↩

Philocosmi

Betænkninger

over

adskillige vigtige Politiske Materier i

Anledning

Philodani

Undersøgelse,

meddeelte

en god Ven paa Landet.

Trykt Aar 1771, Pressens gyldne Alder.

Tilfals hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Høistærede Herre!

Den Deel, min Herre endnu tager i Regentens Ære og hver Mands Lykke, seer jeg med stor Fornøyelse, af meget Ærede, mig leveret af deres Forvalter, ikke at være formindsker ved den sidst tagne Beslutning, og den paafolgende Forandring, de har giort, i en philojophisk Rolighed at henbringe Resten af deres Dage paa Landet. De tager

endog saa megen Deel deri, at jeg seer, ingen Piece udkommer, af mindste Betydenhed, det almindelige Vedkommende, de jo løber den igiennem, for at erfare, hvorvit man tænker oprigtig nok for Staten, og for at kiende Tænkemaadens Tilstand, endog blant Hoben, hvilket nu saa meget vissere, maa yttre sig, som enhver har faaet Tilladelse baade at skrive og trykke, hvad ham got synes.

Blant andre legger de Mærke til de Anmærkninger Philopatreias nyeligen haver givet os i Politiken, i sær for den Virknings Skyld samme har giort hos andre, og de Tanker, de derpaa har meddeelt os om den almindelige Velfærd, som vi, i anden Fald, siger de, ikke havde faaet. I Følge Heraf beder de mig, jeg vil give dem mine Tanker i sær om Philodani Undersøgelse af Philopatreiases Anmærkninger og de Hoved=Materier deri, som jeg tænker maatte have meest Indflydelse paa nærværende Tiders politiske Forbedringer.

Jeg bifalder med stor Billighed min Herres Tænkemaade i første Fald. Philopatreias er virkelig værd, at legge Merke til for andres Skyld; siden han, for hans egen, eller for det gode han umiddelbar selv har giort, maae vel rimeligst blive heel umerkværdig. Men at min høistærede Herre derfor behager at forlange mine udførlige Tanker, som de behager at skri: ve, over hans og Philodani Afhandlinger, det er noget, jeg ikke faa let kan give mit Biefald.

De bevægende Aarsager, de anfører, er den Erfarenhed, de tænker jeg haver i de Materier, bemelte Forfattere skriver om: det meget jeg derom har hørt af min salige Fader: den Leilighed, jeg har haft, med Flid at læse hans vidtløftige Reise=Journal: endelig den Kundskab jeg ved Praxis kan have samlet, for den Tid jeg opholdt mig ved Kammeret, med videre, som de behager at anføre, meere til Tegn paa deres Godhed, end til en sikker Grund for mig selv at at handle paa, da jeg tiender min Skrøbelighed. I sær, skriver de videre, maatte jeg

kunde bedømme Philodani første Hefte, som intet handler om andet, end det jeg meest har anvendt min Tid paa, at forstaae fra Grunden af, saavit der er mueligt i Dannemark. Meget vel er det, at de behager dog at føye de sidste Ord til, for ellers havde deres gode Opmuntring givet mig for stor en Skræk for Sagen; da jeg maatte have erfaret, de havde fordret alt for meget, Paa dansk Maneer, i disse Dage, skal jeg ikke strækkes for, ar sige dem en hoben over Philodanus, uden at undsee mig for hvad jeg skriver.

Tiden, behager de endnu at tale om, og at legge til, at samme ikke feiler mig, siden jeg er ude af Embede, og den Velstand jeg lever i, efter den mig saa lykkelig tilfaldne Arve=Part, maatte opmuntre mig til i disse besværlige Tider, at nytte ved min Pen, siden jeg ikke kan lade mig overtale til, paa nye at antage nogen Tieneste, for den Maade, jeg blev skildt ved den jeg havde.

I Sandhed min Herre, det sidste Argument er vanskeligt at sige imod. Jeg maa give dem med et Ret, for saa vit som de erindrer mig om min borgerlige Pligt, nemlig: ar giøre det Gode, jeg kan. Men det er dog ikke endnu ret afgiort, at jeg og er i Stand til at røre min Pen til Nytte for det Almindelige. Det er ikke nok, at jeg har hørt meget i et snevert Rum af fire eller faae flere Vægge, hos min Salig Fader, og imellem nogle Reoler paa Rente-Kammeret, at jeg har læst noget i en Journal, og tænkt, saa indskrænket jeg har fundet, derover. Der hører saa meget til, for at kunde siges med rette, at besidde Erfarenhed i saa vigtige Materier, som de ere, hvilke Philopatreias og Philodanus taler om. Erfarenhed fra de vigtigste Europæiske Stater var ikke for stor, for at bedømme disse Materier vel! Men hvor tør min gode Ven da erklære saa frit, at min lille Erfarenhed skulde dertil være tilstrækkelig? Saadanne Tanker vilde bedre have passet sig paa min salige Fader, som med Møye og megen Nytte havde seer fremmede Lan-

de; skiønt det aldrig blev enten ham selv eller Landet til nogen Nytte.

Dertil kommer endnu dette, at naar jeg eftertænker, Materierne angaaer Oeconomiske og Cammeralske Videnskaber: saa har jeg ligesom en Afskye derfor, for den Skiebne de veed mig er hændet, da jeg maatte forlade Kammeret, fordi jeg meer af Oprigtighed, end af andre Aarsager, sagde saa reent ud mine Tanker over Kammer-Collegio i den bevedste Sag, nemlig: at dette Collegium ikke var infallibelt, og havde saa besynderlige Princips i Told- og Consumtions-Væsenet, at om det paa det samme skulde derom ret forklare sig selv,

og optegne de Regler, hvorefter Told- og (Consumtions-Rullen er

forfattet: saa Vilde samme neppe blive Grund-Regler til et dansk Deconomie= og Commerce-System,

som de dog burde blive. Hertil veed de, jeg virkeligen var bleven forført i Følge den simple

Still min salig Fader har brugt i sin Journal, hvorfra jeg just erindrede Ordene, snart ligesom de her staae.

Men var det derfor Ret, at fordi, jeg havde saa talt i et Selskab, iblant gode Venner, om det endog siden kom Collegium for Ørene, derfor skulde jeg paa Hals- og Hoved ud af Tienesie. Havde jeg ikke været det ulykkeligste Menneste paa Jorden, om min Sal. Farbroder havde giort mig Tiden alt for lang.

De behager da selv at dømme hvor lidet jeg kan finde Smag i at skrive i Cammeralske Materier, under denne Omstændighed. Dog skulde det endelig være: saa maatte jeg nu giøre det for Hevns Skyld. Men hvor farligt er det ikke at stampe imod Braaden, i hvor sød Hevnen er, og i hvor behageligt der end maatte falde mig at stampe, naar jeg først var vel forsynet med Jern-Skoe. De begriber selv min Herre, at om Kammeralister kan man i disse Skatte-Tider, snarere end om Konger, sige, at de har

lange Arme. Maae jeg da ikke vel frygte for dem, for det lille jeg nu eyer. Tilsorn da jeg eyede intet, var jeg meget meere roelig i den Fald, end for nærværende; man vil dog saa unødig miste det, man er kommen lovlig til.

Jmidlertrd, da min Herre; søger at overtale mig til et Arbeyd, jeg ikke for nogen skulde paatage mig hellere end for dem, og bruger dertil blant andet det Motiv af min Salig Faders Journal: saa kan jeg ikke heller reent afstaae deres Forlangende, om aldrig for andet, end for at fornye Erindringen af de fornøyelige Timer for mig selv, ja maastee for dem med, hvilke de saa ofte har undt min Sal. Fader, baade ved at anhøre Fortællingen af hans Reiser, og ved at bedømme Journalen, naar jeg forelæste Selskabet den. Dog skal jeg kun nu og da anføre dens egne Ord, for ey at blive vitløftig, men heller søge, i Følge dens skiønne Erfaringer, at indflette den Salig Mands Tanker over de forekommende Materier; hvilke jeg veed min Herre vil selv let see, hvorvit samme kan være fra denne rige Kilde paa Oecono-

misk og kammeralsk Indsigt, eller fra mine egne skrøbelige Betragtninger.

Forud vil jeg alleene bede Dem, for det Venskab Skyld, der er imellem os, at hvad jeg skriver, maae blive imellem os: paa det denne Gierning selv ikke ogsaa skulde blive mig til Tab, og min medfødte Melancholie, som Selskab, og Fiolen selv, knap kan fordrive, endnu tage meere Overhaand. Baller og Opera hvorhen mine Venner slæber mig, kand end ikke, saae Bugt dermed til sine Tider.

For da at skride til Sagen: saa maae jeg først med saa Ord melde Dem mine første og sidste Tanker om Philopatreias. Da han først faldt mig i Hænderne, troede jeg, efter at jeg havde lidt bladet i ham, at det var et lystigt og snurrigt Hoved, der havde sammenrapset endeel stridige Tanker, for at hidse Smaae=Skrivere iblant Publicum, til at skrive Strids-Skrifter imod ham, og saaledes at sætte den Giering i Hierner-

ne, hvorved de maatte komme i Bevægelse: hvilket, jeg tænkte ved mig selv, ikke kunde være saa galt i vor politiske Lojhed, men maaskee have meget gode Følger. Derved blev det den Gang, uden at jeg gav mig Tid til at læse Philopatreiases Anmærkninger igiennem. Men siden kom et andet Hefte ud; hvoraf jeg erfarede, det maatte dog være Alvor, hvorfor Philopatreias skrev: dette forvoldte, at jeg giennemlsb begge.

Intet, maae jeg sige, har jeg min Levetid læst med større Modbydelighed og Forundring, udkommen fra Pressen, og det i de allerbetydeligste Materier, i Oeconomie= Commerce- og Cammer-Sager, de høyeste poli= tiske Indretninger angaaende, hvis Forandring kunde sætte heele Stater i vove, om den skeede efter denne forfattede Uplan. Saa ubestemt og ufuldstændigt, saa uordentlig og uefterretteligt, som det eene med det andet forekom mig, kan jeg umueligen beskrive.

Træffer Philopatreias undertiden at sige en Sandhed: saa skeer det saaledes, at man sikkert kan see af Stedet, hvor Sandheden staaer, og Maaden, den anføres paa, at han hverken er selv overbeviist derom, eller skulde kunde overbevise andre. Saa jeg virkelig tænkte hos mig selv, at det var Skam at læse ham, og større nogensinde at besvare hans Daarligheder; skiønt det er dog hændet, som er tvertimod. Den Politik, der er saa høyfornøden, for at bedømme slige Materier, finder man ikke mindste Gnist af hos ham. Kort, han synes at have skreven, for at blive et Exempel paa en urimelig Skribent, at fornuftige Skribentere maatte kiendes desbedre. Hiertet forekom mig og saa tvetydig og saa forblum met as Natur, at der var vanskeligt, at henregne ham til redelige Borgere. Det er mine Tanker om Philopatreias, af hvilke jeg beder, min Herre vil slutte, saa vel som af min skiøre Hjerne, naar saadan en Materialist kommer mig for Øyne, hvor umueligt det skulde

være mig at giennemgaae hans Meeninger, excerpere hans forrykte Satser, og besvare dem. Jeg nødes derfor til at lade ham fare, og er glad over at kunde giøre det. Jeg glemmer med Flid hver Tanke hos ham, paa de nær, som anføres af Philodanus, til hvilken jeg strax vil begive mig.

Mine Tanker i Almindelighed over denne Forfatter, og først i Henseende til den Gierning, at have givet Svar paa Philopatreiases Anmærkninger, er korteligen disse. Uden Tvivl, tænker jeg, maae Philodanus kiende meget nøye den politiske Kundskabs Tilstand i alle Stænder i Dannemark, siden han ikke har taget i Betænkning, at skrive over, og besvare, en Forfatter, hvis beste Tanker ere de ynkværdigste Beviis paa Vankundighed i den Materie, han skriver om: saa at saadan Philodani nøye og hemmelige Erfarenhed om vore upolitiske Indsigter hos Mængden i alle Stænder, kan være tilstrækkelige Grunde

nok for et Foretagende, font jeg fra Begyndesen ansaae for meget besynderligt, at han, nemlig, eller nogen vilde skrive mod Philopatreias.

At Philodanus altsaa har giort Landet en Tieneste med at besvare Philopatreias, derpaa er ingen Tvivl; og bliver man endog meere og mere derom overbeviist, da udkommende Afhandlinger vidner noksom om en fast almindelig Ukyndighed i den sunde Politik, ja vore offentlige Blade, nævner jo endnu jevnligen Philopatreias som Patriot, uden at man legger Merke til, at der vil noget mere til Patriotisme, end et Stykke af en god Villie, og altsaa meget meere, end det Slags Kierlighed for Fædernelandet Philopatreias besidder, som det fornuftige Publicum kan billigen tvivle om er saa rigtig: da han har i vildet, om han havde fundet, giøre heele Stænder til Byrder, og een i sær næsten til Staadere, for Staten.

Men betreffende Philodani Undersøgelse selv, da maae jeg derom sige, at dersom vi først af Philodano skulde lære vor

Politik i Oeconomie og Handel: saa frygter jeg dog for, vi endnu tog Feil i saa merkelige Stykker, end ogsaa, naar de, han ufuldstendig nok paataler, vare rettede, at vi maatte trænge til en nye Reformator af Philodano ligesaa velmeenende, som han selv, for at rette hans store Mangler. Det følgende, som jeg formoder aldrig kommer for nogens Øyne, vil give Exempel Herpaa.

Jeg siger end videre i Almindelighed om Philodanus, ak dersom Dannemark ikke just behøvede, som jeg er uvis paa at bekræfte eller negte, Begyndelsens Elementer i den Oeconomiske Politik, blev Philodanus en umerkværdig Forfatter i mine Øyne. Han siger os jo ikke andet, end det enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for reent fremmed i Landers Oeconomie og Commerce; og, som sagt, undertiden det, som maatte blive farligt for Ukyndighed, for Kramboder og Kieldere, om det ikke af en eller anden bliver engang anmerket, som en aabenbar Vildfarelse. Med alt detre da han dog vil give Aarsag til, at Kundskab des nærmere undersøges og bedømmes, efterdi han altid fortiener Besvaring, som Philopatreias

med bedste Grund kan ansees uværdig til: saa er han, for saa vidt endog, heel vel fortient ved de faa Blade, han har givet os i det første Hefte af hans Undersøgelse, hvorom jeg her alleene taler.

Men hvad Philodani andet Hefte angaaer, som jeg ikke tager mig paa, i sær at skrive over, som min Herre og egentlig behager, at forlange mine Tanker over det første i Særdeeleshed: da tænker jeg, at saavel Lovkyndigheden, som Religionen, og begges Tienere i sær, ja heele Landet, som Philopatreias paa et Sted vilde plyndre, paa et andet bekrige, bør derfor vare ham meget forbunden; og synes mig, man finder i dette en langt bedre Sammenhæng, Styrke og Indsigt i Materierne, end i det første Hefte.

Men der er Tiid, at gaae til Materien selv, og at tale med Philodanus i Særdeeleshed.

De første Ord, jeg i sær ikke har fundet læse uden et NB., møder Pag. 9. Samme synes man, ligesom først at maae blive eenig om med Philodanus, eller andre, førend man enten kan tale med Frihed, eller sige endog sine Venner sine Tanker i de vigtigste Tilfælde. De lyder saaledes: Min Sag, siger han, er det ikke, enten at beskylde eller forsvare de Ministere, som Forfatteren her handler om. (Philopatreias taler om høye Korn-Priser, ophiulpne ved Ministre). Vor Monark er deres Dommer. Det er sandt. Det er en farlig Sag, at beskylde Folk. Ligesaa er det og sandt, at Monarken er Hans Ministres Dommer, som han er hver Mands i Landet. Men at beskylde og beskylde, er vel to. Fordi man taler om en Classe og en Stand i Staten, og siger, at det er mueligt, ja rimeligt, at til den og den Tiid kan een og anden i samme, handle saa eller saa, derfor skeer jo ikke det, man kalder stricte at beskylde

nogen i Standen, som Philodanus synes her at vilde beskylde Philopatreias for, da han sætter just det Ord, vi taler om, faa nær ved det Ord Dommer. Tager man der derfor kun, for simpel at bedømme eens Gierninger; saa tænker jeg, man meget gierne, i den Forstand, kan nærme sig til en Ministers Handlinger, efter hvad han til een eller anden Tid kan have forrettet, eller foretaget sig i Staten. At omtale og bedømme saadant, kan, efter mine ringe Tanker, have mange herlige Følger, til Fordeel for Eftertiden; alleene at saadan - Bedømmelse og alleene skeer til Statens høye Gavn og Nytte. Er man upartisk, og iagttager derhos den Anstændighed, man er Høyhed skyldig: saa er det ey allene mueligt, man kan tjene Staten anseeligen med sligt, men endog blive en forkeert Sags billige Forsvar for en Minister selv, naar man betragter Sagen paa alle Sider, erindrer Leyligheden, Tiden, Smagen, og Cirkelen, naar og i hvilken en Handling er skeet eller foretagen. Det vil da ofte møde, at der kan være

meget at sige til Forsvar, hvor man ellers maatte fordømme Gierningen uden disse Sammenhæng; ligesom man maaskee kunde finde at udsætte paa det, som skeer den Dag i Dag, naar det i Morgen blev undersøgt efter samme Regler.

Den Sandhed kunde man maaskee

ved saadan en Undersøgelse, iblant andre og blive vaer, som meget vigtig at lægge Mærke til i disse Dage: at liden Indsigt, ja ofte Ukyndighed i de fleeste Stats - Affairer, har Regieringen i de forrige Tider dens Hof-Kieledækker, meest at takke for, fordi disse en har været saa nidkiære i at foreslaae Lærdom og Erfarenhed, Dyd og Duelighed til Embeder, som den har været flittig nok, i at skrive Love for Lærdoms og Dyds Udbredelse, uden dog just at see Lovene vel exeqverede, eller, naar fulgte, at blive Staten til fuld Nytte. Hvilken Omstændighed, jeg tænker, for endeel kan undskylde visse Smaae-Store, ilde satte paa Statens Vagt, om de har

ilde staaet der paa Post, og skrøbelig paapasset deres Embeder.

Sandt er det, disse, fast som Championer i een Nat, opvoxne, og paraderende for det udvortes i Standen, som høystbetydende; endskiøndt de, naar deres indvortes Værdi skulde lægges paa Vægten, og Regningen giøres i Forhold til den Nytte, de giør Staten, (ey at tale om den Nytte, de hindrer andre at giøre, og Ulykken, de selv stifter, fordi de ey alleene giør intet, men giør mindre end intet, i det deres Ukyndighed stifter store Mangler) kunde det bebreydes at have paataget sig Embeder, de ikke forstaaer. Men hidtil har det jo vœret Mode i Staten, at raisonnere af Catechismus, hvor Politik burde tale, og at tale af en medlidende Stemme, hvor en Tordentale heller burde have forfærdet. Det har hedt: Manden maae hielpes, han sidder med Kone og Børn: han bør dog placeres: og man skal begegne andre, som man vil selv begegnes: ret ligesom en Minister, havde ikke andre Pligter at udøve mod Staten, naar han vilde recommendere Perso-

ner til Regenten, for at oppasse de betydeligste Embeder deri, end han har at iagttage, naar han stikker Haanden i Lommen, for at række ubekiendte Nødlidende en Gave. Heder det her: at den eene Haand ey bør vide, hvad den anden giør: saa maae det vel hede paa det andet Sted: Argi Øyne, om mueligt, til denne Forretning! En Hiertekjenders Syn kan ey være for skarpt, og den redeligste Dommers Nidkiærhed ey her være for stor!

Men jeg kommer tilbage til Materien. Finder man derimod Kundskab og Svig famlede i visse Ministeres Handlinger: hvor vigtig en Sag er det da ikke for det Almindelige, at saadanne Gierninger blive bedømte til Exempel for Efterslægten; dog efter mine ringe Tanker, alleene i det Tilfælde, hvor Exemplet kan nytte; hvor Gierninger har et mærkeligt Sammenhæng med det, som efter nærværende Omstændigheder, kunde igien være mueligt: men i anden Fald at gage dem forbi med en Forglemmelse, som flette Gierninger fortiener,

endog for de bedres Skyld, man kan haabe af Familien, og for ey at informere Ondskab selv ved slette Historier.

Ingen Frygt for store Herrers Unaade, ingen Angest for det Tilkommende, tænker jeg, bør hindre en ærlig Mand, i saa Fald at tale Sandheder for sin Konge og sid Fæderneland, alleene at det, som alt erindret er, skeer i den rette Orden, og paa den anstændigste Maade, ikke engang med faa mærkelige Charakterer, naar Personen kan skiules uden Statens Fornærmelse, at han skulde blive kiendt for andre, end for sig selv. Det er, man tale alleene om Handlingen, og ey om ham, faa længe det er mueligt. Men i anden Fald dog at handle, som en Luther, i den nødvendige Reformations-Tid, der ikke frygtede Dievle selv i Worms, om de der havde været saa mange, som Tagsteene paa Husene.

Jeg slutter altsaa, med Philodani Tilladelse, at naar man vil tiene sin Konge med politiske Betragtninger, (og det er jo en Tieneste, enhver fornuftig Regent maae ønske, og en Skyldighed, Kong Christian den Syvende, synes virkelig ak kræve ved Pressens Frihed) saa maae man intet betragte Ministerne, som de, der alleene haver Kongen til Dommer, i slige, som de af Philopatreias omtalte, Sager , men ansee dem, som de første af Statens Borgere, der bor staae Staten til Ros eller Last, for slige med det almindelige Beste , saa merkeligen sammenhængende politiske Handlinger.

Paa den Grund tænker jeg, at jeg bør her bevise, at Philopatreias har virkelig Ret, naar han siger: at Ministerne har vedst at opskrue Priserne, og at det Spørsmaal, Philodanus Pag. 10. gjør kan let besvares; dette nemlig: Hvoraf kommer det da, at disse, nemlig Mi-

nisterne til Hove, som vare Proprietairer, at disse ikke og tilforn har vedst at opskrue Priserne, grebet efter saa store og klare Fordeele? m. v.

Dertil kan man jo med faa Ord svare den gode Philodanus, fordi der havde bleven forgiæves. De kunde ikke faa gierne, som de ventelig vilde, og vidste at opskrue Priserne: det havde ikke hjulpet dem, om de havde grebet efter slige store Fordele, der var ingen at gribe efter. Saa vist, som Philodanus har Ret i det, at Mennesker er altid Mennesker, (naar Mennesker blot som Mennesker betragtes) altid begierlige, gevinstsyge, fristede til at misbruge deres Adgang til Fyrsterne: saa vist kan man troe, at de ældere Tiders Ministre, har ikke været meere Helgene, og frie for forbemeldte Ufuldkommenheder, end de sildigere Tiders.

For nærmere at forklare mig, maae jeg kortelig melde, Hvorledes jeg forestiller mig Sagen. Dannemark, var, for en Snees Aar siden, ikke meere et Gosen, end det er for nærværende, og ikke meere Friheds Boelig for Bonden, end det var for vor Allernaadigste Konges Ankomst paa Tronen. Hoverie voxte snarere, for Overdaads Skyld, Dag fra Dag, hvilket faaede Ukrud i Mængde paa Bondens Ager, uden derfor, i Forhold til denne Ufrugtbarhed, at frugtbargiøre Proprietairens Hovedgaards Jorde, som den desuden værende mindre Deel af Agerlandet. I denne Tilstand fik vi tvende Colberts paa engang. Fabriqver og Manufacturer skulde med Magt indføres. Disse Anlæg har den visse Følge, at de ikke fremmes i et Land uden Folkemængdens Formeerelse. Indkommende Fremmede, for Manufacturernes Skyld, voxte og til et anseeligt Antal. I Forhold til Folkemængde, naar Kornets Mængde ikke formeeres tillige, stiger Kornet i Prisen, og det, for mere end een Aarsag, deels fordi det er det nødvendig-

ste til Brød og Drikke, deels fordi det er det Fornødneste for adskillige Kreaturer, som tillægges med Folkemængden.

Men bemelte Konster, blev ey Folkemængdens Formerelse allene. En kostbar Stad, skulde tillige bygges. Amalienborg maatte blive til, hvor enhver Steen, som forhøyede Paladserne, forhøyede Korn-Prisen, og mit i Fliden forøgede Vanskelighed at arbeyde til billige Priser, hvilket dog skulde merkelig hielpe til Varenes Assats. For Zirat og Pragt, mere end for Nødvendighed og Nytte, blev denne Stad opført. Smagen tog, til, og med den Kielenhed og Vellyst: og som man ved Kunsten forlibte sig i den skiønne Natur, der ikke blev Smagens Mynster allene, men dens Afgud, saa forfaldt man efterhaanden i Levemanden meer og meer til den høyeste Grad af Over<r daadighed og Yppighed, der udfordrer Mængde af Opvartere, og Forfængeligheds Tienere. Disse formeerede og Tallet paa Menneskene i Landet; eller, rettere sagt, paa Ædere, som

ikke nytter Staten, uden de giør nyttigt Arbeyde tillige.

Bondens Vilkaar og Agerbrugets Tilstand blev alt det samme. Alle Munde vilde dog mættes, og Udførselen for Kornet, blev ikke mindre end tilforn, den tog tvertimod til, ligesom Flid og Folkemængde i andre Lande, og blev umætteligere end Indvaanerne i Landet selv. Flere Aarsager forhøyede tillige Priserne, hvoraf jeg vil anføre de, som indfalder mig.

a. Brændeviins Brændens Tiltagelse og Brændeviins Brug og Misbrug, baade for Stats-Fordeeles og Stats Manglers Skyld tillige. Handelen, for Exempel, voxte paa de Vestindiske Colonier og Brændeviins Udførsel med samme. Island og Finmarken lærte saa mesterlig, skiønt mod Octroyen, at drikke denne Drik, at vi veed de ikke behøver større Færdigheder i Kunsten. Krigen udlokkede ikke en liden Mængde. Fri-

hed for Bonden, selv at brænde, ligesaa ilde ham tilladt, som Kiøbstæderne at pløye, var saa meget meere et sikkert Middel til mere Korns Forbrugelse, end nødvendigt, som Han brendte slet, og var Hoverie-Herrens Træl tillige, Hvilken bittre Sorg, han, ved første Leilighed, nedslukte med denne dulmende Drik, for at henfalde i en Søvn, man snart maatte ynkes over, at opvække ham af. Hertil kommer Brændeviins Brug af Børn og den utilladelige Accordt, som Love maatte afskaffe, paa visse Steder at tilstaae Piger og Drenge, fast efter Feste-Contract, deres daglige visse Brændeviin Morgen og Aften. Jeg forbiegaaer, om jeg og bør gjøre det, den øddeleggende Brændeviinsbrænderies-Forpagtning.

b. Ølbrygningens slette Tilstand paa Landet; da Bonden dertil spilder fast ligesaa meget Korn, som han vel anvender.

c. Qvægsygen, som ved Ødeleggelse af Kreaturet, Har formeret Forbrugelsen af

Fæderdyret, dev fordøyer Kornet, ligesom Kornets egen umiddelbare Fordøyelse af Folket skeer i desstørre Mængde

d. Uopmerksomhed, for den uordentlige Brændeviins-Brændens Skyld, paa de Kreaturers Tillæg, som ved en ordentligere Indretning vilde formere Føden, og, for saa vidt, mindste Confumtionen af Kornet. Bonden har jo havt Tilladelse til Brændeviins-Brænden for hans Bes sters Skyld, i det Sted, det vilde ham forbydes, for at passe sin Eng des bedre, og give Kiøbsted-Manden Leylighed nok at fede Sviin, baade til Nytte for ham selv og for Bonden.

e. Fiskeriernes Forsømmelse, der kunde blive Borger og Bonde en stor Hielp i Brød og Kiød-Mangel, og altsaa og hjelpe at nedsette Kornets Kostbarhed. Overdaad har jeg berørt.

Betragtes nu alle disse Omstændigheder, ved Siden af Kornets nesten selvraadige Udførsel, paa en Tid, da Folkemængden, i Følge anførte Baade nyttige og unyttige Aarsager, hver Dag formeredes;

paa en Tid, da Kornet derfor ikke voxte stærkere eller i større Mængde end før; paa en Tid da vore Politici reent glemte Hoved-Balancen af Handelen; og den store Regel for alle politiske Nærings-Regle, at være forvisset om, at kunde mætte alle Munde, enten ved Landets egne Producter, eller ved Over-Ballancen, som Korn fra fremmede Lande kan kiøbes for: saa kan man spørge Philodanus: Var der

nogen Tid i Dannemark, da Proprietair Ministerne, havde bedre Leilighed, at profitere af deres Jorde-Godser, og vil der nogen for deres interesserede Hensigter, bedre end den anførte, komme?

For at faae Kornet dyrt betalt ved alle disse Omstændigheder, havde Ministerne, jo intet andet at giøre, end at befordre Tilladelsen af Udførselen vedligeholdet. Men hvor let var ikke det gjort? Just saa let, som der, var vanskeligt, at tale med Regenten uden saadanne Ministres

Nærværelse, som maaskee havde største Fordeel af Kornets Udførsel. Hvad Under da at Prisen steeg!

Men lad vs endnu, om vi skal gaae videre, ligne os med de trende store handlende Nationer, for at prøve disses Conduite i Henseende til Kornet og dets Priser. Lad os see, hvordan de har betragtet samme, og hvordan de derpaa har gaaet frem, da de tog sig for, at manufacturere, bygge, og at leve vel.

Hvorledes begyndte Engeland? Engeland lagde Grundvolden til Fabriker ved Agerdyrkningen. Da det havde hvede og Korn nok, udførte det Korn og Meet, destillerede Brændevine, bryggede Øl, og det med Lykke, fordi det havde Overflødighed.

Men tænkte det, at denne Overflod var en Moguls Skat, der aldrig kunde faae Ende? Ney, det beregnede sin Kom-Forbrugelse og sin Udførsel, og fandt denne kunde blive umaadelig og til Skade, og at

den dertil burde staae i Forhold til hins Fornødenhed for Staten. Men reent Forbud af Udførsel, naar Kornpriser vare høye, saae det og, kunde baade skade og gavne, efterdi man ikke altid mærkede, i alle Vraaer af Riget, det rette Øyeblik, naar Forbud burde skee. Det bestemte derfor en ubevægelig Pris for Kornets Ind- og Udførsel tillige. Og den blev Standarten for de første Nødvendigheder. I det samme indsaae det, at Fordeelen vilde blive Landmandens alleene, naar meget frugtbare Aaringer indfaldt, om Slæderne ikke fik nærmere Deel deri, end i Følge Priserne paa Kornet alleene. Det bestemte derfor ogsaa Priserne paa Brødet, i Forhold til Priserne paa Kornet; Brændeviinsbrændingens Tid. m. v.

Det havde Uld i Overflødighed, det fabrikerede nu med Nytte deraf, fordi det ikke manglede de første Nødvendigheder: det daglige Brød. Det indførte fremmede raae Vare, og manufactureerte dem ogsaa med

Fordeel, fordi det kunde betale dem med Korn, ja med samme Vare, omformede; thi Smagen i Fremmedes Havne var deres Model, hvilket tilveyebragte dem hos Fremmede store Summer. Nu var der noget at bygge for. Man byggede. Handelen voxte videre. Balancen blev meere og meere Engeland til Fordeel, og Rigdom formeerede sig. Engeland begyndte nu at leve vel, og giøre sig til Gode af sin Overflod.

Ingen Nation beleer denne Oeconomie; thi heele Engeland, fra Regent til Adelsmand, til Borger, til Bonde nyder sit, og enhver bør saa giøre. Ingen planter en Viingaard, han jo æder af dens Frugt.

Holland vilde fabrikere og handle. Det kunde ikke begynde med Agerdyrkningen, fordi det havde ingen Agerland. Fiskerier blev dets Grund-Næring. Det fiskede, og vandt derved nok, til ot kiøbe Kornet for. Udførselen af Fiskerierne lærte det Hø-

ker-Handelen. Holland, som ingen Vare havde, omførte og brugte ald Verdens Vare. Det vandt paa Omsatsen deraf, og Fragten derpaa, saa det fik Penge for at bringe egne Fiskevare, og Penge for at gaae bort igien med andres Vare, og Penge for at bringe dem igien til andre, og bragte endda Vare Hjem til overs.

Endeel Vare, heraf oplagte, udgiordte Magaziner for Eftertiden baade af raae og fabrikerede. Populationen toeg til. Handelen behøvede ikke alle Borgere. Mange Hænder kunde omforme Naturen. Man begyndte Haandteeringer, Brænden og Destillering af Østersøisk Korn, som Fiskerierne, og Provisionen i Handelen med fremmede Vare, betalte. Man begyndte Uld- og Silke-Manufacturer, og fortsatte dem med største Lykke, jo længere Europa fortsatte sin Blindhed: og ingen dyre Tider indfandt sig i Holland, i Følge Fragt-Handelens Natur, der altid maatte have Magaziner fulde med Korn. Nu

bygtes, og det med Pragt. Harlem, Leiden, Gouda, Utrect, Rotterdam, Amsterdam og fleere Stæder stoed op, og nogle af dem blev Vunder i Verden. Den Ostindiske Handel gav Holland ogsaa stor Fordeel, saa at Holland kunde, nu og da, spandere en god Skilling paa Vellyst og gode Dage, fordi det sad i Lyk ken til begge Ørene Det gjorde det og, dog ikke over sine Kræfter. Enhver vil tilstaae, at saadan en Pragt og Overflod i Levemaade, til sine Tider, er slet intet at undre over, ja ikke stridig imod den høyeste Politik, den rette Stats-Viisdom. Religionen har selv været prægtig.

Frankrig vilde fabrikere og anlægge Manufacturer, og Colbert skulde giøre det. Landet var et stort Kort-Magazin. Sully, den meget Viise Sully i sine Tider, kun en halv Kammeralist i vore Dage, havde gjordt sit dertil, og lagt Grundvolden til en Stats-Magt, der kunde være bleven for mægtig, dersom en heel Kammeralist havde fulgt ham i

Embedet, eller saa stor en Konge i sit Rige, som Kong Ludvig den Fjortende var i andres, havde succederet Kong Henrich den Fjerde paa Tronen. Men Colbert, som viiste sig mindre end en hals Kammeralist, i det han glemte Agerdyrkningen, og som dertil var en Lærling, da han kom til Financerne, ustuderet, og som en simpel Kiøbmand, hvis Indsigter ere alt for indskrænkede, til at styre Statens Indtægter og Udgifter, end mere til at finde deres Kilder, og at vedligeholde dem, han blev hans Eftermand. Han var lille; men blev, for Tiden han levede paa, siden stor. Længere kunde han ikke see, da han begreb, at det var godt at bruge Kong Henrich tzen Fierdes Silke, og opmuntre Manufacturer end at det var fornødent, at Kornet maatte være let Priis i Landet, uden hvilken Omstændighed alle Manufacturer og Fabriker maatte gaae over Styr. Deri havde han og Ret. Men Kornets Udførsel reent førbuden, det var en forfærdelig Stats-Feyl. Statens Grundvold blev rokket, og en Deel

af dens Hiørnesteene, saa at sige, solgt, for at faae Stats-Bygningen giort des pyndteligere, og Ornamenterne des anseeligere derpaa.

Den Engelske store Politik, i Henseende til Kornprisens Bestemmelse, var alt for lille i Colberts Øyne, eller rimeligere for stor for ham at begribe den. Manufacturer og Fabriker blev forfremmede, paa den allervigtigste Nærings, Agerdyrkningens Bekostning; hvilken Fabrikerne ydermeere selv havde forfremmet, om de i vedbørlig Sammenhæng med Agerdyrkningen, og den med dem havde faaet Lov dertil. Saa Colbert nedrev lige saa fast med den eene Haand, som han opbygte med den anden. Havde Frankrig ey havt sin Viinhandel, og andre skiønne Natur-Gaver, saa havde Colbert giort en langt større Ulykke for Landets Grund-Næring, end han giorde. Men Frankrig, som kuns profiterede halvt ved Colbert, i den Tid det kunde have profiteret dobbelt, om dets Korn var bleven viiseligen udført, kunde dog udholde Tabet,

fordi det vandt Balancen paa sine andre Vare, og paa Fabrikvare med, hvis Materialier var begierlige, som det vidste at fabrikere dem efter en Smag, som var den skiønne Naturs, og derfor maatte blive Verdens. Om Frankrig bygte, saa havde det et Overskud at bygge af, et Overskud fra heele Europa. Overdaadighed og Forfængelighed kunde Nationen end ikke meget bebreydes, da den fik det alt betalt af Fremmede, som efterabede dens Daarligheder, og betalte den igien heel dyrt for Lærdommen. Frankerig fabrikerede altsaa, bygte, og giorde sig til Gode, med god Grund.

Det var de tre Hoved-Nationers Politik ved Anlæget af hver Stats Nærings-Grundvold og Handel i sær.

Dannemark staae nu lidet stille, og este tænke, fra disse Exempler, med hvem af bemeldte Nationer det kunde ligne sig selv,

da det begyndte at fabrikere, bygge, og leve vellystig!!!

Hverken gav Efterfølgelsen af Engelands eller Frankrigs Exempler, de lette Priser for vore Kunstnere; thi vort Korn gik jo ud, uden Grændser, Stødetal undtagen. Agerdyrkningen havde hverken blomstret hos os, som under en Sully, eller blev vedbørlig forbedret ved Premier og Viise Love fra en nok opmærksom Regiering. Indførsels-Forbud forbød os at have Hollandske Magaziner, og burde forbyde det. Vi fabrikerede lidet af egne, meest af fremmede Vare. Vi exporterte saare lidet, for vi glemte de Fremmedes Smag. Dog handlede vi, med det lidet vi havde, med Korn, hvilket stiftede hver Dag nye Mangel hiemme. Det er, vi exporterte, for at blive fattig i Staten, fast ligesom for at berige nogle Huse, som havde Umage med at giøre os fattige. Derpaa bygte vi, ligesom for at blive Huusvilde, og

paa det nogle, som havde Umage med at drive os fra Huus og Hiem; (thi de glemte den- rette Næring, der skulde Have opholdt Huset, og underholdt os deri,) paa det de skulde komme til at boe i Palladser.

Med alt dette, er der ingen Aarsag til at tænke, at jo baade de, der lærte os at manufacturere og at bygge, at de giorde det i den oprigtigste Meening. Det var aldrig deres Øyemærke, at forarme Landet, eller skade ved denne Huusholdning, i mindste Maade. De handlede efter beste Indsigt, og giorde og meget godt. De raisonableste iblandt Dem, som kunde, fatte endog selv til, og fandt en sand Glæde i, ey at erhverve. De var imidlertid vore Anførerere til et godt Foretagende, paa den ubeqvemmeste Tid, som det efterhaanden blev, ved Kornets Dyrhed.

De anførte os til Kunster, raffinerede Smagen, opvakte Emulation og en ærekiær

Kappen; men glemte Handels-Balancens Tilstand, som det kongelige Kammer-Collegium ikke heller hialp dem at erindre. Det Collegium, som burde see, hvor ingen anden saae, og hvad ingen anden, end det, kunde see, fordi det sad med Papirerne i Hænde, der skulde aabne alles Øyne, tilsaae her saa saare ilde!

Nu Feylene er der, er det let at see: og hvad jeg derfor har skrevet og skriver i den Materie, vil min høystærede Herre behage at erindre, jeg tegner, som en Frugt af de indløbne Mangler. Det er i Følge deraf, jeg troer, man endnu kan sige:

Havde man i det Sted, man saa ivrig anlagde Manufacturer og Fabriker, og ved dem formeerede Landet endog med Fremmede, (som er en herlig Sag, naar de ere duelige Arbeydere, og kan leve i Landet) havde man i det Sted handlet efter den nærværende herlige plan for Agerdyrkningen: saa havde vor Folke-Mængde ey alleene Havt nok at

æde, men Overflod af Kornet var bleven udført til en sikker Gevinst. Vi shavde sparet Tønder Guld, som ere tabte ved Vexel-Coursen. Overdaadighed havde været langt mindre; thi det er altid rimeligt, at hvor den Politiske og Oeconomiske Aand giør Betragtninger over Landvæsenet og Agerbruget, detoverforliber den sig ikke i Skiønheds Arbeyd, og omsider henfalder fra en kiælen Betragtning deri til en anden, og derpaa til Vellyst og Yppighed. Bygnings-Planen til hine Palladser, var maaskee bleven en Plan til Pakhuse, og til en Kornbørs, hvoraf flere ventelig var bleven anlagt i andre Stæder, i det Sted, Kiøbstæderne i samme Tid, ere for en stor Deel, nedfaldne. Kort, vi havde da været saa nær med Staten, som vi nu burde have været, for at begynde i Dag, hvor man begyndte for en 24 Aar siden.

Men da det, som er giort, haver dog mange herlige Følger for Staten, endskiøndt de kunde have været anderledes og større til

en anden Tid: saa behøves nu dobbelt Viisdom og Klogskab til at beholde de giordte Indretninger, for at vinde, hvad der er mueligt, ved det anlagde, som om det blev ødelagt, maatte aldrig meere kunde vindes. Kongens Beskyttelse og viise Love for Manufakturer og Fabriker, kan nu, uden mindste Udgift for hans Casse, giøre store Ting, ja blive hans Casse til stor Fordeel. De Mangler, de alle haver, kan ændres ved den sande Politik: og bestemmes KornetsUd- og Indførsels Priser, vil Fabrikerne ey alleene bestaae med Agerlandets Fordeel, men Ager og Eng vil opmuntres ved dem; og vi vil blive i Stand til, at holde Priis med Fremmede, og aldrig (efter Naturens Orden) have Aarsag af frygte for dyre Tider.

See, høystærede Herre! det bliver vel Da Svar nok paa Philodani Spørsmaal. Saae han det, faa tvivler jeg paa, han vilde gientage det han siger om sine Tanker, nemlig, at hans Tvivlsmaal er grundet,

og at det klarligen nok beviser, at Philopatreias endnu eengang bør prøve sin vigtigste Aarsag. Jeg tænker, han i det første har taget mærkelig feyl, og bør derfor ikke paastaae det sidste.

Paa følgende Side siger Philodanus: Nu har vort Rige foruden Heste, kun Korn, og Ørne, og Sviin at sælge. Sær nu, at denne Udførsel standser, og standser længe, for at undertvinge Priserne: lige saa længe vinder vi jo ikke een Skilling. Det foregaaende har erindret, at med mindre Udførselen af Kornet faaer en Slags Standsning, nemlig, i Forhold til Forbrugelsens Nødvendighed i Landet, kan Udførselen blive, som den virkelig et hos os, statsødelæggende, i hvor stor Gevinsten maatte blive for visse Particuliere.

Det følgende vil give Leylighed, til at tale Meere herom: og min Herre vil da see, at jeg trøster mig til at vise, at just ved den

proportioneerlige Standsning vil vi profitere mange tusinde Daler, og at det langt fra ikke vil gaae med den Standsning, som Philodanus siger om den anden, nemlig, at saa længe den varer, vil vi ikke vinde een Skilling. Thi de samme Summer, som nu kommer ind for en mindre Qvantitet Korn, vil ey alleene dog komme ind for en større; (nu Hoverie er fastsat, og Herremanden er forbuden at agere Plagefoged) men dobbelt og dobbelt den Sum for Vindskibelighed i Manufacturer og Fabriker, som ved den blotte Form vinder Penge, og standser fremmede Vares Indførsel, hvilket, til hint skeer, vil blive reent umueligt, fordi Arbeyderne ikke kan faae Brødet saa billig, at de ved deres Arbeyd kan leve. Konstnere vil da ey blive nødt til, at lægge Hænderne over Kors, eller at døe i Elændighed, med alle deres gode Indsigter og møy sommeligen erhvervede Færdigheder, eller, som er lige saa ulykkeligt hos os, at forlade Landet. Umueligheder vil da blive muelige i

alle vore Næringer, som ingen synes hidtil at have ret fundet anlægge, fordi Staten har glemt Grunden, de burde anlægges paa.

Jeg forbigaaer at tale om, at Philodanus kunde dog nok, til de andre Vare han har nævnet, have føyet Fiskerierne, som skiønt de ere ringe, fordi man baade fisker, salter, sorterer og afsætter det, man haver, slet, saa kan de dog blive større.

Jeg skal allene giøre den Anmærkning, at det var at ønske, at vi ved de faae vigtige Artikler, vi dog haver at udføre, og veed at nævne, som Landets Producter, vedste at bruge Leyligheden med samme, baade oeconomice og politice, saa vel, at der var det rette Forhold iblandt dem. Den politiske Uforhold Bonden har staaet i, i Henseende til Staten, raader Regieringen nu saa herlig Bod paa, at neppe noget Land vil om faa Aar ligne, end sige overgaae, Dannemark. Den nyelig udkomne nærmere An-

ordning om Bestemmelse af Zoveriet

er et Beviis derpaa, som paa Herligheden af den monarkiske Regierings-Forms retskafne Indflydelse paa et Riges Lyksalighed, naar den agerer med vedbørlig Viisdom og Klogskab. Det Oeconomiske Forhold eller Bondens Forhold i Henseende til Ageren, hans Indsigters og Agerhandlingers Beskaffenhed, Agerbrugets Forbedringer, vil det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab vel ikke glemme.

En betydelig Uorden, er det derfor at formode, vil snart opvække Regieringens Opmærksomhed til Forandring i Tiden, at samme ey skal være i Veyen for dets priselige Handlinger for Landvæsenet: Stald: Gaardenes privilegier, nemlig, Monopolier, som

vil umueligen bestandig kunde bestaae med viiseste Indretning og Agerbrugets fuldkomneste Flor. Rettighed frem for andre, at fede Øxne, er virkelig intet andet, til at magre andres Agre, hvis

Fedme maae begynde fra Engens, og den fra vel fedede Øxens Giødning, og følgelig blive en Ret til, i en høy Grad at udsue Staten. Oprindelsen til denne Ret, har virkelige været et Slags Usurpation mod Regieringen, efter Tidernes Omstændigheder, som de nærværende Tider vil derfor, ventelig efterhaanden med al Klogskab, vide at hæve.

Naar Besiddere af slige Rettigheder, for nærværende Tid, fandt derfor for godt, at deele deres Hovedgaards Jorder, saa synes det ikke at maatte tillades dem, efter Herr Finants-Read Øders Forslag i Hans Afhandling om Frihed og Eyendom, at Stald-Fednings Ret fulgte, som Privilegium exclusivum, med til dem, som kiøbte de fraskildte Stykker. Thi at denne Fednings-Ret er skadelig, viser heele Landes Exempel. Engelske Skrifter fortæller os om Irland, at dets Agerdyrknings-Selskab aarligen Udsætter Premier for de beste Græsganges Forhandling til Agre, Engens fornødne Forhold

mod Ageren forbeholden. Af den Mængde Øxne Irland har feedet, er aldrig een eeneste feedet paa Naboers og Gienboers Regning, men hver Bonde har havt den samme Ret dertil, som hver Herremand, Eyer af Millioner.

Uden denne almindelige Frihed bliver det Bonden umueligt, at komme til Orden med Ager mod Eng: og baade Staten og ham bliver, i den Ret, negtet den Herlighed, at pløye med Øxen, og formindske den skadelige Overmængde af Heste, indførte for Stald-Privilegiernes Skyld, til største Tab i Bondens-Næring.

Tamborg vilde maaskee tabe lidt derved, i Fald man derefter fandt paa, at slagte og garve for det; men deri maatte det vel være saa artig at finde sig, og tillade, at vi eengang begyndte at finde rede i vor og paa en statsmæssig Maade at sammensætte Hjulene i vor upolitiske Stats-

machine. Oxen-Tolden behøvedes derfor slet ikke at aftages; tvertimod den vilde være et herligt Middel til Slagteriernes Befordring, som jeg anmærker for den Invendings Skyld.

Skulde Hoved-Staden være Circulationens Middelpunct, som Philodanus kalder den Pag. 14.? Jeg tænker, den er det lige saa lidet, som en Blod-Igle paa Legemet er Middelpunkten derpaa. Det var at ønske, den var Cirkulationens Middelpunkt i Staten. Den burde være Hiertet i Stats-Legemet, som modtog Blodet af heele Legemet, og igien uddeelte det til alle dets Lemmer. Men de forfaldne Kiøbstæder; den indenlandske Nærings Uforhold imod Hoved-Stadens Næringer; Handelens Mathed i alle Statens Havne; dens egen Handels Usammenhæng, og reciproqve Uforhold til Landets andre Havne: viser nok, at den ikke er Cirkulationens Centrum, thi dette maatte da staae i Forhold til en vis Omkreds: og Landsbyernes storerende Marke, og Kiøbstædernes ordentlige

Handel og Vandel blev denne Omkreds. I Henseende til Circulationen bliver den snarere i mine Øyne, liig den Norske Malstrøms Bevægelser; thi som denne modtager og spruder fra sig, paa en besynderlig Maade, alle mødende Vande, til sine Tider, uden at de Naturkyndige endnu med Vished veed Aarsagen hertil, saa har Hovedstaden sine forunderlige Bevægelser baade med Statens faae og med Fremmedes mangfoldige Vare, uden at nogen retskaffen Statskyndig har endnu forklaret os dette forunderlige Stats-Phoe- nomenons. rette Tilstand. Hoved-Staden, tænker, jeg, kan og ansees som vor Stats Scylla og Charybdis, hvor vore Næringers halv-tomme Skibe snart kunde lide Skibbrud, om Kong Christian den Syvende ey nu sadt ved Stats-Roret. Den er og liig et opsvolmende Lem paa Legemet, der bliver ved at hovnes unaturlig, uden at den naturlige Føde giver det den rette Kraft og Styrke. Man har længe seet det, og bliver nu først vaer, at de andre Lemmer kan svækkes der-

Hed, og at heele Circulationen kan med Tiden standse.

Dog det! Philodanus kalder Hoved-Staden, kan den blive, naar Dannemark engang faaer i Sinde, paa en meget viis og klog Maade, hvorom den store Verden Underretter, at binde Næringer til Stæder; naar en sammenhængende politik, i den største politiske Frihed muelig og taalelig for hvert Stæd, og Borgerne paa Stædet, giør det eene Sted fornødent for det andet; naar Borgerne faaer. fuldkomne Love, som indskrænker Selvraadighed, udbreder Frihed, hindrer en upolitisk Tvang, og lænker den politiske; naar en Aand bestandig overseer det heele, og indretter enhver Deel i Forhold til de andre og til det Heele. Før bliver Kiøbenhavn ikke Circulationens Centrum: og saa maae den endda derpaa have mange Viise Love for sine egne Næringer, i

Stedet for de mange mangelagtige, den, iblant faae Gode, haver.

Langs-Artiklernes Omstøbning, vil da viise sig, at blive en af de første høyfornødne Forandringer, da Kong Christian den Femtes Politik i denne Fald, endog skrøbelig i sin Tid, vil ikke passe sig Nøye nok til Kong Christian den Syvendes meere oplyste Tider. Thi ligesom Stæder opstaaer ved hele Næringers Bestemmelse til dem: saa vil Næringer rodfæstes i Stæderne ved Næringers Bestemmelse til Næringsregler i Laugene, uden hvilke alle Kunstens Vare maatte blive ukunstige, og Kunstnerne derover forlegne med deres Flid, og Staten forlegen med dem. Endelige Næringer og Handels-Greene vil jo naturligviis have endelige, det er: et rimeligt vist bestemt Antal af Arbeydere, om Arbeyde og Flid ey skal blive den visseste Ødelægger af sig selv. Kort: Det Hoved-Principium vil man da erfare, at have

bebygt Jorden, og at være Grunden, baade til Stæders, og Staters Flor ved Kunst-Næringer, nemlig: at Næringer i Stæderne haver bestemte Love for Materie og Form, hvilke deels Øyet kan skielde, deels Kiøberen forlade sig paa, ved et blot Tegn: at Arbeydernes Antal er i Almindelighed bestemt i Forhold til Søgning: at slige Love bliver bestandige: men at Smagen og Antallet af Arbeyderne, dog bliver l Særdeleshed ubestandig, den første for Dage, det andet for visse Aar, naar Kiøbernes Smag og Søgning saaledes forandres; for altid at kunde rette sig efter begge: at den politiske Tvang i Næringer, bliver Statens største Frihed: og endelig, at Nærings-Azyler oprettes blandt Stæderne for visse fast uendelige Afsatser, med videre. Dette og intet andet vil giøre Hoved-Staden til Centrum for Circulationen, ey alleene af Penge, men af Vare, af Flid, ja af borgerlige Dyder.

Hvad Philodanus anfører Pag. 15.

er forsigtig skreven om en Regent i en monarkisk

Stat. Lad os kun roelig, siger Han, overlade til vor store Styremand, som overseer det Heele, ak tillade op

forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at hans medlidende Hierte passer det sidste, og hans opklarede Viisdom der fyrste. Det, siger jeg, er ret forsigiigen skreven i et Monarkie. Men i Kong Christian den Syvendes, duer det dog slet intcn Denne viise Regent tillader jo Sandhed, frit at hævne sig til hans monarkiske Trone. Han tænker ey, som andre uindskrænkede Monarker. Han giør Sandhed souverain, og sig selv til en Slave deraf. En Gierning, der blandt alle andre, er den allerhøyeste for Majestæter! Men veed Philodanus dette, Hvor kan han da tale i saa lave Toner? Skulde Kongen heller vilde overlades sit medlidende Hierte, end have politiske Grunde for hans opklarede Viisdom, ved hvilke han des tydeligere

maae see det Lys, uden Hvilket han aldrig nøye nok skulle kiende hans Underrsaatters Trang, og befordre hans Staters Lyksalighed?

Philodanus nævner ham vor store Styrmand. Et ham væsentlig vigtigt og her velpassende Navn!

Men naar styrte Styrmanden Roret, og førte Skibet i en tryg Havn ved den allerhierteligste Medlidenhed? Ney! Efter Compas og Erfaring, staaende ved Roret med største Opmærksomhed, paa alle Tider og paa alle Vinde, ved Nat og ved Dag, midt i de beste Pasater, maae Styrmanden oppasse Seyladsen, om han ey skal seyle den mette Kaas, eller maaskee kuldseyle. En liden Blaane maae han ey foragte. Den er undertiden Begyndelsen til en stærk Storm, der forvandles til en stor Orcan, hvori han, før han veed er Ord deraf, kan tilsætte Skib og Gods.

I samme Omstændigheder er, og kan en States store Styrmand komme til de samme Øyeblik, hans ømme Hierte er meest rørt af Medlidenhed over hans Undersaatters Mangler. Thi hvad er Hof-Kabaler andet, end Storm og Uveyr: og hvor mangen en Hof-List, grundet paa egne store, jeg havde nær sagt, grove Fordele, er ikke fast usynlig i sin Begyndelse, men i sin Tilvext og Fremgang mod Regiering og Stat, som Orcanens Magt, der kuldkaster og nedriver alt det, den møder.

Endeel af vore Herregaards-Privilegier, det Heele af vor Hartkorns-plan, interesserede Hofmænds og magelige Kammeralisters metaphysiske Mesterstykker, er af dette Slags. Men jeg har her alleene med Korn-Prisen for Ind- og Udfør sel at bestille.

Troede jeg ikke, at Philodanus var en virkelig god Patriot, dog af en indskrænked

Indsigt i meget af det han skriver om: jaa vilde jeg sige, at den Rolighed han spaaer om, ved at forlade sig paa Konges medlidende Hierte og hans opklarede Viisdom, i Henseende til at tillade og forbyde Udførsel af Kornet, kunde være det listigste og allerfarligste Raad, som kunde gives imod Kongen selv paa en Tid, da han har de allerhøyeste Hensigter i Sigte. Men Philodanus viser tydelig nok, at han er en ærlig Mand: saa disse Ord bør skrives paa hans skrøbelige Indsigters Regning. Ingen Regent under Soelen, om alle de fuldkomneste Regenteres Indsigter vare samlede i een eneste, kan passe det rette Øyeblik, da Kornet bør tillades eller forbydes Udførselen, var endog hans Hof dertil en Samling af Engle, som til alle Øyeblik foreslog ham det beste, og erindrede ham ligesaa ofte om at iverksette det.

Korn-Varenes billige Priser i Staten ere til alle Øyeblik saa høyfornødne, som Priserne selv hver Time paa Dagen ere uvisse og for-

anderlige. Ingen menneskelig Viisdom skal, saa tit fornødent er, kunde bestemme den første ved nogen vilkaarlig Lov, og ingen nok saa stor Klogskab kunde finde rede i de sidste. Det Væsentligste og stadigste Sving, som derfor, med Et, kan meddeles en saa vaklende politisk Bevægelse i Staten fra den Grad, eller det Punct at regne. Hvor Bevægelsen baade oprinder og siden centrer, det maae skee, een Gang for alle, med den høyeste Klogskab, og for en Svite af Aar, om Indretningen skal have nogen Kraft, og Staten erfare deraf en fuldkommen og bestandig god Virkning. Prisernes Bestemmelse for Korn-Varers Ind- og Udførset er dette Punct. Den Kongelige Myndighed allene kan danne og fastsætte det paa een for Statens Velfærd ret væsentlig Maade ved at beordre dets Bliv, og i samme Øyeblik, ved at retirere derfra med Erklæring: Det skal, mens jeg regierer, blive. En Regents Regierings-Tid, om han opnaaede høyeste Alder, vil ey bli-

ve for lang dertil. Og om han ved en Konge, Lov kunde foreskrive hans Successor den Bestemmelses-Maade han maatte Følge i Overeenstemmelse med hans Formands, var det en Herlighed for Staten!

Denne Punctes politiske Størrelse og nøye Bestemmelse er i Staten saa betydelig, fom den Mathematisk Puncts, en Mathematicus ikke kand undvære i hans Kunst, og dog aldrig er i Stand til at tegne. En at indsee denne vigtige Hoved-Sandhed for Dannemark erdet samme, som aldrig at blive en retskaffen dansk Politicus, en med Sikkerhed og Vished handlende Statskyndig. Colbert var derfor aldrig, i fuldkommen Grad nok, Statsmand for Frankerig. Han var dets indenlandske Næring og Handel kun et Stykke af en Statsmand med alt hvad stort der desuagttet var hos ham. Han havde ikke Lys nok i det heele. Han havde ikke Erfarenhed nok fra den store Verdens tusinde Nærings-Circler. Han var kun stor i Tiden, han leve-

de paa. Han var ey i det System en Hoved-Original for alle følgende Tider efter hans Død; og det er den store Statsmands rette Characteer.

Kong Christian den Syvende vil blive saadan en Helt for Efterslægten. Begyndelsen er giort. Han vil ey ende, fer han kommer til Enden. Neppe kand det tvivles paa, at jo Korn-Prisens Bestemmelse vil blive noget af det første han allernaadigst vil nu tænke paa. Den 20de Febr. sidstafvigt, havde det været for tilig: den nærværende Dag er nu den rette Tid!

De vil spørge mig høystærede Herre om den almindelige Nytte af denne statsbetydelige Forandring, og Maaden Bestemmelsen bør skee paa. Jeg svarer: Nytten i Henseende til Landvæsenet, vil vi faae Leylighed til at tale om i det Følgende. Nytten i Henseende til de andre Næringer i Staten, i Henseende til Handel, til Seylats med videre, vil

blive den, at vi nemlig i et og alt, som arbeydes i Østersøen af de Middellandske Staters og længere bortliggende Nationers raae Vare, vil kunde holde Priis med alle Østersøens Stater, og i Henseende vil Østersøiske Materialier og egne Producter, vil vi endog kunde underselge nogle af de østersøiske Nationer paa andre Steder, ja i vore vestindiske Colonier giøre visse Fordeele i Handelen, som nu ikke bliver os muelige.

Men hvad Bestemmelses Maaden er angaaende, da har vi nok til Regel, naar vi følge Engelands Exempel, og hvad Biskop Fleetwood beretter os derom.

De vil indvende, at den Indretning vil foruleilige mange, om ikke alle Herremænd, og nedsette deres Herregaarde i Prisen paa den merkeligste Maade. I noget af dette har min høystærede Herre Ret. Det vil giøre noget Skaar i nogle Propriétaires Lykke, i sær i deres, som har borget det meeste, de haver Herregaarde i Ene

for: i deres som har været uordentlige Bestyrere af deres Godser, og kun forstaaet sig lidert paa deres eget og deres Bønders Beste. Men alt dette bliver en nødvendig Uleilighed i Staten. Det er en Følge af foregaaende Statsfeil, som ey kan rettes til Orden og Gaun for det heete, uden ved nye Stats-Uleiligheder for visse Deele i Staten. Skal Landgodserne og den fornødne Kornpriis derved komme til et naturligt Forhold mod de anbre Næringer i Staten, Mod Handel og Seilads, mod andre Staters Næringer og Magt i Verden, ester Dannemarks Størrelse: saa maae, jeg siger, saa maae de danske Herregaarde, som ved andre allerede giorde viise Love, saa ved Korn-Prisens Bestemmelse, bringes tilbage til en naturlig Pris. Men deres naturlige Pris, er, hvad det physiske ved dem er angaaende: Værdien af de Fordele, den rette Flid, i Friheds Stand indhenter af dem i Concurrence med heele Verdens Handel, Udførsel for Korn-Vare, (som Ser nødvendigste Staten ey bør selge til Fremmede

uden som Overflod,) bestemt ved viise Love. Ald anden høyere Pris, som Herregodser vinder, og stiger til, er en stats-unaturlig Pris, og vil neppe af en viis Regent tillades længere, end til han indseer den anførte politiske Sandhed, om endog endeel af hans Proprietairer, maatte spille Banqverot, ja om Byningen paa hver anden Herregaard, ved dette Stød, maatte indfalde.

Han sørger heri for mange hundrede tusinde Familiers Ophold og Formerelse, som han bør. Han kan ikke forbigaae denne Pligt af en utidig Medlidenhed, fordi nogle Snese Familier for en kort, ja om det og var for deres Levetid, derved tabte. Det vilde stride mod den politiske Retferdighed, eller, som er det fanme, imod den fornuftige, høne, hellige Retviished. Har visse Familier vundet for meget tilforn, og levet paa andres Sved, det er Tid at de maae tabe det nu. Treffer det maaskee nogle, som aldrig har vundet

ved de forrige Tiders Uordener, det maae endda ikke hielpe, Regenten beklager det; men fuldfører dog sin Beslutning. Han er her for viis til at forandre sin Villie af Medynk i Utide, han som med vedbørlig Klogskab seer hen i Tiden, og til hans Forandringers skiønne Følger for hans Stat. Han handler derfor for mange, som for alle, og glemmer nogle faae, da han ellers ikke skulde kunde hielpe mange. Den Retviished, som gav Israels Folk, for sin langvarige Trældom, Egyptens Sølvkar til Eye, er her hans rette Exempel. Han fager aldrig et høyere, aldrig et bedre Mynster i den sande Statsklogskab!

Imidlertid er det forunderligt nok, at man vil sinde Grunden til de høye Priiser allevegne, undtagen i Kornets ubestemte Udførsel, hvilket en allene: er Kilden til alle Upriser, men til alle Uordener i Næringer, som igien forhøyer Priserne ved de dem naturlige nye Mangler, de stifter overalt i Staren.

Men med alt dette vil Kornets bestemte Priser for Ind- og Udførselen ikke udrette alt, om lave Priser skal blive almindelige paa de nødvendigste Vare af alle Næringer i Landet. Mennesket spiser ikke selv Kornet i den første Form, Naturen frembringer det; men i en anden, som Kunsten formeerer, i Form af Brødet, for Exempel: det drikker Kraften deraf i visse Vædsker.

Saasnart en Regent indseer Vigtigheden af den første Handling: at skrive en Lov for Kornets Udførsel, vil den næste derpaa snart blive, at bestemme Vegten og Prisen, som Brødet bør have, i Følge Kornets Priser, og det engang for alle, Styrken og prisen af Øllet, Tiden (en høyvigtig Omstændighed,) til Destilleringer af Korn-Brændevine, alt i Forhold til Korn-Priserne i Landet, som, uagtet Udførselen er bestemt, bliver derfor ikke altid de samme, men større og mindre, efter Aarenes Frugtbarhed. En Orden, som vil maa-

skee tillige lede til tydelig at indsee den Kiøbenhavnske Brygger-Lignings Ugrund, som ved denne Leylighed fortiente Regentens Øyekast; denne vigtige Næring til vedbørlig Opkomst i Varernes retskafne Forbedring for Landet og Fremmede.

Korn-Prisens Bestemmelse vil da fuldføre den Grundhandling for Statens fornødneste Vares Jevn-Priser, til Bestandighed! Dette vil giøre Nationen til en sikker Medbeyler med andre Nationer i Handelen, og engang forsikre den, ved en fortsat jevn Vare-Priis, om Handelens Balance, saa længe saa store Stykker af Jordkloden, som de der endnu beboes af upolitiske Stater, faa længe de ere til!

Jeg veed, man kan endnu sige: Dyre Korn-Priser ere ikke eet Lands, men den handlende Verdens. Kornet er dyrt i Danzig, ogsaa i Holsteen, og saa

paa flere Stæder. Men intet er lettere at besvare.

Naar alle Lande, paa Engeland nær, concurrerer efter den blotte Kiøbmands-Baade, uden Hensigt til den indvortes Stats-Trang i enhver Stat: saa forstaaer det sig jo selv, at Korn-Priserne maae overalt stige, i saadan en upolitisk handel, i alle Havne; allerhelst, da Destillations-Friheder, og Brændevinets Misbrug, lagt til dettes Fornødenheder i Krigstider, ogsaa forhøyer Priserne mærkeligen. Exemplet, jeg anfører, er ikke til, uden i Engeland: hvor vil man da andensteds af Erfarenhed kende dets Virkning? Men Engeland selv kan ikke engang være det rette Exempel; thi dets Statsgield og Mængde af Papirer, gior Kornprisen høy i Landet selv, dog kun i den Grad høy, som disse virker. Havde Engeland en ubestemt Frihed, at udføre Kornet, maatte det inden faa Aar ikke kunde afsætte det mindste af alle Kunstens Vare paa fremmede Markeder; ja sikkert, før man vedste

deraf, blive nødt til at spilde den fæleste Banqverotte. De danske Papier-Penge vil giøre det samme her, som hine i Engeland, vil min Herre maaskee svare! Ney, de bemerker saare lidet mod hine. Prisens Bestemmelse paa Korner vil realisere dem efter Haanden, og formindske dem.

Kort høystærede Herre! Sagen har sin Rigtighed. Alle Indvendinger, som derimod kan giøres tør jeg tage mig paa at besvare. Vil man endnu sige, hvorfor vil Frankerig, Preussen, Rusland og Polen det ikke? Jeg svarer, de tre første har endnu ikke lært det, og Polen kan det ikke hielpe, for Mangel paa Klogskab i Agerdyrkningen, og for det feyler Strandbredde omkring Landet. eg. stutter da disse Betænkninger med de Ord: At bestemme Korn-Prisen med videre, paa omskrevne Maade, er at sørge for nærværende og tilkommende Tider: at tanke som en Janus blant Guderne. Intet Rige kan vise sig fornuftigere i denne

Handling, paa en beleyligere Tid, end Dannemark i disse Dage! Bliver Kornprisen fastsat for Dannemark ved en viis Lov, saa bliver den Lov Rigets gyldne Bulle, og samme giøe Kong Christian den 7 til en større Lovgiver, end Kong Christian den 5te. Den

giør ham, til Næringers og Handels første Grund-Stifter iblant souveraine Konger paa Jorden!

Men det er Tid at jeg kommer igien til Philodanus. Pag. 15. siger han: Philopatreias vilde have Accise og Consumtion nedsatte, for at lette paa Levnets-Midlerne - - - men her bliver Spørsmaal om Regieringen og kunde taale denne Afgang i sine Indkomster, og hvis ikke, hvorledes den da skulde i disse Tider, paa anden Maade, erstatte sit Tab. Men her rører jeg ved Finans-Væsenets Hemmelighed og det Forhæng, som omgiver dem, kan hverken Philopatreias eller jeg drage til Side.

