Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 3

Philodani

Undersøgelse

af

Philopatreiases Anmærkninger

1ste Hefte. Kiøbenhavn 1770,

trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Fortale.

Saa Vigtige som deMaterier ere, Philopatreias har anstillet sine Betragtninger over: saa meget havde det været at ønske, at han havde haft Indsigt og Sin: dighed og Upartiskhed nok til grundigen at undersøge og retskaffen at bedømme dem. Mig er det forekommet, som om ham manglede disse Egenskaber, og

4

derfor har jeg troet, at min Pligt som Borger bød mig, at tage hans Skrift i Overveyelse. Jeg maae hist og her forekaste ham Usandheder, hvilket giør mig ondt: Nu opdage Slutnings-Feil, som i slige betydelige Materier altid ere farlige, og nu vil jeg kun giøre ham Tvilsmaal, som han kan, om han vil, søge at betage mig. Der vindes ved vor Striid større Oplysning for det kiere Publicum, og der tabes intet; thi jeg i det mindste skal ey dyppe min Pen i Galde. Han elsker sit Fædreneland, og jeg og: kand det tienes, er det mig det samme, hvis Kierlighed der er den meest oplyste.

5

Første Afhandling.

Om de dyre Tider og Handelens Svaghed.

Rigtige Materier! Gid jeg paa saa kort et Rum kunde baade undersøge min Vederparts Meeninger, og tillige blot anviise noget sandere og bedre.

Det er sandt at Kornpriserne ere og blive ved at være umaadelige; sandt at dette

6

6 har bedrøvelige Følgere: sandt at vi boe midt i et Kornland, og synes ikke at burde betale dem saa dyre. Men hvad er Aarsagen? Her gielder det. Hvorledes skal den hæves? Her gielder det og.

Philopatreias finder Aarsagerne til de høye Priser meget let. Lad os høre dem. 1. Jordegodserne ere umaadeligen stegne. Derfor ere Priserne høye. En artig Slutning. Alt det jeg deraf begriber, er allene, at de, som dyre har kiøbt, ogsaa ønskede at sælge til høy Priis, men hvorledes have de bragt det dertil, at de faae, hvad de vil have? Beroer det paa dem, at fastsette Priserne, og kunde de, om de nu end bleve eens derom, holde de høye Priser ved lige? Philopatreias maae meene det; thi han kalder dem strax efter Kornpugere. Men her har han vist ikke udseet Sagen i sin rette Natur. Her skal være i Riget omtrent 700 Proprietairer. Af disse gode Folk tør jeg sikkert sæt at lkke 100 foruden deres Gaarder, have

7

7

50000 Rdlr. paa Rente. Ikke 200 til eye deres Gaarder foruden Gield, Resten forrenter Penge deri.

Hvor længe kan nu disse Folk være Kornugere, og hvor mange kan være det? Er det ikke Øyensynligt, at de maae sælge, for at faae deres Indkomme, og faae de Renter, som de skal svare. Sæt det, som er umueligt, at de fleste Proprietairer kunde eet Aar opdynge deres Korn. Naar de da nødvendigen maatte Aaret efter aabne KornMagazinerne, saa maatte jo ligesaa nødvendi-gen den Mængde, som paa engang kom til Torvs, nedsette Priserne. Erfaring i mange Aar, og den Kundskab jeg har om alle Rigets Provincer, har overbeviist mig om, at næsten alle Proprietairer sælger deres Korn ved Jule-Tider, og det enten efter Capitels-Taxt eller til den Pris, som Bonden paa Torvet (og han er dog ingen Kornpuger) kan faae derfor. Denne første Aarfag var da ikke den rette.

8

8

2. Den store Gevinst, som de høye Priiser give Jordegos Eyerne, har bragt rige Folk til at sette deres Penge i Landgod-ser, og derfor ere disse stegne til saa høy en Værd. Denne Gevinst danner Proprietairer og Forpagtere, og af dem igien avles Kornpugere. Saa lærer Philopatreias. En forunderlig og for mig ubegribelig Generation! Jordegodsernes høye Pris har forvoldt FødeVahrernes: dette har han først sagt os, og, som vi har seet, meget urigtigen. Nu siger han os, at det et Fødevahrenes Priis, som har bragt Godserne i den umaadelige Værd. Dette synes at være en klar Modsigelse Men jeg vil hielpe min Philopatreias; thi saaledes at tale frem og tilbage, maae ikke denne vor Statsmand. Han har meent, at efterat Vahrenes høye Priis havde opdrevet Godserne, saa har igien deres Priis forvoldet, at Levnets-Midlerne ere stegne. Det sidstes Usandhed er allerede gotgiort. Jeg vil da blot see, hvorledes det henger sammen med det første. Herom er en eeneste Anmærk-

9

9 ning til strækkelig. See efter, min gode Philopatreias, naar Godserne begyndte at stige og stige hoyt, og de skal finde, at da vare endnu ikke de høye Priser. Følgeligen er den Aarsag, som den gode Mand har anført, gandske uefterrettelig. Men denne Sags videre Undersøgelse har ingen Plads her; thi vi spørge om Kornvahrernes høye Priser, og ikke om Jordegodsernes.

3. De, som eye de største Godser, have en Tid lang havt formegen Indflydelse i Landets Regiering. De have for at drive Indkomsterne af deres Godser til høyste Nummer, været mægtige nok til at hindre Indførsel, og holde tvertimod Udførselen aaben: De have selv havt Deel i Handelen og derfor ved slige Konskgreb befordret ogsaa deres Gevinst paa denne Side. Denne Aarsag kalder Philopatreias den vigtigste.

Min Sag er det ikke enten at beskylde eller forsvare de Ministre, som Forfatteren her

10

10

handler om. Vor Monark er deres Dommer Eet eeneste Tvilsmaal har jeg allene. Vore Konger har nu i 100 Aar og derover siden den lykkelige Regierings-Forandring altid havt, enten i deres Raad eller blandt deres yndede Mænd saadanne store Proprietairs: hvoraf kommer det da, at disse, ikke og tilforn har ved at opskrue Priserne grebet efter saa store og klare Fordeele? Mennesker ere dog alrid Mennesker, altid begierlige, gevinstsyge, fristede til at misbruge deres Adgang til Fyrsterne. Det er dog vist at denne Tvilsmaal er grundet: i det mindste synes mig, at den klarlig nok beviiser, at Philopatreias endnu engang bør prøve denne sin vigtigste Aarsag.

4 Men vi vil gaae fra Personer til Sagen. Udførsel har været tilladt, og deraf ere de høye Priifer komne. Indførsel fra fremmede Stæder har været forbuden, og derfor ere disse Priser blevne staaende. Nu har Philopatreias Ret, thi det er afgiort, at da vort Land er Kornriigt og ligeledes for-

11

11

synet med Føde-Vahrer; saa naar intet udføres, og vore Havne tvertimod aabnes for fremmed Tilførsel, maae nødvendigen Priserne falde, hvor dybt man vil have dem.

Men nu møder fra en anden Side en farlig og for mig uopløselig Vanskelighed, som min Landsmand ikke har der allermindste tænkt paa. Dannemark vil han jo skal være rigt og dets Borgere formuende: dette sit Ønske har han i Enden af denne Afhandling paa en levende Maade udtrykt, Men Landet er unægteligen fattigt. Hvorledes skal vi da nu komme igien til den Formue, vi alle attraae? Jeg veed kun dette eene Middel, at tage mindre fra Fremmede, og afhænde meere til Fremmede end tilforn. Nu har vort Rige foruden Heste, kun Korn og Øxne, og Sviin at sælge. Sæt nu at denne Udførsel standses og standses længe, for at undertvinge Priserne. Ligesaa længe vinde vi jo ikke en Skilling. Lad paa samme Tid Korn, indføres fra Østersøen: Kiød, Smør og Ost

12

12

fra Engelland og Irland: ja endog, som den ærlige Philopatreias vil Stude fra Skaane: saa da dette alt maae: betales, taber jo Landet ligesaa meget af sin Capital som dette koster. Man betænke nu, hvad Virkningen deraf i Længden vilde blive, om ikke sligt et Land maatte blive saa udarmet, at det tilsidst maatte gribe til den yderste Spare-Penge, for at fede de Fremmede og sultføde sig selv.

Det er med et heelt Land, som med enhver ærlig Borgermand, lad os formeene ham at vinde noget, og nøde ham til at modtage vore Producter eller forarbeidede Vahre: hvor længe holder han dette ud? saa længe hans forsparede Skilling endnu strækker til og endelig naar den er fortæret med, maae han jo gaae fra Huus og Hiem. Vi behøve Viin, Tobak (thi vore Tobakplantatser fik vi i deres Begyndelse ødelagde), Uld, og alleHaande enten virkelige eller indbildte Nødvendigheder fra Fremmede. Dem burde vi be-

13

13

tale med vore Vahre; men naar de nu ikke maae udfores: naar Renterne af den Nationnale Gield desuden skal udreedes: naar den høye Vexcl-Cours ogsaa skal trække: naar Norges Tømmerlast ligger usøgt eller bliver ilde afsadt, sig mig da min kiere Philopatreias, hvorved skal vort Fædreneland stoppe alle sine udgifter, og undgaae en ulykkelig Banqueroute? Mon vi kan sende vore Creditorer eller afsette til vore Naboer nogle Skibsladninger af de vittige Politiske Skrifter, som synes at ville om kort Tid udgiøre vort eeneste Overflod? Jeg spørger, hvad have vi, naar Korn og de andre Artikel ikke maae udgaae, hvad have vi at udskibe og vinde ved? Man nævne mig noget og noget som er klækkeligt. Have vi da intet, saa kan vi jo ikke undre os over, at vor vise Regiering kun sielden, kun i Nødsfald forbyder Kornets Udførsel. Den som tiere ville fordre det, ja endog gaaer saavidt, ar han skriger om fremmed Korns Indførsel, forekommer mig som den Rentenerer, der for at leve herlig

14

14

nogle Aar, griber efter umaadelig og forbuden Rente, og derover vover baade sin Formue og sit Haab.

Forfatteren lever i Kiøbenhavn, og skriver for den. Men er Kiøbenhavn hele Staten, og kunde den og være det, den er, naar det store Legeme hensvinder af en tærende Syge? Byen, jeg veed det, føler allerede Fattigdoms Byrde, intet har meere skrekket mig; thi i Hoved-Staden i Cirkulationens Middelpunkt, føles den allersidst. Men hvorledes maae da Nøden være i Statens andre Dele? Og hvad om man nu tilstoppede de Kilder, som hidtil have tilbragt os nogle Summer, og aabnede tillige for flere Afløb? Ach hvorlænge vilde det vare, førend Landet sang sin Liigpsalme, og Kiøbenhavn maatte bereede sig til at gaae med i Skaren. Tænk ikke min kiere Philopatreias, at det var en og anden Proprietair alleene, som ved slig Operation gik forloren. Jeg har beviist Dem, at Deres Forflag angriber hele Landets

15

15

Capital: Og end ikke disse Proprietairer ere tiente med det givne Raad. Thi de allerfleeste har kiøbt deres Godser for dyre: og naar de nu skulle, som her skrives, af Trang og Frygt for Ruin deele og sælge dem i smaae Stykker: hvor fik de da Kiobere? Thi vi maae agte, at foruden den Snees Gaarde meer eller mindre, som Aarlig komme til Auction, blive her nu ligesaa mange til og flere. Man maae dog huske paa, at det vrimler ej hos os af rige Folk: at Qvægsygen giør heele Landvæsenet usikkert: og at de vanskelige Tider bringe en Betænksomhed tilveje, som tømmelig har dæmpet den foregaaende Tids Raserie efter Jordegodser. Lad os kun da roelig overlade til vor store Styremand, som overseer det hele, at tillade og forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at Hans medlidende Hierte passer det sidste, og Hans opklarede Viisdom det første.

5. Min Forfatter vilde og have Accise og Consumption nedsatte, for at lette Pri-

16

16 serne paa Levnets Midlerne. Jeg tviler ingenlunde paa, at Midlet jo er kraftigt; men her bliver Spørsmaalet, om Regieringen og kunde taale denne Afgang i sine Indkomster, og hvis ikke, hvorledes den da skulle i disse Tider paa anden Maade erstatte sit Tab. Men her rører jeg ved Finans-Væsenets Hemmeligheder, og det Forhæng, som omgiver dem, kand hverken Philopatreias eller jeg drage til Side. Vel forsikrer han, at den derved befordrede. Folkemængde og føre Afsettelse kunde tildeels oprette Tabet; Men, indtil den Folkemængde blev opnaaet, hvad skulle da Regieringen giøre? Var det kun, som han skriver, nogle Tusinde Rigsdaler, den tabte: gik det gierne an; men hvo seer ikke, at skulle den forslagne Nedsættelse, have nogen Virkning til det førønskte Øyemeed, maatte her eftergives et Par Tønder Guld? thi det er dog vel alle Kongens Stater, og ikke KiøbanHavn alleene, min Bederpart mener.

17

17 6. Mangel af Korn-Magaziner anseer han og. for een af Aarsagerne til de forfærdelige Priser, og heri gaaer jeg villigen over til hans Parti, ligesom jeg er eenig med ham, at 12 a 13 Mark var alt, hvad en Tønde Rug burde koste; thi det er den Priis, som uden at trykke Kiøbstæderne kan tilstrækkeligen opmuntre Landmandens Flid, Men Philopatreias, som er alt for vittig til ikke at skulle skrive meere, behage herefter at foreslaae, hvorledes og ved hvad Midler slige Magaziner kunde oprettes.

Nu har jeg undersøgt saavel de Aarsager, Forfatteren har anført for Kornets og andre Fødevahrers høye Priser, som de Midler, han har foreslaget til sammes Nedsettelse. Men det bliver nu min Pligt at yttre mine Tanker i begge Henseender, overladende til det skiønsomme Publicum at prøve, sammenligne og vælge. Jeg vil først anføre hvad jeg meener at være Aasag:

I. Det er afgiort, at Vahrernes Pris voxer og aftager med de i Landet

18

18

roulerede Penge. Er deres Mængde stor, forhøyes Priserne; og disse falde, som Pengene formindskes. Førend Amerika sendte os sine Skatter, kosted den beste Hest kun tre Rigsdaler, og en Tønde Hvede neppe 24 Skilling. Som Sølvet derfra udgydede sig over Europa: faa vorde Priserne. Da America begyndte at formindske Udbytter til Europæerne, og disse ved at sende Aarligrn talrige Ladninger Sølv til China og Indien, mærkede Afgangen i deres Formue; faa skabte de sig selv et America: jeg meener BancoSædler, Noter og hvad man kalder al den indbildte Mønt, der nu som en Syndflod oversvømmer alt. Dette Opfund, et nemt og oplivende Middel for Handelen, faa længe det forblev i det rigtige, men faa vanskelige Forhold til Starens virkelige Credit og klingende Mønt: Dette Opfund, siger jeg, blev snart allevegne et ulyksaligt Middel til at vove visse Statens Kræfter overstigende Forsøg, skiule den offentlige Armod baade for Fyrsten og Folket, og, hvilket næsten var det værste, ned-

19

19 dysse begge i Rigdoms Indbildning og derved holde den Opmærksomhed borte, som kunde opvække begge til Sparsomhed. Lad os nu sette, at et Land, som havde i sin roulerende Capital 4 Millioner, forøger denne med 2 Millioner Banco-Sedler, maae ikke alle Vahrene, strax stige til en dertil svarende Priis? Denne bliver unaturlig, men det er jo og en unaturlig Tilvext, som Staten har givet sig. Nu vore Priserne paa Jordgodser, Fodevahrer, Kramvahrer og alle Ting: man forundrer sig, spørger om Aarsager, opgiver saadanne, som aldrig før have havt de Virkninger. Og man seer ikke den sande og rette Hovedgrund til faa betydelig en Forandring. Alle Ting stiger, og dog falder Renterne; thi jo fleere Penge der ere at udlaane, jo lavere maae deres Afgift blive. Der har været den Tid, man i Europa har givet 20 pro Cent: Pengene toge til: man gav Tolv: siden faldt det til 8. 6. 5. 4. 3. p. Cent. alt som Pengene eller Penge-Maskerne toge til; Men i samme Forhold har og stedse Vahrenes Priis tager

20

20

til. Endnu een Anmærkning: lave Renter ere et stort Beviis paa et Lands Velstand, naar de falde af sig selv og ingen Papirmønt forvolder det. Saa have vi da den rette og fornemste Aarsag, som ingen skal kunde nægte, uden de, som enten ikke have Indsigt, eller ogsaa finde i Egennytte en kraftig Driver til at opsøge og udgive falske Grunde for at besidde store Fordeele. Men nu at hæve denne Aarsag og bringe vore roulerende Summer til den Qvantitet, de bør være, er et Forslag af megen Vanskelighed for Tiderens Skyld, Philopatreias vil vist raade, at cassere ved en Forordning alle i Rigsdalers Sedler; thi en slet Feldskær, som ej afhugger et lille Lem for at redde det hele Legeme! En anden ligesaa overilende Statskyndig vil forslaae, at reducere Banco-Actierne til 100 Rdlr., thi større har jo ej det største Indskud været. Men hvad skulle vi da sige om alle dem, som nu eje Actier og have betalt dem med 340 til 360 Rdlr. skulle de alle af Mangel paa Fides publica tabe denne deres Formue? Er det

21

21 ret at staten er troløs? Var det ikke den høyeste af alle Ulykker, om Staten ingen Credit havde meere? Vi maae jo dog synes, at det er nok, at vor Almindelige Handels Compagnies Actier i saa lang Tid med alt det giorte Tilskud dog intet Udbytte har givet. Og det Ostindiske Compagnies Actier, hvad skal vi sige om dem? Og & c. & c.

Jeg mage tilstaae, at hvor jeg end vender mig hen, veed jeg intet Raad uden det eene, vor store Friderich 4. brugte efter Krigen. Jeg husker endnu, og mange gamle Folk med mig, hvorledes Papirpengene NB. strax efter Krigen (da Kongen endnu var forgjeldet, og det hele Finantsvæsen besværet) bleve i en kort Tid usynlige: Det er som jeg endnu saa, denne uforglemmelige Herre selv paa sin Kamin at brænde en Formiddag for 70000 Rdlr.; ja jeg seer endnu hans glade Ansigt og fornyede Øyne, og hører de evige Ord: Nu er mit Folk skilt ved saa megen plage. Og ikke et Mennske sukkede, eller

22

22 skielvede den Tid uden Bedragere; thi dem saa det ilde, ud med, siden de maatte giøre Regnskab. En Statue af Metal, der har kosted saa meget, som om den var af massiv Sølv, havde da forvoldt en skarp og nøyagtig Undersøgelse: Man kiendte da ej denne Arithmetik:

000 = 14000

000 = 3000

16000 = 40000.

Men hvo kand blive ved? jeg vil sette & c. & c. & c. & c. Derfore kunde den store Friderich, som dog holdte et prægtigt Hof og en stor Hær, sinde Penge til at indløse de Sædler, han faae vilde være hans Folk en Plage. Jeg veed og tør spaae, at vor Monark, som eftertrykkeligen viser, at Han vil hielpe sit Folk, skal og engang udfinde enten det samme Middel eller endnu et bedre til at skille os uden nogens Suk af med den indbildte Mønt, der saaledes vejet paa hele Staten, at samme vansmægter under Byrden. Og da

23

23

først skal Levnetsmidler uden Skade, enten for Landet eller nogen Deel af Folket nedsynke til en sand Forholdsmæssig Priis.

2. Men vi gaar videre. Det er afgjort, at naar et stort Næringsmiddel i Staten nogle Aar efter hinanden mangler, maae de andre Fødevahrer stige fordi der nu Confumeres nødvendigen meere af dem. Den jammerlige Qvægsyge, som i mange Aar har plaget Landet, og i nogle Aar uden Ophør ravageret det, bortsnapper for Bonde og Borger en saa stor Mængde Kiød, Smør, Ost, Melk, Valde, at Menneskene, som dog skal mættes, maae nødvendigen gribe til Kornet, til Flesk, Faarekiød, og al slags Federdyr; Men saa maae og disse Sorteres Værd fornødentligen voxe. Hvorledes skulle vel dette Onde kunde forebygges; Philopatreias meener, at man skulle tillade Indførsel af Kiød, Smør, Oste; men hvor ødeleggende dette Middel er, har jeg allerede viist. Andre have troet, at Landmanden burde legge flere Sviin, Faar, Høns, Gies til. Men

24

24 Hvad det første Slag angaaer, saa ere de en Pest for Engene og Fællederne tilrede de ælendigen: skal de fedes, behøves enten Korn eller Olden; i Kornet kan vi ingen Afgang taale, og Hvad Olden angaar, saa giør vore Skoves Ruin ogsaa den Tilflugt meer end uklækkelig. Tak være vor Allernaadigste Konge, som har ophævet det til Skovenes fulde Undergang bestemte Førstvæsen, og giv, at jeg her ved Lejlighed skal mælde det, at hver Bonde efter Love» maatte, naar han gifter sig, tilholdes at vise Plantede et lidet Tal nyttige Træer, som allerede var i skiøn og sikker Grøde! Ønsk dette med mig, du tilkommende Slægt! og, ønsk og, at de solgte Kongelige Skove og andre Proprietairers Skove dog ikke gandske maatte omhugges, jeg vil ikke sige, forhuggesl Man kunde og fyres ved et stærkt Tillæg af Faar at oprette Tabt af Hornqvæget; det er og prøvet og prøves endnu; men deels kan Tabet ikke i al Henseende derved oprettes, deels mangle de fleste Stæder de rette Leiligheder dertil, deels ere og Faarene underkastede en lige saadan

25

25

Omgang-Syge. Gieder, at jeg og skal nævne dem, ere, som vi vide, alle Skoves sorne Fiender, og bør derfor ikke komme i Betragtning. Hvad de smaae Creature angaaer, saa da de om Vinteren i sær, at jeg ikke skal sige andet, maae fødes med Korn, kand vi end ikke tænke paa dem. Vi maae da tilbage til Hornqvæget, til det for Dannemark saa vigtige Hornqvæg, der føder os og har, ved at overlades til Fremmede, bragt saa mange Tønder Guld ind i Riget. Gid dog et Middel kunde sindes, hvorved den Syge, som myrder det og bringer saa stor Uorden i Landvæsenet og den hele offentlige Huusholdning, kunde blive standset! Her vil jeg paa er værdigt Stæd placere Philopatreiases Ord pag. 36. "Give der kunde udfindes nogen „ Udveye til denne Ulykkes Afvendelse. Det „var et værdigt Arbeyde for rusende Patrioter.,, Vi, hele Europa har prøvet alt: man inoculerer endog: og hidtil har alt mislinget. Naturkyndige! siger os dog, hvad der vel kan være Aarsag, at denne Syge, skiøne i

26

26

Skaane grasserende, ikke har udbredet sig til de Nordlige Svenske Provincer. Mon det ikke kunde give nogen Oplysning og lede os paa et Spor til Curen? Mon ikke visse Vexter eller Kulden forvolder dette Phenomene? Hvad mon der er Aarsag til, at denne Syge sparer Vendsyssel og andre mindre Distric« ter i Kongens Lande? Vist er det, at denne Syge er en Pest og burde begegnes som Pest. Saa længe Europæerne troede, at de burde lade sig dræbe af Pest, saa rasede den 4, 6 a 10 Gange hvert Seculum. Endelig fik man den Troe, at den kunde ved Menneskelige Anstalter forebygges, og den blev borte. Hvi gaar man dog ikke Qvægsygen, en saa forfærdelig Landeplage, i møde paa samme Maade. Jo svarer man mig: her ligger jo klare Kongelige Forordninger for, at de smittede Egne ingen Omgang maae have med de endnu befriede & c. & c. & c. Ja det er sandt, disse priselige Forordninger ligger der; thi Liv og Vigueur har de vist ikke. Alle veed jo, at der drives Qvæg paa den ublueste Maade

27

27

fra de befængte Steder til de sunde, saa at der endog ligger, og døer paa Landeveyene: At der af Prangere og andre paa skielmske Maader ere erholdte Passage-Sedler fra de anstukne Provincer til de sunde: At Communicationen er aaben, ligesom intet befrygteligt var, imellem alle Landets Folk. Og Nedgravningen, ja den - - - Kort sagt: man maae gyse, naar man seer alt og tænker derpaa. Men var dog hele Landets Velfærd ikke Værd, at en Cordon blev trækket af vore i Fredstider for Riget tærende Soldater: At samme Anordninger tildeels bleve fulgte, som følges ved de mod Pesten posterte Cordons: At ingen Naade blev brugt mod dem, som, Forbud uagted, søgte paa underfundige Maader at snige sig igiennem: At i det øvrige de Kongelige Betientere bleve nødtvungne til at følge og vaage over Monarkens Forskrifter, at Angivere fik en Anseelig Belønning, som Overtræderne og de virkeligen forsømmelige Embedsmænd skulle udrede. Naar dette skeede, haaber jeg, Qvægsygen skulle, forebygges, stand-

28

28

ses, settes Grændser; og min Meening er sand; thi kand Pesten paa den Maade tvinges: saa maae jo den anden, ogsaa meget vissere, som man her uden Skaansel kan slaae, brende og ødelegge det befængte Qvæg. Men ingen Puissance har, saavidt jeg veed, endnu giort dette. Dog mon ikke vor vise Konge kunde og engang have den Ære at give Exemplet? Vor Marines Indretning er ikke giort efter et fremmedt Mønster, ikke heller, om jeg mindes ret, vor skiønne Lovbog. Kunde dette forreslagne Middel hos vor oplyste og virksomme Regiering finde Bifald: saa skulde og Philopatreias naar sit Ønske, at Fødevarerne skulde falde.

3) Det er afgiort, at Levnetsmidler maae stige, naar der forbruges flere end tilforn: og stige høyest paa det Stæd, hvor de fleeste forbruges. Dersom der nu tillige er tilslagen en mærkelig Mangel paa en af de fornemmeste Fødevahrer: saa forstaaer det sig selv at dette opdriver endnu alleting til Høyere Pri-

29

29

ser. Denne Sanhed i sin hele Strækning passer sig paa os: Hornqvægets Afgang have vi nyligen handlet om. Der forbruges flere Levnets Midler hos os end tilforn, hvorover de og bør stige, og denne Stigen bør føles meest i Kiøbenhavn; thi der er den største Consumption: saa at den ærlige Philopatreias ikke har nødig at forfamles over, om alt er lettere høyt oppe i Norge. Men er det og sandt, at der nu forbruges flere Næringsmidler end tilførn? Ja! det er sandt, og jeg skal bevise det. Jeg har nu kiendt Landet fra min skiønsomme Alder at regne i 42 Aar, og Kiøbens havn i 35, men jeg forsikrer som en ærlig Mand at jeg synes mig hartad drømmende, naar jeg sammenligner de første Tider med disse. Regner efter, gamle Medborgere, hvad Kiød, Smørr & c. der da forbrugtes i eders Huse, og hvad nu. Vi spiste da to Retter om Middagen, og Grød eller et Smørrebrød om Aftenen. Vi havde og, som man kalder der fremmede; men fire Retter vare høyeste Nummer i min fornemme Principals Huus. Vi havde sielden

30

30

uden vore Slegtninge. Endog de kom kun sammen visse Tider em Aaret. Fruentimmerne flæbede vi da ey i Triumph med os, og at de kun sielden kom i Sælskaber, - forhindrede deres ulykkelige Æmulation: da vare de huslige, stille, arbeydsomme, dydige.

Al denne ulykkelige Forandring strækker sig fra den blaae Ridder indtil Haandværksmanden: det forstaaer sig, at her er megen Forskiel; men det er vist, at der i de fleste Huse cousnmeres meere end tilsorn. Dette gielder egentlig om Kiøbenhavn; men ogsaa, dog med megen Indskrænkning, om det hele Rige, i sær om de Kiøbstæder, der ligge ved Søen, og som ere meer og mindre, dog alle noget befængte af den Kiøbenhavnske Luft. Saa har vi da een af Bi-Aarsagerne til den vedvarende dyre Tid; men hvorledes kunde den hæves og borttages? Dette bliver nu det store Spørgsmaal.

Det Danske Folk er ikke af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed: naar det da henfal-

31

der dertil, saa er Ærekierhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne stiger, være ringere end den anden, og derfor forøde de smukt hinanden. Naar man da vil rette vor Nation, saa skal man angribe den fra Ærens Side, og dette kand skee paa to Maader.

1. Vor Monark, som vilde saa gierne sit Folks Lyksalighed, kunde selv give Sparsommeligheds Exempel. Dog jeg veed, at et Hof baade kan og bør have for Mængdens og Rygtets Skyld noget glindsende og prægtigt, og jeg veed og, at de fleste troer, at det bør have det, saa at ingen er daarlig nok til at efterabe Kongen. Jeg vilde da ønske, at Monarken vilde (a) befale sine første Embedsmænd i alle Departemens at de skulde, saa kier de havde hans Naade, aldrig have Soupeer; thi det hindrer dem dog fra at arbeyde om Aftenen og være muntre om Morgenen. Videre, at de aldrig maatte have uden fire Retter om Middagen til deres Giestebudde, og at den, som overskred dette Antal, skulde passere for en uhørsommelig

32

22

Undersaat. Virkningerne heraf bliver at da en Hver af disse med den største Glæde lyder, vil de nærmeste efter dem giøre sig en Ære af at være fornemme, og inden Paaske er hele Byen fornem, og inden St. Hans Dag Christiania, Trundhiem, Odensee, Aalborg, Aarhuus, Randers, Helsingør. O! allernaadigste Konge, kommer disse mine Blade for Deres Øyne, behag, at overlegge med Deres Faderlige Hierte, om jeg ikke ønsker fornuftigen. De er den første, som har tilladt os at tænke; vore Tanker har længe nok været bundne, (b) Vilde og vore kiere Konge herefter standse, Character-Sygen; og ikke benaade med Rang uden virkeligen fortiente Personer; og dette Antal er altid saare lidet: saa fik den større Consumption et dødeligt Stød, Thi saasnart Manden og især, Konen har faaet en Rang og høyer Rang: saa maae strax Bordet være anderledes Serveret, og Retternes Antal voxer tillige med Giesternes. Man har sagt, at vor kiere Konge har forbudet herefter at forestille til nogen Rang, uden sær fortjente

33

33

Personer: o jeg kysser Støvet af Thronen, og vil gierne uden at paaraabe, min Anciennete døe den ærlige Mand, jeg er, naar kun det kiære Fædreneland kunde om tyve Aar imodsee sig forløft fra denne ulykkelige Byrde, og blive engang igien saa fornuftig, som det har været for 50 Aar siden. Da skulde Overdaadighed i Klædedragt, Ungdommens Afskye for Fædres Arbeidsomhed og Veye til Lykken, dens tidlig Stolthed og Dagdriverie, Frankeriges umaadelige Gevinst i Dannemark, og tusende Uordener i vort hele Væsen tillige undflyes.

2. Vor høytænkende Monark har Siel og Mod nok til at prøve et philosophise Middel. Hvad om der blev, som i en gammel Stad, jeg troer i Syracusen, en Placat kundgiort, at ingen maatte herefter give 6 retter Mad uden 3 Marks Mænd, ingen bære Kniplinger uden de samme, ingen & c. & c. og hvad den sande Politiske Viisdom videre vilde nævne. Jeg kiender mine Lands-

34

34

Landsmænd, at paa Øyeblikket vilde de helbredes, og finde sig vel derved. Kongen vilde faae tusende Taksigelser, og hans Navn vilde blive en Lovtale, fordi Han saa lykkeligen brækkede Modens Slaverie, ogsaa viseligen sønderrev de Baand, som den Franske Efterabelse havde bundet os med. Hertil maae jeg endnu føye en Anmærkning.

3. Det er vist at der nu i Kiøbenhavn holdes 3 Gange flere Heste end for 40 Aar siden, og i de andre Byer derefter. Dette store Tillæg fordrer igien Forholdsviis meget meere Havre, Høe, og Halm. Landmanden maae da saae Havre, hvor han før saaede Æde-Korn: eller og, som er et ligesaa virkeligt Tab, det Havre, som før udskibedes, bliver nu hiemme paa det vi i Steden for at gaae, kan age paa vore Gader. Det Høe og Halm, som forbruges i Staden og andensteds, tabes for Landbruget, saa at Bondens Heste sulte, hans Køer malke mindre, hans Agre giødskes slettere, og mindre Korn avles. Engelland selv har klaget over Stæder

35

35

nes mange Heste. Staaten kunde derfor med billig Grund paalegge enhver, som holder Lystog Stads-Heste, at betale for hver Hest Aarlig

i Skat 10 Rdlr., og bestemme denne Summe

til Lindring i Skatterne for den fattige Bonde.

Den lille Hesteskat, som allerede er paalagt, er meget viis, men flækker ikke til at standse dette

Onde. Thi vil Eyerne beholde Hestene, vinder Staten; og vil de ikke, saa vinder den og. Ingen Skat er da meere fornuftig, og den burde strække sig til alle Kiøbstæder, men aldrig til Landmanden.

Det er afgiort, at jo flere Levnetsmidlerne øre, jo mindre er deres Priis, og jo meere de formeeres, jo vissere og dybere maae de falde. Naar derfor en Stat mærker hos sig høye Priser, bør den søge paa alle gavnlige Maader at forøge hos sig selv i det mindste de Fødevahrer, som Clima og Omstændighederne tillade. Alle Anstalter, som da tiene dertil ligesom og alle Forbedringer i Landvæsenet og Agerdyrkningen giøre og skal giøre Levnetsmidlerne lettere. Men

36

36

da det ikke er min Sag at indlade mig i disse Undersøgelser, vil jeg kun blot til Erindring for mine Læsere pege paa visse Poster. Levnetsmidlerne formeeres, naar udyrkede Grunde føres i Brug, og hvor mange og store af det Slag treffe vi allevegne i alle Kongens Lande, endog i det frugtbare Sieland selv. Vel er det vist, at meget Jord bruges nu, som før laae unyttig, og at vore Skoves Ødeleggelse har formeeret vort Agerland; men her er endnu saa meget tilbage, at vor Monark vist kunde erobre paa denne Maade, uden at have nogen Fiende, et Stykke Land større end Fyn. Siger Sandhed, I som med agtsomme og reene Øyne har giennemvandret vore Provintser! Men Midlerne hertil? Maaden at angribe Sagen paa? Vist nok burde det gaae anderledes til, end da de Jydske Heder skulde bebygges. Dog maaskee Philopatreias vover sig til denne Sag, og jeg vil vente saa længe. Fødevahrene blive flere, naar vor Agerdyrkning bliver bedre, i det mindste saa god overalt, som den er hist og her i Fyen og Jylland; naar Bønderne har mindre Jord, og efterhaan-

37

37

den fik hver sin Deel for sig: naar alle Overdrefter med Magt ophæves: naar mindre Heste holdtes og bedre: naar Giødske kunde (men ach Qvægsygen) formeeres: naar Bonden, for at spare Kornet, blev anført til at plante Patatos, Roer, Rødder, en Sag, som paa en gruelig Maade forsømmes: naar han blev hjulpen med Frugttræer af sin Proprietair, og ved sammes Gartner lidet anviist i Podning, Ympning og sligt: naar han ikke belæsses med Afgifter naar han blev ved Lovene forsikret først en hastig, vis og mægtig Skyts under Lovene, og med visse Vilkaar en uryggelig Arveret; indtil man efter den nøyeste Undersøgelse kunde først fastsette Hoverie, og siden efterhaanden med en uafladelig Opmærksomhed arbeide sig frem til de langt større og herligere Øyemeder. Men her tager jeg Pennen fra Papiret; thi om enhver af disse Ting bør Hellere intet skrives, end utilstrækkeligen, og hvad jeg her kunde have erfaret og efter min liden Skiønsomhed udtænkt, kand jeg maaskee herefter finde bedre Leilighed til at indlegge for mine Landsmænds Omdømme.

38

38

Jeg Har da anført Aarsagerne til de dyre Tider, og tillige yttret mine ringe Tanker om de Midler, hvorved man kunde gaae dem i Møde. De fleste af dem ere af den Natur, at hverken kan eller maae de virke strax. Derfor vil de maaskee, ikke behage Philopatreias, ey heller dem, som tænke i politiske Materier ligesaa indskrænket som han. Men jeg maae fortælle dem en eeneste Sandhed, og de maae troe mig, at de til deres egen Rolighed giøre vel, om de give agt derpaa. Staten er et meget stort Legeme, overmaade sammensat og i Relation med andre ogsaa store og større Legemer. Naar dette Legeme er sygt hører der vist nok ærlige Folk til at curere det; men disse ærlige Folk maae tillige have megen Indsigt og Erfaring og Flittighed. Den bliver ligesaa lidet en god Læge for Staten, som for det Menneskelige Legeme, der paa Øyeblikke raaber: skiær af, tap Blodet ud, gyd andet Blod ind (thi Philopatreias har vel og hørt om den Konst) sav Foden af, riv Hiertet ud af Livet, og lad Neglene igien være i Stæden for

39

39

Fod og Hierte og Haand, og omsider lad dem og blive Hoved. Legemet er sultent og deraf afmægtigt: det skal, siiger saadan en Doctor, aarelades og drikke Spiritus En fornuftig Læge gaaer anderledes til Værks: Han griber ikke til Kniv og Sax og Save og Brændejern uden i alleryderste Nød og efter den modneste Overleggelse: Han udstuderer nøye Sygdommens sande Aarsag og Sæde: Han er langsom og varsom, hielper Naturen, bier efter den, styrker den i sin Virkning, og læger lykkeligen; men Qvaksalvere curere Sygdom med Sygdom, giver de stærkeste og farligste Medicamenter ind, skriger over, hvilke Mirakler der nu skal skee, og hvad skede? Feberen forlod Patienten; men han blev Contract: Feberen forlod ham, men han fik et Slag: Feberen forlod ham; men han havde aldrig helbred meere: den gik bort; men han døde - - -. Ach! raaber Qvaksalveren: denne Recept har dog hiulpet et andet Sted. Ja! men det var ey det samme Menneske.

40

40 Dog jeg maae følge Philspatreias til hans Tillæg

om

Handelen.

Denne ærlige Mand skildrer os sin Bedrøvelse over Handelens Aftagelse og Forfald i Kiøbenhavn, og det er saa at sige de 7/9 Deele af hans Tillæg. Derpaa kommer hans Raad, saa vague og ubestemte, at jeg ikke kand andet end her igien tænke paa min nysommeldte Læge.

Ingen kand elske Hovedstaden meere end jeg; thi den er virkeligen Landets Styrke, saadan som alt nu er, ikke som det burde være. Den hælder og trænger til Hielp, hvilket og er vist; men jeg havde dog gierne seet, at Philopatreias havde husket paa sit Navn, og ikke glemt, at Kiøbenhavn er kun en 2Ode Deel af hans Fædreneland. Jeg havde og ønsket, at han havde malet den Kiøbenhavnske Decadence først efter Naturen og siden Forholdsviis til de

41

41

andre Danske og Norske Stæder. Declamationer og Exclamationer nytter ligesaa lidet i et politisk Skrift, som i en Prædiken: dog maaskee de tiener til at vække Folk op af Søvne.

Den gode Mand kunde og lade være at sette Amsterdam og vor Stad, Holland og det Danske Rige i Sammenligning, og at foregive at vi burde naae i Handelen den samme Høyde. Slige Griller ere vist Missisipiske, til visse en god Prikke meere end det Maroccanske Anlæg, der i al sin forunderlige Daarlighed, dog havde 10 pro Cent. Rimelighed, naar det andet neppe har een; thi min ivrige Philopatreias, Holland er en Republik, Holland følger i sin Handel eet og det samme Principe, Holland Har en gammel Hævd, paa sin store Commerce, og en overmaade stor Credit, grundet paa sin Banke, sine rige Particuliers, sit Ostindiske Compagnie, sit Sildefiskerie, sin udbredte Fragthandel, og den lyksalige Opinion: Kort sagt, Holland er Holland. Men vi er Dannemark,

42

42 og kand blive noget, ja noget 100 Gange Meer end vi ere.

Men hvorledes skal vi blive det, vi kand blive? "Vi skal, svarer Philopatreias ophæve saavidt mueligt, alle Octroyer, forringe Tolden paa det nødvendige, og give en fri Handel;" Lad os veje disse Forslag, og bestemme deres Værd.

1. Alle Octroyer skulde saavidt mueligt, ophæves: et got Tillæg, saavidt mueligt. Thi det Ostindiske Compagnie er vel dog en entreprise saa stor, at den overstiger en eller to particuliers Kræfter, og jeg som Dansk vilde dog nødigt, at denne Handel som har i lang Tid været saa vigtig, og hvis Vahrer man faaer os vanskelig til at undvære, skulde ophøre. Dette Compagnie har ved et besynderligt og mod al Kiøbmands Brug stridigt Foretagende: Det har ved Underslæb og for at forsyne visse Folks urimelige Overdaadighed: Det har ved en egenmyndig og med Interes-

43

43

sentskab aldrig overeenskommende Bestyrelse lidet saadanne Stød, at hver ærlig Patriot maatte ønske det igien under vor store Konge lykkelige Tider; det er først og for alle Ting det, som beroer paa Mennesker, en fri Bestyrelse og et skarpt Tilsyn. Og her maae jeg nævne en Sag, Gid vor Monark vilde jo før, jo hellere ophæve den for Staten saa skadelige Thee-Told, at man kunde tænke, Gottenborg havde fundet Middel til at paalægge den. Thi derved har denne Svenske Stad aabnet for sit Thee en rigelig Afsetning i Norge, som aldrig kand forebygges: Og ven Smu-Handel, som Norge drev med vor Thee i Engelland, er nu gandske tilstoppet: Allehaande Skielmstykker, der ere spilte og spilles med vor Thees Udførsel til fremmede Steder, kand aldrig fuldkommen hindres. Følgelig synes al sund Politik at befale, at denne skadelige Told skulde med eet ophæves.

Det Almindelige Handels-Compagnie er et saa besynderligt Selskab, at dets Lige ikke

44

44

saa let skal findes. Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar, efterat endog Island og Finmarken ere giorte til dets Trældomssteder, ere Mørke Taler, som vist nok kand oplyses og det klarligen af dem, der vinde derved, men som bliver for alle upartiske og kloge en uloddelig Afgrund.

Dette Compagnie er af den værd, at det bør ophæves, med mindre man vil om 100 Aar see Island at være øde og Findmarken og.

Ja Island! naar jeg tænker paa dets Situation til Hvalfiske-Fangsten, paa det Fiskerie, som falder paa dets Kyster, og som ikke er dog spildt, fordi Dünkerkerne bruge det, paa det, hvad det har været og kunde blive, saa er det vist, at jeg veed ingen større Skiændsel for mit Fædreneland. Man raabe, saa meget man vil om Faaresygen paa Landet: det er ikke Faarene, som skal giøre Island saa vigtig for os. Man skrige sig hees om Folkets slette Character, et hvert Folk, som er et Monopolium

45

45 for et Compagnie, bliver fordærvet, om det saa var det beste i Verden.

Den Islandske Handel og Findmarske maae da være frie: intet er vissere, og det er Skade, om den nu paa Landet værende Commission skal giøre alle sine Undersøgelser efter en Plan, som sigter til Compagniets Vedligeholdelse. Men gid denne Handel ikke med eet maae blive frie; men at det maatte averteres 4 a 8 Aar i Forvejen, paa det vore Handlende kunde faae Tid til at smage derpaa og berede sig dertil: Ja gid! men & c. & c. Men jeg vil ikke her skrive meere derom; thi Rummet tillader det ikke. Dette vil jeg allene sige, at dersom den Vestindiske Handel føres af Particuliers for egen Regning, da maae og den Islandske; thi de andre Grene af det Almindelige Compagnies Handel, fortiener end ikke at nævnes. O! Udødelige og ejegode Friderich, som brækkede hiint ulykkelige Compagnie, Gid Din store Søn maatte finde det rette, vise og bestandige Middel at opvække Island af Døde,

46

46

og give det saadant Liv, som det burde og kunde

have!

De andre Octroyer, her ere, have ikke saadan Indflydelse, og kunde de hæves, er jeg enig med Philopatreias, at en fri Handel er den bedste.

1. Tolden skal forringes paa det Nødvendige, saa skal Handelen blomstre; men hvad er det Nødvendige? Hvad er det, min gode Philopatreias? Der hvor De har siddet og med andre eenfoldige Mænd snakket om politiske Materier, der har De nok meent Korn, Ost, Smør, Stude fra Skaane, og hvad andet vi i Kiøbenhavn kand bruge. Men jeg troer mig allerede at have viist, at saadanne Ting ikke bør, uden i Nødsfald, indføres, og det er vist, at dersom Finanserne ikke skal komme i megen Uorden, kand Tolden af hvad der fra udenrigske Slæder indføres, ikke vel forringes, faa at man giør ilde i, at man fører den fiere Almue, som

47

47 ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hovedet.

En viis Told-Rulle er et stort Mesterstykke, og maae dog jævnlig forandres, fordi Omstændighederne ikke alleene forandre sig hos os selv, men og hos vore Naboer, vi handle med. Den Stat er klog, som læser sin ToldRulle ofte igiennem, og legger den allermindste Told, som nogensinde kan være.

I. Paa alle udgaaende Vahrer; thi alt hvad der kand afhændes til Fremmede, er jo vundet for Landet, og paa hvilken anden Maade kan vi dog (jeg meener hele Landet) egentlig siges at vinde? Men den sælger bedst og meest til Fremmede, som kand undersælge andre Nationer. Naar Finanserne tillode det, var det at ønske, at alt, hvad der fra os udski-bedes, kunde endog være Toldfrie, i sær naar det udgik med vore egne Skibe, og naar Fremmede afhentede det, da belægges med, en liden Told.

48

48

Skulle heri være nogen Forandring, da maatte det være deels med saadanne Vahrer> om vi, saa at sige, allene have: og dog burde Paalæget være meget maadelig, for ikke at ophidse de Fremmede til at søge dem andensteds: og deels med saadanne, som hos os kunde forarbeides, saafremt ellers at der ere giorte gode og duelige Anstalter dertil.

Alle raae. Materier-, som hos os skal forarbeides, og helst naar de forarbeidede skulde igien udføres, burde befries fra Afgift. Hvad der tabes i Tolden, oprettes, hvad den rene Sort angaaer, ved den meere udbredte Arbeidsomhed og Folkemængde, og den derved befordrede Gevinst for Accisen: og i Henseende til den anden, da er intet klarere, end at der er, en reen Tilvext for Nationens Capital.

3. alle Vahrer, som føres fra Provints til Provints i samme Konges Stater, burde ikke letteligen svares uden Accise,

49

49 og dersom de fra det Sted, hvor de henbringes, igien til fremmede Steder skal udføres, maatte den erlagte Accise erstattes. Thi ved denne Anstalt befordres Skibsfarten, fordi den lettes: og Vahrerne komme til de Steder, hvorfra de fordeelagtigst kand til Fremmede udføres.

4. De fra fremmede Steder indførte Vahrer ere af en meget forsfiellig Natur, og maae derefter behandles. Om hvad der virkeligen skal forarbejdes, har jeg allerede sagt mine Tanker. Noget, som Salt, er u-undværligt for hele Landhuusholdningen, og behøves til Fisk, Kiød & c.. hvoraf en Deel igien udføres: Tolden maae derfor være maadelig. Andet er fra Nationer, som vi vinde meere ved end de ved os: sligt maae læmpeligen ansettes, for at vi ej skal ophidse dem til Giengield. Visse Ting hører til Overdaadigheden, og der maae Tolden hielpe til at standse denne Staternes Fiende: dog saaledes, at Contrabandiers ikke ved at indsnige

50

50

det vinde meer, end den Fare er, de staar i, om de gribes. Hvad der i et Land Consu-meres eller bruges i Overflødighed, bør Staten aldrig sette for stor Told paa; thi det indsniges da, og Staten bedrages. Lad os nu tænke paa Caffebønner og Vine. Vil man hindre saadanne Tings Misbrug, maae man ved Exempler, ved Læger, ved leiede og accrediterte Skribenter & c.. hellere standse det, end ved høy Told eller Forbudde.

Og hvad Klæder angaaer og hvad derunder hører, da er foruden Exempel og Befaling til de Fornemme intet bedre end aldeeles at forbyde det. Naar dette var skeet, saa havde Lyon ved sine prægtige Vester og Kioler ej allerede bedraget os en Tønde Guld fra. See efter disse almindelige Regler kand nu Philopatreias bedømme vor Toldrulle. De ere de Almindeligste, kand forøges med mange besynderlige, og behøve i de enkelte Tilfælde mange Indskrænkninger og efter Handelens variationer jævnlige Forandringer. En Told-

51

51 rulle er, at jeg igien skal erindre det, et rædsomt Arbeide, som forudfetter dybe og vidtløftige Indsigter i hele Statens Sammenhæng, samt i Nationens og i de fremmede Staters hele Handel. Den Mand, som eene skulde giøre den, maatte være et universelt Genie, og med den bedste Videnskab foreene en oplyst og vidt udbreedt Erfaring, være frie fra Fordomme, og for alle Ting troe, at Kongen og Staten (den hele Stat meener jeg) udgiøre det nøyeste Eet. Men jeg maae følge Philopatreiases tredie Project til Handelens Flor.

3. Der bør være frie Handel. Ach hvilket Magtsprog! Hvad om saadanne Herrer maatte være den arme syge Stats Læger: Det vilde da gaae med den, som med en elendig Patient, til hvilken Qvaksalveren sagde: I skal døe: spiis kun, hvad I vil, og Patienten spiste sine kiere østers, og døde om Natten. Nej! Philopatrias! Frihandel er et stort Ord, der har store Følger, ja saa-

52

52

danne, at om den nu ikke curerer Staten, og skal igien afvises; saa er imidlertid meer end 30 Aars Arbeide og maaskee ligesaa mange, ja fleere Tønder Guld forlorne. Slige Prøver kand et svagt og fattigt Land nok ikke taale.

Philopatreias vilde (thi det er klart af hans hele Piece) at ligesom alle Slags Fødevahrer skulde bestandigen flyde ind til os fra Fremmede, saa skulde og alle Sorter til vor Klædedragt og anden Brug ligeledes have fri Indgang, paa det vi i 10 Aar kunde have got Kiøb. Men naar vi nu havde i denne Tid kiøbt disse Ting af Fremmede, og i samme Tid ogsaa de Fødevahrer af dem, som de solgte noget lidet under vore egnes Priser; mon vi da, skal jeg troe, havde noget meer at kiøbe for: Og gode Statsmand, hvorlænge meener De, at disse Fremmede vilde til Betaling tage vore Banco-Sedler? Paa alt dette har De aldrig tænkt.

53

53

Vi har Fabriquer og Manufakturer; vist nok for faae, men de vi have, har kostet os eller vore ypperlige Konger store Summer: De forarbeide en betydelig Mængde Vahrer, have naaet til en vis Grad af Godhed, forsørge et temmeligt Tal af vore Medborgere, stopper for et stort Udløb af Statens Penge, og saaledes fortiener en faa øm Omhue af Regieringen, at jeg er vis paa vor Patriotiske Konge vil vaage over disse sin Faders og Farfaders Planter, og foragte efter sin ophøyede Viisdom, de Vankundiges Snak, egennyttige Kiøbmænds Skrig og Ildesindedes Raad. Naar man har giort faa megen Fremgang, som vi nu have: da er det vist let at komme videre; men at raabe, at alt dette skulde nu altsammen forkastes og omstødes, hvad kand dog tænkes meere uforsvarligt? Vore Manufakturer og Fabriquer kand lidt efter lidt befries fra den store Feil, at de ere næsten alle i Kiøbenhavn, hvor Levemaade er kostbarest og Fristelsen til Overdaadighed farligst. Vort deilige Landhuusholdnings

54

54

Selskab vil letteligen kunde ved sine Præmier og ved sine Raad hielpe til, at Fabriqverne efterhaanden nedsetter sig paa de letteste Levesteder. Regieringen, som uden Penge har saa mange Midler i Hænde at naae sine Øyemærker ved, kand ved Anstalter, Opmuntringer, vise Belønninger nu, ja nu, let udbrede Fabriqverne efterhaanden til hver Bye i Landet. Og hvor meget var ikke allerede skeet, naar en forbandet Egennytte og et skadeligt Principe ikke havde ruineret visse Fabriqver i Provintserne. Her tænker jeg paa den Aalborgske, og andre. End videre: De, som ved deres fri Handel vilde ruinere alle vore Fabriqver, og det af Vankundighed, raaber, at det er kun saa faae Mennesker, der endnu lever deraf, uden at betænke, hvor mange Penge disse saa kaldte faa holder tilbage i Landet.

Ikke heller har de overlagt en anden Sag, som jeg faaer at fortælle dem; thi de got Folk veed neppe, hvad der er i Kiøbenhavn, og slet

55

55

intet, hvad der er uden for. Førend vore Allernaadigste

Kongers Forordninger kom ud imod de Fremmede Klædevahrers Indførsel: bar

Bønderne i de Provintser, hvor de ere noget formuende. KlædeSkioler, Kalemankes Trøyer,

og deres Koner og Piger Kalemanker, Sirser & c. Disse Vahrer deels forbydes, deels stige i Priis, og hvad skede nu? Man forbedrede Vadmelet, man fik det overskaaret ved de hist og her indrettede Værker, man giorde det saa kaldet stribet Tøy, og har bragt det hist og her ved Hielp af de forbedrede Farverier til nogen Smukhed. Ikke Bønder, men og Borgere i vore smaa Kiøbstæder, Præste, Forpagter, Fogeder, Familier og andre saadanne paa Landet, bare det og. Disse Fabriqver egentligen i Fyn og Jylland ere de rette store Fabriqver, fordi de levere til saa almindelig en Brug. Naar vi nu spørge disse gode Folk, hvad dette Tøy koster dem: saa svarer de, at de kunde have det udenlandske langt lettere: de ønsker ogsaa, og vilde

56

56 gribe efter den fri Handel. Men set nu, at de fik den, saa vilde jo alle disse Fabriqver gaae overstyre, og saa mange Penge strømme udaf Landet. Ach! hvad er det dog beklageligt, at saadanne som Philopatreias vover sig til at ønske, hvad de burde, naar de vare Patrioter frabede Landet? Læser dog i kiere Folk, et Skrift ikke saa gammelt, at I jo burde kiende det: Oeconomiske Tanker til Høyere Eftertanke. Troer mig, at hvad der var sand Viisdom under den Patriotiske Friderich 5, er det endnu.

Ingen kand ivrigere end jeg ønske en fri Handel, men i en ret Forstand; saadan Handel nemlig, der ikke ved en kort og forfængelig Angenemhed bedrager den stakkels Almue og siden udsuer den indtil Blodet. Staten behøver Penge nok af sine Borgere, og Penge som skal betales til Fremmede, at vi ikke endnu oven i Kiøbet skulde opgrave paa nye de gamle Canaler til Lybeck, Hamborg, Bremen, Dantzig, Holland, Brabant & c.. Her stiæles Vahrer nok

57

57

ind af de smaae Dørre, at vi ikke behøve at aabne Portene for disse rette Landtyve.

En fri Handel er en ubetynget Handel, en uhindret Handel, en fornuftig og vel indrettet Handel.

1. En fri Handel er en ubetynget Hamdel, saadan nemlig, hvor Tolden er indrettet efter sande Principer, ongefær efter dem, jeg tilforn anførte.

2. En fri Handel er en uhindret Handel. Alle de Monopolier, som nogenledes kand ophæves det er alle de, hvor Øyemeedet ogsaa uden Monopolium kand opnaaes, burde alle ophæves. Paa Island, jo paa Island burde Handelen gives fri, og denne lykkelige Forandring herliggiøre Christian den 7des Regiering, ligesom det Vestindiske Compagnies Ophævelse Friderich den 5tes. Alles Danske Vahrer maatte udbringes uden mindste Undtagelse, til hvad fremmede Stæder de Commerce-

58

58

rende bedst vidste og kunde. Ved alle Toldstæder maatte Skipperne med det allerhastigste affærdiges, og et hvert Ophold ansees straffældigt. Den Norske Handel maae vaages meget over, og skarp tilsees, at man ikke ved at opstable i faae Aar alt for mange Bord: ruinerer alt for den følgende Tid. Ingen Stabelstad maae være i Landet. Kiøbenhavn maae intet Handels eller Fabriqve-Privilegium have for de andre Steder. Der maae intet være i vore smaae Kiøbstæder saa mange Handlende; thi det Opland, Byen har, bliver altid det samme, Gevinsten derfor og den samme, og følgeligen er det en nødvendig Følge, at Fordelen, deelt imellem saa mange, giør det umueligt for nogen at vinde saa meget, som en kraftig Drift af Handelen fordrer, at rette Kiøbmænd bør eye. Det bør da jo før, jo hellere fastsettes, at ingen nye Handlende maae nedsette sig, førend de forrige indtil det fornødne Tal ere uddøde, med mindre nogen besidder en vis fastsat Formue eller og en meget stor og paa fremmede Stæder er-

59

59

hvervet habilite. Ingen Kiøbmand skulde herefter have Rang, og al Overdaadighed skulde kraftigen forekommes; thi derved fortæres unegteligen de Penge, som skulde give dem Styrke til at poussere deres Handel videre: den Kiøbmand, som oftest tracterer, udmatter sig og sine fornemmest, og er flittigst paa Spectacler, er den foragteligste i sin Stand.

