeg ved de Ord: 20 Aar, i hvilken Tid Landet er solt at en Lands-Fader til Landets høyanseelige Fiender; thi andet er et hvert Compagnie intethvor Handel kan drives, som denne; Uden Compagnie, under en frie landsfaderlig Bestyrelse og en oplyst politisk Opsigt;

Men at jeg nærmere maane forklare mig i dette for min høystærede Herre, vil jeg, som sagt, giennemgaae den Islandske Octroy i sær, og, for at være kort, forbigaae det, som er almindeligt ved alle Compagnier, allene berørende det, hvorover Island lider ved Compagniet, og bliver rigtig nok, som Philodanus siger, dets Trældoms-Sted,

tilligemed den Misbrug, som i Handelen indsniger sig, hvorover Compagniet lider paa sin Side, og altsaa derfor bliver det besynderlige Compagnie det er.

244

180

Den 4de Post siger i Octroyen: naar Prisen paa udenlandsk Rug, ved paastetider, her er over 13 Mark, og Bygget i Proportion, saa tillades, til nestpaafølgende Aars Udredning, fremmed Rug og Byg frit indført. Denne Omstændighed at man maa hente Rug hos Fremmede, hører egentlig ikke herhen, som en Følge af Compagnie-Handel, men som en Følge af vor Mangel i Henseende til Korn-Prisens Ubestemmelse; hvorfor jeg ey betragter det, som nogen Mangel her, men forbigaar samme, uden at jeg derfor bifalder enten Prisen paa Rugen eller Tids-Beregningen, til hvilken Udredning med fremmed Rug her er bleven tilladt.

Jeg taler ey heller om den 5te Post, hvori Jernet, som for Udredning behøves, tillades det halve fra fremmede Stæder at indføres, efterdi denne statsskadelige Artikel, og forunderlige Tilladelse i Riger, der selv har Jern-Miner nok, og afsætter Jern til Fremmede, ikke hindrer enten Compagnie eller Landet Island i sin Handel, men kun Riget Dannemark og

245

181

Norge i sine retfærdige Rettigheder til felles Lyksaligheds Befordring, som ikke her bliver mit Øyemerke at bedømme.

Jeg forbigaaer og den Consumptions Gotgiørelse, som Compagniet saa forunderligen tilstaaes, i Følge den 6te Post, paa Brændevinet, som udføres til Island, skiønt aabenbar stridende imod Hensigten med Brændeviins-Driks Afværgelse, der i Landet, som Consumtionen derpaa selv kunde hindre; uagted samme kunde endog fortiene en Betragtning, baade som en Fordeel for Compagniet, og som en Ulykke for Landet.

Jeg lader og, som jeg ikke seer de Ord i den syvende Post: Fabriqveurerne skal være betænkte paa at forskaffe deslige Vare, naae de i Tide hos dem bestilles, baade til billige og taalelige priser, saa og af faa forsvarlig Godhed, at Compagniet dermed kunde være vel tiene, og at Indbyggerne udi Island intet derover skulde kunde have sig at besværge; efterdi dette saa

246

182 lidet henhører her til Sagen, som Befalingen i Grunden intet virker, da Fabriqveurer, paa slig en Maade, ey kan foreskrives enten Form eller Pris af deres Vare: det og blev mere Compagniet, som skulde befales, at skaffe vedbørlige Vare, end Fabriqveurerne, der ved Hal-Love egentlig først forpligtes til en vis Arbeyds-Maade, men aldrig til visse Priser; som Compagniets Licitationer desuden giør reent umuelige, baade i det eene og i det andet.

Ligesaa enfoldig forestiller jeg mig, naar jeg seer den splittergale Oeconomie med de Islandske Vare, som føres fra Island Hertil, for at halles, og derpaa at udføres igien til Island, for fastsatte Priser, der bliver ævigen noget Absurd i Handelen, og, for samme Aarsager, som for flere, der siden følger, den hele Compagnie-Handel selv aldeles urimelig.

Ja jeg vil ingen Anmerkning giøre ved Leverancen af det Islandske Kiød paa 2 til 3000de Tønder, som Compagniet (efter den 11te Post)

247

183 er forbunden, at levere mod Betaling til Søe-Staten, da det er ey allene rimeligt, men i Island noksom bekient, at det gaaer hermed, som med den heele Slagtning for Compagnie-Handelens Skyld, at de sletteste Faar drives til Hannene, og Kiødet, som derpaa indsaltes, bliver det sletteste, og Søe-Staten altsaa ikke faaer. nær saa got Kiød, som en frie Handel vilde levere det.

Jeg skal end ydermere lade, som jeg ey begriber den forunderlige Maade, Islands Indbyggere kan behandles paa i Handelen, for Landskyldens Erlegnings Skyld, i det det heder i den 12te Post, at hvad der allernaadigst er befalet den 23 April 1596 (mon disse bedagede Tal ere rigtige?) at Landets Indbyggere, nemlig, aldeles ingen Fisk eller andre Vare til de Handlende maae afsætte, førend den aarlige Landskyld til Kongen først er betalt, at det skal endnu vedvare i gode Aaringer; skiønt jeg vel indseer, hvad Leylighed man derved haver til Chicaner, mod

248

184

Almuen, til ulovlig Baade i Handelen, ald Taxt uagtet (som desuden intet duer) i de middelmaadige og slette, ja fast i alle, Aaringer, i hvordan de ere.

Men noget møder i Slutningen af samme og flere paafølgende Poster, som jeg umueligen kan forbigaae. I Slutningen af denne 12te Post, der heder det: I øvrigt lader vi føye, siger Lovgiveren, saadan Anstalt, saa vel ved Amtmanden, samt Landfogden og samtlige Gysselmændene udi Island, at de ikke alleneste opmuntrer Almuen til at benytte sig af Fiskeriet, naar samme sig tilbyder, men endog paa det allernøyeste derover at holde, og tillige Almuen betyde, at saafremt de ved Ladhed motvilligen forsømmer Fiskeriet, maa de, som saadant overtydes, forvente at vorde nægtet den forlangte Credit, og saaledes selv komme til at lide formedelst deres egen Efterladenhed. Saa velmeenende som denne Opmuntrings-Maade kan være i sin Hensigt af Lovgiveren selv, saa tyde-

249

185

lig sees af enhver, at Virkningen vil blive aldeles unyttig for Handelen. Handelens Natur, og Baade af Arbeyd og Flid, maae opmuntre, ikke en Lovgivers blotte Ordre. Det er kun i slaviske Egne, hvor de Ord har Virkning: Arbeider, I skal skee Skam! og endda maae de Ord ikke tales uden af den, som har Pidsken i Haanden. Men i et Friheds Land, under en faderlig Regiering, vil Handelen ey, paa noget Hiørne i Staten, blomstre ved Næringers Opmuntring oplivede ved de Ord: Forsømmer I Arbeyd, skal Credit vorde eder negtet, og I skal komme til at lide, for eders Efterladenhed! De Hielper ikke de Ord, om de endog bleve udraabte af alle Amtmænd, Landfogeder og Sysselmænd i et Land, paa engang, med en Tordenstemme. Disse stille Tanker, i en roelig Eenlighed, om det endog var midt i Mulm og Mørke: I Morgen, vil jeg og mine udkaste Garnet, i Haab at Gud velsigner vor Flid, da jeg er vis paa, at de

250

186 mange ankommende Kiøbmænd, vil blive begierlige nok, for at kiøbe mine velbehandlede Vare til de Markeders Fornødenheder og Trang, hvorfra de kommer. Disse enfoldige Tanker, siger jeg, betyder meget mere! De betyder Klæde og Føde for Armod, Vælde og Magt for Trone og Stat. Men om disse mange Kiøbende drømmer ikke, mindre tænker Islandsk Fiskere paa, tvungne ved et statsskadeligt Compagnie til at handle, ikke efter Priser, i Forhold til Søgning og Varers Mængde; men i Forhold til Selvklogskab og Interesse af Ukyndighed i Dannemark, og siden underkastede Capricer i Haunene af Smaae-Despoter, store nok til at ødelægge den største Øe Kongen af Dannemark eyer. Men følger da ikke heraf, at Octroyeu selv bliver her et Beviis paa Compagniets Uhandel imod sig selv, i det det ey veed, at drive Handelen anderledes, end at det behøver de forunderligste Tvangs-Midler; idet Sted den Erklæring til Indvaanerne: I Forhold til Fiskeriernes Lykke, og hver Mands Flid, skal Fiskelinier og Salt blive forstrakt i Mængde; og gode Vare blive kiøbte, vilde have udrettet det heele.

251

187

Den 13de Post haver disse Ord: Compagniets Kiøbmænd bør, under Stadens Erstattelse og anden Vilkaarlig

Straf, være forbunden, allede Vare at imodtage og betale, som Indbyggerne dennem tilbringe, naar samme befindes gode og forsvarlige Kiøbmands Vare at være. En skiøn Forpligtelse om den kunde virke Lovens Efterlevelse! Men hvad om Erfarenhed tør tage sig paa at beviise, at mange Vare, gode for Staten i en ret Handel, skiønt de ikke besindes gode i en daarlig, tilbringes og tilbydes Kiøbmanden, som han aldeles ikke vil tage imod? Hvad om det dernæst er nok som bekiendt, at Bare, som ere nok saa gode Kiøbmands-Vare, ere imod Compagniets og Kiøbmandens Fordeel, at modtages? Skulde, der da være nogen Tvivl paa, at denne Post i Octroyen er uden Betydning, og kan ey iverksættes for Vanskeligheden af Opsyn? Skulle man da ey indsee, at det endog er mod Handels Natur, om Opsynet var tilstrækkeligt; og Indbyggerne altsaa, i denne Hoved-Omstændighed, i

252

188 de beklageligste Omstændigheder af Verden, ligesom Handelen selv en latterlig Handel? Omstændigheden er, i sidste Fald, i sær angaaende Saltfisken, som Indvaanerne ikke kan afsætte til Kiøbmanden, efterdi Kiøbmanden da maatte betale Saltet, som han havde solt dem, og Møyen tillige paa Saltningen, som han kan have lettere af Armod i Landet, naar han selv er nærværende og lader salte. Men hvor stort et Tab er ikke denne Omgang for Islænderne i deres Trang.

Men i saa Fald Islænderne havde nok saa stor en Mængde af beste Tørfisk, hvorledes skulde de overlade den i Handelen, hvor Varers Indkiøb er bestemt efter medhavende Vare, fastsat ved en urimelig Taxt, kun rimelig i en urimelig Handel, paa det denne ikke skulde aabenbar blive Landets Indvaaneres Blodsuer og Morder? Kommer nu hertil, at kun visse Vare tages i Handelen, Klipfisk for Exempel, Platfisk, Stokfisk med videre, efter de Markeders Natur et ildehandlende Compagnie afsætter sine Vare paa, ikke efter den danske Sats Markeder, hvor de

253

189

ringeste Sorter i en retskaffen handel, kunde afsættes, saa bliver det meer end tydelig, at Compagniet er baade Indvaanernes og dets egen ødelegger i de Næringer, som er de fast allerbetydeligste for Dannemark, i Fiskerier, nemlig, hvorved saa mange Hænder kunde gaae, og saa mange andre Næringer uden for forfremmes, indtil Skibbyggerier, og Seyladsen selv, hvorved saa mange tusinde Matroser kunde leve. Hver Planter og Skibs-Capitain fra Vestindien taler om denne Sandhed, om den Mængde ringe Fiske-Sorter, som kunde afsættes fra Island i de Vestindiske Colonier, naar Compagniet hanlede, som det burde; thi Islands Fiske-Vare ere de Nord-Americanske i det meeste, som Dansk Vestindiske Kolonier betaler de Engelske i dyrendomme. Hvilken jammerlig Politik da, at tabe saa store Fordeele, hvori Linien og Nordpolen maatte kappes om, at forbedre hinandens Handels Flor, formeere hinandens Kræfter, befolke hinandens Lande til Forsvar og til Ære for den danske Krone!

254

190 Den 15de Post kunde give mig Anledning til at erindre, hvor lidet betydende samme Post er, Henseende til den Trudsel af Confisqvering, den omtaler for dem, som betrædes med at drive forbuden Doggerie, da ingen Kystbevarere eller Handels-Krydsere afværge endog det ulovligste Doggerie af Fremmede, men jeg forbiegaaer meget. Derimod veed dog Compagniet selv, at giøre den 14de Post heel betydelig, i Henseende til danske tilladelige Doggerier, da det vel har vedst, at tage sig i Agt for, at man skulde kunde anføre noget Exempel paa, at dets Betiente, efter samme Postes Befaling, for nogen eller ingen Kiendelse, har giort de Fiskende nogen Assistence. Men derfor glemmer ey heller de Fremmede desbedre at betiene sig af Leyligheden, da de veed, fast indtil 4 Miles Distance fra Landet, at øve Doggeriet til Fuldkommenhed, ved at lokke Fiske fra Landet did ved Indvolde af andre Fiske, ved Fiske-Hoveder, Havkalve og slig Lokkemad, som en frie Handel, og Fiskeriernes vedbørlige Drift omkring Landet, vilde giøre umuelig.

255

191 Men en begvemmere Leilighed, at slutte sig til Handelens Urimelighed af en dobbelt Omstændighed, gives vel ikke større end den som møder i den 17de Post. Her erfares, at en Taxt fra 1702, nu kun halvfiersindstyve aar

gammel, er Reglen den Dag i Dag hvorefter enhver Ting kiøbes og sælges. Unaturen af dette behøves vel aldrig at bevises ved Fortegnelser paa Vare-Priser fra dette Seculi Begyndelse, lignede mod Priserne, nu da vi er ved Enden deraf. Thi lad end være saa, at man vil sige: Varene, som bringes til Island ere Meget dyrere nu end tilforne, og Islænderne faaer derved desbedre Kiøb: saa giver Islænderne igien ey allene Vare, der ere stegne anseeligen i Priserne; Men som og ere saa meget Mindre af i Landet, som Landet ved en ruinerende Handel, ey at tale om andet, er bleven folkefattigt, og altid er desuden med tilførte Vare saaledes bleven skaaren, efter mangfoldige Islænderes vemodige Klage, at den paabudne Besigtelse ikke kan bemerke andet, end en

256

192 Octroy-Formalitet uden Indflydelse paa Landets Fremtarv. I samme Post selv, sammenlignet med den 29de, ligger et Beviis mod Compagniet om Taxtens Unatur og Fornermelighed imod Indvaanerne. Havkalvs- eller Sælhunde-Tranen har man forhøyed fra et hundrede og tredsindstyve til 230 Fisk, og, som det rigtig heder, for at animere Indbyggerne til herefter, mere end tilforn, at lægge sig efter denne Fangst, og i Henseende til den Fordeel de Handlende derved tilflyde. Denne Forhøyelse har og virkelig giort den Virkning, at man paa sine Steder, i sær i Isefiords Syssel, har, for det samme, mere lagt sig efter den Fangst, end efter Fiskeriet. Men altsaa kan man jo spørge: dersom Virkningerne har været saa i Henseende til Sælhunde-Fangsten og samme har tillige været de Handlende til Fordeel, i Følge Postens egne Ord: hvorfor skulde Fiske-Priserne ikke fortiene Forhøyelse, og kunde blive Handelen ogsaa til Nytte, da Dannemark kan afsette, endog hos sig selv og

257

193 sine Kolonier en langt anden Mængde af Fisk, end det afsætter? Vilde det ikke være en aabenbar Forhærdelse, at nægte disse Sandheder? Maae da Taxten ikke være lige saa ødelæggende for Landet, som dens Ælde er latterlig.

Maal og Vægt er saa smudsig en Sag at røre ved, og tillige saa himmelraabende en Mangel, naar derpaa er noget at sige, at intet kan være fælere. Jeg gider derfor ikke talt derom. Ellers var det værd at spørge dem: Hvorledes kunde Maal og Vægt blive sønderbrudt i Aarene 1765 eller 66 paa R * * * * havn, uden Vedkommende derfor blev straffet?

Den 18de Post, der var saa fornøden at holde over, i sær for Brændeviins Indførsels Skyld, da Landet ikke kan betale, uden det høyfornødne, vidner Havnene paa Island, efter mange Islænderes Klage her, saa lidet at blive holdet over, at baade

258

194 40 og 50 Tønder Brændeviin afsættes i en en eeneste Havn. Men det gaaer desværre ofte saaledes med de Danske kongelige Forordninger, at gierne finder man et og andet Ord i dem, som tilintetgjør Deres høyeste Hensigt og Virkning. Fransk Brændeviin, heder det her, maae ey, under Straf af Confiscation til Landet henføres, medmindre, staaer derhos, Indbyggerne saadant forud bestiller. Der er vel da ikke at tvivle paa, det jo altid bliver bestilt. Jeg tænker paa Henrich, som aldrig drak, uden naar han tørstede; men tørstede og derhos altid.

Hvad Islænderne kan klage over det Meel, de skal faae, i Stedet for det forsvarlige Rugmeel, den 19de Pøst tilholder, det forbigaaer jeg her.

Men en betydelig Omstændighed er det i Henseende til Tømmeret, i Fald det er, som De siger, at det ey, efter den 20de Postes Maal, bliver dem tilsendt: hvilket saa

259

195 mærkeligen skader Fiskerierne, og end mere, naar Træet er skiørt, som det almindelig skal befindes. Af Drive-Tømmeret foredrages derfor een Aare, for 2de af det andet, ligesom en Baad af det kan vare 40 Aar og derover, naar Handelens Tømmer ey nytter i Ti. Er nu Tiæren tillige saa tynd, at den løber af Træet, som Vand, saa sluttes let til Tabet derved i Fiskerierne for den arme Islænder.

Den 23de Post om Eftersyn oven Compagniets Vare der i Landet, maatte man tænke, satte Indvaanerne i Sikkerhed i deres Handel mod Compagniet; men Exempler lærer det ikke, og den Sag, som man fortæller om, kom i Action paa H *** Havn 1768 ved S * * * . G * * * . R * * *. , skal intet være bleven giort noget ved.

Men hvilken forunderlig Post er ikke den 26de? Udi Landet, heder det, maae

260

196

Compagniet ingen Fiske-Baade holde, ey heller leye nogen af Folket til at fiske for sig - - - men med deres eget Folk og Jolder maae de ubehindret fiske udi deres District, hvor det ikke skeer Indbyggerne til Indpas. Hvorfor mon Compagniet ingen Fiskebaade maa holde i Landet? Mon det er af Ærlighed, for ey at fange for mange Fisk, af en næsten uudtømmelig Søe, fra et Folk, som fattes de vedbørlige Redskaber til Fiskerie, og ey har lært ret at fiske? Hvad Skade kunde saadant et Folk tilføyes, om de blev leyede og betalte for Møyen? Eller mon det maaskee være, for med Forsæt at hindre: at Islænderne aldrig lærer Fiskeriet, paa det de aldrig skal hielpes til at have Saltfisken i Qvantiteter at: de aldrig skal faae Leylighed, at laane Jolder hos Compagniet, paa det Kiøbmanden ankommende, maae des vissere lade Arbeydet giøre ved sine egne Folk. Det feiler ikke, at dette er Aarsagen og ingen anden. Saa afskyelig en Hensigt har da denne Post! Under den fine Maske, at tiene Landet, træder man dets Indvaanere med Fødder.

261

197

Er det da at undre, naar det ene lægges til det andet, at Indbyggerne ønsker Leylighed til Handel med Fremmede? I hvor alvorlig det forbydes i den 31 Post, saa synes det ligesom det kunde være ey allene Islands Interesse, som det er sikkert, at drive Snighandel med Fremmede, men fast Dannemarks egen, saa længe de Ulykkens Forpagtnings-Aar varer, da Erfarenhed lærer, at Indbyggerne staaer sig bedre i de Havne, hvor saadan en Handel, skiønt vanskelig, kan øves, end i de andre, hvor man sukker under Compagniets Aag, uden Leylighed til Handel med andre, end med det.

Jeg gaaer til den 39 Post, ved hvilken Lovgiveren, den eyegode Kong Friderich den 5te, tænkte, saa sikkert at forbinde Compagniet ved sit store Exempel, til at udsætte Premier, og at opmuntre Indbyggerne i sær til Fiske-Baade-Bygning efter de anordnede Modeller. Men skulde man troe, at Kiøbmandskunster forstaaer at giøre dette til intet, fordi Baadene ey ere bygte af det Tømmer, Kiøbmanden selv selger, uagted

262

198 Drive-Tømmeret, bliver Islænderne i Baade til større Nytte. Det kalder jeg at knibe Premier!

At tale her om Faareavlen og Fabrikerne, de i Island saa urimeligen anlagte Fabriker, tillader Stedet ikke, hvorfor jeg forbigaaer den 40 og 41 Post, som ellers var meget at tale over til Handelens Beste. De følgende vil ey heller egentlig høre herhen, nemlig til at vise Compagniets slette Tilstand i Følge Handelens Natur paa Island; hvorfor jeg her lukker Octroyen.

Af det som da er anført vil rnin Herre nok uden Tvivl kunde giøre sig et Begreb om, at paa et Land, Hvis Hoved-Næringers og Handels Drift er saa slet indrettet, som af forrige kan sluttes, der kan et Compagnie ikke handle med merkelig Fordeel, og ey heller bør giøre det. Det er sin egen Straf, og bør med Billighed saaledes straffes. Dog er her kun talt over de Materier Octroyen giver Anledning til. Men Hvor meget kunde ey videre siges i Henseende til hele Landets politiske Indretning, som har

263

199

Compagniet, og ald den tvungne Handel, det Har været underkasted, at takke for sin jammerlige upolitiske Tilstand; Hvorfor Compagniet igien i sin Handel, som sagt, Har sit Tab?

Fra dette vil min Herre og kunde slutte til Skiebnen for Compagniet med Finmarken, og dens Tilstand under Compagniet, som vilde blive for vidtløftig her tillige at beskrive. Trældoms Stæder ere de! Philodanus Har Ret deri: og jeg uden Tvivl i dette, at for den Islandske og Finmarske Handels Skyld, vil det almindelige Handels-Compagnie ingen stor Rulle spille i Staten, i Hvad det skulde giøre det for dets Directeurers Skyld, hvilket var den 3de Post.

Hvem ere da Directeurerne ved det almindelige Handels-Compagnie? De ere Gros-Handlere eller Kiøbmænd. Hvad Egenskab Haver de samme? Den Egenskab som Gros-Handlere: de handler en gros efter deres lovlig vundne Borgerskabs-Breve. De Handler med

264

200 de Vare, som de tænker best at vinde paa her i Landet, eller andensteds ved Fragthandel: og snedige Hoveder er de ogsaa, saa de speculerer brav, som alle kloge Kiøbmænd, og stræber at giøre sig alle lovlige Fordeele: ja passer paa det første Øyeblik efter Postens Ankomst, som Smeden paa det gloende Jern, for ey at gaae Glip af Leyligheden. Men saadan en Opmærksomhed skeer saamænd intet for Compagniets Skyld. Det skeer for deres egen Interesse. Thi af det almindelige Handels-Compagnie har de intet, hvoraf de kan leve, og, som Borgere, er det jo fornøden de lever, men at leve som Borgere, det bemærker en gromme Hoben. Men i det de iagttager deres egen Interesse, giør Fordeele paa den retfærdigste Maade: saa betager de Compagniet dets Fordeele, og ødelægger det med allerstørste Billighed. Det er: de giør, hvad de bør giøre; thi Compagniet, som heri er ueens med sig selv, bør jo ikke blive bestandig. Hvoraf aabenbar følger, at Compagniet har et Vitium in for-

265

201

ma, en Feyl i sin indvortes Forfatning, saa det var latterligt, om det florerte. Alle brave Groshandlere i Staten, maatte jo da, for dets Skyld, gaae med Vettelstaven. Men det Compagnie, som er mangelfuld i sine første Anlæg, som ikke staaer i vedbørlig Sammenhæng med Staten, som er overladt til sig selv, som af Stedet, det handler paa, og af dets egen, i Henseende til Islandske Varers Debit, indskrænkede Handels-Cirkel, er bevist, at være en usammenhængende Machine, det maae umueligen kunde give noget Udbytte. Det bør sætte aarlig til. Det bør tabe, og blive den Stats-Contradiction, det er. Det er altsaa en Herlighed i Staten, at det nærværende Handels-Compagnie, som er bygt paa en statsskadelig Octroy, ikke blomstrer.

Det ved blive da det, det er, imens dets Octroy vedvarer!!!

Jeg forbigaaer at tale om Stedet, hvorfra Handelen drives, der fra et Compagnie af dets

266

202 Natur, vel indrettet, end ikke er det beqvemmeste. Helsingøer blev et bedre Sted, for det tidlig aabne og sildig tilsluttede Belte, som for den fornødne Visite hver forbifarende Fartøy vilde aflægge til det, var det et vel indrettet Compagnie, som jeg umueligen kan tilstaae det, uden at handle mod Overbeviisning. Dog taler jeg ikke om en bedre Form det skulde gives, som et almindeligf Handels-Compagnie, da jeg i det Smaae anseer et almindeligt Handels-Kompagnie af den Natur, som det omtalte er, for lige saa urimeligt i vor Stat, som Forslaget af Philopatreias om vor Handels Forandring i det Store. — Hvorvidt jeg nu i øvrigt har været lykkelig nok, at opløse Philodani mørke Tale, og at lodde hans uloddelige Afgrund, det overlader jeg altsammen min Høystærede Herres skiønsomme Omdømme.

Videre siger Philodanus om Island, thi han synes ret opsat til at tale om den

267

203

Materie, og Materien er og værd at tale om: Det er Skade, siger han, om den nu paa Landet værende Commission skal giøre alle sine Undersøgelser efter en plan, som sigter til Compagniets Vedligeholdelse. I Sandhed, det var og en meget stoer Skade, om saa var! De erindrer, høystærede Herre! at de endnu for faa Uger siden, giorde mig samme Spørsmaal i en Skrivelse, jeg da ikke vedste at besvare. Siden har jeg været saa lykkelig, at faae Commissions-Instruxen, for et Øyeblik, at see. Saa begierlig, som jeg var, for at vide dens Indhold: saa umuelig blev des mig dog, at faae Tid til at læse den igiennem. Imidlertid faldt mine Øyne, saa lykkelig deri, at de traf paa den 4de Artikel i i Commissionen, som just kan give Svaret her paa Philodani Spørsmaal. Jeg udskrev i allerstørste hast den samme Artikel, som jeg her vil have den Ære at meddeele, og til Beviis paa min Hengivenhed for Dem, min Herre! tilføye mine ringe Tanker

268

204 i denne Sag, fuld forvisset, at det bliver imellem os, som alt det andet. Artikelen lyder, for saavidt bemeldte Spørsmaal kan angaae, Ord til andet saaledes:

Det er forlængst bragt i Forslag, samt fordeelagtigt baade for Landets Indbyggere og Vores Interesse, ligesom det og af Landfoged Skule Magnuson ved hosføyet plan og Demonstration Lit. A. (den gad jeg gromme gierne seet) igientages, at indføre en frie Handel i Landet paa den derhos beskrevne Maade. Saa længe nu den det almindelige Handels-Compagnie forundte Octroy paa nærværende Handel til 1784de Aars Udgang staaer ved Magt, lader sig vel ingen saadan Indretning der foretage, og efter eet af Landfogeden siden indgivne Promemoria Litr. B. haves ey heller tilstrækkelig Kundskab om, og hvorledes beqvemme Vinter-Havne der findes, af hvilke

269

205

man sig under en frie Handel skulde betiene. Imidlertid ville vi dog, at Commissionen nøye skal undersøge og overveye

A. Hvad enten saadan Frie-Handel holdes for nyttig eller ikke, i Henseende til ey alleene Landet og vores deraf dependerende Interesse i Særdeleshed, men endog det almindelige Beste, efter den Indflydelse samme Handel haver paa andre vores Stater.

B. Hvorledes den enten efter dette Forslag, eller paa andre Maader, i sin Tid kunde være at anlægge eller indrette, og om endog forud, imedens Octroyen vedvarer, dog uden dens Forkrænkelse, kunde banes Vey til denne Indretning, samt paa hvilken Maade, og

270

206 C. Hvad dertil udfordres?

Hic Rhodus, hic salta! kunde man her sige til de Herrer Commissarier, i Fald man stoed midt iblandt Dem, naar denne Artikel just blev oplæst. Men jeg frygter allene for, at Svaret ikke hentes i Island, og, om Hr. Landfoget Skule Magnuson har givet en Plan til Frie-Handel nok saa oprigtig, efter hans gode Islandske Erfarenhed: saa vil dog nok baade det eene og det andet reformeres efter de store Stater i Europa. Thi at vilde tænke, man paa ultima Thule skulde have Oplysning, for at kunde svare ret paa det Omspurte, det er tvertimod hvad en Statskyndig troer. Han holder for, at Svaret efter den Kundskab, man alt har om Island, og en meget mindre, bør gives fra Centro terræ, eller egentlig fra Centro i det Land, hvis Regents Munds Aande, til alle Øyeblik, fornyer, eller ufrugtbargiør, Islands, som alle hans omringende Staters, yderste Grændser. Hvorvidt Spørsmaalet da ungefær fra

271

207

Christiansborg af kan besvares, det vil jeg Her forsøge:

1. Det første Spørsmamaal angaaer Frie-Handelens Nytte i Sammenhæng med Landet selv, Kongens Interesse, og det almindelige Beste, Hans Majestæts andre Stater. I saa oplyst en Alder, som vores, og i Overbeviisning om Deres Indsigt, hoystærede Herre! vilde det være en Formastelse af mig, om jeg vilde her tage mig for at anføre alle de Fordeele, som flyder af en frie Handel for et Land, da det blant alle handlende Nationer er afgiort, at hvor private Handels-Kyndige kan overkomme Udredningen til en Handels Drift med polerede Nationer, der er og bliver en frie Handel altid at foredrage Compagnie-Handelen, da Concurrence af Vare fra den activ handlende Nation alletider befordrer hos den Næringers Drift, samt Varenes lette Priser, og altsaa Populationens og Folkemængdens Tiltagelse, i Forhold derefter,

272

208

uden at tale om flere store Fordeele. Men jeg siger derhos med polerede Nationer, da der er een eeneste Casus i Verden, som giør Handelen ubeqvem for Privathandlende, eene og allene for Barbariets høye Grad Skyld; med mindre den saaledes frie-handlende Nation er des rigere, og haver fra sine Private des større Capitaler at creditere bort i samme Handel, og des flere Havne paa samme Sted at søge. Det er Handelen, nemlig, paa Guinea, hvor et bestandigt Magazin af alle de Vare, som paa Kysterne kaldes for, maae være tilrede hos et Comptoir, som vil handle der, da man lever i en ævig Uvished, Hvad der kan blive forlangt, Vaaben til Krig, nemlig, eller Freds-Vare, eller slet intet: hvilket alt følger af de barbariske Nationers vilde Sæder og Passioner, som af Leylighederne til at yttre dem, hvorpaa ingen Handlende, til noget Øyeblik, eller nogen Tid paa Aaret, kan giøre Regning. I alle andre Tilfælde holder foregaaende Regler altid Stik, og kan aldrig drages i Tvivl, om

273

209

en Nations Handel paa egne Havne. Men er dette en Sandhed, saa bliver det og en Sandhed, at en saadan Handel er nyttig for en Regents samtlige Hoved-Stater, da Concurrence af Vare i handelen er aldrig der til Skade, hvor Næringerne selv haver deres politisk-bestemte Cirkler: en Omstændighed, som er vel meget at sige paa, i Henseende til Dannemark, men som, for nærværende Tiid, ikke kan have indflydelse paa Island. Men hvad der er almindelig nyttigt for en Regents Stater, eller det almindelige Beste i samme, det er ogsaa nyttigt for Regentens Interesse, der er grundet paa hans Statets Flor; thi aldrig bør eller kan Regentens Interesse komme i Betragtning, før hans Staters sande Beste er lagt til Grundvold. De, der derfor er meget interesserede for deres Konges Interesse, de er det rettest først for hans Staters, for ikke at gaae Glip af Maalet.

2. Hvad det andet Spørsmaal er betræffende, da ligger deri igien trende andre, som hver for sig vil svares paa, disse nemlig:

274

210

1.) Hvorledes bør Friehandelen anlægges?

2.) Kan der forud, imens Octroyen vedvedvarer,

dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en frie Handel?

3.) Paa hvad Maade maae den Forberedelses-Indretning giøres?

Jeg skal ved Besvaringen af dette være saa kort, som jeg kan; thi jeg veed, min Herre er en Fiende af Vidtløftighed. Men førend dog et Ord kan svares paa noget af bemeldte Spørsmaale, maae det Spørsmaal forud afgiøres: Hvorledes vil man, eller, hvorledes bør man betragte Island? Bør man betragte det, som en part af Hovedstaten, eller som en Colonie? Jeg svarer herpaa: Skulde man efter blotte Juridiske Grunde dømme i Sagen: saa blev Island vist nok et stort

275

211

Stykke af Hoved-Staten selv. Juristen vilde da strax gaae af med Seyeren, i Følge Argumenter, hentede fra Overgivelses-Pagten, eller Contracten, paa hvilken Landet er kommet til Norge, og derfra under Dannemark. Men for politiske Jura, liggende i en Hoved-Stats og samtlige underliggende Staters Natur og Gemeene Beste tillige, maae alle juridiske Jura, som derimod strider, naar der kun tales om et eeneste mindre Lands Fordele, altid vige: og bliver Island da ikke en Deel af Hoved-Staten Dannemark, men en Colonie. Det bevises Nærmere af følgende Grunde:

1. For Landets Beliggenheds Skyld. Der behøves kun et kort Syn, for at see, at Island ligger de Danske Stater for langt fra Haanden, til at kunde ansees for en Deel af Hoved-Staten, hvis Hoved-Herlighed det altid bliver, at kunde i saa kort en Tiid, og paa saa hurtig en Maade, yttre sine Kræfter til Forsvar, endog imod

276

212 listige og uformodentlige Angreb, at et Vink fra Regieringen, sætter alle disse Kræfter, paa alle Tider af Aaret, da andres kan agere, i saadan en Bevægelse til Forsvar-Stand, at ingen Fiende kan giøre sig nogen mærkelig Fordeel af Residentsens, eller Regieringens Fraliggenhed fra det Sted, hvor fiendtlige Anfald maatte være mulige, at giøres. Men da dette umuelig kan tænkes om Island, i Henseende til Dannemark, saa kan det ey heller regnes til samme, som en Deel deraf, og altsaa bliver den, som en underlagt Stat, at ansees for en Dansk Colonie, for sin Beliggenheds Skyld. Men dette er det ingen Ulykke. En Kolonie, som statsmæssig behandles, nyder mange Fordeele, Hoved-Staten aldrig nyder, i Friheder for visse Paalæg: i en vigtig Hielp og stor Opmuntring efter dens Trang: i en vis Selvraadighed med Varers Brug fra Hoved-Staten: i andre Tilfælde, som tiener Borgeren i sin Næring, og smigrer almindelig det

277

213

selvraadige Menneske i Omstændigheder, hvor Phantasien mindst vil foreskrives Love.

2. For Landets naturlige Nærings-Mangel. Det mangler Brød, og vil altid mangle det. Jo meere dets Folkemængde tager til, jo meere det engang blomstrer, jo meere vil det mangle Brødet, Hvilken naturlige Mangel vil giøre det afhængende af et Kornland, og dets Handel dependerende af saadan et Lands Handels Fordele, som dog derfor ikke bliver det i Handelen til anden Indskrænkning, end i den, der kan bestaae med dets Lykke og Sikkerhed under en Hovedstat, der altid maa vilde, imod det, Hvad den bør, nemlig Islands høyeste Flor, politice muelig. Hvad hidindtil af en og anden er skrevet om Islands Agerdyrknings Befordring, sætter jeg altsaa forud, som ugrundet: hvilket er af det blotte Klima at bevise, mod hvilket ingen Stat kan handle. For Landets Brødmangels Skyld alleene, lagt til dets begyndte Smag paa bedre, og dets nu væ-

278

214 rende Sammenhæng med Dannemark, bør Island altsaa ansees for en Colonie.

3. For Landets Uformuenhed, i følge flere indvortes Mangler, umiddelbar at være sit eget Forsvar imod fiendtligt Overvold. Et Land, som mangler Brød, mangler det nødvendigste, følgelig Grunden til sin Folkemængdes Formerelse. Følgelig maadet i Sammenhæng være afhængende af en mægtigere Stat. Bliver nu dertil lagt, hvad vi veed om Islands nærværende Folkemængde, om dets svage Politie-Indretninger, om dets Næringers og Handels Mangler, om dets Umiliß: saa følger deraf, at det maae have sit Forsvar middelbar, eller fra andre. Var det endnu en uafhængende Stat: saa vilde ingen Stat i den heele Verden paatage sig denne Forretning, uden i Forhold til en vis Fordeel. Den allerbilligste Fordeel blev denne, at profitere af Landets Handel, for saavidt samme Profit politice kunde bestaae med Islands egen aller-

279

215

høyeste Fordeel. Denne, naar den er allerhøyest, som maae maales efter den physiske og politistke Muelighed, anført i foregaaende tvende Artikler, kan umuelig blive andet, end den, som Landets Klima og Natur-Producter vil tillade physice; og oeconomice, saavidt den ey blev den forsvarende Stats egne Fordeele politice imod, hvilke denne umuelig kan opofre for en anden, og forsvare den

Men slige Fordeele ere Colonie-Fordele, og betitles hverken anderledes, eller kan paa anden Maade forstaaes. Det Land, som Island da, i Fald det var sin egen Herre, for nærværende Tid gik over til, maatte altsaa behandle det som en Colonie, og Island var nødt til at blive en Colonie. Men Island er nu under Dannemark. Hvad kan da Dannemark giøre andet, end behandle det paa foregaaende Maade, som enhver anden Stat vilde behandle det?

280

216

Der spørges altsaa nu: Hvad Fordele ere politice muelige for begge?

Disse ere muelige for Island:

En frie Gevinst paa dets Natur-Producter af Land og Vand, forbedrede, for Naturproducter, til den høyeste Grad mueligt. b. De Kunsters frie Drift, til høyeste Grad mueligt, som ikke hindrer Dannemarks Næring, og dets Folkemængdes Formerelse, i hvilken Island skal have sit Forsvar. c. En frie Handels Drift for Island, ey stridende imod de Midler til Beskyttelse, og dennes Vedligeholdelse og Tilvext, som Landet altid behøver.

At naae dette, er virkelig en stor Herlighed for Island. Høyere kan hverken det ønske sig, eller Dannemark, eller noget andet Land paa Jordkloden, oprigtigen tilstaae det.

Men hvad Fordeele bliver igien, i Følge af foregaaende, politice muelige og fornødne

281

217

for Dannemark, som Besidder af Island, det betragtet, som en Colonie?

De samme Fordeele, Dannemark længe har havt, men ilde brugt, nemlig:

a. En frie Afsættelse af sine Vare, raae og fabrikerede, til Island, imod dets producter og tilladte fabrikerede Vare. Jeg siger tilladte; thi en Colonie kan ikke i Kunster agere selvraadig; da hovedstaten tilkommer, for sit Forsvar, visse Fordeele. Havde man betænkt dette, saa var Penge aldrig bleven spildt paa at anlægge Manufakturer i Island, endog af fineste Uld. Islandske Strømper og Vanter Havde man idet Sted opmuntret, og simpel indført bedre Rok og Væv for Landets Nødvendigheder.

b. Ret til at fiske i Vandene omkring Island, og bruge Landet for Fiske-Behandlingen, mod Betaling til Eyerne deraf, naar Grunden ey er Publici.

c. Ret til at foreskrive Island Love, i Overeensstemmelse med anførte

282

218 reciproqve Jura, saavel i Henseende til Næring og Biering i Landet, som i Henseende til dets Conduite i alle sine Handlinger med fremmede Stater.

Dette nu saaledes forud afgiort, bliver det først mueligt, at besvare de giorte Spørsmaale, hvoraf det første var:

1.) Hvorledes skal Frie-Handelen anlægges? Den skal anlægges, kan nu svares, paa den Maade, som følger, gandske eenfoldigen af Islands virkelige og muelige physiske, oeconomiske og politiske Natur, Island betragtet, som en Colonie af Dannemark. Hvoraf igien følger efter den handlende Verdens kloge Politik, og mangfoldige Exempler, at Frihandelen vil grunde sig paa følgende Hoved-Regler:

1. At de Danske Europæiske Stater driver en frie og uindskrænket Handel paa Island med alle Slags Vare, efter den dem

283

219 foreskrevne Toldrulle; thi den maae Kiøbmanden have, ellers spiller han endnu Bas baade med Hovedstaten og den nye Colonie.

2. At Island selv har Frihed, at segle paa

med egne Vare, som for at afhente Rigernes, ligeledes efter en fastsat Told-Rulle. Derved opmuntrer man Fiskerier, og befordrer i Tiden, ved Concurrence fra Hovedstat og Colonie tillige, des lettere Priser paa Vare i Island; hvorved Island kan igien levere sine Vare des lettere til Dannemark, og Dannemark til den handlende Verden.

3. Derimod vil det blive Island ævig forbuden, at segle paa noget andet Stæd, end paa de Danske Stater alleene; eftersom det derved indskrænkede Hoved-Statens Fordeele, og altsaa giorde Afbræk i de Midler, denne altid bør have, til Formering af sin Seylads, Grunden til Coloniens Sikkerhed.

284

220

4. Maae Island aldrig drive nogen passiv Snighandel med Fremmede, under høyeste Straf.

Det blev Hoved-Planen, saavidt jeg seer, for den heele Handel, som Handel. De Opmuntringer og den Politik, som følger af bemeldte Handels Natur, ere de, der, saasnart mueligt, vilde gives Landet, og iværksættes.

Vi kommer nu ti! det andet Spørsmaal, som ligger i forbemeldte, til dette nemlig:

2.) Kan der endog forud, imens Octroyen vedvarer, dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en Frie-Handel? Det er meget let besvaret. Derpaa kan jo aldrig tvivles, at man forud gierne kan bane Vey til en Frie-Handel, al Octroy uagtet. Det er jo intet andet, end en Forberedelse til en Gierning, man agter at giøre. For-

285

221

beredelse kan ofte skee uden Fornærmelse. Man kunde, for den Sag Skyld, forberede sig til at opføre den stolteste Bygning paa en andens Grund, naar man alleene blev derved, og aldrig rørte Grunden. Ligeledes vil Octroyen aldrig forkrænkes ved nogen Forberedelse til en Frie-Handel, naar man ey gaaer videre, som man, desværre, alt for sikkert seer, af Spørsmaalet, ikke at være Hensigten.

Men et andet havde det være, at spørge: Om man ey, imens Octroyen vedvarer, kunde begynde med et Slags Frie-Handel, uden Octroyens Forkrænkelse? I saa Fald, man Havde spurgt derom, vilde jeg have svaret: Det kommer an paa, Hvad man forstaaer ved Forkrænkelse, og hvorledes man siden begynder den frie handel? Forstaaer man ved Forkrænkelse eller Fornærmelse, den juridiske Fornærmelse: saa forstaaer det sig selv, at ikke den mindste Grad af frie Handel kan anlægges; men Compagniet faaer da

286

222

have sin Tyve Aars Ret, at handle med Island, som Høgen med Duerne, han alt har faaet fat paa. Men da saadan en Juridisk Ret aldrig til yderlighed mod Staten, kan komme i Betragtning, hvor der spørges om et halv hundrede Tusinde Menneskers Lyksalighed, og tvende Rigers vigtigste Fordeele, imod nogle faa Borgeres og færre Interessenteres, som lidet eller intet betyder imod hin Mængde: saa forstaaer det sig selv, at man vel taler og spørger om en politisk Ret, der vel grundet maa give efter for den Juridiske. Men som denne dog ikke heller aldeeles sættes af Øye, hvor den nogenlunde, efter indgangne Contract, kan tillige holdes: saa er det Kunsten, at træffe Middelveyen. Den synes man snarest at komme paa, ved at undersøge Compagniets Gevinst eller Tab ved den nærværende Handel, (for Compagniet skal sige, det taber aarlig ved Handelen!) og derfra at slutte til, hvor stor Forandring, der vilde skee ved Compagniet, om een eller anden Grad af Frihed blev i

287

223

Handelen strax givet de Danske og Norske Undersaatter. Saasnart det indsaaes, vilde man let kunde udregne, om Compagniet ikke burde billigen være tilfreds med en vis Afgift af hvert privat Skib, som gik did, ligesom hvor mange Fartøyer, ubundne til visse Havne, kunde tillades Reisen; med videre, som efter Omstændigheden meere eller mindre maatte fastsættes, og kan med største politiske Retfærdighed udregnes, og derpaa handles efter.

3.) Det tredie Spørsmaal under bemeldte, var dette: Dersom bemeldte forberedende Indretning til frie Handel skee kunde, paa hvad Maade den da maatte skee? Philodanus nævner Pag. 45. i det følgende en Hoved-Omstændighed, som maatte ret være den første af alle, denne nemlig: at det maatte averteres 4 à 8 Aar i Forveyen, paa det, siger han, vore Handlende kunde faae Tiid til, at smage derpaa, og berede sig dertil. Men skiøndt den Sag har sin

288

224

Rigtighed, at en nogentid forud giort Bekiendtgiørelse af en forestaaende stor Forandring, mangfoldigen hielper til Forandringens lykkelige Fremgang, Hvilken Omstændigheds Efterladelse, desværre alt for ofte har standset mange gode Anlæg i Dannemark: saa behøves dog hverken fire eller otte Aar dertil, ikke heller kan det være, alleene for at give Kiøbmænd Smag paa Handelen, og berede sig dertil. To til tre Aars Bekiendtgiørelse, baade i Island og her om Forandringen, vilde udrette saa meget, som fornøden, den ene Omstændighed undtagen, naar Forandringen dog ikke kunde skee, for efter fire til otte Aars Forløb, da Bekiendtgiørelsen derom ikke burde opsættes, efterdi længere Tiid altid vilde give større Nytte.

Bekiendtgiørelsen altsaa skeet, som den burde, i hvad Aarene end blev, vilde have Indflydelse paa Landets Indvaanere, paa Kunster og Haandværker her i Landet, paa heele Kiøbmandsstanden, ja paa de høye

289

225

Collegier med, som naar de, hvilket altid bør forudsættes, staaer ret paa Vagt for Staten og dens Velfærd, vilde strax slutte, hvor mangfoldigt det Arbeyd vilde blive for dem, i Henseende til en heel nye Stat (som Island da blev) dens forestaaende indvortes heele Omstøbning i dens reent ødelagde Politie-Væsen, den politiske Grund til alle Næringer, og altsaa, hvor opmærksom de maatte være, for at kiende alt, hvad kiendes kunde om Island, paa det den rette Esprit de Loix aldrig maatte feyle Dem, ved hver Erklæring de gav, ved hver Anstalt de befordrede, ved hver Forestilling de giorde for Monarken om dette Lands, og med det, om de Danske Staters Flor og Beste, i Sammen hæng med det samme.

For da at naae baade det eene og det andet, og for at handle fra Begyndelsen til Enden des ordentligere, og des eftertrykkeligere: saa vilde vel, til Forberedelse for den tilkom-

290

226

mende Friehandel samles alle particulier Efterretninger, som muelige vare at samle, for den nye opstaaende Colonies beste Handels-Indretning i Sammenhæng med Hoved-Statra. Thi derved blev det mueligt for det Kongelige Kammer-Collegium, som før Regenten selv, af det vidtløftige Island eengang at giøre en betydelig nyttig Stat.

Men hvori skulde denne Forberedelses-Indretning da Stykkeviis bestaae? Jeg tænker, den vilde i sær bestaae i følgende bekiendtgiordte Efterretninger:

1. I en fuldstændig Fortegnelse paa de Vare, som Island sædvanligen ere blevne tilsendte med Compagniets Skibe, ey alleene af vore egne, men endog af Fremmedes; med disse Varers

rette KiøbmandsEgenskaber, for hvis Skyld

de, som maae formodes, hellere kiøbes saa i Island, end anderledes. Denne Fortegnelse maatte en alleene strække sig til de Varer,

291

227

som Taxten anfører, men og til alle andre, som did ere bragte, hvilket alt maatte gives Publicum Underretning om; hvortil tillige maatte føyes de sidst i Handelen løbende Priser. Følgerne heraf, vil man let indsee, maatte blive: Oplysning for Handlende her, som vilde handle paa Landet, baade for strax at tilforhandle sig de rette Vare, som for at see Vare her i Landet forarbeydede af rette Sorter, som og til Nytte for Fabriqveurerne selv, at rette sig efter saadan en Forskrift, for ar oplægge Vare for Efterspørsel, med videre.

2. I en Fortegnelse paa de Islandske Vare, efter deres adskillige Sortementer, som i Island ere igien at bekomme, havneviis forfattet, med deres Priser paa hvert Sted. Dette vilde have den

Nytte, at Man eftetænkte, hvor slige Vare var at afsætte, og man lærte siden deraf, at mange fleere Sortementer kan endnu virkes i Island, end der virkes: ja, at adskillige Sorter Fisk blev gode Kiøbmands-

292

228 Vare i en frie Handel, som nu aldrig udføres, for Compagniets indskrænkede Indsigters, og endnu meere indskrænkede Handlingers Skyld.

3. I en Efterretning om hver Islandsk Havn, dens Beliggenhed imod Vindene; dens Dybde; dens Ankergrund; dens Sikkerhed, eller Uleylighed; dens Rummelighed og Indgang, som det nødvendigste for en Søe-Capitain, saa vel som for en Kiøbmand, at vide, for Fartøyets og Handelens Skyld, paa det Sted han handler paa, endog i hans egen Regentes Lande. Denne Efterretning er noget, som Compagniets Kiøbmænd, maatte forpligtes til, saasnartmueligt, omstændelig, og under Eed, at give.

4. En Efterretning om Fiskebankerne, Fiordene, og de beqvemmeste Steder, hvor Fiskerierne falder, for hver Havn i sær, som i Almindelighed heele Landet om, tilligemed den nøyagtigste Efter-

293

229

retning om Fiske-Arterne, som paa slige Steder falder, og Maaden, man selv har fisket paa, samt Tiden og Omstændigheden i Henseende til Saltningen og Sorteringen, som Compagniet har brugt ved dets egne Fiskerier. Eftertanke vilde herved ledes til mærkelige Forbedringer.

5. Blev der, til den samme Tid, disse korte Efterretninger kom for Lyset, tillige ved en kongelig Forordning foranstaltet, at Handelens Friegivelse skeede til den og den Tid, fuldkommen og aldeles for Eftertiden, uden Indskrænkning til nogen Compagniehandel for saa eller fleere Havne; men at et hvert Skib, som gik til Island, maatte dog for de sex første Aar, være forbunden til, efter sin Drægtighed, at medtage et vist Qvantum Salt, Jern, Fiske-Linier og Kroge af beste Sort, som meere vigtige Fornødenheder for Landet, end Brødet selv: saa torde jeg vædde, at denne Forberedelse vilde led-

294

230 sage til en Fremgang i Fiskerierne og Handelen i faae Aar, som vilde blive utroelig.

Videre seer jeg ikke, behøves til Forberedelse; thi Kundskab, Frihed, og Leylighed er det største i all Handel.

Et andet er, om Spørsmaalet sigter til at faae Svar paa: hvad Forberedmng der maatte være mueligt for Island selv? I saa Fald er jeg af de Tanker, at Virkningen, i hvad der skeede for Island, før det slap ud af Compagniets Lænker, vil neppe være af nogen Betydenhed: og skulde det forberedes til noget, maatte det dog kun bestaae i Underviisning om Seyladsen og Fiske-Fangsten, samt Fiskenes Sortering og Saltning, med videre, som vil dog altsammen af sig selv finde sig ved en frie Handel, i sær, om man tillige fik nogle faa Skotske Familier

til, at sætte sig need paa Landet, hvis

Vindskibelighed og Erfarenhed i Fiskerier, vilde

295

231

blive vigtige Exempler for Island, hvorpaa vi saa lidet kan tvivle, som vi har Norske Stæder, der vidner derom.

Men dette angaaer ikkun den blotte Forberedelse. Hans Majestæt behager endnu igiennem hans Kammer-Collegium, at giøre det

3die Hoved-Spørsmaal: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Der er tilforn spurgt, om Frie Handelen er nyttig? Derefter, hvorledes den skulde anlægges? Om dertil kunde skee en Forberedelse, før Octroyens Tid var ude? Endelig, hvorledes denne Forberedelse kunde skee? Endnu spørges: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Hvad vil dette Spørsmaal da egentlig sige? Jeg tænker, at paa det nær, som Kongen og hans Kammer i samme Artikel, i sær lægger Commissionen, paa Hierte, nemlig: at erkyndige sig nøye om Havnene i Landet, (som dog vel har

296

232 været lige saa fornødent for et Compagnie, som for en frie Handel,) saa vil de Ord sige saa meget, som: Naar nu ogsaa Dannemark og Norge faaer Lov til en frie handel paa Island, og samme er saa vel indrettet, som den bør være; hvad udfor« dres der da videre til en frie Handels vedvarende rette Drift. For det er let at indsee, at den blotte givne Friehed vil ikke giøre det alleene: der vil vel meere til; men hvad er dette meere, som dertil udfordres?

Hillemænd. Hvad er det et stort Spørsmaal! Jeg tænker, ingen burde bedre kunde besvare det, end Kammeret selv! Hvorledes vil jeg her kunde stille Dem tilfreds, høystærede Herre, med korte Tanker til Svar herpaa? Thi jeg veed, De vil have Kierner, og ikke Skaller. Dog, jeg fortvivler ikke derfor! Min salig Faders Journal er min Trøster!

297

233

Skrev jeg til en anden, og det var mig kun om at giøre, at komme af med Spørsmaalet, saa svarede jeg alleene: Til en frie Handel paa Island udfordres intet andet, end politik, Flid og Penge, eller i disse sidstes Sted en god Credit: og saa lod jeg Vedkommende forklare Meeningen. Men da jeg skriver til Dem, høystærede Herre, saa forklarer jeg med Fornøyelse mine Tanker, i Haab, De vil forbedre dem; thi jeg veed, hvor vel De forstaaer den Kunst.

1. Politiken er, saavidt jeg begriber, Sielen i alle Staters Anlæg, ulige efter Staternes Natur. Den saa kaldede Handels-Colonie-Politik er endnu ikke synderlig over hundrede Aar gammel i Europa, naar man endog regner fra dens første Begyndelse af, fra Trommels Tider. Er det fornødent, at ansee Island i Handelen for en Colonie: saa vil det aldrig sættes af Sigte, hvad Sammenhæng den i saa Fald staaer i, og bør staae i med Hoved-Staten, i ald dens Næring og Biering. Ad-

298

234 adskilligt vil vi da finde, at være ødet Penge paa i Island, imod den iblant de viise-handlende Nationers antagne, og daglig udøvede rette Nærings-Politik for Colonier. Men det lader vi, som vi ikke seer, og spørger kun: Hvad Politik maatte Frie-Handelen paa Island udfordre? Jeg tænker, det vilde i sær komme an paa følgende.

a. Vilde Handelen have en meget viis Told-Rulle for indgaaende og udgaaende, Islandske og Danske, fremmede og egne, Fornødenheds og Overdaadigheds, nyttige og skadelige, raae og forarbeydede Vare, hvilken Told-Rulle blev Handelens politiske Compas paa disse Farvande, og uden hvilken den midt i ald sin Frihed, som ellers blev kun Selvraadighed, vilde feyle agter ud.

b. Da ald Handel gaaer for sig med Vares Omsætning, og Kunsten bestaaer i at handle med egne Vare i alt det, man efter

299

235

Klima, og Statens Beliggenhed og Sammenhæng med andre Stater, med Fordeel kan handle: saa vilde det derpaa blive Politik, at formeere og forbedre sine Vare paa begge Sider, baade i Island og i Dannemark, for denne reciproque Handels Skyld, uden til noget Øyeblik at sætte af Sigte, at Island arbeydede som Colonie, og Dannemark, som Hoved-Stat.

c. Til den Ende blev Fiskerierne i Island, Hoved-Grund-Næringen for Hoved-Stat og Colonie i den Handel, hvilke man maatte fornemmelig anvende alle Kræfter paa, at see dreven paa den rette Maade, og i den rette Orden, i Sammenhæng en alleene med alle de Danske Stater, de Vestindiske Colonier deri medberegnede, men i Sammenhæng med hver Havn i Verden, som trænger til Fisk, for at rette sig efter deres Smag og Usmag i Fiskens Sortering og Saltning. Alt der, som kunde, befordrede Kundskabs Udbredelse om dette, al den Opmuntring, som i sin Orden, kunde

300

236

gives til Arbeydet, ald den Sikkerhed ved offentlige Mærker, som kan forsikre hver Handlende om den rette Omgang med Fisken, hører herhen. Fiske-Garnets Indførsel, i sær for Søe- og Strand-Fiskerierne, blev een af de delicateste Materier, som maatte nøye bestemmes efter Form og Tid, før Brugen deraf blev tilladt.

d. Landvæsenet i Island, blev dernæst Hoved-Sagen, at see vel indrettet; men som den anden Nærings-Green i Island, ikke som den første. Store Gaarders Deeling Fælledskabs Ophævelse, hvor findes maatte, blev det vigtigste derved, for at faae Raaderum for Indsigt og arbeydende Hænder, at handle, som de vilde og burde. Fædrift og Engdyrkning, samt Hauger for Huus-Næringer, blev heri Hoved-Huusholdningen for Landet. Den nøyagtigste Oeconomie for Skiæferierne, og foregaaende almindelige Anstalter for Faare-Pestens Udryddelse, som slet ikke er umuelig, blev af største Vigtighed.

301

237

Men det Indfald maatte aldrig forstyrre Politiken, eller andet Arbeyd, at giøre Island til et Kornland; thi Gud har lagt Island under den Grad det ligger, fordi det skal engang, naar Dannemark begynder at tænke ret fornuftig om det, blive en Colonie af Dannemark. Thi Colonier af Hoved-Stater, er i et det samme, som Drabantere omkring Planeter er i et andet. Til sine Tider, er hine lige saa nødvendige for Staterne paa Jord-Kloden, som disse er det i den skabte Verden for deres Kloder, mens den og de er til. Det er saa den store Skabers og Opholders, den høyeste Statsmands Orden og Tænkemaade i begge Systemer. Min Herre forundre sig ikke over Lignelsen!

e. Haandværker for Island, vilde saa bestemmes de fornødneste af, af det Slags, som findes i alle Lande, og Menneskets Nødvendigheder udfordrer for Klæder og Huusbehov. De vilde opmuntres, til at nedsætte sig der, efter de almindeligste Love, fornødne for at danne Mesteren, afværge Fuskerier, og

302

238

bestemme ordentlige Næringer, i Forhold til Afsats, eller Forfærdigelse af Arbeyde paa Bestilling, som og i Forhold til Nærings-Cirklernes Folke-Mængde, m. v.

f. Angaaende Manufacturer og Kunster, for Islands Skyld, i Dannemark, da vilde den nøyagtigste Efterretning fra nærværende Compagnie, om alle de i Handelen afsatte Varers væsentlige og tilfældige Egenskaber sættes i Værk ved Kunsterne i Dannemark, ved gode Hal-Love og udsatte Premier for Forfærdigelsen: hvilke Loves Efterlevelse alvorligen maatte holdes over.

g. Seyladsen til og fra Island vilde fortiene den meest lemfældige Medhandling, i det mindste for de første 10 til 12 Aar. Consumtions-Frihed paa Levnets-Midler, fornødne om Bord, vilde være høystnødvendig for en begyndende Frie-Handel paa en Colonie, der nu, ligesom først, skal skabes. Skibenes Drægtighed i Maalingen, som Engeland og

303

239

Holland, for Handelens Skyld, heel lempelig beregner, vilde i de første Aaringer heller tilstaaes nogen Eftergivelse i Afgiften paa, end udregnes alt for nøye. Slave- Last- og Rancion-Penge vilde i Begyndelsen lignes i Forhold til Coloniens Ungdom, ikke i Forhold til Vedkommendes Tilstand, som derved skulde hielpes; men Lots og Havne-Penge efter Handelens egne Fornødenheder.

Som unødvendige Paalæg paa Seyladsen, ere statsskadelige Byrder, og har utroelige fæle Følger, som endog tidt undgaaer den viiseste Politici skarpeste, Øyen: saa vilde de store Sportler for Passer, som i visse Tilfælde beløber sig for et eeneste Pas, til 30, 40 og 50 Rigsdalers Bekostninger, hvorfor man ikke betaler synderlig meere andensteds, end lige saa mange Styvere, reent afskaffes.

I øvrigt vilde det endnu være en Fornødenhed, paa det alvorligste at indskrænke Capitainers og Skipperes Selvraadighed, i

304

240

Henseende til Føringer, dog uden at udelukke dem fra visse smaae Artikler, f. E. Frihed med Fieder-Dyr, levende Sviins Udførsel og sligt andet.

Endeligen maatte man opmuntre til Lærlingers Opdragelse, om Bord paa de Islandske Reyser, efter Engelands Exempel, for baade at befordre Erfarenheds Udbredelse i Seyladsen, og Prisernes Nedsættelse paa Hyre, saavidt samme dertil kunde hielpe. Fornødenheden, at straffe pan det alvorligste Contrebandit-Handelen, saavel i Henseende til de Handlende, som de Søefarende Hælere, forbigaaer jeg, som en Sag, Regieringen synes allerede alvorligen at vilde paasee.

h. Handelen, saa vel ophiulpen ved foranførte gode Anstalter, synes i øvrigt, at kunde hielpe sig selv, paa de politiske Indretninger nær i Island, som indbefattes under de i Særdeleshed saa kaldede Politie-Love, som ingen Stat kan undvære: og som

305

24I

fuldkomnest holdes over, naar de kongelige Betiente, der skal holde over dem, lønnes vel, uden at oppebære Politie-Sportler, men i det Sted straffes alvorligen, naar de glemmer deres Pligter.

i. Men for at giøre handelen localnyttig, og derved befæste dens rette Drift, og Indsigterne derom, til bestandig Nytte for Rigerne: saa vilde det være af usigelig Vigtighed, om visse Stæder i Rigerne alleene blev given forbemeldte Opmuntringer for Seyladsen fok en Tid, som visse smaae Friheder i Tolden bestandigen, hvorved saadanne Kiøbstæder, som enten ere nær paa Fald, eller allerede ere ødelagde, vilde i en kort Tid, uden anden Opmuntring (Politie-Anstalter i hver i sær aldrig at forglemme) opstaae af deres Ruiner.

Jeg tænker ved denne Leylighed paa Bergen, og en Kiøbstæd i Nordlandene (om den eengang, som høyfornødent, blev oprettet)

306

242 paa Aalborg og Glückstad, paa Nyeborg og Helsingøer, der hver for sig, vilde heraf høste de herligste Frugter, og Staten igien af dem. Adspredte og blandede Næringer giver adspredte og uvisse Kræfter for Staten. Ordentlige bestemte Næringer for Næringsstænder og Stæder, for Provintser og Lande, er for Staten den politiske Diæt, uden hvilken den aldrig kommer til den rette politiske Førlighed. Næringerne afcirklede med Klogskab for hvert Sted i Staten, er og liig de bestemte Baner for de himmelske Legemer. Ligesom disse maae altid løbe deres visse Veye, om Solen skal meddele dem de fornødne oplivende Straaler, saa maae Næringskredserne i hine aldeles være uforstyrrede, om Regenten skal kunde meddeele Næringerne selv det politiske Liv og Ophold.

k. Hvad Stæders Anlæggelse paa Island i Særdeleshed betræffer, da vil de, som alt hvad Island angaaer, indrettes efter en Colonies Form, og altsaa vil dem ikke kunde meddeeles Danske Kiøbstæders Natur, uden

307

243

at løbe an imod de første Stats-Princips, i Medhold af Hoved-Statens Fordeele. Allermindst vil de kunde blive i alt ordentlige Kiøbstæder som i Hovedstaten, da Colonien, i Følge sin Physiske Natur, vil ævig blive en afhængende Stat af Hoved-Staten, der kan forstrække den det Korn, den behøver. Kort: de Stæder, Landet for sin indenlandske Handel, og for sine Fiskerier behøver, vil blive Ladestæder med den Politie-Orden, som paa deres Natur i en Nordisk Colonie politice kan anvendes.

I. Efter alt dette maatte kammeret ikke glemme at giøre aarlig Beregning over Handels-Balancen imellem de Danske Stater og og Island, hvilket vilde rigelig belønne Umagen, naar Publicum derefter fik Efterretning om Udfaldet, og Lov til at hielpe sig videre selv; thi denne Tilladelse har det endnu ikke, før saadanne Beregninger bekiendtgiøres. Ibidet maae indsee, i hvad Forhold Hielpen bør begyndes, saa finder det siden læt paa, hvorledes.

308

244 m. Skulde jeg hertil endnu føye en politisk Regel: saa blev det en den kongelige Kasse directe til Gode, og den kunde udtrykkes med disse Ord: Som Næringers visse Anlæg maae være til, før Næringerne ret kan lykkes: saa vil Forskuder paa Næringers Opkomst blive mindre fornødne, end Viise Love: og giøres disse først, og holdes over, saa vil alle gode Anstalter efterhaanden blive bekostede ved Afgifter af Handelen med de første Vare, og altsaa store Bygninger, og vidt udseende Planer ikke giøres, før Handelen selv kan betale dem.

Men jeg har maaskee været for vidtløftig i at betragte den Politik, som kunde synes fornøden for Handelen. Ved at erindre Fliden og Cassen, som dertil udfordres, vil jeg være des kortere.

II. Fliden var da det andet fornødne. Flid og Vindskibelighed er en Følge af en sund Nærings-Politik, og saa at sige Concretum af

309

245 den abstracte Politik. Folkets Characteer er ofte imod Fliden. Men Charakteeren maae være, som den vil, saa veed en god Politikus dog at faae Bugt med den: saa Han kan giøre et Folk flittigt, om det ikke var det, naar han veed ret at spille sin Rulle. Saa meget mindre Umage vil det da derfor blive for Regieringen, at see Flid og Vinskibelighed blomstre i Island, som det Lands Indvaanere ikke kan henregnes til et ørkesløst Folk; med mindre Compagniets Tvang, som ey er urimeligt, har til deels omskabt det. I saa Fald vil de alvorligste Love, hvor mildere ey skulde kunde frugte, raade Bod paa Lediggang, og Premier, hvor de kan faae Indpas, lokke alle Næringer. Men Høyere end alle Premier, tænker jeg Handelens Frigivelse selv vil blive. Imidlertid, da intet meere befordrer Vinskibelighed, end Huus-Standens beste Orden, og gode Love for Hosbond og Tieneste-Tyende: saa synes bestemte Reglementer for dem af yderste Vigtighed.

310

246 Med mindre disse forbindes til visse Aars troe Tieneste hos een Hosbond, og dette udfordres af dem, (som et Beviis paa deres Borgerlige Dyd, for saavidt den kan tænkes hos en tilvoxende Ungdom) før den maae have Lov at nedsætte sig paa egen Haand: vil det blive politice umueligt, at tøyle den uopdragne Frækhed, og lægge Grundvolden til en ordentlig Huus-Stand, der bør blive Grundvolden til heele Statens ordentlige Sammenhæng. Det er fra Flid og Vinskibelighed i Husene, Statens skal begynde, og den vil og tage til og blomstre fra de samme. Men at indbefatte alt dette i faa Ord: saa tænker jeg, det vil være af yderste Nødvendighed, ved Premier og de beste Politie-Love, at hemme Lediggang og alle Uordener, som leder dertil.

III. pengene, eller Crediten, jeg har anført, at henføre til Frihandelens Indretning, da tænker min Herre nok, at det vil

311

247 være den vanskeligste Knude at løse, tænker jeg dog ikke.

Valuta eller Sølv-Myndt, i den første Tid at indføre til Landet saa meget af, som kunde behøves til Circulationen for Næringer og Handel, vil Hoved-Statens nærværende Tilstand ikke tillade. Ey heller kunde de ved Handelen komme komme did, uden Island vandt i Handelen fra Hoved-Staten, og fik tilgode paa Balancen. Salareringer til Betiente vilde ikke strax indføre store Capitaler.

Men da Handelen ikkun bliver imellem Colonien og Hoved-Staten og tvertimod, hvad skulde da hindre, at man, for at have et Omsætnings-Middel, indførte en Summa Banco-Sædler, i Forhold til en vis til Banqven pantsat Mængde af Jordegodser i Landet? Naar Realiteters Tegn kun ere rigtige, og intet er fingeret eller digtet af det, som skal og bør være virkelig indvortes Værdie, saa kan det jo være lige meget, en-

312

248

ten denne Værdi forestilles ved Læder eller Steen, Papirer eller høvl-spaane alleene at disse Tegn ikke heller kan forfalskes? Imellem Hoved-Stat og Colonie, hvor denne altid ved en god Ekonomie og frie Handel vil blive i Stand til, at betale med Vare, hvad den annammer i andre Vare, der vil Penges Tegn altid udrette det samme, til videre, som Penge selv. Men at sætte Realiteter, Jordegodser, i Circulation, for at sætte andre Nærings-Greene i Bevægelse, det vil altid blive Statens, og hver Mands Fordel Colonie og Hoved-Stat, og uden at gribe til det Middel, vil et Land, uden Penge og Credit, med alle andre muelige politiske gode Anstalter, endda komme meget sagte frem til Maalet.

At man vil sige: Banco-Sedler er dog ikke Realiteter i Handelen med Fremmede, det bemærker ligesaa lidet, i Henseende til Island, som i Henseende til Dannemark og Norge, i Sammenhæng med. fremmede Sta-

313

249

ter. Islandske Banco-Sedler burde derfor ikke heller circulere uden for Landet for det første. Onde Følger af Banco-Sedlers overflødige Brug kunde her saa meget mindre frygtes for, som de kunde forekommes ved Bestemmelsen af deres Mængde i Lander imod den reelle Værdie, hvorfor de bleve udgivne; og ligesom Landet blev dyrket, Fiskerier lykkedes, Næringer tog til, og Handelen ved disse, vilde de efterhaanden af sig selv blive realiserede, og til Slutning ufornødne. Men paa det man og maatte i Landet være fuldkommen forsikret om, at ikke flere Banco-Sedler indgik, end i Forhold til Landets pandtsatte Eyendomme, maatte en Contra-Notering af en vis Commission paa Landet, af Personer der værende, egenhændig bevidne det paa Sædlerne.

I saa Fald maatte det og altid være en Følge, at ligesom pantsatte Jordegodser til Banqven, som derfor betalte med Islandske Banco-Sedler, indfriedes, skeede Indfrielsen med samme Banco-Sedler, eller som man

314

250

for godt fandt, i andre Tilfælde, dog imod at saadan en Betalings Erlæggelse forbemeldte Commission blev tilkiendegivet, til fornøden Efterretning og en bestandig Jevnvægt derefter holdet imellem Sedlerne og de pantsatte Eyendomme, saa ingen kunde falde paa, at tvivle om Sedlernes indbildte Priis, over den reelle.

Circulationen af Credit saaledes befordret, som desforuden vilde fremhielpe og ikke standse Circulationen af Penge, Guld og Sølv i Landet, vilde i en kort Tiid sætte Vindskibelighed i Bevægelse i alle Hiørner, i Forhold til Politikens Fuldkommenhed selv, og neppe vilde noget da mangle, uden Tiden, for at see Island omdannet til en meget betydelig og vigtig Colonie for Rigerne.

Tive Aar, vilde under saadan en Indretning, med mindre jeg merkeligen feyler, bringe Dannemark meere Fordeel af Handelen paa Island, end de sidste Hundrede.

315

251

Hvad jeg misunder det Høylovlige Kammer-Collegium, at skabe af det Islandske Chaos en nye Verden for Rigerne; at foreene ved den Handling Nord-Polens og Liniens Vindskibeligheder med hinanden; at bringe Regenten saadanne Fordeele ved begge, som Hans Fædre aldrig tilforn har oppebaaren, det har jeg ikke nødig at forklare for Dem, Høystærede Herre! De veed nok, hvorfra det samme reiser sig, nemlig fra min salig Faders Flid, som ikke kom til at yttre sig i denne Cirkel, endskiøndt han saa mærkelig var dertil oplagt, som han var vel erfaren. Det havde just været hans Sag, at giøre en ret sammenhængende Plan i denne Henseende. Han, som kiendte den eene, saavel som den anden Handel heel Nøye, for den skiønne Leylighed, han havde havt, at tale med saa mange Nationer, og udlede deres adskillige Tanker, baade om det eene og det andet. Men hvad hielper det herom at tale videre? Det er for sildigt!

316

252 Jeg skal derfor alleene til Slutning føye disse Ord til de forrige. Har Dannemark Kammeralister og Næringskyndige, og sidder de samme i det kongelige Rente-Kammer-Collegium: saa har de nu vist nok Leyljghed til at viise Verden, ved en Plan til Islands Opkomst og tiltagende Flor, at de ere det. De kan da dermed godtgiøre, at Kongen af Dannemark og eyer disse sieldne Aander i sine Stater, som ingen Stat, uden største Ulykke for den, kan undvære.

Kommer derimod Island ikke til at blomstre i Næringer og Handelen under vor nærværende allernaadigste Konge, og det i faa Aar, efter at Friehandel er indført, og Planen lagt, saaledes, at det maae falde begge Rigerne i Øynene: saa vil det beviise, at Kongen enten ikke har Kammeralister i Landet, eller at de i det mindste ikke sidder i hans Kammer-Collegio.

317

253 Hvorvidt den nu paa Island værende Conmission haver at giøre Undersøgelser ttl Compagniets Vedligeholdelse, det erfarer da, min høystærede Herre, af Foregaaende, ligesom mine Tanker om Sagen selv. Hvorvidt de stemmer overeens med deres egne Betænkninger, som med det almindelige Beste, det er jeg vis paa, jeg engang faaer at vide, naar De faaer saa megen Tid til overs, at kunde undersøge Sagen; thi for Indsigt, at anmærke mine Feyl, og for Oprigtighed at tale Sandhed reent ud, har De aldrig feylet.

Tolden kommer Philodanus til Pag. 46, og det han siger os derom, er i Almindelighed rigtigt, men een og anden Tanke i Særdeeleshed vil neppe holde Prøve. Hans Sætninger i denne Materie, fortiener derfor Unberføgning. Dog er det vel, at dette bliver imellem vs, høystærede Herte! og maae saa blive, om jeg ikke skulle blive ulykkelig for mine Anmærkninger.

318

254 En Hoved-Sandhed, siger Philodanus Pag. 47, og den bør man tilstaae ham denne, nemlig: En viis Toldrulle er et stort Mesterstykke, og maae dog jevnlig forandres, fordi Omstændighederne ikke alleene forandre sig hos os selv, men og hos vore Naboer, vi handler med. Dm Stat er (derfor) klog, som læser sin Toldrulle ofte igiennem. Dette er saa vigtig en Sandhed, og saa vel erindret, som om det var kommet sta en Parlements-Herre i det Engelske Underhuus, til Underretning for en monarkisk Kammeralist, han vilde give det oprigtigste Raad for hans Konges Skyld. Men saa aldeeles snoret er ikke det andet, Philodanus siger os om Tolden, som dette.

Dersom Finantserne, siger han Pag. 46., ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes, saa at man giør ilde i, at man fører

319

255

den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hoveder.

