Frederik Christian 2. BREV FRA: Frederik Christian 2. (1811-08-16)

Hertugen af Aug. til Grevinde.
den 16 August 1811.

Jeg har igaar modtaget to Breve fra Deres Naade, det ene af 9de, det andet af den 13 April ....

Jeg har i denne Tid havt en lidet behagelig Correspondance med Hans Majestæt, der endnu ikke er endt, efter hvad jeg troer. Jeg sender Dem Kongens Brev og mit Svar. Et nyt Tilfælde vil maaskee tjene til at forstærke den hadefulde Mistanke. Jeg havde yttret for min Kone, at jeg ved Carl XIIIs Død vilde anlægge Sorg i to Maaneder som for en Oncle. Hun fandt for godt at spørge Kongen, om hun turde anlægge samme Sorg eller ikke. Kongen svarede, at da han var Familiens Chef, saa tilkom det ham at bestemme vor Sorg, at jeg rimeligviis vilde anlægge den ommeldte Sorg af Hengivenhed for min afdøde Broder, men at denne Sorg vilde være en Besynderlighed o. s. v. o. s. v. Jeg har troet at burde bede Hertuginden i en Billet, hvoraf Copie vedlægges*), at hun vilde være saa god at forklare for Kongen denne Sag, saaledes som den er. Jeg betroer alle disse Breve til det forsigtige Venskab, og beder Dem ikke at tale derom og ikke at vise dem til andre end Hr. Greven.

*) Hertugen til Hertuginden.

Den Sag, hvorom De talte med mig igaar Aftes, salder bort af sig selv; thi Carl XIII kommer sig. Jøvrigt beklager jeg, at De har lagt Vægt paa en Sag af saa liden Interesse. En sort Dragt, som vi bære paa Landet i en fjern Krog af s. 32Riget, vil ikke giøre Opsigt i Europa og vil ikke have den mindste Følge for Statens Velvære eller Sikkerhed. Forresten er det ikke alene for min afdøde Broders Adoptiv-Fader, at jeg vilde anlægge Sorg ; det er for Carl XIII, der havde en Faders Hjerte for mig og mine Børn. Derpaa har han givet mig de umiskjendeligste Beviser. Det kommer ikke i Betragtning, at hans Plan strandede paa Intriguen. Det er ikke hans Skyld. Hans Ærgrelse over denne Sagernes Vending og den Indflydelse, som den har havt paa den gode gamle Mands Helbred, viser Oprigtigheden af hans Hengivenhed for mig og Mine, og intet svækker altsaa hans Fordringer paa vor Erkjendtlighed.

Jeg beder Dem, Fru Grevinde, at kaste hele denne elskværdige Correspondance paa Ilden, naar De har læst den.

Himlen give, at den ikke skulde fortsættes. Men jeg venter mig Alt. Lidenskaber blande sig her i Politiken, og til hvilket Maal har denne Blanding ikke ført mere ædle Characterer. Jeg venter mig Alt; thi jeg vil med den yderste Haardnakkenhed afslaae at træde igien i Frederik VIs Tjeneste, og jeg vil skye ham saameget som muligt og aldrig ønske mere at see ham.