N. F. S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT
1848-1851
*
EN BREVVEKSLING
s. IIIN.F.S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT
UNDER TREAARSKRIGEN
*
En Brevveksling
Udgivet af
INGEBORG SIMESEN
KØBENHAVN
G. E. C. GADS FORLAG
1933
s. IVFR. BAGGES KGL. HOFBOGTRYKKERI
KØBENHAVN
s. VIIFORORD.
Største Delen af de her udgivne Breve findes mellem Professor Svend Grundtvigs efterladte Papirer i Dansk Folkemindesamling paa Det kgl. Bibliotek; en mindre Del opbevares mellem de Grundtvigske Papirer paa Rigsarkivet i København, og en ret omfangsrig Brevveksling mellem Fru Lise Grundtvig og hendes ældste Søn Johan tilhører dennes Børn, Frk. Elisabeth Grundtvig, Birkedommer Stener Grundtvig og Overbibliotekar Vilhelm Grundtvig; disse Breve er mig venligst overladte til fri Benyttelse og delvis Udgivelse af Birkedommer Grundtvig, hos hvem de beror. Fru Laura Grundtvigs efterladte Papirer, der er benyttede i Tillægget, findes (delvis baandlagte) sammen med hendes Mand Svend Grundtvigs i Dansk Folkemindesamling.
Alt hvad der tilhører Dansk Folkemindesamling og Rigsarkivet er gengivet in extenso. Brevene er trykt bogstavret efter Originalmanuskripterne; undertiden er et utvivlsomt glemt Ord eller en dunkel Forkortelse tilføjet eller udfyldt i skarp Parentes; en enkelt vitterlig Fejlskrift er rettet. De nødvendigste saglige Oplysninger og Citathenvisninger findes under Teksten.
For Helhedsvirkningens Skyld har jeg med Udgivernes Tilladelse optrykt de Breve fra disse Aar, der findes i »Breve fra og til N. F. S. Grundtvig« (udg. af Georg Christensen og Stener Grundtvig 1924 og 1926). De er i Teksten betegnede med en * foran Brevets Overskrift. Sønnernes Breve, der i den store Samling er noget forkortede, gengives her i deres fulde Omfang. De Breve mellem Fru Lise Grundtvig og Sønnen Johan, der er i Privateje, er betegnede med en * efter Overskriften. Moder og Søn skrev til hinanden flere Gange ugentlig; for at undgaa ligegyldige og trættende Gentagelser er disse Breve kun gengivet i Udvalg og i forkortet Form (i Teksten angivet ved — — —); men Udvalget er saa fyldigt, at intet af kulturel eller psykologisk Interesse er forbigaaet; i det hele er de et væsentligt Supplement til de øvrige Breve.
s. VIIISom i næsten alle Brevsamlinger er der desværre ogsaa Lakuner i denne. Indgaaende Forespørgsler hos Familien Boisen har kun bragt negative Resultater, saa de savnede Breve synes at være gaaet tabt ; i flere Tilfælde kan dog Svarene bøde paa Savnet.
Derimod kan der til Supplering af det her foreliggende Brevstof henvises til: N. F. S. Grundtvigs Breve til hans Hustru under Englandsrejserne 1829—1831 (udg. af deres Børnebørn 1920) med den smukke og orienterende Indledning af Stener Grundtvig, samt til: Brevveksling mellem P. Chr. Skovgaard og Brødrene Grundtvig (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Juli—August 1928 og Nvbr.—Dcbr. 1929) og til: Svend Grundtvigs Englandsbreve (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Maj—Juni og Juli— August 1931).
Et Personal-Register med korte biografiske Oplysninger og Henvisninger til Brevteksterne findes bag i Bogen.
Sluttelig skal jeg overbringe Carlsbergfondet min ærbødige Tak for det økonomiske Tilskud, der har muliggjort Bogens Udgivelse, og bringe en personlig Tak for den Tillid, Forstaaelse og venlige Hjælpsomhed, jeg har mødt hos den Grundtvigske og Boisenske Familie, Dansk Folkemindesamling’s Arkivarer H. Grüner Nielsen og Hans Ellekilde, Professorerne Drachmann og Dahlerup, Overbibliotekar Carl S. Petersen, Grundtvigudgiveren Seminarieforstander Georg Christensen o. m. fl. Særlig den sidstnævnte har ydet mig værdifuld Støtte, der er kommet Arbejdet til gode. Personal-Registret blev under min lange Sygdom venligst paabegyndt af Grosserer O. Barfod og endelig udarbejdet af Magister Hans Höffding, hvem jeg takker for kyndigt og forstaaende Samarbejde.
Hvad Billederne angaar, er det lykkedes mig at faa dem alle gengivet efter P. Chr. Skovgaards samtidige, nu meget spredte Tegninger. Ogsaa her har jeg mødt den største Imødekommenhed og Forstaaelse, naar det gjaldt om at opnaa Tilladelse til at fotografere Originaltegningerne eller Gengivelser af disse.
1. Maj 1933.
Ingeborg Simesen.
s. IXINDLEDNING.
Den 8nde September 1933 er det 150 Aar siden N. F. S. Grundtvig blev født i Udby Præstegaard ved Vordingborg. Det er mærkeligt at se den stigende Interesse for hans Betydning paa Aandslivets forskellige Omraader og fastslaa, hvor stærkt hans Indflydelse er vokset i den senere Tid, baade herhjemme og viden om i Verden. Man kommer uvilkaarligt til at mindes Bjørnsons Ord om hans store Syner :
»Nord-Folkets Udsigt i tusende Aar
skal de rande.«
Det er derfor utvivlsomt, at en Brevveksling mellem Grundtvig og hans nærmeste under en for Danmark særlig betydningsfuld Tid vil vække fortjent Opmærksomhed. Den begynder, da begge Grundtvigs Sønner i 1848 meldte sig som frivillige, og slutter ved Fru Lise Grundtvigs Død i Januar 1851. Som bekendt inspirerede Krigen Grundtvig til nogle af hans skønneste Digte, — der kan blot henvises til »Fæderneland, ved den bølgende Strand —« og »Det var en Sommermorgen —«, Digtet om Istedheltene —, og han tog levende Del i Sønnernes Oplevelser baade under Vaabenhvilen og i Kampene, hvor de begge udmærkede sig, bl. a. ved Isted. Allerede 1848 blev de Løjtnanter og senere Riddere.
Ideen til Udgivelsen af Familien Grundtvigs Breve under Treaarskrigen udgik oprindelig fra Dansk Folkemindesamling.
Brevskriverne er foruden Grundtvig selv hans første Hustru Elisabeth (Lise), hans to ældste Sønner, Johan og Svend, Datteren Meta og hendes Ægtefælle, Peter O. Boisen. Det er min Opfattelse, at Brevvekslingen mellem disse seks, hver især udprægede Personligheder giver et interessant Tværsnit af de forskellige Meninger og Standpunkter i disse bevægede og begivenhedsrige Aar, og deres Skildringer og Udtalelser har baade historisk, kulturel og psykologisk Betydning.
s. XBrevstoffet er, som der er gjort Rede for i Forordet, for største Delen gengivet fuldstændigt, selv de Breve, der, hvis de stod isolerede, maaske vilde befindes at være mindre betydelige, er medtaget, ligesom de allerede offentliggjorte, da det jo gælder om at belyse Vekselspillet mellem Familiens Medlemmer, ældre og yngre, mandlige og kvindelige, saa intenst som muligt.
Om Brevskriverne skal der ikke siges mange Ord. Brevene med deres mangfoldige levende Enkeltheder kan og skal have Lov til at tale for sig selv, og Læserne vil snart faa et stærkt personligt Indtryk af de paagældende. Det er f. Eks. slaaende, hvorledes der ud af Svend Grundtvigs Breve vokser en Skikkelse og Karakter, saa fuld af Liv og plastisk Klarhed, at man ligefrem føler sig Ansigt til Ansigt med en levende Personlighed.
For at orientere den i Grundtvigske Kredse og Atmosfære ikke helt hjemmevante Læser skal der dog gives et lille Overblik over de mange Slægtninge og Venner, der stadig omtales, saa meget mere som disse oftest kun nævnes ved Fornavne, der endda i Fru Grundtvigs Breve som Regel er forkortede. Nøjagtige Data kan findes i Personal-Registeret. Skildringer af Grundtvigs og P. O. Boisens Hjem findes i Dr. H. P. B. Barfods kendte Samlerværk: »Minder fra gamle Grundtvigske Hjem«.
Grundtvig var meget gæstfri ; i hans Hjem kom foruden hans Venner og Tilhængere den talrige Familie af Glahner, Schmidter og Blichere og senere Børnenes unge Vennekreds. Fru Grundtvig bar alle Byrderne beundringsværdigt; intet Under, at hun var den ene af de tre Kvinder, Dronning Caroline Amalie saa op til.
Grundtvigs første Hustru, Lise, f. Blicher, var den tredje af de fire yndefulde Provstedøtre fra Gunslev Præstegaard paa Falster: Marie, g. m. Poul Egede Glahn, Kapellan ved Garnisons Kirke, Pouline, g. m. Grosserer Schmidt, Elisabeth (Lise) og Jane, der var ugift og efter Moderens Død kom i Huset hos Grundtvigs. Glahns havde fem Børn; særlig tit nævnes Henriette (Jette), g. m. P. C. Kierkegaard, den senere Biskop, i 1848 Præst i Pedersborg ved Sorø, Hans Egede Glahn med Hustru Adelheid, den ansete Sognepræst i St. Hedinge, der i Fyrrerne var Lærer i København, og Marie, der 1848 blev gift med Pastor Winther. »Tante Marie« er altsaa Marie Glahn f. Blicher, der var blevet Enke 1846 og boede i Sorø, og »Lille Marie« er hendes Datter Marie Winther. Mere i Forbigaaende nævnes Broderen Henrik Glahn, der senere blev Præst i Sorø. Den tit omtalte »Lille Amalie«, der ogsaa var i Huset hos Grundtvigs, var Datterdatter af Grundtvigs ældste Broder, Otto, Præst i Gladsaxe.
s. XIMed uforstaaelig Uretfærdighed er Fru Lise Grundtvigs sjældne Personlighed i den almindelige Bevidsthed blevet overskygget af Grundtvigs to senere Ægtefæller. Det var dog hende, der hin Aften i 1826, da Grundtvig tøvede med at nedlægge sit Præsteembede, gik ind til ham og sagde: »Jeg ser godt, Grundtvig, hvad der piner dig, og at du ængstes for Kone og Børn. Men glem os, og gør du trøstig, hvad Vorherre byder dig; han vil nok vide, hvorledes han skal give os Brødet«. Og hun levede op til sine Ord ; i et langt Samliv bar hun frejdigt Dagens Byrder med og for Grundtvig og vogtede sine Børns Udvikling med usvigelig Ømhed og Trofasthed. Forstod hun sig end ikke paa at skrive litterært, saa er hendes Breve dog Udtryk for alt, hvad der boede i hende, og et Æresminde for hendes Karakter og Personlighed. Den førstefødte Søn, Johan, stod maaske hendes Moderhjerte nærmest, mens Svend forstod Faderen bedst; det er derfor naturligt, at det er Johans ældste Søn, der i Forordet til Grundtvigs Englandsbreve skildrer sin Farmoder og bringer hende Børnebørnenes Tak.
Ogsaa Svends Hustru, Laura f. Bloch, giver et smukt Billede af hendes værdifulde Personlighed og fremhæver tillige hendes Ynde og Skønhed, der bl. a. henrev en Kunstelsker som Professor Höyen til begejstrede Lovprisninger. Den Pietet og Trofasthed, hvormed Sønnerne altid mindes Hjemmets Festdage, er et rørende Vidnesbyrd om den Kærlighed, der bandt Familien sammen. Den udstraalede fra Moderen, Fru Lise. I Krigsaarene var det for Grundtvig trods al Faderkærlighed 1) dog Danmark, det gjaldt; for hende var det hendes Sønner.
Hvad Meta betød for sin Fader, har han selv vidnet om, skønnest maaske i Digtet ved hendes Forlovelse med Peter O. Boisen (Poet. Skr. VI. S. 573). Boisen hørte ogsaa til en stor Familie; han havde otte ældre Søskende foruden den yngste Broder Harald, der ligesom han selv var Lærer ved Caroline Amalies Asylskole paa St. Kongens Mølle. Fru Laura Grundtvig har ogsaa efterladt en smuk Skildring af Metas sjælfulde Skønhed og af det Boisenske Hjem paa Møllen, »et af dem, hvorfra den Aand udgik, som gav Grundtvigianerne foruden deres kirkelige ogsaa deres sociale Særpræg. Bevidstheden om det dybe Fællesskab i det aandelige, som knyttede Vennerne sammen, affødte ogsaa en Selskabelighed, som i sin skønneste Skikkelse havdes. XIIen Inderlighed og en vis oprindelig Naturlighed, en Livsglæde og en barnlig Munterhed, der i ingen Henseende tog det nøje med Formerne, som gjorde, at deres Sammenkomster virkelig blev til Vennemøder. Denne sociale Grundtvigianisme er ikke udgaaet fra Gamle Grundtvigs eget Hus, thi den gemytlige Given sig hen, som er det karakteristiske ved den, var afgjort fremmed for Grundtvigs Natur og Væsen. Og i den Henseende slægtede hans Børn ham paa. Det var derfor ikke fra Fru Meta, den Aand udgik, der prægede Hjemmet paa Møllen, men fra den hjærtensgode, gemytlige, gennemmusikalske Peter Boisen. Han var Sjælen i Selskabeligheden paa Møllen, og fra hans og de andre unge Hjem, som dannedes af Grundtvigs Disciple, Birkedals f. Eks., spredte denne Grundtvigianisme sig i stedse videre Kredse. Men paa sin elskværdige og gæstmilde Maade prægede ogsaa den yndige Fru Meta trods sin Svagelighed dette velsignede Hjem, hvor Aanden og Nøjsomheden var lige tiltalende«.
Uge efter Uge sørgede Fru Lise Grundtvig for sine Sønners Fornødenheder; stadig sendte hun dem Bøger og Blade, for at de kunde følge Begivenhedernes Gang. Saa bliver hun tavs en Tid, og Sønnerne faar Ordet alene. Under Vaabenstilstanden fra Oktbr. 1849 til Maj 1850 opholdt Svend Grundtvig sig med Permission i København for at gøre Forarbejder til sin Folkeviseudgave, medens Johan Grundtvig maatte blive paa Als. Adskillelsen affødte en indholdsrig, fortrolig, stærkt personlighedspræget Brevveksling mellem de to Brødre, der fortsattes, til Svend atter maatte afsted til Hæren.
De sidste Breve i Samlingen angaar Moderens Sygdom og Død.
Mærkelig for os er hele Familiens Indstilling overfor Grundtvig som den, der er gammel og snart færdig med Livet.
De unges Vennekreds var overmaade stor. Vilhelm Blom var nær knyttet til begge Brødrene Grundtvig fra Barn af, særlig inderligt til Johan. 1842 blev han Officer. Da han faldt blandt de forreste i Morgenstunden paa Sejersdagen ved Isted, skrev Grundtvig det skønne Mindedigt over ham:
»Søn af Vennen fra de unge Dage!
Mine Sønners fuldtro Ungdomsven!«
1)
I Ungdomsaarene sluttede de sig nærmere til Malerne Skovgaard, Lundbye, Frölich, Brødrene Dalgas, Høgsbro og Sønderjyden Knudsen.s. XIII1843 dannede Carlo Dalgas, Lundbye, Skovgaard, Brødrene Grundtvig og Vilhelm Blom en Diskussionsklub, og hver Lørdag Aften samledes en større Kreds under højst beskedne Forhold hos Enkefru Johanne Dalgas. Familien Dalgas var meget stor. Den reformerte Præst i Fredericia Jean Dalgas (1756—1811) og hans tyskfødte Hustru Mariette Aldebert havde elleve Børn; nævnes skal Carl Dalgas, Ejer af Aldebertsminde ved Vejle, og Henrik Dalgas, Fabrikant i Vejle. I disse to Hjem havde de unge Officerer hyggelige Tilholdssteder under Kantonnementsopholdet i Vejleegnen. Henrik Dalgas var ganske vist død i Fbr. 1848, men hans Hustru Dorothea f. Henningsen og hendes unge Datter Ida modtog gæstfrit de unge Venner i deres smukke Hjem, ligesom Kusinen Betty paa Aldebertsminde ogsaa søgte at gøre det lidt fornøjeligt for de unge Fædrelandsforsvarere. En tredje Broder, Jean Dalgas, var Konsul i Neapel, men efter hans Død (1835) bosatte hans Hustru Johanne f. de Stibolt sig i København med sine seks Børn. Af Søstrene var Betty Dalgas gift med Proprietær Muhle til Boserupgaard ved Helsingør, Christine Dalgas, Thorvaldsens »Gamle Mutter«, med Lensbaron Henrik Stampe til Nysø og Susette Dalgas med Professor J. F. Schouw.
Hver Lørdag Aften samledes altsaa Ungdommen hos Enkefru Johanne. Først og fremmest hendes egne Børn : Carlo, Ernesto, Susette, senere Forstanderinde for Dannekvindeskolen og gift med Professor Mariboe, Enrico, senere Hedeselskabets Stifter, Dagmar og Caroline, de to sidste endnu purunge; endvidere de mange Fætre og Kusiner (Muhlerne, Henrik, Holger og Elise Stampe fra Nysø, Georgia Schouw og nu og da ogsaa Dalgas’erne fra Vejle og Aldebertsminde). Faste Gæster var Lundbye, Skovgaard, Købkerne, Johan, Svend og Meta Grundtvig, Peter O. Boisen, Løjtnant Emil Jensen og Henrik Stampes Forlovede Jonna Drewsen, Datterdatter af Jonas Collin.
Saa kom 1848. Vilhelm Blom og Emil Jensen var allerede Officerer. Som frivillige meldte sig straks de to Brødre Johan og Svend Grundtvig, de tre Brødre Carlo, Ernesto og Enrico Dalgas, Brødrene Henrik og Holger Stampe, Carl Muhle og C. F. Lütken, den senere Professor i Zoologi.
18. April laa Damperen Iris ved Toldboden, beredt til at føre et Felt-Artilleri og en Del frivillige til Sønderjylland. Skovgaard mødte for at sige Farvel til Vennerne og tegnede i Afskedsstunden fem af dem: Lundbye, Carlo Dalgas, Svend Grundtvig, Vilhelm Blom og Lütken.
s. XIVI Forsommeren 1849 blev Skovgaard forlovet med Georgia Schouw; Henrik Stampe kom hjem fra Krigen for 2. Fbr. 1850 at holde Bryllup med Jonna Drewsen; 1853 ægtede Dagmar Dalgas Kaptajn Emil Jensen, og 1855 blev Oberst Købkes Datter Marie gift med Enrico.
Krigen var imidlertid gaaet sin Gang. Brevene er Udtryk for Følelserne og Stemningerne i Hovedstaden og blandt Soldaterne. Vaabenhvilens og det ensformige Kantonnementslivs Taalmodighedsprøve veksler med mindre og større Kampe, hvor Heltemodet faar Lov at udfolde sig. Johan og Svend Grundtvig var ikke med ved Fredericia, men i Istedslaget kæmpede de begge med Ære.
Lundbye og Vilhelm Blom, Carlo og Ernesto Dalgas faldt i Krigen 1).
I. S.
s. XVI
Tegning af P. C. Skovgaard 1847.
N. F. S. Grundtvig.
s. XVII
Tegning af P. C. Skovgaard 1842.
Fru Lise Grundtvig, f. Blicher.
s. XVIII
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Flensborg. Skærtorsdag 20/4 1848.
Kjære Moder!
Du skal have det første Brev. Det at det er det første maa bøde paa dets indre Ringhed, den jeg seer er uundgaaelig, da to Dages Sørejse have saa lidet mærkværdigt ved sig. Vi ere da nu i den neutrale Stad Flensborg, vi — det vil sige Lundby, Lütken og jeg, thi strax efter Ankomsten igaar Aftes rejste Major Blom med de Menige Blom og Dalgas og 1 Underofficier som Escorte til Hovedkvarteret paa Gottorp, hvorfra vi vente dem hertil idag ved Middagstid. Igaar Eftermiddags kom vi til Sønderborg 1) og troede derfra at skulle op til Aabenraa, men der laae Contraordre for 3die Bataillon og vi gik strax ombord paa Gejser, der førte os hertil, hvor vi oppebie vor Bataillon, der vel kommer engang imorgen. Førend Løverdag kunne vi altsaa ikke rykke videre. Sønderborg saae vi kun fra Havnen, men jeg kommer nu tilbage fra en lille Runde i Flensborg, der er en meget interessant By at see paa. Vi ere indkvarterede sammen hos en Slagter i den søndre Deel af Byen, der jo har Ord for at være tysksindet. Vor Vært er tvær og næppe meget vel stemt mod de Danske; det første jeg derfor gjorde, da jeg kom i Kvarter, var at lade mit Gevær. Om Overrejsen er kun lidt at mælde. Vi Frivillige bleve særdeles vel behandlede; vi sov i Officierskahyten, mens Artilleriets Menige maatte overnatte paa Dækket. Ombord paa Gejser traf Lundby sin Fætter Seidelin, der tjener der som Lieutenant. Jeg talte der med Engelsted, der er Læge ombord paa Najaden. Vi erfarede, at Capitain Dirckinck-Holmfeld paa en svigefuld Maade er fangen paa Femern, hvor han gik i Land som Parlementair, og er nu ført til Rendsborg. Der siger man, at Preusserne have jaget alle de slesvigholstenske Soldater ud, for at være ene om Fæstningen. Angeln er stærkt tysksindet saa vore Soldater ikke tør ligge hoss. 2Bønderne der, men campere hellere. Rundtomkring Flensborg staae Vagter med skarpladte Geværer, men inde i Byen seer det meget fredeligt ud. Man hører Tysk og Dansk imellem hinanden, og Indbyggerne synes ikke at vide hvor de egentlig høre hen. Deres Betragtning af Krigen er den, at det er de Danske og Holstenerne, der føre Krig, og de ønske blot at faae Lov at være i Fred for dem begge. — Majoren er nu kommen tilbage hertil; han bekræfter den Efterretning, vi strax hørte her som Rygte, at 15 af vore Dragoner, der vare ude paa Recognoscering, ere opsnappede og førte til Rendsborg. — Kl. 4 i Eftermiddag skulle vi ud med Majoren at besee Valpladsen nordenfor Byen. Vi befinde os alle fortræffeligt, og glæde os alle inderlig over, at vi ikke længere slide Kjøbenhavns Brostene for at høre Nyt, men snart kunne selv være med at gjøre Nyt. Vor Hovedstyrke staaer endnu i Slesvig, hvor ogsaa Fodgarden er. Kongen er i Kolding, og har Hestgarden hos sig. Majoren medbringer fra Slesvig sikker Efterretning om, at en engelsk Courer er passeret derigennem med en energisk Note fra sit Hof til Berlin og Frankfurt. — Johan fandt det Galmands Tale af mig, at jeg, naar jeg kom i Træfning i fuld Oppakning, tænkte paa at kaste hele Tornysteren fra mig. Her hører jeg, at mange af vore Soldater, de stærke Bønderkarle, have gjort det samme, da de over Grøfter og Gjærder skulde forfølge og afskjære Fjenden her ved Byen. Ogsaa dem er denne Byrde for tung til med Lethed og Hurtighed at kunne bevæge sig i Kampen. Til at bære den under en sædvanlig Marsch vænner man sig vel, og alene det at jeg paa Dampskibet ompakkede den saaledes, at jeg istedenfor den haarde Mappe lagde noget Linned underst og altsaa nærmest ved Ryggen gjorde en stor Forandring.
Grundtvig og hans Slægt.
Lundby er ganske henrykt over alle de antike Bygninger her er og har allerede imorges gjort en Begyndelse med at tegne et Parti af den gamle Gaard vi selv boe i. Naar vi skulle afsted, vil vistnok Maleren og Krigeren i ham komme lidt i Kamp; Udfaldet er imidlertid utvivlsomt; thi selv om han ikke vidste, at Deserteurer skulle skydes, saa er Krigeren i ham dog nok for Tiden den stærkeste. —
Da Tiden til den føromtalte Tour til Bau o. s. v. nu er kommen, saa maa jeg slutte dette mit første, i høj Grad almindelige Brev med kjærlige Hilsener til alle de Kjære, som jeg stadig mindes, og som jeg haaber ogsaa stadig mindes din hengivne Søn
Svend.
Soldat i 3die Bataillon,
2det Compagni.
s. 3P. S. Som Bevis paa, at det ikke er Hedninger der beboe disse dejlige Egne, kan anføres, at vi, som det sig paa denne Dag hør og bør, fik Grønkaal til Middag. Kosten er her overhovedet simpel men god, og min Mave lykkeligvis fuldkomment i Stand igjen, uden at behøve mindste Søsy[ge,] som jeg saa smaat havde ventet.
Fra Pastorinde Elisabeth (Lise) Grundtvig til Sønnen Svend.
Tirsdag d. 25de April 1848.
Kjære Sven!
Den glæde vi alle havde ved at høre fra Dig var stor men dog var maaske Din gamle Moders Længsel herefter den største. Tak for Dit Brev Du kjære Søn, saavelsom for hvad vi igjennem Johan hørte igaar, jeg skjændte paa J. i Løverdags; da jeg var oppe at see lidt til Mt : [Meta] og løb hjem for at faae et par Ord i hans Brev til Dig, som jeg meente kunde maaske glædet Dig at see lidt fra mig, og han havde da sændt det bort som ret gjorde mig ondt; see her har Du nu lidt som det falder; Alt gaaer nu her i Huset sin gamle vante Gang som Du nu kjænder og som Du jo for Tiden kalder kjedelig; at Fader og Johan ofte føler Dit Savn skulle jeg jo ikke gjøre dig storagtig af at sige, Din gamle Længselsfulde Moder vil jeg ikke tale om, Du veed nu nok hun er lidt Sær — jeg sidder nu her paa min kjære Svens Stoel ved Eders Bord (og har Dine Bøger samt øvrige Sager rundt om mig) med den Tanke hvor er nu min kjære Sven? hvordan mon han har det? det er et Spørgsmaal og et Ønske som idelig gjæntager sig hos mig, at Du kjære Barn vil besvare os det saa ofte det er Dig mueligt det veed jeg jo ogsaa, det første min Søn skriver igjen saa seer Fader vel ogsaa noget fra Dig, jeg veed det vil glæde ham, Du veed ikke hvor kjær en Søn Du er ham. —
Fra Meta som jeg nu er kommet fra, skal jeg da saa kjærlig hilse Dig! Feberen er næsten forbi, nogle Timer om Dagen kan hun være oppe, saa jeg tænker Du snart seer Brev fra Bojesen og hende. Johan som sidder her ligeoverfor og skriver vil nok fortælle hvad Nyt her er i Byen, endskjøndt I hos Eder veed det vel før og Sandfærdigere end her, i det heele lille Sven veed Du nok at jeg ikke er af de competente til at indlade mig i Sligt, dog veed Du ogsaa, imellem kan jeg ikke bare mig.
Hils nu ret hjertelig de kjære øvrige Venner jeg kjænder, som omgiver Dig, Majoren naturligviis ikke at forglemme. Gud ledsages. 4Eder Alle! Jeg var saa beklemt i disse Paaskedage især den første. — Hils! —
I*
Strax efter Dit Brev var kommet her igaar kom den kjære Vilh: Bl : for at lade os høre hvad han havde fra sin Fader som ret glædede os, vi har lovet hverandre saasnart vi hørte Noget fra Eder da at melde det til hinanden.
Hvor jeg dog nu i Dag kunde ønske at vide om Marschen er gaaet for sig i Gaar eller det er blevet til i Dag, her har vi megen Regn. — Naar jeg om Aftenen gaaer til Roe, eller vaagner om Natten, som ikke saa sjælden skeer, saa er Du mit kjære Barn min første Tanke, Gud ledsage og beskjærme Dig og Eder Alle, Han lade os samles med Glæde ! Din trofaste Fader hilser inderlig kjærlig, jeg indslutter mine Bønner med ham for vor kjære Søn.
Tante Jane og Tante Marie og lille Maria som i Dag er kommet hilser hjertelig. — Far vel ! Gud være med Dig Du kjære Sven ! Din trofaste Moder
E. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Familien.
Gabel mel. Ribe og Haderslev.
Fredagen den 28de April 1848.
Kjære Venner!
Det synes mig nu en uhyre lang Tid siden jeg sidst lod høre fra mig; det er dog kun 6 Dage. At I i disse Dage ingen Efterretninger have faaet herfra, kan vistnok, i Forbindelse med Rygtet om Krigens seneste Gang, have vakt sørgelige Anelser om min og mine Krigskameraders Skæbne. Men det har været mig aldeles umuligt at faae skrevet siden Løverdag. — Søndag Morgen Kl. 6 rykkede vor Bataillon ud af Flensborg sønderpaa, og siden den Tid har jeg ikke været af Klæderne før nu i Nat. Vi rykkede som sagt Paaskemorgen sydpaa eller rettere mod Sydvest, thi vi skulde nok posteres mellem Slesvig og Husum. Da vi imidlertid kom til Langstedt paa Vejen til Treia, hvor vi skulde været hen, hørte vi hæftig Skyden sydpaa og en Dragon kom jagende med det Budskab, at en Bataille var begyndt den Morgen udenfor Slesvig. Vi gjorde da Holdt ved Langstedt og udsendte Patrouiller mod Syd, og hen ad Aften fik vi den Besked, at vor Armee vel havde holdt Stand hele Dagen og kæmpet som Løver, men dog saae sig nødsaget til ved Daggry at forlade Slesvig. Vi fik Ordre til at trække hen til Chausseen, for ats. 5hjælpe til at dække Tilbagetoget. I Mulm og Mørke marscherede vi altsaa ad slette Veje hen til Oversee, hvor vi bivouakerede om Natten. Her saae vi Vogne i lange Rækker føre Bagagen og de Saarede nordpaa, og efter at være marcheret endnu et Stykke Vej sydpaa, mødte vi endelig Armeen, der med fuldkommen Orden drog mod Flensborg. Vi sluttede os hertil og ankom til Flensborg ved Middagstid, uden at have mærket noget til Fjenden. Om Eftermiddagen Kl. 6 blæstes Appel og alt trak sig nord ud af Byen op paa Højderne ved og i Linie med Bau. Den Nat tilbragte vi under Vaaben paa en aaben Mark, og inden Dagen gryede næste Morgen (Tirsdag) droge vi afsted mod Nord. De øvrige Tropper vare iforvejen dragne ad Sønderborg til, men vi dannede tilligemed et Batteri og en hel Deel Hestfolk Arriergarden, der skulde tage imod Fjenden og opholde ham, medens den øvrige Styrke med Bagagen trak sig tilbage. Denne Hærafdeling, der nu er højre Flankecorps, commanderes af General Wedell og bestaaer af 3die Bataillon, 4de, 5te og 6te Dragonregiment og Halvdelen af 3die, samt Marcussens Batteri. Vi kom den Dag til Tinglev, uden at komme i Træfning med Fjenden, der imidlertid var os i Hælene. Fjendens Fortropper stode kun en Miils Vej fra os, og vi maatte derfor holde os slagfærdige. Næste Morgen Kl. 4 marcherede vi til Bedsted, hvor vi holdt Hvil i omtrent 6 Timer, og om Aftenen sildig kom vi til Toftlund, hvorfra vi imorges marcherede hertil Gabel. — Jeg har nu gjort en ordentlig Marchprøve, døjet Kulde og Søvnløshed, Hunger og Tørst, tunge Hedeveje og stærke Regnskyl, alt under den hele tunge Oppakning, hvoraf jeg intet har reduceret. Det har været drøjt, men dog ikke mere end jeg kunde taale, og man lærer ved en saadan Lejlighed at tage sig sammen, thi det nytter ikke at give efter, man maa afsted. Det var et stort Held, at vi paa denne March ikke bleve naaede og angrebne af Fjenden; han havde kunnet slagte os som Kvæg: Cavalleriet var saa godt som ubrugeligt, thi alle Hestene vare saa udmattede, at de maatte bæres paa Sporerne og næppe kunde gaae, end sige løbe. Vor Bataillon er en raa udisciplineret Horde af fejge Trælle, der ere drevne fra Ploven med ydre og ingenlunde ved indre Kald; den kan ikke marchere ordentlig, langt mindre udføre de nødvendigste Evolutioner, saasom Quarrée; den lystrer ingen Commando, tildeels vel fordi den saa godt som ingen har. De Frivillige ere, langtfra at være yndede, ilde anskrevne hos Soldaterne, Underofficiererne see meget skævt til dem, fordi de frygter deres Avancement. Det er uhyggelige Forhold at tjene under.
s. 6Endelig maa jeg fremtvinge en Efterretning, som er for sørgelig til, at jeg vil dvæle ved den, og som jeg saa længe som muligt har opsat her at meddele. Min trofaste Ven og Sidemand Lundby er borte. Han er falden, ikke for en fjendtlig Kugle, men ved et Vaadeskud af vore egne. Det er rædsomt, og det har rystet mig dybere, end at jeg kan forvinde det saa snart. Det var ved Bedsted, hvor vi stode opmarcherede. Der commanderedes »træd an«, og vi frivillige af andet Compagni vare strax paa vor Plads, mens første Compagni endnu tøvede. Vi stode i Geleddet, da 1ste Compagni, der stod en halv Snes Skridt foran os, traadte hen til sine Geværer, der stode i Pyramider. En Soldat sparkede ved den her i Bataillonen stadige Skødesløshed til en saadan Pyramide; den faldt, og et Skud gik af; Kuglen peb forbi Øret af mig og knuste min Sidemands Hoved. Han var død i det samme; intet Skrig kom over hans Læber. Han har ikke følt noget Øjebliks Smerte. Lægerne styrtede til og erklærede ham strax for stendød. Bech, Brandis, Dalgas, Lütken og jeg fulgte vor afsjælede Ven til Jorden samme Dag. Han jordedes paa Bedsted Kirkegaard; Dannebroge var bredt over hans Baare, der bares af os og en Deel deltagende Bønder, og dette Flag fulgte ham i Graven. Præsten, en alvorlig, venlig Mand, kastede Jord paa ham i Graven og talte nogle inderlige Ord derved. Vi tilkastede Graven og maatte strax marchere videre. — Overvældet af den dybe Sorg og af den bitre Følelse, at det var mellem hans Mordere jeg stod, traadte jeg strax hen for min Compagnichef og tilkjendegav ham, at jeg ikke længere vilde tjene i Bataillonen. Kun saa længe den endnu paa sit Tilbagetog er udsat for Fjendens Angreb og deraf flydende Tilintetgjørelse, anseer jeg det for min Pligt at følge den. Saa snart den er i Sikkerhed, og det er den nok allerede, træder jeg ud. Hvor jeg da gaaer hen, veed jeg endnu ikke.
Kolding d. 28de April, Midnat.
For to Timer siden kom jeg hertil med Major Blom, Liitken og Carlo. Imorgen drage vi atter til vort Corps. Jeg længes nu efter den Dag, da jeg kan udtræde af dets forhadte Rækker. Fjenden synes at have slaaet sig til Ro ved (ikke i) Apenrade. Vor Hær skal nok trækkes til Kongeaaen, for saa vidt den ikke staaer paa Als. Hvorledes vore Sager egentlig staae, derom har jeg intet Begreb. Jeg er her Tilskuer og det langt fjernere Tilskuer end om jeg sad i Kjøbenhavn. Jeg er dybt nedslaaet ved Tabet af min trofaste Ven. Jeg kunde have baaret det, om han var falden paa Ærens Marks. 7for Fjendehaand, men nu er han myrdet ved den udisciplinerede Horde, hvoraf han som jeg var Medlem. Jeg kan ikke længere udholde det i dens Midte. Jeg kan — det har Erfaringen lært mig — udholde Strabadser saa godt som de andre Soldater, men jeg kan ikke udholde de Omgivelser, hvori jeg lever. — Jeg har idag her i Byen opfyldt det sørgelige Hværv at mælde Sivard Lundby sin Broders Tab. Det vil falde mange flere end ham og mig haardt paa Hjærte: Hans Moder, Skovgaard, Frölich, Høyens og jer. Gud lade os samles hisset. Gud bevare Danmark, som han offrede sit Liv, men som han dog havde tjent bedre med sin vante Id end ved at trække i den røde Trøje. Gud være med eder! Tænker paa og føler med
Eders inderlig hengivne
Svend Grundtvig.
P. S. Major Blom beder mig hilse min Familie og anmoder den om at bringe til hans Families Kundskab, at han befinder sig vel. Han skrev et Brev fra Flensborg 2den Paaskedags Eftermiddag, men om det er kommet til sin Bestemmelse, veed han ikke. Lev vel !
Fra Svend Grundtvig til Familien.
Kolding. Løverdag Formiddag Kl. 11
Vi ere her endnu. Carlo og jeg ere indkvarterede hos en Fru Rosendahl og leve som Prindser. Kl. 1 gaae vi herfra for at støde til Bataillonen, der sagtens nu er gaaet nordpaa til Foldingbro. Vi komme nok til at retirere op i Jylland og derfra over i Fyn. Vor Hær er endnu for svag til at turde haabe at kunne drive Tyskerne ud. Det har været velgjørende for mig her at komme lidt ind i Verden igjen. Jeg har læst alle de Aviser, jeg kunde faae fat paa. Berlingske til i Torsdags. Naar vor Brigade er kommen til Fyn, gaaer jeg — om Gud vil — til Kbhn. for der at tage Deel i Rustningerne og tage Deel i det nye Feldttog, som nu med Kraft maa forberedes. Stemningen paa Landet i Nordslesvig er udmærket, saa vidt jeg har kunnet mærke. Det er herlige Folk, ganske anderledes end de forknytte trællesindede Folk, jeg tjener imellem. Et frivilligt Jægercorps paa 90 Mand fra Vejle er paa Vej til at støde til os. En Esquadron af Hestgarden afgik igaar herfra ad Foldingbro til. Jeg har her talt med Flor, Laurits Skau og P. C. Koch. Vi haabe alle, at Slesvig — ialfald det danske Slesvig — skal reddes for Danmark. Vil Ruslands. 8tage Tyskland i Nakken, England tage sig af dets Skibsfart og Sverrig sende os en god Forstærkning til Jylland, saa skal ikke een Mand af Bundeshæren slippe levende over Ejderen. Dog, vi maa vente og haabe. Endnu i nogen Tid maa vi maaskee lade Tysken regere i Jylland og kun ængste ham ved Udfald i Flanken fra Øerne, indtil vi kunne tage alvorlig fat paa ham igjen. — Her maa jeg afbryde; Brevet skal med Posten Kl. 12. Lever vel!
Eders hengivne Søn, Broder og Ven
Svend Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 18de Julii 1848. —
Kjære Johan!
Det var smukt af dig min Søn ikke at lade Tiden forløbe igjen uden at lade mig see lidt fra dig og jeg tør sige, »Ingen skjønner meere herpaa end Moder«, vistnok var det et besværligt Sæde, eller hvad det kan kaldes, du havde til at skrive, men som sagt, jeg har paaskjønnet det. — jeg vil nu først gjøre rede for hvad du spørger om, din Uniform kostede 32 Rbd. 3 de 30 Rbd. Du har sændt er afskrevne paa Regningen, den udgjør da nu 86 Rbd. 5 siger og skriver e:c:t: —
I Mandags reiste da Peter og Meta med Victoria 1) til Kallehauge, ville saa besøge Rørdam der i de to Dage og da igjen i Morgen mødes med Harald og Carlne 2): for at gaae til Vesterborg; endnu Langt større er Planen med Reisen, som maaske ogsaa kan komme til Udførelse, hvad Tiden vil vise seenere. Der er nu imorgen en Reisen herfra Byen til alle Kanter, »i Morgen høres der« hvem Man spørger; Otto Blom var her i Søndags for at bringe mundtlig Hilsen over til Eder fra os her, med ham sænder jeg »Danskeren« 3) Algreen som nu var her og sagde Farvel, bad mig hilse Eder venlig, Høxbro vænter jeg nu, da han ogsaa efter sigende Reiser i Morgen, og glæde for Eder »til Als!« Otto Bl: saa ret saa glad ud til sin Reise det maae ogsaa nu ret være glædeligt for ham at samles med Fader og Broder som han vistnok meget maae have savnet. Maria Bl. er nu for Tiden i Fyen. —
s. 9
Tegning af P. C. Skovgaard.
Johan Thomas Lundbye.
s. 10
s. 11Svend havde jeg ogsaa betænkt at skrive lidt til og deri noget udførligere om reise Planer som er strandede, den bedrøvelige Vaabenstilstand som Ingen kan finde sig i, eller vide hvad det heele skal føre til, hvad siges der omkring Eder og hvad siger I selv? det holdes endnu Hemmeligt, endskjønt enhver har Noget at fortælle hvordan den skal blive eller være.
Nu Farvel for dennegang min Søn ! du og Svend fik vel for nogle Dage siden et par Ord fra mig med en Sang?
Fader og Tante hilser kjærlig.
din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Fru Meta Boisen f. Grundtvig til faderen.
Thorsdagen d. 20de [Juli 1848]
Min kjære Fader!
Da Peter skriver til Moder i Dag saa vil jeg nu skrive til Dig thi til Eder Begge faaer jeg ikke Tid at skrive i Dag; her har været Fremmede heele Dagen for at lykønske Brudeparret, saa jeg har nu da Klokken er 4 først faaet lidt Ro til at skrive, om et Øjeblik kaldes vi rimeligvis tilbords og Klokken 6 skal Brevet bort, saa Du maa dennegang nøies med et lille Brev fra din lille Meta som savner den kjære gamle Fader hvert Øieblik paa Dagen og ønsker saa inderlig, at hun kunde faae ham at see og give ham et lille Kys, men nu kommer jeg jo snart hjem til Dig igjen. Johan og Svenn er vel sagtens reist nu de sagde os Farvel paa Dampskibet i Mandags og da stod de med fuld Oppakkening; det var et alvorligt Syn naar man ret tænker sig, hvad det vil sige at gaae i Krig, jeg følte skjøndt det var mit inderlige Ønske at de maatte komme bort dog en saadan underlig Veemod ved at see de to kjære staae paa Landet og tilvinke mig et kjærligt Levvel ja da følte jeg ret det usynlige Baand som binder Hjerter sammen Kjærlighedens Baand jeg følte et Baand imellem dem og mig, som aldrig vil kunde brydes, men tvertimod for hver Dag vi leve knyttes fastere og fastere indtil vi samles der hvor al Kjærlighed har hjemme ja i det Paradis som du elskede Fader har lært mig at kjende. Gud lade os snart see en glædelig Ende paa denne Krig han lade os beholde vore Kjære endnu en Stund her paa Jorden men jeg veed du siger i dit Hjerte du kjære Fader Guds Villie skee og jeg veed, du vil bære Alt, hvad han tiiskikker i Fremtiden med den samme Ydmyghed, som du har baaret det i Fortiden,s. 12Gud give at jeg maa kunne være dig til lidt Glæde i denne Tid, da Du har sendt begge dine Sønner bort til at kæmpe for deres og dit Fædreland. Jeg glæder mig ret til at komme hjem til Eder igjen skjøndt Alle her møder og mødte mig med en Kjærlighed og Venlighed som er mageløs; mine to Svogre Fritz og Lars beder at hilse Dig kjærligt alle her tale med en mageløs Kjæ[r]lighed om Dig din Skaal blev i Gaar ved Brudebordet 1) udbragt af min Svoger Pastor Jespersen med en meget kjøn lille Tale jeg modtog naturligviis Skaalen med Glæde.
Paa Ondsdag Aften haaber jeg om Gud vil at komme hjem hils nu Alle som bryder sig om en Hilsen fra
din lille Meta.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Eskeberg, Breininge Sogn, Løverd. d. 22de Juli 1848.
Kjære Moder!
Her sidder da Din Dreng som Commandant i Eskeberg, og har det meget godt, om han endogsaa stundom kiger lidt imod Øst og tænker lidt vemodigt paa Dig og paa hans Fader, der nu paa een Gang ere blevne saa ensomme tilbage. Torsdagaften kom vi da til Holbek, hvor vi bleve modtagne med aabne Arme og fik en god Hvile for atter Fredagmorgen at tage fat og marschere til Favrbokro, hvor hele Styrken gjorde Holdt et Par Timer, og hvorfra jeg med mit Commando afgik her til Byen. Johan traf jeg i Holbek, og igaar fulgtes jeg et godt Stykke hen ad Landevejen med ham, da han gik foran sine Folk, der kom lige efter mine, som jeg gik bag ved. Der, midt paa Landevejen, traf vi vor Ven Skovgaard, der var ude at møde os, og han fulgtes saa med os 1½ Miil til Favrbokro, hvor vi spiste Frokost sammen og drak en Flaske Viin paa glædeligt Gjensyn. Ved samme Kro tog jeg Afsked med Johan, som jeg nu først kan vente at see ved en eller anden Lejlighed nede ved Hovedkvarteret. Han blev lagt i Kvarteer et andet Sted og er idag (Kl. 8) afmarscheret til Kallundborg, hvorfra han ved Middagstid skulde sættes over til Aarhus. Efterhaanden som de forskjellige Afdelinger komme paa jydsk Grund, afmarschere de hver for sig til deres forskjellige Bestemmelsessteder, det vil sige: enhver Officier faaer Ordre at finde den Bataillon, hvortil han skal føre Folkene,s. 13og sørge for at de komme der velbeholdne. Naar jeg kommer over med mine, veed jeg endnu ikke (Kl. 3 faaer jeg Ordre fra Capitainen), men jeg formoder det bliver imorgen tidlig. Naar jeg kommer over til Jylland, saa bliver jeg sluppen løs ligesom de Andre og skal paa egen Haand see til at jeg hitter 4de Bataillon og bringer den mine 103 Mand, en Underofficier og en Trompeter. Jeg faaer derved stor Magt og Myndighed, jeg bliver som det hedder militær Jurisdictionschef: kan decretere Arrest, slutte krum, uddele Rottingslag etc. etc., men trods al denne Herlighed, saa var jeg dog tilfreds, jeg havde vel afleveret Folkene og kunde træde tilbage i en yngste Second lieutenants beskedne Stilling. Hvad der er det værste af det Hele ved min nuværende Post, det er at jeg foruden at være Commandeur en chêf tillige maa fungere som Profos, Auditeur, Læge og — Regnskabsfører: jeg har allerede en Deficit i mit Compagniregnskab af 3 Rigsdaler, som jeg maa dække af min egen Kasse, der imidlertid ogsaa er bleven en 3 R. mindre, end den efter Regnskabet skulde være. Jeg maa altsaa her sande, at »den Helt o. s. v.« 1).
Paa vor Marsch igaar fik vi et Par svære Skylregne, saa vi (i det mindste jeg) bleve gjennemvaade; men det tørredes igjen paa Marschen, og vi havde derved den Fordel ikke at generes af Hede og Støv, der gjorde vor første Dagsmarsch lidt besværlig. — Tak for Blækhuset, det er allerede kommet i Brug, og jeg havde kun daarlig kunnet undvære det. Det angrer mig, at jeg ikke fik Uhr med, da alle Byens og Soldaternes Klokker have hver sit Begreb om Tid og Time, og der maa dog være eet Uhr, der, om det endogsaa selv skulde gaae galt, er det ene privilegerede, hvorefter alle andre maae rette sig. Vi have her idag et kjedsommeligt Vejr: en stadig Regn og Himlen heelt overtrukken, saa man ikke kan komme ud at glæde sit Øje ved den dejlige Egn, for det er midt i det ogsaa Dig velbekjendte nordvestsjællandske Bjærgland vi ligge: Vejrhøj ligger kun en Miil herfra, og Du kan da vide den skjuler sig ikke. Vi have Havet for vore Øjne med Nexelø og Sejerø, saa her var nok at prøve Kikkerten paa, naar Vejret blot var til det. Jeg indkvarterede mig hos Sognefogden, fordi jeg troede der at faae det nogenlunde godt, men hvad Levemaaden angaaer, da er den meget ringe. Jeg fik just nu en Skaal Byggrød, hvor Grynene vare saa store som saa O, og Skeen var af Træ, saa jeg tog min egen til Hjælp. Nej da forstod Sognefoged Birch i Holmstrup anderledes at leve.
s. 14Lørdag Kl. 12½ Aften.
Da jeg formodentlig ikke faaer Stunder at slutte Brev imorgen i Kallundborg, saa vil jeg her tilføje, at vi efter Middag have haft det dejligste Vejr, som vi (det vil sige alle de endnu ikke bortdragne Officierer) benyttede til en Tour til Adelersborg, hvor vi besaae Gaarden, drak Champagne m. m. Imorgen tidlig Kl. 5 kjøre vi herfra til Kallundborg, for Kl. 12 at afgaae til Aarhus. Der ligge vi Natten over: Mandag til Skanderborg, Tirsdag til Horsens, Onsdag til Vejle.
Nu Farvel, kjære Moder, hils Alle derhjemme, og modtag fremfor Alt en kjærlig Hilsen til Dig og til Fader fra Eders
hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Aarhuus
23 Juli 11 Formiddag. [1848].
Kjære Moder!
Vi kom her iaftes fra Kalundborg og rejste om en Time videre paa vor Fod. Vi have det særdeles godt her, og overhovedet hele Vejen er det gaaet meget tilfredsstillende. Svend er endnu i Sjælland og kommer idag hertil efter at vi ere borte. Hils Fader og siig ham, at jeg saa snart jeg er istand til at faae nogle Timers Rolighed, skal jeg skrive ham til og deri fortælle, hvad der er passeret paa Vejen, som vel ikke er stort eller mærkeligt, men dog altid vil interessere vore Nærmeste at høre fra første Haand. Vi vare begge, da vi skrev iforgaars, friske raske og veltilmode. Vi overnattede 21—22 ds langs Landevejen (ͻ: i Landsbyerne langs den) fra Favrbo-Kro og Asminderup. Jeg laae i Vidskende hos Præsten. Mere herom imorgen som jeg haaber fra Skanderborg hvortil vi marschere idag. Vaabenstilstand bliver der jo nu intet af. Igaar var ved Hedensted og Grundet en stor Troppesamling. Hils Tante Jane saameget fra mig og Skovgaard, som jeg antager er i Staden, og som du saa sagtens seer. Meta faar jeg næppe Tid idag at skrive til. Hils hende hvis du skriver. Du maa undskylde at jeg ikke skriver længere, da jeg har saameget at bestille, dels private Ærinder og dels Forretninger som Øverstcommanderende over de 350 Mand, som ligge her, da Capit. SaintAubain følger med 3die og sidste Overførsel imorgen. Svend bad mig hilse — hvis han ej fik skrevet, det har han dog sikkert. Levvel og længes ikke formeget efter
din Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Aarhus. Sønd. 23/7 48.
Kjære Moder!
Kun for at mælde Dig min Ankomst hertil Aarhus skriver jeg disse Linier. Først nu, da Klokken gaaer til 1, har jeg kunnet komme til Skrivebordet og imorgen tidlig skal jeg videre.
Fra Johan fik jeg en Hilsen her i Byen (jeg arvede hans Kvarter); han var afmarscheret i Middags Kl. 12, og jeg kom Kl. 7. Fortsættelsen følger snart. —
Din hengivne Søn
Svend.
*Fra Johan Grundtvig til Faderen.
Skanderborg
24 Juli 48 Kl. 12 F. M.
Kjære Fader!
Jeg haaber, at Moder har modtaget det Brev, jeg igaar sendte hende fra Aarhus og bragt dig min Hilsen. Først idag har jeg været istand til at faae nogle Timers Ro til at skrive dig til, da jeg har ladet vore Folk blive her længere end ellers paa Grund af en styrtende Regn fra imorges tidlig af. Nu til Sagen.
Jeg kan ikke noksom takke dig for din faderlige Afskedssang til os 1), at jeg ikke har gjort det før haaber jeg, at du tilgiver mig. Jeg føler, hvad det maa koste dig at sende din hele mandlige Afkom, de eneste af vor Green af Familien, som er tilbage, Døden imøde, ogsaa jeg ønsker, at Johan Grundtvigs og N. F. S. Grundtvigs Stammer, hvoraf Svend og jeg ere de yngste mandlige Skud, maatte skue Danmarks Gjenfødelse og medvirke til dets Lykke med deres Liv og ej blot med deres Død, men det er mig aldeles tydeligt og bliver daglig mere, at jeg har gjort Ret i at gaae med i Krigen, thi jeg vilde ej have Ro til nogen anden Syssel nu, end den, at tage activ Deel i Fædrelandets Forsvar. Jeg beder derfor ogsaa den Gud, paa hvem jeg ligesom du, stoler i Liv og Død, at han vil bevare en af os for Fædrelandets Fremtid, som jeg troer, at vi som faa, takket være din faderlige Vejledning, have Evner og Lyst til at sikkre og befæste, saavidt vi formaae, i den Retning, at Danmark og Norden kan vinde en selvstændig og lykkelig Tilværelse, uafhængig af misundelige og rovsyge Naboer, og en rolig, fredelig Udvikling til alle gode Kræfters gavnlige Virksomhed og deraf følgende Frugt. — Nok en Gang Taks. 16for dit faderlige Farvel og for al den Kjærlighed, du altid har viist os, og som vi desværre hidtil ikke have gjengjældt som det sig burde ; jeg er vis paa at du tilgiver det og er overbeviist om, at vi ikke fattes den sønlige Kjærlighed, du mere end de fleste Fædre fortjener, og som vi ikke maatte være dine Sønner, dersom vi ej dybt følte og paaskjønnede. Du har opdraget os til selvtænkende og selvstændige Mænd, og om vi mangen en Gang have, og vist med Rette, syntes dig at drive denne Selvstændighed videre end tilbørligt, saa er jeg dog overbeviist om, at du seer, at vi, som havde en Mand som dig til Fader, havde en større Kamp at bestaae end de fleste, hvis Fædre vare Dusinmennesker, og at du dog Intet ønskede mindre end at have to Echoer i dine Sønner, der kun gjengave den Lyd, de modtog. Du veed ligesaavel som vi, at der ere mange, der kun ere Echoer af dig, og Betragtningen af dem have vistnok ofte bragt os til at optræde i skarpere Modsætning til dine Anskuelser, end det egenlig var vor Mening; i det Væsenlige troer jeg du veed, at vi ere enige, og jeg haaber du skal end mere erkjende det, ifald Gud under os Liv og Helsen til at gaae frem paa den Bane, vi af egen Lyst og Drift have valgt. For Tiden kan vor Stræben kun være, i Fædrelandets Tjeneste at vise os dig og vor gamle Slægt værdige og at gjøre alt Vort til at hævde vort Lands Hæder og vort Folks Ret og gjenvinde den rolige Udviklings nødvendige Betingelse, ialfald for os, nemlig Fred og Rolighed inden vore Landemærker. — Jeg maa bede dig nøjes med dette idag. Jeg vil nu i et Brev til Meta, der vel er vendt tilbage, naar dette modtages, fortælle om vor Marsch herhid, og venter at hun lader Eder læse det.
Hils Moder paa det hjerteligste og tak hende for hendes mageløse Omhu og Kjærlighed, som bringer mig Taarer i Øjnene hver Gang jeg mindes den, det vil sige hver Morgen og Aften, naar jeg har lidt Rolighed til at tænke paa Andet end mit nærmeste Kald. Gud bevare hende og Eder Alle karske paa Sjæl og Legeme og lade mig snart høre fra Eder. Hils ogsaa Tante Jane hjerteligt fra
din hengivne og taknemmelige Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Horsens, Tirsdag 25/7 1848.
Min egen gode Moder!
Kun et Par Linier fik jeg Tid til at skrive Dig til fra Aarhus. Herfra skal Du nu faae lidt nærmere Underretning om mit Liv paa Jyllandss. 17Grund. Jeg skriver til Dig og endnu ikke til min kjære Fader, fordi jeg endnu intet har at skrive om uden min egen Ringhed. Saa snart jeg faaer andet at skrive om, som jeg maaskee allerede faaer imorgen, saa skal jeg henvende mig til ham.
Nu til min Rejsebeskrivelse: den indeholder intet mærkeligt; men jeg kjender Din moderlige Kjærlighed, som finder Intet ubetydeligt eller tomt, der angaaer nogen af Dine kjære, slemme, lange Drenge. — Søndagmorgen afmarscherede vi da fra Eskebjerg til Kallundborg, det vil sige: vi bleve kjørte hele Vejen (2 Miil) af de Bønder, hos hvilke vi vare indkvarterede. Een Bonde var der, som fordrede Betaling af Karlene for denne Kjørsel, men da de andre Bønder fik det at vide, saa skjøde de sammen og godtgjorde Folkene det, og henvendte sig derpaa til deres Medbroder og gav i de drøjeste Udtryk deres Foragt og Uvillie tilkjende. »Behold Du kun de Penge,« sagde de, »hvis Du har Lyst, men det skal Du vide, at Du er en nedrig, nærig Skurk, at tage Penge af de Folk, der gaaer ud at vove Livet for os alle.«
I Kallundborg var jeg inde hos Fru Lundby, der tog saa inderlig imod mig, som om jeg kunde have været hendes egen Søn. Hun talte saa fromt og saa veemodig om ham, der ogsaa laae mit Hjærte nær, at jeg, trods min krigerske Stilling og Dragt med Sabel og alt, ikke kunde gjøre ved at Taarerne kom ogsaa i mine Øjne. Efter et Par Timers Ophold i Kallundborg, hvis gl. Kirke jeg desværre kun fik seet udvendig, gik vi da ombord paa Valdemar, som føres af Capitain Poulsen, den vestindiske Fru P.’s Mand, og kom om Eftermiddagen Kl. 7 til Aarhus, hvor jeg blev indkvarteret hos svensknorsk Consul Herskind, der udtrykkelig havde udbedet sig mig, fordi han — eller hans Kone, en meget belæst og dannet Dame, der beklædte en Frues rette Værdighed — havde syntes saa godt om Johan, der den forrige Nat havde været der i Kvarter, at han (eller hun) havde forlangt mig indkvarteret hos sig. De føre et meget elegant Hus, skjøndt Manden nok er nær ved at gaae bag ad Dandsen, og jeg blev da glimrende forplejet, men kunde for al deres Artighed ikke komme ud at besee Domkirken, hvad jeg meget beklager. For ikke at møde lignende Hindringer for min Frihed indkvarterede jeg mig Dagen efter (ͻ : igaar) i en Gjæstgivergaard i Skanderborg, hvortil vi afmarscherede fra Aarhus Kl. 12 og hvortil vi ankom gjennemvaade Kl. 5½. Skanderborg er kun en ringe Kjøbstad, men ligger særdeles smukt, navnlig er der fra Frederiks Minde (Pladsen indenfor Byen, hvor Frederik d. 6tes Støtte staaer) en ganske dejlig Udsigt,s. 18der fra Taarnet i den gl. røde Kirke er endnu mere vidtstrakt. Imorges Kl. 10 forlode vi denne By for at marschere her til Horsens, og vi havde idag kun lidet bedre Lykke med Vejret : atter stærke Tordenbyger, saa vi gjennemblødte kom til Byen Kl. 3. — Her blev jeg indkvarteret hos Kammerraad Købke, en Broder til Magdalene Hansens Fader, og herfra skriver jeg disse Linier. Det er en flink Mand med et Par ganske nette og vist ogsaa ret vakkre Døtre (jeg skal strax ind at drikke Thee og skal da nærmere undersøge Sagen), hvor man lever fortræffeligt med Kyllinger og Rødgrød, samt behørig Viin m. m. Da jeg marscherede op paa Torvet, blev jeg ganske uventet hilset af Diderik Brandis, der nok er ansat ved Intendanturet, der nu har sit Sæde her; han bragte mig i Hast en Hilsen fra Johan, men var alt til Hest, for at ride i Forretninger til Vejle, men han ventes igjen iaften, saa jeg faaer nok talt med ham, inden jeg drager bort imorgen tidlig Kl. 7½. — Som Commandant i Byen traf jeg Capitain Witzleben, som jeg kjender fra Bakkegaarden. Jeg fik af ham Ordre til at marschere til Tirsbæk ved Vejlefjord, hvor den Brigade (o: 5te under General eller Oberst Krogh) ligger, hvortil 4de Bataillon hører. Her gaaer idag almindelig det Rygte, at Hedemann har taget eller faaet sin Afsked, og at Krogh er kommen i hans Sted. Tscherning er i disse Dage nede ved Hæren (han passerede os i Kallundborg). Her slutter jeg og levner Plads for en lille Postscript, som jeg tænker at tilføje, naar jeg faaer talt med Brandis. Kun eet kan jeg ikke undlade at tilføje: det nemlig, at jeg er inderlig vel tilfreds med min Stilling, glad ved at være kommen derhen, hvor min Tanke saalænge har været, og ved at være kommen her netop nu, da her sagtens snart vil skee noget, da Vaabenhvilen udløb netop igaar.
Hils Fader, Tante Jane og Meta, (der vel nu er i Byen) og vær hilset af Din evig taknemmelige Søn
Svend
P. S. Jeg vil dog endnu iaften slutte, og det med den Bemærkning, at jeg ikke har Grund til at fortryde min forrige Campagne; den har vænt mig saa godt til Marschen, at jeg nu ikke føler ringeste Gêne ved at trave en 3—4 Mil med Tornyster paa Ryggen i øsende Regn. Mit Humør, der (som Du desværre ofte har mærket) hjemme just ikke altid var det bedste, er nu bestandig »perle« — ikke perlemalet, det er en daarlig Coleur. Lev nu vel, alle Kjære!!!
NB. Saa snart I faaer Underretning om mit Opholdssted, haaber jeg at faae flittig Brev hjemmefra, og haaber at fortjene det; this. 19idag, 6te Dagen efter min Afrejse, skriver jeg jo allerede 3die Gang. Naar Boisen kommer til Byen, maa han forsyne baade Johan og mig med Nyheder, thi Aviser er her nok ikke at gjøre Regning paa. Jeg har endnu ingen haft Tid til at see.
Fra Svend Grundtvig til Faderen.
Greis, Torsdag d. 27de Juli 1848.
Kjære Fader !
Du havde med fuld Føje kunnet vente før nu (netop 8de Dagen efter min Afrejse) at faae Brev fra mig; men saa længe jeg endnu slet intet andet havde at meddele, end »hvor mange Potter 01 jeg vel paa Rejsen drak« 1), saa foretrak jeg at henvende mig udelukkende til Moder, der bedre kan gaae ind paa saadanne Smaating. Endnu har jeg vel intet nyt fra Krigsskuepladsen at bringe, men kan dog meddele det første Indtryk af min nye Stilling: som activt Medlem af den danske Armee i Felten. Dette første Indtryk har været meget fordeelagtigt. Folkene ere særdeles muntre og see raske og modige ud. Officererne have modtaget os med megen Velvilje og jeg har i Særdeleshed haft det Held at blive ansat under en Bekjendt: Capitain Falkenskjold, der exercerede mig i Central-Exercerskolen. (Premierlieutenanten er Müller, Faderen til den lille Charlotte hos Blichers i Faaborg.)
Feltvagt ved Sophienlund, Lørdag d. 29de.
Idag har jeg for første Gang gjort Tjeneste ved Compagniet (4de); vi ere rykkede ud hertil imorges tidlig og blive afløste efter 24 Timer. Rygtet gaaer, at Preusserne skulle have sat sig i Bevægelse sydefter, og at de ville blive afløste af Saxerne og Hesserne (9de Forbundscorps troer jeg). Forposttjenesten er bestandig i fuld Gang, da vi jo ikke vide, hvad Øjeblik vi kunne blive angrebne. Langs med Kongeaaen staaer nok en Cavallerikjede, men den egentlige Forpostkjede, der bestaaer af Infanteri og Jægere, ligger i Højde med Vejle søndenfor Landevejen til Varde. Tropperne ligge ikke langt bagved stærkt concentrerede, saa de Byer, der have Indkvartering ere fuldproppede med Soldater af alle Vaabenarter, og Folkene kunne derfor kun sjælden komme af Klæderne, da de maa ligge omkring i Loer og Lader og Stalde. Høsten staaer for Døren og naar Bønderne skulle have Sæden ind, veed jeg i Sandhed ikke, hvor de skulle gjøre af vore Folk. Tjenesten er ikke anstrængende : hvert 4de Døgn paa Feltvagt, de 3 andre kun lidt Exercits. Folkene gaae Bønderne tilhaande ved Markarbejdet og ere meget muntre, men Officierernes. 20kjede sig jammerligt og ønske enten at faae Krig eller Fred; men jeg antager at denne passive Holdning, denne Fabiske Krigsføring dog er den, der for Tiden er den hensigtsmæssigste for os. Vi ligge her i en dejlig Egn og jeg har allerede seet mig noget om i den. Greis-Fabrik er Hovedkvarter for Brigaden (Schleppegrell) og ligger i den dybe, dejlige Aa-Dal, der strækker sig fra Faarup-Sø lige ned til Vejle, omgiven af stejle Banker, hvis Lige man forgjæves søger i Sjælland. Johan og jeg vare igaar en Tour henne paa Ruballegaard hos August Schmidt, hvor vi traf Oncle, Tante Pauline og Louise. De blive her nok endnu en 8 Dages Tid, om de ikke forjages af Krigen. Hvis vi endnu faae Ro et Par Dage, saa skal jeg over til Jellinge, at see de berømte Høje. —
Grundtvig og hans Slægt.
2
Vi have her ved Bataillonen ikke mindre end tre norske Officierer, alle flinke Folk, samt adskillige norske Frivillige. Chefen Ræder er jo ogsaa en halv Nordmand, ligesom Brigadegeneralen. — Jeg har tidligere fortalt, hvorledes jeg herovre har truffet Bech, Brandis og Carlo Dalgas; jeg kan nu hertil føje Holger Stampe, der ligger i Kvarter i Greis. Med ham og Johan var jeg igaarmorges ovre ved Fabriken. Nu skilles vi ad, da han bliver liggende i Greis, medens vi efter endt Feltvagt blive forlagte til Hornstrup. Saaledes skiftes bestandig Kvartererne, saa at de Batailloner, der staae nærmest for Tour til at gjöre Vagt ligge nærmest ved Stedet, og omvendt. Denne Feltvagt er særdeles behagelig, da Vejret idag er dejligt og vi ligge i Løv-Hytter paa Halm og desuden have et Hus ved Siden til Aftrædelse for Officiererne, og der sidder jeg nu og skriver disse Linier. Inat skal jeg ud med en Patrouille, at visitere Forposterne (thi jeg staaer ved Piquetten, ikke ved de yderste Vagter), der ligge ved Kjølholdt. Jeg skal naturligvis føre Patrouillen, men jeg haaber, den vil føre mig hen hvor vi skulle, thi jeg kjender naturligvis ikke Vejen, hvad Folkene af lang Øvelse derimod godt gjøre. Paa den Tour skal jeg da ogsaa see ind til Johan, der har en af Feltvagterne, for at overbevise mig om, at han gjør sin Skyldighed. Jeg kan ikke noksom sige Dig, hvor glad jeg er over, at vi ere komne til samme Bataillon: vi sees nu daglig uden dog altid at være sammen, da han er ved 1ste, jeg ved 4de Compagni.
Hornstrup, Søndag-Aften d. 30te Juli 1848.
Her ere vi nu indkvarterede. Vi kom hertil fra Feltvagt i Morges Kl. 9½ og en Time efter stillede vi til Visitation af den nye Overgeneral.s. 21Hele Schleppegrells Flankecorps stod opmarscheret mellem Hornstrup og Greis ved denne Lejlighed, og ret som jeg staaer der paa min Plads i Bataillonen kommer Peter Boisen som himmelfalden hen og hilser paa mig. Han var taget ud fra Vejle med Dalgas og Johan, og jeg fulgtes nu efter endt Præsentation med dem hen til Greisdalen, hvor vi tilbragte en saare fornøjelig Dag. Det er et besynderligt Liv, saaledes fast hver Dag at have et nyt Hjem og dog i Grunden blive paa samme Sted; at ligge rolig og tilsyneladende aldeles fredelig, men dog rede til paa ½ Times Varsel at rykke ud imod Fjenden, om han skulde lade sig tilsyne; saaledes at forlade sit Hjem for at ligge paa Krigsfod i hidtil ukjendte Egne, og saa pludselig at see sig i en Vennekreds, at træffe langt flere Venner og Bekjendte, end man havde i Hjemmet. Jeg behøver ikke at sige, hvor inderlig glade vi bleve ved at see Boisen saa uventet iblandt os og ved ham at høre lidt fra vore Kjære derhjemme. Han bliver her (det vil sige i Vejle) imorgen over og vi tænke at see ham forinden han rejser tilbage til Fyn, for derfra at komme over til Als. — For ikke længere at opholde Brevet, vil jeg nu slutte og bede Dig tage tiltakke med det, som det er, og som det har kunnet blive under det Vandreliv vi her føre. Maaskee jeg næste Gang faaer Lykke til at skrive Dig noget bedre og navnlig noget mere sammenhængende til. Hvad jeg her sender Dig er kun fragmentariske Dagbogsblade over mit ydre Liv, og jeg tør ikke gjennemlæse det, for ikke at fristes til at stikke det i Lyset.
Hils nu paa det kjærligste fra Johan og mig baade Moder og Meta og de andre derhjemme og vær selv hilset af Din inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Vejle, 27/7 48.
Kjære Moder!
Kun et Par Ord herfra. Baade Johan og jeg ere nu fast ansatte ved 10de Bataillon, der ligger for Tiden i Greis og hører til Schleppegrells Brigade. Vi skulle om et Øjeblik afgaae herfra til vor Bataillon. Carlo og Henrik Bech have vi truffet her. Vi have besøgt Dalgas’s, hvor Dagmar er, samt Glahns, fra hvem hilses.
Saa snart jeg faaer lidt bedre Tid, saa skal Du alle høre mere herfra. Nu veed Du, hvor vi ere og [I] kunne altsaa skrive.
Adresse:
Ltn. S. G. af 10de Bat
.
Lev vel og vær hilset af Din
Svend
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan*
A.
Kbhn: d. 29de Julii 1848.
Kjære Johan!
Her ved det gamle Bord i Eders Stue sidder nu Moder for at lade Dig høre lidt fra os som Du maaskee længes saa smaat efter, først vil jeg takke Dig mit Barn for Brevet fra Aarhuus den 23de, dernæst fik Fader et fra Skanderborg den 25de og Meta seenest fra Horsens, i Dag har jeg modtaget to fra Sven det sidste fra Veile 27de hvori han melder Eder Begge kommet dertil og Begge ansatte ved 10de Batlion: hvorfra I strax skulle videre til Greis; Du kjære Barn har vel der havt saa travlt med ordentlig at faae besørget alle Dine 350 Mand hver til sit, at Du ikke fik Tid til et Ord; at Moder er nøjeregnende og umaadelig begjærlig efter enhver Linie og Efterretning fra Eder Begge mine kjære Sønner det tilstaaer jeg ærlig og skammer mig heller ikke derved. —
Herfra er egentlig slet intet Nyt at melde den eene Dag gaaer som den anden uhyre stille og eensomt, paa enkelte Afbrydelser nær sidder Fader ved sit vante Arbeide ved Skriverbordet ; Aviserne er saa aldeles tomme og hvad jeg kalder intetsigende i denne heele Tid, thi hvad Man egentlig længes efter at høre tales her ikke et Ord om; i Dag skal det være sagt her som afgjordt at alle Underhandlinger var ophørte, at Vrangel fordrede begge Hertugdømmerne Besatte af Dem og Als rømmed, dog er maaske dette som saameget, blot Snak. — Gud styre Alt til det Bedste! til Sejer og Ære for Landet og os Alle som elske det!
Meta kom da først Hjem i Torsdags-Aftes efter at have reist den heele Nat, det har ikke været godt for hende da hun strax i Gaar fik den slemme Feber igjen ; Sysette er hos hende og jeg seer derop imellem kan Du da vide. jeg skal da saa kjærlig hilse Dig med Tak for begge Brevene som hun fandt ved Hjemkomsten og er ikke lidt stolt af den kjærlige Broder Johan ! Bøjesen forlod Dem i Gaabense og reiste om af Als og Fyen; her følger et Brev fra vor Ven Vilhelm, som det har gjordt mig ondt ikke at turde titte lidt i og see hvordan hans Fader har det. — jeg vil nu ogsaa have skrevet lidt til vor kjære Sven da det jo ikke er saa vist at I komme saa nær hverandre, at I let kan samles; her ligger fire Breve for mig fra ham, saa han fortjænner sandelig et; Fader ville ogsaa skrive lidt herpaa. — Nu Far vel ! og Lev vel ! mit kjære Barn Gud være med Dig ! og Lade Dig samles i Glæde med Dine gamle Forældre. Skriv snart til
Din trofaste Moder
E: Grundtvig
s. 23Naar Du har lidt Tid imellem min Søn saa skriv dog, den sidste Dag og Nat her i Hjemmet var slemme at overstaae. — Skovgaard skal komme til Byen i Dag og er rask, jeg tænker vi seer ham saa i Morgen her Hilsener har jeg fra Venner og Bekjændte som komme for at høre til Eder. —
B.
Kiære Søn!
Det er Lørdag Eftermiddag eller snarere Aften, og da veed Du nok, jeg skriver ikke Breve, men da Moder har ladt Rum aabent og vilde sige: »stakkels Johan!« naar jeg slet ikke skrev, saa Tak for Dit Brev, som jeg en af Dagene skal giengiælde, og skiøndt jeg, Gud skee Lov! ikke tvivlede derom, at mine Børn jo har Hjerte og Rum deri til deres Fader, saa glæder det mig dog naturligviis at høre det, da jeg veed, mine Børn lige saalidt som jeg, leger med kiærlige Ord.
Det glæder mig ogsaa, at I Brødre for saavidt er blevet sammen, hils Svenn kiærligst naar Du seer ham og Gud velsigne jer begge under Eet og lade altid eders Bane blive den bedste!
Din faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Kbhn
den 29de Juli 1848.
Kjære Sven!
Her sidder da Moder paa Din vante Plads min Søn ved det gamle Bord med fire Breve liggende for mig fra Dig, som jeg ret siger Tak for; hver Linie jeg faaer fra mine Børn glæder mig saa inderlig saa jeg siger det er næsten Synd Du ikke skriver naar Du kan.
Saa kom I da begge mine kjære Sønner i en Battalion, Gud give til Held og Lykke! som jo her ikke kunde være Tanke om da I forlod Byen, men saaledes seer Man det skulle være. I har dog saa troeligen deelt saameget sammen i Hjemmet, nu skulle I ogsaa i Kjærlighed og Overbærelse troeligen staae hverandre bi; jeg er vis paa ingen af Eder vil miskjænde denne min moderlige Formaning. Adskillelsen fra Eder mine kjære Børn kan jeg jo ei nægte falder mig ofte tung. Nyt her veed Man egentlig slet intet af her Aviserne sige Intet og det øvrige der i dag høres er maaskee blot Snak ovres. 24hos Eder maae der vist nøjere vides det sande. Du kan nok see min Søn jeg jager stærkt paa da jeg nødig ville det skulle komme for sildig, jeg veed jo Du gjærne vil høre Lidt fra os. Johan har jeg ogsaa skrevet til, men det er jo ikke sikkert at I er saa nær hverandre at det kan meddeeles.
I Torsdag Aftes kom Meta Hjem med noget Feber da hun havde reist baade Nat og Dag, Du skal snart høre fra os igjen. — Nu Gud velsigne og bevare Dig min Søn ! og lade os samles med Glæde ! Fader hilser kjærlig har travlt bestandig, to Prædikener i Morgen; en Engelænders Besøg i Dag som kommer til Middag i Morgen.
Mange Hilsener fra Venner som spørge alle til Eder. Skriv snart til Fader.
Din trofaste Moder.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
31te Juli 1848.
Kiære Søn!
Vi Mennesker er saa sjelden upartiske i vor egen Sag, at en Fader, naar hans voxne Sønner sætter sig til Modværge, har meget ondt ved engang at komme til rolig Overveielse af, om det er med Rette eller ikke.
Da jeg imidlertid har en frigiørende Anskuelse af alle aandelige og hjertelige Forhold, og har saa tidligt som jeg turde, opgivet hardtad hele min faderlige Myndighed over mine voxne Sønner, og kun ønsket i dem at vinde de selvstændige* fortroelige Venner, som jeg, efter min særegne Stilling høit trænger til at finde i min egen snævreste Kreds, saa kan intet friste mig til Ubillighed mod dem, uden min naturlige Hidsighed i daglig Omgang, og derfor veed Du, det var min Beslutning allerede ifjor at anvende det eneste virksomme Middel derimod, og derved tillige lette mine Sønner Udøvelsen af Mande-Myndighed uden at jeg tabde min egen. Min vel overveiede Plan strandede, som Du veed, paa den meget naturlige men her overdrevne Moder-Ømhed og jeg kom iaar, under den politiske Urolighed, ikke blot i et uhyggeligt, men i et utaaleligt Forhold til mine voxne Sønner, og maatte finde, jeg havde gjort dem myndige før Tiden, siden jeg stod Fare for derved ogsaa før Tiden at blive umyndig.
Dog, det er nu, Gud skee Lov! forbi! mine Sønner, som jeg altid har ønsket at see og agte som myndige Mænd, er af sig selv kommet i en Stilling, hvor de kan lære at kiende baade Myndighedens Værds. 25og dens Grændser, for enhver af os, og da de begge staar for mine Øine som agtværdige unge Mænd, vilde jeg neppe engang berørt den kildne Sag, dersom Du ikke selv havde bragt den paa Bane; thi hvor dyrebart end mine Sønners Venskab er og maa være mig, saa indseer jeg godt, jeg kan umueligt tilskrive mig det, og maa for Øjeblikket see til at trøste mig over det i min Alder store Savn. Det var imidlertid ligesaa aabent som rigtigt af Dig, min ældste og roligste Søn ! at sige mig Din Betragtning af Sagen, og Du har gjort det paa saa smuk og kiærlig en Maade, at det har gjort mit Hjerte godt, og da jeg aldrig har opgivet det Haab, om jeg skal leve noget længere, at vinde mine Sønners Venskab i den Forstand, jeg tager Venskab, saa nærede Du dette mit kiære Haab, som noget, der langt snarere end det enstund har seet ud til, kan gaae i Opfyldelse.
Heller ikke maa jeg ved denne Leilighed dølge for mine Sønner, at jeg godt indseer, hvorledes min overordenlige Afmagt i 1844, som jeg kun langsom forvandt, maatte indvikle vort nære Forhold, saa mine Sønner tit kunde fristes til at tænke de endog skyldte mig, hvad jeg dog hverken kunde eller maatte taale, da jeg, som har opgivet saa meget i denne Verden for at kunne tale og handle frit, umuelig, saa længe Gud under mig Kraft og Besindighed, kan i mit eget Huus lade mig denne Frihed enten lidt eller meget betage.
Nu, nok herom ! at mit Hjerte er hos eder, kan I saa meget mindre tvivle om, som I godt veed, det er med Danmark alle Dage, og at min Aand maa være med eder, ønsker jeg naturligvis dobbelt, fordi det er en Kæmpeaand, Danmark nu høilig trænger til hos alle sine Sønner, saa under de nærværende Omstændigheder maa ingen Dannemand spare sine Sønner og ingen Dannesvend spare Fader og Moder i Henseende til, hvad Kampen kan føre med sig. At mine Sønner imidlertid helst ønsker med Æren at leve deres Alder ud for Fædernelandet, det er aldeles i min Aand, som altid foretrækker Livet med Æren til Gavn selv for den mest glimrende Død, og af den Gud, som opholdt mig til et saadant Liv, haaber jeg ogsaa, at, naar det lader sig forene med Hans vise Raad, da vil Han sikkert ogsaa opholde mine Sønners Liv, som Han veed var i mine Bønner helliget en ædel og gavnlig Virksomhed endnu før de blev undfanget i Moderlivet.
I hans Varetægt vandre I derfor kiækt eders Bane og hils kiærligst din Broder fra eders
faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren
Meta Boisen.
Hornstrup. D. 2den August 1848.
Kjære Meta!
Du skulde dog ogsaa have et Brev fra mig, for at mærke, at Din Broder ikke har glemt sin kjære eneste Søster. Ofte tænker jeg paa Dig og havde Lyst at see op til Dig paa Møllen, og gjør det da ogsaa i Tankerne. Du har af mine Breve til Fader og Moder seet, at jeg har det godt herovre og er tilfreds med min Stilling; jeg vil kun gjentage, at det samme endnu er Tilfældet. Til dette mit Velbefindende maa jeg dog tilstaae, at det har bidraget ikke saa lidt, at jeg i Vejle har i det Dalgasske Huus haft et behageligt Tilflugtssted. Man bliver saa tør og saa kold af at omgaaes med lutter Mandfolk, selv af det allerbedste Slags; og det har allene derfor været mig en stor Vederkvægelse at kunne bryde denne Ensformighed ved at færdes i kvindeligt Selskab. Desuden veed Du, at jeg altid har haft et godt Øje til den Dalgasske Slægt. Fru Dalgas, som jeg først nu har (ved selv at introducere mig i hendes Huus) gjort Bekjendtskab med, er en rar ligefrem og artig Kone, Ida er ikke blot en kjøn Pige — og det er altid rart, at have noget smukt at see paa — men ogsaa en god Pige, om hun end har den lille Naturfejl at mangle Forstand. Dagmar har jeg altid godt kunnet lide : det er en flink, livlig Pige med et godt Hoved og jeg troer ogsaa med et godt Hjærte. Hun er i ualmindelig Grad fri for Snærperi, den infame Torn ved fast alle vore kvindelige Roser. Vor prægtige Betty har jeg endnu ikke seet, men tænker imorgen at træffe hende inde i Vejle. — Dersom vi længe skulle blive liggende her og sylte Valle, saa vil det blive et meget føleligt Savn for mig, naar denne Familie drager afsted, som den nok snart gjør. — Der er for Resten nu Udsigter til, at vi snart kunne faae andet at gjøre, end gaae i Dameselskab og gjøre Lysttoure; i det mindste er man her stærkt forberedt paa et Besøg af vore kjære Naboer, og om de komme, saa haaber jeg de skulle blive vel modtagne. Jeg har idag hele Dagen været med at dække Bord til dem, om de skulde ville indtage en lille Frokost oppe hos os: det vil sige, jeg har med et Arbejdscommando været henne ved Grejs Kirke, hvor Kirkegaarden forvandles til et Batteri. Dersom de komme, saa bliver vi nok med de første til at tage imod dem, da de sandsynligviis ville søge at omgaae os paa Fløjen mod Vest, som Flankecorpset under Schleppegrell, (hvortil 10de Bataillon og jeg har den Ære at høre,) skulle forsvare. Dersom det ikke lykkes os at kaste Fjenden tilbage,s. 27saa gaaer Retraiten over Horsens mod Skanderborg og ad Helgenæs til, som er stærkt befæstet. Her gjøres allevegne store Anstalter for at gjøre Modtagelsen saa varm som muligt, og Terrainet er ypperlig skikket til Forsvar; men kommer Fjenden med en meget overlegen Styrke, saa maae vi jo dog trække os tilbage, for ikke at blive omgaaede fra Vesten. Imorgen Eftermiddag holdes der Gudstjeneste for Flankecorpset af Hammerich mellem Hornstrup og Grejs (see Landkortet), og skjøndt jeg hellere havde seet, om vi havde faaet Helweg hen til os, saa skal jeg dog ikke forsømme denne Højtidelighed, om Fjenden ellers denne Gang ville unde os Ro. Uden at ville forlods prale af et Mod, som endnu ikke er prøvet, og som jeg derfor slet ikke veed, om jeg besidder, saa kan jeg dog ikke nægte, at jeg føler en vis Længsel efter nu, ikke mere paa Fælleden, men i Felten, at commandere: »Fremad, fra Midten formeer Kjæden!« og endnu mere efter at tilføje: »Geværet i højre Haand!« — »Fæld Geværet!« — »Attaquer!« — »Hurra!!!« —
Hvor det har glædet mig at see min kjære Svoger herovre, kan jeg ikke sige Dig, men Du kan vel tænke Dig det. Kun Skade, at han ikke blev een Dag længere, saa havde han kunnet besøge os herude i vort Cantonnement. Naar han kommer hjem, eller hvis Du skriver ham til forinden, saa hils ham og bring ham Johans og min Tak for dette sit uventede Besøg. — Jeg haaber at Du er vel nu, skjøndt jeg af Brevet fra Moder, som jeg modtog imorges — og som jeg haaber imorgen at faae besvaret og derfor her ikke videre omtaler — skjøndt jeg af dette kjære Brev, siger jeg, seer, at Du ikke var ganske rask ved Din Tilbagekomst. — Det var morsomt, at det traf sig saa, at vi den 30te Juli, Ordensdagen for Nysø-Ridderskab just var en Skovtour med flere af dets Medlemmer (Holger og Ida Dalgas). Det er altsaa nu et heelt Aar siden! For mig er det endnu, som om det havde været igaar.
Her vil jeg afbryde og bede Dig leve vel, at hilse alle vore Kjære og snart i Gjerning at vise, hvad jeg vel veed, at Du bestandig med inderlig, søsterlig Kjærlighed omfatter
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Fra Johan kan jeg hilse; han kan ikke bede mig gjøre det, da han er paa Feltvagt i Nat. Jeg har ikke seet ham siden i — ja, det var saamænd dog igaar Morges tidlig, da han fra Skovtouren i Mandags var fulgt hjem at overnatte hos mig. Vil Du bringe Haralds. 28og Caroline Boisen min hjærtelige Lykønskning. — Hermed Punctum. Nu skal jeg i Seng. —
Brevet bliver først afsendt imorgen.
NB. For det Tilfælde at dette Brev skulde komme førend det, som jeg har i Sinde at skrive til Moder, vil jeg dog bede Dig takke hende hjærtelig fra mig for det inderlig velkomne Brev fra hende, jeg modtog imorges. Endvidere vil jeg bede Dig at give en paalidelig Ven i Commission at skaffe mig et godt Uhr til billig Pris (circa 10 R.) Pengene skulle følge saa snart Uhret ankommer. Desuden ønsker jeg en Træpibe (Jægerpibe), som faaes hos Cramers i Nygade for en Mark. Uhret i sort, Piben i grøn Snor. — Nej, lad mig engang faae en højrød Uhrsnor. Du kjender min Smag.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Hornstrup, Torsdag d. 3die August 1848.
Kl. 9 Formiddag.
Kjære velsignede Moder!
Tusind Tak for Dit Brev, som jeg fik igaarmorges paa Sengen, Det var det første, jeg har faaet hjemmefra, siden jeg rejste, og det er netop idag 14 Dage siden jeg forlod Kjøbenhavn. Tak for den kjærlige Omsorg for mig, den moderlige Ømhed, der lyser ogsaa ud af dette Brev, som af al Din Færd imod Dine Børn. Om jeg end ofte kan have syntes uskjønsom, naar det onde Lune var over mig, saa maa Du dog troe, jeg har altid vidst og veed bestandig godt at skjønne paa, hvad det er at have en saadan Moder. Om jeg end, ifølge min ærgerlige, choleriske Natur, ofte kan synes ufølsom for den Lykke, at omfattes med saa megen Kjærlighed af begge mine Forældre og begge mine Søskende, saa tør jeg dog nok paastaae, at jeg i mit Inderste paaskjønner og gjengjelder denne Følelse. — Brevet til Johan har jeg kun seet udenpaa, da han igaar var paa Feltvagt en god Miil herfra, men jeg gaaer nu over at see til ham i hans Quarteer en Fjerdingvej borte i Lysholt. Han maa nu være kommen hjem fra sin Nattevagt.
Hvad Du skriver om Meta gjør mig ondt. Kan hun dog aldrig blive af med disse Febertilfælde? Jeg skrev igaar Aftes et Brev til hende, der kommer afsted med det samme som dette, og jeg vil derfor henvise dertil i Henseende til vort videre Befindende og Udsigter. Jeg iler ogsaa med at slutte dette Brev, for at komme over og see til Johan. Vi have her idelige Tordenbyger, og medens jegs. 29har skrevet disse Linier er Vejret fra kulsort blevet lyseblaat, fra Hagel til Solskin. Et Uhr har jeg mærket jeg umulig kan undvære og beder derfor en Ven i Kbhn. at skaffe mig et godt et til godt Kjøb. Mohr paa Kongens Nytorv kan skaffe et saadant til en 10 Rbdlr. Lad mig faae det snarest muligt, med Underretning om Prisen. Pengene ligge og vente. Jeg har nu faaet mig en Oppasser, en flink Aising, der har udmærket sig i flere Slag, men nu gjærne vilde have det lidt bedre end ellers. Jeg har i den Anledning faaet mig en ordentlig Madkurv anskaffet, hvori en Kaffekande, en Smørdaase, en Theedaase, en Kaffedaase, en Sukkerdaase m. m. En Feltkappe har jeg desværre endnu ikke faaet, men tænker stærkt paa at lade en sye i Vejle. Derimod har jeg faaet mig en rød Trøje, som jeg lader sye om til min Person. — Hermed maa Du denne Gang tage til Takke. Mange venlige Hilsener til Fader, Tante Jane og hvem andre der tænke lidt paa Din hengivne Søn
Svend
P. S. Vil Du ikke lade mig faae et Kvarter af den Slags Sølvbremmer jeg havde paa Ærmerne som Underofficer, for dog at faae en Smule Distinction paa Skuldrene af min røde Trøje. De vare nok omtrent ½ Tomme brede.
Hvis Skovgaard er kommen til Byen saa hils ham hjærteligt fra mig. Her var noget for ham at bestille, blot han vilde komme herover.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Ved det gamle grønne Bord, Løverdag d. 5te August 1848.
Kjære Svend! For Lidt siden fik jeg Dit Brev fra 3die Aug., Tak mit Barn, saavel for det som de øvrige Du har sændt, I er begge to gode Sønner med at skrive til Eders gamle Moder, der er vist heller Ingen der glæder sig meere derved tør jeg nok sige; det var da godt Børn at I endelig fik mit Brev, her kunde jo ikke godt skrives fra førend vi vidste hvor I egentlig var at finde, i Dag faaer I begge Brev fra Meta, som nu Gud skee Lov! dengang er blevet af med Feberen. — Fader og jeg har i denne Tid ret været eene, da Tante Jane har maattet være oppe hos Meta, op til os fik vi hende destoværre ikke; maaske i Dag kommer Boisen, ja det har hun nok selv sagt. — Her har i den sidste Uge været en Engelænder hos Fader ja næsten hver Dag, nogle Dage til Middag og Aften, jeg har været saa glad herved, det er et vakkert ungt Menneske paa 24 aar, snart reiser han nu videre, han vil lære Dansk alt hvad han kan. Faders. 30ville skrive Lidt herpaa om han blot kommer saavidt, Han har faaet et slemt Hold i Ryggen og har nu i Morgen igjen to Prædikener.
Saasnart mueligt skal jeg see at faae Uhret besørget Du skriver om, som jeg kan vide Du savner, Du er et forsynligt Menneske, kan jo ikke nægtes med alle de Daaser Du har anskaffet. — Jeg længes nu ret efter hvad Du har skrevet til Meta om Eders Udsigter. Vi leve her i den tykkeste Uvidenhed. Aviserne siger slet intet ; kan jeg faae dem bort sænder jeg i Aften en Ladning til Johan. — Endnu engang tak mit Barn for Dine Breve, jeg er ofte hos Eder saavel Nætter som Dage paa Vagter og overalt følger jeg Eder. — Gud være med Dig paa alle Dine Veje! saa beder Din
trofaste Moder
E. Grundtvig.
Skovgaard var her forleden Aften og bad saameget at hilse Eder.
At jeg har Hastværk kan Du da nok mærke. Du kjænder jo nok Moder.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag 5 Aug. 48.
Kiære Søn!
Vel er jeg en Kryster idag, som, for et Hold over Lænderne knap kan sidde paa sin »tre Bogstaver«, men for at mine Sønner kan see, jeg dog er vaagen og tænker paa dem, vil jeg, med Tak for dit første Brev, dog skrive et Par Linier paa Moders.
Noget af det nyeste, jeg ellers veed, er, at idag otte Dage kom der en Herre ind til mig og talde Tydsk, hvorover jeg blev saa bange som den »svenske Goldamme« da hun tænkde at hun havde mødt en Tyrk, men da han hilste fra Oxford, svarede jeg strax paa engelsk, og det var da ganske rigtig en ung »fellow« fra Oriel 1) paa din Alder og ved Navn Mr. Earle, som jeg siden har havt Fornøielse af, og indført hos Prof. Höyen, som ogsaa led Karlen og fulgde ham selv baade paa Galleriet og om i Thorvaldsens Museum, hvor jeg ved den Leilighed ogsaa var et Par Timer og morede mig ret godt, men fik nok Holdet over Lænderne af Trækken.
Det morsomste jeg ellers veed om Mr. Earle er, at da han forleden Aften var gaaet herfra med Skougaard, som Du veed, kun taler Dansk, og jeg siden spurgde ham, hvordan de underholdt hinanden, svarede han, at de snakkede sammen hele Tiden, idet Mr. Earle sagde en af de faa Danske Sentencer, vi havde lært ham, og Sk.s. 31gav et længere Svar. Men sagde jeg, De forstod jo ikke Sk! Aah, sagde han, det var det samme, for jeg kunde dog ikke give ham andet end min anden Sentents.
Hans Introduction var fra Marriot i Oriel, som Du maaske husker, og det kan dog more Dig, at den tørre Magister skrev I am glad to see that your countrymen are proving themselves a brave and loyal nation, and though, as a Christian I wish for peace, I hope, they may not be compelled to accept any terms unworthy of their independence and honorable national spirit! hils Johan kiærligst fra
din faderlige Ven
Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend
1).
den 5te August 1848.
Min kjære Svenn!
Endskjøndt jeg desværre endnu intet Brev har modtaget fra dig, som jeg ei kan nægte har gjort mig inderlig ondt da Du dog havde lovet mig at skrive meget snart, kan jeg dog ei andet i dag end skrive dig lidt til for at sende dig et kjærligt Levvel som jeg desværre ei heller dennegang skulle have den Glæde at sige dig i det Øieblik du drog for anden Gang afsted for at kæmpe for dit og for mit Fødeland, jeg har i dag skrevet et langt Brev til Johan til Svar paa to Breve som jeg modtog fra ham den 27de Juli jeg har ikke kunded svare ham før da jeg Dagen efter min Hjemkomst fik Feber og maatte i 5 til 6 Dage holde Sengen jeg er nu igjen oppe men jeg troer ikke ret Freden og jeg griber derfor strax i dag Pennen for at skrive Eder til mens jeg kan, thi jeg føler en saadan Trang, da jeg jo desværre ei kan mundtlig, til skriftlig at tale lidt med Eder om hvad der ligger mig paa Hjertet uden at Du dog derfor maae kalle mig sentimental som du rigtignok ofte har bedrøvet mig ved at sige jeg var, men jeg veed dog du mener mig det ærligt om du end ikke altid betænkte dine Ord saa vel, dog jeg skriver dig ikke til for at bebreide dig noget, gid jeg blot maatte kunde være dig til halv saa megen Glæde i Livet som Du har været mig saa vil jeg være glad, om mit nærværende Forhold til dig eller rettere sagt om min Betragtning af det, kan du see i Johans Brev om den er gal eller rigtig kan Du da selv bedømme og skriv mig da Din Mening derom. Om min Længsel efter dig og min Glæde ved at see dig veed jeg godt du kan ei lide at høre tale i det mindste da du var her nus. 32maaskee du dømmer mildere ved selv at have følt ret hvad Længsel vil sige dog hvad du end dømmer saa veed jeg dog at Du elsker Ærlighed frem for Alt i Verden og vil derfor ogsaa at jeg skal have Lov til at sige min Hjertes Mening og udtrykke hvad jeg i det Øieblik føler om du end ei ret kan forstaa mig, eller føle med mig, ja Svenn jeg føler at dit Hjerte har fundet Gjenklang i mit, Gud give at mit ogsaa engang maatte finde Gjenklang i dit, jeg ved du har aldrig været glad ved at høre Du lignede mig og dog er det sandt ja langt mere sandt end De har vist som sagde det thi De talte om en ydre Lighed men jeg mener en indre Lighed i Tanker og Følelser skjøndt du er Mand og jeg er Kvinde, bliv nu ikke strax bange fordi jeg siger du ligner mig som dog er Kvinde tro mig du er saa mandig som nogen Mand kan ønske sig at være men jeg veed Du vil dog ikke negte Manden Lov til at have Følelser og til undertiden at lade dem komme frem naar noget griber eller bevæger ham dybt. Da du forrige Gang reiste bad du mig nævne det Navn som er dig kjærest her paa Jorden og jeg tænker du ønsker det samme nu (naar jeg skriver dig til) og jeg vil da sige dig at du ei har gjort eller vil nogensinde gjøre hende ulykkelig ved at elske hende eller ved at hun hører tale om din Kjærlighed (som du dog ikke maa tro at jeg plager hende med nei langtfra vi tale næsten aldrig herom) tvertimod vil Tanken om din trofaste Kjærlighed som jeg troer du med Guds Hjelp vil bevare gjøre at hun igjen faar den Tillid til Mennesker som hun nu desværre selv føler saa dybt Savnet af og Troen paa at der gives nogen Kjærlighed paa Jorden, som han der har gjort hende ulykkelig desværre har berøvet hende, jeg veed Du har intet høiere Ønske end at gjøre hende lykkelig derfor skriver jeg dette som er min inderlige oprigtige Mening og jeg troer at du ved at tænke herover vil kunde forstaa mig og føle at jeg har dog i Grunden Ret. Tilgiv mig om jeg i dette Brev enkelte Steder har saaret dig som jeg ved at læse det igjennem seer let kunde være Tilfældet men tro mig det var ei gjort for at saare dig, men jeg er ikke glad i dag og saa skriver man ofte noget man hellere skulde ladet være dog du kjender mig jo og vil derfor heller ei blive vred paa mig. Nu Farvel. Gud være med dig saa farer du vel ja Gud give dig Fred i Sjælen thi den gjemmer dyrebare Ting som sin Fred gjemmer.
Fra Tante Jane som er hos mig i disse Dage skal jeg hilse dig kjærligt send hende en venlig Hilsen naar du skriver det vil fornøie hende meget. Skriv nu snart til din trofaste
Søster Meta.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Hornstrup. Lørdag Aften 5/8 1848.
Kjære Moder!
Kun et Par Linier tør jeg give mig Stunder til at skrive Dig til, da vi imorgen tidlig skulle bryde op, for at marschere sydpaa. Ordren lyder paa, at »Cantonnementet forlægges til Viuf« (2 Mil sønden for Vejle); men det er jo vel muligt, at Rejsen gjælder længere sydpaa. Fra Johan kan jeg hilse Dig og Jer alle; jeg var idag ovre hos ham og spiste til Middag. Vi havde aftalt en Tour for imorgen med Dalgas’s og Holger, nemlig en Tour til Aldebertsminde 1), og vi havde faaet Permission af vor Major. Nu bliver der naturligvis intet af dengang. Hils Fader og tak ham ogsaa fra mig for hans kjærlige Brev til Johan, som jeg fik at læse idag. Hils ogsaa Meta, Boisen og de andre. Mere vil jeg ikke tage mig Tid til nu, da jeg skal pakke ind og nok ogsaa vilde have nogen Søvn, før jeg skal paa Landevejen.
Lev vel, kjære Moder, og skriv snart igjen til Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Moderen.*
Viuf. 6 Aug. 48.
Kjære Moder!
Tak for dit Brev, af 29de Juli som jeg modtog 3 August, det glædede mig meget at see Noget hjemmefra, som jeg ikke havde gjort næsten i 14 Dage. Det gjør mig ondt at Meta atter har faaet sin slemme Feber, dog haaber jeg, at det snart vil være forbi. Kunde hun gjøre ligesom jeg, og lade som Ingenting, naar hun fejler Noget, saa vilde det vist være det bedste, men deri er nu Naturerne forskjellige. Vi laae i vor gode Ro i Lysholt imorges, da vi pludselig ved Midnatstid fik Ordre til at bryde op næste Morgen Kl. 7 og marschere sydpaa med det øvrige af Schleppegrells Flankecorps. Vi havde om Aftenen faaet den Besked fra Stabsqvarteret, at der intet var at gjøre idag Søndag, og vi havde alt begge faaet Permission til at tage ind til Vejle idag og gjøre en Tour ud med Dalgas’ til Aldebertsminde en Mil søndenfor. Det lod imidlertid til at gaae i Lyset, da vi maatte afsted om Morgenen, marscherede igjennem Byen og hilsede paa Dalgas’ i Vinduerne. Imidlertid, efter at vi havde marscheret vore 3 Mil her til Viuf, ad opløste Veje, i den ene Tordenbyge værre end den anden, og kom her i Qvarteer Kl. 2, tog vi os en Lur, og fik os saa fat i en Vogn med et Agebræt (bedre var ikke at opdrive)s. 34og kjørte rask afsted nordpaa i en øsende Regn, dog kom vi uden at være rigtig blødte Kl. 7 til Aldebertsminde. Der traf vi Dalgas’ fra Vejle med Dagmar, Carlo og Holger Stampe, der hører til samme Brigade som vi, og derfor ogsaa idag drog med sydpaa og ligger 1½ Mil fra os, og vi tilbragte sammen en meget munter Aften hos Kammerraaden. Kl. 9 kjørte vi hjem, hver til sin Side, vi her til Elisabethsminde, glade ved end een Gang at have nydt denne vakkre Families Selskab, som vi vil savne meget for Fremtiden, naar vi komme Steder, hvor vi aldeles ingen kjende. Denne lille Kreds har i den sidste Uge tilbragt mangen fornøjelig Dag og Aften sammen, som vil vedblive i min Erindring som nogle af de behageligste, jeg har oplevet. Vi skulle sandsynligviis imorgen længer sydpaa, da Flankecorpset er udseet til at foretage en stor Recognoscering hen imod den fjendtlige Armee, for at prøve dens Kræfter og dens Hensigter. Den skal dog alt være sydfor Aabenraa østerpaa, men vist højere oppe mod Vest, saa jeg tænker vel vi finde dem paa Vejen. Vore Slesvigere ere nu glade igjen, fordi det gaaer sydpaa, de vare meget kjede ad at ligge heroppe i Jylland og holde Feltvagt 4 a 5 Mil fra Fjenden. De længes efter at see deres Hjem igjen. Jeg skriver dette om Aftenen Kl. 11, efter at være vendt hjem fra Aldebertsminde, og jeg begynder at blive noget søvnig efter Dagens Anstrængelser, saa jeg nødes til at slutte snart. Jeg var igaar og idag reent daarlig i Hoved og Mave, jeg laae den meste Tid igaar, men maatte paa Benene tidlig imorges med Mavepine, Hoveddito og Værk i hele Ryggen, et Tilfælde, jeg aldrig veed at have haft før, men som er let forklarligt af den Mængde Kuld og Fugtighed, vi maa døje, næsten ingen Dag gaaer uden Regn, og Vejene ere frygtelige at befare, og alle Enge som Moser. Jeg slæbte mig kun med Nød og neppe hertil, men nu er Gudskeelov det Hele forbi, jeg har iaften befundet mig aldeles normalt. Svend og jeg er inat for første Gang i samme Qvarteer og han sidder og skriver til Meta. Han fik just nu et Brev fra Vilh. Blom, Oberstlieutenantens Tilstand er meget god, dog bliver han ikke udskrevet af Lazarettet, før sidst i August. N. Spandets Tilstand staaer i Stampe, vil ej rigtig bedre sig endnu. Blom og de andre Nordmænd i 2den Reservebat. have taget deres Afskeed for Kjedsomhed, det er igrunden flaut for dem, vi have her i Bataillonen mange Nordmænd, der vise en ganske anderledes Taalmod og ikke vente at have Gilde hver Dag, som er en ungdommelig Forestilling om Krig, som hine burde være gamle og kyndige nok til at være ude over. Hils Fader meget og tak ham saa mange Gange for hans
s. 35Tegning af P. C. Skovgaard.
Carlo Dalgas.s. 36
s. 37Brev, som gjorde mig meget godt at modtage, jeg frygtede for, at mit Brev skulde mishaget og stødt ham, men det glæder mig at see, at han har optaget det med den faderlige Venlighed, som jeg altid vil paaskjønne som Noget, der kun bliver faa til Deel. Mange Hilsener til Meta, Tante, og andre Venner fra din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Viuf. Søndag Aften 6/8 1848.
Kjære Meta!
Igaar Aftes skrev jeg et Par Ord til Moder, for at underrette hende om vor forestaaende Marsch sydpaa. Jeg kan nu meddele lidt nærmere derom. Det er hele Schleppegrells Flankecorps, bestaaende af 5te, 9de og 10de Bat., 1ste Jægercorps, »1ste Bat. danske Frivillige«, (hvortil høre Vejles, Horsens’ og Aarhus’ Røvercorps) samt Brechwolds Husarer og 2 Kanoner, der har faaet Ordre til at gaae sydpaa for at recognoscere. Paa Marschen hertil imorges mødte vi paa Landevejen en Vogn med Civile, som nogle af vore Folk gik hen og talte med, og de berettede dernæst, at det var Nis Lorensen fra Lilholt og Hans Nissen fra Hammelev, der kom fra Slesvig og havde været inde i Haderslev, hvor nu ingen tysk Soldat mere var at see, alle tyske Tropper skulle alt være marscherede sønder ud af Apenrade. Kun paa Vestsiden staae endnu nogle schleswigholsteinske Tropper. Disse Efterretninger vare de paa Vej at bringe Generalen i Vejle. — Relata refero 1). — Vi kom omtrent Kl. 2 hertil Viuf (eller som det udtales Viw) og Johan og jeg bleve indkvarterede sammen med endnu en Officer og 350 Mand af Bataillonen paa Elisabetsminde, der tilhører den store Studehandler Major Ingvorsen. Uagtet det øsende Regnvejr, besluttede vi dog at følge den tidligere Aftale og tage hen til Aldebertsminde, der ligger 1 Mil herfra (Vi ligge her midtvejs mellem Vejle og Kolding). Vi kom ogsaa derhen, uden at være ganske gjennemvaade, og have der tilbragt en yderst behagelig Eftermiddag. Fru Dalgas fra Vejle med Datter og Dagmar samt Karlo og Holger vare der ogsaa, og vi morede os ypperligt. Vi dandsede først i Kjøkkenet, saa i Mælkestuen og endelig i Havestuen. Betty var den gamle og yderst oprømt. Det glædede mig meget at see hende igjen. Hun var meget vred over, at Boisen ikke kom ud til hende. Havde hun vidst, at han var i Vejle, sagde hun, saa havde hun kjørt ind ogs. 38hentet ham. Hun bad mig paa det indstændigste at hilse baade ham og Dig saa meget. Du veed af mit Brev til Moder, at vi havde med Dalgas’s i Vejle aftalt denne Tour idag, men vi havde kun liden Tanke om, at Mødet dog skulde komme istand, dengang vi imorges marscherede forbi deres Vinduer i Vejle og vinkede vort Farvel med Sabelen. Dagmar havde strikket mig en Kaffepose til min Kande, men jeg havde endnu ikke faaet den. Nu kastede hun den ud af Vinduet til mig i Forbimarschen til stor Moro for Gjenboerne, og vor gamle fortræffelige Major Holm, der red lige bag ved, spurgte mig i sin sædvanlige tørre Tone: Naa lille Grundtvig, hvad var det for en Present, de to smukke Damer der gav Dem ud af Vinduet? — Jeg maa dog fortælle Dig, at Johan er aldeles indtagen i Ida Dalgas. Han svær paa, at det er den skammeligste Bagvaskelse at kalde denne Skjønhed indskrænket. »Hun har lige saa megen Forstand — siger han — som Fruentimmer i Almindelighed,« og han finder hende i alle Maader yndig. Ikke engang Dumheden i hendes Latter er hørlig for hans indtagne Øre, skjøndt den synes mig meget paafaldende. — Efter at jeg for en halv Time siden kom hjem fra denne fornøjelige Udflugt, modtog jeg et Brev fra Vilhelm, hvori meldes, at Majoren nu gjør Spadsereture paa en halv Mil, men dog endnu et Par Uger maa blive under Lægebehandling. Med Niels Spandet staaer det stille. Han skriver ogsaa, at et Brev fra Krigsministeren melder, at Storbrittanien nu vil tage sig kraftigere af vor Sag, men derfor ønsker Vaabenhvile, saalænge Underhandlingerne drives, og at derfor Hansen maa forholde sig passiv indtil videre. — Jeg forstaaer ikke alt dette Væsen. Men længe kan det vel ikke saaledes blive i det uvisse. Nu godnat, kære lille Søster. Jeg haaber Du er frisk og vel og har atter faaet Boisen hjem. Hils nu Fader og Moder og ham og Tante Jane og vor lille Amalia og hvem andre, der maatte bryde sig om en Hilsen fra
Grundtvig og hans Slægt.
3
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Nu kunde Du dog gjærne tage Dig over at skrive en Smule til mig, saavelsom til Johan, der ikke tiere skriver Dig til, før han seer noget fra Dig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Tirsdag Morgen d. 8de August.
Blot to Linier mit kjære Barn for at sige Tak for Dit Brev fra i Løverdags. Gud veed nu hvor og naar dette træffer Dig, jeg fik dets. 39nu fra Mohr, det er godt lod han sige, gid det nu ogsaa maae vise godt for Dig.
Gud velsigne og bevare Eder mine kjære Børn ! snart, snart skriver Du igjen til
Din længselsfulde Moder
E. Grundtvig.
Det er Gud skee Lov bedre med Fader.
Brevets Udskrift:
Lieutenant S. Grundtvig.
10de Linie-Bataillon. 4de Compagni.
Hermed et Uhr indsyet i Lærred.
(Af Postvæsenet tilføjet: 1 Æske. Værdi 10 rd.)
Fra Johan Grundtvig til Faderen.
Kolding
8 Aug. 1848.
Kl.
Kjære Fader!
Tak for dit Brev af 31te Juli; først idag har jeg faaet Rolighed til at skrive dig et Par Ord til, thi vi have paa Grund af Forholdene og den snevre Indqvartering snarere formeget end forlidet Selskab (og dog er Selskabskredsen temmelig indskrænket, da den almindelig er bestemt med de Officerer, der staae i samme Compagni, det vil for mig sige 2 a 3, da den Ene ofte er i Forretninsrejser) saa Tid til at skrive andet end Dagbøger er vanskelig at finde. Idag har jeg imidlertid faaet den sjeldne Lod at være ene den hele Dag, da jeg commanderer vor yderste Feldtvagt ved Kolding Sønderport, i et Huus, som har faaet Skydehuller for Vinduer i den ene Ende, medens det i den anden beboes af Familien, en Farver Utzen. Her seer comiskt ud. Ligeudenfor min Vagt har jeg Aaen med en Barrikade paa hver Side og 200 Skridt sønden for Aaen nok een, hvor Byporten er, der dog kun er svagt besat her fra Vagten, men vi have en viid Udsigt langt ud over deres Hoveder henved ¼ Miil og have Preusserne ligeoverfor os, dog have vi ikke seet dem idag. Igaar lod de sig heller ikke see, da 5 Bat. havde Vagten, iforgaars derimod og de foregaaende Dage, medens vore Forposter stod ved Vejle og kun Husarvedetter vare her, søgte de meget ude paa en Gaard, der ligger paa Bakken herudenfor ligefor vore Øjne, og hedder Bellevue, men idag have ingen vovet sig derop til, sagtens af Frygt for vore Kanoner, som vel ere her, men som jeg ikke ret veed, hvor skulde kunne rækkes. 40over Byen fra, thi fra Møllen nordfor er der vel godt Skud over Husene, men Distancen er vist for nærved ved ½ Mil til at de kunne gjøre nogen Skade. Vore Geværer kunde de være rolige for, thi de række nok derop, men Kuglerne gjør ikke Noget paa den Afstand. Imidlertid, viist sig have de ikke, der gik just nu en Patrouille paa en 30 Mand ud af Porten for at søge dem, jeg bad om at maatte føre den, men fik ikke Lov, fordi jeg skulde blive ved Vagten, jeg havde havt stor Lyst til at see mig lidt om paa den anden Side af de Bakker, der ¼ Miil herfra begrændse vor Synskreds. Imidlertid jeg maa finde mig i min Skjæbne og trøste mig med, at skrive til dig og til Vilhelm Blom og maaskee ogsaa til Peter, som jeg vil bede dig hilse mange Gange, ifald han ingen Brev faaer selv denne Gang, han skal i saa Fald faae med det Allerførste. Ingenieurerne lægge her udenfor mit Vindue en Bjælkebro over det alt i en Maanedstid afbrudte Stykke af Steenbroen over Koldingaa, for at Borgerne kunne faae deres Korn ind, der alt staaer i Traver paa Markerne mellem Preusserne og os. Vi have idag seet Folkene gaae ganske rolig derude og høste. De ere meget fornøjede over at vi ere komne her frem igjen, skjøndt det gaaer ud over deres Huse. Farveren, hvis Gaard jeg er i, kan saaledes ikke drive sin Næring, fordi Porten, der gaaer lige ud til Aaen saavelsom hans Gadedør ere stoppede og saaledes er det Tilfældet i hele Strækningen mod Syd udtil Aaen. Vi trak paa Vagt her de 1½ Miil fra Viuf (som forresten hedder Viw) imorges Kl. 5 og trække af Vagt igjen imorgentidlig tilbage til Viuf, (hvorfra jeg skrev til Moder iforgaars og hvor vi have det meget godt) at sige, hvis vi ikke blive angrebne inat, thi da komme vi nok tidligere tilbage, da vi have Ordre at trække os langsomt tilbage i saa Fald og afvente Forstærkning. Vi ere nemlig kun 4 Batailloner i det Højeste og vist knap det her i Forpostlinien, de Andre maa Gud vide hvor ere henne nu, maaskee hinsides Vejle. Midt i forrige Uge, 2den August f. Ex. vare Tydskerne sydfor Aabenraa, efter Nis Lorensens og Hans Nissen fra Hammelev’s Forklaring til vore Folk, der mødte dem tilvogns, kjendte og antastede dem paa Vejen fra Vejle til Viuf i Søndags. De rejste til Hovedqvarteret med Meldinger fra Slesvig. Hvad Grunden er til den pludselige Retraite og ligesaa pludselige Fremgang, vide vi ikke, maaskee var det en Finte, eller en lille Motion blot. Nu har jeg sagt alt hvad jeg veed og seer mig derfor foranlediget til at slutte disse magre Linier, som jeg dog haaber, du ikke vil kritisere altfor skarpt, Sproget i dem er mange Steder lovlig haardt æltet, men saaledes bliver nu engang altid min Stil, naar jeg ikke faaer den skrevets. 41mere end een Gang. — Endelig maae jeg dog ikke glemme at takke dig ret hjertelig for dit Brev, som jeg dog haaber, Moder alt har gjort paa mine Vegne. Det glædede mig inderlig at see din Udtalelse af din Mening om vort Forhold, som jeg vel kun tildels kan fatte, men ogsaa veed, er saa sammenvoxet med din hele Personlighed, at det vilde være ialfald altfor dumdristigt af mig at vente at kunne rokke eller i noget væsentligt modificere. For øvrigt troer jeg virkelig, at den Uovereensstemmelse i Anskuelser, der faktisk finder Sted imellem os, ikke er saa stor, at den kan være til Hinder for, at det rette Forhold mellem dig og os kunde finde Sted. Jeg troer, ligesom du, at maatte søge Grunden i uheldige Omstændigheder og naturlig Hidsighed paa begge Sider. Tiden vil sikkert ogsaa udjevne denne Ujevnhed ligesom saa mange andre, og med det Haab, at den Tid ikke maa være langt borte, vil jeg slutte dette Brev, idet jeg beder dig modtage ved min Haand en Hilsen fra Svend, der idag ikke har Lejlighed til at skrive, da han ligger paa Landevejen nordfor Byen. Brevet glædede ham ligesaameget som mig, og han vil vist med det første ogsaa lade høre lidt fra sig. Hils Moder, Meta, Boisen, Tante Jane og dersom nogle af mine Venner ere i Byen, ogsaa dem fra
3*
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Vil du ikke bede P. Boisen eller en anden paalidelig Mand hos Eibe paa min Regning at requirere og mig tilsende snarest muligt 1) Efterladte Skrifter af P. M. Møller 2den Udg. 1ste Bind og subscribere paa Resten og opgive ham min Adresse. 2) En Episode af Krigen af en ung Pige i Møgeltønder. — Og naar I have læst 2 Hefte af 3die Bind af Nord og Syd, maa vi saa ikke faae det over, ligesom de følgende; jeg svarer til dem, og har udmærket godt og rummeligt Logi i min Kuffert. Aviserne, jeg skrev til Moder om, sendes bedst og billigst som Breve (ͻ: saa gaae de gratis), men saa maae de rigtignok sendes hver Dag, thi ellers blive Brevene vist for store, og Tillæggene til hver Avis maae vi endelig have med for Avertissementernes Skyld, som vi højst trænge til at læse med Hensyn til Bøger og Personalia. — Vil du ikke ved Lejlighed højtidelig lykønske Harald Boisen og hans Brud fra mig, jeg havde nær glemt det foroven. Dersom jeg ikke mod Formodning skulde faae skrevet igjen til Eder inden Eders Bryllupsdag, paa hvilken nu 2/3 af dens Afgrøde savnes i Eders Huus, vistnok (i mange Aar) for første Gang, saa vil jeg »paa Forhaand« ønske Eder til Lykke og takke Eder fors. 42de mange Aar, vi have nydt det fædrene og mødrene Hjems lykkelige Dage, der altid, om det end ofte ej syntes saa, staae med en egen Skikkelse, hjemlige og hyggelige som ingen andre, i vort Minde. Lad Moder læse denne Hilsen og beed hende tilgive, dersom hun selv ej faaer et eget Brev til den Dag, kan jeg faae et skrevet, skal jeg gjøre det, men til det er rigtignok Udsigterne ikke særdeles gunstige i de næste Dage, da vi først op paa Dagen i Morgen komme i Qvarteer og der er 1½ Miil her til Kolding og 2 til Vejle. Dog Moder bærer vist over med det, som hun har gjort med saa meget andet i sin store Kjærlighed. Hun skal med det Første ialfald faae et Par Linier fra mig til at afbede min Forsømmelse. Gud være med Eder, med Danmark og med os! Levvel!
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Elisabethsminde i Viuf. Torsdag Formiddag. 10. Aug. 1848.
Kjære Moder!
I dette Øjeblik modtog jeg Brevet fra Dig og Fader fra i Lørdags. Men Brevet fra Meta har jeg endnu ikke seet noget til, skjøndt Johan nu ogsaa modtog Dit Brev fra Mandag. Ogsaa fra Vilhelm var der i Dag Brev til Johan.
Af Brevet til Meta fra i Søndags, samt af Johans Brev til Dig af samme Dato vil Du have erfaret Begivenhederne i vort ensformige Liv indtil Søndag-Aften. Jeg vil nu fortsætte Beretningen.
Efter at have skrevet Jer til, gik vi til Sengs og sov fortræffeligt. Hele Mandagen laae vi stille hen og hvilede os. Vi have det her saa godt som endnu intet Sted paa denne Tour. Tirsdag-Morgen Kl. 5 rykkede vi herfra paa Forpost ved Koldingaa, Johan laae i Vidding, men jeg laae som Commandeur for en Feltvagt paa 60 Mand ved Landsbyen Harthe, ½ Miil fra Kolding, ved Riber-Landevej. Her er langs den nordlige Bredde af Koldingaa, der i denne Tid ved den idelige Regn er bleven til en heel Flod, omgivet af Moradser, en Række høje Banker, hvorfra man seer langt ind i det forjættede Land, der er Stridens Æble. Paa disse Banker, saa vel som ved Aaen neden under have vi vor Vedetkjæde. Samme Dag (Tirsdag) rykkede 1ste Brigade under Bülow fra Leirskov ned i Slesvig henad mod Christiansfeit og fangede der en 30 Mand preussiske Kyradserer, der skulle have været meget glade ved at ombytte Friheden med det danske Fangenskab. Samme Dag havde vor Bataillon en Patrouille nede i Vonsild, uden dog at støde paa Fjenden. Igaar skal Fjenden,s. 43som nogle Dage forud havde trukket sig tilbage til Aabenraa, atter have viist sig tæt udenfor Kolding. Han skal være en 4000 Mand stærk. — Hvad nu min egen Feltvagt angaaer, da gik den meget rolig af, og skjøndt den havde sine Ubehageligheder, da vi om Natten fik en øsende Regn, der næsten uden Afbrydelse vedblev hele Gaars- Dag, saa havde jeg dog ogsaa megen Fornøjelse af den, da jeg der fik Lejlighed til at træde i nærmere Bekjendtskab med Folkene. Om Natten skulde jeg have 1/3 Deel under Vaaben, og da de begyndte at blive noget søvnige, fik jeg sat Liv i dem, ved at fortælle en Historie og derved fremkalde en Række af Fortællinger, der fik Tiden til at gaae fortræffeligt. Natten var kold og mørk, men jeg lover min gode Garderobe, jeg frøs ikke det mindste. En Kappe havde jeg faaet at laane af en anden Officer, og min Skindtrøje var ogsaa i Brug. Det var min første selvstændige Commando her i Felten, og den havde derfor megen Interesse for mig, især da det var mig sagt af Forpostcommandeuren, at vi maatte være meget opmærksomme, da 1ste Brigades Tog maaskee kunde drage en Fægtning og et Angreb paa vore Forposter efter sig. Jeg var selv ude at recognoscere og stille mine Vedetter ud, og hele Natten havde jeg mine Patrouiller i Gang. I en øsende Regn, der piskede os lige [i] Ansigtet, marscherede vi igaar Formiddags, efter at være afløste af 9de Bataillon, her hen til vore forrige Cantonnementer, hvor vi ankom drivvaade. I Nat blev det da igjen godt Vejr og Maaneskin, og i Dag have vi hidtil haft Tørvejr, men en rygende Storm. Det seer sørgeligt ud med Høsten under disse Omstændigheder. Rugen begynder at spire paa Marken, og om de end kunde faae den af Marken, saa kan de dog ikke her paa Egnen faae det i Huus, men maa sætte det i Hæs, thi hvor skulde vi ellers faae Plads, naar Loer og Lader vare fulde. — Vilhelm skriver fra Als, at Boisen havde besøgt ham der i Lørdags og de havde gjort en fornøjelig Skovtour sammen med gl. Blom og Henrik Stampe. — Gud skee Lov, at Meta nu er rask igjen. Hendes Breve til os maae da ogsaa komme for en Dag. Foreløbig kan hun imidlertid skrive et Par nye; det skader ikke at være forsynlig. Foruden, hyad jeg alt forhen har bedet Dig besørge, (men da endnu ikke faaet) beder jeg Dig sende mig min Tornister, som ligger der hjemme; den skal min Oppasser bære med min røde Trøje og et Par Støvler i. — Endvidere beder jeg om at faae syet en lyseblaa Feltkappe af reglementeret Façon, men en Alen videre, for at jeg kan kaste den over mig ærmeløs. Tøjet, det reglementerede Soldater- Comis-Tøj, kan vel faaes fra Depôtet. Jeg har endnu ikke behøvets. 44at tage til min Gage for denne Maaned, men har levet af Overskuddet af Equiperingspengene, saa jeg har Mønt nok at betale disse Bestillinger contant med.
Jeg maa nu slutte, da der i dette Øjeblik kommer Ordre til øjeblikkelig at stille i marschfærdig Stand. Vi skulle formodenlig ned til Kolding. Hvad der er paa Færde, veed jeg endnu ikke. Jeg skal nu have min Middagsmad, eller som det her hedder »Unnen« og saa afsted. Lykke til ! Dette Brev faaer jeg afsted med en Afsending fra Bataillonen til Vejle. Bliv nu blot ikke allarmeret ved dette Budskab. Vi ere her jo for at slaaes, og det er endda ikke saa vist, at det bliver til noget dengang. Lev vel og hils Alle. Tak Fader for hans Paaskrift. Jeg har nu ingen Tid til at svare strax.
Din hengivne Søn:
Svend.
Kl. 1 Efterm.
*Fra Svend Grundtvig til Faderen.
Elisabethminde, Torsdag, 10 Aug. 1848.
Kiære Fader!
Tak for Du lod mig see nogle Linier fra Din Haand. Det er nu længe siden jeg saae noget fra den, trykt eller skrevet, men der er nok nogle »Danskere« paa Vejen herover. I Middags skrev jeg til Moder, men blev nødt til at slutte noget hovedkulds, da der blæstes til hurtig Udrykning. Vi kom da allesammen, hele Flankecorpset, ud paa Landevejen, hvor vi stode indtil Kl. 11, da vi sendtes hver til sit. Grunden til denne Udrykning var den Mælding fra Kolding, at Fjenden rykkede frem mod Byen. Mens vi stode paa Vejen kom den ene Ordonnants efter den anden sprængende fra Kolding. Den sidste mældte, at Fjenden ikke var stærkere, end at de derværende Tropper nok kunde tage imod ham, om han skulde ville angribe. Kanskee vi imorgen komme ned at snakke med ham. — Jeg skrev til Moder om den Feltvagt, jeg havde iforgaars. Et lille Træk derfra glemte jeg at anføre, som morede mig meget. Det var lige ved en Smedie vi stode, og Smeden havde staaende en nybeslagen Vogn. Om den samlede en heel Deel af Folkene sig for at recensere den enhver efter de Regler for en Normalvogn, som han medbragte hjemmefra. Det kom derved til en pudsig Udvexling af Ord, af alle de mangfoldige Benævnelser nemlig, som haves paa enhver Stump Træ og Jærn paa saadan en Vogn. Men hver Mand havde sin Terminologi, og de loes. 45hjærtelig hverandre ud for de løjerlige Navne de gave Sagerne. Næsten alle Dialekter vare nemlig repræsenterede der: der var Sjællændere, Jyder, Slesvigere, Alsinger, en Langelænder og en Lollik, og enhver af dem paastod, at hans Benævnelser vare de ene rette og fornuftige, og fandt de Andres usigelig latterlige og urimelige. Dette Skuespil varede vist en heel Time til gjensidig Fornøjelse, og det havde været en sand Guldgrube for en Sprogforsker, naar han ret havde haft Stunder til at benytte den. Men Samtalen blev ført saa hurtigt og levende, at jeg, som desuden ikke selv havde nogen Terminologi for alle Vogndelene at gaae ud fra, aldeles ikke kunde følge den. — Jeg har nu været saalænge ved Bataillonen og er navnlig i den sidste Tid kommen i saa megen Berørelse med Folkene, at jeg kan have nogen Mening om Folkene, og den er, at det er ypperlige Karle. De ere for største Delen fra Nordslesvig og Als, nette, veloplærte Karle, og ægte Soldater; de forrette deres Tjeneste med en overordentlig Raskhed. I Mulm og Mørke, i øsende Regn, behøves der kun en Commando, for at faae dem paa Benene, og saa traske de ufortrødent afsted, for at staae en Time paa Vedetpost i en Skovkant eller i en Mose. Om Dagen staaer hver Post 2 Timer i Træk. Jeg observerede dem i Kikkerten, og de stode trolig, støttede til Geværet, med ufravendt Opmærksomhed vendte mod den Kant, hvorfra Fjenden kunde ventes. Da der i Dag uventet blæstes Appel, stode de en halv Time efter opstillede i slagfærdig Stand, og med Sang og Lystighed gik de ud og stode ogsaa saaledes og ventede paa Ordren til at gaae imod Fjendens Kugler. See, saadanne Folk er det en Lyst at have med at gjøre. Dette Billede er vistnok taget fra Lyssiden, thi sandt er det, at der gives adskillige uhæderlige Undtagelser, og der kan ogsaa undertiden vise sig noget Hang til Ulydighed hos disse Folk; men dette beroer dog vist væsenlig paa Officerernes mere eller mindre heldige Maade at tage dem paa. De to Compagnier, hvortil Johan og jeg ere komne, er dem, der have de dygtigste Compagnichefer (Junghans og Falkenskjold), og det bestemmer Tonen i Compagniet. — Inden jeg imorgen afsender Brevet, faaer jeg vel føjet et Par Ord til; her vil jeg slutte for iaften med en inderlig Lykønskning til den 12te August. Jeg glemte at bringe Moder den i Brevet til hende; bring hende [den] fra mig. Den Dag har altid været mig en Højtidsdag, og den skal ogsaa være det iaar, da det er 30 Aarsdagen. Gud give Eder og os, Eders Børn, at see denne Dag endnu mange Gange oprinde i vor Kreds! — Hils Tante Jane og hils Meta, fra hvem baade Johan og jeg idag forans. 46Fronten modtoge Breve. Hils ogsaa Boisen, som vel nu maa være kommen hjem, og vor Ven Skovgaard.
Lev vel, kjære Fader, og vær takket, lykønsket og hilset af
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Fredag Morgen Kl. 9½. Alt endnu roligt. Ingen ny Allarm.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Ja Brevet til Peter maa jeg lade ligge halv færdigt, og det til Moder faaer jeg slet ikke begyndt paa. Hils Dem alle: Fader, Moder, Tante Jane og Peter fra mig. Vi fik nu Ordre til Kl. 12 i Nat at staae marschfærdige. Man ymter om, at vi ͻ: 10de Bataillon skulle imorgen ved Daggry gjøre et Overfald paa Tysken ved Kolding. — Saa komme vi dog med en Gang.
Levvel !
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag 11te August.
Kjære Svend!
Du kan da ikke sige andet mit Barn end Moder er blevet en flittig Skribentinde, som ellers aldrig tog Pen i Haand uden til sit Regnskab. Det Brev jeg skrev i Tirsdags med Uhret haaber jeg dog Du har modtaget? Den 12te. Jeg blev afbrudt i Gaar saa det blev for sildig, her er jeg nu igjen, og vil da begynde med hvad der er mit første og sidste, som er, at høre fra Eder mine Børn jeg havde i Dag glædet mig til at see Brev fra Dig min Søn men nei, Intet kom; af Aviserne seer vi et Sammenstød der har været med Fjenden ved Steppinge den 8de. Det var den Dag Johan skrev til Fader fra Kolding hvor han havde Vagt, Du mit Barn var nok deromkring, siden har vi slet inted hørt og havde da i Dag glædet mig hertil. — Peter og Meta ere her i Dag jeg har ham nu ligeover for mig ved det gamle Bord at skrive til Eder. — Har Du min Søn faaet den Feldtkappe Du skrev om Du tænkte at lade besørge i Veile det har ret været en uhyre vaad og kold Tid for Eder at undvære den ; i Gaar sændte jeg Johans, om han nu blot rigtig maae faae den saavelsom Du Dit Uhr, gid det nu maae være efter begges Ønske. —
Den 13de. Længer kom jeg da ikke igaar men haaber nu bestemt i Dag det skal blive alvor og kan da kjærlig tilføje Tak for Ederss. 47Breve som kom i Dag (inden jeg gik i Kirke), saavelsom Faders, det er nu Gud skee Lov godt med ham for det meeste igjen. Da Meta ikke maae være ude om Aftenen har vi meldt os at følge Hjem med hende og drikke The naturligviis samtlige herfra som jo kun bestaae af saare faae ; Skovgaard har været her til Middag og da faaet Eders venlige Hilsen og hilser saa kjærlig igjen med Tak at I vil see ham men det lader sig ikke saa let gjøre; Constn: Hansen har saa smaat tænkt paa slig en Tour siger han, men der er nu andre Ting der hindrer, gjærne ville jeg tilføjer han. — Jeg tænker nu snart at høre om Johan er fornøjet med sin Feldtkappe saa kan jo Din vel bestemmes derefter om den er rigtig. — Nu i Morgen glæder jeg mig til at høre fra Eder igjen igjennem Meta, thi saa begjærlig tør jeg jo ellers ikke være; I er to gode Børn med at lade os høre fra Eder.
Peters Brev kom da heller ikke bort i Gaar nu meente han da i Dag. — Nu farvel min kjære Svend jeg maae nu op paa Møllen, og lade dette løbe saa forklatted som det er. Naturlig hilser Fader og Tante Jane Eder begge saa kjærlig; i Morgen kommer maaske nogle Aviser og Bøger. Diderik Sch: kommer jevnlig og spørger til Eder og hilser venlig ligesaa Jens B: [der] nu er der inde. Tak for enhver Efterretning I give, det er saa tomt her.
Gud være med Eder mine kjære Børn! Eders trofaste Moder
E. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Viuf
14 Aug. 1848.
Kjære Moder!
Du har sagtens skjændt paa os, og navnlig paa mig, fordi jeg ikke har skrevet siden 10de, men jeg havde adskillige Breve at skrive siden, saa jeg ikke før idag har kunnet blive færdig. Tilmed har jeg her fundet endeel af Schillers Værker og begjærlig grebet dem, saa det tager ogsaa nogen Tid. At jeg ikke vel kunde lade dem ligge rolig i deres Støv kan du nok begribe, da jeg saa nys undslap fra Examenslæsningen, jeg i 2½ Aar har trællet for som et Bæst, har maattet kjede mig fra Morgen til Aften, og som du veed, ikke nogen Aften gaaet i Sæng uden at være glad ved at være undsluppet Aaget saalænge, og ikke nogen Morgen staaet op uden at være gal i Hovedet over at skulle til at trækkes med Theologien igjen. Jeg har naturligviis mistet Følelsen af Lettelsen, da jeg ligefra Examensbordet fik en anden besværlig, men dog virkelig taaleligere Sjouerforretning at varetage, og nu er kastet ind i et Liv, saa helt forskjelligt fras. 48mit tidligere, at der aldeles ingen Sammenligning lader sig anstille. At jeg længes efter at vende tilbage til mine roligere Sysler, kan du forresten jo nok begribe, forresten befinder jeg mig vel, kun ærgrer jeg mig over, at det her er mig umuligt at foretage noget egentligt Studium af Nogetsomhelst, ikke just af Mangel paa Tid, men af Mangel paa Hjelpemidler, som jeg ikke har Plads at slæbe med mig. Noget maa jeg dog have over, da min Kuffert tilmed er saa slunken, at det ordenlig seer ynkeligt ud. — Jeg vil bede dig give Peter nedenstaaende Liste paa Bøger, jeg ønsker, han veed af mit sidste Brev, i hvilke Hylder i mit Bibliothek de befinder sig. Forresten troer jeg, at man har ganske godt af, naar man i 10 Aar har læst og ikke levet, da i nogen Tid at leve, om end ej paa den allerbedste Maade, uden at læse, som dog egenlig for mig staaer som en Skjærsild, man maa gjennemgaae, for at uddanne sig til Livet, men ingenlunde som noget Menneskes Livsopgave; der maa en udadvendt Virksomhed til, ellers falde vi i Søvn og døe inden vi selv vide af, at vi have levet og uden at nogen Andre heller vide det, og det er dog en flau Maade at leve paa. — — — Vor Jomfru kommer i dette Øjeblik hjem fra Byen og fortæller, at man sagde ved Stabsquarteret, at der var sluttet Fred med Preussen, efter min Meening den værste Efterretning, vi kunde faae, thi skulle vi tilbagegive Skibene, ophæve Blokaden af de preussiske Havne og tildeels jo ogsaa af Elben, og beholde Krig med det heele øvrige Tydskland, med 7de—10de Armeecorps paa Halsen, saa ere vi komne af Asken og i Ilden, derom ere ogsaa Alle her fuldkommen enige — sig mig Faders Mening herom !) ͻ : alt i den Forudsætning, at Preussen ikke, hvad næppe er tænkeligt, vil hjelpe os mod Tydskland, eller Svenskerne ville hjelpe, thi England er sandelig undskyldt for Tiden, vide 1) Irland! — — — Levvel og skriv snart til din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Der er Tale om, at Bataillonerne skal til Als, vi ere alle ͻ : Officererne meget imod det, undtagen en enkelt Kryster iblandt os.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Bivouaqven ved Dons-Mølle 17 Aug. 48
Kl. 7 Morgen.
Kjære Moder!
Jeg griber blot Pennen for at melde, at vi just nu faae Ordre at rykke tilbage til Lysholt og Hornstrup. Fra Als er Efterretning om,s. 49at de ej mere kunne finde Fjenden, og en Afdeling af henved 1400 Mand af vore [,som] rykkede ned til lige ved Christiansfeldt, og kastede Forposterne tilbage dertil. De hørte Generalmarschen gaae i Chrfeldt, store Colonner rykkede ud mod dem og de vexlede da endeel Skud med dem og rendte saa hjem igjen. Vi haabede, da yi d. 14de Kl. 12 Aften fik Ordre at rykke Sydpaa, at vi skulde været med, og vore Folk med, men vi fik deristeden det Hverv at dække de Andres Retraite og laae derfor som Piqvet ved Holdig ¼ Mil derfra og frøs som Hunde paa Landevejen i Taage og Slud og om Morgenen endog fornyet Rimfrost. En anden Brigade skal nu mueligviis afløse os i Forposttjenesten, som vi nu længe have besørget næsten ene, kun med noget Cavalieri. Inat var jeg paa Piqvet her med mit Compagni, ligger paa Landevejen med Grøftevolden til Hovedgjærde og skal afløses om en Time i det Seneste af 3die Compagni, har derfor ikke lang Tid at skrive, men vil blot give et Qvæk da jeg tænker, det maaskee dog kan fornøje Eder. Jeg har længe ventet Brev hjemmefra, — — — jeg fik Brev fra Vilhelm igaar her paa Forposten, hans Fader rejser i denne Uge til Fyen. Jeg rodede Brevsækken begjærlig igjennem, da jeg ikke kunde troe Andet, end at der maatte være Noget hjemmefra, men forgjæves. Lad mig see, det ikke skal skee forgjæves ved de næste Postsendinger og Levvel saalænge og hils Fader, Meta, Boisen og Tante Jane saameget fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Jeg skriver dette ved et Bord, vi have stillet midt paa Landevejen i en Huulvej, hvor vor Piqvet ligger inat. Det var en ret taalelig Nat, men lidt koldt hen ad Morgenen, da Solen ikke vilde og ikke endnu vil til at skinne. Jeg slap godt inat, thi da vi vare 4 Officerer paa samme Sted, havde jeg kun Vagt 2 Timer inat, og Lov at sove den øvrige Tid, som jeg ikke lader mig sige to Gange, hvordan saa end Vejret eller Lejet er. Jeg sov endogsaa iforgaarsnat midt i Støvet paa Vejen i en fugtig Taage og Rim; man kan vænne sig til Alting; det erfarer jeg stadig mere, thi jeg fejler ingen Ting.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohuus
18 Aug. 48.
Kjære Moder!
Du fik igaar et Par Ord fra mig, saa du veed da omtrent hvor jeg er, dog ligger jeg omtr.¼ Miil fra mit forrige Qvarter, Lysholt,s. 50og noget nærmere ved Vejle, som jeg ikke har noget imod, og heller ikke, at jeg ligger ene her paa Gaarden, det vil da sige, med 50 Mand og 1 Underoffic. jeg har godt Rum, et Sovekammer og en Dagligstue til min Disposition, det er en stor god Bondegaard. Beværtningen har jeg endnu ikke prøvet, da jeg ikke var hjemme iaftes og derfor kun fik Kaffe imorges her og den var ret god, men kogt er den desværre allevegne her; jeg har ikke smagt saadan Kaffe som hjemme nu i en Maaned, men saa har jeg ogsaa holdt mig skadesløs ved at indtage i Qvantitet 3 a 4 Gange saa Meget. — — — Kappen er aldeles som den skal være, maaskee lidt vel lang at gaae i, men der er Raad for dersom den generer mig; den gjør stor Lykke i Bataillonen ved sin Skjønhed og gode Bonitet. — — — Sokkerne skulle I have saamange Tak for, jeg har forresten endnu mange reene fra Kbhn. og de andre ere vadskede, kun eet Par var der Hul paa, men som er stoppet. Hvad Vadsken angaaer, er den maadelig bevendt, reent kunne de ikke gjøre det, i Vejle var det simpelt, men i Viuf reent slet, det saae ud som Klude, da jeg fik mine Skjorter, at de skulde være rullede, strøgne eller stivede det var der nu ikke Tale om, men saadant Noget maa man finde sig i. Mit Skotøj kan du være rolig for, det er i bedste Stand, og vi have en Skomager ved Compagniet, der altid sidder hjemme og syer, saa jeg kan sagtens faae det gjort istand. Mange Tak for den Omhu, Moder anvender paa Bladene; — — — Jeg tænker ofte paa, hvordan Moder gaaer og sysler oppe i vore Værelser derhjemme, der er vist meget pænere end naar vi ere hjemme og gjøre Uorden. — — — For at du ikke skal være urolig for min Sundhed, vil jeg sige dig, at jeg er aldeles rask nu ; det varede kun til jeg kom til Viuf, dog havde jeg Diarrhoe stadig til den 14de, men curerede mig da ved Natten til den 15de at ligge paa Piquet i Taage og Rim og Maaneskin og sove midt i Skidtet paa en Landevej, og saa Kl. 2 Middag, da jeg kom tilbage til Viuf, (eller Viw) spise Gaasebryst med Røræg og Rødgrød, og derpaa tage en god Middagssøvn, saa spille Lombre og drikke Portviinstoddy til Kl. 12 om Aftenen. Da jeg nemlig saa næste Morgen kom til Exercits og hjem igjen, var al Diarrhoen forbi — en udmærket Kur, som forøvrigt kanskee kan være god for en Smed, men ikke for en Bager. — — — Jeg har nu svaret paa Alt i dit Brev af 11te og skal nu kortelig fortælle lidt om mig selv siden igaar. Vi marscherede Kl. 7½ ligefra Forpost ad Vejle til, uden at komme til vore Qvarterer først og det over 3 Miil ; det er lidt stift efter en tildeelss. 51vaagen Nat og Leje i fri Luft. Imidlertid, da vi gjorde Holdt tæt udenfor Aldebertsminde, og Folkene hvilede, løb jeg derind og drak Kaffe og passiarede ½ Times Tid med dem, stødte til Kompagniet igjen ligesom det marscherede forbi Vejen deroptil og fulgte nu det til Vejle, hvortil det fungerede som Eskorte for ½ Batteri af vore Kanoner, der ogsaa skulde nordpaa; det er svært for Folkene at følge Kanonerne, vi fik mange flere Efternølere end ellers, men marscherede dog med Anstand op igjennem Vejle By og ud ad Nørre Port. Compagniet marscherede videre til Quarteret, men jeg gjorde med Tilladelse omkring og blev i Vejle til Aften hos Dalgas’s. Svend gjorde det Samme, da han kom Kl. 3 a 4, og kom hen til os efter at vi havde spiist og fulgte saa Kl. 10 hjem med mig hertil og blev hos mig til imorges, da jeg fulgte ham over til Hornstrup. — — —
Levvel saalænge, til du atter en af de første Dage hører Mere fra
din taknemmelige og hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Svend skrev dig til i Middags, medens jeg sov Middagssøvn.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Fredag d. 18de August 1848.
Kjære, gode Moder!
Det er i Dag 8 Dage siden jeg skrev Dig til, en lang Tid efter min sædvanlige (det vil sige min i den sidste Tid udviste) Brevskriver- Flittighed at regne. Jeg har i den Tid modtaget to Breve fra Dig: 1 med det omskrevne Uhr den 12te og 1 iforgaars d. 16de, dateret d. 11te, 12te og 13de dennes. Den sidste Tid har ogsaa været stærkt besat med Feltvagter og Marscher frem og tilbage, samt af et Par Vejlerejser, saa jeg har ikke haft megen Skrivetid. Dette som Undskyldning. Det vilde ellers være skammeligt af mig og af os, om vi ikke saa ofte som muligt skrev Dig til; thi vi vide jo, hvor inderlig Du elsker Dine Børn, hvor begjærlig, hvor længselsfuld Du er efter enhver Efterretning fra dem, selv den ubetydeligste. Og dette Dit kjærlige Hjærte, der gjør Dit hele Liv til et Liv for Andre, til et Liv, der bestaaer af lutter Omhu for Din Mand og Dine Børn, det lyser da ogsaa ud af alle Dine Breve til os. Derfor Tak, hjærtelig Tak for hver Linie Du skriver os til; det lokker mig Taarerne i Øjnene at tænke mig Dig, syslende oppe i vort Kammer, sysselsat med Tankernes. 52om Dine fraværende Børn, der dog saa ofte have voldet Dig Sorg, og sysselsat med at give dem bestandig nye Beviser paa Din utrættelige Omhu, Din uudtømmelige Kjærlighed.