At Philopatreias tager feil, det er sædvanligt! Accisens og Consumtionens Høyhed giør ikke vore høye Priser, og altsaa blev Nedsættelsen ikke Kuren. Det rette Hoved-Raad er det anførte: Korn-Producternes og deres Vares Bestemmelse i Priserne for Udførsel og Forfærdigelses-Tid, hver paa sin Maade. Alle andre Raad vil man finde kun at være Biraad, som dog ey heller bør glemmes. Imidlertid er der maaskee en og anden Artikel i Consumtions-Rullen, som kunde taale Nedsættelse.

Consumtion paa Bark, for Exempel, paa Alun, er en Forhøyelse i Priserne for de Fabriqver, som behøver dem. Salt-Confumtion, naar den strækker sig til Fiskerierne kan standse disse. At svare Consumtion af Talg og Smørelse for Master, bebyrder, mod andre Landes Viis, Seiladsen, m. videre. Men dette bliver dog kun lidet som kan erindres mod Consumtions-Paalæget. Meget meere maae man forundre sig over Consumtionens-Ringhed i meget merkelige Artikler, i Følge af hvilke det vilde være let for Re-

gieringen at erstatte sit Tab, om andre Artikler skulde nedsættes.

Men uden Hensigt paa disse, da de lidet eller intet bemerker imod andre øyensynlige Mangler, imod pure Defecter af den billigste Consumtions-Afgift, der burde indflyde i den kongelige Klasse; skal jeg, i Anledning af Philodani Spørsmaal: øm den Maade paa hvilken Regieringen skulde erstatte sit Tab paa Afgang i sine Indkomster, giøre dette Spørsmaal: hvorledes har Regieringen faaet en Erstatning, til Bestandighed, for det Tab, den har giort, og bestandig maaelide ved sin Befordring af Manufacturer og Fabriqver, Næring og Biering i Landet? For dersom Regentens Kasse er ved en eller flere statsmæssige og gode politiske Handlinger bleven medtaget, ja næsten ved slige Sammenhæng bleven tom: saa kan det jo ikke blive Undersåtterne ligegyldigt, at den bliver i den Tilstand. Har den tabt en bestandig ordenlig Indtægt, saa vil den

have en anden, ligesaa bestandig og ordenlig igien; i anden Fald maae jo Undersaatternes Casser blive ved overordenlige og extraordinaire Skatter et bestandigt Tilskud til den kongelige Casse, hvilket strider mod ald sund Politik og Tingens Natur, at extraordinaire Paalæg stulde blive til ordinaire og bestandige. Extraordinaire Skatter og Paalæg er altid, i hvor lemfeldige, i hvor billige, i hvor fornødne de ere, noget ubehageligt. Men skal Regenten, som hver Undersaat elsker, som Landets Fader, han som hver Dag sørger for deres Næringers Flor og Bestandighed, deres Boligers Sikkerhed, deres vedvarende Lyksalighed; skal han allene have sin Casse formeret ved ubehagelige og ofte med Suk og Sorg erlagte Indtægter? Skal Undersaatter, Aar efter Aar, i Fredstider, under den meest ædelsindede Regent, plages med umilde Executorer, fordi Cassen har tabt bestandige Indtægter, som den tilkommer med Rette? Skal den Naade Regenten har udøst over sine Undersaatter, giøre ham fattig, fordi hans Finanz-Collegier ikke hidtil har været lykkelige nok,

til at see hans Udgifter paa saa god en Maade erstattede, at de, uden merkelig Følelse for den, som betaler dem, uden Foruleyligelse i Tiden, da Afgifter erlegges, kunde komme tilbage til Kassen. Jeg tænker det var en Skam for hver Undersaat, om Kongen skulde saa lønnes for Velgiort. Jeg tænker, det var den største Ubillighed hørt iblant Stater, om bestandige Indtægter ey blev bestemte for Regentens Casse, der saa lidet bør mangle til Statens Udgifter og hans Værdigheds beste Vedligeholdelse, som nogen Privat Mand bor see sine egne Indtegter, han kan vedligeholde, at forsvinde paa et Sted, uden de indhentes igien paa et andet.

Der vil vel da blive hver redelig Borgers Sag, og ikke fortjene Bebreydelse enten af Hyklerie eller andre nedrige Hensigter, at undersøge dette.

Hvad Udgifter har da den Kongelige Casse hast, som paa en merkelig Maade og

til Bestandighed har tømt den, for Regentens Kierlighed Skyld til hans Undersaatter?

Den har for Undersaatternes blotte Nærings og Bierings Skyld, tabt en meget betydelig Indtægt, og havt tvende meget store Udgifter, for hvilke den ingen Erstatning har faaet, tvertimod den allerhøyeste Billighed, endog til den Tid saadant kunde være skeet, og burde skee.

Indtægten, den kongelige Casse har tabt, er en vis Told, som er forsvunden.

1. Ved Forbud paa Mængde af fremmede Varers Indførsel.

2. Ved høy Tolds Paalæggelse, 24 Pro-Cento for Exempel, paa mange andre Vare, af Virkning, fast fom Forbudet.

De tvende store Udgifter, (eller rettere sagt Udlæg, for de bør komme igien,)

som Kongerne, i sær høylovlig af Ihukommelse, Kong Friderich den Femte, har havt, ere:

a. Fast umaadelige Summer paa Manufacturers og Fabrikers Anlæg i Staten.

b. Store Capitaler paa Handelen uden for Hoved-Staten, nemlig paa den Ostindiske, den Vestindiske og den Islandske Handel.

Enten nu de første ere saa vel anlagde, som de burde, og alle komme bemeldte Anlæg til Gode, eller ikke, det er os lige meget. Ey heller bliver det Spørsmaal, om de giordte store Bekostninger paa eet Compagnies Flor, paa et andets Udbetaling, paa en Colonies Opkomst, med videre: om de alle ere viiselig brugte, med rette udbetalte, og paa de rette Næringer anvendte, eller tvertimod. Her er

det nok, Udgifterne ere giordte: Den kongelige Casse har udgivet pengene.

Aarsagen, hvorfor vore høylovlige Konger har giort alt dette, veed hver Borger og Bonde. De kan i det mindste ikke tvivle derpaa, som har profiteret i deres Næring og Biering derved. De, som ere blevne af lidet eller intet, til Manufacturister og Fabriqveurer, og deres, ved Kongens Hielp understøttede, Anlæg til store Næringsgrene i Staten. De, som ere blevne rige, og til Capitalister ved Handelen. De, som endnu Hver Dag vinder, fordi Kongen har tabt, ja taber i Dag den Dag, for deres Skyld. De vil alle tilstaae, at Kongerne har giort baade den eene Udgift og den anden, for ar give dem og deres Afkom, og heele Landet med dem, Brød og Fortienester i deres Riger, at enhver maatte leve og have nok under deres

viise Regiering og trygge Beskiermelse.

Men da der til en god Regiering, og til Sikkerhed i Staten, tillige udfordres, at den kongelige Casse forestaaes vel, saavel i Henseende til dens Indtægter, som i Henseende, til Anvendelsen af samme, eller dens Udgifter; saa spørges: Kan det da beviises, at Regieringen har faaet, eller rimeligen. vil faae, nogenlunde Erstatning for

1. Dens Tab i Told-Intrader, ved de mange.

Forbud paa Vare. Og for

2. Dens Udgifter paa Manufacturer og Handel?

Andre Lande, der taber i sin Told for saa viis og goddædig en Conduite, (maaskee alt for goddædig i Dannemark,) i bemeldte Fald, seer sig godtgiort i Consumtionen. Har den Danske Regiering hævet Consumtion, ligesom Næringerne ere voxne til, for at erholde ved Flid, hvad dog uflid i Landet før virkelig selv betalte?

Consumtions-Rullen kan alleene svare paa dette Spørsmaal. Erlægger de nye, enten blomstrende, eller dog i god Drift værende Næringer noget til Cassen, fordi Cassen har skabt dem i Staten? De Vare, som fabrikeres i Landet, betaler de noget, eller rettere Fordøyeren, som fordøyer dem, giver han noget af det til hans Konge nu, som han dog før betalte endeel af til fremmede Staters Regentere?

Hvad Consumtion betales af alle vore smukke Silke- og Uldne Vare, af Bom ulds-Tøyer, Sølv- og Guld-Manufacturer, og af andre Vare, for hvis Skyld Forbud er enten giort, eller høy Hindrings-Told paalagt? For Ex. hvad betaler: Barracaner, Baratter, Bayer, Fifskaft, Callemancher Cammelotter, Cattuner, Chagriner, Chaloner, Cossianter, Cottonader, Dammaster, Sajetter, Dækkener, Dragetter, Dvælger, Dynevaar, C-taminer, Filter, Floneller, Fløyler, Galloner, Gehænger, Gros de Tourer,

Haarduger, Haarvatter, Handsker, Hatte, Huer, Huder, Kanifasser, Kirseyer, Knæebaand, Knapper, Kniplinger, Lak, Legatur, trykkede eller farvede Lærreder, Livree-Snører, Multummer, Knappenaale, Nattrøyer, Tastes Snører, Palentiner, Plysser, Polemitter, Popeliner, Rasker, Sarduger, Sarger, Silke-Tøyer af alle Sorter, Silkevatter, Silkebaand, Snorer af Silke, Strømper af alle Sorter, Sukkere, Tørklæder, Triller, Olmerduger, Vanter, Voxduger, & c. & c. & c. Vare, som alle nu formes af Kongens egne Undersaatter, for hans Forfædres mangfoldige Naaders Skyld. Hvad Consumtion betales af dem?

Dertil svares fra Consumtions-Rullens blanke Rubriqver, alle gierne fyldte i andre Landes Consumtions-Ruller, givne af de viiseste Regieringer i politik, i Oeconomie og Commerce, dertil svares fra disse tomme Rubriqver i Dannemark: slet intet. — Slet faaer Kongen i

Consumtion af alt dette, hvorfor han har bortgivet sin Told!

Mon det kongelige Finants-Collegium haver dertil gyldige Aarsager? Mon det stadig troer, at paalæg, som skal inddrives ved militaire Execution, en galop og eengang om Aaret, erlægges lettere, end en lille Afgift erlægges tusinde Gange om Dagen, af tusinde selvvillig kiøbende Liebhabere, og selvvillig ødende Kiøbere til alle disse Fornødenheder og Ufornødenheder?

Mon det holder for, at etableerte Manufacturer maatte gaae under, og fremmede Vare indsnige sig, for en Skillings Paalæg paa Al. af somme Vare, og nogle Skillingers paa andre? Men hvi mon da ikke saadant skeer i andre Lande? Skulde det være saa; saa er jo baade høy Tolds Paalæg, og Forbud paa Vare, forgiæves, siden ingen Vare kan holdes ude.

Naar Consumtions-Paalægget bliver klogeligen og efterhaanden, jeg siger: efterhaanden, anstillet; saa er der slet ingen Fare. Den Told, som til Byrde for nogle Manufacturer og Fabriker, Heel ubeqvem, betales for visse raae Materialier, er af langt andre Følger. Den giør Varene dyre for den første Danner af Varene, saa han tidt derfor ey kan arbeyde. Consumtionen forhøyer kun Prisen til det Øyeblik, den bør forhøyes; naar Forbrugeren kiøber, som i Staten (ikke uden for) baade erindrer ham om, at kiøbe viiselig, og at skatte i rette Tide.

Men maaskee Kammeret med saa mange andre og meener, at det er egentlig i Republiker, Consumtion bør betales, og ikke i Monarkier. Men skulde Regieringsformen, som Regieringsform, kunde giøre Paalægs-Byrder beqvemmere, eller mon det ikke være den politiske Klogskab, og Maaden at paalægge og hæve dem paa, der giør Paalægget enten meere eller mindre beqvem? Jeg

tænker, den der ikke indseer det sidste, han indseer vel mindre Regierings-Formernes Natur. Republiqver prøver og overveyer langt Nøyere, end Monarkiets Kammeralister, hvorledes Indtægter kan indkomme i Cassen, og derfor har Republiker, for alle andre Maader, udvalgt Consumtionen fast af alle Vare

i deres sidste Form, i hvad navn

de have maae, som den beqvemmeste, at give Regieringen det Regieringens er. Gid man da heri vilde blive republicansk sindet, for at understøtte og vedligeholde den monarkiske Trone; for at nære og beskierme dens troe Undersaatter; for at rædde dem fra overordentlige Skatter; for at finde det rette Raad til Gieldens lempeligste Afbetaling!

Consumtionen paa de første Fornødenheder, tilstaaer man, som god, maaskee fordi alle, indtil hver Staader, betaler den. Den er og god. Men hvi skulde det ikke og være godt, at betale

af andet, hvoraf meget er til Overflod, og som den rige Øder dog spilder Penge paa, enten det koster ham meere eller mindre.

Ved hvad Middel skulde den eene i Staten kunde lignes proportionerligere mod den anden, end ved Afgiften af Vare, der staaer i hver Mands eget frie Val, om han vil kiøbe dem, eller ikke. Man nævne det Middel, naar Borgeren heller skulde kunde, og vilde yde, en Skilling til Krone og Stat, end i det Øyeblik, han har haanden i Lommen, for at kiøbe for sin Gane, hvad ham lyster; for at klæde sig efter Moden; for at spandere paa Overdaadigheds Kram, hvad hans Phantasie indgiver ham, at han maae brilliere baade hiemme og ude! En Dame, en Cavalier, for Exempel, skal paa Maskerade, paa Bal. De maae pyntes, i hvad det skal koste! Hvilket Øyeblik er beqvemmere for Staten, at faae Hielp til sin Trang, end just det, da de glemmer, for Stats, deres egen Trang? Men jeg sætter, de finder Ba-

rene for dyre, de vil spare, og komme for Consumtionens Skyld ikke denne Gang, hvor de ønskede sig! Det de sparte, var ypperligere for Staten, end Consumtionen selv! De Vare gaae ud til Fremmede; og Staten vinder alle de Penge.

Jeg tænker da, at denne Sag er soleklar, og har saa været det for Holland og Engeland, som for fleere Stater, i heele hundrede Aar: Stater, vi vil ligne i Næringer og i Handel, men ey i Afgifter, og det er dog Næringer og Handel, der skal betale Afgiften, og Afgiften, som skal ophjelpe og beskierme Næring og Handel! Betragtende denne vigtige Stats-Sandhed, at Consumtion, viiselig paalagt, er det viiseste Middel, at hæve fornødne Afgifter paa, for Staten, og at erstatte det meget, Kongen har tabt i sin Told, betragtende dette i Sammenhæng med vore nærværende forunderlige og statskadelige Finants-Princips i saa meget, paa den Tiid, vi er paa

Veyen, under en stor Regents Anførsel, at giøre store Skrit til Oeconomiske Forbedringer, som aldrig dog kan komme frem, naar kammeralske Princips, endog i Hoved-Omstændigheder, strider derimod, betragtende dette, siger jeg; kan jeg ikke andet, end tænke paa den Blinde paa Veyen, der, adspurt om hvad Hielp han forlangte, svarede: at jeg maa see. Et Ønske, som jeg troer, hver redelig Undersaat, (jeg havde nær sagt, Kongen selv) maa ønske Kammer-Collegium, at det engang ret maae see, i denne betydelige Sag, og ret indsee denne Sandhed! Et Rente-Kammer-Collegium er Statens Øye. Naar Øyet er mørk, saa er det heele Legeme mørkt: og hvor stort bliver ikke da Mørket!

Skrev jeg ey til dem allene Høystærede Herre, saa vilde jeg endnu sætte til: Jeg gad see den Cammeralist, der torde tage sig paa at igiendrive mine Grunde, jeg vilde ønske dem hans Modsigelse, at overbeviise

ham og Publicum desnøyere om Sandhedens fulde Styrke.

Men saa vist, som Consumtion viiselig paalagt er den letteste Maade at formeere Stats-Kassens Indtægter paa: saa vist kan den blive den meest ødeleggende, naar ey Paalæget skeer fra Begyndelsen af med meget lidet: og de fornødneste Vare, som Philopatreias har dog truffen rigtig nok, ansættes for allermindst: og siden de andre Vare, efter de høyeste og viiseste Nærings-Grunde, i Forhold derefter. Det er et.

Et andet maa dertil lægges: at paa Consumtionen kan dog ikke tænkes, før Korn-Prisene, efter foranførte Grunde, ere blevne bestemte; men naar det er skeet, kan Consumtions-Paalæget med Sikkerhed giøres. Uden hiint, var det, at gjøre Priserne utaalelige: men efter Korn-Prisernes Bestemmelse er det, at hæve Paalæg, uden at Paalæggene vil ansees for synderligt andet, end naturlige Priser paa Varene; thi i Forhold til Korn-Prisernes Lethed vil endeel Varer blive lette, det er: ey engang saa høye i priser, som de nu ere, uden for Consum-

tions-paalægget. Men uden begge Deele fører man hver Dag Staten frem til større og større Vanskeligheder ved Arbeyde og plagende Paalæg; i hvor gode oeconomiske Anstalter, man end foretager sig. Ingen Flid vil lykkes deels for den eengang giorde Kongelige Gields, deels for den engang indførte Overdaadigheds Skyld. Leges fumturiæ, i hvad man end taler derom, kan en tvinge Overdaad, eller extraordinaire Skatter betale Gielden. Consumtions-paalæget er den rette store og fuldkomne lex sumtuaria høyere end alle andre af samme Love; og Korn Prisens Bestemmelse, naar Næringer derpaa gives den rette Opmuntring, ved viise Love og Belønninger (Consumtions-Paalæggene iberegnede) den rette Kilde til Gieldens successive Afbetaling. Alle andre Raad

bliver, som Grundmidler, kun Stumper af Raad, og en usel politik; naar Sandhed skal tales.

Men saanart Consumtions-Paalæget, som udkræver ald muelig kammeralsk Indsigt, at forfatte, er skeet: som vil vel ey Heller glemmes

at Skatter afhielpes, for alting fra den usle danske og norske Bonde, fra de allerførste Næringer i Staten, uden hvilke de høyere, for nærværende, nu da vi først begynder at tænke ret fornuftig om ploven, nu da Høsten ey kand blive stor nok, umuelig kan blomstre: end sige taale at erlægge nye Afgifter i Consumtion til den kongelige Casse.

Det store og største Middel, hvorved Kongen da skulde faae sit Tab igjen for den eftergivne Told, ved fremmede Varers Forbud samt Høyere Tolds Paaleggelse, der har indskrænket Indførsel, dette Middel er da ikke valt, og bliver altsaa, i mine Øyne, en hoved-Defect ved vor Consumtions-Rulle. En fornuftig, paa Tidernes og Næringernes Tilstand passende Consumtion findes ikke i Consumtions-Rullen! Hvilken Tænkemaade kand i en handlende Stats Finants-Væsen være mere mangelagtig, mere ødeleggende for Cassen, og følgelig for Regent og for Stat? Lad handlende Nationer, svare herpaa, om vore Kammeralister ville tie.

Det eeneste hvormed det kand undskyldes, er de dyre Tider, som Consumtionen vilde giøre større. Det er og en god Undskyldning i Nød. Men hvorledes kan man da undskylde sig for de dyre Tider? Skal det maaskee være en Undskyldning, at man ikke hidtil, skiøntt Engeland er et gammelt Exempel nok derpaa, har indseet, at alle dyre Tider i et dyrket Korn-Land, som ligger til Søen, har sin Oprindelse fra Korn-Vares (Mehl og Gryn indbegrebne) ubestemte Ud-og Indførsel? Ja skal det være Udskyldningen; saa faaer jo Philocosmus for megen Ære, om han skulde være saa lykkelig, at erindre om en Kammer-Grund Regel for alle Kammer-Regler, ifald den af Kammeret skulde blive fult, den at bestemme Korn-Varenes Ind- og Udførsels-priis, og derpaa en proportionerlig Consumtion paa Statens egne Natur- og Kunst-Vare. Hvor vilde det blive behageligt for Philocosmus, om det engang skulde skee? I Sandhed han synes alt

at være forvisset om, at det ikke længe vil vare, før det, i det mindste uden om i Staten, vil blive en antaget Sandhed: at skal vor Stat reddes, som synes at staae paa Fald,

saa vil Slutningen paa alle Raad dog blive at følge Philocosmi

Raad. Man vælge der ey for sildig!

Men Hillemænd, hvorledes jeg sidder i Tanker! Ja det vil vel treffe oftere herefter! Jeg skriver i Sandhed, som jeg skrev til hele Publikum, og skriver dog allene til dem høystærede Herre! Det er den Nidkierhed jeg plages af, at tale min Konges og Landets Sag, uden at erindre ret den Krog, hvori jeg sidder. Hvor ulykkelig vilde jeg blive, om Kammeret fik mine Tanker at viide for Kongen og Landet. Thi Intet bør tales Staten til Beste, naar det støder private! Ja derfor og derfor haaber jeg min Herre og vel giemmer mine Papirer, at de aldrig komme for vore Kammeralisters Øyne.

Det var om Consumtionen her blev talt om, for Toldens Skyld, som Kongen har tabt. At bekiendtgiøre Publicum det Tab, Kongen har havt paa sin Told for Manufacturers Anlæg, synes mig, var baade en moralsk og politisk god Gierning!

Men, hvad har Kongen faaet igien i sin Casse for virkeligen udøste penge paa Manufacturer og Handel? Kun en saare liden Deel mod det, ham tilkommer. For Pengene, som ere anvendte paa Manufacturerne faar han en Told af visse indgaaende

Vare, hvilken, som Indtægt for Kaffen og i Ligning mod de giorde Udgifter, bemerker en Bagatelle; men dog virkelig noget, for saa vit vedkommende Fabriker forhøyes i Prisen, naar den betales. For Exempel: Told paa Allun, Bomuld, uheglet Hamp, og Hør (for kort siden blev Tolden viiselig forhøyet paa heglet Hør og hamp: hvorfor mon man forbigik Blaarene) paa Hør- og Hampefrøe, paa

Indigo, Krap, Rapsaat, Smak, med videre.

Dernæst har Kongen faaet, og faaer saa meget meere i Consumtion af Spise- og Drikke-Vare, som Manufacturister og Fabriqveurer, med deres Arbeyderes Antal, ved Fabrikers Anlæg, er bleven større i Landet: den Consumtion nemlig, som hver Mund i Staten betaler ham.

Men hvor lidet det bemærker mod Udgiften, jeg taler kun og bør kun tale om ordentlige Afgifter, det begriber min Herre nok, naar De ligner det imod det, Landet endog ved disse Kunstneres Flid, ved en lille Consumtion, efterhaanden kunde have betalt til Cassen, naar, som jeg altid sætter forud, Kornprisen havde været bestemt for længe siden. Det vilde i Sandhed ikke have været en ringe Skilling. Men for Uopmærksomhed paa denne vigtigste Omstændighed, er nu Tønder Guld, om

ikke Millioner, uden for Cassen, som kunde og burde have været deri: og Marmfacturisterne havde havt større Næring, og Fabrikerne vævet i større Flor; thi godt Kiøb paa Føde-Vare, havde da lært dem meere og meere, at rette sig efter stemmede Markeder; og Consumtionen havde reddet fra Skatter. I det Sted trykker nu Skatter baade dem og andre, ja Kongens eget Hierte selv.

Hvad handelen angaaer, da faaer vel Kongen endeel Told af den Øst- og Vestindiske Handel. Men er den Ostindiske Handel, skiøndt den i Hoved-Summen bringer Penge fra Fremmede til Landet, er den ikke dog, for en Deel, mod Landets Næringer, og de Manufacturer selv, som Kongen har spanderet Penge paa. De Ostindiske og Chinesiske Alne-Vare, som man bruger uden Indskrænkelse, burde de ikke (i hvad man end kand indvende for Octroyens Skyld) betale en anseelig Consumtion? Saa skeer i Engeland, som Dannemark har i den

Fald, og i alt det som angaaer Handelen, meget at lære af. Dog i det følgende nærmere herom.

Handelen paa de Vestindiske Colonier giver maaskee den Kongelige Casse den artigste Indtægt, om Rommen, en merkelig Liqveur engang, ved siden af vor Korn-Destillerings-Bestemmelse, ikke betaler for meget i Told for nærværende. Men i denne Fald tør jeg ey gaae vit med mine Tanker, da jeg veed kun lidet om den Vestindiske Handel. Skulde jeg driste mig til at stutte noget, Høistærede Herre, om Cassens og Rigernes Fordeel ved Vestindien: saa blev alt i Mørke, ligesom maaskee endeel af der kan være, Kammerer disse Øer angaaende, bestiller, da det

endnu aldrig har haft i sit Raad et seende Vidne fra disse Eilande,

hvilket dog var det saa høy fornødent, som Erfarenhed fra fremmede Lande i mange andre Tilfælde.

Er bestikke, for nærværende besynderderligt nok, at Sukkerskum betaler Consumtion, naar det skal destilleres, men Sukkeret selv betaler slet intet; da een til to Skilling paa Pundet deraf, vilde være et uføleligt Paalæg, mod mange andre at regne. Hvor vilde Parlementet i Engeland forundre sig over saadan Politik, om det spurgte den!

Hvad Indtægter angaaer, som Kongen burde have, for hvad han har anvendt paa Islands Opkomst, da vil de vel være at regne, som tilkommende. Var Handelen i den rette Stand, vilde samme dog en allene, ved en liden Told i Island, blive tilstrækkelig til Udgifternes Besparing for hans Casse, paa Forbedringer der; men endog paa andre Maader blive til Fordeel. De Midler, hvorved Kongen skulde komme igien til sine udlagte Penge for dette Land, vil altsaa ikke blive muelige, før han allernaadigst giør Handelen frie, hvorom jeg skal nærmere meddeele, min Herre, mine Tanker i det følgende.

Af dette, som er sagt, bliver det da tydeligt nok, at Kongen har allerede kundet giøre sig mange retfærdige Fordeele ved sine Undersaatteres Flid, som alt er bleven glemt, og Cassen derved kommen i den Tilstand, den aldrig brude komme; ligesom at meget vil være for Cassen at vinde, ved en anden Oeconomie- og Kammer-Politik. Ja, i fald saa var, at Regieringen skulde erstattes et Tab, (hvoraf jeg har viist, den (virkelig har havt mange og store) saa var der Leylighed nok dertil paa en god, om ey paa en anden, Maade, end ved Consumtionspaalægget, Philodani Tvivl uagtet.

Langt fra dog, at jeg betragter dette som en Hemmelighed, hvilken ikke enhver skulle kunde indsee, der ey selv giør sig et mørkere Begreb om de kammeralske Handlinger, end de fortiener! Men vare dog de kammeralske Efterretninger om de specielle Beregninger, noget mindre skulte, end de ere, saa blev det sikkert Regenten og

Landet til des større Fordel. Dog maaskee den Tiid kan snart være nær, da man kan baade slige Aabenbaringer.

Ved mine Erindringer, over Consumtions-Rullen, mærker De i øvrigt nok, Høystærede Herre, at jeg ikke nær har sagt, hvad Der i andre Henseender kunde være at mærke. Varene er kun anførte Exempelviis, og kan derfor alleene Exempelviis komme i Betragtning.

Jeg har forbigaaet fremmede indkommende Vare, som uagtet Tolden (der tidt hindrer, man ey ret kan tænke over Consumtionen) kunde uden mærkelig Uleylighed, tiene til Consumtions Paalæg, saavel hos os, som de har tient og tiener, hos andre viise Nationer, og Det saa meget meere, som endeel deraf er blot Overdaadigheds Kram.

100

Derhen regner jeg følgende aarlige Udgifter, allene for Kiøbenhavn:

Kammerduger Citroner Caneel .

Corender . .

Florer

Graaeværker . Mandeler Muffatenbloiume Bomolier Pommerantser Risengryn . Rosiner .

Svedsker

mod

JO til

12 til 5 til 3 til 3 til 5 til mod 3 til

7 til

8 til jo til

Nod

4500 Mdr. 12000 . 1400 . 6000 . 4000 . 4000 . 6000 . 2000 . . 4000 . 800 .

10000 . 12000 . 4000 .

Burde Consumtionen ey forringe den Udgift, indtil Handels-Balancen blev lidt bedre?

De faa kaldede Hollandske Specerier betaler en mærkelig Afgift til den Engelske

101

Statscasse, hvilket man betiener sig saa meget meere af, som Moden har indført visse Retter, der just ved Afgiften forhøyes i Smagen; saa denne Afgud endog faaer et Offer ved saadant Paalæg.

Vinen taler jeg ikke om, siden den skal betale endeel i Told, og siden vi ey er kommen i Handel med Portugal. Dog er det noget forunderligt, om Kiøbenhavn skulde i Franske og Heede Viine ikke fortære uden halvt, imod hvad der fortærer

i Rosiner. Saa er mig virkeligen forsikret fra Søekanten. Gud maae vide, hvor sligt er mueligt. Dertil maae være nogle besynderlige Aarsager, der ventelig, ikke uden Virkning paa den kongelige Casse, kunde aabenbares, Dem tillige til Beste, som betaler overordentlige Skatter, uden at de smager Viin eller andre kostbare fremmede Delicatesser. Er det en Tid, da vi er fattig, og tilstaaer det, saa maee vi vel regne Nøye med Fremmede Vare, og ligesaa med Tolden deraf.

102

Accisen skal jeg allene giøre den Anmærkning ved, at jeg, efter det Begreb man paa dansk Viis kan giøre sig derom, ikke rettere feer, end at den er et Appendix til Consumtionen, Henlagt til Øvrigheders Underholdning, og altsaa intet andet, end Consumtion til et vist Brug. Men enten den nu er faa eller ikke: saa bliver den vel dog et Regale. Men at henlægge et Regale til Betienteres Underholdning, er, efter mine ringe Tanker, en besynderlig Oeconomie, baade fordi Regalia (uden for Forpagtning) ikke rimeligen kan hæves, uden af Regenten selv, og fordi den Ubestandighed, der efter Tidernes Omstændigheder, følger med ved saadanne Indtægter, tidt enten hindrer, at det Øyemærke, de skulde opnaae, ikke opnaaes, eller og bliver til en stridig Virkning, som aldrig var Hensigten fra Begyndelsen.

Fordi Accisen er bleven Øvrighedens Løn, derfor lever saa mangen Øvrighed i kummerlige Omstændigheder, Retfærdighed til

103

Forkleinelse. Thi, som Handelen har taget Afskeed, er jo Retfærdighed ligesom bleven nødt til, at følge bag efter, Retfærdighed, som Regieringen, i hvad det skulde koste, burde, ved vel underholdte Tienere, handthæve.

Paa andre Stæder er det gaaet tvertimod. Fordi Accisen, som har voxet, er bleven Øvrigheden til Deel, er den bleven anseet, som en privat Ret i Øvrigheds-Cirklen, og, skiønt et Regale, ikke bleven Regenten og Staten til den Tieneste i større Cirkler, som det i Følge sin Natur [maatte være bleven. Det er da nok en høybetydelig Mangel i vort Finants- og Justits-Væsen.

Men for igien at tale med Philodanus, flipper jeg Consumtionen og Accisen her, uden dog reent at lade dem af Sigte, naar jeg i det følgende finder Told-Rullen.

Korn-Magaziners Mangel, som Philopatreias anseer for een af Aarsagerne

104

til de forfærdelige Priser, og som Philodanus Pag. 17 bifalder, vil ikke blive Aarsag meere, naar Kornprisen bestemmes. Men hvorledes mon de begge beviiser, at just tolv til tretten Mark var alt, hvad en Tønde Rug burde koste, siden slet intet tales om Stedet? Dog, det vil man altid finde paa, om det skulde beviises, hvilken Priis der var den naturligste meere eller mindre.

Men mon det bliver fornødent for Philopatreias, at foreslaae, hvorledes, og ved hvad Midler Magaziner kunde oprettes, i Fald han engang lærte den Kunst om Korn-Prisens Bestemmelse? Det indstiller jeg til Dem selv at bedømme, høystærede Herre! Skulde De engang lære at kiende Philodanus, da beder jeg Dem, som af Dem selv, at forestaae ham samme Middel i Stedet for Magaziner, for at erfare, hvorvidt han indseer Raadets Vigtighed. Maaskee han da og undskylder Philopatreias.

105

Som en afgjort Sag, omtaler Philodanus en Materie Pag. 17. f. som er langt fra ikke, ved hans anførte Tanker, reent afgiort. Det er afgiort, siger han, at Varenes priis voxer og aftager med de i Landet roulerende penge. Er deres Mængde stor, forhøyes priserne, og disse falde, som pengene formindskes. . . . . Lad os sætte, at et Land, som havde i sin roullerende Capital 4 Millioner, forøges denne med 2 Millioner Banco-Sedler, maae

ikke alle Varene strax stige til een dertil svarende priis?...

Nu voxer priserne paa Jordegodser, føde-vare, Kram-Vare og alle Ting, med videre.

Det er en Sandhed, at roullerende Capitalers Mængde forvolder en Høyere Priis paa Vare, men heel uliig er denne Virkning efter Statens politiske og moralske Tilstande saa Prisen langt fra ikke stiger lige, i For-

106

hold til lige Capitalers Forøgelse ved lige Mængde af Vare. At slutte paa den Maade om Virkningen af Cirkulationen, er det samme, som at sige med faa Ord: hvor penge er, maae Vare kiøbes. Men der hører jo meget meere til en Stats hele Nærings-Circulation, end Penge og Vare. Dertil hører eller findes, foruden disse, Cirkulation af Credit, eller Mangel derpaa; af Vinskibelighed eller Mangel derpaa; af Indsigter, eller Mangel derpaa; af Leylighed til Handel, eller Mangel derpaa; af Vare i en politisk bestemt Cirkel, eller paa en vild Afvey; af moralske Dyder ved Varenes Val og Brug, eller Mangel paa samme. m. v.

Skulde alle disse Omstændigheder, eller endeel deraf, værende i en Stat, og (manglende, for heelt eller halvt, i en anden, giøre lige Virkninger? Det var virkelig, at negte De naturlige Følger as Religion, Politik, Fornuft og alle muelige Dyder. Det var, at give Guldklumpen større Kraft til Virkning, end

107

Lovgiverens Aand. Derfor stiger Jordegodser, Fødevare, Kramvare, andre Ting ikke, ved Formeerelsen af samme Capital, Resten i øvrigt lige, paa den Maade, hvor Korn-Prisen er bestemt for Ind- og Udkørsel; hvor Consumtionen modererer Kiøbe-Lysten; hvor Vindskibelighed bevæger alle Hænder; hvor hver Borger kappes i Indsigter; hvor Dyder er i Ære og Forfængelighed foragtet; hvor Leylighed gives til Udøvelsen af alt dette, hos et frit Folk: som de stiger, eller og falder, hvor Misbrug, Passioner, Uvirksomhed eller Slaverie regierer. Det vil blive unødvendigt, at anføre Exempler af Verden herpaa. Hver Huus i dets Oeconomie, er et Exempel i Staten selv.

Imidlertid er det, som Philodanus her har anført, manges Tænkemaade, der, som han vil lære andre at tænke i disse Materier. Men Heel beklageligt er det, at saa falske Satser skal finde Fremgang, og troes, som Troens Artikle; da det var at

108

ønske, de heller aldrig vare skrevne, end saa ubestemte i manges Skrifter anførte. Der behøves derfor en besynderlig Opmærksomhed af Regieringen, ved Circulationens Forandring, enten op eller ned, da Virkningen kan blive saa ulige i en Stat, ja endog efter Stæder. Men er alle disse Forandringer saa ulige, saa beviser Philodani Tanker her om Cirkulationens Indflydelse paa Priserne, meget lidet, i sær for Kornpriserne, da Kornet end ogsaa er tidt faldet saare dyrt, hvor kun faa Penge har circuleret.

Lave Renter, siger Philodanus Pag. 20., er et stort Beviis paa et Lands Velstand, naar de falder af sig selv, og ingen Papirmyndt forvolder det. Hvad mon Philodanus her mener ved det, at Renter falder af sig selv? Hans Meening er vel for Penges Overflødigheds Skyld, og uden Regieririgens Befaling. Men i Fald de faldt for Papir-Myndtens Skyld, mon de da ikke ogsaa faldt af sig

109

selv? Papir-Myndten kan jo have god Credit, og være for sin Beqvemhed begierli» gere end Penge. Men har den ikke god Credit, saa falder saamænd Renterne derfor ikke; for Ucredit forhøyer altid Renter. Disse Ord ere altsaa nok lidt for hastig skrevne! Kunde Papir-Myndt forvolde Renternes Fald, blot som Papir-Myndt, uden Hensigt til Crediten, saa burde Kongen og Banqven ikke betænke sig paa, at formeere sine cirkulerende Papirer; thi lave Renter, naar Handel blomstrer, er Statens Herlighed, i hvad Aarsa gen i saa Fald, uden for Regieringens Myndighed, kan være. Men da Philodanus selv tilstaaer, at Papir-Myndt nedsætter Renterne): saa bør (man vel og med største Ømhed og Forsigtighed tale om en Materie, der stifter saa stort et Gode, og heller befordre Papir-Myndtens Omløb lidt for meget, end begaae mindste Uforsigtighed ved at dadle samme, endog med det allermildeste Ord. Uden at iagttage den Ømhed, kunde man let, med ald sin Patriotisme, blive en Stats-Fordærver,

110

Men jeg gaaer fra Papirerne her, for at blive ved Renterne, som Renter.

Deri har Philodanus Ret, at lave Renter er er stort Beviis paa et Lands Velstand: men Han burde virkelig have

lagt til, og paa en Stats Klogskab.

Thi der skal alt for meget til, at faae Renterne til at dale af sig selv, uden Lovgiverens Hielp, fordi de tvende Omstænddigheder, Mangel og Aagerkarle, altid findes i hans Stat. Hvad som kan være mueligt imellem Handlende af Credit, og brave Rentenerere, nemlig, efter Tidernes Omstændighed at foreenes om en billig Rente, det bliver aldrig mueligt iblandt hine, fordi den eene maae betale af Trang, og den anden presser efter Leyligheden. Regieringens Klogskab er derfor lige saa høy fornøden her, som Pengenes Overflødighed selv, da den ved sin Politik, i Henseende til Renter, vil reise mangen trængende flittig Arbeyder af Støvet, og hindre mangen en Aagerkarl, at blive

111

dennes Undertrykker og en ødeland i Staten; thi Ødselhed og Gierrighed boer ofte tilsammen.

Men hvad skal vi da sige om nærværende Tid, høystærede Herre, da vore Renter ere igien blevne forhøyede!

Hvad giør høye Renter? De giør den Rige til en Defpot, som baade i den Cirkel, han er i, og i den, han veed at indsnige sig i, altid foreskriver Love. Han regierer efter Capricer over Næring og Biering, forhøyer Varene i Priserne ved et Vink, og ved et Ord tilintetgiør Vindskibelighed. Han forvandler Staternes Anlæg, som Ovidius fordum sine Guder, til hvad Skikkelse, han behager. Handelen lænker han til Fremmedes Havne, imod Rigets Fordeele, og standser Landets Skibe paa deres fordeelagtigste Kaas. Han hersker over Hierter, løser og binder Tunger, er hans egen Regents Tyran, og foreskriver

112

ham Love paa Tronen, til de Øyeblik, han burde Viise sig størst Patriot, og opofre alting for sin Konge og Landet.

Kunde Regenten, uden Statens Tab, da Renterne vare lave, faae Penge til Laans hos hundrede, for een Pro-Cento Høyere, end den sædvanlig Rente, saa bliver det ham nu fast umueligt, for dobbelt. Han bliver i det Sted nødt til, at bebyrde Staten med en nye Gield, den Rige til Fordeel.

Vexel-Kursen stiger ved denne Omstændighed, som ved alt det, der hindrer Næring og Biering; og Armod saa meget dybere nedtrykt af høye Renter, som den Riges Magt og Overdaadighed voxer ved samme, bliver Staten til en utaalelig Byrde, som hverken Regentens øvrige Viisdom, eller Naturens Frugtbarhed, eller den selvvilligste Iagttagelse af Tarvelighed, kan finde Raad imod. Thi Vinskibelighed og Flid er, ved Renter, bleven bunden med Lænker, Vindskibelighed, der, i Følge den

113

givne Forjættelse, skulde drage Velsignelse over Staten, baade fra Himmel og Jord.

En Statsmand har da vist nok ikke kundet give vor dyrebare oeconomiske Konge det Raad, paa nye at forhøye Renterne. Mindre nogen, som havde ret Mod, til at curere vor Vexel-Kurs, der lige saa lidet bliver følesløs ved dette Stød, som den lader sig helbrede ved Stats-Koglerier eller palliative Kurer. Lave Renter skal just giøre en stor Deel til dens Helbredelse; thi Vexel-Kursens Kur bliver alleneste: een paa viise Love (Kornprisens Bestemmelse, og lave Renter deriblant) og paa en fornuftig Toldog Consumtions-Rulle, grundet Næring og Handel, dreven af Frie, flittige, tarvelige, og vel regierede Undersaatter, i hvor man mynter.

Men lad os sætte, at en Stat, som, paa lave Renter nær, besad alle disse Fordeele

114

imellem andre lige lykkelige handlende Rationer, havde til Øyemærke, at sænke sin Vexel-Kurs, som den tilforn havde reyst imod sig selv. Skulde det ikke blive den saa umuligt, at giøre dette, som for en fængslet Fange, at flyve til Morgenrøden? Naturen af Tingen tilsiger det, og ald Verden vidner derom. Saa umueligt, som det er, at faae Thermometeret til at stige til den høyeste Varmes Grad paa det iisbundne Hav: saa umueligt bliver det, at handle og seigle med andre Nationer for den Stat, som er meere bundet ved høye Renter, end omliggende Stater. Sidst og allersidst vil den mindste Deel af Renter, og blive et fornuftigt Paalæg i Staten, hvilket Regieringen og derfor nyeligen Har viiseligen forandret.

At man vil indvende, at høyere Renter sætter penge i Gang, og derfra slutte, at høye Renter er, efter Tidens Omstændighed, et Gode, det er en

115

mangfoldig falsk Slutning. Hvorvidt høyere Renter kan nytte, saavel som, hvad der er Aarsag til, at Penge ikke circulerer, det er ikke vanskeligt at forklare, saa man let deraf vil indsee, at foranførte Sats er virkelig ugrundet,

Enhver maae jo tilstaae, at det er aldrig at formode, at nogen Capitalist lader Capitaler, paa nogen mærkelig Tid, henligge, naar de kan lykkelig bruges, eller med Sikkerhed udsættes. Han tager heller lave Renter, end slet ingen; thi at vente paa en Forordning om Høyere Renter, det maatte blive ham alt for vidtløftigt, og naar den kom, kunde han jo dog nyde godt deraf.

Men siger Erfarenhed dette, saa er der jo kun de Aarsager til liden Circulation af Penge tilbage, nemlig: Pengenes reene Defect i Landet; fordi de er tabt ved en forkeert Handel eller andre Stats-Udgifter; eller fordi de ere andensteds udsatte med større

116

Sikkerhed; eller, fordi vor Næring og Biering ikke er i saa skiøn en Drift, at vi kan bruge fremmede Penge, for igien at fortiene Penge ved samme i vor Handel.

Men er disse Aarsager noget nær de eeneste, hvilket neppe nogen nægter, saa vil Penges Circulation nok ikke befordres ved høye Renter, som giør Sagen værre, men ved lave Renter; for, ved Arbeyde for godt Kiøb, at faae udgangne Penge igien til Landet; for, ved Flid og Vindskibelighed, samt god Betaling, at opreise Crediten; for vel at kunde bruge fremmede Penge, naar man har nødig at erlægge Renter til Fremmede, med videre.

Halve Politici vil bifalde disse Sandheder, heele Stats-Ukyndige kun sige dem imod. Hos hvilken Nation i Verden betales høye Renter, og sees en blomstrende Handel tillige? Var det ikke da billigt, at den, som gav Regenten saadant et Raad, maatte dog kunde anføre eet Exempel fra Ver-

117

dens mange Stater, til Oplysning om Nytten af saa høybetydelig en Forandring i Staten?

Et forunderligt Begreb har nogle og faaet i Hovedet; (thi anderledes kan man ey kalde det,) som just fører dem til at troe, at høye Renter er til sin Tid et Gode. Man troer, nemlig om Renter til Fremmede, at det er en stor Stats-Feyl, at betale Fremmede Renter, endog til den Tid, vi trænger til Penge til Jordens Forbedring, til Kunsters Anlæg, til Handel og Vandel. Bedre, slutter man da, at betale høye Renter hjemme, end Renter til Fremmede! Var dette en almindelig Troe, saa vilde jeg sige, at en Nation, som tænkte saa skrøbelig, fast aldrig kunde hielpes. Det er Daarlighed , at laane Penge hos Fremmede, og kiøbe fremmede Vare for dem, forøde dem, og saa betale ævige Renter deraf. Men at bruge de laante Penge vel, at anvende dem paa indenlandsk Flid; paa Næringers Forbedring, for at spare Indførsel af fremmede Vare, og formeere vore egne Vares Ud-

118

førsel; paa at bygge Skibe, for at vinde Fragter; paa at giøre Fordeel i Handel: det er at blive riig og mægtig ved fremmed: Penge-Laan, paa Fremmedes Bekostning. Ja, det er, at skiære Struben ud paa Fremmede med deres eget Sværd. Vi betaler dem jo, naar vi laaner og handler ret, efterhaanden. Renter, faaer derfra tilovers (ellers have vi aldrig laant vel) og betaler siden Capitalen; og har vi ikke saa Jorder forbedrede, Bygninger opførte, Machiner i Gang, Hænder beskæftigede, som før laae i Skiødet; Borgere, som, foruden saadant et Laan, aldrig var bleven nyttige Borgere, Mennesker, som aldrig havde seet Lyset. Tænker vi anderledes, saa tænker vi sandelig som Børn.

Det Vestindiske Laan, for Exempel, er derfor et høy fornuftigt Laan, og til største Nytte for Colonierne og de Danske Stater, siden Vi selv ikke Penge. Et større Gode havde det været, havde vi selv Havt de Capitaler.

119

Men vi Havde dem ikke. Det er derfor en Herlighed, at Øerne fik dem hos Fremmede, endog for de Renter, de efter Landets Rentemaade betaler, og, i Følge dets Frugtbarhed, kan betale. Saa siger Planteurerne mig her paa Børsen; jeg hører dem, og agter lidet om andre uden om. Regieringens Laan er igien noget andet ! Dersom vi da vilde sætte Penge i Cirkulation, (Papirer ere i Landet saa gode sort! Penge, i en rimelig Proportion) saa blev ikke høye Renter vor Tilflugt, men Næringers ordentlige Drift, og viise Love for Næringer, hvilke vi fattes mangfoldige af.

Men hvorfor troer da nogle, at høye Renter formerer Pengene i Landet, og bifalder derfor de høye Renter? Fordi de ey lægger Mærke til, at de Penge, som kommer i Circulationen ved høye Renter, de ere ikke vore egne, men Fremmedes. Capitalister laaner strax Penge for mindre Pro-Cento hos Fremmede, for at tage Høyere af

120

deres Medborgere, og det tænker vi strax, er disse Folkes egne Kiste-Skatter, i det Sted, vi ved dem sættes i en Skat til Fremmede, som vi skulde søge at undflye, og kun gribe til i Nød. Thi skiønt, jeg siger, at det er godt at laane af Fremmede til et godt Brug, saa siger jeg ikke, at det er godt, at laane, og betale dem Renter, uden fornødenhed. Ingen Privat kan da taale, at betale høye Renter i Staten. Regieringen kan taale det; dog kun i yderste Trang. Og at den kan giøre det, er igien, ikke fordi Kongen har formeget, eller fordi han jo bør give de mindste Renter mueligt,

men fordi det er Regieringen et mindre Onde, at betale høye Renter, end ikke at faae de penge, den

behøver: og fordi de høye Renter, Regieringen betaler, de bliver ikke Byrde paa Næring og Biering, som de Renter, hver Undersaat maae betale: saa at dens høye Renter ere til sin Tid statsmæssige.

121

Vil man sige: Staten skal dog betale de høye Renter, som Kongen skal betale; saa er det vel sandt: men det er og saare eenfoldigt, at giøre saadan en Indvendning. Staten betaler ikke Kongens Renter, som Renter; men som Capital.

Det blev jo en endnu langt større Skat, end Renterne, om hver Undersaat derimod skulde betale høye Renter til hinanden; thi det blev ikke til hinanden, efter det anførte, men til Fremmede, og hvor meget større er ikke den circulerende Capital i Statens Næringer, (NB. som circulerende betragtet) end Kongens nødvendige Laan. Men lad os sætte, at de høye Renter endog gik sikkert fra Undersaat til Undersaat alleene, var det ikke dog det samme, at betale høye Renter, som at giøre den Flittige og Vinskibelige til Skatteborger for den magelige Rige i Staten , og kun at see hins Flid halv virksom, fordi denne vilde æde og drikke, klæde og fornøye sig med dobbelt af de Bekostninger, som dobbelt saa

122

mange kunde komme ud med, om den Flittige havde mindre Vanskelighed at arbeyde, og den Rige var derfor nødt til, at være lidt meere sparsommelig. Men hvilke Herligheder er ikke disse sidste Egenskaber for Populationens borgerlige Dyders Tilvæxt! Uden dem kan jo ingen Stat i sin Regieringsform og Lyksalighed blive bestandig, Man tænke kun Regieringers Omskiftelser og Staters Flor og Fald efter!

Den, som ikke indseer disse vigtige Sandheder, er da langt fra ikke en retskaffen Financier. I det høyeste er han en ung Colbert!

Paa Renterne berører Philodanus Papir-Mynterne. At bringe, siger han, vore roullerende Summer til den Qvantitet, de bør være, er et Forslag af megen Vanskelighed for Tidernes Skyld. Deri kan Philodanus have Ret, dersom Forslaget er, eller haver været, at giøre det strax. Men vil han give lidt Tiid, forklare

123

sig nærmere, og bestemme sin Periode nøyere, har han i Sandhed ikke Ret i det, han siger. Vil han fastsætte, hvad for roullerende Summer han meener, om det er Handelens, Banqvens, eller Regentens, eller alle disse tillige, som maaskee bliver Meeningen. Vil han sige os: hvor lang Tid han vil give til Arbeydet: hvem der skal faae Commissionen: og om han taler om Krig eller Freds-Tider; saa kan dette giøre Forslaget mueligt. Forsikrer han Staten om Fred, imens Operationen skeer: gives Commissionen til et høyviist Rente - Kammer - Collegium: tilstaaer han en 20 til 30 Aar til Arbeydet; saa vilde det ikke være umueligt, paa den Maade, og i den Tid, at bringe alle bemeldte roullerende Summer, til en forholdsmæssig Qvantitet mod Sølv og Guld. Thi Kong Christian den Givende er en god Huusholder, saa der er slet ingen Fare fra den Side. Tvertimod hans Klogskab og alvorlige Bestandighed, i at see hans Viise Love exeqverede, bliver Drivefieren i, Værket. For regner man det eene

124

med det andet, saa vil det jo virkelig ikkun komme an paa at curere Vexel - Coursen efter foromtalte Recept, at erlægge statsmæssige Afgifter, efter en anden Told-Consumtionsog Accise-Rulle, og saa bruge de indkomne Finantser vel. Hvoraf følger, at i det vi handler og tolder viiseligen, faaer Kongen Penge, betaler sin Gield, og vi behøver ikke, for Mangel paa Penge, for meget af Papirerne, men kun saa mange, som net op ere nødige for Handelens Beqvemhed. Papirerne talte i det samme Øyeblik, blev da den rette Qvantitet af de roullerende Penge-Summer. Saa jeg holder for, at Forslaget er ikke saa vanskeligt, thi man maae jo tilstaae, at Mennesker, af vedbørlig Indsigt, har giort det samme i andre Stater. Men, hvi skulde man da ey kunde giøre det hos os, paa en Tid, da Monarken vælger Indsigter, og siger os, at Stierner og Baand ikke længere bemærker Orakler.

Men at cassere eller reducere Banco-Sedler, der blev en alt for forfærdelig øde-

125

læggelses Vederstyggelighed for Staten, hvorfra Gud i Naade bevare os! Dog, vi har vel aldrig nødig derfor at frygte, saa længe Kong Christian den Syvende er vor Konge.

Lidt bedre er ellers det Raad, som philodanns selv giver, nemlig, at brænde Papir-Penge, ligesom, siger han, vor store Kong Friderich den Fierde, brugte efter Krigen. Mon det være Philodani Alvor, at give Kong Christian den Syvende, den fattigste Mand i Landet, et saadant Raad just nu?

Er der da ingen Forskiel imellem Kong Friderich den Fierdes Sedler og de nu circulerende kongelige Papirer? Bliver man disse, som hine paanødte? Er man forbunden, at antage disse? Skulde den Ulighed imellem begge Kongers Papirer, kræve lige Forhold i Casseringen? Men lad Casus i Henseende Cirkulationen, eller Modtagel-

126

fen, være den samme! Kan Philodanus glemme, i en Historie, han selv fortæller, at

det var strax efter Krigen, (som han

endda selv sætter et NB. ved) Kong Friderich den Fierde brændte sine Papirer, og altsaa ikke i Overflødigheds Dage, efter en lang Fred, og en langvarig viis Handel. Men vi er nu just i Krig med Hunger og dyr Tid, med Selvraadighed i Privilegier, og Uvished i Politik, om en med List og Upatriotisme, de farligste Fiender for et Land, som en daarlig Handel tillige næsten har ødelagt. Skulde det nu være Tid for Kong Christian den Syvende, at tage Exempel af hans Oldefader, og brænde hans Faders og Hans circulerende Papirer? I Sandhed, han bør lee af Forflager, og glæde sig ved sin egen Klogskab, som veed bedre Raad. Fred først for bemeldte Fiender, saa bliver det Tiid for Kongen, at brænde hans Papirer, men ikke

127

Jeg har et andet Raad, et ande Forslag, som jeg overlader min Herres sædvanlige gode Bedømmelse.

Hvad, om vi begyndte at pløye og faae efter Plan: at høste og tærske efter Plan: at handtere og fabriqvere efter Plan: at handle og vandle efter Plan: at fiske og seyle efter Plan: at bygge Huse og Slæder efter Plan: at tænke og skrive efter Plan: at bedrøves og være glade efter Plan? Hvad, om vi giorde alt dette, med vedbørlig Iver, saavel det første, som det allersidste? Mon vi da ikke derpaa kunde nok bede vor allernaadigste Konge, at vi ogsaa maatte erlægge Told, Consumtion og Accise efter Plan; for det har vi endnu aldrig giort? Jeg tænker, at vi kunde, og at han sikkert vilde bønhøre os deri. Men burde vi da ikke og skee Skam, om vi ikke erindrede vor Pligt, at give Kongen det Kongens er; thi ellers bliver det jo en Umuelighed for ham, nogensinde at brænde sine Papirpenge. For vi har vel aldrig glemt, at en Stat kan ikke bestaae uden Afgifter, og ingen Regiering forsvare Under-

128

faaltet uden Skat. Den theocratiske Stat selv, som eengang har vævet tit iblant Staterne, maatte jo ellers kunde lære os det!

Mit Raad, troer jeg da, Kong Christian den Syvende, skulde blive bedre tient med, ond med Philodani, om han kun fik det.

Men Gud bevare min Mund, høystærede Herre! De veed, jeg er saa bange for Kammer-Collegium, som for F . . . selv!

Metal-Statuen, som Philodanus er vred paa, Pag. 22, vil vi springe over, i Fald min Herre, saa synes. Thi han har dog ikke veyet den ret, og hverken veed jeg vist, hvad den har kostet, eller skulde kunde Nøye nok taxere Arbeydet. Vist er det dog, et adskillige har sagt mig, at Prisen er ikke saa overmaade. Men man betragtede da og Compagniet, som har giort Bekostningen; Metallen, den er giort af; Kunstneren, som er fremmed; og den store Menneske-Ven, Kong Friderich den Femte, for hvilken den ikke kunde blive for prægtig. Men hvad vil da Philodani paastaaende Undersøgelse sige?

129

Har man ikke været forsigtig nok, eller manglet Mod eller andet, til Nøyagtighed og et viist Forhold ved sine Anlæg og Anstalter; saa kunde det synes ubilligt, at tale paa en Tiid, da man burde tie: ja jeg sætter, nogen Miss regning kunde erholdes Revange for; hvad Fordeel flød deraf for Staten? Jeg tænker sikkerligen, Philodanus er Patriot, og som Patriot vil allene det, som politice er godt, og altsaa almindelig nyttigt. Men det bliver aldrig et politist Gode, at giennemgaae particulaire Regninger, som ere afgiorte. Hvi vil Philodanus her være Dommer, som var saa gelassen Pag. 9 og 10, og overloed Domstolen til den, som tilkommer den først og sidst, til Monarken.

I faa Fald mane vi da gaae fra Statue til Statue, og naar man er færdig med dem, tage fat paa Templerne og andre Bygninger. Hvorfor satte man den besynderlige Forgyldning paa Kong Christian den Femtes Statue? Det er saa

130

kort siden det skeede, og lidet eller intet er nu deraf tilsyne. Men skal man derfor til at undersøge Regningen? Sammenlignes-Bekostningen imellem det eene og det andet, efter et hvert Arbeyds Natur: saa kunde del maaskee hænde sig, at den sidste Bekostning kunde blive forunderlig, naar der intet blev at undres over i Henseende til den første. Men jeg dømmer ikke her for at dømme, da jeg ikke indseer det amalienborgske Mesterstykkes Fuldkommenhed nøye nok, mindre Bekostningernes rette Forhold imod Statuen selv. Saa meget skal jeg alleene sige, at trøster man sig til at sige Publicum, at den Sag fortiener Undersøgning, maae man være vis paa, at kunde selv bedømme det Heele. Man maae indsee Kunstens Skiønhed og Høyhed, overveye Bekostningen og Umagen, der medgaaer for at dannes til saadant et Arbeyd, Lykken at anvende Kunsten eengang for sin Levetiid, og Billigheden, som deraf følger, at fortiene derved saa meget, at man deraf kan leve imens man lever. Lægger man dertil, som sagt, at Kunst-

131

neren har derfor forladt sit Fæderneland, for at giøre Lykke hos Fremmede, ar Bekostningen er skeet paa er anseeligt Compagnies Fælleds Regning, at Øyemærket er ikke et Lyststykke for en kort Tiid; men et varigt Eftermæle om en god Regent til Vidne for Evigheden: saa kunde der rimeligen være saa meget at sige for Sagen selv, at det, som kunde være derimod at erindre, maatte ikke kunde komme i Betragtning, naar man vilde vise sig lige saa upartisk en Dommer, som en skiønsom Kiender.

Andre, som efter Philodani Ord Pag. 23, har holdt for, at man burde blandt andre Krearure lægge fleere Sviin til, haver ikke troet saa galt. Derimod er Philodanus ikke ret underrettet om disse Kreaturers Fedning, naar han Pag. 24. siger: Skal de fedes, behøves enten Korn eller Ølden, - - - som at deres Fedming maatte blive meer end uklækkelig, for vore Skoves Ruin. Holland har ingen Skove eller

132

Olden, og feder dog en særdeles Mængde af disse Dyr, og bruger dertil ikke egentlig Korn-Vare. Men det gaaer med Philodani Betragninger her, som med heele Dannemarks i saa mange hundrede økonomiske Tilfælde, at meget synes vanskeligt og umueligt, som andensteds er heel let og sædvanligt at iværksætte. Naar Korn-Prisen er regleret, som jeg sætter forud, som en uforbigiængelig Fornødenhed for en retskaffen ekonomisk Sammenhæng i det Heele, og man for Resten gaaer den Vey, som Naturen af Tingen udfordrer: saa kan man meget let og med stor Fordeel feede Sviin, uden at de enten skal blive en Pest for Engene, eller tilrede Fellederne saa elendigen, som Philodanus frygter. En Middel-Priis paa Kornet i Landet befordrer Destilleringer i det rette Forhold til Udførsel og Nødvendighed, ligesom Meelmalingen, Stivelse- og Pudder-Fabriker. m.f. Bindes Destilleringen og Brændeviins-Brænden til Stæderne, efter andre Nationers Viise Exempler, eller til Stædernes Forstæder, hvorved

133

Ordenen bliver des større, saa vil Fedningen give ald Fordeel. Wesop sænder saaledes, efter hvad jeg erfarer af vore Skippere, 2 til 300de Sviin til Amsterdam hver Ugedag, fedede med Levningerne af Kornet, der leverer Jeneveren, som Holland forstaaer sig saa vel paa, blank andet, at destillere af vore Norske Eenebær, vi lidet eller intet agter. Sardam giør det samme, og flere Stæder i Holland. Engeland, lærer jeg af ommeldte Journal, handler paa lige Maade; ey at tale om, at begge Nationer feder en Mængde Sviin, alleene med Roe-Frugter og Balden af deres Oste, de veed saa herlig at tillave. Dog forstaaer det sig selv, at noget Korn udfordrer. Fedningen til Slutning for at tætte Flesket, som den sparsommelige Huusholder veed nøye at udregne, og for Kornet selv udretter ofte det samme med Vikker.

En heel ivrig Taksigelse synes den at være, som Philodanus aflægger til vor allernaadigste Konge, paa bemeldte Side

134

70 for Forstvæsenets Ophævelse. I Sandhed, det var og værd at takke for. Men aldrig var dog Forst-Væsenet bestemt til Skovenes fulde Undergang, som Philodanus der siger. Det maae nok være en urigtig Construction i Stilen, som siger andet, end Philodanus selv mener dermed. En større Taksigelse vil dog Hans Majestæt engang sikkert fortiene for et fuldkomnere Forstvæsens Indretning, som Skovene vil umuelig kunde undvære, og som og vil være muelig, naar Duelige dertil ikke gives større Districter at bestyre, end de kan overser, men alle Deele af denne, som af enhver anden Ekonomie, lænkes i en vedbørlig succederende Orden til det Hoved-Departement, hvorfor den allersidst bør aflægge Regnskab.

Dersom det bemerker noget, hvad det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab har ladet os vide om Steenkul, saa vil det være den rette Hielp for Skovene: og saa vil det vist nok og faae en Taksigelse af

135

den velmeenende Philodanus; thi han synes at være en Erke-Skovpatron.

Philodani Tanker paa samme Side om Faare-Avlens Vanskelighed i Dannemark, er vel til Deels saa; men sligt er fælleds med alle Lande. Er Land, som ikke ordentligere, og med større Bestandighed, end Dannemark, giør Anstalt til Faare-Avlens Fremme, bør ikke have den bedre. Et almindeligt Forbud: at malke Faarene, og at klippe dem meere end eengang om Aaret, var allerede et stort Trin til vor Avls Forbedring. Men at vælge de rette Steder, tillægge dem blot efter de Regler, endeel iblant os vide, vilde overbevise Philodanus om, at Dannemark kan paa mange Steder sinde den gyldne Fliis, som det ikke troer at kunde sinde hjemme, blot fordi det ey vil være over den Vanskelighed, ret at lede, og udlede de Forhold i Avl og den Orden i Pleye, uden hvilke ingen Lykke kan haabes i denne høybetydelige Nærings-Green. Men den Opmærk-

136

somhed er just den rette Kuur mod Faare-Sygdommene selv, Philodanus frygter for.

At Gieder ikke skulde komme i Betragtning, som Philodanus melder Pag. 25, er en besynderlig Betænkning. Hvi mon Skaberen da værdigede dem sin Betragtning i Skabningen, giorde dem til saa nyttigt et Kreatur for Mennesket, og til saa nøysomt er Dyr paa de ufrugtbareste Jordplette, om det ikke var Mennesket til gode. For de vilde Rovdyr er de dog neppe blevne til, og selv røver de ikke. Jo Gieder hører til en af de herligste Arter blandt Dyrene. Mod deres Springen og Gnaven af Træerne veed man jo Raad; og Naturens Ret forbyder os aldrig, at bruge samme. Vi finder del tilligemed Kreaturets herlige Nytte hos den oversatte Svenske Landmand, ved hvilken Oversættelse Hr. Assessor Essendrop har giort den Danske Landmand en vigtig Tieneste, om denne vidste nok at skiønne derpaa. Vi betaler for megen Skat til Sverrig og

137

andre for Saffianen til det, at vi skulde tænke saa om Gieder, om de endog kunde være, for at tale med Philodanus, Skovenes sorne Fiender.

Jeg veed ikke rettere, end at det er imod det, som de offentlige Blade og adskilliges Beretninger siger os om Qvægsygen, hvad Philodanus siger Pag. 25, nemlig, at alt har mislinget, hvad Europa i den Henseende har prøvet. Hollandske og Danske Prøver har offentligen forsikret, at en tredie Deel af Kreaturet, inoculeret i rette Tide, reddes fra Døden. Det vil være fornødent, at erindre dette, for ey at mistrøste Folket. Erfarenhed har og sagt, at side og fugtige Steder ere usunde for Qvæget, og Sygen meere smitsom der, end paa de høye. Det synes derfor at være en god Aarsag, at den Syge, skiøndt i Skaane graserende, ikke har udbredet sig til de nordlige Svenske provintser, hvilket Philodanus anfører, som saa beundringsværdigt.

138

Vedbørlige Experimenter, giordte med Calmus-Roden, kunde maaskee besvare Spørsmaalet om Vendsyssel. Men hvad vore Forordninger derom angaaer, da ligger de rigtig nok, som Philodanus anmærker, uden Liv og Vigeur. Men bør Love have Liv i et Rige, hvor det er bleven et Princip, at Regenten ey kan være for naadig. Jeg gad dog seet den kongelige Naade eengang beskreven paa den fuldkomneste Maade. Mon Naaden ikke da vilde være allernaadigst, naar den var unaadig mod Lovens Overtrædere; thi da blev den jo Dydens Frelse og Kongerigernes sikre Beskiermer: og hvad Naade skulde man skattere Høyere? Naade imod Selvraadighed og Frekhed i Personer, er jo den høyeste Unaade imod Staten. Naar skal dog vore allernaadigste Konger, for deres blødhjertede og ømme Ministres Skyld, faae Lov til at være i Retfærdighed retskaffen naadige imod deres Riger og Lande, ved Hevn over Utroe i Embeder, Øyenskalke, fine Skielmere!

139

Det vilde være artigt, at prøve Philodani Cordons mod Qvægsygen; men endnu

artigere, om den med det samme blev

prøvet imod Contrebanditer, hvorved man maaskee kunde komme snart efter, hvilken Pest af begge der var farligst for Landet. Men var Kuren end og saa lykkelig, at stille Qvægsygen, vilde Fødevarene neppe derfor, efter Philodani Formeening Pag. 28, merkeligen dale, men vel efter Korn-Prisens Bestemmelse, der er den eeneste rette Kur, en retskaffen Stats-Læge aldrig bør betænke sig paa at gribe til, naar han vil give sin Konge og sit Fæderneland det beste Raad, uden Hvilket alle de andre duer intet, og med hvilken alle de andre først kan udrette det, hvortil dermed sigtes. Min Herre, som tydeligen indseer Kornprisernes ulige Følger, efter deres ulige Afvexlinger, og den af disse Følger igien flydende Ustadighed i Statens reelleste Næring og Biering, tilstaaer mig letteligen Sagen, jeg tør derfor ikke skrive meere derom. Philodanus, formoder jeg, selv at indsee det,

140

76 endog paa denne samme Side, hvor han siger: det er afgiort, at Levnets-Midler maae stige, naar der bruges flere, end tilforn: og stige høyest paa det Sted, hvor de fleste forbruges. Han har jo allene at anvende disse hans egne Tanker paa Korn-Priserne, i Ligning mod Folkemængden, som den er, imod hvad den haver været. Det er jo af Folkemængdens Tilvæxt jeg har argumenteret for det meeste, og saa godt som af den allene, fordi jeg, ved Siden af den frie Udførsel, egentlig ey har behøvet fleere Beviis, da dog mange flere gives og kunde anføres. Men er Kornets Priis ikke altsaa den sande Hoved - Aarsag til alle de andre Vahrers Dyrhed; ja til heele Næringers Standsning eller Undergang i Konster, da de ey kan komme op, uden de fornødne Fødevarers taalelige Priser; men af denne Mangel paa Concurrence følger jo nye Dyrhed for ethver Art af Varene selv, de være nødvendige eller ikke.

