[Ove Guldberg] Philodani Undersøgelse af Philopatreiases Anmærkninger. I. Om Rettergangen. II. Om Geistlighedens Indkomster. IIdet og sidste Hefte.

Philodani Underføgelse

af

Philopatreiases

Anmærkninger.

1. Om Rettergangen.

2. Om Geistlighedens Indkomster.

Ildet og sidste Hefte.

Kiøbenhavn 1771,

trykt Hos August Friderich Stein, boende i Skidenstædet, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Anden Afhandling.

Om Rettergang.

Jeg tilstaaer, at vore Practiske Jurister, vore Procuratorer nemlig, alt for meget prøve at giøre sort til hvidt, og ved en Hær af Formaliteter, Exceptioner, Udsettelser, ofte baade forlænge og søge at fordreie den Sag, der er dem betroet. Jeg tilstaaer og, at Acterne for de lange Bogstaver og det deri indehold-te Procurator-Snak bliver Parterne langt dyrere, end de burde være, Jeg nægter hel-

4

4

ler ikke, at der jo kand være hist og her Dommere i sær ved Underretterne, som for deres skødesløse Behandling eller uretfærdige Omgang fortiene at ansees med Lovgiverens høyeste Vrede.

Omendskiønt ingen kand eller bør nægte, at jo slige Misbrug baade ere hos os og burde standses: saa er det dog vist, at det Portrait, Philopatreias har giort over Rettens Pleye her i Landet er meget overdrevet; thi ved at læse det skulde man jo tænke, at vor Tilstand var den samme her, som i de Lande, hvor Sønnen arver Faderens Proces,

og efterlader den til sin Søn: man Müde jo rænke, at den Fattige snart aldrig kunde faae Ret, og at Overretterne, ja den høieste Ret selv, som oftest var et Echo af Had eller Gunst. At alt dette er en aabenbare Usandhed, veed alle de, som vil sige Sandhed, faa fuldkommen, at endog fremmede have priist os deri lykkelige frem for mange andre Folk. Man kand kun eftertænke de Sager, som i

5

5

sidste Instance ere paadømte, og, saafremt man er upartisk, (skal man nødes til at tilstaae, at Rige øg Fattige skeer lige god Ret. Trods, ja Trods, at noget Land skal kunde fremvise fra denne Side et større Fortrin. Havde Philoparreias været enten oplyst nok eller ret patriotisk, saa havde han aldrig burdet fortie dette for Landet saa vigtige Gode; thi vore Landsmænd bør ligesaavel kiende, hvad der er got hos os, som hvad der er slet. Og jeg maae reent ud erklære, at det er meget ubesindigt at indbilde de Eenfoldige, at Retfærdighed har forladt os, og at stænke sine Pletter, saaledes, at de og kand falde paa det reeneste og helligste selv. Af samme Surdei er det, naar Philopa-treias skriver, at en Dommer betales med et par snese Opsettelser. For Opsettelse maae jo intet betales, og aldrig skulde jeg troe, at nogen Dommer er saa ublue at tage, hvor det aabenbare er ham forbudet, og da kunde man jo let formeene ham det. Han tienes

6

6

da ikke ved Opsettelser, men maae accordere dem, naar Parterne paaraabe, at de have fundet nye Oplysning, Vidner, Documenter & c. eller og al dem mangler endnu noget saadant, som de haabe til en vis Tid at bringe til veye. Nægter da Dommeren Opsettelse staaer han jo til Ansvar for Rettens Fornægtelse. Men jeg vil gaae lige til Sagen. Procuratorerne ved Under-Retterne udsue Parterne , og for at tiene Penge, fordreie og forlænge Processerne ved alle de saa kaldte Procurator-Kneb.. Dette sande Onde, som kunde tage Overhaand, bør hindres, dg hvad Middel foreslaaer den ærlige Philopatreias.

Alle Procuratorer, siger han, ved Underretterne skulde afskaffes. Dette er hans første Forslag. Han er mig dog en løierlig Politicus. Udførsel har undertiden i Utide været tilladt og Indførsel forbudet: Derfor skal nu herefter Indførsel altid være tilladt. Proprietairer har været Kornpugere, og kunde

7

7

nu maaskee, om den af Philopatreias foreslagne Indførsel blev tilladt, ruineres.

De hindrer intet, siger han: skiær dem af fra Stats-Legemet: lad os bie lidt, indtil Philopatreias giver os flere af sine Statskloge Piecer, jeg er vis paa, at denne Feldskiær har endnu en Snees Lemmer at hugge af. Nu saa lad da indtil videre Procuratorerne være afsatte. Men naar nu dette skeede, hvem skal saa underrette den eenfoldige Mand om hans Sags Beskaffenhed? Hvem skal tale hans Sag for Retten eller skrive ham Indlæg? Hvem skal kort sagt veilede ham og føre hans Sag? Philopatreias har tre Midler, som jeg vil fremsette i deres naturlige Orden.

1. "Vore lærde Jurister skal meddeele det Almindelige et samlet Verk, hvori alle muelige Trætter ere forklarede, afhandlede og bedømmede. Naar dette Verk blev solgt til en billig Priis og var almindelig bekiendt, kunde hver Mand selv føre sin Sag,

8

8 og tiende sin Ret i de almindeligste og daglig meest forefaldende Tilfælde.„ Min Mand vil først have alle Muelige Trætter afhandlede i dette Verk, og siden skal det kun være i de almindeligste og dagligste Tilfælde. Vel giort, Philopatreias, at de har indskrænket deres første Paastand; thi alle muelige Trætter i eet Verk, og det til billig Priis havde været alt for artigt, og tillige alt for umueligt. Hvem kand vel opgive alle muelige Trætter, og skulde de nu tillige forklares og giennemgaaes, til hvilken Skok Volumina vilde da sligt et Verk voxe? Nu saa bortgiver vi alle muelige Trætter, og holder os kun til de almindelige 0g gængse. Om dem er det da, vore lærde Jurister skal skrive, og det for at hver Mand deraf selv kand lære at kiende sin Ret og føre sin Sag. Men nu vil jeg spørge dem, hvor Mange Sager der forekommer, som ere just ligedanne, og hvori ikke een og anden Omstændighed giør Forskiæl og fordrer nye Underretning? Mon

9

9

den tager sit Orakel, kaster op i Registeret, og finder Hoved-Sagen; Men den NebenSag, som er kommet til, tales intet om. Og hvad skeer nu? Han troer, at han enten har Ret eller Uret, og da enten begynder og taber, eller tier stille og kunde have vundet. Philopatreias veed nok, hvor det gaaer med de Dommere, der trænger til Registeret over Love og Forordninger. Slige Hielpemidler kand være nyttige i simple, men due saa got som slet intet i alle componerte, indviklede og forvirrede Sager, og deri var det dog, at man meest trængte til saadanne Hjelpemidler. Da enhver nu, som er bekiendt med de Juridiske Tilfælde, rnaae, uden at her behøves Exempler, tilstaae mig derte, saa er det klart, at Philopatreiases første Middel er just uklækkeligst, hvor det meest burde gavne, saa at det derfor kun til hans Dyemeed lidet vil Nytte Jeg gaaer da til det andet.

2. „Der kunde være hos os, som i Holland og andre Lande, Consulenter, Practicyns,

10

10

saadanne, som Folk kunde spørge til Raads, naar de skulde eller vilde have en Proces." Jeg bekiender, at dette Middel er bedre end Bogen. Men saa skulde jo disse Mænd leve af dette Arbeide? Gandske vist. De skulde jo da underrette Folk og vise dem den bedste Maade, hvorledes de kunde føre og vinde deres Sager? Ja, svarer Philopatreias. Nu vel: saa have vi jo vore ulykkelige Procuratores igien; thi hvad enten de lære og skrive Renker og Kneb, eller de selv Mundtligen fremføre dem for Retterne, løber ud paa eet. Men dem vilde vi jo af med: følgeligen duer ej heller dette Middel. Nu saa vandre vi da til det tredie.

3. "Enhver Mand, som geraader i Trætte, skulde selv andrage sin Sag for Dommeren, der burde indkalde Contraparten, examinere Vidner og Beviiser pro & contra. Og dette skulde han vist giøre med Oprigtighed; thi den haardeste Straf paa Ære, Velfærd, ja Livet selv efter Omstændigheder skal den uretfærdige Dommer aldrig kunde und-

11

11

flye." Dette Forslag fortiener en alvorlig Undersøgelse, fordi det er simpelt og har et meget got Skin, saa at jeg derfor næsten troer, at Philopatreias i Uskyldighed og Eenfoldighed har giort det. Publicum vilde nu mærke paa følgende: a) I alle RettergangsSager beroer det for alle Ting paa, hvorledes Sagen ved Underretterne tracteres, fordi der skal Vidner afhøres, der ere baade de og Parterne personligen kiendte, der er man endog Sagen selv, og i sær allehaande oplysende Omstændigheder bevidst; der kortsagt skal alt beredes, aabenbares og legges for Dagen. b) Naar nu vor Rettergang skulde dannes efter Philopatreiases Raad: saa kom, som man letteligen seer, alting an paa Dommeren; thi han eene var alt hvad Dommer, Procurator og Consulent nu ere. c) Ærlighed og Retfærdighed har Philopatreias ved de haardeste Straffer indjaget ham, at vi vil troe, han skal være incorruptible. Men kand og Straffer og Frygt derfor indjage ham Kund-

12

12

skab, og befrie ham, nu han er eene, fra al Overilelse.

Min Forfatter burde dog, da han skriver saa decifiv, kiende vore Underdommeres Tilstand baade paa Landet, og i de fleste smaae Kiøbstæder. Det største Tal af dem have aldrig studeret, jeg vil ikke sige, Lovkyndigheden, men vore Love, Forordninger og Rescripter, have aldrig fattet dem i deres sande Sammenhæng, og kiende ikke den saa nødvendige Analogie. Og dog dømme de som oftest retfærdig. Hvorledes gaaer da dette til? Jeg skal rigtig nok oplyse denne Hemmelighed. Procuratorerne, som for at blive berømte og have Søgning, drives af deres egen Fordeel til at giennemrandsage vore Loves Kilder, de udpiller Sagen, giendriver hinanden, opsnuer hvert og eet Beviis og alleguerer for deres Parters Sag alt, hvad allegueres kand. Naar nu vor Dommer har sund Forstand og den fornødne Agtsomhed, hører paa den eene Side alle Vidner og Beviser og paa den anden Lov-

13

13

giverens Ord, og har oven i Kiøbet Protocollen til sin Tieneste, og endnu, naar Sagen optages til Doms, Tid til baade at efterkaste de allegerede Artikle og Beviser, consulere en og anden god Ven: saa skeer det, at Dommen bliver god, i det mindste passable. Saa vist som det er, at Sagen saaledes forholder sig: saa uundflyeligt vilde det blive, at naar Dommeren eene skulde berede Sagerne, maatte de allerfleste Domme blive ikke alleene urigtige, men og ubillige.