Af Overskriften seer Du da, at jeg igjen er i det gamle Kvarteer i Hornstrup, i den samme lille Bondegaard med Møddingen midt i Gaarden, som det her er Landsens Skik. Igaarmiddags marscherede vi fra Viuf til Vejle, hvor Johan og jeg fik Lov til at træde af. Vi tilbragte Aftenen hos Dalgas’s og begave os derpaa afsted til Fods. Jeg fulgte hjem med Johan og overnattede i hans nye Kvarteer i Harbohuus (tæt ved hans forrige i Lysholt), og han er fulgt her hen med mig, hvor han har spiist til Middag og nu hviler tæt bag ved min Ryg i en dyb Søvn. Jeg kan altsaa hilse fra ham. Han befinder sig meget vel efter at have indtaget Vælling, Pandekager, Kaffe og Tobak. Han fik igaar 4 Breve: 1 fra Dig, et fra Vilhelm, 1 fra Meta og 1 fra Peter; det sidste skulde han da dele med mig. — I Onsdags var jeg (medens Johan var paa Feltvagt) et Besøg inde i Vejle, hvor jeg havde tænkt at træffe Carl Boisen, men han var rejst en Time forinden. Derimod traf jeg Frederik Helweg, som jeg jo altid har holdt meget af og nu ikke seet i halvandet Aar. Han lovede at besøge Flankecorpset og der holde Gudstjeneste.
— Tillad mig nu et Øjeblik at underholde mig med Dig om oekonomiske Gjenstande. Først Tak for Uhret; det er noget stort af Udstrækning, men gaaer nok godt og det er da det vigtigste. En Snor til det besørger nok Meta. Dernæst Feltkappen, som jeg har skrevet efter; dersom Tøjet ikke allerede er kjøbt, saa lad det kun være som Johans; jeg havde ellers tænkt mig det af det rigtig grove Soldaterklæde. Bliver det af samme Slags, som Johans, saa lad Møller sætte pletterede Knapper deri, ellers ere Tinknapper gode nok. Jeg har bedet om at faae min Kappe en Alen videre end reglementeret og end Johans er. Lad Møller sørge for en Indretning, hvorved den dog kan samles tæt om Kroppen, enten ved udvendige Klapper eller indvendige Baand. Endelig Strømperne, som Du sendte: Tak for dem, men hidtil have vi dog ikke lidt nogen Mangel. Jeg har desuden herovre [kjøbt] mig 3 Par Hoser. Hvad Vadsken angaaer, da har jeg hidtil ladet den besørge paa Landet, hvor den er maadelig nok. Hvidt Linned maa man ikke gjøre Fordring paa ; guult maa være godt nok. Endnu to Ting, der hører herhen: 1) Vil Du ikke lade min Tornyster forsyne med Stropper til at fastspænde en Kappe ovenpaa, samt med løse usværtede Remme til dette Brug; 2) Vil Dus. 53ikke lade mig faae det Par Støvler over, som staae derhjemme, de bedste jeg har. —
Vil Du hilse Meta, at saa snart jeg faaer det 2det Brev fra hende, saa skal hun faae det 4de fra mig; samt Boisen, at jeg ikke før vil besvare det Brev jeg fik i Fællesskab med Johan, før jeg seer han har faaet mit og jeg kan takke ham for 2 Breve (nej, 1½ Brev) paa een Gang. Tak for Hilsenen fra Skovgaard, ham skriver jeg til ved Lejlighed. Til Høxbro vil Johan nok skrive, da vi ar Peters Brev see han er kommen til Staden. Paa Søndag rejser Dagmar Dalgas fra Vejle over Aarhus til Kjøbenhavn; hun vil da kunne bringe mundtlig Hilsen og Vidnesbyrd om, at vi have det godt, hvad hun kan saa meget bedre gjøre, som hun og hendes Familie her i Egnen have haft en saa væsenlig Deel i dette vort Velbefindende og hjulpet godt til at bevare os for den dødelige Kjedsomhed, hvoraf Armeens Officerer ellers lide herovre. Nogen Grund til denne Kjedsomhed er det vel ogsaa, at en meget stor Deel af dem kun ere lidet interesserede og aldeles ikke begejstrede for den Sag, hvorom denne Krig drejer sig, og derfor see mere paa egen Bekvæmmelighed, end paa det Heles Tarv. Dette maa ikke opfattes som en Beskyldning mod mine nuværende Collegers Ære, som om de egl. vare mere selvkjærlige end andre Mnsker; thi det beroer vistnok væsenlig paa deres hele Opdragelse og tidligere aandsfortærende Beskjæftigelse, at de, skjøndt for en stor Deel særdeles brave og agtværdige Folk, ere sædvanligvis hvad man kalder aandløse, derfor ogsaa ligegyldige for Folkeaanden og dens Liv, uskikkede til ved et indre Aandsliv at bøde paa Ensformigheden i den ydre Leveviis. Det er jo noget, de ikke selv kunne gjøre ved: det er en Ulykke, ingen Brøde. — Hils Dem nu Alle der hjemme: først og fremmest min kjære Fader, der snart hører fra mig. Tak Boisen meget for det Brev han har skrevet og for det, han skriver med det allerførste. Det er vor største Glæde her at faae Brev fra vore Venner. Nu maa jeg slutte, for at faae Brevet bort idag. Lev vel, kjære Moder, og hav Tak for hver Gang Du venlig tænker paa
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Naar Fader seer noget til Brownes, saa bed ham hilse Dem fra mig og bede Dem befordre min venskabelige Hilsen videre til min kjære Denis. Jeg tænker stærkt paa at skrive ham til.
Grundtvig og hans Slægt.
4
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn
19de Aug. 48.
Kiære Sønner!
Jeg skylder jer begge et Brev, men I veed nok, jeg er ingen flittig Brevskriver, med mindre Brevskrivningen hænger sammen med Strømningen enten i mit indvortes eller mit udvortes Liv, og skiøndt det maaskee er for meget sagt, at I veed det forud, saa virker det dog forud. Nu, mit udvortes Liv gaaer som sædvanlig meget stille af, saa selv at jeg lægger mig og staaer op giør saa lidt Forandring som mueligt. Mit indvortes Liv er nu vist nok langt meer bevæget, og Gud skee Lov for det! thi følger end dermed Storme og allehaande Farer, saa lærer Erfaringen mig dog bestandig meer at elske istedenfor at frygte det, og den større Koldsindighed, hvormed Alderen sætter mig istand til at betragte det, forhøier kun min Beundring af dets Hemmeligheder. Men at tale meget eller skrive tit om sligt er kiedsommeligt, og giensidig at lade Livet strømme ud i Ord er kun behageligt, naar Strømningerne falde paralelle, hvad for Øjeblikket ei er Tilfældet med Livet hos mine Sønner og hos mig, saa vi med den bedste Villie slet ikke kan tale levende sammen om hvad der i det Hele og det Store bevæger os. Kun det Udvortes er da tilbage, og selv naar det er andet end det Dagligdags, betragte vi det gierne med saa forskiellige Øine, at det gaaer os som Svenn skriver om dem, der mønstrede den nybeslaaede Vogn.
Denne Fortælling var mig for Resten meget velkommen, thi derved stilledes det mig lyslevende for Øie, hvad jeg saa tit tænker paa, hvor ubeskrivelig megen Morskab og Oplysning de opvakte Bønderkarle kunde skaffe baade os og hinanden, naar man fik dem ordenlig bragt og sat sammen; men desværre! Staven synes aldeles brudt over Sorøe, og der vil høre meget til at skabe en anden Leilighed.
Dog, her er vi allerede paa de fælles Enemærker, hvor mit og dit ikke kan mødes uden at strides, og strides med mine Sønner vil jeg allermindst paa Papiret, hvor man hvert Øieblik staaer Fare for reent at misforstaae hinanden.
Og da jeg nu især skriver dette Brev, for at mine Sønner kan see, jeg tænker paa dem og skrev dem gerne tiere til, naar det kunde være til Fornøielse paa begge Sider, men vil endnu mindre kiede end kiedes, fordi man aldrig værre kan spilde Umage, saa lever nu vel! ja, lever, saa I kan blive ved at elske Livet alle Dage, og tænker ogsaa derfor imellem kiærlig paa eders
faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 19de August
Løverdag. —
Kjære Johan!
Begge dine Breve fra forrige Uge har jeg rigtig faaet og siger dig kjærlig Tak at du saa kjønt flittig skriver mig til thi den Roes fortjæner du min Søn! At du ikke havde faaet den Pakke jeg sændte dig den 8de da dit sidste Brev er skrevet den 17de, kan jeg dog slet ikke forstaae, Udskriften var med din almindelige Adresse og hvad der var i den; sidste Uge blev sændt de Bøger du dengang havde skrevet om tilligemed noget Papiir og den Uges Aviser, tillige et Brev fra Bojsen og saavidt jeg husker fra Meta; naar du modtager dette vil jeg dog haabe det Alt er rigtig kommet i dine Hænder; i Dag sændes hermed de Bøger — og Aviserne fra denne Uge — du har skrevet sidst om til Peter undtagen den franske Lexicon (som er henne at indbindes) som skal komme — blive sændt — paa Tirsdag med Svends Kappe som er lovet. —
Her gik i Gaar heel forskjellige Rygter om Vaabenstilstand og det modsatte; der var igaar igjen sagdes der Conference i Malmöe, men Udfaldet er jo altiid Hemmelighed, den Fred der skulle sluttes med Preussen, som Du spørger, hvad siger Fader dertil? svarte han »min Søn kjænder nok min Mening derom«.
Du kan tro mit Barn naar jeg staaer op om Morgenen af min varme Sæng og gaaer i den er mine Tanker ovre hos mine kjære Børn, hvordan mon De nu har det? kolde og vaade Toure, Nætter og Dage, du bruger dog vel den uldne Trøje? hvordan gaaer det ellers med at faae Eders Tøi vadsket og istand og Støvlerne min Søn som du holdt Lovtale over i den første Tid, har de fremdeles staaet deres Prøve? her kjænder du nu Moder igjen, saalænge jeg har kunnet, ville jeg gjærne sørge for mine Børn, nu kan jeg kun minde dem og det mærker du nok jeg kan ikke aflade. —
Fra Meta skal jeg hilse dig jeg var lidt oppe hos hende i Formiddags at meddeele hende dit Brev; hun var da i fuld Travlhed med sin Syltning da jeg havde med mit at bestille tænkte jeg paa mine Sønner, som gjærne ogsaa skulle smage lidt, nu gjemmer jeg det til de komme Hjem ; Gud give til fælleds Glæde at vi maatte samles. — Høxbro som var her lidt i Aftes skal jeg hilse fra, maaskee har du selv seet Brev. —
Du seer vel imellem H. Bech, hvordan er han fornøjet? seer du Thura og Spang? er de i Eders Nærhed eller hvad Batailloner staaes. 56de ved —. Fader skriver nok lidt til Eder nu ogsaa, hans daglige Arbeide er som da I forlod ham, stadigen ved Skriverbordet og almindelig meget taus, det kan jo heller ikke være andet til hverdagsbrug med os tause Væsener, Amalia er den eeneste der lader Munden gaae. — Jeg maae nu slutte for at faae pakket ind. jeg veed nu ikke om jeg faaer Tid at skrive til Svend, jeg vænter stærkt paa Brev fra ham som er længe siden, hils ham imidlertid ret kjærlig. —
4*
Nu lev vel mit Barn. Gud velsigne Dig! hjertelige Hilsener fra Tante J: og Am: men meest fra Moder
E: Grundtvig.
jeg veed ikke om jeg har fortalt Dig at Adelheid har faaet en Søn og Frue Hald fød Brøndstæd ligesaa en Søn, begge befinde dem ret godt. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Søndag d. 20de August 1848.
Kjære Moder!
Dersom Du ikke allerede nu, da jeg skriver dette, har modtaget mit Brev af 18de, saa faaer Du det da sikkert i Dag eller imorgen tidlig. Deri vil Du finde Svar paa de Spørgsmaal Du gjør i de Linier, Du har tilføjet Metas Brev og jeg har altsaa kun at takke Dig, fordi Du ikke bliver træt af at skrive til Dine Børn. Boisen skrev, at Du havde alle vore Breve liggende oppe i vor Stue. Naar jeg tænker paa alt det Papir jeg i den sidste Maaned har bemalet og under Udskrift til Dig skikket over til Kbhn. og dertil lægger, hvad Johan i samme Tid har sendt samme Vej, — saa gruer jeg ved Tanken om den Dynge, der maa ligge. Stuen er kun lille, saa skal vi blive længe borte og skal vi skrive Dig lige saa flittig til, som hidtil, saa kommer Du nok snart ikke længere end lige indenfor Døren. Fader kan da snart ikke komme til sine Bøger, og til os bliver der da slet ingen Plads, naar vi komme hjem. Der har Du et lille Perspectiv af de frygtelige Følger af den Skrivesalighed, som Du har fremkaldt og plejet hos os. Jeg har imidlertid ikke ondt ved at faae Plads til min Deel af Correspondencerne, thi alle de Breve jeg har modtaget, kan jeg have i min ene Vestelomme, saa hverken Du eller nogen Anden skal være bange for at bebyrde mig med Breve.
Førend Du modtager dette, eller dog samtidig dermed, vil Du faae mundtlig Hilsen fra os ved Dagmar Dalgas, som Johan og jeg i Formiddags vare inde i Vejle for at sige Farvel. Hun rejste Kl. 11s. 57derfra og kommer imorgen Aften til Kjøbenhavn. Hun kan da bevidne, at vi have det saa godt, som man i disse Tider kan have det, medens man ikke veed, om man er kjøbt eller solgt: om Slaasmaalet virkelig skal begynde paa en frisk, eller om der skal sluttes Fred med al Verdsens Tyskere, der jo ellers synes nu at være blevne enige om den ene Ting: at æde os op med Hud og Haar, om de kunne faae Lov og Lykke dertil. — Det var i Fredags Eftermiddags jeg skrev sidst til Dig og mit Livs Begivenheder siden den Tid er kortelig dette : Lørdag-Formiddag : stor Exercits over Grøfter og Gjærder, Lørdag-Middag: hos Johan henne paa Harbohus, og Lørdag-Eftermiddag: med ham i Vejle hos Dalgas’s, hvor Betty D. var, og en Spadseretour ud af Byen med dem. Imorges, som sagt, atter en lille Vejletour og nu har jeg spist min Kjødsuppe og Pandekage hos min Madmoder i Hornstrup. — Carl Boisen, vor Feltprovst, hvem jeg iforgaars traf her ude paa Landevejen, holder i Eftermiddag Gudstjeneste for Flankecorpset. Carlo havde ellers lovet at besøge mig her i Eftermiddag og følge med over til Holger i Greis. Det kan vel nok endda lade sig gjøre. — Ja, her gjør jeg bedst i at bryde af, da jeg ellers først vilde kunne fortsætte iaften, og Brevet kom da een Dag sildigere afsted. Hils Alle der hjemme. Tak Meta for hendes rare, lange Brev, som jeg i Aften agter at besvare og vær selv hilset af Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Til Skovgaard skrev jeg lidt i Fredags Aftes. Hils ham, naar Du seer ham og pur ham til at skrive!
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohus
21 Aug. 48.
Kjære Moder!
— — — Her kan Konen ikke lave Mad. Min Risengrød var saa stiv idag, at den kunde bruges til Forskandsninger og Stegen næsten brændt, ligesom Beufstegen igaar; det gjorde mig forresten meest Ondt for det gode Kjød, som jeg havde faaet leveret, og som hun saaledes fordærvede, jeg har nu et Stykke salt Kjød tilbage, nu skal jeg see, om hun kan fordærve mig det imorgen, naar hun skal koge mig Ærter paa det. Thee og Sukker har jeg selv, (thi hun havde kun Kandis, og det skulde anvendes til Alting, og hendes Thee var daarlig) i Blikdaaser, accurat ligesaa net som Svend, det har min Fisker sørget for, han er mig uvurderlig og en flink Karl, ogsaa tils. 58Andet end til Oppasser, altid munter og altid fuld af Historier. Svends er en svær stor, tør Krybskytte fra Augustenborg, meget dygtig, men ikke som jeg vil have en Oppasser. Jeg maa her ogsaa holde mig selv med Lys, thi de havde ikke Andet at opvarte med end nogle Spidspraase af Tykkelse som et maadeligt Blyant, nedad lidt tykkere, men dog lovlig tynde, saa Fisker maatte smøre sine Støvler og tage ind til Vejle og hente Lys; kun een Aften vilde jeg døje den Pine at sidde i Halvmørke og neppe kunne læse, om ikke af Mangel paa Lys, saa af Mangel paa Tid, da den gik heel og holden med at pudse det Asen med et Udyr af Lysesax, den eneste Gaarden ejer, og som jeg har til mit Brug, da de her gaae tilsengs med Solen saa omtrent, og sjelden tænde Lys. Jeg maa altsaa nu til ogsaa at faae mig saadant et Meubel anskaffet, jeg har tilsidst et helt Husgeraad i min Kuffert. — — —
Hils Tante Jane, og Høxbro og Skovgaard, naar du seer dem og beed dem tænke lidt paa deres Ven,
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandagen d. 21de Aug. 1848.
Kjære Meta!
Du er ret en rar Søster, at Du skriver os til, men Du vilde rigtignok om muligt være endnu rarere om Du skrev oftere; thi det er dog først det andet Brev jeg i Løbet af en Maaned modtager fra Dig. Men det er da sandt, kom der tiere Brev fra Dig, saa kom jeg til at holde altfor urimelig meget af Dig, for med hvert Brev jeg faaer fra Dig holder jeg dobbelt saa meget af Dig som før, saa hjærtelig skriver Du. Deri kan jeg ikke hamle op med Dig. Mine Breve blive bestandig tørre og kjedsommelige; thi det er nu engang en Stil, som jeg ikke kan faae fat paa, den Brevstil. Jeg kommer nok til at anskaffe mig Schacks eller Griiners Brevbog 1). Til at gjøre mine Breve om mulig endnu flauere, bidrager for det 1ste, at jeg Intet har at fortælle, fordi jeg intet Nyt oplever, og for det 2det, at jeg skriver saa tit, hvilket sidste jeg gjør for det 1ste fordi Moder gjærne vil have det, og for det 2det fordi jeg ikke har andet at bestille. See, hvad skal jeg nu skrive til Dig om? Skal jeg fortælle Dig om alle de svære Skandser, der rejser sig her rundt omkring? Det kan dogs. 59ikke more Dig. Men maaskee kan det interessere Dig at høre lidt om de Mennesker, jeg jo nu lever mest sammen med, nemlig de Herrer Officerer ved Bataillonen o. s. v. For at begynde ovenfra : saa er der nu vor Brigadegeneral Schleppegrell, han har en Dag besøgt mig paa en Feltvagt og snakket med mig. Det er en prægtig Mand, en livlig og venlig Nordmand, der seer ud som han var 20 Aar yngre end han er, thi han er nok en 60 Aar gammel. Ham seer jeg naturligviis kun ved højtidelige Lejligheder. Han er almindelig afholdt af Alle, baade af Soldaterne og af Officererne. Dernæst kommer vor Bataillonscommandeur, Major Ræder. Det er en meget artig Mand, men en stor Nar, forfængelig til det yderste. Han holder meget af at snakke Fransk, for han er jo ogsaa Kammerjunker, og det falder for Ex. ganske pudsigt, naar han kommer hen til en Feltvagt og siger: »Ja, bliver De angreben, saa maa De forsvare Dem til sidste Mand. À la bonheur, Monsieur!« traller derpaa en Vaudeville-Sang og rider afsted i Carrire. Han er da hverken synderlig lidt eller respecteret af Officerer eller Soldater; men da Compagnicheferne ere flinke Folk, saa forstyrrer det ikke den gode Tone, Disciplinen i Bataillonen. Min Capitain Falkenskjold er den prægtigste Mand af Verden, men en stor Prosaiker. Første Lieutenant ved Compagniet hedder Harboe; ham veed jeg ikke stort andet at sige om, end at han er norsk. Men jeg havde nær glemt vor Major Holm, en Søn af Provsten ved Holmens Kirke; det er en ypperlig gammel Karl, Pebersvend er han og en stor Humorist. Han er uhyre tør og alvorlig i sit Væsen, men kan være særdeles morsom, just ved den tørre Maade, hvorpaa han kommer frem med sine joviale Bemærkninger. Af andre Officerer vil jeg nævne Johans Capitain Junghans, der ogsaa er en fortræffelig Mand og god Officer; Lieutenant Müller, (Charlottes 1) Fader), der først var ved 4de Compagni, men nu commanderer 3die og skal snart være Capitain. Det er en brav Mand, godmodig og forekommende og en særdeles tapper Soldat. Saa er der en norsk Lieutenant Dankersen ved 3die Compagni, den smukkeste Mand jeg kjender. Han er ret en Typus paa en ædel Nordbo og er uhyre afholdt af sine Folk. Endnu er der en Officier ved Bataillonen, som jeg holder noget af og som jeg omgaaes meget. Det er yngste Lieutenant ved 1ste Compagni. Jeg troer Du kjender noget til ham. Med ham var jeg igaar ovre i Greis at besøge Holger, efter at vi havde været tilstede ved Gudstjenesten paa Greis Mark, hvors. 60Carl Boisen holdt Prædiken. — See noget Nyt have vi dog i Vente, thi for det første ventes Kongen herover imorgen og for det andet skal nok nu alle Underhandlinger paany være afbrudte, saa vi ret for Alvor skulle til at slaaes. Men det er Ting, som I maa vide bedre ovre hos Eder og som I værsko skulde lade os vide noget om. Det tilkommer da især Peter og fra ham venter jeg ogsaa stærkt paa Brev. Hils ham meget fra mig og vil Du ogsaa ved Lejlighed bringe en ærbødig Hilsen til Jonna Drewsen, med en Undskyldning for min Dristighed: at sende hende en Hilsen. Dagmar er da nu rejst til Kjøbenhavn og hende maa Du da hilse saa meget fra mig og takke hende for den Tid hun var i Vejle. Lev nu selv vel og tænk aldrig paa den stygge Feber, saa bliver den vel borte, og skriv snart et bedre Brev end dette til
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Dette Brev er noget slemt Jadsk, men idag skriver jeg dog intet bedre; jeg vil derfor lade det stryge som det er.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Onsdag 23de August
Kjære Svend!
For Dit Brev fra i Søndags vil jeg nu først sige dig hjertelig Tak mit Barn jeg modtog det igaar; Dagmar D: har vi slet intet seet til endnu endskjønt efter Dit Brev at slutte maatte hun jo være kommet hertil Byen i Mandags Aftes med Iris, Veiret har rigtignok saavel igaar som idag været saa bedrøveligt at det vel har holdt hende Hjemme, jeg vil nu sænde Bud for at høre om hun er kommet, jeg skrev, eller egentlig malede et Brev op til Eder samtlige i Mandags med Høxbro, jeg tænker da nok I har faaet det med samt Tornyster med dens Indhold og at det var efter Ønske? Din Kappe var af det reglementerede som du skrev fra Depotet, det er rigtignok anderledes til at holde Regn og Kulde ude end Johans, Peter var selv deroppe for at bevidne til hvem det var, da det ikke udleveres til Skræderen, billigere er den vist ogsaa, som jo heller ikke skader. — Du kan være ganske roelig min Søn for hvad Plads Eders Breve tager her i Kamret, Du siger dine kan rummes i en Vestelomme, mine fra Eder begge magelig i min Kjolelomme. —
Jeg kan ikke sige Dig kjære Svend hvad det er for en mageløs Uvidenhed Man lever [i] her i Byen om alt hvad der dog ligger oss. 61Alle saanær paa Hjærted, Politik er som forrykt, Aviserne siger ikke andet end hvad der (og jeg vil haabe det) lyves for os i tydske Efterretninger; en Gru er det for mig at tænke hvordan Slesvig forskandses fra Søesiden langs med Kysten saa de ret kan faae Lov at regjere der;
Torsdag. Her sluttede jeg igaar, da Meta som havde været her lidt, havde skrevet Dig til, ville jeg heller opsætte at sænde mit til i Dag saadan som det er
Her kom nu Bud fra Iebyes [Eibes] Boghandel for at hænte nogle Bøger der skulle sændes over til Stephens han var ikke kommet herom af Danmark men var taget lige til Stokholm. — Nu var Dagmar her, saa jeg fik mundtlig at høre fra Eder, mange Hilsener fik jeg til Eder med Tak til Dig for Pyremyndtekagerne, der havde gjordt saa ypperlig. Det maae ret see sørgeligt ud med Høsten, her har vi næsten idelig Regn, at I maae vade i Vandet op over Støvlerne begriber jeg godt, hvordan gaaer det de stakkels Karle, vær dog gode imod dem, ikke for Hidsig min Søn; her kjænder Du Moders gamle omkvæde; Taalmodighed er en Dyd ja en Helte-Dyd som ret skal øves i denne Tid, ikke allene i Feldten men ogsaa her Hjemme, den ville vi Alle stræbe efter. — Det er som jeg ikke skulle faae mit Brev bort i Aften, nu kom Møller fra Snestæd og skal have The; Fader er Gud skee Lov nu rask igjen og hilser kjærlig saavelsom Tante J: og lille Am: hun staaer altiid og spørger saa nøje om der er en Hilsen til hende. — Hils Vilhelm naar Du skriver. — Endnu engang lev vel mit Barn! saa beder din trofaste Moder
E. G.
Hils Johan ret kjærlig med Tak for Brevet jeg er blevet forhindret igien med at skrive men kommer snart.
Fredag 25de. —
Det Blev som jeg nok tænkte, Brevet kom heller ikke afstæd dengang, netop som jeg kom herop igjen og tog Pennen, kommer Amalia løbende, der er Skovgaard, saa opgav jeg det reent, Tante Jane var ikke Hjemme, saa i alle Henseender maatte jeg tage mig lidt af det, jeg glæder mig altiid ved at see ham komme saa jevnlig til os i vor Eenlighed, jeg finder ham ofte see saa uhyre alvorlig ud, han føler vist ofte det dybe Savn af sin trofaste tabte Ven ! Han tilligemed Møller blev her da i Aftes, paa Søndag-Middag komme de her; det glæder mig altiid naar her dog imellem er Nogen Fader kan tale med. — Det var et fornøjeligt Møde af F. Helweg, har Dus. 62siden seet ham? jeg har ogsaa godt kunde[t] lide ham og savner ham for Fader. — Siden Blom og Gjertsen var her til Middag, det er nu nok tre Uger siden, har vi slet ikke seet dem, om de ere reiste til Norge eller til Als igjen kan jeg slet ikke begribe, de var meget misfornøiede med Krigsministeren og vistnok ogsaa ilde tilfreds her den Dag. — Fra Vilhelm høre I jo da ret ofte, hvordan er han tilfreds? det tale I aldrig om, er hans Fader nu taget til Fyen? i Gaar og [i] Dag tales her meget om Vaabenstilstand paa 8 Maaneder, Gud veed dog hvad der er Sandhed. — En uhyre mængde russiske Krigsskibe skal her i disse Dage ligge paa Reden, eller vel egentlig uden for, en Mængde af Mandskabet er omkring for at gjøre opkjøb.
Nu Farvel min kjære Svend! det er længe siden jeg nu saa Brev fra Dig min Søn, det sidste var fra i Søndags. — Mange Hilsener fra disse omtalte Venner. —
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 23de August 1848
Min egen kjære Svend, jeg tager strax Pen i Haand for at takke dig for dit mageløs deilige kjærlige Brev, som jeg modtog i dette Øieblik; Du kan i Grunden ikke klage over at jeg skriver for lidt til dig thi saasnart jeg faaer Brev fra dig, sætter jeg mig strax ned og svarer, og det enda med dobbelt saa langt et Brev som dit, men har du Lyst at faa oftere Brev saa vil jeg ogsaa gjerne skrive dig til, thi jeg føler ofte saadan en Trang til at tale med dig, og det er jo nu for Øieblikket den eneste Maade hvorpaa det kan skee. Den Glæde dit sidste Brev gjorde mig kan jeg ei beskrive dig, min Glæde ytrer sig som Peter siger, aldrig synlig langt mindre i Ord, men du vil dog kunde see et Glimt af den, naar jeg siger dig, at jeg læste dit Brev 3 Gange igjennem, og udbrød derpaa, nei ! hvor Svend dog er mageløs kjærlig imod mig; ja tro mig Svend det var mig en mageløs Glæde at see, at du nu havde forstaaet mig og tillod mig at forstaa Dig, thi, i denne Tid siden jeg modtog dit forrige Brev har der ligget mig, ligesom en tung Steen paa Hjertet, men som jeg dog aldrig havde troet kunde blevet saa mageløs lettet, som den blev ved dit Brev, det var mig i det Øieblik og er det saa endnu som om jeg saae dig for mine Øine, et Syn som jeg ei kan nægte ville være mig et af de frydeligste for Øieblikket; skjøndt jeg ei kan nægte jeg ønsker først at see dig her, da, naar vi har vundet Seier, naar Danmark igjen har reist sig af den dybe Fornedrelse som det i mine Øine for Øieblikkets. 63er nedsunket i, men jeg er ogsaa vis paa det vil hæve sig, da naar den Aand som rører sig i Folket maa komme til at røre sig i Dem, som skal styre Land og Rige, saa de ei længere spørge ængstelig, »hvad siger Sverrig« eller »hvad siger England« er det nødvendigt at vi skal spørge fremmede Magter, (uden med Sværdet) om vi skal bestaae, eller forgaae, om vi skal leve med Skam, eller døe med Æren. Var det enda Qvinderne i Danmark som spurgte herom, da kunde det til Nød gaae an, thi forgaaer Danmark med Æren, da maa jo dog først hver Dannemand have ofret Liv og Blod for gamle Dannebrog, og da maa Qvinden staa ene tilbage blandt lutter Fremmede; men ogsaa dette skal hun vide at bære, og dog kunde bevare sin Danskhed, ei blot som et Minde, men som en Skat hun tager med sig i Graven, saa at Verden skal sige, Danmark forgik først da den sidste danske Qvinde sank i Graven ; men nu er det Mænd som spørge ængstelig; hvad er det, andet end Feighed og dog Tro til sine egne Kræfter, som fremkalder dette Spørgsmaal; er det en Mand værdig at spørge om naar man træder ham paa Nakken og, om muligt, endogsaa spytter ham i Øinene, om han skal slaa til, eller, om han skal staa taalmodig, og finde sig i, at man leer ham ud ovenikjøbet. Nei ! var der ikke andre Mænd i Danmark end dem der spørge saaledes, da behøvede de sandelig ikke at spørge om Danmark skulde forgaae, eller bestaae, thi da var det sandelig sin Undergang saa nær, at det ei stod til at redde om saa end alle Magter vilde garantere dets Selvstændighed; men der er en Gud i det Høie som styrer Alt og paa ham vil og kan vi stole trygt, thi han styrer alle Lande og Slægter med sin vældige Haand, og han vil ogsaa udfri os fra Tydskernes Trældoms-Aag, som vi længe nok har baaret, som han fordum udfriede Isralitterne fra Egypternes Trældom, om han end først straffer os haardt for vor Seendrægtighed til at tro paa ham, og til i hans Navn at gaa frem, om end Faren truer os nok saa stærkt, naar vi kun føle, at vi kæmpe for Sanhed og Ret ligeoverfor Løgn og Uret. Du forundrer dig vist over at høre mig blive saa ivrig i Politik, men naar Blodet først er kommet i Kaag, saa kjender du nok af egen Erfaring hvordan det gaar, saa bruser det let over, men om du end i Meget ei er enig med mig, saa troer jeg dog, at vi er enige i at elske vort Fædreland og Modersmaal, saa høit, at intet Offer vil være for stort for at bevare det uforkrænket, eller, synke i Graven med det. Nu vil jeg slutte for denne Gang, men kun endnu tilføie at du endelig snart maa skrive mig til om alt hvad der ligger dig paa Hjertet, og som du kan være vis paa finder en kjærlig og venlig Modtagelses. 64hos mig. Endnu engang Tak for dit sidste Brev det vil være mig en mageløs Skat at eie. Din Pibe har jeg sendt i Pakken fra Moder. Uhrsnoren vil jeg gjerne selv arbeide, den skal komme, jeg tænker til din Fødselsdag. Jonna skal jeg bringe din Hilsen, det var hendes Fødselsdag i Gaar, og jeg skulde have været der i Aftes, men ved en Feiltagelse modtog jeg desværre først Brevet fra hende derom i Dag, da Veiret er saa daarlig, at jeg ei selv kan komme ud til hende i Dag for at rette denne Feiltagelse, skriver jeg hende nu til, og vil da sende din Hilsen, hun er en meget elskværdig Pige, jeg modtog forleden Dag et lille rart Brev fra hende. Ida Fenger besøgte mig forleden Dag hun er et sjelden naturligt Menneske, det gjør saa godt at træffe paa saadanne Mennesker. Høxbro reiste herfra i Forgaars og jeg tænker du med ham vil modtage en mundtlig Hilsen fra mig. Lev nu vel, Gud bevare dig, saa vi maa see dig sund og vel igjen, ja i hans Haand overlader jeg dig trøstig. — Du faar snart Brev igjen fra din dig hengivne Søster
Meta.
P. S. Jeg haaber Du vil kunde læse dette Brev skjøndt det er frygtelig jasket, da Du jo er vant til at læse gamle Haandskrifter som ei altid var af de Bedste jeg gider ei skrevet dette om igjen. Peter beder mig hilse og han skriver imorgen da jeg mener det er morsommere for dig at modtage Brev to Dage itræk. Dit Uhr koster kun 9 Rbd. Hils Johan kjærligt fra mig.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup, Onsdag d. 23de August 1848.
Kjære Fader!
Atter have Dine Sønner haft den Glæde at see Din velbekjendte Haand og høre Din velbekjendte Stemme. For denne Glæde modtage Du min varmeste Tak, saa meget mere, som det aabenbart koster Dig en vis Overvindelse at skrive os til, fordi Du venter saa liden Gjenklang hos Dine Sønner, fordi Du troer, at der er en uoverstigelig Kløft imellem Dine Tanker og vore, Din Aands Veje og vor. Ja, denne Din Tro, eller Mistro, som jeg er langtfra at ville erklære mig for uskyldig i at have fremkaldt, den er desværre en Kløft imellem os. Men uoverstigelig er den ikke. Der er allerede mangen en Bro, eller dog mangt et lille Gangtræ over den, og der maa — derpaa er jeg vis — bestandig blive flere, indtil Kløften omsider ganske er lukket. Din kraftige Aand er modnet gjennem mange Kampe. Du har vundet Dig en fast Livsanskuelse, som Du bevarer og forsvarers. 65som et kosteligt Udbytte af et stormfuldt Liv; som en Havn, hvorfra Du bestandig gaaer ud og hvortil Du altid vender tilbage. Min Aand har vel ikke og faaer aldrig den Styrke som Din, men ogsaa den maa dog føre et selvstændigt Liv. Den er endnu midt i Kampen, den har endnu ikke fundet Hvile i nogen fast Livsanskuelse, i nogen urokkelig Tro. Den maa kæmpe sig frem til en saadan Havn; men det maa skee ved dens egen individuelle Leven, og den kan ikke af nogen anden, om end nok saa rig, om end nok saa beslægtet Aand modtage Resultatet færdigt og afsluttet, for derfra at gaae videre; et saadant Laan vilde aldrig blive Ejendom, det vilde være en død Skat, der ikke kunde forrentes. Du vil ikke fortænke Dine Børn i, at de, følgende Dit Exempel, stræbe efter at vinde en Livsanskuelse, et Livsindhold, som de tør kalde deres eget, fordi de have erhvervet det ved fri Stræben, ved frit at søge det Sande, og først da at antage det som saadant, naar deres Aand følte det som Sandhed. Derfor vilde det, synes mig, være urimeligt og unaturligt, om vore Tanker alt nu kunde følges; men derfor vilde det være ikke mindre urimeligt og unaturligt, om vore Tanker ikke nu ofte kunde mødes. Og det gjøre de: Frihed og Fædreland, til dem har Du ofret Dit virksomme Liv, til dem ville Dine Sønner ofre deres baade i Fred og i Krig. Ja, maatte Du kun i Dine Sønner erkjende villige Redskaber til efter Evne at fortsætte Dit Værk; til efter Evne at arbejde paa Danmarks Ære og Lykke, paa dets Frihed baade i ydre og indre, i borgerlig og i videnskabelig Henseende; paa den danske Aands og den danske Tunges Frihed for fremmed Overlast og paa det danske Folks Frihed for nedarvede Lænker og til at bygge sig det Paulun, den borgerlige Samfundsform, hvorunder det skal leve, efter sit eget bedste Tykke, efter sin egen Natur. — Maatte Du kun erkjende os som saadanne, da vilde Du ogsaa finde, at Kløften i Virkeligheden ikke er saa stor: at det, som Dine Sønner ønske saa godt de formaae at arbejde paa, dog i Grunden er det Selvsamme, der har udgjort Dit Livs Stræben, en Stræben, der har skjænket Dig et Navn, som Dine Børn kunne være glade ved at arve.
Tillad mig af Dit Brev at tage et Exempel paa, at Din Mistillid sætter en Kløft, der dog i Grunden slet ikke er tilstede. Du nævner Sorø; Du siger, at Staven synes brudt over det og over alle de Forhaabninger, Du saa længe og trofast har knyttet dertil. Og Du føjer til, at »her er vi nu allerede paa de fælles Enemærker, hvor mit og dit ikke kan mødes, uden at strides«. Men det er ikke saa. Dine Sønner have altid anerkjendt Din Idee til en dansk Højskole, om end Din Plans. 66dertil i adskilligt har forekommet os uudførlig. Og endnu er Ideen mig inderlig kjær, og jeg troer og haaber endnu paa dens Opfyldelse. Den Dag maa dog bestandig mere og mere nærme sig, da hele Folket vil og maa have Deel i Oplysningens Goder, og da Oplysningen maa blive fattelig og nyttig for hele Folket, altsaa ægte fædrelandsk, ægte dansk. Dette er Dit Ønske og det er Dine Sønners. — Hvad de mørke Udsigter angaaer, da ere de vist kun øjeblikkelige, fordi de vel væsenlig beroe paa en Enkeltmands Blindhed. Men Monrads Herredømme over det danske Folks Oplysning kan næppe blive gammelt, fordi hans Anskuelser nok desværre i den Retning ere altfor gammeldags. Derpaa tyder i det mindste Madvigs Ansættelse 1), hans uforsvarlige Opførsel mod Krogh-Meyer fra Ulkebølle og hans Formening om Præsternes Valg.
Du kan vel vide, at det Bibliothek, jeg har kunnet føre med mig, ikke kunde være af stort Omfang, saa det er en stor Herlighed at træffe paa en læselig Bog. En saadan stødte jeg forleden paa, og da jeg ikke troer Du kjender den, men nok troer Du kunde have Lyst til at kjende den, saa vil jeg her nævne den. Det er den danske General Falkenskjolds Memoirs, der først er udkommen paa fransk og siden oversat paa tysk og paa dansk (under Titel: »Gamle Erindringer af Otto von Falkenskjold«. Kbhn. 1847.). Den [interesserer] mig meget, baade som Bidrag til vor nyeste [Historie] og for de deri fremsatte Anskuelser af Danmarks Krigsvæsen. — Hermed maa jeg bede Dig, kjære Fader, for denne Gang at tage til Takke. Vil Du hilse Moder, (til hvem jeg nok ikke faaer skrevet enten i Dag eller imorgen, da jeg først skal besvare et Brev fra Vilhelm og et fra Skovgaard) 2), at jeg i dette Øjeblik fik Brev paa min Tornyster og alt har Bud i Vejle efter den selv. Boisens Brev af 20de, som Moder omtaler, har jeg ikke faaet, men maaskee var det stilet til Johan, og ham har jeg ikke seet i Dag.
Lev vel og hils Alle derhjemme fra
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Du fortjente virkelig at faae Brev før fra mig til Tak for Dit venlige og meget velkomne Brev af 16 dennes, alt eftersom Brevet ender med: »Svar udbedes som snarest«, — havde ogsaa isinde at sendes. 67Brev med Høxbro — og atter igaar, da — som jeg vilde begyndt — Dagmar kom, og havde naturligviis meget at fortælle, og fik Meta og mig med sig hjem, hvor vi havde en meget fornøielig Aften, med Veile-Sigar paa ud af Dagmars nydelige Futteral, hvilket Enrico gjør Paastand paa, at hun skal give ham, men hun paa ingen Maade vil give fra sig eftersom hun har faaet det af en meget god Ven. Dog det bedste Svar har jeg allerede sendt Dig, idet jeg har besørget Dig en Feltkappe, som kan sige Spar To (den Talemaade maa være ældre end l’hombre, ellers heed det Spar Eet) til Johans. Jeg fik nemlig Tøiet udleveret fra det kgl. Varedepot, og det er godt Tøi — og koster kun 6rdl. »Stakkels Johan« heed det naturligviis strax i Vimmelskaftet, saa Din Moder er nu bleven meget trøstet, ved at see af Johans Brev, at han er saa tilfreds med sin Kappe. Dit Uhr har jeg betalt, kostede 9r., har altsaa 1r. i Behold. — Hm! Komind! — atter afbrudt — det var gamle Algreen, som kom lige fra sin Reise har været 3 Dage ved Hovedqu., men ikke kunnet træffe Eder — det vil sige han kom ikke ud til Greis — og det ærgrede ham ; han saae Knudsen, Jensen, Thurah og Sørensen; den Sidste var med ved Steppinge. — Nu maa det desværre gaae i Galop, da jeg vil have Brevet afsted til Dig iaften, hvor ringe det saa bliver, stolende paa Din Overbærelse, at Du seer mere paa Villien, end paa — — — hvilket Du i alle Stykker maa med Hensyn til mig, — — — og jeg har lovet Meta at være med hos Schows iaften Kl. 8. Georgia har nemlig bedt os paa Apricoser og paa at see hendes ny-malede Værelse, som hendes Fader (medens de vare paa Nysøe) har ladet indrette saa saare skjønt, for at Lundbys Landskab ret kunde tage sig ud der, og jeg troer et do af Skovgaard. Stakkels Georgia ! En Bekymring har hun havt i denne Tid, idet hendes Venindes Mand M. Winther har ligget for Døden (en Slags Cholera), men i disse Dage dog begyndt at bedres lidt. Fru W. var hos Meta et Øieblik igaar, og havde nu godt Haab. Hun saae overordenlig afkræftet ud. — At I ikke har været tilfreds med Feltprovstens Prædiken, kan jeg nok forstaae; skjøndt jeg nu just paa Johans Dom ikke ganske kan bestemme mig til at troe, at han slet ikke kunde være brugelig som Feltpræst, saa var det dog min Mening allerede før, at han ikke var skikket dertil, har ogsaa sagt ham det. Jeg troer heller ikke det var efter hans Ønske, men at han har givet efter for Monrads Ønske, at han skulde være det. Underligt, at han nu netop skal være Feltpræst, da jeg dog virkelig anseer Hammerik og Helweg for dygtigere. — I have nu maaskee seet vor Gesandt Høxbro, dersom Johan har faaet mit Brev saa betids, og I forresten have havt Leilighed til at komme til Colding (dogs. 68neppe) han kommer saa til Eder paa Tilbagereisen. Det fornøier mig, at Johan er enig med os i, at Gr. bør være Rigsdagsmand. Selv for hans egen Skyld er det bedre at han kommer med — ind i Ilden, end at han staaer udenfor og ærgrer sig. Det har været hans Ulykke under dette Ministerium, at han har staaet saa ganske udenfor, ikke blot for hans egen men jeg lægger dristig til — ogsaa for Danmarks Skyld. Gaaer nu alt efter Ønske m. H. til Valget i N. Slesvig, saa faae I ham maaskee at see. Aliene skal han imidlertid ikke komme til at reise. Høxbro maa saa afsted igjen, hvis han ikke kan, vil jeg ledsage ham — dersom han ønsker det el. rettere tillader det. Overalt paa Landet (item overalt i Jylland, beretter Algreen, er der den største Ligegyldighed for at indtegne sig til Valgene. Her i Byen er det Hippodromedarerne 1), og paa Øerne Bondevennernes Selskab der vil faae ene Indflydelse. Forresten stille Ministrene sig ogsaa og saa Valg-Candidaten F. M. Knuth fra Sorøe, og de blive sagtens valgt, skjøndt det er dumt — dem kan Kongen jo vælge. Men jeg maa til at slutte. Det var fornøieligt at høre Dagmar fortælle om Eder og Livet derovre. Der er et mageløst Liv i hende — og Alt saa naturligt. Jeg troer ogsaa, at Meta har faaet andre Tanker om hende. Jeg glæder mig til paa Søndag at benytte en af Dine Billetter, hvorfor jeg takker Dig — og vist en Tour med Enrico. Han er øverst-Commanderende paa den store Artillerie-Caserne. Ernesto boer i Kronprindsesse- Casernen. De ere yderst misfornøiede, som nu maae gaae paa Fælleden at indøve Folk. Her meldes Intet Nyt, uden Rygter, at Kongen tager til Veile, fortæller Johan. — Nu Farvel for denne Gang. Hils Johan og tak ham meget for hans Brev. Leuning (og Lovise) kom nu.
Din hengivne Svoger P. Boisen.
Kbh. d. 25/8 48.
Leuning fortæller, at Rygtet gaar aim. idag, at vi har nu Vaabenstilstand til 15de Mai — og at Slesvig skal besættes af 16000 slesvigholstenske Tropper — fortvivlet!
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Harbohus
26 Aug. 1848.
Kjære Moder!
— — — Jeg hører, at vi kunne haabe, at see Fader herovre, det vilde usigeligt glæde mig, og jeg haaber ham med, maaskee der veds. 69den Lejlighed kunde falde en Prædiken af som duede, thi de 3 Prækener, som hidtil ere holdte, en af hver af Feltpræsterne, have ikke vundet synderligt Bifald, og fortjente det da ikkeheller, jeg hørte selv den eene, og Svend de to. Den tredie, Helvegs, om Forskjellen paa Mod og Taalmod, var vist ikke meget bedre, men da den ej holdtes ved vor Brigade, har jeg kun faaet Referat af den, kun lidet opbyggeligt. Det er et underligt Indfald, de gode Feltpræster faae, alle tre, at fordi de nu ere Feltpræster, skulle de ogsaa holde Feltprækener, det vil sige saadan en ganske egen Slags Prækener; thi de gjøre dem øjensynlig Umage for just at være populære for vor Stand og afpasse deres Taler efter vore Forhold her, men falde derved ind i det Trivielle og tildeels for Menigmand reent Uforstaaelige. — — — Kunde du følge med Fader herover, vilde du sandelig ikke fortryde det, det vilde sikkert more dig at see os som Herrer hver i sit Huus, og overhovedet at betragte og leve en Dags Tid under de særegne Forhold, hvori vi leve her. Det er en ganske egen Situation, saaledes at blive sat ud at commandere en Bondegaard; den lider forresten saamænd ikke Noget ved det Herskab, jeg tager hverken deres Kjøkken i Beslag eller lader dem kjøre Ægt for mig uden Betaling, der kan Ingen overhovedet være bedre imod dem, end baade Svend og jeg ere, de ere ogsaa meget fornøjede her, baade med mig og mine 50 Mand ; de Slesvigere ere mageløs skikkelige Folk, jeg har hidtil endnu [ikke] havt Anledning til at anvende saameget som et ondt Ord i Qvarteret, vore Recruter fra Sjælland derimod ville gjærne gjøre Vrøvl, men som de yngre og mindre erfarne holdes de i Almindelighed ret godt i Tømme af de Gamle ͻ : dem fra Garnisonen og de indkaldte Frifolk, saa det er kun en enkelt Gang, vi maa lade En af dem sidde en Dag i Hullet eller ligge et Par Timer krum for en eller anden Smaaforseelse. Vi holde meget streng Disciplin her i Compagniet, ikke den mindste Forsømmelse (for sildig Møde o. s. v.) eller Forseelse gaar ustraffet hen, og de indtræffe derfor ogsaa meget sjeldent. — — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
26de Aug. 48.
Kiære Svenn
Det kan jo dog igrunden aldrig være dit Alvor at tænke, din Fader enten skulde forskrækkes ved at see sine Sønner gaae den Vei, hvorpaas. 70man ene kan vinde Forstand paa Livet, eller at han skulde ønske, det var anderledes, thi netop til at gaae denne Vei har han jo, afvigende fra de fleste Fædre, stræbt at bevare sine Sønners Kraft og givet den al den Opmuntring og Leilighed, han kunde!!
Grundtvig og hans Slægt.
5
Nei, min Søn, naar jeg siger at mine Sønner og jeg for Øieblikket ei kan tale levende sammen, da er det ikke fordi jeg enten savner eller ønsker dem i mit Kiølvand, men, som jeg skrev, fordi Livstrømningerne ikke løbe paralelle, men skiære kun hinanden, naar de mødes, og at vi i den sidste Tid ei engang, hvor Strømningen gaaer paralelt i Fædernelandet, kunde følges fredelig, det var fordi mine Sønner standsede Strømningen hos sig, og vilde endelig have mig til det samme, hvad jeg umuelig kunde, saa jeg har god Grund til at sige, at saasnart jeg misbilliger noget hos det nærværende Ministerium, maa jeg vente at blive viist tilrette af mine Sønner, ikke fordi de tør paatage sig at retfærdiggiøre Ministeriet, men fordi de paastaae, at jeg skal, ligesom de, troe blindt paa Ministeriet, som bedre oplyst end jeg.
Kun saameget, fordi jeg maa ikke lade mig det sige af Nogen, og allermindst af mine egne Sønner, at jeg skulde enten miskiende eller angre den fri Livs-Udvikling og Selvtænkning, hvortil jeg netop fra Barnsbeen har stræbt at forberede og opelske dem, thi for Resten vil jeg paa ingen Maade trættes med mine Sønner om, hvem af os der har mest Skyld i Misforholdet, der neppe kunde finde Sted uden Skyld paa begge Sider. Hvem der nemlig ikke kan tale sig tilrette, kan endnu langt mindre skrive sig tilrette, og naar det synes saa, er det kun et Skin, i det man tager Skyggerne for Personerne, til de atter virkelig mødes.
Det var imidlertid naturligt, at mine Sønner, da vore Hjerter, Gudskeelov! ikke er løsnede fra hverandre, skiøndt vore Tankegange skiære hinanden, aabent vilde yttre sig derom til mig, og at jeg svarer dem ligesaa aabent; med det Ønske, at vi ikke skriver mere derom, da det kun føder istedenfor at hæve Misforstand!
Blandt andre Bøger har I faaet Allens Udsigt over Sprogforholdene i Slesvig, og den vil I læse med Fornøielse, thi den giver ikke blot en ordenlig hjemlet Fremstilling af det historisk givne, men gaaer ogsaa ud fra Grundsætningen om Modersmaalets inderlige Sammenhæng med hele Folkelivet, hvortil de færreste Bogskrivere hos os endnu har hævet sig. Falkenskjolds Menoirer 1) har jeg oftere tænkt paa at ville læse, da jeg altid ventede at finde noget Udbytte fras. 71den Struenseske Tid, og nu skal jeg paa din Anbefaling see snart at giøre Alvor af det, skiøndt min Læsning er meget indskrænket, da »Danskeren« næsten optager hele min Tid, hvorpaa jeg ogsaa var belavet, da et Ugeblad, man er ene om, enten maa blive daarligt eller have en heel Mand.
Saavidt jeg mærker, kommer her ellers ikke synderligt ud, thi at vi har faaet en Haandudgave af Snorres Edda er vel godt men for Øieblikket dog kun lidt, naar man betænker, at vor Literatur netop nu har Danmarks hele Tilværelse og hele Nordens fremtidige Skikkelse til sin nærmeste Genstand.
Man trøster eller truer os her daglig snart med hele Tydsklands Magt og snart med Vaabenstilstand, men ingen af dem, jeg taler med, veed noget, og hvad mig selv angaaer, da veed Du nok, jeg frygter ikke for Tydsklands Magt, men kun for den Vaabenstilstand, vi alt længe har havt.
Moder og alle her hilse kiærligst. Meta har, desværre, idag atter Feber. Hils Johan kiærlig, og gid I begge med en sund Sjæl i et sundt Legeme maa seire i alle Kampe! 1 veed, det glæder ingen mere end eders
Fader og V.
Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Lørdag-Aften d. 26de August 48.
Kjære Moder!
Skjøndt det allerede er blevet noget seent paa Aftenen, da jeg har siddet og skrevet Breve til Skovgaard og til Vilhelm Blom (hvis Breve havde Anciennitet forud for Dit), saa kan jeg dog ikke lade være at sende Dig et Par Ord, da jeg seer af min Protocol, at det er snart en heel Uge siden jeg skrev Dig til.
I Onsdags modtog jeg Tornisteren, men Høxbro har jeg endnu intet seet til. Feltkappen er ganske efter Ønske. Jeg skal sende Pengene, saa snart jeg kan faae dem byttede i Sedler. Mens vi tale om Penge, saa maa jeg dog engang korse mig over Dit Forslag: maanedlig at sende 25 Rbdlr. hjem. Der maa jeg rigtignok sige: »nej nu er Du altfor slem«, thi naar jeg fra Gagen, som er 36 R. maanedlig, tager 25, saa faaer jeg — 11 at leve af i 30 Dage. Det gaaer ikke. Jeg skal imidlertid gjøre mit Bedste. Nyt har vi Intet af herovre. Jeg vil da som sædvanlig give Dig en Liste over de Dage, der ere forløbne siden jeg skrev sidst. I Søndags var Johan og jeg da ovre hos Holger i Greis. I Mandags: hjemme i Regnvejr hele Dagen. I Tirsdags: Meds. 72Johan i Bredballe hos Carlo. Brev fra Skovgaard og fra Fader. I Onsdags: fik jeg Brev og Tornister fra Dig og skrev til Fader. I Torsdags: var Joh. og jeg i Gammel Sole, 1 Mil herfra, at besøge Henrik Bech. I Fredags (ͻ : igaar) havde 10de Bataillons Officerer foranstaltet en Skovtour til Greisdalen her tæt ved, hvor vi havde General Schleppegrell med sine Adjudanter til Gjæst. »Festen begunstigedes af det skjønneste Vejr.« Det var mig især en stor Fornøjelse (ikke at tale om Æren) at tale med vor brave General, der en heel Time underholdt sig med min Ringhed og endogsaa bad mig besøge sig. Ja, det er nu ikke derfor at jeg siger det, men han er en usigelig elskelig Mand, og han er da ogsaa alle sine Soldaters Afgud. De fortælle om, hvorledes han midt i Slagets Tummel, i den tætteste Kugleregn sad rolig paa sin Hest med sit sædvanlige milde Ansigt og spiste sit Smørrebrød, og naar saa en Kugle peeb ham forbi Øret, saa rystede han saa smaat paa Hovedet, som naar en Flue ellers surrer forbi En. — I Dag havde vi hele Formiddagen en stor »Hestemanøvre« og efter den havde jeg min Hr. Broder og en af de norske Officerer til Middag hos mig, modtog et Brev fra Meta, hvorpaa hun snart skal faae Svar, spadserede en Tour i min Ensomhed ned til Greisdalens Skovkløfter og gik derpaa hjem og drak Thee og saa satte jeg mig til at skrive Breve; og der sidder jeg endnu, men nu skal det ogsaa være forbi, og derfor vil jeg da bede Dig hilse Dem Alle saa meget der hjemme og selv undskylde dette Hastværks-Smøreri fra Din
hengivne Søn
Svend.
5*
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohus
27 Aug. 1848.
Kjære Fader!
Tak for dit Brev til dine Sønner af 19de dennes, det var os et kjært Vidnesbyrd om, at du som altid saa ogsaa endnu omfattede os med den faderlige Kjærlighed, som du gjør os Uret, hvis du mener os blottede for Erkjendelse af og Følelse for. Det gjør mig ondt at sige det, men dit Brev bedrøvede mig i høj Grad ; hver Gang jeg tog det fat og læste det igjennem for at skrive dig til, var det mig reent umuligt at faa Pennen i Gang, det vidnede om en saadan Mismod og Misfornøjelse med os, at jeg næsten maatte betragte det som et forgjæves Forsøg at stræbe at gjøre mig forstaaelig for dig; jeg maatte ved hver Linie frygte for, at du saae Noget i mine Ord, der mishagede dig, men som jeg aldrig havde tænkt paa. Det er derfor kun ved ats. 73lade dit Brev ligge tillukket, at jeg nu er istand til at sende dig disse Linier, i det Haab, at du ikke vil optage mig mine ovenstaaende Yttringer ilde, men kun betragte dem som et Udtryk af min Sorg over at staae i et saadant Lys for en Fader, som jeg agter højere end alle andre Mennesker, om jeg end i mange Henseender maa være uenig med ham, om Ting, hvori jeg ikke er istand til at suspendere min Mening, indtil maaskee Tiden og Erfaringen kunde forandre eller ændre den. Du og vi have mange flere Berøringspunkter end du antager og da jeg veed, at Svend har skrevet dig til, er jeg vis paa, at han vil have gjort dig opmærksom derpaa, saagodt det var muligt, og jeg vil derfor her ikke udsætte mig for at kjede dig ved at sige det Samme, som det rimeligviis vilde blive. Kun dette, at i Henseende til Nordens Gjenfødelse og Vejen dertil, saavelsom om Folkets Fremvæxt til et kraftigere og mere ejendommelig dansk Liv veed jeg aldrig der har hersket nogen Uenighed mellem os, uden om rene Biting, om enkelte Forholdsreglers Hensigtsmæssighed eller andet Saadant. Jeg vil derfor nu roligt skrive dig til om hvad der falder mig paa Sinde og som jeg er vis paa ogsaa ligger dig nær. Hvad da vore nationale Forhold angaaer, saa synes mig, vi have for Tiden de bedste Udsigter, Cavaignacs Brev 1) til Frankfurterne og den dermed stemmende Artikel i Times, som Fædrelandet af 21, om jeg husker ret, meddeler, synes mig at borge for, at dersom Krigen skal vedblive, faae vi mægtige Bundsforvandte, og det have vi jo dog ønsket den hele Tid. Nogen Skam for os kan det dog ikke kaldes at behøve Hjelp mod hele Tydsklands væbnede Magt, om vi end naturligviis ønskede at kunne klare Sagen allene. At vi ikke kunne det, ligger vistnok ikke blot deri, at Overmagten i Tal er større, end at Begejstringen kan udjævne Misforholdet, men især i, at vi ikke ere istand til at unddrage os den endnu bestaaende Statsret i Evropa, hvorefter alle Stater og navnlig de store Magter, skulle have deres Fingre allevegne hvor der er noget paa Færde, og ville mægle. Kunne vi faae den Skik afskaffet, saa har jeg Intet derimod, men saalænge den bestaaer, seer jeg kun den sørgelige Nødvendighed for os: at maatte finde os i at saadan Mægling anstilles ; vi maae jo altid beholde Lov og Ret til at vægre os ved Vilkaarene og kæmpe til det yderste for vore Rettigheder. At vor Hær saalænge Intet betydeligt har foretaget, ligger ikke i Mangel paa Lyst, vi stemte Alle i da forleden Capt. Henckel foreslog en Skaal for: Fremad eller Fred, men ingen af alle de Officerer,s. 74jeg har talt med, har turdet paastaae eller engang mene, at Krigen kunde være ført med større Energi, hvis vi ikke vilde udsætte os for at udtømme vore Hjelpekilder, der bedre maatte spares til vor Krigsmagt blev bragt til den Grad, som det var muligt; før burde Intet Afgjørende voves, kun naar vi have alle vore Kræfter samlede, tør vi vove det Yderste, og det er langtfra endnu Tilfældet. Tilmed er det et stort Spørgsmaal, om ikke Blokaden er den kraftigste Vej til at gjøre Tydskland kjed af Krigen. Vi kastes her omkring af Haab og Frygt, vide intet Sikkert, faae hver Dag modsigende Rygter o. s. v. Den 6te ventede vi en Afgjørelse i Anledning af Hyldingen 1), men den 6te kom og gik, og Intet skeete. Saa den 15de, da Blokaden skulde begynde, stod vi ved Grændsen og ventede: fremad eller Fred, men Nej ! nu vente vi paa imorgen, den 28de, men det gaaer sagtens ikke bedre. Vi maae nok have Taalmodighed nogen Tid endnu, og heller ingen Afgjørelse end en slet, det er aabenbart. Man taler almindelig idag om en Vaabenstilstand paa 6 Maaneder, men paa hvilke Betingelser? I Fædrelandet for Torsdag den 24, som jeg tilfældig saae idag, findes en Beretning fra Flensborg om Misfornøjelsen i den tydske Hær med Krig, Centralmagt, Holsteen o. s. v. som er os meget gunstig, og jeg kan selv lægge eet Træk til, som jeg selv har hørt af et Par Folk nede fra Midt-Slesvig, som kom her for at besøge to Sønner i Armeen, 1 ved Dragonerne og 1 ved vor Bataillon. De fortalte det morsomme Træk om Preusserne og Slesv.-Holst.’s Forhold til hinanden, at da der i den preussiske Armee var blevet sat Straf paa at udskjælde Slesvigholst. for Meenedere eller andet Saadant, række de preussiske Soldater blot de to Fingre ivejret imod dem, det betyder det Samme, og gjør dem rasende, saa der er Spektakler hver Dag. De fare forresten værre frem i Slesvig end jeg havde antaget. Min Karls Moder, en Gaardmandskone fra Lygumklosterkanten var her i denne Uge og fortalte, at paa deres Gaard var der uden Betaling reqvireret af Levnetsmidler og Fourage og nu udskrevet i Krigsskat Saameget, at det omtrent kunde anslaaes til 700 Rdl. ; de betalte Ingenting. Dette er endda et Sted, hvor der næsten ingen Indqvartering har været, og for Beretningens Sandhed tør jeg inde- staae. Slesvigerne ere derfor ogsaa, saavidt jeg kan mærke, af Bønderne de meest patriotisk sindede. Disse Folk og flere dernede fra, som jeg har talt med, sagde Alle, at de vilde gjærne bære det Tryk og Tab, naar blot Krigen fik en god Ende og de kunde blive ved Danmark og — det føjede de altid til, blive alle deres Slesvig-Holstenske Embedsmænds. 75qvit. Slesvigerne ere dog bestemt et af Danmarks Kjærnefolk, om ikke den egenlige Kjærne, de ere langt anderledes end de nærige og egennyttige Jyder, og de dorske og uærlige Sjællænder. Ogsaa Sydslesvigerne fra den reent tydske Deel, har jeg hørt Træk af, som vidne for os, de ere alle i 13de Bat., saa jeg kjender dem ikke personlig, men de roses meget af Officererne. Jeg talte dog med en Sergeant, fød i selve Staden Slesvig, og tydsktalende, som sagde: »ja kunde vi komme ned til Slesvig igjen, saa skulde jeg flye det første Knippe Halm til at gløde dem ud«, og det stemte de Andre strax i med. Alsingerne ere ogsaa meget ivrige, de have tilbudt vor Bataillon fri Naturalforplejning, dersom den maatte komme derover, og tilmed viist store Opoffrelser under hele Krigen. De Flensborger-Kjøbmænds Adresse til Frankfurt 1) kjender du sagtens, den er jo ogsaa meget god. — Hvad Eders Sager derovre i Kbhn angaae, kan jeg ikke ret forstaae mig paa dem. Hvorfor overlades Valpladsen saa ganske til disse buxeløse Karle 2) oppe i Hippodromen og til Bondevennerne? det fatter jeg ikke, er der da ikke dygtigere Folk i Kbhn end Fineerskærer Frederiksen og Jernstøber Lunde? fornuftigere ere der idetmindste, og hvorfor lade de da dem spille saaledes ene Mester, thi herfra seer det ud som om de gjorde det, men det er jo muligt, at vi seer Fejl paa saa lang Afstand, det skulde glæde mig. At Monrad ikke var besjælet af reformatoriske Ideer i Hens, til Underviisningsvæsenet, har jeg altid troet, og det har han jo nu selv tydelig viist ved at sætte Madvig over det Hele; saa det skal gaae i den gamle Skure, dog vistnok endeel fornuftigere, thi han har dog mange Gange de Andres Forstand ; men : saameget desto værre ! maa man vel sige, thi blev de Gamle ved at styre paa deres Viis, vilde det vel snarere blevet saa pinegalt, at det maatte briste, og briste maatte jo dog det Væv, inden noget Fornuftigt i den Retning kunde komme frem. Det meeste Reformatoriske, Monrad, saavidt jeg veed, har kommet frem med i Henseende til Underviisningen, er det Misfoster af Amtsskoler, som da sagtens gaae i deres Moder igjen, thi de vare dog alt for taabelig anlagte til engang at kunne realiseres. Som Undervisningsminister kan jeg ikke troe Andet end at Monrad maa falde med det Første, thi Dumheder kunde de Gamle godt gjøre uden ham. Han skal ogsaa vise en utaalelig Fornemhed mod hæderlige Folk, som søge ham. Saaledes kom forleden Krogh-Meyer, Præst i Ulkebøl paa Als til ham, for at søge et større Kald, da han har i den Grad gjorts. 76vel imod den danske Armee, navnlig under deres Ophold der efter Tilbagetoget fra Slesvig, at han sidder temmelig daarlig i det forresten ogsaa nok temmelig lille Kald. Men Monrad svarede: »men hvor kan De dog tænke paa det, De har jo 2den Karakter«. Da tog Krogh- Meyer fat, vred som en Tydsker, læste ham Texten ordentlig, vendte ham Ryggen og gik sin Vej uden at vente Svar. Du kjender sagtens Historien med Skaarup, som Peter havde, den var omtrent af samme Tønde. Da Svend nu er kommet og jeg gjerne vil tale lidt med ham, vil jeg nu afbryde, idet jeg beder dig hilse Moder og Tante mange Gange fra din
hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandag d. 28de Aug. 1848.
Kjære Søster!
Tak for Dit kjære, venlige Brev, som jeg modtog i Løverdags. Det er sandt, hvad Du siger, at jeg kan ikke klage over Dig saa lidt som over Moder eller Peter med Hensyn til Brevvexling; I ere alle særdeles gode ved mig; men naar Du spørger, om jeg »har Lyst at faae oftere Brev«, saa maa jeg rigtignok svare: »Ja, skriv saa ofte Du vil og kan; thi det er min største Glæde herovre at høre mine Kjæres Røst. Derfor nøder jeg mig selv til at skrive saa tit, for saa ofte som muligt at have den Glæde at faae Brev. Thi det er mig nu som før et fordømt Stykke Arbejde, den Brevskrivning. Dit Brev fik jeg som sagt i Lørdags og for et Øjeblik siden havde jeg atter den dobbelte Glæde at modtage to Breve: et fra vor kjære Moder og et fra Peter. Dem skal jeg ret snart gjengjælde, men først skulde dog Du have et Brev, saadan som det nu kan blive, hvor det ydre Liv aldeles intet Stof frembyder, og det indre kun trives saa smaat, netop nok for ikke at uddøe. — Dit Brev indeholder usædvanlig megen Politik. Du taler om »Danmarks dybe Fornedrelse«, og skjøndt hvad Du i den Anledning siger er meget smukt og vidner om den herlige Fædrelandskjærlighed, der Gud være lovet nu er vakt hos de danske Kvinder, — saa er det næppe saa aldeles rigtigt. Hvad er det for en Fornedrelse, hvad er det for en Fejghed, Du taler om? De danske Vaaben have i denne Krig hævdet deres gamle Hæder, og det er ingen Skam at man ikke med den bedste Villie og med den varmeste Begejstring formaaer at slaae en tredobbelt Styrke af Marken, og det er ikke at kalde for Fejghed, at Landets Styrere ikke tør tage det uhyre Ansvar paa sig at sætte hele Landets Vel og Vee paa et eneste Kort, naar der, som mig synes der er, er Rimelighed for, ats. 77Taalmod her er det bedste Mod, Udholdenhed og Sejghed det bedste Vaaben imod vor for Øjeblikket langt overmægtige Fjende. For mine Øjne blive vore Udsigter med hver Dag bedre, saa det kommer kun an paa at have Taalmod til at holde ud til Enden. Dog, jeg vil ikke gaae for meget ind paa Politiken. Vi vide for lidet til at kunne ret klart begribe Sagernes Stilling. Det klarer sig vel — jeg haaber til Danmarks Lykke og Ære. —
Igaar var Johan og jeg da atter et Besøg inde i Vejle, det første efter forrige Søndag, da vi vare et Øjeblik derinde for at sige Dagmar Farvel. Jeg seer af Peters og Moders Breve at hun nu har talt med Eder og hun kan da bedre end vore Breve give jer Begreb om vort Liv herovre, der vel ikke er indholdsrigt eller mageligt, men dog ikke værre, end at man godt kan holde det ud en Stund. I Vejle traf vi ved en Hændelse Vilhelm Schmidt, der var paa Vejen til Ruballegaard fra Kjøbenhavn. Piben har jeg rigtig modtaget og takker forlods for Uhrsnoren. Jeg har imidlertid anskaffet mig en sort Snor, (kostede 1 sk. Lybsk), der foreløbig er constitueret som provisorisk Uhrsnor.
Vil Du, da jeg idag ikke faaer skrevet til Moder, foreløbig meddele hende (næst at takke hende for hendes Utrættelighed ved Skrivebordet) : at Høsten herovre slet ikke er daarlig, men meget mere god, at jeg er meget god ved Soldaterne, som slet ikke have det saa ondt, som hun nok troer, at jeg saae et Glimt af Helweg i Vejle igaar, hvor han meldte mig, at han om faa Dage skulde holde Gudstjeneste hos os, samt at Vilhelm og gamle Blom begge befinde sig meget vel, den sidste i Fyen, hvorfra han tænkte til 1ste September atter at afgaae til Armeen. — I Vejle saae jeg ogsaa Din Svoger Karl, der bad at hilse saa meget. Her vil jeg nu slutte, da jeg aldeles intet har at skrive, og kun bede Dig besørge et heelt Læs Hilsener til alle de Kjære derhjemme, til Fader, Moder, Peter, Tante Jane, Amalia ikke at for- glemme. Hils ogsaa din nygifte Svoger med ditto Frue. Maaskee Du ogsaa ved Lejlighed kunde indsmugle en lille Hilsen til Din kjære Georgia Schow i hendes lille Paradis, som Peter skriver om. Det er Erindringens Paradis, det solideste man har i denne Verden. En Plads deri unde Du da ogsaa
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Tirsdag d. 29de.
I Dag fik jeg Brev fra Fader. For det maa Du foreløbig paa mine Vegne bringe ham min hjærtelige Tak.
s. 78Indlagt følge 15 R. vel omtrent Kappens Priis. Har Peter betalt Klædet, saa giv ham de 6; hvis ikke vil Moder lade Skrædder Møller faae hele Tutten mod behørig Quittering. Hun har Regningen.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Harbohus
30 Aug. 1848
Kl. 9 Aften.
— — — Den 29de gik jeg om Eftermiddagen, da vi fik Oventørre, over til Svend, og om Aftenen fulgte han saa hjem med mig for idag at tage over med til Haraldskjær og Kjærbølling, 1 Mils Vej vesten Vejle, til Thurah og Steenstrup ved 11te Bat. og Blom og Lütken ved 3 Reserve-Jægercorps. Vi kjørte først over til Bredballe og fik Carlo med ind til Vejle, saae ind hos Dalgas’s, hvor jeg skyldigst aflagde Peters Hilsen og Tak, som jeg modtog d. 28de og kjørte saa derfra med Extrapost afsted. — — — Blom er meget ilde fornøjet med det slette Ry, som hans Corps for største Delen med Urette er kommet i, og som de arme Mennesker faae at høre ved alle Lejligheder, skjøndt Skylden ene falder paa nogle slette Officerer, der nu næsten alle ere fjærnede. (Frederiksen, Wichfeldt, Schønberg og flere.) Hvad den sidste Affære ved Steppinge angaaer, er Corpset ogsaa blevet skammelig bagvadsket ved »frivillige« Breve i Bladene, som om de ej vilde storme Gaarden etc. endskjøndt det er beviisligt, at de sprængte Porten og at de og ej Herregaardsskytterne, ledsagede Holsten-Rathlou ind i Gaarden til de 30 Cuirasserer. Men fra Hoptrup 6 og 7de Juni har nu Corpset ved sine fejge Officerer faaet et saadant Ord paa sig, at man gjærne troer alt om det. — — — Thurah, der laae paa Feldtvagt lige ved Vejen, vi passerede, talte vi et Par Ord med, han havde det ligesaa godt og ligesaa slet som vi Andre, dog maaskee lidt værre, thi Bülow har et særeget Talent til at plage sin (1ste) Brigade, hvortil ogsaa 3 Reserve-Jægercorps hører. Ved Recognosceringen ned til Steppinge lod han det sidste Corps med fuld Oppakning marschere i Iilmarsch 10 Miil ud i Eet, saa Flere styrtede om og sov ind. Efter en saadan Marsch af 5 Miil fra Kl. 1 Nat til 10 Morgen var det, at de ankom til Steppinge, og da de saa havde gaaet samme Vej tilbage, kom de paa Feldtvagt. — — —
Supplement.
Harbohus 31 Aug. 48.
— — — Du mener ikke det kan nytte at instruere mig i Kogekunsten, men du maa endelig svare mig paa mine Spørgsmaal ogs. 79tillige sige mig hvorledes man skal lave Beufsteg. — — — Bollerne fik jeg dog nogenlunde Skik paa, at de ere ganske runde, det faaer at gaae, og at de ere saa haarde, at de kunne maale sig med en god Bold, det gaaer ogsaa nok an, og hendes Brødboller, eller hvad det var, har jeg frabedt mig. — — — Du spørger om Svends Mad, den har det ingen Nød med, thi hans Enke forstaaer at lave Alting meget godt; Fejlen her er vistnok, at Manden, og nok Konen med, ere saa grundnærige, skjøndt de ingen Børn have, at de gjøre Alting i Penge. Husgeraad og Saadant have de derimod nok af, men tør dog ikke laane En af vore Folk saameget som en Træskee (det er bogstavelig sandt) uden at staae og passe paa den, indtil de faae den igjen, og det uagtet Gud veed, de skal saamænd ingen Ting tage fra dem, de give dem endogsaa alt hvad de faae tilovers af deres Kjedel, saa de leve vist gratis baade med Brød og Kjød og tildels ogsaa Søbe- mad i denne Tid.— — — Hils Müller fra Snedsted mangfoldig fra mig; han skulde vel ikke lægge Hjemvejen om ad os? Skovgaard burde komme herover, ifald hans Arbejde ikke ret vil gaae derhjemme, Vinteren er lang nok til at male i, og det vil maaskee vare længe, inden han paa en saa behagelig Maade vil kunne gjæste denne, (jeg siger det med fuld Overbeviisning efter alt hvad jeg hidtil har seet, dog ikke saa Lidt mere) Danmarks skjønneste Egn. Det var ogsaa Carlos Mening.— — — Kommer Fader, kunde jo Sk. gjøre ham Selskab. — — — din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. d. 31te August 1848.
Kjære Moder!
Ikke skal jeg kunne klage over mine Correspondenter : her har jeg nu 4 ubesvarede Breve liggende for mig, modtagne i de tre sidst forløbne Dage: 1 fra Dig, 1 fra Peter, 1 fra Fader og 1 fra Vilhelm Blom. Du er da den, jeg først skylder et til Gjengjæld. Thi jeg skriver kun nødig, ene for at faae Breve og saa (til Dig), fordi Du vil have det.
I Dag have vi da faaet officiel Underretning om en foreløbig Vaabenstilstand med Opsigelse paa 48 Timer. Den er vel saa en Forløber for den saa meget omtalte paa 8 Maaneder, hvis Betingelser jeg imidlertid Intet sikkert veed om, og det vides vel heller ikke endnu. Vi skulle nok nu flyttes en Dagsmarsch længere nordpaa, da vi jo altids. 80betids igjen derfra kunde indtage vore Stillinger her ved Vejle, om Stilstanden skulde blive opsagt. Der behøve vi da ikke heller at ligge saa stærkt sammenpakkede, saa at Mandskabet vil kunne faae det noget bedre, navnlig med Hensyn til Nattelejet, thi vel have de det i visse Henseender mageligt, da de have lidet at bestille og faae godt at spise og drikke (fuldt saa godt som jeg), men de ligge dog immer i Klæderne paa Halm omkring i Lader og Stalde. Mange af dem have ikke været i Seng i 5 Maaneder. Desuagtet er Sundhedstilstanden imellem dem Gud skee Lov meget god, hvilket man ellers næppe skulde have ventet i den forfærdelig vaade Sommer, vi have haft. Igaar og idag har Vejret ellers været noget bedre, men dog er der begge Dage faldet Regn. Jeg er temmelig vis paa, at det har regnet meer eller mindre hver Dag, siden jeg for sex Uger siden rykkede ud af Kjøbenhavn. Man vænner sig snart til at være gjennemvaad og til at ligge og lade sig regne igjennem ude paa en Mark; men det er dog kedeligt. Vejene blive saa afskyelige, at man ingen Steder gider gaaet og man faaer ikke den Glæde af de dejlige Egne heromkring, som man ellers kunde have. Især nu, da Dagene blive kortere og kortere, Nætterne lange og mørke, kan man tidt fristes til at kede sig. Hidtil har jeg imidlertid ret godt staaet imod, og er i det Hele taget i et langt bedre Humeur her, end jeg var i Kjøbenhavn i de to Maaneder jeg laae der sidst. Det er som Dag imod Nat. Endnu kan jeg ikke ret fæste Lid til Fredsrygterne og vil det ikke, før det er utvivlsomt. Man finder sig dog bedre i dette »Stilleben«, naar man betragter det som en Pause end som Enden paa Legen. I halvsjette Maaned har jeg nu lagt alt Andet tilside for Krigens Skyld, og har endnu ikke oplevet noget, der er værdt at erindre. Det er en trykkende Erindring at tage hjem med sig fra et Felttog, og, jeg kan ikke nægte det, det har størst Sandsynlighed for sig, at dette vil blive Tilfældet. Dog, min Skjæbne er da ikke værre end saa mangen Andens. Der sidder nu Vilhelm ovre paa Als og kukkelurer; han er ikke bedre faren. Ham correspondere vi ganske flittig med og jeg kan da mærke, at han har det saa godt, som man under de givne Omstændigheder kan have det. Gamle Blom er vel allerede kommen hertil Hæren, eller skulde da komme til 1ste September, den have vi jo imorgen. Den 8de agte vi at celebrere Faders og min Fødselsdag med Chokoladegilde. »Iøvrigt er der Intet, der trænger til hurtig Meddelelse« fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hils Alle derhjemme paa det venligste. Til Peter skriver jeg imorgen. Hvis jeg ikke alt har bedet Dig derom, saa vil jeg nu bede Dig at bringe Adelhejd en hjærtelig Lykønskning. Ja, gid hun maa have mere Glæde af dette Barn end af det forrige. — Johan havde forleden Dag Brev fra Dr. Jens, hvem han havde tilskrevet; han havde det meget godt med alle sine.
Jeg haaber da, at mit Brev til Meta fra i Tirsdags, der var usædvanlig indholdsrigt, sine fulde 15 Rigsbankdaler værdt, er vel ankommet, — Hvis ikke er det slemt for — Skrædderen.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
2den Septm. 1848.
Kiære Søn!
Troe mig dog i det, som det ellers vil koste Dig meget at lære af Erfaring, at hvad man ikke kan tale sig tilrette, kan man endnu mindre skrive sig tilrette om, naar det skal være Alvor! Jeg vil derfor hverken forsvare mit forrige Brev, eller stræbe at giøre mine afvigende Meninger om Krigsførelsen og Udsigterne giældende, men vil holde mig til hvad vi Gudskelov! er enige om, at enhver maae seile sin egen Sø, om han skal komme godt iland, og at dette giælder ligesaavel om Folkefærd, som om Enkeltmænd, saa Skam skulde de alle faae, som ikke vil lade Mennesket i Norden ogsaa seile sin egen Sø, som Fædrene saa stolt har begyndt, at Børnene umuelig kan bære den Skam at standse paa Halvvejen.
Du har jo hørt, man vilde have mig til at være Rigsdagsmand for Slesvig, og skiøndt det synes mig halv æventyrligt, lader jeg det gaae, men undlader dog ikke at prøve til, hvor det er mere rimeligt, thi skiøndt jeg ikke tør vente mig synderlig Glæde paa Rigsdagen, maa det dog ikke være min Skyld, om jeg fattes der, da jeg immer veed bedre Besked end de Fleste, og er med Guds Hjælp endnu stærk nok til at bære hvad jeg blev tidlig vant til. Jeg havde fundet det rimeligst at stille mig i Præstøegnen og af et Brev fra Rørdam idag saae jeg, at jeg udentvivl vilde seiret ved Bønderne, men da Clausen var indbudt fra Præstø, trak jeg mig tilbage før han endnu selv bad mig derom.
Ogsaa i Nestvedegnen, her tæt ved Staden og i Staden selv, har der været Tale om mig, men hvad Enden bliver skal ingen kunde sige, og naar jeg ikke kan faae en ganske besynderlig Sikkerhed, opsætter jeg min Bestemmelse saa længe mueligt; stiller mig saa,s. 82hvor det falder mig ind, og lader den Slumpelykke, Valgloven har fremkaldt, giøre Udslaget.
Det er ellers i de sidste Dage faldet mig paa Sinde, at det dog er reent galt, at man i Valgloven saa aldeles har tabt Krigshæren af Sigte, og aldeles glemt at Danmarks Fremtid tilhører den Ungdom, der nu kæmper for dets Tilværelse! Da nu tillige Grundloven sagtens ikke bliver forelagt Almeenheden til foreløbig Drøftelse, men skal i Hui og Hast klappes klar paa Rigsdagen, hvor B. Christensen synes at skulle præsidere, saa skiønner jeg ikke rettere end at man gjorde sit Bedste ved at man forhindrede den overilede Afgiørelse.
Du forundrer Dig over Hippodromens 1) fri Spas, og jeg var selv fristet til at lege lidt med, men det nytter jo ikke, naar Ministrene hverken selv vil ud med Sproget, eller har andre end Ploug at stille i Marken, eller vil nedlade sig til at giøre, hvad vi kunde enes om. For Øieblikket spiller virkelig Balthasar ved Hjælp af Bønderne Bet, og selv Clausens Valg i Præstø er meget tvivlsomt, da han er sat i Band af Bondevennerne, medens de kun betragte mig som »en egen Mand«. Fra Moder skal jeg hilse kiærligst, hun fik nys Brev fra jer begge, men maatte op til Meta som ligger igien. Hils Svenn, naar Du seer ham, ligedan fra os alle, og vær forvisset om, at mine Sønner miskiendes igrunden aldrig af
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Møllen. Septbr. 4de 1848.
Kjære Svend!
Det er i Dag, saavidt jeg husker, otte Dage siden jeg skrev dig til, men det kan da ogsaa være meer end nok naar jeg kommer med slige Forslag som det sidste, saa du maae sige, »nei nu er Moder alt for slem«, om forladelse min Søn jeg blev saa nærgaaende, jeg havde jo rigtignok hørt sige, 43 Rd, Begreb om Udgifterne har jeg jo ikke, saa jeg af den Grund helst skulle tie, Du veed nok naar vi kommer i det Capitel om Economien er jeg nærgaaende, men der sparer jeg mig da heller ikke selv veed du nok.
Naar du faaer dette har vel Høxbro været hos Eder, eller I hos ham i Veile, Peter havde Brev fra ham, hvor han meente Fredag s. 83eller Løverdag at træffe Eder, saa i Dag eller Morgen tænker jeg vi hører mundtlig fra Eder ved ham. —
Nu kom da i Dag Betingelserne paa Vaabenstilstanden, i Aften skulle høres de nøjere Bestemmelser derom, et tydsk Herredømme bliver det da siges der efter alt hvad der kjændes til de udvalgte Hrr: —
God Morgen kjære Svend! saavidt kom jeg i Aftes oppe paa Møllen, da jeg gik ind til Meta som var i Sængen, hun er jo nok begyndt med at være lidt oppe om Dagen, men saa meest liggende paa Sophaen, saa det gaaer kun langsomt med rigtig at komme sig, Feber er der ikke, men det ligger i Nærverne siger Fenger, forresten er hun ret Livlig; tael nu blot ikke til hende [om] at jeg har skrevet herom, det er vanskeligt at røre herved for hende, jeg ville, at hun skulle stride lidt imod hvad der ofte falder hende behageligst, men det koster jo Overvindelse og den mangler hun, det er tungt for hende selv, men visselig ogsaa for hendes heele Omgivelse, jeg kan ikke nægte, mig bedrøver det meget; endnu engang beder jeg dig slet ikke lade dig mærke med at jeg har taelt om hende. — Nu kom Høxbro fra sin jydske Rejse og Besøget hos Eder, jeg hørte da, »at I saa raske ud, Arbeids-Bordet stod med Bøger« — og om de opredte Sænge, saa I kunde tage imod Gjæster«. Bestemmelserne med Armeen efter denne Stilstand vides vel endnu ikke, i det mindste vil vist en Tid hengaae førend det heele kan Ordnes og da, inden det bliver bekjændt, Man kan jo længes efter at vide noget herom, Taalmodighed er en Dyd og Man er godt blevet øvet i denne Tid, desuden er Aarene en god Læremester. Danskeren er i Dag blevet sændt, Grunden hvorfor jeg ikke før har gjordt det, endskjønt jeg har faaet fleere Mindelser derom, er ærlig sagt den, at jeg synes at kunde høre Eders Uenighed og Dispyter med Fader herom og det veed I nok kjære Børn, er, hvad der saa ofte er faldet mig tungt at høre; hvad jeg her har sagt, maae være som usagt naar I skriver, Du forstaaer mig jo nok. — Møller fra Snestæd, eller Ranum var her nu for at sige Farvel, han reiser i Eftermiddag til Aalborg, hilse Eder meget fra ham skulle jeg da. — Nu paa Fredag er da Faders og paa Løverdag din Fødselsdag, det er første Gang vi ikke har været samlet den Dag min Søn, gjærne havde jeg skjænked Chokolade for Eder som sædvanlig og gjordt lidt Stads af dig om Aftenen, det kommer nu din Ældste Broder til den Dag, din Skaal skal blive drukket, mueligt du hører Klangen af Glassene; Faders Fødselsdag celebrerer Du vel med Kaffe til Formiddag og Viin til Middag? s. 84om vi faaer Meta herop de Dage er jo uvist, dog vil jeg nu haabe det. — Naar du skriver til Vilhelm B: saa hils ham og siig, der kom- mer ogsaa imellem Længsel over mig efter at see ham; for de gamle gode Dage da vi havde Eder samlede, maae jeg jo ikke nævne; er Oberstl: Bl: nu kommet til sin gamle Brigade og er jo da i Eders Nærhed? saa hils ham venlig vis saa er. —
Nu kan Du vistnok have meer end nok af mit Clatterie Pen, Pa- pier, Blæk er usselt men skriften, og hvad dertil i øvrigt hører, er endnu dobbelt saa jammerligt, saa nu stop.
Kjærlig hilses Du fra Fader og Tante som nu gik op til Meta; naar Amalia seer jeg tager en Pen beder hun altiid glemme ikke at hilse Onderne, hun veed nok ellers seer hun mig ikke med Pennen. — Nu Farvel mit kjære Barn! Gud give Lykke til det nye Aar du indgaaer i, saa beder din trofaste
Moder
E: Grundtvig født Blicher
Broder Johan hilses naturlig kjærligen. —
jeg glemte at sige Tak for de smaae Breve fra 26de og 31te August, jeg tænker snart at see lidt igjen, eller meget, thi jeg er ikke nøjsom.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandag d. 4de Sept, 1848.
Kl. 4 Efterm.
Kjære Meta!
Mit sidste Brev til Dig afgik i Tirsdags, maa altsaa i Fredags være kommet Dig til Hænde, og dersom Du da som Du plejer havde svaret strax, saa maatte jeg nu have modtaget Brev fra Dig. At jeg nu ikke har det, i Forbindelse med Moders Mælding til Johan om at Du atter har faaet Feberen, bringer mig til den sørgelige Antagelse, at Du endnu i Fredags var Patient og gjør mig meget længselsfuld efter at høre noget fra Dig. Hverken fra Moder eller Peter kan jeg vente at høre noget før om en 2—3 Dage; jeg maa altsaa slaae mig til Taals og haabe det bedste: at Du nu igjen er vel og at jeg faaer Brev fra Dig imorgen, om ikke iaften. Imidlertid vil jeg lade, som om Dit Brev alt var kommet og strax skrive Dig nogle Linier til, for at Du kan see, jeg ikke har ophørt at tænke paa Dig eller — hvad der er det Samme — at jeg lever. Stort mere veed jeg da heller ikke at meddele Dig, da mit Liv gaaer saa stille og ensformigt som muligt. En behagelig Afvexling var det i Lørdagss. 85at modtage Besøg af Høxbro og Refslund. Den førstnævnte vil i Aften komme til Kjøbenhavn med Iris, saa jeg skal ingen nærmere Detailler meddele derom. Han kan bringe Bud som Øjenvidne om at vi begge ere legemlig talt i meget god Stand. Hvad han siger om vor Aandstilstand, veed jeg ikke. — Man venter her en af de første Dage at erfare noget sikkert om det Enten—Eller, der ligger os nærmest, nemlig om vi skulle have Vaabenstilstand eller ej. Derpaa maa vel ogsaa følge Bestemmelsen om vor Skjæbne i den tilstundende Vinter. Min Formodning herom har jeg allerede udtalt for Peter. Jeg sidder nu ellers og læser Islandsk i den nye Saga, som Johan fik med den sidste Avissending. I de sidste Dage og da især i Dag have vi faaet bedre Vejr end hidtil og jeg har da kunnet komme lidt ud at spadsere med mig selv i den dejlige Egn, der her tæt og trindt omgiver os. Fra Skovgaard fik jeg igaar Brev. Hvor det glæder mig at have faaet hans Mund eller Pen paa Gang. Han skriver saa ligefrem og saa hjærtelig, at det er en sand Glæde at føre Brevvexling med ham. Jeg var tilfreds han kom og var hos mig en Ugestid; men han forhindres af kunstneriske Hensyn fra en saadan Tour, hvortil ellers ogsaa han synes at kunne have Lyst. Fra Vilhelm Blom høre vi jævnlig. Han har især travlt med at discuttere det nu forestaaende Forfatningsspørgsmaal og erklærer sig deri enig med Fader og Goldschmidt i alt Væsentligt. Dersom vi faae Vaabenstilstand paa længere Tid, saa havde Johan og jeg stor Lyst til at aflægge et Besøg i Ringkjøbing inden vi begive os til Vinterkvarter i Gud veed hvilke Hjørner af Landet. Til den Tid maa vi da skilles ad. Hidtil have vi jo været saa urimelig heldige at kunne følges ad, hvilket har bidraget meget til at gjøre Opholdet her taaleligt. Igaar maatte jeg sidde hjemme og passe paa Compagniet, da baade Capitainen og den første Lieutenant vare i Horsens. Johan tog nok med Refslund til Vejle. Jeg har ikke seet ham siden igaar Morges, et Par Timer efterat Høxbro forlod os.
Ja, gid nu dette Brev maa finde Dig frisk og rask og fornøjet paa Din prægtige Mølle. Saa varer det vel heller ikke længe, inden Du paany lader høre fra Dig til Din hengivne Broder
svend
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohuus
5 Sept. 1848.
Kjære Fader!
Jeg modtog idag under Maneuvren dit Brev af 2den og iler med at gjengælde det i al Korthed, da Tiden ellers vilde forbyde mig s. 86dets Afgang idag og Ankomst i rette Tid til din Fødselsdag. Først og fremmest vil jeg da ønske dig til Lykke paa denne Dag og ønske dig endnu mange glædelige Aar i Danmark, til Glæde for os og til Gavn ej blot for os, men som jeg haaber for hele Landet. Jeg har været tvivlsom, om jeg vilde ønske dig paa Rigsdagen, ikke fordi jeg jo for Sagens Skyld i høj Grad ønskede dig der, som en Mand, der i langt højere Grad staaer paa sine egne Been end de fleste og har i de fleste Retninger bedre Begreber om Frihed end Andre, men Grunden til min Tvivl var den, at jeg frygtede for, at den vilde volde dig mere Ærgrelse end Glæde og maaskee forbittre dig Livet end mere. Men da du selv troer at kunne taale det, kan jeg ikke Andet end glæde mig derover og haabe til Gud, at han vil give dig den Taalmodighed, der unægtelig behøves for at udholde den Mængde Sludder og rolig høre paa den Masse Meningsløshed, som naturligviis der vil komme frem. Jeg vil haabe, at et godt Ord vil finde godt Sted og at du maaskee dog kan bringe Nogle til at tænke sig lidt om, før de tale eller dømme om vigtige Ting. Valgmaaden er ganske vist dum, navnlig den forlangte Indtegning af Vælgere og Stilling af Candidaterne, saa du har Ret i at kalde det en Slumpelykke, men at de skulde i en Hast vilde klappe Grundloven af, vil jeg dog ikke haabe, en saadan kan dog naturlig kun efterhaanden danne sig og ej især i en saa urolig Tid sættes fast og urokkelig; det vilde jo kun give Anledning til uberegnelige Ulykker, da den jo maatte blive mangelfuld i alle Ender. At de ved Vælgernes Indtegning aldeles ikke synes at have tænkt paa Hæren, har ogsaa forbauset os herovre, den Tid maa dog være forbi, da Armeen betragtedes som Regeringens Lejesvende, den maa være en Folkevæbning og ingen Stat i Staten. Jeg har alt for længe siden beklaget mig over denne Tilsidesættelse i et Brev til Peter Boisen, men det lader hidtil til at vi ikke skulle komme i Betragtning, fordi vi ikke have Lejlighed til at mælde os paa Kjøbenhavns Raadstue, hvorfor vi dog ere lovlig undskyldte. Jeg ærgrer mig forresten paa egne og mangfoldige andre fornuftige Folks Vegne over det Aldersaristokrati, Loven statuerer, hvorved jeg og mange Andre ere berøvede Valgret, skjøndt jeg om den Ting mener at have fuldt saa god en Mening som de fleste 30 Aars-Karle. Det forekommer mig, at idetmindste den borgerlige Myndighedsalder maatte lægges til Grund. Den, der er umyndig naar han er 25 Aar, bliver aldrig myndig. Dog — heri giver du mig neppe Ret og maaskee jeg ogsaa har Uret. Hvad Hippodromedarerne angaaer, skal jeg ikke nægte, jeg kunde have Lyst s. 87til at rykke imod dem med mine Soldater og bringe dem til Fornuft, hvis de blive saaledes ved, seer jeg intet andet Middel, de ville jo ikke give efter for Grunde. Det er unægtelig en sørgelig Udsigt, men paa den anden Side synes mig, vi (ligesom Pariserne sidst gjorde ved samme Parti) maae betragte dem ligesom Luther betragtede de oprørske Bønder og ikke skaane dem, men som han sagde, slagte dem, »som gale Hunde«. Dog — Gud lade det ikke komme dertil! Jeg vil ogsaa haabe, det er mere Vind end en virkelig Bevægelse, der her har rejst sig, thi jeg seer ingen fornuftig Grund til den Bevægelse her i Landet. Jeg hører her mange fornøjelige Historier af Folk fra Slesvig, hvorledes de stadig narre og skræmme Tydskerne med de Danske og hvorledes de Dansksindedes Antal stiger med hver Dag. Dog, jeg maa nu slutte, da Tiden er forlangt fremrykket og bede dig hilse Moder og Tante og navnlig stakkels Meta meget fra mig. Peter har behandlet mig uforsvarligt, svarer aldrig paa mine Breve. Vaabenstilstanden er jo nu afsluttet, men vi kjende ej Betingelserne her endnu, gid de kun maae være nogenlunde taalelige! Levvel og hils alle Venner fra din hengivne Søn
Grundtvig og hans Slægt.
6
Joh. Grun[dtvig.]
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup. Tirsdag d. 5te September 1848.
Kjære Fader!
Tak for Dit sidste Brev af 26de forrige Maaned. At jeg ikke før nu har besvaret det, har sin Grund i, at jeg ønskede, at mit Brev skulde træffe Dig paa Din Fødselsdag, hvad dette efter min Beregning maa gjøre. Modtag da først og fremmest min hjærtelige Lykønskning. Gid Gud maa skjænke Dig og os med Dig mange Gange at opleve denne Dag, og gid Du bestandig mere maa see Frugterne af den Sæd, som Du i en lang Aarrække saa trolig og trøstig har udsaaet, i det Haab, at hvad Du plantede og vandede, til det skulde Gud give Væxt.
Du skriver, at Din meste Tid optages af »Danskeren«, os optager den altfor liden Tid; thi uagtet vor gjentagne Bøn om at faae den sendt, saa er endnu intet Nummer kommet for vore Øjne af hvad der er kommet efter den 20de Juli, da vi forlode Kjøbenhavn. Den nye Bog af Allen 1), som Du anbefaler, have vi rigtig modtaget, men jeg har endnu ikke faaet gjort Bekjendtskab med den, da Johan læser den med megen Grundighed; jeg glæder mig ret til at gjøre det Samme.
6*
s. 88Den Vaabenstilstand, hvorom man har snakket saa længe frem og tilbage, og som Du bestandig saa meget har frygtet, er da nu indtraadt. Endnu veed jeg kun det nøgne Factum, som meddeltes igaar i Dagsbefalingen: »En Vaabenstilstand paa 7 Maaneder er afsluttet«. Paa hvilke Betingelser — derom har jeg intet Nys; men paa dem beroer det jo om man skal sørge eller glæde sig derover. I ethvert Tilfælde tager jeg imod den som en nødvendig Tilskikkelse; og hvor haardt det endog er for min individuelle Følelse at skulle vende hjem lige saa uforsøgt som jeg kom, saa kan jeg jo dog ikke ønske noget Menneskeliv offret for min personlige Behagelighed.
Man venter som imorgen Kongens Ankomst og med den nærmere Oplysninger, ogsaa om vor egen Smule Bestemmelse i de næste 7 Maaneder. Jeg er beredt paa med Taalmodighed at finde mig i Alt.
Lev nu vel, kjære Fader, til vi sees igjen, maaskee det kan blive om ikke ret længe. Med hjærtelige Hilsener til Moder og dem alle der hjemme forbliver jeg nær eller fjærn
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
1)NB. Ved en Fejltagelse oversprang jeg denne Side og tør ikke give mig Tid til at skrive Brevet om, da jeg har gjort Aftale med Johan om at tage hen i Dag og besøge Oberstlieutenant Blom, der nu er kommen og ligger ½ Mils Vej herfra. Derfor har ogsaa dette Brev saa mange Spor af Hastværk, som jeg maa bede Dig undskylde.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 6te Septbr 1848
Min kjære Svend!
Da jeg nu, for første Gang efter min Sygdom, griber Pennen for at besvare Dit og Johans Brev, veed jeg ei ret hvem jeg skal skrive først til, men, da det er din Fødselsdag paa Løverdag, finder jeg dog Du maa have et Brev fra mig den Dag, og to Breve er det mig ei muligt at skrive i Dag, da jeg endnu langtfra er kommet til Kræfter efter min sidste Sygdom, som holdt mig i Sengen i otte Dage, s. 89og har efterladt en umaadelig Mathed hos mig; det var ei Koldfeber denne Gang jeg havde nok noget Feber, men, hvad der især pinte mig var en saa voldsom Hjertebanken og Smerte i den venstre Side, som trods Igler Draaber og andet saadant, ei ville gaa bort men vedblev uafbrudt i 8te Dage, og fremkaldte en saadan Mathed at jeg ei kunde taale at være oppe, mere, end i det høieste to Timer om Dagen — i de sidste Dage har det været bedre, saa jeg nu er oppe næsten heele Dagen, Gud give det nu maatte blive ved at være godt; Du kan tro det er en stor Plage at være syg, især gjør det mig grulig ondt for Peter, som jo bærer det meget smukt, men jeg kan dog godt føle at jeg med al min Umage, naar jeg er syg ei kan være meget for ham, eller ret opfylde de Pligter som jeg føler der paahviler mig som Kone i Huset; en Bemærkning af Johan i denne Anledning har gjort mig meget ondt, han skriver nemlig til Moder at jeg blev nok rask naar jeg blot selv vilde, er det ogsaa din Mening om mig Svend saa gjør det mig inderlig ondt, »Sygdom er Hvermands Herre«, siger et gammelt Ordsprog og det er sandt, thi, jeg føler at med min bedste Villie, kan jeg dog ei staa imod. Naa, nu har du vist meer end nok af den Syge-Historie, jeg veed heller ikke hvor det kunde falde mig ind at skrive saa langt til dig om det, især da det skulde være et Lykønsknings-Brev til din Fødselsdag, men jeg er nu engang saadan at hvem jeg holder af, som af dig, dem skriver jeg til hvad der i det Øieblik falder mig ind, og ligger mig nærmest, tilgiv mig derfor denne Gang, jeg skal see at blive bedre herefter, og ikke være som de Mennesker der altid snakker om dem selv, dette kunde du rigtignok have Grund til at sige om mig især i dette Brev. Modtag da nu min kjære Svend en Lykønskning til din Fødselsdag, ja Gud lade Dig endnu i mange Aar opleve denne Dag med mig, ja! jeg takker Gud ret af Hjertet for Dig og fordi han har ladet mig lære ret at kjende Dig, og ved Dig, lært mig, at skue Kjærligheden han har skjænket Menneskene, endnu langt dybere og ædlere end før, ja Svend jeg har af dit næstsidste Brev til mig lært dig ret at kjende, og glædet mig mageløst ved at læse din Anskuelse af Kjærlighed, det forekom mig i Sandhed som min egen Kjærlighed blev stærkere, ved af dig at høre udtale, hvad jeg ofte har følt, uden ret at kunde udtale det, ja uden engang for mig selv at kunde gjøre Rede for mine Følelser; tro mig dette er ikke tomme Ord jeg her udtaler for at smigre dig, nei, det er ikke Venner som smigrer os det er i Grunden kun vore Fjender, thi ligesom jeg anseer det rigtig af Venner at sige hinanden deres Feil saaledes s. 90anseer jeg det ogsaa for Ret at sige hinanden hvad man finder Godt og Ædelt i deres Følelser.
den 7de Septb: 1848
Saavidt kom jeg igaar, men maatte da for Træthed, holde lidt op, og senere igaar var det mig ei muligt at komme til, for Fremmede, blandt Andre ogsaa Georgia, som jeg bragte en Hilsen fra Dig, som hun modtog med Glæde, og bad mig, sende Dig en venlig Hilsen igjen. Jeg modtog da igaar Middag, efter jeg havde skrevet Begyndelsen af dette, Brev fra dig, hvori du beder mig, endelig, skrive Dig til, men jeg haaber, at Du nu af dette Brev har seet jeg har været undskyldt, havde dette ikke været Tilfældet, kan du tro, du allerede for længe siden havde været plaget af mine lange Breve, som jeg just ikke kan sige dine udmærker sig ved, men det er da ogsaa den eneste Feil de har, thi forresten er de bestandig saa venlige, og kjærlige, som jeg kan ønske mig, kun ønskede jeg dem lidt længere, saa at du deri kunde udtale og udvikle noget for mig, af hvad der interesserer Dig, eller ligger dig paa Hjertet. Alt hvad der angaar Dig, glæder og interesserer mig at høre, skriv derfor kun om hvad du vil, det skal blive modtaget, med Taknemlighed og Glæde. Seesaa! nu har vi da faaet den forbandede Vaabenstilstand, paa Betingelser, som man rigtignok ei skulde have ventet, en dansk Regjering vilde gaae ind paa, har du læst dem? læg da Mærke til, hvad Folk i Almindelighed overseer, og er derfor ganske godt fornøiet med Betingelserne, nemlig, at Schleswig-Holstenerne skal besætte Schleswig, og Holsteen, (jeg mener naturligvis Tropperne,) der staar ved Schlw: i Schlw: og Holst: i Holst:, men vel at mærke som de oprørske Tropper, ei vore tro Schleswigere, nei! de kan faa Lov at komme hjem men ei som Militair. Ja! er det dog ikke mageløst, hvad vi lader os byde i vores, som de kalder det store Beskedenhed, ja tænk dig, at de svenske Diplomater i Malmøe endogsaa har maattet hjelpe os for at faa saa gode Betingelser, da vore Diplomater, skal have siddet, som de største Fæ af Verden. Nu har der da været Spektakler igjen i Kiel, fordi de var misfornøiede med Vaabenstilstanden saa Gud maa vide hvad det skal blive til med os, Fred faae vi dog ikke med Ære førend vi faaer slaaet de Tydskere ihjel. Naa det er sandt en god Ting til har vi da ogsaa faaet lavet her hjemme, nemlig, den, at Carl Moltke som vore egne Ministre har været med at styrte, og selv beskyldt for den værste Schleswigholstener, ham s. 91har vi været med at udnævne til Præsident i den Commision som er udnævnt for Hertugdømmerne, desforuden har vi udnævnt en Schleswigholstener som hedder Prøiser, og, som offentlig har erklæret, at, han ei vidste af noget dansk Sprog i Schleswig, endskjøndt han er født ved Husum. See saa! nu blev jeg afbrudt igjen og jeg vil derfor ikke vedblive min ivrige Tale om de Dumheder vi begaa, Du har vist desuden allerede faaet meer end nok af min Politik, og dog kan jeg ei tie stille hermed, jeg troer heller ikke, at du, som Johan i et Brev til mig, vil gjøre Nar af mig derfor, om du end kan finde det dumt hvad jeg siger; Du kan foreløbigt hilse Johan fra mig, og sige, at jeg, een af de første Dage, skal svare ham paa hans Brev, siig ham at jeg havde ei ventet sligt Svar, paa mit Brev til dig, af en Kriger som vil ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog, men herom nærmere i Brevet til ham selv, dette Brev kan du sige ham er kun bestemt til dig, da jeg kan mærke, at alt muligt hvad der paa nogen Maade kan ligne Politik er ham ufordrageligt i en Qvindes Mund; de skal kun snakke om Boller og Grynsuppe, men han lærer vel ogsaa engang at agte Qvinden lidt høiere end nu. Imorgen er det da Faders Fødselsdag, det er første Gang vi Sødskende ei er samlet, det bliver underligt, jeg føler altid saadan et stærkt Savn af Eder naar jeg kommer derhen, Fader er efter Omstændighederne langt mere fornøiet end jeg havde ventet, ja han har en fast Tro paa vor Herre, den hjelper ham, gid vi som hans Børn maa ret kunde arve den da har vi faaet en god Arv.
Nu Farvel for denne Gang skriv snart et rigtig langt Brev til mig, du skal strax faa Svar naar jeg ei er syg som dennegang. Tænk nu kjærlig paa din Søster
Meta.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
den 7/9 48. —
Kjære Svend!
Jeg flyttede nu Pennen herover fra et andet Stk. Papir, hvoraf jeg vilde danne et Brev til Johan, da Meta minder mig om, hvad jeg dog ellers nok husker, at det er Din Fødselsdag paa Lørdag — og i den Anledning skal Du visselig først have Brev fra mig. I Brevet til Johan har [jeg] givet mine Undskyldninger af mig, hvorfor jeg ikke har skrevet saa længe, dem skal Du nu blive fri for paa det Vilkaar, at Du saa vil være mere stemt for at tilgive mig. — Altsaas. 92Din Fødselsdag! Det er nok den første, Du tilbringer udenfor Dit Hjem, og det havde Du mindst ventet, at skulde tilbringe den som Lieut. i Krigen, men det er rigtigt — ja derom kunde der nu siges og skrives Meget godt og smukt, hvorlunde Du, der Dine Yng-linge-Aar igjennem har levet og virket for de gamle Kæmpe-viser (jeg kommer derved til at tænke paa den Skaal, Du udbragte for Prof. Schouw hiin mærkelige Nyaarsdag d. A.), nu selv staaer i Kæmpernes Rækker for at vove Livet for gamle Danmark; men jeg veed det er dog ikke egentlig derfor, at Du har stillet Dig der, for at det skulde tage sig godt ud, og der skulde siges noget Smukt derom, men det er — ja er der ikke Andet, hvori I ligne Eders gamle Fader, saa er det i Kjærlighed til Fædrelandet, — dog der er visselig meget mere, hvori I ligne ham, hvor forskjellige I end kunne synes. Nu kjære Svend! til Lykke med denne Din Fødselsdag med Sværd ved Lænden! og skulde jeg udtale noget Ønske her for Dig, som jeg visselig føler inden i mig, saa skulde det være det, at Du maatte være med at udføre Bedrifter og Heltegjerninger, som kunde blive Stof til nye Kæmpeviser, vore Børn og Børnebørn kunde frydes ved at synge — dette ikke blot for Din, men meest for Danmarks Skyld, thi uden saadanne nye Heltegjerninger vil Danmark, som nu er stædt i Fare, visselig ikke længe kunne bestaae med Æren! — Dertil endnu eet, stille for mig selv, at I to Brødre og Eders gamle Fader med Aarene meer og meer maatte kunne nærme Eder hinanden, saa I forstaaes og ikke misforstaaes gjensidig, og at hans Tro, der har staaet sin Prøve, og vil bestaae den til den sidste Dag, maa gaa i Arv til hans Sønner! Stille Svend! siig ikke noget hertil, men giv mig Lov til engang at udtale dette Ønske for Dig, som jeg føler det stærkt indeni mig! —
Nu Dit sidste Brev af 1ste Septbr., det skal Du ret have Tak for, det var et godt Brev, som Meta og jeg glædede os meget ved at læse, ja som jeg ogsaa læste til Fornøielse for Din Fader og Flor, som var hos ham og bad om at maatte høre det, og efterat have hørt absolut vilde have et Stykke deraf (om Friserne og Tønder) i Dannevirke; jeg skrev ogsaa det af til ham, men jeg hører nu siden af Høxbro, at det dog ikke er gaaet ganske saaledes til, hvilket H. nok har sagt Flor. — Nu er Meta Gud skee Lov saa temmelig rask igjen, saa jeg haaber hun kan komme hjem til sin Faders Fødselsdag imorgen. — Det Haab, Du udtaler, synes at kunne gaae i Opfyldelse, thi alle de Militære baade tilsøes og — lands, som havde
s. 93
Tegning af P. C. Skovgaard.
Svend Grundtvig.
s. 94
s. 95faaet Hjempermission til idag og vare reisefærdige have i Middags faaet Contra-Ordre til at blive alle paa deres Plads. Vi staae netop som i Vinter med en Rigsdag for Øie, som synes atter at skulle blive forstyrret ved et Oprør i Holsteen. Dog Rigsdagen bliver vel nok afholdt alligevel, om end Oprøret og Krigen udbryder paany. En halv Time efter at Vaabenstilstanden var underskrevet af Belou i Malmø, kom en Gesandt i lynende Fart fra Berlin, med Ordre til ikke at underskrive den; Kongen af Preussen vilde nu Intet have med det at gjøre, men overlade det Hele til Frankfurterforsam- lingen. Men det var for sildigt, hans Befuldmægtigede havde under- skrevet, og derved maatte det blive dengang. Det er vel sagtens et nyt Kneb efter at befrie sig lidt for Tydskernes Vrede. Slesvigh. skulle være rasende, Oprøret sat i Gang — skudt paa Galathea i Kiel, som ikke turde skyde igjen, da det var imod Ordre. Jeg veed heller ikke, hvordan det er, Kbhavnerne ere glade og fornøiede med Betingelserne, endog med den nye tydske Regjering over Hertug- dømmerne Moltke, Preussen, Heinze, Boysen fra Ditmarsken) og, den sidste kan jeg ei huske, Been? eller saadan en Støvle 1). Dog har jeg hørt Høien og Schouw udtale Misfornøielse med dette Valg af vor Regjering, ligesom jeg har hørt Clausen yttre at vor Regje- ring viste sig som manglende baade Aand og Begeistring. Der holdes naturligviis Møder baade Nat og Dag m. H. til Valgene, og det baade af den aristokratiske og demokratiske Comité. Clausen var hos Din Fader forleden for at tilbyde ham at træde tilbage for ham i Præstøe, som han dog ikke vilde tage imod. Følgen bliver nok, at Clausen heller ikke bliver valgt, men bliver slaaet af en Væver 2) (Bondeven) hvorimod de gjerne vilde have havt Grundtvig (efter Rørdams sidste Brev). Om vore Bestræbelser vil jeg ikke skrive videre, da Du har talt med Høxbro, som fortalte, at Du blot holdt Dig taus. Nu Farvel for dennegang! Hils Johan foreløbigt! Endskjøndt vi meget kunde ønske at see Eder, saa anseer jeg dog Eders Bestemmelse for rigtig i alle Maader! — Kik ind paa Møllen saa ofte du kan! —
Din heng. Ven og Maag (recte quidem)
3)
P. Boisen.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
8de Septbr. 1848.
Kiære Svenn!
Din saavelsom Johans Lykønskning modtog jeg igaar, og Gudskeelov! baade at jeg veed, den er velmeent, og at jeg virkelig kan modtage den, fordi jeg i det Hele føler mig lykkelig, ikke blot i Sammenligning med dem, der er det mindre, men ogsaa med dem, som er det mere, thi jeg har beholdt mit Haab, som er altid ungt, og saamegen Kraft, at jeg trøstig kan arbeide paa dets Opfyldelse, og det er Lykkens Hemmelighed i denne Verden. Dette er da ogsaa Lykken, jeg ønsker mine Sønner og dennegang nærmest Dig, som imorgen giør det sidste Skridt til den borgerlige Myndigheds-Alder, der vel ingen Ret har til at overskiære Levnetsløbet, men har dog ligefuldt Indflydelse paa vort Haab, altsaa paa vor Lykke.
Efter hvad man hører fra Slesvig-Holsten, bliver der da vel for det første snarere Krig end Vaabenstilstand, og det ønsker jeg naturligviis af den simple Grund, at skulde den sluttede Vaabenstilstand føre til en Fred, som endogsaa blot gav de Danske Slesvigere Dansk Beskyttelse, da maatte vi ved Underhandlinger vinde tilbage hvad vi tabde ved Vaaben, og dette i Danmark uhørte havde dog for Øieblikket allermindst Rimelighed for sig, men en Fred, hvorved vi opgav det Danske Slesvig, uden at være slaaet i Krigen, vilde i mine Øine ei blot været en gruelig Skam, men et meget ulykkeligt Varsel for Danmarks Tilværelse. Den tydske Trætte kan intet uden Sværdet jævne, og naar det blot faaer Lov at raade, da frygter jeg intet Øieblik for Udfaldet.
Jeg har nu fast besluttet, hvis jeg kan finde Deltagere trindt i Riget, at stifte et Dansk Selskab, uden Hensyn paa, om det for Øieblikket faaer Hovedstaden med eller mod sig, thi der er intet Middel mod de luftige Partier, uden en levende Midte for Alt hvad der naturlig og historisk hviler paa sit eget, holder sig derpaa og værger det til alle Sider. Vi veed det nok, at denne levende Midte skulde findes i Regieringen og Folkeraadet, men det er mig klart, den vil aldrig mere findes der, hvis den ikke først ved fri Virksomhed gienføder sig, hvor den frit kan danne sig, og det er i et Selskab af alt hvad der er blevet sig Folkeligheden o: Danskheden bevidst eller føler sig dog uopløselig knyttet til den. Flor og Poulsen (som var i Rødding) er nu gaaet ind paa Sagen og jeg haaber, den vil snart komme i levende Fremgang. Hvorvidt Du for Øieblikket synes om den, kan jeg vel ikke vide, men at det er mit Øiemed hvad Du og s. 97alle Dannemænd og Dannekvinder maae ønske, det veed jeg, og om Midlerne til et fælles Øiemed skulde man aldrig trættes, da ingen kan andet end vælge de Midler, der synes ham tjenligst.
Seer Du Oberstl. Blom, da hils ham venligst fra mig, og ligeledes V. B. naar Du skriver til ham!
Fra Moder og os alle skal jeg hilse kiærligst og da Meta selv iaftes sendte Dig et Brev, vil Du deraf have seet, hun er ogsaa paa Benene!
Da jeg vel neppe idag faaer Stunder at skrive til Johan, saa tak ham indtil videre fra mig for hans Brev og Lykønskning, og vær selv lykønsket til et ædelt, virksomt og frugtbart Levnetsløb af
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Faders Fødselsdag. Aften.
Kjære Moder!
I Formiddags modtog jeg Dit saare kjærkomne Brev af 4de og 5te Sept. Allerede igaar modtog Johan Aviserne, der vare afsendte samme Dag (d. 5te). Endelig fik vi da Gud skee Lov »Danskeren«, som vi saa længe have længtes efter og saa tidt bedet om. — Det er nu længere siden end sædvanligt, at jeg skrev Dig til, det var allerede igaar en Uge siden; men hvad skulle vi ogsaa skrive nu, da I jo vide, at der Intet kan være af Interesse herovre fra! Idag have vi haft Brigadeexercits og skulle saa igjen imorgen, for derpaa paa Mandag at paradere for Krogh. Paa Tirsdag venter man Kongen hertil og saa afmarscheres vel strax efter til de for Tropperne bestemte Vinterqvarterer. Vor Bataillon skal cantonnere paa Als enten i Nord- eller Sønderborg. Om vi (ͻ: Joh. og jeg) forblive ved Bataillonen eller søge Forsættelse til en anden eller søge Permission under hele Vaabenstilstanden, er endnu ikke ganske afgjort, i det Mindste ikke for mit Vedkommende. Johan troer jeg rigtignok har bestemt sig til at blive paa sin Plads i de forestaaende 7 Maaneder ͻ: exercere og læse Hebraisk ovre paa Als. Vi have nu erholdt Anciennitet (fra 1ste September). I øvrigt intet at mælde. Jo, det er da sandt; vi have efterkommet Din Opfordring til at spendere Viin idag, i Anledning af Faders Fødselsdag og vi fandt, at det kunde ikke være ringere end Champagne. For Resten ere vi meget oekonomiske og det viser sig dog, hvad Du aldrig har villet troe, trods min stadige Paastand: at jeg ikke er saa daarlig i den Retning. Jeg s. 98har lige siden vor Udnævnelse faaet den samme Gage etc. som Johan og bestandig haft mere per Casse. Jeg har nok for Tiden vundet et Forspring af en 8 Rblr. foran ham. Han siger: »jeg begriber ikke, hvordan det gaaer til, for jeg holder dog Regnskab, det gjør Du ikke«, men al hans Regnen hjælper ikke; han bruger dog mere. I denne Maaned haaber jeg da ikke, at Du vil have 25 Daler sendt til Kbhn fra hver af os, eftersom vor hele Gage beløb sig til 19 Daler, 29 Skilling, fordi Resten blev afdragen til Betaling for vore Underofficersklæder, som vi havde faaet Lov at beholde. Som en Følge deraf maa vi begge faa Underballance for denne Maaned, thi mindre end 25 R. om Maaneden hjælper man sig ikke vel med her; det skal endda være knebent.
Imorgen fylder jeg jo mit 24de Aar. Idag modtog jeg Din Lykønskning. Modtag Du idag, den sidste i mit 24de Aar, min inderlige sønlige Tak for det forløbne Aar, ja, for alle de 24 Aar, Du har været mig en kjærlig Moder. Thi det maa alle dine Børn vidne for Gud og Mennesker og takke Gud og Dig for: at Du har været dem den kjærligste Moder alle Dage. Ja, Du har »elsket meget«, og fortjener derfor at elskes af Dine Børn saa højt som nogen Moder i Verden. Vel kan jeg ikke nu »vise min Tro i mine Gjerninger«, men jeg kan dog ikke lade være i dette Øjeblik, da Tanken naturligt vender sig til det Forgangne og til det Tilkommende, at lade min Følelse lægge sig for Dagen i Ord og takke Gud, fordi han har ladet mig fødes til Verden af Dig, og takke Dig for al Din uendelige Kjærlighed og endnu tilføje det Ønske for Dig og for mig, at Gud vil endnu lade os leve mange og lykkelige Dage tilsammen.
Bring nu Fader begge hans Sønners kjærlige, sønlige Hilsen! Siig ham paa mine Vegne Tak for al den Tid, jeg har levet, og siig ham, at hans yngste Søn hænger mere ved sin Fader, end han maaskee troer. Til Meta min broderlige Hilsen med Ønsket om, at hun ret snart maa heelt gjenvinde sin Sundhed. Venlige Hilsener til Peter Boisen,Tante Jane og vores lille Amalia. Lev nu vel, kjære Moder! Det varer maaskee ikke længe, inden Du gjenseer Din
hengivne Søn
Svend.
P. S. Oberstl. Blom søgte Johan og jeg forleden Dag; men han var da hos General Moltke paa Tirsbæk. Imorgen have vi atter aftalt en Tour hen til ham og haabe da at være heldigere. Vi skulle da bringe Din Hilsen.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
den 9de Septbr. 1848
Kjære Johan!
Vistnok er det længe siden jeg skrev til Dig, jeg veed slet ikke hvordan det egentlig er gaaet, om det var Vaabenstilstanden, der har gjordt den Lange Stilstand hos mig, skulle jeg næsten tro, eller det er Tanken om at mine Børn var blevet saa overløbet med mine Breve at De maaskee nu kunde faae Grund at Længes Lidt, desuden har saavel du som Svend havt Breve fra Fader og da hørt at Alt her, saavidt var godt; Meta er nu paafærde igjen og var da her i Gaar; i Dag har vi været oppe paa Møllen at drikke Chocolade i anledning af Sv: Fødselsdag og derefter Skaalen i Kirsebærviin, her Hjemme har jeg isinde vi skal drikke den i Biskop, synes du ikke nok det kan lade sig høre? jeg længes nu meget efter at høre Bestemmelserne med Armeen, at 10de Bataillon skal til Als, har jeg nok seet, men om der skeer nogen omflytning eller Afskeed med Officerer vides vel ikke; det lader jo rigtignok til at de ikke har isinde at holde dem roelige i Holsteen, saa der kan maaskee endnu blive nok at tage vare.
Du har vel nu seet Obstlt: Blom, har det lange Lasaret Ophold taget paa ham? hils meget, naar I seer ham; maaskee I nu bliver samlet med Vilhelm paa Als; — i alle tilfælde min Søn kommer du nu vel til at flytte i et andet Qvarteer, saa hvad Underretninger Du ønsker i Henseende til Kogekunsten ville nu maaske være spildte, som jeg rigtignok troer de alligevel ville være, det er hvad der maae læres praktisk og som du virkelig ikke har Geni til. —
Her var i Gaar endeel Venner samlede. Nogle til Middag og Fleere til Aften, endeel savnede jeg denne Dag, jo nærmest Eder mine kjære Børn; Skovgaard kom her om Formiddagen men var slet ikke rask, som han ikke i et par Dage havde været, saa han kom ikke i Aftes; Frue Lundbye er her i Byen i denne Tid. Det var en Forandring fra ifjor Faders Fødselsdag, da heele vores unge Selskab af Herrer vandrede syngende opad Bakkehuus-Alleen, Somme med Kaaber, du husker det maaske? jeg har i Morges sændt disse Dages Aviser, hvad koster slig en Pakke Eder?
Du maae nu ikke min Søn tage Exempel af din Moder med at jeg har skrevet noget sjældnere i den sidste Tid, jeg har været undskyldt, men hos Eder veed du nok hvad jeg vil kalde det, at jeg altid længes og altid glæder mig til Brev, det er vist. — Kongen er i Dag reist over til Armeen siges her, ja det veed du da vist bedre s. 100end jeg kan sige Eder; Du mærker nok jeg indlader mig ikke i Politik det var kun da jeg havde dig (Eder) her jeg plagede dig dermed, |: jeg veed jo nok du siger, det er ikke noget Damerne skal blande sig i :| saa jeg maae nu nøjes med at læse mig til hvad jeg kan i den Berlingske. —
Et par Ord maae jeg dog i Dag skrive til min lille Svend, jeg tænker du har i Dag høitideligholdt den paa bedste maade som jeg skrev, der jo tilkom dig.
Nu lev vel min Søn! kjærlig hilsen fra Fader, Tante og
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
9de Septbr. 1848.
Kjære Svend!
Jeg kan dog ikke andet end ved disse par Linier sige Dig mit Barn at jeg ret i Dag har savnet Dig og Længtes efter et lille glimt, ja nær i Tankerne har jeg været hos Dig og glædet mig ved at I Brødre dog bleve samlede paa denne Tour, Gud veed nu hvordan det herefter bliver det længes jeg nu saameget efter at vide.
Gud velsigne Dig min kjære Søn saa beder inderlig din trofaste Moder
E Grundtvig
største Hast
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Hornstrup
10 Sept. 1848.
Kjære Moder!
― ― ―Vi skulde imorgen havt Revue for Hs. Maj., men da der endnu ingen nærmere Ordre er kommet, er den vist udsat, maaskee paa Grund af Vejret, der idag og igaar er daarligt, men maaskee ogsaa af den jordiske Grund, at vi skulle blive ved at ligge i Feldten for det første, som nok kan hænde sig. Hvorledes det egenlig hænger sammen med Oprøret i Slesvig-Holsten [og] med Vaabenstilstanden, derom ere vi i saagodtsom fuldstændig Uvidenhed.― ― ― Vilde Preusserne rykke bort og vi maatte afgjøre Sagen med Forbundshæren og Slesv.-Holst., eller maaskee endog kun med de sidste s. 101alene, saa var det jo en Fornøjelse; jeg skulde raabe Hurra den Dag vi rykkede over Grændsen,saa højt, at I kunde høre det i Kbhn., men Penneslikkerne sætte vist en Streg for det er jeg bange for. Imidlertid, Alt er muligt iaar, det Utroligste næsten det meest Trolige. Vi celebrerede Svends Fødselsdag hos mig saa godt det lod sig gjøre, med Grynsuppe, stegt Flæsk og Pandekager og med L’hombre og et Glas Rødviinstotti til Aften i Forening med Carlo, som jeg indbød over til mig fra Bredballe.― ― ―
Hils Fader mange Gange og ligeledes Tante Jane og lille Amalie og Høxbro og Skovgaard og alle hvem der ville modtage en Hilsen fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Brevet skulde ikke blevet saa kort, hvis Svend havde havt Fjerpenne.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Harbohuus, Søndag-Morgen, d. 10. Sept. 1848.
Kjære Meta!
Igaar paa min Fødselsdag, just som jeg stod i Begreb med at kjøre herover til Johan, af hvem jeg var buden til Gjæst og hos hvem jeg endnu befinder mig, modtog jeg to Breve hjemmefra: et fra Dig og et fra Peter. Hav begge Tak, fordi I saa kjønt tænkte paa mig og sendte mig den bedste Gave jeg kunde ønske mig: et venligt Ord af et kjærligt Hjærte og fra en kjær Haand. Peters Brev tænker jeg at besvare imorgen; Dit vil jeg strax gjengjælde.
Det glæder mig usigeligt, at Du dog nu har overstaaet det Værste af det nye Sygdomsanfald, hvoraf Du har maattet lide, og jeg haaber at Du, naar Du modtager dette, er kommen end bedre til Kræfter. Du beklager Dig over Johans Yttring i et Brev til Moder: at Du nok kunde være frisk, naar Du blot vilde. Jeg vil ikke forsvare denne Yttring, men kan heller ikke lide, at Du tager Dig den saa nær. Du spørger, om det ogsaa er min Mening, og Du tilføjer, at Du med Din »bedste Vilje« dog ikke kan undgaae den Plage, der efter Ordsproget er »Hvermands Herre«. Dertil vil jeg svare, at det ingenlunde er min Mening, at Du mere end Andre skulde kunne være Herre over »Hvermands Herre«, men dog troer jeg, at Du burde være mere forsigtig, da Erfaring nu maa have lært Dig, at slige Anfald altid følge paa een eller flere Afteners Selskabelighed ude, hvad s. 102enten det nu kommer af Aftenluften eller af en altfor stærk legemlig eller aandelig Bevægelse. Ogsaa jeg troer at om ikke den »bedste« eller den gode Villie, saa dog den stærke og faste Villie har uhyre meget at sige til Opretholdelsen af den legemlige Sundhed, uden derfor at ville sige, at Du ikke viser Villiestyrke nok. Jeg beder Dig altsaa for Din og for min og for mange Andres Skyld, at Du viser Dig forsigtig og villiestærk paa een Gang, ved at nægte Dig, hvad der for Øjeblikket kunde være Dig behageligt, naar dette muligviis kunde være skadeligt for Din Sundhed. (Dersom det saaledes af Sagkyndige ansees for gavnligt for Din Sundhed at staae tidlig op, saa bør Du gjøre det, om det end for Øjeblikket forekom Dig selv meget behageligere og maaskee endog nyttigere, om Du blev liggende.) Saaledes viser og udvikler man den Villiestyrke, der er en stor Modvægt mod legemlige som mod sjælelige Onder. Tag nu blot ikke dette fortrydeligt op, som om jeg vilde give Dig Stikpiller; jeg vil kun give Dig et Raad, som jeg selv bestandig agter at følge. Saa meget herom. Jeg vil nu gaae over til Besvarelsen af en anden Deel af Dit Brev, den politiske nemlig. Først den Bemærkning, at Du gjør Johan Uret, naar Du vil tillægge ham enten Kulde for Fædrelandets Nød og Fare eller Foragt for Din og alle »Kvinders« Følelser og Domme om Landets Anliggender, fordi han har skrevet Dig et skjæmtefuldt Brev til i Anledning af Din krigersk-politiske Iver, den han saa lidt som jeg har det mindste imod, om vi end begge troe, at Du tager lidt vel voldsomt paa Veje mod Regeringen og Krigshæren etc. — Jeg er langt fra at glæde mig ved den Vaabenstilstand, som Du saa haardt angriber; men jeg tør dog ikke paastaae, at den kunde eller burde været undgaaet. Det maa ikke glemmes, at der ved den aldeles Intet bestemmes for Fremtiden eller for Freden, men kun vindes Tid til at raadslaae og at ruste sig, medens Tilstanden i Slesvig (ikke som Du bestandig paa sin Tysk skriver det: Schleswig) bliver den Samme som før Krigens og Oprørets Udbrud. Har den saa meget roste danske Fædrelandskjærlighed og Begejstring ikke Kraft nok til at holde sig vaagen i 7 Maaneder og i dem at skaffe Staten Fasthed ved en bestemt Grundlov og en lovlig Styrelse, og at skaffe Landet fordobblet Styrke til om fornødent gjøres at søge Sagen afgjort med Vaaben, om en tilfredsstillende fredelig Afgjørelse viser sig umulig, — har Begejstringen ikke den Styrke og Varighed, ja, saa er det kun slet bevendt med Danmark og det danske Folk, saa er dette Folk langt svagere end dets nuværende Styrelse i Dine Tanker er. — Naar Rigsforsamlingen s. 103er samlet og Ministrene der have aflagt Regnskab for deres Handlinger, naar der Anklagen er rejst og Forsvaret hørt og Vidnesbyrdene fremlagt, da er det Tid at dømme og da vil ogsaa jeg kunne danne mig en bestemt Mening om Tingen; før kan jeg ikke og før — synes mig — kan og bør Ingen dømme hvad der er skeet. — Vil det danske Folk vinde Sejer, da maa det ikke blot have Begejstring, men ogsaa Besindighed, Taalmodighed, Sejghed, kort noget af de Egenskaber, der have gjort England stor og stærk. Derfor troer jeg for min Smule Person at gjøre rettest i rolig at hjælpe til i disse 7 Maaneder at slibe Sværdet, der, om fornødent, skal værne til det yderste om Danmarks Ret og Danmarks Ære. — Herom vil jeg nok oftere komme til at tale med Eder. For denne Gang maa dette være nok.
Til min Fødselsdag skrev Du mig Dit Brev til. Du skulde da vide hvorledes jeg tilbragte den. Jeg spiste til Middag med Johan her paa Harbohuus og i Aftes var Carlo her paa Johans Indbydelse; det var hele Stadsen. Carlo kommer nu snart til Kjøbenhavn, hvor han bliver under Stilstanden, men vil da ogsaa tage fat igjen til Foraaret, hvis det saa skal gaae løs paany. I Dag tage Johan og jeg med Carlo hen til gl. Blom, om vi kunne træffe ham hjemme. Ellers faae vi ham nok ikke saa snart at see, da han skal ligge i Vinter enten i Vordingborg eller i Nykjøbing paa Falster. Skulde jeg see til at komme til hans Bataillon, synes Du?
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Til Moder skrev jeg iforgaars blandt Andet, at jeg maaskee snart kom til Kbhn. Jeg tænkte nemlig paa at tage Permission nu; men det bliver der Intet af, da baade min Capitain og 1ste Lieutenant rejse med det første. Jeg maa da blive. Til Julen tænke Johan og jeg paa at komme en Tour over at see Eder og Kbhn. igjen. Hils Fader og Moder og Alle derhjemme venligst fra Din
Svend Grundtvig.
NB. Endnu en lille Anmærkning. Peters Fortælling i Brevet til mig om Muligheden af en ny Afbrydelse af Stilstanden, ansaae jeg for aldeles ubegrundet; men idag er her ganske rigtig kommet Ordre til ingen Forandringer eller Permitteringer at foretage for det første, s. 104og man siger, at dette skal være fordi Slesvigholstenerne igjen gjøre sig gale. Gud give de da nu maae faae, hvad de højlig trænger til: ordenlige Børst; jeg lægger gjærne Hænder til og ikke gjærne Fingeren imellem. Saa kan vi maaskee endda slippe for Stilstanden og faae en ordenlig Fremgang, hvad jeg jo langt foretrækker, naar det lader sig gjøre paa en skikkelig Maade. Ja, maa kun derved Danmarks Sag komme bedre paa Fode, saa er mit Smule Liv ganske til Tjeneste. — Snart maae vi da faae at vide om det er Alvor eller blind Allarm. Gud frie os blot for nye Underhandlinger med de Kjæltringer!
Grundtvig og hans Slægt.
7
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Mandag 11te Septbr:
Kjærlig Tak for Brevet, fra 8de som jeg modtog i Gaarmiddags og iiler blot ved et par Ord som her sændes med Letn. Vestengaard, som var hos Fader for et par Dage siden og tilbød om der var noget vi ønskede over til Eder, denne Lap følger da kun med. — Fader tager i Morgen tidlig ud til Næstved for at tale i Danskesamfund paa Onsdag og kommer da tilbage paa Torsdag, i Anledning af denne Tour har jeg faaet lidt som skulle besørges.
Alt her er Gud skee Lov kun godt! Meta var her til Middag i Gaar og vi paa Møllen i Aftes, for hun skulle ikke blive ude, Skovgaard kom her og fulgte da med derop. — Jeg længes nu ret efter at høre Bestemmelserne med Eder mine Børn; der er vel ikke, eller kan ikke bestemmes noget endnu maaskee efter Alt hvad her tales om. :— Kjærlig hilses men nærmest fra din trofaste
Moder
E: Grundtvig.
Endnu engang kjærlig Tak mit Barn for dit Brev det gjør saa godt paa din gamle ofte beklemte
Moder
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohuus
13 Sept. 1848.
Kjære Moder!
― ― ―Det er en underlig Idee, du har faaet, at jeg ikke vilde høre Noget om Politik af dig, skriv dog endelig Alt hvad der ligger s. 105dig paa Sinde i den Retning, det modtages med Taknemmelighed. ― ― ―Meta har faaet den samme besynderlige Raptus, ikke at ville skrive noget om politiske Gjenstande, da hun mener, at jeg gjør Nar deraf. Det er en besynderlig Misforstaaelse af min Maade at skrive paa, naar jeg netop skriver allermeest venskabeligt, havde hun seet, hvorledes jeg skriver til Vilhelm og andre [af] mine bedste Venner, da vilde hun see, at det netop er Beviis paa en stor Fortrolighed, at jeg skriver til hende saaledes og overgiver mig til mit Lune i at spøge med Ting, som jeg tager aldeles ligesaa alvorlig som hun, men som jeg dog ikke kan finde mig i, altid at betragte fra en alvorlig Side, men ogsaa lidt fra en mere lystig. Det er mærkværdigt, at hun har taget det ilde op eller bedrøvet sig over, at jeg i min Ensomhed kunde sidde og more mig lidt med at gjøre Nar ad Kjøbenhavnernes krigerske Iver. Den har virkelig en meget comisk Side, da de ere udenfor al nærmere Berøring med Krigen og med Feldtlivet, og det maa derfor vel være baade tilgiveligt og tilladeligt for os, der saavidt muligt leve midt i det, om ogsaa i en godmodig spøgende Tone at raillere lidt med det Skjæve og Urimelige i deres Forestillinger og det Umulige i deres Fordringer.― ― ― At jeg ikke skulde ville høre Damer tale om Andet end Madlavning og Reengjøring og deslige, er en Beskyldning grebet af Luften, som jeg tilmed kan skaffe qvindelige Vidner paa, ikke er sand. Hvis forresten du eller Meta vilde omsider lade Eder bevæge til at skrive lidt til mig om Madlavning, skal jeg ikke nægte, det vilde være mig meget behageligt, og fordi jeg kommer til Als har jeg derfor ikke mindre Brug for det. Her maa jeg lære Konen alting, men af Mangel paa den Kundskab, som det stod i Eders Magt med største Lethed at bibringe mig, maa jeg spilde min Forplejning 2 a 3 Gange inden jeg faaer en Ret nogenlunde ordenlig lavet.― ― ―Det ligger mig virkelig paa Hjerte, ialfald ligger den Mad, jeg faaer, mig forskrækkelig tungt i Maven, og det er Eders Skyld. Alt hvad jeg theoretisk veed, kan jeg udføre praktisk med største Lethed, det har jeg talrige Exempler paa, ogsaa i Henseende til min nuværende Stilling; Geni behøves slet ikke, det nødvendige Talent besidder jeg. ― ― ― Hils Fader, Tante Jane og Amalia mange Gange fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
7*
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
d. 14/9 48.
1) Du skal ei bryde Dig
om det Sorte, men af Mangel paa Papir,
maa jeg iaften tage dette, det er noget
af et Brev fra Dronningen.
Kjære Svend!
Kl. slog nu 11; Meta er gaaet tilsengs, og jeg har været inde at sige hende Godnat; jeg er nylig kommet fra Banegaarden, hvor jeg var ude at tage mod Din Fader, som har været borte 3 Dage paa Rønnebæksholm og i Næstved til D. S. 2). — Det er stille omkring mig, endog paa Tivoli iaften, kun høres Lyden af Vognene stærkere, end sædvanligt, da den meget smukke Bro foran Vesterport er aabnet idag, saa bred, at I kan marschere derind over i dobbelte Sectioner (er det ikke 12 Mand), gid det maatte skee snart med god Fred efter Seier! Kom nu Svend! og sid hos mig, jeg har ret Lyst til at tale med Dig iaften efter Dit sidste kjære Brev af 12te ds, som Du skal have rigtig Tak for. Jeg fik det, da jeg kom hjem til Middag Kl. 4½ fra Fadderstads hos Egede, der havde sin Søn Poul Egede 2den i Kirke, blev døbt af Boye. — Dersom I have været lydhøre nok, saa maa det have sjunget for Eders Øren iaften, for vi have ret talt meget om Eder her paa Møllen, hvor Meta og jeg have havt en yndig Aften sammen i vor Eensomhed. Gamle kjære — ogsaa sørgelige, men de kan ogsaa være kjære — Minder have ret maattet gaa igjen; gamle og nye Viser: »Når Månen«, »Liden Havfru«, »Min Bolig«, en svensk Efteraarssang, og en do smuk Romance, vore Livsange for Øieblikket, have vi sungen, medens Maanen lyste op for os — skulde saa, da Lampen blev tændt, netop til at læse »Fædrelandet« og »Danskeren« sammen, da vi bleve afbrudte af Brandpiben og en ubetydelig Ildløs i Skindergade. Her seer Du en stille Aften paa Møllen. Vil Du kalde det Sværmeri, saa gjør det kun, og jeg siger: ja, det er det, men jeg siger: Gudskeelov! vi kan sværme som i den første Elskovs-Ruus, og bedre, thi vi kjende hinanden — og vi ere ikke blevne skuffede. Jeg maa sige det — for jeg taler reent ud af Posen med Dig Svend! og saa maa Du finde Dig i, hvad samme Pose indeholder — jeg kan ikke noksom undre mig, for ikke at sige mere — over at jeg har fundet og vundet en saadan Kvinde, saa dyb, saa tro! Vi have det godt sammen — det skal Du glæde Dig over, derfor siger jeg Dig det, fordi jeg holder af Dig, ellers sagde jeg Dig det ikke. Men det kan Du ogsaa, det er jeg vis paa, skjøndt s. 107Glæden over Andre er sjælden paa Jord, men Du har ogsaa en sjælden Kjærlighed til dette Huus, jeg mener til hende, som er Livet i Huset her; jeg har saa ofte glædet mig over at see, hvorledes I 3 Sødskende holde af hinanden; og visselig det er ikke det, der mindst har bidraget til vor Lykke, at Meta føler, hun har et Hjem, hvor hun altid kan byde Eder »velkommen«, og hvor I kunne føle Eder som hjemme! Men stop nu, jeg mærker, Pennen løber af med mig — jeg vil afbryde, og sige Dig godnat for iaften! — d. 16/9 Det var min Hensigt at ville fuldført dette Brev igaar og afsendt det; men et lille Middags-Selskab hos os (Pastor Heramb, Helweg og Kone, Harald og Kone, Schmidt, Høxbro) forhindrede mig i at komme til det igaar. — Ved at gjennemlæse, hvad jeg skrev iforgaarsaftes, seer jeg, at jeg blot har holdt mig til mig selv; det faae nu at gaae for denne Gang, men Du vil dog deraf i al Fald see, at jeg dennegang har skreven om ikke fra Leveren, saa dog af Hjertet, og jeg giver Dig ganske Ret i Din Paamindelse i den Henseende, hvorfor jeg endog vil takke Dig; af Hjertet bør man altid tale og skrive — til Venner; uden det just derfor er nødvendigt at skrive om, hvad der ligger dybest nede i Hjertet, som jeg noget nær har gjort dennegang. Saadant burde man maaskee aldrig, i al Fald kun meget sjælden omtale — man kan ikke gavne Andre med det, og let skade sig selv (Hovmod staaer for Fald). —
M. H. til Din Faders paatænkte Valg, saa hør nu lidt derom. Det glæder mig at see, at Du er af samme Mening som jeg, at han ikke bør savnes paa Rigsdagen. Vi have derfor i flere Kredse gjort og gjøre hvad vi kan. Først var det paatænkt i Præstøe (hans Fødeegn), men saa kom Prof. Clausen op til ham en Dag, for at spørge ham om han vilde stille sig i Præstøe, da han (Cl.) saa vilde træde tilbage, skjøndt det var hans gamle Valgdistrikt, hvorpaa Gr. svarede, at i det Tilfælde Cl. stillede sig der, vilde han ikke; derved blev det i al Venskabelighed. Nu har der senere været flere smaa Prøvevalg, hvor en Væver (Bondeven) synes at seire over Cl., hvorimod man gjerne vilde foretrække Gr. for Væveren, dersom han blot vilde stille sig. Bønderne have nemlig fra flere Steder forespurgt sig om Gr. hos Sognefogden i Udby, en dygtig Mand (confirmeret af Gr.), og han har svaret dem: »Kan I faae ham, saa er I sikkre, han viger for Ingen«. — Jeg foreslog dernæst Møgel-Tønder-Distrikt, som vi da i alle Maader fandt passende, da Nordslesvigerne ikke kunde vælge nogen Mand, hvorved de klarere kunde vise hele Europa, til hvilken Side de ønskede at gaae. I den Anl. blev Høxbro s. 108udskikket, hvorom han har fortalt Dig. (Efter hans Forklaring var Du ikke blot taus dertil, men dreiede Samtalen hen paa andre Ting. Det gjorde mig ondt, da jeg netop sikkert havde ventet, at I havde udtalt Eders Mening for H. som jeg veed I have Tillid til. Derfor var jeg saa kort for Hovedet i den Sag, maaskee for at give Dig en lille Hib; den har havt sin Virkning, som jeg ønskede, hvorfor jeg ogsaa nu herved giver Dig al den Underretning, jeg kan). Hvad Du skriver om Ribe, var os nyt; i den Anl. har Høxbro skrevet til Leth i Ribe idag. Eftersom det nu er problematisk i Møgel-Tønder, er der skrevet til Hagen, at Gr. ikke vil reise derover og stille sig, undtagen Graae træder tilbage, eller der bliver afholdt et Prøvevalg først. I Nestved-D. havde han vistnok kunnet faae de fleste Stemmer ved Prøvevalget — efter en Plan af min Broder Fritz, Fru Toft f. Carlsen o. Fl., men den blev tildels kuldkastet af det første Brev fra Høxbro, der stillede hans Valg derovre for aldeles sandsynligt. Nu fik Mikkel Rasmussen, der skal være en stor Ræv (Bondeven) Skolelærer Rudemose og Catechet Barfod de fleste. Ved Mødet i D. S. i Nestved d. 13de d., hvor Gr. holdt Foredrag, vare ingen Bønder tilstede (det var dem forbudt af Bondevennerne). — Hvis Clausen nu falder ved Prøvevalget i Præstøe for Væveren, vil Rørdam faae Gr. til at stille sig der, el. rettere selv prøve at stille ham. Herinde tænkes der ogsaa saa smaat paa det i 1ste D.; han blev foreslaaet i den aristokratiske Valg-Comité, men naaede dog ingenlunde at blive stillet som Valg-Candidat. Endelig see vi i Avisen, at han er stillet som Candidat ved Siden af Pastor Schøller og Fl. i Ringkjøbing-D., hvorom jeg skulde indhente nærmere Oplysning af Jens Bl. og Tang. Du seer, Svend! vi gjøre hvad vi kunne. Det gjælder nemlig om at finde det Distrikt, hvor der er størst Rimelighed eller om muligt Vished for hans Valg; thi hvis han stiller sig, maa han ikke falde igjennem, som Johan ogsaa indstændig paalagde mig i et Brev at sørge for. Skulde Alt glippe, da er der en Plan, hvorom jeg gjerne vilde høre Eders Mening; skjøndt jeg finder den muk, har jeg dog ondt ved at gaae ind paa den, eftersom den ikke r efter, dog heller ikke mod Loven, og jeg frygter for at den ikke vil nytte i dette Tilfælde, skjøndt den derfor ikke er uden Betydning: nemlig at indgaae med en stor Petition til Kongen, underskrevet af Alle i hele Danmark, som interessere sig for Gr., om at vælge ham. Jeg troer nu nok, at Regj. vil vælge ham, men han kan og vil ikke tage imod det med mindre han kan betragte sig som olkevalgt, og det kunde han jo — fremfor nogen anden — efter s. 109en saadan Petition, som naturligviis maatte have en 3 à 4000 Underskr. — Hvad mener Du derom? En anden Plan, som jeg lover mig mere, og meget af er Oprettelsen af et Selskab til dansk Folkeligheds Fremme, som skulde forgrene sig over hele Danmark i Liighed med Bondevennernes Selskab, men med andre Øiemed. Der tænkes virkeligt alvorligt paa det fra flere Sider. Ideen veed Du nok er fra Gr., men skulde dog ikke udføres ganske grundtvigsk. Prof. Clausen synes at ville interessere sig derfor, og mange i de forskjellige Provindser, som bliver for vidtløftigt at nævne. Det skulde føre »Danskhed« i sit Skjold i alle Retninger og Forhold, arbeide mod alt Fremmed, som vil træde den under Fødder, søge at skaffe sig Indflydelse paa Børne-Opdragelsen, og Skolen i det Hele, Haandværksstanden, Handelen, og navnlig Sproget, i hvilken Henseende Du maa interessere Dig for det, og m. H. til Valgene af Rigsdagsmænd i Fremtiden. Der skulde virkes dels mundtligt ved Foredrag i smaa Kredse, dels skriftligt ved Smaaskrifter og et Ugeblad (helst et foruden Danskeren). — Tænk paa det Johan og Svend! Dersom det tiltaler Eder, synes mig der var Leilighed for Eder til at virke for det, hvor I ere! —
Skjøndt der var mere at skrive om, maa jeg nu slutte. Dine Bemærkninger om Danskeren har interesseret mig meget. Det har en 300 Abonnenter, og faaer bestandig flere. Hvem der ønsker det, skal blot mælde sig paa det nærmeste Postcontoir, koster 4 Sk. pr.