141

Hvad Philodanus altsaa Pag. 29. kan sige med rette om Overdaadigheds Tilvext i Mad og Drikke, vil man finde, er dog ey af den Vegt til at forhøye Priserne saa meget, som den eene Post, Kornets ubestemte Udførsel; og gielder det for endeel, efter hans egen Tilstaaelse, paa følgende Side, egentlig kun om Kiøbenhavn, som dertil giver adskillige sammenstødende Aarsager. Saasnart Kornprisen har erholdt sine bestemte Love, saasnart Landet derpaa frembringer Kornvare i den Mængde, det virkelig kan, allene i Forhold til sin nærværende Folkemængde i Bondestanden, denne frigiort og oplyst om sine egne Fordeele, som Eyendom og Frihed giør retskaffen virksom: saa vil alle Hindringer for høye Priser, usædvanlige Følger i Naturen undtagne, ligesaa let kunde ryddes af Veyen, som et godt Uhr kan renses og stilles af en kyndig Haand, til at vise den Orden af Klokkeslet, man vil, det i den paafølgende Døgn skal vise.

142

At Overdaadighed i øvrigt, om man kunde blive eenig om dette Ords fæle Bemærkelse, er en farlig Ødelægger i Stater, det kan vel umuelig negtes. Men man maa heel Nøye betragte alle de Sammenhæng, hvori den økonomiske Forbrugelse staaer i Henseende til Personen, hans Evne, Standen, Lands-Varene, som bruges, med videre, før man kan sige, at det som skeer, er en Stats Overdaadighed eller ikke. Men nær saa vanskeligt vil det ikke blive, at finde Overdaadigheds Kilde. Jeg ønsker saa meget, som nogen, at jeg med Overbeviisning kunde sige med Philodanus Pag. 30. om Dannemark: Det Danske Folk er ikke af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, og naar det henfalder dertil, saa er Ærekiærhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne siger, være ringere end den anden, og derfor forøder de smukt hinanden. Ja end meere ønsker jeg, at kunde sige videre med ham: Naar man vil rette vor Nation, saa skal man angri-

143

be den fra Ærens Gide. Men saa tilbøyelig, som jeg er at troe det beste om Philodanus: saa frygter jeg for, at jeg her træffer ham i den Omstændighed med saa mange andre politiske Skribentere, der, i deres Critiqver over Nationer, saa almindelig snæver alt for vidt ud med deres Tanker, naar de taler om det Ord Natur i Anvendelse, enten paa Nationer og deres Charakteer, eller paa borgerlige Handlinger af samme. Man er saa almindelig vandt til at tale om den menneskelige Natur, uden at betragte Mennesket i sin fordærvelige Naturs Skikkelse tillige, i en bedre efter den herskende polerede Smag i Nationen, og i en fuldkomnere efter Kirkens Myndighed og den almindelige politiske Klogskab, hvorefter et Folk deels ved viise Love, dels ved Regieringens mægtige Exempler anføres og bestyres. Dertil kommer dette, at en Forfatter, der nu, efter Moden, heller stræber i Skrifter at behage, sig selv til Berømmelse, end at forbedre med et Slags Mishag, for den Sandhed Skyld

144

80 han foredrager, at han kan saa let med saadan en Smigren indbilde Folk at være bedre, end de ere, og derved virkelig fremdeeles efterlade dem i deres gamle Fordervelse. Jeg frygter for, at Philodanus paa dette Sted henhører til denne Classe iblandt Skribentere. Men da jeg alleene skriver dette til Dem, høystærede Herre! og jeg veed, det ikke kommer videre, saa kan jeg des upartiskere sige mine Tanker reent ud, uagtet jeg heller aldrig vilde skrive, end handle tvertimod, om jeg end skrev offentlig. Synes Dem da, at det er sandt, at det Danske Folks Natur ey er tilbøyelig til Overdaadighed; thi man tager vel dog Naturen her for de Tilbøyeligheder og Drifter, der findes hos den største Mængde i Nationen efter dens nærværende Tilstand. Overdaadighed er en vellystig

Smag i meer, end det fornødne og anstændige, eller en sandselig Nydelse af de behagelige Naturens og Kunstens Gaver, som i en fuldkomnere Orden var en fornuftig Brug deraf efter Anstændighed. Dersom

145

den Danske Nation intet er af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, (thi fra Cimbrernes Tider giøres vel Regningen aldrig), hvor kommer det sig da, at det Danske Folk paa saa ordentlig en Maade nyder Naturens og Kunstens gode Ting? Er Ukyndighed maaskee Skyld deri, saa Nationen er ey overdaadig, fordi den ey kiender Overdaadighed selv og dens forføriske Vare? Det vilde den støde sig over paa en Tid, den just flatterer sig selv af Smag, uden dog at erindre, at en Stat og maae have en besynderlig renset og raffineret Smag paa Tingenes ordentlige Brug til Statens Fordeele, for ey at forføres af Smagen. Er Religionen i saa høy en Agt, og Kirke - Disciplinen i saa alvorlig en Udøvelse, at en Færdighed i andre Dyder, har og paalagt Overdaadigheds Lyst den vedbørlige Tøyle? Det er noget, jeg maatte tvivle paa, vore Præster og Leviter ville bekræfte. Er Flid og Vindskibelighed maaskee Nationens Hoved-Smag, saa den, for den Meye det koster at vinde, har derfor lært den Kunst

146

at spare? Det maatte utallige Exempler Viise tvertimod. Men maaskee Æren er altid bleven hos os, efter en sund Politik, saa vel uddeelt i Staten, og Fædrenes Sparsommeligheds Exempler blevne Børnene saa nøyagtigen indprentede, at Overdaadighed er bleven en Skam i Staten? Ja, gid det var saa vel! Hvor lyksalig var vor Stat da ikke! Men kan intet af alt dette siges med rette, saa tænker jeg, høystærede Herre! en Politikus eller Statskyndig bør lige saa vel vogte sig for at hykle i disse betydelige Tilfælde for sine Landsmænd, som en Præst bør tage sig i Agt for at sye sin Meenighed Puder under Armene i deres Skiødesynder, om denne endog skulde miste sit Offer, og hiin ald Lovtale for sin politiske Undersøgelse.

Jeg kan derfor ikke andet, end troe og tænke, at den største Mængde af det Danske Folk, som har lidet at spilde, og mange og som har intet til overs, ere efter

147

deres nærværende Natur, hierteligen overdaadige; dog Hoved-Stadens Indbyggere meere end andre, og de større Stæder, som sadvanlig, rneere end de mindre. Spørges nu, hvorfra Nationen har faaet denne slemme Natur; saa kan jeg ikke see rettere, end at den har faaet den:

1. Fra en almindelig Stats-Uopmærksomhed

paa Moden, i Forhold til politiske Stats-Fordeele. Man har en engang lagt Mærke til, om Overdaadighed forødede sig selv til Fordeel for Medborgere eller for Fremmede , hvilket sidste man dog i det mindste maatte have beregnet, om man viiste sig nok saa blind til det første. Saa giør andre Nationer.

2. Fra en Forfængelighed, at søge Ære i

Overdaadighed selv, i Tractementer og Klæders Pragt, i prægtige Meubler og Eqvipage, i udvortes Glimmer, fordi virkelige borgerlige Dyder, i den Tiid

148

84 Rang blev uddeelt i Flæng, mindre blev ærede end foragtede.

3. Fra Undseelse for Arbeyde, og Mangel paa den rette Høyagtelse for Fliden i de ringere mechaniske Kunster og handel, hvilke blev en af Staten alvorligen an- seet for ærværdige , som Æren nok bevidnede, hvortil man saa ofte forhialp endog æretryglende Dagdrivere: i hvilken Omstændighed Overdaadighed blev en Følge af en uværdig Rang, i det Sted Sparsommelighed og Flid kunde have skaffet Staten reelle Fordeele, og giort ' Arbeyderne værdige til Ære nok, naar Vindskibelighed og Dyd alleene var bleven belønnet.

4. Fra Nobilitationers og Characterers Uforhold imod Antallet i den arbeydende borgerlige Stand, og det falske Princip, at befordre Bemidlede til Ære, for at sætte deres Midler i Circulation,

149

uden at betragte, at Circulationen af Rigdomme i Staten kan være skadelig, naar den ey gaaer igiennem de rette Canaler: saa vist, som Circulationen af Ducater i Banqven og et Tuborg, paa

Børsen og paa et Spille-Bord umueligen kan have lige god Virkning. Ved hvilket Princip Overdaad adspredte en gammel Rigdom, i det Sted Fliden burde have brugt den til at erhverve en nye.

5. Fra Oversmagen i Kunster og Skiønheds Arbeyd, før Staten var først grundfæstet paa sin rette Grundvold Agerdyrkningen, hvorved det zirlig skinnende efterhaanden forførte til Daarlighed og Overdaad, og forblindede Øynene, som i dets Sted burde have grædt over Bondens haarde Vilkaar, som hver ærlig Mand, der kunde, burde have søgt at hielpe.

See, høystærede Herre! da alt dette, jeg nævner endda ikke alt, er en soleklar

150

Sandhed, og Tiden, hvori det altsammen er skeet, er, om ey overgaaer, en Generation eller 30 Aar: saa er det bleven Nationen en Natur, og paa Grund af dette, siger jeg tværtimod den gode Philodanus, at det Danske Folk, saaledes bedervet ved en falsk Stats-Politik, ved en umaadelig Æres Uddeelelse, ved en Mangel af den sande Indsigt for de vigtigste Medlemmer i Staten, og en utidig og forkeert Anvendelse af Geniet, der saa let kan forledes til politiske Uordener, at det Danske Folk, saaledes bederved, er efter sin nærværende Natur tilbøyelig til Overdaadighed. Men saa lidet, som alle disse Aarsager til Overdaad kan bringes under een Klasse, saa lidet, tænker jeg, kan det siges, at Nationen er af Ærekiærhed forfalden dertil. Ligesaa lidet kan Konerne meere gives Skyld derfor, end Mændene, af hvis Conduite Konernes saa mangfoldigen hænger. Havde Mændene selv besiddet retskafne borgerlige Dyder, saa havde de let faaet Bugt med den Forfængelighed, som kan være Fruentimmeret

151

87 meere naturligt end Mændene, meere for Opdragelsens, end for andre Aarsagers, Skyld. Men hvor vilde jeg ønske, at om Philodanus tager Feyl i dette, han dog havde Ret i det følgende, deri nemlig, at for at rette Nationen, maae man angribe den fra Ærens Side. Men det strider jo reent imod det foranførte; thi er der adskillige Grunde til denne Overdaad: vil den forbedres, ved at indsee disse adskillige Grundes Skadelighed, og søge Raad mod dem og deres Virkning. Jeg tænker derfor, at hvor saa mange Pligters Overtrædelse finder Sted, som alt er anført, der vil nok den længste Præken om den blotte Ære ikke udrette meget. Ney, høystærede Herre! jeg tvivler fast om Kuren efter Philodani Raad. Men hør. Hvad Raad jeg vilde give:

1.) Vil man endelig være overdaadig, saa blive man det; men paa egen Regning til Staten selv, og en til Fremmede.

152

2.) Kunsterne blive opmuntrede i Forhold til Forbrugelsens Storhed, og dannede ikke efter egen, men efter andre Nationers Smag, paa hvis Markeder de da kan concurrere, og man indsee den sunde Politik at bestaae i Udførsel, og ey i Overbrug af egne Vare, ved at paalægge Forbrugelsen af Overdaadigheds Kram en Afgift, som hverken hindrer fra Kiøbet, eller kan opmuntre til Misbrug; naar Varene ere af Landets egne: men vel til Deels udvirke det første, naar de ere fremmede.

3.) Belønninger udvirke Forbedringer af de Vare for vore Borde, som Mangel paa Flid allene leverer ufuldkomne, og ikke Naturen eller Slæderne; og skadelige Privilegier i den Fald, som i fleere, blive ophævede!

4.) Næringers Flid blive hos Borgeren belønnet med Tegn af Monarken, ikke efter en

153

Ministers Forestilling , hvis Øyne saa let kan blindes, men efter et Selskabs, som Monarken selv har givet Tilladelse at opmuntre den borgerlige Dyd i hans Stater. Det bedømme i en talrig Forsamling Fortienesters Grader hos den arbeydende Borger, til des større Bekiendtgiørelse af Dyden og dens des sikrere værdige Belønning af Regenten: og en saaledes belønnet Dyd vil blive Heel

tarvelig, fordi den og anseer Tarvelighed selv for en Dyd, som den ærede Udyd tvertimod foragter, fordi den søger efter Æren hos Pøbel, der, selv Daare, priser Overdaadigheds Daarlighed.

5.) Monarken realisere allernaadigst al Ære og Rang, ved at føye dem til virkelige Embeder, og give dem af Embedet den rette Betydning i Lyden, (et Ord kan kan giøre det); faa virkelig ey længer bliver uvirkelig, og vore andre bliver

154

90 Herefter Kiendelige fra alle andre reelle Embeders Ære-Fortrin!

6.) Man hænge Contrebanditer, og tie stille til Misbrug for nogle Aar med egne Vare: Hvad gielder det, Nationen skal glemme sin nærværende Forfængelighed; og giør den det ikke, maae Consumtions Rullen siden vide at benytte sig af Misbrug, og Overdaadighed skal da ikke meere kunde politice skade til Ødelæggelse.

I Følge Heraf kan jeg en bifalde Philodani Forslag Pag. 31, om Soupeers Afskaffelse, efter kongelig Befaling, for de første Embedsmænd i alle Departements, da sligt vilde baade giøre et Indbrud i Dagens Forretninger, paalægge Frihed en uanstændig Tvang, og for Regieringsformen selv, i vore Tider, blive alt for Genfisk og upasseligt. Jeg maatte snarere troe, at Philodanus, her alt for ivrig, giør et For-

155

slag, som han neppe skulde længere bifalde, end til han nogle Gange havde forgieves giort Opvartninger hos Dem om Dagen, man maae glæde sig ved, at de vil glemme deres Fornøyelser til om Aftenen. Ligesaa vanskeligt vilde det og være, at foreskrive Retterne til Middagsmaaltidet, med mindre Diameter af Fade og Priserne af Maden tillige tilføyedes, som Genf i dens strænge Tarveligheds Love, har bestemt i Forhold til Personer. Consumtionens Rulle kunde derfor afgiøre dette heel viiseligere uden nogen ubehagelig Tvang eller upolitisk Fornærmelse. Men for Bryllupper og Barseler, Begravelser og forrige Mode-Tractementer, har vi alt gode Love, om de holdes over.

Ved det nye Paalæg paa Hestene, giør Philodanus den Anmærkning, at han kalder det en lille Hesteskat. Efter mine ringe Tanker, er den hverken lille eller stor, men meget vel truffen paa een Omstændighed nær, som Philodanus forbigaaer, den nemlig,

156

hvorved 20 Rdlr. kan betale en Overdaadighed for 10 til 12 og flere, og blandt dem fremmede, Heste, saa det Øyemærke mindst opnaaes, hvor det meest var fornødent, og tillige sikrest kunde befordre den priselige Stiftelses Anlæg, som en ubeqvem indvortes Politik og et forfaldet Politie-Væsen uheldigen har giort fornødent, men et bedre burde undvære.

Pag. 36. spørger Philodanus om Midlerne, til at føre udyrkede Grunde i Brug, og Maaden at angribe den Sag paa? Han venter, Philopatreias skal vove sig til Svar paa Sagen: og Pag. 37. formoder han, selv at finde bedre Lejlighed til at indlægge for hans Landsmænds Omdømme, hvad han her har kundet erfare, og, som han behager at sige, efter hans liden Skiønsomhed udtænkt. Jeg kunde med Billighed forbigaaedette Philodani Spørsmaal, da min Herre! vil finde hos sig selv, frem for hos nogen, et heelt efterretligt Svar derpaa; ef-

157

terdi De, som en erfaren Landmand, og en gammel Starserfaren, ufeylbarligen indseer alt det, som dertil er at svare. Men ikke desmindre skal jeg her anføre mine oprigtige Tanker derom, fuld forvisset, at jeg, ved første Samtale, vil faae min Umage herved vel betalt ved en grundig Critiqve over hvert et Ord jeg skriver. Uden at oppebie den Oplysning, Philopatreias maatte vove at give os, eller den os kan være tiltænkt af Philodano, betroer jeg min allerhøystærede Ven, i denne vigtige Sag, end videre mit Hiertes Meening, alt under den eengang tagne Forsikring. Jeg holder da for, efter en nøye Overbeviisning, at udyrkede Grunde vilde efter Omstændigheden af Tiden, Smagen, og Nationens nærværende Charakteer lempeligst skee paa følgende Maade:

1. For at vinde Tid, og at opmuntre til Oprydninger, saa vidt mueligcn strax, synes mig uforgribeligen, at der maatte giennem Amtmændene indhentes fra en hver Proprie-

158

94 tair en ordentlig Fortegnelse paa det dyrkede og udyrkede Hartkorn, der, paa det nær, som virkeligen er i Skov, og ubrugbar til Ager og Eng, beregnet til tre Sorter Land, for deraf, saavidt mueligt at see Forholdet.

Denne Fortegnelse blev langt fra ikke til den Onlysning, den burde være for den opmærksomste Politik i Henseende til Agerdyrkningens slette Tilstand, men naar det Almindelige deraf ved Trykken blev bekiendtgiordt, som blev en uforbigiængelig Fornødenhed, kunde den udrette saa meget, at man dog fik et vissere og nøyagtigere Begreb om Landets Udyrkning. Men hvilket følelig Indtryk vilde samme da ikke giøre til Virksomhed baade i Collegier, hos Landmænd selv og enhver i Staten, der kunde giøre noget godt for Agerdyrkningen, da man nu begyndte at see og erfare ret sandseligen vor Agerdyrknings, store Mangler. Premier vistes Vey, og Patrioter vilde give nok til Premier. Agerdyrkningen blev Maalet for vore Handlinger. Men for derefter, saa snart mueligt, at faae det rette Begreb herom, maatte:

159

2. Landmaalingen, dette priselige Anlæg til den fornødneste Oplysning, ey allene fortsættes, som den saa lykkeligen, efter den beste Plan, er begyndt, men videre forthielpes ved tre til fire Gange saa store Bekostningers Tilskud, som nu skeer, da den, foruden anden Nytte, vilde ved Enden engang giveom den heele Agerdyrknings Tilstand det rette klare Lys, til Underretning baade for nærværende og for tilkommende Tider.

Vigtigheden af Indretningen, tænker jeg, er saa stor, at vor heele Agerdyrknings som Folkemængdens og Stændernes indvortes Forhold, og den deraf følgende Rigets Styrke og Magt kan ikke engang med Rimelighed nogenlunde ret beregnes, end sige af den meest oplyste Regent ved de beste Love bestemmes, før man haver dette Maal til en hellig Rettesnoer. Og endda skulde det ey være saa vigtig, var ikke just Planen til ald Lykke saa herlig forfattet, som den er. Jeg kan i ald Sandhed ikke, efter min skrøbelige

160

96 Judsigt, see Feyl derved, uden paa den, i mine Øyne besynderlige, Artikel nær, som tager samtlige Landmaalere i Led, for at holde deres Maal og Beregninger hemmelige: hvilke bekiendtgiordte kunde ret give det herligste Lys for Regent og for Stat hans Trone og denne til Styrke. Hvad sand Grund (Skingrunde kan man anføre nok af) der kan være for dette, det maae jeg sige, jeg saa lidet kan begribe, som jeg i den anden Fald synes at see, (gid jeg seer feyl) at den lille Bekostning, der paa dette store Verk er anvendt, maae meere være Regenten saaledes forestillet, for at lempe sig efter hans høye og statsnyttige Hensigter, end for at see dem nogensinde ret opfyldte. Thi kan Sielland med den Bekostning, som Nu skeer, ikke opmaales, fra Landmaalingens Begyndelse at regne, i mindre Tid end 13 til 14 Aar, saa kunde maaskee til sin Tiid indtræffende Hof-Kunster mage det saa, at Kong Christian den Ottende, ikke oplevede Landmaalingens Ende. Men hvor lidet vilde saadant være

161

overeensstemmende med Kong Christian den Syvendes høypriselige Ønsker og Hensigt: og skulde man ved saa herlig en Anstalt af en ung Konge, ey giøre sig ald Flid for, at Han i Hans Tiid maatte nyde den billige Glæde, at see med egne Øyne Frugten af Hans herlige Anlæg: at see sit Folk, at bygge, efter en nye anlagt viis Orden, paa en varig Lyksaligheds Klippe? Billighed var vel aldrig større!

3. De til Fælledsskabs Ophævelse og Hoveriers Bestemmelse nu mødende gode Forandringer af de Herrer Proprietairer selv, maatte som tydelige Beviis, baade paa Indsigt og Patriotisme, (Overilelser og medberegnede), aldrig glemmes paa en vis Tiid om Aaret, for det afvigte halve eller heele Aar, at bekiendtgiøres, og, som jeg tænker beqvemmest at see, fra General-Landvæsenets Commission, der nøyagtigen, og under Straf af Tilrettesættelse for Vedkommende, som ey indberettede til Commissionen, hvad Forandring

162

man foretoeg sig i Henseende til disse tvende Hoved-Poster, ligesom i Henseende til Rydning og udyrker Lands Optagning, maatte gives Rapport derom. Følgen heraf vilde blive den samme, som af den først-anførte Post, Opmærksomhed hos alle, og Opmuntring til at efterfølge.

4. Hvorvidt General - Landvæsenets Commission selv aarligen befordrede Landvæsenets Flor, foruden hvad af offentlige Forordninger kan erfares, vilde i sær overmaade nytte, om det i de offentlige Tidender blev og giort bekiendt, saavel i Henseende til Hoveriers Bestemmelse, som Fælledsskabers Ophævelse, da enhver deraf vilde see, hvorvidt Vedkommende heri handlede overeensstemmende med Monarkens Hensigter, som en lidet vilde blive en Tilskyndelse for Proprietairerne, at lægge Mærke til Udfaldet, hvilkets Lykke vilde sikkert lede Dem til at træde i andres Fodspor, Deres nemlig, som de selv beundrede.

163

5. Som et Land, hvis Agerdyrkning ikke nær har naaet den Høyde, dets Tilstand tillader, og dets Sammenhæng med andre Lande udfordrer, mangler i Folkemængden, og altsaa i Hænder til Arbeyd paa Ageren: saa maatte Vilkaarene for dem, som vilde sætte sig ned som Bønder paa nyt Land, giøres saa overmaade lette, som mueligt, ey alleene i Henseende til Statens Afgifter, som Regieringen allerede saa viiseligen, som naadigen har foranstaltet; men og i Henseende til Tiden, da Grunden tiltrædes paa. Det er ikke en ligegyldig Sag, enten det skeer Vinter eller Sommer, Foraar eller Høst. Var det tilladt, ville jeg erindre Tiden, da Mennesket allerførst blev givet Eden til Boelig, som alle ere eenige om just at have været i Høsten. Men saa værdigt, som Exemplet er, saa ufornødent er det her, da det er noksom bekiendt for Kiendere, at man ikke paa en beqvemmere Tiid overlader Stykker af Land en begyndende Bonde til Beboelse, end just naar Ageren er skiult med de rigeste Frugter. Den tilstundende Høst er

164

100

ey allene en Opmuntring til Kiøbet, men til Flid, og et Middel, at finde Raad til forestaaende Udgifter, naar faa Maaneder tillige forundes til Kiøbe-Summens Afbetaling. Er dette end ikke et af de Tilfælde, som ved Love kan paabydes Agerdyrkningen til Forfremmelse, saa er det dog et af dem, som Exempler og Raad med Tiden kan giøre almindelige.

6. Den styrende Part for Land-Væsenet, saaledcs oplivet ved Princips, hinandens Handlinger, Exempler og Erfarenhed, vil ønske at see Liv i Bonden, og i ham den Aktivitet fornøden for Ham, om Hans Bestyreres beste Handlinger skal have nogen Virkning. Hvorledes dette vil blive mueligt, er ey vanskeligt at sige, naar Bonden, som forud er vel at forstaae, er bleven Besidder af Friehed og Eyendom. Det Liv ham feyler, er Lyst til Arbeyd og Kundskab om, at arbeyde med Nytte. Saa ilde, som Frihed gives til Ladhed; saa vel tildeeles den Flid. Det er altsaa at formode, at Frihed og Eyendom er i

165

101 Bondestanden, som lodtages deri, kun i den Flittiges Haand. Til den Ende bliver Indsigt kun den Hoved-Sag, som Bonden efter det Forudsatte fattes. Den udbredes ved Exempler, og meddeelte skriftlige Oplysninger, som Staten Haver begge i sin Magt at virke, naar Foredomme maae tilsidesættes, og ingen Egennytte maae komme i Veyen, til at forvolde Opsættelse. Det Hele bestaaer blot deri, ar giøre Sognepræsters Boeliger paa Landet til Agerdyrknings-Skoler. Dette kunde skee, naar Hans Majestæt ved en allernaadigst ydemeere speciel Forordning, vilde befale Præsternes adspredte Jorder at uddrages af Fællesstad, til et beleyligt Sted ved Præstegaardene: og Præsterne i saa Fald, frem for nogen, at forskaanes for Vidtløftighed, og i Strid snarere end andre, at forhielpes til deres Ret, for det store Gode, de endog i den Nærings Sag, baade for deres Stands, samt virkelige og mulige Indsigts Skyld, kan giøre Staten.

166

102

Præstens Exempel, veed man, har største Indflydelse paa Bonden. Hvad Indsigt der for Præst og Bonde behøves derpaa at udbredes paa Landet, er det at formode, det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab med faa megen større Patriotisk Iver vilde see udbredt, som Geistligheden heraf blev de sikreste Befordrere. (Meere og meere begynder jeg nu at indsee denne Stiftelse, som høyvigtig for Landet.) Det vil ikke feyle, at Selskabet jo baade ved Agerdyrknings-Afhandlinger, som ved Premier for Bonden, ja for Præsterne selv, saavel i Henseende til deres Fortienester ved eget Agerbrug, som i Henseende til deres Flid paa Kundskabs Udbredelse for Agerdyrkningen efter Selskabets Anstalter for Bonden, det vil ikke feyle, tænker jeg, det jo paa saadan en foregaaende herlig Anstalt at Regenten, vil kunde udrette meget store Ting for Trone og Stat. Men min Herre vil dog behage herved at erindre, at det er langt fra mine Tanker, at prædike et Evangelium for Præsterne om no-

167

103

gen Slags urigtig Erhvervings-Maade af andres Eyendomme, da man faa lidet bør troe, de vilde høre det, som nogen Retsindig kunde paatage sig at giøre saadan en Prædiken. Jeg vil allene med bemeldte sige, at den yderste Grad af Ret, muelig paa letteste Maade og i korteste Tiid at erhverve, bør Præsterne i paakommende Tilfælde tilstaaes: og skulde der fra vedkommende høye Stæder afsiges et Slags Kiendelse, for at afgiøre Sagen, at man da meere paasaae Endskab for Præsten, end en Bagatelle, jeg siger en Bagatelle, af Tab for Contrapartiet, da Statens Fordeele saa aldeles meget beroer derpaa, at Præsterne kommer til roelig Besiddelse paa eet Sked af deres Jorder, og deres Meenighed derved til Oplysning om dens eget Beste i det Timelige, som ofte er et Slags Forberedelse til hiin Verden. Dog vi har intet dermed her at bestille! Bliver saa

7. Korn-Prisen for Udførsel (andre Priser paa Kornet behøves da ikke) fastsat, i Fald den

168

104

ikke, før-bemeldte Anstalter giøres, er bleven det: saa vil den for sig blive en Driver til Flid og en Lærer for Proprietairen og Bonden, der vil sige dem begge Partier disse merkværdige Sandheder:

a) Fordi Kornprisen er bestemt, og en riig Høst er nu saaledes bleven en virkelig, i Stedet for for en titulair, Velsignelse for Landet; saa kan Kornet nu ikke giemmes ti! dyre Tider: man maae derfor vinde paa Mængden. Derved sætter Proprietairerne udyrkede Grunde i Brug.

b) Skal man vinde paa Mængden af Kornet, og de samme Agre kan ikke bestandig bruges, uden stærk Giødning: saa vil det blive fornødent, at proportionere Eng mod Ager, for ar have tilstrækkelig og god Giødning. I Følge deraf forbedrer man udyrkede Grun-

169

105

de, dyrker sin Eng, for ey at mangle vedbørlig Græsgang.

c) Ager og Eng vil ikke blive dyrkede, uden tilstrækkelig Folkemængde og muntre Arbeydere. Dem falder det for vanskeligt for Proprietairen at skaffe, nu han ey maae mishandle Bonden ved Hoverie, som dog aldrig træller med Lyst; han maae da for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld, imod sin Villie gribe til det fornuftigste Raad, ham selv til beste, at deele sine Hovedgaards Jorde, og afhænde dem viselig. Det omskifter jo halvdyrkede Grunde til blomsterfulde Agre og Enge, og saa mangt et Stykke Land, som endnu er udyrket, til græsrige Marke.

d) Lette indfaldende Korn-Priser vil omsider sige Proprietairen, at mangen en Fabrik, som er ubeleylig i Kiøbstæderne, kan befordre hans Fordeel paa Landet, just

170

106

for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld. Han anlægger Stivelse-Fabriker, bygger Meel-Møller, feder Kreature ved Affaldet, giør andre Anstalter, og paa den Maade befordrer en Folkemængdes Tilragelse, som efterhaanden nedsætter sig paa Godset. Dette bliver en nye Forbedring for Ageren, og et vist Middel til Oprydning og Brug af udyrkede Grunde.

See, hoystærede Herre! saaledes troer jeg det Spørsmaal kan besvares, Philodanus har giort om Midlerne til, og Maaden at angribe den Sag paa, at optage udyrkede Grunde. Dog seer De nok selv, at Svaret herpaa kan baade blive vidtløftigere og tydeligere, naar jeg ey ansaae det for en Pligt at være kort, og forlod mig paa deres egen skiønne Indsigt, af dette at slutte til meget meere. At jeg ey har berørt Bekostningen paa Bygning, Kreaturer og Ager-Instrumenter, med andet videre forne-

171

107

vent for en Agermand, der vil nedsætte sig, det er fordi den Regning ey egentlig hører herhen: og af intet kommer intet. Jeg giør en rimelig Regning, for at være forstaaelig, og sætter forud nogen Evne. Hertil regner jeg, som den allerringeste Grad: Maaden og Tiden, Vinskibellighed tilstræber Jorden paa, nemlig den tilarbeydet og tilsaaet, i Kornets Blomster-Tid. Saa haves skiønne Midler i Hænde, til at, handle med Lykke og efter Ønske for begge Partier. Efter saadan en Handling vil det erfares, at de Ord i Efteraaret til den redelige og flittige Uformuenhed: der er Land, dyrk det og bliv lykkelig, er i Grunden utilstrækkelige til det Øyemærke, man sigter til: men at det betyder langt andet, og har en langt anden Virning, naar man i Høsten saaledes vilde tale: Oprigtige og dydige Arme! Der er et grødefuldt, og i Forhold til Vindskibelighed, frugtbringende Land. Høst det, og bliv mæt! Din Oprigtighed og din Flid gives Tid til Betaling. Bliv tilfreds med din Skiæbne

172

108

og fornøyet med dine nu til Forbedring sigtende Vilkaar. Fortsæt dit Arbeyd med Lyst og lad aldrig af fra din Redelighed, og bliv nu, saasom du fortiener, lyksalig for Eftertiden! Det, tænker jeg, vilde have den Virkning, man ønsker. Naar man vil skabe, bør man, faavidt mueligt, træde i sin Viise Skabers Fodspor!

I øvrigt skal jeg allene endnu tilføje ved denne Materie, at dersom udyrket Jord ikke bliver dyrket, og Agerdyrkningen i Almindelighed ey kommer til at blomstre efter denne Plan, saa skeer det mindre efter denne, nemlig:

1. Ved at tænke og handle i Uvished om

udyrkede Pladsers Dyrkning, uden at vide

at anvende de rette Opmuntringsmidler, fordi

man ey veed hvor disse Pladser ligger,

hvor store de ere, i hvad Sammenhæng

de staaer med Hindringerne, (de allerede

ved kongelige Love hævede, ubereg-

173

109 nede), der er i Veyen for deres Dyrkelse, med videre.

2. Ved ar befordre en Landmaaling, uden Overslag, naar den kan komme til Ende, og i det samme Anlæg at holde Udfaldet hemmeligt; ret ligesom man hverken vilde, at Regenten skulde begribe en tydelig Regning, eller som man ikke selv kiendte Hof-Kabaler.

3. Ved at skiule, eller som er nær det samme, ved ey at bekiendtgiøre, hvad Virkning Regentens ypperlige Anstalter haver hos hans Veltænkende Undersaatter, naar intet, i Orden, fra vedkommende høye Steder, bekiendtgiøres om de Forandringer, som i den Henseende selvvilligen giøres.

4. Ved at undlade stykkeviis for Publico at optegne det Gode, som et i Staten anordnet Collegium eller nu værende Com-

174

110

mission, udretter i Agerdyrknings-Væsenet; hvilket dog saa mærkeligen vilde have Indflydelse paa Skrøbeliges Indsigter og Halvstarriges Selv Klogskab, til at tænke og arbeyde engang efter Regentens ypperlige Pian.

5. Ved at agere uden at agere, naar man ikke Nøye nok vælger Øyemærke og Midler, og tænker allersidst paa det skrøbelige Menneske, som et skrøbeligt Menneske; og paa Tid og Leylighed, som alting i alle.

6. Ved reent at forglemme de herligste Leyligheder,

Lærestandens Indflydelse hos den ukyndige og fast vanvittige Landsbye-Almue, i det Sted man ved den Stands Flid, og med et selvvilligt Sælskabs Bestræbelser tillige, kunde giøre Mirakler.

7. Ved at giøre det sidst, som man burde

allerførst have været betænkt paa, nemlig

175

111

at bestemme Korn-Prisen for Udførsel, som er Grunden til alle Anlægs Lykke i alle, men i sær i denne Næringskreds, og uden hvilken alt det andet bliver, til Fuldkommenhed ævigen forgiæves.

Mindre, siger jeg, vil vore udyrkede Agre komme til at blomstre ved denne Plan. Men jeg gaaer videre, høystærede Herre! og lader det staae derhen, om jeg ey allerede har fortørnet Dem ved Vidtløftighed i denne Materie.

De Ord, Philodanus anfører Pag. 38. Jeg har da anført Aarsagerne til de dyre Tider, og tillige yttret mine ringe Tanker om de Midler, hvorved man kunde gaae dem i Møde, skal jeg forbigaae at besvare, da jeg formoder, at min Herre! selv indseer, det er slet ikke Nyt han har sagt os; mindre noget af stor Vigtighed, hvad han har anført til Raad.

176

112

Korn-Prisens Bestemmelse, en ordentlig Nærings-Drift, en retskaffen Told- og Consumtions-Rulle, som Handelens Magnet-Naal, Viise politiske Love for vor indenlandske Ekonomie og Commerce, i Forhold til os selv og Verdens Tilstand, Overdaadigheds Indskrænkelse med fremmede Vare, og endelig en anden Finants-Ekonomie, end den hidtil brugelige, det tænker jeg, er Grunden til Priserne i det Heele; og Korn-Prisens Bestemmelse Hoved-Grunden for dem alle.

Men disse Philodani Ord: Staten er et meget stort Legeme, overmaade sammensat, og i Relation med andre ogsaa store og større Legemer (med heele Verden). Naar dette Legeme er sygt, hører der vist nok ærlige Folk til at curere det; og disse ærlige Folk maae tillige have megen Indsigt, og Erfaring og Flittighed, disse Ord kan jeg umueligen forbigaae. Jeg maae i det mindste erindre derom, at jeg finder den Ho-

177

113

vedfeyl ved dem, at de staaer hos Philodanus Pag. 38, i det Sted de burde staae med store Bogstaver over alle vore Collegiers og kongelige Stats-Commissioners Dørre, med den lille Omstændighed derhos tillige, at de samme Ord blev herefter Prøve-Stenen, hvorpaa alle skulde prøves, før de blev sat i Embede i slige høybetybelige Stats-Cirkler.

Philodanus gaaer nu egentlig først over til Handelen, for at følge Philopatreias. Jeg faaer gaae den samme Vey, for at følge Philodanus.

Af Veyen vil det derfor ikke være, strax at erfare, om Philodanus og haver saadant Begreb om Handelen, at man undertiden skulde torde troe ham paa hans Ord, uden at anvende allernøyeste Prøve paa hver Sats, han skriver. De Ord, som møder Pag. 41, vil noget nær give os Begreb derom. Den gode Mand, siger Philodanus om Philopatreias, kunde lade være, at sætte

178

114 Amsterdam og vor Stad (& c. Hovedstad), Holland og det Danske Rige i Sammenligning, og at foregive, at vi burde naae i Handelen den samme Høyde; thi, siger han videre:

1. Holland er en Republik.

2. Holland følger i sin Handel eet og

det samme Princip.

3. Holland har en gammel Hævd paa sin store Commerce.

4. Holland har en overmaade stoer Credit,

grundet:

a. Paa sin Banke.

b. Sine rige particuliers.

c. Sit Østindiske Compagnie d. Sit Sildefiskerie.

e. Sin udbredte Fragthandel.

f. Og den lyksalige Opinion: og endelig

5. Er Holland Holland. Men

6. Vi er Dannemark, og kan blive

179

115

a. noget,

b. ja noget 100de gange mere end vi ere.

Skulde alt dette være idet fornuft eller og noget, hvoraf man kunde blive overbeviist om, at Philodanus er ikke saa stor en Politikus og Statskyndig, og allermindst i Henseende til det mærkelige Kapitel i Politiken om en States Handel, som nogle, ja jeg kan vel sige, som Mængden i disse Dage, Meener? Jeg vil giennemløbe det, høystærede Herre! og være saa kort, som mueligt.

Hvad disse Ord angaaer: Den gode Mand, nemlig Philopatreias, kunde lade være at sætte Amsterdam og vor Hovedstad, Holland og det Danske Rige i Sammenligning; da har Philodanus deri fuldkommen Ret, thi intet kan meere vidne om den store Myndighed, Philopatreias besidder i Handelen, end de samme Ord, da Dannemarks Handel med egne

180

116

Vare kan, efter den Handels natur, ikke sammenlignes med Hollands Ekonomie-Handel, og et frugtbart Land som Dannemark, ikke sættes i Ligning med Holland, der saa godt som intet Land Haver, men fast alleene bestaaer af Strandbrede og Kanaler, hvorfra ey, som fra een og samme Aarsag, kan sluttes til Landenes Hovedstæders florereude Tilstand, da Aarsagerne ere saa adskillige. Men hvad derimod de Ord angaaer: og at foregive, at vi burde naae i handelen den samme høyde, da er de af den Beskaffenhed, at man snart kunde falde paa, at bede Philodanus, at forklare sig lidt nærmere. Thi indseer man den Hollandske Handels Natur, saa begriber man nok, at den er af den Beskaffenhed, (og meere vil blive det) at Dannemark aldrig kan ønske eller attraae at naae dens Høyde, Skiæbnen for Holland i tilkommende Tider medberegnet. Thi enten man vil regne denne Høyde efter dens Grad, eller efter dens Hovedgrund, den er opført paa, saa duer den slet intet for Dannemark.

181

117

Dens Høydes Grad duer intet, fordi den tager daglig af, og man kan ikke vide, hvor snart den vil blive lige med Jorden, dens Grundvold lige saa lidet, da den er egentligen bygt paa andre Nationers Blindhed (som Dannemark og Norge har den Ære, endnu at være med iblandt), hvilke Nationer, naar de eengang seer ret til, som de alt har begyndt i adskilligt, vil faae den Hollandske Grundvold til at ryste, om den ikke giør det allerede, og Hoved-Pillerne derunder til at bæve. Men en Høyde opført til den Grad, for igien at gaae tilbage, og bygt paa den Grundvold, for at synke i Grunden, kan Dannemark saa lidet ønske sig, som noget andet Rige, af Tilstand med os i Handelen, med Begierlighed attraae. Dannemark har altsaa Aarsag til at glæde sig ved, at Det virkelig har varigere Grund i sine skiønne Lande, at opføre en sammenhængende og meere bestandig Handels Bygning paa, af en meere forholdsmæssig Høyde, end Holland, naar det engang kunde lære Bygningskunsten ret, og faae duelige Bygmestere i sin Tieneste.

182

118

Min Herre! seer da nok heraf, hvor hastig Philodanns maae have skrevet disse. Ord. Skulde det da giøres nødig, at ønske sig hans videre Forklaring? Jeg tænker, den Her giordte kan være tilstrækkelig. Naar Dannemark engang ret kiender sig selv, bekiener sig af sin skiønne Leylighed, handler med an mandig Klogskab, hvor den nu i meget begynder knap at skiønne, naar den Tid kommer,

saa vil Dannemark i Sammenhæng

med alle sine Kræfter, være en anseelig og mægtig Stat iblant Staterne, naar man maaskee skallede efter Stædernes Grændser i Holland og Zeeland, ligesom man nu kunde eftersøge de gamle Bataviers. Saa lidet synes mig, med Philodani Tilladelse, det kan være Dannemark om at giøre, at naae Hollands Handels Høyde, som han synes, at Philopatreias har tænkt for høyt om.

Men philodanus giver dog nærmere Anledning, til at betragte den Hollandske Handel, og dens rette Styrke. Lad os see, om man kan følge ham med alle hans Beviser,

183

119 ser, og om de ere saa gyldige, som han ventelig. selv meener. Den hollandske Handels Høyde vil han bevise af følgende Grunde:

1. Holland, siger han, er en Republik. Man kan ikke nægte, at den republikanske Regierings-Form jo har for Handelen noget i sin Narur, som giør Handels-Planer meere bestandige, end samme ere i den monarkiske; men det uagtet er det ey en nødvendig Følge as Monarkiers Natur, at hvor der er Monarkie, der er ingen Handel ret florerende. Frankrig er et Exempel herpaa, som giør, sig, paa Italien nær, heele Europa skatskyldig i sin Handel. At statuere derfor, at Handelens Flor og Høyde beroer paa den republikanske Regierings-Form, det er uden Tvivl, om jeg frit maae sige mine Tanker, uden at de derfor bør blive Philodano anstødelige, at sige lidt for meget om en Republik i et Monarkie, allerhelst til det øyeblik, da Monarken selv giør sig ald muelig Umage for, at bringe Handelen i Flor: og

184

120

tænker jeg endog, at det allermindst kunde formodes af en Forfatter, der nyeligen overloed den allerdelicateste Punct af Næringernes Lykke, Kornets Bestemmelse for Udførsel, nemlig, til Regentens medlidende Hierte, tvende Tænkemaader som synes virkeligen alt for stridige. Kornhandelens Bestemmelse ved en fastsat Ind- og Udførsels-Priis, er faa delicat et Point af Størrelse, Sammenhæng og Følger, saa usynligt i sig selv, og saa umaaleligt i Henseende til andre, at den største Regent kunde blive for liden til dets Dannelse, som den største Mathematicus er det til Formeringen af den mathematiske Punct, om Regentens høye Aand ikke vedste i det samme Øyeblik at skabe des forholdsmæssigere. I Monarkier er virkeligen de herlige Egenskaber for Handelens lykkelige Forandring og Flor, som Republiker aldrig eyer, hvilket vel fortiener et RB. Det er den Hoved-Egenskab, naar Nærings-Uforhold i Konster og Handel indsees, naar statsskadelige Privilegier, som en Syndflod, har oversvømmet Landet, naar Handels-Geisten er forsvunden, at en Monark da

185

121

veed at raade Bod paa alt dette, som han giør saa meget sikrere, som han betragter alle sine undersaatter, som sine Børn, han vil alle vel; og med saa meget bedre Virkning, som han har selv i sin Magt Raad mod alle Hindringer, og seer selv sine Viise Love ereqveerede. Feyler ham noget i alt dette, saa Maatte det være, fordi ham feyler Andsigt og Redelighed hos vedkommende Ministere. Men i den Fald bliver han vel dog ikke ævig raadvild. Tvertimod koster det en fast fortvivler Lykke, i Republigver at ændre indsnegne Uordener, fordi disse almindeligst findes hos dem, som selv skulde giøre Forandringen. Republigver ere altsaa ikke aldeles saa store Handels-Skyts-Engle, at jo Monarkier kan blive det med, naar den redelige politiske Klogskab bliver Anfører for disse. Dertil kommer, at det vil altid være lettere, at finde denne Klogstab i een Mand eller i saa, end i et Statsraad for anførte Aarsager, og for fleere end de samme. Enhver Regieringsform har lidt, i een og samme Hensigt, sine egne Fordeele til Befor-

186

122

dring af og sin Uleylighed ved et og samme. Vi blive overbeviste om vor Regierings-Forms Herlige Indflydelses-Maade paa Handelen: og handle med den Indsigts, Flid og Oprigtighed, vi bør, som Undersaattere af den beste Monark! Og hans Magt, anvendt i rette Tide, skal for Handelen giøre utroelige Ting. Den anden Grund, Forfatteren anfører for den Hollandske Handels Høyde, er denne:

2. Holland følger i sin Handel eet og det samme princip. Deri har Philodanus Ret. Men deri Har saamænd jeg ogsaa Ret, at Dannemark følger ogsaa eer og det samme Princip: og altsaa kunde Handelen, for den Aarsags Skyld nok florere i Dannemark bedre, end den giør. Men hvad er da Hollands, og hvad er Dannemarks Princip i Handelen? Deres Told-Ruller viser det, den hollandske tydelig, Dannemarks, saadant som det er, formedelst den tykke Taage, den er ikke

187

123

ven i, det nemlig, hos hver i sær, som det bør være. Hollands, at høkre med Verdens Vare, for med Provisionen det vinder, at føde sine flittige Indvaanere, og faae noget til overs i besværlige Tider. Dannemarks, at afsætte sine egne Vare, og derved at berige Nationen. See, høystærede Herre! Det maae jo Philodanus give mig Ret i, og Trods nogen retskaffen Politikus, har noget paa de to princips at sige, for hver Nation i sær, eller tør bekræfte, at Dannemark ikke lænker lige saa fornuftig i det ene, som Holland i det andet, Fald. Altsaa Skulde jo vor Handel endnu have samme Høyde, i Forhold til vore naturlige Fordele, som Hollands; thi vi følge hver for sig, og hver paa sin Maade, eet og det samme Princip, og det dog endnu, Gud være lovet, saa stadig, at vi troer de ikke ere vel forvarede, Philopatreias inclusive, som vil raade os at handle paa hollandsk, med Opofring af vor velvalte Handels-Maade.

188

124 Men eet er det, at have et og det samme Princip for Øyne i Handelen, et andet er det, at handle bestandigen efter det Princip, man engang har valgt med vedbørlig Klogskab; thi man kan have eet Princip i Sigte og sigte feyl, eet Maal, og vælge urigtige Midler dertil. I det sidste har Dannemark aldrig lignet Holland, og dersom min hoystærede Herre spørger om Aarsagen dertil, saa veed. De nok selv, at det virkeligen (det hielper ikke, at vi hykler længere for Regent og for hver Mand i Staten) at det virkeligen har ligget i Mangel af den Indsigt hos Danske om fremmede Lande, som var fornødent for en Oeconom og Financier, og hos Fremmede, som ere blevne brugte, i Mangel af den Indsigt om de Danske Stater, som vilde have været fornødent, for at bruge deres egen gode Indsigt, som de vel ikke har manglet paa. Men hvor stor er ikke da den Mangel? Saa stor, som Mangel af Syn for en Mechanicus, der er forbunden til, berøved vedbørlig Hielp,

189

125

selv at agere. Ingen Under da, at vi har feylet, at naae Maalet! Men det beviser derfor ikke, at vi jo har havt eet Maal, eet Princip, vi har handlet efter; skiøndt vi ey med vedbørlig Sikkerhed har vedst at bruge og følge det. Lægges hertil indtrufne Forandringer ved Embeder, som i Oeconomie- og Finants-Væsenet ere saa farlige at giøre, naar Forandringen ikke skeer til Forbedring: saa maae man endda undre over, at Dannemark har i Handelen saa længe fulgt eet og det samme Princip. Eet er altsaa at sige, at en Nation følger i sin Handel et og det samme Princip, et andet, at det altid handler paa Grund af det Hoved-Princip, det har sadt sig for at følge.

3. Hollands Handels Herlighed beskriver Philodanus videre deraf, at der har en gammel Hævd paa sin store Commerce. Skulde disse Ord bemærke noget? I Sandhed ikke meere, end de Ord: Skipper Flittig, Kedelig og Sparsommelig,

190

126 eller hvad han heder, skal have mim Fragter,

fordi han giver best Kiøb, og jeg

finder min Fordeel ved ham. Men finder

jeg engang min Fordeel ved at bygge mig selv

Skibe, og lade dem forsøge Søen, saa segler

jeg selv. Men hvad agter jeg da, om bemeldte

Skipper end og havde faret for mig i nok

saa mange Aar! Hvor længe bør han da troe

mine Ord? Kun for den nærværende Ladning. Anderledes er det Hævd ikke, Holland har paa sin Fragthandel, i det mindste ikke i Henseende til Dannemark, ja ikke i Henseende til Verden. Navigations-Acten i Engeland, Cromwels herculiske Kølle mod Holland, har viist det rigtig nok, Franske og Danske Love, disse, samme Acts forhutlede Copier, ligesaa. Min salig Faders Journal, som alt er 24 Aar gammel, indeholder og mærkelige Ord Pag. 19035, som om hans Søn skulde tænke feyl, fortiener her at anføres: Det er en Jammer, siger han, at see, gaaer jeg endog Fragter forbi, hvorledes de største Stæder i Holland ere forfaldne for

191

127

Næringers Aftagelses Skyld. Silke-Handelen florerer ikke mere i Harlem, som tilforn; men har efterladt mange Huse tomme. Hele Gader i Leyden ere færdige at falde ind, hvor Manufaeturister tilførne har bygt Palladser: men af Dannemark og Norge, siger han videre, det er nogle forfærdelige Ord! kan Holland dog endnu vente endeel Nytte til andre Stæders Flor, om ikke bemeldtes, da Gardam saver Norsk Tømmer for og, som det igien afsætter i Helsingøer. Wesop destillerer Jeneveren for os: Gouda giør Tobakspiber til os: Utrekt smeder Kaaber-Kar for os: Amsterdam forstrækker med Galentrier og Isenkram i Mængde: Nord-Holland væver Seglduger for os, og paa de Fingre, som spinder Hør og væver Lærreder til os, er det umueligt at finde Tal; med videre, som jeg skammer mig ved at anføre. For saa vidt har Holland Hævd paa os; men aldrig tænker Philodanus, al vi skal blive længe ved at tilstaae Holland den Hævd, eller at det er umueligt for os, at arbeyde

192

128 og handle selv. Om nogen, for Exempel, Fulde have Hævd paa den Østerføiske Handel, var det da rimeligere for nogen, end for Dannemark? Handsestæderne havde og eengang Hævd paa Handelen, og saa har Middelhavet ogsaa havt til sin Tiid, Men hvor er den bleven af? Politiken har forstyrret den. Dannemark er mægtig nok, for sin Deel, at forstyrre mægtige Dele af Hollands og fleres Handels-Hævd, vil det bruge den Politik, det endnu, for en stoer Deel maae lære. Farligere er det meeste af den Hollandske Handels-Hævd ikke!

4. Holland, siger Philodanus paa dette Sted, har en overmaade stoer Credit. Var denne gode Patriot vis i sine Handels-Betragtninger, saa flød disse Ord aldrig af hans Pen; men man seer sikkert deraf, at han er en puur Theoreticus, og ved intet af Oeconomie, Kunster, Handel og Finants-Væsenet andet, end hvad han ved lidt Flid har læst sig til: og hvor vaklende er ikke

193

779

den Indsigt; dog er den bedre end slet ingen, som mange haver, der dog haver Indflydelse i Statens Handels-Affairer. At have en god Credit, bemærker meget meere, end at have en overmaade stoer Credit. Hvor Crediten er bleven overmaade stoer, der er den bleven Staten en overmaade stoer Byrde, end og i den frieste Republike. Fordi den virkelig er meget stoer i Holland, skiøndt en nær saa stoer som i Engeland, derfor kunde man snarere stutte til Statens svage Kræfter, som beregnede med det Lys, der nu er opgaaet i andre Europæiske Stater om deres indvortes og relative Politik, i Henseende til Næring og Bierings Flor, maatte mærkelig svække Handelen i Holland. Men jeg vil ey regne saa Nøye med Philodanus: han forstaaer, vil jeg troe, ved den Hollandske Credit en meget god Credit; thi han anfører Aarsagerne, nemlig:

a. Den Hollandske Tanke. Hvad er den? Den er, blandt andet, Aarsagen til

194

130 Hollands store Credit: og Crediten, hvad er den? Den er Aarsag, blandt andre, til den Hollands Handels Høyde. Men dersom den er Aarsagen til den Hollandse Handels Høyde eller dens Høye Flor: saa maatte jo Handelen være lige saa florerende nu, som den for længe siden har været; thi den Hollandske Credit, er efter Philodani egne Ord, som jeg accorderer ham, overmaade stoer? Men det veed man, og det er alt viist, at det er ikke faa. Hollands Handel tager af Dag fra Dag. Men hvad lærer dette? Der lærer, at man ikke kan handle meget med Crediten, i hvor god den kan være i een Hensigt, naar den ikke er saa god, som dm bør være, i alle andre. - I Følge forrige Tiders Lykke i Handelen, i Følge mange Private har sadt deres Capitaler i Banqven, i Følge Republik-Natur, i Følge disse Hoved-Omstændigheder, er den Hollandske Banqve vigtig. Men som Handelen gaaer tilbage, og de Private følgelig trækker deres Capitaler ud af Banqven, vil Crediten tage af: og

195

131 det vil da videre lære, at Credit er i Handelen dens Hielpe - Middel, ikke Handelens Grundvold. Med Crediten maae Leylighed til en god Handel concurrere, skal der komme noget ud af begge. Dannemark haver det, som betyder meget meere, end. den heele Hollandske Banqve, i Tidens Følger, nemlig: Ager og Eng, Lande, som af alle tre Naturens Riger tilbyder det større Herligheder, end det selv endnu ret skønner paa, Fiskerier i egne Vande, som ere fast uudtømmelige, mange Nærings-Veye, som det kan oplede sig, om dets tilvoxende Ungdom meere vente sig til at grunde i Petersborg og Archangel, end efter Sædvane, at giøre Caprioler i Paris. Hvad bemærker da den Hollandske Banqve imod disse Dannemarks Grund-Capitaler?

b. Rige Particuliers skal være den anden Grund til Crediten. De gøer for Crediten noget; men kun under visse Omstændigheder, under den Omstændighed i sær, som nyeligen er anført, at Leylighed gives til

196

132

Handelen, under den, at de selv har Smag paa Handelen, under den, at Nationen, hvor de opholder sig, sætter Priis paa Vinskibelighed og Commerce. I anden Fald bemærker rige Particuliers i et landløst Land intet. De er tvertimod, med ald deres Rigdom, meere til Skade; de er Forførere til Overdaadighed, de ere unyttige Fraadsere, de er Fortærere af andres Sved, de er Ødere af egne Rigdomme, og Berigere af Fremmedes Flid: Er Renterne tillige høye, træder de Nationens flittigste Borgere med Fødder. De er det samme, som Guldbierge, der giør slette Borgere halte, døve, dumme; ja, som Biergene selv, bliver de ubevægelige, hvor de kunde stifte store Fordele for Staten, om de rørte sig med deres Velstand til Vindskibeligheds, ey til Overdaadigheds, Opmuntring. De aagrer for at øde, og tager Renter, for at sætte til. Det er for denne Aarsag Skyld, at Viise Statsmænd har for længe siden indseet, at et Land kan have rige Particuliers, og være fattigt, ja blive fattigere, end det er, just fordi

197

133 det haver disse Rige, i det de adspreder, i Stedet for at samle til tienlig Brug: da deres Rigdom, vel deelt, vil have tusinde herlige Følger. Men de Rige, hvis Hoved-Fornøyelse det er midt i deres Rigdom, at befordre Næring og Biering, Handel og Vandel: disse ere de store statsnyttige Rige. Men er de i et Land, hvor Handelen staaer paa svage Fødder, hvor den hver Dag tager af, hvor det er rimeligt, den vil saa blive ved: der er disse Rige for Staten det samme, som Driv-Fuglene for Clima, de reyser, naar de andensteds ere vis paa behageligere Opholdssted. Det Tilfælde er Holland for en Deel i, og vil med Tiden blive det for en større, naar Dannemark inden sin Strandbrædde skal kunde mangfoldiggiøre sin Lykke paa en sikker Grundvold, ved en klog Handel og under en viis Regiering, og det til de sildigere Tider, bliver Planen engang færdig, og man da ikke glemmer, at handle derefter; og, som en vigtig Sag i Monarkier, at Monarken selv indseer og handthæver den, som overbe-

198

134

viist, at uden den kan hans Staters Lyksalighed ikke blive varig grundfæsted. Hans aabne Øyne vil da vide at raade Bod paa ødende Riges Overdaadighed, og hellere lade dem fortære deres Rigdom i Ambassader ved fremmede Hoffer, til Sparsommelighed for hans egen Caffe, end forøde deres Midler hiemme ved Misbrug med fremmede Vare og Forargelse for en fattig Stat.

c. Det Østindiske Compagnie, siger Philodanus, er den tredie Grund til Hollands Credit. I Sandhed, det er noget. Efter hvad jeg læser i min Faders Journal, og hvad andre hollandske Skribentere fortæller os derom: saa er den Hollandske Ostindiske Handel af stor Betydenhed. Den pines at være saa vigtig for Holland, endog i Henseende til de Lande det eyer i Ostindien, at dersom man forestilte sig heele Europa oplyst, og hver Stat at passe paa sine egne Handels-Fordeele, (i hvilken Fald Holland kunde undværes for Europa) blev Ostindien

199

135

dog. det Tilflugts-Sted for Holland, hvor det kunde prøve nye Lykke. Men ved Handelen selv er vel værd at mærke, at saa længe Leylighed til Afsætning gives, bemærker den noget, for Resten intet. For nærværende Tid begynder Hollands Ostindiske Handel, som Mange flere af dets Nærings-Grene, at aftage, og vil saa i Tiden meere. Fleere Stater, end Holland, har Ostindiske Compagnier, større og mindre. Paapasser nu Staterne den Handel ret, og lader disse Compagnier saa lidet agere selvraadig i Staten, som nogen anden Particulier, saa bringer et hvert Compagnie de Vare, i sær, som Staten selv, for egen, Forbrugelse, og for andre Handeler Skyld, den Guineiske for Exempel, behøver, og mange af de hiemmebragte Vare tillader de jo da ikke engang at blive i Landet, for egne Fabrikers Skyld. Men bruger disse Lande virkelig den Klogskab, (som Dannemark kunde langt fuldkomnere practisere end det giør, ved en betimelig Forkiøbs-Handel i Ostindien selv, og Nøyere Bestemmelser engang for Varenes

200

136 Brug i Landet,) saa kan det ikke andet være, end Hollands Ostindiske Compagnie maae mere og mere aftage. Men enhver Stat, kan siges, er dog ikke endnu vaagen, og de som vaager, bluner endog undertiden, hvorved Holland, altid opmærksom, endnu vil her have sine Fordeele. Med alt dette maae det jo være det et skræksomt Syn, at see, Frankrig allerede at løbe med de Kryderier, formedelst hvilke, det har samlet utroelige Rigdomme. Formeeres andre Rigers Ostindiske Compagnier og den indenlandske Vindskibelighed med dem: saa maatte den Hollandske Ostindiske Handel blive lidet vigtig for Crediten, og enhver Stats indenlandske Flid i ethvert frugtbart Land, under en god Regiering, den Hollandske Ostindiske Handels farlige Banemand.

d. Med Sildefiskeriet, som er Philodani fierde Grund til Hollands Credit, har

det samme Beskaffenhed, at det nemlig ikke

nær er at ligne med forrige Tider. Engeland og Irland, som før betalte en anseelig

201

137

Summa til Holland for Sild, har seet sin Efterladenhed i denne Fald, og søger Raad derimod ved Premier og Friheder for disse Fiskerier. Gothenborg giør Holland et betydeligt Afbræk: og var jeg Konge i Dannemark, som Bonden ønskede sig, for hver Dag at faae sin Bergefisk: saa skulde jeg giøre Holland et Pokkers Puds i Silde-Fiskerierne fra Norge af; thi vor Silde-Forordning, duer, saa sagte at sige, kun lidet, i hvor store Tanker Ukyndighed her nede i Dannemark har derom: og var jeg saa og faa, i samme Ovidiske Forvandling, Eenevolds-Herre, for nogle Dage kun, over de Norske Salt-Værker; saa skulde jeg giøre de Anstalter for de andre Fiskerier, hvoraf Holland i Sandhed ikke skulde lee meget. Jeg skulde da ikke have nødig at paalægge Stæderne at kiøbe et vist Qvantum Salt, som alt for tydelig vilde vise vore andre ekonomiske Indretningers siette Sammenhæng. Men hvad hielper daarlige Ønsker! Det som er slaaet til en Tomark, siger man, bliver aldrig til

202

138 en Daler. Jeg faaer da tanke som Undersaat, det er, lade af at tænke videre i den Materie, siden jeg engang, for alle har dog forsoren, at have enten med Kammeret eller andre oeconomiske Collegier at bestille. Det Hollandske Silde-Fiskerie faaer jeg da, naar Fiolen ey fordriver Tanken, i en Krog ærgre mig over, at Det dog skal contribuere, saa meget som det giør, til den Hollandske Credits: Styrke, fordi vi er saadanne Taaber; skiønt det virkelig dog ey betyder saa meget, sont Philodanus tænker, uden i Henseende til os, som glemmer at giøre det saa ubetydeligt, som vi kunde, om vi vilde.

c. Hvad den udbredte Fragthandel angaaer, som skal være den femte Grund, saa er dens nærværende og tilkommende Tilstand en Følge af det foregaaende. At den har taget af, og vil daglig end meere aftage, alt eftersom andre Nationer meere og meere indseer deres egne Fordeele, det kan ingen tvivle paa, og ligger alt i det som er sagt.

203

139 I Forhold til disse Omstændigheder er den La alleene Creditens Grundvold, men hvor svag er ikke det Forhold, og den Grundvold at bygge paa, paa en Tiid, da alle Nationer kappes om, selv at seyle, og selv at beholde deres Fragter.

f. Den lyksalige Opinion bliver endnu meere skrøbelig, og altsaa snarere et ulyksaligt Haab, end tvertimod, om man bygger derpaa: og skulde man undersøge Opinionens Natur selv, for des vissere at dømme Herom, saa vilde man ret erfare Svagheden. Thi hvorom skulde Opinionen forstaaes? Det maatte enten være om Varene, Holland leverer, eller om Handelen selv. Om denne har man vel den Opinion paa sine Stæder, gid den ikke var alt for rodfæstet i Dannemark, at naar man vil have adskillige Vare, som endog aldrig ere Hollandske, saa giør man best, man skriver derom til Holland; thi saa faaer man dem paa eengang fra det Sted, hvor alle Vare findes. Men er

204

140

dette ikke en Opinion, som Viise Love kan udrydde, og gode Indretninger i en Stat giøre til intet. Navigations-Acten har giort det første i Engeland, andre Love andensteds, og paa det andet har de Stater raadet Bod, som har vidst at binde deres indenlandske Næringer til bestemte Stæder, og derefter giortt Oplag af egne Vare paa et fælleds Stæd, ey alleene til Tieneste for den indenlandske Handel; men for Handelen med. Fremmede tillige. Men hvad Opinionen om Hollandske Vare angaaer, da er der virkelig ogsaa gode Raad for den. Det Leidenske klæde har engang havt Opinionen for sig: den Tiid er forbi. Det Hollandske Lærred har tabt endeel af Opinionen, siden man veed det mindste deraf giøres i Holland; man indseer Kunsten paa andre Stæder lige saa godt; man veed, at Engelske Blege, som andensteds kan efterfølges, bleger hvidere og bestandigere end de Hollandske. Segldugen er intet Hexerie, naar man vil angribe Sagen med Hollandske Fingre. Hollandske Sild skulde maaskee have

205

141 Opinionen for sig, og hollandsk Ost ikke Mindre; men det maatte dog kun være hos dem, som ey betænker, at saa meget kan efterfølges, der synes umueligt, alleene, at man begynder vel derpaa. Jeg forbigaaer andet, og giør alleene den Hoved-Erindring, at en viis Stat foragter Opinionen om andre Staters skiønne Vare, og tempererer ved Viise Love, Opinionen, som man vil have den, til Fordeel for Staten selv. Engeland giør ikke nær saa gode Tobakspiber, som Dannemark, dog røger det derfor ikke, som det forunderlige Dannemark, af Hollandske Piber, men af fine egne. Men Engeland er ofte idel Viisdom, hvor Dannemark, er en Erke-Daare. Den, der derfor tænker, at Opinionen for Holland, i Relation til et bestemt Rige, ikke kan i meget overvindes, den politicerer farlig for saadant et Rige, i sær naar dette har den Lykke, at staae under en god Regiering: den duer ey til at prædike for Almuen, da den meere bestyrker den i urigtige Tanker og Præjudicer, end rædder den derfra. Heraf vil min Herre,

206

142

behageligen erfare, at, efter mine ringe Tanker, bemærker de Ord ikke saa meget, som de maatte synes, naar Philodanus siger:

5. Holland er Holland.

Mig synes,

at det foregaaende giver Anledning til at indsee, at det var let at bevise, at Holland hverken er Holland, i Ligning mod hvad det haver været, eller vil blive det i Tiden i Ligning mod det, det er. Men jeg vil ey gaae faa vidt. Jeg vil alleene erindre, det min Herre selv er overbeviist om, at Holland er en saa stoer, som Philodanus udraaber det for, og det som meest giør mig ondt i en Piece, som kiøbes for nogle Skillinger, og læses af Creti og Pleti. Tvertimod har han glemt det, han havde giort sit Fæderneland en Tieneste med, om han havde erindret det, og som er meere betydeligt for en States Lyksalighed, og for Credit og Handel, end alt det andet, disse vigtige Omstændigheder, nemlig:

207

143

a. Holland har mange Viise Love, som kunde viiseligen anvendes i Dannemark.

b. Holland har sine Næringer bunden til

Stæder.

c. Holland konstler sine faae Natur-Producter

til høyeste Fuldkommenhed, for at rette sig efter den store Verden.

d. Holland er overmaade flittig, og er nødt

til at være det for Regieringens Klogskabs Skyld.

e. Holland er sparsommelig, fordi Armod er en Skam, og Duelighed og Flid holdes der alleene i Ære.

f. Holland er i Handelen redelig, fordi Svig, og Contrabanditer, og listige Statsfornærmere straffes for deres Forbrydelser, indtil paa deres Børn, som udelukkes fra offent lige Stiftelser, i det Sted de i Dan-

208

144

nemark utidigen ynkes over, ja af en statskadelig Medlidenhed ere hiulpne til

Lykke, til Hæder og Ære.

g. Holland regner i sin Handel paa Bagateller,

og foragter ikke smaae Gevinster; men er stor i det smaae, som Dannemark er meget lille i.

h. Holland giør politiske Beregninger over

Næring og Biering, hvoraf Dannemark veed lidet eller slet intet, o. s. v.

Dette havde været værd at anføre, som vigtigere Grunde til en States Handel, end mange af de anførte, der falder, naar Naboer og Gienboer behager. Men jeg var her vidtløftig, min Herre! Forlad mig det. Jeg kommer nu til Dannemark.

