Caspar Frederik Wegener, 1802-1893 Nogle Actstykker og Brevskaber til Danmarks Historie i nyere Tid

Nogle Actstykker og Prevskaber

til Danmarks Historie i nyere Tid.

Dansk Oversættelse

af Bilagene i C. F. Wegeners Skrift: Actmæssige Bidrag til Danmarks Historie i det nittende Aarhundrede.

Kjøbenhavn.

C. A. Reitzels Forlag.

Trykt i det Schulbiske Officin.

1851.

s. 2Dr her forbigaaede Nrr. ere alle i Original paa Dansk og sindes i den anførte Bog selv paa dette Sprog.

K. Gustav IV til K. Christian VII.
Stokholm den 4 Mai 1792.

Min Herr Broder og Oncle. Den Priis, Som jeg altid har sat paa det Fortrin at nedstamme fra det Danske Kongehuus, har foranlediget mig til at føie til mine andre Titler ogsaa den af Arving til Danmark, en Titel, som min Fødsel har givet mig Ret til. Deres Majestæt vil allerede have seet den Brug, som jeg har gjort af denne Titel i det Brev, hvori jeg har anmeldt Dem Kongens min Faders Død. Men jeg vilde troe ufuldkomment at udtrykke den Følelse, som har ledet mig, dersom jeg ikke henvendte mig til Dem, som Kongehusets Chef og en kjær Oncle, og gjorde Anmeldelse derom paa en mere speciel Maade. Jeg gjør dette med en Tillid, som de Følelser, Deres Majestæt stedse har bevidnet mig, og de Følelser, hvoraf mit eget Hjerte er gjennemtrængt, indgyde mig. Jeg er overbeviist om, at Deres Majestæt med Fornøielse vil see Deres ældste Søsters eneste Søn erindre i alle de Acter, som han underskriver, det enge Baand, som knytter ham til Dem og Deres Rige. Ved Opfyldelsen af alle en god Neveus, en god Naboes og en Vens Pligter vil jeg vise Deres Majestæt den Magt, som dette Baand har over mig, og med hvormegen Hengivenhed og Høiagtelse jeg er, min Herr Broder og Oncle, Deres Majestæts .

K. Christian VII til K. Gustav IV.
Frederiksberg den 9 Juni 1792.

Min Herr Broder og Neveu. Jeg vil altid betragte det som en ganske færdeles Fornøielse, naar jeg kan give Deres s. 4Majestæt Beviser paa fuldkomment Venskab og Hengivenhed. Med disse Følelser og med en Aabenhed uden Forbehold, hvilke jeg ligemeget skylder Dem, skal jeg forklare mig for Dem i Anledning af Deres Brev af 4 Mai. Ingen vil mindre end jeg bestride Deres Fødsels-Rettigheder; som Chef for det Holstenske Huns har jeg endog den Pligt at forsvare dem. Men den Ret at antage en Titel, der skjøndt ligegyldig i Henseende til dens Virkninger, dog strider mod al Brug, mod selve dette Huus's Love, hører aldeles ikke dertil. Dersom Deres Majestæt gjorde Fordring derpaa som en Ret, saa vilde jeg være nødsaget til at modsætte mig det og gjøre min Ret gjældende i denne Henseende; men Intet vilde koste mit Hjerte mere. Jeg er ogsaa fuldkommen overtydet om, at det ikke er Deres Majestæts Tanke, og da jeg fra min Side vil medbringe til denne Discussion med Dem den Føielighed, der er uadskillelig fra Ønsket, saa levende og saa oprigtigt som mit altid skal være det, om at forstærke de Blodets Baand, der forene os ved det oprigtigste Venskabs endnu meget stærkere Baand, — saa vil jeg betragte alt det, som er skeet indtil denne Tid, som uskeet. Jeg vil gjøre mere. Som Familie-Chef, som den, der bør vaage over Haandhævelsen af de Love, som vi have tilfælleds, samtykker jeg i, at Deres Majestæt bruger Titelen, Arving til Danmark, og føier den til Titelen af Arving til Norge, saalænge De lever og for Deres Person, uden at kunne overføre den paa Deres Efterkommere. Idet jeg fra nu af selv giver Dem denne Titel, forsikkrer jeg Dem en almindelig Anerkjendelse. Jeg behøver ikke for Deres Majestæt at gjøre den Bemærkning, at det ikke er til Sverrigs Konge, jeg taler i dette Anliggende; det angaaer kun Dem, som Medlem af samme Huus, som en kjær Søsters Søn, som en nær Paarørende, for hvem jeg lige fra Fødselen af har baaret en Ømhed, som Intet skal forandre. Maatte Deres Majestæts Regjering blive Epochen for en fast og uforanderlig Forening mellem Nationer, der ere skabte til gjensidig Kjærlighed, Høiagtelse og s. 5Styrke. Dette vilde svare til alle mine Ønsker og til den Hengivenhed og Høiagtelse, hvormed jeg er .

1*

s. 5Insinuations-Document for Gustav IV.

Christiansborg d. 15 Juui 1779.

Vi Christian VII . Gjøre vitterligt for Alle og Enhver: at Kongespirets og Diademets Hæder, saameget den end straaler ved Majestætens eget ophøiede Lys, dog modtager en udmærket Prydelse og Glands, naar Fyrstens Slægt forøges og det Kongelige Stamtræ udbreder sig i utallige Grene, hvorfra Undersaatterne finde en rolig Skygge, Kongen en vidtudbredt Ærefrygt og Glorie af saamange samstraalende Stjerners skinnende Lys, og Kongethronen en varig Fasthed og Styrke, idet den hviler paa saa mangfoldige Piller. Altsaa har ogsaa dette Bort Kongelige Huus ved Guds milde Naade vundet en Tilvært i Hæder og berømmelig Styrke derved, at nu efter Guds naadige Forsyn er fremstaaet den høibaarne Fyrste Hr. Gustav Adclph, født i sidstafvigte Aar, den 1 November mellem Kl. ser og syv om Morgenen, af den høibaarne Fyrstinde, Vor kjære Søster, Fru Sophia Magdalene, Arveprindsesse til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Dronning til Sverrig, de Gothers og Venders . Og efterdi den høibaarne og stormægtige Fyrste, Vor kjære Broder, Fætter, Frænde, Nabo og Ven, Fader til fornævnte høibaarne Fyrste, Vor Søftersøn Gustav Adolph, — Hr. Gustav III le. i denne Anledning har sendt til Os fornævnte Dronnings, Vor kjære Søsters Kammerherre, Frederik Baron af Frisendorff, og formelig underrettet Os derom, saa have Vi ved dette Vort Diplom villet afgive et offentligt Vidnesbyrd derom, for at det kan være vitterligt for Alle og Enhver, at fornævnte høibaarne Fyrste, Herr Gustav Adolph, som den, der er født af Vor Kongelige Stamme, er arveberettiget til Rigerne Danmark og Norge med tilhørende Lande efter den Orden og Maade, hvorpaa Kongeloven har bestemt s. 6Denne Arvefølge, og Vi have villet dette saameget desto hellere og tillidsfuldere, som Vi ere forsikkrede om, at Han, naar Han bliver voxen, netop derved vil paamindes om den Os og Vore Efterkommere, Danmarks og Norges Konger, skyldige Kjærlighed og Tjeneste, og om det Baand, hvormed det oprindelige Blodsforvandtstab og det fælleds Arve-Haab har bundet Ham med en nopløselig Knude til Vor Kongelige Stamme. Dette til Bekræftelse og Vidnesbyrd have Vi egenhændig underskrevet dette Aabne Brev og ladet det paatrykke Vort Kongelige Segl. Givet .

Møstings Udkaft til Declarationen
af 9 September 1806.

Christian VII . Gjøre hermed vitterligt: Da ved de stedfundne Forandringer i det Tydske Rige det Forhold er aldeles ophævet, hvori Vort Hertugdømme Holsten, Herskab Pinneberg, Grevskab Ranbzan og Stad Altona have staaet til nævnte Rige, saa have Vi ufortøvet landsfaderlig været betænkt paa at give dette Vort Hertugdømme og nævnte Districter for Fremtiden en fast Forfatning. Saavel deres geographiske Beliggenhed, som ogsaa den lovlige Forfatning, som de i den ældste Tid have havt, saa og Vore Forfædres og Bort til alle Tider bevarede naadige Sindelag mod deres Indvaanere, der stedse have beviist Os den skyldige Troskab, Hengivenhed og Lydighed og staaet i fortsat broderlig Forening med Undersaatterne i Vort Kongerige Danmark, bevæge og bestemme Os til herved for stedse at forbinde nævnte Vort Hertugdømme Holsten, Herskab Pinneberg, Grevskab Ranbau og Stad Altona som integrerende Dele med Vort Kongerige Danmark. Vi byde og befale altsaa:

§ 1. Ligesom ved den allerede skeete Ophævelse af den Tydske Rigs-Ret enhver Henvendelse til samme af sig selv bortfalder, saaledes erklære Vi ogsaa herved, at de tydske Rigslove for Fremtiden ingen Anvendelse skulle finde i Vort Hertugdømme s. 7Holsten, Herskab Pinneberg, Grevskab Ranbzau og Stad Altona. Vi tillægge derimod af høieste Magt Bort Over-Dicasterium i Glückstadt den afgjørende Ret i sidste Instants i alle borgerlige og Ægteskabs-Sager, hvorved det dog følger af sig selv, at Vi, naar der fra dets Kjendelser og Domme suppliceres umiddelbart til Os, ville forføie efter Omstændighederne.

§ 2. Ogsaa ville Vi, at foreløbig og til en almindelig Lovs Indførelse for begge Vore Hertugdømmer, hvortil de fornødne Befalinger allerede ere givne, alle Retssager skulle behandles og afgjøres efter de paa hvert Sted hidtil fulgte Love.

§ 3. De Vort Over-Dicasterium i Glückstadt i forskjellige Henseender tillagte Benævnelser af Regjerings-Cancellie og Over-Appellations-Ret, under hvilke det har staaet i Forhold til de tydske Rigsretter, ophæve Vi herved, og tillægge samme allernaadigst Navn af Vor Kongelige Holstenske Overret, hvorhos det dog har at udføre de samme Forretninger som hidtil og er Os derfor ansvarligt.

Vi tilsige alle Vore Undersaatter i Vort Hertugdømme Holsten, Herskab Pinneberg, Grevskab Ranbau og Stad Altona, saasom Prælater, Ridderskab, Landadel, Embedsmænd og Øvrigheder, og Enhver, af hvad Stand han end er, Vor Kongelige Naade, men ville og befale ogsaa, at denne Vor høieste Fundamental-Sanction allerunderdanigst skal efterleves. Givet .

Chr. Bernstorff til Ioa. Bernstorff.
Kiel den 26 August 1806.

Jeg er nu enig med Kronprindsen derom, at, da den romerske Keiser har nedlagt sin Krone og det tydske Rigsforbund er at ansee for retlig opløst, det Øieblik er kommen, hvori Kongen vil have at giøre de fornødne Skridt med Hensyn til Holstens tilkommende Forfatning og ydre Forhold. Og disse Skridt tør saameget mindre forhales, som de ville være skikkede til at forebygge og møde alle de Anmodninger og Opfordringer s. 8Der muligen kunde være at befrygte og som stride imod Kongens Hensigter. Kronprindsen, der efter sin naturlige Livlighed ogsaa ønsker at see denne Sag muligst fremskyndet, har overdraget mig at opfordre Dig til med Ranbau at aftale Udkastet til en Erklæring eller Bekjendtgjørelse, der skulde udgaae med Hensyn til denne Sag, og at sende dette Udkast til ham gjennem Møsting og mig.

I dette Patent maatte, efter min Mening, som det væsentligste Indhold siges:

At, eftersom Rigsforbundet er opløft og Tydsklands Forfatning ophævet ved Løsrivelsen af en stor Deel Stænder fra Riget og Nedlæggelsen af Keiserkronen, det Baand, som hidtil har bundet Holsten til Riget, er løst, og denne Provinds befriet fra alle Forhold og Forpligtelser, som den hidtil har havt til Riget, men derimod paa det nøieste forenet med det hele Statslegeme af de den Danske Kongekrone underkastede Lande, hvoraf den fremtidig vil udgjøre en i alle Forhold og Henseender fuldkommen uadskilt Deel.

Om Noget maatte siges, og hvad, angaaende Holstens fremtidige Retsforfatning, Rigslovenes Ophævelse, Rigsretternes Opløsning og den derved bortfaldende Appel til disse, angaaende den maaskee nødvendige Afskaffelse af de i Holsten paa Grund af dets Forbindelse med Riget hidtil gjældende Love og Substitutionen af en anden subsidiair almindelig Ret — maaskee den, om jeg ikke feiler, allerede i Slesvig gjældende Iydske Lov —, dette ville Du og Ranbau bedre end jeg kunne bedømme. Mig synes, at man hverken bør forandre meer r den hidtilværende Forfatning eller sige meer i Patentet, end hvad der er aldeles nødvendigt. — Kronprindsen ønsker endnu stedse at see Kongeloven udtrykkelig indført og verved Arveretten til Holsten ogsaa den qvindelige Descendents tilvendt. Mig synes saadant ikke alene at væe betænkeligt, men ogsaa med Hensyn til det foreliggende Øiemed ganske overflødigt.

Eftermiddag. Ovennævnte Befaling gav Kronprindsen mig allerede i Løverdags. Dengang var Møsting ikke her.

s. 9Siden er han kommen tilbage, og har allerede selv overleveret Kronprindsen Udkastet til et Patent. Dette herhos i Afskrift medfølgende Udkast har Kronprindsen tilstillet mig med det Ønske, at dette skulde lægges til Grund for dine Overveielser med Ranbau: at det mellem Eder derefter aftalte Udkast strax skulde forelægges Statsraadet og derpaa, forsynet med dettes mulige Bemærkninger, tilsendes ham, Kronprindsen, til hans Prøvelse og Billigelse. Referatet for Statsraadet vil, da Cancelliet skal udfærdige Patentet, ustridig tilkomme Ranbau. Kronprindsen ønsker, at Frem- og Tilbagesendelsen af Udkastet, forsaavidt en ikke uvæsentlig Tidsbesparelse derved var at opnaae, maatte skee ved Stafetter. I det Møstingske Udkast synes mig Indledningen ikke ganske passende efter Sagens Natur. De Omstændigheder, som alene have maattet bevæge Kongen til det besluttede Skridt, ere ikke skarpt og tydeligt nok betegnede; og der er derimod sagt meget, efter min Mening, ligesaa unødvendigt som upassende. Dette har ogsaa Kronprindsen følt, og Møsting selv udgiver kun sit Arbeide for et ganske raat, flygtig nedskrevet Udkast, og har intet indvendt mod min Bemærkning i Henseende til de Bestemmelsesgrunde, der skulle anføres. Thi selv meddeelte han mig allerede dette Udkast i denne Eftermiddag, før jeg gik til Kronprindsen. Siden min Samtale med Kronprindsen har jeg, da Tiden trænger paa, ikke igjen kunnet søge ham, og hvad han maaskee idag skriver til Ranbau, maa derfor ikke lede Eder vild.

Hvad Indførelsen af Kongeloven angaaer, saa har Kronprindsen opgivet sin Mening.

Afbrudt og opholdt ved tusinde Forstyrrelser, har jeg idag maattet skrive til Dig med en Jilfærdighed, som jeg skammer mig ved, og en Adspredthed, der ikke lod sig overvinde.

Hosliggende modtager Du min Ægteskabspagt .

Tvende løse Udkast til Declarationen,
fundne blandt vedkommende Papirer.

1. Vort Hertugdømme Holsten, Vort Herskab Pinneberg s. 10og Vort Grevskab Ranbau, med disses samtlige Tilliggende, skulle for Fremtiden som et souveraint Hertugdømme være nøie forbundne med det hele Statslegeme af det af Os alene med uindskrænket Magt beherskede Monarchie, og udgjøre og ansees for en uadskilt Deel af samme.

2. Vort Hertugdømme Holsten, Vort Herskab Pinneberg. Vort Grevskab Ranbau og Vor Stad Altona skulle fremtidig under den fælleds Benævnelse af Hertugdømmet Holsten være forbundne med det hele Statslegeme af det Vort Kongelige Scepter undergivne Monarchie og som en i enhver Henseende fuldkommen uadskilt Deel af samme, og som Følge deraf fra nu af være underkastede alene Vor uindskrænkede Regjering.