Nr. el. 2 Rd. aarlig.
Din Ven
P. Boisen.
Sluttet Søndag-Efterm:
ved Eders eget Bord i Vimmelskaftet.
d. 17/9 48.
Du maa finde Dig i at mine Breve ere flere Dage under Arbeide, det er en Følge af de mange Forstyrrelser og Afbrydelser, min Stilling medfører. Villien er der, men —
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
16de Septbr. 48.
Kiære Johan!
Jeg faaer iaften ikke Stunder til stort mere end at takke Dig for Din hjertelige Lykønskning til min Fødselsdag, men jeg vil dog ikke s. 110længere opsætte, hvad alt er gaaet i Langdrag, fordi jeg i denne Uge har været paa Landet i tre Dage og holdt i Onsdags Tale i Nestved, dog ikke i Valg-Anliggende, men kun i »Danske Samfund« om det Spørgsmaal, om det Danske Folk virkelig kan være gaaet fra sig selv af Kiærlighed til Tydsken, hvad jeg naturligviis paa min Maade stræbde at bevise var en reen Umuelighed, skiøndt det unægtelig havde Skinnet imod sig.
Med Vaabenstilstanden er man, synes det, i Ministerierne ret vel tilfreds, men Flere end jeg finder dog, det gaaer over Skrævet, naar Ministrene med eet Skridt vil skræve tilbage 1) over sig selv og den 22de Marts til den 17de og Carl Moltke, saa kan de endda blive staaende paa Benene, maae de sagtens være Hexemestere. Da nu derhos Slesvig efter den ny Vaabenstilstand ei som ved den forrige skal besættes svagt af os, men stærkt af Fienden, saa er det klart, vi har opgivet alt hvad Striden var om, og det efter eet vundet Slag og intet tabt, saa det er virkelig i mine Øine meningsløst. Bliver det Ministerium ved Roret, maae vi, hvis Tydskerne lade sig overtale, vente, om mueligt en endnu slettere Fred længe før de 7 Maaneders Udløb, men Lykken er, at jo mere vi viser Modløshed, des kryere bliver Tydsken, saa vi nødes kanske dog til at seire. Hils Svenn kiærligst fra
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
16de Septbr: Løverdag.
Kjære Johan!
― ― ―Denne sidste Uge har jeg nu havt meget travlt med at faae Faders Stue istand i de tre Dage han var borte som jeg skrev til Svend; han kom hjem i Torsdags-Aftes med Jernbanen og har nu igjen saa travlt for de tre Dage der er gaaet fra Arbeidet, Gud skee lov Fader er rask! men skrækkelig utilfreds med den Vaabenstilstand jeg synes heller ikke vi er kommet et Haarsbred videre for alt hvad der er kjæmped og lidt med store Opofrelser, end at Slesvig er endnu langt meere i deres Vold de Kjæltringer end da de begyndte, at de skal have Lov at besætte Landet med deres Tropper s. 111og Vi ikke en Fodsbred, det finder jeg grueligt, dog lad mig ikke blande mig ind i alt dette, som der jo med god Grund kan siges, du forstaaer det ikke, men ligefuldt finder jeg det meget galt. Jeg vilde igaar sændt Aviserne men da Fader som havde været borte, ei havde seet dem maae jeg opsætte det til Mandag, (NB. jeg skal da betale denne Gang:) ― ― ― Det gjør mig da ret ondt med den daarlige Mad du saaledes har maattet døje eller rettere ikke har kunnet døje og at jeg skulle have deel deri, gid jeg kunde have instrueret din Madame derom, men jeg forsikkrer dig, det er heel vanskeligt for mig rigtig at kunde forklare dig det og i Grunden troer jeg hverken du, eller hun kommer efter det; da du nu saa indstændig beder herom vil jeg saagodt det Lader sig gjøre. ― ― ― Skovgaard var her den dag han havde faaet dit Brev som han strax havde besvaret sagde han, naturlig roesde jeg ham ret derfor. ― ― ― Hils kjærlig Svend fra Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
fød Blicher
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 17de Septbr. 1848
Kjære Svenn!
I Thirsdags, modtog jeg Dit kjære Brev, og nu først idag, faar du Svar, tilgiv mig, jeg har ladet dig vente saalænge, men dit Brev, modtog jeg desværre i Sengen, som jeg dog dennegang kun holdt en Dag; skjænd nu ikke, thi det kom ei af Uforsigtighed, jeg fik nemlig Natten imellem, Mandag, og, Thirsdag en saa voldsom Brækning, som vedblev heele Natten, saa, at vi tidlig om Morgenen sændte Bud til Fenger, som strax kom, og, gav mig nogle Pulvere til at standse Brækningen med, saa, da han kom igjen om Middagen var den standset, men jeg maatte dog holde Sengen heele Dagen. Feberen, vil heller ei ret forlade mig, dog gaaer jeg nu oppe, og, passer mine Ting, det Bedste jeg kan; tak for dine ærlige Formaninger til mig, jeg kjender dig nu for godt, til, at tage dem for Stikpiller, jeg vil ogsaa, saavidt muligt, rette mig efter dem; hvad det angaar ei at blive ude om Aftenen da har jeg kun gjort dette med Fengers Tilladelse, det koster mig ikke saa stor Overvindelse at blive hjemme, thi, mit Hjem er mig dog det kjæreste Sted at være, især, naar jeg har min kjære Peter hjemme, dog een Ting maa jeg sige til min Undskyldning naar du kalder mig uforsigtig nemlig, s. 112den, at Peter ei kan lide Forsigtighed, han siger altid, »det gjør saamænd ingen Ting naar man blot ikke tænker paa det« den faste Villie som du omtaler, er jeg ganske enig med dig i, er ganske nødvendig, men du kan ogsaa tro jeg har ofte Brug for den, langt oftere en Nogen tror eller ahner, thi, jeg har ofte en svær Kamp for at bevare Livet, og, Lysten, og den maa dog især Kvinden bevare, da, naar hun skal være Livet i Huset; du maa ei kalde dette Sygelighed af mig at tale saaledes, til dig, siger jeg aabent og ærligt, mine Tanker, og Følelser, thi jeg veed, at ogsaa du, kjender den Ting, undertiden, at være nær ved at tabe Modet, men naar man dog kan overvinde sig selv, og tage fat paa Tingene i Verden, som man er sat til at passe, med Liv, og Lyst, og Kraft, da tror jeg ei man behøver at skamme sig over, at der gives mange Øieblikke i ens Liv, da man maa kæmpe, for at denne Kraft kan blive ved, men lad os ikke glemme, vi staa ei heller ene, i denne Kamp, thi, gjorde vi det da seirede vi visselig heller ei, nei! der er en Gud i det Høie, som lærer og hjelper os, at bære de Kors som paalægges os, her i Livet; disse Ord forekommer dig maaskee underlige, og du kan vel med Rette sige, hvorfor siger Du mig dette som jeg godt kan sige mig selv? men Svenn jeg følte i dette Øieblik en Trang til at udtale, hvad jeg følte, og troede, og har du endnu ei fornummet den Fred der ligger i ret af Hjertet at kunde sige jeg tror paa Gud Fader, da veed jeg, du vil engang komme til at fornemme den. Her blev jeg afbrudt, og fortsætter nu her i dit eget Værelse, og paa din gamle Plads, gid man dog ogsaa kunde faa dig at see et Øieblik, ja! jeg faaer undertiden saadan en Længsel efter at see Eder, som jeg næsten ei er [i Stand] til at styre, og naar jeg nu tænker mig, at I skal ligge i Vinterqvarter paa Als, faar jeg en forfærdelig Lyst til at besøge Eder. Vi taler ofte om Eder her paa Møllen, naar, Peter og jeg om Aftenen komme ind i den lille Spisestue for at drikke Thee, da siger jeg ofte: ak hvor det dog var deilig da Johan og Svend kom og besøgte os om Aftenen, naar vi netop var kommet ind til Theebordet, og mindst ventede dem, ja! tro mig jeg føler ofte et inderlig dybt Savn, ved ei imellem, at kunde tale med Eder, thi hvad er dog Pennen imod en rigtig levende, inderlig Samtale, Stemningen, hvori man skriver et Brev er i Almindelighed langt anderledens end denne er naar man en Uge efter modtager Svaret, men det er sandt, Noget, er dog altid bedre end Ingenting, og naar vi kun vedblive bestandig at vedligeholde Brevvexlingen, saa kan den s. 113mere, og mere, nærme sig Samtalen men skriv mig derfor ogsaa til saa ofte du kan, og jeg skal nok svare dig, gid I maatte kunde komme herover i Julen, som du skriver om i dit sidste Brev, jeg har nu ingen anden Tanke, end at jeg da maa kunde opfylde ethvert af Eders Ønsker, tro mig det vil være mig den største Glæde, at see jeg kan gjøre noget til at glæde Eder, siig mig derfor naar i kommer reentud hvad i ønsker, som jeg kan opfylde, og jeg lover det skal skee, du vil maaskee finde dette er et stort Løfte men jeg forsikrer dig det er langtfra, det er saamæn blot Egoisme af mig, thi jeg glæder mig saa mageløst ved at see Eder glade saa for den Glædes Skyld, gjør jeg meget. Hvad Vaabenstilstanden angaar, veed man jo nu her, hverken ud eller ind, dog seer det jo ud til der intet bliver af den, for Øieblikket, og kommer vi nu til at slaaes, haaber jeg da vi gjøre det af med det Samme, og ikke begynde nye Underhandlinger, som du siger med de Kjæltringer. Ja Gud give Danmark snart maatte faa Fred baade udvortes, og indvortes, det ønsker jeg inderlig, men saa skal du vel igjen begynde at slaaes, med Levin med mindre han er blevet bange for dig, siden du er bleven Krigsmand og mener du let kunde slaa til, og til ret at slaaes har Jøden vist ikke Mod, jeg havde den Fornøielse at see ham forleden Søndag staa i en Kjælderdør og sludre med en rigtig ditto Tøs. Alt gaar forresten her ved det Gamle i det huslige Liv, jeg er næsten altid hjemme, undtagen naar jeg er her hos de Gamle, som idag Søndag; Moder vil saa nødig af med mig om Aftenen, saa jeg har bestemt mig til at blive og siden kjøre hjem.
Nu maa det være nok for dennegang, det begynder at blive mørkt. Fra Carl Busk, som var her i dette Øieblik kan jeg hilse Jer; du veed da han er blevet forlovet med en Pige fra Jylland, som hedder, Grønberg, han er 24 Aar, og er fortiden i Brøndby; Busk er godt fornøiet med Hende som Svigerdatter. Fra Jens Mathias, skal jeg ogsaa hilse dig han besøgte os idag. Moder kom nu herop og bad mig hilse sin kjære lille Svend. Den kjære gamle Moder hun er nu saa syg. Hils Johan mange gange, og siig ham Tak [for] hans Brev, som jeg modtog i Gaar Svaret kommer snart. Skriv nu snart og langt til din Søster
Meta.
Sysette og jeg sees des værre kun sjelden, da hun har saa travlt med sin Skole, og jeg jo har vort.
Fra Johan Grundtvig til moderen.
Harbohus
19de Sept. 1848.
Kjære Moder!
Det er nu 8 Dage siden jeg sidst lod dig høre Noget fra mig, og du finder sagtens, at det er meget længere. Men det har efter Omstændighederne ikke været mig muligt at faae Pen i Haand siden sidste Torsdag, da jeg skrev til Meta og Skovgaard. Baade Fredag og Lørdag maatte vi nemlig fra tidlig om Morgenen og til henad Middag staae opstillede paa Revuepladsen 1 Mils Vej herfra, dels i Forventning om Kongens Ankomst og dels for at øve os i at gjøre vore Sager pænt. I Fredags fulgte Svend derfra hjem med mig og vi fulgtes ad indtil Vejle og tilbragte der Aftenen i Selskab med den Dalgasske Familie og en svensk Baron Mörner, ved 2den Bat., som ogsaa kommer der meget og som vi ofte har truffet der, af en Svensker at være er han en meget vakker Fyr og forresten ogsaa en meget respectabel Mand, kun lidt indskrænket. I Lørdags var jeg fulgt hjem med Svend efter Øvelserne og spiste hos ham med En Anden af vore Kammerater. Om Aftenen kom der et Par Jægerofficerer ovre fra Greis for at besøge ham, og efter at vi saaledes havde havt Selskab hele Dagen fulgte Svend hjem med mig om Aftenen for Søndag-Morgen at følges med mig ind til Vejle, hvor vi vare bedte til Middag hos Dalgas’ tilligemed Holger Stampe og P. Købke. Vi havde der, som sædvanlig, en meget behagelig Dag, og var med Selskabet ude i Omegnen, og vare saa heldige at slippe for Regn, som det ellers truede med hele Dagen. Det er det Skjønneste, man kan tænke sig fra en af Højderne i Vejles Nærhed at see Fjorden og Byen, med dens Omgivelse til alle Sider af Skovbakker, ved Solnedgang, det klarede netop op, da vi kom op paa en af Pynterne ud mod Fjorden, saa vi fik et af de skjønneste Syn, man kan tænke sig, da der hvilede Taage over hele Egnen, som da den blev oplyst af den dalende Sol, gav det Hele et ganske egent Anstrøg. Vi spadserede hjem hver til Sit i dejligt Maaneskin, som vi i en Uge nu have været saa heldige at kunne nyde hver Aften; og Mandag Morgen tidlig rykkede vi ud til Revue paa Leerbæk-Mark. Kongen kom Kl. 11 og alle Tropperne i Nørrejylland, der vare komne sammen der, omtrent 24000 Mand, passerede nu Revue for hans Majestæt igjennem en uhyre Menneskemasse fra hele Omegnen, ja endog en stor Deel fra Horsens og Frederits. Det varede en halvanden Time inden de fik marscheret forbi allesammen, først Artilleribrigaden, s. 115saa Cavalleriet og saa de andre Brigader i deres Orden. Det skal have taget sig meget smukt ud, vi, som maatte være midt i det, kunde naturligviis ikke see det. Da det Kl. 1 var forbi, begyndte Uddelingen af Ærestegn bataillonsviis. Bataillonen stod med skuldret Gevær i Colonnen, og Officererne i Række foran Fronten og bleve En for En præsenterede for Hs. Majestæt. Han lod dem derpaa indtræde igjen paa deres Pladser og kaldte nu de enkelte frem, der skulde decoreres, Officerer, Underofficerer og Menige. Vor Chef blev Dannebrogsmand og vor Major, (en Søn af Provst Holm) Adjudanten, min Capitain og Lieuten. Møller (den lille Charlottes Fader, en udmærket flink Officer) blev Riddere, og en heel Deel af Underoff. og Menige Dannebrogsmænd. Dernæst talte Kongen kort til Bataillonerne, forskjelligt efter deres forskjellige Krigshistorie og gjorde det særdeles godt og saaledes, at det gjorde meget Indtryk paa Folkene, han blev ogsaa, ved vor Bataillon og vist ved dem alle, hilset med et Hurra, der kunde høres. Han er og maa altid blive meget populær, det sikkrer hans Optræden ham ved alle saadanne Lejligheder, han gererer sig som en Konge efter Folkets Sind. Som Noget, der maaske vil interessere Eder, ialfald Meta, vil jeg anføre, at Lieuten. Købke blev Ridder, og Sergeant Bech (Henrik) Dannebrogsmand. Ogsaa den ovenomtalte Baron Mörner blev Ridder. Mange af de Frivillige skulde været Dannebrogsmænd, men kunde ikke blive det, da de imidlertid vare udnævnte til Lieutenanter. Det var saaledes Tilfældet med 4 Frivillige fra vor Bataillon, der nu vare komne tilbage dertil som Lieutenanter. — Efter at denne Uddeling Kl. 5 omtrent var tilende, blev Mandskabet bespist og bedrukket paa offenlig Regning, og Officererne ved et Sammenskuds- Maaltid. Det var arrangeret af Intendanturen, men saa slet, at Brødet var, af at staae i Soelheden, blevet haardt som Steene, ligeledes Stegen, Skinken var saa feed, at man ikke kunde spise den og Smørret var harsk, imidlertid, vi vare sultne og havde staaet og frosset den hele Dag i en stærk kold Blæst og det gik derfor ned. Drikkevarer var der nok af. Efter Maaltidet blev der dandset, der var en stor Mængde Damer samlede fra Omegnen, blandt andet Provst Zahles bekjendte Døttre, som man forresten skal have gjort skammelig Uret ved de Historier, der har staaet i Bladene om deres Venlighed mod Preusserne, Historien om Ballet i Vejle, hvor den ene mødte, er usand. Prinds Ferdinand aabnede Ballet med den ene og Prindsen af Glücksburg, »hans Højhed«, med den anden, hans s. 116Maj. stod med sin Meerskumspibe og saa til og talte med Folk, han traf paa. Vi vare en 5 a 600 Officerer af alle Vaabenarter samlede der og det gik lystig med Dandsen indtil Mørkningen, uagtet det rigtignok var lidt besværligt at komme til Rette med Sablerne. Det gik meget muntert, men var ogsaa det eneste Morsomme hele Dagen, da vi ellers kjedede os umaadeligt ved den lange Venten. Vi havde ikke siddet ned fra Kl. 7 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen, saa vi var endeel baade trætte og søvnige da vi kom hjem. Imidlertid, da vi kom til Hornstrup og fik drukket Thee, drev jeg dog igennem, at vi efter vor tidligere Bestemmelse kjørte ind til Vejle, hvor der skulde være Stads for Kongen om Aftenen. Omsider fik Svend sig og sin Bonde overtalt dertil og henad 9 trillede vi afsted, traf hos Dalgas Købkes Familie fra Frederits og gik nu ud med dem at besee Illuminationen, der var almindelig til det Yderste, hvor de, endog i de mindste Tværgyder, kunde opdrive et Par Spedelys, stillede de dem i Vinduet og decorerede paa bedste Maade med Blomster og hvad de kunde hitte paa foruden. Der vare nogle højst komiske Decorationer at see indenfor Vinduerne, et Sted havde de stillet et Bord frem for det midterste Vindue med deres Stueuhr og 2 Brændevinsflasker fyldte med Bonbon og omgiven med Blomster, et andet Sted illumineret et Billede af en tapper Landsoldat, et 3die en heel Deel Urtepotter med en Studerelampe i Midten. En Slagter illuminerede nogle store opskaarne feede Stude, der hang i hans Port, heelt indvendig med Tællelys, vi brast i Latter, da vi saae det, og En yttrede den Formodning at det maatte være en ny Maade at fede Stude paa. Vi betragtede dernæst et Fakkeltog, hvormed Byens Borgere ledsagede Kongen ned til sin Kutter, hvor han laae om Natten. Vi gik nu hjem med Dalgas’ og drak Thee om Aftenen Kl. 11 i Forening med den decorerede Baron; Købkes kjørte nemlig lige tilbage til Frederits. Ida Dalgas ærgrede sig meget, da hun hørte, at der var blevet Dands om Aftenen derude, hun var nemlig taget hjem tilligemed sin Cousine fra Aldebertsminde, fra hvem jeg har saa mange Hilsener til Meta og Boisen, ligefør Dandsen begyndte. Først Kl. 12½ kom vi afsted, og, da jeg havde været saa forsynlig at give min Karl Ordre til at drikke en Flaske Viin med de 2 Bønder, der kjørte for os, var der ikke Noget ivejen med at vente paa os, som der ellers ofte er Vanskelighed ved at faae dem til, da de er vante til at gaae iseng, naar det bliver mørkt. Jeg saae, det havde jeg nær glemt, den Dag ogsaa Oberstl. Blom; han havde det godt og var i meget godt Humeur. Da en Sang, »Hæren s. 117til Kongen« 1) blev afsungen, og som jo sagtens alt staar i Berlingske, og da den sidste Linie »»Det skal ej skee«! vi sværge her som Mænd« var sungen, gjentog Kongen øjeblikkelig med stor Virkning: »Det skal ej skee, det sværger jeg«. Talen er nemlig om »at see Fædrelandet deelt«. Da Kongen tog hjem, lød der et rungende Hurra fra hele Officeerskorpset og vi søgte nu hver sine Afdelinger og marscherede i Mulm og Mørke hjem. Det var mærkeligt nok, at vi fik vore Folk ordenlig hjem, thi vi skulde gjennem en bælmørk Skov, langs ad en stejl Brink ned til Greis-Aa, men det gik Gudskelov aldeles lykkeligt af, skjøndt naturligviis Alle havde Noget i Hovedet, Adskillige noget for Meget.
Jeg vil haabe, at denne vidtløftige Beskrivelse ikke altfor meget vil kjede dig, men du gjør vist bedst i ikke at læse den for nogen Anden, thi du faaer dem da vist til at gabe, er jeg bange for, og vil dog nødig have paa min Samvittighed, da jeg veed, hvad det er at qvæles af Sludder. Du, haaber jeg, vil undskylde mig, da man, saalænge Erindringen er saa ny, let kommer til at tage for Meget med. — Vi vente imorgen at skulle skifte Qvarteer, det vil sige, flytte ud til Bjerre-(ell. Bjerg-)Herred og der afvente den nærmere Bestemmelse om vi skulle til Als eller blive ved at føre Krig i Vinter, hvilket Sidste jeg imidlertid anseer for en halv Umulighed for Folkene at holde ud, da det jo ikke er muligt at skaffe dem ordenlige Qvarterer, saasom Armeen maa være concentreret og det i saa Tilfælde er umuligt Andet end at de maa ligge i Laderne. Vi vilde, navnlig ved Forposttjenesten, faae saamange syge, at vor Styrke let kunde svinde ind til det Halve saa allene fra den Side betragtet gjøre vi kun en Dyd af en Nødvendighed, saavelsom Tydskerne, naar vi slutte Vaabenstilstand til Foraaret; blot Slesvig kunde blive retfærdigt regeret i den Tid, og ikke i slesvig-holstensk Aand, det er det Værste. Vi have nu faaet vore Fanger hjem, de vare ved godt Mod og have kraftigen modsat sig alle de listige Overtalelser og Bestikkelser, de have været udsatte for, kun Een har svigtet, og blev viist bort af de Andre, da han siden kom og vilde besøge dem i Fangenskabet. Hver, som gik over, fik Lov at rejse hjem og fik 25 rd til Belønning. Saavel Prindsen af Nør som en forhenværende Regnskabsfører ved vor Bataillon, Frederiksen, gjorde alt muligt for at overtale Slesvigerne til Overgang, saa jeg synes, at det er s. 118alt hvad man kunde haabe og vente naar kun en 30 Stykker af Tydskerne fra 12te og 13de Bataillon ere gaaede over, som desværre rigtignok er Tilfældet. Naar vi imidlertid betænke, at vi i vor Armee have alle de Slesvigske Batailloner, (3 i Tallet) med Undtagelse kun af 1 Dragonregiment og et Jægercorps, der garnisonerede i Holsten og bleve nødte eller narrede til at svigte, saa er dette dog meget Lidet i Forhold. — Gid kun Slesvig ikke skulde regeres paa Slesvig-Holstensk i de 6 Maaneder, ligesom hidtil, saa troer jeg, vi staae os ret godt, og have ingen Grund til at frygte Udfaldet. — Man fortæller her igaar og idag, at Frankfurterne ville have Krigen fortsat uden Vaabenhvile, men det er sikkert kun Rygte. Det er en forfærdelig Tid siden I have sendt os nogen Aviser, den sidste var for 7de Sept. troer jeg, send dem endelig snart, thi før 1ste Oct. eller naar vi komme i fast Qvarter, kan det ikke nytte at vi selv subscribere paa dem. Dannevirke og Danskeren maa jeg endelig have med. Beed Høxbro eller Peter, hvis En af dem skulde eje dem og ikke bruge dem i nogen Tid, sende mig Levinsens og Mørch- Hansens Kirkehistorier eller een af dem, kjøbe dem til mig selv har jeg ikke Lyst til før jeg har læst dem. Send mig Nord og Syd 3,3, saasnart I have læst det. Er der nogen af de Bøger, jeg har faaet, som I ville have tilbage, kunne I faae dem, saasnart I skrive derom, siig Fader det. Spørg Peter fra mig, om han er syg, død eller vred eller hvad der ellers gaaer af ham, thi jeg begriber ikke hans Forhold imod mig. Meta har jeg ikke faaet Svar fra endnu paa mit Brev af 14de, det gjør mig bange for, at hun er sengeliggende igjen. Hvorledes har Skovgaard det? Jeg vilde skrive ham til naar jeg blot vidste, om han var rask. Hils Barfod mange Gange fra mig og hans Kone ligeledes, jeg skriver ham til en af Dagene. Hils Høxbro det samme, men siig, at han kunde gjærne begynde, jeg er expedit til det Yderste i at fortsætte, det kunne I bevidne, og Stof kan da ikke fattes ham. Hils Fader mange Gange, han lovede mig et Brev, som jeg daglig har ventet forgjæves, men han er sagtens meget ophængt i Arbejde. Kommer han herover til Valget? Hils Tante Jane meget fra mig og ligeledes Amalie. Jeg har mange Hilsner fra Birkedal, som jeg saae i Vejle for et Par Dage siden, baade til Fader og Moder og aflægger dem herved skyldigst, imedens jeg forbliver Eders hengivne Søn
Joh. Grundtvig s. 119
s. 120
Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Peter O. Boisen.
s. 121
Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Meta Boisen, f. Grundtvig.
*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup
d. 19de September 1848.
Kjære Fader!
Hjærtelig Tak for det Brev, Du skrev til mig paa Din Fødselsdag, og hjærtelig Tak for de Ønsker, Du sendte mig til min: Ønsket om et fast og godt Haab, med Lyst og Kraft til at arbejde paa dets Opfyldelse; Ønsket om »et ædelt, virksomt og frugtbart Levnetsløb.« Du har sendt mig de bedste Ønsker; Gud lægge sin Velsignelse dertil! Ja Han velsigne Dig og velsigne Danmark; thi hverken vor Arms Styrke eller vore Hoveders Viisdom kan uden Guds kjendelige Bistand skaffe os en god Fred og en lykkelig Fremtid.
Trods alle Hindringer staaer dog vel nu den Vaabenstilstand fast, som ogsaa jeg beklager som et stort Nederlag; skjøndt jeg ikke tør paastaae, at vi, i Krig med hele Tyskland og i Grunden ladte i Stikken af hele den øvrige Verden, for Øjeblikket kunde have sat noget andet og bedre igjennem, selv om vi havde sat alt paa det sidste Kort. Hvorledes det til Foraaret vil see ud i Europa, og navnlig hvorledes vor Sag da vil staae baade ude og hjemme, det veed alene Gud; men min personlige Overbevisning er det rigtignok, at vi atter da maae bringe Krigen — eller rettere sagt Freden — nye, blodige Offere. Ja, maatte kun hele Nordens Styrke da komme til at kæmpe og sejre tilsammen, saa var det godt de Penge og de Menneskeliv værd, som det kunde koste. — Etslags Varsel er det mig, at den 27de Marts, da Vaabenstilstanden jo udløber, netop er Aarsdagen efter de første Troppers Udrykning af Kjøbenhavn til Kamppladsen.
Igaar var da hele vor Styrke (med Undtagelse af Besætningen paa Als), omtrent 20,000 Mand, samlet for at mønstres af Kongen. Det var et stolt Syn at see alle de kampdygtige, vel udrustede, vel øvede og vel sindede danske Krigsfolk marschere forbi Kongen med klingende Spil og flyvende Faner. Jeg hørte en Bonde sige »Ja, her er da Krigsfolk nok,« men strax rettende at tilføje: »men det er jo da it’ nær nok endnu.« —
Efter Revuen blev en Sang (formodenlig af Holst) afsungen. Du har vel seet den i Bladene, inden Du seer dette Brev, og da Visen, (som slutter med den Erklæring, at det danske Folk aldrig vil tillade, at dets Fædreland bliver deelt,) var ude, saa svarede Kongen ved lydelig og hjærtelig at gjentage: »Nej, det skal aldrig skee!« Blandt de mange, der ved denne Lejlighed fik et Kors at bære paa, var da ogsaaa Henrik Bech, cand. theol., Sergeant og Dannebrogsmand, Constantin Hansens Svoger, Vilhelm Bloms Jævnaldrende og s. 124Samtidige ved Højskolen: Ltnt. Købke af Ingenieurerne blev Ridder.
Grundtvig og hans Slægt.
8
Forleden da jeg var i Vejle fik jeg i den derværende Klub Fingre paa et Par Smaaskrifter, som jeg her vil nævne, da det ikke er sagt de ere komne Dig for Øine. Det vigtigste var »Der Waffenstilstand zwischen Dänemark und Preussen«, dateret Ende Juli 1848, forfattet af den russiske Legationssecretair Ewers i Kjøbenhavn. Det viser ret, hvorledes vor Folkesag tager sig ud fra det diplomatiske Standpunkt, der foragter al Følelse og Begejstring, og fra det russiske, der hader al Frihed og Folkelighed. Det andet var et lille halv satirisk, halv didactisk Digt, betitlet »Valgforsamlingen i Alstrupkro«. Det er, troer jeg, virkelig et Billede, grebet ud [af] Livet, og virkelig, virkelig, som det udgiver sig for, tegnet af en Bondemand, saa det har et Slags folkelig Interesse. De to Yderligheder, som deri optræde: at Bonden enten bilder sig ind, han forstaaer sig paa Alting, eller vil have alt overladt til »de Lærde«, findes desværre kun altfor meget tilstede i Landet, og det bliver derfor bestandig klarere for mig, at det første Fornødne til sand Friheds og Folkeligheds Sejer og Liv i Danmark er for at bruge Dit Udtryk: en folkelig Oplysning, tjenlig og fælles for hele det danske Folk.
Her vil jeg bryde af, da det er blevet sildigt og vi imorgen tidlig skulle afsted, endnu ikke til Als, men kun op til Bjergeherred, hvor hele Hæren foreløbig skal forblive samlet. Vor Bataillon faaer sit Stabsquarteer paa Palsgaard, saa jeg kommer da til at ligge der i Nærheden. Hvor skulle I snart erfare. Hils nu alle derhjemme og da især Moder hjærteligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
Efterskrift.
Just som jeg har sluttet dette Brev modtager jeg to lange Breve fra Meta og Boisen. Vil Du hilse og takke. Svar skal komme snarest muligt.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Kleis
20 Sept. 1848.
Kjære Moder!
Nu er jeg her, det vil sige fire Miil øst for Vejle, i en By, der ligger ½ Miil vestenfor Palsgaard, som Peter nok vil kunne vise dig paa Kortet. ― ― ― Jeg har faaet et udmærket Qvarter i en stor Gaard, hvor jeg har en Sal helt igjennem Huset, paa 6 Fag, 3 til Gaarden s. 125og 3 til Haven, med Sofa, 4 Spejle og moderne Stole til min Disposition og ved Siden deraf mit Sovekammer med forgyldt Spejl fra Loftet til Gulvet ud til Haven, der ingenlunde er daarlig. Det er en stormægtig Bonde, med 130 Tønder Land paa 13 Tønder Hartkorn, der er min Vært, og han lader til at ville opfylde denne sin Function til min allerhøjeste Tilfredshed. Jeg fik strax to Retter varm Mad til Aften uopfordret, der blev stillet et Par Tøfler til min Disposition, ligeledes en Støvleknægt og andre saadanne Beqvemmeligheder, som jeg hidtil ikke har kjendt til; jeg kalder nu vore forrige Qvarterer Hundehuller, thi de Andre have det nok Alle omtrent ligesom jeg her, idetmindste var det Tilfældet med Lieutenant Møller, som jeg besøgte iaften og som boer hos min Nabo. Jeg kan godt lide den Mand, hvad du end kan have at sige paa ham, han omtaler med stor Erkjendtlighed den Lykke, hans Datter har havt ved at komme i Nicolais Huus, og vi have aftalt en Tour sammen over til Faaborg, ifald vi komme til Als i Vinter. ― ― ―
21 Sept. Aften.
― ― ― Her blive vi sagtens ikke længe, da Vaabenstilstanden jo er billiget i Frankfurt, og vi altsaa dog faae den, om vi end hellere maatte ønske at være frie for den, skjøndt det faktisk vilde blive det Samme alligevel, da det er baade Tydskerne og os umuligt at føre Krig om Vinteren, at sige en Krig paa den Viis, som denne paa Grund af Omstændighederne maa føres. Forresten er det da ikke sandt, naar du siger, vi ikke have en Fodsbred af Slesvig besat af vore Tropper, thi Als er dog ogsaa Slesvig. ― ― ―
din heng. Søn
Joh. Gr.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 23de Septbr. 1848
Kjære Svend!
Det er nu over fjorten Dage siden du sidst skrev min Søn og jeg kan sige det har bekymret mig, jeg har heller ikke kunde[t] begribe at du saaledes paa eengang er bleven Stum, vel har I havt meget at bestille med Exersits, men det har dog ikke kunde optaget al din Tid; jeg kan ogsaa tænke mig den bestandige Forvæntning at ligge i, hvad endelig Bestemmelsen blev, Krig, eller Stilstand, men derover maatte du ikke blive saa gnaven og reent tabe Taalmodigheden at du ikke engang lod Moder see lidt fra dig, dette er nu tilsidst s. 126blevet min Mening om Din lange Taushed, jeg haaber da nu ret snart at see Brev og faaer da at vide om det har været bar pur Dovenskab eller nogen af mine anførte Grunde, thi om Du ville anføre at Du Intet havde at skrive om, den Grund antager jeg aldeles ikke, dette er nu det andet Brev jeg skriver, uden at have seet fra dig mit Barn, jeg tænker da du fik et Brev fra mig med Ltn: Vestengaard, der var tillige en Pakke Aviser og øvrigt der fulgte med, jeg tvivler da ikke paa at I har faaet det d. 18de blev sændt en Pakke med Aviser d. 22de ligesaa og nu i Dag følger hermed for i Aftes og i Morges, saa I maae da ikke klage; vil du takke Johan ret meget for sit Brev fra d. 19de med mange Tak for sin heele Underretning om hvordan den 18de passeredes, tillige maae du sige, at den sidste Nord og Syd her er kommet er blevet sændt over til Jer, naar den næste kommer skal det ogsaa skee punktlig.
8*
Nu lader det da til at Vaabenstilstanden er antaget, eller om de skulle lure som Ræven i sin Hule. — Her er nu en bestandig Talen om Valgene saavel, heri Byen som rundt om i Landene, Fader tager ikke over til Slesvig uden han hører noget nøjere hvad der kunde være at vænte; maaskee det kan skee heri Byen, der er endeel som interresserer sig meget derfor, jeg kan ikke nægte, det vil vistnok føre til megen Ærgrelse for Fader som jeg ængster mig for, men det ville vist ogsaa krænke ham dybt om han ikke blev valgt Gud styre nu Alt til det Bedste!
jeg kan nu hilse dig fra vor Engelænder som er kommet igjen fra sin norske og svenske Reise han kom nu og da Fader ikke var Hjemme maatte jeg ind at tale lidt med ham han gjør sig megen Umage for det danske, saa nu kommer [vi] godt ud af at tale sammen han laante nu en deel af Holberg som fornøjer ham meget, han havde begyndt derpaa sidst han var heri Byen »nu er da vel Sønnerne kommet« sagde han »aa det havde jeg tænkt«, han var her i Onsdags til Middag, har nu et par Dage været i Tølløse i Besøg og kom nu i Dag igjen, det er ret et vakkert Menneske. —
Tante Jane er faldet og stødt begge sine Been saa slemt, heele denne Uge har hun stadig maatte ligge, i Dag er det da bedre, der er ingen Fare ved, men det gaaer lidt langsomt, det er nu otte Dage siden, mig er det et stort Savn; — hun hilser kjærlig, Fader som nu er en Tour ude, veed jeg, gjør ligesaae. Hils nu Johan som dig selv paa det kjærligste fra Eders trofaste
Moder
D. Grundtvig.
s. 127Meta er Gud skee lov rask nu, hun var her i Gaar. Jeg længes nu saameget efter at høre Bestemmelserne med Eder mine kjære Børn — en gruelig Pen og Mørke til.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens Præstegaard. d. 23de Sept. 1848.
Kjære Moder!
Skjøndt jeg allerede i Tirsdags fik Brevene fra Peter og Meta, og først igaar (Fredagen d. 22de) Brevet fra Dig, som var rejst med Ltnt. Westengaard, saa har Du dog først Krav paa at see Brev fra mig, da Dit Brev er af ældst Dato (af 11te). Allerførst har jeg da at mælde Dig mit Opholdsted, der nu er her i Præstegaarden, en halv Fjerdingvej fra Palsgaard, 3 Mile fra Horsens og 5 fra Vejle. Johan boer en 3 Fjærdingvej herfra i en Landsby, som hedder Kleis, hvor han har faaet et ypperligt Kvarter. Jeg har det ogsaa meget godt, længes kun efter snart at komme ud igjen af denne »provisoriske« Tilstand og enten komme ned at holde lidt Styr paa de gale Slesvigholstenere, hvad jeg jo nok kunde have Lyst til, eller komme over til det tidligere bestemte Vinteropholdsted: Als, hvor jeg haaber at træffe Vilhelm. Hvorlænge dette vort »midlertidige« Ophold i Jylland endnu kan vare, er ubestemmeligt, skjøndt velunderrettede Personer antage det for meget kortvarigt. Det maa jo komme an paa Omstændighederne der sønder paa; men jeg er ikke Mand for af Aviserne at see, hvorledes det egentlig seer ud dernede eller hvad Følgen af de nye Optøjer vil blive. Vor Bataillon sender imorgen efter Forlangende en af sine Lieutenanter til Kjøbenhavn, at exercere Recrutter der i 6—8 Uger; det kunde have blevet mig, om jeg havde villet, men jeg foretrak at blive; thi man kan jo dog aldrig vide, hvad det kan smide af sig.
Det er blevet silde iaften, saa jeg er ikke oplagt til at skrive lange Breve, og Brevet skal bort imorgen tidlig, saa Du maa tage til Takke med et Par Hastværkslinier. Dit sidste Brev til mig skrev Du paa min Fødselsdag, dette vil vel naae til Kjøbenhavn en Dag før Din. Jeg kan ikke paa denne kjære Dag personlig være hos Dig og ønske Dig og mig selv til Lykke med den og med det Aar, som følger den; men maa nøjes med i Tankerne at være hos Dig, og i Hjærtet, som her paa Papiret, at sende Dig min sønlige Hilsen med gode Ønsker, dem jeg beder Dig selv at tænke Dig. Eet vil jeg nævne, og det er, s. 128at vi Alle (jeg mener vi: Forældre og Børn) maae, naar Aaret er gaaet rundt og Dagen vender tilbage, samles glade: med gode Minder og med lyse Haab. Det give Gud Dig og
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Assens Præstegaard
1)
24/9. 48.
Kjære Fader!
Tak for dit kjære Brev af 16de dennes. Jeg seer deraf, at du er i fuld Virksomhed derovre i forskjellige Retninger, endog udenfor Hovedstaden. Vi ere endnu bestandig her i Uvished om, hvorledes Sagerne egenlig staae, kun siger Alle, at Vaabenstilstanden nu er endelig afsluttet og vi skulle altsaa holde Fred i Vinter. Længer end til Foraaret kan jeg umulig troe den kan vare, da det jo er utroligt, at nogen Fred vil kunne komme istand paa Betingelser, som ligne dem før Stilstanden. Hvorledes det er gaaet til, at Ministeriet har kunnet gaae ind paa dem, fatter jeg ligesaalidt som du, men da jeg ikke finder nogen Grund til at tvivle om deres Redelighed ͻ: deres oprigtige og faste Villie til at overholde de Forpligtelser, de paatog sig ved deres Tiltrædelse, til at bevare Slesvig for Danmark, saa synes det mig, at man nødes til at antage, at en uomgængelig Nødvendighed fra de store mæglende Magters Side maa have været tilstæde for dem, thi har der ikke det, eller have de ingen rimelig Udsigt til Fred i de 7 Maaneder paa Vilkaar, som Folket kan antage, saa have de unægtelig forbrudt sig. Vistnok er det nemlig min Mening, efter den Kjendskab, jeg har til Omstændighederne, at der i Vinter i alle Tilfælde vilde factisk, ialfald ved en stiltiende Overeenskomst, være blevet holdt Fred, thi paa den Maade, hvorpaa den nærværende Krig er ført hidtil og vistnok maa føres, ved bestandige Vagter og nøje Paapassenhed og Forsigtighed, er det efter min Overbevisning en reen Umulighed at føre Krig om Vinteren. Alene Terrainets Beskaffenhed vil gjøre det til en fysisk Umulighed. Vi maae sikkert, ligesom vore gamle Forfædre altid gjorde, ligge stille Vinteren over og samle Kræfter og saa naar Isen bryder op, atter tage fat. Under alt det Sørgelige og Krænkende for os, som denne Vaabenstilstand unægtelig har, bør vi dog ikke glemme een aabenbar Fordeel, som den yder os, og det er den, at vi til Foraaret s. 129ville kunne stille en dobbelt saa stor Styrke i Marken som vi i dette Øjeblik har, og dette er dog ingenlunde uvigtigt, naar vi betænke, at Grunden til at vi hidtil, endog efter et saagodtsom vundet Slag, ikke kunde benytte de vundne Fordele, var den, at Fjendens Masse i Forhold til vor var saa stor, at naar vi slog ham den ene Dag, kunde han upaatvivlig med friske Tropper den næste Dag slaae og aldeles ødelægge os, ifald vi ej trak os tilbage. Det er denne sørgelige Omstændighed, der hidtil har sat os i den Nødvendighed, at maatte føre Krigen paa en Maade, der var saa svækkende for, saavel Armeens som Folkets moralske Mod og Selvtillid, og kunne vi nu ved Taalmodighed i nogle Maaneder for en stor Deel bortfjerne den Ulighed, synes mig, det vilde være urigtigt ikke at gribe Lejligheden til i Fremtiden at kunne ved egen Hjælp rede os ud af de Garn, hvori vi for Tiden ere indspundne. At Ministeriet skulde gaae ind paa en Fred, der enten deelte Slesvig eller forenede det med Holsten, anseer jeg for en fuldstændig Umulighed. Hvad vor Ære angaaer, da synes mig ikke, at den kan siges at være krænket, naar vi efter 6 Maaneders Krig med det hele store Tydskland endnu staae paa samme Punkt som før Krigen, og det gjøre vi unægtelig lige indtil Personen Carl Moltke, der jo forresten er ligesaa forhadt af Tydskerne som af os, saa at deri kan ikke ligge nogen Udsigt for Tydskerne til at sejre. Hvem der har meest Ret til at hade ham, veed jeg sandelig ikke, den Person er mig en reen Gaade, dersom han ikke er en Forræder, og det en Forræder, der ikke engang er saa uforsigtig at spille under Dække med Fjenden, thi gjorde han det, kunde det ikke i den Grad skjules. Tydskerne ere ikke krye over denne Stilstand, men meget tammere end før, saa jeg troer næsten, vi kunne haabe, at Vinteren end mere vil afkøle deres Iver og klare deres Hjerner, til Fordeel for os. For at kunne faae indlagte Seddel til Moder, som jeg vil bede dig give hende fra mig til hendes Fødselsdag, til rette Tid til sin Bestemmelse, nødsages jeg til at slutte her, idet jeg stadig vedbliver at nære det bedste Haab om, at med Guds Hjælp denne vor Livskamp maa endes paa en lykkelig Maade. Naar kun vore indre Anliggender vilde kunne blive vel ordnede, dem er jeg igrunden meget mere bange for nu for Tiden. Vil du hilse Meta og Boisen meget fra deres og
din hengivne
Joh. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Assens-Præstegd
24/9 48.
Kjære Moder!
For at du dog ikke skal troe at jeg aldeles glemmer Eder og hvad Hjemmet angaaer, vil jeg sende dig dette Par Ord, nærmest for at ønske dig til Lykke til din Fødselsdag paa Torsdag og takke dig for alle de Aar, du med Omhu og Kjærlighed har været mig en Moder, som faa eller ingen Anden have havt den Lykke at have, og idet jeg vil haabe, at den Tid ikke maa være altfor fjern, da vi igjen kunne samles og uden at ængstes for Fædrelandet atter hengive os til vore rolige Sysler i Eders Nærhed. Det vil sikkert ikke vare mange Dage inden vi flytte herfra til Als, og du maa derfor ikke bryde dig om der maaskee skulde gaae nogen Tid hen, uden at du hørte fra dine Sønner. Det er mig ikke muligt iaften at faae Tid til at skrive dig mere til, du vil ogsaa for et Par Dage siden have faaet et udførligt Brev fra mig og noget Nyt passerer her ikke. Jeg skal saa snart jeg faaer Tid dog atter sende dig nogle Linier, da jeg veed, at det glæder dig. Hils Tante Jane og Amalia saa mange Gange fra mig og gratuleer Tante Pouline saa meget fra mig. Hils og Egede og Adelhejd og Diderik Schmidt fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard
d. 27de Sept. 1848
Kjære Meta!
Otte Gange 24 Timer ere forløbne, siden jeg modtog Dit kjære Brev af 17de dennes. Det er baade Synd og Skam, at jeg har ladet Dig vente saa længe. Jeg vil imidlertid ikke fylde op med Undskyldninger; de ere dog ingen Nytte til; men blot sige: det er mit sædvanlige Smøleri, og jeg vil tilføje: »jeg skal aldrig gjøre det tiere«, som de smaa uartige Børn sige, naar de skal have Riis.
Siden jeg iforgaars skrev til Peter er der ingen som helst Forandring foregaaet i min Tilstand eller — saa vidt jeg veed — i min Bestemmelse. Vi skulle indtil videre ligge her, for enten at rykke ned i Slesvig eller at krybe i Hien paa Als. Jeg saae gjærne, at vi snart kom til at gjøre det Ene eller det Andet, thi at ligge her er meget kjedeligt. Dog, Kjedsomheden holder man vel ud, om man ikke er saa heldig reent at kunne holde den ude; men paa den ene s. 131Side kan jeg ikke nægte, det vilde være mig en speciel Fornøjelse at være med at holde de gode Slesvigholstenere i Ave og see paa deres ynkelige Miner, som ikke vilde udeblive, naar de fik den danske Indkvartering; og paa den anden Side saa længes jeg ogsaa efter at komme over til Vilhelm. Fra igaar Morges og indtil for en Time siden (Klokken er nu 6 Eftermiddag) har jeg været ovre hos Johan, det vil da sige: den Tid jeg ikke har været i Tjenesten, thi vi have igaar haft Bataillons og idag Brigade-Exercits, begge Gange nærmere ved Johans end ved mit Kvarter. Medens vi nu ere i Nærheden af Johan, saa vil jeg gjøre en lille Bemærkning i Henseende til ham. Du har været slem ved ham. For det første har baade Du og Peter (da Peter er optraadt som Din Secondant, saa maa det vel være mig tilladt at optræde som Din og min Broders) have taget grovt fat paa ham i Anledning af hans forrige Brev. Hvor meget jeg endog maa agte den Følelse, der herved har ledet Jer, saa maa jeg dog udtale det som min Overbevisning, at I deri have haft Uret; thi lige saa vis som jeg er paa, at Johans faste, rolige Characteer vilde (eller maaskee vil) staae sin Prøve, naar han staaer Ansigt til Ansigt med Fjende, Fare og Død; lige saa sikker er jeg i min Sag, naar jeg siger, at hans Kjærlighed til den Sag, hvorfor han er gaaet til Kampen, er endnu saa stærk som nogensinde, og af en anderledes grundmuret Beskaffenhed end mange af vore mundtappre Heltes, saa det er Synd at lade ham høre, at han viser sig ligegyldig for Sagen, fordi han — følgende sin Natur, har engang overladt sig til en humoristisk Stemning og i den paa en spøgefuld Maade tugtet den utaalmodige hyperkrigerske Aand, som han fandt udtrykt i Dit Brev, og som jeg ogsaa anseer for noget overdreven, fordi det nu engang i det practiske Liv gaaer endeel anderledes til end i Phantasien, hvor det er lige saa let at omstyrte som at bygge Kasteller.
Tag nu blot ikke disse mine velmeente Bemærkninger ilde op; de ere fremkaldte ved Ønsket om, at Du maa komme til den vistnok tildeels ubehagelige, men dog ogsaa tildeels behagelige Erkjendelse, at Du har gjort Din Broder Uret, fordi Du (ligesom vor kjære Lundby gjorde) i høj Grad mangler Sands for det Humoristiske. Da nu Johan desuden (ͻ: for det Andet) saa længe har maattet vente forgjæves paa Brev fra Dig, saa er det ikke at fortænke ham i, at han bliver noget ærgerlig og fristes til reent at fortvivle om at kunne skrive Dig tilpas. See det maa nu være nok om den Ting, og det er i Grunden meget for meget, thi inden Du modtager dette s. 132vil jeg haabe han har atter hørt fra Dig og det i lidt blidere Tone end forrige Gang. Desuden behøves intet langt Forsvar for ham; thi som Peter skriver om Dig til ham, saaledes skriver jeg om ham til Dig: »han har dog sin bedste Talsmand i Dit eget Bryst«; for det veed begge Dine Brødre godt og det glæder de sig over, at deres Søster holder ad dem; og det veed Du ogsaa nok, at begge Dine Brødre holde inderlig meget ad Dig, saa det har ingen Fare med den Smule Ufred, der kan komme mellem dem engang imellem.
— Tak fordi Du saa kjærlig husker paa Dine Brødre oppe paa Møllen. Gid vi atter snart maae samles der friske og raske og vel tilmode, det ønsker Din
altid hengivne Broder:
Svend.
Hils paa Møllen!
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard
27/9 1848
Kjære Moder!
Dit kjære Brev af 23de modtog jeg iforgaars Aftes, ligesom jeg havde afsendt Brevet til Peter. Du har Ret til at klage over min lange Taushed, men Du veed nu Grunden: at Dit forrige Brev blev saa urimelig længe forsinket paa Vejen. Det Uheld Tante Jane har haft gjør mig inderlig ondt. Lad mig endelig, det første nogen af dem derhjemme skriver, høre, hvordan det er blevet med hende. Du skriver, at den vakkre Engelænder er kommen tilbage, og at han har været i Besøg paa Tølløse. Var det hos Baron Zeuthen? I saa Fald kjender han formodenlig Familien Fenwick 1). Gjør han det, saa beed ham bringe den (jeg mener Fruen og Døttrene, thi Mr. Fenwick kjender jeg ikke til) min venlige Hilsen. Jeg havde gjærne sagt dem Farvel, inden jeg rejste, men Du veed jo nok Tiden var knap. — Du veed jo nok jeg har arvet noget af Faders Kjærlighed til England og Engelskmændene, og da denne Mand sagtens er et godt Exemplar af de sidstnævnte, saa bring ham min Hilsen, eller som de sige: mine Complimenter!
Du har ved en tidligere Lejlighed viist Din Medfølelse med vore Soldater, som dengang laae paa Straa i Loer og Lader. Jeg kan derfor glæde Dig med den Efterretning, at de nu, da de ere fordelte paa et større Stykke Land, alle ere komne i Seng, hvad de ogsaa kunde trænge til, især nu, da Kulden har mældt sig, og det var da s. 133ogsaa af den Grund at vi alle maatte rykke her op i Jyllands fedeste Egne. — Jeg er, som Du seer, endnu her i Præstegaarden, hvor jeg er indkvarteret sammen med Bataillonens Regnskabsfører, en Hr. Abel, en inderlig kjedelig Fyr. Johan kan jeg hilse fra. Jeg forlod ham for et Par Timer siden. Han har det meget godt hos den kalkunske Bonde, hvor han er indkvarteret. Det er i Grunden langt behageligere at ligge hos en Bonde end hos en Præst eller anden peen Mand, da man saa har sin fulde Frihed og kan byde Folk til sig, naar man vil.
Imorgen er det da Din Fødselsdag. Hvor gjærne vilde jeg ikke paa denne Dag være hos Dig som altid før i alle de 24 Aar jeg har levet, men jeg maa nøjes med at være der i Tankerne. I dem mødes vi daglig, Du og begge Dine lange Drenge. Modtag atter min hjærtelige Lykønskning og hils venligst Fader, Tante Jane og Amalia fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hils Skovgaard, naar Du seer ham og siig, at jeg vilde have skrevet til ham iaften, men nu er det blevet for seent og jeg har nu skrevet saa længe og han skal ikke have det tyndeste 01, som jo kommer bagefter.
— Dette mit Brev er kun lidet og ringe. Jeg beder Dig af særdeles Gunst at give det Rang med et ordentligt Brev.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Kleis
29 Sept. 1848.
Kjære Moder!
— — — Lieutn. Møller bad mig sende mm Fader en Hilsen fra ham, ifald han kunde huske ham. Han var inde hos mig igaar Aftes tilligemed sin Vært og et Par af Officererne i Bataillonen for at hjelpe mig at fortære en Dyreragout, min Værtinde havde lavet af en stor Daahjort, som Svends Karl skød forleden ude i Palsgaards Skove, og som jeg først villet sendt til Kbhn. til Eder, men maatte opgive det, da den ikke kunde holde sig længere. Imorgen skulle vi have Selskab paa Ryggen, og idag lavede vi Suppe paa et Stykke af den ; vi kunne leve af den en heel Uge, thi endnu er hele Brystet og de 4 Køller tilbage. Min Vært gjorde i Aftes mange Undskyldninger fordi han ingen Vin havde, som han syntes hørte til, og da vi havde spiist, kom Madamen til vor store Overraskelse ind med en stor Bolle Punsch, som skulde holde os nogenlunde skadesløse.
s. 134Jeg kunde ikke noksom rose hende for en saadan Omsorg, hvad der synlig fornøjede hende meget.— — — Hvorledes staaer det sig med Faders Valg, hvor stiller han sig? Beed Høxbro endelig skrive mig til— — — Vi komme vist ikke til Als for det Første, thi Urolighederne i Frankfurt og Hertugdømmerne ville vist forhindre Permitteringen af Folkene.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
den 30te Septbr: 1848.
Kjære Johan!
For dit lille Brev fra 24de med de kjærlige Ønsker til min Fødselsdag være du hjertelig takket min Søn! jeg har stræbt efter at opfylde de moderlige Pligter, men har saa ofte følt med Sorg, at det var hvad jeg Langtfra kunde opnaae ret at være for mine kjære Børn hvad jeg saa inderlig ønskede, Villien dertil kjænder Gud ! at I ikke tvivler herpaa det troer jeg ogsaa; ja gid den Tid snart maatte komme at vi uden ængstelse skulde see Fremtiden imøde og vi da kunde samles i Glæde, mig synes Alt er indhyllet i en tyk Taage; nu for Tiden er heele Byen, ja vel heele Landet, i stor Bevægelse med Valgene og Candidater dertil, Fader har stillet sig i 11 Distr:, der meest bestaaer af Holmensfolk og som ret er kommet i Aande for ham, dersom Peter ikke alt har |: som han vist neppe har havt Tid til endnu :| saa vil du af ham kunde faae heel nøje Beskrivelse om det Alt, da han stadig har været Beskjæftiged dermed; jeg vil ikke nægte det heele ængster mig, jeg hører dig sige, ja det kjænder vi nok med Moder som altiid er bange, jeg kan ikke nægte, det er som var jeg kommet ind i en anden Verden, men Langtfra en Bedre. — — — jeg husker ikke om jeg takkede dig for det forrige Brev med Beskrivelsen over den storartede Gaard med de mange Spejle du var kommet til, maaskee er du der nu ikke Længer men gaaet sønderpaa til Als som jo vel er en deel af Slesvig men dog kun en meget ringe deel af det fortrykte Land, endskjønt det sydlige, har jo ikke faaet andet end hvad det selv attraaede, men det stakkels nordlige.— — — i Torsdags reiste vores rare Engelskmand efter at have været heroppe og lykønsket mig og drukket Chocolade ; var I samlede den Dag og drak Kaffe?— — — Professor Schv: er i Dag reist |: til Grenaae troer jeg :| med Georgia, hvor han skal s. 135stilles som det hedder.— — — Fader hilser kjærligst naar han faaer Tid skriver han sikkert selv, han har saa uhyre meget at bestille Nætter og Dage. —
Lev vel! saa ønsker din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag Aften 30/9 48.
Kjære Svend!
Et par Ord maae jeg dog sænde dig min Søn med moderlig Tak for dine velmeente og kjærlige Ønsker til mit nye Aar, Gud lade dem opfyldes for os Alle, jeg tør aldrig tænke mig saalangt nu. — Naar du faaer dette er du maaskee paa Marschen syd [paa] til Als, lad os dog endelig høre hvordan det er med Niels Sp; hvad siger Vilhelm, med hans Fætter skal det være meget daarligt, jeg kan tænke I længes nu efter at see hvad det skal blive til, vistnok som du siger, af Aviserne bliver man ikke videre klog, end at Man synes de trænger haardt til at kunde
Jeg længes efter at høre lidt meere fra dig min kjære Svend den sidste Tid har Du været meget knap imod mig, jeg er slet ikke Nøjsom.
Af disse sidste Aviser vil du nu kunde blive ligesaa klog som vi er her og det siger kun lidt. — Nu Gud være med dig mit Barn! Kjærlig Hilsen fra Fader som har uhyre travlt, men skriver tænker jeg selv snart, fra mig kan slig en Lap være meer end nok
din trofaste Moder
E : Grundtvig
Venner og Bekjændte spørge altiid saameget til Eder og hilse venlig.
— uhyre Hastværk
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Kleis
5 Oct. 1848.
Kjære Moder!
Tak for dit kjærlige Brev af 30te f. M. — — — At du er urolig ved disse Valgbevægelser, leer jeg slet ikke ad, men finder det meget naturligt, jeg selv holder ingenlunde ad den Slags Røre, det har s. 136unægtelig sin meget betænkelige Side. Det er forresten vel meest det Hurra, de raabte idag otte Dage, som har jaget dig en Skræk i Livet, liig den ved de lignende Optrin ved Tronskiftet, men du saae dog dengang, at de Friheder, det mindre dannede Publikum tog sig, ingensinde misbrugtes, og det synes mig, maa berolige dig i saa Henseende, og det er vel sagtens for Gadeoptøjer og deraf følgende alvorligere Sammenstød, du er bange, thi ellers seer jeg ikke hvad det kan være. Du synes dig at være kommet ind i en anden ingenlunde bedre Verden, det er dog besynderligt! herovre mærke vi ikke Andet, end at Alt er ved det Gamle, og vi føje til: desværre. — — — Jeg kunde ikke bare mig for at lee ganske højt, og det gik Svend ligesaa, da vi kom til det Sted om Ludvig, »som nu skulde til det, du selv veed«, det var ligesom det var Noget, man ikke engang turde nævne, saa grueligt fælt, og saa var det ikke Andet end den lurvede Examen. — — — Det gjør mig ondt, at jeg ikke med Sandhed kan sige, at jeg gjorde den Stads, som jeg kunde i Anledning af Din Geburtsdag,— — —vi maatte lade det blive ved at tænke paa dig i vort stille Sind og jeg for min Part stiltiende drikke din Skaal i et Glas Vin. — — — Den 30te havde jeg Middagsselskab hos mig; — — — du vilde undret dig ved en saadan Anretning i en Bondegaard. Dækketøj og Servietter, Syltetøj og Pærecompot, svære Sølvskeer, moderne Vinglas, kort sagt, alt hvad man kunde forlange. Hun fik ogsaa almindelig Roes derfor, som kjendelig glædede hende særdeles. Da det var kommet lidt hen paa Eftermiddagen, kom hun ind uopfordret med en stor Bolle Punsch. Hendes Punsch er desværre af den Beskaffenhed, at vi kun drikke den for ikke at gjøre Huset Tort. — — — Det er paa een Gang comisk og sørgeligt, at en Mand som Schouw skal behøve at rejse til Molboerne for at vælges. — — — Levvel og hils Fader, Tante Jane og Amalia mange Gange fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard, 5te Oct. 1848.
Kjære Moder!
Siden i Gaar Formiddags til nu for 1½ Time siden (Kl. er 8 Aften) har jeg været ovre hos Johan i Kleis, der ligger ¾ Miil herfra. Med ham var jeg igaar Eftermiddags en lille Tour til Juelsminde at besøge s. 137Ltntr. Westengaard og Svendsen og hos ham modtog jeg i Aftes en lille Seddel fra Dig, som jeg nu strax vil besvare, for at Du ikke skal have Grund til atter at bebrejde mig Taushed. Der var stor Højtid i Kleis igaar. Der kom Brev fra Dig baade til Johan og mig og til ham fra Peter og Meta; desuden en Slump Aviser. Kun Skade at alt det Gode saaledes kommer paa een Gang, saa man derefter faaer des længere Faste. Thi Du kan troe vi ere ret begjærlige efter og ret taknemmelige for enhver lille »Lap« derhjemme fra. Og igaar var desuden Brevet fra Peter især af megen Interesse og til stor Glæde for os ved sine gode Efterretninger og ypperlige Skildringer af Faders Møder med Holmens faste Stok. Ja, idag er han vel bleven valgt af den til Talsmand i Rigsforsamlingen. Det haaber jeg da vist og glæder mig over. I Horsens blev vor Majors Broder Justitsraad og Borgemester Ræder og i Bjærgeherred (hvori vi ligge) Justitsraad, Herredsfoged With valgt. Ja, Valgene dem har Du nok hørt saa meget om hvor Du er, at det nok ikke er værdt, at jeg ogsaa begynder at opvarte Dig med den Materie.
Du udtaler i Dit Brev Formodningen om, at vi alt nu kunde være paa Vejen ad Als til; men der er nok endnu aldeles ingen bestemte Udsigter dertil (Nordborg er nu ellers bestemt til vor Bataillons Opholdssted; det ligger 2 Miil fra Augustenborg, hvor Vilhelm faaer sit Vinterleje), men snarere til at komme lidt ned i Slesvig endnu engang. Det kan blive snart nok, men der bliver nok ikke andet for, naar de provisoriske Herrer slet ikke med det Gode ville gaae i sig selv og pakke ind.
Du spørger til Vilhelm; fra ham havde jeg for et Par Dage siden Brev, hvori han mælder mig sin Bestemmelse for Vinteren og beder sig venlig erindret til og af Eder der hjemme. Niels Spandet, skriver han, rejser snart til Kjøbenhavn, hvor han dog endnu vil blive nogen Tid Patient. Tante Jane maa da vel ganske have overstaaet Følgerne af sit Fald, siden Du, uagtet min Bøn derom, slet ikke omtaler det. — For at Du kan vide, at vi ikke lide nogen videre Nød herovre, saa vil jeg for Exempel sige Dig, at jeg hos Johan idag nød et tarveligt, dagligdags Middagsmaaltid, bestaaende af Sagosuppe, Dyresteg og Marvbudding, med Viin til naturligviis. Vore Legemer lide altsaa ikke videre, men den sjælelige Forplejning er noget ringere. Ja, jeg kan ikke nægte, at jeg nu begynder sommetider at lide af den slemme Syge, som kaldes Kjedsomhed. Thi naar man i længere Tid har intet at bestille, intet at læse, Ingen at tale med, ja, ikke engang Nogen at spille en l’hombre med, saa falder s. 138Tiden noget lang, især nu, da Aftnerne ere saa lange og mørke, og Vejret for det Meste saa ubehageligt.
Vil Du nu hilse Fader og Tante Jane paa det venligste og sige lille Amalia, at der ogsaa er en lille Hilsen til hende. Fra Meta, saa vel som fra Peter venter jeg med det første Breve; men bed Dem ikke skrive paa een Gang til os begge og især ikke begge skrive paa een Gang; det koster jo ligemeget, enten de sende 4 eller 1 Brev. Hils ogsaa dem venligst fra mig og lev selv vel og bliv ikke forknyt, fordi det nu gaaer lidt mere broget til end det gjorde i Dine unge Dage. Skriv saa snart igjen et Par Ord til
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
6te Oct. [1848]
Kjære Børn!
I denne Tid seer I da ikke andet end slige smaae forstyrrede Lapper fra mig, jeg er egentlig blevet endeel forknyt i denne Valgtid, af Brev fra Høxbro i Gaar saa I da hvad den Dag bragte, men her er endnu Langtfrem, strax efter at Fader var kommet hjem fra Valget kom her en heel Deputasion op til ham og tilkjændegav deres utilfredshed at han ikke var valgt, i Gaarden og Porten stod den øvrige Skare, Fader gik da need og talte nogle Ord til dem og fik da et tre gange gjentaget Hurra! Leve Pastor Gr:! De mente at det endnu kunde gjøres om, eller ogsaa de begge kunde være valgt; her kom da i Aftes fleere forskjællige Partier og var meget misfornøjet som det var gaaet; i Dag har her ogsaa været et par, de kan slet ikke finde dem deri som det heele er gaaet til, Gud give nu at det vel var forbi med alt dette, mig ængster det; I kjænder nok Moder igjen, men jeg har ogsaa gjennemgaaet endeel Storme i mine Dage, nu kan jeg mærke jeg er gammel, Modet er borte, saa er meget, ja næsten Alt tabt til at gaae Livet igjennem.— — —
Nu Farvel begge mine kjære Sønner Gud være med Eder og os Alle !
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 7de October 1848
Kjære Svenn!
Det er idag otte Dage, siden jeg modtog Brev fra Dig, men endskjøndt, det rigtignok varede lige saalænge, forinden, jeg modtog s. 139Svar paa mit sidste Brev, til dig, saa har dette dog ei været Grunden, til min Taushed, nei jeg vil sige dig ligefrem, at jeg har oppebiet Valgdagen, (den 5te dennes) fordi, jeg havde tænkt da, at kunde have berettet dig Faders Valg til Rigsdagsmand, men det lykkedes jo desværre ei dennegang, som du jo alt af Høxbros Brev til Johan har seet; men hvad der senere er foregaaet vil jeg dog fortælle dig lidt om, nemlig, at Faders Vælgere i Holmens faste Stok, ei lader Sagen falde fordi Tuxen blev valgt i Thorsdags, nei! de erklærer, reentud, Valget for ugyldigt, da de paastaaer, der er skeet Svig, dog veed jeg ei ret om de offentlig vil erklære det; men imorgen gaar de 313 Vælgere til Kongen, med en Petition om, at han vil vælge Grundtvig, der er en mageløs Forbitrelse imellem Holmens Folk, i Anledning af Tuxens Valg, saa man frygter næsten for Oprør, imellem dem ; paa selve Valgdagen da Fader heldigviis var gaaet, han gik nemlig efter, at Stemmerne var talt op og inden Tuxen blev udraabt; optraadte en Holmens Mand, og sagde sin Mening reentud, at der var skeet noget galt ved dette Valg, og, at Søeofficerenne havde igjen her viist dem, det Aag de maatte trælle under ved, at bruge al mulig Magt og Myndighed over dem, for, at faae dem, til, at stemme paa Tuxen, og de raabte da ned med Tuxen op med Grundtvig. Tuxen skal være blevet ganske askebleg af Skræk, da de tog saadan paa Veie, om Aftenen vilde de slaaet Ruderne ind hos ham, men dette blev dog forhindret ved nogen Besindige af dem, dog kan denne Dag, og Sag, maaskee komme Tuxen dyrt at staa, da Flere af Holmens Folk er kommet til Fader, og forsikred ham om, at der er begaaet Svig, ved Indtegningen, af Stemmerne; du veed vel nok at Dirckink Holmfeldt havde stillet sig, men dette var, for om muligt at styrte Fader, og, dersom dette ei lykkedes, og han dog vandt nogle Stemmer, da, at give dem til Tuxen, Holmfeldt har da nu efter Indtegningen kun 28 Stemmer, men Folkene forsikrer han havde 100, men at de andre er uden videre, overført paa Tuxen, hvilket jo naturligviis er ulovligt, da han ei engang offentlig, bad sine Vælgere om at give Tuxen dem. Hvorvidt dette er sandt, veed vi jo naturligviis ikke, men Holmens Folk vil nu forlange Protocollen udleveret, for at see, om deres Navne er rigtig indtegned, hvorvidt dette bliver dem tilstaaet, vides jo endnu ei. Fader har idag indgivet en Klage til Justitsministeren, over Valgbestyrelsen, det vil sige, over Maaden hvorpaa Valget blev foretaget, som ei skete paa lovlig Maade, for det Første sad Tuxens Oncel, Commandeur Tuxen, som havde stillet sin Brodersøn, s. 140ved den ene Protokoll, og dette var, efter Formanden Assesor Müllers egne Ord utilladeligt, men han lod det dog gaae, og dette gjorde stor Skade som Hol: Folk erklærede, da mange af dem, staae i afhængigheds Forhold til ham, og derfor, naar de skulde lige op for hans Øine, ei turde stemme paa Grundtvig. Det andet Klagepungt var, at der var skrevet eens Tegn, i Protokollen for alle 3 Valgcandidater, hvorved der jo let kunde indløbe Fejl uden at det kunde sees. Nr. 3 at de modtog Stemmer fra Fraværende, som ogsaa paa Faders Efterspørgsel hos Müller, blev erklæret for urigtigt men dog ei af ham blev forbudt. Hvorvidt Justitsministeren gjør noget ved denne Sag, ved vi jo endnu ei. I det hele taget er det jo gaaet underlig til med Valgene, Clausen, er faldet for en Væver 1), i Mehrn, Drewsen er faldet, ogsaa for en Bonde, men Barfod har seiret paa Møen, over Hother Hage, og den Ræv Ussing er da ogsaa kommet med, Nu maa jeg slutte for dennegang, da jeg skulde lidt hen til Fader, og Moder, og det er Aften, Klokken er mange, Fader tager den hele Sag meget rolig, Moder kan du nok vide tager sig det nærmere. Boisen beder mig hilse dig og sige dig Tak for dit Brev, han har endnu ikke faaet Tid til, at svare dig, da han jo nu arbeider for Petitionen, til Kongen, om Faders Valg, og som han tidligere har omtalt for dig; fra heele Landet vi har allerede modtaget en heel Deel af dem med Underskrifter. Du skal nu snart høre nærmere fra os, hvad det bliver til thi jeg tænker det interesserer Eder ligesaameget som mig. Tilgiv nu at dette Brev er blevet saa jasket, men jeg vil dog sende dig det som det er, da jeg ellers endnu længere maatte opsætte, at skrive thi iaften har jeg ei mere Tid, Skriv mig nu snart et rigtig langt Brev til om din Mening om alle disse Ting, jeg længes meget efter at see Brev fra dig.
Grundtvig og hans Slægt.
9
I Thorsdagaftes havde vi et lille ungt Selskab, hvor Carlo og Holger var, den sidste har faaet Permission, den Første er comanderet herover, og ligger i Casernen. Dog dette Selskab var ei rigtig godt, thi jeg følte et mageløst Savn, af Eder, to gamle kjære Brødre. Hils nu min kjære Broder Johan og siig, jeg venter snart Brev fra ham og Skriv du saa snart til
din hengivne Meta.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
9de Octbr. 1848.
Kiære Svenn!
Den sidste Tid har været saa travl og Tankegangen havt saa enkelt en Retning, at jeg ikke før har kunnet komme tilbage til dit Brev af 19de Septbr, og selv iaften kan jeg ikke mere end takke dig for det og sige dig, hvad mine Sønner sagtens længes efter at vide: hvordan jeg betragter og bærer mit Nederlag i Nyboder.
Det var igrunden et Vovestykke at være en Søofficiers Medbeiler til de fleste Stemmer i en Kreds, som i det hele endnu beherskes med et Jernspir, og hvor især Værkstederne staae under Tuxen og er, under de egenlige Sømænds Fraværelse, Brændpunkten for det hele; men Kaldet fra denne Side var saa usøgt, saa klart og ordenlig saa rørende, at alle Betænkeligheder strax maatte bortfalde, og intet uden Feighed kunde bragt mig til at undvige Kampen.
At jeg nu ikke alene vandt de fleste Stemmer paa nogle Dage, men at 313 blev mig troe, trods alt hvad der fristede til det modsatte, det betragter jeg som en Erobring, der ikke paa mindste Maade trues men befæstedes netop ved det langt mere tilsyneladende end virkelige Nederlag.
Hvorledes T. for Resten ved Afstemningen til Protokols fik henved 60 Stemmer flere end jeg, da dog selv Valgbestyrelsen maatte bekiende at Haandsoprækningen vaklede mellem os, det er endnu en Gaade, som min Del af Holmens Folk løser paa en Maade, jeg vel ikke tør følge, men som jeg dog maa tilstaae den ganske besynderlige Protokollering med det meget urimelige Udfald virkelig taler for. Mine utaalmodige Vælgere, som vilde strax revet T. af Pinden og revet mig med sig til Kongen, raadte jeg til at begiære Protokollerne udlagt, hvorved de da selv kunde see, om Misligheden var umiskiendelig, og selv har jeg klaget til Justitsministeriet over Afstemningens mange Uregelmæssigheder og een klar Lovstridighed nemlig Medtagelsen af Fraværendes Stemmer. Derved staaer det, jeg venter intet glimrende Udfald, og ventelig vil jeg være udelukt fra den første Rigsdag, men det var mig ogsaa langt mere om at giøre, intet lovligt Middel at forsømme, end at indtrænge mig, hvor det er meget mueligt, jeg dog intet kunde udrettet, der var Kampen, Anstrængelserne og Tiden værd. Den faste Fod, Danskheden og jeg ved denne Leilighed har vundet i Nyboder, skal man derimod vel nødes til at lade os beholde, og den er i mine Øine langt mere værd end den har kostet.
9*
s. 142Det glæder mig, at Du befæstes i Overbeviisningen om den folkelige Oplysnings paatrængende Nødvendighed, men giør mig ondt, at Du, ligesom Ministrene er bange for Tydskland og alt det Fremmede, som jeg er vis paa, vi kunde holde Stand imod, naar vi blot turde!
Lev nu vel og hils Johan kiærligst med dig selv fra Moder og os alle!
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Kleis
10 Oct. 48.
Kjære Moder!
Jeg fik ved Brev fra Høxbro, som jeg modtog igaar, Underretning om Valgene.— — — At Fader ikke blev valgt, har du sagtens just ikke meget imod, men jeg er bange for, at det græmmer ham selv meget. Man skulde jo heller ikke have ventet det Udfald efter Prøvevalget; — — — jeg tænker meget paa Eder og navnlig paa Fader i disse Dage. Jeg kan ikke noksom takke dig for din Ulejlighed med Aviserne, jeg modtog den 7de de sidste, 2 Pakker samme Dag. Bliv kun ved paa den Maade, men læg ikke saa svært og tykt og meget Papir om dem, det behøves slet ikke.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
den 12te Octbr. 1848.
Kjære Johan!
— — — Vistnok min Søn kan det ikke forstaaes at Vaabenstilstanden saaledes overholdes fra Tydskside det er jo aabenbar at holdes for Nar, hvad der i de sidste Aviser har staaet fra Nordslesvig og i Aftes fra Haderslev Kongens Fødselsdag er da vist heller ikke mueligt længer at skulle taales,— — — Fader er uhyre misfornøjet at det saaledes gaaer til uden den ringeste Modstand fra vor Side og det er nu Alle her uden Undtagelse, Bladene udtale sig skarpt herom, i Studenter-Foreeningen skal der være megen Utilfredshed siges der, denne heele statskloge Gang som det Alt skal gaae nedslaaer Fader, det er jo heller ikke mueligt andet, de[t] er som alt Mod og Tapperhed skulle tilintedgjøres, det heele indhylles i en tyk Taage; — — —
s. 143Fredag 13de.
— — — Hvordan gaaer det Eder nu med at faae Eders Tøi ordentlig vadsket, nu bliver det vel reent hos slige Stadsfolk, der saaledes kan pynte op og besørge Huset i alle Henseender, det kan kaldes noget, slige Selskaber, men kan ogsaa Ltntr’s Lommer holde det ud, thi Noget maae dog for Noget; den Punsch som er saa daarlig, kunde du jo godt takke saameget for, men tillige sige, du aldrig godt havde kunde taalt den Drik, nu beder jeg Eder kjære Børn dog endelig at være forsigtig med hvad I nyder, det er en slem Tid med at faae Forkjølelse, især er Mavesygdomme slemme nu og Eders Moder kan nu ikke imellem see lidt ind til Eder uden i Tankerne og der er I altiid indslutted i Kjærlighed og usigelig moderlig Længsel som ofte over- vælder mig.— — — Kongevalgene er da skeet, men Fader ikke derimellem; hvad I veed kjære Børn der bestemt er imod Faders Tankegang, strid ikke derimod naar i skriver ham til I forstaaer mig jo nok han tager sig Alt saa uhyre nær.— — — Nu Farvel kjære Børn! — Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard. D. 13de October 1848.
Kjære Moder!
Igaar var Johan her ovre hos mig og bragte mig da den lille Seddel fra Dig, som ligger her for mig og som er stilet til begge Dine Sønner og derfor ogsaa fortjener Svar fra dem begge. Johan havde allerede skrevet før han kom til mig. Jeg maa nu see til i en Fart at faae skrevet Dig et Par Linier til, thi Klokken er 9¾, og jeg er nylig kommen op, og Kl. 10½ maa jeg afsted i Tjeneste, hvorfra jeg først kommer Kl. 2 og da er det for silde at skrive, naar det skal bort idag. Dette til Undskyldning for, at Du ikke faaer saa langt og saa vel overvejet et Brev, som Du kunde ønske og som tilkommer Dig.
Du er forknyt, kjære Moder! Efter Din Natur finder jeg det højst naturligt ; thi det er hvad jeg saa ofte har sagt Dig, at Du tager Dig Verden altfor nær, at Du har altfor stor Tilbøjelighed til at forestille Dig Tingene fra den sørgeligste Side; dette siger jeg Dig her paany, ikke for at gjøre skarpsindige Bemærkninger over Din Natur; men fordi jeg troer, at Du, ved at mindes, hvor ofte Du har ængstet Dig uden Grund ; hvor ofte Vorherre har gjort en bedre Udgang paa det, hvorfor Du ængstede Dig, end Du havde turdet vente — at Du herved, s. 144siger jeg, maa fatte Haab om, at det dog maaskee vil gaae ligesaadan hermed, saa Din Ængstelse ikke er en nødvendig Følge af de virkelig tilstedeværende Forholds Natur, men for en stor Deel har sin Grund i Din nævnte Tilbøjelighed til at see Tingene an fra den sorteste Side. Ogsaa jeg seer mange Farer, mange mørke Skyer paa Danmarks Himmel; men jeg veed ogsaa, at saa mørkt har det før seet ud, og dog er det atter blevet Dag i Danmark, og derfor haaber jeg sikkert det vil gaae saa endnu. Og desuden saa have selve de Begivenheder og Forhold, som saaledes vil kunne give nogen Grund til Ængstelse, dog ogsaa saa mange lyse Sider, som vi ikke bør tabe af Sigte. Først Krigen, hvis sørgelige Sider jeg ingenlunde er blind for, har dog ikke den bragt langt flere danske Hjærter til at slaae varmt for Fædrelandet end den har bragt til at ophøre at slaae? Dernæst Valgene med deres Kampe og med deres Lidenskaber, have de dog ikke bragt et Liv og en Deeltagelse i hele Landets Vel og Vee i Bevægelse, som man ellers gjennem saa mange Hundredaar har maattet forgjæves lede om i Danmark. — Storm og Uvejr i Naturen kan vel for et Øjeblik ængste, men det renser Luften, og Solen skinner aldrig saa dejligt som efter et Uvejr. — Om vi derfor end tit ej uden Gru kunne see Bølgerne bruse og høre Stormene hvine omkring os, saa maae vi dog vel mindes, at der er En, som raader baade over Storm og Bølger, og mindes, at han er ombord med paa Verdenssnekken som paa Skuden paa Genesareths Sø. Derfor, kjære Moder, lader os frejdig skue Fremtiden imøde, idet vi stadig mindes, at Løgn og Falskhed dog have deres Dom, have Døden i sig selv, men Sandhed og Retfærdighed have Sejren i deres Haand. Lev nu vel, kjære Moder, til Du med Glæde gjensees af
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. — Fredagen d. 13de October 1848.
Kjære Meta!
Tak for Dit længe og længselsfuldt ventede Brev, som jeg modtog iforgaars. Jeg satte mig strax efter Modtagelsen til Skrivebordet, for at besvare det, men blev afbrudt ved tilfældige Omstændigheder, og det samme gjentog sig igaar. Dersom jeg vil have Brevet bort idag, maa jeg have det færdigt til om en Time (Kl. 11) thi jeg skal da i Tjeneste og Posten afgaaer Kl. 2. Du maa derfor denne Gang tage s. 145til Takke med et Hastværksarbejde. Jeg takkede Dig for Brevet, og det var mig ogsaa meget kjært at modtage udførlige Beretninger om Alt, hvad der vedkommer Faders Valg til Rigsdagen. Med glad Forventning aabnede vi Brevet fra Høxbro (jeg var just da hos Johan) og med Sorg og Skuffelse lukkede vi det. Een Ting taler Du ikke om, som jeg har læst i Aarhus-Avis: nemlig, at Nyboders Folk begave sig i Masse op til Fader efter Valget og at han da lovede Dem at ansøge om Kongevalg. Endnu har jeg ikke seet alle Valgenes Udfald, men efter hvad jeg har seet, saa lover de ikke det Bedste: fra Øerne lutter Bønder endogsaa for de Districter, der indeslutte Kjøbstæder; det kan let frembringe en sørgelig Splid mellem Borgere og Bønder. Dernæst: fast ingen Bondedeputerede fra hele Jylland. Maa dette ikke stille Jylland og Øerne imod hinanden? Jeg maa for Øjeblikket ansee Kongevalgene for et stort Gode. Kun ved dem kunne Folk som Clausen, Grundtvig, Plesner faae Lov til at lade deres Stemme lyde i Raadet og det er dog af højeste Vigtighed, at Landets bedste Mænd i det mindste blive hørte. Det er en sørgelig Materie at indlade sig i for Tiden. Snart faae vi jo at see, hvordan Forsamlingen vil skikke sig. Saa længe kan vi jo sagtens udsætte vor Dom: vente ere vi jo alt længe vante til. — At man bliver noget forstemt, noget beklemt i denne Tid, det er da intet Under, saa længe man svæver i Uvished om de vigtigste Anliggender. Hvad os angaar, da snakkes der snart om, at nu skulle vi da til Nordborg, snart igjen om, at vi skulle ned i Slesvig; men Ingen veed endnu noget Vist. Vort Hværv er i denne Tid rolig at vente, tie, lide, og om muligt haabe det Bedste. Vi leve her et meget eensformigt og, hvad værre er, meget uvirksomt Liv. Kjedsommeligheden kan derfor ikke ganske udeblive; men at kjede sig, hører da til de ringeste »frivillige Offre paa Fædrelandets Alter«. Det er imidlertid slemt at kjede sig og at være uvirksom; thi Sjælen mister, ialfald for Øjeblikket, sin Spændkraft og man mærker, hvordan man dagligen mere fordummes. Skal denne Tilstand endnu staae længe paa, saa kan man da løbe Dørre op med En. Efter at have gjennemlæst hele den læselige Deel af Præstens Bibliothek (ɔ: Summa Summarum 2 Bøger), var jeg i et Par Dage aldeles blottet for Læsning; men igaar fik jeg Bod for Vaanden oppe paa Palsgaard, hvor jeg iaante nogle af Göthes Værker, saa nu er jeg allerede langt bedre faren. Jeg har i denne Morgenstund faaet Brev fra Vilhelm. Han er den Eneste, der er rigtig flittig til at skrive; thi han skriver altid strax efter at have modtaget et Brev. Det skulde Du ogsaa lægge Dig efter; thi jeg maa sige Dig, at Du er kommen i en slem Smølevane (reentud s. 146sagt) paa den senere Tid. Sig Peter, at han har ogsaa en god Rem af Huden. Hils nu kjærligst Fader og Moder og hvem Andre der kan bryde sig om en Hilsen fra
Din hengivne Broder
Svend
P. S. Hils ogsaa den, der har skrevet udenpaa Brevet til mig med samt hendes Husbond (thi jeg antager det for Caroline Boisens Haand. Seer Du Holger eller Carlo saa hils dem meget. Beed Carlo ved Lejlighed at lade lidt høre fra sig.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
14/10 48. —
Kjære Svend!
Jeg har nu modtaget 4 Breve fra Din Haand, jeg har atter læst dem igjennem, de var mig kjære Breve. Det sidste er dateret Assens Præstegrd. d. 25/9. Jeg blev underlig tilmode ved at vide Dig i den Egn, hvor jeg har tilbragt saamange fornøielige Dage 1). Nu er saameget forandret der, saa jeg giver Dig Ret i Din Beskrivelse af Præstegaarden som meget kjedelig (det vil sige, dens Indhold) og om Palsgaard som en Aristokrat-Rede, det har oprørt mig at læse Johans Beviser derpaa i hans Brev. Stedet, Egnen er mig alligevel dyrebar, men som ethvert Minde om en forbigangen Tid — om Noget, som er ikke mere, har noget Dobbelt i sig, saaledes ogsaa denne Egn, som jeg kun kan tænke paa med Vemod, der er et Udtryk for Noget Dobbelt; kom jeg der, vilde jeg neppe opsøge noget levende Væsen, men jeg vilde give meget til at jeg kunde dvæle nogle Øieblikke blandt de Døde der paa Assens Kirkegaard. — Skovgaard gik nu fra os, efter at [have] siddet her et Par Timer, han kommer gjerne hver Søndag-Eftermiddag, han bad at hilse Eder venligst. Han kom netop fra Lundbyes Værelse, hvor han har beskjæftiget sig med at ordne hans Sager, som ikke var noget let Arbeide for ham. Alle hans efterladte Malerier skal nok op paa Galleriet. Hver en Stump skal gjemmes vel — af ham faae vi ikke mere, men have ogsaa faaet Meget! —
Nu ere da alle Rigsdagsmændene udkaarne, der blev da ingen Plads for Grundtvig; for hans egen Skyld kan man næsten være glad ved det, men jeg kan ikke for Danmarks, thi det varsler ikke godt! Man sige om ham, hvad man vil — der gives ingen Mand, hvis Hjerte slaaer saa oprigtigt og varmt for Danmark, og dets Pulsslag slaaer s. 147stærkt, slaaer kraftigt som i hans Ungdom (det har jeg været Vidne til i disse Dage) og det vilde gjerne høre op at slaae, naar Danmark derved kunde vækkes. — Men det veed Du jo ligesaagodt og vel endnu bedre end jeg. — Han har taget sig det meget roligt, han har gjort, hvad han har kunnet, for at hans Røst kunde blive hørt paa Rigsdagen. At Ministeriet ønskede ham der, har han aldrig ventet. Petitionen med Underskrifter kun fra Sjælland (1000) blev indleveret et Par Dage før Kongevalget faldt naturligviis med den Bemærkning, at der kom mange flere rundt omkring fra. Kongen svarede de 4, som kom med en fra deres District : at dersom Gr : virkelig var baade Kongens og Folkets Mand, burde han ikke savnes der; var meget venlig, men talte forresten om ham, som han ikke kjendte ham. Deputationen herfra Kbh. blev henviist til justitsministeren, til hvem Algreen, der var En af dem gik allene og overbragte Petitionen. Jeg vilde have skrevet strax til Eder efter Valgdagen, men da Høxbro lovede at skrive, opsatte jeg det, men har nu rigtignok opsat det saa længe, at jeg skammer mig. — Her yttrer sig ellers meer og meer Misfornøielse med Ministeriet, navnlig med Tscherning. Denne skal være aldeles forknyt, har intet Haab for Danmarks Redning, han skal være blevet heelt hvidhaaret, siger Skovgaard. Især skal der være megen Misfornøielse i Hæren. Er det sandt? Det er jo ogsaa frygteligt at see, hvorledes det gaaer til i Slesvig. Flor og L. Skau er uhyre forbittret, over at Ingen bliver kaldt fra Slesvig til Rigsdagen, og at der Intet bliver gjort for Slesvig. — Og saa i Tydskland. Oprøret i Wien ! Man fortæller iaften at Keiseren er flygtet til Jellachitz 1) og at de begge med hele Hæren staae for Wiens Port — og bombarderer Hovedstaden. Hvad skal Enden blive? I Frankrig tales der om, at man vil have en Konge? Hvad vil Folk?? Endnu engang Tak for Dit sidste Brev. Det har glædet mig, hvad Du har skrevet baade paa den første og sidste Side, dersom Du kan huske det. Din Betragtning af det »danske Selskab« læste jeg for Din Fader, som syntes godt derom. Flor og Dr. Paulsen har bereist Jylland i den Retning. Din Fader har et godt Haab i den Henseende. Vi haaber, at Gr. Clausen og Flor vil sætte sig i Spidsen derfor. Vil Du nu hilse og takke Johan mange Gange for hans Brev, som jeg modtog idag. Meta har skrevet til ham, jeg skal gjøre det en anden Gang.
Din hengivne Ven
P. Boisen.
s. 148Det undrer mig, at Du ikke har været hos min Svoger paa Rugaard, hvor Oberstl. Blom er. Tag derhen og hils fra mig. Vil Du hilse Vilh. Blom, naar Du skriver.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
16de Octbr. 1848.
Kjære Svend!
Fra 5te var dit sidste Brev netop den afgjørende Dag med valgene; der blev nu intet af at Fader kom i Betragtning som du da jo har hørt den heele udførlige Beretning om, heller ikke ved Kongevalgene kunde det strække til; vistnok maae det have krænket ham som er saa naturligt, men Du veed nok han udtaler sig ikke saaledes derom; Høxbro gav Eder den første Efterretning derom, her var den Aften kommet Nogen han var med, Ligesaa havde de samlet nogle unge Venner paa Møllen; jeg kan godt tænke mig Eders Længsel efter at høre Udfaldet, vi vil nu haabe her, som Man jo altiid skulle ved sligt, at hvad der skeete, var til det Bedste, thi de Rigsdagsmøder maae vist blive stormende og havde for Fader maaskee blevet meer end han kunde udholde; jeg er nu her kommet til at udtale mig om alle slige Ting som du jo vel siger, Moder har ingen Forstand paa, det tilstaaer jeg ogsaa, men en Mening kan Man dog have og den har jeg ogsaa, endskjønt jeg sjælden kommer ud med den, fortiden seer jeg nu saameget bagvændt og galt men det kommer vel sagtens af at jeg er bleven saa gammel, een Ting synes mig rigtignok Soleklar, at den Provisoriske Regjæring med dens heele Slæng skulle have Sandheden rigtig at vide, det er dog skrækkeligt saaledes at skulle lade sig regjære og gjøre Nar ad som de Herrer behager og ikke sige et Muk til det heele, de stakkels Slesvigere at vi skal finde os deri er ubegribeligt. Har du nylig seet Oberstl. Blom er han vedblevet at være rask? Hils ham ligesaa Vilhelm; jeg kan nok vide, I længes efter at komme derover til ham naar det ikke kan blive til andet. Fryser du ikke i det kolde vaade Veir vi nu har faaet, du lægger vel i Kakkelovnen Du har slet ikke beskrevet mig din Leilighed eller Værelse, er der Børn i den Præstegaard? ligger der Soldater? har de det godt deromkring? nu kommer de jo dog Alle i Sæng? har I dog ikke faaet opdrevet noget læseligt om Jer endnu jeg synes I kunde tage Eder for imellem at samle Eders Compagni og holde lidt Forelæsning, eller rettere fortælle dem Noget som I jo gjorde her i Byen, det kunde være godt for dem synes jeg i mange Henseender, thi hvad dræber s. 149de dog Tiden med uden noget egentligt Arbeide og for Jer kunde det vel ogsaa være ret fornøjeligt; du undrer dig nu min Søn maaskee over slige ganske forunderlige Ideer Moder kan have, Tanken hos mig bringer den naturlig frem, at et Liv uden Arbeide er grueligt at aande, fortærende for hvem det saa er. —
Nu Farvel min kjære Svend ! skriv snart til Moder maaskee er der et paa Vejen jeg længes altiid efter at høre fra Eder, du er meget knap med Breve til mig mit Barn.
Fader hilser Eder kjærlig men har ikke Tid at skrive i Aften Tante Jane ligesaa og alle hvem jeg seer af vore Venner spørger meget til Eder, i Morgen sændes lidt hvad jeg kan samle, trænger I ikke til noget at varme Eder med; jeg sænder almindelig Aviserne til Johan da du jo heller gaaer derover, hvad jeg Stymper skriver tilhører almindelig Eder begge; kan du læse det? jeg troer jeg før har sagt det om Aviserne. Endnu engang Farvel!
Din trofaste Moder
E: Grundtvig.
i Gaar Reiste Line Gr. til Aarhuus hun har været paa Falster siden I saa hende. Det er ret en næt lille Fætter Ludvig, han er oppe i disse dage det gaaer godt.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
Onsdag Aften 18de Octbr.
Kjære Johan!
Tak for Brevet i Dag fra d. 15de; jeg tænkte nok min Søn da du forleden talte om det Dyr I havde at tractere med, om det var af de tilladte Ting og ville just advare Eder [mod] at befatte Eder dermed og hører nu netop at det var saa ; Sv : Kr : skytte 1) sigter vel godt og kan ikke bare sig da han er vandt til Haandteringen, men jeg synes Børn I skulle lade det blive derved.— — — Fætter Ludvig er nu færdig og har været meget ferm med den lurvede Examen som du kalder det.— — — Det var et nøjagtigt Regnskab du gav mig, der kunde synes mig være enkelte Ting meget dyrt, f. Ex. Kjørseler — — —
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
* Fra Svend Grundtvig til faderen.
Assens Præstegaard, d. 18de October 1848.
Kjære Fader!
For Dit Brev af 9de dennes modtage Du min sønlige Tak. Jeg vidste, alt forinden jeg modtog det, Valgets Udfald, men satte dog dengang endnu mit Haab til de forestaaende Kongevalg. Ogsaa dette Haab er nu skuffet; og ej uden Græmmelse kan jeg tænke paa, at Din Stemme altsaa ikke kommer til at lyde paa den første danske Rigsdag. Ikke for Din, men for Danmarks Skyld gjør dette mig inderlig ondt. Paa Mandag skal altsaa Folkethinget sættes; Gud give Lykke til dets Gjerning! Med spændt Forventning imødeseer jeg dets Aabning, thi endnu kan man jo aldeles ingen bestemt Forestilling gjøre sig om dets Sammensætning, da Medlemmerne jo for største Delen ere aldeles ubekjendte udenfor deres snævre Kreds. Der blev da ikke taget saa meget Hensyn til Slesvigernes Begjæring, at blot een Mand (som Flor), der kunde betragtes som deres særegne Talsmand, kom mellem de Kongevalgte. Dit Forslag med Hensyn til Hæren blev da ogsaa upaaagtet. Vilde man end ikke give Stemmeretten den Udstrækning, som Du foreslaaer, saa synes mig dog, at de, der ellers efter Valgloven ere stemmeberettigede, ikke burde have været denne deres Borgerret berøvet, fordi de stode blandt Landets Forsvarere. Det synes mig at være baade uret og uklogt. Man kan ikke herimod indvende, at Kongen har jo udnævnt adskillige Militære; thi det er ikke Soldaterstanden der skal repræsenteres ; men Soldaten skal meget mere, ved at udøve den almindelige Borgerpligt og Borgerret, mærke, at han er Borger og ikke blot Soldat i dette Ords gamle Bemærkelse. — Hvad der imidlertid gaaer mig langt nærmere end Valgene, hvad der er nærved ganske at have forvandlet mit Taalmod til Mismod, det er Tilstanden i Slesvig, der nu er utaaleligere og uhyggeligere end nogensinde.
Slesvigholstenernes oprørske og oprørende Fremfærd efter Vaabenstilstandens Afslutning er rigtignok mere end jeg havde troet muligt, og mere end jeg havde troet det danske Folk skulde taale. Om Slesvig have vi kæmpet ; for at skaffe Slesvig Ro have vi sluttet en Vaabenstilstand, og nu under denne trykkes og mishandles de dansksindede Slesvigere værre end midt under Krigen. Optrinnene i Haderslev 1) paa Kongens Fødselsdag vise tilfulde, hvorledes det seer ud dernede. Ved rolig at see paa sligt maa Danmark tabe Slesvigs Hjærte og Tillid, og det er mere, end vi kunde tabe paa Valpladsen. Ogsaa med Hensyn s. 151hertil venter jeg med Længsel Rigsforsamlingens Fødsel. For den maa da Ministeriet fremlægge alle Acter og fremstille Sagernes Stilling; ved den Lejlighed faae vi andre da ogsaa lidt at vide. Forsamlingen vil sagtens ogsaa faae en afgjørende Indflydelse paa det Spørgsmaal, om Danmark nu skal lade Slesvig i Stikken eller gjøre hvad det kan for at beskytte Danskheden der. Vaabenstilstanden bliver jo fra den anden Side traadt under Fødder; den kan altsaa ikke være bindende for os heller. Det bedste der kunde hende, var vel i Grunden om Bønderne i Nordslesvig slog deres tyske Plagere for Panden. Saa maatte vi da rykke derned for at holde Orden. Dog, det er kun min Følelse, der taler her; den finder den nuværende Tilstand saa utaalelig, at den ønsker Knuden overhugget. Min Forstand derimod — den staaer stille; thi vi ere indviklede i et Net af saa utallige Traade, at jeg med min ufuldstændige Kundskab til disse Traades egenlige Gang vel skal lade være at hitte Rede deri. Gud skee Lov jeg ikke er Rigsdagsmand, men kun Soldat, der slaaer til, naar jeg faaer Vinket, men har Intet at gjøre med at give det. Lev vel, kjære Fader! Hils Moder og de Andre der hjemme og vær selv hjærtelig hilset af
Din Søn
Svend.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 19de Octbr. 1848
Kjære Svend!
Skjøndt jeg iaften er gruelig forkjølet, og man da, som du vist af egen Erfaring kjender, ei er synderlig oplagt til at skrive, vil jeg dog nu ei lade Dig vente længere paa Svar, men hellere bede dig tage til Takke, med et kjedeligt, og søvnigt Brev, som ligner Brevskriverinden iaften.
Nu vil jeg da svare dig paa dit Spørgsmaal, om det er sandt, at »Nyboders Folk kom op til Fader efter Valget og, at han da lovede dem at ansøge om Kongevalg« ; dette forholder sig ganske rigtig, det vil sige, de kom op til ham og forlangte Omvalg paa Grund af, at de sagde, det var gaaet galt og ulovligt til, og hertil svarede Fader dem da, at Omvalg var ei at tænke paa, men dersom de ønskede ham Kongevalgt, saa kunde de underskrive nogle Petitioner som i denne Tid var i Gang, for at ansøge om at faa ham Kongevalgt; de vilde nemlig at han skulde gaa til Kongen med dem strax, for de vilde da der protestere imod Valgets Gyldighed ; disse Petitioner har de ogsaa underskrevet og de er, tilligemed de Andre efter Kongens Ordre, overrækket Bardenfleth, Justitsministeren, Dagen før Kongevalget fandt Sted; men vi see jo nu, hvor lidt Vægt Regjeringen lægger paa, s. 152at vælge hvad de selv siger de vil, de betydelige Minoriteter, thi til disse kan de dog ikke nægte Fader hørte. Monrad skal have været for Faders Valg, men kunde ikke sætte det igjennem, nu skal der nok foretages enkelte Omvalg af Regjeringen da adskillige af de Valgte ei har villet modtage Valget, om de nu vælger ham, er jo et stort Spørgsmaal, Fædrelandet for i Mandags har haft et Stykke, hvori de forundrer sig storlig over at Grundtvig ei blev Kongevalgt, thi nu er Ploug kommet hjem, det Forrige om hans Valg havde Gjödwad skrevet i Plougs Fraværelse. Forresten har Ministeriet nok gjort sig større Skade ved ei at vælge Fader end ved at vælge ham da Mange som langtfra elsker Fader, dog mener Ministeriet maa staa paa svage Fødder, naar de ei tør vove at faa ham derind, men de staa sandelig ogsaa paa svage Fødder thi Folk som før har holdt forfærdelig fast paa Ministeriet siger nu reentud »der er ikke andet for end at styrte Ministrene thi ellers forgaar jo Danmark reent; især imod Krigsministeren er Forbitrelsen stor da han aabenlyst erklærer at han har slet ingen Tro paa at Danmark skal bestaa han udtrykte sig forleden til Laurits Skou paa den Maade: »ja nu indøver vi rigtignok Tropper til at slaaes til Foraaret, men det kan jo igrunden ikke nytte stort thi vil Tydskerne besætte Slesvig og Jylland saa maa vi lade dem gjøre det, det kommer saa kun an paa om vi kan holde Øerne«. Det er dog sørgeligt at høre Krigsministeren tale saaledes; man taler da nu ogsaa om at han vil tage sin Afskeed inden han faar den thi Folk venter da nu kun paa Rigsdagens Aabning paa Mandag for at høre hvordan Ministrene vil klare for sig og kan de ikke det da varer det vist ikke mange Dage inden i hører om et nyt Ministerium.
Nu vil jeg da gaa over til en mere fredelig Sag i Anledning af et Brev som jeg modtog i Søndags fra Elise nemlig om nogle Kæmpeviser. For det Første om hun maatte laane Sysettes og hendes egne Kæmpeviser ud til Nysø paa en kort Tid, dette kan [jeg] nok begribe ei lader sig gjøre men jeg kan dog ei lade være at spørge dig herom da hun udtrykkelig har forlangt det af mig, det Andet Spørgsmaal fra hende er om du kan bruge den Vise som hun har sendt mig et Vers af som jeg skal afskrive herunderneden
»Min Fader var en Ridder fiin
Over Slot og Fæstning med Ære;
»En Adelsfru det var Moder min
»de havde hinanden saa kjære
»Men Lykken vender sig ofte om.
s. 153»Den er om Tistran [Tristan] og vel er der nogle trykte Blade af den men de ere saa sorte og gamle at det maaskee kunde være muligt han intet andet Exemplar har da den er saa umaadelig gammel; det som ikke er trykt kan Konen huske; jeg vilde vide det for den er saa grulig lang at jeg nødig vilde skrive den af til ingen Nytte; det er den længste Kæmpevise jeg nogensinde har seet; den er vel i Kæmpevisetone men det er maaskee dog ikke fra deres bedste Tid.« Dette er hendes egne Ord udskrevet af hendes Brev og vil du nu svare snart paa det thi Elise holder ei af at vente længe paa Svar eller om du hellere vil det saa skriv til hende selv herom du kan vist bedre forklare hende din Mening end jeg. Nu vil jeg da slutte for dennegang, Peter beder mig hilse dig meget og beder dig sige til Johan at han snart skal faa Svar men da han skal præke paa Søndag har han jo lidt travlt i denne Uge. Moder bad mig ogsaa at hilse dig kjærligt fra hende hun skriver snart. Paa Søndag otte Dage er det min Bryllupsdag og I vilde da fornøie mig meget ved at sende mig et lille Brev, jeg glemmer aldrig Eders kjerlige Farvel til mig ifjor det lyder bestandig saa deilig i mine Øren, jeg veed ikke selv hvor det Aar er blevet af. Det er sandt een Ting har jeg glemt at spørge dig om nemlig om du har noget imod at jeg i denne Tid bruger din Paraply da jeg ingen har selv, jeg behandler den meget godt den staar altid i mit Skab naar jeg ei bruger den bliv nu ikke vred paa mig for denne min dristighed men jeg tænkte at mellem Venner regnedes det ikke saa nøie.
Din eneste Søster Meta.
Harald og Caroline beder mig ofte hilse Eder men hidintil har jeg nok glemt det men modtag da nu en venlig Hilsen fra dem Begge.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Undskyld Convoluten. Ligner stærkt et l’hombre-Regnskab; — men Økonomien leve ! ! !
Assens-Præstegaard, Fredag d. 20de October 1848.
Kjære Moder!
Tak for Dit kjære og kjærlige Brev af 16de, som jeg modtog for to Timer siden, just som jeg var bleven færdig med Læsningen af Peter Boisens Brev til mig, der var kommet igaar, men som jeg først fik at see nu, da jeg for tre Timer siden kom her tilbage fra Kleis, hvor jeg har været siden igaar Formiddags. Jeg kan da hilse Dig fra Johan ; han lever meget vel, kun er der noget koldt i hans store Stadsestue, s. 154hvor en enkelt Kakkelovn ikke ret vil forslaae. Jeg tør imidlertid rose mig af den Fortjeneste at have gjort ham det en Deel hyggeligere og lunere, ved at flytte hans Sopha fra sin gamle Plads i den anden Ende af Stuen hen til Kakkelovnen. Til Kleis kom jeg igaar Formiddag i Kongens Tjeneste. I øsende Regnvejr vadede hele Compagniet derover, for at inspiceres af Brigadegeneralen Schleppegrell. Du kan troe det var en skrap Visitats: Generalen undersøgte højst egenhændig Soldaternes Trøjer og Buxer i Særdeleshed disses respective Lapper og Huller og hele deres Garderobe. De maatte frem med deres »Klædeskab« — som de kalde Tornisteren — og lade ham see, at de havde alt hvad de skulle: Skjorter, Sokker, Sko, Kam, Barbeerkniv, Tollekniv o. s. v., o. s. v. Manglede det mindste, saa fik vedkommende Corporal paa Hovedet, hvilket han ogsaa fik, dersom han ikke vidste, hvilke Soldater der havde en Skjorte i Vadsk eller et Par Sko hos Skomageren. — Generalen meddelte os, at han havde udbedet sig, dersom vi igjen skulde rykke i Marken, at maatte faae Avantgarden, og lovede videre 10de Bataillon, at den skulde faae den Ære at stilles i Spidsen. Efter endt Visitation gik jeg ind og spiste til Middag hos Johan, hos hvem jeg som sagt blev lige til for faa Timer siden.
Det har jo nu været Flyttedag i Kjøbenhavn, men for os er denne Dag endnu ikke kommen. At vi ere inderlig kjede af at ligge her og drive, det kan Du vel vide. At jeg gjærne vilde see Vilhelm Blom igjen, kan Du da ogsaa nok forstaae. At jeg desuagtet ikke skulde have noget imod at gjøre endnu et Besøg nede i Slesvig for at skyde og hænge endeel Slesvigholstenere (som f. Ex. Michelsen i Haderslev, der aabenbart burde hænges paa en Lygtepæl), det seer jeg af Dit Brev, at Du ikke heller videre vil fortænke mig i; thi Du siger jo, at Slesvigholstenerne dog skulde »have Sandheden at høre«; men Du veed jo nok, at deels ere disse Herrer ved lang Øvelse blevne noget døve paa det Øre, der skulde høre Sandheden, og deels at de jo lader som de ikke forstode Dansk, saa skal de have Sandheden at høre, saa maa man nok tale dem til med Musquetter og Kanoner. Vistnok er det et meget farligt og, hvad Udfaldet angaaer, uberegneligt Skridt nu at fornye Kampen mod Vinteren og uden de Magters Bifald, der have beseglet Vaabenstilstanden, men — Æren gaaer for Alt, og det danske Folks Ære kan næppe taale, at ikke blot Vaabenstilstanden men ogsaa alle danske Slesvigere og al Ret og Billighed trædes under Fødderne af de frække Oprørere og Meenedere. Dog, »hvad hjelper det, vi kvider!« Hverken Du eller jeg raader for, hvad der skal skee; derfor raader Gud og paa ham vil vi stole. —
s. 155Der er endnu i Dit Brev Adskilligt, der kræver Svar og som skal faae saa godt Svar, som jeg kan give. Du spørger til Oberstlieutenant Blom; ham har jeg ikke seet siden d. 18de September, ved den store Revue; men Johan traf ham i Mandags i Horsens og mælder, at han befandt sig vel. Han ligger 5 Miil herfra, saa jeg kan ikke tænke paa at besøge ham, hvad jeg ellers havde saa meget større Lyst til, som han jo boer hos Reetz, Peters Svoger; og ham saa vel som hans Børn kunde jeg nok have Lyst at see. — Du gjør mange Spørgsmaal angaaende min Bolig, min Læsning o. s. v. Jeg vil da gjøre Dig Regnskab for mit hele huslige Liv. Jeg boer, som Du maaskee vil erindre, sammen med Bataillonens Regnskabsfører Abel hos Præsten Hjort her i Kirkholm (thi saaledes hedder den lille Klat By, hvori Assens Kirke ligger). Præstegaarden er en ret kjøn og rummelig Bygning, men, som de fleste Præstegaarde, noget forfalden. Naar man mellem to store Lindetræer (der i Forbigaaende sagt gjøre det meget koldere og mørkere derinde end fornødent) fra Gaarden træder ind i Forstuen, saa fører en Dør tilhøjre ind til Familiens Daglig- og Spise-stue, Døren tilvenstre ind til en stor Havestue (a), hvor vi drikke Thee Morgen og Aften. Fra denne gaae igjen to Dørre ind til vort fælles Sovekammer (b) og vort fælles Opholdsværelse (c), Præstens Studerekammer, hvor der findes en Kakkelovn, som i de sidste 8 Dage stadig benyttes. — Vi drikke Thee om Morgenen for os selv, naar vi staae op (f. Ex. Kl. 8), spise til Middag i Familien Kl. 1, og drikke Thee om Aftenen Kl. 7 for os selv, undtagen naar Præsten gjør os Selskab, som ikke sjælden skeer, især naar han spiller en L’hombre eller Whist med, som han gjærne gjør. Han er vist en meget brav Mand, er meget artig imod os, men er for det første svagelig og for det andet kjedelig ɔ: uden Kundskaber og uden levende Interesse for nogen Verdens Ting, det jeg har kunnet mærke. Han er desuagtet meget snaksom, og jeg er tit nærved at blive gal over hans intetsigende timelange Passiar, som man jo maa finde sig i. Konen er et overmaade artiet men ikke s. 156interessantere Væsen; hun taler aldrig om andet, end om sin Mand (og hans Svagelighed) og om den naadige Familie paa Palsgaard. Det er heller ikke morsomt. Der er 4 Børn, mellem 7 og 1 Aar. — Hvad nu min Aandsføde angaaer, da er jeg nu bedre hjulpen end i Først- ningen, nemlig siden jeg har faaet Gang paa Palsgaards Bibliothek. Præsten ejede kun to læselige Bøger, dem var jeg snart færdig med og kjendte dem da i Forvejen. Paa Palsgaard derimod er der i den gamle Frues Bogsamling en Deel gode Bøger og min Capitain boer just ved Siden ad den, saa jeg gaaer op til ham og derfra ind i Bibl. hvorfra jeg har adskillige Bøger hjemme, med den unge Landjunker Reetzes Tilladelse. Denne Herre er en Mand paa nogle og 50, en stor Flynder, der ingenting kan uden skyde og fiske, seer ud som en Bonde, men er desuagtet meget adelsstolt ; er alle Mands Nar. — Den gamle Frue (Enken) er en født Benzon fra Christiansdal en særdeles dannet gammel Kone, men uhyre adelsstolt. Kammerherreinden, en født Comtesse Friis, er en ung, ret vakker Kone. Jeg kommer der ikke, uden een Gang, jeg var der til Middag en Søndag som Appendix til den præstelige Familie. Siden har jeg ikke gjort nogen Visite, da jeg ikke bryder mig om at komme der oftere. Naar vi skulle bort, gjør jeg en Afskedsvisite. Næste Gang der sendes en Pakke herover, saae jeg gjærne, om jeg fik en Snees Visitekort af dem der staae i den blaa Æske bag min gl. Plads paa Kanten af Boghylden. — Ja, nu godnat, kjære Moder! Hils Fader og Alle derhjemme og ogsaa vor nye Fætter
Ludvig venligst fra
Grundtvig og hans Slægt.
10
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Du spørger til vore Soldater og jeg takker paa deres Vegne for Efterspørgslen. De have det nu meget godt, lige saa godt som om de vare hjemme, tildeels (efter deres Begreb) endog bedre, da de have saa godt som Ingenting at bestille, andet end at spise, drikke, sove (hvori de excellere) og ryge Tobak, samt passiare.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Kleis
21 Oct: 1848.
Kjære Fader!
Det er nu næsten en Maaned siden du modtog noget Brev fra mig. At der er gaaet saa lang Tid kan du nok vide, er ikke fordi jo mine Tanker tit og mange Gange have været hos dig og din Virksomhed, men fordi jeg vanskelig kunde overtale mig til at gjøre dig Ulejlighed s. 157med at læse Breve af den Art, som jeg her er istand til at frembringe, som tilvisse kun kan være lidet underholdende eller fornøjelige. At jeg nu bryder overtvert og skriver dig til, er ikke fordi jeg i den Henseende er kommet under gunstigere Forhold, men fordi jeg tænkte, det maaskee dog kunde fornøje dig at see nogle Linier fra din Søn og idet jeg stoler paa din Overbærelse for det magre Indhold. At du ikke kommer paa Rigsdagen baade forbauser og ærgrer mig, det har da viist sig, at du havde Ret i den Mening, at det var et Lykketræf at blive valgt efter den nye Valglov; dens i flere Henseender taabelige Bestemmelser komme da sagtens ogsaa til at undergaae en heel Deel Forandringer. Jeg havde forresten ret glædet mig til at see dig paa Rigsdagen, da de jo der vilde blive nødte til at tage Hensyn til dine Meninger og Ideer og ikke saaledes som saa ofte ellers, kunde ignorere dem og ikke tænke det Mindste over dem. Her vare de dog nødte til at lægge Mærke til dem og prøve paa at gjendrive dem og en saadan Kamp maa enhver Mand jo ønske det kan komme til, thi uden Kamp gives ingen Sejer. Mangfoldige Vrøvlere vilde ogsaa kunne havt uendelig godt af at have dig til Censor, da jeg er overbeviist om, du ikke, som Folk i Almindelighed, vilde tage paa Saadanne med Bælgvanter, saa at de sletikke mærke det, især naar de ere lidt dumme tilmed. Imidlertid, den Fugl maae vi sagtens lade flyve for denne Gang, det skulde nu ikke saa være. At du er misfornøjet med Sagernes Gang kan jeg begribe, der er sandelig heller ikke Noget at glæde sig over, Ministeriet maa jo nu komme til at klare for sig en af Dagene, dersom det kan, hvad jeg rigtignok nærer nogen Tvivl om, men dog vil haabe, thi det vilde jo unægtelig være langt sørgeligere, dersom vi virkelig var saa bundne paa Hænder og Fødder uden Nødvendighed end om det var Noget, der ikke havde kunnet undgaaes. Vi maae jo for Fædrelandets Skyld haabe, at vor Sag har faaet den bedste Gænge, det var muligt, om den end langtfra er god. Noget, som ærgrer mig forfærdelig, er at maatte høre baade af Soldaterne, af Bønder fra Slesvig og af Bønderne her i Jylland, det er: »at vi dog ikke kunne have saa fuldkommen Retten paa vor Side, da ellers vistnok Stormagterne havde hjulpet os«. Denne skjæve, for ukyndige Folk meget naturlige, Mening er desværre altfor almindelig, og er unægtelig meget farlig, da vort Mod jo hviler paa vor Sags Retfærdighed. Hvorledes det staaer til med Vaabenstilstanden, os og Slesvigholstenerne, fatter jeg slet ikke, det er mig en reen Gaade. Hvad vore indre Forhold angaaer, saa er dog nok det communistiske Hippodrom-Parti gaaet i sin Moder igjen, som vi vel tildels kunne takke den franske Forsamling s. 158ling for, hvor Communisme og Socialisme leed et fuldstændigt Neder- lag, saaret til Døden af Thiers’s udmærkede Tale om Ejendommene. Bondevennerne have endeel mere Magt, men jeg tænker dog, de endnu maatte kunne bringes til Fornuft ved strax at indrømme dem hvad Ret er, f. Ex. Ophævelse af Fideicommisserne og de Baand paa Ejendoms-Salg, der hænge sammen dermed, Jagtret, og mere deslige. Skeer det ikke snart, er vist det Værste at befrygte. — Din saa ind- lysende Udvikling af den Forurettelse mod Hæren, som der ligger i Rigsdagens Sammensætning, glædede mig meget, skjøndt jeg ikke ventede at der blev taget Hensyn til den, Justitsraad With, veed jeg, havde alt tidligere skrevet til Ministeriet derom; han har i sit Herred, hvori vi fortiden ligger, Alles Agtelse og Tillid, saavidt jeg kan mærke. — Det er dog højst mærkeligt, at Englænderne endnu spotte med de nationale Bevægelsers politiske Betydning; der stod forleden en forresten velskreven Art. i »Berlingske« efter »Times« derom. Nu er da Wien ogsaa kommen i Belejringstilstand, hele Europa kommer nok snart i den Forfatning. Disse østerrigske Forhold ville dog sikkert give det sidste Stød til Udbruddet af en europæisk Krig; gid vi kunde benytte denne til at klare vore Sager, thi man er dog sig selv nærmest. Hvad forresten Europas Stater angaae, saa bliver vist Enden paa det, at de for det første Allesammen faae et militært Despoti, jeg seer ingen anden Udvej af de uhyre Forviklinger, (und- skyld dette afskyelige Ord) der blive værre og værre. Gid vi kun snart maatte komme ud af den utaalelige Tilstand, hvori vi nu be- finde os, thi den er svækkende baade [i] udvortes og indvortes Hen- seende. Vil du hilse Moder og give hende indlagte Seddel fra mig, jeg kan ikke noksom paaskjønne hendes Omsorg for at forsyne os med Aviser og Læsning, den er aldeles mageløs. Lev nu vel og tænk undertiden paa
10*
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P.S. Jeg maatte sende Brevet afsted inden jeg fik Tid at skrive til Moder.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Kleis
21 Oct. 1848.
Kjære Moder!
— — — Bryd dig for Alting ikke Noget om vort Krybskytteri, for mig er forresten Jagten fri, da det er Selvejere, os gjør Ingen Noget s. 159for det, og Folkene have vi advaret mod at jage paa Palsgaards Grund. — — — Meta beder mig formaae dig til at besøge hende, som du ikke har gjort i »6 Uger«. Er det sandt, eller blot det Halve eller en Trediedeel, skal jeg ikke nægte, hun har Grund til at beklage sig, og skjøndt det er vanskeligt for mig paa den Afstand at føre hendes Sag med den fornødne Effekt, skal jeg dog ikke lade det mangle paa en kjøn Forbøn for hende: »Jeg skulde hilse og bede dig saamange Gange fra hende, om du ikke vilde gjøre hende den Fornøjelse at see op til hende Torsdagen den 25de om Aftenen eller, dersom du ikke modtager dette betimelig, da den 26de, men saa maa det være bestemt.«
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
Søndag-Formiddag 22de Octbr. [1848],
Kjære Børn!
See her har I mig igjen efter at være kommet af Kierke og havt 8 Rigsdagsmænd her til Kaffe, de ville tale med Fader, de var fra Jylland og et par fra Fyen; — — — denne skandaløse Væver Hans H : fra Mehren har da trukket sig tilbage og der har nu Fader bestemt at stille sig, her skal ogsaa være et par andre Distrikter ledige foruden, Gud give det til Held og Lykke for Landet ! jeg kan ikke nægte med ængstelig Bekymring seer jeg det imøde, jeg har jo oftere udtalt mig herom for Eder kjære Børn, saa lad mig nu tie, I kan jo her kjænde Moder igjen med alle sine Skrubier og Ahnelser. — Har I bestilt Rigsdagstidenden ovre hos Eder, saa I kunde have den saasnart mueligt? thi at leve foruden den, kan jeg da godt begribe I ikke kunde, jeg skal sænde snarest mueligt Aviserne, jeg veed da, den sidste Tid har I ikke kunde[t] føre Klage derover. Hvordan er Veien imellem Eder til at gaae? ja nu er den vel slem efter denne megen Regn vi idelig har, jeg kan godt tænke mig I trænger til hinandens Selskab i denne Eensomheds Tid; en god Udgang paa det Alt ville vi bede Gud om ! ja en Gru er det at see om i alle Riger og Lande, hvad skal Enden blive, spørger Man ængstelig— — — Gud velsigne Eder kjære Børn ! kjærlig hilses fra alle Omværende men først og sidst fra Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
23de Oct. [1848].
Kjære Børn!
— — — Alt synes mig er i Splid og Uenighed, Riger og Lande strider indbyrdes, det udbreder sig overalt i alle Kredse, selv der hvor Eenigheden meest havde Hjemme; dog jeg vil ikke tale om Alt hvad jeg med Gru seer for mig, al den Kulde og Ligegyldighed der efterhaanden kommer til at Herske i alle de forskjællige Partier. — — — Iaften faaer I Brev fra Peter som har været i Rigsforsamlingen i Dag, — — — nu er de til Taffels det heele Raad.
Fru Toft kom nu jeg maae ind, blot jeg besørger dette bort.
i Kjærlighed Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. 24/10 1848. Form. Kl. 10.
Kjære Meta!
I Søndags Aftes modtog jeg Dit Brev af 19de dennes. Strax samme Aften skrev jeg et Brev til Elise Stampe, addresseret til Holger, som da vel er paa Nysø eller Jungshoved. Ellers er jeg slemt narret. Jeg skrev udenpaa til ham, da jeg ikke vilde skrive mit eget Navn udenpaa et Brev til en ung Dame. Til Dig skrev jeg allerede igaar et Brev; men da det var skrevet i et særdeles vrantent Lune og bar tydeligt Præg deraf, saa kasserede jeg det og fik igaar ikke Tid til at gjøre det om, da Johan var hos mig hele Dagen. Over eet Punkt i Dit Brev kan jeg ikke nægte, at jeg jo blev noget ærgerlig tilmode; nemlig over, at Du minder mig om Din Bryllupsdag og udtrykkelig udbeder Dig et Brev i den Anledning. Jeg havde nemlig godt husket dette af mig selv og vilde gjærne have overrasket Dig med et Extrabrev i den Anledning. Jeg vil derfor ikke dølge for Dig, at Du maa tilskrive Dig det selv, dersom dette Brev nu, som et Pligtarbejde, bliver saa koldt og tørt og højtideligt som muligt.
Til Dit Spørgsmaal om min Parapluy har jeg naturligviis intet Andet at svare end: Gud bevare os! det skal naturligviis være mig en sand Ære og Fornøjelse, dersom Deres Naade vil bevise mit ringe Tag den Ære at gaae ind under det.
Igaar er da Rigsdagen aabnet, og idag er maaskee allerede vor og dermed maaskee hele Danmarks Skjæbne afgjort. Man siger her, s. 161at Tscherning paa ingen Maade vil overtage Ansvaret for de danske Troppers Indrykning i Slesvig og derfor strax tager sin Afsked, naar denne Forholdsregel fordres af Rigsdagens Fleerhed. Det gjør mig inderlig ondt ; thi hvad saa end de vankelmodige Kjøbenhavnere mene for Øjeblikket, saa anseer jeg Tscherning for en af Danmarks dygtigste Mænd og bedste Støtter. At han skulde være forhadt i Hæren, som Du skriver om, er en kjøbenhavnsk Fabel. Der findes vistnok mellem Armeens Officerer mange, der hænge ved den gamle Slendrian, og slet ikke kunne finde sig i de nye folkelige Former, som Tiden kræver, især fordi de frygte for, at Militærstandens Vigtighed skal forringes; men nogen Uvillie mod Tscherning personlig hører vistnok til Undtagelserne. Man har almindelig Respect for hans Dygtighed og kraftige Aand.
Jeg for min Person anseer det ikke for urimeligt, at Rigsdagen forlanger Krig, og saa faae vi vel snart Fødder at gaae paa. Kjøbenhavnerne ville da juble; men naar vi atter skulde nødes til at bøje os for en overlegen Fjende, ville de vel paany overøse os med Ukvemsord; thi de ere som »Børnene paa Torvet«, som der staaer om i Bibelen.
Vil Du takke Moder for hendes omhyggelige Efterspørgsler til vore Garderobers Tilstand, men sige hende, at jeg for Øjeblikket ikke har nogen Mangel og ialfald ikke vil overlæsse mig med Bagage, saa længe det endnu er uafgjort, om vi skulle begynde Felttoget for fra; thi at dette vilde være Følgen af vor Indrykken i Slesvig, derom kan kun den tvivle, der ikke seer længere end Næsen er. Jeg bliver for mit Vedkommende ved mit gamle Princip: Æren for Alt! og vilde derfor altid stemme for Fremmarschen, om det end er muligt, at Ordren dertil kan blive hele den danske Hærs Dødsdom; men jeg kan godt forstaae, at Tscherning og de andre Ministre ikke ville have det paa deres Samvittighed egenmægtig at give denne Ordre. Rigsdagen træder nu istedenfor hele det danske Folks Stemme. Vil den, saa bør det ske. —
Tag nu for denne Gang tiltakke med disse Linier. Bring en venlig Hilsen til Fader, Moder, Tante Jane, Peter, Harald og Kone, Skovgaard, Høxbro, Carlo fra
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Jeg haaber at naar Du modtager dette er et Brev til mig fra Peter paa Vejen. Er der ikke det, saa siig til ham fra mig: fy, skamme Dig!
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
d. 25/10 48. —
Kjære Svend!
Dit Brev af 21de modtog jeg først idag Onsdag, ikke som Du meente igaar Tirsdag. Jeg bliver saa fornøiet hver Gang, jeg faaer Brev fra Dig, saa jeg beslutter altid — som det er min Lyst — strax at sætte mig ned for at svare. Dennegang skal det skee, haaber jeg — mere tør jeg ikke sige — thi Afbrydelse! — jeg gider ikke klaget derover, for det er kun kjedeligt at høre paa, og det kan nu ikke blive anderledes for mig, idetmindste her i Mlh. 1). En forunderlig Forskjel paa mit og Eders nuværende Liv i den Henseende! — Din »Monolog« at den er bleven saa høi, at jeg har kunnet høre den, skal Du ret have Tak for. Den har interesseret mig meget. Jeg er i det Hele taget kommet til at kjende Dig endnu bedre ved Dine Breve, jeg er kommet til at see langt dybere ind i Dig — og det har ikke fortrudt mig. Jeg troer Du har Ret Svend ! Du har godt af denne Venten af denne Taalmodighedsprøve en liden Stund, hvad Dig selv angaaer, det viser sig klarlig — synes mig — af den Maade, hvorpaa Du tager det. Et andet Spørgsmaal er, om vi Andre, om Danmark har godt af det baade i udvortes og indvortes Henseende, at Du ikke kan røre Dig hverken med Sværdet eller med Pennen. Det kan Du ikke gjøre ved, nu Du er kaldet til at staae, hvor Du staaer. Men »biende Mand fanger Bør«. Dit Billede af Danmarks Tilstand er træffende. Kun er det min, som næsten Alles Mening her, at den ene Styrmand Du omtaler som den dygtigste, duer ikke mere, thi han er uden Haab. Han har erklæret det mange Gange og mange Steder, at han fast intet Haab har for Danmark. Her er stærk Tale om, at han gaaer af. Han skal være meget melancholsk. Uhyre Penge skal han have brugt 1,300,000 r maanedlig, uden nu at kunne fremlægge et Budget eller Regnskab. Men som sagt Sløret maa vel nu blive borttaget fra alt det Hemmelighedsfulde! Garantier og Offentlighed var det, vore Ministre allermest raabte paa, da de vare i Oppositionen, og intet Ministerium har gjort sig saa skyldigt heri, som dette; det har afsluttet en Vaabenstilstand uden at have mindste Garantie for, at den blev overholdt. — Men nok derom. Du skal nu høre lidt om Rigsdagen, hvorom jeg gerne vilde have skrevet til Johan igaar, men naaede ikke mere, end med et Par Ord at sende ham et lille maadeligt Omrids af Salen og den nye Grund- og Valg-Lov, som vil interessere Eder. Jeg vil nu skrive yderligere til Dig derom. Men først maa jeg nu afbryde, da jeg skal s. 163hen paa en General-Forsamling, hvor de vil slaae den gamle Asylskole ihjel, for at kæmpe lidt for den endnu engang. —
Kl. 12¼ Aften. Nu kom jeg først til Sæde, efterat Theologicum (snarere Politicum) (Onsdag) — er gaaet, og de Andre, Meta og min Broder Lars ere gangne tilsengs — og efterat have havt en lille politisk Kamp med Meta, som er Fyr og Flamme i denne Tid; at det gaaer hende nær til Hjerte, at den »Gamles« Røst ikke bliver hørt paa Rigsdagen, kan Du nok forstaae. — Det gaaer forresten Din Fader selv alvorligt og kjendeligt til Hjerte i disse Dage, han tager sig det grueligt nær, som det gaaer til i Slesvig. Han holdt en mageløs Krafttale derom i D. S. iaftes, hvor der var propfuldt, ogsaa en Deel Rigsdagsmænd. Han begyndte med at skildre sig selv i disse Dage — i denne Morgenstund, da han var nær ved at græde; men saa kom han til at tænke paa, da han var lille, at hans Moder sagde til ham: Naa Du græder nok med det ene Øie, og leer med det andet — Saaledes var det i Grunden endnu med ham paa de gamle Dage. Derpaa skildrede han, hvad Grund der var til at sørge; men ogsaa til Haab, hvorigjennem han dog endnu kunde smile med det ene Øie, for han havde ikke opgivet Haabet for Danmark ! En ret kraftig Adresse indgaaer i disse Dage fra Kbhavnerne til Rigsdagsmændene. Mig synes, Hæren absolut maa indkomme med en Adresse med Ønske om at komme til at kæmpe for vore Brødre i Slesvig, der lide som ingensinde før. En paalidelig Mand fra Slesvig har i disse Dage her i Kbhavn skildret Stemningen blandt sine Landsmænd saaledes, at hvis der ikke kommer Hjælp fra Danmark inden 3 Uger, vil de aldeles give sig Tydskerne i Vold, nu da Danmark rolig seer paa, at en ny oprørsk Regjering bliver indsat af Reedtz i Gottorp, medens vore Egne ere blevne forkastede. Tænk paa en saadan Adresse, uagtet Hæren har været udelukt fra Rigsdagen — derved kunde dens Røst dog blive hørt paa Rigsdagen ! ! —
Idag har Adresse[n] været for. Ivrig Debat om der skulde røres ved Slesvig deri — om den blot skulde være til Kongen, eller Ministeriet skulde tages med. — Monrad og Tscherning og Lehmann og Knuth talte. Monrad forlangte ligefrem, at Folket skulde udtale sin Tillid til Ministrene i en lang Tale; hvorpaa H. P. Hansen svarede meget hæftigt, »da maatte Ministrene først afsløre alt det Hemmelige, kun naar M. viste Tillid og Aabenhed mod Folket, kunde dette have Tillid til M., hvilket fremkaldte et stormende Bravo fra Publicum uden for Skranken, som da fik en alvorlig Tiltale af Formanden Schouw: »hvis de ikke forholdt sig rolige uden Bifalds- og Mishags s. 164Yttringer, maatte han lade Salen rømme med Magt«. Man mærkede tydeligt, det gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Ministrene.
Ministrene erklærede, at Alt hvad der kunde gives Oplysning om, skulde være til Eftersyn, ligesom Alt, hvad der kunde været offenliggjort, hidtil var blevet det gjennem Pressen. Der blev intet afgjørende Resultat idag, fortsættes imorgen, hvor der skal vælges et Udskud 1) til at affatte den. Jeg antager, at I have subscriberet paa Rigsdags-Tidenden fra Horsens, hvor I da kan læse det langt bedre. Derfor ikke mere derom! — Derimod lidt om »udenfor Salen«. — Der har nemlig dannet sig forskjellige »Klubber« »Bondevennernes« med Balthazar i Spidsen hos Vincent paa Kongens Nytorv paa 2den Sal — og »Schouw-Clausens« samme Sted paa 1ste Sal. Rimeligviis ogsaa en Do. Ørsted-Ussing, som jeg dog ikke har hørt om. Begge de første søger min Broder stadig om Aftenen hvor der da i Grunden hersker langt mere Liv end paa selve Rigsdagen, hvor de ere temmelig tamme. Han bragte den første Aften Krigs- el. Slesvig-Spørgsmaalet frem i en lille Tale i Bondevennernes Klub; det blev heftigt modsagt af Balthazar, Egede Schach, Prof. Vestergaard, Glerup o. s. v. som noget, man ikke turde røre ved. Det blev forsvaret af Barfod, der ogsaa bragte »Danskhed« paa Bane, at tale reent Dansk: »Formand« i Stedet for Præsident, »Skriver« for Secretær o. s. v. men af en saadan Stræben blev der grint, skjøndt man tilsyneladende vilde vise sin Interesse derfor, ligesom der i det Hele taget kun var liden fædrelandsksindet Stemning. Balthazar har ligefrem fortalt Wegener i Halsted, at Ministeriet skulde falde, at han havde talt med Tscherning og Monrad derom, hvem der vilde blive tilbage med ham, hvem han vilde have og ikke have. Nu troer jeg rigtignok, at han har faaet et saadant Slag paa Panden (ved Præstøe-Valget o. s. v.) at han tumler lidt endnu, og ei ret har genvundet Ballancen ; hidtil har han været meget spag ; han sidder mellem Hansen og Glerup og en heel Deel Bønder i det yderste Høire, og holdt idag stærkt paa, at der slet ikke skulde røres ved Slesvig eller nogen Regjerings-Foranstaltning i Adressen — men blot en Hilsen til Kongen som den Mageløse, den eneste Fyrste, der havde holdt sit Ord i denne Tid. — Men det er nok luunt ! —
Schouw.-Cl-Klub. Der gik min Broder næste Aften tilligemed nogle flinke Bønder fra Jylland og Fyen og nogle flere, han har samlet om sig og vinder Indflydelse paa eller de paa ham — gjensidig. Her var ivrig Kamp! Krigs-Spørgsmaalet atter paa Bane, forebragt af Oliemøller Skjødt fra Horsens, forsvaret kjækt og dygtigt af Paludan s. 165Møller fra Odense (Stakkel han har det ondt i Salen, thi han kan ei høre, han sidder ved Siden af Fritz, og spørger da ideligt ham — uhældigviis endda vendt med det daarlige Øre til ham, skjøndt han har søgt at hjælpe paa det med et Sølv-Øre) ligesom Danskheden i det Hele. Item af Schiern, Hall smaat, Hammerick midt imellem. — Ivrig modbestridt af Kriger og Prof Madvig og lidt af Clausen. Bang puster til og lægger sin Uvilje mod Ministeriet kjendeligt for Dagen. Debatten saa hæftig, saa man raabte engang til Paludan Møller, om han da vilde paatage sig at være Cultus-Minister. Vilde man rive det nuværende ned, maatte man vide at stille et bedre o. s. v. —
Nu Godnat! Det er sildigt. Faar jeg Tid imorgen, skal Du faae mere. Meta vil nok fortsætte lidt. — Din Ven og Svoger
P. Boisen
Der findes et gammelt Bibliothek oppe paa Loftet paa Palsgaard med gamle Haandskr., som du bør undersøge. Siig den gamle Fru Reedtz fra mig, at hun skal lade Dig gjøre ved det, hvad Du vil. Hun kjender mig godt — og Jens Carl Reedtz kan Du bruge til at bære Bøgerne ned for Dig. Andet er han ikke til. Kunde Du finde noget eller fortælle noget om Fru Reedtzes Ahner, saa gjør du hende frydefuld. Hils Jens Carl fra mig, han er forresten en skikkelig Fyr. Gaae blot paa Jagt med ham engang, saa gjør Du ham glad. Lad ham give Dig den Bøsse, jeg pleiede at bruge, dersom de[n] er der endnu i det gamle Rustkammer.
P. S. Der bliver ei Tid til mere idag, da vi kjøre til Søllerød. Hils Johan ! Det var kun lidt, han fik fra mig sidst.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend
den 26de Octbr. 1848
Kjære Svend!
Da Peter har ladet denne Plads staa aaben i sit Brev, kan jeg skjøndt jeg endnu ei har faaet Svar paa mit Brev af 16 dennes til dig, ei lade være at tilføie et par Ord. Peter skriver til dig, at jeg er Fyr, og Flamme, i denne Tid, og deri har han Ret, men hvor kan ogsaa en dansk Qvinde og til disse vilde jeg dog gjerne høre, med Rolighed see, hvordan vi overlader vore danske Brødre og Søstre i Slesvig, til det gruligste tydske Tyrani; ja Svend; jeg veed du vil ikke gjøre Nar ad mig naar jeg siger dig, at jeg ofte i denne Tid faar Taarer i Øinene, naar jeg kommer til ret levende, at tænke paa hvor usselt vi maa staa ei blot s. 166i Andres, men selv i vore egne Øine, naar de engang bliver ret opladte for Danskheden; jeg har aldrig før ønsket at være en Mand, men i denne Tid ønsker jeg det sandelig, thi som Qvinde kan jeg jo desværre intet udrette for Øieblikket, nei jeg skal sidde stille og see Danmark forgaa uden knap, at have Lov til at udtale, den Kjærlighed, og den Varme, jeg føler for mit Fædrelands Ære, og som jeg føler at kunde bringe ethvert Offer for at frelse; men Ord er jo dog kun en tom Lyd; naar Gjerningen ei følger med, og det piner mig at jeg ei i Gjerning kan vise, det er mit Alvor. Hvad Faders Valg angaar da sørger jeg ei saaledes derov[er], at dersom blot Een vil træde frem med Kraft og frelse Danmark, saa er jeg ei saa forfængelig kun at synes det gaar godt, naar det er ham, men desværre af kraftige danske Mænd har vi kun Faae eller Ingen, men med Guds Hjelp kommer de vel frem. nu maa jeg slutte
din Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
[27/10 1848]
— — — Efter al rimelighed tager Fader en af Dagene need til Præstøe, han har havt Indbydelse fra endeel om at komme; jeg vil ikke nægte jeg med ængstelse seer ham i den Forsamling hvor hans Anskuelser i saameget er forskjællig, det vil give Anleedning til megen Ærgrelse for ham, det seer jeg godt, meget needslaaet er han over som det gaaer og er gaaet, saa jeg frygter hans dybe Følelse for hvad han anseer for Ret vil mangengang give anleedning til megen Heftighed som han nu ikke godt taaler paa sin gamle Alder, Gud styre Alt efter sin Viisdom ! til Rigets og Folkets Ære og Gavn i alle Maader ! — — — Nu Farvel kjære Børn! Kjærligst hilses fra Fader, Tante og Eders tro Moder
E: G:
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
28de Octbr.: Løverdag
Kjære Børn!
— — — jeg vil nu sige dig min kjære Svend, at disse Sedler som jo vel med Udskrift sændes til Johan, derfor lige saa fuldt gjælder dig min Søn — — — Det trækker langt ud før det kan blive ordnet med Mødet i Præstøe, idag fik Fader Brev fra Rørdam at det var bestemt s. 167til den 6te Novbr:, den 3die skulle der være Prøvevalg hvor De da gjærne ville have ham til, Etatsraad Pauelsen og Alberti som har været stillet ved de andre Valg har ogsaa meldt dem her og et par til, saa endeel kan der endnu være at gjennemgaae uden endda at naae det. Vi glæde os meget ved at see vor gamle Docter J :, Fader og han ere saa eenige i deres politiske Anskuelser, han er som vi her, uhyre nedslaaet over hvordan det gaaer og er gaaet og lader til at vil vedblive i denne nedslaaende Tid, ofte maae der spørges, hvad vil dog dette blive til? I synes vist kjære Børn det er nogle slemme Breve jeg paa denne Maade sænder, jeg maatte jo hellere reent tie, I har det da ogsaa Langtfra godt, saa jeg skulle ikke komme med min forknytte tale herom. Vi ville deele sammen kjære Børn hvad godt og ondt Gud vil tildeele os, bede om Kraft til taalmodigen at bære det!— — —
Eders tro Moder
E: Grundtvig
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Mørkholt
28 Oct. 1848.
Kl. 10 Aften.
Kjære Moder!
Du maae ikke troe, mit Brevs Overskrift er en Vits, siden jeg for kort siden var i Lysholt; jeg er virkelig i Mørkholt nu i 5 Timer. — — — Fra Kl. 7 igaar Morges og til Kl. 4 Eftermiddag marscherede vi uafbrudt, og da jeg endelig kom i mit anviiste Qvarteer i Bredballe (i samme Gaard, hvor Carlo laae i nogle Maaneder i Sommer) og glædede mig til at nyde lidt Hvile ovenpaa Dagens Anstrængelser, fandt jeg — vel meget venlige Folk, men et raat og koldt Værelse uden Kakkelovn, hvor jeg aldeles ikke kunde opholde mig. Jeg forlangte Kaffe, fik en Drik, som vi almindelig kalde Kaffegift, ɔ : fuldkommen udrikkelig. — — — Jeg tog da og stoppede min Pibe, min eneste Trøst, og gjennemvadede det Morads, der her i Jylland beæres med Navn af Bygade — — — op til den anden Ende af Byen til min Capitain for at see at nære mig der til Sengetid. Jeg traf ham paa Springet til at gaae op til mig for dog at faae Selskab. — — — Jeg fik da imidlertid en Kop drikkeligt Thevand og vi sad da der og udgød vor Fortvivlelse for hinanden, indtil Parolen kom fra vor Major. — — —Jeg vadede da hjem igjen — — — og gik i Seng. Den saae daarlig ud, Lagnerne vare hullede og korte, men jeg var træt og trængende, s. 168saa jeg krøb dog i den. Det varede imidlertid ikke mange Stunder, thi den var bogstavelig en Alen for kort, hvad ikke var til at udholde, mindst naar man trænger til at strække sig efter en lang Marsch. Jeg redte paa Gulvet, men Dynen var saa tynd, at jeg ligesaagodt kunde ligge paa det blotte Gulv, og Halmen havde jeg Mistanke til og turde derfor ikke tage med. Min Mistanke var kun altfor grundet, thi næppe havde jeg lagt mig, før de bekjendte sorte Ryttere begyndte deres Evolutioner i alle Ender og Kanter. Jeg maatte jo imidlertid holde Pinen ud — — — og blev meget glad, da Fisker om Morgenen Kl. henved 6 kom ind med Lys og sagde mig, at vi skulde marschere Kl. 7 sydpaa. Vi marscherede da hertil gjennem Vejle og kom her i Mørkningen. — — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted ved Fredericia, Søndag d. 29de Oct. 1848.