Nu appelleres da Sagen. Jeg setter, at Overretten mærker, at Sagen mangler noget: saa hiemvises den da til nye Undersøgelse; Men hvilket et Ophold, hvilken en Langvarighed? Jeg setter at den ikke mærker det, og undertiden kand det ikke mærkes, uden af dem, som ere paa Stædet, saa vil da her blive fældet af Mangel paa Oplysning uretfærdige Domme. Nu kommer Sagen til den Høyeste Ret, og lad os nu antage, at dens klarseende og skarpe Øyne opdagede den ved

14

14

Under-Retterne begangne Feil, og efter Philopatreiases Forslag skulde dømme saadan en vankundig Dommer paa Ære, Velfærd og Liv: hvor mangen en ærlig og retfærdig Mand vilde da uskyldigen komme til at liide? Her synes jeg allerede at høre Philopatreias raabe: set da paa eengang alle disse vankundige Dommere af, og lad dem, som Skriverkarle eller paa anden ærlig Maade fortiene deres Brød. Nu saa setter vi da de allerfleste af paa eengang over det hele Land, og smukt tilveiebringer tiggende Dommere, ligesom tiggende Officerer.

Hvorfor ikke? Men Dommere skal der dog være, og Pladserne skal besettes igien med kyndige, erfarne Jurister. Nu saa kommer da, I duelige Folk: her ere Herreds-Foged Tienester ledige til 100, 80, 60 Rdlr.: Birkedommer Tienester til samme Priis, og endnu Byefoged-Poster ligesaa gode. Kommer: her skal I leve i Armod, og vil I som ærlige Patrioter gifte Eder, her skal i sultfø-

15

15

de Eder og Afkom (thi Stikpenge maae I dog intet tage). Nu min gode Philopatreias, hvor ere vi nu, de og jeg? Jeg tier og de maaskee og. d) Det er et gammelt Ord, at naar to trættes, faaer man Sandheden at vide, og det er vist, at naar man vil have en Sag vel oplyst, saa jo flere vittige Folk der tale og ere ueenige, jo klarere bliver alt for den, som skal dømme. Saa er det jo nu, da Philopatreias og jeg her begge procurere. Endog den kloge, kyndige og vittige Mand faaer paa den Maade mangen en Tanke og Oplysning, han aldrig selv havde skuldet falde paa, og som dog er saa vigtig, at den bestemmer Udslaget.

Vor vise Monark har jo selv behaget Allernaadigst at erklære, at Han og derfor har tilstædet Presse-Frihed.

Nu saa slutter jeg da, at til Retfærdigheds saa betydelige Tieneste og til den nidkiere Dommers mueligste Oplysning maae det

16

16

og være tienligt, at ikke Parterne allene, men og Procuratorerne tale, prøve, ventilere, og opklare Sagen. Den, som kiender Mennesket, Holder vist med mig. Og endelig e) hvorfor meener de, min gode Philopatreias, at i det hele Europa (dog maaskee Rusland tildeels og Tyrkiet undtagne) bruges Procuratorer for Retterne, i det mindste med skriftlige Indlæg? Tænk mig i det hele oplyste Europa, ja ogsaa i Preussen. De vil vel dog ikke have vore Dommere forvandlede til Tyrkiske Cady.

Lad os nu prøve, om vi kunde foreslaae nogle bedre og tienligere Midler til at hæve de Misbrug, som Philopatreias, og tildeels med Rette, klager over.

1. Det var at ønske, at noget Middel kunde udfindes til Underdommernes bedre Befolding i Dannemark; thi om Norge taler jeg her intet, siden Sorenskriverne der ere 4 Gange til visse saa vel aflagde, som de smaae

17

17

Rettens Betientere i Dannemark. De sultne Indkomme, de have, har nødvendigen to onde Følger: for det første, at ingen søger saadant Embede uden saadanne, som ingen Duelighed dertil besidde, og for det andet, at saadan fattig Mand næsten uimodstaaeligen fristes til saa megen Uretfærdighed, som han uden alt for stor Fare tør begaae. Han dependerer for denne sin Armod alt for meget af Proprietairer og andre velhavende Folk paa Landet og i Kiøbstæderne: Han trænger og meer, end jeg vilde, til Procuratorernes Oplysning, saa at han hverken har Indsigt eller Mod til at holde dem i den Respect, eller dømme dem i de Mulcter, han burde. Saa meget beviser meer end nok, at Dommerne matte være bedre Gagerede. Men hvorledes kunde dette skee uden at besvære enten Kongens Kasse eller det Almindelige, som begge desuden nok ere betyngede? Jeg synes allerbedst paa den Maade, som efter vore Monarkers Billie af vort ypperlige Cancellie allerede saa fordeelagtigen er tildeels brugt. Man

18

18

maae saasnart en Herredsfoged døer, ikke besette hans Plads, men legge den til en anden Herredsfoged, som er nærmest og beqvemmest kand holde Tinget der, eller og til den hosliggende Kiøbstæds Byefoged. Dersom dette blev en Lov, der ved alle slige Vacancer helligen blev fulgt: saa inden 30 Aar kunde hver Dommer have henimod 400 Rdlr. at leve af; thi hvad skader det, om en Mand har tre ja fire Tingdage? Lad kun Folk have brav at giøre, men lad dem og kunde leve; og desuden kand nogle Tinge gierne foreenes; thi Tinghuset kand bygges i Herredernes Centrum.

Man kunde maaskee og foreene Birkerne med Herrederne paa følgende Maade, at Indkomsten af Birket blev anslagen mod Indkomsterne af Herrederne, og Birkets Eiere da tilladt at kalde, forstaae en duelig og examineret Mand, hver anden eller tredie Gang pro fua qvota. Saa er det med Præstekalde i fælligt, og jeg seer ikke, hvad der

19

19

skulde hindre, at samme ikke kunde have Sted i Rettens Betieninger. Er meget philosophisk Middel var det og, om Regieringen fandt for got ikke at befordre til de fornemmere eller rigere Justik-Betieninger, som Sorenskrivere, Laugmænd, Landsdommere, Byefogder i de store Stæder, ja end ikke til Høyeste Ret selv, uden dem, som 3 a 6 Aar først havde tient som Herredsfogder og Byefogder i de smaae Stæder. Disse fattige Embeder blev strax vor vittige, oplyste juridiske Ungdoms Attraae, og naar det nu blev føyet til, at den Herredsfoged skulde præfereres, som i sit EmbedsTid aldrig var i Høyeste Ret dømt i Mulct eller anseet pro meliore informatione; saa troer jeg, at Regieringen havde sat en Fieder i Uhret, der temmeligen skulde rette Gangen. Men da maatte og Befordringerne fra disse smaae Embeder ubrødeligen skee, og det imellem lige duelige (dem meener jeg, som havde undgaaet ved Høyeste Ret notam cenforiam) efter deres Embeds Anciennetè, og hos de andre efter deres Irettesettelsers mindre og

20

20

større Antal & c. Men da maatte hverken Adelskab eller Faveur aabne nogen Veien til de Høyere Justits-Embeder, med mindre han først var gaaen Kongeveien efter Loven. Og fandt er det, en Adelsmand kunde lige saavel nu, som hans Forfædre fordum, være Byefoged, Herredsfoged, Borgemester. Han blev da som vore gamle Mænd borgerlig (en stor Egenskab) blev sadt i Arbeide (en herlig Sag) og lærdte at kiende Landet (ogsaa en stor Nytte) hvilket alt vist ikke læres paa Hoftrapperne, og lige saa lidet i Paris. Jeg har i lang Tid havt et Indfald, som jeg vil skrive; thi jeg skriver kun for mit Fædrenelands Bedste. Naar vor vise Regiering fandt for got saaledes at berede Folk til høiere Embeder; saa kunde den jo og fastsette, at den Dommer, som foruden at have undgaaet Notam cenforiam, endnu lovformeligen kunde bevise at have i sine Prøve-Aar forligt de fleste Sager (flere meener jeg end andre hans competentere) skulde have et upaatvivleligt Fortrin for dem. Philopatreias vil vist billige

21

21

dette; thi han er vreed paa Procuratorerne. Og jeg billiger det, fordi det er got for mit Fædreneland, at Folk ei øder sig ved Processer, fordi en Dommer, som havde sin forventede Befordring til Driver, vilde umage sig for at bilegge de fleste ham muelige Trætter; og fordi han til at kunde udvirke dette, maatte nødvendigen skaffe sig et stort Retfær-digheds og Billigheds Rygte.

2. Naar nu vore Dommere vare blevne oplyste Folk, anstændigen aflagde, og tillige animerede af deres forhaabede Befordring, saa kunde man med Grund om de bleve befundne i Skiødesløshed, eller hvad værre er i Uretfærdighed, straffe dem med høne Mulcter, ja paa Ære, Velfærd og Livet selv efter Omstændighederne, at jeg skal bruge min Mands Sprog. Men jeg tør love, at naar den tilkommende Æres og lykkes Vei var uforanderligen famlet med Dommerens Flid og Retfærdighed, Fulde saare sielden nogen Straf behøves.

22

22 3. Skrivernes lange Bogstaver og den derved forvoldte Bekostelighed af Acterne kand jo letteligen ved en Forordning hæves, og reduceres til Billighed. Men her maae dog nøye agtes, at Skriverne ved de smaae Retter ere usel aflagde, saa at de, indtil flere Tinge efter foregaaende Forslag trækkes sammen, neppe har det tørre Brød. Men ved de Retter, hvor deres Tienester ved Sagernes Mængde ere meget gode, der burde være nogen nøyere Bestemmelse end om 26 Linier paa Siden.