Det er sandt, man kan ikke være for forsigtig, med at skrive noget for den skrøbelige Almue, hvorved den maatte giøre sig et urigtigt Begreb om Regieringens Viise Anstalter, i sær, naar det gielder Afgifter af dens og hver Mands Pung. Men da Philopatreias har alt for tydelig røbet sin ælendige Indsigt, saa bliver der vel dog ingen Fare, at frygte for Almuen for hans Skyld. Men at Told-Rullen dog og har, efter mine ringe Tanker, paalagt Told paa visse Vare, som en nøyere Politik vilde have undtaget fra Told, det har jeg allerede anført i det foregaaende. Tolden paa uheglet Hør og Hamp, for Exempel, er slet ikke meere beforderlig af Linned- og Hampe-Manufacturerne, end det vilde være for de Uldne, om Told blev paalagt paa Ulden, som vi faa uforbigiængelig fornøden bruger. At Hør

320

256 og Hamp er en Lands-Product, vil neppe være Aarsag til Paalægget, efterdi særdeeles Opmuntringer maatte da snarere gives for Hampog Hørr-Dyrkningen af samme Told, end Toldens Paalæg alleene ansees for mægtig, at sætte Agermanden derfor i Bevægelse. Dog Tolden er ikke heller stor!

Men at gaae videre: Skulde Philodanus ikke selv giøre ilde, om han førte nogen, som ikke indsaae Statens Sammenhæng,

dette i Hovedet, nemlig, at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad, der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes.

Jeg tænker, at Philodanus maatte meget nøye have prøvet hver Artikel i Told-Rullen, før han skrev dette; thi i anden Fald kan det han siger, ikke holde Stik. Jeg har alt anført et Exempel her, andre i det foregaaende, og kunde anføre fleere. Men desuden synes Philodanus ikke ved denne

321

257

Sætning at erindre, at der ere fleere Afgifter af Vare, end Told alleene. Naar Regenten faaer Tolden godtgiort ved Consumtion af samme Vare: saa bringes hans Fi nantser slet ikke derved i Uorden, tvertimod, det er den rette Orden for dem, at faae Indtægterne paa den Maade, og for de Handlende er det en stor Forskiel, at betale Afgiften af Varene strax ved deres Ankomst, eller først, naar de kan afsætte dem til Kiøberne.

Jeg maatte og tvivle paa, at Philodanus har gaaet Told-Rullen igiennem, før han skrev bemeldte, ellers vilde maaskee eet og andet endnu have mødt ham, som vilde have overbeviist ham om, at een og anden Told kunde eftergives, og dog findes igien ved Consumtionen; ligesom at man ikke altid finder Ratio Legis i Rullen, hvor man leder derefter, en Omstændighed, som i en Told-Rulle er heel mærkelig for Næringers og Handelens Skyld. Man kunde saaledes

322

258

spørge: Hvi giver Indigo Told, og Cochenillen ingen? Det er dog begge kostbare Farve-Vare, og det Danske Vestindien, siger man, skal lige saa lidet dyrke det eene, som besidde det andet, Hvi giver Krappen Told? En saa fornøden Farve for vore Manufacturer; thi til Opmuntring for vor egen Krap-Dyrkning kan det umuelig være. Hvorfor betales Told af Engeskiær, i stamme Tid, Samlingen af vor egen bliver uopmuntret: eller hvi betales ikke saa høy, Told af den fremmede, at vor egen selvvillig voxende samles, og sættes i Priis? Thi et af Deelene synes kun at kunde være politice rimelig? Skulde det være til Opmuntring for vore Olie-Møller og Sæbesyderier, at Hør- og Lin-Sæden m. v. betaler Told, eller skulde det ikke snarere blive en directe Opmuntring for Holland, des vissere at faae Afsats paa dets Sardamske Olier og Amsterdamske Sæbe? Holland har en rar Regel, at den tillader maadelige fremmede Natur-Producter, at gaae ind, saa godt

323

259

som for intet, af samme Slags, det selv har Mængde af, nemlig for at afsætte det bedre til Fremmede, Smør f. E. m. m. Hvor har vor Told-Rulle Exempel derpaa? Hvor finder man Tegn til i Told-Rullen, at Dannemark indseer, ar Lybeck er et Østersøisk Amsterdam, saa farligt for Dannemark, som Amsterdam og Rotterdam er det for London, om Engeland ey mærkede bedre det, end vi det andet?

Men jeg maatte spørge for meget, og ey komme hastig nok til Philodani nærmere Udkast, til Regler for en Told-Rulle.

Naar Finanzerne tillader

det, siger han videre, var der at ønske, at alt hvad der fra os udskibes, kunde endog være toldfrie, i sær, naar det udgik med vore egne Skibe, og naar Fremmede afhentede det, da belægges med en liden Told.

324

260

Det Vilkaar, Philodanus her føyer til den almindelige rigtige Regel for udgaaende Vare, er det, jeg alleene her maae anmærke. At der er Tilfælde, da det er større Fordeele for et Land, at Fremmede afhænter Varene, end at man udfører dem selv, for Exempel, den Norske Tømmerlast paa Holland, hvormed Nordmanden for Handelens Indskrænkning til Amsterdam og Edam kan blive yderlig forlegen, naar han tilbyder Lasten uden Ordre, det forbigaaer jeg, thi Regelen er i Almindelighed rigrig. Men bør det tilføyede Vilkaar finde Sted? Bør Cassen først tages i Betragtning, og siden Handelen, eller bør Handelen være Hoved-Øyemærket, at proportionere Tolden mod den efter, efter dens Natur og Sammenhæng med Staten og Verden, i hvor det i en og anden særdeeles Afgift, gaaer med den kongelige Casse? Det tænker jeg, er let besvaret, og at Svaret vil blive i Medhold af Handelen. Deri destingveres alle handlende Nationer i

325

261

deres Esprit de Commerce fra Resten af Staterne, i det de indseer denne Kunst.

Det er det, de, i Overeensstemmelse med tilkommende Tiders Fordeele, altid seer paa, om Stats-Cassen ikke skal alleene være fuld i Dag, og i Morgen; men for de følgende Tider mangle et vedvarende Tilskud. Tolden er, først og fornemmelig, for Handelens Skyld, og Handelen ikke for Toldens Skyld: hvilket disse kloge Nationer erindrer til alle Øyeblik paa Dagen. Men i ald deres billige Ærbødighed for Handelen, sætter de derfor ikke med eet det af Sigte, at forsyne Cassen til statsfornødne Udgifters Bestridelse. Endog i Henseende til Tolden, tilstaaer jeg, overveyer de først, om det er mueligt, at hæve en Deel deraf, og hielpe paa den anden Side ved Giengieldelses-Told, hvorpaa Theen har i det forrige været et Exempel. Men er dette intet mueligt, overgives Tolden aldeeles. Men i samme Øyeblik bliver Confumtionen den Tilflugt, der paa den rette

326

262 og viise Maade godtgiør Tabet for Tolden; thi Cassen maae have sine Indtægter. Besværligheden af Consumtionens Indkrævning, som er besværligere og bekosteligere, end Toldens, hindrer dem end ikke derfra, for ved Toldens Aftagelse at lætte Handelen, der ellers skulde selv vende sig fra Uskiønsomme til andre Lande, og da berøve Vedkommende baade den heele Told, man uforsigtigen tog, og den Consumtion, man ikke skiønnede paa at hæve.

Uden at foredrage Handelens statsmæssige Frihed for den kongelige Casses Indtægter, i den rette Collision og Strid, kan et Kammer-Collegium altsaa blive den farligste Ødelægger af en Konges Trone, i det Sted det, frem for uoget andet Collegium, maatte vide at understytte, ja for ævige Aar at grundfæste den. En Sand-Hed, saa meget meere vigtig, som det er sikkert, at Stater i vore Dage, efter Handelens viise Veyledning og kloge Friehed, eller i

327

263 Følge dens ustatsmæssige Tvang og Indskrænkning, maae staae eller falde.

Imidlertid indseer min Herre ved denne Leylighed ogsaa den Sandhed, at da Handelen i Henseende til en vis Told vil Have Raaderum og frie Hænder, og at Consumtionen maae undgielde denne fornødne Selvraadighed; men det tillige er afgiort i det Foregaaende, at før en ret statsmæssig Consumtion kan paalægges, maae Kornprisen for Ind- og Udførsel, med videre, bestemmes: saa bliver det atter en naturlig Følge, at før vi kan blive saa lykkelig, at faae en ret fornuftig Told- og Consumtions-Rulle, maae Korn-Prisen bestemmes.

Det er saa rigtig en Følge, og saa stor en Sandhed, at jeg tør forsikre min Høystærede Herre, at ingen menneskelig Indsigt skal kunde være i Stand til, at forfatte nogen af Rullerne, i sær Consumtions-Rullen, saa statsmæssig, som skee bør, før

328

264 det er skeet. Toldens Artikler bør jo i de fleeste Tilfælde, bestemmes saa lempelig, som muelig, i Forhold til Mueligheden, at kunde finde det, som skienkes Handelen, ved Consumtionen. Men hvorledes skulde en Consumtions-Rulle forfattes i en Stat, hvor Varenes Priser, ævig ubestemte fra det første Punct, en galop stiger og falder, og hvor altsaa den, som maatte forfatte Told-Rullen, hverken kunde finde for fine Øyne Terminus a qvo eller ad qvem, imellem hvilke han kunde søge Middelvey, hverken Maal eller Vægt, Compas eller Rettesnor, ret begribeligt i alt det, han skulde taxere. Staten vil altsaa see Korn-Prisen først bestemt, før en Toldog Consumtions-Rulle kan tænkes muelig, i Forhold til den Fuldkommenhed, Dannemark bor have den i.

Men denne Anmærkning var en Afvigelse. Philodani tilføyede Vilkaar for den kongelige Casses Skyld, haaber jeg, min Herre bifalder, at være et farligt Kietterie

329

265

for Handel og Stat, om den skulde rodfeste sig i Kammer-Collegium. Thi at man jo nok ellers maae ynde det Vilkaar der, det feyler ikke; da Cameralister har altid haft den Maade at elske deres Konge meget høyt, uden at tænke paa, at han og Staten var i mange Tilfælde mere tjent med, om de, paa deres Viis, elskede ham lidt mindre.

Hvad Philodanus i øvrigt paa bemelte Sted erindrer om Varenes Toldfrie Udførsel, da er det dog kun en Sandhed i de fleeste Tilfælde, og ikke uden Undtagelse. Varenes Priser paa fremmede Marker kan være saaledes, at Staten kan giøre et lidet Paalæg, og Handelen dog være fordeelagtig nok; ja dette Paalæg kan tiene Staten dobbelt, baade i Henseende til Finanzerne selv, og i Henseende til den Oplysning, deraf kan haves, om Udførselens Tilstand. Holland er herpaa et Exempel, som i alt del der oprinder af den indenlandske Flid i Kunster altid er et vigtigt Exempel for os i Told, men NB.

330

266

naar vore Næringer ere rangerede til Stæder, og vore Langs-Artikler forbedrede, og saa nøye holte over, som de holdes over i Holland (og Engeland med,) i hvor meget man, ublueligen nok, anfører herimod i offentlige Skrifter og Blade.

Pag. 48. Anfører Philodanus nogle Tanker, som lettelig vilde tilstaaes ham var den Stat, han her kunde meene, en platonisk Stat, og ikke en Stat, fuld af mange moralske dg politiske Uordener. Men jo meere det sidste er rimeligt: jo fornødnere bliver det, at bestemme hans Ord vel, for ey at forledes af dem.

Alle raae Materier, som hos os skal forarbeydes, og helst, naar de forarbeydede skulde igien udføres, burde befries for Afgift. Forstaaer Philodanus ved denne Afgift Tolden: saa kan det tildeels tilstaaes ham, i hvorvel han har baade Holland og Engeland imod sig, som legger Told paa Sikken f. E. og sligt meere af

331

267 Overdaadigheds Kram, foruden Consumtionen. Men forstaaer han Consumtionen, saa tager han merkelig feyl, da det var mueligt en Stat kunde paa fremmede Nationers raae Materialier arbeyde sig fattig, naar den selv tillige forbrugte dem. Derfor er Consumtionen den høye Lex sumtuaria for Stater, som viiselig veed i alle Tilfælde at temperere Brugen af Vare til Klæder, Møbler og andet, som af de der allene tiener for Føde og Drikke. I Henseende til de Vare, som arbeydes for at gaae ud, har Han fuldkommen ret.

Hvad der tabes i Tolden bliver Philodanus ved, oprettes, hvad den ene Sort angaaer, ved den mere udbredte Arbeydsomhed, og Folkemængde, og den derved befordrede Gevinst for Accisen, m. v.

Hvorvit Philodanus har Ret heri, at det oprettes i Accisen (jeg nevner Consumtion og Accise under det almindelige Navn af Con-

332

268 sumtion) hvad som tabes i Tolden, det maatte Rente-Kammeret kunde beregne. Men naar Regningen var giort, saa vilde den dog ikke nær beviife, hvad Philodanus siger i Henseende til Consumtionen, eller som han nevner det Accisen.

Som Philodanus taler her, taler vel andre Nationer om samme Næringer, og de har Ret deri for dem. Men derfor har Philodanus ikke Ret i Henseende til Dannemark; da hine taler om en langt anden Consumtion, end den danske. Dannemark har, paa nogle faae Poster nær, hidtil ikke forstaaet synderlig andet ved Consumtion, end en Afgift paa Toldbod og i Portene af Æde- og Drikke-Vare: Engeland forstaaer derimod Afgiften fast af alle de Vare Mennesket behøver, i hvor de fabriqveres i Staten. Uden at indsee dette hielper det lidet man opskriver Sandheder fra andre Staters Skrifter, for en anderledes tænkende Stat i Kammer-Princips, end disse Stater; med mindre man forklarer sig meget

333

269

nøye. Man kan ellers, ved Bekiendtgiørelse af relative sande Satser, udbrede urigtige Begreb hos dem, som antager dem for absolute sande. Sant er ikke sant i Sammenhæng og uden fore, og tvertimod. Jeg troer Consumtionen, som den er i Dannemark for nærværende, erstatter langt fra ikke Tabet ved Tolden: hvilket Philodanus dog her vil sige.

I Henseende til Salt-Tolden er Philodani Regel Pag. 49. denne: Salt er uundværligt for heele Land Huusholdningen, og behøves til Fisk, Kiød & c., hvoraf endeel igien udføres: Tolden maae derfor være maadelig. Saaledes tænker langt fra Engeland og Holland ikke. De skulde ved saa maadelige Tanker have tabt mange Tønder Guld baade for deres Lande fra Fremmede, og for deres Stats-Casser fra Landets Indvaanere. Saa lidet, som almindelige Sætninger kan anvendes, uden Bestemmelse, paa alle særdeles Tilfælde: saa lidet vil det kunde siges om Saltet, at fordi Saltet er fornø-

334

270 dent, derfor skal Tolden være maadelig. Der vil nøye giøres Forskiel imellem det Salt, som forbruger i Landet og det, som bruges for Vare til Udførsel. I sidste Fald kan den mindste Told undertiden ej allene være høystskadelig og hindre Varenes Udførsel, men det kan og blive en Fornødenhed for Regieringen at skienke Saltet reent frit, for nogle Aar, for at sætte, Fiske-Varene f. E., i Gang til en Afsats bliver almindelig og stadig. Exempler herpaa, at Engeland, endog foruden Saltet, har forskudt Tønden til Fiskerie frie tillige, seer jeg derfor med Forundring anført i min Faders Journal, skiønt min Forundring og lettelig henfalder, naar jeg eftertænker, at det skeer af Engeland. Paa Vare derimod, som ere i god Gang og Afsats til Fremmede, kan endog Salt-Tolden falde fra Fremmede til Statens Casse. Exempel derpaa ere de Hollandske Oste.

Et andet er det med Tolden paa Saltet, som bruges i Landet. For Stedets Skyld, Hvor Saltet forbruges bliver Tænkemaaden

335

271

anderledes. Da Saltet, er fast det fornødenste af alle Ting, men tillige og af den Natur, at der dog af enhver Person i Særdeleshed forbruges kun lidet deraf, at regne mod dets Lethed i Prisen, og mod andre til Livets Ophold fornødne Vare; der altsaa ved et Paalæg af Regieringen, forsigtig giort i Forhold til Species af Vare og Brugens Natur, kan tiene til, paa den umerkeligste og tillige nøyagtigste Maade, at hæve en Afgift fra den største Deel af Folkemængden: saa er Saltet bleven et viist og vigtigt Middel og Maal for Staten, at ligne dets Udgifters Fornødenheder endog paa den allerringeste Almue, uden at samme til Byrde føler det. I Hvilken Fald Paalæget paa Saltet er intet at ansee for andet, end en ringe Kop-Skat, paalagt enhver i Staten, uden at nevne nogen, og hæved uden at Vedkommende merkelig bliver Skatten var. Men paa den Maade at hente noget hos hver Mand i Staten, endog hos den allerringeste, det er den store Finantz-Kunst, mod hvilken Philodani

336

272 almindelige Sandheder fast i alle særdeles Tilfælde bliver reent uefterrettelige.

Imidlertid kunde Philodanus have Ret i sin Sats, havde han talt om Tolden i Sammenhæng med Consumtionen, i hvilken Fald ey allene en maadelig, men en liden Told paa Saltet endog var at tilraade, for Handelens Skyld, paa Vilkaar at den igien ved Consumtionen blev indhentet; men da han her taler om Tolden, som et almindeligt Paalæg, saa vit jeg forstaaer det, saa er den heele Sætning aldeles ikke kameralistisk.

Engeland og Holland er ham aabenbare imod, som veed af Saltet at hente en vigtig Stats-Indtægt, uden ar skride til en personel Salt-Skat, som nyeligen heel viiseligen hos os blev aftagen, uden dog paa anden Maade, som skee burde, saa vit jeg veed, at blive gotgiort den kongelige Casse ved en ret Consumtion.

337

273

Vemeldte Lande, som formedelst deres ordentlige Qvægning, Hollænderier, Kiødsaltninger og Fiskerier, forbruger vel ti Gange saa meget Salt, som Dannemark, hvert Lands Folkemængde mod hinanden endog beregnet, ødelægger derfor hverken deres Næringer eller taber Modet i deres Drift. Paalægget opmuntrer dem snarere til at vinde, ved Formeerelse af deres Flid, hvad Salt-Afgiften maatte beløbe, da denne er ikke større, end den i Forhold til en ordentlig Nærings-Drift jo kan betales.

Men Afgiften er det, som sagt, vel at erindre ved, at den meere som Consumtion, end som Told erlægges, hvilken Omstændighed er og bliver i Næringer og Handel af samme betydelige Forskiel, som Hvile og Arbeyde for Mennesker, efter Naturens egen betimelige Orden, imod, at giøre det hovedkulds paa andres uforventede Befaling.

338

274

Visse Ting hører til Overdaadighed, siger Philodanus Pag. 49, og der maae Tolden hielpe, til at standse denne Staternes Fiende: dog saaledes, at Contrebandiers ikke ved at indsnige det vinde meere, end den Fare er, de staaer i, om de gribes.

Denne Regel er til Deels god, men treffer kun de indgaaende Vare. Overdaadigheds Vare forarbeydes og i Landet. For begge Deele bliver Consumtionen det sikkerste Paalæg; om Tolden endog tillige treffer de første: men uden Tvivl vilde det dog være for kort et Maal, om Afgiften af Overdaadigheds Kram skulde kun staae i Forhold til Faren, Contrebanditen løb, om han blev greben; i sær, om Philodanus regner efter den Fare, ham kan forestaae paa et Land, der har saa mange Strandbredde, som Dannemark, og hvor Opsigten og Straffens Anvendelse er saa maadelig, som den hidindtil hos os, i den Fald, har været.

339

275 Naturen af Handelen vil vel bestemme Tolden, og Faren bestemmes i Forhold til Afgiftens og Handelens Vigtighed, om Det eene skal i Viisdom og Politik ligne det andet. Ofte er der simple Midler, til Opnaaelse af slige Øyemærker, som vilde udrette mere, end andre langt bekosteligere, om de bleve valgte, og i en ubrudt Svite anvendte. Cassering, Sænkning og Forødning, uden Forskiel, af antrufne contrebande Vare, vilde blive sikrere Straf, end alle Bøder og Paalæg, hidindtil brugte. Den, Udgift i de første Exempler for Staten, om det og varen Udgift, vilde vissere Nytte Cassen, end noget andet Middel. Den Ømhed vilde eengang til Nytte oprinde hos Vedkommende, man selv har unyttig viist tilforne, og de vilde ikke blive skyldige i nyttige Producters og Vares Forødning, om aldrig for andet, end for Rygtet Skyld, der i saa Fald vilde bringe dem dobbelte Bebreydelser, dem selv til meere end en dobbelt Straf. Men giorde man det tillige til en Ære i Staten, at være Angiver,

340

276 og sammenføyede med Casseringen selv en Infamie desuden: saa troer jeg et bedre Raad ikke lettelig skulde findes, for at standse denne statsødeleggende Plage. I Henseende til Cassebønner, siden et Paabud vanskelig kunde giøres om deres Indførsel i store Fade, maatte jeg dog være af Philodani Tanker, at det var Regieringens Fordecl, at nedsette dem i Tolden, ved hvilken Leylighed jeg tænker paa Dr. Swift, som pleyede at sige om Tolden, at to og to, som i Regnekunsten giør fire, giør tit i Tolden kun een Eeneste.

Men det er Tid, at jeg forlader Toldrullen, siden Philodanus og nu synes at være snart ferdig med den. Meget var dog endnu at sige, om man ey for at giøre det kort havde lært et Raad af Philodanus selv, som synes her at kunde anvendes. De seer jo selv, min høystærede Herre, at af det adskillige som er at erindre ved Toldrullen, er det mindste anført. Meere kunde og erindres ved Consumtionen, men meere end alt dette, er det,

341

277

at der er ingen Politisk Relation og Sammenhæng imellem begge disse Ruller. Hvad om nogen derfor erindrede Philodani Raad mod de kongelige Papirer, og raadede vor allernaadigste Konge, at kaste saadan en Formula discordiæ paa Ilden? Meener de ikke at det vilde blive et ret solid Raad, og at samme vilde hielpe hans Majestæt til, at faae engang det rette Offer, ham tilkommer paa Statens Alter. I Sandhed jeg troer det; thi, efter min skrøbelige Indsigt, veed jeg ikke, hvad Verket tiener til, uden til at hindre de rette statsmessige Afgifter, og til at bebyrde Handelen, med mindre det maaskee maatte være for dermed at bevise, at Nationen nu begynder at forandre sig i sin Smag, siden den ikke er bleven forlibt i dette Stykke Arbeid, uagtet det dog virkelig forskriver sig fra Paris. Nytten af den Resolution torde jeg allerunderdanigst forsikre hans Majestæt om, (men jeg haaber det Raad aldrig kommer saa vit,) vilde blive, (i sær om Korn-Prisen var først bestemt) at han dessnarere skulde kunde efterfølge hans Olde-Fader

342

278 Kong Friderik den fierde i at brende Hans andre Papirer.

Det Hoved, der skulde igien skrive en Toldrulle, har Philodanus rigtig nok beskreven Pag. 51; men hvo tør tage sig Arbeidet paa, og staae til Ansvar derfor, for Publicum, nu Bogtrykker-Pressen er bleven frie? Thi det Ansvar, tænker jeg, er nok saa Haardt, som for en naadig Konge.

Det er Guld værd, det Philodanus taler for Manufacturer og Fabriker Pag. 53. just for Tiden Skyld han skriver det paa. Thi hvor farlige kunde ikke ellers de Sætninger være bleven for mange, som Hr. Finantz-Raad Oeder anfører i hans Afhandling om Frihed og Eiendom. Lykkeligt er det, at hans Majestæt, for har seet andre Landets Vinskibelighed i Kunster, og erfaret den deraf følgende store Folkemængde, læser saadant uden deraf at kunde komme paa andre Tanker, end de han eengang har fatted, nemlig, at hanthæve Kunster og Manu-

343

279

facturer i Sammenhæng med Agerdyrkning og Handel, og at forbedre det som hos enhver af dem kan være manglende. Saa meget meere maae man jo glæde sig derved, som Hr. Finantz-Raad Oeder maatte let kunde forlede til anden Tænkemaade, da man troer ham vel for den Overbeviisning, man haver om hans skiønne oeconomiske Indsigter i mange andre Henseender.

Men at jeg til Bestyrkelse for Philodani Tanker, skal korteligen berøre Finantz-Raadens farlige Sætninger; saa maatte jeg spørge: Hvorledes vil denne gode Mand tilstrækkelig bevise, at Fabrikers Oprettelse er alt for lidet i Regieringers Magt? Hvad er det, Regieringer, for Fabrikers Skyld, har og bør have Magt over i deres Stater? Er det andet, end Naturen, saa vit den, i Forhold til deres Staters Klima, og Sammenhæng med andre Stater i Verden, kan lade sig konstle? Men haver ikke enhver Regent den Magt, og strekker han sit Herredømme videre, bør han da have Lykke? Undersøgte man Naturen af Staterne og deres Sammen-

344

280 hæng noget Nøyere, saa vilde man finde, at man ofte rekker sig efter det, som er for langt borte, og glemmer det, som ligger for Føderne, hvilket almindelig er det beste i en Stats Næringer. Dette kan maaskee siges om Dannemark i meere, end een Henseende, men dog ikke i Henseende til de anlagde Manufakturer, som bliver det baade physice og politice mueligt at fortsette til den Grad af Fordeel for Staten og Regenten, vi bør attraae. Men Skade er det, at de Manufacturer og Fabriker, der meest er i vor Magt, har vi mindst tænkt paa, de Linnede nemlig, de grove uldne, Jern- og Messing-Fabriker, til hvilke vi have Materialier hos os selv, og kunde have flere.

At andre Nationer ere komne os tilforne, vil vel sinke, men ikke standse vore Hensigter, naar vi med disse ikke gaae længere, end vi bør gaae. For den indenlandske Afsats kan vi altid betryge os selv i Linned, Uldet og Silke: og hvor vigtig er ikke den Sag. Fordi vi virkelig og giør dette, for

345

281 en stor Deel, derfor ligger mange Hænder over Kors, og derfor har megen Armod indfundet sig baade i Hollandske, Engelske og tydske Steder, hvori vi ellers endnu til denne Dag skulde have beriget andre ved vor Efterladenhed.

At de nye Fabriker kunne ikke holde ud, at løbe om kap med de gamle, som Hr. Finantz-Raaden siger, og de beste naadigste Regieringer seer sig derved i den største Forlegenhed, er for meere tilfældige end væsentlige Aarsager. Det er ikke altid en Fornødenhed, at de nyere Fabriker skal løbe paa samme Bane, som de Gamle, ey heller er det afgjort, at jo andre nye Baner opfindes, som de gamle aldrig har løbet paa; thi der opstaaer nye Næringer og nye Leyligheder. Men vil man anvende paa Dannemark den Forlegenhed som omtales, da maae man i den Henseende oprigtigen tilstaae, at Dannemark burde blive forlegen med sine Fabriker, thi da dets Korn-Priis for Ud-

346

282 førsel var ubestemt, dets Handel tabte i Balancen, Anlæget af Fabrikerne skeede paa de dyreste Steder, saa burde Lykken ikke være bedre: og endnu bør de vigtigste Fabriker gaae overstyr; dersom Korn-Prisen ey bestemmes tillige med Destilleringen af Kornet; dersom Fabrikerne ey bindes til Stæder; dersom viise Love ey forbedrer og handhæver Laugene, og Tegn forsikrer Publikum om Formen paa Vare. m v.

Ved de Forandringer kan Kappen med fremmede Fabriker for en Deel virkelig blive muelig, uagtet Hr. Finanz-Raaden anseer dette for en Vanskelighed. Men for dem, som dette naturligviis vil blive en umuelighed, for Landets Beliggenhed Skyld, for dem maae et Politie giøre Resten, og den Besværlighed, det maatte volde, ey komme i Betragtning mod Nytten af Fabrikerne; thi jo besværligere et Politie (sano sensu) virkelig falder, jo snarere vinder Fabriken Magten, og jo snarere dannes Folkets Smag og Tænkemaade, som da hiemler Fabriken Biefald og gir den Hevd paa Afsats for Laudet selv.

347

282

At Tolds Paalæggelse til Medhold for de indenlandske Fabriker ikke skulde skee, fordi samme gir Anledning til Snighandel, og fordi dette igien giør uangenemme Foranstaltninger fornødne, det kan jeg umuelig see at være vel grundet. For saa uangenemme Anlæg mod Staten, som de er, at svige Told og afvende Næringer, bør Anstalterne være uangenemme. Toldruller skrives ikke for Stats-Complimenters Skyld; men for at befkierme Statens Næringer mod fientlig List og Overvold. Men med hvad Angenemheder har da en Sat at møde Undersaatter eller andre, som overtræder saa nyttige Love.

De nye Fabriker kræver Hænder, siger Hr. Finants-Raaden videre, (jeg bruger Oversættelsen) der kommer nu det store Spørsmaal: hvorfra skal man tage dem? Det Spørsmaal er i Sandhed ikke stort i mine Øyne. Thi, efter mine ringe Tanker, er derved kun at iagttage

348

284 tvende Ting. I Henseende til Statens Folkemængde, at man bruger allene de Hænder, som kan bekommes, uden, for en nye Nærings Skyld, at svække en ældere Næring, og et viist Valg, naar Fremmede tilbyder deres Tieneste. Den Sats, som von Justi, og flere vil udbrede, at jo flere Hænder, en Fabrike kan sætte i Bevægelse, jo før er den at vælge i Staten, vil umuelig allevegne kunde følges, uden at giøre en mærkelig Skade. Jo færre Hænder en Fabrike udfordrer, jo før kan og bør den indføres; thi dens Indførsel bliver da umærkelig for Folkemængden, men dens Tiltagelse med Tiden mærkelig, og en Anledning til Indførsel af andre Fabriker, fordi den har hiulpet til at formeere Landet: og er den rette naturlige Maade, at gaae frem paa med Naturen, som aldrig giør Spring, men en mægtig sammenhængende Fremgang i vedbørlig Tid og Orden.

Deraf følger altsaa, at de Politici, som saa meget klager over, at de mangler

349

285

Hænder til Arbeyd i Staten, de taler ofte om det, de ey bør tale om; thi de bør kun giøre Anlæg, i Forhold til Hænder. En Stat skal fødes, opdrages, gaae frem til

Manddom og Høyere Alder, som Mennesket selv. Det er saavel Staters, som Naturens

rette Oprindelse og Fremgangs Maade.

Men i Henseende til Fremmede, da bliver det vel Raadet her, ikke at værdige

andre sin Beskyttelse, end de, som ere gode Arbeydere, og ikke at belønne dem, uden efter giordt Arbeyde. Den største Viisdom, Colbert viiste ved alle sine Manufactur-Anlæg, var den, at han belønnede først, naar Arbeydet var giort, i det Sted vi har ey allene betalt Kunstnere længe tilforn; men beriget dem, før de endnu havde rørt sig til Arbeyd, ja før vi maaskee ret vidste om de kunde arbeyde. Men den Tid er forbi. Har vi tabt noget ved den Tænkemaade, saa har vi dog og vundet adskilligt andet Godt ved samme.

350

286

Det vi har vundet, er endeel skiønne Arbeydere, Forsikring om, at endeel Penge ikke herefter løber ud af Landet, som i Mangel af Fabriker burde løbe, vor Folkemængdes Forøgelse med flittige Fingre, og endelig den Fornøyelse, i hvor meget den har kostet, at vi dog nu tør sige: vi ere i visse Maader eengang blevne kloge. Men denne sidste Omstændighed er i Sandhed ingen Bagatelle! Paa dette har vi vundet Magt.

Skulde man ikke lægge Fabriker en i et Land, efter Hr. Finants-Raadens Forslag, førend der er bleven et Overskud af Hænder, som ved Landhuusholdingen finder ikke videre eller ikke tilstrækkeligt Arbeide: saa maatte vi om tusinde Aar endda begynde for tidlig. Men jeg tænker, at den Tilstand af Overskud paa hænder har altid saa været, i det mindste for nogen Grad, og bliver saa ved ald Landnæring; at den har fleere Hænder, end just fornøden i en vis Cirkel, i sær i de frieste Lande, hvor

351

287

Beqvemhed til Ægteskab, og Folkeformerelsen almindelig følges ad. Thi Naturen er jo saa gavmild, at faa Hænders Arbeyd føder ved Agerdyrkningen mange fleere Munde. Men i ufrie Lande selv, der er jo intet naturligere, end at forlade den Trældom, man er underkastet, naar man kan, og den Ubrug af Kræfter, man ey har Friehed at anvende, for at gaae over til en bedre Stand. Saa man altid maae tilstaae, at dog noget Overskud, fra den første Nærings-Stand, har været mueligt for Fabrikerne, alleene at man ey strax anlagde dem, som fordrede umuelige Folkemængder for det nærværende.

Som en Nation, der er beliggende blandt andre handlende Nationer, maae søge at dyrke Sindet tillige, forbedre sine Indsigter i Forhold til disse Nationer, og anvende sine egne Genier; saa vilde det og være for besynderligt og ustatsmæssig handlet, om en Regiering kunde, for en heel Svite af Aar, sætte sig for, saa at sige, at giøre af sine Un-

352

288 dersaattere lutter Bønder og Agerdyrkere, til den blev omsider vaer i dens politiske Kikkert, at nu snart, eller hen i Tiden eengang, til et vist Aar, blev Antallet just saa proportionerlig af overskydende fra Agerdyrkningen, (hvad mon disse bestilte i den Tiid de vorte) at da kan Rationen nok begynde at manufacturere. Ney, faa at calculere, vilde neppe være efter Den rette politiske Arithmetik, saavidt jeg skiønner.

Ved alle Fabrik-Anlæg, vil det vel derfor være den vigtigste Regel, at rette sig med Anlægget efter den nærværende Folkemængde, uden at ringeagte Statens faa Hænder, eller at oppebie Folkemængdes Formerelse for smaae Anlæg, som kunde formeere Folke-Mængden dobbelt, i Fald de blev, efter dens nærværende Tilstand, anlagde. Skulde Engeland ikke have begyndt at fabrikere, før det havde havt et vist Overflod fra Agerdyrkningen, saa havde det endnu ikke begyndt; thi det har endnu udyrkede Lande. Tvertimod,

disses

353

289

Dets Manufacturer og Fabriker opmuntrer Engeland til Agerdyrkningen, og Korn-Prisens Bestemmelse, for indgaaende og udgaaende Korn-Vare, afhielper de Uleyligheder, som Dannemark endnu sukker under til vor viise Konge giør en Ende derpaa.

De seer heraf, høystærede Herre, at jeg er af den Formening, at Herr Finans-Raad Oeder har langt fra ikke talt Fabrikernes Beste for Monarken. Han er min gode Ven, og en Mand jeg har megen Høyagtelse for, men med alt det, da de veed, jeg agter Pligter mod Regenten og det almindelige langt høyere, end Venskabs-Pligter, saa har jeg ikke kundet efterlade, at meddeele dem mine Tanker over hans besynderlige Tænkemaade i denne Fald, der saa meget strider imod hans øvrige gode Princips, som det Kapitel om Fabriker formørker en Haaben af det andet Gode, man finder i Afhandlingen. Jeg vilde ret ønske, at nogen vilde, for der gemeene beste Skyld,

354

290

med vedbørlige Grunde modsige bemelte Sætninger offentligen.

Men, for Patriotisme og for Fabrikernes Skyld, kom jeg her paa en Afvey! Jeg maae vende mig igien til Philodanus, hos Hvilken vi endnu haver det Beste tilbage. Thi Pag. 57. giver han os sin Plan til Handelen, efter som han holder for den bør indrettes, naar den skal være en politisk fri handel.

Det skal og være mit Øyemerke ved Slutningen af dette, at tilsende min høystærede Herre min Plan til en Handel for Dannemark, just af en politisk Natur, ligesom den Philodanus har vildet skildre. Jeg maae derfor forud undersøge nogle af de i philodani Plan indløbende Sætninger, som ellers maatte ligge mig i Veyen for min Plan, hvilke, naar undersøgte, vil viise, Hvorfor jeg ikke ialt kan blive eenig med Philodanus i hans Tænkemaade en Handels Plan angaaende.

355

291

Jeg vil forbigaae det han forud siger, at en fri Handel er en ubetynget Handel, en uhindret Handel, en fornuftig og vel indrettet Handel, efterdi disse Termini og Distinctioner intet tydeligt betyder, men er hans egne Kunstord, kun begribelige for ham selv, uagted han dog vil giøre dem begribelige for andre. Thi naar en Handel enten er fornufttig eller vel indrettet, saa er den jo ogsaa ubetynget og uhindret, om ey just efter Philodani Distinctions-Maade; uagted jeg dog og torde tage mig paa at beviise, at naar den var ret fornuftig, saa var den vel betynget, og ey uhindret, men i høyeste Maade belagt med visse Vilkaar, Indskrænkninger, Undtagelser og Regler; thi saa gik den sin Vey efter tusinde Forskrifter, og giorde, saa at sige, ikke et Skrit, uden efter den meest konstlede Tagt: og saa gaaer, og bør alle kloge Staters Handel gaae.

Men jeg siger, jeg vil forbigaae det, og vende mig til Philodani efterfølgende Sætninger

356

292 En Sats, hvori han har Ret, uden at han dog siger os meget dermed, er denne almindelige Sætning: Alle de Monopolier, som nogenledes kan ophæves, det er alle de,

hvor Øyemedet ogsaa uden Monopolium kan opnaaes, burde alle

ophæves. Reglen er rigtig, men Skade er, at den er givet almindelig, og at vor Philodanus ey har nogenledes anvendt den paa enkelte Tilfælde. Hvor i Staten, kan man jo spørge, er der Monopolier, hvor Øyemerket uden Monopolium kan opnaaes? Nevner Børnene! Nogle er der, det er vist. Men hvilke ere de? Et eller to Exempler burde han dog have givet os: saa vi havde været visse paa, at han forstod Reglen selv. Gid jeg havde en Fortegnelse paa alle Monopolier, saa sant jeg skulde pikke dem ud, som burde casseres; men jeg undtog sikkert nogle hundrede, som Philodanus, og fleere i Vilderede svævende Politici, som de vil være, i vor Tid vil have ødelagt til Ødeleggelse for Staten.

357

293

Den rette Prøve, om et Monopolium er statsskadelig eller ikke, vil findes, naar vi anvender Philodani i Almindelighed givne Regel, saavel som Sagens Natur udfordrer det paa særdeles Tilfælde. I saa Fald haver man at spørge: Hvad bør være øyemerket med et Monopolium, Næring og Biering, Kunster og Handel vedkommende (som vi sætter forud) naar det gives? Besvares dette rigtig, saa vil vi let see, naar det ikke bør gives, og om de, som ere givne, bør tilbagekaldes. For at svare nøye herpaa, vil man let see, at Cirkelen vi taler om, maa ikke være for vitløftig. Vi vil derfor først besvare det i Henseende til Næringer, siden i Henseende til Handelen, for ellers bliver svaret alt for almindeligt.

Næringer da angaaende kan spørges. Bør nogen Slags Næring have Monopolium, og hvilke bør have det? Det kommer an paa hvad Statens Øyemerke er med Næringer. Statens Øyemerke med Næringer, tænker jeg, er eller burde være, om det ikke var det, at nære en Borger

358

294 anstændigen. Hvad bemerker det (for ey at gaae videre) at nære en saadan Borger? Jeg tænker det bemerker, at give hans Næring en saadan Cirkel til Afsats for hans Flid, at han, ved sine og Medarbeydendes Hoved og Hænder, kan erhveve saa meget, at han kan leve, forsørge en Kone, (man vil jo Folkemængden) opføde og opdrage Børnene, (man vil jo gode Borgere) betale Told, Consumtion, og ordentlige Afgifter, (man vil jo Regent) have noget tilovers til Sygdom og Nød for sig og sine, (man vil jo Borgeres Frelse) erlegge extraordinaire Skatter, især ved indfaldende Stats-Genvordigheder (man vil jo Statens Vedligeholdelse) give med Lyst sidste og yderste Skilling, ja naar fornødent, vove Lemmer og Liv med Mod, naar Hanibal er for Portene, naar det gielder Stat og Krone; thi man vil jo Statens Beskiermelse og Kronens Forsvar: og man vil deri det, som er selskabelig ret og billigt. Men skulde alt dette kunde haabes, end sige fordres af en Borger, jeg siger en Borger, naar hans Nærings-Cirkler var ubestemte, det er: naar hans Selskabs-Ret, hans Nærings Rettigheder var u-

359

295

selskabelige og uvisse? Min Gud, hvor er Naturens Ret, hvor er den selskabelige Ret, hvor er den sande Politik, hvor er den sunde Fornuft bleven af til Forsvar for Borgere: da man offentlig kan tale og skrive mod disse aabenbare Sandheder? Men jeg har endda ikke talt om den gamle Mand, som bør leve, og lide vel paa sine gamle Dage, naar han har nytted, som en god Borger, i de unge og muntre Aaringer; ey heller har jeg talt om Borger-Standens Ulighed. Jeg vil forbiegaae det første, da vel ingen Unatur er til, som nægter en aldrende velfortient Borger sin billige Hvile, naar han ikke meere til Nytte kan røre sig, eller misunder ham Tid og Roe, da at døe, Men et Ord maae jeg tale om det sidste. Er Standen efter Næringernes Kunstighed, Zirlighed, Vanskelighed, Vigtighed, og tvertimod, ulig, saa er det jo ingen Under at Levemaaden vil og bør være ulig. Bør ikke det, da billigen betragtes? Bør skiønne Aanders Forretninger intet bedre betales, end Broelægger-Arbeyd? Bør den kunstige Mechanicus intet have bedre Belønning for sin Machine, end en Gade-Major for hans

360

296 Anstalter? Bør deres Vilkaar være lige? Men bør der være Forskiel, saa vil jo enhver vide sin Cirkel, for at være vis paa, han ey arbeyder forgiæves; for Afsatser er dog ikke Uendelige. Men hvorledes skal det skee uden ved Viise Love, og hvad bliver disse Viise Love andet, end Love til statsmæssige og fornuftige Monopolier for visse Borgere, at de maae blive Staten saa nyttige og gode Borgere, til alle Tider, ved alle borgerlige og publike Omstændigheder, som de bør være, om ikke baade den usle Natur selv skal ødelegge, og indvortes og udvortes Fiender, uden Sverdslag og Modstand, skal træde dem samtlige, naar de finder Leylighed dertil, med Føder, og ødelegge Staten selv bag efter.

Men Nærings-Cirklerne, vil de spørge, hvor findes de, og hvorledes ere de, er de saa at afpasse, og benytte sig af, at saa mange, til alle Tider nyttige og gode Borgere, som mueligt er, kan dannes, og gives Borgerskab i Staten? Det

361

297

er, høystærede Herre, Heel mueligt at besvare, og vel værd at give Svar paa. Nærings-Cirklerne er tildeels i, tildeels uden for Staten. Det er deres Sted. De er saaledes, at den samme Smag ikke hersker i dem Hiemme og ude i mangfoldige Slags Vare: saa det bliver høy fornødent, at Kunsterne retter sig efter den ulige Smag. Dersom en kiøbenhavnsk Skræder, for Exempel, var Leverendeur af syede Klæder til Hofferne i Paris, London, Dresden og Constantinopel: saa forstaaer det sig jo selv, at han kunde umuelig indfinde sig med en og samme Façon til alle disse Steder. Han maatte tiende hvert Hofs Moder, om han vilde afsætte sine Klæder. Med Varene selv har det samme Beskaffenhed. En Nation vil have Manufactur- og Fabrik-Vare paa en, en anden paa en anden Maade, ja Provinser i samme Lande er ulige af Smag efter Fornødenhederne. Men hvorledes skulde man tænke, det var mueligt, at en Mængde selvraadige Arbeydere, uden Love og Opsigt, skulde

362

298

vide og vilde iagttage alt dette? Selvraadige i egne Huuse vilde handle selvraadige i Staten. Derfor bliver da Viise Langs-Artikler for en Stat høyfornødne Love, som helligen maae holdes over. Lauge og Laugs-Artikler bliver da hellige Monopolier for Staten, fordi de staae i Sammenhæng med dens Øyemærke, Borgerens Næring i Sammenhæng med Cirkelen, hvor den er, og i hvorledes den er.

Men hvorledes skal Cirklen afpasses for Næringer, saa de hverken faaer alt for lidet, eller alt for meget at leve af? Dertil er to Midler, som begge vil Nøye sees paa. Afsatsens Grad er Hoved-Anmerkningen. Men da denne kan være i Landet og til Fremmede, og begge Deele tillige: saa maae man bruge Regnekunsten, hvor den kan anvendes, og Erfarenhed af Borgernes Tilstand i den bestemte Cirkel, som altid er at anvende, for at dømme nøyagtigen om, Hvorvit Cirklen er dem enten for stor, eller for snever, for at give til det anførte Øyemerke rette Borgere den

363

299

Næring, enhver efter sin Stand i Staten behøver. Hvad jeg forstaaer ved Regnekunsten, det vil min Herre let see er det Register, den Fortegnelse, enhver fornuftig handlende Stat bør, med største Accuratesse, holde over sine udgaaende Vare, her at forstaae i Forhold til Laugene og Næringerne i Stæderne i Staten. Fra det kan den regne, hvor mange der i Lauget eller i Setskabet, hvad det heder, kan leve ved den og den Næring. Thi et Kammer-Collegii Regning i denne Fald maae blive Regel for Oeconomie-Collegium eller Raadstue, eller hvilket Collegium, der har Opsigt med Næringerne i Staten, om disse ikke skal være uvisse i deres Slutninger, og handle urigtigen for eller imod de Nærendes Antal. Efter Tilstanden af denne Udførsel regnes Næringerne i Landet, at kunde formeres eller ikke, eller maaskee at maae uddøe, for ey at fylde Landet, med Staadere, som altid bliver skadelige Borgere, Statens ædende Kræft. Derfor kan Holland og Engeland, paa saa sikker en Fod, vedligeholde sine mange

364

300

Lauge, med den herligste Fordeel, som de vedligeholder dem Aar fra Aar, i Forhold til Afsætningerne paa Varene, fordi de giør disse Regninger.

Visse Mangler, som indløber til Aftagelse af Næringer, bliver disse Stater og derved var, og undrer dem derfor ey over Bankerotter og Familiers Undergang; men tveriimod søger Raad mod dette Onde, ved at indskrænke Cirkelen, og ved at anviise den anden Næring, eller at rekke Armod den Stats-Hielp, den fortiener, naar Staten har reent tabt Næringen. Derfor nyder saa mange Klæde-Vævere i Leyden Naade-Løn af Staten, for ey at forlade den, og søge Brødet i de Lande, hvor Næringer ere henvandrede, men heller at døe i maadelig Tilstand hiemme, end reise efter Brødet til Fremmede, og giøre Ulykken derved større.

En saadan Regning for Statsn bliver altsaa i Henseende til Næringernes Bestemmelse det samme, som Korn-Prisernes Bestemmelse for

365

301

Ind- og Udførsel bliver i Henseende til de fleeste Priser paa Vare, den første punkt, nemlig, hvorfra de følgende Stats-Beregninger bør giøres i deres relative Sammenhæng med deres relative Øyemerker. En Stat, som derimod ikke giør disse Beregninger, bliver ikke heller i Stand til at beregne sine Nærings-Cirkler, men maae med dem, som med de fleste af dets Anlæg, arbeyde forgieves og tabe i Enden. Gid Dannemark ikke herpaa var Exempel!

Næringens Tilstand, eller Borgernes i Standen, er det andet Middel at bestemme Borgerne, som bor leve af Næringen, deres Antal efter. Naar, for Exempel, man seer, at alle Laugs-Brøderne kan uden Trang nære deres Børn og Familier, kan betale deres Skatter, har tilovers til en glad Dag, har nogle hundrede Daler, ja nogle faae tusinde paa Rente, til Hielp for deres Børn, som snart skal nedsette sig; naar deres Langs-Næringer allene giver dem Brød, og skienker dem den Overflod de haver, og bør have, om Staten skal have den Trøst i gode og velhavende

366

302

Borgere, den ikke kand undvære: da, ney da er det ikke Tid, enten ved Friemestere, Fuskere el» Kunstnere, civile eller militaire, at forstyrre Cirkelen. Men Staten bør da takke Gud, at jeg saa skal tale, at Næringerne gaaer saa vel, og ikke formeere Arbeyderes Antal, thi det var kun, at ødelegge og at skienke Fordøyerne upolitisk got Kiøb paa flæbende Borgeres Sveds Bekostning, ja paa Bekostning af Kongens egen Casse, som følgelig maatte mangle promte Betaling, i Forhold til Varenes upolitiske lettere Priser ved en upolitisk Concurrence.

Er Casus derimod anderledes. Seer man Capitalister, hvis Midler giør dem stolte, selvraadige, ødsele, Loveforagtende, undertrykkende Begyndere i Næringerne, listige mod Handlende til Opskruelse af Varenes Priser, imod Forhold af Dagløn, Kornets og Victualiers Priser: ja saa er det Tid, at formere Nærendes Antal i Laugene, ja maaskee at skierpe Lovene.

367

303

Uden disse Viise Beregnings-Maader løber en Stat Fare, for at endevende Næringer, en Regiering, i sine redeligste Hensigter, at forarme sine Undersaatter, at svekke sin egen Trones Styrke.

Men hvad følger igien andet heraf end denne store Sandhed, som glemt kan aldrig giøres Forsoning for, og om erindrer og sult, kan aldrig agtes dyrebar nok, eller holdes nok over, til en ævig Politisk Stats-Maxime for alle slige Næringer i Staten, denne nemlig: Hver Næring i Staten, til den allerringeste, vil have sine Love, og sit Antal af Borgere i Forhold til Afsats af Vare; paa det Borgere skal blive retskaffne nyttige Borgere, Borgere avles af Borgere, og ikke Uborgere og Skarn skal forsvare Staten; paa det en ustatsmessig Folkemængde af tryglende Staadere ikke skal omsider blive Følgen af Upolitik, og de Insecter og Greshopper der skal æde Staten op, til Straf for dens egen Ufornuft og forkeerte Politik.

368

304 Der er altsaa en upolitisk Folkemængde til i Stater. Der er Daarlighed,

naar man raaber paa Folkemængde, uden at bestemme den bestaaende af nyttige Borgere. Hundrede veltænkende, erfarne, flittige, tarvelige, brave Laugs-Mestere er mere værd for Staten, end tusinde, ja om det var flere Tusinde, vellystige selvraadige Taaber. Folkemængden bør ikke voxe efter Naturens Drifter; thi det blev en fæisk Folkemængde, en cimbrisk Syndflod: men i Forhold til Statens muelige fornuftige Bryllupper; og det vil blive en Folkemængde af statsnyttige Borgere for Staten. Gid man da vilde indsee denne Sandhed! Den vilde forsyne Skatkammeret, bevare Staten og bestyrke Tronen. Rette Lauge ere da ikke de Monopolier, som vil afskaffes. Næringer vil blomstre ved vel

indrettede Lauge, og en ret politiskfuldkommen Folkemcengde voxe ved dem. Det samme som er sagt om Laugene, er (i sin Orden)

at anvende paa Handelen. En bestemt Afsats

369

305

af Vare udfordrer et bestemt Antal af Handlende.

Philodanus har rigtig nok Ret deri. Men hvad gielder det, han havde Uret, dersom han dog skulde forklare sig selv? Den reisende Russer bebreyder ham hans Sats, og denne har ogsaa Ret i sit. Kort: de har begge baade Ret og Uret, fordi de taler saa almindelig, at i særdeeles Omstændigheder passer Baade deres Sats sig, og passer sig ikke. Derfor er det saa høyt fornødent, at vide, hvad det er, og hvor stor Cirkelen er, hvorom man taler, og bestemme, hvad man bør bestemme, derefter.

Naar kan en Stat anvende denne Regel: I Forhold til Varenes Afsats, at bestemme Handlendes Antal, paa det de Handlende maae kunde leve af Handelen, de driver? Alleene i det Tilfælde, som i forrige om Næringerne, naar Staten kan regne med de Handlende. Naar den af

370

306 Told-Bøgerne kan indsee, at paa en Omsats af saa og saa mange Vare, kan kun et Antal, saa og saa stort, af Handlende leve. Naar den af de Handlendes Tilstand i samme Handel kan slutte, at da de samme ikke haver meere Overflødighed, end den de haver, ikke giør større Bekostning og Opsigt i Staten, end den lille de giør, og maaskee med Nød vedligeholder (om de giør nogen), saa maae de ikke kunde være flere i Kredsen, med mindre den eene skal begynde at tære paa den anden, og derefter den og de, som ikke kan holde det ud, blive udtæret, og omsider blive Staten til Byrde.

Men i Henseende til hvem er det, Staten kan giøre denne Regning? Alleene i Henseende til indenlands Handlende, som sælger af Haanden til Debit og Afsats for Consumtionen eller Fordøyere i Landet. Med dem kan Staten regne og sige: Saa stor en Folkemængde paa det Sted, fordøyer saa meget. Til den Omsats be-

371

307

høves saa mange Kræmmere. Disses Antal maae altsaa være den og den. Havde vor Magistrat kundet giøre den Regning, men den kunde ikke, fordi Kammeret har aldrig (før maaskee nu det begynder, om det og haver begyndt vel) giort politiske Regninger i Sammenhæng med Næring og Biering: saa var Urtekræmmer-Lauget, blant andre, ikke ubilligen, end og for gamle Koners Skyld, bleven sat tilbage og fast ødelagt. Kræmmere, som alle selger til Indenlandske, for Consumtionen i Landet, deres Antal vil altsaa nøyagtig bestemmes, og ey for indløbende Misbrug, af een eller anden, et heelt Laug opofres; og Laugs-Artikler vide at raade Bod paa Misbrug hos dem, som hos alle Lauge. Saa kan og deres Bode lukkes om Søndagen.

Med Tømmer-Handelen i Norge har det samme Beskaffenhed, uagtet Consumtionen dog strekker til Fremmede. Men Casus er en Exeption, saa at sige, fra Hoved-Reglen, fordi Consumtionen kan temmelig Nøye beregnes, og fordi den er indskrænket ved Politik af omkringlig-

372

308 gende Stater, finder samme Regel her Sted. Engeland giør sig ald Umage for at bruge og afsætte sin Nordamerikanske Tømmer-Last. Holland har Handelen indskrænket til visse Kiøbende for heele Handelen, og Amsterdam og Edam er allene Stederne, hvor disse opholder sig. En uindskrænked Concurrence er altsaa ikke til paa Holland, som i sær, og frem for alle, trænger til Norge. Det har desuden Oplag for 2 til 3 Aar forud, har Handel paa Østersøen, hvorfra, skiønt dyrere, det kan forsyne sig. Det kan altsaa ved Handel andensteds, ved sit havende Oplag, chicanere Norge for et heelt Aar, ja om det var for to, og enten lade det beholde Lasten, eller nøde det til Afsatsen for en Skampris, i sær naar Norge, som Holland forud veed, har Oplag i Mængde. Jo flere Tømmer-Handlere i Norge; jo større bliver Tabet og Nøden, jo mindre Muelighed at udholde Hollands Kneb, fordi Fortjenesterne er for meget fordeelte og ingen Rykstød haves af forrige Gevinster. Tømmerlalasten gaaer derfor bort for intet, og Landene

373

309

taber disse Fordeele. Antallet af disse Tømmer-Handlere vil da sikkert bestemmes, naar Staten kiender sit eget Beste, og ikke hører efter den i alle Næringer brugelige Indvending. Flere kan leve med os: Frihed giver Næring, og befordrer Folkemængden. Staten maa være viis nok at indsee, at et vist Antal kan og bør kun leve i visse Næringer. Frihed kan være Selvraadighed, og en ulyksalig Frihed for Staten, er den ey foreskreven Love, har den ey Grendser, og dersom Statens vise Hensigter ikke afpæler disse Grændser. Folkemængden bør kun tænkes statsnyttig i Forhold til Næring og ey i Forhold til Frihed og Avle-Lysten. Staten modtager ey Bettel-Jøder og andre Staadere ved sine Færgestæder: hvi vil den avle dem, og opklække dem i sit Skiød? De vilde dyr maatte ansees klogere, Naturen viisere end Staten. Fuglen bygger sin Rede, og Naturen bereder den sin Føde i den blide Sommer. Før føyer den sig ikke til sin Mage, fer formerer den ikke

374

310

Naturen. Borgeren bør jo da og have noget at ligge paa, kunde sætte Boe, og Staten have giort det mueligt for ham, paa denne Forberedelse, efter vel anvendt Møye, at kunde, uden Frygt for Nærings-Tab, dekke sit Bord med Fryd, og endda at kunde samle saa meget, at han har tilovers for Ophold til Alderdommens Vinter. Men da Borgeren endnu bemerker meere, endnu meget mere end Dyret i Naturen. Han lever en som Fuglen i den naturlige Tilstand. Han er til Beskiermelse for sit ypperligere Væsen, og dettes høye Bestemmelse, gaaen over i den selskabelige Stand, og skylder dette Selskab, for sin Deel, Hielp til Ophold og Vedligeholdelse. Saa bør jo Staten da, det er dens Pligt, om den vil selv bestaae, og med rette paastaae, at Borgeren skal holde sin Selskabs-Pagt, besoren som Borger, tilstaae ham den Cirkel i Staten til Fortjeneste, som giør det mueligt for ham, at være en retskaffen Skatteborger. Enhver handlende viis Staat tilstaaer og dette. Lauge for Kræmmere bliver

375

311

altsaa hellige Nødvendigheder for Staten, som Lauge for andre Næringer. Kræmmere tilkommer viise Monopolier.

Men Groshandlere bør Antallet ikke bestemmes paa, og hvorfor ikke? Aarsagen er meget tydelig, nemlig, fordi Staten ikke kan regne med dem. Groshandlere udføre ikke allene indenlandske Næringers Vare, og hiemføre Femmedes; men, de omsætter og fremmede Vare kiøbte hos Fremmede, og afsatte hos Fremmede, og af de indgaaende Vare, veed man ey, hvor mange igien kan gaae ud, saa ingen Regning kan holdes med dem: og det var Statens Skade om den kunde holde Regning med dem; thi des slettere var Handelen. Vel kan der regnes, saa og saa meget har Omsatsen i den Handel, for de og de Aar, været; men den kan ey sige, hvor meget den vil blive. Det kommer mere an paa de Handlendes egen Snildhed, Erfarenhed og Credit, da den Slags Handel endog kan gaae en allene fra Havn til Havn, men fra Land til

376

312 Land, end det kommer an paa et Lands Trang til et andet, uden før den tredie Stat.

Af Groshandlernes Tilstand i Standen kan ey heller sluttes noget, da deres Tilstand kan aldrig være for god; da deres Rigdomme, i en ret handel, bør i sær være Gevinst fra Fremmede, og Rigdom hos dem burde føde Rigdom, og deres ødselhed selv med Landets egne Vare, nære Armod. Men af deres slette Vilkaar kan ey heller meget sluttes til Muelighed af bedre Vilkaar, da disse meer hænger af erhvervede Indsigt og personlig Credit uden for Landet, for Begyndere uden merkelig Evne, end af andet. Saa Regningen bliver, og bør blive umuelig. Men, kan spørges, skal Groshandlere da agere selvraadig? Saa mænd skal de ikke. De ere Borgere, og staaer under selskabelig Pligt-Tvang og Regiering: Var de selvraadige blev disse Storhandlere for smaae, og deres Cirkel i Staten med dem for lille. Skiønt deres Tal ikke bør indskrænkes, bør ingen nedsætte

377

313

sig, uden han er stikket til Forretningen: har en vis Capital at begynde med, eller des større Formodning til Lykke for hans personlige Credit, og erhvervede Erfarenhed og Bekiendtskab: før han har reist til Nytte: før han har aflagt Prøver paa sin Duelighed, og saa videre. Straf for forsetlige Banqverotter bør være en alvorlig Artikel i eller uden for deres Laugs-Artikler, eller Selskabs-Love. Thi uden Love bør de ikke være; men de bør og have Love allene i Forhold til deres Handels Natur, og Lov til saa snart de kan, at see deres Cirkel udvidet i Antal, eller rettere. Staten for dem at udbrede deres Handel, saa langt den kan udbrede den: og kunde jeg formere Loven med en bestemt Artikel blev det angaaende Bestemmelsen af Reise-Maaden; thi der hører Kunst til at reise, og Kunst til at see og spørge, og ligesaa til at beholde det man seer og hører paa Reisen, og det samme er høyt fornøden for en reisende Handelsmænd. Saa meget har jeg lært derom af min Salig Faders Journal.

378

314

Handelen vil altsaa have og ikke have Monopolier, det kommer an paa at bestemme dem. Engeland er saa lidet bange for Monopolier NB. viselig indskenkede i Forhold til Statens Øyemerke, efter Tid og Omstændigheder, at en hver Mand i Engeland, som giør en Indretning, en god Opdagelse, har, uden Ansøgning, Privilegium og Monopolium paa fordelen deraf i 14ten Aar: og hvad Opmuntring er det ikke for Flid, og hvad Gevinst er det ikke for Staten, at give saadant et Monopolium, da den 14 Aar efter, ved Monopolisten eller hans Arvinger, faaer Efterretning om Opdagelser aldrig tilforne i Landet bekiente. Gid vor allernaadigste Konge snart maae give saadan en Lov, men, for den danske snevre Cirkels Skyld, bestemme dette Privilegium til 20ve Aar.

Men jeg maae ikke trætte min Herre for længe med min Snak om Monopolier; thi de indseer selv, at Reglen kan anvendes i tusinde Tilfælde flere. En Næring, som kan føde to

379

315

Familier bør være et Monopolium for een, ellers bliver to i Næringen ulykkelige og unyttige Borgere for Staten; den behøver ingen af dem, og burde vilde overlade dem til andre Stater, om det var mueligt, at komme af med dem, for at spare paa sit Korn.

Compagnie-Handel bliver fornuftig, og bør være Monopolium, naar en Privat ikke kan udrede Skibet; men for ikke, den Guineisike Handel undtagen, fordi den er puur Unatur i Henseende til Søgning og Vare. Mod Unatur i Stater vil bruges Contra-Politik og denne Contra-Viisdom bliver den sande Stats-Klogskab mod Daarer, for at føre dem til Nytte. Monopolium for Handel paa Island, er et daarligt og statsskadeligt Monopolium, og for et Compagnie, som det almindelige Handels-Compagnie, ligesaa.

Men skiønt et Monopolium kan være fornuftigt, i Henseende til Cirkelen og Antallet af de Handlende i Cirkelen; saa

380

316 kan det dog være et statsødelæggende Monopolium, i Henseende til de Arbeydendes og handlendes Friheder i samme Cirkler. Det eene med det andet, vil derfor bestemmes, om et Monopolium ikke skal blive en Ulykke for Staten. Viise Love maae da bestemme baade det eene og det andet.

For Compagnier maae det bestemmes, at endskiønt de har Lov at handle med visse Vare, de hiemfører, at de dog handler med de samme i Forhold til Verdens Krav uden for Staten, ikke i Forhold til Debit i Staten, i hvilken Fald de blev, som Status in Statu, (en forfærdelig Omstændighed for Staten) Statens Næringers Ødelægger, og følgelig et Indgreb imod Regentens Hoved-Hensigter med Næring og Handel for Statens arbeydende Borgere. De blev hans Skatters og Afgifters Svækkelse, om de endog betalte ham noget for Handelen. De blev, siger jeg, uagtet alt dette, halv skadelige Borgere, i det Sted, de burde være

381

317 heel nyttige. Kort: Af Mangel paa Viise Octroyer, har det Ostindiske og Chinesiske Compagnie stiftet, og kan herefter stifte store Ulykker i Landet, til samme Tid, de stifter et andet Gode, mindre end det Onde, de anretter; det eene Compagnie meere, det andet mindre.

De indseer Sandheden heraf, høystærede Herre! Skrev jeg til Publicum, saa blev jeg nødt til, at sætte til, for min Korthed her: Capiat, qvi capiat.

Men jeg har talt nok om Monopolier, som dog var fornødent, fordi Philodanus talte saa ubestemt, og saa lidet. Om Herligheden af Viise Monopoller for Stæder, faaer jeg strax Leylighed at tale, og min Herre vil see, hvad De ellers nok veed, at den Handling af en Regent, med Klogskab at monopolisere Stæder, er det samme for Statens indbyrdes Næringer, som den Handling var af Skaberen selv, da han

382

318 ved sit almægtige Bliv monopoliserede Riger og Lande i Verden, paa det Staterne maatte behøve hinanden, hielpe hinanden, og befordre hinandens Lyksalighed ved Trang til hinanden, og derved formere en Verden, som aldrig havde opnaaet det Antal af Mennesker, som nu lever, om Naturen ey var bleven, i sine adskillige Vraaer, saa viiselig privilegeret. Jeg vil vende mig til en anden Sats, ikke aldeeles ubetydelig.

Alle Danske Vare, siger Philodanus, maatte udbringes, uden mindste Undtagelse, til hvad fremmede Stæder, de Commercerende best vidste og kunde. Det er Philodani Ord Pag. 57. At han mener Reglen rigtig og af Hiertet, det Viiser han med de Ord: Uden mindste Undtagelse. Dersom jeg havde den Commission, at skrive en nye Told-Rulle: saa vilde jeg saamænd, baade for Kongens egen Ordre Skyld, og for lidt større Rigtigheds Skyld, end Vedkommende har iagt-

383

319 taget ved Told-Rullens Forfærdigelse, undtage følgende:

Korn-Vare skulde ikke faae Lov, at gaae ud, uden naar Prisen var politice god i Landet: og det samme vilde jeg (jeg bilder mig ind, jeg har Commissionen, og skriver derfor, som jeg sad midt i Arbeydet) nok ogsaa falde paa, i, Henseende til Meel og Gryn.

Talg skulde jeg saa lidet tillade Udførsel, som Engeland tillader det, at Fremmede ey skulde indsende os den igien i Lys.

Heste skulde ey komme ud uden Tilladelse, for ey at opmuntre meer, end nødvendig, til deres Tillæg, der, for Dannemark, hindrer Tillæg af Horn-Qvæget, Tids-Omstændigheder af Kvægsygen her uberegnede.

Hude af Horn-Qvæg, Faare- og Lammeskind med Uld, Hare- og Bever-

384

skind, skulde ligesaa lidet faae Tilladelse, at flippe ud, som Koe- og Heste-Haar, Hornene af Øxen, Svine-Børster, og slige Ting fleere.

Eegetræe, som voxer hos os, vilde jeg tænke med Told-Rullen, burde ikke udføres. Men var det tilforn indført, saa vilde jeg raade til, at lade det gaae frit ud, efter de Handlendes eget Godtbefindende; thi ellers maatte jeg tænke, at Forbud mod Udførsel deraf, vilde naturligviis hindre dets Indførsel selv. Men jeg lod det ikke blive ved Forbud paa Udførsel af vor eget Eegetræe. Benved, Valbirk, og langsom voxende Træer til Zirat-Arbeyde, skulde ikke komme ud, med mindre de var kunstigen forarbeydede.

Bark har Told-Rullen forbuden, at udføres, og jeg tænker, den har giort vel deri; men fleere Arter Bark, end Eegebarken, vilde det Forbud nok strække sig til, og Birkebarken kunde paa sine Steder blive een af disse, saa snart vi fabrikerede,

385

321 Hør og Hamp, tænker jeg, burde vi saa lidet tillade Udførsel, som Frankrig, endog om vi var nok saa fornuftige at opmuntre, i det mindste, til den førstes Dyrkning.

Baand af Pile og andet Træe skulde, efter Frankrigs Exempel, med mir Raad ikke komme ud, med mindre, vi vare saa store Mestere i deres Plantning, som Holland, og endda ikke uden Prisen på disse Nødvendigheder, var, som Korn-Prisen, fastsat for Ud- og Indførsel.

Træe-Rull, skulle aldrig komme til at smitte fremmede Fingre; thi jeg er vis paa, vore Esser kunde behøve dem selv: jeg skulde før ønske Premier udsat for Trækull af Træernes efterladte Rødder. Træe-Asken skulde ey eengang kunde føres ud af Landet mod Told, end sige, saae toldfrie Udgang.

386

322 Gammelt Jern vilde jeg Viise Vej til vore Fabriker, i Stedet for til andres Stater.

Salpeteren, om vi end kunde afsætte den til Fremmede, skulde lige faa lidet komme ud, som den Franske, med mindre man betalte den i Krudet; dog uden at glemme at befordre Afsatsen hiemme.

Gamle Klude, vilde jeg ey, alleene see fremdeeles forbudt efter Forordningen-, men jeg vilde og give dem Sted i Told-Rullen, og endnu lægge til, at gammelt Fiskergarn og gammelt Tovværk, som Holland, og andre hidindtil, saa skammelig har narret os fra, skulde ey blive udført, paa det vi ey skulde betale for meget derfor igien i brunt og andet Carduus-Papir, og i graat Papir, som fast alleene giøres deraf, hvorfor det fremmede er just faa stærkt, frem for det indenlandske. Jeg vilde i det Sted giøre gammel Tovværk, dets Kaagning og Oppilning, til en Næring for der aflexe Armod.

387

323

Dersom vi var kommen længere i Fliden end vi er, saa kunde jeg ønske Forbud for alle Manufactur- og Fabrik-Instrumenter; men det hielper vel dog ey ar forbyde Udførsel af de samme, om vi endog kunde giøre dem, thi andre vilde dog tage Fortienesten.

Ammunition vilde jeg ey heller aldeles, uden Forespørsel, tilstaae at udgaae. Derimod skulde jeg aldrig raade til Forbud paa Sølv og Gulds Udførsel i Stænger eller i Arbeid; thi en Stat, som taber Balancen i Handelen, skal det udfra, om og en Muur var omkring Staten, og kun et eeneste Hul derpaa, som Solberg sagde; men i det Sted vilde jeg give Forslag til den Kunst, at vinde Balancen og faae Vexelkursen paa vor Side: for det veed min Herre nok jeg ikke holder for umueligt ved en Contra-Politik af den, vi for det meste bruger.

Skulde jeg endnu legge et Slags Vare til de forrige, som ey maatte komme

388

324

ud: saa blev det alle ustemplede Manufactur- og Fabrik-Varer, som stemples kunde, eller andre produkter uden vedbørlige Merker paa de Casser, hvori de udføres. Thi at tillade dem frie Udførsel, uden saadanne Stempler og Merker, det er at giøre Statens Ære, Landets Credit, Kongens Casse, ja Kongen selv med til et Rov for egennyttige Borgeres Hensigter, til en Slave af deres Fuskerie og Nedrighed. Hvad synes dem Høystærede Herre har jeg ikke Ret, og er det ikke at beklage, at dette er en Sandhed: og endnu meere, at ingen agter ret derpaa? Men er det ikke da ogsaa forunderligt nok at Philodanus kunde lroe at han skrev fornuftig, da han skrev og sagde: Uden mindste Undtagelse bør alle danske Vare udbringes. I Sandhed jeg vilde med Frankrig endnu undtage Bermen fra vore Viine for Udførsel, dersom Dannemark, som det, kunde giøre Vinædike deraf, og ikkt i det Sted reent spilte den. Men nok herom.

389

325

Vi vil nu see en bedre Setning hos Philodanus end den sidste, den pag. 58. hvor han siger: Den norske Handel maae vaages meget over og skarp tilsees, at man ikke ved at opstable i faae Aar alt for mange Bord: ruinerer alt for den følgende Tid. Det er vel sagt. I Aar er Casus, som den har været ofte tilforne, ar Laste-Beholdingen er anseelig, skiønt Skovhugsten har dog ikke været merkelig stor. Men skeer den, som maaskee oftest, fast uden Grendser, nytter det da til andet, end at give Lasten bort for halv Værd, og ødelegge baade Skove og Familier tillige. Antallet af Handlende vil da her uforbigængeligen, efter Philodani egne Ord i det følgende, engang bestemmes, og og tænker jeg det vilde bøde paa Folkemængdens Mangel i Norge andensteds.

Men nu ser Ord høystærede Herre, som bemerker ikke mindre end Dommedags-Slag mod Staten: Ingen Stapel-Stad mage være i Landet. Hvad synes dem om denne

390

326 Sats? Engeland, det vindskibelige og kloge Engeland, har for længe siden, ved sin skarpsynede Davenant og andre, beviist, at med mindre det tog en anseelig Deel i andre Nationers Handel, skulde det aldrig Holde ud i Handelen, mindre vinde Balancen deri, formedelst de tusinde Fornødenheder denne Nation behøver, for dens Smag paa Verden og dens Daarligheder. Hvad som altsaa vindes ved Omsats-Handelen med Fremmedes Vare hos Fremmede, det betales med for fremmede Fornødenheder som bruges i Engeland, og det stopper ey allene denne store Udgift, men Staten faaer endog tilovers. Dersom Engeland havde derfor giort det til en Hoved-Regel ingen Oplag eller Stabelstad at have i Landet, maatte det for længe siden med alle sine mange store Skibe have seilet agter ud, og giort en anseelig Banqverot. Ja paa det det kan drive denne Oplags - Handel des nøyagtigere efter er hvert Lands Producters og Kunsters Natur til Omsats for andre Lande: saa er Hver Groshandler i London stor i et Hvert faadant Lands Bagateller, og det i Sand-

391

327

Hed ikke, fordi han er lille i det store: men fordi Handelens Natur udfordrer , at han tænker saa Nøye i alle Deele, i ethvert fremmed Lands specifique Handel og, Nærings-Arter.

Just derfor har London egentlig ikke heller saadanne Polyhistores i Handelen, som vi Har: men dets Kiøbmænd er solide Folk i eet. Naar man spørger: Hvad Handel en Kiøbmand der driver; saa faaer man ikke til Svar en Remse saa lang, som Henrichs Barsel-Liste paa Bare, fra alle Verdens Hiørner. For Exempel, man svarer ikke: & c. han Handler med Salt, med Hør og Hamp, med Viin, med Steenkul, med Specerier, med Asiatiske og Vestindiske Vare, fører Vel Speculations- og Commissions-Handel, har og Negotie paa Pommern og Petersborg. & c.

Saadant et Svar vilde strax giøre en Engelænder kruset i Hovedet, og han vilde

392

328 neppe have med en saadan Mand at bestille, som han fandt allevegne ude, og ingensteds hjemme. Derimod besvarer man bemeldte Spørsmaal med eet til to Ord af langt anden Betydenhed. Man svarer, nemlig: Den omspurgte Kiøbmand er Fransk Kiøbmand, eller Hollandsk og Flandrisk, (som regnes under eet), eller Spansk, eller Portugisisk, eller Russisk, eller Dansk og Svensk Kiøbmand, eller Hamborgsk, Italiensk, og Tyrkisk, ligesom Stæder er, han handler paa. Man har og separate Handlende for Ostindien, for Vestindien, for hver Provints i Nord-Amerika, med videre. Kort, man deeler Handelen i Engeland efter Landenes Natur i Verden, for at handle med hver Krog i Landene, efter Verdens Smag og Fornødenheder, med vedbørlig Eftertryk. Thi hvad Styrke i Omsats, maae ikke deraf følge, at hver Handlende i London veed, at har han selv Magaziner af et Lands Vare, men behøver dog for en Omsats eller en Fælles Fordeel, en Qvantitet af et andet Lands til-

393

329 lige, saa veed han, hvor han strax sinder disse Vare hos sin Naboe eller Gienboe , og saaledes er vis paa, ey ar blive forlegen.,

See, det er tillige Prospecten af Engelands almindelige Handels - Compagnie. Det veed saaledes, uden Octroy, at samle alle Nationers rimelige Vare, til Afsats for alle Nationer, og det ved Private, og hver privat Mands Huus er det store Forraads-Kammer, og Stapel-Sted for dets store Udsigter og Hensigter i en Handel, hvorved London aarlig vinder Millioner, naar Kiøbenhavns saa kaldede Speculations - Handel ikke beløber sig aarligen til en Tønde Guld, for ey at sige mindre; thi jeg undseer mig ved, at nævne 60,000 Rdlr.