(Peters og Metas Bryllupsdag.)
Kjære Moder!
Du synes sagtens, at Du denne Gang har maattet vente utilbørlig længe paa Brev fra mig; men Omstændighederne tale meget til min Undskyldning. I Søndags Aftes modtog jeg Dit Brev, og i Onsdags skrev jeg et Brev til Dig, men om Torsdagen, da jeg var i Horsens og havde Dit Brev med for at sende det afsted, erfarede jeg, at det desværre var Løgn, hvad der stod i det og rev det derfor itu. Om Onsdagen havde vi nemlig faaet Ordre til Fredag-Morgen at marschere ad Fredericia til, for derfra at sættes over til Als; men denne Bestemmelse er siden forandret derhen, at vi slet ikke skulle over til Als, hvormed jeg længe havde trøstet mig, da vi saa skulde have samledes med Vilhelm Blom. Fredag Morgen afmarscherede vi virkelig til Bredal, 1 Miil nordost for Vejle. Derfra traskede vi videre igaar Morges hertil, ad Veje, hvorom man i og ved Kjøbenhavn aldeles ingen Forestilling kan gjøre sig. Vi vadede i Mudder op til Anklerne ; kom dog endelig herhen, hvor jeg har faaet et ganske fortræffeligt Kvarteer hos en rig Bonde: et stort, smukt, lyst og luunt Værelse med Mahogni-Sopha og ditto Bord og et lille Sengekammer med en god Seng i. Jeg har det altsaa for saa vidt meget godt, men det er dog en haard Udsigt, at skulle tilbringe hele Vinteren her, hvortil der er den bedste Udsigt. Hvor Johan er henne veed jeg ikke forvist; han maa være etsteds 1—1½ Miil herfra (i Gauerslunde, Mørkholt s. 169eller Breininge, som er 1ste Compagnies Kvarterer). Imorgen haaber jeg imidlertid at faae sat mig i Forbindelse med ham. Den nærmeste Kjøbstad er Fredericia, som ligger 1½ Miil herfra og dobbelt saa langt fra Johans Kvarteer, thi han maa herom ad, for at komme dertil. Saaledes som Vejene nu ere og sandsynligviis maae vedblive at være den hele Vinter er der ingen Mulighed i, at vi tilfods kunne komme til hinanden og det er immer dyrt og endda ofte umuligt at faae Vogn, saa vi sagtens kun sjælden kunne besøge hinanden. Een Trøst er det endda, at min Capitain Falkenskjold, som jeg holder meget af, boer her lige ved Siden ad mig. Stabskvarteret med Majoren og Adjudanten, ligesom ogsaa Overlægens, Regnskabsførerens og Major Holms Boliger ligge vel i samme By som mit ; men som Vejene nu ere kan man dog kun komme derhen til Hest eller til Vogns. Præsten her i Byen er en gammel Mand paa 80 Aar (hedder Esberg), som maa lade Embedet bestyre ved en Capelian Asmussen, der er gift og boer her i Byen, hvor han nu har været i hele 12 Aar. Maaskee det er et Menneske; i saa Fald er der da noget vundet. — Der er nu kommet Ordre til at hjempermittere Mandskabet med Undtagelse af de yngste, saa Compagniet istedenfor 240 Mand kun beholder 40. Een Bestemmelse, der maaskee for Øjeblikket er nødvendig, men for Resten haard for hvem den træffer, er den, at Slesvigerne i Bataillonen endnu ikke maae permitteres, da man frygter for, at de skulle blive tagne til Soldater i Rendsborg. Det kan ikke andet end vække stor Misfornøjelse imellem disse brave Folk, der mere end de andre Soldater maatte føle Længsel efter igjen at see deres Hjem, hvor Fjenden nu saa længe har husseret, og det vil næppe kunne ventes andet, end at en Deel af dem ville tage Orlov paa egen Haand og løbe hjem. De som saaledes ere deserterede tør naturligviis aldrig mere komme igjen til vor Hær og ere derfor, naar Krigen fornyes, hjemfaldne til Slesvigholstenerne, og dersom Freden kommer forinden, hjemfaldne til haarde Straffe. Jeg maa tilstaae, at jeg finder langt større Betænkelighed ved at beholde dem end ved at lade dem gaae hjem. Det kunde ikke andet end virke oplivende og styrkende paa Slesvigs Befolkning, at see deres unge Karle igjen, og disse, der have under Krigen faaet den største Foragt og Uvillie imod Tyskerne vilde sikkert være de bedste Støtter blandt Folket selv for Danskheden i Slesvig. De vilde dog vel næppe blive hentede til Rendsburg ; i det mindste vilde det fremkalde en afgjort og maaskee for Tyskerne uovervindelig Modstand, og sæt ogsaa de fik nogle af dem fat og stak dem ind i de slesvigholstenske Tropper, mon det da var Slesvigholstenerne eller os, der havde meest s. 170at frygte af dem, naar Krigen fornyedes? Jeg troer det første. Dersom det nu virkelig bekræfter sig, saa de andre blive hjemforlovede, men Slesvigerne maae blive tilbage, saa tænker jeg at paatale dette offentligt, f. Ex. i Dannevirke. Maaskee det derved kunde ændres. Jeg rider nu op til Stabskvarteret for at aflevere dette Brev og et til Johan og vil derfor slutte med venlige Hilsener til Alle derhjemme og da ogsaa til de kjære Brudefolk fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Gauerslunde
31. Oct. 48
Kjære Moder!
— — — Der er al Rimelighed for, at vi skulle ligge her heele Vinteren, hvad rigtignok ikke er glimrende Udsigter. — — —Den eneste Trøst er, at her dog er en flink Præst i Byen, en Provst Thune, som har bedet mig komme der. — — —Imorgen skal jeg rimeligviis ind til Frederits med de permitterede af Compagniet ɔ: Alsingerne og de Slesvigere, der have fast Tjeneste i Kongeriget. De Andre, som ikke kunne permitteres, ere meget urolige, de have faaet Bisselæder i Skoene, men jeg haaber dog, at de blive. Vi have ondt ved at stille dem tilfreds, og der er unægtelig Fare for, at de bene af hjem. At ligge her, faa Mile fra deres Hjem, i Vinter, kunne de ikke holde ud, var det endda paa Sjælland eller Fyen, sige de, saa gik det bedre. De tale i disse Dage i deres Qvarterer højt om at spadsere deres Vej ; da de fleste af dem ere mødte frivillig, uden Indkaldelse, synes dem, at de have Ret dertil. Maj. Ræder har ogsaa gjort Indstilling i den Henseende, men som vel neppe vil kunne tages til Følge, siden det unægtelig er det fornuftigste. Lad dem kun komme hjem, »gjøre Tydskerne saa Knuder, skulle de nok knække Halsen paa dem«, det love de for ganske vist. Og skulde Krigen begynde igjen til Foraaret, ville de gjærne atter møde ; de skulle nok blive frie for at slæbe dem til Rendsborg, mene de. Jeg forstaaer mig slet ikke paa Regeringen; man fortæller her, at Tsch. er bleven gal, men jeg skulde troe, at de ere blevne gale allesammen, thi den Indsættelse af den ny provisoriske Regering i Hertugdømmerne viser dog, at de maa aldeles have tabt Hovedet, thi Andre end gale Folk kunde ikke gjøre Saadant. Gud veed, hvorledes det Hele dog tilsidst vil spænde af, jeg haaber endnu, men maa tilstaae mig selv, at det er uden Grund. Imidlertid, s. 171det kan vende sig til det Bedre, men — jeg tvivler, at det kan skee under dette Ministerium og veed ingen Andre at sætte isteden, som vilde være bedre. Jeg venter imidlertid Ministeriets Fald en af Dagene, thi jeg kan ikke indsee, at det kan overleve længe den ny provisoriske Regerings Proclamation; kunne de det, ere de rigtignok sejlivede og Kjøbenhavnerne langmodige, thi det er dog dem, der maa gjøre Noget ved Tingene, vi paa Landet kunne kun sidde og tygge vore Negle og ærgre os.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
Den 3die November 1848
Kjære Svenn!
I Forgaars svarte jeg Johan paa hans Lykønskningsbrev til min Bryllupsdag, og jeg havde da ogsaa tænkt, at skrive til Dig, men dengang vilde det ikke lykkes, endskjøndt jeg i alle disse Dage har følt en dyb Trang, til at takke dig, ret hjertelig, for det lille smukke Digt, som jeg modtog fra dig i Løverdags, og som glædede mig mageløst, kun kan jeg ei nægte at jeg gjerne vilde haft et lille Brev med, »ja saadan er det, vil du nok sige, hun vil have baade i Pose og Sæk,« men jeg er dog virkelig ikke saa utaknemlig som jeg kan synes, men det Brev som jeg modtog fra dig i Fredags har rigtignok som du selv siger »kjendelig Præg af at være et Pligtarbeide ved at være saa »koldt »tørt« og »højtideligt som muligt«. Du giver, rigtignok mig Skylden herfor, fordi, jeg havde mindet dig om min Bryllupsdag, men Svenn det var dog haardt, at straffe mig med Kulde, det værste af Alt imellem Venner og Sødskende, men jeg vil trøste mig med, at du dog vist i Grunden mener mig det godt, om du end et Øieblik kan forekomme mig lidt kold og bitter, jeg trøster mig da ved Tanken om ifjor, da Du ei allene gav mig det deilige hjertelige Digt, som er min kjæreste Eiendom ; men tillige paa alle mulige Maader viste mig din broderlige Kjærlighed, ja tak Svenn ! inderlig hjertelig Tak, modtage Du af mig for dette Aar, hvis sidste Halvdeel vi desværre ei har tilbragt sammen. Ja Svenn; det er i Sanhed en urolig, men tillige en alvorlig Tid, vi leve i, en Tid, hvor det gjælder, om Danmark skal forgaa, eller bestaa, om Vi med Sværdet i Haanden vil hævde vores Selvstændighed, og hvis det ei lykkes synke i Graven med Ære; eller, vi vil lade os træde paa Nakken af Tydskerne, medens de andre Magter, hvis Hjelp vi længe forgjæves har stolet og ventet paa, udlee s. 172os, og siger »ja vil de ei engang selv vove Liv og Blod for at forsvare deres Grændser hvor kan de da vente at vi skal hjelpe dem thi Hver er dog sig Selv nærmest«. Du anseer det, endnu for i dit sidste Brev, tidlige[re] har du ei været saa sikker i din Sag, at Tscherning er den eneste, som kan frelse Danmark, men hvor kan du dog det, jeg seer nok du kalder os Kjøbenhavnere Børnene paa Torvet, men det rørte mig ikke, her passede det ikke, thi, skulde vi virkelig lade Danmark forgaa, hellere end være bekjendt vi tog Feil, da vi valgte Tscherning til Krigsminister, thi du kan dog i Grunden ei nægte, at den som intet Haab har for Danmark men betragter det kun som en Slags Leeg, at vi vil søge at frelse Danmark, som jo efter hans egne Ord »kun er et Cadaver man behøver at sparke til saa falder det sammen« den, som ikke har mere Haab om Danmarks Frelse, kan og vil, jo umulig med Kraft tage fat paa at jage Tydsken ud naar han troer det er til slet ingen Nytte, thi da var det jo stor Synd at opofre saa mange Menneskeliv blot for Løiers Skyld. Ministeriet vil da som du seer af Rigsforhandlingerne ei til at give nogle Oplysninger, skjøndt de jo allerede flere Gange er opfordret dertil; men kommer Fader derind, som jeg da nu haaber, han reiste igaar til Præstø hvor der jo skal være Omvalg paa Mandag, saa vil han vist ikke give efter, men blive ved at spørge indtil han faar Svar; ja Gud give at han, eller hvilkensomhelst anden dansk Mand, maa kunde frelse Danmark, fra den Undergang som synes nær for Haanden. Men Gud vil dog vist ei endnu lade Danmark forgaa, saa længe der slaaer saamange Hjerter varmt, for det danske Fædreland, og Modersmaal, og det vil han ogsaa, naar vi bede ham derom, hjelpe os i al vor Nød. Nu Farvel for denne Gang, Beskrivelsen over min Bryllupsdag kan du faa hos Johan
Grundtvig og hans Slægt.
II
Din hengivne Søster Meta.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted
d. 5te November 1848.
Kjære Moder!
Skjøndt jeg ikke, siden jeg forrige Gang skrev Dig til, har haft den Glæde at see een eneste Linie fra Dig, og skjøndt Peter Boisen egenlig var den, der havde først Krav paa Brev fra mig, da jeg i Torsdags modtog Brev fra ham, — saa synes mig dog, at Du er den, jeg først maa skrive til, da jeg veed, hvor meget Du længes efter at høre fra Dine Børn, og det netop i Dag er en Uge siden jeg sidst skrev Dig til. Saa snart jeg har skrevet dette og spiist til Middag, s. 173rider jeg over til Johan, for at blive deelagtig i de 8 Breve han har modtaget og som jeg kun har seet udvendig. Her er kun lidet at mælde om den Tid der er gaaet her i Pjedsted siden vor Ankomst. Vi have alle haft fuldt op at bestille med at hjempermittere Mandskabet (de 3 Femtedele af hele Compagniets Styrke). Tirsdag og Onsdag sad jeg stadig paa Contoiret hos min Capitain, for at forberede Permissionen ved at opgjøre Skyldbøgerne og udbetale Folkene deres Tilgodehavende omtrent 2000 Rbdlr., det saakaldte »Undermunderingsgebyhr«, som opspares under Tjenesten og først udbetales ved Afgangen eller Permissionen. Vi have dog permitteret vore Slesvigere (og 12te og 13de Bataillon have gjort det Samme), men vel at mærke ikke til Slesvig, men til hvilket andet Sted i Landet, som de opgave at ville søge deres Vinterophold. En stor Deel af dem vilde enten til Kolding eller til Ribe, naturligviis for derfra at løbe hjem, hvad man jo i Grunden ikke kan fortænke dem i. Det blev skrevet paa deres Passe, at de skulde møde igjen den 1ste Marts, og det lovede de da ogsaa alle med Haand og Mund ; men dem alle see vi da ikke igjen: En Deel bliver nok nappet af Tyskerne, og en Deel bliver vel hjemme. Der var imidlertid ikke andet for end at lade dem gaae, da de vist ellers vare løbne bort af sig selv, naar deres ikke slesvigske Kamerader vare blevne hjemforlovede. Permissionen er nu gaaet for sig ved alle Afdelinger, saa den danske Hær nu kun har en Trediedeel af sin forrige Styrke, hvoraf sees, at intet vil blive foretaget med Sværdet før i al Fald til Foraaret. Tre Dage i Træk (Torsdag, Fredag, Lørdag) har jeg maattet spadsere ind til Frederits med det permitterede Mandskab, for der at hjælpe dem af Krigsklæderne. Vejen derind var over al Beskrivelse slet, saa man naturligviis blev vaadskoet. Imidlertid har jeg Gud skee Lov ikke sporet nogen ubehagelig Følge af disse mindre behagelige Toure. —
Idag have vi faaet Vinter, saa Vejene ere haardfrosne og islagte; dette gjør det jo mere muligt at komme lidt omkring, især da vi nu tillige have Maaneskin, men det gjør det ogsaa mindre behageligt at blive liggende paa Landet. Om kort Tid ville vi ogsaa efter al Rimelighed blive forlagte til Vejle, hvor vi da forblive til det i Marts- Maaned skal vise sig, om Pennen eller Sværdet skal jævne vor Trætte med Tysken. Jeg for min Part er nu overbeviist om, at det sidste bliver Tilfældet, og derfor bliver jeg ved den nye Læst, jeg har skaaret mig, thi ogsaa i Garnisonslivet er der Lejlighed til mere og mere at blive bekjendt med Soldatens Pligter og til at vinde større Øvelse i at behandle saa vel Folkene som alle de militære Sager og Forhold, s. 174som en Officeer maa kjende, for med Nytte at kunne røgte sit Hværv, der ikke blot bestaaer i kjækt og besindigt at føre Folkene frem i Kampen, men ogsaa i at holde Mandstugt og Orden vedlige udenfor Valpladsen, og dertil hører, at man veed Beskeed om, hvad der tilkommer og hvad der ikke tilkommer Enhver især.
II*
Mandag Morgen d. 6te.
Da Brevet dog ikke kunde komme bort før i Dag Kl. 10, saa opsatte jeg at slutte det; red som bestemt over til Johan i Gauerslunde, som jeg traf hos Provsten Thune der i Byen, hvor han havde spiist til Middag. Der blev jeg i Aftes og befandt mig særdeles vel i en vakker Familiekreds: Provsten, vistnok mere verdslig end gejstlig, men en livlig, forstandig Mand med megen Deeltagelse for Landets Anliggender, en Stemning der deles af hele Familien, der ret er ivrig dansk; Konen i Huset, en Cousine til Fru Muus i Kbhn. og hende liig, er i mine Tanker en særdeles vakker Dame. Familien bestaaer endvidere af et Par voxne Døttre der vel ikke ere Skjønheder, men meget nette, livlige og dannede Piger og endelig af 3 opvakte Smaapiger paa 7—12 Aar. Det hele dannede en behagelig Kreds, som man bedst veed at skjønne paa, naar man længe har levet mellem lutter Officerer og Bønder. Johan fulgte hjem med mig i Aftes, da han i denne Morgen- stund skal ind til Frederits i Tjeneste. Med ham fulgte: 9 større og mindre Skrivelser fra Dig, 1 fra Meta og 1 fra Høxbro; videre: 13 Berlingere, 2 Dannevirker og 1 Dansker. See det var for meget for mig Stakkel, der længe intet skrevet eller trykt har haft at læse (med Undtagelse af Peters Brev). Hvor det gjør mig ondt at vor kjære Doctor Jens skulde just komme til Kbhn. da vi vare borte; ham har jeg længtes saa meget efter at see igjen. —
Jeg har endnu ikke seet, at vort Livsspørgsmaal : Slesvig er kommet ordenlig paa Bane paa Rigsdagen, der synes at give sig meget gode Stunder til alskøns Smaavrøvl om hvor Talerstolen skal staae o. s. v. Kommer det ikke før, saa maa det da komme, dersom Fader nu bliver valgt, som jeg da vil haabe han gjør. Jeg veed endnu ikke, naar Valget skal gaae for sig, men er vis paa, Du lader os vide Udfaldet, saa snart det er muligt.
I Aftes red jeg hjem i Sneevejr, men i Dag have vi igjen det gamle Søleføre, som Bønderne imidlertid hellere seer end Frosten, da de have en Deel tilbage at pløje. Nu Farvel, kjære Moder, hils Alle i Vimmelskaftet og paa Møllen fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Mandag 6te Novbr.
Kjære Svend!
I Fredags modtog jeg dit Brev fra 29de da var du i Pjedsted, men om du nu siden er vandred videre veed jeg slet ikke, det sidste jeg modtog fra Joh: den 31 te var fra Gauerslund, det gaaer ham som dig mit Barn, Quarteeret er fuldkomment godt men alle de øvrige Udsigter er jo ikke til at glæde sig over, men netop det modsatte, jeg siger ofte ved mig selv, hvad skal dog dette blive til? hvorlænge skal de Stratenrøvere have Lov at regjære dernede? det koster mig ofte Taarer for de Stakkels Slesvigere der skal holde det ud og dem der skal see derpaa uden at maatte hjelpe; Johan taler ogsaa saameget herom i sit Brev, jeg kan godt tænke mig Eder kjære Børn det maae gaae Eder nær til Hjerte for dem, I gjør da vel alt Eders til at holde dem tilbage naar de ikke godvillig faaer Lov at gaae Hjem, som [jeg] jo rigtignok hvad du siger, finder at være det retteste, det var da uhyre sørgeligt om de selv Løb saa er de jo tabt, forman dem ret i Kjærlighed at blive, længe vil det sikkert ikke saaledes kunde vedvare, Jh: skriver, de sige: havde vi endda været i Fyen eller Sjælland; Majoren havde jo gjordt Indstilling derom, hvad er det blevet til? jeg kan ikke nægte, herom, som den heele Slesvigskesag Beskjæftiger uophørlig mine Tanker og nedslaaer reent Modet paa slig en Kryster som jeg, jeg skulle ikke her begyndt min Politik med dig min Søn, som har meer end nok af det rundt omkring Eder men jeg kunde ikke andet end udtale mig for dig om hvad der jo ligger mig som enhver Dansk dybt paa Hjerte, Gud hjelpe ud af denne Labyrint!
Som du da veed min Søn, tog Fader ud til Prøvevalg, som var i Fredags i Præstø og i Dag er den endelige Afgjørelse da skeet, jeg er uhyre længselsfuld efter at vide Udfaldet, og du vel ikke mindre, jeg faaer nu inted at høre før i Morgenaften, da jeg haaber med Guds Hjelp at see ham; du kan vist mit Barn forestille dig Moders Beklemmelse herover, dog nei, det kan du ei; ligefra Begyndelsen Talen var om Fader i Rigsforsamlingen har det ængsted mig, hvad for en ærgrelse og meget meere han der ville faae at udholde og nu da den er begyndt, synes mig ret levende at kunde forestille mig hvad Kamp der vil blive. Fader stikker rigtignok inted under Stolen, og allermindst nu, da det angaaer Rigets og Landets heele Tilværelse saae at sige ja vi maae Bede Gud styre Alt efter sin Viisdom og Barmhjertighed ! jeg troer ikke mit Barn jeg kjærlig har sagt Tak for dit Brev, min Længsel efter at høre fra Eder er uophørlig; du er jo imellem endeel s. 176knap ved mig, fra Johan er mine Breve No 28 og fra dig mit Barn No 18.
Hvor langt er der nu imellem Eder? eller meene I at komme til Frederits? ja det var Eder tungt ei at komme over til Vilhelm og ham vist ligesaa, det kan jeg begribe, jeg vil nu paa Onsdag skrive til Jh: for at melde Udfaldet med Fader, tag saa til ham han føler sig saa eene kan jeg mærke og trænger sikkert til dig. I to har dog deelt saameget sammen i Livet, enheeldeel Aviser tænker jeg han nu efterhaanden vel har faaet, thi Eders Flytning har vel gjordt ophold heri stadigen har jeg afsændt Av: til Eder somme Dage endogsaa to Breve, siden 2den Novbr. har jeg ingen sændt, jeg ville først ret vide om I kom til Fred: eller hvor I var? om I Brød Eder om dem? unyttige Spørgsmaal siger du vel ! jeg sænder nu i Morgen en Pakke med dem der er kommet siden og Peter faaer da nærmere at høre om Rigsdagstidenden om I vil have den, men maaskee er det nu ei saa let for Eder at samles.
Tante L: reiste da til Falster i Fredags, Docter J : havde da villet følge sin Moder Hjem, men fik imidlertid Brev om sin nødvændige Nærværelse i Ringkjøb : og maatte saae samme Aften tage der tilbage igjen, han havde ikke Roe paa sig ved at være derfra, det er vel ikke tænkeligt at I saa ham paa Touren.
Kan du nu læse hvad jeg her har krasset op, lad mig nu snart høre lidt fra dig igjen jeg synes jeg har tilgode, lad mig ogsaa vide om alle de Breve med smaae Sedler jeg har sændt, stilet til Eder Begge rigtig er ankommet. —
Nu Farvel mit kjære Barn, Gud være med Eder! saa beder i Kjær-
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Tante Jane er lidt paa Møllen iaften, jeg-vi-vare der i Gaar Middags. Høxbro og Skovgaard skal jeg hilse fra. Tante Marie sidder her og hilser meget.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Fredericia
7 Nov. 1848
Kjære Moder!
— — — Der er forresten ikke stor Uenighed om politiske Ting nu for Tiden her, da det jo aabenbar er noget meget Underordnet i Sammenligning med den Opgave, vi i dette Øjeblik have, at redde s. 177Danmark af Havsnød, thi i Havsnød kan det ikke nægtes vi ere, ja næsten synkefærdige.— — — Dit Haab om, at vi vare rykkede ind i Slesvig, som ogsaa vi deelte af vort ganske Hjerte, slog da fejl, jeg vilde have gjort det med Glæde og det vilde vist Alle, men om det var rigtigt, saaledes som Sagerne nu ere indviklede, tør jeg dog ikke afgjøre. Forresten kunne I være forvissede om, at Folket og Landet langtfra ikke lide i den Grad (uden enkelte Stæder og Personer) som man i Frastand maatte antage. Vi have jo stadig gjennem vore Folk modtaget Meddelelser derfra, og de ere ingenlunde af den Beskaffenhed som Avisberetningerne. Et Beviis herpaa er ogsaa, at vort permitterede Mandskab forstørstedelen ganske rolig er draget hjem, skjøndt de saalidt som Nogen ville i Tydskernes Kløer, da de godt vide, hvad der venter dem. De lovede Alle som een Mand at møde igjen til 1ste Marts og efter hvad jeg kjender til dem og har hørt dem tale om mellem sig selv, er jeg vis paa, at idetmindste de 9 af 10 komme. Imidlertid er det jo unægtelig galt nok, og skulde de nu, hvad vist ikke kan med Rette (efter Vaabenstilstanden) nægtes dem, faae Als og Ærø med, saa er det rigtignok næsten utaaleligt. Vort eneste Haab maa være til Gud, at han vil styrke de Svage og de, der have en retfærdig Sag mod Røvere og Voldsmænd. At snakke videre herom gider jeg ikke, her maa handles, Gud hjelper Ingen, som ligge paa den lade Side og lade det gaae som det kan, og det synes det som om vi næsten have gjort.— — — 48 Mand og 4 Underoff. og jeg ligge nu herinde og pudse fra Morgen til Aften alt det af de Permitterede afleverede Tøj ;— — — det er et underligt Hul, denne By, fattig som en Ulykke, og Borgerne meget uvillige. Jeg har idag maattet reqvirere Politiets Hjælp for at bringe Værterne til at give Folkene Noget at spise, hvortil de ere pligtige og hvorfor der betales dem fra Øvrigheden 12 ß daglig pr. Mand.— — — Lev nu vel og hils Fader Tante og Amalia mange Gange fra
din heng. Søn
Joh. Grundtvig
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
8de Novbr. 48.
Mine kiære Sønner!
Skiøndt jeg har havt meget knappe Stunder, saa har det dog været endnu langt mere Mangel paa Lyst end paa Tid, der har hindret mig fra længe at skrive til jer; thi for mine Øine var og er Fædernelandet s. 178i yderste Fare, uden at de, som skulde, vil eller tør røre en Finger til dets Redning, saa jeg knap [kan] holde ud at tale derom med dem, der er langt enigere med mig om Rednings-Midlerne og Rednings- Maaden end mine Sønner formodenlig endnu.
Da det nu imidlertid med min Kamp for et Sæde paa Rigsdagen har paa den allermildeste og ønskeligste Maade faaet et heldigt Udfald, og jeg alt idag har taget mit Sæde og sagt Ordet ud om Slesvigs i alle Henseender mislige, for Danmark farlige og for alle Dannemænd sørgelige Stilling, saa kan dog ikke selv den meget store Knaphed paa Tid hindre mig i at sende mine Sønner en kiærlig Hilsen med egen Haand, og sige Dem, at har jeg sjelden været mismodigere end sidste Søndagaften, da alt forkyndte, at Væverens Vælgere af al Magt vilde sætte et Bondevalg igiennem, hvor det ikke kunde skee uden at udelukke mig fra Rigsdagen, saa har jeg ogsaa sjelden og maaske aldrig havt en gladere Dag end i Mandags, da Vorherre underlig gjorde alting godt, saa jeg ikke blot blev valgt med henved 600 Stemmer mod 11, men alt endtes med den venligste og fornøieligste Stemning hardtad hos alle, ret aabenbar hos min Medbeiler!
Rørdams Valgtale og hele Ledning var ligesaa mesterlig som simpel og uefterlignelig.
Nu, Gud velsigne og styrke jer og os alle!
Faderligen
Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 8de Novbr.: Onsdag
Kjære Johan:
— — — Fader kom da i Aftes fra Nysøe og blev eenstemmig valgt, paa 11 stemmer nær havde han de øvrige, og var da i alle Maader glad herved at det gik dog tilsidst saa heldigt, han har nu allerede i Dag været i Rigsforsamlingen, hvor han begyndte at purre lidt til dem, vistnok bliver det ikke derved; der er sikkert gjordt store Øjne tænker jeg iblandt mange af dem ved at see ham der paa engang. Fader havde dog maaskee taget sig Tid til at sænde dig et par Ord i Aften, men nu kom Præsten Helveg, saa bliver der nok ei noget af, det er nu 2 Aar siden han var her sagde han. — Hvad Fader ikke før har havt travlt, saa vil det da blive nu, jeg kan slet ikke begribe hvordan det skal gaae, Gud give ham Kraft og Taalmodighed til at udholde Alt det der vist vil blive at staae imod ; paa Løverdag skal s. 179Tsch : i et hemmeligt Møde gjøre rede for Krigens førelse.— — — Hvordan er det dog nu siden gaaet med Eders flinke Alsinger og Slesvigere? hils dem fra mig at de vedblive at være trofaste, — ja jeg meener forman dem kjærlig.— — — Gud være med dig! beder i Kjærlighed
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Pjedsted
d. 11te November 1848.
Kjære Meta!
Dit Brev af 3die dennes, som jeg modtog den 6tte, indeholder lutter politiske Betragtninger eller snarere Jammerklager over vore politiske Forhold; Klager, hvis Grund jeg godt kan forstaae, men som jeg dog ej kan istemme, især ikke naar de, saaledes som Dine bestandig gjøre, tillige ere bittre Anklager mod Regjeringen, som nu skal bære Skylden for alle de Ulykker, der ere tilstødte Folket og Riget. Det er vel paa en Maade naturligt for Menneskene bestandig at ville have nogen at skyde Skylden paa og at lade deres Vrede gaae ud over, naar noget Sørgeligt tilstøder dem ; men — det er ikke derfor altid retfærdigt. Du ønsker, at enten Din Fader »eller en hvilken som helst anden Mand kunde frelse Danmark fra Undergangen«, og som Ønske er dette ganske rigtigt ; men naar Du fordrer det af den ene eller den anden, som intet Menneske raader for, saa er det uret. Af mit sidste Brev til Peter vil Du have seet, at jeg ingenlunde hører til Ministeriets blinde Tilhængere; men jeg hører lige saa lidet til dem, der af blind Lidenskabelighed vil have det styrtet, fordi det ikke i en Haandevending har kunnet skaffe alle deres, vistnok i sig selv meget gode, Ønsker Virkelighed. Derfor maa jeg rentud sige Dig, at jeg ikke kan billige Din (eller Faders) ubetingede og tildeels ubegrundede, i al Fald partiske og lidenskabelige Dom over de Mænd, der i et farefuldt Øjeblik overtoge et lidet og svagt Riges Styrelse og troligt have vedblevet i endnu farefuldere Tider at røgte det besværlige Kald efter deres bedste Overbevisning. Hvem der er saa forhippet paa at blive af med det nærværende Statsraad maa da allerede have betænkt, hvem der skulde træde i Stedet. Derom har jeg imidlertid endnu ikke hørt et Ord fra Dig, skjøndt Du i hvert Brev gjentager, at det til Danmarks Frelse er nødvendigt at faae andre Mænd i Spidsen for Rigets Styrelse. Jeg ærgrer mig over denne reent negative Polemik : Du kan vistnok see det af disse Linier. Jeg taler hellere med Dig om s. 180alt Andet end om Politik og derfor vil jeg ogsaa afbryde dette Æmne for denne Gang.
Men jeg hører jo i Grunden aldrig fra Dig, fra Dig selv ! Lever Du da slet ikke uden i Politik? Om Dit private Liv erfares Intet, saa lidt som om Dine og mine Venner. Det Almeenmenneskelige, det indre Liv har ellers sin Repræsentant i Kvinden og hun følger det hos sig selv og Andre med størst Interesse og skarpest Iagttagelsesevne.
Hvorledes seer det da egentlig ud — ikke i Rigsforsaml. eller paa Gaden i Kbhn. — men i og om [Dig] og i dem om Dig? Skovgaard, hvorledes lever han, inderlig og udvortes? Og af denne Slags Spørgsmaal havde jeg en Mængde at opkaste, men naar Du virkelig for Tiden ganske har lukket Øjnene for Alt, uden for Politiken, saa nytter det jo ikke, at jeg piner Dig for slige Underretninger.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Gauerslunde
15 Nov. [1848]
Kjære Moder!
Du undrer dig vist over min usædvanlig lange Taushed, men du har vel sagtens fattet, at den især har sin Grund i Ophævelsen af Portofriheden, der let kan gjøre Brevvexlingen til en heel Capital. — — — Det gjør mig ondt, at du er saa forknyt og urolig, det maa du dog endelig see at bekæmpe, thi vel er der ingen Grund for Danske til at være rolige i disse Tider, men vi maae dog stole trygt paa, at Vorherre vil gjøre en god Udgang af denne Fare, det er min eneste men ogsaa fuldkomne Trøst, medens Menneskerne have redt det saa galt for os som det var muligt. At Tscherning ikke længere sidder ved Roret og at Fader er kommet ind i Rigsforsamlingen glæder mig og tyder dog paa noget Godt; det maa give en forandret Retning i Sagernes Gang, og jeg haaber, en heldig. — — — Vore Slesvigere vare saamænd saa fornøjede, da de rejste, (allesammen med Extrapost ad Kolding til,) at man aldrig skulde troet, deres Land var i Fjendens Vold. Helt ned ad Gaden blev de ved [at] raabe Hurra for mig og svinge med Huerne fra Vognene, og det, skjøndt de, mod permitterede Soldaters Sædvane, vare aldeles ædrue. Et mærkeligt Tilfælde er det ogsaa, at den eneste Mand, der hele Tiden er gaaet bort fra os (en af 3die Compagni) og som vi antog, var deserteret, nu efter en Maaneds Forløb igaar kom og meldte sig ved Compagniet, s. 181skjøndt han vidste, at han vilde blive straffet, skjøndt han undskyldte sig med, at han havde været fuld, da han gik, og siden syg. Han havde været helt hjemme, midt nede i Slesvig; og fandt sig ganske rolig i, strax at blive arresteret. Han har nu rimeligviis havt isinde at desertere, og er kun vendt tilbage af Frygt for senere Straf eller paa Grund af sine Slægtninges Stemning, men ligemeget, mærkeligt er det dog.
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fredericia
d. 15de November 1848.
Kjære Moder!
Du har Grund til at være vred paa mig, som først nu besvarer Dit kjære Brev, som jeg modtog sidste Fredag. Tilfældige Omstændigheder have sammensvoret sig for at forhindre mig i at gjøre, hvad der ikke blot er min Skyldighed, men hvad jeg ogsaa med Glæde gjør, da jeg veed at det glæder min inderlig kjære Moder.
Allerede et Par Dage inden jeg modtog Dit Brev havde jeg baade skrevet og forseglet et Brev til Dig, men da jeg strax efter erfoer, at det var Løgn hvad der stod i Brevet (nemlig at Hæren paany skulde samles, for at rykke ned i Slesvig, saa puttede jeg mit Brev i Kakkelovnen. Om Fredagen var jeg først her inde i Byen, hvor jeg modtog Dit Brev, og derpaa hos Major Ræder, hvor hele Officerscorpset spiste Mortens Gaas. Om Lørdagen begyndte jeg paa et nyt Brev til Dig, som jeg agtede at fuldføre Søndag-Morgen (Posten gaaer fra Pjedsted Kl. 10 om Formiddagen), men da kom jeg for sildig op til at kunne fuldføre mit Forsæt. Om Søndagen var jeg indbudt til Middag og Aften hos Provsten i Gauerslunde, hvor jeg, i Forbigaaende sagt befinder mig særdeles vel. Det er en vakker, dannet og forekommende Familie, og det gjør saa godt engang imellem at komme i en saadan Kreds, naar man ellers ingen Andre seer end Bønder og Soldater. Mandag Morgen blev jeg skikket her ind, for at overtage den Post, som Johan i forrige Uge besørgede. Jeg ventede samme Dag at faae min Bagage herind og deriblandt min Skrivemappe, hvori fandtes Dit Brev med min Begyndelse til et Svar, samt Metas Brev med et næsten færdigt Svar. Men endnu i Aften (Onsdag) har jeg ikke faaet mine Sager og faaer dem først imorgen. Nu vil jeg imidlertid ikke længere give Dig Grund til at klage over min Utaknemmelighed, s. 182men da jeg ikke har Dit Brev hos mig, saa kan jeg ikke give noget Svar derpaa, men maa skrive paa Lykke og Fromme. Een Ting mindes jeg deraf, at Du bebrejder mig min Forsømmelighed i at skrive. Du siger, at det sidste Brev Du modtog fra mig var først det 18de, Johans det 28de. Foruden at minde Dig om, at de smaa Breve Du sender til os begge i Samling sædvanlig komme mig tilhænde 3—4 ad Gangen, medens Johan faaer dem hver for sig og derfor har en Opfordring mere til hyppigere at svare, — foruden dette vil jeg kun bemærke, at Dit Brev til mig, hvori Du fremfører denne Klage, var det 12te, jeg har faaet, siden jeg sidst forlod Dig. Nu nødes man jo desuden til større Sparsomhed i Brevvexlingen, da Portofriheden er hævet, saa hvert Brev koster 17 ß., samtidig med at Indtægterne ere aftagne (fra 36 til 32 R. maanedlig) medens Udgiften til Kvarteer stiger, da man daglig har at betale 1 & for Varme og Lys. Jeg kniber og sparer for Resten alt hvad jeg kan, for til Nytaar at kunne glæde Skræder og Skomager og Boghandler, men stort er der jo under nærværende Omstændigheder ikke at lægge til Side. Denne 8 Dages Commandotour til Fredericia er naturligviis heller ingen Besparelse, da Opholdet her jo er langt dyrere end paa Landet. Jeg skal nok blive her til paa Søndag og min Tid er noksom optaget med kjedelige Forretninger: jeg skal passe paa, at Buxerne blive ordentlig vadskede og Geværerne pudsede; jeg maa løbe fra Herodes til Pilatus: fra Commandanten til Politimesteren, fra Billetteuren omkring til Kvartererne. Byen er stor ɔ: af en meget viid Udstrækning, hvoraf imidlertid store Stykker optages af Agre og Enge og Lunde, og Brolægningen reent bandsat, saa det er en ubehagelig Rejse 15 Gange om Dagen fra den ene Byende til den anden. Jeg er for Resten saa heldig at have et særdeles smukt Kvarteer: 2 kjønne, vel meublerede Værelser til Gaden paa første Sal, med fri Udsigt til en grøn Plads med Træer paa. Jeg boer nemlig — det lyder ganske kjøbenhavnsk — i Gothersgade, ligeoverfor Exerceerpladsen. Om Middagen maa jeg spise ude paa et Gjæstgiversted, men for Resten faaer jeg min Bespisning, særdeles net og propert, hos min Vært, en Sergeant i 13de Bataillon. Jeg kjender Ingen her i Byen, thi vel bad Catheket Hansen (gift med en Clausen) Johan meget om at anmode mig om at besøge sig, naar jeg kom her til Byen, men da jeg hverken synes videre om ham eller hans rædsom stygge Kone, og Johan desuden kjedede sig saa grundigt hos dem engang herinde, saa holder jeg mig hellere hos mig selv. Hovedkvarteret er nu flyttet her til Byen, men her er lige dødt og øde for det. Det er nu snart at vente, at vi blive flyttede til en eller anden Kjøbstad,s. 183sandsynligviis Vejle. Det er jo dog bedre, end at ligge spredt om paa Landet. — Jeg taler her med Flid Intet om Politik, thi netop paa et saadant Vendepunkt (Ministerkrisen), som nu er for Haanden eller dog staaer for Døren, føler jeg mig — da jeg jo aldeles intet kan indvirke paa Udfaldet, — kun oplagt til længselsfuldt at vente, hvad der skal komme, ikke til at reflectere over Forhold, som jeg fra mit fjærne Standpunkt kun halvt forstaaer mig paa. Fra Vilhelm Blom fik jeg iforgaars Brev. Han er naturligviis ikke glad ved sin afsondrede og med kjedsommelige, intetsigende Forretninger bebyrdede Stilling, men han er en fast Characteer, som veed med Anstand og Ro at bære, hvad Omstændighederne bringe. Blot vi ikke maae forsømme at sikkre Als i Vinter. Efter hans Brev ere der kun meget svage Anstalter til at afslaae et Angreb, som godt kunde falde Slesvigholstenerne ind. Nu Levvel, kjære Moder, hils Fader og Alle derhjemme ret meget og hils ogsaa Meta og bed hende tusinde Gange om Forladelse fra mig, fordi hun denne Gang saa længe maa vente paa Svar. Imorgen skriver jeg vist til hende. Skriv nu ogsaa Du ret snart til
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Fredericia
d. 16de Novemb. 1848.
Kjære Søster!
Skjøndt jeg endnu ikke har faaet min Skrivemappe, hvori, som jeg i Brevet til Moder har fortalt, findes baade Brevet fra Dig, som jeg modtog for jeg veed ikke hvor længe siden, og et næsten fuldfærdigt Svar derpaa, saa vil jeg dog ikke længere opsætte at lade Dig høre fra mig, deels fordi jeg føler, hvor stor og hvor grundet Din Fortrydelse over min lange Taushed maa være, deels ogsaa af Oekonomie: for at kunne slaae to Fluer med eet Smæk: to Breve under een Convolut.
Du maa ikke vente Dig nogen interessante Meddelelser: jeg er fattigere paa Stof nu end nogensinde, fordi mit Liv aldrig har været fattigere paa Indhold end nu, da jeg veed, at de følgende 5 Maaneder kun ville bringe mig en idelig, daglig fornyet Gjentagelse af det betydningsløse Liv, jeg nu i 7 Maaneder har ført: som Kriger uden Krig, som fredelig Borger uden fredelig Virksomhed. Da jeg imidlertid anseer det for utvivlsomt, at Vaaren ikke saa snart vil grønne vore Enge og Skove, før Røgen og Blodet vil farve dem sorte og røde, saa s. 184vil jeg ikke nu trække mig tilbage fra det Liv jeg fører, og som, trods sin Intetsigenhed dog utvivlsomt er en Forberedelse til det Kald, der da vil være mit, vilde været mit, selv om det ikke var, hvad det vil være, det eneste, jeg kunde hellige mig, saa længe det er paa Kampens Udfald at mit Fædrelands Skæbne beroer. Derfor Taalmodighed ! — Ganske uden Svar behøver jeg ikke at lade Dit sidste Brev være. Jeg husker godt, at det heelt og holdent var Politik, skjøndt ikke af den opbyggende Art; nej, det var heelt og holdent nedrivende. Du havde ingen anden Tanke end: ned med Ministrene; — i Grunden en underlig Tanke til at fylde en ung Kvindes Sjæl. Du har maaskee, naar Du modtager dette, faaet dette Dit Ønske opfyldt. Om Du eller vi Alle faaer nogen Glæde af denne Opfyldelse, det maa Fremtiden vise. Mig er det fuldkommen ligegyldigt, ved hvilke Mænd Danmark frelses, blot det bliver frelst, frelst ikke blot fra en ligefrem politisk Undergang, thi en saadan er jo dog i Grunden ikke umiddelbart for Haanden, men fra den middelbare Undergang: fra Skam og Skændsel, der maa undergrave Folkets Livskraft og lidt før eller senere lægge det i Graven.
Med Hensyn nu til det Smule Liv man lever her ovre, saa vil jeg ikke gjentage, hvad jeg har sagt i Brevet til Moder; men maa dog bringe Dig en Hilsen fra en Dame, jeg traf i den oftere omtalte Provstegaard, der har saa megen Tiltrækning for mig; det var Magdalena Jørgensen, der med sin Mand var der i Søndags. De boe nu atter i deres Hjem i Vejle.
Hermed er jeg nødt til at slutte for denne Gang, thi Posten afgaaer herfra kun een Gang daglig, hver Formiddag. Jeg haaber at Du ikke tager mit Brevs Korthed ilde op; thi hvad Herlighed er der ved at faae lange Breve, hvori der dog Intet staaer. Alt hvad jeg har at sige eller at vise Dig, er dog i Grunden ikke Andet, end at jeg er og forbliver
Din inderlig hengivne Broder
Svend.
P. S. I dette Øjeblik modtager jeg min Bagage og deri min Mappe og i Mappen Begyndelsen til Brevet til Dig og i Brevet til Dig en heel Deel Grovheder, som Du imidlertid ikke skal bryde Dig om. Jeg sender Dig det kun for at bevise mit Forsæt tidligere at skrive Dig til. Brevet, eller rettere det Brevet frembringende Humeurs Beskaffenhed bragte mig til at afbryde det. Hils nu Peter, fra hvem jeg smigrer mig med snart at see Brev, ret meget fra mig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag 17de Novbr. 1848.
Kjære Svend!
Hvordan det egentlig er gaaet til at jeg ikke har skrevet til mine Sønner siden den 5te og 7de Novbr. kan jeg egentlig slet ikke forklare dig mit Barn saa lidt som mig selv, saameget er vist, at mine Tanker stadig sysler om Eder; det var et stort skaar i Eders |: ikke glade Liv |: som jeg deeler med, at Als ikke blev Opholdet i Vinter for Eder, det var ogsaa et Savn som Vilhelm B: nu ogsaa maae føle, du hører vel jevnlig fra ham, hils ham fra mig. — Netop samme Dage jeg fik Breve fra Eder Begge havde jeg skrevet, saa de har krydset hinanden, det er nu saalænge siden og ikke det mindste har jeg siden hørt fra Eder eller veed hvor mine kjære Børn dog er og hvordan de har det, saa slemme har dog ingen af Eder før været imod mig og er der Nogen der trænger til et venligt kjærligt Ord da er det Eders forknytte beklemte Moder som jeg veed I vil glæde naar I kan og som I ikke forlader. —
Det sidste Brev jeg sændte var da jeg meldte Faders udnævnelse til Rigsdagen, som nu seenere er kommet til Eder, saavel af Aviser som Rigsdtdn :, saa hvad der udrettes har I seet, det har i mine Tanker kun været grumme lidt hidentil af saamange kloge Mænd det skulle være, men det kommer vel, skulle Man tænke, i Dag var der bestemt en Interpellation af Fader om den Slesvigskesag, men i Anleedning af de nye Ministre som i Dag skulle tiltræde fandt Forsamlingen det Bedst at opsætte det lidt endnu; da jeg tænker mig dig i Veile |: da du sidst meente at komme der :| saa har jeg ikke talt om denne store Begivenhed, da Aviser og øvrige Blade vel har fortalt det heele Bedre end jeg vist kan, Fader er nu deroppe, hvad jeg da faaer naar han kommer, skal jeg melde ; i den sidste Tid har jeg nu ikke sændt :| som I da har mærket |: Blade eller Bøger, da jeg slet ikke har vidst om I ville have det sændt, eller hvad? hvert Minut paa Dagen gaaer jeg og vænter Brev og naar det ringer løber jeg derefter. Det heele Ministerium er nu, Grev Moltke, Bardenfleth, Zartmann, General Hansen, Sponeck, Bang, Madvig og Clausen uden Portefeulie, nu kan du selv sætte dem til hvad du vil. — jeg tænker nu ikke du er saa langt fra Johan at du kan lade ham høre lidt herfra, en af de følgende Dage faaer han selv Brev imidlertid tænker og haaber jeg da at høre fra Eder mine Børn nu vil jeg dog ønske at Eders Quarterer maae komme lidt nær hinanden maaske er det allerede bestemt. —
s. 186Paa Møllen er det nu Gud skee Lov godt igjen, Peter og Meta var her igaar tilligemed Rørdam og hans Sognefoged Lars Larssen som kjændte dig godt sagde han. Venner som vi see spørge altiid kjærlig til Eder og hilse det var smukkere om de selv skrev siger du vel; Homan er nu kommet til Als; Henrik Stampe ligger i Præstøe eller rettere Nysøe, Holger er paa sin Gaard, engang i Vinter haaber jeg da at see mine kjære Sønner, Gud give det med Glæde!
Nu Farvel min kjære Sven! hils kjærligen Johan som dig selv fra Fader og din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Tante J. hilser ogsaa hjertelig
Tænk nu ikke meer paa at Moder siger hun er forknyt du kjænder mig jo nok.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted
d. 21de Nov. 1848.
Kjære Moder!
I dette Øjeblik fik jeg Brev fra Dig af 17de dennes. Dagen før skrev jeg Dig til fra Fredericia, saa jeg mener dog ikke saa ganske at fortjene Din Klage over min Forsømmelighed. Jeg vil imidlertid ikke beklage mig over denne Din Klage, thi dens Grund kan jo ikke andet end være mig inderlig kjær, da den jo er Din moderlige Kjærlighed til og Omhu for Dine Børn. Og naar jeg takker Gud for den kjærlige Moder, for de kjærlige Forældre, da maa det Ønske jo ogsaa blive levende hos mig: at fortjene denne Kjærlighed, der ene kan fortjenes ved at gjengjældes. Gud give derfor, at jeg bestandig ikke blot maa være, men ogsaa vise mig som en god og kjærlig Søn, hvad jeg i Grunden troer, at jeg altid har været, men hvad jeg veed, at jeg ikke altid har viist.
Du mælder mig Ministerforandringen; den fik jeg just et Øjeblik iforvejen at see i Berl. Tid. f. 17de. Om det er bedre end det forrige, derom har jeg endnu slet ingen Mening, Madvig som Cultusminister er lige saa lidt efter mit, som jeg vel kan vide han er efter Faders Hoved.
Mig finder Du da igjen i mit gamle Kvarteer, efter at jeg i Løverdags vendte tilbage fra Fredericia. Johan er derimod flyttet. Jeg traf ham ved min Hjemkomst i Lørdags i mit Kvarteer, som han først forlod igaar Efterm. for at opslaae sin Bolig paa Gammelby Mølle, der vel kun ligger 1 Fjerdingvej herfra, men som dog, naar s. 187det ikke er Frostvejr ligger mig temmelig fjærnt, paa Grund af Vejens utilgivelige, ubeskrivelige og ubegribelige Slethed. Jeg fulgte ham derhen og saae Lejligheden, som er overordenlig fiin, men som sagt har den Fejl at ligge saa fjærnt fra mig og dermed fra alle de andre Officerer, thi jeg er ham nærmest af dem Alle. Du taler om at see os engang i Vinter. Det haaber jeg da ogsaa nok Du skal, men et Spørgsmaal er det endnu, om det vil lykkes os at slippe over til Eder i Julen, som vi jo helst vilde. Dog tænker jeg nok det skal lade sig gjøre. Herligt var det da, om det ogsaa kunde lykkes Vilhelm Blom at komme til Kbhn. til samme Tid; det speculerer vi ogsaa paa.
For Øjeblikket har jeg intet at bestille, men een af Dagene begynder Vinterøvelserne, der for mit Vedkommende bestaaer i 2 Timers Exercits og 2 Timers Læsning daglig. Capitajnen har nu søgt om Permission til Kjøbenhavn, hvor han har Kone og Børn, som han ikke har seet siden Krigens Udbrud. I hans Fraværelse faaer jeg jo noget mere at tage Vare paa, da jeg, som eneste Lieutenant ved Compagniet, da maa overtage Compagnicommandeursposten. Inden Midten af December kommer imidlertid Compagniets første Lieutenant tilbage og overtager Posten. Saa maaskee jeg kan faae en 14 Dages Permission. Johans Capitain bliver nok rolig ved Compagniet, saa vel som 1ste Ltnt., saa for ham er der vist mindre Vanskelighed. Jeg vilde gjærne komme til Kjøbenhavn, medens Rigsdagen er samlet; og vil den blive saaledes ved, som den har begyndt, saa vil det ogsaa give gode Stunder, inden den bliver færdig med, ja, inden den faaer begyndt paa sit egentlige Hværv. Jeg sender nu Dit Brev hen til Johan, for om han med det samme vil skrive Dig eller Andre i Kbhn. til. Imorgen Kl. 10 gaaer Posten herfra. Maaskee jeg da forinden tilføjer nogle Ord. Idag kun et kjærligt Levvel til Dig, Fader, Tante Jane, Amalia, Meta og Peter og hvem Andre der bryder sig om en Hilsen fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
Torsdag 23de Novbr: 1848
Kjære Johan!
Hvad egentlig Grunden har været til at jeg først nu efter næsten otte Dage siden jeg skrev til Svend, ikke har ladet see Brev fra mig kan jeg slet ikke forklare Eder uden det skulle være disse korte mørke Dage i alle Henseender; at Portoen skulle være Aarsag heri er saa s. 188langtfra for mig at jeg blot ville bede mine Børn lade Brevene til mig være ufrankerede, jeg skal da med Glæde betale hvor ofte det end skulle være, saa den Grund vil jeg nu slet ikke høre noget om, skriv blot. - - - Du meener at det ville give en Forandring Tscherning er kommet fra Roret; i Rigsforsamlingen veed du da nok han nu er og der kan du tro han arbeider af alle Kræfter efter sit Hoved, |: hvad der siges:| han veed saaledes at føre Mange med sig og faae Herredømmet imellem dem; at heele Forsamlingen er inddeelt i 5 Afdeelinger veed du da nok og i den Fader var, er nu ogsaa Tchr: kommet ind, der skal jo alting nu drøftes og gjennemgaaes hvad der skal frem i heele Forsamlingen der er jo da bestandig sammenstød, der er nu netop Værnepligtssagen for i disse Dage som jo er hans Kjæphest og som Fader har saameget imod, du husker maaskee for fleere Aar siden engang Talen var derom i et Selskab paa Skydebanen med Fader og ham. Moder skulle nu ikke tale herom, da det er Noget jeg ikke forstaaer veed jeg jo nok mine Sønner siger, jeg veed det er hvad jeg altiid har fundet saa aldeles galt, paa den Maade at ville gjøre Alle lige, Almeen-Væbning det er der rimelighed i efter mit dumme Hoved, du leer nu vist høit min Søn over mig som saaledes kommer frem med alt dette, men det er hvad der altiid har oprørt mig naar Talen har været herom; fordum kunde det jo tænkes det var Frygten for mine egne Sønner det saa ogsaa ville gaae ud over, men nu er det bortfaldet og dog finder jeg det netop nu saa skrækkeligt, Fader kom derfra i Aftes og havde fundet det en Gru at høre tale om Mennesker som de ussleste Trælle, med skulle de Alle paa den Maade, duede de saa ikke til andet om det saa kun var til Trainkuske, du kan nok tænke min Søn det gjør ikke godt paa Fader, det er ikke den Frihed og Lighed han strider for; han kommer tit Hjem og er saa kjed af alt det Vrøvl, imellem os at sige, det siges sagte.
Grundtvig og hans Slægt.
12
Fra Møllen kan jeg hilse, der er det godt begge de unge Møllerkoner var her i Aftes Fader er nu ude bad Eder kjærligst hilset og spurgde om I læste Rigsdagstidenden? - - -
Fra Svend Grundtvig til moderen.
[Pjedsted; sidst 1 Nvbr. 1848]
Kjære Moder!
Idet jeg herved beder Dig besørge indlagte Brev afsendt, som jeg nu i over en Maaned har skullet skrive, men først fik fra Haanden i Aften, maa jeg dog ogsaa sende Dig et lille venligt Ord og bede Dig s. 189om Forladelse for den Skuffelse, Du vistnok vil føle, naar Du aabner dette store, tykke Brev og finder fremmede Sager deri. Da jeg sidst skrev til Dig, befandt jeg mig snavs og havde Feber; det varede et Par Dage og viste sig bagefter at have været Nældefeber, thi nu siden er jeg bleven saa nældet, saa jeg maa holde mig inde i nogle Dage. Nu befinder jeg mig forresten fuldkommen vel. Vil Du hilse Fader og dem Alle derhjemme (baade i Vimmelsk. og paa Møllen) saa meget fra mig. Peter har nu længe truet med at skrive til mig, men endnu venter jeg forgjæves. Fra Skovgaard have Johan og jeg faaet Brev og svare een af Dagene. Vil Du sige Peter, at dersom han eller Brandt eller nogen Anden havde et lille Brev til Stephens, saa maa han gjærne klæde mit Brev af og lægge det ind til min Lap. Endnu er ingen Forandring foregaaet i vor Stilling, skjøndt det er sandsynligt, at vi med Tiden komme ind til Vejle. Nu Goddag og Godnat, kjære Moder, fra Din altid inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
8de Decbr. 1848.
Kjære Børn. Begge mine Sønner!
Da jeg ret længselsfuld stod og hørte efter hvergang der ringedes paa Klokken om det ikke kunde være et lille Brev fra Eder der kom, skeete det ogsaa rigtig, at Høxbro stod for mig med Brevet fra dig Johan, Tak herfor min Søn ! i dag otte dage da jeg sændte Bogpakken, var det jeg modtog Convoluten fra dig Svend, med indlagte Breve som er lbesørget, jeg fordrer nu altsaa min Ret mit Barn til hvad jeg skule have, imidlertid, Tak for hvad den indeholdt; nu er du da jo rask igjen efter den Varme de Nelder gav dig, hvad Høxbro havde seet fra dig, var Udskriften paa Brevet sagde han.
Det glæder mig for Eder Børn, at I nu ere komne til Faaborg hvor det i henseende til Omgangen jo vil være en stor Forandring, Nicolai og Line som I da jevnligen eller dagligen kunde see og der skal i den Bye være en rar omgængelig Tone, i det heele, endeel vakre Familier, men først og fremmest! passer godt paa Als |: det er min Øjesteen :| og det er nu sikkert for Øjeblikket hvor Ørnene allerhelst gjærne ville flokkes, jeg tænker derpaa med Gru, om det var mueligt det kunde skee, dog, jeg vil ikke tænke herpaa men haabe at Alt foreener sig der med samlet Styrke og bede Gud han vil forbyde dette med saameget meget Andet der trækker op over vore Hoveder. - - - s. 190Her sænder jeg de sidste to Rigstidender der er kommet, da her i denne Uge slet ikke har været Samling, uden i Afdelinger og Commiteer; det gaaer en ynkelig Sneglegang; Fader er meget ilde fornøjet, den Sag, der ligger ham saa nær paa Hjerted og som han nu stadigen i en 30 Aar har fulgt og seet det vilde gaae galt, det smerter ham dybt at see den bestandig synker dybere, og hans Ord siger han, har egentlig heele Strømmen imod sig paa Rigsdagen, det er jo hvad der virker og gnaver stærkt paa den kjære Fader! han taaler det ikke godt, han er nu gammel og det gaaer langt dybere end i de yngre Dage da Kraften var tilligemed, det er ham saa haardt at Ingen kan føle eller deele, hvad der saa dybt gjennemgriber ham, nu i sine gamle Dage, han føler sig at staae saa Eene det er en Følelse der smerter dybt, Gud give ham Kraft til at kunde gjennemgaae hvad der skal møde! i Aftes da vi talte alvorlig sammen iblandt andet da Talen var derom sagde han, »mine Sønner er jo ogsaa høist forskjællige i deres Anskuelser fra mig, det har saa ofte gaaet mig nær ja ret dybt til Hjerte, mit Liv har været en stadig Kamp, men med mine Nærmeste har den været mig haardest«. Alt hvad jeg nu her har skrevet er Noget som ganske bliver imellem os. - - - Fader spørger altiid naar der kommer Brev fra Eder og jeg læser dem for ham »det er dog besynderligt de har aldrig talt om det Brev, jeg sændte« det var et lille som laae inden i et af mine omtrent vel 4 Uger siden, lad nu Fader snart høre fra Eder. - - - Hils nu kjærlig Nicolai og Line! Fader som nu gik ud sænder Eder en Hjertelig Hilsen, Tante J : ligesaa og liden Am: som altiid lytter om der ikke er en Hilsen til hende fra Eder. Nu Farvel kjære Børn! i Kjærlighed
12*
Eders trofaste Moder.
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Faaborg
10 Dec. 1848.
Kjære Fader!
Jeg kan tænke, Du maatte forundre Dig over ikke at høre [fra] mig saalænge, skjøndt jeg sidst modtog nogle Linier fra dig strax efter Valget i Præstø, men jeg haaber tillige, at Du ikke derover er blevet vred paa mig, jeg bad Moder forleden hilse og sige dig, at jeg ikke havde skrevet af Mangel paa Evne til at kunne tale fornuftigt om nogen Ting; og det er virkelig ogsaa Tilfældet, vi ere saa afskaarne fra alt det, der bevæger Eder derinde, saa vi, ved at tale til Eder om Noget deraf, staae Fare for at komme som en Hund i et Spil Kegler, at s. 191yttre Meninger etc., som ingensteds have hjemme. Imidlertid, Noget skal Du dog have fra mig nu, da vi idetmindste ere komne i civiliserede Menneskers Selskab og ikke som før, leve saa godt som i en Ørken. Det kan ikke Andet end glæde mig særdeles, at Du tilsidst kom ind paa Rigsdagen ; Du vil der faae Lejlighed til at udtale dig om mange for Fædrelandet vigtige Anliggender, som ellers maaskee ikke vilde tilbyde sig. Lad være! at Folk for en stor Deel ikke ville høre og i mange Tilfælde ikke kunne fatte, hvad du egenlig vil ; det er udtalt, og Ordene ville ikke falde til Jorden, de ville ialfald kunne tjene til Vejledning for os, for de Yngre, der stemme med dig i det Væsentlige, i Betragtningen af Folket og det Folkelige, som det er vor Tids Opgave at skaffe til sine gjennem Aarhundreder forsømte Rettigheder. Lad os ofte ikke kunne være enige med dig om de rette Midler til dette Maal og om den rette Vej, der bør slaaes ind dertil, om at du i dine Hoved fordringer har Ret og med Tiden vil faae Ret, derom har jeg aldrig tvivlet. Hvorledes egenlig vore Sager staae for Øjeblikket, veed I vel saalidt som vi, thi Snakken om russiske, engelske og mange andre Noter fæster jeg ingen Lid til, Noternes Tid er forbi, man har indseet, at en Lap Papir slaaer ingen Mand af Hesten.
I Vinter maae vi sagtens slaae os til Ro, thi der vil næppe skee nogen Forandring i den provisoriske Tilstand, hvori vi befinde os, hvor ønskeligt det end maatte være. Den ny Krigsminister og hans Colleger kan man jo endnu Intet vide eller sige om, man maa vente, til de vise det. Imidlertid forekommer det mig, som om Sagerne dog nu have vendt sig saaledes, at der ikke er megen Rimelighed for, at vi ville faae at gjøre mere med Preusserne eller andre Vildtydskere, men kun egenlig med Slesvig-Holstenerne, og dem kunne vi vel tumle. I den tydske Forvirring kan jo forresten Ingen ret finde Rede eller Nogen sige Enden paa, thi den synes at være grændseløs og rimeligvis at ville ende med det gamle Militærregimente, noget, vi som Mennesker vistnok maa beklage, men som vi som Danske dog nok helst maae ønske for Øjeblikket. Dersom de Danske imidlertid vilde stole herpaa og ene deraf vente Frelse, vilde den sikkert ikke komme, men det antager jeg ogsaa vi nu ere blevne for kloge til.
Det seer ud for vore Øjne herovre som om Rigsdagen ingen Ting bestilte, men det maa da nok komme af, at det egenlig er nu Afdelingerne, der ere i Virksomhed, medens de offenlige Møder kun behandle underordnede Sager. Gid de kun maatte træffe det Bedste for Landet, min Tillid til dem er just ikke særdeles stor, men jeg vil endnu haabe, at de ville overgaae mine Forventninger.
s. 192Vi ere nu komne til en Kjøbstad, og ere meget glade derved, thi i det sydlige Jylland var et intet mindre end behageligt Opholdssted, Beboerne ere om ikke ligefrem tydsksindede, som er Tilfældet med en heel Deel, saa dog i den mindst mulige Grad patriotisk sindede. Kjøbstæderne derimod, hvori jeg har været, med Undtagelse af Fredericia, udmærke sig paa en særdeles hæderlig Maade heri; Faaborg, hvor vi nu ere, har i den Henseende havt Lejlighed til at vise dette i højere Grad end maaskee nogen af de andre Kjøbstæder og har benyttet denne Lejlighed paa en beundringsværdig Maade; Alle, selv de fattigste Borgere, have plejet de Syge fra Lazaretterne og de indqvarterede Militære, som næsten hele Sommeren have draget ind og ud der, med den største Omhu uden derfor at ville modtage nogen Betaling. Vor Bataillon nøder dem nu til det, da jo mange af dem ikke have Raad dertil. I Henseende til Bønderne, navnlig de jydske, er der endnu meget at gjøre før de komme ud over deres Egenkjærlighed og faae noget virkeligt Hjerte for Fædrelandet. Der er derfor vist stor Fare ved den Magt, som Bondestanden synes nu at ville vinde; jeg troer, de maae hæmmes for Tiden saa meget som mueligt, indtil de blive mere oplyste. Da jeg haaber, om 14 Dage at see Eder, vil jeg bede dig tage til Takke med disse magre Linier; naar vi sees, vil der vist være mange Ting, som vi ville tale sammen om, men som det er for vidtløftigt at afhandle skriftligt. Hils Moder mange Gange og Lev vel! din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Faaborg
11 Dec. 1848.
Kjære Moder!
Inderlig Tak for dit Brev af 8de December, som jeg fik idag. Jeg kunde igaar ikke faae Tid til mere end nogle Linier til Fader og et Par til Meta. - - -
Den 12te Dec.
Jeg sidder nu i Faaborg hos Nicolai og har det saa godt som et Menneske kan have det, da de gjøre Alt for at gjøre os Livet behageligt. Vi kom her i Fredags d. 8de og bleve meget overraskede ved at modtage en Indqvarteringsseddel paa Cand. Blicher; han er ikke pligtig til Indqvartering, men har næsten hele Sommeren frivillig taget 1 Off. eller 2 i Qvart. og havde nu specielt udbedet sig os. Baade Mand og Kone ere ganske, som da vi saae dem sidst ude paa Tuborg s. 193i Sommeren 1844; deres lille 3 Aars Dreng er fortræffelig, en sjelden opvakt Dreng, som jeg imidlertid, dersom han var min, vilde beværte med lidt Riis engang imellem, thi han er allerede kommet i Vane med at commandere den lille Charlotte ganske som en følgelig Sag, og det burde han læres af med. Om Søndagen fulgte Nic. os hen til Agent Voigt og præsenterede os der og vi bleve tilligemed Familien beedt der til om Aftenen; - - - baade Agenten og Sønnerne ere meget flinke Folk og hele Familien meget vakker. Du formaner os til at passe godt paa Als, vi have derfor fundet det hensigtsmæssigst, strax at lade Bataillonen afgaae derover, og skulle imorgen afgaae derhen med et Dampskib, som just nu er ankommet, for at hente os. Da vor Styrke var temmelig svækket, have vi forsynet os med 150 nye Recruter fra 3die Res.-Bataillon, saa vi nu ere 400 Mand stærke. Vi skulle have Bal her iaften ɔ : Off. give et for Borgerne til Tak for deres mageløse Omhu og Opoffrelse for os. - - - Det gjør mig inderlig ondt, at Fader befinder sig saa ilde, jeg har skrevet ham til og haaber da, han nu ikke længere er misfornøjet med mig af den Grund. At han maa være ilde ved Sagernes Gang paa Rigsdagen, kan jeg godt begribe, men det kan jo ikke være anderledes; det kan jo ikke hjelpe de jasker Sagerne af, og i Afdelingerne haaber jeg de bestille Noget. Hvad vi skulle paa Als, vide vi ikke, kun hedder det sig, at vi skulle 7 Batailloner derover; idetmindste har 3die Jægercorps indkaldt sit permitterede Mandskab til idag i Nyborg.
Din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Kjære Moder!
Jeg skammer mig som en vaad Hund over at see, at Johan nu sender det 2det Brev herfra, uden at jeg har skrevet. - - - Denne Bekjendelse af min Synd er det Eneste, jeg i Aften kan sende Dig, da jeg skal paa Bal om en Time og saa at sige lige derfra ombord paa Vejen til Als. Undskyld mig derfor saa godt Du kan hos Dig selv og hos de Andre, hvem jeg skylder Brev: Fader, Peter, Skovgaard og Høxbro. Saa snart jeg kan, skal jeg gjøre min Skyldighed i saa Henseende. Lev nu vel Allesammen og bær kjærligen over med
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Faaborg, Mandag d. 15de Jan. 49.
Kjære Moder!
Som Du af Overskriften seer, ere Dine Sønner nu lykkelig og vel slupne fra Sjælland, der først slet ikke syntes at ville give Slip paa os. I Lørdags Aftes, da Johan skrev Dig til, var der slet ingen Udsigter til at store Belt vilde lade sig overfare for det første, men Søndag Morgen var det Tøvejr og vi forsøgte da vor Lykke, der efter Omstændighederne ikke var saa tynd, thi vi kom fra Korsør (det Hundehul) over til Nyborg paa 5 Timer, fra Kl. 9—2, deri iberegnet 1/2 Time, som vi tilbragte paa den berømte Ø Sprogø, for at høre om Farvandets Tilstand over ad Fyen til, og som vi benyttede til at faae Frokost og Kaffe, der i høj Grad bidrog til at gjøre den iøvrigt ikke behagelige Fart taalelig. Vi mødte vel en Deel Driviis, som vi undertiden maatte gjøre lange Omveje for at undgaae, men ved fynske Kyst var der kun lidt Iis, da Vinden under vor Fart gik mere og mere om til Vest og blæste op til hvad selv Skipperen kaldte en Storm. Han erklærede ogsaa, at dersom vi vare blevne endnu 1/2 Time paa Sprogø, saa vilde vi kommet til at blive der om Natten, da vi ikke kunde have vovet os ud med saa stærk en Modvind. Nu derimod vare vi alt i Læ af Landet og paa forholdsviis smult Vand, da det rigtig tog paa at blæse op. Saa ganske tørskindede kom vi da ikke til Fyen, thi paa den første Deel af Touren havde vi øsende Regn og paa den anden bleve vi ordentlig vadskede af det salte Vand, der sprøjtede ind over Forstavnen og løb ind over Rælingen. Efter i Nyborg at have faaet os en god Middagsmad rejste vi da Kl. 4 videre til Odense, som vi naaede Kl. 7. Der lode vi nu Diligencen gaae sin egen Gang og toge Afsked blandt Andre med Hs. Højvelbaarenhed Amtmand Lehmann, der havde gjort hele Rejsen fra Kbhn. sammen med os, og som jeg ved denne Lejlighed blev endnu mere gal paa end jeg var i Forvejen, for den Vigtighed og Fornemhed, hvormed han overalt traadte frem. Han havde »Adam Homo« med sig, som han først havde lige begyndt paa, og da han spurgte Johan, hvad der egl. var Indholdet eller Gangen i den, svarede han ganske lumsk, men aldeles sandfærdig: det er en Mand, der i sine unge Dage lover meget: er en talentfuld, frisindet Mand, men senere glemmer sine Ungdomskjærligheder og bliver heel og holden en tom, fiin Kammerherre og saa døer. — Endskjøndt jeg selv ikke sætter stor Pris paa samme Bog, saa finder jeg den en særdeles passende Læsning for Hr. Amtmand (og med Tiden maaskee ogsaa Hr. Kammerherre) Lehmann.
s. 195Kl. 9 afrejste vi med Extrapost hertil, hvor vi ankom Kl. 2 1/2 i Nat til Postgaarden, hvor vi fik vore vaade Klæder hængte til Tørre (skjøndt de endnu i dette Øjeblik ikke saa ganske have forvundet Sørejsen) og kom i Seng, som vi forlode i Formiddags Kl. 11. Efter at have drukket The begave vi os hen til Nikolaj og Line, hos hvem vi have spiist til Middag og hos hvem jeg nu skriver disse Linier. Efter hvad vi her erfare, skal der ikke være nogen Vanskelighed ved Overfarten fra Bøjgden til Fynshaf paa Als. Den Tour agte vi at gjøre imorgen tidlig og haabe da imorgen inden Aften (der er 2 Miils Kjørsel over Als) at sidde i Ro i Sønderborg, hvorfra Du da, saa snart skee kan, vil faae Bud og Brev. Du maa imidlertid ikke være altfor utaalmodig i saa Henseende, da Postgangen fra Als skal være meget seendrægtig, saa vore Breve fra Sønderborg vel næppe ville naae Kjøbenhavn i denne Uge. —
Lad nu dette Brev ogsaa bringe min inderlige Tak til dem alle der hjemme, og da først og sidst til Dig, for al den kjærlige Omhu jeg atter dennegang mødtes af i mit Hjem, for al den Opmuntring og aandelige Forfriskelse, som der blev mig til Deel. Gid jeg kun kunde gjøre noget til, at ogsaa i Din Sjæl en roligere og lykkeligere Stemning maatte fødes og leve og avle et frejdigere Blik paa Livet i det Hele; ja, jeg siger med Kjæmpevisens Ord: »Herre Gud løse vel Din Angest og Sorgen af Dit Bryst!«
Nu lev vel, kjære Moder, altid elsket og kjærlig savnet af
Din hengivne Søn
Svend.
P.S. Hils nu saa meget Fader og Meta, Boisen, Tante Jane og Amalia og naar Du ellers seer nogen af vore Venner. — Line Blicher beder sig venlig erindret til og af Dig og Nikolaj ligesaa.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, d. 20de Januar 1849.
Kjære Moder!
Da jeg sidst skrev Dig til — det var i Mandags — var jeg i Faaborg, og ventede allerede næste Dag at kunne være her paa mit Bestemmelsessted; men det slog fejl. Først igaar Aftes kom vi hertil Byen; men dette maa dog ikke forstaaes, som om vi havde ligget paa Vandet i alle de 4 Dage, hvad næsten vilde have været mere end et almindeligt Menneske kunde taale, nej, Overfarten fra Bøjden (1 1/2 Miil fra Faaborg) s. 196til Fynshaf (2 Miil herfra) var efter Omstændighederne aldeles upaaklagelig, skjøndt selv ikke mere end 4 Timer i en aaben Baad med Vandet over Hovedet i eet væk ikke paa denne Aarstid hører til de største Behageligheder. Vi vare i Tirsdags ude i Bøjden for at see paa Lejligheden, men Færgemanden erklærede det for umuligt at komme over den Dag og da Huset var fuldt af Rejsende, der ligesom vi ventede paa et gunstigt Øjeblik til at slippe over til Als, saa var der intet Andet for os at gjøre, end at vende Næsen hjem — til Faaborg, hvilket jo i og for sig ogsaa var behageligere end at ligge der ude i Færgegaarden. Vi flyttede da ind til Nikolajs, hvor vi bleve til Fredag Morgen Kl. 5, da vi atter droge til Bøjden og nu havde bedre Held, da vi som sagt den Dag slap herover. Et uskatteerligt Gode var det under disse Omstændigheder at vi havde Blichers at tye til, deels fordi det ellers vilde have været saare kjedsommeligt at ligge 4 Dage og drive i en ubekjendt Kjøbstad og deels fordi vore Lommer da, ved at vi maatte blive paa Gjestgivergaarden, vilde være blevne endnu tommere end de nu bleve og vi endda ikke vilde haft nogen nem Udvej til atter at faae dem reparerede. Hvor billigt det er at ligge paa Gjestgivergaard i Faaborg vil Du kunne slutte deraf, at vi to, Johan og jeg for 2 Nætters Leje og 2 Morgeners Theevand betalte 3 R. 3 &. 8 β foruden 1 R. i Drikkepenge. Naar hertil kommer, at vi fra Odense til Faaborg (5 Miil) maatte være kun 2 om Extraposten, samt at Venderejsen til Bøjden i Mandags kostede os 4 R. — saa vil Du vel kunne skjønne, at vi just ikke ere komne hertil med meget Sølv og Guld i Pungene. Vi vare endog nødte til at laane 15 R. hos Nikolaj. — Oberstlieutenanten havde før vi kom været meget vred og lovet os en lille Pønitense i Cachotten, men da vi kom og forklarede ham, at det var Vorherres eller Færgemandens, men ialfald ikke vores Skyld, at vi kom 4 Dage for silde, saa var han særdeles naadig og venlig. I Torsdags vare vi ude med Nikolaj og gjorde en Visite hos den gamle Exellence Bille-Brahe paa Hvedholm ( 3/4 Miil fra Faaborg) som indbød os til, om vi til den Tid endnu var i Fyns Land, imorgen (Søndag) at spise til Middag hos sig; og paa Mandag skulde der være stort Bal i Faaborg; men det gik nu vore Næser forbi. — Det var da ganske rigtigt, som vi talte om i Kbhn., at vi skulle farves grønne, dog skulle vi, som alle Jægere herefter, ikke have grønne, men graa Buxer, hvilket i mine Øjne, eller rettere i mine Tanker — thi jeg har jo ikke seet det endnu — er meget stygt. For den Fornøjelse faaer enhver af os 30 R., og Terminen er 1ste Marts, dog skal det endnu efter den Tid være os tilladt til den daglige s. 197Tjeneste at bære de blaa Uniformer, saa Bekostningen ved denne Forandring endda ikke er saa stor, især da vi fra 1ste Januar have 40 R. maanedlig (istedenfor 32).
Har jeg nu i en Maaned haft det mageligt, saa vil jeg nu ialfald for det første faae det des strængere. Fra paa Mandag har jeg 8 Timers Tjeneste daglig: Exercits Kl. 8—12 og 2—4, og Læsning Kl. 5—7, altsammen med Rekrutterne fra Als og Ærø. Et stort Gode er det imidlertid at jeg saa faaer Lov at blive her i Sønderborg og ikke, som de fleste af de andre Batailloner herovre, kommer til at ligge ude i en Bondegaard. Mit gamle Kvarteer hos Reimuths var optaget, men jeg har faaet et andet 2 Huse derfra, hvormed jeg kan være tilfreds. For Resten er der Værelser ledige paa Slottet baade til Johan og mig, men da der ingen Meubler er og Intendanturen ingen flere vil give, saa er det et Spørgsmaal om vi komme ind i denne vor Embedsbolig, der vel ikke er af de bekvemmeste (Sophaer kjendes kun af Navn paa bemældte Caserne), men dog har den Fordeel at være den billigste, der her kan haves. —
Med disse Linier vil jeg da bede Dig for denne Gang at tage tiltakke. Hils nu Alle derhjemme og paa Møllen venligst fra mig og skriv snart et Par Ord til mig, addresserede ikke mere til 10de Linie-Infanterie-Bataillon, men til »10de lette Infanterie-Bataillon«, som vi nu hedder.
Din »lette« men sindige, mon ikke letsindige,
hengivne Søn
Svend.
P. S. Paa Torsdag skriver jeg til Peter med Pakkeposten.
Jeg faaer ikke Tid denne Gang til Andet end sende Dig og Eder alle min hjertelige Hilsen.
Din heng. Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg Slot 25/1 49.
Kjære Moder!
Et lille Ord fra mig har Du sikkert ventet, og et saadant stjæler jeg mig da nu til at sende Dig; jeg stjæler mig dertil, fordi jeg skriver disse Linier midt i min Tjeneste, der, som Du veed, falder heroppe. Jeg har derfor kun Tid til at sige Dig, at jeg lever vel og kjærlig tænker s. 198paa Dig og de Andre der hjemme. Af Peters Brev og da allerøjen- synligst af det medfølgende blaa Papir vil Du have den Fornøjelse at bemærke, at min finansielle Status er særdeles glimrende, uagtet Rejsen, der, som jeg i mit forrige Brev omtalte, tog lumsk paa Lommerne.
Tak for Dit Brev, som vel egl. var til Johan, men som jeg dog ogsaa kan tage mig af. Send mig for Guds Skyld ingen Støvler, thi jeg er dermed rigelig forsynet. Nu tør jeg ikke længere blive ved Pennen og maa derfor slutte med kjærlig Hilsen til Dig, Fader og de Andre derhjemme fra
Din altid hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 29de Januar 1849.
Kjære Meta!
Ja, jeg mærker jo nok, at min Kjøbenhavnsrejse ikke har været mig til mindste Nytte: som Du veed, rejste jeg did, for mundtlig at besvare en heel Deel Breve, som jeg ellers med Pennen skulde have besvaret eller dog gjengjældt eet for eet; og da jeg nu uendelig hellere modtager end selv skriver Breve, saa rejste jeg — på den Regning, at jeg selv skulde regnes dog i det mindste for lige med et Brev fra min egen Haand — lige til Kjøbenhavn, for paa denne Maade at klare den paaløbne uskatterlige og derfor ikke let betalelige Gjæld, ja, maaskee endogsaa erhværve mig et lille Overskud, hvoraf jeg siden i al Mag kunde trække Renterne. Kort sagt: mit udsvævende Haab var, at forvandle alle mine kjære Creditorer til lige saa mange gode Debitorer.
Denne min Regning var vistnok formelt aldeles rigtig; thi et personligt Besøg som Svar paa et Brev er i det mindste lige for lige, om ikke endda lidt mere. Men jeg kan jo ikke nægte, at Sagen i sin Realitet har antaget et noget forandret Udseende, fornemmelig ved den aldeles exempelløse Behandling, der i Kjøbenhavn blev mig til Deel; thi derved er Sagen bleven stillet reent paa den anden Ende, saa den Gjæld, hvori jeg ved min Ankomst til Staden vitterlig stod i til Dig og så mange andre kjære Venner og Frænder, (en Gjæld, som jeg jo netop ved denne min Ankomst vilde klare) den — langt fra at betales eller dog formindskes ved smaa Afdrag, — meget mere daglig voxte, ikke blot ved de påløbende Renter og Renters Renter, men s. 199også ved bestandige nye Tilskud af det »bestandig venskabelige Selskabs« Kasse. Derfor: fordi jeg endelig indsaae at jeg aldeles havde forregnet mig og daglig sank dybere og dybere i Gjælden, der alt forhen var grumme nær ved mine Øren, derfor var det netop ogsaa jeg til sidst i Fortvivlelse forlod Hovedstaden. Imidlertid: jeg er nu ikke mere fortvivlet, thi jeg har fortvivlet — om nogensinde at komme ud af denne min bundløse Gjæld, hvoraf ikke den mindste Deel staaer paa Din Conto, — har saa aldeles fortvivlet om nogensinde at tilbagebetale den, at jeg endogsaa ganske har slaaet alle smaa maanedlige eller ugenlige Afbedrag af Hovedet; (den eneste Maade skulde da saa være den i Adresseavisen saa meget yndede, thi der hedder det jo bestandig at de søgte »3 Rbdlr.« skulle blive tilbagebetalte »med Taknemlighed«.) — Tro derfor ikke, at jeg ved nu atter at begynde Brevvexlingen har tænkt paa at begynde Afbetalingen; ingenlunde, det er kun en Forskrivning for, at jeg vedkjender mig Gjælden til Dig [og] alle det ovennævnte Selskabs øvrige Medlemmer, en Gjæld, som passende kan udtrykkes med et liggende 8tal, som figura udviser ∞.
»Au, au, mit ene Knæ!« o. s. v. — 1).
Johan lod mig forleden Dag see et Brev, han havde skrevet til Kjøbenhavn, og hvori han beklager sig bitterlig over det aandsfor-tærende Garnisonsliv, vi føre herovre. Uden at ville modsige ham, eller rettere den Stemning, der stiller Forholdene i et saadant Lys, så vil jeg dog bemærke, at de ogsaa kunne opfattes under et gunstigere Synspunkt. Make the best of everything, det er nu engang mit princip, og det stræber jeg da ogsaa her at følge. Det maa tilstaaes, at skjøndt vort Liv her bestaaer i evigt Slid og Slæb med en Hoben i og for sig kun lidet indholdsrige eller sjælefødende Forretninger, saa savner det da ikke ganske sine interessantere Sider. Lad mig nævne, hvad der for Øjeblikket ligger mig nærmest : det var min Vagt igaar paa Slottet. Det var et forskrækkeligt Vejr inat, af den Slags, som man i Kbhn. siger, at det ikke er til at jage en Hund ud i (men saadanne Talemaader gjælder nu slet ikke her). Det var stærk Storm, Paalandsvind og som en Følge deraf høj Vandstand ; Vandet gik flere Steder heelt op i Husene. Sneen øste ned, thi det var Tøvejr, saa det var halv Snee og halv Vand, der i tætte Strømme kom drivende ned af Himmelen. I en saadan Nat at gaae sig en Ronde langs med Stranden, stundom i Vand til Knæene, hørende kun Vindens Hyl og Vandets Brummen, s. 200pludselig afbrudt af en usynlig Skildvagts Anraab: »Holdt! Hvem der?«, ledsaget af den klapprende Lyd, som Geværet giver, idet det lægges an paa En, — en saadan Spadseretour er saa ejendommelig, at den ikke kan kaldes aandsfortærende, men snarere aandsopbyggende. Og saadan en Tour havde jeg to Gange i Nat (Kl. 12 og Kl. 4), hver Tour varende 1 1/2 Time. — Saa igjen i Mellemtiden at sidde ved det ensomme Lys oppe i min Vagtstue (Officeren har sit eget Vagtkammer oppe i Slottet, medens Vagten har sin Stue nede i Porten) paa Slottet : et lille afsides Kammer i et af de gamle Taarne, hvor man — især i saadan en Nat — hører Vindens Hvinen, idet den løber omkring og pusler i alle de Krinkelkroge, en saadan gammel Ruin altid har, — ogsaa det var en ejendommelig Situation; ogsaa det fremkalder saa mange ellers slumrende Tanker og Følelser i Sjælen, at man ikke kan nægte det er interessant. — Ved at tale saa meget om Vagten mindes jeg om, at vi nu have faaet Musik her til Øen, 1ste Brigades Musikcorps, der idag for første Gang trak op i Spidsen for Vagten fra Pladsen foran Generalens Bolig, hvor det først musicerede 1/2 Time. Det er en stor Trøst, thi vi hørte ellers ikke anden Musik, end vore Hornblæseres falske Signaltoner og Stadsmusicanternes ikke meget mindre falske Bierfidlerier i Theatret.
Sønderborg d. 6te Februar 49.
Den i det Foregaaende meget omtalte »interessante« Vagt havde saa interessante Følger for mig, at jeg først nu faaer dette Brev sluttet og afsendt. Da jeg skriver nogle Linier til Moder, saa vil jeg ikke fortsætte her, men kun bede Dig hilse Peter saa meget. Jeg haaber da at han har faaet mit Brev med 30 R. Bed ham (og bed med det samme Dig selv) om snart at skrive til sin og Din
hengivne Broder
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
1ste Febri: 1849.
Kjære Svend!
Dine smaae Breve ligger her for mig som oftere har sagt mig, at jeg skulle skrive og at du maaske længtes lidt efter at høre herfra Hjemmet jeg er ogsaa oftere kommet saavidt, Mappen er nok saa stolt lukket op, men, meer er det ikke heller blevet til, et og andet har da bestandig forhindret heri; jeg siger Eder da nu kjære Børn tak for Brevene saavel fra Faaborg som Sønderborg hvortil I da s. 201endelig kom og har jo ogsaa faaet endeel at tage Eder af, men det er jo godt, naar der ogsaa alvorlig maatte blive tænkt paa hvad det heele er for, hvad den heele Styrke samles til, naar den ikke skal bruges, men blot til at drive og pine Folk i alle Henseender, det er jo dog en gru at tænke paa de stakkels Slesvigere, udholde det meget længe er det jo dog ikke at tænke de kan, det er en mageløs Udholdenhed og Trofasthed, men der maae siges her, som altiid, det har sine Grændser. Knudsens Broder, en Svoger, og Niels-Andersen en særdeles flink Mand :|: han besøgte os engang paa Bakkehuset — Skovgaard syntes dengang saa godt om hans Ansigt, at han har det. — [: de kom hertil Byen i forrige Uge for at tale med Krigs-Mi: og Kongen, thi nu syntes De det snart blev for slemt at skulle taale ; De er reist i Dag igjen, men neppe til Hjemmet, Hvad siger dog Folk ovre hos Eder? hvordan udtaler de øverst kommandeerende sig herom, tør de maaskee heller ikke sige deres Mening? men krybe heller i et Musehul? at Fader ikke har det godt kan du da nok vide og vi Andre ikke heller; Mændene fra Slesvig ville have ham til Krigsminister sagde de i Aftes de kom for at sige Farvel.
Om det er for jeg er blevet gammel, at jeg seer Alt omkring mig saa mørkt, veed jeg ikke, men vistnok er det, jeg havde aldrig tænkt mig at skulle leve sligt et Aar som det forløbne, Gud veed hvad dette Nye vil bringe, jeg vil bede Gud gjøre en god Udgang paa al denne Nød og Trængsel i saamange Ting!
Har du ikke en Samling i en af Boghyllerne i Eders Stue paa alle de forskjællige smaae Leiligheds-Digte Fader har skrevet og hvad Hylle er det i? Det var jo godt Børn at I blev i Sønderborg, som I helst ville, hvad Levemaaden og Drikkevare angaaer har I da Alt hvad behøves, eller meer til, det er aldrig saa godt at give slip igjen paa Vellevnet. — Selskab og Komedier har I da ikke heller mangel paa, men hvad der jo er mig kjært er, at begge mine Sønner daglig kan sees og glædes ved hverandre som jeg altiid har haabet, at naar mine Sønner blev ældre skulle den opbrusende Heftighed som imellem betog Eder vige for den roeligere betænksomhed saa I ret kunde skjønne paa hvad I var og i Grunden altiid har været for hverandre, ja, tilgiv mig nu kjære Børn, I siger vel, det er Moders gamle Tale, jeg vil heller ikke nægte det har ret kunde[t] bedrøvet, ja jeg kan sige ængsted mig, naar mine Børn kunde blive saa opbrusende imod hverandre. — i Løverdags da dette saavidt var færdigt og skulle bort blev jeg atter hindret deri og nu ved at see hvad jeg skrev, har jeg været nærved at putte det i Kakkelovnen, dog, jeg vil nu lade det s. 202løbe i sin usle Dragt, men beder blot dig min Søn at gjøre hvad jeg havde betænkt hermed. —
Det er sandt, jeg maae dog fortælle at her er kommet en Forelæsning i Gang over Middelalderens Historie af Fader, det er hver Onsdag-Aften, De samles da her omtrent nogle og tyve Personer af H. eller Damer og Herrer Kl. 7 skal Alle være samlede, her drikkes da en Kop Thee før 7 og omtrent Kl. 8 — eller 8 1/2 høres der op og hver forføjer sig bort saa at sige ; nu paa Onsdag er det tredie Oplæsning, maaskee har du allerede hørt tale herom. — Med Rigsdagen gaaer det da som du vel selv seer, nu kom Fader Hjem Kl. 5, det skulle nok være den endelige Behandling af Værnepligten i Dag, »jeg fik da Ordet og talte saa jeg nok troer det kunde høres sagde Fader«, jeg veed jo nok Børn det er ikke Eders Anskuelse af Tingen, hvad synes I vel om at Præsterne skulle med? jeg forfægter det paa det ivrigste, det vil sige hos mig selv, i det heele veed du maaske nok at fra det første jeg hørte tale om almindelig Værnepligt har jeg fundet den Lov afskyelig i Freden. — Fader skal nu i Aften eller Middag til Br[andts], saa for saavidt seer du han Gud skee Lov dog er rask. — At sænde Blade eller lignende over til Eder er vel overflødigt; blev der ikke iblandt andre Sager nogle af »Danskerne« i Faaborg, de sidste 5 No. i 48 mangle af dem i have? Fader beder kjærlig at hilse Eder og sige Dem, at i Morgen har jeg Forespørgsel, saavel til Inden som Udenrigsministeren, først om Trykkeforordningen fra 99 som er begyndt at komme frem, og saa om den Note paa Rigsdagen som blev sændt dem til Frankfurt, I kjænder den jo nok? Hvordan tænker I vel det vil kunde gaae af? til mig kjænder i da. —
Fra Møllen kan jeg da hilse Alt er da godt der, Meta var lidt herinde før, igaar var jo da Peter og hun her til Middag men i en slags sovende Tilstand da De havde været hos Bar: Stampes paa Bal til Kl. 4 saa du kan vide hun er rask og jeg vil da haabe ikke for rask. —
Siden det er længe jeg ikke har skrevet dig til, saa er det nu vist du faaer meer end nok i Aften jeg sidder ogsaa ganske eene her da Tante J : heller ikke er hjemme, hun bad Eder kjærlig hilset da hun gik, I er ogsaa stadig i hendes Tanker. —
Dette Brev var jo tiltænkt dig i forrige Uge, som da sees af Datoen, jeg vil nu lade som det var saa, thi min Betænkning er idetmindste at ville skrive til Eder hver Uge skifteviis og mindre har mine Børn vel ikke heller tænkt, at ville glæde mig med Breve.
Gud være med Eder kjære Børn paa alle Eders Veje! saa beder Eders trofaste Moder
E Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 6te Februar 1849.
Kjære Moder!
Det har, jeg vil ikke sige ængstet, men dog undret os, dine Børn herovre, i alle de snart 4 Uger, vi have været hjemmefra, kun een Gang at høre et lille Ord derfra. Det er naturligt at vi længes efter at høre, hvorledes alt staaer til og jeg haaber at der allerede er noget paa Vejen medens jeg skriver dette. At det har varet forholdsviis længe med mig dennegang (det er næsten 14 Dage siden jeg skrev) kommer af, at jeg har været noget syg, ligesiden den 20de forrige Maaned. Jeg har faaet en stærk Forkjølelse paa Vagten og har maattet ligge og drikke Salmiak og Brystthee. Nu er jeg da atter paa Benene, skjøndt endnu ikke tjenstdygtig. Jeg har under disse Omstændigheder dobbelt maatte prise min Lykke, at have faaet et godt Quarteer med en særdeles forekommende Vært og ditto Værtinde. Nu kurerer han paa mig med Portviin, hvilket er mere efter min Smag end Salmiak. Jeg er indquarteret sammen med Brigadelægen van Deurs, der engang i flere Aar har været Læge i Præstø, en særdeles dannet og interessant Mand, med uhyre udbredte personalhistoriske Kundskaber. — Oberstlieutenant Blom har jeg endnu ikke seet noget til; han har ikke været her i Byen, og jeg kan naturligviis aldrig tænke paa at komme saa langt ud i Verden som til Fyen. Vilhelm seer jeg derimod jævnlig, skjøndt for det meste kun lidt ad Gangen, og han siger at Faderen befinder sig vel. Thurah, der boer etsteds her paa Øen, har jeg lige saa lidt seet. Derimod fornøjede det mig forleden Dag at faae Besøg af Ernesto Dalgas, der fra den anden Ende af Øen var kommen ud til Sønderborg og blev attrapperet af Johan, der bragte ham til mig. Ltnt. Zytphen, som Du vist har hørt mig tale om, og som stod ved samme Compagnie som jeg i Exerceerskolen i Kbhn., og hvem jeg saa godt kan lide, besøgte mig iforgaars og jeg var igaar Aftes samlet med ham hos Johan. Af Personalia veed jeg nu ikke mere at anføre, undtagen det skulde være, at vor Oberstltnt. Ræder bliver hver Dag galere og er nærved at slaae hele Bataillonen ihjæl ved at overlæsse alle med uoverkommeligt Arbejde, saa han formelig ødelægger os midt i Freden, hvilket er saa meget mindre fornødent, som Alle ere enige om, at han nok skal vide at faae os ødelagte, saa snart Krigen atter begynder.
Politisk Nyt kan her naturligviis ikke være, men hvad Stemningen angaaer, da er den saavel blandt Civile som blandt Militaire afgjort for saa snart som muligt (ɔ : 26de Februar) at opsige Vaabenstilstanden s. 204og saa til 26de Marts at tage ordentlig fat paa Oprørerne. Man siger da her for vist, at Regeringen skal paa det Bestemteste have vægret sig ved at tilstaae nogen Forlængelse af Stilstanden under andre Betingelser, end at vore Tropper imidlertid maae holde Slesvig besat. O, hvor længes jeg efter den Dag, da vi atter skulle tage dette danske Land i Besiddelse og holde Dommedag over dets Undertrykkere. Den Maaned, der nu alt er forløbet siden jeg forlod Eder, er gaaet saa umærkeligt (fordi der aldeles intet mærkeligt er passeret i den), at to Maaneder da ikke kunne være nogen Evighed. Nu lev vel! elskede Moder! Bring min kjærlige Hilsen til Fader, Tante Jane og Amalia. Hils ogsaa venlig mine mange Venner, naar Du seer nogen af dem, (navnlig Høxbro, Niels Spandet, Skovgaard) fra
Grundtvig og hans Slægt.
13
Din altid hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 12te Febr. 1849.
Kjære Moder!
Du er dog den Eneste, det er værd at skrive til, for de Andre faaer man ingen Svar fra. Tak for Dit Brev, som [jeg] modtog i Fredags, samme Dag, som mine Breve til Dig og Meta vare afgaaede (for skjøndt de blev skrevne og indleverede om Tirsdagen kom de først afsted Fredag).
Ogsaa i Dit sidste Brev findes Udtryk af Din kjærlige, men ængstelige Deeltagelse for hele Landets Skjæbne og da navnlig for »de stakkels Slesvigere«, der jo vel kunne fortjene ikke blot vor oprigtige Medfølelse, men ogsaa — hvad jeg haaber snart vil skee — vor kraftige Bistand. Vore permitterede Slesvigere indfinde sig nu efterhaanden som det stunder mod den almindelige Mødetid : 1ste Marts og jeg er overbeviist om, at de nok alle ville være ved deres Fane igjen. Du spørger, om man ogsaa her ret har Tanken henvendt paa, »hvad det Hele er til«, og om hvad Folk her og da navnlig de høje Officerer sige og mene om Krig og Fred. Derpaa vil jeg da ogsaa svare Dig efter mit bedste Vidende, men kan dog ikke lade være først at give et lille Kvæk af mig i Anledning af et Ord, Du ved samme Lejlighed lader falde. Det er om, at ellers (ɔ: om man ikke mindedes, hvad det Hele er til) var det dog alt for galt saaledes at pine og plage Folk. Det er nemlig virkelig en urigtig forudfattet Mening, at Soldaterne blive »piinte«. I Førstningen, naar de som Rekrutter komme fra Fader og Moder s. 205og »det store Sulefad« til den tilvisse fuldkommen tilstrækkelige og sunde, men ensformige »Naturalforplejning« og istedenfor at synke til Halsen i Fjærdyner komme til at ligge paa Madratser med Tæpper over sig, og naar de istedenfor at slentre bag Ploven maa rette deres Ryg og bruge deres Lemmer og deres Øjne med en Hurtighed og Bestemthed, der er dem uvant, — naar de først komme ind i denne heel forandrede Levemaade, — da ere de vistnok noget klejne tilmode; men see paa vore gamle Karle, blot paa dem, der have været et Par Maaneder i Tjenesten: de ere glade og fornøjede, synge og dandse og gjøre deres Tjeneste med Raskhed og frisk Mod, og siig saa, at de ere forpiinte! — Nu til Svaret paa Dit Spørgsmaal, og det er da kortelig dette, at der maaskee ikke da det forrige Aars Felttog begyndte var en modigere og mere krigslysten Stemning i Armeen, baade oppe og nede, end der nu er; Enhver har nu den Følelse, at det ikke blot som dengang er et Oprør der skal kues, men at vi nu have Skade at hævne paa vore meensvorne Fjender og de trofaste Slesvigeres Blodsugere. Med Jubel vil det Bud blive modtaget, der sender os over det smalle Sund ned i Sønderjylland. Jeg kunde næsten fristes til at kalde Stemningen altfor sangvinsk, fordi den tildeels næres ved den Tro, at vi dennegang ikke ville faae med Andre at gjøre, end med vor Konges oprørske Undersaatter, noget som der vel kan være nogen Rimelighed for, men som vi dog ikke bør sætte os for fast i Hovedet, for at ikke den Efterretning skal nedslaae os, at vi atter dennegang have »det store tyske Fædreland« imod os. Men naar der spørges, om man da er saa hidsig paa at komme til at slaaes, at man ønsker eller rettere, at man vilde gjøre det Mindste til om det var muligt at fremskynde Felttogets Aabning inden Stilstanden er udløben, da maa jeg svare nej; dette er den Termin, man tænker sig som den retfærdige og fordeelagtige for Kampens Fornyelse. En anden Sag var det, om Regeringen kun ikke vilde ud over det Tidspunkt lade Slesvigs danske Befolkning i Stikken; thi derimod yttrer der sig i alle Kredse den bestemteste Uvillie. Skal Vaabenstilstanden fornyes, saa stoler man her paa, at det kun bliver paa den Betingelse, at Slesvig da besættes af vore Tropper.
Jeg vil nu kortelig tage Hensyn til nogle andre Punkter i Dit Brev: der er først Spørgsmaalet, om jeg ikke har en Samling af Faders Lejlighedsdigte, og dertil svares jo: ovenpaa Kvarterne i den 2den Afdeling af den store Boghylde (regnet fra Vinduet) ligge de i en Avis, ordnede efter Tidsfølgen. Jeg haaber, at Du vil passe paa at forøge Samlingen med de muligviis tilkommende. Du nævner Faders s. 206historiske Theecirkler: lad mig faae en Liste over Tilhørerne, det vil interessere mig. Danskerens 5 sidste Nr. for 1848 har jeg med mig, men af de følgende have vi her intet seet. Det er de eneste Blade, vi bryde os om at see, som vi ellers ikke faae og som jeg derfor vil bede Dig engang imellem at sende os en Slump af. — Jeg saae da igaar for første Gang Oberstlieutenant Blom herinde, det var paa Kellermanns første Concert, som fandt Sted igaar. Nu til en Commission, der er mig af Vigtighed. Foraarets Nærmelse kjendes her ikke blot paa den milde Luft og paa Vintergjækkene, der nu staae i Flor, men ogsaa Menneskene grønnes nu stærkt her paa Øen, nemlig de lettede Batailloner, hvortil Du veed at jeg hører. Vil Du altsaa bestille for mig hos Skrædder Møller: 1) en mørkegrøn Vaabenkjole af middelfiint Klæde, saadan at den kan bruges til Galla (thi til daglig Tjeneste har jeg jo de blaa); 2) et Par mørkegraa Beenklæder af Buckskin; Farven kan Møller jo let faae at see, da alle Jægere nu skulle anlægge saadanne. — Ved Frakken vil jeg kun bede bemærket, 1) at der intet Kaardeskaar skal være, da vi altid skulle bære Sabel, 2) at Skulderdistinctionerne fodres med rødt Klæde, og ere bevægelige foroven. — Ved Buxerne maa bemærkes, at de ingen Paspoil eller rød Stribe skulle have. — I øvrigt meddeles, at jeg nu er aldeles rask igjen og alt i flere Dage har passet min Tjeneste. Jeg tænker, at Johan skriver ogsaa til Dig idag og han vil sagtens ogsaa have Klæder. Vil Du lægge Møller paa Hjærtet, at han maa gjøre dem saa betids færdige, at de kunne være her inden 1ste Marts, thi ellers faaer jeg Grovheder. Nu beder jeg Dig hilse saa meget i Vimmelskaftet (paa Møllen skal Du ikke hilse, før de skriver mig til. Naar Meta skriver, vil jeg vide noget om Stampes Bal, som Du omtaler) og selv at leve vel, kjærlig erindrende og kjærlig erindret af
13*
Din hengivne Søn
Svend.
NB. Jeg har endnu slet ikke hørt, om de 30 R. ere komne Boisen tilhænde.
P. S. Jeg maa dog endnu meddele Dig, at jeg i Søndags hørte Carl Boisen prædike i Sønderborg-Kirke, og at jeg igaar talte med Magister Lindberg, der et Par Dage er her i Byen og derpaa vil over at rejse en Landstorm i Jylland. — Jeg sagde ham da paa en pæn Maade, at jeg troede han var gal.
Svend.
s. 207Kjære Moder!
Jeg faaer iaften ikke Tid, som jeg havde haabet, at skrive dig til, men beder dig blot at bestille hos Møller en Uniform ligesom Svends. Møller indestaar for de rigtige Farver og at Tøjet passer og at det er her til 1ste Marts. Hils Fader og Alle hjemme og lev vel ! Hils ogsaa mine Venner naar du seer dem fra
din Søn
Joh. Grundtvig.
12 Febr. Aften Kl. 12. 1849.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 17de Februar 1849
Kjære Svenn!
Jeg har i Johans Brev gjort Undskyldninger for min lange Taushed saa jeg vil ikke fylde dette korte Brev dermed Peter har nemlig ikke tilladt mig større Plads denne Gang, da Brevet ellers bliver for tykt. Peter skrev iaftes i sit Brev at jeg ei var rigtig rask, men jeg haaber dog ikke at det skal blive til videre denne Gang, Fenger mener ei det bliver til Noget denne Gang. Da Peter har sagt, han vilde fortælle om min store Glæde over at vi er buden til Professer Fenger til paa Mandag Aften, saa vil jeg dog blot tilføie at han maa tilstaa, han slet ikke kan see jeg er glad, men kun selv tænke det. Blandt Selskabet paa Stampes Bal fremhæver Peter Sysette og hun var efter min Mening ogsaa den netteste og smukkeste men næst efter hende kom Ida Fenger, som var der uden sin Mand, da han ei engang var bedt, men hun var lige glad, dandsede saa ivrig, som ingen Anden undtagen det skulde være mig; der var naturligviis Adskillige Fornemme, men de tog tidlig hjem da de slet ikke gjorde nogen Lykke blandt de Borgerlige, som jo var langt mere overveiende paa det Bal, Blüchers Døttre saae i mine Øine ud som Choristinderne paa Theathret baade i Dragt Ansigt og Manerer, Løitnant Kjær med Kone som just ingen Skjønhed er, det maatte Sysette bekjende thi da hun kom til at sige til sin Herre »nei hvor dog Fru Kjær er grim« traadte Løitnanten som hun ikke vidste stod ved Siden ad og skulde lige til at dandse ud, hende saa eftertrykkelig paa Foden saa hun endnu har ondt i Foden deraf og bad ei engang om Forladelse derfor, nu veed jeg ikke hvad jeg skal fortælle dig mere om Ballet med mindre det skulde være hvem jeg dansede med men blandt dem vil jeg kun nævne Jonnas Broder s. 208som jeg førte en Dands op med og som er et overordentlig elskværdigt Menneske. Nu lidt om Forelæsningerne af Fader, de morer mig og jeg troer ogsaa de øvrige Tilhørere meget. Listen paa Tilhørerne har jeg lovet Moder at sende dig her. Fader havde overladt til mig at samle Tilhørerne, men Nogle af Selskabet har jeg dog ikke været med at bede. Nu maa jeg da slutte for denne Gang, og bede dig tage til Takke, men lad mig nu snart høre fra dig du kjære Svenn, du ved ikke hvad Glæde du gjør
din hengivne Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Den stille Fastelavnsmandag 19de Febri: 1849.
Kjære Johan!
Endelig blev der da skrevet til Eder fra Møllen og endelig, maae
jeg jo selv sige er jeg nu her; - - - i Dag har jeg det ret i min Eenlighed, Fader har jo travlt som altiid ved Skrivebordet og især til i Aften, da han |: som du kan see af Br: 1) Avisen :| holder et Foredrag om Trykkefriheden, der vistnok bliver alvorligt og heller ikke vil mangle Tilhørere af alle Fag og med forskjællige Anskuelser i alle Henseender. Mange Hilsener har jeg jevnligen faaet til Eder fra Vennerne og seenest igaar-Aftes da Skovgaard, Høxbro og N : Spandet var her, den sidste for at spørge til Eder og hilse Eder og sige Farvel, da han paa Torsdag tager need igjen til Gavnøe paa sit sædvanlige Stæd, han var nu udskrevet fra Lazarettet og var rask forresten, han har faaet et alvorligt Blik, som klæder ham godt, han har jo ogsaa havt en prøvelsestid i Taalmodighed. — Tænker du ikke paa min Søn at skrive til Fader, han har nu ikke seet det mindste fra Eder siden I tog herfra, han sagde forleden Dag, jeg seer da aldrig et Ord fra mine Sønner, det ville gjøre ham godt kan du tro, jeg veed jo nok, I synes der er ikke ret noget at skrive der kunde interessere Fader, men, endeel er der jo altiid I kan tale med ham om, ja mundtlig hører jeg Eder sige, ja det kunde jeg ofte Ønske at der gaves nogle Mænd der ret kunde være ham noget til Omgang og han stemmede med i Grunden, han føler sig saa Eene. - - -
Nu lev vel min kjære Johan. Gud være med dig! saa beder af Hjerted din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, Fastelavns Mandag 1849.
Kjære Moder!
Desværre har hverken Johan eller jeg hørt fra Dig eller Nogen af de Andre derhjemme, siden jeg idag for 8 Dage siden skrev Dig til. Vi haabe desuagtet, at Alt staaer vel til, og jeg vil da ikke desto mindre blive i Touren: hver Uge at skrive til Dig og fortælle Dig hvorledes jeg lever. Jeg vil idag saa meget mindre undlade at sende Dig nogle Linier, som jeg skulde tage meget fejl, om ikke Kjøbenhavn vil blive oversvømmet med Røverhistorier om Batailler herovre og Gud veed Alt. Jeg vil da simpelt fortælle Dig den lille Afbrydelse i vort eensformige Garnisonsliv, som idag satte Sønderborg i Bevægelse. Kl. 11 saaes der en Deel slesvigholstenske Jægere nede i Brohovederne, hvor de omringede Huset, der beboes af en civil Mand, der har Opsyn over vore Værker derovre, samt gave sig i Færd med at omhugge Palisaderne (spanske Ryttere). Efter Generalens Ordre afgik da en uarmeret Barkasse fra Briggen Mercurius, for at see og høre, hvad det skulde smage af; men den blev hilset med Geværkugler. Generalen, som imidlertid selv var kommen ned til Færgen, gav nu strax Ordre til Mercurius at svare, og der blev nu fyret 2—4 skarpe Skud over til dem, hvorpaa de trak sig noget tilbage, og samtidig dermed sattes 50 Mand Jægere og 50 Mand af vor Bataillon under Commando af en Jægerofficeer og Undertegnede i 2 Færger og haledes over eller rettere: vi halede os selv over, thi Soldaterne toge rask fat med, for des snarere at komme over. Ogsaa en Jolle fra Mercur med en 12 & dig Canonade løb over til Kysten. Men før vi fik sat Fod paa Land, tog Pokker ved Tyskerne ind ad Landet til. Saasnart vi vare komne iland, dannede vi en Kjæde langs Kysten, Jægerne tilhøjre og jeg med mine Folk tilvenstre, og saaledes afsøgte vi nu Brohovederne, men der var ikke en tysk Sjæl. Vi besatte da disse og sendte derpaa mindre Afdelinger lidt frem at rocognoscere Terrainet, medens en Parlamentair (Ltnt. Bauditz) sendtes længere op i Landet. Bag Dybbøl-Mølle traf han da Tyskernes Befalingsmand : en Capt. Schröter, der selv havde været nede med i Brohovederne og paa hvis Befaling Alt dernede var skeet. Ham lod han da vide fra Generalen, at dersom herefter nogen tysk Soldat blev seet i Skudvidde fra vore Kystbatterier eller Krigsskibe, saa vilde der øjeblikkelig blive skudt, hvorpaa Capitainen meget forbauset og naivt udraabte : Altsaa er Krigen atter begyndt ! — Først efter Parlamentairens Afgang erfaredes det, at Tyskerne havde slæbt forbemældte s. 210Værkinspecteur (Tønningsen) med sig; samt, at Grunden hertil var, at samme tyske Capitain igaar havde været nede ved Brohovedet med en Underofficeer, og havde været næsviis nok til at stikke sin Næse indenfor, hvorpaa T. strax havde slaaet Pallisadeporten i for hans Næse, saa han ikke kunde komme ud, før han med dragen Sabel tvang T. til atter at aabne, men ved den Lejlighed lovede han da at huske ham det, og i den Anledning var han nu idag kommen med en 20—30 Mand Jægere og et Par Dragoner, havde slæbt T. med sig og givet Ordre til at sløjfe de Palisader, der igaar havde været uforskammede nok til at spærre ham Vejen til Tyskland. En Officeer vil udentvivl strax afgaae herfra til General Bonin, for at besvære sig over den gode Capitains Egenraadighed, der saaledes uden videre har betraadt neutralt Gebeet og derfra skudt paa vore Folk. Kl. 1 var den hele Stads forbi, og vi bleve atter satte over til Sønderborg, og »saaledes endte den første puniske Krig«. — En sand Fornøjelse var det at see, hvor opsatte Vore vare paa lidt Fastelavnsløjer med Tyskerne, og her som altid i Danmark blev denne Lyst da indklædt i en Vittighed: Tyskerne gav os Paaskeæg; nu skal vi give dem varme Fastelavnsboller. — Af Nyt her fra Als er der forresten, at Gjerningsmændene til det skændige Mord paa Jæger Einfeld, der her vakte saa stor Opmærksomhed, og som jeg ogsaa har seet berettet i Berlingske, nu ere udfundne og tildeels overbeviste (de fleste af dem have bekjendt). Det er 7—8 Menige af 1ste Bataillon og 1 civil Mand, en Skytte ovre fra det Slesvigske, der nok har været Hovedmanden og hans Kugle er da ogsaa een af de 2, der ved Obductionen fandtes i den Myrdede. Denne havde et Par Dage iforvejen været uforsigtig nok til (rimeligviis paa Skrømt) at skyde efter disse Folk, som han havde antruffet paa Krybskytteri. — Jeg har i den sidste Tid gjort Bekjendtskab med en meget vakker dansk Familie her i Byen, nemlig Pastor Carstensen fra Dybbøl (afsat af den provisoriske og af den »gemeinsame« Regering) og hans Kone. Igaar var der af den nævnte »gemene« Regering berammet Præstevalg i Dybbøl, men i dets Sted mødte blot Kirkeværgerne og afgave for Provsten (Rehhoff fra Aabenraa) den Erklæring, at da de ikke kunde anerkjende Carstensens Afsættelse, saa kunde de heller ingen anden Præst vælge. — Vi (ɔ: 10de Bat.) skulde fra 1ste Marts have været flyttede ud paa Landet, men Generalen har senere lovet os at blive i Sønderborg, en Efterretning, der naturligviis er mig saare kjær, da jeg finder det vel tidligt nu at flytte paa Landet og ialfald har bestemt at tage Sommerlejlighed paa den anden og ikke paa denne Side af Alssund.
s. 211Det er jo vel ikke umuligt, at vi kunne faae flere saadanne eller noget alvorligere Smaatoure over til Fastlandet forinden, men ellers er det endnu her den almindelige Mening, at der intet egentlig krigersk Skridt vil blive taget fra vor (og vel endnu mindre fra Tyskernes) Side før 26de Marts. — Parlamentairens Ledsager (en Hornblæser) fortalte mig, at adskillige af de slesvigholstenske Jægere vare dansktalende og sagde : »naa Gud skee Lov, saa blev det da ikke til noget idag«. Det troer jeg knap der var nogen af Vore der enten tænkte eller sagde. — Efter Parlamentairens Tilbagekomst lod General Bülow sig roe over til os og tog selv den skete Skade i Øjesyn. 32 Pæle vare sønderhuggede ; den Læk er snart digtet, ligesom den Mercurs uskyldige Barkasse fik af Geværkuglerne, der dog gjør en ny Plankes Indsættelse fornøden.
— Vil Du med det samme Du sender min Jægeruniform lade følge
2 Par Vaskeskindshandsker (ikke altfor tynde; mit Maal er 8 1/2). —
Med mange venlige Hilsener til Alle derhjemme vil jeg da nu slutte og underskrive mig
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Lad for Guds Skyld Ingen faae noget af dette Brev, som kunde falde paa at lave en Avisartikel af det!
NB. Efter senere modtagen paalidelig Beretning om det inden min Ankomst til Færgen Passerede, maa jeg bemærke, at det første Skud løsnedes fra vor Side, nemlig et skarpt Avertissementsskud (ɔ: over Vedkommendes Hoveder), og først efter at de derpå gave Ild, sendtes et Skud Cardesker efter dem. Generalen sagde siden: det var dumt, at jeg ikke strax sendte dem en Skraasæk 1), thi dertil havde jeg Ret, da de vare trængte ind i vore Forskandsninger. — Næste Gang skal han ogsaa nok gjøre det. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
20de Febri 1849.
Kjære Svend!
Det kan jeg godt begribe maae have undret dig, ikke i den lange Tid der var gaaet siden I tog herfra egentlig at have seet noget Brev førend mit forrige da endelig kom som havde krydset dit; Tak min Søn for dit sidste Brev fra 12te Fb: som de øvrige du kjærlig tænkte s. 212paa mig med, skulle det imellem hændes at I ikke saae Breve fra mig saa veed jeg dog, I vil derfor alligevel lade mig see noget fra Eder, i Tankerne og i Hjerted der er I mine kjære Sønner stadig, det er jeg ogsaa vis paa I ikke noget Øjeblik kan tvivle om. Der blev da nu i forrige Uge skrevet endeel til Eder fra Pt: og Mt: som jo gav Underretning om adskilligt I ønskede at vide. — Hvad du i dit sidste Brev bad om at bestille hos Skræder M: er punktlig efterkommet, jeg havde ham heroppe og oplæste din heele nøjagtige beskrivelse om hvordan det skulle være, færdig lovede han det skulle blive og jeg skal besørge det indpakket og bortsændt paa bedste muelige Maade. —
Du havde misforstaaet mig i mit sidste Brev da du troer det var Soldaterne jeg meente der blev piint og plaget, jeg meente egentlig Alle uden undtagelse som har nogen Følelse for den heele store Sag der kjæmpes og strides om og virkelig ligger paa Hjerte ikke som et tomt Ord. — Nu paa Søndag er da Opsigelsen af denne Vaabenstilstand udløbet, som ganske bestemt synes det nu ogsaa, at det skal skee, Gud give Held, Lykke og Sejer! Hvordan er det egentlig tilgaaet med den Jæger som saaledes blev skudt det var en styg Maade, vi har været bange det skulle være nogle af vore Soldater dermed. —
De »Danskere« der er kommet i dette Aar; skal komme med naar Eders Klæder sændes. —
At Lindberg havde holdt Afskeedspræken og var reist over for at reise en Landstorm havde vi hørt her, jeg skal ikke nægte jeg gruede ved at tænke, om han kom over og gjorde Slesvigerne forstyrrede saa de kom til at lide endnu meer end alt var skeet.
Kjærlig hilser Fader, I skriver jo nu snart til ham? Gud velsigne dig min Søn!
Din trofaste Moder
E: Gr.
Tante hilser venlig, ligesaa Fru Højen og Hanne V : som var her nu.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 22de Febr. 1849.
Kjære Moder!
Undskyld, at jeg sender Dig indlagte gamle forglemte og derved forgjemte Brev, men jeg har nu ingen Stunder at skrive et Andet og jeg veed, at Du dog heller vil have det end Ingenting: Det viser s. 213dog Viljen. — Johan og jeg ere nu snart de eneste blaa Officerer ved Bataillonen saa jeg haaber at Møller kan lade os faae vore Uniformer senest til 1ste Marts.
Hils venlig Alle derhjemme og skriv snart til Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
d. 23de Fbri: 1849.
Kjære Børn!
Her er da Klæderne og jeg haaber da i saa god Tid at derover inted er at klage; nu vil jeg ønske de maae være til Behag, eller rettere, de rigtig maae passe hver især af mine Sønner og jeg lægger til af ganske Hjerte slid dem med Helsen! som i gamle Dage ved slig en Leilighed blev sagt; de kom nu i Aften paa bedste Maade har jeg nu pakket dem ind. - - - Vel har jeg engang i denne Uge ladet Eder see Brev fra mig, her har I da igjen et ved denne gode Leilighed, jeg skulle jo nu ogsaa sige dig tak Johan for dit sidste Brev fra 17de Fbr. da du endnu var lidt fortumlet efter Ballet; det kan jeg imellem os sagt, |: ja jeg var da ikke bange for at sige det høit :| ikke finde mig i at disse slesvigholsteenske Damer skulle med, naaer de ikke kan forvises Byen, ville jeg i det mindste ikke indbyde dem med i Selskabet hvor Man skulle være godt stemt, i det mindste kunde jeg ikke i deres Nærhed være det, du vil maaske kalde det hadefuldt nei, det er ikke saa, men jeg ville blot, at de skulle føle, de ikke havde hjemme i den Kreds, den Dame med det trefarvede Baand, burde (finder jeg) ikke en dansk Mand som de jo Alle skulle være, have opbudt til Dands, det var ikke formeget for slig en Uforskammenhed ; jeg hørte slet ikke om Svend var med? - - - nu er Rigsdagen da begyndt igjen som I jo nok veed, det er et uroligt Liv i denne Verden, ikke som i forrige Tider da jo den heele Verden Sov, nu er der Liv, om det er til det bedre, vil Tiden vise, ja Gud give det! — — — Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
5 »Danskere« følge med.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Du skal iaften have — om end kun et kort Brev fra mig. Meta vilde have skrevet til Dig i Form:, men naaede det ikke, og hun er s. 214undskyldt, da hun har andet at gjøre. En alvorlig Bekymring have vi nemlig gjennemgaaet i disse Dage, og den er ikke forbi endnu, men dog noget mindre ængstelig. Süsette har siden Natten mellem Tirsdag og Onsdag været angreben af en hæftig Inflamation i Maven, og hendes Liv har visselig været i stor Fare — men — Gud være lovet ! nogen Bedring er allerede indtruffen ! Det var Dagmars Fødselsdag i Onsdags, og der var indbudt et lille Selskab, skjøndt Dagmar havde en Ahnelse om, at der Intet blev af, da der altid pleiede at indtræffe Sygdom paa hendes Fødselsdag. Det skete da ogsaa, og Afbud blev sendt rundt — ogsaa [til] os, at S. var bleven syg. Meta har da siden bestandig været ved hendes Side, undtagen om Natten, da Moderen og Dagmar selv vil vaage. Maaskee Meta faaer Lov til det inat, hvilket hun meget ønsker skjøndt det er et Spørgsmaal, om hun kan taale det. — I Torsdags Morges meente Susette selv, at hun ikke kunde leve, tog Bestemmelse om sin Begravelse og bad Meta bede sin Fader give hende Sacramentet »dog ikke strax nu kan jeg ikke, men i Eftermiddag«. Dog derom er det bedst Meta selv skriver nærmere til Eder. I Onsdags-Aftes blev hun aareladt, medens Meta holdt hende, og fik 10 Igler og stærk Suurdeig under Fødderne; i Torsdags Morges atter 10 Igler — og derpaa en stor spansk Flue paa Maven, som inat har foraarsaget hende store Smerter, men hvilket ogsaa har fremkaldt en Crisis, saa hun idag er bedre. Hahn er Lægen, men igaar fik vi Prof. Trier ogsaa til at see paa hende, som var til stor Beroligelse ikke blot for os Andre, som ikke ret havde Tillid til Hahn, men ogsaa for Susette selv. Idag Kl. 3 1/2 have de været der begge sammen, og de vare tilfredse og gave godt Haab. Jeg kommer nu derfra, hvor jeg talte med Mariboe, der nylig havde talt med Trier, af hvem han var bleven meget beroliget. Hun har i Eftermiddag sovet lidt, der har gjort hende godt; hun er slet ikke mere vild, og den fæle Hikke er ogsaa gaaet bort — saa jeg kan nu berolige Eder og Ernesto, hvis I see ham, og han ikke allerede har faaet Brev — med, at Faren med Guds Hjælp er overstaaet — —
Jeg var — efter hendes Forlangende — et Øieblik inde hos hende igaar; hendes Træk var meget lidende, saa hun maa have havt store Smerter, men idag seer hendes Ansigt meget mildere og meget mindre lidende ud. — Jeg gaaer nu Kl. 10 derned igjen, og søger naturligviis at være dem til al den Gavn, jeg formaaer. Meta gjør god Gavn — og er Gudskeelov rask — hun vilde selv have skrevet til Dig. — Du maa nu undskylde, at jeg lader Dig betale dette Brev, da jeg maa bringe det paa Banegaarden, hvor der kun modtages ufr. Breve.
s. 215Men jeg vil engang for alle foreslaae og bede Eder om, at I ville sende os ufrankerede Breve, da det falder os beieiligere at sende Brevene paa Banegaarden.
Tak for Dit sidste Brev — jeg faaer ikke Tid til Mere. Vil Du hilse min Broder, hvis Du seer ham. Harald skriver til ham ; han fik idag Brev fra hans Kone. Din hengivne Svoger
P. B.
Kbh den 2den Marts 1849
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sønderborg
2. Marts 1849
Kjære Fader!
Endelig faaer du da et Brev fra mig, saadan som det er, thi jeg er iforvejen vis paa, det bliver temmelig magert i alle Henseender, men det faaer nu være, jeg vil ikke længere gaae og skamme mig som en Hund over at jeg ikke skrev til dig.
Jeg fik igaar fra Moder de 5 Danskere, der ere udkomne siden jeg rejste og har fornøjet mig idag med at læse et Par af dem, navnlig det sidste om Trykkeforordningen. Det er rigtignok en mærkelig Tillid til Ministeriet, der viser sig i, at du stod ganske ene med din Interpellation, de Folk, der før saa stærkt raabte paa de »politiske Garantier« og udraabte de »moralskes« Utilstrækkelighed, de hylde nu den aldeles modsatte Grundsætning, med Personforandringen, der neppe engang tillige er en Principforandring, forandre disse Folk aldeles ugeneert deres Principer og nøjes ganske rolig med de moralske, som de før spyttede paa, og blive tilmed opbragte paa de Enkelte, der ikke kunne finde sig heri. Folks Hoveder maa være bleven reent forstyrrede i 1848 af den megen Larm, saa de hverken kunne huske eller tænke, vor Historie vil faae besynderlige Ting at fortælle den følgende Slægt, utrolige for hver den, der ikke selv har seet og oplevet dem. Rigsdagen af 1848 staaer for mig og vil vist ogsaa komme til at staae i Historien (og det ikke blot i din), som et Exempel paa, hvorledes en Rigsdag ikke skal være, thi hvad Nytte har den gjort i de mange Maaneder? Bildt Folket ind, at det havde en Repræsentation? Nej, neppe nok det engang, thi det sees godt, at Rigsdagsmændene i det Hele kun ere Trædukker paa et Marionettheater, under Ministeriets Direktion, naar de trække i Snoren, bevæge alle Leddedukkerne sig efter den, de kunne ypperlig præsentere paa Eengang, ligesom et Geled Soldater; vi have ofte tænkt paa herovre, at det vist vilde være ligesaagodt forlods at udskrive Rigsdagsmændene, s. 216da de her maaskee dog kunde gjøre nogen Nytte, medens de hist kun synes [at] være til Unytte, men det ville de sagtens betakke sig for. Men, kunde man maaskee sige, de gjøre dog altid den Nytte, at de om de end ikke i deres Beslutninger gjøre Folketanken gjældende, dog, ved at lade forskjellige Tanker og Følelser faae Ord fra et ophøjet Sted, give disse en Kraft, et Liv og en Virkning, som de ellers ikke vilde faae, og ved denne Debat bringe Folket Sandheden nærmere. Men dette kan heller ikke siges, idet mindste ikke, naar man bryder sig om, hvad man siger, thi der er jo næsten Ingen, uden netop du, der siger sin Mening om nogen Ting af almindelig Vigtighed de inspireres (sit venia verbo !) 1) til deres Taler, ofte lange nok, af alle mulige udvortes, Sagen egenlig uvedkommende Hensyn, men sjelden eller aldrig af deres egen Tanke og Følelse, de tage Tanken fangen under Troens Lydighed — paa Mennesker og Menneskeværk. Derfor er ogsaa Rigsdagstidenden næsten aldeles ulæselig. Naar Rigsdagen er tilende, vilde jeg raade de ærede Rigsdagsmænd in toto for deres eget Rygtes og Eftermæles Skyld, at foranstalte en Autodafee for alle Exemplarer af Tidenden, dog — det behøves vist neppe, jeg vil haabe, at Efterslægten vil have bedre Ting at bestille end at læse den. Det Raseri, »Fædrelandet« geraader i hver Gang du har holdt en Tale, er højst comisk, i Frastand idetmindste, de have ødslet et saadant Qvantum Grovhed og Uforskammenhed paa dig i det sidste halve Aar, at man næsten maa troe, at de snart have udsolgt.
Jeg har herovre havt Lejlighed til at lære flere af de betydeligere Personer i vor nyeste Krigshistorie at kjende. General Bülow, en ordinær Hugaf, en lille meget gemytlig, tyk, redelig, men temmelig dum Mand, der udenfor Krigen ingen andre Interesser har, end for at faae sig sin Lhombre om Aftenen. Major Fuhrmann en høj svær Mand, en alsidig dannet, munter, ja næsten overgiven Bellmannssanger og Selskabsmand, der altid har en Vittighed paa Munden, som sjelden mislykkes. Han har alsidig Interesse, men som en Mand med en forsvarlig Mave tager han sig ikke Verden altfor nær, men leer helst ad den. Han skyer ikke et godt Drikkelag og generer sig ikke for at faae lidt over Tørsten ved den Lejlighed. Hans bedste Ven, Major Jessen, der ikke er blevet mindre berømt, var før Krigen paa Nippet til at faae Afsked, er en lille, spinkel, styg Mand, der tidligere havde Ord for at drikke og ogsaa seer ud efter det, stille og tør, som kun taler lidet, men hører desbedre efter, og naar han bliver ivrig over Noget, han hører, kan tale meget godt og dygtigt for sig.
s. 217Det er ganske vist en Mand med Hoved, men hans Liv er i Krigen, under Fred eller Vaabenstilstand vegeterer han kun, saavidt jeg kan mærke. Med disse to lever Vilhelm Blom stadig sammen og er Potte og Pande hos dem og holder ogsaa særdeles meget ad dem, ligesom de ogsaa rose ham overordentlig ved alle Lejligheder. Fuhrmann er nu forsat til Fyen og Vilhelm flyttet til Sønderborg med sin ny Chef, Bruhn.
Jeg opdager stadig mere, hvad I derovre sagtens slet ikke ville troe, hvor dybt dog Tydskheden er trængt ned i Almuen og tillige de slesvigholstenske Ideer, selv i vor Bataillon findes mangfoldige, hvormange veed Ingen, som ere ligefrem tydsksindede og Slesvigholstenere. Min Karl, skjøndt fra Bau-Sogn ved Flensborg, og med tydsk Accent, uhyre decideret dansk, flygtede med Livsfare gjennem Fjendens Kjæde engang i Sommer, er hvert Øjeblik i Klammeri med nogle af sine Kammerater derom, at de sige, Tydskerne have Ret og ville banke ham, fordi han staaer dem saa haardt imod og læser saa skrapt op for dem i den Anledning. Forleden var det Tilfældet oppe paa vort Compagnis Brandstue med et Par af 2det Comp., som han især beskylder for Tydskhed fremfor de andre Compagnier, og han reddede sig kun, ved at dundre i Bordet og true dem med, at dersom de ikke rømmede Brandstuen strax, saa mældte han dem til Compagniet og hvordan de talte. En anden Gang slap han kun, ved at nogle Ligesindede kom til og hjalp ham. Idag hører jeg et farligt Skjænderi udenfor min Dør; jeg stod lige ifærd med at gaae ud, og jeg seer da min Karl i heftig Disput med en Bonde, som jeg strax kjendte som En af vore flinkeste »gamle Karle«, (som de af Reserven selv kalde sig og kaldes af de Andre) permitteret i Efteraaret til sit Hjem her paa Als. Da jeg kom, taug de, og jeg gav mig i Snak med ham og vilde ikke blande mig i den Sag. Men siden fortalte Terp mig, at de nær var kommet op at slaaes, fordi Jørgen Haarm var saa ravtydsk og havde ladet nogle Ord falde i den Retning, hvorover de kom op at skjændes. Og min Karl er den fredeligste Fyr altid ellers, og staar sig godt med alle, han støder sammen med. Det er dog nu mærkeligt, at jeg saalidt som nogen af de andre Officerer har vidst det ringeste af, at vi havde tydsksindede Folk i Bataillonen før nu i den sidste Maaned her paa Als, og dog have de efter deres Kammeraters Sigende, været saaledes den hele Tid. Det er væsenlig iblandt dem, der laa i Garnison i Kbhn. ved Krigens Udbrud, vel af den simple Grund, at de Andre ere blevne hjemme og ikke mødte. Imidlertid nærer jeg ingen Frygt for Desertion, jeg har spurgt deres Kammerater, s. 218om de turde svare for, at de ikke forraadte os, og de har svaret, at de skulde nok holde Stand, de skammede dem ved at svige deres Eed.
Paa Onsdag skulle vore Permitterede møde, vi faae nu at see, hvormange vi have mistet ved »Tydskens Rævestreger«, som der staaer i Visen 1), der synges her paa Gaden af Drengene fra Morgen til Aften, naar de gaae i og af Tydsk Skole, som alle Skolerne maa kaldes, med Undtagelse af en enkelt Lærer, nemlig Cantor Grimm. Siden jeg kom til at nævne denne Mand, vil jeg dog tilføje, at han er Navneredaktør af Sønderborg Ugeblad »den danske Slesviger«, der egenlig skrives af en Islænder Gudmundsen, der lønnes derfor af Regeringen, men [skiller] sig saa slet derved, baade i Henseende til Efterretninger og ledende Artikler, at den mindste Bladredakteur i Kbhn, ja næsten i Kongeriget, gjør det bedre. Forleden Dag indeholdt det en Artikel paa mange Spalter for at deducere Sønderborgerne, at der var Grund til at ønske at en Skolelærer der skulde kunne Dansk, (i Anledning af et nyt Valg). Forresten er ogsaa Tydskheden stor her, selv dansksindede Mænd lære deres Børn Tydsk før Dansk, jeg har i forresten danske Huse truffet Unger, der netop kunde tale, som ikke forstod Dansk, men kun Tydsk og ogsaa selv brækkede paa dette. Jeg læste nylig dit »Nytaarsny i d. Danske Forening« med megen Fornøjelse, men hvad du p. 30 lægger Tydskerne i Munden om den indvortes Frihed som den sande, og som du kalder »den højtydske Visdom«, er det dog ikke netop Christendommens, ialfald Pauli Lære? Jeg vil ikke sige det bestemt, thi da vi have lært vor Theologi af Tydskerne, kan det have avlet mange falske Meninger. Forresten vil det være en haard Kamp at blive utydske for den nærværende Slægt, thi os have Tydskerne, som jeg veed med mig selv, og som du ogsaa siger »skaffet hvad Lys og Dannelse vi hidtil naaede«, saa opgiver vi det, saa komme vi indtil videre til at gaae nøgne. Imidlertid er det rigtignok nødvendigt, det skal jeg aldrig nægte. De Dansksindede her paa Øen er meget lidet elskværdige, de ere mere raa end ønskeligt, og vise mest deres Danskhed ved at smide Tydskerne ud ad Dørren, blot fordi de ere Tydskere, saaledes er navnlig Cantor Grimm, Raadmand Christiansen og Stenhugger Klewing, Danskhedens 3 Matadorer her i Staden. Men de ere jo saaledes netop et Exempel paa den Overgangstilstand, jeg nys nævnte, de har kastet deres tydske Dannelse tilside, og nu have de — ingen. Jeg har imidlertid en lumsk Anelse om, at de aldrig have havt Nogen. Klewing, en Flygtning fra Flensborg der kun med Nød og Neppe taler Dansk, s. 219er en højst snurrig Person; han ligger i Klammeri med hveranden Mand i Byen, fordi han beskylder dem for Tydskere, saaledes beskyldte han forleden en Kjøbmand for at sælge tydske Cocarder, men han svarede i Avisen ved at udlove 20 Rdr. til den, der kunde bevise, at han havde solgt nogen siden Martii Maaned. Til Slutning bemærker han dog, at der havde heller ikke siden den Tid været nogen Efterspørgsel efter dem. Saaledes støjer K. omkring stadig væk, løber op til Generalen og klager hveranden Dag over Et eller Andet, og taales kun, fordi han er redelig Dansk og af stor Vigtighed for Forbindelsen med Flensborg og tildels ogsaa det øvrige Slesvig.
Jeg maa nu bede dig tage til Takke, jeg er kun bange, du ikke vil kunne læse det. Undskyld den slette Stil, jeg seer den vel, men har ikke Tid at file. Lev vel! og tænk ved Lejlighed paa din
hengivne Søn Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
5te Martz 1849.
Kjære Johan!
— — — igaar havde jeg i det mindste dog glædet mig til at høre fra Eder og tillige vide, at Eders Uniformer var kommet, som jeg sændte den 23de Fbris. Hvordan har du det egentlig min Søn, det er dog vel ikke de tydske Damer der gjør dig Hovedet kruset, lad dem reise til hvor de hører Hjemme ; i mit forrige Brev var det nok jeg sagde: en Dansk Ungersvend og tilmed Officeer skulle ikke opbyde dem til Dands, du synes nok Moder er slem, men ikke formeget efter al den Haan der vises os i vort eget Hjem. — — —
Den 9de. — — — nu i Dag kom da endelig dit Brev fra 3de og 5te Martz men du slipper derfor ikke for Skjændene jeg alt har givet dig og er du ikke bange der endnu kunde vanke fleer for din slette Huusholdning, at indlade sig i Spil med Generaler og slige Folk er en dyr Spas og saa de mange Baller til, hvordan skal dog alt det gaae? veed du hvad jeg netop i denne Tid har tænkt ofte paa; efter at have ført et saa flygtigt og ustadigt Liv som I mine kjære Børn, naar nu engang den Tid kommer som jeg vil haabe dog ikke skulle være saa langt borte, hvordan det da vil smage at beskjæftige Eder med de rolige fredelige Sysler? jeg haaber ikke at Flygtigheden skulle have fæsted saa dybe Rødder! — — — jeg kan merke du er blevet meget forfængelig siden du blev Officeer, at Uniformen ikke var ret s. 220til at snøre om dit smækre Liv, ja I er bestemt I Mandfolk meget forfængeligere end vi, som maae høre saameget ilde derfor — — — i Kjærlighed din trofaste Moder
Grundtvig og hans Slægt.
14
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 12te Martz 1849.—
Kjære Svend!
Det var smukt betænkt af dig som du lover i Johans sidste Brev fra 3die Martz, snart at skrive mig til, men da jeg endnu ikke har seet noget dertil, vil jeg heller ikke i Dag sige Tak herfor men maaskee jeg har det inden Aften ; siden jeg fik dit sidste Brev har jeg da sikkert skrevet, at jeg er blevet umaadelig doven og ubestemt hermed, veed jeg nok, det maae tilskrives Tidens heele usikre Retning, endskjøndt jeg langtfra kan billige dens heele, som mig synes, aldeles forstyrrede og sørgelige Gang og kan slet ikke, som Johan siger, synge med de Fugle man er iblandt, holder mig ogsaa derfor ganske paa mine egne Eenemærker som i alle Henseender tjæner mig bedst; hvad forandring mit Liv har gjennemgaaet, især i de sidste 5—6 Aar, kan jo ikke staae saa klart for Nogen som for mig selv især har dette sidste Aar saa levende afbildet mig hvad Omvæltninger Livet giver, mine Forestillinger har maaskee været for Idylliske, eller hvad det ret almindelig kaldes Romantiske, ligemeget, i Ungdommen sværmer Man jo fremad til dette Maal som vel naaes sjælden, eller, maaskee aldrig her, derfor, saa Prosaisk som muligt, det staaer man sig bedst ved i Livet, jeg stræber nu ogsaa herefter i alle Retninger, ellers bliver Man saa uudholdelig. —
Fra Maria Blom som var her i Dag skal jeg hilse Eder begge, hun sagde Vilhelm havde ikke været rask, men nu troede hun dog det var godt igjen, hils ham, saavelsom Oberst B: meget fra os! hun sagde tillige den 20de kom Niels Sp: herind for nok at begynde paa Exersits, det klinger ret for Ridderen og Lieutenanten som han jo egentlig var. Imorgen reiser Helveg over til Frederits, Her paa Gaderne har i denne Tid sværmed af Krigsfolk, saavel til Lands som Søes da de bestandig indkaldes; en af Dagene skal Udskrivningen nok være her i Byen, der skal herske megen Utilfredshed dermed, det er ogsaa uhyre haardt, ubilligt og trykkende for de fleste; de Fattige naturlig som det gaaer ud over, maae og skal jo tie. — jeg tier ogsaa, det slap nu ud, men er usagt. —
s. 221den 13de.
Nu i Dag vil jeg see at slutte mit Brev og ikke som Johans hermed følger, der er heele otte Dage gammelt, jeg har ogsaa været nærved at putte det i Kakkelovnen som jo saavidt ingen skade gjorde, men nu kan han dog see hvad der er ham tiltænkt for saalænge siden. —
Her er i Dag kommet Brev fra Sorø at lille Maria havde været og var endnu da Winther skrev, meget syg. Tante Jane tager en af disse Dage ud til Sorø og Pedersborg; der er Sorg ovre hos Fætter Hr: Glahns, de har misted deres lille nydelige Egede i Skarlagensfeber han var 3 1/2 Aar. Skovgaard har ikke været rigtig rask i denne sidste Tid, i Søndags saa vi ham ikke her, ellers kommer han dog saa kjønt jevnlig; har I seet Brev fra Høxbro han sagde forleden han havde begyndt, eller beslutted at skrive, jeg veed ikke ret hvad det var. Fra Peter kan jeg hilse, han var her lidt i Formidag Meta ville i Aften see lidt herop, i Søndags saa vi dem slet ikke, de var til Elises St: Fødselsdag. Det var ogsaa Dennis B : 1) I denne Uge skal nok Hrl : Bech over til sin Bataillon igjen som Leutnt : i Frederits, af Nyt kan jeg iøvrigt slet ikke melde Noget, det meeste jeg veed er af Aviserne og det er jo ogsaa hvad der for Tiden har megen Interesse, naar det blot var til at tro, men godt er det jo rigtignok, at alt hvad der siges ikke er sandt, saa maatte Man jo Grue, Gud styre nu Alt til det bedste for Folk og Rige. —
Fader hilser kjærlig, han har i Dag været oppe i Rigsdagen at give David en Tøraf, eller hvad det skal kaldes. —
Nu Gud velsigne dig min Søn! i Kjærlighed
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Endnu kom der da ingen Brev
Tante raaber hils — hils!
*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Sønderborg, d. 12te Marts 1849.
Kjære Fader!
Med Skamfuldhed opdager jeg, at det netop idag, da jeg første Gang efter mit Juleophold i Kjøbenhavn skriver Dig til, er Tomaanedsdagen efter at jeg sidst forlod Dig og min øvrige kjære og kjærlige Slægt. Jeg haaber imidlertid, at Du ikke af denne min lange Taushed s. 222uddrager Slutninger som den, at jeg skulde være mere ufølsom for, hvad jeg ejer og altid har ejet i Dig, min bestandig kjærlige og omhyggelige Fader, end for, hvad jeg har i mine øvrige Nærmeste. Jeg haaber, at Du vil troe og forstaae mig, naar jeg udleder denne min Taushed af de højere Fordringer, jeg stiller til mig selv, naar jeg skal stile et Brev til Dig, i Sammenligning med, hvad jeg vover at byde Andre. Denne min Indledning maa ikke forstaaes, som om jeg just nu troede at kunne give noget Usædvanligt, noget Betydningsfuldt til Bedste; ingenlunde, — men deels føler jeg, at en længere Taushed vilde kunne give Anledning til en sørgelig Misforstaaelse, og deels føler jeg Trang til at henvende Ordet til Dig og derefter maaskee modtage et Ord fra Dig, forinden vi »med Gud og Æren drage i Strid«.