4. Procuratores Maae vi af ovenanførte Aarsager beholde. Men det er dog vist, at de ved vore Underretter begynder at blive os alt for vittige, og derfor farlige for Retfærdighed og bekostelige for Parterne. Det er og vist, at dette Onde kiendeligen tager til, og at den Kløgt, at kunde excipere, fordreie, snoe sig med Formaliteter, drille med Vidner, forlænge ved tusende Kunstgreb Sagen, bliver hvilket jeg meest gyser for, en Ære

23

23

og Berømmelse. Der er da i al Sandhed ingen Tvil om, at jo dette Onde bør baade med sorteste Farver males, i høyeste Toner udskriges, og, naar det er kommen til Retfærdighedens Ørne, paa eftertrykkeligste Maader og i al Hast gaaes i Møde. Men nu gielder det, hvorledes dette bedst og kraftigst kunde skee. Jeg vil til Publici Omdømme og for at forandledige andres Nøyere Undersøgelse og Oplysning give mine ringe Tanker, a) Formaliteter maae der være ved Retterne, Hvilket jeg ikke vil bevise, da alle de, som kiender Sagen, tilstaaer det, og maae tilstaae det. Men der kunde maaskee undværes nogle, og andre som ere indkomne ved Vedtægter uden at være grundede i vore Love, burde enten af Lovgiveren stadfæstes, for at alle kunde vide dem, eller gandske afskaffes. Over alt dette kunde ønskes en Nøye Undersøgelse af erfarne og kyndige Underrets-Dommere, som hverken hadede Formaliteter, ikke heller vare forliebte i det Juridiske Haarkløverie. Naar nu disse Mænd, som bedst kiender alle

24

24

Procurator-Trækker, havde givet deres Tanker, saa kunde Mænd af almindeligere og meere udbredte Indsigter examinere og determinere alt. b) Ligesom der ere i Formaliteter visse Vedtægter, saa ere der og efterhaanden ved Praxis, som det kaldes, indkomne andre Vedtægter i Retten selv. Dette Arbitraire og selvraadige Tøy burde ikke et Øyeblik taales; thi Landet bør ey regieres efter Vedtægter, men Love. En ærlig og kyndig Mand burde elske sit Fædreneland, og uden Skye fremlegge for Dagen alle disse Procuratorernes Smuthuller og disse Falstrikker for Parterne, som tænker at vinde ved en Vedtægt og taber ved en Lov eller og tvertimod. c) Da det er egentlig ved Vidners Førelse, at Procuratorerne udøver deres store Konstgreb, og nu vil forlede Vidnerne, nu stævner sammen endog ved Diverse Tingstæder hele Flokker, som slet intet kand oplyse Sagen, nu bruger endog de sorteste Midler selv ved at forlokke dem og bringe dem til Meeneed: saa burde alle vore Forordninger og Love derom ikke allene skiærpes, men og andre, eftertrykkelige Mid-

25

25

ler skaffes til Veie. Jeg veed vel, at her kunde man let for at hindre saadanne slette Menneskers Afveie, legge Anstød for Retfærdighed selv, og formeene den at faae den saa nødvendige Oplysning.

Men jeg troer dog, at naar man først fik, som jeg før ommelte, gode og ærekiere Dommere, som følede sig selv: vilde om jeg ikke meget feiler, dette Procurator-Raserie faa et stort Knek. Thi da ønskede jeg, at Regieringen vilde give Dommerne Magt til at dømme en Procurator, der spillede med Retten og forvirrede den, i en anseelig Mulct, og efter Beskaffenhed fra hans Embede, uden anden Sagførelse end efter den i Protocollen staaende Act. Om nu denne Mameluk troede, at han var skeet Uret, kunde han indstevne Sagen til de Høyere Retter, men paa sin egen Bekostning og selv skulde betale Acten udaf Protocollen: Dommeren tvertimod skulde kun beraabe sig paa Acten, da disse høiere Retters Advocater for intet skulde føre hans Sag. Havde Dommeren Uret, vilde

26

26 det let kiendes, da han med en taalelig Mulct skulde ansees, fordi Exemplet var dog tienligt til at holde Rettens Plagere i Tømme; Men blev hans Dom befundet fuldgrundet, da skulde den ved Magt stande, og Procuratoren endnu betale de Omkostninger, han havde forvoldt begge Parter. Jeg er vis paa, at en halv Snees Exempler statuerte, skaffede Retfærdighed frie Løb, og adspredte alle disse mørke Taager. d) Det er utroeligt (Philopatreias har Ret) hvilket Fyldekalk, Væmmeligt Snak, hvilken Mængde af Synonymes, Franske Ord, Omsvøb der fylder mange Procuratorers Munde og Indlæg. Ofte har jeg tænkt paa, hvorledes dog dette Raserie kunde læges og i Grunden hæves. Snart har jeg meent om man ikke med Satirer kunde giøre det latterligt og derved faae det fordrevet; men til al Ulykke det føder og beriger sin Mand, og hvad meere er, denne Jargon passerer for Vittighed og Kløgt. Den ærlige Almues Mand troer, at det er Juristernes Sprog, og tør derfor hverken vove at tale for Retten, ikke

27

27

Heller skrive selv sit Indlæg: det er og vist nok, at han ikke forstaaer dette Maal. Men var det nu ej mueligt a) at en Forordning kunde befale, at alle Synonymer og Franske Ord herefter skulde være Landflygtige fra Retterne, og at alt skulde siges og skrives i den brugelige Brevestiil, saa at intet maatte beholdes af det Juridiske Sprog uden de blotte Termini, Tingene meener jeg og ikke Ord eller Phraser. Give at dette kunde skee! Alle Acter skulde da forsvinde til en Halvpart, og læg Mand torde da og vist nok gaae i Rette. b) Var det dog ej mueligt (jeg synes det) at visse: Formularer og Formuler i forstaaeligt Dansk kunde under Regieringens allerhøyeste Myndighed bekiendtgiøres, hvorefter der kort kunde procederes? Ja! det var at ønske, at slige Publiqve Formularer til Obligationer, Panteforskrivninger, Contracter & c. vare til, som alle skulde bruge, c) Naar nu foruden disse Baand paa Procuratorerne ommelte Forfølgelse af Dommeren stod dem aaben, saa troer jeg, at dette Onde, som begynder at groe op hos os, vilde lykke-

28

28 ligen qvæles. d) Endnu vil jeg, men til de Kloges nøyere Overleggelse, foreslaa; et Middel til at hæve et Onde, som de smaae Procuratorer saa ofte forvolde. Det er bekiendt nok, at de opegge den kiere Almue til at føre Proces, hvor Sagen slet ingen Ret har. Jeg synes at der var got, og i ingen Henseende skadeligt, om det blev befalet, at førend Sagen skulde ageres, maatte Procuratoren i Protokollen lade tilføre, at han havde raadet sin Principal til at anlegge samme. Naar nu Dommeren havde dømt Sagen, og havde befundet, at den i sit hele Anlæg var kun en Chicane, saa skulde han have Magt til at tegne Procuratorens Navn paa en i Tinghuset hængende Tavle med Overskrift: Uretfærdige Procuratorer. Ville denne appellere skulde det være ham tilladt, men under de samme Vilkaar, som forhen er meldt, og ifald da den gangne Dom blev kiendt ved Magt, skulde Procuratoren tillige dømmes paa sit Embede. Det forstaaer sig, at denne Medfart skulde ej have Stæd uden i Sager, som reiste

29

29

sig af Fortrædelighed og Trætte-Syge, og ikke komme andre til Nytte end den ærværdige og uskyldige Almue, e) Ærlige og oplyste Procuratorer burde, om de ønskede det, have af Publico for deres vigtige Tieneste en præferable Adgang til Dommer-Embeder; thi deels have de fortient slig Belønning og deels kiender ingen bedre end de alt det Taskenspillerie, der giøres for en Dommer.

Paa det nu saadan en brav Mand kunde have klare og lovfaste Grunde at bygge sin Ansøgning paa, saa synes jeg, at der burde holdes ved hvert Tingsæde en Protokoll, hvori der burde af Dommeren for den hele Ret, saasnart Sagen var paadømt og den var vanskelig og vigtig, indtegnes korteligen enhver Procurators Opførsel. I samme Protocoll kunde og Procuratoren lade indrykke er Trætter, han forligte, da Parterne enten kunde være tilstæde eller forsyne ham med deres Attester. Naar nu en Mand belagte sin Allerunderdanigste Ansøgning med slige af Protocollerne

30

30 udtagne Skudsmaal, og tillige havde tient 6 a 8 Aar, og den vise Monark vilde behage at ansee i Naade saadan Mand; saa kunde man haabe, at Lønnen for de Gode og Straffen for. de Onde skulde tilveiebringe i denne Stand, den Forbedring, man ønsker.

Vel veed jeg at mange vil synes, Procuratorerne bleve derved Dommerne for meget underlagte; men det vil jo dog vore Love, og Hvad Skade er det, at de frygte for ham, og at der ingen Forstaaelse er imellem dem? Ingen uden dem, som ere vante ved Retterne, skulde troe, hvor got det er, naar Procuratorerne har Respect for Dommerne, og han har Myndighed hos dem. Til allersidst:

5. Vil jeg korteligen samle, hvad der kand være faldet mig ind til vor Jurisprudences Forbedring. Det er en Ære for et Land, naar Parterne selv vil og kand føre deres Sager. Her har jeg ønsket, at Dommerne Maate tilholdes ved deres Myndighed at befrie

31

31 dem fra Procuratorernes Haarkløverie og Lovtrækker, og ifald de (Dommerne meener jeg) mærkede, at den for sig selv talende Part glemte en og anden Formalitet, eller forsømte noget af hvad der henhører til Orden og Be vislighed,: da strax erindre ham derom, uden at dette skulde komme ham eller hans Sag til mindste prejudice, Ligeledes har jeg ønsket og flere med, mig, at indtil den nye Lovbog kunde blive færdig, der maatte af vore ForordningsBøger, som nu ere voxde til mange Volumina, skee et Udtog, hvori alle Instruxer for høyeste Ret paa een nær, alle Skatte-Forordninger & c. kortsagt, alle de Anordninger, som kun ere for en vis Tid, eller en besynderlig Omstændighed, skulde udelukkes. Neppe blev der da med jævn Stiil en Qvart tilbage; thi ogsaa de kunde udelades, som ved seenere Befalinger ere ophævede. Dersom vor Monark da vilde under sin egen Allerhøyeste Myndighed udgive dette Udtog (thi dette behøvedes for at det kunde have Lovs Kraft) saa skede Landet en betydelig Tjeneste. Endogsaa

32

32

deri kunde komme, hvad Rescripter der forbinder alle eller ansees derfor & c. Skulde jeg endnu af vore lærde Jurister ønske et Arbeide, var det et lidet Værk, som forklarede Proceduren i forstaaelig Stiil, som oplyste Folket i samme Sprog om Omgangs-Maaden med Ejendoms Sager og alle Forskrivninger, og endelig som forklarede den nødvendige Juridiske Terminologie, saa troer jeg, at hver Mand letteligen kunde, om ikke tale sin Sag, saa dog forstaae den.