Som den Handel da er saa slet, saa vilde det ikke heller sige meget, om den end ikke var til, eller om Philodanus havde formaaet noget imod den med det hovedkulds Raad, han har givet. Men for det, den

394

330 kunde blive, naar vi forstod Handelen ret, og vor indenlandske Handel tillige var dertil behielpelig, kunde Indfaldet blive alt for ødelæggende, om der blev anseet for andet, end et Foster of Philodani ufuldstændige Indsigt i Handelens fulde Sammenhæng.

Stapel og Oplag, viiselig anviist til fine Stæder, kan forvandle Steen-Hobe til Palladser, og aabne Flækker til trygge Fæstninger. Ingen har forstaaet dette bedre, end Holland, som har Exempler nok derpaa. Exempler er og mueligt at efterfølge, paa sin Maade, af enhver anden handlende Skat, i Forhold til sin Beliggenhed, uden Fornærmelse for den indenlandske Vindskibelighed. Helsingøer havde været et Livorno, havde Kiøbenhavnske Kiøbmænd ikke noksom indseet bemeldte Sandhed. Skade, at de tillige har vedst at blinde Øynene paa Ministerene, uden dog retskaffen at nytte den Hoved-Stad, deres Forfængelighed maaskee meere., end derer Klogskab Har forlibet sig i.

395

332

At Regieringen og selv har indseet Stapel - Sræders Vigtighed, det beviser det 140 Kapitels 19de Artik. i Told-Rullen, Men det er at beklage, at det alleene skal Heede i den paafølgende 22de Artikel: Naar

nogen Kiøbstæds Handlende --- af Oplags-Frihed sig vil betiene, da har de derom ar addressere sig til vores General - Told - Aammer, som, til at opnaae dette af os, til vore Undersaatters Commercii Forfremmelse havende Oyemærke - - - Det fornødne, efter vores derover indhentede allernaadigste Resolution, foranstalter. Det er at beklage, siger jeg, at det alleene skal hede: Naar nogen Kiøbstæds Handlende sig af slige vil beriene; efterdi den Villie vil umueligen formodes, at kunde virksom yttre sig i ruinerede Kiøbstæder, beliggende i er Land, hvor endnu saa mange Grundforbedringer feyler, som de, man nu først ret skrider til at giøre, og de adskillige andre, ingen endnu har tænkt paa.

396

332

Der maatte være et Mirakel, om en Kiøbstæd, uden for Helsingøer, skulde finde paa saadant, og et større, at det og blev tilstaaet, det kongelige Løfte uagtet, for Kiøbenhavns formeente Rettigheder til ald Handel. Naar og stige Indretninger skal skee i Staten, saa bør den neppe opsættes, til til man beder derom, men Staten bør ubuden giøre dem, og et Dicasterium imperii, som det tilkommer, at giøre Forslaget, have Indsigt og Mod nok, til baade at giøre det selv, og selv see det sadt i Værk; dog at forstaae, naar dets Indsigter strækker sig, som ey bør tvivles paa, nogle hundrede Gange længere end Philodani. Thi for at giøre en saadan Hoved-Indretning i Handelen, maae man indsee Handelens tusinde Sammenhæng med sig selv, og med hver Nærings-Green, baade i Staten og uden fore. Men jeg gaaer videre.

Saa ilde, som Philodanus, i Henseende til Oplags-Handelen, har seet til

397

333

for visse Kiøbstæderne, saa vel synes han dog at meene dem alle paa Kiøbenhavns Bekostning, naar han strax paa forrige Sats siger: Kiøbenhavn mase intet Handels- eller Fabriqve-Privilegium have for de andre Stæder. Men ligesom det er Handels- eller Fabriqveprivilegier, der har vedligeholt andre Staters Stæder: saa vil der og være fornøden: at visse Privilegier og fornuftige Monopolier endnu gives Kiøbenhavn, uagtet endeel af dem, det haver, virkelig ere af den Natur, at de ikke lættelig kan den berøves.

Privilegier for Kiøbenhavn paa ald Næring, imod alle andre Stæder, var den største Upolitik; Privilegier paa slet intet, var ligesaa. Det er derfor ikke af Veyen, her at spørge: Hvad for Privilegier synes fornuftige for Kiøbenhavn, og hvilke ikke? Vi bliver det snart vaer, naar vi efterregner de, som det haver, og betragter, hvorvidt de, eller et vist Antal af dem, er i Stand til at vedligeholde den i den Tilstand,

398

334

den er, uden for samme Aarsag at nedrive andre Stæder, eller hindre dem i deres Væxt. Jeg vil anføre dem, jeg erindrer:

1. Kiøbenhavn er en Residents-Stad, og har derved tillige de Kongelige Collegier, høyeste og andre Retter, Samling af egne og fremmede Ministre, af Adel, af Supplicantere, af alle Slags Folk fra de fleste Verdens Hiørner. Dette fornærmer ingen anden for nærværende; men kunde hielpe alle de andre Stæder til Afsats, baade for Nødvendigheds Vare dg Overdaadigheds Kram, naar de udstudeerte Hoved-Stadens Begierligheder, og den ikke i anden Fald giorde dem Indpas, for et forkeert Anlæg af Næringer.

2. Kiøbenhavn har Guarnisonen, hvis Guldhuus kunde nære en liden Bye, om det ikke, hvor det ligger, laae vel, og siden det er der, og selv nærer Mængde af Guarnisonens egne flittige Fattige, bør blive liggende.

399

335

3. Den har Floden, som ingen andensteds bedre finder sin Tryghed, og derfor altid bliver Staden en sikker Næring, tilligemed Arsenalet.

4. Den har et Skibbyggerie, som for Floden bliver tildeels nødvendig, tildeels til Byrde for Handelen, fordi Handelens Skibe med mindre Bekostning kunde bygges andensteds i Hans Majestæts Riger, vare Steder dertil viiseligen privilegerede.

5. Den har et Compagnie paa Østindien, og China, og er andet paa Guinea, som ere vel samlede, især, om Hint handlede i Forhold til dettes Fordeel, saa sikkert, som dette kan befordre meget af des størstes. Men endnu fuldkommere var de for Staden og Staten, om de handlede i et og alt Staten til Fordeel. Andensteds anlagde vilde de have været mindre beqvemme, deelte hver i sær, eller adskilte fra hinanden, vilde enhvers lille Fond ikke have været nok nyttig,

400

6. Den har et almindelig Handels-Compagnie, som man maae haabe giør Staten snart den Tjeneste og ødelegger sig

selv.

7. Den har en Oplags-Ret, som ingensteds findes ret Merke til, fordi andre Hovedmangler i Staten har betaget den den Leylighed, at benytte sig ret af sin Ret, og dermed tillige den Uleilighed, at ødelegge endnu kraftigere de andre Stæder, som dog næsten ere ødelagde, virkelig mere af Mangel paa nogensinde givne retskafne Privilegier, til Opkomst efter nærværende Handels-Plan, end ved Tab af de Privilegier, de enten har haft, eller de Kiøbenhavn har berøvet dem, skiønt Kiøbenhavn har ikke været dertil enten uvillig eller aldelesuvirksom. Spørger min Herre hvad jeg forstaaer ved slige Hovedmangler, saa er det i sær hvad jeg alt har erindret om Korn-Priserne, Næringers ubestemte Vaner for Stæderne, Overtrædelsen af Laugs-Rettigheder, og Told-Rullens egen Indskrænkning af en

401

337

Oplags-Ret, som bliver en betydelig, naar Tolden og Consumtionen ikke staaer i vedbørlig Forhold sammen, og Tiden paa den første indskrænkes til eet Aar, i Henseende til Vine, Brændeviine, Salt for Hovedstaden, m. v.

8. Den har et Universitet, hvis Vedligeholdelse, som det er, man maaskee alt for ivrig skriger nu imod, en betænkende hvor vanskeligen det forflyttes, uden Tab for Hoved-Staden, og uden Tab for Lærdom og de Studerende selv, da Opdragelsen til en god Levemaade i den store Verden, (en almindelig i Universitets-Steder), er ligesaa fornøden, som Lærdom selv: og en Hoved-Stad og Residents behøver ligesaa meget Videnskabers Lærere, for sin Ungdoms Opdragelse inden sine Volde, som den studerende Ungdom Exempler for sine Øyne til Opmuntring i Haab om en formodentlig Lykke efter dens Flid. De Mangler, Universitetet haver, ere for en Deel de samme, som alle Verdens Indretninger, som ikke bør ophæve Indretningerne selv, men desmeere tiene

402

338 Vedkommende til Opagt derimod. For en Deel er de af den Beskaffenhed, at de falder bort, med den ophævede Laqueismus vilde endnu meere forvandle sig til reelle Academiske Dyder, om Norge fik et Universitet, som de privilegerede Geistlige Godser der i Riget, maaskee gav den beste Fond til: ey at tale om, hvad virkning det vilde have, om Universitets jura blev tilstaaede vor skiønne Sorøiske Academie, som derved vilde, uden ald Tvivl, sætte visse af de Kiøbenhavnske magelige Lærde i den rette Bevægelse, og blive Sorøe Bye til nogen Opkomst, uden Kiøbenhavns Fornærmelse.

9. Den har et par militaire Academier, som baade for Hoffets, Guarnisonens og Flodens Skyld er vel anlagde, hvor de findes, thi, for, at befordre Lærdoms Udbredelse og Unges Opdragelse, maae man ofte ey allene see paa Veqvemmelighed for Lærdom og Opdragelse selv, men og paa Antallet af dem, som bekoster begge, og den Verden, der skal belønne Fremgangen

403

339

10. Den har et Tegne-Academie, som fortiener den høyeste Beskyttelse, og ligger best, hvor det findes, for i Tiden at udsende Mestere til de Stæder, der vil blomstre ved Skiønheds Næringer, naar disse bliver ret anviiste deres Boliger.

11. Den har adskillige Stiftelser, i sær for Mangel og Armod, som var bedre anlagde paa andre mindre Stæder, for baade at nytte flere, og en at forøge Prisen paa de fornødneste Vare: men hører med til de Indretninger, der maaskee ikke vare blevne til, vare de ey anlagde, hvor de ligger.

12. Den har 150 adskillige Næringer, hvoraf 57, for en stor Deel, bestaaer i uordentlige og upolitiske Lauge, som derfor ere i ynkværdige Omstændigheder, i det Sted de alle 150 kunde være ordentlige Næringer, alle med velhavende Borgere, i Fald man vilde tænke om Lauge saa viiseligen, som Engeland, Holland, Frankrig og Tydskland tæn-

404

340 ker, og ikke lade sig blinde af Ukyndiges Indvendinger derimod.

13. Den har, i Felge disse uordentlige Næringer, en uordentlig Handel, og ligesaa uordentlig og forkeert en Seylads.

Det er de Næringer, Kiøbenhavn, den største Stad i Rigerne, een af de anseeligste Stæder i Europa, haver.

Lad os nu see, hvad det er, som Kiøbenhavn, efter Philodani Tanker, ikke bør besidde af Handels- eller Fabrik-Privilegiet, imod de andre Stæder.

Jeg holder for, den bør beholde sit Residents-Prærogativ. Guarnisonen bør ikke heller rykke ud. Floden bør blive liggende, for Havnen Skyld, som ikke vil findes bedre. Skibbyggerier forsvares af Floden, saa denne vil ufeylbarlig beholde hine. Compagnierne vil vel ikke nedrive deres Pakhuse, og har ingen Ruller til Transport for deres

405

341

Pladser; saa dette Handels-Privilegium faaer Kiøbenhavn beholde. Universitetet duer ey at røre før meget ved, det er fuldt af Lærde, og Forældre siger, for deres Børns Skyld, det er nok bædst, at det bliver liggende. De andre Academier forsvare nok ogsaa sig selv. Stiftelferne ere og vanskeligen at faae af Veyen. Men det almindtlige Handels-Compagnie, Oplags-Retten, de forstyrrede Næringer, den forkeerte Handel, og den forunderlige Seylads, dem kunde vel siges endeel om!

Ja dem er det vel og, Philodanus i sær meener, naar han Pag. 58 siger: Kiøbenhavn maae intet Handelsog intet Fabrik-Privilegium have frem for de andre. Stæder. Men hvad, om vi intet havde betragtet Kiøbenhavns Næringer alle tilhobe ungefær, hvorledes skulde vi da kunde have bekræftet eller nægtet Philodani Sætning? Forud maae jo da det Spørsmaal nu afgiøres: Kan Kiøbenhavn have fuld Næring, Staden blive staa-

406

342

ende, som den staaer, dens Population af duelige Borgere nogenlunde vedligeholdes, og Borgernes Tilstand fremdeles forbedres ved de anførte Næringer, uden det Philodanus ey vil tilstaae Staden, nemlig, Handels- eller Fabrik-Privilegier for de andre Steder?

Skulde Hoffet, Guarnisonen, Floden, Skibbyggeriet, Arsenalerne, de anførte smaae Compagnier, Academierne, Stiftelserne for Børn og gamle Folk, skulde disse med Stadens uvisse Næringer, sære Handel og Seylads blive det en vis Næring og Grundvold til fremvarende Flor og bestandig Vedligeholdelse i den Tilstand, det nu befinder sig? Kongen indskrænker sin Hofholding, Guarnisonen er mindre end den haver været, og arbeider som for sig selv. Flodens fuldkomnere Istandsættelse foretages vanskelig. Handel drives ved indskrænkede Indsigter og snevre Casser. Skibbyggerier tager af med Næringer og Handel. Arsenalerne behøver ey Leverancer. Cornpagnierne er i knibe. Universitetet kan ikke bemerke meget, da vi har aldrig endnu ret

407

343

lært den Regel, at lokke fremmede Nationer til Universitetet, ved at indhente og vel at belønne fremmede Lærde, eller ved at giøre de rette Anstalter til at danne og bruge vore egne Hoveder i interessante Stats-Forhold. Academierne har bestemte Elever. Fattiges Huuse har aldrig giort Stæder bemidlede. Næringerne udfører intet klækkeligt, og Handel og Seilads tager hver Dag af, og hvor de tiltager, feiler de mod Statens Fordeele, i det de taber Balancen. Men Paladser og Mængde af andre Bygninger er i de sidste Aaringer opførte, og Grundvold lagt til et andet Babylon, alle disse Mangler uagtede.

Skulde Kiøbenhavn efter disse Omstændigheder ingen Privilegium have for de andre Steder for nærværende, jeg taler om den nærværende Tid? Ifald den ingen Privilegier havde mere end de anførte aftagende, skulde den da kunde længe bestaae? At nægte den for nærværende alle Privilegier for de andre Steder, mon det ikke var, at lade en herlig Bygning forfalde, der har kost store Penge til Materialer og Bygnings Mænd,

408

344

for en ringe Omkostning, der kunde holdeden ved lige? Jo jeg tænker at Kiøbenhavn, for nærværende, behøver Privilegier; men dog i Forhold til sin Omstændighed, og i Sammenhæng med de andre Stæders Opkomst, i hvilken Sammenligning det er fornødent, at overveye dens Næringer og Handel, hver i sær, hvilke der bør være

dens egne, og i hvilke den bør concurrere med de andre Steder.

Hvad da Næringerne angaar, da vil det komme an paa, at oversee dem alle, og vel at giøre Forskiel paa, hvad der er Hoved Næringer i en Stat, og hvad der er Bie-Næringer. De første maae man vide om, at en eneste af dem, vel placered, er allene i Stand til at bygge een ja flere Steder. De stdste derimod kan kun understytte Hoved-Næringerne, ikke blomstre uden de første ere til, og NB. ere til paa vel anviiste Steder, og følgelig allene i Sammenhæng med dem, befordre Folkemængdens Formerelse statsnyttigen. Til de første regner jeg Anlæg af Uldne, Silke, Linnede, Hampe-

409

345

Manufacturer, af Læder-Fabriker, Sukker-Raffi- naderier med slige flere. Til de andre de Instrumentmagere og Under-Arbeydere, som hine behøver ved deres Hoved-Arbeyde, samt Skoemagere, Skrædere, Tømmermænd, Snedkere med fleere fornødne for Næringers Beqvemmeligheds Skyld. Regne vi nu efter, hvad for Næringer man kan henføre til det første Slags meere end anførte, saa giver jeg Philodanus Ret deri, at slige Hoved-Ræringer, som kan reise andre Steder, og der, beqvemmeligere end i Kiøbenhavn, anlegges, bør ey ved Exclusiv Privilegium, eller besynderlig monopolisering tilstaaes Kiøbenhavn. Men der er og Næringer af disse, som beqvemmere her forbliver (efter nærværende Omstændigheder i Landet) og andre, der har som væsentlig hjemme i Hovedstaden, frem for paa noget andet Sted i Rigerne. Uden at betragte disse under den Syns-Punkt fornærmer vi Hoved-Staden, qvæler Næringerne som ere til, ja aldrig faaer dem til at blive til, som først skal oprinde. Jeg regner til de første Silke-Manufacturet, som

410

346

jeg tænker bør i sær forbeholdes Kiøbenhavn, deels for Academiets Skyld for Tegnekunsten; deels for den almindelige Smags Skyld, som Hovedstaden endnu bedre mynstrer, end noget andet Sted i det lille Dannemark; deels for Materiernes Skyld, da det ikke skader saa meget, om de Vare koster lit mere for Liebhabere, end de vilde koste fabrikerede paa andre Steder: allene at Snighandelen med fremmede Silke-Vare haardelig straffes, og fremmede Ministres Folk ikke heri bliver privilegerede Smughandlere. Hvad andre Manufacturer og Fabriker angaaer, da tænker jeg og rigtig nok, dem maatte forundes Sæde, om de selv saa behager, i Hovedstaden, men den Lyst bør og giøres dem saa suur, som mueligt, ved Privilegier for andre Steder, hvor de for bedre Kiøb, og langt beqvemmere, kan arbeyde, saa de heller vender sig did.

Men hvad visse andre Kunster angaaer, da behøver de ey exclusiv Privilegium, da det er fast en væsentlig Fornødenhed, at de ned-

411

347 sætte sig i Hovedstaden, for Ex. Instrumentmagere af musicalske, mathematiske, chirurgiske Instrumenter, Vaabensmede, Skildrere, Bilthuggere, Striftstøbere, Guldslagere, Uhrmagere, Koffemøllemagere, Kemister, mange flere uden at tale om Skrædere og Skoemager. Hovedstaden er deres Hiem, for dens Folkemængde Skyld, og vedbliver det. Det var om Næringer.

Handelen derimod betreffende, da seer jeg ikke rettere, end at den Oplags-Ret Kiøbenhavn er forundt, vil den, endog med Forbedring i Henseende til Credit paa Tolden, endnu tilstaaes for nogen Tid, (Fiskerier vilde dog have nogen Undtagelse for Saltet) til den kom i Orden med sine uordentlige Lauge, og de andre Steder (ved meddeelte Privilegier, høyere hver i Særdeleshed, end nogen anden Kiøbsted i samme Næring) formerede deres Næringer og Folkemængde, da slige Næringers Tiltagelse vilde give Kiøbenhavn de skiønne Oplag, der af Fornødenhed maatte giøre den til en ret handlende Stad paa alle Riger og Lande

412

348 uden noget exclusiv Privilegium, og derved engang danne dets Handlende til at staae af fra Polyhistoriet, og blive store Handelsmænd paa visse Lande, for ey at være smaae Groshandlere ald Verden over. Af Handelens Flor fulte da Seilatsens. Men det almindelige Handels Compagnie vil jeg tillade at crepere. See høystærede det er mine Tanker om Kiøbenhavns og om Stædernes muelige sammenhængende Næring og Handel, med den. Det specielle tillader Stedet ikke. Det var mig ellers ikke umueligt, at levere dem hertil en sammenhængende Plan. De veed det kommer kun an paa lit Mechanik, og at jeg trøster mig til, ligesaa sikkert at giøre saadan en Machine, og med vedbørlig Hielp at sætte den i Gang, ligesaa sikkert, som Charlo tør trøste sig til at giøre et got Uhrverk. Jeg slutter og siger, at Kiøbenhavn behøver endnu Monopolier.

Ingen Kiøbmand skulde herefter have Rang, siger Philodanus pag. 59, og al Overdaadighcd fulde kraftigen

413

349 forekommes; thi derved fortæres unegteligen de Penge, som skulde give dem Styrke til at poussere deres Handel vildere.

At Rangs-Uddeling er bleven for almindelig, er omtalt i det Foregaaende. Kongen har og allernaadigst raadet Bod derpaa. I Almindelighed kan Kiøbmænd og gierne være Kiøbmænd, en Stat til vedbørlig Tieneste, uden at staae i Rangforordningen. Men vor Stat er dog et Monarkie. Deres Fortienester fortiener saa vel Tegn paa Regieringens Opmerksomhed, i Forhold til Monarkiets Natur, som nogen anden betydelig borgerlig Stand i Riget. Er Tiden kommen, den rare Tid, som man maae ønske maa blive en Ævighed for Monarkiet, at Ære skal allene udeeles efter Fortieneste: saa er det maaskee mueligt, at velfortiente Handlende kan paa en solid Maade æres, Staten og dem selv tillige til Tieneste, om den Maade blev valt. Der er ingen større Ære for en Kiøb-

414

350

mand, tænker jeg, end paa sin lange Erfarenhed og erhvervede Lykke, at tiene Staten, for intet, med Oplysninger og gode Raad. Vi har i endeel Aar haft et Oeconomie- og Commerce-Collegium, hvor det lader som gode Raad har været meget dyre (skiønt kanske artig nok betalte), siden Staten har kun faaet faae af dem. Hvad om dets Medlemmer blev kalte Kongelige og honnoraire Oeconomie og Commerce Assessores, og det blev enhver Groshandler tilladt, efter ti til sexten Aars Handling, paa Erhverving eller Besiddelse af en vis Capital, 12 til 16000 Rdlr., for Exempel, dog efter foregaaende Approbation af hans Majestæt, her at tage Sæde, og naar man deri vilde blive siddende, ikke mindre end 10 Aar, strax at nyde Navn eller Titel som Commerce-Raad, med en Rang, som dertil i 3de eller fierde Classe, maatte være passelig? Blev Antallet i saa Fald ubestemt og Cirkelen temmelig stor, tænker jeg, at Nytten blev des større. De rnaatte i dette Collegio være blotte Raad og uden Stemme, og deres Forslag nøye undersøges af ægte Politici,

415

351

som maatte være de Kongelige Assessores. Til hvilken Ære Handlende og kunde stige, NB. naar de vare studerte og bereyste; thi uden Studia og politiske Reyser, har der aldrig været en retskaffen Statsmand og Politisk Negotiant til under Solen,

hvilket er vel at marke. Politik og

ingen Studia og Erfarenhed af Verden, er Entia incompatibilia, Væsener, som aldrig haver været til i eet Hoved.

Her tales altsaa om politiske Raad i Handelen. Kiøbmanden, naar han kan ikke bædre, giver Kiøbmands-Raad. De samme kan være heel ypperlige og overmaade kostbare. Derfor er han saa stor. Men de kan og være overmaade skadelige mod Staten. Derfor er han saa lille, saa ubetydelig, saa farlig. Politici maae forstaae, hvad Kiøbmænd taler, anvende deres Raad politisk, derfor er disse saa uskatteerlige. For den første Aarsag Skyld, er det en Sandhed, at enhver fornuftig Kiøbmand bør høres, men al-

416

352 drig troes, før nøye prøvet: For de sidste,

at den Stat er ulyksalig, som skal regieres af Kiøbmænd, og ey af Politici.

Men vi behøver dem begge. Gid vi maatte faae dem! Saa blev Kiøbmanden en vel-æret Mand i Staten, og vilde svare til den anseelige Titel af Commerce-Raad bedre, end mange af vore Raader til deres Raads-Characterer, de, som ere uskikkede til, enten at raade sig selv, eller andre.

Om Overdaadighed, som Philodanus, for Kiøbmandens Skyld, her berører, er giort Erindring i det foregaaende. Det er bekiendt, at hvad der er Overdaad i een Stand, er det ikke i en anden. Ligeledes er der og stor Forskiel paa, om det, som forbruges, er Landets egne, eller Fremmede Vare. Kraftigere Middel mod Overdaad, naar man ey vil agere for haard mod en politisk fornøden frie Tænkemaade, i sær i dette Fald fornøden i et Monarkie, vil vanskelig vælges, end der foreslagne, nemlig

417

353

Consumtionens rette Indretning. Ald anden Maade, som den kraftigere forekommes paa, Exempel fra Hoffet selv undtagen, som Dannemark kan flattere sig meget af, vilde være alt for kraftig, og sætte Ligegyldighed i Tænkemaaden om Flid, hvor Munterhed og Lyst til Fortjeneste burde være en stadig virksom Drive-Fier for heele Nærings-Machinen. Thi Philodanus synes ey at vide, at fast intet Menneske i Verden arbeyder alleene for det bare Brød, eller for at leve; men for meget meere, for at leve vel, en Hensigt, som sætter mange tusinde i Bevægelse, som ellers knap rørte sig.

Philodanus har reent glemt, at Mennesket, mindre Borgeren, Huusfaderen, Ægtemanden, Hovedet for Familien, Anføreren for et Sælskab, hvor han lever, den ærværdige Raadgiver i adskillige Kredse, den for mange Fortienester og hans velsamlede Rigdom ærede, anseelige Mand i Staden og heele Staten, ja uden for, at ham beviises alle-

418

354

vegne megen Opmærksomhed, og at han for de Sammenhæng, han er kommen i, og staaer i, og bør blive i, og voxe i, at han er alle slige Cirkler en Hoben, (skiønt meest ufuldkommen) skyldig, og al Decorum i hver Cirkel er adskillig, og samlet bemærket meget, men paaskiønnet tilhobe, kan synes Overdaad, og er det ikke; men er tvertimod, en vigtig Anstændighed, som ikke kan glemmes, og som en klog Mand, af den og den Stand, med den og den Evne ikke tilsidesætter. Bliver hans Udgifter derfor i Staten, og ikke gaaer ud deraf, saa er det endog en statsnyttig Handling, han foretager sig, for de Næringer, som derved lever. Men Maade i alt! Maade for Graderne af det Prægtige mod det Behagelige, af det Behagelige mod det Nyttige, af det Nyttige mod det Nødvendige, i Forhold til hans Pligter, hans Sammenhæng, hans Evne, hans Tid, hans Ære, hans beste Hensigter, hans gode Samvittighed. Han kan tractere, og tractere ofre, uden at udmatte sig og sine. Tracterer han viiseligen, kan han med

419

355

det samme giøre sit Bord til et Academie for hans Indsigt og Hensigter. Et Ord kan der give ham Anledning til Fordeel, en Tanke til et heelt System. Alting tiener den Viise, indtil Daarlighed selv. En Kiøbmand kan være flittig paa Spectakler, i Forhold til hans store Flid, for at blive Dagen derpaa des flittigere. Der maae være en mærkelig Stilstand i visse Siæle, før de kan blive ret oprømte og satte i Ild, til at handle i de vigtige Øyeblik, de skal agere i bestemte Ting, der ey uden Mechanik kan forrettes. Kiøbmands-Standen behøver ogsaa sine Fornøyelser til Hvile.

En brav Kiøbmand kan altsaa have Rang, leve vel, tractere, søge Spectakler, og Staten tillade ham, at naae og giøre alt dette heel viiseligen, uden at Philodanus indseer, enten naar Staten handler vel, eller naar Kiøbmanden er viis, uden at denne ærede Mand derfor bør blive foragtelig, end sige den foragteligste i sin Stand.

420

356

Deri har Philodanus skrevet rigtig, at de kongelige Betiente paa Landet maatte tilholdes, at eftersætte, under Embeds Tab, alle omløbende Jøder og andre Snighandlere. Alleene at det Ord eftersætte, dog gives en taalelig Mening. De bør giøre sig vedbørlig Flid, at finde dem, paa Grund til Mistanke, og sættes fra Embedet for forsætlig Efterladelse, for Medhold og Hælen, med videre: og vilde jeg endog, at Landsbye-Præster, skulde derunder befattes, og at de skulle alvorlig straffes, naar dem kunde overbeviises, at have kiøbt af uprivilegerede og ubeedigede Omløbere; og haardere, naar de husede, eller ikke angav Contrabanditer, de vedste med Vished at være saa.

Videre har han Ret, at Oplags-Skæder for Vare maatte ikke heller tillades paa Landet, naar han lægger til: de, som kommer fra Fremmede; men indenlandske Landvare, endog allevegne fra samlede,

421

357

er det Viisdom, at tilstaae landmanden Oplag af, til Afsats en gros i Stæderne. Ellers har Landhuusholdnings-Sælskabet, (rettere lignet med Jupiters vagthavende Argus, end kaldet Statens Øye) ilde opmuntret til Oplag og Magaziner af Pile--Baand. Det kommer derfor meget an paa, at bestemme sine Regler.

Alle Udskibninger er det ret og godt, saavidt mueligt er, at de skeer fra Kiøbstæder. Ordentlige Lade-Pladser vil vel dog og blive Philodani Meening med Kiøbsiæderne. Thi Tømmer skulde det ellers være vanskeligt, allevegne fra at føre til langt fraliggende Kiøbstæders Havne.

At Proprietairer ikke bør tvinge deres Bønder, til at sælge Kornet til dem, er vist nok fornødent; men det vil dog kun hielpe lidet paa de dyre Tider. At Proprietairer ikke bør agere Kornpugere, og at finde Raad mod den Puger-Kunst, bemærker

422

358

langt meere. Raadet er derfor givet i det foregaaende, nemlig, Korn-Prisens Bestemmelse for Ind- og Udførsel. Det Raad, iværksat, bliver for Priserne i Landet, det Portene er for Vandet i de Hollandske Canaler. Ligesom disse holder Jevnvægt for Vandene i Canalerne paa begge Sider, saa vil Kornets Ind- og Udførsels-Love, holde Jævn-Priser paa de nødvendigste Vare. De vil hverken lukke Korn-Varene ude, eller sende dem enten ud eller ind, i større eller mindre Mængde, end fornøden for Afsats, og til Belønning for Agermandens Flid. Dersom nærværende Romerske Keyser kiendte dette rare Middel mod Kornets Dyrhed, er jeg vis paa, hans Viisdom anvendte det i hans Lande. Han havde da ikke nødig, at lade giøre de ellers fornødne, men naar Korn-Prisen er bestemt, de ufornødne og alt for ubehagelige Huus-Søgninger, han foranstalter. Gid Kong Christian den Syvende, maae komme ham tilforne med sit Exempel!

423

359

Naar det skeer, saa forbyder det sig selv, at en Proprietair, som Philodanus siger, kan holde Korn-Kramboe. Vil man sige: Iisen, som i Aar, kan dog forbyde Tilførselen; saa svares: Mod Naturen kan Mennesket intet formaae. Men det blev i den Fald mindre, end Forbud for Indførsel, og virkelig en liden Frygt for en Stat, der har en viis Konge, ey at tale om eftertænksomme Handlende.

Hvad Philodanus siger os paa den sidste Side af hans Afhandlings fyrste Hefte, at vi, nemlig, skal bringe vor Korn-Avl og Fæedrift til mueligste Fuldkommenhed, at vi skal fiske med Iver, formeere og forædle vore producter, det har han upaatvivlelig Ret i. Men ingen har ret sagt os, ingen giver os de rette physiske, oeconomiske, moralske og politiske Regler i noget System og Sammenhæng for en eeneste Næring, end sige for fleere, hvoraf vi kan see, at de, som vil lære os at ar-

424

360 beyde, vedste selv, hvordan vi skulde arbeyde, vedste at bestyre Anlægget fra Begyndelsen til Enden, om det blev dem betroet i et vist Stykke.

Selv Philodani adskillige Raad ere kun Stykker af Raad, foruden at de fleeste ere saa almindelige, saa ubestemte, saa deelte, og mange saa uforholdsmæssige mod det Heele, ja reent stridige, at Philodanus efter sine nærværende Princips, gode og onde, aldrig blev i Stand til, at give os den rette Plan til nogen ret med Statens Natur overeensfremmende Næring og Handel, endog om han Havde alle Handlende til Hielp, ved hvis Hielp, som nogle meener, han skulde kunde giøre det. Imidlertid giør han paa bemeldte Sted, en god Erindring om Handels-Skolers Opretning i Rigerne og Fyrstendømmene, som ventelig vil blive een af de Ting, vor allernaadigste Monark vil tage i Betænkning med det første.

425

361

Men disse Skoler blev dog kun for vore Handlende alleene. De Handlende vil styres ved politiske Indsigter, om de ikke skal forvilde Handelen med deres Handlinger, og endevænde alle Næringer i Staten. Forstod Ungdom endog nok saa godt Geographien, læste velskrevne lykkelige Kiøbmænds Historier, som Philodanus rettelig og vel tilraader at skrives, og Holland saa viiselig iværksætter; var Ungdommen nok saa opmuntret og oplyst af gode Reyse-Beskrivelser, nok saa vel opdragne i bemeldte Skoler: saa var Arbeydet dog kun halvt, ja knap saa meget, naar Vedkommende ved vor høye Skole ikke giorde Sit, i Sammenhæng med disse Skoler og med Statens Hensigter med de Unge, som med Næringer og Handel. Det vil altsaa tillige erindres, som en Sag af yderste Vigtighed, som en betydelig Post i Planen til vor Handel, at den høye Politik, Siælen i Stater, sover ved vor Universitet. Politie-Love, der

426

362 skal formeere, forbedre, skabe, vedligeholde, udbrede nye Næringer og Handel, deres Aand kiendes ikke, om deres Sammenhæng, Forhold, Geist og Liv, høres ey et Ord paa vores høye Skole. Den Esprit de Loix, som skulde hiemle Staten disse Næringer og Handeler, og berede til at skrive Viise Love for dem, sætter ingen af de unge begierlige Aander i Bevægelse, som vrimler i og omkring Skolen. Den Erfarenhed fra fremmede Lande, som burde kunde tale og skrive retskaffen i disse høye Videnskaber, i Sammenhæng med vor Stat, rører sig ikke, end sige, opvækker de Sovende, til at anspænde deres Siæle-Kræfter for Statens Beste. Dog saadant vil umueligt kunde vare længe under vor viise Konge!

Bliver da de politiske Forlæsninger snart nyttige og lærerige: saa vil Kiøbmands- og Handels-Skoler tillige ret giøre Nytte, og Klogskab og Vindskibelighed og andre borgerlige Dyder ret blive sat Pris

427

363

paa, og den eenes Flid række den anden Haanden.

Men siden Her tales om Skoler saa maae jeg endnu giøre een Anmerkning. I vore sædvanlige Skoler, hvor Christendom med videre læres Ungdommen, tænker jeg det er en virkelig statsskadelig, og derfor beklagelig, Læremaade, efter den saa kaldede Catechismi Forklaring, at Pligter imod Regent og Øvrighed afhandles under det fierde Bud og under den blotte Titel af Forældre. Regent og Øvrighed er meget mere end Forældre. De er saa meget mere som Staten er mere, end Huset Forældrene boe udi. Pligterne mod hine, ifrem for mod disse, voxer derefter, saa snart Børnene, gaaer over i den borgerlige Stand, og bliver selv Hoveder for Familier. Under det første Bud vil derfor Borgeres Pligter mod Regenten erindres. Han er Gud i Staten, skiønt han tillige er Fader for Folket. Og saa sant som Han ønsker, at elskes af sine Undersaatter, som Børn, og elsker dem, som en from Fader, har han

428

364

Net, som Regent, at sige imod alle Fædres og Mødres Rettigheder til Høyagtelse og Kierlighed af deres Børn: Hvo som elsker Fader eller Moder meere, end mig, den er mig ikke værd. Saa stor, og saa høy er hans Ret til den statssønlige Kiærlighed, til den statskyldige Ærbødighed, for de mange tusinde Familiers, for det store Sælskabs mange tusinde Børn, han nærer ved sin Omhyggelighed og Godhed som Fader, og bestyrer ved viise og kloge Love, som en ret: viis og klog Regent!

Den Forandring i den anførte Forklaring vilde altfaa (en at tale om andet mere, som deri taalte Forbedring,) for Statens Skyld, hielpe den til at blive ey alleene en Sandhed til Gudfrygtighed; men og en Sandhed til Borgerlige Dyder og Stats-Viisdom, saa fornøden, i Eenfoldighed, for Børn, som deres Opdragelse er fornøden for Staten, og deres Fremvæxt i

429

365 Dyder for Regenten, deres Forældre og dem selv. Men jeg haster nu til Enden.

Philodanus slutter sin Undersøgelse med disse Ord: Saaledes bør vi i Almindelighed gaae til Værks, naar vi vil have vor Handel forbedret, og

vort Riges Velstand udvidet.

At jeg dog ikke kan være eenig med Philodano i dette, og at jeg troer, der hører en langt anden Plan til en vel anlagt Handel i Dannemark, naar den skal ret forbedres og udvides, end den, han har givet os, det kan min Herre let slutte af det foregaaende.

Hvorledes min Plan vilde blive, det bliver jeg vel nu nødt til at røbe, siden jeg just atter beæres med en Skrivelse fra Dem, hvori jeg maae tilstaae Dem, at mit Svar paa Deres forrige meget Ærede, bier noget længe. Men i Sandhed, havde jeg vidst, De havde behaget, paa nye at bom-

430

366

bardere mig med Spørsmaale, havde De længe siden skulde haft mit Svar. Nu er jeg derimod rigtig greben, og tør ikke sige ney.

De behager at føye det Forlangende til deres forrige, at jeg ved Enden af min Betænkning over Philodanus, som de veed saa vist de faaer, skriver De (jeg takker mangfoldig for fattede Tillid) vil endnu dertil lægge mine korte Tanker om en Handels Plan for Dannemark: hvad jeg tænker vor Gield beløber sig til: samt et Ord om dens Afbetaling, og om Anonymi Dom om en Eftermands Pligter i den Fald. Det er virkelig meget de forlanger høystærede Herre, og efter hvad de først begierer, maatte jeg troe de kunde spaae. Thi Planen for Handelen havde de dog faaet. Men jeg faaer nu i alt adlyde dem. Og da de og er fornøyed med et Ord om hvert i sær, og viser en Nøysomhed, jeg er Hiertelig vel tient med, saa er det Forlangte til Tjeneste. Selv indseer de forud, at Svaret faaer gives i Sammenhæng med heele Staten og

431

367

alle dens Deele, og at altsaa det eene med det andet maae nogenlunde oversees med et Øyekast; thi det hielper intet vi handler ret, uden vi oeconomicerer, cameralisticerer og lever ret. I det Sammenhang haver jeg da den Ære at sende Dem følgende

Plan

for

vor Handel.

I. Indsigtsfulde Aander i de kongelige Oeconomie-, Commerc-: og Kammer-Collegier, nøye kiendende de Lande, som de haver at give Raad om, i Forhold til andre Staters Nærings og Handels-Politik.

Uden denne Grundvold legges, duer Iverksættelsen selv af alt det følgende slet intet.

432

368

2. Secretairer og Renteskrivere samt de kongelige Fuldmægtiger i Contorerne, som er Referendarii og Vice-Referendarii af de betydeligste Affairer for Collegierne, at tages af Studerede, i sær af kyndige i Politiken, naar Politik engang bliver læst over ved Universitetet.

Upolitiske Secretairer, Renteskrivere og Fuldmægmægtiger kan bedre placeres uden for Contorerne. De kan, endog imod deres Villie, forblinde de visestes Øyne i Collegierne, og blive alle Ulykkers Kilde. Stygii caput implacabile fontis.

3. Fri Adgang for Handlende, af en vis Erfarenhed og Vigtighed i Staten, som Honnorair-Assessores, til Oeconomie- og Commerce-Collegier.

Uden den Anstalt, gives ey Anledning nok til Detailen af Tingene, ey heller det locale Lys i Handelen.

4. Prisens Bestemmelse for Korn-Vares Ud- og Indførsel. Kornets Middel-Priis vil findes imellem Aarene 1710 og 1739, 1740 og 1769, som Perioder af ulige physiske og politiske Naturer for Staten, naar de sammenlignes.

Uden Korn-Prisens Bestemmelse vil de beste Oeconomiske Anlæg i Staten ikke engang blive halv lykkelige, ja bør aldrig blive det.

433

369

5. Tidens fastsættelse, efter Engelands

store Exempel, for Destillering af Kørn-Brændeviin.

Ellers bliver Brændeviins-Brændere Forstyrrere af Hensigten med Korn-Prisens Bestemmelse.

6. Brændeviins-Brændingens Ophævelse paa Landet.

Uden dette Forbud, vil næst forrige Forslag ey kunde iværksættes, ey heller Brændeviins Misbrug paa Landet afskaffes.

7. En almindelig Bestemmelse af Brød- og Øll-Priser, i Forhold til Kornets Markets-Priser.

Uden dette vil Bryggere og Bagere alleene profitere af gode Tider, i Stedet for disse maatte tiene alle Munde i Staten.

8. Fortsættelse af de viiselig begyndte Anstalter for Landvæsenets og Ager-Brugets rette Orden og Indretning: samt Bekiendtgiørelse af Fremgangen dermed ved alle muelige Leyligheder. Ved disse Forbædringer vil Monarken ventelig og erindre Proprietairers skadelige Ret til Skifte-Forvaltning hos deres

434

370 Bønder; deres besynderlige Syns-Forretninger over Gaard-Fæld; som visse Bønder: Skatters nyttige Forvandling, paa sine Stæder, til Ulve- Ræve- og Muldvarpe-Skatter.

Var bemeldte priselige Anstalter ikke allerede begyndte, kunde de foregaaende Forslag ikke iværksættes med vedbørlig Virkning.

9. Anstalter til Ophævning, i Tiden, af de for Agerdyrkningen skadelige Staldfednings-Privilegier. En Forordning, med første, udgivet om disse Privilegiers Ophævelse om 10, 12, til 16 Aar, i Fald saa lang Tid behøves, vilde være disse Anstalter. Samme vil giøre Forandringen muelig, formindske Privates Tab ved Forandringen, retfærdiggiøre Regentens Handlinger, og opnaae dette Maal for Staten, paa den beste Vey, og i den retteste Orden.

Med mindre dette Monopolium afskaffes, vil det blive en Hindring for, og bestandig Strid imod, Regentens heele viise Ager-Politik. Det vil giøre et ufornødent Tillæg af Heste fornødent, standse en almindelig ordenlig Qvæg-Fedning i Forhold til Ageren, afværge Agerens rette Giødning, forbyde Læder-Handelens Flor, og mange dermed sammenhængende Næringers Forfremmelse.

435

371 10. Omvexling, saasnart nogenlunde mueligt, af Geistlighedens adspredte Jorder mod andre nær ved Præstegaardene. Var dette ey den største Nytte for Staten, og Billighed for Standen, vilde jeg endnu bruge det Motiv af Geistlighedens slette Vilkaar, for Qvægsygens Skyld, paa mange Stæder.

Jo langsommere disse Jorder samles, jo seenere vil Bonden forbædres i sin Maade, at dyrke Jorden paa. Bonden er det sandseligste Dyr blandt Borgere i Staten. Exempler maae virke meere paa ham, end Ord. Præsten, der er, saa godt som, hans Gud i Troen, maae blive hans Helt i Marken.

11. Forandring af nærværende Tobaks-Administration, (til Opmuntring for Tobaks-Plantningen,) i den Orden, at Høsten af Tobakken bliver Tiden til Beregning for den kongelige Afgift, som Humlens Indsamlings-Tid for den Engelske Accise af denne. Ald Tobaks-Plantning vil altfaa befales at angives, og uangiven, ved Høsten at confisceres.

Uden denne Forandring, er Administrationen imod Agerdyrkningen, Consumtions-Afgiften imod Productens Frembringelse. Efter en anden Forandring, kan Hans Majestæt dog beholde sine 40,000 Rdlr., endnu faae meere, og Plantningen fremmes.

436

372

12. Forberedelse til Fædriftens Forbedring ved viise Love mod Hoved-Misbrug ved Faare-Avlen, ved Horn Qvægets Fedning, som ved Stuteriers Anlegning, med videre. De danske Love har kun tænkt noget paa Stutterier i denne Fald, og glemt Resten.

Med mindre Hoved-Misbrug ved Fædriften, af skaffes ved Love, vil Underviisninger og Opmuntringer ikke frugte.

13. Love for de første Land-producters Bevaring og Vedligeholdelse til Sikkerhed for Handelens Credit i og uden for Landet.

Uden slige Love vil Landenes Grund-Næringer ikke lokke fremmede Kiøbere, og blive til den betydelige Fordeel for Rigerne, de ellers kan blive.

14. Almindelige Politie-Loves lemfældigste Indførsel paa Landet i Bonde Standen, til desbædre Orden for Kundskabs Udbredelse og Land Nærings Drift, i sær, fra snart mueligt, til Forsikring af Bøndergodsers Priser, og Bøndergaarders Bevaring mod Ilds-Vaade, Land-Crediten til Opkomst. Nogle gode Love for Land-Politie

437

373

Har Dannemark i denne Fald, om Sæden for Exemp., Tieneste-Folk, og andre; men behøver mange fleere.

Før Land- eller landsbye-Politik er bleven ret brugelig og almindelig for Landet, (hvortil og kan henregnes ethvert Stæds egne Bye-Love,) er Land-Væsenet endnu i sin Ungdom, og Agerbruget ikke nøye nok foreenet med Stædernes Næringer og Handelens Fordeele.

15. Anstalter til hval Fiskeriernes, og andre Fiskeriers, muelige Lykke, ved deres Anviisning til privilegerede Stæder, og ved ordentlige Magaziners Anlæg af Staver, Baand og Salt, med videre, for disse i Særdeeleshed. Paa den Maade har Engeland indhentet Rigdomme af sine Pilchards, Holland af sin Sild, og andre af andre Fiske-Arter.

Uden disse Anstalter kan de gamle Fiskerier maaskee fortsættes, men ikke forbædres, meget mindre nye opkomme. Fiskeriernes Anviisning til visse Stæder giør disse Stæder omsider saa erfarne i de mindste Omstændigheder ved Behandlingen, at Handelen med Fisken bliver der en ret Hiemmehandel for Stæderne, og dermed for heele Staten.

438

374

16. Love for Fiskens Sortering, Tørren, Røgning, Salten og Tønders Tegn paa dette, i Forhold til Fiske-Arters, Markeders, Tænkemaadens og Sma- gens Natur i de havne havne, man handler paa. De Love, Dannemark i den Fald har givet, taaler megen Forbedring og Formeering.

Med mindre dette skeer, vil foregaaende Anstalter lidet nytte.

17. Ikke mindre Opmærksomhed paa vigtige Bergværkers Anlæg, med Viise Love for samme, end paa andre Natur-produkter. De ædle Metallers Kilder henrykker adskillige Stater, saa de ey tænker paa de uædle Metallers Vigtighed, ædlere for Næringers Flor, end de Ædle selv, ja tidt glemmer de begge de andre Naturens Riger, for den mindste Deel af det Tredie. Reent at glemme Mineral-Riget, var endnu forunderligere. Norges Grund-Bergværks-Love ere endnu kun Interims-Love, og de er hundrede Aar gamle.

Uden nøyagtig Opmærksomhed nok paa Mineral-Rigets mindst agtede Metaller, maae Rigerne tabe deres med Møye samlede Rigdomme, de høyest agter.

439

375

18. Hoved-Næringers Anviisning til visse Stæder. Som Planterne vil anviises deres Jord, vil Næringer anviises deres Stæder. I den Orden alleene rodfæster de sig begge. Derved har uldne Manufacturer bygt Leyden, Silke-Manufacturer Harlem, Fayance-Fabriker Delft, Pibe-Fabriker Gouda, Tobaks-Handelen Amersfordt, Handelen med Oste Alckmar, Pyrmerent og Edam, Skibbygqerie Sardam, Fiskerier Enchhuysen, Maaslandfluys, og Flarbingen, Bergværker mange Berg-Stæder, og andre Næringer andre Stæder i Engeland, Frankrig, Tydskland og andensteds, som aldrig vare opkomne, om de alle tillige, og uden Forskiel, havde drevet alle Næringer og alle Handeler.

Uden (denne) viise Indretning skeer i Dannemark, vil hverken Næringerne slaae Rødder, eller Hoved-Næringer blive i Stand til, at drage de fornødne Bi- eller Under-Næringer til sig, mindre Landets forfaldne Kiøbsstæder staae op af deres Ruiner. Thi følger heraf, som absolute politice fornøden:

19. Monopolier, af det viise Slags, at gives for alle vore Kiøbstæder. Rette Monopolier for Kiøbstæderne, er det samme, som Næringers rette Anviisning til Stæi der, med de dem altid fornødne Territori-Rettigheder og almindelige Politie-Love, tl;

440

376 Sikkerhed for Næringernes ordentlige Fremvæxt og uforstyrrede Beskiermelse.

Kiøbstæder uden Viise Monopolier, er vanskabte Lemmer paa et Legeme, uden bestemte Seener og Aarer, uden Blod og Kræfter.

20. Alt for sammensatte Næringers Inddeeling i deres fornødne Klasser. Som Næringer vil deeles til Stæder, saa vil Arter af Arbeyd deeles til Næringer, og Arbeydere til Arbeydet, om Arbeydet skal blive ret fuldkomment. Smede kan blive 30 Arter. At simplificere Arbeydet, er at polere det.

Uden denne Underdeeling af Næringer, er Staten et Legeme med Arme, uden Hænder og Fingre.

21. Viise Laugs-Artikler for bemeldte Næringer, efter enhver Nærings Natur. Som Næringer vil anvises til Stæder, og Arbeyd til Næringerne, saa vil Arbeydet foreskrives Love, og Personerne Regler, Friheder, og den Cirkel, de frem for andre maae forvisses om deres Brød udi.

Uden disse Love faaer Varene hverken deres rette Form, eller Næringer deres Afsats, eller Flid sin Belønning, og mindre Staten en politisk Folke-Mængde i Nærings-Standen.

441

377

22. Varenes Stempling, efter en foreskreven Anordning, at blive en af de vigtigste Politie-Love for hver Næring, og samme alvorligen at holdes over.

Uden slige Love bliver ingen Sikkerhed i Handel, og Statens Varers Credit betyder da intet hos Fremmede.

23. Skibbyggerie, at ansees for det det er, nemlig, en Fabrik i Staten.

Med mindre det anviises de, i alle Henseender, beqvemmeste Stæder, og disse faaer deres Monopolier, vil dets Bi-Næringer ikke opslaae deres Boliger med Tryghed, og denne vigtige Fabrike ikke blive saa betydelig, som den for Handelen, Seyladsen og alle Næringer bør blive.

24. Nærings-Azyler at raade Bod,saavidt de kan, paa en upolitisk Folke-Mængde i Nærings-Standen, og hielpe til Forarbeydelse paa det mindst kunstige Arbeyd, for fast uendelige Afsatser i en udbredet Handel. Engeland har en Lov, hvorved enhver forbydes at arbeyde i en Kunst, uden at have lært den laugsmæssig. Det har tillige Nærings-Azyler, hvor enhver, uden at gaae i Lauget, kan sætte sig ned. Dette er ikke stridigt. Stemplingen af Vare er dem dog en Lov, og denne Frihed til Arbeyd er i sær

442

378 indskrænket til Jern-Fabrikerne, hvor Arbeydet er utalligt, som og til visse Stæder, uden for hvilke de ey maae arbeyde. Men disse Næringer kan derfor ey reyse. Indretningen er en Exception fra deres Laugs-Regler, og disse Stæder at ansee, som den kunstige og prægtige Engelske Nærings-Stands Hospital for deres Kiempers Krøblinger.

Uden Nærings Azyler benytter Staten sig ey af Ufuldkommenheder i Næringer, til at stifte Fuldkommenheder i Staten.

25. Fremmede Kunstnere at modtages med begge hænder, og at forskydes, om fornødent, Materialier og Instrumenter til Begyndelse for deres Kunster, i Fald samme ere nye og vigtige, og enten en politice Laugsfornærmelige, eller maaskee af den Natur, at de kan giøre eet med Laugene. Men dem hverken at gives Høyere Privilegier, end egne Indfødte, eller Forskud til Selvraadighed med Capitaler, som maatte blive det samme, som Overgiødning for Planter, hvilke derfor udarter.

Uden denne Middel-Forsigtighed mod Fremmede, veed en Stat ey at bruge den store Verden, at sætte Priis paa kostbare Øyeblik, at bruge Leyligheden. For kort siden har vi saaledes tabt en Fabriqve af det skiønne Kaabber-Cattun-Trykkerie. Man spurgte Entrepreneurs for Cattun-Trykkerier-

443

379

ne om, hvad man skulde giøre? Det var at spørge Proprietairer, om det er raadeligt for Staten, at bestemme Korn-Prisen? Friemesterne, om Lauge ere tienlige eller ikke?

26. Kunsters Udbredelse ved Real-Skoler for vore Kunster. Det, er fra de Unge man i sær begynder med Lykke, at forbædre Stater; thi de Gamle falder Forandringer for besværlige. Som en stor Feyl, i Peter den Stores Reformationer, erindres det, at han glemte Anlæg af Skoler. De, som anlægges, vil staae i Sammenhæng til alle Kunster, til alle Hensigter med hver arbeydende Borger i Staten.

Uden Skole-Væsenets bedre Indretning hos os, vil andre gode Indretninger ikke blive bestandige.

27. Undersøgelse af alle Næringsprivilegier for Sælskaber, (ey Lauge,) saavelsom for personer: og Reformering eller Cassering af samme privilegier, ifølge deres politiske Natur eller Unatur efter Statens Beste, i Forhold til andre Laugseller Nærings-Monopolier, paa forrige Grunde oprettede: og samme Undersøgelse at skee, for alle Privilegier og Monopolier, givne Lauge eller andre, hvert tredivte Aar, i Forhold til Omstændigheder, og ved sande Politici.

444

380 Uden denne politiske Forhold i Nærings-Rettigheder, er der iblandt Statens Næringer Bellum omnium contra omnes, en ævig Krig, hvor der burde regiere den høyeste Fred og Nærings Rolighed. Uden nye Undersøgelse, giør Tiden dem ubeqvemme.

28. Et almindeligt Stats-Be- naadnings-privilegium paa 20 Aars Frihed paa Nytten af nogen nye Opfindelse.

Uden dette Privilegium bliver mange Opdagelser evig skiulte for Staten, Opfinderen til Tab, og Staten til ingen Nytte.

29. Handhævelse af vel indrettede Monopolier og privilegier mod alle Fornærmere, og disses Handlinger derimod at straffes, som Fornærmelser mod den offentlige Rolighed.

Uden Iaggttagelse heraf, var Staten ikke aarvaagen eller retfærdig, og opholdt ey sin egen Skabning.

30. privates private Eyendoms-Rettigheder til Ting, ubeqvem beliggende, eller i Strid værende mod Statens høyere Hensigter, ved sig selv eller andre Sælskaber, efter Viisdoms Lov og Engelands Exempel, altid at vige for det almindelige Beste, imod den yderste

445

381

Skillings Erstatning til Eyermanden af Tingene, i alle Sammenhæng beregnede, Capricer undtagne. Dette er saa fornøden, som Bortrydningen af visse Huse og Træer, der stod i Veyen, var, for i lige Linie at anlægge den nye Lande-Vey.

Uden Iagttagelse af disse hellige Forhold af Stats-Ret mod Private, og af deres Pligt, at vige mod Starens høyere Rettigheder, fornærmer Staten sig selv, og dermed mange Borgere, for en eeneste Borgers Skyld.

31. Handelen for Indenlands-Handlende Nøyere, end hidtil efter Forordningen af 16de April 1681, dens 2 Kap.

2 Art. brugeligt, at deeles i sine mindre Greene, og de Handlendes Laugs-Artikler derefter at indrettes.

Uden denne Orden bliver intet ordentligt Oplag, enten af fremmede raae Vare for Manufacturister, eller af indenlandske raae eller forarbeydede Vare for Grosserere. Vi har, for Exempel, ingen rette Silke- og Uld-Handlere, og ingen, som handler med Hatte og Handsker.

32. Rigernes og Hoved-Staternes Handel, at tilstaaes lige reciproqve Rettigheder, og saavidt mueligt, at paalægges lige Pligter i Handel. Dersom Norge er forbunden, at tage sit Korn fra Dannemark, bør

446

382

Dannemark hente hos det, og ey hos Østersøen, den Tømmerlast, det kan forstrekke.

I anden Fald befordres ikke den rette jevne Circu lation i Statslegemet, og Kræfterne man vil sammendrage til eet Sted, bliver et sal volatile i den frie Luft, som adspredes.

33. Forordningen om Commercien af 4 Aug. 1742., denne skrøbelige Efterlignede af den Engelske Navigations-Act, at omdannes efter en fuldkomnere Plan, og dens store Mangler at forandres efter de danske Staters nærværende Handels Natur.

Med mindre dette skeer, har Handlende ingen plan i Sammenhæng med Statens Velfærd; men Handlende er ved Lov authoriserede til at handle upolitisk, og den beste Toldrulle vil kun giøre halv Virkning til Handelens Lykke for Rigerne.

34. Ingen Borger, paa nogen Plet i Kongens Hovedstater, at forbydes, at tage Deel i, eller kunde lade sig bruge til Fragter i udenlandsk Handel, i hvor de ere boende, Forordningen af 28de Jan. 1682 uagted, naar han, i Henseende til Ladningens Beskaffenhed, Oplag og Toldrulle ikke ere den, eller andre Hans Majestæts Love overhørig. Med mindre denne Frihed tillades, standses den Handels-Aand, som bør overalt regiere, visse Kapitaler

447

383

unddrages Handelen, og Fragters Nedsettelse vil ikke saa let i Tiden blive muelige. Saa lidet, som Grossereres Antal bør bestemmes, bør de Capitaler indskrænkes, som de kan bruge, eller de Fartøyers Antal, de, langt eller kort, maatte kunde sette i Farten.

35. Hoved Grunden til den udenlandske Handel, at blive indenlandske Næringers rette Orden og Flor.

Uden denne Regel indsees og følges, vil de høye Collegier forestille Ortroyer for Monarken, ungefær som de forelegges dem, ikke indsee Collisionen af begge Hanler, den indenlandske Handel endnu ikke komme i ret Sammenhæng med den Udenlandske, fornødne Vare, for Compagniers Udførseler, ikke blive opmuntrede i Landet, og Projecter endnu blive giorte og fulte, som først burde tænkes paa om hundrede Aar.

36. Colonie-Handel at staae i det nyeste Baand med Hovedstadens Handel, og begges Vinskibelighed og Politik i Handelen, at have til øyemerke Coloniers raae Varers Afsats for letteste Priser til Hoved-Staten, og Hoved-Statens egne, og fra Colonien hiemhentede Vare, her omformede, deres Afsættelse til Colonien: og alle muelige politiske Anstalter, uden ufornødne Tvangs-Midler, at giøres mod fremmede Fordeele enten af vore nordlige eller sydlige Colonier.

Uden denne Politik er vor Skat, betragtet under et og som en handlende Stat, en Krøbling, som trænger til et Hospital, hvor den erfarne Politicus maatte blive dens Læge.

448

384 37. Handelen paa Island, at tilstaaes alle, imod en vis maadelig Betaling til Compagniet, mens Octroyen varer; og Handelen derefter at giøres frie, dog efter en klog plan og viis Toldrulle.

Med mindre dette skeer, bør Dannemark takke sig selv, om heele Europa beleer det, som et Folk der ey kan see sine egne Fordeele.

38. Compagniers Handel ikke at stride imod den indenlandske Handel, eller imod de Varers Omsats, Vinskibelighed forfærdiger i Landet, og derfor deres Octroyer, i sin Tid, i dette Forhold at forandres.

Uden Reformation af vore Handels-Compagniers Octroyer, (en Reformation som slet ikke bør være deres Væsen imod, eller blive dem dødelig, ald muelig statsnyttig Frihed dem heller at forundes) vil vor Compagnie-Handel fremdeles blive en Krig imod Staten, og en Gift for dens Indvolde.

39. Det almindelige Handels-Compagnie at overlades Skiebnen. At til staae dette Compagnie, som Compagnie efter dets Octroy, noget videre Privilegium, var at monopolisere det mod alle Handlendes Fordeel, at bifalde at Stats-Contradictioner er Stats-Politik.

Dersom dette Compagnie ikke til intet giøre sig selv, bør Staren giøre det, eller Børs og Handlende blive til intet.

449

385

40. Contrebande-Handelen at forstyrres, ved at giøre Publikum, eller hver Mand i Landet, til Fiscal og Politie-Adjudant, ved at øve expedit Justitz ved Varenes Antrefning til en infam Cassering af samme, ved andre maadelige Straffers Anvendelse for første og anden Gang, uden et eneste Exempel paa Naade, men Galgen for Contrebanditerne, om de vare nok saa mange, for tredie Forbrydelse.

Uden høyeste Alvorlighed i denne Fald, varmer Staten Slanger i sin Barm, som vil rakke den derfor med dødelige Sting.

41. Adelens Deel i Handelen, at ansees for farlig, allerhelst i Compagniers Handel, og i Vare-Leverencer for indenlandske Manufacturer og Kunster, formedelst dens farlige Indflydelse hos Monarken, naar den har Direction ved nogen af Delene. For denne Aarsags Skyld bliver og de største Herrers Direktioner for Compagnier den spitzeste Compagnie-List mod Næring og Biering; da Compagnier vil paapasses, som enkelte Handelsmænd.

Med mindre en Monark er bange for Adel i en og anden Handel, er han for tryg i Beskuelse af hans Stats Lyksalighed.

450

386 42. En Monarks Deel i handelen, at ansees, som vundne egennyttige Fordeele for Particulaire mod Stat og Stats Casse, uagted den kongelige Particulair-Casse profiterer ved samme Handel. Det selvsamme bemerker det at faae Regenten til Cautionist ved Manufacturer og Oeconomiske Anlæg.

Med mindre Monarken i mange Tilfælde lader, at tage Deel i Næringer og handel, Anlæg for hans Armee og Flode undtagen, vil han altid vare udsat for andres Egennytte. Han Pengelaan uden Rente, naar de ey skientes, er den beste hielp, baade for Regenten og andre, naar den laante Capital forsikres.

43. Baade i Krigs- og Freds Tider at foredrage Handels-Fordeele for Staten, som Stat, frem for alle andre Fordeele, de allene undtagne, som ere nær sammenføyede med Statens Sikkerhed, og, som altid settes forud, med Regierings-Formens Bestandighed.

Før dette Princip er bleven Hoved-Princip for Handelen i Dannemark, før faaer den ikke den rette Handels-Plan enten i de private eller offentlige Affairer; før faaer den ikke en fuldkommen Toldrulle; før besieler ikke den rette Handels-Aand de kongelige Oeconomie og Kammer-Collegier; før bliver Kong Christian den Syvende endnu ikke vist nok større, end hans Fædre, og den største iblant Monarkerne i hans Tid: hvortil dog hans Fødsel har bestemt, og hans, ey dyre nok betaltee Reiser forberedt ham.

451

387

44. Love at gives for Seilatsen efter nærværende Handels Natur. Dersom den fierde Bog i Loven endog var uforbederlig, vilde Love for Justitien, saa lidet foreskrive Seiladsen de rette economiske og politiske Regle, som De kan giøre der for Handelen paa og imellem Landene. Men vor Søe-Oeconomie- og Commerce-Politik kan meget forbedres i forhold til andre Staters, og hverken Told-Forordningen, eller de andre stykkevis udkomne Forordninger, eller Compagnie-Søe- Reglementer er her udi tilstrekkelige.

Uden den rette Politik i vor Seilats i Forhold til andre Nationer, vil Misvisningen af vor politiske Compas blive alt for merkelig.

45. Consules, for Handelen i fremmede Lande, at tages af indfødte politiske Lærde, eller studerede handlende, og deres Embede at salereres vel af Handelen, naar den kan taale det, i anden Fald af Regentens Casse.

Uden en Regent har de beste Consules hos Fremmede for sin Skat, har han ikke lange Arme nok til at udbrede dens Handel. Fremmede Consuler skylder deres egen Stat de største Pligter: men ingen kan ret kiene tvende stridige Herrer.

452

388 46. Handels-Justiz, og Afgiørelse af Handels-Stridigheder, at skee expedite, og en Part heller at fornermes mod den strenge Retfærdighed i en liden Ret, end lang Tid i Handelen at tabes for Staten, som er et Indgreb imod dens høye politiske Rettigheder, Pure Jurister tænker tvertimod, en betænkende Følgerne for Staten.

Uden denne Justiz kan en Regent blive saa retferdig mod en Borger, at han bliver uretferdig imod Staten, som tilkommer, den høyeste Grad af Retfærdigdighed.

47. Matros-presning, naar den behøves, at skee paa den Hollandske, og ey paa den Engelske Maade, nemlig ved at ligne det fornødne Matros-Antal paa Coffardie-Farten, imod en vis af Regieringen tilstaaed billig Betaling for hver Matros, i hvad den videre koster Kiøbmanden.

Uden at velge denne Middelvey maatte en Stat ikke Viise den Lemfeldighed mod Handelen den fortiener til det Øyeblik, den er allervigtigst; thi med mindre visse Matroser forbeholdes Handelen maae den ligge.

48. Credit-væsenets Hanthævelse nøye at paasees i alle Starens Deele og imellem alle moralske og physiske, publiqve private Personer. Banqven at gives en fuld-

453

389 komnere Indretning. Ingen Stands-Jura at befrie fra Betalning af lovlig Gield. Ingen Moratorier, Jern-Breve eller Favorit - Naader at forundes ubetimeligen: hvilket blev høieste Unaade mod Staten og dens Credit.

Vor allernaadigste Konge beviser ved sine begynte Anstalter for Credit- Væsenet, at det behøver ingen anden Regel til Bestiermelse, end Iverksættelse af hans viise Love.

49. Banqvens Credit, at grunde sig paa et Selskab af private, deres Credit og Eyendomme, og Banqvens Credit derved statsnaturligere at blive Publici Credit, og Monarkens Laan derpaa et publiqve Laan: og altfaa ingen Summer til ham at udlaanes af Banqven, uden Overdragelse af en Kongelig Indtægts Hævelse det paafølgende Aar, Indtægten af fuldt og vist Beløb i Ligning mod Laanet. Dette pant er mueligt ved en nye Consumtions-Rulles Indretning, og paa Erfaring af Consumtionens Beløb for hver Artikel: og hiint er ikke imod Monarkiets Natur under Kong Christian den Syvende, som selv tænker,

Uden denne Indretning, har hverken Banqven den Sikkerhed, for sit Laan til Kongen, den behøver, eller Regenten den rette Leilighed til Laan i Staten, han bør have for denne. Men Banqvens Credit, og Hielp for

454

390 Regenten til de Øyeblik, hans Viisdom dømmer det fornøden, der er lige vigtigt.

50. Banqven, efter Den engelske Banqves kloge Indretning, at

give (men en at tage) een pro Cento høyere, end de sædvanlige Renter, som gives og tages paa Pante-Obligationer i Staten. Denne Rentemaade af Banqven er dens nest høyeste Sikkerhed baade for den Selv, og for heele Staten, uden at den in natura virkelig giver den pro Cento mere, den betaler; uden at Renterne derfor stiger i Landet; uden at Circulationen derfor bliver mindre, (den tvertimod forøges i en god Orden): naar dens Fond og Sedler er en vel bestemt Capital, og nest foregaaende Forslag tillige velges, og følges.

I Mangel af denne Form, kan Banqven blive sig selv en ufornøden Aarsag til en Mangel af Credit, der er et ubodeligt Tab for Staten.

51. Pant til Banqven paa Jorde: Godser at modtages, men (for Hovedstaterne) kun at gielde paa tre Maaneder, og Obligationen ey at fornyes, uden Banqvens een villie: men denne at have ret til, for Ubecaling, strax at stille sit Pant til Auction.

Saa giør Londons Banqve

Uden denne Orden bliver Circulationen ey i Forhold til Entrepriser, og Entrepriser i Næringer ey i For-

455

391

hold til Fornødenheder og Indsigter, og Banqve-Valuta en i Forhold til den publiqve Credits ustatteerlige Vigtighed.

52. Den kongelige Gield, som, for nærværende, er meere at ansee for privat end publiqve, at betales til Banqven frem for Gield til Fremmede; men under en Octroy, af den foreslagne Natur, Gielden (Banqvens Pant uberørt,) at betales til Fremmede frem for til Banqven. Fordi Banqven, for nærværende, intet Stats-Pant besidder for sit Laan til Regenten, derfor kan den ey giøre et betydeligt Laan, om den vilde det, som den ey behøver. Fordi den ey giver een pro Cento over sædvanlig Rente, tilbydes den ey heller Penge, uden Forlangende, i Fald den behøvede dem. Den giør altsaa ey heller det Udlaan paa Statens Jorde-Godser, den kunde giøre. Kilden standset, standses Floden. Circulationen af Statens vigtigste Realiteter ophører, følgelig tillige Flid, Næring, Fortjeneste. Hvad var første Aarsag til dette? Kongens Laan af Banqven, dens Rente: Betalings-Maade, dens Maade, at laane til private, ikke paa Jorde-Godser, men paa tredieMandspant i slige Godser. En Handlings-Maade, som er jo en reen Følge af Mangel paa foreflagne Executions-Ret i Jordegods-Panter! Denne Standsning af Circulationen er bekosteligere for Staten, end Renters Be-

456

392

taling til Fremmede. I nærværende Fald, vil Kongens Gield til Banqven, for Nærings og Handels Skyld, altsaa før betales, end Gielden til Fremmede. I anden Fald, naar Gielden er publiqve; naar Banqven haver publiqve Pant; naar den som sagt, giver høyere Rente end Private; naar den strax udbetaler sine Sedler, som den da kan: saa vil Kongens eller Statens Gield betales til Fremmede, frem for til Banqven, for den simple Aarfag, at spare Renterne for Landet.

Uden denne Orden bliver Banqven ikke den rette Kilde til Circulationen, alle Næringers oplivende Kraft, Statens rette Liv; men den er og bliver Circulationens Standsning.

53. Forandringen med Banqve-Octroyens Omforming, (for Opinionen hos Ukyndige i Publico,) i sær i Henseende til Rente-Maaden, dog ey at skee, før Consumtionen, efter det giordte Forslag, er paalagt; før den for tre Aar, i det mindste, er indcasseret; før Kongens Gield til Banqven er betalt: men da strax art skrides til denne høystvigtige Forandring: og Regenten der: paa, for sine Staters Skyld, at ansee sig selv, som en Dependent af Banqvens Credit.

Uden Iagttagelse af denne Tid maatte det vigtigste Middel for Crediten, blive det visseste Tab der-

457

393

af, og Staten i sin Hielp finde sit Bane-Saar. Fordi den Orientalske Despot vil være høyere, end Crediten, findes den ikke i hans Lande.

54. De ædle Metallers Stempling at gives Form, efter deres Brug i Handelen, og Myntning at skee paa det Sted i Landet, som tillige befordrer Circulationen i Staten. Barrer stempler man derfor, i Steden for at mynte Penge, hvor hine med Fordeel kan circulere, og den Maade lætter da baade Handelen, og sparer Myndte-Bekostning. For ey alleene

at mynte, men for at sætte Mynten i den fornødne Circulation, mynter de handlende Stater i Centro af Staten, og ey paa Grændserne. Om et Folium i den Hamborgske Banqve, vedligeholdt ved Altonaiske Rigs-Specier, kan erstatte Staten, i Vexel-Coursens og den kongelige Casses Gevinst, Tabet ved Standsningen af fire Tønder Gulds Circulation fra Kongsberg (een Tønde Guld betaler i Circulation Millioner, og standser de sammes Betaling uden for Circulationen) igiennem begge Rigerne, det torde jeg ikke tage mig paa, at bevise. Naar Staten vinder ved Handels-Balancen Sølv og Guld, eller vedste, endog uden for Balancen, at tilveyebringe Sølvet til bemeldte Øyemærke, var Kuren, en Kuur for en Tid

458

394 af sit Slags, for at betale Mynt med Mynt, og vor Myntning forrettedes da med et Slags Fordeel paa Grændserne mod Hamborg. Men mon man ikke nu vinder Skillingen, og lader Daleren løbe? Mon det ikke er et større Commerceend Stats-Raad? Hunger og Tørst tærer derfor Norske Tunger.

Med mindre Myntning befordrer Circulationen i Landet, forretter Statens Myndt ingen ret statspolitisk Myntning.

55. Renterne at nedsættes til fire pro-Cento. Den Kongelige Indtægt af den paalagde Fierdedeel Pro-Cento, veed man, har beløbet sig til 70,000de Rdlr. aarlig. Følgelig haver Circulationen, jeg siger Circulationen, været 28,000,000 Rigsdaler. Er Circulationen nu den samme, giør den forhøyede femte Pro-Cento hvert Aar en Afgift i Renter til 280,00de Rdlr., eller en Skat af den Sum, uden at Regenten derfor faaer en Dansk Skilling. Men Rente-Forhøyelsen bemærker meere, end en lige saa høy Skat; fordi det er i sær Næring og Biering, Trang og Mangel, som betaler Renterne.

Med mindre Renter nedsættes, sættes Landet ufornødent i Skat, Circulationen standses, og Vinskibelighed med den.

459

395

56. En nye Told-Rulle for Handelen, i Sammenhæng med Landers Handels-plan. Planen til en States Handel vil, som dets Regierings Form, grunde sig paa en Lov, hvoraf Formen kan kiendes, og er tilforn erindret. Told-Rullen maae i Almindelighed være grundet derpaa. Men som de politiske Vinde, hvorefter enhver Stat maae feyle sin Kaas, ere utallige, saa bliver Lovens Plan for Handelen vel Styrmanden for Seyladsen, men Told-Rullen det Compas, (som ofte maae sees til), uden hvilket, hans beste Indsigt og Erfarenhed ikke skulde blive mægtig, til at føre Skibet i den trygge Havn. Uden den viiseste Told-Rulle svæver en States Lykke i Handelen, iblant omringende Staters bølgeviis tumlende Nærings-Indfald, som Skibet uden Styrmand og Compas, paa det oprørte og vilde Havs Bølger.

57. Coloniers og Compagniers Told at betragtes, i samme Relation til deres egen relative Handels Fordeel, som den Told, der paalægges Handelen i Lander, i Forhold til Landets Handel.

Uden den Regel, glemmes, at Tolden er mere for Handelens, end for Statens Skyld, og altsaa bør proportioneres i Forhold til de Handlendes eget Beste, i Overcensstemmelse med heele Statens.

460

396

58. En nye Consumtions-Rulle at forfattes. En Toldrulle maae rette sig efter Handelen. Den kan derfor ikke rette sig efter Statens nødvendige Udgifter; thi det maatte ruinere Handelen, som er en stor Kilde til til Statens Rigdomme. Men Indtægter for at bestride daglige Stats-Udgifter ere saa fornødne for Staten, som Handelen selv. Kameralisten maae derfor oplede en anden Kilde, som ey er Handelen til Fornærmelse. Intet Middel bliver bestandigere, mueligere at bestemme i Forhold til alles Villie og Evne, vissere, end et, i Forhold til Varenes fornødne, nyttige, behagelige, vellystige, og overdaadige Brug, beordret Paalæg. Dette Paalæg er Consumtionen.

Med mindre vor allernaadigste Konge, paa Korn-Prisens Bestemmelse, strider til denne Anstalt, vil Cassens statsmessige Indtagter, Gieldens Afbetaling, og Næringers Flor langsom blive muelige.

59. Consumtionen at lægges paa Varenes sidste Form, eller, saa langt mueligt, fra Ageren (Korn-Skatten er Producters Consumtion), for at blive Fordøyeres Afgift af Kunster.

Uden denne Orden I Consumtions-Paalæget maatte det standse adstillige Varers Forfærdigelse, og blive Handelen, imod sit Øyemerke, til Byrde.