Af Hertugens Betænkning,
i Statsraadet den 3 Septbr. 1806.

. . . . Den forehavende Forandring maatte skee, de øvrige holstenske Liniers Successionsrettigheder uskadt. Dette Punkt er det vigtigste. Det være mig derfor tilladt udførligere at afhandle det i min Egenskab som Medlem af det Kongelige Statsraad og uden alt videre Hensyn til mig selv.

1. En saadan Indlemmelse af Holsten i Kongeriget Danmark adskiller alle de yngre Liniers Interesse fra Kongens . . . . .

2. Den strider imod de høitideligste Fordrag. Jeg tør kun bringe i Erindring, at i de Cessionsacter, som i Aaret 1773 ere udvexlede mellem Hans Majestæt og den daværende Storfyrste af Rusland, den gjensidige Cedering af de mageskiftede Provindser udtrykkelig er indskrænket til Mandstammen i begge Huse, efter hvis Afgang den cederede Provinds igjen skal falde tilbage til det andet Huus\'s Mandstamme. Rusland vilde altsaa føle sine Arverettigheder angrebne, og det kan ikke ventes, at det vil lade dette stiltiende gaae hen. Skulde det ogsaa i dette Øieblik tillægge Forsikkringen af denne Arveret s. 11ringere Bædie, saa turde det ved de let forudseelige Opfordringer fra Kongen af Sverrigs Side, som ifølge hans bekjendte Character turde blive fortsatte med udholdende Heftighed, blive vakt af denne Ligegyldighed og ansee det for en Æressag som Chef for den holstengottorpske Linie at svare til disse Opfordringer. . . .

Efter alt det hidtil anførte er jeg altsaa af den underdanige Mening,

at Holsten efter Rigsforbundets Opløsning erklæres for et souveraint Hertugdømme, hvis politiske Forhold og Stilling paa det nøieste vare forenede med Kronen Danmarks og følgelig kun afhængige af denne, dog uskadt den i Holsten bestaaende Successionsorden;

at ved denne Forandring ogsaa i Overeensstemmelse med den 16 og 23 Artikel af Tractaten fra 1767, den 7 § af Tractaten fra 1773 alle og enhver af Indvaanerne paany maatte bekræftes deres Privilegii-Rettigheder og Friheder og gives den Kongelige Forsikkring, at Hertugdømmets indre Forfatning i alle væsentlige, Familie-Forhold og Eiendomsret angaaende Stykker skal blive opretholdt.

Ioa. Bernstorff til Christian Bernstorff.
Kjøbenhavn den 3 Septbr. 1806.

Jeg sender Dig indlagt Udkastet til den Declaration, der skulde udstedes, saaledes som det efter gjentagne endnu til allersidst foretagne Ændringer, nu af Cancelliet har været Statsraadet forelagt, og tillige en Afskrift af Cancelliets Forestilling.

Hensigten med dette Patent eller denne Declaration var at erklære, 1. at Holsten, efter den ophørte Forbindelse med det tydske Rige, for Fremtiden uden alle videre fremmede Baand skulde være forenet med Kongens øvrige Monarchie uden Forskjel i den politiske Forfatning, og 2. tillige at bestemme, hvad der med Hensyn til det bortfaldne Forhold til Rigsretterne s. 12og 3. den ophævede Forbindtlighed af Rigslovene som saadanne, — i Holsten for Øieblikket skulde træde istedenfor dette, for ikke ot efterlade noget Savn. Dette tredobbelte Øiemed er, som vi troe, opnaaet ved de trende Afsnit. . . .

Den de yngre holstenske Linier tilkommende Arveret til Holsten beroer oprindelig og væsentlig paa den dem som Lehnsagnater tilkommende Lehnsarvefølge. — At med Opløsningen af Rigslehnsvæsenet, hvori deres Rettigheder have deres oprindelige Grund, disse blive vaklende, lader sig vel — i det mindste med tilsyneladende Grunde — paastaae, og deres Rettigheder altsaa fremstille paa en vis Maade som tvivlsomme for Fremtiden. Men med Hensyn til Rusland indtræder endnu en Betragtning, og denne er af den største Vigtighed, ja — jeg turde sige — afgjørende. Ved den holstenske Mageskifte- Tractat er den forhenværende storfyrstelige Andeel af Holsten cederet Kongen kun for den mandlige kongelige Linie. Med Hensyn til denne Deel af Holsten grunde sig altsaa Ruslands Rettigheder ingenlunde blot paa Lehnsnexus, men paa tydelige, siden vor Konges Thronbestigelse afsluttede Tractater. Alt ovenfor Sagte om Lehnsfølgen finder slet ingen Anvenvelse paa Rusland, forsaavidt Talen er om den storfyrstelige Deel af Holsten.

Ioa. Bernstorff til Chr. Bernstorff.
Kjøbenhavn den 6 Septbr. 1806.

. . . . Isærdeleshed og med Rette kan det mishage Kronprindsen, dersom han erfarer (hvad han dog ikke behøver at erfare, thi jeg er ikke vis paa, at Ranbau har skrevet det til Møsting), at Hertugen, førend han oplæste Kronprindsens Skrivelse, lod Ranbau, der som Referent ventede i Forværelset, kalde ind i Conseilværelset, nødte ham til ogsaa at tage Sæde med, og i hans Nærværelse oplæste Kronprindsens Skrivelse til Statsraadet og sit Votum, — et, som mig synes — meget stort Anstød mod Formen. Hertugen vilde i Begyndelsen, s. 13at ogsaa jeg skulde være tilstede ved Statsraadets Forsamling; men derpaa har jeg paa ingen Maade indladt mig.

Circulaire til de danske Missioner.
Kjøbenhavnden 13 Septbr. 1806.

Min Herre. Da Opløsningen af det tydske Rigsforbund og Tilintetgjørelsen af Tydsklands Forfatning uventet har løst de Baand, som hidtil havde knyttet Hertugdømmet Holsten til det Romerske Rige, saa har Kongen fundet sig i den Nødvendighed at bestemme de Forhold, som for Fremtiden paa en endnu nøiere Maade skulle forene denne Provinds med Hs. Majestæts øvrige Stater.

Dette Øiemed findes opfyldt ved en Declaration, som nylig er udstedet, og hvoraf jeg har den Ære, min Herre, at sende Dem hoslagt ro Exemplarer til Deres egen Underretning, ligesom ogsaa for at fætte Dem istand til at meddele samme til det Hof, hvorved De er accrediteret.

Note af Baron Taube.
Kjøbenhavn den 12 October 1806.

Foreningen af Hertugdømmet Holsten med det danske Monarchie for at danne for Fremtiden en i enhver Henseende uadskillelig Deel deraf har nødvendigviis maattet henlede Hs. Svenske Majestæts Opmærksomhed paa de Familie-Fordrag, som angaae dette Hertugdømme.

Uagtet Hs. Maj. i sin Egenskab af Arving til Danmark og Norge ikke personlig kan finde sine eventuelle Successionsrettigheder forringede ved den nævnte Forening, saa skylder han dog sig selv som Chef for den anden Green af det holstenske Huns, sit eget Huns og sine Efterkommere ikke at opgive de retmæssige Fordringer, som de meest høitidelige Tractater, Familie-Pagter og hans Fødsel have givet.

s. 14Ifølge disse Betragtninger skal Undertegnede, efter udtrykkelig Befaling af Kongen, hans Herre, officielt erklære for det danske Ministerium, at

Kongen, med Hensyn til de Forholdsregler, som nylig have fundet Sted ved den endelige Indlemmelse af Hertugdømmet Holsten i Kongeriget Danmark, troer at burde kalde i Hs. Danske Majestæts Erindring, at afdøde Kong Gustav III, høilovlig Ihukommelse, til tre forskjellige Tider, 1773, 1775 og 1786, har reserveret i de dengang brugelige Former hos det Romerske Rige, som det Tydske Riges Chef, sine Rettigheder til Hertugdømmet Holsten, eller dets Æqvivalent, Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst; at

Hs. Majestæt, i det han nu kommer tilbage til den samme Gjenstand, troer at burde tilkjendegive paa en lige høitidelig Maade, at Han betragter sine eventuelle Successions-Rettigheder til de nævnte Lande ligesom forhen at have bevaret deres fulde Kraft, hvilke end disse Landes politiske Forandringer maatte være; og da Kongen ikke kan under de nærværende Omstændigheder nedlægge denne Reservations-Act hos det tydske Riges Chef, saa har han troet bedst at opfylde den Hensigt, som han har fattet, ved nu med Tillid at sende den til Kongen af Danmark.

Efter saaledes at have efterkommet de Befalinger, som han nylig havde modtaget, benytter Undertegnede endnu denne Anledning til at give Hr. Grev Bernstorff, Directør for Departementet for de udenlandske Sager, Forsikkringen om sin største Høiagtelse.

Ioa. Bernstorff til Chr. Bernstorff.
Kjøbenhavn den 14 Octbr. 1806.

.... Du vil bemærke, at man i Indledningen til Noten ikke anfører rigtigt Udtrykkene af den herfra udgivne Declaration. Man forverler, — som allerede mange Læsere af Mangel paa Sprogkundskab have gjort — Udtrykkene uadskilt s. 15(ungetrennt) og uadskillelig (unzertrennlich). Og denne Forskjel er, naar det kommer an paa, om Agnaternes Rettigheder ved Declarationens Ord ere angrebne, netop afgjørende.

Angaaende det Svar, som skal gives paa denne Note, vil jeg derefter vente Din nøiagtige Forskrift.

Ioa. Bernstorffs Note af 1 Novbr. 1806.
Til Baron Orenstjerna.

Efterat Undertegnede, Directør for Departementet for de udenlandske Sager, har forelagt Kongen sin Herre den Note, som Hr. Baron Taube, Sverrigs Chargé d'Affaires, har gjort ham den Ære at tilstille ham under 12te forrige Maaned, er han bemyndiget til at meddele Hr. Baron Orenftjerna, ar man vilde gjore Hs. Majestæt Uret ved at antage, at Allerhøistsamme ved at bestemme Holstens fremtidige Forhold til Danmark har villet gaae videre end Begivenheder, der vare uforudseete og uafhængige af Hans Villie, have gjort nødvendigt.

Undertegnede beder Hr. Gesandten for Sverrig at modtage ved denne Leilighed Forsikkringen om sin ftørste Høiagtelse.

Baron Blome til Christian Bernstorff.
Petersborg den 28 Juli 1809.

.... Skjøndt med en Følelfe af sand Uvillie anseer jeg det dog for min Pligt ved denne Lejlighed at gjentage Rygter, som ikke mindre vilde fortjene at overgives til Foragt, dersom jeg ikke mærkede, at mange Mennesker begynde at fæste Lid til dem, og dersom det ikke var af Vigtighed at afsløre den afskyelige Bagvaskelse. Det er imod den brave og værdige Prinds af Augustenborg at denne udslynger de giftigste Pile. Den anklager ham for at være i fuldkommen Harmonie med de Svenske, der paastaae at være ved den stærkeste s. 16Garantie sikkrede mod enhver alvorlig Fjendtlighed fra hans Side. Den gaaer saavidt, at den anseer ham skyldig i det forteste og frygteligste Forræderie, skyldig endog i at kunne misbruge Nordmændenes fuldkomne og uindskrænkede Hengivenhed for hans Person i den Grad, at han aldeles har bortvendt deres Kjarlighed fra deres lovlige Souverain; at de Svenske, gjennemtrangte af Taknemmelighed for den vigtige Skaansomhed, som han har brugt ligeoverfor dem i det meest afgjørende Øieblik, opfyldte af Agtelse for hans militaire og tillige Administrations-Talenter, rørte over den meest udsøgte Omhu, som han har viist imod denne Nations Krigsfanger, — at de Svenske ere alvorlig betænkte paa at tilbyde ham Arveret til Kronen; at Prindsen, allerede længe i Forveien underrettet om denne Velvilligheds Følelse for sig, har søgt umærkelig at udslet.e det Fjendskab, som herskede mellem de to Nationer, og at dette er lykkedes saa vel, at de Svenske vove at true Rusland med, at dersom dette ikke iler med at slutte sin Fred, saa vil den svenske Regjering kaste sig aldeles i Englands Arme, og vis paa Nordmændene og Prindsen af Augustenborg, forene paa hans Hoved de to Kroner, Sverrig s og Norges. Til de øvrige Kjendsgjerninger føier man ogsaa den, at man i et Øieblik, da Adlersparres Partie laa under, havde været saa heldig at faae udvirket en Befaling, der fjernede de under hans Commando staaende Tropper fra Stockholm for at bringe dem tilbage til Norges Grændser, men at det var lykkedes Adlersparre at afvende denne Forholdsregel, idet han godtgjorde, at der ikke var det allerringeste at befrygte fra Nordmændenes Side....

R. Carl XIII til Hertugen af Aug.
Stokholm den 2 Juni 1810.

Min Herr Cousin. Deres Durchlauchtighed er allerede underrettet om det skrækkelige Slag, som, idet det berøvede Dem s. 17en kjær Broder, til samme Tid lod mig tabe en Søn, værdig til hele min Kjærlighed, og Sverrig en Prinds, som var Gjenstand for dets kjæreste Følelser og Forhaabninger. Mit Hjerte er overvældet i en Grad, som jeg ikke kan skildre, og den eneste Trøst, som jeg har, er at see mit Folk dele min Sorg og skjænke den Afdødes Minde en oprigtig Tribut af Klager og af Taarer. De Papirer, som denne Prinds har efterladt sig og som han har ønsket maatte overgives i Deres Durchlauchtigheds Hænder, foranledige mig til at foreslaae Dem at komme til Stokholm, hvis det er Dem muligt, for at jeg selv kunde udføre denne smertelige Gjerning. Deres Durchlauchtighed vil da nærmere kunne see mine troe Undersaatters Sorg, og hvor ulykkelige de føle sig ved denne frygtelige Erfaring af den Almægtiges Villie. Jeg smigrer mig med, at Deres Durchlauchtighed i dette Skridt af mig kun vil erkjende mit Ønske at kunne bevidne Dem mundtlig al den Priis jeg sætter paa Dem, ligesom de Følelser af Agtelse og oprigtigt Venskab, med hvilke jeg er, min Hr. Cousin, Deres Durchlauchtigheds .

Hertugen af Aug. til R. Carl XIII.
Graafteen den 11 Juni 1810.

Sire. Det Brev, som Deres Majestæt har værdigedes at tilsende mig under den 2 d. M., er kommen mig tilhænde. Jeg beder Dem, Sire, gunstigst at modtage min underdanigste Tak derfor. Intet kan sammenlignes med den Bevægelse, hvormed jeg har læst det. De Klager, som Deres Majestæt udtrykker, de hjertelige Ord, hvoraf De betjener Dem, ved at tale om den ædle og høimodige Mand, hvis Tab vi begræde, have fremkaldt mine Taarer, idet de trøstede mit Hjerte. Mit Sind er sønderrevet, og kun af Tiden venter jeg Ro og Lægedom for de Saar, som denne sørgelige Tildragelse har bibragt mig.

Skjøndt jeg til enhver anden Tid intet ivrigere skulde s. 18ønske, Sire, end at opfylde Deres Majestæts naadige Indbydelse, saa gjør mig dog den Tilstand, hvori jeg befinder mig’, en Reise til Stokholm for Øieblikket umulig. En kjær Broders Skygge vilde der stedse fremtræde for min Phantasie. Jeg vilde kun see Ham; Alt vilde hvert Øieblik paa Dagen minde mig om Ham. Nei, Sire, i en saadan Tilstand er jeg ikke vel præsentabel ved et stort Hof, og jeg bør bønfalde Deres Majestæt om at bevare mig til en anden Tid den Lykke at turde aflægge min Hylding for min bedste Vens ømt elskede Fader. Jeg er med den dybeste Ærefrygt .

2

R Carl XIII til Hertugen af Aug.
Slottet Haga, den 10 Juli 1810.

Min Herr Cousin. Jeg henvender mig idag til Deres Durchlauchtighed med al den Tillid, som baade Deres Character og de Baand, der forene Dem med den kjære Prinds, hvis Tab hele Sverrig og jeg isærdeleshed begræder, med saa megen Grund indgyde mig. Jeg tager altsaa ikke i Betænkning at aabne Dem mit Hjerte og mine hemmeligste Tanker. I den voldsomme Crisis, hvori mit Rige befinder sig med Hensyn til Thronfølgen, vender sig mit og mit Folks Blik mod Deres Durchlauchtighed som den eneste, der kan sikkre Sverrigs fremtidige Lykke. At være Broder til den nylig tabte Prinds, alene denne Omstændighed vil vinde Deres Durchlauchtighed mine Undersaatters Kjærlighed, som ville see i Deres Børn et Pant for Roligheden i den kommende Tid.