33

Tredie Afhandling

Om

Geistlighedens

Indkomster.

34

        

35

Tredie Afhandling Om Geistlighedens Indkomster.

Min ærlige Philopatreias og jeg er nu kommen fra Dommersædet til Kirken, for at see, hvorledes det staaer til med vor Geistlighed og dens Indkomster. Gid jeg nu vidste, hvilken Geistlighed han meente, enten hele Landets eller blot Hovedstadens; thi det er mig en saa besynderlig Skribent, at efterat jeg har læst denne Afhandling vel ti Gange igiennem, er jeg endnu ligesaa klog den sidste Gang, som den første.

36

36

Det kand man ret kalde at skrive i Politiske Ting, naar man lader alt saa ubestemt, at endog den oplyste Læser, som kunde og vilde begribe en Forfatter, ikke veed tilsidst, hvad det er, han egentligen handler om. Det er: har jeg sagt til mig selv, hele Geistligheden; thi saa lyder Overskriften: adskillige Gange nævner han os i Afhandlingen selv Geistligheden, den Geistlige Stand, Præsterne. Han siger os, at Geistlighedens Indkomster hindre meget det Almindeliges Fremvæxt. Han taler om fede Landsbys Præster, der ere Reittenere. Kirkecetemonierne, han nævner, angaaer det Almindelige. De Tiender og Accidenher, han rører ved, forkynder os, han taler og om Landsbyepræster. Nujfaa er det da den Geistlige Stand i Almindelighed.

Nei! siger Piecen mig, det er ikke saa: det er kun Kiøbenhavns og nogle andre store Kiøbstæders Geistlighed, Øhilopacreias taler om. Thi uden at nævne hvilken Geistlighed, siger Jan os, at ved Bsrnedaab, Jordspaaka-

37

37

stelse og saa videre, skal ikke alleene Præsterne betales, men og Klokkere, Gravere og den hele Forsamling, hvorfor og NB. Klokker og Graver=Tienester ere (siger min Mand pag. 31. ) saadanne fede Stykker, at deres Besiddere i en Hast blive Capitalister. Da dette nu ikke giælder uden om Kiøbenhavn og til Nød om 4 a 6 Stæder til, saa er det klart, at Philopatreias alleene handler om disse Byers Kirkevæsen. Han siger og pag. 32., at den fattigste Tiener maae, naar han vil til Communion, betale Klokkeren Penge. Nu er det en bekiendt Sag, at sligt aldrig skeer paa Landet, og, som jeg vist veed, Heller ikke i mange Kiøbstæder, hvoraf jeg da slutter, at alt her sigter paa de store Stæder. Dette bestyrker mig endnu meere, naar han pag. 35. fortæller, og det, som alt det øvrige uden allermindste Bestemmelse, at de Geistliges Antal er for stort, og føyer til: En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 a 4 Præster. Eftersom det da nu er bekendt, at vore fleste Præster i Landet have 2 og undertiden 3 Kirker, ja i Norge endnu flere at besørge, saa

38

38

sluttede jeg da, at Philopatreias tænker alleene paa Kiøbenhavn. Og denne Meening kunde saa meget snarere bifaldes af mig, som hans første Afhandling udtrykkeligen har overbeviist mig om, at Kiøbenhavn og Fædreneland er eet og det samme for ham. Men hvad skal vi saa giøre ved alt det, som angaaer Geistligheden i Almindelighed? Nej! han maae dog meene vor hele Præstestand. Men hvilke Politiei: ere dog saadanne ubestemte og vague Folk?

Nu esterat jeg da har besluttet at følge Afhandlingens Titel, saa falder jeg i største Forundring over, hvoraf det dog kand komme, at min Mand, som skriver om Geistlighedens Forkomster, ikke har fra Begyndelsen til Enden enten bestemt, hvad Indkomster denne Stand har, ej heller med eet Ord rørt om, at der er et Tal meget betydeligt af Præsterne, som har usle og fattige Indkomster, og at den store Mængde af dem aldrig har, naar alt beregnes, 500 Rdlr. Indtægt. Jeg synes, en Patriot burde være ærlig, tale bestemt, og vogte sig at være Pro-

39

39

jectmager, det er at giøre uoverlagte Forslag, saadanne, hvor man ikke har vejet og indseer alle Ting. Af slige umodne Indfald er det, at vort arme Fædreneland har lidet alle de Stød, som nu græmme Kongen, udsue os, og Skal ængste vore Børnebørn. Ja! Allerdyrebareste Ronge, det er Din Sorgs Kilde! Ja! Kiereste Fædreneland, det er din Ulykkes Aarsag ! Da det er beviisligt, og band af Cancellie-Listerne gotgiøres, at den store Mængde af Præstekalde ikke overstiger 500 Rdlr., men at endog et større Tal er under 400 Rdlr., end over 600 Rdlr.: saa slutter jeg, at Geistlighedens Indkomster ere i det Forhold hos os, som de bør være i Henseende til Standens egen Vigtighed, de andre Embedsmænds Levebrod, og Statens Beskaffenhed i det hele betragtet. Jeg tager nu Bejskaalerne, kom da Philopatreias, og giv Agt.

1. Den Geistlige Stand er i sig selv vigtig for Staten, og det af den

40

40

Aarsag, fordi den bør være og er det store Middel til gode Sæder, fordi den prædiker Lærdommen om Forsyn og Udødelighed (al Eeds og Samvittigheds første og sidste Grundvold) og fordi den forkynder Skriftens øvrige Sandheder, som ere de stakkels Menneskers eeneste og visseste Gode og Trøst. Det sidste bør enhver Politicus lade os beholde for alle vore Skatter, Afgifter og Tieneste: det andet trænger han til ; thi alt i Staten er bygget paa Eed og Samvittighed, og Staten selv med er bygget derpaa: det tredie, nemlig gode Sæder, har alle sande Statsmand, udgivet for Staters væsentlige Styrke og Grunden til deres Lyksaligheds Varighed. Da nu ingen kand nægte, at jo Geistligheden virker med Eftertryk til dette tredobbelte Øyemeed, saa slutter jeg, at den er en vigtig og, hvad mere er, en umistelig Stand, som Staten ikke alleene maae beholde, men og give til dette store Øyemeeds kraftigste Opnaaelse den fornødne Beskyttelse, Anseelse og Myndighed. Ingen skal kunde nægte eller svække denne min Sats, uden de, som aldrig har indseer en Stats

41

41

Bygning, og ikke engang Menneskets første Rettigheder. De, som ikke føler paa sig selv nogen Nytte af Geistligheden, maae spørge sig , om.deres Sæder ere gode, og om Staten var tient med, at alle dens Borgere havde samme Principer og førte samme Levnet som de. Men lad os gaae videre.

Naar det nu staaer evig fast, at Geistligheden er en vigtig Stand, saa flyder deraf

a) at den maae have saadanne Indkomster, at den ikke alleene har det nødvendige Livs Ophold, men og kand leve uden svære. Nærings Bekymringer. Thi deels fortiener den saadan en Udkomme, og deels vide alle de, som kiender Mennisket, at den som skal arbeide med Hovedet, maae hverken sulte eller fryse, eller frygte derfor.

b) Geistligheden maae kunde i Almindelighed leve anstændigen, det er (thi jeg vil gierne tale bestemt) føde, klæde sig og Boe bedre end den almindelige Almue, og ligemed, skikkelige Folk; i Middelstanden. Thi de, som baade offentligen og i Private Samtaler skal erindre Folk om gode

42

42 Sæder og deres Pligter, maae (saaledes er Mens nisket) have nogen udvortes Anseelse i Henseende til Person, Klædedragt og Bolig. Hverken ere vi Enthusiaster eller længe kunde være det, saa at en forsultet Mand, fattig klæd og usel ialt, skulde kunde giøre noget ret Indtryk paa os. Romerne (thi Philopatreias vi vil gaae til Hedninger) valgte derfor til Censorer saadanne, som havde været Consuler, og i Athenen bestod den Areopagitiske Ret ligeledes af de anseeligste Mænd, ja i Peru (tænk mig dog hos dem, Spanierne kaldte Vilde) var det ligesaa. Jeg veed, at om alt dette er Philopatreias og jeg eenige; thi han siger tidt nok i sin Piece, at Geistligheden bør have en anstændig Udkomme.

Men hvad følger nu heraf? Dette: saa har de fleeste Geistlige ikke uden en anstændig Udkomme. Thi til at leve anstændigen paa Landet udkræves nødvendigen i Dannemark 400 Rdlr. fordi Præsten bør leve som skikkelige Folk i Middelstanden paa Landet. I de smaa Kiøbstæder; hvor Accise er og hvor Kiøbmænd

43

43 med andre flere boer, behøves 600 Rdlr., i de større Kiøbstæder 800 Rdlr., og i det dyre Kiøbenhavn 1000 Rdlr.; alt forholdsviis og efter de lagte Grunde om en anstændig Levemaade. c) Præsten behøver, endnu, hvad andre skikkelige Familier ikke trænge til, at kiøbe aarlig for 30 Rdlr. Bøger, thi Philopatreias vil jo, og med megen Ret, ar han skal være lærd og udbrede Lys i de Theologiske og andre Videnskaber. Det hielper ikke, man siger, at mange giør det ikke.