6. Vi ere Dannemark, siger Philodanus, og kan blive noget, ja noget 100de Gange meere, end vi ere. Da

209

145

Philodanus har giort saa meget af Holland, og sætter Dannemark nu derimod, saa forstaaer det sig selv, at med de Ord: vi er Dannemark, vil Philodanus sige: vi er meget smaae. m. v. Deri har han virkelig Ret. Skade alleene, at han ikke har sagt os, hvor smaae vi ere! Dog man kan slutte sig det til, siden Han siger: vi kan blive noget, ja noget hundrede Gange mere, end vi ere. Altsaa er vi kun en hundrede Deel af det, vi kan blive. Philodani Ord maae vi ikke haardkløve. Har han Ret i noget, bør vi ikke regne det saa nøye, om Han ey Har Ret i Alt i denne Regning. Det kommer an paa, hvad Philodanus forstaaer ved hans noget. Mon han forstaaer derved et physisk, et oeconomisk eller et politisk Noget? Forstaaer han derved et blot physisk noget, saa kan det ikke vel være Landet, for det bliver ikke lettelig større. Folkemængden maaskee han forstaaer derved, thi den kan voxe; men 100de Gange større Antal af Mennesker vilde Landene ikke rumme. Men

210

146

det kan ey heller vel have været hans Tanker; thi hans physiske noget var da allerede i det eene, og kunde blive i det andet, større end Holland, hvilket streed imod hans anførte Hollandske Storhed, mod hvilken vi er smaae; thi vi er Dannemark. Mon Philodanus forstaaer ved noget et oeconomisk noget? Det er rimeligt. Ja, saa har han Ret, vi kan deri blive noget.

I Agerdyrkningen, siger Baden, kan vi blive en 10 á 12 Gange større end vi er. Men hvor meget større blev vi ikke da, end Holland; skiønt vi ey blev 100de Gange større, end vi ere, i hvilken enkelte Størrelse vi allerede overgaaer det.

I Fæedriften kan vi blive meget mere end vi ere, bliver Qvægfedningens Monopolium ophævet langsom, og opgivet, naar Bonden paa de fleste Stæder besidder Kundskab, Frihed og Eyendom. Men da Qvægning og Eng vil lignes mod Ager, naar Qvæg-

211

147

sygen vil tillade det, og de Jydske Herregaarde feder for meget Qvæg paa Agerdyrkningens og Folkemængdens Bekostning: saa vilde, i Følge forrige Tifold, saa megen Qvægning i Dannemark blive en Overmængde, og 100de Fold umuelig: men dog blev vi meget større deri, end Holland.

I Fisterie maatte vi kunde blive noget retskaffent, den eene Sort Fisk regnet med den anden. Thi vi har ey alleene Fisk for vore Dørre, men vi har samme, om ey større Ret, end Holland, til den fiskerige store Søe, der ligger os beleyligere, end det. Bore Fiskerier øpmuntrede, i sær fra Norge, maatte kunde blive store, blev Anlæget saa stort i Orden, Sammenhæng og Klogskab, som Fangsten vilde fortiene det. Island, denne Juveel i Kongens Krone, Skade allene den ingen Glands giver, kan skaffe hundredefold mod det, det giver. Det maae da være Fiskerierne Forfatteren har forstaaet ved hans noget! Ja, altsaa har han virkelig Ret! Vi kan

212

148 blive hundrede Gange meere, end vi ere, i Fiskerierne!

I Kunster, Manufacturer og Fabriker kan vi ofte overgaae os selv for nærværende Tid. Men saa god en Lov, som Kong Christian den Femte gav for de Islandske Strømper, den første fornuftige Fabrik-Lov i Rigerne, (Hvorfor den Handel blomstrer, undtagen naar Kiøbmændene selv fordærver den) maatte da skrives for alle Manufactur- og Fabrik-Vare. I grove Klæder, i Tøner og Stoffer, i linnede Manufacturer, i Læder-Fabriker, i utallig Isenkram, i meget mere, kan vi blive noget stort, om vi intet havde for mange Fordomme derimod, ligesom Hr. Finants-Raad Deder, i det Capitel om Fabriker, i hans Afhandling om Frihed og Eyendom. Men saa blev det endda ikke nok. Vi maatte overregne vor Flid og Statens Indtægt og Udgift i Sammenhæng dermed, vor Trang og vor Overflod, ellers duede det beste endda

213

149 slet intet. Hundredefold større end vi ere, troer jeg da, med Philodanus, vi og kunde blive heri, i sær blev Kunsterne bundne til Stæder. I de smukke Kunster ere vi alt saa store, som vi for Tiden behøver at blive; og de ere just, hvor de bør være.

Men ventelig angaaer og Spørsmaalet det politiske noget, og da vil det vel gielde Handelen, som Philodanus i sær meener, vi kan blive noget i. Vel mueligt. Men er det hans Meening, saa var det at ønske, man kunde giøre Regningen. Uden Tvivl er ingen større Hemmelighed i Dannemark, end den: hvad vi enten er, eller kan blive i handelen. For jeg frygter for, at der ikke findes Beregning over nogen Deel af vor Handel, tienlig til nogen solid speciel Beregning. Man burde vide, hvorledes vor Handels Tilstand er med en hver Stat, vi handler med.

214

150

Om vi vinder eller taber ved Portugal? . . . . ved Spanien?

. . . . ved Middelhavet?

. . . . ved Frankrig?

. . . . ved Storbrittannien?

. . . . ved Irland?

. . . . ved Holland?

. . . . ved Sverrig?

. . . . ved Rusland?

. . . . ved det øvrige af Østersøen?

. . . ved vore egne Vest

indiske Colonier? m.v. og endelig, hvorledes det ene Riges, den ene Provintses Handel forholder sig imod den anden? thi det er lige faa fornødent for en Stat, at det Forhold er rigtigt, som at hver Lem paa det menneskelige Legeme har den rette Deel af Blod, af Nærings-Safter, af Varme, af Kræfter, med videre, i Forhold til det heele Legeme. Og uden hiin Beregning kan ingen handlende Stat ansees for

215

151

en fornuftig handlende Stat iblant Verdens Stater; men snarere holdes for, i de allervigtigste Tilfælde, som gielder Velfærd og Frelse, Sikkerhed og Lyksalighed, at leege et Slags Blindebuk, som Børn. Men jeg sætter, Høystærede Herre! en saadan Beregning var giort. Hvad nytttede den, naar den ey brugtes? Holder man slige Beregninger for farlige for Staten, om de vare bekiendte, da maatte man behage at sige: hvad Skade de har giort i Holland og Frankrig, i Engeland og Irland, hvor de dagligen giøres, og paa de sidste Steder aarligen trykkes. Er de maaskee for fæle til at kiendes? Handelen vil ey blive for fæl til at hielpes! Men da saadanne specielle Beregninger neppe ere til i den vedbørlige Form hos os: saa er det vanskeligt her at anføre, hvorvidt Philodani Hundredefold kan anvendes. Jeg siger i vedbørlig Form; Hamborg og Altona, for Exempel, kan man ey beregne under een og samme Rubriqve.

216

152

Men vilde man dog, uagtet denne Mangel, giøre et Slags Regning; saa kunde man tage Vexelkursen fat, og lade den Sandsiger tale, eller giøre Tegn for os. Men saa frygter jeg for, at vi snarere vilde erfare, at Philodanus havde sagt for lidet, end for meget. Thi burde dog Pari eller Jevnet, være Tegnet, vi burde moroe os ved: saa veed jeg ikke, hvad vi skal skrækkes for, naar vi erfarer, vi betaler saa mange Pro-Cento, til Straf-Told, for vor Handels-Conduite, ved Vexelens Tab, at den blotte Summa allene var en skiøn Gevinst i vor aarlige Handel, om vi kunde rose os deraf. Jeg tør ey nævne Balancen, vi taber, fordi jeg gierne stammer ved det Ord Millioner, men vel slutte deraf, at tusinde Gange mere, end vi ere, kunde vi, i Henseende til vor Handels-Balance, blive. De maae ikke tænke, høystærede Herre! at jeg her taler for meget. De vil bifalde mig, naar De eftertænker, at enhver Nation, som taber i sin Handel med Fremmede til den Grad, den begynder at minke i sin ind-

217

153

vortes Rigdom og Styrke, er i Handelen slet intet for sig selv, i hvor meget den maae være for andre, ja virkeligen saa meget mindre end intet, som det vigtige Tab, det aarligen giører, staaer i Forhold til noget. Men hvad er da Dannemark i sin Handel, naar vi skal spørge og svare oprigtig, i sin hele Oeconomie og Handel for nærværende Tid? Skulde en Hykler give Svar herpaa, blev det ikke mit. Jeg er Patriot. Jeg troer, Sandhed bør her tales, at enhver maae opmuntres til at komme Fædernelandet til Hielp, før det blir alt for sildig; at man maa hielpe saa snart mueligt, imens Kong Christian den Viist, den retmodige, den retskafne Helt iblandt politiske Stats-Helte, (gid vi havde nok af dem) imens han sidder paa Tronen. Hvad er da Dannemark i sin Handel, at han maae vide det? Et høyvigtigt Chaos, mueligt at forvandles til den skiønneste Verden, naar hans Viisdoms Aand blæser derpaa. Det betydeligste Støv under hans Fødder, for at giøre ham til den største Statsskaber iblandt

218

154

Regenters. Lutter Velstands-Evner, for at blive stor ved hans oplivende Kraft. Idel Muslighed, for at blive en virkelig vigtig Statsmachine, bestaaende af tusinde gange tusinde veldannede Hiul, sammenfatte paa den nøyagtigste Maade, og bevægende sig i den letteste og fuldkomneste Orden. Et frugtbart Intet for nærværende, for at blive et frugtbringende noget, længe før han hensættes til sine Fædre. En Boelig for Oeconomie- og Commerce-Forstyrrere, at Kong Christian den Syvende, maae paa sin Trone blive Deres viise Omformer. Det er Dannemark, den Dag i Dag, i Oeconomie og i Handel, i Ligning mod de med egne Vare handlende Stater, med hvilke det dog bør have nogen Ligning: og den der nægter det, han veed hverken hvad vi er, eller hvad vi kan blive; og han negter det tillige, fordi han ey veed, hvad andre Stater er i Handelen, mindre kiender dem i Forhold til Dannemark, og dette i Forhold til hine, og til de Stater, vi aldrig tænker paa, der dog

219

155

i Sammenhæng med os, fordi vi staaer i Sammenhæng middelbar, eller umiddelbar, med hver Stat paa Jorden.

Men hvad var ikke da Philodani Ord vigtige, da han sagde os, vi kunde blive noget, ja noget hundrede Gange meere end vi ere. Ja, høystærede Herre! de Ord vare og ere vigtige, i sær naar de forklares Men lignes nu de forrige Ord, Philodanus talte om Holland med disse, hvor vare da ikke hine lider betydelige. Jeg giør heraf den Slutning for det efterfølgende: Philodanus er ikke altid at lide paa, i det han taler om Handelen, da han er kun en blot Theoreticus eller Boglærd. Vi maae prøve nøye hvert Ord, han skriver; thi han skriver ofre for ubestemt i eet, og alt for fremmed i et andet; om vi ey vil feyle med ham i alt f meget i det lidet, han om Handel og Vandel, Næring og Biering har sagt os. Vi vil ikke glemme denne Regel i det

220

156

følgende, og strax anvende den paa denne Side, hvor vi har talt med Philodanus.

Jeg, som en Dansk, siger Philodanus her, vilde dog nødig, at denne Handel, som har i lang Tid været faa

vigtig, og hvis Varer man faaer os vanskelig til at undvære, skulde

ophøre. Philodanus taler her, som en Veltænkende, naar han nødigen seer, den vigtige Ostindiste Handel at ophøre. Jeg, og enhver god Borger, tænker vel i Almindelighed det samme. Men hverken tænker man, som en seende Patriot, eller som en Statskyndig, naar man ønskede Handelens Flor, for Brugen af de Ostindiske Vare i Landet, med mindre man meget bestemt forklarede sig derom. Bedre er det, at give Ostindien sine Penge, end europæiske Stater, der kunde forvandle dem til Vaaben imod os. Men overveyer vi ret Sagen, saa vil vi finde meget stadeligt i den Ostindiske Handel for Fædernelandet; i hvad Octroyen,

221

157

som faaer Ende, maatte end indvende derimod. Hvert Stykke Silke-Tøy, som bliver i Landet, er en Fornærmelse imod vore Silke-Fabriker, hvert Stykke af Kattun, hvorfor Almuen, i det mindste, kunde bære hiemmegiorvte Tøyer, er Nærings og Bierings Indskrænkning, og dermed alt det Onde, som deraf følger, for Regiering og Stat. Men blev det endog nogen Vanskelighed for Vanen, at undvære sligt, saa blev den dog ikke uovervindelig. Fornødenhed lærer, at det vil paasees, ved Octroyens Udgang, som Contrebanditerier selv, om vi ey skal her Handle mod aabenbare egne Fordeele.

Hvad Stød Compagniet i øvrigt har lidt, som Philodanns med videre erindrer paa følgende Side, det er uden for Mueligheden af min Regning; men det er vist, at aldrig talte Philodanus bedre Ord for Staten i Henseende til Compagnier, end disse: Compagnier maae man ønske en frie Bestyrelse og et skarpt Tilsyn, der-

222

158

som de Ord ret forstaaes. Men Ulykken er, at i Danske Øren, der synes de sidste Ord, at ophæve de første. Man vil ikke troe, at en Compagniehandel kan være Politisk frie, det er, saa

frie, som den bør være i Sammenhæng med

Statens Beste, naar Regieringen ikke lukker Øynene, og lader Vedkommende handle; som de vil. Det er Aarsagen til mange Compagniers og Handelers Undergang, at de ey aflægger Regnskab for deres Conduite til andre, end dem selv, da de, for deres politiske Sammenhæng med Statens Næring og Biering, burde aarlig giøre Regnskab for samtlige Vares Indkiøb, som for deres samtlige Grunde, hvorefter de handler, med alle subordineerte Handlinger, ligesom hver Handelsmand giør det, hver Gang han betaler sin Told til Regieringen efter dens (som bør forudsættes) statskloge Told-Rulle, Næringers og Bieringgers hellige Maal og Rettesnoer. Uden saadant et Over-Opsyn af et Collegio i Staten, kan ethvert Compagnie blive Regieringen og Statens forfærdeligste ødelægger, endog til

223

159

samme Tiid, det vinder for Staten Balancen i Handelen, jeg siger, til samme Tid det vinder Balancen i sin Handel, og da dets Aktier stiger.

Men bør Thee-Tolden ophæves? Philodanus meener det. Han kalder den skadelig.

Man kunde tænke, siger han, Gottenborg havde fundet Middel til at paalegge den; thi derved har det aabnet en rigelig Afsats i Norge, som aldrig kan forebygges: og den Smuehandel, som Norge drev med vor Thee i Engeland, er nu gandske tilstoppet: allehaande Skielmstykker, der er spilte og spilles med (vil nok være mod) vor Thees Udførsel til fremmede Stæder, kand aldrig fuldkommen hindres. Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told, skulde med eet ophæves.

De Grunde Philodanus anfører før Toldens Ophævelse ere altsaa følgende:

224

1) Gothenborgs Fordeel paa Norge.

2) Norges Tab ved Mangel af Snighandel med

Thee paa Engeland.

3) Hindringer, for vor Thees Udførsel, som bør

ryddes af Vejen.

Hvordan seer Toldrullen, i Henseende til Tolden paa Theen, ud? Den siger: Theebou skal betale i Told for Pd. 12 Sk. og grøn Thee 20 Sk.

Hvad siger nu den Hollandske Toldrulle derom, efter hvad jeg finder i min Sal. Faders Journal? Den siger: For hundrede Pund Thee, over Hovedet, fra Ostindien kommende, eller ved Indgang, skal betales 10 Gylden, og naar den igien gaaer ud 5 Gylden; det er altsaa 15 Gylden. Thi vi regner den udgaaende Told med; siden det er for Afsaken til Fremmede Philodanus ogsaa klager over Tolden. Men 15 Gylden for Hundrede Pund, det gjør, uden for Nøye Undersøgelse af Vegten, naar en Gylden regnes mod vore Penge, ungefær 6 Skill. paa Pundet, Hol-

225

161

land betaler: i Sandhed meget hos en Republik, hvis Handel er den economiske Handel, og hvis Accise gjør Handelen saa kostbar, som den Hollandske.

Hvor høy er Tolden efter den Franske Toldrulle? Den er 100de Pund, 6 Livres, som efter vor Myndt, vil ey giøre en og en halv Skilling paa Pundet.

Men hvor høy er nu Theen ansat i den Engelske Toldrulle; thi det staaer og i Journalen? Den betaler ved Auctionen (thi Engeland tænker nøyagtig) naar Compagniet holder den, for 120 Pund, 18 Pund og 18 Skill. Sterling, og lidt over. Det giør, præter propter at regne, 4 Mark 12 Skilling Danske for Pundet. Men ved Udførselen betales ikke een Styver af den høye Told tilbage; Told-Rullen skal sætte med reene Ord No Drawback. Jeg forbigaaer at erindre, at den Thee, som bruges i Landet selv, betaler endda 7 Pund Sterling meere, end anført,

226

162 for hvert hundrede Pund. Hvorvidt gielder nu Philodani Conclusion: Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told skulde med eet ophæves? Hans Følge flyder af hans Grunde. Disse maae vi nu prøve; thi vi har her nu Prøvesteenene nok for os.

Den 1ste Grund var denne: Gothenborgs Fordeel paa Norge. Hvad er Gothenborg for Dannemark i Henseende til Norge? Det samme, ungefær, som Dannemark og Norge, Holland og Frankrig er for Engeland i Henseende til Irland. De smugler allesammen paa Irland, saa Engeland derved afsætter des mindre af sine Theer, hvor det dog haade største Ret dertil; just den samme Ret, som Dannemark har i Henseende til Norge. Men siden Dannemark efter Philodani Slutning bør ophæve The-Tolden, saa burde jo Engeland giøre det samme. Men hvorfor giør Engeland det ikke? Fordi det tænker en, som Philodanus. Det betænker

227

163 Vigtigheden af Afgiften, der er ey saa let at faae igien paa et andet Sted. Men paa det Fremmede ikke skal spille for kloge Ruller, som det dog aldrig reent hindrer, har det erklæret hver Skib god Priis, som bringer 5 til 10 Pund Thee med sig, og giør derfor strax ved hvert Skibs Ankomst den allernøyagtigste Undersøgelse, som har været Danske bekosteligt nok: hvilket er Aarsag til den Kongel. Forordning af 21de Jul. 1766. for vore Skibe paa de Farevande. Det samme er det, efter mine ringe Tanker, en Fornødenhed for Dannemark, at giøre i Henseende til Gothenborgske og Svenske Skibe, og dertil paa det haardeste at straffe Contrabanditer til Lands: saa behøves ingen Tolds Aftagelse for den Skyld. Men det er vel ikke Gothenborg, der indsniger Thee alleene, Holland indfører maaskee ikke mindre, og Frankrig er ikke frie derfor. En Stat betragte sine Rettigheder, Forhold og Sammenhæng, saa vil den tidt finde Raad for Misbrug i halvdelen,

228

164 hvor den, uden disses Overveyelse, maatte forblive raadvild! Den 2den Grund, Philodanus angiver, er denne: Norges Tab, og følgelig Dannemarks, ved Mangel paa Snighandel med Thee paa Engeland. Det maae da være for Concurrencen Skyld, dersom Handelen er den samme paa Engeland, som den altid haver været; thi da Tolden er saa høy i Engeland endnu, som før, saa er der Opmuntring nok i den Fald for Smuglere. Men hvem concurrerer med Dannemark i denne Snighandel? Dertil svarer Philodanus: Gothenborg. Meget vel. Jeg vil lade det staae derhen, som Sandhed, endog uvidende om, hvad Told Gothenborg betaler, liden eller ingen. Men i Fald det forholdt sig saa, at Gothenborg undersolgte os i Theehandelen i den engelske Snighandel saa tillod den sunde Finants-Politik endda ift, at tage Tolden af. Men det blev

229

165

da Politik, at godtgiøre saa meget i Told, ved Reysens Ende (ikke før) af den Thee, som efter Beviis eller paa Fed, var afsat hos Fremmede, som Gothenborg kunde undersælge os i Forhold til dens Thee-Told, og ey videre. Men, at Gothenborg ikke hindrer Norge i sin Thees Afsætning paa Engeland, for Tolden Skyld, det slutter jeg deraf, fordi man neppe har erfaret i Norge det Tab fra Compagniets Begyndelse i Gothenborg; men giør ventelig Slutning om Tab ved Gothenborg, for at forebringe vedkommende høye Steder, en Aarsag, de snart maatte ansee for meget vigtig, og altsaa formaaes til, at afhielpe Tolden, i det Sted Grunden ligger i Øen Mans Indlemmelse under den Engelske Krone, paa hvilken Øe det nu bliver de Norske Skibe, som gaaer til Irland med Mængde af Tømmerlast, heel besværligt, om ey umueligt, meere at profitere ved Theer, som forhen. Fik Norge i det samme saa meget at bestille paa Falmouth, paa Guernesey og Jersey, som det haver paa London,

230

166

Edenborg og Dublin, det vilde i Sandhed ikke klage, uden det var des vissere forsikret om, at Klynken kunde aflette Tolden. Hvorfor mon det ikke har anført til Exempel den ringere Hollandske, men i sær den Franske endnu ringere Told, og det saa meget meere, som disse Nationer ligger Engeland, saa meget nærmere? Uden Tvivl, fordi man ey har vidst den Tolds Beløb, og derfor ey faldet derpaa, Dog kan Norge i dette undskyldes, om det erindrer, at, for Indpakningens Skyld, foredrages de Kiøbenhavnske og Gothenborgske Theer for Hollandske og Franske, i Engeland og Irland, ja i Ostfriesland

med, ey at tale om flere Stæder.

Hvad den 3die Grund angaaer, denne, nemlig, at Hindringen for vor Thees Udførsel bør ryddes af Veyen, da ligger Besvarelsen heraf allerede i det forrige. Philodanus bør tilstaaes, at hvad der hindrer en Handels Fremgang, bør afværges; men derfor ikke Maaden, han her

231

167

vil giøre det paa; nemlig ved ey alleene at ophæve Thee-Tolden, men ved at ophæve den med eet, som synes alt for ligt den Plan, Philopatreias har vildet lægge, og uligt hans egne Tanker (jeg siden vil undersøge) i det følgende, hvor han Pag. 46. siger: at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder inføres, ikke vel forringes, saa man giør ilde i, at man fører den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hovedet. Hvilke sidste Ord, jeg frygter for, passer sig her alt for Nøye paa Philodanus selv, og det saa meget fælere, som de angaaer en Ting, der saa almindelig bruges af Almuen, som Theen, hvilken fast hver Mand dagligen nyder. Der er, som allerede sagt tilforn, andre Raad, hvor Handels-Strid møder for Toldens Skyld, end Tolds Ophævelse. Der er en proportionerlig Godtgiørelses-Told eller Drawback da at give, som Stedet ikke tillader mig her at tale videre

232

168 om, men som de anførte Regler giver Anledning nok, til at fastsætte paa gode Grunde, Uden at lade sig Øynene blinde.

Men saa villig, som Regenten da er, saaledes at befordre sine Undersaatters Fordele: saa alvorlig og yderlig streng bør han og være, mod alle Forestillinger og Taare, i at straffe Contrebanditer indtil paa Liv og Lemmer, naar mindre Straffe ey vil frugte, for at handthæve sine andre Rettigheder i Afgifter, hvilket er til hans beste Undersaatter, som erlægger dem, deres retfærdige og billige Forskaaenelse for andre og større Paalæg. Men dette kan dog ey heller skee, før Told-Be- tiente har det at leve af, hvoraf de bør leve med rette; thi de bør jo leve. Dette iagttaget, og det Lys brændende i vedkommende Collegier, som der bør brænde: saa vil Philodani alt for hastige Slutning om Tolds-Ophævelse, under Titel af en sund Politik, blive anseet for Heel usund, baade for Re-

233

169 gent og Undersaatter. Det var om det Ostindiske Compagnie, Philodanus her talte.

Hvad synes ham om det almindelige Handels-Compagnie? Det almindelige Handels-Compagnie, siger Philodanus strax paa foregaaende, er et saa besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar, efterat endog Island og Findmarken ere giorte til dets Trældoms-Steder, ere mørke Taler, som vist nok kan oplyses, og det klarligen af dem, der vinde derved, men som bliver for alle Upartiske og Kloge en uloddelig Afgrund. Har

Philodanus Ret i dette? Deri har han Ret, at dette Compagnie er et besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Det er en Phoenix i Staten, allene med den Forskiel, at denne, som man siger, staaer til sin Tid igien ung op af sin Aske;

234

170 men Compagniet bliver ævig ved sin gamle Slentrian. Men, hvori Compagniets Besynderlighed for Resten bestaaer, det lader sig gandske vel forklare, og bliver ingen mørk Tale for Dem, som, endog uden for Compagniets Handlinger, har lært at kige lidt igiennem Mørke Skyer. Mig synes, at det er gandske rimeligt, at det almindelige Handels-Compagnie maae have imodtaget Tilskud og intet Udbytte givet, og det i mange Aar, uagtet Island og Findmarken ere giordte til dets Trældoms Stæder: og at Det var tvertimod et Handels-Mirakel, om intet Indskud skeede, og om Udbytte blev given. Vi bliver strax overbeviist herom, naar vi betragter:

1. Hvori Compagniets Handel bestaaer, uden for den Islandske og Findmarkske, og Maaden, det besidder Den Handel paa.

235

171 2. Kun det alleralmindeligste af den Islandske og Findmarkske Handels Tilstand. Og

3. Personerne, som bestyrer og driver den heele Handel.

Jeg vil være saa kort, som mueligt,

ved denne Undersøgning.

Det 1ste, vi maae betragte, det er da Compagniets Natur, som det i Aaret 1747 blev oprettet. Den lærer vi af Octroyen, som beskriver den saaledes: Vi lader oprette, siger den frommeste Konge, Kong Friderich den Femte, (troende sig her, at octroyere oplyste Undersaatter) et almindeligt Handels-Compagnie, til at navigere og handle, saavel til og fra vor Residentse-Stad, og omliggende Lande, til de Stæder paa Vesterleeden, hvor hver Stæds Producter kunde behøves og debiteres, saavelsom og paa Middelhavet, med vi-

236

172 dere; vesligeste med Tiden at fortsætte Valfiske-Fangsten, samt paa tilladte Stæder at oprette Contoir og Factorie til Fiske-Handelens Befordring, og saavel dertil, som til andet Brug, Handel og Søfart, at besørge fornøden Forraad og Oplag af allehaande Vare her

paa dette dertil beqvemme Stæd, samt paa andre Stæder efter Omstændigheden. Altsaa bestaaer Compagniets Handel i at drive en frie Oplags- og Fragthandel med fremmede og egne Vare, hvor det vil og kan, i, paa, og uden for de Danske Stater; at drive Valfiske-Fangsten, og befordre ved Oplag andre Fiskeriere, hvor det kan, og alt dette uden Indskrænkning til nogen Sort Vare, forbudne Vare, (Post. 4.) til Oplag, endog indbegrebne. Men nu spørges: Er dette Compagnies Handels Natur anderledes, end den Handels, som enhver Grosserers eller Storhandlers, som sætter sig need, som Kiøbenhavns Borger, at handle og vandle, enten til Deels er, eller kan blive? Dertil

237

173

er man vel nødt til at svare: Ney, paa Valfiskefangsten nær, (om den og bør undtages) er den virkelig den samme. Men følger ikke da deraf, at enhver Grosserer i Staten, da han kan have Efterretninger om Handelens Tilstand Verden over, til samme Øyeblik, som Handels-Compagniet, at samme da er en Opfanger, og dertil en billig, af Handels-Compagniets Fordeele. Men hvad Udbytte skulde der da falde, naar alle Grossererne, som de virkeligen bør, naar de kan, bytter Fordeelen imellem sig, som Compagniet med seende Øyne er nødt til at taale?

Et unaturligt Compagnie kan altsaa ikke have andet, end de Følger, det tilkommer for sin Unatur, det er Mangel af Udbytte. Men, som det har ingen Udbytte: saa vinder ey heller nogen derved andet, end det, som heele Staten maae vide, saa vidt jeg seer, saa Philodanus taler uden al Tvivl her meere, end han burde. Var det derimod er natur-

238

174 ligt Compagnie i Staten, eller et statsnyttigt Interessentskab, saa var dets Forfatning af en langt anden Natur. Dets Øyemærke var fastfat efter dets Oplags-Steds Beliggenhed imellem omringende Stater; og visse fremmede Stæders Mangler kunde da saa tydelig kiendes af Compagniets Oplags Natur, som andres Overflod, der altid vedligeholdt Magazinerne. Men hvor ere disse Kiendetegn, til Beviis paa Øyemærke og Midler og en velgrundet Handel? Med hvad Vare handler Compagniet?

De Vare, Compagniet maatte handle med, vare da og bestemte og navngivne i Octroyen. Man læste da aldrig disse Ord: og paatvivler vi allernaadigst ikke, at Compagniets Directeurer efter allerunderdanigst Eed og Pligt, jo stedse seer derhen, og tager alle fornødne og muelige Præcautioner, at de indenlandske producter og Fabriqver, ikke derved i nogen Maade præjudiceres, men at de

239

175

meget meere søge veslige producter og fabriqverede Vares Debit, endog paa fremmede Stæder, saavidt giørligt kan være, at tilveyebringe og befordre. Man fandt i dets Sted en nøyagtig Specification pag de Vare, som maatte oplægges af Compagniet. Det blev da og saadanne Vare, som Private ikke kunde saa beqvemmeligen omsætte, som et Compagnie, efter Omstændigheden af Mængden, Tiden og Stædet, m. v. og i saa Fald maatte Private ey heller handle med dets Vare, uden under visse Vilkaar: og Anlæget var da just noget langt andet, end det er, som kun er nu Beviis paa dens Ukyndighed, som har giort Udkastet til Compagniets ynkværdige Plan.

Regnes hertil Maaden, Compagniet maae øve sin Handels Ret paa, saa er den allene nok til at giøre Handelen til intet, om den endog nogensinde havde været vel anlagt. Den er ey alleene for dette Compagnies, men for

240

176

andre Compagniers og Participantskabers skyld værd at vide, og at erindre. Den lyder saaledes: At de udi dette almindelige Handels-Compagnie indtrædende Participanter maae imellem sig selv indbyrdes oprette, indgaae og beslutte saadanne Reglementer, Conventioner og Foreeninger, som De saavel til Compagniets Erection og Istandsættelse, som til Oeconomiens og Administrationens Indretning og Deres Middels retsindige og ordentlige Forvaltning, og følgelig til Commerciens og Skibsfartens Tarv og Fremvæxt, for raadeligt, tienligt og fornødent befinder; Hvilke Reglementer, Conventioner og Foreeninger, saaledes som de nu: Begyndelsen forfattes og vedtages, eller

efterdags forandres og besluttes, stal være lige saa gyldige og kraftige, som de af Os selv specialiter vare confirmerede. Aldrig giver dette Compagniet mindre Magt, end at giøre hvad det lyster, uden

241

177

at giøre Regent eller Stat noget Regnskab for sin Conduite i Handelen. Men skulde en saadan Clausul i en Octroy være mindre end statsødeleggende? Dog saaledes auctoriserer mange danske Oetroyer til en selvraadig Opførsel! Jeg tænker paa Johan Tegels Aflads-Breve, der ey allene tilgav de begangne Synder, men octroyerede for de man agtede at bedrive. Mig synes det er ey umueligt, af en saadan Artikels Ord, at beviise, at en Cancellie-Chef i Dannemark, vant til Cancellie-Formularer fra Ungdommen, maae ikke merke at han i Octroyer og Privilegier opreiser monarkiske, (men det var at misbruge dette velbemerkende Ord) jeg vilde sige, despotiske Undersaatter ved Siden af hans Konges Trone, hvilke kand underminere, om ey med Vold nedrive den, paa den forfærdeligste Maade mueligt, nemlig, ved Selvraadighed i Handel og Vandel. Philodanus har da rigtig nok ret, naar man betragter dette Compagnies Natur, at det er et besynderligt Selskab, og at dets Lige ikke saa let findes.

242

178 2. Betragtet vi det nu i Henseende til sin Handel paa Island og Finmarken: saa vil vi og blive en haaben Besynderlighed vaer i den Henseende. Jeg er vis paa min Herre ønsker mine Tanker her over den Islandske Octroy for Compagniet; thi de satte sig alt ned, og slog sig til Rolighed paa deres Gods i Havet 1763, og Octroyen er fra 1764, og, som Octroyer, er den for det meeste meere Mysterie end Aabenbaring, da slige Privilegier ey findes almindelig iblant vore Forordninger, maaskee for et Compagnie-Knebs skyld, jeg ikke kiender. Jeg vil giennemløbe den.

Ikke skal jeg tale om de 7000 Rtblr., som en liden Sum, Hans Majestæt faaer i Forpagtning af Irland; thi om han fik slet intet, kunde der være lige meget, da Hans Majestæt veed altid Middel, at vinde ved sine i Handelen vindende Undersaatter, naar de erhverver noget, hvorved han bør vinde: alleene at Octroyen, og Handelen derefter, var hans Riger og Lande til Fordeel! Thi Regenten bør egentlig ikke, enten forpagte Handel, eller handle, men hanthæve

243

179 Handel, og Hæve Told og Afgift af Handel, for dens Hanthævelse, uden hvilken den aldrig kunde blomstre. Men det er Undersaatter, som bør Handle og bygge Pakhuuse. Imidlertid gyser jeg ved de Ord: 20 Aar, i hvilken Tid Landet er solt at en Lands-Fader til Landets høyanseelige Fiender; thi andet er et hvert Compagnie intethvor Handel kan drives, som denne; Uden Compagnie, under en frie landsfaderlig Bestyrelse og en oplyst politisk Opsigt;

Men at jeg nærmere maane forklare mig i dette for min høystærede Herre, vil jeg, som sagt, giennemgaae den Islandske Octroy i sær, og, for at være kort, forbigaae det, som er almindeligt ved alle Compagnier, allene berørende det, hvorover Island lider ved Compagniet, og bliver rigtig nok, som Philodanus siger, dets Trældoms-Sted,

tilligemed den Misbrug, som i Handelen indsniger sig, hvorover Compagniet lider paa sin Side, og altsaa derfor bliver det besynderlige Compagnie det er.

244

180

Den 4de Post siger i Octroyen: naar Prisen paa udenlandsk Rug, ved paastetider, her er over 13 Mark, og Bygget i Proportion, saa tillades, til nestpaafølgende Aars Udredning, fremmed Rug og Byg frit indført. Denne Omstændighed at man maa hente Rug hos Fremmede, hører egentlig ikke herhen, som en Følge af Compagnie-Handel, men som en Følge af vor Mangel i Henseende til Korn-Prisens Ubestemmelse; hvorfor jeg ey betragter det, som nogen Mangel her, men forbigaar samme, uden at jeg derfor bifalder enten Prisen paa Rugen eller Tids-Beregningen, til hvilken Udredning med fremmed Rug her er bleven tilladt.

Jeg taler ey heller om den 5te Post, hvori Jernet, som for Udredning behøves, tillades det halve fra fremmede Stæder at indføres, efterdi denne statsskadelige Artikel, og forunderlige Tilladelse i Riger, der selv har Jern-Miner nok, og afsætter Jern til Fremmede, ikke hindrer enten Compagnie eller Landet Island i sin Handel, men kun Riget Dannemark og

245

181

Norge i sine retfærdige Rettigheder til felles Lyksaligheds Befordring, som ikke her bliver mit Øyemerke at bedømme.

Jeg forbigaaer og den Consumptions Gotgiørelse, som Compagniet saa forunderligen tilstaaes, i Følge den 6te Post, paa Brændevinet, som udføres til Island, skiønt aabenbar stridende imod Hensigten med Brændeviins-Driks Afværgelse, der i Landet, som Consumtionen derpaa selv kunde hindre; uagted samme kunde endog fortiene en Betragtning, baade som en Fordeel for Compagniet, og som en Ulykke for Landet.

Jeg lader og, som jeg ikke seer de Ord i den syvende Post: Fabriqveurerne skal være betænkte paa at forskaffe deslige Vare, naae de i Tide hos dem bestilles, baade til billige og taalelige priser, saa og af faa forsvarlig Godhed, at Compagniet dermed kunde være vel tiene, og at Indbyggerne udi Island intet derover skulde kunde have sig at besværge; efterdi dette saa

246

182 lidet henhører her til Sagen, som Befalingen i Grunden intet virker, da Fabriqveurer, paa slig en Maade, ey kan foreskrives enten Form eller Pris af deres Vare: det og blev mere Compagniet, som skulde befales, at skaffe vedbørlige Vare, end Fabriqveurerne, der ved Hal-Love egentlig først forpligtes til en vis Arbeyds-Maade, men aldrig til visse Priser; som Compagniets Licitationer desuden giør reent umuelige, baade i det eene og i det andet.

Ligesaa enfoldig forestiller jeg mig, naar jeg seer den splittergale Oeconomie med de Islandske Vare, som føres fra Island Hertil, for at halles, og derpaa at udføres igien til Island, for fastsatte Priser, der bliver ævigen noget Absurd i Handelen, og, for samme Aarsager, som for flere, der siden følger, den hele Compagnie-Handel selv aldeles urimelig.

Ja jeg vil ingen Anmerkning giøre ved Leverancen af det Islandske Kiød paa 2 til 3000de Tønder, som Compagniet (efter den 11te Post)

247

183 er forbunden, at levere mod Betaling til Søe-Staten, da det er ey allene rimeligt, men i Island noksom bekient, at det gaaer hermed, som med den heele Slagtning for Compagnie-Handelens Skyld, at de sletteste Faar drives til Hannene, og Kiødet, som derpaa indsaltes, bliver det sletteste, og Søe-Staten altsaa ikke faaer. nær saa got Kiød, som en frie Handel vilde levere det.

Jeg skal end ydermere lade, som jeg ey begriber den forunderlige Maade, Islands Indbyggere kan behandles paa i Handelen, for Landskyldens Erlegnings Skyld, i det det heder i den 12te Post, at hvad der allernaadigst er befalet den 23 April 1596 (mon disse bedagede Tal ere rigtige?) at Landets Indbyggere, nemlig, aldeles ingen Fisk eller andre Vare til de Handlende maae afsætte, førend den aarlige Landskyld til Kongen først er betalt, at det skal endnu vedvare i gode Aaringer; skiønt jeg vel indseer, hvad Leylighed man derved haver til Chicaner, mod

248

184

Almuen, til ulovlig Baade i Handelen, ald Taxt uagtet (som desuden intet duer) i de middelmaadige og slette, ja fast i alle, Aaringer, i hvordan de ere.

Men noget møder i Slutningen af samme og flere paafølgende Poster, som jeg umueligen kan forbigaae. I Slutningen af denne 12te Post, der heder det: I øvrigt lader vi føye, siger Lovgiveren, saadan Anstalt, saa vel ved Amtmanden, samt Landfogden og samtlige Gysselmændene udi Island, at de ikke alleneste opmuntrer Almuen til at benytte sig af Fiskeriet, naar samme sig tilbyder, men endog paa det allernøyeste derover at holde, og tillige Almuen betyde, at saafremt de ved Ladhed motvilligen forsømmer Fiskeriet, maa de, som saadant overtydes, forvente at vorde nægtet den forlangte Credit, og saaledes selv komme til at lide formedelst deres egen Efterladenhed. Saa velmeenende som denne Opmuntrings-Maade kan være i sin Hensigt af Lovgiveren selv, saa tyde-

249

185

lig sees af enhver, at Virkningen vil blive aldeles unyttig for Handelen. Handelens Natur, og Baade af Arbeyd og Flid, maae opmuntre, ikke en Lovgivers blotte Ordre. Det er kun i slaviske Egne, hvor de Ord har Virkning: Arbeider, I skal skee Skam! og endda maae de Ord ikke tales uden af den, som har Pidsken i Haanden. Men i et Friheds Land, under en faderlig Regiering, vil Handelen ey, paa noget Hiørne i Staten, blomstre ved Næringers Opmuntring oplivede ved de Ord: Forsømmer I Arbeyd, skal Credit vorde eder negtet, og I skal komme til at lide, for eders Efterladenhed! De Hielper ikke de Ord, om de endog bleve udraabte af alle Amtmænd, Landfogeder og Sysselmænd i et Land, paa engang, med en Tordenstemme. Disse stille Tanker, i en roelig Eenlighed, om det endog var midt i Mulm og Mørke: I Morgen, vil jeg og mine udkaste Garnet, i Haab at Gud velsigner vor Flid, da jeg er vis paa, at de

250

186 mange ankommende Kiøbmænd, vil blive begierlige nok, for at kiøbe mine velbehandlede Vare til de Markeders Fornødenheder og Trang, hvorfra de kommer. Disse enfoldige Tanker, siger jeg, betyder meget mere! De betyder Klæde og Føde for Armod, Vælde og Magt for Trone og Stat. Men om disse mange Kiøbende drømmer ikke, mindre tænker Islandsk Fiskere paa, tvungne ved et statsskadeligt Compagnie til at handle, ikke efter Priser, i Forhold til Søgning og Varers Mængde; men i Forhold til Selvklogskab og Interesse af Ukyndighed i Dannemark, og siden underkastede Capricer i Haunene af Smaae-Despoter, store nok til at ødelægge den største Øe Kongen af Dannemark eyer. Men følger da ikke heraf, at Octroyeu selv bliver her et Beviis paa Compagniets Uhandel imod sig selv, i det det ey veed, at drive Handelen anderledes, end at det behøver de forunderligste Tvangs-Midler; idet Sted den Erklæring til Indvaanerne: I Forhold til Fiskeriernes Lykke, og hver Mands Flid, skal Fiskelinier og Salt blive forstrakt i Mængde; og gode Vare blive kiøbte, vilde have udrettet det heele.

251

187

Den 13de Post haver disse Ord: Compagniets Kiøbmænd bør, under Stadens Erstattelse og anden Vilkaarlig

Straf, være forbunden, allede Vare at imodtage og betale, som Indbyggerne dennem tilbringe, naar samme befindes gode og forsvarlige Kiøbmands Vare at være. En skiøn Forpligtelse om den kunde virke Lovens Efterlevelse! Men hvad om Erfarenhed tør tage sig paa at beviise, at mange Vare, gode for Staten i en ret Handel, skiønt de ikke besindes gode i en daarlig, tilbringes og tilbydes Kiøbmanden, som han aldeles ikke vil tage imod? Hvad om det dernæst er nok som bekiendt, at Bare, som ere nok saa gode Kiøbmands-Vare, ere imod Compagniets og Kiøbmandens Fordeel, at modtages? Skulde, der da være nogen Tvivl paa, at denne Post i Octroyen er uden Betydning, og kan ey iverksættes for Vanskeligheden af Opsyn? Skulle man da ey indsee, at det endog er mod Handels Natur, om Opsynet var tilstrækkeligt; og Indbyggerne altsaa, i denne Hoved-Omstændighed, i

252

188 de beklageligste Omstændigheder af Verden, ligesom Handelen selv en latterlig Handel? Omstændigheden er, i sidste Fald, i sær angaaende Saltfisken, som Indvaanerne ikke kan afsætte til Kiøbmanden, efterdi Kiøbmanden da maatte betale Saltet, som han havde solt dem, og Møyen tillige paa Saltningen, som han kan have lettere af Armod i Landet, naar han selv er nærværende og lader salte. Men hvor stort et Tab er ikke denne Omgang for Islænderne i deres Trang.

Men i saa Fald Islænderne havde nok saa stor en Mængde af beste Tørfisk, hvorledes skulde de overlade den i Handelen, hvor Varers Indkiøb er bestemt efter medhavende Vare, fastsat ved en urimelig Taxt, kun rimelig i en urimelig Handel, paa det denne ikke skulde aabenbar blive Landets Indvaaneres Blodsuer og Morder? Kommer nu hertil, at kun visse Vare tages i Handelen, Klipfisk for Exempel, Platfisk, Stokfisk med videre, efter de Markeders Natur et ildehandlende Compagnie afsætter sine Vare paa, ikke efter den danske Sats Markeder, hvor de

253

189

ringeste Sorter i en retskaffen handel, kunde afsættes, saa bliver det meer end tydelig, at Compagniet er baade Indvaanernes og dets egen ødelegger i de Næringer, som er de fast allerbetydeligste for Dannemark, i Fiskerier, nemlig, hvorved saa mange Hænder kunde gaae, og saa mange andre Næringer uden for forfremmes, indtil Skibbyggerier, og Seyladsen selv, hvorved saa mange tusinde Matroser kunde leve. Hver Planter og Skibs-Capitain fra Vestindien taler om denne Sandhed, om den Mængde ringe Fiske-Sorter, som kunde afsættes fra Island i de Vestindiske Colonier, naar Compagniet hanlede, som det burde; thi Islands Fiske-Vare ere de Nord-Americanske i det meeste, som Dansk Vestindiske Kolonier betaler de Engelske i dyrendomme. Hvilken jammerlig Politik da, at tabe saa store Fordeele, hvori Linien og Nordpolen maatte kappes om, at forbedre hinandens Handels Flor, formeere hinandens Kræfter, befolke hinandens Lande til Forsvar og til Ære for den danske Krone!

254

190 Den 15de Post kunde give mig Anledning til at erindre, hvor lidet betydende samme Post er, Henseende til den Trudsel af Confisqvering, den omtaler for dem, som betrædes med at drive forbuden Doggerie, da ingen Kystbevarere eller Handels-Krydsere afværge endog det ulovligste Doggerie af Fremmede, men jeg forbiegaaer meget. Derimod veed dog Compagniet selv, at giøre den 14de Post heel betydelig, i Henseende til danske tilladelige Doggerier, da det vel har vedst, at tage sig i Agt for, at man skulde kunde anføre noget Exempel paa, at dets Betiente, efter samme Postes Befaling, for nogen eller ingen Kiendelse, har giort de Fiskende nogen Assistence. Men derfor glemmer ey heller de Fremmede desbedre at betiene sig af Leyligheden, da de veed, fast indtil 4 Miles Distance fra Landet, at øve Doggeriet til Fuldkommenhed, ved at lokke Fiske fra Landet did ved Indvolde af andre Fiske, ved Fiske-Hoveder, Havkalve og slig Lokkemad, som en frie Handel, og Fiskeriernes vedbørlige Drift omkring Landet, vilde giøre umuelig.

255

191 Men en begvemmere Leilighed, at slutte sig til Handelens Urimelighed af en dobbelt Omstændighed, gives vel ikke større end den som møder i den 17de Post. Her erfares, at en Taxt fra 1702, nu kun halvfiersindstyve aar

gammel, er Reglen den Dag i Dag hvorefter enhver Ting kiøbes og sælges. Unaturen af dette behøves vel aldrig at bevises ved Fortegnelser paa Vare-Priser fra dette Seculi Begyndelse, lignede mod Priserne, nu da vi er ved Enden deraf. Thi lad end være saa, at man vil sige: Varene, som bringes til Island ere Meget dyrere nu end tilforne, og Islænderne faaer derved desbedre Kiøb: saa giver Islænderne igien ey allene Vare, der ere stegne anseeligen i Priserne; Men som og ere saa meget Mindre af i Landet, som Landet ved en ruinerende Handel, ey at tale om andet, er bleven folkefattigt, og altid er desuden med tilførte Vare saaledes bleven skaaren, efter mangfoldige Islænderes vemodige Klage, at den paabudne Besigtelse ikke kan bemerke andet, end en

256

192 Octroy-Formalitet uden Indflydelse paa Landets Fremtarv. I samme Post selv, sammenlignet med den 29de, ligger et Beviis mod Compagniet om Taxtens Unatur og Fornermelighed imod Indvaanerne. Havkalvs- eller Sælhunde-Tranen har man forhøyed fra et hundrede og tredsindstyve til 230 Fisk, og, som det rigtig heder, for at animere Indbyggerne til herefter, mere end tilforn, at lægge sig efter denne Fangst, og i Henseende til den Fordeel de Handlende derved tilflyde. Denne Forhøyelse har og virkelig giort den Virkning, at man paa sine Steder, i sær i Isefiords Syssel, har, for det samme, mere lagt sig efter den Fangst, end efter Fiskeriet. Men altsaa kan man jo spørge: dersom Virkningerne har været saa i Henseende til Sælhunde-Fangsten og samme har tillige været de Handlende til Fordeel, i Følge Postens egne Ord: hvorfor skulde Fiske-Priserne ikke fortiene Forhøyelse, og kunde blive Handelen ogsaa til Nytte, da Dannemark kan afsette, endog hos sig selv og

257

193 sine Kolonier en langt anden Mængde af Fisk, end det afsætter? Vilde det ikke være en aabenbar Forhærdelse, at nægte disse Sandheder? Maae da Taxten ikke være lige saa ødelæggende for Landet, som dens Ælde er latterlig.

Maal og Vægt er saa smudsig en Sag at røre ved, og tillige saa himmelraabende en Mangel, naar derpaa er noget at sige, at intet kan være fælere. Jeg gider derfor ikke talt derom. Ellers var det værd at spørge dem: Hvorledes kunde Maal og Vægt blive sønderbrudt i Aarene 1765 eller 66 paa R * * * * havn, uden Vedkommende derfor blev straffet?

Den 18de Post, der var saa fornøden at holde over, i sær for Brændeviins Indførsels Skyld, da Landet ikke kan betale, uden det høyfornødne, vidner Havnene paa Island, efter mange Islænderes Klage her, saa lidet at blive holdet over, at baade

258

194 40 og 50 Tønder Brændeviin afsættes i en en eeneste Havn. Men det gaaer desværre ofte saaledes med de Danske kongelige Forordninger, at gierne finder man et og andet Ord i dem, som tilintetgjør Deres høyeste Hensigt og Virkning. Fransk Brændeviin, heder det her, maae ey, under Straf af Confiscation til Landet henføres, medmindre, staaer derhos, Indbyggerne saadant forud bestiller. Der er vel da ikke at tvivle paa, det jo altid bliver bestilt. Jeg tænker paa Henrich, som aldrig drak, uden naar han tørstede; men tørstede og derhos altid.

Hvad Islænderne kan klage over det Meel, de skal faae, i Stedet for det forsvarlige Rugmeel, den 19de Pøst tilholder, det forbigaaer jeg her.

Men en betydelig Omstændighed er det i Henseende til Tømmeret, i Fald det er, som De siger, at det ey, efter den 20de Postes Maal, bliver dem tilsendt: hvilket saa

259

195 mærkeligen skader Fiskerierne, og end mere, naar Træet er skiørt, som det almindelig skal befindes. Af Drive-Tømmeret foredrages derfor een Aare, for 2de af det andet, ligesom en Baad af det kan vare 40 Aar og derover, naar Handelens Tømmer ey nytter i Ti. Er nu Tiæren tillige saa tynd, at den løber af Træet, som Vand, saa sluttes let til Tabet derved i Fiskerierne for den arme Islænder.

Den 23de Post om Eftersyn oven Compagniets Vare der i Landet, maatte man tænke, satte Indvaanerne i Sikkerhed i deres Handel mod Compagniet; men Exempler lærer det ikke, og den Sag, som man fortæller om, kom i Action paa H *** Havn 1768 ved S * * * . G * * * . R * * *. , skal intet være bleven giort noget ved.

Men hvilken forunderlig Post er ikke den 26de? Udi Landet, heder det, maae

260

196

Compagniet ingen Fiske-Baade holde, ey heller leye nogen af Folket til at fiske for sig - - - men med deres eget Folk og Jolder maae de ubehindret fiske udi deres District, hvor det ikke skeer Indbyggerne til Indpas. Hvorfor mon Compagniet ingen Fiskebaade maa holde i Landet? Mon det er af Ærlighed, for ey at fange for mange Fisk, af en næsten uudtømmelig Søe, fra et Folk, som fattes de vedbørlige Redskaber til Fiskerie, og ey har lært ret at fiske? Hvad Skade kunde saadant et Folk tilføyes, om de blev leyede og betalte for Møyen? Eller mon det maaskee være, for med Forsæt at hindre: at Islænderne aldrig lærer Fiskeriet, paa det de aldrig skal hielpes til at have Saltfisken i Qvantiteter at: de aldrig skal faae Leylighed, at laane Jolder hos Compagniet, paa det Kiøbmanden ankommende, maae des vissere lade Arbeydet giøre ved sine egne Folk. Det feiler ikke, at dette er Aarsagen og ingen anden. Saa afskyelig en Hensigt har da denne Post! Under den fine Maske, at tiene Landet, træder man dets Indvaanere med Fødder.

261

197

Er det da at undre, naar det ene lægges til det andet, at Indbyggerne ønsker Leylighed til Handel med Fremmede? I hvor alvorlig det forbydes i den 31 Post, saa synes det ligesom det kunde være ey allene Islands Interesse, som det er sikkert, at drive Snighandel med Fremmede, men fast Dannemarks egen, saa længe de Ulykkens Forpagtnings-Aar varer, da Erfarenhed lærer, at Indbyggerne staaer sig bedre i de Havne, hvor saadan en Handel, skiønt vanskelig, kan øves, end i de andre, hvor man sukker under Compagniets Aag, uden Leylighed til Handel med andre, end med det.

Jeg gaaer til den 39 Post, ved hvilken Lovgiveren, den eyegode Kong Friderich den 5te, tænkte, saa sikkert at forbinde Compagniet ved sit store Exempel, til at udsætte Premier, og at opmuntre Indbyggerne i sær til Fiske-Baade-Bygning efter de anordnede Modeller. Men skulde man troe, at Kiøbmandskunster forstaaer at giøre dette til intet, fordi Baadene ey ere bygte af det Tømmer, Kiøbmanden selv selger, uagted

262

198 Drive-Tømmeret, bliver Islænderne i Baade til større Nytte. Det kalder jeg at knibe Premier!

At tale her om Faareavlen og Fabrikerne, de i Island saa urimeligen anlagte Fabriker, tillader Stedet ikke, hvorfor jeg forbigaaer den 40 og 41 Post, som ellers var meget at tale over til Handelens Beste. De følgende vil ey heller egentlig høre herhen, nemlig til at vise Compagniets slette Tilstand i Følge Handelens Natur paa Island; hvorfor jeg her lukker Octroyen.

Af det som da er anført vil rnin Herre nok uden Tvivl kunde giøre sig et Begreb om, at paa et Land, Hvis Hoved-Næringers og Handels Drift er saa slet indrettet, som af forrige kan sluttes, der kan et Compagnie ikke handle med merkelig Fordeel, og ey heller bør giøre det. Det er sin egen Straf, og bør med Billighed saaledes straffes. Dog er her kun talt over de Materier Octroyen giver Anledning til. Men Hvor meget kunde ey videre siges i Henseende til hele Landets politiske Indretning, som har

263

199

Compagniet, og ald den tvungne Handel, det Har været underkasted, at takke for sin jammerlige upolitiske Tilstand; Hvorfor Compagniet igien i sin Handel, som sagt, Har sit Tab?

Fra dette vil min Herre og kunde slutte til Skiebnen for Compagniet med Finmarken, og dens Tilstand under Compagniet, som vilde blive for vidtløftig her tillige at beskrive. Trældoms Stæder ere de! Philodanus Har Ret deri: og jeg uden Tvivl i dette, at for den Islandske og Finmarske Handels Skyld, vil det almindelige Handels-Compagnie ingen stor Rulle spille i Staten, i Hvad det skulde giøre det for dets Directeurers Skyld, hvilket var den 3de Post.

Hvem ere da Directeurerne ved det almindelige Handels-Compagnie? De ere Gros-Handlere eller Kiøbmænd. Hvad Egenskab Haver de samme? Den Egenskab som Gros-Handlere: de handler en gros efter deres lovlig vundne Borgerskabs-Breve. De Handler med

264

200 de Vare, som de tænker best at vinde paa her i Landet, eller andensteds ved Fragthandel: og snedige Hoveder er de ogsaa, saa de speculerer brav, som alle kloge Kiøbmænd, og stræber at giøre sig alle lovlige Fordeele: ja passer paa det første Øyeblik efter Postens Ankomst, som Smeden paa det gloende Jern, for ey at gaae Glip af Leyligheden. Men saadan en Opmærksomhed skeer saamænd intet for Compagniets Skyld. Det skeer for deres egen Interesse. Thi af det almindelige Handels-Compagnie har de intet, hvoraf de kan leve, og, som Borgere, er det jo fornøden de lever, men at leve som Borgere, det bemærker en gromme Hoben. Men i det de iagttager deres egen Interesse, giør Fordeele paa den retfærdigste Maade: saa betager de Compagniet dets Fordeele, og ødelægger det med allerstørste Billighed. Det er: de giør, hvad de bør giøre; thi Compagniet, som heri er ueens med sig selv, bør jo ikke blive bestandig. Hvoraf aabenbar følger, at Compagniet har et Vitium in for-

265

201

ma, en Feyl i sin indvortes Forfatning, saa det var latterligt, om det florerte. Alle brave Groshandlere i Staten, maatte jo da, for dets Skyld, gaae med Vettelstaven. Men det Compagnie, som er mangelfuld i sine første Anlæg, som ikke staaer i vedbørlig Sammenhæng med Staten, som er overladt til sig selv, som af Stedet, det handler paa, og af dets egen, i Henseende til Islandske Varers Debit, indskrænkede Handels-Cirkel, er bevist, at være en usammenhængende Machine, det maae umueligen kunde give noget Udbytte. Det bør sætte aarlig til. Det bør tabe, og blive den Stats-Contradiction, det er. Det er altsaa en Herlighed i Staten, at det nærværende Handels-Compagnie, som er bygt paa en statsskadelig Octroy, ikke blomstrer.

Det ved blive da det, det er, imens dets Octroy vedvarer!!!

Jeg forbigaaer at tale om Stedet, hvorfra Handelen drives, der fra et Compagnie af dets

266

202 Natur, vel indrettet, end ikke er det beqvemmeste. Helsingøer blev et bedre Sted, for det tidlig aabne og sildig tilsluttede Belte, som for den fornødne Visite hver forbifarende Fartøy vilde aflægge til det, var det et vel indrettet Compagnie, som jeg umueligen kan tilstaae det, uden at handle mod Overbeviisning. Dog taler jeg ikke om en bedre Form det skulde gives, som et almindeligf Handels-Compagnie, da jeg i det Smaae anseer et almindeligt Handels-Kompagnie af den Natur, som det omtalte er, for lige saa urimeligt i vor Stat, som Forslaget af Philopatreias om vor Handels Forandring i det Store. — Hvorvidt jeg nu i øvrigt har været lykkelig nok, at opløse Philodani mørke Tale, og at lodde hans uloddelige Afgrund, det overlader jeg altsammen min Høystærede Herres skiønsomme Omdømme.

Videre siger Philodanus om Island, thi han synes ret opsat til at tale om den

267

203

Materie, og Materien er og værd at tale om: Det er Skade, siger han, om den nu paa Landet værende Commission skal giøre alle sine Undersøgelser efter en plan, som sigter til Compagniets Vedligeholdelse. I Sandhed, det var og en meget stoer Skade, om saa var! De erindrer, høystærede Herre! at de endnu for faa Uger siden, giorde mig samme Spørsmaal i en Skrivelse, jeg da ikke vedste at besvare. Siden har jeg været saa lykkelig, at faae Commissions-Instruxen, for et Øyeblik, at see. Saa begierlig, som jeg var, for at vide dens Indhold: saa umuelig blev des mig dog, at faae Tid til at læse den igiennem. Imidlertid faldt mine Øyne, saa lykkelig deri, at de traf paa den 4de Artikel i i Commissionen, som just kan give Svaret her paa Philodani Spørsmaal. Jeg udskrev i allerstørste hast den samme Artikel, som jeg her vil have den Ære at meddeele, og til Beviis paa min Hengivenhed for Dem, min Herre! tilføye mine ringe Tanker

268

204 i denne Sag, fuld forvisset, at det bliver imellem os, som alt det andet. Artikelen lyder, for saavidt bemeldte Spørsmaal kan angaae, Ord til andet saaledes:

Det er forlængst bragt i Forslag, samt fordeelagtigt baade for Landets Indbyggere og Vores Interesse, ligesom det og af Landfoged Skule Magnuson ved hosføyet plan og Demonstration Lit. A. (den gad jeg gromme gierne seet) igientages, at indføre en frie Handel i Landet paa den derhos beskrevne Maade. Saa længe nu den det almindelige Handels-Compagnie forundte Octroy paa nærværende Handel til 1784de Aars Udgang staaer ved Magt, lader sig vel ingen saadan Indretning der foretage, og efter eet af Landfogeden siden indgivne Promemoria Litr. B. haves ey heller tilstrækkelig Kundskab om, og hvorledes beqvemme Vinter-Havne der findes, af hvilke

269

205

man sig under en frie Handel skulde betiene. Imidlertid ville vi dog, at Commissionen nøye skal undersøge og overveye

A. Hvad enten saadan Frie-Handel holdes for nyttig eller ikke, i Henseende til ey alleene Landet og vores deraf dependerende Interesse i Særdeleshed, men endog det almindelige Beste, efter den Indflydelse samme Handel haver paa andre vores Stater.

B. Hvorledes den enten efter dette Forslag, eller paa andre Maader, i sin Tid kunde være at anlægge eller indrette, og om endog forud, imedens Octroyen vedvarer, dog uden dens Forkrænkelse, kunde banes Vey til denne Indretning, samt paa hvilken Maade, og

270

206 C. Hvad dertil udfordres?

Hic Rhodus, hic salta! kunde man her sige til de Herrer Commissarier, i Fald man stoed midt iblandt Dem, naar denne Artikel just blev oplæst. Men jeg frygter allene for, at Svaret ikke hentes i Island, og, om Hr. Landfoget Skule Magnuson har givet en Plan til Frie-Handel nok saa oprigtig, efter hans gode Islandske Erfarenhed: saa vil dog nok baade det eene og det andet reformeres efter de store Stater i Europa. Thi at vilde tænke, man paa ultima Thule skulde have Oplysning, for at kunde svare ret paa det Omspurte, det er tvertimod hvad en Statskyndig troer. Han holder for, at Svaret efter den Kundskab, man alt har om Island, og en meget mindre, bør gives fra Centro terræ, eller egentlig fra Centro i det Land, hvis Regents Munds Aande, til alle Øyeblik, fornyer, eller ufrugtbargiør, Islands, som alle hans omringende Staters, yderste Grændser. Hvorvidt Spørsmaalet da ungefær fra

271

207

Christiansborg af kan besvares, det vil jeg Her forsøge:

1. Det første Spørsmamaal angaaer Frie-Handelens Nytte i Sammenhæng med Landet selv, Kongens Interesse, og det almindelige Beste, Hans Majestæts andre Stater. I saa oplyst en Alder, som vores, og i Overbeviisning om Deres Indsigt, hoystærede Herre! vilde det være en Formastelse af mig, om jeg vilde her tage mig for at anføre alle de Fordeele, som flyder af en frie Handel for et Land, da det blant alle handlende Nationer er afgiort, at hvor private Handels-Kyndige kan overkomme Udredningen til en Handels Drift med polerede Nationer, der er og bliver en frie Handel altid at foredrage Compagnie-Handelen, da Concurrence af Vare fra den activ handlende Nation alletider befordrer hos den Næringers Drift, samt Varenes lette Priser, og altsaa Populationens og Folkemængdens Tiltagelse, i Forhold derefter,

272

208

uden at tale om flere store Fordeele. Men jeg siger derhos med polerede Nationer, da der er een eeneste Casus i Verden, som giør Handelen ubeqvem for Privathandlende, eene og allene for Barbariets høye Grad Skyld; med mindre den saaledes frie-handlende Nation er des rigere, og haver fra sine Private des større Capitaler at creditere bort i samme Handel, og des flere Havne paa samme Sted at søge. Det er Handelen, nemlig, paa Guinea, hvor et bestandigt Magazin af alle de Vare, som paa Kysterne kaldes for, maae være tilrede hos et Comptoir, som vil handle der, da man lever i en ævig Uvished, Hvad der kan blive forlangt, Vaaben til Krig, nemlig, eller Freds-Vare, eller slet intet: hvilket alt følger af de barbariske Nationers vilde Sæder og Passioner, som af Leylighederne til at yttre dem, hvorpaa ingen Handlende, til noget Øyeblik, eller nogen Tid paa Aaret, kan giøre Regning. I alle andre Tilfælde holder foregaaende Regler altid Stik, og kan aldrig drages i Tvivl, om

273

209

en Nations Handel paa egne Havne. Men er dette en Sandhed, saa bliver det og en Sandhed, at en saadan Handel er nyttig for en Regents samtlige Hoved-Stater, da Concurrence af Vare i handelen er aldrig der til Skade, hvor Næringerne selv haver deres politisk-bestemte Cirkler: en Omstændighed, som er vel meget at sige paa, i Henseende til Dannemark, men som, for nærværende Tiid, ikke kan have indflydelse paa Island. Men hvad der er almindelig nyttigt for en Regents Stater, eller det almindelige Beste i samme, det er ogsaa nyttigt for Regentens Interesse, der er grundet paa hans Statets Flor; thi aldrig bør eller kan Regentens Interesse komme i Betragtning, før hans Staters sande Beste er lagt til Grundvold. De, der derfor er meget interesserede for deres Konges Interesse, de er det rettest først for hans Staters, for ikke at gaae Glip af Maalet.

2. Hvad det andet Spørsmaal er betræffende, da ligger deri igien trende andre, som hver for sig vil svares paa, disse nemlig:

274

210

1.) Hvorledes bør Friehandelen anlægges?

2.) Kan der forud, imens Octroyen vedvedvarer,

dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en frie Handel?

3.) Paa hvad Maade maae den Forberedelses-Indretning giøres?

Jeg skal ved Besvaringen af dette være saa kort, som jeg kan; thi jeg veed, min Herre er en Fiende af Vidtløftighed. Men førend dog et Ord kan svares paa noget af bemeldte Spørsmaale, maae det Spørsmaal forud afgiøres: Hvorledes vil man, eller, hvorledes bør man betragte Island? Bør man betragte det, som en part af Hovedstaten, eller som en Colonie? Jeg svarer herpaa: Skulde man efter blotte Juridiske Grunde dømme i Sagen: saa blev Island vist nok et stort

275

211

Stykke af Hoved-Staten selv. Juristen vilde da strax gaae af med Seyeren, i Følge Argumenter, hentede fra Overgivelses-Pagten, eller Contracten, paa hvilken Landet er kommet til Norge, og derfra under Dannemark. Men for politiske Jura, liggende i en Hoved-Stats og samtlige underliggende Staters Natur og Gemeene Beste tillige, maae alle juridiske Jura, som derimod strider, naar der kun tales om et eeneste mindre Lands Fordele, altid vige: og bliver Island da ikke en Deel af Hoved-Staten Dannemark, men en Colonie. Det bevises Nærmere af følgende Grunde:

1. For Landets Beliggenheds Skyld. Der behøves kun et kort Syn, for at see, at Island ligger de Danske Stater for langt fra Haanden, til at kunde ansees for en Deel af Hoved-Staten, hvis Hoved-Herlighed det altid bliver, at kunde i saa kort en Tiid, og paa saa hurtig en Maade, yttre sine Kræfter til Forsvar, endog imod

276

212 listige og uformodentlige Angreb, at et Vink fra Regieringen, sætter alle disse Kræfter, paa alle Tider af Aaret, da andres kan agere, i saadan en Bevægelse til Forsvar-Stand, at ingen Fiende kan giøre sig nogen mærkelig Fordeel af Residentsens, eller Regieringens Fraliggenhed fra det Sted, hvor fiendtlige Anfald maatte være mulige, at giøres. Men da dette umuelig kan tænkes om Island, i Henseende til Dannemark, saa kan det ey heller regnes til samme, som en Deel deraf, og altsaa bliver den, som en underlagt Stat, at ansees for en Dansk Colonie, for sin Beliggenheds Skyld. Men dette er det ingen Ulykke. En Kolonie, som statsmæssig behandles, nyder mange Fordeele, Hoved-Staten aldrig nyder, i Friheder for visse Paalæg: i en vigtig Hielp og stor Opmuntring efter dens Trang: i en vis Selvraadighed med Varers Brug fra Hoved-Staten: i andre Tilfælde, som tiener Borgeren i sin Næring, og smigrer almindelig det

277

213

selvraadige Menneske i Omstændigheder, hvor Phantasien mindst vil foreskrives Love.