Dem altsaa, min kjære Cousin, har jeg efter moden Overveielse bestemt mig til at foreslaae for Rigsstænderne som min Thronfølger; men det er mig særdeles magtpaaliggende forud at modtage, saa hurtigt som muligt, Deres Durchlauchtigheds Forsikkring om, at De vil modtage Valget, naar det bliver gjort. Jeg smigrer mig med at troe, at De ikke vil nægte mig en saadan Forsikkring, nødvendig for min og mit ulykkelige Fædrenelands Lykke, og ene istand til at mildne de Sorger, s. 19som ikke skulle og ikke nogensinde bør udslettes af mit Hjerte. Jeg troer at burde tilføie, at jeg har i denne Henseende erkyndiget mig om Hs. Maj. de Franskes Keiser, Kongen af Italiens Mening, og at denne Souverain, ligesaa mægtig som høimodig, ifølge det oprigtige Venskab, han nærer for mig, og den Interesse, han tager i Sverrigs Vel, har aldeles samstemmet med mig i et Valg, som paa een Gang baade min personlige Tilbøielighed og mit Riges høie Interesse fordrer. Deres Durchlauchtighed ville nu i Deres Viisdom veie alle disse Grunde; De ville bestemme Dem derfor, som jeg smigrer mig med at haabe, og Resten vil gaae, — jeg tvivler ikke derom, efter vore Ønsker. Oberstlieutenant Holst vil have den Ære at bringe Deres Durchlauchtighed dette Brev. Valget, som jeg har gjort af hans Person, kunde maaskee gjenopvække saarende Erindringer i Deres Durchlauchtigheds følsomme Hjerte, men det bør til samme Tid vise Dem al den Oprigtighed , som jeg bruger i min Adfærd. Det staaer mig kun tilbage, at gjentage for Dem, min kjære Cousin, den Utaalmodighed, hvormed jeg vil vente Deres Svar og et tilfredsstillende Svar, ligesom det ømme Venskab og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg er .

Hertugen af Aug. til R. Frederik VI.
Afsendt med en Coureer den 16de om Natten.

Sire. Oberstlieutenant Holst er i denne Eftermiddag ankommen som Coureer fra Stokholm og har overbragt mig den hosliggende Skrivelse fra Kongen af Sverrig. I en Sag af denne Vigtighed maa ingen letsindig, ingen overilet Beslutning fattes. Vanskelighederne ere umaadelige, Modgrundene af uendelig Vægt, Sandsynlighederne for et lykkeligt Udfald kun ringe, hvad enten jeg seer hen til mig selv eller til Forholdene i Sverrig, og idet jeg modtager Tilbudet, undertegner jeg maaskee min Fordærvelse. Paa den anden Side tale ogsaa meget vægtige Grunde for Antagelsen af Tilbudet.

2*

s. 20Jeg behøver nogle Dage Tid og Ro for tydelig at udvikle mig det hidtil dunkle Virvar af Grunde og Modgrunde, og afveie, hvad der er for og imod Sagen. Følgelig kan der endnu i dette Øieblik ikke være Tale om en Beslutning.

Men førend jeg overtager Pligter mod et andet Land, maa jeg ikke glemme de Pligter, som jeg skylder mit Fædreneland, og at for Tiden ingen helligere Pligter paaligge mig end disse. Deres Majestæt ville ikke befale mig, at jeg skal modtage en fremmed Krone, men De har den fuldkomne Ret til at forbyde mig Antagelsen af en fremmed Krone, og jeg skal rette mig derefter med den gladeste Lydighed. Tillader Deres Majestæt altsaa, at jeg over følgende to Spørgsmaal udbeder mig Deres Anskuelse og Villie naadigst meddeelt.

1. Stemmer det med Deres Majestæts Planer, at jeg afslaaer Tilbudet? Troer De, at Fædrenelandets Interesse kan befordres ved et denægtende Svar fra min Side, og navnlig at en Forening af de tre Riger kunde tilveiebringes? Ifald Deres Majestæt har den mindste Sandsynlighed, det svageste Haab, at dette kunde være Tilfældet, saa ville De vise mig den Naade, at meddele mig det uforbeholdent, og mit Svar er afgjort. Jeg afflaaer Kronen og bringer, det forsikkrer jeg helligt, efter min Vurdering, intet Offer.

2. Dersom en Forening af Skandinavien under nærværende Omstændigheder ikke kan finde Sted, anseer Deres Majestæt det saa for mere stemmende med Danmarks Interesse, at jeg indtager den svenske Throne, eller en anden Prinds.

Jeg gjentager det. Sire, endnu er jeg aldeles ubestemt; selv om De skulde besvare det sidste Spørgsmaal bekræftende, maa jeg dog forbeholde mig den fuldkomne Frihed i min Beslutning. Af egen Drift kan man vel, som fordum hiin Romer, indviende sig til Fædrenelandet, styrte sig i Afgrunden, men ingen Monarch paa Jorden kan befale saadant. Imidlertid er dog Deres Majestæts Anskuelse af dette Spørgsma s. 21maal mig vigtig fremfor Alt, og Meddelelsen deraf vilde jeg erkjende som Naade og Venskab.

Kongen af Sverrig venter Holst den 27de eller 28de i Ørebro. Jeg vil expedere ham, saasnart jeg har erholdt Deres Majestæts Svar. At Indholdet af dette Brev ikke er bekjendt for Nogen her, undtagen min Kone, behøver jeg vel ikke at forsikkre Deres Majestæt.

R. Frederik VI til Hertuginden of Aug.
Frederiksberg den 16 Juli 1810.

(Den 16 Juli — skriver Hertugen i sin Brev-Copie-Bog — afgik fra Kjøbenhavn et Brev med tre Segl fra Kongen af Danmark til Hans Søster og ankom til Hertugen Natten mellem den 17 og 18 Juli, altsaa 24 Timer efter Hertugens Coureers Afgang. I dette Brev siger Kongen:)

1) At han havde Haab om at tilveiebringe Foreningen af de tre Riger, 2) at Øjeblikket var hertil det meest pafsende, 3) at han i denne Henseende havde gjort de fornødne Demarcher og 4) at Napoleon kraftigst vilde understøtte Sagen . (See Bogen, S. 370.)

R. Frederik VI til R. Carl XIII.
Frederiksberg den 18 Juli 1810.

I Betragtning af de critiske Omstændigheder, hvori de nordiske Riger ialmindelighed befinde sig og isærdeleshed det, som ved Deres Majestæts faderlige Omsorg og Talent er bleven reddet fra saa overhængende Farer, henvender jeg mig til Deres Majestæt, med den Frimodighed, som er mig naturlig, og med den Tillid, som De indgyder mig, for at forestille Deres Majestæt, som Fader for Deres Folk og som en Fyrste, der er udsprunget af samme Stamme som jeg, at jeg kun i den nøieste indbyrdes Forening finder Lykke for de Nationer, som vi beherske og ønske at gjøre lykkelige. Jeg vover at smigre mig med, at De deler denne Overbeviisning. De kjender altfor s. 22vel Nordens Historie til ikke at være overbeviist om, at Uenigheden mellem Nationer, der have saamegen Lighed, samme Religion, oprindelig samme Sprog, næsten de selvsamme Sæder og Skikke, har været Grunden til deres Ulykke og Svaghed. Jeg behøver følgelig ikke at gaae ind i mange Enkeltheder for at overbevise Deres Majestæt om, at De vil giøre Deres Navn udødeligt, og at de kommende Slægter i disse nordiste Riger for evigt ville velsigne Deres Minde, dersom De griber det Middel, som tilbyder sig og som tilbyder sig i dette Øieblik under Auspicier, der maaskee ikke mere ville komme igjen, for til evig Tid at gjøre Ende paa Uenigheden mellem Folkeslag, som i Grunden ere Brødre og som altid burde have raft hinanden Haanden til gjensidig Understøttelse.

Jeg ønsker oprigtigt, at den svenske Nation gjennem en lang Aarrække ntaa nyde den Lykke at være behersket af Deres Majestæt. Men i dette Øieblik, da Rigsstænderne ere forsamlede for at vælge den, der efter Deres Afgang skal indtage hos det svenske Folk Pladsen efter den, til hvem dette Folk i Farens Øieblik saa lykkelig har sat sin Lid og sit Haab, beder jeg Deres Majestæt at betænke, at De ved at bruge Deres Indflydelse hos de Deputerede paa Rigsdagen, saa at disse bestemme sig for at aabne Udsigten til en bestandig Forbindelse mellem de Nationer, som De og jeg regjere, ved at forene deres Stemmer til Gunst for mig, vil lægge Grundvolden til de nordiske Folkeslags Lykke. Kun fordi Forsynet har sat mig i en Stilling, der gjør mig det til Pligt at arbeide paa at befæste disse Folkeslags Lykke, søger jeg Valgstemmer hos den svenske Nation, der har saamegen Adkomst til min Høiagtelse. Deres Majestæt saavelsom Deres Undersaatter kunne regne paa den Troskab, hvormed jeg skal haandhæve Rigets Grundlove, dersom Sverrigs Stænder betroe mig Omsorgen derfor. Jeg troer ikke at behøve at forsikkre Deres Majestæt om den Erkjendtlighed, som en Understøttelse fra Deres Side hos Rigsstænderne i dette vigtige Tilfælde vil lade mig føle. Denne Erkjendtlighed vil fuldkommen ligne de s. 23Følelser af Venskab og Høiagtelse, ved hvilke jeg stedse er bunden til Dem .

R. Frederik VI til Hertugen af Aug.
Frederiksberg den 20 Juli 1810.

Jeg takker Dem for de meddeelte Efterretninger betræffende Kongen af Sverrigs Forslag. Det er mig et nyt Beviis paa Deres brave og retskafne Tænkemaade, og visselig maa jeg, som enhver af Deres Venner, glæde mig over, at man lader Deres ophøiede Egenskaber vederfares Ret.

Men jeg er, som jeg allerede med den forrige Stafet har skrevet til min Søster, i det Tilfælde, at jeg maa handle som Landsherre og som saadan gjøre Alt for de tre Kroners Forening i Fremtiden, og at jeg desangaaende har henvendt mig ikke alene til Frankrig, men ogsaa til Kongen af Sverrig selv. Om Napoleons Deeltagelse og hans Ønsker har jeg de stærkeste Forstkkringer, og saaloenge jeg har dette Haab, kan og tør jeg ikke yttre mig for Dem.

Jøvrigt kan Kongen vel foreslaae Stænderne en Thronfølger, men Stænderne alene have Ret til at vælge, og dermed maa man nøies.

Jeg beder Dem at være overbeviift om mit Venskab for Dem og Deres.

Hertugen af Aug. til R. Carl XIII.
Graasteen den 23 Juli 1810.

Sire. Hr. Holst har overrakt mig det Brev, som Deres Majestæt havde befalet ham at bringe mig. Jeg søger forgjeves Ord for at udtrykke de Følelser, som dette Brev maa indgyde mig. Det første af Alt er den meest levende Taknemmelighed mod Deres Majestæt baade for den Tillid, som De behager at ville vise mig, og for den Ære, som De bestemmer mig. Men, Sire, jeg er ved edelige Baand og s. 24og ved alle Erkendtligheds - Pligter knyttet til Hans Danske Majestæt. Jeg maatte følgelig udbede mig hans Samtykke til at modtage det Forslag, som deres Majestæt har værdigedes at gjøre mig. Jeg erfarer, Sire, at den store og velgjørende Plan til en kommende Forening af de tre nordiske Riger modsætter sig mit Valg til Thronfølger i Sverrig, at det danske Hof allerede har henvendt sig til Deres Majestæt, og at denne Plan er begunstiget og understøtttet af de Franskes Keiser. Min Person og min Familie kan altsaa ikke mere komme i Betragtning, og jeg bør indskrænke mig til at bede Deres Majestæt naadigst at ville modtage min meest levende Taksigelse for den Godhed, De har beviist mig. Hvilket end Nationens Valg maatte blive, saa skal Erindringen om Deres Godhed, Sire, for evigt være indgravet i mit Hjerte.

Jeg er med en Hengivenhed uden Grændser og den dybeste Høiagtelse .

Hertugen af Aug. til R. Frederik VI.
Graasteen den 25 Juli 1810.

Sire. Coureren ankom i Mandags Eftermiddags med det Brev, som Deres Majestæt den 20de d. M. havde medgivet ham. Samme Dag om Aftenen efter Bordet afreiste begge de svenske Herrer, Oberstlieutenant Holst med Brevet, hvoraf jeg vedlægger en Afskrift, til Ørebro, den om Søndagen den 22 ankomne Kammerherre Silfverstolpe til Kjøbenhavn. Sidst nævnte var, som Kongen i et mig af ham overleveret Brev anmelder, underrettet om det tidligere Brevs Indhold og udtrykkelig befalet at udforske min Mening. Da jeg efter Courerens Ankomst havde meddeelt ham, hvorledes nu mit Svar maatte falde ud, spurgte han, om jeg ikke vilde overdrage ham at tilføie nogle mundtlige Oplysninger. Dette har jeg, som stridende mod min Pligt nægtet, og vi skiltes ad s. 25med den Yttring fra Hans Side: Det vil gjøre Kongen af Sverrig uendelig ondt.

Den Aadenhed og Ligefremhed, som jeg i denne Sag har gjort mig til Pligt, fordrer, at jeg underretter Deres Majestæt om følgende Omstændighed. Den ved min Coureers utaalelige Langsomhed foraarsagede lange Udeblivelse af Deres Svar, Sire, og Deres fuldkomne Taushed derover i Deres Brev af 21de til min Kone, lod mig befrygte, at Ebeling kunde være kommen til Skade. De Svenskes Utaalmodighed havde naaet den høieste Grad. Jeg saae altsaa intet andet Middel til at forene alle Fordringer, end at gjøre mit Svar til Kongen af Sverrig færdigt. Dette vilde jeg med hoslagt aaden Afskrift ved Holst lade Deres Majestæt tilstille, og Dem skulde da Afgjørelsen være overladt, om Holst skulde reise videre med det forseglede Brev eller foreløbig overbringe et mundtligt Afslag. Min Pakke var færdig, da Coureren ankom, og jeg tør ikke skjule, at jeg, paa Grund af min gamle Tillid til min afdøde Broders Ven og Vaabenfælle, havde viist ham mit projecterede Brev, der indeholdt en betinget Antagelse....

.... Deres Majestæt ville være forsikkret om, at jeg ikke ønsker den svenske Krone, og at jeg, hvis Valget, — uagtet mit Svar — skulde falde paa mig, kun da vil være beredt til at modtage det, naar jeg i dette Valg troer at finde et Kald af Forsynet, hvis Haand er saa umiskjendelig i min Families Skjæbne. Reen for alle Intriguer, for al smaalig Ærgjerrighed, har jeg ikke udstrakt min Haand efter denne Krone. Men ikke at tilbagevise den, naar den af en høiere Haand sættes mig paa Hovedet, troer jeg nu at skylde mit Rygte, mine Børn, Sverrig, mit Fædreneland, ja selv Deres Majestæt og Deres Huus.

R. Frederik VI til Hertugen af Aug.
Frederiksberg den 28 Juli 1810.

Deres Brev, dateret den 25 Juli, har jeg rigtig modtaget.

s. 26og det er mig et nyt Beviis paa deres Fædrenelandskjærlighed og Venskab for mig. Det gjør mig meget ondt, at Deres Coureer er reist saa langsomt, og at dette har sat Dem i Forlegenhed. Oberstlieutenant Holst, med hvem jeg har talt, var ligesaa taus som iilforn, hvilket i Begyndelsen forundrede mig; imidlertid hans forandrede Stilling fører dette med sig, og min anden Reflection var, at man altid maatte ære den Mand, der trolig opfylder sin Pligt.

Jeg seer, saavel som De, hvorledes enhver Sag er uvis, der afhænger af andre Mennesker; imidlertid troer jeg at have handlet efter Pligt, og aldrig skulde jeg befinde mig i Opposition mod Dem, hvis ikke min Stats Interesse maatte for mig som Konge være Alt.