Der ere nogle, som giore det, og det er vist, at alle burde giøre det, og at det i mange Tilfælde var got, om de alle giorde det, og funde, naar de vilde. At opmuntre og drive dets paa havde været et patriotisk Arbeide for en sand Philopatreias. Nu saa behøver da Præsterne paa Landet 430 Rdlr. Men da Kiøbstædpræster lever paa Stæder, hvor der ere flere vit tige Folk i adskillige Ting, saa er jeg vis paa, at disse Mænd, naar de ere, som de bør være, behøve for at handhæve deres Characters Ære som

44

44

lærde Folk, vel Bøger for 50 Rdlr. om Aaret, og i Kiøbenhavn for 80 Rdlr. Vi seer da, at Kiøbstædkaldene maatte være Forholdsviis 650-850-1080 Rdlr. En Mand, som vor brave Strøm, hvor vilde han have udgivet os sin Sundmøers Beskrivelse , naar han ikke havde eiet Bøger; og hvor vilde Gunerus levere os saadanne Afhandlinger til Natur-Historien, naar han ikke kunde have et Bibliothek? den duelige Reyersen skulle heller ikke have kundet oversette Josephus og fortsette Holbergs Kirke-Historie: ikke heller Friis og Ryge deres Arbeider & c. & c. Offentlige Bogsamlinger har man dog allene i Kiøbenhavn, d) Paa Landet i Dannemark maae Præsterne kiøbe Præstegaarde, og anskaffe sig Besætning og Avels-Redjkab: en depense, som gierne stiger til 800 Rdlr. Renterne deraf er 32 Rdlr. Herfor ere de fleste andre Embedsmænd qvit, men hvor meget denne Gield trykker vore Landsbyepræster veed de bedst, som har med Panteprotocoller at giøre og tillige kiender deres sparsomme Levemaade. De burde derfor for at leve anstæn-

45

45

digen have 462 Rdlr. Man mærke, at jeg ikke taler om Præstegaardens Ameublement, fordi dette har Geistligheden tilfælles med alle andre Embedsmænd. e) Lad os, da vi have disse i Almindelighed vigtige Iagttagelser, nu betragte, hvor mange Præstekalde der ere under 400 Rdlr., hvor faa paa Landet der ere over 500 Rdlr., hvor faa i Kiøbstæderne der ere over 600 a 800 Rdlr. og i Kiøbenhavn over 1100 Rdlr., og lad os saa spørge, hvad al den Klage falder hentil over Geistlighedens alt for store Indkomster. Er det dog Ret at slutte fra faa til mange, fra nogle til alle.

2. De Geistliges Indkomster ere hos os i der Forhold, som de bør være til de andre Embedsmænd. Det har jeg paastaaet og bor bevise. Men for at giøre det rigtigen, saa maae jeg i Forveien erindre, at alle Embedsmænd hverken bør forlange eller have lige Gage; thi saa kunde jo Lieutenanten vilde jævnes med Obersten, og han med Generalen, og hvad Confusion deraf vilde komme er aaben-

46

46

bart. Der maae da være Forskiel, og denne Forskiel maae man, naar den er grundet, efter nogle visse Regler kunde bestemme. Hvad synes vel mine Læsere om følgende? a) Embedsmændene bør salareres efter deres Forretningers Mængde, thi jo meere man giver et Menneske at giøre, jo bedre bør naturligeen hans Løn være. Men hvor rimelig denne Regel end synes, saa kand den dog ikke være alleene; thi en Mand kand være belæsset med Forretninger, og dog ikke med Føye paastaae saa stor en Gage, som den, der har mindre Arbeide; thi deels kand denne bebyrdede Mand tiene paa Haab om tilkommende Befordring, og deels kand alle Hans Forretninger ikke for deres Ubetydellgheds Skyld opveie mod det mindre Tal, den anden har. Lieutenanten har hele Dagen vist meere at giore end Obersten, og dog er der med Rette saa stor en Forskiel imellem deres Indkomster, b) Forretninger, som ere vanskelige, fortiene bedre at belønnes end de som ere lette, og det af to Aarsager, først fordi det er ikke saa nemt at faae, dem besatte, og ogsaa derfor, at der

47

47

udkræves til at giøre dem, en foregaaende Præparation og øvelse, som koster Mennesket baa de Tid og Umag og Penge. En god Ingenieur er derfor i alle Stater vel besoldet, og en erfaren General har en meget høy Gage. c) Et Embede bør have Gage efter sin Vigtighed: ogsaa dette er unægteligt. Men naar vi nu skal spørge om, hvad et vigtigt Embede er; saa raaber enhver, at hans er det rette, saa at man faaer en Trætte lig den i Fablen, da hvert Lem vilde være det vigtige. Men vi vil ikke høre efter, hvorledes enhver bedst kand afmale sit Embede og sin Stand; thi vilde Vægterne give et vittigt Hoved i Commission at tale deres Sag, skulde deres Post blive langt betydeligere her i Staden end enten Borgemesteres, eller Raads eller de 32 Mænd, eller Byfogdens eller alle Officerernes. Troe mig, kiere Philopatreias, der kunde siges meget for dem, og meget saa drabeligt, at de vidst skulde standse derved. Men Tingene maae aldrig betragtes fra een Side: alt i Staten hænger sammen, og er

48

48 dens Constitution sund og stærk, faa mane der ikke være uden nyttige Embedsmænd, sadanne meener jeg, som deelS befordrer, deels vedligeholder Statens Sikkerhed, Lyksalighed og dere. Disse have da hver for sig en Deel af denne Sikkerhed, Lyksalighed og Ære at vaage over og forfremme; men de have ikke alle en væsentlig Deel, ikke heller alle en stor Deel. Det Embede, som har enten det eene eller del andet, eller begge tillige, er vigtigt, og derefter troer jeg, man alleene kand udregne baade hvad Værd et Embede Har, og hvor stor Værd det har mod andre Embeder.

Alle de Embeder da, som Staten har betroet Opsigt enten over Personer eller Ting, ere betydelige, og dette efter den Vigtighed og Vidtløftighed, Tingene har, de skal vigilcre for. d) De Embedsmand da, som ere tillige Tilsynsmand over visse Deele af Staren (Personer eller Ting) ere for dette Tilsyns Skyld i alle Stater besynderlig Gage-

49

49 rede, og del fordi de baade nødvendige» maae leve med en Slags Anseelse, paa det de kand have den fornødne Myndighed hos deres kuboräinerre Medborgere, og tillige behøve større Indsigter, meere Erfaring og en langt anden Tilforladelighed. Ligeledes stiger alle Gagerne ester dette Tilsyns større eller mindre Vigtighed, me) Dersom vi nu foyer hertil de Poster, som ere bestemte til Regentens og Statens udvortes TEre, og som for de Depenser, der maae giøres, gierne og ere vel aflagde; saa troer jeg, at vi noget nær have den Veiffaal rigtig, hvorefter man kand udveie Gager. Philopatreias maae tilgive mig, ar jeg har faa nøyagtigeu forklaret delte; thi jeg skal sige ham, at det er got for saadanne ærlige Folk, at de tillige har sunde og faste Begreeb.

Og uu kand vi to med visse Skridt følges med Hinanden til de Geistlige og de Verdslige Embeder i vort Land, og betragte deres Forhold til Hinanden i Henseende til

50

50

deres Indkomster. Lad nu Sindighed og Upartiskhed følge os, to saa nødvendige Egenskaber hos Patrioter.

1. Jeg har tilforn antaget (og det efter gode Beviiser) at der er et større Tal Præstekald under 400 Rdlr. end over 600 Rdlr. Naar man derfor vilde giøre dem alle lige, saa troer jeg at gaae meget upartisk til Verks for den Stand, jeg forsvarer, dersom jeg antager i Almindelighed, at hver Præst har 450 Rdlr., eller for at giøre mig tydeligere: Jeg troer, at om Regieringen vilde giøre alle Præsters Kaar lige, og lade de fra Arilds Tid til denne Stand henlagte Indkomster forblive derved, saa det høyeste enhver Præst vilde faae, var 450 Rdlr. Dette vil jeg antage, og nu spørge, om denne Indkomst er for stor efter Embedets Beskaffenhed i Forhold til andre Embedsmænd og deres Re-

51

51 venuer. Ligesom jeg meget upartisk har fordeelt denne Stands Indkomster imellem dens Lemmer, saa maae nu de andre Classer af Embedsmænd taale, at man paa lige Maade fordeelér deres Classers Indkomster imellem deres Lemmer, paa det alt kand nøie og rigtig bestemmes.

I ærværdige Rettens Betientere og Handhævere, ville I først træde frem. Cancelliernes Foresatte, Høyeste Ret og Stiftamtmænd vil jeg udelukke, fordi jeg og har i den Geistlige Stand udelukt Bisperne. Behager nu I, som har over 450 Rdlr. at deele med de Herredsfogder og Byfogder, som kun har 100 Rdlr. og derunder. Jeg vedder, naar dette blev rigtigen udregnet over alle de Danske Stater, fik vi til hver Underdommer, som NB. ingen anden NæringsVey havde, 450 Rdlr. I ærværdige Kongelige Regnskabs-Betientere (her undtager jeg af samme Grund de Deputerede og Committerede ved Rente-Kammeret) deeler eders

52

52 fulde Indkomster med de Toldere, som kun Har 100 Rdlr. virkelig Indtægt og derunder: Jeg udelukker Controleurer, Visiteurer & c. ligegesom jeg i den Geistlige Stand ikke har med Capellaner, Degne, Skoleholdere at giøre. Ogsaa her vilde enhver sikkerligen faae 450 Rdlr. Tapre Stand, som til Søes og Lands skal fegte for Landet, og alle I, som ved denne Stat have vigtige Embeder (GeneralStaben, men den alleene forbigaaes her) deeler med Capitainerne ved Landmilicen, som kun har 240 Rdlr., mon ikke her skulle vist blive 500 Rdlr. for hver? Vil nogen af disse Classer synes, at de mod Præstestanden ere for høyt ansatte, saa faaer jeg at erindre dem om, at jeg i Beregningen over Præstestanden ikke har udeluft det Islandske Præsteskab, over 200 i alt, hvoraf ikke een Mand har 400 Rdlr., og de allerfleste ikke 60 Rdlr.

2. Der er i disse tre Classer ikke nogen fornuftig og Indsigtsfuld Mand, som jo vil

53

53

uden Beviis tilstaae, at den Geistlige Stand er ligesaa vigtig for Staten, som deres Classe. Lad den første Classe vaage over Orden, Handhæve Retfærdighed, og befordre Statens Lyksalighed; Lad den anden vaage over Finanserne, opbære, bestyre, formeere dem; Lad den tredie arbeide paa Landets Forsvar, berede hvad der hører til Angreb og Forsvar, og øve Tropperne: Mon ikke dette at vaage over gode Sæder, at indprænte dem i den spæde Ungdom og bevogte dem hos den voxne Alder: at holde Samvittighederne ømme og muntre, at stride mod Lasterne, de Fiender, som allervissest forstyrre de Menneskelige Sælskaber, at forkynde Religionen og vedligeholde for Menneskene de Fordeele, som de, da de traadde i Sælskaber, aldrig gave bort, mon dette ikke er et Arbeide ligesaa væsentlig til Statens Velfærd og vigtig for dens Borgeres Lyksalighed? Dette er jo soleklart, og behøver ikke at bevises. Og, I gode Folk, som nægter det, nævner mig i den hele Verden nogen Stat, som uden Religionen har bestaaet og

54

54

bevaret gode Sæder: og nævner mig en eeneste Stat, som jo har hældet til sin Undergang, saasnart den har foragtet Religion og gode Sæder. Saa længe som vi da har hele Verdens Erfaring for os, faaer I at lade os troe, at den Stand, som er sat til Religionens Tieneste, er ligesaa vigtig, som nogen anden Embeds Classe.