Rette Kiøbmænd, som har store og sande Meriter, kunde af en viis Konge benaades med en Medaille at bære, en Ring eller noget saadant. De Kongelige Betientere paa Landet maatte tilholdes at eftersette under Embeds Tab alle omløbende Jøder og andre Snighandlere: Alle Oplagsstæder paa Landet: alle Udskibninger uden fra Kiøbstæderne: alle Proprietairer, som tvinger deres Bønder til at sælge Kornet til dem, og igien holder Kramboe for dem: Alt dette Utøy burde forjages som den største Pest og Ulykke. O! gid vi kunde faae saadan fri Handel!

60

60

Endeligen 3. maatte vor Handel være fornuftig og vel indrettet. Hertil hører at vor ypperlige Landhuusholdnings Selskab opmuntres og som Statens Øye understøttes: at vi føge at bringe vor Kornavling og Fædrist til mueligste Fuldkommenhed: at vi med Iver tage os an vore Fiskerier ved Island, Norge og Jylland: at vi arbeyde paa at formeere og forædle alle vore Producter: at vi paa alle Maader opmurttrer Tarvelighed og Sparsomhed hos vore Skippere, Kiøbmamd & c. At vi føge i hver Kiøbstæd at lade Ungdommen (Kiøbmænds Sønner meener jeg) lære Geographien, lader skrive til deres Brug lykkelige Kiøbmænds-Historier, og giver dem Reisebeskrivelser i Hænde, opretter 2 Handelsskoler i Dannemark og 3 i Norge og 2 i Førstendømmene & c. Saaledes bor vi i Almindelighed gaae til Værks, naar vi vil have vor Handel forbedret og vort Riges Velstand udvidet. Fortsættelsen og Resten, skal følge med det første.

1

Philodani Underføgelse

af

Philopatreiases

Anmærkninger.

1. Om Rettergangen.

2. Om Geistlighedens Indkomster.

Ildet og sidste Hefte.

Kiøbenhavn 1771,

trykt Hos August Friderich Stein, boende i Skidenstædet, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Anden Afhandling.

Om Rettergang.

Jeg tilstaaer, at vore Practiske Jurister, vore Procuratorer nemlig, alt for meget prøve at giøre sort til hvidt, og ved en Hær af Formaliteter, Exceptioner, Udsettelser, ofte baade forlænge og søge at fordreie den Sag, der er dem betroet. Jeg tilstaaer og, at Acterne for de lange Bogstaver og det deri indehold-te Procurator-Snak bliver Parterne langt dyrere, end de burde være, Jeg nægter hel-

4

4

ler ikke, at der jo kand være hist og her Dommere i sær ved Underretterne, som for deres skødesløse Behandling eller uretfærdige Omgang fortiene at ansees med Lovgiverens høyeste Vrede.

Omendskiønt ingen kand eller bør nægte, at jo slige Misbrug baade ere hos os og burde standses: saa er det dog vist, at det Portrait, Philopatreias har giort over Rettens Pleye her i Landet er meget overdrevet; thi ved at læse det skulde man jo tænke, at vor Tilstand var den samme her, som i de Lande, hvor Sønnen arver Faderens Proces,

og efterlader den til sin Søn: man Müde jo rænke, at den Fattige snart aldrig kunde faae Ret, og at Overretterne, ja den høieste Ret selv, som oftest var et Echo af Had eller Gunst. At alt dette er en aabenbare Usandhed, veed alle de, som vil sige Sandhed, faa fuldkommen, at endog fremmede have priist os deri lykkelige frem for mange andre Folk. Man kand kun eftertænke de Sager, som i

5

5

sidste Instance ere paadømte, og, saafremt man er upartisk, (skal man nødes til at tilstaae, at Rige øg Fattige skeer lige god Ret. Trods, ja Trods, at noget Land skal kunde fremvise fra denne Side et større Fortrin. Havde Philoparreias været enten oplyst nok eller ret patriotisk, saa havde han aldrig burdet fortie dette for Landet saa vigtige Gode; thi vore Landsmænd bør ligesaavel kiende, hvad der er got hos os, som hvad der er slet. Og jeg maae reent ud erklære, at det er meget ubesindigt at indbilde de Eenfoldige, at Retfærdighed har forladt os, og at stænke sine Pletter, saaledes, at de og kand falde paa det reeneste og helligste selv. Af samme Surdei er det, naar Philopa-treias skriver, at en Dommer betales med et par snese Opsettelser. For Opsettelse maae jo intet betales, og aldrig skulde jeg troe, at nogen Dommer er saa ublue at tage, hvor det aabenbare er ham forbudet, og da kunde man jo let formeene ham det. Han tienes

6

6

da ikke ved Opsettelser, men maae accordere dem, naar Parterne paaraabe, at de have fundet nye Oplysning, Vidner, Documenter & c. eller og al dem mangler endnu noget saadant, som de haabe til en vis Tid at bringe til veye. Nægter da Dommeren Opsettelse staaer han jo til Ansvar for Rettens Fornægtelse. Men jeg vil gaae lige til Sagen. Procuratorerne ved Under-Retterne udsue Parterne , og for at tiene Penge, fordreie og forlænge Processerne ved alle de saa kaldte Procurator-Kneb.. Dette sande Onde, som kunde tage Overhaand, bør hindres, dg hvad Middel foreslaaer den ærlige Philopatreias.

Alle Procuratorer, siger han, ved Underretterne skulde afskaffes. Dette er hans første Forslag. Han er mig dog en løierlig Politicus. Udførsel har undertiden i Utide været tilladt og Indførsel forbudet: Derfor skal nu herefter Indførsel altid være tilladt. Proprietairer har været Kornpugere, og kunde

7

7

nu maaskee, om den af Philopatreias foreslagne Indførsel blev tilladt, ruineres.

De hindrer intet, siger han: skiær dem af fra Stats-Legemet: lad os bie lidt, indtil Philopatreias giver os flere af sine Statskloge Piecer, jeg er vis paa, at denne Feldskiær har endnu en Snees Lemmer at hugge af. Nu saa lad da indtil videre Procuratorerne være afsatte. Men naar nu dette skeede, hvem skal saa underrette den eenfoldige Mand om hans Sags Beskaffenhed? Hvem skal tale hans Sag for Retten eller skrive ham Indlæg? Hvem skal kort sagt veilede ham og føre hans Sag? Philopatreias har tre Midler, som jeg vil fremsette i deres naturlige Orden.

1. "Vore lærde Jurister skal meddeele det Almindelige et samlet Verk, hvori alle muelige Trætter ere forklarede, afhandlede og bedømmede. Naar dette Verk blev solgt til en billig Priis og var almindelig bekiendt, kunde hver Mand selv føre sin Sag,

8

8 og tiende sin Ret i de almindeligste og daglig meest forefaldende Tilfælde.„ Min Mand vil først have alle Muelige Trætter afhandlede i dette Verk, og siden skal det kun være i de almindeligste og dagligste Tilfælde. Vel giort, Philopatreias, at de har indskrænket deres første Paastand; thi alle muelige Trætter i eet Verk, og det til billig Priis havde været alt for artigt, og tillige alt for umueligt. Hvem kand vel opgive alle muelige Trætter, og skulde de nu tillige forklares og giennemgaaes, til hvilken Skok Volumina vilde da sligt et Verk voxe? Nu saa bortgiver vi alle muelige Trætter, og holder os kun til de almindelige 0g gængse. Om dem er det da, vore lærde Jurister skal skrive, og det for at hver Mand deraf selv kand lære at kiende sin Ret og føre sin Sag. Men nu vil jeg spørge dem, hvor Mange Sager der forekommer, som ere just ligedanne, og hvori ikke een og anden Omstændighed giør Forskiæl og fordrer nye Underretning? Mon

9

9

den tager sit Orakel, kaster op i Registeret, og finder Hoved-Sagen; Men den NebenSag, som er kommet til, tales intet om. Og hvad skeer nu? Han troer, at han enten har Ret eller Uret, og da enten begynder og taber, eller tier stille og kunde have vundet. Philopatreias veed nok, hvor det gaaer med de Dommere, der trænger til Registeret over Love og Forordninger. Slige Hielpemidler kand være nyttige i simple, men due saa got som slet intet i alle componerte, indviklede og forvirrede Sager, og deri var det dog, at man meest trængte til saadanne Hjelpemidler. Da enhver nu, som er bekiendt med de Juridiske Tilfælde, rnaae, uden at her behøves Exempler, tilstaae mig derte, saa er det klart, at Philopatreiases første Middel er just uklækkeligst, hvor det meest burde gavne, saa at det derfor kun til hans Dyemeed lidet vil Nytte Jeg gaaer da til det andet.

2. „Der kunde være hos os, som i Holland og andre Lande, Consulenter, Practicyns,

10

10

saadanne, som Folk kunde spørge til Raads, naar de skulde eller vilde have en Proces." Jeg bekiender, at dette Middel er bedre end Bogen. Men saa skulde jo disse Mænd leve af dette Arbeide? Gandske vist. De skulde jo da underrette Folk og vise dem den bedste Maade, hvorledes de kunde føre og vinde deres Sager? Ja, svarer Philopatreias. Nu vel: saa have vi jo vore ulykkelige Procuratores igien; thi hvad enten de lære og skrive Renker og Kneb, eller de selv Mundtligen fremføre dem for Retterne, løber ud paa eet. Men dem vilde vi jo af med: følgeligen duer ej heller dette Middel. Nu saa vandre vi da til det tredie.

3. "Enhver Mand, som geraader i Trætte, skulde selv andrage sin Sag for Dommeren, der burde indkalde Contraparten, examinere Vidner og Beviiser pro & contra. Og dette skulde han vist giøre med Oprigtighed; thi den haardeste Straf paa Ære, Velfærd, ja Livet selv efter Omstændigheder skal den uretfærdige Dommer aldrig kunde und-

11

11

flye." Dette Forslag fortiener en alvorlig Undersøgelse, fordi det er simpelt og har et meget got Skin, saa at jeg derfor næsten troer, at Philopatreias i Uskyldighed og Eenfoldighed har giort det. Publicum vilde nu mærke paa følgende: a) I alle RettergangsSager beroer det for alle Ting paa, hvorledes Sagen ved Underretterne tracteres, fordi der skal Vidner afhøres, der ere baade de og Parterne personligen kiendte, der er man endog Sagen selv, og i sær allehaande oplysende Omstændigheder bevidst; der kortsagt skal alt beredes, aabenbares og legges for Dagen. b) Naar nu vor Rettergang skulde dannes efter Philopatreiases Raad: saa kom, som man letteligen seer, alting an paa Dommeren; thi han eene var alt hvad Dommer, Procurator og Consulent nu ere. c) Ærlighed og Retfærdighed har Philopatreias ved de haardeste Straffer indjaget ham, at vi vil troe, han skal være incorruptible. Men kand og Straffer og Frygt derfor indjage ham Kund-

12

12

skab, og befrie ham, nu han er eene, fra al Overilelse.

Min Forfatter burde dog, da han skriver saa decifiv, kiende vore Underdommeres Tilstand baade paa Landet, og i de fleste smaae Kiøbstæder. Det største Tal af dem have aldrig studeret, jeg vil ikke sige, Lovkyndigheden, men vore Love, Forordninger og Rescripter, have aldrig fattet dem i deres sande Sammenhæng, og kiende ikke den saa nødvendige Analogie. Og dog dømme de som oftest retfærdig. Hvorledes gaaer da dette til? Jeg skal rigtig nok oplyse denne Hemmelighed. Procuratorerne, som for at blive berømte og have Søgning, drives af deres egen Fordeel til at giennemrandsage vore Loves Kilder, de udpiller Sagen, giendriver hinanden, opsnuer hvert og eet Beviis og alleguerer for deres Parters Sag alt, hvad allegueres kand. Naar nu vor Dommer har sund Forstand og den fornødne Agtsomhed, hører paa den eene Side alle Vidner og Beviser og paa den anden Lov-

13

13

giverens Ord, og har oven i Kiøbet Protocollen til sin Tieneste, og endnu, naar Sagen optages til Doms, Tid til baade at efterkaste de allegerede Artikle og Beviser, consulere en og anden god Ven: saa skeer det, at Dommen bliver god, i det mindste passable. Saa vist som det er, at Sagen saaledes forholder sig: saa uundflyeligt vilde det blive, at naar Dommeren eene skulde berede Sagerne, maatte de allerfleste Domme blive ikke alleene urigtige, men og ubillige.

Nu appelleres da Sagen. Jeg setter, at Overretten mærker, at Sagen mangler noget: saa hiemvises den da til nye Undersøgelse; Men hvilket et Ophold, hvilken en Langvarighed? Jeg setter at den ikke mærker det, og undertiden kand det ikke mærkes, uden af dem, som ere paa Stædet, saa vil da her blive fældet af Mangel paa Oplysning uretfærdige Domme. Nu kommer Sagen til den Høyeste Ret, og lad os nu antage, at dens klarseende og skarpe Øyne opdagede den ved

14

14

Under-Retterne begangne Feil, og efter Philopatreiases Forslag skulde dømme saadan en vankundig Dommer paa Ære, Velfærd og Liv: hvor mangen en ærlig og retfærdig Mand vilde da uskyldigen komme til at liide? Her synes jeg allerede at høre Philopatreias raabe: set da paa eengang alle disse vankundige Dommere af, og lad dem, som Skriverkarle eller paa anden ærlig Maade fortiene deres Brød. Nu saa setter vi da de allerfleste af paa eengang over det hele Land, og smukt tilveiebringer tiggende Dommere, ligesom tiggende Officerer.

Hvorfor ikke? Men Dommere skal der dog være, og Pladserne skal besettes igien med kyndige, erfarne Jurister. Nu saa kommer da, I duelige Folk: her ere Herreds-Foged Tienester ledige til 100, 80, 60 Rdlr.: Birkedommer Tienester til samme Priis, og endnu Byefoged-Poster ligesaa gode. Kommer: her skal I leve i Armod, og vil I som ærlige Patrioter gifte Eder, her skal i sultfø-

15

15

de Eder og Afkom (thi Stikpenge maae I dog intet tage). Nu min gode Philopatreias, hvor ere vi nu, de og jeg? Jeg tier og de maaskee og. d) Det er et gammelt Ord, at naar to trættes, faaer man Sandheden at vide, og det er vist, at naar man vil have en Sag vel oplyst, saa jo flere vittige Folk der tale og ere ueenige, jo klarere bliver alt for den, som skal dømme. Saa er det jo nu, da Philopatreias og jeg her begge procurere. Endog den kloge, kyndige og vittige Mand faaer paa den Maade mangen en Tanke og Oplysning, han aldrig selv havde skuldet falde paa, og som dog er saa vigtig, at den bestemmer Udslaget.

Vor vise Monark har jo selv behaget Allernaadigst at erklære, at Han og derfor har tilstædet Presse-Frihed.

Nu saa slutter jeg da, at til Retfærdigheds saa betydelige Tieneste og til den nidkiere Dommers mueligste Oplysning maae det

16

16

og være tienligt, at ikke Parterne allene, men og Procuratorerne tale, prøve, ventilere, og opklare Sagen. Den, som kiender Mennesket, Holder vist med mig. Og endelig e) hvorfor meener de, min gode Philopatreias, at i det hele Europa (dog maaskee Rusland tildeels og Tyrkiet undtagne) bruges Procuratorer for Retterne, i det mindste med skriftlige Indlæg? Tænk mig i det hele oplyste Europa, ja ogsaa i Preussen. De vil vel dog ikke have vore Dommere forvandlede til Tyrkiske Cady.

Lad os nu prøve, om vi kunde foreslaae nogle bedre og tienligere Midler til at hæve de Misbrug, som Philopatreias, og tildeels med Rette, klager over.

1. Det var at ønske, at noget Middel kunde udfindes til Underdommernes bedre Befolding i Dannemark; thi om Norge taler jeg her intet, siden Sorenskriverne der ere 4 Gange til visse saa vel aflagde, som de smaae

17

17

Rettens Betientere i Dannemark. De sultne Indkomme, de have, har nødvendigen to onde Følger: for det første, at ingen søger saadant Embede uden saadanne, som ingen Duelighed dertil besidde, og for det andet, at saadan fattig Mand næsten uimodstaaeligen fristes til saa megen Uretfærdighed, som han uden alt for stor Fare tør begaae. Han dependerer for denne sin Armod alt for meget af Proprietairer og andre velhavende Folk paa Landet og i Kiøbstæderne: Han trænger og meer, end jeg vilde, til Procuratorernes Oplysning, saa at han hverken har Indsigt eller Mod til at holde dem i den Respect, eller dømme dem i de Mulcter, han burde. Saa meget beviser meer end nok, at Dommerne matte være bedre Gagerede. Men hvorledes kunde dette skee uden at besvære enten Kongens Kasse eller det Almindelige, som begge desuden nok ere betyngede? Jeg synes allerbedst paa den Maade, som efter vore Monarkers Billie af vort ypperlige Cancellie allerede saa fordeelagtigen er tildeels brugt. Man

18

18

maae saasnart en Herredsfoged døer, ikke besette hans Plads, men legge den til en anden Herredsfoged, som er nærmest og beqvemmest kand holde Tinget der, eller og til den hosliggende Kiøbstæds Byefoged. Dersom dette blev en Lov, der ved alle slige Vacancer helligen blev fulgt: saa inden 30 Aar kunde hver Dommer have henimod 400 Rdlr. at leve af; thi hvad skader det, om en Mand har tre ja fire Tingdage? Lad kun Folk have brav at giøre, men lad dem og kunde leve; og desuden kand nogle Tinge gierne foreenes; thi Tinghuset kand bygges i Herredernes Centrum.

Man kunde maaskee og foreene Birkerne med Herrederne paa følgende Maade, at Indkomsten af Birket blev anslagen mod Indkomsterne af Herrederne, og Birkets Eiere da tilladt at kalde, forstaae en duelig og examineret Mand, hver anden eller tredie Gang pro fua qvota. Saa er det med Præstekalde i fælligt, og jeg seer ikke, hvad der

19

19

skulde hindre, at samme ikke kunde have Sted i Rettens Betieninger. Er meget philosophisk Middel var det og, om Regieringen fandt for got ikke at befordre til de fornemmere eller rigere Justik-Betieninger, som Sorenskrivere, Laugmænd, Landsdommere, Byefogder i de store Stæder, ja end ikke til Høyeste Ret selv, uden dem, som 3 a 6 Aar først havde tient som Herredsfogder og Byefogder i de smaae Stæder. Disse fattige Embeder blev strax vor vittige, oplyste juridiske Ungdoms Attraae, og naar det nu blev føyet til, at den Herredsfoged skulde præfereres, som i sit EmbedsTid aldrig var i Høyeste Ret dømt i Mulct eller anseet pro meliore informatione; saa troer jeg, at Regieringen havde sat en Fieder i Uhret, der temmeligen skulde rette Gangen. Men da maatte og Befordringerne fra disse smaae Embeder ubrødeligen skee, og det imellem lige duelige (dem meener jeg, som havde undgaaet ved Høyeste Ret notam cenforiam) efter deres Embeds Anciennetè, og hos de andre efter deres Irettesettelsers mindre og

20

20

større Antal & c. Men da maatte hverken Adelskab eller Faveur aabne nogen Veien til de Høyere Justits-Embeder, med mindre han først var gaaen Kongeveien efter Loven. Og fandt er det, en Adelsmand kunde lige saavel nu, som hans Forfædre fordum, være Byefoged, Herredsfoged, Borgemester. Han blev da som vore gamle Mænd borgerlig (en stor Egenskab) blev sadt i Arbeide (en herlig Sag) og lærdte at kiende Landet (ogsaa en stor Nytte) hvilket alt vist ikke læres paa Hoftrapperne, og lige saa lidet i Paris. Jeg har i lang Tid havt et Indfald, som jeg vil skrive; thi jeg skriver kun for mit Fædrenelands Bedste. Naar vor vise Regiering fandt for got saaledes at berede Folk til høiere Embeder; saa kunde den jo og fastsette, at den Dommer, som foruden at have undgaaet Notam cenforiam, endnu lovformeligen kunde bevise at have i sine Prøve-Aar forligt de fleste Sager (flere meener jeg end andre hans competentere) skulde have et upaatvivleligt Fortrin for dem. Philopatreias vil vist billige

21

21

dette; thi han er vreed paa Procuratorerne. Og jeg billiger det, fordi det er got for mit Fædreneland, at Folk ei øder sig ved Processer, fordi en Dommer, som havde sin forventede Befordring til Driver, vilde umage sig for at bilegge de fleste ham muelige Trætter; og fordi han til at kunde udvirke dette, maatte nødvendigen skaffe sig et stort Retfær-digheds og Billigheds Rygte.

2. Naar nu vore Dommere vare blevne oplyste Folk, anstændigen aflagde, og tillige animerede af deres forhaabede Befordring, saa kunde man med Grund om de bleve befundne i Skiødesløshed, eller hvad værre er i Uretfærdighed, straffe dem med høne Mulcter, ja paa Ære, Velfærd og Livet selv efter Omstændighederne, at jeg skal bruge min Mands Sprog. Men jeg tør love, at naar den tilkommende Æres og lykkes Vei var uforanderligen famlet med Dommerens Flid og Retfærdighed, Fulde saare sielden nogen Straf behøves.

22

22 3. Skrivernes lange Bogstaver og den derved forvoldte Bekostelighed af Acterne kand jo letteligen ved en Forordning hæves, og reduceres til Billighed. Men her maae dog nøye agtes, at Skriverne ved de smaae Retter ere usel aflagde, saa at de, indtil flere Tinge efter foregaaende Forslag trækkes sammen, neppe har det tørre Brød. Men ved de Retter, hvor deres Tienester ved Sagernes Mængde ere meget gode, der burde være nogen nøyere Bestemmelse end om 26 Linier paa Siden.

4. Procuratores Maae vi af ovenanførte Aarsager beholde. Men det er dog vist, at de ved vore Underretter begynder at blive os alt for vittige, og derfor farlige for Retfærdighed og bekostelige for Parterne. Det er og vist, at dette Onde kiendeligen tager til, og at den Kløgt, at kunde excipere, fordreie, snoe sig med Formaliteter, drille med Vidner, forlænge ved tusende Kunstgreb Sagen, bliver hvilket jeg meest gyser for, en Ære

23

23

og Berømmelse. Der er da i al Sandhed ingen Tvil om, at jo dette Onde bør baade med sorteste Farver males, i høyeste Toner udskriges, og, naar det er kommen til Retfærdighedens Ørne, paa eftertrykkeligste Maader og i al Hast gaaes i Møde. Men nu gielder det, hvorledes dette bedst og kraftigst kunde skee. Jeg vil til Publici Omdømme og for at forandledige andres Nøyere Undersøgelse og Oplysning give mine ringe Tanker, a) Formaliteter maae der være ved Retterne, Hvilket jeg ikke vil bevise, da alle de, som kiender Sagen, tilstaaer det, og maae tilstaae det. Men der kunde maaskee undværes nogle, og andre som ere indkomne ved Vedtægter uden at være grundede i vore Love, burde enten af Lovgiveren stadfæstes, for at alle kunde vide dem, eller gandske afskaffes. Over alt dette kunde ønskes en Nøye Undersøgelse af erfarne og kyndige Underrets-Dommere, som hverken hadede Formaliteter, ikke heller vare forliebte i det Juridiske Haarkløverie. Naar nu disse Mænd, som bedst kiender alle

24

24

Procurator-Trækker, havde givet deres Tanker, saa kunde Mænd af almindeligere og meere udbredte Indsigter examinere og determinere alt. b) Ligesom der ere i Formaliteter visse Vedtægter, saa ere der og efterhaanden ved Praxis, som det kaldes, indkomne andre Vedtægter i Retten selv. Dette Arbitraire og selvraadige Tøy burde ikke et Øyeblik taales; thi Landet bør ey regieres efter Vedtægter, men Love. En ærlig og kyndig Mand burde elske sit Fædreneland, og uden Skye fremlegge for Dagen alle disse Procuratorernes Smuthuller og disse Falstrikker for Parterne, som tænker at vinde ved en Vedtægt og taber ved en Lov eller og tvertimod. c) Da det er egentlig ved Vidners Førelse, at Procuratorerne udøver deres store Konstgreb, og nu vil forlede Vidnerne, nu stævner sammen endog ved Diverse Tingstæder hele Flokker, som slet intet kand oplyse Sagen, nu bruger endog de sorteste Midler selv ved at forlokke dem og bringe dem til Meeneed: saa burde alle vore Forordninger og Love derom ikke allene skiærpes, men og andre, eftertrykkelige Mid-

25

25

ler skaffes til Veie. Jeg veed vel, at her kunde man let for at hindre saadanne slette Menneskers Afveie, legge Anstød for Retfærdighed selv, og formeene den at faae den saa nødvendige Oplysning.

Men jeg troer dog, at naar man først fik, som jeg før ommelte, gode og ærekiere Dommere, som følede sig selv: vilde om jeg ikke meget feiler, dette Procurator-Raserie faa et stort Knek. Thi da ønskede jeg, at Regieringen vilde give Dommerne Magt til at dømme en Procurator, der spillede med Retten og forvirrede den, i en anseelig Mulct, og efter Beskaffenhed fra hans Embede, uden anden Sagførelse end efter den i Protocollen staaende Act. Om nu denne Mameluk troede, at han var skeet Uret, kunde han indstevne Sagen til de Høyere Retter, men paa sin egen Bekostning og selv skulde betale Acten udaf Protocollen: Dommeren tvertimod skulde kun beraabe sig paa Acten, da disse høiere Retters Advocater for intet skulde føre hans Sag. Havde Dommeren Uret, vilde

26

26 det let kiendes, da han med en taalelig Mulct skulde ansees, fordi Exemplet var dog tienligt til at holde Rettens Plagere i Tømme; Men blev hans Dom befundet fuldgrundet, da skulde den ved Magt stande, og Procuratoren endnu betale de Omkostninger, han havde forvoldt begge Parter. Jeg er vis paa, at en halv Snees Exempler statuerte, skaffede Retfærdighed frie Løb, og adspredte alle disse mørke Taager. d) Det er utroeligt (Philopatreias har Ret) hvilket Fyldekalk, Væmmeligt Snak, hvilken Mængde af Synonymes, Franske Ord, Omsvøb der fylder mange Procuratorers Munde og Indlæg. Ofte har jeg tænkt paa, hvorledes dog dette Raserie kunde læges og i Grunden hæves. Snart har jeg meent om man ikke med Satirer kunde giøre det latterligt og derved faae det fordrevet; men til al Ulykke det føder og beriger sin Mand, og hvad meere er, denne Jargon passerer for Vittighed og Kløgt. Den ærlige Almues Mand troer, at det er Juristernes Sprog, og tør derfor hverken vove at tale for Retten, ikke

27

27

Heller skrive selv sit Indlæg: det er og vist nok, at han ikke forstaaer dette Maal. Men var det nu ej mueligt a) at en Forordning kunde befale, at alle Synonymer og Franske Ord herefter skulde være Landflygtige fra Retterne, og at alt skulde siges og skrives i den brugelige Brevestiil, saa at intet maatte beholdes af det Juridiske Sprog uden de blotte Termini, Tingene meener jeg og ikke Ord eller Phraser. Give at dette kunde skee! Alle Acter skulde da forsvinde til en Halvpart, og læg Mand torde da og vist nok gaae i Rette. b) Var det dog ej mueligt (jeg synes det) at visse: Formularer og Formuler i forstaaeligt Dansk kunde under Regieringens allerhøyeste Myndighed bekiendtgiøres, hvorefter der kort kunde procederes? Ja! det var at ønske, at slige Publiqve Formularer til Obligationer, Panteforskrivninger, Contracter & c. vare til, som alle skulde bruge, c) Naar nu foruden disse Baand paa Procuratorerne ommelte Forfølgelse af Dommeren stod dem aaben, saa troer jeg, at dette Onde, som begynder at groe op hos os, vilde lykke-

28

28 ligen qvæles. d) Endnu vil jeg, men til de Kloges nøyere Overleggelse, foreslaa; et Middel til at hæve et Onde, som de smaae Procuratorer saa ofte forvolde. Det er bekiendt nok, at de opegge den kiere Almue til at føre Proces, hvor Sagen slet ingen Ret har. Jeg synes at der var got, og i ingen Henseende skadeligt, om det blev befalet, at førend Sagen skulde ageres, maatte Procuratoren i Protokollen lade tilføre, at han havde raadet sin Principal til at anlegge samme. Naar nu Dommeren havde dømt Sagen, og havde befundet, at den i sit hele Anlæg var kun en Chicane, saa skulde han have Magt til at tegne Procuratorens Navn paa en i Tinghuset hængende Tavle med Overskrift: Uretfærdige Procuratorer. Ville denne appellere skulde det være ham tilladt, men under de samme Vilkaar, som forhen er meldt, og ifald da den gangne Dom blev kiendt ved Magt, skulde Procuratoren tillige dømmes paa sit Embede. Det forstaaer sig, at denne Medfart skulde ej have Stæd uden i Sager, som reiste

29

29

sig af Fortrædelighed og Trætte-Syge, og ikke komme andre til Nytte end den ærværdige og uskyldige Almue, e) Ærlige og oplyste Procuratorer burde, om de ønskede det, have af Publico for deres vigtige Tieneste en præferable Adgang til Dommer-Embeder; thi deels have de fortient slig Belønning og deels kiender ingen bedre end de alt det Taskenspillerie, der giøres for en Dommer.

Paa det nu saadan en brav Mand kunde have klare og lovfaste Grunde at bygge sin Ansøgning paa, saa synes jeg, at der burde holdes ved hvert Tingsæde en Protokoll, hvori der burde af Dommeren for den hele Ret, saasnart Sagen var paadømt og den var vanskelig og vigtig, indtegnes korteligen enhver Procurators Opførsel. I samme Protocoll kunde og Procuratoren lade indrykke er Trætter, han forligte, da Parterne enten kunde være tilstæde eller forsyne ham med deres Attester. Naar nu en Mand belagte sin Allerunderdanigste Ansøgning med slige af Protocollerne

30

30 udtagne Skudsmaal, og tillige havde tient 6 a 8 Aar, og den vise Monark vilde behage at ansee i Naade saadan Mand; saa kunde man haabe, at Lønnen for de Gode og Straffen for. de Onde skulde tilveiebringe i denne Stand, den Forbedring, man ønsker.

Vel veed jeg at mange vil synes, Procuratorerne bleve derved Dommerne for meget underlagte; men det vil jo dog vore Love, og Hvad Skade er det, at de frygte for ham, og at der ingen Forstaaelse er imellem dem? Ingen uden dem, som ere vante ved Retterne, skulde troe, hvor got det er, naar Procuratorerne har Respect for Dommerne, og han har Myndighed hos dem. Til allersidst:

5. Vil jeg korteligen samle, hvad der kand være faldet mig ind til vor Jurisprudences Forbedring. Det er en Ære for et Land, naar Parterne selv vil og kand føre deres Sager. Her har jeg ønsket, at Dommerne Maate tilholdes ved deres Myndighed at befrie

31

31 dem fra Procuratorernes Haarkløverie og Lovtrækker, og ifald de (Dommerne meener jeg) mærkede, at den for sig selv talende Part glemte en og anden Formalitet, eller forsømte noget af hvad der henhører til Orden og Be vislighed,: da strax erindre ham derom, uden at dette skulde komme ham eller hans Sag til mindste prejudice, Ligeledes har jeg ønsket og flere med, mig, at indtil den nye Lovbog kunde blive færdig, der maatte af vore ForordningsBøger, som nu ere voxde til mange Volumina, skee et Udtog, hvori alle Instruxer for høyeste Ret paa een nær, alle Skatte-Forordninger & c. kortsagt, alle de Anordninger, som kun ere for en vis Tid, eller en besynderlig Omstændighed, skulde udelukkes. Neppe blev der da med jævn Stiil en Qvart tilbage; thi ogsaa de kunde udelades, som ved seenere Befalinger ere ophævede. Dersom vor Monark da vilde under sin egen Allerhøyeste Myndighed udgive dette Udtog (thi dette behøvedes for at det kunde have Lovs Kraft) saa skede Landet en betydelig Tjeneste. Endogsaa

32

32

deri kunde komme, hvad Rescripter der forbinder alle eller ansees derfor & c. Skulde jeg endnu af vore lærde Jurister ønske et Arbeide, var det et lidet Værk, som forklarede Proceduren i forstaaelig Stiil, som oplyste Folket i samme Sprog om Omgangs-Maaden med Ejendoms Sager og alle Forskrivninger, og endelig som forklarede den nødvendige Juridiske Terminologie, saa troer jeg, at hver Mand letteligen kunde, om ikke tale sin Sag, saa dog forstaae den.

33

Tredie Afhandling

Om

Geistlighedens

Indkomster.

34

        

35

Tredie Afhandling Om Geistlighedens Indkomster.

Min ærlige Philopatreias og jeg er nu kommen fra Dommersædet til Kirken, for at see, hvorledes det staaer til med vor Geistlighed og dens Indkomster. Gid jeg nu vidste, hvilken Geistlighed han meente, enten hele Landets eller blot Hovedstadens; thi det er mig en saa besynderlig Skribent, at efterat jeg har læst denne Afhandling vel ti Gange igiennem, er jeg endnu ligesaa klog den sidste Gang, som den første.

36

36

Det kand man ret kalde at skrive i Politiske Ting, naar man lader alt saa ubestemt, at endog den oplyste Læser, som kunde og vilde begribe en Forfatter, ikke veed tilsidst, hvad det er, han egentligen handler om. Det er: har jeg sagt til mig selv, hele Geistligheden; thi saa lyder Overskriften: adskillige Gange nævner han os i Afhandlingen selv Geistligheden, den Geistlige Stand, Præsterne. Han siger os, at Geistlighedens Indkomster hindre meget det Almindeliges Fremvæxt. Han taler om fede Landsbys Præster, der ere Reittenere. Kirkecetemonierne, han nævner, angaaer det Almindelige. De Tiender og Accidenher, han rører ved, forkynder os, han taler og om Landsbyepræster. Nujfaa er det da den Geistlige Stand i Almindelighed.

Nei! siger Piecen mig, det er ikke saa: det er kun Kiøbenhavns og nogle andre store Kiøbstæders Geistlighed, Øhilopacreias taler om. Thi uden at nævne hvilken Geistlighed, siger Jan os, at ved Bsrnedaab, Jordspaaka-

37

37

stelse og saa videre, skal ikke alleene Præsterne betales, men og Klokkere, Gravere og den hele Forsamling, hvorfor og NB. Klokker og Graver=Tienester ere (siger min Mand pag. 31. ) saadanne fede Stykker, at deres Besiddere i en Hast blive Capitalister. Da dette nu ikke giælder uden om Kiøbenhavn og til Nød om 4 a 6 Stæder til, saa er det klart, at Philopatreias alleene handler om disse Byers Kirkevæsen. Han siger og pag. 32., at den fattigste Tiener maae, naar han vil til Communion, betale Klokkeren Penge. Nu er det en bekiendt Sag, at sligt aldrig skeer paa Landet, og, som jeg vist veed, Heller ikke i mange Kiøbstæder, hvoraf jeg da slutter, at alt her sigter paa de store Stæder. Dette bestyrker mig endnu meere, naar han pag. 35. fortæller, og det, som alt det øvrige uden allermindste Bestemmelse, at de Geistliges Antal er for stort, og føyer til: En Kirke kunde gierne besørges med mindre end 3 a 4 Præster. Eftersom det da nu er bekendt, at vore fleste Præster i Landet have 2 og undertiden 3 Kirker, ja i Norge endnu flere at besørge, saa

38

38

sluttede jeg da, at Philopatreias tænker alleene paa Kiøbenhavn. Og denne Meening kunde saa meget snarere bifaldes af mig, som hans første Afhandling udtrykkeligen har overbeviist mig om, at Kiøbenhavn og Fædreneland er eet og det samme for ham. Men hvad skal vi saa giøre ved alt det, som angaaer Geistligheden i Almindelighed? Nej! han maae dog meene vor hele Præstestand. Men hvilke Politiei: ere dog saadanne ubestemte og vague Folk?

Nu esterat jeg da har besluttet at følge Afhandlingens Titel, saa falder jeg i største Forundring over, hvoraf det dog kand komme, at min Mand, som skriver om Geistlighedens Forkomster, ikke har fra Begyndelsen til Enden enten bestemt, hvad Indkomster denne Stand har, ej heller med eet Ord rørt om, at der er et Tal meget betydeligt af Præsterne, som har usle og fattige Indkomster, og at den store Mængde af dem aldrig har, naar alt beregnes, 500 Rdlr. Indtægt. Jeg synes, en Patriot burde være ærlig, tale bestemt, og vogte sig at være Pro-

39

39

jectmager, det er at giøre uoverlagte Forslag, saadanne, hvor man ikke har vejet og indseer alle Ting. Af slige umodne Indfald er det, at vort arme Fædreneland har lidet alle de Stød, som nu græmme Kongen, udsue os, og Skal ængste vore Børnebørn. Ja! Allerdyrebareste Ronge, det er Din Sorgs Kilde! Ja! Kiereste Fædreneland, det er din Ulykkes Aarsag ! Da det er beviisligt, og band af Cancellie-Listerne gotgiøres, at den store Mængde af Præstekalde ikke overstiger 500 Rdlr., men at endog et større Tal er under 400 Rdlr., end over 600 Rdlr.: saa slutter jeg, at Geistlighedens Indkomster ere i det Forhold hos os, som de bør være i Henseende til Standens egen Vigtighed, de andre Embedsmænds Levebrod, og Statens Beskaffenhed i det hele betragtet. Jeg tager nu Bejskaalerne, kom da Philopatreias, og giv Agt.

1. Den Geistlige Stand er i sig selv vigtig for Staten, og det af den

40

40

Aarsag, fordi den bør være og er det store Middel til gode Sæder, fordi den prædiker Lærdommen om Forsyn og Udødelighed (al Eeds og Samvittigheds første og sidste Grundvold) og fordi den forkynder Skriftens øvrige Sandheder, som ere de stakkels Menneskers eeneste og visseste Gode og Trøst. Det sidste bør enhver Politicus lade os beholde for alle vore Skatter, Afgifter og Tieneste: det andet trænger han til ; thi alt i Staten er bygget paa Eed og Samvittighed, og Staten selv med er bygget derpaa: det tredie, nemlig gode Sæder, har alle sande Statsmand, udgivet for Staters væsentlige Styrke og Grunden til deres Lyksaligheds Varighed. Da nu ingen kand nægte, at jo Geistligheden virker med Eftertryk til dette tredobbelte Øyemeed, saa slutter jeg, at den er en vigtig og, hvad mere er, en umistelig Stand, som Staten ikke alleene maae beholde, men og give til dette store Øyemeeds kraftigste Opnaaelse den fornødne Beskyttelse, Anseelse og Myndighed. Ingen skal kunde nægte eller svække denne min Sats, uden de, som aldrig har indseer en Stats

41

41

Bygning, og ikke engang Menneskets første Rettigheder. De, som ikke føler paa sig selv nogen Nytte af Geistligheden, maae spørge sig , om.deres Sæder ere gode, og om Staten var tient med, at alle dens Borgere havde samme Principer og førte samme Levnet som de. Men lad os gaae videre.

Naar det nu staaer evig fast, at Geistligheden er en vigtig Stand, saa flyder deraf

a) at den maae have saadanne Indkomster, at den ikke alleene har det nødvendige Livs Ophold, men og kand leve uden svære. Nærings Bekymringer. Thi deels fortiener den saadan en Udkomme, og deels vide alle de, som kiender Mennisket, at den som skal arbeide med Hovedet, maae hverken sulte eller fryse, eller frygte derfor.

b) Geistligheden maae kunde i Almindelighed leve anstændigen, det er (thi jeg vil gierne tale bestemt) føde, klæde sig og Boe bedre end den almindelige Almue, og ligemed, skikkelige Folk; i Middelstanden. Thi de, som baade offentligen og i Private Samtaler skal erindre Folk om gode

42

42 Sæder og deres Pligter, maae (saaledes er Mens nisket) have nogen udvortes Anseelse i Henseende til Person, Klædedragt og Bolig. Hverken ere vi Enthusiaster eller længe kunde være det, saa at en forsultet Mand, fattig klæd og usel ialt, skulde kunde giøre noget ret Indtryk paa os. Romerne (thi Philopatreias vi vil gaae til Hedninger) valgte derfor til Censorer saadanne, som havde været Consuler, og i Athenen bestod den Areopagitiske Ret ligeledes af de anseeligste Mænd, ja i Peru (tænk mig dog hos dem, Spanierne kaldte Vilde) var det ligesaa. Jeg veed, at om alt dette er Philopatreias og jeg eenige; thi han siger tidt nok i sin Piece, at Geistligheden bør have en anstændig Udkomme.

Men hvad følger nu heraf? Dette: saa har de fleeste Geistlige ikke uden en anstændig Udkomme. Thi til at leve anstændigen paa Landet udkræves nødvendigen i Dannemark 400 Rdlr. fordi Præsten bør leve som skikkelige Folk i Middelstanden paa Landet. I de smaa Kiøbstæder; hvor Accise er og hvor Kiøbmænd

43

43 med andre flere boer, behøves 600 Rdlr., i de større Kiøbstæder 800 Rdlr., og i det dyre Kiøbenhavn 1000 Rdlr.; alt forholdsviis og efter de lagte Grunde om en anstændig Levemaade. c) Præsten behøver, endnu, hvad andre skikkelige Familier ikke trænge til, at kiøbe aarlig for 30 Rdlr. Bøger, thi Philopatreias vil jo, og med megen Ret, ar han skal være lærd og udbrede Lys i de Theologiske og andre Videnskaber. Det hielper ikke, man siger, at mange giør det ikke.

Der ere nogle, som giore det, og det er vist, at alle burde giøre det, og at det i mange Tilfælde var got, om de alle giorde det, og funde, naar de vilde. At opmuntre og drive dets paa havde været et patriotisk Arbeide for en sand Philopatreias. Nu saa behøver da Præsterne paa Landet 430 Rdlr. Men da Kiøbstædpræster lever paa Stæder, hvor der ere flere vit tige Folk i adskillige Ting, saa er jeg vis paa, at disse Mænd, naar de ere, som de bør være, behøve for at handhæve deres Characters Ære som

44

44

lærde Folk, vel Bøger for 50 Rdlr. om Aaret, og i Kiøbenhavn for 80 Rdlr. Vi seer da, at Kiøbstædkaldene maatte være Forholdsviis 650-850-1080 Rdlr. En Mand, som vor brave Strøm, hvor vilde han have udgivet os sin Sundmøers Beskrivelse , naar han ikke havde eiet Bøger; og hvor vilde Gunerus levere os saadanne Afhandlinger til Natur-Historien, naar han ikke kunde have et Bibliothek? den duelige Reyersen skulle heller ikke have kundet oversette Josephus og fortsette Holbergs Kirke-Historie: ikke heller Friis og Ryge deres Arbeider & c. & c. Offentlige Bogsamlinger har man dog allene i Kiøbenhavn, d) Paa Landet i Dannemark maae Præsterne kiøbe Præstegaarde, og anskaffe sig Besætning og Avels-Redjkab: en depense, som gierne stiger til 800 Rdlr. Renterne deraf er 32 Rdlr. Herfor ere de fleste andre Embedsmænd qvit, men hvor meget denne Gield trykker vore Landsbyepræster veed de bedst, som har med Panteprotocoller at giøre og tillige kiender deres sparsomme Levemaade. De burde derfor for at leve anstæn-

45

45

digen have 462 Rdlr. Man mærke, at jeg ikke taler om Præstegaardens Ameublement, fordi dette har Geistligheden tilfælles med alle andre Embedsmænd. e) Lad os, da vi have disse i Almindelighed vigtige Iagttagelser, nu betragte, hvor mange Præstekalde der ere under 400 Rdlr., hvor faa paa Landet der ere over 500 Rdlr., hvor faa i Kiøbstæderne der ere over 600 a 800 Rdlr. og i Kiøbenhavn over 1100 Rdlr., og lad os saa spørge, hvad al den Klage falder hentil over Geistlighedens alt for store Indkomster. Er det dog Ret at slutte fra faa til mange, fra nogle til alle.

2. De Geistliges Indkomster ere hos os i der Forhold, som de bør være til de andre Embedsmænd. Det har jeg paastaaet og bor bevise. Men for at giøre det rigtigen, saa maae jeg i Forveien erindre, at alle Embedsmænd hverken bør forlange eller have lige Gage; thi saa kunde jo Lieutenanten vilde jævnes med Obersten, og han med Generalen, og hvad Confusion deraf vilde komme er aaben-

46

46

bart. Der maae da være Forskiel, og denne Forskiel maae man, naar den er grundet, efter nogle visse Regler kunde bestemme. Hvad synes vel mine Læsere om følgende? a) Embedsmændene bør salareres efter deres Forretningers Mængde, thi jo meere man giver et Menneske at giøre, jo bedre bør naturligeen hans Løn være. Men hvor rimelig denne Regel end synes, saa kand den dog ikke være alleene; thi en Mand kand være belæsset med Forretninger, og dog ikke med Føye paastaae saa stor en Gage, som den, der har mindre Arbeide; thi deels kand denne bebyrdede Mand tiene paa Haab om tilkommende Befordring, og deels kand alle Hans Forretninger ikke for deres Ubetydellgheds Skyld opveie mod det mindre Tal, den anden har. Lieutenanten har hele Dagen vist meere at giore end Obersten, og dog er der med Rette saa stor en Forskiel imellem deres Indkomster, b) Forretninger, som ere vanskelige, fortiene bedre at belønnes end de som ere lette, og det af to Aarsager, først fordi det er ikke saa nemt at faae, dem besatte, og ogsaa derfor, at der

47

47

udkræves til at giøre dem, en foregaaende Præparation og øvelse, som koster Mennesket baa de Tid og Umag og Penge. En god Ingenieur er derfor i alle Stater vel besoldet, og en erfaren General har en meget høy Gage. c) Et Embede bør have Gage efter sin Vigtighed: ogsaa dette er unægteligt. Men naar vi nu skal spørge om, hvad et vigtigt Embede er; saa raaber enhver, at hans er det rette, saa at man faaer en Trætte lig den i Fablen, da hvert Lem vilde være det vigtige. Men vi vil ikke høre efter, hvorledes enhver bedst kand afmale sit Embede og sin Stand; thi vilde Vægterne give et vittigt Hoved i Commission at tale deres Sag, skulde deres Post blive langt betydeligere her i Staden end enten Borgemesteres, eller Raads eller de 32 Mænd, eller Byfogdens eller alle Officerernes. Troe mig, kiere Philopatreias, der kunde siges meget for dem, og meget saa drabeligt, at de vidst skulde standse derved. Men Tingene maae aldrig betragtes fra een Side: alt i Staten hænger sammen, og er

48

48 dens Constitution sund og stærk, faa mane der ikke være uden nyttige Embedsmænd, sadanne meener jeg, som deelS befordrer, deels vedligeholder Statens Sikkerhed, Lyksalighed og dere. Disse have da hver for sig en Deel af denne Sikkerhed, Lyksalighed og Ære at vaage over og forfremme; men de have ikke alle en væsentlig Deel, ikke heller alle en stor Deel. Det Embede, som har enten det eene eller del andet, eller begge tillige, er vigtigt, og derefter troer jeg, man alleene kand udregne baade hvad Værd et Embede Har, og hvor stor Værd det har mod andre Embeder.

Alle de Embeder da, som Staten har betroet Opsigt enten over Personer eller Ting, ere betydelige, og dette efter den Vigtighed og Vidtløftighed, Tingene har, de skal vigilcre for. d) De Embedsmand da, som ere tillige Tilsynsmand over visse Deele af Staren (Personer eller Ting) ere for dette Tilsyns Skyld i alle Stater besynderlig Gage-

49

49 rede, og del fordi de baade nødvendige» maae leve med en Slags Anseelse, paa det de kand have den fornødne Myndighed hos deres kuboräinerre Medborgere, og tillige behøve større Indsigter, meere Erfaring og en langt anden Tilforladelighed. Ligeledes stiger alle Gagerne ester dette Tilsyns større eller mindre Vigtighed, me) Dersom vi nu foyer hertil de Poster, som ere bestemte til Regentens og Statens udvortes TEre, og som for de Depenser, der maae giøres, gierne og ere vel aflagde; saa troer jeg, at vi noget nær have den Veiffaal rigtig, hvorefter man kand udveie Gager. Philopatreias maae tilgive mig, ar jeg har faa nøyagtigeu forklaret delte; thi jeg skal sige ham, at det er got for saadanne ærlige Folk, at de tillige har sunde og faste Begreeb.

Og uu kand vi to med visse Skridt følges med Hinanden til de Geistlige og de Verdslige Embeder i vort Land, og betragte deres Forhold til Hinanden i Henseende til

50

50

deres Indkomster. Lad nu Sindighed og Upartiskhed følge os, to saa nødvendige Egenskaber hos Patrioter.

1. Jeg har tilforn antaget (og det efter gode Beviiser) at der er et større Tal Præstekald under 400 Rdlr. end over 600 Rdlr. Naar man derfor vilde giøre dem alle lige, saa troer jeg at gaae meget upartisk til Verks for den Stand, jeg forsvarer, dersom jeg antager i Almindelighed, at hver Præst har 450 Rdlr., eller for at giøre mig tydeligere: Jeg troer, at om Regieringen vilde giøre alle Præsters Kaar lige, og lade de fra Arilds Tid til denne Stand henlagte Indkomster forblive derved, saa det høyeste enhver Præst vilde faae, var 450 Rdlr. Dette vil jeg antage, og nu spørge, om denne Indkomst er for stor efter Embedets Beskaffenhed i Forhold til andre Embedsmænd og deres Re-

51

51 venuer. Ligesom jeg meget upartisk har fordeelt denne Stands Indkomster imellem dens Lemmer, saa maae nu de andre Classer af Embedsmænd taale, at man paa lige Maade fordeelér deres Classers Indkomster imellem deres Lemmer, paa det alt kand nøie og rigtig bestemmes.

I ærværdige Rettens Betientere og Handhævere, ville I først træde frem. Cancelliernes Foresatte, Høyeste Ret og Stiftamtmænd vil jeg udelukke, fordi jeg og har i den Geistlige Stand udelukt Bisperne. Behager nu I, som har over 450 Rdlr. at deele med de Herredsfogder og Byfogder, som kun har 100 Rdlr. og derunder. Jeg vedder, naar dette blev rigtigen udregnet over alle de Danske Stater, fik vi til hver Underdommer, som NB. ingen anden NæringsVey havde, 450 Rdlr. I ærværdige Kongelige Regnskabs-Betientere (her undtager jeg af samme Grund de Deputerede og Committerede ved Rente-Kammeret) deeler eders

52

52 fulde Indkomster med de Toldere, som kun Har 100 Rdlr. virkelig Indtægt og derunder: Jeg udelukker Controleurer, Visiteurer & c. ligegesom jeg i den Geistlige Stand ikke har med Capellaner, Degne, Skoleholdere at giøre. Ogsaa her vilde enhver sikkerligen faae 450 Rdlr. Tapre Stand, som til Søes og Lands skal fegte for Landet, og alle I, som ved denne Stat have vigtige Embeder (GeneralStaben, men den alleene forbigaaes her) deeler med Capitainerne ved Landmilicen, som kun har 240 Rdlr., mon ikke her skulle vist blive 500 Rdlr. for hver? Vil nogen af disse Classer synes, at de mod Præstestanden ere for høyt ansatte, saa faaer jeg at erindre dem om, at jeg i Beregningen over Præstestanden ikke har udeluft det Islandske Præsteskab, over 200 i alt, hvoraf ikke een Mand har 400 Rdlr., og de allerfleste ikke 60 Rdlr.

2. Der er i disse tre Classer ikke nogen fornuftig og Indsigtsfuld Mand, som jo vil

53

53

uden Beviis tilstaae, at den Geistlige Stand er ligesaa vigtig for Staten, som deres Classe. Lad den første Classe vaage over Orden, Handhæve Retfærdighed, og befordre Statens Lyksalighed; Lad den anden vaage over Finanserne, opbære, bestyre, formeere dem; Lad den tredie arbeide paa Landets Forsvar, berede hvad der hører til Angreb og Forsvar, og øve Tropperne: Mon ikke dette at vaage over gode Sæder, at indprænte dem i den spæde Ungdom og bevogte dem hos den voxne Alder: at holde Samvittighederne ømme og muntre, at stride mod Lasterne, de Fiender, som allervissest forstyrre de Menneskelige Sælskaber, at forkynde Religionen og vedligeholde for Menneskene de Fordeele, som de, da de traadde i Sælskaber, aldrig gave bort, mon dette ikke er et Arbeide ligesaa væsentlig til Statens Velfærd og vigtig for dens Borgeres Lyksalighed? Dette er jo soleklart, og behøver ikke at bevises. Og, I gode Folk, som nægter det, nævner mig i den hele Verden nogen Stat, som uden Religionen har bestaaet og

54

54

bevaret gode Sæder: og nævner mig en eeneste Stat, som jo har hældet til sin Undergang, saasnart den har foragtet Religion og gode Sæder. Saa længe som vi da har hele Verdens Erfaring for os, faaer I at lade os troe, at den Stand, som er sat til Religionens Tieneste, er ligesaa vigtig, som nogen anden Embeds Classe.

3. En Underdommer, Tolder og Capitain, skal aldrig ville udgive deres Poster for meere vigtige i Staten, end en Præstes. Det er sandt, den sidste er i Rangforordningen; men det veed vi jo alle, at den er ikke indrettet efter Embedernes Vigtighed. En fornuftig Officier (og hvor mange ærværdige Folk kiender, elsker og ærer jeg iblandt dem) ansætter aldrig sit Embeds Forretninger Høyere end de virkeligen ere. Lad Capitainen have Opsigt over 200 Mænd, selv og ved sine Subalterner lære dem deres Exercitier, vaage over deres Conduite, have Opsyn med hvad Kongens er hos Compagniet, udtælle dem deres Gage: saa har Præsten 400 Unge og

55

55

Gamle (jeg regner over Hovedet) som han skal have Opsigt over, og hvortil han i de allerfleste Tilfælde ikke kand bruge sine Subalterner, fordi de ikke have Kundskab nok: ogsaa dem maae han lære, indprente og gientage idelig gode Sæder for: han maae passe paa Drukkenbolten, Aagerkarlen, Øderen, den Løsagtige, Uretfærdige, Usamdrægtige, Melankolske, Forsømmelige & c. og søge at qvæle dette Onde og befordre, hvad der er tvertimod: han maae undervise den Unge, erindre de Gamle, prædike ugentlig, besøge sin Meenighed, see til de Syge, sørge for de Fattige: han maae holde Liste over de Fødde, Døde, Viede og Communicanter, indgive Mandtal til hver Termin, holde de Fattiges Bog, udstæde de befalte Attester, og til alt dette studere. Officeren kand bruge Tvangsmidler, hvilke let afgiøre Sagen: Præsten kun Overtalelses Midler, som altid ere vanskeligere. Hiin er en brav Mand, naar han holder sit Compagnie i god Orden, denne og, naar han holder sin Meenighed. 400 skikkelige, flittige og retskafne Mennisker-

56

56 ere i enhver sand Politici Øyne, tilvisse af lige Værd med 150 a 200 Soldater. Naar en Capitain forstaaer Tactiken, saa er det vist, at han til sin Post har behøvet samme Flid og Tid, som den gode Præst til sin; men er Han ukyndig i denne Videnskabs ædle Deele, saa kand det aldrig falde ham ind at ville sætte det, at giøre Tieneste i Ligning med de Præstelige Videnskaber. Maae den kiere Officier anvende af sin Gage noget for sin Rang: Præsten maae giøre det samme for sit Bibliothek. Og vor vise Regiering har klogeligen afskaffet det Guld og Sølv paa Officerernes Klæder, som uden at dræbe nogen Fiende, udarmer Officeren. Det er sandt, at Officeren kand komme i den Nødvendighed at vove sit Liv; men det kand og hænde sig, at det ikke skeer. Dog skal han stride mod Landets Fiender, Præsten maae stride mod Menneskenes Laster, ogsaa Landets Fiender, og hvo veed, om ikke denne Strid udfordrer ligesaa megen Courage, som den anden, og setter Mennesker i en Fare. Ligesaa modbydelig, som

57

57

Kuglerne nogensinde kan giøre. Tilvisse gyser en god Præst meere for sit Ansvar end en tapper Krigsmand for sit Liv.

Videre vil jeg ikke holde disse to ærværdige Embeder mod hinanden; thi det er klart nok, at Capitainen kand være fornøiet med samme Gage som Præsten.

Underdommeren og Tolderen forbigaaer jeg, fordi jeg vist veed, at de ingen Prætensioner giøre eller vil giøre.

4. Jeg har viist, at ligesom den ere Capitainer, der kun have 240 Rdlr.; Toldere, der kun har 100 Rdlr., Underdommere, der kun har 100 Rdlr. og derunder: saa er der og tilvisse, naar det Islandske Præster skab medregnes, endnu flere Præster, hvis Vilkaar ere ligesaa slette. Denne Stand har da i denne Henseende intet Fortrin for de andre. Endnu Har man den fuldkomneste egalite.

58

58

5. Der ere for de andre Embeds-Clas- Forfremmelse at vente baade i Ære og Indkomster. En Capitain ved Land-Staten (naar han er duelig, og forstaaer meere end at giøre Tieneste) bør haabe at blive Major, Oberst-Lieutenant, Oberst, General-Major, General-Lieutenant, General, Feld-Marskalk, Ridder-Ordener, fede Commandantskaber. Den Modeste og Borgerlige Søe-Stat har samme Grader og samme Haab. Ved Finans-Betieningerne ere der for duelige eller lykkelige ligeledes en hæderlig Trappe: i den anden Embeds-Classe, den Juridiske meener jeg, ligesaa.