R. Carl XIII til R. Frederik VI.
Ørebro den 1 August 1810.

Min Herr Broder. Grev von Dernath har overrakt mig det Brev, som Deres Majestæt har behaget at tilskrive mig under den 18 Juli. Bevægelig rørt ved de Beviser paa Venskab og Tillid, som det indeholder, iler jeg med at bevidne Deres Majestæt min Erkjendtlighed derfor. Jeg skal ikke undlade at meddele Rigsstændernes hemmelige Comitee Deres Majestæts vigtige Forslag. Det er mig umuligt at forudsige Resultatet deraf; Valget af en Thronfølger tilkommer alene mit Folks Repræsentanter, og jeg er forud forvisset om, at de ved denne for Sverrigs tilkommende Skjæbne afgjørende Leilighed ville vise sig værdige deres Forfædre, Æren, den nationale Erkjendtlighed , Fædrelandets lange Selvstænvighed, og gjennemtrængte af en sand Følelse for dets Trang og virkelige Interesse. Med Følelser af et oprigtigt Venskab og en udmærket Høiagtelse er jeg, min Hr. Broder, .

R. Frederik VI til Hertugen af Aug.
Frederiksberg den 8 August 1810.

Overbringeren af denne Skrivelse er min Adjutant, Overadjutant Lüen. De vil af ham erfare, at et Partie i Sverrig skal have besluttet at bortføre Dem til Sverrig, og at man dertil vil bruge et svensk Krigsskib, som man mener en Kutter.

Denne Maade at bringe Dem til Sverrig paa, kan og tør jeg ikke tillade. Han har derfor den Befaling at forhindre dette, og i denne Hensigt har jeg beordret den fornødne Roflotille til Als, for at sorskaffe Dem al Sikkerhed. Skjøndt jeg ikke har nogen Tro til et saadant Project, saa var jeg Dem dog dette skyldig som min Svoger og Ven. De kan nu aftale det Fornødne med Overadjutant Lüen. Jeg tænker, at dersom et saadant Skib skulde komme, vilde nogle gode Patrouiller lettest kunne forhindre alt. Thi intet Partie maa bortføre Dem, og kun min Approbation kan gjøre Dem til Thronfølger i Sverrig, og den har jeg ikke givet.

Den Efterretning, at den afsatte Konge, Gustav Adolph, allerede er ankommen paa det Engelske Admiralskib, tilligemed den Efterretning, at de Engelske Linieskibe forlade Belterne, giver Anledning til mange Rygter. Jeg afholder mig fra at dømme derom, og overlader det til Dem alene. Den Haft, hvormed jeg har skrevet dette, forhindrer mig i at skrive mere derom.

Hertugen af Aug. til Frederik VI.
Augustenborg den 10 August 1810.

Deres Majestæts Brev, som De har medgivet Overadjutant Lüen, er kommen mig tilhænde. Nogle Timer senere vilde det ikke have truffet mig. Alt var allerede ordnet til en Reise til Eiderstedter-Marsk, Rendsborg og Kiel, som jeg for mine Sønners Skyld vilde foretage. Lüens Ankomst har foranlediget mig til at opgive denne Reise, der under de mig s. 28nu bekjendte Omstændigheder paa meer end een Maade havde kunnet mistydes.

Jeg takker Deres Majestæt underdanigst for det velvillige Sindelag, der har foranlediget Lüens Sendelse. Paa Grund af denne Anledning vil Sendelsen stedse blive mig uendelig kjær. At den svenske Regjering, der ønsker mig til Thronfølger, skulde lade mig bortføre, forekommer mig at høre til de Rygter, der ikke fortjene nogen Tiltro. Mindre usandsynligt var det, om et af de Partier, som jeg staaer i Veien, tog sin Tilflugt til et saadant Middel, for at skaffe mig tilside. Med Lüen er imidlertid det Fornødne aftalt. Sønderborg er den eneste Havn, hvor Kanonbaadene kunne ligge sikkert. Stranden er stedse besat. Skulde et fordægtigt Skib vise sig, saa ville i Nærheden af Augustenborg Patrouiller blive udsendte for at gribe de fordægtige Baade; ogsaa bliver Slottet stærkere besat om Natten. Andre Forholdsregler kunne efter min . Indsigt endnu ikke tages.

Skulde derimod i disse Dage eller senere en svensk Coureer bringe mig Tidenden om det fuldbyrdede Valg, og tillige et svensk Krigsskib komme med Indbydelse til at betjene mig deraf til Overfart, hvilken Forholdsregel dog var meget uoverlagt og derfor ikke synes mig rimelig, saa ville Deres Majestæt forlade Dem paa, at jeg ikke skal gjøre noget overilet, noget mod Ære og Pligt stridende Skridt. Jeg vil da kun modtage Valget under Betingelser, af hvilke den første vil være, at Deres Majestæts Samtykke kunde erholdes.

Anmærkning af Hertugen.

Dette Brev har, som det synes, intet Bifald fundet. Det blev ubesvaret. Kongen skrev til sin Søster: det havde ikke kunnet falde ham ind, at Regjeringen skulde ville bortføre Hertugen, men et Partie; Hertugen kunde vel blive valgt, men uden hans, Kongens, Indvilligelse var dette Valg en Nullitet o. s. v.

R. Carl XIII til Hertugen af Aug.
Ørebro den 21 August 1810.

Min Herr Cousin. Da jeg under den 10 Juli skrev til Deres Durchlauchtighed, at jeg havde bestemt at foreslaae Dem for Nigsstænderne som min Thronfølger, forudsaae jeg ikke det Skridt, som Kongen, Deres Svoger, siden har gjort. Jeg har seet af Deres Durchlauchtigheds Svar af 23 Juli, hvormeget dette nye Tilfælde har havt Indflydelse paa Deres Bestemmelse, og hvormeget De ædelsindet foretrak Deres Pligter for Deres Haab. Skjøndt det har giert mig ondt at opgive det Haab, som jeg havde sat til Deres Durchlauchtighed, den i Sandhed faderlige Hengivenhed (De tilgive mig dette Ord), jeg har fattet for Dem, og som har sin Oprindelse af en Grund, som vi begge begræde, saa har jeg dog bifaldet de Følelser, hvis Udtryk jeg høiagter. Under en saadan Sagernes Stilling, og forudseende, at Deres Durchlauchtighed ikke vilde modtage den svenske Nations Tilbud, hvis dets Repræsentanters Valg havde erklæret sig for Dem, har jeg troet, at min Pligt befalede mig at laane Øre til mit Folks Ønsker, som deelte min Frygt med Hensyn til Deres Durchlauchtigheds Antagelse af et Valg, og derester eenstemmig erklærede sig til Gunst for Prindsen af Pontecorvo. Denne Fyrste har idag vundet Rigsstændernes Stemme for Thronfølgen. Idet jeg bringer denne Tidende til Deres Durchlauchtigheds Kundskab, beder jeg Dem at være overbeviist om de Følelser af sandt Venskab og udmærket Høiagtelse, med hvilke jeg er .

Hertugen af Aug. til R. Carl XIII.
Augustenborg den 27 August 1810.

Dersom de Følelser af Høiagtelse og sand sønlig Hengivenhed, som besjele mig for Deres Majestæt, kunde forstærkes, saa vilde de være blevne det ved det hjertelige Brev, som De har gjort mig den Ære at henvende til mig under den 21de s. 30d. M. Gid den Begivenhed, som De værdiges at meddele mig, maatte bidrage til Deres Majestæts Lykke og det svenske Folks Held. Dette er mit Ønske, Sire, som jeg beder Deres Majestæt gunstigst at modtage som et, Vidnesbyrd om min Taknemmelighed imod Dem og om den levende Interesse, som et ædelt Folks Skjæbne stedse skal invgyde mig, der har saa megen Fordring paa min og hele min Families evige Erkjendtlighed.

Jeg er med den dybeste Høiagtelse, Sire, .

Anmærkning af Hertugen.

Kongen af Sverrigs Brev blev med følgende faa Ord sendt til Kongen af Danmark:

Deres Kongelige Majestæt har jeg den Ære hoslagt at oversende en Afskrist af den med Stafet sidst afvigte Søndag hertil ankomne Skrivelse fra Kongen af Sverrig.

Underdanigst F. Chr.

Hertugen fik derpaa intet Svar. Men til sin Søster skrev Kongen af Danmark: at Kongen af Sverrigs Brev var meget lidet venskabeligt mod ham; nu skulde hau bæve al Skyld, da han dog intet videre havde gjort end at melde ogsaa sig til Thronfølgervalget; at dette Skridt havde forhindret Hertugens Balg, var ikke sandt, og dette fremgik af den Omstændighed, at Hertugen den 14 og 15 August havde været valgt, men dette den 16de var bleven omgjort o. s. v.

Hertugen af Aug. til Frederik VI.
Augustenborg den 30 Octbr. 1810.

Sire. Ved sorskjellige Begivenheder i dette Aar er min Helbred i den Grad svækket, at jeg føler mig uduelig til videre Tjeneste og maa være betæukt paa en Forandring i min Stilling. Ogsaa saa mange andre Hensyn afnøde mig den Beslutning at begive mig i Privatlivets Ro og tilbringe mine s. 31endnu tilbageværende Levedage stille og ubemærket. Af disse Grunde ansøger jeg Deres Majestæt underdanigst om Afsked fra Deres Tjeneste. Med denne underdanige Bøn forbinder jeg de oprigtigste Ønsker for Fædrenelandets Velstand og Lykke under Deres Majestæts Regjering, og henlever med den pligtmæssigste Følelse som Deres Majestæts .

Hertugen af Aug. til Grevinde.
den 16 August 1811.

Jeg har igaar modtaget to Breve fra Deres Naade, det ene af 9de, det andet af den 13 April ....

Jeg har i denne Tid havt en lidet behagelig Correspondance med Hans Majestæt, der endnu ikke er endt, efter hvad jeg troer. Jeg sender Dem Kongens Brev og mit Svar. Et nyt Tilfælde vil maaskee tjene til at forstærke den hadefulde Mistanke. Jeg havde yttret for min Kone, at jeg ved Carl XIIIs Død vilde anlægge Sorg i to Maaneder som for en Oncle. Hun fandt for godt at spørge Kongen, om hun turde anlægge samme Sorg eller ikke. Kongen svarede, at da han var Familiens Chef, saa tilkom det ham at bestemme vor Sorg, at jeg rimeligviis vilde anlægge den ommeldte Sorg af Hengivenhed for min afdøde Broder, men at denne Sorg vilde være en Besynderlighed o. s. v. o. s. v. Jeg har troet at burde bede Hertuginden i en Billet, hvoraf Copie vedlægges*), at hun vilde være saa god at forklare for Kongen denne Sag, saaledes som den er. Jeg betroer alle disse Breve til det forsigtige Venskab, og beder Dem ikke at tale derom og ikke at vise dem til andre end Hr. Greven.

*) Hertugen til Hertuginden.

Den Sag, hvorom De talte med mig igaar Aftes, salder bort af sig selv; thi Carl XIII kommer sig. Jøvrigt beklager jeg, at De har lagt Vægt paa en Sag af saa liden Interesse. En sort Dragt, som vi bære paa Landet i en fjern Krog af s. 32Riget, vil ikke giøre Opsigt i Europa og vil ikke have den mindste Følge for Statens Velvære eller Sikkerhed. Forresten er det ikke alene for min afdøde Broders Adoptiv-Fader, at jeg vilde anlægge Sorg ; det er for Carl XIII, der havde en Faders Hjerte for mig og mine Børn. Derpaa har han givet mig de umiskjendeligste Beviser. Det kommer ikke i Betragtning, at hans Plan strandede paa Intriguen. Det er ikke hans Skyld. Hans Ærgrelse over denne Sagernes Vending og den Indflydelse, som den har havt paa den gode gamle Mands Helbred, viser Oprigtigheden af hans Hengivenhed for mig og Mine, og intet svækker altsaa hans Fordringer paa vor Erkjendtlighed.

Jeg beder Dem, Fru Grevinde, at kaste hele denne elskværdige Correspondance paa Ilden, naar De har læst den.

Himlen give, at den ikke skulde fortsættes. Men jeg venter mig Alt. Lidenskaber blande sig her i Politiken, og til hvilket Maal har denne Blanding ikke ført mere ædle Characterer. Jeg venter mig Alt; thi jeg vil med den yderste Haardnakkenhed afslaae at træde igien i Frederik VIs Tjeneste, og jeg vil skye ham saameget som muligt og aldrig ønske mere at see ham.

Hertugen af Aug. til Carl Johan.
Augustenborg d. 27 Januar 1812.

Deres Kongelige Høihed. Hr. Holst har gjort mig den Meddelelse, hvortil han er bleven bemyndiget af Deres Kongelige Høihed. Jeg erkjender i denne Fremgangsmaade Deres Characters Retskaffenhed, og jeg beder Deres Kongelige Høihed derfor naadigst at modtage min levende Taksigelse.

Min Character er noksom bekjendt. Den lider maaskee af for megen Stolthed og for liden Bøielighed. Characterer s. 33af denne Natur søge ikke gierne Krogveie og ere ikke istand til Nedrigheder og Intriguer.

Uagtet den levende Interesse, som den svenske Nation indgyder mig og har saa grundede Fordringer paa, har jeg ikke viist mig meget begjerlig efter at erholde denne Krone, da jeg kunde søge den uden Vanære. Og — jeg skulde nu søge at erholde den ved en Forbrydelse, som vilde bedække mig med Skjændsel, og compromittere de kjæreste Interesser, maaskee min Families Eristents? og med hvilken Rimelighed for et lykkeligt Udfald under Europas nuværende Stilling, mod Nationens og maaskee to eller tre fremmede Magters Ønsker? Denne Beregning vilde være meget besynderlig, og en saadan Plan — tillad mig at sige det — meget dum.

Deres Kongelige Høihed kjender de Correspondancer, som jeg har i Sverrig. Valget af dem vilde være latterligt, dersom der handledes om at fremkalde Revolutioner; og jeg forsikkrer, at jeg, fra det Øieblik, De ankom til Stokholm, ikke har staaet i Forhold, hverken directe eller indirecte, til nogen anden Svensk end de to, som De veed.

Jeg vilde troe at fornedre mig selv ved Forklaringer af denne Art, dersom ikke Deres Kongelige Høiheds redelige Fremgangsmaade og min Erkjendtlighed havde gjort mig det til Pligt. Jeg tilstaaer Deres Kongelige Høihed, at fra hvilkensomhelst anden Side denne Meddelelse var kommen til mig, vilde jeg have betragtet den som en Fabel, en af disse Sladder-Historier, der ingen Opmærksomhed fortjene. Men naar den kommer fra Dem, vilde det være usømmeligt at tvivle derpaa, og jeg vilde fortjene den meest grundede Dadel, om jeg blev ligegyldig derved. Jeg befinder mig derfor i det Tilfælde, at maatte bede Deres Kongelige Høihed, at De til Deres Godhed ogsaa vilde føie den, at lade mig tilkomme alle Enkelthederne af den Angivelse, hvorom der handles, som vedkomme mig, og dersom disse Enkeltheder kun ufuldkomment skulde være Dem bekjendte, at ville gunstigst overdrage den svenske Mission i Paris at forskaffe Dem samme. Jeg henvender med Coureren idag en s. 34lignende Bøn til det danske Hof, som jeg tør antage, ikke vil vare ligegyldigt for en Fyrstes Ære af sit Huus og saa Nær forbundet med Hans Danske Majestæt.

3

Skinsyg over min Ære som en fransk Soldat, vil jeg bevare et Navn uden Plet, min Slægts gamle Arvelod og maaskee det eneste Gode, jeg vil blive istand til at efterlade mine Børn.

Jeg er med Agtelse, Deres Kgl. Høiheds .

Hertugen af Aug. til Rosenkranz.
Augustenborg den 27 Januar 1812.

Jeg er i det Tilfalde at maatte uleilige Deres Excellence med et Brev fra min Side. Kronprindsen af Sverrig har nylig ladet mig gjøre følgende Meddelelse:

At man havde tilmeldt ham fra Paris, at en Forbryder, der skulde skydes for nogen Tid siden i Frankrig og som han havde Grund til at antage for Dansk af Fødsel, havde før sin Død bekjendt, at han havde været indviklet i et Complot mod ham, Kronprindsen, og at det var mig, som havde ledet denne Sammensvargelse.