2. For Landets naturlige Nærings-Mangel. Det mangler Brød, og vil altid mangle det. Jo meere dets Folkemængde tager til, jo meere det engang blomstrer, jo meere vil det mangle Brødet, Hvilken naturlige Mangel vil giøre det afhængende af et Kornland, og dets Handel dependerende af saadan et Lands Handels Fordele, som dog derfor ikke bliver det i Handelen til anden Indskrænkning, end i den, der kan bestaae med dets Lykke og Sikkerhed under en Hovedstat, der altid maa vilde, imod det, Hvad den bør, nemlig Islands høyeste Flor, politice muelig. Hvad hidindtil af en og anden er skrevet om Islands Agerdyrknings Befordring, sætter jeg altsaa forud, som ugrundet: hvilket er af det blotte Klima at bevise, mod hvilket ingen Stat kan handle. For Landets Brødmangels Skyld alleene, lagt til dets begyndte Smag paa bedre, og dets nu væ-

278

214 rende Sammenhæng med Dannemark, bør Island altsaa ansees for en Colonie.

3. For Landets Uformuenhed, i følge flere indvortes Mangler, umiddelbar at være sit eget Forsvar imod fiendtligt Overvold. Et Land, som mangler Brød, mangler det nødvendigste, følgelig Grunden til sin Folkemængdes Formerelse. Følgelig maadet i Sammenhæng være afhængende af en mægtigere Stat. Bliver nu dertil lagt, hvad vi veed om Islands nærværende Folkemængde, om dets svage Politie-Indretninger, om dets Næringers og Handels Mangler, om dets Umiliß: saa følger deraf, at det maae have sit Forsvar middelbar, eller fra andre. Var det endnu en uafhængende Stat: saa vilde ingen Stat i den heele Verden paatage sig denne Forretning, uden i Forhold til en vis Fordeel. Den allerbilligste Fordeel blev denne, at profitere af Landets Handel, for saavidt samme Profit politice kunde bestaae med Islands egen aller-

279

215

høyeste Fordeel. Denne, naar den er allerhøyest, som maae maales efter den physiske og politistke Muelighed, anført i foregaaende tvende Artikler, kan umuelig blive andet, end den, som Landets Klima og Natur-Producter vil tillade physice; og oeconomice, saavidt den ey blev den forsvarende Stats egne Fordeele politice imod, hvilke denne umuelig kan opofre for en anden, og forsvare den

Men slige Fordeele ere Colonie-Fordele, og betitles hverken anderledes, eller kan paa anden Maade forstaaes. Det Land, som Island da, i Fald det var sin egen Herre, for nærværende Tid gik over til, maatte altsaa behandle det som en Colonie, og Island var nødt til at blive en Colonie. Men Island er nu under Dannemark. Hvad kan da Dannemark giøre andet, end behandle det paa foregaaende Maade, som enhver anden Stat vilde behandle det?

280

216

Der spørges altsaa nu: Hvad Fordele ere politice muelige for begge?

Disse ere muelige for Island:

En frie Gevinst paa dets Natur-Producter af Land og Vand, forbedrede, for Naturproducter, til den høyeste Grad mueligt. b. De Kunsters frie Drift, til høyeste Grad mueligt, som ikke hindrer Dannemarks Næring, og dets Folkemængdes Formerelse, i hvilken Island skal have sit Forsvar. c. En frie Handels Drift for Island, ey stridende imod de Midler til Beskyttelse, og dennes Vedligeholdelse og Tilvext, som Landet altid behøver.

At naae dette, er virkelig en stor Herlighed for Island. Høyere kan hverken det ønske sig, eller Dannemark, eller noget andet Land paa Jordkloden, oprigtigen tilstaae det.

Men hvad Fordeele bliver igien, i Følge af foregaaende, politice muelige og fornødne

281

217

for Dannemark, som Besidder af Island, det betragtet, som en Colonie?

De samme Fordeele, Dannemark længe har havt, men ilde brugt, nemlig:

a. En frie Afsættelse af sine Vare, raae og fabrikerede, til Island, imod dets producter og tilladte fabrikerede Vare. Jeg siger tilladte; thi en Colonie kan ikke i Kunster agere selvraadig; da hovedstaten tilkommer, for sit Forsvar, visse Fordeele. Havde man betænkt dette, saa var Penge aldrig bleven spildt paa at anlægge Manufakturer i Island, endog af fineste Uld. Islandske Strømper og Vanter Havde man idet Sted opmuntret, og simpel indført bedre Rok og Væv for Landets Nødvendigheder.

b. Ret til at fiske i Vandene omkring Island, og bruge Landet for Fiske-Behandlingen, mod Betaling til Eyerne deraf, naar Grunden ey er Publici.

c. Ret til at foreskrive Island Love, i Overeensstemmelse med anførte

282

218 reciproqve Jura, saavel i Henseende til Næring og Biering i Landet, som i Henseende til dets Conduite i alle sine Handlinger med fremmede Stater.

Dette nu saaledes forud afgiort, bliver det først mueligt, at besvare de giorte Spørsmaale, hvoraf det første var:

1.) Hvorledes skal Frie-Handelen anlægges? Den skal anlægges, kan nu svares, paa den Maade, som følger, gandske eenfoldigen af Islands virkelige og muelige physiske, oeconomiske og politiske Natur, Island betragtet, som en Colonie af Dannemark. Hvoraf igien følger efter den handlende Verdens kloge Politik, og mangfoldige Exempler, at Frihandelen vil grunde sig paa følgende Hoved-Regler:

1. At de Danske Europæiske Stater driver en frie og uindskrænket Handel paa Island med alle Slags Vare, efter den dem

283

219 foreskrevne Toldrulle; thi den maae Kiøbmanden have, ellers spiller han endnu Bas baade med Hovedstaten og den nye Colonie.

2. At Island selv har Frihed, at segle paa

med egne Vare, som for at afhente Rigernes, ligeledes efter en fastsat Told-Rulle. Derved opmuntrer man Fiskerier, og befordrer i Tiden, ved Concurrence fra Hovedstat og Colonie tillige, des lettere Priser paa Vare i Island; hvorved Island kan igien levere sine Vare des lettere til Dannemark, og Dannemark til den handlende Verden.

3. Derimod vil det blive Island ævig forbuden, at segle paa noget andet Stæd, end paa de Danske Stater alleene; eftersom det derved indskrænkede Hoved-Statens Fordeele, og altsaa giorde Afbræk i de Midler, denne altid bør have, til Formering af sin Seylads, Grunden til Coloniens Sikkerhed.

284

220

4. Maae Island aldrig drive nogen passiv Snighandel med Fremmede, under høyeste Straf.

Det blev Hoved-Planen, saavidt jeg seer, for den heele Handel, som Handel. De Opmuntringer og den Politik, som følger af bemeldte Handels Natur, ere de, der, saasnart mueligt, vilde gives Landet, og iværksættes.

Vi kommer nu ti! det andet Spørsmaal, som ligger i forbemeldte, til dette nemlig:

2.) Kan der endog forud, imens Octroyen vedvarer, dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en Frie-Handel? Det er meget let besvaret. Derpaa kan jo aldrig tvivles, at man forud gierne kan bane Vey til en Frie-Handel, al Octroy uagtet. Det er jo intet andet, end en Forberedelse til en Gierning, man agter at giøre. For-

285

221

beredelse kan ofte skee uden Fornærmelse. Man kunde, for den Sag Skyld, forberede sig til at opføre den stolteste Bygning paa en andens Grund, naar man alleene blev derved, og aldrig rørte Grunden. Ligeledes vil Octroyen aldrig forkrænkes ved nogen Forberedelse til en Frie-Handel, naar man ey gaaer videre, som man, desværre, alt for sikkert seer, af Spørsmaalet, ikke at være Hensigten.

Men et andet havde det være, at spørge: Om man ey, imens Octroyen vedvarer, kunde begynde med et Slags Frie-Handel, uden Octroyens Forkrænkelse? I saa Fald, man Havde spurgt derom, vilde jeg have svaret: Det kommer an paa, Hvad man forstaaer ved Forkrænkelse, og hvorledes man siden begynder den frie handel? Forstaaer man ved Forkrænkelse eller Fornærmelse, den juridiske Fornærmelse: saa forstaaer det sig selv, at ikke den mindste Grad af frie Handel kan anlægges; men Compagniet faaer da

286

222

have sin Tyve Aars Ret, at handle med Island, som Høgen med Duerne, han alt har faaet fat paa. Men da saadan en Juridisk Ret aldrig til yderlighed mod Staten, kan komme i Betragtning, hvor der spørges om et halv hundrede Tusinde Menneskers Lyksalighed, og tvende Rigers vigtigste Fordeele, imod nogle faa Borgeres og færre Interessenteres, som lidet eller intet betyder imod hin Mængde: saa forstaaer det sig selv, at man vel taler og spørger om en politisk Ret, der vel grundet maa give efter for den Juridiske. Men som denne dog ikke heller aldeeles sættes af Øye, hvor den nogenlunde, efter indgangne Contract, kan tillige holdes: saa er det Kunsten, at træffe Middelveyen. Den synes man snarest at komme paa, ved at undersøge Compagniets Gevinst eller Tab ved den nærværende Handel, (for Compagniet skal sige, det taber aarlig ved Handelen!) og derfra at slutte til, hvor stor Forandring, der vilde skee ved Compagniet, om een eller anden Grad af Frihed blev i

287

223

Handelen strax givet de Danske og Norske Undersaatter. Saasnart det indsaaes, vilde man let kunde udregne, om Compagniet ikke burde billigen være tilfreds med en vis Afgift af hvert privat Skib, som gik did, ligesom hvor mange Fartøyer, ubundne til visse Havne, kunde tillades Reisen; med videre, som efter Omstændigheden meere eller mindre maatte fastsættes, og kan med største politiske Retfærdighed udregnes, og derpaa handles efter.

3.) Det tredie Spørsmaal under bemeldte, var dette: Dersom bemeldte forberedende Indretning til frie Handel skee kunde, paa hvad Maade den da maatte skee? Philodanus nævner Pag. 45. i det følgende en Hoved-Omstændighed, som maatte ret være den første af alle, denne nemlig: at det maatte averteres 4 à 8 Aar i Forveyen, paa det, siger han, vore Handlende kunde faae Tiid til, at smage derpaa, og berede sig dertil. Men skiøndt den Sag har sin

288

224

Rigtighed, at en nogentid forud giort Bekiendtgiørelse af en forestaaende stor Forandring, mangfoldigen hielper til Forandringens lykkelige Fremgang, Hvilken Omstændigheds Efterladelse, desværre alt for ofte har standset mange gode Anlæg i Dannemark: saa behøves dog hverken fire eller otte Aar dertil, ikke heller kan det være, alleene for at give Kiøbmænd Smag paa Handelen, og berede sig dertil. To til tre Aars Bekiendtgiørelse, baade i Island og her om Forandringen, vilde udrette saa meget, som fornøden, den ene Omstændighed undtagen, naar Forandringen dog ikke kunde skee, for efter fire til otte Aars Forløb, da Bekiendtgiørelsen derom ikke burde opsættes, efterdi længere Tiid altid vilde give større Nytte.

Bekiendtgiørelsen altsaa skeet, som den burde, i hvad Aarene end blev, vilde have Indflydelse paa Landets Indvaanere, paa Kunster og Haandværker her i Landet, paa heele Kiøbmandsstanden, ja paa de høye

289

225

Collegier med, som naar de, hvilket altid bør forudsættes, staaer ret paa Vagt for Staten og dens Velfærd, vilde strax slutte, hvor mangfoldigt det Arbeyd vilde blive for dem, i Henseende til en heel nye Stat (som Island da blev) dens forestaaende indvortes heele Omstøbning i dens reent ødelagde Politie-Væsen, den politiske Grund til alle Næringer, og altsaa, hvor opmærksom de maatte være, for at kiende alt, hvad kiendes kunde om Island, paa det den rette Esprit de Loix aldrig maatte feyle Dem, ved hver Erklæring de gav, ved hver Anstalt de befordrede, ved hver Forestilling de giorde for Monarken om dette Lands, og med det, om de Danske Staters Flor og Beste, i Sammen hæng med det samme.

For da at naae baade det eene og det andet, og for at handle fra Begyndelsen til Enden des ordentligere, og des eftertrykkeligere: saa vilde vel, til Forberedelse for den tilkom-

290

226

mende Friehandel samles alle particulier Efterretninger, som muelige vare at samle, for den nye opstaaende Colonies beste Handels-Indretning i Sammenhæng med Hoved-Statra. Thi derved blev det mueligt for det Kongelige Kammer-Collegium, som før Regenten selv, af det vidtløftige Island eengang at giøre en betydelig nyttig Stat.

Men hvori skulde denne Forberedelses-Indretning da Stykkeviis bestaae? Jeg tænker, den vilde i sær bestaae i følgende bekiendtgiordte Efterretninger:

1. I en fuldstændig Fortegnelse paa de Vare, som Island sædvanligen ere blevne tilsendte med Compagniets Skibe, ey alleene af vore egne, men endog af Fremmedes; med disse Varers

rette KiøbmandsEgenskaber, for hvis Skyld

de, som maae formodes, hellere kiøbes saa i Island, end anderledes. Denne Fortegnelse maatte en alleene strække sig til de Varer,

291

227

som Taxten anfører, men og til alle andre, som did ere bragte, hvilket alt maatte gives Publicum Underretning om; hvortil tillige maatte føyes de sidst i Handelen løbende Priser. Følgerne heraf, vil man let indsee, maatte blive: Oplysning for Handlende her, som vilde handle paa Landet, baade for strax at tilforhandle sig de rette Vare, som for at see Vare her i Landet forarbeydede af rette Sorter, som og til Nytte for Fabriqveurerne selv, at rette sig efter saadan en Forskrift, for ar oplægge Vare for Efterspørsel, med videre.

2. I en Fortegnelse paa de Islandske Vare, efter deres adskillige Sortementer, som i Island ere igien at bekomme, havneviis forfattet, med deres Priser paa hvert Sted. Dette vilde have den

Nytte, at Man eftetænkte, hvor slige Vare var at afsætte, og man lærte siden deraf, at mange fleere Sortementer kan endnu virkes i Island, end der virkes: ja, at adskillige Sorter Fisk blev gode Kiøbmands-

292

228 Vare i en frie Handel, som nu aldrig udføres, for Compagniets indskrænkede Indsigters, og endnu meere indskrænkede Handlingers Skyld.

3. I en Efterretning om hver Islandsk Havn, dens Beliggenhed imod Vindene; dens Dybde; dens Ankergrund; dens Sikkerhed, eller Uleylighed; dens Rummelighed og Indgang, som det nødvendigste for en Søe-Capitain, saa vel som for en Kiøbmand, at vide, for Fartøyets og Handelens Skyld, paa det Sted han handler paa, endog i hans egen Regentes Lande. Denne Efterretning er noget, som Compagniets Kiøbmænd, maatte forpligtes til, saasnartmueligt, omstændelig, og under Eed, at give.

4. En Efterretning om Fiskebankerne, Fiordene, og de beqvemmeste Steder, hvor Fiskerierne falder, for hver Havn i sær, som i Almindelighed heele Landet om, tilligemed den nøyagtigste Efter-

293

229

retning om Fiske-Arterne, som paa slige Steder falder, og Maaden, man selv har fisket paa, samt Tiden og Omstændigheden i Henseende til Saltningen og Sorteringen, som Compagniet har brugt ved dets egne Fiskerier. Eftertanke vilde herved ledes til mærkelige Forbedringer.

5. Blev der, til den samme Tid, disse korte Efterretninger kom for Lyset, tillige ved en kongelig Forordning foranstaltet, at Handelens Friegivelse skeede til den og den Tid, fuldkommen og aldeles for Eftertiden, uden Indskrænkning til nogen Compagniehandel for saa eller fleere Havne; men at et hvert Skib, som gik til Island, maatte dog for de sex første Aar, være forbunden til, efter sin Drægtighed, at medtage et vist Qvantum Salt, Jern, Fiske-Linier og Kroge af beste Sort, som meere vigtige Fornødenheder for Landet, end Brødet selv: saa torde jeg vædde, at denne Forberedelse vilde led-

294

230 sage til en Fremgang i Fiskerierne og Handelen i faae Aar, som vilde blive utroelig.

Videre seer jeg ikke, behøves til Forberedelse; thi Kundskab, Frihed, og Leylighed er det største i all Handel.

Et andet er, om Spørsmaalet sigter til at faae Svar paa: hvad Forberedmng der maatte være mueligt for Island selv? I saa Fald er jeg af de Tanker, at Virkningen, i hvad der skeede for Island, før det slap ud af Compagniets Lænker, vil neppe være af nogen Betydenhed: og skulde det forberedes til noget, maatte det dog kun bestaae i Underviisning om Seyladsen og Fiske-Fangsten, samt Fiskenes Sortering og Saltning, med videre, som vil dog altsammen af sig selv finde sig ved en frie Handel, i sær, om man tillige fik nogle faa Skotske Familier

til, at sætte sig need paa Landet, hvis

Vindskibelighed og Erfarenhed i Fiskerier, vilde

295

231

blive vigtige Exempler for Island, hvorpaa vi saa lidet kan tvivle, som vi har Norske Stæder, der vidner derom.

Men dette angaaer ikkun den blotte Forberedelse. Hans Majestæt behager endnu igiennem hans Kammer-Collegium, at giøre det

3die Hoved-Spørsmaal: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Der er tilforn spurgt, om Frie Handelen er nyttig? Derefter, hvorledes den skulde anlægges? Om dertil kunde skee en Forberedelse, før Octroyens Tid var ude? Endelig, hvorledes denne Forberedelse kunde skee? Endnu spørges: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Hvad vil dette Spørsmaal da egentlig sige? Jeg tænker, at paa det nær, som Kongen og hans Kammer i samme Artikel, i sær lægger Commissionen, paa Hierte, nemlig: at erkyndige sig nøye om Havnene i Landet, (som dog vel har

296

232 været lige saa fornødent for et Compagnie, som for en frie Handel,) saa vil de Ord sige saa meget, som: Naar nu ogsaa Dannemark og Norge faaer Lov til en frie handel paa Island, og samme er saa vel indrettet, som den bør være; hvad udfor« dres der da videre til en frie Handels vedvarende rette Drift. For det er let at indsee, at den blotte givne Friehed vil ikke giøre det alleene: der vil vel meere til; men hvad er dette meere, som dertil udfordres?

Hillemænd. Hvad er det et stort Spørsmaal! Jeg tænker, ingen burde bedre kunde besvare det, end Kammeret selv! Hvorledes vil jeg her kunde stille Dem tilfreds, høystærede Herre, med korte Tanker til Svar herpaa? Thi jeg veed, De vil have Kierner, og ikke Skaller. Dog, jeg fortvivler ikke derfor! Min salig Faders Journal er min Trøster!

297

233

Skrev jeg til en anden, og det var mig kun om at giøre, at komme af med Spørsmaalet, saa svarede jeg alleene: Til en frie Handel paa Island udfordres intet andet, end politik, Flid og Penge, eller i disse sidstes Sted en god Credit: og saa lod jeg Vedkommende forklare Meeningen. Men da jeg skriver til Dem, høystærede Herre, saa forklarer jeg med Fornøyelse mine Tanker, i Haab, De vil forbedre dem; thi jeg veed, hvor vel De forstaaer den Kunst.

1. Politiken er, saavidt jeg begriber, Sielen i alle Staters Anlæg, ulige efter Staternes Natur. Den saa kaldede Handels-Colonie-Politik er endnu ikke synderlig over hundrede Aar gammel i Europa, naar man endog regner fra dens første Begyndelse af, fra Trommels Tider. Er det fornødent, at ansee Island i Handelen for en Colonie: saa vil det aldrig sættes af Sigte, hvad Sammenhæng den i saa Fald staaer i, og bør staae i med Hoved-Staten, i ald dens Næring og Biering. Ad-

298

234 adskilligt vil vi da finde, at være ødet Penge paa i Island, imod den iblant de viise-handlende Nationers antagne, og daglig udøvede rette Nærings-Politik for Colonier. Men det lader vi, som vi ikke seer, og spørger kun: Hvad Politik maatte Frie-Handelen paa Island udfordre? Jeg tænker, det vilde i sær komme an paa følgende.

a. Vilde Handelen have en meget viis Told-Rulle for indgaaende og udgaaende, Islandske og Danske, fremmede og egne, Fornødenheds og Overdaadigheds, nyttige og skadelige, raae og forarbeydede Vare, hvilken Told-Rulle blev Handelens politiske Compas paa disse Farvande, og uden hvilken den midt i ald sin Frihed, som ellers blev kun Selvraadighed, vilde feyle agter ud.

b. Da ald Handel gaaer for sig med Vares Omsætning, og Kunsten bestaaer i at handle med egne Vare i alt det, man efter

299

235

Klima, og Statens Beliggenhed og Sammenhæng med andre Stater, med Fordeel kan handle: saa vilde det derpaa blive Politik, at formeere og forbedre sine Vare paa begge Sider, baade i Island og i Dannemark, for denne reciproque Handels Skyld, uden til noget Øyeblik at sætte af Sigte, at Island arbeydede som Colonie, og Dannemark, som Hoved-Stat.

c. Til den Ende blev Fiskerierne i Island, Hoved-Grund-Næringen for Hoved-Stat og Colonie i den Handel, hvilke man maatte fornemmelig anvende alle Kræfter paa, at see dreven paa den rette Maade, og i den rette Orden, i Sammenhæng en alleene med alle de Danske Stater, de Vestindiske Colonier deri medberegnede, men i Sammenhæng med hver Havn i Verden, som trænger til Fisk, for at rette sig efter deres Smag og Usmag i Fiskens Sortering og Saltning. Alt der, som kunde, befordrede Kundskabs Udbredelse om dette, al den Opmuntring, som i sin Orden, kunde

300

236

gives til Arbeydet, ald den Sikkerhed ved offentlige Mærker, som kan forsikre hver Handlende om den rette Omgang med Fisken, hører herhen. Fiske-Garnets Indførsel, i sær for Søe- og Strand-Fiskerierne, blev een af de delicateste Materier, som maatte nøye bestemmes efter Form og Tid, før Brugen deraf blev tilladt.

d. Landvæsenet i Island, blev dernæst Hoved-Sagen, at see vel indrettet; men som den anden Nærings-Green i Island, ikke som den første. Store Gaarders Deeling Fælledskabs Ophævelse, hvor findes maatte, blev det vigtigste derved, for at faae Raaderum for Indsigt og arbeydende Hænder, at handle, som de vilde og burde. Fædrift og Engdyrkning, samt Hauger for Huus-Næringer, blev heri Hoved-Huusholdningen for Landet. Den nøyagtigste Oeconomie for Skiæferierne, og foregaaende almindelige Anstalter for Faare-Pestens Udryddelse, som slet ikke er umuelig, blev af største Vigtighed.

301

237

Men det Indfald maatte aldrig forstyrre Politiken, eller andet Arbeyd, at giøre Island til et Kornland; thi Gud har lagt Island under den Grad det ligger, fordi det skal engang, naar Dannemark begynder at tænke ret fornuftig om det, blive en Colonie af Dannemark. Thi Colonier af Hoved-Stater, er i et det samme, som Drabantere omkring Planeter er i et andet. Til sine Tider, er hine lige saa nødvendige for Staterne paa Jord-Kloden, som disse er det i den skabte Verden for deres Kloder, mens den og de er til. Det er saa den store Skabers og Opholders, den høyeste Statsmands Orden og Tænkemaade i begge Systemer. Min Herre forundre sig ikke over Lignelsen!

e. Haandværker for Island, vilde saa bestemmes de fornødneste af, af det Slags, som findes i alle Lande, og Menneskets Nødvendigheder udfordrer for Klæder og Huusbehov. De vilde opmuntres, til at nedsætte sig der, efter de almindeligste Love, fornødne for at danne Mesteren, afværge Fuskerier, og

302

238

bestemme ordentlige Næringer, i Forhold til Afsats, eller Forfærdigelse af Arbeyde paa Bestilling, som og i Forhold til Nærings-Cirklernes Folke-Mængde, m. v.

f. Angaaende Manufacturer og Kunster, for Islands Skyld, i Dannemark, da vilde den nøyagtigste Efterretning fra nærværende Compagnie, om alle de i Handelen afsatte Varers væsentlige og tilfældige Egenskaber sættes i Værk ved Kunsterne i Dannemark, ved gode Hal-Love og udsatte Premier for Forfærdigelsen: hvilke Loves Efterlevelse alvorligen maatte holdes over.

g. Seyladsen til og fra Island vilde fortiene den meest lemfældige Medhandling, i det mindste for de første 10 til 12 Aar. Consumtions-Frihed paa Levnets-Midler, fornødne om Bord, vilde være høystnødvendig for en begyndende Frie-Handel paa en Colonie, der nu, ligesom først, skal skabes. Skibenes Drægtighed i Maalingen, som Engeland og

303

239

Holland, for Handelens Skyld, heel lempelig beregner, vilde i de første Aaringer heller tilstaaes nogen Eftergivelse i Afgiften paa, end udregnes alt for nøye. Slave- Last- og Rancion-Penge vilde i Begyndelsen lignes i Forhold til Coloniens Ungdom, ikke i Forhold til Vedkommendes Tilstand, som derved skulde hielpes; men Lots og Havne-Penge efter Handelens egne Fornødenheder.

Som unødvendige Paalæg paa Seyladsen, ere statsskadelige Byrder, og har utroelige fæle Følger, som endog tidt undgaaer den viiseste Politici skarpeste, Øyen: saa vilde de store Sportler for Passer, som i visse Tilfælde beløber sig for et eeneste Pas, til 30, 40 og 50 Rigsdalers Bekostninger, hvorfor man ikke betaler synderlig meere andensteds, end lige saa mange Styvere, reent afskaffes.

I øvrigt vilde det endnu være en Fornødenhed, paa det alvorligste at indskrænke Capitainers og Skipperes Selvraadighed, i

304

240

Henseende til Føringer, dog uden at udelukke dem fra visse smaae Artikler, f. E. Frihed med Fieder-Dyr, levende Sviins Udførsel og sligt andet.

Endeligen maatte man opmuntre til Lærlingers Opdragelse, om Bord paa de Islandske Reyser, efter Engelands Exempel, for baade at befordre Erfarenheds Udbredelse i Seyladsen, og Prisernes Nedsættelse paa Hyre, saavidt samme dertil kunde hielpe. Fornødenheden, at straffe pan det alvorligste Contrebandit-Handelen, saavel i Henseende til de Handlende, som de Søefarende Hælere, forbigaaer jeg, som en Sag, Regieringen synes allerede alvorligen at vilde paasee.

h. Handelen, saa vel ophiulpen ved foranførte gode Anstalter, synes i øvrigt, at kunde hielpe sig selv, paa de politiske Indretninger nær i Island, som indbefattes under de i Særdeleshed saa kaldede Politie-Love, som ingen Stat kan undvære: og som

305

24I

fuldkomnest holdes over, naar de kongelige Betiente, der skal holde over dem, lønnes vel, uden at oppebære Politie-Sportler, men i det Sted straffes alvorligen, naar de glemmer deres Pligter.

i. Men for at giøre handelen localnyttig, og derved befæste dens rette Drift, og Indsigterne derom, til bestandig Nytte for Rigerne: saa vilde det være af usigelig Vigtighed, om visse Stæder i Rigerne alleene blev given forbemeldte Opmuntringer for Seyladsen fok en Tid, som visse smaae Friheder i Tolden bestandigen, hvorved saadanne Kiøbstæder, som enten ere nær paa Fald, eller allerede ere ødelagde, vilde i en kort Tid, uden anden Opmuntring (Politie-Anstalter i hver i sær aldrig at forglemme) opstaae af deres Ruiner.

Jeg tænker ved denne Leylighed paa Bergen, og en Kiøbstæd i Nordlandene (om den eengang, som høyfornødent, blev oprettet)

306

242 paa Aalborg og Glückstad, paa Nyeborg og Helsingøer, der hver for sig, vilde heraf høste de herligste Frugter, og Staten igien af dem. Adspredte og blandede Næringer giver adspredte og uvisse Kræfter for Staten. Ordentlige bestemte Næringer for Næringsstænder og Stæder, for Provintser og Lande, er for Staten den politiske Diæt, uden hvilken den aldrig kommer til den rette politiske Førlighed. Næringerne afcirklede med Klogskab for hvert Sted i Staten, er og liig de bestemte Baner for de himmelske Legemer. Ligesom disse maae altid løbe deres visse Veye, om Solen skal meddele dem de fornødne oplivende Straaler, saa maae Næringskredserne i hine aldeles være uforstyrrede, om Regenten skal kunde meddeele Næringerne selv det politiske Liv og Ophold.

k. Hvad Stæders Anlæggelse paa Island i Særdeleshed betræffer, da vil de, som alt hvad Island angaaer, indrettes efter en Colonies Form, og altsaa vil dem ikke kunde meddeeles Danske Kiøbstæders Natur, uden

307

243

at løbe an imod de første Stats-Princips, i Medhold af Hoved-Statens Fordeele. Allermindst vil de kunde blive i alt ordentlige Kiøbstæder som i Hovedstaten, da Colonien, i Følge sin Physiske Natur, vil ævig blive en afhængende Stat af Hoved-Staten, der kan forstrække den det Korn, den behøver. Kort: de Stæder, Landet for sin indenlandske Handel, og for sine Fiskerier behøver, vil blive Ladestæder med den Politie-Orden, som paa deres Natur i en Nordisk Colonie politice kan anvendes.

I. Efter alt dette maatte kammeret ikke glemme at giøre aarlig Beregning over Handels-Balancen imellem de Danske Stater og og Island, hvilket vilde rigelig belønne Umagen, naar Publicum derefter fik Efterretning om Udfaldet, og Lov til at hielpe sig videre selv; thi denne Tilladelse har det endnu ikke, før saadanne Beregninger bekiendtgiøres. Ibidet maae indsee, i hvad Forhold Hielpen bør begyndes, saa finder det siden læt paa, hvorledes.

308

244 m. Skulde jeg hertil endnu føye en politisk Regel: saa blev det en den kongelige Kasse directe til Gode, og den kunde udtrykkes med disse Ord: Som Næringers visse Anlæg maae være til, før Næringerne ret kan lykkes: saa vil Forskuder paa Næringers Opkomst blive mindre fornødne, end Viise Love: og giøres disse først, og holdes over, saa vil alle gode Anstalter efterhaanden blive bekostede ved Afgifter af Handelen med de første Vare, og altsaa store Bygninger, og vidt udseende Planer ikke giøres, før Handelen selv kan betale dem.

Men jeg har maaskee været for vidtløftig i at betragte den Politik, som kunde synes fornøden for Handelen. Ved at erindre Fliden og Cassen, som dertil udfordres, vil jeg være des kortere.

II. Fliden var da det andet fornødne. Flid og Vindskibelighed er en Følge af en sund Nærings-Politik, og saa at sige Concretum af

309

245 den abstracte Politik. Folkets Characteer er ofte imod Fliden. Men Charakteeren maae være, som den vil, saa veed en god Politikus dog at faae Bugt med den: saa Han kan giøre et Folk flittigt, om det ikke var det, naar han veed ret at spille sin Rulle. Saa meget mindre Umage vil det da derfor blive for Regieringen, at see Flid og Vinskibelighed blomstre i Island, som det Lands Indvaanere ikke kan henregnes til et ørkesløst Folk; med mindre Compagniets Tvang, som ey er urimeligt, har til deels omskabt det. I saa Fald vil de alvorligste Love, hvor mildere ey skulde kunde frugte, raade Bod paa Lediggang, og Premier, hvor de kan faae Indpas, lokke alle Næringer. Men Høyere end alle Premier, tænker jeg Handelens Frigivelse selv vil blive. Imidlertid, da intet meere befordrer Vinskibelighed, end Huus-Standens beste Orden, og gode Love for Hosbond og Tieneste-Tyende: saa synes bestemte Reglementer for dem af yderste Vigtighed.

310

246 Med mindre disse forbindes til visse Aars troe Tieneste hos een Hosbond, og dette udfordres af dem, (som et Beviis paa deres Borgerlige Dyd, for saavidt den kan tænkes hos en tilvoxende Ungdom) før den maae have Lov at nedsætte sig paa egen Haand: vil det blive politice umueligt, at tøyle den uopdragne Frækhed, og lægge Grundvolden til en ordentlig Huus-Stand, der bør blive Grundvolden til heele Statens ordentlige Sammenhæng. Det er fra Flid og Vinskibelighed i Husene, Statens skal begynde, og den vil og tage til og blomstre fra de samme. Men at indbefatte alt dette i faa Ord: saa tænker jeg, det vil være af yderste Nødvendighed, ved Premier og de beste Politie-Love, at hemme Lediggang og alle Uordener, som leder dertil.

III. pengene, eller Crediten, jeg har anført, at henføre til Frihandelens Indretning, da tænker min Herre nok, at det vil

311

247 være den vanskeligste Knude at løse, tænker jeg dog ikke.

Valuta eller Sølv-Myndt, i den første Tid at indføre til Landet saa meget af, som kunde behøves til Circulationen for Næringer og Handel, vil Hoved-Statens nærværende Tilstand ikke tillade. Ey heller kunde de ved Handelen komme komme did, uden Island vandt i Handelen fra Hoved-Staten, og fik tilgode paa Balancen. Salareringer til Betiente vilde ikke strax indføre store Capitaler.

Men da Handelen ikkun bliver imellem Colonien og Hoved-Staten og tvertimod, hvad skulde da hindre, at man, for at have et Omsætnings-Middel, indførte en Summa Banco-Sædler, i Forhold til en vis til Banqven pantsat Mængde af Jordegodser i Landet? Naar Realiteters Tegn kun ere rigtige, og intet er fingeret eller digtet af det, som skal og bør være virkelig indvortes Værdie, saa kan det jo være lige meget, en-

312

248

ten denne Værdi forestilles ved Læder eller Steen, Papirer eller høvl-spaane alleene at disse Tegn ikke heller kan forfalskes? Imellem Hoved-Stat og Colonie, hvor denne altid ved en god Ekonomie og frie Handel vil blive i Stand til, at betale med Vare, hvad den annammer i andre Vare, der vil Penges Tegn altid udrette det samme, til videre, som Penge selv. Men at sætte Realiteter, Jordegodser, i Circulation, for at sætte andre Nærings-Greene i Bevægelse, det vil altid blive Statens, og hver Mands Fordel Colonie og Hoved-Stat, og uden at gribe til det Middel, vil et Land, uden Penge og Credit, med alle andre muelige politiske gode Anstalter, endda komme meget sagte frem til Maalet.

At man vil sige: Banco-Sedler er dog ikke Realiteter i Handelen med Fremmede, det bemærker ligesaa lidet, i Henseende til Island, som i Henseende til Dannemark og Norge, i Sammenhæng med. fremmede Sta-

313

249

ter. Islandske Banco-Sedler burde derfor ikke heller circulere uden for Landet for det første. Onde Følger af Banco-Sedlers overflødige Brug kunde her saa meget mindre frygtes for, som de kunde forekommes ved Bestemmelsen af deres Mængde i Lander imod den reelle Værdie, hvorfor de bleve udgivne; og ligesom Landet blev dyrket, Fiskerier lykkedes, Næringer tog til, og Handelen ved disse, vilde de efterhaanden af sig selv blive realiserede, og til Slutning ufornødne. Men paa det man og maatte i Landet være fuldkommen forsikret om, at ikke flere Banco-Sedler indgik, end i Forhold til Landets pandtsatte Eyendomme, maatte en Contra-Notering af en vis Commission paa Landet, af Personer der værende, egenhændig bevidne det paa Sædlerne.

I saa Fald maatte det og altid være en Følge, at ligesom pantsatte Jordegodser til Banqven, som derfor betalte med Islandske Banco-Sedler, indfriedes, skeede Indfrielsen med samme Banco-Sedler, eller som man

314

250

for godt fandt, i andre Tilfælde, dog imod at saadan en Betalings Erlæggelse forbemeldte Commission blev tilkiendegivet, til fornøden Efterretning og en bestandig Jevnvægt derefter holdet imellem Sedlerne og de pantsatte Eyendomme, saa ingen kunde falde paa, at tvivle om Sedlernes indbildte Priis, over den reelle.

Circulationen af Credit saaledes befordret, som desforuden vilde fremhielpe og ikke standse Circulationen af Penge, Guld og Sølv i Landet, vilde i en kort Tiid sætte Vindskibelighed i Bevægelse i alle Hiørner, i Forhold til Politikens Fuldkommenhed selv, og neppe vilde noget da mangle, uden Tiden, for at see Island omdannet til en meget betydelig og vigtig Colonie for Rigerne.

Tive Aar, vilde under saadan en Indretning, med mindre jeg merkeligen feyler, bringe Dannemark meere Fordeel af Handelen paa Island, end de sidste Hundrede.

315

251

Hvad jeg misunder det Høylovlige Kammer-Collegium, at skabe af det Islandske Chaos en nye Verden for Rigerne; at foreene ved den Handling Nord-Polens og Liniens Vindskibeligheder med hinanden; at bringe Regenten saadanne Fordeele ved begge, som Hans Fædre aldrig tilforn har oppebaaren, det har jeg ikke nødig at forklare for Dem, Høystærede Herre! De veed nok, hvorfra det samme reiser sig, nemlig fra min salig Faders Flid, som ikke kom til at yttre sig i denne Cirkel, endskiøndt han saa mærkelig var dertil oplagt, som han var vel erfaren. Det havde just været hans Sag, at giøre en ret sammenhængende Plan i denne Henseende. Han, som kiendte den eene, saavel som den anden Handel heel Nøye, for den skiønne Leylighed, han havde havt, at tale med saa mange Nationer, og udlede deres adskillige Tanker, baade om det eene og det andet. Men hvad hielper det herom at tale videre? Det er for sildigt!

316

252 Jeg skal derfor alleene til Slutning føye disse Ord til de forrige. Har Dannemark Kammeralister og Næringskyndige, og sidder de samme i det kongelige Rente-Kammer-Collegium: saa har de nu vist nok Leyljghed til at viise Verden, ved en Plan til Islands Opkomst og tiltagende Flor, at de ere det. De kan da dermed godtgiøre, at Kongen af Dannemark og eyer disse sieldne Aander i sine Stater, som ingen Stat, uden største Ulykke for den, kan undvære.

Kommer derimod Island ikke til at blomstre i Næringer og Handelen under vor nærværende allernaadigste Konge, og det i faa Aar, efter at Friehandel er indført, og Planen lagt, saaledes, at det maae falde begge Rigerne i Øynene: saa vil det beviise, at Kongen enten ikke har Kammeralister i Landet, eller at de i det mindste ikke sidder i hans Kammer-Collegio.

317

253 Hvorvidt den nu paa Island værende Conmission haver at giøre Undersøgelser ttl Compagniets Vedligeholdelse, det erfarer da, min høystærede Herre, af Foregaaende, ligesom mine Tanker om Sagen selv. Hvorvidt de stemmer overeens med deres egne Betænkninger, som med det almindelige Beste, det er jeg vis paa, jeg engang faaer at vide, naar De faaer saa megen Tid til overs, at kunde undersøge Sagen; thi for Indsigt, at anmærke mine Feyl, og for Oprigtighed at tale Sandhed reent ud, har De aldrig feylet.

Tolden kommer Philodanus til Pag. 46, og det han siger os derom, er i Almindelighed rigtigt, men een og anden Tanke i Særdeeleshed vil neppe holde Prøve. Hans Sætninger i denne Materie, fortiener derfor Unberføgning. Dog er det vel, at dette bliver imellem vs, høystærede Herte! og maae saa blive, om jeg ikke skulle blive ulykkelig for mine Anmærkninger.

318

254 En Hoved-Sandhed, siger Philodanus Pag. 47, og den bør man tilstaae ham denne, nemlig: En viis Toldrulle er et stort Mesterstykke, og maae dog jevnlig forandres, fordi Omstændighederne ikke alleene forandre sig hos os selv, men og hos vore Naboer, vi handler med. Dm Stat er (derfor) klog, som læser sin Toldrulle ofte igiennem. Dette er saa vigtig en Sandhed, og saa vel erindret, som om det var kommet sta en Parlements-Herre i det Engelske Underhuus, til Underretning for en monarkisk Kammeralist, han vilde give det oprigtigste Raad for hans Konges Skyld. Men saa aldeeles snoret er ikke det andet, Philodanus siger os om Tolden, som dette.

Dersom Finantserne, siger han Pag. 46., ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes, saa at man giør ilde i, at man fører

319

255

den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hoveder.

Det er sandt, man kan ikke være for forsigtig, med at skrive noget for den skrøbelige Almue, hvorved den maatte giøre sig et urigtigt Begreb om Regieringens Viise Anstalter, i sær, naar det gielder Afgifter af dens og hver Mands Pung. Men da Philopatreias har alt for tydelig røbet sin ælendige Indsigt, saa bliver der vel dog ingen Fare, at frygte for Almuen for hans Skyld. Men at Told-Rullen dog og har, efter mine ringe Tanker, paalagt Told paa visse Vare, som en nøyere Politik vilde have undtaget fra Told, det har jeg allerede anført i det foregaaende. Tolden paa uheglet Hør og Hamp, for Exempel, er slet ikke meere beforderlig af Linned- og Hampe-Manufacturerne, end det vilde være for de Uldne, om Told blev paalagt paa Ulden, som vi faa uforbigiængelig fornøden bruger. At Hør

320

256 og Hamp er en Lands-Product, vil neppe være Aarsag til Paalægget, efterdi særdeeles Opmuntringer maatte da snarere gives for Hampog Hørr-Dyrkningen af samme Told, end Toldens Paalæg alleene ansees for mægtig, at sætte Agermanden derfor i Bevægelse. Dog Tolden er ikke heller stor!

Men at gaae videre: Skulde Philodanus ikke selv giøre ilde, om han førte nogen, som ikke indsaae Statens Sammenhæng,

dette i Hovedet, nemlig, at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad, der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes.

Jeg tænker, at Philodanus maatte meget nøye have prøvet hver Artikel i Told-Rullen, før han skrev dette; thi i anden Fald kan det han siger, ikke holde Stik. Jeg har alt anført et Exempel her, andre i det foregaaende, og kunde anføre fleere. Men desuden synes Philodanus ikke ved denne

321

257

Sætning at erindre, at der ere fleere Afgifter af Vare, end Told alleene. Naar Regenten faaer Tolden godtgiort ved Consumtion af samme Vare: saa bringes hans Fi nantser slet ikke derved i Uorden, tvertimod, det er den rette Orden for dem, at faae Indtægterne paa den Maade, og for de Handlende er det en stor Forskiel, at betale Afgiften af Varene strax ved deres Ankomst, eller først, naar de kan afsætte dem til Kiøberne.

Jeg maatte og tvivle paa, at Philodanus har gaaet Told-Rullen igiennem, før han skrev bemeldte, ellers vilde maaskee eet og andet endnu have mødt ham, som vilde have overbeviist ham om, at een og anden Told kunde eftergives, og dog findes igien ved Consumtionen; ligesom at man ikke altid finder Ratio Legis i Rullen, hvor man leder derefter, en Omstændighed, som i en Told-Rulle er heel mærkelig for Næringers og Handelens Skyld. Man kunde saaledes

322

258

spørge: Hvi giver Indigo Told, og Cochenillen ingen? Det er dog begge kostbare Farve-Vare, og det Danske Vestindien, siger man, skal lige saa lidet dyrke det eene, som besidde det andet, Hvi giver Krappen Told? En saa fornøden Farve for vore Manufacturer; thi til Opmuntring for vor egen Krap-Dyrkning kan det umuelig være. Hvorfor betales Told af Engeskiær, i stamme Tid, Samlingen af vor egen bliver uopmuntret: eller hvi betales ikke saa høy, Told af den fremmede, at vor egen selvvillig voxende samles, og sættes i Priis? Thi et af Deelene synes kun at kunde være politice rimelig? Skulde det være til Opmuntring for vore Olie-Møller og Sæbesyderier, at Hør- og Lin-Sæden m. v. betaler Told, eller skulde det ikke snarere blive en directe Opmuntring for Holland, des vissere at faae Afsats paa dets Sardamske Olier og Amsterdamske Sæbe? Holland har en rar Regel, at den tillader maadelige fremmede Natur-Producter, at gaae ind, saa godt

323

259

som for intet, af samme Slags, det selv har Mængde af, nemlig for at afsætte det bedre til Fremmede, Smør f. E. m. m. Hvor har vor Told-Rulle Exempel derpaa? Hvor finder man Tegn til i Told-Rullen, at Dannemark indseer, ar Lybeck er et Østersøisk Amsterdam, saa farligt for Dannemark, som Amsterdam og Rotterdam er det for London, om Engeland ey mærkede bedre det, end vi det andet?

Men jeg maatte spørge for meget, og ey komme hastig nok til Philodani nærmere Udkast, til Regler for en Told-Rulle.

Naar Finanzerne tillader

det, siger han videre, var der at ønske, at alt hvad der fra os udskibes, kunde endog være toldfrie, i sær, naar det udgik med vore egne Skibe, og naar Fremmede afhentede det, da belægges med en liden Told.

324

260

Det Vilkaar, Philodanus her føyer til den almindelige rigtige Regel for udgaaende Vare, er det, jeg alleene her maae anmærke. At der er Tilfælde, da det er større Fordeele for et Land, at Fremmede afhænter Varene, end at man udfører dem selv, for Exempel, den Norske Tømmerlast paa Holland, hvormed Nordmanden for Handelens Indskrænkning til Amsterdam og Edam kan blive yderlig forlegen, naar han tilbyder Lasten uden Ordre, det forbigaaer jeg, thi Regelen er i Almindelighed rigrig. Men bør det tilføyede Vilkaar finde Sted? Bør Cassen først tages i Betragtning, og siden Handelen, eller bør Handelen være Hoved-Øyemærket, at proportionere Tolden mod den efter, efter dens Natur og Sammenhæng med Staten og Verden, i hvor det i en og anden særdeeles Afgift, gaaer med den kongelige Casse? Det tænker jeg, er let besvaret, og at Svaret vil blive i Medhold af Handelen. Deri destingveres alle handlende Nationer i

325

261

deres Esprit de Commerce fra Resten af Staterne, i det de indseer denne Kunst.

Det er det, de, i Overeensstemmelse med tilkommende Tiders Fordeele, altid seer paa, om Stats-Cassen ikke skal alleene være fuld i Dag, og i Morgen; men for de følgende Tider mangle et vedvarende Tilskud. Tolden er, først og fornemmelig, for Handelens Skyld, og Handelen ikke for Toldens Skyld: hvilket disse kloge Nationer erindrer til alle Øyeblik paa Dagen. Men i ald deres billige Ærbødighed for Handelen, sætter de derfor ikke med eet det af Sigte, at forsyne Cassen til statsfornødne Udgifters Bestridelse. Endog i Henseende til Tolden, tilstaaer jeg, overveyer de først, om det er mueligt, at hæve en Deel deraf, og hielpe paa den anden Side ved Giengieldelses-Told, hvorpaa Theen har i det forrige været et Exempel. Men er dette intet mueligt, overgives Tolden aldeeles. Men i samme Øyeblik bliver Confumtionen den Tilflugt, der paa den rette

326

262 og viise Maade godtgiør Tabet for Tolden; thi Cassen maae have sine Indtægter. Besværligheden af Consumtionens Indkrævning, som er besværligere og bekosteligere, end Toldens, hindrer dem end ikke derfra, for ved Toldens Aftagelse at lætte Handelen, der ellers skulde selv vende sig fra Uskiønsomme til andre Lande, og da berøve Vedkommende baade den heele Told, man uforsigtigen tog, og den Consumtion, man ikke skiønnede paa at hæve.

Uden at foredrage Handelens statsmæssige Frihed for den kongelige Casses Indtægter, i den rette Collision og Strid, kan et Kammer-Collegium altsaa blive den farligste Ødelægger af en Konges Trone, i det Sted det, frem for uoget andet Collegium, maatte vide at understytte, ja for ævige Aar at grundfæste den. En Sand-Hed, saa meget meere vigtig, som det er sikkert, at Stater i vore Dage, efter Handelens viise Veyledning og kloge Friehed, eller i

327

263 Følge dens ustatsmæssige Tvang og Indskrænkning, maae staae eller falde.

Imidlertid indseer min Herre ved denne Leylighed ogsaa den Sandhed, at da Handelen i Henseende til en vis Told vil Have Raaderum og frie Hænder, og at Consumtionen maae undgielde denne fornødne Selvraadighed; men det tillige er afgiort i det Foregaaende, at før en ret statsmæssig Consumtion kan paalægges, maae Kornprisen for Ind- og Udførsel, med videre, bestemmes: saa bliver det atter en naturlig Følge, at før vi kan blive saa lykkelig, at faae en ret fornuftig Told- og Consumtions-Rulle, maae Korn-Prisen bestemmes.

Det er saa rigtig en Følge, og saa stor en Sandhed, at jeg tør forsikre min Høystærede Herre, at ingen menneskelig Indsigt skal kunde være i Stand til, at forfatte nogen af Rullerne, i sær Consumtions-Rullen, saa statsmæssig, som skee bør, før

328

264 det er skeet. Toldens Artikler bør jo i de fleeste Tilfælde, bestemmes saa lempelig, som muelig, i Forhold til Mueligheden, at kunde finde det, som skienkes Handelen, ved Consumtionen. Men hvorledes skulde en Consumtions-Rulle forfattes i en Stat, hvor Varenes Priser, ævig ubestemte fra det første Punct, en galop stiger og falder, og hvor altsaa den, som maatte forfatte Told-Rullen, hverken kunde finde for fine Øyne Terminus a qvo eller ad qvem, imellem hvilke han kunde søge Middelvey, hverken Maal eller Vægt, Compas eller Rettesnor, ret begribeligt i alt det, han skulde taxere. Staten vil altsaa see Korn-Prisen først bestemt, før en Toldog Consumtions-Rulle kan tænkes muelig, i Forhold til den Fuldkommenhed, Dannemark bor have den i.

Men denne Anmærkning var en Afvigelse. Philodani tilføyede Vilkaar for den kongelige Casses Skyld, haaber jeg, min Herre bifalder, at være et farligt Kietterie

329

265

for Handel og Stat, om den skulde rodfeste sig i Kammer-Collegium. Thi at man jo nok ellers maae ynde det Vilkaar der, det feyler ikke; da Cameralister har altid haft den Maade at elske deres Konge meget høyt, uden at tænke paa, at han og Staten var i mange Tilfælde mere tjent med, om de, paa deres Viis, elskede ham lidt mindre.

Hvad Philodanus i øvrigt paa bemelte Sted erindrer om Varenes Toldfrie Udførsel, da er det dog kun en Sandhed i de fleeste Tilfælde, og ikke uden Undtagelse. Varenes Priser paa fremmede Marker kan være saaledes, at Staten kan giøre et lidet Paalæg, og Handelen dog være fordeelagtig nok; ja dette Paalæg kan tiene Staten dobbelt, baade i Henseende til Finanzerne selv, og i Henseende til den Oplysning, deraf kan haves, om Udførselens Tilstand. Holland er herpaa et Exempel, som i alt del der oprinder af den indenlandske Flid i Kunster altid er et vigtigt Exempel for os i Told, men NB.

330

266

naar vore Næringer ere rangerede til Stæder, og vore Langs-Artikler forbedrede, og saa nøye holte over, som de holdes over i Holland (og Engeland med,) i hvor meget man, ublueligen nok, anfører herimod i offentlige Skrifter og Blade.

Pag. 48. Anfører Philodanus nogle Tanker, som lettelig vilde tilstaaes ham var den Stat, han her kunde meene, en platonisk Stat, og ikke en Stat, fuld af mange moralske dg politiske Uordener. Men jo meere det sidste er rimeligt: jo fornødnere bliver det, at bestemme hans Ord vel, for ey at forledes af dem.

Alle raae Materier, som hos os skal forarbeydes, og helst, naar de forarbeydede skulde igien udføres, burde befries for Afgift. Forstaaer Philodanus ved denne Afgift Tolden: saa kan det tildeels tilstaaes ham, i hvorvel han har baade Holland og Engeland imod sig, som legger Told paa Sikken f. E. og sligt meere af

331

267 Overdaadigheds Kram, foruden Consumtionen. Men forstaaer han Consumtionen, saa tager han merkelig feyl, da det var mueligt en Stat kunde paa fremmede Nationers raae Materialier arbeyde sig fattig, naar den selv tillige forbrugte dem. Derfor er Consumtionen den høye Lex sumtuaria for Stater, som viiselig veed i alle Tilfælde at temperere Brugen af Vare til Klæder, Møbler og andet, som af de der allene tiener for Føde og Drikke. I Henseende til de Vare, som arbeydes for at gaae ud, har Han fuldkommen ret.

Hvad der tabes i Tolden bliver Philodanus ved, oprettes, hvad den ene Sort angaaer, ved den mere udbredte Arbeydsomhed, og Folkemængde, og den derved befordrede Gevinst for Accisen, m. v.

Hvorvit Philodanus har Ret heri, at det oprettes i Accisen (jeg nevner Consumtion og Accise under det almindelige Navn af Con-

332

268 sumtion) hvad som tabes i Tolden, det maatte Rente-Kammeret kunde beregne. Men naar Regningen var giort, saa vilde den dog ikke nær beviife, hvad Philodanus siger i Henseende til Consumtionen, eller som han nevner det Accisen.

Som Philodanus taler her, taler vel andre Nationer om samme Næringer, og de har Ret deri for dem. Men derfor har Philodanus ikke Ret i Henseende til Dannemark; da hine taler om en langt anden Consumtion, end den danske. Dannemark har, paa nogle faae Poster nær, hidtil ikke forstaaet synderlig andet ved Consumtion, end en Afgift paa Toldbod og i Portene af Æde- og Drikke-Vare: Engeland forstaaer derimod Afgiften fast af alle de Vare Mennesket behøver, i hvor de fabriqveres i Staten. Uden at indsee dette hielper det lidet man opskriver Sandheder fra andre Staters Skrifter, for en anderledes tænkende Stat i Kammer-Princips, end disse Stater; med mindre man forklarer sig meget

333

269

nøye. Man kan ellers, ved Bekiendtgiørelse af relative sande Satser, udbrede urigtige Begreb hos dem, som antager dem for absolute sande. Sant er ikke sant i Sammenhæng og uden fore, og tvertimod. Jeg troer Consumtionen, som den er i Dannemark for nærværende, erstatter langt fra ikke Tabet ved Tolden: hvilket Philodanus dog her vil sige.

I Henseende til Salt-Tolden er Philodani Regel Pag. 49. denne: Salt er uundværligt for heele Land Huusholdningen, og behøves til Fisk, Kiød & c., hvoraf endeel igien udføres: Tolden maae derfor være maadelig. Saaledes tænker langt fra Engeland og Holland ikke. De skulde ved saa maadelige Tanker have tabt mange Tønder Guld baade for deres Lande fra Fremmede, og for deres Stats-Casser fra Landets Indvaanere. Saa lidet, som almindelige Sætninger kan anvendes, uden Bestemmelse, paa alle særdeles Tilfælde: saa lidet vil det kunde siges om Saltet, at fordi Saltet er fornø-

334

270 dent, derfor skal Tolden være maadelig. Der vil nøye giøres Forskiel imellem det Salt, som forbruger i Landet og det, som bruges for Vare til Udførsel. I sidste Fald kan den mindste Told undertiden ej allene være høystskadelig og hindre Varenes Udførsel, men det kan og blive en Fornødenhed for Regieringen at skienke Saltet reent frit, for nogle Aar, for at sætte, Fiske-Varene f. E., i Gang til en Afsats bliver almindelig og stadig. Exempler herpaa, at Engeland, endog foruden Saltet, har forskudt Tønden til Fiskerie frie tillige, seer jeg derfor med Forundring anført i min Faders Journal, skiønt min Forundring og lettelig henfalder, naar jeg eftertænker, at det skeer af Engeland. Paa Vare derimod, som ere i god Gang og Afsats til Fremmede, kan endog Salt-Tolden falde fra Fremmede til Statens Casse. Exempel derpaa ere de Hollandske Oste.

Et andet er det med Tolden paa Saltet, som bruges i Landet. For Stedets Skyld, Hvor Saltet forbruges bliver Tænkemaaden

335

271

anderledes. Da Saltet, er fast det fornødenste af alle Ting, men tillige og af den Natur, at der dog af enhver Person i Særdeleshed forbruges kun lidet deraf, at regne mod dets Lethed i Prisen, og mod andre til Livets Ophold fornødne Vare; der altsaa ved et Paalæg af Regieringen, forsigtig giort i Forhold til Species af Vare og Brugens Natur, kan tiene til, paa den umerkeligste og tillige nøyagtigste Maade, at hæve en Afgift fra den største Deel af Folkemængden: saa er Saltet bleven et viist og vigtigt Middel og Maal for Staten, at ligne dets Udgifters Fornødenheder endog paa den allerringeste Almue, uden at samme til Byrde føler det. I Hvilken Fald Paalæget paa Saltet er intet at ansee for andet, end en ringe Kop-Skat, paalagt enhver i Staten, uden at nevne nogen, og hæved uden at Vedkommende merkelig bliver Skatten var. Men paa den Maade at hente noget hos hver Mand i Staten, endog hos den allerringeste, det er den store Finantz-Kunst, mod hvilken Philodani

336

272 almindelige Sandheder fast i alle særdeles Tilfælde bliver reent uefterrettelige.

Imidlertid kunde Philodanus have Ret i sin Sats, havde han talt om Tolden i Sammenhæng med Consumtionen, i hvilken Fald ey allene en maadelig, men en liden Told paa Saltet endog var at tilraade, for Handelens Skyld, paa Vilkaar at den igien ved Consumtionen blev indhentet; men da han her taler om Tolden, som et almindeligt Paalæg, saa vit jeg forstaaer det, saa er den heele Sætning aldeles ikke kameralistisk.

Engeland og Holland er ham aabenbare imod, som veed af Saltet at hente en vigtig Stats-Indtægt, uden ar skride til en personel Salt-Skat, som nyeligen heel viiseligen hos os blev aftagen, uden dog paa anden Maade, som skee burde, saa vit jeg veed, at blive gotgiort den kongelige Casse ved en ret Consumtion.

337

273

Vemeldte Lande, som formedelst deres ordentlige Qvægning, Hollænderier, Kiødsaltninger og Fiskerier, forbruger vel ti Gange saa meget Salt, som Dannemark, hvert Lands Folkemængde mod hinanden endog beregnet, ødelægger derfor hverken deres Næringer eller taber Modet i deres Drift. Paalægget opmuntrer dem snarere til at vinde, ved Formeerelse af deres Flid, hvad Salt-Afgiften maatte beløbe, da denne er ikke større, end den i Forhold til en ordentlig Nærings-Drift jo kan betales.

Men Afgiften er det, som sagt, vel at erindre ved, at den meere som Consumtion, end som Told erlægges, hvilken Omstændighed er og bliver i Næringer og Handel af samme betydelige Forskiel, som Hvile og Arbeyde for Mennesker, efter Naturens egen betimelige Orden, imod, at giøre det hovedkulds paa andres uforventede Befaling.

338

274

Visse Ting hører til Overdaadighed, siger Philodanus Pag. 49, og der maae Tolden hielpe, til at standse denne Staternes Fiende: dog saaledes, at Contrebandiers ikke ved at indsnige det vinde meere, end den Fare er, de staaer i, om de gribes.

Denne Regel er til Deels god, men treffer kun de indgaaende Vare. Overdaadigheds Vare forarbeydes og i Landet. For begge Deele bliver Consumtionen det sikkerste Paalæg; om Tolden endog tillige treffer de første: men uden Tvivl vilde det dog være for kort et Maal, om Afgiften af Overdaadigheds Kram skulde kun staae i Forhold til Faren, Contrebanditen løb, om han blev greben; i sær, om Philodanus regner efter den Fare, ham kan forestaae paa et Land, der har saa mange Strandbredde, som Dannemark, og hvor Opsigten og Straffens Anvendelse er saa maadelig, som den hidindtil hos os, i den Fald, har været.

339

275 Naturen af Handelen vil vel bestemme Tolden, og Faren bestemmes i Forhold til Afgiftens og Handelens Vigtighed, om Det eene skal i Viisdom og Politik ligne det andet. Ofte er der simple Midler, til Opnaaelse af slige Øyemærker, som vilde udrette mere, end andre langt bekosteligere, om de bleve valgte, og i en ubrudt Svite anvendte. Cassering, Sænkning og Forødning, uden Forskiel, af antrufne contrebande Vare, vilde blive sikrere Straf, end alle Bøder og Paalæg, hidindtil brugte. Den, Udgift i de første Exempler for Staten, om det og varen Udgift, vilde vissere Nytte Cassen, end noget andet Middel. Den Ømhed vilde eengang til Nytte oprinde hos Vedkommende, man selv har unyttig viist tilforne, og de vilde ikke blive skyldige i nyttige Producters og Vares Forødning, om aldrig for andet, end for Rygtet Skyld, der i saa Fald vilde bringe dem dobbelte Bebreydelser, dem selv til meere end en dobbelt Straf. Men giorde man det tillige til en Ære i Staten, at være Angiver,

340

276 og sammenføyede med Casseringen selv en Infamie desuden: saa troer jeg et bedre Raad ikke lettelig skulde findes, for at standse denne statsødeleggende Plage. I Henseende til Cassebønner, siden et Paabud vanskelig kunde giøres om deres Indførsel i store Fade, maatte jeg dog være af Philodani Tanker, at det var Regieringens Fordecl, at nedsette dem i Tolden, ved hvilken Leylighed jeg tænker paa Dr. Swift, som pleyede at sige om Tolden, at to og to, som i Regnekunsten giør fire, giør tit i Tolden kun een Eeneste.

Men det er Tid, at jeg forlader Toldrullen, siden Philodanus og nu synes at være snart ferdig med den. Meget var dog endnu at sige, om man ey for at giøre det kort havde lært et Raad af Philodanus selv, som synes her at kunde anvendes. De seer jo selv, min høystærede Herre, at af det adskillige som er at erindre ved Toldrullen, er det mindste anført. Meere kunde og erindres ved Consumtionen, men meere end alt dette, er det,

341

277

at der er ingen Politisk Relation og Sammenhæng imellem begge disse Ruller. Hvad om nogen derfor erindrede Philodani Raad mod de kongelige Papirer, og raadede vor allernaadigste Konge, at kaste saadan en Formula discordiæ paa Ilden? Meener de ikke at det vilde blive et ret solid Raad, og at samme vilde hielpe hans Majestæt til, at faae engang det rette Offer, ham tilkommer paa Statens Alter. I Sandhed jeg troer det; thi, efter min skrøbelige Indsigt, veed jeg ikke, hvad Verket tiener til, uden til at hindre de rette statsmessige Afgifter, og til at bebyrde Handelen, med mindre det maaskee maatte være for dermed at bevise, at Nationen nu begynder at forandre sig i sin Smag, siden den ikke er bleven forlibt i dette Stykke Arbeid, uagtet det dog virkelig forskriver sig fra Paris. Nytten af den Resolution torde jeg allerunderdanigst forsikre hans Majestæt om, (men jeg haaber det Raad aldrig kommer saa vit,) vilde blive, (i sær om Korn-Prisen var først bestemt) at han dessnarere skulde kunde efterfølge hans Olde-Fader

342

278 Kong Friderik den fierde i at brende Hans andre Papirer.

Det Hoved, der skulde igien skrive en Toldrulle, har Philodanus rigtig nok beskreven Pag. 51; men hvo tør tage sig Arbeidet paa, og staae til Ansvar derfor, for Publicum, nu Bogtrykker-Pressen er bleven frie? Thi det Ansvar, tænker jeg, er nok saa Haardt, som for en naadig Konge.

Det er Guld værd, det Philodanus taler for Manufacturer og Fabriker Pag. 53. just for Tiden Skyld han skriver det paa. Thi hvor farlige kunde ikke ellers de Sætninger være bleven for mange, som Hr. Finantz-Raad Oeder anfører i hans Afhandling om Frihed og Eiendom. Lykkeligt er det, at hans Majestæt, for har seet andre Landets Vinskibelighed i Kunster, og erfaret den deraf følgende store Folkemængde, læser saadant uden deraf at kunde komme paa andre Tanker, end de han eengang har fatted, nemlig, at hanthæve Kunster og Manu-

343

279

facturer i Sammenhæng med Agerdyrkning og Handel, og at forbedre det som hos enhver af dem kan være manglende. Saa meget meere maae man jo glæde sig derved, som Hr. Finantz-Raad Oeder maatte let kunde forlede til anden Tænkemaade, da man troer ham vel for den Overbeviisning, man haver om hans skiønne oeconomiske Indsigter i mange andre Henseender.

Men at jeg til Bestyrkelse for Philodani Tanker, skal korteligen berøre Finantz-Raadens farlige Sætninger; saa maatte jeg spørge: Hvorledes vil denne gode Mand tilstrækkelig bevise, at Fabrikers Oprettelse er alt for lidet i Regieringers Magt? Hvad er det, Regieringer, for Fabrikers Skyld, har og bør have Magt over i deres Stater? Er det andet, end Naturen, saa vit den, i Forhold til deres Staters Klima, og Sammenhæng med andre Stater i Verden, kan lade sig konstle? Men haver ikke enhver Regent den Magt, og strekker han sit Herredømme videre, bør han da have Lykke? Undersøgte man Naturen af Staterne og deres Sammen-

344

280 hæng noget Nøyere, saa vilde man finde, at man ofte rekker sig efter det, som er for langt borte, og glemmer det, som ligger for Føderne, hvilket almindelig er det beste i en Stats Næringer. Dette kan maaskee siges om Dannemark i meere, end een Henseende, men dog ikke i Henseende til de anlagde Manufakturer, som bliver det baade physice og politice mueligt at fortsette til den Grad af Fordeel for Staten og Regenten, vi bør attraae. Men Skade er det, at de Manufacturer og Fabriker, der meest er i vor Magt, har vi mindst tænkt paa, de Linnede nemlig, de grove uldne, Jern- og Messing-Fabriker, til hvilke vi have Materialier hos os selv, og kunde have flere.

At andre Nationer ere komne os tilforne, vil vel sinke, men ikke standse vore Hensigter, naar vi med disse ikke gaae længere, end vi bør gaae. For den indenlandske Afsats kan vi altid betryge os selv i Linned, Uldet og Silke: og hvor vigtig er ikke den Sag. Fordi vi virkelig og giør dette, for

345

281 en stor Deel, derfor ligger mange Hænder over Kors, og derfor har megen Armod indfundet sig baade i Hollandske, Engelske og tydske Steder, hvori vi ellers endnu til denne Dag skulde have beriget andre ved vor Efterladenhed.

At de nye Fabriker kunne ikke holde ud, at løbe om kap med de gamle, som Hr. Finantz-Raaden siger, og de beste naadigste Regieringer seer sig derved i den største Forlegenhed, er for meere tilfældige end væsentlige Aarsager. Det er ikke altid en Fornødenhed, at de nyere Fabriker skal løbe paa samme Bane, som de Gamle, ey heller er det afgjort, at jo andre nye Baner opfindes, som de gamle aldrig har løbet paa; thi der opstaaer nye Næringer og nye Leyligheder. Men vil man anvende paa Dannemark den Forlegenhed som omtales, da maae man i den Henseende oprigtigen tilstaae, at Dannemark burde blive forlegen med sine Fabriker, thi da dets Korn-Priis for Ud-

346

282 førsel var ubestemt, dets Handel tabte i Balancen, Anlæget af Fabrikerne skeede paa de dyreste Steder, saa burde Lykken ikke være bedre: og endnu bør de vigtigste Fabriker gaae overstyr; dersom Korn-Prisen ey bestemmes tillige med Destilleringen af Kornet; dersom Fabrikerne ey bindes til Stæder; dersom viise Love ey forbedrer og handhæver Laugene, og Tegn forsikrer Publikum om Formen paa Vare. m v.