Men lad os nu see til den Geistlige Stand og de Æres-Trin der ere udsatte for den. Her ere i Kongens Stater over 1800 Præstekalde, og for deres Mænd kun 14 Bispestole, de to General-Superintendenter i Slesvig og Oldenborg medberegnede, 6 Professorater i Theologien, 4 eller 5 Hofkalde, 11 Sognekald, i Kiøbenhavn, i alt 36 Ære-

59

59

Pladser. Men 36 til 1800 har kun et lidet Forhold, og saa lidet, at naar de andre Embeds-Classer vil holde deres derimod, forsvinder al Proportion baade i Henseende til Mængden og Vigtigheden. Jeg anfører ikke dette for at viise, at der bør være flere Æretrin for Geistligheden (thi ingen kand mere end jeg holde for, at hvad der er, er nok) men blot for at overbevise alle, der kand see, at mindre kand og bør der ikke være.

6. Naar nu de for Standen ventede Æretrin ere faa, saa burde der være en anden Opmuntring; thi Mennesker maae ved noget opvækkes, og slet er den Statsmand, ja slet er han, som tænker at see i Almindelighed Flid eg Vindskibelighed blomstre, hvor ingen Fordeel kand ventes. Der ere da en temmelig Deel Præstekalde over 600 Rdlr. og maaskee en 12 a 16 kand være over 1200 Rdlr. men paa en Deel af de gode Kalde ere lagte betydelige Afgifter til mindre Kalde, til Capellaner, til Enker & c.

60

60 De saa allerbedste Kalde var det, vor stakkels Philopatreias meente, da han havde det Indfald, at et Sognekald er bedre end en Oberstes Charge, og Mennesket indsaae ikke, at Staten selv havde en vicieux Indretning, naar der for denne Geistlige Stand slet ingen Opmuntringer vare. I de andre Embeds Classer kand man stige, naar man har Lykke eller Fortjenester: til Høyere Poster og tillige bedre Indkomster: i den Geistlige Stand ere de første, som jeg tilforn har viist, overmaade faa; Forbedring i Revenuer er da alleene tilbage. Mærkeligt er det og, at denne Forbedring ikke erholdes uden at Arbeidet villige formeeres, og det til Standen bundne Opsyn bliver større. Thi en Præst, som har et fattigt Kald, har tillige en liden Meenighed; nu forbedres ved Forfløtning hans Kaar; men bliver ikke og strax Meenigheden talrigere, Embedsforretningerne flere, og alt, hvad Præsten skal giøre, møysommeligere. Den sunde Politik vil, at saadant skal det være, naar en Embedsmand bør gageres bedre, og saadant er det i denne Stand.

61

61

Staren har fra neden af og op ad i alle Embeds Classer høyere og rigere Poster, fordi den vil nu opmuntre sine Mænd, nu belønne de fortiente, nu da den til visse Poster trænger til større Indsigter, Erfaring og Dyd, og saa have høyere Ære og rigere Kaar at tilbyde dem, som besidde eller erhverve sig disse Egenskaber. Troe mig, min kiere Philopatreias, at vore Konger Christian 3, Friderich 2, Christian 4, som have givet den Geistlige Stand hos os dens Indretning; ja Friderich 3, som efter Souverainiteten bekræftede dens Privilegier, troe mig, at disse Fyrster vare sande Statsmænd, da de giorde saa faa og middelmaadige Æretrin i denne Stand, men lode en Deel Præstekald være vel aflagte. Og fortryd ej paa min gode Philopatreias, at jeg Hierteligen leer, naar en Mand som De, der i Deres hele Piece ikke har uden politiske haandgribelige Daarligheder, vover at ønske omgiort, hvad disse store Konger, vort Land og dets Velfærds Stiftere, paa det høytideligste have stadfæstet.

62

62

7. Den stakkels Philopatreias harmer sig over, at en Bispestoel Har de samme Indkomster, som et Generalat,

En og anden General, troer jeg, Har Hos os 4000 Rdlrs. Gage, men denne Revenüe har ingen Bisp, thi de fleste af dem have ikke 2000 Rdlr. Min Mand skal da kun stille sig til freds og overveie, at Bispen, som hverken har eller bør ønske Generalens Rang og Æretegn, har dog nok uden Tvil mange og bestandige og vanskelige Forretninger, er betroet Opsigt over et heelt Stifts Præster og Skoler og de deraf dependerende Sager, og har under sit Øye de publiqve Stiftelser og sammes Penge. Lær, kiere Philopatreias, først at kiende og siden at veie og undersøge, og sammenligne. Lær og at være upartisk, og troe da, at De vil lære at forandre og forbedre deres umodne Domme. De vil da komme til at indsee, at der ingen anden Grund kand tænkes, hvorfor den Geistligs Embeds-Classe skulde være lettere i Vilkaar end de andre, uden fordi den forkynder

63

63 Religionen, holder over gode Sæder, og opvækker Samvittighed hos Mennesker. Men derfor at ville nedtrykke og forarme Geistligheden beviser saa stor en Mangel af Politiske Indsigter, at jeg ikke andet kand end igien lee af den Dristighed, slige Vankundige har. Philopatreias har hørt, at Keiser Julianus, hvis Character og Historie han intet veed af, betog baade Geistligheden og de Christne al den Formue, han kunde, og det under der Paaskud, at de Fattige ere salige, thi Himmeriges Rige er deres. Men jeg har læst for et Aars Tid siden i en meget lærd Tydsk Bog, da nyligen skreven i Halle, at alle de Indkomster, han tog fra den Christne Geistlighed, gav han igien og endnu meere til sine Hedenske Præster og Temple; thi denne Religion vilde han nu skulde hærske. Uden Religion og dens Betientere kand ingen Skat være. Det var Julianus overbeviist om; at disse skulle vel underholdes, vidste han, og viiste. Vil De da, kiere Philopatreias, tænke som Julianus, maae De, om De vil udarme os den Christne Geistlig-

64

64

hed, recommendere os Hedenske velaflagte i deres Stæd.

3. Den Geistlige Stands Indkomster ere saadanne, at den meget got kommer overeens med Statens Beskaffenhed i det Heele betragtet. Dette Haaber jeg uimodsigeligen at kunde bevise, hvor kort jeg endog agter at være.

1. Det er ikke alleene gotgiort, at, naar det jævnes og lignes, har denne Embeds Classe ikke større Indkomster end nogen anden i Staten, men det er end meere beviist, at den har mindre Æretrin, og det er vist, at der ere imellem denne Stands Lemmer et mindre Antal, som har over 1000 Rdlrs. Gage end i nogen anden Stand. Det er da for alle dem, som have endog en liden Politisk Indsigt, soleklart, at Geistligheden er paa saadan Fod, at den hverken udsuer eller kand fortrykke de øvrige Stænder. Lad os og legge Mærke til en vis Indretning i de

65

65

protestantiske Stater, og i vores med, den nemlig, at den Geistlige Embeds Classe er den eeneste, som intet har sit eget besynderlige Departement, der bestyrer dets Sager alleene. Enhver, som tiender Staternes Natur og Tingenes Løb; veed strax, at saa skal heller aldrig denne Stand voxe de andre over Hovedet, men smukt forblive inden de Grændser, som de vise Konger, Christian 3, og Friderich 3 har sat for den.

2. Der er ingen Embeds Classe, hvis Underholdning falder Regieringen mindre til Byrde end den Geistlige; thi hvad nogle faa af dens Lemmer modtager af den Kongelige Kasse er saa lidet, at det i de store Regninger neppe kand komme i Betragtning. Det er da hverken Geistlighedens Løn eller Pensioner til den og dens Enker, som besværer Finansvæsenet: Vore kloge Konger have, for at befrie deres Kasse for en saa stor Udgift, fundet Middel at forsørge Geistligheden uden

66

66

Regieringens Byrde, og hvad meere er, uden noget føleligt Tryk for Staten.

3. Alle store Statsmænd har i Skattens Paalæg baade raadet og søgt, at indrette Undersaatternes Afgifter saaledes, at disse det allermindste mueligt var, fandt sig misnøyede dermed. Nu da Christian 3 skulde, som Landets sande Læge, give det Geistlige Væsen hos os sin Form og Indretning, saa faae han, at man i de Catholske Tider var vant til Tiender og visse Afgifter til Kirkebetienterne, og vidste, at hvad Folk i lange Tider har ydet, i sær efter Samvittigheds Tilskyndelse, det falder dem ej meere tungt. Hvorover han besluttede at lade Meenigheden, som dertil troede sig forbundet, selv lønne sin Præst og de øvrige Kirkebetientere; men som den Catholske Geistlighed havde havt saadanne Indkomster, hvorved den ikke alleene var voxet Regieringen over Hovedet, men og havde bemægtiget sig en fierde, om ikke en tredie Deel,

67

67

af alle Landets faste Grunde, saa betog Han Geistligheden dette gruelige Overskud, og ved de afskaffede Sielemesser og Aflad stoppede tillige for al dens umaadelige Berigelse i den tilkommende Tid. Denne Stand blev nu en Embeds Classe, ligesom de andre, Staten nyttig og aldrig ubøyelig eller farlig for den. Dersom alt dette ikke var Klogskab, saa veed jeg ikke, hvad der meere fortiener dette Navn. Thi ville man nu ophæve den Maade, Præsterne har deres Indkomster paa, og i den Stæd efter Hartkorn eller Personers Tal indsamle deres Revenuer, saa kaldte Almuen det strax en nye Skat, som den vilde føle saa meget des tungere, deels fordi de rede Penge skulde ud, som den altid med Vanskelighed bringer til veie, helst hvo der er langt fra store Kiøbstæder, og deels fordi at hvad den nu giver frivillig, da skulle indkræves som en Ret.

4. Vor store Statsmand (det er Christian 3, jeg taler om , min kiere philopa-

68

68

treias) giorde sine Mesterlige Indretninger saaledes, at den Geistlige Stand skulde, idet den var Religionen helliget, tillige heel og holden tilhøre Staten. Det er med den helligste Ærefrygt, jeg betragter denne Statskloge Herre, og gid Philopatreias maatte have Forstand og Hierte til at føle den samme! a) Denne Konge gav Præsterne en Avlsgaard at beboe og dyrke, hvorved han og giorde dem til Bønder for Staten og til gode Bønder.

Nu maae min Vederpart ej slaae om sig med Huustavlen og misbruge Bibelske Sprog; thi vi to har slet intet Med Theologien at giøre, men med Politiken, og den siger, at hvert Lem i Staten skal være Staten nyttig paa saa mange Maader, han nogensinde kand. See!

denne Regel er min Huustavle, og det har jeg lært af hiin uforlignelige Konge. Han vilde da i Følge deraf, at Præsten og skulde være Bonde. Thi den Jord Præsten havde, maatte rimeligviis blive bedre dyrket, fordi dens

69

69

Stand havde mere Ævne dertil, kunde holde flere Creature, giødske Jorden bedre, drive alt stærkere end en anden simpel Bonde. Hvad meere Korn der da kunde avles, hvad flere Heste, Stude, Sviin & c. der kunde holdes og sælges og endelig, naar Kiøbstæderne havde brugt eller fortæret deres Part, udføres, var vundet for Landet, siden det dog intet andet havde at vinde en Skilling ved. Thi man maae agte, at de Heste, Stude & c. som skal indrente noget, maae være af en god Art, fødes vel, og spares. Tiender, som Kongen lod Præsterne beholde i Almindelighed en tredevte Deel af, blev min kiere philopatreias, ikke ført derfor op til Maanen eller ud til et andet Land. Nei den forblev i Riget, og haad enten den blev taget i Kiærven, eller i Korn, eller i Penge, brød Kongen sig ikke om, men overlod til vedkommende selv at afgiøre; thi naar den og blev tagen in Natura, saa blev Halmen i Præstegaarden til Giødske, ligesom hos Bonden, og de Agre, den blev udført paa, var Lan-

70

70

dets, og hvad alt dette Tab fra enhver Bonde kunde være, blev fuldkommen erstattet derved, at Præsten for sine andre Indkomster havde meere Evne end Bonden til at holde gode Heste og Stude, og sælge dem til Fremmede. Jeg synes at dette er tydelig nok: i det mindste veed jeg, at hvad jeg skriver, er skrevet efter Erfaring, og troe mig, Philopatreias, 234 Aars Erfaring draber noget: troe mig og, at det er et stort Mesterstykke, at tage Embedsmand, og giøre dem af tærende til nærende Deele. b) Kongen, som ej tillod Præsten selv at drive Ploven, nødte ham til at holde, foruden andre Folk, enhver Bonde maae holde, ogsaa en Avlskarl og en Pige (thi Præstekonen kand ej heller giøre det, en Bondekone kand giøre). Saa faae Kongen da, at Folkemængden tabte intet ved denne Indretning; thi Børn bliver der vist nok til i en Præstegaard. Og endnu een Fordeel. Denne Karl fordi han tillige skulde føre Bestyrelsen over de andre, maatte nødvendigen have bedre Løn end en Bonde

71

71

giver: Han kunde da i Præstens Tieneste samle en god Skilling, og naar han nu vilde gifte sig og tage en Bondegaard, have nogen Ævne til at begynde med. Jeg erindrer mig og at have kiendt dem, som have havt efter 10 Aars Tieneste 200 Daler i rede Penge forsparte. c) Kongen vidste, at Bonden og den eenfoldige Almue er som Maskiner, der hænger i det gamle, og ikke tør, uden de seer Exempler, vove noget nyt og nyttigt. Han vilde derfor, at Præsten, som nødvendig maae have lært at tænke, skulde i Landbruget være Bonden et Exempel, og efterhaanden indbringe hos dem de Forandringer, som kunde opdages; thi paa Præsten troer Bonden langt meere end paa nogen anden.

Saa statsklog en Maxime har og havt de artigste Virkninger, og jeg kunde derom fortælle endog løierlige Historier, som jeg selv har ved en og anden Leilighed erfaret. Men her er ikke Rum dertil. Dog et Par Alvorlige vil jeg fortælle. For fire Aar siden giorde jeg en Rejse

72

72

til min Føde-Egn, hvor jeg i mange Aar ikke havde været. Jeg forundrede mig over, at see hos Bønderne skiønt Hør og Hamp, hvoraf de for 20 Aar siden, da jeg sidst var der, slet intet avlede. Jeg fandt end meere Væve i hver anden Gaard: ogsaa dette var mig fremmedt. Hele Stykker Lærreder laae udspændte mod Solen, og de fuld blegede Stykker vare Sneehvide, Jeg spørger Bønderne om Aarsagen til denne Forandring, og de sagde mig, at deres Præst havde selv, først begyndt og siden opmuntrede dem dertil, og hans Kone ladet et Par Piger lære at væve, hvorpaa i en sexten Aar al denne Forandring var skeet.

Da tænkte jeg aldrig paa Philopatreiases kloge Reflexioner, men vist nok paa den vise Christian 3. Jeg besøgte Præsten, som jeg ikke kiendte, roste hans Omhue for hans Meenighed, som. jeg uagtet de svære Tider fandt efter deres Maade formuende, og betydede ham deres ja endog min Erkiendtlighed. Søndagen efter

73

73

tog jeg (jeg tilstaaer det) af Nysgierrighed til hans Kirke, og hørde først en kort og syndig Prædiken, men siden i hans Catechisation en fortræflig Ungdom. Da tænkte jeg ikke paa Philopatreias, men vel paa den salige og vise Christian 6. Jeg reiste siden om i Landet at see nogle gamle Venner, og traf paa et andet Stad, hvor jeg i min første Ungdom havde studeret, alle Bønder forsynede med Frugt- og Humle-Haver: Vor salig Faer (sagde de mig) har givet os nogle Træer, og lært os at pode og inetelere andre, hvoraf vi nu har en god Deel af vore Skatter, og den Præst vi nu har, har lært os at plante Humle. d) Vor store Konge faae, at naar der vare Præste-Familier paa Landet, som kunde forbruge af Kiøbmands-Vahrer fra Kiøbstæderne en Qvantitet, vilde den Næring, disse Byer deraf havde, hielpe til at holde Kiøbmændene i nogen Stand, til at drive den for Landet saa fornødne Handel, og skaffe tillige Haandværkerne noget at fortiene. Denne allerHøyeste Statsmand sluttede og rigtigen. Thi

74

74

som Tiderne nu ere, tager hver Præst af det til Kiøbstæden liggende Opland gierne om Aaret Vahrer saa overhovedet for 140 Rdlr. og hos Haandværkerne Arbeide for 40 Rdlr., hvilket betales enten med Korn eller Penge. Lad os skille Byerne, naar vi fulgte Philopatreiases Raad, ved en tredie Deel af denne Fordeel, jeg vedder, at disse syge og i sidste Aandedræt liggende Stæder skal derved faae et af deres Banesaar. e) Christian 3, som bød Præsterne at gifte sig, sørgede kraftigen for, at deres Indkomster ikke skulle være en død og henlagt Capital. Thi alt hvad de kand have, maae jo anvendes paa deres Børns Opdragelse, og Forfremmelse, og da baade Sønner og Døttre fordeeles i alle Middelstandens Classer, saa flyder det af Fornødenhed, at Pengene gaaer med.

Nu maae de jo og, ligesom alle Statens andre Embedsmand, svare i Fred og Ufred de paabudne Skatter, saa at de, ligesaavelsom andre, hielpe til at bære de almindelige Byrder.

75

75

f) Kongen faae, at da Faderen maatte for hans Embeds Skyld have nogen Kundskab, og rimeligviis vilde lade en og anden af sine Sønner studere, kunde Landet her have et Seminarium, af en studeret og vel opdragen Ungdom ikke alleene til de Geistlige, men og til andre Embeder. Til at poussere saadan en Ungdom, hører Penge, og disse Penge kunde Præsterne formedelst deres Indkomster have.

Kongen har naaet sit Øyemed; thi nu i 2 3 4 Aar har denne Stand leveret et anseeligt Tal af de Mænd, som have tient Riget ikke alleene i Standen selv, men og ved Academiet, paa Domstolene, i Cancellierne, ved Finants-Betieningerne, ja i Krigsmagten selv.

Lad os med Philopatreias forringe denne Stands Indkomsters saa skal strax to andre Ulykker hændes Dannemark. Først skal Standen opklække en usel Ungdom, hvis Opdragelse den ingen Kræfter har til at befordre. Dernæst

76

76 skal alle ædle Genier af vor hele Borgerlige studerende Ungdom paa Øyeblikket overgive sig til en haabeløs Mistvilelse, som altid virker Mathed og Dorskhed; thi den, som nu griber sig an i Haab om et got Præstekald, og ved at være flittig og udviide sine Indsigter erhverver sig omsider langt anden Duelighed, skal strax ved at see det mueligste Haab udstukt aldrig blive tienlig til de Poster, han ellers med Ære kunde have beklædt. Griffenfeld tænkte først paa at blive Præst, og blev en af Laudets største Ministre. g) Kongen gav Præsterne Opsyn over Sæderne, foreskrev dem at bruge hele Religionens Magt for at bevare deres Reenhed, og forbød dem ikke at anraabe Øvrighedens Magt, førend en halsstarrig Gienstridighed giorde det nødvendig. Tilsynsmændene over Sæderne ere vigtige Statsbetientere, og om Kongen kunde vælge til Censorer meere beqvemmeligen, vil jeg meget tvivle om. De følgende Regentere have efterhaanden betroet Præsterne endnu meere.

77

77 Som Censores forlanger man af dem ved hundrede Lejligheder Skudsmaale; de Maae som hine i Rom forfatte Mandtaller; de maae giøre Almuen begribeligt, hvad Kongerne meere vil raade end befale.

Saaledes har Regieringen nyligen i sin gode og vise Anstalt for Opfostringen af de elendige Finde-Børn igien givet Præsterne en vigtig Deel af Raad og Tilsyn, hvad denne Sag angaaer.

Saar jeg samler nu alt dette, saa tilstaaer jeg, at naar Religionens Betientere ere tillige Bønder, hindrer ikke Folkemængden paa Landet, tiener til at udbrede Indsigt i Landvæsenet, skaffer Kiøbstæderne Næring, omdeler deres Børn og Formue i alle Middelstandens Classer, opmuntrer og leverer en anseelig Deel af den studerende Ungdom, og har Opsigten over Sæderne foreenet med adskillige andre offentlige Forretninger: saa maatte jeg være ligesaa ukyn-

78

78

dig og overilende som Philopatreias, dersom jeg kunde meene, at Standens maadelige Indkomster vare spildte for det Almindelige: og efter min Indsigt (thi Indsigters Grad bestemmer Forseelsens Natur) maatte jeg være en Forræder af Landet, om jeg vilde ønske Philopatreiases Raad fulgt.

Saadanne Politici, ifald de ikke drives af onde Hensigter, hører og læser, hvad visse Catholske Magter i disse Tider foretage sig med Munkene, og dette vilde de have anvendt her, uden at betænke, at vor Geistlighed i ingen Ting ligner den Catholske, og i slet intet Munkene.

Hvad øvrigt Philopatreias har i en Piere gider jeg neppe omrørt; thi hvad er der uden forvirret og upolitisk Snak? Dog ihvorvel, jeg har afhandlet Sagen i Grunden, faaer jeg vel for Galleriets Skyld, som i Comoe-

79

79

dierne, at have dette med, men her vil jeg være kort.

Philopatreias feiler, naar han beskylder vor Geistlighed for Yppighed; feiler, naar han i Almindelighed siger om dem, at de holder Heste, Vogne, Kudsk, Tienere, og klæder sig i Silke: Han feiler, naar han beskylder dem for Magelighed, Vellyst og Hovmod; thi enhver, som har havt Leilighed, til at tiende Standen nøye, veed, at den paa en 30 Aar har saa forbedret sig, som ikke nogen anden i Landet. Deres Indkomster kand heller ikke have den Virkning; thi de ere i Almindelighed alt for smaae dertil, og det Almindelige maae i saadanne Tilfælde alleene sees paa.

Han feiler, naar han taler om de mange Landsbyepræster, som til Termins Tider kommer her ind for at hente Renter; Thi hvo der har med de publiqye Ting at giøre, veed, at de allerfleste kommer herind for at betale

80

80 Renter. Han feiler, Naar han taler om Jøder, som Aagrer for Kiøbstædpræster, og da han her ikke meener uden Kiøbenhavn, Har han sagt usandt, indtil han har navngivet og beviist.

Han feiler, naar han maler den Geistlige Stand af som riig; thi heele Landet veed anderledes, og alle Skifteprotocoller kand bevise det modsatte.

Den Rigdom, som var hos denne Stand under vor Oeconomiske Friderich 4, er for lang Tid siden udspreder ved Giftermaale og Arv, imellem alle Middelstandens Classer. Hvo der nu har noget til Bedste, har det og ved Arv, og det siger jeg reent ud uden Undtagelse; thi jeg veed det, og et Embede, som ikke kaster uden 500 Rdlr. af sig, kan i disse Tider ingen berige. Han feiler, naar han anseer det for en fat- tig Sag, om Præster har Actier: Actier giør

81

81

ingen til Kiøbmand. Regieringen (og jeg vil nævne vor sidste Patriotiske Konge) har selv opmuntret dem dertil. En Præst er og Borger, og skal være det. Er det ikke dog elendigt, at man skal overbevise Folk om, at alle Statens Mænd skal være Borgere, og nyttige Borgere i Staten. Ja! just saadanne Borgere, som jeg har viist, Præsterne efter vore Love ere, bør de blive ved at være, saaat om de endog selv vilde søge visse Indkomster, kunde det ikke for Statens Skyld dem accorderes.

Han feiler, naar han raaber, at Brudevielser, Børnedaabe, Jordspaakastelse, skulde forrettes af Præsterne for intet, fordi de ere Embedspligter. Det er og Embeds Indkomster, og naar vi føyer til det saa kaldte Offer, saa er det jo næsten det alleene, som vore Kiøbstædpræster har: Og troe mig, Philopatreias, at de Konger der have giort denne Indretning, vare klogere end De er og Deres Lige. Disse Fyrsters Gierninger og Deres Piece er mit Beviis.

82

82

Han feiler, naar han meener, at Giftermaale hindres , fordi Præst og Degn skal af fattige Brudefolk have et Par Daler. Ach! Hvor ere de kortsynede, der kand anføre saadanne Aarsager til vor Folkemangel! Nei, Nei! det ere langt andre.

Hvor staaer det Skrevet, raaber Philopatreias, at Præsterne skal opbære Tiender og andre Accidenser? Det staaer skrevet (thi jeg skal sige Dem det) i Loven og 6 souveraine Kongers Privilegier for Geistligheden. Andensteds skal det ikke staae, min gode Philopatreias.

Det beneficerede Gods i Norge svarer til Præsternes Annex og Mensal-Gaarde i Dannemark, og dem har jeg aldrig hørt, saa gammel og erfaren Mand som jeg er, at være Skade for Landvæsenet. Det beneficerede Gods er, om man vil, som andet Proprietair-Gods i Norge, og jeg Har endnu aldrig hørt, at de Norske Proprietairer ere Landvæsenet skadelige.

83

83

Alt det andet smaae Snak, som ellers kand være i Piecen, overgiver jeg som ubetydeligt og upolitiske til dens Forfatter. Maae mit Raad giælde til ham, skal han lade Biblen være borte, thi skiønt jeg ingen Theolog er eller har været, seer jeg, at han intet forstaaer den; og jeg veed, at den her beviser intet. Vil han lyde mnrig, skal han lade være at skrive, indtil han har studeret Politiken, Landet i sin hele Sammenhæng, og vore Kongers Viisdom. For alle Ting maae han spare os for saa mange upolitiske Sætninger, som i denne sin Piece, og undgaae saa løjelige Maximer, som denne: Den militaire Stand er alleene den, hvor Tallet af Soldater og Belønninger ikke lettelig kand blive for stor. NB. Den tærende Deel i Staten, den, som udarmer hele Europa, har meere end fordoblet alle Skatter og eftertrykkeligen befordrer Folkemangelen, kand ikke lettelig blive for stor. Og endnu denne Maxime: Bleve ikkuns Geistlighedens Indkomster formindskede, da ville vi vist finde flere lærde

84

84 Præster. NB. Man kand blive lærd uden Bibliothek, faae Bibliothek uden Penge, studere med Iver, naar man er nedtynget af Nærings Sorger. Jo! philopatreias. Det har klædet dem ret got at skrive Fablerne om Viisdommens Skiebne og Æstlernes Klage.

1

Philocosmi

Betænkninger

over

adskillige vigtige Politiske Materier i

Anledning

af

Philodani

Undersøgelse,

meddeelte

en god Ven paa Landet.

Trykt Aar 1771, Pressens gyldne Alder.

Tilfals hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Høistærede Herre!

Den Deel, min Herre endnu tager i Re gentens Ære og hver Mands Lykke, seer jeg med stor Fornøyelse, af meget Ærede, mig leveret af deres Forvalter, ikke at være formindsker ved den sidst tagne Beslutning, og den paafolgende Forandring, de har giort, i en philojophisk Rolighed at henbringe Resten af deres Dage paa Landet. De tager

4

4

endog saa megen Deel deri, at jeg seer, ingen Piece udkommer, af mindste Betydenhed, det almindelige Vedkommende, de jo løber den igiennem, for at erfare, hvorvit man tænker oprigtig nok for Staten, og for at kiende Tænkemaadens Tilstand, endog blant Hoben, hvilket nu saa meget vissere, maa yttre sig, som enhver har faaet Tilladelse baade at skrive og trykke, hvad ham got synes.

Blant andre legger de Mærke til de Anmærkninger Philopatreias nyeligen haver givet os i Politiken, i sær for den Virknings Skyld samme har giort hos andre, og de Tanker, de derpaa har meddeelt os om den almindelige Velfærd, som vi, i anden Fald, siger de, ikke havde faaet. I Følge Heraf beder de mig, jeg vil give dem mine Tanker i sær om Philodani Undersøgelse af Philopatreiases Anmærkninger og de Hoved=Materier deri, som jeg tænker maatte have meest Indflydelse paa nærværende Tiders politiske Forbedringer.

5

5

Jeg bifalder med stor Billighed min Herres Tænkemaade i første Fald. Philopatreias er virkelig værd, at legge Merke til for andres Skyld; siden han, for hans egen, eller for det gode han umiddelbar selv har giort, maae vel rimeligst blive heel umerkværdig. Men at min høistærede Herre derfor behager at forlange mine udførlige Tanker, som de behager at skri: ve, over hans og Philodani Afhandlinger, det er noget, jeg ikke faa let kan give mit Biefald.

De bevægende Aarsager, de anfører, er den Erfarenhed, de tænker jeg haver i de Materier, bemelte Forfattere skriver om: det meget jeg derom har hørt af min salige Fader: den Leilighed, jeg har haft, med Flid at læse hans vidtløftige Reise=Journal: endelig den Kundskab jeg ved Praxis kan have samlet, for den Tid jeg opholdt mig ved Kammeret, med videre, som de behager at anføre, meere til Tegn paa deres Godhed, end til en sikker Grund for mig selv at at handle paa, da jeg tiender min Skrøbelighed. I sær, skriver de videre, maatte jeg

6

6 kunde bedømme Philodani første Hefte, som intet handler om andet, end det jeg meest har anvendt min Tid paa, at forstaae fra Grunden af, saavit der er mueligt i Dannemark. Meget vel er det, at de behager dog at føye de sidste Ord til, for ellers havde deres gode Opmuntring givet mig for stor en Skræk for Sagen; da jeg maatte have erfaret, de havde fordret alt for meget, Paa dansk Maneer, i disse Dage, skal jeg ikke strækkes for, ar sige dem en hoben over Philodanus, uden at undsee mig for hvad jeg skriver.

Tiden, behager de endnu at tale om, og at legge til, at samme ikke feiler mig, siden jeg er ude af Embede, og den Velstand jeg lever i, efter den mig saa lykkelig tilfaldne Arve=Part, maatte opmuntre mig til i disse besværlige Tider, at nytte ved min Pen, siden jeg ikke kan lade mig overtale til, paa nye at antage nogen Tieneste, for den Maade, jeg blev skildt ved den jeg havde.

7

7

I Sandhed min Herre, det sidste Argument er vanskeligt at sige imod. Jeg maa give dem med et Ret, for saa vit som de erindrer mig om min borgerlige Pligt, nemlig: ar giøre det Gode, jeg kan. Men det er dog ikke endnu ret afgiort, at jeg og er i Stand til at røre min Pen til Nytte for det Almindelige. Det er ikke nok, at jeg har hørt meget i et snevert Rum af fire eller faae flere Vægge, hos min Salig Fader, og imellem nogle Reoler paa Rente-Kammeret, at jeg har læst noget i en Journal, og tænkt, saa indskrænket jeg har fundet, derover. Der hører saa meget til, for at kunde siges med rette, at besidde Erfarenhed i saa vigtige Materier, som de ere, hvilke Philopatreias og Philodanus taler om. Erfarenhed fra de vigtigste Europæiske Stater var ikke for stor, for at bedømme disse Materier vel! Men hvor tør min gode Ven da erklære saa frit, at min lille Erfarenhed skulde dertil være tilstrækkelig? Saadanne Tanker vilde bedre have passet sig paa min salige Fader, som med Møye og megen Nytte havde seer fremmede Lan-

8

8

de; skiønt det aldrig blev enten ham selv eller Landet til nogen Nytte.

Dertil kommer endnu dette, at naar jeg eftertænker, Materierne angaaer Oeconomiske og Cammeralske Videnskaber: saa har jeg ligesom en Afskye derfor, for den Skiebne de veed mig er hændet, da jeg maatte forlade Kammeret, fordi jeg meer af Oprigtighed, end af andre Aarsager, sagde saa reent ud mine Tanker over KammerCollegio i den bevedste Sag, nemlig: at dette Collegium ikke var infallibelt, og havde saa besynderlige Princips i Told- og Consumtions-Væsenet, at om det paa det samme skulde derom ret forklare sig selv,

og optegne de Regler, hvorefter Told- og (Consumtions-Rullen er

forfattet: saa Vilde samme neppe blive Grund-Regler til et dansk Deconomie= og Commerce-System,

som de dog burde blive. Hertil veed de, jeg virkeligen var bleven forført i Følge den simple

9

9

Still min salig Fader har brugt i sin Journal, hvorfra jeg just erindrede Ordene, snart ligesom de her staae.

Men var det derfor Ret, at fordi, jeg havde saa talt i et Selskab, iblant gode Venner, om det endog siden kom Collegium for Ørene, derfor skulde jeg paa Hals- og Hoved ud af Tienesie. Havde jeg ikke været det ulykkeligste Menneste paa Jorden, om min Sal. Farbroder havde giort mig Tiden alt for lang.

De behager da selv at dømme hvor lidet jeg kan finde Smag i at skrive i Cammeralske Materier, under denne Omstændighed. Dog skulde det endelig være: saa maatte jeg nu giøre det for Hevns Skyld. Men hvor farligt er det ikke at stampe imod Braaden, i hvor sød Hevnen er, og i hvor behageligt der end maatte falde mig at stampe, naar jeg først var vel forsynet med Jern-Skoe. De begriber selv min Herre, at om Kammeralister kan man i disse Skatte-Tider, snarere end om Konger, sige, at de har

10

10

lange Arme. Maae jeg da ikke vel frygte for dem, for det lille jeg nu eyer. Tilsorn da jeg eyede intet, var jeg meget meere roelig i den Fald, end for nærværende; man vil dog saa unødig miste det, man er kommen lovlig til.

Jmidlertrd, da min Herre; søger at overtale mig til et Arbeyd, jeg ikke for nogen skulde paatage mig hellere end for dem, og bruger dertil blant andet det Motiv af min Salig Faders Journal: saa kan jeg ikke heller reent afstaae deres Forlangende, om aldrig for andet, end for at fornye Erindringen af de fornøyelige Timer for mig selv, ja maastee for dem med, hvilke de saa ofte har undt min Sal. Fader, baade ved at anhøre Fortællingen af hans Reiser, og ved at bedømme Journalen, naar jeg forelæste Selskabet den. Dog skal jeg kun nu og da anføre dens egne Ord, for ey at blive vitløftig, men heller søge, i Følge dens skiønne Erfaringer, at indflette den Salig Mands Tanker over de forekommende Materier; hvilke jeg veed min Herre vil selv let see, hvorvit samme kan være fra denne rige Kilde paa Oecono-

11

11

misk og kammeralsk Indsigt, eller fra mine egne skrøbelige Betragtninger.

Forud vil jeg alleene bede Dem, for det Venskab Skyld, der er imellem os, at hvad jeg skriver, maae blive imellem os: paa det denne Gierning selv ikke ogsaa skulde blive mig til Tab, og min medfødte Melancholie, som Selskab, og Fiolen selv, knap kan fordrive, endnu tage meere Overhaand. Baller og Opera hvorhen mine Venner slæber mig, kand end ikke, saae Bugt dermed til sine Tider.

For da at skride til Sagen: saa maae jeg først med saa Ord melde Dem mine første og sidste Tanker om Philopatreias. Da han først faldt mig i Hænderne, troede jeg, efter at jeg havde lidt bladet i ham, at det var et lystigt og snurrigt Hoved, der havde sammenrapset endeel stridige Tanker, for at hidse Smaae=Skrivere iblant Publicum, til at skrive Strids-Skrifter imod ham, og saaledes at sætte den Giering i Hierner-

12

12

ne, hvorved de maatte komme i Bevægelse: hvilket, jeg tænkte ved mig selv, ikke kunde være saa galt i vor politiske Lojhed, men maaskee have meget gode Følger. Derved blev det den Gang, uden at jeg gav mig Tid til at læse Philopatreiases Anmærkninger igiennem. Men siden kom et andet Hefte ud; hvoraf jeg erfarede, det maatte dog være Alvor, hvorfor Philopatreias skrev: dette forvoldte, at jeg giennemlsb begge.

Intet, maae jeg sige, har jeg min Levetid læst med større Modbydelighed og Forundring, udkommen fra Pressen, og det i de allerbetydeligste Materier, i Oeconomie= Commerce- og Cammer-Sager, de høyeste poli= tiske Indretninger angaaende, hvis Forandring kunde sætte heele Stater i vove, om den skeede efter denne forfattede Uplan. Saa ubestemt og ufuldstændigt, saa uordentlig og uefterretteligt, som det eene med det andet forekom mig, kan jeg umueligen beskrive.

13

13 Træffer Philopatreias undertiden at sige en Sandhed: saa skeer det saaledes, at man sikkert kan see af Stedet, hvor Sandheden staaer, og Maaden, den anføres paa, at han hverken er selv overbeviist derom, eller skulde kunde overbevise andre. Saa jeg virkelig tænkte hos mig selv, at det var Skam at læse ham, og større nogensinde at besvare hans Daarligheder; skiønt det er dog hændet, som er tvertimod. Den Politik, der er saa høyfornøden, for at bedømme slige Materier, finder man ikke mindste Gnist af hos ham. Kort, han synes at have skreven, for at blive et Exempel paa en urimelig Skribent, at fornuftige Skribentere maatte kiendes desbedre. Hiertet forekom mig og saa tvetydig og saa forblum met as Natur, at der var vanskeligt, at henregne ham til redelige Borgere. Det er mine Tanker om Philopatreias, af hvilke jeg beder, min Herre vil slutte, saa vel som af min skiøre Hjerne, naar saadan en Materialist kommer mig for Øyne, hvor umueligt det skulde

14

14

være mig at giennemgaae hans Meeninger, excerpere hans forrykte Satser, og besvare dem. Jeg nødes derfor til at lade ham fare, og er glad over at kunde giøre det. Jeg glemmer med Flid hver Tanke hos ham, paa de nær, som anføres af Philodanus, til hvilken jeg strax vil begive mig.

Mine Tanker i Almindelighed over denne Forfatter, og først i Henseende til den Gierning, at have givet Svar paa Philopatreiases Anmærkninger, er korteligen disse. Uden Tvivl, tænker jeg, maae Philodanus kiende meget nøye den politiske Kundskabs Tilstand i alle Stænder i Dannemark, siden han ikke har taget i Betænkning, at skrive over, og besvare, en Forfatter, hvis beste Tanker ere de ynkværdigste Beviis paa Vankundighed i den Materie, han skriver om: saa at saadan Philodani nøye og hemmelige Erfarenhed om vore upolitiske Indsigter hos Mængden i alle Stænder, kan være tilstrækkelige Grunde

15

15 nok for et Foretagende, font jeg fra Begyndesen ansaae for meget besynderligt, at han, nemlig, eller nogen vilde skrive mod Philopatreias.

At Philodanus altsaa har giort Landet en Tieneste med at besvare Philopatreias, derpaa er ingen Tvivl; og bliver man endog meere og mere derom overbeviist, da udkommende Afhandlinger vidner noksom om en fast almindelig Ukyndighed i den sunde Politik, ja vore offentlige Blade, nævner jo endnu jevnligen Philopatreias som Patriot, uden at man legger Merke til, at der vil noget mere til Patriotisme, end et Stykke af en god Villie, og altsaa meget meere, end det Slags Kierlighed for Fædernelandet Philopa- treias besidder, som det fornuftige Publicum kan billigen tvivle om er saa rigtig: da han har i vildet, om han havde fundet, giøre heele Stæn- der til Byrder, og een i sær næsten til Staadere, for Staten.

Men betreffende Philodani Undersøgelse selv, da maae jeg derom sige, at dersom vi først af Philodano skulde lære vor

16

16 Politik i Oeconomie og Handel: saa frygter jeg dog for, vi endnu tog Feil i saa merkelige Stykker, end ogsaa, naar de, han ufuldstendig nok paataler, vare rettede, at vi maatte trænge til en nye Reformator af Philodano ligesaa velmeenende, som han selv, for at rette hans store Mangler. Det følgende, som jeg formoder aldrig kommer for nogens Øyne, vil give Exempel Herpaa.

Jeg siger end videre i Almindelighed om Philodanus, ak dersom Dannemark ikke just behøvede, som jeg er uvis paa at bekræfte eller negte, Begyndelsens Elementer i den Oeconomiske Politik, blev Philodanus en umerkværdig Forfatter i mine Øyne. Han siger os jo ikke andet, end det enhver god Borger bør vide, som ikke vil passere for reent fremmed i Landers Oeconomie og Commerce; og, som sagt, undertiden det, som maatte blive farligt for Ukyndighed, for Kramboder og Kieldere, om det ikke af en eller anden bliver engang anmerket, som en aabenbar Vildfarelse. Med alt detre da han dog vil give Aarsag til, at Kundskab des nærmere undersøges og bedømmes, efterdi han altid fortiener Besvaring, som Philopatreias

17

17

med bedste Grund kan ansees uværdig til: saa er han, for saa vidt endog, heel vel fortient ved de faa Blade, han har givet os i det første Hefte af hans Undersøgelse, hvorom jeg her alleene taler.

Men hvad Philodani andet Hefte angaaer, som jeg ikke tager mig paa, i sær at skrive over, som min Herre og egentlig behager, at forlange mine Tanker over det første i Særdeeleshed: da tænker jeg, at saavel Lovkyndigheden, som Religionen, og begges Tienere i sær, ja heele Landet, som Philopatreias paa et Sted vilde plyndre, paa et andet bekrige, bør derfor vare ham meget forbunden; og synes mig, man finder i dette en langt bedre Sammenhæng, Styrke og Indsigt i Materierne, end i det første Hefte.

Men der er Tiid, at gaae til Materien selv, og at tale med Philodanus i Særdeeleshed.

18

18

De første Ord, jeg i sær ikke har fundet læse uden et NB., møder Pag. 9. Samme synes man, ligesom først at maae blive eenig om med Philodanus, eller andre, førend man enten kan tale med Frihed, eller sige endog sine Venner sine Tanker i de vigtigste Tilfælde. De lyder saaledes: Min Sag, siger han, er det ikke, enten at beskylde eller forsvare de Ministere, som Forfatteren her handler om. (Philopatreias taler om høye Korn-Priser, ophiulpne ved Ministre). Vor Monark er deres Dommer. Det er sandt. Det er en farlig Sag, at beskylde Folk. Ligesaa er det og sandt, at Monarken er Hans Ministres Dommer, som han er hver Mands i Landet. Men at beskylde og beskylde, er vel to. Fordi man taler om en Classe og en Stand i Staten, og siger, at det er mueligt, ja rimeligt, at til den og den Tiid kan een og anden i samme, handle saa eller saa, derfor skeer jo ikke det, man kalder stricte at beskylde

19

19 nogen i Standen, som Philodanus synes her at vilde beskylde Philopatreias for, da han sætter just det Ord, vi taler om, faa nær ved det Ord Dommer. Tager man der derfor kun, for simpel at bedømme eens Gierninger; saa tænker jeg, man meget gierne, i den Forstand, kan nærme sig til en Ministers Handlinger, efter hvad han til een eller anden Tid kan have forrettet, eller foretaget sig i Staten. At omtale og bedømme saadant, kan, efter mine ringe Tanker, have mange herlige Følger, til Fordeel for Eftertiden; alleene at saadan - Bedømmelse og alleene skeer til Statens høye Gavn og Nytte. Er man upartisk, og iagttager derhos den Anstændighed, man er Høyhed skyldig: saa er det ey allene mueligt, man kan tjene Staten anseeligen med sligt, men endog blive en forkeert Sags billige Forsvar for en Minister selv, naar man betragter Sagen paa alle Sider, erindrer Leyligheden, Tiden, Smagen, og Cirkelen, naar og i hvilken en Handling er skeet eller foretagen. Det vil da ofte møde, at der kan være

20

20

meget at sige til Forsvar, hvor man ellers maatte fordømme Gierningen uden disse Sam-menhæng; ligesom man maaskee kunde finde at udsætte paa det, som skeer den Dag i Dag, naar det i Morgen blev undersøgt efter samme Regler.

Den Sandhed kunde man maaskee

ved saadan en Undersøgelse, iblant andre og blive vaer, som meget vigtig at lægge Mærke til i disse Dage: at liden Indsigt, ja ofte Ukyndighed i de fleeste Stats - Affairer, har Regieringen i de forrige Tider dens Hof-Kieledækker, meest at takke for, fordi disse en har været saa nidkiære i at foreslaae Lærdom og Erfarenhed, Dyd og Duelighed til Embeder, som den har været flittig nok, i at skrive Love for Lærdoms og Dyds Udbredelse, uden dog just at see Lovene vel exeqverede, eller, naar fulgte, at blive Staten til fuld Nytte. Hvilken Omstændighed, jeg tænker, for endeel kan undskylde visse Smaae-Store, ilde satte paa Statens Vagt, om de har

21

21

ilde staaet der paa Post, og skrøbelig paapasset deres Embeder.

Sandt er det, disse, fast som Championer i een Nat, opvoxne, og paraderende for det udvortes i Standen, som høystbetydende; endskiøndt de, naar deres indvortes Værdi skulde lægges paa Vægten, og Regningen giøres i Forhold til den Nytte, de giør Staten, (ey at tale om den Nytte, de hindrer andre at giøre, og Ulykken, de selv stifter, fordi de ey alleene giør intet, men giør mindre end intet, i det deres Ukyndighed stifter store Mangler) kunde det bebreydes at have paataget sig Embeder, de ikke forstaaer. Men hidtil har det jo vœret Mode i Staten, at raisonnere af Catechismus, hvor Politik burde tale, og at tale af en medlidende Stemme, hvor en Tordentale heller burde have forfærdet. Det har hedt: Manden maae hielpes, han sidder med Kone og Børn: han bør dog placeres: og man skal begegne andre, som man vil selv begegnes: ret ligesom en Minister, havde ikke andre Pligter at udøve mod Staten, naar han vilde recommendere Perso-

22

22 ner til Regenten, for at oppasse de betydeligste Embeder deri, end han har at iagttage, naar han stikker Haanden i Lommen, for at række ubekiendte Nødlidende en Gave. Heder det her: at den eene Haand ey bør vide, hvad den anden giør: saa maae det vel hede paa det andet Sted: Argi Øyne, om mueligt, til denne Forretning! En Hiertekjenders Syn kan ey være for skarpt, og den redeligste Dommers Nidkiærhed ey her være for stor!

Men jeg kommer tilbage til Materien. Finder man derimod Kundskab og Svig famlede i visse Ministeres Handlinger: hvor vigtig en Sag er det da ikke for det Almindelige, at saadanne Gierninger blive bedømte til Exempel for Efterslægten; dog efter mine ringe Tanker, alleene i det Tilfælde, hvor Exemplet kan nytte; hvor Gierninger har et mærkeligt Sammenhæng med det, som efter nærværende Omstændigheder, kunde igien være mueligt: men i anden Fald at gage dem forbi med en Forglemmelse, som flette Gierninger fortiener,

23

23

endog for de bedres Skyld, man kan haabe af Familien, og for ey at informere Ondskab selv ved slette Historier.

Ingen Frygt for store Herrers Unaade, ingen Angest for det Tilkommende, tænker jeg, bør hindre en ærlig Mand, i saa Fald at tale Sandheder for sin Konge og sid Fæderneland, alleene at det, som alt erindret er, skeer i den rette Orden, og paa den anstændigste Maade, ikke engang med faa mærkelige Charakterer, naar Personen kan skiules uden Statens Fornærmelse, at han skulde blive kiendt for andre, end for sig selv. Det er, man tale alleene om Handlingen, og ey om ham, faa længe det er mueligt. Men i anden Fald dog at handle, som en Luther, i den nødvendige Reformations-Tid, der ikke frygtede Dievle selv i Worms, om de der havde været saa mange, som Tagsteene paa Husene.

24

24

Jeg slutter altsaa, med Philodani Tilladelse, at naar man vil tiene sin Konge med politiske Betragtninger, (og det er jo en Tieneste, enhver fornuftig Regent maae ønske, og en Skyldighed, Kong Christian den Syvende, synes virkelig ak kræve ved Pressens Frihed) saa maae man intet betragte Ministerne, som de, der alleene haver Kongen til Dommer, i slige, som de af Philopatreias omtalte, Sager , men ansee dem, som de første af Statens Borgere, der bor staae Staten til Ros eller Last, for slige med det almindelige Beste , saa merkeligen sammenhængende politiske Handlinger.

Paa den Grund tænker jeg, at jeg bør her bevise, at Philopatreias har virkelig Ret, naar han siger: at Ministerne har vedst at opskrue Priserne, og at det Spørsmaal, Philodanus Pag. 10. gjør kan let besvares; dette nemlig: Hvoraf kommer det da, at disse, nemlig Mi-

25

25 nisterne til Hove, som vare Proprietairer, at disse ikke og tilforn har vedst at opskrue Priserne, grebet efter saa store og klare Fordeele? m. v.

Dertil kan man jo med faa Ord svare den gode Philodanus, fordi der havde bleven forgiæves. De kunde ikke faa gierne, som de ventelig vilde, og vidste at opskrue Priserne: det havde ikke hjulpet dem, om de havde grebet efter slige store Fordele, der var ingen at gribe efter. Saa vist, som Philodanus har Ret i det, at Mennesker er altid Mennesker, (naar Mennesker blot som Mennesker betragtes) altid begierlige, gevinstsyge, fristede til at misbruge deres Adgang til Fyrsterne: saa vist kan man troe, at de ældere Tiders Ministre, har ikke været meere Helgene, og frie for forbemeldte Ufuldkommenheder, end de sildigere Tiders.

26

26

For nærmere at forklare mig, maae jeg kortelig melde, Hvorledes jeg forestiller mig Sagen. Dannemark, var, for en Snees Aar siden, ikke meere et Gosen, end det er for nærværende, og ikke meere Friheds Boelig for Bonden, end det var for vor Allernaadigste Konges Ankomst paa Tronen. Hoverie voxte snarere, for Overdaads Skyld, Dag fra Dag, hvilket faaede Ukrud i Mængde paa Bondens Ager, uden derfor, i Forhold til denne Ufrugtbarhed, at frugtbargiøre Proprietairens Hovedgaards Jorde, som den desuden værende mindre Deel af Agerlandet. I denne Tilstand fik vi tvende Colberts paa engang. Fabriqver og Manufacturer skulde med Magt indføres. Disse Anlæg har den visse Følge, at de ikke fremmes i et Land uden Folkemængdens Formeerelse. Indkommende Fremmede, for Manufacturernes Skyld, voxte og til et anseeligt Antal. I Forhold til Folkemængde, naar Kornets Mængde ikke formeeres tillige, stiger Kornet i Prisen, og det, for mere end een Aarsag, deels fordi det er det nødvendig-

27

27 ste til Brød og Drikke, deels fordi det er det Fornødneste for adskillige Kreaturer, som tillægges med Folkemængden.

Men bemelte Konster, blev ey Folkemængdens Formerelse allene. En kostbar Stad, skulde tillige bygges. Amalienborg maatte blive til, hvor enhver Steen, som forhøyede Paladserne, forhøyede Korn-Prisen, og mit i Fliden forøgede Vanskelighed at arbeyde til billige Priser, hvilket dog skulde merkelig hielpe til Varenes Assats. For Zirat og Pragt, mere end for Nødvendighed og Nytte, blev denne Stad opført. Smagen tog, til, og med den Kielenhed og Vellyst: og som man ved Kunsten forlibte sig i den skiønne Natur, der ikke blev Smagens Mynster allene, men dens Afgud, saa forfaldt man efterhaanden i Levemanden meer og meer til den høyeste Grad af Over<r daadighed og Yppighed, der udfordrer Mængde af Opvartere, og Forfængeligheds Tienere. Disse formeerede og Tallet paa Menneskene i Landet; eller, rettere sagt, paa Ædere, som

28

28

ikke nytter Staten, uden de giør nyttigt Arbeyde tillige.

Bondens Vilkaar og Agerbrugets Tilstand blev alt det samme. Alle Munde vilde dog mættes, og Udførselen for Kornet, blev ikke mindre end tilforn, den tog tvertimod til, ligesom Flid og Folkemængde i andre Lande, og blev umætteligere end Indvaanerne i Landet selv. Flere Aarsager forhøyede tillige Priserne, hvoraf jeg vil anføre de, som indfalder mig.

a. Brændeviins Brændens Tiltagelse og Brændeviins Brug og Misbrug, baade for Stats-Fordeeles og Stats Manglers Skyld tillige. Handelen, for Exempel, voxte paa de Vestindiske Colonier og Brændeviins Udførsel med samme. Island og Finmarken lærte saa mesterlig, skiønt mod Octroyen, at drikke denne Drik, at vi veed de ikke behøver større Færdigheder i Kunsten. Krigen udlokkede ikke en liden Mængde. Fri-

29

29

hed for Bonden, selv at brænde, ligesaa ilde ham tilladt, som Kiøbstæderne at pløye, var saa meget meere et sikkert Middel til mere Korns Forbrugelse, end nødvendigt, som Han brendte slet, og var Hoverie-Herrens Træl tillige, Hvilken bittre Sorg, han, ved første Leilighed, nedslukte med denne dulmende Drik, for at henfalde i en Søvn, man snart maatte ynkes over, at opvække ham af. Hertil kommer Brændeviins Brug af Børn og den utilladelige Accordt, som Love maatte afskaffe, paa visse Steder at tilstaae Piger og Drenge, fast efter Feste-Contract, deres daglige visse Brændeviin Morgen og Aften. Jeg forbiegaaer, om jeg og bør gjøre det, den øddeleggende Brændeviinsbrænderies-Forpagtning.

b. Ølbrygningens slette Tilstand paa Landet; da Bonden dertil spilder fast ligesaa meget Korn, som han vel anvender.

c. Qvægsygen, som ved Ødeleggelse af Kreaturet, Har formeret Forbrugelsen af

30

30 Fæderdyret, dev fordøyer Kornet, ligesom Kornets egen umiddelbare Fordøyelse af Folket skeer i desstørre Mængde

d. Uopmerksomhed, for den uordentlige Brændeviins-Brændens Skyld, paa de Kreaturers Tillæg, som ved en ordentligere Indretning vilde formere Føden, og, for saa vidt, mindste Confumtionen af Kornet. Bonden har jo havt Tilladelse til Brændeviins-Brænden for hans Bes sters Skyld, i det Sted, det vilde ham forbydes, for at passe sin Eng des bedre, og give Kiøbsted-Manden Leylighed nok at fede Sviin, baade til Nytte for ham selv og for Bonden.

e. Fiskeriernes Forsømmelse, der kunde blive Borger og Bonde en stor Hielp i Brød og Kiød-Mangel, og altsaa og hjelpe at nedsette Kornets Kostbarhed. Overdaad har jeg berørt.

Betragtes nu alle disse Omstændigheder, ved Siden af Kornets nesten selvraadige Udførsel, paa en Tid, da Folkemængden, i Følge anførte Baade nyttige og unyttige Aarsager, hver Dag formeredes;

31

31

paa en Tid, da Kornet derfor ikke voxte stærkere eller i større Mængde end før; paa en Tid da vore Politici reent glemte Hoved-Balancen af Handelen; og den store Regel for alle politiske Nærings-Regle, at være forvisset om, at kunde mætte alle Munde, enten ved Landets egne Producter, eller ved Over-Ballancen, som Korn fra fremmede Lande kan kiøbes for: saa kan man spørge Philodanus: Var der

nogen Tid i Dannemark, da Proprietair Ministerne, havde bedre Leilighed, at profitere af deres Jorde-Godser, og vil der nogen for deres interesserede Hensigter, bedre end den anførte, komme?

For at faae Kornet dyrt betalt ved alle disse Omstændigheder, havde Ministerne, jo intet andet at giøre, end at befordre Tilladelsen af Udførselen vedligeholdet. Men hvor let var ikke det gjort? Just saa let, som der, var vanskeligt, at tale med Regenten uden saadanne Ministres

32

32

Nærværelse, som maaskee havde største Fordeel af Kornets Udførsel. Hvad Under da at Prisen steeg!

Men lad vs endnu, om vi skal gaae videre, ligne os med de trende store handlende Nationer, for at prøve disses Conduite i Henseende til Kornet og dets Priser. Lad os see, hvordan de har betragtet samme, og hvordan de derpaa har gaaet frem, da de tog sig for, at manufacturere, bygge, og at leve vel.

Hvorledes begyndte Engeland? Engeland lagde Grundvolden til Fabriker ved Agerdyrkningen. Da det havde hvede og Korn nok, udførte det Korn og Meet, destillerede Brændevine, bryggede Øl, og det med Lykke, fordi det havde Overflødighed.

Men tænkte det, at denne Overflod var en Moguls Skat, der aldrig kunde faae Ende? Ney, det beregnede sin KomForbrugelse og sin Udførsel, og fandt denne kunde blive umaadelig og til Skade, og at

33

33 den dertil burde staae i Forhold til hins Fornødenhed for Staten. Men reent Forbud af Udførsel, naar Kornpriser vare høye, saae det og, kunde baade skade og gavne, efterdi man ikke altid mærkede, i alle Vraaer af Riget, det rette Øyeblik, naar Forbud burde skee. Det bestemte derfor en ubevægelig Pris for Kornets Ind- og Udførsel tillige. Og den blev Standarten for de første Nødvendigheder. I det samme indsaae det, at Fordeelen vilde blive Landmandens alleene, naar meget frugtbare Aaringer indfaldt, om Slæderne ikke fik nærmere Deel deri, end i Følge Priserne paa Kornet alleene. Det bestemte derfor ogsaa Priserne paa Brødet, i Forhold til Priserne paa Kornet; Brændeviinsbrændingens Tid. m. v.