Den anstændige Form, hvori denne Meddelelse er mig gjort, har foranlediget mig til at give det Svar, hvoraf jeg hoslagt sender en Afskrift. Jeg tillader mig at troe, at Hans Majestæt Kongen vil billige og dele mit Ønske om, at denne Sag bliver oplyst, og jeg beder desaarsag Deres Excellence at lade udvirke de nødvendige Befalinger for den danske Mission i Paris til at forlange alle mulige Oplysninger med Hensyn til den ovennævnte Bekjendelse, forsaavidt den angaaer mig. Jeg maa formode, at denne Sag har været aldeles ubekjendt for Deres Excellence, thi hvorledes kunde jeg troe, at De ikke skulde have underrettet mig om en Sag, der saa nær berører en Prinds’s Ære af Deres Herres Huus og hans Svoger? Jeg har den Ære .

Rosenkranz til Hertugen af Aug.
Kjøbenhavn den 4 Februar 1812.

Saasnart jeg saae mig beæret med det Brev, som Deres Durchlauchtighed har tilsendt mig under 27 forrige Maaned, troede jeg mig forpligtet til at indberette for Kongen, at De havde begjeret, at Hans Majestæts Mission i Paris maatte paalægges at tilveiebringe Oplysninger med Hensyn til den Angivelse, som Kronprindsen af Sverrig paastaaer at have været gjort af en i Frankrig henrettet Forbryder. Deres Durchlauchtighed synes i Svaret til Hans Kongelige Høihed Kronprindsen af Sverrig at have erkjendt, at det vilde være ønskeligt, at blive fra denne Side, om muligt, bedre underrettet om de Omstændigheder, som have ledsaget den foregivne Anklage, end De er bleven det ved det Brev, som efter Befaling af denne Vrinds er blevet Dem tilskrevet. For at kunne troe, at den danske Mission i Paris kunde med noget Haab om Fremgang begynde at gjøre de Undersøgelser, som Deres Durchlauchtighed ønsker, vil det virkelig blive nødvendigt, at den er forsynet med flere Data end de, der saa løst ere blevne Deres Durchlauchtighed meddeelte. Dersom det altsaa lykkes Dem at erholde yderligere Oplysninger, saa vover jeg at regne paa, at deres Durchlauchtighed vil ansee det hensigtsmæssigt at meddele mig samme, for at jeg kunde sende dem til Kongens Minister i Paris, til hvem jeg strax foreløbig skriver ont denne Sag for at anmode ham om at gjøre, hvad han formaaer, til Opnaaelsen af det Maal, som Deres Durchlauchtighed har sat Dem, idet De gjorde mig den Ære at henvende Dem til mig.

Deres Durchlauchtighed har truffet fuldkommen rigtigt, naar De formoder, at den i Deres Brev omhandlede Sag har været mig fuldkommen ubekjendt, indtil De underrettede mig derom.

Hertugen af Aug. til Rosenkranz.
Augustenborg den 7 Februar 1812.

Jeg har havt den Ære at modtage det Brev, som Deres s. 36Excellence har beæret mig med under den 4de d.M., og jeg beder Dem at modtage min fulde Tak derfor. Jeg skal ikke undlade at meddele Hans Majestæts Ministerium alle de Enkeltheder, som det maatte behage Kronprindsen af Sverrig at lade mig tilkomme, i det Øieblik de komme til mig. Vær af den Godhed, min Herre, at forebringe Hans Majestæt min underdanigste Taksigelse for, at han har tilladt Dem at overdrage sin Mission i Paris uopholdelig at give Dem alle de Oplysninger, som den maatte være istand til at forskaffe. Jeg ønsker mig imidlertid tillykke med at see, at jeg tør love mig Retfærdighed og Beskyttelse, det Eneste, hvortil mine Begjeringer indskrænke sig og altid skulle indskrænke sig. Jeg har den Ære at være .

3*

Carl Johan til Hertugen af Aug.
Stokholm den 18 Februar 1812.

Jeg har modtaget det Brev, som Deres Durchlauchtighed har tilskrevet mig i Anledning af den Meddelelse, som er Dem gjort ved Herr Holst.

Bekjendelser af en Forbryder, som man fører til Døden, ere ikke altid aldeles uden Betydning. Ere de ham ikke indgivne af Had eller Hævn, saa ere de det næsten stedse af Haabet om at erholde Naade, selv paa Sandhedens Bekostning.

Hvad end Bevæggrunden har været for den Ulykkelige, der har vovet at bagtale Deres Durchlauchtighed, saa har den Deel af Bekjendelsen, hvorom mine Venner have ladet mig underrette, ikke indgydet mig den mindste Tiltro, og aldeles ikke forandret den, jeg har sat til Deres Grundsætningers Retskaffenhed. Da imidlertid Sagen fra en anden Side kunde komme til Deres Kundskab, saa har den Agtelse, som jeg bærer for Dem, bragt mig til ved Herr Holst at meddele Dem samme.

Deres Durchlauchtighed har i dette Skridt kunnet gjenkjende et Udtryk af den Character, hvori jeg altid har sat min Ære.

s. 37Men det vil være sorgjeves, troer jeg, at man vilde forsøge paa at forskaffe sig yderligere Oplysning. Det er i Løndom, at Bekjendelsen er aflagt, og naar Overpolitiets Embedsmænd undertiden gjøre de vedkommende Personer fortrolige Meddelelser, saa har man kun deres Høflighed at takke derfor.

Da Thronfølgen i Sverrig var ledig, kunde alle de Prindser, der vare værdige til at regjere, stræbe efter den. Dersom de ophøiede Egenskaber, der udmærke Dem, ikke have ladet Dem vinde Fortrinet, saa ere de ikke mindre et sikkert Pant paa, at Deres Durchlauchtighed ikke er istand til at stifte sorte Anslag imod den, som har erholdt den.

Min Fyrste! man er af Kongernes Slægt, naar man forstaaer at herske over Mennesker, og naar man har seiret i flere Slag. Da de Svenske bestemte Carlernes og Gustavernes Krone for en Soldat, viiste de al den Vægt, de lægge paa krigerske Dyder. Jeg skal gaae frem paa denne Bane uden Frygt som uden Dadel, og dersom jeg skal bukke under for mine Fjenders Efterstræbelser, saa skal jeg døe med den Trøst, at have villet mit nye Fædrenelands Vel. Men Æren er ikke allene franske Soldaters Særkjende; deres Medbeilere, deres Rivaler og deres Fjender ere nidkjære som de for at efterlade et Navn uden Plet til Efterverdenen.

Hertugen af Aug. til Rosenkranz.
Augustenborg den 3 Marts 1812.

Jeg har den Ære at sende Deres Excellence en Copie af det Brev, som Kronprindsen af Sverrig har tilskrevet mig, ligesom af det Svar, som jeg har givet derpaa med Coureren idag, og jeg beder Dem at forelægge Hans Majestæt Kongen begge disse Stykker. Deres Excellence vil see, at der er ingen Oplysninger at haabe fra Stokholm. Jeg troer ikke at tage feil i den Formodning, at man ikke har nogen at give, s. 38og de øieblikkelige Forhold kunne vel forhindre, at man udbad sig dem af den franske Regjering.

Men, min Herre, ere disse Oplysninger absolut nødvendige for de Skridt, der ere at gjøre ved den danske Mission i Paris ? . . . . Kunde Kongen rolig taale, at Mistanke for hemmelige Anslag om Sammensværgelser og Snigmord hvile over hans Svogers Hoved ved nogetsomhelst Hof i Europa? Og han skulde til samme Tid rolig lade mig gaae glip af alle Fordele af min Stilling? Hvilken Svaghed! . . . . Tilgiv den Heftighed, hvormed jeg taler til Dem . . . . .

Rosenkranz til Hertugen af Aug.
Kjøbenhavn den 14 Marts 1812.

Jeg har ilet med at bringe til Kongens Kundskab det Brev, sam Deres Durchlauchtighed har værdiget at tilskrive mig under den 3die d. M. De syntes at erkjende i det foregaaende Brev, som De havde beæret mig med om den samme Sag, at Hans Majestæt havde den Hensigt at lade foretage ved sin Minister i Paris de meest passende Skridt for at tilveiebringe de Oplysninger, som de ønskede at erholde med Hensyn til den Underretning, der var Dem givet fra Stokholm. Kongens Hensigter ere stedse de samme. Følgelig er det bleven paalagt Hans Excellence Hr. Walterstorff at anstille de Undersøgelser, som han maatte ansee for meest hensigtsmæssige. Men saavel fordi de meddeelte Kjendsgjerninger vare saa uendelig usikkre, som fordi jeg havde anmeldt for denne Minister, at Deres Durchlauchtighed udentvivl vilde blive forsynet med mere bestemte Oplysninger gjennem Deres Correspondenter i Stokholm, har Herr Walterstorff endnu ikke kunnet foretage noget afgjørende Skridt.

Da nu alt Haab om at erholde de fornødne Oplysninger ad denne Vei er Deres Durchlauchtighed berøvet ved Kronprindsen af Sverrigs Svar, saa overdrager jeg idag efter Kongens Befaling Herr Walterstorff at henvende sig til den franske Regjering s. 39og begjere de nødvendige Undersøgelser anstillede for at erfare, om der findes Spor til, at den Bekjendelse, hvorom man har behaget at give Deres Durchlauchtighed Underretning, nogensinde har existeret.

Jeg skal ikke tillade mig at forudsige Udfaldet. Men jeg kan ikke andet end beklage, at man har grebet denne Leilighed til at forstyrre Deres Durchlauchtigheds Ro ved en Beretning, for hvilken man ikke kan give nogen Grund og som man meget med Urette synes at tillægge meget liden Betydenhed efter at have givet den.

Jeg har den Ære med den dybeste Respect .

walterstorff til Rosenkranz.
Paris den 30 Marts 1812.

Saasnart jeg havde modtaget Deres Excellences første Brev angaaende den særegne Meddelelse, som Kronprindfen af Sverrig havde gjort Hs. Durchlauchtighed Hertugen af Augustenborg, søgte jeg at komme i Besiddelse af Oplysninger, der kunde berettige til noget officielt Skridt, da en løs Beskyldning, der i sig selv bar Præget af Løgn, ikke efter min Mening kunde blive Gjenstand for et saadant Skridt. Jeg henvendte mig selv til nogle Personer, som tidligere havde havt Forbindelser med Kronprindsen af Sverrig; men de betragtede den Efterretning, man havde meddeelt ham om en skudt Person, som Opfindelse af en eller anden Intriguant.

Men efter de Befalinger, som Deres Excellence har givet mig i Deres Brev af 17 d. M., henvendte jeg mig til Hertugen af Bassano for at meddele ham Indholdet. [Jeg fandt ham ved Hr. Alquiers Rapporter, der gierne komme tre Dage tidligere end Deres Excellences Depecher, fuldkommen underrettet om hele Correspondancen mellem Kronprindsen af Sverrig og Hs. Durchlauchtighed Hertugen af Augustenborg; Han anførte øieblikkelig denne Phrase: Man er af Kongernes s. 40Slægt o. s. v.]. Hertugen af Bassano sagde mig, efterat han havde talt om denne Sag med Politiministeren og Politipræfecten, at han betragtede den hele Beretning som urimelig og latterlig, at Politiministeren og Politipræfecten havde svaret ham: at Ingen i den nævnte Periode var bleven skudt, ogat aldrig nogen Beskyldning mod Hs. Durchlauchtighed Hertugen af Augustenborg var kommen til deres Kundskab. Hertugen af Bassano tilføiede, at Hertugen af Augustenborgs bekjendte Character fjernede fra ham al for ham krænkende Mistanke, og at man burde betragte en saa løs Beskyldning og Bagvaskelse med den Foragt, som den fortjente. Det samme vil Hertugen af Bassano svare Hr. Alquier. Hans Excellence har sagt mig, at det gjorde ham ondt at erfare, at denne Sag et eneste Øieblik har kunnet gaae Hs. D. Hertugen af Augustenborg nær.

Disse Forsikkringer ville, haaber jeg, være tilstrækkelige til fuldkomment at berolige Hans Durchlauchtighed. Jeg kan fige med Sandhed, at man ved enhver Leilighed her har talt om denne Prinds med den Agtelse, som hans Aands og Hjertes udmærkede Egenskaber indgyde.

Rosenkranz til Hertugen af Aug.
Kjøbenhavn den 18 April 1812.

Kongen har befalet mig at sende Deres Durchlauchtighed Copie af den Rapport fra hans Minister i Paris, som jeg nylig har modtaget af Datum den 30 f. M. Deres Durchlauchtighed vil finde den hoslagt.

Hans Majestæt har til samme Tid paalagt mig at forfikkre Deres Durchlauchtighed, at han føler en sand Tilfredsstillelse over, at det af denne Rapport, som indeholder det franske Ministeriums Erklæring, er klart, at Gjenstanden for den Beskyldning, som Hans Kongelige Høihed Kronprindsen af Sverrig har givet Dem Underretning om, slet ikke er bekjendt s. 41for den franske Regjering, der behandler hele denne Sag som urimelig og blottet for al Grund.

Der smerter Kongen meget, at Deres Durchlauchtighed har havt Urolighed over denne Gjenstand, og han smigrer sig med, at De vil være ligesaa overbeviist om, som Hs. Majestæt er det, at man havde gjort bedre i ikke at lade Dem tilkomme en aldeles falsk Beretning, for hvilken man ikke har kunnet betegne nogen authentisk Kilde.

Idet jeg opfylder denne allerhøieste Befaling, priser jeg mig lykkelig over at have havt .

Hertugen af Aug. til Rosenkranz.
Augustenborg den 24 April 1812.

Jeg er Deres Excellence oprigtig forbunden for det Brev, som De har gjort mig den Ære at tilskrive mig under 18de d. M., og jeg beder Dem at forebringe Hans Majestæt min underdanigste Taksigelse for det, som han ved Dem har villet lade mig sige. Behag at forsikkre Kongen, at den fortrolige Meddelelse, man har gjort mig, ikke noget Øieblik har afficeret mig uden ved de den ledsagende Omstændigheder; at jeg, uagtet det Latterlige i den foregivne Anklage, dog ikke har kunnet behandle den med Ligegyldighed; at en foragtelig Taushed vilde have været lidet klog og passende med min Stilling, og fornærmende for Kronprindsen af Sverrig; at endelig mange Betragtninger have maattet opfordre mig til med Begjerlighed at gribe denne Leilighed for at vise, at jeg ikke er tilsinds taalmodig at lade mig bagtale af Alle og Enhver. Men dersom det var klogt at giøre Larm, saa maatte man gjøre saamegen Larm som muligt. Udfaldet af denne latterlige Sag svarer fuldkomment til mine Ønsker. Jeg betragter den som aldeles endt, og det med saamegen mere Grund, som Kronprindsen af Sverrig har ladet mig fige, for kort Tid siden, som Svar paa mit sidste Brev, hvoraf jeg har havt den Ære at sende Deres Excellence en Extract, at han s. 42nu var overbeviist om, at det, som man havde meddeelt ham paa min Bekostning, henhørte til et System af Intriguer, hvis Øiemed var at gjøre ham kjed af hans Stilling. Jeg har den Ære at være med den største Høiagtelse .

Anonym Rapport til pr. Christian.
Hannover den 10 Mar 1814.

Deres Høihed. Jeg har taget Veien til Hannover for der at tale med instruerede Personer om de engelske Ministres Planer med Hensyn til Norge. Jeg iler med at underrette Deres Høihed om, at Ministrenes Adfærd kun vil blive fjendtlig. Denne forbandede Svensker vil, at Deres Høihed skal erklæres for at have forbrudt Danmarks Throne, at Kronprindsessen skal være Arving og indlade sig i et passende Ægteskab.

Af K. Christian VIIIs norske Memoirer.
Aarhuus den 4 November 1814.

Klokken to ankrede vi paa Aarhuus Rhed med Tak til Gud for at have reddet os fra en stor Fare. Jeg lod Stiftamtmand Gyldencrone melde min Ankomst og mit Ønske at gaae i Land saasnart som muligt; jeg skrev til Dronningen, til mine Søstre og til min Broder og til nogle Venner for at underrette Dem om min Tilbagekomst til Danmark, og til samme Tid tilkjendegav jeg tillige min Beslutning paa Veien at aflægge Besøg hos mine Slægtninge paa Augustenborg, hvor Erindringen og Rygtet om min Cousine Carolines Yndigheder mægtig hendrage mig. Jeg skrev altsaa til Hertuginden, at jeg, da jeg var kommen til Aarhuus og vilde tage Veien tillands, hverken kunde eller vilde passere Als saa nær uden at aflægge Hende mit Besøg og fornye Bekjendtskabet med mine kjære Paarørende, at det var min Henfigt s. 43at bede Kongen om Tilladelse til at begive mig til ham til Wien eller at møde ham paa hans Hjemreise i Berlin, og at jeg skulde ønske at tilbringe Tiden paa Augustenborg for at afvente hans Svar, medmindre Dronningens Befalinger snarere skulde kalde mig til Sjelland. Alle disse Breve afsendtes med en Coureer, Lieut. Snedorff.

