Ingeborg Simesen, 1861-1943 Uddrag fra N. F. S. Grundtvig og hans nærmeste Slægt under Treaarskrigen - En brevveksling

Blomsterregnen var ligesom jubelråbene ustandselige, og de slidte uniformer var snart bedækkede af friske blomster, og kom der så nogen, der særlig havde udmærket sig, var folk nær ved at gå ud af dem selv af jubel. Således var begejstringen aldeles uendelig, da batteriet Jessen kom kørende: både på ham og hans kanoner faldt der en sand styrteregn af blomster, og den gamle mand vendte og drejede sig på hesten, hilste med sablen, som næsten til spidsen var fuld af de opfangede kranse, prøvede på at tale, men hver gang kvaltes stemmen af bevægelse ved de første ord. Af og til så man også en kone styrte ind i geledderne og omfavne sin mand, og flere kom allerede marsjerende med en kæreste eller kone under armen. Men midt i al den mylren og glædestummel herskede der en orden, som var aldeles beundringsværdig, ingen spektakler, ikke et råt ord hørtes i de dage; selv gadedrengene var elskværdige: de styrtede sig på hovedet ind i trængselen, for at opsamle buketter, flag og kranse, der faldt på jorden, men ikke for at tage dem selv, men for at give dem til de soldater, der havde fået mindst. — Men jeg vil ikke prøve på videre at skildre, hvad jeg ej formår: de skønne dage vil for alle dem, der oplevede dem, være uforglemmelige, og de stakler, hvis ungdom er falden i senere for Danmark tunge og fattige tider, har aldrig følt og vil vel vanskelig kunne forstå den jubel og glæde over at være dansk og den begejstrede taknemlighed over hver den, der havde været med at kæmpe under Dannebrog, som i hine lykkelige dage fyldte alle danskes hjærter.