Ved de Forandringer kan Kappen med fremmede Fabriker for en Deel virkelig blive muelig, uagtet Hr. Finanz-Raaden anseer dette for en Vanskelighed. Men for dem, som dette naturligviis vil blive en umuelighed, for Landets Beliggenhed Skyld, for dem maae et Politie giøre Resten, og den Besværlighed, det maatte volde, ey komme i Betragtning mod Nytten af Fabrikerne; thi jo besværligere et Politie (sano sensu) virkelig falder, jo snarere vinder Fabriken Magten, og jo snarere dannes Folkets Smag og Tænkemaade, som da hiemler Fabriken Biefald og gir den Hevd paa Afsats for Laudet selv.

347

282

At Tolds Paalæggelse til Medhold for de indenlandske Fabriker ikke skulde skee, fordi samme gir Anledning til Snighandel, og fordi dette igien giør uangenemme Foranstaltninger fornødne, det kan jeg umuelig see at være vel grundet. For saa uangenemme Anlæg mod Staten, som de er, at svige Told og afvende Næringer, bør Anstalterne være uangenemme. Toldruller skrives ikke for Stats-Complimenters Skyld; men for at befkierme Statens Næringer mod fientlig List og Overvold. Men med hvad Angenemheder har da en Sat at møde Undersaatter eller andre, som overtræder saa nyttige Love.

De nye Fabriker kræver Hænder, siger Hr. Finants-Raaden videre, (jeg bruger Oversættelsen) der kommer nu det store Spørsmaal: hvorfra skal man tage dem? Det Spørsmaal er i Sandhed ikke stort i mine Øyne. Thi, efter mine ringe Tanker, er derved kun at iagttage

348

284 tvende Ting. I Henseende til Statens Folkemængde, at man bruger allene de Hænder, som kan bekommes, uden, for en nye Nærings Skyld, at svække en ældere Næring, og et viist Valg, naar Fremmede tilbyder deres Tieneste. Den Sats, som von Justi, og flere vil udbrede, at jo flere Hænder, en Fabrike kan sætte i Bevægelse, jo før er den at vælge i Staten, vil umuelig allevegne kunde følges, uden at giøre en mærkelig Skade. Jo færre Hænder en Fabrike udfordrer, jo før kan og bør den indføres; thi dens Indførsel bliver da umærkelig for Folkemængden, men dens Tiltagelse med Tiden mærkelig, og en Anledning til Indførsel af andre Fabriker, fordi den har hiulpet til at formeere Landet: og er den rette naturlige Maade, at gaae frem paa med Naturen, som aldrig giør Spring, men en mægtig sammenhængende Fremgang i vedbørlig Tid og Orden.

Deraf følger altsaa, at de Politici, som saa meget klager over, at de mangler

349

285

Hænder til Arbeyd i Staten, de taler ofte om det, de ey bør tale om; thi de bør kun giøre Anlæg, i Forhold til Hænder. En Stat skal fødes, opdrages, gaae frem til

Manddom og Høyere Alder, som Mennesket selv. Det er saavel Staters, som Naturens

rette Oprindelse og Fremgangs Maade.

Men i Henseende til Fremmede, da bliver det vel Raadet her, ikke at værdige

andre sin Beskyttelse, end de, som ere gode Arbeydere, og ikke at belønne dem, uden efter giordt Arbeyde. Den største Viisdom, Colbert viiste ved alle sine Manufactur-Anlæg, var den, at han belønnede først, naar Arbeydet var giort, i det Sted vi har ey allene betalt Kunstnere længe tilforn; men beriget dem, før de endnu havde rørt sig til Arbeyd, ja før vi maaskee ret vidste om de kunde arbeyde. Men den Tid er forbi. Har vi tabt noget ved den Tænkemaade, saa har vi dog og vundet adskilligt andet Godt ved samme.

350

286

Det vi har vundet, er endeel skiønne Arbeydere, Forsikring om, at endeel Penge ikke herefter løber ud af Landet, som i Mangel af Fabriker burde løbe, vor Folkemængdes Forøgelse med flittige Fingre, og endelig den Fornøyelse, i hvor meget den har kostet, at vi dog nu tør sige: vi ere i visse Maader eengang blevne kloge. Men denne sidste Omstændighed er i Sandhed ingen Bagatelle! Paa dette har vi vundet Magt.

Skulde man ikke lægge Fabriker en i et Land, efter Hr. Finants-Raadens Forslag, førend der er bleven et Overskud af Hænder, som ved Landhuusholdingen finder ikke videre eller ikke tilstrækkeligt Arbeide: saa maatte vi om tusinde Aar endda begynde for tidlig. Men jeg tænker, at den Tilstand af Overskud paa hænder har altid saa været, i det mindste for nogen Grad, og bliver saa ved ald Landnæring; at den har fleere Hænder, end just fornøden i en vis Cirkel, i sær i de frieste Lande, hvor

351

287

Beqvemhed til Ægteskab, og Folkeformerelsen almindelig følges ad. Thi Naturen er jo saa gavmild, at faa Hænders Arbeyd føder ved Agerdyrkningen mange fleere Munde. Men i ufrie Lande selv, der er jo intet naturligere, end at forlade den Trældom, man er underkastet, naar man kan, og den Ubrug af Kræfter, man ey har Friehed at anvende, for at gaae over til en bedre Stand. Saa man altid maae tilstaae, at dog noget Overskud, fra den første Nærings-Stand, har været mueligt for Fabrikerne, alleene at man ey strax anlagde dem, som fordrede umuelige Folkemængder for det nærværende.

Som en Nation, der er beliggende blandt andre handlende Nationer, maae søge at dyrke Sindet tillige, forbedre sine Indsigter i Forhold til disse Nationer, og anvende sine egne Genier; saa vilde det og være for besynderligt og ustatsmæssig handlet, om en Regiering kunde, for en heel Svite af Aar, sætte sig for, saa at sige, at giøre af sine Un-

352

288 dersaattere lutter Bønder og Agerdyrkere, til den blev omsider vaer i dens politiske Kikkert, at nu snart, eller hen i Tiden eengang, til et vist Aar, blev Antallet just saa proportionerlig af overskydende fra Agerdyrkningen, (hvad mon disse bestilte i den Tiid de vorte) at da kan Rationen nok begynde at manufacturere. Ney, faa at calculere, vilde neppe være efter Den rette politiske Arithmetik, saavidt jeg skiønner.

Ved alle Fabrik-Anlæg, vil det vel derfor være den vigtigste Regel, at rette sig med Anlægget efter den nærværende Folkemængde, uden at ringeagte Statens faa Hænder, eller at oppebie Folkemængdes Formerelse for smaae Anlæg, som kunde formeere Folke-Mængden dobbelt, i Fald de blev, efter dens nærværende Tilstand, anlagde. Skulde Engeland ikke have begyndt at fabrikere, før det havde havt et vist Overflod fra Agerdyrkningen, saa havde det endnu ikke begyndt; thi det har endnu udyrkede Lande. Tvertimod,

disses

353

289

Dets Manufacturer og Fabriker opmuntrer Engeland til Agerdyrkningen, og Korn-Prisens Bestemmelse, for indgaaende og udgaaende Korn-Vare, afhielper de Uleyligheder, som Dannemark endnu sukker under til vor viise Konge giør en Ende derpaa.

De seer heraf, høystærede Herre, at jeg er af den Formening, at Herr Finans-Raad Oeder har langt fra ikke talt Fabrikernes Beste for Monarken. Han er min gode Ven, og en Mand jeg har megen Høyagtelse for, men med alt det, da de veed, jeg agter Pligter mod Regenten og det almindelige langt høyere, end Venskabs-Pligter, saa har jeg ikke kundet efterlade, at meddeele dem mine Tanker over hans besynderlige Tænkemaade i denne Fald, der saa meget strider imod hans øvrige gode Princips, som det Kapitel om Fabriker formørker en Haaben af det andet Gode, man finder i Afhandlingen. Jeg vilde ret ønske, at nogen vilde, for der gemeene beste Skyld,

354

290

med vedbørlige Grunde modsige bemelte Sætninger offentligen.

Men, for Patriotisme og for Fabrikernes Skyld, kom jeg her paa en Afvey! Jeg maae vende mig igien til Philodanus, hos Hvilken vi endnu haver det Beste tilbage. Thi Pag. 57. giver han os sin Plan til Handelen, efter som han holder for den bør indrettes, naar den skal være en politisk fri handel.

Det skal og være mit Øyemerke ved Slutningen af dette, at tilsende min høystærede Herre min Plan til en Handel for Dannemark, just af en politisk Natur, ligesom den Philodanus har vildet skildre. Jeg maae derfor forud undersøge nogle af de i philodani Plan indløbende Sætninger, som ellers maatte ligge mig i Veyen for min Plan, hvilke, naar undersøgte, vil viise, Hvorfor jeg ikke ialt kan blive eenig med Philodanus i hans Tænkemaade en Handels Plan angaaende.

355

291

Jeg vil forbigaae det han forud siger, at en fri Handel er en ubetynget Handel, en uhindret Handel, en fornuftig og vel indrettet Handel, efterdi disse Termini og Distinctioner intet tydeligt betyder, men er hans egne Kunstord, kun begribelige for ham selv, uagted han dog vil giøre dem begribelige for andre. Thi naar en Handel enten er fornufttig eller vel indrettet, saa er den jo ogsaa ubetynget og uhindret, om ey just efter Philodani Distinctions-Maade; uagted jeg dog og torde tage mig paa at beviise, at naar den var ret fornuftig, saa var den vel betynget, og ey uhindret, men i høyeste Maade belagt med visse Vilkaar, Indskrænkninger, Undtagelser og Regler; thi saa gik den sin Vey efter tusinde Forskrifter, og giorde, saa at sige, ikke et Skrit, uden efter den meest konstlede Tagt: og saa gaaer, og bør alle kloge Staters Handel gaae.

Men jeg siger, jeg vil forbigaae det, og vende mig til Philodani efterfølgende Sætninger

356

292 En Sats, hvori han har Ret, uden at han dog siger os meget dermed, er denne almindelige Sætning: Alle de Monopolier, som nogenledes kan ophæves, det er alle de,

hvor Øyemedet ogsaa uden Monopolium kan opnaaes, burde alle

ophæves. Reglen er rigtig, men Skade er, at den er givet almindelig, og at vor Philodanus ey har nogenledes anvendt den paa enkelte Tilfælde. Hvor i Staten, kan man jo spørge, er der Monopolier, hvor Øyemerket uden Monopolium kan opnaaes? Nevner Børnene! Nogle er der, det er vist. Men hvilke ere de? Et eller to Exempler burde han dog have givet os: saa vi havde været visse paa, at han forstod Reglen selv. Gid jeg havde en Fortegnelse paa alle Monopolier, saa sant jeg skulde pikke dem ud, som burde casseres; men jeg undtog sikkert nogle hundrede, som Philodanus, og fleere i Vilderede svævende Politici, som de vil være, i vor Tid vil have ødelagt til Ødeleggelse for Staten.

357

293

Den rette Prøve, om et Monopolium er statsskadelig eller ikke, vil findes, naar vi anvender Philodani i Almindelighed givne Regel, saavel som Sagens Natur udfordrer det paa særdeles Tilfælde. I saa Fald haver man at spørge: Hvad bør være øyemerket med et Monopolium, Næring og Biering, Kunster og Handel vedkommende (som vi sætter forud) naar det gives? Besvares dette rigtig, saa vil vi let see, naar det ikke bør gives, og om de, som ere givne, bør tilbagekaldes. For at svare nøye herpaa, vil man let see, at Cirkelen vi taler om, maa ikke være for vitløftig. Vi vil derfor først besvare det i Henseende til Næringer, siden i Henseende til Handelen, for ellers bliver svaret alt for almindeligt.

Næringer da angaaende kan spørges. Bør nogen Slags Næring have Monopolium, og hvilke bør have det? Det kommer an paa hvad Statens Øyemerke er med Næringer. Statens Øyemerke med Næringer, tænker jeg, er eller burde være, om det ikke var det, at nære en Borger

358

294 anstændigen. Hvad bemerker det (for ey at gaae videre) at nære en saadan Borger? Jeg tænker det bemerker, at give hans Næring en saadan Cirkel til Afsats for hans Flid, at han, ved sine og Medarbeydendes Hoved og Hænder, kan erhveve saa meget, at han kan leve, forsørge en Kone, (man vil jo Folkemængden) opføde og opdrage Børnene, (man vil jo gode Borgere) betale Told, Consumtion, og ordentlige Afgifter, (man vil jo Regent) have noget tilovers til Sygdom og Nød for sig og sine, (man vil jo Borgeres Frelse) erlegge extraordinaire Skatter, især ved indfaldende Stats-Genvordigheder (man vil jo Statens Vedligeholdelse) give med Lyst sidste og yderste Skilling, ja naar fornødent, vove Lemmer og Liv med Mod, naar Hanibal er for Portene, naar det gielder Stat og Krone; thi man vil jo Statens Beskiermelse og Kronens Forsvar: og man vil deri det, som er selskabelig ret og billigt. Men skulde alt dette kunde haabes, end sige fordres af en Borger, jeg siger en Borger, naar hans Nærings-Cirkler var ubestemte, det er: naar hans Selskabs-Ret, hans Nærings Rettigheder var u-

359

295

selskabelige og uvisse? Min Gud, hvor er Naturens Ret, hvor er den selskabelige Ret, hvor er den sande Politik, hvor er den sunde Fornuft bleven af til Forsvar for Borgere: da man offentlig kan tale og skrive mod disse aabenbare Sandheder? Men jeg har endda ikke talt om den gamle Mand, som bør leve, og lide vel paa sine gamle Dage, naar han har nytted, som en god Borger, i de unge og muntre Aaringer; ey heller har jeg talt om Borger-Standens Ulighed. Jeg vil forbiegaae det første, da vel ingen Unatur er til, som nægter en aldrende velfortient Borger sin billige Hvile, naar han ikke meere til Nytte kan røre sig, eller misunder ham Tid og Roe, da at døe, Men et Ord maae jeg tale om det sidste. Er Standen efter Næringernes Kunstighed, Zirlighed, Vanskelighed, Vigtighed, og tvertimod, ulig, saa er det jo ingen Under at Levemaaden vil og bør være ulig. Bør ikke det, da billigen betragtes? Bør skiønne Aanders Forretninger intet bedre betales, end Broelægger-Arbeyd? Bør den kunstige Mechanicus intet have bedre Belønning for sin Machine, end en Gade-Major for hans

360

296 Anstalter? Bør deres Vilkaar være lige? Men bør der være Forskiel, saa vil jo enhver vide sin Cirkel, for at være vis paa, han ey arbeyder forgiæves; for Afsatser er dog ikke Uendelige. Men hvorledes skal det skee uden ved Viise Love, og hvad bliver disse Viise Love andet, end Love til statsmæssige og fornuftige Monopolier for visse Borgere, at de maae blive Staten saa nyttige og gode Borgere, til alle Tider, ved alle borgerlige og publike Omstændigheder, som de bør være, om ikke baade den usle Natur selv skal ødelegge, og indvortes og udvortes Fiender, uden Sverdslag og Modstand, skal træde dem samtlige, naar de finder Leylighed dertil, med Føder, og ødelegge Staten selv bag efter.

Men Nærings-Cirklerne, vil de spørge, hvor findes de, og hvorledes ere de, er de saa at afpasse, og benytte sig af, at saa mange, til alle Tider nyttige og gode Borgere, som mueligt er, kan dannes, og gives Borgerskab i Staten? Det

361

297

er, høystærede Herre, Heel mueligt at besvare, og vel værd at give Svar paa. Nærings-Cirklerne er tildeels i, tildeels uden for Staten. Det er deres Sted. De er saaledes, at den samme Smag ikke hersker i dem Hiemme og ude i mangfoldige Slags Vare: saa det bliver høy fornødent, at Kunsterne retter sig efter den ulige Smag. Dersom en kiøbenhavnsk Skræder, for Exempel, var Leverendeur af syede Klæder til Hofferne i Paris, London, Dresden og Constantinopel: saa forstaaer det sig jo selv, at han kunde umuelig indfinde sig med en og samme Façon til alle disse Steder. Han maatte tiende hvert Hofs Moder, om han vilde afsætte sine Klæder. Med Varene selv har det samme Beskaffenhed. En Nation vil have Manufactur- og Fabrik-Vare paa en, en anden paa en anden Maade, ja Provinser i samme Lande er ulige af Smag efter Fornødenhederne. Men hvorledes skulde man tænke, det var mueligt, at en Mængde selvraadige Arbeydere, uden Love og Opsigt, skulde

362

298

vide og vilde iagttage alt dette? Selvraadige i egne Huuse vilde handle selvraadige i Staten. Derfor bliver da Viise Langs-Artikler for en Stat høyfornødne Love, som helligen maae holdes over. Lauge og Laugs-Artikler bliver da hellige Monopolier for Staten, fordi de staae i Sammenhæng med dens Øyemærke, Borgerens Næring i Sammenhæng med Cirkelen, hvor den er, og i hvorledes den er.

Men hvorledes skal Cirklen afpasses for Næringer, saa de hverken faaer alt for lidet, eller alt for meget at leve af? Dertil er to Midler, som begge vil Nøye sees paa. Afsatsens Grad er Hoved-Anmerkningen. Men da denne kan være i Landet og til Fremmede, og begge Deele tillige: saa maae man bruge Regnekunsten, hvor den kan anvendes, og Erfarenhed af Borgernes Tilstand i den bestemte Cirkel, som altid er at anvende, for at dømme nøyagtigen om, Hvorvit Cirklen er dem enten for stor, eller for snever, for at give til det anførte Øyemerke rette Borgere den

363

299

Næring, enhver efter sin Stand i Staten behøver. Hvad jeg forstaaer ved Regnekunsten, det vil min Herre let see er det Register, den Fortegnelse, enhver fornuftig handlende Stat bør, med største Accuratesse, holde over sine udgaaende Vare, her at forstaae i Forhold til Laugene og Næringerne i Stæderne i Staten. Fra det kan den regne, hvor mange der i Lauget eller i Setskabet, hvad det heder, kan leve ved den og den Næring. Thi et Kammer-Collegii Regning i denne Fald maae blive Regel for Oeconomie-Collegium eller Raadstue, eller hvilket Collegium, der har Opsigt med Næringerne i Staten, om disse ikke skal være uvisse i deres Slutninger, og handle urigtigen for eller imod de Nærendes Antal. Efter Tilstanden af denne Udførsel regnes Næringerne i Landet, at kunde formeres eller ikke, eller maaskee at maae uddøe, for ey at fylde Landet, med Staadere, som altid bliver skadelige Borgere, Statens ædende Kræft. Derfor kan Holland og Engeland, paa saa sikker en Fod, vedligeholde sine mange

364

300

Lauge, med den herligste Fordeel, som de vedligeholder dem Aar fra Aar, i Forhold til Afsætningerne paa Varene, fordi de giør disse Regninger.

Visse Mangler, som indløber til Aftagelse af Næringer, bliver disse Stater og derved var, og undrer dem derfor ey over Bankerotter og Familiers Undergang; men tveriimod søger Raad mod dette Onde, ved at indskrænke Cirkelen, og ved at anviise den anden Næring, eller at rekke Armod den Stats-Hielp, den fortiener, naar Staten har reent tabt Næringen. Derfor nyder saa mange Klæde-Vævere i Leyden Naade-Løn af Staten, for ey at forlade den, og søge Brødet i de Lande, hvor Næringer ere henvandrede, men heller at døe i maadelig Tilstand hiemme, end reise efter Brødet til Fremmede, og giøre Ulykken derved større.

En saadan Regning for Statsn bliver altsaa i Henseende til Næringernes Bestemmelse det samme, som Korn-Prisernes Bestemmelse for

365

301

Ind- og Udførsel bliver i Henseende til de fleeste Priser paa Vare, den første punkt, nemlig, hvorfra de følgende Stats-Beregninger bør giøres i deres relative Sammenhæng med deres relative Øyemerker. En Stat, som derimod ikke giør disse Beregninger, bliver ikke heller i Stand til at beregne sine Nærings-Cirkler, men maae med dem, som med de fleste af dets Anlæg, arbeyde forgieves og tabe i Enden. Gid Dannemark ikke herpaa var Exempel!

Næringens Tilstand, eller Borgernes i Standen, er det andet Middel at bestemme Borgerne, som bor leve af Næringen, deres Antal efter. Naar, for Exempel, man seer, at alle Laugs-Brøderne kan uden Trang nære deres Børn og Familier, kan betale deres Skatter, har tilovers til en glad Dag, har nogle hundrede Daler, ja nogle faae tusinde paa Rente, til Hielp for deres Børn, som snart skal nedsette sig; naar deres Langs-Næringer allene giver dem Brød, og skienker dem den Overflod de haver, og bør have, om Staten skal have den Trøst i gode og velhavende

366

302

Borgere, den ikke kand undvære: da, ney da er det ikke Tid, enten ved Friemestere, Fuskere el» Kunstnere, civile eller militaire, at forstyrre Cirkelen. Men Staten bør da takke Gud, at jeg saa skal tale, at Næringerne gaaer saa vel, og ikke formeere Arbeyderes Antal, thi det var kun, at ødelegge og at skienke Fordøyerne upolitisk got Kiøb paa flæbende Borgeres Sveds Bekostning, ja paa Bekostning af Kongens egen Casse, som følgelig maatte mangle promte Betaling, i Forhold til Varenes upolitiske lettere Priser ved en upolitisk Concurrence.

Er Casus derimod anderledes. Seer man Capitalister, hvis Midler giør dem stolte, selvraadige, ødsele, Loveforagtende, undertrykkende Begyndere i Næringerne, listige mod Handlende til Opskruelse af Varenes Priser, imod Forhold af Dagløn, Kornets og Victualiers Priser: ja saa er det Tid, at formere Nærendes Antal i Laugene, ja maaskee at skierpe Lovene.

367

303

Uden disse Viise Beregnings-Maader løber en Stat Fare, for at endevende Næringer, en Regiering, i sine redeligste Hensigter, at forarme sine Undersaatter, at svekke sin egen Trones Styrke.

Men hvad følger igien andet heraf end denne store Sandhed, som glemt kan aldrig giøres Forsoning for, og om erindrer og sult, kan aldrig agtes dyrebar nok, eller holdes nok over, til en ævig Politisk Stats-Maxime for alle slige Næringer i Staten, denne nemlig: Hver Næring i Staten, til den allerringeste, vil have sine Love, og sit Antal af Borgere i Forhold til Afsats af Vare; paa det Borgere skal blive retskaffne nyttige Borgere, Borgere avles af Borgere, og ikke Uborgere og Skarn skal forsvare Staten; paa det en ustatsmessig Folkemængde af tryglende Staadere ikke skal omsider blive Følgen af Upolitik, og de Insecter og Greshopper der skal æde Staten op, til Straf for dens egen Ufornuft og forkeerte Politik.

368

304 Der er altsaa en upolitisk Folkemængde til i Stater. Der er Daarlighed,

naar man raaber paa Folkemængde, uden at bestemme den bestaaende af nyttige Borgere. Hundrede veltænkende, erfarne, flittige, tarvelige, brave Laugs-Mestere er mere værd for Staten, end tusinde, ja om det var flere Tusinde, vellystige selvraadige Taaber. Folkemængden bør ikke voxe efter Naturens Drifter; thi det blev en fæisk Folkemængde, en cimbrisk Syndflod: men i Forhold til Statens muelige fornuftige Bryllupper; og det vil blive en Folkemængde af statsnyttige Borgere for Staten. Gid man da vilde indsee denne Sandhed! Den vilde forsyne Skatkammeret, bevare Staten og bestyrke Tronen. Rette Lauge ere da ikke de Monopolier, som vil afskaffes. Næringer vil blomstre ved vel

indrettede Lauge, og en ret politiskfuldkommen Folkemcengde voxe ved dem. Det samme som er sagt om Laugene, er (i sin Orden)

at anvende paa Handelen. En bestemt Afsats

369

305

af Vare udfordrer et bestemt Antal af Handlende.

Philodanus har rigtig nok Ret deri. Men hvad gielder det, han havde Uret, dersom han dog skulde forklare sig selv? Den reisende Russer bebreyder ham hans Sats, og denne har ogsaa Ret i sit. Kort: de har begge baade Ret og Uret, fordi de taler saa almindelig, at i særdeeles Omstændigheder passer Baade deres Sats sig, og passer sig ikke. Derfor er det saa høyt fornødent, at vide, hvad det er, og hvor stor Cirkelen er, hvorom man taler, og bestemme, hvad man bør bestemme, derefter.

Naar kan en Stat anvende denne Regel: I Forhold til Varenes Afsats, at bestemme Handlendes Antal, paa det de Handlende maae kunde leve af Handelen, de driver? Alleene i det Tilfælde, som i forrige om Næringerne, naar Staten kan regne med de Handlende. Naar den af

370

306 Told-Bøgerne kan indsee, at paa en Omsats af saa og saa mange Vare, kan kun et Antal, saa og saa stort, af Handlende leve. Naar den af de Handlendes Tilstand i samme Handel kan slutte, at da de samme ikke haver meere Overflødighed, end den de haver, ikke giør større Bekostning og Opsigt i Staten, end den lille de giør, og maaskee med Nød vedligeholder (om de giør nogen), saa maae de ikke kunde være flere i Kredsen, med mindre den eene skal begynde at tære paa den anden, og derefter den og de, som ikke kan holde det ud, blive udtæret, og omsider blive Staten til Byrde.

Men i Henseende til hvem er det, Staten kan giøre denne Regning? Alleene i Henseende til indenlands Handlende, som sælger af Haanden til Debit og Afsats for Consumtionen eller Fordøyere i Landet. Med dem kan Staten regne og sige: Saa stor en Folkemængde paa det Sted, fordøyer saa meget. Til den Omsats be-

371

307

høves saa mange Kræmmere. Disses Antal maae altsaa være den og den. Havde vor Magistrat kundet giøre den Regning, men den kunde ikke, fordi Kammeret har aldrig (før maaskee nu det begynder, om det og haver begyndt vel) giort politiske Regninger i Sammenhæng med Næring og Biering: saa var Urtekræmmer-Lauget, blant andre, ikke ubilligen, end og for gamle Koners Skyld, bleven sat tilbage og fast ødelagt. Kræmmere, som alle selger til Indenlandske, for Consumtionen i Landet, deres Antal vil altsaa nøyagtig bestemmes, og ey for indløbende Misbrug, af een eller anden, et heelt Laug opofres; og Laugs-Artikler vide at raade Bod paa Misbrug hos dem, som hos alle Lauge. Saa kan og deres Bode lukkes om Søndagen.

Med Tømmer-Handelen i Norge har det samme Beskaffenhed, uagtet Consumtionen dog strekker til Fremmede. Men Casus er en Exeption, saa at sige, fra Hoved-Reglen, fordi Consumtionen kan temmelig Nøye beregnes, og fordi den er indskrænket ved Politik af omkringlig-

372

308 gende Stater, finder samme Regel her Sted. Engeland giør sig ald Umage for at bruge og afsætte sin Nordamerikanske Tømmer-Last. Holland har Handelen indskrænket til visse Kiøbende for heele Handelen, og Amsterdam og Edam er allene Stederne, hvor disse opholder sig. En uindskrænked Concurrence er altsaa ikke til paa Holland, som i sær, og frem for alle, trænger til Norge. Det har desuden Oplag for 2 til 3 Aar forud, har Handel paa Østersøen, hvorfra, skiønt dyrere, det kan forsyne sig. Det kan altsaa ved Handel andensteds, ved sit havende Oplag, chicanere Norge for et heelt Aar, ja om det var for to, og enten lade det beholde Lasten, eller nøde det til Afsatsen for en Skampris, i sær naar Norge, som Holland forud veed, har Oplag i Mængde. Jo flere Tømmer-Handlere i Norge; jo større bliver Tabet og Nøden, jo mindre Muelighed at udholde Hollands Kneb, fordi Fortjenesterne er for meget fordeelte og ingen Rykstød haves af forrige Gevinster. Tømmerlalasten gaaer derfor bort for intet, og Landene

373

309

taber disse Fordeele. Antallet af disse Tømmer-Handlere vil da sikkert bestemmes, naar Staten kiender sit eget Beste, og ikke hører efter den i alle Næringer brugelige Indvending. Flere kan leve med os: Frihed giver Næring, og befordrer Folkemængden. Staten maa være viis nok at indsee, at et vist Antal kan og bør kun leve i visse Næringer. Frihed kan være Selvraadighed, og en ulyksalig Frihed for Staten, er den ey foreskreven Love, har den ey Grendser, og dersom Statens vise Hensigter ikke afpæler disse Grændser. Folkemængden bør kun tænkes statsnyttig i Forhold til Næring og ey i Forhold til Frihed og Avle-Lysten. Staten modtager ey Bettel-Jøder og andre Staadere ved sine Færgestæder: hvi vil den avle dem, og opklække dem i sit Skiød? De vilde dyr maatte ansees klogere, Naturen viisere end Staten. Fuglen bygger sin Rede, og Naturen bereder den sin Føde i den blide Sommer. Før føyer den sig ikke til sin Mage, fer formerer den ikke

374

310

Naturen. Borgeren bør jo da og have noget at ligge paa, kunde sætte Boe, og Staten have giort det mueligt for ham, paa denne Forberedelse, efter vel anvendt Møye, at kunde, uden Frygt for Nærings-Tab, dekke sit Bord med Fryd, og endda at kunde samle saa meget, at han har tilovers for Ophold til Alderdommens Vinter. Men da Borgeren endnu bemerker meere, endnu meget mere end Dyret i Naturen. Han lever en som Fuglen i den naturlige Tilstand. Han er til Beskiermelse for sit ypperligere Væsen, og dettes høye Bestemmelse, gaaen over i den selskabelige Stand, og skylder dette Selskab, for sin Deel, Hielp til Ophold og Vedligeholdelse. Saa bør jo Staten da, det er dens Pligt, om den vil selv bestaae, og med rette paastaae, at Borgeren skal holde sin Selskabs-Pagt, besoren som Borger, tilstaae ham den Cirkel i Staten til Fortjeneste, som giør det mueligt for ham, at være en retskaffen Skatteborger. Enhver handlende viis Staat tilstaaer og dette. Lauge for Kræmmere bliver

375

311

altsaa hellige Nødvendigheder for Staten, som Lauge for andre Næringer. Kræmmere tilkommer viise Monopolier.

Men Groshandlere bør Antallet ikke bestemmes paa, og hvorfor ikke? Aarsagen er meget tydelig, nemlig, fordi Staten ikke kan regne med dem. Groshandlere udføre ikke allene indenlandske Næringers Vare, og hiemføre Femmedes; men, de omsætter og fremmede Vare kiøbte hos Fremmede, og afsatte hos Fremmede, og af de indgaaende Vare, veed man ey, hvor mange igien kan gaae ud, saa ingen Regning kan holdes med dem: og det var Statens Skade om den kunde holde Regning med dem; thi des slettere var Handelen. Vel kan der regnes, saa og saa meget har Omsatsen i den Handel, for de og de Aar, været; men den kan ey sige, hvor meget den vil blive. Det kommer mere an paa de Handlendes egen Snildhed, Erfarenhed og Credit, da den Slags Handel endog kan gaae en allene fra Havn til Havn, men fra Land til

376

312 Land, end det kommer an paa et Lands Trang til et andet, uden før den tredie Stat.

Af Groshandlernes Tilstand i Standen kan ey heller sluttes noget, da deres Tilstand kan aldrig være for god; da deres Rigdomme, i en ret handel, bør i sær være Gevinst fra Fremmede, og Rigdom hos dem burde føde Rigdom, og deres ødselhed selv med Landets egne Vare, nære Armod. Men af deres slette Vilkaar kan ey heller meget sluttes til Muelighed af bedre Vilkaar, da disse meer hænger af erhvervede Indsigt og personlig Credit uden for Landet, for Begyndere uden merkelig Evne, end af andet. Saa Regningen bliver, og bør blive umuelig. Men, kan spørges, skal Groshandlere da agere selvraadig? Saa mænd skal de ikke. De ere Borgere, og staaer under selskabelig Pligt-Tvang og Regiering: Var de selvraadige blev disse Storhandlere for smaae, og deres Cirkel i Staten med dem for lille. Skiønt deres Tal ikke bør indskrænkes, bør ingen nedsætte

377

313

sig, uden han er stikket til Forretningen: har en vis Capital at begynde med, eller des større Formodning til Lykke for hans personlige Credit, og erhvervede Erfarenhed og Bekiendtskab: før han har reist til Nytte: før han har aflagt Prøver paa sin Duelighed, og saa videre. Straf for forsetlige Banqverotter bør være en alvorlig Artikel i eller uden for deres Laugs-Artikler, eller Selskabs-Love. Thi uden Love bør de ikke være; men de bør og have Love allene i Forhold til deres Handels Natur, og Lov til saa snart de kan, at see deres Cirkel udvidet i Antal, eller rettere. Staten for dem at udbrede deres Handel, saa langt den kan udbrede den: og kunde jeg formere Loven med en bestemt Artikel blev det angaaende Bestemmelsen af Reise-Maaden; thi der hører Kunst til at reise, og Kunst til at see og spørge, og ligesaa til at beholde det man seer og hører paa Reisen, og det samme er høyt fornøden for en reisende Handelsmænd. Saa meget har jeg lært derom af min Salig Faders Journal.

378

314

Handelen vil altsaa have og ikke have Monopolier, det kommer an paa at bestemme dem. Engeland er saa lidet bange for Monopolier NB. viselig indskenkede i Forhold til Statens Øyemerke, efter Tid og Omstændigheder, at en hver Mand i Engeland, som giør en Indretning, en god Opdagelse, har, uden Ansøgning, Privilegium og Monopolium paa fordelen deraf i 14ten Aar: og hvad Opmuntring er det ikke for Flid, og hvad Gevinst er det ikke for Staten, at give saadant et Monopolium, da den 14 Aar efter, ved Monopolisten eller hans Arvinger, faaer Efterretning om Opdagelser aldrig tilforne i Landet bekiente. Gid vor allernaadigste Konge snart maae give saadan en Lov, men, for den danske snevre Cirkels Skyld, bestemme dette Privilegium til 20ve Aar.

Men jeg maae ikke trætte min Herre for længe med min Snak om Monopolier; thi de indseer selv, at Reglen kan anvendes i tusinde Tilfælde flere. En Næring, som kan føde to

379

315

Familier bør være et Monopolium for een, ellers bliver to i Næringen ulykkelige og unyttige Borgere for Staten; den behøver ingen af dem, og burde vilde overlade dem til andre Stater, om det var mueligt, at komme af med dem, for at spare paa sit Korn.

Compagnie-Handel bliver fornuftig, og bør være Monopolium, naar en Privat ikke kan udrede Skibet; men for ikke, den Guineisike Handel undtagen, fordi den er puur Unatur i Henseende til Søgning og Vare. Mod Unatur i Stater vil bruges Contra-Politik og denne Contra-Viisdom bliver den sande Stats-Klogskab mod Daarer, for at føre dem til Nytte. Monopolium for Handel paa Island, er et daarligt og statsskadeligt Monopolium, og for et Compagnie, som det almindelige Handels-Compagnie, ligesaa.

Men skiønt et Monopolium kan være fornuftigt, i Henseende til Cirkelen og Antallet af de Handlende i Cirkelen; saa

380

316 kan det dog være et statsødelæggende Monopolium, i Henseende til de Arbeydendes og handlendes Friheder i samme Cirkler. Det eene med det andet, vil derfor bestemmes, om et Monopolium ikke skal blive en Ulykke for Staten. Viise Love maae da bestemme baade det eene og det andet.

For Compagnier maae det bestemmes, at endskiønt de har Lov at handle med visse Vare, de hiemfører, at de dog handler med de samme i Forhold til Verdens Krav uden for Staten, ikke i Forhold til Debit i Staten, i hvilken Fald de blev, som Status in Statu, (en forfærdelig Omstændighed for Staten) Statens Næringers Ødelægger, og følgelig et Indgreb imod Regentens Hoved-Hensigter med Næring og Handel for Statens arbeydende Borgere. De blev hans Skatters og Afgifters Svækkelse, om de endog betalte ham noget for Handelen. De blev, siger jeg, uagtet alt dette, halv skadelige Borgere, i det Sted, de burde være

381

317 heel nyttige. Kort: Af Mangel paa Viise Octroyer, har det Ostindiske og Chinesiske Compagnie stiftet, og kan herefter stifte store Ulykker i Landet, til samme Tid, de stifter et andet Gode, mindre end det Onde, de anretter; det eene Compagnie meere, det andet mindre.

De indseer Sandheden heraf, høystærede Herre! Skrev jeg til Publicum, saa blev jeg nødt til, at sætte til, for min Korthed her: Capiat, qvi capiat.

Men jeg har talt nok om Monopolier, som dog var fornødent, fordi Philodanus talte saa ubestemt, og saa lidet. Om Herligheden af Viise Monopoller for Stæder, faaer jeg strax Leylighed at tale, og min Herre vil see, hvad De ellers nok veed, at den Handling af en Regent, med Klogskab at monopolisere Stæder, er det samme for Statens indbyrdes Næringer, som den Handling var af Skaberen selv, da han

382

318 ved sit almægtige Bliv monopoliserede Riger og Lande i Verden, paa det Staterne maatte behøve hinanden, hielpe hinanden, og befordre hinandens Lyksalighed ved Trang til hinanden, og derved formere en Verden, som aldrig havde opnaaet det Antal af Mennesker, som nu lever, om Naturen ey var bleven, i sine adskillige Vraaer, saa viiselig privilegeret. Jeg vil vende mig til en anden Sats, ikke aldeeles ubetydelig.

Alle Danske Vare, siger Philodanus, maatte udbringes, uden mindste Undtagelse, til hvad fremmede Stæder, de Commercerende best vidste og kunde. Det er Philodani Ord Pag. 57. At han mener Reglen rigtig og af Hiertet, det Viiser han med de Ord: Uden mindste Undtagelse. Dersom jeg havde den Commission, at skrive en nye Told-Rulle: saa vilde jeg saamænd, baade for Kongens egen Ordre Skyld, og for lidt større Rigtigheds Skyld, end Vedkommende har iagt-

383

319 taget ved Told-Rullens Forfærdigelse, undtage følgende:

Korn-Vare skulde ikke faae Lov, at gaae ud, uden naar Prisen var politice god i Landet: og det samme vilde jeg (jeg bilder mig ind, jeg har Commissionen, og skriver derfor, som jeg sad midt i Arbeydet) nok ogsaa falde paa, i, Henseende til Meel og Gryn.

Talg skulde jeg saa lidet tillade Udførsel, som Engeland tillader det, at Fremmede ey skulde indsende os den igien i Lys.

Heste skulde ey komme ud uden Tilladelse, for ey at opmuntre meer, end nødvendig, til deres Tillæg, der, for Dannemark, hindrer Tillæg af Horn-Qvæget, Tids-Omstændigheder af Kvægsygen her uberegnede.

Hude af Horn-Qvæg, Faare- og Lammeskind med Uld, Hare- og Bever-

384

skind, skulde ligesaa lidet faae Tilladelse, at flippe ud, som Koe- og Heste-Haar, Hornene af Øxen, Svine-Børster, og slige Ting fleere.

Eegetræe, som voxer hos os, vilde jeg tænke med Told-Rullen, burde ikke udføres. Men var det tilforn indført, saa vilde jeg raade til, at lade det gaae frit ud, efter de Handlendes eget Godtbefindende; thi ellers maatte jeg tænke, at Forbud mod Udførsel deraf, vilde naturligviis hindre dets Indførsel selv. Men jeg lod det ikke blive ved Forbud paa Udførsel af vor eget Eegetræe. Benved, Valbirk, og langsom voxende Træer til Zirat-Arbeyde, skulde ikke komme ud, med mindre de var kunstigen forarbeydede.

Bark har Told-Rullen forbuden, at udføres, og jeg tænker, den har giort vel deri; men fleere Arter Bark, end Eegebarken, vilde det Forbud nok strække sig til, og Birkebarken kunde paa sine Steder blive een af disse, saa snart vi fabrikerede,

385

321 Hør og Hamp, tænker jeg, burde vi saa lidet tillade Udførsel, som Frankrig, endog om vi var nok saa fornuftige at opmuntre, i det mindste, til den førstes Dyrkning.

Baand af Pile og andet Træe skulde, efter Frankrigs Exempel, med mir Raad ikke komme ud, med mindre, vi vare saa store Mestere i deres Plantning, som Holland, og endda ikke uden Prisen på disse Nødvendigheder, var, som Korn-Prisen, fastsat for Ud- og Indførsel.

Træe-Rull, skulle aldrig komme til at smitte fremmede Fingre; thi jeg er vis paa, vore Esser kunde behøve dem selv: jeg skulde før ønske Premier udsat for Trækull af Træernes efterladte Rødder. Træe-Asken skulde ey eengang kunde føres ud af Landet mod Told, end sige, saae toldfrie Udgang.

386

322 Gammelt Jern vilde jeg Viise Vej til vore Fabriker, i Stedet for til andres Stater.

Salpeteren, om vi end kunde afsætte den til Fremmede, skulde lige faa lidet komme ud, som den Franske, med mindre man betalte den i Krudet; dog uden at glemme at befordre Afsatsen hiemme.

Gamle Klude, vilde jeg ey, alleene see fremdeeles forbudt efter Forordningen-, men jeg vilde og give dem Sted i Told-Rullen, og endnu lægge til, at gammelt Fiskergarn og gammelt Tovværk, som Holland, og andre hidindtil, saa skammelig har narret os fra, skulde ey blive udført, paa det vi ey skulde betale for meget derfor igien i brunt og andet Carduus-Papir, og i graat Papir, som fast alleene giøres deraf, hvorfor det fremmede er just faa stærkt, frem for det indenlandske. Jeg vilde i det Sted giøre gammel Tovværk, dets Kaagning og Oppilning, til en Næring for der aflexe Armod.

387

323

Dersom vi var kommen længere i Fliden end vi er, saa kunde jeg ønske Forbud for alle Manufactur- og Fabrik-Instrumenter; men det hielper vel dog ey ar forbyde Udførsel af de samme, om vi endog kunde giøre dem, thi andre vilde dog tage Fortienesten.

Ammunition vilde jeg ey heller aldeles, uden Forespørsel, tilstaae at udgaae. Derimod skulde jeg aldrig raade til Forbud paa Sølv og Gulds Udførsel i Stænger eller i Arbeid; thi en Stat, som taber Balancen i Handelen, skal det udfra, om og en Muur var omkring Staten, og kun et eeneste Hul derpaa, som Solberg sagde; men i det Sted vilde jeg give Forslag til den Kunst, at vinde Balancen og faae Vexelkursen paa vor Side: for det veed min Herre nok jeg ikke holder for umueligt ved en Contra-Politik af den, vi for det meste bruger.

Skulde jeg endnu legge et Slags Vare til de forrige, som ey maatte komme

388

324

ud: saa blev det alle ustemplede Manufactur- og Fabrik-Varer, som stemples kunde, eller andre produkter uden vedbørlige Merker paa de Casser, hvori de udføres. Thi at tillade dem frie Udførsel, uden saadanne Stempler og Merker, det er at giøre Statens Ære, Landets Credit, Kongens Casse, ja Kongen selv med til et Rov for egennyttige Borgeres Hensigter, til en Slave af deres Fuskerie og Nedrighed. Hvad synes dem Høystærede Herre har jeg ikke Ret, og er det ikke at beklage, at dette er en Sandhed: og endnu meere, at ingen agter ret derpaa? Men er det ikke da ogsaa forunderligt nok at Philodanus kunde lroe at han skrev fornuftig, da han skrev og sagde: Uden mindste Undtagelse bør alle danske Vare udbringes. I Sandhed jeg vilde med Frankrig endnu undtage Bermen fra vore Viine for Udførsel, dersom Dannemark, som det, kunde giøre Vinædike deraf, og ikkt i det Sted reent spilte den. Men nok herom.

389

325

Vi vil nu see en bedre Setning hos Philodanus end den sidste, den pag. 58. hvor han siger: Den norske Handel maae vaages meget over og skarp tilsees, at man ikke ved at opstable i faae Aar alt for mange Bord: ruinerer alt for den følgende Tid. Det er vel sagt. I Aar er Casus, som den har været ofte tilforne, ar Laste-Beholdingen er anseelig, skiønt Skovhugsten har dog ikke været merkelig stor. Men skeer den, som maaskee oftest, fast uden Grendser, nytter det da til andet, end at give Lasten bort for halv Værd, og ødelegge baade Skove og Familier tillige. Antallet af Handlende vil da her uforbigængeligen, efter Philodani egne Ord i det følgende, engang bestemmes, og og tænker jeg det vilde bøde paa Folkemængdens Mangel i Norge andensteds.

Men nu ser Ord høystærede Herre, som bemerker ikke mindre end Dommedags-Slag mod Staten: Ingen Stapel-Stad mage være i Landet. Hvad synes dem om denne

390

326 Sats? Engeland, det vindskibelige og kloge Engeland, har for længe siden, ved sin skarpsynede Davenant og andre, beviist, at med mindre det tog en anseelig Deel i andre Nationers Handel, skulde det aldrig Holde ud i Handelen, mindre vinde Balancen deri, formedelst de tusinde Fornødenheder denne Nation behøver, for dens Smag paa Verden og dens Daarligheder. Hvad som altsaa vindes ved Omsats-Handelen med Fremmedes Vare hos Fremmede, det betales med for fremmede Fornødenheder som bruges i Engeland, og det stopper ey allene denne store Udgift, men Staten faaer endog tilovers. Dersom Engeland havde derfor giort det til en Hoved-Regel ingen Oplag eller Stabelstad at have i Landet, maatte det for længe siden med alle sine mange store Skibe have seilet agter ud, og giort en anseelig Banqverot. Ja paa det det kan drive denne Oplags - Handel des nøyagtigere efter er hvert Lands Producters og Kunsters Natur til Omsats for andre Lande: saa er Hver Groshandler i London stor i et Hvert faadant Lands Bagateller, og det i Sand-

391

327

Hed ikke, fordi han er lille i det store: men fordi Handelens Natur udfordrer , at han tænker saa Nøye i alle Deele, i ethvert fremmed Lands specifique Handel og, Nærings-Arter.

Just derfor har London egentlig ikke heller saadanne Polyhistores i Handelen, som vi Har: men dets Kiøbmænd er solide Folk i eet. Naar man spørger: Hvad Handel en Kiøbmand der driver; saa faaer man ikke til Svar en Remse saa lang, som Henrichs Barsel-Liste paa Bare, fra alle Verdens Hiørner. For Exempel, man svarer ikke: & c. han Handler med Salt, med Hør og Hamp, med Viin, med Steenkul, med Specerier, med Asiatiske og Vestindiske Vare, fører Vel Speculations- og Commissions-Handel, har og Negotie paa Pommern og Petersborg. & c.

Saadant et Svar vilde strax giøre en Engelænder kruset i Hovedet, og han vilde

392

328 neppe have med en saadan Mand at bestille, som han fandt allevegne ude, og ingensteds hjemme. Derimod besvarer man bemeldte Spørsmaal med eet til to Ord af langt anden Betydenhed. Man svarer, nemlig: Den omspurgte Kiøbmand er Fransk Kiøbmand, eller Hollandsk og Flandrisk, (som regnes under eet), eller Spansk, eller Portugisisk, eller Russisk, eller Dansk og Svensk Kiøbmand, eller Hamborgsk, Italiensk, og Tyrkisk, ligesom Stæder er, han handler paa. Man har og separate Handlende for Ostindien, for Vestindien, for hver Provints i Nord-Amerika, med videre. Kort, man deeler Handelen i Engeland efter Landenes Natur i Verden, for at handle med hver Krog i Landene, efter Verdens Smag og Fornødenheder, med vedbørlig Eftertryk. Thi hvad Styrke i Omsats, maae ikke deraf følge, at hver Handlende i London veed, at har han selv Magaziner af et Lands Vare, men behøver dog for en Omsats eller en Fælles Fordeel, en Qvantitet af et andet Lands til-

393

329 lige, saa veed han, hvor han strax sinder disse Vare hos sin Naboe eller Gienboe , og saaledes er vis paa, ey ar blive forlegen.,

See, det er tillige Prospecten af Engelands almindelige Handels - Compagnie. Det veed saaledes, uden Octroy, at samle alle Nationers rimelige Vare, til Afsats for alle Nationer, og det ved Private, og hver privat Mands Huus er det store Forraads-Kammer, og Stapel-Sted for dets store Udsigter og Hensigter i en Handel, hvorved London aarlig vinder Millioner, naar Kiøbenhavns saa kaldede Speculations - Handel ikke beløber sig aarligen til en Tønde Guld, for ey at sige mindre; thi jeg undseer mig ved, at nævne 60,000 Rdlr.

Som den Handel da er saa slet, saa vilde det ikke heller sige meget, om den end ikke var til, eller om Philodanus havde formaaet noget imod den med det hovedkulds Raad, han har givet. Men for det, den

394

330 kunde blive, naar vi forstod Handelen ret, og vor indenlandske Handel tillige var dertil behielpelig, kunde Indfaldet blive alt for ødelæggende, om der blev anseet for andet, end et Foster of Philodani ufuldstændige Indsigt i Handelens fulde Sammenhæng.

Stapel og Oplag, viiselig anviist til fine Stæder, kan forvandle Steen-Hobe til Palladser, og aabne Flækker til trygge Fæstninger. Ingen har forstaaet dette bedre, end Holland, som har Exempler nok derpaa. Exempler er og mueligt at efterfølge, paa sin Maade, af enhver anden handlende Skat, i Forhold til sin Beliggenhed, uden Fornærmelse for den indenlandske Vindskibelighed. Helsingøer havde været et Livorno, havde Kiøbenhavnske Kiøbmænd ikke noksom indseet bemeldte Sandhed. Skade, at de tillige har vedst at blinde Øynene paa Ministerene, uden dog retskaffen at nytte den Hoved-Stad, deres Forfængelighed maaskee meere., end derer Klogskab Har forlibet sig i.

395

332

At Regieringen og selv har indseet Stapel - Sræders Vigtighed, det beviser det 140 Kapitels 19de Artik. i Told-Rullen, Men det er at beklage, at det alleene skal Heede i den paafølgende 22de Artikel: Naar

nogen Kiøbstæds Handlende --- af Oplags-Frihed sig vil betiene, da har de derom ar addressere sig til vores General - Told - Aammer, som, til at opnaae dette af os, til vore Undersaatters Commercii Forfremmelse havende Oyemærke - - - Det fornødne, efter vores derover indhentede allernaadigste Resolution, foranstalter. Det er at beklage, siger jeg, at det alleene skal hede: Naar nogen Kiøbstæds Handlende sig af slige vil beriene; efterdi den Villie vil umueligen formodes, at kunde virksom yttre sig i ruinerede Kiøbstæder, beliggende i er Land, hvor endnu saa mange Grundforbedringer feyler, som de, man nu først ret skrider til at giøre, og de adskillige andre, ingen endnu har tænkt paa.

396

332

Der maatte være et Mirakel, om en Kiøbstæd, uden for Helsingøer, skulde finde paa saadant, og et større, at det og blev tilstaaet, det kongelige Løfte uagtet, for Kiøbenhavns formeente Rettigheder til ald Handel. Naar og stige Indretninger skal skee i Staten, saa bør den neppe opsættes, til til man beder derom, men Staten bør ubuden giøre dem, og et Dicasterium imperii, som det tilkommer, at giøre Forslaget, have Indsigt og Mod nok, til baade at giøre det selv, og selv see det sadt i Værk; dog at forstaae, naar dets Indsigter strækker sig, som ey bør tvivles paa, nogle hundrede Gange længere end Philodani. Thi for at giøre en saadan Hoved-Indretning i Handelen, maae man indsee Handelens tusinde Sammenhæng med sig selv, og med hver Nærings-Green, baade i Staten og uden fore. Men jeg gaaer videre.

Saa ilde, som Philodanus, i Henseende til Oplags-Handelen, har seet til

397

333

for visse Kiøbstæderne, saa vel synes han dog at meene dem alle paa Kiøbenhavns Bekostning, naar han strax paa forrige Sats siger: Kiøbenhavn mase intet Handels- eller Fabriqve-Privilegium have for de andre Stæder. Men ligesom det er Handels- eller Fabriqveprivilegier, der har vedligeholt andre Staters Stæder: saa vil der og være fornøden: at visse Privilegier og fornuftige Monopolier endnu gives Kiøbenhavn, uagtet endeel af dem, det haver, virkelig ere af den Natur, at de ikke lættelig kan den berøves.

Privilegier for Kiøbenhavn paa ald Næring, imod alle andre Stæder, var den største Upolitik; Privilegier paa slet intet, var ligesaa. Det er derfor ikke af Veyen, her at spørge: Hvad for Privilegier synes fornuftige for Kiøbenhavn, og hvilke ikke? Vi bliver det snart vaer, naar vi efterregner de, som det haver, og betragter, hvorvidt de, eller et vist Antal af dem, er i Stand til at vedligeholde den i den Tilstand,

398

334

den er, uden for samme Aarsag at nedrive andre Stæder, eller hindre dem i deres Væxt. Jeg vil anføre dem, jeg erindrer:

1. Kiøbenhavn er en Residents-Stad, og har derved tillige de Kongelige Collegier, høyeste og andre Retter, Samling af egne og fremmede Ministre, af Adel, af Supplicantere, af alle Slags Folk fra de fleste Verdens Hiørner. Dette fornærmer ingen anden for nærværende; men kunde hielpe alle de andre Stæder til Afsats, baade for Nødvendigheds Vare dg Overdaadigheds Kram, naar de udstudeerte Hoved-Stadens Begierligheder, og den ikke i anden Fald giorde dem Indpas, for et forkeert Anlæg af Næringer.

2. Kiøbenhavn har Guarnisonen, hvis Guldhuus kunde nære en liden Bye, om det ikke, hvor det ligger, laae vel, og siden det er der, og selv nærer Mængde af Guarnisonens egne flittige Fattige, bør blive liggende.

399

335

3. Den har Floden, som ingen andensteds bedre finder sin Tryghed, og derfor altid bliver Staden en sikker Næring, tilligemed Arsenalet.

4. Den har et Skibbyggerie, som for Floden bliver tildeels nødvendig, tildeels til Byrde for Handelen, fordi Handelens Skibe med mindre Bekostning kunde bygges andensteds i Hans Majestæts Riger, vare Steder dertil viiseligen privilegerede.

5. Den har et Compagnie paa Østindien, og China, og er andet paa Guinea, som ere vel samlede, især, om Hint handlede i Forhold til dettes Fordeel, saa sikkert, som dette kan befordre meget af des størstes. Men endnu fuldkommere var de for Staden og Staten, om de handlede i et og alt Staten til Fordeel. Andensteds anlagde vilde de have været mindre beqvemme, deelte hver i sær, eller adskilte fra hinanden, vilde enhvers lille Fond ikke have været nok nyttig,

400

6. Den har et almindelig Handels-Compagnie, som man maae haabe giør Staten snart den Tjeneste og ødelegger sig

selv.

7. Den har en Oplags-Ret, som ingensteds findes ret Merke til, fordi andre Hovedmangler i Staten har betaget den den Leylighed, at benytte sig ret af sin Ret, og dermed tillige den Uleilighed, at ødelegge endnu kraftigere de andre Stæder, som dog næsten ere ødelagde, virkelig mere af Mangel paa nogensinde givne retskafne Privilegier, til Opkomst efter nærværende Handels-Plan, end ved Tab af de Privilegier, de enten har haft, eller de Kiøbenhavn har berøvet dem, skiønt Kiøbenhavn har ikke været dertil enten uvillig eller aldelesuvirksom. Spørger min Herre hvad jeg forstaaer ved slige Hovedmangler, saa er det i sær hvad jeg alt har erindret om Korn-Priserne, Næringers ubestemte Vaner for Stæderne, Overtrædelsen af Laugs-Rettigheder, og Told-Rullens egen Indskrænkning af en

401

337

Oplags-Ret, som bliver en betydelig, naar Tolden og Consumtionen ikke staaer i vedbørlig Forhold sammen, og Tiden paa den første indskrænkes til eet Aar, i Henseende til Vine, Brændeviine, Salt for Hovedstaden, m. v.

8. Den har et Universitet, hvis Vedligeholdelse, som det er, man maaskee alt for ivrig skriger nu imod, en betænkende hvor vanskeligen det forflyttes, uden Tab for Hoved-Staden, og uden Tab for Lærdom og de Studerende selv, da Opdragelsen til en god Levemaade i den store Verden, (en almindelig i Universitets-Steder), er ligesaa fornøden, som Lærdom selv: og en Hoved-Stad og Residents behøver ligesaa meget Videnskabers Lærere, for sin Ungdoms Opdragelse inden sine Volde, som den studerende Ungdom Exempler for sine Øyne til Opmuntring i Haab om en formodentlig Lykke efter dens Flid. De Mangler, Universitetet haver, ere for en Deel de samme, som alle Verdens Indretninger, som ikke bør ophæve Indretningerne selv, men desmeere tiene

402

338 Vedkommende til Opagt derimod. For en Deel er de af den Beskaffenhed, at de falder bort, med den ophævede Laqueismus vilde endnu meere forvandle sig til reelle Academiske Dyder, om Norge fik et Universitet, som de privilegerede Geistlige Godser der i Riget, maaskee gav den beste Fond til: ey at tale om, hvad virkning det vilde have, om Universitets jura blev tilstaaede vor skiønne Sorøiske Academie, som derved vilde, uden ald Tvivl, sætte visse af de Kiøbenhavnske magelige Lærde i den rette Bevægelse, og blive Sorøe Bye til nogen Opkomst, uden Kiøbenhavns Fornærmelse.

9. Den har et par militaire Academier, som baade for Hoffets, Guarnisonens og Flodens Skyld er vel anlagde, hvor de findes, thi, for, at befordre Lærdoms Udbredelse og Unges Opdragelse, maae man ofte ey allene see paa Veqvemmelighed for Lærdom og Opdragelse selv, men og paa Antallet af dem, som bekoster begge, og den Verden, der skal belønne Fremgangen

403

339

10. Den har et Tegne-Academie, som fortiener den høyeste Beskyttelse, og ligger best, hvor det findes, for i Tiden at udsende Mestere til de Stæder, der vil blomstre ved Skiønheds Næringer, naar disse bliver ret anviiste deres Boliger.

11. Den har adskillige Stiftelser, i sær for Mangel og Armod, som var bedre anlagde paa andre mindre Stæder, for baade at nytte flere, og en at forøge Prisen paa de fornødneste Vare: men hører med til de Indretninger, der maaskee ikke vare blevne til, vare de ey anlagde, hvor de ligger.

12. Den har 150 adskillige Næringer, hvoraf 57, for en stor Deel, bestaaer i uordentlige og upolitiske Lauge, som derfor ere i ynkværdige Omstændigheder, i det Sted de alle 150 kunde være ordentlige Næringer, alle med velhavende Borgere, i Fald man vilde tænke om Lauge saa viiseligen, som Engeland, Holland, Frankrig og Tydskland tæn-

404

340 ker, og ikke lade sig blinde af Ukyndiges Indvendinger derimod.

13. Den har, i Felge disse uordentlige Næringer, en uordentlig Handel, og ligesaa uordentlig og forkeert en Seylads.

Det er de Næringer, Kiøbenhavn, den største Stad i Rigerne, een af de anseeligste Stæder i Europa, haver.

Lad os nu see, hvad det er, som Kiøbenhavn, efter Philodani Tanker, ikke bør besidde af Handels- eller Fabrik-Privilegiet, imod de andre Stæder.

Jeg holder for, den bør beholde sit Residents-Prærogativ. Guarnisonen bør ikke heller rykke ud. Floden bør blive liggende, for Havnen Skyld, som ikke vil findes bedre. Skibbyggerier forsvares af Floden, saa denne vil ufeylbarlig beholde hine. Compagnierne vil vel ikke nedrive deres Pakhuse, og har ingen Ruller til Transport for deres

405

341

Pladser; saa dette Handels-Privilegium faaer Kiøbenhavn beholde. Universitetet duer ey at røre før meget ved, det er fuldt af Lærde, og Forældre siger, for deres Børns Skyld, det er nok bædst, at det bliver liggende. De andre Academier forsvare nok ogsaa sig selv. Stiftelferne ere og vanskeligen at faae af Veyen. Men det almindtlige Handels-Compagnie, Oplags-Retten, de forstyrrede Næringer, den forkeerte Handel, og den forunderlige Seylads, dem kunde vel siges endeel om!

Ja dem er det vel og, Philodanus i sær meener, naar han Pag. 58 siger: Kiøbenhavn maae intet Handelsog intet Fabrik-Privilegium have frem for de andre. Stæder. Men hvad, om vi intet havde betragtet Kiøbenhavns Næringer alle tilhobe ungefær, hvorledes skulde vi da kunde have bekræftet eller nægtet Philodani Sætning? Forud maae jo da det Spørsmaal nu afgiøres: Kan Kiøbenhavn have fuld Næring, Staden blive staa-

406

342

ende, som den staaer, dens Population af duelige Borgere nogenlunde vedligeholdes, og Borgernes Tilstand fremdeles forbedres ved de anførte Næringer, uden det Philodanus ey vil tilstaae Staden, nemlig, Handels- eller Fabrik-Privilegier for de andre Steder?

Skulde Hoffet, Guarnisonen, Floden, Skibbyggeriet, Arsenalerne, de anførte smaae Compagnier, Academierne, Stiftelserne for Børn og gamle Folk, skulde disse med Stadens uvisse Næringer, sære Handel og Seylads blive det en vis Næring og Grundvold til fremvarende Flor og bestandig Vedligeholdelse i den Tilstand, det nu befinder sig? Kongen indskrænker sin Hofholding, Guarnisonen er mindre end den haver været, og arbeider som for sig selv. Flodens fuldkomnere Istandsættelse foretages vanskelig. Handel drives ved indskrænkede Indsigter og snevre Casser. Skibbyggerier tager af med Næringer og Handel. Arsenalerne behøver ey Leverancer. Cornpagnierne er i knibe. Universitetet kan ikke bemerke meget, da vi har aldrig endnu ret

407

343

lært den Regel, at lokke fremmede Nationer til Universitetet, ved at indhente og vel at belønne fremmede Lærde, eller ved at giøre de rette Anstalter til at danne og bruge vore egne Hoveder i interessante Stats-Forhold. Academierne har bestemte Elever. Fattiges Huuse har aldrig giort Stæder bemidlede. Næringerne udfører intet klækkeligt, og Handel og Seilads tager hver Dag af, og hvor de tiltager, feiler de mod Statens Fordeele, i det de taber Balancen. Men Paladser og Mængde af andre Bygninger er i de sidste Aaringer opførte, og Grundvold lagt til et andet Babylon, alle disse Mangler uagtede.

Skulde Kiøbenhavn efter disse Omstændigheder ingen Privilegium have for de andre Steder for nærværende, jeg taler om den nærværende Tid? Ifald den ingen Privilegier havde mere end de anførte aftagende, skulde den da kunde længe bestaae? At nægte den for nærværende alle Privilegier for de andre Steder, mon det ikke var, at lade en herlig Bygning forfalde, der har kost store Penge til Materialer og Bygnings Mænd,

408

344

for en ringe Omkostning, der kunde holdeden ved lige? Jo jeg tænker at Kiøbenhavn, for nærværende, behøver Privilegier; men dog i Forhold til sin Omstændighed, og i Sammenhæng med de andre Stæders Opkomst, i hvilken Sammenligning det er fornødent, at overveye dens Næringer og Handel, hver i sær, hvilke der bør være

dens egne, og i hvilke den bør concurrere med de andre Steder.

Hvad da Næringerne angaar, da vil det komme an paa, at oversee dem alle, og vel at giøre Forskiel paa, hvad der er Hoved Næringer i en Stat, og hvad der er Bie-Næringer. De første maae man vide om, at en eneste af dem, vel placered, er allene i Stand til at bygge een ja flere Steder. De stdste derimod kan kun understytte Hoved-Næringerne, ikke blomstre uden de første ere til, og NB. ere til paa vel anviiste Steder, og følgelig allene i Sammenhæng med dem, befordre Folkemængdens Formerelse statsnyttigen. Til de første regner jeg Anlæg af Uldne, Silke, Linnede, Hampe-

409

345

Manufacturer, af Læder-Fabriker, Sukker-Raffi- naderier med slige flere. Til de andre de Instrumentmagere og Under-Arbeydere, som hine behøver ved deres Hoved-Arbeyde, samt Skoemagere, Skrædere, Tømmermænd, Snedkere med fleere fornødne for Næringers Beqvemmeligheds Skyld. Regne vi nu efter, hvad for Næringer man kan henføre til det første Slags meere end anførte, saa giver jeg Philodanus Ret deri, at slige Hoved-Ræringer, som kan reise andre Steder, og der, beqvemmeligere end i Kiøbenhavn, anlegges, bør ey ved Exclusiv Privilegium, eller besynderlig monopolisering tilstaaes Kiøbenhavn. Men der er og Næringer af disse, som beqvemmere her forbliver (efter nærværende Omstændigheder i Landet) og andre, der har som væsentlig hjemme i Hovedstaden, frem for paa noget andet Sted i Rigerne. Uden at betragte disse under den Syns-Punkt fornærmer vi Hoved-Staden, qvæler Næringerne som ere til, ja aldrig faaer dem til at blive til, som først skal oprinde. Jeg regner til de første Silke-Manufacturet, som

410

346

jeg tænker bør i sær forbeholdes Kiøbenhavn, deels for Academiets Skyld for Tegnekunsten; deels for den almindelige Smags Skyld, som Hovedstaden endnu bedre mynstrer, end noget andet Sted i det lille Dannemark; deels for Materiernes Skyld, da det ikke skader saa meget, om de Vare koster lit mere for Liebhabere, end de vilde koste fabrikerede paa andre Steder: allene at Snighandelen med fremmede Silke-Vare haardelig straffes, og fremmede Ministres Folk ikke heri bliver privilegerede Smughandlere. Hvad andre Manufacturer og Fabriker angaaer, da tænker jeg og rigtig nok, dem maatte forundes Sæde, om de selv saa behager, i Hovedstaden, men den Lyst bør og giøres dem saa suur, som mueligt, ved Privilegier for andre Steder, hvor de for bedre Kiøb, og langt beqvemmere, kan arbeyde, saa de heller vender sig did.

Men hvad visse andre Kunster angaaer, da behøver de ey exclusiv Privilegium, da det er fast en væsentlig Fornødenhed, at de ned-

411

347 sætte sig i Hovedstaden, for Ex. Instrumentmagere af musicalske, mathematiske, chirurgiske Instrumenter, Vaabensmede, Skildrere, Bilthuggere, Striftstøbere, Guldslagere, Uhrmagere, Koffemøllemagere, Kemister, mange flere uden at tale om Skrædere og Skoemager. Hovedstaden er deres Hiem, for dens Folkemængde Skyld, og vedbliver det. Det var om Næringer.