Det havde Uld i Overflødighed, det fabrikerede nu med Nytte deraf, fordi det ikke manglede de første Nødvendigheder: det daglige Brød. Det indførte fremmede raae Vare, og manufactureerte dem ogsaa med

34

34

Fordeel, fordi det kunde betale dem med Korn, ja med samme Vare, omformede; thi Smagen i Fremmedes Havne var deres Model, hvilket tilveyebragte dem hos Fremmede store Summer. Nu var der noget at bygge for. Man byggede. Handelen voxte videre. Balancen blev meere og meere Engeland til Fordeel, og Rigdom formeerede sig. Engeland begyndte nu at leve vel, og giøre sig til Gode af sin Overflod.

Ingen Nation beleer denne Oeconomie; thi heele Engeland, fra Regent til Adelsmand, til Borger, til Bonde nyder sit, og enhver bør saa giøre. Ingen planter en Viingaard, han jo æder af dens Frugt.

Holland vilde fabrikere og handle. Det kunde ikke begynde med Agerdyrkningen, fordi det havde ingen Agerland. Fiskerier blev dets Grund-Næring. Det fiskede, og vandt derved nok, til ot kiøbe Kornet for. Udførselen af Fiskerierne lærte det Hø-

35

35 ker-Handelen. Holland, som ingen Vare havde, omførte og brugte ald Verdens Vare. Det vandt paa Omsatsen deraf, og Fragten derpaa, saa det fik Penge for at bringe egne Fiskevare, og Penge for at gaae bort igien med andres Vare, og Penge for at bringe dem igien til andre, og bragte endda Vare Hjem til overs.

Endeel Vare, heraf oplagte, udgiordte Magaziner for Eftertiden baade af raae og fabrikerede. Populationen toeg til. Handelen behøvede ikke alle Borgere. Mange Hænder kunde omforme Naturen. Man begyndte Haandteeringer, Brænden og Destillering af Østersøisk Korn, som Fiskerierne, og Provisionen i Handelen med fremmede Vare, betalte. Man begyndte Uld- og Silke-Manufacturer, og fortsatte dem med største Lykke, jo længere Europa fortsatte sin Blindhed: og ingen dyre Tider indfandt sig i Holland, i Følge Fragt-Handelens Natur, der altid maatte have Magaziner fulde med Korn. Nu

36

36 bygtes, og det med Pragt. Harlem, Leiden, Gouda, Utrect, Rotterdam, Amsterdam og fleere Stæder stoed op, og nogle af dem blev Vunder i Verden. Den Ostindiske Handel gav Holland ogsaa stor Fordeel, saa at Holland kunde, nu og da, spandere en god Skilling paa Vellyst og gode Dage, fordi det sad i Lyk ken til begge Ørene Det gjorde det og, dog ikke over sine Kræfter. Enhver vil tilstaae, at saadan en Pragt og Overflod i Levemaade, til sine Tider, er slet intet at undre over, ja ikke stridig imod den høyeste Politik, den rette Stats-Viisdom. Religionen har selv været prægtig.

Frankrig vilde fabrikere og anlægge Manufacturer, og Colbert skulde giøre det. Landet var et stort Kort-Magazin. Sully, den meget Viise Sully i sine Tider, kun en halv Kammeralist i vore Dage, havde gjordt sit dertil, og lagt Grundvolden til en StatsMagt, der kunde være bleven for mægtig, dersom en heel Kammeralist havde fulgt ham i

37

37

Embedet, eller saa stor en Konge i sit Rige, som Kong Ludvig den Fjortende var i andres, havde succederet Kong Henrich den Fjerde paa Tronen. Men Colbert, som viiste sig mindre end en hals Kammeralist, i det han glemte Agerdyrkningen, og som dertil var en Lærling, da han kom til Financerne, ustuderet, og som en simpel Kiøbmand, hvis Indsigter ere alt for indskrænkede, til at styre Statens Indtægter og Udgifter, end mere til at finde deres Kilder, og at vedligeholde dem, han blev hans Eftermand. Han var lille; men blev, for Tiden han levede paa, siden stor. Længere kunde han ikke see, da han begreb, at det var godt at bruge Kong Henrich tzen Fierdes Silke, og opmuntre Manufacturer end at det var fornødent, at Kornet maatte være let Priis i Landet, uden hvilken Omstændighed alle Manufacturer og Fabriker maatte gaae over Styr. Deri havde han og Ret. Men Kornets Udførsel reent førbuden, det var en forfærdelig Stats-Feyl. Statens Grundvold blev rokket, og en Deel

38

38 af dens Hiørnesteene, saa at sige, solgt, for at faae Stats-Bygningen giort des pyndteligere, og Ornamenterne des anseeligere derpaa.

Den Engelske store Politik, i Henseende til Kornprisens Bestemmelse, var alt for lille i Colberts Øyne, eller rimeligere for stor for ham at begribe den. Manufacturer og Fabriker blev forfremmede, paa den allervigtigste Nærings, Agerdyrkningens Bekostning; hvilken Fabrikerne ydermeere selv havde forfremmet, om de i vedbørlig Sammenhæng med Agerdyrkningen, og den med dem havde faaet Lov dertil. Saa Colbert nedrev lige saa fast med den eene Haand, som han opbygte med den anden. Havde Frankrig ey havt sin Viinhandel, og andre skiønne Natur-Gaver, saa havde Colbert giort en langt større Ulykke for Landets Grund-Næring, end han giorde. Men Frankrig, som kuns profiterede halvt ved Colbert, i den Tid det kunde have profiteret dobbelt, om dets Korn var bleven viiseligen udført, kunde dog udholde Tabet,

39

39

fordi det vandt Balancen paa sine andre Vare, og paa Fabrikvare med, hvis Materialier var begierlige, som det vidste at fabrikere dem efter en Smag, som var den skiønne Naturs, og derfor maatte blive Verdens. Om Frankrig bygte, saa havde det et Overskud at bygge af, et Overskud fra heele Europa. Overdaadighed og Forfængelighed kunde Nationen end ikke meget bebreydes, da den fik det alt betalt af Fremmede, som efterabede dens Daarligheder, og betalte den igien heel dyrt for Lærdommen. Frankerig fabrikerede altsaa, bygte, og giorde sig til Gode, med god Grund.

Det var de tre Hoved-Nationers Politik ved Anlæget af hver Stats NæringsGrundvold og Handel i sær.

Dannemark staae nu lidet stille, og este tænke, fra disse Exempler, med hvem af bemeldte Nationer det kunde ligne sig selv,

40

40 da det begyndte at fabrikere, bygge, og leve vellystig!!!

Hverken gav Efterfølgelsen af Engelands eller Frankrigs Exempler, de lette Priser for vore Kunstnere; thi vort Korn gik jo ud, uden Grændser, Stødetal undtagen. Agerdyrkningen havde hverken blomstret hos os, som under en Sully, eller blev vedbørlig forbedret ved Premier og Viise Love fra en nok opmærksom Regiering. IndførselsForbud forbød os at have Hollandske Magaziner, og burde forbyde det. Vi fabrikerede lidet af egne, meest af fremmede Vare. Vi exporterte saare lidet, for vi glemte de Fremmedes Smag. Dog handlede vi, med det lidet vi havde, med Korn, hvilket stiftede hver Dag nye Mangel hiemme. Det er, vi exporterte, for at blive fattig i Staten, fast ligesom for at berige nogle Huse, som havde Umage med at giøre os fattige. Derpaa bygte vi, ligesom for at blive Huusvilde, og

41

41 paa det nogle, som havde Umage med at drive os fra Huus og Hiem; (thi de glemte den- rette Næring, der skulde Have opholdt Huset, og underholdt os deri,) paa det de skulde komme til at boe i Palladser.

Med alt dette, er der ingen Aarsag til at tænke, at jo baade de, der lærte os at manufacturere og at bygge, at de giorde det i den oprigtigste Meening. Det var aldrig deres Øyemærke, at forarme Landet, eller skade ved denne Huusholdning, i mindste Maade. De handlede efter beste Indsigt, og giorde og meget godt. De raisonableste iblandt Dem, som kunde, fatte endog selv til, og fandt en sand Glæde i, ey at erhverve. De var imidlertid vore Anførerere til et godt Foretagende, paa den ubeqvemmeste Tid, som det efterhaanden blev, ved Kornets Dyrhed.

De anførte os til Kunster, raffinerede Smagen, opvakte Emulation og en ærekiær

42

42

Kappen; men glemte Handels-Balancens Tilstand, som det kongelige Kammer-Collegium ikke heller hialp dem at erindre. Det Collegium, som burde see, hvor ingen anden saae, og hvad ingen anden, end det, kunde see, fordi det sad med Papirerne i Hænde, der skulde aabne alles Øyne, tilsaae her saa saare ilde!

Nu Feylene er der, er det let at see: og hvad jeg derfor har skrevet og skriver i den Materie, vil min høystærede Herre behage at erindre, jeg tegner, som en Frugt af de indløbne Mangler. Det er i Følge deraf, jeg troer, man endnu kan sige:

Havde man i det Sted, man saa ivrig anlagde Manufacturer og Fabriker, og ved dem formeerede Landet endog med Fremmede, (som er en herlig Sag, naar de ere duelige Arbeydere, og kan leve i Landet) havde man i det Sted handlet efter den nærværende herlige plan for Agerdyrkningen: saa havde vor Folke-Mængde ey alleene Havt nok at

43

43

æde, men Overflod af Kornet var bleven udført til en sikker Gevinst. Vi shavde sparet Tønder Guld, som ere tabte ved Vexel-Coursen. Overdaadighed havde været langt mindre; thi det er altid rimeligt, at hvor den Politiske og Oeconomiske Aand giør Betragtninger over Landvæsenet og Agerbruget, detoverforliber den sig ikke i Skiønheds Arbeyd, og omsider henfalder fra en kiælen Betragtning deri til en anden, og derpaa til Vellyst og Yppighed. Bygnings-Planen til hine Palladser, var maaskee bleven en Plan til Pakhuse, og til en Kornbørs, hvoraf flere ventelig var bleven anlagt i andre Stæder, i det Sted, Kiøbstæderne i samme Tid, ere for en stor Deel, nedfaldne. Kort, vi havde da været saa nær med Staten, som vi nu burde have været, for at begynde i Dag, hvor man begyndte for en 24 Aar siden.

Men da det, som er giort, haver dog mange herlige Følger for Staten, endskiøndt de kunde have været anderledes og større til

44

44 en anden Tid: saa behøves nu dobbelt Viisdom og Klogskab til at beholde de giordte Indretninger, for at vinde, hvad der er mueligt, ved det anlagde, som om det blev ødelagt, maatte aldrig meere kunde vindes. Kongens Beskyttelse og viise Love for Manufakturer og Fabriker, kan nu, uden mindste Udgift for hans Casse, giøre store Ting, ja blive hans Casse til stor Fordeel. De Mangler, de alle haver, kan ændres ved den sande Politik: og bestemmes KornetsUd- og Indførsels Priser, vil Fabrikerne ey alleene bestaae med Agerlandets Fordeel, men Ager og Eng vil opmuntres ved dem; og vi vil blive i Stand til, at holde Priis med Fremmede, og aldrig (efter Naturens Orden) have Aarsag af frygte for dyre Tider.

See, høystærede Herre! det bliver vel Da Svar nok paa Philodani Spørsmaal. Saae han det, faa tvivler jeg paa, han vilde gientage det han siger om sine Tanker, nemlig, at hans Tvivlsmaal er grundet,

45

45 og at det klarligen nok beviser, at Philopatreias endnu eengang bør prøve sin vigtigste Aarsag. Jeg tænker, han i det første har taget mærkelig feyl, og bør derfor ikke paastaae det sidste.

Paa følgende Side siger Philodanus: Nu har vort Rige foruden Heste, kun Korn, og Ørne, og Sviin at sælge. Sær nu, at denne Udførsel standser, og standser længe, for at undertvinge Priserne: lige saa længe vinder vi jo ikke een Skilling. Det foregaaende har erindret, at med mindre Udførselen af Kornet faaer en Slags Standsning, nemlig, i Forhold til Forbrugelsens Nødvendighed i Landet, kan Udførselen blive, som den virkelig et hos os, statsødelæggende, i hvor stor Gevinsten maatte blive for visse Particuliere.

Det følgende vil give Leylighed, til at tale Meere herom: og min Herre vil da see, at jeg trøster mig til at vise, at just ved den

46

46

proportioneerlige Standsning vil vi profitere mange tusinde Daler, og at det langt fra ikke vil gaae med den Standsning, som Philodanus siger om den anden, nemlig, at saa længe den varer, vil vi ikke vinde een Skilling. Thi de samme Summer, som nu kommer ind for en mindre Qvantitet Korn, vil ey alleene dog komme ind for en større; (nu Hoverie er fastsat, og Herremanden er forbuden at agere Plagefoged) men dobbelt og dobbelt den Sum for Vindskibelighed i Manufacturer og Fabriker, som ved den blotte Form vinder Penge, og standser fremmede Vares Indførsel, hvilket, til hint skeer, vil blive reent umueligt, fordi Arbeyderne ikke kan faae Brødet saa billig, at de ved deres Arbeyd kan leve. Konstnere vil da ey blive nødt til, at lægge Hænderne over Kors, eller at døe i Elændighed, med alle deres gode Indsigter og møy sommeligen erhvervede Færdigheder, eller, som er lige saa ulykkeligt hos os, at forlade Landet. Umueligheder vil da blive muelige i

47

47 alle vore Næringer, som ingen synes hidtil at have ret fundet anlægge, fordi Staten har glemt Grunden, de burde anlægges paa.

Jeg forbigaaer at tale om, at Philodanus kunde dog nok, til de andre Vare han har nævnet, have føyet Fiskerierne, som skiønt de ere ringe, fordi man baade fisker, salter, sorterer og afsætter det, man haver, slet, saa kan de dog blive større.

Jeg skal allene giøre den Anmærkning, at det var at ønske, at vi ved de faae vigtige Artikler, vi dog haver at udføre, og veed at nævne, som Landets Producter, vedste at bruge Leyligheden med samme, baade oeconomice og politice, saa vel, at der var det rette Forhold iblandt dem. Den politiske Uforhold Bonden har staaet i, i Henseende til Staten, raader Regieringen nu saa herlig Bod paa, at neppe noget Land vil om faa Aar ligne, end sige overgaae, Dannemark. Den nyelig udkomne nærmere An-

48

48 ordning om Bestemmelse af Zoveriet

er et Beviis derpaa, som paa Herligheden af den monarkiske Regierings-Forms retskafne Indflydelse paa et Riges Lyksalighed, naar den agerer med vedbørlig Viisdom og Klogskab. Det Oeconomiske Forhold eller Bondens Forhold i Henseende til Ageren, hans Indsigters og Agerhandlingers Beskaffenhed, Agerbrugets Forbedringer, vil det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab vel ikke glemme.

En betydelig Uorden, er det derfor at formode, vil snart opvække Regieringens Opmærksomhed til Forandring i Tiden, at samme ey skal være i Veyen for dets priselige Handlinger for Landvæsenet: Stald: Gaardenes privilegier, nemlig, Monopolier, som

vil umueligen bestandig kunde bestaae med viiseste Indretning og Agerbrugets fuldkomneste Flor. Rettighed frem for andre, at fede Øxne, er virkelig intet andet, til at magre andres Agre, hvis

49

49

Fedme maae begynde fra Engens, og den fra vel fedede Øxens Giødning, og følgelig blive en Ret til, i en høy Grad at udsue Staten. Oprindelsen til denne Ret, har virkelige været et Slags Usurpation mod Regieringen, efter Tidernes Omstændigheder, som de nærværende Tider vil derfor, ventelig efterhaanden med al Klogskab, vide at hæve.

Naar Besiddere af slige Rettigheder, for nærværende Tid, fandt derfor for godt, at deele deres Hovedgaards Jorder, saa synes det ikke at maatte tillades dem, efter Herr Finants-Read Øders Forslag i Hans Afhandling om Frihed og Eyendom, at Stald-Fednings Ret fulgte, som Privilegium exclusivum, med til dem, som kiøbte de fraskildte Stykker. Thi at denne Fednings-Ret er skadelig, viser heele Landes Exempel. Engelske Skrifter fortæller os om Irland, at dets Agerdyrknings-Selskab aarligen Udsætter Premier for de beste Græsganges Forhandling til Agre, Engens fornødne Forhold

50

50

mod Ageren forbeholden. Af den Mængde Øxne Irland har feedet, er aldrig een eeneste feedet paa Naboers og Gienboers Regning, men hver Bonde har havt den samme Ret dertil, som hver Herremand, Eyer af Millioner.

Uden denne almindelige Frihed bliver det Bonden umueligt, at komme til Orden med Ager mod Eng: og baade Staten og ham bliver, i den Ret, negtet den Herlighed, at pløye med Øxen, og formindske den skadelige Overmængde af Heste, indførte for Stald-Privilegiernes Skyld, til største Tab i BondensNæring.

Tamborg vilde maaskee tabe lidt derved, i Fald man derefter fandt paa, at slagte og garve for det; men deri maatte det vel være saa artig at finde sig, og tillade, at vi eengang begyndte at finde rede i vor og paa en statsmæssig Maade at sammensætte Hjulene i vor upolitiske Stats-

51

51

machine. Oxen-Tolden behøvedes derfor slet ikke at aftages; tvertimod den vilde være et herligt Middel til Slagteriernes Befordring, som jeg anmærker for den Invendings Skyld.

Skulde Hoved-Staden være Circulationens Middelpunct, som Philodanus kalder den Pag. 14.? Jeg tænker, den er det lige saa lidet, som en Blod-Igle paa Legemet er Middelpunkten derpaa. Det var at ønske, den var Cirkulationens Middelpunkt i Staten. Den burde være Hiertet i Stats-Legemet, som modtog Blodet af heele Legemet, og igien uddeelte det til alle dets Lemmer. Men de forfaldne Kiøbstæder; den indenlandske Nærings Uforhold imod Hoved-Stadens Næringer; Handelens Mathed i alle Statens Havne; dens egen Handels Usammenhæng, og reciproqve Uforhold til Landets andre Havne: viser nok, at den ikke er Cirkulationens Centrum, thi dette maatte da staae i Forhold til en vis Omkreds: og Landsbyernes storerende Marke, og Kiøbstædernes ordentlige

52

52 Handel og Vandel blev denne Omkreds. I Henseende til Circulationen bliver den snarere i mine Øyne, liig den Norske Malstrøms Bevægelser; thi som denne modtager og spruder fra sig, paa en besynderlig Maade, alle mødende Vande, til sine Tider, uden at de Naturkyndige endnu med Vished veed Aarsagen hertil, saa har Hovedstaden sine forunderlige Bevægelser baade med Statens faae og med Fremmedes mangfoldige Vare, uden at nogen retskaffen Statskyndig har endnu forklaret os dette forunderlige Stats-Phoe- nomenons. rette Tilstand. Hoved-Staden, tænker, jeg, kan og ansees som vor Stats Scylla og Charybdis, hvor vore Næringers halv-tomme Skibe snart kunde lide Skibbrud, om Kong Christian den Syvende ey nu sadt ved Stats-Roret. Den er og liig et opsvolmende Lem paa Legemet, der bliver ved at hovnes unaturlig, uden at den naturlige Føde giver det den rette Kraft og Styrke. Man har længe seet det, og bliver nu først vaer, at de andre Lemmer kan svækkes der

53

53

Hed, og at heele Circulationen kan med Tiden standse.

Dog det! Philodanus kalder Hoved-Staden, kan den blive, naar Dannemark engang faaer i Sinde, paa en meget viis og klog Maade, hvorom den store Verden Underretter, at binde Næringer til Stæder; naar en sammenhængende politik, i den største politiske Frihed muelig og taalelig for hvert Stæd, og Borgerne paa Stædet, giør det eene Sted fornødent for det andet; naar Borgerne faaer. fuldkomne Love, som indskrænker Selvraadighed, udbreder Frihed, hindrer en upolitisk Tvang, og lænker den politiske; naar en Aand bestandig overseer det heele, og indretter enhver Deel i Forhold til de andre og til det Heele. Før bliver Kiøbenhavn ikke Circulationens Centrum: og saa maae den endda derpaa have mange Viise Love for sine egne Næringer, i

54

54 Stedet for de mange mangelagtige, den, iblant faae Gode, haver.

Langs-Artiklernes Omstøbning, vil da viise sig, at blive en af de første høyfornødne Forandringer, da Kong Christian den Femtes Politik i denne Fald, endog skrøbelig i sin Tid, vil ikke passe sig Nøye nok til Kong Christian den Syvendes meere oplyste Tider. Thi ligesom Stæder opstaaer ved hele Næringers Bestemmelse til dem: saa vil Næringer rodfæstes i Stæderne ved Næringers Bestemmelse til Næringsregler i Laugene, uden hvilke alle Kunstens Vare maatte blive ukunstige, og Kunstnerne derover forlegne med deres Flid, og Staten forlegen med dem. Endelige Næringer og HandelsGreene vil jo naturligviis have endelige, det er: et rimeligt vist bestemt Antal af Arbeydere, om Arbeyde og Flid ey skal blive den visseste Ødelægger af sig selv. Kort: Det Hoved-Principium vil man da erfare, at have

55

55

bebygt Jorden, og at være Grunden, baade til Stæders, og Staters Flor ved KunstNæringer, nemlig: at Næringer i Stæderne haver bestemte Love for Materie og Form, hvilke deels Øyet kan skielde, deels Kiøberen forlade sig paa, ved et blot Tegn: at Arbeydernes Antal er i Almindelighed bestemt i Forhold til Søgning: at slige Love bliver bestandige: men at Smagen og Antallet af Arbeyderne, dog bliver l Særdeleshed ubestandig, den første for Dage, det andet for visse Aar, naar Kiøbernes Smag og Søgning saaledes forandres; for altid at kunde rette sig efter begge: at den politiske Tvang i Næringer, bliver Statens største Frihed: og endelig, at NæringsAzyler oprettes blandt Stæderne for visse fast uendelige Afsatser, med videre. Dette og intet andet vil giøre Hoved-Staden til Centrum for Circulationen, ey alleene af Penge, men af Vare, af Flid, ja af borgerlige Dyder.

56

56

Hvad Philodanus anfører Pag. 15.

er forsigtig skreven om en Regent i en mo-

narkisk Stat. Lad os kun roelig, siger Han, overlade til vor store Styremand, som overseer det Heele, ak tillade op

forbyde Udførsel. Jeg er vis paa, at hans medlidende Hierte passer det sidste, og hans opklarede Viisdom der fyrste. Det, siger jeg, er ret forsigiigen skreven i et Monarkie. Men i Kong Christian den Syvendes, duer det dog slet intcn Denne viise Regent tillader jo Sandhed, frit at hævne sig til hans monarkiske Trone. Han tænker ey, som andre uindskrænkede Monarker. Han giør Sandhed souverain, og sig selv til en Slave deraf. En Gierning, der blandt alle andre, er den allerhøyeste for Majestæter! Men veed Philodanus dette, Hvor kan han da tale i saa lave Toner? Skulde Kongen heller vilde overlades sit medlidende Hierte, end have politiske Grunde for hans opklarede Viisdom, ved hvilke han des tydeligere

57

57

maae see det Lys, uden Hvilket han aldrig nøye nok skulle kiende hans Underrsaatters Trang, og befordre hans Staters Lyksalighed?

Philodanus nævner ham vor store Styrmand. Et ham væsentlig vigtigt og her velpassende Navn!

Men naar styrte Styrmanden Roret, og førte Skibet i en tryg Havn ved den allerhierteligste Medlidenhed? Ney! Efter ComPas og Erfaring, staaende ved Roret med største Opmærksomhed, paa alle Tider og paa alle Vinde, ved Nat og ved Dag, midt i de beste Pasater, maae Styrmanden oppasse Seyladsen, om han ey skal seyle den mette Kaas, eller maaskee kuldseyle. En liden Blaane maae han ey foragte. Den er undertiden Begyndelsen til en stærk Storm, der forvandles til en stor Orcan, hvori han, før han veed er Ord deraf, kan tilsætte Skib og Gods.

58

58

I samme Omstændigheder er, og kan en States store Styrmand komme til de samme Øyeblik, hans ømme Hierte er meest rørt af Medlidenhed over hans Undersaatters Mangler. Thi hvad er Hof-Kabaler andet, end Storm og Uveyr: og hvor mangen en Hof-List, grundet paa egne store, jeg havde nær sagt, grove Fordele, er ikke fast usynlig i sin Begyndelse, men i sin Tilvext og Fremgang mod Regiering og Stat, som Orcanens Magt, der kuldkaster og nedriver alt det, den møder.

Endeel af vore Herregaards-Privilegier, det Heele af vor Hartkorns-plan, interesserede Hofmænds og magelige Kammeralisters metaphysiske Mesterstykker, er af dette Slags. Men jeg har her alleene med Korn-Prisen for Ind- og Udfør sel at bestille.

Troede jeg ikke, at Philodanus var en virkelig god Patriot, dog af en indskrænked

59

59

Indsigt i meget af det han skriver om: jaa vilde jeg sige, at den Rolighed han spaaer om, ved at forlade sig paa Konges medlidende Hierte og hans opklarede Viisdom, i Henseende til at tillade og forbyde Udførsel af Kornet, kunde være det listigste og allerfarligste Raad, som kunde gives imod Kongen selv paa en Tid, da han har de allerhøyeste Hensigter i Sigte. Men Philodanus viser tydelig nok, at han er en ærlig Mand: saa disse Ord bør skrives paa hans skrøbelige Indsigters Regning. Ingen Regent under Soelen, om alle de fuldkomneste Regenteres Indsigter vare samlede i een eneste, kan passe det rette Øyeblik, da Kornet bør tillades eller forbydes Udførselen, var endog hans Hof dertil en Samling af Engle, som til alle Øyeblik foreslog ham det beste, og erindrede ham ligesaa ofte om at iverksette det.

Korn-Varenes billige Priser i Staten ere til alle Øyeblik saa høyfornødne, som Priserne selv hver Time paa Dagen ere uvisse og for

60

60 anderlige. Ingen menneskelig Viisdom skal, saa tit fornødent er, kunde bestemme den første ved nogen vilkaarlig Lov, og ingen nok saa stor Klogskab kunde finde rede i de sidste. Det Væsentligste og stadigste Sving, som derfor, med Et, kan meddeles en saa vaklende politisk Bevægelse i Staten fra den Grad, eller det Punct at regne. Hvor Bevægelsen baade oprinder og siden centrer, det maae skee, een Gang for alle, med den høyeste Klogskab, og for en Svite af Aar, om Indretningen skal have nogen Kraft, og Staten erfare deraf en fuldkommen og bestandig god Virkning. Prisernes Bestemmelse for KornVarers Ind- og Udførset er dette Punct. Den Kongelige Myndighed allene kan danne og fastsætte det paa een for Statens Velfærd ret væsentlig Maade ved at beordre dets Bliv, og i samme Øyeblik, ved at retirere derfra med Erklæring: Det skal, mens jeg regierer, blive. En Regents RegieringsTid, om han opnaaede høyeste Alder, vil ey bli-

61

61 ve for lang dertil. Og om han ved en Konge, Lov kunde foreskrive hans Successor den Bestemmelses-Maade han maatte Følge i Overeenstemmelse med hans Formands, var det en Herlighed for Staten!

Denne Punctes politiske Størrelse og nøye Bestemmelse er i Staten saa betydelig, fom den Mathematisk Puncts, en Mathematicus ikke kand undvære i hans Kunst, og dog aldrig er i Stand til at tegne. En at indsee denne vigtige Hoved-Sandhed for Dannemark erdet samme, som aldrig at blive en retskaffen dansk Politicus, en med Sikkerhed og VisHed handlende Statskyndig. Colbert var derfor aldrig, i fuldkommen Grad nok, Statsmand for Frankerig. Han var dets indenlandske Næring og Handel kun et Stykke af en Statsmand med alt hvad stort der desuagttet var hos ham. Han havde ikke Lys nok i det heele. Han havde ikke Erfarenhed nok fra den store Verdens tusinde NæringsCircler. Han var kun stor i Tiden, han leve-

62

62

de paa. Han var ey i det System en Hoved-Original for alle følgende Tider efter hans Død; og det er den store Statsmands rette Characteer.

Kong Christian den Syvende vil blive saadan en Helt for Efterslægten. Begyndelsen er giort. Han vil ey ende, fer han kommer til Enden. Neppe kand det tvivles paa, at jo Korn-Prisens Bestemmelse vil blive noget af det første han allernaadigst vil nu tænke paa. Den 20de Febr. sidstafvigt, havde det været for tilig: den nærværende Dag er nu den rette Tid!

De vil spørge mig høystærede Herre om den almindelige Nytte af denne statsbetydelige Forandring, og Maaden Bestemmelsen bør skee paa. Jeg svarer: Nytten i Henseende til Landvæsenet, vil vi faae Leylighed til at tale om i det Følgende. Nytten i Henseende til de andre Næringer i Staten, i Henseende til Handel, til Seylats med videre, vil

63

63 blive den, at vi nemlig i et og alt, som arbey-des i Østersøen af de Middellandske Staters og længere bortliggende Nationers raae Vare, vil kunde holde Priis med alle Østersøens Stater, og i Henseende vil Østersøiske Materialier og egne Producter, vil vi endog kunde underselge nogle af de østersøiske Nationer paa andre Steder, ja i vore vestindiske Colonier giøre visse Fordeele i Handelen, som nu ikke bliver os muelige.

Men hvad Bestemmelses Maaden er angaaende, da har vi nok til Regel, naar vi følge Engelands Exempel, og hvad Biskop Fleetwood beretter os derom.

De vil indvende, at den Indretning vil foruleilige mange, om ikke alle Herremænd, og nedsette deres Herregaarde i Prisen paa den merkeligste Maade. I noget af dette har min høystærede Herre Ret. Det vil giøre noget Skaar i nogle Propriétaires Lykke, i sær i deres, som har borget det meeste, de haver Herregaarde i Ene

64

64 for: i deres som har været uordentlige Bestyrere af deres Godser, og kun forstaaet sig lidert paa deres eget og deres Bønders Beste. Men alt dette bliver en nødvendig Uleilighed i Staten. Det er en Følge af foregaaende Statsfeil, som ey kan rettes til Orden og Gaun for det heete, uden ved nye Stats-Uleiligheder for visse Deele i Staten. Skal Landgodserne og den fornødne Kornpriis derved komme til et naturligt Forhold mod de anbre Næringer i Staten, Mod Handel og Seilads, mod andre Staters Næringer og Magt i Verden, ester Dannemarks Størrelse: saa maae, jeg siger, saa maae de danske Herregaarde, som ved andre allerede giorde viise Love, saa ved KornPrisens Bestemmelse, bringes tilbage til en naturlig Pris. Men deres naturlige Pris, er, hvad det physiske ved dem er angaaende: Værdien af de Fordele, den rette Flid, i Friheds Stand indhenter af dem i Concurrence med heele Verdens Handel, Udførsel for Korn-Vare, (som Ser nødvendigste Staten ey bør selge til Fremmede

65

65

uden som Overflod,) bestemt ved viise Love. Ald anden høyere Pris, som Herregodser vinder, og stiger til, er en stats-unaturlig Pris, og vil neppe af en viis Regent tillades længere, end til han indseer den anførte politiske Sandhed, om endog endeel af hans Proprietairer, maatte spille Banqverot, ja om Byningen paa hver anden Herregaard, ved dette Stød, maatte indfalde.

Han sørger heri for mange hundrede tusinde Familiers Ophold og Formerelse, som han bør. Han kan ikke forbigaae denne Pligt af en utidig Medlidenhed, fordi nogle Snese Familier for en kort, ja om det og var for deres Levetid, derved tabte. Det vilde stride mod den politiske Retferdighed, eller, som er det fanme, imod den fornuftige, høne, hellige Retviished. Har visse Familier vundet for meget tilforn, og levet paa andres Sved, det er Tid at de maae tabe det nu. Treffer det maaskee nogle, som aldrig har vundet

66

66

ved de forrige Tiders Uordener, det maae endda ikke hielpe, Regenten beklager det; men fuldfører dog sin Beslutning. Han er her for viis til at forandre sin Villie af Medynk i Utide, han som med vedbørlig Klogskab seer hen i Tiden, og til hans Forandringers skiønne Følger for hans Stat. Han handler derfor for mange, som for alle, og glemmer nogle faae, da han ellers ikke skulde kunde hielpe mange. Den Retviished, som gav Israels Folk, for sin langvarige Trældom, Egyptens Sølvkar til Eye, er her hans rette Exempel. Han fager aldrig et høyere, aldrig et bedre Mynster i den sande Statsklogskab!

Imidlertid er det forunderligt nok, at man vil sinde Grunden til de høye Priiser allevegne, undtagen i Kornets ubestemte Udførsel, hvilket en allene: er Kilden til alle Upriser, men til alle Uordener i Næringer, som igien forhøyer Priserne ved de dem naturlige nye Mangler, de stifter overalt i Staren.

67

67

Men med alt dette vil Kornets bestemte Priser for Ind- og Udførselen ikke udrette alt, om lave Priser skal blive almindelige paa de nødvendigste Vare af alle Næringer i Landet. Mennesket spiser ikke selv Kornet i den første Form, Naturen frembringer det; men i en anden, som Kunsten formeerer, i Form af Brødet, for Exempel: det drikker Kraften deraf i visse Vædsker.

Saasnart en Regent indseer Vigtigheden af den første Handling: at skrive en Lov for Kornets Udførsel, vil den næste derpaa snart blive, at bestemme Vegten og Prisen, som Brødet bør have, i Følge Kornets Priser, og det engang for alle, Styrken og prisen af Øllet, Tiden (en høyvigtig Omstændighed,) til Destilleringer af Korn-Brændevine, alt i Forhold til Korn-Priserne i Landet, som, uagtet Udførselen er bestemt, bliver derfor ikke altid de samme, men større og mindre, efter Aarenes Frugtbarhed. En Orden, som vil maa-

68

68

skee tillige lede til tydelig at indsee den Kiøbenhavnske Brygger-Lignings Ugrund, som ved denne Leylighed fortiente Regentens Øyekast; denne vigtige Næring til vedbørlig Opkomst i Varernes retskafne Forbedring for Landet og Fremmede.

Korn-Prisens Bestemmelse vil da fuldføre den Grundhandling for Statens fornødneste Vares Jevn-Priser, til Bestandighed! Dette vil giøre Nationen til en sikker Medbeyler med andre Nationer i Handelen, og engang forsikre den, ved en fortsat jevn Vare-Priis, om Handelens Balance, saa længe saa store Stykker af Jordkloden, som de der endnu beboes af upolitiske Stater, faa længe de ere til!

Jeg veed, man kan endnu sige: Dyre Korn-Priser ere ikke eet Lands, men den handlende Verdens. Kornet er dyrt i Danzig, ogsaa i Holsteen, og saa

69

69

paa flere Stæder. Men intet er lettere at besvare.

Naar alle Lande, paa Engeland nær, concurrerer efter den blotte Kiøbmands-Baade, uden Hensigt til den indvortes StatsTrang i enhver Stat: saa forstaaer det sig jo selv, at Korn-Priserne maae overalt stige, i saadan en upolitisk handel, i alle Havne; allerhelst, da Destillations-Friheder, og Brændevinets Misbrug, lagt til dettes Fornødenheder i Krigstider, ogsaa forhøyer Priserne mærkeligen. Exemplet, jeg anfører, er ikke til, uden i Engeland: hvor vil man da andensteds af Erfarenhed kende dets Virkning? Men Engeland selv kan ikke engang være det rette Exempel; thi dets Statsgield og Mængde af Papirer, gior Kornprisen høy i Landet selv, dog kun i den Grad høy, som disse virker. Havde Engeland en ubestemt Frihed, at udføre Kornet, maatte det inden faa Aar ikke kunde afsætte det mindste af alle Kunstens Vare paa fremmede Markeder; ja sikkert, før man vedste

70

70

deraf, blive nødt til at spilde den fæleste Banqverotte. De danske Papier-Penge vil giøre det samme her, som hine i Engeland, vil min Herre maaskee svare! Ney, de bemerker saare lidet mod hine. Prisens Bestemmelse paa Korner vil realisere dem efter Haanden, og formindske dem.

Kort høystærede Herre! Sagen har sin Rigtighed. Alle Indvendinger, som derimod kan giøres tør jeg tage mig paa at besvare. Vil man endnu sige, hvorfor vil Frankerig, Preussen, Rusland og Polen det ikke? Jeg svarer, de tre første har endnu ikke lært det, og Polen kan det ikke hielpe, for Mangel paa Klogskab i Agerdyrkningen, og for det feyler Strandbredde omkring Landet. eg. stutter da disse Betænkninger med de Ord: At bestemme Korn-Prisen med videre, paa omskrevne Maade, er at sørge for nærværende og tilkommende Tider: at tanke som en Janus blant Guderne. Intet Rige kan vise sig fornuftigere i denne

71

71

Handling, paa en beleyligere Tid, end Dannemark i disse Dage! Bliver Kornprisen fastsat for Dannemark ved en viis Lov, saa bliver den Lov Rigets gyldne Bulle, og samme giøe Kong Christian den 7 til en større Lovgiver, end Kong Christian den 5te. Den

giør ham, til Næringers og Handels første Grund-Stifter iblant souveraine Konger paa Jorden!

Men det er Tid at jeg kommer igien til Philodanus. Pag. 15. siger han: Philopatreias vilde have Accise og Consumtion nedsatte, for at lette paa LevnetsMidlerne - - - men her bliver Spørsmaal om Regieringen og kunde taale denne Afgang i sine Indkomster, og hvis ikke, hvorledes den da skulde i disse Tider, paa anden Maade, erstatte sit Tab. Men her rører jeg ved Finans-Væsenets Hemmelighed og det Forhæng, som omgiver dem, kan hverken Philopatreias eller jeg drage til Side.

72

72 At Philopatreias tager feil, det er sædvanligt! Accisens og Consumtionens Høyhed giør ikke vore høye Priser, og altsaa blev Nedsættelsen ikke Kuren. Det rette Hoved-Raad er det anførte: Korn-Producternes og deres Vares Bestemmelse i Priserne for Udførsel og Forfærdigelses-Tid, hver paa sin Maade. Alle andre Raad vil man finde kun at være Biraad, som dog ey heller bør glemmes. Imidlertid er der maaskee en og anden Artikel i Consumtions-Rullen, som kunde taale Nedsættelse.

Consumtion paa Bark, for Exempel, paa Alun, er en Forhøyelse i Priserne for de Fabriqver, som behøver dem. Salt-Confumtion, naar den strækker sig til Fiskerierne kan standse disse. At svare Consumtion af Talg og Smørelse for Master, bebyrder, mod andre Landes Viis, Seiladsen, m. videre. Men dette bliver dog kun lidet som kan erindres mod Consumtions-Paalæget. Meget meere maae man forundre sig over Consumtionens-Ringhed i meget merkelige Artikler, i Følge af hvilke det vilde være let for Re-

73

73 gieringen at erstatte sit Tab, om andre Artikler skulde nedsættes.

Men uden Hensigt paa disse, da de lidet eller intet bemerker imod andre øyensynlige Mangler, imod pure Defecter af den billigste Consumtions-Afgift, der burde indflyde i den kongelige Klasse; skal jeg, i Anledning af Philodani Spørsmaal: øm den Maade paa hvilken Regieringen skulde erstatte sit Tab paa Afgang i sine Indkomster, giøre dette Spørsmaal: hvorledes har Regieringen faaet en Erstatning, til Bestandighed, for det Tab, den har giort, og bestandig maaelide ved sin Befordring af Manufacturer og Fabriqver, Næring og Biering i Landet? For dersom Regentens Kasse er ved en eller flere statsmæssige og gode politiske Handlinger bleven medtaget, ja næsten ved slige Sammenhæng bleven tom: saa kan det jo ikke blive Undersåtterne ligegyldigt, at den bliver i den Tilstand. Har den tabt en bestandig ordenlig Indtægt, saa vil den

74

74

have en anden, ligesaa bestandig og ordenlig igien; i anden Fald maae jo Undersaatternes Casser blive ved overordenlige og extraordinaire Skatter et bestandigt Tilskud til den kongelige Casse, hvilket strider mod ald sund Politik og Tingens Natur, at extraordinaire Paalæg stulde blive til ordinaire og bestandige. Extraordinaire Skatter og Paalæg er altid, i hvor lemfeldige, i hvor billige, i hvor fornødne de ere, noget ubehageligt. Men skal Regenten, som hver Undersaat elsker, som Landets Fader, han som hver Dag sørger for deres Næringers Flor og Bestandighed, deres Boligers Sikkerhed, deres vedvarende Lyksalighed; skal han allene have sin Casse formeret ved ubehagelige og ofte med Suk og Sorg erlagte Indtægter? Skal Undersaatter, Aar efter Aar, i Fredstider, under den meest ædelsindede Regent, plages med umilde Executorer, fordi Cassen har tabt bestandige Indtægter, som den tilkommer med Rette? Skal den Naade Regenten har udøst over sine Undersaatter, giøre ham fattig, fordi hans Finanz-Collegier ikke hidtil har været lykkelige nok,

75

75

til at see hans Udgifter paa saa god en Maade erstattede, at de, uden merkelig Følelse for den, som betaler dem, uden Foruleyligelse i Tiden, da Afgifter erlegges, kunde komme tilbage til Kassen. Jeg tænker det var en Skam for hver Undersaat, om Kongen skulde saa lønnes for Velgiort. Jeg tænker, det var den største Ubillighed hørt iblant Stater, om bestandige Indtægter ey blev bestemte for Regentens Casse, der saa lidet bør mangle til Statens Udgifter og hans Værdigheds beste Vedligeholdelse, som nogen Privat Mand bor see sine egne Indtegter, han kan vedligeholde, at forsvinde paa et Sted, uden de indhentes igien paa et andet.

Der vil vel da blive hver redelig Borgers Sag, og ikke fortjene Bebreydelse enten af Hyklerie eller andre nedrige Hensigter, at undersøge dette.

Hvad Udgifter har da den Kongelige Casse hast, som paa en merkelig Maade og

76

76

til Bestandighed har tømt den, for Regentens Kierlighed Skyld til hans Undersaatter?

Den har for Undersaatternes blotte Nærings og Bierings Skyld, tabt en meget betydelig Indtægt, og havt tvende meget store Udgifter, for hvilke den ingen Erstatning har faaet, tvertimod den allerhøyeste Billighed, endog til den Tid saadant kunde være skeet, og burde skee.

Indtægten, den kongelige Casse har tabt, er en vis Told, som er forsvunden.

1. Ved Forbud paa Mængde af fremmede Varers Indførsel.

2. Ved høy Tolds Paalæggelse, 24 ProCento for Exempel, paa mange andre Vare, af Virkning, fast fom Forbudet.

De tvende store Udgifter, (eller rettere sagt Udlæg, for de bør komme igien,)

77

77

som Kongerne, i sær høylovlig af Ihukommelse, Kong Friderich den Femte, har havt, ere:

a. Fast umaadelige Summer paa Manufacturers og Fabrikers Anlæg i Staten.

b. Store Capitaler paa Handelen uden for Hoved-Staten, nemlig paa den Ostindiske, den Vestindiske og den Island- ske Handel.

Enten nu de første ere saa vel anlagde, som de burde, og alle komme bemeldte Anlæg til Gode, eller ikke, det er os lige meget. Ey heller bliver det Spørsmaal, om de giordte store Bekostninger paa eet Compagnies Flor, paa et andets Udbetaling, paa en Colonies Opkomst, med videre: om de alle ere viiselig brugte, med rette udbetalte, og paa de rette Næringer anvendte, eller tvertimod. Her er

78

78

det nok, Udgifterne ere giordte: Den kongelige Casse har udgivet pengene.

Aarsagen, hvorfor vore høylovlige Konger har giort alt dette, veed hver Borger og Bonde. De kan i det mindste ikke tvivle derpaa, som har profiteret i deres Næring og Biering derved. De, som ere blevne af lidet eller intet, til Manufacturister og Fabriqveurer, og deres, ved Kongens Hielp understøttede, Anlæg til store Næringsgrene i Staten. De, som ere blevne rige, og til Capitalister ved Handelen. De, som endnu Hver Dag vinder, fordi Kongen har tabt, ja taber i Dag den Dag, for deres Skyld. De vil alle tilstaae, at Kongerne har giort baade den eene Udgift og den anden, for ar give dem og deres Afkom, og heele Landet med dem, Brød og Fortienester i deres Riger, at enhver maatte leve og have nok under deres

viise Regiering og trygge Beskiermelse.

79

79

Men da der til en god Regiering, og til Sikkerhed i Staten, tillige udfordres, at den kongelige Casse forestaaes vel, saavel i Henseende til dens Indtægter, som i Henseende, til Anvendelsen af samme, eller dens Udgifter; saa spørges: Kan det da beviises, at Regieringen har faaet, eller rimeligen. vil faae, nogenlunde Erstatning for

1. Dens Tab i Told-Intrader, ved de mange.

Forbud paa Vare. Og for

2. Dens Udgifter paa Manufacturer og Handel?

Andre Lande, der taber i sin Told for saa viis og goddædig en Conduite, (maaskee alt for goddædig i Dannemark,) i bemeldte Fald, seer sig godtgiort i Consumtionen. Har den Danske Regiering hævet Consumtion, ligesom Næringerne ere voxne til, for at erholde ved Flid, hvad dog uflid i Landet før virkelig selv betalte?

80

80

Consumtions-Rullen kan alleene svare paa dette Spørsmaal. Erlægger de nye, enten blomstrende, eller dog i god Drift værende Næringer noget til Cassen, fordi Cassen har skabt dem i Staten? De Vare, som fabrikeres i Landet, betaler de noget, eller rettere Fordøyeren, som fordøyer dem, giver han noget af det til hans Konge nu, som han dog før betalte endeel af til fremmede Staters Regentere?

Hvad Consumtion betales af alle vore smukke Silke- og Uldne Vare, af Bom ulds-Tøyer, Sølv- og Guld-Manufacturer, og af andre Vare, for hvis Skyld Forbud er enten giort, eller høy Hindrings-Told paalagt? For Ex. hvad betaler: Barracaner, Baratter, Bayer, Fifskaft, Callemancher Cammelotter, Cattuner, Chagriner, Chaloner, Cossianter, Cottonader, Dammaster, Sajetter, Dækkener, Dragetter, Dvælger, Dynevaar, C-taminer, Filter, Floneller, Fløyler, Galloner, Gehænger, Gros de Tourer,

81

81

Haarduger, Haarvatter, Handsker, Hatte, Huer, Huder, Kanifasser, Kirseyer, Knæebaand, Knapper, Kniplinger, Lak, Legatur, trykkede eller farvede Lærreder, Livree-Snører, Multummer, Knappenaale, Nattrøyer, Tastes Snører, Palentiner, Plysser, Polemitter, Popeliner, Rasker, Sarduger, Sarger, Silke-Tøyer af alle Sorter, Silkevatter, Silkebaand, Snorer af Silke, Strømper af alle Sorter, Sukkere, Tørklæder, Triller, Olmerduger, Vanter, Voxduger, & c. & c. & c. Vare, som alle nu formes af Kongens egne Undersaatter, for hans Forfædres mangfoldige Naaders Skyld. Hvad Consumtion betales af dem?

Dertil svares fra Consumtions-Rullens blanke Rubriqver, alle gierne fyldte i andre Landes Consumtions-Ruller, givne af de viiseste Regieringer i politik, i Oeconomie og Commerce, dertil svares fra disse tomme Rubriqver i Dannemark: slet intet. — Slet faaer Kongen i

82

82

Consumtion af alt dette, hvorfor han har bortgivet sin Told!

Mon det kongelige Finants-Collegium haver dertil gyldige Aarsager? Mon det stadig troer, at paalæg, som skal inddrives ved militaire Execution, en galop og eengang om Aaret, erlægges lettere, end en lille Afgift erlægges tusinde Gange om Dagen, af tusinde selvvillig kiøbende Liebhabere, og selvvillig ødende Kiøbere til alle disse Fornødenheder og Ufornødenheder?

Mon det holder for, at etableerte Manufacturer maatte gaae under, og fremmede Vare indsnige sig, for en Skillings Paalæg paa Al. af somme Vare, og nogle Skillingers paa andre? Men hvi mon da ikke saadant skeer i andre Lande? Skulde det være saa; saa er jo baade høy Tolds Paalæg, og Forbud paa Vare, forgiæves, siden ingen Vare kan holdes ude.

83

83

Naar Consumtions-Paalægget bliver klogeligen og efterhaanden, jeg siger: efterhaanden, anstillet; saa er der slet ingen Fare. Den Told, som til Byrde for nogle Manufacturer og Fabriker, Heel ubeqvem, betales for visse raae Materialier, er af langt andre Følger. Den giør Varene dyre for den første Danner af Varene, saa han tidt derfor ey kan arbeyde. Consumtionen forhøyer kun Prisen til det Øyeblik, den bør forhøyes; naar Forbrugeren kiøber, som i Staten (ikke uden for) baade erindrer ham om, at kiøbe viiselig, og at skatte i rette Tide.

Men maaskee Kammeret med saa mange andre og meener, at det er egentlig i Republiker, Consumtion bør betales, og ikke i Monarkier. Men skulde Regieringsformen, som Regieringsform, kunde giøre Paalægs-Byrder beqvemmere, eller mon det ikke være den politiske Klogskab, og Maaden at paalægge og hæve dem paa, der giør Paalægget enten meere eller mindre beqvem? Jeg

84

84 tænker, den der ikke indseer det sidste, han indseer vel mindre Regierings-Formernes Natur. Republiqver prøver og overveyer langt Nøyere, end Monarkiets Kammeralister, hvorledes Indtægter kan indkomme i Cassen, og derfor har Republiker, for alle andre Maader, udvalgt Consumtionen fast af alle Vare

i deres sidste Form, i hvad navn

de have maae, som den beqvemmeste, at give Regieringen det Regieringens er. Gid man da heri vilde blive republicansk sindet, for at understøtte og vedligeholde den monarkiske Trone; for at nære og beskierme dens troe Undersaatter; for at rædde dem fra overordentlige Skatter; for at finde det rette Raad til Gieldens lempeligste Afbetaling!

Consumtionen paa de første Fornødenheder, tilstaaer man, som god, maaskee fordi alle, indtil hver Staader, betaler den. Den er og god. Men hvi skulde det ikke og være godt, at betale

85

85 af andet, hvoraf meget er til Overflod, og som den rige Øder dog spilder Penge paa, enten det koster ham meere eller mindre.

Ved hvad Middel skulde den eene i Staten kunde lignes proportionerligere mod den anden, end ved Afgiften af Vare, der staaer i hver Mands eget frie Val, om han vil kiøbe dem, eller ikke. Man nævne det Middel, naar Borgeren heller skulde kunde, og vilde yde, en Skilling til Krone og Stat, end i det Øyeblik, han har haanden i Lommen, for at kiøbe for sin Gane, hvad ham lyster; for at klæde sig efter Moden; for at spandere paa Overdaadigheds Kram, hvad hans Phantasie indgiver ham, at han maae brilliere baade hiemme og ude! En Dame, en Cavalier, for Exempel, skal paa Maskerade, paa Bal. De maae pyntes, i hvad det skal koste! Hvilket Øyeblik er beqvemmere for Staten, at faae Hielp til sin Trang, end just det, da de glemmer, for Stats, deres egen Trang? Men jeg sætter, de finder Ba-

86

86

rene for dyre, de vil spare, og komme for Consumtionens Skyld ikke denne Gang, hvor de ønskede sig! Det de sparte, var ypperligere for Staten, end Consumtionen selv! De Vare gaae ud til Fremmede; og Staten vinder alle de Penge.

Jeg tænker da, at denne Sag er soleklar, og har saa været det for Holland og Engeland, som for fleere Stater, i heele hundrede Aar: Stater, vi vil ligne i Næringer og i Handel, men ey i Afgifter, og det er dog Næringer og Handel, der skal betale Afgiften, og Afgiften, som skal ophjelpe og beskierme Næring og Handel! Betragtende denne vigtige StatsSandhed, at Consumtion, viiselig paalagt, er det viiseste Middel, at hæve fornødne Afgifter paa, for Staten, og at erstatte det meget, Kongen har tabt i sin Told, betragtende dette i Sammenhæng med vore nærværende forunderlige og statskadelige Finants-Princips i saa meget, paa den Tiid, vi er paa

87

87

Veyen, under en stor Regents Anførsel, at giøre store Skrit til Oeconomiske Forbedringer, som aldrig dog kan komme frem, naar kammeralske Princips, endog i Hoved-Omstændigheder, strider derimod, betragtende dette, siger jeg; kan jeg ikke andet, end tænke paa den Blinde paa Veyen, der, adspurt om hvad Hielp han forlangte, svarede: at jeg maa see. Et Ønske, som jeg troer, hver redelig Undersaat, (jeg havde nær sagt, Kongen selv) maa ønske Kammer-Collegium, at det engang ret maae see, i denne betydelige Sag, og ret indsee denne Sandhed! Et Rente-Kammer-Collegium er Statens Øye. Naar Øyet er mørk, saa er det heele Legeme mørkt: og hvor stort bliver ikke da Mørket!

Skrev jeg ey til dem allene Høystærede Herre, saa vilde jeg endnu sætte til: Jeg gad see den Cammeralist, der torde tage sig paa at igiendrive mine Grunde, jeg vilde ønske dem hans Modsigelse, at overbeviise

ham og Publicum desnøyere om Sandhedens fulde Styrke.

88

88

Men saa vist, som Consumtion viiselig paalagt er den letteste Maade at formeere StatsKassens Indtægter paa: saa vist kan den blive den meest ødeleggende, naar ey Paalæget skeer fra Begyndelsen af med meget lidet: og de fornødneste Vare, som Philopatreias har dog truffen rigtig nok, ansættes for allermindst: og siden de andre Vare, efter de høyeste og viiseste Nærings-Grunde, i Forhold derefter. Det er et.

Et andet maa dertil lægges: at paa Consumtionen kan dog ikke tænkes, før Korn-Prisene, efter foranførte Grunde, ere blevne bestemte; men naar det er skeet, kan Consumtions-Paalæget med Sikkerhed giøres. Uden hiint, var det, at gjøre Priserne utaalelige: men efter Korn-Prisernes Bestemmelse er det, at hæve Paalæg, uden at Paalæggene vil ansees for synderligt andet, end naturlige Priser paa Varene; thi i Forhold til Korn-Prisernes Lethed vil endeel Varer blive lette, det er: ey engang saa høye i priser, som de nu ere, uden for Consum-

89

89 tions-paalægget. Men uden begge Deele fører man hver Dag Staten frem til større og større Vanskeligheder ved Arbeyde og plagende Paalæg; i hvor gode oeconomiske Anstalter, man end foretager sig. Ingen Flid vil lykkes deels for den eengang giorde Kongelige Gields, deels for den engang indførte Overdaadigheds Skyld. Leges fumturiæ, i hvad man end taler derom, kan en tvinge Overdaad, eller extraordinaire Skatter betale Gielden. Consumtions-paalæget er den rette store og fuldkomne lex sumtuaria høyere end alle andre af samme Love; og Korn Prisens Bestemmelse, naar Næringer derpaa gives den rette Opmuntring, ved viise Love og Belønninger (Consumtions-Paalæggene iberegnede) den rette Kilde til Gieldens successive Afbetaling. Alle andre Raad

bliver, som Grundmidler, kun Stumper af Raad, og en usel politik; naar Sandhed skal tales.

Men saanart Consumtions-Paalæget, som udkræver ald muelig kammeralsk Indsigt, at forfatte, er skeet: som vil vel ey Heller glemmes

90

90 at Skatter afhielpes, for alting fra den usle danske og norske Bonde, fra de allerførste Næringer i Staten, uden hvilke de høyere, for nærværende, nu da vi først begynder at tænke ret fornuftig om ploven, nu da Høsten ey kand blive stor nok, umuelig kan blomstre: end sige taale at erlægge nye Afgifter i Consumtion til den kongelige Casse.

Det store og største Middel, hvorved Kongen da skulde faae sit Tab igjen for den eftergivne Told, ved fremmede Varers Forbud samt Høyere Tolds Paaleggelse, der har indskrænket Indførsel, dette Middel er da ikke valt, og bliver altsaa, i mine Øyne, en hoved-Defect ved vor Consumtions-Rulle. En fornuftig, paa Tidernes og Næringernes Tilstand passende Consumtion findes ikke i Consumtions-Rullen! Hvilken Tænkemaade kand i en handlende Stats Finants-Væsen være mere mangelagtig, mere ødeleggende for Cassen, og følgelig for Regent og for Stat? Lad handlende Nationer, svare herpaa, om vore Kammeralister ville tie.

91

91

Det eeneste hvormed det kand undskyldes, er de dyre Tider, som Consumtionen vilde giøre større. Det er og en god Undskyldning i Nød. Men hvorledes kan man da undskylde sig for de dyre Tider? Skal det maaskee være en Undskyldning, at man ikke hidtil, skiøntt Engeland er et gammelt Exempel nok derpaa, har indseet, at alle dyre Tider i et dyrket Korn-Land, som ligger til Søen, har sin Oprindelse fra Korn-Vares (Mehl og Gryn indbegrebne) ubestemte Ud-og Indførsel? Ja skal det være Udskyldningen; saa faaer jo Philocosmus for megen Ære, om han skulde være saa lykkelig, at erindre om en Kammer-Grund Regel for alle Kammer-Regler, ifald den af Kammeret skulde blive fult, den at bestemme Korn-Varenes Ind- og Udførsels-priis, og derpaa en proportionerlig Consumtion paa Statens egne Natur- og Kunst-Vare. Hvor vilde det blive behageligt for Philocosmus, om det engang skulde skee? I Sandhed han synes alt

92

92 at være forvisset om, at det ikke længe vil vare, før det, i det mindste uden om i Staten, vil blive en antaget Sandhed: at skal vor Stat reddes, som synes at staae paa Fald,

saa vil Slutningen paa alle Raad dog blive at følge Philocosmi

Raad. Man vælge der ey for sildig!