14*
Ogsaa her læser man da Aviser, baade danske og tyske, uden endnu ret at kunne titte ind bag Fremtidens Forhæng; men saa meget synes dog nu klart, at Luften endnu trænger til en Torden, før den kan renses; at vi ikke faae nogen god Fred, før vi have ført »en god Krig«. Dertil beredes ogsaa alt fra vor Side; den nye Krigsminister 1) har i Hæren vundet megen Tiltro ved den Orden og Sikkerhed, den Iver og Alvor, hvormed han i enhver Retning »gjør klart Dæk«, som Sømændene sige. Ved at gjøre Trainkudske, (d. e. uvaabenføre) til Officersoppassere, Sygevogtere m. m. har han forøget Hæren med 2000 vaabenføre og vaabenøvede Krigsmænd; han har desuden væsentlig forbedret alt, hvad der kaldes »Armeens Materiel«, og som er af saa stor Betydning for en Krigshærs ordenlige Bestaaen. Jeg troer saaledes, at han vel udfylder sin Plads, ved at tilvejebringe alle de legemlige Betingelser for en kraftig og udholdende Kamp. Aanden, der skal besjæle Krigerne, den kan ingen Minister skabe; den maa komme fra det Høje: i Bevidstheden om den retfærdige Sag, og fra det Dybe : i Følelsen af Fædrelandets Fare og Forhaanelse og af dets Kald til at afvende disse. —
For faa Dage siden fik vi da vore hjemforlovede Slesvigere til Bataillonen; de ere mødte med ganske faa Undtagelser; men det maa desværre tilstaaes, at deres Orlov ikke har haft nogen god Virkning. De ere blevne foresnakkede, lokkede og truede af vore meenederske Fjender; og om de end ikke have villet eller have turdet udeblive, saa spores der dog en slet Aand imellem dem; de snakke meget almindelig om, at de nok ville tjene Kongen, men ikke ville med i Krigen mod deres »Brødre og Landsmænd«, de ville derimod lægges etsteds i Besætning udenfor Krigsskuepladsen. Som en af s. 223Grundene hertil foregive de, at Slesvigholstenerne have truet med at hænge enhver af dem, som de faae i deres Vold og desuden at inddrage alle deres Ejendomme og jage deres Koner og Børn ud i Verden. Tildeels kunne de vel mene det alvorligt med denne Frygt, men for en stor Deel er det dog vistnok Lysten til at hytte deres Skind der taler ud af dem.
Da 10de Bat. nu er overtallig, saa havde den faaet Ordre til at afgive af sit ældste Mandskab til 12te og 2den Bat. samt til 2det Jæger- corps. Kun nødig vilde de til 12te, men det var dog til deres Egne, saa der blev ikke videre Vrøvl af; men da der senere (igaar) blev udtaget 63 Mand til 2den Bat. brød det ud til aabenbart Mytteri : baade de udtagne og deres Kamerader (ɔ: de ældre tjente, som vare komne fra Permissionen) raabte og skreg, at de gik ikke til Sjællænderne (hvoraf 2den Bat. bestaaer) »saa kan de lige saa gjærne skyde os gelik« eller saa gaaer vi hellere tilbage, hvor vi kom fra« lød imellem alle deres Forlangender om 1) at de alle maatte blive sammen, 2) at de maatte istedenfor at gaae imod Fjenden komme til Garnisonstjeneste og 3) at der maatte sørges for at deres i Hjemmet Efterladte og Efterladenskaber ingen Nød lede eller ingen Skade kom til. — Oberstl. Ræder er ikke Mand for slige Tilfælde, og istedenfor at tale fast til dem, snakkede han løst for dem, og viste endog den Svaghed, at undtage et Par af de meest højrøstede Skraalere fra at afgaae fra Bataillonen. Compagnicheferne viste mere Tact og Bestemthed, og Folkene ere nu afgivne til 2den Bataillon. Da imidlertid Officeerscorpset eenstemmig fandt, at det var urigtigt og uklogt at sætte vore Slesvigere sammen med Sjællænderne, med hvem de alt i Kjøbenhavn laae i Strid, og meente at de bedst vilde kunne holdes i Tømme af deres vante Befalingsmænd, saa er det indstillet til Generalen, efterat Ordren var sat igjennem, at han af Krigsministeren vil erhverve Tilladelse til at vi atter faae Folkene tilbage og give de i Bataillonen tjenstgjørende Fynboer isteden, og dette vil sandsynligviis ogsaa skee. — Jeg haaber da, at det vil lykkes os at faae de slesvigholstenske Griller drevet ud af vore Slesvigeres Hjærne, hvor de dog igrunden Intet have at bestille. —
Jeg har i tidligere Breve til Moder omtalt, at jeg boer her sammen med Brigadelæge van Deurs, der er mig til stor Opbyggelse ved sine store Aandsgaver og udbredte Kundskaber. Ham skylder jeg da ogsaa nogle nye eller rettere gamle Ordsprog, som jeg vil meddele Dig, da jeg næppe troer de findes i Din Samling. De ere alle jydske.
1) »Skide, min Engel !«, sagde Bente Bødkers, og saa drak hun Snuus.
2) »Der har vi Ægget,« sagde Matrosen, saa sked han i Næven.
3) Man kan ikke være i Hald og høre Præken og hjemme og koge Kaal.
4) Han kjender sine Luus paa Gangen.
5) Han seer til Flæsket, naar han mener spiser Kaalen.
(Ɔ: den Skeeløjede).
Nu vil jeg for denne Gang byde Dig Farvel og bede Dig bringe Moder min kjærlige Hilsen. Om et Par Dage skal jeg skrive hende til. Iaften vilde jeg endnu see at faae skrevet et Par Linier til Meta.
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Oberstl. Blom bad mig igaar naar jeg skrev at hilse Dig og Moder og de Andre hjemme paa det venligste.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 12te Marts 49.
Kjære Meta!
Jeg er i Aften ikke fri for at være træt og søvnig, føle lidt Hovedpine, samt, at her ikke er synderlig varmt i min Stue, saa stort maa Du ikke vente Dig fra mig; men ganske kunde jeg dog ikke vel lade være at skrive Dig til, da Du er den ældste af mine mange Creditorer. Dit Brev er af 17de, Moders af 20de Febr. og Peters af 2den Marts. Siig Peter, at jeg om et Par Dage skriver til ham og til Moder, nu skriver jeg til Dig og til Fader. Tak ham meget for hans Brev, ihvor sørgeligt Bud det end bar. Gud være lovet : han har siden sendt bedre Nyt.
Naa! er Du nu fornøjet? for nu skal vi da snart ud og slaaes ihjel, eller da ialfald at slaae ihjel det bedste vi har lært. Det skulde ret være morsomt at faae Carlo her til Bataillonen inden den Sviir begynder. Kunde jeg faae Ridder Niels med, saa vilde det være herligt. Jeg har tænkt paa at skrive ham til i den Anledning; men da jeg, som Du af Erfaring veed, ikke rider den Dag jeg sadler, saa dersom og naar Du seer ham, saa siig endelig, at 10de Bataillon venter at have den Ære at see ham i sine Rækker og jeg antager da, at det vil være ham en let Sag at komme til hvilken Afdeling han ønsker. Dog, maaskee vil han blive Dragon ; det er han maaskee ogsaa bedst skabt til.
s. 225Vil Du vide, hvordan jeg lever, saa svarer jeg: »jo Tak, for saavidt meget godt«; det svarer jeg, fordi saa har jeg igrunden Ingenting svaret. Forresten forberede vi os her daglig ved at gaae i Skidt op over Støvlerne og tappert at storme Grøfter og Gjærder og kaste den »supponerede« Fjende tilbage, — til det forestaaende Felttog. Ogsaa har jeg Tanken henvendt, ligesom Krigsministeren, paa (for eget Vedkommende) at forbedre Armeens Materiel, nemlig ved at forøge mit Bohave med en Theekjedel, samt en Theeskee, hvilke Dele jeg endnu manglede i min Madkurv, der jo for mig er hvad det hele Train er for Armeen. Fra 15de Marts ansættes en ny Traincommandeur ved bemældte min Madkurv, nemlig en af de saakaldte »Trankuske«, som jeg var saa heldig at være den første til at pille ud af alle de til Bataillonen bestemte Væsner af denne Klasse, hvorfor jeg videre er saa heldig at faae en Traincommandeur med 2 Øjne, 2 Arme og 2 Been, men derimod uden 2, ja endogsaa uden 1 Pukkel, hvorpaa jeg havde gjort sikker Regning. Han er heller ikke af de mindste, for han er nærved at naae heelt op til under min Arm, naar jeg strækker den ud. Alle Officeersoppassere faae nu leverede hver en hvid Trøje og et Par hvide Buxer og naar man saa blot giver dem en rød Hue til, som jeg bestemt skal gjøre, saa vil Fjenden, hvis han ikke er meget vantroe, bestemt blive bange ved at see en saadan Skare Nisser følge vor Hær. — Ja, lad nu denne »Sludder for en Sladder« være god, og være nok for dennesinde. Levvel. Hils Peter og alle Venner, navnlig det hele Dalgas’ske Huus fra Din hengivne Broder
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 15de Marts 1849.
Kjære Moder!
Paa den sidste Tid har jeg været utilladelig forsømmelig i min Brevvexling, ogsaa mod Dig. Jeg vil ikke plage Dig og fylde Brevet med mine i Grunden dog intetsigende Undskyldninger herfor, men hellere bede Dig bære over med denne min Synd, samt love Bod og Bedring. — For et Par Dage siden skrev jeg til Fader under de nære Indtryk af de deri beskrevne ubehagelige Scener Dagen forud; jeg mener de slesvigske Frifolks upassende Opførsel og hele deres uforskammede Snak. Jeg udtalte imidlertid det Haab at det vilde lykkes, baade at vænne dem til bedre Sæder og bringe dem paa bedre Tanker, og dette Haab bestyrkes daglig. Jeg har forresten nu seet den »gemene s. 226Regerings« Bekjendtgjørelse om 1) at ingen af de fra den danske Hær Hjemforlovede ville blive tagne til slesvigholstensk Krigstjeneste men 2) at de af disse, der atter fandtes i den danske Hær »stridende mod deres Fædreland« vilde uden Skaansel blive straffede. Denne Trudsel er imidlertid saa tom, at det ikke vil være umuligt at overbevise selv dem, mod hvem den er rettet, om dens Intetsigenhed, thi enhver grusom Adfærd mod mulig fangne danske Soldater, de være hvorfra de ville, vilde jo medføre Gjengjæld, saa de tage sig nok i Agt for at træde Krigens almindelige Love under Fødder. — Maatte nu kun vor Regering være standhaftig og ikke lytte til nogen Bøn eller noget Forlangende om at lade den nuværende Stilstand vare 1 Dag længere end til 26de — saa lover jeg for, at vore Tropper med godt Mod og god Villie skulle gaae Fjenden under Øjne, var han dem end langt overlegen; men den ringeste Eftergivenhed eller Udsættelse vilde vistnok gjøre et yderst slet Indtryk, som et Tegn paa Svaghed og Modløshed foroven, der let kunde smitte mange paa de lavere Trin. —
Dog, lader os ikke komme altfor langt ind i Politikken og allermindst forivre os over Fejl, som endnu ikke ere begaaede, eller Ulykker, som endnu ikke ere skete, især da vi aldeles intet kunne gjøre enten fra eller til i saa Henseende. — Det er et for en Moder naturligt Ønske at ville høre noget om sin Søn personlig, naar hun hører fra ham, og jeg vil da for det første mælde, at jeg personlig befinder mig meget vel her ɔ: saa godt som man efter Omstændighederne kan forlange. Hvad man alm. kalder at »leve godt«, det gjør jeg nu i høj Grad, ja man kunde sige i en altfor høj Grad, dersom ikke Erfaringen havde lært mig, at jeg ikke er synderlig afhængig af sligt, men kan uden Savn og uden sure Miner tage det som det falder sig, og det er let at forudsee, at naar vi først komme i Felten igjen, saa maa jeg vænne mig til større Tarvelighed og Møjsommelighed. For Resten maa jeg med Hensyn til min Person bemærke, at jeg, som jo ellers har gjældt for urolig i Sammenlign, m. den »stille og sindige« Johan, lever her langt »indgetognere« end han, der jo er med ved alle Baller og andre offentlige Forlystelser og som tourer om i Landet og er behagelig i Familiekredse. — Igaar gjorde jeg da forresten ogsaa en Landtour; da der alligevel skulde en Vogn Landet igjennem, saa fik jeg Orlov og havde en saare behagelig Dag, den første jeg tilbragte udenfor Sønderborgs kedsommelige Gader, siden jeg kom herover. Først var jeg inde hos gl. Blom og derpaa hos Ernesto Dalgas, der fulgte med mig til Nordborg, hvorfra jeg saa kom hertil iaftes Kl. 9, 12 Timer efter at jeg drog herfra. En saadan Fridag i den dejlige Natur, dejlig selv nu s. 227da alt er blottet baade for Somrens yppige og Vintrens glimrende Dragt, — i det klareste Solskinsvejr vi længe have seet her, — havde en saa frigjørende, oplivende, jeg kunde sige opløftende, Indvirkning paa mig, at jeg sandelig ikke vilde bytte den bort for noget Sønderborgerbal. Jeg har idag med Fornøjelse hørt, at Carlo Dalgas kommer som Off. til Bataillonen. Vi faae ialt 5 nye Off. blandt hvilke en Søn af Krigsministeren, samt en Broder til min uskatterlige Capitain. — Vilhelm Blom har været stærkt forkjølet og maattet holde sig inde i en Uges Tid, men er idag atter saa vel at han har begyndt Tjenesten paany. — Nær havde jeg glemt at takke Dig for Uniformen, der imidlertid i den Grad var upassende (ɔ: for viid og stor i alle Ender og Kanter), at den befinder sig hos en Skræder her i Byen, for at blive brugelig. — Vil Du nu hilse Alle derhjemme saa meget fra mig og ved Lejlighed takke Høyens for deres Tanke paa mig, samt naar Du seer Høxbro sige ham, at jeg med Tak har modtaget og med det allerførste (om ikke før) skal besvare hans Brev. Skovgaard bedes ogsaa paa det venligste hilset fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hvis jeg ikke endnu i Aften skriver til Peter, saa siig ham, at saadant var min Hensigt, og at skeer det ikke dennegang, saa skeer det bestemt næste.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg. Lørdag-Aften 17/3 49.
Kjære Moder!
Indlagt følger et lille Brev jeg skrev til Dig i Torsdags-Aftes, og som skulde have været afsted Fredag-Morgen; men som jeg ikke fandt Postpengene værdt, da Johan ikke efter Løfte havde noget at sende med. Dette skal nu afsted imorgen tidlig, om han saa skriver med eller ej ; thi ellers veed jeg ikke, hvad Du maa tænke om mig, der saaledes paa een Gang er bleven taus og modtager det ene kjærlige Brev fra Dig efter det andet uden at besvare noget af dem. Igaar Morges modtog jeg da Dit Brev af 12—13de og beder Dig derfor at modtage min inderlige Tak. Jeg kjender Dig ret igjen i det Brev: det bestandig kjærlige, taalmodige, gudhengivne Sind, som jeg har lært at kjende og elske, og som saaledes kun kan findes hos ædle s. 228Kvinder, men hvoraf dog noget kan som Mødrenearv falde i Sønners Lod. — Give Gud at det ogsaa maatte være saa i det Tilfælde der ligger mig nærmest! Men her som ved saa mange andre Lejligheder viser det sig atter som en Sandhed, at de bedste Hjærter ere ikke de letteste: med et beklemt Hjærte, med et sørgmodigt Blik skuer Du ud i Verden ; seer Du baade frem og tilbage. Du frygter, at Dine Anskuelser af Livet have været for idylliske, for romantiske — til at kunne virkeliggjøres i Livet. Men er det end saa, saa er det dog aldrig at beklage, at man har bevaret saadanne Anskuelser gjennem alle Livets og Verdens Anfægtelser. De ere en Skat for det Hjærte, der trofast kan gjemme dem og troe paa deres evige Sandhed, selv om de synes i det Timelige at gjøres til Skamme. — Troen, Haabet, Kjærligheden — de ere tilhobe hvad Verden kalder romantiske Ideer og hvad den betragter som smukke Hjærnespind, der kunne klæde unge Mennesker godt, men ikke passe sig for fuldvoxne og modne Mennesker. Men Held den, der kan gjennem alle Livets Skibbrud bevare dem ! — det Menneske er evig ungt, det Menneske »døer ikke omendskjøndt han døer«. — Jeg seer at Du ogsaa tænkte paa min kjære Denis’s Fødselsdag, som jeg da heller ikke glemte. Jeg havde tænkt til den Tid at skrive ham til, men Du kj ender (desværre) af egen Erfaring mine Skriveforsætters Upaalidelighed ; saa der blev da ikke noget af, der blev ikke andet for end i Tanken at besøge ham i det fjærne Land. — Det er jo sørgelige Efterretninger Du bringer fra det glahnske Huus: Henriks Søn død og Maria syg! Lad mig vide, naar Du atter hører fra hende! — Da vi nu kun have 10 Dage til Krigsskuepladsens Aabning, hvor jeg jo — skjøndt alt gammel Soldat — dog i Grunden skal debutere, saa skal jeg een af Dagene holde stor Mønstring over min Garderobe og øvrige Bohave, for at komme veludrustet i Felten. Førend jeg slutter vil jeg give Dig det Løfte, som jeg veed Du ellers vilde afæske mig: herefter jævnlig at lade Dig høre fra mig og navnlig saa snart som skee kan efter enhver Affaire, som jeg maatte bivaane. Og nu: Gud befalet! Han være med Dig og os Alle, med Land og Rige! Bring min kjærlige Hilsen til Alle derhjemme. Til Peter og Høxbro fik jeg endnu ikke skrevet, men det skal skee een af de første Dage, endnu før jeg forlader Sønderborg. — Lev vel, kjærlig erindret og elsket af
Din hengivne Søn :
Svend.
* Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
22de Marts 1849.
Kiære Johan!
Dit Brev var mig kiært, som Breve altid er fra den, vi har kiær, naar de kommer af sig selv, thi de er da en Sjælehilsen, som giør godt, hvormeget eller hvorlidt de saa end ellers bringe med sig. Derfor skriver jeg ogsaa idag, skiøndt Tiden er meget knap, og jeg ikke har noget andet særdeles at melde. Jeg seer, Du følger Forhandlingerne paa Rigsdagen, men ikke med nogen Fyldestgiørelse, og det gaaer naturligvis mig ligedan, men da jeg aldrig har ventet mere af Rigsdagen end jeg har mødt, saa giør det til Lykke ikke det nedslaaende Indtryk paa mig. Det er et efter Omstændighederne nødvendigt Skuespil, hvori jeg frivillig har paataget mig at spille med paa det Vilkaar ei at skulle spille andre end mig selv, og da det immer har staaet tvivlsomt for mig, hvor vidt, jeg vilde faa Lov til at nyde denne min utabelige, min værgeløse Ret, saa skiønner jeg paa at den dog i det hele uden Knur er blevet mig indrømmet, og har Gud skee Lov! den Tro, at selv naar vi synes kun at være Skuespillere, saa føles det dog, naar vi er Mennesker og Mænd, som vil noget godt, veed hvad vi vil og tør hvad vi skal, og at denne Følelse ingenlunde er ufrugtbar, fordi den, som alt hvad der skal føde noget Menneskeligt, bærer længe iløn paa sit Foster!
I Grunden har jeg da, som i det hele altid, et godt Haab, og langt mere Dristighed til at sige og giøre, hvad jeg anseer for godt og gavnligt end nogensinde før, og Resten staaer i Guds Haand, eller rettere, da Alt staaer i Guds Haand, og jeg alt har endeel deraf, saa regner jeg sikkert paa Resten. Nu, Hans Kraft og Velsignelse være ogsaa med dine Tanker og din Gierning, med Dannehæren og Danmarks Fremtid.
Moder hilser kiærligst
med Fader
Grundtvig.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
1849. Marts 22.
Kiære Svenn!
Tak for dit Brev, som jeg gierne giengiælder, naar Du kan nøies med hvad jeg i en Hast kan sætte paa Papiret, thi skiøndt jeg ikke skal rose mig af hvad jeg kiendelig udretter, saa har min Tid dog aldrig været saa optaget, som den er nu.
s. 230At Slesvigerne kun kom daarlig tilbage, var jo sørgeligt, men ikke mig uventet, thi man har jo ikke tænkt paa andet end at lade al Danskhed bortdampe eller hendøe, og jeg seer af dit Brev, at man da heller slet ikke fristed at tage de Forførte eller Besnakkede eller Indslumrede paa Dansk, men kun paa Tydsk, høi eller plat. Jeg havde dog næsten tænkt, at han, som havde ført 10de Bataillon i Ilden, i det smaa kunde tiltalt dem som Cæsar sin 10de Legion 1), der paa Timen fik Hjemlov og blev fortvivlet; men vi veed jo ikke engang saa godt som Romerne hvad Dansken dog skulde vide tusindgange bedre, at Frivillighed er Krigshærens Styrke!
Gud maa vide, hvad der nu staaer nærmest for Døren hos os, thi man siger vel Kamp paa Liv og Død, og gid det var sandt, saavidt som jeg troer, det er Danmarks eneste Redning og vilde med Guds Hjelp baade redde og reise Danmark vidunderlig; men det tegner jo til det modsatte, til en Forlængelse eller Fornyelse af Vaabenstilstanden, falsk Krig eller falsk Fred, saa snart og saa længe som mueligt.
Dog, min Tankegang synes endnu at være mit Folk for gammel eller for ny, eller begge Dele, saa det nytter ikke at beskrive den, og jeg nødes da til at nøies med af mit inderste Hjerte at dele det sikkre Folke-Ønske, at det baade i Krig og Fred maa gaae Danmark saa godt, og dets Gaade løse sig saa læmpelig som mueligt.
Hvad jeg ønsker mit Folk i det hele, ønsker jeg naturligviis mine egne Sønner som mit eget Kiød og Blod især, glæder mig ved, at deres Stilling er for Øieblikket, efter eget Valg, saa folkelig som mueligt, og haaber, I vil bidrage hvad Gud indvortes og udvortes sætter i eders Magt til Fædernelandets Værn, Folkets Oplivelse og Frihedens, den virkelige, menneskelige, folkelige Friheds Seier!
Nu i alle Maader, Gud befalet! tænk, saa godt Du kan, med Tillid paa Ham og med Kiærlighed paa os, som elsker dig, altsaa nærmest paa Moder og Fader
Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
den 22de Marts 1849.—
Kjære Svend!
Kjærlig Tak for dit Brev nu i Gaar, det gjorde saa godt paa din gamle ja ofte forknytte Moder, jeg trænger ret til som jeg kalder det, s. 231at mine Kjære skal være lidt gode imod mig, derfor endnu engang Tak mit Barn! jeg havde tænkt at skulle skrevet og talt lidt meer med dig men Tiden er snart forløben og Carl B : 1) skal have det snart jeg kunde ikke lade være dog at sænde disse Ord her følger nogle faae par Sokker med som er blevet færdige. I kunde maaskee trænge dertil. — »Danskerne« følger ogsaa. — Tænkte du paa igaar den 21de, for mig stod den Dag saa Levende ja mange mange fleer, det heele Aar med alle dets Begivenheder og nu skal vi jo tænke fremad ja Gud give Held og Lykke!
Med Maria Gl: nu Wt: 2) er det bedre, Tante Ja: er i Sorø i denne Tid men kommer snart. — Tak for det kjærlige Løfte med at skrive det veed jeg ogsaa sikkert du og Johan vil holde her er nu bestandig Reisen i Byen med alle de Mennesker. — Nu Farvel min kjære, kjære Svend! Gud ledsage Dig!
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
Fredag Eftr[m.]
den 23de Marts 1849
Kjære Svend!
Allerede længe har jeg villet skrevet dig til men det er som du har seet ikke blevet til noget men da jeg af Peters Brev som han modtog fra dig igaar seer at Du undskylder mit Smøleri saa smukt saa vil jeg slet ingen Undskyldninger gjøre især da Tiden er temmelig knap for mig iaften og jeg dog endelig maa skrive dig lidt til forinden du drager i Krigen ud, ja —
[Slutningen mangler.]
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
Møllen
d. 24de Marts 1849.
Kjære Børn! Johan og Svend!
Da Peter i Dag har beslutted at skrive Eder til og jeg kom nu herop for at see til Meta, - - - ville jeg benytte Leiligheden med at sænde Eder dette. - - - Det har ret glædet mig med de vakkre Familier I saaledes er indlemmet i |: kan jeg jo kalde det :| og er, som det kaldes, baade Potte og Pande, jeg ville ordentlig bede Eder takke dem i mit Navn, især er Pastor Carstensen og Frue udmærkede imod Eder synes jeg, ja som sagt, jeg kunde ret ønsked selv at kunde s. 232bragt dem min moderlige Tak! Hvad meener I vel, den sværmeriske Idee spøgede om i mit Hoved forleden Dag at kunde gjordt en flyve Tour med et Dampskib frem og tilbage paa en tre fire Dage, men det er nu ogsaa een af de forstyrrede Tanker der imellem kan løbe omkring og gjøre lidt fortumlet, jeg sagde blot, hvor det dog kunde været deiligt. —
Fader kom nu fra Mødet, saa uhyre forbittred over den Diplomati og at der skulle væntes paa Brev igjen til 3de April, før Noget kunde skee; det er nogle Dumrianer for ikke at sige noget værre. - - - der meenes ikke at det kan blive færdigt med Rigsdagen før til Pintsedag, det er pinibelt 1) ; - - - jeg tænker snart at see Brev fra Eder kjære Børn hvor I kan give Eders harme Luft; altsaa skal vi nu forholde os rolige til Tirsdag otte Dage, men vistnok ikke Slevhlst:, de vil nok see at vinde Tid til at besætte heele Slesvig, det siger jeg er Syndigt; det er nu mine ringe Tanker, hvad siger I og hvad siges der rundt omkring Eder? det opvækker vist megen forbittrelse, jeg kan ikke tænke det kan være andet; tør de øverste Befalingsmænd og Generaler ikke sige deres Mening om sligt et Uvæsen? - - - Gud ledsage Eder! tidlig og sildig i Tankerne hos Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 26de Marts 1849.
Kjære Moder!
Tak for Dit lille Brev af 22de, som Carl Busck bragte mig Dagen efter. Det er altid en stor Fornøjelse at høre fra Dig, men især er det fornøjeligt saaledes at faae Bud og Brev, der viser, hvordan alt stod til Dagen iforvejen; man føler sig derved saa nær ved sine Kjære. Vil Du ogsaa ret takke Fader fordi han, uagtet hans Tid og Tanker jo nu er mere optagne end nogensinde, dog gav sig Stunder til at glæde mig med et Brev, det jeg tænker at besvare endnu her fra Sønderborg, om vi — som jeg da venter — blive her til den 3die April. — I Peters Brev, hvori dette indesluttes har jeg fortalt om min Hastværksindpakning i Dag, og i den Anledning maa jeg berette, at ved en for nylig udstedt Befaling er den Bagage en Officeer kan medføre følelig bleven indskrænket, for en Lieutenant til 30 &, saa jeg maa lade min ene Tornyster i Stikken med hvad jeg bedst kan undvære. Min brave Vært, Kjøbmand Asmus Behn, har lovet at have det i Forvaring til jeg giver ham nærmere Bestemmelse dermed, sagtenss. 233den, at det med Skibslejlighed føres til Kbhn. Med første Pakkepost som afgaaer paa Fredag-Morgen sendes Dig en Pakke til Prof. Petersen og Tørklædet med medfølgende Brev, hvorom Du skrev. Jeg fik dem med fra Kbhn. til en Ltnt. Møller fra hans Moder. Jeg kjender hverken ham eller hende (der er en Søster til Provstinden i Gauerslunde og en Cousine til Fru Muus). Han var rejst til Kbhn. samme Dag som jeg kom hertil og siden erfarede jeg, at han ikke mere kom her tilbage, da han er forsat til Cavalleriet. Fru Møllers Adresse var mig ubekjendt og der var derfor intet andet for mig at gjøre end at lade det ligge rolig til jeg fik Underretning derom eller det blev mig affordret. Vil Du ved Afleveringen gjøre eller lade gjøre fornøden Undskyldning understøttet af disse Oplysninger. Gudskeelov at det nu er bedre med Maria Winther. Sysettes Sygdom eller rettere Følgerne af Curen hører jeg af Carlo vil ikke saa snart forvindes; et Fjerdingaar vil nok hengaae, inden hun er ganske helbredet. Hvordan gaaer det saa med de smaa Dannekvinder? —
Een god Ting var der ved, at Stilstanden blev forlænget, nemlig den, at vi nu hæve vor Gage for April inden vi forlade Als, hvorved jeg bliver sat i Stand til at blive ordentlig udstyret ɔ: at kjøbe mig hos Intendanturen en Jægermundering, for min gl. blaa er kun kummerlig. Rigtignok kommer jeg saa til at gaae omtrent pengeløs ind i Slesvig, men saa maa jeg redelig nære mig af Rov. De Sokker, Du sendte ere modtagne med Taknemmelighed; jeg var just i Begreb med at kjøbe nogle her i Byen, men som bekjendt ere slige Kjøbesokker langt slettere end de frivillige Sokker, saa jeg er meget glad ved Byttet. —
Da Johan i denne Tid bliver rykket af Eibe, saa vil jeg give Dig i Commission, dersom nogen, f. Ex. Bogtrykker Luno, skulde være uforskammede nok til at ville insinuere Dig nogen Regning paa mig, da at svare, at Lieutenanten er ikke tilstede og har desuden ingen Penge per Casse. Vil de mig noget, saa kan de skrive mig til og blive da nødte til at betale alle Postpengene og desuden dem for de Breve, som jeg maaskee af særdeles Naade vilde skikke dem for at skamme dem ud for deres upassende Opførsel. For Resten har det vel ingen Nød. Reitzel betalte jeg ved Nyaar, Skomager og Skrædder fik da ogsaa noget at stoppe Munden med og Luno har jeg engang svaret, at han maa vente til bedre Tider. Og andre Bjørne har jeg Gud skee Lov ikke. Lev nu vel, kjære Moder! Snart hører Du atter fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 2den April 1849.
Kjære Moder!
Noget langt og indholdsrigt Brev har jeg idag ingen Tid til at skrive; men da Du dog vistnok kalder Noget bedre end Intet, saa modtag da et Par Linier fra mig inden jeg forlader Sønderborg, som jeg da vil haabe skeer imorgen. Jeg har paa den sidste Tid haft meget travlt med Forberedelserne til at sættes paa Feltfod for ramme Alvor. Min blaa Kappe er bleven mørkegrøn og min lyseblaa Vest ligesaa o. s. v. — saa jeg er nu meget vel tilfreds med min Udrustning. — Sønderborg og hele Als ligner nu næsten en Lejr, da der er flere Soldater end faste Indbyggere, selv naar man tæller hver Sjæl, baade smaa og store. Saa at sige hele Armeen bliver eller er bleven i disse Dage overført hertil; kun 5 Batailloner og det meste Cavalieri rykker ned nordfra under General Rye. General Krogh — som kom iforgaars tilligemed Krigsministeren og General Favier — fører nu den fra Als fremrykkende Hovedstyrke, hvoraf Schleppegreils Brigade, hvortil 10de lette Bataillon har den Ære at høre, danner Avantgarden. 10de Bat. vil da komme til at skiftes med 3die Jægercorps om at være allerforrest. Brigaden bestaaer af 3die, 4de og 5te Liniebat., 10de lette Bat. og 3die Jægerc. Vi have altsaa gamle Blom med i Følge. Han kom her til Byen i Fredags med sin Bataillon; har i de sidste Dage været noget forkjølet, men befinder sig ellers i det Hele meget vel. Hos ham traf jeg igaar Chr. Lütken, en af Ulykkesfællerne fra 3die Bat :, der nu er kommen herover (til 3die Reserve Jægercorps) som Officeer.
Ligesom jeg vil haabe, at vi her i Felten ville have nogen Nytte af Erfaringerne fra forrige Aars Felttog, saaledes ønsker jeg det samme med Hensyn til Dig og alle dem i Kbhn. og rundt om i Landet der baade have almindelig og personlig Interesse i Krigens Gang herovre — saa I have lært, hvor mange falske Rygter, der under slige Omstændigheder opstaae og forplante sig med Lynets Hurtighed, og derfor lade haant om alle slige Efterretninger, hvis Hjemmel ikke er aldeles utvivlsom. Hvor piinlig en Spænding Du desuagtet — selv om Du mægter at holde Dig urørt af alle de løse Rygter — maa være i, det indseer jeg kun altfor vel, og beder Gud give Dig Kraft til med Ro og Tillid at skue Fremtiden imøde.
Jeg vilde endnu gjærne see at faae skrevet et Par Ord til Fader og ogsaa lidt til Meta, derfor maa jeg slutte for dennesinde med venlige Hilsener til alle gode Venner og først og sidst da til Dig selv fra Din hengivne Søn:
Svend.
s. 235P. S. Jeg haaber da, at Du har faaet Pakken med Prof. Petersens Manuscript og Fru Møllers Tørklæde og Brev, som jeg sendte i Fredags.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Sønderborg
d. 2den April 1849.
Kjære Fader!
Inderlig Tak for Dit Brev til mig af 22de Marts. Din deri udtalte Frygt for en ny Vaabenstilstand viste sig da grundet. Jeg veed, hvor haardt det gik Dig til Hjærte, og ogsaa paa os herovre gjorde det et uhyggeligt Indtryk, især da vi forudsaae, hvad jo ogsaa har viist sig, at det var kun et Skalkeskjul for Tyskerne til at faae Alt lavet som de vilde have det. Imidlertid er der maaskee i Virkeligheden intet tabt derved; thi Vejret har i de 5 Dage 26—30te f. M. været saa slet, at vi maaskee derved vilde være blevne mere svækkede end ved et tabt Slag, saa mange Syge vilde det have givet; Vejene vare ufremkommelige for Skytset, og det var i det Hele som Vinterens sidste Suk, som vi nu ville haabe er ude. De sidste 3 Dage have været mildere og tørre, saa der alt er foregaaet en stor Forandring med Vejene, som er en saare vigtig Ting for Troppebevægelser.
Imorgen tidlig tænker jeg atter at betræde Slesvigs Jordbund, det Land, hvorfor vi have liidt og stridt, og hvorfor vi ville lide og stride, indtil det er vort. Lad mig da, forinden jeg gaaer ud at stride for Fædrelandet, under Eet takke Dig, fordi Du har lært mig at kjende og elske dette Fædreland med alle de Minder og hvert det Haab som dertil knytter sig. Gid kun nu Sønnerne maae vise sig Faderen værdige; maae kæmpe saa godt med Haandens Sværd, som Du med Aandens Sværd har kæmpet og kæmper for Danmark.
Inderlig tilegnende mig de Ord, hvormed Du netop Palmesøndag 1848 bød mig Farvel:
»Hvor Du gaaer i Kampens Dage,
Hvor som Dannemand Du staaer,
Min Velsignelse ledsage
Dig, som Blomsterduft i Vaar;
Ja, som Danmarks Engel lille,
Blidt veemodig, livlig, stille;« —
l)
)
er og forbliver jeg Din hengivne Søn:
Svend.
Grundtvig og hans Slægt.
15
Fra Svend Grundtvig til moderen
1).
Satrup
7/4 49. Kl. 8 Morg.
Kjære Moder!
Da jeg hidtil ikke har haft Tid til at skrive hjem, siden jeg kom herover, saa vil jeg her indslutte et Par Linier. Der var igaar en ikke ubetydelig Forpostfægtning her udenfor. 10de Bat. var ikke i Ilden; kun 2den Forst. Bat. 3. Res. Bat. og 3. Res. Jægercorps kæmpede, og kæmpede godt, drev efter 4 Timers Fægtning Fjenden langt tilbage. Vi have en stor Overmagt mod os og ere derfor bestemte til at holde os indtil videre her i Sundeved. Dybbøl befæstes. Vi befinde os meget vel ved dette vistnok noget strabadserende Liv. Levvel. Hils alle derhjemme; værer ved godt Mod; Gud kroner dog tilsidst vor retfærdige Sag med Sejer. Vore Slesvigere have nu, ved at høre Kanontordenen og ved at betræde deres mishandlede Land, glemt alle Nykker og ere raske og flinke til forefaldende Tjeneste.
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, Paaskemandag 9/4 1849.
Kjære Moder!
Atter sidder jeg da her ved det samme Bord, hvorved jeg saa ofte har siddet og skrevet Dig til. Kun i fem Dage færdedes jeg paa Slesvigs Grund. Ofte baade hørte og saae jeg Bøsser og Canoner knalde og dundre, men selv var jeg aldrig med ved noget af de Sammenstød der fandt Sted. Dog, min Tid kommer vel ogsaa.
I ere sagtens nu nedslaaede og forknytte derhjemme over at vi saaledes atter ere trukne tilbage uden at befrie eller bemægtige os det forjættede Land Slesvig; men dog vistnok meest over Tabet vor Flaade led ved Eckernførde forleden. Og det er vistnok ogsaa et af de tungeste Slag der kunde ramme os, netop fordi det saa følelig saarer Danmark paa det ømme Sted, rører dets Øjesteen: dets Sømagt. Det er ikke saa meget det materielle Tab af de kostbare Skibe og endnu kostbarere Sømænd, der gaaer mig til Hjærte, men aller- meest Tanken om den Triumf det er for Fjenden og den Skam det er for os.
At Armeen er trukken tilbage vil maaskee i mange Kjøbenhavneress. 237Øjne ogsaa være skammeligt; men er det ingenlunde: vi have ikke Grund til at blues ved de Slag vi sloge, meget mere maa det bekjendes at vi have slaaet dygtigt, navnlig i Fredags; og at 25000 Mand ikke blindt kaste sig i Kampen med 70000 — det er vist næppe at bebrejde dem. Nu have vi seet Følgerne af den ulyksalige 8 Dages Hvile: den 26de havde vi udentvivl kunnet træffe Slesvigholstenerne ene og efter at have givet dem en følelig Tugtelse kunnet, om de andre Tyskere desuagtet skulde rykke frem, i god Ro og Mag indtage vor forhenværende og nuværende Stilling bag Aissundet. Dog, jeg vil nu ikke videre indlade mig paa disse mere omfattende Betragtninger. Jeg er endnu for lidt inde i hvad der er passeret og passerer udenfor den lille Skueplads hvor jeg nu i den forløbne Uge har tumlet mig; jeg er endnu for træt og fortumlet, til ret at kunne klare vor Stilling. Kun et Par Ord om min egen Smule Person. —
Løverdag-Morgen skrev jeg et Par Ord til Dig som Johan indsluttede i sit Brev. Vi vare da trukne fra Bakkebøl til Satrup for at afløse Forposterne. Vi ventede den Dag at blive for Alvor angrebne af Fjenden der de foregaaende Dage havde blot følt sig for, for at erfare vore Forposters Stilling, og Gudskeelov ogsaa havde erfaret deres Mod og Dygtighed. Der kom intet Angreb og Kl. 2 om Natten til Paaskedag droges vore Forposter i al Stilhed tilbage og vi marcherede til Dybbøl-Banke, hvor vi stod indtil langt ud paa Eftermiddagen, ventende det Angreb, hvormed der var truet og som der jo var Rimelighed for der vilde blive foretaget for at give os endnu en Paaskedag som den sidste. Havde vi beholdt den fremrykkede Stilling er der Sandsynlighed for, at det virkelig var kommet til en alvorlig Kamp, der da vilde være bleven blodig men sikkert uafgjørende; vi vilde være blevne trængte tilbage til Dybbøl, hvor vi da vilde have afslaaet Fjenden. — Igaar Eftermiddag kom vi da herover igjen og 10de Bat. kom i Kvarteer i Vollerup, hvorfra vi i Eftermiddag ere komne her til Byen, hvor hele Mandskabet ligger paa Slottet; de fleste Officerer i Byen. Brohovederne ere besatte stadig af 2 Bataillonen Imorgen tidlig skal 10de derover. Her bliver nu paa Als kun samme Styrke og netop samme Tropper som i Vinter, Resten skal nok til Fyn og Jylland. Hvad der ellers skal foretages er mig ganske ubekjendt. Vi ville sagtens gjøre Fjenden det saa suurt som muligt ved Blokade, Bombardementer og idelige Strandhug hist og her paa hans vidtstrakte aabne Kyster og andet kunne vi jo heller ikke gjøre. —
Eet lidet Eventyr havde jeg dog ovre i Slesvig, som jeg maa fortælles. 238og som navnlig vil fornøje Meta, thi jeg kan med Sandhed sige, at havde det ikke været for hendes Compas som jeg fik til Julegave, saa havde jeg sagtens nu været i Tyskernes Vold. Det var paa Tilbagetoget fra den store Recognoscering den 3die, at jeg sildig om Aftenen blev fra Compagniet, der sluttede hele Troppen skikket ud for at dække Flanken mod mulige Angreb, da vi skulde passere en Skov, paa Tysk Beuschanholtz paa Dansk Bøgeskov. Jeg skulde jo følge Colonnen og der var jo ogsaa Mellemposter, men de tabte mig og Fløjen hvor jeg marcherede, reent af Syne og sluttede sig til Colonnen, saa jeg endelig fandt mig i den mørke Nat ude i en ubekjendt Skov med en halv Snees af mine Folk — de yderste Fløjroder. Jeg var naturligviis fælt i Vinden og maatte da gaae efter Compasset: stik i Øst, og stødte endelig ved Midnat paa vor Forpostkjæde efter at være gaaet over Moser og pløjede Agre en Miils Vej og det netop gjennem et Terrain som endnu samme Nat blev besat af Fjender, der havde stormet Grøngrift efter at vi havde forladt den. — Ja, nu fik jeg Ordren at jeg Kl. 6 skal staae færdig ved Slottet for at gaae over til Dybbøl. Derfor vil jeg nu lægge mig til Ro.
15*
Snart hører Du mere fra Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Jeg var da saa heldig at faae mit gl. Kvarteer her hos Kjøbm. Behn, hvem jeg strax lod forespørge her. — Hilsen til Fader, Meta, Peter og alle andre Venner; jeg længes usigeligt efter at høre fra Eder alle sammen.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
den 12te April 1849
Kjære Johan!
— — — Den dybe Bedrøvelse der betog os i Løverdags da Efterretningen kom hertil fra Ekerenførde 1) vil jeg ikke tale om du kan vist selv forestille dig Faders og tillige hans dybe Harme at »Dannebrog« saaledes skulle haanes, ja lad mig ikke tale meer herom, det kom som et Tordenslag over Alle.— — — jeg havde tænkt mit Barn at dette kunde kommet bort igaar og da maaskee truffet dig til i Morgen din Fødselsdag min kjære, kjære Søn! Gud tage dig i sin beskjærmende Varetægt med vort elskede Fædreneland! Her følgers. 239nu dette Compas fra Meta, som Peter vel skrev om, hun haaber nu det skal fri dig ligesaa godt af Fjendens Haand som Svends har gjordt. Vilhelm har du vel seet, han har jo ret været med hører vi i Dag og Gud skee lov sluppet godt! Lytken og Carl B: har ogsaa været i Heden, den sidste har skrevet til sin Fader.— — —
Din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 13de April 1849.
Kl. 1 Efterm
Kjære Moder!
Baade Johan og jeg have i den sidste Tid længe forgjæves ventet at høre fra Eder der hjemme; vi maae da nøjes med Haabet om, at Alt staaer vel til hos Eder, — saa vel som det under de for det hele Land tunge Tider, vi nu opleve, kan være Tilfældet.
Jeg iler med at sende Dig disse Linier, for at Du og de Andre der hjemme ikke skulle ængste Eder ved at høre om 10de Bataillons Fægtning idag, uden med det samme at høre fra os. Jeg vil ikke videre omtale Kampen der var hæderlig for vore Vaaben, da dette vel vil komme Eder for Øje i Blade lige saa tidlig, om ikke tidligere end disse Linier. Vi laae i Sundsmark og Klintinge ¼ à ¾ [Miil] fra Sønderborg, da vi i den tidlige Morgen Kl. 5 bleve vækkede ved Kanoners og Musketters Dundren. Bataillonen skulde netop paa Forpost imorges Kl. 6, men i dets Sted marcherede den lige lukt gjennem Byen, over Broen og kastedes lige ind i Ilden mod Tyskerne der i Dagbrækningen vare trængte frem og havde kastet 3die Jægercorps, der stod paa Forpost, tilbage til Brohovedet. De kom disse vore Forskandsninger saa nær, at der endog vexledes Geværskud med dem. Allerede inden vi kom havde de imidlertid trukket Næsen lidt til sig, da vore faste Batterier paa Als begyndte at smøre rask løs paa dem med Granater og Kardescher. Det blev 10de Bataillons hæderlige Hværv at fortsætte Kampen. Fjenden kastedes tilbage til bag Dybbøl-Mølle, som han saa stak i Brand for at dække Retraiten. Desuden brændte Surlykkegaards Ladebygninger, skudte i Brand af os med Brandraketter, da Tyskerne benyttede den som Stilling og skøde ud ad Vinduerne paa os. Vi erobrede 2 Kanoner der i Triumf bragtes til Sønderborg. Vor Bataillon har 2 Døde og 38 Saarede, deriblandt 1 Officier Ltnt Dorschæus af 2det Comp., der nylig er avanceret,s. 240og før stod som Underoff. ved 4de Comp. Han er Student og har gjort hele forrige Aars Felttog med. Han fik et meget farligt, om end ikke absolut dødeligt, Skudsaar. Vor lille Doctor Rudelbach var flink; han gik med midt i Kugleregnen og passede sin Dont. — Generalen (Bülow) var særdeles tilfreds med Fægtningens Gang og Udfald og roste 10de Bataillons Forhold. Dobbelt glædeligt er det, da det just var denne for Tyskhed mistænkte Afdeling, der hævdede sit alt i forrige Felttog vundne hæderlige Navn. Oberstlieutenanten havde aldeles intet at bestille idag. Han havde kun at see til, thi hvert Compagni agerede særskilt.
Jeg skulde snart troe, at Johan ogsaa skriver hjem, hvis ikke saa sender han herved sin hjærtelige Hilsen til Eder alle. Han var dygtig med i Dag og Carlo ligeledes. Jeg var længere tilbage med mit Compagni, men dog ikke længere end at ogsaa jeg kunde begynde at vænne mig til den løjerlige Sang af Kuglerne, naar de pibe forbi Ørene og slaae i Jorden rundt om En. Min Captain blev pikket ganske sagtelig paa Ryggen af en mat Kugle, men uden at tage mindste Skade.
Nu maa Du nøjes hermed for idag. Skriv nu snart, hvis Du ikke alt har gjort det eller da alligevel. Dette er, som Du seer, skrevet i Hast, inden jeg har faaet noget i Livet. Jeg skal nu ind at spise til Middag. Lev vel og hils alle Venner venligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
P.S. Fra Vilhelm Blom kan jeg hilse; han var med ude i Ilden efter de fjendtlige Kanoner. Jeg saae ham igjen i Sønderborg efter Affairen, ligesom jeg ogsaa da traf hans Fader.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 16de April 1849. —
Kjære Svend!
Det var kjærligt betænkt af dig min Søn strax at Lade os høre fra Eder; da vi kom hjem af Kirke var Brevet kommet og strax efter fik vi Efterretningen om Fægtningen som jo ville foruroliget naar vi inted hørte fra Eder, Gud skee Lov som reddede Eder og gav et hæderligt Udfald! Hvordan vi egentlig har det, er nu slet ikke værd at nævne, tilvisse er det en i alle Henseender sørgelig Tid, du bad mig mit Barn ikke høre efter alle de Rygter som sværmer om, dets. 241gjør jeg ikke heller, destoværre, det virkelige er meer end nok til ret at være bekymret, mine Tanker gaaer vidt omkring, hvor findes et Lysglimt? Gud holde sin Beskjærmende Haand over vort elskede Fædreneland! og jeg lægger til, over mine elskede trofaste Sønner! Du klager over min kjære Svend ! det er Længe siden I hørte herfra, det er vistnok sandt, du troer ikke hvor ofte jeg siger mig det selv men jeg har jo slet inted godt at kunde fortælle og høre mine Klager er jo ingen Opmuntring, tilgiv din forknytte Moder mit Barn jeg skulle ikke være saadan og allermindst til mine kjære Børn nu, men du veed jo nok Moder er en Kryster imellem, thi altiid vil jeg nu ikke hedde det. — Med Meta er det endnu i Sængen dog troer jeg disse sidste dage det er noget bedre, jeg var hos hende i Formiddag, som hver Dag, nu er Tante J:der, hun bad at hilse Brødrene kjærlig, Tante ogsaa, Fader som nu er i Rigsdagen, er saa træt deraf, hilser Børnene saa Faderlig!
jeg havde tænkt at skrive til Johan lidt ogsaa i dag men nu er det forsildig i Morgen kommer jeg igjen, sig ham det med kjærlig Tak for hans Brev, her følger nu disse Blade om I bryder Jer om dem, det er hvad I egentlig selv veed, men saa sees da hvordan det meldes i Løverdags kom endeel med J : Compas i Gaar sændte Høxbro, her er de øvrige, Gud være med Eder mine kjære elskede Sønner saa beder inderlig
Eders trofaste Moder
E. G. —
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.*
A.
d. 18de April 1849.
Min kjære Søn Johan!
— — — vistnok min kjære Johan! har det jo været for dig som vi var syge eller døde, det havde ret gjordt mig saa ondt ikke at kunde faae skrevet saa det kunde naae dig den 14de, men nu da jeg modtog dit Brev, kan jeg sige det dobbelt gik mig til Hjerte, at du ikke saae et Ord fra din gamle Moder, eller Nogen her, som jeg dog veed ville have været dig kjært, jeg kan med Sandhed sige du ikke var af mine Tanker den Dag, ja jeg kan sige hvert Øjeblik af Dagene er mine kjære Børn der, Nætterne med.— — — Det var da ret paa sin Militair med Lykønskningen til din Fødselsdag — ikke Geburtsdag — i Brohoved; vi drak naturligviis din Skaal her i vor Eenlighed, jeg vils. 242jo ikke nægte, jeg med et beklemt Hjerte.— — — Gud være med Eder kjære Børn paa alle Eders Veje saa beder Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
B.
Kiære Søn!
Til Lykke med Aaret, som du fuldendte i hæderlig Kamp for Fædernelandet ! Gid det være et godt Varsel for det ny i alle Maader.
Iaften ender vel paa Rigsdagen den foreløbige Behandling af Grundloven, saa Udsigten til at blive færdig er nu ikke fjern, men at det bliver daarligt Gode kan jeg ikke betvivle, dog Gudskeelov! jeg har holdt ud, intet stukket under Stol og dog beholdt Ørenlyd og indjaget en Smule Skræk for grove Synder mod Modersmaalet og sund Menneskeforstand, og det var jo alt hvad jeg med nogen Rimelighed kunde vente, hvor de Fleste ikke vide Forskiel paa Høire og Venstre, og hvor Tscherning og jeg synes at være de eneste, som, hver med sine Øine, tager det virkelige Liv i Betragtning. Hils Svenn kiærligst, ogsaa V. Blom og hans Fader, naar du seer dem. Herren være med jer!
Fader Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark ved Sønderborg
20/4 49.
Kjære Moder!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog iforgaars Aftes paa Feltvagten udenfor Brohovederne, hvor jeg tilbragte de 24 Timer fra Onsdag- Middag til Torsdag-Middag i Snee og Hagel paa den bare Mark. Det er strængt nok, men vistnok nødvendigt, da disse Feltvagter staae kun en 100 Skridt bag den Vedetkjæde de udsætte, og denne befinder sig kun 4 à 600 Skridt fra Fjendens ligeoverfor paa Højden af Dybbøl- banke staaende Kjæde. Der udkræves derfor paa disse Poster en overordentlig Aarvaagenhed navnlig ved Nattetid, for ikke pludselig at blive omgaaet og afskaaren. Derfor maatte Alt staae under Gevær med Tornystren paa Ryggen hele Døgnet. Hvert Øjeblik hører man Skud, thi de fjendtlige Vedetter ere i Almindelighed meget rund- haandede med Krudt og Kugler, saa hver Gang en Patrouille, en Afløsning eller en Officier viser sig i Kjæden, saa skyde de strax, skjøndt Afstanden er for stor til at give noget grundet Haab om at ramme. De Tropper der staae ligeoverfor os her ere især Bajrere, Würtem- bergere og Saxere, som vi allerede ere saa bekjendte med at vi kundes. 243skjælne dem efter deres forskjellige Uniform. Om Natten hører man bestandig Kjørsel med Vogne og Trillebøre og Pæles Tilhugning og Nedrammen, og der har da allerede rejst sig en Række af Skandser langs ad Bakkens Ryg. Imidlertid kunde jeg ikke med min Kikkert opdage nogen Anstalter til Artilleri, ialfald ingen til svært Skyts; men det saae ud som blot beregnet paa Dækning for Infanteri. Det er desuagtet ikke usandsynligt, at Fjenden vil gjøre et alvorligt Forsøg paa at faae Als i sin Magt og synes ikke forinden at ville gaae op i Jylland. Maaske oppebier han kun det fornødne Belejringsskyts; Brotrain har han med sig og skal i Sandbergskov (hvorfra han sand- synligviis vil prøve den egenlige Storm, medens Sønderborg allarmeres og holdes i Skak) have travlt med at lave Flydebroer. At betragte Als som uindtagelig fra Sundeved er vistnok en stor Fejl; men vist er det, at baade skal der Lykke til for Fjenden og han maae finde sig i et frygteligt Tab før det kan blive ham muligt at forcere Overgangen, og jeg indseer ikke ret hvad det kan nytte ham at faae Als, der jo dog ligger aldeles aaben fra Søsiden. Prøver han imidlertid for Alvor derpaa, saa ville vi i ethvert Tilfælde faae »et varmt Bad«, men lykkes det os, hvad Gud give, at kaste ham tilbage, saa vil det vistnok ogsaa blive baade hans første og sidste Forsøg, saa frygtelig vil han blive tilredt. — Det er ved Generalcommandobefaling paalagt alle Militaire ingen Beretninger at give til Hjemmet om Troppernes Fordeling og Stilling, da saadant let kunde komme Fjenden for Øre og tilgode, derfor maa jeg herefter afholde mig fra sligt. Da jeg imidlertid i et tidligere Brev har angivet den hele paa Als efterladte Styrke til de 10,000 Mand, der var her i Vinter, maa jeg dog berigtige det derhen, at her findes og skal forblive en ikke lidet betydeligere Styrke. — Tjenesten herovre er særdeles stræng, navnlig har 10de Bat. været meget brugt. Brigaderne skiftes til at gjøre Forposttjeneste, men lige som vi havde gjort vor Tour til Ende med den ene (3die) saa bleve vi forsatte til en anden Brigade og begyndte saa paa samme Historie paa ny. I vide jo de Vexlinger der have fundet Sted i Armeens højere Etager. At Bülow er kommen i Kroghs Sted billiges almindelig; men Læssøes Tilsidesættelse er ikke betragtet som saa fortjent eller heldig. Meza, som jo nu er Højstcommanderende paa Als nyder almindelig Tillid, og rigtigt er det vistnok netop her, hvor det svære Skyts maa spille saa væsentlig en Rolle at have en Artillerist i Spidsen. Tungt har det imidlertid været os at miste vor gamle Brigadechef Schleppegrell, som hver Mand kjender og elsker. Jeg har lidt et endnu tungere og nærmere Tab ved den samme Lejlighed, idet min herlige Capitains. 244Falkenskjold er taget fra os og ansat ved Mezas Stab som 1ste Adjudant. Jeg kjender ingen Mand, der mere synes født til at befale i en Hær: Lydighed er uvilkaarlig, ligesaa uvilkaarlig som den Tillid og Kjærlighed han vinder hvor han kommer. — Min nye Compagnichef Ltnt. Cathala er en særdeles brav og human Mand, men at erstatte Falkenskjold det er han ikke istand til. Af Compagniets øvrige Officerer er den jeg lider bedst og som jeg virkelig lider meget godt en lille Normand Svendsen. Min Premierltnt Holck har jeg tidligere omtalt og en nylig ansat Hansen, forhen Malersvend og Overjæger i Livjægercorpset, der har gjort hele forrige Felttog med i 1ste Jægercorps og der erhvervet sig Sølvkorset, er vist en ganske brav Mand, men uden den Dannelse eller det Indhold, at han kan have videre Interesse for mig. Bataillonens øvrige Off. (Johan og Carlo iberegnede) seer jeg kun af og til i Forbigaaende, saa jeg er temmelig henviist til mig selv. Jeg befinder mig imidlertid legemlig meget vel, paa lidt Snue nær, og aandelig saa vel som det er muligt under de trykkende Omstændigheder, hvorunder hele Landet sukker. Jeg er tilfreds med min Stilling og ønsker aldrig noget Øjeblik at bytte »min Bolig som er paa den kolde Jord« med det hyggelige Hjem i Kjøbenhavn. Da jeg altsaa ikke hellere vilde være noget andet Sted for Øjeblikket, saa maa jeg jo tilstaae, at jeg har det saa godt som jeg for Tiden kunde have det og bør derfor være tilfreds hvad mig personlig angaaer, og det er jeg da igrunden ogsaa, om jeg end tidt kan være lidt gal i Parykken og lidt kjed af dette ensformige men dog trælsomme Liv. — Inden jeg slutter maa jeg bede Dig gjøre mig den Tjeneste at contrahere et Laan hos Fader paa mine Vegne, stort 15 Rigsdaler, at hvilke 10 paa Johans Regning betales til Skrædder Møller (jeg har nemlig faaet dem at laane af ham). Resten bedes mig tilsendt. Du vil vistnok ryste paa Hovedet ad mig i denne Anledning, men jeg vedbliver at paastaae, jeg er en meget god Oekonom; men Uniformsforandringen, samt Forsyningen til det nye Felttog tog extraordinairt paa Pungen og desuden sendte jeg for meget hjem til Skrædderen i Januar. I 2 Maaneder skal Balancen være gjenoprettet. Johan har vel berettet Dig, at Dorschæus døde af sit Skud Dagen efter (d. 14de). Han var eneste Søn af en Præsteenke, der boer i Kbhn. Jeg var iforgaars ude paa Augustenborg at følge ham og 4 andre af vore Faldne (en frivillig Underoff. Hansen og 3 Menige) til Jorden. Han blev baaret det sidste Stykke af Bataillonens Off. Provst Stephensen fra Broager, der i sin Landflygtighed gjør Tjeneste som Lazarethpræst, holdt Tale ved Graven. — Jeg hører, at der i »Fædrelandet« har staaet Lovtaler overs. 245vores Oberstlieutenant, til stort Moro for alle Bataillonens Officerer, der kjende Historien bedre og vide, at han laae i Grøften langt borte fra Fægtningen og ikke — som man skulde troet efter Rosen — foer til Hest i Kjæden og førte Folkene i Ilden. Der saae Ingen ham. Jeg vil ikke sige, at han derved har viist sig fejg eller svigtet sin Pligt; men nogen Anledning til Roes er der dog ikke. Noget synderligt Mod har han heller næppe, undtagen hvor der ingen Brug er derfor. Han er bleven mig og jeg tør sige hele Bataillonen mere og mere ubehagelig. Og nu have vi desuden jo mistet den Mand, der saa herligt forstod at holde ham i Tømme, nemlig min forrige Capitain. Til hans Tab kommer jeg atter og atter tilbage, thi ikke blot Compagniet, men hele Bataillonen har ved hans Bortgang faaet et føleligt Stød. — Fra Høxbro venter jeg i disse Dage Brev efter hvad han fornylig skrev til Johan. Ellers synes alle mine Correspondenter at være blevne kjede af at skrive mig til, naar jeg ene undtager Dig og saa stakkels Meta, der jo en Stund har været undskyldt. Hils hende fra mig paa det kjærligste og ligeledes Fader, Tante Jane, Amalia og Peter Boisen. Ogsaa Skovgaard, Knudsen og andre Venner bedes venlig hilset fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag d. 21de April 1849.
Min kjære Svend!
Det er ikke for at kunde sige noget videre Nyt end sidst da jeg i Mandags skrev dig til, veed vi egentlig Inted [Andet] end hvad de tydske Blade giver med endeel Løgne som da kan sees, men vistnok indeholdes der vel ogsaa Sandhed i hvad der sees om de uhyre Tilberedelser for ret paa alle Maader at kunde storme mod Als som du veed jeg kalder min Øjesteen og ængster mig for, Gud lade alle den Ondes Anslag gaae til Grunde! Det var i Onsdags den 18de min kjære Søn, et Aar siden da du forlod os ifjor, jeg læste nu dit Brev til mig, skrevet den 20de fra Flensborg og siden Et, ottende Dagen derefter; naar jeg seer tilbage hvad Sorg og Savn med dyb Bekymring og Ængstelse det Aar har ført med sig paa saamange forskjællige Maader, kan jeg ikke nægte jeg gruer ved at tænke herpaa og beder Gud i Naade gjøre en god Udgang paa det Alt!
Nu er I jo flytted ud paa Landet skrev Joh: i sit Brev til Peter var bestemt nordpaa mente han? I er jo blevet flytted til Krbs: 1) s. 246Brigade fra Schrs: 1) er I fornøjet dermed? |: ja det maae der jo ties med :| og du har misted din Capitain Falskld:, det var vistnok ikke hvad der var dig kjært min Søn, det kan jeg godt vide, Docter van Deurs er jo nu ogsaa borte jeg haaber nu i Morgen at see Brev fra Eder, dette er nu det andet til dig og ligesaa til Johan, siden jeg saae Noget igien det er iøvrigt slet ikke for at klage over Eder begge mine kjære og kjærlige Sønner! thi jeg veed nok der var kommet en uforsvarlig utilgivelig Stilstand over mig, eller egentlig over mine Breve, jeg veed jo at I imellem kan længes efter at høre lidt herfra, men dog ikke som Moder, jeg giver Eder ogsaa den Berømmelse I har været gode imod mig! jeg synes saa ofte hvad jeg har at meddeele er der jo inted Interressant ved, men, det er jo dog fra Eders Hjem og fra hvem der elsker Eder som Ingen.
Fra Peter og Meta kan jeg da hilse, i Formiddag var jeg der, nu er Tante Ja: der, hun er enten i Sængen og paa Sophaen liggende, dog troer jeg vistnok det er bedre og haaber snart det skulle gaae rigtig fremad naar Veiret nu ogsaa blev noget mildere, det er vistnok hvad I kjære Børn og da Alle med Eder har fundet, uhyre koldt, jeg har ofte havt i mine Tanker hvordan det dog gaaer Eder Alle. — Fra Venner der altiid kjærlig spørge hilses, Skovgaard var her igaar han har været en Tour paa Landet, Fader hilser kjærligen, han har været paa Rigsdagen den er da vedblivende endnu. —
Gud være med Eder! mine kjære Børn!
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Lørdag-Aften d. 25/4 [1849]
Kjære Svend!
Dette Brev skulde været skreven og afsendt iaften, idet jeg har bestræbt mig for at faae skreven skifteviis til Een af mine kjære Svogre engang om Ugen ; forrige Uge gik forbi — et Brev skulde derfor være affærdiget paa denne Uges sidste Dag, — men først nu er jeg kommen til Sæde. Først sad Fritz, som spiser hos os hveranden Dag, et Par Timer og fortalte om Rigsdagsmødet idag (ligesaagodt lidt derom strax: det var yderst kjedeligt kun Afstemning over Medlemmer til Værnepligts- Udvalget, lutter Militære Tschernings Yndlinger — og Aristokrater; dernæst With i Jaterp: om Erstatningen fra Preussen til Jylland, hvorpaa Moltke svarede, at det havde taget lang Tid med at gjøre Opregningen over den lidte Skade; den var nu sendt til Berlin, og kunde meget snart ventes afgjort og Erstatningen sendt hertil. Tils. 247Slutning reiste Gr. sig med det Spørgsmaal til Form: og Forsamlingen, om den tillod, at Een, der var valgt til Medlem af en Comité traadte ud af denne ; han maatte nemlig antage at det var Tschernings Ønske ikke at være Medlem af en Comité, der skulde tage hans eget Forslag og Forordning under Behandling, og da han nu var valgt, at han da maatte ønske at træde ud, dersom Fors. tillod det.— Tscherning svarede paa en grov Maade: »Han forstod ikke det Spørgsmaal«. Form: tog da Ordet og forklarede ham det. — Han svarede, at han traadte ikke tilbage, da han nu var valgt, han vilde ikke gjøre det for at føie den ene Rigsdagsmand. Gr: vidste meget godt, at han ikke vilde gjøre det for at føie ham, men tænkte sig, at han selv maatte føle sig opfordret til at begjære Udtrædelse af den Comité. Dermed afbrød Form. Discussionen. Der var Sandhed i Spørgsmaalet, skjøndt det slet ikke kunde nytte at komme med det, da man nok kunde vide, at Tscherning ei traadte tilbage. Men jeg vil atter komme tilbage til disse 2 Mænd). — Derpaa kom Høxbro, som blev her til nu (Kl. 10) under ivrig Samtale om Slesvig indtil Eideren — eller Slesvig deelt, som H. staaer stivt paa, saa han slet ikke vil have, at vi skal kæmpe for det sydlige Slesvig men strax opgive det, kun sikkre os det danske S1. og give det andet Pokker el. Tydsken i Vold. En Piece, som Blaumfeldt har skrevet om det Spørgsmaal var han meget opbragt over, og havde Lyst til at udgive et Modskrift. Saa kom Møller og efterat have drukket The med os, gik de begge op i Studenterforeningen for at høre et Foredrag af Blaumfeldt. Nu sidde vi roligt, som sjældent er — meget sjældent; Meta sidder i Sophaen i Regnskab op over Ørerne, som hun dog fører med en Accuratesse og Orden, som er beundringsværdig — en ziirlig Regnskabsbog. — Nu gav hun mig en Sødekage, og gik derpaa i Seng. Hun er nu rask (det være sagt i en god Tid) — flink i alle Maader. Idag har hun havt Rørdam og sin Fader til Caffe. — Nu Dit sidste Brev, hvorfor jeg haaber Du allerede har modtaget Tak af Johan fra mig. Jeg skrev til Johan, at det burde offentliggjøres ; det har jeg vel ikke gjort, men dog heller ikke beholdt det ganske for min Mund; jeg har nylig faaet det hjem fra Høxbro og Skovgaard, ligesom jeg har læst en Deel deraf for nogle Rigsdags- mænd, som fandt deri en slaaende Sandhed om at det nu ikke lader sig gjøre at rykke ned i Slesvig (ref. 1) Krigsministeren, som nu har gjort det umuligt ved at opløse Hæren ligefor Rigsdagens Øine, havde han ventet saalænge, kunde han gjerne have ventet til den havde udtalt sig derom). Dit interessante Brev giver heelt igjennem rigts. 248Stof til Samtale; med Længsel imødeseer jeg den Tid, da vi kunne sidde og tale sammen gid det maa kunne skee under nogenlunde Enighed men derom giver Dit Brev mig ogsaa Haab. Din Fremstilling af den »modige« Lehmann og det »modige« Ministerium har moret mig, og deri stemmer jeg ganske med Dig. Det har ved sin »Klogskab« fældet sin egen Dødsdom. Du vil holde paa Tscherning og Monrad, det hjælper ikke — de staae ikke mere — og efter min Mening fuldelig med Rette. Tsc. sidder nu paa Rigsdagen som General for alle Bondevennerne, der blindt følge hans Vink f. Ex. stemmer med at 23de Septbr’s Forordningen 1) blev forelagt Rigsdagen, hvorved Rigsdagen har givet Slip paa sin egen Ære eller i al Fald tabt meget i Folkets Øine. Din Anskuelse af Umueligheden i en Adresses Indgivelse af Soldater er desværre vistnok sand, og umuelig for Øieblikket, men husk at vi tale derom, naar vi sees. Din Udtalelse af Din Kærlighed til Danmark, selv om det kun gaaer til Kongeaaen NB efterat vi forgjæves have kæmpet for hele Danmark, er som den sømmer sig en ægte Søn af gamle Danmark; men det gjør godt rigtig godt heelt inde i Een. — Derimod har Dine Ord : »den danske Landsoldat er i Regelen et altfor materielt Væsen, til at kunne være begeistret« saaret mig. Du kan heller ikke meene det efter Dine tidligere Yttringer om d. 10de Bat. — Derom mere, naar vi sees! — Nu Godnat!
Den 1ste Dec. 2) Ja Gud bedre! Der slap jeg dengang videre kom jeg ikke — og det er en Ynk, — men det er det i det Heele, saa jeg har ikke gidet skrive, og det var heller ikke værd at læse. Imidlertid har jeg trøstet mig ved, at I have faaet noget bedre baade fra Høxbro og Skovgaard — saa I have dermed været vel tjent, og det glæder mig, for jeg maa reent ud tilstaae, det er lumpent nederdrægtigt, mildest talt, saadanne Tider man lever i; der skal I sidde og kjede Eder, og herinde har I en Svoger, som er midt i Røret, og samme Fyr kan endda ikke gjøre saameget som at give Eder nogle ordentlige stadige Meddelelser, og det uagtet han i Grunden har Lyst til det og har Nok mere end Nok at fortælle. Tørre Hug burde han have. Men man kan F. g. m. blive ganske dum for ikke at sige noget værre, især naar man er det iforveien. Nu kan man snart sige: Der er Splid der er Oprør og Helved i Danskernes Leir — og altsammen om det Spørgsmaal om Slesvig skal deles eller forsvares (tages) heelt. Jeg ved hverken ud eller ind. Galt bliver det, hvordan man vender det. Gaar vi ind paa at dele det, saa opgive vi vor Ret og vor Ære, og det ers. 249dog pinegalt, har vi mistet Æren, maa vi hellere alle ligge med Næsen i Veiret; thi Æren er dog det feireste Træ i Skoven; vil vi ikke dele det, saa gaaer det enten ud over de danske Slesvigere hvorfor vi dog have begyndt hele Kampen, eller vi faae Tydskere ind paa den danske Rigsdag, hvoraf Følgen vil blive, at alle Bønder maa lære Tydsk og da Godnat med det danske Modersmaal og saa F. i Vold med det Hele. Jeg er gal i Parykken, det er et skidt Brev — men lad nu gaa. Kun ikke i Buxerne, som det gik mig forleden.
Din P. B.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
d. 26de April 1849
Kjære Børn!
Efter Brev som Høxbroe fik igaar, fra dig J:, hører jeg, I endnu er i Sønderborg men vel paa ganske ubestemt Tid, da det jo kan siges, I har inted blivende Stæd. — Her er jeg da igjen med disse Blade endskjøndt Efterretningen fra Kolding 1) er maaskee kommet lige saa tidlig til Eder, som her igaar Morges, vi har jo havt et stort Tab, gid hver en af disse afskyelige Bødler kunde blevet knust og bøde for deres onde Gjærninger som de har paaført saamange Uskyldige; Man bliver Ond i slig en Tid, ja jeg ønsker Fjenden Tilintedgjort hver og een, at vor retfærdige Sag maatte Seire og ligge aabenlyst for heele Verdens Øjne! — jeg vil nu ikke tale meere om alt dette som bestandig krydser om i mit Hoved om alt det Onde jeg synes der kommer bestandig meere frem i Verden, det er maaskee ogsaa fordi jeg er blevet gammel og seer det med mørkere Farver, jeg gruer mangengang, der er saameget [der] har forandret sig for min tidligere Anskuelse af Livet der nu slet ikke svarer dertil og ofte formørker Alt omkring mig, Gud lade Alt engang klarere lyse for mit mørke Blik, skeer det ikke her, saa Hisset, hvor der er godt at være i den evige Salighed !
Fra Møllen kan jeg saavidt hilse jeg har ikke endnu været der i Dag men har betænkt at gaae lidt derop, hun har en Spansk Flue som saaledes presser hende nu, men som jo skulle gjøre hende rigtig rask siger Fenger; iøvrigt er det ret brav med vor Kjællingunge, som I jo nok kan huske I fordum kaldte hende her Hjemme hos Moder, nu er det jo ogsaa forbi.s. 250Nanny Bech kom nu, hun — De — havde havt Brev fra sin Broder igaar, han saae Eder imellem havde han skrevet han har ogsaa Vagt paa Brohoved; veed I ikke om Homann er paa Als?
jeg gaaer saa smaat hver Dag kjære Børn og vænter at see lidt fra Eder, eller i det mindste fra een af Eder, I kunde jo smukt skiftes hertil, ikke sandt, I vil det? ja jeg er et unøjsomt Væsen i alle Retninger, naar Man er blevet gammel skulle jo dog Klogskaben komme men der er de Ting jeg føler jeg bliver det aldrig, endskjøndt Ungdommen vel troer at Følelsen er forbi for Alt hvad Man i sin Ungdom elskede, nei, jeg har følt den Voxer i dets stæd. —
Nu Farvel mine kjære Sønner! hjertelige hilsener fra Fader og Eders
trofaste Moder
E: Grundtvig
Tanterne og øvrige Venner hilse.
Hils Obst. Blom og Vilhelm ret meget fra os alle her. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 29de April 1849.
Kl. 11 ½ Form.
Kjære Moder!
Hjærtelig Tak for begge dine kjære, kjærlige Breve. Det af 26de modtog jeg igaar ovre i Brohovedet. Efter Vagten sov jeg i Nat saa længe, at jeg først nu (ɔ :½ Time før Postcontoiret lukkes) er kommen til Skrivebordet. Derfor kan det kun blive et Par Linier, der i Korthed berette, at her Intet er at berette. Denne Mælding vil jeg imidlertid ikke have betragtet som Svar paa eller Gjengjæld for de to Breve fra Din Haand, men tænker med Posten imorgen at skrive Dig et udførligere Brev til. Hils Alle derhjemme og paa Møllen. Hils ogsaa de kjære Venner, der bryde sig om at høre fra mig, navnlig Høxbro, som jeg skal have skrevet til med det allerførste.
Lev vel, kjærlig hilset af
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hvis Du ikke alt har afsendt Penge til mig, saa lad det kun blive. lovermorgen hæver jeg jo Gagen.
Disse Linier skrives hos Karstensens. Johan som sidder hos beder mig hilse.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 30te April
49. —
Kjære Svend!
Endskjøndt jeg med stor Taknemmelighed (ɔ: intensiv) har modtaget 2 Breve fra Johan, siden jeg sidst skrev ham til, saa vil jeg dog iaften stile — hvad jeg har at stile — til Dig, deels fordi jeg har skreven til ham senere end til Dig, og fordi jeg haaber ved at spille ud til Dig, derved at nøde Dig til at spille ud igjen — lade høre fra Dig, som Du kun gjør sparsomt i den senere Tid, deels fordi jeg frygter for ved at skrive til Johan iaften, jeg skulde komme til at begynde en lille Krig med ham, hvilket jeg dog føler var baade Synd og Skam, da I kan have nok af Krigen med Fjenderne til at I skulde have Krig ogsaa fra Eders Venner. Vil Du nu blot hilse ham og sige ham Tak navnlig for hans Beskrivelse af 13de Aprili-Slaget 1) (med Tegningen og Thepotten) som var os meget interessant (Endeel deraf forelæste jeg i Danske Samfund). Du, kjære Svend! har som sagt været noget taus — for os, i den senere Tid, som jeg forresten godt kan forstaae, bilder mig da saa ind — at Du ikke er i Houmeur, skjøndt Du siger — og Du har Ret — og jeg ved Du lyver ikke — at Du ikke vilde være noget andetsteds end hvor Du er. Og at forlange, at I — foruden alt det I maae døie, ogsaa skulde opmuntre os Kværsiddere, der have vore magelige Dage, det vilde vel være formeget, endskjøndt Du paa den anden Side nok vil kunne forstaae, at saaledes skulde det dog i Grunden være, naar Du tænker paa, at I slaae som Kæmper og Forsvarere lige i Døren paa Huset, som er fuldt af Kvinder og Børn og hjælpeløse Mænd, medens Røvere ja Tigere og Hyæner storme løs for at vælte hele Huset og myrde — at vi derinde i Huset, som Intet formaae, kunne trænge høilig til et opmuntrende Blik imellem fra Eder, fra hvem vi skal vente al vor Frelse — næst Ham, der raader for Alt — og raader endnu — Gud skee Lov! for det Danske Huus, som han har raadet og sørget godt for i Aartusinder, selv naar Faren var større, end den er nu !— —Dog — som sagt — det er for meget forlangt, men jeg vil blot have Du skal forstaae, hvor smerteligt det berører os, naar Krigsfolket — og de Bedste af dem — begynde at tabe Modet. Nu føler jeg tilvisse, at kunde vi, saa burde vi gjøre Alt for at opmuntre Eder — men jeg idetmindste kan det ikke. Men naar jeg siger og ønsker af Hjertet: Bevar med Guds og Eders høire Armss. 252Hjælp Modet, ikke blot for Eder selv, men for os med, saa ligger deri den største Opmuntring, for det er et heelt Folk i Nød, som seer paa Eder med fuld Tillid og Fortrøstning — og det giver Kræfter! — Godnat Svend! Meer imorgen!
Grundtvig og hans Slægt.
16
Torsdag. Valdborgs Dag. Nei jeg faaer ei Tid til meer, da jeg i Eftermiddag efter Skolen først erfarede, at jeg skal holde Foredrag i DS. som min Broder Fritz ellers havde lovet men forhindres af Rigs- dagsmøde. Jeg vil da sende dette (skjøndt det er knap 4 S. værd men Du faaer det ogsaa gratis) Idag var der en voldsom Kamp i Rigsdagen. Ministeriet har erklæret det for et Cabinets-Spørgsmaal, hvormed det vil leve eller døe : »Landsthing med Valgbarheds Sensus (høi) og middelbar Valg«; hvorover der idag fra Venstre reiste sig en meget heftig Storm, og det synes virkelig at skulle falde iaften, da der atter er Møde og Afstemning — saa faaer vi at see, hvad Min : gjør. At faae et nyt nu var os vist kun til liden Baade. — Det har da været en morderisk Kamp ved Colding. Idag er her kommet en Mængde flygtende Veilensere (Kragballes Forældre f. Ex., som sige at ¼ Deel af Indv: ere flygtede, fordi de frygtede noget Lignende som ved Colding. Lehmann i Tydskernes Vold — hans Kone meget slet her — og hans Datter død ! saa han bliver prøvet nok. — Meta er nu saa temmelig vel, kan gaae lidt ud. I Søndags saaes Susette og hun for første Gang i lang Tid. — Paa den nordre Fløi er der kommet en lille Datter, jeg har maaskee fortalt det eengang. — Alt vel inden Borde. Jeg var ombord paa Skjold igaar alt saae godt ud. »Blot vi ikke skal komme i Slag« sagde en hvervet Matros (en fyensk Bondekarl), som saae sølle ud. »Det er dog derfor I gaae ud« sagde jeg. Det er vel ikke første Gang, I faae slig Yttring. — Lev vel ! Din Ven og Svoger
P. Boisen
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark
d. 1ste Maj 1849.
Kjære Moder!
I Søndags fik jeg kun Tid til at sende Dig en Kvittering for Modtagelsen af Dine to Breve af 21de og 26de f. M. Tak fordi Du saa jævnlig skriver; thi vi længes bestandig efter at vide hvorledes det staaer til med vore Kjære i Hovedstaden. Gid nu kun Meta ret snart maatte komme til Kræfter! Og gid jeg kunde rejse Dit sjunkne Mod! Det kan jeg desværre ikke, thi jeg kan kun altfor godt forstaae, at Du maa i disse Tider føle Dig beklemt. Det eneste Sted hvor jeg kan vise Dig hen for Trøst er derhen, hvor Du jo ogsaa stadig søger den:s. 253hos Verdens almægtige Styrer. Han veed hvad han vil; han seer og han styrer den for menneskelige Øjne saa ofte forsvindende og navnlig nu saa forviklede Traad, der sammenknytter alle de mærkelige Begivenheder der i det sidste Aar ere foregaaede og endnu foregaae for vore Øjne. Og han ikke blot veed, men kan hvad han vil, og derfor maae vi med Fortrøstning vente at han vil føre alt til det bedste og gjøre en Udgang paa Trængslerne. Vi svage Dødelige vide knap hvad vi ville; men endnu langt mindre kunne vi det. Og dette gjælder ret egenlig om Danmark i sin nu aarsgamle Kamp mod den store Overmagt. Vi ere jo i den Tilstand, hvor man — som Ordet lyder — ikke veed, enten man er kjøbt eller solgt. Det Eneste vi kunne ville er at kjøbe Freden saa billigt som muligt og at sælge Livet saa dyrt som muligt og fremfor alt fremdeles ikke at sælge Æren. For Resten maa Gud raade. —
Vi oversvømmes da ogsaa her stadig med Rygter fra Kjøbenhavn : idag om at nu kommer Ruslands mægtige Arm og slaaer et Domme- dagsslag til vor Redning; imorgen om at nu er det afgjort, at der aldeles ingen Bistand er at vente fra den, saa lidt som fra nogen anden Kant af Verden. Dette sidste blev forsikkret i Privatbreve fra Kjøbenhavn, der igaar kom hertil. Jeg mener om den Sag, at de gode Brevskrivere vide lige saa meget om det som jeg veed ɔ: aldeles intet; og jeg bryder mig derfor lige saa lidt om de slette som om de gode Efterretninger om, hvad der er besluttet i den russiske Kejsers Cabinet. Jeg venter ingen Hjælp fra Peer eller Poul, men mistvivler dog ikke derom. Jeg opgiver ikke Haabet om en lykkelig Udgang; men støtter ikke dette Haab enten paa dit eller dat. Jeg hviler rolig i den Overbevisning, at Danmark gjør hvad det kan og vil fremdeles gjøre saa, for at hævde sin uomtvistelige, men dog saa haardt angrebne, under Fødder traadte Ret. Jeg veed, det er i Grunden kun lidet, hvad Danmark kan gjøre mod det store Tyskland; men dette lidet maa dog gjøres og jeg synes ogsaa det gjøres. Saa meget af Landet som muligt holdes frit for Fjendefod, saa længe som det er menneskelig muligt; derom vidner det blodige Koldingslag. Hvert Skridt mod Nord vil blive blodigt, og vender Fjenden sig hid, da har jeg vel for det første den Tro, at han med Skamme vil blive kastet tilbage, men, da jo ingen Fæstning er uindtagelig for en overlegen Magt, der vil offre hvad det end kan koste, saa er det i alt Fald min sikkre og vel- grundede Overbevisning, at Danmark ikke skal have Grund til at rødme af Skamfuldhed om det maatte komme til at bløde af det dybe Saar, som Alses Tab vilde tilføje det. Det vilde først være efters. 254en fortvivlet og for Fjenden saa vel som for os (og sagtens endnu mere end for os) blodig Kamp, at de tyske Hærskarer vilde kunne trampe paa Alses Grund. Mit Haab er altsaa, at Danmark skal med Sejer og Lykke udgaae af Kampen ; men min sikkre Overbevisning er, at det skal gjennemgaae den med Ære ; — og »Æren hun er det fejreste Træ udi Skoven«. —
16*
Vi have her meget pludselig faaet et dejligt Foraarsvejr. Skoven grønnes stærkt og alle Agre og Enge ere alt saa frodige som de kunne blive. Storken bygger Rede over mit Hoved, og Ferskentræet, der slynger sig om mine Vinduer, staaer i Blomster. Igaar var jeg en Skovtour med Karstensens, Pastor Bøggild og Johan til Augusten- borg. Vi spadserede i den prægtige Have langs Fjorden og »lydde paa Fryd og Fuglesang«. Johan og jeg tilbragte derpaa Aftenen hos Henrik Bech, der er Commandant paa Augustenborg og boer i Byen i en forløben Hofraads smukke Lejlighed og har det i det Hele saa behageligt som Nogen paa hele denne skjønne Ø. Hermann, som Du spørger til har slet ikke i Aar været her paa Als. Han staaer nok ved 1ste Forstærkningsbataillon, der saa vidt jeg veed hører under Ryes Brigade. Thurah er her paa Als og har været her lige saa længe som jeg, uden at jeg dog endnu har seet ham for mine Øjne. Vilhelm Blom boer i Sønderborg, men jeg seer ham sjælden og da kun i Forbigaaende. Han sidder paa Contoiret fra Morgen til Aften. Hans Fader befinder sig saa vidt jeg veed efter Omstændighederne (thi igrunden er han træt af dette for en Mand i hans Alder ogsaa saare besværlige Liv) ret vel. Jeg vil siden i Dag see at træffe ham. Tante Maria er vel nu ikke længere i Byen, men vil Du ialfald hilse hende venligst fra mig, saa vel som Line Blicher, der vel endnu er derinde med sin lille Peter Christian (hedder han ikke saa?). Vil Du nu kjærligst hilse Fader og Søster, Svoger og Tante (Amalia ej at forglemme) og takke alle de kjære Venner der mindes og mindes af
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Da dette Brev er for sildig færdig for Posten, saa vil jeg nu sende det ind til Pastor Bøggild, forhen Skibspræst paa Valkyrien, som har fungeret som Feltpræst her indtil Hammerich kommer. Han rejser idag til Kbhn. og jeg vil bede ham bringe Dig en personlig Hilsen fra os. Vi have begge seet ham saare jævnlig i den sidste Tid hos Karstensens. Du kan da høre vort Skudsmaal, enten det nu er godt eller daarligt. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Onsdag Etdg 2den Mai 1849.
Kjære Børn!
Med Hammerik afsændes nu dette, I vil da af ham kunde høre mundtlig fra os, da han i Morges var her at sige Farvel ! hans Ophold meente han blev i Sønderborg. — 6 »Danskere« følger og en Bog her er kommet til dig Svend, om du nu har Tiid og Samling at læse i den. Bladene her er kommet i Dag følger ogsaa, igaar kom Høxbro og spurgte om jeg ville have noget med, han fik da dem der da var, saavelsom en kjærlig Hilsen. — Nu er da Meta Gud skee Lov saavidt at hun var lidt heroppe i Mandags, hun er blevet Tante til en lille Caroline Haralds Datter.
Hvor jeg dog kunde ønske at gjøre en lille Tour over til Eder mine kjære Børn, blot paa en Dag og see hvordan det heele saa ud omkring hos Eder. — Der er en Ting som jeg i min ringe militaire Forstand ikke har kundet begribe, som er, hvorfor vi ikke uophørlig forstyrrer Oprørerne i at opføre Skandser som de jo arbeider paa Nætter og Dage, endogsaa langs Kysten; kan vi ikke skyde need ligesaa hastig som der føres op? det er et Spørgsmaal jeg har gjordt rundtom og kan ikke faae besvaret, der er endogsaa dem der vil sige, det er fordi de skal først være færdig med dem førend de vil begynde at beskyde dem, men det er jo naturligviis halvgal Snak, vi maatte jo vistnok Lettere kunde forstyrre Arbeidet for de Kjæltringer nu end siden, naar der er givet dem Roe og Mag at opføre det; jeg taler nu her om hvad jeg slet ikke forstaaer hører jeg Eder sige, men, jeg kan ikke nægte, det er hvad jeg grunder meget over, Tingen maae vel være, at vi ikke kan naae at forstyrre Arbeidet?
Fader er nu igjen i Rigsfsng:, I befatter Eder vel ikke meere med at følge de Forhandlinger; siden den 27de Martz har jeg været aldeles ligegyldig for alt hvad der foregaaer, før den Tid fulgte jeg dog nogenledes hvad Talen var om — i Morgen reiser Rørdam paa Løverdag Ingeman fra Begge venlige Hilsener. —
Nu Farvel mine kjære Børn ! Gud ledsage Eder paa alle Eders Veje ! saa beder inderlig Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
i dag har jeg ikke seet til Meta men Fader har været der, maaskee seer du selv Brev fra hende, hun havde det godt. Tante M: og J: sige hils — hils! og lille A.
s. 256Bededagsaften 3die Mai 1849.
Tak for Brevet i Dag kjære Svend ! der gjorde Moder godt at læse. — Der kom da som du jo selv bad om, ingen Pænge med Hammerik i Dag, har det nu ikke sadt dig i Forlægenhed saa er det min Skyld da du veed jeg ikke fik dem bort da det var Tid, Fader gav mig 10 R. at sænde og Skræderen fik de 10 R. for Joh: som du bad de ligger her da til videre. —
Hilses kjærlig mine kjære Sønner fra Fader, Tanter og Eders gamle Moder
E: Gr:
Meta var her nu et Øjeblik og bad Eder naturligviis at hilse — nu gik hun.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sundsmark
4 Maj 1849
Store Bededag Kl. 1 Formiddag.
Kjære Fader!
Jeg vil dog sende dig et Par Ord med ved denne Lejlighed, egenlig kun for at give Pastor Bøggild en Art Introduction, thi her er er i Øjeblikket ingen Tid til Mere; Svend og jeg staae paa Springet at gaae ind og sige ham Farvel. Pastor Bøggild, der i den sidste Maaned har fungeret som Feltpræst herovre, er efter min Overbevisning en begavet, dygtig og nidkjær Præst, og en ivrig og redelig Mand med ikke almindelige Kundskaber og en ualmindelig Livserfaring. Hans Orm er en noget for stor Snaksomhed, thi tie kan han ikke. Han har i den Tid, han har været her, vundet meget Bifald og viist megen Kjendskab til de Forhold, der finde Sted i Feltlivet tillands og vands; vi have seetes næsten daglig hos Carstensens i den sidste Maaned og jeg har havt megen Fornøjelse af ham, da han er en livlig Mand.
Saasnart jeg faaer Tid, skal jeg skrive dig udførligere til, for denne Gang maa jeg, med Tak for de Linier fra dig, jeg forleden fik, nøjes med at bede dig leve vel og bringe Moder, Meta og Peter og de Andre en hjertelig Hilsen fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Onsdag den 9de Mai 1849.
Kjære Børn!
Igaar sændte jeg ingen Blade, her følger nu disse fra i Dag, I har maaskee alt hørt at Fjenden har besat Snoghøi, vi længes nu efters. 257nærmere Efterretning herom, at det er sikkert seer vi da og hvorfor Kanonbaadene ikke kunde udrette noget, siges, var af den Grund, at deres Batterier var lagt saa lavt at de kunde beskyde dem, Gud give dog nu at Frederits maae kunde udholde sin Prøve. — Det var netop den 8de Mai at der ifior blev skudt over til Strip hvor Niels Sp: da stod Vagt, sagde hans Moder nu som gik herfra og bad Eder hilset.
Tak for dit Brev Johan fra d. 6te, det kan jeg rigtignok mærke min Søn, du er blevet forvændt og forkjælet i Sønderborg, det var jo blot nogle faae Dage Du maatte udholde det knebne Quarteer og jo ikke meget meer end om Natten, naar de fleeste Andre vel har maatted nøjes dermed i fleere Maaneder, er det dog ikke sandt? du veed nok jeg under dig det saa godt som mueligt, men det er jo saa slemt for dig selv, som da føler saa stort et Savn ; det er ikke Moder der har forkjælet sine Børn det veed i da nok selv, men det er nu alligevel saa, det maae vistnok være de gode Carstensens som har været for gode ved Jer, endskjøndt jeg jo i mit Hjerte takker dem herfor; Pst: Bøggild kom da igaar, jeg fik da Eders Skudsmaal som jo var meget godt, det tvivlede I vel heller ikke paa, han lovede at komme igjen da det kun var kort han var her, og meget var der jo naturlig jeg gjærne ville vide om mine kjære Sønner.
Fader er nu igjen i Rigsforsng: han er saa kjed af den og jeg vist Ligesaameget, han er ikke tilfreds, imellem os at sige i nogen Henseende; Gud gjøre en god Ende paa al den Nød og Elendighed i alle Verdensriger og Lande men nærmest vores elskede Fædreneland. —
Med Meta er det nu ret godt, hun var her lidt i Formiddag, har I ikke seet Brev fra Møllen tænker jeg det sker ret snart. — Fader hilser Eder altiid kjærlig ligesaa bad Tante J : som nu gik lidt ud. — Gud være med Eder mine kjære Børn i Sin og i indbyrdes Kjærlighed saa beder
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
i Mørke. —
hils saameget Spang og hans Kone jeg husker dem godt.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Skovby (»Schauby«) paa Als. 14de Maj 49.
Kjære Moder!
Usædvanlig længe har Du nu været uden Brev, men dog derfor ikke uden Nys fra mig. Jeg har gjort mig til Regel at skrive Dig eets. 258Brev til hver Uge, men den forrige Uge gik reent over; men de 4 Dage af Ugen gik ogsaa i Brohovedet og desuden havde jeg 2 Breve at skrive: til Peter og Høxbro. Det sidste skrev jeg i Torsdags, da jeg om Eftermiddagen skulde have min Brohovedtour; naar man har vaaget det meste af saadanne 24 Timer saa duer man ikke stort til at skrive Breve; i Lørdags var det sidste Dag i Sønderborg og den var da optaget : om Formiddagen var jeg en lille Skovtour med Kar- stensens og om Aftenen var jeg buden til Gjest hos den dobbelte Verdensomsejler, Skovgaards Ven og Læge, »den graa Mathiessen«, der har sat sig ned i Sønderborg som practiserende Læge. Søndag Morgen toge vi da Fod i Haand for at indtage vort Cantonnement for de følgende 8 Dage ( : 1ste og 2det Comp. paa Kajnæs — eller som Tyskerne skrive det »Kekenis« — 3die Comp. i Lysabbel og 4de i Skovby). Vi havde kun ringe Lyst til at jages saaledes i Udlændighed, skjøndt disse 8 Dage jo skulde være vore Hviledage; men jeg i det mindste har snart forsonet mig dermed; thi dejligt er her at være ved Skov og ved Strand og intet andet Sted i Danmark har jeg fundet saa net en Bondeby som denne, og navnlig er jeg tilligemed Capitainen (Cathala) kommen til at ligge hos Synsmanden, hvor alt er saa nydeligt, saa reent og saa ordentligt, som man i Sjælland aldrig vilde kunde forestille sig det i en almindelig Bondegaard; og Gaardene her ere kun af ganske almindelig Størrelse, baade hvad Jord og hvad Bygning angaaer. Ganske overeensstemmende med denne Orden og Reenlighed, der her er saa iøjnefaldende baade i Have og Mark, i Indhuus og Ud- huus ere ogsaa Beboerne: opvakte, venlige og særdeles smukke. Det er et Par gl. Folk vi boe hos, med Børn fra 18 til 6 Aar i Huset og en gift Datter udenfor, der igaar var her i Besøg med sin lille Datter. Synet af denne smukke Bondefamilie — og efter hvad jeg har seet af Byens øvrige Bønderfolk er den ikke nogen Undtagelse men kun et Exempel — har ret vakt Tanken hos mig om hvor skjønt og lykkeligt et Liv Bondestanden dog kunde føre i Danmark og hvor vel dens simple Klæder og simple Sæder kunde forenes med en fremskridende aandelig Dannelse og Udvikling i enhver menneskelig Retning; men jo mere man indseer dette, des sørgeligere er det ogsaa at tænke paa, hvorledes Bønderne sædvanlig ved en større Velstand henfalder til en forfængelig Efterabelse af de forfinede Stænders ydre Liv og samtidig dermed bliver mere og mere Materialister og Dødbidere.
s. 259Skovby d. 15de Maj. Form.
Der gik igaar intet Bud til Sønderborg, saa jeg opsatte at fuldføre Brevet til i Aftes; men igaar havde jeg ingen Eftermiddag eller Aften til min Raadighed, thi for det første tilbød der sig en Lejlighed til en Ridetour, noget som jeg nødig lader gaae fra mig, det var et 5 Timers Ridt med Oberstlieutenanten og Adjudanten hele Kajnæs rundt, og for det andet saa fandt jeg ved min Tilbagekomst et lystigt Lag i mit (og Capitainens) Kvarteer, hvor da Johan ogsaa var tilstede, saa der blev ikke noget af Brevskrivning iaftes. Og imorges Kl. 7 gik vort Postbud til Sønderborg, og at jeg ikke havde Lejlighed til at skrive i Morgenstunden inden den Tid, det kjender Du mig nok til at kunne forstaae. Disse Linier kunne altsaa først imorgen komme til at afgaae med Posten og først komme Dig tilhænde d. 18de. Jeg modtog igaar et Par Nyhedsblade fra Dig af 11te, som Du siger kun ere lidet glædelige, men de ere dog saa glædelige som man kunde vente. Rye har gjort den fremtrængende Fjende hvert Skridt stridigt og ikke haft noget betydeligt Tab; det er alt hvad man under de givne Omstændigheder turde vente. En af vore frivillige Undero ff. som igaar var i Sønderborg fortæller om et Udfald, der skal være gjort fra Fredericia, og hvorved en Deel Slesvigholstenere skulle være »jagne ud i Vandet«. Hvad der er herom, vide vi endnu ikke. — I hvad jeg skrev igaar kom jeg til at omtale Bondestanden og den forkeerte Retning dens Oplysning sædvanlig tager. Dette gjælder dobbelt her, hvor der gjærne endda er Fortyskelse med i den højere Oplysning som Bønder kunne erholde eller forskaffe deres Børn ; saa- ledes har min Vært en Søn, 14 Aar gl. og som han da vilde skulde lære lidt mere end hvad Bondeskolen kunde give og som han derfor har sat i Skole i Sønderborg, hvor han da har lært at skrive Tysk. Det hedder vel, at han ogsaa lærer at skrive Dansk; men hvorledes det er bevendt, saae jeg af et yderst ziirligt Lykønskningsbrev som han forleden Dag tilskrev sin Fader paa dennes Fødselsdag: det var baade paa Tysk og Dansk; men det Danske var en Oversættelse af det Tyske og lignede ganske en dansk Stiil, skreven af en Tysker; lutter indviklede tyske og fuldkommen udanske Vendinger. Ubegribeligt er det dog, at vor Regering ikke i det forløbne Aar har sørget for en ordenlig Dansk Dannelsesanstalt her paa Øen og overhovedet ikke har gjort det ringeste for at bringe Skolevæsenet her i en bedre Orden. Bliver det ved som det nu er, saa vil Als om 30 Aar være i det mindste halvt fortysket paa samme Maade som Angeln. — Vil Du takke Fader, fordi han kom min Skrøbelighed til Hjælp.s. 260Skulde jeg — hvad jeg da ikke antager — komme til at trænge til et nyt Tilskud, saa skal jeg lade Dig det vide, at Reserven maa rykke frem. — Hils nu kjærlig Fader, Søster, Svoger og alle de andre kjære Venner, der venlig mindes
Din hengivne Søn:
Svend.
Tirsdag Aften Kl. 12.
Godnat, kjære Moder! Her er intet Nyt at mælde.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
den 15de Mai 1849.
Kjære Børn!
Det er vel nu snart formeget siger I, med alle de Blade, der jo ikke kan nægtes jeg dagligen hjemsøger Eder med, og altiid følger lidt af mit Klatterie med, der jo saavidt Inted siger, saameget dog, at jeg stadig følger Eder mine kjære Sønner og Danmarks trofaste Sønner som stride og kjæmpe for vor retfærdige Sag, vi ville bede Gud give Kraft og Seir til at udholde denne Kamp, der jo kan kaldes som Een mod To, Han den Almægtige er jo den der vil styrke den Svage! og ei lade dem synke under Byrden af de Voldsmænd.
Vores kjære Line B: kom nu og afbrød saa jeg i al Hast maae see at faae dette bort, kjærlig hilser hun, paa Løverdag reiser hun til Faaborg igjen. Hvor blev dog Brevet jeg har Løfte paa kjære Sv:, Jo kommer nu vel tænker jeg da ogsaa snart med et. —
Kjærlige Hilsener! Fader er nu ude Tante ligesaa
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Eftermiddag Løverdag d. 19de Mai 1849. —
Kjære Svend!
Nu Tak da for Brevet fra 15de! du er nu ogsaa ofte i denne Uge husked paa at indfri løfted du havde givet mig og som jeg syntes varede saalænge, at jeg imellem bliver utaalmodig kjænder du jo nok og Længselen gjør Tiden saa ofte endeel lang, Johan skulle dog aldrig have isinde at følge sin yngre Broders Exempel i dette stykke og som jeg synes hans sidste Brev kunde tyde paa, sig ham kun, det sidste var fra den 8de; — ja kjærlig Tak mine Børn for hvers. 261Linie i glæder Eders Moder med, saa lad det nu ikke gaae over de otte dage som du saa smukt har betænkt
Det var en smuk Beskrivelse du gav over den vakre pæne Bondefamilie du havde faaet Qvarteer hos, Johan har nok ikke været saa heldig ude paa Landet, hvor langt har I nu omtrent til de Stæder i ligger paa? saa gjør I vel ikke Vagt saalænge I ikke er i Sønderborg? jeg fik ikke sændt Blade til Eder igaar de kom for sildig. Nu maae da Frederitz staae en haard Prøve Gud lade dem ikke bukke under i denne Kamp det er hvad der maae kaldes en gruelig en forfærdelig Tid, alle de onde Magter er Løsladte synes det og ville opsluge Jorden; vores Haab ville vi sætte til den Højestes Magt baade i Himlen og paa Jorden! Han vil ikke prøve os over vore Kræfter men gjøre en seierig Udgang, saa ville vi prise Ham for Sin Naade!
Fader er nu igjen i Rigsdagen og er yderlig misfornøjet over den, og inderlig bekymret saa ofte.
Nu Gud velsigne Eder mine kjære Børn!
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Tante hilser kjærlig, Fader naturlig ogsaa, det veed I da, men er jo ude nu
Af mine Breve og Lapper maae mine Børn ofte tro jeg er reent forstyrret det kan jeg godt Begribe
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Kl. 6, Mandag d. 21de Mai 1849.
Kjære Børn!
jeg tænker snart at høre noget nærmere fra Eder om hvad her staaer i Bladene ovre fra Als, da de Efterretninger vi undertiden faae, nok ikke altiid er saa paalidelige af de private Meddelelser. Tak Johan for det par Linier jeg fik igjennem Peter; det undrer mig at du siger Bladene altiid kommer en Dag senere end andre, da jeg stadig sænder dem bort samme Dag, paa en megen sjælden undtagelse nær, som der saa bliver anmeldt.
I skulle da igaar have Vagt ovre ved Brohoved 1), mine Tanker var der ofte hos Eder, ja de følger Eder altiid mine kjære Sønner! det er dog et mærkeligt Kammeratskab Man siger der finder Sted imellem vore og de Fjendtlige Vagter jeg kan slet ikke begribe at det kan gaaes. 262an. Kjærlig hilser Fader, som nu skal derop igjen, hvorfra han nu altiid kommer misfornøjet. — Gud være med Eder! i Kjærlighed Eders trofaste Moder „ _ . .
E: Grundtvig.
Tante siger Hils, hils! —
Nu er Kl. 7 og vi skal da op paa Møllen, men først siger jeg god Dag og Farvel til Eder mine Kjære ! I er vist snart kjed at mit Klatterie? dog nei det er I ikke. —
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sønderborg
22 Maj 1849
Form: Kl. 11.
Kjære Fader!
Jeg troer ikke endnu jeg har faaet takket Dig for Din faderlige Lykønskning i Anledning af min sidste Fødselsdag, men skjøndt Maaned og Dag ere forgangne siden, vil jeg dog ikke forsømme at sende Dig min inderlige Tak for det som for saameget Andet. Hvad Danmarks Skjæbne angaaer, saa tyde de sidste Efterretninger, vi her have paa Udsigten til en Separatfred med de tydske Konger, saa at vi kun have Churfyrster eller Storhertuger og Hertuger imod os, og maaskee vi da ville kunne hjelpe os selv. Jeg vil dog haabe, at vi ere blevne kloge af Skade og ikke troe nogen Tydsker mere over en Dørtærskel, men fordre paalidelige Folks Garanti for Fredens Vedligeholdelse; thi at faae Fred idag og Krig imorgen igjen, vil aabenbar være os til mere Skade end Gavn. Det maatte vel nærmest blive Ruslands Garanti, der blev Tale om, thi England og Sverrig forekommer mig ikke meget mere paalidelige end Tydskland. Vel sandt: Rusland har narret os før mere end en Gang, men Noget er dog immer bedre end Intet. Den Frygt, Nogle, f. Ex: Høxbro, nærer for at faae Leuch- tenberg til Arving til Danmark deler jeg ikke, jeg vilde Intet have derimod, dersom han blot ikke var en Tydsker, thi vor Afhængighed af Rusland grunder sig paa noget helt Andet end Svogerskab og Frændskab, paa dette Lands Magt, som det kan ligegodt gjøre gjæl- dende mod os enten saa Kongen er russisk Maag eller ikke, saasnart det er i dets Interesse, og saalænge et nordisk Forbund, som nu, kun er Skyggebillede uden Kjød og Blod. Jeg har tabt al Tillid til vore nordiske Frænder i dette sidste Aar, thi det nytter ikke i vor Tid, som de Svenskere og Nordmænd have gjort, som jeg har talt med, at skyde Skylden paa Kongen og Regeringen, den Snak den gjælders. 263ikke mere; hvad et Folk (ɔ: den tænkende Deel af det) vil, det vil Regeringen ogsaa.
Vor Krigsførelse iaar antager jeg at Du har været mere tilfreds med end det var muligt forrige Aar, vi have efter min Overbeviisning gjort Alt hvad vi kunde; maaskee snarere forsøgt endnu mere; Ryes Tilbagetog, saalangt som vi her kjende det, med faa tusinde Mand, mod en saadan Overmagt og dog med et saadant Resultat, er et sandt Mesterstykke i militær Henseende og har jo ogsaa i politisk Henseende sin store Betydning, idet vi forsvare Landet Fod for Fod. Fredericias Tilstand er jo frygtelig, frygtelig som en bombarderet Byes, men i Fare er den da hidtil ingenlunde som Fæstning, og Byen selv var ikke mange Penge værd. Vor Bye her fik Christi Himmelfarts- Dag en ganske lille Forsmag paa det Samme, men man skal lede meget nøje efter for at opdage den Skade, der er skeet, 6 Tagsteen hist og 2 her og 1 Par Mursteen et tredie Sted og ikke et Menneske beskadiget, men ikke destomindre gaae de gode Sonderburgere omkring med Livet i Hænderne. General Meza sendte strax Dagen efter en Parlamentair over med et Brev til General Prittwitz for at spørge om Meningen med det Bombardement, thi var det blot Spøg, som man maatte antage efter dets ringe Virkning, saa vilde han ikke engang have besvaret det, men blot frabedt sig sligt en anden Gang, og var det Alvor (at ville nedskyde Byen), da skulde han vide at tage det som saadant, men dog gjøre Generalen opmærksom paa almindelig Krigsbrug blandt civiliserede Nationer. Siden er der ikke skudt og bliver heller neppe; og lad dem endog skyde Sønderborg i Gruus, som er det letteste af Verden, dersom de blot skyde halv saa godt som paa Fredericia, da har de dermed hverken faaet Als eller gjort vor Armee betydelig Skade. Kan de demontere vore Batterier paa Kysten, ja da er der nogen Sandsynlighed for, at de kan faae Øen, og endda vilde det være tvivlsomt, om de kunde komme over. Helgenæs er jo nu besat af 9de Bataillon, og Rye er gaaet vesten om Aarhuus, for at skaane Byen, og rimeligviis snart over Limfjorden. Planen for Tilbagetoget skal være Læssøes, som jo commanderer en Bataillon (12te) under Rye og egenlig er den, de[r] styrer dette Corps. Hvorvidt det er Andet end Rygte veed jeg ikke, men jeg veed, at Rye har en ubegrændset Tillid til L. og ønskede ham forrige Aar allerede til Overgeneral.
En comisk Historie, der gaaer her, vil jeg dog fortælle Dig ved denne Lejlighed, skøndt Du maaskee kjender den. Da General Krogh kom til Kbhn., mødte han en af sine Bekjendte og denne spurgtes. 264ham: »Hvad vil nu egenlig [De] tage Dem for«. Krogh svarede: »Jo? Jeg vil gaae ud i Castellet og faae Hedemann ud med og spadsere omkring Hesten paa Kongens Nytorv til Bülow kommer; saa skal vi have os en trekantet Whist«. Jeg venter endnu, at En eller anden af vore gode Venner skulde komme herover i Pindsen; naar man har Pengene, er Besværligheden saagodt som ingen; nu er vel Rigsdagen snart færdig, saa at Interesse for den ikke længer holder Folk bundne. Kunde Du ikke opmuntre Nogen af dem til det, thi selv har Du sagtens ikke Mod paa en saadan Rejse, selv om Du kunde faae Tid dertil. Hils nu Moder og alle Venner meget fra mig og Levvel !det beder og ønsker
Din Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg. Tirsdag d. 22de Maj 1849. Kl. 10 Form.
Kjære Moder!
Vi ere nu atter i Sønderborg, saa det er nu for sildigt at svare paa Din Forespørgsel om vort forrige Opholdssted. Du kan herefter — idetmindste saa længe alt staaer her ved det gamle — selv udregne enten vi ere i Staden eller paa Landet : Vi ere 8 Dage i Byen og gjøre i disse 2 Gange 24 Timers Brohoved- eller Forpost-Tjeneste (der er bestandig 1 Comp. ude paa Forpost, medens de 3 andre holde Brohovederne besatte). I Lørdags kom vi her til og skulle atter ud paa Landet paa Søndag (1ste Pintsedag). Paa Landet ere vi derimod kun 6 Dage ad Gangen, fordi den Brigade vi skifte med kun har 3 Batailloner til Tjeneste. Vi ville altsaa herefter bestandig komme ind til Sønderborg den ene Lørdag og flytte paa Landet den næste Søndag. — Denne Afvexling er ret behagelig, den giver dog al den Variation som Als har at byde over; og hver af de to Ting; Landlivet og Bylivet (i Sønderborg) har sine Behageligheder især i denne skjønne Sommertid. Muligt er det jo imidlertid, at Behageligheden ved Opholdet i Sønderborg en skjøn Dag gaaer fløjten: nemlig naar det maatte behage Tyskerne at skyde den i Brand, hvilket vi ikke kunne forbyde dem. Jeg tvivler imidlertid paa at de have sligt i Sinde, deels fordi de aldeles intet Skridt komme ved at gjøre det, deels fordi det strider mod Krigsbrug at bombardere aabne Byer og deels fordi, dersom de vilde, kunde de have gjort det for længe siden, og endelig ogsaa, fordi Sønderborg jo ligger i hvad de kalder Slesvig- holsteen og altsaa er eller dog skal betragtes som en tysk By.
s. 265Med Fredericia er det jo en ganske anden Sag: det er en dansk By og en dansk Fæstning, og de kunne jo have Haab om at tvinge den til Overgivelse ved at vedblive at beskyde den, til den ligger i Aske; men efter min ringe Mening forregne de sig dog nok i dette Stykke; thi den giver sig næppe uden for en ordenlig Belejring og derpaa følgende Storm, som den vel ikke i Længden kan modstaae, hvis Tyskerne virkelig ville have den til enhver Priis.
Blandt de sidste Blade Du sendte, var ogsaa det der indeholder Beretningen om General Ryes Tilbagetog, eller rettere om Begyndelsen af hans Tilbagetog, der efter alle Kyndiges Mening er ganske udmærket ledet: alle Terrainets Fordele benyttede og dets ufordeelagtige Sider undgaaede; den rette Tid til Tilbagegang valgt saavelsom den rette Tid og det rette Sted til en Kamp. Ved saaledes Fod for Fod at forsvare Landet mod den indtrængende Overmagt tilfredsstilles den nationale Følelse, saavelsom Politikkens Fordringer, og Fjenden nødes til at splitte sine Kræfter : han kan ikke, som forrige Aar sende Patrouiller op i Landet for at udpresse dit og dat, men maa sende en ordenlig Styrke, og maa betale hvert Skridt langt dyrere end vi sælge det. Maa kun Rye heldig fuldende hvad han saa smukt har begyndt; han har da Krav paa den største Taknemmelighed og Beundring, mere end nogen af vore mange Generaler hidtil har kunnet vinde.
23de September — Folkene ere nu fordeelte til Batailloner og Corps og vi have da ogsaa faaet vor, skjøndt kun en ringe Deel og saa vidt jeg veed er der blandt de til 10de Bat. ankomne kun 1 af den dannede Klasse, en Student Rosenstand, der er fra samme Rusaar som Johan. Til 3die Reservejægercorps, der hører til vor (ɔ: Krabbes) Brigade er derimod en større Mængde af slige Folk blevne ansatte. Philologen Chr. Andersen, der blev confirmeret sammen med Johan og mig, traf jeg saaledes igaar ; og desuden veed jeg at Sibberns Søn og en theologisk Candidat Møller m. fl. af samme Art ere ansatte der. Niels Spandet er nok endnu i Kbhn. Jeg vilde ønske han kom til os. Han burde aaben- bart udnævnes til Officeer; han var da langt nærmere dertil end de fleste andre, end Carl Busck f. Ex.
Johan har sagtens skrevet Dig til om vor tappre Oberstlieutenants smukke Fremfærd mod sine Officerer, saa jeg behøver ikke at gaae ind derpaa.
Fra Høxbro fik jeg Brev iforgaars; men fra Peter, som jeg skrev til en Dag tidligere end H. har jeg Intet hørt endnu, men det kommers. 266vel. Om Meta har Du ikke talt i Dine sidste Breve; hun er da vel nu kommen til Kræfter igjen. Du kan da hilse hende saa broderlig fra mig, at jeg saa smaat venter at see lidt ogsaa fra hende, til Svar paa mit Brev til hende af 2den April. — Du maa da ikke glemme at hilse Line Blicher, som jo endnu er i Kbhn. Hilsen til Fader og Tante Jane og til Sl[ægt] og Venner der venlig mindes og mindes af
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Meta Boisen til Brødrene.
den 25de Mai.
Kjære Brødre!
Nu er det længesiden jeg sendte nogle Linier, og det kunde I dog ærlig have fortjent, thi jeg har nu fra dig Johan modtaget 2 a 3 Breve siden jeg sidst skrev, du Svenn har derimod kun været meget sparsom, skjøndt jeg i en Maaned paa Grund af Sygdom var forhindret fra at skrive saa du kunde gjerne i den Tid have ladet mig høre lidt fra dig; dette Brev skriver jeg kun fordi Moder ingen Tid har idag da jeg sidder og venter paa hende thi hun har lovet at gaa op med mig paa Møllen i Eftermiddag; men I skal snart høre fra mig hver især, men for dennegang maa I nøies med en kjærlig Hilsen fra Eders hengivne Søster.
Meta
P. s. Tante Jane beder mig at hilse Eder, ogsaa fra min Mand veed jeg at jeg skal bringe Eder en kjærlig Hilsen, dersom han vidste jeg skrev. Vi tale saa ofte om de to kjære Venner paa Als.
Fader hilser kjærlig.
[Inden i Konvolutten:
Her seer I da jeg har faaet Meta med Pen i Haand, hun kom nu og ville have mig lidt op til sig, jeg fik hende da hertil imidlertid jeg fik mig færdig. Dette faaer I nu altsaa paa Landet Gud være med Eder ! en glædelig Pintse ønskes af Moder. —
25/5 49.]
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 26de Maj 1849
Kjære Meta!
Længe have vi to kun paa anden Haand hørt fra hinanden, og det er ikke værd at sværge paa, at det til Stadighed skal blive anderledes;s. 267men saadan engang imellem kunde vi jo dog nok faae Lyst og Lejlighed til at give et lille Livstegn fra os. Ikke sandt Du? —
See til imorgen kunde jeg nu aldrig lade være at skrive Dig til, naar vi vare adskilte paa den Dag i Aaret; og jeg har da ogsaa længe gaaet og trøstet mig over, at jeg ikke skrev før, dermed, at den 27de skulde Du da have Brev fra mig; men saa vil den haarde Skjæbne, at jeg just igaar Formiddags, da det skulde været gjort, gaaer og glemmer det indtil det var for silde og Posten gaaet. Disse Linier komme Dig altsaa sagtens først for Øjne paa 2den Helligdag; hvad der gjør mig inderlig ondt, thi Du vil dog 1ste Helligdag have ventet at høre fra mig og vil saa sige Dig selv: »Nej, ingen af mine Brødre har da tænkt paa mig idag, og jeg tænker dog hver Dag saa kjærlig paa dem«. Men det er ikke saa; Ingensinde glemt af mig kan Du allermindst paa den Dag undgaae at være lyslevende i mine Tanker. Thi denne Dag har ikke blot den Betydning for mig, at den gav mig en Søster og det saa kjærlig en Søster; men den vækker Mindet om saa mange glade Dage, saa mange 27de Majdage, tilbragte i den Kreds, Du har samlet om Dig; og saa ofte denne Dag oprinder kan jeg derfor ikke andet end tænke mig tilbage i denne Kreds, der vel ogsaa dennegang tildeels vil slutte sig om Dig. Det er da næst Dig nærmest »Cousinerne«, som det være mig tilladt paa denne Dag at sende en venlig Hilsen med Tak for alt hvad De have været for Dig og derved for alle, der havde Dig kjær og færdedes i Din Nærhed.
Dersom jeg her sluttede, saa vilde Du maaskee finde, det var en stedbroderlig Behandling, fordi jeg jo kun har sagt Dig saa uendelig lidet; men igrunden vilde det være rigtigt, thi hvad skal jeg sige, som ikke mere eller mindre maa forstemme Dig. Om Danmarks Stilling og Udsigter er intet glædeligt at tale. Kun det faste stille Haab paa bedre Tider, som jeg og sikkert ogsaa Du gjæmmer, kun det have vi at sætte imod alle de Uveirsskyer der nu saa mørke som nogensinde svæve over vore Hoveder. — Og stræbe vi et Øjeblik at vende Tanken fra dem og glæde os ved det Liv der i denne dejlige Pindsetid lever og aander i Naturen omkring os, saa mærke vi dog strax at vi ere uskikkede til ret at optage dette Liv i os. I det mindste er det Tilfældet med mig; min Aand føler sig bunden, ligesom mine og alle Danskes Hænder ere det; den føler sig indesluttet ligesom Als og Fredericia. Dog, hvorfor skulle vi udtale slige uhyggelige Følelser. Lader os hellere stille vente det Øjeblik, der dog maa komme, da det maa enten bære eller briste ; lader os fremfor alt stræbe at udvikle Taalmodtt i vore Hjærter, som det bedste Middel mod det Mismod,s. 268der ellers saa let tager Bolig der. Thi Du maa troe, at det er en personlig ubehagelig Erfaring, som den vaagne Selverkjendelse gjør: at man bliver Dag for Dag sløvere og dummere ved dette Liv. Det er jo ogsaa en Maade at offre sig for Fædrelandet paa, men det er en ulige sørge- ligere og mindre glimrende end den, at falde paa Valpladsen. [Tro ikke], at jeg mener, det er ene os, der ligge for Anker herovre, som ere ude af Stand til at føre et virkeligt Menneskeliv; jeg for min Person vilde endnu mindre være i Stand dertil, om jeg trampede op og ned ad Kbhns Brostene, istedenfor at det nu er de støvede Landeveje, der slide paa Saalerne. Og i det Hele troer jeg, at man i Kbhn. lige saa meget føler den Tomhed i det Indre, den Følelse af sit Jeg som en usalig Draabe i et stillestaaende Vand, som her trykker og kvæler enhver, der har — eller dog erindrer at have haft — Sands for noget andet og mere end Tilfredsstillelsen af de daglige legemlige Fornødenheder. — Nu har jeg da fyldt hele 3 Sider med min Passiar, som maaskee bedre var uskreven, men som jeg dog ikke tør supprimere, da Du jo saa slet ikke faaer at vide, at jeg iaar som ifjor og ad Aare kjærlig mindes min eneste kjære Søster. Gud, som holder det Lyn i sin Haand, der skal splitte den Tordensky der nu hænger over vore Hoveder, — han lade os opleve denne Majdag under en klarere Himmel ! Indtil da lev vel, kjære Søster, altid kjærlig erindret af Din hengivne Broder:
Grundtvig og hans Slægt.
17
Svend.
P. S. Hils Peter og tak ham for den Hilsen jeg fik i Carlos Brev ; men siig ham, at det har forekommet mig et ejendommeligt Indfald af ham: i Anledning af at han er kommen md af« Brevvexlingen med sine Svogre (ɔ: at han har undladt at besvare deres Breve) at stræbe at sætte sig ind i en ny. — Kjærlige Hilsener til Alle derhjemme.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
d. 29de Mai 1849, Eftermiddag.
Kjære Børn!
— — — jeg veed knap om jeg har sagt Eder Tak for Brevene fra 22de til Fader og mig, skulle jeg have gjordt det før, saa kan en god Gjærning jo ikke gjøres for tit; det maae nu forresten ikke undre Eder mine Børn at I aldrig seer andet end sligt Lapperi fra mig, egentlig ikke Svar paa Eders Breve, jeg er hvad det kan kaldes aldeles uskikket til Alt, ja i Ordets egentlige Forstand et reent Nul, men I vil dog derfor ikke lade være at glæde mig med at see Brev fra Eder,s. 269kjærlig Deeltagelse mildner dybe Savn af saameget i Livet. — — — Fader er atter i den fortvivlede Rigssamling. Tante og Am: ude i det Grønne og her i Eders gamle Værelse Eders trofaste Moder
E: Gr:
Fra Peter O. Boisen til Svogrene.
Mine Svogre og Venner!
Tilgiv at jeg begynder min aldeles afbrudte Brevvexling med atter at slaae Eder sammen, hvorved jeg dog opgiver Indrømmelsen af at dette egentlig kan betragtes som Svar paa Eders særskilte Breve til mig! Jeg har tilvisse ophørt med Brevvexling fra min Side, for I have vedblevet ikke desto mindre at skrive til mig, uden at jeg har svaret med en Tøddel. Nu jeg er tilvisse meget doven, og ligegyldig kan jeg ogsaa kaldes, men dog erklærer jeg mig herved fri for at disse mine Udyder have været Grund til min Tavshed. I have altfor ofte været i mine Tanker, til at jeg ikke skulde fundet Tid nok til at sætte dem paa Papiret, naar jeg havde meent dem gavnlige til at komme over til Als for nogen af os. Der er faa Correspondencer, der have været mig saa kjære, som den med Eder, hvoraf jeg har saa mange kjære Minder liggende i min Skuffe (ordentlig nummererede), som jeg mere end een Gang efter den første Modtagelse har gjennemseet, saa jeg kan sige Eder, at det virkelig har gjort mig ondt, at jeg ikke har kunnet skrive. Men naar jeg har tænkt paa at skrive i de sidste Par Maaneder, saa er der kommen en Mand iveien med en Slæde, og skal jeg nu nævne den Mand, saa (ja nu vil I grine ad mig) bliver det noget nær vor fælleds Ven Høxbro, som paa en Maade er kommet mig i Veien og det nu paa 2 Maader, en ond og en god (ɔ: mindre ond) Maade. 1) har jeg tænkt ved at høre ham jævnlig fortælle om hans stadige, flittige, indholdsrige (gjærne paa 10 Sider) Brevvexling med Eder, »nu vel ! De ere meget bedre tjent med at have ham til Correspondent end Dig«. Dertil er nu at sige (naar man holder Tungen lige i Munden og ikke seer skjævt) det er ganske vist, de ere bedre tjente med ham, der er langt dygtigere, men derfor kan de ogsaa godt have Fornøielse af at faae Brev fra Dig og have aldrig med et Ord givet Dig Anledning til at troe det Modsatte, tværtimod! — saa det er jo godt at see, hvad det er, (reent ud af Posen Peter!) hvad man med et fremmed Ord kalder Jalousie, som desværre dog ikke er fremmed for mig. Over denne min ligefremme Tilstaaelse vil I nu formodentlig lee ret indstændig, og det skal I have Lov til, da jeg dog ikke kan naaes. 270herfra at forhindre det, og det er i sin naturlige Orden, at Skam og Skade følges ad. Det bedste jeg kan gjøre, er at lee med, og det kan jeg nu ; men der var en Tid, da jeg ikke kunde lee ad det, og saalænge gad jeg ikke skrive. — Nu 2) da har det ret ærgret mig at I saa let have kunnet forlade den for mig ene rette Anskuelse, I holdt saa hardt ved, da vi sidst saaes, om Danmarks uomtvistelige Ret til Slesvig til Eideren, og at derfor maatte der kæmpes til det Yderste. Den modsatte Anskuelse Slesvigs Deling ere I nu aldeles gaaet ind paa som det ene ønskelige og Rette, ved Svends sidste Brev af 8de og 9de Mai — til Fryd for Høxbro. Nu derom er min Mening: Slesvig til Eideren, derfor har vi begyndt Kampen og faae vi ikke det, har vi tabt. Det naae vi nu visseligen ikke, men naar vi blot kæmpe saa godt vi kunne, da er Æren frelst, og det er Hovedsagen for Danmark, og [vi] maae da roligt finde os i at nøies med noget af Slesvig, som ogsaa kan blive godt, ja jeg indrømmer nok saa godt, naar vi blot selv af vor gode Villie kunde bortgive den tydske Stump. Men uden videre at indrømme, at det er det Rette, naar Røvere ville tage det fra os — det er at gjøre en Dyd af en Nødvendighed. (M. H. til Høxbro da vil jeg blot sige Eder, at jeg omgaaes gjerne og næsten daglig med ham, og har sagt ham reent ud noget Lignende, som jeg her har skreven, han er et dygtigt, interessant, men halv-farligt Mske, som Tvivleren og Critikeren altid er). Nogle flere Yttringer af Johan har ogsaa gjort mig gal i Hovedet, f. Ex. hans Foragt for de gamle Forstærknings- karle, Hans Yttringer mod den »krigerske Rigsdag« Eders forunderlig reactionære Hentydninger, som jeg ikke kan forstaae (hvorom I vistnok behøvede nærmere Forklaring, for at forstaae min Mening) alt dette har løbet mig rundt i Hovedet, ofte i Tankerne har jeg beredt mig paa at bryde min Stilstand og storme løs mod Eder, har ogsaa engang udladt mig med en Trudsel derom — men dog følt mig uskikket til at skrive til Eder, ønskede derimod meget at kunne tale med Eder, hvorefter jeg længes i høi Grad, for I ere mere for mig, end I maaskee troe, og jeg indrømmer have Anledning til at troe. At jeg skrev til Carlo, var fordi jeg oftere har tænkt paa at skrive ham til — men ogsaa fordi jeg følte en underlig Kløe i Fingrene efter at komme paa Vei over til Eder. — See nu Johan og Svend! har jeg skriftet for Eder, dermed maa det blive for dennegang — og nu synes jeg, jeg kan skrive igjen og atter komme ind i en Brevvexling, som, om den end imellem gjør mig gal i Hovedet, volder mig saa stor Glæde
17*
Eders hengivne Ven
P Boisen.
Kbh. d. 30/5 49. —
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 30te Mai 1849
Kjære Svend!
Tak ja ret inderlig tak for dit Brev som jeg modtog den 28de Dagen efter min Fødselsdag, jeg kan jo ikke nægte at jeg havde glædet mig til at modtage Brev fra dig den 27de og at det gjorde mig ondt intet Brev at modtage paa denne Dag som vi paa engang nær altid have tilbragt sammen, men da jeg nu har modtaget dit mageløs kjærlige Brev af 26 saa er jeg rigtig blevet saa glad, thi det var et godt Brev, Svend! det indeholdt en saa broderlig og kjærlig Hilsen til mig som jeg længe har følt en Trang efter at faae fra dig, skjøndt jeg vel veed at jeg har ligesaamegen Skyld som du i at jeg ikke længe har modtaget nogen saadan, kald mig nu ikke sentimental fordi jeg udtaler mig saaledes til Dig der gives dog vist Øieblikke i dit Liv hvor du kan føle en saadan Trang eller der vil dog sikkert komme saadanne; — fra Sysette har jeg en venlig Hilsen at bringe dig og hun lagde tillige til, var det ikke saa dumt indretted som det er i Verden at ingen ung Pige kan skrive til en ung Herre uden megen Omtale saa skrev jeg dine Brødre til thi jeg kan ofte føle saadan en Trang og Lyst til at tale lidt med dem, hun har det nu gudskelov godt og jeg haaber nu det skal vedvare da vi har faaet saa deilig Sommer ja Gud give jeg ikke oftere maa see hende lide saaledes som sidst ved hendes sidste Anfald af Sygdommen var jeg desværre temmelig syg saa jeg kunde ikke i en Maaned faa hende at see og det kan Du tro var haardt at bære med Taalmodighed, men du kan ogsaa tro Glæden ved at see hende mageløs stor.
Nu vil jeg da fortælle dig lidt om hvorledes vi tilbragte min Fødselsdag eller som Fader foreslog den Aften ved Bordet at sige min Aarsdag, om Morgenen kom Sysette tidlig og indrettede tilligemed Peter et nydeligt lille Bord dækket med Foræringer som det dog maaskee kan more dig at høre fra Susa et nydeligt strikket uldent Tørklæde, og to Urtepotter med Reseda, fra Fru Dalgas et Rosentræ i Flor. Dagmar en deilig Bouquet Blomster og et par Manchetter, fra Enrico en smuk Blomst i Urtepotte, Fader en sort silke Mantillie, Moder en Kringle (stor) og en Krandsekage Tante Iane en Krave, Georgia en stor Mappe til Tegninger Mappen havde hun selv lavet og desuden paa tegnet efter Naturen to smukke Bøgegrene, fra min Svoger Frits et høirødt Claveer-Tæppe og endelig fra min kjære Peter Rammer til to af Lunbyes Stykker det fra Refsnæs, og det med de to Hundes. 272og Rammer til Lundbys Dit Carlos og Bloms Portraitter som nu alle er hængt op i Dagligstuen; en Theepotte af Metal og et sort Silkeforklæde og Noder Om Formiddagen var her en heel deel Mennesker som du nok selv kan tænke omtrent hvem var de blev alle indbudt til om Aftenen og de Fleste mødte ogsaa og vi tilbragte en meget munter Aften Sysette sagde om mig at jeg var blevet 10 Aar yngre den Dag, til Middag var vi i Vimmelskaftet. Nu maa jeg slutte da jeg skal hen til Fader og Moder og de længe har ventet mig men her kom Fremmede som opholdt mig. Imorgen er vi bedt ud til en Kjøre- tour i Skoven med Constantin Hansens som jeg glæder mig meget til, ogsaa Susa, Georgia og Dagmar skal med, Skoven er nu saa deilig jeg var der i Løverdags med de andre Møllerfolk, og i Mandags i Fredriksdal hos Soffords med Schouws. Nu Levvel og Gud være med dig og med os Alle i denne sørgelige Tid det ønskes inderligt af
din eneste Søster Meta
Ps. siig Johan tak for hans Brev jeg skriver til ham en af Dagene, Knudsen bad mig takke for Brev han skriver ogsaa snart til ham.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark d. 31te Maj 1849.
Kjære Moder!
Dine Sønner vare da ikke, som Du formodede, samlede i Sønderborg 1ste Pindsedag. Vi rykkede paa denne Dag Kl. 3 Eftermiddag af Vagt i Brohovederne lige ud hver til sit paa Landet: Johan til Klintinge, jeg til Sundsmark, hvor jeg endnu befinder mig, og befinder mig efter Omstændighederne meget vel. Jeg boer sammen med Ltnterne Holck og Svendsen hos en Familie udenfor Bondestanden, en gl. Ltnt. Jessen, der i sin Tid stod ved det under forrige Krig oprettede og efter den opløste »Louise Augustas Leibjägercorps«, eller — som det efter Slaget ved Sehestedt blev omdøbt til »Laufjägercorps«. Vi beboe der en smuk Havestue, lige ved Skoven, hvorfra Nattergalsangen lyder ind til os, men rigtignok ogsaa Myggene mylre os paa Halsen. Som sædvanlig er denne vor Landtour kun af 6 Dages Varighed, medens Bylivet hver Gang staaer paa i 8 Dage. Vort Landliv er alt- saa til Ende med imorgen ; iovermorgen tidlig rykke vi atter til Sønderborg og formodenlig ogsaa i Brohovederne, da vor Bataillon denne Gang ligger nærmest Byen af de 4 Batailloner, hvoraf Brigaden bestaaer. Igaar Aftes var jeg med Johan inde i Besøg hos Karstensens;s. 273ellers har jeg opholdt mig ganske rolig paa mit Landsted, der nu, i denne varme Sommertid er langt behageligere end den Ravnekrog, hvor jeg nu har tilbragt det meste af 5 Maaneder og maaskee faaer at tilbringe endnu 5, om ikke 15. Vi vente nu hver Dag paa at faae Besøg af Russen, der jo skal være i Farvandet; men idetmindste jeg holder mig dog fri for de sangvinske Forhaabninger, om en snar Ende paa Krigen ved russisk Bistand. Tyskerne trække sig maaskee ud af Jylland ligesom sidste Aar og derpaa parlamenteres der videre i det Uendelige om »en foreløbig Vedtagelse af en foreløbig Basis for Freds- præliminarierne«, som det hedder i det diplomatiske Sprog. Under denne Parlamentering kan der endda godt skee Forsøg paa at faae Als fat; idetmindste er der intet Spor til, at Tyskerne skulde have opgivet denne Erobring. For faa Dage siden opkastedes en ny tysk Skandse 600 Alen nærmere vore end nogen af de tidligere, og den er nu ogsaa monteret med 3 Kanoner, rimeligviis 84 eller 60 & dige Bombekanoner. Dette synes en Begyndelse til en formelig Belejring af Als, thi om lidt see vi vel et nyt Værk endnu lidt nærmere og saaledes videre fort, indtil Fjenden troer sig nær nok til at kunne vove en Storm. Med Guds Hjælp skal det da blive Løgn med Alses Erobring; men det vil dog komme til at koste meget Krudt og Blod at forbyde ham det. Jeg var tilfreds det maatte komme dertil heller idag end imorgen, naar det dog skal være — thi ellers vilde jeg ikke ønske at fremskynde det, skjøndt jeg veed det vilde være efter Kjøbenhav- nernes Smag, der aldrig kunne faae Slag og Blodsudgydelse nok, (NB. naar de selv ere udenfor Faren) om det saa aldeles ikke fører eller kan føre til andet, end at de faae noget nyt at snakke om. — Nu vil jeg, inden jeg glemmer det, vende mig fra de store politiske til de smaa personlige Spørgsmaal. For det første har jeg været saa uheldig at knække et Glas i min Kikkert, saa jeg aldeles ikke kan see saa meget som en Haand for mig i den; denne vil jeg nu ved privat Godhed af vor Regnskabsfører Abel, der imorgen afgaaer til Kbhn. see at faae Dig tilstillet og da bede Dig at lade den istandsætte af Thiele eller en anden dygtig Mand. For det Andet er her ingen Hansker at faae her paa Øen, hvorfor jeg beder Dig at lade mig faae 4 Par hvide Vadskeskinds Hansker fra Larsen, store 8½, samt 2 Par hvide Glacée do. fra Taagerup. — De hertil fornødne Pengemidler beder jeg Dig hæve ved den tidligere omtalte 10 R. store Reserve eller synkende Fond. Endnu vil jeg bede Dig skikke mig en Fløjte af den samme Slags som jeg engang tidligere har faaet sendende, ɔ: til 1 &. hos Creemers. Vil Du ellers vide, hvad jeg —s. 274og sagtens ogsaa Johan — nu begynder at trænge til, saa er det — reverenter talt — Uldsokker, i Særdeleshed ikke altfor vinterlige. — Hermed vil jeg standse for denne Gang. Hils saa mange Gange alle de Kjære derhjemme fra Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
1849. — den 4de Juni.
Kjære Svend!
Her kom i Gaar en Herre fra Stokholm med disse Sager til dig fra Mtr: St: 1) som du da kan see selv; (: han var her til Middag :) — Du seer nu jeg strax sænder det, med Pakker gaaer det jo noget seenere end med Breve, saa jeg tænker imidlertiid at have skrevet før du faaer dette, kjærlig har jeg tiltænkt dig det mit Barn men det skeer ikke altid derfor, der er da heller ikke stort tabt derved kan jeg tro. —
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Mit sidste Brev have I vist faaet Eder en god Latter over, men lad det nu ikke være gjemt (for det er vistnok ikke noget godt Vidnesbyrd om mig, der er værd at gjemme) men glemt, jeg troer dog vist, I maa have læst imellem Linierne min Hjertens Mening, at det har gjort mig meget ondt, at jeg har været saaledes tilsinds at jeg ikke har kunnet skrive til Eder, hvori I tilvisse ere aldeles uskyldige, men saaledes er jeg nu, at jeg naar jeg er vreed paa mig selv, lader det altid gaa ud over andre. Er jeg nu end kommen til at staae ringere i Eders Øjne end før (som jeg dog ellers meget nødig vil), saa erkjend dog min Oprigtighed, at jeg saa ærligt har skriftet for Eder, og det maatte jeg, før jeg kunde skrive til Eder igjen paa gammel Viis. Nu nok derom! Jeg har dennegang en Nyhed, som jeg iler med at bringe Eder — den er ikke om Krigen, skjøndt maaskee en underlig ligesaa vemodig som glædelig Følge af Krigen, og hvad den har bragt os af Hjertesaar — Skovgaard er bleven forlovet med Georgia Schouw! Susette bragte mig Efterretningen paa Gaden for nogle Timer siden. Jeg gjættede strax, at det maatte være Skovgaard, hun var forlovets. 275med, da hun fortalte mig, at G. var bleven forlovet. Han som faldt truffen af Kuglen ved Din Side Svend! 1) er den, der næst Gud har ført deres Hjerter sammen, og han glemmes aldrig af dem, saa der er en underlig Vemod blandet i deres Glæde. Skovgaard skal være ude af sig selv af Glæde — G. mere rolig, som altid. Han kom hjem igaar fra Læssøe, saa det har nok været afgjort mellem dem i et Par Maaneder, uden at være bogstavelig til at mærke. Maaskee Skov- gaard skriver selv idag til Dig derom, men jeg vil dog ikke opsætte det. Jeg har endnu ikke seet dem. Meta ikke heller, som jeg ikke har seet, efterat hun formodentlig nu af Susette har faaet det at vide — men jeg maatte passe min Dont og skriver dette paa Egedes Værelse (som sender Eder en venlig Hilsen) for at faae det med Posten iaften. Det er nemlig Høiens Aarsdag, hvor de ere samlede, men jeg vil dog forsøge at trænge mig derind, da jeg længes saa meget efter dem begge. Saa mere derom næste Gang.
En Svensker Brink var til Middag hos Dine Forældre igaar; han bragte Hilsen og Pakke til Dig fra Stephens Fortsættelse af Legendarier og Eventyr, hvilke Din Moder sender Dig tilligemed et engelsk Digt af ham om Eckernførde-Slaget. En mageløs Tour, ret af den gamle Slags, gjorde vi i Torsdags — var lovet Hansens og Dalgas’s, hvorom jeg havde Lyst til at fortælle Dig omstændeligt, men faar nu ikke Tid. Ikke det mindste var at mærke paa Georgia, hun var meget oprømt. Hils Johan!
Din Ven
P. Boisen.
Kbh. d. 4/6 49.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 7de Juni 1849.
Kjære Søster!
Efter i en gruelig lang Tid ikke at have seet det mindste fra Din Haand er jeg da nu saa lykkelig at have 2 Breve fra Dig at besvare, først den lille Lap af 25de og dernæst Dit hele Brev af 30te Maj. Det glæder mig meget af dette sidste at see, at mit »Aarsdags«-Brev til Dig, der jo rigtignok kom bagefter, som hvad det var: tyndt Ø1 — har fundet saa venlig en Modtagelse. Det er derfor tilvisse ogsaa en stor Skam af mig, at jeg ikke oftere gjør en saa taknemmelig Gjerning, som at skrive Dig lidt til.
Det glæder mig ogsaa at see, at Du saa vel har besørget den Hilsen, jeg ved samme Aarsdags-Lejlighed var saa dristig at sende til dens. 276smukke Deel af Din Vennekreds, den jeg skylder saa uendelig meget, navnlig den største og bedste Deel af — om jeg saa maa sige : — min kvindelige Dannelse og min dermed forbundne Betragtning af det smukke Kjøn overhovedet, der vel vistnok derved er bleven idealere end Virkeligheden i Almindelighed, men tilvisse ikke idealere end den Virkelighed, hvoraf den er udledt. — Det glæder mig, siger jeg, at Du saa smukt har besørget denne Hilsen, og ikke mindre at den er bleven saa venlig optagen; thi om end kun En af »Cousinerne« har besvaret den, saa skjønner jeg saa meget des mere paa den aabne og hjærtelige Maade, hvorpaa den af denne Ene er optagen. Og at en vis Anden af de omtalte Skjønne let kan have overhørt denne Hilsen — uden dog derfor, derom er jeg overbeviist, at have taget den fortrydeligt op, — det kan jeg nu saa inderlig vel forstaae. Hun slipper imidlertid ikke saa let, thi nu sender jeg hende en ny Hilsen, som jeg nu synes at have faaet en dobbelt Ret til at sende hende: ikke blot som min Søsters kjære Veninde, men ogsaa som min Vens Herskerinde. Ja, bring Du Georgia min inderlige Lykønskning til, at ikke blot hendes Øjne har aabnet sig for den stille dybe Sjæl, hvori hele Naturens Herlighed saa vel som den guddommelig-menneskelige Aands saa dejlig afspejler sig, — men at ogsaa denne Sjæl har for bestandig aabnet sig for hendes Øje, fuldkomnere end for nogen Andens. Ikke mindre varm er min Lykønskning til ham, den jeg føler en inderlig Trang til at tolke ham. Den Glæde jeg føler ved denne Begivenhed, som Din Mand igaar lod mig vide, er ikke blot fremkaldt ved det Venskab og den Agtelse jeg nærer for dem begge, men jeg kunde kalde den tillige en reen æstetisk og psychologisk Glæde, som over et vel lykket Kunstværk; thi her er tilvisse »to Sjæle der hinanden forstaae«, og som det blot kommer an paa at ville forstaae hinanden. Jeg er ellers en stor Tvivler, ja undertiden har Du vel endogsaa villet kalde mig en Spotter, i slige Sager, naar der handles om evig Kjærlig- hed, Forlovelser og Giftermaal m. m. — men her viger enhver Tvivl — om Spot kan ikke være Tale — thi de to staae umiddelbart for mig som Eet: forenede ved Frihed, men med Nødvendighed. Faae blot Verden fuld af saadanne Partier, saa — ja, saa er der rigtignok en heel Deel mindre at lee ad i Verden, og det kan jo være slemt nok; men saa er der ogsaa en heel Deel mindre at sørge over.
Men det er sandt; over alle disse idylliske Betragtninger glemmer jeg jo reent Krigsvæsenet, og jeg skulde jo dog have fortalt Dig, at vi igaar atter havde lidt Munterhed i den Retning. Fjenden forsøgte igaar Morges paa at opkaste nye Skandser tæt inde ved vor Forpostkjæde:s. 277denne gav derfor Ild, men da det havde varet en Times Tid med denne spredte Fægtning, saa sendte Fjenden Colonner frem og nu dundrede det første Skud fra et af vore Batterier og sendte en 84 & dig Bombe over til Tysken. Dette var Signalet til et gjensidigt Bombardement, der dog kun varede et Par Timer. Alle Tropperne kom under Gevær og 10de Bat. stod nede i den saakaldte Ha[vne]gade lige ved Broen, der især blev sigtet efter af Fjenden. Bomberne sloge da ogsaa i Husene over vore Hoveder, saa Tagstenene dryssede ned over os, men ingen kom til Skade. Derimod bleve nogle faa deels civile, deels militære saarede af de i Byen indkastede Bomber, ligesom jo ogsaa Forposterne lede et lille Tab. Capitain Greve Baudissin af 1ste Reservebataillon fik et Musquetskud gjennem Laaret. Ihvor liden Skade der end altsaa skete, saa var det dog igrunden et forfærdeligt Syn (det husker Tante Jane nok fra 1807) med alle de flyvende Drager, der sloge ned rundt omkring. Det var ikke Fjendens Hensigt at skyde Byen i Brand; ellers havde han gjort det: han skjød kun efter Broen, efter Skibene og Batterierne og saa efter Tropper, naar de viste sig i Masser endten i eller udenfor Byen.
Jeg faaer idag ikke Tid til at skrive til Moder, saa lidt som til Peter, Knudsen og Høxbro, til hvem jeg staaer i Brevgjæld. Hils dem derfor foreløbig alle paa det venligste, saavelsom Fader, Tante og de andre gode Venner. Peter skriver, at Skovgaard nok vil skrive til mig; det vil jeg saa vente paa et Par Dage inden jeg sender ham min Lykønskning ad directe Vej. Nu lev vel, kjære Meta og lad det ikke vare altfor længe inden Du skriver til Din hengivne Broder
Svend.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn.
Jun. 8. 1849.
Mine kiære Sønner!