461

397

6o. Consumtionen paa Colonie-Vare, som forbliver i Hovedstaten, at lignes i Almindelighed, som paa Statens egne Vare. Skulde Exception giøres i Reglen, blev det for en oprindende eller ung Colonie, og, maaskee for den vestindiske Rom i sær i Korn-Mangel, naar Colonien dertil var i sin Ungdom.

Uden dette Forhold iagttages ikke den politiske Retfærdighed og Statsklogskab i Afgifters Paalæg imellem Hovedstats og Coloniers Vare.

61. Consumtionen paa Compagniers Vare, handlende uden for Statens samtlige Territorier, dels at paalægges, som paa egne Vare, deels i Forhold til Indskrænkning af de Compagnie-Varers Brug i Landet, som maatte formindske Vinskibelighed og den indenlandske Handel. At Compagnierne, deres Directeurer og Interessentere, vil misbillige denne Sats, er upaatvivleligt; men at spørge dem til raads heri, er det samme, som at spørge Landmanden om Brændeviins Destillering bør forbeholdes Kiøbstæderne? Compagnierne forbrænder virkelig i deres Handel en Mængde af Kiøbstædernes Korn, og forøder en Hoben af deres fede Vare.

462

398

Uden en merkelig Consumtion paa visse Compagnie Vare, handler Staten, ved sin alt for store Lemfeldighcd mod Compagnierne, ubarmhiertig mod sine Hiemme-Nætinger, sine egne Børn og sig selv.

62. Accisen, under Consumtionen og som et med den, at blive overalt incasseret, som et Regale, og Kongelige Betiente, til hvilke den er henlagt, at lønnes af den kongelige Casse.

Uden den Orden bliver hverken Betiente sallererede i Forhold til deres Embeders Natur og Vigtighed, eller deres Embeder forvaltede i Forhold til Statens Øyemerke dermed, eller den kongelige Casse den Indtægt forbeholden, den allene tilkommer.

63. En betimelig Forberedelse til Kornskattens fuldkomnere Ligning imod Landgodsernes indvortes Værdie, end nærværende Matricul tillader, ved Bekientgiørelse af en Forordning, at saadan en Ligning vil tage sin Begyndelse om 8 til 10 Aar i der længste. Hr Finants-Raad Oeder indvender herimod, i foranførte Afhandling, at Forandringen vilde i menig Mands Øyne ansees, som stridende med den paaberaabte Hensigt, at forbedre Bondestandens Forfatning. Men saa mange Aars Bekientgiørelse forud, som an-

463

399 ført, vil hæve den Fordom hos Vedkommende. Han siger: Vurdering over Grund, stykkerne er er betænkeligt Skridt, og lader sig ikke giøre uden sterke Forandringer i private Personers Lykkes Omstændigheder. Men Tiden mellem Bekientgiørelsen og Vurderingen, vil i en stor Grad formilde Lykkens Forandring, ja maaskee hæve den, og at glemme Statens Lykke, er saa betænkelig en Pausa, at det blev ubetænksomt, at sætte Statens Velfærd til Side, for faae Personers. Han siger videre: De fleste Folk vil derved synes, at deres Besiddelser bliver uvisse og utilforladelige, hvilket han kalder en meget betænkelig farlig Meening, der kan have meget adelige Følger for en hver Stat. Men at Kongens Øyemerke er eene og allene en jevn og billig Ligning, og ingen Handling Eyendommene til Uvished, det vil den foreslagne forud giorde Bekientgiørelse strax overbevise om, en at tale om alles Eftertanke i de Aar, som den forunder for Vurderingen skal skee. Kong Christian den femtes nye Matricul forvolte ingen skadelige Følger i den Fald, og Proprietærer elsker endnu deres Konge, og vil med ham hans Staters Beste. Finants-Raaden siger endnu: at man vil støde sig derover. Men hvorover støder man sig? Derover at Regenten taler til sit Folk, (om en Fader, og siger: Mine Undersaat-

464

400

ter! I er alle mine Børn. Jeg elsker eder alle lige. Jeg lader nu Snoren gaae over mine Lande, at i maae bære felles Byrder! Bereder Eder dertil, I i sær, som ikke dertil ere vante! Jeg giver Eder Tid, at ihukomme Eders pligter, og at indsee, at det er Eders egen Fordeel, ar I alle paa eens Maade, i Forhold til enhvers Lykke og Besiddelse af Jorder, svarer de Afgifter, som ere mig fornødne, for at beskierme Eder og Eders Eyendomme! Der vil blive Eder nu des lettere, fordi I veed der saa længe tilforne. Jeg vil Eders sande Beste. Skulde det være noget at støde sig over? Om nogen føder sig, bør det standse Regenten i hans priselige Hensigter? Naar Regenten derfor tager sig Tid, og gaaer langsom frem i denne, som i alle betydelige Statsforandringcr: saa tænker jeg, han kan gaae heel frimodig fort. Møder een eller anden et Tab; han beklager det: men gaaer dog frem med Forandringen, for at opnaae det Maal, hans Stats Lyksalighed, endog om det var med manges Tab, udfordrer. Endelig siger Hr. Oeder til Slutning: Overalt er en nye Matriculs Indretning en saa øm Sag, og er saa aldeles sammenknytted med det øvrige Finants-Væsen, at jeg ikke ønsker, at det nogensinde, uden det samtlige Finants-Væsens foregaaende Overlæggelse (Over-

465

401

læggelse efter Theorie, og ikke efter blot Praxis) maatte foretages. Men visse ømheder maae blive ømmere, før de ret kan læges, og Ømhed forgaaer ved Lægedom. For at spare en øm Finger og Fod, som maatte afskiæres, har Hr. Doctor Oeder aldrig ladet et heelt Lægeme staae i Fare. Ømheden vil her blive mindre betydelig. Det gielder hverken Arme eller Berns Borttagelse. De Lemmer, som her feyler noget, ere kun forrykkede, og maae drages i Leed. I nøyere Sammenknytning, end Indsigt og Erfarenhed i Chirurgien, staaer med en Krøblings Tilstand og Forbædring, i nøyere Sammenknyttelse, staaer en nye Matriculs Indretning ikke med Finants-Væsenet; og overlægger man, efter den allersundeste Theorie, Sammenhænget rigtig: saa ail man virkelig erfare, at Sammenknytningen er ikke saa indviklet, som fast. Operationen, Forbindingen, og Lægedommen, tænker jeg, vil altsaa, noget nær, blive følgende: Hoved-Øyemærket maae blive, at proportionere Afgiften af Jorde-Godser i Almindelighed, efter deres indvortes Værd. Jordebogen maatte til den Ende kun tiene, til at viise Godsernes Strækning, deres Physiske og Oeconomiske Herligheder til den Dag, Jorde-Bogen forfattes paa. Men da Tider, Flid, Efterladenhed, og andre Omstændigheder mangfoldig forandrer de sidste Beskaffenheder, at Matriculen derfor ikke bliver

466

402

bestandig. Men, naar Jordebogen, ved en fornuftig Landmaaling, er bleven et bestandigt Maal for Størrelser, og en Forklaring paa nærværende Egenskaber af Godserne, at hvert 20de eller 30te Aar bliver ansat til dens Forandring, efter tilfældige Egenskabernes Forandring: og disse lignede efter den nærværende Tids Priser paa Jorde-Godser, (Korn-Prisen bestemt, uden hvilken intet Maal er mueligt) at give Maalet til Ligningen for efterfølgende tive eller tredive Aar. Hver Amtmand i sit Amt, med lidt Hielp, vil giøre dette mueligt, uden nogen Besværlighed for Kammeret, hvis Jordebog maatte derpaa altid rette sig efter den vigtige Fornødenhed for Staten, at ligne Korn-Skatten lige, og ikke efter den magelige Beqvemhed for Contorerne paa Kammeret, at bruge den gamle Matricul, uden, skiønt fornøden, at ligne, og at omskrive en nye, som hidindtil, for det gamle Umaal, brugeligt været haver. See! Efter den Plan blev da Hartkorn, ikke meere Hartkorn i sin forrige forvildede Bemærkelse, ikke heller et Slags Kammeralsk Koglerie for den Kongelige Casse, eller Statens Erke-Skierventzel, Ney! Den blev tvertimod Regentens og hans Kammer-Collegii klare Lys, og Hart-Kornet (af en nye væsentlig Bemærkelse) blev for Korn-Skatten det billigste, fuldkomneste og sikkerste Maal til Paalæg for Staten, fordi

467

403

det derefter kunde forholdsmæssig holdes imod Statens største Realiteter, Jordens frembragte Frugter, og Ligning derpaa skee. Skulde et forunderligt og uformodentligt Tab træffe een og anden Familie, maatte den Kongelige Naade der hielpe. Det vil blive heele Kuren, en Kuur, jeg ønsker Staten.

Uden en foregaaende Forberedelse, ved en Forordning, som den omtalte, vilde den Uleylighed ved Forandringen blive større, end fornøden, i Henseende til Privates Tab, som efter Forberedelsen kan fast reent forsvinde. Uden rigtig Maale-Stof kan intet ret maales.

64. Land-Maalingens Fortsættelse paa den allereftertrykkeligste Maade, ved dobbelte og større Bekostninger.

Uden dette skeer, vil Hans Majestæt ikke i vedbørlig Tid opnaae det vigtigste af hans Ønsker, at see hans Undersaatter lignede ved jævne og billige Paalæg paa Jordegodsene.

65. Nærværende Grevelige og Friherlige Stands-Rettigheder i Henseende til Jordegods-Afgifter, en nye Matricul uagtet, at blive ubeskaarne, som Rettigheder, i sin Orden, heel fornødne for et Monarkie, og Staten til Fordeel, naar Regenten i Forhold til Vedkom-

468

404

mendes Evne, bruger Besidderne i høye bekostelige Embeder, hvortil deres Fædres Fortienester, deres lykkelige Fødsel, deres dermed sammenføyede Opdragelse har giort dem, frem for andre, værdige. Saadanne Embeder har Staten adskillige af, hvor Verdens Tænkemaade, baade i og uden for Staten, udfordrer det, al Fødsel og Opdragelse maae følges ad. Men og derfor bliver det en Skam for en Adelsmand, at tænke, endsige, at sige, han ikke skylder Staten vigtige Tjenester, uden paa det nøyeste at betales derfor, eller ikke trænger til sin Konge, fordi han er Greve eller Baron, og besidder mange Jordegodser. Som han er Regent og Stat store Pligter skyldig, fordi den første har paaskiønnet hans Fædres Dyd, og haandthæver ham i sine høye Rettigheder, og den sidste, fordi den daglig forøger hans Velstand i de samme: saa trænger han, frem for andre, til hans Monark, for at blive brugt, i Følge det Kald han har ved Fødselen, til en statsnyttig Borger.

Uden at haandthæve høye væsentlige Stands-Jura, og sætte vedkommende Besiddere af samme derefter paa de Poster, hvor de kan nytte, betragtedes ikke, ved slige Stats-Forandringer, Regieringsformens Natur, der udgiør en væsentlig Part af Stats-Deelenes Forhold imod hinanden, som af Statens Herlighed og Glands: ey heller paasaaes de Privilegeredes Pligter, og Stats-Cassens Fordeele til Lættelse for de ringere Stænder.

469

405

66. Friheder i Afgifter en alt for talriig Friestand imod de andre Stænder i Riget, i Tiden og efterhaanden at aftage, for at hielpe med til Stats-Udgifters Bestridelse, efterhaanden som Eyendommene kommer over i den oprindelige Stand, uden derfra at gaae tilbage, før første Stand igien aftager, paa det Afgifters Lighed maae blive des større for alle. Det frie Hartkorn har sin Grund, deels i Adelens Magt for Monarkiet, dels i Borger-Standens Indflydelse i Monarkiets Begyndelse. Den sidste Stand har havt større Indflydelse paa Skatte-Friheden, end den første, da endog Uprivilegerede efter Lovens 5te B. 3. C. dens forunderlige 20 Art. fik tilkiøbte adelige Sædegaarde skattefrie, som blev til stor Tab for den Kongelige Casse. Forordningen em Sædegaardene af 16de Dec. 1682, blev det frie Hartkorn til videre Forøgelse, og saa meget vissere, som Herligheden ikke kunde besiddes og nydes, uden Hartkornet var complet Adel og Borger-Stand udvirkede tre Aars Dilation med Landmaalingens Matriculs Publication, ja end videre Dilation, som Forordningen af 2 Octob. 1694 vidner, til Sædegaardenes Completering. Man fik, efter sidstnævnte Forordning, en alleene Restancer eftergivne, men Completeringen af Sædegaardene blev paabuden, inden fire Maaneder at

470

406 skee, ligesom Regenten og Staten til stor Fordeel, da den Kongelige Casse just derved des vissere tabte Indkomster. Thi at det ikke var en Orden og Indtægt for Finantserne, man sigtede til, beviser den tredie Artikel sammesteds, hvorved en uendelig Tid (et Kneb vel meest af Borger-Standen) blev given, til Samling af det fulde Qvantum af Hartkorn. Skatte-Friheden blev endnu større, da Skovenes Taxter efter Forordningen af 26de Jan. 1733, dens 38te Artik. blev regnet til de 200de Tønder frie Hartkorn for Sæde-Gaardene. Forestiller man sig nu videre muelig Forøgelse af disse Fri-Herligheder ved Grevskabers og Baroniers Oprettelse i Tiden, maatte heele Landet, om nogle hundrede Aar, blive reent korn-skattefrie. Hvorfra kom da de første visfeste Indtægter for Stats-Cassen?

Med mindre derfor det frie Hartkorn nøye beregnes, imod det lille Dannemarks snævre Grændser, made Regieringen engang, i Stedet for at træde frem med retfærdige Majestæts Rettigheder, for at kræve Afgifter, dens Stater til Forsvar, møde med Hatten i Haanden, og bede for sig selv om det daglige Ophold, i hvor det vil gaae med Statens Sikkerhed.

67. Optagelser af nye Jord, at gives 20 Aars Korn-Skattefrihed. Endskiøndt hver Borger behøver Statens Forsvar og Sikkerhed, meere og meere, i For-

471

407

hold til sin Tilstands Forbædring, saa indseer dog de færreste ikke denne Sandhed, og maaskee fleere vil ikke indsee den.

Uden denne Frihed i tive Aar vil adskilligt Land blive udyrket, hvilket er den høyeste Skat, et Land kan betale, og det en og tivende og følgende Aar vil da hverken give Skat eller Grøde, skiønt det kunde erlægge begge Deele.

68. Familie-Skat, Kop-Skat, og alle de Skatter, som bemærker slige tomme Navne, naar deres Paalæg ey ere fast ufølige, at ophøre, og Paalæg paa Realiteter kuns at ansees for reelle Skatte-Princips til Formeerelse af Finantserne.

Uden disse Princips følges, vil man Bække uden Kilder, Floder uden Bække, Høst uden Sæd, Virkninger uden Aarsag. Kort: at Finants-Videnskaben skal forblive den urimeligste under Solen, og den bør være, og kan blive den allerhøyeste af alle.

69. Overordentlige Paalæg og Skatter, at indhentes, saa længe mueligt, ved Forhøyelse af de Artikler i Consumtionen, som kan taale Paa lægget, dernæst af Korn-Skatten, som en Art af Consumtion, men af Formue først i Mangel af bemeldte Kilders Tilstrækkelighed, og af Handelen sidst, og

472

408

ikke før, førend alle andre Midler ikke meere vil hielpe.

Uden denne Orden i Skatter, fætter Staten dens Næringer, dens Folkemængde og dens Sikkerhed i Skat, da den skulde alleene lægge Skatten paa dens Nærings Gevinster, paa dens Folkemængdes Velstand, og aldrig uden i en besynderlig Nød, paa en Deel af sin egen Sikkerhed.

70. Kongelige Indkomsters Hævelse, hvor mueligt, hverken at skee af Kongelige Betiente alleene, eller af Forpagtere; men af begge tillige. Engeland veed heri en Middelvey. Det bortforpagter sin Accise, som er det samme, som Consumtionen hos os, men Statens Betiente forretter dog Indcasseringen. Skyder en vis Summa over den Capital, Forpagterne accorderes, som er billigt Overskud over Afgiften, faaer Regieringen den, og giver Forpagterne visse Pro-Cento deraf, som Premie.

Uden denne Indkasserings-Maade bliver Undersaatterne for meget medtagne ved Forpagtningerne, og ved den Kongelige Forvaltning taber Cassen formeget.

71. Visse Indtægter, eller en vis Artikel af Consumtionen, at henlægges til Næringers Opmuntring.

473

409

Uden at bestemme en vis Capital til Fiskeriers, Manufacturers, Kunsters og Bergværkers Fremtarv, vil Regenten ikke see dem voxe, i Forhold til den Politik, som kunde oplive dem, naar den Capital blev anvendt i sin rette Orden: og Nærings-Machinen bliver da ikke længere en Maine, men Stumper og Stykker deraf, hans Casse, Stat og Folkemængde til et utroeligt Tab. Hans Casse kan ey heller, som den bør, ordentlig vore i Indkomster, som dog er det rette Beviis paa Finantsernes rette Bestyrelse, og paa den fuldkomneste Orden i heele Stats-Huusholdningen.

72. Lønninger af den Kongelige Casse til duelige vinskibelige Embedemænd i Staten, at skee i Forhold til Embedets Vigtighed, Vanskelighed og Standens Ære i Monarkiet: saa Embedsmanden kan rillige være Huusfader, Ægtefælle, og en æret Mand i Standen, uden Fristelse at forsynde sig i Embeder, og uden Frygt, at døe i Alderdommen forhungret, forgieldet, foragtet, og af alle forladt. Penge er Statens Blod. Staten er Legeme. Afgifter til den Kongelige Casse er Chylus i Stats-Legemer. Chylus giver og bør give heele Legemet sin Kraft, sin Styrke, sit Liv. Kongelige Indtægter bør derfor circulere i ret Forhold, og i rette Tide den heele Stat omkring. At raade Regenten, at give Embedsmænd saa lidet Solarium, at de ikke kan leve anstændigen (uden Overdaad) med Familie i Tiden,

474

410

de lever paa, det er, i hvor oprigtig meent, dog lige saa upolitisk, som om man raadede ham til, at holde unyttige Embedsmænd, eller at give de Rigeste i Landet lige saa stor Gage, som de fattigste Velfortiente.

Uden det Forhold i Salereringer, standsesmange Næringer, som skal underholde Cassen, og den faaer knap det, den nu modtager, og den vil dog altid trænge til Tilvæxt, og bør altid formeere sine Indtægter. Circulus Status er lige saa vel til, som Circulus Natura. Regenten kunde derfor her med Billighed sige mod saadant et Raad: For, styr intet mine Cirkler!!!

73. Anvendelsen af de Kongelige Indkomster, naar Finantserne ere i den rette Orden, og tilstrækkelige, ey alle at bruges; men en Deel deraf at bestemmes til en uformodentlig mødende Omstæm dighed, som ey af de sædvanlige Indtægter bør eller kan bestrides. De Politici, som siger, at en Regent ikke bør være riig, ere falske Politici. Som en Borger bør have meere, end han og hans hver Dag fortærer: saa bor en Regent have Overskud for slige Hændelser, han bør kunde afhielpe, uden strax at stride til Paalæg og Skatter. Men siger man: den Capital er død. Den bør saa være, paa del at Regenten, Statsskaberen, maae tale med et stats-almægtigt Bliv til Jordklimpen, et stort Intet i Staten, til det Øye-

475

411

blik, naar der en var Tid, at oppebie ordentlig Vært, ordentlige Indkomsters Forfaldstid, og giøre den til noget: og den Rente, som da indhentedes af den døde Capital, blev større, end Renterne af den alt for hastig circulerende. Et Slot brænder af. Regenten forliser et Lyst-Skib. Han vil anrette offentlige Festins, for de besøgende Regentere. Bor han derfor paalæg-Skatter? Saa var Regenten paa Tronen, absolute Landets første Staader! Han, som lønner alle, bør han saa belønnes? Han vil hielpe en ulykkelig ruineret, belønne en besynderlig velfortjent Borger: han vil bortgive Tønder Guld til afbrændte Stæder, til Brød for den hungrige Almue i dyre Tider. Bør han en uden Skatter kunde giøre det?

Uden denne Sandhed bliver en Hoved-Sandhed i Staten, vil Borgerne ikke deres eget Beste i deres Konges billige politiske Velstand. Gir han hver Cirkel i Staten sin Rigdom, hver Mund sit daglige Brød: saa bør hver Stand i Staten, hver Mand i Standen hielpe til at berige ham.

74. Nøyagtige Beregninger, at holdes over Hoved-Staternes indgaaende og udgaaende Vare, i Forhold til hver Handels-Green, som og i Forhold til Kunster og Næringer i Landet i Særdeeleshed, for derfra at slutte sig til Næringernes Tilstand og Forhold imod hinanden. Er en States

476

412

Told, som Pulsen, hvoraf man kan slutte sig til Stats-Legemets Sundheds- eller Svagheds Tilstand, saa er Beregningen over de ind- og udgaaende Vare, i Forhold til hver Næring i Laudet, at ansee, som Nærings-Legemets Anatomie. Siden 1695, om jeg ey feyler, har Engeland giort disse viise Regninger.

Uden slige Beregninger aarligen giøres, bliver det ævig umueligt, at indsee Handets-Balancernes Tilstand, at indskrænke sin Handel, hvor de tabes, eller hvor mueligt at vinde dem.

75. Samme Beregninger, at holdes over indgaaende og udgaaende Vare i Colonierne.

Uden dem erfares ikke Hoved-Statens Gevinst eller Tab for dens Næringer i Colonie-Hatedelen, eller Coloniers Gevinst eller Tab hos Fremmede: Men Handelen med Colonier, naar Handel i ret drives, er Hoved-Staters visse Forderst.

76. Samme Beregninger, at holdes over indgaaende, og igien paa rette Stæd udgaaende Vare af Compagniernes, conform med deres Vare-Bøger og de Kongelige Told-Bøger,

og samme, som de andre Beregninger,

hvert Aar at aflægges for det Kongelige Rente-Kammer.

477

413

Uden slige aflagde Beregninger, er Compagnierne i deres Handel Frieherrer i Staten, og de bør være dens Tienere.

77. Opmuntringer for Næringers Drift, at skee i Forhold til Statens Besiddelse af Producter, eller dens Beqvemhed, at frembringe de første og meest vigtige Fornødenheder; i Forhold til Letheden, at hielpe og at grundfæste dem; i Forhold til deres Kraft at formeere en nyttig Folkemængde, uden i et høyere Forhold ved deres Anlæg at forhøye priserne paa deres egne eller andres Vare; i Forhold til en større Mængde af Capitaler, som for Vare gaaer ud af Landet, naar penge derved kan spares, uden prisernes mærkelige Forhøyelse hiemme: og uden derfor at glemme en almindelig Opmærksomhed paa alle Næringer, og en virksom Vedligeholdelse af de allerede anlagte. I den Orden, er Agerdyrkning og Fædrift i Rigerne at opmuntre, frem for prægtige Bygninger; Fiskerier, for Anlæg af Lyst-Hauger; Uldne- Linnede- og Hampe-Manufacturer; frem for de Silke-; disse, for de i Guld og Sølv; Læder-Fabriqver at agtes vigtigere for Staten, end de prægtigste Porcelainer, med videre. De betydeligste Indførseler, at efterregnes, frem for andre.

478

414

Regningen vil i denne Fald let kunde giøres, naar det Almindelige vides. Saaledes koster, for Exempel: Bændeler, denne Bagatelle, over 5000 Rdr. Bielker, og andet Fyrre-Tømmer fra Østersøen, en 20,000 Rdr. Fyrre Planter, sammesteds fra, 3000 Rdr, Hvorvidt billigt for Norge, det staaer derhen-Blaaer, forbigaaet ved sidste Forordning om Hør og Hamp, 12 til 14,000 Rdr. og meere. Bleeghvidt, den letteste af alle Fabriqver, 3000 Rdr. Blikplader, vi eengang har giort, 6000 Rdr. Brænde, af Mangel paa Skove, over for 80,000 Rdr. Synlige Casse Bønner fra Martinique, endskiøndt St. Thomas og St. Jean er dertil oplagt, og har dem bedre, 42,000 Rdr. Cam̃erduger, vi om 50 år bør fabrik. 4500 Rd. Hamp, vi kunde have hiemme, en 60,000 Rdr. Hørr, vi burde flittig dyrke, en 50,000 Rdr. Humle, som kun feyler Opmuntring, 24 til 30000 Rdr. Pundtlæder, som vi burde sælge til andre, 4000 Rdr. Jern-Vare, dog kun en 2000 Rdr, om Regningen er rigtig. Indigo, endskiønt vi har Vestindien, hvor Plantningen maatte belønnes, og i sin Orden privilegeres, 10,000 Rdr.

479

415

Campher, skiønt vi har Ostindisk Compagnie, og Fabrik i Landet, men een, som mangler Privilegium og Taxt, der da maatte holdes over, 2 til 3000 Rdr.

Metall-Knapper, som dog skal her kunde giøres, over 2000 Rdr.

Ublegede Lærreder, som ingen Love er foreskrevne hos os, en 7 til 8000 Rdr.

Hampe- Lin- og Næpe-Olier, hvoraf vi selv i det mindste kunde udpresse endeel, 8000 Rdr.

Ofte, skiønt vi boer i Canaan, og om Qvæget end ikke døer, koster os 3000 Rdr.

Papirer, alleene for Uopmærksomhed paa vore Klude, Fisker-Garn og gammelt Tov-Værk, 16 til 20000 Rdr.

Rænde-Træer, hvo skulde tænke det om os, som har Norge, og som kunde selv brænde Rænder af Leer, en 3000 Rdr.

Segl-Duger, skiønt vi sikkert kan giøre dem, og holde Priis med andre, og bygge en heel Bye ved bare Seglduger, en 20 til 24000 Rdr.

Slibesteene, skiønt vore Norske ere bædre, end de Skaanske, 4 til 5000 Rdr.

Steenkul, for 70,000 Rdr. Det betaler vi, som kunde have Steenkul, og spare dertil en Hoben af bemeldte 80,000de Rdr. for Brænde, og sælge Steenkul oven i Kiøbet til andre.

480

416

Uldet Garn, ligesom vi ey kunde spinde, koster os en 3000 Rdr.; dog vel, at der indføres, siden vi endnu ikke ere flittige nok i denne Fald.

Tobak. Det veed andre; jeg ikke.

Resten forbigaaer jeg. Regningen angaaer og kun Kiøbenhavn aarligen.

Uden nøye Iagttagelse af anførte Forhold, kan man med største Bekostninger for Næringer opmuntre Nærings-Stænderne, til at ødelægge hinanden, oplive Staten til sin egen Fordærvelse, ja Død.

78. Beskyttelse og ald muelig virksom Understyttelse for det Kongelige Danske Landhuusholdings-Sælskabs Bestræbelser, i alt der, som er sammenhængende med næst foregaaende Øyemærke. For hver Ti-Tusind Daler, Hans Majestæt maatte allernaadigst anvende paa dette vigtige Sælskab, kan han og hans Descendenter vente Tønder Guld i Rente, ja Fordeele uden Muelighed at beregnes.

Uden dette Galskabs Vedligeholdelse, maatte mange vigtige Næringer blive uopdagede, og mange ufødde ey komme til Live, mange sovende ey opstaae, mange svage ey komme til vedbørlige Kræfter, og den Kongelige Casse tabe mange tusinde Rdr., som for dette Sælskabs Skyld, dersom det bliver ret understyttet, kan i Tidens Følger blive anseete, som fundne Skatter, og Folke Mængden med dem, ikke mindre blive betydelig.

481

417

79. Brugen af indenlandske Vare, at befordres i den Grad, at hverken Moden forarmer Uformuenhed, eller Mangel paa offentlig Anstændighed giør enten Borgerens Flid og Vinskibelighed unyttig, eller nogens Velstand ubrugbar. Medium tenuere beati! Skal Næringer blomstre, maae arbeydende Hænder hverken gaae forgieves, eller Vare blive liggende, eller Velstand ukiendelig, eller Overdaad blive ubeleet og foragtet. Regieringen raader for alt dette. Dens blotte Smag foreskriver Love, dens Levemaade og Klædedragt Moden, dens Bifald allene sætter hver Mand i Forundring. Naae Middelformue, eller jevn Velstand, bliver Forholds-Staven i hver Stand: saa bliver Forordninger for Brylluper, Barseler og Begravelser Mellemvey for Afsats paa Vare og Misbrug deraf. Bliver en vis skiøn Dragt, af Landets egne Vare, anordnet for Geburts-eller visse Fest-Dage, ja, om det var Vadmel og Fifskaft, for Landets Bededag, (allene at det kongelige Huus klæder sig ligeledes:) saa kan saadant baade spare Udgifter til Fremmede for Klæder, og mægtig formeere Pengene hjemme. At Døde nu begraves om Natteri, eller om Morgenen, kan ligesaa meget fremme Overdaad, som hindre Næringer og billige Fortienester, ja befordre Contrabandit-Handelen.

Uden denne Middelvey, kan det være mueligt, ved for stor Ekonomie, at svække, om ey at ødelegge de Næringers Fremvext, som ere umistelige for Landet, og,

482

418 paa en Maade, hidtil uhørt, at drive Borgere i en honet Landflygtighed, fordi de stræber, at nære og opholde det Land, som nu ey behøver deres Næringer og borgelige Tienester.

80. De Døde efter Engelands meget merkelige Exempel heri, at begraves i Uldet: og de Fattigste iblant dem tillige i Kurve. Regnes de Døde i begge Rigerne til en 8000 aarlig, og Bekostningen paa et Ligs Klædning, det ene mod det andet beregnet, kun til en femten Mark, saa giør det dog, til Afsats for de uldne Fabriker, en Sum af 20,000 Rdlr. aarligen: og en større Sum bliver aarligen spart fra Udgang til Fremmede for Lerreder, Kammerduger, andet. Det ostindiske Compagnie vil have des fleere Cottoner at afsætte til Fremmede: og en Næring, som syede og holt slige Ligdragter til Rede, for dem, der saa vilde kiøbe dem, vil opstaae. Det vil hielpe til den danske Ulds bedre Brug og til Faare-Avlens Forbedring. Kurvene vil meget lette skadelige Begravelses-Bekostnin- gen, spare Træet, opmuntre Pile-Plantning, der herved fik en vis Afsats: og Snedkere, under bedre Lauge, vil endda leve. Men den første Anstalt vilde nogle Maaneder forud befales, og den anden vel et par Aar, for de vare at iverksette.

Uden Opmærksomhed paa egne Varers Circulation, skatter en Stat tit ufornødent til Fremmede, Flidens Opmuntring forglemmes hiemme, Forienester standses for Arbeyderne, og Kongens egen Casse taber store Capitaler, som kunde indkomme.

483

419

81. Mantal eller Folkemængdens Beregning at skee i den Orden, at deraf kan erfares Stænders, Næringers, Rentenereres, Lediggængeres Antal, og Tallet paa Indfødte og Fremmede, Kiøn, Ægteskaber, Ægte og Uægte, Fødde, Døde, Gamle og Unge, Friske og Syge i hver Stand: og en vedvarende god plan til saadan Beregning, fra alle Menigheder aarlig at foranstaltes til en vis Tid, til Efterretning om det hele for Eftertiden.

Uden dette Forhold aarlig kan indsees, er Staten ikke i Stand til, at proportionere Stand mod Stand, Næringer mod Næringer, Næring mod Tæring; at beregne Over-Folkemængde mod den rette Folkemængde, eller Mangel derpaa, i nogen Krog i Rigerne; ved Viise Love at hindre en skadelig Overgang af Stand til Stand; at overregne sin Sikkerheds Grad og Forsvars Tilstand: men uden den Regning bliver Staten et Legem uden forholdsmessige Lemmer, altsaa aldrig en velskabt Stat, end sige en Skiønhed iblant Staterne, den statskloge Regents ypperste Mesterstykke.

82. At befordre Folkemængdens politiske Tilvext i høyeste Grad muelig. Den heele foregaaende Plan har dette til Øyemerke. Da ingen Folkemængde i Borger- og Bondestand kan ansees for politisk og god for Staten, med mindre den er grundet paa Næring, og, ved Hielp af den Grund, bliver skikket til igien at befordre Næring; saa følger det af sig selv, at uden Næring bør ingen i Staten gifte sig: og at

484

420

Befordring af en politisk Folkemængde bestaaer i, at tillade alle at gifte sig, saa snart de kan ernære sig, og forbyde dem Ægteskab, (meget meere anden Sammenblandelse), som ingen Næring haver eller Leylighed dertil, da Ynglen maae jo kun blive til Byrde for Staten.

Uden denne Orden, er Populationen Statens tærende Kræft, i Stædet for dens Styrke. Et hvert Barn, som fødes, hvis Forældre ey kan opdrage det, er en Insect paa Statens Legem. Har Staten Raad herimod bliver Plagen derefter taalelig. Giemmet til ulykkelige Børns Frelse, er en høypriselig Anstalt af vor milde Stats-Samaritan, der, faavit herved muelig, i denne Henseende hielper at helbrede Statens Saar.

83. En alvorlig og virksom Hindring af den ene Stands upolitiske Overgang til den anden. Dertil har vor kloge Konge allerede giort et lykkeligt Skrit ved Bondestandens Frihed og Hoveriets Bestemmelse. Bonden vil herefter meere og meere elske sin Stand og forblive deri. Et andet Skrit er ikke ringe, ved Ophævelse af den skadelige Laqveismus, der har stiftet flere Ulykker i Næringer, end der er Laqveier i Raad, paa Domstole, i anseelige Embeder i Staten. Haabet dem nu betaget vil hindre Overgangen fra Agerdyrkning og Næringer, uden at disse, dog nødvendige Redskaber, i deres Orden vil mangle. Næringers Bestemmelse til Steder, ved rette Monopolier, og Viise Laugs-Artikler, kan blive det tredie store Skrit Monarken endnu her

485

421

kan allernaadigst giøre. Enhver vil da elske sin Stand, fordi han forvisses om Næring. Ved mindre Nobilitering og Characterisering, vil Adelsmanden kunde oversee sin Cirkel, og bestemme sine Børns Opdragelse og Lærdom. Indsigter, og en Flid, hans Stand anstændig, vil da blive Grunden til hans rette Ære. Bliver visse Embeder helligede for de Studerende; bliver lngeniorum Prøve nøyere iverksat; bliver politiske Videnskaber læst over, i Forhold til fornødne Indsigter for politiske Embeder, som allene tilstaaes Lærde; bliver Kaarden ved Academiet forbuden at bruges, før sidste Examen er taget, og Bestemmelsen skeet til den Videnskab, man vil vælge; bliver det fornuftigt for Studenten at blive Kiøbmands Betient, og derefter Kiøbmand: saa er meget giort til Stansning af den ulykkelige Flugt fra Stand til Stand, den store Aarsag til Mangel paa Folkemængde i de arbeydende Stænder, og Overmængde, hvor der snarere burde være Mangel.

Uden dette Forhold vil Folkemængdens statsnyttige Vext og politiske Formerelse i Standen ikke blive sikrere for Staten, end Driv-Fuglenes Nærværelse i Landet, eller Sildens Ophold i vore Fjorde, ja ikke engang saa ordentlig i Henseende til Tiden.

84. krigsstanden at blive det rette Middel imod Overflod af Folk eller

486

422 mod en upolitisk Folkemængdes Mængde, samt den rette Opdragelse for ryggesløse Le- diggængere, for at omformes til gode Borgere. Hvad som i en Stand er en upolitisk Folkemængde, er det ikke i en anden, og en Borger, som er en Byrde for Staten i den eene Stand, kan i den anden blive den nyttig, ja kostbar. En slet Borger kan blive en god Soldat, en fornemme Dagdriver en brav Officier; thi han kan blive formed, og skikket til priselige Handlinger, som var ham fremmede tilforne. Betragtes derfor Krigsstanden tillige, som en fornøden Opdragelse for visse Hoveder, før de faar Hiernen ret i Lave, saa er den dobbelt vigtig for Staten: allene at Vedkommende til sin Tid kan være vis paa deres Frihed, og have Lov, for en vis fastsat maadelig Sum til Chefen, værende af den Kunst, eller af det Laug, at gaae over igien til den borgerlige Stand. Bestemmelsen af saadan en Løsnings-Ret NB. for Laugs-Næringer, vilde derfor have sin store Nytte. Mange vilde lade sig hverve, som ikke gjorde det, og deres Hverving vilde blive deres Forbedring, og en dobbelt nyttig Tvang under ordentlige Lauge. Den vilde blive Deres Flids Opmuntring, naar de ved samme kunde kiøbe sig frie, allene ved at arbeyde. Men af dette følger en Fordeel for Regimenterne, for Bekostninger paa fremmede Hvervinger, for Chefen, for den offentlige Rolighed, for Krigsstandens Ære, i det Soldatens Frihed

487

423

kun kommer an paa hans Flid, for Næringerne, som vil sinde færre urolige Arbeydere i Laugene, for den kongelige Casse, som profiterer ved Fliden, for de samtlige Herrer Officerer, der ved dette, som ved Næringers Flor, har den eeneste rette Vished til deres Indkomsters Forbedring, fordi den kongelige Casse derved forbedres.

Uden Bestemmelse af Løsnings Ret i Krigsstanden, for Næringer i det mindste, taber Krigsstanden mangen Soldat, Stæderne mangen god Borger, og fremmede Hvervinger, Statens Ulykke, saa længe den hiemme har en upolitisk Folkemængde, bliver desmeere fornøden.

85. Gode Politie-Indretninger, ved offentlig Anviisning til Arbeyd, ved Læger i Forhold til Cirklen, ved fornødne Foster-Mødre, ved Fattig-Væsenets bedre Sammenhæng, at raade Bod paa de øvrige Mangler ved Folkemængden. Anstalt for Hampespind, efter et rart Exempel i Harlingen, rydder Gader for Betlere; Premier for Medicinske Examina tagne af unge Theologer, vil frelse mange fra Døden; Belønninger for Prestekoner eller andre paa Landet, som lader sig examinere i Forløsningskunsten, vil redde de Føden- de; høyere Magt for frit valte Fattiges Forstandere af Menigheden, handlende efter en god Plan: vil alle giøre store Forbedringer i denne Henseende.

488

424

En Stat, som ey sørger Nøye nok for Folkemængdens Skrøbeligheder og Mangler, maa følge Kong Christian den Syvendes Anlæg, som han allerede i den Henseende har priseligen begynt at foranstalte.

86. Ungdommens Opdragelse at blive politisk indrettet, og vigtig i hver Stand i Staten, samt for hver Hensigt med Standen, og Universiteters, Academiers og offentlige Skolers Forelæsninger indrettede til Øyemerke af offentlige, ikke blot private, Hensigters Befordring.

Uden Forhold i disse Handlinger er Stat og Stander, Borger og Bonde usikkre i deres Bestræbelser, og man begynder da sielden med Begyndelsen, eller gaaer frem i Orden, mindre øyner Enden; men allermindst har Haab til Bestandigheb med sine Anlæg.

87. Den juridiske Retfærdighed, saaledes at tildeele enhver sit, at den politiske ikke glemmes, saa Ophold i Tiden og Bekostning paa Retten ey bliver uretfærdigere, end den første Fornærmelse. Stifters hastigste ordentlige Afgiørelse, med Sikkerhed for Myndlingens Penge, at paadrives. Anvendelse, og dens Misbrugs Straf, aldrig at glemmes. Ophævelse at skee af unødvendige Instan- cer. Fornærmelse mod personelle Rettigheder,

489

425 allene at giøre Forskiel paa Personers Fora. Angreb mod Tings Rettigheder, uden Forskiel, at kalde Personer til Retter. Misgierninger at paadømmes, uden for Tingenes og Personers Ret, og fød Adel og Borger i Standen allene at giøre her Forskiel paa Domstædet. Hovedstæders første Fora, at deeles i de Steder, hvor Arbeydet er overlegen. Procuratorers Antal at indskrenkes, og deres Procedere-Ret til Fora ligesaa. Protocollering at sættes Grændser, og Indlægger og Opsættelser, saa vit mueligt, at bestemmes. Dommere i sær at tages af anseelige og lærde Mænd, og deres Vilkaar ey at beroe paa Rettens Pleye, men paa Embedets Vigtighed, og Kongen, som Retfærdigheds Kilde, at være deres Stands standsmessige Underholder og Opholder. En Hoved-Extract af Forordninger, at authorisøres til Loven fuldfærdiges, og Lovens Fuldførelse ey at opsettes til Evigheden. Dette vil maaskee giøre en Hoben til heele Statens Fordeele af Justitz-Væsenet, om dertil blev lagt et merkeligt Merke.

Ingen Stat kan undvære Retfærdighed, ingen Stand i Staten den nøyagtigste Orden i dens Handhaandhævelse, ligesaa lidet Næringer og Handel.

88. Politiken at give den høyeste og sidste Form til det Heele. Den at besiele alle og alle Ting i Staten. Den at sætte Mænd til Embeder, og at bevare Hiemmenyttige fra den listige Landflygtighed. Den at giøre Bonden til Borger, Borgeren Veltænkende, Priser naturlige,

490

426

Næringer retmæssige, Handel og Seilats fornuftig, Lærdom statsvæsentlig, Rettigheder hellige, Stænder, som Stænder, adskilte, Adelen æred, Borgerstanden, som tænkende, statsbetydelig, som arbeydende, hædret og høynødvendig, Geistligheden vigtig, Landmanden elsked, Krigsstanden, for de andre Stænders Skyld, fornøden, og Soldaten derfor ey foragtet. Den at giøre Fremmede til Indfødte, Statens Lande til et sammenhængende Legem, Crediten sikker, Regentens Fordeele til Statens behageligste Offer, Folkemængden bestemt og statsnyttig, Straffe maadelige og uforbigængelige, og endelig Godhed og Retfærdighed til den fuldkomneste Stats-Retviished.

Uden Politik er ingen Stat bleven ret formet, end sige vedligeholt og forsvaret.

89. Religionen at oplive, og indvortes at belønne hver Handling, og den borgerlige Kierlighed, opvakt ved denne, at blive Nationens synlige Characteer, og Sæden til ægte Patrioter, til dydige Borgere, til flittige Arbeydere, til retskafne Embedsmænd, til store Helte, til brave Undersaatter, værdige at have Kong Christian den Syvende til Konge.

Kong Christian den Femtes Symbolum var: Pietate & Justitia. Vor allernaadigste Konges er langt fuldkomnere, fordi Gloria ex amore Patriæ indbefatter, foruden Politik,

491

427 tillige Religion og Retfærdighed, da Kiærlighed til Fædernelandet ikke kan være virkende, mindre Æren for denne høye Dyd, ret glindsende, uden begge disse. Efterfølger Undersaatterne tillige deres Regent i den sande Patriotisme, bliver de dis værdigærdigere til hans Naade, og han faaer i dem dis værdigere Undersaattere, i hvis Skiød han kan sove tryggelig i Fred, ja midt i Krig være rolig.

Uden Religion og Patriotisme staaer ingen Stat i Sammenhæng med sig selv, mindre med den tilkommende belønnende Verden, (Civitas Dei,) vel oplyste Staters sidste Øyemærke.

90. Endelig den sande politiske Ære, Monarkens egen Opmærksomhed paa borgerlige Handlinger, skeete for hans og Statens fælles Fordeele, at blive Velfortientes Belønning og hver Mands sidste Drivefiær i Staten, som Monarchie. Skal Belønningen være ægte, og Drivefiæren kraftig, maae Æren være af det ægte Slags. Den er i Monarkiet saa, naar den har sin Grund i borgerlige Dyder, og skienkes af den upartiskeste Paaskiønner af Dyder i Staten, Monarken selv. Deri alleene bestaaer Stats-Motivets Forandring fra Republiqvens. Den patriotiske Dyd er Materien for begge. Men i Rebubliken bliver den kun

492

428 erindret med en taus Høyagtelse af Staten, der, for Regieringsformens Skyld, ikke kan udvortes distingvere Borgere, der bør og vil være lige. Her derimod faaer Dyden sin fulde Glands i en aabenbar Erklæring om dens Værd af Monarken. Hvor glimrende er ikke denne Belønning, hvor vel-passende er den ey for en ærekiær Borger! Den fattes kun Udødelighed i Tiden, for at være fuldkommen! Den Despotiske Regiering, ingen Machine, men et Babel i Politik, og en Uorden iblant Regieringer, har derimod ingen Belønning, følgelig ingen Drivefier; thi Trældoms Frygt, er kun Uregierings (qvasiherculiske) Kølle.

Med mindre Æren forbeholdes de sande borgerlige Dyder i Monarkiet, er Monarkiets Ære ikke den sande Ære. Med mindre den sande Ære, eene og alleene, er Drivefiæren i Monarkiet, bliver Indsigt og Lyst, Dyd og Politik, Religion og Patriotisme aldrig de rette Hiul, som ordentlig og bestandig bevæger Machinen fra Hoved-Drivefiærens første bestemmende Kraft; men disses Form, Kræfter og Virkninger forandres, efter Hoved fiærens uegentlige Indtryk, og gaaer nu stødende, nu jævnt, nu langsom, nu fast; ja omsider standser og forgaaer af Mangel paa den Virkning, der ikke kan blive sammenhængende og vedvarende, uden fra den første bevægende Kraft, der maae være Machinens væsentlige.

Hvor stor er da ikke Kong Christian

den Syvende, som allerede har forbæ-

493

429

dret den første og største Grund-Mangel i hans Rige Ærens uordentlige Uddeelelse,

ved at forbeholde den mærkelige Dyder og Fortienester alleene! Som den sande Ære er derved bleven Drivefiæren i hans Monarkie: saa er den og bleven Hoved-Grunden til Næringers og Handels rette og ordentlige Bevægelse, og vil blive en stor Deel af deres Belønning. Den blive det, mens Stammen lever!

Det er Planen for vor Handel. Efter mit ringe Skiønnende, kan mindre ikke giøre det.

Min Herre, som har læst det foregaaende, vil neppe finde noget dunkelt deri. Philodani Plan vil vi nu, med Deres Tilladelse, lægge til Side.

Havde jeg været iblant de lykkelige Undersaatter, der var blevne værdigede med det

Kongelige Spørsmaal: Hvorledes

handler man best i Overeensstemmelse med Statens og Regieringens Fordele: saa havde jeg allerunderdanigst givet Svaret paa forestaaende Maade, og maaskee skrevet neden under: Dersom Deres Majestæt allernaadigst maatte finde for godt, at beordre en Plan over enhver Post i sær, som Plan kan

494

430

forfattes over: saa ønsker jeg mig allerunderdanigst den Ordre. Thi de erindrer vel selv høystærede Herre, den lille Foliant, jeg endnu haver efter min Salig Fader, og som han kaldte sin politiske Mechanik, hvori han allene indførte de merkelige Projecter, Han giorde til Bedring af vor Oeconomie- og Finantz-Bæsen. Den har Planer nok, til Hielp i dette.

Af min Plan vil de erfare, at jeg anseer Staten for en Machine, hvori Politiken er det store Hiul og Regenten, eller hans Viise Love og Belønninger, Drive-Fieren deri. Skulde jeg giøre en Forklaring paa Politiken hvad den er; saa troer jeg, jeg vilde kalde den: den paa Erfarenhed af den store Verden (Bliv lys! var det første i Skabningen) grundede Videnskab, at proportionere og danne alle en States physiske og moralske Deele, efter deres egne Kræfters Muelighed, til vel agerende Lemmer, i beste Forhold mod hinanden og imod den store Verden, for at opnaae de fleeste Borgeres største re-

495

431

lative Fordeele i Staten, og see dem og den i sikker Besiddelse af denne Lyksalighed og Tilvext i samme. Legger min Herre ellers Merke til den Næringspolitik, som jeg tænker maae forme en Stat hiemme: saa vil de finde, at jeg grunder den paa den Indsigt og Erfarenhed, at forstaae, at proportionere Priserne i Staten mod Verdens Priser, Næringerne og deres Vare efter Verdens Smag, og Folkemængden mod Næringer i det Forhold, at Folkemængden, paa Grund af Næringerne, voxer til den mueligste Mængde, der anstændigen kan leve, og ernære sig tryggeligen. Dette Princip derfor, at proportionere

priser, Næringer, Stænder og Folkemængde i Staten i Forhold til den nærværende Stats samtlige Stænders relative Velstand, samt indvortes og udvortes

Sikkerhed, dette Princip, taget af Statens Natur, det anseer jeg for lige saa vigtigt i den indenlandske Politik, som Batteux, hans, taget af den skiønne Natur, er det i de skiønne Videnskaber.

496

432

Jeg har fundet det ved Læsning i min gamle Faders Journal, som min Herre kiender, ligesom han fant sit, ved at læse de gamle Auctores og Poeter, dog i Sandhed ikke, før jeg havde læst alle 7 Tomerne igiennem: saa det er ikke endnu bedaget. Men de behager dog at holde det ved sig selv, som alt det andet; thi jeg maatte ellers blive en Kietter for hver Mand i Staten, da jeg hører alle nu raaber paa, at Staten skal bygges og grundfæstes ved Kornets fri Udførsel, (undtagen, just naar de Hungrer), ved Laugenes Ødeleggelse, (undtagen, naar de kan faae Røver-Kiøb), ved Folkemængdens Formerelse, (undtagen, naar de skal give ordentlige Almisser,) ved Frihed og Selvraadighed, (undtagen, naar de selv, end og i Bagateller, fornærmes). Hvilket de see min dyrebare Ven, reent at være imod mit System og tvert imod min Salig Faders heele Journal, det eeneste Arve-Gods jeg fik, efter ham, foruden den mængde Laugs-Artikler, og de mange rare Love, han fra saa mange fremmede Nationer havde ført med

497

433

sig, min eeneste visse Forsikring om, at hvad jeg har skreven, er sandt, og at det er aabenbar Usandhed, det meeste, som skrives offentlig, i sær imod Laugene, og om deres Uvæsen i fremmede Lande. Kom derfor mit Hoved-Princip ud, i sær om det kom for Oeconomie-og Kammer-Collegierne, saa er jeg vis paa, jeg vilde blive beleet, og paa det første Sted, (om jeg blev bekiendt, hvorfra jeg veed, Deres Redelighed bevarer mig,) liig en eenlig Fugl paa Taget, og her som en Ugle i forstyrrede Stæder.

Men jeg synes at høre dem spørge, Hvorfor jeg saa lidet har tænkt paa Norge? I Sandhed, jeg har meere tænkt paa Norge, end Norge tænker paa mig; thi jeg haaber, det veed intet af, at jeg er til. Aldeeles har jeg jo dog ikke glemt det. Jeg har erindret det nu og da; men Sammenhænget har ey tilladt mig, at tale videre derom. Som med et øyekast, vil jeg dog her erindre, at saa høyfornødent, som det er, at der med

498

434

første skeer en total forandring i de Danske Oeconomie- og Kammer-Princips, og derpaa i det, som er Indretningerne, Stats-Huusholdingen og de Kongelige Finantser vedkommende, om

Hans Majestæt ikke i visse Maader skal gaae i et Slags usynlige Lænker, og hans Undersaatter

med ham: saa meget tvivler jeg paa, det Vilde befordre de Norske Affairer til det bædre, at give Norge Kammer-Collegier. Det vilde saa sikkert skade Norge, som Provincial: Kamre Dannemark! Oplyste og erfarne Nordmand her i Kammeret var sikkerligen langt fornødnere; thi Kammer-Collegier i Norge vilde blive, som unyttige Instancer, og værre, da de vilde adsprede Sammenhæng, indflette Egennytte i slige Collegier, og gandske uformærkt grundfæste et Despotisme, saa meget sværere, som det blev af Undersaatter over Undersaatter, og over den Nation, som tænker meest frit, er fuld

499

435

af Engelske Princips, og Undersaatter, som dertil ligger temmelig langt borte, saa de ey saa snart kunde skee den Ret, dem skee burde.

Derimod var det, tænker jeg, grundende her mine Tanker paa andres giordte Forslag, høyfornødent, at hver Provints, ulig i Oeconomie, fik sit adskildte Oeconomie- og Commerce Collegium, hvori den Præsiderende (Amtmanden, hvor muelig,) og tvende Assessores bleve lønnede, og Indsigtsfulde Handlende, og andre, havde Frihed, par honneur, som forhen om Kiøbenhavn foreslaget, at være Assessores. Saadant vilde blive Collegierne i Kiøbenhavn til et stort Lys, som derefter maatte foranstalte alle gode Anlæg, men NB. ikke efter uerfarne Danske Øynes Synende; men efter Erfarnes Betænkning, Norske eller Danske. For Korn-Priser maatte i Norge oprettes Magaziner, til Norges Agerdyrkning lignede Dannemarks. Thi Kiøbmands-Oplag med Korn fra Fremmede, som man nu og er faldet paa, at projectere i Dannemark mod Korn-Dyrhed, var end

500

436

ikke at tillade i Norge, med mindre en Bestemmelse af Korn-prisen for Udsalg, fik derved Stæd. Men allersidst i Dannemark, med mindre det privilegium, vel bestemt, blev givet Helsingøer eene og alleene.

Destilleringer vilde neppe allevegne i Norge ophæves paa Landet. Odels-Retten vilde paa den Maade indskrænkes, at en saadan Familie-Herlighed blev en Opmuntring til Flid, og maatte derfor ikke, for et Øyebliks Skiebne, forsvinde; men ey heller denne Ret, at forlænges saaledes i Tiden, at den forarmer Landet; i Fald de nyere Anstalter, som har giort Forandringer, end videre skulde kunde forbædres.

Rydninger, i sær Udtørren af Moser og Myr, vilde ordentlig opmuntres til Agerdyrkningens Befordring, den Siberiske Linsæd maaskee fortiene en besynderlig Opmærksomhed, Fæedriften ordentligere drives, end tilforne, Norges Faare-Avl blive Dannemark selv angelegen, som de rare Norske Stutterier fornyes igien til deres forrige Skiønhed, og Giede-Av-

501

437

len ikke forglemmes. Skovene vilde fredes, og i sær deres Brug ved Bergværker formindskes, saa man ikke sætter Fyr, hvor Sprengning kan anvendes, og Salpeter- og Krud-Fabriker derfor befordre denne vigtige Sparsommelighed, paa det Stramning og Fyrsætning ey skal giøre Smeltning umuelig, og de kostbareste Bergværker derved blive ruinerede: hvilket er en høybetydelig Omstændighed, i Tide at forebygge.

Fiskerierne vilde ikke kunde formeget opmuntres, og, om Skovene taaler de anlagde Saltværker, og disse tiener til Saltningen, at samme da fortsættes. Norske Stæder, nye og gamle, vilde saavel, som Danske, have deres Nærings-Monopolier, og Bergværkstæderne ikke mangle de beste Bergværks Skoler, samt alle muelige Anlæg at giøres for Fabrikeringen af Mineralier, i Forhold til deres Nytte og Stædernes beleylige Beliggenhed, paa det at Hollandske Sletter, fulde af Mineral-Fabriker, ikke længere skal belee den Norske indskrænkede Ekonomie i denne Henseende.

502

438

Tømmerhandelens Indskrænkning, vilde ikke blive det sidste fornødne, mindre den Norske Handels Nøyere Sammenhæng med Dannemark, saavelsom med baade Nordlige og Sydlige Colonier, alt mueligt ved en viisere Handels-Plan og det hele Oeconomiske Systems bedre Sammenhæng.

En Banqve for Norge, skulde jeg tænke høyfornøden, naar den Danske vilde vedblive de omtalte Mangler, for derved, naar bedre indrettet, at blive Dannemark et godt Exempel, om Exempler i denne Fald allene her skal virke; men i Tilfælde af Forandring for den Danske, den Norske at vilde blive begge Rigerne høyfornærmelig.

See, høystærede Herre, det er mine almindelige Indfald om Norges Oeconomie. Længere tør jeg ey gaae med mine Tanker, som min salig Fader saae kun en lille Plet af Norge, og jeg skriver intet, uden von Hörensagen i den Fald af ham. Et Stæd læser jeg ellers disse mærkelige Ord om Norge i Hans Journal: Hver Skilling, staaer

503

439

der, som den Norske Bonde betaler i Skat til Kongen Høyere, end han kan taale, betaler Skoven med een, ja med ti

Daler. De Ord har jeg lagt Mærke til. Og som jeg ikke kunde forstaae dem ret, da jeg læste dem efter hans Død, saa spurgte jeg mig for, om samme Ords Meening hos et Par Nordmænd, som giorde mig Sagen gandske tydelig, sigende: Det bestaaer deri, at en Bonde, som intet haver at betale Skatten med, nødes til at plyndre Skoven, og saa gielder det nærmeste Leylighed til Gevinst for letteste Arbeyd. De unge Træer, forbudne at udføres, og mindst gieldende, men derhos, for Stedet Skyld, tidt meest betydelige, maae da fældes, (som Opsigt hverken vil eller kan hindre,) for dermed at betale Skatten. Jeg faldt i største Forundring over dette Svar, og taug derved reent stille. Men hvad jeg tænkte ved mig selv, det veed jeg nok.

-

504

440

Men jeg faaer forlade Norge paa Halvveyen, og begive mig igien til Dannemark, og til min Høystærede Herres Brev, og til den Materie i samme, om Beløbet af den kongelige Gield.

Hvad jeg derom kan have den Ære at melde, bliver meget ubetydeligt; thi at giøre Hemmeligheder af de Ting, enhver burde vide, har altid været Politik, endskiøndt af det forkeerte Slags, i Dannemark. Dog har en lille Fugl qvidret mig i Øret noget, ligt følgende: At forbigaae andre Beregninger, sang den, var Gielden 1765. - 19,931,125 Rdr. Ved Udgangen af Aaret 1769. var den 17,662,951 Rdr. For nærværende kan den ikke være meget ringere.

Men ved Regningen er dog at mærke, at dersom Kongen lader beregne hans sikkert Tilgodehavende og efterhaanden Indkommende fra, hvad ham kommer tilgode i Vestindien: hvad han skal have for solgte God-

505

441

ser: hvad ham vil blive betalt af sikre Private: samt for forskudte Capitaler til visse Corps, der igien har Fond til deres Erlæggelse: (de 9 Tønder Guld hos Frankrig, og de fire Millioner hos Spanien, taler jeg endda ikke et Ord om:) saa bliver Gielden ikke over en tolv Millioner. Og betænkes saa derhos, at det vi skylder til Fremmede, ikke er at regne, uden til en syv Millioner: og dog regner man til disse Fremmede, Creditorer i det Vestindiske og Guineiske Compagnie, samt andre i Oldenborg og Delmenhorst, begge Regninger beløbende sig til en 7 Tønder Guld: saa bliver vor Gield til Fremmede kun lidet over 6 Millioner, endskiøndt man skriger over Gielden til Fremmede, som over en uendelig Ulykke; da den ved Siden af en god Oeconomie i det frugtbare Dannemark, og i Sammenhæng med tilkommende Viise, Finants-Indretninger, er i Grunden ikke nær at ligne med andre Staters Gield, ja i Forhold til vor naturlige Tilstand, ey med Hollands og

506

442

Engelands, som er de rigeste Nationer i Europa.

Det maatte synes for min høystærede Herre, at jeg ikke give rigtig Regning; men jeg tør dog forsikre Dem om Regningens Rigtighed. Henricus Auceps selv lod mine Fædre nøye undervise i Fugle-Qvidreriet, endog efter Tal og Noder.

Gieldens Afdragende angaaende, da er det ey meget at undre over, om det dermed gaaer noget langsomt; thi hvor ingen ordentlig Politik, Næring og Biering i lang Tiid har været brugelig i et Land, der er ey heller Kilder til Gields Afbetaling. Man maae ey heller for meget glæde sig ved det, at Gielden er, for den største Deel, hjemme, og tænke, her er aldeles Fred, og ingen Fare; thi der er stor Forskiel paa Hjemme-Gield. At Kongen er skyldig til Banqven, det kunde i sine Omstændigheder, jeg har forklaret mig tilforn, være værre, end

507

443

Gield til Fremmede; men da Summen dog ikke er saa stor, saa er derimod gode Raad muelige. Hvad mit ringe Raad blev, i Fald jeg skulde raade noget til Gieldens Afbetaling i Almindelighed, det slutter min Herre nok af der foregaaende, vilde blive min Plans Iværksættelse med en langsom Hast, og en adstadig Iver. Hvad Gieldens Clarering til Banqven i Særdeeleshed angik, da blev Raadet det foreslagne, nemlig: før at betale Banqven, end Fremmede, Et andet giemmer jeg dog hos mig selv til videre. I øvrigt troer jeg virkelig, at Følgerne af Planens Iværksættelse vilde blive meere klækkelige, end de nærværende Kilder, og Particulair-Cassen vilde tillige profitere det derved, at den blev det, den var.

Men, at Kongen ikke skulde betale sin Gield, som den skrækkelige Jurist, og endnu skrækkeligere, Moralist, Forfatteren af Betænkningen, hvorvidt en Efterkommer i Regieringen er forbunden, at betale

508

444

sin Formands Gield, vil lære os, det er noget, som saa smaae Jurister, som han, alleene kan tage sig paa at bevise. Han anfører sine Hovedgrunde Pag. 33 under eet, og som de kan hastig besvares, vil jeg løbe dem igiennem.

Hans 1ste Sætning heder: Hensigten af al Regiering er Folkets Lyksalighed. Deri har han Ret, og hvori han har Ret, bør man lade ham beholde Ret; men ey heller i meere.

Derpaa, siger han, for det Andet: Dette er altsaa Regentens seneste pligt, og hans eget Vel kan ey bestaae, uden heele Folkets. Heri har han hverken Ret eller Uret, fordi han taler hverken rigtig eller urigtig. Dersom han havde talt bestemt, saa kunde man have tilstaaet eet af Deelene. Men ubestemte Udtryk er ubemærkelige Udtryk, og siger i Strid intet. Hvad bør her forstaaes ved Pligt? En fuldkommen Pligt? Det blev i dette Sammen-

509

445

hæng umueligt! Fuldkomne Pligter tillader Tvang. Uden fra Staten vilde det være urimeligt, at tænke den; thi Regentere mod Regentere, ere i den Henseende at betragtes, som levende i den naturlige Stand, uden Sammenhæng med hinanden, og Politiken vilde forbyde dem, at tvinge hinanden til at regiere bedre, end de regieret. Fra Staten selv kan det ey heller ventes, da ingen Contract kan tænkes indgaaet, ved hvilken Regenten juridice forbindes til en fuldkommen Pligt. Jus Civile kan ikke her nævnes, og Jus Publicum indfletter aldrig Tvangs-Pligter for Regentere i Definitionen af slige Majestæts-Skyldigheder. Dog bliver det, at fremme Statens Lyksalighed, rigtig RegentensPligt, men en moralsk, eller Politisk ufuldkommen Pligt; og for den giør han kun Regnskab for hans egen Samvittighed, og tilsidst in foro divino, Begaaer han Feyl, lider han endog selv derved, og bliver ligesom sig selv til Straf, saa Forfatteren har vel deri Ret, at hans Vel ty kan

510

446 bestaae uden hele Folkets; men denne Omstændighed, giør derfor ikke hans Pligt sværere end den er, den meget meere befrier ham for Bebreydelse da det just for hans Sammenheng med Staten er at formode, han handler efter beste Overbevisning og med største Oprigtighed.

Ingen Regent, siger Forfatteren, for det 3die, har fuldkommen Eyendom over sit Rige. Hvad bemerker fuldkommen Eyendom, og hvad bemerker Regentens Rige? Ved dette maae vel forstaaes hans physiske Lande med deri værende Undersaatter, deres Rettigheder og Eyendomme, Regenten selv medberegnet med alle hans private og publiqve Herligheder, hans Majestæts Rettigheder ikke udelukte. Men ved fuldkommen Eyendom vil forstaaes Magt (efter den borgerlige Ret) fuld juridisk Magt, at bruge, og misbruge, indtil at til intetgiøre en Eyendom. Paa denne Maade eyer Kongers Konge heele Jorderige. Men paa den Maade forlanger ingen god Regent, enten at besidde, eller betiene sig af sine Ri-

511

447

ger, eller Undersaatters Eyendom; ja det blev reent unaturligt, at tænke, han vilde giøre hint, fordi han ey kan afhænde sine samtlige Lande fra sig selv; da de udgiør en væsentlig Deel af hans eget Væsen. Men den Ret han har er dog fuldkommen, nemlig efter jus Publicum eller Stats-Retten fuldkommen. I følge samme har han den fuldkomneste Eyendoms Ret, om jeg skal bruge dette Ord, over sit Rige; men det vil sige: Ret at regiere Riget, og en Samling af hans Jura Majestatica, eller Majestæts Rettigheder, udgiøre denne Ret. Skulde nogen tænke, denne Ret ikke var fuldkommen, det maatte da kun være den, som var saa pur Civilist, at han ikke vedste, at et jus publicum var til, i Følge hvilket enhver Monark har fuldkommen Magt til baade at sige, som hiin Romerske Keyser sagde, efter Vallet, til Soldaterne: der stod til Jer at velge mig, men nu i har valt mig, maae i lade mig regiere, og at see efterkommet i Gierningen de Ord: Sic volo, sic jubeo, slet pro ratione voluntas, uden man derfor bør tvivle paa at

512

448

Klogskab ey altid skulle erindre ham om hans Væsens Ypperlighed, at sammes første Herlighed bestaaer i hans rette og viise Brug af hans Eyendom, i hvor fuldkommen han end eyer den. Men hvad er der da ikke i sær at tale for en fød Monark?

Forfatterens 4de og 5te Sætning heder videre: En Regent har Ret at bruge alle tienlige Midler til Statens Vel, medens han lever og regierer. Men han har ikke Magt, at forbinde Efterkommerne, siden han derved skiller dem ved samme Ret, han har haft, nemlig selv at udsøge det Beste. Artig er det af Forfatteren, at han dog tilstaaer Regenten den Ret, at bruge tienlige Midler til Statens Vel. Han er derved saa god at giøre ham til det han gierne vil være, til Statens Læge. Men hvad om Lægen tager feyl imod sin Villie, og ikke vælger tienlige Midler til de indvortes Sygdomme, han ey for tusinde Hindringer kan faae at see, og dog skal curere, hvad om han tager skadelige Midler, hvad om Patienten bliver værre,

513

449

fordi han tog dem, bør Lægen derfor staae det Medicinske Facultæt til Regnskab, eller maaskee Patienten, som just selv var Qvaksalver. Det hører man aldrig, allermindst om. Lægen er legitime promotus og har Data nok, hvoraf kan synes, at symptomata vare æqvivoque, Ligesaa lidet kan det siges, at en souverain Monarch ey har Ret

til al bruge tienligsynende Midler, da hans Majestæts-Rettigheder fører det med sig, at foretage

alt det, jeg siger alt det, han anseer tienligt

til hans Stats Lyksalighed og Beste, om det han anseer for tienligt, end Og ikke er det; thi Contract om hans Gotsynende, som er usynlig og indvortes (og bliver saa i en Høyere Grad hos en Souverain) kan jo ikke oprettes, ja ikke tænkes. Det lærer alle Doctores juris publici, vor Civilistes selvgiorte Definition over Majestæts-Rettigheder (hvilke han, som Civilist, slet ikke kiender) uagtet. Men har Regenten Ret til dette, saa har han og Magt at forbinde Efterkommerne, at holde hans indgangne Pakter eller Forbund, da dette skeer i Sammenhæng med hans Stats Lyksalighed, og

514

450

Hans beste Hensigter for Staten, enten de saa haver Lykke eller ikke. Ja hvorfor forbindes Staten absolute at holde hans Pagter? Fordi de ere indgangne af ham under det fra Staten uadskillige Naun Regent, den Person i Staten, som den aldrig mangler, (lmperans non moritur) som altid forestiller den, og som allene kan forbinde den, at holde hvad Pagt, han selvvillig indgaaer. Det er og saa langt fra, ar den foregaaende Regent derved skiller den følgende ved den Ret, at udsøge Landers Beste, at samme Hindring, end ikke kan tænkes. Thi Hvad er Landets Beste i Dag, da den nye Regent bestiger Tronen, og hvori bestaaer hans Ret til at forbedre Landet? Bestaaer den i andet, end i at forbedre Landet, som han forefinder det, og ikke eftersom det befandtes ved forrige Regents Regiering, som var ham aldeles uvedkommende. Naturens Ret siger dette, og aldrig vil det være fornødent, at erindre, at den Mangel af Ret i en foregaaende Regent, fuldkommen forbinde Efterkommerne, at betale hans Gield, jo vilde meere hindre hans Rigers For-

515

451 bedring, end Rigerne vilde vinde ved Eftermandens Ret til at udsøge det Beste; thi naar denne kom til Regieringen: saa var hans Hænder jo og bundne, og heele Retten blev da: et Heute für Geld, Morgen umsonst. Staten har som Mennesket sine ulige Aldere, og er i det mindste i en hoben bestandig mindreaarig. Maae da Regenten, om han skulde nok saa alvorligen bedømmes (skiønt hans Majestæts-Høyhed taaler det ikke) maae Regenten, siger jeg, ikke være dens Curator efter hans beste Indsigt, og Mynligheden være forbunden at betale hans, paa dens Vegne, giorde Bekostninger, (nu er jeg Civilist, men dog kun for en Lignelse), hvorledes vilde Myndlingen da blive opdragen, og med Tiden naae en mandig Alder? Men heraf følger, at Forfatterens

6te Sætning er falsk denne: at en Regent gierne kan til Landers Vel gi-re Gield, men ikke større, end at han selv kan betale den. Thi som Regent har han ikke en Skilling at betale; han har tvertimod ex nobili officio, at jeg saa skal tale, Ret til at

516

452

blive rigelig og vel underholt efter sin Stands Verdighed. Thi det er Byrde, og en stor Byrde, at være Regent. Alt det, som altsaa skal betales, er det Statens Skyldighed at betale. Det er dens Skiebne, om den haver meere at betale en den beste Regiering havde haft nødig at anvende. For saadan en Sag staaer en Konge, som sagt, vel til Ansvar, men allene for Kongers Konge, og har hans Hierte ey Deel i Manglerne, som almindeligst, saa bliver Ansvaret for Ham saare lidet, men saare svært og vigtigt for dem, han har betient sig af i sir Raad. Døer han saa bliver hans Efterkommere fuldkommen pligtige til at betale den bede Gield, som vor Jurist her reent ud nægter, og, som med Triumph, fra falske Præmisser, udtrykker i den

7de Sætning med de Ord: Døer han forinden, siger han, er Efterkommerne ikke pligtig at betale Gielden. Men den afdøde Regent forestillede den hele Star, ligesom den nu paa Tronen varende. Gielden var altsaa Statens Gield. Statens Gield er enten giort

517

453

til Undersaatter eller til Fremmede. Ey at betale den første, var at ødelegge sine egne Undersaatter, det kan derfor ikke vare Forfatterens Mening; thi saa maatte jo Regenten ey allene blive den troløseste i Landet; men ødelegge sig selv. Men, ey at betale den sidste, var aldrig bleven Forfatterens Dom, om han ey af den borgerlige Rets Grunde, indskrænkede efter borgerlige Rettigheders Natur, vilde domme i Tilfalde, hvor allene jus gentium eller Folkeretten kan afsige Dommen, i Følge hvilken alle lovlige Forbund mellem Stater skal holdes, fordi de ere fuldkomne Forbindelser, og den eene Stat kan tvinge den anden til at holde dem. Er det ikke da forunderligt nok, at denne alle Underdommeres Underdommer har tort kalde Majestæter frem for Byers Verneting, ja for hans eget Forum; skønt deres Forum ey findes i deres egne Stater, ja knap i Verden? Fanst-Retten allene kunde have afsagt Dommen langt fornuftigere var den ey afskaffet!

See det er mine korte Tanker, høystærede Herre, om denne Anonymi falske Princips i Henseende til vor Gields Afbetaling. Min Slutning

518

454 deraf, seer de letteligen bliver: at Kongen bør betale sin Gield, og at Gieldens Betaling, i Henseende til ham betragtet, ligger ene og alleene i hans Klogskab og Majestæts-Rettigheder, og at alle andre Raad bliver alt for kleinstætiske imod hans Majestæt. En Slutning, jeg aldrig i mine Dage Havde troet jeg skulde nogensinde finde fornødent at skrive paa Papir, til Bevis mod nogen Skribent i Dannemark. At Forfatteren enten ikke veed, at der er Stats-og Folke-Ret til, eller ikke vil vide det, skulde jeg nesten falde paa at giøre til min anden Slutning. Dog jeg vil hverken bekræfte eller nægte nogen af Deelene, men allene i det Sted forundre mig over, at der har været en Mand til i Staten, der nogen Tid har kundet tænke og skrive saaledes. Hans Moraler og andre Tanker i Skriftet gaaer jeg reent forbi; thi skulde jeg tage fat paa dem: saa veed de nok høystærede Herre, hvor let jeg kunde sættes i Bevægelse imod meget af hans Tænkemaade, som jeg end ikke vil nævne med det Navn den fortiener.

519

455

Lyksalige ere vi dog med alt dette, at vor Enevoldsmægtige har af maaløse giort os talende. Thi Skrive-Friheden er dog Statens Tunge. Som uvant til at tale, har vi allerede grovelig forseet os. Regenten, indseende dette, overseer, med en høyviis og ret betimelig Taalmodighed, vor Brøst, for det nærværende, og ventelig haaber Forbedring, som overbeviist om, at man maae tale ilde, for man kan tale vel. Men har man og lært dette, ved en ret øvelse: saa er det ventelig, at visse Love vil blive Tungen, om ikke foreskrevne saa dog tilregnede, som skrevne, som fornødne at følges for den, for at tale Sandhed klogeligen. Thi som Mennesket bør vide, at styre sin ubundne Tunge, saa bør Staten og, eller de bør begge bøde derfor. Men endnu var det vist nok for tiilig at straffe denne, naar den snakker meer end den vel burde. Statens Øren selv haver neppe endnu engang dette rette Gehør, da de hidtil ey ere vante til de rigtigste Toner. Regentens Lemfeldighed er den derfor endnu meget tienlig. De i Staten som endog kunde tale viselig, tør derfor end ikke være sig selv bekient, da disse, for dens

520

456

endnu udannede Gehørs Skyld, nødes endog til at paatage sig en Tone, de selv har Afskye for, om de var sikker paa Stats-Gehørets rette Fiinhed og Smag. Men da Lydens Høyhed, tillige med Tankens Styrke tage endnu bevæge tillige, saa faaer de rette sig efter de nærværende Øyeblik, for at nytte i det tilkommende. Men saasnart er ikke Gehøret dannet til at fatte Sandhed, og Smagen saa ægte, at den ey glemmer Materien, før den smukke Figurs og fine Forms Skyld, før, jeg tænker, enhver vil give sit rette Løsen, og da vil Regenten ventelig, ved billige Revselser over ryggesløse Tanker, endog i den blotte Sraf over Papiret, finde et herligt Middel, til at skielle imellem det politiske Mørke og sammes Lys, som imellem den politiske Anstændighed og Uanstændighed. Han vil da i rette Tide undsætte fornærmede Personer, hvis Ære dog saa lidet lider ved skamagtige Skrifter, som ved opdigted Klasser.

Det er derfor, høystærede Herre, at hvad der end kan skrives imod Pressens Fri-

521

457

hed, saa vil en sand Politicus aldrig raade til den mindste Grad af Censuren; thi Censur og Stats-Tungens Læmmelæstelse blev eet og det samme for Staten. Ligesom Bogtrykker-Kunstens Afskaffelse vilde have samme Virkning, som reent at afskiære Tungen. Constantinopel selv, har end ikke kundet udholde den Tilstand, da det intet Bogtrykkerie havde. Bør vi da intet være een Grad klogere end Tyrken?