3. En Underdommer, Tolder og Capitain, skal aldrig ville udgive deres Poster for meere vigtige i Staten, end en Præstes. Det er sandt, den sidste er i Rangforordningen; men det veed vi jo alle, at den er ikke indrettet efter Embedernes Vigtighed. En fornuftig Officier (og hvor mange ærværdige Folk kiender, elsker og ærer jeg iblandt dem) ansætter aldrig sit Embeds Forretninger Høyere end de virkeligen ere. Lad Capitainen have Opsigt over 200 Mænd, selv og ved sine Subalterner lære dem deres Exercitier, vaage over deres Conduite, have Opsyn med hvad Kongens er hos Compagniet, udtælle dem deres Gage: saa har Præsten 400 Unge og

55

55

Gamle (jeg regner over Hovedet) som han skal have Opsigt over, og hvortil han i de allerfleste Tilfælde ikke kand bruge sine Subalterner, fordi de ikke have Kundskab nok: ogsaa dem maae han lære, indprente og gientage idelig gode Sæder for: han maae passe paa Drukkenbolten, Aagerkarlen, Øderen, den Løsagtige, Uretfærdige, Usamdrægtige, Melankolske, Forsømmelige & c. og søge at qvæle dette Onde og befordre, hvad der er tvertimod: han maae undervise den Unge, erindre de Gamle, prædike ugentlig, besøge sin Meenighed, see til de Syge, sørge for de Fattige: han maae holde Liste over de Fødde, Døde, Viede og Communicanter, indgive Mandtal til hver Termin, holde de Fattiges Bog, udstæde de befalte Attester, og til alt dette studere. Officeren kand bruge Tvangsmidler, hvilke let afgiøre Sagen: Præsten kun Overtalelses Midler, som altid ere vanskeligere. Hiin er en brav Mand, naar han holder sit Compagnie i god Orden, denne og, naar han holder sin Meenighed. 400 skikkelige, flittige og retskafne Mennisker-

56

56 ere i enhver sand Politici Øyne, tilvisse af lige Værd med 150 a 200 Soldater. Naar en Capitain forstaaer Tactiken, saa er det vist, at han til sin Post har behøvet samme Flid og Tid, som den gode Præst til sin; men er Han ukyndig i denne Videnskabs ædle Deele, saa kand det aldrig falde ham ind at ville sætte det, at giøre Tieneste i Ligning med de Præstelige Videnskaber. Maae den kiere Officier anvende af sin Gage noget for sin Rang: Præsten maae giøre det samme for sit Bibliothek. Og vor vise Regiering har klogeligen afskaffet det Guld og Sølv paa Officerernes Klæder, som uden at dræbe nogen Fiende, udarmer Officeren. Det er sandt, at Officeren kand komme i den Nødvendighed at vove sit Liv; men det kand og hænde sig, at det ikke skeer. Dog skal han stride mod Landets Fiender, Præsten maae stride mod Menneskenes Laster, ogsaa Landets Fiender, og hvo veed, om ikke denne Strid udfordrer ligesaa megen Courage, som den anden, og setter Mennesker i en Fare. Ligesaa modbydelig, som

57

57

Kuglerne nogensinde kan giøre. Tilvisse gyser en god Præst meere for sit Ansvar end en tapper Krigsmand for sit Liv.

Videre vil jeg ikke holde disse to ærværdige Embeder mod hinanden; thi det er klart nok, at Capitainen kand være fornøiet med samme Gage som Præsten.

Underdommeren og Tolderen forbigaaer jeg, fordi jeg vist veed, at de ingen Prætensioner giøre eller vil giøre.

4. Jeg har viist, at ligesom den ere Capitainer, der kun have 240 Rdlr.; Toldere, der kun har 100 Rdlr., Underdommere, der kun har 100 Rdlr. og derunder: saa er der og tilvisse, naar det Islandske Præster skab medregnes, endnu flere Præster, hvis Vilkaar ere ligesaa slette. Denne Stand har da i denne Henseende intet Fortrin for de andre. Endnu Har man den fuldkomneste egalite.

58

58

5. Der ere for de andre Embeds-Clas- Forfremmelse at vente baade i Ære og Indkomster. En Capitain ved Land-Staten (naar han er duelig, og forstaaer meere end at giøre Tieneste) bør haabe at blive Major, Oberst-Lieutenant, Oberst, General-Major, General-Lieutenant, General, Feld-Marskalk, Ridder-Ordener, fede Commandantskaber. Den Modeste og Borgerlige Søe-Stat har samme Grader og samme Haab. Ved Finans-Betieningerne ere der for duelige eller lykkelige ligeledes en hæderlig Trappe: i den anden Embeds-Classe, den Juridiske meener jeg, ligesaa.

Men lad os nu see til den Geistlige Stand og de Æres-Trin der ere udsatte for den. Her ere i Kongens Stater over 1800 Præstekalde, og for deres Mænd kun 14 Bispestole, de to General-Superintendenter i Slesvig og Oldenborg medberegnede, 6 Professorater i Theologien, 4 eller 5 Hofkalde, 11 Sognekald, i Kiøbenhavn, i alt 36 Ære-

59

59

Pladser. Men 36 til 1800 har kun et lidet Forhold, og saa lidet, at naar de andre Embeds-Classer vil holde deres derimod, forsvinder al Proportion baade i Henseende til Mængden og Vigtigheden. Jeg anfører ikke dette for at viise, at der bør være flere Æretrin for Geistligheden (thi ingen kand mere end jeg holde for, at hvad der er, er nok) men blot for at overbevise alle, der kand see, at mindre kand og bør der ikke være.

6. Naar nu de for Standen ventede Æretrin ere faa, saa burde der være en anden Opmuntring; thi Mennesker maae ved noget opvækkes, og slet er den Statsmand, ja slet er han, som tænker at see i Almindelighed Flid eg Vindskibelighed blomstre, hvor ingen Fordeel kand ventes. Der ere da en temmelig Deel Præstekalde over 600 Rdlr. og maaskee en 12 a 16 kand være over 1200 Rdlr. men paa en Deel af de gode Kalde ere lagte betydelige Afgifter til mindre Kalde, til Capellaner, til Enker & c.

60

60 De saa allerbedste Kalde var det, vor stakkels Philopatreias meente, da han havde det Indfald, at et Sognekald er bedre end en Oberstes Charge, og Mennesket indsaae ikke, at Staten selv havde en vicieux Indretning, naar der for denne Geistlige Stand slet ingen Opmuntringer vare. I de andre Embeds Classer kand man stige, naar man har Lykke eller Fortjenester: til Høyere Poster og tillige bedre Indkomster: i den Geistlige Stand ere de første, som jeg tilforn har viist, overmaade faa; Forbedring i Revenuer er da alleene tilbage. Mærkeligt er det og, at denne Forbedring ikke erholdes uden at Arbeidet villige formeeres, og det til Standen bundne Opsyn bliver større. Thi en Præst, som har et fattigt Kald, har tillige en liden Meenighed; nu forbedres ved Forfløtning hans Kaar; men bliver ikke og strax Meenigheden talrigere, Embedsforretningerne flere, og alt, hvad Præsten skal giøre, møysommeligere. Den sunde Politik vil, at saadant skal det være, naar en Embedsmand bør gageres bedre, og saadant er det i denne Stand.

61

61

Staren har fra neden af og op ad i alle Embeds Classer høyere og rigere Poster, fordi den vil nu opmuntre sine Mænd, nu belønne de fortiente, nu da den til visse Poster trænger til større Indsigter, Erfaring og Dyd, og saa have høyere Ære og rigere Kaar at tilbyde dem, som besidde eller erhverve sig disse Egenskaber. Troe mig, min kiere Philopatreias, at vore Konger Christian 3, Friderich 2, Christian 4, som have givet den Geistlige Stand hos os dens Indretning; ja Friderich 3, som efter Souverainiteten bekræftede dens Privilegier, troe mig, at disse Fyrster vare sande Statsmænd, da de giorde saa faa og middelmaadige Æretrin i denne Stand, men lode en Deel Præstekald være vel aflagte. Og fortryd ej paa min gode Philopatreias, at jeg Hierteligen leer, naar en Mand som De, der i Deres hele Piece ikke har uden politiske haandgribelige Daarligheder, vover at ønske omgiort, hvad disse store Konger, vort Land og dets Velfærds Stiftere, paa det høytideligste have stadfæstet.

62

62

7. Den stakkels Philopatreias harmer sig over, at en Bispestoel Har de samme Indkomster, som et Generalat,

En og anden General, troer jeg, Har Hos os 4000 Rdlrs. Gage, men denne Revenüe har ingen Bisp, thi de fleste af dem have ikke 2000 Rdlr. Min Mand skal da kun stille sig til freds og overveie, at Bispen, som hverken har eller bør ønske Generalens Rang og Æretegn, har dog nok uden Tvil mange og bestandige og vanskelige Forretninger, er betroet Opsigt over et heelt Stifts Præster og Skoler og de deraf dependerende Sager, og har under sit Øye de publiqve Stiftelser og sammes Penge. Lær, kiere Philopatreias, først at kiende og siden at veie og undersøge, og sammenligne. Lær og at være upartisk, og troe da, at De vil lære at forandre og forbedre deres umodne Domme. De vil da komme til at indsee, at der ingen anden Grund kand tænkes, hvorfor den Geistligs Embeds-Classe skulde være lettere i Vilkaar end de andre, uden fordi den forkynder

63

63 Religionen, holder over gode Sæder, og opvækker Samvittighed hos Mennesker. Men derfor at ville nedtrykke og forarme Geistligheden beviser saa stor en Mangel af Politiske Indsigter, at jeg ikke andet kand end igien lee af den Dristighed, slige Vankundige har. Philopatreias har hørt, at Keiser Julianus, hvis Character og Historie han intet veed af, betog baade Geistligheden og de Christne al den Formue, han kunde, og det under der Paaskud, at de Fattige ere salige, thi Himmeriges Rige er deres. Men jeg har læst for et Aars Tid siden i en meget lærd Tydsk Bog, da nyligen skreven i Halle, at alle de Indkomster, han tog fra den Christne Geistlighed, gav han igien og endnu meere til sine Hedenske Præster og Temple; thi denne Religion vilde han nu skulde hærske. Uden Religion og dens Betientere kand ingen Skat være. Det var Julianus overbeviist om; at disse skulle vel underholdes, vidste han, og viiste. Vil De da, kiere Philopatreias, tænke som Julianus, maae De, om De vil udarme os den Christne Geistlig-

64

64

hed, recommendere os Hedenske velaflagte i deres Stæd.