Længe har vor udvortes Vexelvirkning omtrent været indskrænket til de kiærlige Hilsener vi giennem Moders Haand og Mund idelig sendte hinanden, og derover skal vi paa ingen af Siderne klage, thi skiøndt det hverken nødvendig følger af Afstanden i Tiden og Rummet, eller af vore daglige Sysler, Vilkaar og Forskiellighed, saa følger det dog sædvanlig dermed, at Forholdet til Hverdagsbrug bliver lidt fremmed selv mellem de Nærmeste, undtagen i Hjertets inderste Anliggender; men nu, da den ligesaa travle som for en stor Deelørkes- løse Rigsdagstid er omme, føler jeg dog Trang til at sige mine Sønner, hvordan jeg har det og hvad jeg tænker om det Hele.
s. 278Ved at see tilbage paa de syv Maaneder, jeg for saa stor en Deel har tilbragt ved og for Rigsdagen 1), synes vist nok Udbyttet ringe, da jeg, saa godt som ene har maattet stemme imod de to af Sagerne, vi har behandlet, uden engang at kunne stemme for den Tredie og Vigtigste, for »Grundloven«, men da det var hvad jeg maatte vente, saa er det ingen Skuffelse, og for Resten maa jeg kalde Tiden og Fliden ganske godt anvendt, da jeg beholdt Kraft og Mod og Frihed til den sidste Dag ligesom den første, at sige min Mening reent ud og beholdt derhos Liv og Besindighed til dog at giøre det paa en Maade, som om den end øiebliklig stødte, dog igrunden ingen forbittrede, uden det skulde være Enkelte af Ministrene, som jeg imidlertid dog fik til at blive høflige. Hvad jeg fik listet ind i Grundloven, som udgiør de to afskrevne Linier om »Offenlighed og Mundlighed« vil vist nok, som de staaer, ei giøre stort til at forbedre Retspleien, men det fornøier mig dog som et godt Varsel, da »Offenlighed og Mundlighed« i det hele siger, hvad jeg har stridt for alle mine Dage, og det fornøier mig dobbelt, fordi jeg egenlig ligesaa lidt har listet som tvunget det ind, thi mod min Forventning faldt det egenlig ind som et uskyldigt Ord, hvormed man synes at ville stoppe Munden paa mig, naar jeg sagde, at alle mine Ændrings-Forslag til Grundloven var tabt bag af Dampvognen. Det var jo ærgerligt, at Forslaget om den »Nordiske Indfødsret« fik en saa tosset Udgang, men at det nær var gaaet igiennem netop da jeg tog det tilbage og vel tildels netop derfor, var mig dog særdeles kiært og varsler i mine Øine godt, naar vi engang faae et Ministerium, der sætter mere Pris paa vore Venners end paa vore Fienders Bifald.
Grundloven blev da i Tirsdags hvad man kalder høitidelig antaget og bekræftet af Kongen, men det havde ikke det mindste gribende, da der ikke hørdes en Lyd af Glæde derved, thi vel blev der raabt Hurra nok for Kongen, men hverken da han kom, ikke heller da han meget klart og sømmelig havde udtalt Stadfæstelsen og gjorde ligesom med Flid et lille Ophold, der ved at blive tomt, faldt for Brystet. Men skiøndt dette var tilsyneladende uforsvarligt, var det dog igrunden rigtigt, da dog Ingen var ret fornøiet med det »Landsthing«, som Ministrene enten har lavet for deres egen Mund eller til alle Partiers Ydmygelse.
Dette »Landsthing« som Pengemændene, naar de giør dem lidt Umage, strax kan bemægtige sig, gjorde da ogsaa, at jeg umuelig kunde stemme for en Grundlov, hvis Flauhed og Farveløshed, jeg ellers skulde søgt, saa vidt mueligt, at forlige mig med.
s. 279Hvad jeg nu mener om det Hele, er, at skiøndt jeg hverken vil eller kan opgive Haabet om Danmarks Frelse baade fra indvortes og udvortes Fiender, eller om Danskhedens Opblomstring under smilende Danske Munde og rappede Danske Hænder, saa nødes jeg dog næsten til at opgive min Forestilling om den eneste Maade, hvor- paa den store Opgave kunde løses; thi et kiækt og folkelig oplyst Ministerium, der ved saa tæt Forbindelse som mueligt med Sverrig og Norge, ved en kraftig og dristig Krigsførelse og ved en kiæk men ædel Giennemførelse af de frieste Anskuelser, der nogensteds til Gavn har gjort sig giældende, og med et Tillæg, fordi den Danske Blyhed og Magelighed trænger til de allerstærkeste Drivehjul før de vige for den jævne Virksomhed og den ansvarlige Bestemthed paa fri Haand, som hos os saa næsten ganske fattes, skiøndt her igrunden er mere menneskelig Liv og Lyst, Gavnelyst og Frihedskiærlighed end maaske noget andet Steds 1).
Dog, jeg vilde kun sige mine Sønner, at mit høie Anslag af Danmarks skjulte Hjelpekilder langt fra at trække sig beskæmmet tilbage ved det sidste Aars Erfaring, netop støttet paa den træder frimodigere frem end før, og beklager kun, at Ingen veed at benytte sig af en Rigdom, der baade ligger Overfladen ligesaa nær som Kaliforniens Guld og vilde findes ei blot langt gavnligere men ogsaa uudtømmeligere end den. Blindheden er fortvivlet, men jeg troer paa Ham, som siger selv, han kom til Dom i denne Verden at giøre de Seende blinde og de Blinde seende, og det Danske Hjerte er i mine Øine en Blindfødt, det er det ikke for gamle eller nye Synders Skyld, men for at Guds Gierning skal aabenbares derpaa. Det giør mig jo meget ondt, at det synes, som I skal klemmes inde paa Als og udmattes enten for ingen Ting eller til et Blodbad, frygteligere end et Hovedslag og selv med Seier af tvivlsom Vigtighed, men med Guds Hjelp vil vist paa en eller anden Maade Bladet snart vende sig, og da, haaber jeg, skal vi sees med en Glæde som hele Danmark deler og som mere end Danmark vil have Gavn af.
Meddele nogen vort Haab, hvor Mishaabet synes langt rimeligere, kan vi jo sjelden eller aldrig, men det glæder os dog altid, naar nogen har godt Haab om hvad vi elsker, derfor siger jeg det.
Nu, Gud velsigne jer, mine Børn. Jeg havde idag, syndes mig, kun det samme at sige til jer begge, kun derfor fik I ikke hver sit Brev, da Skrivelsen dog er blevet lang nok til at kunne være deelt.
Kiærligst
Fader Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 8de Juni 1849.
Kjære Svend!
Siden jeg modtog dit sidste Brev fra 31te Mai, har det stadig været min Hensigt at lade dig see lidt fra mig igjen, men hver Dag har, som du nok veed, »sin egen Plage« saaledes er Tiden gaaet i disse otte Dage at jeg ikke har kunnet komme saavidt engang uden med at sænde smaae Bladene ledsaget med et flygtigt Ord og hvad er det andet I seer fra mig og dog er der saameget der ligger mig saa tungt paa Hjerted i dets dybe Gjemme.
Fader er i Dag i Arbeide med Breve til Eder saa det jo egentlig er overflødigt hvad her nu kommer fra Moder, jeg vil nu derfor skulke til i Morgen og haaber da at faae det udført, da det ellers ogsaa i Aften ville blive lidt seent da jeg nu ville gjøre en lille Visit nede hos Georgia Sk: da hun i Morgen med Følge tager til Nysøe; ja hvad siger du om Skovgaard har du havt nogen Ahnelse herom? Han er ikke til at kjænde kan du tro, som Fuglen paa Qvist, lutter Glæde!
Den 9de.
God Morgen min Søn! her er nu kommet Efterretning fra Als af, (D: danske Slesviger.) endnu har vi inted Officielt herom, at Sønderborg har været meget udsadt udsiges nu der; jeg længes nu meget efter at høre hvad vore Militaire siger herom thi fra Søndbrg: synes mig det var egentlig Huse og Gaarde der taltes meest om, jeg spørger altiid først, »hvordan gik det vore Kjæmpere« nu kom Bladet som siger vi vandt noget Terrain men at Fægtningen vedvarede til hen- imod Kl. 10, at I mine kjære Børn jo var i Sønderborg vidste jeg, men ikke videre om Eder, nu kom Meta med Hilsen som havde havt Brev fra dig, — som hun bad mig takke dig for — vi hørte da hvad der var foregaaet, i disse sidste Dage har jeg længtes meget |: ja naar gjør jeg ikke det :| efter at høre fra Eder mine to trofaste Sønner, Gud beskjærme Eder paa alle Eders Veje og lade os samles med Glæde og Taksigelse! Hvad du skriver om mit Barn skal jeg sænde; igaar fik jeg Kikkerten ved Rngskf: Abel som selv bragte den, det har gjort mig ondt at vi ikke bad ham spise her til Middag i Morgen, han kom jo ovre fra Eder, saa jeg gjærne ville have seet ham, eller, talt med ham noget længer, det var hvad jeg kalder et vakkert Menneske at see til som det siges, meer kunde ikke siges i slig en Hast. Heel uvist er det nu vel om jeg i Morgen kan tænke mig Eder tage Ophold paa Landet igjen, Man kan vel sige, det kommer an paas. 281Tydskerne hvad de har betænkt, det er dog grueligt at skulle sige det, men er det dog ikke saa? jeg havde gjordt bedst i slet ikke at [have] begyndt paa denne Materie, det veed jeg jo ogsaa du strax bevidner og dog er det for Tiden Alt hvad jeg kan sige jeg Lever i, endskjøndt der er saameget der kan nedtrykke mig i min dybe Een- somhed. Jeg er nu flytted over i mine Sønners Bolig Eders Værelse, jeg sidder nu her og skriver, det er mit kjæreste Stæd, jeg synes da som jeg var Eder nærmere mine kjære kjærlige trofaste Sønner, Gud være med og hos Eder med sin Beskjærmelse og med os Alle!
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Majbøl
d. 12te Juni 1849.
Kjære Moder!
For det igaar modtagne Brev, saavelsom for den flere Dage tidligere modtagne Pakke takkes herved foreløbig. Thi til videre Brevskrivning faaer jeg ingen Stunder før d. 15de, da jeg indtil den Dag skal have indleveret min Paroljournal, hvoraf jeg endnu kun har skrevet den mindste Deel. Hils derfor foreløbig Fader, som jeg ogsaa snart skal skrive til, Peter, Meta og alle andre Venner fra Din hengivne
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
[10.—11. Juni 1849.]
Kjære Søn!
Noget er bedre end slet Inted siger Ordsproget, vistnok er de smaae Lapper og Ord du seer fra mig, mindre end Inted, kunde jo næsten siges, men jeg veed dog nok mine Børn tager tiltakke som det kan falde sig; Alt hvad der lever og rører sig hos mig, er hvad jeg sjælden eller aldrig taler om, det bæres i sit eensomme Gjæmme. — Tak for Brevet fra den 7de. da det nu er kommet i sin vante Tour igjen saa er I vel ogsaa i Gaar vandred paa Landet igjen — — —
Kjærlig Hilsen fra Fader og Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 16de Juni 1849.
Kjære Johan!
— — — Kan det ogsaa tillades vore Poster som udsættes, til saaledes at indlade sig, |: i Kammeratskab maae det jo kaldes :| med Tydskerne? det kan jeg slet ikke ret forstaae kan lade sig gjøre? forbudt bliver det vel dog imidlertid? og at der paa den anden Fløi, som der siges, skydes efter vore Poster det er dog en slem uhyggelig Maade at være paa, inted Øjeblik egentlig at vide sig sikker, efter deres behagelige Lune og Moerskab skal der vides at kunne rette sig. Fortællingen om »Fremad Folk ! jeg bliver her«, er uhyre comisk, ganske en Jacob von Tybo, sagde Fader. Du kan tro min Søn, jeg behøvede ikke at have Nogen der skulle lære mig hvor nemt og deiligt det kunde være at komme over til Sønderborg, jeg har ofte sagt det saavel høit som for mig selv, fra det første Dampskibet begyndte at gaae, for mig var det jo ikke til at udføre ; Vennerne jeg har talt med om at gjøre en Tour over til Eder, siger, »det ville blive kostbart, omtrent synes mig, blot Reisen ville blive 16 til 18 Rbd.« og Tiden for dem kan heller ikke slaae til, saa det blev, som du da merkede, opgivet. Dennis B: er kommet hertil, vi har ikke seet ham endnu men jeg tænker ikke det vil vare saalænge, jeg vil da foreslaae ham at gjøre en Tour over til Eder. — — —
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark. d. 16de Juni 1849.
Kjære Moder!
Længere end sædvanligt og — om ikke Omstændighederne undskyldte mig — længere end tilbørligt har Du forgjæves ventet Svar fra mig paa Dine kjære Breve og Sendelser af 27de Maj, 4de og 8de Juni. Noget nyt er jo heller ikke at meddele herfra. Man veed snart ikke mere at man har Krig, men troer man ligger og gjør Garnisonstjeneste: man trækker paa Vagt, exercerer, efterseer Støveletter og skriver Paroljournaler. — I Torsdags (d. 14de) var jeg inde i Sønderborg og hørte Begyndelsen til en Række Foredrag, som Hammerich vilde holde over »Tysklands og Danmarks historiske Forhold«. Der var dennegang en heel Deel Tilhørere, saavel af Off. som af menige Soldater. — Efter Forelæsningen var jeg samlet med Vilhelm Blom hos hans Fader, fra hvem jeg saa meget skal hilse. Det glædede mig ats. 283høre gl. Blom udtale, hvad der saa ganske stemmer med min Betragtning: at man med en vis Rolighed og endogsaa Tilfredshed kan betragte Sagernes Stilling, fordi Danmark og den danske Armee gjør hvad den kan, baade ved Alssund, i Fredericia og ved Aarhuus, ja, gjør mere end den vilde kunne, om Tyskernes Krigsførelse dreves med den Iver og Raskhed, som deres Overmagt sætter dem istand til. Og naar man gjør hvad man kan, saa maa man lade Resten hvile i Guds Haand. Som dansk Mand kan jeg derfor trøstig rejse mit Hoved, thi Ulykken kan vel baade bøje og knuse, men ikke nedværdige enten noget enkelt Menneske eller noget Folk; var jeg derimod svensk eller norsk, da vilde jeg skamme mig som en Hund paa mit Folks Vegne. —
Jeg seer af dit sidste Brev at Du har fulgt den Tidsregning, jeg engang lærte Dig, med Hensyn til naar vi ere paa Forpost og naar vi ligge ude paa Landet. Du vil altsaa kunne regne Dig til, at vi idag ere trukne ind fra Landet, og det maa ikke forvilde Dig, at vi dog endnu ligge paa Landet, thi Cantonnementet i Sundsmark, Klintinge og Lambjergskov regnes kun halvt til Landet, da det ligger nærmest ved Sønderborg. Vi kom hertil idag Kl. 11 og Bataillonen er allerede dragen ind paa Forpost i og udenfor Brohovederne Kl. 3 Efterm. Jeg skulde jo have været med, men fik Lov at blive til iaften, og kun fra 9 Aften til 6 imorgen tidlig være paa Forposten udenfor Brohovedet, som mit Compagni denne Gang besætter. Jeg skal nemlig imorgen Efterm. Kl. 5 paa Kystvagt, saa dersom jeg først skulde have gjort Forposten fra idag Kl. 3 til imorgen Eft. Kl. 5 og saa være paa Kystvagt fra imorgen Kl. 5 til samme Tid paa Mandag, saa vilde jeg have at vaage i 50 Timer, hvilket efter Lægeskjøn grændser til det umulige. Nu faaer jeg da Tid til imorgen at sove ud, inden jeg begynder paany. Men til at skrive Breve faaer jeg næppe Lejlighed enten imorgen eller Overmorgen, saa det seer sørgeligt ud med min Correspondence. Jeg har nemlig paa min Samvittighed at skrive 1) til Knudsen, 2) til Høxbro, 3) til Peter, 4) til Fader og 5) til Stephens og endelig ikke mindst: 6) til min kjære Skovgaard, der vel i sin Forlovelses Hvedebrødsdage er lige glad enten jeg skriver eller ej, men som jeg desuagtet for min egen Skyld saa gjærne vilde have sagt, hvor glad jeg er over hans Glæde.
Tag nu, kjære Moder, disse Linier for et Brev; hils Alle derhjemme saa kjærlig fra mig og skriv selv snart lidt igjen til
Din hengivne Søn:
Svend.
Grundtvig og hans Slægt.
18
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
d. 25de Juni 1849.
Kjære Johan!
– – – i Dag seer vi da destoværre at Aarhuus virkelig er blevet besadt af Røverne; i spændt Forvæntning lever vi nu til vi faaer noget sikkert at vide om Genrl: Ryes Hær, hvor han har trukket sig hen, Gud give ikke omringet, som der staaer i Bladet der sagtens stræbtes efter, om han nu er kommet til Helgenæs eller Nordpaa; hvor det dog nu gaaer haardt ud over de stakkels Jyder, ja med Sorg maae Man udbryde, naar og hvordan vil denne trængsels og pine Tid faae Ende! paa sit eget kjære betrængte Land, seer Man naturlig først og sidst, men grue maae Man ved at see al den ødelæggelses Vederstyggelighed der nu hersker i Landene.– – – Vi havde her igaar til Middag Frue Steenersen — Professor St : Enke — og Datter fra Norge, hun er kommet herned med to Sønner, paa 18 og 16 aar hvoraf den ældste er raadet at skulle bruge Rosenborg-Vandcour, da han er svagelig og hun har misted en Søn i den Alder. Møllerfolkene paa begge Hjørner var her ogsaa til Middag med Magister Lars B: l)
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. Fredag d. 29/6 49.
Kjære Svend.
Dine 2 Breve af 18de og 19de Juni havde tilvisse fortjent Svar strax, og det det bedste, jeg kan give. De indeholdt et ordentligt Svar paa mine, som har forvoldt mig megen Glæde, og Du skal ret have Tak! Tak fordi Du har villet forstaae mig saa godt, navnlig hvad den første Deel af mit Brev angik, om min — Underlighed, som Du har forstaaet, uden i mindste Maade at støde mig bort, men tværtimod draget mig end nærmere til Dig. (Det er underligt Svend! men jeg synes næsten jeg kan komme Dig nærmere skriftlig, end mundtlig, som jeg dog godt kan forklare mig, hvorimod det Modsatte synes mig at være Tilfældet med Johan) og Tak, fordi Du har taget dig over saa omstændeligt og grundigt at besvare mit andet Ankepunkt, som ligger mig paa Hjerte. Jeg maa indrømme at Du ikke blot har imødegaaet, men virkelig gjendrevet mine opstillede Punkter ; Du har viist mig, at det ligger Dig alvorligt paa Hjertet (som jeg dog i Grundens. 285aldrig har tvivlet om, da jeg kjender Dig, Du er ikke af de lette Folk om Du end hører til de »lette« Jægere), at det er Dig »en dybt krænkende sørgelig Følelse, at tænke Dig en Perle reven af Danmarks Riges Krone — det dejlige Land — med Dannevirkes gle Volde — overladt til Arvefjendens Raadighed. Ja Raadighed, det mener jeg er vor Ulykke, thi kommer han til at raade der, hvor Danmarks gamle Grændsevold — og Vagt laae, saa vil han ogsaa komme til at raade i den anden Deel af Slesvig, og nøjes neppe dermed — saa jeg har dog ikke fundet Beroligelse i Din Gjendrivelse — og seer ikke i det Hele, hvorledes det skal blive godt, thi at faae hele Slesvig ind i Danmark paa den Betingelse, at der skal tales Tydsk paa Rigsdagen — og dermed i Grunden i alle Almueskoler er naturligviis det Værste, der kunde times os, og dog er det nok desværre det, de stiler paa baade hist og her. — Og det er maaskee godt, at Danmark har et saadant ømt Sted, ellers faldt vi maaskee reent i Søvn, ja jeg troer det er meget godt, men det gjælder at være vaagne, hver paa sin Post, hvor ringe og umærket den end er. Vi gjør vort Bedste her paa vor Skole og jeg har dog mærket, at Krigen har gjort os godt. Jeg maa i den Henseende dog fortælle dig om nogle Torsdags-Møder, som nu holdes her i vor store Skolestue. Det er en egentlig el. rettere uegentlig Fortsættelse af den »Danske Forening« som nærmest har for Øje at arbeide efter Evne for dansk Folkeligheds Udbredelse nærmest m. H. til Folkeskolen — hvad der er at gjøre, for at skaffe Mund og Øre, de to nødvendige Betingelser for en Skole. Disse Samtaler have navnlig vi Skolelærere Gavn af. Vi begyndte med 12, og ere nu en 14—16, som komme. Gr:, Prof Petersen, som er flink, og Flor, Helveg, Brandt, Constantin Hansen, som kan gjøre meget for Skolen med sin Kunst, Algreen, 2 Skolelærere (fra Usterup og fra Vendsyssel) Høxbro, Kragballe, Dybdal, Jensen, Egede Glahn o. s. v. — Medens jeg skriver dette, er Knudsen og — Dagmar Dalgas komne saa jeg maa holde op. — Kl. 10 Aften nu gik de — Dagmar bad at hilse Eder Begge, Susette er noget forkjølet og havde lagt sig i Eftermiddag lidt. Det er sandt, dersom Du ikke bruger Stephens Eventyr, som blev sidst sendt Dig — saa kunde Du gjøre os en Tjeneste, ved at skikke os dem herover snarest mueligt; den Deel er ikke til at faae endnu her i Byen, jeg siger os og mener dermed ogsaa Süsette, som ønskede meget, at Du snart vilde sende den, og sagde, hun havde Lyst til selv at skrive til Dig derom. Jeg havde nær beholdt den da Svenskeren bragte mig Bogpakken fra Stephens, og læst den, før jeg gav den til Din Moder, men hun lagde naturligviis strax Beslag paa den til dig,s. 286som hun gjorde Ret i, for hun seer paa Eders Ret i alle Maader som en trofast Moder bør sig at gjøre. Jeg kommer til at holde meer og meer af hende, og af den Gamle med, som er mig en stor Glæde. —
18*
Vi havde da et stort Gilde her paa Møllen min høje Fødselsdag med mange Gjæster omkring et langt Bord i Skolestuen, hvor Eders Skaal da blev drukken. Jeg fik en ordentlig Gave af din Fader 1) Molbechs Ordbog 2) Gr. Verdenshistorie 3) Petersens »Islændernes Færd« 4. B. 4) Luthers Huuspostil 2 D. Bøger for 20 r. af Meta en skjønne Slobrok o. s. a. gode Sager — en fornøielig Dag, dog ikke saa fornøielig som d. 27 Mai, hvor vi havde saa dejligt Veir, men det var som det skulde være. Spandet har da nu faaet, el. taget sin Afsked fra Tjenesten, da hans Saar ikke vilde tillade ham stærk og anstrængende Bevægelse. Vi vare til Middag hos Schouws i Onsdags, et pænt lille Gilde for det unge Par. Skovgaard skriver snart, men han har hidtil ikke kunnet faae Stunder. De læste begge Dit Brev til Meta, (da de vare her paa min Fødselsdag) som bevægede og glædede Dem meget. Det var ogsaa tilvisse en Hilsen som var værd at tage med. Stolt Tanke — : »ligemeget af Frihed, som af Nødvendighed !« Underligt nok: Sk. har havt Tanker til Georgia i flere Aar og har ikke havt nogen Ahnelse om L.s 1) Forhold til G. førend Du eller Johan jeg veed ikke hvem, engang aabnede Øjnene paa ham. — Han har bragt prægtige Tegninger med fra Læssøe; en gl. 70aarig Kone i sin Stadsdragt, som er brilliant : Fløiel og Atlask, Guld og Sølv alt ægte, hvorpaa de samle hele deres Liv, og naaer det sjældent fuldstændigt før mellem 70 og 80 Aar. Ved Sæby sad han og malede i en Skov, da han blev omringet af nogle Bønder, som vilde have ham arresteret som Spion der tog Tegninger af Landet for at forraade Dem. Hældigviis var han netop Gjæst hos Politimesteren, som beroligede dem. — Siig Johan, at A. Meinert staar ved 3die Reserve-Jægercorps, 3de Comp. — Knudsen takker for Dit Brev mange Gange, men han læser nu flittigt, han er meget rask. Gr. forelæste mig iaften 2 gode Sange, en om Eckernførde-Slaget, smuk, og en om Nørre-Snede, meget humoristisk. Men nu Godnat for iaften, da jeg har lidt andet at bestille inden jeg gaaer til Ro.
Lørdag d 30te. D. Brown har nu endelig besøgt Dine Forældre, han vil gjerne over til Dig paa Als, men maa først tale med sin Fader om Dipplomatikken kan tillade det (sic!) Han fortalte en Historie som ærgrede mig. »En engelsk Søofficeer har gjort Tjeneste ombord i et af vore Krigsskibe, men har nu taget sin Afsked »fordi der Intets. 287blev udrettet«. Han havde tilbudt sig at ville med nogle Mand roe ind til »Gefion« og bore den i Sænk. Planen fandt Bifald og der fandtes ogsaa Mandskab, der var villigt til at gaae med ham, men da han saa paa Chefens Spørgsmaal, hvem der skulde have Æren for det, svarede, at den maatte tilkomme ham, som udførte det, — forkastedes hele Planen. Han tog sin Afskeed — og ingen dansk Søofficeer har siden villet skaffe sig Æren derfor.« – – – Var jeg Søofficeer fordrede jeg ham strax. Jeg havde en Kamp med din Fader derom, han holdt med den engelske Søofficeer og meente, det lignede os.
En venlig Hilsen fra Meta, hun er gaaet hen til Fru Brandt, som er Patient. Vil Du saa hilse Johan fra mig, jeg veed nok, jeg skylder ham Brev, og det kommer ogsaa nok — men jeg maatte først nu svare paa Dit Brev. — De begynde nu at muntre sig i Jylland. Lykken følge dem !! F. Zütphen veed jeg er reist dertil i sin Brigade. Skal I blive paa Als. Skriv, naar I kan til
Din hengivne
P. B.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 2den Juli 1849.
Kjære Moder!
I den sidste Tid har Du sparsommere end sædvanlig ladet os og navnlig mig høre fra Dig. Mit sidste Brev til Dig er af 16de f. M. og siden har jeg ikke haft noget Brev fra Dig. Den 22de modtog jeg rigtignok et taust Vidnesbyrd om Din Omhu, hvorfor jeg atter her maa takke Dig meget: Kikkerten er nu bedre end den nogensinde har været ; Fløjten er istand til at gjøre døve Folk hørende og hørende døve; Hanskerne ere fortræffelige og Sokkerne uovertræffelige.
I et Brev til Johan mælder Du, at Denis dog nok saa smaat tænkte paa at gjøre Alvor af mit Forslag: at see lidt over til os. Gid det blot maatte skee. Et Par Dage troer jeg nok han vilde kunne leve her, uden at smittes af den forfærdelige Sygdom — Kjedsomheden — der her ligger i Luften.
Jeg troer det interesserer Dig at kunne regne Dig til naar Du vil hvor Dine Sønner just ere. Det er nu lettere end før og jeg vil give Dig et Schema derover.
Vi blive her i Sønderborg indtil d. 18de Juli, da vi for 8 Dage flytte til Sundsmark-Klintinge Cantonnementet, men stadig hver 4de Dag ere paa Forpost. I Eftermiddag Kl. 5 rykke vi paa Forpost og komme tilbage 24 Timer efter. Altsaa: 10de Bat. har Forpost- og Brohoveds. 288tjenesten: 2—3die, 6—7de, 10—11te, 14—15de o. s. v. Forposterne oppe paa Bakken under de tyske Skandser besørges dennegang af 4de Comp., dernæst af 3die, 2det og saa (ɔ: d. 14—15 dennes) af lste Comp. og saaledes videre i det Uendelige, thi nogen Ende paa dette Liv kan det ikke nytte at tænke sig, ialfald ikke som andet end som en fjærn Mulighed. Vi bygge allerede store Caserner udenfor Sønderborg til at boe i næste Vinter. — Igaar Aftes vare vi samlede med Vilhelm (hvilket er en stor Sjældenhed) hos Karstensens. Han venter nu snart at komme bort, for at begynde sin Tjeneste ved Infanteriet, da hans Artilleritid er forløben. Han kommer da først til Kbhn. til Exerceerskole og siden ud i Armeen i en eller anden Bataillon.
Ja nu maa jeg i Hast smøre en Ende paa dette Brev. Der kom for lidt siden Brev til mig fra Peter, saa jeg er pludselig bleven ganske levende og troer nu at kunne skrive bedre end jeg har gjort i det forrige, men inden jeg endnu har faaet Peters Brev læst færdigt kommer »Mama« som Værtinden hedder her i Huset og kalder os til Bordet og siden bliver det for sildigt. Johan og jeg boe nemlig siden i Forgaars sammen hos et Par gl. prægtige Folk, hvor ogsaa Skovgaards Ven og Læge Matthiessen har stadigt Ophold. Det er første Gang siden vi forlode Kbhn. at vi have boet sammen.
Hils Alle derhjemme venligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
9de Julii 1849.
Kjære Johan!
Overflødigt er det vel egentlig at sænde Dig Bladene i Dag, det er heller ikke for at meddele dig noget herom, da Efterretningen om dette Sejersslag 1) vel var hos Eder ligesaa hastig som her, men jeg har tænkt du maaske gjærne kunde ønske Bladene herom, at meddele dine Folk; ethvert dansk Hjerte maae jo inderlig glædes over denne Sejer, men tillige dybt beklage tabet af denne Helt 2) og dristig tør jo siges, »som faa !« endnu er ikke Listen kommet over Døde og Saarede, med Bekymring og Længsel spørger jo hver om sine Kjære, Gud give Trøst og Lindring i denne sorgens og smertens Tid og fremdeles til hvad forestaaer, hvad der er skjult for vore Øjne. – – –
i Kjærlighed E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 9de Julii 1849. —
Kjære Svend!
»Det var et Slag sagde Fader i Dag, som vi ikke i 300 Aar har havt magen til« og jeg lægger til, »Gud give Sejer fremdeles!« Hvad Rigstropperne nu vil tage sig for bliver vel et Spørgsmaal, om de fremdeles vil fortsætte deres Røvertog; jeg længes efter at høre Eder udtale Eder om dette Helteslag og tabet af Helten som dybt rørte os her. —
Det var nok vel længe siden min Søn jeg skrev Brev til dig, men dog ikke som du siger i dit sidste fra 2den Juli, seenere end 16de Juni veed jeg at have skrevet, i denne Uge har Meta ligget jeg har saa været meget der, i Dag begynder hun at komme lidt op igjen, nu tænkes der der paa Reise til Lolland. — Det glædede mig at høre mine Børn være komne til at boe sammen lidt igjen, men det var vel blot i de otte Dage? — Thura er imellem de Saarede der er bragt til Fyen, men han havde dog skrevet til sin Broder derom, det skulle ikke være farligt, han havde faaet det i Brysted men var dog blevet ved at commandere noget derefter skriver han. — Dalgas’s er længselsfulde efter at høre fra Ernesto. — Gud være med Eder — i Kjærlighed
din tro Moder
E: Gr:
Nu gaaer jeg op til Møllen. — Herfra hilses Kjærlig
Fra Meta Boisen til faderen.
[Mern] den 17de Juli 1849.
Kjære Fader!
Her sidder jeg da i Rørdams yndige Præstegaard oppe i Gjæstekammeret ved Siden af Boisen som idag vil skrive til Moder, vi blev da som du nok kan tænke dig overordentlig gjæstfri modtagne, Rørdam havde sendt sin Vogn efter os til Kallehauge, hvortil vi ankom omtrent Klokken 1 ½ efter en stræng Søreise da jeg var meget søsyg hele Tiden men nu har jeg det deilig og vi har jo ogsaa idag faaet det deigliste Veir man kan tænke sig. Rørdam er imorges tidlig taget til Kallehauge for at høre paa Præsten Nielsen som skal præke for Bispen idag og kommer først hjem iaften da han skal Spise til Middag derovre, Boisen og jeg tager til Nysø Klokken 11, da vi er indbudt til at tilbringe Dagen der. Da Boisen siger mig at Klokken nu kuns. 290mangler 10 Minutter i elleve og jeg skal klæde mig paa saa maa jeg bede dig nøies med dette for denne Gang snart skal du høre mere fra din lille Meta men skriv nu ogsaa snart til mig du kjære gamle Fader jeg længes meget efter at høre lidt fra dig om du saa ikke nok vil gjøre din lille Pige den Fornøielse at tage med til Als. Rørdam fik sig en rigtig hjertelig Latter iaftes over din Vise 1) om Slaget ved Frederits, som han strax gav sig til at synge saa det rungede i Ørene. Nu Farvel for denne Gang Lev nu vel og Gud være med dig og bevare dig for os endnu i mange Aar, til Gavn og Glæde ei blot for Dine Børn og for alle Danskere men ogsaa for dig selv thi du har ærlig fortjent at vi alle ret af Hjertet skulde skjønne paa dig ei blot som vor kjærlige Fader men som hele Danmarks Fosterfader. Boisen beder mig sende dig en kjærlig Hilsen ogsaa for ham har du sandelig i aandelig Forstand været Fosterfader
din lille Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 18de Julii 1849
Min kjære Svend ! i Dag havde jeg dog tænkt at skrive lidt ordentligere end det almindelig pleier men nu kan jeg nok merke det bliver reent forstyrret da jeg hvert Minut bliver afbrudt, Aften er det næsten og en skrækkelig Hede i Dag tillige. —
Høxbro er ikke kommet her endnu saa han neppe reiser i Morgen. Denne Vaabenstilstand her nu skal være, har saa aldeles nedtrykt Fader, der var halveis tænkt paa en Tour Fader og jeg da med, ville gjøre over til Eder kjære Børn paa Als, samles underveis med Peter og Meta og saa lidt til Fyen maaskee, den heele Plan er aldeles opgivet nu, da Fader er saa forstemt over som der siges det skal være, Gud lade det vændes til det bedre, for Øjeblikket seer det ikke glædeligt ud. — i Dag var Præsten Bøgild her for at tilbyde at besørge Embedet i de Dage Fader tog bort da Peter havde talt til ham derom, men det blev opgivet at Reise. —
Nu kom Frue Hall og bliver her nok i Aften, saa siger jeg god Nat til dig mit kjære Barn, Gud være med Eder og os Alle!
Kjærlig hilser Fader og Tante
din trofaste Moder
E: Gr:
Saa du ikke dog et par Ord fra mig og en Sang? skriv dog snart jeg længes altiid efter at høre fra Eder.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Søndag d. 22de Julii 1849.
Kjære Johan!
– – – For Øjeblikket synes vi det jo seer sørgeligt ud, men Gud kan vende Alt til det bedre; mig bedrøver det at Slesvig ikke skal besættes med Danske, i det mindste Nordslesvig, dog lad mig tie med al slig Tale der jo fra os stakkels uindviede i Politiken falder saa Borneret |: men Tanker, som der siges, er jo Toldfri :| i det heele veed du nok, jeg er meest af dem der tier, men just ikke derfor altiid Samtykker, jeg er jo Diplomat siges der. — jeg ville egentlig sige dig idag, at dit Brev til Fader hvori du omtaler Bondestanden og din heele Betragtning af den kunde han slet ikke finde sig i, Fader sagde »det bedrøver mig meget, at see hvordan min Søn egentlig lader haant om det heele Folk undtagen de Enkelte der graver sig ind i Studeerkammeret« ; var det nu ikke ganske saaledes, saa fandt jeg Meeningen omtrent at være den han udtalte, mig bedrøvede det naturlig meget at Fader saa det saaledes, men kunde jo ikke gjændrive det, det bekymrede ham saa dybt; jeg siger dig nu dette her min Søn reent ud, men beder dig ikke paa mindste Maade lade dig merke med jeg har talt herom; Fader er i det heele blevet meget irritabel, som jo denne sørgelige Tidensgang dobbelt bidrager til. – – – Et kjærligt Levvel til begge mine Sønner! fra
Eders trofaste Moder
E: Gr:
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 22de Juli 1849.
Kjære Moder!
At Fader, saavelsom Du og alle andre danske Sjæle, har glædet sig inderlig ved Dommedagsslaget for Fredericias Volde, det kan jeg vel tænke; men det er vel nu gaaet ham som mig og vel de fleste, at Glæden over Sværdets Bedrift atter er bleven formørket ved den Pennedaad 1), der fulgte derpaa og som nu atter binder vore Hænder
i et halvt Aar eller længere. Det er i mine Øjne en sørgelig Vaabenstilstand med Udsigter til en bedrøvelig Fred ; og jeg har endda kun ringe Haab om at selv denne bedrøvelige Stilstand vil blive bedre holdt end den forrige. Jeg laster Ingen for at have afsluttet den, thi vi have sagtens været tvungne og truede til at bide i det sure Æble; men een Ting synes mig dog man kunde have sørget for, belært veds. 292forrige Aars Erfaring, og det er: at faae bestemt, hvem der skal sætte den i Kraft, om Oprørerne og deres endnu tilbageblevne Hjælpere endnu byde Brodden. Naar de 2000 Svenskere komme for at besætte Nordslesvig og finde det besat af 20,000 Oprørere, hvad skulle de saa gjøre? Vore Tropper maae jo ikke gaae over Alssund og Preusserne vende næppe deres Vaaben mod Slesvigholstenerne og deres Hjælpere. Saa staae vi der igjen og vexle Noter og protestere, medens Oprøret befæstes og Tiden gaaer indtil Sværdet atter maa blottes, for at begynde forfra, bestandig med mindre Fordeel; thi benytter Preussen kun Tiden ret, saa vil Blokaden næppe til næste Aar kunne sættes i Kraft. Det har Preussen sikkert ogsaa gjort Regning paa; thi at vente andet end at det gaaer paa Rævekløer ogsaa mod os, det vilde i mine Øjne være en Daarskab, naar man betragter hele dets nederdrægtige Politik. Har det sveget Slesvigholstenerne, saa vil det ogsaa svige os, naar det seer sit Snit. Til Bedrøvelsen over Stilstanden kommer endnu den Ærgrelse det volder mig at høre vore gifte Officerer juble over den, fordi de nu troe at kunne atter samles med Koner og Børn uden at risikere deres kostbare Liv, og at høre alle de sangvinske Forsikkringer om, at alt det, som vi savne i de nu offenliggjorte Stilstands- og Freds-Betingelser, det findes ganske bestemt i de »hemmelige Artikler«, — som Ingen af os kjender. —
Jeg sendte igaar en Pakke afsted, addresseret til Peter Boisen, uden at huske paa, at han jo er paa Lolland. Jeg beder Dig da at modtage og aabne den. Du finder deri 2 Breve, et til Peter og et til Høxbro, som Du vil besørge hver til sit Bestemmelsessted; og desuden en Bog, som Peter bad mig sende sig, fornemmelig til Sysette Dalgas. Vil Du nu ikke sende hende den, hvor hun er, jeg troer hun er paa Nysø. — Otto Blom er nu herovre; jeg saae ham her igaar, men han boer egenlig ude paa Landet hos sin Fader. Han havde Breve med til Johan og mig, men dem havde han glemt ude i sin Koffert; men idag tænker jeg at faae dem at see. Jeg vilde imidlertid ikke opsætte at skrive Dig til, deels fordi jeg i Eftermiddag skal i Brohovedet og deels fordi jeg ellers vilde komme bagefter med mine Commissioner angaaende Pakken. — Det er nu længe siden synes mig, at vi have faaet »Danskeren«; den længes jeg efter at see.
Hvad Forandringer i Johans og mit Levested og Levemaade Stilstanden vil bringe, det kan jeg endnu ingen Besked sige Dig om. For det Første (o : i de 25 Dage, som Stilstanden omtaler) vil sagtens alt blive ved det gamle; men om vi da enten faae fast Garnison her i Sønderborg eller vi blive forlagte til et andet Standquarteer eller —s. 293hvad jeg ikke anseer for aldeles umuligt — komme til at hjælpe Slesvigholstenerne med at opfylde Stilstandsbetingelserne — derom kan intet Menneske nu være vidende. Om end Stilstanden efter Ordenes Lydende kommer i Kraft, saa vil dog sikkert vor Hær for det meste blive paa Krigsfod endnu en Stund. Dersom Hæren atter stilles paa Fredsfod som i November forrige Aar, saa er det endnu et Spørgsmaal, om det tillades Reserveofficererne som sidst at blive permitterede (uden Gage) og om det end tillades, saa er det dog ikke derfor sagt, at jeg vil ligge de Maaneder i Kbhn. og falde min Fader til Byrde, uden nogen videre Nytte; da jo dog en saadan Mellemtid er for kort og for uvis, til at man ret kan tage fat paa sine fredelige Sysler. Et kortere Besøg i Hjemmet vil jo ialfald nok kunne lade sig opnaae. I Tider som disse maa jo ogsaa mere end ellers Tanken paa sig selv og paa egen Fremtid sættes tilside for Tanken paa Fædrelandet og dets Fremtid, dem Gud bevare! —
Lev nu vel, kjære Moder! Bring min sønlige Hilsen til Fader og hils venlig Tante Jane og de Andre derhjemme, ogsaa Denis Browne naar Du seer ham og siig ham, at jeg endnu ikke har opgivet Haabet om at see ham hos mig.
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Meta Boisen til Brødrene.
Vesterborg
den 22de Juli 1849.
Kjære Brødre!
Jeg veed nok at I hver skulde have et Brev fra mig men da jeg nu som I nok har hørt af Meinert, agter at besøge Eder med det første, saa vil jeg helre mundtlig gjøre det men nu vil jeg blot sende Takken for Brevene inden jeg kommer, for at I ret kan modtage mig med milde Ansigter, og slet ikke skal have noget at sige ondt over. Naa, saa kommer da Peter og jeg, og jeg tænker ogsaa Magisteren 1) og Harald, vi kommer med Dampskibet Thirsdagen den 31te Juli til Sønderborg, og jeg haaber da at I vil modtage os og skaffe os Husly for et par Dage, hvorpaa jeg afgaar til Faaborg, og Peter til Frederits hvortil han gjerne vilde see at faa Eder med. Nu Farvel for denne Gang, om otte Dage haaber jeg om Gud vil at samles med mine kjære Brødre og vi skal da tale rigtig sammen, blandt andet om den forbistrede Vaabenstilstand som jeg idag ikke gidder tale mere om, men som jeg haaber vi skal blive enige om naar vi tales ved.
Eders eneste Søster Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Onsdag d. 25de Julii 1849.
Du seer nu her kjære Johan! Moder er meget expedit med at give Svar paa dit Brev fra 23de samt et fra 20de, først vil jeg da nu sige dig Tak min Søn, at du saa smukt lader mig høre fra Eder, dernæst vil jeg omtale din Anskuelse af denne Vaabenstilstand som egentlig Alle her meer eller mindre vist er misfornøjet med, jeg giver mig jo slet ikke af med at gaae ind derpaa i alle sine Enkeltheder som jeg aldeles ikke forstaaer; med Flaget har du nu indrømmet, ligeledes synes jeg, at vi ikke selv maae sørge for Slesvig, i det mindste det nordlige, kan jeg heller ikke begribe; da vi jo nu har enheel Hær paa Benene og skal da foruden lønne de fremmede — her siges at Svenskerne har forlangt at være 4000, der skal være gaaet Coureer til Berlin derom — som havde været bedre de var kommet og gjordt Gavn da det behøvedes; hvad siger Slesvigerne at de ikke selv maae passe paa deres Land? at Tydskland som du siger skulle bede om Forladelse tænker jeg langtfra paa, men Holstenerne med deres nederdrægtige Ridderskab og Ledere, trængte sandelig, synes mig, haardt til at bukke Nakken lidt; at det er paa gunstige Vilkaar for os, kan jeg ikke see og Opfyldelsen deraf, som du ogsaa maae sætte et NB til, hvem indestaaer for den anderledes end forrige Aar, saaledes at skulle lade sig narre; vistnok min Søn er der flydt meget Blod og just derfor, skulle vi have opnaaet langt meer end det er ført til for vore Øjne at see endnu og de hemmelige Artikler der raabes saameget paa, hvad kan der troes paa dem, jeg er blevet mistroisk nu. Enhver seer at meele sin egen Kage, hvor er tro og love nu at finde, jeg veed det ikke, uden hos den Retfærdige i Himlen! til Ham vil vi haabe, Han vil staae os bi i vor Trængsel og Nød naar alt det jordiske svigter og vi ingen Udvei seer. – – – af Høxbro har du da nok hørt, hvad her jo ogsaa havde været tænkt saa smaat paa, men aldeles blev opgivet da Vaabstdn : kom; Fader er ganske uhyre opbragt over den og tillige blevet meget nedtrykt, han havde aldrig tænkt sig det mueligt, netop nu efter denne Sejer, saaledes at skulle ydmyges; du maae nu tænke dig, Fader har ligget paa stræng Krigsfod i Halvandetaar; dette havde han slet ikke tænkt sig og kunde aldrig lide naar Nogen ville tale derom; jeg læste naturlig ikke dit Brev for Fader, eller han veed der er kommet noget, det havde gjordt ham meget ondt, ja forbittred ham at see denne Mening hos dig, det vil jeg nu her sige dig reent ud min Søn, jeg veed du ville saa ikke bedrøve ham dermed ; han lever saa ene og føler sig saa ene, det er hvad ders. 295ofte gaaer mig saa dybt til Hjerte, uden at kunde raade Bod derpaa. — Nu Farvel! lad mig ret snart see Brev fra dig igjen, i Kærlighed
din forknytte men trofaste Moder
E: Gr:
Fra Meta Boisen til faderen.
Vesterborg
den 26de Juli 1849.
Min kjære Fader!
Du kan ikke tænke Dig hvor stor en Glæde du har gjort mig ved at sende mig de to rare kjærlige Breve, som jeg da nu Begge har modtaget, det ene i Tirsdags og det andet idag, Moders fik jeg i Mandags, vil du nu ogsaa bringe Hende min inderlige Tak for hendes Brev; idag faaer jeg ikke skrevet Hende til men nu skriver Caroline til Hende, men naar jeg kommer til Als eller senest til Faaborg skriver jeg Hende til og fortæller om Johan og Svenn som jeg ved I Alle længes efter at høre noget om og navnlig du min kjære Moder som elske[r] dine Børn saa høit som nogen Moder kan elske dem, saa at ethvert Ord fra dem og om dem glæder dig saa inderligt. Hvad Vaabenstilstanden angaar som du skriver Svenn ogsaa er meget misfornøiet med, da glæder det mig meget jeg skrev nemlig til dem Begge forleden Dag at jeg haabede vi skulde kunde blive enige om at ærgre og græmme os over den, jeg glæder mig nu som du nok kan tænke meget til at see mine kjære Brødre, men naa[r] jeg da har seet dem kan jeg ikke nægte jeg glæder mig inderlig til at komme tilbage til Eder mine kjære Forældre og til mit yndige Hjem paa Møllen som jeg længes meget efter, Peter og jeg tager da nu om Gud vil tillige med Magisteren og Harald paa Mandag Morgen tidlig for at naa Svendborg saa tidlig om Eftermiddagen som muligt da vi gjerne vilde see os lidt om der og vi Tirsdag Morgen skal gaa med Dampskibet til Sønderborg. Peter har lovet mig at jeg skal faa det Sted at see paa Langeland hvor du har opholdt dig saalænge, Peter tager da Ondsdag eller Thorsdag til Frederits og jeg til Faaborg, hvor jeg haaber at modtage Brev fra Eder, derpaa tager vi efter Peters Tilbagekomst til Nyborg og over til Corsør, hvor min Svoger Frits henter os, og vi tænker da at tilbringe Søndagen den 5te August hos ham og derfra gjøre en lille Tour til Kierkegaards og vi kommer da til Kjøbenhavn paa Jernbanen Thirsdag eller senest Onsdag Aften, nu har du da faaet hele vores Reiseplan, blot det nu vil blive lidt godt Veir, thi i de sidste Dage har vi kun havt meget maadeligt Veir. Peter hars. 296nu skrevet til Johan idag, og jeg i Søndags saa jeg haaber de sørger for Husly til os ellers seer det galt ud for os. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange Hilsener til Tante Jane, Amalia og til Eder mine kjære Forældre Gud være med Eder og bevare Eder fra al Sjæls og Legems Fare som jeg veed I ogsaa vil bede Gud bevare Eders Børn. Fra min kjære Peter skal jeg hilse dig og sige at han ogsaa føler Trang til at takke dig, men han er som Uffe han tier naar jeg taler thi saa behøver han ikke at tale, det er hans men ikke mine Ord, ogsaa til Moder og Tante har jeg en kjærlig Hilsen fra ham. Min Svigermoder og Magisteren beder mig at sende Eder tre en venlig Hilsen. Lad mig nu endelig faa Brev i Faaborg om ikke før,
din lille Pige.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 28de Julii 1849. —
Min kjære Svend!
Da du saavel har, som faaer meere af det gode end jeg i disse fattige Linier kan byde dig, saa veed jeg dog et Ord fra Moder med kjærlig Tak |: for dit Brev fra 22de :| ikke er dig uvelkomment; jeg kunde ikke lade det ubesvaret da du deri saa ganske udtaler min ringe Anskuelse af denne Vaabenstilstand, jeg finder det nu grueligt at vi ikke maae besætte Nordslesvig idet mindste og med ligesaamange Tropper vi vil, deres Løfte er jo ikke det mindste at stole paa de Røvere, de hviler ikke; det lader nu til at Alt hvad de formaaer sættes i bevægelse for at faae Hjelpere, saa Gud veed hvad det endnu bliver til med denne Stilstand, jeg siger blot, tro dem ikke, jeg er blevet saa mistroisk at jeg næsten siger; Ingen er til at tro meer, Løfter gjælder ikke. — jeg er nu kommet saa langt ind i den forbistrede Politik, jeg maae sige dig min Søn, jeg lever næsten ikke i andet, Tankerne drejer sig idelig i den Kreds som nu ogsaa her har plaget dig. —
Her følger nu begge Brevene du sændte i Bogen, du kan da selv levere Ejerne dem, da de endnu er din Ejendom; det var usikkert om jeg havde sændt det igaar, at det havde truffet Peter i Lolland. —
At misunde Nogen skal vi jo aldrig, Man har jo ogsaa selv meest ondt deraf, men jeg vil ikke nægte den Tour Peter og Meta nu har for havde jeg ret kunde ønsked at gjordt med, jeg synes at kunde blevet ung igjen derved, om ikke det, saa bliver jeg nu gammel af Livet; som Tingene nu staaer og som Fader er tilmode kunde jeg ikke noget Øjeblik ønsked at vi skulde gjordt den Tour; Tanken opkom da vis. 297havde det glædelige Sejrsslag for Øje, men ikke nu i dette mørke der ruger, det er saa trangt og eensomt rundt om os, især for os Gamle, men saa skal det nu være. —
Lev vel min kjære Svend! Hils nu saa kjærlig saavel Broder, som Søster du snart seer fra
Eders trofast hengivne Moder
E: Grundtvig. —
Fader hilser kjærlig. Tante Jane ligesaa. — Er Høxbro endnu hos Eder saa hils venlig, ligesaa Obl : Bl : og ditto Vilh : hvad sige de vel nu for godt. — Glem nu dog ikke kjære Børn Moder reent i denne Tid. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Tirsdag d. 7de August 1849. — Sundsmark.
Kjære Moder!
De kjære Besøg fra Kjøbenhavn ere da nu til Ende og vi atter satte tilbage i den ensformige Kreds, hvoraf vi i nogle Dage vare udrevne; der er her intet nyt passeret og Du vil jo nu af Meta have faaet langt bedre Beskeed om, hvordanne det seer ud her og hvorledes vi ere at see til og at tale med, end jeg ved noget Brev kan give Dig en Forestilling om. Det kunde derfor foreløbig synes reent forgjæves Arbejde at skrive Dig til ; men jeg veed jo, at Du dog immer ønsker om ikke andet saa dog at vide, at Dine Sønner leve vel og kjærlig mindes deres trofaste Moder. En inderlig Glæde vilde det have været os at see Dig og Fader ovre hos os, skjøndt jeg maa tilstaae, jeg troer det vilde bagefter ligesom have forstørret det Savn af os, som jeg veed Du føler, ligesom jeg jo ogsaa troer at vi kunde have nogen Grund til at frygte for ved en eller anden uforvarende Yttring at støde og bedrøve Fader, der jo i meget er af en anden Mening end nogen af os og jo nu ikke vel taaler at høre, og mindst af os, hvad han ikke kan give sit Bifald. Paa denne Maade søger jeg at trøste mig over, at der ikke blev noget af Din og Faders Rejse hertil, ved at tænke mig, at det dog maaskee har føjet sig til det bedste; men jeg kan dog ikke nægte, at det gjør mig inderlig ondt, ikke blot for vor egen, men ogsaa for hans og for Din Skyld, at I ikke en kort Tid bleve løsrevne fra det sædvanlige Liv i Hovedstaden og aandede frit i den friske Natur. Det traf sig nu rigtignok saa, at Vejret i de Dage Peter og Meta vare her var noget ustadigt og ublidt, men jeg tænker das. 298ikke at I havde faret saa stærkt som de, og siden Meta rejste have vi havt stillere og bedre Vejr. Det var ret kjedeligt, at Peter kun blev her en Dag, hvori man jo, efter saa længe ej at have seet hinanden, ikke kan komme ret paa Gled med nogen Ting, eller dog umulig kan faae sig saaledes udtalt paa begge Sider, at man forstaaer hinandens Mening ret. Hvor det glædede mig at see Meta saa rask og munter; hun seer lige saa frisk ud som nogensinde, og havde heller aldeles ingen Anstød af noget Slags Ildebefindende i de Dage hun var her. Høxbro var her i over 8 Dage, saa ham fik vi da talt noget med, skjøndt jeg saae langt mindre til ham end Johan, som han boede hos og derfor immer fulgtes med. Diderik Schmidt saae jeg saa godt som intet til, da han kom samme Dag som jeg fulgte Meta til Assens og rejste Dagen efter, da jeg var træt og søvnig efter Touren.
Vi have ellers i denne Tid seet en stor Mængde bekjendte Ansigter fra Kbhn. Mag. Martin Hammerich, Carl Ploug og flere, saa man snart kunde troe, man boede paa Vesterbro eller Frederiksberg eller dog ialfald i Roeskilde. —
Endnu have vi ikke faaet nogen Bestemmelse for Vinteren og Vaabenstilstanden. Det Rimeligste er imidlertid, at vi komme til at forblive her paa Als, noget hvorfor jeg jo rigtignok føler en vis Gru, saa var det ikke fordi jeg her, men ikke i Kjøbenhavn kan selv tjene mit Brød, saa søgte jeg Permission for den hele Stilstandstid og til- bragte den i Hovedstaden, om den — hvad ingenlunde er saa vist — blev mig tilstaaet. Thi noget Krav paa Permission kan jeg jo ikke have, navnlig ikke efter at jeg ved Septemberloven selv er bleven Værnepligtig, saa jeg maa prise min gode Lykke (eller da tildeels ogsaa min gode Villie) for at jeg kan tjene min Værnepligt ud som Officeer istedenfor som Menig. — Her tales forresten om baade at 10de Bat. skulde til Ærø, og at den skulde til Kjøbenhavn (???). Er Denis Browne her endnu og mon han reent har slaaet Als-Rejsen af Hovedet? — Hils nu kjærligst Fader, Tante, Meta og Peter og tak de sidstnævnte for sidst og husk dem paa, at de have lovet at skrive snart til
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Du veed da, at gl. Blom er bleven Oberst.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 8de August 1849.
Kjære Johan!
– – – Det lader jo nu til at Oprørerne begynde at ville synes som de faldt lidt til Roe, for det første nødes de vel dertil, forresten er de sikkert ikke til at troe paa et Haarsbred, eller inden for Tænderne. Nu kan vi da begynde at see Feriefolkene komme til Byes igjen, jeg kan vide Børn det har været Eder nogle fornøjelige Dage at see dem og ligesaa for dem, jeg siger her, hvad jeg skrev ogsaa til Svend, det er ikke smukt at misunde Nogen det gode, men jeg havde gjærne deelt det med dem hos Eder mine kjære Børn, men det skulle nu ikke saa være, jeg føler ofte dybe Savn, uden at Hjerted kan udtale dem. – – – For Øjeblikket kan jeg da nok tænke der ikke tænkes paa at opløse Hæren, maaske Røverne nede i Holsteen lure derpaa; skal Skandserne der er opført ovre i det Slesvigske ikke ødelægges? det var dog for nemt for dem naar det behager dem at komme igjen at bruge dem. – – – Siig Frue Carstensen ret kjærlig Tak for sit Tilbud at ville Huse mig, nu havde da Meta godt deraf, jeg skjønner ret paa al hendes Godhed mod mine Børn. – – – Nu lev vel mine kjære Børn, naar vi sees veed Gud, han samle os i Kjærlighed!
Hils Oberst Blom.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fredag d. 10de August 1849. Sundsmark.
Kjære Moder!
Vel er det kun to Dage siden jeg lod høre lidt fra mig, og vel har jeg endnu intet at mælde om, hvad der for Øjeblikket personlig ligger mig nærmest: om hvor jeg er dømt til at henleve Efteraaret og den følgende Vinter, lige saa lidt som jeg har noget andet Nyt at meddele; men dog syntes mig ikke at jeg kunde lade den 12te August gaae forbi, uden paa denne Dag at sende Dig og dermed ogsaa sende Din Ægtefælle, min Fader, en kjærlig, en sønlig Hilsen, med Tak for alt hvad I have været og ere for mig, og med Ønsket om, at denne Bryllupsdag, som saa ofte tilforn, endnu tidt og mange Gange maa finde Eder samlede, ikke blot med hinanden, men ogsaa med Eders Børn, hvad jo nu desværre i to Aar ej har kunnet være Tilfældet.
I Dag er maaskee Budskabet kommet til Als, om hvor vi skulle hen og saasnart jeg faaer vor beskikkede Plads at vide skal jeg underrette Dig derom. Her ventes idag alle Fangerne fra Fredericia, soms. 300skulle indquarteres paa Slottet til Udvexlingen gaaer for sig. Blot vi nu ikke give Oprørerne deres Mandskab igjen, før Alt er bragt i den foreløbige Orden, som Stilstanden foreskriver; thi endnu seer det jo ud som om de vilde prøve at føre Krigen paa egen Haand. Ja, gid de blot vilde det ! Saa kunde vi dog vel faae slaaet os til noget bedre, end hvad vi have skrevet os til, eller rettere maaskee slaae os noget til af hvad vi, halvt om halvt, have skrevet os fra.
Grundtvig og hans Slægt.
19
Jeg sender indlagt som Curiosum en Vise, som er digtet af en Soldat, formodenlig en Alsing, og som synges meget baade af vore Soldater og paa Landet.
Tag nu til Takke med disse Linier; tag dem blot som et synligt Tegn paa, at Dagen den 12te August med alle de Minder der naturligt knytte sig til den og med den Kreds, den saa ofte har samlet lever i kjærlig Erindring hos
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Tirsdag, den 21de August 1849
Kjære Johan!
Du skrev mig kjærlig til den 5te og den 10de til Bryllupsdagen, Svend gjorde ligesaa og ikke et Ord har mine kjærlige Sønner seet fra mig siden, – – – der er inted jeg har været skikket til; at undskylde mig hermed, hverken vil, eller kan jeg, at mine kjære trofaste Sønner stadig har bygget og boet i mine Tanker, er nu ogsaa vist, herom tvivler mine Børn ikke heller. – – – d. 22de
jeg blev her afbrudt ved en Visit — Frue Carstensen som vilde bringe Eders Hilsen saa nye som mueligt da hun var kommet igaar, jeg takkede naturlig herfor som i det heele for hendes mageløse Godhed mod mine Børn, jeg havde blot den Anmærkning at gjøre, hvad jeg havde kundet mærke, »hun var for god og overbærende imod Eder«; lidt Skrup imellem gjør godt tænkte jeg, ellers blive I jo reent forvænte til I komme Hjem til Moder, der, som I veed, gnaver og skjænder, men meener det visselig godt med Eder kjære Børn!
Carlo var her nu med Hilsen fra Eder, med ham følger nu 6 Skjorter at deele, samt 3 Kraver til hver af Eder som I kjænder og 5 Flipper; jeg har været bange I skulle være forlægne ; da de fiine Skjorter vist ikke nu er brugelige for Eder, sænd mig dem ved Leilighed, maaskee kan de da komme sig lidt igjen hos mig; sig mig om der ellers ikke ers. 301Noget du kunde trænge til som jeg kan hjelpe med. Svend seer nu ogsaa lidt fra mig i Dag, at Meta ikke har skrevet siden hun kom hertil hører jeg med forbauselse. – – – Politik er jeg nu slet ikke kommet med i Dag, jeg finder det er uhyre sørgeligt som det seer ud med de Røvere i Slesvig, ja der er mange Kjæltringer til, de kommer nu bestandig meere frem for Dagens Lys, nu stop. Du skriver nu snart og seer da snart igjen fra
din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Onsdag d. 22de August 1849.
Min kjære Svend!
Hvordan det egentlig er gaaet til ikke i denne, jeg synes uhyre lange Tid, at have skrevet til mine Børn, med Tak for de kjærlige Breve, kan jeg slet ikke give nogen videre Forklaring om, end et dovent Sløserie, som jeg ogsaa sagde Johan; at kunde melde noget der var værd at høre, har jeg nu slet ikke havt, men at I kjære, dog kunde længes efter at høre lidt fra os her, det veed jeg, saa det langt- fra har været smukt gjordt af mig, det tilstaaer jeg ærligt; at Moder imellem kan have lidt travlt med Syltning som i denne Tid og Marke- det 1) i den sidste Uge, har jo ogsaa forstyrret lidt, jeg var der to Gange. Fader var der to Gange hver Dag, en Trængsel som der, har jeg aldrig seet, endeel indbragte det; i en Tobaks Butik hvor jeg kom, syntes mig I skulle ogsaa have Lidt fra den Handel, der var da blot to Tobaks- punge tilbage som Fader tog til Eder, de ligge nu her og vænte til jeg hører om I vil have dem over, eller I selv hænte dem, yderst simple maae jeg sige, men der var jo inted at vælge imellem, og der kjøbtes blot for Øjemedet. —
Her følger med Carlo, 3 Skjorter til dig min Søn, nu ville jeg ønske de maae passe Eder, tillige tre af dine Kraver og et par Flipper, jeg var bange i var forlægne og sagde mig det ikke, er der Noget jeg kan, saa siig Moder det. — Ret en Overraskelse var det for mig at see Frue Carstensen jeg sad just og skrev til Eder mine kjære Børn, da Meta kom løbende herind og sagde mig det, hun havde mødt hende neden for Volden da hun ville op til hende paa Møllen. at Meta ikke har skrevet til Eder siden hun kom Hjem, er hvad jeg kalder ikkes. 302smukt, I har formodentlig tænkt hende være blevet ret daarlig, ja jeg kalder det endogsaa meget stygt som mig [jeg] selv for e : x : pl[eier], —
19*
De sidste »Danskere« er ogsaa i Pakken I seer deri tydelig Faders Anskuelser og at han tydelig udtaler sig, saavel til Oberst Baggesen, som meget andet der er modsadt hans Tanker. —
Hvad skal dog Enden paa denne Vaabenstilstand og det heele Virvar blive, jeg synes det seer saa mørkt ud i den sidste Tid, som om Røverne skulle beholde Magten. — Fader hilser kjærlig Tante ligesaa
men først og sidst din trofaste Moder
E: Gr:
Nu ret, ret snart Brev min kjære Sv:
I Morgen har jeg tænkt at aflægge en Visit hos Frue Carsten ; hun drak Thee her i vor lille Spisestue, Meta var her med.
Kan du læse alt dette Pennen er ussel. —
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 27—8—49. Kl. 11¾.
Kjære Svend!
I dette Øieblik gik N. Spandet, Høxbro og Algreen fra os, efterat have tilbragt en fornøielig Aften sammen — og ikke daarligt slaaet til Søren — og til de gode Ting, Meta satte frem for os, for at modtage Lykønskning i Anl. af Johans Forfremmelse til Premier-Lieutenant von — Krigsreserven. Din Skaal blev ogsaa drukken — men med bestemt Ønske om at Du snarest mueligt vilde tage ordentligt fat paa Dit store Kæmpe(vise) Værk, som dog er Dit nærmeste Kald, og som nu ikke kan undvære Dig længer — Kampen er jo ogsaa nu ude for dennegang paa en Maade — sæt Dig derfor ned og skriv os de gamle Kæmpeviser — det er meget bedre end dette ynkelige »nok see, men nichts røren« — paa den jammerlige Komers ligefor Eder i Slesvig. — Seer Du — paa Fredag d. 31 Aug. — afholder Dansk Litteratur-Selskab et Møde, hvorved der kundgjøres, at den nye Bestyrelse vil have fat paa ikke mindre end 3 nye Arbeider: 1) Christen Pedersen 2) Evald 3) Holberg (den gamle Historie, hvor Holbergiana er løbet paa Grund og kan ikke komme af Grunden uden Resurcer af Litter. Selskabet). —
Da jeg læste det imorges i Adres[se]avisen, tænkte jeg strax: nu har Best. kastet Kæmpeviserne agter ud i Glemselens Bølger, siden den tager fat paa saa meget Nyt — foruden alt det Gamle, den dog hars. 303begyndt paa, som Schack-Staffeldt, hvis Fuldførelse Hauch nu har overtaget o. s. v. men tænkte mig dog, at der maatte strides med den derom. Høxbro kom da iaften og var af samme Mening, hvorpaa vi gik op til Brandt, som gav os følgende Forklaring af hvad han vidste: Bestyrelsen havde henvendt sig til ham med Anmodning om at tage fat paa Chr. Pedersen — gjøre et Overslag o. s. v. — han indvendte strax, »hvad gjøres der for Kæmpeviserne? Tilvisse ligger Chr. P: mig paa Hjerte, som jeg længe har havt isinde at tage fat paa, men jeg vil paa ingen Maade have, at dette Arbeide skal staae iveien og forhindre Kæmpev :« Dertil svarede navnlig Formanden Dr. Lange, at de ansaae det ligefrem for en Æresgjæld, hvori Best: stod til Selskabets Medlemmer, at det laae den meget paa Hjerte, og at man havde henlagt Pengesummer dertil, og ventede til der kunde begyndes derpaa, om end maaskee i noget mindre Maalestok, f. Ex. 500 Ex. istedetfor 1500 Ex. men at Dr. Lange bestandig tænkte sig Dig allene som Manden der skulde udføre det, og paa hvem der ventedes. — Chr. P. skulde kun koste Selskabet en 300 r. om Aaret, saa det Arbeide kunde ingenlunde staae iveien for Kæmpev. — Vi bleve nu enige om at samle nogle Flere her paa Møllen imorgen Aften for at overlægge Sagen og see at komme til det Resultat : at paalægge Bestyrelsen at arbeide for 1) Kæmpev. (ved at tilskrive Dig derom høre Din Mening o. s. v.) og 2) for Chr. Pedersen, som passer godt sammen; derimod at lade Evald fare, som Boghandelen uden noget Tab lettelig kan besørge — item det Holbergske, hvortil man har havt 1100 r., saa det bør kunne klare sig selv. —
Dette Foreløbige meente jeg at burde strax tilskrive Dig iaften kjære Svend ! Det fuldstændigere og grundigere, skal Høxbro om faa Dage tilskrive Dig — Men tænk nu over Sagen, om Du ikke bør komme herind i Vinter og tage fat. Naar Du kunde faae 400 r. aarlig af Selskabet, kunde Du vel leve. Levin synes ikke at faae nogen Indflydelse paa denne Bestyrelse. —
At jeg og Meta ikke har skrevet til Eder før — og sagt Eder Tak, derover skammer jeg mig i den Grad, at jeg gjennest som mueligt vilde rende fra den, men den følger mig. Hjælp mig! og løft den selv af — og sank gloende Kul paa vore skamfulde Hoveder. Tak! Tak for sidst! Begge to! I ere mig i Sandhed kjære — langt kjærere, end (jeg tilstaaer det) at jeg har givet Eder Grund til at troe.
Din hengivne Ven og Svoger
P. Boisen.
s. 304Hils min Ven Dr. Matthiesen, for hvem jeg har besørget hvad han paalagde mig! Hils den gjæstmilde Pastor Carstensen, hans Kone har lovet at spise til Middag hos os imorgen, hun vinder Alles Hjerter her! — Hils Vilh. Blom! og saa god rolig Nat.
Meta har været meget rask efter Reisen.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
Tirsdag d. 28de August 1849.
Mine kjære Sønner!
– – – Dette Brev er nu egentlig skrevet for at minde mine Børn om Moder og min kjærlige Længsel efter hvad jeg veed der tilhører mig og som jeg ogsaa trygt stoler paa, I aldrig vil lade mig savne Livet bringer mange Savn, men iblandt dem Alle er dog Kjærligheden det dybeste og tungeste. — jeg bygger og boer meget oppe hos Eder, Eders Sovekammer er nu blevet mit, ja jeg har vist før fortalt det, og her ved Eders Bord er jeg ofte, her synes mig at være Hjemme hos Eder. – – – jeg skulle da gratulere min Søn J : N : Grundtvig som jo er blevet Premie Lietn: jeg ville ikke troe mine egne Øren da de kom og fortalte det i Aftes. – – – har Meta endnu ikke skrevet? i Søndags veed jeg nok det ikke var skeet, i disse Dage har jeg nok hørt hun har travlt med at sylte, saa det er vel ligenær endnu, alle slige Grunde gjælder iøvrigt ikke siger jeg. – – – hvad I kjære Børn ret har bestemt for Vinteren har jeg ikke hørt Eder udsige noget om, at I kjærligen bliver modtaget her i Hjemmet tvivler I da ikke paa, til egentlig at udrette Noget, er Pladsen da vistnok her og ikke med det omflakkende Liv. Her kom forleden Dag en Svensker, som troede at have truffet Svend her og glædede sig til Fuldførelsen af hvad Arbeide du havde begyndt.
Nu Gud velsigne Eder kjære Børn, lev vel! i Kjærlighed Eders
trofaste Moder
E: Gr:
Kjærlig hilser Fader og Tante.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Helvede paa Als
d. 30te August 1849.
Kjære Moder!
Det er et slemt Navn det Sted har jeg skriver dette fra, men desuagtet maa jeg tilstaae, at det er det behageligste Opholdssted, jegs. 305endnu har haft her paa Øen. Egnen er overmaade dejlig, skovrig og bakket og ikke en Halvmiil herfra har vi det Fynshaf, hvor Johan boer, med dejlig Udsigt over til Fyen, Ærø og de andre Øer. Huse og Gaarde ere her smukkere, bekvemmere og renligere end jeg noget andet Sted har fundet dem her paa Landet og det samme gjælder om Menneskene, der desuden ere særdeles artige og forekommende, medens man paa andre Steder maa djævles med dem, baade paa Soldaternes og egne Vegne.
Om Politiken vil jeg ikke tale, især da jeg nu i 3 Dage ikke har seet nogen Avis; men alt hvad jeg endnu har seet og hørt om Vaabenstilstanden og dens Udførelse huer mig saa ilde som muligt, saa det er mig en sørgelig Sag at tænke paa og tale om.
For Brevet, som Carlo bragte, saavelsom for de medfølgende Sager takkes; dog mærker jeg nok, at Du troer vi have holdt slettere Huus med vort Tøj end virkelig er Tilfældet idetmindste med mig. — Det har vel nu staaet i Aviserne, at Johan er avanceret til Premierlieutenant i Krigsreserven og at jeg er oversat i Linien; ved dette sidste paatager jeg mig ingen videre Forpligtelse til at blive staaende i Armeen, men vinder kun det, at det beroer paa mig selv, hvor længe jeg vil blive ogsaa efter Freden, om mig da saa maatte synes. Johan havde hellere seet at ogsaa han var kommen i Linien (som Secondlieutenant) og han var ogsaa indstillet dertil, men hans Alder har formodenlig bevæget Vedkommende til hellere at forfremme ham i Reserven. Det staaer, nu, efter en senere udstedt Armeebefaling mig som enhver anden Linie-Secondlieutenant frit for at træde ud igjen i Reserven som Premierltnt., men for det første agter jeg ikke at betjene mig af Tilladelsen. Saavidt om vort Avancement. —
Med Hensyn til vor Forbliven eller Hjemrejse under Stilstanden, saa er det saa godt som afgjort, at jeg som Linieoff. ikke kan erholde Permission eller blive sat à la suite den hele Tid, og jeg troer ikke heller at Johan vil søge derom, dog er dette nok endnu uafgjort. Foreløbig faaer vistnok Ingen Tilladelsen, da det nylig er befalet, at alle midlertidig ansatte Officierer (ɔ: Studenteroff., Borgeroff. og ældre Militære i civile Embeder) der alt vare tilsagte Dimission fra denne Maaneds Udgang, endnu indtil videre skulle forblive til Tjeneste, saa man troer dog nok endnu ikke saa ganske Freden, hvad da allerede kan sees af, at Tropperne endnu ikke have faaet Ordren til at permittere, men staae slagfærdige og paa fuld Krigsfod. —
Endnu, efter at Commissionen er indsat og Svenskere og Normænd have besat Landet, ere de oprørske og røverske Gensdarmer da ikkes. 306fordrevne fra Slesvig. Endnu sees de paa Dybbøl-Skandser ! ! ! Endnu inddrive de vel Skatter og præsse Folk?!
Indlagt følger et Brev til Skovgaard og Georgia Schouw, der længe har brændt mig paa Samvittigheden og som jeg nu malede en Slutning paa for dog endelig at faae det afsted. Det er til hvem af de To, der er nærmest ved Haanden.
Og hermed Lev vel, kjære Moder! Hils Fader og Alle derhjemme
fra Din hengivne
Svend.
P. S 1) Meta har endnu ikke skrevet.
2) Peter heller ikke.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Fynshav
6te Sept. 1849.
Kjære Fader!
Vær lykønsket til din Aarsdag af din ældste Søn, der nu 2 Aar i Træk har været forhindret fra Ansigt til Ansigt at bringe dig sin Lykønskning og sønlige Tak for den forgangne Tid. Gid den næste og mange flere atter maa finde os samlede til fælles Glæde ! Dog derfor raader Gud; Udsigterne ere vel ikke de bedste, men dog heller ikke slette; Vaabenstilstanden synes kun at ville blive os til lidet Held; efter lang Nølen er Regeringen i Slesvig jo endelig blevet indsat, men har nok endnu kun ringe Magt, vel tildels paa Grund af, at den indbyrdes er saa uenig, da den Grev Eulenburg, Preussen har sendt os, skal være en complet slesvigholstensk Ræv, der f. Ex. har den Anskuelse af Sagen, at det var Chr. 8., der ved sit aabne Brev rejste Oprøret. Imidlertid har den dog nu givet Ordre til at undersøge Afsættelsen af de danske Embedsmænd i Slesvig, navnlig har Amtmanden paa Nordborg faaet Ordre til at undersøge de Sundeveder-Præsters Afsættelse, og de vente deraf ganske sikkert deres Gjenindsættelse; Gensdarmerne komme dog vel sagtens ogsaa ud med det Første, skjøndt Eulenburg skal holde paa dem, og al Udskrivning i Slesvig fra begge Sider er forbudt. Dog indrømmer jeg, at vi vist i det Hele taget ingen Fordeel høste af denne Vaabenstilstand ; vi kunde sagtens ved at fortsætte Krigen noget længere, opnaaet en definitiv Fred, lige saa god som efter denne Vaabenstilstand; thi Krig med Holstenerne faae vi jo upaatvivlelig til Foraaret, om ikke, som rimeligt er, med flere endnu, og nu, da vor Hær var blevet saa stor, som den vel omtrent kan blive, kunde vi ligesaagodt blevet veds. 307at føre Krig, ialfald saalænge Aarstiden tillod det. Men gjort Gjerning staaer nu ikke til Ændring og vi ville dog haabe, at denne Vinter ikke vil blive saa rig paa Krænkelser og Tab for vor Sag som den forrige, sørgelig Ihukommelse. Vi have nu permitteret de ¾ af vort Mandskab og blive ialfald for det første, i de samme Cantonnementer, som vi nu have, den østlige Kyst af Als, ligeoverfor Fyen, paa 2 Mils Afstand derfra, i Elstrup By og hele Notmark Sogn. Der ligger nu ialt 8 Batailloner paa Als, ialt omtrent 2000 Mand, og deriblandt alle 3 slesvigske Batailloner, 10de, 12te og 13de. Vil Du hilse Moder mange Gange og ligeledes dem paa Møllen fra
Din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Skrevet i Hast.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend
1.
d. 7de Septbr. 1849. —
Kjære Svend!
Det er vel uvist om dette Brev naaer dig min Søn til den 9de, min Hensigt var det paa denne Dag at sænde Dig min kjærlige Moder-Hilsen og Lykønskning til din 25de Aarsdag, Gud velsigne dig mit Barn i dette som i hvert af de kommende Aar ! det er nu det andet Aar vi saaledes skal være adskildte, men jeg skal jo tie hertil; jeg er kommet lidt seent til dette Brev da jeg i Dag har gaaet og havt lidt travlt med Tilberedelser til i Morgen den 8de, men da det er Løverdag udsættes det til paa Søndag, hvor din Skaal da skal drikkes i Kirsebærviin, Kagen er bagt og andet meer; jeg maae da ærlig tilstaae det er mange gange faldet mig i Tankerne, havde jeg dog nu min kjære Sv: og vi alle her kunde være samlede, men som sagt, jeg ville jo tie;
Frue Carstensen kommer her paa Søndag jeg finder hende saa særdeles vakker og behagelig. — Fader har det ikke godt endnu, Hosten er bleven ved at være slem, et par Ord seer du maaskee fra ham selv. Meta har i disse sidste par Dage ikke været rask og maatted ligge, nu i Morgen har Fenger dog sagt hun maatte kjøre herop ellers var det da ogsaa reent bedrøveligt at undvære alle vore Børn, ja det falder mig, imellem os at sige, ofte heel tungt. — Tak siger jeg begge mine kjære Sønner for Eders Breve fra 30 August, Joh:s fik jeg et par Dage seenere end dit, lad mig dog imellem see lidt fra Eder, I veed ikke hvor godt det gjør og hvormeget jeg trænger til det. — Paas. 308Torsdag med Victoria er det nok Frue C: Bestemmelse at reise, med hende følger der Noget Fader og Moder har tiltænkt dig til din Fødselsdag, Johan som inted fik til sin følger ogsaa lignende. Tiden er forløben dette maae bort og det er saa mørkt at jeg ikke kan see meer og du sikkert ikke læse slgt Kras. Snart tænker jeg at skrive lidt igjen imidlertiid tag nu tiltakke med dette, Tante bad saa kjærlig at hilse og Lykønske hun er nu oppe hos Meta. — Der kom da Inted fra Fader det blev mørkt, han bad mig kjærlig hilse, jeg tænker han skriver snart selv. — Nu Lev vel mit kjære Barn! Gud være med dig paa alle dine Veje! saa beder daglig af ganske Hjerte
din trofaste Moder
E: Grundtvig
hils kjærlig Johan.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hundslev paa Als
d. 7de Sept. 1849.
Kjære Fader!
Disse Linier, der skulle bringe Dig min hjærtelige, sønlige Lykønskning til Din nye »Aarsdag«, komme desværre et Par Dage for sildig. Arbejde ved Mandskabets Hjemforlovning, der nu er gaaet for sig, og vor derpaa følgende Flytning har hindret mig i før nu at sende Dig dem.
Jeg havde haabet at kunne bringe Dig denne min Lykønskning med Haand og Mund og ikke blot med Blæk og Pen, at have kunnet tilbringe Din og min og Moders Aarsdage i det kjære Hjem; men dette har desværre ikke kunnet lade sig gjøre, og endnu i de første 14 Dage vil jeg ikke kunne tænke paa at gjensee Eder og min Fødestad, som det da er min Agt at gjøre saa snart som muligt.
Ihvorvel jeg jo efterhaanden mere og mere vænnes fra at have et Hjem, saa er jeg dog endnu ikke vænt af med at savne det og at længes derefter. Men om jeg end saaledes snart maa være hvad man kalder »vænt fra«, saa maa Du dog ikke troe, at jeg skulde være paa Vej til at glemme det Mindste af, hvad jeg har indsuget med Modersmælken: Kjærligheden til Fædrelandet og dets gamle Minder. Naar jeg med Kjærlighed, med Savn og med Længsel tænker paa mit Hjem, da gjælde disse Følelser ogsaa de hjemlige Sysler, dem jeg med Guds Hjælp med fornyet Kraft skal optage, saa snart vor Strid for dennesinde er vel udkæmpet.
En stor Glæde var det mig derfor forleden af Berlingskes Beretning om Litteratursamfundets Møde at erfare, at der ikke alene alvorligs. 309tænkes paa det Værk, der bestandig staaer for mig som min idetmindste foreløbige Livsopgave, men at der endog allerede nu er opsparet en ikke ubetydelig Sum Penge dertil. Allerkjærest vilde det ogsaa være mig, dersom det, som Høxbro skriver til Johan, er den nye Bestyrelses og vel ogsaa Samfundets Hensigt ikke at besørge Udgaven, men at understøtte den, som jeg agter at levere; da der herved lades mig friere Hænder, end jeg ellers under et tusindhovdet Samfunds specielle Opsyn turde vente at faae. —
Gud give os nu kun først en god, eller dog en taalelig, Udgang paa Striden for Danmarks ydre Selvstændighed! Der vil endda udfordres Kamp nok for den indre.
Med kjærlige Hilsener til Moder og Søster og dem Alle derhjemme vil jeg nu bede Dig leve vel til Du gjenseer Din:
hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hundslev
d. 16de Septbr. 1849.
Kjære Moder!
For Dit kjærlige Brev af 7de Sept., der ganske rigtig kom mig for Øjne paa min 25de Aarsdag, og det allerede om Formiddagen, takker jeg Dig ret meget. Endnu et senere Brev fra Dig saae jeg idag; det var til Johan, men da han i disse Dage er paa Augustenborg som fungerende Commandant, saa brød jeg — efter fælles Vedtægt — Brevet og læste det, inden det gik videre til sin nærmeste Bestemmelse. — Jeg seer deraf, at Brevet fra mig til Fader er ankommet, og at Du har taget den deri førte Tale om en Kjøbenhavnsrejse til Indtægt, baade for Johans og mit Vedkommende. Vi have ogsaa allerede begge gjort, hvad vi kunne: jeg har idag været i Sønderborg og overleveret Oberst Krabbe, der i Generalens Fraværelse er Højstcommanderende her paa Øen, vore af Oberstlieutenanten anbefalede Ansøgninger om Permission. Dog maa Du hverken nære for store Forventninger om Længden eller Nærheden af vort Ophold og af vor Ankomst. Vi have begge søgt om 6 Ugers Hjemlov ; men dette Tidsrum, som er det længste den herværende Generalcommando kan bevilge Permission for — kan meget muligt blive indskrænket i Bevillingen; og skjøndt det jo vistnok har været vor Tanke og vort Haab at kunne være tilstede og ønske dig til Lykke paa Din Aarsdag, saa er det dog endnu ganske uafgjort og ubestemmeligt, om vi kunne naae det, da flere Officerers. 310ere fraværende, og vi maaskee maa oppebie deres Ankomst, før vi faae Lov at rejse.
Jeg benyttede de Par Timer jeg idag var i Sønderborg (hvor jeg snart i en Maaned ikke har været) til at besøge Oberst Blom. Det er mig altid en Glæde at see og tale med denne herlige gamle Mand (thi gammel er han, igrunden ældre end sine Aar), men især i den sidste Tid; saa venlig som altid, men tilfredsere og haabefuldere end nogensinde. Han spurgde da idag som altid saa meget til Alle derhjemme, til Dig, til Fader og til Tante Jane, hvem han alle bad mig hilse, naar jeg skrev. — Jeg besøgte ogsaa Pastor Karstensen, der gaaer og længes efter sin Kone. Han fortalte mig, at den slesvigske Bestyrelsescommission, paa hans Andragende om at gjenindsættes i sit Embede, havde befalet Sagen undersøgt ved Amtmanden (Johansen paa Nordborg) at denne havde været ovre i Dybbøl og at alle Sognemændene der havde afgivet den Erklæring, at K. var bleven afskediget af den oprørske Regering ene og alene fordi han som de var Kongen tro og hengiven. Det er altsaa at haabe, at han vil blive gjenindsat i denne sin ligesaa vigtige som kjære Virksomhed. — Hvis Du seer Fru Karstensen efter at have modtaget disse Linier, saa beder jeg Dig at hilse hende og takke saa meget for den tilsendte smukke Foræring. —
Endnu vil jeg bede Dig, som Forberedelse til mit Komme, at lade udføre en Commission, der er mig af Vigtighed, nemlig hos Skomager Most at bestille et Par Heelstøvler af Blanklæder, ikke altfor fine (thi de skulle kunne bruges i Felten) men dog ingen Trampestøvler (dem har jeg) da jeg skal kunne vise mig med dem i enhver anstændig Stue; altsaa Støvler til at gaae ad Middelvejen med. Disse haaber jeg at finde ved min Ankomst, da jeg ellers er — naar jeg ikke vil trække i Vandstøvlerne — saa godt som barfodet, og det er nok heller ikke Brug i Kjøbenhavn at være det. —
Nu lev vel, kjære Moder; hils alle de Kjære derhjemme venligst fra
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Almstedskov
20 Oct. 1849 Aften.
Kjære Svend!
Her sidder jeg da nu, 3 Dage efter at vi vare samlede hjemme den sidste Aften, paa samme Tid paa Alses Østkyst, ensom i en Bondes. 311hytte og tænker med Glæde tilbage paa hin Aften og paa alle de Aftener og Dage, det blev mig forundt [for] saa kort siden at tilbringe i min hjemlige Kreds, der har saa mange Aars Hævd paa at være mig den kjæreste i Verden. Jeg troer dog, at jeg vil kunne finde mig ret godt i at leve her i Vinter; jeg er allerede heelt hjemme, har anviist enhver Ting, mig selv iberegnet, sin Plads i Stuen, og finder det saare hyggeligt. Du kjender Lejligheden, det er i Carlos forrige Qvarteer hos Hans Møller, hvor jeg fik Ordre at boe, da Regnskabsføreren Dagen efter min Afreise ved Bataillonsbefaling fik mit forrige Qvarteer. Det var mig, kan du nok tænke, kun lidet kjært, men før Oberstl. kommer, er intet derved at gjøre; da haaber jeg dog nok, at faae det forandret, da jeg har bogstavelig 1 Times Gaaen til Notmark, som jo er mindre bequemt. Captainen commanderer baade Bat. og Comp., ɔ: han boer i Præstegaarden og lader Vestengaard fra Rumohrsgaard commandere Bataillonen. Jeg mødte Capt. paa Vejen hertil og han var meget aimabel, havde ikke engang bemærket, at jeg var blevet over min Permission o. s. v. Siden har jeg ikke seet ham, da han ikke var hjemme imorges, da jeg gik op for at mælde mig. Han er naturligviis i denne Tid paa Farten tidlig og silde og spiller rigtig sin Mand medens Katten er borte. Ahr. boer ogsaa i Præstegaarden, men har ikke synderlig med Capt. at gjøre undtagen alt imellem at han faaer Grovheder i samme Smag som dem, jeg har faaet. Igaar gik jeg over og besøgte Holck (jeg kom til Notmark Kl. 3 Eft. M. og til Sønderborg Kl. 10½ om Morgenen) og spillede en Lhombre med Hansen og ham om Aftenen, og da det blev silde, blev jeg der om Natten, og kom derfor først i mit Qvarteer her ved Middagstid. Jeg reed i eftermiddag (for jeg har naturligviis her, som i alle mine Qvarterer, Hest) over til Himmark et Fandens Stykke Vej, 2 Timers Ridt, for at see Vilhelm, og ventede, da jeg omsider fandt hans Qvarteer, der i 2 Timer forgjæves. Han var til Bataillonsexercits oppe ved Hagenberg Kirke og Øvelserne varede endnu i Mørkningen Kl. 6, da jeg reed min Vej, jeg kunde høre Hornene i Frastand. Jeg efterlod ham Ordre til at besøge mig imorgen Søndag, og haaber, at den bliver efterkommet. Fra din Captain og Lieuten. Holck skal jeg sende dig mange Hilsener; Holck er endnu ej rigtig rask, men dog meldt til Tjeneste; Falkenskjold er endnu ved lste Comp. og Ahr. og han har idag gjort Tjenesten som sædvanlig, uden at jeg har faaet nogen Ordre at møde. Vil han lade mig være fri, saa for mig gjærne, men det har sagtens ingen Nød; han hitter mig nok. Jeg glemte dog adskillige Ting i Kbhn. allerede har jeg opdaget: Slesvigs Kort (det maa være nede i Stuen,s. 312hvor jeg bragte det ned for Moders Skyld) min Lommekam (som maa være i vore Stuer, maaskee paa Kanten af en Hylde, f. Ex. den i Sov[e]kamret, den »røde Hylde« og endelig : Penne. De to første Ting maa du sende mig over tilligemed Støvlerne snarest muligt, jeg savnede Kortet meget idag da jeg skulde hitte Vej til Himmarke, uden at have Idee om den, det ligger forresten lige ved Nordborg-Vejen, lidt hinsides Svenstrup, der ogsaa ligger ved den, men tilvenstre, som H. tilhøjre. Jeg glæder mig usigelig til at see Vilh. imorgen; hans Fader talte jeg lidt med ved Ankomsten, hvor han var nede med andre Standspersoner at tage mod Gen. Schleppegrell, der kom sammen med mig. Oberstl. Bruhn benaadede mig ombord med en Times »geistreich Conversation«, hvoraf man skulde troe, at han havde læst Alt, været alle Steder, vidste Alt ; eller dog meente det selv ; jeg gav naturligviis den beundrende Tilhører, thi sige Oberstlieutenanten imod, dertil har jeg naturligviis ikke Arrogance nok; det gjør jeg aldrig. Schl. kjendte mig naturligviis strax ved Navn, ifølge sit mærkelige Talent og spurgte til dig, og sagde mig siden, da jeg mældte mig hos ham i Sønderborg, at din Ansøgning alt var sendt til Kbhn. Fra Carstensens skal jeg da hilse saa mange Gange; Fruen kunde slet ikke begribe, at du var blevet, og ikke jeg; hun vilde sætte høj Priis paa og ventede ogsaa, Brev fra Moder, aa! see til, at hun faaer det! Du saae sagtens, at Fru Grove og Frøk. Stephensen vare med ombord ; der maatte jeg naturligviis gjøre Tjeneste. Man har det fortræffeligt der ombord, l opredt Køje med reene Lagener, Natpotte og Vasketøj, og foruden en opvarmet Salon, god Kost o. s. v., saa det er ingen Sag at rejse paa den Maade. Jeg kom fra Kbhn og hertil for 9 rdr. i det Hele, da jeg kom ud med Corpsskriveren, det var godt sluppet. Desværre have vi nu kun Cantonnementstillæg ɔ: 4 rdr. mindre end før, men det er indstillet, at vi .skulde beholde Felttillæget idetmindste, paa Grund af Alses Dyrhed. Cathala boer i dit forrige Qvarteer og Hansen allene i Kroen, Holck i sit gamle Qvarteer. Nu veed jeg, idetmindste iaften, ikke mere at fortælle dig; din Gage glemte jeg at hæve igaar, men skal gjøre det imorgen, du vil jo ikke indtil videre have den over? Jeg sidder og studerer Petersens Islændere; den faldt mig først i Haanden og jeg valgte derfor at begynde mine Studier med den. Jeg lægger nu Pennen, for at tage fat paa denne Bog og føjer maaskee imorgen tidlig saa et Par Ord til, inden Brevet afgaaer. — Vil du komme og besøge mig, kan du godt blive her om Natten ; min Seng er fuldkommen bred nok til To. Godnat! og Sov vel!!!
21de October. Een Nyhed har jeg da, efter at have faaet Parolens. 313for igaar, at Capt. Arentz er kommet til lste Res. [J]ægercorps og at vi skal have 3 nye Lieutenanter, Bengmann (vist Bergmann?) Stoner og Hammeleff, af hvilke vi sagtens faaer den ene til Comp., da Falkenskjold er forsat til 4de Comp, fra imorgen af. Istedenfor Arentz faae vi Capt. v. Holten-Bechtolsheim (ham i Garden?). Det er idag Ruskvejr og Vilhelm har endnu, da Kl. er 12, ikke indfundet sig og kommer saa sagtens ikke idag. Jeg bliver dog vist hjemme, da jeg ikke veed noget Sted, jeg gider gaae hen, uden det maaskee skulde være ned til 2det Comp. iaften engang. Hils Skovgaard, Høxbro og Knudsen saa meget fra mig og tak dem for godt Selskab. Iligemaade dem paa Møllens begge Sider, navnlig Peter og Meta med Tak for sidst. Hils ogsaa Fader og tak ham for al hans Godhed imod mig. Jeg sender ham med Tak for Laan de første 20 rd., jeg laante af ham, men i Brevet til Moder, for ej at sinke dette. Lev nu vel, kjære Svend og lad mig ret snart høre fra dig. Jeg ønsker altid at kunne spore i de Breve jeg faaer fra gode Venner at faae deres Tanker ved at mod- tage hvad jeg har meddelt i mine Breve, mærk dig det og opsæt ikke at mælde dig hos
din hengivne Broder
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Kjøbenhavn
d. 24de October 1849.
Aften.
Kære broder!
Det er nu længe siden, at vi have været så vidt adskilte, at nogen egenlig brevveksling gjordes fornøden, og på den måde som nu: Ɔ: at det er dig der er ude og mig der er hjemme — have vi da ikke været skilte siden hin berømte svenske rejse. Jeg håber, at vi i vinter skulle kunne føre en nogenlunde hyppig og livlig brevveksel, da jo den vanskelighed, som idetmindste jeg følte stærkt, når jeg fra Als skulde skrive til hjemmet: at man fattedes stof, at alle de forhold hvorunder, alle de personer mellem hvilke man færdedes ikke i deres details vare bekendte eller havde interesse for dem, man skrev til, — denne vanskelighed er ikke tilstede for dig, når du stiler din tale til mig, for hvem det alt er bekendte og interessante ting.
Dit brev fik jeg imorges; det er da satan til tid, det har brugt for at komme mig til hænde, hvis du virkelig har indleveret det i stabskvarteret søndag-morgen; ti idag er det onsdag. (NB. jeg læste nus. 314atter dit brev og så deraf, at det først blev sluttet søndag Kl. 12, så må du, ikke postvæsenet bære skylden).
Du skriver mig slet ikke til hvad man sagde om, at jeg agtede at knibe ud i vinter. Holck sagde da vist: se, se! ja det er fanden til cavalér, den Gr. — Jeg håber imidlertid at de 2 & snus fuldkommen vil kunne trøste ham over savnet af mit selskab. Jeg ser af dit brev, at jeg vilde have fået det særdeles fint, om jeg var kommen tilbage: kvartér paa kroen, rigtignok sammen med Brock, men der er da plads nok. Stakkels kaptejn med hele hans huslige lyksalighed i Minkos’s ene stue! — Du taler om de nye officerer, om dem kan jeg give lidt nærmere underretning: Stoner er en fætter til vores Julle og har hidtil stået ved 2den lette batl., mere véd jeg ikke om ham. Holten er ikke ham fra garden, men (sagtens en broder) ham, der i sommer var ambulancecommandeur. Han har i en snes år gjort tjeneste i hertugdømmerne og stod ved krigens udbrud i 5te Jægerc, i Slesvig ; var under forrige felttog adjudant ved en brigade. Jeg traf ham i mandags hos Oberstlieutenanten (hvor jeg dinerede sammen med oberst Wickede og frue, oberstinde Ræder, oberstinde Krabbe, Generalauditeur Scheel, Stabslæge Bendz og overlæge Fischer). Holten er en meget artig mand at tale med; og jeg har ikke mindste grund til at have enten ufordelagtige tanker om ham eller nogen mistanke til ham ; men da han så længe har gjort tjeneste dernede, er det dog ikke urimeligt, om han kunde have nogle »sympathier«, som Arntz vistnok ikke ganske med urette tillægger en anden højstæret samtidig. At Arntz er bleven forflyttet er da atter et af de elskværdige træk, af samme art som hele anciennitetshistorien m. m. Du véd, at han er gode venner med Didrichsen. Af den nye fordelingsliste over officerer har jeg da set, at jeg opføres som yngste off. ved batl., yngre end Brock-Hansen ! jo, det er en god rimelighed ! Min trøst er det da, at vi ere ikke mindre end 48, der på denne måde ere forurettede, og jeg hører at man vil vedblive at gøre uretten bestandig mere øjensynlig, ved atter at give de off., der herefter måtte vorde oversatte i linien igen yngre anc. end os og således stadig væk! Umuligt er det dog ikke, at en ny Farao kunde finde det for galt og rette det; NB en ny Farao, som ikke kender den Josef, for hvis skyld nok det hele er arrangeret. Af samme liste ser jeg, at de under våbenstilstanden permitterede off. slet ikke [op]føres som henhørende til armeens details. De må vel altså til foråret lade sig smide omkring, hvor der findes et hul. For min skyld er dette nu temmeligt ligegyldigt, ikke at jeg jo yderst nødig vilde blive kastet et andet sted hen end ved den afdel. hvor
s. 315
Tegning af P. C. Skovgaard.
Svend Grundtvig.
s. 317jeg er såvel kendt; — men jeg mener, at enten man slet ingen best, afdl. står ved eller er yngst ved en, det kommer omtrent ud på ét: man er så dog bestemt til kastekæp.
Men jeg har jo rent glemt at mælde dig, at min ansøgn. er bevilget, men komisk nok: fra lste novbr. at regne. Jeg kunde altså komme til at rejse over, for at være de 5 dage til tjeneste ved batl. ti min nuhavende permission udløber på fredag d. 26de. Men jeg tænker ikke der bliver lagt mærke dertil ; dog vil jeg imorgen tale med Flensborg derom. Allerede før jeg fik vished om min permissions varighed, havde jeg da taget fat på mine arbejder. Siden i lørdags har jeg syslet i min gl. vingård fra morgen til aften. Det arbejde jeg har: idelige registreringer og listeskriveri er jo i og for sig slet ikke interressant, men jeg føler mig desuagtet lykkelig ved det, og skal nok få en god del udrettet i de 4 måneder. — Vi snakkede nok om og troede også tildels selv derovre, at man ved således en tid lang at være reven ud af de sædvanlige sysler, og overhovedet at være afvant med en planmæssig sjæls- og tankevirksomhed, blev dummere og dummere, men jeg tror nu med vished at kunne sige, at det er noget sludder. Dersom afbrydelsen varede i adskillige år og især dersom sjælen ikke i forvejen havde en nogenlunde modenhed, så kunde der vel være nogen sandhed deri, som det jo vistnok ikke heller i åndens verden er uanvendeligt, hvad der har fuldkommen gyldighed i legemets: at evner og færdigheder, som længe henligge ubrugte, tabe sig og tilsidst tabes; — men for et i åndelig henseende nogenlunde modent og myndigt menneske kan et par års praktiske og selv tildels uvirksomme liv umulig have nogen svækkende virkning. Sjælen samler snarere kræfter under en sådan dvaletilstand; og hvad evnen til en concentreret videnskabelig virksomhed angår, da vinder den sikkert snarere end den taber ved en sådan afbrydelse af dens functioner. Jeg føler mig nu langt friskere på sjæl som på legem, end jeg var for l ½ år siden ; min deltagelse for, hvad der tidligere lå mig på hjærte er ikke bleven svækket, så lidt som jeg er bleven mindre modtagelig for nye indtryk og interesser. Min dom og mening om livets forhold, selv sådanne, som jeg ikke er mig bevidst at have tænkt over i al denne tid, er nu modnere ɔ: fordomsfriere end før. Min evne til at tænke og tale er sikkert heller ikke sløvet. Ja, selv den ligefremme kundskab har ikke følelig tabt. Hvad jeg vidste forrige forår, det véd jeg endnu. — Jeg håber, at du ikke så grovelig vil misforstå disse yttringer, som om de skulde være udtryk for en selvbehagelighed, en selvgodhed, der virkelig ikke hører mig til. Jeg erkender bedre end de fleste tros. 318om mig mine store fejl og mangler og deriblandt ikke mindst mangelen på kundskaber; men det har været mig en trøstelig følelse, — den jeg ønskede at du måtte dele for dit eget vedkommende, — ved påny at tage fat på mit kæmpevisearbejde at bemærke, at jeg er istand til med klarhed at fatte spørgsmålene og med sikkerhed at indslå vejen til udførelsen af, hvad jeg har foresat mig. Derfor arbejder jeg også nu med glæde og med flid, og jeg tror at turde love andre som jeg lover mig selv : også med stadighed og med kraft ; og frygter ikke mere for, at jeg ved atter på nogen tid at kaldes bort fra denne min virksomhed, skal tabe enten lysten, kraften eller indsigten til påny at tage fat, og ikke blot udgive kæmpeviserne, men overhovedet at fortsætte den videnskabelige og litterære vej, hvorpå jeg nu engang er slået ind, følgende mit hjærtes drift og erkendelsen af, at skal Danmark bestå, så må der kæmpes også med andre våben end legemets ; så må der skabes et dansk folk, der kender sig selv og sin fortid og har mod og lyst til at være sig selv i sin fremtid. — Den samme drift og den samme erkendelse er det der leder Høxbro. Han har i disse dage været i beråd med sig selv, om han skulde søge en lærerplads (i historie, dansk og tysk) ved seminariet i Jellinge (400 R. og fri bolig) ; men har bestemt sig til hellere at slå sig igennem her i byen og lade det komme an på fremtidens indskydelse, om han skal hellige sig væsenlig til at bringe den nationale videnskab fremad eller umiddelbart udad, ud i folket. Han véd endnu ikke med sig selv, om hans kald og evner vil føre ham den ene eller den anden vej eller om det vil lykkes ham at gøre begge dele. Han har nu taget fat på sin magisterdisputats om de frisiske øers historie, dels for at skaffe sig den ydre anerkendelse, som er nødvendig i denne dumme verden, dels for at prøve sin videnskabelige productionsevne og indøve den kritiskhistoriske methode på et emne, der ikke frister til at sprede sig for vidt. — Det glæder mig at høre, at just »Petersens Islændere« faldt dig i hånden, da du skulde udtage noget af dit forråd, nyt og gammelt. Du bør dog ikke blive stående ved en fordom mod det gl. nordens liv og værker, og bør dog ikke vide mindre derom, end hvad den alm. dannelse her i landet dog alt nu har optaget i sig.
Grundtvig og hans Slægt.
20
Dine efterladenskaber følge her med Jens: dine støvler, din lommekam, Slesvigs kort, penne (jeg antager det er, hvad der står; er det noget andet, må du forklare dig ell. rettere skrive lidt tydeligere), og desuden dine briller, dem du mærkværdig nok i hele 3 dage ikke synes at have savnet. Det ene glas, som var ude, er blevet sat i og de ere desuden ved vor omhyggelige moders forsorg blevne forsynedes. 319med en passende huslejlighed. — Endvidere følger en lille pakke til Holck, gud ved fra hvem. — Når du får opgjort mit regnskab beder jeg dig at skikke mig pengene. Du fradrager bidraget til invalidehospitalet og til musiken for 3 måneder (oct.—dec.) = 10 &. 8 β. Min karl har jeg givet fri hjemrejse, af ham modtager du altså kun 4 R., desuden af Holck for lygten jeg tror 3 & 12 β (ell. måske kun 2 12 β.?) Snusen var forud betalt mig. — Hils Ahrentzen så meget fra mig; til Cathala skriver jeg et brev; han vil da bringe Holck min hilsen.
Moder længes efter selv at få brev fra Dig. Alt er her som da du forlod os. Høxbro har et par gange set op til mig, jeg var idag et løb indenfor hos Skovgård. Også på møllen var jeg i eftermiddag. Meta kommer sig nu godt. — Du passer så slet på de hilsener der betros dig til videre fordeling, at jeg knap véd om jeg gider sendt dig alle de varme ditto jeg har til dig fra fader, moder, Meta, Peter, tanterne Maria og Jane. — Jeg gør det jo dog alligevel, så nu skulde — om du ikke ved første lejlighed hilser venlig fra mig hos Karstensens.
Og hermed nok for dennesinde, i håb om snarligt gengæld.
Din eneste broder
Svend.
Hils nu Vilhelm så meget fra mig. Bed ham endelig skrive mig til snart, om han ellers bryder sig om at høre fra mig. — Hils også H Bech. Han skal efter hans moders sigende være så kiv i det. Du må muntre ham lidt. — Foruden de forhen opregnede sager sender moder dig en vaskesvamp og nogle lys til din lygte, samt et glemt lommetørklæde. — Sluttelig anbefales min madkurv til din omsorg under våbenstilst.
P. S. Ikke skulde du til dine mange rideture have brug for mine tykke buxer, med lædersko? NB. også have lyst til at give mig noget (sig 5 R.) for dem? Hils Kameraderne: in specie: Balling, Falkenskjold, Hornemann og Dalgas.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
A. S. Indlagt Høxbros Brev af 18de Sept.
og et Brev til Moder
Bommerlund
25 Oct. 1849
Eftermiddag.
Kære Svend!
Inden du modtager dette vil jeg haabe, jeg faaer et Brev fra Dig, thi det venter jeg rigtignok af Dig, at du vil være flittig til at skrive,s. 320(mod Sædvane,) da du jo kan indsee og af Erfaring veed, hvad Priis Breve er i under mine Forhold; jeg skal, som jeg alt paa fri Haand har beviist, ikke lade Noget tilbage at ønske i den Henseende. Du er sagtens gal i Hovedet over at være blevet Fændrik i Bataillonen, men realiter har det jo intet at sige og du maa trøste dig med, at du har mange Ulykkesfæller (sit venia verbo!) 1) neml. alle dem, der kom i Linien samtidig med dig. Hvad mig angaaer, saa blev jeg igaar, da jeg meldte mig hos Capt. Müller, som det var at vente, meget vel modtaget, skjøndt han er meget gal paa Junghans over, at han tog Balling fra ham og ikke Mørch, og mod sit udtrykkelige Løfte satte Falkenskjold, som han holder meget af, til sit istedenfor tilbage til 3die Comp., hvad F. selv ogsaa ønskede. Naar man ikke kjendte M., kunde man let blevet heel consterneret over hans Tiltale til mig for at sige mig, hvordan han vilde have det. »Compagniet er,« sagde han »i udmærket Orden, og det forlanger jeg af dem, at de skal holde det i den, og giver dem fuld Magt og Myndighed til at anvende de Forholdsregler, de anseer for nødvendige, Meldinger holder jeg ikke meget af, de maa selv see at afhjelpe Manglerne ved at lade dem paradere osv. ; jeg bruger nu gjærne, ved saadanne Lejligheder at give dem en lille corporlig Tugtelse, og det er de derfor vante til og finde dem godt i. Naar de vil, commanderer de de 2 andre Lieutenanter til at visitere Qvartererne, eftersee Mandskabet corporalskabsviis osv., kun at jeg faaer Melding derom; de Andre melde til dem.« Jeg giver dig dette saa vidtløftig, for at vise dig Forskjellen ret skarp mellem Fordringerne ved mit forrige Compagni, hvor man ikke turde røre en Finger og ved dette. Jeg har naturligviis Intet mod Forandringen; vil der ogsaa imellem i Begyndelsen vanke lidt paa Hovedet, saa kan jeg af en saa ligefrem og respektabel Mand som Müller godt finde mig i at tage imod det; det var en heel anden Sag med Junghans’s evige Vrøvl. Jeg har, som ved 1.ste Comp., valgt Exercitsen fra 8—10, da jeg baade gjør det bedst og med meest Lyst, og da jeg saa har den øvrige Dag for mig selv. Carlo har Læsningen saa længe Mørch skal have Inspektion med Trainkudskenes Øvelser oppe paa Rumohrsgaard, hvor han og de andre arme Syndere (efter Generalcommandobefaling (fra Krabbes Tid) maae trave op hver Formiddag, og Compp. saaledes i mange Timer daglig være uden Kjøresvende. Jeg boer nu i Ballings forrige Qvarteer, som du sagtens kjender fra sin Tid og misundes af Carlo, der har dit forrige paa Østerholm, [der] jo rigtignok ogsaa falder langt igjennem i Sammenligning med mit. Dog er han jo heller 1) Undskyld Udtrykket!
20*
s. 321ikke vant til anden Beskjæftigelse end at male og det gjør han ikke, den Driver, han har tabt Lysten dertil her, siger han. Mig synes, det er en stor Skam for ham, da Balling, der jo dog langt fra kan antages at have den ideelle eller kunstneriske Interesse som Carlo, er meget virksom i den Retning stadig væk, og maler en heel Deel smaa Schlachtscener, skjøndt naturligviis noget slemt Skidt. Det vilde virkelig gjøre mig ondt, skulde Carlo være tabt for sit egenlige Kald, hvor man dog kunde haabe en Deel af ham. Efter at have læst Høxbros Brev til Dig fra Sept., som jeg fik Lov til inden jeg sendte det, siger jeg det Samme med Hensyn til Dig og tildeels til mig selv. Skjøndt man ikke kan see ind i Andre antager jeg dog for afgjort, at en væsenlig Aarsag (om end Begejstringen strax var en ikke mindre væsenlig) til at saavel Du som jeg bleve Krigere, var den, at vi ansaae Krigerstanden dengang for »de Danskes Vej til Ros og Magt«; ingen af os tænkte dengang paa i den at vinde »et fast Levebrød«, med andre Ord, vi gik med fordi vi troede, at Fædrelandets Fare fordrede det af os, og (thi dette maatte komme til) fordi vi ønskede at erhverve os selv Ære og Berømmelse og derved tilfredsstille den Ærgjerrighed, som er et Hovedtræk saavel i din som i min Charakteer. Jeg maatte, da min Ærgjerrighed ogsaa fordrede, at jeg skulde tage min Attestats med Laud, og dermed oprette de 2 Hauder, jeg fik til de forrige Examina (og som i 6 lange Aar stadig havde naget mig mere end Nogen har anet og været den væsenlige Grund til min Tilbageholdenhed og Menneskeskyhed, som baade Du og Andre saa ofte har ladet mig høre, ofte paa en Maade, der inderlig irriterede mig, skjøndt jeg ikke lod mig mærke dermed) vente til dette kunde opnaaes, dig bandt intet Saadant og du gik derfor strax afsted. Vi have nu i halvandet Aar prøvet dette, og er, troer jeg, begge komne til den Erkjendelse, at Udsigt til paa den Vej at vinde en Ære, vi sætte Priis paa, have Ingen af os; de fantastiske Forestillinger om Krigen og dens Lejlighed til Udmærkelse, hvormed ogsaa vi vare smittede, ere forlængst vegne for Erfaringens prosaiske Virkelighed, og kunne ikke længere forblinde os. Eller vilde maaskee enten Du eller jeg sætte nogen Priis paa eller offre noget Væsenligt for at vinde den Berømmelse f. Ex. Capt. Schönning, eller Lieut. Thorkelin eller Schøller have vundet. Nej ! hverken Du eller jeg seer op til nogen af disse derfor, efter at det næsten er blevet en Troesartikel her i Landet, at alle danske Mænd maae antages for tappre (efter de gjorte Erfaringer) naar de ikke positivt have viist det Modsatte og det er dog de Færreste, ialfald af de dannede Classer. — Jeg har stillet dig, og tillige mig selv,s. 322dette for Øje, da jeg antager det for langtfra betydningsløst at see tilbage og med uhildet Blik beskue vort første Skridt paa den Bane, vi nu befinde os paa, og de Bevæggrunde, der dreve os ind paa den, for bedre at kunne see, hvorvidt det er et blot Tilfælde, en løsreven Episode i vort Liv, eller et virkeligt Kald, og det Sidste maa jeg tilstaae, at jeg, Alt vel overvejet, og efter at have sat mig tilbage i vore Hensigter og Planer før Krigens Udbrud, og de Hændelser og Grunde, der pludselig krydsede disse tilhobe, hælder til at antage det Første for det rette. Det er for mig her kun om at gjøre at komme til den rette sande Opfattelse af denne Begivenhed i vort Liv og den Indflydelse, vi ifølge denne bør indrømme den til at bestemme, eller ialfald medvirke til at bestemme, indvirke paa vore fremtidige Livsformaal. Lad mig nu høre din Mening herom ! ! ! Du vil sikkert finde, at dette mit Brev fordrer et alvorligt og ordentligt, ikke flygtigt Svar, og du vil sikkert ogsaa finde det værdigt dertil, og tage dig Tid til, snarest muligt at yde det.,
[Her mangler et afskaaret Stykke.]
Hils Høxbro mange Gange fra mig og lad ham læse dette Brev. Har han Lyst og Tid at skrive mig til skal det være mig en Glæde, jeg er forresten gal paa ham over hans Yttring af bidende Sarkasme over en uskyldig og eenfoldig Yttring i mit sidste Brev til ham. Jeg sidder og studerer Islændernes Færd og [om] Aftenerne til Afvexling Hertuginde Barrys Memoirer, der er af større historisk Vigtighed end jeg mente da jeg kjøbte dem. Du vil af Moders Brev kjende mit hidtidige Levnet herovre, saa du seer, jeg har just ikke havt megen Tid at læse i. — Apropos som et comisk Træk: idag præsenterede M. Dalgas og mig for Comp., trak Sabelen (mens vi stod for Fronten) commanderede Skulder og Præs. Gevær og introducerede os saaledes ; jeg fortæller det, fordi det ligner ham saa godt. Lev nu vel, kjære Svend, hils Meta og Peter, Tante og lille Amalie mange Gange og skriv snart til din hengivne Broder Johan Grundtvig.
P. S. Jeg har, da jeg ikke selv pakkede ind, men var dum nok til at lade Eder gjøre det, glemt endnu flere Ting, min lille Felttjeneste og de »Provisoriske Bestemmelser«, du nok kjender; de maae findes i min Stue. Findes de ikke, naar Moder og du leder om dem, saa kjøb mig nye Exemplarer og send mig ved Lejlighed. Det, jeg sidst bad om, husker du nok! glem Intet. — Jeg modtog i dette Øjeblik Parolen og i den Efterretn. om din Permission — til Lykke af mit ganske Hjerte !
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund
27 Oct. 1849
Aften.
Kjære Svend!
Mange Tak for dit Brev og dets Følgeskab, som jeg modtog i Middags med din Jens, der først kom til Øen Fredag Eftermiddag paa Grund af Taage og daarligt Vejr. Lad mig vide hvad det vil sige, at du har »givet ham fri Hjemrejse«, før kan jeg ikke opgjøre vort Mellemværende, vi bleve jo enige om, at dele Udgifterne for Karlene ligelig mellem dem og jeg har derfor af Hans modtaget Mere end jeg havde lagt ud til hans Rejse, og lod Jens betale Halvdelen af hvad begges Rejse tilsammen havde kostet med Fradrag af 3 rdr. 3 & for Tilbagerejsen, som han angav selv at have betalt, derfor kun 2 rdr. 4 & 8 β istedenfor de 4 rdr., du siger jeg skulde have af ham. Giv mig derfor den ovenanførte Oplysning, saa skal du faae Opgjørelse og din Gage m. m. Over din Permission sagde man Intet, undrede sig slet ikke derover, som du ventede. Holck vil med det første have Permission og ligeledes min Captain. Imorgen giver Schleppegrell en Souper paa Augustenborg Kro, hvortil Capt. Junghans, Müller og Vestengaard have faaet Indbydelseskort; den sidste var et Øjeblik indenfor hos mig ieftermiddag, ham vil jeg ellers nu saalidt som Andre uden Dalgas see uden yderst sjelden, da der ikke er langt fra en Mil herfra til Rumohrsgaard, han er jo forresten heller ikke videre morsom; som da Ingen af dem, vi have her nu. Af hvem »hører« du, at de fremtidig i Linien oversættende Off. ville blive yngre end dit Hold, thi det vilde naturligvis være af Interesse for mig at vide. At du skulde blive Kastekjæp, som du kalder det, hvis du ogsaa kom atter til Batl., er ikke Tilfældet, thi Oberstl. vilde upaatvivlelig afgive f. Ex. Br. Hansen og fl. før dig, uden Hensyn til Ancienniteten; de fleste Andre ville jo tilmed gjerne fra Bataillonen. Det glæder mig at høre at du med Iver har taget fat paa dine Arbejder og at de gaae godt; det havde jeg forresten ventet, vilde skee, naar man har et saa bestemt Hverv som du for Øjeblikket og en knap tilmaalt Tid, er dette jo en mægtig Spore allene. Jeg begynder selv saa smaat at fortryde, at jeg ikke ogsaa blev i Kbhn., ikke fordi jeg just troer, jeg vilde anvendt min Tid saameget bedre end her, men den Eensomhed, hvori jeg nok seer, at jeg kommer til at leve, navnlig i mit nærværende Udflytterqvarteer, smager mig ilde; naar jeg hele Dagen har været flittig, som jeg her er, vilde jeg gjerne kunne tilbringe nogle Timer om Aftenen mellem gode Venner, og det er mig reent formeent her, thi det Selskab, jeg kan faae i Bataillonen,s. 324gider jeg ikke engang søge, saa har jeg ligesaa godt Selskab af min Karl eller af Bonden, jeg boer hos, men det er nu engang for lidt og mindre end Noget. Dette generer mig en hel Deel, naar jeg er træt af at læse, uden at have Nogen at udvexle en eneste af mine Tanker med, og dog ikke kan gaae i Seng, er jeg i en mindre behagelig Forfatning, i Kbhn. var man i den Hens, aldrig i Forlegenhed, men hvad skal man gribe til her? Imidlertid trøster jeg mig til, at Vanen er den anden Natur og til denne al Morals Skrækkebillede maa jeg altsaa sætte mit Haab om bedre Dage. Jeg har nu iaften fuldendt Petersens l.ste Bind (Egil Skallegrimsen), jeg kan ikke sige, den morede mig synderlig, i det Hele taget, thi enkelte Partier ere jo meget interessante, dog mest enkelte Træk og Charakteerskildringen, men hvad der generer mig, (da jeg ikke kan lade være at see at ordne det i Hovedet, men desværre forgjæves,) er den Masse Personer med Fædre og Oldefædre, der altid skal ind paa Scenen og giver en vis Betydning ved vidtløftig Omtale af deres Slægtskab m. m. og saa den, som mig synes, Mangel paa historisk Kunst i een Retning, nemlig i ret at concentrere Interessen om den Person, man har til Hovedgjenstand, og ikke tabe sig i Snak om Peer og Povl til Øster og til Vester, i samme Smag som naar vore Bønder skulle fortælle en Historie. Saa ganske ubekjendt som du omtaler mig i de islandske Sagaer, er jeg da heller just ikke, har jeg ikke fra min tidligste Barndom med Glæde pløjet Snorre, og den er dog vel noget af det første i den Retning, dog jeg kunde have Lyst at læse ham engang igjen nu. Jeg troer saaledes, at jeg alt har optaget nok saa meget af denne Surdejg som »den alm. Dannelse her i Landet«, for med den er vist nok endnu meget maadeligere bevendt i denne Retning end med mig. — Samtidig har jeg læst og ogsaa idag endt Bloms 1807, den interesserede mig i langt anderledes Grad og berørte mig naturlig ikke saa ubehageligt, som den utvivlsomt maa have berørt dem, der læste den før den slesvigske Krig en saadan Usselhed og Hovedløshed, som den blotter, og som jeg med Skam at tale om, aldrig har havt noget rigtigt Begreb om; Bogen selv er udkommet medens jeg læste til Examen. Dog var det, vel at mærke, ogsaa kun Parykkerne og Hueblokkene, der ledede hele dette, da den egenlige Armee jo var i Holsten, omtrent ligesom hvis Kbhn. skulde været forsvaret i Sommer af det, der var, ja det var dengang vistnok endnu værre Ting. Det glæder mig at høre, at man herovre ikke bliver dummere, men hvad du mener med den »Følelse af at være istand til med Klarhed at fatte Spørgsmaalene og med Sikkerhed indslaae Vejen til Udførelsen af hvad man (jeg) har foresat sig (mig)«,s. 325som du ønsker, at jeg maatte dele med dig, fatter jeg ikke saa ganske. Hvad er det for Spørgsmaal jeg skal klare? og hvad har jeg foresat mig? maa jeg vel spørge? jeg er mig Intet bevidst? Det er mig meget kjært at Høxbro har fulgt vor Opfordring og taget fat paa sin Disputats, ham kan og maa og bør der blive noget Dygtigt af. Imorgen er det min Agt med det Gode, med List eller Vold at opdrive et Førværk med 4 eller 8 Been for at komme over til Vilhelm, som jeg nu ikke kan være mere end 1 Mil fra, naar jeg tager langs igjennem Skoven. — Sidst jeg saae ham er netop imorgen (Søndag) 8 Dage siden (undskyld denne Stil!) Mange Tak for Sendingen, Alt var velkomment i højeste. Maade: Støvler, Kam, Kort, Penne (du gjættede rigtigt!) osv. At jeg ikke savnede mine Briller, er let at forstaae, da jeg jo har et Par foruden dem og som jeg mest bruger, forresten havde jeg opdaget Manglen efter at Brevet var skrevet. At der manglede et Glas troer jeg ikke, det maa ligge etsteds derhjemme, sagtens i det Papir, de laae i. Tak Moder saamange Gange, for hendes kjærlige Omsorg, der atter har vist sig, Futteralet er smukt og meget kjærkomment, Svampen i høj Grad det Sidste; jeg havde vist seent drevet det til selv at skaffe mig een, skjøndt jeg savnede den hver Morgen ; jeg vil nu hver Morgen erindre Moder, saasnart jeg kommer ud af min Seng. Hilsenen til Karstensens skal blive besørget prompte paa Tirsdag, da jeg med Capt. skal ind til Byen. Hilsenerne til mig selv kan du dog ingen Betænkelighed have ved at betroe mig, de glemmes aldrig. Dine Ridebuxer kan jeg naturligvis ikke bruge, har du nu i 25 Aar seet paa mine Been og sparkedes med dem under Bordet og kan endnu tilbyde mig dine Buxer? »Kammeraderne« skal jeg hilse, naar jeg engang seer dem. H. Bech har jeg ondt ved at muntre, da han ligger 2 Mil fra mig og jeg aldrig kommer den Vej ; hans Vadsæk er hos mig endnu. Hvad er han ellers »kiv« over? Din Madkurv skal jeg tage [mig] af, men kommer nok til at sætte den i Kost et Sted, for at Hans i Tilf. af Flytning ikke skal være altformeget »stakkels« med 2 Madkurve til alt det Øvrige. For Lysene mangfoldig Tak, de kom særdeles tilpas, da jeg hidtil har maattet bruge Tælledo, der strax smeltede og løb igjennem langs ned af mine Buxer, hvor Mærkerne endnu ere til Eftersyn for Lysthavende. Til Slutning »en god Historie« som du kan tænke dig. Falken ligger i Søndags, forsat til 4de Comp. (nu til lste igjen) og indqvarteret i Kroen i Hundsløv, i Sengen, (Br. Hansens, som han tog i Besiddelse) da henad Natten Broch kommer ind med en kbhnsk Luder, han i Vienervogn havde hentet fra Sønderborg, kommer hen og roder i Sengen og vil i den, opdager Forholdene, ogs. 326da F. naturligvis ikke vil op af sin gode Ro, maa Br. fortrække og kjører saa til Nordborg, hvor der var Bal den Nat (ogsaa Vilh. skulde der), dandser der med sin Dulcinea om Natten og hjemfører hende atter til Hundsløv. Om Morgenen ved Bat.s Exercits, hvor begge Parter indtraf, fortæller naturligviis Falken Historien paa sin tørre Maneer til almindelig Fornøjelse. Om Middagen afgik Vognen atter med Cathala, Holk, Falken og Broch og den Paagjældende til Sønderborg; der har været et slemt Klima inden i den Vogn, troer jeg. Der er for Tiden, siges der, 1 hamborgsk og 3 à 4 kbhnsk. Luder i Sønderborg, saa de, der ynder den Art Forlystelser, kunne jo nu ikke klage.
Kl. er nu 11 og her begynder at blive koldt, saa jeg maa slutte og haaber imorgen at kunne bringe Vilhelm din Hilsen, ligesom jeg haaber, du ikke glemmer at hilse Fader, Moder, Peter, Meta, Tanterne Jane og Marie og Høxbro, Skovgaard og Knudsen mange Gange fra
din Broder og Ven
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Fredag-Eftermiddag d. 2den Novbr. 1849
Kære Johan!
Her følge de bøger jeg skrev om. Hammerichs har jeg, som du ser, købt til mig selv, da jeg ikke vidste, om du gad eje den. Det er nok en god bog; jeg har kun kigget i den. Holst’s lille hornblæser er en god bog; det er det første af Holst jeg siger det om. Både den og Hammerichs 1) ville gøre meget godt ved at nære og vedligeholde deltagelsen for vor forsvarskrig, som er gavnligt, da vor største fare vistnok er, at man kunde blive ked af krigen og slutte en ubetimelig og overilet fred. Lad Vilhelm læse H.; forresten bedes den skånet.
Alt er her vel inden borde, intet nyt passeret. Meta var her iformiddags en visite, den første i lang tid. — Lev vel!
Din hengivne
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund
2 Nov. 1849
Aften.
Kjære Svend!
Tak for dit Brev af 31te og 1ste, som jeg modtog nu, ligesom jeg kom hjem fra en længere Rejse og Fraværelse fra mit Qvarteer end 1) »Feltbilleder«. (Jvnf. S. 319.)s. 327jeg hidtil har oplevet i mit militaire Liv. Da jeg antager, at det interesserer dig at vide Noget om mit Liv og Levned herovre, fortæller jeg dig Alt hvad jeg tager mig for, kjeder det dig, saa siig til. Siden jeg sidst skrev dig til, har jeg levet ligesaa uroligt, som jeg hidtil havde levet roligt og adstadigt. Om Søndagen fik jeg, skjøndt Hans troede det umuligt, en Hest hos min Vært (Balling havde fordærvet det for mig, og Manden bandet paa, ikke at laane Hest ud oftere, men jeg fik ham til at bande om igjen) og reed da over til Vilhelm, det er omtr. 1 Mil, gjennem een stor Skov hele Vejen, en Deel af den dig fra Østerholm saa vel bekjendte; Vejen er daarlig i fugtigt Vejr, men dog farbar. Vi tilbragte da Middagen og Eftermiddagen til Kl. 5 sammen paa en usædvanlig behagelig Maade ved at samtale om allehaande Ting; det er en stor Trøst, ialfald 1 Gang om Ugen at kunne see en god Ven, og tale om, hvad man tænker paa. Han lovede, at komme snart over til mig, men har dog ikke været her endnu i denne Uge. Medens jeg var derovre, havde, ærgerligt nok, H. Bech tilligemed Lundby været hos mig og hentet sin Vadsæk; jeg fik i den Anledning Dagen efter et Par Ord fra ham. Om Mandag[en] foreslog Carlo mig at følge med til Kettinge (omtr. 3 Fjerdingvej) og vi traf da der baade Carstensens, Bohses, Gamle Blom og — Flor, der da han jo, som han selv sagde »har havt og har sin Næse i Alting og allevegne«, naturligviis ogsaa maatte have den i berømte Alsiske Folkeraad, og give det nogle gode Raad. Blom er meget forlegen over den Ven og Dusbroder: »han kom op at besøge ham forleden, og da Blom netop skulde ud til Schleppegrells Gilde paa Augustenborg, sagde han ham det. F: »Ja saa tager jeg med«. B. søgte at afparere det ved at forklare ham Gildets Natur. F. unverdrossen: »Schl, og han havde i Jylland sidste Sommer givet hinanden det Løfte, ikke at gaae hinandens Dør forbi og derfor vilde han tage med derud«. B. bemærkede, at med ham kunde han ikke kjøre, da Pladsen var optaget af en Anden (»som den ogsaa var«). F. »ja det var ogsaa det Samme, hans gode Ven Leisner skulde der ogsaa og med ham tog han saa«. Og han gjorde det virkelig, ankom der efter 1ste Ret, præsenterede sig for Generalen, der naturligviis var nødt til at bede ham sidde med, han stak paa Varerne, holdt Oppositionstaler mod hvad de Andre sagde (navnlig Etatr. Manthey) og citerede blandt andet en Gang sin »ærede Ven« Ob. Blom. Bl. skjulte sig det bedste muligt (efter hans eget Sigende) bag den lange Oberst Schou og befandt sig mindre vel. Naa! den Historie er da ikke »beskidt«, vil du ingen flere have som den i forrige Brev, saa siig bare til ! — I Onsdags kjørte jeg med Capt. til Sønderborg,s. 328og Carstensens og vi fulgtes ad i Theatret om Aftenen og saae Eventyret paa Fodrejsen (som jeg saae ifjor i Horsens). Müllers Vært og Værtinde maatte ogsaa følge hjem med til Carstensens efter Comedien, det er ret vakkre Folk »udenfor Bondestanden«, og da de kjørte hjem blev jeg saagodtsom nødt til at blive der om Natten, da de uden min Villie havde arrangeret det med Capt., at de næste Dag skulde komme ud og besøge ham, og saa skulde jeg følge ud med dem. Mens jeg nu var derinde, fik jeg Lyst til at komme paa Ballet paa Raadstuen om Aftenen, hvortil jeg alt havde ladet Indbydelsen gaae mig forbi, tegnede mig, kjørte ud med Karstensens Kl. 2, pyntede mig lidt hjemme, soldede saa hos Müller, hvor Carlo, Hornem. og Jørgensen ogsaa kom hen, med Spil, varm Aftensmad og Drik til Kl. 9, kom til Byen og paa Ballet Kl. 11. Jeg morede mig ikke videre, dandsede kun lidt, kom først paa Slutningen, da jeg fik fat i en af Biehls kjønne Døttre og heldigviis den kjønneste af dem, i Humør og gjorde mit Bedste. Fru Bohse kan du troe fejede paa Kraft der, en heel Deel med Kløcker, medens Manden converserede Madam Levini (gift en tyk Hanjøde) en af vor Skuepladses første Prydelser og som Alle sværmede om ; Støderen Knauer, der naar han har faaet lidt at drikke er meget komisk, sad og tog hende om Livet bl. Andet. Hun lod til at have et godt Humør, og seer ret godt ud. Hr. Hjernø, ogsaa en af Skuespillerne, spillede ogsaa sin Mand der, jeg skal have at vide af Marie Stephensen hvad det er for en Fyr, for hende sad han og sluddrede en Fandens Hob med. Fru Krüger gav naturligviis sin almindelige elskværdige Rolle, den Aften væsenlig dyrket af Steen Bille, der boer her for Tiden, Capt. Schädtler (nu ved 4de Bat.) og af »den gale« Lieut. Sommer, af Dragonerne, som du maaskee kjender; han drikker ellers adskilligt. Jeg hørte ham engang sige til Fruen, da hun nylig havde dandset med Capt. Sch., der sad ved Siden af hende: »Ja, naar Fruen nu ikke vil dandse med Andre end Captainen, saa siger jeg til Folk, at Fruen er en Slesvigholstener«, saadan er han, meget galere end Klöcker, og seer endnu vildere ud af Øjnene, men unægtelig meget smukkere og dandser udmærket. Steen Bille stod og grinede som han skulde sprække, af det Spektakel, han stadig gjorde med Fru Krüger. Efter Ballet, Kl. 4, gik jeg hen og sov i min gamle Seng hos Farver Hansens, som den venlige »Mama« om Formidd. af sig selv tilbød mig, da den netop var ledig den Dag. Efter at have spiist til Middag der sammen med Mathiesen, og gjort et lille Løb op til Carstensens, kjørte jeg hjem hertil med Carlo, der imorges var kjørt herind med Capitainen, der idag rejste (overland) til Kbhn., hvor jeg tænker, du seer ham (du kan jo ialfald hvor han har meldt sig, erfare hanss. 329Bopæl). Han har 6 Ugers Permission, men bliver kun den mindste Tid deraf i Kbhn. Ræder er kommet idag og Holck rejser imorgen til Kbhn. Han var da (med hele Compagniet) ogsaa paa Ballet, med Epauletter og Schærf (hvordan skal det skrives?), som du veed, endmeere fremhæver hans Skjønheder. Hornemann rejser saasnart Holten om 14 Dage ankommer. Bergmann er kommet for 8 Dage siden og er vel anseet blandt Kammeraterne, han har vist ogsaa forbedret sig en Deel. Hammeleff (fra 12te Bat.) en Fætter af Capit. H. saae jeg først paa Ballet; han er bestemt gal, ialfald skrue- eller flyvegal, han seer ogsaa ganske ud til det. Stonor er ogsaa kommet, Carlo roser ham, men jeg har ikke seet ham. En Holst, rimeligviis ligefra Academiet, er ogsaa kommet og ansat ved lste Comp. Du kan troe, det er lidt vanskeligt at have Carlo under sig, der er ingen Disciplin i den Karl, men jeg skal dog gjøre mit til i Commandoforhold at holde ham paa 3 Skridts Distance, thi det synes at være ham vanskeligt, at holde sig selv saaledes, og det er dog aldeles nødvendigt. Det er forresten comiskt nok, jeg kom forleden ved Bat.s Exercitsen (da Capitainerne i denne Tid der ikke møde) til at commandere ikke allene l men hele 2 Compagnier paa Eengang; det er Fanden til Avancement ! maa man nok sige.
Du vil af det foregaaende have lært mit Levnet tilbørlig at kjende og deriblandt ogsaa, at din Formodning, at jeg »den 31te Kl. 11 Aften« ikke havde det »videre godt«, ikke var rigtig, da jeg dengang sad i godt Lag hos Karstensens. Forresten har du ikke i den Grad Uret, thi behageligt her er Livet kun naar jeg seer Vilhelm, da jeg ikke kan snakke med Andre, jo det er dog sandt, ogsaa med hans Fader, som jeg tilbragte flere meget fornøjelige Timer hos forleden før Comedien; thi af at tale med ham lærer man altid Noget, af at tale med de Andre, jeg her har, kun — at kjede sig. Din Udvikling af din Stilling til Soldaterstanden kan jeg aldeles underskrive, min Mening var heller ikke at ændre gjort Gjerning, men kun gjennem dens Betragtning at klare Nutidens og Fremtidens Forhold og Spørgsmaal. Ogsaa mig var det unægtelig en »moralsk Nødvendighed« at blive Soldat; og i den Betydning kan jeg derfor gjerne indrømme dig, at det ikke var noget »Tilfælde«, men dog vil du sikkert til Gjengæld indrømme mig, at det dog er ligesaameget Tilfælde ; som hvad vi ofte have talt om, de fleste Ægteskaber, og Andet har jeg aldrig villet sige. Hele Haranguen fra min Side havde sin egenlige Grund i en misfornøjet Betragtning af min Stilling her, mit Arbejde med militære Øvelser, medens min Lyst ikke var der, men hjemme ved min Bog, og min Fortrydelse over, at være vendt her tilbage, skjøndt jeg kunde blevet hos dig,s. 330hvad jeg vistnok ikke nu kunde faae endsige, som du siger »har Lov til saagodtsom du« og som nu i alfald Udsigten til den grundede Bebrejdelse for Vægelsind ialfald vilde være nok til at afholde mig fra at gjøre noget Forsøg paa at opnaae. Du vil heraf indsee at jeg ikke forlanger andet Svar af dig paa de denne Sag betræffende Yttringer, thi Spørgsmaalet, om der dog ikke, hvad jeg er vis paa var en god Klat Ærgerrighed med i Spillet ved vor Opoffrelse for Fædrelandet, synes du ikke at ville (eller kunne) svare paa.
Dit Svar paa mine Formaninger er aldeles tilfredsstillende (den uretfærdige Hip m. H. t. Alleenberg kan gaae med i Kjøbet) og have glædet mig mere end du maaskee troer. Du maa i paakommende Tilfælde ikke glemme Løftet om Portrættet, jeg skal gjerne betale det.
Jeg har naturligviis glemt Metas Bryllupsdag, jeg har kun overværet den een Gang og har siden ikke engang vidst Datoen, du vil let være istand til at bevise min Uskyldighed til en vis Grad, ɔ: undskylde Brøden med gode Grunde, som: at jeg ikke kunde erindre denne Datum, da den ingen Historie havde for mig, saaledes som f.Ex. den 8de September, thi til Historie hører Continuitet etc: etc: som du selv bedst vil kunne udføre til min og Veedk.s Tilfredshed. Beed dem til Slutning begge meget at undskylde denne Forglemmelse, den gjør mig virkelig ondt, fordi jeg frygter, at den kan have gjort mine Frænder og Venner ondt. Det er visselig ikke fordi jeg jo ofte har dem og deres i mine Tanker, naar jeg har nogen, som ikke er altid. Hils og siig dem dette! og glem det ikke, saalidt som jeg har glemt din til Karstensens! Til de mange bebudede Breve glæder jeg mig inderlig. Lad mig vide, om de 20 Rbdr. ikke endnu ere komne Moder tilhænde, jeg afsendte dem den 25de f. M., men de kan jo have ligget flere Dage i Sønderborg.
Regnskabet med Jens er blevet noget kjedeligt Vrøvl, Sagen er den, at jeg (som jeg maaskee meldte dig sidst) gjorde Regningen som vi havde aftalt, at lade min og din Karl betale ligemeget, og det blev 6 dl. 1 & 8 β for hver, som Hans for sin Part har betalt mig. Da nu Jens paa min Forespørgsel sagde, at han selv havde betalt sin Overrejse hertil, men tillige, at han havde Ordre at betale mig 4 rdr., lod jeg ham kun betale 6 rdr. 1 & 8 β ÷ 3 rdr. 3 som Overrejsen med Skirner kostede, altsaa 2 rdr. 4 &. 8 β, Ɔ : 1 rdr. 1 8 & β for lidt. Disse sidste har jeg imidlertid i Behold, da Hans ved at betale Halvdelen af det hele, betalte mig 1 rdr. 1 &. 8 β mere end jeg havde lagt ud for ham. Du kan altsaa faae de 4 rdr., du vil have, naar det skal være, men Hans er skeet Uret af 7 8 β, dem jeg forresten jo med Rette kan kræve Jens for, som nu er Oppasser for Bergmann. Det var ogsaas. 331dumt af dig for egen Regning at betale hans Rejse hertil, thi det har voldet den hele Forvirring. Hvad skal jeg altsaa gjøre?
Det er jo en meget sørgelig Historie med Elise Stampe, man maa dog haabe, at det ikke vil gjentage sig, men hvad maa ikke allene Erindringen om dette ene Tilfælde være en pinlig Ting for den Stakkel, og den hele Bevogtning, som jo Omstændighederne paalægge hendes Omgivelser som Pligt, hvor maa den ikke være hende en gruelig Ting ! Det gjør mig inderlig ondt for hende.
Tak for den »Ufortrødenhed«, du ogsaa lægger for Dagen ved baade Aften og Morgen at skrive mig til, den er kort sagt, næsten min værdig, der iaften efter min Tilbagekomst sidder her langt ud paa Aftenen og giver dig en omstændelig Beretning om de sidste Dages Hændelser. Men jeg vil ogsaa have Lov at sove imorgen for det, og ikke, som sædvanlig, stavre ud Kl. 7 til Exercits, jeg var saa fornuftig at sende Mørch i Elstrup Ordre til at møde imorgen. Han tager sig saa alligevel ikke Andet for end ligge og haver begge sin Værts Døttre, som skulle være rene Vidundere af Bondeskjønheder og umaadelig gajle, saa de altid ere parate; det skal ordenligt være væmmeligt. Jeg kjender dem kun gjennem Carlo, der engang har været nede at besøge Mørch. Rovsing laae der forrige Vinter, og Knauer sagde, at det tog skrækkeligt paa ham; ja hver sin Lyst, men maa jeg helst faae en bedre! det vil jeg bede om.
Du mener, at Ræder vil contremandere Junghans, det bander Vestengaard paa, skeer ikke, det eneste, han har gjort, er forresten ogsaa Forsættelsen og den vil jo rigtignok Jørgensen anvende alle sine bona officia 1) paa at faae forandret, da han ikke vil have Balling over sig i Compagniet, han skriger over det ved alle Lejligheder, der var stor — eller lille Morskab.
Hammerichs Feltbilleder saae jeg igaar et Mæcenatexemplar af hos Karstensen, jo det er en dejlig Fugl den, jeg vilde ansee det for en Prostitution at lade Sligt trykke, og saa de mange græske Bogstaver, det er nok for at gjøre Damerne ret nysgjerrige og faae dem til at plage de Studenter og andre saadanne Folk for at sige dem hvad der staaer, eller til at studere græske Grammatiker ; det er da en saa dum og smagløs Idee som vel tænkeligt. De Exemplarer af de Smaabøger, jeg skrev efter, og som du har fundet hjemme, er kommen i min Fraværelse forrige Sommer, ikke fra Eibe, men vistnok fra Reitzel, det jeg troer, jeg har aldrig undersøgt Sagen. Reglementet har jeg forresten. Schacks 1848 2) vil jeg naturligviis gjerne have ved Lejligheds. 332saavelsom hvad Andet, du skjønner, at jeg kunde ønske at see, det kan du jo nok bedømme. Jeg har siden du sidst hørte fra mig af let fattelige Grunde saagodtsom Intet læst, uden lidt i Hertuginde Barrys Memoirer, Petersens 2den Deel har jeg endnu ikke begyndt, men begynder imorgen, Niais Saga er ikke deri, saa den kan jeg indtil videre ikke læse, jeg har forresten læst den engang i min grønne Ungdom. Her er kun Gunlaug Ormstunge, Fortælling om Laxdølerne, og Fortælling om Kormak. Siig mig hvad er det for en Besynderlighed, at han saadan uden videre i denne Bog optrykker Sagaer, uden i mindste Maade i Fortalen giver nogen Forklaring over denne Fremgangsmaade?
Naar du er blevet »fuldkommen civiliseret«, skal du værsko lade være at kalde mig en »arm Djævel« for det er jeg slet ikke, det er den 3die i morgen og jeg har ingen Gage hævet endnu og har endda 14 rdr. paa Lommen og sender snart Fader de 20 rdr. jeg endnu skylder ham, paa Halsen. Din »Medlidenhed« er meget smuk, men jeg har det, som du har hørt af min Beskrivelse af min huslige Lyksalighed, slet ikke saa skidt endda, og jeg har da hidtil ikke kjedet mig uden enkelte Gange og det ikke engang altfor forbandet. Svendsen er dog en mærkelig Skrue, at han ikke endnu har skrevet; skriv dog kun til ham, saa kommer han nok.
»Godnat, og sov vel og drøm behageligt«, for nu gaar jeg ind i min Køje, der desværre ikke er fri for Muus, der gaaer og spadsere under Hovedgjærdet og hvoraf jeg sidst jeg laae her attraperede en paa Lysestagen, da jeg syntes, der blev for meget Mudder paa Bordet og derfor tændte en Svovlstik. Asenet smuttede dog desværre fra mig; den var ifærd [med] at stjæle Tælle og havde alt praktiseret et stort Stykke ud paa Bordet. Jeg vil nu iaften stille Lyset muligst langt fra min Seng og haaber da at have Ro.
Hils Fader og Moder og Tante mange Gange fra mig og glem ikke at hilse mit gamle Bord, incl. det daarlige Been, saa meget fra mig, hils Stolene, navnlig den med Hullet i Sædet, som jeg holder meest af, hils det sorte Bord ved Kakkelovnen hils mine civile Klæder og mine Bøger ret flittig. Pulten skal du ikke hilse, for den har jeg aldrig kunnet lide, dog jo, du kan sige, at du kunde hilse den fra mig, for den gjemmer dog en Deel, som jeg bryder mig om. Hils endelig alle Venner, navnlig de 3 oftnævnte mangfoldig fra din dem og dig
savnende Broder
Joh. Grundtvig.
s. 333P. S. Husk endelig hvad du, skamme dig!!! ikke endnu har husket, at bringe Hammerich (Pr.) »Fændrik Ståls Sägner«, han har i et Brev til Karstensen paa en temmelig uforskammet Maade bedet ham faae den og sende ham den, men »paa ingen Maade overlade det til os selv at gjøre det«. Hu! nogen Grund er der til det, men han er alligevel en Æsel. Du mældte da vel min Afrejse i Krigsministeriet???
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
København
d. 7de November 1849.
Aften.
Kjære broder!