Saa angelægen, som det derfor er for Regenten, at hans Undersaatteres Røst kan blive hørt af ham: saa vigtig en Sag er Pressens Frihed. Fornærmelse mod nogle faa Personer ere lidet at agte imod Herligheden af Tungens Frihed, da den bør række til Regentens Øren, ja røre hans Hierte. Under Kong Christian den Syvende, vil Censuren derfor neppe mere spørges! Hans Viisdom vil forbyde det!

522

458

Hvilken herlig Fordeel af hans Reyser (om det og er en Følge deraf) at vi maae frit skrive og trykke vore Hierters Tanker, andre store allerede vundne Fordeele uberegnede! Denne eene vil give fleere herlige Frugter af sig, end vi skal kunde tælle; thi Frugterne vil endog samles af en sildig Efterslægt. Hvad, om Monarken ey havde reyst? Bliver det da ikke en Sandhed, at for at denne en lærd Konge, behøves kun lidt mere, end et simpelt Menneske; men til at forme en klog Regent, udfordres ikke mindre, end den store viise Derden!

Men jeg maae nu slutte, høystærede Herre! for ey at blive vidtløftigere, dog derhos tillige beklage, at jeg virkelig er heel forlægen med Slutningen. Jeg tør ikke skrive: Jeg forbliver; end skiøndt jeg har begyndt med Titel, fordi Brevet vilde vel da synes lit for langt, og Formen maae jeg dog ikke heller glemme ved Enden her, skiønt den fey-

523

459

ler, fra Begyndelsen til Enden, i vor Handlende Stat. Dersom De derfor vil antage det, som jeg her sender, for en Prædiken, (dog hverken for en Skrifte- eller Liig-Præken) saa finder jeg Raad imod min Forlægenhed; thi enten Prækener ere lange eller korte, begynder og sluttes de dog paa een Maade. I Haab derom, vil jeg tilsidesætte alle Complimenter, alleene bede Dem, erindre den Taushed, De altid har været Mester af, og oversee de alvorlige Udtryk, som nu og da møder ved min Skrivemaade, hvilket jeg troer de veed, er en Følge af min simple og usminkede Patriotisme

Kiøbenhavn, Philocosmus. Den 8de May 1771.

524

Trykfeyl:

Pag. 16. Custos end. læs med. . 60. Linie 15. 16. Den kongelige Myndighed. læs Kongen. . 62. Linie 8. i det System. læs i System. . 89. Linie sidste, som vil vel ey. læs saa vil ey. . 94. Linie 4. beregnet. læs maatte beregnes. . 104. Linie 4. sige dem begge. læs sige begge. . 123. Linie 5. i besværlige. læs til besværlige. . 173. Linie 7. oprettes. gaaer bort . 314. Linie sidste. som kan. læs som ey kan. . 353. Linie 16. mindre. læs end meere. . 410. Linie 12. saadant et. læs et andet. . ibid. Linie 14. Anvendelsen af de. læs De.

1

Philocosmi

Indfald

ved

Giennemlæsning

af

Philodani

Undersøgelse

Philopatreias

angaaende.

Meddeelte

en god Ven paa Landet.

Trykt Aar 1771, Pressens gyldne Alder. Tilfals hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Høystærede Herre!

De behager i meget ærede, mig indhændiget ved Deres Forvalter, at spørge, hvad man i Hovedstaden dømmer og taler om Philopatreias og Philodanus, og beder mig, siden jeg dog har faa gode Dage, intet at bestille, og ingen Sorg, at jeg vil meddeele Dem mine Betænkninger over begge Afhandlinger. Hvem der har

4

Ret, skriver De, maae jeg dog noget nær indsee, siden jeg baade har været brugt i ekonomiske og kameralske Forretninger, og min Lyst har altid gaaet derhen.

Jeg takker Dem hierteligen, Høystærede Herre! for de gode Tanker, de haver om mig, og jeg vilde ønske, de vare saa vel grundede, som det er et ugrundet Motiv, forlad mig min Dristighed, at fordi jeg har gode Dage, intet at bestille, og ingen Sorg, ergo kan jeg des lettere meddeele Dem mine Tanker om bemeldte Afhandlinger.

Har De glemt, at jo bedre Dage man har, jo besværligere rører man Pennen, og jo mindre man har at bestille, jo meere er man beskæftiget med intet, og Intet er en meget vidtløftig Forretning for Arbeydere, som jeg og mine Lige.

Men naar man har ingen Sorg, saa veed De vel og, at man tidt da sørger just

5

for Mangel paa Sorg. Har De glemt Engelænderen, som hængte sig, just fordi han havde intet at sørge over, for dog eengang at vide, hvad det var at være forlegen, om ey ulykkelig, for det kan en Engelænder vel ikke blive i det Reeb, han selv med koldt Blod slaaer Lykken paa.

I min Velstand og Sorgløshed forefalder saa mange Forretninger med Opvartninger, Visiter, Modens Forandringer, Maskerader, Opera, Comedie, Pynt, Tractementer og tusinde andre Ting, at jeg har knap Tid til de nødvendigste Forretninger, at læse vore ugentlige Blade, som jeg dog for Selskabs Skyld umueligen kan efterlade.

Men jeg kan nok tænke, min Herre troer, at i Følge min gamle Forbindtlighed kan De intet forlange, uden jeg jo strax maae være lydig og efterkomme det. Ja i saa Fald har De Ret. Paa den Maade at tale, maae jeg tilstaae, at jeg ikke kan

6

afslaae Deres Begiering; thi den er mig altid en Ordre, jeg med en utroelig Fornøyelse adlyder. Jeg bliver ald min Tid en Mand forbunden af saa ædel en Tænkemaade, som De, da De ey alleene har viist mig reelle Tienester, men og giort det paa saa artig en Maade, at denne langt overgaaer Tienesterne selv. Skulde jeg da kunde glemme saadant, for den skiønne Arv, mig nyeligen er tilfalden, og en med Fornøyelse afdrage noget paa Gielden, og afbryde nogle faa Timer fra Lyst og Leeg, Selskab og Omgiængelse, for den Fornøyelse at opofre disse til Dem, og svare Dem paa Deres forelagde Spørsmaal, det var jo aldeles umueligt; allermindst da jeg veed, De ikke forlanger Vidtløftighed, eller at jeg skal med en ordentlig Critique giennemgaae Afhandlingerne Blad for Blad, som baade vilde falde Dem og mig alt for piinagtigt.

For da at nærme mig til Sagen: saa maae jeg melde, at jeg lidet eller intet veed, hvad

7

Folk siger enten om Philopatreias eller Philodanus, efterdi de Folk, jeg omgaaes med, snakker kun om Leeg og Lystighed. Men for at fornøye Dem, vil jeg her give Dem mine egne Tanker tilkiende.

Jeg har da, for at efterkomme Deres Villie, giennemlæst det Udkomne fra begge.

Philopatreias har jeg funden saa ubestemt og ufuldstændig, saa forrykt og uordenlig, at det allerbehageligste ved ham var for mig det sidste Ord for Endens Skyld. Neppe erindrer jeg, at betydeligere Materier ere blevne i Tryk omtalte af en uordentligere Hierne, end den, som her sammenblander det ene med det andet, giør sort til Hvidt, Viisdom til Daarlighed og tvertimod. Allevegne viser han, at han ikke besidder den mindste Gnist af den politiske Indsigt, der dog alleene bør bedømme det Heele, end ikke engang lidt Kiøbmands-Vid, som man dog maatte have ventet; ey at tale om et Hierte,

8

der saa merkeligen hentyder til det æqvivoqve. Da han nu tillige ikke lettelig kan føre nogen over til sin Troe: saa maae jeg sige, at jeg ansaae Ham for uværdig til nogen Tiid at slaae sig til Ridder paa, og forundrede mig over, at nogen vilde beære ham med Svar. Men jeg erfarede virkeligen, ved Eftertanke siden, at jeg dog feylede; thi da de Ukyndige i alle Stater ere flere, end de Vittige og Viise, og Mængdens Domme gielder mangen Gang meere end de Klogestes Raad: saa har Philodanus saamænd giort Staten en artig Tieneste, ved at igiendrive bemeldte umodne Criticus.

Af dette seer min Herre! altsaa allerede, at jeg har bedre Tanker om Philodanus, end om Philopatreias. Ja, min Herre! ikke alleene bedre, men endog høye for en Skribent over de Materier i Dannemark. Han har en artig Indsigt, han er for en heel Deel statsvittig, i en Hoben tilfælde er han erfaren om Landet hiemme,

9

og om fremmede Lande er hans Kundskab af det Slags, som altid nytter dog noget ved Eftertanke og Betragtninger over Rigernes indvortes Tilstand hos os; Skiønt han ikke viser i Kundskaben om de fremmede Staters Politisk-ekonomiske Indretninger, at have vedbørlig Styrke. Men jeg vil gaae til Sagen.

For ey at være vidtløftig, og for at spare baade Dem, Høystærede Herre! at læse for meget og mig for at skrive meere, end det høystnødvendige; saa vil jeg korteligen her forud erindre, at da jeg bifalder Philodani Tanker og Undersøgelse af Philopatreias i det meest Almindelige, han beviser mod Philopatreias; saa har jeg, for det første, saa got som intet meere med Philopatreias at bestille, og, for det andet, berører jeg kun det hos Philodanus, hvor jeg har foranderlige Tanker, eller og ikke just antager de samme, som han; men hvad jeg lader uberørt, dermed gives da tilkiende, at hans og mine Tanker i den Fald ere i Almindelighed ungefær de samme.

10

Forud og for ald Ting beder jeg indstændigen, for det Venskab Skyld, der er imellem os, at hvad jeg har den Ære her at sende Dem, ikke kommer for andres øyne; thi det vilde maaskee give mig Anledning til en Penne-Krig, som jeg umuelig toeg mig paa, men før loed enhver beholde Ret, som skrev imod mig, for ey at forstyrres i min føde Rolighed. Thi tænk, min Herre! hvad Vellyst er det ikke for mig, midt iblant alle andre Bekymringer, paa en tid, da Regenten selv er bekymret over sit Folkes Mangler, at være uden for alt dette; allerhelst da jeg er bleven nødt dertil. De veed, min gamle Velynder! at jeg altid har været for Arbeyd: at jeg og har været eengang vel anvendt, men fordi jeg havde lidt Indsigt, vilde det Beste, var, om jeg selv maae sige det, min Konges og Landets hengivne, maatte jeg ud af Embedet. Det var vel noget dristigt, det Brev jeg skrev til en da værende Ven, hvori jeg saa sagte at sige, dømte Rentekammeret at

11

seyle i en vis Sag, og holdt for, det ikke altid var infallibelt; men hvem skulde Have tænkt, at det skulde have kommet ud: og man skulde have bebreydet mig, at jeg dømte uden Forskiel saaledes om Kammeret i alle Tilfælde. Det Havde jo været alt for ubilligt at dømme saa, da man veed,at er Collegium i mange Tilfælde kan handle vel, og i een eller anden Omstændighed dog give Beviis paa lidt menneskelig Skrøbelig-Hed. Men jeg vil begynde mit Svar paa Deres ærede Skrivelse.

Jeg finder da strax nogle faa Tanker Hos Philodanus Pag. 9, som jeg vilde Have ønsket, ey at Have funden i hans artige Bedømmelse. Disse nemlig: Min Sag er det ikke, enten at beskylde eller forsvare de Ministre, som Forfatteren her handler om. Vor Monark er Deres Dommer. Det er sandt. Monarken er hans Ministres Dommere, som han er

12

hver Undersaats; men derfor kan andre, allerhelst nu, da det er Pressens gyldne Alder, meget gierne bedømme Ministres Handlinger, som de til en og anden Tid har foretaget sig i deres Embeder for Staten; alleene at det skeer paa den alleranstændigste Maade. Iagttages det og Villighed efter Omstændighederne, Tiid, Smag og Tænkemaaden i sær her i Landet, hvor en Minister er eller har været i Embede, erindres: saa kan saadan en Critique endogsaa skee til Forsvar paa saadan en Herres Side, endog i en forkeert Sag. Thi da den følgende Dag oplyser den foregaaende, og lærer den nærværende: saa bliver det altid en for Haard Dom at fælde, at Folk i de forrige Tider burde tænke ligesaa oplyst, lige saa bestemt og sammenhængende, som for nærværende, allerhelst i indenlandske politiske Videnskaber, der for saa kort siden begyndtes at læres paa de offentlige høye Skoler, undtagen paa vores Kiøben-Havnske. Om disse Videnskaber har det jo altiid været vanskeligst og mindst mueligt, at

13

faae nogen sammenhængende Kundskab i Monarkier, hvor alle de Veye ere tilsperrede, som staaer aabne i Republiker, nemlig Stats-Møder, Assemblees, Parlementer, Vergaderingen og slige Forsamlinger flere, hvor Praxis giør igiennem Ørene een til Politicus, Theoreticus og Practicus tillige, før han selv veed deraf, i Fald han kun tilforn har lidt Logik inde, ja mangen en Gang ikke meere, end den naturlige, allene at han dog har en oprømt Hierne.

I det Sted giver de monarkiske Stater ikke Leylighed for Ungdommen at komme efter Politiken, uden ved Studeringer, og hvor lidet er det Fortrin, den Studerende har nu i lang Tiid havt hos os for de Læge i sær i civile Forretninger, hvor Politiken i Særdeleshed bliver saa nødig. Jeg tænker, man, uden at gaae for vidt, kan i den Fald frit sige, at uagtet vore høylovlige Konger har med største Flid forfremmet Studeringer, er de Studerendes Flid allermindst kommet i

14

Betragtning ved Embeders Uddeelelse: jeg forstaaer retskafne Studerende, baade af Adelog Borger-Stand. Er det nu saa, saa er der virkelig meget at sige til Forsvar for de forrige Tider. Men enten de kunde forsvares eller ikke, tænker jeg, at Ministernes Handlinger i de samme kan gierne omtales i en vis Grad; thi da alle Undersaatter ere Borgere, og Borgere er deres Regent og Fæderneland ald retskaffen Tieneste skyldig: saa er det lige saa vel en Pligt, naar man vil skrive i Stats-Sager, at optegne de Skrøbeligheder, som een eller anden Minister kan have begaaet ved et umodent Overlæg, i Hast, eller af andre Aarsager, som andre Undersaatters; i hvorvel man derfor ikke velger at pege, naar man kan forklare Sandheden tilstrækkelig, uden for Nøye Hentydning paa Personen. I anden Fald blev det Vigtigste i Stats-Sager uerindret. Det er jo lidet, som forrettes af Betydenhed, Uden det har sit Udspring fra en Ministers Handling, tidt fra hans Indfald, som en gestestig Aand

15

veed ofte saa mesterlig at opsnappe, og dreye Ministeren til en ufortient Ære, og ham selv til en privat Fordeel. Man kan vel da, ufornærmende gierne bedømme Ministeres Handlinger, og giøre det baade dem og Staten til Tieneste: og skulde man endogsaa ikke tiene dem dermed, saa er man Stat og Regent sligt skyldig; og hvad bemerker ikke det for en Patriot og en ærlig Mand, i Ligning mod nogen Ministers Yndest, om samme end og i denne Strid skulde tabes? Jeg troer derfor, man i denne Fald bør skrive; men skrive, som man bør, og aldrig røre sin Pen her, uden til Statens høye Fordeel, endog med Flid forbigaae Mangler, som ey nytter at blive erindrede: og aldrig glemme ved dem man erindrer, at betragte alle Omstændigheder, og beskue Tingen paa alle Sider.

Hvad det Spørsmaal Pag. 10. angaaer: hvoraf kommer det da, at disse, nemlig Proprietairer, Ministere til Hove, ikke og

16

tilforn har vidst at opskrue priserne, grebet efter saa store og klare Fordeele? Da synes mig, at Philodanus kan nok faae det besvaret. Den Tids Ministre kan man sige ham, har ikke grebet derefter, fordi det havde intet hiulpet dem: det var ikke bleven dem mueligt at faae større Priser, end de fik, efter Landets Omstændigheder paa de Tider, som er at regne for en 20 Aar siden. Men hvorledes, vil min Herre spørge, regner jeg disse Omstændigheder? Det vil jeg kortelig have den Ære at sige Dem. Vor Folkemængde, i sær den Kiøbenhavnske, var den Gang ikke saa talriig, som den er for nærværende Tiid, Aarsagen, hvorfor den er tiltagen, er i sær Fabrikers Anlæggelse, Amalienborgs Bebyggelse, Overdaadigheds Tiltagelse, Fornøyeligheders Tilvext; Aarsager, som ikke alleene drager mange til Landet og Hoved-Staden, men mange andre med for deres Skyld, da en Næring drager en anden, ligesom et Hiul i en Machine fatter i et andet, og dette i det følgende.

17

Da nu Folkemængden har saaledes voxet, og Nødvendigheden af Fødevare tillige med Folkemængden, saa har det været let for de nærværende Tider, frem for de forbigangne, at faae Kornet dyrt betalt i et Land, hvor Udførselen var uden Grændser, og Indførselen reent forbuden. Vi har i den Omstændighed af en tilvoxende Folkemængde, for kun at tale om den, ikke befundet os i Lighed med nogen af de handlende Stater, i Henseende til Korn-Producternes Mængde i Forhold mod Folkemængden, og dog var vi dem lige i det Tilfælde, som kunde forhøye Korn-Prisen, og ulige i det, som kunde formeere Producten. Omstændigheden er, for nærmere at forklare mig, korteligen denne: Dannemark fik to Colberts for een, og Fabriker skulde indføres. Disse Colbert kom ikke efter en Sully; thi havde de det, saa havde de fundet Markene skiult med Sæd, heele Agerdyrkningen i en blomstrende Tilstand, meget dyrket, som endnu ikke er det, og Kornet i Tilvext. Havde da de Danske Colberts, da de begyndte at

18

agere, end og begaaet den Franskes store Stats-Feyl, og seet Korns Udførsel forbuden, saa havde man maaskee endda ikke i nogle Aar følt det, for den Flor Lander, i Følge mit forudsatte, havde befundet sig udi.

Men hvem fulgte de i Embedet? Det er os lige meget. Men det er langt fra ikke lige meget at erindre, at Landet, de kom i, dets Agerbrug var i en slet Tilstand. Landet fødede ikke sine Munde, og om det fødede dem, vilde det ikke holde ud at giøre det under deres eller andres Opsyn, der tænkte med ham; efterdi Fabrikers Anlæggelse ikke kunde gaae af, uden Folkemængdens Formerelse, og Graden af Udførsels-Friheden blev dog den samme.

Men ligesom Folkemængden da toeg til, maatte Dyrhed tillige vore paa Kornet, det fornødneste af alle Vare, baade til Mad og Drikke: og den Tilvext maatte under de samme Omstændigheder og blive den samme, det er immer voxende.

19

I Lighed med Frankrig var vi saaledes, i det vi med den Franske Colbert anlagde Manufacturer og Fabriker, men ulig i det vor Korn gik ud, da han derimod formaaede hos Ludvig den 14de, at Kornets Udførsel blev forbuden, hvorved det dalede merkeligen i Prisen, og gav Overflødighed til en Folkemængde, som rimeligen end ikke merkeligen voxte i en Hast, da Scenen blev kun forandret; man gik nemlig fra Ploven til Fabrikerne. At Colbert heri handlede heel ubesindig, det har vi ikke her med at bestille.

Betragter vi os under samme Omstændighed i Henseende til Engeland, som det nu befinder sig med sin bestemte Kornpriis for Indog Udførsel, med videre: faa indseer vi letteligen, at om nye Fabriker endog nu blev indført i Landet fra Fremmede, og Mængde af Folk med dem; saa kunde det dog aldrig giøre saa merkelig en Forandring i Korners Priis, som det vilde giøre, om Udførselen var uden Grændser. Thi til en vis Priis maae jo Korn indfø-

20

res. Vil man sige, det samme maa skee Hos os: saa svares dertil, at sligt maae. dog først forestilles, og Hvor meget udføres ikke i den Mellemtid. Men hvor let giøres og ikke Forestillingen for sildig? Lægges nu hertil Agerbrugets slette Tilstand i Dannemark, den Leylighed Kornpugerne haver at kunde forhøye prisen, for den Omstændighed Skyld, at Kornet ey strax indføres, naar en vis Pris trykker Landet, som og, foruden det, den Selvraadighed, som saa forunderlig tilstaaes vore Brændeviinsbrændere: saa staaer vi i slet ingen Lighed med Engeland til at holde Kornprisen i en ret Jevnvegt efter Statens indvortes Nødtørst.

Lige saa ulig er vor Tilstand i Henseende til Holland hvis Terreins og Fragthandels Natur, der altid kræver, og forsyner Landet med, Korn, hindrer Kornprisers merkelige Forhøyelse: saa vi og er, og var det uligt, da det oprettede Fabriker, og toeg mod hele Skarer af arbeydsomme Hænder.

Gik jeg nu videre, og talte om tilstødende Tilfælde, Qvægsygen, Fiskeriers For-

21

sømmelse, den Islandske Handels slette Tilstand, Brændeviins Udførsel i Mængde til Finmarken og Island, som vore Seylende, imod Forordningen, saa mesterlig har forført til den Drik, og lagde endnu dertil de Aarsager, jeg springer over eller glemmer: saa skulde Philodanus ikke mangle Svar, og Det vidtløftig nok, men faae at see, at det blev en meer end tydelig Sag, at de sidste Tidersværende Ministre kunde lættere faae høye Priser for Kornet, end de forrige Tiders, og at de forrige Tider ikke haver været større Foragtere af Fordeele paa Kornet end de nærværende. Men jeg vil ikke opholde min Herre. Jeg tænker at af de anførte Exempler, og det som er sagt, vil det noksom indsees, at da vi anlagde Fabriker og blev meest vindskibelige, blev vi midt i disse ypperlige Foretagender og skiønne Drifter, saa at sige flittige imod os selv, i det vi ind- og oversaae ikke den fulde Omkreds af Ekonomien. Vi saae kun paa Kunsten og glemte Naturen; ey derhos betænkende, at det første et Land maae tænke paa, er at

22

føde sine Munde, uden at tabe i Hoved-Balancen, som vi enten intet udregner, eller ikke faaer at vide, naar den udregnes. Havde vi i det Sted, vi vare saa ivrige i Manufakturer og Fabriqvers Anlæg, været ligesaa nidkiære for Agerdyrkningen, og i Stedet for at indføre, enten Fremmede, (som i sin Orden er en herlig Sag), ophævet Fælledsskab, bestemt Hoverie, uddeelt Agerdyrkningens Afhandlinger skrevne efter Bondens Begreb, eftergivet Skatter, forstrakt Penge til Kreaturer og Ager-Redskaber, paadrevet Engenes Dyrkning, med videre; saa havde Fordeelene deraf været disse: Landet havde kundet føde sine Beboere, vi havde havt en anden Mængde Korn tilovers til Udførsel, og følgelig en bedre Handels-Balance, vi havde sparet Tønder Guld, som ere tabte ved Vexel-Kursen, Overdaadighed havde været langt mindre; thi det er altid rimeligt, at hvor den ekonomiske Aand giør Betragtninger over Agerbruget, derover forliber den sig ikke i Skiønheds-Arbeyd og Vellyst. Men hvor

23

meget var ikke da bleven sparet og tilbage af Midler i Landet, som nu ere reyste til Paris og Bourdeaux, til fremmede Lande, endog for Forfængeligheder og Daarligheder. Bygnings-Planen til Paladser havde vi ventelig da opsat, om ikke bygt Pakhuse der i Stedet, og Korn-Børse for eget Korn paa flere end eet Sted i Landet, i Stedet for Korn-Magaziner til fremmed Korn man nu vil anlægge sex Mile nærmere Staden, end den sunde Nærings-Politik tilsiger det.

At Manufakturer og Fabriker ere herlige Indretringer i et Land, det er aldeles ikke at tvivle paa; men i deres Orden, efter at Agerdyrkningen blomstrer til en vis Grad. De udretter ellers intet det, hvortil dermed sigtes, og allersidst, naar der ere Hoved-Feyl i deres Anlæg tillige, som Stedet ikke tillader her at godt giøre. Men lad disse være, som de være vil; der er dog skeet et stort Gode ved de Fabriker, som ere anlagde, om dette end ikke er saa

24

stort, som det kunde have været i en anden Orden. De fortiener Regieringens opmærksomste Øye endnu, og deres Anlæggere endog et Æreminde for deres Flid derved. Nytten de endnu kan giøre, er større, end deres Mangler; og disse torde jeg tage mig paa, i Kongens Aasyn, at ændre.

Jeg tænker saaledes, at dette Spørsmaal Philodanus gav, noksom er besvaret. Philopatreias har altsaa i Almindelighed Ret nok, i det han i den Tilfælde siger. Men det er noget, som mange flere, for mange Aar siden, har sagt med ham. Det er en historisk Sandhed, som Philopatreias anfører, efter hvad han derom kan have hørt i et Sælskab: han skulde, efter hans skrøbelige Indsigt, ikke have været i Stand, til at have forsvaret, hvad han der selv har sagt.

Paa Pag. 11. siger Philodanus: At vort Rige har ikkun Heste, Korn og Øxne at selge. For ey at tale om andet, synes mig, han her burde dog have

25

nævnt Fiskerierne. Vi haver en Deel af dem til Fals, og mange flere kunde vi have. Men det, som man tidt roser sig af, er ofte det, som ikke fortiener Berømmelsen. I Forhold til det Land, som er dyrket og under Plov, har vi i Almindelighed flere Heste at sælge end vi burde, og i Forhold til visse Strækninger for mange Øxne, i Forhold til andre alt for faa; der er ingen Regel i vort Agerbrug, hverken i en ekonomisk eller politisk Forstand, dog det er ey heller det Philodanus her vil bekræfte. Men i Anledning heraf vil jeg alleene merke, at Stald-Fedningen er efter sin Oprindelse en adelig Usurpation, efter sin Fremvext en fornærmelig Tilladelse af Regieringen imod sig selv, efter dens Tilstand Folkemængdens Formindskelse, en upolitisk Ret, at hindre Concurrence af Kreaturers Tillæggelse Landet over, og følgelig en jydsk Ret at ufrugtbargiøre de siellandske, fyhnske og andre Øers Agre, hvis Frugtbarhed hænger af Engen og Kreaturets Fedme. Dog derfor vilde jeg ikke raade til Privilegii Ophævelse, men vel til

26

dets successive Indskrænkelse i en Svite af Aar. Stald-Fedmingens Ret maatte altsaa ved slige Hovedgaarder vel deles, men ikke som et Privilegium følge med til dem, som kiøbte, som Hr. Professor Oeder mener i hans Afhandling om Frihed og Eyendom; thi samme er baade og bliver saa længe det varer, imod den heele States Fordeel. Irland sætter Premier ud hvert Aar, for at forvandle Græsgange til Agerland. Irland forstaaer det tusinde Gange bedre end de privilegerede Herregaarde eller Philodanus, det soer en Skipper paa for nogle Dage siden. Hans Grund var denne korte Sats: Irland har lært det af Engeland, Dannemark fra Fribytter-Tiden. Naar den Frihed da om endeel Aar kom: saa var der en Hoben at sige videre, som jeg vil glemme til mundtlig Samtale. Thi forstaaer man da Kunsten, saa kan man bringe Hamborg lidt i Knibe: skiøndt man kunde, saa allerede var der lidt Sammenhæng imellem Naturen og Kunsten i vor upolitiske Statsmachine.

27

Skulde Hoved-Staden være Circulationens Middelpunct, som Philodanus kalder der Pag. 14.? Jeg tænker, den er det ligesaa lidet, som Hovedet er Middelpuncten paa Mennesket. Det var at ønske, den var det, og havde jeg noget at sige, saa skulde den med Tiden blive det: det vil sige, den skulde da ikke faae Lov at være en Blodigle paa Stats-Legemet, men blive Hiertet deri. Mon Hoved-Staden ikke snarere kan kaldes det Svelg i Riget, som sluger i sig og fortærer alt det som kommer den nær, som ey alleene drager de omliggende Stæders Kræfter til sig, men som giver lidet eller intet af dem tilbage, for den Mangel paa Næringsmidler, der findes ved alle Stæderne, af Mangel paa den sunde Stats-Politik, der altid forstaaer at lede og lænke hver Nærings Green i Handel og Vandel, til hvad Sted den vil, og altsaa at giøre Stæderne til Nærings-Perifeeion, hvoraf Hoved-Staden, beleylig beliggende, bliver da Centrum. Kiøbenhavn kan da umueligt siges Centrum, da fast alle det omringende

28

Kiøbstæder ligger i Gruset. Kiøbenhavn er derimod et Svelg, fast et bundløst Svelg, der intet giemmer af alt det, der kastes i det: men lader det løbe ud igien igiennem andre Kanaler, hvilke forvandles til Guldfloder for Fremmede. Vore Handels-Balancer kan bevise det, og de allene kan udregne dem, som skulde, men glemmer aarlig at giøre denne høybetydelige Regning, i den Detail skee burde. De kan, fordi de haver Papirerne i Hænde.

Hvad Raad er da herimod, vil min Herre! spørge? Raadet er vidtløftigere, end det her kan skrives; men for Dem, min Herre! som kan tænke meget ved faa Ord, kan det dog tegnes. Man lænke, uden Baand og Lænke, Næringer til Slæder i Sammenhæng med Ageren, Handelen og Finantsvæsnet, saa blomstrer Stæderne, og Kiøbenhavn bliver Centrum af Circulationen. Min Herre, som forstaaer mine Tanker, da vi før har

29

talt om den Materie, indseer nok, at det er et souverain Raad, som ald Verdens Politici ikke skal sige imod, i hvad Sprog de taler, undtagen det Danske. Resten mundtlig; jeg har nok den Ære at see Dem engang med det første

I en monarkisk Stat er det forsigtigen skreven, hvad Philodanus anfører Pag. 15. Lad os kun da roelig, siger han, overlade til vor store Styrmand, som Overseer der Heele, at tillade og forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at hans medlidende Hierte passer der sidste, og Hans opklarede Viisdom det første. Det, siger jeg, er forsigtigen skrevet i et Monarkie. Men jeg holder for, at disse Tanker duer dog slet intet i Kong Christian den Syvendes, da han tillader Sandhed, frit at nærme sig til hans monarkiske Throne. Han tænker ey som andre uindskrænkede Monarker. Han giør Sandhed souverain, og sig selv til en Slave deraf. Han vil ey dysses i Slummer med Snak og med Lovsange. Han vil have Grunde, ey

30

overlades sit eget medlidende Hierte: han veed, at en Regent kan og være utidig medlidende. Han vil have Lys, just fordi Han haver en oplyst Forstand: tydelige Begreb, fordi Han har en opklaret Viisdom, at den endnu maae opklares videre; thi jo klarere denne er, og jo længere den strækker sig, jo mere den attraaer. Det er derfor jeg er af de stadige Tanker, at dersom Hans Majestæt indsaae Nødvendigheden af Bestemmelsen for Kornets Ind- og Udførsels Priser: saa gav

Han strax en Forordning ud derom.

De har Leylighed, høystærede Herre, om ikke selv, saa dog ved andre, at see det forestillet. Finder De mine Tanker grundet, jeg veed, De vover ald Ting for det Almindelige, saa stræb, at det skeer. Saa bliver Staten og enhver af os i Staten først ret roelige i denne Sag; dog hvad siger jeg vel, mig kan det for min egen Skyld være lige meget, da jeg har nok at leve af; men jeg har dog fattige Venner. Saa bliver Hans

31

Majestæt selv i denne Fald ogsaa først roelig; thi skiønt Han vil det Beste, er det ikke altid sagt, Han faaer Lov dertil. Var det paa det samme tilladt at spørge: Deres Majestæt! meener De, De altid faaer Lov til at giøre det Gode, De vil? Jeg er vis paa: Hans Majestæt vilde betænke sig, og svare med et allernaadigst Tegn til Tvivl.

Styrmanden vil altid seyle den rette Kaas. Hans Compas viser ham den, hans Ønske attraaer den, men dette fører ham derfor ikke altid did. Storm og Uveyr fører ham ofte derfra tilbage. En liden Blaane, knap synlig, voxer til en Orkan. Han bliver før han veed et Ord deraf, indviklet i Mulm og Mørke. Han seer kun, naar Skyerne over ham brænder, naar det lyner og tordner. En Regent, Statens store Styrmand, befinder sig tidt i de samme Omstændigheder. Thi hvad er Hof-Kabaler andet end ondt Veyr, og hvor mangen en List, grundet paa egne grove Fordeele, er ikke fast usynlig i

32

sin Begyndelse, men i sin Tilvext og Fremgang mod Regiering og Stat, som Orkanens Magt, der nedriver alt det, den møder. Endeel af vor frie Hartkorns Plan er maaskee af det Slags; men jeg vil her tie dermed. Jeg siger alleene: Der var en Herlighed, blev Korn-Prisen regleret for det første for en Snees Aar: og Forbud givet, at til dens Forandring maatte ikke, for den Tiid, skee nogen Forestilling. Det er jo meget længere den Engelske Pris har vedvaret, og den bifaldes endnu. Giorde Statsgielden ikke dyre Tider, var den herlige Indretning det største Middel til godt Kiøb for Landet; men Nytten deraf føles ikke ret for andre Stats-Feyl Skyld; dog har Prisen en stor Indflydelse. Ophæver Engeland den eene Lov, maae det om 10 Aar, og maaskee for, spille en fæl Banquerotte, forbydes Kornets Indførsel tillige. See, naar Kornprisen da regleres, da først og ikke før, er Stat, Regent og Undersaat sikker; da bliver Kong Christian den Syvende til en større Lovgiver i ekonomiske Tilfælde, end

33

Kong Christian den Femte, for den Lov blev alle andre ekonomiske Loves Rettesnor. Da kan man ret begynde at regne en nye Periode i vor hele Lands Ekonomie, ikke en eeneste Nærings-Green undtagen. Da kan vor Styrmand først ret begynde at styre og bestemme vore Konsters og vor Handels Kaas. Da kan han, som Statens Bygmester, ret begynde at tænke paa Grundvold, Bygning og Krands, over- og indsee med Orden, Vished og Sammenhæng Statens Velfærd, fra det Sædekorn, som kastes i Jorden, og den Yngling Dyret føder, til Omformingen det eene med det andet giennemgaaer, til Handelen, som dermed drives, til Afgiften, der da heel villigen ydes, til Udgiften for hver Stand i Staten, for Hof og for Krone, for de største og de mindste Magtpaaliggenheder; men før vil det ikke, før, siger jeg, vil det ikke blive mueligt. En Stat, uden den politiske Calcule, er en Machine, som endnu ikke er sammensat, uvis om den nogentid skal blive det: eet i sig selv,

34

uden Afmagtens Aand, vrøvlende Chaos. At bestemme Korn-Prisen, bliver da at omskabe Staten: i det mindste, i sit, ligt den første Skabnings Dag, da det hedte: Bliv Lys. Den heele Børs sige det imod, og det bliver dog Sandhed! Men Hvorledes skulde Bestemmelsen skee, og hvad blev Regelen? Den er heel sikker. De veed, høystærede Herre, og har tilstaaet mig den: jeg har derfor ikke nødig at anføre den her. Kan De mage, Tingen kommer paa Tapetet, jeg skal giøre Regningen. Men det vil for et Øyeblik støde Proprietairer, Kornpugere, Brændevinsmænd, Bryggere og Bagere; thi accorderes det eene, vil man nok og accordere det andet, en forholdsmæssig Priis, nemlig paa Brødet, og en vis Destilleringstid. I anden Fald er jo Guds Velsignelse i Landet allene for disse Folk, og den færde Bøn har de jo aldrig Nødig at bede. Den, som tør disputere mig Sagen, fører jeg en Process paa Halsen af det heele engelske Parlement, af det store Exempel Engeland, hvis Dyrhed man

35

forgiæves indvender herimod; thi deri har Statsgielden Skyld, og den fast alleene.

Om Consumtion og Accise kunde jeg skrive Dem en Hoben til, høystærede Herre! i Anledning af det, Philodanus Pag. 15 og 16. derom skriver. Men jeg skal være kort. Jeg er hverken eenig med Philodanus eller Philopatreias i hvad de herom taler. Ikke med denne, som er reent ukyndig i det Heele, ikke med den anden, som er ubestemt, og taler om Tingen, som en Finants-Hemmelighed. Beløbet er vist nok ikke en Finants-Hemmelighed i Almindelighed, da vi veed det meeste deraf. Naturen af Finants-Kunsten ikke heller; den forstaaer man perfect i visse Lande. Men desværre er den rette specielle Beregning, som skulde tiene seende Øyne i Staten til politiske Beregninger, maaskee en Hemmelighed endog for Kammeret selv. Thi jeg maatte tvivle paa, at man vidste Beløbet Aar efter Aar af hver Artikel i Consumtion og Accise Ri-

36

ger over: hvorvidt slige Regninger kan gøres, i Forhold mod Folkemængden, til Interesse af hver Artikel for den kongelige Casse, i den og den Grad: og dette er en Hoved-Omstændighed i Nøds-Fald. Denne ene Defect giør det, at man ofte er forlegen, da man ikke havde nødig at være det. Det er intet sikrere Middel til et taaleligt Paalæg, for en Tiid, end Consumtion og Accise. Republiker, de frieste Stater, priser dette Paalæg for alle andre, og anseer det ikke for noget Meen i deres Frihed; de har jo her Frihed at bruge og misbruge: men NB. eene og alleene for en Stat, som driver Handel med egne Vare, hvor Kornprisen er regleret; det passede sig lidet eller intet i Frankrig i de Colbertske Tider. Man er faa avindsyg over denne Afgift i de blandede Regieringsformer, at dens Bestandighed ikke accorderes i Stats-Møderne, for er at give Regieringen for frie Hænder. Men med Viisdom og Forsigtighed vil Kunsten dog øves, og af en ægte Finants - Aand, om den ikke skal sætte onde

37

Aader i Uroe. Jeg kunde saaledes Melde Her en Hoben, siger jeg: jeg kunde erindre om Kunsten i Materiernes Val, og Hævningens Maade, for der er en Mellemvey imellem Forpagtning og Hævning, som Dannemark enten ikke kiender, eller aldrig har villet gaae paa. Men jeg skal lade det blive herved, og ikkun erindre, at intet Finants-Væsen har egentlig Hemmeligheder: og hvor store de end ere, kan de alle udfindes. Men man kunde betænke sig paa, at oplyse dem, som giør Folkemængden til Hemmelighed, Consumtion til Hemmelighed, Told til Hemmelighed, Tiender til Hemmelighed, med andet mere, som man paa et Spørsmaal strax burde underrettes om, naar man vilde tage sig den Umage paa at underrette Patrioter om det, de intet veed. Egentlig give de ved sligt det og til en Hemmelighed for sig selv, ret at formere Cassen. For læres det intet uden om i Staten, den Kunst erhverves vist nok ikke i Kammeret, end ikke for de flittigste i Contorekne.

38

28

Der lærer man ar regne, at igiennemgaae Regnskaber- overregne Beløber, sammenligne Indtægter og Udgifter; men at skabe Indtægter og Udgifter uden Besværing, det kan kun den, som under Forsynets Vinger og en klog Regents Bestyrelse veed at lægge Plan til Stater, med den Aand og Geist, der har Sammenhæng med hver Deel i Staten, som Sielen med den mindste Deel i Legemet. Men denne Gave fødes man ikke med, ikke heller erhverver man den paa et Contor, og ligesaa lidet skeer det ved ridderlige øvelser, og de almindelige smukke Kunster, som Adelen oplæres i; men ved ordentlig Flid i de høye Stats-Videnskaber, og en lang øvelse i de samme, ved en Erfarenhed i Verden, som gives sielden, en saadan een, som jeg allene, uden at besidde den, veed at beskrive, fordi min salige Fader saa ofte har igientaget for mig Vigtigheden af den politiske Forfaring, uden at hans Tilstand tillod ham at anføre mig paa den store Verdens politiske Skueplads. Af hans Reise-

39

Journal har jeg lært at kiende det lidet til Verden, jeg veed derom: og har den været ung i sær nyttig, fordi den for det meeste gaaer ud paa kameralske Betragtninger.

Men at komme til Phsiodanus igren, saa kan han i øvrigt for mig forstaae ved Finants - Væsenets Hemmeligheder, hvad ham behager. Lad ham længe nok erklære: at hverken han eller Philopatreias kan drage det Forhæng til Side, som omgiver dem. Jeg vil ingen Hemmelighed giøre af denne Sandhed: Dersom Kong Christian den Syvende ikke drager det Forhæng til Side, som skiuler den forvildede Oeconomie- og Finants-Plan hvorefter hans Oeconomie og Finantser nu bestyres, saa kan en Konge i Dannemark endnu eengang komme til at fætte sin Kappe i Pant for et Maaltid Mad. Vor Told- Eonsumtions- og Accise-Rulle er et metaphysisk Mesterstykke af Ukyndighed selv: Vor Oeconomie- og Finants-

40

Plan endnu et større: ja saa stort, at Philodanus selv hverken korrigerer retskaffen hiin, eller omstøber os denne; thi skiødt Philodanus veeb en Hoben, er han dog langt fra ikke Kammeralist. Jeg forstaaer her ved en Kammeralist en saadan een, som har præmitteret vedbørlig Indsigt i de Philosophiske Videnskaber, og derefter har erholdt en god physisk, mechanisk og politis Kundskab om Naturens og Kunstens Produkter her i Landet, i Sammenhæng med Handelen baade hjemme og ude, som indseer Finants-Væsenets Natur, og det Forhold, det bør staae i til bemeldte Nærings - Grene, de kongelige Paalæg og sanrmes Brug. Jo større denne Indsigt er, jo Meere den er grundet paa Erfarenhed, jo fuldkomnere er Kammeralisten. En saadan Mand, siger jeg, er Philodanus ikke.

Mod Mængden af Papir-Penge tilstaaer Philodanus Pag. 21, at han intet Raad veed, uden der Høylovlig Ihu-

41

kommelse, Kong Friderich den Fierde, brugte efter Krigen; nemlig at brænde Papirpenge. Det Raad Holder jeg for, er og et godt Raad til en vis Tid, i en vis Grab, og om et vist Slags Papir-Penge. Men det er meget merkeligt, og jeg undres snart over, at Philodanus intet selv merker det i en Historie, han selv fortæller, nemlig: at der var efter Krigen Kong Friderich den Fierde brugte dette Raad. Vi ere nu just i Krig, altsaa tiener Raadet for nærværende Tid slet intet for Kong Christian den Syvende. Vi ere i Krig med en graadig Fiende, der har slaget en Vognborn omkring os, og vil, om han kan, udhungre os. Privilegier, som erobrede Fordeele, lurer paa Anfald, og har længe dræbt uformerkt. Ukyndighed, om ikke Vankundighed, har som en Pest udbredet sig iblandt os, og imod samme er det fast umueligt at finde paa Raad, føv det er for silde.

42

Det er altsaa ikke den rette Tiid, at give Kong Christian den Syvende, de fattigste Mand i Landet, den Mand, som trænger Høyligst til vor Medlidenhed, saadant et Raad midt i Krigen. Jeg har et andet Raad, som jeg tænker, vi alle bør bifalde, i Fald Kongen selv allernaadigst vil hielpe os at sætte det i Værk. Det bestaaer i, at pløye og faae efter Plan, at høste og fiske efter Plan, at handtere og fabrikere efter Plan, at handle og feyle efter Plan, at tænke, skrive og fornøye os efter Plan, og alt det med vedbørlig Iver, ligesaa oprigtigen de første Poster deraf, som den allersidste: og saa tænker jeg, vi bør derpaa bede vor allernaadigste Konge, at vi ogsaa maae erlægge Told, Consumtion, Accise, Afgifter og Skatter efter Plan. Siden bør vi skee ald Skam, om vi ikke veed eller lærer, at det er vor Pligt, at give Kongen, det Kongens er; thi ellers bliver det jo umueligt for Ham, nogen Tid at brænde Papir-Penge.

43

Han skal jo Have det af os, det Han skal indløse dem for; ja det bliver jo umueligt for os, saaer Kongen intet sit, af Hiertet at give Gud, det Guds er: og hvad mon Han skulde da vilde med os i Døden? Hans theokratiske Stats Natur har til sin Tiid nok som viist, at Han vil, en Borger skal vide og udøve sine Pligter, saa vel som Hans Aabenbaring, at en Christen skal vide og giøre sine. En Borgers Pligter, som Borger, ere lige saa høye og hellige, som en Christens, som Christen; og det er aldeeles umueligt, at nogen Borger kan være en god Christen, som ikke er fra den allerhøyeste i Staten, til den allerringeste, i almindelig Forstand, en redelig arbeydende Skatte-Borger. Arbeyder han ikke paa eet: saa bør han arbeyde paa er andet, og skatter han ikke paa een, saa bør han skatte paa en anden Maade. See, naar saa visse Nærings-Privilegier kalfarres, og Kundskab med Tiden udbredes: saa er der Fred i Landet for alle vore nu omringende Fiender: faa bringes vore roule-

44

rende summer, ved Fortsættelse af en saadan god Ekonomie, af sig selv til den Qvantitet, Philodanus taler om Pag. 20. de bør være, og saa erfarer man, at det Forslag er ikke vanskeligt, naar man begynder vel, gaaer vel frem, og giver Tid; thi strax kan og bør alting ikke skee. Men da er det først Tiid for Kongen at brænde Papirs-Penge, og før ikke!

Men hvo indseer dog ikke tillige, at slige Planer i det eene og i det andet kan man aldrig faae, før Kongen hielper os dertil: og hvorledes skal han giøre det, uden igiennem hans Ekonomie- Manufaktur- Commerce- Told- og Finants-Collegier. Og hvorledes skal da det gaae til? vil De nok spørge Høystærede Herre! Ja, derpaa at svare, maae jeg sige, jeg aldeles ikke drister mig. Brændt Barn er bange for Ild: og skiøndt jeg er temmelig sikker for at udstødes af Embede; siden jeg intet er nu længere i: saa vilde jeg dog for alting ikke erklære mit Hier-

45

tes Meening i denne Sag. Ikke for det, at jeg jo troer, min Herre er alt for redelig til det, at De skulde lade sig forlyde dermed for nogen, at hvad jeg kunde skrive Dem til i denne Sag, kom fra mig; men fordi Sikkerhed er dog Sikkerhed, og det er dog saa skiøndt, intet at have Overmand at frygte for. Man kunde dog ikke vide, hvorledes man kunde blive funden i de svære Tider, vi nu lever i, da Penge og Penge er saa godt som vore Kammeralisters eeneste Betragtninger, uden at tænke efter, at oplede den rette Penge-Kilde, og vide at vedligeholde den i sin rette Reenhed og Klarhed. Men for dog ikke at lade Spørsmaalet reent ubesvaret, saa vil jeg her anføre nogle maaskee merkelige Ord, jeg finder i min salig Faders Reyse-journal, saaledes lydende:

Iblandt de Ting, har den salig Mand skrevet, som meget hielper til Handelens lykkelige Fremgang i Engeland, er dette en Hoved-Aarfag, at Betienterne i Oeconomie-

46

Manufactur- Commerce- og Finants-Collegierne vælges altid efter deres Erfarenhed om de stæder, hvorhen Handelen, som af visse Departements dirigeres, skal drives. Saaledes seer man paa, i Henseende til Fiskerierne, Manufacturernes Afsættelse, Handelens Politik saavel med Fremmede, som med egne Colonier, at Personer sættes til Embeder, som tiender de Landes Beskaffenhed, hvor man fisker, hvor man afsætter Manufakturvarene, hvor man driver Handelen enten med egne eller andres Vare udenrigsk, hvor man vil have Oplysning fra, som om langt fraliggende Stæder, deres Fordeele og Mangler, deres naturlige eller politiske Indretning.

Kort, man troer intet, at, fordi een har forstaaet at modtage Skatter af Bønder, han derfor og forstaaer at ligne Skatter paa heele Lande, og indsee Middelet til kongelige Indtægters Forbedring paa Grund af en viis Ekonomie og Handel. Fordi een har lært at revidere et Regnskab, derfor troer

47

man ikke, at han forstaaer at beregne politiske og upolitiske Forhold i Handels-Balancer og de deraf flydende Tab eller Fordele. Fordi een har lært at regne og skrive, og kan allehaande Sprog, derfor slutter man ikke, at han kan skrive Told-Ruller, i Forhold til ald Verdens handlende Nationer. Man troer tvert imod, at saa fornødent, som det er at kunde regne, i slige Collegier, saa fornødent er det, at tænke efter enhver Tings Natur

i Handel og Vandel, ikke som man selv vil,

eller som det falder een ind, men som den store Verden vil: og altsaa kan en Kundskab, som ikke strækker sig længere, end til Døren i et Contoir, til Grændserne af et Amt, høyt til Landets Strandbredde, umueligt være tilstrækkelig i Collegier, der har med heele Verden at bestille, i alt det Mennesker kan optænke, efter de Millioner Fornødenheder, Mennesket kalder med det Navn, enten

det saa er det, eller ikke.

48

For at man vil tænke, man kan gierne recommendere Folk til disse Collegier, som intet forstaaer; da de kan altid spørge sig for, høre andres Tanker, og faa følge dem, det vil umueligt gaae an. Andres Tanker ere faa mange, og naar man nu Har disse andres Tanker, saa kand man endda være reent forvildet, og intet vide, hvad man midt i Affairerne skal vælge, fordi man indtet retskaffent selv har seet og erfaret. Saavidt Journalen paa Pag. 25709.

Han raisonnerer endnu videre over denne Materie, men som vilde blive alt for vidtløftigt her at anføre. Dog Pag. 25714, der finder jeg endnu disse besynderlige Tanker, som jeg skal have den Ære, endnu at meddeele min Herre: det er merkeligt, siger han, at i disse Collegier bruger man intet den Maade, at tælle Hoveder, Hænder, og Arbeydere i Forhold til Pakker eller Riis- af Regnskaber og andre Papirer, der enten aar-

49

ligen kan indkomme til Giennemlæsning, for Erklæringer, Resolutioner, eller til Regnskabs Erlæggelse, med videre; men i Forhold til Indsigt og Erfarenhed fornødne for den Mængde af Forretninger, som i Ekonomien til Lands og Vands, i Kunster, i Handel, i Seylads, i Politik, i det eene og det andet kan møde: og Lønnen uddeeler man intet efter Alder, men efter Møyen og Bekostningen, det har kostet et Hoved, at blive et dueligt Hoved, og efter Nytten man kan giøre Staten paa Stolen, man sidder paa, thi det er mueligt, veed man, at en erfaren Mand kand sige sit Fæderneland det i een Dag, som han ikke kan betales for alle de Dage han lever, hvilket han, naar han er en retskaffen Mand, en heller attraaer. Saavidt Journalens Ord paa dette Sted.

Min Gud, tænkte jeg ved mig selv, da jeg første Gang læste dette, hvor forunderligen tænker man dog ikke i Engeland!!! Men sligt vilde umueligen kunde passe sig paa

50

Dannemark; thi saa maatte der jo endnu sidde Nordmænd, Findlappere, Islændere, Grønlændere, Holstenere, Vestindianere; og jeg veed ikke hvad for mange Slags Folkefærd, der da maatte sidde i vore Oeconomie- og Kammer - Collegier. I det mindste maatte der da sidde Folk, som kiendte slige Lande, og havde været paa Stæderne, for at lære at tiende dem. Men sligt vilde dog umueligt kunde gaae an; thi saa blev der aldrig Eenighed i de gamle Sager. Det vilde jo aldeeles stride imod det gamle indførte deylige Tablatur, og altsaa forvolde Ueenighed, som aldrig bør nogentid indsnige sig: for naar der kun er Eenighed i Collegierne, saa er man altid vis paa, det gaaer vel til, om den Eenighed end ogsaa bestoed i lutter Defecter.

Dog jeg overlader min Herre! selv at dømme om den heele Sag: om der skulde være til vor Danske Oeconomies, Handels og de kongelige Finantsers Forbedring, om Kongen fulgte saadanne Princips. Vist nok er

51

det, dersom Hans Majestæt giorde dette Spørsmaal til sine Collegier af dette Slags: Messieurs! Troer I med Jer selv, at I forstaaer alt der I behøver at vide, for nogenlunde viiselig og vel ar dirigere Oeconomien, -Handelen og Financserne i mine Lande: og trænger I intet til Hielp? saa troer jeg virkeligen, at mangen en ærlig Mand i Dem, indtil den brave Nestor selv, vilde blive heel forlegen, for at give et ærligt Svar herpaa. Dog jeg torde overlade heele Svaret til den anførende Patriot, som med en rar Flid har giennemgaaer Handelens politiske høye Skole, før Han vovede sig til, at sætte sig ned i det vigtigste politiske Collegium i Staten. Men i hvad han end maatte svare ; kan Hans Majestæt vel dog aldrig raades, at følge det engelske Princip; thi Engeland er Engeland. Engeland har en anden Regieringsform, en anden Handel, et andet Folk, andre Love og et andet Clima, der slet intet passer sig paa Dannemar og Norge. Gid det var saa vel, at den

52

Plan for Assessorers Val i vore Collegier kunde passe sig til vort Clima, saa er jeg vis paa, Hans Majestæt allernaadigst toeg den i Betragtning. Thi da Han selv har reyst, saa indseer han letteligen, at Kundskab om fremmede Lande maatte, i det rette Clima, kunde have en stor Virkning paa Handelens Lykke. Thi hvad er Oekonomie, Kunster og Handel nu i et Land, naar de ey staaer i vedbørlig Sammenhæng med andre Landes Mangler? Hvad er de andet, end et velladt Skib foruden Roer, Styrmand og Compas, midt paa Havets brusende Bølger? Saa lidet Haab man kan have, at see saadant et Skib i sikker Havn, saa lidet Haab haver saadant et Land, at see sin Handel tage den rette Kaas. Men hvad Haab haver da Kammeralisten om Afgifternes Ven til Cassen? Er det ikke af Næring og Biering alle Paalæg har deres første Udspring? Er det ikke Naturen, der avler Afgiften, Kunsten, der opdrager den, Handelen, der anfører den paa Verdens store Theatre, og Verden selv, dens tusinde

ry R.

53

Fornødenheder, der nedlægger den for Jordens Regentere, for dem, der ved den saa merkeligen hielpes til at blive ret stormægtige. Og dog skulde Oeconomer og Cameralister forstaae deres Kunster, uden at tiende Verden, de har at takke baade for det første og for det sidste? Men jeg maae her bryde af, høystækede Herre! for ey at blive alt for vidtløftig i denne Materie. Gierne gad jeg dog nok seet det Spørsmaal besvaret: Hvorledes er det mueligt i vore Tider, at et Land, midt imellem handlende Nationer og selv handlende, kan betale sin Gield, uden at kiende de andre omringende Lande, eller sin egen Handels Forhold og Balance-Regning til dem? Kan de siden undervise Mig og sige mig, hvorledes vi skulde faae en nye Plan i vor heele Oeconomie og Finants - Væsen, NB. uden at forandre noget af det gamle: saa siig mig det, jeg beder Hiertelig; thi jeg er reent forvirret i den heele Materie, og fast af de Tanker, at Planen bliver vel reent umuelig

54

for vor gode Konge. Det maae vel stride reent mod vort Clima, mod Landets Natur eller Folkets Characteer, siden man seer, man ingen Ven kan dermed komme. Jeg tænker vel ved denne Leylighed paa en vis Mand, der Har sagt om vor Kirke: Skulde der nu skee nogen Reformation i Kirken, efter Den Lutherske: "saa maatte man begynde paa præsterne først.„ Men Derfor tænker jeg ikke: Skulde vor kiære Konge med Lykke giøre nogen retskaffen Forandring i Hans Oekonomieog Finants-Væsen: "saa maatte han først begynde paa Hans Økonomi- og Finants - Forvaltere.„ Thi hvorhvorledes Han skulde begynde, gaae frem og fortfare, det blev dog det store Spørsmaal, som ingen torde besvare.

Men en pusseerlig Passage om papiir-Penge, forefalder hos philodanus Pag. 20. Har jeg allerede anført, hvorledes Det Forslag om vore roullerende Summers

55

Indskrænkelse til en vis Qvantitet, som faldt Philodanus saa vanskeligt, er giørligt: saa vil De nu neppe tage det ilde op, høystærede Herre! om jeg ogsaa beviser, ar Philodanus taler virkelig i det Heele om en Materie, han lidet kiender til i sin fulde Sammenhæng, og altsaa røber her en heel indskrænket Indsigt. Hvad synes Dem om disse Ord, som findes paa anførte Sted. Philopatreias, siger Philodanus: vil vist raade, at cassere ved en Forordning

alle Een-Rigsdalers Sædler.

En anden ligesaa overilende Statskyndig vil foreslaae, at reducere Banco-Actierne

til 100de Rigsdaler.

Men hvad skulde vi da sige om alle Dem, som nu eye Actier, og have betalt dem med 340, til 360 Rigsdaler.

Skulle De alle af Mangel paa Fides publica, tabe denne Deres Formue? Er det ret, at Staten er troeløs? Var det ikke den høyeste af alle Ulykker, om Staten ingen Credit havde meere?

56

Synes Dem ikke, høystærede Herre! at dersom man vil dømme Pilodanus efter disse Ord alleene: saa blev han ikke synderlig større Kammeralist, end Philopatreias. Han siger os, som jeg alt har berørt, at det var et godt Raad imod Papir-Penge, at brænde dem, som Kong Friderich den Fierde giorde, uden at han dog betænkte Tiden, det skeedte paa. Derimod seer man her, at Han er ikke af samme Meening i Henseende til Banco- Sedler, og hvorfor? For Deres Skyld, som eyer Actier. Heraf er det klart, at han ved de forhen berørte Papirpenge forstaaer alleene udgivne Kongelige Obligatione, eller andre slige nu roullerende Papirer. Men indsaae Philodanus den heele Circulations Natur, af lige Papirer, Credit og Vare i en bestemt Stat og Regierings-Form, og betragtede tillige Fonden, som Conduiten ved det eene og det andet: saa maatte han jo begribe, at skiøndt Species af Papirerne kan være Mindre og meere begierlige, saa dog, naar det er allene Statens eller

57

offentlige Papirer vi taler om, (thi andre kan vi ikke her have med at bestille) saa er Mængden af Banco-Sedler, og Uforhold af dem i Staten imod Banqvens reelle Fond, imod Vindskibelighed og en velgrundet Handel af Staten lige saa skadelig, som andre Stats-Papirer, som dog ikke heller udgives til det uendelige. Graden af den Skade Banco-Sædler, om de bare for mange, kunde giøre, staaer i Forhold til Mængden af Sædlerne, der cirkulerer over Fornødenhed, til Vandskeligheden at faae dem realiseerte, til det Skridt Banqven giør over til den Kongelige Myndighed og Protection, til Brugen af Valuta, som derfor er indkommen, med sligt videre.

Dersom det nu var saa, som jeg ikke siger, at Banco - Sædlernes lykkelige, skiøndt ugrundede, Circulation havde forvoldt, at Actierne vare stegne nok saa høyt, og omverlede i den Tiid imellem nok saa mange Hænder: saa blev det dog derfor aldrig en Følge, at

58

jo heri engang maatte og burde skee Forandring, og Tab foregaae. Man vilde engang mærke Papirernes Overmængde mod Fornødenhed, man vilde see dem vexlede til Valuta, Banken blev da nødt til, engang at cassere en Heel Deel deraf, og ingen kongelig Forordning kunde ævig standse det, med mindre en Banqve - Banqverot maatte paafølge. Banqven maatte betale, og siden brænde endeel Sædler, eller hvad den vilde giøre ved dem, om Årtierne faldt nok saa dybt; thi Banqven er ikke til for Årtiernes Skyld, men Årtierne for Banqvens Skyld, der er stiftet til Beqvemmelighed for Penge-Transport, Omvexling, Laan, og Befordring af en grundet Credit, Handelen til Fordeel. Men fordi saadant da arriverede, fordi disse Årtier dalede i Prisen, derfor giorde Fides publica slet ingen Fornærmelse enten imod Statens Credit, eller de Private, som eyede Banco-Actier. Thi det er en bekiendt Sag for dem, som har seet sig lidt om i den almindelige Nærings- Cirkel i Stater, at endskiøndt Private

59

taber i eet, kan Staten dog vinde i andre Tilfælde, for dens mange Sammenhæng, og altsaa store Fordeele vindes, hvor man synes de gaaer bort.

Det Banqven vandt, blev en større Credit for den, fordi den indfriede sine Sædler, uagted Actierne just derved sank; en større Herlighed, end mindste Meen paa Crediten, om Actierne steeg nok saa høyt, (i Fald Ucredit og Stigen kunde tænkes tillige) for Credit kan skabe nye Actier, men Millioner af Actier i en urimelig Circulation kan ikke tilveyebringe en Smule bestandig Credit. Det er og en vigtig Omstændighed, som er vel værd at mærke for visse, (ogsaa vel værd at glemme for andre) at Banqve- Actier ere vel sikre publiqve Stoks eller Fonds i Republiker, men i Monarkier ere de virkeligen i Almindelighed kun at ansee for det Slags publiqve Fonds, hvorved der lige saa vel kan tabes, som vindes, og altsaa i visse Maader nærmende sig til en privat Handel. Saadant er en

60

Følge af Monarkiers Natur. Men slige Banqver kan dog naae en høy Grad af Credit, jo mindre Monarken betjener sig af dem. Det er derfor en vis Forsikring til Banqven af vore høylovlige Konger, den Erklæring i Octroyen, ey at have med Banqven at bestille, da de indfeer hvor vigtig en Sag det er for den offentlige Credit, virkelig souverainere end nogen Monark, ey at betiene sig af Banqvens Hielp, naar andre Udveye ere muelige, i hvad endog en Hofmand maatte tale tvertimod.

Det indseer, min Herre! altsaa, og længe før jeg melder dem det, at Philodanus har her argumenteret af private Grunde, af nogle faa Personers private Fordeele, som aldrig bør kunde bevises eller sluttes noget af i offentlige betydelige Tilfælde. Ligesaa private, egennyttige, og for det Almindelige skadelige, ere de Grunde, man anfører for de Danske Baneo - Actier mod Norge, som ønsker sig en Banqve. For nogle Pri-

61

vates Skyld i Dannemark bør Norge ikke staae tilbage; det er Dannemarks egen Fodeel at fremme Norges. Alle de Fordeele, som Norge efter sit Lands Natur, faaer i Handel og Credit, naar det ey bestaaer i exclusive Privilegier, hvori Dannemark kan agere tillige, faaer Dannemark sin Deel af, naar Norge nyder dem. De ere Tvillinger, der ligesom ere komne til Verden Haand i Haand, og deres Nærings Fordeele bør gaae fra Haand i Haand, fra den eene til den anden, til den Families og Stammes Beste, begge Rigerne lige høyt elsker, saa gaaer det og begge Rigerne tillige vel, det er: som det politice bør gaae; og den der tænker anderledes, han tænker neppe som en ret Politicus for Rigerne. Et andet var det, naar accidentelle Omstændigheder ved Bangven ikke tillod, at Norge strax kunde erholde sit ønske opfyldt, som dog altid vil være begge Rigerne til Nytte, at samme tilstaaes det engang.

62

Staten bliver følgelig intet troeløs, som Philodanus meener, naar Banco - Actierne, efter min forrige Hypothesis, faldt. Men der er ingen Fare for saadant Tilfælde. Vor Banqve er jo saa sikker, som nogen. Kan skee, der for nogen Tiid siden roullerede flere Banco - Sædler, end der skulde; men den Tid der er forbi, bør vi ikke have meere med at bestille for nærværende , da det ey kan nytte. Jeg er vis paa, at om et Øyeblik kunde hindre den, at have alles Bifald, saa vedste den i en Hast at vinde det igien. Den veed saa godt som nogen, at paa Crediten grunder sig al Næring og Handel: paa Fond og prompte Betaling al reel Credit. Den vaager derfor øver Crediten, som over Statens Øyesteen, i hvor det gaaer med dens Actier. Den kan see dem gaae et Skridt tilbage; men ey taale Crediten selv at rokke en Foed.

Der er altsaa saa stor Forskiel imellem Dalen af Actie - Priserne og den offent-

63

lige Credits Undergang, som paa den lave Lyd af en Taarn - Klokke i Sneefog, imod Klokketaarnets Fald i Jordskielv. Men det uagtet bliver det altid en Sandhed for sig, uden Sammenhæng med andre upasselige Propositioner, at det var den høyeste af alle Ulykker (i Handel og Vandel, dog at forstaae,) om Staten ingen Credit havde meere.

Jeg forbigaaer Philodani Overgang til Compagniernes Actier, som med Materien ikke er beqvem nok sammenhængende.

Metal-Statuen, Philodanus synes at have noget imod Pag. 22, vil vi springe over, i Fald min Herre vil tillade det. Thi sandt ar sige, erindrer jeg ikke i dette Øyeblik, hvad den har kost; skiøndt jeg dog har hørt det: og vidste jeg det, skulde jeg dog ikke kunde giøre Overslag derover, hvorvidt Regningen var rigtig eller ikke. Men det er vist, at da man for kort siden i et kyndigt Selskab fortaalte bemeldte Statues Priis,

64

holdt man for, at der var intet ubilligt i det Heele. Men man betragtede, at Bekostningen var giort af et anseeligt Compagnie; at Statuen var af en kostbar Metal; at den, som Mesterstykker i Almindelighed, var længe arbeydet paa; at den var forfærdiget af en udenlandsk Kunstner, som har anvendt mange Hænder paa Arbeydet; at den kunde ikke blive for prægtig og skiøn for saa stoer en Menneske-Ven, og saa from en Regent, som Kong Friderich den Femte.

Hvad Undersøgelse Statuens Bekostning under en anden Regiering havde forvoldt, i hvordan Regningen end og havde varet, det maae jeg sige, jeg en heller indseer, da jeg ey veed rettere, end at den er bekostet af et anseeligt Compagnie, der i denne Fald havde frie Hænder, og ikke nødig al udgive noget, uden efter beviiste Regninger, og altsaa ey heller behøvede siden at kalde for Hielp til nogen. Undersøgelse.

1

Philodani

Tanker

over

Philocosmi

Betænkninger.

Kiøbenhavn 1771,

trykt og findes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstræde.

2
3

I blandt de saa gode Stykker, som i dette Skrivefrihedens Foraar ere fremkomne, har jeg intet læst, som jeg agter høiere end Philocosmi Betænkninger. Dersom det kiere Publikum har værdiget mine Undersøgelser nogen Tillid, vilde jeg agte mig lykkelig, om mit Vidnesbyrd kunde hielpe til at opvække den Agt for dette Værk, som det i høi Grad fortiener.

4

Partisk kand min Roes ikke ansees; thi det er mod mig, denne oplyste Mand har skrevet. Jeg priser da ikke hans Arbeide, uden fordi jeg bør, og bør saa meget meere, som min Berømmelse af ingen kand mistænkes.

Det er sandt, at han aldrig burde have givet sit Skrift Form af et Brev: og saa sandt, at hans Indledning kunde have været kortere, og hans Stiil meget tydeligere. Jeg tør og sige, at han ikke burde have giendrevet mig, thi derved er han bleven nødt til at opofre den Orden, han ellers kunde have fulgt.

Det var nok, at jeg havde maat omtrave efter min uheldige Forgiænger, at ikke en anden endnu skulde nødes til at følge det samme Spor. Hvad han da, kunde ville sige mod mig, havde sinaa Anmærkninger givet det rette Sted til. Men disse Feil og endnu nogle andre ere saa oprettede ved væsentlige Fuldkommenheder, at man bør, om man endelig vil herfor criticere ham, dog dadle ham med Ærbødighed.

Ja! med ærbødighed! thi ingen som har Indsigt og elsker sin Konge og sit Fædreneland, kand uden den sandeste Høiagtelse for Forfatterens store og grundige Kundssab læse og betragte, hvad han siger

5

Pag. 51-55. Om Kiøbenhavn og de andre Stæders Handel og Næring, som dette er og som det burde være.

Pag. 60-71. Om Kornprisens Bestemmelse, hvilken han med saa megen Indsigt har drevet paa.

Pag. 80-91-261. Om en nye Consumtionsrulle:

her forekommer vigtige Anmærkninger, understøttede med en øm Forsigtighed. Ingen Tvil er mig tilovers uden denne alleene: kunde Forslaget iverksettes, og Nærings Frihed ikke lide et vældigt Stød?

Pag. 95-103. Om de Ostindiske Vahrer, om de Vestindiske og andre i Henseende til de Kongelige Indkomster, og Landets Tarv.

Pag. 110-121. Om Renternes Nedsettelse.

6

Pag. 68. Om Svinefedningen, hvor meget got er sagt.

Pag. 70. Om Steenkul.

Pag. 87-91. Om Hindringer for Overdaadighed.

Pag. 92-111. Om udyrkede Jorders Optagelse og Bestyrelsen derover, hvor Grundighed, Forsigtighed og Nøiagtighed viser lige stor Kundskab og Overlæg. Hvad der pag. 111 om Sognepræsters Jorder er sagt, fortiener en besynderlig Opmerksomhed.

Pag. 127. Om de Hollandske Stæders Arbeide for os: her kand vi læse meget til vor Blusel.

Pag. 143. Om hvad vi af Holland burde lære.

7

Pag. 145-154. Om den Velstand, som Dannemark, viseligen bestyret, kunde opnaae.

Pag. 170-201. Om det almindelige Handels Compagnie. Her undersøges alt i Grunden, og dette Selskabs Unaturlighed legges for den klareste Dag. Vedkommende burde nøie eftersee pag. 172-176. 180182. 191. 194. 196. 199.

Pag. 202-253. Om Islands Tilstand og Opkomst. Bedre har jeg ikke læst, og Forfatteren vil let være i Stand til at berige dette Stykke med nogle Tillæg.

Pag. 278-291. Om vore Fabriker: hvad her siges, har i mine Tanker Sandheds egen Styrke.

8

Pag. 293-304. Om Næringers vise Bestyrelse og afpassede Indretninger. Dybe Indsigter og fuld Overveielse af det Hele hersker her allevegne.

Pag. 325-332. Om Oplag i vore Stæder: her ere vigtige Anmærkninger.

Pag. 350. Om Commerce-Collegium ligeledes.

Pag. 367-428. Om Plan for vor Handel. Dette Stykke er over min Roes, om jeg endog kunde ønske Ordenen forbedret og Tydeligheden større; men begge Dele kand Manden giøre.

Pag. 433-438. Om Norges Opkomst: sande Anmærkninger.

Pag. 440-442. Om Statens Gield: vigtig Underretning, naar Forfatteren kan lide paa sin Kilde.

9

Philocosmus har da leveret sit Fædreneland et af de brugbareste Skrifter, og givet den Prøve paa sin politiske Indsigt, at en viis Regiering nok vil vide at giere de Gaver nyttige paa en Post, hvor just saadanne og saa omstændelige Kundskaber behøves.

Saa tænker jeg om denne min respectable Vederpart, og det uagtet jeg troer, at mit lille Skrift ikke er skeet den Ret af Philocosmus, det fortiente. Langt fra mig at jeg vilde have det fat ved Siden paa dette hans Værk; thi til at lignes dermed er det aldrig bestemt: Men det ville jeg, at denne Mand havde fra det rette Synspunkt anseet det første Hefte af min Undersøgelse over Philopatreias. Han kunne have forestilt sig, hvad det var for en Mand, jeg maatte giendrive: hvad det vare for Setninger, denne havde vovet: hvorlidet en grundig og udførlig Undersøgelse behøvedes: hvormeget det da var nødvendigt for den store og vankundige Mængdes Skyld, snart ja snart at berøve Philopatreias det ynkelige Bifald, han havde faaet. Ogsaa kunne Philocosmus have giort Philodanus den Ret at troe; at denne vidste meere om disse politiske og oeconomiske Materier, end han paa disse faa Blade havde anført, og at hvad, han der havde anbragt, var kun en

10

resultat af hans Kundskab: tit nok har Phi-Iodanus selv i sit Stykke erindret dette, og givet det tilkiende for Læseren. Saasnart min brave Modsiger havde saaledes anseet den liden Piece; saa havde han ikke været Ordkløver og endog Sophisk imod mig, saa havde han ikke ufordeelagtigen fortolket mine Setninger, saa havde han ei heller troet, at jeg paa Slump havde truffet, hvad got der fandtes. Jeg vil herpaa anbringe kun nogle Exempler, men med den Korthed, som Læserne selv vil fordre.

Hvad jeg havde pag. 14 sagt ved en Leilighed, at Kiøbenhavn var vor Circulations Middelpunkt, fortiente ikke, saa haanlig at affærdiges af Philocosmus p. 51; thi jeg tænkte da aldrig paa Blodets Omløb til og fra Hiertet; men paa dette alleene (som hele Sammenhængen viser) at alle Penge drage sig til Kiøbenhavn fra det hele Rige.

Kongens Medlidenhed og opklarede Viisdom tiltroede jeg p. 15, at kunde bestyre Kornets Ind- og Udførsel. Hvorledes har da philocosmus p. 56. 57. 59 saa ofte vildet paatvinge mig, at jeg havde giort Medlidenhed alleene til den Motiv, hvorefter vor Monark burde handle?

11

Dersom Philodanus havde anseet de roulerende Summers Formeerelse som eeneste Aarsag til Prisens Vext paa alle Vahrer, saa havde han jo ikke havt nødig, at anbringe endnu tre andre Aarsager, de samme tildeels som Philocosmus selv anfører. Men hvorfor har da denne brave Mand vlldet p. 105 derfor beskylde sin Vederpart?

Da jeg p. 18 har indseet Bancosedlers Nytte og deres virkelige Værd i det vigtige Forhold til Statens virkelige Credit: saa kunde jo alt, hvad Philocosmus har erindret mod mig pag. 108 have blevet borte. Og det angaaende, han p. 110 anfører mod mig, veed han da ikke, at Renterne ofte ere faldne af sig selv, og det endog i de sidste 20 Aar hos os selv, skiønt jeg i det øvrige gierne tilstaaer en viis Regierings nyttige Medvirkning.

De roulerende Summer, som philodanus p. 20 meente, ere tydeligen nok Bancosedler: han vil ikke have dem strax reducerte eller brændte; thi han ønsker p. 22, at Kongen engang maatte udfinde et Middel dertil, og i alt raader til den kloge Langsomhed p, 38. 39. 45. Man bør og skal jo modtage de Papir-Penge, som Philodanus alleene taler om. Philocosmus vil jo p. 124, ligesom Philodanus, at Sed-

12

lerne engang skulde reduceres. Saa falder jo alt bort, hvad der indvendes mod mig p. 122. 125. Men hvad skal jeg sige om det løielige Indfald p. 126 over de Ord: strax efter Krigen? Min Vederpart veed dog vist den store Friderichs da værende Omstændigheder og anvendte Midler. Hvad Raad Philocosmus giver p. 127, har jo jeg og for det meeste givet p. 36. 60.

Alt hvad jeg om Statuen har sagt, maatte erindres af de samme Grunde, som Philocosmus selv anfører for det, han siger om Ministrerne p. 22. 24.

Jeg havde sagt p. 30, at det Danske Folk var ikke af Naturen tilbøjelig til Overdaadighed, og dog har jeg viist, og i stærke Udtryk erklæret, at det nu var paa en for Staten ødeleggende Maade henfaldet dertil. Man læse fra p. 30-35. Hvor har jeg da hyklet for vort Folk? Maaskee i de Ord: ikke af Naturen tilbøielig dertil? Har det Danske Folk nogen Character, saa er det vist denne, at være langsom, betænksom, og at ville henge ved det Gamle. Men just disse Egenstaber, grundede i vort Clima, Regieringsform, Opdragelses-Maade & c. & c., virker vist til Tarvelighed. Forlades da denne politiske Dyd, saa er Ærekierhed hos os Aarsag dertil. Ære have vi grebet efter, og

13

til Ulykke den falske Ære. Det har jeg i min Piece sagt, og Philocosmus siger selv det samme fra p. 83 til 85. Saa falder da alle Mandens Mistydninger bort p. 7882. Leges fumptuarias og mindre endnu de Genfiske har Philodanus ikke foreflaget: man læse dog p. 31-34. Og jeg er vis paa, at intet virker uden de Mægtige Exempler og en fuld Vanære. Consumptions-Rullen skal aldrig kunne giøre det, og har ingensteds giort det.