Handelen derimod betreffende, da seer jeg ikke rettere, end at den Oplags-Ret Kiøbenhavn er forundt, vil den, endog med Forbedring i Henseende til Credit paa Tolden, endnu tilstaaes for nogen Tid, (Fiskerier vilde dog have nogen Undtagelse for Saltet) til den kom i Orden med sine uordentlige Lauge, og de andre Steder (ved meddeelte Privilegier, høyere hver i Særdeleshed, end nogen anden Kiøbsted i samme Næring) formerede deres Næringer og Folkemængde, da slige Næringers Tiltagelse vilde give Kiøbenhavn de skiønne Oplag, der af Fornødenhed maatte giøre den til en ret handlende Stad paa alle Riger og Lande

412

348 uden noget exclusiv Privilegium, og derved engang danne dets Handlende til at staae af fra Polyhistoriet, og blive store Handelsmænd paa visse Lande, for ey at være smaae Groshandlere ald Verden over. Af Handelens Flor fulte da Seilatsens. Men det almindelige Handels Compagnie vil jeg tillade at crepere. See høystærede det er mine Tanker om Kiøbenhavns og om Stædernes muelige sammenhængende Næring og Handel, med den. Det specielle tillader Stedet ikke. Det var mig ellers ikke umueligt, at levere dem hertil en sammenhængende Plan. De veed det kommer kun an paa lit Mechanik, og at jeg trøster mig til, ligesaa sikkert at giøre saadan en Machine, og med vedbørlig Hielp at sætte den i Gang, ligesaa sikkert, som Charlo tør trøste sig til at giøre et got Uhrverk. Jeg slutter og siger, at Kiøbenhavn behøver endnu Monopolier.

Ingen Kiøbmand skulde herefter have Rang, siger Philodanus pag. 59, og al Overdaadighcd fulde kraftigen

413

349 forekommes; thi derved fortæres unegteligen de Penge, som skulde give dem Styrke til at poussere deres Handel vildere.

At Rangs-Uddeling er bleven for almindelig, er omtalt i det Foregaaende. Kongen har og allernaadigst raadet Bod derpaa. I Almindelighed kan Kiøbmænd og gierne være Kiøbmænd, en Stat til vedbørlig Tieneste, uden at staae i Rangforordningen. Men vor Stat er dog et Monarkie. Deres Fortienester fortiener saa vel Tegn paa Regieringens Opmerksomhed, i Forhold til Monarkiets Natur, som nogen anden betydelig borgerlig Stand i Riget. Er Tiden kommen, den rare Tid, som man maae ønske maa blive en Ævighed for Monarkiet, at Ære skal allene udeeles efter Fortieneste: saa er det maaskee mueligt, at velfortiente Handlende kan paa en solid Maade æres, Staten og dem selv tillige til Tieneste, om den Maade blev valt. Der er ingen større Ære for en Kiøb-

414

350

mand, tænker jeg, end paa sin lange Erfarenhed og erhvervede Lykke, at tiene Staten, for intet, med Oplysninger og gode Raad. Vi har i endeel Aar haft et Oeconomie- og Commerce-Collegium, hvor det lader som gode Raad har været meget dyre (skiønt kanske artig nok betalte), siden Staten har kun faaet faae af dem. Hvad om dets Medlemmer blev kalte Kongelige og honnoraire Oeconomie og Commerce Assessores, og det blev enhver Groshandler tilladt, efter ti til sexten Aars Handling, paa Erhverving eller Besiddelse af en vis Capital, 12 til 16000 Rdlr., for Exempel, dog efter foregaaende Approbation af hans Majestæt, her at tage Sæde, og naar man deri vilde blive siddende, ikke mindre end 10 Aar, strax at nyde Navn eller Titel som Commerce-Raad, med en Rang, som dertil i 3de eller fierde Classe, maatte være passelig? Blev Antallet i saa Fald ubestemt og Cirkelen temmelig stor, tænker jeg, at Nytten blev des større. De rnaatte i dette Collegio være blotte Raad og uden Stemme, og deres Forslag nøye undersøges af ægte Politici,

415

351

som maatte være de Kongelige Assessores. Til hvilken Ære Handlende og kunde stige, NB. naar de vare studerte og bereyste; thi uden Studia og politiske Reyser, har der aldrig været en retskaffen Statsmand og Politisk Negotiant til under Solen,

hvilket er vel at marke. Politik og

ingen Studia og Erfarenhed af Verden, er Entia incompatibilia, Væsener, som aldrig haver været til i eet Hoved.

Her tales altsaa om politiske Raad i Handelen. Kiøbmanden, naar han kan ikke bædre, giver Kiøbmands-Raad. De samme kan være heel ypperlige og overmaade kostbare. Derfor er han saa stor. Men de kan og være overmaade skadelige mod Staten. Derfor er han saa lille, saa ubetydelig, saa farlig. Politici maae forstaae, hvad Kiøbmænd taler, anvende deres Raad politisk, derfor er disse saa uskatteerlige. For den første Aarsag Skyld, er det en Sandhed, at enhver fornuftig Kiøbmand bør høres, men al-

416

352 drig troes, før nøye prøvet: For de sidste,

at den Stat er ulyksalig, som skal regieres af Kiøbmænd, og ey af Politici.

Men vi behøver dem begge. Gid vi maatte faae dem! Saa blev Kiøbmanden en vel-æret Mand i Staten, og vilde svare til den anseelige Titel af Commerce-Raad bedre, end mange af vore Raader til deres Raads-Characterer, de, som ere uskikkede til, enten at raade sig selv, eller andre.

Om Overdaadighed, som Philodanus, for Kiøbmandens Skyld, her berører, er giort Erindring i det foregaaende. Det er bekiendt, at hvad der er Overdaad i een Stand, er det ikke i en anden. Ligeledes er der og stor Forskiel paa, om det, som forbruges, er Landets egne, eller Fremmede Vare. Kraftigere Middel mod Overdaad, naar man ey vil agere for haard mod en politisk fornøden frie Tænkemaade, i sær i dette Fald fornøden i et Monarkie, vil vanskelig vælges, end der foreslagne, nemlig

417

353

Consumtionens rette Indretning. Ald anden Maade, som den kraftigere forekommes paa, Exempel fra Hoffet selv undtagen, som Dannemark kan flattere sig meget af, vilde være alt for kraftig, og sætte Ligegyldighed i Tænkemaaden om Flid, hvor Munterhed og Lyst til Fortjeneste burde være en stadig virksom Drive-Fier for heele Nærings-Machinen. Thi Philodanus synes ey at vide, at fast intet Menneske i Verden arbeyder alleene for det bare Brød, eller for at leve; men for meget meere, for at leve vel, en Hensigt, som sætter mange tusinde i Bevægelse, som ellers knap rørte sig.

Philodanus har reent glemt, at Mennesket, mindre Borgeren, Huusfaderen, Ægtemanden, Hovedet for Familien, Anføreren for et Sælskab, hvor han lever, den ærværdige Raadgiver i adskillige Kredse, den for mange Fortienester og hans velsamlede Rigdom ærede, anseelige Mand i Staden og heele Staten, ja uden for, at ham beviises alle-

418

354

vegne megen Opmærksomhed, og at han for de Sammenhæng, han er kommen i, og staaer i, og bør blive i, og voxe i, at han er alle slige Cirkler en Hoben, (skiønt meest ufuldkommen) skyldig, og al Decorum i hver Cirkel er adskillig, og samlet bemærket meget, men paaskiønnet tilhobe, kan synes Overdaad, og er det ikke; men er tvertimod, en vigtig Anstændighed, som ikke kan glemmes, og som en klog Mand, af den og den Stand, med den og den Evne ikke tilsidesætter. Bliver hans Udgifter derfor i Staten, og ikke gaaer ud deraf, saa er det endog en statsnyttig Handling, han foretager sig, for de Næringer, som derved lever. Men Maade i alt! Maade for Graderne af det Prægtige mod det Behagelige, af det Behagelige mod det Nyttige, af det Nyttige mod det Nødvendige, i Forhold til hans Pligter, hans Sammenhæng, hans Evne, hans Tid, hans Ære, hans beste Hensigter, hans gode Samvittighed. Han kan tractere, og tractere ofre, uden at udmatte sig og sine. Tracterer han viiseligen, kan han med

419

355

det samme giøre sit Bord til et Academie for hans Indsigt og Hensigter. Et Ord kan der give ham Anledning til Fordeel, en Tanke til et heelt System. Alting tiener den Viise, indtil Daarlighed selv. En Kiøbmand kan være flittig paa Spectakler, i Forhold til hans store Flid, for at blive Dagen derpaa des flittigere. Der maae være en mærkelig Stilstand i visse Siæle, før de kan blive ret oprømte og satte i Ild, til at handle i de vigtige Øyeblik, de skal agere i bestemte Ting, der ey uden Mechanik kan forrettes. Kiøbmands-Standen behøver ogsaa sine Fornøyelser til Hvile.

En brav Kiøbmand kan altsaa have Rang, leve vel, tractere, søge Spectakler, og Staten tillade ham, at naae og giøre alt dette heel viiseligen, uden at Philodanus indseer, enten naar Staten handler vel, eller naar Kiøbmanden er viis, uden at denne ærede Mand derfor bør blive foragtelig, end sige den foragteligste i sin Stand.

420

356

Deri har Philodanus skrevet rigtig, at de kongelige Betiente paa Landet maatte tilholdes, at eftersætte, under Embeds Tab, alle omløbende Jøder og andre Snighandlere. Alleene at det Ord eftersætte, dog gives en taalelig Mening. De bør giøre sig vedbørlig Flid, at finde dem, paa Grund til Mistanke, og sættes fra Embedet for forsætlig Efterladelse, for Medhold og Hælen, med videre: og vilde jeg endog, at Landsbye-Præster, skulde derunder befattes, og at de skulle alvorlig straffes, naar dem kunde overbeviises, at have kiøbt af uprivilegerede og ubeedigede Omløbere; og haardere, naar de husede, eller ikke angav Contrabanditer, de vedste med Vished at være saa.

Videre har han Ret, at Oplags-Skæder for Vare maatte ikke heller tillades paa Landet, naar han lægger til: de, som kommer fra Fremmede; men indenlandske Landvare, endog allevegne fra samlede,

421

357

er det Viisdom, at tilstaae landmanden Oplag af, til Afsats en gros i Stæderne. Ellers har Landhuusholdnings-Sælskabet, (rettere lignet med Jupiters vagthavende Argus, end kaldet Statens Øye) ilde opmuntret til Oplag og Magaziner af Pile--Baand. Det kommer derfor meget an paa, at bestemme sine Regler.

Alle Udskibninger er det ret og godt, saavidt mueligt er, at de skeer fra Kiøbstæder. Ordentlige Lade-Pladser vil vel dog og blive Philodani Meening med Kiøbsiæderne. Thi Tømmer skulde det ellers være vanskeligt, allevegne fra at føre til langt fraliggende Kiøbstæders Havne.

At Proprietairer ikke bør tvinge deres Bønder, til at sælge Kornet til dem, er vist nok fornødent; men det vil dog kun hielpe lidet paa de dyre Tider. At Proprietairer ikke bør agere Kornpugere, og at finde Raad mod den Puger-Kunst, bemærker

422

358

langt meere. Raadet er derfor givet i det foregaaende, nemlig, Korn-Prisens Bestemmelse for Ind- og Udførsel. Det Raad, iværksat, bliver for Priserne i Landet, det Portene er for Vandet i de Hollandske Canaler. Ligesom disse holder Jevnvægt for Vandene i Canalerne paa begge Sider, saa vil Kornets Ind- og Udførsels-Love, holde Jævn-Priser paa de nødvendigste Vare. De vil hverken lukke Korn-Varene ude, eller sende dem enten ud eller ind, i større eller mindre Mængde, end fornøden for Afsats, og til Belønning for Agermandens Flid. Dersom nærværende Romerske Keyser kiendte dette rare Middel mod Kornets Dyrhed, er jeg vis paa, hans Viisdom anvendte det i hans Lande. Han havde da ikke nødig, at lade giøre de ellers fornødne, men naar Korn-Prisen er bestemt, de ufornødne og alt for ubehagelige Huus-Søgninger, han foranstalter. Gid Kong Christian den Syvende, maae komme ham tilforne med sit Exempel!

423

359

Naar det skeer, saa forbyder det sig selv, at en Proprietair, som Philodanus siger, kan holde Korn-Kramboe. Vil man sige: Iisen, som i Aar, kan dog forbyde Tilførselen; saa svares: Mod Naturen kan Mennesket intet formaae. Men det blev i den Fald mindre, end Forbud for Indførsel, og virkelig en liden Frygt for en Stat, der har en viis Konge, ey at tale om eftertænksomme Handlende.

Hvad Philodanus siger os paa den sidste Side af hans Afhandlings fyrste Hefte, at vi, nemlig, skal bringe vor Korn-Avl og Fæedrift til mueligste Fuldkommenhed, at vi skal fiske med Iver, formeere og forædle vore producter, det har han upaatvivlelig Ret i. Men ingen har ret sagt os, ingen giver os de rette physiske, oeconomiske, moralske og politiske Regler i noget System og Sammenhæng for en eeneste Næring, end sige for fleere, hvoraf vi kan see, at de, som vil lære os at ar-

424

360 beyde, vedste selv, hvordan vi skulde arbeyde, vedste at bestyre Anlægget fra Begyndelsen til Enden, om det blev dem betroet i et vist Stykke.

Selv Philodani adskillige Raad ere kun Stykker af Raad, foruden at de fleeste ere saa almindelige, saa ubestemte, saa deelte, og mange saa uforholdsmæssige mod det Heele, ja reent stridige, at Philodanus efter sine nærværende Princips, gode og onde, aldrig blev i Stand til, at give os den rette Plan til nogen ret med Statens Natur overeensfremmende Næring og Handel, endog om han Havde alle Handlende til Hielp, ved hvis Hielp, som nogle meener, han skulde kunde giøre det. Imidlertid giør han paa bemeldte Sted, en god Erindring om Handels-Skolers Opretning i Rigerne og Fyrstendømmene, som ventelig vil blive een af de Ting, vor allernaadigste Monark vil tage i Betænkning med det første.

425

361

Men disse Skoler blev dog kun for vore Handlende alleene. De Handlende vil styres ved politiske Indsigter, om de ikke skal forvilde Handelen med deres Handlinger, og endevænde alle Næringer i Staten. Forstod Ungdom endog nok saa godt Geographien, læste velskrevne lykkelige Kiøbmænds Historier, som Philodanus rettelig og vel tilraader at skrives, og Holland saa viiselig iværksætter; var Ungdommen nok saa opmuntret og oplyst af gode Reyse-Beskrivelser, nok saa vel opdragne i bemeldte Skoler: saa var Arbeydet dog kun halvt, ja knap saa meget, naar Vedkommende ved vor høye Skole ikke giorde Sit, i Sammenhæng med disse Skoler og med Statens Hensigter med de Unge, som med Næringer og Handel. Det vil altsaa tillige erindres, som en Sag af yderste Vigtighed, som en betydelig Post i Planen til vor Handel, at den høye Politik, Siælen i Stater, sover ved vor Universitet. Politie-Love, der

426

362 skal formeere, forbedre, skabe, vedligeholde, udbrede nye Næringer og Handel, deres Aand kiendes ikke, om deres Sammenhæng, Forhold, Geist og Liv, høres ey et Ord paa vores høye Skole. Den Esprit de Loix, som skulde hiemle Staten disse Næringer og Handeler, og berede til at skrive Viise Love for dem, sætter ingen af de unge begierlige Aander i Bevægelse, som vrimler i og omkring Skolen. Den Erfarenhed fra fremmede Lande, som burde kunde tale og skrive retskaffen i disse høye Videnskaber, i Sammenhæng med vor Stat, rører sig ikke, end sige, opvækker de Sovende, til at anspænde deres Siæle-Kræfter for Statens Beste. Dog saadant vil umueligt kunde vare længe under vor viise Konge!

Bliver da de politiske Forlæsninger snart nyttige og lærerige: saa vil Kiøbmands- og Handels-Skoler tillige ret giøre Nytte, og Klogskab og Vindskibelighed og andre borgerlige Dyder ret blive sat Pris

427

363

paa, og den eenes Flid række den anden Haanden.

Men siden Her tales om Skoler saa maae jeg endnu giøre een Anmerkning. I vore sædvanlige Skoler, hvor Christendom med videre læres Ungdommen, tænker jeg det er en virkelig statsskadelig, og derfor beklagelig, Læremaade, efter den saa kaldede Catechismi Forklaring, at Pligter imod Regent og Øvrighed afhandles under det fierde Bud og under den blotte Titel af Forældre. Regent og Øvrighed er meget mere end Forældre. De er saa meget mere som Staten er mere, end Huset Forældrene boe udi. Pligterne mod hine, ifrem for mod disse, voxer derefter, saa snart Børnene, gaaer over i den borgerlige Stand, og bliver selv Hoveder for Familier. Under det første Bud vil derfor Borgeres Pligter mod Regenten erindres. Han er Gud i Staten, skiønt han tillige er Fader for Folket. Og saa sant som Han ønsker, at elskes af sine Undersaatter, som Børn, og elsker dem, som en from Fader, har han

428

364

Net, som Regent, at sige imod alle Fædres og Mødres Rettigheder til Høyagtelse og Kierlighed af deres Børn: Hvo som elsker Fader eller Moder meere, end mig, den er mig ikke værd. Saa stor, og saa høy er hans Ret til den statssønlige Kiærlighed, til den statskyldige Ærbødighed, for de mange tusinde Familiers, for det store Sælskabs mange tusinde Børn, han nærer ved sin Omhyggelighed og Godhed som Fader, og bestyrer ved viise og kloge Love, som en ret: viis og klog Regent!

Den Forandring i den anførte Forklaring vilde altfaa (en at tale om andet mere, som deri taalte Forbedring,) for Statens Skyld, hielpe den til at blive ey alleene en Sandhed til Gudfrygtighed; men og en Sandhed til Borgerlige Dyder og Stats-Viisdom, saa fornøden, i Eenfoldighed, for Børn, som deres Opdragelse er fornøden for Staten, og deres Fremvæxt i

429

365 Dyder for Regenten, deres Forældre og dem selv. Men jeg haster nu til Enden.

Philodanus slutter sin Undersøgelse med disse Ord: Saaledes bør vi i Almindelighed gaae til Værks, naar vi vil have vor Handel forbedret, og

vort Riges Velstand udvidet.

At jeg dog ikke kan være eenig med Philodano i dette, og at jeg troer, der hører en langt anden Plan til en vel anlagt Handel i Dannemark, naar den skal ret forbedres og udvides, end den, han har givet os, det kan min Herre let slutte af det foregaaende.

Hvorledes min Plan vilde blive, det bliver jeg vel nu nødt til at røbe, siden jeg just atter beæres med en Skrivelse fra Dem, hvori jeg maae tilstaae Dem, at mit Svar paa Deres forrige meget Ærede, bier noget længe. Men i Sandhed, havde jeg vidst, De havde behaget, paa nye at bom-

430

366

bardere mig med Spørsmaale, havde De længe siden skulde haft mit Svar. Nu er jeg derimod rigtig greben, og tør ikke sige ney.

De behager at føye det Forlangende til deres forrige, at jeg ved Enden af min Betænkning over Philodanus, som de veed saa vist de faaer, skriver De (jeg takker mangfoldig for fattede Tillid) vil endnu dertil lægge mine korte Tanker om en Handels Plan for Dannemark: hvad jeg tænker vor Gield beløber sig til: samt et Ord om dens Afbetaling, og om Anonymi Dom om en Eftermands Pligter i den Fald. Det er virkelig meget de forlanger høystærede Herre, og efter hvad de først begierer, maatte jeg troe de kunde spaae. Thi Planen for Handelen havde de dog faaet. Men jeg faaer nu i alt adlyde dem. Og da de og er fornøyed med et Ord om hvert i sær, og viser en Nøysomhed, jeg er Hiertelig vel tient med, saa er det Forlangte til Tjeneste. Selv indseer de forud, at Svaret faaer gives i Sammenhæng med heele Staten og

431

367

alle dens Deele, og at altsaa det eene med det andet maae nogenlunde oversees med et Øyekast; thi det hielper intet vi handler ret, uden vi oeconomicerer, cameralisticerer og lever ret. I det Sammenhang haver jeg da den Ære at sende Dem følgende

Plan

for

vor Handel.

I. Indsigtsfulde Aander i de kongelige Oeconomie-, Commerc-: og Kammer-Collegier, nøye kiendende de Lande, som de haver at give Raad om, i Forhold til andre Staters Nærings og Handels-Politik.

Uden denne Grundvold legges, duer Iverksættelsen selv af alt det følgende slet intet.

432

368

2. Secretairer og Renteskrivere samt de kongelige Fuldmægtiger i Contorerne, som er Referendarii og Vice-Referendarii af de betydeligste Affairer for Collegierne, at tages af Studerede, i sær af kyndige i Politiken, naar Politik engang bliver læst over ved Universitetet.

Upolitiske Secretairer, Renteskrivere og Fuldmægmægtiger kan bedre placeres uden for Contorerne. De kan, endog imod deres Villie, forblinde de visestes Øyne i Collegierne, og blive alle Ulykkers Kilde. Stygii caput implacabile fontis.

3. Fri Adgang for Handlende, af en vis Erfarenhed og Vigtighed i Staten, som Honnorair-Assessores, til Oeconomie- og Commerce-Collegier.

Uden den Anstalt, gives ey Anledning nok til Detailen af Tingene, ey heller det locale Lys i Handelen.

4. Prisens Bestemmelse for Korn-Vares Ud- og Indførsel. Kornets Middel-Priis vil findes imellem Aarene 1710 og 1739, 1740 og 1769, som Perioder af ulige physiske og politiske Naturer for Staten, naar de sammenlignes.

Uden Korn-Prisens Bestemmelse vil de beste Oeconomiske Anlæg i Staten ikke engang blive halv lykkelige, ja bør aldrig blive det.

433

369

5. Tidens fastsættelse, efter Engelands

store Exempel, for Destillering af Kørn-Brændeviin.

Ellers bliver Brændeviins-Brændere Forstyrrere af Hensigten med Korn-Prisens Bestemmelse.

6. Brændeviins-Brændingens Ophævelse paa Landet.

Uden dette Forbud, vil næst forrige Forslag ey kunde iværksættes, ey heller Brændeviins Misbrug paa Landet afskaffes.

7. En almindelig Bestemmelse af Brød- og Øll-Priser, i Forhold til Kornets Markets-Priser.

Uden dette vil Bryggere og Bagere alleene profitere af gode Tider, i Stedet for disse maatte tiene alle Munde i Staten.

8. Fortsættelse af de viiselig begyndte Anstalter for Landvæsenets og Ager-Brugets rette Orden og Indretning: samt Bekiendtgiørelse af Fremgangen dermed ved alle muelige Leyligheder. Ved disse Forbædringer vil Monarken ventelig og erindre Proprietairers skadelige Ret til Skifte-Forvaltning hos deres

434

370 Bønder; deres besynderlige Syns-Forretninger over Gaard-Fæld; som visse Bønder: Skatters nyttige Forvandling, paa sine Stæder, til Ulve- Ræve- og Muldvarpe-Skatter.

Var bemeldte priselige Anstalter ikke allerede begyndte, kunde de foregaaende Forslag ikke iværksættes med vedbørlig Virkning.

9. Anstalter til Ophævning, i Tiden, af de for Agerdyrkningen skadelige Staldfednings-Privilegier. En Forordning, med første, udgivet om disse Privilegiers Ophævelse om 10, 12, til 16 Aar, i Fald saa lang Tid behøves, vilde være disse Anstalter. Samme vil giøre Forandringen muelig, formindske Privates Tab ved Forandringen, retfærdiggiøre Regentens Handlinger, og opnaae dette Maal for Staten, paa den beste Vey, og i den retteste Orden.

Med mindre dette Monopolium afskaffes, vil det blive en Hindring for, og bestandig Strid imod, Regentens heele viise Ager-Politik. Det vil giøre et ufornødent Tillæg af Heste fornødent, standse en almindelig ordenlig Qvæg-Fedning i Forhold til Ageren, afværge Agerens rette Giødning, forbyde Læder-Handelens Flor, og mange dermed sammenhængende Næringers Forfremmelse.

435

371 10. Omvexling, saasnart nogenlunde mueligt, af Geistlighedens adspredte Jorder mod andre nær ved Præstegaardene. Var dette ey den største Nytte for Staten, og Billighed for Standen, vilde jeg endnu bruge det Motiv af Geistlighedens slette Vilkaar, for Qvægsygens Skyld, paa mange Stæder.

Jo langsommere disse Jorder samles, jo seenere vil Bonden forbædres i sin Maade, at dyrke Jorden paa. Bonden er det sandseligste Dyr blandt Borgere i Staten. Exempler maae virke meere paa ham, end Ord. Præsten, der er, saa godt som, hans Gud i Troen, maae blive hans Helt i Marken.

11. Forandring af nærværende Tobaks-Administration, (til Opmuntring for Tobaks-Plantningen,) i den Orden, at Høsten af Tobakken bliver Tiden til Beregning for den kongelige Afgift, som Humlens Indsamlings-Tid for den Engelske Accise af denne. Ald Tobaks-Plantning vil altfaa befales at angives, og uangiven, ved Høsten at confisceres.

Uden denne Forandring, er Administrationen imod Agerdyrkningen, Consumtions-Afgiften imod Productens Frembringelse. Efter en anden Forandring, kan Hans Majestæt dog beholde sine 40,000 Rdlr., endnu faae meere, og Plantningen fremmes.

436

372

12. Forberedelse til Fædriftens Forbedring ved viise Love mod Hoved-Misbrug ved Faare-Avlen, ved Horn Qvægets Fedning, som ved Stuteriers Anlegning, med videre. De danske Love har kun tænkt noget paa Stutterier i denne Fald, og glemt Resten.

Med mindre Hoved-Misbrug ved Fædriften, af skaffes ved Love, vil Underviisninger og Opmuntringer ikke frugte.

13. Love for de første Land-producters Bevaring og Vedligeholdelse til Sikkerhed for Handelens Credit i og uden for Landet.

Uden slige Love vil Landenes Grund-Næringer ikke lokke fremmede Kiøbere, og blive til den betydelige Fordeel for Rigerne, de ellers kan blive.

14. Almindelige Politie-Loves lemfældigste Indførsel paa Landet i Bonde Standen, til desbædre Orden for Kundskabs Udbredelse og Land Nærings Drift, i sær, fra snart mueligt, til Forsikring af Bøndergodsers Priser, og Bøndergaarders Bevaring mod Ilds-Vaade, Land-Crediten til Opkomst. Nogle gode Love for Land-Politie

437

373

Har Dannemark i denne Fald, om Sæden for Exemp., Tieneste-Folk, og andre; men behøver mange fleere.

Før Land- eller landsbye-Politik er bleven ret brugelig og almindelig for Landet, (hvortil og kan henregnes ethvert Stæds egne Bye-Love,) er Land-Væsenet endnu i sin Ungdom, og Agerbruget ikke nøye nok foreenet med Stædernes Næringer og Handelens Fordeele.

15. Anstalter til hval Fiskeriernes, og andre Fiskeriers, muelige Lykke, ved deres Anviisning til privilegerede Stæder, og ved ordentlige Magaziners Anlæg af Staver, Baand og Salt, med videre, for disse i Særdeeleshed. Paa den Maade har Engeland indhentet Rigdomme af sine Pilchards, Holland af sin Sild, og andre af andre Fiske-Arter.

Uden disse Anstalter kan de gamle Fiskerier maaskee fortsættes, men ikke forbædres, meget mindre nye opkomme. Fiskeriernes Anviisning til visse Stæder giør disse Stæder omsider saa erfarne i de mindste Omstændigheder ved Behandlingen, at Handelen med Fisken bliver der en ret Hiemmehandel for Stæderne, og dermed for heele Staten.

438

374

16. Love for Fiskens Sortering, Tørren, Røgning, Salten og Tønders Tegn paa dette, i Forhold til Fiske-Arters, Markeders, Tænkemaadens og Sma- gens Natur i de havne havne, man handler paa. De Love, Dannemark i den Fald har givet, taaler megen Forbedring og Formeering.

Med mindre dette skeer, vil foregaaende Anstalter lidet nytte.

17. Ikke mindre Opmærksomhed paa vigtige Bergværkers Anlæg, med Viise Love for samme, end paa andre Natur-produkter. De ædle Metallers Kilder henrykker adskillige Stater, saa de ey tænker paa de uædle Metallers Vigtighed, ædlere for Næringers Flor, end de Ædle selv, ja tidt glemmer de begge de andre Naturens Riger, for den mindste Deel af det Tredie. Reent at glemme Mineral-Riget, var endnu forunderligere. Norges Grund-Bergværks-Love ere endnu kun Interims-Love, og de er hundrede Aar gamle.

Uden nøyagtig Opmærksomhed nok paa Mineral-Rigets mindst agtede Metaller, maae Rigerne tabe deres med Møye samlede Rigdomme, de høyest agter.

439

375

18. Hoved-Næringers Anviisning til visse Stæder. Som Planterne vil anviises deres Jord, vil Næringer anviises deres Stæder. I den Orden alleene rodfæster de sig begge. Derved har uldne Manufacturer bygt Leyden, Silke-Manufacturer Harlem, Fayance-Fabriker Delft, Pibe-Fabriker Gouda, Tobaks-Handelen Amersfordt, Handelen med Oste Alckmar, Pyrmerent og Edam, Skibbygqerie Sardam, Fiskerier Enchhuysen, Maaslandfluys, og Flarbingen, Bergværker mange Berg-Stæder, og andre Næringer andre Stæder i Engeland, Frankrig, Tydskland og andensteds, som aldrig vare opkomne, om de alle tillige, og uden Forskiel, havde drevet alle Næringer og alle Handeler.

Uden (denne) viise Indretning skeer i Dannemark, vil hverken Næringerne slaae Rødder, eller Hoved-Næringer blive i Stand til, at drage de fornødne Bi- eller Under-Næringer til sig, mindre Landets forfaldne Kiøbsstæder staae op af deres Ruiner. Thi følger heraf, som absolute politice fornøden:

19. Monopolier, af det viise Slags, at gives for alle vore Kiøbstæder. Rette Monopolier for Kiøbstæderne, er det samme, som Næringers rette Anviisning til Stæi der, med de dem altid fornødne Territori-Rettigheder og almindelige Politie-Love, tl;

440

376 Sikkerhed for Næringernes ordentlige Fremvæxt og uforstyrrede Beskiermelse.

Kiøbstæder uden Viise Monopolier, er vanskabte Lemmer paa et Legeme, uden bestemte Seener og Aarer, uden Blod og Kræfter.

20. Alt for sammensatte Næringers Inddeeling i deres fornødne Klasser. Som Næringer vil deeles til Stæder, saa vil Arter af Arbeyd deeles til Næringer, og Arbeydere til Arbeydet, om Arbeydet skal blive ret fuldkomment. Smede kan blive 30 Arter. At simplificere Arbeydet, er at polere det.

Uden denne Underdeeling af Næringer, er Staten et Legeme med Arme, uden Hænder og Fingre.

21. Viise Laugs-Artikler for bemeldte Næringer, efter enhver Nærings Natur. Som Næringer vil anvises til Stæder, og Arbeyd til Næringerne, saa vil Arbeydet foreskrives Love, og Personerne Regler, Friheder, og den Cirkel, de frem for andre maae forvisses om deres Brød udi.

Uden disse Love faaer Varene hverken deres rette Form, eller Næringer deres Afsats, eller Flid sin Belønning, og mindre Staten en politisk Folke-Mængde i Nærings-Standen.

441

377

22. Varenes Stempling, efter en foreskreven Anordning, at blive en af de vigtigste Politie-Love for hver Næring, og samme alvorligen at holdes over.

Uden slige Love bliver ingen Sikkerhed i Handel, og Statens Varers Credit betyder da intet hos Fremmede.

23. Skibbyggerie, at ansees for det det er, nemlig, en Fabrik i Staten.

Med mindre det anviises de, i alle Henseender, beqvemmeste Stæder, og disse faaer deres Monopolier, vil dets Bi-Næringer ikke opslaae deres Boliger med Tryghed, og denne vigtige Fabrike ikke blive saa betydelig, som den for Handelen, Seyladsen og alle Næringer bør blive.

24. Nærings-Azyler at raade Bod,saavidt de kan, paa en upolitisk Folke-Mængde i Nærings-Standen, og hielpe til Forarbeydelse paa det mindst kunstige Arbeyd, for fast uendelige Afsatser i en udbredet Handel. Engeland har en Lov, hvorved enhver forbydes at arbeyde i en Kunst, uden at have lært den laugsmæssig. Det har tillige Nærings-Azyler, hvor enhver, uden at gaae i Lauget, kan sætte sig ned. Dette er ikke stridigt. Stemplingen af Vare er dem dog en Lov, og denne Frihed til Arbeyd er i sær

442

378 indskrænket til Jern-Fabrikerne, hvor Arbeydet er utalligt, som og til visse Stæder, uden for hvilke de ey maae arbeyde. Men disse Næringer kan derfor ey reyse. Indretningen er en Exception fra deres Laugs-Regler, og disse Stæder at ansee, som den kunstige og prægtige Engelske Nærings-Stands Hospital for deres Kiempers Krøblinger.

Uden Nærings Azyler benytter Staten sig ey af Ufuldkommenheder i Næringer, til at stifte Fuldkommenheder i Staten.

25. Fremmede Kunstnere at modtages med begge hænder, og at forskydes, om fornødent, Materialier og Instrumenter til Begyndelse for deres Kunster, i Fald samme ere nye og vigtige, og enten en politice Laugsfornærmelige, eller maaskee af den Natur, at de kan giøre eet med Laugene. Men dem hverken at gives Høyere Privilegier, end egne Indfødte, eller Forskud til Selvraadighed med Capitaler, som maatte blive det samme, som Overgiødning for Planter, hvilke derfor udarter.

Uden denne Middel-Forsigtighed mod Fremmede, veed en Stat ey at bruge den store Verden, at sætte Priis paa kostbare Øyeblik, at bruge Leyligheden. For kort siden har vi saaledes tabt en Fabriqve af det skiønne Kaabber-Cattun-Trykkerie. Man spurgte Entrepreneurs for Cattun-Trykkerier-

443

379

ne om, hvad man skulde giøre? Det var at spørge Proprietairer, om det er raadeligt for Staten, at bestemme Korn-Prisen? Friemesterne, om Lauge ere tienlige eller ikke?

26. Kunsters Udbredelse ved Real-Skoler for vore Kunster. Det, er fra de Unge man i sær begynder med Lykke, at forbædre Stater; thi de Gamle falder Forandringer for besværlige. Som en stor Feyl, i Peter den Stores Reformationer, erindres det, at han glemte Anlæg af Skoler. De, som anlægges, vil staae i Sammenhæng til alle Kunster, til alle Hensigter med hver arbeydende Borger i Staten.

Uden Skole-Væsenets bedre Indretning hos os, vil andre gode Indretninger ikke blive bestandige.

27. Undersøgelse af alle Næringsprivilegier for Sælskaber, (ey Lauge,) saavelsom for personer: og Reformering eller Cassering af samme privilegier, ifølge deres politiske Natur eller Unatur efter Statens Beste, i Forhold til andre Laugseller Nærings-Monopolier, paa forrige Grunde oprettede: og samme Undersøgelse at skee, for alle Privilegier og Monopolier, givne Lauge eller andre, hvert tredivte Aar, i Forhold til Omstændigheder, og ved sande Politici.

444

380 Uden denne politiske Forhold i Nærings-Rettigheder, er der iblandt Statens Næringer Bellum omnium contra omnes, en ævig Krig, hvor der burde regiere den høyeste Fred og Nærings Rolighed. Uden nye Undersøgelse, giør Tiden dem ubeqvemme.

28. Et almindeligt Stats-Be- naadnings-privilegium paa 20 Aars Frihed paa Nytten af nogen nye Opfindelse.

Uden dette Privilegium bliver mange Opdagelser evig skiulte for Staten, Opfinderen til Tab, og Staten til ingen Nytte.

29. Handhævelse af vel indrettede Monopolier og privilegier mod alle Fornærmere, og disses Handlinger derimod at straffes, som Fornærmelser mod den offentlige Rolighed.

Uden Iaggttagelse heraf, var Staten ikke aarvaagen eller retfærdig, og opholdt ey sin egen Skabning.

30. privates private Eyendoms-Rettigheder til Ting, ubeqvem beliggende, eller i Strid værende mod Statens høyere Hensigter, ved sig selv eller andre Sælskaber, efter Viisdoms Lov og Engelands Exempel, altid at vige for det almindelige Beste, imod den yderste

445

381

Skillings Erstatning til Eyermanden af Tingene, i alle Sammenhæng beregnede, Capricer undtagne. Dette er saa fornøden, som Bortrydningen af visse Huse og Træer, der stod i Veyen, var, for i lige Linie at anlægge den nye Lande-Vey.

Uden Iagttagelse af disse hellige Forhold af Stats-Ret mod Private, og af deres Pligt, at vige mod Starens høyere Rettigheder, fornærmer Staten sig selv, og dermed mange Borgere, for en eeneste Borgers Skyld.

31. Handelen for Indenlands-Handlende Nøyere, end hidtil efter Forordningen af 16de April 1681, dens 2 Kap.

2 Art. brugeligt, at deeles i sine mindre Greene, og de Handlendes Laugs-Artikler derefter at indrettes.

Uden denne Orden bliver intet ordentligt Oplag, enten af fremmede raae Vare for Manufacturister, eller af indenlandske raae eller forarbeydede Vare for Grosserere. Vi har, for Exempel, ingen rette Silke- og Uld-Handlere, og ingen, som handler med Hatte og Handsker.

32. Rigernes og Hoved-Staternes Handel, at tilstaaes lige reciproqve Rettigheder, og saavidt mueligt, at paalægges lige Pligter i Handel. Dersom Norge er forbunden, at tage sit Korn fra Dannemark, bør

446

382

Dannemark hente hos det, og ey hos Østersøen, den Tømmerlast, det kan forstrekke.

I anden Fald befordres ikke den rette jevne Circu lation i Statslegemet, og Kræfterne man vil sammendrage til eet Sted, bliver et sal volatile i den frie Luft, som adspredes.

33. Forordningen om Commercien af 4 Aug. 1742., denne skrøbelige Efterlignede af den Engelske Navigations-Act, at omdannes efter en fuldkomnere Plan, og dens store Mangler at forandres efter de danske Staters nærværende Handels Natur.

Med mindre dette skeer, har Handlende ingen plan i Sammenhæng med Statens Velfærd; men Handlende er ved Lov authoriserede til at handle upolitisk, og den beste Toldrulle vil kun giøre halv Virkning til Handelens Lykke for Rigerne.

34. Ingen Borger, paa nogen Plet i Kongens Hovedstater, at forbydes, at tage Deel i, eller kunde lade sig bruge til Fragter i udenlandsk Handel, i hvor de ere boende, Forordningen af 28de Jan. 1682 uagted, naar han, i Henseende til Ladningens Beskaffenhed, Oplag og Toldrulle ikke ere den, eller andre Hans Majestæts Love overhørig. Med mindre denne Frihed tillades, standses den Handels-Aand, som bør overalt regiere, visse Kapitaler

447

383

unddrages Handelen, og Fragters Nedsettelse vil ikke saa let i Tiden blive muelige. Saa lidet, som Grossereres Antal bør bestemmes, bør de Capitaler indskrænkes, som de kan bruge, eller de Fartøyers Antal, de, langt eller kort, maatte kunde sette i Farten.

35. Hoved Grunden til den udenlandske Handel, at blive indenlandske Næringers rette Orden og Flor.

Uden denne Regel indsees og følges, vil de høye Collegier forestille Ortroyer for Monarken, ungefær som de forelegges dem, ikke indsee Collisionen af begge Hanler, den indenlandske Handel endnu ikke komme i ret Sammenhæng med den Udenlandske, fornødne Vare, for Compagniers Udførseler, ikke blive opmuntrede i Landet, og Projecter endnu blive giorte og fulte, som først burde tænkes paa om hundrede Aar.

36. Colonie-Handel at staae i det nyeste Baand med Hovedstadens Handel, og begges Vinskibelighed og Politik i Handelen, at have til øyemerke Coloniers raae Varers Afsats for letteste Priser til Hoved-Staten, og Hoved-Statens egne, og fra Colonien hiemhentede Vare, her omformede, deres Afsættelse til Colonien: og alle muelige politiske Anstalter, uden ufornødne Tvangs-Midler, at giøres mod fremmede Fordeele enten af vore nordlige eller sydlige Colonier.

Uden denne Politik er vor Skat, betragtet under et og som en handlende Stat, en Krøbling, som trænger til et Hospital, hvor den erfarne Politicus maatte blive dens Læge.

448

384 37. Handelen paa Island, at tilstaaes alle, imod en vis maadelig Betaling til Compagniet, mens Octroyen varer; og Handelen derefter at giøres frie, dog efter en klog plan og viis Toldrulle.

Med mindre dette skeer, bør Dannemark takke sig selv, om heele Europa beleer det, som et Folk der ey kan see sine egne Fordeele.

38. Compagniers Handel ikke at stride imod den indenlandske Handel, eller imod de Varers Omsats, Vinskibelighed forfærdiger i Landet, og derfor deres Octroyer, i sin Tid, i dette Forhold at forandres.

Uden Reformation af vore Handels-Compagniers Octroyer, (en Reformation som slet ikke bør være deres Væsen imod, eller blive dem dødelig, ald muelig statsnyttig Frihed dem heller at forundes) vil vor Compagnie-Handel fremdeles blive en Krig imod Staten, og en Gift for dens Indvolde.

39. Det almindelige Handels-Compagnie at overlades Skiebnen. At til staae dette Compagnie, som Compagnie efter dets Octroy, noget videre Privilegium, var at monopolisere det mod alle Handlendes Fordeel, at bifalde at Stats-Contradictioner er Stats-Politik.

Dersom dette Compagnie ikke til intet giøre sig selv, bør Staren giøre det, eller Børs og Handlende blive til intet.

449

385

40. Contrebande-Handelen at forstyrres, ved at giøre Publikum, eller hver Mand i Landet, til Fiscal og Politie-Adjudant, ved at øve expedit Justitz ved Varenes Antrefning til en infam Cassering af samme, ved andre maadelige Straffers Anvendelse for første og anden Gang, uden et eneste Exempel paa Naade, men Galgen for Contrebanditerne, om de vare nok saa mange, for tredie Forbrydelse.

Uden høyeste Alvorlighed i denne Fald, varmer Staten Slanger i sin Barm, som vil rakke den derfor med dødelige Sting.

41. Adelens Deel i Handelen, at ansees for farlig, allerhelst i Compagniers Handel, og i Vare-Leverencer for indenlandske Manufacturer og Kunster, formedelst dens farlige Indflydelse hos Monarken, naar den har Direction ved nogen af Delene. For denne Aarsags Skyld bliver og de største Herrers Direktioner for Compagnier den spitzeste Compagnie-List mod Næring og Biering; da Compagnier vil paapasses, som enkelte Handelsmænd.

Med mindre en Monark er bange for Adel i en og anden Handel, er han for tryg i Beskuelse af hans Stats Lyksalighed.

450

386 42. En Monarks Deel i handelen, at ansees, som vundne egennyttige Fordeele for Particulaire mod Stat og Stats Casse, uagted den kongelige Particulair-Casse profiterer ved samme Handel. Det selvsamme bemerker det at faae Regenten til Cautionist ved Manufacturer og Oeconomiske Anlæg.

Med mindre Monarken i mange Tilfælde lader, at tage Deel i Næringer og handel, Anlæg for hans Armee og Flode undtagen, vil han altid vare udsat for andres Egennytte. Han Pengelaan uden Rente, naar de ey skientes, er den beste hielp, baade for Regenten og andre, naar den laante Capital forsikres.

43. Baade i Krigs- og Freds Tider at foredrage Handels-Fordeele for Staten, som Stat, frem for alle andre Fordeele, de allene undtagne, som ere nær sammenføyede med Statens Sikkerhed, og, som altid settes forud, med Regierings-Formens Bestandighed.

Før dette Princip er bleven Hoved-Princip for Handelen i Dannemark, før faaer den ikke den rette Handels-Plan enten i de private eller offentlige Affairer; før faaer den ikke en fuldkommen Toldrulle; før besieler ikke den rette Handels-Aand de kongelige Oeconomie og Kammer-Collegier; før bliver Kong Christian den Syvende endnu ikke vist nok større, end hans Fædre, og den største iblant Monarkerne i hans Tid: hvortil dog hans Fødsel har bestemt, og hans, ey dyre nok betaltee Reiser forberedt ham.

451

387

44. Love at gives for Seilatsen efter nærværende Handels Natur. Dersom den fierde Bog i Loven endog var uforbederlig, vilde Love for Justitien, saa lidet foreskrive Seiladsen de rette economiske og politiske Regle, som De kan giøre der for Handelen paa og imellem Landene. Men vor Søe-Oeconomie- og Commerce-Politik kan meget forbedres i forhold til andre Staters, og hverken Told-Forordningen, eller de andre stykkevis udkomne Forordninger, eller Compagnie-Søe- Reglementer er her udi tilstrekkelige.

Uden den rette Politik i vor Seilats i Forhold til andre Nationer, vil Misvisningen af vor politiske Compas blive alt for merkelig.

45. Consules, for Handelen i fremmede Lande, at tages af indfødte politiske Lærde, eller studerede handlende, og deres Embede at salereres vel af Handelen, naar den kan taale det, i anden Fald af Regentens Casse.

Uden en Regent har de beste Consules hos Fremmede for sin Skat, har han ikke lange Arme nok til at udbrede dens Handel. Fremmede Consuler skylder deres egen Stat de største Pligter: men ingen kan ret kiene tvende stridige Herrer.

452

388 46. Handels-Justiz, og Afgiørelse af Handels-Stridigheder, at skee expedite, og en Part heller at fornermes mod den strenge Retfærdighed i en liden Ret, end lang Tid i Handelen at tabes for Staten, som er et Indgreb imod dens høye politiske Rettigheder, Pure Jurister tænker tvertimod, en betænkende Følgerne for Staten.

Uden denne Justiz kan en Regent blive saa retferdig mod en Borger, at han bliver uretferdig imod Staten, som tilkommer, den høyeste Grad af Retfærdigdighed.

47. Matros-presning, naar den behøves, at skee paa den Hollandske, og ey paa den Engelske Maade, nemlig ved at ligne det fornødne Matros-Antal paa Coffardie-Farten, imod en vis af Regieringen tilstaaed billig Betaling for hver Matros, i hvad den videre koster Kiøbmanden.

Uden at velge denne Middelvey maatte en Stat ikke Viise den Lemfeldighed mod Handelen den fortiener til det Øyeblik, den er allervigtigst; thi med mindre visse Matroser forbeholdes Handelen maae den ligge.

48. Credit-væsenets Hanthævelse nøye at paasees i alle Starens Deele og imellem alle moralske og physiske, publiqve private Personer. Banqven at gives en fuld-

453

389 komnere Indretning. Ingen Stands-Jura at befrie fra Betalning af lovlig Gield. Ingen Moratorier, Jern-Breve eller Favorit - Naader at forundes ubetimeligen: hvilket blev høieste Unaade mod Staten og dens Credit.

Vor allernaadigste Konge beviser ved sine begynte Anstalter for Credit- Væsenet, at det behøver ingen anden Regel til Bestiermelse, end Iverksættelse af hans viise Love.

49. Banqvens Credit, at grunde sig paa et Selskab af private, deres Credit og Eyendomme, og Banqvens Credit derved statsnaturligere at blive Publici Credit, og Monarkens Laan derpaa et publiqve Laan: og altfaa ingen Summer til ham at udlaanes af Banqven, uden Overdragelse af en Kongelig Indtægts Hævelse det paafølgende Aar, Indtægten af fuldt og vist Beløb i Ligning mod Laanet. Dette pant er mueligt ved en nye Consumtions-Rulles Indretning, og paa Erfaring af Consumtionens Beløb for hver Artikel: og hiint er ikke imod Monarkiets Natur under Kong Christian den Syvende, som selv tænker,

Uden denne Indretning, har hverken Banqven den Sikkerhed, for sit Laan til Kongen, den behøver, eller Regenten den rette Leilighed til Laan i Staten, han bør have for denne. Men Banqvens Credit, og Hielp for

454

390 Regenten til de Øyeblik, hans Viisdom dømmer det fornøden, der er lige vigtigt.

50. Banqven, efter Den engelske Banqves kloge Indretning, at

give (men en at tage) een pro Cento høyere, end de sædvanlige Renter, som gives og tages paa Pante-Obligationer i Staten. Denne Rentemaade af Banqven er dens nest høyeste Sikkerhed baade for den Selv, og for heele Staten, uden at den in natura virkelig giver den pro Cento mere, den betaler; uden at Renterne derfor stiger i Landet; uden at Circulationen derfor bliver mindre, (den tvertimod forøges i en god Orden): naar dens Fond og Sedler er en vel bestemt Capital, og nest foregaaende Forslag tillige velges, og følges.

I Mangel af denne Form, kan Banqven blive sig selv en ufornøden Aarsag til en Mangel af Credit, der er et ubodeligt Tab for Staten.

51. Pant til Banqven paa Jorde: Godser at modtages, men (for Hovedstaterne) kun at gielde paa tre Maaneder, og Obligationen ey at fornyes, uden Banqvens een villie: men denne at have ret til, for Ubecaling, strax at stille sit Pant til Auction.

Saa giør Londons Banqve

Uden denne Orden bliver Circulationen ey i Forhold til Entrepriser, og Entrepriser i Næringer ey i For-

455

391

hold til Fornødenheder og Indsigter, og Banqve-Valuta en i Forhold til den publiqve Credits ustatteerlige Vigtighed.

52. Den kongelige Gield, som, for nærværende, er meere at ansee for privat end publiqve, at betales til Banqven frem for Gield til Fremmede; men under en Octroy, af den foreslagne Natur, Gielden (Banqvens Pant uberørt,) at betales til Fremmede frem for til Banqven. Fordi Banqven, for nærværende, intet Stats-Pant besidder for sit Laan til Regenten, derfor kan den ey giøre et betydeligt Laan, om den vilde det, som den ey behøver. Fordi den ey giver een pro Cento over sædvanlig Rente, tilbydes den ey heller Penge, uden Forlangende, i Fald den behøvede dem. Den giør altsaa ey heller det Udlaan paa Statens Jorde-Godser, den kunde giøre. Kilden standset, standses Floden. Circulationen af Statens vigtigste Realiteter ophører, følgelig tillige Flid, Næring, Fortjeneste. Hvad var første Aarsag til dette? Kongens Laan af Banqven, dens Rente: Betalings-Maade, dens Maade, at laane til private, ikke paa Jorde-Godser, men paa tredieMandspant i slige Godser. En Handlings-Maade, som er jo en reen Følge af Mangel paa foreflagne Executions-Ret i Jordegods-Panter! Denne Standsning af Circulationen er bekosteligere for Staten, end Renters Be-

456

392

taling til Fremmede. I nærværende Fald, vil Kongens Gield til Banqven, for Nærings og Handels Skyld, altsaa før betales, end Gielden til Fremmede. I anden Fald, naar Gielden er publiqve; naar Banqven haver publiqve Pant; naar den som sagt, giver høyere Rente end Private; naar den strax udbetaler sine Sedler, som den da kan: saa vil Kongens eller Statens Gield betales til Fremmede, frem for til Banqven, for den simple Aarfag, at spare Renterne for Landet.

Uden denne Orden bliver Banqven ikke den rette Kilde til Circulationen, alle Næringers oplivende Kraft, Statens rette Liv; men den er og bliver Circulationens Standsning.

53. Forandringen med Banqve-Octroyens Omforming, (for Opinionen hos Ukyndige i Publico,) i sær i Henseende til Rente-Maaden, dog ey at skee, før Consumtionen, efter det giordte Forslag, er paalagt; før den for tre Aar, i det mindste, er indcasseret; før Kongens Gield til Banqven er betalt: men da strax art skrides til denne høystvigtige Forandring: og Regenten der: paa, for sine Staters Skyld, at ansee sig selv, som en Dependent af Banqvens Credit.

Uden Iagttagelse af denne Tid maatte det vigtigste Middel for Crediten, blive det visseste Tab der-

457

393

af, og Staten i sin Hielp finde sit Bane-Saar. Fordi den Orientalske Despot vil være høyere, end Crediten, findes den ikke i hans Lande.

54. De ædle Metallers Stempling at gives Form, efter deres Brug i Handelen, og Myntning at skee paa det Sted i Landet, som tillige befordrer Circulationen i Staten. Barrer stempler man derfor, i Steden for at mynte Penge, hvor hine med Fordeel kan circulere, og den Maade lætter da baade Handelen, og sparer Myndte-Bekostning. For ey alleene

at mynte, men for at sætte Mynten i den fornødne Circulation, mynter de handlende Stater i Centro af Staten, og ey paa Grændserne. Om et Folium i den Hamborgske Banqve, vedligeholdt ved Altonaiske Rigs-Specier, kan erstatte Staten, i Vexel-Coursens og den kongelige Casses Gevinst, Tabet ved Standsningen af fire Tønder Gulds Circulation fra Kongsberg (een Tønde Guld betaler i Circulation Millioner, og standser de sammes Betaling uden for Circulationen) igiennem begge Rigerne, det torde jeg ikke tage mig paa, at bevise. Naar Staten vinder ved Handels-Balancen Sølv og Guld, eller vedste, endog uden for Balancen, at tilveyebringe Sølvet til bemeldte Øyemærke, var Kuren, en Kuur for en Tid

458

394 af sit Slags, for at betale Mynt med Mynt, og vor Myntning forrettedes da med et Slags Fordeel paa Grændserne mod Hamborg. Men mon man ikke nu vinder Skillingen, og lader Daleren løbe? Mon det ikke er et større Commerceend Stats-Raad? Hunger og Tørst tærer derfor Norske Tunger.

Med mindre Myntning befordrer Circulationen i Landet, forretter Statens Myndt ingen ret statspolitisk Myntning.

55. Renterne at nedsættes til fire pro-Cento. Den Kongelige Indtægt af den paalagde Fierdedeel Pro-Cento, veed man, har beløbet sig til 70,000de Rdlr. aarlig. Følgelig haver Circulationen, jeg siger Circulationen, været 28,000,000 Rigsdaler. Er Circulationen nu den samme, giør den forhøyede femte Pro-Cento hvert Aar en Afgift i Renter til 280,00de Rdlr., eller en Skat af den Sum, uden at Regenten derfor faaer en Dansk Skilling. Men Rente-Forhøyelsen bemærker meere, end en lige saa høy Skat; fordi det er i sær Næring og Biering, Trang og Mangel, som betaler Renterne.

Med mindre Renter nedsættes, sættes Landet ufornødent i Skat, Circulationen standses, og Vinskibelighed med den.

459

395

56. En nye Told-Rulle for Handelen, i Sammenhæng med Landers Handels-plan. Planen til en States Handel vil, som dets Regierings Form, grunde sig paa en Lov, hvoraf Formen kan kiendes, og er tilforn erindret. Told-Rullen maae i Almindelighed være grundet derpaa. Men som de politiske Vinde, hvorefter enhver Stat maae feyle sin Kaas, ere utallige, saa bliver Lovens Plan for Handelen vel Styrmanden for Seyladsen, men Told-Rullen det Compas, (som ofte maae sees til), uden hvilket, hans beste Indsigt og Erfarenhed ikke skulde blive mægtig, til at føre Skibet i den trygge Havn. Uden den viiseste Told-Rulle svæver en States Lykke i Handelen, iblant omringende Staters bølgeviis tumlende Nærings-Indfald, som Skibet uden Styrmand og Compas, paa det oprørte og vilde Havs Bølger.

57. Coloniers og Compagniers Told at betragtes, i samme Relation til deres egen relative Handels Fordeel, som den Told, der paalægges Handelen i Lander, i Forhold til Landets Handel.

Uden den Regel, glemmes, at Tolden er mere for Handelens, end for Statens Skyld, og altsaa bør proportioneres i Forhold til de Handlendes eget Beste, i Overcensstemmelse med heele Statens.

460

396

58. En nye Consumtions-Rulle at forfattes. En Toldrulle maae rette sig efter Handelen. Den kan derfor ikke rette sig efter Statens nødvendige Udgifter; thi det maatte ruinere Handelen, som er en stor Kilde til til Statens Rigdomme. Men Indtægter for at bestride daglige Stats-Udgifter ere saa fornødne for Staten, som Handelen selv. Kameralisten maae derfor oplede en anden Kilde, som ey er Handelen til Fornærmelse. Intet Middel bliver bestandigere, mueligere at bestemme i Forhold til alles Villie og Evne, vissere, end et, i Forhold til Varenes fornødne, nyttige, behagelige, vellystige, og overdaadige Brug, beordret Paalæg. Dette Paalæg er Consumtionen.

Med mindre vor allernaadigste Konge, paa Korn-Prisens Bestemmelse, strider til denne Anstalt, vil Cassens statsmessige Indtagter, Gieldens Afbetaling, og Næringers Flor langsom blive muelige.

59. Consumtionen at lægges paa Varenes sidste Form, eller, saa langt mueligt, fra Ageren (Korn-Skatten er Producters Consumtion), for at blive Fordøyeres Afgift af Kunster.

Uden denne Orden I Consumtions-Paalæget maatte det standse adstillige Varers Forfærdigelse, og blive Handelen, imod sit Øyemerke, til Byrde.

461

397

6o. Consumtionen paa Colonie-Vare, som forbliver i Hovedstaten, at lignes i Almindelighed, som paa Statens egne Vare. Skulde Exception giøres i Reglen, blev det for en oprindende eller ung Colonie, og, maaskee for den vestindiske Rom i sær i Korn-Mangel, naar Colonien dertil var i sin Ungdom.

Uden dette Forhold iagttages ikke den politiske Retfærdighed og Statsklogskab i Afgifters Paalæg imellem Hovedstats og Coloniers Vare.

61. Consumtionen paa Compagniers Vare, handlende uden for Statens samtlige Territorier, dels at paalægges, som paa egne Vare, deels i Forhold til Indskrænkning af de Compagnie-Varers Brug i Landet, som maatte formindske Vinskibelighed og den indenlandske Handel. At Compagnierne, deres Directeurer og Interessentere, vil misbillige denne Sats, er upaatvivleligt; men at spørge dem til raads heri, er det samme, som at spørge Landmanden om Brændeviins Destillering bør forbeholdes Kiøbstæderne? Compagnierne forbrænder virkelig i deres Handel en Mængde af Kiøbstædernes Korn, og forøder en Hoben af deres fede Vare.

462

398

Uden en merkelig Consumtion paa visse Compagnie Vare, handler Staten, ved sin alt for store Lemfeldighcd mod Compagnierne, ubarmhiertig mod sine Hiemme-Nætinger, sine egne Børn og sig selv.

62. Accisen, under Consumtionen og som et med den, at blive overalt incasseret, som et Regale, og Kongelige Betiente, til hvilke den er henlagt, at lønnes af den kongelige Casse.

Uden den Orden bliver hverken Betiente sallererede i Forhold til deres Embeders Natur og Vigtighed, eller deres Embeder forvaltede i Forhold til Statens Øyemerke dermed, eller den kongelige Casse den Indtægt forbeholden, den allene tilkommer.

63. En betimelig Forberedelse til Kornskattens fuldkomnere Ligning imod Landgodsernes indvortes Værdie, end nærværende Matricul tillader, ved Bekientgiørelse af en Forordning, at saadan en Ligning vil tage sin Begyndelse om 8 til 10 Aar i der længste. Hr Finants-Raad Oeder indvender herimod, i foranførte Afhandling, at Forandringen vilde i menig Mands Øyne ansees, som stridende med den paaberaabte Hensigt, at forbedre Bondestandens Forfatning. Men saa mange Aars Bekientgiørelse forud, som an-

463

399 ført, vil hæve den Fordom hos Vedkommende. Han siger: Vurdering over Grund, stykkerne er er betænkeligt Skridt, og lader sig ikke giøre uden sterke Forandringer i private Personers Lykkes Omstændigheder. Men Tiden mellem Bekientgiørelsen og Vurderingen, vil i en stor Grad formilde Lykkens Forandring, ja maaskee hæve den, og at glemme Statens Lykke, er saa betænkelig en Pausa, at det blev ubetænksomt, at sætte Statens Velfærd til Side, for faae Personers. Han siger videre: De fleste Folk vil derved synes, at deres Besiddelser bliver uvisse og utilforladelige, hvilket han kalder en meget betænkelig farlig Meening, der kan have meget adelige Følger for en hver Stat. Men at Kongens Øyemerke er eene og allene en jevn og billig Ligning, og ingen Handling Eyendommene til Uvished, det vil den foreslagne forud giorde Bekientgiørelse strax overbevise om, en at tale om alles Eftertanke i de Aar, som den forunder for Vurderingen skal skee. Kong Christian den femtes nye Matricul forvolte ingen skadelige Følger i den Fald, og Proprietærer elsker endnu deres Konge, og vil med ham hans Staters Beste. Finants-Raaden siger endnu: at man vil støde sig derover. Men hvorover støder man sig? Derover at Regenten taler til sit Folk, (om en Fader, og siger: Mine Undersaat-

464

400

ter! I er alle mine Børn. Jeg elsker eder alle lige. Jeg lader nu Snoren gaae over mine Lande, at i maae bære felles Byrder! Bereder Eder dertil, I i sær, som ikke dertil ere vante! Jeg giver Eder Tid, at ihukomme Eders pligter, og at indsee, at det er Eders egen Fordeel, ar I alle paa eens Maade, i Forhold til enhvers Lykke og Besiddelse af Jorder, svarer de Afgifter, som ere mig fornødne, for at beskierme Eder og Eders Eyendomme! Der vil blive Eder nu des lettere, fordi I veed der saa længe tilforne. Jeg vil Eders sande Beste. Skulde det være noget at støde sig over? Om nogen føder sig, bør det standse Regenten i hans priselige Hensigter? Naar Regenten derfor tager sig Tid, og gaaer langsom frem i denne, som i alle betydelige Statsforandringcr: saa tænker jeg, han kan gaae heel frimodig fort. Møder een eller anden et Tab; han beklager det: men gaaer dog frem med Forandringen, for at opnaae det Maal, hans Stats Lyksalighed, endog om det var med manges Tab, udfordrer. Endelig siger Hr. Oeder til Slutning: Overalt er en nye Matriculs Indretning en saa øm Sag, og er saa aldeles sammenknytted med det øvrige Finants-Væsen, at jeg ikke ønsker, at det nogensinde, uden det samtlige Finants-Væsens foregaaende Overlæggelse (Over-

465

401

læggelse efter Theorie, og ikke efter blot Praxis) maatte foretages. Men visse ømheder maae blive ømmere, før de ret kan læges, og Ømhed forgaaer ved Lægedom. For at spare en øm Finger og Fod, som maatte afskiæres, har Hr. Doctor Oeder aldrig ladet et heelt Lægeme staae i Fare. Ømheden vil her blive mindre betydelig. Det gielder hverken Arme eller Berns Borttagelse. De Lemmer, som her feyler noget, ere kun forrykkede, og maae drages i Leed. I nøyere Sammenknytning, end Indsigt og Erfarenhed i Chirurgien, staaer med en Krøblings Tilstand og Forbædring, i nøyere Sammenknyttelse, staaer en nye Matriculs Indretning ikke med Finants-Væsenet; og overlægger man, efter den allersundeste Theorie, Sammenhænget rigtig: saa ail man virkelig erfare, at Sammenknytningen er ikke saa indviklet, som fast. Operationen, Forbindingen, og Lægedommen, tænker jeg, vil altsaa, noget nær, blive følgende: Hoved-Øyemærket maae blive, at proportionere Afgiften af Jorde-Godser i Almindelighed, efter deres indvortes Værd. Jordebogen maatte til den Ende kun tiene, til at viise Godsernes Strækning, deres Physiske og Oeconomiske Herligheder til den Dag, Jorde-Bogen forfattes paa. Men da Tider, Flid, Efterladenhed, og andre Omstændigheder mangfoldig forandrer de sidste Beskaffenheder, at Matriculen derfor ikke bliver

466

402

bestandig. Men, naar Jordebogen, ved en fornuftig Landmaaling, er bleven et bestandigt Maal for Størrelser, og en Forklaring paa nærværende Egenskaber af Godserne, at hvert 20de eller 30te Aar bliver ansat til dens Forandring, efter tilfældige Egenskabernes Forandring: og disse lignede efter den nærværende Tids Priser paa Jorde-Godser, (Korn-Prisen bestemt, uden hvilken intet Maal er mueligt) at give Maalet til Ligningen for efterfølgende tive eller tredive Aar. Hver Amtmand i sit Amt, med lidt Hielp, vil giøre dette mueligt, uden nogen Besværlighed for Kammeret, hvis Jordebog maatte derpaa altid rette sig efter den vigtige Fornødenhed for Staten, at ligne Korn-Skatten lige, og ikke efter den magelige Beqvemhed for Contorerne paa Kammeret, at bruge den gamle Matricul, uden, skiønt fornøden, at ligne, og at omskrive en nye, som hidindtil, for det gamle Umaal, brugeligt været haver. See! Efter den Plan blev da Hartkorn, ikke meere Hartkorn i sin forrige forvildede Bemærkelse, ikke heller et Slags Kammeralsk Koglerie for den Kongelige Casse, eller Statens Erke-Skierventzel, Ney! Den blev tvertimod Regentens og hans Kammer-Collegii klare Lys, og Hart-Kornet (af en nye væsentlig Bemærkelse) blev for Korn-Skatten det billigste, fuldkomneste og sikkerste Maal til Paalæg for Staten, fordi

467

403

det derefter kunde forholdsmæssig holdes imod Statens største Realiteter, Jordens frembragte Frugter, og Ligning derpaa skee. Skulde et forunderligt og uformodentligt Tab træffe een og anden Familie, maatte den Kongelige Naade der hielpe. Det vil blive heele Kuren, en Kuur, jeg ønsker Staten.

Uden en foregaaende Forberedelse, ved en Forordning, som den omtalte, vilde den Uleylighed ved Forandringen blive større, end fornøden, i Henseende til Privates Tab, som efter Forberedelsen kan fast reent forsvinde. Uden rigtig Maale-Stof kan intet ret maales.

64. Land-Maalingens Fortsættelse paa den allereftertrykkeligste Maade, ved dobbelte og større Bekostninger.

Uden dette skeer, vil Hans Majestæt ikke i vedbørlig Tid opnaae det vigtigste af hans Ønsker, at see hans Undersaatter lignede ved jævne og billige Paalæg paa Jordegodsene.

65. Nærværende Grevelige og Friherlige Stands-Rettigheder i Henseende til Jordegods-Afgifter, en nye Matricul uagtet, at blive ubeskaarne, som Rettigheder, i sin Orden, heel fornødne for et Monarkie, og Staten til Fordeel, naar Regenten i Forhold til Vedkom-

468

404

mendes Evne, bruger Besidderne i høye bekostelige Embeder, hvortil deres Fædres Fortienester, deres lykkelige Fødsel, deres dermed sammenføyede Opdragelse har giort dem, frem for andre, værdige. Saadanne Embeder har Staten adskillige af, hvor Verdens Tænkemaade, baade i og uden for Staten, udfordrer det, al Fødsel og Opdragelse maae følges ad. Men og derfor bliver det en Skam for en Adelsmand, at tænke, endsige, at sige, han ikke skylder Staten vigtige Tjenester, uden paa det nøyeste at betales derfor, eller ikke trænger til sin Konge, fordi han er Greve eller Baron, og besidder mange Jordegodser. Som han er Regent og Stat store Pligter skyldig, fordi den første har paaskiønnet hans Fædres Dyd, og haandthæver ham i sine høye Rettigheder, og den sidste, fordi den daglig forøger hans Velstand i de samme: saa trænger han, frem for andre, til hans Monark, for at blive brugt, i Følge det Kald han har ved Fødselen, til en statsnyttig Borger.

Uden at haandthæve høye væsentlige Stands-Jura, og sætte vedkommende Besiddere af samme derefter paa de Poster, hvor de kan nytte, betragtedes ikke, ved slige Stats-Forandringer, Regieringsformens Natur, der udgiør en væsentlig Part af Stats-Deelenes Forhold imod hinanden, som af Statens Herlighed og Glands: ey heller paasaaes de Privilegeredes Pligter, og Stats-Cassens Fordeele til Lættelse for de ringere Stænder.