Det var hvad man kalder expedit: søndag-morgen havde jeg dit svar på mit torsdag-middag afsendte brev, og jeg må aldeles underskrive den fortjente ros, du tildeler dig selv for »flid i skriverskolen«; vil du have en tresse i den anledning, skal jeg gærne give dig den. For din rejsebeskrivelse takker jeg dig meget og venter med glæde fortsættelsen; ti daglig tænker jeg på, og ønsker at vide, hvordan du vel nu har det og hvad du tager dig for; er derfor meget taknemmelig for enhver underretning om dit liv og levnet derovre. Når du bliver bekendt med de nye off. p. p., så lad mig vide din dom om dem, da jeg jo også, vil gud, skal have dem til kammerader. Holck traf jeg i mandags på gaden. Müller skal jeg erkyndige mig om. Hammerichs bog havde jeg kun ringe fornøjelse af at give en daler for, for at du skulde få den at læse, da du dels kunde få den at se alligevel og dels allerede har fældet en så ugunstig dom over den. Jeg har endnu ikke læst den, som jeg da overhovedet ikke giver mig tid til at læse nogen verdens ting; ti det arbejde jeg har foresat mig er nok til ganske at lægge beslag på min tid og det endda med stadig frygt for ikke inden våbenstilstandens udløb at få det så vidt som jeg vilde. Denne næsten feberagtige iver, forenet med det mig nu så uvante stillesiddende liv har alt så småt begyndt at angribe mine nerver og blege mine kinder, hvorfor jeg nu har begyndt at tage mig motion ved ridning, der jo rigtignok er noget pebret, men på én gang opfrisker sindet og styrker legemet. Det kunde måske dog interessere dig at vide hvad jeg gør og hvad jeg vil gøre. Jeg har da begyndt med at gøre mig grundig bekendt med alle vore egne kæmpeviser i alle deres forskellige optegnelser ɔ: vore 450 viser i deres over 2500 optegnelser. Jeg skriver et uddrag af enhver vises indhold med bemærkning af enhver vigtig factisk eller navnlig variant, og samtidig dermed forfatter jeg nye registre over alle håndskrifter, hvori visens begyndelseslinje, omkvæds. 334og verseantal optages. Jeg er alt snart nået halvvejen dermed. Så kommer ordningen af viserne, dem jeg ved det foregående arbejde kender tilbunds. Derpå går jeg over til de fremmede kæmpeviser, forfatter for hvert lands vedkommende en catalog over samtlige ballader i kæmpeviseform, med angivelse af deres indhold og forekomst i trykte eller (for de islandske og færøiske visers vedkommende) skrevne samlinger, samt henvisninger til vore og hverandre indbyrdes. Også til dette arbejde har jeg alt fra tidligere tid betydelige forarbejder, så som en fuldstændig registratur over alle de mig bekendte skotskengelske viser med angivelse af, hvor de findes i udgaverne, samt forskellige registre over alle de islandske visebøger. Hammershaimb har lovet at forfatte registret over den færøiske viselitteratur, der jo er et nødvendigt forarbejde for ham selv, om han nogensinde vil give en samling. — Når dette er gjort, skrider jeg først til sammenfattelsen af den i disse forskellige registraturer nedlagte kundskab om hver enkelt dansk vise, og skriver nu på 450 særskilte ark, hvert betegnet med det nummer, visen skal have i udgaven eller måske i en stor protokol i den bestemte orden: 1) hvor visen forekommer på dansk enten i udgaver, flyveblade, håndskrifter eller i mine fra landet indsamlede bidrag (hvilke jeg nu har ordnet og fuldstændig registreret) og 2) hvor visen genfindes eller dog genkendes i svenske, norske, islandske, færøiske, skotske, engelske, hollandske eller tyske visetekster. — Hertil skulde endnu komme en angivelse af, hvor dens stof findes behandlet af digtere, bevaret i sagn eller omtalt på en eller anden måde. Men dette sidste, der kræver en såre omfattende læsning af sagnsamlinger, topografier, tidsskrifter o. s. v., nødes jeg sikkert til at opsætte til bedre tider, ifald jeg ellers skal til tjeneste igen 1ste marts. Du ser altså, at jeg har nok at tage hånd i med, og endda noget at løbe på, om jeg skulde blive for tidlig færdig med det som absolut nødvendigt foresatte. —
Grundtvig og hans Slægt.
21
Endnu med hensyn til dit brev: 1) jeg mældte naturligvis din afrejse i krigsministeriet inden en time efter, at den var gået for sig; 2) de 20 rbdlr. du sendte til moder d. 25 ds. ankom i god behold hertil d. 28de. Og nu for det 3die mit ultimatum med hensyn til den jensiske pengehistorie: Hvad du har modtaget af Jens under 4 r. det bør du kræve hos ham. Hans lysttour til sit hjem har alligevel kostet mig 5. r., så det er ikke for meget forlangt, at han skal betale mindre end det halve. Men ikke en skilling mere end 4 r. må du presse ud af ham, om så jeg skal komme til at lette rejsen ikke blot for min egen, men ogsaa for din karl. Lad for guds skyld Hans få sine 7 mrk. ogs. 3358 β igen; kan du ikke få dem hos Jens, hvad jeg dog antager (han måtte da ellers være et utaknemmeligt asen), så bærer jeg tabet. — Lad mig så få opgørelsen; det er mig langt mere om at gøre end at få pengene; ti jeg har nu hævet de 200 r., af hvilke rigtignok mere end de halve alt ere vandrede ud til skrædder, skomager, bogtrykker o. s. v. men som dog i nogen tid skulle kunne holde mig af grunden. Jeg fik forleden dag helt uformodet en refusion fra batl. af 5 r. 67 β, der med urette vare mig fratrukne ved den forrige permission; du har samme beløb tilgode, hvis du ikke allerede har fået det. — Jeg véd ikke om jeg har fortalt dig, at jeg samme dag som du var rejst tilbragte aftenen hos Falkenskjold. I lørdags var jeg bedet derhen til the og traf der Thornam med frue, der endnu er nydelig. Jeg tror næsten, at hun kunde forføre mit josephiske selv, om hun vilde; dog det har vel ingen fare — desværre, havde jeg nær sagt. Jeg traf der også F.s broder medicineren, der sagde, at han en gang ovre i Sundeved lånte en lorgnet af dig, den hans karl havde smidt væk i Frederits. Jeg benægtede faktum, da du intet sådant møbel går med. Endvidere fik jeg ibidem eodem 1 (ved du nu, hvad det vil sige?) tilforladelig efterretning om jomfru Jæger: hun har fået tvillinger (det ene er dog måske løjet til), og faderen er ikke, som jeg har troet Bauditz, men — Prosilius. Han er slemt i vinden: han har givet hende ægteskabs- løfte, men må jo som løjtnant ikke gifte sig; bliver derfor måske nødt til at tage sin afsked og ægte hende, — men hvad skulle de så leve af? — Det skulde de inte have gjort, hr. Reiersen ! 2 — Á propos: genér dig blot ikke for at meddele mig krøniker derovre fra, selv om de skulde være lidt malpropre på kanterne. Jeg vil dog gærne vide, hvad der går for sig derovre, og har hørt og set for meget i denne verden, til at være så forskrækkelig pæn og pertentlig af mig. — Alle dine hilsener ere besørgede, ogsaa den til alle de gl. stumme venner; bordene og stolene knirkede ordenlig af glæde, men pulten blev rigtignok umådelig lang i benene ved den kolde hilsen, skød dog skuffen op i livet på sig, da den tilsidst hørte, at den gæmte noget i den, som du bryder dig om. Dine græske bøger sagde, de længtes sådan efter deres hebraiske brødre. Sig mig endelig, hvorledes de befinde sig; de ere dog vel ikke rent spist op endnu enten af dig eller af musen. Det er sandt: en ny ven og beboer af vor stue må jeg dog gøre dig bekendt med og »unbekanter weise« (som vort overh. siger) hilse dig fra. Det er en vel proportioneret ikke altfor langstrakt, men derfor heller ikke sluntervorn, personlighed med et lyst porcelainshoveds. 336med guldrand og sølvkalot, hornsvampedåse og — weichselrør, samt kærnespids og silkekvaster. Fik ham for to rigsdaler. Nu godnat! lad mig vide, om Vilhelm har talt om at skrive mig til, eller om jeg må bryde isen — om hans hjærte. — Moder vil bestandig skrive dig til, men får aldrig stunder: siger at du kærer dig jo ikke derom, når du får brev fra mig. Beder kærlig hilse, så vel som tante Jane. — Passerer der noget nyt inden Kl. 12 imorgen (torsdag) middag, så skal det blive tilføjet, men nu går jeg hen og lægger mig. —
21*
Din hengivne: Svend.
Torsdag-formiddag Kl. 11. Intet nyt passeret. Nu går jeg op på bibliotheket og slutter derfor brevet med nye hilsener og ønsker for dit muligst gode befindende.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund
10 Nov. 1849.
Mortensaften.
Ja rigtignok er det Mortensaften, men en Gaas har jeg ikke at byde dig, saasom jeg ikke engang har nogen selv, men jeg fik dog fuld Skadeløsholdelse derfor i dit Brev af 7de, som jeg modtog iaften, (Skirner maa have ligget over) og som jeg sætter meget højere Pris paa end den bedste Gaasesteg. At antage det samme om Dig vilde være altfor urimeligt, men jeg trøster mig med, at du har faaet Gaasen hjemme, eller ialfald faaer den imorgen, saa du kan tage mit Brev blot som Dessert ovenpaa en god Middagsmad, og dertil kan det vel nok være dueligt. Jeg arme Asen havde dog ogsaa spidset min Næse paa en Gaas, som Mørch vilde give Dalgas og mig imorgen Aften, men nu fik jeg, ligesom sidste Søndag, gjennem Vestengaard en Indbydelse til Oberstl. imorgen Aften »til Thee«, saa Gaas vanker der næppe, det var kun i Pjedsted, fordi Falkenskjold sendte ham Gæssene. Han griber sig ellers svært an, 2 Søndage efter hinanden at invitere hele Bataillonen. Naar han blot opvartede med noget bedre Drikkevare, kanskee det kan hjelpe, at sidste Gang, da jeg smagte paa det Dræk, Falkenskjolds gamle: »det er noget Satans Tøj inden man bliver vant til det« slap ud af mig og bevirkede de bekjendte Ansigtssmerter og store Øjne hos Vestengaard, der sad ved Siden af mig, skjøndt jeg ikke sagde det saa højt, at Døve kunde høre det. Men nok herom. Mit Levnet har ogsaa denne Uge været temmeligt ustadigt. Om sidste Søndag veed du fra Moder, det var forresten godt for Noget, at Vilhelms. 337kom saa tidlig hjem, for hans Fader var kommet der kort efter at vi tog bort, var kjørt saa til Nordborg for at søge ham der og paa Tilbagevejen endnu engang taget ind til Himmark, som han just vilde forlade, da Vilhelm, som jeg satte af nogle 100 Skridt fra hans Hjem, arriverede. I Tirsdags, da vor Ammunition var efterseet, og heldigviis 3die Comp. var det eneste, hvor der ikke fandtes [en] eneste Mangel, fik Dalgas og jeg en Vogn hos Staben, kjørte til Sønderborg, besøgte Klubben (noget skidt, 2 smaa Huller i Advok. Johansens Huus, hvor Kolding har sit Wirtschaft), hørte Concert i Raadstuesalen og tilbragte en behagelig Aften hos Carstensens med gamle Blom, der den Aften ret var i sit Æs. Der var foruden os kun Fru Bohse og Henr. Stephensen, der i denne Tid boer der. Atter igaar kom jeg derind til Comedie med Hansen. Vi vare nemlig paa Augustenborg en Deel af Officererne for at følge Arnold Reinecke (Foureren ved 1ste Comp.) der pludselig efter en Uges Sygdom (Brystbetændelse og Tyfus) døde til stor Beklagelse. Compagniet holdt ham ved Permissionen tilbage som uundværlig og seer nu Følgerne og har det paa sin Samvittighed. Jeg kom først hjem hertil mellem 1 og 2 og neppe var jeg kommet op før jeg seer General Schleppegrell med Schumacher og 3 à 4 Ordonanser marschere op for mine Vinduer i et øsende Regnvejr. Jeg fik i en Fandens Fart Støvler paa og mødte dem netop i Døren. Schl. kom for at inspicere vore Øvelser, hvortil jeg bemærkede, at vi ingen holdt i Regnvejr, men forresten hver Formiddag og i Regnvejr Læsning om Eftermiddagen. Det var der nu heller ikke noget ivejen for; han spurgte saa, naar vi sidst skød til Skive, hvortil jeg naturligviis maatte svare, at det var saamange Maaneder siden, at jeg ikke kunde huske det. Det lod ikke til at hue ham videre, jeg viste ham saa Vejen til Hundsløv og saa var det Besøg forbi. Han har vist ikke naaet noget Resultat med den Inspectionsrejse, da det rimeligviis har været allevegne ligesom hos os, thi det har været et Guds Vejr hele Dagen, jeg var den første, han kom til, sagde Schum., nu skulde de videre fort. Dit Compagni er kommet i Ugunst hos Oberstlieut., lader det til; dens Ammunition var ikke rigtig god forleden ved Eftersynet af Kapt. Dinesen og de fik tilligemed 2det Cp., der dog kun havde 6 cassable Patroner, dygtig Høvl i Parolen Dagen efter (1 Cp. havde 3 og de slap). Næste Dag var Mandskabet blevet enige om, at lade Kogekjedlerne blive hjemme fra Bat.s Exercits (som under Kapt. Junghans) og for Fronten af hele Bat. i en Kreds af Off. og Underoff. skjældte han den syndige Bergmann, (der mens Cathala er i Slesvig commanderer Comp.) syndigts. 338ud, da han ikke vidste, hvoraf det kom, at Kjedlerne ikke var med, og hele Comp, maatte for at statuere et Ex., stille om Eftermiddagen ved Stabsqvarteret med. Kogekjedler. Du seer, »vor Gale« begynder at muntre sig igjen ganske net. Ja, det havde jeg glemt, Serg. Brodersen og en af Eders Underoff., Jørgensen troer jeg han hed, fik Arrest i Stabsqvarteret for daarlig Ammunition. De »nye Off.« har jeg ikke seet meget til, Stonor kun 1 Gang og da han lader meget stille og tilbageholden, kan jeg intet sige om ham; det er et net Menneske. Bergmann synes mig ret maneerlig, men Hansen klager over, at han er saa kjedelig, har ingen Interesser, studerer Philosophi og skriver mange Breve til Damer. Hammeleff er efter mit Skjøn og Vilhelms Vidnesbyrd, fra hvis Bat. han kom, gal; han kylede til almindelig Forargelse paa Ballet inde hvor Beværtningen var, en tom Flaske, (da han troede det ubemærket, hvorfra den kom) ind mellem Flasker og Tallerkener, hvor den gjorde en gruelig Ravage; forresten siger Vilhelm, at Læssøe gjorde ad ham. Hvad min Læsning angaaer, har den ikke gjort store Fremskridt siden sidst; jeg har skrevet Parol- Journal, som jeg Gudskelov idag blev færdig med, og læst noget Exercerreglement og i Brandts Taktik. Hammerichs Bog fik jeg idag morges med det Andet; jeg vil nu til at læse den og fælde en grundigere Dom, dog, jeg frygter, en uforandret. »Nord og Syd« faaer Vilhelm, saa du skal ikke sende mig flere; jeg havde alt læst begge Hefterne flere (8) Dage før jeg nu fik dem. De forb. Aviser jeg har bestilt paa Sønderb. Posthus, have ikke mældt sig endnu; jeg længes meget efter dem. Det er jo en græsselig Beskrivelse, at du allerede bliver nervesvag og bleg af Studering, saa maa du sandelig fare lidt mere i Mag; Fanden skulde sætte sin Helbred til, naar man er saa lykkelige i den Hens, som du og jeg Gudskelov hidtil (lad mig sige det i en god Tid) have været, thi staar det ikke i Visen saa burde det staae der: »Sundhed er bedre end meget Guld«. Den stakkels Ahrentzen maa det bekjende, han er nu idag kommet paa Augustenborg igjen af samme Syge, som sidst, det er et Tilbagefald siger han, og umuligt er det ikke (skjøndt han nok ikke har levet sædelig siden), da Lægerne sige, at Sygestoffet i Venerica aldrig atter kan komme ud af Legemet, naar det først er der, det kan kun formindskes, men Constitutionen vil altid lide derunder for bestandig, og det er meget rimeligt, da det jo er en Gift. For din Sundheds Skyld troer jeg du skulde, ogsaa uden Hensyn til Bekostningen, hellere spadsere end ride, det sidste kan dog Intet forslaae, naar man vil nøjes dermed.
Din Arbejdsplan er vist meget god, skjøndt jeg jo ikke egenligs. 339kan bedømme den, kun maa jeg anbefale den »store Protokol«, det er saa storartet. Noget skulde du dog læse! hvad bestiller du f. Ex. om Aftenen, da du jo meente ikke at kunne arbejde? Hvordan har du det med Bibliotheket? Og forresten — du maa dog for Pokker ogsaa have et »Liv og Levnet«, du kan dog ikke være blevet en Contradictio inadjecto 1) ɔ: en Levende i de Dødes Rige. Altsaa, hvorledes har du din Dag inddelt? gaaer du aldrig ud? paa Comedie? i Casino? Du sidder dog for Fanden ikke lænket paa din Ende hele Dagen! Vær saa artig at lade mig vide Noget herom, det interesserer mig naturligviis ligesaameget,om ikke mere end mine Ravnekrogshistorier (f. Ex i dette Brev) kunne interessere dig, du kan troe, jeg skeler til Ordonnansen (for jeg holder naturligvis Ord.) om Morgenen naar han kommer med Rapporten, og til Undercorp. om Aftenen, der kommer med Parolen, for at see, om de skulde bringe mig noget Brev, og naar jeg intet faaer, spørger jeg dem altid, »naa! har du saa ikke mere?« og naar de svare: nej, saa jager jeg dem paa Døren. Opgjørelsen af mit og dit Mellemværende i Pengesager er meget simpelt, du faaer for Oct. fra Bat. 20 rdr. ÷ 1 & 8 ß til Invaliderne og ÷ 2 rdr. til Musiken (der nemlig regnes fra Sept. af) altsaa 17 rdr. 4 & 8 ß + 4 rdr. fra Jens, ialt 21 rdr. 4 &. 8 ß. Jeg har ingen 5 rdr. 67 ß faaet, jeg skal dog imorgen rykke Regnskabsføreren, de er dog altid gode at tage med. Du kan berolige dig! jeg skal ikke »presse 1 ß mere ud af Jens« end du vil have, og Hans skal faae det jeg faaer, siden du ikke vil have hvad dig kommer til, som det aabenbart gjør. Fra Falkenskjold fik jeg en Hilsen gjennem hans Broder, vil du huske at bringe ham min ærbødige igjen. Jeg laante ganske rigtig hans Broder Doctoren min Lorgnet og fik den ikke igjen, men det var ikke i Sundeved, men paa Pladsen udenfor Riegelses Gaard, den Dag i April, vist en Søndag, da vore Batterier sendte nogle Kugler over efter Fjendens Afløsning, og vi stod sammen og gloede derpaa. Han havde altsaa dog Ret mod dig. Tak mine Stole etc. for deres Deltagelse, den rørte mig, saavelsom Pultens Modtagelse af min Hilsen, der næsten forsonede mig med den. Den ny Todalers-Springfyr, du omtaler, interesserer mig ikke videre (Vilhelm forærede mig forresten, da han hørte, at jeg havde mistet min Mundpibe, en Slangepibe af sine, som jeg godt kan lide, og netop sidder med i Munden). Men hvad jeg hellere vilde bede dig om, det var at tage dig lidt af de gamle Piber af mine, navnlig den med Veichselrøret ɔ: at ryge af dem og lade gode Venner gjøre det Samme, da de ellers gaae reent i Hundene; nogle af dem ere nus. 340ikke for gode til det, men et Par gode er der dog og de gamle er dog de bedste i den Art. Du skal slet ikke gjøre Nar ad mine hebraiske Bøger, de have det meget godt, de boe paa Bunden af Kassen ved Siden af min Ost og lide ingen Overlast; jeg spiser kun af Osten, men deres Tid kan dog kanske nok komme. Vilhelm tænker jeg, at jeg rider over til imorgen (Søndag) Formiddag og skal da bringe din Hilsen 2den Gang, om det kan hjelpe, men Bestet er doven til at skrive; han kommer vist forresten ind til Eder til Julen saavelsom Carlo. Hils Moder og tak hende for hendes gode Villie, kunde den engang imellem blive Handling, vilde det være mig endnu kjærere. Fra Høxbro fik jeg den 7de et Brev fra 2den ds. og skal haaber jeg i næste Uges Løb besvare det, siig ham det og hils ham mange Gange. I ligemaade Skovgaard og Knudsen. Bring Fader min sønlige Hilsen og glem det ikke. Hils ogsaa Tante Jane og den Smaae, thi jeg er nu træt af at skrive, da jeg har siddet og aset i Paroljournalen hele Dagen, og Kl. alt er 9, som er sent ud paa Aftenen for os Troglodyter, og jeg derfor vil til at læse noget i Hammerichs Feltliv. At Holsts Hornblæser skulde være en god Bog, kan jeg ikke faae i mit Hoved.
Jeg vil nu imorgen før Fanden faaer Skoe paa, jage Hans op til Elstrup med dette Brev for at faae det afsted fra Øen endnu imorgen ; kanskee du endda ikke faaer det før Onsdag, som jeg gjærne vilde, for at faae et fra dig til sædvanlig Tid. Tag nu tiltakke for denne Gang med hvad der i Øjeblikket lader sig præstere af
din inderlig hengivne Broder
Johan Grundtvig.
P. S. Det er jo en forb: Historie med Jfr. Jæger, det gjør mig virkelig inderlig ondt for det stakkels Pigebarn; det er dog ogsaa Synd at gjøre saadant Noget!
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
København, Onsdag Middag 14/11 49
Kære Johan!
Hvis du ikke — som jeg da ikke vil håbe — kan undskylde dig med sygdom, så er det uforsvarligt af dig at forsømme Correspondancen, som du dennegang har gjort. Jeg vil da ikke gøre. Gengæld men blot mælde dig, at alt står vel til her og opsætte alt videre til jeg hører fra dig.
Din hengivne broder
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaft, fredag-aften 16/11 49.
Kære Johan!
Først igår morges (ɔ: d. 15de) modtog jeg dit d. 10de skrevne og d. 11te afsendte brev. Jeg finder mig derved foranlediget til (ligesom hr. Jürs) »i et og alt at tilbagekalde« mine yttringer i den lap, jeg sendte i forgårs, hvilke bedes førte på postvæsenets conto. Det må jo åbenbart have fået en skrue løs: først d. 10de modtog du den pakke jeg sendte d. 2den og ligeså med brevet af 5te. Jeg måtte være et utaknemmeligt asen, om jeg ikke vedblev at være flittig i min brevveksel med dig, efterat du på en så rørende måde, som sket er i dit sidste brev, overvurderer mine udgydelser ved endog at sætte dem over en gåsesteg. Min beskedenhed byder mig at antage, at du herved har tænkt en mager gås, ti fede have mine breve just ikke været, og vil, efter hvad jeg forudser, dette blive endnu mindre. — Jeg tillader mig, indtil jeg modtager underretning om det modsatte, stærkt at betvivle, at din djærve udtalelse af den offenlige mening vil bevirke nogen gennemgribende reform i stabsgroggen. — Arnold Reineckes død erfor jeg med beklagelse af adresseavisen; du tager dog nok fejl ved at påbyrde kompagniet ansvaret for hans død eller dog for hans forbliven på Als under våbenstilstanden; han var så vidt jeg véd fra årene 1823—25, og sorterede altså under den noble bestemmelse 1 om de frivillige fra disse årstal; kommer altså på krigsministerens samvittighed, der da alt har så mange menneskeliv på sig, at det ikke siger stort med et til. Jeg tænker herved navnlig på fremgangsmåden med de sårede fra Frederits, der jo dog tilsidst falder på krigsministeren, der vedbliver at holde Bendz under armene. — Schleppegrells besøg slap du jo godt fra; vel var det, at han ikke fandt dig på sængen. Med al skyldig anerkendelse af hans berømte tjenstiver forekommer det mig dog noget upraktisk just at vælge et sådant vejr til sin inspectionsrejse. Jeg må da også gratulere dig til det glorieuse udfald af ammunitionseftersynet. Jeg troede forresten ikke, at patronerne endnu vare i mandskabets værge. — Bergmann viste, synes mig, en mærkværdig mangel på conduite ved sin ligefremme tilståelse af ej at have vidst eller bemærket kjedlernes mangel. Han burde naturligvis have erklæret det for sket efter sin ordre, da han ej havde været vant til andet; derved havde han undgået videre tiltale og i mandskabets øjne stået med palmer i hænderne, som den der tog skylden på sig for deres fejl. Ja, sådanne små kneb lærer han vel, når han i nogens. 342tid står ved vor bataillon. I regnvejr må man virkelig have lov at bruge paraply. Er der virkelig kommet nogen mere alvor og tanke ind i ham, hvad jeg jo må slutte af Hansens misbilligende Yttringer om ham. — Den arme Ahrentzen! Hils ham ret meget, når du ser ham! — Efter nu således at have berørt alle de andre dele af dit brev, skulde jeg da også besvare dine spørgsmål m. h. t. min dagsorden m. v.; men må herved indskrænke mig til en falliterklæring: jeg ser virkelig intet, oplever intet, hører intet, læser intet, uden mine håndskrifter. Jeg har virkelig ikke siden den 20de oktober, da jeg hentede min kramkiste på univers, bibl. og lukkede den op været enten på komedie, i casino eller ved nogen anden offenlig forlystelse. Jeg har været 1 middag hos Ræder, 1 aften hos Falkenskjolds, 1 aften hos Marie Blom og 2 aftener på møllen; for resten altid hjemme, når jeg ikke var på bibl. ti jeg har fået mit arbejde således indrettet, at jeg kan arbejde det meste hjemme med de håndskr. jeg efterhånden slæber hjem og så dagen efter eller 2 dage efter op på bibl. igen. Jeg sidder altså væsenlig på den af dig i dit brev betegnede legemsdel på min gl. stol ved det gl. bord, og om aftenen har jeg lige så lidt tid til læsning som om dagen, da jeg sædvanlig arbejder i håndskr. til Kl. 1—2 om natten. Det er alt det at jeg kan følge de aviser vi holde og 1 gang hver uge gøre et løb op i studenterforeningen og kigge »fædrelandet« igennem. Min sundhed lider imidlertid intet; efter at jeg er begyndt med at ride 1 time et par gange om ugen og så tillige er bleven noget mere vant til den fra min nærmest foregående jo meget forskellige levemåde, har jeg bestandig været så frisk som en fisk, undtagen netop i aften, da jeg atter har det omtalte tilfælde af kolde fødder, hede i hovedet og en lidt febril tilstand; men det er blot fordi jeg nu i to hele dage har siddet inde. Imorgen formiddag rider jeg mig en tur (in parenthesi: hvorfor skal jeg gå og må jeg ikke ride?) og spiser så endda til middag ude, nemlig hos Marie Blom, fra hvem jeg igår fik en zirlig indbydelse til, som hun behager at udtrykke sig »at kede mig« sammen med løjtnant Stockfleth. — Høgsbro ser jeg for det meste en aften om ugen gærne Søndag, Knudsen har været her to søndag-aftener; men Skovg. har ligeså lidt som Thurah været her siden du rejste. Det er sandt: Bøggild spiste hos os i søndags, efter at have præket i Vartov, han bad mig da så meget at hilse dig. Rørdam er her i denne tid; Stampes ere også komne til bys; endnu har jeg kun set baronen. Elisa er stadig legemlig syg, men forvirringen varede kun et døjn som en krisis i den legemlige tilstand. Med guds hjælp har det da ingen fare. — Jeg kan da glæde dig med den efterretning at du har grundet håb om sådan lidt henad foråret at blives. 343virkeligonkel, en efterretning jeg skylder Peter, der skammede mig ud for min blindhed, og da jeg først var kommet på tanken, så var det jo også godt nok at bemærke; men jeg havde næsten rent opgivet tanken om tilvækst til familien fra den kant, og ganske troet at måtte sætte mit håb til dine og mine fremtidige præstationer i den retning. Du ser at jeg med flid har gæmt det bedste til sidst, men jeg har da endnu noget der kan klodse. Du synes i din landsbyenfoldighed aldeles ikke at ane noget nyt i politisk-krigersk henseende; men jeg kan da underrette dig om, at der er de allerbedste udsigter til at det balrer sammen med det allerførste om ikke før. Holstenerne ville med djævels vold og magt slås og kunne vist med det første ventes i Slesvig. Så må vi spytte i Næverne, du, for at se til at få dem orde[n]lig firkantede til dørs igen. Vor armee skal »efter forly[dende«] stå på sine krigsben igen til 1ste desember. Da jeg altså [gør] regning på at blive kaldt til tjeneste til denne tid, kan du vel [vide] at jeg des mere stræber for at få dog noget bragt til ende forinden, og jeg håber det skulde lykkes mig til den tid at få alle de danske kæmpeviser i orden. Jeg har ikke i sinde at gøre noget skridt for enten at komme til eller fra 10de batl., men overlader det ganske til skæbnen eller krigsministeriet at afgøre min plads. Vi turde måske altså ses om en 14 dages tid, og de herrer som have opsat Københavnsturen til juletiden ville være slemt tagne ved næsen. Nej, ligge og belejre Rensborg, det er noget ganske andet end at gå på bal i Kbhn. Ja, hermed vil jeg nu slutte for dennesinde; du vil af det foregående kunne indsé, hvorfor jeg alt i aften skriver et brev, som først kommer afsted imorgen aften (11—2: Kongens bibl., 2½—3½: ridetur, 4: middag hos Bloms). Moder beder så meget hilse dig, hun har dig trolig i sine tanker, men kan aldrig få ro på sig til at skrive. Lev så vel til vi ses, og skriv mig til, så snart du får dette fra
Din hengivne broder
Svend.
P. S. Hvad siger Vilhelm dog for godt? F. ex. om Lcessø og Infanterilivet?
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund
19 Nov. 1849.
Aften.
Kjære Svend! Det glædede mig meget for en Time siden at modtage Brev fra dig af 16de, med fuldstændig Oprejsning for din Beleidigung ved dit Brev af 14de som jeg fik d. 15de og efter Sædvane noterede udenpaa »Modt. 15. Nov. 49«, og dertil »Besvares ikke«; saa gal blevs. 344jeg over det. Nu er det imidlertid glemt og jeg skal ikke tøve med at gjengælde Dig. Carlo, der af Mangel paa andet Selskab i Nærheden tager til Takke med mig Tyrk, (som han paastaaer, jeg har alle Egenskaber til at være) og tilbringer sin meste Tid i mit Værelse, sidder ligeoverfor mig og skriver ogsaa hjem. Noget Nyt har jeg denne Gang ikke at meddele dig, ja tør næsten ikke engang begynde derpaa for ikke at synes at gjøre Fordring paa at være »morsom«, en Maalestok for mine Breve, som Peter i sit af mig igaar modtagne Brev (hvorfor du foreløbig maa takke meget forresten) til min store Forbauselse og Skræk anlægger paa mine Breve ved at sige, at mit sidste til Dig var ikke saa morsomt som det forrige. Sidder jeg maaskee og skriver til Eder i den Tanke at præstere en interessant Aftenunderholdning for Eder? Det være langt fra mig! Er det Fordringen, saa Fanden i Vold med Pennen! uden til at underskrive Rapporten og Permissionspas med! jeg sætter den aldrig mere til et Stykke Brevpapir. Du vil ikke gjøre en saadan Fordring, derom er jeg overbeviist, dertil har Du ialfald for megen Kundskab til min svage Side, som Du ofte har ladet mig høre, nemlig min Mangel paa Evne til at være livlig og interessant i Selskabslivet, (hvorfor ogsaa Carlo afldeles] ugeneert kalder mig en Dødbider tit og mange Gange) og desuden kjender Du af Erfaring den Tilstand, jeg lever i, og hvad man i den kan fordre af et Menneske. Pas mig nu paa, at Du ikke med dette gjør Peter sjøktern, 1 han har meget Anlæg dertil, og det vilde gaae ud over mig, ved Mangel af Breve fra ham, som altid ere mig kjærkomne. Naar han anlægger den Maalestok paa mine Breve, (at han tier med det kan naturligvis ikke hjelpe) maa du slet ikke læse mine Breve for ham; saa forfængelig er jeg nu! Nu nok herom — isøndags, Dagen efter mit sidste Brev var jeg da atter hos Oberstl. og din Formodning slog fejl, rigtignok blev »Stabsgroggen« ikke bedre, men kom først efter en feed Gaas og diverse Flasker Rødvin, saa vi kunde, hvad vi da ogsaa ærlig gjorde, lade den staae. Han skal ville have os hos sig hver Søndag Aften for Fremtiden — ikke videre morsomt, da jeg hellere den Dag seer Vilhelm eller til Kettinge, som jeg begge Dele gjorde igaar; jeg kjørte derned i min Compagnivogn, og Vilhelm, (i den Grad er han bleven Infanterist) gik derned de 1½ Mil fra sit Himmark, et Mod, jeg ikke besidder, men som ogsaa blev belønnet, idet han kom til at kjøre hjem med en Capt. af Batl., der paa Vejen fra Gen.s Gilde tilfældig kom ind i Kettinge. Vi tilbragte der en meget behagelig Aften sammen med Groves og Roths fra Adserballe. Vilhelms. 345kom ogsaa i Lørdags paa sin Fod over til mig, og jeg fulgte ham da det meste af Vejen hjem. Idag 8 Dage var D[algas] og jeg hos Mørch til Gaas og Lombre og fik god Rhinskvin og slet Rødvin med i Kiøbet. Tirsdag Aften havde jeg efter D.s Anmodning ladet Holst hente til en Whist for at see paa ham, og strax efter kom Hansen og Hammeløv ind ad Dørren med Carlo, hvem de havde villet besøge og vi tilbragte da Aftenen sammen hos mig ved Kortene, og jeg kom til den Erkjendelse, at Hammeleff er gal, at sige saadan genial-gal, uden at være Geni. Holst troer jeg du kan gjøre dig tilstrækkelig Forestilling [om], naar jeg siger Dig, at han omtaler de Munch som sin Ven og kalder ham »en rar Fyr«. Han skal have været Probenreuter og har Physiognomi som En fra »Bredgadens Drengeskole«, er rask paa det til det Yderste. Da han paa min Væg saae flere Kobberstik over Skabelsen, udbrød han: »Naa! der hænger jo alle vor Herres Kunster«. Jeg holder ham nu en distance, ligesom jeg i Sommer holdt Tvede og Munch, da han er meget utaaleligere end Hansen, og ikke besidder dennes Godmodighed blandt Andet. Ifølge Ordre fra højere Vedk. er der nu i Analogi med Skolen for Officeererne i Kjøbenhavn, som Du vel har hørt om, ogsaa hos os oprettet en ditto, hvor min Capitain, (der jo nu er Ridder, Gud veed hvorfor?) underviser »Reserveoff. og Sec. Lieut, af Linien« i Felttjeneste, Tegning og Croquering 3 Gange ugenlig i 2 Timer i Hundslev Kro. Junghans skulde først havt det, men erklærede, at han kunde ikke lære os Andet end at drikke og spille Kort, og skjød det over til den Yngste, din ulykkelige Capitain med Kone og 3 Børn. Een Aften var Dalgas og Mørch hos mig, og een Aften i Ugen var vi alle 3 paa Lysholm hos Knudsen til en Lhombre. Forresten, det bliver nok kun een Aften, nemlig i Onsdags har jeg været ene hjemme, jeg synes ogsaa nok, jeg havde mærket, at jeg sidste Uge ikke havde faaet synderlig læst, uden Aviserne, som jeg faar 5 Dage om Ugen, 2 Dage senere end I, og følgelig læser meget grundigere. Saameget om min Tidsfordriv. Dog endnu: Hammerichs Bog har jeg læst heel nu, men min Dom er uforandret, maaskee af personlige Grunde, thi Vilhelm gav mig iaftes paa Hovedet derfor, da han syntes, den nok gik an. Holsts Hornblæser »gaaer an«, men heller ikke mere, jeg fik den hos en af mine Underoff., Rosenstand, en underlig Gris, kommer aldrig til nogen af os, skjøndt vi have tilbudt ham det, baade Mørch og jeg, men er bon camerade med Underoff. og dus med dem, jeg forstaaer ham ikke; forresten arbejder han, fortalte han mig forleden, paa at lære sig Engelsk, ved Hjelp af et Udtalelexicon. Var du med til Festen for Øhlenschlaeger; det hars. 346været et godt Skuespil, da Fader [der] kun er lidet skikket til slige Scener, overrakte ham Laurbærkrandsen og blev kysset ved Siden af Munden. Den var dog vel aldrig, hvad jeg har en lumsk Anelse om, fra Susette et Konsorter (sit venia verbo) eller nogen af den Kreds; det skulde gjøre mig inderlig ondt, thi [det] var en flau Scene at give? Igaar fik jeg — nej den Historie skal Peter have, maaskee den er »morsom«. — Altsaa videre i Texten.
Som Svar paa adskillige Yttringer i dit Brev saa er jeg lige som du, og sagtens Alle udenfor Krigsministeriet, af den Mening, at det gik uforsvarligt til med Lægevæsenet ved Frederits, og at det er en Skandale, at Bendz ikke fures, med Foden for Rumpen heller idag end imorgen. At Bergmann i høj Grad fattes Aandsnærværelse ligeoverfor Mandfolk, (ligeoverfor Damer have vi begge seet stærke Beviser paa det Modsatte) har jeg flere Gange erfaret, han duer ikke til Officéer, idetmindste ikke i den danske Armee, han kan, mirabile d. 1 Intet af Exercits, commanderer stadig, til Hansens store Forargelse og Mandskabets Morskab som ældst Lieutenant »Gevær, Presenteer Geværet!« og Hansen kan ikke faae ham lært at sige »giv Agt«, hvorover han er meget fortvivlet. H. synes nu at være Factotum hos Captainen, han maa sige Beskeed om Alting og sørge for, at det er i Orden, o tempora, o mores! 2 vil du sagtens udbryde. Din Dagsorden har jeg Intet imod, naar Du blot taaler den uden Skade for dit Helbred, som dog er en meget vigtig Ting i Livet, ogsaa for Aanden. At jeg ikke kunde lide Ridningen er væsenlig af økonomiske Hensyn, kunde du, som Peter, ride gratis, var det en heel anden Sag. Skovgaard gaar det altsaa som de Andre, de forgabe dem i et Qvindemenneske i den Grad, at de glemmer, at de ere Mandmennesker og at der er andre saadanne til. Ja! de Fruentimmer, de ere dog Verdens Ulykke, naar Mændene ere saa svage, at saadan uden videre indrømme dem Regimentet, med deres uklare Følelser, og hænge ved deres Skjørt, bare fordi de tigge dem derom, endog kun med et Blik, det er dem fuldkommen nok — de Elskere! Nu gaaer Fru Karstensen da ogsaa her og plager mig, fordi hun absolut vil have, at jeg skal gaae og være forelsket i Marie Stephensen, og blive bleg deraf osv. osv. Min Latter deraf og mine Benægtelser hjelpe aldeles ikke; hun er, som kun et Fruentimmer kan være det, vis i sin Sag, paastaaer, at hun veed, at jeg ingen større Glæde har, end at see og tale med Vedk. — See, saadanne ere de Fruentimmer, der er intet Udkomme med dem, hun opfordrer mig ikke uforstaaeligt, skjøndt jeg naturligviiss. 347ikke forstaar det, til ikke at genere mig, men kun gaae løs paa Frieriet, som hun troer, at jeg gaaer og trykker mig for; hun synes at burde indestaae for, at det vilde gaae; jeg vil dog blot haabe, at hun ikke har gaaet og sat Pigebarnet Fluer i Hovedet, det skulde gjøre mig inderlig ondt for det lille rare Pigebarn, men jeg er virkelig saa uskyldig deri som et nyfødt Barn; jeg har aldrig gjort Cour der og kunde aldrig falde paa at blive forelsket i hende, saa det vilde være en meget sørgelig Historie, dersom den gode Frue havde lagt et godt Ord ind der. Jeg kan dog imidlertid intet mærke paa M. St., saa jeg vil haabe, at det hele er en Nykke. Men er det ikke Fanden til Nykker; hvem der har skabt Fruentimmerne, det veed jeg ikke med Vished, men man kunde i slige Tilf. fristes til at sige noget Slemt i den Anledning. Er det dog nu ikke ogsaa sandt? — Af Carlo hører jeg at Elise har galopperende Svindsot, hvad Du ikke synes at ane. — Det glæder mig usigelig, at have nære Udsigter til, hvis jeg lever saalænge, at see et Systerbarn til Foraaret, jeg maa tilstaae, jeg havde ogsaa omtrent opgivet det Haab, der falder saa naturligt, men som jeg dog ikke forstaaer, da jeg ikke, som du, er aristokratisk sindet, men en god Demokrat og Republikaner til Dato. Det er rigtignok Noget »der kan klodse«, du stikker i Pølseenden som »fra en paalidelig Kilde« om Holstenernes Vinterindfald, men tillad mig! den Kilde kommer dog nok til os først og styrter først meget længere nede ned i Eders glubende, gabende Svælg; I skulde lukke Eders Mund lidt bedre i derovre, saa fik I ikke saadant noget snavset Skyllevand i den gale Hals; jeg veed ikke, hvori det kan ligge, men jo længere Folk kommer fra Krigsskuepladsen, desmere krigersk drømfme] de, du synes til min Forbauselse ogsaa at være smittet af den Syge, det er kanskee de »ko[lde] Fødders« Skyld, for herovre drømme vi kun om Fred og ingen Fare, skjøndt Als befæ[stes] stadig stærkere, da Bruhn, som sædvanlig henad Vinteren faaer Tilfælde i Maven, og især nu, da det har begyndt at fryse, løber Isen ham reent bandsat om i Hovedet og gjør Hjernen stiv. Forresten kan det saamænd gjerne være, at vi snart faae Krig igjen, men jeg har ogsaa læst Bladene, vist bedre end du, og jeg troer ikke paa Krig fordi de snakker om det i »Landesversammlung« i Kiel 1. Saalænge de gjøer, saa bide de ikke, tænker jeg. At hele Hæren skal paa Feltfod 1 Dec. er ikke sandt, kun ⅗ af fuld Styrke skal f. Ex. til Tjeneste ved Afdell. her paa Øen; (Batl. 600 Md.) jeg har indkaldt 62, men faaer naturligviis ikke een Mand, da Bestyrelsescommissionen jo har forbudt det. Jeg veed ikke hvordan det er! men i Kbhn. blivers. 348Folk strax saa bandsat raske paa det; du vil som en Svedske »kjøre Holsten, firkantede tildørs«, veed du da ikke, at ved Fredericia var det første Gang i hele Danmarks Historie, at de Danske har sejret over Holstenerne, og hvormange Gange have de ikke sejret over os? Nej, ingen Flauser, gode Ven, lad os blot ikke narre os selv, det kunde i sin Tid komme os dyrt at staae, det var Storsnudenhed der fældede Holstenerne ved Fredericia, og lad os ikke følge deres Expl. Det er en meget betænkelig Sag, en Deel Hjelp faaer de jo ialfald fra Tydskland (vide Bajern !) 1 saa det kunde blive knebent nok for os endda. Du kommer neppe i Vinter til at belejre Rendsborg, som Du synes at kløe besynderlig efter, det er ellers just ikke den behageligste Aarstid! Imidlertid, Kæmpeviserne beholde dig sikkert i Vinter og det er nok ogsaa det bedste. Til vor Batl. vilde du jo sikkert ialfald komme, da du er ført ved den i den krigsminist. trykte Bekjendtgjørelse. Oberst Flindt siges at skulle være command. General, da Bülow er Invalid. Mange Hilsener fra Vilhelm, hvorom en anden Gang mere; Læssøe er i Kbhn. Hils Fader, Moder og Meta meget fra
din eneste Broder.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund
23 Novbr. 1849.
Aften.
Kjære Broder!
Rigtignok har jeg ikke endnu faaet Svar paa mit sidste Brev af 19de, men da jeg har iaften saamegen Tid tilovers, at jeg kan skrive Dig men heller ikke Andre, et Par Ord til, og du med Dampskibet vil faae det hurtigt, vil jeg ikke unddrage mig derfor. Nyt har jeg endeel af, men maaskee du alt veed det bedre end jeg. Paa Als formeres 2 Brigader (fra 20de Dec. paa 1000 Mand pr. Bataillon) under Krabbe, som faaer bl. A. 10de og Oberst Baggesen (der som bekjendt aldrig har lugtet Krudt og nu pludselig faaer en saa høj Commando), som til Vilhelms Fortvivlelse, faaer 12te Bat. under sig. Wørnishøfer afgaaer som Stabschef her og faaer 7de Bat., hvis Commandeur ... Voigt, bliver Pladscommandant eller Pladsmajor etsteds, da han ikke kan holde Styr paa Bataillonen. Capt. Faaborg af Gen. Staben afløser W. her og er allerede ankommet; 2 Batailloner man troer af de kbhnske skal herover. At vi med denne Styrke skulle afløse Svenskerne, da Preusserne og disse besætte Holsten, som Rygtet siger, er vist en stor Løgn. I Jylland formeres 1 Brigade under Schepelern (Obersten ved 1ste Jægercorps). Flindt, siges der stadig, skal have Overcommandoens. 349over hele Armeen, da det er snart forbi med Bülow. Det skal være en flink Cavallerist, men efter Analogi af de Andre af hans Vaaben[art] næsten uden Undtagelse, for Ex. de 3 gode velconserverede Exemplarer, vi have her Maj. Marcher, Ritm. Meyer og Kopp, rimeligviis en Hest. Det er glædelige Udsigter — hvor trænge vi dog ikke til en Feltherre, eller ialfald en Krigsminister, der ikke ene séer paa Ancienniteten. Det er meget muligt, at vi, som Vilhelm siger, kommer til at føre Krig en 5 til 7 Aar endnu, inden vi faae en General. Det er dog skrækkeligt at være saaledes reduceret. Oberst Blom udleder denne Mangel paa Capaciteter, vistnok ensidigt, af den Foragt og Fortrykthed, hvori Armeen levede, og som kun skaffede den Tilgang af mauvais sujets eller dog daarlige Hoveder, men det er ikke nok; rigtignok findes der faa anseete Navne (Familier) i Armeen, som han bemærker og kalder dem allesammen Jensen’er og Larsen’er, men det aliene vilde ikke gjøre det, og beviser ikke egenlig Noget, men Hovedgrunden er nok snarere den lange Fred, som vi jo have prist som vor Lykke, og som jo ogsaa ene har sat os istand til pecuniært at udholde den nærværende Krig, og som jo dog maa ansees som Normaltilstanden. Man bliver fortiden i slet Humeur naar man tænker længer end Næsen er, sagde jeg forleden til Vilhelm, og han gav mig fuldkommen Ret. Jeg gider nu heller ikke tale mere om de Miserer, men — om nogle andre. Oberstlieut. havde faaet Generalen ud idag at see 10de Bat.s udmærkede Præstationer, men har vist, synes mig, vist kun havt lidt Tilfredsstillelse deraf. Ikke et Commandoord naturligvis rigtigt og de der kom, saa confuse og usikkre, som dog sjelden ellers. Han greb da, eftersom han ikke kunde hitte paa Andet at vise Generalen, til at lade os traske i Frontmarsch den store Kettingmark 2 Gange frem og tilbage, de eneste Evolutioner, han kunde huske, var »Svingning om Fl. tilhøjre« og at formere Colonne og Qvarree, ikke en Afbrydning eller Opmarsch, ingen Centralsvingning, ikke det mindste uden det Anførte. Han kastede med den nye Commando: 1ste og 10de Peloton frem! to Pelotoner ind som Kjede, lod Colonnen gjøre omkring og traskede som sagt med os hele Marken over med Tirailleurene i Hælene. — Jeg skammede mig som en Hund, paa hans Vegne og takkede Gud, at det ikke var paa mine egne, for jeg vilde da ærgret mig sort og grøn i 14 Dage derefter, dersom jeg havde evolveret saaledes med mit Comp. i nogen Overordnets Nærværelse. Schleppegrell takkede os meget, vi »marscherede ganske fortræffeligt, navnlig i Qvarreen« (det har vi, som du veed, jo ogsaa endel Øvelse i). Oberstl. vilde vise ham en lille Maneuvre i Tilgift, men han betakkedes. 350sig, han havde faaet nok; engang imellem skar han nogle bandsatte Ansigter over vore Kunster. Da Generalen var borte, kaldte Oberstl. mig frem for Fronten og gjorde mig som Compagnicommandeur opmærksom paa, at Lieut. Dalgas havde Buxerne indeni Støvlerne »der har jo hersket en saa civil Tone ved det 2det Compagni«, »det passer sig ikke«, »vi faaer Gud hjelpe mig hele Bataillonen til [at] møde i Brandspande«, »de maa passe saadant noget, og sørge for, at det ikke skeer oftere«. Jeg communicerede naturligviis strax D. Snyden. Han er forresten ogsaa utilgængelig for Disciplin, han generer sig f. Ex. slet ikke for at commandere Compagniet i min Nærværelse, saa jeg nødes til at tage ham lidt gevorbent ved mange Lejligheder; han kan aldrig blive paa sin Plads ved 11 te Peloton 1 og deslige; forresten er vi ikke Uvenner.
Grundtvig og hans Slægt.
22
Samme Mand kom just nu ind ad Døren med Hammeleff, for at faae et Slag Kort med mig og jeg maa derfor afbryde for denne Gang; det var ogsaa et overcomplet Brev. Hils Alle hjemme og paa Møllen; Peter skal faae Brev en af Dagene, men jeg har saameget at bestille. Tak Moder for hendes Brev af 20de, som jeg fik igaar.
Din heng. Broder og Ven
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet; Lørdag-eftermiddag
d. 24de november 1849.
Kære broder Johan!
I går morges modtog jeg dit brev af 19de; vejen herfra til Als synes altså at være dobbelt så kort som den fra Als og hertil, ti dette mit brev vil du formodenlig modtage på mandag, mens jeg først på fredag tør vente, hvad du forhaabenlig skriver til mig mandag-aften. Min første bemærkning ved dit brev er den, at du synes at være bleven »tysksindet«, eller dog så småt på vej til at blive det. Det er så ofte sagt, at språget er folkelighedens bedste kendetegn, og ej blot en afspejling af menneskets indre, men også istand til at påtrykke dette indre noget af sit væsen. Jeg kan derfor ikke forskåne dig for mistanken om at du er smittet af tyskheden, når du tager sådanne ord i munden eller dog lader dem løbe i pennen, som »Beleidigung« og »sjøktern« (sic!), hvilke uord derfor herved remitteres med protest. — Min næste randglose til dit brev slutter sig til dine yttringer om morsomhedens. 351af dine breve, den du ikke vil lade Peter have lov at gøre sig tanker om. Jeg indrømmer naturligvis straks, at det ikke er nogen væsenlig synsmåde med hensyn til vennebreve; men véd dog ikke ret, om jeg skal tage det som et anstød af beskedenhed eller »fiskeri«, når du aldeles ikke vil tillade folk også at opfatte dine ærede skrivelser fra dette ɔ: det æstetiske synspunkt. Du skriver meget ofte morsomt, og uden at ville gøre denne egenskab i mindste måde til en fordring, så må en påskønnelse dog være tilladt. — Dernæst m. h. t. dine dagbogsmeddelelser (hvilke ere mig særdeles kærkomne og stadig bedes fortsatte): du har sviret svært i den sidste beskrevne uge; tildels mere end du kunde have lyst til eller fornøjelse af. Fordi Karlo har lyst til at omgås sådanne røvere som Hansen-Hammelev- Holst, derfor bør du dog ikke være nødt til at trækkes med dem. Din dom om Holsts og Hammerichs feltbilleder tør jeg ikke enten modsige eller bekræfte, da jeg kun har læst det halve af den første og slet intet af den sidste. — I blive vel helvedes kloge og duelige af min ridderlige høvedsmands undervisning, så jeg rent kommer i sinkeleksen, når jeg atter skal til at gribe sværdet. Jeg var ikke med ved Øhlenschlægersgildet; men kan dog underrette dig om, at dels betragtes kransehistorien som det skønneste moment i festen (hvad jeg imidlertid næppe vilde have fundet den; dertil holder jeg for lidt af det theatralske i livet), og dels er din insinuation mod »Sysette & konsorter« aldeles ugrundet, da det var madam Nielsen, der her spillede »dannekvindens rolle, og havde bundet kransen, skøndt ideen sagtens var comiteens (Holst- Nielsen-Marstrand). Min ridning, som du ikke kan lide, har frosten nu foreløbig gjort en ende på, til ærgrelse for mig, om end til fryd for min lomme. — Skovgaard og hans »kvindemenneske«, (det er dog en frygtelig beskidt kæft du har lagt dig til; à propos: du skulde dog vel aldrig stå for rønnebær?) vare her i torsdags aftes. Jeg kommer derved til at tænke på og at meddele dig, at jeg i den forløbne uge har ført et usædvanlig selskabeligt liv: lørdag dinerede jeg hos Maria Blom (Lütken, Stockfleth, Blom); søndag: naturligvis folk hos os middag og aften, mandag tilbragte jeg aftenen på møllen; torsdag: Georgia og Skovgård; og igår fredag var jeg hos Høyens, hvor jeg blandt andre traf fru Hage og hendes ældste datter, min elev, nu voksen dame på 15 år. I morgen var jeg bedt til middag hos Martin Hammerich (ved en egenhændig billet fra Anna Mattea), men har afslået indbydelsen på moders protest imod at miste mig, da Peter og Meta, Rørdam og hans søster Bolette samt en engellænder Hamilton, der længe har opholdt sig ude hos ham, skulle spise her imorgen.
22*
s. 352Fru Karstensen er jo gal: når hun ikke kan få folk til at gøre kur til hende selv, så skal de i det mindste gøre den til andre. Jeg håber dog at du klarer dig af de garn og ikke af ledighed og kedsommelighed tager et kvindemenneske på slæbetovet. Vil du forsørges, så bliv dog til du kommer herover! Westengård er da nu bleven forsørget; han er bleven forlovet med en jomfru Anna Olsen ude fra Ringstedkanten, hvor hendes fader har ejet en gård. Det er en gammel inklination; de have ikke set hinanden i 2 Aar, han skrev hende nu til, om hun vilde, og det vilde hun gærne, kom straks her ind for at omfavne sin lykkelige elsker. Begge hendes forældre ere døde og hun har nok nogen formue (hun er eneste barn) så de ere istand til at gifte sig med det samme. — Karlos historier om Elisa ere nok meget upålidelige, som overhovedet hans Krøniker ikke altid ere meget at stole på. Røverhistorien om Hornemann, som jo nu er trykt, om hvorlunde han φɩx xoλɩx oγ µaaττε φɩεϱvε σɩγ 1 anser jeg således for meget apokryfisk. — Når jeg blot i aften ret var oplagt dertil og vilde give mig stunder, som jeg ikke vil, da jeg må skynde mig og se jeg snart får fat på mit arbejde, der ligger og venter, — så skulde du have ganske alvorligt på hovedet 1) fordi du med onde øjne har læst og opfattet slutningen af mit brev; 2) fordi du ikke utydelig skælder mig ud for hr. Sørensen; og 3) fordi du taler i en forsagt og uværdig tone om den danske hær ligeoverfor de holstenske oprørere. — Hvad sandsynligheden for Holstenernes genoptagelse af krigen på egen hånd angår, da vil jeg ikke derom strides med dig. Jeg er selv ikke sikker derpå, men mener blot, at vi må være forberedte derpå og ikke dysse os selv i en sød fredelig slummer, som var der »fred og ingen fare«. Der hører ingen lettroenhed til at turde tænke sig muligheden af, at de kunde gøre alvor af deres trudsel, især da det slet ikke er så dum en idee: for at forpurre en fred, der ikke kan blive gunstig for deres fordringer, at fornye krigen, den de ikke behøver at offre stort for, når de indskrænke sig til at holde Rendsborg, som vi ikke kunne tage med vor hær, og derfra beherske så meget som muligt af Slesvig. De holde sig derved farvandet åbent, om der måske til foråret atter kunde komme rørte vande i Tyskland, hvad jo ingen kan forudse. — Dernæst må jeg meget protestere imod, at jeg har været så »bandsat rask på det« eller endog talt om »som en svedske« at kunne køre Holstenerne ud; jeg har sagt, at gør de indfald i Slesvig, så skulde vi vel med guds hjælp få dem drevet ud igen; ikke som om det var en let sag, da jeg er overbevist om, at, det vilde koste oss. 353mange blodige pander, men således, at jeg ikke kan finde det andet end uværdigt (jeg kunde næsten sige jammerligt, fejgt) om vi forud betragtede det som en såre tvivlsom sag, om vi med lige kræfter eller endog med numerisk overvægt skulde kunne drive dem tilbage over Ej deren. At have så megen tro på gud, på lykken og på sin kraft og gode vilje, det er ikke at prale eller være »storsnudet«, men det er hvad enhver brav soldat og god patriot ikke blot kan være bekjendt at have, men i mine tanker ikke vel kan være bekjendt, i det mindste ikke vel kan være tjent med at savne. Er det nu blevet sangvinsk at håbe, at Danmark, ladt ene med oprøret, skulde have magt til at kue det i det mindste i Slesvig? Eller er det måske »civilt« at føle varmt for fædrelandet? At det ikke er militært at gøre regning på at få bank af en svagere eller af en ligemand, det tror jeg at turde påstå. — Jeg venter din erklæring om disse dine yttringer, som jeg indtil da vil betragte som fostre af et øjebliks ondt lune. Jeg venter en æreserklæring, ikke for mig, men for dig selv. — Efter en halv times ophold — jeg har været ovre at drikke the — tager jeg atter fat — for at slutte dette brev. Hvis du vil sige, at jeg har været forbittret, så kan jeg ikke fragå det, men vil kun minde dig om, at det bittre lå i dine yttringer. Jeg véd imidlertid godt af egen erfaring, hvor meget en stemning kan influere på ens udtalelser, så du må ikke tro, at jeg tager det så vredagtigt, som det måske kan se ud til. Jeg er så overbevist om, at du er en brav karl, at jeg [ikke] tænker ondt om dig for en henkastet yttrings skyld, men du fortjente efter min overbevisning et skarpt svar på den forfløjne tale. —
Hils Karstensen meget fra mig og ønsk ham fra mig megen lykke med sin sejer. Gid han ikke oftere må behøve at vige pladsen for oprørske håndlangere. — Med Holck, som på mandag over Sorø rejser til Als sender jeg dig »1848« 1 og »Danskeren«. Side 56 i »1848« udtaler Schack hvad der også er min mening om den ønskeligste løsning af den slesvigske knude. I grunden er det den samme som Monrad foretrækker (vide hans tale ved prøvevalget). Moder beder mig så meget at hilse dig. Vær også broderlig hilset af
Din inderlig hengivne
Svend.
P. S. Jeg har betalt for dig fra avktionen: 4 R. 5 & og 4 ß. og til Samf. f. d. d. litt, fremme 1 R. Har altså nu i alt tilgode hos dig 27 R. 3 12 p.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
P. S. I Anl. af Yttringen af mine Breves Morsomhed skal du [faae] tilstrækkeligt i næste Levering.
Bommerlund
27. Nov. 1849
Tirsdag Eft.M.
(Kl. 6 afsendt).
Kjære Broder!
Jeg modtog i dette Øjeblik dit Brev fra Lørdag og iler med at besvare det, skjøndt du sagtens alt har modtaget et overcomplet Brev fra mig af 23de, og skjøndt jeg næppe kan holde Pennen for Kulde. Mit Qvarteer er i disse Frost og Blæsedage ikke til at faae varmt, alt det Hans fyrer, baade med Bøgebrænde og en god Villie. Naar du modtager dette, er jeg ikke mere — (troe nu blot ikke, at jeg vil skyde eller drukne mig) her, men i Sønderborg, hvor vi skulle rykke ind paa Torsdag, os til liden Glæde; det er nu næsten 4 Maaneder siden vi sidst kom derfra, den 5te Aug. altsaa endnu midt i Sommer; det er mærkeligt med den Tid, saa den dog kan gaae, den marscherer mere end 2 Miil i Vagten. Jeg vil dog nu haabe, at vi ikke atter skal flytte i Vinter, jeg vil da føre derinde et heelt forskjelligt Liv fra foregaaende Vinter, da vi drev frygteligt, jeg fører allerede et meget forskjelligt Liv fra det, du kjender, det, at være vel forsynet med Bøger, gjør for mig denne store Forandring, unægtelig til det Bedre. Forresten har jeg ogsaa, som du vil af Peters Brev vide, været mere paa Farten siden d. 19de end jeg egenlig ønskede. I Søndags var jeg da i Kettinge, til stort Gilde (Groves, Carstensens, Hornemanns og Carstens’s fra Augustenborg, Capt. Harbo med Familie af 13de Bat., Mathiesen, Bohses og et Par Cavallerister, som ere indqvarterede der), og igaar maatte jeg tyre en Lombre med Dalgas og Mørch her, som kostede mig 3 rdr.; ligesaameget maatte jeg skjænke dem for 8 Dage siden, da jeg sad i lignende Uheld; saa jeg troer, at jeg vil afskaffe at spille Kort, idetmindste med de To, thi Mørch er altid i frygteligt Held, og Dalgas spiller frygtelig lumsk. At du antager mig for tydsksindet, maa derfor vistnok komme fra min Pung, som du vil kunne indsee, ikke er fri for det; dog kan jeg trøste dig med, at alle dine Penge er i god Behold og endnu lidt flere end du regner, nemlig 28 rdr 1 &. 4⅘ ß (Lygten iberegnet), og at jeg selv da ogsaa er langt fra at være paa Røven. — Apropos maa jeg spørge, hvorfor siger du, at jeg har »lagt mig en frygtelig beskidt Kjæft til«, jeg synes nu just, at jeg er saameget pæn i min Mund. Og hvad har saa det at gjøre med »at staae for Rønnebær«? At staae for Høns, det forstaaer jeg, og for Markmuus og Lærker, det har jeg hørt, men for Rønnebær,s. 355nej! den kan jeg ikke! med mindre det skulde være en æsopisk Reminiscens. — For Oplysningerne om Laurbærkrandsen takkes, det glæder mig at kunne give Vedk. en Æreserklæring i den Anledning, jeg haaber da og stoler paa, at du har holdt tæt. For at jeg gaaer hen og forlover mig kan du være ganske rolig, troer du ikke ogsaa det selv? Troer du virkelig, at jeg gaaer i »Garn«, siden du taler om, at jeg maa »klare mig af« dem? Har aldrig vaaren der, kan du hilse og sige! Megen Tak forresten for dit indirekte Løfte om at »forsørge« mig i Kbhn.; for Tiden har jeg ingen Trang dertil. At Vestengaard »er den«, morer mig, jeg troede forresten ikke, at han havde nogen alvorlige Inclinationer. — Det glæder mig at høre, at det ikke er med Elise St. efter Carlos Beretning; jeg antog dog, at hvad han maatte have middelbart, var paalideligt, thi forresten kjender jeg godt hans Upaalidelighed; det er meget muligt, at Historien om Hornemann er Phantasi. Om hans Støvler fortalte jeg dig nok forleden; Historien var dog ikke tilende dermed; samme Aften erholdt jeg et Brev fra Batl. »Comp. vil befale Lt. v. D. at møde i Stabsqv. imorgen Kl. 9. Ræder«. Jeg søgte at bilde Dalgas ind, at han skulde være Adjudant i V.s Fraværelse og — det lykkedes fuldkomment; han sagde i fleres Nærværelse, at foruden Ahrensen kunde Oberstl. ikke tage Andre dertil end ham. Imidlertid; han fik derimod en skrap Snyde for Forsømmelighed i Tjenesten (rigtignok temmelig uforskyldt) og tilsidst ogsaa for Støvlerne; »han havde taalt det medens Ahr. var der, men vilde nu ikke længere«, og A. fik da sit Skudsmaal paa graat Papir, som »civil« etc. etc. »Der havde været Tale om, da han uventet havde været saa heldig at blive af med Capt. A., at forsætte alle Lieut. ved Comp. og give det en heel ny Besætning, men man havde ladet sig nøje med ham.« Osv. Osv. Aarsagen til Bebrejdelsen for Forsømmelighed vil jeg lidt nærmere omtale. 1) havde D. en Dag taget ind at laxere paa og derfor blevet hjemme fra Bat. Exercits, hvor jeg blot meldte, at han var syg. 2) kom Oberstl. en Dag hen at inspicere, og fandt 3die Comp. uden Off., skrev til Comp. og spurgte om Grunden og hvilken Off., der skulde havt Øvelserne. Jeg tog strax op til ham og forklarede, hvorledes en Ordre til Commanderserg. om Skiveskydning (hvortil stilles ved Dalgas Qvarteer) var af Ordonansen ikke itide bragt denne, der derfor stillede paa Exerceerpladsen, medens D. ventede dem hos sig. Der var ingen Ting i Vejen, »et saadant Uheld kunde indtræffe, han kunde kun sige mig Compliment i Hens, til min Commando af Compagniet, alle Rapporter, alle Mældinger vare langt ordenligere og fornuftigere end ellers« og han udbredtes. 356sig med meget stærke Udtryk over, at have en Compagnichef som Capt. Müller, der kun gik paa Jagt og »Gud hjelpe mig ikke tog sig af nogen Verdens Ting«, og saa en Anden der ikke gjorde Andet end spille Kort og drikke (Junghans). »Hvad skal man gjøre, naar man har saadanne Comp. Chefer osv. osv.« Jeg fik Lov at tage til Bal, fik Vogn, og troede nu den hellige Grav var vel forvaret, men saa møder D. Dagen efter med de usalige lange Støvler, og saa kunde han ikke holde sig længere. Du vil heraf bl. A. see, at jeg staaer mig fortræffeligt med ham, og det er dog det bedste, naar man kan det, da han jo ellers er værre end Fanden. Men er det dog ikke gruelig uforsigtigt at tale om en Capt. saaledes til En af hans Underordnede? Forresten er her unægtelig megen Uorden i alt Regnskabsvæsen og Saadant, som jeg har Ulykke nok med at faae i en anden Gænge; Schönberg maa stadig skjældes Huden fuld idetmindste een Gang om Ugen, ellers kan man nu slet ikke stole paa ham, jeg høvler ham ogsaa utrættelig, men endda er han saa vant til Uorden og til selv at raade for Alting, at han endnu lader meget tilbage at ønske. At aflægge Aarsregnskab for ifjor erklærede han for umuligt, og ved at eftersee Bøgerne maatte jeg give ham Ret; dog falder det meest paa den forrige (Carstensen). Forresten var Falkenskjold ikke heller at rose i den Retning; i hans Comp. have de samme Ulykke som vi, intet Spejl 1 ført det Meste af forrige Aar og Meldingerne i Uorden, han har nok ladet Commanderserg. være ene om alt Saadant.
Hvad nu din »Snyde« angaaer, skal jeg bemærke, jeg vel veed, at mine Yttringer ikke vare uden Bitterhed, den har jeg ofte noget af, men i det Væsenlige er det min Mening, som jeg vil være bekjendt, at vil virkelig Holsten (og Sydslesvig og vel at mærke altid en god Slump tydsk »Gesindel« daraussen fra) kæmpe paa Liv og Død mod os, da have vi i Historien en vægtig Advarsel om, ikke at foragte dem. Vi ere dem da ikkeheller, som du bygger paa og stadig retirerer til, »numerisk overlegne«, de ville altid i det Tilfælde faae saamegen Hjelp fra Tydskland, at det modsatte er Forholdet, og troer du ikke, at de ere ivrigere for deres Sag end vore Landsoldater? (det vidner dog selv Hammerich) ikke at tale om, at de ere et mere krigersk, mere probenreuteragtigt Folk end det Danske og derfor mere skikkede til at føre Krig end vi. Du har i din Hidsighed overseet, at jeg slet ikke har sagt Andet end jeg nu siger og slet ingen Tvivl yttret om, at vi tilsidst dog ville sejre med Guds Hjelp; det er ogsaa min Tro og har stadig været det, men derfor forestiller jeg mig det ikke lettere end det virkelig er; thi intet er skadeligere end phantastiske Forestillingers. 357hvor det gjælder et praktisk Spørgsmaal. Vi ere saaledes vist ganske enige, saa jeg tilgiver dig gjerne dine Hidsigheder: »forsagt, uværdigt, jammerligt feigt« og andre smukke Titler paa mine Ord, som du regelerer mig med i stor Overflødighed. Blot Eet endnu, at kalde dem »Insurgenter«, »Oprørere«, som jo er Moden i de kbhnske Blade, nytter Intet, og beviser Intet om vor Kraft til at besejre dem; Holstenerne kunne ialfald umulig indsee, at de ere Oprørere, og hvad har overhovedet Legitimiteten at sige i vore Dage, da Intet er legitimt efter den gamle Maalestok. Fra den Side nytter det derfor kun at tage Sagen i Underhandlinger med Østerrig, England og andre meget conservative eller reactionære Magter, men efter vore egne Principer kan dog hverken du eller jeg i Grunden fortænke Tydskerne i Holsten og Slesvig i, at de, begejstrede for det store Fædreland, gribe til Vaaben mod os og ønske at løsrive sig fra en Stamme, der ikke vil have sit Centrum der hvor de ønske dem deres. Stop din Pibe, sæt dig ned i al Ro og Mag og betænk Sagen, og du vil upaatvivlelig give mig Ret. — Til Slutning blot, at Meget i Formen af mit Brev jo efter min Sædvane var spøgefuldt og ikke bestemt til at tages som Alvor; f. Ex. det, hvorved du mener dig »ikke utydelig skjældt ud for Hr. Sørensen«.
Saameget som Svar paa dit Brev med al Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed. Gamle Blom fortalte mig, at de havde skrevet ham til at du havde været der, men var gaaet da Stockfleth gik, formodenlig fordi du saa kjedede dig; jeg benægtede naturligvis Muligheden og skjød Skylden paa din Flid. Vilhelm, som du spurgte mig om sidst, lever meget godt og finder sig som i et Paradis imod før, skjøndt de har det Fandens strængt med Øvelse og desl.; han studerer meget grundig Vaabenlære og Probabiliteten for at træffe af Skydelisterne, Taktik og saadanne Ting, kjeder sig dog noget, da han ikke kan omgaaes Nogen uden Læssøe og af de Andre bedst — tænk dig hvilken Reduction — Spang, som staar ved samme Compagni. Læssøe bruger Batl. som sin Prøveklud, hvad Vilh. i Begyndelsen slet ikke vilde indrømme, men nu dog lidt begynder at indsee, før var det naturligviis pure Fornuft Alt hvad han gjorde. Jeg kommer nu desværre atter langt fra ham, vi saaes dog saa jevnlig herude som en Mils Distance gjorde muligt; jeg gaar vist over til ham imorgen til Afsked; da vi have klingrende Frost, ere Vejene gode, og Aftenerne lyse, hvortil da ogsaa Maanen hjelper Noget. Vi blive naturligviis uhyre lærde ved din »ridderlige« Captains Omsorg, hidtil have vi kun øvet os i Tegning. De danske Off. paa Øen vare af jeg troer »Harmonien« i Flensborg inviterede til et Bal i Søndags, (formodenlig for deress. 358egne Penge), og vi sendte dem 3 hæderlige Repræsentanter, Junghans, Bergmann og Hansen, jeg antager, at vi have havt Ære af dem. — Fortæl Fader, at Læssøe, der ellers gjør meget af hans Dansker, forleden gav Ondt af sig til Vilhelm over, at »det Asen« havde gaaet hen og sagt, at vi blev overrumplede ved Slesvig (Yttringen staaer blot i Forbigaaende i Danskeren sidst i Oct. Maaned), »det har jeg dog nu modbeviist saa tydeligt, at Alle skulle læse den Piece, kan jeg ikke forlange, men Gr., som er Historiker, han skal læse den, naar han vil skrive om den Ting«. Da Fader siden i Anmældelsen af Dinesens Bog 1 (som jeg fik ham til at læse) har sagt det endnu skrappere, er det da blevet galere endnu, han tænkte allerede dengang paa at skrive derimod i et Blad. Lev nu vel og hils Fader og Moder mange Gange; Peter har nylig faaet Brev og Høxbro for en 8 Dages Tid siden, saa jeg er aldeles å jour i den Retning.
Jeg vilde gjerne have Brevet bort ɔ: til Sønderborg imorgen Kl. 9, med den ridende Ordonnans og slutter derfor, da jeg ikke nænner at beholde min Ordonnans længer hos mig, da han skal heelt op til Ruhmorsgaard med det.
Din Ven og Broder Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet, Torsdag aften 29/11 49.
Kære broder!
Endskønt jeg ikke agter at afsende dette brev, før jeg har modtaget det ordinære brev fra dig, som jeg venter imorgen, så vil jeg dog nu så småt begynde at skrive dig til, da jeg ikke gider taget fat på noget nyt håndskrift iaften, nu da klokken går til tolv, og jeg sluttede just nu arbejdet med et (ɔ: codex Y, imorgen skal jeg have fat på Z). Jeg kan ikke noksom rose din flittige brevskrivning: igår fik jeg et extraordinært brev, idag fik Peter et og moder et, som jeg just begge har fået at høre i aften, og som vel ogsaa have nogen del i min tilbøjelighed til just nu at nedskrive mine tanker for dig. Jeg er næsten lidt urolig i forventningen om i dit forventede brev at se virkningen på dig af mit sidste, hvor jeg tog så svært på vej for nogle yttringer af et vrantent lune hos dig. Det var i grunden for en stor del såret egenkærlighed og militær pointe d’honneur hos mig, fordi jeg blev tiltalt, som vi begge så ofte have omtalt de civile, krigslystne Københavnere. Jeg giver dig tillidsfuldt dette Vaaben mod mig i hænde,s. 359for at vise dig, at også jeg er af den mening, at kun en fuldkommen åbenhed i vort indbyrdes forhold er hvad jeg ønsker, og hvad jeg anser for grundbetingelsen for, at vi på begge sider kunne høste nytte og glæde af vor omgang: den i skrift som den i tale. — I dit brev til Peter kommer du ind på din gl. kæphest: din mismodige selvbetragtning, der ender med, at du slet ikke véd, hvad du selv er til. Det sømmer sig kun lidt for mig, som den yngre, at ville indtage et fornemt standpunkt lige overfor dig og din selvbetragtning: som den, der også har været på det standpunkt, som han nu kan se ned og tilbage på som overvundet. Dette er heller ingenlunde min hensigt; ti hvor megen analogi der end kan findes i forskellige individers udviklingshistorie, så ere dog aldrig to hinanden ganske lige: instinktet er hos en individualitet stærkere, hos en anden svagere; hos en gennemsyres det stærkere af reflexionen end hos en anden; en er alt i vuggen under dets ledende indflydelse, der følger ham livet igennem (f. ex. Rask), en anden kommer først sent til bevidsthed om sit kald (som f. ex. var tilfældet med fader). Det nytter derfor vist ikke overhovedet at ville opstille regler for sligt; i al fald vilde min ringe erfaring forbyde mig ethvert forsøg derpå. Men det være mig dog tilladt at udtale mig om dette æmne, hvad specielt dig angår, siden du selv så åbenhjærtig udtaler dig derom. Jeg véd ikke bedre at udtale min umiddelbare dom om, og med det samme fordring til, dig end med de ord, du brugte om vor fælles ven Høgsbro: ham må der blive noget dygtigt af. Jeg er subjectiv overbevist om, at det vil ske, og tror også at kunne finde denne min overbevisning bestyrket ved objective grunde, dem du selv ikke vil føle dig opfordret til at forkaste, om du end ikke har nogen sådan subjectiv anskuelse (ɔ: for dit vedkommende : tro) at sætte dem i forbindelse med. Disse grunde ere: Medens de i den ubevidste og viljeløse natur tilstedeværende kræfter virke med nødvendighed overalt hvor de ere tilstede, så udkræves der hos den bevidste skabning mennesket endnu et, som han må give til af sit eget, om de tilstedeværende kræfter (evner) skulle sættes i virksomhed, og som også til en vis grad ved en negativ holdning kan forhindre disse kræfters virken, og det er viljen. De kræfter, hvis virksomhed her med hensyn til dig er talen om er ånd og forstand, og dem har du. Du har også viljen; følgelig ville de også komme i deres rette virksomhed og derved fremkommer et dygtigt menneske. — Du må ikke af mig forlange svaret på det spørgsmål, der plager lige så meget som det beskæftiger dig: hvad? Derpå vil kun du selv i rette tid kunne give svaret. — Skønt jeg, som forud bemærket, ikkes. 360vil give mig mine af at være nået til et videre fremskredent stadium i udvikling end du (den tanke være langt fra mig: selv om jeg i ren formel henseende kan siges at være kommen noget videre, for så vidt som jeg måske er kommen noget mere på det rene med, hvad jeg vil og skal bruge de kræfter til, som gud har givet mig, så er derved intet sagt i forhold til målet; jeg kan desuagtet blive langt tilbage på et senere standpunkt, som den jævne pasgænger for den lette væddeløber ; — og det er ikke de ædleste skabninger der fødes ved de letteste veer) — så vil jeg dog anmærke, at jeg i et par år (1844—45) hensled min tid i uvirksomhed og fortvivlelse, uvis om, hvad i den vide verden jeg skulde tage mig til; i slap dorskhed væmmedes jeg ved tilværelsen — og det var dog efter at jeg havde troet at være på det rene med mig selv, — men jeg havde dengang overvurderet mine kræfter og smigret mig selv med glimrende håb, hvis tilintetgørelse af den vågnende reflexion så vel som af ydre livsomstændigheder styrtede mig ned til afgrundens rand. Jeg véd altså, at der gives slige overgange, og jeg véd også, at himlen kan opklares og viljen sanke kræfter; men jeg tror også at vide, at hemmeligheden i et fornyet opsving i grunden er — resignation. — Jeg gælder for, og sætter i grunden en forfængelighed i at gælde for et letsindigt livsglad menneske; er det endogså tildels eller indbilder mig at være det i øjeblikkets stemning; men desuagtet tror jeg at turde sige, at mit grundvæsen mit bedste jeg, er tungsind, opklaret og formildet ved en religiøs følelse. Dit ydre er meget forskelligt fra mit: flegma er din overhud, den du viser verden til daglig brug, men i grunden tror jeg at vi ligne hinanden særdeles meget; jeg tror, at den betegnelse jeg stræbte at give for mit indre menneske, mit væsenlige væsen, passer også på, hvad der ligger dybest i dig. Og til denne vejleder, denne δαιµωv Σωϰϱατϰoς 1 henviser jeg dig som mig selv, for at finde vej i denne vildsomme verden og ud af den.
Fredag aften d. 30te Novbr. 49.
Ja, det blev ved overskriften, for nu råber han (du ved da nok, hvad det er for en han) tolv, og jeg har ikke mindre end syv aviser at tære i aften, inden jeg lægger mig, så nu gider jeg ikke begynde at skrive. —
Lørdag-eftermiddag Kl. 8.
Glad er jeg for den »ledende artikel« i nærværende brev, som jeg i forgårs aftes havde den betænksomhed at skrive, ellers kunde det let se galt ud med min brevskrivning idag, så brevet risikerede samme slemme påtegning som et af dets forgængere: »besv. ikke«; ti klokkens. 361er nu bleven 8, medens min brevsamvittighed har hvilet i en sød slummer, og kl. 10 er den seneste indleveringstid på jærnbanen. Det er ikke fordi jeg føler nogen mangel på stof for breve til dig: deraf synes mig at jeg altid har fuldt op, da jeg jo tager løst og fast, hvad der falder mig ind og aldeles ingen komplimenter gør. — Tak skal du have for dit ordenlige brev, som jeg modtog igår morges samtidig med et fra Vilhelm, som jeg ligeledes blev meget glad ved og som ikke skal vente længe på svar. Jeg blev ordenlig let om hjærtet ved at se, at du »tog det så roligt« med mine grovheder. — For dine bataillonsefterretninger er jeg dig særdeles forbunden: forestillingen på Kettingemark kan jeg levende forestille mig, ligesom Carlo med brandspande, der kun vente på at vorde forsynede med sporer. Det var frygtelig lumsk af dig at trykke den tro i ham, skønt han kan have meget godt af det. Jeg har naturligvis holdt tæt med den krønike så vel som forhen med dine insinuationer mod »S. & konsorter«. Det glæder mig særdeles at du som kompagni-kommandør nyder den påskønnelse af dine foresatte, som du fortjener. — Dit svar på yttringen om rønnebærrene bragte mig i min ensomhed til at udbryde i en hjærtelig, godmodig latter. Der sprang nemlig ved læsningen af det (»At stå for høns, det forstår jeg, og for markmus og lærker, det har jeg hørt, men for rønnebær, nej! den kan jeg ikke, — med mindre det skulde være en æsopisk reminiscens«,) et så uhyre levende og naturligt billede frem for mig af en vel formummet, ærbar klædt ræv, mistænkeligt snusende til rønnebærrene, skærende underlige ansigter, der dog skulde udtrykke fuldkommen uskyldighed og uvidenhed, men som pludselig glemmende sig selv lader sin velbekendte hale titte ud af den lille sætning »med mindre o. s. v.« Du vil have ret til at kalde dette mit syn en æsopisk reminiscens; jeg vil evig være denne min gl. ven taknemmelig for slige levende billeder. Efter dit, så vel ved historien med Carlos adjudantskab som ved snusningen til rønnebærrene, udviste forhold tilstår jeg at jeg ikke nærer stor frygt for, at du »går i garn«, med mindre de ere forbandet fint maskerede. — Min mening om Slesvigholstenerne som oprørere, samt om legitimitetsprincipet, fordrer en udførligere behandling end jeg i aften kan give den; men du skal have den tilgode, ligesom jeg har dine noter til min tale om dine breves morsomhed. — Det var 3 hærlige repræsentanter i sendte til Flensborg. Jeg tænkte uvilkårligt på Hansen, ved at læse »N. fr. Pr.«s 1 forargelse over den støj de danske off. p. p. afstedkom med deres sabler på Flensborgs gader. — Jeg har meddeelt fader Læssøs bemærkn. og givet ham hans svar på Dinesens bog, der nok også har givet hams. 362anledning til at modificere sin mening. — Du har vel nu fået de »Danskere«, jeg sendte med Holck eller får dem en af dagene; jeg tror du deraf vil se, at din (og før jeg så det også min) frygt for, at fader skulde have forløbet sig mod Goldschmidt er ugrundet. — Du synes kun lidet tilfreds med at komme til Sønderborg, hvor du dog er ganske anderledes herre over din tid og din omgang end ude på landet. Er det Himmark eller — Kettinge, der volde disse vemodige følelser?
Du udtaler i brevet til Peter den mig fra din mund eller pen aldeles uventede formening, at jeg burde slænge sværdet i krogen og blive ved pennen. Kan du virkelig tænke dig det bragt i overensstemmelse med min æresfølelse; således at »knibe ud« på halvvejen? Jeg véd meget godt, at den nytte jeg gør i armeen kun er — som Vilhelm engang forrige år udtrykte sig — som det bidrag, det enkelte kornaks yder til armeens forplejning, så det er ikke derfor, at jeg vil blive på min post; men vilde det være samvittighedsfuldt handlet af mig, om jeg, der oven i købet ved at gå frivillig med i tide er undgået udskrivning til menig soldat, efter at have tæret 15 måneders gage ɔ: kostet staten halv-syvende 100 daler, forlod dens tjeneste i et øjeblik, da den måske allermest og allerførst behøvede min tjeneste? —
Du har da set artiklen i »Fædrelandet« for i torsdags om Hansens behandling af officererne fra 48—49; den gottede mig adskilligt: den er fri for alle factiske urigtigheder og har altså ingen hanke at tage i for modparten, og dertil vel og indtrængende skreven. For det tilfælde at der skulde opstå formodning i din kreds om at jeg kunde være forfatteren, bemyndiger jeg dig til at give mit æresord på, at jeg ikke har nogen del i den ell. kundskab om den, før jeg i dag så den trykt. Jeg har så småt tænkt på Rousing som forfatteren. Han behøver ikke at skamme sig ved den, så lidt som jeg vilde gøre det, om jeg havde skrevet den. — På mandag rejser jeg med fader ud til valget i Præstø. Fru Tofts vogn henter os i Køge, vi ligge den nat i Præstø, lade os vælge (eller falde igennem) næste (ɔ: tirsdag) formiddag; blive i tilfæ[lde] af valg i Præstø til middag (et officielt ædegilde forventes) og tage hen ad aften ud til Rørdam, der næste dag har middagsselskab (ex. gr., 1 Iselingerne) og om aftenen ind til Præstø for næste morgen (torsdag) at returnere til Kbhvn., hvorfra jeg da på lørdag skal meddele dig min rejsebeskrivelse. Send mig de hefter af »Nord og Syd« (Ugeskriftet Nr. 5 og 6) du har, f. ex. når Carlo rejser at vi kunne holde dem komplette. — Nu lev vel, kære broder, hilset af alle dine kære og ikke mindst af din hengivne broder og ven
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Sønderborg
4 Dec. 1849 Aften.
Kjære Broder! Omsider fik jeg da i Eftermiddag dit længe forventede Brev, jeg syntes, at det var en gruelig Tid siden, men det kommer maaskee af, at vi i den Tid ere flyttede og revne ud af vore gamle Folder, som jeg netop var saa vel fornøjet med og antog, vilde blive liggende hele Vinteren. Du kan ikke fatte, at jeg ikke er glad ved at komme til Sønderborg; det er mærkeligt. Derude havde jeg min gode Ro, saagodtsom ingen Tjeneste, en god Ven i Nærheden, Hest og Vogn til min Disposition, godt Qvarteer og god Kost, hvad kunde jeg ønske mere? Her har jeg aldrig Ro, Tjeneste fra Kl. 9—4, (hveranden Dag have vi desuden 1 Off. paa Vagt og hveranden 2 paa Arbejde) ikke et fornuftigt Menneske til Erstatning for en Ven, ingen Hest og Vogn, et maadeligt Qvarteer og kun god Kost, siig mig nu, er det underligt, at jeg foretrak mit Bommerlund? Oberstl. har faaet et meget farligt Anstød af Tjenstiver, Underofficererne øver 2 Timer daglig i Geværgreb, Bajonetfægtning etc., Mandskabet 2 à 4 Timer i Gymnastik og theoretiske Øvelser og Officererne 2 Timer daglig enten af Cathala i det Gamle eller af Holten i Geværgreb og Commandering (vi staae og skraale ligesom ifjor Vinter), det Sidste paa Grund af, at Hammelev forleden, da han skulde trække op med Vagten, viiste at han ikke kunde det. Naar en Deel af Comp. stiller til Vagt eller anden Tjeneste, skal Compagnichefen, samtlige Officerer og Underoff. være tilstæde. Du vil heraf kunne indsee, at vi ligge ikke paa den lade Side herinde. Synes du nu, at vi have vundet? Tak du Gud, at du er fri for hele den Kommers! Jeg er nær ved at skamme mig ved at staae mig godt med det gale Spektakel, og det gjør jeg unægtelig; i Søndags samlede han Comp. Cheferne hos sig og holdt en lang Tale, hvori Hammelev og Hornemann, »den mindst militære og udueligste Officeer i hele Bataillonen« (som han sagde; og skjældte atter Ahrentz dygtig ud, fordi han havde fordærvet ham), maatte holde for, idet han dog fra dem drog Slutning til de øvrige »unge Off.«, men fremhævede ved den Lejlighed (vist til Junghans’ store Ærgrelse) ogsaa mig, som en hæderlig Undtagelse, der alt i en Maaned endog havde viist, at han særdeles godt kunde commandere et Compagni, »men det er »Gud hjelpe mig« ogsaa den Eeneste«. Jeg venter paa Grund af denne altfor store Gunst meget snart at blive nedsat i 2den Classe. Det er næsten det Værste, man kan sige om et Menneske, at han er yndet af Ræder; man faaer virkelig endog let ringe Tanker om sig selv deraf, siig det derfor endelig ikke til Nogen, thi det vildes. 364i høj Grad saare min Forfængelighed og nedsætte mig hos alle dem, der kjende ham det mindste. Den eneste af Battl.’s Off., der bivaanede Svenskernes Bal i Flensborg var Bergmann; de danske Off. morede sig ikke der, de blev stukne ud af Preusserne, med Epauletter, Skjærf etc. Det Bevidste modtog jeg igaar med Holck og maa ogsaa erklære min Frygt m. H. t. Goldsmith for ugrundet, efter at have læst »Danskeren«. De 2 Nord og Syd skal du faae ved Lejlighed. Carlos Permission er meget tvivlsom, men Vilhelm kommer i næste Uge. Jeg bad forleden om nogle Landkort, vil du være saa god at undersøge den Sag, det var maaskee i et Brev til Moder. Tillige maa jeg bede dig nu atter at sende mig Nord og Syd saa hyppigt som muligt (ufrankert) fra No. 9 inclusive. — Artiklen i Fædrelandet er meget god, kun burde han ikke nøjes med den Paastand, at Tjenstordenen skulde forandres, men fordre dit Hold sat foran Carlos. Jeg er i Aften meget lidet oplagt til at skrive, endogsaa kjedeligt, saa jeg vil nu blot give dig en Udsigt over de sidste Dage og saa gaae hen til Carstensens, hvor jeg ikke har været i nogle Dage, og naar jeg kommer hjem, see til, hvad jeg kan gjøre. Dagen efter mit sidste Brev, d. 28de gik jeg, da det var den sidste Dag derude, om Efterm. over til Vilhelm, der just var blevet fri og vilde over til mig, vi fulgtes da ad og han blev hos mig om Aftenen. Næste Morgen marscherede vi af og trak med Spræl ind i Sønderborg med fuld Musik, (der ogsaa stadig lyder hveranden Aften, naar vor Batl. har Tappenstregen, og ved den Lejlighed spiller 2 Stykker uden[for] Generalen og 2 udenfor Brigadecommandeuren; ledsaget gjennem Byen af hele Stadens Ungdom p. p.) og om Aftenen var jeg paa Comedie, for sidste Gang, da Troppen Dagen efter rejste til Helsingør, til Gavn for vore Punge. I Lørdags blev jeg inviteret til Groves og spillede Whist med dem og Carstensens. I Søndags kjørte jeg ud til Vilhelm med hans Fader og tilbragte Dagen der. Det er sandt, i Fredags blev jeg reqvireret til at kjede mig hos Carstensens med Ritm. og Frue Schumacher, da Carstensen ikke var hjemme, og Fruen absolut vilde have et Whistparti. Igaar passerede Intet, jeg sad hjemme og frøs, for her er ikke godt at faa varmt. Jeg boer forresten hos Stadshauptmand, Brygger og Classelottericollecteur Hansen ligeoverfor din Behn, hvor Bergmann, ved din Jenses velvillige Assistance, er kommet til at boe. Af vore Indkaldte er ikke en eneste Slesviger mødt, og af Alsinger og Ærøboer mangler der endog temmelig mange, idetmindste her ved Compagniet. Slesvigerne have forespurgt dem ved Regeringscommissionen, og faaet
s. 365
Tegning af P. C. Skovgaard.
Johan Grundtvig.
s. 366s. 367til Svar, at de skulde ikke give Møde. Leerbek, der opholder sig i Colding, har erholdt vore Lister og besørget hele Tilsigelsen i Slesvig.
Aften Kl. 11½.
Nu raabte den, du veed nok, halv 12 og jeg vil derfor hellere læse end skrive og imorgen slutte Brevet, efter at have tilbragt en behagelig Aften hos Carstensens, i Selskab med Gamle Blom, der der næsten altid er i sit Æs og meget morsom, Capit. Kranold og Schumachers. Carstensen har været i Flensborg og indsættes ventelig i sit Embede i denne Uge. Godnat og sov vel!
Onsdag Formiddag.
Naa! dette Brev er da ikke for »morsomt« og vil derfor allerbedst sige min Mening om det Thema. Jeg har nu kun 1 Time tilbage, da Brevet skal være inde til Kl. 11, og det bliver sagtens altsaa ikke morsommere den Gang. Din »ledende Art.« kan jeg ikke indlade mig paa ; de poetiske Syner, du har mellem Linierne i mine Breve, gjøre ikke din Phantasi nogen Skam, men forekommer mig rigtignok lidt vel fantastiske, men Herregud! Ungdommen raser! Hvad din Bestemmelse angaaer har jeg naturligviis i Peters Brev kun betragtet Sagen fra et højere, objektivt, pragmatisk Synspunkt, uden at tage Hensyn til enkelte Personligheders specielle Lyster og Følelser. Vi kunne derfor have Ret begge 2, hver paa sin Maade. Du er nu, da jeg skriver dette, allerede midt ude i Sjælland og »I« ere allerede enten »valgte eller faldne igjennem«, I skulde jo idag fores af i godt Selskab hos Rørdam, du endog i Selskab med din »gamle Flamme«, som du selv har sagt, den skulde vel ikke tilfældig være blusset op igjen? Har du seet den i de sidste 2 Aar? Jeg troer ikke, at jeg har det. Jeg haaber, at Du paa Fredag, Dagen efter Hjemkomsten vil have dette Brev, og i Tanken og Følelsen af din egen Rigdom i Forhold til mig undskylde dettes Magerhed og lade mig nyde godt af, hvad du paa den Rejse har oplevet og erfaret. Af Kapit. Kranold iaftes hørte jeg Adskilligt fra de neutrale Tropper i Flensborg. Alle de Ældre Off. ere dansksindede og forbittrede paa de stivsindede Oprørere, men paa den anden Side ved enhver offenlig Lejlighed uhyre ængstelige for at vise noget dansk Sindelag, og ville være strængt upartiske. De forekommer derfor ofte de Danske som Uvenlige, og næsten som Fjender, men efter K.s Mening med Urette. Af de yngre (f. Ex en Post, som Kr. kjendte herfra, men nu næsten var uartig mod ham) ere ikke faa derimod vundnes. 368af Slesvigholstenerne og see skjævt til alt Dansk. Eulenburg er — mærkeligt nok — ikke nogen gammel adstadig Mand, men en tysk Vindbeutel, har aldeles Charakteren af en tydsk Renommist 1 fra 20e[rne] er yderst simpel i sin Mund, men vil aldeles ikke tale et Ord om Politik; hans Secretair, en styg efter Udseende imbecil, men klog og snild Baron Lindorf (eller et lign. Navn) er den, der egenlig styrer Codillen fra preussisk Side. Kr. har opholdt sig der en 8 Dages Tid og saaledes havt Lejlighed til nøjere at lære dem at kjende. Man antager, at ogsaa de øvrige danske Præster for største Delen med det første ville blive gjenindsatte.
Grundtvig og hans Slægt.
23
Nu er det den yderste Tid, jeg maa derfor slutte med mange Hilsener til Moder, Fader og hele Huset og Møllen fra
din hengivne Broder
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet
d. 8de Des. 1849.
Eftermiddag Kl. 6.
Kære broder!
Først i morges fik jeg brev fra dig; det var altså så sent som det vel kunde være, om jeg endnu i dag skulde kunne sende dig svar. Du skal denne gang blive aldeles fritaget for alle ledende artikler, eftersom den, jeg sendte dig i forrige brev synes at have haft den virkning på dig, at du med flid trækker dig tilbage fra al udtalelse af og samtale om dine indre anliggender. Jeg vil imidlertid ikke gå dig videre på klingen i så henseende, da du jo må have lov at råde dig selv i sligt, men særdeles ondt skulde det gøre mig, ikke blot for min egen skyld, men jeg tror at have grund til at sige: også for din, om du skulde ville trække dig ud af en levende åbenhjærtig underholdning også med mig om de indre livsspørgsmål, der virke afgørende på det ydre liv og dets virksomhed. Du er allerede indesluttet nok; vil du nu også aflukke dig mod mig, så tror jeg ikke du vinder derved. At tabet af din fortrolighed er mig et væsenligt tab, som det er mig en stor sorg, behøver jeg ikke at tilføje. Jeg beder Dig inden du atter skriver mig til at gennemlæse de første sider af mit forrige brev og dog engang sige mig, hvorfor du »ikke kan indlade [dig] på« dem. — Jeg skønner af dit brev, at du havde god grund til at være misfornøjet med flytningen. Jeg kender af erfaring det på en gang anstrængende og uvirksomme garnisonsliv i Sønderborg; og i syness. 369endogså at have fået det i en forøget udgave. Du siger ikke, hvilke tropper der for resten ligge. Siden vor batl. giver vagt hveranden dag, må den vel være selv anden i byen, altså enten Blom el. Schou borte; det må vel så være den sidste, siden jeg jo ser, at B. er der endnu. Det glæder mig at høre, at Vilhelm er ventende, jeg behøver så ikke at skrive ham til, som jeg just havde i sinde. Kranolds efterretninger om de svenske off.’s stemning ere meget ubehagelige; det er da igen de fordømte kvinders skyld.
Du synes at nære store forventninger om min rejsebeskrivelse; de ville blive sørgelig skuffede; ti det er kun såre lidet som er derom at mælde. Jeg sendte dig jo programmet iforvejen og det blev nøjagtig fulgt, kun at der ikke var nogen slags svir i Præstø valgdagens aften; ti byens matadorer (Grønvold) alle herremændene med deres forvaltere samt de fleste præster vare meget mod valget, da han jo var stillet af bondevennerne. Valghandlingen selv frembød ingen interessante sider, det gik meget ordenligt af, ingen af talerne udmærkede sig ved positive sætninger eller glimrende indfald. Rørdams var den bedste. Ham skyldes sikkert valgets udfald, da han véd at gøre indtryk på bønderne, der ret gotte sig ved at høre på ham: »ja, det ka’ vi da forstoe«. Det var især vel anvendte ordsprog, der frembragte denne virkning. R. modtog os ved ankomsten i Præstø mandag-aften kl. 7; vi drak te hos præsten Schaper, sov på gæstgivergården og stode så næste formiddag på torvet i en klingrende kulde. Du har set, at 457 stemmer vare for, 374 imod Gr., altså over 800 vælgere vare mødte; det er mere end de 8 af Kbhns 9 distrikter have præsteret. Vi kom til Rørdams prægtige, komfortable præstegård tirsdag-efterm. kl. 8 og vare i Præstø igen næste (onsdag)-aften kl. 12. Ved valget i P. så jeg Niels Spandet, fra hvem jeg skal hilse dig så meget, og både Henrik (som på jagtens og landvæsenets vegne opholder sig en 14 dage på Nysø — han skal have bryllup d. 2den Febr. og bo i Kbhn. til han får en gård) og Holger Stampe. Holger var så om onsdagen til middag og aften hos Rørdam, tilligemed Iselingerne (Assessor, frue og Michalla), samt Schaper med frue og svigerinde og Hagerup fra Præstø. — Næste morgen kl. 7 fore vi af dynerne i vognen og kom hertil kl. 5 torsdageftermiddag; uden at jeg på denne rejse var kommen til nogen som helst ulykke, hverken ved ildsvåde eller andre lignende tilfælde. — Igår var jeg indbuden til aftenselskab af Falkenskjold, der igår morges kl. 9 vakte mig af min søde slummer, ved at hæve sin velkendte vækker- og stentor-røst i mit sovekammer. Boesen og hans kæreste vare der (du ved: fru F.’s søster frøk. Holtermann) der er en køn ogs. 370særdeles behagelig dame. B. er vist også et flinkt menneske, så der er intet at sige på det parti. Falkenskjolds korps (2 forst. jægerk.) og 5te forskrækkelsesbatallion have fået ordre til at indkalde deres mandskab, og skulle sandsynligvis til Fyn, hvorfra jo 5te linie (og 1 til, tror jeg) idag gå til Als. I kunne da endnu ikke så rigtig vide, om Slesvigerne møde, da jeg af bladene ser, dels at Ræder indkalder mandskabet først til 15de og dels at hjempermitterte Slesvigere agte sig til vor armé på Als (»Dnorke« fra Aabenrå).
23*
Bülow er slet ikke »invalid«, men kommer sig godt, og man véd her intet om kommandoskiftet, hvormed i gode Alsinger, både du og Vilhelm, have så travlt. Læssø har været kaldt her over for at rede for sig og Krogh ang. Eckernførdehistorien, hvad fuldkommen er lykkets ham, så nu må dhrr. søoff. se til at f[or]dele skylden mellem sig selv, istedenfor at kaste d[en] på landhærens førere. — Alt er her ved det gamle, jeg véd intet at mælde enten om stemninger eller tilstande. Landkortene vare rent glemte, de vare omtalte i et brev til moder og derfor mig ude af syne. De skulle blive besørgede, ligesom de seneste hæfter af »Nord og Syd«. Er der ellers noget? — så sig bare til!
Mange kærlige hilsener sendes dig fra fader, moder og tante Jane (på møllen har jeg ikke været i de to sidste dage) ved din hengivne broder
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Sønderborg
8 Dec. 1849.
Aften.
Imorgen iler Vilhelm i Eders Arme, mine Tanker følge ham og ønske deres Herre samme Lykke, den Skjæbnen dog nægter ham. Jeg er paa Cothurnen iaften, seer Du, men jeg kommer ogsaa lige fra Blomssen ... & juniors Selskab, hvori jeg har tilbragt Aftenen, unægtelig mere levende end til dagligt Brug. Lad mig nu see, at I morer Eder og ham godt i Julen derovre! Ja det behøver jeg vel næppe at opfordre Dig til, det kan du sagtens selv nok hitte paa, I behøver ikke engang at hitte paa Noget at more Eder med, i Kjøbenhavn er det Ens egen Skyld hvis man kjeder sig, selv uden Casino, Tivoli og Theatret. Jeg maa lægge mig efter Resignation i denne Tid:s. 371Carstensens borte, Gamle og unge Blom ligeledes, kun Røvere tilbage! skjønne Udsigter i Sandhed! Dog — kjede mig frygter jeg ikke for; naar jeg om Aftenen imellemstunder finder mig lidt ene, saa gaaer jeg blot op i Klubben og slaaer et Par smaae Slag (thi store er der ingen Plads til) gjennem Stuerne mellem Spillebordene og Tilskuerne, og jeg vender da beroliget hjem til mit ensomme Kammer »paa Loftet« som det hedder paa Alsisk, ud til min Bryggergaard, med den tilfredse Følelse, at jeg dog har det bedre derhjemme, ikke blot, end jeg vilde have det deroppe, men ogsaa bedre end de, der sidder der, da jeg dog har Noget at tage mig for, der er baade interessantere, nyttigere og lærerigere end at tilbringe en 5 à 6 Timer med at faae det Spørgsmaal afgjort, om jeg har tabt 5 rdr. eller vundet dem, om jeg har 25 rdr. i Lommen naar jeg gaaer hjem, eller kun 15.
Naa! jeg saae da idag af Bladene, at I bleve valgte i Præstø; jeg venter med Længsel dit Rejseeventyr, som jeg haaber, alt er undervejs, dersom du ellers har holdt Ord, hvad jeg indtil videre vil antage.
De Munch skal efter Krigsminist.s Ordre af 5te ds. møde ved Batl. 1. Jan. n. A., du har da vel ikke faaet samme Ordre; jeg tænker, at M. har selv bedt derom, da han intet havde at leve af derinde længere. Du har sagtens ingen Lyst til at tilbringe din Vinter i dette Hundehul i et Hundeliv, thi Andet er det dog i Grunden ikke.
Hvad det er for Noget Sludder, der skrives i Aabenraa Ugeblad, Fædrel. og flere Blade om de Skarer af Indkaldte, der kom gjennem den nævnte By for at møde ved deres Batll. paa Als, fatter jeg ikke, thi ved Batl. har til Dato kun meldt sig Een af dem, Dannebrogsmand Samuelsen her af Comp., saa hvor de Andre ere blevne af, maa vor Herre vide; han sagde ogsaa, at de Andre kom ikke.
Jeg sender dig med Vilhelm 20 rdr. Vil du offerere Fader dem fra mig med mange Tak for Laan. Skulde han (mellem os!), hvad han yttrede Noget om da jeg ved Afrejsen modtog dem, men som jeg dog ikke er noksom sikker paa at have forstaaet, ikke ville have dem, er du nok saa god at fordele dem retfærdigen efter medfølgende Regninger, som jeg dog vil bede dig først at lade Vedk. supplere, Udvisende til mine Venner, Skræder Møller og Skomager Most, i et billigt Forhold. Behold saa Regningerne, eller giv Moder dem i Forvaring. Trænger du til de Penge, du har tilgode, maa du ogsaa gjærne beholde dem selv, og skal da faae det Manglende med næste Post. Lad mig vide din Bestemmelse med dem.
Lev nu vel! hils Fader og Moder mange Gange, husk mine Commissioner,s. 372tak Høxbro for hans indholdsrige Brev, som jeg modtog igaar og glem heller ikke at formælde min Respekt paa Møllen.
Din Broder og Ven
Joh. Grundtvig.
Adresse:
Velbaarne
Hr. Lieutenant S. v. Grundtvig
i
Kjøbenhavn
Ved Premierlieutenant
v. Bloms Godhed
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Sønderborg
d. 11te Dec. 1849.
Kjære Broder! Du tager mærkelig fejl, naar Du troer, at jeg »med Flid trækker mig tilbage fra Samtale om mine indre Anliggender.« Har jeg sagt, at jeg ikke kunde indlade mig derpaa, har det kun været min Mening, at jeg dengang ingen Lejlighed havde dertil, og jeg har det igrunden heller ikke iaften, da Kl. alt er 12 og jeg kommer lige hjem fra den gamle Wallys, hvor jeg blev bedt hen, da Karst. var herovre idag; jeg havde ellers bestemt min Aften til Dig. Forresten er det vist til meget ringe Nytte at tale om sig selv med Andre, de sige aldrig den rene Sandhed, ialfald af en vis naturlig om end ubevidst Skaansomhed ikke Sandheden i dens meest adæqvate Form; naar man hørte sig omtale, da kunde man med større Sikkerhed bygge derpaa. Jeg er aldeles enig med dig om, at vi bør være aabne mod hinanden til gjensidig Fordeel, da vi dog indbyrdes kjende hinanden bedre end Nogensomhelst Andre og vistnok ogsaa, som du bemærker, ligne hinanden mere end det ved første Øjekast synes, navnlig i Charakter og Betragtning af Livet. Men alligevel har Høxbro vist Ret, naar han i sit sidste Brev til mig, som du skal sige ham Tak for indtil videre, mener, at det Ene Mske ikke kan raade det Andet i indre Spørgsmaal. Min »mismodige Selvbetragtning«, som du kalder den, giver sig nu engang imellem, som f. Ex. i hint Brev til Peter, Luft paa en mindre fornuftig Maade til ingen Nytte, det skal I ikke kære Jer videre om, det er nu saadan en Svagelighed, som imellem faaer Bugt med mig, men som jeg haaber med Tiden at skulle kunne kue. At sige det Samme om mig, som jeg sagde om H. er igrunden meningsløst, thi Retningen maa man absolut have for at træffe Maalet, og deri ligger netop Forskjellen mellem os (H. og mig), ats. 373han har Retningen, medens jeg kun kan commandere »Ret!«; men ikke rette mig selv. Jeg har med al min Reflexion, ja maaskee netop paa Grund af den, aldrig seet længere end fra Næsen til Munden, sat mig det nærmeste Maal for Øje og søgt at naae det; da jeg var kjed af at drive i Faders Ledebaand, satte jeg mig »Artium« for og naaede det; da jeg var kjed af at drive universelle og spredte Studier i et Par Aar (1843—45) »Attestats« og naaede det ⅘; ved Krigen fik jeg saa Afdrift og satte mig som nærmeste Maal det helt nye: at blive Linieofficeer og for første Gang glippede her det Maal, jeg stræbte til, ligesom alle de Andre, ikke paa Grund af nogen fast Plan, men af en umiddelbar Drift, et »Bør«, der gjorde sig ubevidst gjældende hos mig. Siig mig, er det Billedet af »et ungt haabefuldt Menneske«? Du er da vel aldrig blevet gal og vil paastaae det? Jeg har »Aand og Forstand og — Villie«, lad gaae! men »følgelig« siger du »maa der blive noget Dygtigt af mig«, stop nu! det var Fanden til Slutning! der er mange der har Hænder og Villie, og dog ikke blive dygtige Haandværkere, og mange, der har meget gode Fødder og Villie til at blive Hurtigløbere og dog ikke blive det, og fordi jeg nu kanskee har »Aand« hvor kan det da være vist, at jeg nogensinde kan blive en »Aandværker«. Det er dog reent forbandet, er Logiken virkelig kommet i den Grad i Forfald i mit kjære Fædreland, at gode Hoveder som du, kan møde med saadanne Buk-Slutninger. Troer du, at jeg er saadant et Barn, at jeg kan lade mig snakke saadant Noget for, som den Trøst (forøvrigt vist meget velment,) at det kunde nok hænde sig, at du »kunde blive langt tilbage paa et senere Standpunkt, som den jevne Pasgænger for den lette Væddeløber«. Ja! dersom, jeg ikke var vis paa dine gode Hensigter med denne Yttring, maatte jeg ansee det for Spot fra et overlegent Stade. Du veed jo dog meget godt, at naar du spørger Publikum, den almindelige Mening, (consensus gentium) selv mellem vore nærmeste Venner, Vilhelm, Høxbro, hvem Fanden du vil, Enhver, som kjender os begge, da ville de uden Betænkning lægge dig ud som »et meget begavet ungt Menneske«, »brillant Hoved« osv., derimod regne mig til de middelmaadige, jevnt gode Hoveder, som der hverken i den ene eller den anden Retning kunde ventes Andet end Middelmaadighed af. Naar du veed dette, hvor kan du da ville smøre saadant Noget i mig? Du har dog samme Respect som jeg for cons. gent.? — Da du veed Alt dette ligesaa godt som jeg, frygter jeg ikke for at du skal blive storsnudet af at høre det, Noget du nu vel overhovedet har vanskeligt ved at blive, af gode Grunde. Med Hensyn til det Exempel fra dig selv, troer jeg, at dus. 374bedrager dig selv, om end ikke i H. t. Factum, skjøndt »Afgrundens Rand« vel er væsenlig Poesi, saa dog i Henseende til Aarsagen; hvilke »glimrende Haab« har du maattet give Afkald paa, har du fundet Hvile i »Resignation«, har du nogensinde kunnet sigte højere end du gjør nu? jeg paastaar: Nej! Du havde maaskee ventet at kunne slippe frem uden Artium? og har maattet resignere dig til at læse lidt Latin og Græsk, men siig mig, er dog ikke ogsaa det [det] Hele?
Saaledes vil jeg »Pflegmatiker« da svare dig »letsindige livsglade Menneske«, som jeg misunder dig at kunne gjælde for, det vilde være mig en stor Glæde, som jeg vilde anvende nogen Tid af mit Liv for at opnaae, men maa sikkert renoncere paa. Jeg haaber da, at du ikke bliver vred over hvad jeg her har udviklet, jeg antager, at det er tydeligt nok, idetmindste for dig. Jeg vil nu gaae i Seng og imorgen slutte, i den Forvisning, at du ligesaalidt som jeg gjorde det vil »misbruge de Vaaben, jeg heri giver dig mod mig«.
Onsdag Morgen.
Ja Tid har jeg ikke nu til at skrive mere, Bech rejser til Kbhn. Kl. 12 og jeg finder det bedre at tale med ham og sende mundtlige Hilsener end at sidde og unddrage ham mit behagelige Selskab for at jaske Noget sammen til Dig, og Andet kunde det ikke blive, da jeg har mange Ting at tale med dig om og tildels fortælle dig. Altsaa du kan imorgen vente, at jeg sender dig det manglende, idet jeg dog beder dig hilse alt nu hjemme mange Gange fra
Din Broder og Ven
Joh. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til Broderen.
A. S. Jeg haaber, Du af H. Bech har modtaget et Brev og 2 Bøger (af Reflunds), som du
skal strax levere Knudsen.
Sønderborg
12te Dec. 1849.
Kjære Svend!
Du har oftere og sidst i dit næstsidste Brev rost mig saameget for min »flittige Brevskrivning« at jeg er kommet paa Tanker om, at nu syntes jeg, det kunde være nok, og til den Beslutning, for Fremtiden ikke at give Anledning til Ros, thi enten jeg skriver kjedeligt eller »morsomt«, saa tager det mig formegen, næsten hele min Fritid, og man bør dog først tænke paa sig selv, navnlig da Tilfældet er saaledes,s. 375at jeg unddrager mig selv Læsning og Belærelse, for at give Eder Læsning og ingen Belærelse. Øve mig i at skrive, har jeg ikke nødig, det skulde da være i Skjønskrift, men det gider jeg alligevel ikke. For at give dig, eller Eder, en lille halv Times Læsning af ringe Interesse og aldeles intet Udbytte, anvender jeg flere, 3 å 4, Timer, som jeg kunde anvende til at lære Noget, som jeg maa give Høxbro Ret i, at jeg trænger haardelig til. — Altsaa, for Fremtiden haaber jeg, at I ikke blot ikke ville tage mig det ilde, men vel op, naar I faae Breve af følgende Indhold: »Intet Nyt inden Borde! jeg befinder mig vel og haaber, det Samme er Tilfældet med Eder, der Alle hilses venligst af Joh. Grundtvig.« For denne Gang vil jeg, siden jeg lovede det i mit sidste, »ledende Artikel« = Brev, gjøre en Undtagelse og smøre om muligt 3 Sider fulde med Løst og Fast, og som sædvanlig opvarte med »Alt hvad der falder i Huset«. Apropos Hs. Maj. er jo falden i Huset forleden Dag, det er dog vel ikke farligt, thi det vilde unægteligt være farligt — for Danmark under nærværende Forhold?
Hvad nu mit Huus angaaer, saa er det, som du maa have seet, nybygget, og mit Værelse kommer sig efterhaanden, i forrige Uge fik jeg Gardiner og idag Sofapølser og en Pude og jeg kan nu ogsaa nok holde det nogenledes varmt. Min Vært er en flink Spidsborger, men heller ikke mere, hans Kone døde, som Du veed, iaar engang, og han klager stadig over, at der ikke er rigtig Orden i Husvæsenet under Datterens Bestyrelse, og det er just heller ikke Løgn; for Reenlighed idetmindste synes hun ikke at have nogen rigtig Sands, Dugen er lidt en reen Karklud, og Snavs er der i Maden, det kan ikke fragaaes, men det maa man jo vænne sig til, ikke at tage saa nøje, men suspendere den Fordring til bedre Tider og »resignere« sig til at spise Snavset med, som en Art Kryderi, og det gjør jeg ogsaa trøstig, piller væk det, jeg kan see, og fortærer det Øvrige men en god Samvittighed og en god Appetit. Forresten har jeg hidtil nok ikke just været meget hjemme siden sidst. Den Aften, jeg forrige Gang skrev dig til (d. 5te) var jeg hos Carlo paa Vagten, d. 6te hos Carstensens med Mathiesen og nogle flere, I Lørdags var jeg med Vilhelm hos Gl. Blom og Søndag paa Concert og dernæst til en Whist i Klubben. Mandag var Dalgas og Bech hos mig om Aftenen og igaar Aftes blev jeg bedt hen til Wallys. Iaften skal jeg til Capit. Groves. Fanden fare i det! men hjemme har jeg jo saa kun været 1 Aften i de sidste 8 Dage; men jeg søger det dog ikke selv, det er Skjæbnen, der hjemsøger mig. Min Vært taler stærkt om, at han snart maa have sig en Kone igjen, han venter nok kun paa, at Sørgeaaret skal løbe ud, ja saadan ere Menneskene!
s. 376Stockfleth er nu kommet til Byen, jeg traf ham først igaar, da han ikke søger i Klubben eller andre saadanne Steder, men sidder hjemme og læser, jeg bad ham komme op til mig, og venter ogsaa, at han kommer; han er det eeneste dannede Mske af alle de yngre Off., her ligger, som ikke har kastet Dannelsen over Bord, og det er derfor naturligt, at jeg antager, at vi dog kunde have nogen Tilfredsstillelse af hinanden.
Det er en brillant Historie med Höedt 1, der har stillet sig i Hjørring Amt, og er faldet igjennem og med Pr. Lt. i Inf. K. R. v. Jagd (forhen Skolelærer), der er valgt i Svendborg; det var dog ogsaa dumt, at det ikke faldt mig ind i Tide at stille mig, for naar det skal være saadanne Hoveder, saa er jeg med! Naa! Barfod fik da sit Livsspørgsmaal (desværre, det er det nok) afgjort i Stege efter sit Ønske, thi at Andre kunne ønske ham paa Rigsdagen end han selv, fatter jeg kun vanskeligt, men Nogen maa der jo da sagtens være, siden han kom der, de kunne da ikke alle 606 have stemt paa ham af Medlidenhed? Ja! Gud lade aldrig Nogen af os komme i det Tilfælde, at være Gjenstand for vore Medborgeres Medlidenhed! Det er en sørgelig Lod! en reent bandsat Ansættelse i Livet!
Vil du hilse Moder og fortælle hende, at jeg, med megen Tak for den Chocolade, hun gav mig med, til at gjøre et Frokostgilde paa, nu har begyndt at æde den raa, paa Grund af, at jeg nu i disse 2 Maaneder ikke nogensinde har været i det Tilfælde, at være omgivet af nogen Mennesker, jeg vilde gjøre den Ære, at invitere hen til mig. Jeg havde derfor ingen anden Udvej for den, da jeg frygtede for, at den skulde mugne ellers. Ja er det ikke miserable Forhold, vi leve under, NB. naar vi ville være Mennesker!
Din »Rejsebeskrivelse« skal jeg ikke nægte, var forb. ufuldstændig og tør. Hvad er Schaper for en Fisk? og hvordan er egenlig Hagerup? Er N. Spandet den gamle? er Rørdams Gaard efter din Smag ɔ: god? Hvor traf du Henrik Stampe? (paa Nysøe?) Hvordan har Michalla det endelig? er hun endnu istand til at stikke dit Hjerte ibrand? eller er hun engageret andensteds? eller begge Dele?
Det morede mig med Falkenskjolds Overfald; det var accurat lige saadan, han kom og purrede os ud i Brohovedet Natten mellem 6te og 7de Juli, for at fortælle os Slaget. Det vil vist være Boesen og hans Kjæreste meget kjært, at du billiger Partiet.
At Slesvigerne ikke møde, vide vi desværre kun altfor godt, des. 377have ganske rigtig, som sees af Bladene, været paa Vejen, men have, da de henvendte dem paa Amtshusene om Marschpenge, faaet den Beskeed, at de skulde ikke møde, og dette navnlig af Johansen i Haderslev, den forrige Regeringscommissionær paa Als. Det Mdskab, Ræder indkalder til 15de, er det, der udfordres til at complettere til 1000 Mand, som først da skulde skee, men til 600 er der fra 1ste. Dec. indkaldt. Foruden Samuelsen (3 Cp.) har kun Terp (1 Cp.) hidtil mældt sig; den Sidste var jo Frivillig. Du seer heraf, hvor let, man paa Frastand, selv med, som det synes, gode Facta at støtte sig til, kan komme til at løbe med Limstangen. Nu gaaer jeg strax.
Kl. 11 Aft.
Nu kom jeg lige hjem fra Kapt. Groves og har, som du kan see, unægtelig lidt ondt ved at gaae lige ad Linierne, men saasom jeg skal exercere fra 9—11 imorgen, skal, bandte jeg, Brevet være færdigt iaften, om saa jeg selv skulde være færdig med det Samme. Det er ogsaa Satans, saa god Pons den gode Captain han laver, og naar man saa har grundet med 2 Sn. »gammel Rom« af prima Qvalitet, saa kan man da vel let forlange for meget af en Dødelig med Hens, til Brevskriveri og deslige Penneslikkeri el. Blækskideri; saa er man en ganske anderledes Karl end som saa; jeg havde, som du veed, og jeg desværre iaften nogle Gange maatte bekjende, ingen Rendestens- brætter i Sønderborg at maale mine Grader paa, og jeg gik derfor op i Klubben, (det er saadan mit Husraad, som alle slige aldeles probat) og prøvede, hvad jeg syntes om de Fiske, der sad oppe og spillede Vist, Rambus og Lomber, og til min store Forskrækkelse syntes jeg, det var ganske flinke Folk, som jeg gjerne kunde være gemytlig med. Naa! tænkte mit Hoveds bedre Deel, nu er det nok bedst, at du skrupper hjem, inden du bliver gemytlig, og see! de bedre Følelser sejrede, og jeg gik hjem gjennem diverse Rendestene og satte mig til at slutte [nær]værende Brev med nærværende Linier, som jo dog ikke ere saa aldeles pukkelryggede. Apropos, vi tale om Rendestene, saa vil jeg dog meddele dig følgende Træk til den gode Stad Sonderburgs Statistik, at de bruge ikke der at hugge deres Rendestene op i Frostvejr, som i Kbhn og andre civiliserede Landsbyer, men de lader alt deres Pissevand rende heelt ud over Gaden, hvisformedelst man nu fortræffelig kan løbe paa Skøjter op ad Sønderborg Gader, men vanskelig passere dem uden at være skærpet; Jeg har derfor iaften til Appellen givet Compagniet Ordre til at lade deres Skoe skærpe til imorgen tidlig, da det jo vilde være en Skandales. 378at miste det halve Mandskab paa Marschen ud til den elskværdige Ladegaardsmark (Æ Lajgaarsmai). Vor flinke »ældste Secondlieut.« Bergmann er idag i Parolen beordret til at commandere en Trop i Geværexercits ved 3die Comp.; han kan det nemlig ikke iforvejen og kommer derfor til at lære det, paa denne mærkelige Maade, vor Kiliarch 1 aldeles værdig.
Vi skal nok nu om en Uge ud paa den ny Caserne, det Meste af Batl., og endeel af Off., og om 2 Dage har jeg min Captain igjen, som jeg er meget fornøjet med, da jeg saa er fri for det meget Renderi og Compagnivrøvl, skjøndt det jo ogsaa har sine Bagdele, som at trække paa Vagt, gaae paa Skandsearbejde og have Inspection med Øvelserne, Noget, jeg jo hidtil aldeles var fri for. Godnat! Lev vel, hils Vilhelm og Fader og Moder m. fl. bl. A. Peter og Meta og Høxbro, Knud og Skovgaard. Vrøvlen med Ærøboerne har jeg nok fortalt dig. Nu er da de 3 Sider fulde og jeg selv tom, saa jeg har Ret og Grund til at slutte, og det med Æren, idet jeg som altid forbliver
Din venlige Broder
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet, d. 15de Decembèr
1849.
Kære broder!
Da der i intet af de to breve, af 8de og 12te, som jeg har modtaget siden jeg sidst skrev dig til, findes spor af noget der kunde ligne enten et svar på mit næstforrige brev eller blot en grund til dets vedholdende tavse henlæggelse ad acta, så skal jeg vide at holde mig det herved indirekte givne tilhold efterrettelig, og undlade ethvert videre forsøg på gennem vor brevveksel at vedligeholde en åndelig vekselvirkning. Jeg skal fra nu af gøre mit bedste for at afholde mig fra enhver tankeudtalelse og indskrænke mig til ekspeditionen af den ugenlige nyhedspost. Såfremt du imidlertid sætter nogen pris herpå, må jeg på det bestemteste fraraade dig den indskrænkning og energiske tidsbesparelse i din brevskrivning, hvormed du truer i dit sidste brev, da sådant ufejlbarlig vilde føre til repressalier. Også jeg behøver tid til at skrive dig til og kan ikke gå ind på den anskuelse, at din tid skulde være kostbarere end min. Jeg kan heller ikke ret forstå, hvorledes du i et og samme åndedræt kan beklage dig over den dig til belæring manglende fritid (for hvis skyld du jo vilde redusere brevskrivningen tils. 379mig in absurdum eller dog til et minimum) og berette om, hvorledes denne tid daglig hengår med whistpartier og punchegilder, på den mest selskabelige måde, medens endda samtidig luften genlyder af dine jammerklager over, at der ikke er et menneske i din nærhed, som du gider set eller talt med! Du befinder dig i konfusion, min kære! Sandheden er den: at du gider overhovedet ikke. Du gider ikke skrevet mig til, fordi det er en ulejlighed; du gider ikke været ene hjemme, derfor går du i selskab; du gider ikke været i selskab, fordi du i en utilladelig grad foragter dine medmennesker. Du keder dig ved at sidde og læse, fordi du ikke har nogen at tale med om hvad du læser (og det finder jeg meget naturligt og kender af egen erfaring) ; men dette vil du ikke vedgå for dig selv eller for andre, derfor skyder du skylden på den knappe tid. Du keder dig (siger du) ved at være i det selskab, som kan haves; men dette gør du, dels fordi du tror at burde det, dels fordi du fattes den overbærenhed med dine medmennesker, der skulde lære dig at gå ind på deres tankeretning og ikke altid fordre deres indgåen på din. — Så vidt var jeg kommen, da H. Bech trådte ind med dit brev af 11te, der gør meget usagt af hvad herovenfor er at læse, navnlig alle de stødende spor af stødthed på kanterne; hvilke jeg herved beder dig at overse. Takke dig tør jeg vel nok for de 3 breve jeg nu har fået i denne uge; rose dig skal jeg vel vogte mig for, da det kunde have sørgelige følger for mig. Især takker jeg dig for brevet med Bech (sæt nu bare ikke sådant en ansigt op; jeg vil jo slet ikke skælde det ud for »morsomt«) fordi du deri værdiger mig et ligefremt og hjærteligt svar på min meget omtalte »ledende artikel«. Jeg må give dig og Høgsbro for så vidt ret, som det ikke kan nytte at ville tænke på i indre spørgsmaal at klare ærterne for andre; man kan have ondt nok med sig selv; men du vil sikkert også give mig ret i, at et livligt og hjærteligt forhold, skriftlig eller mundtlig yttrende sig, ikke kan bestå, når yttringsfriheden er indskrænket om ikke til noget vist, så dog fra noget vist. Du giver altså mig lov til at tale til dig, når det så falder mig på sinde, om dit som om mit indre væsen og ydre formål og vil ikke heller svinebinde din egen pen, men tillade den frit at bringe mig, hvad der bevæger sig i dig. —
Jeg går nu over til besvarelsen af enkeltheder i dine breve, som måtte kræve noget svar og tager det da kronologisk. Først m. hensyn til dit brev af 8de som bragtes mig af Vilhelm, der i tirsdags-formiddags glædede mig ved sit første besøg (han var kommen samme morgen). Vi talte da sammen et par timer; i onsdags-aftes vare vi sammen is. 380teatret og så Holbergs Maskerade og Hejbergs Uadskillelige, hvorved det blev os begge lige påfaldende og indlysende, hvor højt Ho. dog står over Hej. i tankefylde, vittighed og selv i dramatisk arrangement. I torsdags spiste Vilh. her til middag m. Peter og Meta; fulgtes m. mig i teatret at se Shakspeares dejlige »Liv i skoven«, og hjem til mig igen at drikke te og ryge en pibe. Siden har jeg ikke set ham — Jeg har ingen indkaldelse fået og andre i samme tilf. som jeg ikke heller. Den kommer nok først til Marts. De 20 R. du sendte ere rigtig modtagne men — »han tog dem s’gu«! som Pio sagde, så skrædder og skomager må bide sig i øjnene om de har lyst: dem ser de aldrig. — Lad mig nu se, du lever kønt sparsommelig derovre, at du kan lade mig få nogen andre af samme slags til de omtalte slughalse. Pengene til mig behøver jeg i al fald først til 1ste Marts. Såvidt m. hensyn til dit første brev. Det andet svarer jeg ikke på i dag, men ved lejlighed, når jeg dertil føler mig specielt oplagt. Dets totalvirkning på mig har jeg ovenfor omtalt. — De nr. af nord og syd, danskeren og 1848, som du i et tidligere brev bad om, ere afsendte med pakkeposten idag. Ligeså, vil jeg da håbe, de 4 landkort, som jeg forlangte hos Eibe, og som han, da han ikke i øjeblikket havde dem i bogladen alle, lovede selv at afsende med pakkepost i dag. — Nu m. hensyn til dit tredie og sidste brev (som jeg dog modtog før det andet): jeg håber ikke du gør alvor af de energiske tids-, blæk-, papir-, postpengeog tanke-besparelser, hvormed du truer. Jeg forlanger kun 1 Gang ugenlig et ordentligt brev, som det falder og efter som den dag »huset formår«. Du kan jo efterhånden skrive det i ugens løb og så slutte, når min ugevogn ankommer, med en smule hensynstagen til dennes indhold; ti dette forlanger jeg ligesom du.
Jeg kan ikke vide, hvor det kan være, at du har fået så ringe en lejlighed hos Hansen; det værelse til gaden (på 2 fag), som Holck engang havde var særdeles hyggeligt. — Hils Stockfleth fra mig, når du ser ham. Ligeså Ahrensen, om hvem du nu i mange tider intet har meddelt mig. Har Vestengård også taget skade, hvad jeg trode at forstå af Din kaptejn? Han var da heroppe en visit med en 15årig datter, en særdeles næt og smuk pige, der vandt moders fuldkomne tilfredshed. Det vilde jo være ret passende, om du tog dig en kone ved kompagniet. Hvis du ønsker det, skal jeg skaffe nærmere oplysninger om vedk. — Om Hödt’s valghistorie i Hjørring-amt véd jeg aldeles intet. Det er da vel aldrig poeten? Barfod har jeg ikke set endnu og lykønsket til 3årig forsørgelse. Min »rejsebeskrivelse« havde du ventet dig mere af. Ja, herregud, hvad skal man sige andet ends. 381hvad jeg har sagt; dog de spørgsmål du ligefrem stiller til mig (interpellationer kunde de kaldes) vil jeg stræbe at besvare: Schaper er præst i Præstø. Schaper hedder han, og ein schaaf ligner han påfaldende. Han er en inderlig rar godmodig mand, men vistnok heller ikke mere. Hans kone er en datter af den konferensråd Lassen der boede her i huset da vi flyttede ind, syster til den vestindiske løjtnant. Ejler Hagerup (lic. theol.) katechet i Præstø mishager mig ved sit kolde arrogante væsen; er for resten sikkert et godt hoved, tror jeg, jeg talte ikke med ham. Niels Spandet var det mig en stor fornøjelse at se: han er uforandret, kun har han vundet den gamle førlighed igen, og måske lidt til, samt sit friske udseende, det han havde tabt noget af, da jeg så ham sidst forrige vinter på hospitalet. Henrik Stampe så jeg ved valghandlingen på Præstø torv, ellers ikke. Han var ude for at få slået nogle dyr og 14 dage af sin tid ihjel. Jeg har engang misundt de mnsker deres stilling, der således ikke behøve at arbejde eller være betænkt på at opnå nogen stilling, der kan give dem føden; men jeg er nu såre langt derfra. Hvilken fare ligger der dog ikke deri for mnsket, når han ikke har en meget afgjort drift til virksomhed eller ialfald en portion ærgærrighed, en fare for at blive en døgenicht sig selv og andre til plage. — Rørdams præstegård er ganske efter min smag, dog især hvad det indre angår; det ydre er særdeles solidt og ser jo vel bedre ud end hvad man sædvanlig ser af våningshuse på landet, men den opfordrer ved sit noget prætentiøse væsen til en strængere kritik end den kan tåle: nemlig en kunstnerisk bedømmelse, og da er den jo rigtignok hværken fugl eller fisk: hverken gothisk eller moderne; men en løjerlig kluntet efterligning af det første, (vide medfølgende tegning). Men indvendig er den ganske efter min smag: bekvem og elegant: tæpper på gulvene, smukke møbler, højt til loftet. »Endelig« vil du vide noget om Michalla. »Hvordan hun har det?« Jeg tror: godt: som altid glad og fornøjet. Hun er smuk som altid; hun mangler bestandig noget i den fornødne fylde og runding i formerne. »Om hun endnu er istand til at stikke [mit] hjærte i brand?« Ja og nej, ligesom du vil: når jeg tog mig det over, kunde jeg vistnok godt forelske mig i hende. Der er aldeles intet at sige på hende: hun har skønhed, livlighed, forstand nok for et fruentimmer. Jeg tror imidlertid ikke at hun stikker videre dybt enten i forstand eller i følelse: hun synes mig noget forfjamsket ved det afguderi familien driver med hende og ved omgangen med damer som Frederikke Lønborg. Hun er ikke så naturlig, som hun har været, og som hendes søstre ere, og det koketteri som på en måde pryder (eller opflinker)s. 382frøken Lønborg, klæder hende ikke. Halvbevidstheden er indtrådt; ubevidstheden vilde passe bedst. Om hun er »anderwärts engagirt«? det véd jeg intet om; tvivler på, at hun har nogen alvorlig inklination. Videre véd jeg ej at sige over dette thema. — Falkenskjold er nu marscheret til Fyn; han var oppe at sige mig farvel og bad mig da hilse dig. Han rådede mig fra at søge at komme til noget andet korps end 10de batl. da han sagde, at efter hans
[Slutningen mangler.]
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Sønderborg
1ste Jan. 1850.
Kjære Moder!
En hjertelig Nytaarshilsen til Eder Alle derhjemme vil jeg dog iaften sende, skjøndt jeg ikke vil kunne gøre Mere iaften. Men jeg har været skammelig forsømmelig i denne Tid med at skrive, saa I sagtens slet ikke kunne ret fatte det. Jeg kom da, efter at have tilbragt Juleaften i Kettinge, 1ste Juledag til Faaborg og var der til lille Nytaarsaften, da jeg afgik hertil og kom igaar morges tilligemed Vilhelm, men igaar optog han hele min Tid, saa selv om der, hvad der dog ikke gjorde, idag Morges var gaaet Post, kunde [jeg ikke have] skrevet Eder til. Idag har jeg for alskens Forretninger og Gratulationer og desl. ikke før nu silde paa Aftenen, kunnet faae Pen i Haand. Vi skulle nemlig iovermorgen ud paa den nye Caserne, og jeg var derude at stoppe Madratsser rede Senge og gjøre andre saadanne Forstudier. Imorgen skal jeg paa Vagt, og skal derfra i et vidtløftigt Brev til Svend medlægge en udførlig Beretning om min Juul m. m. For de mange skjønne Foræringer, jeg fik med Vilhelm, og som overtraf alle mine Forventninger, vil du paa mine Vegne sige Dig og de Andre foreløbig en venlig Tak; de vare vidunderlig vel betænkte. Godnat! og et lyksaligt Nytaar!
Din inderlig hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
den 4de Janri: 1850
paa Din Plads i den gamle Stue.
Kjære Johan!
Saavidt er jeg da kommet i det nye Aar, — videre kom jeg da heller ikke da jeg blev kaldt need, der var Nogen og nu er Kl. blevet 11, om jeg nu i Morgen kan komme hertil er uvist da min første Bestillings. 383om Morgenen er at see i Avisen om Værelser og da vandre derom, det er nu just ikke et morsomt Arbeide for mig, men saa skal det nu være, dog det er nu inted imod Flytningen den gruer jeg for, ja jeg tør egentlig slet ikke tænke derpaa. — jeg havde nu glædet mig til i Aften ordentlig at kunde lidt i Roe skrive til dig mit kjære Barn og ældste Søn; Fader og Sv. har været hos Browns, Sv: er ikke kommet endnu, jo nu kom han; jeg vil da sige dig god Nat min Søn et glædeligt og lyksaligt Nytaar i dette som i hvert kommende Aar! Foreløbig Tak for Brevet eller Linierne i Dag med dit kjærlige Ønske, jeg kan ikke sige dig hvor jeg har længtes og været tilsidst urolig at vi ikke hørte det mindste fra dig i saa lang, lang en Tid, jeg glæder mig nu til Fortsættelsen du lover i Sv: s Brev; det var da rart at du kom den Tour over til Faaborg vi gik her saa smaat og tænkte dig der og drak smukt din Skaal saavel ud af det gamle som ind i det nye Aar. — Det var da ret fornøjeligt du traf Vilhelm paa din Vei og ret kunde høre ham udtale sig for dig som du for ham - - - Nu vil Øjnene slet ikke meer holde det ud dem har jeg ofte saa ondt i de er usle. Nu god Nat! - - -
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
Onsdag den 23de Janri 1850
Kjære Johan!
- - - Det er rigtignok en fugtig Beskrivelse over den Bolig du har faaet, du har vel flytted Sængen ud fra de vaade Vægge, vel hjelper det at lægge i Kakkelovnen til at lune Værelser men ikke til at tørre Væggene i denne raae Luft. — Nogle Poster er jo vel ogsaa kommet over til Eder nu, det maae have været nogle gruelige Toure i denne Tid med Iisbaadene - - - At Øehlenschlæger er Død har du jo nok seet af Bladene, han skulle dog opleve sin Fest, i Dag er han begravet, Fader var anmodet at skrive en Sang som skulle synges i Kirken til en Melodie af Weise Svend vil nu kunde give dig en bedre Beskrivelse over det Alt, med meget meere som du vel længes efter fra hans Pen i Aften har han tiltænkt dig et Brev endskjøndt meget langt bliver det maaskee ikke da det i Dag har været noget anstrængende saa han har faaet Hovedpine. —
- - - Farvel min kjære Johan lev saa vel som det ønskes af din trofaste Moder
E: Gr:
Grundtvig og hans Slægt.
24
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Lysemosekaserne
3 Febr. 1850.
Søndag Aften.
Kjære Moder!
Det er nu skammelig længe siden, du har faaet Brev fra mig; dit Brev af 4de Jan. har jeg ikke engang svaret dig paa. Jeg kan derfor ikke noksom paaskjønne, at du igjen d. 23de skrev mig til et Brev, som jeg dog først modtog igaar Aftes. Jeg sad just ved Lombrebordet hos En af mine Kasernefæller, da vi hørte, at Posten var kommet, og sendte da strax ind til Byen efter Breve, og jeg var saa heldig at faae 2, et fra dig og et fra Peter, for det Par Ord fra Svend var intet Brev. Du kan nok tænke, at jeg strax maatte have dem læste og lod rolig de andre knurre over, at jeg ikke passede mine Kort, saalænge til jeg var færdig. - - -
Jeg har det nu herude forresten saa godt, som jeg kan ønske det, 2 velmeublerede Værelser, kan faae Middag hos vor Marketender og har saaledes ikke nødig at gaae til Byen uden jeg selv har Lyst. — - - Fugtigheden herude er vel ikke ringe, men vi har dog ikke hidtil kunnet mærke nogen egenlig skadelig Indflydelse deraf; de Syge, vi har, er meest Fnat, og det er Noget, de har inde fra Byen af. At jeg har flyttet Sengen ud paa Gulvet, kan du stole paa, og nu begynder ogsaa i mit Sovekammer Væggene dog saavidt at tørres, at kun den ene Udvægs nederste Halvdeel er aldeles pølvaad, men jeg har ogsaa fyret alt hvad Kakkelovnen kunde trække, og sommetider endnu mere, saa jeg bliver fordrevet af Røg. Kun een Dag var jeg lidt fortvivlet over Røgen, men Hans trøstede mig øjeblikkelig med den aldeles rigtige og fornuftige Bemærkning: »Naar de inte ka brænde, saa ska de jo ta sej Noud te«, hvad jeg fandt indlysende.
- - - din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Broderen.
København. d. 9de Februar 1850
Kl. 8 Aften.
Kære broder! Dit kærkomne ordenlige brev af 21de f. m. fik jeg (Gud må vide, hvordan det er gået til) først 15de dagen efter, nemlig sidste Tirsdag. - - Jeg har gået og ventet på i gerningen at se dine løfter om, at den regelmæssige brevveksel ej skal oftere blive afbrudt ved din skyld; men hidtil forgæves. Du har da vel modtaget mine to breve af 26de og 31 f. m. Dem har jeg ventet svar på. Nu er dets. 385jo imidlertid min gl. postdag, og jeg vil derfor gøre mit til, at vor brevveksel kan komme i sin gl: ordenlige gang. Mens jeg husker det, vil jeg da meddele dig resultatet af min for et par dage siden gjorte forespørgsel hos den Guds og Krigsministerens mand: justitsråd Hyllested; det lyder så: at der er ingen bestemt termin, til hvilken de under stilstanden permitterede off. have at mælde sig igen. Jeg kan ganske rolig blive gående, indtil man kalder på mig, selv om våbenstilstanden atter forlænges. Vil jeg derimod til tjeneste, så kan jeg sige til. Se, det er jo unægtelig en meget fri stilling jeg således har i armeen; men skal jeg kunne forblive her over 1ste April, så kommer fader til at gagere mig, for så ere mine resourcer ude.
Svendsen, der rejste herfra idag for 8 dage siden, men måske endda kommer senere til Als end dette brev — sagde, at han vilde fortælle dig, at jeg havde det meget for godt. Og så ganske uret har han vel ikke deri: jeg fører virkelig et sorgfrit, på en gang selskabeligt og flittigt liv, hvad du vel oftere har hørt mig fremstille som det for mig ønskværdigste, ti jeg er af naturen en selskabsfugl og kan ikke holde enten humøret eller arbejdslysten vedlige i længere tid, når jeg skal leve som eremit. I de to første måneder af min arbejdstid (ɔ: medio Oktober—medio December) levede jeg meget indesluttet og det gik meget godt, dels vel fordi arbejdet da havde på en måde nyhedens interesse, dels fordi det da endnu lå for mig som en uhyre masse, jeg endnu ej ret kunde se til enden med eller kunde gøre nogen sikker beregning om m. h. t. tiden der udkrævedes til at bringe den i orden. Vilhelms besøg, julen, Svendsens besøg m. m. har siden den tid forandret min levevis; men jeg tror dog at kunne med en god samvittighed sige, at jeg er virksom, og det er meget tvivlsomt om jeg havde fået mere udrettet, om jeg havde tvunget mig til at vedblive med den uafbrudte hængen over bøgerne og papirerne; ti humøret og lysten have også deres ret, og de have en ikke ringe indvirkning på et arbejdes gang. Jeg adspredes ikke ved selskabelighed; når jeg kl. 12 om aftenen kommer hjem fra et selskab, sætter jeg mig med fordobblet iver og kraft til mit arbejde, der så går rask fra hånden en 2—3 timer, hvorpå jeg kaster mig i søvnens bløde arme.
Jeg kan nu med sikkerhed forudse, at min kæmpeviseregistrant (4 bind i kvart) d. 1ste Marts står så færdig, som jeg havde håbet at få den. Jeg går da over til at give den den videre udvidelse, som jeg engang omtalte i et brev til dig; o: den indeholder da fortegnelse for hver enkelt af mine 492 visers vedkommende: a) deres indhold, b) deres kilder og c) deres sidestykker i det svenske, islandske, færøiske,s. 386engelske, hollandske og tyske sprog; og forøgelsen skal da bestå i, at beslægtede sagn el. historiske og locale afskygninger anmærkes, hvorved jeg kommer til at gjennemlæse: Eddaerne, Saxo, en del sagaer og romaner fra middelalderen, sagnsamlinger, Pontoppidans Atlas, trykte og skrevne topografier m. m. samt at gennemse en del tidsskrifter. Nogen fuldstændighed er jo her ikke at opnå, men man gør, hvad man kan. — Jón Sigurðsson har foreslået mig i fællesskab med ham at levere en udgave af de islandske kæmpeviser (80 i tallet) og jeg er med fornøjelse gået ind på hans forslag. — Skal jeg slutte fra min egen personlige erfaring, så er den for en videnskabsmands udvikling tjenlige vej ganske den modsatte af den almindelig fulgte: at begynde med almindelig halvvidenskabelig kundskab til 100 forskellige ting, for så derpå at vælge sit snævrere fag. På denne måde er valget yderst vanskeliggjort, og man fristes til at brede sig så vidt ud, at man sent eller aldrig kommer ret tilbunds i nogen ting. Jeg er ved forholdenes såvel som ved instinktets magt kommen den modsatte vej, som jeg antager for den tjenligste: tidlig har jeg fået lyst til, som jeg da også har fået lov og lejlighed til, at kaste mig over et ganske specielt æmne: vore kæmpeviser. De lærte mig først at føle nødvendigheden af nogen kendskab til islandsken; de tvinge mig nu til at sætte mig ind i hele vor oldtids og i hele den europæiske middelalders poetiske frembringelser, til dels også sprog og historie. Ad denne vej tror jeg, at interesserne og kundskaberne efterhånden naturlig udvikle sig, og man står aldrig fare for at tabe fodfæstet. Hvad man derimod på denne udviklingsgang må vogte sig for, er ensidigheden, nb. for vidt dreven ensidighed; ti forkærligheden er gavnlig og nødvendig, om den end ofte må lade sig skælde ud for ensidighed. — Dog, jeg står fare for at fylde brevet med pædagogiske afhandlinger og vil derfor afbryde denne tanketråd.
24*
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Sønderborg Slot
d. 21 Marz 1850.
Kjære Moder!