3. Den Geistlige Stands Indkomster ere saadanne, at den meget got kommer overeens med Statens Beskaffenhed i det Heele betragtet. Dette Haaber jeg uimodsigeligen at kunde bevise, hvor kort jeg endog agter at være.

1. Det er ikke alleene gotgiort, at, naar det jævnes og lignes, har denne Embeds Classe ikke større Indkomster end nogen anden i Staten, men det er end meere beviist, at den har mindre Æretrin, og det er vist, at der ere imellem denne Stands Lemmer et mindre Antal, som har over 1000 Rdlrs. Gage end i nogen anden Stand. Det er da for alle dem, som have endog en liden Politisk Indsigt, soleklart, at Geistligheden er paa saadan Fod, at den hverken udsuer eller kand fortrykke de øvrige Stænder. Lad os og legge Mærke til en vis Indretning i de

65

65

protestantiske Stater, og i vores med, den nemlig, at den Geistlige Embeds Classe er den eeneste, som intet har sit eget besynderlige Departement, der bestyrer dets Sager alleene. Enhver, som tiender Staternes Natur og Tingenes Løb; veed strax, at saa skal heller aldrig denne Stand voxe de andre over Hovedet, men smukt forblive inden de Grændser, som de vise Konger, Christian 3, og Friderich 3 har sat for den.

2. Der er ingen Embeds Classe, hvis Underholdning falder Regieringen mindre til Byrde end den Geistlige; thi hvad nogle faa af dens Lemmer modtager af den Kongelige Kasse er saa lidet, at det i de store Regninger neppe kand komme i Betragtning. Det er da hverken Geistlighedens Løn eller Pensioner til den og dens Enker, som besværer Finansvæsenet: Vore kloge Konger have, for at befrie deres Kasse for en saa stor Udgift, fundet Middel at forsørge Geistligheden uden

66

66

Regieringens Byrde, og hvad meere er, uden noget føleligt Tryk for Staten.

3. Alle store Statsmænd har i Skattens Paalæg baade raadet og søgt, at indrette Undersaatternes Afgifter saaledes, at disse det allermindste mueligt var, fandt sig misnøyede dermed. Nu da Christian 3 skulde, som Landets sande Læge, give det Geistlige Væsen hos os sin Form og Indretning, saa faae han, at man i de Catholske Tider var vant til Tiender og visse Afgifter til Kirkebetienterne, og vidste, at hvad Folk i lange Tider har ydet, i sær efter Samvittigheds Tilskyndelse, det falder dem ej meere tungt. Hvorover han besluttede at lade Meenigheden, som dertil troede sig forbundet, selv lønne sin Præst og de øvrige Kirkebetientere; men som den Catholske Geistlighed havde havt saadanne Indkomster, hvorved den ikke alleene var voxet Regieringen over Hovedet, men og havde bemægtiget sig en fierde, om ikke en tredie Deel,

67

67

af alle Landets faste Grunde, saa betog Han Geistligheden dette gruelige Overskud, og ved de afskaffede Sielemesser og Aflad stoppede tillige for al dens umaadelige Berigelse i den tilkommende Tid. Denne Stand blev nu en Embeds Classe, ligesom de andre, Staten nyttig og aldrig ubøyelig eller farlig for den. Dersom alt dette ikke var Klogskab, saa veed jeg ikke, hvad der meere fortiener dette Navn. Thi ville man nu ophæve den Maade, Præsterne har deres Indkomster paa, og i den Stæd efter Hartkorn eller Personers Tal indsamle deres Revenuer, saa kaldte Almuen det strax en nye Skat, som den vilde føle saa meget des tungere, deels fordi de rede Penge skulde ud, som den altid med Vanskelighed bringer til veie, helst hvo der er langt fra store Kiøbstæder, og deels fordi at hvad den nu giver frivillig, da skulle indkræves som en Ret.

4. Vor store Statsmand (det er Christian 3, jeg taler om , min kiere philopa-

68

68

treias) giorde sine Mesterlige Indretninger saaledes, at den Geistlige Stand skulde, idet den var Religionen helliget, tillige heel og holden tilhøre Staten. Det er med den helligste Ærefrygt, jeg betragter denne Statskloge Herre, og gid Philopatreias maatte have Forstand og Hierte til at føle den samme! a) Denne Konge gav Præsterne en Avlsgaard at beboe og dyrke, hvorved han og giorde dem til Bønder for Staten og til gode Bønder.

Nu maae min Vederpart ej slaae om sig med Huustavlen og misbruge Bibelske Sprog; thi vi to har slet intet Med Theologien at giøre, men med Politiken, og den siger, at hvert Lem i Staten skal være Staten nyttig paa saa mange Maader, han nogensinde kand. See!

denne Regel er min Huustavle, og det har jeg lært af hiin uforlignelige Konge. Han vilde da i Følge deraf, at Præsten og skulde være Bonde. Thi den Jord Præsten havde, maatte rimeligviis blive bedre dyrket, fordi dens

69

69

Stand havde mere Ævne dertil, kunde holde flere Creature, giødske Jorden bedre, drive alt stærkere end en anden simpel Bonde. Hvad meere Korn der da kunde avles, hvad flere Heste, Stude, Sviin & c. der kunde holdes og sælges og endelig, naar Kiøbstæderne havde brugt eller fortæret deres Part, udføres, var vundet for Landet, siden det dog intet andet havde at vinde en Skilling ved. Thi man maae agte, at de Heste, Stude & c. som skal indrente noget, maae være af en god Art, fødes vel, og spares. Tiender, som Kongen lod Præsterne beholde i Almindelighed en tredevte Deel af, blev min kiere philopatreias, ikke ført derfor op til Maanen eller ud til et andet Land. Nei den forblev i Riget, og haad enten den blev taget i Kiærven, eller i Korn, eller i Penge, brød Kongen sig ikke om, men overlod til vedkommende selv at afgiøre; thi naar den og blev tagen in Natura, saa blev Halmen i Præstegaarden til Giødske, ligesom hos Bonden, og de Agre, den blev udført paa, var Lan-

70

70

dets, og hvad alt dette Tab fra enhver Bonde kunde være, blev fuldkommen erstattet derved, at Præsten for sine andre Indkomster havde meere Evne end Bonden til at holde gode Heste og Stude, og sælge dem til Fremmede. Jeg synes at dette er tydelig nok: i det mindste veed jeg, at hvad jeg skriver, er skrevet efter Erfaring, og troe mig, Philopatreias, 234 Aars Erfaring draber noget: troe mig og, at det er et stort Mesterstykke, at tage Embedsmand, og giøre dem af tærende til nærende Deele. b) Kongen, som ej tillod Præsten selv at drive Ploven, nødte ham til at holde, foruden andre Folk, enhver Bonde maae holde, ogsaa en Avlskarl og en Pige (thi Præstekonen kand ej heller giøre det, en Bondekone kand giøre). Saa faae Kongen da, at Folkemængden tabte intet ved denne Indretning; thi Børn bliver der vist nok til i en Præstegaard. Og endnu een Fordeel. Denne Karl fordi han tillige skulde føre Bestyrelsen over de andre, maatte nødvendigen have bedre Løn end en Bonde

71

71

giver: Han kunde da i Præstens Tieneste samle en god Skilling, og naar han nu vilde gifte sig og tage en Bondegaard, have nogen Ævne til at begynde med. Jeg erindrer mig og at have kiendt dem, som have havt efter 10 Aars Tieneste 200 Daler i rede Penge forsparte. c) Kongen vidste, at Bonden og den eenfoldige Almue er som Maskiner, der hænger i det gamle, og ikke tør, uden de seer Exempler, vove noget nyt og nyttigt. Han vilde derfor, at Præsten, som nødvendig maae have lært at tænke, skulde i Landbruget være Bonden et Exempel, og efterhaanden indbringe hos dem de Forandringer, som kunde opdages; thi paa Præsten troer Bonden langt meere end paa nogen anden.

Saa statsklog en Maxime har og havt de artigste Virkninger, og jeg kunde derom fortælle endog løierlige Historier, som jeg selv har ved en og anden Leilighed erfaret. Men her er ikke Rum dertil. Dog et Par Alvorlige vil jeg fortælle. For fire Aar siden giorde jeg en Rejse

72

72

til min Føde-Egn, hvor jeg i mange Aar ikke havde været. Jeg forundrede mig over, at see hos Bønderne skiønt Hør og Hamp, hvoraf de for 20 Aar siden, da jeg sidst var der, slet intet avlede. Jeg fandt end meere Væve i hver anden Gaard: ogsaa dette var mig fremmedt. Hele Stykker Lærreder laae udspændte mod Solen, og de fuld blegede Stykker vare Sneehvide, Jeg spørger Bønderne om Aarsagen til denne Forandring, og de sagde mig, at deres Præst havde selv, først begyndt og siden opmuntrede dem dertil, og hans Kone ladet et Par Piger lære at væve, hvorpaa i en sexten Aar al denne Forandring var skeet.

Da tænkte jeg aldrig paa Philopatreiases kloge Reflexioner, men vist nok paa den vise Christian 3. Jeg besøgte Præsten, som jeg ikke kiendte, roste hans Omhue for hans Meenighed, som. jeg uagtet de svære Tider fandt efter deres Maade formuende, og betydede ham deres ja endog min Erkiendtlighed. Søndagen efter

73

73

tog jeg (jeg tilstaaer det) af Nysgierrighed til hans Kirke, og hørde først en kort og syndig Prædiken, men siden i hans Catechisation en fortræflig Ungdom. Da tænkte jeg ikke paa Philopatreias, men vel paa den salige og vise Christian 6. Jeg reiste siden om i Landet at see nogle gamle Venner, og traf paa et andet Stad, hvor jeg i min første Ungdom havde studeret, alle Bønder forsynede med Frugt- og Humle-Haver: Vor salig Faer (sagde de mig) har givet os nogle Træer, og lært os at pode og inetelere andre, hvoraf vi nu har en god Deel af vore Skatter, og den Præst vi nu har, har lært os at plante Humle. d) Vor store Konge faae, at naar der vare Præste-Familier paa Landet, som kunde forbruge af Kiøbmands-Vahrer fra Kiøbstæderne en Qvantitet, vilde den Næring, disse Byer deraf havde, hielpe til at holde Kiøbmændene i nogen Stand, til at drive den for Landet saa fornødne Handel, og skaffe tillige Haandværkerne noget at fortiene. Denne allerHøyeste Statsmand sluttede og rigtigen. Thi

74

74

som Tiderne nu ere, tager hver Præst af det til Kiøbstæden liggende Opland gierne om Aaret Vahrer saa overhovedet for 140 Rdlr. og hos Haandværkerne Arbeide for 40 Rdlr., hvilket betales enten med Korn eller Penge. Lad os skille Byerne, naar vi fulgte Philopatreiases Raad, ved en tredie Deel af denne Fordeel, jeg vedder, at disse syge og i sidste Aandedræt liggende Stæder skal derved faae et af deres Banesaar. e) Christian 3, som bød Præsterne at gifte sig, sørgede kraftigen for, at deres Indkomster ikke skulle være en død og henlagt Capital. Thi alt hvad de kand have, maae jo anvendes paa deres Børns Opdragelse, og Forfremmelse, og da baade Sønner og Døttre fordeeles i alle Middelstandens Classer, saa flyder det af Fornødenhed, at Pengene gaaer med.