Men Hillemænd, hvorledes jeg sidder i Tanker! Ja det vil vel treffe oftere herefter! Jeg skriver i Sandhed, som jeg skrev til hele Publikum, og skriver dog allene til dem høystærede Herre! Det er den Nidkierhed jeg plages af, at tale min Konges og Landets Sag, uden at erindre ret den Krog, hvori jeg sidder. Hvor ulykkelig vilde jeg blive, om Kammeret fik mine Tanker at viide for Kongen og Landet. Thi Intet bør tales Staten til Beste, naar det støder private! Ja derfor og derfor haaber jeg min Herre og vel giemmer mine Papirer, at de aldrig komme for vore Kammeralisters Øyne.

93

93

Det var om Consumtionen her blev talt om, for Toldens Skyld, som Kongen har tabt. At bekiendtgiøre Publicum det Tab, Kongen har havt paa sin Told for Manufacturers Anlæg, synes mig, var baade en moralsk og politisk god Gierning!

Men, hvad har Kongen faaet igien i sin Casse for virkeligen udøste penge paa Manufacturer og Handel? Kun en saare liden Deel mod det, ham tilkommer. For Pengene, som ere anvendte paa Manufacturerne faar han en Told af visse indgaaende

Vare, hvilken, som Indtægt for Kaffen og i Ligning mod de giorde Udgifter, bemerker en Bagatelle; men dog virkelig noget, for saa vit vedkommende Fabriker forhøyes i Prisen, naar den betales. For Exempel: Told paa Allun, Bomuld, uheglet Hamp, og Hør (for kort siden blev Tolden viiselig forhøyet paa heglet Hør og hamp: hvorfor mon man forbigik Blaarene) paa Hør- og Hampefrøe, paa

94

94 Indigo, Krap, Rapsaat, Smak, med videre.

Dernæst har Kongen faaet, og faaer saa meget meere i Consumtion af Spise- og Drikke-Vare, som Manufacturister og Fabriqveurer, med deres Arbeyderes Antal, ved Fabrikers Anlæg, er bleven større i Landet: den Consumtion nemlig, som hver Mund i Staten betaler ham.

Men hvor lidet det bemærker mod Udgiften, jeg taler kun og bør kun tale om ordentlige Afgifter, det begriber min Herre nok, naar De ligner det imod det, Landet endog ved disse Kunstneres Flid, ved en lille Consumtion, efterhaanden kunde have betalt til Cassen, naar, som jeg altid sætter forud, Kornprisen havde været bestemt for længe siden. Det vilde i Sandhed ikke have været en ringe Skilling. Men for Uopmærksomhed paa denne vigtigste Omstændighed, er nu Tønder Guld, om

95

95

ikke Millioner, uden for Cassen, som kunde og burde have været deri: og Marmfacturisterne havde havt større Næring, og Fabrikerne vævet i større Flor; thi godt Kiøb paa FødeVare, havde da lært dem meere og meere, at rette sig efter stemmede Markeder; og Consumtionen havde reddet fra Skatter. I det Sted trykker nu Skatter baade dem og andre, ja Kongens eget Hierte selv.

Hvad handelen angaaer, da faaer vel Kongen endeel Told af den Øst- og Vestindiske Handel. Men er den Ostindiske Handel, skiøndt den i Hoved-Summen bringer Penge fra Fremmede til Landet, er den ikke dog, for en Deel, mod Landets Næringer, og de Manufacturer selv, som Kongen har spanderet Penge paa. De Ostindiske og Chinesiske Alne-Vare, som man bruger uden Indskrænkelse, burde de ikke (i hvad man end kand indvende for Octroyens Skyld) betale en anseelig Consumtion? Saa skeer i Engeland, som Dannemark har i den

96

96 Fald, og i alt det som angaaer Handelen, meget at lære af. Dog i det følgende nærmere herom.

Handelen paa de Vestindiske Colonier giver maaskee den Kongelige Casse den artigste Indtægt, om Rommen, en merkelig Liqveur engang, ved siden af vor Korn-Destillerings-Bestemmelse, ikke betaler for meget i Told for nærværende. Men i denne Fald tør jeg ey gaae vit med mine Tanker, da jeg veed kun lidet om den Vestindiske Handel. Skulde jeg driste mig til at stutte noget, Høistærede Herre, om Cassens og Rigernes Fordeel ved Vestindien: saa blev alt i Mørke, ligesom maaskee endeel af der kan være, Kammerer disse Øer angaaende, bestiller, da det

endnu aldrig har haft i sit Raad et seende Vidne fra disse Eilande,

hvilket dog var det saa høy fornødent, som Erfarenhed fra fremmede Lande i mange andre Tilfælde.

97

97

Er bestikke, for nærværende besynderderligt nok, at Sukkerskum betaler Consumtion, naar det skal destilleres, men Sukkeret selv betaler slet intet; da een til to Skilling paa Pundet deraf, vilde være et uføleligt Paalæg, mod mange andre at regne. Hvor vilde Parlementet i Engeland forundre sig over saadan Politik, om det spurgte den!

Hvad Indtægter angaaer, som Kongen burde have, for hvad han har anvendt paa Islands Opkomst, da vil de vel være at regne, som tilkommende. Var Handelen i den rette Stand, vilde samme dog en allene, ved en liden Told i Island, blive tilstrækkelig til Udgifternes Besparing for hans Casse, paa Forbedringer der; men endog paa andre Maader blive til Fordeel. De Midler, hvorved Kongen skulde komme igien til sine udlagte Penge for dette Land, vil altsaa ikke blive muelige, før han allernaadigst giør Handelen frie, hvorom jeg skal nærmere meddeele, min Herre, mine Tanker i det følgende.

98

98

Af dette, som er sagt, bliver det da tydeligt nok, at Kongen har allerede kundet giøre sig mange retfærdige Fordeele ved sine Undersaatteres Flid, som alt er bleven glemt, og Cassen derved kommen i den Tilstand, den aldrig brude komme; ligesom at meget vil være for Cassen at vinde, ved en anden Oeconomie- og Kammer-Politik. Ja, i fald saa var, at Regieringen skulde erstattes et Tab, (hvoraf jeg har viist, den (virkelig har havt mange og store) saa var der Leylighed nok dertil paa en god, om ey paa en anden, Maade, end ved Consumtionspaalægget, Philodani Tvivl uagtet.

Langt fra dog, at jeg betragter dette som en Hemmelighed, hvilken ikke enhver skulle kunde indsee, der ey selv giør sig et mørkere Begreb om de kammeralske Handlinger, end de fortiener! Men vare dog de kammeralske Efterretninger om de specielle Beregninger, noget mindre skulte, end de ere, saa blev det sikkert Regenten og

99

99

Landet til des større Fordel. Dog maaskee den Tiid kan snart være nær, da man kan baade slige Aabenbaringer.

Ved mine Erindringer, over Consumtions-Rullen, mærker De i øvrigt nok, Høystærede Herre, at jeg ikke nær har sagt, hvad Der i andre Henseender kunde være at mærke. Varene er kun anførte Exempelviis, og kan derfor alleene Exempelviis komme i Betragtning.

Jeg har forbigaaet fremmede indkommende Vare, som uagtet Tolden (der tidt hindrer, man ey ret kan tænke over Consumtionen) kunde uden mærkelig Uleylighed, tiene til Consumtions Paalæg, saavel hos os, som de har tient og tiener, hos andre viise Nationer, og Det saa meget meere, som endeel deraf er blot Overdaadigheds Kram.

100

100

Derhen regner jeg følgende aarlige Udgifter, allene for Kiøbenhavn:

Kammerduger Citroner Caneel .

Corender . .

Florer

Graaeværker . Mandeler Muffatenbloiume Bomolier Pommerantser Risengryn . Rosiner .

Svedsker

mod

JO til

12 til 5 til 3 til 3 til 5 til mod 3 til

7 til

8 til jo til

Nod

4500 Mdr. 12000 . 1400 . 6000 . 4000 . 4000 . 6000 . 2000 . . 4000 . 800 .

10000 . 12000 . 4000 .

Burde Consumtionen ey forringe den Udgift, indtil Handels-Balancen blev lidt bedre?

De faa kaldede Hollandske Specerier betaler en mærkelig Afgift til den Engelske

101

101

Statscasse, hvilket man betiener sig saa meget meere af, som Moden har indført visse Retter, der just ved Afgiften forhøyes i Smagen; saa denne Afgud endog faaer et Offer ved saadant Paalæg.

Vinen taler jeg ikke om, siden den skal betale endeel i Told, og siden vi ey er kommen i Handel med Portugal. Dog er det noget forunderligt, om Kiøbenhavn skulde i Franske og Heede Viine ikke fortære uden halvt, imod hvad der fortærer

i Rosiner. Saa er mig virkeligen forsikret fra Søekanten. Gud maae vide, hvor sligt er mueligt. Dertil maae være nogle besynderlige Aarsager, der ventelig, ikke uden Virkning paa den kongelige Casse, kunde aabenbares, Dem tillige til Beste, som betaler overordentlige Skatter, uden at de smager Viin eller andre kostbare fremmede Delicatesser. Er det en Tid, da vi er fattig, og tilstaaer det, saa maee vi vel regne Nøye med Fremmede Vare, og ligesaa med Tolden deraf.

102

102

Accisen skal jeg allene giøre den Anmærkning ved, at jeg, efter det Begreb man paa dansk Viis kan giøre sig derom, ikke rettere feer, end at den er et Appendix til Consumtionen, Henlagt til Øvrigheders Underholdning, og altsaa intet andet, end Consumtion til et vist Brug. Men enten den nu er faa eller ikke: saa bliver den vel dog et Regale. Men at henlægge et Regale til Betienteres Underholdning, er, efter mine ringe Tanker, en besynderlig Oeconomie, baade fordi Regalia (uden for Forpagtning) ikke rimeligen kan hæves, uden af Regenten selv, og fordi den Ubestandighed, der efter Tidernes Omstændigheder, følger med ved saadanne Indtægter, tidt enten hindrer, at det Øyemærke, de skulde opnaae, ikke opnaaes, eller og bliver til en stridig Virkning, som aldrig var Hensigten fra Begyndelsen.

Fordi Accisen er bleven Øvrighedens Løn, derfor lever saa mangen Øvrighed i kummerlige Omstændigheder, Retfærdighed til

103

103

Forkleinelse. Thi, som Handelen har taget Afskeed, er jo Retfærdighed ligesom bleven nødt til, at følge bag efter, Retfærdighed, som Regieringen, i hvad det skulde koste, burde, ved vel underholdte Tienere, handthæve.

Paa andre Stæder er det gaaet tvertimod. Fordi Accisen, som har voxet, er bleven Øvrigheden til Deel, er den bleven anseet, som en privat Ret i ØvrighedsCirklen, og, skiønt et Regale, ikke bleven Regenten og Staten til den Tieneste i større Cirkler, som det i Følge sin Natur [maatte være bleven. Det er da nok en høybetydelig Mangel i vort Finants- og Justits-Væsen.

Men for igien at tale med Philodanus, flipper jeg Consumtionen og Accisen her, uden dog reent at lade dem af Sigte, naar jeg i det følgende finder Told-Rullen.

Korn-Magaziners Mangel, som Philopatreias anseer for een af Aarsagerne

104

104

til de forfærdelige Priser, og som Philodanus Pag. 17 bifalder, vil ikke blive Aarsag meere, naar Kornprisen bestemmes. Men hvorledes mon de begge beviiser, at just tolv til tretten Mark var alt, hvad en Tønde Rug burde koste, siden slet intet tales om Stedet? Dog, det vil man altid finde paa, om det skulde beviises, hvilken Priis der var den naturligste meere eller mindre.

Men mon det bliver fornødent for Philopatreias, at foreslaae, hvorledes, og ved hvad Midler Magaziner kunde oprettes, i Fald han engang lærte den Kunst om Korn-Prisens Bestemmelse? Det indstiller jeg til Dem selv at bedømme, høystærede Herre! Skulde De engang lære at kiende Philodanus, da beder jeg Dem, som af Dem selv, at forestaae ham samme Middel i Stedet for Magaziner, for at erfare, hvorvidt han indseer Raadets Vigtighed. Maaskee han da og undskylder Philopatreias.

105

105

Som en afgjort Sag, omtaler Philodanus en Materie Pag. 17. f. som er langt fra ikke, ved hans anførte Tanker, reent afgiort. Det er afgiort, siger han, at Varenes priis voxer og aftager med de i Landet roulerende penge. Er deres Mængde stor, forhøyes priserne, og disse falde, som pengene formindskes. . . . . Lad os sætte, at et Land, som havde i sin roullerende Capital 4 Millioner, forøges denne med 2 Millioner Banco-Sedler, maae

ikke alle Varene strax stige til een dertil svarende priis?...

Nu voxer priserne paa Jordegodser, føde-vare, Kram-Vare og alle Ting, med videre.

Det er en Sandhed, at roullerende Capitalers Mængde forvolder en Høyere Priis paa Vare, men heel uliig er denne Virkning efter Statens politiske og moralske Tilstande saa Prisen langt fra ikke stiger lige, i For-

106

106

hold til lige Capitalers Forøgelse ved lige Mængde af Vare. At slutte paa den Maade om Virkningen af Cirkulationen, er det samme, som at sige med faa Ord: hvor penge er, maae Vare kiøbes. Men der hører jo meget meere til en Stats hele Nærings-Circulation, end Penge og Vare. Dertil hører eller findes, foruden disse, Cirkulation af Credit, eller Mangel derpaa; af Vinskibelighed eller Mangel derpaa; af Indsigter, eller Mangel derpaa; af Leylighed til Handel, eller Mangel derpaa; af Vare i en politisk bestemt Cirkel, eller paa en vild Afvey; af moralske Dyder ved Varenes Val og Brug, eller Mangel paa samme. m. v.

Skulde alle disse Omstændigheder, eller endeel deraf, værende i en Stat, og (manglende, for heelt eller halvt, i en anden, giøre lige Virkninger? Det var virkelig, at negte De naturlige Følger as Religion, Politik, Fornuft og alle muelige Dyder. Det var, at give Guldklumpen større Kraft til Virkning, end

107

107

Lovgiverens Aand. Derfor stiger Jordegodser, Fødevare, Kramvare, andre Ting ikke, ved Formeerelsen af samme Capital, Resten i øvrigt lige, paa den Maade, hvor KornPrisen er bestemt for Ind- og Udkørsel; hvor Consumtionen modererer Kiøbe-Lysten; hvor Vindskibelighed bevæger alle Hænder; hvor hver Borger kappes i Indsigter; hvor Dyder er i Ære og Forfængelighed foragtet; hvor Leylighed gives til Udøvelsen af alt dette, hos et frit Folk: som de stiger, eller og falder, hvor Misbrug, Passioner, Uvirksomhed eller Slaverie regierer. Det vil blive unødvendigt, at anføre Exempler af Verden herpaa. Hver Huus i dets Oeconomie, er et Exempel i Staten selv.

Imidlertid er det, som Philodanus her har anført, manges Tænkemaade, der, som han vil lære andre at tænke i disse Materier. Men Heel beklageligt er det, at saa falske Satser skal finde Fremgang, og troes, som Troens Artikle; da det var at

108

108

ønske, de heller aldrig vare skrevne, end saa ubestemte i manges Skrifter anførte. Der behøves derfor en besynderlig Opmærksomhed af Regieringen, ved Circulationens Forandring, enten op eller ned, da Virkningen kan blive saa ulige i en Stat, ja endog efter Stæder. Men er alle disse Forandringer saa ulige, saa beviser Philodani Tanker her om Cirkulationens Indflydelse paa Priserne, meget lidet, i sær for Kornpriserne, da Kornet end ogsaa er tidt faldet saare dyrt, hvor kun faa Penge har circuleret.

Lave Renter, siger Philodanus Pag. 20., er et stort Beviis paa et Lands Velstand, naar de falder af sig selv, og ingen Papirmyndt forvolder det. Hvad mon Philodanus her mener ved det, at Renter falder af sig selv? Hans Meening er vel for Penges Overflødigheds Skyld, og uden Regieririgens Befaling. Men i Fald de faldt for Papir-Myndtens Skyld, mon de da ikke ogsaa faldt af sig

109

109

selv? Papir-Myndten kan jo have god Credit, og være for sin Beqvemhed begierli» gere end Penge. Men har den ikke god Credit, saa falder saamænd Renterne derfor ikke; for Ucredit forhøyer altid Renter. Disse Ord ere altsaa nok lidt for hastig skrevne! Kunde Papir-Myndt forvolde Renternes Fald, blot som Papir-Myndt, uden Hensigt til Crediten, saa burde Kongen og Banqven ikke betænke sig paa, at formeere sine cirkulerende Papirer; thi lave Renter, naar Handel blomstrer, er Statens Herlighed, i hvad Aarsa gen i saa Fald, uden for Regieringens Myndighed, kan være. Men da Philodanus selv tilstaaer, at Papir-Myndt nedsætter Renterne): saa bør (man vel og med største Ømhed og Forsigtighed tale om en Materie, der stifter saa stort et Gode, og heller befordre Papir-Myndtens Omløb lidt for meget, end begaae mindste Uforsigtighed ved at dadle samme, endog med det allermildeste Ord. Uden at iagttage den Ømhed, kunde man let, med ald sin Patriotisme, blive en Stats-Fordærver,

110

110

Men jeg gaaer fra Papirerne her, for at blive ved Renterne, som Renter.

Deri har Philodanus Ret, at lave Renter er er stort Beviis paa et Lands Velstand: men Han burde virkelig have

lagt til, og paa en Stats Klogskab.

Thi der skal alt for meget til, at faae Renterne til at dale af sig selv, uden Lovgiverens Hielp, fordi de tvende Omstænddigheder, Mangel og Aagerkarle, altid findes i hans Stat. Hvad som kan være mueligt imellem Handlende af Credit, og brave Rentenerere, nemlig, efter Tidernes Omstændighed at foreenes om en billig Rente, det bliver aldrig mueligt iblandt hine, fordi den eene maae betale af Trang, og den anden presser efter Leyligheden. Regieringens Klogskab er derfor lige saa høy fornøden her, som Pengenes Overflødighed selv, da den ved sin Politik, i Henseende til Renter, vil reise mangen trængende flittig Arbeyder af Støvet, og hindre mangen en Aagerkarl, at blive

111

111

dennes Undertrykker og en ødeland i Staten; thi Ødselhed og Gierrighed boer ofte tilsammen.

Men hvad skal vi da sige om nærværende Tid, høystærede Herre, da vore Renter ere igien blevne forhøyede!

Hvad giør høye Renter? De giør den Rige til en Defpot, som baade i den Cirkel, han er i, og i den, han veed at indsnige sig i, altid foreskriver Love. Han regierer efter Capricer over Næring og Biering, forhøyer Varene i Priserne ved et Vink, og ved et Ord tilintetgiør Vindskibelighed. Han forvandler Staternes Anlæg, som Ovidius fordum sine Guder, til hvad Skikkelse, han behager. Handelen lænker han til Fremmedes Havne, imod Rigets Fordeele, og standser Landets Skibe paa deres fordeelagtigste Kaas. Han hersker over Hierter, løser og binder Tunger, er hans egen Regents Tyran, og foreskriver

112

112 ham Love paa Tronen, til de Øyeblik, han burde Viise sig størst Patriot, og opofre alting for sin Konge og Landet.

Kunde Regenten, uden Statens Tab, da Renterne vare lave, faae Penge til Laans hos hundrede, for een Pro-Cento Høyere, end den sædvanlig Rente, saa bliver det ham nu fast umueligt, for dobbelt. Han bliver i det Sted nødt til, at bebyrde Staten med en nye Gield, den Rige til Fordeel.

Vexel-Kursen stiger ved denne Omstændighed, som ved alt det, der hindrer Næring og Biering; og Armod saa meget dybere nedtrykt af høye Renter, som den Riges Magt og Overdaadighed voxer ved samme, bliver Staten til en utaalelig Byrde, som hverken Regentens øvrige Viisdom, eller Naturens Frugtbarhed, eller den selvvilligste Iagttagelse af Tarvelighed, kan finde Raad imod. Thi Vinskibelighed og Flid er, ved Renter, bleven bunden med Lænker, Vindskibelighed, der, i Følge den

113

113

givne Forjættelse, skulde drage Velsignelse over Staten, baade fra Himmel og Jord.

En Statsmand har da vist nok ikke kundet give vor dyrebare oeconomiske Konge det Raad, paa nye at forhøye Renterne. Mindre nogen, som havde ret Mod, til at curere vor Vexel-Kurs, der lige saa lidet bliver følesløs ved dette Stød, som den lader sig helbrede ved Stats-Koglerier eller palliative Kurer. Lave Renter skal just giøre en stor Deel til dens Helbredelse; thi Vexel-Kursens Kur bliver alleneste: een paa viise Love (Kornprisens Bestemmelse, og lave Renter deriblant) og paa en fornuftig Toldog Consumtions-Rulle, grundet Næring og Handel, dreven af Frie, flittige, tarvelige, og vel regierede Undersaatter, i hvor man mynter.

Men lad os sætte, at en Stat, som, paa lave Renter nær, besad alle disse Fordeele

114

114 imellem andre lige lykkelige handlende Rationer, havde til Øyemærke, at sænke sin VexelKurs, som den tilforn havde reyst imod sig selv. Skulde det ikke blive den saa umuligt, at giøre dette, som for en fængslet Fange, at flyve til Morgenrøden? Naturen af Tingen tilsiger det, og ald Verden vidner derom. Saa umueligt, som det er, at faae Thermometeret til at stige til den høyeste Varmes Grad paa det iisbundne Hav: saa umueligt bliver det, at handle og seigle med andre Nationer for den Stat, som er meere bundet ved høye Renter, end omliggende Stater. Sidst og allersidst vil den mindste Deel af Renter, og blive et fornuftigt Paalæg i Staten, hvilket Regieringen og derfor nyeligen Har viiseligen forandret.

At man vil indvende, at høyere Renter sætter penge i Gang, og derfra slutte, at høye Renter er, efter Tidens Omstændighed, et Gode, det er en

115

115

mangfoldig falsk Slutning. Hvorvidt høyere Renter kan nytte, saavel som, hvad der er Aarsag til, at Penge ikke circulerer, det er ikke vanskeligt at forklare, saa man let deraf vil indsee, at foranførte Sats er virkelig ugrundet,

Enhver maae jo tilstaae, at det er aldrig at formode, at nogen Capitalist lader Capitaler, paa nogen mærkelig Tid, henligge, naar de kan lykkelig bruges, eller med Sikkerhed udsættes. Han tager heller lave Renter, end slet ingen; thi at vente paa en Forordning om Høyere Renter, det maatte blive ham alt for vidtløftigt, og naar den kom, kunde han jo dog nyde godt deraf.

Men siger Erfarenhed dette, saa er der jo kun de Aarsager til liden Circulation af Penge tilbage, nemlig: Pengenes reene Defect i Landet; fordi de er tabt ved en forkeert Handel eller andre Stats-Udgifter; eller fordi de ere andensteds udsatte med større

116

116

Sikkerhed; eller, fordi vor Næring og Biering ikke er i saa skiøn en Drift, at vi kan bruge fremmede Penge, for igien at fortiene Penge ved samme i vor Handel.

Men er disse Aarsager noget nær de eeneste, hvilket neppe nogen nægter, saa vil Penges Circulation nok ikke befordres ved høye Renter, som giør Sagen værre, men ved lave Renter; for, ved Arbeyde for godt Kiøb, at faae udgangne Penge igien til Landet; for, ved Flid og Vindskibelighed, samt god Betaling, at opreise Crediten; for vel at kunde bruge fremmede Penge, naar man har nødig at erlægge Renter til Fremmede, med videre.

Halve Politici vil bifalde disse Sandheder, heele Stats-Ukyndige kun sige dem imod. Hos hvilken Nation i Verden betales høye Renter, og sees en blomstrende Handel tillige? Var det ikke da billigt, at den, som gav Regenten saadant et Raad, maatte dog kunde anføre eet Exempel fra Ver-

117

117

dens mange Stater, til Oplysning om Nytten af saa høybetydelig en Forandring i Staten?

Et forunderligt Begreb har nogle og faaet i Hovedet; (thi anderledes kan man ey kalde det,) som just fører dem til at troe, at høye Renter er til sin Tid et Gode. Man troer, nemlig om Renter til Fremmede, at det er en stor Stats-Feyl, at betale Fremmede Renter, endog til den Tid, vi trænger til Penge til Jordens Forbedring, til Kunsters Anlæg, til Handel og Vandel. Bedre, slutter man da, at betale høye Renter hjemme, end Renter til Fremmede! Var dette en almindelig Troe, saa vilde jeg sige, at en Nation, som tænkte saa skrøbelig, fast aldrig kunde hielpes. Det er Daarlighed , at laane Penge hos Fremmede, og kiøbe fremmede Vare for dem, forøde dem, og saa betale ævige Renter deraf. Men at bruge de laante Penge vel, at anvende dem paa indenlandsk Flid; paa Næringers Forbedring, for at spare Indførsel af fremmede Vare, og formeere vore egne Vares Ud-

118

118

førsel; paa at bygge Skibe, for at vinde Fragter; paa at giøre Fordeel i Handel: det er at blive riig og mægtig ved fremmed: Penge-Laan, paa Fremmedes Bekostning. Ja, det er, at skiære Struben ud paa Fremmede med deres eget Sværd. Vi betaler dem jo, naar vi laaner og handler ret, efterhaanden. Renter, faaer derfra tilovers (ellers have vi aldrig laant vel) og betaler siden Capitalen; og har vi ikke saa Jorder forbedrede, Bygninger opførte, Machiner i Gang, Hænder beskæftigede, som før laae i Skiødet; Borgere, som, foruden saadant et Laan, aldrig var bleven nyttige Borgere, Mennesker, som aldrig havde seet Lyset. Tænker vi anderledes, saa tænker vi sandelig som Børn.

Det Vestindiske Laan, for Exempel, er derfor et høy fornuftigt Laan, og til største Nytte for Colonierne og de Danske Stater, siden Vi selv ikke Penge. Et større Gode havde det været, havde vi selv Havt de Capitaler.

119

119

Men vi Havde dem ikke. Det er derfor en Herlighed, at Øerne fik dem hos Fremmede, endog for de Renter, de efter Landets Rentemaade betaler, og, i Følge dets Frugtbarhed, kan betale. Saa siger Planteurerne mig her paa Børsen; jeg hører dem, og agter lidet om andre uden om. Regieringens Laan er igien noget andet ! Dersom vi da vilde sætte Penge i Cirkulation, (Papirer ere i Landet saa gode sort! Penge, i en rimelig Proportion) saa blev ikke høye Renter vor Tilflugt, men Næringers ordentlige Drift, og viise Love for Næringer, hvilke vi fattes mangfoldige af.

Men hvorfor troer da nogle, at høye Renter formerer Pengene i Landet, og bifalder derfor de høye Renter? Fordi de ey lægger Mærke til, at de Penge, som kommer i Circulationen ved høye Renter, de ere ikke vore egne, men Fremmedes. Capitalister laaner strax Penge for mindre ProCento hos Fremmede, for at tage Høyere af

120

120 deres Medborgere, og det tænker vi strax, er disse Folkes egne Kiste-Skatter, i det Sted, vi ved dem sættes i en Skat til Fremmede, som vi skulde søge at undflye, og kun gribe til i Nød. Thi skiønt, jeg siger, at det er godt at laane af Fremmede til et godt Brug, saa siger jeg ikke, at det er godt, at laane, og betale dem Renter, uden fornødenhed. Ingen Privat kan da taale, at betale høye Renter i Staten. Regieringen kan taale det; dog kun i yderste Trang. Og at den kan giøre det, er igien, ikke fordi Kongen har formeget, eller fordi han jo bør give de mindste Renter mueligt,

men fordi det er Regieringen et mindre Onde, at betale høye Renter, end ikke at faae de penge, den

behøver: og fordi de høye Renter, Regieringen betaler, de bliver ikke Byrde paa Næring og Biering, som de Renter, hver Undersaat maae betale: saa at dens høye Renter ere til sin Tid statsmæssige.

121

121 Vil man sige: Staten skal dog betale de høye Renter, som Kongen skal betale; saa er det vel sandt: men det er og saare eenfoldigt, at giøre saadan en Indvendning. Staten betaler ikke Kongens Renter, som Renter; men som Capital.

Det blev jo en endnu langt større Skat, end Renterne, om hver Undersaat derimod skulde betale høye Renter til hinanden; thi det blev ikke til hinanden, efter det anførte, men til Fremmede, og hvor meget større er ikke den circulerende Capital i Statens Næringer, (NB. som circulerende betragtet) end Kongens nødvendige Laan. Men lad os sætte, at de høye Renter endog gik sikkert fra Undersaat til Undersaat alleene, var det ikke dog det samme, at betale høye Renter, som at giøre den Flittige og Vinskibelige til Skatteborger for den magelige Rige i Staten , og kun at see hins Flid halv virksom, fordi denne vilde æde og drikke, klæde og fornøye sig med dobbelt af de Bekostninger, som dobbelt saa

122

122

mange kunde komme ud med, om den Flittige havde mindre Vanskelighed at arbeyde, og den Rige var derfor nødt til, at være lidt meere sparsommelig. Men hvilke Herligheder er ikke disse sidste Egenskaber for Populationens borgerlige Dyders Tilvæxt! Uden dem kan jo ingen Stat i sin Regieringsform og Lyksalighed blive bestandig, Man tænke kun Regieringers Omskiftelser og Staters Flor og Fald efter!

Den, som ikke indseer disse vigtige Sandheder, er da langt fra ikke en retskaffen Financier. I det høyeste er han en ung Colbert!

Paa Renterne berører Philodanus Papir-Mynterne. At bringe, siger han, vore roullerende Summer til den Qvantitet, de bør være, er et Forslag af megen Vanskelighed for Tidernes Skyld. Deri kan Philodanus have Ret, dersom Forslaget er, eller haver været, at giøre det strax. Men vil han give lidt Tiid, forklare

123

123

sig nærmere, og bestemme sin Periode nøyere, har han i Sandhed ikke Ret i det, han siger. Vil han fastsætte, hvad for roullerende Summer han meener, om det er Handelens, Banqvens, eller Regentens, eller alle disse tillige, som maaskee bliver Meeningen. Vil han sige os: hvor lang Tid han vil give til Arbeydet: hvem der skal faae Commissionen: og om han taler om Krig eller Freds-Tider; saa kan dette giøre Forslaget mueligt. Forsikrer han Staten om Fred, imens Operationen skeer: gives Commissionen til et høyviist Rente - Kammer - Collegium: tilstaaer han en 20 til 30 Aar til Arbeydet; saa vilde det ikke være umueligt, paa den Maade, og i den Tid, at bringe alle bemeldte roullerende Summer, til en forholdsmæssig Qvantitet mod Sølv og Guld. Thi Kong Christian den Givende er en god Huusholder, saa der er slet ingen Fare fra den Side. Tvertimod hans Klogskab og alvorlige Bestandighed, i at see hans Viise Love exeqverede, bliver Drivefieren i, Værket. For regner man det eene

124

124

med det andet, saa vil det jo virkelig ikkun komme an paa at curere Vexel - Coursen efter foromtalte Recept, at erlægge statsmæssige Afgifter, efter en anden Told-Consumtionsog Accise-Rulle, og saa bruge de indkomne Finantser vel. Hvoraf følger, at i det vi handler og tolder viiseligen, faaer Kongen Penge, betaler sin Gield, og vi behøver ikke, for Mangel paa Penge, for meget af Papirerne, men kun saa mange, som net op ere nødige for Handelens Beqvemhed. Papirerne talte i det samme Øyeblik, blev da den rette Qvantitet af de roullerende Penge-Summer. Saa jeg holder for, at Forslaget er ikke saa vanskeligt, thi man maae jo tilstaae, at Mennesker, af vedbørlig Indsigt, har giort det samme i andre Stater. Men, hvi skulde man da ey kunde giøre det hos os, paa en Tid, da Monarken vælger Indsigter, og siger os, at Stierner og Baand ikke længere bemærker Orakler.

Men at cassere eller reducere BancoSedler, der blev en alt for forfærdelig øde-

125

125

læggelses Vederstyggelighed for Staten, hvorfra Gud i Naade bevare os! Dog, vi har vel aldrig nødig derfor at frygte, saa længe Kong Christian den Syvende er vor Konge.

Lidt bedre er ellers det Raad, som philodanns selv giver, nemlig, at brænde Papir-Penge, ligesom, siger han, vor store Kong Friderich den Fierde, brugte efter Krigen. Mon det være Philodani Alvor, at give Kong Christian den Syvende, den fattigste Mand i Landet, et saadant Raad just nu?

Er der da ingen Forskiel imellem Kong Friderich den Fierdes Sedler og de nu circulerende kongelige Papirer? Bliver man disse, som hine paanødte? Er man forbunden, at antage disse? Skulde den Ulighed imellem begge Kongers Papirer, kræve lige Forhold i Casseringen? Men lad Casus i Henseende Cirkulationen, eller Modtagel

126

126

fen, være den samme! Kan Philodanus glemme, i en Historie, han selv fortæller, at

det var strax efter Krigen, (som han

endda selv sætter et NB. ved) Kong Friderich den Fierde brændte sine Papirer, og altsaa ikke i Overflødigheds Dage, efter en lang Fred, og en langvarig viis Handel. Men vi er nu just i Krig med Hunger og dyr Tid, med Selvraadighed i Privilegier, og Uvished i Politik, om en med List og Upatriotisme, de farligste Fiender for et Land, som en daarlig Handel tillige næsten har ødelagt. Skulde det nu være Tid for Kong Christian den Syvende, at tage Exempel af hans Oldefader, og brænde hans Faders og Hans circulerende Papirer? I Sandhed, han bør lee af Forflager, og glæde sig ved sin egen Klogskab, som veed bedre Raad. Fred først for bemeldte Fiender, saa bliver det Tiid for Kongen, at brænde hans Papirer, men ikke

127

127

Jeg har et andet Raad, et ande Forslag, som jeg overlader min Herres sædvanlige gode Bedømmelse.

Hvad, om vi begyndte at pløye og faae efter Plan: at høste og tærske efter Plan: at handtere og fabriqvere efter Plan: at handle og vandle efter Plan: at fiske og seyle efter Plan: at bygge Huse og Slæder efter Plan: at tænke og skrive efter Plan: at bedrøves og være glade efter Plan? Hvad, om vi giorde alt dette, med vedbørlig Iver, saavel det første, som det allersidste? Mon vi da ikke derpaa kunde nok bede vor allernaadigste Konge, at vi ogsaa maatte erlægge Told, Consumtion og Accise efter Plan; for det har vi endnu aldrig giort? Jeg tænker, at vi kunde, og at han sikkert vilde bønhøre os deri. Men burde vi da ikke og skee Skam, om vi ikke erindrede vor Pligt, at give Kongen det Kongens er; thi ellers bliver det jo en Umuelighed for ham, nogensinde at brænde sine Papirpenge. For vi har vel aldrig glemt, at en Stat kan ikke bestaae uden Afgifter, og ingen Regiering forsvare Under-

128

64

faaltet uden Skat. Den theocratiske Stat selv, som eengang har vævet tit iblant Staterne, maatte jo ellers kunde lære os det!

Mit Raad, troer jeg da, Kong Christian den Syvende, skulde blive bedre tient med, ond med Philodani, om han kun fik det.

Men Gud bevare min Mund, høystærede Herre! De veed, jeg er saa bange for Kammer-Collegium, som for F . . . selv!

Metal-Statuen, som Philodanus er vred paa, Pag. 22, vil vi springe over, i Fald min Herre, saa synes. Thi han har dog ikke veyet den ret, og hverken veed jeg vist, hvad den har kostet, eller skulde kunde Nøye nok taxere Arbeydet. Vist er det dog, et adskillige har sagt mig, at Prisen er ikke saa overmaade. Men man betragtede da og Compagniet, som har giort Bekostningen; Metallen, den er giort af; Kunstneren, som er fremmed; og den store Menneske-Ven, Kong Friderich den Femte, for hvilken den ikke kunde blive for prægtig. Men hvad vil da Philodani paastaaende Undersøgelse sige?

129

65

Har man ikke været forsigtig nok, eller manglet Mod eller andet, til Nøyagtighed og et viist Forhold ved sine Anlæg og Anstalter; saa kunde det synes ubilligt, at tale paa en Tiid, da man burde tie: ja jeg sætter, nogen Miss regning kunde erholdes Revange for; hvad Fordeel flød deraf for Staten? Jeg tænker sikkerligen, Philodanus er Patriot, og som Patriot vil allene det, som politice er godt, og altsaa almindelig nyttigt. Men det bliver aldrig et politist Gode, at giennemgaae particulaire Regninger, som ere afgiorte. Hvi vil Philodanus her være Dommer, som var saa gelassen Pag. 9 og 10, og overloed Domstolen til den, som tilkommer den først og sidst, til Monarken.

I faa Fald mane vi da gaae fra Statue til Statue, og naar man er færdig med dem, tage fat paa Templerne og andre Bygninger. Hvorfor satte man den besynderlige Forgyldning paa Kong Christian den Femtes Statue? Det er saa

130

66

kort siden det skeede, og lidet eller intet er nu deraf tilsyne. Men skal man derfor til at undersøge Regningen? SammenlignesBekostningen imellem det eene og det andet, efter et hvert Arbeyds Natur: saa kunde del maaskee hænde sig, at den sidste Bekostning kunde blive forunderlig, naar der intet blev at undres over i Henseende til den første. Men jeg dømmer ikke her for at dømme, da jeg ikke indseer det amalienborgske Mesterstykkes Fuldkommenhed nøye nok, mindre Bekostningernes rette Forhold imod Statuen selv. Saa meget skal jeg alleene sige, at trøster man sig til at sige Publicum, at den Sag fortiener Undersøgning, maae man være vis paa, at kunde selv bedømme det Heele. Man maae indsee Kunstens Skiønhed og Høyhed, overveye Bekostningen og Umagen, der medgaaer for at dannes til saadant et Arbeyd, Lykken at anvende Kunsten eengang for sin Levetiid, og Billigheden, som deraf følger, at fortiene derved saa meget, at man deraf kan leve imens man lever. Lægger man dertil, som sagt, at Kunst-

131

67

neren har derfor forladt sit Fæderneland, for at giøre Lykke hos Fremmede, ar Bekostningen er skeet paa er anseeligt Compagnies Fælleds Regning, at Øyemærket er ikke et Lyststykke for en kort Tiid; men et varigt Eftermæle om en god Regent til Vidne for Evigheden: saa kunde der rimeligen være saa meget at sige for Sagen selv, at det, som kunde være derimod at erindre, maatte ikke kunde komme i Betragtning, naar man vilde vise sig lige saa upartisk en Dommer, som en skiønsom Kiender.

Andre, som efter Philodani Ord Pag. 23, har holdt for, at man burde blandt andre Krearure lægge fleere Sviin til, haver ikke troet saa galt. Derimod er Philodanus ikke ret underrettet om disse Kreaturers Fedning, naar han Pag. 24. siger: Skal de fedes, behøves enten Korn eller Ølden, - - - som at deres Fedming maatte blive meer end uklækkelig, for vore Skoves Ruin. Holland har ingen Skove eller

132

68

Olden, og feder dog en særdeles Mængde af disse Dyr, og bruger dertil ikke egentlig KornVare. Men det gaaer med Philodani Betragninger her, som med heele Dannemarks i saa mange hundrede økonomiske Tilfælde, at meget synes vanskeligt og umueligt, som andensteds er heel let og sædvanligt at iværksætte. Naar Korn-Prisen er regleret, som jeg sætter forud, som en uforbigiængelig Fornødenhed for en retskaffen ekonomisk Sammenhæng i det Heele, og man for Resten gaaer den Vey, som Naturen af Tingen udfordrer: saa kan man meget let og med stor Fordeel feede Sviin, uden at de enten skal blive en Pest for Engene, eller tilrede Fellederne saa elendigen, som Philodanus frygter. En Middel-Priis paa Kornet i Landet befordrer Destilleringer i det rette Forhold til Udførsel og Nødvendighed, ligesom Meelmalingen, Stivelse- og Pudder-Fabriker. m.f. Bindes Destilleringen og Brændeviins-Brænden til Stæderne, efter andre Nationers Viise Exempler, eller til Stædernes Forstæder, hvorved

133

69

Ordenen bliver des større, saa vil Fedningen give ald Fordeel. Wesop sænder saaledes, efter hvad jeg erfarer af vore Skippere, 2 til 300de Sviin til Amsterdam hver Ugedag, fedede med Levningerne af Kornet, der leverer Jeneveren, som Holland forstaaer sig saa vel paa, blank andet, at destillere af vore Norske Eenebær, vi lidet eller intet agter. Sardam giør det samme, og flere Stæder i Holland. Engeland, lærer jeg af ommeldte Journal, handler paa lige Maade; ey at tale om, at begge Nationer feder en Mængde Sviin, alleene med Roe-Frugter og Balden af deres Oste, de veed saa herlig at tillave. Dog forstaaer det sig selv, at noget Korn udfordrer. Fedningen til Slutning for at tætte Flesket, som den sparsommelige Huusholder veed nøye at udregne, og for Kornet selv udretter ofte det samme med Vikker.

En heel ivrig Taksigelse synes den at være, som Philodanus aflægger til vor allernaadigste Konge, paa bemeldte Side

134

70 for Forstvæsenets Ophævelse. I Sandhed, det var og værd at takke for. Men aldrig var dog Forst-Væsenet bestemt til Skovenes fulde Undergang, som Philodanus der siger. Det maae nok være en urigtig Construction i Stilen, som siger andet, end Philodanus selv mener dermed. En større Taksigelse vil dog Hans Majestæt engang sikkert fortiene for et fuldkomnere Forstvæsens Indretning, som Skovene vil umuelig kunde undvære, og som og vil være muelig, naar Duelige dertil ikke gives større Districter at bestyre, end de kan overser, men alle Deele af denne, som af enhver anden Ekonomie, lænkes i en vedbørlig succederende Orden til det Hoved-Departement, hvorfor den allersidst bør aflægge Regnskab.

Dersom det bemerker noget, hvad det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab har ladet os vide om Steenkul, saa vil det være den rette Hielp for Skovene: og saa vil det vist nok og faae en Taksigelse af

135

71

den velmeenende Philodanus; thi han synes at være en Erke-Skovpatron.

Philodani Tanker paa samme Side om Faare-Avlens Vanskelighed i Dannemark, er vel til Deels saa; men sligt er fælleds med alle Lande. Er Land, som ikke ordentligere, og med større Bestandighed, end Dannemark, giør Anstalt til Faare-Avlens Fremme, bør ikke have den bedre. Et almindeligt Forbud: at malke Faarene, og at klippe dem meere end eengang om Aaret, var allerede et stort Trin til vor Avls Forbedring. Men at vælge de rette Steder, tillægge dem blot efter de Regler, endeel iblant os vide, vilde overbevise Philodanus om, at Dannemark kan paa mange Steder sinde den gyldne Fliis, som det ikke troer at kunde sinde hjemme, blot fordi det ey vil være over den Vanskelighed, ret at lede, og udlede de Forhold i Avl og den Orden i Pleye, uden hvilke ingen Lykke kan haabes i denne høybetydelige Nærings-Green. Men den Opmærk

136

72

somhed er just den rette Kuur mod FaareSygdommene selv, Philodanus frygter for.

At Gieder ikke skulde komme i Betragtning, som Philodanus melder Pag. 25, er en besynderlig Betænkning. Hvi mon Skaberen da værdigede dem sin Betragtning i Skabningen, giorde dem til saa nyttigt et Kreatur for Mennesket, og til saa nøysomt er Dyr paa de ufrugtbareste Jordplette, om det ikke var Mennesket til gode. For de vilde Rovdyr er de dog neppe blevne til, og selv røver de ikke. Jo Gieder hører til en af de herligste Arter blandt Dyrene. Mod deres Springen og Gnaven af Træerne veed man jo Raad; og Naturens Ret forbyder os aldrig, at bruge samme. Vi finder del tilligemed Kreaturets herlige Nytte hos den oversatte Svenske Landmand, ved hvilken Oversættelse Hr. Assessor Essendrop har giort den Danske Landmand en vigtig Tieneste, om denne vidste nok at skiønne derpaa. Vi betaler for megen Skat til Sverrig og

137

73

andre for Saffianen til det, at vi skulde tænke saa om Gieder, om de endog kunde være, for at tale med Philodanus, Skovenes sorne Fiender.

Jeg veed ikke rettere, end at det er imod det, som de offentlige Blade og adskilliges Beretninger siger os om Qvægsygen, hvad Philodanus siger Pag. 25, nemlig, at alt har mislinget, hvad Europa i den Henseende har prøvet. Hollandske og Danske Prøver har offentligen forsikret, at en tredie Deel af Kreaturet, inoculeret i rette Tide, reddes fra Døden. Det vil være fornødent, at erindre dette, for ey at mistrøste Folket. Erfarenhed har og sagt, at side og fugtige Steder ere usunde for Qvæget, og Sygen meere smitsom der, end paa de høye. Det synes derfor at være en god Aarsag, at den Syge, skiøndt i Skaane graserende, ikke har udbredet sig til de nordlige Svenske provintser, hvilket Philodanus anfører, som saa beundringsværdigt.

138

74

Vedbørlige Experimenter, giordte med Calmus-Roden, kunde maaskee besvare Spørsmaalet om Vendsyssel. Men hvad vore Forordninger derom angaaer, da ligger de rigtig nok, som Philodanus anmærker, uden Liv og Vigeur. Men bør Love have Liv i et Rige, hvor det er bleven et Princip, at Regenten ey kan være for naadig. Jeg gad dog seet den kongelige Naade eengang beskreven paa den fuldkomneste Maade. Mon Naaden ikke da vilde være allernaadigst, naar den var unaadig mod Lovens Overtrædere; thi da blev den jo Dydens Frelse og Kongerigernes sikre Beskiermer: og hvad Naade skulde man skattere Høyere? Naade imod Selvraadighed og Frekhed i Personer, er jo den høyeste Unaade imod Staten. Naar skal dog vore allernaadigste Konger, for deres blødhjertede og ømme Ministres Skyld, faae Lov til at være i Retfærdighed retskaffen naadige imod deres Riger og Lande, ved Hevn over Utroe i Embeder, Øyenskalke, fine Skielmere!

139

75

Det vilde være artigt, at prøve Philodani Cordons mod Qvægsygen; men endnu

artigere, om den med det samme blev

prøvet imod Contrebanditer, hvorved man maaskee kunde komme snart efter, hvilken Pest af begge der var farligst for Landet. Men var Kuren end og saa lykkelig, at stille Qvægsygen, vilde Fødevarene neppe derfor, efter Philodani Formeening Pag. 28, merkeligen dale, men vel efter Korn-Prisens Bestemmelse, der er den eeneste rette Kur, en retskaffen StatsLæge aldrig bør betænke sig paa at gribe til, naar han vil give sin Konge og sit Fæderneland det beste Raad, uden Hvilket alle de andre duer intet, og med hvilken alle de andre først kan udrette det, hvortil dermed sigtes. Min Herre, som tydeligen indseer Kornprisernes ulige Følger, efter deres ulige Afvexlinger, og den af disse Følger igien flydende Ustadighed i Statens reelleste Næring og Biering, tilstaaer mig letteligen Sagen, jeg tør derfor ikke skrive meere derom. Philodanus, formoder jeg, selv at indsee det,

140

76 endog paa denne samme Side, hvor han siger: det er afgiort, at Levnets-Midler maae stige, naar der bruges flere, end tilforn: og stige høyest paa det Sted, hvor de fleste forbruges. Han har jo allene at anvende disse hans egne Tanker paa Korn-Priserne, i Ligning mod Folkemængden, som den er, imod hvad den haver været. Det er jo af Folkemængdens Tilvæxt jeg har argumenteret for det meeste, og saa godt som af den allene, fordi jeg, ved Siden af den frie Udførsel, egentlig ey har behøvet fleere Beviis, da dog mange flere gives og kunde anføres. Men er Kornets Priis ikke altsaa den sande Hoved - Aarsag til alle de andre Vahrers Dyrhed; ja til heele Næringers Standsning eller Undergang i Konster, da de ey kan komme op, uden de fornødne Fødevarers taalelige Priser; men af denne Mangel paa Concurrence følger jo nye Dyrhed for ethver Art af Varene selv, de være nødvendige eller ikke.

141

77

Hvad Philodanus altsaa Pag. 29. kan sige med rette om Overdaadigheds Tilvext i Mad og Drikke, vil man finde, er dog ey af den Vegt til at forhøye Priserne saa meget, som den eene Post, Kornets ubestemte Udførsel; og gielder det for endeel, efter hans egen Tilstaaelse, paa følgende Side, egentlig kun om Kiøbenhavn, som dertil giver adskillige sammenstødende Aarsager. Saasnart Kornprisen har erholdt sine bestemte Love, saasnart Landet derpaa frembringer Kornvare i den Mængde, det virkelig kan, allene i Forhold til sin nærværende Folkemængde i Bondestanden, denne frigiort og oplyst om sine egne Fordeele, som Eyendom og Frihed giør retskaffen virksom: saa vil alle Hindringer for høye Priser, usædvanlige Følger i Naturen undtagne, ligesaa let kunde ryddes af Veyen, som et godt Uhr kan renses og stilles af en kyndig Haand, til at vise den Orden af Klokkeslet, man vil, det i den paafølgende Døgn skal vise.

142

78

At Overdaadighed i øvrigt, om man kunde blive eenig om dette Ords fæle Bemærkelse, er en farlig Ødelægger i Stater, det kan vel umuelig negtes. Men man maa heel Nøye betragte alle de Sammenhæng, hvori den økonomiske Forbrugelse staaer i Henseende til Personen, hans Evne, Standen, Lands-Varene, som bruges, med videre, før man kan sige, at det som skeer, er en Stats Overdaadighed eller ikke. Men nær saa vanskeligt vil det ikke blive, at finde Overdaadigheds Kilde. Jeg ønsker saa meget, som nogen, at jeg med Overbeviisning kunde sige med Philodanus Pag. 30. om Dannemark: Det Danske Folk er ikke af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, og naar det henfalder dertil, saa er Ærekiærhed Aarsag dertil: den eene vil ikke, som Konerne siger, være ringere end den anden, og derfor forøder de smukt hinanden. Ja end meere ønsker jeg, at kunde sige videre med ham: Naar man vil rette vor Nation, saa skal man angri-

143

79

be den fra Ærens Gide. Men saa tilbøyelig, som jeg er at troe det beste om Philodanus: saa frygter jeg for, at jeg her træffer ham i den Omstændighed med saa mange andre politiske Skribentere, der, i deres Critiqver over Nationer, saa almindelig snæver alt for vidt ud med deres Tanker, naar de taler om det Ord Natur i Anvendelse, enten paa Nationer og deres Charakteer, eller paa borgerlige Handlinger af samme. Man er saa almindelig vandt til at tale om den menneskelige Natur, uden at betragte Mennesket i sin fordærvelige Naturs Skikkelse tillige, i en bedre efter den herskende polerede Smag i Nationen, og i en fuldkomnere efter Kirkens Myndighed og den almindelige politiske Klogskab, hvorefter et Folk deels ved viise Love, dels ved Regieringens mægtige Exempler anføres og bestyres. Dertil kommer dette, at en Forfatter, der nu, efter Moden, heller stræber i Skrifter at behage, sig selv til Berømmelse, end at forbedre med et Slags Mishag, for den Sandhed Skyld

144

80 han foredrager, at han kan saa let med saadan en Smigren indbilde Folk at være bedre, end de ere, og derved virkelig fremdeeles efterlade dem i deres gamle Fordervelse. Jeg frygter for, at Philodanus paa dette Sted henhører til denne Classe iblandt Skribentere. Men da jeg alleene skriver dette til Dem, høystærede Herre! og jeg veed, det ikke kommer videre, saa kan jeg des upartiskere sige mine Tanker reent ud, uagtet jeg heller aldrig vilde skrive, end handle tvertimod, om jeg end skrev offentlig. Synes Dem da, at det er sandt, at det Danske Folks Natur ey er tilbøyelig til Overdaadighed; thi man tager vel dog Naturen her for de Tilbøyeligheder og Drifter, der findes hos den største Mængde i Nationen efter dens nærværende Tilstand. Overdaadighed er en vellystig

Smag i meer, end det fornødne og anstændige, eller en sandselig Nydelse af de behagelige Naturens og Kunstens Gaver, som i en fuldkomnere Orden var en fornuftig Brug deraf efter Anstændighed. Dersom

145

81

den Danske Nation intet er af Naturen tilbøyelig til Overdaadighed, (thi fra Cimbrernes Tider giøres vel Regningen aldrig), hvor kommer det sig da, at det Danske Folk paa saa ordentlig en Maade nyder Naturens og Kunstens gode Ting? Er Ukyndighed maaskee Skyld deri, saa Nationen er ey overdaadig, fordi den ey kiender Overdaadighed selv og dens forføriske Vare? Det vilde den støde sig over paa en Tid, den just flatterer sig selv af Smag, uden dog at erindre, at en Stat og maae have en besynderlig renset og raffineret Smag paa Tingenes ordentlige Brug til Statens Fordeele, for ey at forføres af Smagen. Er Religionen i saa høy en Agt, og Kirke - Disciplinen i saa alvorlig en Udøvelse, at en Færdighed i andre Dyder, har og paalagt Overdaadigheds Lyst den vedbørlige Tøyle? Det er noget, jeg maatte tvivle paa, vore Præster og Leviter ville bekræfte. Er Flid og Vindskibelighed maaskee Nationens Hoved-Smag, saa den, for den Meye det koster at vinde, har derfor lært den Kunst

146

82

at spare? Det maatte utallige Exempler Viise tvertimod. Men maaskee Æren er altid bleven hos os, efter en sund Politik, saa vel uddeelt i Staten, og Fædrenes Sparsommeligheds Exempler blevne Børnene saa nøyagtigen indprentede, at Overdaadighed er bleven en Skam i Staten? Ja, gid det var saa vel! Hvor lyksalig var vor Stat da ikke! Men kan intet af alt dette siges med rette, saa tænker jeg, høystærede Herre! en Politikus eller Statskyndig bør lige saa vel vogte sig for at hykle i disse betydelige Tilfælde for sine Landsmænd, som en Præst bør tage sig i Agt for at sye sin Meenighed Puder under Armene i deres Skiødesynder, om denne endog skulde miste sit Offer, og hiin ald Lovtale for sin politiske Undersøgelse.

Jeg kan derfor ikke andet, end troe og tænke, at den største Mængde af det Danske Folk, som har lidet at spilde, og mange og som har intet til overs, ere efter

147

83

deres nærværende Natur, hierteligen overdaadige; dog Hoved-Stadens Indbyggere meere end andre, og de større Stæder, som sadvanlig, rneere end de mindre. Spørges nu, hvorfra Nationen har faaet denne slemme Natur; saa kan jeg ikke see rettere, end at den har faaet den:

1. Fra en almindelig Stats-Uopmærksomhed

paa Moden, i Forhold til politiske Stats-Fordeele. Man har en engang lagt Mærke til, om Overdaadighed forødede sig selv til Fordeel for Medborgere eller for Fremmede , hvilket sidste man dog i det mindste maatte have beregnet, om man viiste sig nok saa blind til det første. Saa giør andre Nationer.

2. Fra en Forfængelighed, at søge Ære i

Overdaadighed selv, i Tractementer og Klæders Pragt, i prægtige Meubler og Eqvipage, i udvortes Glimmer, fordi virkelige borgerlige Dyder, i den Tiid

148

84 Rang blev uddeelt i Flæng, mindre blev ærede end foragtede.

3. Fra Undseelse for Arbeyde, og Mangel paa den rette Høyagtelse for Fliden i de ringere mechaniske Kunster og handel, hvilke blev en af Staten alvorligen an- seet for ærværdige , som Æren nok bevidnede, hvortil man saa ofte forhialp endog æretryglende Dagdrivere: i hvilken Omstændighed Overdaadighed blev en Følge af en uværdig Rang, i det Sted Sparsommelighed og Flid kunde have skaffet Staten reelle Fordeele, og giort ' Arbeyderne værdige til Ære nok, naar Vindskibelighed og Dyd alleene var bleven belønnet.

4. Fra Nobilitationers og Characterers Uforhold imod Antallet i den arbeydende borgerlige Stand, og det falske Princip, at befordre Bemidlede til Ære, for at sætte deres Midler i Circulation,

149

85

uden at betragte, at Circulationen af Rigdomme i Staten kan være skadelig, naar den ey gaaer igiennem de rette Canaler: saa vist, som Circulationen af Ducater i Banqven og et Tuborg, paa

Børsen og paa et Spille-Bord umueligen kan have lige god Virkning. Ved hvilket Princip Overdaad adspredte en gammel Rigdom, i det Sted Fliden burde have brugt den til at erhverve en nye.

5. Fra Oversmagen i Kunster og Skiønheds Arbeyd, før Staten var først grundfæstet paa sin rette Grundvold Agerdyrkningen, hvorved det zirlig skinnende efterhaanden forførte til Daarlighed og Overdaad, og forblindede Øynene, som i dets Sted burde have grædt over Bondens haarde Vilkaar, som hver ærlig Mand, der kunde, burde have søgt at hielpe.