Alt hvad jeg har sagt pag. 41 i min Sammenligning imellem Holland og os, var jo sat imod Philopatreias, der med Magt vilde have og vente hos os den Amsterdamske Oplags og Fragthandel (hvilket Philocosmus selv tilstaaer p. 123) aldrig tænkte jeg da, at man nogen Tid efter skulde forklare mig, som om jeg vilde fordømme for os en blomstrende Handels Haab. Jeg forsikrer, at havde Philopatreias yttret de Tanker, som nu tillegges mig, havde jeg vildet og kundet giendrive ham med de samme Grunde, som Philocosmus nu har brugt imod mig. Og burde ikke disse mine Ord (vi er Dannemark, og kan blive noget, ja noget 100 Gange meere end vi ere) have lært ham, at jeg maatte saaledes tænke; thi ellers havde jo Ordene slet ingen Betydning. Men Sagen er denne: jeg udstuderte

14

nøie min Vederpart, of det har philocosmus ikke giort. Han har vildet modsige mig, og derfor og p. 128 ret været Ordkløver, ligesaa p. 224, og hvad andet end samme Lyst har tilveiebragt mig hvad han siger p. 259-259? Hvor kand nogen, som Upartisk har læst, hvad jeg om Toldrullen har sagt fra p. 47-50, mistænke mig for et Kietterie i Henseende til den Kongelige Kasse, hvilket Philocosmus dog tillegger mig pag. 260264?

Han og jeg Meene lige det samme, og sige lige det samme om Salttolden, og dog ere mine Regler uefterrettelige: saa heder det hos ham p. 272. Man holde, hvad jeg siger p. 49 imod hvad han erklærer p. 270. 271 og p. 72.

Jeg ønskede et bestemt Tal Kiøbmænd P. 58, og anfører den samme Grund derfor, som Philocosmus selv vidtløftigen fra pag. 298 & c. og kort anfører p. 304-305. Ikke desmindre siges der, ar .jeg ikke kunne have forklaret mig selv.

Naar jeg ønskede p. 57, at alle Danske Vahrer maatte udbringes uden mindste Undtagelse, til hvad Stæder vove Handlende bedst vidste: hvorfor skulde da endelig Philocosmus p. 318-324 forstaae mig om raae

15

Vahrer, og det mig, der p. 60 ønsker, at alle vore Producter maatte forædles, og ellers har udtrykkeligen talt vore Fabrikers Sag.

Jeg skrev: Ingen Stapel-Stad burde være i Landet, og troede, at skulde forstaaes saaledes: Ingen Stad maae have saadan Oplags Ret, at de andre Stæder skulle nødes til at tage derfra deres Vahrer, og følgelig formeenes selv at hente deres Vahrer, hvorfra de vilde, eller henbringe dem, hvorhen de vilde. Det Begreb troer jeg man giør sig om Stapelret, naar man adskiller den fra Oplagsret. At Philocosmus selv har noget nær samme Tanker om Stapelrets Skade, seer jeg p. 330. 332. 345. Men han forstaaer ved Stapel og Oplag det samme. Og derfor er jeg p. 325. 326. 329. 330. 332. saa haardt begegnet. Vi ere derfor eenige; thi alt hvad han siger om Oplag billiger jeg.

For at sige mig imod i det, jeg ønskede, at Kiøbenhavn intet Handels og Fabrique-Privilegium maatte have, har denne Indsigtsfulde Mand bestemt alle de Kiøbenhavnske Næringer, og omsider givet mig næsten Ret i det, jeg allene paastoed. Man see alt hvad læseværdigt her forekommer fra p. 333 til 348.

16

At jeg skal overgaae meget af samme Beskaffenhed p. 348. 353. 356. 360, vil jeg alleene til p. 365 anmærke, at Philodanus aldrig udgav sine Tanker fra p. 57 til 60 for en Handels Plan, og umueligen kunde troe saa høit om saa lidet. De Ord hvormed han ender, og de & c. & c., han har sat, vise, at han kun for den forunderlige Philopatreiases og hans endnu særere Tilhængeres Skyld har nævnet dette lidet.

Men ligemeget at jeg er bleven modsagt, da Philocosmus derved fik Leilighed til at sige saa store og frugtbringende Sandheder. Nu først troer jeg min lille Piece at have nogen Værd, da den i al sin Korthed har dog Satser, som Philocosmus bifalder, og andre han ikke angriber uden for at oplyse, bestemme, forvare, anvende og endelig bifalde dem.

1

Philocosmi

Brev

til

Philodanus,

som

Svar paa hans Tanker

over

Philocosmi Betænkninger.

Kiøbenhavn,

Trykt hos Hof-Bogtrykker Møller, 1771.

2
3

Min Herre!

Neppe har nogen i lang Tid giort sin Vederpart en større Ære, ved at skrive imod ham, end de Høistærede Herre virkelig har giort mig, ved Bekientgiørelsen af deres Tanker over mine udkomne Betænkninger i Anledning af deres Undersøgelse Philopatreias angaaende. Undseelse for deres Berømmelser, meget mere end Lyst til at forsvare mig mod dem, er derfor Aarsag til denne Skrivelse; ja saa sikkert en Aarsag, at jeg troer, jeg før bør glemme det sidste, end forbigaae, at takke dem for det første med allerstørste Ærbødighed. Deres Kierlighed til Sandhed forbyder mig næsten at sige dem imod. De har Ret, jeg burde ikke have skrevet i Form af et

4

Brev; men jeg forandrede min Plan under Arbeidet, saae mere paa Materien end Formen, lod Indledningen derfor med Villie blive for lang, og giorde det got, saavidt jeg kunde, med min Undskyldning ved Slutningen af Arbeidet. De indseer og dette selv, og er derfor saa raisonable, mere at oversee end bedømme Mangelen. De iler fra denne Ubetydelighed ligesom for des snarere at bevidne for Publicum, at deres Tænkemaade, i det væsentlige af Skriftet, stemmer fuldkommen overens med min.

Kan jeg erklære det uden Forfængelighed, kan jeg forsikre det, Uden Mistanke for Hyklerie, saa maa jeg her offentlig tilstaae, at det er mig en stor Ære, at de roser mit Skrift! Det er mig en Triumph over Sandheds Fiender, at deres Upartiske Vidnesbyrd følger med mit Arbeide til et Publicum, i hvilket saa mange behøve at troe før de seer, for siden at see des vissere og bedre, og for derpaa at blive engang grundfæstede i Troen.

Ikke saa meget for min egen, som for det almindelige Bestes skyld, glæder det mig overmaade, at de bifalder mine Tanker om Kiøbenhavns og Stædernes Handel, mit Forslag om Kornprisens Bestemmelse, mit ringe Raad til en ny Consumtionsrulles Forfatning.

5

Den Tvivl de ved denne sidste haver, at Nærings-Frihed vil lide et veldigt Stød ved Forandringen, vil de let betage dem selv, naar de eftertænker, at Næringer just florerer best i de Lande, hvor Consumtionen giør den betydeligste Indtægt; skiønt dog ikke for Consumtions Paalæggets skyld alene, men for flere Aarsager tillige. Den bevidste Journal skulde nærmere kunde oplyse det, siden jeg for denne Modsigelses skyld, man tillige slutte, at min gode Herre ikke haver seet fremmede Lande.

De bifalder mine Tanker om de Ostindiske, Vestindiste og andre Vare i Henseende til de Kongelige Indkomster og Landets Tarv. Gid vor nye Finants-Collegium maa indsee det samme, og ei lade sig forblinde af Compagniernes listige Indvendinger!

Min Erindring om Renternes Nedsettelse understytter de, hvilket jeg anseer for en stor Hjelp paa en Tid, det var noget tvivlsomt, at skrive til Nytte i den Materie.

Hvad jeg har skrevet om udyrkede Jorders Optagelse og Bestyrelsen deraf, det giver de deres Bifald, men med alt for ædle Udtryk, som jeg alene kan tilskrive deres store Menneske-Kierlighed. Dog fornøier det mig virkelig mere, end alt det foregaaende, at de

6

erklære, at hvad jeg har sagt om Sogne-Præsternes Jorder fortiener en besynderlig Opmerksomhed, da jeg er overbeviist om, at med mindre Geistligheden i denne Fald hielpes til rette, vil det blive det største Tab for Staten, at see dens Jorder længere henhvile i den fortvivlede Vilderede, hvori de ligger med andres. Samme Sandhed er jeg vis paa er en ubehagelig Sandhed for mange interesserede Herremænd, hvorfor jeg ret glæder mig ved, at ingen kiender mig.

Det troede jeg ikke, da jeg giorde mig Umage for at ruinere, om mueligt, det Almindelige Handels-Compagnies Credit, ifald det haver nogen i Staten, at det Foretagende skulde saa snart finde Bifald; men det Bifald bliver vel og, for en Tid lang, ved min Herres alene.

De behager at sige, at de ikke haver læst bedre om Islands Tilstand og Opkomst, og at jeg let vil være i Stand til at berige det Stykke med nogle Tillæg. Det sidste tør jeg altid forsikre dem. Men Aarsagen til denne deres gode Erklæring kan dog ikke vel være anden, end fordi intet endnu er skreven i et politisk Lys hos os i den Materie. Thi de vakre Efterretninger vihaver om Island fra en af sit Fædreneland,

7

og ei mindre i andre Henseender af Dannemark meget fortient Autor, efter Hr. Vidalins Mscr., er egentlig kun locale Oplysninger; og kan ikke tiene som en politisk Plan for Handelen paa dette Land, og andre Skrifter endnu mindre, skiønt de hver for sig Haver deres Fortienester. Det Punct at betragte Island under, nemlig som en Colonie, kunde ikke andet, end være velbemeldte Forfatter ubekiendt, som en Mand, der, efter hans egen Tilstaaelse, har egentlig ikke giort Politiken til hans Studium. Men Colonie-Politiken har desuden til Datum ikke været ret bekiendt i Dannemark, i det mindste ikke i det forrige Kammer-Collegium; thi ellers stod jo alle vore Næringer i Sammenhæng med vore Colonier, i det Sted de tvertimod har ligesom faaet en politisk Vis centrifuga i samme Forhold som Centripetal-Kraften i fremmede Lande giør, at alle disse Landes Næringer centre i vore Colonier, baade de nordlige og de sydlige.

Hvorvidt denne store Statsfeil vil blive indseet og raadet Bod paa, jeg siger, og raadet Bod paa tillige, ved vor nye Finants-Kammer, det er noget, som Tiden vil lære. Men nordlige og sydlige Colonier vilde da under et tracteres, som man ved Affairernes Ordens Bestemmelse dog endnu ikke haver lagt Grund til.

8

Det er det almindelige, de har tient, Høistærede Herre! ved det Bifald, de har givet mine Tanker om vore Fabriker, hvilket disse saa meget mere behøver, som de for nærværende trænger høilig til Patroner. Paa den rette Bestyrelse af Næringer og deres Indskrænkninger, hvis Grundtegning de finder god, beroer og hines rette Opkomst og Flor.

Planen, jeg har foreslaaet til vor Handel, taler de virkelig for meget om til dens For: deel, da den er kun en Grundtegning, der taaler Forbedring. Ordenen deri kan sikkert være større; men fra et andet Synspunct. Thi de har ventelig lagt Merke til, at efter Tidens Omstændighed maatte jeg, saa at sige, begynde Planen fra Toppen, i stædet for fra Roden, og derfor lod jeg mere Statens Tilstand, Tingenes Vigtighed, og Ideæ sociæ tillige, herved gjøre Rangen, end andre almindelige Begreber, der ellers give Ordenen i Systemer. At Planen bør være tydeligere, deri har min høistærede Herre fuldkommen Ret. De kunde endnu have lagt til, den burde have været fuldstændigere; men derfor har jeg ved Slutningen deraf slaaet paa en Plan over hver Artikel især, hvilket dog vil nu herefter ikke blive fornøden.

9

At min Herre holder for, at mine Anmærkninger over Norges Opkomst ere sande, er mig en saa meget større Fornøielse, som jeg har kun havt faae Hielpe-Midler til det lidet, jeg har skrevet om Norge: og Norge fortiener den allerhøieste Opmerksomhed i alt det, som angaaer Oeconomie, Handel, og Finance-Væsenet, og det i alle muelige Sammenhæng. Hvad jeg skriver om Statens Gield, kan de være vis paa har sin Rigtighed. For saadanne, som andre flere deres upartiske Tanker bliver jeg dem mangfoldig forbunden, alene beklagende, at jeg ikke har den Lykke, at kiende en saa upartisk, billig og ædelsindet Dommer. At jeg derimod ikke skulde have ladet deres Skrift vederfare den Ret, det fortiener, det maa jeg sige er mig meget ukiert, at høre af saa from en Mand, som de. Derom haaber jeg dog min Herre faaer andre Tanker, naar jeg reent ud erklærer dem min Tænkemaade ved min Bedømmelse. Jeg giorde det ikke til min Sag, det tilstaaer jeg, saa nøie, som de har udstuderet deres Vederpart, efter deres Ord, Pag. 13. og 14. at udstudere dem; thi derved Havde jeg ikke naaet mit Øiemed, som var at henvende Publici Øine paa Tingenes rette Na-

10

tur, uden Hensigt til Personen, som foredrog dem. Men de havde allerede, for visse gode Tanker, vundet saadan et Bifald i Publico, at man berømte hvert Ord de havde skreven, uden at undersøge dem nøie nok i særdeles Tilfælde, hvorvidt de vare der at anvende eller ikke. Visse nu givne Oplags-Rettigheder troer jeg kunde maaskee være Exempel derpaa. Dette frygtede jeg maatte blive overmaade farligt, og det vilde derfor mere være Publicum og dets Tænkemaade jeg maatte udstudere og see paa, end paa dem.

I følge deraf har jeg jo burdet hæve al Tvivl, og tage Ordene som de ere mig forekomne; uagtet jeg derfor ikke tvivler paa, at de jo Baade indseer deres egne foredragne Sandheder i en bedre Orden, og at deres nedskrevne Undersøgelse er kun et Resultat af en meget større Kundskab. Jeg kan nu allermindst negte dem dette, som de bifalder mine Betænkninger, hvilke ikke saa nøie skulde kunde indsees med det Bifald de giver dem, om de ikke oversaae mange flere Sandheder i de oeconomiske og cameralske Videnskaber, end de, de i deres lille Verk har behaget at meddele.

Men aldrig har det dog været mit Øiemerke at handle som Ordkløver, mindre som

11

Sophist imod dem, eller som en ufordeelagtig Fortolker af deres Sætninger. Tvertimod, jeg troer, at jeg har baade forbigaaet adskilligt, jeg kunde skarpere have bedømt, og givet dem, Min ædle Herre, den Roes, jeg erfarede de tilkom,

og den jeg troede det var raadeligt, at give dem, for ei at bestyrke andre i deres Domme om dem i de Tilfælde, hvor mit Skrift viser, at jeg haver overtydet dem om merkelige Mangler. Men hvilke disse ere, det vil ikke være Tid til, nu at igientage, da jeg ikke søger, her at erindre det allermindste ubehagelige.

Hvad jeg derfor, for at blive ved dette Forsæt, i Henseende til Resten af deres Tanker imod mig, man gjøre, det erfarer min Høistærede Herre nok vil blive, at overlade den hele Sag til Bedømmelse af de Skiønsomme i Publico. De vil maaskee indsee, at naar man bruger relative Ord, og taler om Centrum, saa bør det, efter mit beste Skiønnende, ikke skee uden i Forhold til en Omkreds, i hvad man ved sig selv endog saa tænker. De vil see, om, ved den Handling for Korn-Prisen (thi længere gaaer min Sætning ikke,) min Herre ikke især har fæstet sit Haab paa vor Allernaadigste Konges Medlidenhed og opklarede Viisdom, som begge bliver uvisse Hielpere her, at forstaae til alle

12

De vil maaskee tilstaae, at man af Ordene bør troe, at min Herre ansaae de roullerende Summers Formerelse, som eneste Aarsag af Vigtighed til Prisens Vext paa alle Vare; at pag 108. ikke kunde blive borte, for den vigtige Indflydelse af Regieringen i Henseende til Renterne, da samme er ikke en blot Medvirkning alene, men en Hoved- og ikke en Bi-Sag. De vil nok erindre Naturen af Høisalig Kong Friderich den Fierdes Papir-Penge, om jeg her skulde have feilet, og ansee Lignelsen af Krigens Tid imod nærværende trængende Tider, ikke for et løseligt Indfald, men for en passende Sammenligning, og vide at skielle imellem Philodani og Philocosmi Raad.

De vil ventelig bedre, end vi begge, dømme om Statuen, om det Danske Folks Characteer, og begribe, at Consumtions Rullen virkelig kan paabyde og forbyde Graden af Varenes Brug. Thi derfor drikkes saa lidt Fransk Viin i Engeland og tvertimod sammesteds saa megen Portugisisk Viin og Engelsk Cider. Derfor drikkes Cosseen i Engelland saa lidet, og saa almindelig i Holland. Derfor bruges i Engeland flere hjemmegiorte Kattun-Tøjer, end Chinesiske Silkeog Ostindiske Bomulds-Vare. Derfor ødelægger Vildtet intet de Engelske Agre, eller

13

dets Kiød selges af Priis som Ørens, thi Overdaad har Grendser i Forhold til Priser, m. v.

De vil neppe tvivle paa, at jeg burde drage anden Slutning af Philodani Ord om vor Handels Haab, end de, jeg har draget, eller andre Tanker om hans Heterodoxie, i Henseende til Tolden for den Kongelige Casse, end de, jeg burde anføre, for den Fare hans Ord ellers maatte blive til, om jeg et der havde sagt meralisterne Sandhed; ihvor ugjerne de hører den.

Hvor ulige i Bestemmelser vi ere om Salt-Tolden vil Sammenligningen just vise. Dannemark selv har hidtil ikke giort den rette Forskiel. Ligeledes vil Kyndige i Publico erfare, at hvad der ubestemt tales om Kjøbmænd i Almindelighed kan ikke gielde, naar der tales om Grosserere, Kræmmere og Høkere i Særdeleshed, og at det ene Tal altsaa maa blive bestemt, det andet ikke. De vil ikke kunde negte, at hvor der skrives Vare i Almindelighed, maae der forstaaes baade Naturens og Kunstens, og at Forskiel maa giøres for ikke at blive uvis i Tingene.

De vil vide at giøre Forskiel paa Stapel og Oplag, og tillige begribe, at Stapel er paa sine Steder saa fornøden, som Oplag paa andre,

14

og at hver for sig kan befordre Circulation af Vare og Penge. Thi det er en saare vigtig Ting, at lægge Merke til, at i det man synes at standse Circulationen, ved at binde den til visse Steder, befordrer man den just, fordi Staten er et Legeme, og hver Lem maa Have sin egen Forretning, hvorved alle Lemmer bliver des fuldkomnere hver for sig, for at danne et des fuldkomnere Legeme for der hele.

Ja de samme vil uden al Tvivl overtyde sig selv om, at hvad jeg har skreven om Kiøbenhavns Handel og Næringer, ar det er ikke skreven for at sige imod, men for at oplyse Publicum, og at jeg deri har og givet Philodanus Ret i det, han burde have Ret i; men at næsten Ret er ikke fuldkommen Ret, og at dette næsten giør en stor Forskiel paa Sagen.

Endelig vil disse oplyste i Publico gierne tilstaae min ædle Herre, ligesom jeg selv, at de ikke haver udgivet deres Tanker fra pag. 57. til 60. for en Handels-Plan. Men at, det uagtet, var det mueligt, den kunde blive taget derfor af dem, som burde dog have et andet Begreb om en Handels-Plan. Det var derfor fornødent, at give et Udkast til en anden, hvoraf man nøiere kunde indsee det meget Store der udfordres til sligt, siden man dog i Almindelighed

15

ikke har noget ret Begreb om Handelen med alle sine Sammenhæng i Danmark. Thi det samme som Høkere og Pialte-Kræmere ere imod vore anseelige Grosserere, det samme er Danmark i Handel imod andre handlende Nationer i Verden, og det samme er Begrebene hos de fleste om Handel i Ligning mod hvad de burde være. Og giv kun Agt, Høistærede Herre, om det ikke ogsaa desværre vil blive saa til videre!

De er saa raisonnable, at lade indløbe, iblant Deres Tanker mig angaaende, den Tanke, at Regieringen nok vil vide, at giøre mine Gaver (om de saa bør kaldes) nyttige paa en Post, hvor de kunde behøves. I Sandhed den Tanke maa jeg henvende paa dem selv.

Gud give dem Lykke til en god Post ved vor Oeconomie- og Kammer-Væsen, ifald de ønske det, om samme end ikke skulde hielpe mig, som dog, siden jeg skrev mine Betænkninger, ved en Caution, er bleven ulykkelig. Sa meget mere ønsker jeg endog deres Lykke, som jeg erfarer, de ikke hader Lyset; men glædes ved, ja vidner endog om det lider jeg kan have. Samme er Aarsag, at jeg herved giør dem det Tilbud, ædle Patriot, at skulde Lykken placere dem engang iblant vore Cameralisters Tal: saa

16

Skal min Faders Reise-Journal være dem til Tieneste, den lille Foliant inclusive, som jeg frygter for vil ellers snart giøre mine Muus alt for politiske. Maaskee da noget deraf kan blive det almindelige, i steden for disse, til Nytte. Thi mine Betænkninger tvivler jeg paa vil nu paa nogen anden Maade blive Kongen og Staten ret til Tieneste, for hvis Skyld de dog ere skrevne. Ja jeg tør forsikre, at Vælges

min Handels-Plan ikke af det nye Finants • Collegio, bliver hverken Gielden betalt, eller Agerdyrkning, Fiskerie, Kunster og Handel satte i en ret Gang i dette, i hvad det vil see i det tilkommende Seculo. Med denne Sandhed afbryder jeg, ønskende mig engang saa lyksalig at medhielpe til politiske Sandheders Udbredelse ved Befordring af Rigernes Flor og Velstand, efter en vel lagt Handels-Plan, bifalt og iverksat af den store Sandheds-Elsker og ædle Menneske-Ven Philodanus. Jeg forbliver m. v.

Kiøbenhavn, Philocosmus,

den 12. Jun. 1771.

1

Forslag

til en kongelig

Reformasions-Kommussion,

i Hensigt at forsatte

en retskaffen varig

Plan

Ekonomie- Kommerse- og Finants-Væsenet

Ved

Christian Martfelt,

Kansellieraad og Sekretær ved Landhuus-Holdings-Selskabet.

Kjøbenhavn 1771,

Trykt hos August Friderich Stein.

2

Regi & Patriæ.

3

Forerindring.

Dersom der var en væsenlig fuldkomnere Regjeringsform til, end den monarkiske, var Almagtens egen Regjering over Verden ikke den allerfuldkomneste; thi denne Regjering er et Monarkie. At negte den Monarkiske Regjeringsform sit væsentlige Fortrin for alle andre Regieringsforme er altsaa kun en Følge af Mangel paa Overbeviisning om denne Regjeringsforms Natur. Den Muelighed at høre alle Raad, uden at følge et eeneste, og dog at vælge det beste; den Lethed, i Tide at ændre Stats-Fejl; den Vished at holde Hensigter hemmelige; den Beqvemhed at iverksætte dem i det rette Øjeblik; den Styrke at overvinde utroelige Hindringer; den Sikkerhed at stifte Fuldkommenheder, hvor man vil, i Staten; den Kunst at skabe ved

4

et Ord, og ved et Øjekast at opholde sin Skabning: er den monarkiske Regieringsforms Højhed og Herlighed frem for alle andre.

Men allene i Forhold til Monarkens yttrede Viisdom og veløvede fornødne Magt er denne Regjering fuldkomnere end de Andre, og derefter mere Mindre lykkelig.

Monarken regjerer allene. Skulde dog en jordisk Monark allene see alt, vælge alt, indrette alt, byde, forbyde og virke alt i hans Riger og Lande: saa maatte hans Regjering med største Vished blive den allerufuldkomneste, just forbi han var Monark; thi en Gud paa Jorden er dog kun et Menneske.

Allermindst vilde hans beste Indsigt blive ham nok ved Begyndelsen af hans Regjering, i sær ved Tiltrædelsen af en forvirret Stat, ved Overbevisning om Statens utallige Mangler i alle Hjørner, ved Betragtning af Deres Skrøbelighed, som han maatte sætte til at udføre hans Hensigter. Hans højeste Magt vilde, af Mangel paa tilstrækkelig Lys og Indsigt, af Mangel paa Vished om det beste Val ved tilkommende Anlæg, mere blive Af-

5

magt end Magt, mere Fare end Sikkerhed. Men veed han at bruge alles Raad, bliver han derved virkelig mægtig.

Regenteres Magt er grundet paa Graden af deres Staters stigende eller faldende Frugtbarhed og Flid, og paa den Viise Brug og Anvendelse af Undersaatteres frembragte Frugter og erhvervede Fordeele, til Fyldestgiørelse af Staternes Trang i Verden, enhver Stats egen Fornødenhed, til sit Ophold og sin Sikkerhed, alle andre foredragen.

At kjende og bruge de rette Midler til at bygge sin Stat paa denne Grundvold er at være en viis Regent, og, i et Monarkie, at være en viis Monark: og den iblant Monarkerne er den viiseste, som forstaaer denne Kunst i den højeste Grad, og anvender den paa sine Stater paa den fuldkomneste Maade.

Utallige Indsigter og en utroelig Erfarenhed af Verden udgiør denne Kundskab. De Viiseste, de Oprigtigste, de Beste af alle Stænder maae laane Lys og Erfarenhed til en Regent, som har dette Øjemerke.

Det er ypperligt, at Monarken, saa meget det er mueligt, seer og handler selv i det Betydelige og i det

6

Store, Regjeringen angaaende; men, at handle i det smaae, bliver ham altid umueligt. Som manges Raad ere ham fornødne, for vel at see, vil manges Medhjelp blive ham nødvendig, for vel at anvende Hans Magt. Imidlertid hænger dog alles Handlinger af hans Villie.

Det er Aarsagen, at en Monark spørger og hører alle, og faaer aldrig udspurt, i hvor mange Oplysninger han end erholder.

I hans Ungdom seer han stemmede Lande. Han lærer at kjende sine Stater. Han seer Fejl i de samme. Han bliver meere og meere oplyst og erfaren. Omsider gjør han sig en Plan.

Han sætter den i Verk ved de Værdigste og de Beste, som vil eet med ham. Han retter tusinde Mangler i sit Rige. Han fornøjer sig ved lykkelig gjordte Forandringer. Han seer i Tiden sine Lande forbedrede. Han seer Markene skjulte med Sæden, Højene beredte til tilkommende Frugter, og Dalene fulde af det fede Qvæg. Han tæller anlagde Kunster, og finder dem utallige. Han erfarer Handels-Skibene at skjule hans Staters Strandbredde.

Hans Skatkammer forefinder han opfylt med Rigdomme, som han vel

7

anvender. Han hører Folkemængden aarligen at vore, og seer hver Dag at bebude hans Undersaatter nye Fortjenester.

Ingen uovervindelige Hindringer har standset hans Viise Handlinger. Ingen Modstand har været i Vejen for Opfyldelsen af hans adelmodige Ønsker: og, som han hidtil har handlet, vedbliver han fremdeles, nemlig: at opmuntre Flid, ophjelpe Armod, belønne Dyd, og ophøje de Velfortjente.

Han føler Lyksaligheden af at være Konge, for den Lejlighed og Evne han besidder, at kunde gjøre mange lyksalig, end meere ved virkelig at gjøre det.

Han øjner endnu Mueligheder til højere Forbedringer, som han beslutter at iverksatte, for at opnaae hans Staters højeste Flor. Han begynder og derpaa. Men! I forfølgelsen af disse nye Hensigter formørkes Statens Soel —— — Han døer. — Er Hans Visdom sikkert i Hans Tronfølger? Vi! Hans Raad og Hjelpere sikkert blive hans Eftermands Raadgivere og Medarbejdere? Vil hans Formands Plan blive uforandret, hans Ekonomie- Kommerse- og finants-plan, hvorpaa Rigernes Vel-

8

stand blev bygt, og hvorefter samme og skulde fortsættes?

Den heele Verdens utallige Exempler svarer: I et Monarkie er det moraliter umueligt: og intet fornuftigt Menneske, som kjender lit til Verden, vil spørge om Aarsagen dertil.

Men i Følge den afdøde Regents bekjente store Regjerings kunst ønsker dog Hans Arving paa Tronen, at Hans Riger, som i hans priselige Formands Tid, fremdeles maae tiltage og blomstre! Hvad Raad?

Intet uden en lagt skriftlig Plan fra den forrige Viise Regjering, af Eftermanden befalet at følges, kunde være bleven det sikkerste. De Raad som nu gives duer alle lidet. Nogle ere kun halve Raad. Nogle ere endog fordervelige.

Betragtningen af dette, nest Medynk over Rigernes nærværende bedrøvelige ekonomiske Tilstand, og Overbeviisning om sikre Raad mod deres Mangler, har givet Anledning til følgende Forslag, som jeg stadig troer, af det højlovlige finants-Kollegium, hvis Handlinger er idel Oprigtighed for det almindelige Beste, gunstigen at vorde understytted.

9

Forberedelse.

Betragter man Religion og Politik i Sammenhæng med Stater, saa finder man dem begge saa uadskillelige derfra, at en Stat ikke kan tænkes sikker uden dem. End meere vigtige bliver de, naar de forestilles i deres højeste Fuldkommenhed i en bestemt Stat.

10

2

Den sande Religion og den sunde Politik bliver der som tvende kostbare Lys, staaende paa een Stage, saa fornødne for Kirken og Staten tillige, at ingen kan sige, hvilket af dem der er meest fornødent.

Det eene af disse Lys kan ikke tabe noget af sit Skin eller formørkes, med mindre baade Kirkens og Statens Lemmer derved merkelig maae lide. At udslukkes kan de endnu meget mindre, om ikke baade Kirken og Staten derved aldeles maae forandre sin forrige. Natur.

Forsynet har dannet begge. Som det og bruger begge, som Midler til sine Hensigters Opnaaelse med Staterne i Verden, saa dit disse Midler ey foragtes; saa er og bliver det tillige Religionens og Politikens Beskjermer og Opholder.

Den Religion, som Rigerne erkjender for den eeneste sande, var for en Tid ligesom skjult i Verden. Det var knap mueligt at Øjne dens reene Lys. Dog blev den fremdraget af Mørket, og mit iblant sine Fiender ført i Triumf, ved de Midler, man neppe troede dertil duelige, og til en Tid man maaskee mindst tænkte derpaa.

11

3

Kirkens Reformasion lykkedes og udbredte sig forunderlig hastig. Vort Fæderneland blev den og velkommen: og intet Rige overgik dette i Maaden den blev modtaget paa. Salomons Tempel, ved hvis Bygning man hverken hørte Øre-Hug eller Hammer-Slag, opførte man ikke med større Stilhed, end Reformasionen blev indført i Dannemark.

At alle betydelige Forandringer, naar de bør skee, maae have samme Lykke, og gaae ligesaa roligen af til Statens Beste, er uden ald Tvil hver Undersaats Ønske.

Kaster vi i vore Dage Øjnene lit om i vor Stat, og tillige betragter den nogle faae Aar tilbage i Tiden: saa finder vi meget i dens politiske Tilstand, som er skrøbeligt, og meget som, kunde lignes med den forrige Tid, da en Reformasion for Kirken var højlig nødvendig.

Visse politiske Indretninger og antagne Old-Skikke antræffer vi af den Natur, at en kun lidet oprømt Hjerne vilde finde Materie nok til at øve Indbildings-Kraften i Sammenlignelser, der let skulde gjøre enten en Democrit eller en Heraclit af hver anden Borger iblant os.

12

4

Kapitlernes Trælle og vore Hov-Bønder; en Dronning Blancas Nidkjerhed for deres Hov-Frihed, og vore priselige Kongers: vilde være noget af det første, der vilde falde os i Øjnene, og sætte Billed-Evnerne i fuld Bevægelse.

Den uværdige Kanonisering, som Paver endog selv tilstod, og de Nobiliteringer og Karakteriseringer, hvis uægte Adkomst mangen en ikke nægter hos os; Kirkens-Forbud mod aabenbarede Sandheders Læsning, og vore forige Tiders Hindring, Ved det fæle Imprimatur, af aabenbare Sandheders Bekjentgjørelse: vilde snart derpaa give rige Materier baade til Latter og til Graad.

Ikke mindre levende vilde de Sammenlignelser blive, som kunde gjøres imellem de pavelige Anater, og de nu for Betjente lykkelig afskaffede Sportler; imellem den romerske Kirkes Aflad, og visse unaturlige Skattefrieheder i vor Stat; imellem Hans Helligheds Indulgenser, og vor barmhjertige Konsumsions-Rulle, ved hvilken vore Kameralister har sparet saa mangen grov Synder, der burde med største Ret have bødet til Staten for politiske Overtrædelser.

13

5 Men det var ej billigt at gjøre saadanne Sammenlignelser, da Personerne, som har givet Anledning til, og som har tildeels forvoldet vore Stats-Mangler, har almindelig været Mænd af beste Hensigter, og et ignorans feci, naar de har fejlet, kan blive deres sande, som eeneste og beste Undskylding: hvortil og maae regnes, at Indretninger, gode til andre, ere blevne skadelige til vore Tider.

Dog vil det ikke saaledes undskylde Tilstanden i Staten, at denne ikke skulde derfor trænge til en merkelig Reformasion.

Det Wiclefs Skrifter, en Huffes Aand, og Bogtrykkeriets Opfindelse, nest gode Kejseres Regjerings-Tid, gjorde for Religionen til Opdagelse af de skjulte evangeliske Sandheder, det har fremmede Landes Exempler, den begyndte Patriotisme under Kong Friderich den 5te, Pressens Frihed under hans kloge Efterfølger paa Tronen, nest allerhøjstsammes Visdom, formaaet for den reene og rette Politik.

De lykkelige Tildragelser, som indtra for Kirken, er altsaa paa sin Maade og indtrufne for vor Stat.

14

6

Et fejler os kun endnu! -—

— — Ett Luther.

Men den tænker jeg Kong Christian den syvende kunde skabe. Et Vink fra hans Trone maae kunde frembringe os en saadan Helt!

Staten fejler en statsvæsentlig Plan for sine indenlandske politiske Handlinger, som Kirken fordum manglede symboliske Skrifter.

En Kommission af en lutherisk Aand Maatte kunde forfatte Planen, og samme, grundet paa den Viise Verdens Exempler, kunde blive lige saa vigtig for Staten, som Symbola grundede paa Skriften, er det for Kirken.

Hvorledes saadant er mueligt, hvorledes en saadan Kommission maatte være beskaffen for at virke dette, hvad Nytte den maatte kunde gjøre vor allernaadigste Konge og Hans Stater, og hvor fornøden den vil være, derom er det jeg i denne Afhandling vil yttre mine ringe Tanker, og til den Ende kortelig anføre:

1. Denne Kommissions Natur og Forretning.

2. De Spørgsmaale der i saa Maade maatte den

forelegges at besvare.

15

7

3. De personer, som maatte udgjøre den.

4. Den Tid, som maatte gives den til de forelag, de Spørsmaales Besvarelse.

5. De Indvendinger, som maatte kunde giøres mod saadan en Kommission, med Besvarelse af samme.

6. Den vigtige Nytte, der maatte flyde af denne Kommission for Kongen og Staten. Og endelig

7. Beviis, at den Hollandske Handels-Maade er bedre for Rigerne, end den nærværende, ifald den her foreslagne Reformasion ikke skulde gaae for sig.

1.

Af hvad Natur Kommissionen maatte være, det vil man kunde slutte sig til af det allerede anførte. Da der dermed sigtes til en politisk Reformasion, som vor States Mangler noksom giver Anledning til: saa vil det være let at indsee, at Kommissionens Væsen vilde bestaae i, naar den paa kongelig Ordre var nedsat, at reformere falske, og forme sande Prinsips, hvorpaa Dannemark engang maatte begynde med Stadighed at bygge et Ekonomie- Kommerse- og Finants-System. Thi i hvad man vil sige, og i hvor meget

16

8

nogle vil støde sig over denne Sandhed, saa kan det ikke negtes, at den rette sande Finants-Videnskab har været temmelig ubekjent i Dannemark til Dato, og at Finants-Væsenets Forvaltning har følgelig kun haft Lykke i Forhold derefter.

Tillige maatte det og blive Kommissionens Forretning at give sin allerunderdanigste Erklæring paa saadanne forelagde Spørsmaale, hvis Materie maatte være af den Beskaffenhed, at om de ikke rettelig besvares, og det statsvæsentlige Nyttige i samme ikke bliver sult og antaget til Hoved-Regle for Ekonomieog Finants-Affærer, og de imod disse Regle stri dende handlinger, for Eftertiden bliver forebygte: saa vil det bestandig give Anledning til Uvished i alle Anlæg, som i deres lykkelige Udfald, Staten til ubodelig Skade.

Med alt dette vilde Kommissionens givne Erklæringer ikkun blive muelige Regle for de offentlige Affærer, til hans Majestæt allernaadigst fant for got, forandrede eller uforandrede, at giøre dem til virkelige, ved enten paa en Maade, eller paa en anden, at befale dem, i de respektive Kollegier bestandigen at iagttages: hvorved de blev bemelte Affærers stedsvarende Plan.

17

9

II.

De Spørsmaale, som Kommissionen maatte forelægges til Besvaring, tænker jeg vilde være saadanne, som meest angik de nærværende væsentligste Mangler i Staten, for at kjende dem, og faae det oplyst, hvorledes de best kunde forandres til Bedring, hvorhen jeg regner Besvaringen paa følgende:

1. Er det en uforbigængelig Fornødenhed for en Kornstat, havende (som en Kornstat altid have bør) til Prinsip, at drive en Commerce de luxe eller Handel med egne Vare, og liggende iblant andre korntrængende Stater, at en bestandig Pris fastsættes for ind- og udgaaende Kornvare, eller er det ufornødent? Skulde Følgen være den samme for Statens andre Kunstvares Priser og Afsats hjemme eller til Fremmede, enten Korn-Varenes Priser blev bestemte eller ikke; og hvorledes bevises dette ved Regning enten, for eller imod Korn-Prisernes Bestemmelse? Men i Fald man bifalder, at Korn-Prisen bør bestemmes, efter hvilke Regler bør det da skee?

2. Bør Dannemark handle som Engeland i at fastsætte, efter Priserne paa Kornet i Landet, en vis Tid for Korn-Brændevins-Destilleringen, eller handler Dannemark bedre, i det det bliver ved, som det plejer, at lade Brændeviinsmand brænde, naar dem lyster, til det omsider husker paa at forbyde dem Brændingen, naar Hungeren for Alvor tvinger det dertil? Skulde Dannemark, som hidtil har handlet uden Overlæg i den Fald, have heri truffet en fornuftigere Marime, end Engeland efter Overlæg?

18

10

3. Bør Brændevins-Brændingen paa Landet ophæves eller ikke, eller bør den for nærværende kun indskrænkes, og hvorledes kan og bør enten det ene, eller det andet, nu eller hen i Tiden, skee paa den beste Maade for Staten?

4. Er det fornødent for en Stat af bemelte Beskaffenhed, at en almindelig Brødtaxt, ligesom i Engeland brugelig er, sættes for den i Forhold til Korn-Priserne, eller er det bedre at overlade Taxten til hver Kjøbstæds Magistrat eller Byefoged, som de finder for got at sætte den, eller og at glemme eller efterlade det, ligesom hidtil brugeligt været haver? Er Brød-Taxten ikke i Almindelighed Grundtaxten, saa at sige, for alle andre fornødne Spisevare: og om den ikke bestemmes, vilde det ikke da blive en des større Fornødenhed, at bestemme Priserne ved indtræffende Brød-Mangel paa de Føde-Vare, som ellers ingen af de handlende Stater hidtil har bestemt Priserne paa?

5. Er det værd, at efterfølge Engeland i at sætte alvorlig Straf for dem, som maatte understaae sig at rejse Priserne paa Markederne, (i sær i det Tilfælde af Korn-Prisens Bestemmelse), deres egne Næringer til Fordeel, eller for hvad anden Aarsag, det være maatte: eller er det best for Staten, at lade som man ikke forstaaer saadanne Kneb i Handelen?

6. Dersom en Stat erfarer Nytten af Bondens Frihed, og tillige ved viise Love opmuntrer til og paadriver samme: fulde det da være politisk handlet og for Regentens Kasse nyttigt, at han til samme Tid selger sine Jorde-Godser til hans Undersaatter uden enten tilforn at give Bønderne frie, eller at selge dem paa Vilkaar af Ejendoms Ret og Hovfriehed for de Bønder paa Godserne, som kunde med Nytte tage imod og taale denne forbedrede Tilstand: eller er saadant et Sal imod den rette Kammer-

19

11

Politik, som bør vel saaledes; sørge for Kassen under den nærværende Regent, at de følgende Regentere finder Indtægternes Kilder forbedrede og ikke formindskede? Bør det nye Finants-Kollegium heri tænke som det gamle Kammer, eller bør det gjøre sig selv en bedre Regel ved Domæn-Godsers Afhændigelse fra Kronen?

7. Bør Stalfednings-Privilegierne for Eftertiden vedblive, og er de nu at ansee som fornuftige Monopolier for Dannemark, i fald de end nogensinde kan have været det i vore Fædres Tider? Men dersom de bør vedblive, hvor kommer det sig da, at Engeland, Skotland og Irland, som de tre Lande, der ligner Dannemark meest i Natur-Produkter og Handelsmaade, ikke ere lige saa kloge som Dannemark? Skulde disse Privilegier ikke hindre os fra merkelige Handels-Anlæg paa adskillige andre Steder, hvor Handelen siden kunde blive større; ja fra Kjødets Udførsel til vore egne Kolonier? og om de aftsaa ere statsskadelige, i hvad Orden og Tid ere de da at forandre eller ophæve Staten til Beste, uden at falde Besidderne af slige Privilegier til større Ulejlighed i Tiden, end Statens høje Ret og Lyksalighed uforbigængeligen udfordrer?

8. Skulde det være af nogen Vigtighed for Staten, at Gejstlighedens Jorder blev under et samlede paa et den belejligt Sted ved Præstegaardene? Skulde en nøjere Indretning for Præsterne i den Fald kunde gjøres, end den, som gjort er for Felledskabets Ophævelse i Almindelighed, og hvori maatte samme bestaae, for paa den virksomste Maade at iverksætte det Øjemærke: eller er det ej af større Betydenhed, at Præsterne faaer deres Jorder ud af Felledskab og beqvem beliggende for dem selv, end at samme skeer for enhver anden Landmand eller Bonde?

20

12

9. Kan Tobaks-Administrasionen bestaae med den for Staten vigtige Plante, Tobakkens rette Dyrkning, eller er den Tobaks-Plantningens Qvælelse? Ifald saa er, hvorledes er det mueligt, at Regenten, efter Administrationens Forandring, kan dog hæve i det mindste ligesaa meget af Tobakken, som for nærværende, (om ikke strax saa dog i Tiden) Plantningen blive fri, Næringer dermed forbundne ikke tabe, og Tobakken ikke stige højere i Priser, end skeer, naar Priserne ere billige?

10. Har nogen skeer i Verden Haft velbygte Kiøbstæder, vrimlende med velhavende Borgere, berigede ved ordentlige Næringer og en vel anlagt Handel, med Mindre stige Kiøbstæder har haft ordentlige Monopolier i Forhold til deres egen Natur, andre omringende Stæders Næringer, Statens Fornødenheder, samt den Verdens Kald for Vare med hvilken de har handlet, eller har kundet handle? Eller har Slumpe Lykke, fordi den nu og da har gjort et Anlæg, allevegne bygt Stæder: og staaer Kjøbstæderne i Verden saaledes som de staaer, fordi de ere grundede paa store Regenteres viise Love, eller fordi visse Regjerings-Raad og Kollegier meere sov end vaagede i den Tid'de blev til? Men i hvilket man bifalder, hvad er da Aarsagen til de danske Kiøbstæders slette Tilstand, og hvorledes oprejses de af deres Ruiner? Bør Næringer bindes til Stæder eller ikke? Bør enhver velbeliggende Kiøbstæd have bestemte Territorial-Rettigheder i Sammenhæng med en privilegered Næring og Handel, eller bør al Næring og Handel være et Slags Gribs-Gods for alle Stæder?

Det vilde blive for stort et Spørsmaal for denne Kommiosion at besvare, om den tillige spurtes om: hvorledes maatte da alle Hoved-

21

13

Næringer deeles for de danske Kiøbstæder; thi der maatte nok en længere Tid til, for at overveje samme, end den Kommissionen maatte forundes til besvarelse af de andre Spørsmaale.

11. Er der Exempel paa, at sammesatte Næringer, Manufakturer og Fabriker, Haandværker og Haandteringer, haver nogensteds i Verden været anlagt med Lykke, og at de i en vedvarende Orden har bragt nogen Stat Fordeele hjemme og uden fra, uden nøjagtige Nærings Love i oprettede Selskaber, eller uden bestemte Lange med foreskrevne Laugs-Artikler for Vedkommendes Handlinger? Et det Sandhed eller ikke, at Amsterdam har over hundrede ordentlige Lauge, hvis Love og hvis bestemte Laugsmesteres Næring det hanthæver, eller, efter Tidernes Tilstand, formerer eller formindsker? Er det sandt, at London og Paris og mange andre Steder i Holland, Engeland og Frankrig haver samme Orden i Næringer: eller er saadant anderledes? Er det fornødent, at de, som skal leve af Næringer bestemmes i Antal til Næringernes Tilstand, og at Næringer tilmaales dem, ligesom Brød et vist Antal af Munde: eller er det best for en Stat, at dens Borgere kaprer i Næringer paa hinanden, og at de beholder da Brødet, som har de stærkeste Arme at stride sig det til med? I hvad man velger, er det statsnyttigt, at Laugene i Dannemark fremdeeles vedbliver eller ikke? Bør deres Love forbedres, eller bør de med Laugene reent afskaffes, eller er der nogen Middelvej at vælge i denne Fald Stat og Næringer til Fordeel?

12. Er Opsigt med Varenes Materie og Form en væsentlig Fornødenhed til Handels-Kreditens Ved-

22

14

ligeholdelse for Staten, og er nogen Næring bleven til en vedvarende Fordeel for en Stat, naar samme ej har haft strenge foreskrevne Love i den Henseende, og Love, som ere blevne holdne over: eller har man befundet det bedre, at enhver Nærings Arbejder har haft fuldkommen Raadighedat vælge Materie, at forme, gjøre og lade hvad hanvilde? Er det got, at enhver Næring i Dannemark, som ingen Lov har for sin Vares Stempling faaer derom Love paa samme Næring passelige: eller er det best, at det bliver ved det gamle? Skulde Nærings-Krediten blive uvis og vaklende for Staten, i Fald alle dens Vare udgik uden foregaaende Prøve eller Stempling, eller kan Krediten nok bestaae uden den Opmerksomhed?

13. Skulde det være en Sag af Vigtighed, nøjere end brugeligt, at inddeele visse Næringer i Dannemark, og hvilke ere de Manufakturer, Fabriker, Kunster og Haandverker, hvis Arbejd saaledes maatte indskrænkes til mere enkelte eller mindre

sammensatte Næringer: eller er saadant et Foretagende ufornødent? Skulde Simplifiseringen af Næringer ikke i sær være nyttig paa visse Stædet frem for paa andre: og skulde Nytten deraf være stor og tydelig paa et Sted, men ringe og fast umerkelig, ja maaskee reent umuelig, paa et andet? Ifald visse Næringer saaledes burde deeles, ved hvad Midler var det lettest mueligt at gjøre Forandringen for de nærværende sammensatte gamle Næringer, og hvad Middel maatte bruges til at opmuntre Vedkommende at tage Deel i de nye Inddeelte?

14. Er det best, fremdeles at følge den Inddeling og Orden i Handelen, som i de sidste halvfemsenstyve

23

15 Aar er sult, i følge Forordningen af 16 April 1681: eller har de Forandringer, som ere foregangne i andre Staters Vinskibelighed i den Tid, gjort det fornødent for Dannemark, at simplifisere sine Handels-Greene, for at komme til en sammenhængende inden- og udenlandsk Handel? Hvilke Handels-Grene maatte da nøjere simplifiseres, og i hvad Orden, og til hvad Tid maatte det skee? Eller kan saadan en Forandring maaske altid skee tids nok?

15. Er Kommerse-Forordningen af 4de Aug. 1742 passende til Dannemarks nærværende Handels Natur, eller er den i adskilligt stridende imod

den danske Handels Fordele? Skulde de sidste tredive Aar ikke have gjort den utjenlig i Adskilligt, og vil den ikke hver Dag i et og andet blive meere og meere uefterrettelig, i Fald Næring og Biering, Handel og Vandel faaer et ret statsvæsenligt Sammenhæng med andre Staters Kald for Vare og deres Mangler i Handelen? Eller, er samme Forordning god nok, som den er, for de følgende tredive Aar?

16. Er det Ostindiske Kompagnies handel ikke meget imod Næringers Opkomst og Flor i Staten, og vil det ikke være af yderste Vigtighed ved en nøjere paalagt Told eller Konsumsion, at indrette dets Handel saaledes, at Handelen ikke bliver Kompagniets Gevinst paa Statens Regning: eller er dets Handel den best indrette Handel til den højeste Fordeel for Staten? Bør dette eller noget sligt Kompagnie handle uden at gjøre Kammer- og Ekonomie-Kollegierne det nøjagtigste Regnskab for sin heele Handel, og kan de handle uden Fare for at blive Staten til Tab, naar saadant et Regnskab ikke aarlig aflegges?

24

17. Haver den guineiske Oktrøj med tilhørende KonseLsion og Konvension adskilligt stridende imod Rigernes Fordeele: er den ikke umiddelbar befordrende fremmede Staters Beste, og kunde saadant ikke forandres, uden at fornerme Kompagniet politice? Bør ikke baade dette og andre Kompagniers Oktrojer, ligesom andre kongelige Indretninger vedbørlig bekjentgjøres, og være tilfalds for menig Mand, paa det Staten maae kjende sine egne Borgeres Handel, og hver Borger viide, hvorvit han kan tage Deel i saadan en Handel eller ikke? Eller er den guineiske Oktroj en politisk-viis Oktroj, og bør Ok trojer, paa Hændelser nær, kun være i Kompagniernes Hænder?

18. Bør det almindelige Handels-Compagnie, i Form af dets Oktroj, om Oktrojens Tid end var uendelig, blive ved eller ikke? Bør Oktrojen engang fornyes, eller bør Kompagniet ved dens Ende forsvinde?

19. Bør privates privilegier eller Monopolier nogensinde være af den Natur, at de strider imod Statens rette Fordeele? Har Dannemark givet adskillige Nærings-Privilegier, som trykker andre Næringer, og som hindrer en politisk Folkemængdes Tilvext, eller ikke? Var det en Fornødenhed, at alle Nærings-Privilegier blev ved en dertil bestemt Kommission undersøgte, og paa den beste Maade indrettede for Staten, og kan det skee, uden derfor at fornærme de Private politice? Eller er det bedre, at adskillige Private nærer sig paa deres Medborgeres Bekostning, og beleer Staten oven i Kiøbet, for dens upolitiske Medlidenhed imod dem, og dens store Tyrannie imod sig selv?

25

17

20. Bør Handelen paa Island paa nogen Maade, saasnart mueligt, gives frie endog i Oktrojens Tid, til hvad Tid bør det da skee, og hvorledes kan det skee paa den lemfeldigste Maade for Kompagniet? Eller bør Staten, imod ald Stats-Klogskab, fornærme Island og sig selv, for ikke at forulejlige det almindelige Handels-Kompagnie i dets rolige Besiddelse af den islandske Handel, saa længe dets Oktroj endnu vedvarer?

21. Bør Island besejles som en Kolonie af Dannemark, eller som en med Rigerne sammenhængt Hovedstat?

22. Trænger Dannemark til Forbedring af dens Koffardie-Love, eller er de saa gode og skjønne, at det intet i den Fald kan lære af Fremmede: og kan vi for vore Søe-handels-loves skyld gjerne holde Pris i Fragter med Fremmede? Var det værd at nedsætte en Kommission for at undersøge den Sag eller ikke?

23. Er Toldrullen et Mesterstykke eller ikke? Kan den imodtage adskillige betydelige Forbedringer eller ikke? Udfordrer Statens Vel og Handelens Flor, at en nye Toldrulle, jo før jo heller, skrives eller ikke?

24. Er Konsumsions-Rullen saaledes forfattet, at man deraf kan see, at Finants-Videnskaben og Finants-Væsenets Forvaltning er i en merkelig god Tilstand i Rigerne? Kan man af Konsumsions-Rullen paa taalelige Grunde slutte sig til, at man i Dannemark ret indseer Næringernes og Handelens Sammenhæng med Finantserne og disses med Næringer og Handel: at man nøje kjender Kompagnie- og Stats-Fordeele imod hinanden: at

26

18

man overseer det Sammenhæng Kolonier bør staae i med Hovedstaten, og denne med dem; at man veed at betjene sig af det eene, og af det andet, til enhvers. Opkomst og Fremtarv, i Forhold til deres egne Næringers og Handels Natur, i Forhold til Finantsernes og de kongelige Intraders Forøgelse, i Forhold til de fleeste Borgeres Beste, uden nogen Nærings, eller Handels, eller Kompagnies, eller Kolonies, eller Stats Kassens politiske Fornærmelse? Eller trænger Konsumsions-Rullen, for Stats Kassens, for Gieldens og for den offentlige Velfærds Skyld, til Forandring og Forbedring, efter fuldkommnere Prinsips end de, hvorpaa den hidindtil er bygget?

25. Hvem har Dannemark, bekjente for en sammenhængende og paa Erfarenhed af Verden grundet politik. Kundskab i Ekonomie- Kommerse- og Finants-Videnskaber, i hvis Hænder det kunde betroe det betydelige Verk, at lægge Planen til, og derpaa at forfatte sammenhængende og ej imod sig selv, eller mod hinanden stridende Toldog Konsumsions-Ruller? Er det fornødent at vælge Erfarne om Handelen paa fremmede Steder til dette vigtige Arbejd, eller kan en Hjemme Erfarenhed nok forrette det? Bør andre skrive Told-Ruller end kyndige og erfarne Politici?

26. Er der noget meere fornødent, for at kunde paalægge den vigtige Afgift, Kornskatten, paa den Ligeste og lemfeldigste Maade, end det, at have en vel indrettet og sikker Matrikul, og kan den erholdes anderledes, end ved at kjende Landets og Landgodsernes Størrelse og Strekning, og ved at erfare deres Beskaffenhed og indvortes Værd, som de ere, og som de i Tiden

27

19 forandres: og er det mueligt, at den første af disse Egenskaber kan erholdes tilforladelig Efterretning om, uden ved en ordenlig Landmaaling engang for alle, og om den anden ved en ordenlig Besigtelse af Jorderne, tre til fire gange hvert hundred Aar? Vil det være høj fornødent for de kongelige Finantser, at Dannemark faaer en nye Matrikel, eller er den nærværende beqvem nok til Korn-Skattens Bestemmelse herefter, som tilforne? Men dersom Dannemark bør have en nye Matrikul, bliver det da ikke ogsaa af yderste Vigtighed, at Landmaalingen befordres paa den eftertrykkeligste Maade, og at saadanne Bekostninger anvendes derpaa, som kan føre den lykkelig til Ende i 8 til 10 Aar i det Højeste? Eller haster det ej med Landmaalingen, og vil en nye Matrikul tids nok kunde indføres?

27. Har Verden noget Exempel paa, at Handelen har til samme Tid blomstret i en uafhængende Stat, hvor Renter har været høje? Skulde Øen Borneo, hvor høje Renter er Handelens Fordeel, skulde den kunde beviise den Sats, for Staterne at vare rigtig, at jo højere Renter, jo vissere og fordeelagtigere bliver Næring og Handel? Skulde denne Øe, tilhørende det hollandske ostindiske Kompagnie, deri kunde blive et Expel til Efterfølgelse for andre uafhængende Stater, eller dog for det lille Dannemark? Eller handler den Stat imod sig selv, hvis Renter er højere, end omringende handlende frie Staters: og bør da de nyelig forhøjede Renter i Dannemark ikke strax igien nedsættes, og deres Forhøjelse aldrig mcere paatænkes? Eller er det got, at Renterne bliver saa høje, som de ere; og om saa er: hvi skulde det da ikke være bedre, at Renterne blev endnu en eller fleere pro Cento højere, efterdi Trang til flere Penge, som skal være Aarsag til Ren-

28

20

ternes Forhøjelse, endnu er saa stor, at man knap veed Ende derpaa?

28. Har den kjøbenhavnske Banke-Oktrøj visse af Regjeringsformen mindre nyttig for Staten, end den er og gjør den mindre nyttig for Staten, end den er og kunde være, og hvori bestaaer de samme? Er det mueligt at hæve dem, og naar og hvorledes bør de hæves: eller er samme Oktrøj saa vel indretted, at den ikke. Tidernes Omstændighed uagted, trænger til nogen væsenlig Forandring?

29. Var det en Lykke for vor Stat, om vore Fruentimmere vare saa frugtbare, at hver Barselsæng, i sædvanlig Orden, bragte 6, 8 til 10 Børn til Verden, og skulde vor Velstand og Lyksalighed da derved blive 6, 8 til 10 Gange større, end vore Naboers og Gjenboers, med deres sædvanlige Frugtbarhed? Eller vilde den Frugtbarhed ikke naturligvis afskrække fra Egteskab, og ingen have ret Mod til den Stand, med mindre de, som nu haver net op, ogsaa havde 6, 8 til 10 Gange meere at leve af, end de nu haver? Er det mueligt, at en Stand i Staten, og en Stat iblant Staterne, kan blive lige saa forlegen og ilde tjent med sin Folkemængde, som et Huus med en overordenlig Frugtbarhed, naar Standens og Statens Næringer haver sine Grændser, (som de altid haver) ligesom Husets sine: og bør en Stat, foruden de Anstalter den gjør ved nøjagtige og gode Politie-Love for ordenlig bestemte Næringer og den borgerlige Dyd, paa en statsbekostelig Maade opmuntre til Egteskaber og Folkeformerelsen ved andre Midler, end ved Næringers Befordring? Er det af Vigtighed, at kjende Folkemængden i hver Stand i Staten i Forhold mod hinanden for at erfare, hvorvit samme er statsnyttig og fuldkommen

29

21

eller ikke: og bør Dannemark, paa den beste Maade muelig, søge at sirkle hver Stands Folkemængde imod hver anden Stand, for at befordre en ordentligere Tilvæxt af Borgere, end hidtil skeet er? Kunde Næringer i Almindelighed, og de kjøbenhavnske i Særdeleshed, mægtigen befordres, i Fald deres Proporsioner og Forhold ret blev beregnede, og Overmængden i nogle blev anviist Arbejd i andre folkefattige Næringer: eller blev saadant Arbejd unyttigt? Er en vel indrettet aarlig Mantals-Listes Indsendelse fra alle Meenigheder en højfornøden Sag for en viis Stat, eller ikke?

30. Er det lige meget til hvad Øiemerke Penge sirkulerer i Staten, hvor og i hvilken Stand Sirkulasionen er større eller mindre, i Forhold til de andre Stænder, i Forhold til Fornødenheden hos hver i sær; er det lige meget, hvordan de sirkuler, om Sirkulasionen er ordentlig eller ikke, naar Penge dog kun sirkulerer: eller er det en af de store fornødne Omstændigheder ved Sirkulasionen, at den er velbestemt, at den er almindelig, og og gaaer for sig i vedbørlig Orden? Skulde Bestemmelse af Korn-Priserne, af Brødets Priser, af Brændevins-Brændingens Tid, med den politiske Frihed og Orden i Næringer, samt gode Politie-Love, en paa Moden, skulde de og Hoffets Opmerksomhed paa Moden, skulde de ikke være Hoved-Grundene til en velbestemt almindelig og ordentlig Sirkulasion i hele Staten? Men om bemelte ikke er Grundene, hvilke ere de da? Bør Dannemark nøje lære at kjende dem, for at bygge sine Beregninger derpaa, i Henseende til Sirkulasionens Tilstand: og bør Sirkulasionen i en anden Orden befordres, end Hidtil skeet er; eller er den i en god Stand og bør blive i den Stand den findes?

30

22

31. Kan en Regent give Penge ud eg derved formere sin Kasse? Kan han afknappe Udgifter til den Grad, at han derved skader mangfoldige Næringer i Staten, formindsker Folkemængden imod hans egne Hensigter, og taber anseelige Indtægter, som ellers maatte indflyde i Kassen? Er det altid en vis Regel for hans Finantser: at Indtægt er Indtægt og Udgift er Udgift? Skulde det ikke ofte kunde være mueligt, at Indtægt blev Udgift og Ødeleggelse, og Udgift derimod Indtægt og store Fordeele? I hvilke Hoved tilfælde er Indtægt virkelig Indtægt, og Udgift virkelig Udgift uden Haab om en igjen kommende Indtægt: og i hvilke Hoved Omstændigheder kan en Regent øde ved at spare, og vinde ved at give Penge ud?

32. Naar en Stat trænger til en Ekonomie-Kommerse og Finants-Reformasion, og Regenten vil i den Fald reformere den, er det da at formode, at den tilsigtede Reformasion skulde gaae ordenlig for sig og lykkes, med mindre der for sammes Skyld forud lægges en ordentlig almindelig skriftlig Plan, som befales at blive fult, uagtet alle mødende Forandringer med Personer ved de Kollegier eller Dicafterier som bliver anordnede at fuldføre Reformasionen? Eller om det ej bør være Reglen, hvorledes skulde saadan en Reformasion da bedre lykkes, end ved saadan en lagt Plan for de almindeligste Prinsips? Skulde en vigtig Festning, som kostede mange Aars Arbejd, for at anlegges, kunde blive vel anlagt, og nogensinde vel fuldført, naar enhver nye Direktør ved Arbejdet fik lov at kalfatre Planen? Bør en Stats Ekonomie-Kommerse- og Finants-Anlæg ikke blive de de vigtigste Fæstnings Verker mod fremmede Fiender, et Landskrone der ikke bør begyndes pad uden en ypperlig lagt Plan?

31

33. Hvilke ere de vigtigste Hoved-Maximer, Dannemark

haver at følge, for at befordre Agerdyrkning, Fædrift, Jagt og Skov-Væsen?

34. Hvilke ere de vigtigste i Henseende til Fiskerier?

35. Hvilke i Henseende til Kunster, Manufakturer, Fabriker og Haandverker?

36. Hvilke i Henseende til dets indenlandske, mellemrigske, Kolonie- og udenlandske Handel?

37. Hvilke i Henseende til Koffardie-Sejlatsen?

38. Hvilke ere de Hoved-Tilfælde, hvori Norge i sær bør ophielpes? Hvad haver man i Naturen og Kunsten frem for andet at befordre i dette Rige? Skulde Fiskerierne, Rydnings-Verket, Skovvæsenet, Heste- Faare- og Gjede-Avlen, Bergverkerne, Uldne Manufakturer for Almuen, Jern-Staal- Farve- Victriol og Salpeter-Fabriker ikke i sær fortjene Opmuntring? Eller bør Dannemark kun befordre det meeste af dette hos sig selv?

39. Kan Dannemark glemme Norges Fordeele, uden at glemme sig selv: og befordres Regentens og Rigernes felles Beste fuldkomnere, end ved at formeere Rigernes og hver Provints i Rigerne, deres Trang til hinanden, i det man tillige befordrer denne Trangs og Fornødenheds Fyldestgjørelse ved Flids og Vinskibeligheds Tiltagelse paa hvert Sted i Rigerne efter Stædernes egentlige Natur og Beqvemhed dertil: og i hvilke Tilfælde bør Dannemark forbindes til at handle med Norge frem for med Frem-

32

24

mede, lige saa vel som Norge at handle med Dannemark frem for med nogen anden?

40. Bør Norge ikke Syndenfields ligesaavel, som Dannemark have en vis fastsat Pris for Kornvares Ind- og Udførsel, i Fald offentlige, Magasiner ej oprettes i Norge?

41. Bør vi mynte i Altona eller paa Kongsberg?

42. Bør alle Paalæg og Skatter have en vis Kilde: eller kan det være ligemeget, om Kammeralisten er vis paa, at den Skat, han paalægger, kan betales eller ikke? Bør Skatter og Afgifter lægges paa Realiteter, og Ting som ere til, paa frembragte synlige Frugter, eller kan det være nok for Regenten, naar Afgifter lægges paa ideelle Ting, paa Navne, paa Lyd, paa usynlige Væsener, som hverken ere eller kan blive til for Sandserne? Er det rimeligt, at hente det synlige solide Sølv og Guld af Usynligheder, af Æren, af Indsigt, af Dyd, af Hunger og Nød? Skulde det ikke være vissere, alleene at indkræve proporsionerlige Skatter af Korn og Grøde, af Kreaturene og deres Frugter, af vundne Vare, af fundne Skatter, af erhvervede Rigdomme, af Forøderens daarlige Udgifter, af Flids og Vinskibeligheds Virkninger, end af Armod og afmagt? Hvilke ere de beqvemmeste ordenlige og overordenlige Afgifter og Skatter, som Dannemark og Norge, uden Næringers, Velstands og Uformuenheds politiske Fornærmelse, kan betale?

43. Hvor stor en Kapital bør Hans Majestæt i de første 20 Aar, aarligen anvende paa Befordring af Agerdyrkning, Fiskerier, Kunster og Handel i sine europæiske Stater, i Forhold til

33

25 hans Kasses aarlige Indtægter og Udgifter i samme Tid?

Disse ere de Hoved-Spørsmaale, som jeg tænker vilde i sær forelægges Kommissionen. De vil af Kjendere i Politik, og af Erfarne om vor States Tilstand, ventelig blive anseete for de Hoved-Materier, paa hvis rette Besvarelse det i sær vil komme an, om Dannemark nogensinde skal kunde begynde at handle med Vished i Ekonomie- og Kammer-Affærer. Ligesom Uvisheden om de samme, og Mangel paa det rette Val af de Maximer, de giver Anledning til at vælge, maatte styrte vor Stat i den største Fare, og fremdeles give den en begrædelig Figur iblant de andre Stater, blant Hvilke den dog burde tilvejebringe sig, besidde og paastaae en forholdsmessig Sikkerhed, Anseelse og Ære.

III Personerne, som jeg tænker burde udgiøre denne Kommission, og som jeg troer ikke burde være under 3 og ikke over 7, vilde vel være baade lette og vanskelige at vælge.

Lette at vælge kunde de være, fordi det fejler ikke, at Hans Majestæt jo haver mange

34

26

duelige Mænd, som vilde være vel skikkede til at besvare Spørsmaalene med vedbørlig Nøjagtighed. Vanskeligen at faae dem, kunde det for saavidt blive, naar de ikke valtes, som kjendtes vel, da mange ere villige at paatage sig Embeder, som de mindst ere skikkede til, og iblant andre ere igjen en Hoben, som kan vide noget af et og noget af et andet, men ere dog aldeles ikke oplagde til at ind- og oversee det lidet de veed i Sammenhæng med det heele, som dog er en uforbigængelig Fornødenhed, end og for det lidet som viides. Den som vil helbrede Øjet, maae for dets Skyld nøje kjende det hele Legeme.

Egennytte kan og ofte være sammenknyttet med den beste Indsigt og Erfarenhed, og den vilde da her forbyde, at Regenten ikke naaede sin Hensigt med Kommissionen.

En Proprietær skulde vanskeligen bifalde Korn-Prisens Bestemmelse, Brændevins Brændingens Ophævelse paa Landet, med videre, var han ikke ved mange udøvede Gjerninger, og ikke ved blotte Ord, en desbedre bekjent Patriot.

35

27

Handlende, som ej vare nidkjære nok for det gemeene Beste, skulde ikke sinde deres Regning ved de samme Priser og ved adskilligt andet: og de kunde desuden her meere forstyrre end nytte ved deres alt for indskrænkede Indsigt og Erfarenhed.

Visse Kammeralister vilde ventelig tage baade Told-Rulle og Konsumsions-Rulle i Forsvar, om endog hver Mand i Staten, ja den heele fornuftige Verden fordømte dem begge.

Endeel Banke-Interessentere vilde nok holde for, at den gamle Banke-Oktroj best blev uforandret, i hvor store Mangler der end findes ved samme.

Rentenerere vilde umuelig ønske Renterne nedsat.

Compagniernes Direktører og første Interessentere vilde Kommissionens lykkelige Fremgang, for sine Aarsager, maaskee mindst ligge paa Hjerte.

36

28 Indtagne af Fordomme mod Laugene, vilde være farlige Kommissarier imod Laugenes Vedligeholdelse. Andre i andre Tilfælde.

Men Mænd af denne Tænkemaade vilde da ikke blive de, der maatte udgjøre Kommissionen.

Hvem skulde det da være? Jeg svarer: Det er jo Tiden, man vælger duelige, redelige og nidkjære Mænd til alle vigtige Forretninger. Saadanne Mand skulde det være. Landet har neppe Mangel derpaa. Man behage at foreslaae Kongen de samme, om han selv ikke kjender dem; thi hvor vanskelig kjender ikke Kongen disse, og hvor vanskelig bliver de kjendte af ham: saa tager man aldrig fejl, og Hans Majestæt vil faae det Svar, han kan være tjent med for sig og sine Stater. Offentligen for deres Duelighed og Retsindighed bekjendte Politici, tænker jeg, burde være Kommissarier i denne Kommission.

IV.

Tiden, som Kommissionen maatte forundes til Spørsmaalenes Besva-

37

29 relse, behøvedes ikke at være lang, i sær havde man været lykkelig nok i Val af Personer. Faae Maaneder vilde være meere end tilstrækkelige, og den Kommission, som behøvede længere Tid til Arbejdet, var ikke skikket til at give Svarene. Samme maatte og være korte, dog fuldstændige tillige, tvende Omstændigheder, som gjerne kan findes sammen. Efterhaanden, som en Post blev besvaret, kunde den og allerunderdanigst indsendes til allernaadigst Betænkning og Iverksættelse. Statens og den nærværende Tids Omstændighed vilde ej heller tillade lang Opsættelse med Kommissionens Erklæringer, som givne gode, ej kan komme for snart, om end nogle maatte kunde iverksættes for hastig.

Imod saadan en Kommissions Nedsættelse vil ventelig giøres adskillige Indvendinger. Nogle vil sige: De Spørsmaale, her foreslaaes for Kommisionen, ere alle af det Slags, at deres Besvaring, naar de skulde besvares, maatte rimeligen indhentes fra det kongelige Finants-

38

30

Kollegium, og altsaa blev det beqvemest den Kommission, som maatte give Svaret.

Men dertil svares: Dette Kollegies løbende Forretninger vil giøre det umueligt, at besvare dem i sin Orden og Sammen-Hæng saa hastig, som fornødent. Vilde man endog til Finants-Kollegium regne de samtlige nu værende Rente-Kammere, saa vilde de gamle erfarne Herrer i Kammerne, skiønt deres Kundskab i Henseende til Bevandringen i Affærerne fra mange Aar af, er altid af højeste Vigtighed, dog ikke tiltroes den Indsigt og Erfarenhed i Staters Sammenhæng, og den nyere Ekonomie- og Kommerce-Politik, der i de sidste tive til tredive Aar har meget forandret sig i Staterne, at de skulde kunde besvare Spørsmaalene saa fuldkommen, som Regenten maatte ønske. Thi i anden Fald maatte deres Raad for længe siden have gjort det unødvendig for Staten, for nærværende at ønske Svar paa saadanne Spørsmaale, som de anførte.

Men Hvad de nyelig indsatte Herrer angaaer, som Finants-Forvaltningen

39

31 egenligen ere betroed, de nærværende Herrer Deputerede i Finants-Kollegiet, da har de enten viist sig saa store i andre Affærer eller Videnskaber, det strikte Finants-Væsen uvedkommende, at det er naturligt, at et og andet ved Finans-Væsenet maae ved deres redeligste og beste Hensigter, dog falde Dem meere fremmet end bekiendt; men Planen maatte være almindelig. Da nu og denne Videnskab desuden er af større Strekning, og udfordrer en langt anden Erfarenhed af Verden, end nogen anden: saa er det at formode, at slige sammenstødende Aarsager vil altid hindre Regenten, i at erholde fra sit nærværende Finants-Kollegium den fuldkomneste Besvaring.

Dertil kommer dette, at da det er Finants-Collegiet selv, som maatte exeqvere de Erklæringer, der maatte blive givne paa Spørsmaalene, og forinden fastsætte og bestemme Exekusions-Maaden: saa maatte det saa meget mindre gives Spørsmaalene til Besvaring, som Kommissionens Erklæringer ikke bliver dem andet, end en Medhjelp af dets egne priselige Ønskers og Hensigters Befordring.

40

32

Andre vil maaskee sige, at Kommissionen vil blive ufornøden, da samme Finants-Kollegium vil ved forefaldende Lejlighed viide at giøre nye Forandringer i Ekonomie- og Finants-Væsenet, saadan en Kommission uagted. Men saadant vil og lettelig kunde besvares. Thi just for Lejligheden Skyld, som nu gives, at nytte Staten ved en saadan Kommission, er det Højfornødent, at den sættes, da det umuelig kan være dette Kollegies Lejlighed, at passe nøje nok paa denne Lejlighed, og andre kommer for sildig.

I Følge skeete Forandringer, er det og noksom bekjendt, at Hans Majestæt sigter til en betydelig Forandring i den heele Stats-Huusholdning, og i det højbetydelige Kammer-Væsens Forvaltning. Men fra dettes Centro, (om jeg maae bruge den Lignelse) naar samme gaaer uden for Basis af en vel anlagt Huusholding, kan troner styrtes. Bliver nu Grundvolden ikke strax lagt, begynder man ikke med Begyndelsen, og gaaer i Orden frem til de først følgende, og nest derpaa kommende Mellemmidler, kan det gjelde heele Næringers Undergang, Stænders ødelæggelse, Kassens største Tab, Statens Velfærd og Sikkerhed.

41

33 Men forbyder Forretningers Mangfoldighed, som sagt, Finants-Kollegiet strax at oppasse den første Tid, de første øjeblik, til ordenlig Iværksættelse af saadan en Reformasion, som den Kommissionen maatte tilsigte, saa bliver Kommissionen højnødvendig, om Reformasionen skal lykkes.

Jeg forbigaaer flere Indvendinger, som mindre betydelige.

VI

Nytten af Kommissionen, tænker jeg, vilde blive saa stor, at den knap kan beskrives, i fald den Nytte deraf hentes, som kan indhentes.

Jeg setter, at Kommissionen har givet den Erklæring, som jeg, efter mine ringe Tanker, troer var den beste, og at deraf erfaredes, at nogle betydelige Forandriger vare strax at i verksette, nogle om kort eller længere Tid, nogle ved Lejlighed af de løbende Affærer; men at andre vare af den Vigtighed, at de ikke uden i en Svite af Tid, og ved en for den Aarsag nedsat Kommission, kunde afgjøres:

42

34

skulde noget da kunde være rimeligere, end de Herligste Følger af denne Kommissions, Handlinger, om de samme blev Planen for Reformasionen? Et flygtigt Øjekast igjennem de muelige Besvaringer af anførte Spørsmaal vil kunde oplyse dette.