Jeg forlod Briggen Kl. 4, og faa Minuter efter satte jeg Foden paa Land, hvor det gode Folk i Aarhuus, forsamlet i Mængde paa Broen, modtog mig med Bifaldsraab.

Den 9 November.

Denne Dag blev mig endnu mere interessant ved en Oplysning, som jeg længe har søgt. Sagen er følgende:

Da jeg i Aaret 1803 med min afdøde Fader var hos den berømte Ove Høegh Guldberg, der interesserede sig uendeligt for mig og min Opdragelse, fortalte han mig en Dag i sit Bibliothek, at den Nat, jeg blev født, havde hans Kone havt en besynderlig Drøm. Hun drømte, at Prindsen min Fader havde sendt Bud til Guldberg og spurgt ham, hvad han skulde kalde den Søn, der var ham født, hvorefter en Engel havde viist sig for hende og havde nævnt Barnets Navn i det persiske Sprog, med den Befaling, at hun skulde sige dette Navn til hendes Mand. Den gamle Guldberg sagde mig, at han strax havde forstaaet Navnet; men da jeg trængende bad ham at meddele mig, hvad det betydede, lovede han, at han med Tiden skulde gjøre mig dekjendt dermed. Imidlertid døde Guldberg og jeg fik det ikke at vide; men da jeg nu traf min afdøde Vens Datter Enkebaronesse Gyldencrone i Aarhuus, saa tog jeg ikke i Betænkning at spørge hende om vedkommende Navn og dets Betydning, og jeg erfarede af hende, at det persiske Navn, som hendes Moder i Drømme havde hørt og havde fortalt sin Mand, betydede: den lykkelige Overvinder. Jeg blev i høieste Grad forbauset derover; thi enten havde jeg i denne Verden svigtet dette Navn, og netop kort før jeg lærte at kjende det, eller det er mig endnu s. 44forbeholdt at bøde paa, hvad jeg nylig har tabt, og maaskee paa mit overvældede Fædrenelands Ulykker. Gud give det! Men jeg føler ikke hos mig de Talenter eller de Egenskaber, som en Seierherre behøver. Maaskee, hvis denne Stemme kom fra Himlen for at varsle om min Skjæbne, den ikke vil sige andet, end at dette Barn eller dette Væsen skal blive stedet i haarde Fristelser, og at han skal overvinde sig selv, sine Lidenskaber, Lasterne i denne Verden, der omgive ham, og for hvilke han nndertiden skal bukke under. Vi ere altfor svagsynede til at kunne trænge ind i vor Skabers Hemmelighed; men det kan jeg sige med Sandhed, at jeg i dette Forvarsel finder en ny Opmuntring til at gjøre mig altid mere værdig til Beskyttelse af det høieste Væsen, der bestemmer alle dem til Lykke, som følge hans Villie og som beherske deres Lidenskaber og det Onde, der omringer dem. Det væsentligste Skridt dertil er det, at ville være dydig, og —- visselig skal jeg stræbe efter at være det ved at beherske mine Lidenskaber og finde min Lykke i min Families Skjød, ved Siden af en dydig og elsket Hustru. Naar man er dydig, tør man forvente sig Guds Naade.

kongeligt Reskript til Cancelliet,
af den 6 September 1815.

Vi overdrage herved vort Cancellie at tilkjendegive den bestandige Deputation af Prælater og Ridderskab til dens allerunderdanigste Iagttagelse, At saa beredvillig Vi stedse ere til at give Vore troe Undersaatter allernaadigst Gehør, saa kunne Vi dog paa ingen Maade finde det passende, at den af Os af fri landsherlig Magt for Vort Hertugdømme Holsten besluttede Tiltrædelse til det Tydske Forbund og de dermed i Forbindelse staaende Indretninger, ligeledes det af Deputationen under Omtale bragte tilkommende Forhold mellem Prælater og Ridderskab i Vore Hertugdømmer Slesvig og Holsten indbyrdes — gjøres til Gjenstand for Forhandlingerne i en ridderskabelig s. 45Forsamling. Men ligesom der allerede af Os er taget Hensyn paa, at en Betænkning af nogle af Os nærmere bestemmende Medlemmer af Ridderskabet og andre sagkyndige Mænd i Vort Hertugdømme Holsten bliver indhentet før den endelige Regulering af hine Indretninger, saaledes ville Vi ogsaa af synderlig landsfaderlig Naade have tildeelt Prælater og Ridderskab i Vore Hertugdømmer Slesvig og Holsten allerhøieste Tilsikkring om den uforstyrrede Vedvaren af den mellem dem bestaaende Nexus socialis, uanseet den fornyede Forbindelse af Vort Hertugdømme Holsten med de øvrige Tydske Stater, paa denMaade, hvorpaa samme fordum af Vor i Gud hvilende Oldefader, høisalig Kong Christian den Sjette allernaadigst er bleven tildeelt Prælater og Ridderskab i Hertugdømmet Slesvig ved den Kongelige Resolution af 27 Juni 1732.

Confirmation af det holstenske Ridderskabs
privilegier i Aaret 1816

Vi Frederik den Sjette — gjøre vitterligt herved for Os og Vore Kongelige Arvesuccessorer i Regjeringen: Da efter Vor i Gud høisalig hvilende Herr Faders, Hs. Maj. Kong Christian den Syvendes dødelige Afgang, de Velværdige, Velbaarne, Høi-og Velædle og Ædle, Prælater og Ridderskab i Hertugdømmet Holsten have hos Vor nuværende Kongelige Arveregjering gjort allerunderdanigst Ansøgning, at Vi vilde behage paany allernaadigst at confirmere. og bekræfte Deres nedarvede Privilegier, Friheder, Ret og Rettigheder, — at Vi derefter af synderlig Kongelig Naade have bevilget saadan Deres allerunderdanigste Ansøgning.

Vi confirmere og bekræfte altsaa alle og enkelte af Vore høisalige Kongelige Herrer Forfædre bemældte Prælater og Ridderskab i Hertugdømmet Holsten tilveelte Privilegier, Friheder, Ret og Rettigheder (saaledes som samme af Vor høisalige Fader, Hs. Maj. Kong Christian den Syvende under s. 46den 31 Mai 1766 og 13 Novbr. 1773 allerhøist ere blevne bekræftede) i alle deres Puncter, Clausuler og Indhold, herved og i Kraft af dette paa det bedste og bestandigste allernaadigst og i saa Maade, at Vore lydige Prælater og Ridderskab skal til alle Tider lades rolig i Besiddelsen, ogsaa kraftigst beskyttes og haandhæves deri. Desaarsag Vi altsaa herved allernaadigst og alvorligst anbefale vor nuværende og tilkommende Statholder og Cantsler, Vice-Cantsler og Raader i den holstenlauenborgske Overret i Glückstadt, samt alle andre Vore Embedsmænd og Betjente, fast at holde over denne Vor allernaadigste Confirmation og derimod intet at foretage eller tillade, at det ved Andre skeer. Actmæssig under Vor Kongl. Underskrift .

(Frederiksberg d. 17 August 1816).

Kongeligt Commissorium.
Frederiksberg d. 19 August 1816.

Frederik den Sjette af Guds Naaade . Velbaarne, Høi-og Velbaarne og Velædle Raader, kjære Troe! Efterat Vi for Vort Hertugdømme Holsten have tiltraadt det Tydske Forbund, og med Hensyn dertil, saa og i Overeens-stemmelse med Artikel 13 i Forbundsacten have fattet den allerhøieste Beslutning, at give uævnte Vort Hertugdømme Holsten en stændersk Forfatning, saa have Vi nu rettet Vort Blik derpaa, at bestemme denne Forfatning paa en med Tidsomstændighederne og Forholdene passende Maade. Vi have til den Ende fundet Os bevæget til at anordne en Commission, der har at forelægge umiddelbart for Os til nærmere allerhøieste Prøvelse sin allerunderdanigste Betænkning angaaende en hensigtsmæssig Organisation af den tilkommende stænderske Forfatning for Vort Hertugdømme Holsten.

Ifølge dette befale Vi herved Dig Vor Geheime-Statsog Finantsminister von Møsting, Dig Præsident i Vort slesv. h. l. Cancellie Grev Moltke, Dig Vor Geheimeconferentsraad s. 47og Verbitter ved det adelige Convent i Iehoe von Qualen som Prælat, Dig Vor Geheimeconferentsraad og Cantsler i Hertugdømmet Holsten Friherre von Brockdorff, Dig Vor Geheimeconferentsraad Grev Hardenberg-Reventlov, Dig Vor Conferentsraad og Deputeret i Vort sl. h. l. Cancellie Jensen, Dig Vor Etatsraad og Landfoged Heinzelmann, Dig Vor Etatsraad og Deputeret i Vort sl. h. l. Cancellie Rothe, Dig Vor Etatsraad Borgermester Decker, Dig Vor Etatsraad og Deputeret i Vort sl. h. l. Cancellie Spies, — at I sammentræde til en Commission, som den fjerde November dette Aar skal aabnes og holdes i Vor Residentsstad Kjøbenhavn, for efter Overveielse af alle herhen hørende Gjenstande allerunderdanigst at aflægge og, som forhen nævnt, umiddelbart for Os til nærmere allerhøieste Afgjørelse foredrage Eders Betænkning over den stænderske Forfatning, der skal gives Vort Hertugdømme Holsten. Iøvrigt ville Vi ved Eders Sammenkomst allernaadigst meddele Eder det Videre med Hensyn paa det Eder overdragne Hverv.

Til Protocolfører og Secretair ved venne Commission have Vi allernaadigst udnævnt Vor Cancelliesecretair og Contoirchef i Vort sl. h. 1. Cancellie Jensen.

Hvorefter I have Eder at rette og strax umiddelbart til Os allerunderdanigst at indberette Modtagelsen af denne Vor allerhøieste Befaling.

Vi forblive Eder iøvrigt i Kongelig Naade bevaagen.

Givet .

kongeligt Rescript til Commissionen,
Kjøbenhavn den 2 November 1816.

Frederik den Sjette . I Vor til Eder under 19 August d. A. udstedede Commissorialbefaling have Vi tilkjendegivet, at Vi vilde meddele Eder det videre Fornødne. I Forbindelse hermed have Vi villet fastsætte følgende Hovedgrundsætninger s. 48og Regler, som skulle tjene til uforanderlig Norm ved det Eder overdragne Hverv.

1. Indførelsen af stændersk Forfatning i Hertugdømmet Holsten har sin eneste umiddelbare Grund i Vor for dette Hertugdømme skeete Tiltrædelse til det Tydske Forbund og i Vor derhos erklærede Villie, at give det nævnte Hertugdømme en saadan Forfatning.

Som Følge heraf er den stænderske Indretning, som nu skal organiseres, aldeles uafhængig af den Forfatning, som tidligere har fundet Sted.

2. Til Deeltagelse i de stænderske Forhandlinger komme i Betragtning: a. de i Hertugdømmet Holsten boende til Ridderskabet henhørende Personer, b. Besidderne af adelige Godser, c. Indvaanerne i Slæderne og laugsberettigede Flækker, d. Landdistricternes Beboere, — alle forsaavidt de boe i Hertugdømmet Holsten.

3 Stænderforsamlingen finder kun Sted efter en af Kongen befalet Sammenkaldelse, i Reglen hvert tredie Aar, paa det af Kongen bestemte Sted i Hertugdømmet Holsten. To af Kongen udnævnte Commissairer ville bivaane Forsamlingen Forsamlingens Varighed er fer Uger, naar samme ikke nf Kongen bliver forlænget.

4. Den tilkommende stænderske Forfatning i Hertugdømmet Holsten skal være en raadgivende. Repræsentanternes Forretning bestaaer deri, at de meddele deres Rand og Forslag med Hensyn til de af Kongen i Forslag bragte Gjenstande Ogsaa kunne Stænderne ved Deres Repræsentanter lade gjøre Forslag og Andragender med Hensyn til de til Forsamlingens Forhandling henhørende Gjenstande, og Kongen vil ogsaa over saadanne give sin Beslutning.

5. De til Forhandling bestemte Gjenstande ere : a. Paalæg af nye Skatter og Afgifter, personlige eller til Grunden heftende, b. Almindelig Lovgivning, som angaaer den personlige (borgerlige) Stand, Eiendomsretten og Besiddelse. Med Hensyn til disse Gjenstande skal for Fremtiden ingen Hertugdømmet s. 49Holsten betræffende endelig Beslutning blive taget, før en Raadslagning derom har fundet Sted. Dog skulle de i Mellemtiden fornøden befundne indirecte Afgifter være undtagne fra en saadan foregaaende Raadslagning.

6. Stænderforsamlingen tilstaaes Ret til under Forbehold af Kongelig Approbation selv at ordne Repartitionen over Communerne af de af Hertugdømmet Holsten udredende, ikke allerede anordnede Skatter.

7. De ifølge Stænderforsamlingernes Forhandlinger tagne Beslutninger ville ikke uden ny Raadførsel med Stænderne blive forandrede.

Ridderskabets Forestilling til Kongen.
Kiel den 5 November 1816.

Den Kongelige Contributions-og Afgifts-Kasse i Rendsborg har i Løbet af August udstedet Manebreve til Klosterne og Godseierne om uberigtigede Kongelige Afgifter og Skatter og truet med skarpere Forholdsregler til Inddrivelse i Tilfælde af Afdragets Udsattelse. At ogsaa de ved Begyndelsen af December forfaldne Landskatter opføres med i Manebrevene, maa nødvendigviis opvække stor Foruroligelse. Det forsamlede Ridderskab har derfor overdraget den bestandige Deputation umiddelbart for Thronen allerærbødigst at ansøge om Tilbagetagelse af disse truende Foranskaltninger, og de øvrige Godseiere have ligeledes udtrykkelig og trængende opfordret dertil.

Deputationen holder det for aldeles unødvendigt vidtløftig at udbrede sig over Godseiernes beviislige Uformuenhed. Vi glæde os længst med Hensyn til Lettelse i vor Stilling til det gjentagne trøstelige Løfte af Deres Kongelige Majestæt, og naar vi see hen til den nærforestaaende Gjenoprettelse af vor stænderske Forfatning, saa har Udsigten til herved ogsaa at see vore tilkommende Skatter anderledes ordnede og formindskede ingen ringe Andeel i vor Glæde; ogsaa tør vi endelig endnu nævne den nylige allerhøieste Bekræftelse af Privilegierne, som s. 50ganske udtrykkelig tager Hensyn til Bekræftelserne af 31 Marts 1766 og 14 Novbr. 1773, — til en Sagernes Tilstand altsaa, da endnu ingen mod Privilegierne stridende Afgifter vare Godseierne paalagte. Fast troe vi, at Deres Kongelige Majestæt vil anhære vor ærefrygtsfulde Bøn,

4

at nemlig, naar af Godseierne den ordinaire Contribution og Kopskatten, hvor denne finder Sted, er udredet for det løbende Aar, de da ingen Foruroligelse maatte lide for de øvrige Skatter og Afgister, før disse, ligesom hele den fremtidige Beskatning i Hertugdømmerne, ere blevne underkastede den ansøgte Prøvelse, Moderation og endelige Regulering.

Samtlige Godseiere ville derimod paa deres Side til enhver Tid samvittighedsfuldt beflitte sig paa at yde, hvad der paa nogen Maade staaer i deres Magt, og haabe mere i Gjerning end med Ord i Fremtiden at bevise, at deres Forfatning ikke ligger dem mere paa Hjertet end den trolige Omsorg for at tilfredsstille Statsfornødenhederne efter Evne og uden Sky for store Opoffrelser.

Vi forblive i dybeste Ærefrygt .

Kgl Reskript til den holstenske Overret.
Kjøbenhavn den 18 April 1817.