See, høystærede Herre! da alt dette, jeg nævner endda ikke alt, er en soleklar

150

86

Sandhed, og Tiden, hvori det altsammen er skeet, er, om ey overgaaer, en Generation eller 30 Aar: saa er det bleven Nationen en Natur, og paa Grund af dette, siger jeg tværtimod den gode Philodanus, at det Danske Folk, saaledes bedervet ved en falsk Stats-Politik, ved en umaadelig Æres Uddeelelse, ved en Mangel af den sande Indsigt for de vigtigste Medlemmer i Staten, og en utidig og forkeert Anvendelse af Geniet, der saa let kan forledes til politiske Uordener, at det Danske Folk, saaledes bederved, er efter sin nærværende Natur tilbøyelig til Overdaadighed. Men saa lidet, som alle disse Aarsager til Overdaad kan bringes under een Klasse, saa lidet, tænker jeg, kan det siges, at Nationen er af Ærekiærhed forfalden dertil. Ligesaa lidet kan Konerne meere gives Skyld derfor, end Mændene, af hvis Conduite Konernes saa mangfoldigen hænger. Havde Mændene selv besiddet retskafne borgerlige Dyder, saa havde de let faaet Bugt med den Forfængelighed, som kan være Fruentimmeret

151

87 meere naturligt end Mændene, meere for Opdragelsens, end for andre Aarsagers, Skyld. Men hvor vilde jeg ønske, at om Philodanus tager Feyl i dette, han dog havde Ret i det følgende, deri nemlig, at for at rette Nationen, maae man angribe den fra Ærens Side. Men det strider jo reent imod det foranførte; thi er der adskillige Grunde til denne Overdaad: vil den forbedres, ved at indsee disse adskillige Grundes Skadelighed, og søge Raad mod dem og deres Virkning. Jeg tænker derfor, at hvor saa mange Pligters Overtrædelse finder Sted, som alt er anført, der vil nok den længste Præken om den blotte Ære ikke udrette meget. Ney, høystærede Herre! jeg tvivler fast om Kuren efter Philodani Raad. Men hør. Hvad Raad jeg vilde give:

1.) Vil man endelig være overdaadig, saa blive man det; men paa egen Regning til Staten selv, og en til Fremmede.

152

88

2.) Kunsterne blive opmuntrede i Forhold til Forbrugelsens Storhed, og dannede ikke efter egen, men efter andre Nationers Smag, paa hvis Markeder de da kan concurrere, og man indsee den sunde Politik at bestaae i Udførsel, og ey i Overbrug af egne Vare, ved at paalægge Forbrugelsen af Overdaadigheds Kram en Afgift, som hverken hindrer fra Kiøbet, eller kan opmuntre til Misbrug; naar Varene ere af Landets egne: men vel til Deels udvirke det første, naar de ere fremmede.

3.) Belønninger udvirke Forbedringer af de Vare for vore Borde, som Mangel paa Flid allene leverer ufuldkomne, og ikke Naturen eller Slæderne; og skadelige Privilegier i den Fald, som i fleere, blive ophævede!

4.) Næringers Flid blive hos Borgeren belønnet med Tegn af Monarken, ikke efter en

153

89

Ministers Forestilling , hvis Øyne saa let kan blindes, men efter et Selskabs, som Monarken selv har givet Tilladelse at opmuntre den borgerlige Dyd i hans Stater. Det bedømme i en talrig Forsamling Fortienesters Grader hos den arbeydende Borger, til des større Bekiendtgiørelse af Dyden og dens des sikrere værdige Belønning af Regenten: og en saaledes belønnet Dyd vil blive Heel

tarvelig, fordi den og anseer Tarvelighed selv for en Dyd, som den ærede Udyd tvertimod foragter, fordi den søger efter Æren hos Pøbel, der, selv Daare, priser Overdaadigheds Daarlighed.

5.) Monarken realisere allernaadigst al Ære og Rang, ved at føye dem til virkelige Embeder, og give dem af Embedet den rette Betydning i Lyden, (et Ord kan kan giøre det); faa virkelig ey længer bliver uvirkelig, og vore andre bliver

154

90 Herefter Kiendelige fra alle andre reelle Embeders Ære-Fortrin!

6.) Man hænge Contrebanditer, og tie stille til Misbrug for nogle Aar med egne Vare: Hvad gielder det, Nationen skal glemme sin nærværende Forfængelighed; og giør den det ikke, maae Consumtions Rullen siden vide at benytte sig af Misbrug, og Overdaadighed skal da ikke meere kunde politice skade til Ødelæggelse.

I Følge Heraf kan jeg en bifalde Philodani Forslag Pag. 31, om Soupeers Afskaffelse, efter kongelig Befaling, for de første Embedsmænd i alle Departements, da sligt vilde baade giøre et Indbrud i Dagens Forretninger, paalægge Frihed en uanstændig Tvang, og for Regieringsformen selv, i vore Tider, blive alt for Genfisk og upasseligt. Jeg maatte snarere troe, at Philodanus, her alt for ivrig, giør et For-

155

91

slag, som han neppe skulde længere bifalde, end til han nogle Gange havde forgieves giort Opvartninger hos Dem om Dagen, man maae glæde sig ved, at de vil glemme deres Fornøyelser til om Aftenen. Ligesaa vanskeligt vilde det og være, at foreskrive Retterne til Middagsmaaltidet, med mindre Diameter af Fade og Priserne af Maden tillige tilføyedes, som Genf i dens strænge Tarveligheds Love, har bestemt i Forhold til Personer. Consumtionens Rulle kunde derfor afgiøre dette heel viiseligere uden nogen ubehagelig Tvang eller upolitisk Fornærmelse. Men for Bryllupper og Barseler, Begravelser og forrige Mode-Tractementer, har vi alt gode Love, om de holdes over.

Ved det nye Paalæg paa Hestene, giør Philodanus den Anmærkning, at han kalder det en lille Hesteskat. Efter mine ringe Tanker, er den hverken lille eller stor, men meget vel truffen paa een Omstændighed nær, som Philodanus forbigaaer, den nemlig,

156

92

hvorved 20 Rdlr. kan betale en Overdaadighed for 10 til 12 og flere, og blandt dem fremmede, Heste, saa det Øyemærke mindst opnaaes, hvor det meest var fornødent, og tillige sikrest kunde befordre den priselige Stiftelses Anlæg, som en ubeqvem indvortes Politik og et forfaldet Politie-Væsen uheldigen har giort fornødent, men et bedre burde undvære.

Pag. 36. spørger Philodanus om Midlerne, til at føre udyrkede Grunde i Brug, og Maaden at angribe den Sag paa? Han venter, Philopatreias skal vove sig til Svar paa Sagen: og Pag. 37. formoder han, selv at finde bedre Lejlighed til at indlægge for hans Landsmænds Omdømme, hvad han her har kundet erfare, og, som han behager at sige, efter hans liden Skiønsomhed udtænkt. Jeg kunde med Billighed forbigaaedette Philodani Spørsmaal, da min Herre! vil finde hos sig selv, frem for hos nogen, et heelt efterretligt Svar derpaa; ef-

,

157

93

terdi De, som en erfaren Landmand, og en gammel Starserfaren, ufeylbarligen indseer alt det, som dertil er at svare. Men ikke desmindre skal jeg her anføre mine oprigtige Tanker derom, fuld forvisset, at jeg, ved første Samtale, vil faae min Umage herved vel betalt ved en grundig Critiqve over hvert et Ord jeg skriver. Uden at oppebie den Oplysning, Philopatreias maatte vove at give os, eller den os kan være tiltænkt af Philodano, betroer jeg min allerhøystærede Ven, i denne vigtige Sag, end videre mit Hiertes Meening, alt under den eengang tagne Forsikring. Jeg holder da for, efter en nøye Overbeviisning, at udyrkede Grunde vilde efter Omstændigheden af Tiden, Smagen, og Nationens nærværende Charakteer lempeligst skee paa følgende Maade:

1. For at vinde Tid, og at opmuntre til Oprydninger, saa vidt mueligcn strax, synes mig uforgribeligen, at der maatte giennem Amtmændene indhentes fra en hver Proprie-

158

94 tair en ordentlig Fortegnelse paa det dyrkede og udyrkede Hartkorn, der, paa det nær, som virkeligen er i Skov, og ubrugbar til Ager og Eng, beregnet til tre Sorter Land, for deraf, saavidt mueligt at see Forholdet.

Denne Fortegnelse blev langt fra ikke til den Onlysning, den burde være for den opmærksomste Politik i Henseende til Agerdyrkningens slette Tilstand, men naar det Almindelige deraf ved Trykken blev bekiendtgiordt, som blev en uforbigiængelig Fornødenhed, kunde den udrette saa meget, at man dog fik et vissere og nøyagtigere Begreb om Landets Udyrkning. Men hvilket følelig Indtryk vilde samme da ikke giøre til Virksomhed baade i Collegier, hos Landmænd selv og enhver i Staten, der kunde giøre noget godt for Agerdyrkningen, da man nu begyndte at see og erfare ret sandseligen vor Agerdyrknings, store Mangler. Premier vistes Vey, og Patrioter vilde give nok til Premier. Agerdyrkningen blev Maalet for vore Handlinger. Men for derefter, saa snart mueligt, at faae det rette Begreb herom, maatte:

159

95

2. Landmaalingen, dette priselige Anlæg til den fornødneste Oplysning, ey allene fortsættes, som den saa lykkeligen, efter den beste Plan, er begyndt, men videre forthielpes ved tre til fire Gange saa store Bekostningers Tilskud, som nu skeer, da den, foruden anden Nytte, vilde ved Enden engang giveom den heele Agerdyrknings Tilstand det rette klare Lys, til Underretning baade for nærværende og for tilkommende Tider.

Vigtigheden af Indretningen, tænker jeg, er saa stor, at vor heele Agerdyrknings som Folkemængdens og Stændernes indvortes Forhold, og den deraf følgende Rigets Styrke og Magt kan ikke engang med Rimelighed nogenlunde ret beregnes, end sige af den meest oplyste Regent ved de beste Love bestemmes, før man haver dette Maal til en hellig Rettesnoer. Og endda skulde det ey være saa vigtig, var ikke just Planen til ald Lykke saa herlig forfattet, som den er. Jeg kan i ald Sandhed ikke, efter min skrøbelige

160

96 Judsigt, see Feyl derved, uden paa den, i mine Øyne besynderlige, Artikel nær, som tager samtlige Landmaalere i Led, for at holde deres Maal og Beregninger hemmelige: hvilke bekiendtgiordte kunde ret give det herligste Lys for Regent og for Stat hans Trone og denne til Styrke. Hvad sand Grund (Skingrunde kan man anføre nok af) der kan være for dette, det maae jeg sige, jeg saa lidet kan begribe, som jeg i den anden Fald synes at see, (gid jeg seer feyl) at den lille Bekostning, der paa dette store Verk er anvendt, maae meere være Regenten saaledes forestillet, for at lempe sig efter hans høye og statsnyttige Hensigter, end for at see dem nogensinde ret opfyldte. Thi kan Sielland med den Bekostning, som Nu skeer, ikke opmaales, fra Landmaalingens Begyndelse at regne, i mindre Tid end 13 til 14 Aar, saa kunde maaskee til sin Tiid indtræffende HofKunster mage det saa, at Kong Christian den Ottende, ikke oplevede Landmaalingens Ende. Men hvor lidet vilde saadant være

161

97

overeensstemmende med Kong Christian den Syvendes høypriselige Ønsker og Hensigt: og skulde man ved saa herlig en Anstalt af en ung Konge, ey giøre sig ald Flid for, at Han i Hans Tiid maatte nyde den billige Glæde, at see med egne Øyne Frugten af Hans herlige Anlæg: at see sit Folk, at bygge, efter en nye anlagt viis Orden, paa en varig Lyksaligheds Klippe? Billighed var vel aldrig større!

3. De til Fælledsskabs Ophævelse og Hoveriers Bestemmelse nu mødende gode Forandringer af de Herrer Proprietairer selv, maatte som tydelige Beviis, baade paa Indsigt og Patriotisme, (Overilelser og medberegnede), aldrig glemmes paa en vis Tiid om Aaret, for det afvigte halve eller heele Aar, at bekiendtgiøres, og, som jeg tænker beqvemmest at see, fra General-Landvæsenets Commission, der nøyagtigen, og under Straf af Tilrettesættelse for Vedkommende, som ey indberettede til Commissionen, hvad Forandring

162

98

man foretoeg sig i Henseende til disse tvende Hoved-Poster, ligesom i Henseende til Rydning og udyrker Lands Optagning, maatte gives Rapport derom. Følgen heraf vilde blive den samme, som af den først-anførte Post, Opmærksomhed hos alle, og Opmuntring til at efterfølge.

4. Hvorvidt General - Landvæsenets Commission selv aarligen befordrede Landvæsenets Flor, foruden hvad af offentlige Forordninger kan erfares, vilde i sær overmaade nytte, om det i de offentlige Tidender blev og giort bekiendt, saavel i Henseende til Hoveriers Bestemmelse, som Fælledsskabers Ophævelse, da enhver deraf vilde see, hvorvidt Vedkommende heri handlede overeensstemmende med Monarkens Hensigter, som en lidet vilde blive en Tilskyndelse for Proprietairerne, at lægge Mærke til Udfaldet, hvilkets Lykke vilde sikkert lede Dem til at træde i andres Fodspor, Deres nemlig, som de selv beundrede.

163

99

5. Som et Land, hvis Agerdyrkning ikke nær har naaet den Høyde, dets Tilstand tillader, og dets Sammenhæng med andre Lande udfordrer, mangler i Folkemængden, og altsaa i Hænder til Arbeyd paa Ageren: saa maatte Vilkaarene for dem, som vilde sætte sig ned som Bønder paa nyt Land, giøres saa overmaade lette, som mueligt, ey alleene i Henseende til Statens Afgifter, som Regieringen allerede saa viiseligen, som naadigen har foranstaltet; men og i Henseende til Tiden, da Grunden tiltrædes paa. Det er ikke en ligegyldig Sag, enten det skeer Vinter eller Sommer, Foraar eller Høst. Var det tilladt, ville jeg erindre Tiden, da Mennesket allerførst blev givet Eden til Boelig, som alle ere eenige om just at have været i Høsten. Men saa værdigt, som Exemplet er, saa ufornødent er det her, da det er noksom bekiendt for Kiendere, at man ikke paa en beqvemmere Tiid overlader Stykker af Land en begyndende Bonde til Beboelse, end just naar Ageren er skiult med de rigeste Frugter. Den tilstundende Høst er

164

100

ey allene en Opmuntring til Kiøbet, men til Flid, og et Middel, at finde Raad til forestaaende Udgifter, naar faa Maaneder tillige forundes til Kiøbe-Summens Afbetaling. Er dette end ikke et af de Tilfælde, som ved Love kan paabydes Agerdyrkningen til Forfremmelse, saa er det dog et af dem, som Exempler og Raad med Tiden kan giøre almindelige.

6. Den styrende Part for Land-Væsenet, saaledcs oplivet ved Princips, hinandens Handlinger, Exempler og Erfarenhed, vil ønske at see Liv i Bonden, og i ham den Aktivitet fornøden for Ham, om Hans Bestyreres beste Handlinger skal have nogen Virkning. Hvorledes dette vil blive mueligt, er ey vanskeligt at sige, naar Bonden, som forud er vel at forstaae, er bleven Besidder af Friehed og Eyendom. Det Liv ham feyler, er Lyst til Arbeyd og Kundskab om, at arbeyde med Nytte. Saa ilde, som Frihed gives til Ladhed; saa vel tildeeles den Flid. Det er altsaa at formode, at Frihed og Eyendom er i

165

101 Bondestanden, som lodtages deri, kun i den Flittiges Haand. Til den Ende bliver Indsigt kun den Hoved-Sag, som Bonden efter det Forudsatte fattes. Den udbredes ved Exempler, og meddeelte skriftlige Oplysninger, som Staten Haver begge i sin Magt at virke, naar Foredomme maae tilsidesættes, og ingen Egennytte maae komme i Veyen, til at forvolde Opsættelse. Det Hele bestaaer blot deri, ar giøre Sognepræsters Boeliger paa Lan-det til Agerdyrknings-Skoler. Dette kunde skee, naar Hans Majestæt ved en allernaadigst ydemeere speciel Forordning, vilde befale Præsternes adspredte Jorder at uddrages af Fællesstad, til et beleyligt Sted ved Præstegaardene: og Præsterne i saa Fald, frem for nogen, at forskaanes for Vidtløftighed, og i Strid snarere end andre, at forhielpes til deres Ret, for det store Gode, de endog i den Nærings Sag, baade for deres Stands, samt virkelige og mulige Indsigts Skyld, kan giøre Staten.

166

102

Præstens Exempel, veed man, har største Indflydelse paa Bonden. Hvad Indsigt der for Præst og Bonde behøves derpaa at udbredes paa Landet, er det at formode, det kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab med faa megen større Patriotisk Iver vilde see udbredt, som Geistligheden heraf blev de sikreste Befordrere. (Meere og meere begynder jeg nu at indsee denne Stiftelse, som høyvigtig for Landet.) Det vil ikke feyle, at Selskabet jo baade ved Agerdyrknings-Afhandlinger, som ved Premier for Bonden, ja for Præsterne selv, saavel i Henseende til deres Fortienester ved eget Agerbrug, som i Henseende til deres Flid paa Kundskabs Udbredelse for Agerdyrkningen efter Selskabets Anstalter for Bonden, det vil ikke feyle, tænker jeg, det jo paa saadan en foregaaende herlig Anstalt at Regenten, vil kunde udrette meget store Ting for Trone og Stat. Men min Herre vil dog behage herved at erindre, at det er langt fra mine Tanker, at prædike et Evangelium for Præsterne om no-

167

103

gen Slags urigtig Erhvervings-Maade af andres Eyendomme, da man faa lidet bør troe, de vilde høre det, som nogen Retsindig kunde paatage sig at giøre saadan en Prædiken. Jeg vil allene med bemeldte sige, at den yderste Grad af Ret, muelig paa letteste Maade og i korteste Tiid at erhverve, bør Præsterne i paakommende Tilfælde tilstaaes: og skulde der fra vedkommende høye Stæder afsiges et Slags Kiendelse, for at afgiøre Sagen, at man da meere paasaae Endskab for Præsten, end en Bagatelle, jeg siger en Bagatelle, af Tab for Contrapartiet, da Statens Fordeele saa aldeles meget beroer derpaa, at Præsterne kommer til roelig Besiddelse paa eet Sked af deres Jorder, og deres Meenighed derved til Oplysning om dens eget Beste i det Timelige, som ofte er et Slags Forberedelse til hiin Verden. Dog vi har intet dermed her at bestille! Bliver saa

7. Korn-Prisen for Udførsel (andre Priser paa Kornet behøves da ikke) fastsat, i Fald den

168

104

ikke, før-bemeldte Anstalter giøres, er bleven det: saa vil den for sig blive en Driver til Flid og en Lærer for Proprietairen og Bonden, der vil sige dem begge Partier disse merkværdige Sandheder:

a) Fordi Kornprisen er bestemt, og en riig Høst er nu saaledes bleven en virkelig, i Stedet for for en titulair, Velsignelse for Landet; saa kan Kornet nu ikke giemmes ti! dyre Tider: man maae derfor vinde paa Mængden. Derved sætter Proprietairerne udyrkede Grunde i Brug.

b) Skal man vinde paa Mængden af Kornet, og de samme Agre kan ikke bestandig bruges, uden stærk Giødning: saa vil det blive fornødent, at proportionere Eng mod Ager, for ar have tilstrækkelig og god Giødning. I Følge deraf forbedrer man udyrkede Grun-

169

105

de, dyrker sin Eng, for ey at mangle vedbørlig Græsgang.

c) Ager og Eng vil ikke blive dyrkede, uden tilstrækkelig Folkemængde og muntre Ar- beydere. Dem falder det for vanskeligt for Proprietairen at skaffe, nu han ey maae mishandle Bonden ved Hoverie, som dog aldrig træller med Lyst; han maae da for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld, imod sin Villie gribe til det fornuftigste Raad, ham selv til beste, at deele sine Hovedgaards Jorde, og afhænde dem viselig. Det omskifter jo halvdyrkede Grunde til blomsterfulde Agre og Enge, og saa mangt et Stykke Land, som endnu er udyrket, til græsrige Marke.

d) Lette indfaldende Korn-Priser vil omsider sige Proprietairen, at mangen en Fabrik, som er ubeleylig i Kiøbstæderne, kan befordre hans Fordeel paa Landet, just

170

106

for Korn-Prisens Bestemmelses Skyld. Han anlægger Stivelse-Fabriker, bygger Meel-Møller, feder Kreature ved Affal- det, giør andre Anstalter, og paa den Maade befordrer en Folkemængdes Tilragelse, som efterhaanden nedsætter sig paa Godset. Dette bliver en nye Forbedring for Ageren, og et vist Middel til Oprydning og Brug af udyrkede Grunde.

See, hoystærede Herre! saaledes troer jeg det Spørsmaal kan besvares, Philodanus har giort om Midlerne til, og Maaden at angribe den Sag paa, at optage udyrkede Grunde. Dog seer De nok selv, at Svaret herpaa kan baade blive vidtløftigere og tydeligere, naar jeg ey ansaae det for en Pligt at være kort, og forlod mig paa deres egen skiønne Indsigt, af dette at slutte til meget meere. At jeg ey har berørt Bekostningen paa Bygning, Kreaturer og Ager-Instrumenter, med andet videre forne-

171

107

vent for en Agermand, der vil nedsætte sig, det er fordi den Regning ey egentlig hører herhen: og af intet kommer intet. Jeg giør en rimelig Regning, for at være forstaaelig, og sætter forud nogen Evne. Hertil regner jeg, som den allerringeste Grad: Maaden og Tiden, Vinskibellighed tilstræber Jorden paa, nemlig den tilarbeydet og tilsaaet, i Kornets Blomster-Tid. Saa haves skiønne Midler i Hænde, til at, handle med Lykke og efter Ønske for begge Partier. Efter saadan en Handling vil det erfares, at de Ord i Efteraaret til den redelige og flittige Uformuenhed: der er Land, dyrk det og bliv lykkelig, er i Grunden utilstrækkelige til det Øyemærke, man sigter til: men at det betyder langt andet, og har en langt anden Virning, naar man i Høsten saaledes vilde tale: Oprigtige og dydige Arme! Der er et grødefuldt, og i Forhold til Vindskibelighed, frugtbringende Land. Høst det, og bliv mæt! Din Oprigtighed og din Flid gives Tid til Betaling. Bliv tilfreds med din Skiæbne

172

108

og fornøyet med dine nu til Forbedring sigtende Vilkaar. Fortsæt dit Arbeyd med Lyst og lad aldrig af fra din Redelighed, og bliv nu, saasom du fortiener, lyksalig for Eftertiden! Det, tænker jeg, vilde have den Virkning, man ønsker. Naar man vil skabe, bør man, faavidt mueligt, træde i sin Viise Skabers Fodspor!

I øvrigt skal jeg allene endnu tilføje ved denne Materie, at dersom udyrket Jord ikke bliver dyrket, og Agerdyrkningen i Almindelighed ey kommer til at blomstre efter denne Plan, saa skeer det mindre efter denne, nemlig:

1. Ved at tænke og handle i Uvished om

udyrkede Pladsers Dyrkning, uden at vide

at anvende de rette Opmuntringsmidler, fordi

man ey veed hvor disse Pladser ligger,

hvor store de ere, i hvad Sammenhæng

de staaer med Hindringerne, (de allerede

ved kongelige Love hævede, ubereg-

173

109 nede), der er i Veyen for deres Dyrkelse, med videre.

2. Ved ar befordre en Landmaaling, uden Overslag, naar den kan komme til Ende, og i det samme Anlæg at holde Udfaldet hemmeligt; ret ligesom man hverken vilde, at Regenten skulde begribe en tydelig Regning, eller som man ikke selv kiendte Hof-Kabaler.

3. Ved at skiule, eller som er nær det samme, ved ey at bekiendtgiøre, hvad Virkning Regentens ypperlige Anstalter haver hos hans Veltænkende Undersaatter, naar intet, i Orden, fra vedkommende høye Steder, bekiendtgiøres om de Forandringer, som i den Henseende selvvilligen giøres.

4. Ved at undlade stykkeviis for Publico at optegne det Gode, som et i Staten anordnet Collegium eller nu værende Com-

174

110

mission, udretter i Agerdyrknings-Væsenet; hvilket dog saa mærkeligen vilde have Indflydelse paa Skrøbeliges Indsigter og Halvstarriges Selv Klogskab, til at tænke og arbeyde engang efter Regentens ypperlige Pian.

5. Ved at agere uden at agere, naar man ikke Nøye nok vælger Øyemærke og Midler, og tænker allersidst paa det skrøbelige Menneske, som et skrøbeligt Menneske; og paa Tid og Leylighed, som alting i alle.

6. Ved reent at forglemme de herligste Leyligheder,

Lærestandens Indflydelse hos den ukyndige og fast vanvittige Landsbye-Almue, i det Sted man ved den Stands Flid, og med et selvvilligt Sælskabs Bestræbelser tillige, kunde giøre Mirakler.

7. Ved at giøre det sidst, som man burde

allerførst have været betænkt paa, nemlig

175

111

at bestemme Korn-Prisen for Udførsel, som er Grunden til alle Anlægs Lykke i alle, men i sær i denne Næringskreds, og uden hvilken alt det andet bliver, til Fuldkommenhed ævigen forgiæves.

Mindre, siger jeg, vil vore udyrkede Agre komme til at blomstre ved denne Plan. Men jeg gaaer videre, høystærede Herre! og lader det staae derhen, om jeg ey allerede har fortørnet Dem ved Vidtløftighed i denne Materie.

De Ord, Philodanus anfører Pag. 38. Jeg har da anført Aarsagerne til de dyre Tider, og tillige yttret mine ringe Tanker om de Midler, hvorved man kunde gaae dem i Møde, skal jeg forbigaae at besvare, da jeg formoder, at min Herre! selv indseer, det er slet ikke Nyt han har sagt os; mindre noget af stor Vigtighed, hvad han har anført til Raad.

176

112

Korn-Prisens Bestemmelse, en ordentlig Nærings-Drift, en retskaffen Told- og Consumtions-Rulle, som Handelens MagnetNaal, Viise politiske Love for vor indenlandske Ekonomie og Commerce, i Forhold til os selv og Verdens Tilstand, Overdaadigheds Indskrænkelse med fremmede Vare, og endelig en anden Finants-Ekonomie, end den hidtil brugelige, det tænker jeg, er Grunden til Priserne i det Heele; og Korn-Prisens Bestemmelse Hoved-Grunden for dem alle.

Men disse Philodani Ord: Staten er et meget stort Legeme, overmaade sammensat, og i Relation med andre ogsaa store og større Legemer (med heele Verden). Naar dette Legeme er sygt, hører der vist nok ærlige Folk til at curere det; og disse ærlige Folk maae tillige have megen Indsigt, og Erfaring og Flittighed, disse Ord kan jeg umueligen forbigaae. Jeg maae i det mindste erindre derom, at jeg finder den Ho-

177

113

vedfeyl ved dem, at de staaer hos Philodanus Pag. 38, i det Sted de burde staae med store Bogstaver over alle vore Collegiers og kongelige Stats-Commissioners Dørre, med den lille Omstændighed derhos tillige, at de samme Ord blev herefter Prøve-Stenen, hvorpaa alle skulde prøves, før de blev sat i Embede i slige høybetybelige Stats-Cirkler.

Philodanus gaaer nu egentlig først over til Handelen, for at følge Philopatreias. Jeg faaer gaae den samme Vey, for at følge Philodanus.

Af Veyen vil det derfor ikke være, strax at erfare, om Philodanus og haver saadant Begreb om Handelen, at man undertiden skulde torde troe ham paa hans Ord, uden at anvende allernøyeste Prøve paa hver Sats, han skriver. De Ord, som møder Pag. 41, vil noget nær give os Begreb derom. Den gode Mand, siger Philodanus om Philopatreias, kunde lade være, at sætte

178

114 Amsterdam og vor Stad (& c. Hovedstad), Holland og det Danske Rige i Sammenligning, og at foregive, at vi burde naae i Handelen den samme Høyde; thi, siger han videre:

1. Holland er en Republik.

2. Holland følger i sin Handel eet og

det samme Princip.

3. Holland har en gammel Hævd paa sin store Commerce.

4. Holland har en overmaade stoer Credit,

grundet:

a. Paa sin Banke.

b. Sine rige particuliers.

c. Sit Østindiske Compagnie d. Sit Sildefiskerie.

e. Sin udbredte Fragthandel.

f. Og den lyksalige Opinion: og endelig

5. Er Holland Holland. Men

6. Vi er Dannemark, og kan blive

179

115

a. noget,

b. ja noget 100de gange mere end vi ere.

Skulde alt dette være idet fornuft eller og noget, hvoraf man kunde blive overbeviist om, at Philodanus er ikke saa stor en Politikus og Statskyndig, og allermindst i Henseende til det mærkelige Kapitel i Politiken om en States Handel, som nogle, ja jeg kan vel sige, som Mængden i disse Dage, Meener? Jeg vil giennemløbe det, høystærede Herre! og være saa kort, som mueligt.

Hvad disse Ord angaaer: Den gode Mand, nemlig Philopatreias, kunde lade være at sætte Amsterdam og vor Hovedstad, Holland og det Danske Rige i Sammenligning; da har Philodanus deri fuldkommen Ret, thi intet kan meere vidne om den store Myndighed, Philopatreias besidder i Handelen, end de samme Ord, da Dannemarks Handel med egne

180

116

Vare kan, efter den Handels natur, ikke sammenlignes med Hollands Ekonomie-Handel, og et frugtbart Land som Dannemark, ikke sættes i Ligning med Holland, der saa godt som intet Land Haver, men fast alleene bestaaer af Strandbrede og Kanaler, hvorfra ey, som fra een og samme Aarsag, kan sluttes til Landenes Hovedstæders florereude Tilstand, da Aarsagerne ere saa adskillige. Men hvad derimod de Ord angaaer: og at foregive, at vi burde naae i handelen den samme høyde, da er de af den Beskaffenhed, at man snart kunde falde paa, at bede Philodanus, at forklare sig lidt nærmere. Thi indseer man den Hollandske Handels Natur, saa begriber man nok, at den er af den Beskaffenhed, (og meere vil blive det) at Dannemark aldrig kan ønske eller attraae at naae dens Høyde, Skiæbnen for Holland i tilkommende Tider medberegnet. Thi enten man vil regne denne Høyde efter dens Grad, eller efter dens Hovedgrund, den er opført paa, saa duer den slet intet for Dannemark.

181

117

Dens Høydes Grad duer intet, fordi den tager daglig af, og man kan ikke vide, hvor snart den vil blive lige med Jorden, dens Grundvold lige saa lidet, da den er egentligen bygt paa andre Nationers Blindhed (som Dannemark og Norge har den Ære, endnu at være med iblandt), hvilke Nationer, naar de eengang seer ret til, som de alt har begyndt i adskilligt, vil faae den Hollandske Grundvold til at ryste, om den ikke giør det allerede, og Hoved-Pillerne derunder til at bæve. Men en Høyde opført til den Grad, for igien at gaae tilbage, og bygt paa den Grundvold, for at synke i Grunden, kan Dannemark saa lidet ønske sig, som noget andet Rige, af Tilstand med os i Handelen, med Begierlighed attraae. Dannemark har altsaa Aarsag til at glæde sig ved, at Det virkelig har varigere Grund i sine skiønne Lande, at opføre en sammenhængende og meere bestandig Handels Bygning paa, af en meere forholdsmæssig Høyde, end Holland, naar det engang kunde lære Bygningskunsten ret, og faae duelige Bygmestere i sin Tieneste.

182

118

Min Herre! seer da nok heraf, hvor hastig Philodanns maae have skrevet disse. Ord. Skulde det da giøres nødig, at ønske sig hans videre Forklaring? Jeg tænker, den Her giordte kan være tilstrækkelig. Naar Dannemark engang ret kiender sig selv, bekiener sig af sin skiønne Leylighed, handler med an mandig Klogskab, hvor den nu i meget begynder knap at skiønne, naar den Tid kommer,

saa vil Dannemark i Sammenhæng

med alle sine Kræfter, være en anseelig og mægtig Stat iblant Staterne, naar man maaskee skallede efter Stædernes Grændser i Holland og Zeeland, ligesom man nu kunde eftersøge de gamle Bataviers. Saa lidet synes mig, med Philodani Tilladelse, det kan være Dannemark om at giøre, at naae Hollands Handels Høyde, som han synes, at Philopatreias har tænkt for høyt om.

Men philodanus giver dog nærmere Anledning, til at betragte den Hollandske Handel, og dens rette Styrke. Lad os see, om man kan følge ham med alle hans Beviser,

183

119 ser, og om de ere saa gyldige, som han ventelig. selv meener. Den hollandske Handels Høyde vil han bevise af følgende Grunde:

1. Holland, siger han, er en Republik. Man kan ikke nægte, at den republikanske Regierings-Form jo har for Handelen noget i sin Narur, som giør Handels-Planer meere bestandige, end samme ere i den monarkiske; men det uagtet er det ey en nødvendig Følge as Monarkiers Natur, at hvor der er Monarkie, der er ingen Handel ret florerende. Frankrig er et Exempel herpaa, som giør, sig, paa Italien nær, heele Europa skatskyldig i sin Handel. At statuere derfor, at Handelens Flor og Høyde beroer paa den republikanske Regierings-Form, det er uden Tvivl, om jeg frit maae sige mine Tanker, uden at de derfor bør blive Philodano anstødelige, at sige lidt for meget om en Republik i et Monarkie, allerhelst til det øyeblik, da Monarken selv giør sig ald muelig Umage for, at bringe Handelen i Flor: og

184

120

tænker jeg endog, at det allermindst kunde formodes af en Forfatter, der nyeligen overloed den allerdelicateste Punct af Næringernes Lykke, Kornets Bestemmelse for Udførsel, nemlig, til Regentens medlidende Hierte, tvende Tænkemaader som synes virkeligen alt for stridige. Kornhandelens Bestemmelse ved en fastsat Ind- og Udførsels-Priis, er faa delicat et Point af Størrelse, Sammenhæng og Følger, saa usynligt i sig selv, og saa umaaleligt i Henseende til andre, at den største Regent kunde blive for liden til dets Dannelse, som den største Mathematicus er det til Formeringen af den mathematiske Punct, om Regentens høye Aand ikke vedste i det samme Øyeblik at skabe des forholdsmæssigere. I Monarkier er virkeligen de herlige Egenskaber for Handelens lykkelige Forandring og Flor, som Republiker aldrig eyer, hvilket vel fortiener et RB. Det er den Hoved-Egenskab, naar Nærings-Uforhold i Konster og Handel indsees, naar statsskadelige Privilegier, som en Syndflod, har oversvømmet Landet, naar HandelsGeisten er forsvunden, at en Monark da

185

121

veed at raade Bod paa alt dette, som han giør saa meget sikrere, som han betragter alle sine undersaatter, som sine Børn, han vil alle vel; og med saa meget bedre Virkning, som han har selv i sin Magt Raad mod alle Hindringer, og seer selv sine Viise Love ereqveerede. Feyler ham noget i alt dette, saa Maatte det være, fordi ham feyler Andsigt og Redelighed hos vedkommende Ministere. Men i den Fald bliver han vel dog ikke ævig raadvild. Tvertimod koster det en fast fortvivler Lykke, i Republigver at ændre indsnegne Uordener, fordi disse almindeligst findes hos dem, som selv skulde giøre Forandringen. Republigver ere altsaa ikke aldeles saa store Handels-Skyts-Engle, at jo Monarkier kan blive det med, naar den redelige politiske Klogskab bliver Anfører for disse. Dertil kommer, at det vil altid være lettere, at finde denne Klogstab i een Mand eller i saa, end i et Statsraad for anførte Aarsager, og for fleere end de samme. Enhver Regieringsform har lidt, i een og samme Hensigt, sine egne Fordeele til Befor-

186

122

dring af og sin Uleylighed ved et og samme. Vi blive overbeviste om vor Regierings-Forms Herlige Indflydelses-Maade paa Handelen: og handle med den Indsigts, Flid og Oprigtighed, vi bør, som Undersaattere af den beste Monark! Og hans Magt, anvendt i rette Tide, skal for Handelen giøre utroelige Ting. Den anden Grund, Forfatteren anfører for den Hollandske Handels Høyde, er denne:

2. Holland følger i sin Handel eet og det samme princip. Deri har Philodanus Ret. Men deri Har saamænd jeg ogsaa Ret, at Dannemark følger ogsaa eer og det samme Princip: og altsaa kunde Handelen, for den Aarsags Skyld nok florere i Dannemark bedre, end den giør. Men hvad er da Hollands, og hvad er Dannemarks Princip i Handelen? Deres Told-Ruller viser det, den hollandske tydelig, Dannemarks, saadant som det er, formedelst den tykke Taage, den er ikke

187

123

ven i, det nemlig, hos hver i sær, som det bør være. Hollands, at høkre med Verdens Vare, for med Provisionen det vinder, at føde sine flittige Indvaanere, og faae noget til overs i besværlige Tider. Dannemarks, at afsætte sine egne Vare, og derved at berige Nationen. See, høystærede Herre! Det maae jo Philodanus give mig Ret i, og Trods nogen retskaffen Politikus, har noget paa de to princips at sige, for hver Nation i sær, eller tør bekræfte, at Dannemark ikke lænker lige saa fornuftig i det ene, som Holland i det andet, Fald. Altsaa Skulde jo vor Handel endnu have samme Høyde, i Forhold til vore naturlige Fordele, som Hollands; thi vi følge hver for sig, og hver paa sin Maade, eet og det samme Princip, og det dog endnu, Gud være lovet, saa stadig, at vi troer de ikke ere vel forvarede, Philopatreias inclusive, som vil raade os at handle paa hollandsk, med Opofring af vor velvalte Handels-Maade.

188

124 Men eet er det, at have et og det samme Princip for Øyne i Handelen, et andet er det, at handle bestandigen efter det Princip, man engang har valgt med vedbørlig Klogskab; thi man kan have eet Princip i Sigte og sigte feyl, eet Maal, og vælge urigtige Midler dertil. I det sidste har Dannemark aldrig lignet Holland, og dersom min hoystærede Herre spørger om Aarsagen dertil, saa veed. De nok selv, at det virkeligen (det hielper ikke, at vi hykler længere for Regent og for hver Mand i Staten) at det virkeligen har ligget i Mangel af den Indsigt hos Danske om fremmede Lande, som var fornødent for en Oeconom og Financier, og hos Fremmede, som ere blevne brugte, i Mangel af den Indsigt om de Danske Stater, som vilde have været fornødent, for at bruge deres egen gode Indsigt, som de vel ikke har manglet paa. Men hvor stor er ikke da den Mangel? Saa stor, som Mangel af Syn for en Mechanicus, der er forbunden til, berøved vedbørlig Hielp,

189

125

selv at agere. Ingen Under da, at vi har feylet, at naae Maalet! Men det beviser derfor ikke, at vi jo har havt eet Maal, eet Princip, vi har handlet efter; skiøndt vi ey med vedbørlig Sikkerhed har vedst at bruge og følge det. Lægges hertil indtrufne Forandringer ved Embeder, som i Oeconomie- og Finants-Væsenet ere saa farlige at giøre, naar Forandringen ikke skeer til Forbedring: saa maae man endda undre over, at Dannemark har i Handelen saa længe fulgt eet og det samme Princip. Eet er altsaa at sige, at en Nation følger i sin Handel et og det samme Princip, et andet, at det altid handler paa Grund af det Hoved-Princip, det har sadt sig for at følge.

3. Hollands Handels Herlighed beskriver Philodanus videre deraf, at der har en gammel Hævd paa sin store Commerce. Skulde disse Ord bemærke noget? I Sandhed ikke meere, end de Ord: Skipper Flittig, Kedelig og Sparsommelig,

190

126 eller hvad han heder, skal have mim Fragter,

fordi han giver best Kiøb, og jeg

finder min Fordeel ved ham. Men fin-

der jeg engang min Fordeel ved at bygge mig selv

Skibe, og lade dem forsøge Søen, saa segler

jeg selv. Men hvad agter jeg da, om bemeldte

Skipper end og havde faret for mig i nok

saa mange Aar! Hvor længe bør han da troe

mine Ord? Kun for den nærværende Lad- ning. Anderledes er det Hævd ikke, Holland har paa sin Fragthandel, i det mindste ikke i Henseende til Dannemark, ja ikke i Henseende til Verden. Navigations-Acten i Engeland, Cromwels herculiske Kølle mod Holland, har viist det rigtig nok, Franske og Danske Love, disse, samme Acts forhutlede Copier, ligesaa. Min salig Faders Journal, som alt er 24 Aar gammel, indeholder og mærkelige Ord Pag. 19035, som om hans Søn skulde tænke feyl, fortiener her at anføres: Det er en Jammer, siger han, at see, gaaer jeg endog Fragter forbi, hvorledes de største Stæder i Holland ere forfaldne for

191

127

Næringers Aftagelses Skyld. Silke-Handelen florerer ikke mere i Harlem, som tilforn; men har efterladt mange Huse tomme. Hele Gader i Leyden ere færdige at falde ind, hvor Manufaeturister tilførne har bygt Palladser: men af Dannemark og Norge, siger han videre, det er nogle forfærdelige Ord! kan Holland dog endnu vente endeel Nytte til andre Stæders Flor, om ikke bemeldtes, da Gardam saver Norsk Tømmer for og, som det igien afsætter i Helsingøer. Wesop destillerer Jeneveren for os: Gouda giør Tobakspiber til os: Utrekt smeder Kaaber-Kar for os: Amsterdam forstrækker med Galentrier og Isenkram i Mængde: Nord-Holland væver Seglduger for os, og paa de Fingre, som spinder Hør og væver Lærreder til os, er det umueligt at finde Tal; med videre, som jeg skammer mig ved at anføre. For saa vidt har Holland Hævd paa os; men aldrig tænker Philodanus, al vi skal blive længe ved at tilstaae Holland den Hævd, eller at det er umueligt for os, at arbeyde

192

128 og handle selv. Om nogen, for Exempel, Fulde have Hævd paa den Østerføiske Handel, var det da rimeligere for nogen, end for Dannemark? Handsestæderne havde og eengang Hævd paa Handelen, og saa har Middelhavet ogsaa havt til sin Tiid, Men hvor er den bleven af? Politiken har forstyrret den. Dannemark er mægtig nok, for sin Deel, at forstyrre mægtige Dele af Hollands og fleres Handels-Hævd, vil det bruge den Politik, det endnu, for en stoer Deel maae lære. Farligere er det meeste af den Hollandske Handels-Hævd ikke!

4. Holland, siger Philodanus paa dette Sted, har en overmaade stoer Credit. Var denne gode Patriot vis i sine Handels-Betragtninger, saa flød disse Ord aldrig af hans Pen; men man seer sikkert deraf, at han er en puur Theoreticus, og ved intet af Oeconomie, Kunster, Handel og Finants-Væsenet andet, end hvad han ved lidt Flid har læst sig til: og hvor vaklende er ikke

193

779

den Indsigt; dog er den bedre end slet ingen, som mange haver, der dog haver Indflydelse i Statens Handels-Affairer. At have en god Credit, bemærker meget meere, end at have en overmaade stoer Credit. Hvor Crediten er bleven overmaade stoer, der er den bleven Staten en overmaade stoer Byrde, end og i den frieste Republike. Fordi den virkelig er meget stoer i Holland, skiøndt en nær saa stoer som i Engeland, derfor kunde man snarere stutte til Statens svage Kræfter, som beregnede med det Lys, der nu er opgaaet i andre Europæiske Stater om deres indvortes og relative Politik, i Henseende til Næring og Bierings Flor, maatte mærkelig svække Handelen i Holland. Men jeg vil ey regne saa Nøye med Philodanus: han forstaaer, vil jeg troe, ved den Hollandske Credit en meget god Credit; thi han anfører Aarsagerne, nemlig:

a. Den Hollandske Tanke. Hvad er den? Den er, blandt andet, Aarsagen til

194

130 Hollands store Credit: og Crediten, hvad er den? Den er Aarsag, blandt andre, til den Hollands Handels Høyde. Men dersom den er Aarsagen til den Hollandse Handels Høyde eller dens Høye Flor: saa maatte jo Handelen være lige saa florerende nu, som den for længe siden har været; thi den Hollandske Credit, er efter Philodani egne Ord, som jeg accorderer ham, overmaade stoer? Men det veed man, og det er alt viist, at det er ikke faa. Hollands Handel tager af Dag fra Dag. Men hvad lærer dette? Der lærer, at man ikke kan handle meget med Crediten, i hvor god den kan være i een Hensigt, naar den ikke er saa god, som dm bør være, i alle andre. - I Følge forrige Tiders Lykke i Handelen, i Følge mange Private har sadt deres Capitaler i Banqven, i Følge Republik-Natur, i Følge disse HovedOmstændigheder, er den Hollandske Banqve vigtig. Men som Handelen gaaer tilbage, og de Private følgelig trækker deres Capitaler ud af Banqven, vil Crediten tage af: og

195

131 det vil da videre lære, at Credit er i Handelen dens Hielpe - Middel, ikke Handelens Grundvold. Med Crediten maae Leylighed til en god Handel concurrere, skal der komme noget ud af begge. Dannemark haver det, som betyder meget meere, end. den heele Hollandske Banqve, i Tidens Følger, nemlig: Ager og Eng, Lande, som af alle tre Naturens Riger tilbyder det større Herligheder, end det selv endnu ret skønner paa, Fiskerier i egne Vande, som ere fast uudtømmelige, mange Nærings-Veye, som det kan oplede sig, om dets tilvoxende Ungdom meere vente sig til at grunde i Petersborg og Archangel, end efter Sædvane, at giøre Caprioler i Paris. Hvad bemærker da den Hollandske Banqve imod disse Dannemarks Grund-Capitaler?

b. Rige Particuliers skal være den anden Grund til Crediten. De gøer for Crediten noget; men kun under visse Omstændigheder, under den Omstændighed i sær, som nyeligen er anført, at Leylighed gives til

196

132

Handelen, under den, at de selv har Smag paa Handelen, under den, at Nationen, hvor de opholder sig, sætter Priis paa Vinskibelighed og Commerce. I anden Fald bemærker rige Particuliers i et landløst Land intet. De er tvertimod, med ald deres Rigdom, meere til Skade; de er Forførere til Overdaadighed, de ere unyttige Fraadsere, de er Fortærere af andres Sved, de er Ødere af egne Rigdomme, og Berigere af Fremmedes Flid: Er Renterne tillige høye, træder de Nationens flittigste Borgere med Fødder. De er det samme, som Guldbierge, der giør slette Borgere halte, døve, dumme; ja, som Biergene selv, bliver de ubevægelige, hvor de kunde stifte store Fordele for Staten, om de rørte sig med deres Velstand til Vindskibeligheds, ey til Overdaadigheds, Opmuntring. De aagrer for at øde, og tager Renter, for at sætte til. Det er for denne Aarsag Skyld, at Viise Statsmænd har for længe siden indseet, at et Land kan have rige Particuliers, og være fattigt, ja blive fattigere, end det er, just fordi

197

133 det haver disse Rige, i det de adspreder, i Stedet for at samle til tienlig Brug: da deres Rigdom, vel deelt, vil have tusinde herlige Følger. Men de Rige, hvis Hoved-Fornøyelse det er midt i deres Rigdom, at befordre Næring og Biering, Handel og Vandel: disse ere de store statsnyttige Rige. Men er de i et Land, hvor Handelen staaer paa svage Fødder, hvor den hver Dag tager af, hvor det er rimeligt, den vil saa blive ved: der er disse Rige for Staten det samme, som Driv-Fuglene for Clima, de reyser, naar de andensteds ere vis paa behageligere Opholdssted. Det Tilfælde er Holland for en Deel i, og vil med Tiden blive det for en større, naar Dannemark inden sin Strandbrædde skal kunde mangfoldiggiøre sin Lykke paa en sikker Grundvold, ved en klog Handel og under en viis Regiering, og det til de sildigere Tider, bliver Planen engang færdig, og man da ikke glemmer, at handle derefter; og, som en vigtig Sag i Monarkier, at Monarken selv indseer og handthæver den, som overbe-

198

134

viist, at uden den kan hans Staters Lyksalighed ikke blive varig grundfæsted. Hans aabne Øyne vil da vide at raade Bod paa ødende Riges Overdaadighed, og hellere lade dem fortære deres Rigdom i Ambassader ved fremmede Hoffer, til Sparsommelighed for hans egen Caffe, end forøde deres Midler hiemme ved Misbrug med fremmede Vare og Forargelse for en fattig Stat.

c. Det Østindiske Compagnie, siger Philodanus, er den tredie Grund til Hollands Credit. I Sandhed, det er noget. Efter hvad jeg læser i min Faders Journal, og hvad andre hollandske Skribentere fortæller os derom: saa er den Hollandske Ostindiske Handel af stor Betydenhed. Den pines at være saa vigtig for Holland, endog i Henseende til de Lande det eyer i Ostindien, at dersom man forestilte sig heele Europa oplyst, og hver Stat at passe paa sine egne Handels-Fordeele, (i hvilken Fald Holland kunde undværes for Europa) blev Ostindien

199

135

dog. det Tilflugts-Sted for Holland, hvor det kunde prøve nye Lykke. Men ved Handelen selv er vel værd at mærke, at saa længe Leylighed til Afsætning gives, bemærker den noget, for Resten intet. For nærværende Tid begynder Hollands Ostindiske Handel, som Mange flere af dets Nærings-Grene, at aftage, og vil saa i Tiden meere. Fleere Stater, end Holland, har Ostindiske Compagnier, større og mindre. Paapasser nu Staterne den Handel ret, og lader disse Compagnier saa lidet agere selvraadig i Staten, som nogen anden Particulier, saa bringer et hvert Compagnie de Vare, i sær, som Staten selv, for egen, Forbrugelse, og for andre Handeler Skyld, den Guineiske for Exempel, behøver, og mange af de hiemmebragte Vare tillader de jo da ikke engang at blive i Landet, for egne Fabrikers Skyld. Men bruger disse Lande virkelig den Klogskab, (som Dannemark kunde langt fuldkomnere practisere end det giør, ved en betimelig Forkiøbs-Handel i Ostindien selv, og Nøyere Bestemmelser engang for Varenes

200

136 Brug i Landet,) saa kan det ikke andet være, end Hollands Ostindiske Compagnie maae mere og mere aftage. Men enhver Stat, kan siges, er dog ikke endnu vaagen, og de som vaager, bluner endog undertiden, hvorved Holland, altid opmærksom, endnu vil her have sine Fordeele. Med alt dette maae det jo være det et skræksomt Syn, at see, Frankrig allerede at løbe med de Kryderier, formedelst hvilke, det har samlet utroelige Rigdomme. Formeeres andre Rigers Ostindiske Compagnier og den indenlandske Vindskibelighed med dem: saa maatte den Hollandske Ostindiske Handel blive lidet vigtig for Crediten, og enhver Stats indenlandske Flid i ethvert frugtbart Land, under en god Regiering, den Hollandske Ostindiske Handels farlige Banemand.

d. Med Sildefiskeriet, som er Philodani fierde Grund til Hollands Credit, har

det samme Beskaffenhed, at det nemlig ikke

nær er at ligne med forrige Tider. Engeland og Irland, som før betalte en anseelig

201

137

Summa til Holland for Sild, har seet sin Efterladenhed i denne Fald, og søger Raad derimod ved Premier og Friheder for disse Fiskerier. Gothenborg giør Holland et betydeligt Afbræk: og var jeg Konge i Dannemark, som Bonden ønskede sig, for hver Dag at faae sin Bergefisk: saa skulde jeg giøre Holland et Pokkers Puds i Silde-Fiskerierne fra Norge af; thi vor Silde-Forordning, duer, saa sagte at sige, kun lidet, i hvor store Tanker Ukyndighed her nede i Dannemark har derom: og var jeg saa og faa, i samme Ovidiske Forvandling, Eenevolds-Herre, for nogle Dage kun, over de Norske SaltVærker; saa skulde jeg giøre de Anstalter for de andre Fiskerier, hvoraf Holland i Sandhed ikke skulde lee meget. Jeg skulde da ikke have nødig at paalægge Stæderne at kiøbe et vist Qvantum Salt, som alt for tydelig vilde vise vore andre ekonomiske Indretningers siette Sammenhæng. Men hvad hielper daarlige Ønsker! Det som er slaaet til en Tomark, siger man, bliver aldrig til

202

138 en Daler. Jeg faaer da tanke som Undersaat, det er, lade af at tænke videre i den Materie, siden jeg engang, for alle har dog forsoren, at have enten med Kammeret eller andre oeconomiske Collegier at bestille. Det Hollandske Silde-Fiskerie faaer jeg da, naar Fiolen ey fordriver Tanken, i en Krog ærgre mig over, at Det dog skal contribuere, saa meget som det giør, til den Hollandske Credits: Styrke, fordi vi er saadanne Taaber; skiønt det virkelig dog ey betyder saa meget, sont Philodanus tænker, uden i Henseende til os, som glemmer at giøre det saa ubetydeligt, som vi kunde, om vi vilde.

c. Hvad den udbredte Fragthandel angaaer, som skal være den femte Grund, saa er dens nærværende og tilkommende Tilstand en Følge af det foregaaende. At den har taget af, og vil daglig end meere aftage, alt eftersom andre Nationer meere og meere indseer deres egne Fordeele, det kan ingen tvivle paa, og ligger alt i det som er sagt.

203

139 I Forhold til disse Omstændigheder er den La alleene Creditens Grundvold, men hvor svag er ikke det Forhold, og den Grundvold at bygge paa, paa en Tiid, da alle Nationer kappes om, selv at seyle, og selv at beholde deres Fragter.

f. Den lyksalige Opinion bliver endnu meere skrøbelig, og altsaa snarere et ulyksaligt Haab, end tvertimod, om man bygger derpaa: og skulde man undersøge Opinionens Natur selv, for des vissere at dømme Herom, saa vilde man ret erfare Svagheden. Thi hvorom skulde Opinionen forstaaes? Det maatte enten være om Varene, Holland leverer, eller om Handelen selv. Om denne har man vel den Opinion paa sine Stæder, gid den ikke var alt for rodfæstet i Danne- mark, at naar man vil have adskillige Vare, som endog aldrig ere Hollandske, saa giør man best, man skriver derom til Holland; thi saa faaer man dem paa eengang fra det Sted, hvor alle Vare findes. Men er

204

140

dette ikke en Opinion, som Viise Love kan udrydde, og gode Indretninger i en Stat giøre til intet. Navigations-Acten har giort det første i Engeland, andre Love andensteds, og paa det andet har de Stater raadet Bod, som har vidst at binde deres indenlandske Næringer til bestemte Stæder, og derefter giortt Oplag af egne Vare paa et fælleds Stæd, ey alleene til Tieneste for den indenlandske Handel; men for Handelen med. Fremmede tillige. Men hvad Opinionen om Hollandske Vare angaaer, da er der virkelig ogsaa gode Raad for den. Det Leidenske klæde har engang havt Opinionen for sig: den Tiid er forbi. Det Hollandske Lærred har tabt endeel af Opinionen, siden man veed det mindste deraf giøres i Holland; man indseer Kunsten paa andre Stæder lige saa godt; man veed, at Engelske Blege, som andensteds kan efterfølges, bleger hvidere og bestandigere end de Hollandske. Segldugen er intet Hexerie, naar man vil angribe Sagen med Hollandske Fingre. Hollandske Sild skulde maaskee have

205

141 Opinionen for sig, og hollandsk Ost ikke Mindre; men det maatte dog kun være hos dem, som ey betænker, at saa meget kan efterfølges, der synes umueligt, alleene, at man begynder vel derpaa. Jeg forbigaaer andet, og giør alleene den Hoved-Erindring, at en viis Stat foragter Opinionen om andre Staters skiønne Vare, og tempererer ved Viise Love, Opinionen, som man vil have den, til Fordeel for Staten selv. Engeland giør ikke nær saa gode Tobakspiber, som Dannemark, dog røger det derfor ikke, som det forunderlige Dannemark, af Hollandske Piber, men af fine egne. Men Engeland er ofte idel Viisdom, hvor Dannemark, er en Erke-Daare. Den, der derfor tænker, at Opinionen for Holland, i Relation til et bestemt Rige, ikke kan i meget overvindes, den politicerer farlig for saadant et Rige, i sær naar dette har den Lykke, at staae under en god Regiering: den duer ey til at prædike for Almuen, da den meere bestyrker den i urigtige Tanker og Præjudicer, end rædder den derfra. Heraf vil min Herre,

206

142

behageligen erfare, at, efter mine ringe Tanker, bemærker de Ord ikke saa meget, som de maatte synes, naar Philodanus siger:

5. Holland er Holland.

Mig synes,

at det foregaaende giver Anledning til at indsee, at det var let at bevise, at Holland hverken er Holland, i Ligning mod hvad det haver været, eller vil blive det i Tiden i Ligning mod det, det er. Men jeg vil ey gaae faa vidt. Jeg vil alleene erindre, det min Herre selv er overbeviist om, at Holland er en saa stoer, som Philodanus udraaber det for, og det som meest giør mig ondt i en Piece, som kiøbes for nogle Skillinger, og læses af Creti og Pleti. Tvertimod har han glemt det, han havde giort sit Fæderneland en Tieneste med, om han havde erindret det, og som er meere betydeligt for en States Lyksalighed, og for Credit og Handel, end alt det andet, disse vigtige Omstændigheder, nemlig:

207

143

a. Holland har mange Viise Love, som kunde viiseligen anvendes i Dannemark.

b. Holland har sine Næringer bunden til

Stæder.

c. Holland konstler sine faae Natur-Producter

til høyeste Fuldkommenhed, for at rette sig efter den store Verden.

d. Holland er overmaade flittig, og er nødt

til at være det for Regieringens Klogskabs Skyld.

e. Holland er sparsommelig, fordi Armod er en Skam, og Duelighed og Flid holdes der alleene i Ære.

f. Holland er i Handelen redelig, fordi Svig, og Contrabanditer, og listige Statsfornærmere straffes for deres Forbrydelser, indtil paa deres Børn, som udelukkes fra offent lige Stiftelser, i det Sted de i Dan-

208

144

nemark utidigen ynkes over, ja af en statskadelig Medlidenhed ere hiulpne til

Lykke, til Hæder og Ære.

g. Holland regner i sin Handel paa Bagateller,

og foragter ikke smaae Gevinster; men er stor i det smaae, som Dannemark er meget lille i.

h. Holland giør politiske Beregninger over

Næring og Biering, hvoraf Dannemark veed lidet eller slet intet, o. s. v.