Lad os forestille os Kommissionens Erklæringer,

i de nysmelte fire Tilfælde, at være Regenten postviis indleverede paa følgende Maade.

1. De Forandringer angaaende, som synes strax at burde see:

a. Kornprisens Bestemmelse.

b. Fastsettelsen af Tiden for Brændevins-Brændingen

c. Brød og Øl-Taxten.

d. Forbud mod Prisers egennyttige Rejsning.

e: Bekjentgjørelse om Stalfednings-Privilegiernes

Ophævelse om en halv Snees Aar, mere eller mindre.

f. Anordning om Samling, af Gejstlighedens Jorder.

43

35 g. Forandring, efter anførte, af det ostindiske Kompagnies nu udløbende. Oktroj.

h. En nye Toldrulles Forfatning.

i. Omformingen af Konsumsions-Rullen, i fald Korn-Prisen var bestemt.

k. Landmaalingens bedre Fortsættelse.

l. Bekjentgjørelse om en tilkommende nye Matrikuls Forfatning.

m. Nedsættelse af de ødeleggende Renter.

Uden Tvivl vilde den fornuftige Verden ansee dette for en ypperlig Begyndelse til Reformasionen, om den hermed begynte.

2. De Forandringer, som synes om en kort Tid, eller om nogle faae og flere Aar, at burde foretages:

a. Brændeviins-Brrændingens Ophævelse paa Landet.

b. Forandring af Tobaks-Administrasionen.

c. Virkelig Ophævelse af Staldfeldnings-Privilegierne.

d. Nøjere Bestemmelse af det guineiske Kompagnies Oktrøj, i det mindste ved Oktrøjens Ende, om ikke tilførne.

44

36 e. Den islandske Handels Frihed inden 3 Aar.

f. Forfærdigelse af en almindelig ensformed Mantals-Liste for begge Rigerne.

Denne Fremgang vilde maaske viise Hver Mand i Landet, at man handlede efter en fornuftig Plan.

3. De Forandringer, som synes best at maatte skee ved forefaldende Lejlighed, og naar Omstændigheder, der ej forud vel kan indsees, maatte blive gunstige.

a. Bondens Frihed paa kongelige Godser, som bliver solte.

b. Hvad det almindelige Handels-Kompagnie,

kunde være angaaende.

c. Banke-Oktrøjens Omforming betreffende, Kolonie-Forbedringer, fornuftige Paalæg, m. v. ej anført under forrige Artikler.

En saadan Forsættelse af en lagt Plan vilde gjøre hele Landet sikkert paa Frihed og Kredit, som paa Vinskibeligheds rette Frugter.

4. De Forandringer, som det synes, at een eller flere dertil beskikkede Kommissioner maatte see iverksatte:

a. Beqvemme Monopolier for Kjøbstaderne.

b. Laugs - Artikler forbedrede, efter Fornødenhed, for alle Laugene, og Varenes Stemplings-Maader i Artiklerne indførte

45

37 c. En Forordning om Næringers Inddeling i

flere Klasser, hvor mueligt.

d. En Forordning om Handelens nøjere Inddeling efter dens Natur e. Kommerse-Forordningens Forbedring.

f. Koffardie-Lovenes bedre Indretning.

g. Undersøgelse af Privates-Nærings-Privilegier

og deres rette statsmæssige Bestemmelse.

h. En nye Matrikels Indretning paa Landmaalingens Fuldførelse.

Disse Anstalter vilde ventelig overbevise Verden om, at man kjente Statens Mangler, og forstod Reformasions-Kunsten fra Grunden af

Heraf vilde Følgerne, uden mindste Tvivl, end ydermeere blive disse:

1. Det fornuftige og upartiske Publikum vilde strax glæde sig ved Korn-Prisens Bestemmelse, og enhver prise Kong Christian den Syvende for hans uskatteerlige Klogskab og Naade i denne Fald.

2. Landmanden vilde begynde, langt be

dre end tilforne, at kjende sit Sammenhæng med Staten og alle andre deres Sammenhæng med ham, og hans Fornedrelse, for faae Øjeblik, vilde blive hans egen og Statens Ophøjelse for paafølgende ævige Tider.

46

38 3. Brændeviinsdrik vilde efter haanden begynde at aftage paa Landet, og med Tiden rent at standse, hvilket vilde blive mangen Borgers nye Fødsel, vigtigere end mange tusinde Børns Daab i Hungers og Armods Rige.

4. Dyre Tider vilde ophøre, og alle Stænder og Stænder og Næringer begynde at tage Deel i de frugtbare Aaringer, og de ufrugtbare blive taalelige, endog for Armod selv.

5. Bondens Frihed, skjenket ham af Regenten selv, vilde opmuntre mange til at ligne sin store Konge i saa ædel og ypperlig en Handling.

6. Gejstligheden vilde i Agerdyrkningen, alle Næringers Grundstytte, blive et Exempel for Bondens Ukyndighed og en kraftig Opmuntring for hans Vinskibelighed.

7. Allevegne tillagde Øxen vilde forøge Gjødningen paa alle Agre, formere Høsten og formindske Hestenes uekonomiske Brug.

8. Større Mængde af den for Landet bekostelige Plante, Tobakken, vilde, blive, dyrket, og en langt mindre Mængde deraf indført.

47

39 Kjøbstæderne vilde reise sig af Støvet, og blive Monumenter om Kong Christian den Syvendes Visdom.

10. Næringer, bestemte ved velindrettede Lauge, vilde blive Aarsagen til en ordenligere Fabrikering af Vare, og Arbejderne sikre paa Afsats, og disse derfor desmere vinskibelige og roelige, og des vissere Betalere af Skatter.

11. Mange bortreiste Næringer vilde komme tilbage. De som staaer rejseferdige vilde beslutte at blive, og fremmede, for mange i andre Lande, vilde sette sig ned hos os imedens der var Rum; men til den Tid og

* Vi optegner nu adskilligt betydeligt og got, ogsaa noget, som kun lidet betyder. Dersom en ugenlig eller maanedlig Fortegnelse paa de til Hovedstaden indkommende og med Præsident-Pas bortgaaende Rejsende, af alle Slags Næringer og Handel, blev offentlig bekjendtgjort, vilde

saadant have en langt vigtigere Nytte, for Staten, i Fald gode Beregninger gjordes derefter, end nok saa nøje en Liste paa de igiennem Hovedstadens Porte skeende Turer til og fra Landet.

48

40 andre forlade os igjen uden vor Tab. Thi ret befolkede Stater udsender deres Sverme, som Bistaderne deres, i Følge eens Aarsager, grundede paa Algodheds og Alviisheds ævige Love.

12. Andre Nasioner vilde for den indførte Stempling antage vore Vare med Vished, og finde deres Regning ved at handle med os, og danske nedrige Handels-Kneb ikke længer blive Landene til Bebrejdelse, til Skam og Skade.

13. Kunsterne vilde blive raffinerede og derfor desmere begjerlige end og af længst bortliggende Lande.

14. Den indenlandske Handel vilde blive ret ordenlig og Grunden til den udenlandske.

15. Vor Handels-Kaas vilde blive saa fornuftig, som de fornuftigste Staters, og vore Ladninger meget meere værd end hidindtil.

16. Det ostindiske Kompagnie vilde blive saa vigtig for Staten, som det hidtil ikke haver

49

41

været, men som det dog baade kan og bør blive.

17. Det guineiske ligesaa.

18. Det almindelige Handels-Kompagnie vilde, som unyttige Kompagnier andensteds, forsvinde, og kun efterlade sit Navn, som et Minde om dets forrige selsomme Væsen.

19. Privates Privilegier og Monopolier vilde ikke blive Statens ødeleggelse, men Staten altid finde sin Regning ved slige vel tildeelte Friheder.

20. Island vilde blive en mageløs Kolonie i den store Verden, og dens Handels Vigtighed udbrede sig til alle Nasioner; men den danske allene have den rette Fordeel deraf.

21. Vore Fragters Lethed vilde tage Fragter fra andre, og Dannemark vilde blive saa stor i Handelen, i Forhold til sin lille Sirkel, som noget handlende Rige er det i det store, i Forhold til sig selv.

50

42

22. Handelen vilde befordres ved Tolden,

og Toldrullen blive dens sikkerste

Vejleder.

23. Konsumsions-Paaleget vilde betale de fleeste af Statens vigtigste Udgifter, afgjøre Gjelden, formindske Overdaadighed, og befordre en fornuftig Sirkulasion af

Penge og Flid i alle Statens Stænder.

24. Korn-Skatten vilde blive saa naturligt et Paalæg, som det nu, for den urimelige Matrikuls Skyld, er stats unaturlig og den Afgift blive Statens aldrig aftagende, men altid Tilvoxende, Grund-Kapital.

25. Renter vilde ikke meere sætte Mangel og Flid i Stat, men i det Sted ophjelpe Trang og befordre Vinskibelighed.

26. Den publike Kredits Muelighed vilde bevises at kunde forvandles til Virkelighed i et Monarkie, naar meere end almindelig Kiøbmands Aand omformede Banke-Oktrojen.

51

43 27. Populasionen vilde da først i alle Stænder blive vigtig, og imidlertid vilde man begribe, at Brylluper og Barseler er for en hungrig Stat ej saa nyttige, som Begravelser: og at Hungeren maae først, ophøre, og Næringer ret tage til og blomstre, for hver Brudgom og Brud bebuder Staten en statsnyttig Afkom.

28. Sirkulationen i Stats-Legemet

vilde blive en? munter Sundheds, og ikke en vis Sygdoms, et døende Legems bedrøvelige, Kjendemerke.

29. Skatter: og Paalæg vilde blive naturlige, Regentens nærværende Udgifter vilde for en stor Deel blive Sæden til hans tilkommende Indtægter, hans følgende Indtægter Statens Styrke og fuldkomne Førlighed, og hans Kasses gode Tilstand hver Mands Velstand.

30 Mange betydelige Sandheder og forslagne gode Anstalter, allerede optegnede for os af Philocosmo og andre, tilsyne moraliter umuelige nu at iverksettes, vilde da blive muelige.

52

44

31. Den tilsigtede Reformasion vilde gaae ordenlig, roelig og lykkelig for sig, og faae Aar i Kong Christians Regierings Begyndelse vilde udrette det, som ikke vil blive gjørligt, uden for denne Plan, i halve og heele Sekuler, længe efter hans Tider, ja ikke mens Verden staaer.

32. Rigerne vilde da blive eet Legem, og de Fornuftigste i Rigerne vilde indsee Anlæggenes

Sammenhæng og Hensigternes Højhed, og oplyse Mængden Om Regentens Klogskab og den tilkommende Lyksalighed, som hver Mand vilde komme tit at tage Deel udi.

33. Europa selv vilde begribe Klogskaben i saa stor en Reformasion, tilstaae dens Nødvendighed, og, for dens naturligviis følgende gode Lykke, ophøje Kong Christian den Syvende, den viseste iblant Kongerne.

53

45 34. Ald Verden vilde Handle med os, fordi vi da først blev værd at handle med, og da først skikkede til at handle med en Verden, som da ikke skulde kunde negte os Ballansen i Handelen.

Saa stor kunde Nytten blive ved saadan et Forslags Iverksættelse. Den store Verdens Exempler underretter os derom, om vi vilde høre, og lægge Mærke til dens Klogskab for den store Ukyndighed, de mangfoldige Fordomme, de mange egennyttige Hensigter, det selfiske Væsen, der døver og blinder os i utallige Tilfælde.

Skulde det anførte Forslag derimod ikke blive valt, eller den dermed tilsigtede Reformasion ikke gaae for sig: saa tænker jeg at Rigerne vil altid (paa det Tab nær, som i Begyndelsen møder allevegne ved alle betydelige Forandringer) besinde sig langt bedre ved en Handel efter den Hollandske Plan.

Dette, som kunde synes selsomt for mange, vil jeg paa gode Grunde søge her at beviise.

VII.

For at Viise, den hollandske Handels Plan at være langt vigtigere og nyttigere

54

46

for Rigerne at følge, end den valte; naar hin iverksettes med den Vished, som denne hidindtil er forsømt eller usammenhængende forsult og iverksat: maae man først forestille sig begge Planer imod hinanden.

Hvori er den Hollandske Handels-Plan adskillig fra den danske og denne fra hin? <!

Hollands Hoved-Handel er Omsats-Handelen med andres Vare, mere end med egne; fordi Holland har flere Strandbredde end Agre, og det var bleven det en Umuelighed, at bygge sin Folkemængdes Ophold Mg en utilstrækkelig Agerdyrkning af et næsten landløst Land.

Dannemarks Hoved-Handel skulde være Handelen med egne Vare, mere end med andres; fordi Dannemark, har herlige Enge og Marke, og kunde have dem langt Herligere, og er i Stand til at bygge sin Folkemængdes Ophold og Formerelse pas sin Flid i Agerdyrkning og Kunster, af hvilke tvende Hoved-Næringer det kan have meget til overs for Udførsel til Fremmede, og derved berige sig selv aarligen.

55

47

Disse tvende Handels-Planer og Handelen derefter, ere altsaa deri adskillige, fra hinanden, at de Midler til Ophold for Folkemængden, som Holland efter sin Plan skal have, maae det søge hos Fremmede, hvilket (paa fysiske tilfældige Omstændigheder nær) giør Holland i Nød saare usikkert. Dannemark derimod kan efter sin Plan, vel iverksat, finde sin Sikkerhed hos sig selv.

Men hvori, maae nærmere spørges, bestaaer den Handel, som Holland driver med egne Vare, i Ligning mod den Dannemark driver: og hvori bestaaer den Handel Dannemark driver med fremmede Vare i Ligning mod den Hollandske Handel med samme?

Hollands Handel med egne Vare bestaaer, ligesom Dannemarks, i Natur- og Kunst-Vare hjemme frembragte eller forarbejdede. I de første er Holland saa stor, som Naturen vil tillade det, og den Størrelse saare lille: i de andre ikke større, end andre Nasiouers Klogskab og Daarlighed vil tilstaae det at blive. For dets lille Lands Skyld Udfører det, foruden Krap og Tobak, og nogle faae graae

56

48

Erter, egentlig kun Ost og Smør, thi hvad Korn det avler, forbruger det selv. Engen dyrker det frem for Ager, paa det det kan have Kreaturet (der og føres vanskeligere over Soen endKornet) med detöFrugter hjemme hos sig selv.

For dets store Flid Skyld har det endnu de skjønneste Silke- og Uldne- Bomulds- og Linnede Manufakturer,Fabriker i Læder og Papir, i Kaaber og Jern, i Sølv og Guld, i Steen og i Træe. Det har Handteringer til Jord-Produkterne, som meest hentes fra Fremmede, deres Omforming, saa vigtige og saa prægtige, endog at forbigaae dets mageløse Skibbyggerier, at de største Steder i Holland har disse Kunster at takke for mange af deres skjønne Bygninger, som for den anseeligste Deel af deres Folkemængde.

Til egne Vare vil jeg ikke regne Fiskerierne, i hvorvel de dertil kunde regnes, og fra en anden Syns-Punkt hører der Hen. Jeg tager her det Ord Hollands egne Vare for Landets, og forstaaer altsaa derved allene de hollandske Provinsers Land- og Kunst-Vare.

Af det anførte følger altsaa at Holland har ligesaavel Agerdyrkning, som Dannemark. Ja det

57

49

som mere er, Holland anseer Agerdyrkning, i Forhold til den Nytte som deraf for de respektive Provintser i Særdeleshed indhentes, for visse Provinsers Grundstykke. Toll og Du-Monceau, længe siden oversatte i dets Sprog, ere i den Henseende ærværdige Lærde for den hollandske Landmand. Selv har Holland og originale Agerdyrknings-Skrifter fuldkommere end Dannemark.

Den hollandske Handel med egne Produkter og Natur-Vare er altsaa heel lig vores. krap udfører vi vel ikke; men kunde udføre den. Uligheden ligger meest i Mængden af Varer, som udføres. Holland udfører meget mere Ost end Dannemark, det samme kan og siges om Tobakken, Dannemark udfører derimod meere Korn. Ja det er i den Henseende saa resonable imod Verden, at det lader udgaae saa meget, at det selv hungrer derover, saa det derfor handler endog heel daarligen imod sig selv. Om faae andre Produkter, om nogle fede Vare, om Heste, om Dunn og Pennesiere, kan det og siges, at Dannemark udfører Mere deraf, end Holland.

58

50

Men derimod udfører det meget mindre af Kunstens Vare, end Holland, hvilket (paa Folkemængden nær) er en aabenbare Følge af lutter Statsmangler, der alle kunde hæves.

Tvivler man paa denne Udførfels Ringhed, saa har man alleene at spørge sig selv: hvad Stæder der i Dannemark ere oprejste ved vore Kunster? Hvilke Sorter Vare søger fremmede Handlende Hos os frem for hos andre? Tønder selv kan knap nævnes blant de første, og vore randerske Handsker, noget nær, vor ypperste Hiemme-Flid i Næringer, ere en stor Ubetydelighed. Kunne vi end opregne nogle Skibs-Ankere, noget Tovverk, nogle faae uldne Vare, vi udfører, saa maatte de dog blive for ringe, at komme i Betragtning paa en merkelig Handels-Liste. Kontanterne vil vi tie rent stille med.

Vi vil ikke glemme dette, at Holland i Handel med egne Kunst-Vare er meget større, end Dannemark.

Men hvad bemerker vi i Handelen med fremmede Vare imod Holland? Saa lidet

at jeg ej tør nevne det. Vi kan best undskylde det dermed, at det er ikke vor Hoved-Handel.

59

51

Saa slipper vi best fra en Materie, som ikke vilde flatere os meget, om vi talte noget derom. Thi anførte vi endog nok saa nøje vor Omsats med Østersøens Tømmer og Master, Planker og Pibstaver, Tjere og Sejlduger, med franske Vine og Brændevine, med spansk og portugisisk Salt, med Hollandsk og virginisk Tobak, med flamske og andre Sild, som er ald vor Herlighed: saa blev Regningen dog kun saare ringe, for hvad Fremmede beholder deraf. Best derfor at forbigaae det!

Her erindres det kun, for at ledes til et Begreb om begge Landes Handels Natur, og for derfra at slutte sig til, om den nærværende Handels-Maade i Holland skulde blive Dannemark bedre, end den Maade at handle paa, det har sult i de sidst forbigangne Aaringer.

Men vi Har allerede tydeligen erfaret, at Agerdyrkning paa sin Maade blomstrer i Holland, og at Kunster er endog der i større Fuldkommenhed end hos os, vi tør da slutte, at vi ikke har nødig at frygte enten for Agerdyrknings eller Kunsters Undergang, i Fald vi handlede paa hollandsk. Denne Slutning er værd at erindre!

60

52

Men har vi Lyst til, endnu nøjere at kjende den Hollandske Handels skjønne Følger: Saa haver vi jo kun nødig at tænke paa os selv idet vi faaer Svar paa det Spørsmaal: Hvad er Følgerne For Holland af dets Handels-Plan?

Derpaa maae jeg svare, hvad al Verden veed, dette nemlig: at Hollland føder og klæder sine Borgere, og formeerer sin Folkemængde i alle Stænder viiseligen: at det vinder Balansen, og derved formerer Landets Kapital: at det voxer i Styrke, og tager til i Sikkerhed mod Naboers og Gjenboers Anfald i Forhold til alt dette.

At Dannemark ikke føder og klæder sine Borgere, vidner Mangel og dyre Tider. At det ubetimelig formeerer sin Folkemængde, beviser Uligheden i Stænder i alle Rigets Provintser. At det taber Balansen, og ikke formerer Landets Kapital, siger Vexel-Kursen og Penge-Mangel i alle Huse, ja i Kongens Kasse selv. At det naturlig maae aftage i Styrke, det kan ingen tvile paa, som tæller Hænder, der ligger over Kors, Lemmer der ere ubevægelige, bortrejsende Næringer, som maae i

61

53

sær i disse Tider være et betydeligt Antal, Hvorom foranførte Middel kunde oplyse os. Med videre.

Men et stort Gode var det jo da for Dannemark, om det kunde nyde Hollands Fordeele i Handelen! At sligt var mueligt ved den hollandske Handels-Plan, frem for ved den Handelsmaade vi hidtil har brugt, vil jeg endnu nærmere her søge at oplyse ved Sammenligning af den muelige Hjelp, der vilde findes i den hollandske Handel imod vore anførte Mangler, hvorved vi tillige kan indsee den Hoved-Sandhed, at en mindre god Plan i Handelen, iverksat, er langt bedre for en Stat, end den fuldkomneste Plan uden Iverksættelse.

Den hollandske Plan tænker jeg vilde i Tiden have følgende Virkning paa Dannemark.

1. Kornets fri Indførsel vilde nedsette alle fornødne Vare i Priserne, hvilket blev Vinskibeligheds Opmuntring. Proprietæren, i fald han blev ved at giøre Korn-Avl til sit Hoved-Øjemerke, maatte da lade Jorden dyrke Desflittigere for at fortjene paa Mængden af sine Vare, det dyre Tider for indrentede ham.

62

54

Følgelig blev en Hovedmangel, jeg tør sige den største af alle Mangler i Staten, hæved, i det Kornets høje Priser forvandledes til got Kjøb.

2. Brændeviins-Brændingen blev en Fordeel; thi Udførselen af Brændevinet blev des større, fordi Handelen var frie, og Korn-Prisen steg derfor ikke, fordi Kornet blev frit indført Magasiner vilde da blive en sikker Fordeel i Handelen, og den vinskibelige Agermand vilde finde sin Regning ved Brændevins Brændingens Fremgang, om han end selv aldrig brændte.

Følgelig trængede vi ikke til, som nu, at efterfølge Engelands anførte Viisdom i Bestemmelse af Brændevins-Brændingens Tid, og vare dog lige saa lykkelige, i Henseende til Misbrugs Afværgelse, som Engeland.

3. Brødtaxtens Lethed vilde være en Følge af Kornets frie Indførsel.

Følgelig kunde vi give samme Priser paa Arbejdsom andre, hvilket nu paa sine Stæder bliver umueligt.

4. At rejste Priser paa Korn-Vare vilde ikke saa let være mueligt, mindre længe kunde skade.

Følgelig behøvedes ikke den engelske Viise Lov mod egennyttig Forhøjelse af Varers Priser: hvilken Egennyttighed hidtil har voldet saa stor Fordervelse i Landet.

63

55

5. Saldfednings - Privilegierne vilde blive mindre fornærmelige, da Hollænderier vilde allevegne blive meere brugte, fordi Kjødet blev meere almindelig fornødent, og baade Landet og Handelen, som ej trængte saa meget til Kornet, fordi det indførtes, fandt sin Regning ved Smør og ved Oste, og Kjørene gav altsaa Gjødning til Engen i stedet for Øxen.

Følgelig blev Landet overalt et Canaan: hvilket det hverken er, eller saa længe Staldfednings-Privilegierne vedvarer, under nærværende Handel, kan blive.

6. Tobaks-Administrasionen, som ved denne nye Handels-Maade falt vek, gav Lejlighed til Tobakkens Dyrkning, som vilde blive dyrket i Mængde, fordi Udførselen ved den frie Handel blev befordret, og Sejlatsens Tilvext gjorde Brugen desstørre og desmeere fornøden for de Sejlende.

Følgelig blev denne upolitiske Administrasion ikke længere imod Staten.

7. Kiøbstæderne vilde rejse sig, fordi en fri Handel vilde let give Stæderne den rette Smag paa en bestemt Vinskibelighed, som

64

56

Statsklogskaben i det Sted nu maatte gjøre: og saa mange beqvemme Haune, som Dannemark haver, saa mange Handels-Stæder vilde ibant vore forfaldne Kiøbstæder strax rejse sig. Helsingør, Kallundborg, Nestved, Præstøe vilde i Sielland ikke blive de sidste.

Følgelig behøvedes Næringers Anviisning til Stæderne mindre; skjønt de i ingen Slags Handel aldeles kan undværes.

8. Næringer vilde og blive visse, mere enkelte, sikre, og ordentlige ved gode Lauge;

for gode Lauge er et merkeligt Stykke af Hollands Handels-Plan.

Følgelig blev vore Vare meere fuldkomne, og Krediten for dem og vore Handlende større blant Fremmede, end den hidtil haver været.

9. Vor Høker - Handel vilde af Fornødenhed deele sig selv. Hver anden Hør- og Isenkræmmer blev forvandlet til adskillige indenlandske smaa Groserere; og Grosererne paa andre Lande blev derfor ikke des fære, Kræmmerne hjemme ej heller.

Følgelig begynte vi da, engang at blive en ordenlig handlende Nasion hjemme.

65

57

10. Vor Kommerse-Forordnings Exsepsioner og Undtagelser vilde blive unødvendige, fordi Handelens Natur gjorde det som var tvertimod til Hoved-Negle, nemlig, allevegne at hente Varene fra første Haand, da vi nu maae tage visse fra anden og tredie; og vore Grosereres Antal vilde merkelig formere sig.

Følgelig begynte vi at handle og segle fornuftig ude.

11. Brugen af det ostindiske Kompagnies Vare vilde blive mindre fornærmelig, som en frie Handel, der indførte en politisk Smag, opvakte Vinskibelighed ved mange Lejligheder. Vi kom da og til bedre at betjene os af vor vestindiske Kattun, end for nærværende.

Følgelig blev den ostindiske Handel ikke et Slags tilladt Kontrebande Handel, som den hidtil, i visse Poster, har været, men en Handel Staten allene til Fordeel.

12. Den guineiske Oktroj vilde med den fri handels-Natur have større Overeensstemse, end med den nærværende, og altsaa ikke i adskilligt være absolute stridende imod Staten.

Følgelig blev denne Handel mere statsmæssig.

66

58

13. Det almindelige Handels-Kompagnie

vilde af sig selv forsvinde.

Følgelig vilde det ikke blive andre Handlende i Vejen, uden at nytte sig selv eller nogen.

14. Privates Privilegier og Monopolier vilde blive nyttigere for Staten, efterdi Handelens Natur vilde ødelegge endeel, og give Anledning til en bedre Form for andre.

Følgelig blev visse Borgere ikke Statens Ødeleggere, som de er for nærværende.

15. Den islandske Handel vilde da saa sikkert blive frie, som den Hollandske vestindiske: og Island vilde lige saa vist blive beseglet, som en Kolonie, som et St. Eustatius eller et Curasou.

Følgelig vilde Island ikke længere blive det Trældoms-Stæd for Rigerne, som det for nærværende befinder at være; men en Friheds-Boelig Rigerne til Fordeel.

16. Lovene for den danske Sejlats vilde blive i Medhold af Handelen og Fragterne derved nedsatte.

Følgelig vilde vi kunde holde Fragtpriser med Fremmede, som nu er umueligt.

67

59

17. En anden Plan til Toldrulle vilde ikke give mindre i en eneste Post, end den nu bør give, men indrente Regentens Kasse meget mere i mange andre Tilfælde.

Følgelig blev den Toldrulle ikke imod Staten og den indførte Handel.

18. Consumsionen vilde fornuftigen blive paalagt, og den gjøre sine gode Virkninger til Stats-Udgifters Bestridelse.

Følgelig blev man til Rigernes Lykke nød til, at vælge det Raad, man nu enten ikke kan forstaae, eIler ikke vil følge.

19. Matrikelen vilde blive mindre fornøden, fordi Korn-Landet vilde merkelig aftage, paa hvilken Mangel en des højere Konsumsion vilde bøde.

Følgelig vilde vor forkeerte Matrikel meget mindre fornerme Regent og Undersaatter, end den nu, hver Dag den bruges, fornermer begge.

20. De høje Renter vilde i denne Handel snart maatte nedsættes, og, saa længe Handelen skulde blomstre, aldrig forhøjes.

68

60

Følgelig vilde den Riges Overdaadighed ikke, som nu, blive den fattige Vinskibeligheds store Plage og Utroelige Byrde.

21. Bankens Oktrøj vilde blive forandret, naar mueligt, men hvor snart den Muelighed vilde blive virkelig, kunde den kongelige Gjelds Afbetaling allene lære.

Følgelig vilde vor Banke-Oktrøj engang giøre den Virkning for den offentlige Kredit, som den nu ikke kan gjøre.

22. Følkemængden vilde vel undergaae den største Forandring, og Bondestanden, i Forhold til Dannemarks Strekning, blive mindre end for nærværende, da Fædrift ej befolker i den Grad, som Agerdyrkning; men i Stæderne vilde Folkemængden tage til, ved Konsters og Manufakturers Tilvext i Tiden, som ved Handelens og Sejladsens Udbredelse: og den Orden i Folkemængden, som den hollandske Nærings-Plan udfordrer, og selv danner, vilde dog blive vigtigere, end den, som nu indtreffer, fordi ingen ret Bestyrelse er til af Agerdyrkningens og Næringernes forholdsmessige Sammenhæng.

69

61 Følgelig vilde vor Folkemængde vel ikke blive den fuldkomneste mueligt i det hele, men langt fuldkomnere i alle dens Deele i Forhold til Planens Natur.

23. En fri Handel overalt i Riget vilde giøre Sirkulasionen naturlig i Stats-Legemet, og følgelig almindelig, og det vilde blive det rette Beviis paa Handelens Liv.

Følgelig vilde den Pengemangel, som nu er utroelig, ophøre, og vor Stat, der i meget ligner de Dødes Rige, vilde, saa at sige, forvandles til de levendes Lande.

24. Regelikens Kasse vilde befinde sig langt bedre, end for nærværende, Alle Munde vilde blive fødte, Handels-Balansen blive vunden, Populationen vel blive mindre i Beregning af Mennesker mod Landenes Strækning, men alle disse vilde blive mere velhavende, og derfor meere nyttige og vigtige; thi Rigdom er tillige Magt.

Følgelig vilde Regenten, som nu, til liden Ære for hans Kameralister, er fattig, blive rig, og hans Undersaatter med ham, og Staten mægtig. Thi ald Penge- og Næringsmangel i frugtbare Stater i fredelige sædvanlige Tider (man maae ej hykle og gjøre komplimenter paa Troners og Staters Bekostning) er fast ene og allene Ekonomie- og Finants-Kollegiers Skyld, og ligesaa Staters Afmagt.

70

62

Disse Fordeele ere alle større, end de, Dannemark for nærværende nyder ved sin Handels-Plan, og mange flere ere muelige.

De Mangler som ved Forandringen maatte indløbe vilde være følgende:

1. Man vilde, som alt berørt, mere dyrke Eng end Ager, fordi Fædrift behøver færre Arbejdere, er mindre møjsommelig og bekostelig, og blev altsaa, under den Handel, meere fordeelagtig for Proprietæren i Landet.

Men Handels-Balansen, som vantes, kunde taale at kiøbe Korn.

2. Riget blev ved denne Ekonomie, i Henseende til sin Korn-Handel, afhængende af andre Stater.

Men Magasiner maatte hjelpe paa Sagen, og gode Politie-Love, saa vit mueligt, afhjelpe den Mangel. Dannemark gik det ikke heri værre end Holland.

3. Folkemængden blev mindre paa Landet og Land-Militsen maaskee med den.

Men Folkemængden blev des større i Stæderne, det tilvoxende Søemandskab bødede og derpaa, og Skibene som tiltog, blev nye Fæstninger.

71

63

4. Kornskatten blev langt mindre, end den hidtil haver været.

Men Konsumsionen allene af Smør og af Ost, af Salt og af andet Fornødent for Landmanden, vilde give noget anseeligt.

5. Forandringen, som vilde foregaae i Næringer ved slette Fabrikers Undergang i Begyndelsen (til den nye Handels-Plan kom i Gang) vilde blive ubelejlig for en kort Tid.

Men den Ulejlighed vilde igjen forsvinde og Tabet oprettes med Fordeel; da bedre Kunster, som Handelen tog til, vilde igjen opkomme. Thi vi veed, at den hollandske Handels-plan forbyder aldeles ikke Kunsternes Flor,

6. Endeel Bankerotter vilde ved den Tid indfinde sig.

Men visse Borgere, som nu mangler Næring, vilde finde Næring, og den nye Handels-Plan vilde give nye Fortjenester: ja Bankerottererne selv vilde igjen komme paa Fode.

Lignes altsaa disse Mangler mod nysanførte Fordeele, vil man let see, at Fordelene er langt større end Manglerne. Sammenligner

72

64

man saa igjen samme Fordeele af en hollandsk Handels-Plan med den ufuldkomne Plan vi har sult i Handelen i de sidste 20 til 30 aar: (enhver kan gjøre denne Sammenligning i Tankerne), saa fejler det ikke, at de som forstaaer lit af en Handels politiske Følger for Lande og Riger, vil kunde indsee, at den hollandske Handels-Maade maatte blive Dannemark langt bedre, end Mangel af en god Plan, eller en forkert Handel efter en Plan, som neppe fortjener Navn af Plan.

Thi den Indvending skulde jeg aldrig tænke, at nogen møder her med: at en fri Handel kun passer sig for en Republik. Handelers Anlæg, naar Fornuften anlegger dem, bør rette sig efter Landes Natur og Stæders Beliggenhed, og ikke efter Regjerings-Formene.

At det er mueligt for Dannemark, skjønt Holland i meget er kommen det tilforn, at begynde saadan en Handel med en temmelig Lykke, det bør dets Beliggenhed ikke tillade det at tvivle paa, end mindre de Udsigter, det kunde gjøre sig ved

73

65

nærmere Oplysning (som vilde følge med Handelen) om østersøiske Mangler, lignede med, egne og andre Landes Fuldkommenheder og Overflod: ej at tale om de nærværende forestaaende Forandringer i Følge Ruslands lykkelige Vaaben.

Men hvorvit blev denne Hollandske Plan en god Plan for Dannemark? Allene for saa vit dette ikke handlede bedre, end i foranførte Aaringer. Anderledes maae det ej forstaaes. Agerdyrkningen og Handelen med egne forarbejdede Vare bliver alle Kornlandes Grundvold til den rette Folkemængde, Rigdom, Sikkerhed og Magt, mens Verden staaer.

Jeg vil altsaa med det, som her er anført, ikke sige, at Dannemark bør velge Hollands Handels-Maade i Stedet for den Handel med egne Vare, fordi Hollands Plan er bedre, end den Plan Dannemark har vildet iverksætte. Men at det er et mindre Onde, at handle mindre fordeelagtig for Rigerne paa Hollandsk, end, som hidtil, paa dansk vis at handle usammenhængende og aldeles forkeert: og at den

hollandske Handel er bedre for Riger-

74

66

ne, end Manget af den foreslagne Reformasion.

Men skulde Reformasionen gaae lykkelig for sig, og den (ved de Kommissionen foreslagne Spørsmaale) forhaabede Plan blive lagt for Ekonomie-Kommerse- og Finants-Væsenet i Dannemark, saa vil den Plan altid blive den fuldkomneste for Rigerne.

Jeg dømmer derom, efter hvad jeg har erfaret paa endeel Aars Rejser, foretagne for at kjende Verdens sammenhængende Ekonomie og Handel, og det ikke allene som de forefindes imellem faae snevre Strandbredde; men som de hænger sammen, begynder og ender i de betydeligste Staters fulde Sirkler, imellem den europæiske Friheds og den amerikanske Trældoms arbejdende Hænder.

Det jeg der har haft Lejlighed til nøje at erfare, det er det, jeg søger her at erindre Fædernelandet om: og, om mueligt, at bringe det nærmere paa Spor efter sikrere Ekonomie- Kommerse- og Finants-Prinsipier, end det maaskee nogensinde hidtil haver været.

Jeg troer, jeg derfor med et Slags Grund og uden Forfængelighed kan ønske, at man i disse

75

67

Dage vil see sig vel for i den betydelige Sag, at gjøre Ekonomie- Kommerse- og Finants-Reformasioner, uden at have forud bekjentgjort en god Plan.

Intet er her foreslaget, som ej er sammenhængende med den Verdens Handels-Systemer, jeg har søgt at indsee, og som mange flere med mig kjender; mindre noget, som ej skulde være overeensstemmende med Dannemarkes og Norges højeste Fordeele.

Meget kan det synes at være, at vilde sige tvende Riger, at en mindre interesserende Handels-Maade, som den hollandske, skulde kunde blive bedre for dem, end den hidtil brugte.

Meere er det dog, at vi, efter saa mange Aars Forløb mit iblant Viise handlende Nasioner, som i Trykken endog bekjentgjør deres Kommerse-Politik og højviise Handels-Regler, at vi, siger jeg, mit iblant dem maae være nødt til at høre foranførte: og at neppe en eneste Stats-Ekonom eller Kameralist, som enten er, eller haver været i Regjerings-Kollegierne, skal have Mod til, at igjendrive det heele eller det halve eller en merkelig Deel af det, jeg her har vovet at beviise.

Men allermeest blev det da, og tillige det aller forunderligste, om man ikke skulle vilde see og

76

68

paa en eller en anden Maade, iverksætte Forslaget. Thi ligesom Tingenes Natur synes aabenbar at overtyde enhver om, at det er højfornødent, at Dannemarks Ekonomie- Kommerse- og Finants-Væsen engang bliver viiselig reformeret: saa bliver det og klart, at om Rigerne skal klogeligen reformeres, vil en retskaffen varig Ekonomie- Kommerse- og Finants-Plan, i det mindste i det almindeligste, efter kongelig Ordre først legges; og at Reformasionen derpaa ej begyndes og fortsættes allene ved de forefaldende løbende Affærer i Kollegierne, men tillige befordres uden for disse Kollegier (dog i nøjeste Sammenhæng med samme) da Statens Forvirring er for stor til det, at den ordentlige Tid, og de ordenlige Personer i Kollegierne, skulde være tilstrækkelige til at udføre Reformasionen saa betimelig, og i alt saa sammenhængende, som fornødent vil gjøres.

Men indsees denne Sandhed, som en for den nærværende Tid vigtig Sandhed, hvilket jeg til videre saa anseer den for at vare: saa tør jeg haabe Lykke for det gjordte Forslag. Jeg tør da haabe, at det i noget, om ikke i alt, vil blive Regenten og hans Lande, for

77

69

hvis høje Ret og for hvilkes Lyksaligheds Skyld, det er gjort, til Nytte: og det saa meget mere, som det hele Forslag staaer i nøjeste Sammenhæng med den Verdens Politik med hvilken Rigerne sammenhænger, og aldrig vil lade af at sammenhænge med, om vi endog Handlede nok saa usammenhængende.

Jeg synes derfor at erfare, at Forslaget tages i Betragtning af de værdige Patrioter, der udgjør Regentens Finants- og Kammer-Kollegier. Jeg synes de forbedrer og bestemmer det nøjere ved deres udstrakte Hensigter. Jeg synes at see en insigtsfuld og nidkjer Kommission nedsat. Jeg seer den er heel beskæftiget med at lægge Planen. Jeg seer den opstaae ferdig, for ligesom at overlevere sin politistke Troes Bekiendelse, den fuldkomneste Ekonomie- Kommerse- og Finantse-Plan til Regenten, der modtager den med Glæde, og iverksætter selv Reformasionen derefter. Jeg synes at see Reformasionen vel begynt, og at erfare de meest politiske Midler anvendte til dens Fortsættelse.

Det kommet mig for, at jeg hører Viise og Kloge, ja Uoplyste og Skrøbelige, underrettede af hine om Anlæggenes Hensigter og Or-

78

70

den, at ønske Reformasionens lykkelige Fuldførelse.

Jeg synes at see denne politiske Reformasion saa roeligen fuldført, som Kirkens, og at erfare alles ønsker af gaae ud paa en god Bestandighed i Eftertiden for den Plan, som paa de foregangne Forandringer skal følges.

Som jeg synes, at erfare alt dette: saa ønsker jeg og virkelig Opfyldelsen deraf for den Trones Bestandighed, vi alle ere forbundne at opholde.

Sic vos non Vobis - -

P. S. I de berlingske kjøbenhavnske Tidender No. 62. af 5 Aug. udkomme i Dag, da dette Ark gaaer under Pressen, læses den Bekjentgjørelse fra Præses og Direktører for det kongelige oktrøjerede danske asiatiske Kompagnie, at det allernaadigst har behaget Hans Kongelige, Majestæt ved de nu forestaaende, saavel chinesiske, som ostindiske Auksioner, saa og for Eftertiden, at den paabudne Konsumsion af Thee skal ophøre, og af alle de Vare, som med Kompagniets Skibe hjembringes og der bortsælges, hvad enten de her i Landene forblive eller til udenrigs Stæder forsendes, betales i Told 2 pr. Cento Kurant, som Kjøberne i deres Regning bliver anført.

Den Forandring gjør ikke det ovenanførte 16de Spørsmaal pag. 15 unødvendigt. Det tvertimod

79

71

er nu bleven nødvendigere, end det nogensinde haver været tilforne, og kan billigen formeres ved at spørge: Hvilke af det asiatiske Kompagnies Vare, kunde i sær, ved en billig Konsumsions Paalæggelse, hjelpe til at afbetale endeel af Rigernes Udgifter, og derved tjene til at spare den indenlandske Armod for haarde Skatter? Imidlertid bliver det, til ald Lykke, en stor Trøst for Kongen og Landet, at de ovenanførte Ord, for Eftertiden, bemerker i et Monarkie, i slige Tilfælde, net op det samme som de Ord: til vi anderledes til Sinds vorder. Kiøbenh. den 6te Aug. 1771.

accidit in puncto

80

Trykfejl. Pag. 2. Lin. 9. At udslukkes. læs. Udslukkes. 36. - 18. Forsættelse. - Fortsættelse. - 39. Custos. for. - andre. 43. Lin. 21. forslagne - foreslagne. - 45. - 4. som da ikke - som ikke. - 49. - 21. meest i Mængden. læs. egenlig kun i Mængden. - 57. - 15. Kattun - Bomuld.

1

Vorschlag zu einer königlichen

Reformations-Commission, um einen rechtschaffenen und dauerhaften Plan für

das Oeconomie-Commerz- und Finanz-Wesen in Dännemark zu legen.

Von

Christian Martfelt,

Cauzelei-Rath und Secretär der Landhaushaltungs-Geselschaft. Uebersekt.

Kopenhagen und Leipzig 1771, Gedruckt bei August Frederich Stein.

2

Regi & Patriæ.

3

Borerinnerung.

Wenn es eine wesentlich vollkomnere Regierungs-Form gäbe, als die Monarchische, so würde die Regierung der Almacht über die Welt nicht die allervolkomneste seyn; denn diese Regierung ist eine Monarchie. Nur derjenige kann der Monarchischen Regierungsform ihre wesentlichen Vorzüge vor allen andern Regierungsformen absprechen,

4

der die Natur dieser Regierungsform nicht überzeugend einsieht.

Die Möglichkeit alle Rathschläge anzuhören, ohne gezwungen zu seyn einem einzigen zu folgen, und dennoch den besten zu wählen; die Leichtigkeit, Staatsfehler bey Zeiten zu ändern; die Gewisheit Absichten geheim zu halten; die Gelegenheit sie in dem rechten Augenblick auszuführen; die Stärke unglaubliche Hindernisse zu überwinden; die Zuverläßigkeit, wo man will im Staate, Vollkommenheiten zu stiften; die Kunst durch ein Wort zu schaffen, und durch einen Blick sein Geschöpf zu erhalten, sind die Hoheit und Fürtreflichkeit der Monarchischen Regierungsform vor allen andern.

Allein nur in Verhältniß zu der Weisheit, die der Monarch äußert, und zu dem Gebrauch, den er von seiner Gewalt macht, ist diese Regierung vollkommener als die andern, und darnach mehr oder weniger glücklich.

Der Monarch regieret allein. Menn aber ein irdischer Monarch alles allein sehen, allein wählen, allein einrichten, alles in seinen Reichen und Ländern allein

5

gebieten, verbieten, und würken sollte; so müßte seine Regierung ganz gewiß die allerunvolkommenste werden, eben weil er ein Monarch wäre, denn ein Gott auf Erden ist doch nur ein Mensch.

Am wenigsten würde seine beste Einsicht im Anfange seiner Regierung hinreichend seyn, zumahlen, wenn der Staat in Verwirrung wäre, und die unzähligen Gebrechen des Staats nebst den Schwachheiten dererjenigen, durch welche er seine Absichten ausführen sollte, überall hervor leuchteten. Seine höchste Macht würde aus Mangel an hinlänglicher Einsicht und aus Ungewißheit in der Wahl bey künftigen Entwürfen, mehr Schwäche als Macht, mehr Gefahr als Sicherheit werden. Wenn er aber den Rath eines jeden zu gebrauchen weiß, so wird er dadurch in der That mächtig.

Die Macht der Regenten ist auf den Grad der steigenden oder fallenden Fruchtbarkeit und Industrie ihrer Staaten, und auf den weisen Gebrauch, der von den hervorgebrachten Früchten und erworbenen Vortheilen der Unterthanen zur Befriedigung der Bedürfnisse anderer Staaten gemacht wird, gegründet, wobey jedoch die

6

für einen jeden Staat zu seiner eigenen Erhaltung und Sicherheit erforderliche Bedürfniße vorzüglich in Betrachtung kommen müssen.

Die Kenntniß und die Anwendung der rechten Mittel, seinen Staat auf dieser Grundlage zu bauen, ist die Weisheit eines Regenten, und in einer Monarchie die Weisheit eines Monarchen; und derjenige unter den Monarchen ist der weißeste, der diese Kunst im höchsten Grade verstehet, und sie auf die volkommenste Art auf seine Staaten anwendet.

Unzähliche Einsichten und eine unglaubliche Erfahrung der Welt machen diese Kenntniß aus. Die weißesten, aufrichtigsten und die besten von allen Ständen müssen einem Regenten, der diesen Endzweck hat, Licht und Erfahrung leihen.

Es ist fürtreflich, daß der Monarc, so viel möglich, in den wichtigen und großen Regierungs-Geschäften selbst siehet und handelt; allein sich in Detaillen einzulassen, wird ihm allezeit unmöglich seyn. So wie er nöthig hat, um wohl zu seheu, bey vielen Rath zu holen, so wird er auch nöthig haben, um seine Macht

7

wohl anzuwenden, bey vielen Hülfe zu suchen. Indessen hängen die Handlungen eines jeden doch von seinem Willen ab.

Dieses ist die Ursache, warum der Monarch alle frägt und höret, und niemals Mangel an Fragen haben kann, wenn er auch noch so viele Aufklärungen erhalten mag.

In seiner Jugend besucht er fremde Länder. Er lernet seine Staaten kennen. Er siehet die Fehler derselben. Er wächst an Einsicht und Erfahrung. Endlich macht er sich einen guten Plan.

Er sezet denselben durch die würdigsten und besten, die mit ihm eins wollen, in Werke, Er verbessert tausend Mängel in seinem Reiche. Er freuet sich über glücklich gemachte Veränderungen. Er siehet die Felder mit Saat bedeckt, die Hügel bereit künstig Früchte zu tragen, und die Thäler voll von fetten Heerden. Er zählet angelegte Künste, und findet sie unzählich. Er siehet die Küsten seiner Staaten mit Handels-Schiffen bedecket.

Seine Schaßkammer findet er mit Reichthümern, die er wohl anwendet, gefüllet. Er höret daß die Bevölkerung jähr-

8

lich zunimmt, und siehet, daß jeder Tag seinen Unterthauen neue Verdienste verkündiget.

Keine unüberwindliche Hinderniße haben seine weiße Thaten aufgehalten. Kein Widerstand ist der Erfüllung seiner edlen Wünsche im Wege gewesen: und wie er bisher gehandelt hat, fährt er noch ferner fort, nemlich den Fleiß zu ermuntern, den Armuth aufzuhelfen, die Tugend zu belohnen, und die wohlverdienten zu erheben.

Er fühlt die Glückseligkeit eines Königs, weil er Gelegenheit und Vermögen hat viele glücklich zu machen, noch mehr aber, weil er sie würcklich glücklich macht.

Er siehet noch die Möglichkeit größerer Verbeßerungen von ferne, die er sich entschließt auszuführen, um den höchsten Flor seiner Staaten zu erreichen. Er macht dazu schon den Anfang. Allein mitten in dem Laufe dieser neuen Bemühungen wird die Sonne des Staats verfinstert

Er stirbt.

Ist seine Weisheit zuverläßig bey seinem Thronfolger? werden seine Räthe und Helfer zuverläßig die Rachgeber und Mit-

9

Helfer seines Nachfolgers werden? Wird der Plan des Vorwesets underändert bleiben, sein Oekonomie-Commerz-und Finanz-Plan, worauf der Wohlstand der Reiche gebauet worden, und wornach derselbe auch fortgesetzt werden sollte?

Unzählige Beispiele der ganzen Welt antworten: in einer Monarchie ist dieses moraliter unmöglich; und kein vernünftiger Mensch, der die Welt ein wenig kennet, wird nach der Ursache fragen.

Allein, weil doch dem Thron-Erben die große Regierungskunst des verstorbenen Regenten bekannt ist, so wünschet er, daß seine Reiche, wie zu seines ruhmwürdigen Vorwesers Zeit, noch ferner zunehmen und blühen mögen. Welcher Rath ist hier zu nehmen?

Nichts wäre sicherer gewesen, als wenn ein schriftlicher Plan von der vorigen weisen Regierung gelegt worden und dem Nachfolger befohlen wäre demselben zu folgen. Die itzt gegebenen Rathschläge taugen alle wenig. Einige sind nur halbe Rathschläge. Einige so gar verderblich.

Diese Betrachtung nebst Mitleiden über den gegenwärtigen betrübten oekonomi-

10

schen Zustand der Reiche, und Ueberzeugung von zuverläßigen Mitteln gegen die Mängeln derselben, ist die Veranlassung zu den folgenden Vorschlägen gewesen, wovon ich fest glaube, daß ein hochlöbliches Finanz-Collegium, dessen Handlungen allenthalben von der aufrichtigen Beförderung des algemeinen Besten zeugen, selbige gunstig unterstützen werde.

11

Vorbereitung.

Wenn man die Religion und die Politik im Zusammenhange mit den Staaten betrachtet, so findet man sie beide so unzertrennlich damit verbunden, daß die Sicherheit eines Staats ohne selbige nicht kann gedacht werden. Noch wichtiger werden sie, wenn sie in ihrer höchsten Vollkommenheit in einem bestimten Staate in Betrachtung gezogen werden.

Die wahre Religion und die gesunde Politik erscheinen alsdenn, wie zwei kost-

12

4

bahre Lichter, die auf einem Leuchter stehen, und für die Kirche und dem Staat zu- , gleich so unentbehrlich sind, daß niemand sagen kann, welches von beiden das unentbehrlichste sei.

Das eine von diesen Lichtern kann von seinem Scheine nichts verlieren, noch verdunkelt werden, ohne daß die Glieder der Kirche, so wohl als des Staats, darunter merklich leiden. Erlöschen können sie noch viel weniger, wo nicht dadurch beides die Kirche und der Staat ihre vorige Natur gänzlich verändern sollen.

Die Vorsehung hat sie beide geformet; und gleich wie sie beide als Mittel braucht, ihre Absichten mit den Staaten der Welt zu erreichen, in so weit diese Mittel nicht verachtet werden; also ist und bleibet sie auch der Schutz und Erhalter so wohl der Religion als der Politik.

Diejenige Religion, welche die hiesigen Länder als die einzigste wahre bekennen, war vorhin in der Welt gleichsam verborgen. Kaum war es möglich das reine Licht

13

5 derselben von ferne zu erblicken. Jedoch ward sie durch Mittel, die man kaum dazu tüchtig hielt, und zu einer Zeit, da man vielleicht am wenigsten daran dachte, aus der Finsterniß hervorgezogen, und mitten unter ihren Feinden im Triumphe aufgeführt.

Die Reformation der Kirche gieng von statten und verbreitete sich mit einer wunderbaren Geschwindigkeit. Auch unserem Vaterlande war sie willkommen; und die Art, wie sie hie aufgenommen wurde, ist ohne Beispiel in irgend einem Reiche. Der Salomische Tempel, bei dessen Bau man keinen Schlag des Hammers noch Hieb des Beils hörete, ward nicht in größerer Stille aufgeführt, als die Reformation in Dännemark eingeführet.

Daß alle wichtige Veränderungen wenn sie geschehen müssen, dasselbe Glück genießen, und eben so ruhig zum Besten des Staats abgehen mögten, ist ohne Zweifel der Wunsch eines jeden Unterthan.

14

6

Wenn wir uns gegenwärtig in unserm Staate ein wenig umsehen, und mit unsern Betrachtungen einige wenige Jahre in der Zeit zurück gehen; so finden wir vieles in der politischen Verfassung desselben, das baufällig ist, vieles, das mit derjenigen Zeit in Vergleichung gesetzt werden kann, da die Kirche einer Reformation so sehr benötiget war.

Gewisse politische Einrichtungen und angenommene alte Gebräuche bei uns sind von der Natur, daß ein nur wenig aufgeräumter Kopf Stoff genug findet durch die Einbildungs-Kraft Vergleichungen zu machen, welche die meisten Bürger unter uns leicht zu Democriten oder Heracliten machen könnten.

Die Sclaven der Capitel und unsere Frohnbauren; der Eifer einer Königinn Blanca und die Bemühungen unserer preiswürdigen Könige für die Freiheit derselben, wäre wohl mit von den ersten, das uns in die Augen fallen, und die Bilderkräfte der Seele in volle Bewegung setzen würde.

15

7 Die von Päbsten selbst unwürdig geachtete Canonisation, und die Nobilitirungen und Caracterisirungen, worauf mancher unter uns schlechten Auspruch genug hat: das Verbot der Kirche wider das Lesen geoffenbarter Wahrheiten, und die Hindernisse der vorigen Zeiten, vermittelst des fcheuslichen Imprimaturs, die Bekanntmachung offenbarer Wahrheiten zu unterdrücken, würde reichen Stoff beides zum Lachen und zum Weinen hergeben.

Nicht weniger lebhaft würden die Vergleichungen werden, welche angestellet werden könnten zwischen den päbstlichen Anaten, und den itzt für Bediente glücklich abgeschaften Sportteln: zwischen dem Ablaß der Römischen Kirche, und gewisser unnatürlichen Schatzungsfreiheiten in unserm Staate: zwischen seiner Heiligkeit Indulgensen und unserer barmherzigen Consumtions-Rulle, wodurch unsere Kameralisten so manchem groben Sünder geschont haben, der mit dem grösten Rechte für politische Vergehungen an den Staat hatte büssen müssen.

16

8

Allein es wäre nicht billig solche Vergleichungen zu machen, indem die Personen, die dazu Anlaß gegeben, und unsere Staatsmängel zum Theil verursacht haben, insgemein Männer von den besten Absichten gewesen, und ein ignorans feci, wo sie gefehlt haben, ihre wahre, wie auch einzigste und beste Entschuldigung werden kann; zu geschweigen, daß Einrichtungen, die zu andern Zeiten gut waren, in unseren Zeiten schädlich geworden sind.

Jedoch werden diese Entschuldigungen nicht hindern können, daß nicht die Verfassung des Staats dem ohngeachtet einer merklichen Reformation bedürftig sein sollte.

Was die Schriften eines Wiclef, der Geist eines Hufs, und die Erfindung der Buchdruckerkunst, nebst den Regierungen guter Kaiser, zur Entdeckung der verborgenen evangelischen Wahrheiten beitrugen, das haben die Beispiele fremder Länder, der unterm König Friederich den Fünften aufgelebte Patriotisme, die Freiheit der Presse unter seinem klugen Nachfolger auf dem Throne, nebst allerhöchstdesselben Weisheit,

17

9 für die reine und wahre Politik vermogt.

Die glücklichen Zufälle, welche für die Kirche eintrafen, sind also auch gewissermaßen für unsern Staat eingetroffen.

Nur eins fehlt uns noch! ——

--- --- --- --- --- --- Ein Luther!

Aber diesen denke ich, könnte uns Christian der Siebende erschaffen. Ein Wink von seinem Thron wird uns einen solchen Held hervorbringen müssen!

Dem Staate fehlet es an einem staatswesentlichen Plan für seine innländische politische Handlungen, gleich wie die Kirche vormals an symbolischen Schriften Mangel hatte.

Eine Commission mit einem Lutherischen Geiste müßte den Plan entwerffen können, und dieser, auf die Beispiele der weisen Welt gegründet, würde eben so wichtig für den Staat werden, als die

18

10

auf die Schrift gegründeten Symbola für die Kirche sind.

Wie solches möglich sei, wie eine solche Commission beschaffen sein müßte um dieses zu bewürben, was sie dem Könige und dessen Staaten für Nutzen bringen könnte, und wie nothwendig sie sei, darüber werde ich in dieser Abhandlung meine geringe Gedanken äussern, und zu dem Ende kürzlich berühren:

1. Die Natur und Verrichtung dieser Commission.

2. Die Fragen, welche derselben zur Beantwortung vorgelegt werden müßten.

3. Die Personen, woraus sie bestehen müßten.

4. Die Zeit, die ihr zur Beantwortung der vorgelegten Fragen gegeben werden müßte. 5. Die Einwürffe, die wieder eine solche Commission gemacht werden könnten, nebst Beantwortung derselben.

19

11

6. Der wichtige Vortheil, der aus dieser Commission für den König und den Staat entstehen würde. Und endlich

Beweis, daß die Holländische Art zu handeln unsern Reichen zuträglicher sei, als die gegenwärtige, falls die hier Vorgeschla, gene Reformation nicht statt finden sollte.

I.

Von welcher Natur die Commission sein müßte, wird man aus dem schon angeführten schließen können. Weil es damit auf einer politische Reformation, wozu die Mängel unseres Staats genügsamen Anlaß geben, abgesehen ist; so wird man leicht einsehen, daß das Wesen der Commission, wenn sie auf königlichen Befehl niedergesetzt wäre, darinn bestehen würde, daß nach Verwersung der falschen Grundsätze, solche wahre Grundsätze festgesetzt würden, worauf Dännemark einmahl anfangen könnte mit Dauerhaftigkeit ein Oeconomie- Commertz- und Finantz-System zu bauen. Denn was man auch

20

12

sagt, und so sehr diese Wahrheit einigen anstößig ist, so kann es doch nicht geläugnet

werden, daß die wahre und gründliche

Finanz-Wissenschaft bisher ziemlich unbekannt in Dännemark gewesen, und also die Verwaltung des Finanz-Wesen mit mäßigen Glück geführt worden.

Zugleich müßten die Materien, über deren Fragen die Commission ihre allerunterthänigste Erklärung abzustatten hätte, von der Beschaffenheit sein, daß wenn solche Fragen nicht gehörig beantwortet, und das für den Staat wesentlich nützliche darinnen nicht befolget, und zur Haupt-Regel in den Oeconomie und Finanz-Geschäften angenommen, noch die gegen diese Regel streitende Handlungen für die Zukunft vorgebeuget werden; alsdenn eine beständige Ungewisheit in allen Entwürfen sowol, als wegen deren glücklichen Ausfals, zum unersetzlichen Schaden für den Staat verbleiben würden. •

Bei dem allen würden die Erklärungen der Commission nur mögliche Regeln für die öffentliche Geschäfte sein, so lange seine Majestät nicht allergnädigst für gut sän-

21

13

den, dieselben, mit oder ohne Veränderung, zur Ausübung zu bringen, und ans die eine oder andere Art die beständige Befolgung derselben in dem respectiven Collegien anbefehlen zu lassen; wodurch sie den ein dauerhafter Plan für die gedachten Geschäfte werden würden.

II.

Die Fragen, welche der Commission zur Beantwortung vorzulegen wären, müsten meiner Meinung nach solche sein, die die gegenwärtigen wesentlichsten Mängel des Staats am meisten beträfen, und zu deren Kenntniß sowohl als zu den Mitteln, wodurch sie am besten verbessert werden könnten, führen wurden. Dahin ich denn die Beantwortung folgender Fragen rechne.

I. Ist es eine unumgängliche Nothwendigkeit für einem Korn-Staat, der, wie es in einem Korn-Staat immer sein müste, zum Grundsatz hat, ein Commerce de luxe oder Handel mit eigenen Waaren zu treiben, und mitten unter anderen Kornbedürftigen Staaten liegt, daß ein beständiger Preis für ein und ausgehenden Ge-

22

14

treide waaren festgesetzt werde; oder ist dieses unnöthig? Würden der Preis und der Absatz anderer Kunst-Waaren des Staats, innerhalb oder ausserhalb Landes, einerlei bleiben, es möchten die Preise der Korn-Waaren bestimt werden oder nicht: und wie wird dieses durch Rechnungen für oder wieder die Bestimmung der Korn-Preiße ausgemacht? Gesetzt aber, daß eine Bestimmung der Korn Preiße den Beifal gewönne, nach welchen Regeln soll dieselbe alsdenn geschehen?

2. Soll Dännemark nach dem Beispiele Engellands eine gewisse Zeit für die Distillirung des Kornbrantweins, und zwar in Rücksicht auf die Preiße des Getraides im Lande, festsetzen, oder handelt Dännemark beßer, wenn es, wie bisher gewöhnlich, den Brandtweinsbrenner nach eigenem Gefallen das Brennen erlaubet, und nur alsdenn erst, wenn der Hunger mir Ernst dazu zwinget, auf ein Verboht gedenket. Sollte Dännemark, welches bisher in diesem Fall ohne Ueberlegung gehandelt hat, eine vernünftigere Maxime hierinnen getroffen haben, als Engelland mit Ueberlegung?

3. Soll das Braudtweinsbrermen auf dem Lande aufgehoben werden oder nicht, oder soll es nur fürs erste eingeschränkt werden, und wie kann und muß das eine oder das andere, itzt oder künftig, auf die dem Staate zuträglichste Art geschehen?

4. Ist es für einen Staat von der gedachten Beschaffenheit nöthig, daß in demselben eine a ge-

23

15

meine Brod-Taxe, wie es in Engelland gebräuchlich ist, in Verhältniß mit den Korn-Preisen, gesetzt wird, oder ist es besser dem Magistrat oder Stadt-Vogt einer jeden Stadt zu überlassen, die Taxe, nach eigenem Gutbefinden, zu bestimmen, oder auch, wie bisher gebräuchlich gewesen, es gäntzlich zu vergessen und zu unterlassen? Ist die Brodt Taxe nicht überhaupt eine Grund-Taxe, so zu sagen, für alle andere unentbehrlige Eß-waaren: und wenn selbige nicht bestimmet wird, wurde es denn nicht eine desto größere Nothwendigkeit werden, bei eintreffendem Brodt-Mangel die Preise für diejenigen Eß-waaren zu bestimmen, die sonst bisher von allen handelnden Staaten unbestimt gelassen worden?

Ist es der Mühe werth, nach dem Beispiele Engellands, eine ernsthafte Strafe für diejenigen zu setzen, die sich unterstehen mögten zum Vortheile ihres eigenen Gewerbes oder aus irgend einer andern Ursache die Preiße auf den Märkten zu steigen (zumahlen, wenn der Korn-Preis erst bestimt wäre): oder ist es dem Staate zuträglicher, sich zu stellen, als wenn man solche Kniffe im Handel nicht verstünde.

6. Wenn ein Staat den Nutzen von der Freiheit des Bauern aus der Erfahrung kennet, und zugleich durch weise Gesetze dazu aufgemuntert und selbige befördert: würde es denn politisch gehandelt, und für die Casse des Regenten nützlich sein, daß derselbe zu gleicher Zeit seine Domainen an die Unterthanen verkaufe, ohne die Bauren vorher frei zugeben, oder sie mit dem Bedinge des Eigenthümerrechts und der Frohn-Freiheit für diejenigen Bauren, die diesen verbesserten Zustand

24

16

ertragen könnten, zu verkauffen: oder ist ein solcher Verkauf wieder die wahre Kammer-Politik, die ohne Zweifel für die Casse des itzigen Regenten dergestalt sorgen soll, daß die Nachfolger in der Regierung die Qvellen ihrer Einnahme verbessert, nicht aber vermindert finden? Muß das neue Finanz-Collegium hierinnen denken wie die alte Kammer, oder muß es sich eine bessere Regel bei der Veräußerung der Domain-Güter machen?

7. Müssen die Privilegien der Stall-Mästung in der Zukunft beibleiben, und sind sie itzt als vernünftige Monopolien für Dännemark anzusehen, falls sie es jemahls zu den Zeiten unserer Väter gewesen sind? Wenn sie aber beibleiben müssen, woher kömmt es, daß Engelland, Schottland und Irland, drei Länder, die an Natur-Produkten und Handels-Arten die meiste Aehnlichkeit mit Dännemark haben, nicht eben so klug sind wie Dännemark? Sollten diese Privilegien uns nicht hinderlich sein, gewisse beträchtliche Handels-Einrichtungen an verschiedenen Oertern zu machen, wo der Handel künftig erweitert werden könnte; ja sollten sie uns nicht an der Ausführe des Fleisches nach unsre eigne Colonien hinderlich sein? Wenn sie also dem Staate nachteilig sind, in welcher Ordnung und zu welcher Zeit sind sie denn zu verändern, oder aufzuheben, ohne dem Einhabern solcher Privilegien größeren Nachtheil in der Zukunft zu verursachen, als das höchste Recht und die Glückseligkeit des Staats unumgänglich erfordern?

8. Sollte es von einiger Erheblichkeit für den Staat sein, daß die Ländereien der Geistlichkeit ge-

25

17

9.

sammelt, und an einem gelegenen Orte bey dem Priesterhösen angewiesen würden? Sollte in diesem Stück eine genauere Einrichtung für die Priester gemacht werden können, als diejenige, die schon in Absicht auf die Aufhebung der Gemeinschaft überhaupt geschehen ist? Und worin müße solche bestehen, um diesen Zweck auf die wirksamste Art zu erreichen: oder ist es von keiner größeren Bedeutung, daß die Landereyen der Priester aus der Gemeinschaft gehoben und gesammelt werden, als wenn dieses für einen jeden andern Landmann oder Bauten geschicht

Kann die Tobäcks-Administration mit der wahren Cultivirung dieser für den Staat wichtigen Pflanze bestehen, oder gereicht sie den Tobacks-Plantagen zum Untergang? Im letzteren Fall, wie läßt es sich bewerkstelligen, daß der Regent, nach Veränderung der Administration, wo nicht gleich, so doch mit der Zeit wenigstens eben so viel, als gegenwärtig vom Tobak einzunehmen habe, daß die Pflanzung frey werde, die damit verbundene Nahrungen nichts verlieren, und die Preise des Tobacks nicht über die Billigkeit steigen?

10. Hat irgend ein Staat in der Welt wohlgebauete Städte gehabt, die von wohlhabenden Bürgern gewimmelt, und deren Reichthümer auf ordentliche Gewerbe und einen wohl angelegten Handel gegründet gewesen, woferne solche Städte nicht ordentliche Monopolien gehabt in Verhältniß zu ihrer eigenen Natur, zu den Nahrungen anderer umliegenden Städte, zu den Bedürfnißen des Staats, imgleichen zu den Bedürfnißen anderer Staaten, mit welchen sie gehandelt, oder haben handeln können? Oder hat

26

18

ein blinder Zufall, weil er dann und wann eine Anlage gemacht hat, allenthalben Städte gebauet? Und haben die Städte in der Welt ihre Verfaßung den weisen Gesetzen großer Regenten zu danken, oder sind sie das, was sie sind, weil zu der Zeit, da sie entstanden, gewiße Regierungs-Räthe und Collegien mehr geschlafen als gewacht haben? Man mag aber annehmen was man wolle, was ist denn die Ursache von dem schlechten Zustande der Dänischen Kaufstädte, und wie sind sie wieder in Aufnahme zu bringen? Müßen gewiße Nahrungs-Wege an gewiße Städte gebunden werden, oder nicht? Muß eine jede wohl situirte Stadt ihre bestimmte Territorial-Gerechtigkeiten, verknüpft mit einem privilegirten Handel und Wandel haben, oder muß aller Handel und Wandel gleichsam ein Raubguht für alle Städte seyn?

Es mögte zuviel seyn, von dieser Commission zu fordern, daß sie auch diese Frage beantwortete: wie müßten denn alle Haupt-Nahrungen für die Dänischen Städte vertheilt werden? Denn die Entscheidung dieser Sache dürfte wohl eine längere Zeit erfordern, als der Commission zur Beantwortung der übrigen Fragen vergönnet werden mögte?

11. Hat man Exempel, daß zusammengesetzte Nahrungen, Manufakturen und Fabriken, Handwerke und Gewerbe, irgend in der Welt mit Glück angelegt worden, oder daß sie irgend einein Staate dauerhafte Vortheile von innen oder von außen zuwegegebracht haben, ohne genaue Nahrungs-Gesetze für errichtete Gesellschaften, oder, welches einerley ist, ohne bestimmte Zünf-

27

19 te mit vorgeschriebenen Zunft-Artikeln? Ist es Wahrheit, oder nicht, daß Amsterdam über hundert ordentliche Zünfte hat, and daß es die Gesetze derselben und die Nahrung der bestimten Zunft-Meister schützet, oder nach den Umständen der Zeiten vermehret oder vermindert? Ist es an dem, daß London und Paris und viele andere Städte in Holland, Engelland und Frankreich dieselbige Ordnung in den Nahrungs Wegen beobachtet: oder verhält sich dieses anders? Ist es nothwendig, daß die Anzahl derjenigen, die von bürgerlichen Nahrungen leben sollen, nach dem Verhältniß zu dem Zustande der Nahrungen bestimmet wird, und daß die Nahrungen ihnen, wie das Brodt einer gewissen Anzahl von Munden, zugemessen werden: oder ist es dem Staate zuträglicher, daß die Bürger desselben in Hinsicht der Nahrungen auf Kapereien ausgehen, und diejenigen also das Brodt behalten, die es mit den stärksten Armen erringen können? Man mag aber wählen was man will, ist es dem Dänischen Staate nützlich, daß die Zünfte daselbst ferner beibleiben oder nicht? Müssen ihre Gesetze verbessert, oder mit dem Zünften gäntzlich aufgehoben werden, oder giebt es vielleicht eine Mittelstraße, die man in diesem Stücke zum Vortheile des Staats und der Nahrungen wählen könnte?

2. Ist die Aufsicht über Materie und Form der Waaren eine wesentliche Nothwendigkeit den Handels-Credit aufrecht zu halten, und hat irgend ein Gewerb einem Staate einige dauerhafte Vortheile gebracht, wenn solches nicht strengen und genau beobachteten Gesetzen unterworfen gewesen: oder hat man es rathsamer befunden,

28

20 es den Arbeitern in jedem Gewerbe völlig zu überlassen die Materie zu wählen, sie zu bilden, und darinnen nach einem Gefallen zu handeln? Ist es gut, daß eine jedwede Nahrung in Dännemark, wo bisher kein Gesetz für das Stempeln der Maaren statt gehabt, dergleichen Gesetzen, in so weit sie sich dazu passen, unterworfen würde: oder ist es besser, es bey dem alten zu lassen? Sollte der Nahrungs-Credit des Staats ungewis werden, wenn alle Waaren desselben ohne vorhergehende

Probe oder Stempel aus dem Lande giengen, oder kan der Credit so schon ohne diese Aufmerksamkeit bestehen?

13. Sollte es eine Sache von Wichtigkeit seyn, gewisse Nahrungen in Dännemark genauer, als bisher gebräuchlich, einzutheilen, und welche sind diejenige Manufakturen, Fabriken, Künste und Handwerke, deren Arbeit auf diese Weise zu einfacheren oder weniger zusammengetzten Nahrungen eingeschränkt werden müßte: oder ist etwa ein solches Unternehmen überflüßig? Sollte die Simplificirung der Nahrungen nicht an gewissen Orten nützlicher seyn, als an andern: und sollte der Nutzen davon an einem Orte groß und deutlich, an einem andern hingegen gering und beynahe unkenntlich, wo nicht ganz unmöglich sein? Fals gewisse Nahrungen auf diese Weise getheilt werden müßten, durch welche Mittel wäre es denn am ersten möglich die Veränderung der itzigen zusammengesetzten alten Nahruugen zu bemerkstelligen und durch welche Mittel würde man die beikommende ermuntern an den neuen eingetheilten Nahrungen Theil zu nehmen.

29

21

14. Ist es am besten, derjenigen Eintheilung und Ordnung in der Handlung zu folgen, welcher man in den letzten neunzig Jahren, zu folge der Verordnung von 16 April 1681, gefolgt ist: oder haben die Veränderungen, die seit der Zeit in der Industrie anderer Staaten vorgegangen sind, es für Dänemark nothwendig gemacht, seine Handels-Zweige zu simplificiren, um zu einem zusammenhangenden in- und ausländischen Handel Zu gelangen? Welche Handels-Zweige wüßten denn genauer simplificirt werden, und in welcher Ordnung und zu welcher Zeit müßte dieses geschehen: oder kann vielleicht eine solche Veränderung immer zeitig genug geschehen?

25. Schickt sich die Commerz-Verordnung. vom 4 August 1742 zu der Natur des itzigen Handels in Dännemark, oder ist sie in verschiedenen Stükken den Vortheilen des Dänischen Handels zuwieder? Sollte sie nicht in den letzten dreißig Jahren in verschiedenen Stücken undienlich gewacht worden sein, und wird sie nicht von Tage zu Tage in einem oder dem andern immer unbrauchbarer werden, falls Nahrung und Gewerbe, Handel und Wandel einen recht staatswesentlichen Zusammenhang mit anderer Staaten Bedürfnissen und den Mängeln derselben in der Handlung erhalten: oder können die folgenden dreißig Jahre mit dieser Verordnung, so wie sie ist, gedient seyn?

16. Ist der Handel der ostindischen Compagnie nicht sehr wieder die Aufnahme und den Flor der Nahrungen im Staate, und wird es nicht von der äußersten Wichtigkeit sein, durch eine genaue-

30

22

re Zoll-Auflage oder Consumtion den Handel derselben dergestalt einzurichten, daß die Compagnie nicht auf Unkosten des Staats gewinne: oder ist der Handel derselben vielleicht zum größten Vortheil des Staats eingerichtet? Darf diese oder irgend eine Compagnie von der Art Handlung treiben, ohne den Kammer- und Oekonomie-Collegien die genaueste Rechenschaft wegen ihrer ganzen Handlung zu geben; und können sie ohne Gefahr dem Staate nachtheilig zu werden Handlung treiben, so bald eine solche jährliche Rechenschaft nicht abgelegt wird?

17. Enthält nicht die Guineische Octroy mit der dazu gehörender Concession und Convention verschiedenes, das mit den Vortheilen dieser Reiche nicht bestehen kann: befördert sie nicht unmittelbar das Beste fremder Staaten, und würde solches nicht verändert werden können, ohne der Compagnie politice zu nahe zu treten? Müßte nicht die Octroy dieser so wohl als anderer Compagnien, gleich anderen Königlichen Einrichtungen, gehörigermassen bekannt gemacht, und für allen und jeden feil gehalten werden, damit der Staat den Handel seiner eigenen Bürger kennen, und jeder Bürger wissen mögte, in wie weit er an einen solchen Handel Theil nehmen könnte oder nicht? oder ist die Guineische Octroy eine politisch weiße Octroy, und müssen die Octroyen, zufällige Weise ausgenommen, nur in den Händen der Compagnien seyn ?

18. Muß die algemeine Handels-Compagnie, nach der Form ihrer Octroy, wenn auch diese Octroy

31

23 auf eine unendliche Zeit gesetzt wäre, beybleiben oder nicht? Muß die Octroy einmahl erneuert werden, oder soll die Compagnie untergehen, wenn ihre Octroy zu Ende ist?