Frederik den Sjette . For Os er fra troværdige Kilder anmeldt, at flere Besiddere af adelige Godser i Vore Hertugdømmer Slesvig og Holsten have mellem sig oprettet en Forening, hvorefter alle for Foreningens Medlemmer paa Grund af resterende eller løbende Landskatter eller Bankrenter ifølge de forestaaende executive Forholdsregler nødvendig følgende Byrder, Afgifter og Tab, af hvilkensomhelst Art, skulde afholdes af en fælleds efter Plovtal oprettet Kasse, og at Andre ere blevne forledede til at tiltræde denne Forening, hvilket de nu fortryde. Denne Forening tilsigter øiensynlig at modvirke de af Os ifølge bestaaende Love bestemte executive s. 51Tvangsmidler og, om ikke at tilintetgjøre, saa dog muligst at svække deres Hensigt. Den strider aabenbart mod Vor landsherlige Auctoritet, troe Undersaatters Pligter, Almeenvellet, enhver god Orden og Deeltagernes egen Fordeel. Kun Mangel paa Indsigt og Overlæg har kunnet foranledige dette Skridt. Under denne Forudsætning have Vi af landsfaderlig Mildhed og Skaansomhed imod Vildledede besluttet ikke at foretage nogen nærmere Undersøgelse om denne Forening og ikke at anvende nogen Straf mod Stifterne og Deeltagerne. Men Vi kunne ikke tillade, at en saa almeenskadelig, retsstridig og ugyldig Forening bestaaer eller kommer til Anvendelse. Vi kassere og annullere den herved af landsherlig Magt og erklære den for ugyldig og aldeles ophævet, saaledes at den saavel for Fortiden som for Fremtiden er og bliver kraftløs og uden Virkning, og at ingen af Deeltagerne skal understaae sig at forlange dens Opfyldelse eller opfylde den, men at Alt, hvad der muligen maatte være reparteret eller udredet skal tilbagebetales.

Skulde mod Forventning En eller Flere eller endog samtlige Interessenter fordriste sig til at handle imod denne Vor landsfaderlige men alvorlige Villie, saa skal der uden Skaansel med al Strenghed forfares imod dem som imod ulydige, de landsherlige Befalinger sig modsættende Undersaatter, og skulle de efter de særdeles Omstændigheder og lovlig Kjendelse straffes paa Formue eller Frihed.

Kosenkrantz til Grev Eyben.
Kjøbenhavn den 21 October 1817.

Det har behaget Deres Høivelbaarenhed i ærede Skrivelse af 3die d. M. at berøre den Omstændighed, at Indførelsen af landstænderske Forfatninger i Forbundsstaterne maaskee kunde blive bragt paa Bane, og at udbede Dem Forskrifter, hvorledes De i saa Tilfælde vilde have at yttre Dem, s. 52dersom der ogsaa skulde gjøres Motioner med Hensyn til Holste n.

4*

Paa den af Departementet derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling har Hs. Majestæt allernaadigst behaget at resolvere, at Deres Høivelbaarenhed i dette Tilfælde bemyndiges til at tilkjendegive:

At Hans Majestæt staaer i Begreb med at bestemme den Forfatning, som ifølge Forbundsactens 13 Artikel skal indføres i Hertugdømmet Holsten, og at i dette Øiemed Commissairer ere ndnævnte, som skulle raadslaae over de fra Regjeringens Side gjorte Forslag og inden kort Tid paany sammentræde under Forsæde af en Kongelig Statsminister, for derefter at forelægge Hans Kongelige Majestæt allerunderdanigst Betænkning over de vigtigste Puncter i den Forfatning, som i Hertugdømmet skal indføres.

I Fortsættelse af min Skrivelse af 18de d. M. har jeg herved den Ære tjenstlig at underrette Deres Høivelbaarenhed om denne allerhøieste Befaling.

Kongeligt Keskript til Ridderskabet.
Kjøbenhavn den 5 Decbr. 1818.

Frederik den Sjette . Vi tilkjendegive herved Prælater og Ridderskab følgende. Det er en i enhver Henseende utilladelig Handling, naar Undersaatter ved Protester, som de indlevere til Lands-Collegierne og øvrighederne, erklære, at de af Landsherren angaaende Skattevæsen og andre Gjenstande udgivne Love og Anordninger ikke have nogen forbindende Kraft for dem, og at de, idet de efterleve dem, alene vige for Magten. Vi kunne derfor. denne Gang kun af Kongelig Naade lade nævnte, den 6te f. M. og tidligere d. 27de Marts d. A. til Cancel-liet indsendte Protester ustraffede. Men Vi befale herved Prælater og Ridderskab paa det Alvorligste, at de under Vor Unaade og de ellers fornødne ubehagelige Foranskaltninger for s. 53Fremtiden aldeles afholde sig fra ethvert saadant Skridt, ligesom fra enhver Vægring i den skyldige Lydighed mod de udstedede Love angaaende Skattevæsenet og andre Gjenstande. Dersom mod Forventning Prælater og Ridderskab ikke ubetinget skulde vise den skyldige Lydighed imod denne Vor Befaling, saa have de at forvente, at foruden den af enhver Deeltager i Overtrædelsen efter Omstændighederne forskyldte Straf, — den dem paa deres allerunderdanigste Ansøgning ved allerhøieste Resolution af 27 April 1775 af Naade bevilgede Begunstigelse, at maatte have en bestandig Deputation, strax og og uden Videre af Os vil blive taget tilbage og Deputationen saaledes aldeles opløst. Hvorefter .

Ioa. Bernstorff til Kosenkrantz.
Wien den 19 Decbr. 1819.

Først idag kan jeg have den Ære herved at tilstille Deres Excellence Protocollen over den den 9de d. M. holdte femte Conferents. Indholdet af samme er ikke af nogen væsentlig Interesse. Meget vigtigere er den sjette Session, som sandt Sted den 16de, derved bleven, at den til Erklæring over Forbundsactens trettende Artikel nedsatte femte Commission forelagde Forsamlingen Resultatet af sit Arbeide . . . .

Naar Affattelsen af de Sætninger, som Udskudet har bragt i Forslag, maaskee endnu vil synes Mange at lade Noget tilbage at ønske, saa maa man derved tage i Betragtning, at denne Affattelse er Resultatet af mangfoldige Discussioner og indeholder den endelige mulige Forening af de forskjelligste Anskuelser, Ønsker og Forslag.

Den gjennemgribende Tendents deraf svarer imidlertid, saavidt jeg kan skjønne, til de foreliggende væsentlige Øiemed i en høiere Grad og paa en mere tilfredsstillende Maade, end saadant lettelig lod sig vente under saa modstridende Meninger og Ønsker. Opretholdelsen af Forbunds-Eenheden, Sikkringen af det monarchiske Princip og Anerkjendelsen s. 54af Regentens udeelte Ret til at anordne de stænderske Forfatninger som et indre Lands-Anliggende ere fuldkommen reent, bestemt og tydeligt udtalte.

Af den wiener Slutnings-Act.
Wien d. 5 Mai og Frankfurt d. 8 Juni 1820.

Art. 29. Naar i en Forbundsstat indtræder Tilfældet af en Rets-Nægtelse og tilstrækkelig Hjælp ikke paa retlige Veie kan opnaaes, saa tilkommer det Forbundsforsamlingen at antage sig beviislige, efter ethvert Lands Forfatning og bestaaende Love bedømmende Besværinger over nægtet eller hæmmet Retspleie og derefter at bevirke den retlige Hjælp hos den Forbundsregjering, der har givet Anledning til Besværingen.

Art. 54. Da, efter Indholdet af Forbundsactens trettende Artikel og de derover senere fulgte Forklaringer, landstænderske Forfatninger skulle finde Sted i alle Forbundsstater, saa har Forbundsdagen at vaage over, at denne Bestemmelse ikke i nogen Forbundsstat bliver uopfyldt.

Art. 55. Det forbliver overladt Forbundsstaternes souveraine Fyrster at ordne alle indre Lands-Anliggender med Hensyn saavel til de tidligere lovlig bestaaende stænderske Rettigheder, som til de for Haanden værende Forhold.

Art. 56. De i anerkjendt Virksomhed bestaaende landstænderske Forfatninger kunne kun paa forfatningsmæssig Maade igjen blive forandrede.

Art. 61. Udenfor Tilfældet af den overtagne specielle Garantie for en landstændersk Forfatning og Opretholdelsen af de over Forbundsactens trettende Artikkel her fastsatte Bestemmelser, er Forbundsforsamlingen ikke berettiget til at indvirke paa de landstænderske Anliggender eller i Stridigheder mellem Landsherrerne og deres Undersaatter, saalænge disse ikke antage s. 55den i sex og tyvende Artikel betegnede Character, i hvilket Tilfælde Bestemmelserne i denne og i den syv og tyvende Artikel komme til Anvendelse.

Kidderskabs-Deputationen til Cancelliet.
Kiel den 14 April 1821.

. . . . Det var ingen blot Pengesag, det var en Retsgrundsætning, Bestræbelsen sor efter Evne at beskytte en dem og hele Landet engang velgjørende, nedarvet Skattebevillingsret, ifølge de Fordringer, som de af Landsherren Selv bekræftede Friheder gave, — der var Aarsagen til deres i Forestilling og Bøn for Thronen gjentagne Gange gjorte Skridt. Ved Sagens Natur opfordrede til ethvert lovligt Skridt, havde de forsøgt, hvad der laa indenfor deres Beføielse, for at forskaffe deres om ingen forkastelige Hensigter overbeviiste Besværing Gehør, og tør i denne, ogsaa naar den mislykkes, beroligende Hensigt appellere til den almindelige Stemme. Hvad ogsaa herved i Fremtiden endnu maatte skee, saa ville de uforanderlig holde fast paa den Overbeviisning, at troe Undersaatters Pligter ikke mindre opfyldes ved Opretholdelsen af deres Rettigheder end ved Iagttagelsen af alle skyldige Lydigheds-Pligter.

Grev Eyben til Baron Kosenkrantz.
Frankfurt den 8 December 1822.

I min sidste underdanige Beretning har jeg havt den Ære at anmelde for Deres Excellence, at der den 5te f. M. af det holstenske Ridderskab er bleven overgivet til Forbundsforsamlingen en Besværing mod den Kongelige Regjering under den Titel: Memorial af Prælater og Ridderskab i Hertugdømmet Holsten, indeholdende Fremstilling af deres i anerkjendt Virksomhed bestaaende Lanstænderske Forfatning, især af deres Skattebevillingsret, s. 56med Begjering om Mægling til sammes practiske Gjenoprettelse. Med denne Memorial følger et Exemplar af det ved F. C. Iensen og D. H. Hegewisch i Aaret 1797 besørgede Aftryk af det sl. h. Ridderskabs Privilegier. . .

Var jeg ogsaa, hvad ikke kunde være Tilfældet, allerede nu i Stand til at prøve denne Memorial med den Nøiagtighed, som Sagens Vigtighed fordrer, saa skulde jeg alligevel ikke vove at tillade mig nogensomhelst Dom over Indholdet og det Materielle af samme, da de tidligere Landdags-Forhandlinger og de siden deres Ophør stedfundne Skridt af Ridderskabet ere mig aldeles ubekjendte.

Forretningsgangen i Forbundsforsamlingen foranlediger mig til at underkaste Deres Excellences oplyste Indsigt det uforgribelige Forslag, at besvare den mævnte i to Afdelinger deelte Besværing ligeledes i to ganske adskilte Afdelinger . . .

Efter min uforgribelige Mening vilde det kunne være hensigtsmæssigt, snarest muligt at lade udarbeide og gunstigst mig tilstille en Besvarelse af Reclamationens historiske Deel, med Berigtigelse af de muligen i samme værende Urigtigheder, Mangler og Vildfarelser . . . Besvarelsen af Reclamationens anden Deel kunde derimod efter min uforgribelige Mening staae hen, indtil Indholdet af Commissions-Referentens Betænkning og den Synspunct, hvorfra Forbundsforsamlingen ved denne Besværing vil gaae ud, blev bekjendt, og jeg derover har aflagt Deres Excellence min ærbødigste Beretning. .

Grev Eyben til Kosenkrantz.
Frankfurt den 12 Juli 1823.

. . . . Hr. Præsidial-Gesandten reassumerede kortelig Commissions-Medlemmernes afvigende Anskuelser, forsikkrede, at Hovedsagen var meget let at indsee, at Blikket kun blev hildet ved Bibemærkninger og at det her kun kommer an paa Reclamanternes Paastand, isærdeleshed paa det Spørgsmaal, om den holstenske Forfatning bestod i anerkjendt s. 57Virksomhed. Enhver vilde indste, at en saadan Virksomhed ikke var tilstede: dertil behøvedes altsaa ingen Instructions-Indhentelse. Han afgiver følgelig sit allerhøieste Hofs Stemme derhen, at Reclamanterne afvises, — men at dem dog kunde meddeles den i den Kongelige Gesandts Erklæring indeholdte Tilsikkring, at Hans Majestæt ved Opfyldelsen af Forbundsactens 13de Artikel naadigft vilde ifølge den 55 Artikel af Slutnings-Acten tage det muligste Hensyn paa Prælaternes og Ridderskabets tidligere Forhold, — de altsaa taknemmelig havde dette at vente af Kongens Naade . . .

Den Kongelig-Preussiske Gesandt erklærede herpaa allerede for længesiden at være forsynet med Instruction fra sit Hof, og gav en motiveret Afstemning i samme Mening som Østerrig.

Baiern var ogsaa befalet at stemme for Afviisning. Sachsen ønskede en Instructions-Indhentelse. Hannover forelæste vel et meget omstændeligt, noget skarpt affattet Votum; men ved Slutningen yttrede Gesandten, at hans Opsats var kun hans Privatmening og ingen egentlig Afstemning, — han forbeholdt sig Instructions-Indhentelse. Würtemberg yttrede, at om det ret havde forstaaet Præsidialgesandten, saa vilde det andrage paa at kunne tiltræde denne Afstemning. Baden fandt den keiserlig østerrigske Afstemning saa aldeles overeensstemmende med Lov, Retfærdighed, Politik, ja selv Billighed, at det ogsaa uden at have Instruction pure tiltraabte samme. Kurhessen forlangte Instructions-Indhentelse. Darmstadt afviiste Reclamanterne i en motiveret Afstemning.

Holsten—Lauenborg : Nu forebragte jeg mit Svar paa Grev Beust’s Betænkning, dog kun partiviis, benyttede andre Steder af samme med flere mundtlige Tillæg for at gjendrive forskjellige Paastande og falske Angivelser af Gesandterne Hammerstein og Wagenheim, og gjentog min tidligere Protest imod Competents ifølge Artikel 56 af Slutnings-Acten, med Tilføiende, s. 58at jeg aldrig havde nægtet Competents, støttet paa Forbundsactens 13 Artikel.

Luxemborg stemmede som Østerrig. De hertugelige sachsiske Huse forlangte Instructions-Indhentelse. Brunsvig som Hannover. Nassau, skjøndt dets Stemme for Tiden ei tæller, lod i Protokollen udtale sin separate Anskuelse for Afviisning, Meklenborg som Østerrig. Olden borg Instructions-Indhentelse. Den sextende Stemme, som Østerrig. De frie Stæder (for Tiden føres Stemmen af Hamborg) som Osterrig.

Præsidial-Gesandten anmeldte altsaa, at Fleertallet allerede havde udtalt Reclamanternes Afviisning, den tilkommende Beslutning allerede altsaa forelaae. Men da slere havde forbeholdt sig Instructions-Indhentelse, blev Terminen, som Hr.Præsidial-Gesandten udtrykte det, til Afstemning for de Gesandter, der endnu ikke havde udtalt sig, og til den formelle Beslutning, da den materielle allerede forelaae, ansat til den første Session efter Ferierne, altsaa til den 27 November.

Den tydske Forbundsdags Beslutning.
I den 22 Session, den 27 November 1823.

Da den høie Forbundsforsamling af de stedfundne Forhandlinger haver vundet den Overbeviisning, at den gamle Forfatning i Holsten ikke bestaaer i anerkjendt Virksomhed, saa blive de reclamerende Holstenske Prælater og Ridderskabsmedlemmer med deres Andragende og Beraabelse paa den 56 Artikel af den Wiener Slutnings-Act, som ugrundet, afviiste; det meddeles dog Reclamanterne til deres Beroligelse, at Hans Majestæt Kongen af Danmark, ifølge den ved Allerhøiftsammes Forbundsdagsgesandtskab gjentagne Erklæring, har tilsikkret Hertugdømmet Holsten en Forfatning, der ifølge Slutnings-Actens 55 Artikel muligst skal tage Hensyn til de ældre Rettigheder og blive afpasset efter de nuværende Tidsforhold.

s. 59Den høie Forbundsfør samling anviser tillige de reclamerende Prælater og Ridderskabsmedlemmer at imødesee denne Forfatning med den Tillid, som Hans Majestæt Kongens aabne Erklæring nødvendigviis maa frembringe hos troe hengivne Undersaatter; og giver dem den Forsikkring, at den indenfor Grændserne af sin Virkekreds, ifølge Slutningsactens 54 Artikel, vil vide at vaage over Opfyldelsen af hiin Forbindtlighed.