Dette havde været værd at anføre, som vigtigere Grunde til en States Handel, end mange af de anførte, der falder, naar Naboer og Gienboer behager. Men jeg var her vidtløftig, min Herre! Forlad mig det. Jeg kommer nu til Dannemark.

6. Vi ere Dannemark, siger Philodanus, og kan blive noget, ja noget 100de Gange meere, end vi ere. Da

209

145

Philodanus har giort saa meget af Holland, og sætter Dannemark nu derimod, saa forstaaer det sig selv, at med de Ord: vi er Dannemark, vil Philodanus sige: vi er meget smaae. m. v. Deri har han virkelig Ret. Skade alleene, at han ikke har sagt os, hvor smaae vi ere! Dog man kan slutte sig det til, siden Han siger: vi kan blive noget, ja noget hundrede Gange mere, end vi ere. Altsaa er vi kun en hundrede Deel af det, vi kan blive. Philodani Ord maae vi ikke haardkløve. Har han Ret i noget, bør vi ikke regne det saa nøye, om Han ey Har Ret i Alt i denne Regning. Det kommer an paa, hvad Philodanus forstaaer ved hans noget. Mon han forstaaer derved et physisk, et oeconomisk eller et politisk Noget? Forstaaer han derved et blot physisk noget, saa kan det ikke vel være Landet, for det bliver ikke lettelig større. Folkemængden maaskee han forstaaer derved, thi den kan voxe; men 100de Gange større Antal af Mennesker vilde Landene ikke rumme. Men

210

146

det kan ey heller vel have været hans Tanker; thi hans physiske noget var da allerede i det eene, og kunde blive i det andet, større end Holland, hvilket streed imod hans anførte Hollandske Storhed, mod hvilken vi er smaae; thi vi er Dannemark. Mon Philodanus forstaaer ved noget et oeconomisk noget? Det er rimeligt. Ja, saa har han Ret, vi kan deri blive noget.

I Agerdyrkningen, siger Baden, kan vi blive en 10 á 12 Gange større end vi er. Men hvor meget større blev vi ikke da, end Holland; skiønt vi ey blev 100de Gange større, end vi ere, i hvilken enkelte Størrelse vi allerede overgaaer det.

I Fæedriften kan vi blive meget mere end vi ere, bliver Qvægfedningens Monopolium ophævet langsom, og opgivet, naar Bonden paa de fleste Stæder besidder Kundskab, Frihed og Eyendom. Men da Qvægning og Eng vil lignes mod Ager, naar Qvæg

211

147

sygen vil tillade det, og de Jydske Herregaarde feder for meget Qvæg paa Agerdyrkningens og Folkemængdens Bekostning: saa vilde, i Følge forrige Tifold, saa megen Qvægning i Dannemark blive en Overmængde, og 100de Fold umuelig: men dog blev vi meget større deri, end Holland.

I Fisterie maatte vi kunde blive noget retskaffent, den eene Sort Fisk regnet med den anden. Thi vi har ey alleene Fisk for vore Dørre, men vi har samme, om ey større Ret, end Holland, til den fiskerige store Søe, der ligger os beleyligere, end det. Bore Fiskerier øpmuntrede, i sær fra Norge, maatte kunde blive store, blev Anlæget saa stort i Orden, Sammenhæng og Klogskab, som Fangsten vilde fortiene det. Island, denne Juveel i Kongens Krone, Skade allene den ingen Glands giver, kan skaffe hundredefold mod det, det giver. Det maae da være Fiskerierne Forfatteren har forstaaet ved hans noget! Ja, altsaa har han virkelig Ret! Vi kan

212

148 blive hundrede Gange meere, end vi ere, i Fiskerierne!

I Kunster, Manufacturer og Fabriker kan vi ofte overgaae os selv for nærværende Tid. Men saa god en Lov, som Kong Christian den Femte gav for de Islandske Strømper, den første fornuftige Fabrik-Lov i Rigerne, (Hvorfor den Handel blomstrer, undtagen naar Kiøbmændene selv fordærver den) maatte da skrives for alle Manufactur- og Fabrik-Vare. I grove Klæder, i Tøner og Stoffer, i linnede Manufacturer, i Læder-Fabriker, i utallig Isenkram, i meget mere, kan vi blive noget stort, om vi intet havde for mange Fordomme derimod, ligesom Hr. Finants-Raad Deder, i det Capitel om Fabriker, i hans Afhandling om Frihed og Eyendom. Men saa blev det endda ikke nok. Vi maatte overregne vor Flid og Statens Indtægt og Udgift i Sammenhæng dermed, vor Trang og vor Overflod, ellers duede det beste endda

213

149 slet intet. Hundredefold større end vi ere, troer jeg da, med Philodanus, vi og kunde blive heri, i sær blev Kunsterne bundne til Stæder. I de smukke Kunster ere vi alt saa store, som vi for Tiden behøver at blive; og de ere just, hvor de bør være.

Men ventelig angaaer og Spørsmaalet det politiske noget, og da vil det vel gielde Handelen, som Philodanus i sær meener, vi kan blive noget i. Vel mueligt. Men er det hans Meening, saa var det at ønske, man kunde giøre Regningen. Uden Tvivl er ingen større Hemmelighed i Dannemark, end den: hvad vi enten er, eller kan blive i handelen. For jeg frygter for, at der ikke findes Beregning over nogen Deel af vor Handel, tienlig til nogen solid speciel Beregning. Man burde vide, hvorledes vor Handels Tilstand er med en hver Stat, vi handler med.

214

150

Om vi vinder eller taber ved Portugal? . . . . ved Spanien?

. . . . ved Middelhavet?

. . . . ved Frankrig?

. . . . ved Storbrittannien?

. . . . ved Irland?

. . . . ved Holland?

. . . . ved Sverrig?

. . . . ved Rusland?

. . . . ved det øvrige af Østersøen?

. . . ved vore egne Vest

indiske Colonier? m.v. og endelig, hvorledes det ene Riges, den ene Provintses Handel forholder sig imod den anden? thi det er lige faa fornødent for en Stat, at det Forhold er rigtigt, som at hver Lem paa det menneskelige Legeme har den rette Deel af Blod, af Nærings-Safter, af Varme, af Kræfter, med videre, i Forhold til det heele Legeme. Og uden hiin Beregning kan ingen handlende Stat ansees for

215

151

en fornuftig handlende Stat iblant Verdens Stater; men snarere holdes for, i de allervigtigste Tilfælde, som gielder Velfærd og Frelse, Sikkerhed og Lyksalighed, at leege et Slags Blindebuk, som Børn. Men jeg sætter, Høystærede Herre! en saadan Beregning var giort. Hvad nytttede den, naar den ey brugtes? Holder man slige Beregninger for farlige for Staten, om de vare bekiendte, da maatte man behage at sige: hvad Skade de har giort i Holland og Frankrig, i Engeland og Irland, hvor de dagligen giøres, og paa de sidste Steder aarligen trykkes. Er de maaskee for fæle til at kiendes? Handelen vil ey blive for fæl til at hielpes! Men da saadanne specielle Beregninger neppe ere til i den vedbørlige Form hos os: saa er det vanskeligt her at anføre, hvorvidt Philodani Hundredefold kan anvendes. Jeg siger i vedbørlig Form; Hamborg og Altona, for Exempel, kan man ey beregne under een og samme Rubriqve.

216

152

Men vilde man dog, uagtet denne Mangel, giøre et Slags Regning; saa kunde man tage Vexelkursen fat, og lade den Sandsiger tale, eller giøre Tegn for os. Men saa frygter jeg for, at vi snarere vilde erfare, at Philodanus havde sagt for lidet, end for meget. Thi burde dog Pari eller Jevnet, være Tegnet, vi burde moroe os ved: saa veed jeg ikke, hvad vi skal skrækkes for, naar vi erfarer, vi betaler saa mange Pro-Cento, til Straf-Told, for vor Handels-Conduite, ved Vexelens Tab, at den blotte Summa allene var en skiøn Gevinst i vor aarlige Handel, om vi kunde rose os deraf. Jeg tør ey nævne Balancen, vi taber, fordi jeg gierne stammer ved det Ord Millioner, men vel slutte deraf, at tusinde Gange mere, end vi ere, kunde vi, i Henseende til vor Handels-Balance, blive. De maae ikke tænke, høystærede Herre! at jeg her taler for meget. De vil bifalde mig, naar De eftertænker, at enhver Nation, som taber i sin Handel med Fremmede til den Grad, den begynder at minke i sin ind-

217

153

vortes Rigdom og Styrke, er i Handelen slet intet for sig selv, i hvor meget den maae være for andre, ja virkeligen saa meget mindre end intet, som det vigtige Tab, det aarligen giører, staaer i Forhold til noget. Men hvad er da Dannemark i sin Handel, naar vi skal spørge og svare oprigtig, i sin hele Oeconomie og Handel for nærværende Tid? Skulde en Hykler give Svar herpaa, blev det ikke mit. Jeg er Patriot. Jeg troer, Sandhed bør her tales, at enhver maae opmuntres til at komme Fædernelandet til Hielp, før det blir alt for sildig; at man maa hielpe saa snart mueligt, imens Kong Christian den Viist, den retmodige, den retskafne Helt iblandt politiske Stats-Helte, (gid vi havde nok af dem) imens han sidder paa Tronen. Hvad er da Dannemark i sin Handel, at han maae vide det? Et høyvigtigt Chaos, mueligt at forvandles til den skiønneste Verden, naar hans Viisdoms Aand blæser derpaa. Det betydeligste Støv under hans Fødder, for at giøre ham til den største Statsskaber iblandt

218

154

Regenters. Lutter Velstands-Evner, for at blive stor ved hans oplivende Kraft. Idel Muslighed, for at blive en virkelig vigtig Statsmachine, bestaaende af tusinde gange tusinde veldannede Hiul, sammenfatte paa den nøyagtigste Maade, og bevægende sig i den letteste og fuldkomneste Orden. Et frugtbart Intet for nærværende, for at blive et frugtbringende noget, længe før han hensættes til sine Fædre. En Boelig for Oeconomie- og Commerce-Forstyrrere, at Kong Christian den Syvende, maae paa sin Trone blive Deres viise Omformer. Det er Dannemark, den Dag i Dag, i Oeconomie og i Handel, i Ligning mod de med egne Vare handlende Stater, med hvilke det dog bør have nogen Ligning: og den der nægter det, han veed hverken hvad vi er, eller hvad vi kan blive; og han negter det tillige, fordi han ey veed, hvad andre Stater er i Handelen, mindre kiender dem i Forhold til Dannemark, og dette i Forhold til hine, og til de Stater, vi aldrig tænker paa, der dog

219

155

i Sammenhæng med os, fordi vi staaer i Sammenhæng middelbar, eller umiddelbar, med hver Stat paa Jorden.

Men hvad var ikke da Philodani Ord vigtige, da han sagde os, vi kunde blive noget, ja noget hundrede Gange meere end vi ere. Ja, høystærede Herre! de Ord vare og ere vigtige, i sær naar de forklares Men lignes nu de forrige Ord, Philodanus talte om Holland med disse, hvor vare da ikke hine lider betydelige. Jeg giør heraf den Slutning for det efterfølgende: Philodanus er ikke altid at lide paa, i det han taler om Handelen, da han er kun en blot Theoreticus eller Boglærd. Vi maae prøve nøye hvert Ord, han skriver; thi han skriver ofre for ubestemt i eet, og alt for fremmed i et andet; om vi ey vil feyle med ham i alt f meget i det lidet, han om Handel og Vandel, Næring og Biering har sagt os. Vi vil ikke glemme denne Regel i det

220

156

følgende, og strax anvende den paa denne Side, hvor vi har talt med Philodanus.

Jeg, som en Dansk, siger Philodanus her, vilde dog nødig, at denne Handel, som har i lang Tid været faa

vigtig, og hvis Varer man faaer os vanskelig til at undvære, skulde

ophøre. Philodanus taler her, som en Veltænkende, naar han nødigen seer, den vigtige Ostindiste Handel at ophøre. Jeg, og enhver god Borger, tænker vel i Almindelighed det samme. Men hverken tænker man, som en seende Patriot, eller som en Statskyndig, naar man ønskede Handelens Flor, for Brugen af de Ostindiske Vare i Landet, med mindre man meget bestemt forklarede sig derom. Bedre er det, at give Ostindien sine Penge, end europæiske Stater, der kunde forvandle dem til Vaaben imod os. Men overveyer vi ret Sagen, saa vil vi finde meget stadeligt i den Ostindiske Handel for Fædernelandet; i hvad Octroyen,

221

157

som faaer Ende, maatte end indvende derimod. Hvert Stykke Silke-Tøy, som bliver i Landet, er en Fornærmelse imod vore SilkeFabriker, hvert Stykke af Kattun, hvorfor Almuen, i det mindste, kunde bære hiemmegiorvte Tøyer, er Nærings og Bierings Indskrænkning, og dermed alt det Onde, som deraf følger, for Regiering og Stat. Men blev det endog nogen Vanskelighed for Vanen, at undvære sligt, saa blev den dog ikke uovervindelig. Fornødenhed lærer, at det vil paasees, ved Octroyens Udgang, som Contrebanditerier selv, om vi ey skal her Handle mod aabenbare egne Fordeele.

Hvad Stød Compagniet i øvrigt har lidt, som Philodanns med videre erindrer paa følgende Side, det er uden for Mueligheden af min Regning; men det er vist, at aldrig talte Philodanus bedre Ord for Staten i Henseende til Compagnier, end disse: Compagnier maae man ønske en frie Bestyrelse og et skarpt Tilsyn, der-

222

158

som de Ord ret forstaaes. Men Ulykken er, at i Danske Øren, der synes de sidste Ord, at ophæve de første. Man vil ikke troe, at en Compagniehandel kan være Politisk frie, det er, saa

frie, som den bør være i Sammenhæng med

Statens Beste, naar Regieringen ikke lukker Øynene, og lader Vedkommende handle; som de vil. Det er Aarsagen til mange Compagniers og Handelers Undergang, at de ey aflægger Regnskab for deres Conduite til andre, end dem selv, da de, for deres politiske Sammenhæng med Statens Næring og Biering, burde aarlig giøre Regnskab for samtlige Vares Indkiøb, som for deres samtlige Grunde, hvorefter de handler, med alle subordineerte Handlinger, ligesom hver Handelsmand giør det, hver Gang han betaler sin Told til Regieringen efter dens (som bør forudsættes) statskloge Told-Rulle, Næringers og Bieringgers hellige Maal og Rettesnoer. Uden saadant et Over-Opsyn af et Collegio i Staten, kan ethvert Compagnie blive Regieringen og Statens forfærdeligste ødelægger, endog til

223

159

samme Tiid, det vinder for Staten Balancen i Handelen, jeg siger, til samme Tid det vinder Balancen i sin Handel, og da dets Aktier stiger.

Men bør Thee-Tolden ophæves? Philodanus meener det. Han kalder den skadelig.

Man kunde tænke, siger han, Gottenborg havde fundet Middel til at paalegge den; thi derved har det aabnet en rigelig Afsats i Norge, som aldrig kan forebygges: og den Smuehandel, som Norge drev med vor Thee i Engeland, er nu gandske tilstoppet: allehaande Skielmstykker, der er spilte og spilles med (vil nok være mod) vor Thees Udførsel til fremmede Stæder, kand aldrig fuldkommen hindres. Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told, skulde med eet ophæves.

De Grunde Philodanus anfører før Toldens Ophævelse ere altsaa følgende:

224

1) Gothenborgs Fordeel paa Norge.

2) Norges Tab ved Mangel af Snighandel med

Thee paa Engeland.

3) Hindringer, for vor Thees Udførsel, som bør

ryddes af Vejen.

Hvordan seer Toldrullen, i Henseende til Tolden paa Theen, ud? Den siger: Theebou skal betale i Told for Pd. 12 Sk. og grøn Thee 20 Sk.

Hvad siger nu den Hollandske Toldrulle derom, efter hvad jeg finder i min Sal. Faders Journal? Den siger: For hundrede Pund Thee, over Hovedet, fra Ostindien kommende, eller ved Indgang, skal betales 10 Gylden, og naar den igien gaaer ud 5 Gylden; det er altsaa 15 Gylden. Thi vi regner den udgaaende Told med; siden det er for Afsaken til Fremmede Philodanus ogsaa klager over Tolden. Men 15 Gylden for Hundrede Pund, det gjør, uden for Nøye Undersøgelse af Vegten, naar en Gylden regnes mod vore Penge, ungefær 6 Skill. paa Pundet, Hol-

225

161

land betaler: i Sandhed meget hos en Republik, hvis Handel er den economiske Handel, og hvis Accise gjør Handelen saa kostbar, som den Hollandske.

Hvor høy er Tolden efter den Franske Toldrulle? Den er 100de Pund, 6 Livres, som efter vor Myndt, vil ey giøre en og en halv Skilling paa Pundet.

Men hvor høy er nu Theen ansat i den Engelske Toldrulle; thi det staaer og i Journalen? Den betaler ved Auctionen (thi Engeland tænker nøyagtig) naar Compagniet holder den, for 120 Pund, 18 Pund og 18 Skill. Sterling, og lidt over. Det giør, præter propter at regne, 4 Mark 12 Skilling Danske for Pundet. Men ved Udførselen betales ikke een Styver af den høye Told tilbage; Told-Rullen skal sætte med reene Ord No Drawback. Jeg forbigaaer at erindre, at den Thee, som bruges i Landet selv, betaler endda 7 Pund Sterling meere, end anført,

226

162 for hvert hundrede Pund. Hvorvidt gielder nu Philodani Conclusion: Følgelig synes ald sund politik at befale, at denne skadelige Told skulde med eet ophæves? Hans Følge flyder af hans Grunde. Disse maae vi nu prøve; thi vi har her nu Prøvesteenene nok for os.

Den 1ste Grund var denne: Gothenborgs Fordeel paa Norge. Hvad er Gothenborg for Dannemark i Henseende til Norge? Det samme, ungefær, som Dannemark og Norge, Holland og Frankrig er for Engeland i Henseende til Irland. De smugler allesammen paa Irland, saa Engeland derved afsætter des mindre af sine Theer, hvor det dog haade største Ret dertil; just den samme Ret, som Dannemark har i Henseende til Norge. Men siden Dannemark efter Philodani Slutning bør ophæve The-Tolden, saa burde jo Engeland giøre det samme. Men hvorfor giør Engeland det ikke? Fordi det tænker en, som Philodanus. Det betænker

227

163 Vigtigheden af Afgiften, der er ey saa let at faae igien paa et andet Sted. Men paa det Fremmede ikke skal spille for kloge Ruller, som det dog aldrig reent hindrer, har det erklæret hver Skib god Priis, som bringer 5 til 10 Pund Thee med sig, og giør derfor strax ved hvert Skibs Ankomst den allernøyagtigste Undersøgelse, som har været Danske bekosteligt nok: hvilket er Aarsag til den Kongel. Forordning af 21de Jul. 1766. for vore Skibe paa de Farevande. Det samme er det, efter mine ringe Tanker, en Fornødenhed for Dannemark, at giøre i Henseende til Gothenborgske og Svenske Skibe, og dertil paa det haardeste at straffe Contrabanditer til Lands: saa behøves ingen Tolds Aftagelse for den Skyld. Men det er vel ikke Gothenborg, der indsniger Thee alleene, Holland indfører maaskee ikke mindre, og Frankrig er ikke frie derfor. En Stat betragte sine Rettigheder, Forhold og Sammenhæng, saa vil den tidt finde Raad for Misbrug i halvdelen,

228

164 hvor den, uden disses Overveyelse, maatte forblive raadvild! Den 2den Grund, Philodanus angiver, er denne: Norges Tab, og følgelig Dannemarks, ved Mangel paa Snighandel med Thee paa Engeland. Det maae da være for Concurrencen Skyld, dersom Handelen er den samme paa Engeland, som den altid haver været; thi da Tolden er saa høy i Engeland endnu, som før, saa er der Opmuntring nok i den Fald for Smuglere. Men hvem concurrerer med Dannemark i denne Snighandel? Dertil svarer Philodanus: Gothenborg. Meget vel. Jeg vil lade det staae derhen, som Sandhed, endog uvidende om, hvad Told Gothenborg betaler, liden eller ingen. Men i Fald det forholdt sig saa, at Gothenborg undersolgte os i Theehandelen i den engelske Snighandel saa tillod den sunde Finants-Politik endda ift, at tage Tolden af. Men det blev

229

165

da Politik, at godtgiøre saa meget i Told, ved Reysens Ende (ikke før) af den Thee, som efter Beviis eller paa Fed, var afsat hos Fremmede, som Gothenborg kunde undersælge os i Forhold til dens Thee-Told, og ey videre. Men, at Gothenborg ikke hindrer Norge i sin Thees Afsætning paa Engeland, for Tolden Skyld, det slutter jeg deraf, fordi man neppe har erfaret i Norge det Tab fra Compagniets Begyndelse i Gothenborg; men giør ventelig Slutning om Tab ved Gothenborg, for at forebringe vedkommende høye Steder, en Aarsag, de snart maatte ansee for meget vigtig, og altsaa formaaes til, at afhielpe Tolden, i det Sted Grunden ligger i Øen Mans Indlemmelse under den Engelske Krone, paa hvilken Øe det nu bliver de Norske Skibe, som gaaer til Irland med Mængde af Tømmerlast, heel besværligt, om ey umueligt, meere at profitere ved Theer, som forhen. Fik Norge i det samme saa meget at bestille paa Falmouth, paa Guernesey og Jersey, som det haver paa London,

230

166

Edenborg og Dublin, det vilde i Sandhed ikke klage, uden det var des vissere forsikret om, at Klynken kunde aflette Tolden. Hvorfor mon det ikke har anført til Exempel den ringere Hollandske, men i sær den Franske endnu ringere Told, og det saa meget meere, som disse Nationer ligger Engeland, saa meget nærmere? Uden Tvivl, fordi man ey har vidst den Tolds Beløb, og derfor ey faldet derpaa, Dog kan Norge i dette undskyldes, om det erindrer, at, for Indpakningens Skyld, foredrages de Kiøbenhavnske og Gothenborgske Theer for Hollandske og Franske, i Engeland og Irland, ja i Ostfriesland

med, ey at tale om flere Stæder.

Hvad den 3die Grund angaaer, denne, nemlig, at Hindringen for vor Thees Udførsel bør ryddes af Veyen, da ligger Besvarelsen heraf allerede i det forrige. Philodanus bør tilstaaes, at hvad der hindrer en Handels Fremgang, bør afværges; men derfor ikke Maaden, han her

231

167

vil giøre det paa; nemlig ved ey alleene at ophæve Thee-Tolden, men ved at ophæve den med eet, som synes alt for ligt den Plan, Philopatreias har vildet lægge, og uligt hans egne Tanker (jeg siden vil undersøge) i det følgende, hvor han Pag. 46. siger: at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder inføres, ikke vel forringes, saa man giør ilde i, at man fører den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hovedet. Hvilke sidste Ord, jeg frygter for, passer sig her alt for Nøye paa Philodanus selv, og det saa meget fælere, som de angaaer en Ting, der saa almindelig bruges af Almuen, som Theen, hvilken fast hver Mand dagligen nyder. Der er, som allerede sagt tilforn, andre Raad, hvor Handels-Strid møder for Toldens Skyld, end Tolds Ophævelse. Der er en proportionerlig Godtgiørelses-Told eller Drawback da at give, som Stedet ikke tillader mig her at tale videre

232

168 om, men som de anførte Regler giver Anledning nok, til at fastsætte paa gode Grunde, Uden at lade sig Øynene blinde.

Men saa villig, som Regenten da er, saaledes at befordre sine Undersaatters Fordele: saa alvorlig og yderlig streng bør han og være, mod alle Forestillinger og Taare, i at straffe Contrebanditer indtil paa Liv og Lemmer, naar mindre Straffe ey vil frugte, for at handthæve sine andre Rettigheder i Afgifter, hvilket er til hans beste Undersaatter, som erlægger dem, deres retfærdige og billige Forskaaenelse for andre og større Paalæg. Men dette kan dog ey heller skee, før Told-Be- tiente har det at leve af, hvoraf de bør leve med rette; thi de bør jo leve. Dette iagttaget, og det Lys brændende i vedkommende Collegier, som der bør brænde: saa vil Philodani alt for hastige Slutning om ToldsOphævelse, under Titel af en sund Politik, blive anseet for Heel usund, baade for Re-

233

169 gent og Undersaatter. Det var om det Ostindiske Compagnie, Philodanus her talte.

Hvad synes ham om det almindelige Handels-Compagnie? Det almindelige Handels-Compagnie, siger Philodanus strax paa foregaaende, er et saa besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Tilskud og intet Udbytte, og det i mange Aar, efterat endog Island og Findmarken ere giorte til dets Trældoms-Steder, ere mørke Taler, som vist nok kan oplyses, og det klarligen af dem, der vinde derved, men som bliver for alle Upartiske og Kloge en uloddelig Afgrund. Har

Philodanus Ret i dette? Deri har han Ret, at dette Compagnie er et besynderligt Selskab, at dets Lige ikke saa let skal findes. Det er en Phoenix i Staten, allene med den Forskiel, at denne, som man siger, staaer til sin Tid igien ung op af sin Aske;

234

170 men Compagniet bliver ævig ved sin gamle Slentrian. Men, hvori Compagniets Besynderlighed for Resten bestaaer, det lader sig gandske vel forklare, og bliver ingen mørk Tale for Dem, som, endog uden for Compagniets Handlinger, har lært at kige lidt igiennem Mørke Skyer. Mig synes, at det er gandske rimeligt, at det almindelige HandelsCompagnie maae have imodtaget Tilskud og intet Udbytte givet, og det i mange Aar, uagtet Island og Findmarken ere giordte til dets Trældoms Stæder: og at Det var tvertimod et Handels-Mirakel, om intet Indskud skeede, og om Udbytte blev given. Vi bliver strax overbeviist herom, naar vi betragter:

1. Hvori Compagniets Handel bestaaer, uden for den Islandske og Findmarkske, og Maaden, det besidder Den Handel paa.

235

171 2. Kun det alleralmindeligste af den Islandske og Findmarkske Handels Tilstand. Og

3. Personerne, som bestyrer og driver den heele Handel.

Jeg vil være saa kort, som mueligt,

ved denne Undersøgning.

Det 1ste, vi maae betragte, det er da Compagniets Natur, som det i Aaret 1747 blev oprettet. Den lærer vi af Octroyen, som beskriver den saaledes: Vi lader oprette, siger den frommeste Konge, Kong Friderich den Femte, (troende sig her, at octroyere oplyste Undersaatter) et almindeligt Handels-Compagnie, til at navigere og handle, saavel til og fra vor Residentse-Stad, og omliggende Lande, til de Stæder paa Vesterleeden, hvor hver Stæds Producter kunde behøves og debiteres, saavelsom og paa Middelhavet, med vi-

236

172 dere; vesligeste med Tiden at fortsætte Valfiske-Fangsten, samt paa tilladte Stæder at oprette Contoir og Factorie til Fiske-Handelens Befordring, og saavel dertil, som til andet Brug, Handel og Søfart, at besørge fornøden Forraad og Oplag af allehaande Vare her

paa dette dertil beqvemme Stæd, samt paa andre Stæder efter Omstændigheden. Altsaa bestaaer Compagniets Handel i at drive en frie Oplags- og Fragthandel med fremmede og egne Vare, hvor det vil og kan, i, paa, og uden for de Danske Stater; at drive Valfiske-Fangsten, og befordre ved Oplag andre Fiskeriere, hvor det kan, og alt dette uden Indskrænkning til nogen Sort Vare, forbudne Vare, (Post. 4.) til Oplag, endog indbegrebne. Men nu spørges: Er dette Compagnies Handels Natur anderledes, end den Handels, som enhver Grosserers eller Storhandlers, som sætter sig need, som Kiøbenhavns Borger, at handle og vandle, enten til Deels er, eller kan blive? Dertil

237

173

er man vel nødt til at svare: Ney, paa Valfiskefangsten nær, (om den og bør undtages) er den virkelig den samme. Men følger ikke da deraf, at enhver Grosserer i Staten, da han kan have Efterretninger om Handelens Tilstand Verden over, til samme Øyeblik, som Handels-Compagniet, at samme da er en Opfanger, og dertil en billig, af Handels-Compagniets Fordeele. Men hvad Udbytte skulde der da falde, naar alle Grossererne, som de virkeligen bør, naar de kan, bytter Fordeelen imellem sig, som Compagniet med seende Øyne er nødt til at taale?

Et unaturligt Compagnie kan altsaa ikke have andet, end de Følger, det tilkommer for sin Unatur, det er Mangel af Udbytte. Men, som det har ingen Udbytte: saa vinder ey heller nogen derved andet, end det, som heele Staten maae vide, saa vidt jeg seer, saa Philodanus taler uden al Tvivl her meere, end han burde. Var det derimod er natur-

238

174 ligt Compagnie i Staten, eller et statsnyttigt Interessentskab, saa var dets Forfatning af en langt anden Natur. Dets Øyemærke var fastfat efter dets Oplags-Steds Beliggenhed imellem omringende Stater; og visse fremmede Stæders Mangler kunde da saa tydelig kiendes af Compagniets Oplags Natur, som andres Overflod, der altid vedligeholdt Magazinerne. Men hvor ere disse Kiendetegn, til Beviis paa Øyemærke og Midler og en velgrundet Handel? Med hvad Vare handler Compagniet?

De Vare, Compagniet maatte handle med, vare da og bestemte og navngivne i Octroyen. Man læste da aldrig disse Ord: og paatvivler vi allernaadigst ikke, at Compagniets Directeurer efter allerunderdanigst Eed og Pligt, jo stedse seer derhen, og tager alle fornødne og muelige Præcautioner, at de indenlandske producter og Fabriqver, ikke derved i nogen Maade præjudiceres, men at de

239

175

meget meere søge veslige producter og fabriqverede Vares Debit, endog paa fremmede Stæder, saavidt giørligt kan være, at tilveyebringe og befordre. Man fandt i dets Sted en nøyagtig Specification pag de Vare, som maatte oplægges af Compagniet. Det blev da og saadanne Vare, som Private ikke kunde saa beqvemmeligen omsætte, som et Compagnie, efter Omstændigheden af Mængden, Tiden og Stædet, m. v. og i saa Fald maatte Private ey heller handle med dets Vare, uden under visse Vilkaar: og Anlæget var da just noget langt andet, end det er, som kun er nu Beviis paa dens Ukyndighed, som har giort Udkastet til Compagniets ynkværdige Plan.

Regnes hertil Maaden, Compagniet maae øve sin Handels Ret paa, saa er den allene nok til at giøre Handelen til intet, om den endog nogensinde havde været vel anlagt. Den er ey alleene for dette Compagnies, men for

240

176

andre Compagniers og Participantskabers skyld værd at vide, og at erindre. Den lyder saaledes: At de udi dette almindelige Handels-Compagnie indtrædende Participanter maae imellem sig selv indbyrdes oprette, indgaae og beslutte saadanne Reglementer, Conventioner og Foreeninger, som De saavel til Compagniets Erection og Istandsættelse, som til Oeconomiens og Administrationens Indretning og Deres Middels retsindige og ordentlige Forvaltning, og følgelig til Commerciens og Skibsfartens Tarv og Fremvæxt, for raadeligt, tienligt og fornødent befinder; Hvilke Reglementer, Conventioner og Foreeninger, saaledes som de nu: Begyndelsen forfattes og vedtages, eller

efterdags forandres og besluttes, stal være lige saa gyldige og kraftige, som de af Os selv specialiter vare confirmerede. Aldrig giver dette Compagniet mindre Magt, end at giøre hvad det lyster, uden

241

177

at giøre Regent eller Stat noget Regnskab for sin Conduite i Handelen. Men skulde en saadan Clausul i en Octroy være mindre end statsødeleggende? Dog saaledes auctoriserer mange danske Oetroyer til en selvraadig Opførsel! Jeg tænker paa Johan Tegels Aflads-Breve, der ey allene tilgav de begangne Synder, men octroyerede for de man agtede at bedrive. Mig synes det er ey umueligt, af en saadan Artikels Ord, at beviise, at en Cancellie-Chef i Dannemark, vant til Cancellie-Formularer fra Ungdommen, maae ikke merke at han i Octroyer og Privilegier opreiser monarkiske, (men det var at misbruge dette velbemerkende Ord) jeg vilde sige, despotiske Undersaatter ved Siden af hans Konges Trone, hvilke kand underminere, om ey med Vold nedrive den, paa den forfærdeligste Maade mueligt, nemlig, ved Selvraadighed i Handel og Vandel. Philodanus har da rigtig nok ret, naar man betragter dette Compagnies Natur, at det er et besynderligt Selskab, og at dets Lige ikke saa let findes.

242

178 2. Betragtet vi det nu i Henseende til sin Handel paa Island og Finmarken: saa vil vi og blive en haaben Besynderlighed vaer i den Henseende. Jeg er vis paa min Herre ønsker mine Tanker her over den Islandske Octroy for Compagniet; thi de satte sig alt ned, og slog sig til Rolighed paa deres Gods i Havet 1763, og Octroyen er fra 1764, og, som Octroyer, er den for det meeste meere Mysterie end Aabenbaring, da slige Privilegier ey findes almindelig iblant vore Forordninger, maaskee for et Compagnie-Knebs skyld, jeg ikke kiender. Jeg vil giennemløbe den.

Ikke skal jeg tale om de 7000 Rtblr., som en liden Sum, Hans Majestæt faaer i Forpagtning af Irland; thi om han fik slet intet, kunde der være lige meget, da Hans Majestæt veed altid Middel, at vinde ved sine i Handelen vinVende Undersaatter, naar de erhverver noget, hvorved han bør vinde: alleene at Octroyen, og Handelen derefter, var hans Riger og Lande til Fordeel! Thi Regenten bør egentlig ikke, enten forpagte Handel, eller handle, men hanthæve

243

179 Handel, og Hæve Told og Afgift af Handel, for dens Hanthævelse, uden hvilken den aldrig kunde blomstre. Men det er Undersaatter, som bør Handle og bygge Pakhuuse. Imidlertid gyser jeg ved de Ord: 20 Aar, i hvilken Tid Landet er solt at en Lands-Fader til Landets høyanseelige Fiender; thi andet er et hvert Compagnie intethvor Handel kan drives, som denne; Uden Compagnie, under en frie landsfaderlig Bestyrelse og en oplyst politisk Opsigt;

Men at jeg nærmere maane forklare mig i dette for min høystærede Herre, vil jeg, som sagt, giennemgaae den Islandske Octroy i sær, og, for at være kort, forbigaae det, som er almindeligt ved alle Compagnier, allene berørende det, hvorover Island lider ved Compagniet, og bliver rigtig nok, som Philodanus siger, dets Trældoms-Sted,

tilligemed den Misbrug, som i Handelen indsniger sig, hvorover Compagniet lider paa sin Side, og altsaa derfor bliver det besynderlige Compagnie det er.

244

180

Den 4de Post siger i Octroyen: naar Prisen paa udenlandsk Rug, ved paastetider, her er over 13 Mark, og Bygget i Proportion, saa tillades, til nestpaafølgende Aars Udredning, fremmed Rug og Byg frit indført. Denne Omstændighed at man maa hente Rug hos Fremmede, hører egentlig ikke herhen, som en Følge af Compagnie-Handel, men som en Følge af vor Mangel i Henseende til KornPrisens Ubestemmelse; hvorfor jeg ey betragter det, som nogen Mangel her, men forbigaar samme, uden at jeg derfor bifalder enten Prisen paa Rugen eller Tids-Beregningen, til hvilken Udredning med fremmed Rug her er bleven tilladt.

Jeg taler ey heller om den 5te Post, hvori Jernet, som for Udredning behøves, tillades det halve fra fremmede Stæder at indføres, efterdi denne statsskadelige Artikel, og forunderlige Tilladelse i Riger, der selv har Jern-Miner nok, og afsætter Jern til Fremmede, ikke hindrer enten Compagnie eller Landet Island i sin Handel, men kun Riget Dannemark og

245

181

Norge i sine retfærdige Rettigheder til felles Lyksaligheds Befordring, som ikke her bliver mit Øyemerke at bedømme.

Jeg forbigaaer og den Consumptions Gotgiørelse, som Compagniet saa forunderligen tilstaaes, i Følge den 6te Post, paa Brændevinet, som udføres til Island, skiønt aabenbar stridende imod Hensigten med Brændeviins-Driks Afværgelse, der i Landet, som Consumtionen derpaa selv kunde hindre; uagted samme kunde endog fortiene en Betragtning, baade som en Fordeel for Compagniet, og som en Ulykke for Landet.

Jeg lader og, som jeg ikke seer de Ord i den syvende Post: Fabriqveurerne skal være betænkte paa at forskaffe deslige Vare, naae de i Tide hos dem bestilles, baade til billige og taalelige priser, saa og af faa forsvarlig Godhed, at Compagniet dermed kunde være vel tiene, og at Indbyggerne udi Island intet derover skulde kunde have sig at besværge; efterdi dette saa

246

182 lidet henhører her til Sagen, som Befalingen i Grunden intet virker, da Fabriqveurer, paa slig en Maade, ey kan foreskrives enten Form eller Pris af deres Vare: det og blev mere Compagniet, som skulde befales, at skaffe vedbørlige Vare, end Fabriqveurerne, der ved Hal-Love egentlig først forpligtes til en vis Arbeyds-Maade, men aldrig til visse Priser; som Compagniets Licitationer desuden giør reent umuelige, baade i det eene og i det andet.

Ligesaa enfoldig forestiller jeg mig, naar jeg seer den splittergale Oeconomie med de Islandske Vare, som føres fra Island Hertil, for at halles, og derpaa at udføres igien til Island, for fastsatte Priser, der bliver ævigen noget Absurd i Handelen, og, for samme Aarsager, som for flere, der siden følger, den hele Compagnie-Handel selv aldeles urimelig.

Ja jeg vil ingen Anmerkning giøre ved Leverancen af det Islandske Kiød paa 2 til 3000de Tønder, som Compagniet (efter den 11te Post)

247

183 er forbunden, at levere mod Betaling til SøeStaten, da det er ey allene rimeligt, men i Island noksom bekient, at det gaaer hermed, som med den heele Slagtning for Compagnie-Handelens Skyld, at de sletteste Faar drives til Hannene, og Kiødet, som derpaa indsaltes, bliver det sletteste, og Søe-Staten altsaa ikke faaer. nær saa got Kiød, som en frie Handel vilde levere det.

Jeg skal end ydermere lade, som jeg ey begriber den forunderlige Maade, Islands Indbyggere kan behandles paa i Handelen, for Landskyldens Erlegnings Skyld, i det det heder i den 12te Post, at hvad der allernaadigst er befalet den 23 April 1596 (mon disse bedagede Tal ere rigtige?) at Landets Indbyggere, nemlig, aldeles ingen Fisk eller andre Vare til de Handlende maae afsætte, førend den aarlige Landskyld til Kongen først er betalt, at det skal endnu vedvare i gode Aaringer; skiønt jeg vel indseer, hvad Leylighed man derved haver til Chicaner, mod

248

184

Almuen, til ulovlig Baade i Handelen, ald Taxt uagtet (som desuden intet duer) i de middelmaadige og slette, ja fast i alle, Aaringer, i hvordan de ere.

Men noget møder i Slutningen af samme og flere paafølgende Poster, som jeg umueligen kan forbigaae. I Slutningen af denne 12te Post, der heder det: I øvrigt lader vi føye, siger Lovgiveren, saadan Anstalt, saa vel ved Amtmanden, samt Landfogden og samtlige Gysselmændene udi Island, at de ikke alleneste opmuntrer Almuen til at benytte sig af Fiskeriet, naar samme sig tilbyder, men endog paa det allernøyeste derover at holde, og tillige Almuen betyde, at saafremt de ved Ladhed motvilligen forsømmer Fiskeriet, maa de, som saadant overtydes, forvente at vorde nægtet den forlangte Credit, og saaledes selv komme til at lide formedelst deres egen Efterladenhed. Saa velmeenende som denne Opmuntrings-Maade kan være i sin Hensigt af Lovgiveren selv, saa tyde-

249

185

lig sees af enhver, at Virkningen vil blive aldeles unyttig for Handelen. Handelens Natur, og Baade af Arbeyd og Flid, maae opmuntre, ikke en Lovgivers blotte Ordre. Det er kun i slaviske Egne, hvor de Ord har Virkning: Arbeider, I skal skee Skam! og endda maae de Ord ikke tales uden af den, som har Pidsken i Haanden. Men i et Friheds Land, under en faderlig Regiering, vil Handelen ey, paa noget Hiørne i Staten, blomstre ved Næringers Opmuntring oplivede ved de Ord: Forsømmer I Arbeyd, skal Credit vorde eder negtet, og I skal komme til at lide, for eders Efterladenhed! De Hielper ikke de Ord, om de endog bleve udraabte af alle Amtmænd, Landfogeder og Sysselmænd i et Land, paa engang, med en Tordenstemme. Disse stille Tanker, i en roelig Eenlighed, om det endog var midt i Mulm og Mørke: I Morgen, vil jeg og mine udkaste Garnet, i Haab at Gud velsigner vor Flid, da jeg er vis paa, at de

250

186 mange ankommende Kiøbmænd, vil blive begierlige nok, for at kiøbe mine velbehandlede Vare til de Markeders Fornødenheder og Trang, hvorfra de kommer. Disse enfoldige Tanker, siger jeg, betyder meget mere! De betyder Klæde og Føde for Armod, Vælde og Magt for Trone og Stat. Men om disse mange Kiøbende drømmer ikke, mindre tænker Islandsk Fiskere paa, tvungne ved et statsskadeligt Compagnie til at handle, ikke efter Priser, i Forhold til Søgning og Varers Mængde; men i Forhold til Selvklogskab og Interesse af Ukyndighed i Dannemark, og siden underkastede Capricer i Haunene af Smaae-Despoter, store nok til at ødelægge den største Øe Kongen af Dannemark eyer. Men følger da ikke heraf, at Octroyeu selv bliver her et Beviis paa Compagniets Uhandel imod sig selv, i det det ey veed, at drive Handelen anderledes, end at det behøver de forunderligste Tvangs-Midler; idet Sted den Erklæring til Indvaanerne: I Forhold til Fiskeriernes Lykke, og hver Mands Flid, skal Fiskelinier og Salt blive forstrakt i Mængde; og gode Vare blive kiøbte, vilde have udrettet det heele.

251

187

Den 13de Post haver disse Ord: Compagniets Kiøbmænd bør, under Stadens Erstattelse og anden Vilkaarlig

Straf, være forbunden, allede Vare at imodtage og betale, som Indbyggerne dennem tilbringe, naar samme befindes gode og forsvarlige Kiøbmands Vare at være. En skiøn Forpligtelse om den kunde virke Lovens Efterlevelse! Men hvad om Erfarenhed tør tage sig paa at beviise, at mange Vare, gode for Staten i en ret Handel, skiønt de ikke besindes gode i en daarlig, tilbringes og tilbydes Kiøbmanden, som han aldeles ikke vil tage imod? Hvad om det dernæst er nok som bekiendt, at Bare, som ere nok saa gode Kiøbmands-Vare, ere imod Compagniets og Kiøbmandens Fordeel, at modtages? Skulde, der da være nogen Tvivl paa, at denne Post i Octroyen er uden Betydning, og kan ey iverksættes for Vanskeligheden af Opsyn? Skulle man da ey indsee, at det endog er mod Handels Natur, om Opsynet var tilstrækkeligt; og Indbyggerne altsaa, i denne Hoved-Omstændighed, i

252

188 de beklageligste Omstændigheder af Verden, ligesom Handelen selv en latterlig Handel? Omstændigheden er, i sidste Fald, i sær angaaende Saltfisken, som Indvaanerne ikke kan afsætte til Kiøbmanden, efterdi Kiøbmanden da maatte betale Saltet, som han havde solt dem, og Møyen tillige paa Saltningen, som han kan have lettere af Armod i Landet, naar han selv er nærværende og lader salte. Men hvor stort et Tab er ikke denne Omgang for Islænderne i deres Trang.

Men i saa Fald Islænderne havde nok saa stor en Mængde af beste Tørfisk, hvorledes skulde de overlade den i Handelen, hvor Varers Indkiøb er bestemt efter medhavende Vare, fastsat ved en urimelig Taxt, kun rimelig i en urimeIig Handel, paa det denne ikke skulde aabenbar blive Landets Indvaaneres Blodsuer og Morder? Kommer nu hertil, at kun visse Vare tages i Handelen, Klipfisk for Exempel, Platfisk, Stokfisk med videre, efter de Markeders Natur et ildehandlende Compagnie afsætter sine Vare paa, ikke efter den danske Sats Markeder, hvor de

253

189

ringeste Sorter i en retskaffen handel, kunde afsættes, saa bliver det meer end tydelig, at Compagniet er baade Indvaanernes og dets egen ødelegger i de Næringer, som er de fast allerbetydeligste for Dannemark, i Fiskerier, nemlig, hvorved saa mange Hænder kunde gaae, og saa mange andre Næringer uden for forfremmes, indtil Skibbyggerier, og Seyladsen selv, hvorved saa mange tusinde Matroser kunde leve. Hver Planter og Skibs-Capitain fra Vestindien taler om denne Sandhed, om den Mængde ringe Fiske-Sorter, som kunde afsættes fra Island i de Vestindiske Colonier, naar Compagniet hanlede, som det burde; thi Islands Fiske-Vare ere de NordAmericanske i det meeste, som Dansk Vestindiske Kolonier betaler de Engelske i dyrendomme. Hvilken jammerlig Politik da, at tabe saa store Fordeele, hvori Linien og Nordpolen maatte kappes om, at forbedre hinandens Handels Flor, formeere hinandens Kræfter, befolke hinandens Lande til Forsvar og til Ære for den danske Krone!

254

190 Den 15de Post kunde give mig Anledning til at erindre, hvor lidet betydende samme Post er, Henseende til den Trudsel af Confisqvering, den omtaler for dem, som betrædes med at drive forbuden Doggerie, da ingen Kystbevarere eller Handels-Krydsere afværge endog det ulovligste Doggerie af Fremmede, men jeg forbiegaaer meget. Derimod veed dog Compagniet selv, at giøre den 14de Post heel betydelig, i Henseende til danske tilladelige Doggerier, da det vel har vedst, at tage sig i Agt for, at man skulde kunde anføre noget Exempel paa, at dets Betiente, efter samme Postes Befaling, for nogen eller ingen Kiendelse, har giort de Fiskende nogen Assistence. Men derfor glemmer ey heller de Fremmede desbedre at betiene sig af Leyligheden, da de veed, fast indtil 4 Miles Distance fra Landet, at øve Doggeriet til Fuldkommenhed, ved at lokke Fiske fra Landet did ved Indvolde af andre Fiske, ved Fiske-Hoveder, Havkalve og slig Lokkemad, som en frie Handel, og Fiskeriernes vedbørlige Drift omkring Landet, vilde giøre umuelig.

255

191 Men en begvemmere Leilighed, at slutte sig til Handelens Urimelighed af en dobbelt Omstændighed, gives vel ikke større end den som møder i den 17de Post. Her erfares, at en Taxt fra 1702, nu kun halvfiersindstyve aar

gammel, er Reglen den Dag i Dag hvorefter enhver Ting kiøbes og sælges. Unaturen af dette behøves vel aldrig at bevises ved Fortegnelser paa Vare-Priser fra dette Seculi Begyndelse, lignede mod Priserne, nu da vi er ved Enden deraf. Thi lad end være saa, at man vil sige: Varene, som bringes til Island ere Meget dyrere nu end tilforne, og Islænderne faaer derved desbedre Kiøb: saa giver Islænderne igien ey allene Vare, der ere stegne anseeligen i Priserne; Men som og ere saa meget Mindre af i Landet, som Landet ved en ruinerende Handel, ey at tale om andet, er bleven folkefattigt, og altid er desuden med tilførte Vare saaledes bleven skaaren, efter mangfoldige Islænderes vemodige Klage, at den paabudne Besigtelse ikke kan bemerke andet, end en

256

192 Octroy-Formalitet uden Indflydelse paa Landets Fremtarv. I samme Post selv, sammenlignet med den 29de, ligger et Beviis mod Compagniet om Taxtens Unatur og Fornermelighed imod Indvaanerne. Havkalvs- eller Sælhunde-Tranen har man forhøyed fra et hundrede og tredsindstyve til 230 Fisk, og, som det rigtig heder, for at animere Indbyggerne til herefter, mere end tilforn, at lægge sig efter denne Fangst, og i Henseende til den Fordeel de Handlende derved tilflyde. Denne Forhøyelse har og virkelig giort den Virkning, at man paa sine Steder, i sær i Isefiords Syssel, har, for det samme, mere lagt sig efter den Fangst, end efter Fiskeriet. Men altsaa kan man jo spørge: dersom Virkningerne har været saa i Henseende til Sælhunde-Fangsten og samme har tillige været de Handlende til Fordeel, i Følge Postens egne Ord: hvorfor skulde FiskePriserne ikke fortiene Forhøyelse, og kunde blive Handelen ogsaa til Nytte, da Dannemark kan afsette, endog hos sig selv og

257

193 sine Kolonier en langt anden Mængde af Fisk, end det afsætter? Vilde det ikke være en aabenbar Forhærdelse, at nægte disse Sandheder? Maae da Taxten ikke være lige saa ødelæggende for Landet, som dens Ælde er latterlig.

Maal og Vægt er saa smudsig en Sag at røre ved, og tillige saa himmelraabende en Mangel, naar derpaa er noget at sige, at intet kan være fælere. Jeg gider derfor ikke talt derom. Ellers var det værd at spørge dem: Hvorledes kunde Maal og Vægt blive sønderbrudt i Aarene 1765 eller 66 paa R * * * * havn, uden Vedkommende derfor blev straffet?

Den 18de Post, der var saa fornøden at holde over, i sær for Brændeviins Indførsels Skyld, da Landet ikke kan betale, uden det høyfornødne, vidner Havnene paa Island, efter mange Islænderes Klage her, saa lidet at blive holdet over, at baade

258

194 40 og 50 Tønder Brændeviin afsættes i en en eeneste Havn. Men det gaaer desværre ofte saaledes med de Danske kongelige Forordninger, at gierne finder man et og andet Ord i dem, som tilintetgjør Deres høyeste Hensigt og Virkning. Fransk Brændeviin, heder det her, maae ey, under Straf af Confiscation til Landet henføres, medmindre, staaer derhos, Indbyggerne saadant forud bestiller. Der er vel da ikke at tvivle paa, det jo altid bliver bestilt. Jeg tænker paa Henrich, som aldrig drak, uden naar han tørstede; men tørstede og derhos altid.

Hvad Islænderne kan klage over det Meel, de skal faae, i Stedet for det forsvarlige Rugmeel, den 19de Pøst tilholder, det forbigaaer jeg her.

Men en betydelig Omstændighed er det i Henseende til Tømmeret, i Fald det er, som De siger, at det ey, efter den 20de Postes Maal, bliver dem tilsendt: hvilket saa

259

195 mærkeligen skader Fiskerierne, og end mere, naar Træet er skiørt, som det almindelig skal befindes. Af Drive-Tømmeret foredrages derfor een Aare, for 2de af det andet, ligesom en Baad af det kan vare 40 Aar og derover, naar Handelens Tømmer ey nytter i Ti. Er nu Tiæren tillige saa tynd, at den løber af Træet, som Vand, saa sluttes let til Tabet derved i Fiskerierne for den arme Islænder.

Den 23de Post om Eftersyn oven Compagniets Vare der i Landet, maatte man tænke, satte Indvaanerne i Sikkerhed i deres Handel mod Compagniet; men Exempler lærer det ikke, og den Sag, som man fortæller om, kom i Action paa H *** Havn 1768 ved S * * * . G * * * . R * * *. , skal intet være bleven giort noget ved.

Men hvilken forunderlig Post er ikke den 26de? Udi Landet, heder det, maae

260

196

Compagniet ingen Fiske-Baade holde, ey heller leye nogen af Folket til at fiske for sig - - - men med deres eget Folk og Jolder maae de ubehindret fiske udi deres District, hvor det ikke skeer Indbyggerne til Indpas. Hvorfor mon Com- pagniet ingen Fiskebaade maa holde i Landet? Mon det er af Ærlighed, for ey at fange for mange Fisk, af en næsten uudtømmelig Søe, fra et Folk, som fattes de vedbørlige Redskaber til Fiskerie, og ey har lært ret at fiske? Hvad Skade kunde saadant et Folk tilføyes, om de blev leyede og betalte for Møyen? Eller mon det maaskee være, for med Forsæt at hindre: at Islænderne aldrig lærer Fiskeriet, paa det de aldrig skal hielpes til at have Saltfisken i Qvantiteter at: de aldrig skal faae Leylighed, at laane Jolder hos Compagniet, paa det Kiøbmanden ankommende, maae des vissere lade Arbeydet giøre ved sine egne Folk. Det feiler ikke, at dette er Aarsagen og ingen anden. Saa afskyelig en Hensigt har da denne Post! Under den fine Maske, at tiene Landet, træder man dets Indvaanere med Fødder.

261

197

Er det da at undre, naar det ene lægges til det andet, at Indbyggerne ønsker Leylighed til Handel med Fremmede? I hvor alvorlig det forbydes i den 31 Post, saa synes det ligesom det kunde være ey allene Islands Interesse, som det er sikkert, at drive Snighandel med Fremmede, men fast Dannemarks egen, saa længe de Ulykkens Forpagtnings-Aar varer, da Erfarenhed lærer, at Indbyggerne staaer sig bedre i de Havne, hvor saadan en Handel, skiønt vanskelig, kan øves, end i de andre, hvor man sukker under Compagniets Aag, uden Leylighed til Handel med andre, end med det.

Jeg gaaer til den 39 Post, ved hvilken Lovgiveren, den eyegode Kong Friderich den 5te, tænkte, saa sikkert at forbinde Compagniet ved sit store Exempel, til at udsætte Premier, og at opmuntre Indbyggerne i sær til Fiske-Baade-Bygning efter de anordnede Modeller. Men skulde man troe, at Kiøbmandskunster forstaaer at giøre dette til intet, fordi Baadene ey ere bygte af det Tømmer, Kiøbmanden selv selger, uagted

262

198 Drive-Tømmeret, bliver Islænderne i Baade til større Nytte. Det kalder jeg at knibe Premier!

At tale her om Faareavlen og Fabrikerne, de i Island saa urimeligen anlagte Fabriker, tillader Stedet ikke, hvorfor jeg forbigaaer den 40 og 41 Post, som ellers var meget at tale over til Handelens Beste. De følgende vil ey heller egentlig høre herhen, nemlig til at vise Compagniets slette Tilstand i Følge Handelens Natur paa Island; hvorfor jeg her lukker Octroyen.

Af det som da er anført vil rnin Herre nok uden Tvivl kunde giøre sig et Begreb om, at paa et Land, Hvis Hoved-Næringers og Handels Drift er saa slet indrettet, som af forrige kan sluttes, der kan et Compagnie ikke handle med merkelig Fordeel, og ey heller bør giøre det. Det er sin egen Straf, og bør med Billighed saaledes straffes. Dog er her kun talt over de Materier Octroyen giver Anledning til. Men Hvor meget kunde ey videre siges i Henseende til hele Landets politiske Indretning, som har

263

199

Compagniet, og ald den tvungne Handel, det Har været underkasted, at takke for sin jammerlige upolitiske Tilstand; Hvorfor Compagniet igien i sin Handel, som sagt, Har sit Tab?

Fra dette vil min Herre og kunde slutte til Skiebnen for Compagniet med Finmarken, og dens Tilstand under Compagniet, som vilde blive for vidtløftig her tillige at beskrive. Trældoms Stæder ere de! Philodanus Har Ret deri: og jeg uden Tvivl i dette, at for den Islandske og Finmarske Handels Skyld, vil det almindelige Handels-Compagnie ingen stor Rulle spille i Staten, i Hvad det skulde giøre det for dets Directeurers Skyld, hvilket var den 3de Post.