Nu maae de jo og, ligesom alle Statens andre Embedsmand, svare i Fred og Ufred de paabudne Skatter, saa at de, ligesaavelsom andre, hielpe til at bære de almindelige Byrder.

75

75

f) Kongen faae, at da Faderen maatte for hans Embeds Skyld have nogen Kundskab, og rimeligviis vilde lade en og anden af sine Sønner studere, kunde Landet her have et Seminarium, af en studeret og vel opdragen Ungdom ikke alleene til de Geistlige, men og til andre Embeder. Til at poussere saadan en Ungdom, hører Penge, og disse Penge kunde Præsterne formedelst deres Indkomster have.

Kongen har naaet sit Øyemed; thi nu i 2 3 4 Aar har denne Stand leveret et anseeligt Tal af de Mænd, som have tient Riget ikke alleene i Standen selv, men og ved Academiet, paa Domstolene, i Cancellierne, ved Finants-Betieningerne, ja i Krigsmagten selv.

Lad os med Philopatreias forringe denne Stands Indkomsters saa skal strax to andre Ulykker hændes Dannemark. Først skal Standen opklække en usel Ungdom, hvis Opdragelse den ingen Kræfter har til at befordre. Dernæst

76

76 skal alle ædle Genier af vor hele Borgerlige studerende Ungdom paa Øyeblikket overgive sig til en haabeløs Mistvilelse, som altid virker Mathed og Dorskhed; thi den, som nu griber sig an i Haab om et got Præstekald, og ved at være flittig og udviide sine Indsigter erhverver sig omsider langt anden Duelighed, skal strax ved at see det mueligste Haab udstukt aldrig blive tienlig til de Poster, han ellers med Ære kunde have beklædt. Griffenfeld tænkte først paa at blive Præst, og blev en af Laudets største Ministre. g) Kongen gav Præsterne Opsyn over Sæderne, foreskrev dem at bruge hele Religionens Magt for at bevare deres Reenhed, og forbød dem ikke at anraabe Øvrighedens Magt, førend en halsstarrig Gienstridighed giorde det nødvendig. Tilsynsmændene over Sæderne ere vigtige Statsbetientere, og om Kongen kunde vælge til Censorer meere beqvemmeligen, vil jeg meget tvivle om. De følgende Regentere have efterhaanden betroet Præsterne endnu meere.

77

77 Som Censores forlanger man af dem ved hundrede Lejligheder Skudsmaale; de Maae som hine i Rom forfatte Mandtaller; de maae giøre Almuen begribeligt, hvad Kongerne meere vil raade end befale.

Saaledes har Regieringen nyligen i sin gode og vise Anstalt for Opfostringen af de elendige Finde-Børn igien givet Præsterne en vigtig Deel af Raad og Tilsyn, hvad denne Sag angaaer.

Saar jeg samler nu alt dette, saa tilstaaer jeg, at naar Religionens Betientere ere tillige Bønder, hindrer ikke Folkemængden paa Landet, tiener til at udbrede Indsigt i Landvæsenet, skaffer Kiøbstæderne Næring, omdeler deres Børn og Formue i alle Middelstandens Classer, opmuntrer og leverer en anseelig Deel af den studerende Ungdom, og har Opsigten over Sæderne foreenet med adskillige andre offentlige Forretninger: saa maatte jeg være ligesaa ukyn-

78

78

dig og overilende som Philopatreias, dersom jeg kunde meene, at Standens maadelige Indkomster vare spildte for det Almindelige: og efter min Indsigt (thi Indsigters Grad bestemmer Forseelsens Natur) maatte jeg være en Forræder af Landet, om jeg vilde ønske Philopatreiases Raad fulgt.

Saadanne Politici, ifald de ikke drives af onde Hensigter, hører og læser, hvad visse Catholske Magter i disse Tider foretage sig med Munkene, og dette vilde de have anvendt her, uden at betænke, at vor Geistlighed i ingen Ting ligner den Catholske, og i slet intet Munkene.

Hvad øvrigt Philopatreias har i en Piere gider jeg neppe omrørt; thi hvad er der uden forvirret og upolitisk Snak? Dog ihvorvel, jeg har afhandlet Sagen i Grunden, faaer jeg vel for Galleriets Skyld, som i Comoe-

79

79

dierne, at have dette med, men her vil jeg være kort.

Philopatreias feiler, naar han beskylder vor Geistlighed for Yppighed; feiler, naar han i Almindelighed siger om dem, at de holder Heste, Vogne, Kudsk, Tienere, og klæder sig i Silke: Han feiler, naar han beskylder dem for Magelighed, Vellyst og Hovmod; thi enhver, som har havt Leilighed, til at tiende Standen nøye, veed, at den paa en 30 Aar har saa forbedret sig, som ikke nogen anden i Landet. Deres Indkomster kand heller ikke have den Virkning; thi de ere i Almindelighed alt for smaae dertil, og det Almindelige maae i saadanne Tilfælde alleene sees paa.

Han feiler, naar han taler om de mange Landsbyepræster, som til Termins Tider kommer her ind for at hente Renter; Thi hvo der har med de publiqye Ting at giøre, veed, at de allerfleste kommer herind for at betale

80

80 Renter. Han feiler, Naar han taler om Jøder, som Aagrer for Kiøbstædpræster, og da han her ikke meener uden Kiøbenhavn, Har han sagt usandt, indtil han har navngivet og beviist.

Han feiler, naar han maler den Geistlige Stand af som riig; thi heele Landet veed anderledes, og alle Skifteprotocoller kand bevise det modsatte.

Den Rigdom, som var hos denne Stand under vor Oeconomiske Friderich 4, er for lang Tid siden udspreder ved Giftermaale og Arv, imellem alle Middelstandens Classer. Hvo der nu har noget til Bedste, har det og ved Arv, og det siger jeg reent ud uden Undtagelse; thi jeg veed det, og et Embede, som ikke kaster uden 500 Rdlr. af sig, kan i disse Tider ingen berige. Han feiler, naar han anseer det for en fat- tig Sag, om Præster har Actier: Actier giør

81

81

ingen til Kiøbmand. Regieringen (og jeg vil nævne vor sidste Patriotiske Konge) har selv opmuntret dem dertil. En Præst er og Borger, og skal være det. Er det ikke dog elendigt, at man skal overbevise Folk om, at alle Statens Mænd skal være Borgere, og nyttige Borgere i Staten. Ja! just saadanne Borgere, som jeg har viist, Præsterne efter vore Love ere, bør de blive ved at være, saaat om de endog selv vilde søge visse Indkomster, kunde det ikke for Statens Skyld dem accorderes.

Han feiler, naar han raaber, at Brudevielser, Børnedaabe, Jordspaakastelse, skulde forrettes af Præsterne for intet, fordi de ere Embedspligter. Det er og Embeds Indkomster, og naar vi føyer til det saa kaldte Offer, saa er det jo næsten det alleene, som vore Kiøbstædpræster har: Og troe mig, Philopatreias, at de Konger der have giort denne Indretning, vare klogere end De er og Deres Lige. Disse Fyrsters Gierninger og Deres Piece er mit Beviis.

82

82

Han feiler, naar han meener, at Giftermaale hindres , fordi Præst og Degn skal af fattige Brudefolk have et Par Daler. Ach! Hvor ere de kortsynede, der kand anføre saadanne Aarsager til vor Folkemangel! Nei, Nei! det ere langt andre.

Hvor staaer det Skrevet, raaber Philopatreias, at Præsterne skal opbære Tiender og andre Accidenser? Det staaer skrevet (thi jeg skal sige Dem det) i Loven og 6 souveraine Kongers Privilegier for Geistligheden. Andensteds skal det ikke staae, min gode Philopatreias.

Det beneficerede Gods i Norge svarer til Præsternes Annex og Mensal-Gaarde i Dannemark, og dem har jeg aldrig hørt, saa gammel og erfaren Mand som jeg er, at være Skade for Landvæsenet. Det beneficerede Gods er, om man vil, som andet Proprietair-Gods i Norge, og jeg Har endnu aldrig hørt, at de Norske Proprietairer ere Landvæsenet skadelige.

83

83

Alt det andet smaae Snak, som ellers kand være i Piecen, overgiver jeg som ubetydeligt og upolitiske til dens Forfatter. Maae mit Raad giælde til ham, skal han lade Biblen være borte, thi skiønt jeg ingen Theolog er eller har været, seer jeg, at han intet forstaaer den; og jeg veed, at den her beviser intet. Vil han lyde mnrig, skal han lade være at skrive, indtil han har studeret Politiken, Landet i sin hele Sammenhæng, og vore Kongers Viisdom. For alle Ting maae han spare os for saa mange upolitiske Sætninger, som i denne sin Piece, og undgaae saa løjelige Maximer, som denne: Den militaire Stand er alleene den, hvor Tallet af Soldater og Belønninger ikke lettelig kand blive for stor. NB. Den tærende Deel i Staten, den, som udarmer hele Europa, har meere end fordoblet alle Skatter og eftertrykkeligen befordrer Folkemangelen, kand ikke lettelig blive for stor. Og endnu denne Maxime: Bleve ikkuns Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville vi vist finde flere lærde

84

84 Præster. NB. Man kand blive lærd uden Bibliothek, faae Bibliothek uden Penge, studere med Iver, naar man er nedtynget af Nærings Sorger. Jo! philopatreias. Det har klædet dem ret got at skrive Fablerne om Viisdommens Skiebne og Æstlernes Klage.