Af de Augustenborgske Papirer.

1. Prindsen af Nøer til Hertugen, d. 15 April 1829.

Hils Kronprindsessen ret meget fra mig, og Philippsthal; det øvrige Pak maa for mig gjerne reise ad Helvede til...

2. Prindsen af Nøer til Hertugen, d. 13 Novbr. 1830.

Ved en Bevægelfe, som udgaaer fra saadanne Folk, kan enhver ærlig Mand visselig ikke nok slutte sig til den bestaaende Orden ... Jeg vil heller have een Tyran end mange. Som min Pligt byder mig, har jeg underrettet Kongen om Alt, hvad jeg vidste om denne Sag, navnlig at Cantsleren og Höpp altid lode sig berolige af Balemann. Han har sendt mig en meget naadig Skrivelse. Jeg synes ogsaa, at Du skulde giøre et Skridt. Enden paa Visen vil jo dog blive en Forfatning, og Landgreven, der daglig begaaer den ene Dumhed efter den anden, vil blive nødt til at gaae af. Troer Kongen Dig, saa kan han jo ingen bedre tage end Dig. Betænk dette vel!

4. Prindsen af Nøer til Hertugen, d. 15 Novbr. 1830.

... Jeg har skrevet til Kongen og givet ham en Skildring af enhver af Demagogerne, og besvoret ham at tage Sagen paa det Alvorligste og Eftertrykkeligste.

Af Grev Otto Moltkes Skrivelser.
Til Verbitter Gr. Rantzau, den 16 Novbr. 1830.

Kan De ikke i Overeensstemmelst med Deres Løfte forhindre Indgivelsen af en Petition, saa venter Hans Majestæt, at De vil være istand til at lede Sagen derhen, at der i Petitionen ikke bliver Tale om en fælleds Forfatning for begge Hertugdømmer, Slesvig og Holsten. Herpaa lægger Hans Majestæt den største Vægt, da Han (uden Hensyn til Spørgsmaalet, om Slesvig skal have en separat Forfatning for sig: denne Parenthes beder jeg at ansee for blot udtalt af mig) aldrig kan eller vil tillade, at Slesvig og Holsten erholde en fælleds Forfatning. Derimod vil Hans Majestæt vist opretholde ethvert andet Baand, der nu forbinder Slesvig og Holsten, og navnlig Ridderskabets Nexus socialis.

... I Grunden vide idetmindste Mange ikke, hvad de egentlig ville, naar de holde derpaa, at ansee fælleds Stænder for begge Hertugdømmer som Maalet for deres Ønsker. Selv Lornsen har i sit Forhør uopfordret erklæret, at han ikke tilsigtede nogen Adskillelse af Hertugdømmerne fra Danmark og ansaae en saadan ikke mindre skadelig for Hertugdømmerne end for Kongeriget. Men fælleds Stænder for begge Hertugdømmer maatte uundgaaelig tilsidst føre dertil, og man forvexler stedse separate Laudstænder med en Adskillelse af Hertugdømmerne.

Til Cantsler Brockdorff, den 25 Decbr. 1830.

Vilde man dog i Hertugdømmerne indsee, at en separat Forfatning for hvert Hertugdømme ikke er nogen Adskillelse af dem, men kun i Tidens Længde forbinder dem desto fastere.

Oberst Gustavsons Reservation.
den 24 Januar 1835.

Reservation af Danmarks Kongers absolute Souverainetet imod ethvert forfatningsstridigt Indgreb.

Erkjendt fra min Fødsel af for Arving til Danmarks Throne med Succession efter de ældre Linier af den nuværende Kongelige Familie, betragter jeg det ikke alene som en Ret, men ogsaa som en Pligt, at reservere Danmarks Kongers absolute Souverainetet mod ethvert Stød, som den regierende Konge maatte ville tilføie den ved Indførelsen af en ny Bestyrelses-Form, der strider mod Principerne for den Souverainetet, som allerede er erkjendt og af de Danske frivillig overdraget deres Konger. Et saadant Baand er ikke modtageligt for nogen Modification; thi naar et Folk frivillig underkaster sig den absolute Souverainetet, saa er det kun altfor farligt for det at ville løsrive sig fra Baand, der paa den Mande ere knyttede mellem Folket og Fyrsten under Guds Beskyttelse; de kunne ikke svækkes eller løses uden Angreb paa deres Hellighed og uden at fornærme det høiefte Væsen! — Ingen personlig Interesse leder mig; men kun den reneste Overbeviisning, grundet paa Fortidens Erfaring, besjeler mig, idet jeg taler saaledes, og et nordisk Rige har allerede altfor ofte givet sørgelige Beviser for det, som jeg siger, til at man kan tvivle derpaa, medens Danmark, der forblev ved Souverainetets-Systemet, deraf har høstet Frugter, uden at see den indre Rolighed forstyrret, der udgjør Staternes saavelsom Familiernes Lykke.

Skrevet og undertegnet med egen Haand den 24 Januar 1835.

Oberst Gustav Adolph Gustafson,
Thronarving.

Paa Foden: Act bestemt til at nedlægges i det Kongelige Danske Archiv, for at bekræfte Danmarks Kongers Souverainetet.

s. 62Udskrift uben paa Brevet: Til Hans Kongelige Høihed Prinds Christian af Danmark, i
Kjøbenhavn
. I egne Hænder. Frit.

Verbitter Gr. Rantzau til Pr. Christian.
Itzehoe den 11 Marts 1836.

Durchlauchtigste Prinds, naadigste Herre. Deres Kongelige Høihed har besvaret mit Brev saa naadigt og med saa stor Interesse for Landets Anliggender, saa nøiagtig Kjendskab til dem og saa træffende Critik, at jeg ikke frygter for at trætte Deres Kongelige Høiheds Taalmodighed, naar jeg allerede igjen griber Pennen. Deres Kongelige Høihed bemærker, at De havde skrevet til mig i Fortrolighed. Jeg skal samvittighedsfuld svare dertil, skjøndt jeg intet hellere ønskede, end at hele Verden her vidste, hvilken Kjendskab Deres Kongelige Høihed har til Hertugdømmet og med hvilken Iver De har fulgt ogsaa den fjerneste Provindses Landdag. Man veed det her ikke nok. Jeg tør med Sandhed sige, at jeg i Kammeret kun sjelden har fornummet saa gjenuemtænkte Raisonnements, som Deres Kongelige Høihed har den Naade at udvikle i Deres Svar til mig....

Et vigtigt Punct, som Deres Kongelige Høihed omtaler, er den af mig og de fleste Holstenere ønskede Forening af den holstenske Landdag med den flesvigske. En positiv og politisk Grund gjør mig den engeste Forening af Hertugdømmerne ønskelig, nemlig Regjeringeus Pligt at sikkre Kronen Besiddelsen af Holsten. Denne Materie blev altfor længe betragtet som en delicat; men nu taler man høit derom hertillands, og ganske nylig har Professor Paulsen, Lærer i den danske Ret i Kiel, i et Skrift behandlet Successionsspørgsmaalet. Man kan ved Hoffet ikke nok tænke paa dette Spørgsmaal, især saaledes som Tiderne gaae og Sagerne staae.

Dette vigtige Spørgsmaal hænger nøie sammen med Besiddelsen s. 63af Holsten. Alt hvad man kunde gjøre for at forbinde Holsten med Slesvig, burde derfor skee, for at gjøre Holstens Adskillelse fra det danske Monarchie umulig. Der er allerede skeet meget derfor; thi det Tydske Rige existerer ikke mere. Kong Christian VII lod 1806 udgaae et fuldgyldigt Occupations-Patent, hvorved Holsten efter det Tydske Riges Opløsning under Garantie af den gamle slesvigholstenske Ret (!) blev incorporeret i de Kongelige Arvelande. Hvorlidet vil det altsaa sige, at Holsten hører til Tydskland! Det hører i Virkeligheden ikke anderledes til Tydskland end en hvilkensomhelst anden Forbundsstat (!); Kongen er altsaa souverain Hertug i Holsten og som saadan i ingen anden Forbindelse med Tydskland end den 1815 frivillig indgaaede. Naar det tydske Forbund, som jeg ikke kan spaae nogen lang Bestaaen, saameget mindre som det skylver sin Cxistents en dengang grundet Frygt mod Vesten, der nu turde vende sig mod Østen, — naar det Tydske Forbund, siger jeg, ophører, saa er Holsten i slet ingen Forbindelse med Tydskland...

Prindsen af Nøer til Hertugen.
Nøer den 28 August 1837.

For det mig tilsendte Exemplar af Skriftet takker jeg mange Gange. Professor Olshausen var for nogle Dage siden her og sagde mig, at hans Broder af den Grund angreb Skriftet i Correspondenzbladet, fordi han vilde tvinge Paulsen til at rykke frem med sine Kilder. Han havde vel i Førstningen en Idee om, al Du, om just ikke havde forfattet Skriftet, saa dog foranlediget, at det er udkommen. Men da jeg sagde til ham, at jeg ikke havde faaet det, og bad ham at skaffe mig et Exemplar, og desuden stillede mig uhyre duman, saa blev han ganske overbeviist om, at vi to slet intet havde vidst af den Sag at sige. Scheel, som her iforgaars læste Bogen, lugtede derimod Lunten, og sagde, at Du maatte have skrevet den, thi han kjendte Din Stiil i Fremstillingen s. 64af Forskjellen mellem Slesvig og Jylland. Jeg paastod Nei; men det var jo muligt, at Forfatteren havde benyttet Dine Bemærkninger i Stændertidenden; thi disse stemme næsten ordret overeens dermed.

Prindsen af Nøer til Hertugen.
Nøer den 16 Februar 1838.

Det er gaaet mig om i Hovedet, hvad man kunde gjøre for saa meget som muligt at vanskelig gjøre den forbandede Toldlov, hvis Indførelse den 7 April græsselig har forstrækket mig. Saaledes er jeg kommen paa den Tanke, at en Forsamling af de Deputerede kunde være nyttig for at komme overeens med Deputerede af Ridderskabet og fra Ditmarsken om at henvende sig til Forbundsdagen med Besværing over Krænkelse af garanterede Rettigheder. Men hemmelig maatte man holde det.

Pechlin til Krabbe-Carisius.
Frankfurt den 24 November 1838.

Høivelbaarne, høistærede Hr. Geheime Statsminister. Deres Excellence har jeg den Ære hoslagt at forelægge en original Note fra den K. K. Præsidial-Gesandt, Grev Münch-Bellingbausen, af 22 d. M., hvori samme i Anledning af mit i Hans Majestæt Kongens Navn for ham mundtlig og fortrolig udtalte Ønske meddeler sin Anskuelse over de eventuelle Arvefølgeforhold i en Deel af de Kongelige Stater, som ere Gjenstand for det Statsskrift, der er mig betroet til Meddelelse til Grev Münch.

Af Notens Indhold ville Deres Excellence see, at den deri udviklede Anskuelse tillige er Hr. Fyrste Metternichs og det K. K. Østerrigske Cabinets. Derved erholder dette Actstykke en høi Værdie for de fremtidige Forhandlinger, og saaledes vil ved den varme Deeltagelse, som Hans Majestæt Kongens Ønsker og Hensigter heri finde, og ved den levende s. 65Understøttelse, som de fra Østerrigs Side fremdeles have at love sig, — Øiemedet for det første Skridt i dette vigtige Anliggende være at ansee for opnaaet.

Antegnelse af en dansk Statsmand.
I Novbr. eller Decbr 1838.

Da den nuværende Hertuginde af Augustenborg efter hendes Formæling formelig skulde forestilles Dronningen paa Frederiksberg, vilde man ikke tilstaae hende den, fyrstelige Personer reserverede, store Indkjørsel til Slottet, og Hertugen maatte sætte sig i Vognen hos hende for at hæve Vanskeligheden ved sin Ret. At Hertuginden siden den Tid aldrig har været her, tilskriver man lignende Betænkeligheder.

Grev Ot. Blome til Rrabbe-Carisius.
Petersborg d. 7 Januar 1839.

.... Da en gunstig Leilighed tilbød sig, har jeg ikke undladt at gribe den til mere formelt at bringe paa Tale Successions-Spørgsmaalet i Monarchiet og de farlige Tilfælde, som kunde indtræffe, hvis Mandstammen skulde uddøe. Baron Nicolai har, efter hvad man har sagt mig, i een af sine foregaaende Depecher talt derom, dog meget overstadigt og meest kun ved at gjøre opmærksom paa de Skrifter, der ere udgivne for at diseutere denne Materie, hvert paa sin Maade. Jeg har mødt den bedste Stemning, men som udentvivl ikke afgjør Noget, og jeg skal forfølge denne Forhandling med mere Iver, naar jeg har modtaget de Sagen mere oplysende Bemærkninger, som De har havt den Godhed at love at ville meddele mig.

Krabbe-Carisius til Baron Pechlin.
Kjøbenhavn d. 11 Januar 1839.

Jeg benytter Legationssecretair Kammerjunker von Thienens s. 66Tilbagereise for at bevidne Deres Høivelbaarenhed den rigtige Modtagelse af Deres ved ham overleverede behagelige Beretning af 24 November f, A. med den, samme i Original følgende Skrivelse, som den K. K. Præsidialgesandt Grev Münch-Billinghausen har rettet til Dem ...

5

Hans Majestæt modtog Kundskab om Indholdet med en Opmærksomhed, som i høi Grad er motiveret ved en Opfatning, der vidner ligesaameget om dyb Indtrængen i den indviklede Sag og sammes politisk almindelige og specielle Betydning, som den forkynder en af lys Bedømmelse fremgaaet Overeensstemmelse med de Grunde, der kun tilraade en betimelig Stræben efter at frembringe en Løsning af Spørgsmaalet ved venlig Overeenskomst og derved at forebygge i Fremtiden sørgelige Følger af mulig Fordringer grundede paa gamle tvivlsomme historiske Rettigheder ...

Kongens forud fastgrundede Tillid til det K. K. Cabinets fremtidige venskabelige Deeltagelse i denne Sags Udvikling kunde ikke paa nogen mere kjærkommen Maade være bleven oplivet.

Hidtil have vore Skridt indskrænket sig til en Instruction for vor Minister i Petersborg til en fortrolig Meddelelse til det agnatiske Keiserlige Hof, og vi imødesee derfra en Yttring desangaaende.

Grev Ot. Blome til Krabbe-Carisins.
Petersborg den 2 Marts 1839.

.... Den Embedsmand i Departementet for de udenlandske Sager, til hvem det er overdraget at extrahere Memoiren angaaende det danske Kongehuuses Successionsret, har megen Umag med at komme til Maalet paa Grund af alle de Pro og Contra, som det udentvivl har været uundgaaeligt deri at fremsætte. Saameget mere levende maa jeg bede Deres Excellence om den Godhed at lade komme til mig alt det, som kunde bidrage til mere at oplyse og simplificere Kjendsgjerningerne, forsaavidt s. 67dette er muligt, og til at bevise de Fordringer, af hvis Kraft Monarchiets Fremtid i Virkeligheden afhænger.

Baron Pechlin til Krabbe-Larisius.
Frankfurt den 2 Juli 1839.

Jeg har den Ære hoslagt at tilstille Deres Excellence den fra N. N. modtagne Skrivelse, hvortil Deres Excellences Svar i Deres Privatbrev af 11te f. M. sigter. Siden har jeg talt med N. N. og af ham modtaget den Forklaring, at han anseer det Augustenborgske Huuses Mangel paa Successions-Ret, som ogsaa er sagt i hans Betænkning, een Gang for alle uimodsigelig fast begrundet i gjentagne ustandsmæssige Ægteskaber med ikke fyrstebaarne Damer af Adel, fordetmeeste af Ridderskabet, saa at det formeentligen endnu blot kommer an paa en Grklæing desangaaende fra Hans Majestæt Kongen...

Tør jeg ærbødigst spørge, om hans Kongelige Høihed Prinds Christian er indviet i Sagen?