Hvem ere da Directeurerne ved det almindelige Handels-Compagnie? De ere GrosHandlere eller Kiøbmænd. Hvad Egenskab Haver de samme? Den Egenskab som GrosHandlere: de handler en gros efter deres lovlig vundne Borgerskabs-Breve. De Handler med

264

200 de Vare, som de tænker best at vinde paa her i Landet, eller andensteds ved Fragthandel: og snedige Hoveder er de ogsaa, saa de speculerer brav, som alle kloge Kiøbmænd, og stræber at giøre sig alle lovlige Fordeele: ja passer paa det første Øyeblik efter Postens Ankomst, som Smeden paa det gloende Jern, for ey at gaae Glip af Leyligheden. Men saadan en Opmærksomhed skeer saamænd intet for Compagniets Skyld. Det skeer for deres egen Interesse. Thi af det almindelige HandelsCompagnie har de intet, hvoraf de kan leve, og, som Borgere, er det jo fornøden de lever, men at leve som Borgere, det bemærker en gromme Hoben. Men i det de iagttager deres egen Interesse, giør Fordeele paa den retfærdigste Maade: saa betager de Compagniet dets Fordeele, og ødelægger det med allerstørste Billighed. Det er: de giør, hvad de bør giøre; thi Compagniet, som heri er ueens med sig selv, bør jo ikke blive bestandig. Hvoraf aabenbar følger, at Compagniet har et Vitium in for-

265

201

ma, en Feyl i sin indvortes Forfatning, saa det var latterligt, om det florerte. Alle brave Groshandlere i Staten, maatte jo da, for dets Skyld, gaae med Vettelstaven. Men det Compagnie, som er mangelfuld i sine første Anlæg, som ikke staaer i vedbørlig Sammenhæng med Staten, som er overladt til sig selv, som af Stedet, det handler paa, og af dets egen, i Henseende til Islandske Varers Debit, indskrænkede Handels-Cirkel, er bevist, at være en usammenhængende Machine, det maae umueligen kunde give noget Udbytte. Det bør sætte aarlig til. Det bør tabe, og blive den Stats-Contradiction, det er. Det er altsaa en Herlighed i Staten, at det nærværende Handels-Compagnie, som er bygt paa en statsskadelig Octroy, ikke blomstrer.

Det ved blive da det, det er, imens dets Octroy vedvarer!!!

Jeg forbigaaer at tale om Stedet, hvorfra Handelen drives, der fra et Compagnie af dets

266

202 Natur, vel indrettet, end ikke er det beqvemmeste. Helsingøer blev et bedre Sted, for det tidlig aabne og sildig tilsluttede Belte, som for den fornødne Visite hver forbifarende Fartøy vilde aflægge til det, var det et vel indrettet Compagnie, som jeg umueligen kan tilstaae det, uden at handle mod Overbeviisning. Dog taler jeg ikke om en bedre Form det skulde gives, som et almindeligf Handels-Compagnie, da jeg i det Smaae anseer et almindeligt Handels-Kompagnie af den Natur, som det omtalte er, for lige saa urimeligt i vor Stat, som Forslaget af Philopatreias om vor Handels Forandring i det Store. — Hvorvidt jeg nu i øvrigt har været lykkelig nok, at opløse Philodani mørke Tale, og at lodde hans uloddelige Afgrund, det overlader jeg altsammen min Høystærede Herres skiønsomme Omdømme.

Videre siger Philodanus om Island, thi han synes ret opsat til at tale om den

267

203

Materie, og Materien er og værd at tale om: Det er Skade, siger han, om den nu paa Landet værende Commission skal giøre alle sine Undersøgelser efter en plan, som sigter til Compagniets Vedligeholdelse. I Sandhed, det var og en meget stoer Skade, om saa var! De erindrer, høystærede Herre! at de endnu for faa Uger siden, giorde mig samme Spørsmaal i en Skrivelse, jeg da ikke vedste at besvare. Siden har jeg været saa lykkelig, at faae Commissions-Instruxen, for et Øyeblik, at see. Saa begierlig, som jeg var, for at vide dens Indhold: saa umuelig blev des mig dog, at faae Tid til at læse den igiennem. Imidlertid faldt mine Øyne, saa lykkelig deri, at de traf paa den 4de Artikel i i Commissionen, som just kan give Svaret her paa Philodani Spørsmaal. Jeg udskrev i allerstørste hast den samme Artikel, som jeg her vil have den Ære at meddeele, og til Beviis paa min Hengivenhed for Dem, min Herre! tilføye mine ringe Tanker

268

204 i denne Sag, fuld forvisset, at det bliver imellem os, som alt det andet. Artikelen lyder, for saavidt bemeldte Spørsmaal kan angaae, Ord til andet saaledes:

Det er forlængst bragt i Forslag, samt fordeelagtigt baade for Landets Indbyggere og Vores Interesse, ligesom det og af Landfoged Skule Magnuson ved hosføyet plan og Demonstration Lit. A. (den gad jeg gromme gierne seet) igientages, at indføre en frie Handel i Landet paa den derhos beskrevne Maade. Saa længe nu den det almindelige Handels-Compagnie forundte Octroy paa nærværende Handel til 1784de Aars Udgang staaer ved Magt, lader sig vel ingen saadan Indretning der foretage, og efter eet af Landfogeden siden indgivne Promemoria Litr. B. haves ey heller tilstrækkelig Kundskab om, og hvorledes beqvemme Vinter-Havne der findes, af hvilke

269

205

man sig under en frie Handel skulde betiene. Imidlertid ville vi dog, at Commissionen nøye skal undersøge og overveye

A. Hvad enten saadan Frie-Handel holdes for nyttig eller ikke, i Henseende til ey alleene Landet og vores deraf dependerende Interesse i Særdeleshed, men endog det almindelige Beste, efter den Indflydelse samme Handel haver paa andre vores Stater.

B. Hvorledes den enten efter dette Forslag, eller paa andre Maader, i sin Tid kunde være at anlægge eller indrette, og om endog forud, imedens Octroyen vedvarer, dog uden dens Forkrænkelse, kunde banes Vey til denne Indretning, samt paa hvilken Maade, og

270

206 C. Hvad dertil udfordres?

Hic Rhodus, hic salta! kunde man her sige til de Herrer Commissarier, i Fald man stoed midt iblandt Dem, naar denne Artikel just blev oplæst. Men jeg frygter allene for, at Svaret ikke hentes i Island, og, om Hr. Landfoget Skule Magnuson har givet en Plan til Frie-Handel nok saa oprigtig, efter hans gode Islandske Erfarenhed: saa vil dog nok baade det eene og det andet reformeres efter de store Stater i Europa. Thi at vilde tænke, man paa ultima Thule skulde have Oplysning, for at kunde svare ret paa det Omspurte, det er tvertimod hvad en Statskyndig troer. Han holder for, at Svaret efter den Kundskab, man alt har om Island, og en meget mindre, bør gives fra Centro terræ, eller egentlig fra Centro i det Land, hvis Regents Munds Aande, til alle Øyeblik, fornyer, eller ufrugtbargiør, Islands, som alle hans omringende Staters, yderste Grændser. Hvorvidt Spørsmaalet da ungefær fra

271

207

Christiansborg af kan besvares, det vil jeg Her forsøge:

1. Det første Spørsmamaal angaaer Frie-Handelens Nytte i Sammenhæng med Landet selv, Kongens Interesse, og det almindelige Beste, Hans Majestæts andre Stater. I saa oplyst en Alder, som vores, og i Overbeviisning om Deres Indsigt, hoystærede Herre! vilde det være en Formastelse af mig, om jeg vilde her tage mig for at anføre alle de Fordeele, som flyder af en frie Handel for et Land, da det blant alle handlende Nationer er afgiort, at hvor private Handels-Kyndige kan overkomme Udredningen til en Handels Drift med polerede Nationer, der er og bliver en frie Handel altid at foredrage Compagnie-Handelen, da Concurrence af Vare fra den activ handlende Nation alletider befordrer hos den Næringers Drift, samt Varenes lette Priser, og altsaa Populationens og Folkemængdens Tiltagelse, i Forhold derefter,

272

208

uden at tale om flere store Fordeele. Men jeg siger derhos med polerede Nationer, da der er een eeneste Casus i Verden, som giør Handelen ubeqvem for Privathandlende, eene og allene for Barbariets høye Grad Skyld; med mindre den saaledes frie-handlende Nation er des rigere, og haver fra sine Private des større Capitaler at creditere bort i samme Handel, og des flere Havne paa samme Sted at søge. Det er Handelen, nemlig, paa Guinea, hvor et bestandigt Magazin af alle de Vare, som paa Kysterne kaldes for, maae være tilrede hos et Comptoir, som vil handle der, da man lever i en ævig Uvished, Hvad der kan blive forlangt, Vaaben til Krig, nemlig, eller Freds-Vare, eller slet intet: hvilket alt følger af de barbariske Nationers vilde Sæder og Passioner, som af Leylighederne til at yttre dem, hvorpaa ingen Handlende, til noget Øyeblik, eller nogen Tid paa Aaret, kan giøre Regning. I alle andre Tilfælde holder foregaaende Regler altid Stik, og kan aldrig drages i Tvivl, om

273

209

en Nations Handel paa egne Havne. Men er dette en Sandhed, saa bliver det og en Sandhed, at en saadan Handel er nyttig for en Regents samtlige Hoved-Stater, da Concurrence af Vare i handelen er aldrig der til Skade, hvor Næringerne selv haver deres politisk-bestemte Cirkler: en Omstændighed, som er vel meget at sige paa, i Henseende til Dannemark, men som, for nærværende Tiid, ikke kan have indflydelse paa Island. Men hvad der er almindelig nyttigt for en Regents Stater, eller det almindelige Beste i samme, det er ogsaa nyttigt for Regentens Interesse, der er grundet paa hans Statets Flor; thi aldrig bør eller kan Regentens Interesse komme i Betragtning, før hans Staters sande Beste er lagt til Grundvold. De, der derfor er meget interesserede for deres Konges Interesse, de er det rettest først for hans Staters, for ikke at gaae Glip af Maalet.

2. Hvad det andet Spørsmaal er betræffende, da ligger deri igien trende andre, som hver for sig vil svares paa, disse nemlig:

274

210

1.) Hvorledes bør Friehandelen anlægges?

2.) Kan der forud, imens Octroyen vedvedvarer,

dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en frie Handel?

3.) Paa hvad Maade maae den Forberedelses-Indretning giøres?

Jeg skal ved Besvaringen af dette være saa kort, som jeg kan; thi jeg veed, min Herre er en Fiende af Vidtløftighed. Men førend dog et Ord kan svares paa noget af bemeldte Spørsmaale, maae det Spørsmaal forud afgiøres: Hvorledes vil man, eller, hvorledes bør man betragte Island? Bør man betragte det, som en part af Hovedstaten, eller som en Colonie? Jeg svarer herpaa: Skulde man efter blotte Juridiske Grunde dømme i Sagen: saa blev Island vist nok et stort

275

211

Stykke af Hoved-Staten selv. Juristen vilde da strax gaae af med Seyeren, i Følge Argumenter, hentede fra Overgivelses-Pagten, eller Contracten, paa hvilken Landet er kommet til Norge, og derfra under Dannemark. Men for politiske Jura, liggende i en HovedStats og samtlige underliggende Staters Natur og Gemeene Beste tillige, maae alle juridiske Jura, som derimod strider, naar der kun tales om et eeneste mindre Lands Fordele, altid vige: og bliver Island da ikke en Deel af Hoved-Staten Dannemark, men en Colonie. Det bevises Nærmere af følgende Grunde:

1. For Landets Beliggenheds Skyld. Der behøves kun et kort Syn, for at see, at Island ligger de Danske Stater for langt fra Haanden, til at kunde ansees for en Deel af Hoved-Staten, hvis Hoved-Herlighed det altid bliver, at kunde i saa kort en Tiid, og paa saa hurtig en Maade, yttre sine Kræfter til Forsvar, endog imod

276

212 listige og uformodentlige Angreb, at et Vink fra Regieringen, sætter alle disse Kræfter, paa alle Tider af Aaret, da andres kan agere, i saadan en Bevægelse til Forsvar-Stand, at ingen Fiende kan giøre sig nogen mærkelig Fordeel af Residentsens, eller Regieringens Fraliggenhed fra det Sted, hvor fiendtlige Anfald maatte være mulige, at giøres. Men da dette umuelig kan tænkes om Island, i Henseende til Dannemark, saa kan det ey heller regnes til samme, som en Deel deraf, og altsaa bliver den, som en underlagt Stat, at ansees for en Dansk Colonie, for sin Beliggenheds Skyld. Men dette er det ingen Ulykke. En Kolonie, som statsmæssig behandles, nyder mange Fordeele, HovedStaten aldrig nyder, i Friheder for visse Paalæg: i en vigtig Hielp og stor Opmuntring efter dens Trang: i en vis Selvraadighed med Varers Brug fra HovedStaten: i andre Tilfælde, som tiener Borgeren i sin Næring, og smigrer almindelig det

277

213

selvraadige Menneske i Omstændigheder, hvor Phantasien mindst vil foreskrives Love.

2. For Landets naturlige Nærings-Mangel. Det mangler Brød, og vil altid mangle det. Jo meere dets Folkemængde tager til, jo meere det engang blomstrer, jo meere vil det mangle Brødet, Hvilken naturlige Mangel vil giøre det afhængende af et Kornland, og dets Handel dependerende af saadan et Lands Handels Fordele, som dog derfor ikke bliver det i Handelen til anden Indskrænkning, end i den, der kan bestaae med dets Lykke og Sikkerhed under en Hovedstat, der altid maa vilde, imod det, Hvad den bør, nemlig Islands høyeste Flor, politice muelig. Hvad hidindtil af en og anden er skrevet om Islands Agerdyrknings Befordring, sætter jeg altsaa forud, som ugrundet: hvilket er af det blotte Klima at bevise, mod hvilket ingen Stat kan handle. For Landets Brødmangels Skyld alleene, lagt til dets begyndte Smag paa bedre, og dets nu væ-

278

214 rende Sammenhæng med Dannemark, bør Island altsaa ansees for en Colonie.

3. For Landets Uformuenhed, i følge flere indvortes Mangler, umiddelbar at være sit eget Forsvar imod fiendtligt Overvold. Et Land, som mangler Brød, mangler det nødvendigste, følgelig Grunden til sin Folkemængdes Formerelse. Følgelig maadet i Sammenhæng være afhængende af en mægtigere Stat. Bliver nu dertil lagt, hvad vi veed om Islands nærværende Folkemængde, om dets svage Politie-Indretninger, om dets Næringers og Handels Mangler, om dets Umiliß: saa følger deraf, at det maae have sit Forsvar middelbar, eller fra andre. Var det endnu en uafhængende Stat: saa vilde ingen Stat i den heele Verden paatage sig denne Forretning, uden i Forhold til en vis Fordeel. Den allerbilligste Fordeel blev denne, at profitere af Landets Handel, for saavidt samme Profit politice kunde bestaae med Islands egen aller-

279

215

høyeste Fordeel. Denne, naar den er allerhøyest, som maae maales efter den physiske og politistke Muelighed, anført i foregaaende tvende Artikler, kan umuelig blive andet, end den, som Landets Klima og Natur-Producter vil tillade physice; og oeconomice, saavidt den ey blev den forsvarende Stats egne Fordeele politice imod, hvilke denne umuelig kan opofre for en anden, og forsvare den

Men slige Fordeele ere Colonie-Fordele, og betitles hverken anderledes, eller kan paa anden Maade forstaaes. Det Land, som Island da, i Fald det var sin egen Herre, for nærværende Tid gik over til, maatte altsaa behandle det som en Colonie, og Island var nødt til at blive en Colonie. Men Island er nu under Dannemark. Hvad kan da Dannemark giøre andet, end behandle det paa foregaaende Maade, som enhver anden Stat vilde behandle det?

280

216

Der spørges altsaa nu: Hvad Fordele ere politice muelige for begge?

Disse ere muelige for Island:

En frie Gevinst paa dets Natur-Producter af Land og Vand, forbedrede, for Naturproducter, til den høyeste Grad mueligt. b. De Kunsters frie Drift, til høyeste Grad mueligt, som ikke hindrer Dannemarks Næring, og dets Folkemængdes Formerelse, i hvilken Island skal have sit Forsvar. c. En frie Handels Drift for Island, ey stridende imod de Midler til Beskyttelse, og dennes Vedligeholdelse og Tilvext, som Landet altid behøver.

At naae dette, er virkelig en stor Herlighed for Island. Høyere kan hverken det ønske sig, eller Dannemark, eller noget andet Land paa Jordkloden, oprigtigen tilstaae det.

Men hvad Fordeele bliver igien, i Følge af foregaaende, politice muelige og fornødne

281

217

for Dannemark, som Besidder af Island, det betragtet, som en Colonie?

De samme Fordeele, Dannemark længe har havt, men ilde brugt, nemlig:

a. En frie Afsættelse af sine Vare, raae og fabrikerede, til Island, imod dets producter og tilladte fabrikerede Vare. Jeg siger tilladte; thi en Colonie kan ikke i Kunster agere selvraadig; da hovedstaten tilkommer, for sit Forsvar, visse Fordeele. Havde man betænkt dette, saa var Penge aldrig bleven spildt paa at anlægge Manufakturer i Island, endog af fineste Uld. Islandske Strømper og Vanter Havde man idet Sted opmuntret, og simpel indført bedre Rok og Væv for Landets Nødvendigheder.

b. Ret til at fiske i Vandene omkring Island, og bruge Landet for Fiske-Behandlingen, mod Betaling til Eyerne deraf, naar Grunden ey er Publici.

c. Ret til at foreskrive Island Love, i Overeensstemmelse med anførte

282

218 reciproqve Jura, saavel i Henseende til Næring og Biering i Landet, som i Henseende til dets Conduite i alle sine Handlinger med fremmede Stater.

Dette nu saaledes forud afgiort, bliver det først mueligt, at besvare de giorte Spørsmaale, hvoraf det første var:

1.) Hvorledes skal Frie-Handelen anlægges? Den skal anlægges, kan nu svares, paa den Maade, som følger, gandske eenfoldigen af Islands virkelige og muelige physiske, oeconomiske og politiske Natur, Island betragtet, som en Colonie af Dannemark. Hvoraf igien følger efter den handlende Verdens kloge Politik, og mangfoldige Exempler, at Frihandelen vil grunde sig paa følgende Hoved-Regler:

1. At de Danske Europæiske Stater driver en frie og uindskrænket Handel paa Island med alle Slags Vare, efter den dem

283

219 foreskrevne Toldrulle; thi den maae Kiøbmanden have, ellers spiller han endnu Bas baade med Hovedstaten og den nye Colonie.

2. At Island selv har Frihed, at segle paa

med egne Vare, som for at afhente Rigernes, ligeledes efter en fastsat Told-Rulle. Derved opmuntrer man Fiskerier, og befordrer i Tiden, ved Concurrence fra Hovedstat og Colonie tillige, des lettere Priser paa Vare i Island; hvorved Island kan igien levere sine Vare des lettere til Dannemark, og Dannemark til den handlende Verden.

3. Derimod vil det blive Island ævig forbuden, at segle paa noget andet Stæd, end paa de Danske Stater alleene; eftersom det derved indskrænkede Hoved-Statens Fordeele, og altsaa giorde Afbræk i de Midler, denne altid bør have, til Formering af sin Seylads, Grunden til Coloniens Sikkerhed.

284

220

4. Maae Island aldrig drive nogen passiv Snighandel med Fremmede, under høyeste Straf.

Det blev Hoved-Planen, saavidt jeg seer, for den heele Handel, som Handel. De Opmuntringer og den Politik, som følger af bemeldte Handels Natur, ere de, der, saasnart mueligt, vilde gives Landet, og iværksættes.

Vi kommer nu ti! det andet Spørsmaal, som ligger i forbemeldte, til dette nemlig:

2.) Kan der endog forud, imens Octroyen vedvarer, dog uden dens forkrænkelse, banes Vey til Indretning af en Frie-Handel? Det er meget let besvaret. Derpaa kan jo aldrig tvivles, at man forud gierne kan bane Vey til en Frie-Handel, al Octroy uagtet. Det er jo intet andet, end en Forberedelse til en Gierning, man agter at giøre. For-

285

221

beredelse kan ofte skee uden Fornærmelse. Man kunde, for den Sag Skyld, forberede sig til at opføre den stolteste Bygning paa en andens Grund, naar man alleene blev derved, og aldrig rørte Grunden. Ligeledes vil Octroyen aldrig forkrænkes ved nogen Forberedelse til en Frie-Handel, naar man ey gaaer videre, som man, desværre, alt for sikkert seer, af Spørsmaalet, ikke at være Hensigten.

Men et andet havde det være, at spørge: Om man ey, imens Octroyen vedvarer, kunde begynde med et Slags Frie-Handel, uden Octroyens Forkrænkelse? I saa Fald, man Havde spurgt derom, vilde jeg have svaret: Det kommer an paa, Hvad man forstaaer ved Forkrænkelse, og hvorledes man siden begynder den frie handel? Forstaaer man ved Forkrænkelse eller Fornærmelse, den juridiske Fornærmelse: saa forstaaer det sig selv, at ikke den mindste Grad af frie Handel kan anlægges; men Compagniet faaer da

286

222

have sin Tyve Aars Ret, at handle med Island, som Høgen med Duerne, han alt har faaet fat paa. Men da saadan en Juridisk Ret aldrig til yderlighed mod Staten, kan komme i Betragtning, hvor der spørges om et halv hundrede Tusinde Menneskers Lyksalighed, og tvende Rigers vigtigste Fordeele, imod nogle faa Borgeres og færre Interessenteres, som lidet eller intet betyder imod hin Mængde: saa forstaaer det sig selv, at man vel taler og spørger om en politisk Ret, der vel grundet maa give efter for den Juridiske. Men som denne dog ikke heller aldeeles sættes af Øye, hvor den nogenlunde, efter indgangne Contract, kan tillige holdes: saa er det Kunsten, at træffe Middelveyen. Den synes man snarest at komme paa, ved at undersøge Compagniets Gevinst eller Tab ved den nærværende Handel, (for Compagniet skal sige, det taber aarlig ved Handelen!) og derfra at slutte til, hvor stor Forandring, der vilde skee ved Compagniet, om een eller anden Grad af Frihed blev i

287

223

Handelen strax givet de Danske og Norske Undersaatter. Saasnart det indsaaes, vilde man let kunde udregne, om Compagniet ikke burde billigen være tilfreds med en vis Afgift af hvert privat Skib, som gik did, ligesom hvor mange Fartøyer, ubundne til visse Havne, kunde tillades Reisen; med videre, som efter Omstændigheden meere eller mindre maatte fastsættes, og kan med største politiske Retfærdighed udregnes, og derpaa handles efter.

3.) Det tredie Spørsmaal under bemeldte, var dette: Dersom bemeldte forberedende Indretning til frie Handel skee kunde, paa hvad Maade den da maatte skee? Philodanus nævner Pag. 45. i det følgende en Hoved-Omstændighed, som maatte ret være den første af alle, denne nemlig: at det maatte averteres 4 à 8 Aar i Forveyen, paa det, siger han, vore Handlende kunde faae Tiid til, at smage derpaa, og berede sig dertil. Men skiøndt den Sag har sin

288

224

Rigtighed, at en nogentid forud giort Bekiendtgiørelse af en forestaaende stor Forandring, mangfoldigen hielper til Forandringens lykkelige Fremgang, Hvilken Omstændigheds Efterladelse, desværre alt for ofte har standset mange gode Anlæg i Dannemark: saa behøves dog hverken fire eller otte Aar dertil, ikke heller kan det være, alleene for at give Kiøbmænd Smag paa Handelen, og berede sig dertil. To til tre Aars Bekiendtgiørelse, baade i Island og her om Forandringen, vilde udrette saa meget, som fornøden, den ene Omstændighed undtagen, naar Forandringen dog ikke kunde skee, for efter fire til otte Aars Forløb, da Bekiendtgiørelsen derom ikke burde opsættes, efterdi længere Tiid altid vilde give større Nytte.

Bekiendtgiørelsen altsaa skeet, som den burde, i hvad Aarene end blev, vilde have Indflydelse paa Landets Indvaanere, paa Kunster og Haandværker her i Landet, paa heele Kiøbmandsstanden, ja paa de høye

289

225

Collegier med, som naar de, hvilket altid bør forudsættes, staaer ret paa Vagt for Staten og dens Velfærd, vilde strax slutte, hvor mangfoldigt det Arbeyd vilde blive for dem, i Henseende til en heel nye Stat (som Island da blev) dens forestaaende indvortes heele Omstøbning i dens reent ødelagde Politie-Væsen, den politiske Grund til alle Næringer, og altsaa, hvor opmærksom de maatte være, for at kiende alt, hvad kiendes kunde om Island, paa det den rette Esprit de Loix aldrig maatte feyle Dem, ved hver Erklæring de gav, ved hver Anstalt de befordrede, ved hver Forestilling de giorde for Monarken om dette Lands, og med det, om de Danske Staters Flor og Beste, i Sammen hæng med det samme.

For da at naae baade det eene og det andet, og for at handle fra Begyndelsen til Enden des ordentligere, og des eftertrykkeligere: saa vilde vel, til Forberedelse for den tilkom-

290

226

mende Friehandel samles alle particulier Efterretninger, som muelige vare at samle, for den nye opstaaende Colonies beste HandelsIndretning i Sammenhæng med Hoved-Statra. Thi derved blev det mueligt for det Kongelige Kammer-Collegium, som før Regenten selv, af det vidtløftige Island eengang at giøre en betydelig nyttig Stat.

Men hvori skulde denne Forberedelses-Indretning da Stykkeviis bestaae? Jeg tænker, den vilde i sær bestaae i følgende bekiendtgiordte Efterretninger:

1. I en fuldstændig Fortegnelse paa de Vare, som Island sædvanligen ere blevne tilsendte med Compagniets Skibe, ey alleene af vore egne, men endog af Fremmedes; med disse Varers

rette KiøbmandsEgenskaber, for hvis Skyld

de, som maae formodes, hellere kiøbes saa i Island, end anderledes. Denne Fortegnelse maatte en alleene strække sig til de Varer,

291

227

som Taxten anfører, men og til alle andre, som did ere bragte, hvilket alt maatte gives Publicum Underretning om; hvortil tillige maatte føyes de sidst i Handelen løbende Priser. Følgerne heraf, vil man let indsee, maatte blive: Oplysning for Handlende her, som vilde handle paa Landet, baade for strax at tilforhandle sig de rette Vare, som for at see Vare her i Landet forarbeydede af rette Sorter, som og til Nytte for Fabriqveurerne selv, at rette sig efter saadan en Forskrift, for ar oplægge Vare for Efterspørsel, med videre.

2. I en Fortegnelse paa de Islandske Vare, efter deres adskillige Sortementer, som i Island ere igien at bekomme, havneviis forfattet, med deres Priser paa hvert Sted. Dette vilde have den

Nytte, at Man eftetænkte, hvor slige Vare var at afsætte, og man lærte siden deraf, at mange fleere Sortementer kan endnu virkes i Island, end der virkes: ja, at adskillige Sorter Fisk blev gode Kiøbmands-

292

228 Vare i en frie Handel, som nu aldrig udføres, for Compagniets indskrænkede Indsigters, og endnu meere indskrænkede Handlingers Skyld.

3. I en Efterretning om hver Islandsk Havn, dens Beliggenhed imod Vindene; dens Dybde; dens Ankergrund; dens Sikkerhed, eller Uleylighed; dens Rummelighed og Indgang, som det nødvendigste for en Søe-Capitain, saa vel som for en Kiøbmand, at vide, for Fartøyets og Handelens Skyld, paa det Sted han handler paa, endog i hans egen Regentes Lande. Denne Efterretning er noget, som Compagniets Kiøbmænd, maatte forpligtes til, saasnartmueligt, omstændelig, og under Eed, at give.

4. En Efterretning om Fiskebankerne, Fiordene, og de beqvemmeste Steder, hvor Fiskerierne falder, for hver Havn i sær, som i Almindelighed heele Landet om, tilligemed den nøyagtigste Efter-

293

229

retning om Fiske-Arterne, som paa slige Steder falder, og Maaden, man selv har fisket paa, samt Tiden og Omstændigheden i Henseende til Saltningen og Sorteringen, som Compagniet har brugt ved dets egne Fiskerier. Eftertanke vilde herved ledes til mærkelige Forbedringer.

5. Blev der, til den samme Tid, disse korte Efterretninger kom for Lyset, tillige ved en kongelig Forordning foranstaltet, at Han-delens Friegivelse skeede til den og den Tid, fuldkommen og aldeles for Eftertiden, uden Indskrænkning til nogen Compagniehandel for saa eller fleere Havne; men at et hvert Skib, som gik til Island, maatte dog for de sex første Aar, være forbunden til, efter sin Drægtighed, at medtage et vist Qvantum Salt, Jern, Fiske-Linier og Kroge af beste Sort, som meere vigtige Fornødenheder for Landet, end Brødet selv: saa torde jeg vædde, at denne Forberedelse vilde led-

294

230 sage til en Fremgang i Fiskerierne og Handelen i faae Aar, som vilde blive utroelig.

Videre seer jeg ikke, behøves til Forberedelse; thi Kundskab, Frihed, og Leylighed er det største i all Handel.

Et andet er, om Spørsmaalet sigter til at faae Svar paa: hvad Forberedmng der maatte være mueligt for Island selv? I saa Fald er jeg af de Tanker, at Virkningen, i hvad der skeede for Island, før det slap ud af Compagniets Lænker, vil neppe være af nogen Betydenhed: og skulde det forberedes til noget, maatte det dog kun bestaae i Underviisning om Seyladsen og FiskeFangsten, samt Fiskenes Sortering og Saltning, med videre, som vil dog altsammen af sig selv finde sig ved en frie Handel, i sær, om man tillige fik nogle faa Skotske Familier

til, at sætte sig need paa Landet, hvis

Vindskibelighed og Erfarenhed i Fiskerier, vilde

295

231

blive vigtige Exempler for Island, hvorpaa vi saa lidet kan tvivle, som vi har Norske Stæder, der vidner derom.

Men dette angaaer ikkun den blotte Forberedelse. Hans Majestæt behager endnu igiennem hans Kammer-Collegium, at giøre det

3die Hoved-Spørsmaal: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Der er tilforn spurgt, om Frie Handelen er nyttig? Derefter, hvorledes den skulde anlægges? Om dertil kunde skee en Forberedelse, før Octroyens Tid var ude? Endelig, hvorledes denne Forberedelse kunde skee? Endnu spørges: Hvad der til en frie Handel paa Island udfordres? Hvad vil dette Spørsmaal da egentlig sige? Jeg tænker, at paa det nær, som Kongen og hans Kammer i samme Artikel, i sær lægger Commissionen, paa Hierte, nemlig: at erkyndige sig nøye om Havnene i Landet, (som dog vel har

296

232 været lige saa fornødent for et Compagnie, som for en frie Handel,) saa vil de Ord sige saa meget, som: Naar nu ogsaa Dannemark og Norge faaer Lov til en frie handel paa Island, og samme er saa vel indrettet, som den bør være; hvad udfor« dres der da videre til en frie Handels vedvarende rette Drift. For det er let at indsee, at den blotte givne Friehed vil ikke giøre det alleene: der vil vel meere til; men hvad er dette meere, som dertil udfordres?

Hillemænd. Hvad er det et stort Spørsmaal! Jeg tænker, ingen burde bedre kunde besvare det, end Kammeret selv! Hvorledes vil jeg her kunde stille Dem tilfreds, høystærede Herre, med korte Tanker til Svar herpaa? Thi jeg veed, De vil have Kierner, og ikke Skaller. Dog, jeg fortvivler ikke derfor! Min salig Faders Journal er min Trøster!

297

233

Skrev jeg til en anden, og det var mig kun om at giøre, at komme af med Spørsmaalet, saa svarede jeg alleene: Til en frie Handel paa Island udfordres intet andet, end politik, Flid og Penge, eller i disse sidstes Sted en god Credit: og saa lod jeg Vedkommende forklare Meeningen. Men da jeg skriver til Dem, høystærede Herre, saa forklarer jeg med Fornøyelse mine Tanker, i Haab, De vil forbedre dem; thi jeg veed, hvor vel De forstaaer den Kunst.

1. Politiken er, saavidt jeg begriber, Sielen i alle Staters Anlæg, ulige efter Staternes Natur. Den saa kaldede Handels-ColoniePolitik er endnu ikke synderlig over hundrede Aar gammel i Europa, naar man endog regner fra dens første Begyndelse af, fra Trommels Tider. Er det fornødent, at ansee Island i Handelen for en Colonie: saa vil det aldrig sættes af Sigte, hvad Sammenhæng den i saa Fald staaer i, og bør staae i med HovedStaten, i ald dens Næring og Biering. Ad-

298

234 adskilligt vil vi da finde, at være ødet Penge paa i Island, imod den iblant de viise-handlende Nationers antagne, og daglig udøvede rette Nærings-Politik for Colonier. Men det lader vi, som vi ikke seer, og spørger kun: Hvad Politik maatte Frie-Handelen paa Island udfordre? Jeg tænker, det vilde i sær komme an paa følgende.

a. Vilde Handelen have en meget viis Told-Rulle for indgaaende og udgaaende, Islandske og Danske, fremmede og egne, Fornødenheds og Overdaadigheds, nyttige og skadelige, raae og forarbeydede Vare, hvilken Told-Rulle blev Handelens politiske Compas paa disse Farvande, og uden hvilken den midt i ald sin Frihed, som ellers blev kun Selvraadighed, vilde feyle agter ud.

b. Da ald Handel gaaer for sig med Vares Omsætning, og Kunsten bestaaer i at handle med egne Vare i alt det, man efter

299

235

Klima, og Statens Beliggenhed og Sammenhæng med andre Stater, med Fordeel kan handle: saa vilde det derpaa blive Politik, at formeere og forbedre sine Vare paa begge Sider, baade i Island og i Dannemark, for denne reciproque Handels Skyld, uden til noget Øyeblik at sætte af Sigte, at Island arbeydede som Colonie, og Dannemark, som Hoved-Stat.

c. Til den Ende blev Fiskerierne i Island, Hoved-Grund-Næringen for HovedStat og Colonie i den Handel, hvilke man maatte fornemmelig anvende alle Kræfter paa, at see dreven paa den rette Maade, og i den rette Orden, i Sammenhæng en alleene med alle de Danske Stater, de Vestindiske Colonier deri medberegnede, men i Sammenhæng med hver Havn i Verden, som trænger til Fisk, for at rette sig efter deres Smag og Usmag i Fiskens Sortering og Saltning. Alt der, som kunde, befordrede Kundskabs Udbredelse om dette, al den Opmuntring, som i sin Orden, kunde

300

236

gives til Arbeydet, ald den Sikkerhed ved offentlige Mærker, som kan forsikre hver Handlende om den rette Omgang med Fisken, hører herhen. Fiske-Garnets Indførsel, i sær for Søe- og Strand-Fiskerierne, blev een af de delicateste Materier, som maatte nøye bestemmes efter Form og Tid, før Brugen deraf blev tilladt.

d. Landvæsenet i Island, blev dernæst Hoved-Sagen, at see vel indrettet; men som den anden Nærings-Green i Island, ikke som den første. Store Gaarders Deeling Fælledskabs Ophævelse, hvor findes maatte, blev det vigtigste derved, for at faae Raaderum for Indsigt og arbeydende Hænder, at handle, som de vilde og burde. Fædrift og Engdyrkning, samt Hauger for HuusNæringer, blev heri Hoved-Huusholdningen for Landet. Den nøyagtigste Oeconomie for Skiæferierne, og foregaaende almindelige Anstalter for Faare-Pestens Udryddelse, som slet ikke er umuelig, blev af største Vigtighed.

301

237

Men det Indfald maatte aldrig forstyrre Politiken, eller andet Arbeyd, at giøre Island til et Kornland; thi Gud har lagt Island under den Grad det ligger, fordi det skal engang, naar Dannemark begynder at tænke ret fornuftig om det, blive en Colonie af Dannemark. Thi Colonier af Hoved-Stater, er i et det samme, som Drabantere omkring Planeter er i et andet. Til sine Tider, er hine lige saa nødvendige for Staterne paa JordKloden, som disse er det i den skabte Verden for deres Kloder, mens den og de er til. Det er saa den store Skabers og Opholders, den høyeste Statsmands Orden og Tænkemaade i begge Systemer. Min Herre forundre sig ikke over Lignelsen!

e. Haandværker for Island, vilde saa bestemmes de fornødneste af, af det Slags, som findes i alle Lande, og Menneskets Nødvendigheder udfordrer for Klæder og Huusbehov. De vilde opmuntres, til at nedsætte sig der, efter de almindeligste Love, fornødne for at danne Mesteren, afværge Fuskerier, og

302

238

bestemme ordentlige Næringer, i Forhold til Afsats, eller Forfærdigelse af Arbeyde paa Bestilling, som og i Forhold til NæringsCirklernes Folke-Mængde, m. v.

f. Angaaende Manufacturer og Kunster, for Islands Skyld, i Dannemark, da vilde den nøyagtigste Efterretning fra nærværende Compagnie, om alle de i Handelen afsatte Varers væsentlige og tilfældige Egenskaber sættes i Værk ved Kunsterne i Dannemark, ved gode Hal-Love og udsatte Premier for Forfærdigelsen: hvilke Loves Efterlevelse alvorligen maatte holdes over.

g. Seyladsen til og fra Island vilde fortiene den meest lemfældige Medhandling, i det mindste for de første 10 til 12 Aar. Consumtions-Frihed paa Levnets-Midler, fornødne om Bord, vilde være høystnødvendig for en begyndende Frie-Handel paa en Colonie, der nu, ligesom først, skal skabes. Skibenes Drægtighed i Maalingen, som Engeland og

303

239

Holland, for Handelens Skyld, heel lempelig beregner, vilde i de første Aaringer heller tilstaaes nogen Eftergivelse i Afgiften paa, end udregnes alt for nøye. Slave- Last- og Rancion-Penge vilde i Begyndelsen lignes i Forhold til Coloniens Ungdom, ikke i Forhold til Vedkommendes Tilstand, som derved skulde hielpes; men Lots og Havne-Penge efter Handelens egne Fornødenheder.

Som unødvendige Paalæg paa Seyladsen, ere statsskadelige Byrder, og har utroelige fæle Følger, som endog tidt undgaaer den viiseste Politici skarpeste, Øyen: saa vilde de store Sportler for Passer, som i visse Tilfælde beløber sig for et eeneste Pas, til 30, 40 og 50 Rigsdalers Bekostninger, hvorfor man ikke betaler synderlig meere andensteds, end lige saa mange Styvere, reent afskaffes.

I øvrigt vilde det endnu være en Fornødenhed, paa det alvorligste at indskrænke Capitainers og Skipperes Selvraadighed, i

304

240

Henseende til Føringer, dog uden at udelukke dem fra visse smaae Artikler, f. E. Frihed med Fieder-Dyr, levende Sviins Udførsel og sligt andet.

Endeligen maatte man opmuntre til Lærlingers Opdragelse, om Bord paa de Islandske Reyser, efter Engelands Exempel, for baade at befordre Erfarenheds Udbredelse i Seyladsen, og Prisernes Nedsættelse paa Hyre, saavidt samme dertil kunde hielpe. Fornødenheden, at straffe pan det alvorligste Contrebandit-Handelen, saavel i Henseende til de Handlende, som de Søefarende Hælere, forbigaaer jeg, som en Sag, Regieringen synes allerede alvorligen at vilde paasee.

h. Handelen, saa vel ophiulpen ved foranførte gode Anstalter, synes i øvrigt, at kunde hielpe sig selv, paa de politiske Indretninger nær i Island, som indbefattes under de i Særdeleshed saa kaldede PolitieLove, som ingen Stat kan undvære: og som

305

24I

fuldkomnest holdes over, naar de kongelige Betiente, der skal holde over dem, lønnes vel, uden at oppebære Politie-Sportler, men i det Sted straffes alvorligen, naar de glemmer deres Pligter.

i. Men for at giøre handelen localnyttig, og derved befæste dens rette Drift, og Indsigterne derom, til bestandig Nytte for Rigerne: saa vilde det være af usigelig Vigtighed, om visse Stæder i Rigerne alleene blev given forbemeldte Opmuntringer for Seyladsen fok en Tid, som visse smaae Friheder i Tolden bestandigen, hvorved saadanne Kiøbstæder, som enten ere nær paa Fald, eller allerede ere ødelagde, vilde i en kort Tid, uden anden Opmuntring (Politie-Anstalter i hver i sær aldrig at forglemme) opstaae af deres Ruiner.

Jeg tænker ved denne Leylighed paa Bergen, og en Kiøbstæd i Nordlandene (om den eengang, som høyfornødent, blev oprettet)

306

242 paa Aalborg og Glückstad, paa Nyeborg og Helsingøer, der hver for sig, vilde heraf høste de herligste Frugter, og Staten igien af dem. Adspredte og blandede Næringer giver adspredte og uvisse Kræfter for Staten. Ordentlige bestemte Næringer for Næringsstænder og Stæder, for Provintser og Lande, er for Staten den politiske Diæt, uden hvilken den aldrig kommer til den rette politiske Førlighed. Næringerne afcirklede med Klogskab for hvert Sted i Staten, er og liig de bestemte Baner for de himmelske Legemer. Ligesom disse maae altid løbe deres visse Veye, om Solen skal meddele dem de fornødne oplivende Straaler, saa maae Næringskredserne i hine aldeles være uforstyrrede, om Regenten skal kunde meddeele Næringerne selv det politiske Liv og Ophold.

k. Hvad Stæders Anlæggelse paa Island i Særdeleshed betræffer, da vil de, som alt hvad Island angaaer, indrettes efter en Colonies Form, og altsaa vil dem ikke kunde meddeeles Danske Kiøbstæders Natur, uden

307

243

at løbe an imod de første Stats-Princips, i Medhold af Hoved-Statens Fordeele. Allermindst vil de kunde blive i alt ordentlige Kiøbstæder som i Hovedstaten, da Colonien, i Følge sin Physiske Natur, vil ævig blive en afhængende Stat af Hoved-Staten, der kan forstrække den det Korn, den behøver. Kort: de Stæder, Landet for sin indenlandske Handel, og for sine Fiskerier behøver, vil blive Ladestæder med den Politie-Orden, som paa deres Natur i en Nordisk Colonie politice kan anvendes.

I. Efter alt dette maatte kammeret ikke glemme at giøre aarlig Beregning over Handels-Balancen imellem de Danske Stater og og Island, hvilket vilde rigelig belønne Umagen, naar Publicum derefter fik Efterretning om Udfaldet, og Lov til at hielpe sig videre selv; thi denne Tilladelse har det endnu ikke, før saadanne Beregninger bekiendtgiøres. Ibidet maae indsee, i hvad Forhold Hielpen bør begyndes, saa finder det siden læt paa, hvorledes.

308

244 m. Skulde jeg hertil endnu føye en politisk Regel: saa blev det en den kongelige Kasse directe til Gode, og den kunde udtrykkes med disse Ord: Som Næringers visse Anlæg maae være til, før Næringerne ret kan lykkes: saa vil Forskuder paa Næringers Opkomst blive mindre fornødne, end Viise Love: og giøres disse først, og holdes over, saa vil alle gode Anstalter efterhaanden blive bekostede ved Afgifter af Handelen med de første Vare, og altsaa store Bygninger, og vidt udseende Planer ikke giøres, før Handelen selv kan betale dem.

Men jeg har maaskee været for vidtløftig i at betragte den Politik, som kunde synes fornøden for Handelen. Ved at erindre Fliden og Cassen, som dertil udfordres, vil jeg være des kortere.

II. Fliden var da det andet fornødne. Flid og Vindskibelighed er en Følge af en sund Nærings-Politik, og saa at sige Concretum af

309

245 den abstracte Politik. Folkets Characteer er ofte imod Fliden. Men Charakteeren maae være, som den vil, saa veed en god Politikus dog at faae Bugt med den: saa Han kan giøre et Folk flittigt, om det ikke var det, naar han veed ret at spille sin Rulle. Saa meget mindre Umage vil det da derfor blive for Regieringen, at see Flid og Vinskibelighed blomstre i Island, som det Lands Indvaanere ikke kan henregnes til et ørkesløst Folk; med mindre Compagniets Tvang, som ey er urimeligt, har til deels omskabt det. I saa Fald vil de alvorligste Love, hvor mildere ey skulde kunde frugte, raade Bod paa Lediggang, og Premier, hvor de kan faae Indpas, lokke alle Næringer. Men Høyere end alle Premier, tænker jeg Handelens Frigivelse selv vil blive. Imidlertid, da intet meere befordrer Vinskibelighed, end Huus-Standens beste Orden, og gode Love for Hosbond og Tieneste-Tyende: saa synes bestemte Reglementer for dem af yderste Vigtighed.

310

246 Med mindre disse forbindes til visse Aars troe Tieneste hos een Hosbond, og dette udfordres af dem, (som et Beviis paa deres Borgerlige Dyd, for saavidt den kan tænkes hos en tilvoxende Ungdom) før den maae have Lov at nedsætte sig paa egen Haand: vil det blive politice umueligt, at tøyle den uopdragne Frækhed, og lægge Grundvolden til en ordentlig Huus-Stand, der bør blive Grundvolden til heele Statens ordentlige Sammenhæng. Det er fra Flid og Vinskibelighed i Husene, Statens skal begynde, og den vil og tage til og blomstre fra de samme. Men at indbefatte alt dette i faa Ord: saa tænker jeg, det vil være af yderste Nødvendighed, ved Premier og de beste Politie-Love, at hemme Lediggang og alle Uordener, som leder dertil.

III. pengene, eller Crediten, jeg har anført, at henføre til Frihandelens Indretning, da tænker min Herre nok, at det vil

311

247 være den vanskeligste Knude at løse, tænker jeg dog ikke.

Valuta eller Sølv-Myndt, i den første Tid at indføre til Landet saa meget af, som kunde behøves til Circulationen for Næringer og Handel, vil Hoved-Statens nærværende Tilstand ikke tillade. Ey heller kunde de ved Handelen komme komme did, uden Island vandt i Handelen fra Hoved-Staten, og fik tilgode paa Balancen. Salareringer til Betiente vilde ikke strax indføre store Capitaler.

Men da Handelen ikkun bliver imellem Colonien og Hoved-Staten og tvertimod, hvad skulde da hindre, at man, for at have et Omsætnings-Middel, indførte en Summa Banco-Sædler, i Forhold til en vis til Banqven pantsat Mængde af Jordegodser i Landet? Naar Realiteters Tegn kun ere rigtige, og intet er fingeret eller digtet af det, som skal og bør være virkelig indvortes Værdie, saa kan det jo være lige meget, en-

312

248

ten denne Værdi forestilles ved Læder eller Steen, Papirer eller høvl-spaane alleene at disse Tegn ikke heller kan forfalskes? Imellem Hoved-Stat og Colonie, hvor denne altid ved en god Ekonomie og frie Handel vil blive i Stand til, at betale med Vare, hvad den annammer i andre Vare, der vil Penges Tegn altid udrette det samme, til videre, som Penge selv. Men at sætte Realiteter, Jordegodser, i Circulation, for at sætte andre Nærings-Greene i Bevægelse, det vil altid blive Statens, og hver Mands Fordel Colonie og Hoved-Stat, og uden at gribe til det Middel, vil et Land, uden Penge og Credit, med alle andre muelige politiske gode Anstalter, endda komme meget sagte frem til Maalet.

At man vil sige: Banco-Sedler er dog ikke Realiteter i Handelen med Fremmede, det bemærker ligesaa lidet, i Henseende til Island, som i Henseende til Dannemark og Norge, i Sammenhæng med. fremmede Sta-

313

249

ter. Islandske Banco-Sedler burde derfor ikke heller circulere uden for Landet for det første. Onde Følger af Banco-Sedlers overflødige Brug kunde her saa meget mindre frygtes for, som de kunde forekommes ved Bestemmelsen af deres Mængde i Lander imod den reelle Værdie, hvorfor de bleve udgivne; og ligesom Landet blev dyrket, Fiskerier lykkedes, Næringer tog til, og Handelen ved disse, vilde de efterhaanden af sig selv blive realiserede, og til Slutning ufornødne. Men paa det man og maatte i Landet være fuldkommen forsikret om, at ikke flere Banco-Sedler indgik, end i Forhold til Landets pandtsatte Eyendomme, maatte en Contra-Notering af en vis Commission paa Landet, af Personer der værende, egenhændig bevidne det paa Sædlerne.

I saa Fald maatte det og altid være en Følge, at ligesom pantsatte Jordegodser til Banqven, som derfor betalte med Islandske Banco-Sedler, indfriedes, skeede Indfrielsen med samme Banco-Sedler, eller som man

314

250

for godt fandt, i andre Tilfælde, dog imod at saadan en Betalings Erlæggelse forbemeldte Commission blev tilkiendegivet, til fornøden Efterretning og en bestandig Jevnvægt derefter holdet imellem Sedlerne og de pantsatte Eyendomme, saa ingen kunde falde paa, at tvivle om Sedlernes indbildte Priis, over den reelle.

Circulationen af Credit saaledes befordret, som desforuden vilde fremhielpe og ikke standse Circulationen af Penge, Guld og Sølv i Landet, vilde i en kort Tiid sætte Vindskibelighed i Bevægelse i alle Hiørner, i Forhold til Politikens Fuldkommenhed selv, og neppe vilde noget da mangle, uden Tiden, for at see Island omdannet til en meget betydelig og vigtig Colonie for Rigerne.

Tive Aar, vilde under saadan en Indretning, med mindre jeg merkeligen feyler, bringe Dannemark meere Fordeel af Handelen paa Island, end de sidste Hundrede.

315

251

Hvad jeg misunder det Høylovlige Kammer-Collegium, at skabe af det Islandske Chaos en nye Verden for Rigerne; at foreene ved den Handling Nord-Polens og Liniens Vindskibeligheder med hinanden; at bringe Regenten saadanne Fordeele ved begge, som Hans Fædre aldrig tilforn har oppebaaren, det har jeg ikke nødig at forklare for Dem, Høystærede Herre! De veed nok, hvorfra det samme reiser sig, nemlig fra min salig Faders Flid, som ikke kom til at yttre sig i denne Cirkel, endskiøndt han saa mærkelig var dertil oplagt, som han var vel erfaren. Det havde just været hans Sag, at giøre en ret sammenhængende Plan i denne Henseende. Han, som kiendte den eene, saavel som den anden Handel heel Nøye, for den skiønne Leylighed, han havde havt, at tale med saa mange Nationer, og udlede deres adskillige Tanker, baade om det eene og det andet. Men hvad hielper det herom at tale videre? Det er for sildigt!

316

252 Jeg skal derfor alleene til Slutning føye disse Ord til de forrige. Har Dannemark Kammeralister og Næringskyndige, og sidder de samme i det kongelige Rente-KammerCollegium: saa har de nu vist nok Leyljghed til at viise Verden, ved en Plan til Islands Opkomst og tiltagende Flor, at de ere det. De kan da dermed godtgiøre, at Kongen af Dannemark og eyer disse sieldne Aander i sine Stater, som ingen Stat, uden største Ulykke for den, kan undvære.

Kommer derimod Island ikke til at blomstre i Næringer og Handelen under vor nærværende allernaadigste Konge, og det i faa Aar, efter at Friehandel er indført, og Planen lagt, saaledes, at det maae falde begge Rigerne i Øynene: saa vil det beviise, at Kongen enten ikke har Kammeralister i Landet, eller at de i det mindste ikke sidder i hans Kammer-Collegio.

317

253 Hvorvidt den nu paa Island værende Conmission haver at giøre Undersøgelser ttl Compagniets Vedligeholdelse, det erfarer da, min høystærede Herre, af Foregaaende, ligesom mine Tanker om Sagen selv. Hvorvidt de stemmer overeens med deres egne Betænkninger, som med det almindelige Beste, det er jeg vis paa, jeg engang faaer at vide, naar De faaer saa megen Tid til overs, at kunde undersøge Sagen; thi for Indsigt, at anmærke mine Feyl, og for Oprigtighed at tale Sandhed reent ud, har De aldrig feylet.

Tolden kommer Philodanus til Pag. 46, og det han siger os derom, er i Almindelighed rigtigt, men een og anden Tanke i Særdeeleshed vil neppe holde Prøve. Hans Sætninger i denne Materie, fortiener derfor Unberføgning. Dog er det vel, at dette bliver imellem vs, høystærede Herte! og maae saa blive, om jeg ikke skulle blive ulykkelig for mine Anmærkninger.

318

254 En Hoved-Sandhed, siger Philodanus Pag. 47, og den bør man tilstaae ham denne, nemlig: En viis Toldrulle er et stort Mesterstykke, og maae dog jevnlig forandres, fordi Omstændighederne ikke alleene forandre sig hos os selv, men og hos vore Naboer, vi handler med. Dm Stat er (derfor) klog, som læser sin Toldrulle ofte igiennem. Dette er saa vigtig en Sandhed, og saa vel erindret, som om det var kommet sta en Parlements-Herre i det Engelske Underhuus, til Underretning for en monarkisk Kammeralist, han vilde give det oprigtigste Raad for hans Konges Skyld. Men saa aldeeles snoret er ikke det andet, Philodanus siger os om Tolden, som dette.

Dersom Finantserne, siger han Pag. 46., ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes, saa at man giør ilde i, at man fører

319

255

den kiære Almue, som ikke indseer Statens Sammenhæng, slige Ting i Hoveder.

Det er sandt, man kan ikke være for forsigtig, med at skrive noget for den skrøbelige Almue, hvorved den maatte giøre sig et urigtigt Begreb om Regieringens Viise Anstalter, i sær, naar det gielder Afgifter af dens og hver Mands Pung. Men da Philopatreias har alt for tydelig røbet sin ælendige Indsigt, saa bliver der vel dog ingen Fare, at frygte for Almuen for hans Skyld. Men at Told-Rullen dog og har, efter mine ringe Tanker, paalagt Told paa visse Vare, som en nøyere Politik vilde have undtaget fra Told, det har jeg allerede anført i det foregaaende. Tolden paa uheglet Hør og Hamp, for Exempel, er slet ikke meere beforderlig af Linned- og Hampe-Manufacturerne, end det vilde være for de Uldne, om Told blev paalagt paa Ulden, som vi faa uforbigiængelig fornøden bruger. At Hør

320

256 og Hamp er en Lands-Product, vil neppe være Aarsag til Paalægget, efterdi særdeeles Opmuntringer maatte da snarere gives for Hampog Hørr-Dyrkningen af samme Told, end Toldens Paalæg alleene ansees for mægtig, at sætte Agermanden derfor i Bevægelse. Dog Tolden er ikke heller stor!

Men at gaae videre: Skulde Philodanus ikke selv giøre ilde, om han førte nogen, som ikke indsaae Statens Sammenhæng,

dette i Hovedet, nemlig, at dersom Finantserne ikke skal komme i megen Uorden, kan Tolden af hvad, der fra udenrigske Stæder indføres, ikke vel forringes.

Jeg tænker, at Philodanus maatte meget nøye have prøvet hver Artikel i ToldRullen, før han skrev dette; thi i anden Fald kan det han siger, ikke holde Stik. Jeg har alt anført et Exempel her, andre i det foregaaende, og kunde anføre fleere. Men desuden synes Philodanus ikke ved denne

321

257

Sætning at erindre, at der ere fleere Afgifter af Vare, end Told alleene. Naar Regenten faaer Tolden godtgiort ved Consumtion af samme Vare: saa bringes hans Fi nantser slet ikke derved i Uorden, tvertimod, det er den rette Orden for dem, at faae Indtægterne paa den Maade, og for de Handlende er det en stor Forskiel, at betale Afgiften af Varene strax ved deres Ankomst, eller først, naar de kan afsætte dem til Kiøberne.

Jeg maatte og tvivle paa, at Philodanus har gaaet Told-Rullen igiennem, før han skrev bemeldte, ellers vilde maaskee eet og andet endnu have mødt ham, som vilde have overbeviist ham om, at een og anden Told kunde eftergives, og dog findes igien ved Consumtionen; ligesom at man ikke altid finder Ratio Legis i Rullen, hvor man leder derefter, en Omstændighed, som i en ToldRulle er heel mærkelig for Næringers og Handelens Skyld. Man kunde saaledes

322

258

spørge: Hvi giver Indigo Told, og Cochenillen ingen? Det er dog begge kostbare Farve-Vare, og det Danske Vestindien, siger man, skal lige saa lidet dyrke det eene, som besidde det andet, Hvi giver Krappen Told? En saa fornøden Farve for vore Manufacturer; thi til Opmuntring for vor egen Krap-Dyrkning kan det umuelig være. Hvorfor betales Told af Engeskiær, i stamme Tid, Samlingen af vor egen bliver uopmuntret: eller hvi betales ikke saa høy, Told af den fremmede, at vor egen selvvillig voxende samles, og sættes i Priis? Thi et af Deelene synes kun at kunde være politice rimelig? Skulde det være til Opmuntring for vore Olie-Møller og Sæbesyderier, at Hør- og Lin-Sæden m. v. betaler Told, eller skulde det ikke snarere blive en directe Opmuntring for Holland, des vissere at faae Afsats paa dets Sardamske Olier og Amsterdamske Sæbe? Holland har en rar Regel, at den tillader maadelige fremmede Natur-Producter, at gaae ind, saa godt

323

259

som for intet, af samme Slags, det selv har Mængde af, nemlig for at afsætte det bedre til Fremmede, Smør f. E. m. m. Hvor har vor ToldRulle Exempel derpaa? Hvor finder man Tegn til i Told-Rullen, at Dannemark indseer, ar Lybeck er et Østersøisk Amsterdam, saa farligt for Dannemark, som Amsterdam og Rotterdam er det for London, om Engeland ey mærkede bedre det, end vi det andet?

Men jeg maatte spørge for meget, og ey komme hastig nok til Philodani nærmere Udkast, til Regler for en Told-Rulle.