19. Dürfen die Privilegien der Privat-Personen oder Monopolien irgend von der Natur seyn, daß sie den wahren Vorurtheilen des Staats zuwider laufen? Hat Dännemark verschiedene Nahrungs-Privilegien gegeben, wodurch andere Nahrungen gedruckt werden, und die den Zuwachs einer politischen Population hindern, oder nicht? Wäre es eine Nothwendigkeit, daß alle Nahrungs-Privilegien durch eine dazu bestimte Commission untersucht und auf die dem Staate zuträglichste Art eingerichtet würden, und kann dieses geschehen, ohne dadurch Privat-Personen politice zu beleidigen? Oder ist es vielleicht besser, daß verschiedene Privat-Personen sich auf Unkosten ihrer Mitbürger ernähren, und dem Staat noch dazu, wegen seines unpolitischen Mitleidens gegen sie, und seiner großen Tyranney gegen sich selbst, belachen?

20. Wenn der Handel auf Island auf irgend eine Weise, so bald möglich, auch währendex Octroy frey gegeben werden muß, zu welcher Zeit soll denn dieses geschehen, und wie kann es auf eine glimpfliche Art für die Compagnie geschehen? Oder soll der Staat wider alle Staats-Klugheit Island und sich selbst beeinträchtigen, um nicht die algemeine Handels-Compagnie in dem ruhigen Besitze des Isländischen Handels, so lange ihre Octroy noch währt, zu stören?

32

24

21. Soll die Schiffart auf Island, als auf eine Colonie von Dännemark,, oder als auf einen mit diesen Reichen, verbundenen Hauptstaat eingerichtet

werden?

22. Sind die Koffardey-Gesetze Dännemarks einer Verbeßerung fähig, oder sind sie so gut und schön, daß wir in diesem. Stücke nichts von den Fremden lernen können: und können wir, unserer Seehandels-Gesetze wegen, ist Frachten gerne Preis mit den Fremden halten? Wäre es der Mühe werth, eine Commission zur Untersuchung dieser Sache niederzusetzen oder nicht?

23. Ist die Zoll-Rulle ein Meisterstück oder nicht? Ist sie verschiedener beträchtlichen Verbeßerungen

fähig oder nicht? Erfordert das Wohl des Staats und der Flor der Handlung, daß eine neue Zoll-Rulle, je eher je lieber, geschrieben wird, oder nicht?

24. Ist die Consumtions-Rulle dergestalt abgefaßt, daß man daraus den kenntlich guten Zustand der Finanz-Wißenschaft und der Verwaltung des Finanz-Wesens in unseren Reichen sehen kann? Wird man aus der Consumtions-Rulle einen gegründeten Schluß machen können, daß man in Dännemark den Zusammenhang der Nahrungen und des Handels mit den Finanzen, und diesen wiederum mit den Nahrungen und dem Handel recht einsehe: daß man die gegenseitigen Vortheile der Compagnien und des Staats, genau kennet: daß man die Verbindung übersehe, worin die Colonien mit dem Hauptstaate, und dieser mit jenen stehen muß: daß man sich der einen so wohl als des andern ju bedienen wiße,

33

25

einen jeden Theil in Aufnahme zu bringen, und zwar nach dem Verhältniß zu der Natur, seiner eigenen Nahrungen und seines eigenen Handels, nach dem Verhältniß zu dem Anwachs der Finanzen und der Königlichen Einkünfte, nach dem Verhältniß zu dem Besten der meisten Bürger, und ohne irgend eine Nahrung, oder Handel, oder Compagnie, oder Colonie, oder die Staats-Casse politisch zu kränken? Oder bedarf die Consumtions-Rulle, der Staats-Casse, der Schulden und der öffentlichen Wohlfart halber, einiger Veränderung und Verbeßerung nach vollkommneren Grundsätzen als diejenigen sind, worauf sie bisher gebauet worden?

25. Wo sind die Männer in Dännenmark, die eine zusammenhangende und auf Erfahrung der Welt gegründete politische Kenntniß in Oekonomie-Commerz- und Finanz-Wißenschaften besitzen, und dafür bekannt sind, deren Hände man das wichtige Werk anvertrauen könnte, den Plan zu entwerfen, und darauf zusammenhängende und weder mit sich selbst noch mit einander streitende Zoll- und Consumtions- Rullen zu bauen? Ist es nothwendig, zu dieser wichtigen Arbeit Männer zu wählen, die den Handel fremder Oerter aus eigener Erfahrung kennen, oder kann eine zu Hause erworbene Erfahrung hiezu hinreichend seyn? Dürfen die Zoll-Rullen von andern als von einsichtsvollen und erfahrnen Staatskündigen geschrieben werden?

26. Giebts irgend ein beßeres Mittel, die wichtige Abgabe, die Korn-Schahung, auf die gleichmäßigste und gelindeste Weise zu bestimmen, als eine wohl eingerichtete und sichere Matrikel; und

34

26

wird man diese anders erhalten können, als durch eine Kenntniß von der Größe und Strecke des Landes und der Landgüter, und durch eine Erfahrung von der Beschaffenheit und dem inneren Werth derselben, den sie so wohl jetzt haben, als bey ihren künftigen Veränderungen haben werden: ist es aber wohl möglich, zu ersterer auf eine andere Weise, als durch eine ein für allemal vorzunehmende ordentliche Landmessung zu gelangen, und kann letztere beßer als durch eine drey- bis viermal in jedem Zahrhundert vorzunehmende ordentliche Besichtigung des Erdreichs erworben werden. Wird es höchst nothwendig für die Königlichen Finanzen seyn, daß Dännemark eine neue Matrikel erhält, oder ist die gegenwärtige bequem genug, darnach die Korn Schatzung fernerhin zu bestimmen? Wenn aber Dännemark eine neue Matrikel haben muß, wird es denn nicht auch von der äußersten Wichtigkeit seyn, die Landmeßung auf die nachdrücklichste Art zu befördern, und solche Kosten darauf zu wenden, daß sie höchstens in 8 bis 10 Jahren zu einem glücklichen Ende gebracht werden könne? Oder hat es keine Eil mit der Landmeßung, und wird eine neue Matrikel zu jeder Zeit früh genug eingeführt?

27. Hat die Melt irgend ein Exempel, daß der Handel in einem unabhängigen Staat bey hohen Zinsen geblühet hat? Sollte die Insel Borneo, wo hohe Zinsen zum Vortheile des Handels gereichen, auch in Beziehung auf die Staaten die Richtigkeit des Satzes beweisen können: je höher die Zinsen sind, desto gewißer und vortheilhafter wird die Nahrung und der Handel? Sollte diese der Holländisch-Ostindischen

35

27

Compagnie zugehörige Insel, darinnen ein Muster zur Nachahmung für andere unabhängige Staaten, oder doch für unser kleines Dännemark werden können? Oder handelt derjenige Staat seinem eigenen Vortheilen zuwider, deßen Zinsen höher, als in den umliegenden freyen Handels-Staaten sind? Und müßen denn nicht die neulich erhöhete Zinsen in Dännemark gleich wieder Heruntergesetzet, und an ihre Erhöhung niemahls weiter gedacht werden? Oder ist es gut, daß die Zinsen immer so hoch bleiben als sie itzt sind; und wenn das ist, warum sollte es denn nicht beßer seyn die Zinsen noch ein oder mehrere pro Cento höher stiegen, weil der Geld-Mangel, der die Ursache an der Erhöhung der Zinsen seyn soll, noch so groß ist, daß man kaum das Ende davon absieht?

28. Hat die Kopenhagener Banco-Octroy gewiße von der Regierungsform unabhängliche wesentliche Mängel, die sie für den Staat weniger nützlich machen, als sie an sich ist und seyn könnte; und worinnen bestehen dieselben? Ist es möglich sie zu heben, und wann und wie müßen sie gehoben werden: oder ist diese Octroy so wohl eingerichtet, daß sie, die Umstände der Zeiten ungeachtet, keiner wesentlichen Veränderung bedarf?

29. Wäre es ein Glück für unseren Staat, wenn unsere Frauenzimmer so fruchtbar würden, daß sie in jedem Kindbett in gewöhnlicher Ordnung 6, 8 bis 10 Kinder zur Welt brächten, und würde denn dadurch unser Wohlstand und unsere Glückseligkeit 6, 8 bis 10 mahl größer werden, als unserer Nachbarn, bey ihrer gewöhnlichen

36

28

Fruchtbarkeit? Oder würde diese Fruchtbarkeit nicht natürlicher Weise vom Ehestande abschrecken, und einem jeden den Muth zu diesem Stande benehmen, es sey denn, daß diejenigen, die itzt ihr nothdürstiges Auskommen haben, 6, 8 bis 10 mahl mehr, als jetzund zum Lebens Unterhalt erhielten? Ist es möglich, daß ein Stand im Staate, und ein Staat unter den Staaten mit seiner Population eben so verlegen und übel gedient seyn kann, als ein Haus mit einer außerordentlichen Fruchtbarkeit, wenn die Nahrungswege des Standes und des Staates, so wie des Hauses ihre Gräntzen haben: und muß ein Staat, außer den Anstalten, die derselbe durch genaue und gute Policey-Gesetze zur Beförderung ordentlich bestimmter Nahrungen und der bürgerlichen Tugend macht, noch auf eine dem Staat zum Aufwand gereichende Art die Ehen und die Bevölkerung durch andere Mittel ermuntern, als durch die Beförderung der Nahrungen? Ist es von Wichtigkeit, die vers hältnißmäßige Population eines jeden Standes im Staate zu kennen, um zu erfahren, in wie weit dieselbe dem Staate nützlich und vollkommen sey oder nicht: und muß Dännemark auf die best möglichste Art die Population eines jeden Standes gegen jedweden andern Stand abzumeßen suchen, um einen ordentlicheren Anwachs von Bürgern zu befördern, als bisher geschehen ist? Könnten die Nahrungen überhaupt, und die Kopenhagener insonderheit, stark befördert werden, falls die Proportion und das Verhältniß derselben richtig berechnet würden, und dem Ueberschuß in einigen die Arbeit in andern volkarmen Nahrungen angewiesen würde: oder würde ein solches Unternehmen unnütze seyn? Ist eine wohl eingerichtete jährliche Mannzahls-

37

29

Liste aus allen Gemeinden eine höchst nothwendige Sache in einem weisen Staate, oder nicht?

30. Ist es einerley, zu welchem Endzweck das Geld im Staate circulirt, wo und in welchem Stande die Circulation größer oder geringer im Verhältniß sowohl zu den andern Standen als zu den Bedürfnißen eines jeden Standes ins besondere: ist es einerley, wie es circulirt, ob die Circulation ordentlich oder unordentlich sey, wenn das Geld nur circulirt: oder ist es ein wichtiger und nothwendiger Umstand bey der Circulation, daß sie wohl bestimmt, allgemein sey, und in gehöriger Ordnung geschehe? Sollte die Bestimmung der Korn-Preise, der Preise des Brodts, der Zeit des Brandtweins-Brennens, nebst der politischen Freyheit und Ordnung in Nahrungen, dergleichen gute Policey-Gesetze, eine weise Consumtions-Rulle, und die Aufmerksamkeit des Hofes auf die Mode, sollten diese nicht die Haupt-Gründe von einer wohlbestimmten, allgemeinen und ordentlichen Circulation im ganzen Staate seyn? Oder wenn diese es nicht sind, welche sind es denn? Muß Dännemark sie genau kennen lernen, um darauf seine Berechnungen in Absicht auf den Zustand der Circulakion zu gründen: und muß die Circulation in einer anderen Ordnung befördert werden, als bisher geschehen ist, oder ist an der bisherigen Ordnung derselben etwas auszusetzen?

31. Kann der Regent Geld ausgeben, wodurch er seine Casse vermehret? Kann er seine Ausgaben bis auf den Grad einschränken, daß er dadurch Vielen Nahrungen im Staate schadet, die

38

30

Bevölkerung wider seine eigene Absichten vermindert, und ansehnliche Einnahmen, die sonst in seine Casse fließen müßten, verlieret? Ist es allemahl eine gewiße Regel für seine Finanzen, daß Einnahme Einnahme, und Ausgabe Ausgabe sey? Sollte es nicht oft möglich seyn können, daß Einnahme zur Ausgabe und Ruin, und Ausgabe hingegen zur Einnahme, und zu großen Vortheilen würde? In welchen Haupt-Fällen ist Einnahme würkliche Einnahme, und Ausgabe würkliche Ausgabe ohne Hofnung einer künftigen Einnahme: und in welchen Haupt-Umständen kann der Regent verschwenden, indem er spahret, und gewinnen, indem er ausgiebt?

32. Wenn der Staat eine Oekonomie-Commerz- und Finanz-Reformation nöthig hat, und der Regent dieselbe unternehmen will, ist es denn zu vermuthen, daß die abgezielte Reformation ordentlich und glücklich von statten gehen wird, wenn nicht deswegen vorher ein ordentlicher allgemeiner schriftlicher Plan entworfen, und die Befolgung deßelben anbefohlen wird, ungeachtet aller eintreffenden Veränderungen mit Personen bey denjenigen Collegien oder Dicasterien, die zur Vollführung der Reformation angeordnet werden? Oder wenn dieses nicht die Regel seyn soll, wie wird denn eine solche Reformation glücklicher, als durch einen solchen Plan für die allgemeinsten Grundsätze ausgeführt werden können? Sollte eine wichtige Festung, deren Bau vieler Jahre Arbeit erforderte, wohl angelegt und jemals wohl zu Stande gebracht werden können, wenn jedem neuen Director bey der Arbeit erlaubt wäre, den Plan zu verändern?

39

31

Müßen nicht die Oekonomie-Commerz- und Finanz-Einrichtungen eines Staats, die wichtigsten Festungswerke deßelben wider fremde Feinde werden, eine Landscrone des Staats, womit man ohne einen fürtreflich entworfenen Plan nicht anfangen darf?

33. Welche sind die wichtigsten Haupt-Maximen, die Dannemark zu befolgen hat, um den Ackerbau, die Viehzucht, das Jagt- und Forst Wesen zu befördern?

34. Welche sind die wichtigsten in Ansehung der Fischereyen?

35. Welche in Ansehung der Künste, Manufacturen, Fabriken und Handwerker?

36. Welche in Ansehung unsers Handels innerhalb und außerhalb Landes, zwischen den Reichen und auf die Colonien?

37. Welche in Ansehung der Kauffardey-Schiffart?

38. Welche sind die Haupt-Fälle, worin Norwegen insonderheit aufgeholfen werden muß? Was hat man in diesem Reiche in der Natur oder Kunst, das vorzüglich verdient befördert zu werden? Sollten nicht die Fischereyen, das Ausraden, das Forstwesen, die Pferde- Schaaf- und Ziegen-Zucht, die Bergwerke, die groben wollenen Manufacturen, die Eisen- Stahl- Farben-Victriol- und Salpeter-Fabriken eine besondere Aufmunterung verdienen? Oder soll Dännemark

40

32

das meiste von diesem allen nur bey sich selbst befördern?

39. Kann Dännemark die Vortheile Norwegens vergeßen, ohne sich selbst zu vergeßen: und wird das gemeinschaftliche Beste des Regenten und der Reiche vollkommener befördert, als wenn die gegenseitigen Bedürfniße der Reiche und einer jeden Provinz in den Reichen vermehrt werden, und zugleich die Befriedigung dieser Bedürfniße durch die Zunahme des Fleißes und der Industrie an einem jeden Orte, nach der eigentlichen Natur des Ortes befördert wird: und in welchen Fällen muß Dännemark verbunden seyn mit Norwegen eher zu handeln, als mit Fremden; Norwegen hinwiederum mit Dännemark eher, als mit andern?

40. Muß der Südenfeldsche Theil von Norwegen nicht eben so wohl als Dännemark einen gewissen festgesetzten Preis für die Ein- und Ausfuhr der Getreide-Waaren haben, falls keine öffentliche Magazine in Norwegen errichtet werden?

41. Müßen wir in Altona oder auf Kongsberg münzen?

42. Müßen alle Auflagen und Schatzungen eine sichere Quelle haben: oder kann es einerley seyn, ob der Kammeralist gewiß weiß, daß die Schatzung, die er auflegt, bezahlt werden kann oder nicht? Müßen die Schatzungen und Abgaben auf Realiteten und Dinge, die da sind, auf hervorgebrachte sichtbare Früchte gelegt werden, oder kann es dem Regenten genug seyn, daß die

41

33 Abgaben auf ideelle Dinge gelegt werden, auf Nahmen, auf einen Laut, auf unsichtbare Wesen, die für die Sinnen weder sichtbar sind, noch sichtbar dargestellt werden können? Ist es reimlich, das sichtbare solide Silber und Gold von unsichtbaren Dingen, von der Ehre, von der Einsicht, von der Tugend, von dem Hunger und der Noth zu hohlen? Sollte es nicht sicherer seyn, von dem Getraide und den Früchten der Erde, von den Kreaturen und ihrer Zucht, von gewonnenen Waaren, von gefundenen Schätzen, von erworbenen Reichthümern, von des Verschwenders thörichten Ausgaben, von den Wirkungen des Fleißes und der Industrie verhaltnißmäßige Abgaben zu fordern, als von der Armuth und Dürftigkeit? Welche sind die bequemsten ordentlichen und außerordentlichen Abgaben und Schatzungen, die in Dännemark und Norwegen, ohne politische Kränkung der Nahrungen, des Vermögens und des Unvermögens statt haben können?

43. Welche Summe kann der König in den ersten zwanzig Jahren auf die Beforderung des Ackerbaues, der Fischereyen, der Künste nnd des Handels, im Verhältniß mit den jährlichen Einnahmen und Ausgaben seiner Casse, in seinen Europäischen Staaten verwenden?

Diese find die Haupt-Fragen, die der Commission, nach meinen Gedanken vorzüglich vorzulegen wären. Von Staatskündigen,

und solchen, die den Zustand unsers

42

34

Staats aus Erfahrung kennen, werden sie hoffentlich für die Haupt-Materien gehalten werden, auf deren gründliche Beantwortung es hauptsächlich ankommen wird, ob Dännemark jemahls mit Sicherheit in Oekonomieund Kammer-Geschäften zu agiren wird anfangen können. So wie die Ungewißheit in diesem Stücke, und die Fehler in der Wahl der wichtigen Maximen unseren Staat in die größte Gefahr stürzen, und demselben noch ferner eine traurige Figur unter den andern Staaten geben würden, worunter derselbe doch eine verhältnißmäßige Sicherheit, Ansehen und Ehre sich zu Wege bringen, besitzen und behaupten müßte.

III. Die Personen, die nach meinen Gedanken diese Commission ausmachen müßten, und deren Anzahl nicht unter Drey, und nicht über Sieben seyn sollte, würden theils leicht, theils schwer zu wählen seyn.

Leicht würden sie zu wählen seyn, weil es Seiner Majestet nicht an vielen geschickten

43

35

Männern fehlen kann, welche fähig sind, die vorgelegten Fragen mit gehöriger Genauigkeit zu beantworten. Schwer würde es in so weit werden, wenn nicht solche, die man genau kennet, gewählt würden, indem viele bereit sind, Verrichtungen über sich zu nehmen, wozu sie am wenigsten geschickt sind, und andere zwar etwas aus einem und etwas aus einem andern Fache wißen können, aber dabey unfähig sind das wenige, was sie wißen, im Zusammenhange mit dem Ganzen zu übersehen, welches doch auch in Absicht auf das wenige, was einer etwa wißen mag, eine unumgängliche Nothwendigkeit ist. Wer ein geschickter Augen-Arzt seyn will, muß den ganzen Körper genau kennen.

Oft kann auch mit der besten Einsicht und Erfahrung der Eigennutz verbunden seyn, welcher alsdenn hindern könnte, daß der Regent seine Absichten mit der Commission nicht erreichen würde.

Der Proprietair würde schwerlich einer Bestimmung des Korn-Preises, der Aufhebung des Brandtweins-Brennens auf dem Lande, und dergleichen beypflichten, es sey

44

36 denn, daß seine Patriotisme aus vielen unzweifelhaften Thaten, nicht aus bloßen Worten allein bekannt wäre.

Kaufleute, die sich um das gemeine Beste nicht bekümmern, würden ihre Rechnung bey einerley Preisen und verschiedenen anderen Dingen nicht finden: und sie würden hier ohnedem wegen ihrer gar zu eingeschränkten Einsicht und Erfahrung, mehr Verwirrung als Nutzen stiften.

Gewiße Kammeralisien würden vermuthlich so wohl die Zoll- als die Consumtions-Rulle in Schutz nehmen, wenn auch die eine so wohl, als die andere von jedermann und von der ganzen vernünftigen Welt verdammet würden.

Viele Bank-Interessenten, würden ohne Zweifel dafür halten, daß es am besten wäre, die alte Bank-Octroy unverändert zu laßen, wie groß auch die Mängel derselben seyn mögen.

Die Rentenirer würden unmöglich die Heruntersetzung der Zinsen wünschen.

45

37

Den Direktoren und ältesten Interessenten der Compagnien, würde der glückliche Fortgang der Commission, gewißer Ursachen wegen, wohl am wenigsten am Herzen liegen.

Leute, die von Vorurtheilen wider die Zünfte eingenommen sind, würden gefährliche Commissarien in Absicht auf die Zünfte seyn, und andere in anderen Fällen.

Männer von dieser Denkungsart würden also nicht diejenigen seyn, woraus die Commission bestehen sollte.

Und wer sollte es denn seyn? Ich antworte: es ist ja Zeit, daß man einmahl geschickte, redliche und eifervolle Männer, zu allen wichtigen Verrichtungen wählet. Solche Männer müßten es seyn. Das Land hat wohl keinen Mangel an solchen. Man schlage sie nur dem Könige vor, wenn er sie nicht selber kennet, (und wie schwer kennt sie der König) so wird man sie nicht verfehlen, und Seine Majestät werden eine Antwort erhalten, womit Ihnen und Ihren Staaten gedient seyn kann. Staatskündige, die

46

38

wegen ihrer Fähigkeit und Rechtschaffenheit öffentlich bekannt sind, müßten, wie ich meyne, die Commissarien in dieser Commission seyn.

IV.

Die Zeit, welche der Commission zur Beantwortung der Fragen vergönnet werden müßte, brauchte nicht lang zu seyn, zumahlen wenn die Wahl der Persohnen glücklich genug getroffen wäre. Wenige Monathe würden mehr als hinlänglich seyn, und eine Commission, die längere Zeit zu solcher Arbeit gebrauchte, wäre nicht fähig, die Antworten zu geben. Diese müßten auch kurz, jedoch zugleich vollständig seyn: zwey Eigenschaften, die gerne zusammen seyn können. So wie ein Post nach dem anderen beantwortet würde, müßte derselbe auch zu allergnädigster Ueberlegung und Vollführung eingesandt werben. Auch würden die Umstände des Staats und der gegenwärtigen Zeit nicht erlauben, daß die Commission mit ihren Erklärungen lange verweilte, die, wenn sie einmahl gut sind, nicht zu früh kommen können, wenn auch ei-

47

39 nige davon zu voreilig ins Werk gesetzet werden möchten. V. Wider die Anordnung einer solchen Commission werden verschiedene Einwendungen gemacht werden. Einige werden sagen:

Die Fragen, welche Hier für die Commission Vorgeschlagen werden, sind alle von der Art, daß die Beantwortung derselben wahrscheinlicher Weise bey dem Königlichen Finanz-Collegium gesucht werden müßte; mithin würde dieses die Commission seyn, welche am fähigsten wäre, die Antworten zu geben.

Allein hierauf wird geantwortet: Die laufenden Verrichtungen dieses Collegiums werden es unmöglich machen, diese Fragen in ihrer Ordnung und Verbindung so geschwinde, als nöthig, zu beantworten. Wenn man auch zu dem Finanz-Collegium die sämtlichen itzigen Rentekammem rechnen wollte, so würde man den alten erfahrnen Herren bey denen Kammern, obgleich ihre durch eine vieljährige Rutnie in den Geschäften sich erworbene Kennt-

48

40

niße allemahl von der größten Wichtigkeit sind, dennoch nicht eine solche auf Erfahrung gegründete Einsicht in den Zusammenhang der Staaten, und in die neuere Oekonomie- und Commerz-Politik, welche sich seit zwanzig bis dreyzig Jahren sehr verändert hat, zutrauen: daß sie die Fragen so vollkommen beantworten könnten, als es der Regent wünschen möchte. Denn sonst würde ihr Rath es längstens überflüßig gernacht haben, gegenwärtig die Antwort auf solche Fragen, als die angeführten sind, zu wünschen.

Was aber die neulich angeordneten Herren betrift, denen die Verwaltung der Finanzen eigentlich anvertrauet ist, ich meyne die itzigen Herren Deputirten im Finanz-Collegium; so Haben diese in anderen dem stricken Finanz-Wesen nicht beykommenden Geschäften oder Wißenschaften so große Stärke gezeigt, daß es natürlich ist, daß eins oder das andere im Finanz-Wesen ihnen bey ihren redlichsten und besten Absichten, dennoch mehr fremd als bekannt seyn müße: der Plan aber, den ich wünschte, sollte allgemein seyn. Da auch diese Wißenschaft überdem von größerem Umfange ist, und eine ganz andere Erfahrung

49

41 der Welt, als irgend eine andere erfordert. So ist aus dergleichen zusammenstoßenden Ursachen nicht zu vermuthen, daß der Regent von seinem itzigen Finanz-Collegium die vollkommenste Beantwortung erhalten werde.

Dazu kömmt noch, daß, weil das Finanz-Collegium die Erklärungen, welche auf die Fragen gegeben werden, selbst zur Ausführung bringen, und die Art der Ausführung vorher festsetzen und bestimmen sollte, demselben um so viel weniger die Fragen zur Beantwortung gegeben werden müßten, als die Erklärungen der Commission dem Collegio dazu dienen würden, deßen eigene preißwürdige Wünsche und Absichten mit zu befördern.

Andere werden vielleicht sagen, die Commission sey überslüßig, weil gedachtes Finanz-Collegium schon bey vorkommender Gelegenheit wißen wird, neue Veränderungen in dem Oekonomie- und Finanz-Wesen, ohne eine solche Commission, zu machen. Allein, auch dieses wird leichtlich beantwortet werden können. Jetzt wird die Gelegenheit gegeben, dem Staate durch eine solche Commission zu nützen, daher ist es sehr nothwen-

50

42

dig, daß sie gesetzt werde, indem dieses Collegium unmöglich diese bequeme Gelegenheit selbst ganz nutzen kann, andere Zeiten aber andere Hinderniße mit sich bringen können.

Aus den geschehenen Veränderungen ist genugsam zu ersehen, daß Seine Majestät auf eine wichtige Veränderung in der ganzen Staats-Oekonomie, und in der Verwaltung des sehr wichtigen Kammer-Wesens abzielen. Allein von dem Centro deßelben, (wenn mir dieses Gleichniß erlaubt ist) wenn es außer der Basis einer wohl angelegten Haushaltung gehet, können Thronen gestürzet werden. Wird nun das Fundament nicht gleich gelegt, fängt man nicht an bey dem Anfangs, und gehet ordentlich fort zu den ersten, und nächst darauf folgenden Zwischen-Mitteln, so kann es um ganze Nahrungen und Stände, um die Casse, ja um die Wohlfart und Sicherheit des Staats gethan seyn.

Wenn aber die Mannigfaltigkeit der Geschäfte das Finanz-Collegium, wie gesagt, hindert die erste Zeit, die ersten Augenblicke zu nutzen, um die durch die Commission abgezielte Reformation ordentlich zu vollführen:

51

43

so wird die Commission sehr nothwendig, falls die Reformation glücklich von statten gehen soll.

Ich übergehe andere Einwürse, die nicht so wichtig sind.

VI.

Der Nutzen von der Commission würde, denke ich, so groß werden, daß er sich kaum beschreiben läßt, wenn man allen Nutzen davon ziehen würde, der davon zu erhalten stehet.

Gesetzt, die Commission hätte diejenige Erklärung gegeben, welche ich nach meinen geringen Gedanken für die richtigste halte, und daraus zu ersehen wäre, daß einige wichtige Veränderungen sogleich ins Werk gesetzet werden müßten, einige über kurz oder lang, einige bey Gelegenheit der vorfallenden Geschäfte; daß andere aber von der Wichtigkeit wären, daß sie eine Folge von Jahren und eine ihrentwegen niederzusetzende Commission

52

44

erforderten; was würde denn wahrscheinlicher seyn, als daß man die Herrlichsten Früchte von den Unternehmungen dieser Commission zu erwarten hätte, wenn selbige zum Plane der Reformation genommen würden? Man darf nur die möglichen Beantwortungen der angeführten Fragen mit einem flüchtigen Blick übersehen, um dieses ins Licht zu setzen.

Wir wollen uns vorstellen, daß die Erklärungen der Commission in den nur gedachten vier Fällen, dem Regenten stückweise folgendermaaßen vorgelegt wären.

I. Veränderungen, die sogleich geschehen müßten.

a. Bestimmung des Korn-Preises.

b. Bestimmung der Zeit des Brandteweins-Brennens.

c. Brodt- und Bier-Taxe.

d. Verboth wider die eigennützige Steigerung

der Preise.

e. Bekanntmachung wegen Aufhebung der

Stall-Mästungs-Privilegien, in einer Zeit von ohngefähr zehn Jahren.

53

45

f. Anordnung wegen Aufhebung der Gemeinschaften,

in Absicht ans die Ländereyen der Geistlichkeit.

g. Veränderung mit der itzt zu Ende laufenden

Oktroy der Ostindischen Compagnie.

h. Verfaßuug einer neuen Zoll-Rulle.

i. Veränderung der CousumtionL-Rulle, wenn der Korn-Preis bestimmt wäre.

k. Beßere Fortsetzung des Landmeßens.

l. Bekanntmachung der Verfertigung einer künftigen

neuen Matrikel.

m. Heruntersetzung der verderblichen Zinsen.

Ohne Zweifel würde die vernünftige Welt, dieses schon als einen schönen Anfang der Reformation ansehen.

2. Veränderungen, die über eine kurze Zeit, oder über wenige oder mehrere Jahre vorgenommen werden müßten.

a. Aufhebung des Brandtewein-Brennens auf dem Lande.

b. Veränderung der Tobaks-Administration.

c. Würkliche Aufhebung der Stallmästnungs-Privilegien.

54

46

d. Genauere Bestimmung der Oktroy für die

Guineische Compagnie, wo nicht eher, so doch wenigstens beym Ende der Oktroy.

e. Die Freyheit des Isländischen Handels

binnen drey Jahren.

f. Abfaßung eines allgemeinen einförmigen

Manmzahls-Registers für beyde Reiche.

Dieser Fortgang würde vielleicht jedermann überzeugen, daß man nach einem vernünftigen Plan handelte.

3. Veränderungen, die am besten bey vorfallender Gelegenheit und bey günstigen Umständen, die nicht wohl vorhergesehen werden können, geschehen möchten.

a. Freyheit der Bauren auf den zu verkaufenden königlichen Gütern.

b. Einrichtungen in Absicht auf die allgemeine Handels-Compagnie. c. Einrichtungen in Absicht auf die Verbeßerung der Banko-Oktroy, auf die Colonien, auf vernünftige Auflagen, mit mehrerem, was unter den vorigen Artikuln nicht angeführt worden.

Eine solche Fortsetzung des entworfenen Planes würde dem ganzen Lande die

55

47 Freyheit und den Credit, als die wahren Früchte des Fleißes versichern.

4. Veränderungen, die durch eine oder mehrere dazu verordnete Commissionen bewerkstelliget werden möchten.

a. Bequeme Monopolien für die Kaufstädte.

d. Verbeßerung der Zunft-Artikuln für alle

Zünfte, und die Stemplungs-Art der Waaren in die Artikel eingeführt.

c. Verordnung wegen Eintheilung der Nahrungen in mehrere Classen, wo selbige, möglich.

d. Verordnung wegen genauerer Eintheilung des Handels nach seiner Natur.

e. Verbeßerung der Commerz-Verordnung.

f. Beßere Einrichtung der Kauffardey-Gesetze.

g. Untersuchung der Nahrungs-Privilegien der Privat-Personen, und ihre wahre staatsmäßige Bestimmung.

h. Einrichtung einer neuen Matrikel, nach Vollführung der Landmeßung.

Diese Anstalten würden vermutlich die Welt überführen, daß man die Män-

56

48

gel des Staats kennete, und die Reformations-Kunst von Grund aus verstünde.

Die Folgen hievon würden ohne den geringsten Zweifel, noch ferner diese werden:

1. Das vernünftige und unpartheyische Publikum, würde sich gleich über die Bestimmung des Korn-Preises freuen, und jedermann die unschätzbare Klugheit und Gnade des Königes Christian des Siebenden erhöhen.

2. Der Landmann würde anfangen, seine Verbindung mit dem Staate und alle andere ihre Verbindung mit ihm, weit besser als vorhero einzusehen, und seine kurze Erniedrigung würde für ihn und den Staat eine Erhöhung für künftige ewige Zeiten werden.

3. Das Brandtwein-Sauffen würde allmahlig auf dem Lande abnehmen, und mit der Zeit ganz aufhören, welches die Geburthen mancher neuen Bürger befördern würde, die weit wichtiger seyn wür-

57

49

den, als viele tausend Kinder-Taufen in einem Reiche des Hungers und der Armuth.

4. Theure Zeiten würden aufhören, und alle Stände und Nahrungen anfangen, Theil an den fruchtbaren Jahren zu nehmen; die unfruchtbaren aber selbst für die Armurh erträglich werden.

5. Die den Bauren von dem Regenten selbst geschenkte Freyheit, würde viele ermuntern, ihrem großen Könige, in einer so edlen und schönen Handlung zu gleichen.

6. Die Geistlichkeit würde in dem Acker-Bau, der Grundstütze aller Nahrungen, ein Muster für die Unwißenheit des Bauren, und eine kräftige Ermunterung für seinen Fleiß werden.

7. Allenthalben gezogene Ochsen würden die Dünge aus allen Aeckern vermehren, die Erndte reicher machen, und den unökonomischen Gebrauch der Pferde verringern.

58

50

8. Eine größere Menge Tabacks, wofür so viel Geld aus dem Lande gehet, würde angebauet, und eine weit geringere Menge davon eingeführt werden.

9. Die Städte würden sich aus dem Staube erheben, und Denkmähler von der Weisheit des Königs Christian des Siebenden werden.

10. Nahrungen, durch wohl eingerichtete Zünfte bestimmt, würden eine ordentlichere Verarbeitung der Waaren verursachen; der Absatz derselben würde sicherer seyn, und die Arbeiter dadurch desto fleißiger und ruhiger werden; und ihre Contributionen desto sicherer bezahlen.

11. Viele eritwichene (*) Nahrungen

(*) Wir zeichnen itzund verschiedenes auf, das wichtig und gut ist, auch etwas wenig bedeutentendes. Wenn ein wöchentliches oder monathliches Verzeichnis; von den zur Hauptstadt ankommenden und mit Präsident-Paß weggehenden Reisenden von allerley Nahrungen und Gewerben öffentlich bekannt gemacht würde, so würde solches, falls gute Berechnungen darauf gebauet würden, weit nützlicher für den Staat seyn, als noch so genaue Listen von den durch die Thore der Haupstadt geschehenden Hin- und Her-Promenaden.

59

51 würden zurückkommen. Diejenigen, die im Begriffe sind, uns zu verlaßen, würden sich entschließen zu bleiben, und Fremde, zu viel in andern Landen, würden sich bey Uns niederlaßen, so lange noch Platz da wäre, aber uns auch wiederum zu seiner Zeit, ohne unsern Nachtheil verlaßen. Denn wohl bevölkerte Staaten schicken ihre Schwärme aus, wie die Bienenkörbe die ihrigen, aus einerley Ursachen, die auf die ewigen Gesetze der Altgüte und der Allweisheit gegründet sind.

12. Andere Nationen würden bey eingeführten Stempeln, unsere Waaren mit Sicherheit annehmen, und ihre Rechnung bey dem Handel mit uns finden, und Dänische niedrige Handels-Kniffe würden dem Lande nicht länger zum Vorwurf, zur Schande, und zum Nachtheil gereichen.

13. Unsere Künste würden verfeinert und deswegen auch von den entfernesten Ländern gesucht werden.

14. Der innländische Handel würde recht ordentlich, und der Grund von dem ausländischen werden.

60

52 15. Unser Handels-Weg würde so vernünftig, als den den vernünftigsten Staaten, und unsere Ladungen weit mehr, als bisher werth werden.

16. Die Ostindische Compagnie würde so wichtig für den Staat werden, als sie es bisher nicht gewesen, und es dennoch hätte seyn können und müßen.

17. Die Guineische ebenfalls.

18. Die allgemeine Handels-Compagnie würde, wie unnütze Compagnien an andern Orten verschwinden, und nur ihren Nahmen als ein Denkmahl von ihrem vorigen seltsamen Wesen hinterlaßen.

19. Die Privilegien und Monopolien der Privat-Personen würden dem Staate nicht zum Nachtheile gereichen, sondern dieser allemahl seine Rechnung bey dergleichen vernünftig zugetheilten Freyheiten finden.

20. Island würde unter den Colonien nicht seines Gleichen in der großen Welt haben, und die Wichtigkeit seines Handels sich zwar

61

53

zu allen Nationen verbreiten, doch die Dänische nur allein den wahren Vortheil davon genießen.

21. Der leichte Preiß unserer Frachten würde andern die Frachten abgewinnen, und Dännemark nach dem Verhältnis zu seinem kleinen Zirkel, so groß im Handel werden, wie es irgend ein handelndes Reich im Großen, nach dem Verhältniß zu sich selbst ist.

22. Der Handel würde durch den Zoll befördert, und die Zoll-Rulle der sicherste Wegweiser desselben werden.

23. Die Consumtions-Auflage würde die Mehresten und wichtigsten Ausgaben des Staats einbringen, die Staatsschulden berichtigen, den Luxus einschränken, und eine vernünftige Cirkulation des Geldes und des Fleißes in allen Ständen befördern.

24. Die Korn-Schatzung würde eine eben so natürliche Auflage werden, als sie itzt wegen der ungereimten Matrikel unnatürlich ist, und der Staat würde an dieser

62

54

Abgabe ein nie abnehmendes, sondern stets anwachsendes Grund-Capital erhalten.

25. Die Zinsen würden nicht mehr Dürftigkeit und Fleiß in Contribution sehen, sondern an deßen statt die Armuth aufhelfen., und die Industrie befördern.

26. Man würde erfahren, daß der öffentliche Credit in einer Monarchie nicht nur möglich sey, sondern auch würklich werden könnte, wenn die Banko-Oktroy durch einen mehr als gemeinen Kaufmanns-Geist umgeschmolzen würde.

27. Die Population würde alsdenn erst in allen Ständen wichtig werden. Inzwischen würde man auch einsehen, daß Hochzeiten und Kinder-Taufen einem hungrigen Staate weniger nützen als Beerdigungen, und daß der Hunger erst aufhören, und die Nahrungen recht zunehmen und blühen müßen, wenn jedes Braut-Paar dem Staate nützliche Kinder verkündigen soll,

28. Die Cirkulation im Staats-Körper würde das Merkmahl einer rnuntern Gesund-

63

55

heit, und nicht die traurige Anzeige einer sicheren Krankheit und eines sterbenden Körpers werden.

29. Schatzungen und Auflagen würden natürlich, die gegenwärtigen Ausgaben des Regenten größten Theils der Saame von seinen künftigen Einnahmen, seine künftigen Einnahmen die Stärke und Fülle des Staats, und die guten Umstände seiner Casse die Wohlfarth eines jeden werden.

30. Viele wichtige Wahrheiten und vorgeschlagene gute Einrichtungen, die uns schon von Philocosmus und andern aufgezeichnet sind, und itzt moraliter unmöglich zu vollführen scheinen, würden alsdenn möglich werden.

31. Die abgezielte Reformation würde ordentlich, ruhig und glücklich von statten gehen, und wenige von den ersten Regierungs-Jahren unsers Christians würden das ausrichten, was nicht, diesen Plan hindangesetzt, in halben und ganzen Jahrhunderten, lange nach seineu Zeiten, ja nicht, so lange die Welt stehet, thunlich seyn würde.

64

56 32. Beyde Reiche würden alsdenn ein Körper werden, und die Vernünftigsten in selbige den Zusammenhang der Anlagen und die Größe der Absichten einsehen, und den großen Haufen die Klugheit des Regenten und die künftige Glückseligkeit, woran jedermann Theil nehmen würde, kennen lehren.

33. Ganz Europa würde die Klugheit einer so großen Reformation einsehen, ihre Nothwendigkeit gestehen, und wegen der glücklichen Folgen, welche dieselbe natürlicher Weise haben würde, König Christian den Siebenden, als den Weisesten unter den Königen erheben.

34. Die ganze Welt würde sich mit uns im Handel einlaßen, weil wir es alsdenn erst werth geworden, und alsdenn erst fähig wären, mit einer Welt zu handeln, die uns dann nicht die Balance in der Handlung absprechen würde.

So groß würde der Nutzen von der Ausführung eines solchen Vorschlags werden können. Die Beyspiele der großen Welt lehren es uns, wenn wir nur auf

65

57

die Klugheit derselben aufmerksam seyn, und nicht länger unserer großen Unwißenheit, unseren mannigfaltigen Vorurtheilen, unseren vielen eigennützigen Absichten, und unseren Eigendünkel nachhangen wollen, der uns in unzähligen Fällen Augen und Ohren verkleistert.

Sollte aber der erwehnte Vorschlag nicht gewählt werden, noch die dadurch abzielte Reformation von statten gehen; so würden sich, meinen Gedanken nach, unsere Reiche zu allen Zeiten (den Verlust ungerechnet, welchen alle beträchtliche Veränderungen im Anfange allenthalben erfahren müßen) weit beßer bey einer) Handlung nach dem Holländischen Plan befinden.

Dieses, welches vielen seltsam Vorkommen möchte, werde ich hier aus guten Gründen zu beweisen suchen.

VII.

Um darzuthun, daß der Holländische Handels-Plan weit wichtiger und nützlicher

66

58

für die Dänische Staaten ist, als derjenige, den wir gewählt haben, wenn nemlich jener so sicher ausgeführt wird, als dieser bisher vernachläßiget oder unzusammenhangend befolgt und ausgeführet worden, muß man erst beyde Plans gegen einander halten.

Worinn ist der Holländische Handels-Plan von dem Dänischen, und dieser von jenen verschieden?

Der Holländische Haupt-Handel ist der Umsatz-Handel, mehr mit fremden, als mit eigenen Waaren; weil Holland mehrere See-Küsten als Aecker hat, und weil er ihm eine Unmöglichkeit geworden wäre, die Ernährung seiner Einwohner auf einen unzulänglichen Ackerbau in einem Lande, das beynahe ohne Land ist, zu gründen.

Der Dänische Haupt-Handel sollte ein Handel mit eigenen Waaren, mehr als mit fremden seyn; weil Dännemark herrliche Wiesen und Felder hat, und sie weit herrlicher haben könnte; und weil es im Stande ist, die Ernährung und Vermehrung seiner Einwohner auf seinen Fleiß im Ackerbau

67

59 und den Künsten zu gründen, von welchen beyden Haupt-Nahrungen es noch etnen ansehnlichen Überschuß zur Ausfuhr an Fremde, und zu einer jährlichen Quelle seiner Bereicherung haben könnte.

Diese beyden Haupt-Plans, und der nach denselben eingerichtete Handel, find also darin verschieden, daß die Mittel, welche Holland nach seinem Plan zur Ernährung seiner Einwohner haben soll, bey Fremden gesucht werden müßen, welches, bey entstehenden zufälligen physischen Umständen, Holland in Nothfällen sehr unsicher macht. Dännemark hingegen kann nach seinem Plan, wenn er wohl ausgeführet wird, seine Sicherheit bey sich selbst finden.

Allein worinnnen, möchte man weiter fragen, bestehet der Handel, welchen Holland mit eigenen Waaren führt, in Vergleichung mit dem Dänischen: und worinn besteht der Handel, den Dännemark mit fremden Waaren führt, in Vergleichung mit dem Holländischen nämlichen Handel?

68

Der Holländische Handel mit eigenen Waaren, besteht, wie der Dänische, in Natur- und Kunst-Waaren, die im Lande selbst hervorgebracht oder verarbeitet worden. In ersterem ist Holland so groß, als es die Natur erlaubet, und diese Größe-ist sehr unbeträchtlich: in letzterem ist es nicht größer, als es die Klugheit oder Thörigkeit anderer Nationen erlaubet.

Der kleine Umfang seines Landes macht, daß es, außer Krapp und Tabak, und wenigen grauen Erbsen, eigentlich nur Käse und Butter ausführet; denn was es an Getraide hervorbringt, wird im Lande selbst verbraucht. Es liebet die Wiesen mehr als Kornfelder, damit es das Vieh, (welches ohnedem beschwerlicher über die See geführet wird, als das Getraide) mit deßen Früchten bey sich selbst haben kann.

Sein großer Fleiß hat ihm außerdem die schönsten Seiden- und Wollen- Baumwollen-und Leinen-Manufakturen, nebst Fabriken im Leder und Papir, im Kupfer und Eisen, im Silber und Golde, im Stein und Holz gegeben. Dabey hat es so wichtige und

69

61 prächtige Einrichtungen zur Umbildung der Erdprodukte, die meistens von Fremden gehohlt werden, daß, wenn man auch seine unvergleichlichen Schifs-Wersten übergehet, die größten Städte in Holland viele ihrer schönen Gebäude und den ansehnlichsten Theil ihrer Einwohner, es diesen Künsten zu danken haben.

Zu den eigenen Waaren will ich die Fischereyen nicht rechnen, wiewohl sie dahin gerechnet werden könnten, und aus einem andern Gesichtspunkt auch dahin gehören. Ich nehme hier das Wort: Hollands eigene Waaren, für die Waaren des Landes, und verstehe mithin dadurch bloß die Land- und Kunst-Waaren der Holländischen Provinzen.

Aus dem angeführten erhellet also, daß es Holland so wenig, als Dännemark am Ackerbau mangelt. Ja, was noch mehr ist, Holland siehet den Ackerbau in Absicht auf den Ruhen, welcher daraus für die respectiven Provinzen insonderheit fließt, als die Grundstütze gewißer Provinzen an. Tull und du Monceau, die längstens in ihre Sprache übersetzt worden, sind daher in gros-

70

62 sem Ansehen bey dem Holländischen Landmann. Auch hat Holland originale Schriften über den Ackerbau, die die Dänischen übertressen.

Der Holländische Handel mit eigenen Produkten und Natur-Waaren ist also dem unsrigen sehr ähnlich. Krapp führen wir zwar nicht aus, indeßen könnten wir ihn ausführen. Die Ungleichheit liegt eigentlich nur in der Menge der Waaren, die ausgeführt werden. Holland führet weit mehr Käse aus, als Dännemark; eben das gilt vom Tabak; hingegen wird aus Dännemark mehr Getraide ausgeführt. Ja, wir sind in diesem Stücke so freygebig gegen die Welt, daß wir so viel ausgehen laßen, daß wir selbst darüber darben, und daher sehr thöricht gegen uns selbst handeln. Von wenigen andern Produkten, von einigen fetten Waaren, von Pferden, von Pflaum- und Feder-Kiehlen kann man auch sagen, daß Dännemark mehr davon ausführet als Holland.

Dagegen aber führet Dännemark weit weniger Kunst-Waaren aus, als Holland, welches (wenn man den Unterschied in der Population

71

63 ausnimmt) eine offenbare Folge von lauter Staats-Mängeln ist, die alle gehoben werden könnten.

Wollte man an der Wahrheit dieser geringen Ausfuhr zweifeln, so braucht man sich nur selbst zu fragen: wo sind die Städte in Dännemark, die durch unsere Künste empor gekommen? Welche Arten von Waaren werden von fremden Handelnden bey uns vorzüglich gesucht? Selbst Tondern wird kaum unter jene Städte genannt werden können, und unsere Randerschen Handschuhe sonst ohne Zweifel das schönste, was wir von einheimischer Industrie aufzuweisen haben, bedeuten an sich sehr wenig. Wenn wir auch einige Schifs-Anker, etwas Tauwerk, einige wenige wollene Waaren nennen könnten, so möchte es doch alles zu unbedeutend werden, um auf einer merklichen Handels-Liste in Betrachtung zu kommen. Von den Contanten wollen wir gar nichts erwehnen.

Laßt uns dieses nicht vergeßen, daß Holland im Handel mit eigenen Kunst-Waaren viel größer ist, als Dännemark.

72

64

Allein, was bedeuten wir in Absicht auf den Handel mit fremden Waaren gegen Holland? So wenig, daß ich es nicht nennen darf. Wir können es am besten dadurch entschuldigen, daß es nicht unser Haupt-Handel ist. So kommen wir am besten aus einer Sache, darinnen wir uns nicht zu unserem Vortheil einlaßen können. Denn wenn wir auch unseren Umsatz mit dem Ostseeischen Zimmer- und Mast-Holz, Planken und Faßstäben, dem Theer und die Segeltücher, mit Französichen Weinen und Brandtweinen, mit Spanischem und Portugisischem Salze, mit Holländischem und Virginischem Tabak, mit Flämischen und andern Heeringen (welches die ganze Herrlichkeit ist) noch so genau herzehlen wollten; so würde dennoch die Rechnung desjenigen, was Fremde davon behalten, sehr geringe werden. Am besten ist es deswegen, daß wir solches übergehen.

Hier wird es nur erwähnet, um uns zu einem Begrif von der Natur des Handels beyder Länder zu führen, damit wir entscheiden können, ob die gegenwärtige Art in Holland zu handeln für Dännemark vortheilhafter

73

65

seyn würde, als diejenige Handels-Weise, der wir in den letzteren Jahren gefolget sind.

Allein wir haben schon deutlich gesehen, daß der Ackerbau auf seine Art in Holland blühe, und die Künste daselbst noch vollkommener sind als bey uns; wir können daher den Schluß machen, daß wir weder des Ackerbaues, noch der Künste, Untergang besorgen dürfen; falls wir auf Holländische Art handelten. Dieser Schluß verdienet erinnert zu werden.

Wenn wir aber noch genauer die schönen Folgen dev Holländischen Handels kennen wollen; so brauchen wir nur an uns selbst zu denken, wenn diese Frage beantwortet wird: Was für Folgen hat der Holländische Handels-Plan für Holland?

Darauf muß ich das antworten, was die ganze Welt weiß, nemlich: Holland ernähret und kleidet seine Einwohner, und vermehret deren Anzahl weislich in allen Ständen: es gewinnet die Balance, und vergröße dadurch das Capital des Landes: es nimmt zu an Stärke, und vergrößert nach dem: Ver-

74

66

hältniß des angeführten, die Sicherheit für die Anfälle der Nachbarn.

Daß Dännemark seine Einwohner nicht mit Speisen und Kleidern versorget, zeugen Mangel und tbeure Zeiten. Daß es die Anzahl derselben unzeitig vermehret, beweiset die Ungleichheit der Stände in allen Provinzen des Reichs. Daß es die Balance verliert, und das Capital des Landes nicht vergrößert, sagt der Vexel-Cours und der Geld-Mangel in allen Häusern, ja selbst in des Königes Casse. Daß es natürlicher Weise an Stärke abnehmen muß, daran darf man nicht zweifeln, wenn man die müßigen Hände, die unbeweglichen Glieder, die verreiseten Nahrungen zehlet, deren letztere insonderheit in diesen Zeiten eine beträchtliche Anzahl seyn müßen, wovon uns das oben erwehnte Mittel näher würde unterrichten können. Mehreres zu übergehen.

Es würde also ein großes Glück für Dännemark seyn, wenn es die Vortheile Hollands in der Handlung genießen könnte! Daß solches bey dem Holländischen Handels-Plan eher, als bey demjenigen, dem

75

67

wir bisher gefolgt sind, möglich sey, will ich noch näher zu erläutern suchen, indem ich die mögliche Hülfe vorstellen werde, die wir bey der Holländischen Handelsart wider unsere angeführten Mängel finden können, woraus zugleich die Haupt-Wahrheit erhellen wird, daß es weit beßer für einer Staat ist, einen minder vollkommenen Plan in der Handlung auszuführen, als den vollkommensten Plan ohne Ausführung zu laßen.

Der Holländische Plan würde, wie ich denke, mit der Zeit folgende Wirkung für Dännemark haben:

1. Die freye Einfuhre des Korns würde die Preise der unentbehrlichsten Waaren heruntersetzen, solches aber der Industrie zur Aufmunterung gereichen. Der Proprietair, falls er noch ferner den Kornbau zu seiner Hauptsache machen wollte, müßte alsdenn desto größeren Fleiß auf den Ackerbau anwenden, um durch die Menge seiner Waaren dasjenige zu verdienen, was ihm die theure Zeiten sonst einbrachten.

76

68

Folglich würde ein Hauptmangel, und ich darf sagen, der größte von allen Mängeln des Stats gehoben werden, indem die hohen Preisen des Getreides in wohlfeile Zeiten verwandelt würden.

2. Das Brandteweinbrennen würde zum Vortheil gereichen; denn die Ausfuhr des Brandteweins würde desto größer werden, weil der Handel frey wäre, und die Preise des Korns würden dadurch nicht steigen, weil es frey eingeführt würde. Magazine würden alsdenn ein sicherer Vortheil in der Handlung werden, und der fleißige Ackersmann seine Rechnung bey der Erweiterung des Brandtweinsbrennens finden, wenn er auch selbst keinen brannte.

Mithin brauchten wir nicht, wie itzt, der oben erwähnten Weisheit der Engelländer, in Bestimmung der Zeit des Brandtweinsbrennens nachzuahmen, und würden dennoch den Mißbrauch desselben eben so glücklich verbeugen können, als Engelland.

3. Eine wohlfeyle Brodt-Taxe würde die Folge von der freyen Einfuhr des Getreides seyn.

Mithin könnten wir in Ansehung unserer verarbeiteten Waaren mit andern Preise halten, welches itzt an gewißen Orten unmöglich ist.

77

69

4. Die Preise der Korn-Waaren aus eigennützigen Absichten zu erhöhen, würde alsdenn nicht leicht möglich seyn, viel weniger lange Zeit schaden können.

Folglich brauchten wir nicht das weise Gesetz der Engeländer wider die eigennützige Steigerung der Waarenpreise; welcher Eigennutz dem Lande bisher so verderblich gewesen.

5. Die Privilegien der Stall-Mästung würden weniger nachtheilig werden, indem die Holländereyen überall mehr in Gebrauch kämen, weil die Nothwendigkeit des Fleisches allgemeiner würde, und das Land so wohl, als der Handel, wegen der freyen Einfuhr des Korns, seine Rechnung bey Butter und Käse finden, mithin die Wiesen ihre Düngung von den Kühen an statt der Ochsen haben würden.

Folglich würde das Land überall ein Canaan werden, welches es weder itzund ist, noch jemals bey der gegenwärtigen Handlung, so lange die Privilegien der Stall-Mästung fortwähren, werden kann.

6. Die Tobaks-Administration würde bey dieser neuen Handlungs-Art wegfallen, und der Anbau des Tobacks dadurch verlaßet

78

70

werden: man würde diese Pflanze in Menge ziehen, weil deßen Ausfuhr durch den freyen Handel besordert, und der Gebrauch deßelben für dir Seefahrende durch den Zuwachs der Schiffarth vergrößert werden würde.

Mithin würde diese unpolitische Administration nicht länger den Vortheilen des Staates zuwieder seyn.

7. Städte würden empor kommen, weil ein freier Handel ihnen leicht den wahren Geschmack an einer bestimten Industrie geben wurde, dem itzt die Staatsklugheit ihnen einflößen sollte: und so viele bequeme Häfen als Dännemark hat, so viele Handelsstädte würden sich gleich unter unseren verfallenen Kaufstädten erheben. Helsingör,Kalundburg,Nestved, Prästöe wurden in Seeland nicht die letzten werden.

Mithin brauchte man weniger den Städten ihre Nahrungen anzuweisen, obgleich dieses in keiner Art vom Handel gäntzlich vernachläßiget werden darf.

8. Die Nahrungen wurden durch gute Zünfte gewis, einfacher, sicherer und ordentlicher werden, denn gute Zünfte machen ein

79

71

wichtiges Stück in dem Holländischen Handelsplan aus.

Mithin würden unsere Waaren vollkommener werden, und die Fremden mehr Credit für sie und für unsere Handlende haben, als sie bisher gehabt haben.

9. Unser Höker-Handel würde sich nothwendiger weise von selbsten theilen. Aus jedem andern Flachs- und Eisen-Krämer würden verschiedene innländische kleine Großirer, und die Großirer auf fremde Länder noch die Krämer zu Hauße, dadurch nicht vermindert worden.

Mithin würden wir einmal unter die Nationen gerechnet werden, die einen ordentlichen einländischen Handel führen.

10. Die Ausnahmen unserer Commerz-Verordnung würden überflüßig werden, weil die Natur des Handels das Gegentheil zur Hauptregel machte, nemlich die Waaren allenthalben aus der ersten Hand zu holen, an statt daß wir itzt gewisse aus der andern und dritten Hand nehmen müssen; und die Anzahl unserer Großirer würde merklich zunehmen.

80

72

Mithin würde unser Handel und unsere Schiffart aus fremde Länder anfangen vernünftig zu werden.

11. Der Gebrauch der ostindischen Compagnie-Waaren würde weniger nachtheilig werden, indem der freie Handel, und der durch denselben eingeführte politische Geschmach, die Industrie bey vielen Gelegenheiten rege machte. Wir würden uns auch aldenn unserer Westindischen Baumwolle beßer bedienen können als gegenwärtig.

Mithin würde der Ostindische Handel nicht eine Art erlaubte Contrebande-Handels seyn, wie er bisher in gewissen Stücken gewesen, sondern dem Staate allein zum Vortheil gereichen.

12. Die guineische Octroy würde mit der Natur einer freien Handlung übereinstimmen, als mit der gegenwärtigen, und folglich nicht in verschiedenen Stücken den Vortheilen des Staats schlechterdings zuwider seyn.

Folglich würde dieser Handel staatsmassiger werden.

13. Die algemeine Handels- Compagnie würde von selbsten aufhören.

81

73 Mithin würde sie nicht andern Handelnden, ohne sich selbst oder jemanden zu Nutzen, im Wege seyn.

14. Die Privilegien und Monopolien der Privatpersonen würden dem Staate nützlicher werden, indem die Natur des Handels einige davon zu Grunde richten, und zu einer beßeren Form für die andern Anlaß geben würde.

Mithin wurden gewisse Bürger nicht die Zerrüter des Staats seyn, wie sie es gegenwärtig sind.

15. Der isländische Handel würde alsdenn so gewiß frey werden, als der Holländisch-Westindische: und man würde so gewiß auf Island, als eine Colonie fahren, als man auf St. Eustatius oder auf Curasou fährt.

Mithin wurde Island nicht länger so wie gegenwärtig, ein Ort der Knechtschaft für unsere Reiche seyn, sondern ein Aufenhalt der Freiheit zum Vortheil der dänischen Staaten.

16 Gesetze für die dänische Schiffart würden den Handel gemäß, und die Frachten dadurch herunter gesetz werden.

Folglich würden wir Fracht-Preise mit Fremden halten können, welches itzt unmöglich ist.

82

74 17. Nach einem veränderten Plan zu einer Zoll-Rulle würde kein einziger Post weniger als itzt abgeben, und dennoch die Casse des Regenten in vielen andern Fällen weit mehr einzunehmen haben.

Mithin würde die Zoll-Rulle nicht dem Staate und dem eingeführten Handel zuwieder seyn.

18. Die Consumtion würde vernünftig aufgelegt werden, und zur Bestreitung der Staats-Ausgaben gute Würkungen haben.

Mithin würde man zum Glück für unsere Reiche genöthigt seyn denjenigen Rathe zu folgen, den man itzt entweder nicht verstehen kann, oder nicht brauchen will.

19. Die Matrikel würde weniger nothwendig werden, weil das Kornland merklich abnehmen, diesen Mangel aber eine Höhere Consumtion ersetzen würde.

Mithin würde unser verkehrte Matrikel dem Regent und die Unterthanen weit weniger beeinträchtigen, als sie itzt jeden Tag, da sie gebraucht wird, bcyde beeinträchtiget.

20. Die hohen Zinsen würden bey diesem Handel bald Hernutergesetzt werden müssen, und so lange der Handel blühen sollte, niemals erhöhet werden.

83

75

Mithin würde der Ueberfluß des Reichen 'nicht, wie itzt, der dürftigen Industrie zur Plage und zur ungläublichen Last werden.

21. Die Octroy der Banke würde, so bald möglich, verändert werden; wie bald aber diese Veränderung geschehen müßte, würde die Abtragung der Königlichen Schulden allein lehren.

Mithin würde unsere Banco-Octroy einmahl die Wirkung für den öffentlichen Credit haben, die sie itzt nicht haben kann.

22. Die Bevölkerung würde vermuthlich der größten Veränderung unterworfen seyn, und der Baurenstand nach dem Verhältniß zu Dännemarks Umfang und Stärke, weniger als gegenwärtig werden, indem die Viehzucht nicht in demjenigen Grade als der Ackerbau bevölkert. Dagegen würde in dem Städten durch künstige Zunahme der Künste und Manufacturen und durch Erweiterung des Handels und der Schiffart, die Bevölkerung zunehmen; und diese Ordnung in der Population, welche der holländische Nahrungs-Plan erfordert, und durch denselben selbst hervorgebracht wird, wurde dennoch wichtiger werden, als

84

76 diejenige, welche itzt eintrift, da man den verhältnißmäßigen Zusammenhang des Ackerbaues und der Nahrungen aus den Augen läßt.

Mithin würde unsere Bevölkerung zwar nicht die möglichst volkommenste im Ganzen, dahingegen aber weit vollkommener in allen Theilen derselben nach dem Verhältniß zu der Natur des Plans werden.

23. Ein freier Handel im ganzen Reiche würde die Circulation im Staatskörper natürlich und folglich algemein machen, und dieses würde der wahre Beweis von dem Leben des Handels werden.

Mithin würde der itzige unglaubliche Geld-Mangel aufhören, und unser Staat, der in vielen Stücken dem Reiche der Todten gleichet, so zu sagen, zu einem Lande der Lebendigen verwandelt werden.

24. Die Casse des Regenten würde sich weit besser als gegenwärtig befinden. Alle Munde würden ernähret und die Handels-Balance gewonnen werden; die Bevölkerung würde zwar, die Anzahl der Menschen, nach der Strecke des Landes berechnet, geringer werden, allein diese würden alle wohlhabender und

85

77

dadurch nützlicher und wichtiger werden; denn Reichthum ist zugleich Macht.

Mithin würde der Regent, welcher itzt, zu geringer Ehre für seine Kameralisten, arm ist, reich werden, und seine Unterthanen, so wie er, an Macht und Ansehen zunehmen. Den aller Geld- und Nahrungs-Mangel im fruchtbaren Staaten und im gewöhnlichen Friedenszeiten (wenn man auf Kosten der Thronen und Staaten nicht heuchlen und Komplimente machen will?) ist, so wie der Verfall der Staaten, den Oekonomie- und Finanz-Collegien zur Last zu legen.

Diese Vortheile sind alle größer als diejenigen, welche Dännemark gegenwärtig bey seinem Handelsplan genießet, und wert mehrere sind möglich.

Was diejenigen Mängel betrist, die bey der Veränderung start haben mögten, so würden es etwa folgende seyn:

1. Man würde, wie schon erwehnt, das Wiesen-Land mehr als den Acker bauen, weil die Viehzucht eine geringere Anzahl Arbeiter gebraucht, weniger mühsam ist, und geringeren Aufwand erfordert, mithin bey diesem Handel einträglicher für den Proprietair seyn würde

86

78

Allein die gewonnene Handels-Balance würde den Ankauf des Korns erträglich machen.

2. Das Reich würde bey dieser Oeconomie in Ansehung des Korn-Handels von andern Staaten abhängend werden.

Mein errichtete Magazine müßten die Sache gut machen, und gute Politzen-Gesetze so viel möglich dem Mangel abhelfen. Ueberal würde es Dännemark hierinnen nicht ärger gehen, als Holland.

3. Die Bevölkerung würde aus dem Lande und mit ihr vielleicht die Land-Militz in Abnahme kommen.

Allein desto größer würde die Bevölkerung in den Städten seyn; daß zunehmende See-Volk würde auch diesen Abgang ersetzen, und die größere Anzahl der Schisse würde uns so viele neue Festungen verschaffen.

4. Die Kornschatzung würde weit geringer werden, als sie bisher gewesen?

Allein die Consumtion nur von Butter und Käße, von Salz und anderen Bedürfnissen des Landmanns würde was ansehnliches einbringen.

87

79 5. Die Veränderung, welche in den Nahrungen durch den Untergang der schlechten Fabriken im Anfange, und so lange der neue HandelS-Plan noch nicht im Gange wäre, Vorgehen würde, dürfte auf eine kurze Zeit mit Unbeqvemlichkeiten verknüpft seyn.

Allein diese Unbeqvemlichkeiten würden wieder verschwinden, und der Verlust durch andere Vortheile ersetzt werden, indem beßere Künste mit der Aufnahme des Handels wieder aufkommen würden. Denn wir wissen, daß der Holländische Handels-Plan dem Flor der Künste alganz nicht zuwider ist.

6. Einige Bankerotten würden sich zu solcher Zeit einfinden.

Allein gewisse Bürger, denen es itzt an Nahrung fehlet, würden Nahrung finden, und der neue Handelsplan neue Verdienste geben; ja die Bankerottirer selbst würden sich wieder erhohlen.

Wenn man also diese Mängel mit den eben angeführten Vortheilen vergleichet; so wird man leicht sehen, daß die Vortheile die Mängel weit übersteigen.

Vergleichet man denn wiederum in Gedanken die erwähnten Vortheile eines hollän-

88

80

dischen Handelsplans mit den unvollkomnen Plan in der Handlung, dem wir in den letzten 20 bis 30 Jahren gefolgt sind; so fehlet es nicht, daß der, welcher die politischen Folgen des Handels für die Staaten ein wenig zu beurtheilen weiß, wird einsehen können, daß die holländische Handels-Art weit beßer für Dännemark seyn würde, als der Mangel eines guten Planes, oder als ein verkehrter Handel nach einem Plane, der kaum den Nahmen davon verdienet.

Denn diesen Einwurf darf ich doch wohl nicht von jemanden befürchten, daß ein freier Handel nur einer Republick angemessen sey. Die Anlagen der Handelsplane, wenn sie vernünstig sind, müssen sich nach der Natur des Landes und der Lage der Oerter, nicht aber nach den Regicrungsformen richten.

Daß es für Dännemark, obgleich Holland ihm in vielen Stücken zuvorgekommen, dennoch möglich ist, einen solchem Handel mit ziemlichem Glück anzufangen, daran darf man wegen seiner Lage gar nicht zweifeln, noch weniger aber wegen der Aussichten, welche es durch einen näheren mit dem Handel selbst fol-

89

81

genden Unterricht von den Ostseeischen Mängeln und Bedürfnissen, in Vergleich mit den Volkommenheiten und Ueberfluß eigener und anderer Länder erhalten könnte: nicht zu gedenken der nahe bevorstehenden Veränderungen, welche Ruslands glückliche Waffen nach sich ziehen werden.

Allein in wie weit würde dieser holländische Plan ein guter Plan für Dännemark werden? Nur in so weit selbiges nicht besser handelte als in den vorhin erwehnten Jahren. Anders muß dieses nicht verstanden werden. Der Ackerbau und der Handel mit eigenen verarbeiteten Waaren sind in allen Korn-Landen, so lange die Welt stehet, die Grundlage zu der wahren Bevölkerung, Reichthum, Sicherheit und Ansehen.

Ich will also mit dem, was hier angeführt ist, nicht sagen, daß Dännemark die holländische Handels-Art an statt des Handels mit eigenen Waaren wählen müße, weil der holländische Plan beßer ist, als der Plan, den Dännemark hat ausführen wollen; sondern nur, daß es ein kleineres Uebel sey, weniger vortheilhast auf holländisch, als wie bisher geschehen

90

82

ist, nach Dänischer Art unzusammenhangend und ganz verkehrt zu handelen; und daß der holländische Handel, in Ermangelung der vorgeschlagenen Reformation, das zuträglichste für die hiesigen Reiche sey.

Wenn aber die Reformation von statten gehen, und der zu hoffende Plan für das Oekonomie- Commerz- und Finanz-Wesen in Dännemark mittelst der für die Commission in Vorschlag gebrachten Fragen gelegt werden dürfte, so wird dieser Plan stets der vollkommenste für unsere Reiche seyn.

Ich urtheile davon nach dem was ich auf vieljährigen Reisen erfahren, die ich in der Absicht unternommen habe, um die zusammenhängende Oeconomie und Handel der Welt zu kennen, und zwar nicht allein wie sie zwischen wenigen engen Küsten gefunden werden, sondern wie sie in den vollen Cirklen der wichtigsten Staaten, zwischen den arbeitenden Händen der europäischen Freiheit und der amerikanischen Knechtschaft in ihrem Anfange und Ende verbunden sind.

91

83

Was ich daselbst genau zu erfahren, Gelegenheit gehabt habe, suche ich dem Vaterlande in Erinnerung zu bringen, um, wo möglich, es näher auf die Spur zuverläßigerer Oekonomie- Commerz- und Finanz-Principien zu führen, als es vielleicht jemals noch gewesen ist.

Ich glaube daher, mit einigem Grunde und ohne Eitelkeit wünschen zu können, daß man in diesen Zeiten bey dieser wichtigen Sache sich wohl vorsehen, und keine Reformation in dem Oekonomie- Commerz- und Finanz-Wesen vornehmen möge, ohne vorher einen guten Plan bekannt gemacht zu haben.

Nichs ist hier vorgeschlagen, was nicht mit den fremden Handels-Systemen, die ich gesucht habe kennen zu lernen, und die viele mit mir kennen werden, harmonirt; viel weniger etwas, das nicht mit den höchsten Vortheilen Dännemarks und Norwegens übereinstimmend seyn sollte.

Es kan hart zu seyn scheinen von zweien Reichen sagen zu wollen, daß ein nicht so intereßirende Handels-Art, wie die Holländische, ihnen zuträglicher, als die bisher gebrauchte, werden könnte.

92

84

Härter ist es doch, daß wir nach so vieler Jahre Verlauf mitten unter weißen handelden Nationen, die so gar ihre Commerz-Politik und sehr weise Handels-Regeln im Druck bekannt machen, dennoch genöthigt seyn müssen angeführte Wahrheiten zu hören: und daß kaum ein einziger Staats-Oekonom oder Kameralist weder von denen, die itzund in den Regierungs-Collegien sind, noch von denen, die vormals darinnen gewesen, Muth haben wird das ganze oder die Hälfte oder nur einen merklichen Theil von dem, was ich hier zu beweisen gewagt habe, zu widerlegen.

Aber das härteste würde es denn seyn, und zugleich das wunderbareste, wenn man nicht auf die eine oder andere Art suchen sollte den Vorschlag ins Werk zu setzen. Denn gleich wie die Natur der Sache einen jeden offenbar überzeuget, daß eine weise Reformation in unserem Oeconomie- Commerz- und Finanz-Wesen endlich einmahl höchst nothwendig sey; so erhellet es auch, daß eine solche Reformation nicht klüglich unternommen werden kann, wenn nicht erst auf königlichen Befehl ein rechtschaffener dauerhafter Oeconomie- Commerz- und Finanz-Plan, wen igstens im algemeinen, gelegt

93

58

wird; und daß die Reformation nicht blos bey Gelegenheit der vorfallenden Geschäfte in den Collegien angefangen und fortgesetzet, sondern durch ein von diesen Collegien verschiedenes, jedoch mit denselben in der genauesten Verbindung stehendes anderes Collegium befordet werden müste, indem die Verwirrung des Staats so groß ist, daß die ordentlichen Personen in den Collegien nicht hinlänglich seyn würden die Reformation so zeitig und in allem so zusammenhangend auszuführen, als es nöthig wäre.

Wenn aber diese Wahrheit als eine für die gegenwärtige Zeit wichtige Wahrheit eingesehen wird, welches ich bis weiter so annehme; so darf ich für den gethanen Vorschlag Glück hoffen.

Ich darf da hoffen, daß derselbe in einigen, wo nicht in allen Stücken, dem Regenten und seinen Ländern, deren Glückseligkeit ich zum Ziel gehabt habe, nützlich seyn werde; und zwar um so viel mehr, weil der ganze Vorschlag in der genauesten Verbindung mit derjenigen Politick der Welt stehet, womit die Reiche verbunden sind, und niemals aufhören werden verbun-

94

86

den zu seyn, wir mögen noch so unzusammenhängend handeln.

Mir deucht daher zu erfahren, daß der Vorschlag von denjenigen würdigen Patrioten, die die Finanz- und Kammer-Collegien des Regenten ausmachen, in Betrachtung genommen wird. Ich sehe, wie sie denselben vexbeßern und ihren weiten Absichten gemäß genauer bestimmen. Ich sehe eine Commißion von verständigen und eifervollen Männern niedergeseht. Ich sehe sie ganz beschäftigt den Plan zu entwerfen. Ich sehe sie im Begriffe, gleichsam ihr politisches Glaubens-Bekänntniß, ich meine den volkommensten Oeconomie- Commerz- und Finanz-Plan dem Regenten zu überliefern, der ihn mit Freuden annimmt, und selbst die Reformation darnach ins Werk setzet. Ich sehe den guten Anfang der Reformation, und ihre Fortsezung durch die besten politischen Mittel.

Es kömmt mir vor, daß ich die weisen and klugen, ja selbst die blödsinningen und schwachen, durch jene von den Absichten und der Ordnung der Entwürfe unterrichtet, die glückliche Volsührung der Reformation wünschen höre.

95

87

Ich sehe diese politische Reformation eben so ruhig als die Reformation der Kirche zu Ende gebracht, und alle wünschen demjenigen Plan, dem man auf die vorgegangenen Veränderungen folgen wird, eine gute Beständigkeit für die Zukunft.

Wie ich dieses alles in Gedanken voraus sehe; so wünsche ich auch würklich die Erfüllung davon, um der Beständigkeit desjenigen Thrones willen, denn wir alle verbunden sind zu erhalten.

Sic vos non vobis.

<r

P. S. In den Berlingischen Kopenhagener Zeitungen No. 62. von 5 August, die Heute, da dieser Bogen in die Presse gehet ausgekommen sind, lieset man eine Bekanntmachung vom Präses und den Directeuren der Königlich Occroyirten Dänischen Asiatischen Kompagnie, daß es Seiner Königl. Majestät allergnädigst gefallen bey den itzt bevorstehenden sowohl Chinesischen als Ostindischen Auctionen, sowol als für die Zukunft, die auf den Thee gelegte Consumption aufzuheben, und daß von allen den Waaren, die mit den Schiffen der Compagnie zu Hause gebracht und daselbst verkauft werden, sie mögen im Lande verbleiben

96

88 oder an auswärtige Oerter versand werden, 2 pro Cento Courant, welche den Käufern zu berechnen sind; bezahlet werden sollen.

Diese Veränderung macht die obangeführte 16 Frage Pag. 21. nicht überflüßig. Vielmehr ist dieselbe noch nothwendiger geworden, als sie jemals gewesen, und man frägt billig noch ferner: welche von den Waaren der Astatischen Compagnie würden vor andern durch die Auflage einer billigen Consumtion, helfen können einen Theil der Ausgaben des Staats abzutragen, und dadurch die schweren Auflagen für die einheimische Armuth zu erleichtern? Indessen wird es zu allem Glück ein großer Trost für den König und das Land seyn, daß die oben angeführten Worte für die Zukunft in einer Monarchie in dergleichen Fällen weiter nichts bedeuten, als: Bis wir anders gesinnet werden.

Kopenhagen den 6ten August 1771.

Accidit in puncto