469

405

66. Friheder i Afgifter en alt for talriig Friestand imod de andre Stænder i Riget, i Tiden og efterhaanden at aftage, for at hielpe med til Stats-Udgifters Bestridelse, efterhaanden som Eyendommene kommer over i den oprindelige Stand, uden derfra at gaae tilbage, før første Stand igien aftager, paa det Afgifters Lighed maae blive des større for alle. Det frie Hartkorn har sin Grund, deels i Adelens Magt for Monarkiet, dels i Borger-Standens Indflydelse i Monarkiets Begyndelse. Den sidste Stand har havt større Indflydelse paa Skatte-Friheden, end den første, da endog Uprivilegerede efter Lovens 5te B. 3. C. dens forunderlige 20 Art. fik tilkiøbte adelige Sædegaarde skattefrie, som blev til stor Tab for den Kongelige Casse. Forordningen em Sædegaardene af 16de Dec. 1682, blev det frie Hartkorn til videre Forøgelse, og saa meget vissere, som Herligheden ikke kunde besiddes og nydes, uden Hartkornet var complet Adel og Borger-Stand udvirkede tre Aars Dilation med Landmaalingens Matriculs Publication, ja end videre Dilation, som Forordningen af 2 Octob. 1694 vidner, til Sædegaardenes Completering. Man fik, efter sidstnævnte Forordning, en alleene Restancer eftergivne, men Completeringen af Sædegaardene blev paabuden, inden fire Maaneder at

470

406 skee, ligesom Regenten og Staten til stor Fordeel, da den Kongelige Casse just derved des vissere tabte Indkomster. Thi at det ikke var en Orden og Indtægt for Finantserne, man sigtede til, beviser den tredie Artikel sammesteds, hvorved en uendelig Tid (et Kneb vel meest af Borger-Standen) blev given, til Samling af det fulde Qvantum af Hartkorn. Skatte-Friheden blev endnu større, da Skovenes Taxter efter Forordningen af 26de Jan. 1733, dens 38te Artik. blev regnet til de 200de Tønder frie Hartkorn for Sæde-Gaardene. Forestiller man sig nu videre muelig Forøgelse af disse Fri-Herligheder ved Grevskabers og Baroniers Oprettelse i Tiden, maatte heele Landet, om nogle hundrede Aar, blive reent korn-skattefrie. Hvorfra kom da de første visfeste Indtægter for Stats-Cassen?

Med mindre derfor det frie Hartkorn nøye beregnes, imod det lille Dannemarks snævre Grændser, made Regieringen engang, i Stedet for at træde frem med retfærdige Majestæts Rettigheder, for at kræve Afgifter, dens Stater til Forsvar, møde med Hatten i Haanden, og bede for sig selv om det daglige Ophold, i hvor det vil gaae med Statens Sikkerhed.

67. Optagelser af nye Jord, at gives 20 Aars Korn-Skattefrihed. Endskiøndt hver Borger behøver Statens Forsvar og Sikkerhed, meere og meere, i For-

471

407

hold til sin Tilstands Forbædring, saa indseer dog de færreste ikke denne Sandhed, og maaskee fleere vil ikke indsee den.

Uden denne Frihed i tive Aar vil adskilligt Land blive udyrket, hvilket er den høyeste Skat, et Land kan betale, og det en og tivende og følgende Aar vil da hverken give Skat eller Grøde, skiønt det kunde erlægge begge Deele.

68. Familie-Skat, Kop-Skat, og alle de Skatter, som bemærker slige tomme Navne, naar deres Paalæg ey ere fast ufølige, at ophøre, og Paalæg paa Realiteter kuns at ansees for reelle Skatte-Princips til Formeerelse af Finantserne.

Uden disse Princips følges, vil man Bække uden Kilder, Floder uden Bække, Høst uden Sæd, Virkninger uden Aarsag. Kort: at Finants-Videnskaben skal forblive den urimeligste under Solen, og den bør være, og kan blive den allerhøyeste af alle.

69. Overordentlige Paalæg og Skatter, at indhentes, saa længe mueligt, ved Forhøyelse af de Artikler i Consumtionen, som kan taale Paa lægget, dernæst af Korn-Skatten, som en Art af Consumtion, men af Formue først i Mangel af bemeldte Kilders Tilstrækkelighed, og af Handelen sidst, og

472

408

ikke før, førend alle andre Midler ikke meere vil hielpe.

Uden denne Orden i Skatter, fætter Staten dens Næringer, dens Folkemængde og dens Sikkerhed i Skat, da den skulde alleene lægge Skatten paa dens Nærings Gevinster, paa dens Folkemængdes Velstand, og aldrig uden i en besynderlig Nød, paa en Deel af sin egen Sikkerhed.

70. Kongelige Indkomsters Hævelse, hvor mueligt, hverken at skee af Kongelige Betiente alleene, eller af Forpagtere; men af begge tillige. Engeland veed heri en Middelvey. Det bortforpagter sin Accise, som er det samme, som Consumtionen hos os, men Statens Betiente forretter dog Indcasseringen. Skyder en vis Summa over den Capital, Forpagterne accorderes, som er billigt Overskud over Afgiften, faaer Regieringen den, og giver Forpagterne visse Pro-Cento deraf, som Premie.

Uden denne Indkasserings-Maade bliver Undersaatterne for meget medtagne ved Forpagtningerne, og ved den Kongelige Forvaltning taber Cassen formeget.

71. Visse Indtægter, eller en vis Artikel af Consumtionen, at henlægges til Næringers Opmuntring.

473

409

Uden at bestemme en vis Capital til Fiskeriers, Manufacturers, Kunsters og Bergværkers Fremtarv, vil Regenten ikke see dem voxe, i Forhold til den Politik, som kunde oplive dem, naar den Capital blev anvendt i sin rette Orden: og Nærings-Machinen bliver da ikke længere en Maine, men Stumper og Stykker deraf, hans Casse, Stat og Folkemængde til et utroeligt Tab. Hans Casse kan ey heller, som den bør, ordentlig vore i Indkomster, som dog er det rette Beviis paa Finantsernes rette Bestyrelse, og paa den fuldkomneste Orden i heele Stats-Huusholdningen.

72. Lønninger af den Kongelige Casse til duelige vinskibelige Embedemænd i Staten, at skee i Forhold til Embedets Vigtighed, Vanskelighed og Standens Ære i Monarkiet: saa Embedsmanden kan rillige være Huusfader, Ægtefælle, og en æret Mand i Standen, uden Fristelse at forsynde sig i Embeder, og uden Frygt, at døe i Alderdommen forhungret, forgieldet, foragtet, og af alle forladt. Penge er Statens Blod. Staten er Legeme. Afgifter til den Kongelige Casse er Chylus i Stats-Legemer. Chylus giver og bør give heele Legemet sin Kraft, sin Styrke, sit Liv. Kongelige Indtægter bør derfor circulere i ret Forhold, og i rette Tide den heele Stat omkring. At raade Regenten, at give Embedsmænd saa lidet Solarium, at de ikke kan leve anstændigen (uden Overdaad) med Familie i Tiden,

474

410

de lever paa, det er, i hvor oprigtig meent, dog lige saa upolitisk, som om man raadede ham til, at holde unyttige Embedsmænd, eller at give de Rigeste i Landet lige saa stor Gage, som de fattigste Velfortiente.

Uden det Forhold i Salereringer, standsesmange Næringer, som skal underholde Cassen, og den faaer knap det, den nu modtager, og den vil dog altid trænge til Tilvæxt, og bør altid formeere sine Indtægter. Circulus Status er lige saa vel til, som Circulus Natura. Regenten kunde derfor her med Billighed sige mod saadant et Raad: For, styr intet mine Cirkler!!!

73. Anvendelsen af de Kongelige Indkomster, naar Finantserne ere i den rette Orden, og tilstrækkelige, ey alle at bruges; men en Deel deraf at bestemmes til en uformodentlig mødende Omstæm dighed, som ey af de sædvanlige Indtægter bør eller kan bestrides. De Politici, som siger, at en Regent ikke bør være riig, ere falske Politici. Som en Borger bør have meere, end han og hans hver Dag fortærer: saa bor en Regent have Overskud for slige Hændelser, han bør kunde afhielpe, uden strax at stride til Paalæg og Skatter. Men siger man: den Capital er død. Den bør saa være, paa del at Regenten, Statsskaberen, maae tale med et stats-almægtigt Bliv til Jordklimpen, et stort Intet i Staten, til det Øye-

475

411

blik, naar der en var Tid, at oppebie ordentlig Vært, ordentlige Indkomsters Forfaldstid, og giøre den til noget: og den Rente, som da indhentedes af den døde Capital, blev større, end Renterne af den alt for hastig circulerende. Et Slot brænder af. Regenten forliser et Lyst-Skib. Han vil anrette offentlige Festins, for de besøgende Regentere. Bor han derfor paalæg-Skatter? Saa var Regenten paa Tronen, absolute Landets første Staader! Han, som lønner alle, bør han saa belønnes? Han vil hielpe en ulykkelig ruineret, belønne en besynderlig velfortjent Borger: han vil bortgive Tønder Guld til afbrændte Stæder, til Brød for den hungrige Almue i dyre Tider. Bør han en uden Skatter kunde giøre det?

Uden denne Sandhed bliver en Hoved-Sandhed i Staten, vil Borgerne ikke deres eget Beste i deres Konges billige politiske Velstand. Gir han hver Cirkel i Staten sin Rigdom, hver Mund sit daglige Brød: saa bør hver Stand i Staten, hver Mand i Standen hielpe til at berige ham.

74. Nøyagtige Beregninger, at holdes over Hoved-Staternes indgaaende og udgaaende Vare, i Forhold til hver Handels-Green, som og i Forhold til Kunster og Næringer i Landet i Særdeeleshed, for derfra at slutte sig til Næringernes Tilstand og Forhold imod hinanden. Er en States

476

412

Told, som Pulsen, hvoraf man kan slutte sig til Stats-Legemets Sundheds- eller Svagheds Tilstand, saa er Beregningen over de ind- og udgaaende Vare, i Forhold til hver Næring i Laudet, at ansee, som Nærings-Legemets Anatomie. Siden 1695, om jeg ey feyler, har Engeland giort disse viise Regninger.

Uden slige Beregninger aarligen giøres, bliver det ævig umueligt, at indsee Handets-Balancernes Tilstand, at indskrænke sin Handel, hvor de tabes, eller hvor mueligt at vinde dem.

75. Samme Beregninger, at holdes over indgaaende og udgaaende Vare i Colonierne.

Uden dem erfares ikke Hoved-Statens Gevinst eller Tab for dens Næringer i Colonie-Hatedelen, eller Coloniers Gevinst eller Tab hos Fremmede: Men Handelen med Colonier, naar Handel i ret drives, er Hoved-Staters visse Forderst.

76. Samme Beregninger, at holdes over indgaaende, og igien paa rette Stæd udgaaende Vare af Compagniernes, conform med deres Vare-Bøger og de Kongelige Told-Bøger,

og samme, som de andre Beregninger,

hvert Aar at aflægges for det Kongelige Rente-Kammer.

477

413

Uden slige aflagde Beregninger, er Compagnierne i deres Handel Frieherrer i Staten, og de bør være dens Tienere.

77. Opmuntringer for Næringers Drift, at skee i Forhold til Statens Besiddelse af Producter, eller dens Beqvemhed, at frembringe de første og meest vigtige Fornødenheder; i Forhold til Letheden, at hielpe og at grundfæste dem; i Forhold til deres Kraft at formeere en nyttig Folkemængde, uden i et høyere Forhold ved deres Anlæg at forhøye priserne paa deres egne eller andres Vare; i Forhold til en større Mængde af Capitaler, som for Vare gaaer ud af Landet, naar penge derved kan spares, uden prisernes mærkelige Forhøyelse hiemme: og uden derfor at glemme en almindelig Opmærksomhed paa alle Næringer, og en virksom Vedligeholdelse af de allerede anlagte. I den Orden, er Agerdyrkning og Fædrift i Rigerne at opmuntre, frem for prægtige Bygninger; Fiskerier, for Anlæg af Lyst-Hauger; Uldne- Linnede- og Hampe-Manufacturer; frem for de Silke-; disse, for de i Guld og Sølv; Læder-Fabriqver at agtes vigtigere for Staten, end de prægtigste Porcelainer, med videre. De betydeligste Indførseler, at efterregnes, frem for andre.

478

414

Regningen vil i denne Fald let kunde giøres, naar det Almindelige vides. Saaledes koster, for Exempel: Bændeler, denne Bagatelle, over 5000 Rdr. Bielker, og andet Fyrre-Tømmer fra Østersøen, en 20,000 Rdr. Fyrre Planter, sammesteds fra, 3000 Rdr, Hvorvidt billigt for Norge, det staaer derhen-Blaaer, forbigaaet ved sidste Forordning om Hør og Hamp, 12 til 14,000 Rdr. og meere. Bleeghvidt, den letteste af alle Fabriqver, 3000 Rdr. Blikplader, vi eengang har giort, 6000 Rdr. Brænde, af Mangel paa Skove, over for 80,000 Rdr. Synlige Casse Bønner fra Martinique, endskiøndt St. Thomas og St. Jean er dertil oplagt, og har dem bedre, 42,000 Rdr. Cam̃erduger, vi om 50 år bør fabrik. 4500 Rd. Hamp, vi kunde have hiemme, en 60,000 Rdr. Hørr, vi burde flittig dyrke, en 50,000 Rdr. Humle, som kun feyler Opmuntring, 24 til 30000 Rdr. Pundtlæder, som vi burde sælge til andre, 4000 Rdr. Jern-Vare, dog kun en 2000 Rdr, om Regningen er rigtig. Indigo, endskiønt vi har Vestindien, hvor Plantningen maatte belønnes, og i sin Orden privilegeres, 10,000 Rdr.

479

415

Campher, skiønt vi har Ostindisk Compagnie, og Fabrik i Landet, men een, som mangler Privilegium og Taxt, der da maatte holdes over, 2 til 3000 Rdr.

Metall-Knapper, som dog skal her kunde giøres, over 2000 Rdr.

Ublegede Lærreder, som ingen Love er foreskrevne hos os, en 7 til 8000 Rdr.

Hampe- Lin- og Næpe-Olier, hvoraf vi selv i det mindste kunde udpresse endeel, 8000 Rdr.

Ofte, skiønt vi boer i Canaan, og om Qvæget end ikke døer, koster os 3000 Rdr.

Papirer, alleene for Uopmærksomhed paa vore Klude, Fisker-Garn og gammelt Tov-Værk, 16 til 20000 Rdr.

Rænde-Træer, hvo skulde tænke det om os, som har Norge, og som kunde selv brænde Rænder af Leer, en 3000 Rdr.

Segl-Duger, skiønt vi sikkert kan giøre dem, og holde Priis med andre, og bygge en heel Bye ved bare Seglduger, en 20 til 24000 Rdr.

Slibesteene, skiønt vore Norske ere bædre, end de Skaanske, 4 til 5000 Rdr.

Steenkul, for 70,000 Rdr. Det betaler vi, som kunde have Steenkul, og spare dertil en Hoben af bemeldte 80,000de Rdr. for Brænde, og sælge Steenkul oven i Kiøbet til andre.

480

416

Uldet Garn, ligesom vi ey kunde spinde, koster os en 3000 Rdr.; dog vel, at der indføres, siden vi endnu ikke ere flittige nok i denne Fald.

Tobak. Det veed andre; jeg ikke.

Resten forbigaaer jeg. Regningen angaaer og kun Kiøbenhavn aarligen.

Uden nøye Iagttagelse af anførte Forhold, kan man med største Bekostninger for Næringer opmuntre Nærings-Stænderne, til at ødelægge hinanden, oplive Staten til sin egen Fordærvelse, ja Død.

78. Beskyttelse og ald muelig virksom Understyttelse for det Kongelige Danske Landhuusholdings-Sælskabs Bestræbelser, i alt der, som er sammenhængende med næst foregaaende Øyemærke. For hver Ti-Tusind Daler, Hans Majestæt maatte allernaadigst anvende paa dette vigtige Sælskab, kan han og hans Descendenter vente Tønder Guld i Rente, ja Fordeele uden Muelighed at beregnes.

Uden dette Galskabs Vedligeholdelse, maatte mange vigtige Næringer blive uopdagede, og mange ufødde ey komme til Live, mange sovende ey opstaae, mange svage ey komme til vedbørlige Kræfter, og den Kongelige Casse tabe mange tusinde Rdr., som for dette Sælskabs Skyld, dersom det bliver ret understyttet, kan i Tidens Følger blive anseete, som fundne Skatter, og Folke Mængden med dem, ikke mindre blive betydelig.

481

417

79. Brugen af indenlandske Vare, at befordres i den Grad, at hverken Moden forarmer Uformuenhed, eller Mangel paa offentlig Anstændighed giør enten Borgerens Flid og Vinskibelighed unyttig, eller nogens Velstand ubrugbar. Medium tenuere beati! Skal Næringer blomstre, maae arbeydende Hænder hverken gaae forgieves, eller Vare blive liggende, eller Velstand ukiendelig, eller Overdaad blive ubeleet og foragtet. Regieringen raader for alt dette. Dens blotte Smag foreskriver Love, dens Levemaade og Klædedragt Moden, dens Bifald allene sætter hver Mand i Forundring. Naae Middelformue, eller jevn Velstand, bliver Forholds-Staven i hver Stand: saa bliver Forordninger for Brylluper, Barseler og Begravelser Mellemvey for Afsats paa Vare og Misbrug deraf. Bliver en vis skiøn Dragt, af Landets egne Vare, anordnet for Geburts-eller visse Fest-Dage, ja, om det var Vadmel og Fifskaft, for Landets Bededag, (allene at det kongelige Huus klæder sig ligeledes:) saa kan saadant baade spare Udgifter til Fremmede for Klæder, og mægtig formeere Pengene hjemme. At Døde nu begraves om Natteri, eller om Morgenen, kan ligesaa meget fremme Overdaad, som hindre Næringer og billige Fortienester, ja befordre Contrabandit-Handelen.

Uden denne Middelvey, kan det være mueligt, ved for stor Ekonomie, at svække, om ey at ødelegge de Næringers Fremvext, som ere umistelige for Landet, og,

482

418 paa en Maade, hidtil uhørt, at drive Borgere i en honet Landflygtighed, fordi de stræber, at nære og opholde det Land, som nu ey behøver deres Næringer og borgelige Tienester.

80. De Døde efter Engelands meget merkelige Exempel heri, at begraves i Uldet: og de Fattigste iblant dem tillige i Kurve. Regnes de Døde i begge Rigerne til en 8000 aarlig, og Bekostningen paa et Ligs Klædning, det ene mod det andet beregnet, kun til en femten Mark, saa giør det dog, til Afsats for de uldne Fabriker, en Sum af 20,000 Rdlr. aarligen: og en større Sum bliver aarligen spart fra Udgang til Fremmede for Lerreder, Kammerduger, andet. Det ostindiske Compagnie vil have des fleere Cottoner at afsætte til Fremmede: og en Næring, som syede og holt slige Ligdragter til Rede, for dem, der saa vilde kiøbe dem, vil opstaae. Det vil hielpe til den danske Ulds bedre Brug og til Faare-Avlens Forbedring. Kurvene vil meget lette skadelige Begravelses-Bekostnin- gen, spare Træet, opmuntre Pile-Plantning, der herved fik en vis Afsats: og Snedkere, under bedre Lauge, vil endda leve. Men den første Anstalt vilde nogle Maaneder forud befales, og den anden vel et par Aar, for de vare at iverksette.

Uden Opmærksomhed paa egne Varers Circulation, skatter en Stat tit ufornødent til Fremmede, Flidens Opmuntring forglemmes hiemme, Forienester standses for Arbeyderne, og Kongens egen Casse taber store Capitaler, som kunde indkomme.

483

419

81. Mantal eller Folkemængdens Beregning at skee i den Orden, at deraf kan erfares Stænders, Næringers, Rentenereres, Lediggængeres Antal, og Tallet paa Indfødte og Fremmede, Kiøn, Ægteskaber, Ægte og Uægte, Fødde, Døde, Gamle og Unge, Friske og Syge i hver Stand: og en vedvarende god plan til saadan Beregning, fra alle Menigheder aarlig at foranstaltes til en vis Tid, til Efterretning om det hele for Eftertiden.

Uden dette Forhold aarlig kan indsees, er Staten ikke i Stand til, at proportionere Stand mod Stand, Næringer mod Næringer, Næring mod Tæring; at beregne Over-Folkemængde mod den rette Folkemængde, eller Mangel derpaa, i nogen Krog i Rigerne; ved Viise Love at hindre en skadelig Overgang af Stand til Stand; at overregne sin Sikkerheds Grad og Forsvars Tilstand: men uden den Regning bliver Staten et Legem uden forholdsmessige Lemmer, altsaa aldrig en velskabt Stat, end sige en Skiønhed iblant Staterne, den statskloge Regents ypperste Mesterstykke.

82. At befordre Folkemængdens politiske Tilvext i høyeste Grad muelig. Den heele foregaaende Plan har dette til Øyemerke. Da ingen Folkemængde i Borger- og Bondestand kan ansees for politisk og god for Staten, med mindre den er grundet paa Næring, og, ved Hielp af den Grund, bliver skikket til igien at befordre Næring; saa følger det af sig selv, at uden Næring bør ingen i Staten gifte sig: og at

484

420

Befordring af en politisk Folkemængde bestaaer i, at tillade alle at gifte sig, saa snart de kan ernære sig, og forbyde dem Ægteskab, (meget meere anden Sammenblandelse), som ingen Næring haver eller Leylighed dertil, da Ynglen maae jo kun blive til Byrde for Staten.

Uden denne Orden, er Populationen Statens tærende Kræft, i Stædet for dens Styrke. Et hvert Barn, som fødes, hvis Forældre ey kan opdrage det, er en Insect paa Statens Legem. Har Staten Raad herimod bliver Plagen derefter taalelig. Giemmet til ulykkelige Børns Frelse, er en høypriselig Anstalt af vor milde Stats-Samaritan, der, faavit herved muelig, i denne Henseende hielper at helbrede Statens Saar.

83. En alvorlig og virksom Hindring af den ene Stands upolitiske Overgang til den anden. Dertil har vor kloge Konge allerede giort et lykkeligt Skrit ved Bondestandens Frihed og Hoveriets Bestemmelse. Bonden vil herefter meere og meere elske sin Stand og forblive deri. Et andet Skrit er ikke ringe, ved Ophævelse af den skadelige Laqveismus, der har stiftet flere Ulykker i Næringer, end der er Laqveier i Raad, paa Domstole, i anseelige Embeder i Staten. Haabet dem nu betaget vil hindre Overgangen fra Agerdyrkning og Næringer, uden at disse, dog nødvendige Redskaber, i deres Orden vil mangle. Næringers Bestemmelse til Steder, ved rette Monopolier, og Viise Laugs-Artikler, kan blive det tredie store Skrit Monarken endnu her

485

421

kan allernaadigst giøre. Enhver vil da elske sin Stand, fordi han forvisses om Næring. Ved mindre Nobilitering og Characterisering, vil Adelsmanden kunde oversee sin Cirkel, og bestemme sine Børns Opdragelse og Lærdom. Indsigter, og en Flid, hans Stand anstændig, vil da blive Grunden til hans rette Ære. Bliver visse Embeder helligede for de Studerende; bliver lngeniorum Prøve nøyere iverksat; bliver politiske Videnskaber læst over, i Forhold til fornødne Indsigter for politiske Embeder, som allene tilstaaes Lærde; bliver Kaarden ved Academiet forbuden at bruges, før sidste Examen er taget, og Bestemmelsen skeet til den Videnskab, man vil vælge; bliver det fornuftigt for Studenten at blive Kiøbmands Betient, og derefter Kiøbmand: saa er meget giort til Stansning af den ulykkelige Flugt fra Stand til Stand, den store Aarsag til Mangel paa Folkemængde i de arbeydende Stænder, og Overmængde, hvor der snarere burde være Mangel.

Uden dette Forhold vil Folkemængdens statsnyttige Vext og politiske Formerelse i Standen ikke blive sikrere for Staten, end Driv-Fuglenes Nærværelse i Landet, eller Sildens Ophold i vore Fjorde, ja ikke engang saa ordentlig i Henseende til Tiden.

84. krigsstanden at blive det rette Middel imod Overflod af Folk eller

486

422 mod en upolitisk Folkemængdes Mængde, samt den rette Opdragelse for ryggesløse Le- diggængere, for at omformes til gode Borgere. Hvad som i en Stand er en upolitisk Folkemængde, er det ikke i en anden, og en Borger, som er en Byrde for Staten i den eene Stand, kan i den anden blive den nyttig, ja kostbar. En slet Borger kan blive en god Soldat, en fornemme Dagdriver en brav Officier; thi han kan blive formed, og skikket til priselige Handlinger, som var ham fremmede tilforne. Betragtes derfor Krigsstanden tillige, som en fornøden Opdragelse for visse Hoveder, før de faar Hiernen ret i Lave, saa er den dobbelt vigtig for Staten: allene at Vedkommende til sin Tid kan være vis paa deres Frihed, og have Lov, for en vis fastsat maadelig Sum til Chefen, værende af den Kunst, eller af det Laug, at gaae over igien til den borgerlige Stand. Bestemmelsen af saadan en Løsnings-Ret NB. for Laugs-Næringer, vilde derfor have sin store Nytte. Mange vilde lade sig hverve, som ikke gjorde det, og deres Hverving vilde blive deres Forbedring, og en dobbelt nyttig Tvang under ordentlige Lauge. Den vilde blive Deres Flids Opmuntring, naar de ved samme kunde kiøbe sig frie, allene ved at arbeyde. Men af dette følger en Fordeel for Regimenterne, for Bekostninger paa fremmede Hvervinger, for Chefen, for den offentlige Rolighed, for Krigsstandens Ære, i det Soldatens Frihed

487

423

kun kommer an paa hans Flid, for Næringerne, som vil sinde færre urolige Arbeydere i Laugene, for den kongelige Casse, som profiterer ved Fliden, for de samtlige Herrer Officerer, der ved dette, som ved Næringers Flor, har den eeneste rette Vished til deres Indkomsters Forbedring, fordi den kongelige Casse derved forbedres.

Uden Bestemmelse af Løsnings Ret i Krigsstanden, for Næringer i det mindste, taber Krigsstanden mangen Soldat, Stæderne mangen god Borger, og fremmede Hvervinger, Statens Ulykke, saa længe den hiemme har en upolitisk Folkemængde, bliver desmeere fornøden.

85. Gode Politie-Indretninger, ved offentlig Anviisning til Arbeyd, ved Læger i Forhold til Cirklen, ved fornødne Foster-Mødre, ved Fattig-Væsenets bedre Sammenhæng, at raade Bod paa de øvrige Mangler ved Folkemængden. Anstalt for Hampespind, efter et rart Exempel i Harlingen, rydder Gader for Betlere; Premier for Medicinske Examina tagne af unge Theologer, vil frelse mange fra Døden; Belønninger for Prestekoner eller andre paa Landet, som lader sig examinere i Forløsningskunsten, vil redde de Føden- de; høyere Magt for frit valte Fattiges Forstandere af Menigheden, handlende efter en god Plan: vil alle giøre store Forbedringer i denne Henseende.

488

424

En Stat, som ey sørger Nøye nok for Folkemængdens Skrøbeligheder og Mangler, maa følge Kong Christian den Syvendes Anlæg, som han allerede i den Henseende har priseligen begynt at foranstalte.

86. Ungdommens Opdragelse at blive politisk indrettet, og vigtig i hver Stand i Staten, samt for hver Hensigt med Standen, og Universiteters, Academiers og offentlige Skolers Forelæsninger indrettede til Øyemerke af offentlige, ikke blot private, Hensigters Befordring.

Uden Forhold i disse Handlinger er Stat og Stander, Borger og Bonde usikkre i deres Bestræbelser, og man begynder da sielden med Begyndelsen, eller gaaer frem i Orden, mindre øyner Enden; men allermindst har Haab til Bestandigheb med sine Anlæg.

87. Den juridiske Retfærdighed, saaledes at tildeele enhver sit, at den politiske ikke glemmes, saa Ophold i Tiden og Bekostning paa Retten ey bliver uretfærdigere, end den første Fornærmelse. Stifters hastigste ordentlige Afgiørelse, med Sikkerhed for Myndlingens Penge, at paadrives. Anvendelse, og dens Misbrugs Straf, aldrig at glemmes. Ophævelse at skee af unødvendige Instan- cer. Fornærmelse mod personelle Rettigheder,

489

425 allene at giøre Forskiel paa Personers Fora. Angreb mod Tings Rettigheder, uden Forskiel, at kalde Personer til Retter. Misgierninger at paadømmes, uden for Tingenes og Personers Ret, og fød Adel og Borger i Standen allene at giøre her Forskiel paa Domstædet. Hovedstæders første Fora, at deeles i de Steder, hvor Arbeydet er overlegen. Procuratorers Antal at indskrenkes, og deres Procedere-Ret til Fora ligesaa. Protocollering at sættes Grændser, og Indlægger og Opsættelser, saa vit mueligt, at bestemmes. Dommere i sær at tages af anseelige og lærde Mænd, og deres Vilkaar ey at beroe paa Rettens Pleye, men paa Embedets Vigtighed, og Kongen, som Retfærdigheds Kilde, at være deres Stands standsmessige Underholder og Opholder. En Hoved-Extract af Forordninger, at authorisøres til Loven fuldfærdiges, og Lovens Fuldførelse ey at opsettes til Evigheden. Dette vil maaskee giøre en Hoben til heele Statens Fordeele af Justitz-Væsenet, om dertil blev lagt et merkeligt Merke.

Ingen Stat kan undvære Retfærdighed, ingen Stand i Staten den nøyagtigste Orden i dens Handhaandhævelse, ligesaa lidet Næringer og Handel.

88. Politiken at give den høyeste og sidste Form til det Heele. Den at besiele alle og alle Ting i Staten. Den at sætte Mænd til Embeder, og at bevare Hiemmenyttige fra den listige Landflygtighed. Den at giøre Bonden til Borger, Borgeren Veltænkende, Priser naturlige,

490

426

Næringer retmæssige, Handel og Seilats fornuftig, Lærdom statsvæsentlig, Rettigheder hellige, Stænder, som Stænder, adskilte, Adelen æred, Borgerstanden, som tænkende, statsbetydelig, som arbeydende, hædret og høynødvendig, Geistligheden vigtig, Landmanden elsked, Krigsstanden, for de andre Stænders Skyld, fornøden, og Soldaten derfor ey foragtet. Den at giøre Fremmede til Indfødte, Statens Lande til et sammenhængende Legem, Crediten sikker, Regentens Fordeele til Statens behageligste Offer, Folkemængden bestemt og statsnyttig, Straffe maadelige og uforbigængelige, og endelig Godhed og Retfærdighed til den fuldkomneste Stats-Retviished.

Uden Politik er ingen Stat bleven ret formet, end sige vedligeholt og forsvaret.

89. Religionen at oplive, og indvortes at belønne hver Handling, og den borgerlige Kierlighed, opvakt ved denne, at blive Nationens synlige Characteer, og Sæden til ægte Patrioter, til dydige Borgere, til flittige Arbeydere, til retskafne Embedsmænd, til store Helte, til brave Undersaatter, værdige at have Kong Christian den Syvende til Konge.

Kong Christian den Femtes Symbolum var: Pietate & Justitia. Vor allernaadigste Konges er langt fuldkomnere, fordi Gloria ex amore Patriæ indbefatter, foruden Politik,

491

427 tillige Religion og Retfærdighed, da Kiærlighed til Fædernelandet ikke kan være virkende, mindre Æren for denne høye Dyd, ret glindsende, uden begge disse. Efterfølger Undersaatterne tillige deres Regent i den sande Patriotisme, bliver de dis værdigærdigere til hans Naade, og han faaer i dem dis værdigere Undersaattere, i hvis Skiød han kan sove tryggelig i Fred, ja midt i Krig være rolig.

Uden Religion og Patriotisme staaer ingen Stat i Sammenhæng med sig selv, mindre med den tilkommende belønnende Verden, (Civitas Dei,) vel oplyste Staters sidste Øyemærke.

90. Endelig den sande politiske Ære, Monarkens egen Opmærksomhed paa borgerlige Handlinger, skeete for hans og Statens fælles Fordeele, at blive Velfortientes Belønning og hver Mands sidste Drivefiær i Staten, som Monarchie. Skal Belønningen være ægte, og Drivefiæren kraftig, maae Æren være af det ægte Slags. Den er i Monarkiet saa, naar den har sin Grund i borgerlige Dyder, og skienkes af den upartiskeste Paaskiønner af Dyder i Staten, Monarken selv. Deri alleene bestaaer Stats-Motivets Forandring fra Republiqvens. Den patriotiske Dyd er Materien for begge. Men i Rebubliken bliver den kun

492

428 erindret med en taus Høyagtelse af Staten, der, for Regieringsformens Skyld, ikke kan udvortes distingvere Borgere, der bør og vil være lige. Her derimod faaer Dyden sin fulde Glands i en aabenbar Erklæring om dens Værd af Monarken. Hvor glimrende er ikke denne Belønning, hvor vel-passende er den ey for en ærekiær Borger! Den fattes kun Udødelighed i Tiden, for at være fuldkommen! Den Despotiske Regiering, ingen Machine, men et Babel i Politik, og en Uorden iblant Regieringer, har derimod ingen Belønning, følgelig ingen Drivefier; thi Trældoms Frygt, er kun Uregierings (qvasiherculiske) Kølle.

Med mindre Æren forbeholdes de sande borgerlige Dyder i Monarkiet, er Monarkiets Ære ikke den sande Ære. Med mindre den sande Ære, eene og alleene, er Drivefiæren i Monarkiet, bliver Indsigt og Lyst, Dyd og Politik, Religion og Patriotisme aldrig de rette Hiul, som ordentlig og bestandig bevæger Machinen fra Hoved-Drivefiærens første bestemmende Kraft; men disses Form, Kræfter og Virkninger forandres, efter Hoved fiærens uegentlige Indtryk, og gaaer nu stødende, nu jævnt, nu langsom, nu fast; ja omsider standser og forgaaer af Mangel paa den Virkning, der ikke kan blive sammenhængende og vedvarende, uden fra den første bevægende Kraft, der maae være Machinens væsentlige.

Hvor stor er da ikke Kong Christian

den Syvende, som allerede har forbæ-

493

429

dret den første og største Grund-Mangel i hans Rige Ærens uordentlige Uddeelelse,

ved at forbeholde den mærkelige Dyder og Fortienester alleene! Som den sande Ære er derved bleven Drivefiæren i hans Monarkie: saa er den og bleven Hoved-Grunden til Næringers og Handels rette og ordentlige Bevægelse, og vil blive en stor Deel af deres Belønning. Den blive det, mens Stammen lever!

Det er Planen for vor Handel. Efter mit ringe Skiønnende, kan mindre ikke giøre det.

Min Herre, som har læst det foregaaende, vil neppe finde noget dunkelt deri. Philodani Plan vil vi nu, med Deres Tilladelse, lægge til Side.

Havde jeg været iblant de lykkelige Undersaatter, der var blevne værdigede med det

Kongelige Spørsmaal: Hvorledes

handler man best i Overeensstemmelse med Statens og Regieringens Fordele: saa havde jeg allerunderdanigst givet Svaret paa forestaaende Maade, og maaskee skrevet neden under: Dersom Deres Majestæt allernaadigst maatte finde for godt, at beordre en Plan over enhver Post i sær, som Plan kan

494

430

forfattes over: saa ønsker jeg mig allerunderdanigst den Ordre. Thi de erindrer vel selv høystærede Herre, den lille Foliant, jeg endnu haver efter min Salig Fader, og som han kaldte sin politiske Mechanik, hvori han allene indførte de merkelige Projecter, Han giorde til Bedring af vor Oeconomie- og Finantz-Bæsen. Den har Planer nok, til Hielp i dette.

Af min Plan vil de erfare, at jeg anseer Staten for en Machine, hvori Politiken er det store Hiul og Regenten, eller hans Viise Love og Belønninger, Drive-Fieren deri. Skulde jeg giøre en Forklaring paa Politiken hvad den er; saa troer jeg, jeg vilde kalde den: den paa Erfarenhed af den store Verden (Bliv lys! var det første i Skabningen) grundede Videnskab, at proportionere og danne alle en States physiske og moralske Deele, efter deres egne Kræfters Muelighed, til vel agerende Lemmer, i beste Forhold mod hinanden og imod den store Verden, for at opnaae de fleeste Borgeres største re-

495

431

lative Fordeele i Staten, og see dem og den i sikker Besiddelse af denne Lyksalighed og Tilvext i samme. Legger min Herre ellers Merke til den Næringspolitik, som jeg tænker maae forme en Stat hiemme: saa vil de finde, at jeg grunder den paa den Indsigt og Erfarenhed, at forstaae, at proportionere Priserne i Staten mod Verdens Priser, Næringerne og deres Vare efter Verdens Smag, og Folkemængden mod Næringer i det Forhold, at Folkemængden, paa Grund af Næringerne, voxer til den mueligste Mængde, der anstændigen kan leve, og ernære sig tryggeligen. Dette Princip derfor, at proportionere

priser, Næringer, Stænder og Folkemængde i Staten i Forhold til den nærværende Stats samtlige Stænders relative Velstand, samt indvortes og udvortes

Sikkerhed, dette Princip, taget af Statens Natur, det anseer jeg for lige saa vigtigt i den indenlandske Politik, som Batteux, hans, taget af den skiønne Natur, er det i de skiønne Videnskaber.

496

432

Jeg har fundet det ved Læsning i min gamle Faders Journal, som min Herre kiender, ligesom han fant sit, ved at læse de gamle Auctores og Poeter, dog i Sandhed ikke, før jeg havde læst alle 7 Tomerne igiennem: saa det er ikke endnu bedaget. Men de behager dog at holde det ved sig selv, som alt det andet; thi jeg maatte ellers blive en Kietter for hver Mand i Staten, da jeg hører alle nu raaber paa, at Staten skal bygges og grundfæstes ved Kornets fri Udførsel, (undtagen, just naar de Hungrer), ved Laugenes Ødeleggelse, (undtagen, naar de kan faae Røver-Kiøb), ved Folkemængdens Formerelse, (undtagen, naar de skal give ordentlige Almisser,) ved Frihed og Selvraadighed, (undtagen, naar de selv, end og i Bagateller, fornærmes). Hvilket de see min dyrebare Ven, reent at være imod mit System og tvert imod min Salig Faders heele Journal, det eeneste Arve-Gods jeg fik, efter ham, foruden den mængde Laugs-Artikler, og de mange rare Love, han fra saa mange fremmede Nationer havde ført med

497

433

sig, min eeneste visse Forsikring om, at hvad jeg har skreven, er sandt, og at det er aabenbar Usandhed, det meeste, som skrives offentlig, i sær imod Laugene, og om deres Uvæsen i fremmede Lande. Kom derfor mit Hoved-Princip ud, i sær om det kom for Oeconomie-og Kammer-Collegierne, saa er jeg vis paa, jeg vilde blive beleet, og paa det første Sted, (om jeg blev bekiendt, hvorfra jeg veed, Deres Redelighed bevarer mig,) liig en eenlig Fugl paa Taget, og her som en Ugle i forstyrrede Stæder.

Men jeg synes at høre dem spørge, Hvorfor jeg saa lidet har tænkt paa Norge? I Sandhed, jeg har meere tænkt paa Norge, end Norge tænker paa mig; thi jeg haaber, det veed intet af, at jeg er til. Aldeeles har jeg jo dog ikke glemt det. Jeg har erindret det nu og da; men Sammenhænget har ey tilladt mig, at tale videre derom. Som med et øyekast, vil jeg dog her erindre, at saa høyfornødent, som det er, at der med

498

434

første skeer en total forandring i de Danske Oeconomie- og Kammer-Princips, og derpaa i det, som er Indretningerne, Stats-Huusholdingen og de Kongelige Finantser vedkommende, om

Hans Majestæt ikke i visse Maader skal gaae i et Slags usynlige Lænker, og hans Undersaatter

med ham: saa meget tvivler jeg paa, det Vilde befordre de Norske Affairer til det bædre, at give Norge Kammer-Collegier. Det vilde saa sikkert skade Norge, som Provincial: Kamre Dannemark! Oplyste og erfarne Nordmand her i Kammeret var sikkerligen langt fornødnere; thi Kammer-Collegier i Norge vilde blive, som unyttige Instancer, og værre, da de vilde adsprede Sammenhæng, indflette Egennytte i slige Collegier, og gandske uformærkt grundfæste et Despotisme, saa meget sværere, som det blev af Undersaatter over Undersaatter, og over den Nation, som tænker meest frit, er fuld

499

435

af Engelske Princips, og Undersaatter, som dertil ligger temmelig langt borte, saa de ey saa snart kunde skee den Ret, dem skee burde.

Derimod var det, tænker jeg, grundende her mine Tanker paa andres giordte Forslag, høyfornødent, at hver Provints, ulig i Oeconomie, fik sit adskildte Oeconomie- og Commerce Collegium, hvori den Præsiderende (Amtmanden, hvor muelig,) og tvende Assessores bleve lønnede, og Indsigtsfulde Handlende, og andre, havde Frihed, par honneur, som forhen om Kiøbenhavn foreslaget, at være Assessores. Saadant vilde blive Collegierne i Kiøbenhavn til et stort Lys, som derefter maatte foranstalte alle gode Anlæg, men NB. ikke efter uerfarne Danske Øynes Synende; men efter Erfarnes Betænkning, Norske eller Danske. For Korn-Priser maatte i Norge oprettes Magaziner, til Norges Agerdyrkning lignede Dannemarks. Thi Kiøbmands-Oplag med Korn fra Fremmede, som man nu og er faldet paa, at projectere i Dannemark mod Korn-Dyrhed, var end

500

436

ikke at tillade i Norge, med mindre en Bestemmelse af Korn-prisen for Udsalg, fik derved Stæd. Men allersidst i Dannemark, med mindre det privilegium, vel bestemt, blev givet Helsingøer eene og alleene.

Destilleringer vilde neppe allevegne i Norge ophæves paa Landet. Odels-Retten vilde paa den Maade indskrænkes, at en saadan Familie-Herlighed blev en Opmuntring til Flid, og maatte derfor ikke, for et Øyebliks Skiebne, forsvinde; men ey heller denne Ret, at forlænges saaledes i Tiden, at den forarmer Landet; i Fald de nyere Anstalter, som har giort Forandringer, end videre skulde kunde forbædres.

Rydninger, i sær Udtørren af Moser og Myr, vilde ordentlig opmuntres til Agerdyrkningens Befordring, den Siberiske Linsæd maaskee fortiene en besynderlig Opmærksomhed, Fæedriften ordentligere drives, end tilforne, Norges Faare-Avl blive Dannemark selv angelegen, som de rare Norske Stutterier fornyes igien til deres forrige Skiønhed, og Giede-Av-

501

437

len ikke forglemmes. Skovene vilde fredes, og i sær deres Brug ved Bergværker formindskes, saa man ikke sætter Fyr, hvor Sprengning kan anvendes, og Salpeter- og Krud-Fabriker derfor befordre denne vigtige Sparsommelighed, paa det Stramning og Fyrsætning ey skal giøre Smeltning umuelig, og de kostbareste Bergværker derved blive ruinerede: hvilket er en høybetydelig Omstændighed, i Tide at forebygge.

Fiskerierne vilde ikke kunde formeget opmuntres, og, om Skovene taaler de anlagde Saltværker, og disse tiener til Saltningen, at samme da fortsættes. Norske Stæder, nye og gamle, vilde saavel, som Danske, have deres Nærings-Monopolier, og Bergværkstæderne ikke mangle de beste Bergværks Skoler, samt alle muelige Anlæg at giøres for Fabrikeringen af Mineralier, i Forhold til deres Nytte og Stædernes beleylige Beliggenhed, paa det at Hollandske Sletter, fulde af Mineral-Fabriker, ikke længere skal belee den Norske indskrænkede Ekonomie i denne Henseende.

502

438

Tømmerhandelens Indskrænkning, vilde ikke blive det sidste fornødne, mindre den Norske Handels Nøyere Sammenhæng med Dannemark, saavelsom med baade Nordlige og Sydlige Colonier, alt mueligt ved en viisere Handels-Plan og det hele Oeconomiske Systems bedre Sammenhæng.

En Banqve for Norge, skulde jeg tænke høyfornøden, naar den Danske vilde vedblive de omtalte Mangler, for derved, naar bedre indrettet, at blive Dannemark et godt Exempel, om Exempler i denne Fald allene her skal virke; men i Tilfælde af Forandring for den Danske, den Norske at vilde blive begge Rigerne høyfornærmelig.

See, høystærede Herre, det er mine almindelige Indfald om Norges Oeconomie. Længere tør jeg ey gaae med mine Tanker, som min salig Fader saae kun en lille Plet af Norge, og jeg skriver intet, uden von Hörensagen i den Fald af ham. Et Stæd læser jeg ellers disse mærkelige Ord om Norge i Hans Journal: Hver Skilling, staaer

503

439

der, som den Norske Bonde betaler i Skat til Kongen Høyere, end han kan taale, betaler Skoven med een, ja med ti

Daler. De Ord har jeg lagt Mærke til. Og som jeg ikke kunde forstaae dem ret, da jeg læste dem efter hans Død, saa spurgte jeg mig for, om samme Ords Meening hos et Par Nordmænd, som giorde mig Sagen gandske tydelig, sigende: Det bestaaer deri, at en Bonde, som intet haver at betale Skatten med, nødes til at plyndre Skoven, og saa gielder det nærmeste Leylighed til Gevinst for letteste Arbeyd. De unge Træer, forbudne at udføres, og mindst gieldende, men derhos, for Stedet Skyld, tidt meest betydelige, maae da fældes, (som Opsigt hverken vil eller kan hindre,) for dermed at betale Skatten. Jeg faldt i største Forundring over dette Svar, og taug derved reent stille. Men hvad jeg tænkte ved mig selv, det veed jeg nok.

504

440

Men jeg faaer forlade Norge paa Halvveyen, og begive mig igien til Dannemark, og til min Høystærede Herres Brev, og til den Materie i samme, om Beløbet af den kongelige Gield.

Hvad jeg derom kan have den Ære at melde, bliver meget ubetydeligt; thi at giøre Hemmeligheder af de Ting, enhver burde vide, har altid været Politik, endskiøndt af det forkeerte Slags, i Dannemark. Dog har en lille Fugl qvidret mig i Øret noget, ligt følgende: At forbigaae andre Beregninger, sang den, var Gielden 1765. - 19,931,125 Rdr. Ved Udgangen af Aaret 1769. var den 17,662,951 Rdr. For nærværende kan den ikke være meget ringere.

Men ved Regningen er dog at mærke, at dersom Kongen lader beregne hans sikkert Tilgodehavende og efterhaanden Indkommende fra, hvad ham kommer tilgode i Vestindien: hvad han skal have for solgte God-

505

441

ser: hvad ham vil blive betalt af sikre Private: samt for forskudte Capitaler til visse Corps, der igien har Fond til deres Erlæggelse: (de 9 Tønder Guld hos Frankrig, og de fire Millioner hos Spanien, taler jeg endda ikke et Ord om:) saa bliver Gielden ikke over en tolv Millioner. Og betænkes saa derhos, at det vi skylder til Fremmede, ikke er at regne, uden til en syv Millioner: og dog regner man til disse Fremmede, Creditorer i det Vestindiske og Guineiske Compagnie, samt andre i Oldenborg og Delmenhorst, begge Regninger beløbende sig til en 7 Tønder Guld: saa bliver vor Gield til Fremmede kun lidet over 6 Millioner, endskiøndt man skriger over Gielden til Fremmede, som over en uendelig Ulykke; da den ved Siden af en god Oeconomie i det frugtbare Dannemark, og i Sammenhæng med tilkommende Viise, Finants-Indretninger, er i Grunden ikke nær at ligne med andre Staters Gield, ja i Forhold til vor naturlige Tilstand, ey med Hollands og

506

442

Engelands, som er de rigeste Nationer i Europa.

Det maatte synes for min høystærede Herre, at jeg ikke give rigtig Regning; men jeg tør dog forsikre Dem om Regningens Rigtighed. Henricus Auceps selv lod mine Fædre nøye undervise i Fugle-Qvidreriet, endog efter Tal og Noder.

Gieldens Afdragende angaaende, da er det ey meget at undre over, om det dermed gaaer noget langsomt; thi hvor ingen ordentlig Politik, Næring og Biering i lang Tiid har været brugelig i et Land, der er ey heller Kilder til Gields Afbetaling. Man maae ey heller for meget glæde sig ved det, at Gielden er, for den største Deel, hjemme, og tænke, her er aldeles Fred, og ingen Fare; thi der er stor Forskiel paa Hjemme-Gield. At Kongen er skyldig til Banqven, det kunde i sine Omstændigheder, jeg har forklaret mig tilforn, være værre, end

507

443

Gield til Fremmede; men da Summen dog ikke er saa stor, saa er derimod gode Raad muelige. Hvad mit ringe Raad blev, i Fald jeg skulde raade noget til Gieldens Afbetaling i Almindelighed, det slutter min Herre nok af der foregaaende, vilde blive min Plans Iværksættelse med en langsom Hast, og en adstadig Iver. Hvad Gieldens Clarering til Banqven i Særdeeleshed angik, da blev Raadet det foreslagne, nemlig: før at betale Banqven, end Fremmede, Et andet giemmer jeg dog hos mig selv til videre. I øvrigt troer jeg virkelig, at Følgerne af Planens Iværksættelse vilde blive meere klækkelige, end de nærværende Kilder, og Particulair-Cassen vilde tillige profitere det derved, at den blev det, den var.

Men, at Kongen ikke skulde betale sin Gield, som den skrækkelige Jurist, og endnu skrækkeligere, Moralist, Forfatteren af Betænkningen, hvorvidt en Efterkommer i Regieringen er forbunden, at betale

508

444

sin Formands Gield, vil lære os, det er noget, som saa smaae Jurister, som han, alleene kan tage sig paa at bevise. Han anfører sine Hovedgrunde Pag. 33 under eet, og som de kan hastig besvares, vil jeg løbe dem igiennem.

Hans 1ste Sætning heder: Hensigten af al Regiering er Folkets Lyksalighed. Deri har han Ret, og hvori han har Ret, bør man lade ham beholde Ret; men ey heller i meere.

Derpaa, siger han, for det Andet: Dette er altsaa Regentens seneste pligt, og hans eget Vel kan ey bestaae, uden heele Folkets. Heri har han hverken Ret eller Uret, fordi han taler hverken rigtig eller urigtig. Dersom han havde talt bestemt, saa kunde man have tilstaaet eet af Deelene. Men ubestemte Udtryk er ubemærkelige Udtryk, og siger i Strid intet. Hvad bør her forstaaes ved Pligt? En fuldkommen Pligt? Det blev i dette Sammen-

509

445

hæng umueligt! Fuldkomne Pligter tillader Tvang. Uden fra Staten vilde det være urimeligt, at tænke den; thi Regentere mod Regentere, ere i den Henseende at betragtes, som levende i den naturlige Stand, uden Sammenhæng med hinanden, og Politiken vilde forbyde dem, at tvinge hinanden til at regiere bedre, end de regieret. Fra Staten selv kan det ey heller ventes, da ingen Contract kan tænkes indgaaet, ved hvilken Regenten juridice forbindes til en fuldkommen Pligt. Jus Civile kan ikke her nævnes, og Jus Publicum indfletter aldrig Tvangs-Pligter for Regentere i Definitionen af slige Majestæts-Skyldigheder. Dog bliver det, at fremme Statens Lyksalighed, rigtig RegentensPligt, men en moralsk, eller Politisk ufuldkommen Pligt; og for den giør han kun Regnskab for hans egen Samvittighed, og tilsidst in foro divino, Begaaer han Feyl, lider han endog selv derved, og bliver ligesom sig selv til Straf, saa Forfatteren har vel deri Ret, at hans Vel ty kan

510

446 bestaae uden hele Folkets; men denne Omstændighed, giør derfor ikke hans Pligt sværere end den er, den meget meere befrier ham for Bebreydelse da det just for hans Sammenheng med Staten er at formode, han handler efter beste Overbevisning og med største Oprigtighed.

Ingen Regent, siger Forfatteren, for det 3die, har fuldkommen Eyendom over sit Rige. Hvad bemerker fuldkommen Eyendom, og hvad bemerker Regentens Rige? Ved dette maae vel forstaaes hans physiske Lande med deri værende Undersaatter, deres Rettigheder og Eyendomme, Regenten selv medberegnet med alle hans private og publiqve Herligheder, hans Majestæts Rettigheder ikke udelukte. Men ved fuldkommen Eyendom vil forstaaes Magt (efter den borgerlige Ret) fuld juridisk Magt, at bruge, og misbruge, indtil at til intetgiøre en Eyendom. Paa denne Maade eyer Kongers Konge heele Jorderige. Men paa den Maade forlanger ingen god Regent, enten at besidde, eller betiene sig af sine Ri-

511

447

ger, eller Undersaatters Eyendom; ja det blev reent unaturligt, at tænke, han vilde giøre hint, fordi han ey kan afhænde sine samtlige Lande fra sig selv; da de udgiør en væsentlig Deel af hans eget Væsen. Men den Ret han har er dog fuldkommen, nemlig efter jus Publicum eller Stats-Retten fuldkommen. I følge samme har han den fuldkomneste Eyendoms Ret, om jeg skal bruge dette Ord, over sit Rige; men det vil sige: Ret at regiere Riget, og en Samling af hans Jura Majestatica, eller Majestæts Rettigheder, udgiøre denne Ret. Skulde nogen tænke, denne Ret ikke var fuldkommen, det maatte da kun være den, som var saa pur Civilist, at han ikke vedste, at et jus publicum var til, i Følge hvilket enhver Monark har fuldkommen Magt til baade at sige, som hiin Romerske Keyser sagde, efter Vallet, til Soldaterne: der stod til Jer at velge mig, men nu i har valt mig, maae i lade mig regiere, og at see efterkommet i Gierningen de Ord: Sic volo, sic jubeo, slet pro ratione voluntas, uden man derfor bør tvivle paa at

512

448

Klogskab ey altid skulle erindre ham om hans Væsens Ypperlighed, at sammes første Herlighed bestaaer i hans rette og viise Brug af hans Eyendom, i hvor fuldkommen han end eyer den. Men hvad er der da ikke i sær at tale for en fød Monark?

Forfatterens 4de og 5te Sætning heder videre: En Regent har Ret at bruge alle tienlige Midler til Statens Vel, medens han lever og regierer. Men han har ikke Magt, at forbinde Efterkommerne, siden han derved skiller dem ved samme Ret, han har haft, nemlig selv at udsøge det Beste. Artig er det af Forfatteren, at han dog tilstaaer Regenten den Ret, at bruge tienlige Midler til Statens Vel. Han er derved saa god at giøre ham til det han gierne vil være, til Statens Læge. Men hvad om Lægen tager feyl imod sin Villie, og ikke vælger tienlige Midler til de indvortes Sygdomme, han ey for tusinde Hindringer kan faae at see, og dog skal curere, hvad om han tager skadelige Midler, hvad om Patienten bliver værre,

513

449

fordi han tog dem, bør Lægen derfor staae det Medicinske Facultæt til Regnskab, eller maaskee Patienten, som just selv var Qvaksalver. Det hører man aldrig, allermindst om. Lægen er legitime promotus og har Data nok, hvoraf kan synes, at symptomata vare æqvivoque, Ligesaa lidet kan det siges, at en souverain Monarch ey har Ret

til al bruge tienligsynende Midler, da hans Majestæts-Rettigheder fører det med sig, at foretage

alt det, jeg siger alt det, han anseer tienligt

til hans Stats Lyksalighed og Beste, om det han anseer for tienligt, end Og ikke er det; thi Contract om hans Gotsynende, som er usynlig og indvortes (og bliver saa i en Høyere Grad hos en Souverain) kan jo ikke oprettes, ja ikke tænkes. Det lærer alle Doctores juris publici, vor Civilistes selvgiorte Definition over Majestæts-Rettigheder (hvilke han, som Civilist, slet ikke kiender) uagtet. Men har Regenten Ret til dette, saa har han og Magt at forbinde Efterkommerne, at holde hans indgangne Pakter eller Forbund, da dette skeer i Sammenhæng med hans Stats Lyksalighed, og

514

450

Hans beste Hensigter for Staten, enten de saa haver Lykke eller ikke. Ja hvorfor forbindes Staten absolute at holde hans Pagter? Fordi de ere indgangne af ham under det fra Staten uadskillige Naun Regent, den Person i Staten, som den aldrig mangler, (lmperans non moritur) som altid forestiller den, og som allene kan forbinde den, at holde hvad Pagt, han selvvillig indgaaer. Det er og saa langt fra, ar den foregaaende Regent derved skiller den følgende ved den Ret, at udsøge Landers Beste, at samme Hindring, end ikke kan tænkes. Thi Hvad er Landets Beste i Dag, da den nye Regent bestiger Tronen, og hvori bestaaer hans Ret til at forbedre Landet? Bestaaer den i andet, end i at forbedre Landet, som han forefinder det, og ikke eftersom det befandtes ved forrige Regents Regiering, som var ham aldeles uvedkommende. Naturens Ret siger dette, og aldrig vil det være fornødent, at erindre, at den Mangel af Ret i en foregaaende Regent, fuldkommen forbinde Efterkommerne, at betale hans Gield, jo vilde meere hindre hans Rigers For-

515

451 bedring, end Rigerne vilde vinde ved Eftermandens Ret til at udsøge det Beste; thi naar denne kom til Regieringen: saa var hans Hænder jo og bundne, og heele Retten blev da: et Heute für Geld, Morgen umsonst. Staten har som Mennesket sine ulige Aldere, og er i det mindste i en hoben bestandig mindreaarig. Maae da Regenten, om han skulde nok saa alvorligen bedømmes (skiønt hans Majestæts-Høyhed taaler det ikke) maae Regenten, siger jeg, ikke være dens Curator efter hans beste Indsigt, og Mynligheden være forbunden at betale hans, paa dens Vegne, giorde Bekostninger, (nu er jeg Civilist, men dog kun for en Lignelse), hvorledes vilde Myndlingen da blive opdragen, og med Tiden naae en mandig Alder? Men heraf følger, at Forfatterens

6te Sætning er falsk denne: at en Regent gierne kan til Landers Vel gi-re Gield, men ikke større, end at han selv kan betale den. Thi som Regent har han ikke en Skilling at betale; han har tvertimod ex nobili officio, at jeg saa skal tale, Ret til at

516

452

blive rigelig og vel underholt efter sin Stands Verdighed. Thi det er Byrde, og en stor Byrde, at være Regent. Alt det, som altsaa skal betales, er det Statens Skyldighed at betale. Det er dens Skiebne, om den haver meere at betale en den beste Regiering havde haft nødig at anvende. For saadan en Sag staaer en Konge, som sagt, vel til Ansvar, men allene for Kongers Konge, og har hans Hierte ey Deel i Manglerne, som almindeligst, saa bliver Ansvaret for Ham saare lidet, men saare svært og vigtigt for dem, han har betient sig af i sir Raad. Døer han saa bliver hans Efterkommere fuldkommen pligtige til at betale den bede Gield, som vor Jurist her reent ud nægter, og, som med Triumph, fra falske Præmisser, udtrykker i den

7de Sætning med de Ord: Døer han forinden, siger han, er Efterkommerne ikke pligtig at betale Gielden. Men den afdøde Regent forestillede den hele Star, ligesom den nu paa Tronen varende. Gielden var altsaa Statens Gield. Statens Gield er enten giort

517

453

til Undersaatter eller til Fremmede. Ey at betale den første, var at ødelegge sine egne Undersaatter, det kan derfor ikke vare Forfatterens Mening; thi saa maatte jo Regenten ey allene blive den troløseste i Landet; men ødelegge sig selv. Men, ey at betale den sidste, var aldrig bleven Forfatterens Dom, om han ey af den borgerlige Rets Grunde, indskrænkede efter borgerlige Rettigheders Natur, vilde domme i Tilfalde, hvor allene jus gentium eller Folkeretten kan afsige Dommen, i Følge hvilken alle lovlige Forbund mellem Stater skal holdes, fordi de ere fuldkomne Forbindelser, og den eene Stat kan tvinge den anden til at holde dem. Er det ikke da forunderligt nok, at denne alle Underdommeres Underdommer har tort kalde Majestæter frem for Byers Verneting, ja for hans eget Forum; skønt deres Forum ey findes i deres egne Stater, ja knap i Verden? Fanst-Retten allene kunde have afsagt Dommen langt fornuftigere var den ey afskaffet!

See det er mine korte Tanker, høystærede Herre, om denne Anonymi falske Princips i Henseende til vor Gields Afbetaling. Min Slutning

518

454 deraf, seer de letteligen bliver: at Kongen bør betale sin Gield, og at Gieldens Betaling, i Henseende til ham betragtet, ligger ene og alleene i hans Klogskab og Majestæts-Rettigheder, og at alle andre Raad bliver alt for kleinstætiske imod hans Majestæt. En Slutning, jeg aldrig i mine Dage Havde troet jeg skulde nogensinde finde fornødent at skrive paa Papir, til Bevis mod nogen Skribent i Dannemark. At Forfatteren enten ikke veed, at der er Stats-og Folke-Ret til, eller ikke vil vide det, skulde jeg nesten falde paa at giøre til min anden Slutning. Dog jeg vil hverken bekræfte eller nægte nogen af Deelene, men allene i det Sted forundre mig over, at der har været en Mand til i Staten, der nogen Tid har kundet tænke og skrive saaledes. Hans Moraler og andre Tanker i Skriftet gaaer jeg reent forbi; thi skulde jeg tage fat paa dem: saa veed de nok høystærede Herre, hvor let jeg kunde sættes i Bevægelse imod meget af hans Tænkemaade, som jeg end ikke vil nævne med det Navn den fortiener.

519

455

Lyksalige ere vi dog med alt dette, at vor Enevoldsmægtige har af maaløse giort os talende. Thi Skrive-Friheden er dog Statens Tunge. Som uvant til at tale, har vi allerede grovelig forseet os. Regenten, indseende dette, overseer, med en høyviis og ret betimelig Taalmodighed, vor Brøst, for det nærværende, og ventelig haaber Forbedring, som overbeviist om, at man maae tale ilde, for man kan tale vel. Men har man og lært dette, ved en ret øvelse: saa er det ventelig, at visse Love vil blive Tungen, om ikke foreskrevne saa dog tilregnede, som skrevne, som fornødne at følges for den, for at tale Sandhed klogeligen. Thi som Mennesket bør vide, at styre sin ubundne Tunge, saa bør Staten og, eller de bør begge bøde derfor. Men endnu var det vist nok for tiilig at straffe denne, naar den snakker meer end den vel burde. Statens Øren selv haver neppe endnu engang dette rette Gehør, da de hidtil ey ere vante til de rigtigste Toner. Regentens Lemfeldighed er den derfor endnu meget tienlig. De i Staten som endog kunde tale viselig, tør derfor end ikke være sig selv bekient, da disse, for dens

520

456

endnu udannede Gehørs Skyld, nødes endog til at paatage sig en Tone, de selv har Afskye for, om de var sikker paa Stats-Gehørets rette Fiinhed og Smag. Men da Lydens Høyhed, tillige med Tankens Styrke tage endnu bevæge tillige, saa faaer de rette sig efter de nærværende Øyeblik, for at nytte i det tilkommende. Men saasnart er ikke Gehøret dannet til at fatte Sandhed, og Smagen saa ægte, at den ey glemmer Materien, før den smukke Figurs og fine Forms Skyld, før, jeg tænker, enhver vil give sit rette Løsen, og da vil Regenten ventelig, ved billige Revselser over ryggesløse Tanker, endog i den blotte Sraf over Papiret, finde et herligt Middel, til at skielle imellem det politiske Mørke og sammes Lys, som imellem den politiske Anstændighed og Uanstændighed. Han vil da i rette Tide undsætte fornærmede Personer, hvis Ære dog saa lidet lider ved skamagtige Skrifter, som ved opdigted Klasser.

Det er derfor, høystærede Herre, at hvad der end kan skrives imod Pressens Fri-

521

457

hed, saa vil en sand Politicus aldrig raade til den mindste Grad af Censuren; thi Censur og Stats-Tungens Læmmelæstelse blev eet og det samme for Staten. Ligesom Bogtrykker-Kunstens Afskaffelse vilde have samme Virkning, som reent at afskiære Tungen. Constantinopel selv, har end ikke kundet udholde den Tilstand, da det intet Bogtrykkerie havde. Bør vi da intet være een Grad klogere end Tyrken?

Saa angelægen, som det derfor er for Regenten, at hans Undersaatteres Røst kan blive hørt af ham: saa vigtig en Sag er Pressens Frihed. Fornærmelse mod nogle faa Personer ere lidet at agte imod Herligheden af Tungens Frihed, da den bør række til Regentens Øren, ja røre hans Hierte. Under Kong Christian den Syvende, vil Censuren derfor neppe mere spørges! Hans Viisdom vil forbyde det!

522

458

Hvilken herlig Fordeel af hans Reyser (om det og er en Følge deraf) at vi maae frit skrive og trykke vore Hierters Tanker, andre store allerede vundne Fordeele uberegnede! Denne eene vil give fleere herlige Frugter af sig, end vi skal kunde tælle; thi Frugterne vil endog samles af en sildig Efterslægt. Hvad, om Monarken ey havde reyst? Bliver det da ikke en Sandhed, at for at denne en lærd Konge, behøves kun lidt mere, end et simpelt Menneske; men til at forme en klog Regent, udfordres ikke mindre, end den store viise Derden!

Men jeg maae nu slutte, høystærede Herre! for ey at blive vidtløftigere, dog derhos tillige beklage, at jeg virkelig er heel forlægen med Slutningen. Jeg tør ikke skrive: Jeg forbliver; end skiøndt jeg har begyndt med Titel, fordi Brevet vilde vel da synes lit for langt, og Formen maae jeg dog ikke heller glemme ved Enden her, skiønt den fey-

523

459

ler, fra Begyndelsen til Enden, i vor Handlende Stat. Dersom De derfor vil antage det, som jeg her sender, for en Prædiken, (dog hverken for en Skrifte- eller Liig-Præken) saa finder jeg Raad imod min Forlægenhed; thi enten Prækener ere lange eller korte, begynder og sluttes de dog paa een Maade. I Haab derom, vil jeg tilsidesætte alle Complimenter, alleene bede Dem, erindre den Taushed, De altid har været Mester af, og oversee de alvorlige Udtryk, som nu og da møder ved min Skrivemaade, hvilket jeg troer de veed, er en Følge af min simple og usminkede Patriotisme

Kiøbenhavn, Philocosmus. Den 8de May 1771.

524

Trykfeyl:

Pag. 16. Custos end. læs med. . 60. Linie 15. 16. Den kongelige Myndighed. læs Kongen. . 62. Linie 8. i det System. læs i System. . 89. Linie sidste, som vil vel ey. læs saa vil ey. . 94. Linie 4. beregnet. læs maatte beregnes. . 104. Linie 4. sige dem begge. læs sige begge. . 123. Linie 5. i besværlige. læs til besværlige. . 173. Linie 7. oprettes. gaaer bort . 314. Linie sidste. som kan. læs som ey kan. . 353. Linie 16. mindre. læs end meere. . 410. Linie 12. saadant et. læs et andet. . ibid. Linie 14. Anvendelsen af de. læs De.

Philocosmi Betænkninger over adskillige vigtige Politiske Materier, i Anledning af Philodani Undersøgelse, meddeelte en god Ven paa Landet.

Philocosmi

Betænkninger

over

adskillige vigtige Politiske Materier i

Anledning