- - - Vi have i disse Dage havt Præsentation for vor Brigadecommandør, Oberst Krabbe, mit Compagni havde sin igaar fra Morgen og indtil Aften, til at kjede sig tildøde over. Idag er jeg nu paa Vagt, og imorgen Aften har vi stor Soiree paa Raadstuen med Sang, Musik og Dands ligesom for 14 Dage siden. - - - Vi leve i dyb Fred hers. 387ovre, dog ikke aldeles sikkre paa den; vi sluge med Begærlighed Aviserne, men blive lige kloge; den ene Dag skal vi have Fred og den anden Krig, det gaaer op og ned; og Ingen veed nogen Rede paa, hvordan vi egenlig staaer for Øjeblikket. - - - Det Sidste, jeg saae i Slesvigholstenernes Blad var det, at Grundtvig nu stod paa Springet til at blive Minister; og det gad jeg dog gjærne vide, om var sandt; han skulde dog vel ikke allerede være blevet det, og det være Grunden til, at I har glemt mig? - - - til 1ste April skal vi nok alle ud paa Kasernen, idetmindste slipper jeg neppe derfor, paa Grund af min Stilling. - - - Hvordan har Fader det? jeg seer, at han er virksom paa Rigsdagen og i Danskeren, men kan han ogsaa rigtig taale en saadan Anstrængelse. - - - Vil du hilse Tante Jane — skjænd dygtig paa Svend og Høxbro, og hils Fader og Meta og Peter mange Gange fra
din hengivne Søn
Johan Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
[April 1850]
Kjære Johan!
At du er min ældste Søn og at det paa Søndag den 14de April er din Fødselsdag, er hvad Moder inted Øjeblik har eller kan glemme; jeg gaaer nu tilbage til fordums Dage, da du var min lille Johan; nu er du voxed langt fra mig og bort fra mig, ja langt bort. — Nu vil jeg ønske dig mit kjære Barn i dette Aar du nu indgaaer som i hvert af de kommende, alt det Held og Velsignelse der kan være dig tjænlig. Gud være med dig paa alle dine Veje! jeg veed ikke om Svend har sagt dig hvordan vi nu ligger i det med Flytning og al den Besværlighed dermed følger, jeg føler det nu dobbelt i alle Henseender. Jeg havde imellem os at sige saa smaat gaaet og tænkt du var kommet over til os nu og at det har gaaet mig nær vil jeg da heller ikke kunde nægte, Savn og Adskillelse giver Livet naar man bliver gammel, vi skal nu finde os heri som i saameget der gaaer til Hjerte. - - - Paa Møllen er Alt endnu ved det Gamle, men er stadig i Forvæntning om det Nye, jeg er der dagligen, undtagen i Dag, da det har villet overstige mine Kræfter at komme derop.
Nu Farvel min kjære Søn i Kjærlighed
Din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Sønderborg
18 April 1850.
Kjære Moder!
- - - Tak skal du have, at du, uagtet midt i Flytningen, dog gav dig Tid til at sende mig nogle Linier til min Fødselsdag, da jeg ellers altid plejede at være i Eders Midte, men desværre nu i hele 2 Aar har tilbragt langt fra Eder, langtfra saa hyggeligt eller venligt som tidligere. Forrige Aar laae vi paa Vagt i Brohovederne den Dag, iaar var jeg vel fri og i Byen, men den gik dog af uden mindste Ophævelse, da Ingen vidste, at det var min Geburtsdag, og jeg ikke var i Humeur til at sige det selv. — Jeg har det iøvrigt her saa godt som man kan have det udenlands; for udenlands er man, thi man har hverken Dannelse eller Interesser tilfælles med denne Bys Befolkning; heldigviis boer jeg nu hos en meget vakker, men ganske simpel, Slagterfamilie, der er saa venlige og opmærksomme imod mig, som jeg kan ønske; - - - Saalænge Svendsen er i samme By som jeg, savner jeg ikke Selskab, og engang imellem kan vi ogsaa faae Lejlighed til at besøge Dyppel eller Broager. - - -
Nu maae I da være rykkede ind i Eders nye Lejlighed i den gamle Gade; - - - Een Ting glæder jeg mig til i denne Anledning, nemlig at det uhyre Pulterkammer, vi havde, bliver fejet ud ved denne Flytning; du veed nok, jeg har tit givet Ondt af mig over den Ufornuftighed at gjemme paa alslags gammelt Skramleri, som aldrig kunde komme til nogen Nytte; I have jo Lov at smide paa Gaden i de Dage hvad I ville, og jeg fryder mig ved Tanken om hele den Kramkiste liggende udenfor vor Port, Stole med 1 Been og Been uden Stole; Skabe, der ikke kunde hænge sammen og Kurve uden Bund etc. etc. Du er vel egenlig allerede nu ret fornøjet med Flytningen, for der er jo der anderledes Rolighed end i Vimmelskaftet, hvis Spektakel du saa tit har beklaget dig over, og som just heller ikke altid var behageligt.
den 22. April 1850.
Da jeg endnu ikke har faaet Svar fra Svend paa mit Brev af 15de maa jeg antage, at der er Noget ivejen, for dersom det var gaaet lykkeligt af paa Møllen, vilde jeg dog sikkert strax faaet Underretning derom. Jeg begynder derfor iaften at blive lidt urolig, - - - lad mig snart høre noget fra Eder.
Din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, Fredag-Aften 17/5 1850.
Kjære Moder!
Træt af Rejsen som jeg er og længselsfuld efter Hvilen, som jeg ogsaa vel kan trænge til, da jeg ikke har sovet siden vi saaes, — vil jeg kun med disse Par Ord lade Eder vide, at jeg er vel ankommen hertil, har været hos Kaptejn Falkenskjold, der nok meente at skulle faae mig til Kompagniet, har truffet et Par Bekjendte mellem Corpsets Lieutenanter og har besøgt Paludan-Müller, der, som ogsaa hans Kone, modtog mig med stor Venlighed og bad mig jævnlig besøge sig mens jeg opholder mig her. Hvorlænge dette vil blive, derom kan endnu intet siges; Falkenskjold meente, vel en 14 Dage. Jeg har faaet Kvarteer anviist hos Justitsraad Schönheyder, men vil først gaae derhen imorgen. Inat bliver jeg her paa Postgaarden.
Major Lange, min nye Chef modtog mig meget artigt, og skal være en særdeles human Mand. Mandskabet, meest unge Folk, er fra de forskjeiligste Egne af Landet: Jyder fra alle Amter, Sjællændere, Fynboer og Lollikker. Jeg faaer god Lejlighed til at gjøre dets nærmere Bekjendtskab, inden vi rykke ud, da jeg daglig vil faae med dem at gjøre. Jeg har altsaa al Grund til foreløbig at være vel tilfreds, og har Haab om at kunne vedblive at være det. Til Johan skriver jeg nu et Par Ord og faaer ogsaa sendt ham mundtlig Hilsen med Lütken, der imorgen passerer herigjennem til Als (han fulgte med til Sorø, hvor han vilde være en Dag over).
Med mange venlige Hilsener til Dig og Fader og alle gode Venner, Møllerfolkene ikke at forglemme, og med taknemmelig Paaskjønnelse af al Eders Godhed og Kjærlighed, forbliver jeg
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Lysemosekaserne
18 Maj 1850.
Lørdag Aften.
Kjære Moder!
Vel er Familien, siden jeg sidst skrev dig til, d. 23de April blevet forøget med en ny Gjenstand for din moderlige Omsorg, men jeg er desuagtet vis paa, at du derfor ikke tænker mindre paa dine Sønner, om du end naturligviis ved hin Hændelse har endnu en Vanskeligheds. 390til at bekæmpe for at faae Tid og Lejlighed til at lade os høre fra dig. Navnlig nu, da du igjen har mistet Svend, som desværre ikke kom tilbage til os den Gang, vil jeg ikke lade dig vente paa Efterretning fra mig, om denne end ikke kan indeholde noget Nyt. Svend skrev mig til d. 13de, som han skulde rejse fra Kbhn. d. 15de. Jeg skrev ham strax til til Odense d. 16de med det Budskab, at Een her ved Batl. (Bergmann) gjerne vilde bytte med ham, og opfordrede ham til strax at søge Ministeriet om Tilladelse. Men nu vil Skjæbnen, at Dagen efter, den 17de, Batl. faaer Ordre at afgive 1 Lieutenant til et Depotcompagni, og da afgiver Bergmann. - - - Hvad egenlig denne hele Indkaldelse vil sige, veed I sagtens saalidt som vi; det seer endnu jo omtrent lige meget ud til Krig og til Fred. At jeg i Grunden helst ønsker det Første, som Sagerne nu staae, haaber jeg, at du tilgiver mig, om du end ikke selv kan dele dette Ønske. Fader veed jeg ialfald er enig med mig i det Stykke.
Vi skal imorgen til et stort Gilde paa halvhundrede Personer, hos Oberstlieutenanten; det holdes paa Augustenborg og foruden omtrent 2/3 af Batl’s Officerer (fra oven og nedad) kommer der er heel Deel Officersfruer (fra Sønderborg), som det grasserer stærkt med netop i denne Tid herovre. Generalen har sin Familie her, Oberst Krabbe og Oberst Baggesen, vor Oberstlieut. og næsten alle Bataillonscommandeurer og Capitainer ligeledes; - - - kjedeligt bliver det naturligviis. — Vi havde i Fredags (igaar) Revue for General Schleppegrell ude paa Kettinge-Mark 1 ½ Miil herfra, i et pænt Regnvejr med hele vor Brigade, vi rykkede ud fra Kasernen Kl. 7 om Morgenen og var her igjen Kl. 2. Anden Pindsedag vil jeg see at komme over til Broager eller Dybbel. - - - Alt er nu grønt herovre, saa det er en Lyst at see, naar man ellers kunde glæde sig over Sligt paa denne fæle Øe, hvor vi nu alt have tilbragt 1 ½ Aar, paa 1 Maaned nær, og af disse 17 Maaneder uheldigviis de 10 her i, eller ved, denne forbistrede By, som intet skikkeligt Menneske nogensinde kan blive forligt med. - - - Det vilde være uhyre morsomt, om I kunde overvinde Eder til at afsee 4 Dage, om ikke mere, til at gjøre en Sviptour herover og see Eder om; Dampskibet Valdemar, der frembyder alle mulige Beqvemmeligheder gaaer fra Kbhn. hver Onsdag og kommer her Torsdag Morgen, og gaaer saa fra Sønderborg igjen om Lørdagen og er Søndag Morgen i Kbhn. Det var dog i Grunden ikke saa besværligt. Synes du vel? I kunde dog tænke lidt paa det nu i denne smukke Tid.
Hils Fader, Tante og Møllefolkene saamange Gange fra mig ogs. 391betænk mig ved Lejlighed med nogle Linier. Vil du hilse Alle derhjemme ogsaa meget fra Svendsen, og ønske dem en glædelig Fest.
Din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense. 1ste Pintsedag 1850.
Morgen.
Kjære Moder!
For at ikke nogen Deel af mit mærkværdige Livs og Levnets Historie skal forblive ukjendt af Nutid og Eftertid, så agter jeg herved at begynde en ordenlig Række af Rapporter, som jeg sender Dig, fordi jeg veed Du ikke er ligegyldig for noget som angaaer Dine Børn, ihvor smaat og ubetydeligt det end ellers kan være. Straks efter at have skrevet det Par Linier til Dig, som Du vel har modtaget i denne Morgenstund, og et Par lignende til Johan, gik jeg i min Sæng og sov sødelig i 11 Timer, til sand Vederkvægelse for Sjæl og Legeme. Jeg havde som jeg meddelte den Eftermiddag været henne hos Paludan-Müller, der er en særdeles vakker og interessant Mand, men som det er meget anstrængende at tale med paa Grund af hans overordenlige Døvhed. Hans Kone er en venlig lille Husmoder, der ligesom hendes Mand modtog mig paa det bedste. Igaar blev jeg da ansat ved Falkenskjolds Kompagni (3die), fik Brev fra Johan (af 16de Morgen), hvori han da i sit eget og i Svendsens Navn foreslaaer mig at søge Tilladelse til at bytte med Lieut. Bergmann, som gjærne vil det; men jeg agter ikke nu at følge denne Opfordring. Hvor nødig jeg end savner Johan og Svendsen og andre Kamerader som jeg er bleven van til, saa vil jeg dog ikke nu løbe fra det Corps jeg er kommen til, da jeg har opnaaet det Ønske at komme under den Kompagnichef, som jeg i hele Armeen helst vil staae under. Joh. og jeg kunne vel være hinanden til nogen Opmuntring, men nogen Nytte kunne vi dog ikke gjøre hinanden mere ved samme end ved forskjellige Corps. Den gjensidige Ængstelse er dog større, naar man veed om den anden, at i dette Øjeblik er hans Liv i Fare; det har jeg følt, hver Gang Johan trak paa Feltvagt. Hvor megen Ulæmpe der end er ved at skulle begynde forfra med nye Folk, saa har det dog ogsaa sin gode Side. Jeg har begyndt min Officierstjeneste ved 10de Batl. og har vistnok derfor fra først af ofte fejlet i Maaden at tage Folkene paa, og man kan siden vanskelig slaae om, saa længe man har med de samme at gjøre. Jeg har ved 10de Batl. Ord for at være haard, og selv om jeg ikke vars. 392det, vilde jeg vedblive at have Ord for det, naar jeg først engang har faaet det. Jeg troer nu at have vundet større Erfaring, bedre Greb paa at behandle Folkene, og haaber uden at faae Ord for Haardhed at kunne faae samme Respekt, som jeg veed jeg havde hist. En anden Fordeel for mig her ved Corpset er det, at næsten alle ere unge Folk, yngre end jeg selv; medens ved 10de i det mindste Hælvten vare langt ældre end jeg, hvilket gjør Sagen vanskeligere. Mit Corps er i god Orden og her er god Disciplin. Jeg haaber derfor at blive tilfreds med min nye Stilling. Endnu eet er der, som vilde afholde mig fra at bytte mig tilbage til 10de, og det er, at 2det Forst. Jægerc. skal være bestemt til sammen med 1ste lette Batl. og 1ste Forst. Jægerc. at danne et flyvende Corps, kommanderet af Oberst Ræder og bestemt til at operere selvstændig vesterpå. Det vil aabenbar give den interessanteste Tjeneste, om end ogsaa den møjsommeligste. — Igår flyttede jeg da i Kvarteer hos Justitsraad Schönheyder, hvis Frue er en Søster til Fru Muus, og hvis Datter Bertha Du nok husker. En anden lille 8aars Datter ligner hende meget og der er endnu en paa 13 Aar som jeg ikke har seet. Da jeg altsaa jo muligviis kunde engang blive Svigersøn her i Huset (man maa jo altid være beredt paa alle mulige Tilfælde) saa burde jeg jo egl. vogte min Tunge og Pen, men ganske kan jeg dog ikke lade være at omtale denne Familie. Manden er uhyre døv, endnu døvere end Pal. M. og er bekendt som en velstaaende men meget gjerrig Mand. Man fortæller om ham, at han engang fandt, at hans Gaardhund kostede for meget at føde og derfor skjød den; men da han dog ønskede at holde sine Naboer i den Tro, at hans Huus endnu stadig var bevogtet af en saadan trofast Vægter, saa paatog han sig godhedsfuldt selv at udføre samme Vægters Rolle ved af og til at gjøre sig en lille Nattetour ud i Gaard og Have og der producere sig paa Hundesproget. Konen vil jeg ikke sige noget videre om, end at hun ikke behager mig: hun forekommer mig kold og egoistisk. Jeg gider ikke rende dem paa Dørene hver Dag, og har derfor bestemt at spise til Middag ude af Huset, sammen med min Kaptejn og flere Officierer af Corpset. Min Premierlieutenant gjør selv Fordring paa at hedde Gautesen; men alle andre kalde ham Brøleaben, paa Grund af hans paafaldende ydre Lighed med dette smukke Uhyre, i Forening med en lignende Røst.
Anden Pintsedags Aften.
Kun for at slutte dette Brev i en Fart tager jeg atter fat paa Pennen. Mit Kvarteer bestaaer i to smukke smaa Værelser med Udgang tils. 393en kjøn lille Have, der støder lige op til Aaen, det er saa smukt som det kan være i Odense. Jeg har hidtil kun levet for Selskabeligheden, først imorgen begynder min Tjeneste. Igaar var jeg til Middag hos Paludan-Müller og om Eftermiddagen en Kjøretour med Kjøbmand Muses Familie, hvor jeg tilbragte Aftenen. Idag spiste jeg hos Westengaard og brugte Eftermiddagen til en Kjøretour med Kaptejn Lehmann af Ingenieurerne til Dallund, 2 Miil herfra. Imorgen er jeg bedt til Middag hos Schönheyders. Maa endvidere hen at gjøre Visite hos Biskoppen, hvis Søn idag paa Gaden underrettede mig om, at man ventede mit Besøg, da Fru Falkenskjold havde anbefalet mig til Bispinden. Jeg havde igjen imorges et Par Linier fra Johan, som jeg strax besvarede. Bergmann, som vilde byttet med mig er nu commanderet til Depotkompagni, men jeg havde alt besluttet mig til ikke — idetmindste ikke nu — at ville søge Forsættelse. Nu veed jeg, at jeg har været skikkelig til at begynde med at skrive, saa jeg vel snart kunde have fortjent at høre lidt hjemmefra. I Haab herom lever
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
d. 21de Mai 1850.
Løngangsstræde 171.
Kjære Johan min ældste Søn!
Vist er det, at siden du sidst saa Brev fra mig har Tiden været optaget for Moder, først med den gruelige Flytning, og nu siden har den været aldeles opofret paa Møllen for Meta og den lille nye Indbyggerinde, vistnok har jeg derfor langtfra glemt mine kjære Sønner, men saalænge Svend var her, hørte du da saa flittigt og underholdende herfra som du jo nu vil komme til at savne, men sikkert ikke saameget som jeg vil det, thi nu herefter vil Brevene som oftest gaae en anden Vei. - - - Meta er saa, saa — men jeg vil nu haabe Sommeren skulle gjøre godt, lille Elisabeth som nu har faaet sit Navn, hun blev døbt i Søndags Pintsedag Hjemme paa Møllen af Fader, da Meta vil vænte paa sine Brødre til Faddere, iøvrigt hedder hun, Anna Elb: Susette, hun er en lille Dukke, men der maae dog lægges til, større end Johan var.
Nu Farvel mit Barn kjærlig Hilsen fra Fader, Tante og din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 21de Maj 1850.
jeg har da i Dag havt Brev fra Johan. —
Kjære Svend!
See her er da nu Moder kommet med Pen i Haanden, jeg sluttede nu et lille Brev til Johan som sændes med Oberst: Bl: der reiser i Morgen, han var her igaar og sagde Farvel! og du min kjære Søn skal da ogsaa have nogle Linier til Tak for dit Brev Pintsemorgen, saavidt kom du da! at jeg nu altiid længes efter Eder mine kjære Sønner det veed du da nok og du vil da ogsaa glæde Moder med Brev naar du kan, ja jeg siger Gud skee lov! du har været her Hjemme i Vinter, jeg synes ellers neppe jeg havde kunde[t] gjennemgaaet den. —
Et Brev som du seer, følger her fra Vilhelm, det kom i forgaars. jeg Længes nu ret efter at høre din Bestemmelse om du nu bliver hvor du fortiden er kommet, eller gaaer til din første 10de Batl: og din Broder han skrev, du havde havt Brev fra ham derom, hvad han ønsker behøves nok ikke at spørge om, det kommer nu an paa hvad du finder rigtigst da Man jo ikke altiid kan gaae efter hvad Man helst ønskede. — Der var endeel jeg havde lyst at tale lidt om, men Kl. er mange jeg skal paa Møllen, Fader er hos Browns.
Den lille Anna Elisabeth Susetta fik da Pintsedag sit Navn, ja du havde nok hørt Bestemmelsen om Daaben; igaar var da heele Familien fra Møllen her 6 i tallet; og Meta i Kirke. —
Kjærlig Hilsen fra Fader og Tante; jeg sidder tidt og vænter nu skulle Sv: komme, saa er det i det mindste i mine stille Tanker, ja Gud veed naar jeg dog igjen kunde samles lidt med mine kjære Sønner!
Farvel, Gud være med dig!
din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense
d. 23de Maj 1850.
Kjære Moder!
Dit brev fra iforgaars fik jeg igaar Eftermiddag; det ene af dine to Spørgsmaal: om min Bestemmelse med Hensyn til 10de Batl. har jeg alt besvaret i mit 2det Brev, som Du da vel har faaet. Der er nu kommet to nye Off. til Corpset, af hvilke den ene er en Brodersøn af General Schleppegrell, en theologisk Candidat paa nogle ogs. 39530 Aar, som jeg nok troer jeg vil komme til at synes om. Ogsaa har jeg nær Udsigt til at faae en Bekjendt til Corpset: Overlæge Bohse, en behagelig ung Mand, som jeg kjender ovre fra Als. Jeg maa sætte dobbelt Priis paa enhver saadan Tilvæxt, da Corpsets Off. i det Hele taget ikke udmærke sig ved Dannelse eller saadanne Egenskaber, som jeg sætter Priis paa hos Kamerader, og man jo i Felten er næsten ganske indskrænket til Corpskameradernes Omgang. Mit sidste Brev sluttede jeg Mandag Morgen. Den Dag var jeg til Middag hos Pastor Westengaard, en rar hjærtelig Mand, om han end har sine Særheder. Om Eftermiddagen kjørte jeg med Capt. Lehmann af Ingenieurerne til den gamle Herregaard Dallund et Par Miil herfra, dog uden at besøge nogen der. I Tirsdags var der stort Middagsselskab hos Schönheyders i Anledning af Svanes og Magdalena (Asmild) Bruuns Bryllup. Der var foruden Muses blandt Andre en Søn og en Datter af Biskoppen, samt den constituerede Stift-Amtmand Bille-Brahe, en meget net Mand. Om Eftermiddagen vare vi samtlige henne at høre paa en Concert i Slotshaven og derfra en Køretour i Omegnen, drak Thee hos Schönheyders og endte Dagen med lidt Dands og en Spadseretour i Maaneskin. Igaar fik jeg som sagt Brevene fra Dig og fra Vilhelm Blom og drak Thee hos Westengaards. I Eftermiddag er en Rotour paa Aaen projecteret med Muuses og Schönheyders Pigebørn, saa Du seer jeg lever ret selskabeligt. Jeg kommer nu til Besvarelsen af Dit andet Spørgsmaal: vor videre Bestemmelse. Derom vides endnu intet, uden det, at vort Corps om nogle Dage skal skifte Opholdssted og forlægges til det vestlige Fyen i Egnen af Vedelsborg, altsaa mellem Assens og Middelfart, saa deraf lader sig intet slutte om vi ere bestemte til Jylland eller Als. — Jeg har idag faaet mig en Oppasser, som jeg nok troer at kunne [blive] tilfreds med. Det er en Fyenbo, som forrige Aar tjente en Regimentsdyrlæge som Oppasser og altsaa dog ikke er ganske raa. Siden i Tirsdags har jeg daglig haft Tjeneste og har Grund til at være vel fornøjet med Mandskabet. Kun de færreste af Folkene have været i Fægtning før, men de ere vel øvede og disciplinerede, saa jeg haaber, vi skulle ingen Skam have af dem.
Torsdag Aften, d. 23de.
Roturen paa Aaen er gaaet for sig; Selskabet har drukket Thee i min Havestue og har begivet sig hjem; jeg har siden været en Tur Byen rundt med Ronden (jeg har Vagtinspection idag) og benytter nu den Tid, jeg altid maa lade hengaae efter enhver Bevægelse, inden jeg lægger mig, til at ryge mig en Pibe og skrive disse Linier. Det ers. 396endnu ganske ubestemt, naar vi skulle her fra Byen. Orakelsproget lyder: Samtidig med 6te Brigades Opbrud fra Kbhn. skeer vor (ɔ: 5te) Brigades Opbrud her fra Odense. — Det trækker altsaa atter i Langdrag, og gaaer ikke saa rask, som vi forestillede os i Kbhn., da Indkaldelsen skete. Krig eller Fred eller begge Dele paa een Gang kommer dog tilsidst bag paa os, som Juleaften paa Kællingen. Jeg beder Dig hilse Alle derhjemme saa meget og da ogsaa min lille Søsterdatter Elisa, hvem jeg imidlertid en af Dagene agter at sende en speciel Hilsen til gjennem hendes Moder. Det vil glæde Dig at erfare, at mine Finanser (da jeg har faaet Gage for denne Maaned) staae saa godt, at jeg agter at kjøbe mig en Regnkappe af Voxdug, der tager ringe Plads op og vejer saare lidt, men som paa en regnfuld Vagt under aaben Himmel vil kunne være af overordenlig Nytte. Naar jeg faaer den, anseer jeg mig for saa vel udstyret til et Felttog, som nogen Officeer i Armeen. Maatte kun min indre Udstyrelse til Opfyldelsen af mit ansvarsfulde Hværv vise sig lige saa god!
Lev nu vel! Tænk kjærlig paa mig men savn ikke for meget
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
P. S. Jeg erfoer idag, at her i Corpset tjener en yngre Broder af Lundby, udskreven efter Septemberloven, men nu avanceret til Sergeant.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Odense. d. 26de Maj. [1850. ]
Morgen.
Kjære Meta!
Du maa denne Gang tage tiltakke med nogle faa Linier, der ikke skulle minde Dig om, at Du her har en Broder, thi en saadan Paamindelse vilde være overflødig; — ikke heller forsikre Dig om, at denne Broder bestandig fører sin eneste Søster med sig ihvor han gaaer, fører hende med sig i sit Hjærte: i en kjærlig Erindring, ledsaget af de bedste Ønsker for hende og hendes; — thi ogsaa en saadan Forsikring troer jeg at turde antage for overflødig; men de skulle bære Vidnesbyrd til Dig om, at denne Erindring og disse Ønsker med forøget Betydning knytte sig til Dagen imorgen, den Dag, hvorpaa Du modtager disse Linier, der skulle bringe Dig min broderlige Hilsen,s. 397mine broderlige Ønsker for Din Fremtids Lykke som Datter og Søster, som Hustru og Moder.
Gud velsigne og bevare Dig, kjære Søster, og med Dig det lille Christenmenneske Anna Elisabeth Sysette, i 23 Aar det første nye Skud paa vor Stamme!
Mange venlige Hilsener til vore Forældre og til Din Husbond! Og bevar altid i en venlig Erindring
Din inderlig hengivne Broder:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag d. 7de Junii 1850.
Min kjære Søn Svend!
Hvor har du dog kundet nænne at lade mig saalænge forgjæves vænte at see Brev fra dig, men du kan ikke vide hvor du glæder Moder, ellers havde du ikke gjordt det; kjærlig tænkte du paa mig med tre Breve og har fra mig kun seet et siden du for 3 Uger siden forlod os, det veed jeg jo nok, men det var hvad jeg iforvejen sagde dig mit kjære Barn, endskjøndt det langt fra var min Mening, eller havde tænkt at saa lang en Tid skulle hengaae uden jeg egentlig kan sige at kunde være kommet hertil, den eene Dag kommer og den anden gaaer som Man siger, uden nogen Roe, eller noget Sted den er at finde, du vil nu kalde det Overdrivelse af min forstyrrede Hjerne, men vist er det, jeg har ikke kunde fundet noget Øjeblik, jeg vil jo ikke nægte at hvem der nærmest maae bære Skylden herfor da er det Lille Elisabeht, thi hun har saa smukt flittig besøgt os, saavel Nat, som Dag, saa hun rigtignok i sin Uskyldighed omtrent har taget min heele Tid; med Meta er det nu dog ret brav, igaar kjørte vi lille Pige op paa Møllen i sin lille Vogn — da havde hun været her siden i Søndags, naturligviis kan du da vide Meta jo med —, og nu for lidt siden var Meta her en lille Tour med hende igjen.
Ganske uvidende er jeg nu om hvor du er min kjære Svend og hvordan du har det, dit sidste Brev er fra 23de Mai altsaa nu 14 Dage siden det er en lang Tid, fra Johan har jeg ikke i al den Tid heller seet det mindste, da du var her hørte jeg dog ugentlig fra ham ved dine Breve saa det falder mig tungt paa Hjerte; Meta havde Brev fra ham til sin Fødselsdag, hvor det kunde merkes han var heel forstemt; at du ikke kom til 10de Bat: har gaaet ham meget nær, i det heele troer jeg han er af dem, der føler et stort Savn veds. 398sin Broder, det er jo ikke hvad der egentlig mærkes paa ham men saaledes kjænder jeg ham fra lille han undværede dig nødig, det troer du vist ogsaa selv og har følt det. — Du skriver dog nu vel flittig til Johan og han ligesaa til dig, naar du skriver mig til, som jeg da tænker du snart gjør, saa siig mig ogsaa noget fra og om ham; du veed ikke hvor jeg savner dig min Søn ved saamange Leiligheder; jeg sænder nu Avertissm: til Avisen og læser stadig efter Huusleilighed, du kjænder det da fra Vinteren, beklager du ikke din stakkels Moder, men meest fordi hun ikke i saa lang, lang en Tid har hørt fra sine Sønner, mit Savn i det heele, kan I jo ikke kjende.
At ville fortælle dig noget Nyt herfra kan jeg ikke, det vænter du ikke heller af mig; Fader gaaer sin daglige Gang til Slottet og videre fort; Knudsen er reist over til sin Familie i Slesvig, han er blevet ved at være reent daarlig han seer jammerlig ud. —
At her har været en Deel Studenter fra Sverrig har du da seet af Avisen og hvad Stads der er gjordt af dem ogsaa. — I Onsdag[s] var der Grundlovs-Gilde paa Skydebanen hvor Fader var og Peter med, Sangen skal jeg nok sænde, saavel en til Svenske Studenter, og Danskeren skal følge. —
Meta bad mig hilse dig og takke meget for Brevet til hendes Fødselsdag, saasnart lille Elisa giver Tid skriver hun. —
jeg spørger mig tit selv, om det skulle være Grunden hvorfor du ikke har skrevet i denne lange Tid at du inted har seet fra mig, jeg maae da svare igjen, nei det kan dog vist aldrig være derfor men hvad da, naar du om Aftenen ryger din Pibe tag saa blot den halve Time til Moder saa bliver der snart et heelt Brev til at glæde mig med, troer du ikke nok det kunde skee, du troer ikke hvor jeg i Hjerted siger Tak for hver Gang I glæder Eders Moder, jeg er i den sidste Tid bleven Modfalden naar jeg spørges om jeg nylig har havt Brev, der er mig, som skammede jeg mig.
Om Politik hører jeg nu aldrig tale der er maaskee heller inted at sige om. —
Nu Farvel min kjære Svend! hvor du end færdes, i Kjærlighed din trofaste Moder.
Kjærlige Hilsener har jeg at sænde Fader er nu gaaet ud Tante siger Hils.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, d. 7de Juni 1850.
Kjære Moder!
Der er denne Gang gaaet hele 14 Dage, i hvilke ingen Breve ere vekslede mellem os. Dog har jeg paa anden Haand oftere hørt hjemmefra i denne Tid, deels gjennem Hanne Westengaard, deels gjennem Maria Købke, der kom hertil i Lørdags og boer hos Schönheyders. Jeg slutter af disse Efterretninger, at alt staaer vel til hjemme. Sidstnævnte Kilde skylder jeg ogsaa den igaar modtagne overraskende Efterretning om Dagmars Forlovelse. Fra Johan hører jeg ret jævnlig. Endnu i Dag modtog jeg Brev fra ham af 5te. Han lever ved det gamle ude paa Kasernen, og veed lige saa lidt nyt at fortælle som jeg. Jeg har al Grund til at være tilfreds her; rigtignok saae jeg helst, at Garnisonslivet i Odense snart ombyttedes for Feltlivet i Slesvig; men saa længe det ikke skeer, kan jeg dog forholdsvis prise mig lykkelig. Jeg har megen Tjeneste, det er godt: saa kjeder man sig ikke, kommer atter ind i de militære Forhold og Forretninger og lærer Folkene at kjende. Jeg har endvidere saa megen selskabelig Omgang, som jeg forlanger, navnlig færdes jeg meget tilfods, tilvogns og tilbaads i Omegnen med Muuses og Schönheyders Ungdom, samt dennes Venner og Veninder. Mine Korpskamerader seer jeg ikke stort til, med Undtagelse af Kapt. Falkenskjold og hans Broder, Lieut. Schleppegrell og Duus (forhen ved Espingolerne 1), mig bekjendt fra Als) og vor nye Overlæge Bohse, en særdeles vakker Mand, som jeg kjender fra Als. Digteren Emil Aarestrup, der er Stiftsphysicus her, en livlig, begavet og kundskabsrig Mand, har jeg ogsaa gjort lidt Bekjendtskab med. Jeg seer ogsaa jævnlig den konstituerede Stiftamtmand Baron Bille-Brahe, der vel ikke er noget stort Lys, men er en Mand med Interesser og meget behagelig at omgaaes.
Hvorledes det egentlig staaer med vore Sager, med Fædrelandets vigtigste Anliggender, det maa Gud vide og maaskee vore Ministre, jeg har ingen Anelse derom. Alle mulige Foranstaltninger træffes for paa et Øjebliks Varsel at kunne sende hele Hæren ned i Slesvig; alt er parat, men naar Vinket vil komme — om det vil komme — det hviler i fuldkomment Mørke, i det mindste for os her. Af Bladene bliver man da ikke klog; jeg læser samvittighedsfuldt daglig Berlingske, Fædrelandet og Lejrposten m. fl., men erfarer slet intet.
Ja, dette skrev jeg i Formiddags. Nu er det blevet sildig Aften og jeg maa her staae tidlig op (Kl. 7 er det sædvanlige), saa jeg vil,s. 400hellere end opholde Brevet endnu et Døgn for at faae det til at see lidt indholdsrigere ud, slutte det i det Haab, at I derhjemme og Du i Særdeleshed ret snart lader mig høre lidt derovrefra; derefter længes ret
25
Din hengivne Søn
Svend.
E. Skr. Det følger af sig selv, at jeg hermed sender mange venlige Hilsener til alle i Løngangsstrædet og paa Vestervold.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
den 11te Junii 1850.
Kjære Johan!
Hvor har dog min Søn saalænge kunnet nænne ikke at lade mig see eller høre fra dig, det kan snart blive en heel Maaned, dit sidste var fra 18de Mai, Meta har jo til den 27de havt Brev, men det har nu ikke rigtig kunne tilfredsstillet Moder, du veed nok jeg er ufornøjelig i somme Ting; havde jeg imidlertid ikke faaet Brev fra Svend i Søndags var jeg ret blevet bekymret, men der siger han mig da at han samme Dag havde havt Brev fra dig og at I jevnlig hørte fra hinanden som jo var mig meget kjært, men ikke at du saaledes glemte at glæde din gamle Moder der jo stadig længes efter sine Børn, saa du kan tro, hvad du siger i dit Brev, om at gjøre en lille Tour over til Als ikke kunde være saa betydelig, er jo et inderligt Ønske hos Moder; da jeg idag omtalte det for Fader sagde han, jeg kunde ikke gjøre den Tour ringere end 50 Rbd, det meente jeg dog nok, og dermed blev det saa dengang, om det kunde komme videre, vil da Tiden vise; Pengene ved du nok voxe ikke paa Træerne, maaskee tænker du lettest for en Rigsdagsmand. - - - Har du seet Knudsen paa sin Tour til Flensborg, hvor Dampskibet anløber Sønderborg, han ville see at kunde finde dig, om mueligt det opholdt sig der saalænge, han er ret syg i Sommer, han ville nu opholde sig en Tid i Hjemmet i Slesvig om det kunde hjelpe ham. - - - jeg har nu igjen begyndt min Gang, eller rettere søgen efter Værelser til October, du veed vel nok det er blot for Sommeren vi er her 1), ønskeligt var det heller ikke at være her om Vinteren, til den Tid haaber jeg da ogsaa at vi skulle have vore kjære Sønner, du troer ikke mit Barn hvor ofte jeg hars. 401længsel efter at see dig. — Meta sidder nu ogsaa her for at skrive dig til, lille Elisabeth sover sødelig i din Vugge synes du ikke det kunde være moersomt at see hende der? i den sidste Tid har hun været flittig saavel Nat som Dag hos Bedstemoder saa du maae tilskrive hende, at du ikke forlængesiden har seet det andet ubesvarede Brev fra Moder, du maae nu huske, at jeg har to Sønner at skrive til. - - - Nu kjærlig Farvel min kjære Søn! Fader som nu nylig gik ud hilser dig kjærlig, ligesaa Tante J: — Hils venlig dem du troer der kunde skjøtte om en Hilsen fra din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 11te Juni 1850.
Kjære Svend!
Endskjøndt der kun er meget kort Tid til Brevet skal bort, saa kan jeg dog ikke lade denne Leilighed, jeg er nemlig kommet til Skrivebordet hjemme i Løngangstrædet for at skrive til Johan (som Moder sidder ved det andet Bord og skriver til, ) for første Gang efter Elisabeths Fødsel; du faar derfor kun faae Ord fra mig iaften, til Tak for dit mageløs kjærlige Brev til den 27de, det bestod ogsaa kun af faa Ord men de kom fra Hjertet, og gik til Hjertet, mon disse Linier gjøre dig halv saa megen Glæde som dine gjorde mig, saa er jeg godt fornøiet. Fra den lille Elisabeth kan jeg hilse dig hun sover nu og ved derfor ikke at jeg skriver [til] Oncle Svend ellers vilde hun sikkert sende dig en Hilsen til Tak for dengang du vuggede hende, hun trives nu godt mere aandelig end legemlig men med Guds Hjelp voxer hun vel nok, du vilde vist fornøie dig over hende nu, thi nu kan hun smile og det klæder hende saa nydeligt, saa du kan ikke tænke dig det, hendes Øine gjør allerede megen Lykke hvad vil det da ikke blive naar hun rigtig lærer at bruge dem; ja gid du snart kunde komme og see hende, men det er der nok ingen Udsigter til, desværre, jeg kommer nok til at opgive at faa dig til Fadder — min Datters Fadder, endskjøndt vi udsætter at lade hende komme i Kirke, endogsaa længere end egentlig tilladeligt er, men i disse fri Tider regnes det vel ikke saa nøie, men nu først i næste Maaned kommer vi da til at gjøre det og til den Tid kommer du jo neppe hjem. Det er sandt, du har beredt os Alle og navnlig Moder en stor Overraskelse ved din Efterretning om Dagmars Forlovelse, da vi slet intet havde hørt derom og Sysette,s. 402som var her iaftes, var aldeles forbauset ved den Efterretning hun kunde da ligesaa lidt som vi begribe med Hvem, og var meget kjed af at du slet ikke sagde os noget derom om hun er forlovet vil hun naturligvis ikke svare for, men hun vidste intet derom. Da vi huskede at vi kunde sende Brevene paa Jernbanen fik du et længere Brev end jeg først havde tænkt, du ønsker maaske vi havde været lidt mere glemsomme da Du saa havde faaet lidt mindre Snak at læse som du nok i denne Tid du er saa optaget af de øvrige Damer vilde kunne ønske. Lad mig nu see du snart lader mig høre lidt fra dig du har dog nu langt lettere ved at skrive end jeg. Moder beder mig hilse dig kjærligt, ja du som jeg ved det kommer fra et kjærligt Moderhjerte, gid mit maa blive halvt saa kjærligt mod mit Barn.
25*
Lev nu vel og Gud være med dig det ønsker
din Søster Meta.
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Lysemosekaserne
d. 13 Juni 1850.
Kjære Moder!
- - - Tak for dit Brev, som jeg fik d. 23de f. M. - - - For hvad jeg fik med Oberst Blom vil jeg sige dig saa mange Tak, Sokkerne vare mig særdeles kjære, og Hans sagde, at jeg trængte ogsaa temmelig til nogen nye, som jeg dog ikke ret havde lagt Mærke til, da jeg dog kun har 1 Par cassable endnu. Ligesaa Tak for Selerne af dit eget Arbejde; de kom strax i Brug, og de andre i Vadsk, som de trængte betydeligt til. Den smukke lille Kniv og Gaffel er jeg meget fornøjet over; den er meget bekvem at føre med. Jeg havde igaar Brev fra Svend, hvori han klager over, aldeles intet at have hørt fra Eder; han har det forresten, som det synes, idetmindste i Forhold til os, misundelsesværdigt godt i Odense, og er ogsaa meget vel fornøjet der. Herovre er det derimod ikke muligt at glemme Tidens Usselhed; jeg vilde gjerne see Ministrene hængte, dersom de ikke snart kunne bestemme sig til det Ene eller det Andet, og det Meste af Rigsdagen med, som ikke driver dem til at gjøre Noget. Ved at trække Sagen i Langdrag, tabe vi kun, idet vi bruge vore Penge til en stor Armee til ingen Verdsens Nytte. Vi her ved 10de Batl. have nu ogsaa speciel Grund til ikke at ynde denne Vaabenstilstand, da vores Ali Pascha i Feldten er meget god at komme ud af det med, af visse Grunde, men derimod, som vi nu ligge, ikke veed Andet end at lade sit onde Lune gaae ud over Bataillonen. Vi maae exercere og gymnasticeres. 403indtil Taabelighed, og fordetmeste til ingen Nytte, for vore Folk behøve det ikke og blive derfor blot kjede deraf, og Officererne da ikke mindre, da vi aldrig have Ro. I denne Tid morer han sig specielt med at arrestere og krumslutte Folk, fordi de ikke kan fatte de ligefrem afsindige Befalinger, han udsteder. - - -
Din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, Lørdag-Aften 15/6 1850.
Kjære Moder!
Vore sidste Breve krydsede hinanden undervejs, så jeg vil hverken imødegaae de Klager, der findes i dit, eller fornye dem, der findes i mit: Klagerne over Forsømmelighed i Brevvexlingen, som vi nu kunne lade gaae lige op; og lad os saa være enige om ikke tiere uden Nødvendighed at lade hinanden vente 14 Dage forgjæves paa at faae, om ikke andet, saa dog lidt Nys fra hinanden.
Om vi, siden jeg skrev: idag for en Uge siden, ere komne videre i det Hele taget, det veed jeg ikke; men, som Du seer strax af Overskriften, saa er jeg ikke kommen videre i denne Tid. Imorgen er det en Maaned siden jeg forlod Kjøbenhavn med lutter Krigstanker i Hovedet, men endnu sidder jeg her ganske fredelig, skjøndt »som en brav Soldat altid til Krig parat« 1). En lille Afstikker gjorde jeg dog forleden, da jeg i Onsdags maatte kjøre de 6 Miil til Middelfart for at være Assessor i en Krigsret der Torsdag-Formiddag. Efter at have været ude ved Hindsgavl, hvor der er overmaade dejligt, og hvor jeg desuden havde den Fornøjelse, som er mig nægtet her, at faae mig et Saltvands-Bad, kjørte jeg tilbage hertil. Der har vel oftere været Tale om, at vi skulde ud paa Landet, et Par Miil herfra, men endnu er der ikke blevet noget af, og jeg seer helst at det ikke bliver til Noget; thi saalænge vi dog skulle ligge stille, bliver jeg helst her i Odense, hvor jeg befinder mig overmaade vel, og kun har den Sorg, at Pengene forslaae saa lidet. — Fra Johan har jeg ikke haft Brev, siden jeg sidst skrev, men venter snart at faae et; fra Vilhelm fik jeg derimod Brev idag; han ligger stadig oppe i Nordborg; hans Fader faaer Befalingen paa Als, naar Armeen rykker over, og vil vel altsaa ikke mere komme ud i Krigens egenlige Tummel.
s. 404Det glæder mig at høre, at Meta nu er saa vel og jeg beder Dig foreløbig takke hende for hendes Brev. Den Skipperefterretning om Dagmars Forlovelse, som vakte saa stor Forbauselse hos hendes Nærmeste og maaskee hos hende selv med, har ikke senere bekræftet sig; men Du veed jo nok, at man i Provindserne gjærne veed en heel Deel mere at fortælle om hvad der passerer i Kjøbenhavn, end man veed paa selve Stedet. Saaledes er det da ogsaa gaaet her. — Jeg beklager Dig af ganske Hjærte, at Du nu igjen har maattet tiltræde den evige Vandren efter en Lejlighed. Gid der ret snart maatte vise sig en! Nu er jo Ordenskapitlets Gaard solgt, og I har vel hørt jer for hos Kjøberen. Er der ikke noget at faae? — Mit Bekjendtskab her i Byen er nu blevet udvidet til Bispegaarden, hvor jeg var indbudt til i Onsdags, da jeg maatte rejse til Middelfart. De fleste Aftener (Dagen gaaer for det meste med Tjeneste) tilbringer jeg hos Schönheyders eller hos Muuses. Om Middagen samles jeg med en Deel Kamerader, deels af Korpsets Officerer, deels af 6te Dragonregiments, der ligger her i Byen og Omegnen. Naar der gives en Times Tid ledig om Formiddagen, læser jeg Aviserne paa Klubben eller spiller en Pot Kegler. Om Aftenen sildig (ɔ: Kl. 10—12) skriver jeg enten, som nu, Brev, eller jeg læser lidt, deels i militære, deels i andre Bøger; men da vi her ere tidlig oppe om Morgenen, sædvanligst Kl. 7, men ogsaa ofte Kl. 5½, saa er jeg ganske mod min Sædvane i Kjøbenhavn, sjælden oplagt til langt Aftensæde.
Mit Liv her for Tiden er altsaa meget forskjelligt fra mit Vinterliv i Kjøbenhavn, men jeg troer, at saadanne Afvexlinger i Ungdommen ere meget gode og frygter nu ikke mere for ved slige Afbrydelser at blive fremmed for mig selv eller for de Interesser og Beskjæftigelser, som under sædvanlige (ɔ: fredelige) Forhold have det første Krav paa min Tid og mine Kræfter.
Lev nu vel, kjære Moder, og bring Fader og dem Alle derhjemme baade ovenpaa og nedenfor Vestervold saa mange kjærlige Hilsener fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
d. 18de Junii 1850.
Kjære Johan!
- - - Nu er det da bestemt, at paa Søndag skulle lille Elisabeth i Kirke, var det ikke tænkeligt at see dig her min Søn til den Dag?s. 405- - - Vistnok er det, Folkene kan ret trænge til at gives noget at bestille, thi af dem selv foretager de dem nok ikke stort som er værdt at tale om, et drive Liv er jo dog grueligt for hvem det saa er. - - -
din trofaste Moder.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Odense, Torsdag-Aften 20/6 50.
Kjære Meta!
I det Haab, at Du vil være nøjsom og foretrække lidt for slet ingenting, og at Du ikke, naar Du faaer læst disse Linier, vil udbryde: »ikke andet! saa kunde han lige saa gjærne reent ladet være at skrive«;
— i dette Haab tager jeg nu Pennen fat for med faa Ord at takke Dig for Dit kjærlige Brev og bede Dig snart tænke paa mig igjen, ikke allene i Dit stille Sind og i den hjemlige Kreds paa Volden eller nedenfor, som jeg veed Du tidt gjør; men tænke paa mig saa højt og saa tydeligt, at jeg ogsaa selv kan fornemme det; thi det er vel godt at vide, men endnu bedre at see sig venlig erindret af sine Nærmeste og Kjæreste. Du mener det vel heller just ikke saa slemt som Du siger det: at jeg over »de unge Damer« (hvis Selskab jeg i øvrigt højlig paaskjønner, og blandt hvilke jeg maa fremhæve Maria Købke, der ret er hvad jeg kalder en yndig Pige) skulde glemme enten de unge eller gamle derhjemme, og da mindst min kjære gamle Moder og min eneste Søster, der nu kan nævnes den unge Moder, eller det lille blaaøjede Væsen, der først ret skal lære hende dette Navn at kjende. Hun har gode Forældre og gode Bedsteforældre at slægte paa og gode Navne at voxe op til, saa hun vil med Guds Hjælp blive en rar Pige, som vi alle kunne have Glæde af; men lad os være enige om ikke at forkjæle hende, hvad der rigtignok kunde være Fare for, naar hun voxer op med to Bedsteforældre og to gamle (for det bliver man jo dog efterhaanden, naar Vorherre lader En leve) enlige Oncler ganske for sin egen Mund, ikke at tale om Forældrene og Navnemoderen Nr. 3. —
Om mit Liv her er ikke stort at mælde. Min Tid optages for en stor Deel af fredelige Forberedelser til Krigen; at denne vil komme, om den end lader vente længere paa sig, end jeg troede, da jeg forlod Kjøbenhavn, saa er jeg dog vis paa den kommer, fordi den er uundgaaelig, fordi vi kun have Valget imellem den og Opgivelsen af alt hvad vi have kjæmpet og blødt for nu i to Aar, Opgivelsen af os selv. Om mig selv har jeg kun at mælde, at jeg har det meget godt, og at jeg har faaet fornyet Anledning til at gjøre den Bemærkning, at jegs. 406dog i Grunden er hvad man kalder »en heldig Kartoffel«; og navnlig er jeg det i Modsætning til »den stakkels Johan«, der stadig maa sidde og kukkelure ovre i sin Kaserne paa Als, hvorfra han jævnlig sender venlige Breve og længselsfulde Blikke over til det Canaans Land, hvori Skjæbnen har hensat hans Broder. Hans sidste Brev var af 17de dennes; jeg anmærker dette, fordi I maaskee ikke have hørt saa nylig fra ham.
Jeg havde tænkt ogsaa at faa skrevet til Moder; dertil bliver der imidlertid dennegang ingen Stunder. Foruden en kjærlig Hilsen til hende som til Fader, Peter og de Andre derhjemme, beder jeg Dig bringe hende den Commission at sende mig snarest muligt de to bedste Par hvide Beenklæder, hun finder i min Garderobe, samt 3 nye hvide Lommetørklæder, jeg efterlod. Den første Commission har især Hastværk, da vi skulle møde hvidbenede ved den forestaaende Revue for Overgeneralen.
Naar Du seer Dagmar, maa Du hilse hende saa meget fra mig og bede hende tilgive mig min Lettroenhed. Man bør aldrig troe og endnu mindre udbrede Rygter af den Art. Det skulde i øvrigt [gjøre] mig ondt, om det at blive løjet forlovet skulde have samme Virkning som at blive løjet død.
Nu god Nat, kjære Søster. Jeg haaber da, at den lille Elisa nu har lært at respectere Din Nattero bedre end da Du sidst saae
Din hengivne Broder:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Kb: d: 25de Junii 1850.
Kjære Svend!
Det var min faste Beslutning at Ugen skulle ikke være udgaaet førend jeg havde sagt dig Tak for Brevet fra 15de men det blev der da inted af; at lille Elisabeth var i Kirke i Søndags veed du jo nok, og det gav da ogsaa Bedstemoder noget at bestille som tog heele min Tid der ikke saa sjælden er Tilfældet, men det er jo glædeligt at see og have at bestille med det lille milde Pus, thi nu Leer hun, eller smiler skulle jeg vel sige saa yndigt med de Øjne du jo kjænder, men jeg forsikkrer dig, jeg skal ikke forkjæle hende, uartige Børn kan jeg ikke finde mig i og jeg tør sige, mindst mine egne, men herimod indvænder du vel, Man seer det ikke selv, vistnok ligger der megen Sandhed i; jeg vil nu Befliitte mig paa at være en fornuftig Bedstemoder og de gamle Morbrødre som du taler om, kan vel ogsaa behøve at mindess. 407derom, der gaaer da nu en Tid for det første før den Sorg kommer. —
De Beenklæder du bad om følger nu her som de er, jeg løb op igaar at hænte dem og vil nu ikke opsætte med at sænde dem ligesaa gule som de er, thi ellers maatte det være opsadt til Fredag der jo vel ville blive forlænge for dig at vænte, du kan da vel snart faae dem istand. — Her følger en Apel fra Levin 1) til Forskjællige, hvor du da ikke heller, som du vel kan tænke, er forglemt, Høxbro — som bad meget at hilse dig — kom her med den i Aftes, saa jeg blot fik titted lidt i den, jeg maae see at faae den bedre tillivs; »noget Snavs« sagde Fader, nu jeg var oppe at hænte den for at pakke ind. — i Søndags havde jeg da Brev fra Johan, ja vistnok er du en »lykkelig Kantoffel« imod ham, den Erkjændelse er du da nu kommet til, det liv han fører er vistnok i ingen Henseender glædeligt, eller i mindste Maade opmuntrende.
Nu har du da seet af Avisen om det hemmelige Møde, hvad bringer saa det til og hvor klog blev Man deraf, det almindelige Vrøvl; en god Ende vil vi bede Gud give herpaa, for vore Øjne er den vist ikke at finde; det har været to lange trange Aar. —
jeg maae nu see ihast at faae dette paa Banegaarden. Fader og Tante J: hilser Kjærlig, Moder ikke mindre sin yngste kjære Søn som jeg jo veed ikke vil glemme naar han kan at glæde
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Meta kan jeg da foreløbig hilse dig med Tak for Brevet; hun var en lille Kjøretour her igaar, hun var lidt ude sammen og Barnet er da altiid her næsten hver Dag. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, d. 29de Juni 1850.
Kjære Moder!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog iforgaars, tilligemed Pakken. Du maatte gjærne snart sende endnu en Pakke med alle de »Danskere«, der er udkommet siden jeg forlod Kjøbenhavn (c: siden 16de Maj), samt 3 Flipper og 2 Par hvide Hansker fra. Taagerup, for dem man faaer her og maa give 5 & for, ere langt slettere end dem jeg plejede at faae i Kjøbenhavn for 3 & 8 ß. (Mit Nr. er 8 1/4).
s. 408Fra Johan skal jeg hilse saa meget; jeg har i denne Uge faaet to Breve fra ham, det sidste idag. Han lever ved det Gamle, med Rette misundende mig mit behageligere Opholdssted.
Jeg har siden jeg skrev været to Gange i Kjerteminde og seet den smukke Klint og det dejlige blaa Hav, som man ret længes efter og savner, naar man som jeg er opvoxet med det for Øje. Den ene Gang var jeg der med en Deel Korpskamerader, den anden Gang med Muuses og med det samme paa Skovsbo til Gratulation hos Gaardens Ejer ved Navn Berg, en gammelagtig kjedelig Herre, der nylig er bleven gift med den Frøken Rohmann, som Du vist har hørt mig omtale, og som jeg saa gjærne vilde haft til Svigerinde. Med Schönheyders har jeg ogsaa gjort et Besøg hos Kmrhre Schöllers paa Margaard, saa jeg har dog faaet mig seet lidt om her paa Landet.
Du kan ikke troe, hvor jeg er glad for den lille Elisabeth; selv har jeg jo ingen directe Fornøjelse af hende nu, hvad jeg dog haaber at faae, skjøndt jeg jo maatte give Afkald paa Fadderskabet; men for Eder der hjemme og da navnlig for Dig er hun jo allerede meget. Jeg frygter ikke for, at hun skal røve mig min Plads i Dit Hjærte, dertil kjender jeg Dig for godt, men jeg glæder mig ved Tanken om, at Du for hendes Skyld faaer mindre Tid til at føle Savnet af Dine Sønner.
Gjennem Paludan-Müller fik jeg igaar at vide, at Madvig nu har bestemt tilsagt Understøttelsen til Kæmpeviserne: 500 rl. aarlig i 5 Aar, fra dette Aar at regne. Saa snart Forholdene altsaa tillade det, vil jeg kunne begynde Udgivelsen. Naar der imidlertid vil kunne tænkes herpaa, som overhovedet om Øjeblikkets Stilling og Udsigterne for Fremtiden — derom er jeg trods alle hemmelige Rigsdagsmøder i fuldkomment Mørke. Dog hælder jeg stærkt til den Mening, at vi snart ville komme til at rykke ind i Slesvig; men hvad saa Tiden videre vil bringe, derom har jeg ikke mindste Anelse.
Rigsdagen er vel bleven opløst idag, saa jeg med Haab om Svar kan skrive Fader til med det Første. Hils ham og hils dem alle der hjemme kjærlig fra
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Johan minder mig i sit sidste Brev om Peders Fødselsdag d. 22de, som jeg rigtignok aldeles havde glemt. Hils ham og bring ham min Lykønskning, og siig ham, at havde jeg end glemt Dagen, ham har jeg derfor ikke glemt, om jeg end kunde have Grund til at troe, at han havde glemt mig. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
Mandag d. 1ste Julii 1850.
Kjære Johan min ældste Søn!
Det var mit faste Forsæt ikke at lade forrige Uge gaaet ud førend jeg havde faaet skrevet dig til men deraf blev da inted, det er jo ikke for at kunde melde dig noget Nyt der var værd at høre, hvad skulle det vel være? maae Man spørge; nei det er mine gamle Historier og min gamle Længsel der altiid fornyer sig hos Moder; ved forleden Dag at staae og betragte dig eller dit Billede min kjære ældste Søn gik jeg først tilbage til min lille Krølhaarede Johan og siden fulgte jeg de mange Aar der siden er forløbne, de har bragt mig forskjællige Erindringer; det er mig ofte som en ganske forskjællig Verden jeg levede i, dengang, og nu, ja jeg kan vel tænke du forstaaer ikke Moder mit Barn. mine tanker sværmer vel lidt vildt om imellem det tilstaaer jeg gjærne, endskjøndt jeg er blevet gammel, ja meget gammel, er der dog i enkelte Ting jeg synes at føle, aldrig at blive det, som nu vel kaldes sværmeriske Ideer, ja jeg tilstaaer det, aldrig realiseres de vistnok her. — jeg fik i Dag Brev fra Svend, hvori han siger mig samme Dag at have faaet Brev fra dig, ja han lever nu som det kaldes, [som] Blommen i et Æg, ja meget for godt maatte Man jo sige, at blive saa forvændt kan det vel kaldes, som han nu har det i alle Henseender er ikke altiid saa godt du har det nu netop modsat, som jo er bedst, naar det er overstaaet. - - - Hør min Søn siger jeg, som der imellem sagdes Hør i Rigssalen, saml dine Penge sammen og skriv til Møller om en nye Frakke, thi jeg kan godt tænke, naar du siger det, at du trænger til den, det er nu saalænge siden Moder saae dig lidt efter i Sømmene, ikke sandt mit Barn? Du har dog vel faaet det store Brev jeg sændte dig med »Danskerne«. - - -
Nu lev vel min kjære Johan! Tak Svendsen for Hilsenen og bring ham vor igjen. — Tante Jane beder dig meget at hilse men Ingen som din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 4de Julii 1850
Kjære Svend!
Maaskee du modtager dette Brev med Frue Molly Tang, som har været her i Byen en Tid og nu reiser Hjem med sin Mand omad Odense, da hun hørte du var der, bad hun om at faae Brev med, da hun dogs. 410saa gjærne ville see dig efter 12 Aars forløb, det har ret glædet mig at see hende igjen, saavel forrige Vinter, som nu i Sommer; hun har bevaret den samme kjærlige Deeltagelse for os Alle som i fordums Tid og det er hvad nuomstunder næsten maae kaldes af Sjældenhederne. — Kan jeg nu i Eftermiddag, skal jeg gaae hen at kjøbe de 2 par Handsker du skriver om, du veed jo nok min Søn, det er en af de svage Sider jeg siger du har, som er din Ødselhed med Handsker og det Stadsliv du nu fører i det forfængelige Odense, Bidrager da ikke til at gjøre det mindre; sænd mig nu alle de gamle Handsker, du kjænder nok Moder, det er virkelig mit Alvor, og min Søn seer vel suurt, eller smiler over Moder.
»Danskeren« du skriver om at sænde har jeg betænkt mig lidt paa, da du i Odense vel ikke kan være forlægen for at faae den og saa bliver jo det Exemplar ucomplet, igjen et Anstrøg af Moders Ekonomie til at ærgre sig over; jeg skal sige dig min Søn, den Tid jeg er opdraget i, var den tarvelige og sparsommelige, men derfor ikke mindre glædelige, Skjønhedssandsen vil jeg tilstaae i en vis Retning var langtfra saa stor, men det giver ogsaa tit Sorger, som da ikke Kjændtes, hver Tid har nu sit Gode, men ogsaa sit Onde, maae Man vel sige. —
Fra Johan har jeg ikke havt Brev siden 21de Juni men gaaer da nu og vænter hver Dag, det var mig da kjært at see du havde faaet; at jeg havde en stor Lyst til at kunde gjordt en lille Tour derover i Aar, som ogsaa Talen var om i Fjor, det kan du vel tænke, men den Reise kan vi ikke gjøre ringere end 50 Rbd. siger Fader og saa bliver vi smukt Hjemme. — Vistnok som du siger, glæder den lille Elisabeth Moder, men det er ikke mine store fornuftige Sønner som hun kan erstatte mig, men Gud skee Lov for det lille Barn! hun er umaadelig lille og fiin, Meta er nu heller ikke i denne Tid af de raskeste; hun kommer dog kjøndt flittig herhen med Pussed, der er den rare Vei imellem os og det deilige milde Veir, ja det er jo Sommer. —
Den Nyhed kan jeg da fortælle dig, nu har vi da endelig faaet bestemt om Værelser i Stormgaden, i Morgen skulle jeg derhen og Lægge den sidste Haand derpaa kan jeg vel sige; det er en Gaard der staaer under Reparation i alle Maader, der indrettes Kjøkken, opføres Kjøkkentrappe e: c: t: 500 Rbd bliver Lejen, saa du kan tro her jo har været meget at betænke sig paa; jeg vil nu haabe at vore Sønner kunde finde dem fornøjet der; der er, kan du nok vide, tænkt paa Eder; ja Gud give til Vinteren en Lykkelig Fred som her tales saa meget om i disse Dage, at det kuns ikke er paa Rævekløer der stoles, at de ligger for at lure paa Bytted; hvor jeg dog synes en rigtig Breds. 411Kanal kunde være ønskelig at vi dog kunde have vores Eget i Fred. — jeg er nu kommet ind i den forbistrede Politik som du nok merker, der ellers er min Pest, Tankerne kan jo ikke holde sig derfra og saa Løber Pennen over med. — Ja, nu er alting jo færdigt til at du kunde begynde paa dine Kæmpeviser, jeg havde glemt at skrive det til dig, Fader havde hørt det af Prof: Lampe [Lange]. Der blev nu inted af med Handskerne her, jeg sænder dem da med Posten i Morgen, jeg var nede i Porten og ville gaae, men det øste Vande need som der siges og jeg blev i Huus. At du skriver flittig til Johan, behøver jeg da ikke at bede dig om, det er jeg vis paa du gjør, han trænger dertil, og du glemmer heller ikke Moder, det veed jeg jo nok. —
Kjærlig Hilsen fra Fader, Tante og din trofaste Moder
E: Grundtvig. —
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Lysemosekaserne
5 Juli 1856
Kjære Moder!
Tak for dine 2 Breve. - - - Du sætter dig i Erindringen tilbage til den Tid, da jeg var »din lille krølhaarede Johan«, og jeg kan slet ikke undre mig over, om du med en vis Vemod tænker tilbage paa den. Barndommen er dog den lykkeligste Tid for os, og de Forventninger, gode Forældre i den knytte til deres Børns Fremtid, slaae nok kun sjelden til. Jeg tør idetmindste langtfra smigre mig med at høre til Undtagelserne i den Henseende. Ingen har mindre Grund end jeg til at være fornøjet med sin Bane, da den langtfra er gaaet som jeg vilde eller kunde ønske. Men vi maa antage, at Vor Herre bedre end vi selv forstaaer at lede vor Skjæbne til det Bedste; og det er ogsaa mit eneste Haab. For Øjeblikket er jeg iøvrigt meget vel tilfreds, (naar jeg blot var et andet Sted end i dette Ravnehul og denne usselige Øe) jeg finder mig paa min Plads, og kan til Alles Tilfredshed udfylde den og see Resultater af min Virksomhed. - - - Det Eneste, jeg for Øjeblikket ønsker, er at komme snart i Krig igjen; thi til Krigen har jeg Lyst, baade for Fædrelandets og for min egen Skyld. - - - Freden med Preussen er jo nu afsluttet, og Oprørernes Blade, som kom idag, sige, at nu maa altsaa strax Krigen mellem Danmark og Slesvigholsten begynde igjen; og vil Slesvigholstenerne det virkelig, hvad der ingen Tvivl kan være om, da de jo altid faaer en Deel Hjelp fra Tydskland paa een eller anden Maade, saa er der jo ingen Grund for os til at unddrage os derfor, da vi jo dog paas. 412ingen anden Vej kan faae Sagen afgjort. Vi vente altsaa en af de første Dage at faae Marschordre, enten blot for at besætte Slesvig eller for at gaae løs paa Oprørets Rede og prøve vore Kræfter. - - -
Vi (ɔ: de henved 300 under General Schleppegrell staaende Officerer her paa Øen) gav i Dag 8 Dage (Fredagen 28de Juni) et Gilde for ham paa Augustenborg, i et dertil opreist Telt til 360 Personer, da endeel Honoratiores og Damer fra Øen og Sundeved (deriblandt Steffensens) vare indbudne. Det var nemlig den Dag Generalens Geburtsdag. Der gjordes megen Stads af ham, gaves Salut af 27 Skud ved hans Skaal og afsunges 3 Sange til hans Ære. Efter Bordet blev der Dands ved Fakkelskin i Skoven og Scenen belystes af og til af Blaalys, som tog sig meget smukt ud. Dalgas var en af dem, der stod for Arrangementet. - - - I Søndags var jeg med gamle Blom ovre i Dybbel; de 1) har da nu faaet deres Præstegaard gjort istand igjen og er flyttede derind.
Lev nu vel og hils Fader og Alle, navnlig Meta, som jeg nu vil haabe, atter er heel rask saavelsom den lille Tøs; jeg skriver, om muligt, en af Dagene til hende. Du kan troe, jeg tænker oftere end I maaskee troer, tilbage paa Eder og det kjære Hjem, der altid vil kjærlig erindres af
din hengivne Søn
Johan Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 6te Julii 1850
Kjære Svend!
See her har du atter Brev, dog nei, du modtager vistnok dette før et jeg sændte i Torsdags med Frue Molly T:, da de reiser lidt om her i Sjælland først, hun har været et par Maaneder her i Byen og følger da nu Hjem med sin Mand, hun ville dog saagjærne fornye bekjændtskabet med dig fra dine Drengeaar, det er nu 12 Aar siden hun saae dig, med hende som sagt faaer du et Brev for at intrudusere hende. — Hermed følger nu »Danskerne« Handskerne og Flipperne som jeg vrøvlede noget om i det omtalte Brev. —
Dette bliver nu lidt i Hastværk da jeg skal hen, nu vel sidste Gang at skaade den nye Leilighed heri Stormgaden og saa at sige slaae Hovedet paa Sømmet, saa du vel kan tænke Moder er ikke lidt beklemt, gid jeg dog kunde havt dig med min Søn ved denne Begivenhed, thi det bliver jo dog mig der skal indestaae for hvordan der bliver ogs. 413kommer da ogsaa selv til at føle den største Besværlighed der bliver ved den, som jeg imellem os at sige, gruer lidt for der vil blive, men det tør nu ikke længer opsættes da Leiligheden byder sig paa sligt et Stæd. — jeg er nu i stor Forvæntning efter at vide om vi skal besætte Slesvig, naar det bliver, om det skal være med heele Styrken og hvad der saa videre skal skee, jeg vil jo ikke nægte, mine Sønner staae mig da altiid nærmest for Øje og der er heller Ingen De ligger paa Hjerte som Moder, jeg kan sige jeg er altiid om Eder kjære Børn!
Nu Farvel min kjære Svend! Tak for Brevet fra d. 29de Junii; Fader og Tante hilser kjærlig, snart vænter jeg nu Brev igjen
din trofaste Moder
E: Gr:
Hils Hanne Vestengaard, du seer hende vel imellem; iøvrigt troer jeg ikke jeg kjænder et Meneske i Odense. —
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
10de Juli 1850.
Kiære Johan! naar jeg ikke før nu giengiælder Dit kiærlige Brev fra ifjor Efteraar, saa troer Du nok, det er ikke fordi jeg jo tænker meget paa mine Børn og har dem kiære, men jeg vil dog ikke sige, det er Travlheden, der har giort Langdraget saa langt; thi skiøndt jeg næsten har været overlæsset, især i Vinter, saa finder man dog gierne i tre Fjerdingaar mere end een Gang Leilighed, naar man ret har Lyst til hvad der kan giøres taalelig godt i meget kort Tid. Nei, skiøndt jeg især siden Paaske, tit har tænkt paa at skrive Dig til, saa slutter jeg dog selv, at siden det ikke er skeet, maa Lysten ikke have været stor, og jeg kan jo ogsaa nok vide hvad Hoved-Hindringen er, thi det maa jo være den samme, som i det hele standser Brevvexlingen med mine fleste Venner og snart med dem alle uden Undtagelse, at jeg ikke godt kan skrive dem til uden at enten noget bliver misforstaaet, eller at der slaaes paa en Stræng, der giver Mislyd, og det vil jeg meget nødig have, fordi det giør snarere Skade end Gavn, og naar jeg skal studere paa hvad jeg uden Fare tør skrive om eller yttre, da gider jeg ikke skrevet til gode Venner, thi det er at lege fremmed med dem. Idag havde jeg imidlertid Lyst til i det mindste at sige saameget, for at Du kan see, jeg er i alle Maader den gamle, hvem Du jo dog ikke vilde bytte bort for den allerbøieligste og allerføieligstes. 414Fader, og jeg havde Lyst til mere end det, Lyst til at vise Dig min inderlige Deltagelse i den hardtad utaalelige Stilling, det er for Dig og for hele den danske Ungdom, der tager varmt Deel i det Heles Vee og Vel, saaledes at ligge, som Du nu har ligget paa Als halvandet Aar. Ja, det er frygteligt, langt frygteligere i mine Øjne end hele den preussiske Overmagt, thi jeg veed af Erfaring, hvad det koster at holde Ørene stive hvor alting slappes, og at holde Øinene aabne, hvor alting sover, og jeg har dog i min saakaldte »Hauge« og mine boglige Sysler havt en Opmuntring og Tilflugt, som Patrontasken hverken kan rumme eller ret forliges med.
Nu, med Guds Hjelp, tør jeg haabe, vi er over det værste, ikke fordi jeg troer »Freden« eller har mærket at nogen herovre er kommet i Aande, thi det seer i denne Henseende slettere ud, jo længere det varer, og jo klarere baade Gaasegangen og Rævekløerne kommer tilsyne, men fordi jeg veed, Vorherre prøver os aldrig [over] Evne, og vi har vist faaet omtrent alt, hvad vi kan bære. Jeg kan føle det paa mig selv; thi skiøndt min Deel i Vaabenstilstands-Tilstanden, som er at skrive »Danskeren«, hører til det taaleligste, saa har jeg dog følt hele Aaret, at længere end i det høieste Aaret ud, kunde jeg vist ikke blive ved under nærværende Omstændigheder, uden at Livet gik i Lyset. Omstændighederne synes da ogsaa allerede at have forandret sig, ikke ved Fred-Slutningen, men ved det næsten nødvendige for Preussen at holde Fred, for vor Regiering at handle og for Holsten og Gottorperne at krybe til Korset eller at løbe Panden mod Væggen, hvorimellem deres Valg igien neppe kan findes tvivlsomt.
Ja, Vorherre giøre en god Ende paa Seipiningen og lade Dig med hele vor kække Ungdom, ikke modfalden men dristig gaae Lykken imøde, som sikkerlig bier Danmark endnu baade paa Kamppladsen og paa Rigsdagen og i alle Fredens Sysler. Dette er Haabet, som jeg har levet i siden jeg var Dreng og gid mine Børn maae nære det samme til de seer det gaae i Opfyldelse!
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 12te Julii 1850
Kjære Svend!
Her er da Moder igjen, tredie Gang siden jeg hørte fra dig, endskjøndt du fører Klager over mig, vil jeg blot sige, det var mig det tilkom. —s. 415— jeg længes nu ogsaa dobbelt efter at høre fra Eder mine kjære Sønner naar det er dig mueligt saa glem det heller ikke, jeg kalder det at være god ved mig, gjør dog ikke derfor altiid Regning [paa] at høre fra mig, det sagde jeg dig mit Barn førend du reiste, desuden er Eders Længsel ikke som Moders. — Nu skal I vel snart skifte Opholdsstæd »Danskeren« kom nu ind ad Døren, Fader sagde da, at jeg kunde maaske sænde den strax med Posten som nu efterkommes. —
Kjærlig Farvel min Søn, Gud være med dig! beder din trofaste Moder
E: Grundtvig
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Lysemosekaserne
d. 12 Juli 1850 Kl. 8 Aften.
Kjære Fader!
Tak for dit Brev af 10de ds, som jeg til min store Glæde fandt paa mit Bord da jeg ieftermiddag kom herhjem efter at have siddet og forhørt en Kjæltring siden imorges tidlig, mig til saare liden Opbyggelse. Jeg vil nu da haabe, at der ikke bliver Tid til fra dette Sted at lade Eder [høre] oftere fra mig, og dette Haab er temmelig vel begrundet i Ordres, vi iaften have modtaget, men som jeg ikke skal driste mig til nøjere at angive, da vi have en Dagsbefaling Kolding 2den Juli 1850, saalydende: »Den commanderende General finder Anledning til at gjentage og paa det Strængeste at indskærpe de tidligere givne Befalinger om, at Ingen af Armeens Personale i Breve til Hjemmet eller Andre tør omtale Armeens Stilling, Bevægelser eller Tilstand. Den, om hvem det maatte blive oplyst, at han har handlet herimod, vil blive alvorligen anseet. Krogh. « Du vil heraf see, at Du ikke kan vente synderlig Efterretning fra dine Sønner under det forestaaende Felttog om nogensomhelst Ting af Interesse. Det kan maaske synes haardt, men det er dog kun mildt imod hvad Napoleon gjorde. Ved hans Armee kunde Enhver indlevere saamange og hvordanne Breve, han lystede, men de bleve alle strax samlede og opbrændte, saa at der aldrig til Frankrig kom andre Efterretninger fra Armeen end hans egne Bulletiner. Her maa vi dog skrive om Noget. Men hertil maa da ogsaa bemærkes, at vi hos os ikke heller have nogen Napoleon, ja, vel end ikke en Eneste, der kan stilles ved Siden af hans ringeste Generaler. Naar jeg skal være aldeles oprigtig, maa jeg rigtignok tilstaae, at jeg ikke troer, det kunde geraade Andre end Vedk. Personer til Skade, om deres Planer og Bevægelser bleve mere almindelig bekjendte. Før man hos os kommer til den Erkjendelse at til at coms. 416mandere en Armee, eller blot en større Afdeling, kan man ikke bruge Folk, der enten halvt gaae i Barndom, eller dog ere ude over den Alder, da det er muligt at lære Noget, at blive klog af Erfaring. Det er ikke nogen Last mod disse Mænd, jeg her fremsætter, thi det er Naturens Gang; og de Militære ere nu efter min Erfaring tilmed endnu tidligere aandelig affældige end andre Folk af de højere Klasser, og det er dog for en commanderende General eller Brigadechef væsenlig Aanden og dens Nærværelse og Livlighed, det gjælder om. Men der spørges endnu fra Armeekommandoens Side kun om Ancienniteten; siden Hansen blev Krigsminister, ja siden Slaget ved Slesvig er, saavidt vi her have kunnet følge det, ikke en Eneste paa Grund af Dygtighed avanceret udenfor sin Orden. Og skal den Regel vedblive, som den nu har gjort i 2 Aar, kan Armeen aldrig blive godt ført; naar den Enes Dygtighed fremfor den Anden ikke engang bemærkes, hvad Opmuntring er der da til at anspænde alle sine Kræfter for at udføre noget Overordentligt, hver i sin Stilling? Man maa for Alting ikke gjøre altfor megen Regning paa en fuldkommen uegennyttig Kjærlighed til sin Pligt og til Fædrenelandet, saa fuldkomne ere Menneskene ikke endnu.
Grundtvig og hans Slægt.
26
Maaske vil man indvende, at man ikke har Raad til at pensjonere saamange Generaler, Oberster, som i saa Tilfælde (naar man vilde give alle de Imbecile i disse Grader Afskeed) maatte have fuld Pension, men Enhver maa dog erkjende, at denne Grund aldeles reduceres, naar man tænker paa, at man ved at undlade det, sætter 1000rs Liv og Fædrelandets Velfærd paa Spil.
Ja nu er Kl. desværre saa mange, saa jeg maa slutte for iaften og tør ikke opsætte det, da vi i de næste Dage faae meget at gjøre. Hils Moder og Alle meget fra din
hengivne ældste Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, d. 12te Juli 1850.
Aften.
Kjære Moder!
Efter længe (ɔ: i hele 14 Dage) at have været uden directe Efterretninger hjemmefra, (thi indirecte, gjennem Frøken Westengaard har jeg dog i Mellemtiden hørt lidt fra Eder), fik jeg da igaar ikke mindre end to Breve fra Dig. Jeg var da ogsaa henne at hilse paa min gamle Veninde Fru Tang, hvem jeg kun kunde gjøre et kort Besøg, da jegs. 417først fik Brevet og Efterretningen om hendes Ankomst lige som jeg klædte mig paa for at gaae paa Bal; for vi havde et meget morsomt Bal paa Klubben iaftes, hvor jeg dandsede uafladeligt fra Kl. 8½ til Kl. 2½ imorges. Idag marcherede Dragonregimentet herfra ad Middelfart til; iovermorgen drage vi afsted ad Assens til, hvor vi formodenlig paa Mandag skulle udskibes; men hvorhen saa Rejsen videre gjælder, derom vides aldeles intet og maa intet vides. Eders Breve til mig bedes addresserede til »2det Forstærkn. Jægerc., 5te Brigade, Assens«. og de næste Breve, som I faae fra mig ville savne al Angivelse af, hvor jeg befinder mig; da det er strængt forbudt at mælde vort Opholdssted, efter at vi have betraadt Slesvigs Grund. Jeg gjætter paa Femern eller et Sted i Sydslesvig, siden det skal gaae saa hemmeligt. Vi ere 6000 Mand her paa Fyen, alt under Oberst Ræders Commando. Iaften var jeg i et lille Selskab hos Gads, egentlig hos Bispinden, da Hs. Højærværdighed er paa Visitats. Imorgenaften skal jeg slutte mit Ophold her i Byen i Selskab hos Muuses. I de 2 Maaneder jeg nu har været her har jeg haft det meget godt, og skylder da især Muuses behagelige Huus at det har været saa. Ogsaa har det været mig en stor Glæde at kunne i Samtale med Hanne Westengaard saa at sige besøge alle gode Venner og Bekjendte i Kjøbenhavn. Det er rigtignok en bradt Overgang jeg staaer i Begreb med at gjøre fra dette fredelige Slaraffenliv til et omflakkende Feltliv, fuldt af Savn og Møje; men saadanne Overgange ere sunde for et ungt Menneske; de ere sikkert lige saa styrkende for Aandens Nerver, som Styrtebade for Legemets, og jeg er meget fornøjet med Forandringen. Maatte vi nu kun i Sommerens Løb kunne faae en god Ende paa de sidste Aars Forviklinger, og saa til Efteraaret (helst til Flyttetiden, for at kunne være med ved den Begivenhed med alle Faders Bøger) komme tilbage til Kjøbenhavn og boe hos Eder, trykke Kæmpeviser eller tage os andre adstadige Arbejder for, saa vilde vi dog ret have Grund til at takke den gode Gud! Men er det dog ikke forunderligt: jeg er næsten bange for at tænke paa den rolige Tid, der dog engang maa afløse den nærværende bevægede. Jeg kan ikke forsone mig med Tanken om atter hele Aar igjennem at gaae ganske rolig i Kjøbenhavn. Der er dog endnu lidt Vikingeblod eller Væringeblod i Nordboens Aarer!
Ja, det er nu silde, jeg har meget at gjøre imorgen og maa derfor slutte med kjærlige Hilsener til Fader og alle de andre derhjemme fra
Din hengivne Søn
Svend.
26*
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fredag, d. 19de Juli 1850.
Eftermiddag.
Kjære Moder!
Skjøndt det er kun et Par Ord, jeg har Lejlighed til at skrive her 1), (hvor, siges ikke) hvor jeg ligger under aaben Himmel, som jeg nu har gjort de 5 Dage jeg har tilbragt paa Fastlandet — saa vilde jeg dog ikke lade dig ganske uden Efterretning fra mig. I Søndagsmorges forlod jeg da Odense, hvor jeg havde tilbragt 2 behagelige Maaneder, og hvor jeg sluttede med om Torsdagen forinden at være paa et Bal i Klubben, hvor jeg dandsede uafbrudt i 6 Timer og morede mig fortrinligt, eller egentlig sluttede jeg da ikke dermed, thi om Lørdagen var jeg med paa en stor Skovtour fra Muuses og til Dands hjemme hos dem om Aftenen. — Søndagaften, efter en temmelig anstrængende Marche paa 4½ Miil i den styrtende Hede, vi havde og siden have beholdt, indkvarteredes jeg hos Pastor Seidelin i Søllested ved Assens, hvor jeg fik mig hvilet ud til jeg næste Aften (Mandag) atter var paa Farten til Assens, hvorfra vi i Dagbrækningen overførtes til Aabenraa og marcherede videre ned i Slesvig. Siden den Tid have vi idelig været paa Marche og paa Feltvagt eller Bivouac; men endnu ikke i Fægtning, da Rebellerne hidtil ere gaaede af Vejen for os. Jeg har endnu ikke seet Johan, hvem jeg imidlertid hørte fra og sendte en Hilsen til, da jeg i Tirsdags traf 10de Batl. ’s Train med Regnskabsføreren. Han hører jo til en anden Brigade (Krabbes 1ste B. ) end jeg (Ræders 5te B. ) saa vi maa takke en Hændelse for et muligt Møde; paa Besøg er naturligvis under disse Omstændigheder ikke at tænke. En anden Bekjendt fra Als, Enrico Dalgas, der er ved Batteriet Lumholtz, der er tildeelt vor Brigade, saae jeg ganske uventet igaaraftes og har atter idag faaet talt lidt med. Thurah saae jeg et Øjeblik forleden paa en Landevej. Andre fælles Bekjendte erindrer jeg ikke at have seet. — Jeg befinder mig særdeles vel ved dette frie om end noget besværlige Liv vi her føre.
Paa en meget behagelig Maade afbrødes jeg her ved Synet af en civil Mand med Straahat paa, der reed her omkring paa Marken med spejdende Øjekast, og som ingen anden var end J. L. Knudsen, der har foretaget sig denne »Tour til Armeen« og lige kom ovre fra Johan, der ligger en 3 Fjerdingvej herfra, befindende sig særdeles vel, efter lige at være kommen af Feltvagt. Regnskabsføreren tager nu tilbages. 419til Staden (F....... g), saa jeg maa slutte, om jeg vil have disse Linier med ham.
Farvel da, kjære Moder, bring alle de Kjære derhjemme de venligste Hilsener fra
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Jeg havde nær glemt at takke dig for dit Brev af 12te, som jeg fik Dagen før jeg forlod Odense. Siden har jeg da intet hørt, men haaber snart at faae lidt hjemmefra.
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Bivouaqven ved Tostrup
20 Juli 1850
Kl. 9 Morgen.
Kjære Moder!
Det gjør mig inderlig ondt, at have maattet lade dig vente indtil nu paa Efterretning fra mig, men jeg er undskyldt; siden vi d. 16 Morg. Kl. 4 rykkede ud af Casernen og herover, har jeg ikke været i Qvarteer uden den første Nat, og det kun fra 10 Aft. til 5 Morgen; forresten ligget paa Feltvagt eller, som inat og endnu, under aaben Himmel. - - -Før nogen Tid er hengaaet, tør jeg dog ikke fortælle dig Noget om vore Bevægelser, knap at vi ere tæt syd for Flensborg (henved 1 Mil) i en By, der hedder Tostrup, (men paa Kortet Tastrup). Vi have havt det strængt, men har det godt forresten nu, da vi atter have faaet noget Ordentligt at spise, hvad vi saagodtsom ikke fik, af Mangel paa Tid og Lejlighed fra Tirsdag Morgen til igaar Fredag Middags, da vi rigtignok ankom her meget udmattede. Det har jo været en frygtelig Hede alle de Dage vi have marscheret, saa at de første Dage Mange styrtede, men nu ere de dog blevne vante til at døje det og følge godt Trop.
- - - Hils Fader og Alle mange Gange fra
din heng.
Johan Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 25. Julii 1850
Kjære Svend!
Godt var det da min Søn at jeg saae Brev fra dig som fra Johan i Mandags, hans var fra en Dag seenere end dit hvori du fortællers. 420om Knudsen der havde søgt Eder op og da først truffet Johan saa du derved fik at vide hvor han var og havde det; at træffe hinanden kan jeg vel tænke er heel vanskeligt og da kun Øjeblikkelig. — Hvor jeg idelig længes efter at høre fra Eder kjære Børn, jeg veed da ogsaa du vil ikke lade være at skrive om det saa kun kan blive een Linie, jeg kan godt tænke hvor vanskeligt det er for Eder at kunde faa den Tid men du glemmer ikke din Moders Kjærlighed og Længsel efter mine Børn. —
Med Præsten Hammerich som reiste herfra i Mandags over til Hæren, Blev sændt kjærlige Hilsener til Eder iøvrigt er herfra slet inted at melde, andet end alt er her som sædvanligt, dog nei siger jeg, Langtfra, vi lever her i en gruelig uvidenhed netop om hvad der for Tiden eene ligger paa Hjerted at vide, Gud give gode Tidender fra Eder og det Heele! Længselen er stor. —
jeg vil nu ogsaa skrive et par Ord til Johan endskjøndt somsagt, jeg har jo inted at melde men jeg veed jo dog du gjærne seer lidt fra Hjemmet. —
Nu Farvel mine Børn Gud være med Eder paa alle Eders Veje!
din trofaste Moder
E: Gr:
Fader hilser da Kjærlig ligesom Tante og paa Møllen. —
jeg er blevet opholdt heele Dagen uden at kunde komme hertil saa det er jaget af i en gruelig Hast men du tager det heller end Inted, snart Brev maaskee seer jeg i Morgen. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan. *
d. 25de Julii 1850.
Min kjære Johan!
Dit Brev fra d. 20de fik jeg i Mandags Tak derfor mit Barn, du vil jo heller ikke glemme at sænde blot en Linie naar det er mueligt. — jeg vil kuns ved disse par Ord sige dig, at i Mandags er dine Støvler afsændt med Hammerich, der er gaaet som Provst til Armeen; - - - her leve vi i tyk Uvidenhed om Alt i Slesvig, Gud give gode Tidender! - - -
Kjærlig Hilsen fra Fader og
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Tolk Præstegaard
26 Juli 1850.
Kl. 8 Formiddag.
Kjære Moder!
Efter Træfningen 1) igaar vil Du sagtens være noget ængstelig, og jeg vil derfor strax (vi kom her igaar Aftes Kl. 10) lade Dig høre fra mig. Sidst jeg skrev, var fra Tostrup d. 19de. Jeg har siden været mange Steder, undtagen under Tag, for saavidt har jeg ikke været siden hin 1ne Nat i Qvart, men kan idag kun meddele Dig det Allernødvendigste. Efter stadig Fremrykning og Forposttjeneste, rykkede vi Kl. 2 Nat lige fra Feltvagt ud fra Havetoft og ad Vedelspang til; stødte paa Fjenden Kl. 4 ved Nordre Farenstedt og 4 Batl. ’s 2 Comp. kastede ham næsten uden Modstand til Skoven mod Øst, hvor 3die Jægercorps optog Fægtningen og i Forening med 10 Batl. og tildels 4de hele Dagen til Kl. 3 Eftermiddag beskæftigede ham, dog uden at maatte avancere længere. Mit Comp. fik det Hverv Kl. 5 Morgen at søge efter en Bro over Lang-Søe, og sendtes derfor til Sydre-Fahrenstedt, (umiddelbart N. f. Søen) fik midt i Byen Melding af vore Dragon-Ordonanser om, at Broen var i Fjendens Vold og vilde derfor til at trække os tilbage igjen til Batl., men opfordrede ved at see 3die Jægercorps trænges paa højre Fløj, kastede Lt. Mörch og jeg os først og siden Captainen og Lt. Holst, ud paa Jægernes højre Fløj medens Dalgas med 1/4 af Comp. stod midt i Byen som Reserve. Under Hurraraab, med Fanen foran, stormede vi frem ad Vejen, igjennem Tydskernes Kjæde, der nødtes til at vige, men modtoges med en saadan Ild fra en Reserve inde fra en af Siderne, at de styrtede til højre og venstre af os som Fluer, vor Commanderserg., vor bedste Sergeant og fl., saa Capt. commanderede: »Retireer. « Men da vi kom tilbage i Byen, fik vi Ild baade fra Øst og Vest, Syd og Nord, saa vi troede os afskaarne og omringede og saagodtsom fangne. Vejene vare meget vildsomme, Dalgas var gaaet tilbage, Capt. vilde een Vej, Andre en anden, jeg (efter mit Compas) en 3die, og jeg drev det, dog kun ved at anvende al min Overtalelse og Myndighed, til at Capt. og det halve Cp., vi havde med os, fulgte mit Raad; ud over en Tørvemose. Det var, viste det sig siden, den eneste Vej, vi kunde komme levende fra; nogle Dragoner var rigtignok nær ved at omkomme derude, men vi fik dem dog med. Med Fjendens Kugler om Ørene bagfra, inde fra Byen af hastede vi da tilbage til Vore; og her, ved Overgangen over en Grøft, udenfors. 422hvad vi antog for Skuddistance, kom et Bueskud bagfra og gik igjennem Laaret paa Dalgas, der strax troede, det var forbi med ham og vilde til at styrte, sagde Farvel til os etc.; men jeg var heldigviis kun 2 Skridt fra ham, og sagde strax: »Aa Sludder! « og lod 4 Mand bære ham paa to Geværer over næste Mark, hvor Ambulancesoldaterne fik fat i ham. Hans Saar skal forresten ikke være uden Fare. Han kom strax til Flensborg tilligemed vor anden saarede Off., Lt. Hammelev, med 2 Skud gjennem Armen. De øvrige af os ere lykkeligviis uskadte. Fra Svend har jeg intet seet eller hørt hele Tiden; lad mig vide Noget snarest muligt om ham. Mere næste Gang, jeg maa slutte. Vi skal videre idag. Slesvig er taget igaar, og Schleppegrell, Læssøe, Trepka, Oberstl. Bülow og Capt. Kranold o: alle Armeens Haab, tabte.
Lev vel! hils Fader og Tante og Alle Venner fra
din heng. ældste Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Bivuak syd for Slesvig,
d. 26de Juli 1850.
Kjære Moder!
Igaar havde vi en varm Dag; jeg iler med at lade dig vide, at Vorherre har ladet mig ikke blot beholde Livet, men ladet mig ganske uskadt undslippe al den Ødelæggelse, jeg der færdedes iblandt. Og jeg føjer til: ladet mig undslippe med Æren, thi ellers var det Andet da ikke meget værdt.
Det almindelige faaer I jo meget før og meget fuldstændigere at vide i Kjøbenhavn af Aviserne end vi paa selve Pletten, saa det vil jeg ikke ulejlige jer med. Til nogen speciel Beskrivelse over vor Deltagelse i Slaget har jeg ikke Stunder nu, da jeg har fuldt op at gjøre med at varetage min nye foreløbige Værdighed som Compagniets Commandeur. Capitain Falkenskjold blev desværre saaret, dog ikke farlig; han fik en Kugle i det venstre Skinnebeen, som nu er udtrukket, og han befinder sig vel i Flensborg. Min Premierlieutenant Gautesen faldt, og 2den Lieutenant savnede vi og havde næsten opgivet, til vi erfarede, at han var bleven skilt fra Corpset og fra et andet Corps sendt med Fanger til Flensborg, hvorfra han sagtens er sendt videre til Kjøbenhavn. Jeg er derfor eneste Off. ved Compagniet og har nu meget at gjøre med at bringe Sagerne i Orden,
s. 423
Tegning af P. C. Skovgaard.
Vilhelm Blom.
s. 424
s. 425give Rapport, uddele Lønning m. m. Vort Corps havde en meget udsat Post og viste sig den værdig. Af 17 Officierer, som gik frem med igaarmorges, vendte kun 5 uskadte tilbage; de 4 vare døde paa Pladsen, de andre saarede. Mit Compagni mistede ialt 64 Mand døde og saarede. — Jeg modtog i dette Øjeblik Bekræftelse paa den sørgelige Efterretning, at Vilhelm Blom er falden. Fra mine Venner i 10de Batl. har jeg endnu aldeles intet kunnet erfare.
Hvad der kostede os meest, var Stormen paa Idstedby, hvor Fjenden holdt sig haardnakket og skød ud af alle Vinduer, medens vi maatte frem over aaben Mark og Gade. Gud skee Lov for Sejeren; den var dyrekjøbt og længe tvivlsom; thi den fjendtlige Stilling var meget stærk og vort Overtal sikkert ikke betydeligt. Og det skal jeg aldrig nægte, at der blev kæmpet imod os med Dygtighed og Forbittrelse. Jeg er endnu idag, efter at have tilbragt Natten her i en Rugmark, saa træt saa jeg næppe kan røre mig, thi fra igaarmorges Kl. 3 til iaftes Kl. 10 var ingen Tanke til Hvile.
Jeg haaber, at Du har modtaget ligesaa gode Efterretninger fra Johan som du nu modtager fra mig. Jeg haaber altid det Bedste.
Gud være med eder, kære Venner, og med
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. Fredag-Morgen d. 26 Juli 1850.
Kjære Svend!
Sammenligningen af denne Morgenstund for 5 Aar siden og den nuværende er mig saa nødvendig og forunderlig, saa jeg kan ikke andet, idet jeg tager fat paa Pennen med Dig for mine Tanker, end lade den komme frem for Dig, som netop i denne Sammenstilling er mig saa nær og saa kjær! Husker Du, Svend! idag for 5 Aar siden, da jeg sad i Dit Værelse paa Bakkehuset med en Pibe, Du stoppede til mig, noget taus og beklemt — indtil jeg paa eengang foer Dig lige forbi ud af Vinduet — og jog hende som en bange Hind fra Høi til Høi — og standsede ikke før jeg fik bedet hende paa den sidste, men hvor jeg da befandt mig paa heel ukjendte Stier, saa jeg da først blev maalløs af Beklemmelse — indtil der blev vexlet Ord, jeg veed ikke selv hvordan — men som aldrig før! — Og da Du kom til — »var Piben ude« — men Fæstningen var taget! See dets. 426var min Krigshistorie Nu sidder jeg og havde for nylig den lille »Blaa øiede« med et yndigt Smiil paa mine Arme. —
Men —
Kl. 6.
Her blev jeg afbrudt ved Efterretningen 1) som naaede op til mit Værelse, saa Du maa selv gjøre Sammenstillingen om Du har Lyst, jeg vil ikke. Jeg løb strax ud, nedad Gaderne. 2 ladsede Schouere vare de første, jeg hørte tale om Krigen »De har slaaedes paa 2den Dag« Der var en Rift om Skillingsnyt saa det var næsten ikke til at faae. Nu traf jeg Lt. Reepstorf, som var kommen med Hertha om Aftenen »Læssøe er faldet«, atter vor bedste Mand! 105 Fanger af »Zephyr« bragt denne Morgen hertil — og 6 saarede Officerer af vore foruden Menige. Men Kampen var endnu ikke forbi — Reepstorf tilbød mig at seile med ham til Flensborg om 1 Time. Jeg maatte da først op til de Gamle og til Meta. Din Moder græd og Din Fader gik heel beklemt frem og tilbage. »Læssøes« Død gik ham meget nær. Jeg kunde ikke bestemme mig til at reise fra dem, før nærmere Underretning var kommen om Slagets Udfald og om Eder! Høxbro og jeg have nu besluttet at reise derover i næste Uge. Jeg maa derover — jeg maa bringe Eder min Haand til Tak for I har stridt og lidt! Nu gaaer jeg ned paa Toldboden, om der dog ikke skulde være kommen senere Efterretning — det er ikke til at holde ud at sidde hjemme — Vil Du have dette her — saa værsgo, men det duer ikke — Gud holde sin stærke Arm over Danmark — og Eder om det er hans Villie
Din Ven
P. B.
Den kjærligste Hilsen til Eder Begge fra Eders Fader og Moder og Søster! —
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan. *
A.
den 29de Julii 1850.
Kjære Johan!
Gud skee Lov og Tak min Søn som holdt sin beskjærmende Haand over begge mine kjære Sønner!
i Morges modtog jeg Eders Breve Glæden herover kan jeg ikke beskrive
s. 427Mange store og dybe Tab havde vi hørt i Aftes og derimellem Eders kjære Vilhelm du omtaler det ikke i dit Brev, men har vel seenere hørt det. — Gud holde fremdeles sin Haand over Eder mine kjære Børn og lade os samles med Glæde
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Svend var da han skrev d. 26de synden for Slesvig. — jeg veed naar du kan hører Moder fra dig min kjære Søn.
B.
Kiære Søn! at I begge to, uden at krybe i Skjul, blev i Behold under det frygtelige Blodbad, saa jeg maa sige, der blev ei krummet et Haar paa eders Hoved, det maa jeg, som jeg haaber, I ogsaa har gjort, med Forundring takke Gud for; Han holde fremdeles sin Haand over eder og Fædernelandet!
Det er i dyre Domme Sønder-Jylland maa gienløses, men i mine Øine dog ei for dyrt, naar det virkelig vindes tilbage for Danmark. Gud i Vold!
faderlig venlig
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
A.
d. 29de Julii 1850
Kjære Svend!
Gud skee Lov og Tak min Søn som holdt sin beskjærmende Haand over begge mine kjære Sønner!
i Morges modtog jeg Eders Breve, Glæden herover kan jeg ikke beskrive.
Mange store og dybe Tab havde vi hørt i Aftes og derimellem Eders kjære Vilhelm. — Gud holde fremdeles sin Haand over Eder mine kjære Børn og samle os med Glæde
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Johan var da han skrev sit Brev d. 26de i Tolk.
jeg veed du vil ikke forsømme at lade høre fra dig min kjære S: 1
Fra Johan Grundtvig til moderen. *
Skolen i Midsunde
d. 29de Juli 1850.
Kl. 6 Efterm.
Kjære Moder!
Tak for dit Brev af 25de; jeg fik det igaar Eftermiddags i Goltoft, et afskyeligt Hul, vi laa i fra igaar Middags til imorges, da vi kom over med Færgen her og nu altsaa ligge lige ved Sliens sydlige Bred, som Reserve for Besætningen i Eckernførde (4de Bat. ) og lige bagved 3die Jægercorps i Kosel. I have sagtens alt nu i Kbhn sikkrere og flere Efterretninger om Slaget ved Langensø (eller Idsted og Vedelspang) end vi, der kun af enkelte Efterretninger i Forbigaaende kjende til vor højre Flankes og Centrums Bevægelser og Hændelser; vi havde, som du veed, venstre Flanke og saae ikke Andre end vor egen Brigade; men kunde dog høre paa Skuddenes Retning fra Vest, at Vore stedse avancerede mod Syd, hvilket paa vor utaknemmelige Post, (hvor vi hverken maatte gaae frem eller tilbage, men kun under en frygtelig Kanon- og Geværild holde Fjenden Stangen med halv saa stor Styrke, ) var os en stor Trøst. Imidlertid, det gik jo idethele heldigt for os hin 25de Juli, skjøndt den desværre har kostet ulige flere Offere end Fredericiaslaget; ved Fr. var døde og saarede Officerers Antal 75 (25 heraf strax døde) og her 128 (døde strax omtrent 40), og de Øvrige naturligviis i samme Forhold. Over dine Sønner har Gud dog denne Dag holdt sin Haand, men — Vilhelm Blom er falden, det hørte jeg til min bittre Sorg igaar Aftes, han faldt tilligemed Læssøe og flere Off. af Batl., ved Stormen paa Ober-Stolk (eller Idsted-Skov? ), ved samme Lejlighed (saavidt jeg veed, ) som Schleppegrell og Trepka bleve dødelig saarede. Ved Svends Corps ere 11 Off. døde eller saarede og deriblandt, (saavidt jeg kan see af Fortegnelsen paa denne Brigade, (Ræders) den eneste, jeg endnu har seet, ) alle 3 andre Off. ved Compagniet, og deriblandt hans Captain saaret. Vor Batl. har jo forholdsvis ikke tabt meget, men dog næsten det dobbelte (i Antal) af vort største Tab paa nogen Slagdag i de to forløbne Aar, nemlig dobbelt saa mange som d. 13de April 1848. Svendsen og jeg blev meget glade ved om Efterm. Kl. 4 à 5, da Fægtningen ophørte og Batl. samledes, at finde hinanden i Behold, thi hos mig sagdes han at være skudt, og jeg med hele 3die Comp. antoges at være faldne eller fangne i Syder-Fahrenstedt, denne forbandede By, som Ingen af vort Comp. nogensinde vil glemme, saalidt som ham, der sendte os derhen, (Krabbe), i sin Dumhed eller Confusion, hvad det nu var, lige uundskyldeligt, da det streds. 429mod den simpleste menneskelige Forstand. - - - Siden Slaget er intet Nyt hændet; Du veed, at vi bivouaqverede ved Tolk om Natten; og næste Formiddag benyttede jeg til at skrive saavel Dig som Peter og Svend (den sidste dog kun 2 Ord) til, dog uden endnu at have faaet et Ord fra Svend, som ikke er Ret af ham, da det var rent tilfældigt, at jeg fik at vide 2 Dage efter, at han levede. To Ord, ligesom jeg, kunde han altid sende. Fra 26de til 27de laa vi som Besætning ved Skolderup (½ Mil N. Midsunde) for Broen over Løiteraa og kom om Aftenen i Cantonnement i en lille By tætved; (Taarsted) hvor vi laae til igaar, da vi rykkede til Goltoft. I Skolderup og Taarsted undersøgte vi igaar Husene, og fandt da ogsaa en Snees Geværer, foruden Slesv. Holst. Faner, Pistoler og andre Vaaben og nogle Slesv. -Holst. Uniformer, hvilket Alt blev indsendt til Flensborg; hvor et stort Oplag af deslige alt er opbevaret i Filialbanken. — Dalgas’ Saar have vi siden ikke hørt noget nærmere om, kun set han skal til Kbhn, saavelsom Hammelev, der har eet Skud i Over- og eet i Under-Armen i højre Arm.
Lev nu vel, hils Fader og alle Kjære mange Gange fra mig; og vær ved godt Mod; vor Sag gaaer jo dog nu fremad, vore Forposter staae 1 Mil sønden Slesvig og Fjenden ligger udenfor og i Rendsborg.
Din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Under Dannevirke, d. 30te Juli 1850.
Eftermiddag.
Kjære Fader!
Det er nu en lang Tid siden jeg skrev Dig til; jeg veed ikke, om jeg har gjort det, siden jeg for 2 Maaneder siden forlod Kjøbenhavn med Din Velsignelse, den Gud hidtil naadig har ladet opfyldes, og som jeg haaber han fremdeles vil lade hvile over mig, saa jeg, hvad enten jeg lever eller jeg døer, er »Gud i Vold«. —
Jeg har bestandig hidtil fundet, at jeg intet havde, som det var Umagen værd for Dig at læse. Det troer jeg derimod nu nok at kunne have, naar jeg blot kunde faae en Smule Rolighed til at skrive, men foruden idelige Afbrydelser med Tjenestesager har jeg en stadig Passiar ved Siden af mig, der gjør mig det saare vanskeligt at skrive noget ordentligt.
Den 16de d. M. betraadte jeg Slesvigs Grund paa Aabenraa-Skibsbros. 430og marcherede samme Dag til Hostrup, hvor vi i 6 Timer vare under Tag, baade første og sidste Gang i de 14 Dage vi nu have været paa Fastlandet. Tiden er hengaaet paa Marcher og i Bivouacs, de første have været slemme nok paa Grund af den trykkende Hede med Støvet som dermed følger, de sidste derimod af samme Grund om Natten meget taalelige. Den 24de Kl. 2 om Morgenen forlode vi ifølge med hele den øvrige Armee vor Bivouac søndenfor Juelskov og rykkede frem ad Chausseen mod Slesvig. Vor Brigade kom denne Dag ikke i Fægtning, men stod i Reserve ved Stenderup. Næste Morgen Kl. 2 fik vi Ordre til at gaae fremad som Avantgarde, og Kl. 3 vare vi alt i Ilden, som vi ikke forlode før Kl. 12, da Slaget var vundet. Det var et svært Blodbad paa begge Sider, og vort Corps leed overmaade meget, navnlig ved Stormen paa Idstedby og derpaa følgende Fremrykning mod Centrum af Fjendens Stilling, den sønden for Byen beliggende Skov, der strækker sig fra Langesø til Arenholssø. Af 17 Officierer, som Corpset havde ved Fremrykningen om Morgenen, vare kun 7 uskadte om Aftenen: 4 vare faldne (Lieut. ne Falkenskjold, Ohmeyer, C. Gautesen og Lindorff); 6 saarede, nemlig Capt. Falkenskjold, Capt. Haacke, Lieut. ne M. Petersen, Holstein, Drewsen og Agerskov, de to sidste dog kun saa let, at de atter ere til Tjeneste. Af Underklasserne tabte Corpset 184 Mand (døde, saarede og savnede. ) Dog, lader os ikke dvæle ved Tabet, vi lede paa denne Dag; det var saare stort, navnlig Tabet af Mænd som Schleppegrell, Læssøe og Trepka. Du veed da, at jeg har mistet min nærmeste Ven Vilhelm Blom; han faldt strax efter Kampens Begyndelse. Ogsaa Homann skal være falden. Henrik Bech og Carlo Dalgas ere saarede. Det var, som Du veed, egenlig første Gang jeg var med i Ilden, saa jeg har jo ikke noget at sammenligne det med; men alle som jeg har talt med, der vare med ved Fredericia, erklære dette for uden Sammenligning voldsommere og erklære, aldrig at have haft saa stærkt et Stykke Arbejde eller at have udholdt et saadant Tractement, som vi der fik af alle mulige Slags. Fjenden havde jo sine Batterier og den tætte Skov, hvorfra han i Mag kunde hagle os over med Granater og Kugler baade store og smaa, medens vi jo maatte frem over den aabne Mark, om vi ellers vilde ham tillivs, og det var jo netop det vi vilde.
Længe var Slagets Udfald tvivlsomt, og nær var det lykkedes Fjenden ved sit Baghold i vor venstre Flanke at gjøre vort hele Angreb til Intet, men de allerede afskaarne Batailloner (12te lette, 13de Linie og 2den Reserve), der paa een Gang maatte gjøre Front tils. 4312 Sider, sloges med Fortvivlelsens Mod, indtil Ryggen var fri, Bagholdet, der bestod af 4 fjendtlige Batailloner, sprængt, faldet eller fanget; og nu kastede de sig rask fremad, fulgt af en tilkommen dansk Brigade. — Vor Brigade (Ræders) tog som sagt Fjendens Stilling i Centrum og var jo i første Linie, saa det var jo os, han meest udøste sin Harme over. Og han var haard, det skal Ingen nægte. Det var især ved at tage Idstedby at vi lede saa meget, thi her blev skudt ud af alle Vinduer og Tage, etsteds skød en Bonde ogsaa en af vore Folk, men fik ogsaa strax sin Bekomst med et Kolbeslag, saa Hjærnen væltede ud. — Nogen egenlig Beskrivelse af et saadant Slag er det umuligt at give; men Ingen, som har seet det og deeltaget deri, glemmer det igjen. Jeg takker min Gud ikke blot fordi han lod mig uskadt, men nok saa meget, fordi han gav mig Kraft til at gjøre min Pligt; thi jeg har ofte gruet ved Tanken om, at jeg maaskee under saadanne Omstændigheder kunde tabe Hoved og Hjærte og vise mig fejg, hvad dog var værre end Døden. Jeg troer imidlertid nu at turde have Tillid til mig selv eller rettere til det Mod og den Kraft, som Gud har givet mig og vel fremdeles vil give mig; thi om det end undertiden gyste i mig ved al den Rædsel, Død og Lidelse, jeg saae om mig, saa tør jeg dog med Sandhed sige, at jeg ikke skaanede mig selv, men gav mine trofaste Folk et godt Exempel ved stadig at være forud, hvor Faren var størst. Dette er enhver Førers Pligt, derfor er han Fører, saa det er ikke nogen videre Roes værd. Dog har jeg haft den Tilfredsstillelse, at Corpscommandeuren i sin Rapport har omtalt mig med Hæder. — Det var igrunden lidt drøjt saaledes at jages op midt om Natten og saa paa fastende Hjærte at slaaes i 9 Timer, saa da vi om Aftenen Kl. 11 vare marcherede gjennem Slesvig og fik vor Plads anvist under den Deel af Dannevirke, der endnu kaldes »Margarethen-Wall«, i en vaad Rugmark, sank vi om af Mathed og sov sødelig, hvad vi ogsaa havde Lov til, da der var Forposter fremme foran os; men hvad jeg troer, vi havde gjort alligevel. — Siden Slaget have vi stadig haft vor Plads her paa den samme Mark, og jeg har kun een Gang haft en Times Lov ind i Slesvig saa jeg har jo ikke seet stort til Kjøbstæderne, thi Flensborg gik vi vesterom. — I tre Døgn efter Slaget svævede jeg i Uvished om min Broders Skæbne, men fik da Gud skee Lov Søndag-Morgen i et Par Linier fra ham Vished om, at han var uskadt. Endnu har jeg da ikke seet det mindste Glimt af ham i al den Tid vi have færdedes i saa ringe Afstand fra hinanden. For Tiden er han i Brodersby ved Midsunde, men der kan naturligvis ikkes. 432være Tale om at rejse saa langt for nogen af os, saa vi maa slaae os til Taals og takke Gud, om vi engang kunne mødes i Kjøbenhavn hos vore Kjære. Dertil give Gud os Naade og Velsignelse, naar han først har givet os Lykke til at ende det Oprør, som nu paa 3die Aar har kostet os saa meget Blod, og det af det bedste, ikke at tale om, hvad det ellers har kostet os.
Hils nu Moder kjærlig og tak hende for det Brev, hvormed hun glædede mig i Søndags, og Peter for det, som jeg havde den Glæde at modtage igaar. Engang ved Lejlighed skriver vel ogsaa Du et Par Ord til
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. d. 31te Morgen.
Alt vel inden Borde. Slagfærdig og kamplysten venter Hæren ved Dannevirke Vinket fra Kjøbenhavn, for at bringe Danmarks Fred og Danmarks Ære nye blodige Offere.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Paa Feltvagt midt mellem Hummelfeld og
Østerby (1 Mil lige i Syd for Misunde)
d. 2.
Aug. 1850. Kl. 7 Efterm.
Kjære Fader! Tak for det Par Linier, jeg fik fra dig igaar ligesom fra Moder, netop som jeg skulde til at rykke ud med Compagniet paa Forpost. Først i Eftermiddag har jeg nogenlunde faaet udsovet efter de sidste Dages Vagter, rigtignok kun i en Grøft, hvor jeg da ogsaa idag, som sædvanlig har mit Hovedqvarteer. Du kan være vis paa, at jeg ikke glemte at sende Vor Herre min Tak, da jeg selv var kommet uskadt ud af Heden og hørte, at det Samme var Tilfældet med Svend. Skal vi have flere saadanne Hovedslag, tør jeg neppe vente, at vi begge atter skulde være saa heldige, men nærer dog bestandig det Haab, at det skulde forundes mig at see Danmark udgaae af sin Trængsel og udgaae sejerrig, saa at ikke alt det ædle Blod, der er udgydt, skulde have flydt forgjæves; Svend og jeg mistede jo her vor bedste Ungdomsven, et Tab, som neppe Nogen af os vil kunne glemme. Ved Svends Side faldt i 1848 Lundby, og iaar fik faa Skridt fra mig Carlo Dalgas sit — rimeligvis dødelige — Saar. Det har kun lidet glædeligt ved sig, paa den Maade at blive tilbage. Men — Guds Villie skee! og han leder Alt til det Bedste.
Her leve vi nu mellem lutter tydske og tydsktalende Folk; dogs. 433strækker det Danske (hos de Ældre) sig virkelig langt længere sydpaa, end Videnskaben antager. Jeg vil ikke engang tale om, at jeg i hele Angel (mellem Flensborg Fjord og Slien) ikke har havt nødig saagodtsom at tale et tydsk Ord, og det uagtet vor Vej er gaaet gjennem den Vestlige, den mest fortydskede Del, nemlig fra Flensborg over Adelby, Husby, Ausacker (ͻ: Oxager, da en Slesviger kalder en Oxe: En Ovs), Lille Solt, Havetoft, Bøklund, Tolk og Brodersby, ikke, at jeg i Taarsted, ½Mil Øst for Tolk, kun ved at tale Dansk kunde gjøre mig forstaaet og blev svaret paa meget godt Slesvigsk, men da jeg i Forgaars paa en Recognoscering kom til Østerby, hvor nu vore Forposter staae ovre, og uden videre, for at spørge Vej, tiltalte en ældre Mand og Kone, paa henved de 50, paa Tydsk, kunde jeg ikke faae mindste Beskeed, da han svarede i et fuldkommen uforstaaeligt Patois, halv Dansk og halv Plattydsk; men da jeg saa slog ind paa Dansk, svarede han ganske ordenligt og gav Besked paa Dansk, saavelsom Konen. Og dette er, som du vil see paa Kortet 1 god Mil Syd for Midsunde, syd for Eckernførde og syd for Dannevirke og midt i Hütten Amt og Herred, altsaa heller ikke engang i Landskabet Svansen, men i Linie med Dänisch Wald, som jeg troer, Landskabet mellem Eckernførde og Kieler-Fjord hedder. I Eckernførde ligger nu dansk Besætning, og Preusserne sidde ude paa Gefion, midt mellem danske Orlogsskibe og Kanonbaade og kukkelure. Eckernførderne ere aldeles rasende og see ud som de vilde æde alle de Danske; Damerne bære sorte Baand. Et underligt Tilfælde er det, at Bataillonscommandeuren, der besatte Byen, strax efter Idsted-Slaget, en af vore dygtigste Officerer, Major Neergaard, er under Krigen blevet gift fra Eckernførde.
Pastor Simonsen i Husby, saavelsom Thomsen i Munkbrarup, vare flygtede inden vi, d. 21de Juli, kom dertil, og vor Undersøgelse i Husby-Præstegaard viiste, at han havde medtaget alle Papirer, yngre end 1846. Forresten erobrede vi der, baade i Præstegaarden, som hos flere Bønder, ladte Skydevaaben (til Krigsbrug, da der var Kugle for), Landser og Slesvigholstenske Faner m. m. Vor Batt. har ved stadig i alle Retninger udsendte smaa Commandoer vejledede af en gammel dansksindet Jæger, Møller Lorensen i Tolk indbragt mange Vognlæs af Vaaben fra Angel, som efterhaanden ere indsendte til Flensborg. Den 25de tog vor Batt: alene 300 Fanger, (jeg vilde selv ikke troet det, hvis jeg ikke havde seet Qvitteringen for Modtagelsen fra Flensborg) og var saa heldig, kun at faae 1 fangen, som vi dog siden fik med [i] Eckernførde, hvor han laae paa Hospitalet. At vis. 434have faaet saamange Fanger kommer af den ejendommelige Maneer, de Rakkere bruge i en Fægtning. De blive liggende bag et Hegn eller bag et Træ og skyde, lige til Vore ere dem paa Livet og de ikke kan undslippe, og saa kaste de Vaabnene og raabe: Pardon! Ved Vedelspang, hvor vi den Dag fægtede, havde vi saa ringe Styrke til vor Raadighed, neppe det Halve af Fjendens (hvad han Gudskelov, som vi siden hørte i Byerne, ikke vidste, da han af hvad han saae i Ilden af Vore sluttede sig til en forholdsmæssig Reserve, som dog slet ikke existerede) at vi, naar vi fik Fanger, ikke kunde give dem Bedækning tilbage, men blot sige til dem : gaae derindad ! Men mange af disse Gavtyve, da de saae det, greb de faldnes Geværer, der laae, og skjød os i Ryggen. Vore Folk mærkede det og fandt strax paa det Husraad, at naar En af vore faldt, eller En af Fjenden overgav sig, trak de Ladestokken ud af Geværet og kylede den bort ind i Sæden, saa at Geværer og Ladestokke efter Fægtningen opsamledes hver for sig allevegne. Disse Smaatræk anfører jeg, fordi jeg tænkte, de maaskee kunde interessere dig, og de Andre derhjemme, men det kan jo gjerne være fejlt grebet, da det i vor Stilling her er vanskeligt at skjønne.
Grundtvig og hans Slægt.
27
Her i denne Egn træffer man i hver By 1 eller 2 Gaarde, hvis Façade er decoreret med de tydske Farver (sort-rød-gult), men mærkeligt ingen med de slesvigholstenske. Hos Bønderne her træffer man megen Uvillighed, saavidt de tør yttre den, men dog ikke mere, end jeg har truffet i det sydlige Jylland, da vi laae der i 1848. Jeg fik ieftermiddag det Hverv at skaffe de 2 Proclamationer til Slesvigerne og de Slesvigholst. Soldater opslaaede i Hütten og Ascheffel, 2 Byer ½ [Mil] i syd for vor Stilling, og midt mellem den og Tyskernes, og da jeg sendte 5 af vore raske Karle derhen, ad Snigveje, bragte de mig ogsaa ganske rigtigt efter nogle Timer Skolemesteren fra Hütten, der rystende for sit Liv førtes frem for mig. Jeg spurgte ham paa Tydsk om han forstod Dansk, og han tilstod det i sin Angst strax, og efter da at have spurgt ham om hvem han holdt med, som han ikke ret vidste »die Sache soll sich ja jetzt entscheiden«, læste jeg Slesvigholstenerne Texten paa godt Dansk og forklarede ham kort og fyndigt, at dersom de ikke blev slagne op, eller blev beskadigede, kom vi uden videre og skjød ham eller stak Ild paa, baade hos ham og Bondefogden 1 og tillige, hvilken klar og tydelig Ret vi havde dertil. Han fattede det meget godt og lovede Alt; og da jeg saa gav ham Lov at gaae hjem, var han ude af sig selv af Taknemmelighed,s. 435thi det lod ikke til at han havde ventet det, skjøndt mine Folk havde lovet ham det strax; men de havde taget ham saa pludseligt, da han stod udenfor sit Hus, og knap givet ham Tid til at faae Frakke — dog intet Halsbind — paa, saa han havde derved faaet en Gysen, han ej kunde forvinde. Nu godnat! imorgen maaskee lidt mere. Undskyld mine Kragetæer, som min umagelige Stilling her i Grøften er Skyld i; jeg vil dog haabe, at du kan læse dem.
Endt d. 3. Aug. 1850.
Din heng. Søn Joh. Grundtvig.
P. S. Hils Moder og Alle mange Gange.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
3 Aug. 1850.
Kiære Søn! det skal være mig Varsel, som det er Tidende, begge gode, dit Brev fra »Dannevirke« under aaben Himmel, spagfærdig og slagfærdig, thi saaledes ønsker og haaber jeg, at Danskerne skal leire sig ved Dannevirke, rustede og rede til, naar de ikke maae nyde deres Odelsret i Fred, at hævde den med Krig, men for Resten saa mætte og trætte af Blodbad, at de ikke for at vinde al Verden, end sige for at vinde enten lidt eller meget af Holsten, vil støde i Luren eller slibe Egg paa det døve Sværd, om de end turde vente Seire for langt bedre Kiøb end den ved Øvre-Stolk og Idsted, som man selv i det Fjerne kan see, var saa dyrekiøbt, at kun et frelst Folke-Liv, som det Danske har været og som det med Guds Hjelp ved høilys Dag vil sees at være og virke velgiørende og glædelig endnu, er i mine Øine Kampen og Offrene værd. Ligesaa urokkelig, man siger haardnakket, som jeg derfor har drevet paa, at dette skulde skee, at vi med hele det Danske Riges Styrke skulde kæmpe til det yderste i Slesvig for Sønder-Jyllands Gienløsning og Besiddelse, ligesaa urokkelig vil jeg paastaae, at nu skal vi, saasnart det er mueligt, saasnart det kan skee, uden at opgive en Fodsbredd af, hvad Danmark med sit Hjerteblod har vundet og til sit Folkelivs værdige Fuldendelse og Forklaring ei kan undvære, med Glæde stikke Sværdet i Balgen og lade Holsten fare, som noget, der for Danmark aldrig kan være nogen sand Vinding, om det end var en langt lettere Erobring end nu, da det, efter min Overbeviisning vilde koste Danmark sine sidste Kræfter, som derpaa var aldeles spildte.
For Resten, Gud skee Lov! at ogsaa jeg havde Sønner, som vilde og turde vove Liv og Blod for Fædernelandet, hvor det saa høiligs. 436behøvedes og saa klarlig stod paa Spil, og at mine kiække Sønner vil give den Gud Æren, som raader for »Liv og Aande«, og dermed for alt hvad vi kan tænke, være og virke ! Det skal være mig et kiært og uforglemmeligt Pant paa, at mine Sønner, baade mens mine Øine er aabne og naar de er lukkede, vil virke hvad Gud giver Kraft og Mod og Lykke til, i Fred som i Krig, ædelt, rask og utrættelig, og det har været min Sjæls Begiæring alle Dage, dertil har jeg lyst og vil jeg lyse Guds og min Velsignelse over dem, og den er, hvor den annammes, aldrig forgiæves.
27*
Nu, Fred være med jer! I sees jo vel snart ved en eller anden Vending og I stod mig lige nær, da jeg skrev, som da I første Gang stod paa mine Knæ og mine Skuldre.
Fra Moder, Meta og os alle de kiærligste Hilsener ved din
Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig-By, d. 5te Aug. 50.
Kjære Moder!
Tak skal Du selv have, og Tak maa Du ogsaa bringe Fader, for det Brev af 29de fra Eder begge, som jeg modtog samme Dag, som jeg havde afsendt min udførlige Rapport til Fader. Ogsaa for Eders Skyld har jeg takket Gud, som holdt sin Haand over begge Eders Sønner, da saa mange Fædre og Mødre maatte begræde deres Kjæreste. Oberst Blom tager sig Vilhelms Tab gruelig til Hjærte, og det med Rette. Om Henrik Bech er død, veed jeg ikke med Vished; men i saa Fald vil dette Tab ogsaa være uerstatteligt for hans Familie, der var saa inderlig knyttet til ham. Det samme gjælder om Homann, der ligeledes var eneste Søn.
Den infame Flyvepost har, seer jeg, været letsindig og uforskammet nok til selv at ville levere en Tabsliste, hvorpaa mellem de døde anføres Folk, der ere ganske uskadte, saasom Ernesto Dalgas. Carlos Saar er aldeles ikke farligt, som jeg seer af et Brev fra ham til Enrico.
Idag eller imorgen venter jeg da nu at see Peter og Høxbro; igaar havde jeg Besøg af vor Ven Knudsen. Johan har jeg endnu ikke kunnet faae at see; men Holger Stampe har jeg flere Gange truffet. Vi have nu faaet 4 Lieutenanter fra 10de Batl. til vort Corps, der jo var næsten blottet for Officerer. Da de 2 af disse ere gamle Kamerader,s. 437er jeg naturligviis meget glad ved det, saameget mere som jeg jo nu maa undvære min brave Capitain Falkenskjold, for hvis Skyld jeg jo søgte her til Corpset. Vor Brigade har i Slaget d. 25de mistet hver 5te Mand af hele Styrken (1022 Døde, Saarede og Savnede), og Armeens hele Tab er 3766. Blot vi nu strax maatte sørge for ny Tilgang til Hæren ; der er jo unge Folk nok hjemme ; thi vore Fjender skulle vel vide at benytte Hvilen til at forstærke sig.
Jeg boer her meget smukt i to nydelige Værelser og Behandlingen er særdeles god, ja endogsaa venlig; men slesvigholstenske ere de jo her værre end en Ulykke. Med min Værts Datter har jeg disputeret; hun er gruelig begejstret for Kampen for »Unser Vaterland und unsere Rechte«, men finder det meget naturligt, at jeg seer Sagen fra en anden Side : »Aber waren Sie hier geboren und erzogen« — saa, mener hun, jeg maatte være af hendes Mening.
Vi ville formodenlig nu en Stund komme til at ligge rolige her paa Vagt ved Danmarks gamle Grændse, medens Diplomaterne vrøvle frem og tilbage, indtil det viser sig, om vi maaskee atter skulle have hele Tyskland paa Halsen; men i saa Fald troer jeg rigtignok ikke vi længere ville komme til at staae ene.
Lev nu vel, kjære trofaste Moder, og bring alle kjære Venner derhjemme en venlig Hilsen fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Kosel
d. 10de Aug. 1850 (Lørdag)
Kjære Moder!
Inderlig Tak for dine Breve, hvoraf jeg modtog 1 d. 1ste og igaar det, du sendte med Hammerich d. 22de Juli. Der seer du nu, hvordan det kan betale sig at sende Noget med Lejlighed.— — — Peters Besøg i Forening med Høxbro i Onsdags glædede mig usigeligt, men var desværre kun saare kort. Jeg har forresten ikke noget Nyt at berette. Vi vare vel med paa Recognosceringen eller Fourageringen d. 8de (Torsdag) og stod nogle Timer ved Donnendorf, men uden at træffe paa Fjenden, men hørte Fægtningen paa vor højre Fløj mod Vest; den skal have kostet 5 Off. igjen allene og deriblandt 3 Captainer (Hammeleff, Schack og Stricker og Lieut. Beissenherz, siger man.— — —
s. 438Hummelfeldt d. 13 Aug. 50
Tirsdag Eft.M.
Videre kom jeg ikke den Gang, da jeg kun fik Tid at skrive dette, mens jeg ventede paa vor Regnskabsfører, med hvem jeg herfra skulde følges ind til Slesvig for at besøge Svend. Du kan troe, jeg blev meget forbauset, da jeg paa Halvvejen dertil møder Svend, der var paa Vej til os, dog ikke for at besøge mig, men fordi han, (tilligemed en Anden af vore Lieut., der for faa Dage siden af os var afgivet til hans Corps) var blevet forsat til 10de Batl., hvorom han selv yttrede Ønske, da hans Corps fik Ordre til at afgive 2 Lieut. til os. Jeg lod ham imidlertid kjøre og tog ind at see Slesvig, hvor jeg jo aldrig tidligere havde været, og fortrød det heller ikke, thi det er en udmærket smuk By.
Med Bedrøvelse maa jeg bede dig om Forladelse for, at jeg først erindrede Eders Bryllupsdag saa sildig, at jeg intet Brev kunde faae afsted til den. Jeg maa nu bede saavel dig som Fader ikke tage mig det ilde op, eller troe deri at spore nogen Ukjærlighed, thi det er det virkelig ikke, men vort Liv her er paa den ene Side saa forstyrret og paa den anden dog trivielt, saa vi ikke ret kunne følge med Tiden, eller tilfredsstille dens Fordringer. Altsaa modtager nu venlig min hjertelige Lykønskning til Eders Bryllupsdag. Paa selve Dagen erindrede baade Svend og jeg den og Svend sendte strax Bud efter en Flaske Vin, som vi dernæst ved 3die Compagnis, (ved et heldigt Træf den Dag just ikke tarvelige) Middagsbord, dog rigtignok midt paa den bare Mark, under aaben Himmel paa Vindeby-Hede, med Taknemmelighed tømte paa Eders Sundhed. — Svend er nu kommet til sit gamle Compagni, 4de, hvor Svendsen endnu staaer, og hvor de nu ere de eneste Lieutenanter, da Brock-Hansen, som Svend vist har omtalt, er afgivet til Svends forrige Corps og Holck i disse Dage blevet Compagnichef i 1ste Bataillon. Den Sidste gjorde det os Alle ondt at miste, da det var et dannet Menneske og en lille bestemt Karl, som man ofte havde Hjelp af mod Overordnedes Overgreb og deslige, og tilmed en god Kammerat. Vi have nu faaet de fleste Slesvigere ind som vi manglede, men fattes dog en hel Deel endnu, som da de kom til Sønderborg og hørte, at de skulde til Armeen og ikke ligge der som Depotcompagni, rejste hjem igjen for at hytte deres Skind. Men de blive jo nok tagne ved Vingebenet og sendte os til bedre Opdragelse.
Idag og imorgen ligge vi nu her paa Forpost, og skulle saa nok atter tilbage til vor Hede, som Peter kjender, men hvor vi nu eres. 439ifærd med at indrette os lidt bedre, med større, solidere og nettere Boliger, af Træ, Jord og Halm. Inat blev hele Brigaden allarmeret og stod under Gevær 1 Times Tid, da der hørtes Skydning fra Forposterne, som dog ikke var Andet, end et halvt Comp. og noget Cavalieri, der rykkede frem fra Hütten mod En af vore Feltvagter, men da den stødte paa en Barricade og fra denne blev modtaget med en levende Ild fra Vore, trak den sig tilbage uden at løsne et Skud.
D. 14de Morgen
Hils nu Fader, Peter, Meta og Alle saameget fra
din heng. Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig-By. Lørdag-Morgen d. 10de August 1850.
Kjære Moder!
Peter rejste herfra til Flensborg igaar Morges og vil lige saa snart som dette Brev være hos Eder. Derfor her intet Andet end hvad Peter ikke kan sige Eder, nemlig at I herefter maae adressere Eder til »Lieut. S. Grundtvig af 10de lette Bataillon«, hvortil jeg er forsat og hvorhen jeg afgaaer om en Times Tid.
Tak Fader ret inderlig for Brevet og hils Alle derhjemme kjærlig fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
d. 20de August 1850
Kjære Johan min ældste Søn!
Det er nu længe siden jeg skrev til mine Sønner, med Peter hørte I da sidst fra os, som nu da er en Tid siden, vi længtes ret efter at faae ham Hjem for dog at kunde høre fra Eder, men hans Reise gik om ad Lolland som gjorde den da nogle Dage seenere, i Torsdags kom han og bragte da Eders mundtlige Hilsen, der var jo meget Moder ville vide; jeg kan godt tænke det glædede dig at see dem, men kort var det jo. — Tak min Søn for dit Brev fra 14de med din kjærlige Lykønskning som slet ikke undrer mig om I kunde have glemt den Dag i sligt et omtumlende Liv I fører; inderlig har dets. 440glædet mig at vide Eder mine kjære Sønner samlede igjen; ja Gud skee Lov og Tak som bevarede Eder.
Beskrivelsen jeg fik af Peter om din Garderobe den var jo ringe, vel har jeg ikke havt store Tanker om den, men jeg blev heel for- skrækket hvordan det stod til, saa sagde han jo rigtignok tilsidst at Bagagen var blevet Underveis og skulle komme.— — —Hvor- dan vi egentlig lever her er saavidt ikke videre at tale om,legemlig har vi Gudskeelov Helbreden som jo vistnok er et stort Gode, for- resten er mine Tanker stadig i Feldten; glædet mig har det at see hvad der i Engelske Blade siges om de beundringsværdige helte- modige Danske, men paa den anden side ærgrer det mig med den megen Snak naar den slet ikke fører til andet, jeg synes dog Man heller ikke skulle tro at det blot skulle være et tomt Mundsveir af alle de stormægtige Magter. — Hører du noget fra gamle Blom, han skal være meget nedtrykt sagde Peter, det var ogsaa ret en dyb Sorg; Otto er nu nok blevet ansat i Armeen, jeg har ikke hørt hvor, hans Fader skal have ytred han ønskede ham i din Bataillon og dit Comp: Otto ville det selv saagjærne.
d. 23de Fredag.
— — — at I gjærne hører fra os her og kan længes herefter kan jeg da nok tænke, men tænke Eder, især Moders usigelige Længsel efter at høre fra mine Børn det kan I ikke, derfor min Søn naar du kan vil du glæde mig med Brev, nu da I er blevet samlede skulle det jo dog ikke blive saa sjældent jeg hørte fra Eder, en Gang om Ugen skriver du, Svend ligesaa men derfor maae I ikke altiid vænte efter at see Noget fra mig. — Nu Farvel min kjære Johan, Gud være med dig! beder
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Flækkeby-Kro
d. 21de August 1850.
Kjære Moder!
Naar Du søger paa Landkortet, som jeg veed Du jo gjærne gjør, saa vil Du søndenfor Slien, sydost for Slesvig og vestfor Eckernførde finde det aldeles danske Bynavn Flækkeby, i Selskab med andre lignende som Østerby og Vindeby, men desuagtet er det en sørgelig Sandhed, at man her alt befinder sig halvvejs i Tydskland, thi vel ere ikke alle Spor af en tidligere Danskhed udslettede, men Tydsks. 441er dog det eneste Sprog, som man kan blive forstaaet i. Peter var saavidt jeg veed ogsaa her, saa han vil kunne bekræfte mit Udsagn om, at man her har det forholdsviis særdeles godt. Vi gjøre med fire Dages Mellemfrist to Dages Forpost ad Gangen, af hvilke den ene Dag (for mig dennegang Dagen igaar) tilbringes paa aaben Mark paa Feltvagt Vest og Syd for Byen, den anden paa Piquet her i og ved Kroen; og da denne Dag er den eneste i de 6, hvor man har Tag over Hovedet, saa er det naturligviis en Slags Festdag. Jeg har da ogsaa her den Nydelse at kunne sidde paa en Stol ved et Bord, og vil derfor benytte Lejligheden til at skrive Dig et Par Ord til. Urimelig længe (saa synes det i det mindste baade Johan og mig) have vi nu savnet Breve fra Eder; men en stor Skam var det desuagtet, at jeg ikke passede at skrive Dig og Fader til den 12te, en Dag, som altid har været og bestandig vil blive en Festdag for Eders Børn. — Jeg underrettede Dig samme Dag som Boisen rejste fra Slesvig med et Par Ord om min Forflyttelse til min gamle Bataillon. Det var med meget blandede Følelser jeg forlod det Corps, med hvilket jeg havde deeltaget i vor dyre Sejerskamp d. 25de; mine Folk vilde nødig af med mig og jeg erfarede senere, at de vilde have bedet mig blive, om de ej havde troet min Forsættelse tvungen og uundgaaelig. Havde de gjort det, saa havde jeg ikke kunnet forlade dem. Imidlertid er jeg da her kommen til gamle Bekjendte, til 4de Compagni, som jeg har staaet ved i 14 Maaneder, og hvad Officerskorpset angaaer, saa vilde jeg jo, selv om ikke min eneste Broder havde været deriblandt, langt have foretrukket det for 2det Forst. Jægercorpses, efter at min kjære Capitain var borte. Johan har jo skrevet for nylig; omendskjøndt han jo ikke er af dem der lade sig stort mærke med sligt, saa er jeg dog overbeviist om, at han ikke mindre end jeg glæder sig ved, at vi atter ere blevne samlede efter mere end 9 Maaneders Adskillelse. Det har været mig en ubeskrivelig Glæde daglig at kunne see ham og tale med ham, og jeg kan kun ikke begribe, at vi saa længe have været adskilte, saa ganske den Samme finder jeg ham. Vort Liv har i denne Tid ingen anden Afvexling frembudt end de to Dages Forpost, der afløses af de 4 Dages Samliv, naar jeg undtager Fredag d. 10de, da Hammerich holdt Prædiken for os til Alles Tilfredshed. Vor Lejrplads er endnu hvor Peter fandt den : ved Kirchendorf, men vi ere nu i Begreb med at faae det noget hyggeligere i ordenlig byggede Barakker. Alt tyder paa et længere Ophold her, og maa kun Tiden blive ordenlig benyttet, navnlig til Gjenoprettelsen af en ordenlig Bestyrelse af Slesvig, saas. 442vil jeg ikke klage over det vistnok i sig selv kun lidet glædelige Liv, Armeen imidlertid lever her som Danmarks Grændseværn.
Nogle smaa materielle Savn haaber jeg ved Din Bistand snart at faae afhjulpne: det er for det første det Par tykke, læderbeslagne Buxer som jeg efterlod hjemme, som jeg nu føler Trang til og dernæst et Par gode Vandstøvler, Mage til dem Johan fik, og som han er meget vel fornøjet med. Vil Du lade et saadant Par sye hos Most, der maa sørge og svare for at de passe, og saa skikke mig begge disse Ting med Posten, thi med Lejlighed trækker det gjærne saa længe ud, som det gik Johan med Støvlerne. Send kun Buxerne strax og lad dem ikke vente paa Støvlerne. Vil Vejret blive ved som det nu har begyndt, saa sender jeg snart Bud efter en Faarepels med tilhørende Buxer til det forestaaende Vinterfelttog. — Nej men for Alvor vil jeg endvidere bede Dig at skikke mig en god ulden Trøje, da jeg har forloret den Du forrige Aar gav mig med, men som jeg da ingen Brug fik for. —
Flækkeby-Kro d. 22de Morgen Kl. 6.
Min Morgenrapport kan jeg nu tilføje. Den lyder paa, at alt er roligt, kun at vore og Fjendens Patrouiller snart krydse hinanden og snart mødes og vexle et Par Skud. Saaledes har det nu staaet de sidste 3 Uger og kommer maaskee til at staae de næste 3 Maaneder. Vi have nu adskillige »Danskere« tilgode. Lev nu vel, og hils Alle derhjemme saa meget fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 23de August 1850
Min kjære yngste Søn Svend!
Du kan da nok tænke Moder blev ikke lidt glad ved de par Linier jeg fik fra dig d. 10de hvor du melder mig din Forsættelse til din gamle Plads, jeg vil da ogsaa haabe du selv min Søn finder dig tilfreds der, thi hvad kan det ellers hjelpe at vide mine Børn samlede. — At Peter kom fleere Dage seenere Hjem end Bestemmelsen veed du jo nok, at han for et par Dage siden skrev til Eder, har gjordt, det igjen blev opsadt Lidt Længere med at jeg lod høre fra os her men jeg vil sige til dig min kjære Svend som til Johan, hvad kan vi melde herfra, i det mindste jeg, Inted, men min Længsels. 443efter at høre fra mine Børn og Eder Alle den er usigelig, ja I forstaaer den ikke; det har maaskee undret dig i saa lang en Tid, som jeg synes det er, ikke at have seet et Ord fra mig din gamle Moder og jeg kan egentlig sige jeg er ingen Stæder uden hos Eder, naar jeg gaaer i Sæng, staaer op, Spiser, Drikker ja jeg er altiid om Eder og beder Gud ledsage og bevare Eder paa alle Eders Veje!
Peter fortalte vel i sit Brev, at H: Bech er kommet hertil og er i Hjemmet, med ham skal det være ret godt, men at Carlo blev paa Augustenborg, da han følte sig for svag til Reisen saa hans Moder og Dagmar tog i Mandags over at see til ham. — Det er i Dag en øsende Regn og har i mange Dage ret været saa koldt og megen Blæst, ja det behøves ikke at fortælles Eder paa Marken og i Grøfterne? hvor gaaer det Eder dog kjære Børn, ja Eder Alle? vær forsigtig med hvad I kan, efter denne gruelige Hede vi har havt, føles det jo dobbelt, men godt er det dog vist det er blevet kjøligere.
jeg beder nu dig min kjære Svend! som Johan, at I dog hver Uge skriver lidt til mig I har Inted at melde siger I, jo for mig er det altiid meget, det sidste Brev jeg faaer bliver altiid i Lommen til jeg faaer det næste saaledes bliver det jo da, at ingen Uge gaaer over, uden at I hver især lader mig høre fra Eder og der gjøres ingen Regning med naar Moder skriver, thi jeg har visselig Inted at melde, — der er værd at høre. — Fader hilser kjærlig Tante J: ligesaa; Højens har en Tid været paa Landet og er saa endnu. —
Farvel min kjære Søn, Gud ledsage dig!
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Paa Feltvagt ved Hummelfeldt
26/8 50
Kjære Moder!
For et Par Timer siden, i et øsende Regnvejr, der har varet uafbrudt siden imorges, da jeg trak herud fra Piqvettet, dog efter Omstændighederne paa det Tørre i min af Grene og lidt Halm paa Landevejen, eller rettere i Landevejsgrøften opførte Hytte, modtog jeg dit kjærkomne Brev.— — —Tak fordi du tilgiver mig min utilgivelige Glemsomhed med Brev til d. 12te. Peter har da, som det sædvanlig gaaer slige hurtige Rejsende, ogsaa opfattet min Garderobes Tilstand fejlagtigt. Det, han saae mig i, var nemlig min daglige Dragt, og jeg har foruden den en aldeles heel Frakke og Beenklæders. 444i min Kuffert, men vore Kufferter ere (alle Off.’s paa 1 Vogn) altid om Natten, og, naar vi ere paa Forpost, ogsaa om Dagen 1 Mil nordfor os, ad Midsunde til, naturligviis for Sikkerheds Skyld, i Tilfælde af Retraite eller blot Fægtning. — — — — Hvad du siger om de Engelske Blades lange Taler uden Handling er som talt ud af mit Hjerte, jeg ærgrer mig daglig derover mere end de glæde mig. Enden paa Historien her kan vi vist vente længe paa endnu og ere aldeles beredte paa at komme til at ligge her endnu i Vinter. Vi have nu faaet os bygget ganske nette, regelmæssige Hytter paa Kochendorf-Mark eller Vindeby-Hede, hvad den nu hedder, af Tømmer, Væggene af Græstørv og Tagene af Straa. Her er dog endnu stor Mangel paa Straa, saa vi ikke har kunnet faae nok til at beklæde Hytten indvendig med Straa, da Græstørv-Væggene ere temmelig kolde og fugtige. Vi have Dør paa dem og 3 Vinduer, i den ene Ende 4 Lejer (til Captainen og de 3 Lieutenanter) og forresten, adskilt herfra ved en Græsbænk, Beboelseslejligheden, omtr. 6 Al. paa hver Led, med en Træbænk og et Bord, alt opført blot af Compagniets Haandværkere, i Løbet af 2 Dage. Vi hente vor Mad henved 1 Fjerdingvej borte, fra den nærmeste, nogenlunde ordenlige Kro, i Kossel, og 4de Comp.’s Lieutenanter (Svend og Svendsen) spise nu daglig sammen med mig og Falkenskjold, der ved Dalgas’ Afgang kom til 3 Comp., hvor jeg, da de andre bleve forsatte til andre Batl. i Anledning af Slaget, ellers vilde været eneste Lieutn. Det, vi hidtil have lidt meest af i vor Bivouaqve, er Hede ; vi bleve næsten brændte op paa den aldeles bare Mark, hvor vor lille »Landsby« ligger; ingen Ting hverken kunde eller gad man bestille, ikke engang snakke; og sove om Dagen var plat umuligt for Hede. Nu er det nok om Aften og Nat lidt koldt, men det er dog bedre, og til at ligge i have vi dog hidtil havt tilstrækkelig Halm. At komme af Klæderne er nu, ved 6 Ugers natlige Vane, blevet os en reen Overdaadighed, men kommer det længere ud paa Aaret, vil man vel nok savne det engang imellem. Krigen er begge de andre Aar ophørt midt i August (vi have aldrig været senere paa Feltvagt i 48 og 49 end d. 15de), saa først i Aar faaer vi denne Aarstid at prøve.
At gamle Blom er utrøstelig, kan jeg godt fatte, da jeg veed, hvad Svend og jeg have tabt i Vilhelm. — — — Indlagt sender jeg et Brev, mig sendt af Hammerich, med den Bemærkning, at Fru K. 1 vilde sendt dig det, men hendes Mand fandt sit Huus for ringe til at turde tilbyde Eder det, og da tilmed Krigen imidlertid kom rets. 445igang og kaldte os længere sydpaa, blev det uafsendt. Jeg troer dog at burde sende dig det, som et Bevis paa Fru K’s Venskab og Omhu, skjøndt jeg jo neppe tør haabe, at I skulde faae Mod til at besøge os hernede nu. Lev nu vel! — — —
Din heng. ældste Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Forpost ved Flækkeby. 26/8 50.
Kjære Moder!
Idag havde jeg da den Glæde, første Gang siden Peters Besøg hos os, at høre fra Hjemmet, og jeg vil strax efterkomme Din Opfordring til at give dog en lille Lyd fra mig og dermed et lille Nys om at jeg er levende og befinder mig efter Omstændighederne meget vel. Disse Omstændigheder ere nu imidlertid ikke synderlig gode, thi vi ere nu paa 2den Dag paa Forpost i en skyllende Regn, som dog nylig ud paa Eftermiddagen er ophørt. Jeg siger, at vore Omstændigheder ikke ere videre gode, ikke for at beklage mig over dem; thi deels kan det ikke nytte noget, og deels er det jo noget man maa finde sig i, naar man vil eller maa være Soldat; men jeg ønsker at fjærne den Anskuelse, der nok dog stadig har Tilhængere i det fredelige kjøbenhavnske Publicum, at det er en reen Svir at ligge i Felten herovre.
Du omtaler et Brev fra Peter; det har jeg endnu ikke seet noget til; men maaskee Johan har faaet det igaar eller idag, det faaer jeg da at vide imorgen, da vi atter mødes i Lejren paa Vindebyhede, der nu er bleven til en heel By, hvor man dog har nogenledes Ly for Regnen, men for Resten fryser som en Hund i disse kolde Dage, vi har haft, og hvor ellers vor fornemste Beskjæftigelse er at sove. Iforgaars fik Johan og jeg Tilladelse til paa et Par Timer at tage ind til Eckernførde, en net lille By, som ingen af os før havde besøgt. Vi saae blandt andre Byens Mærkværdigheder da ogsaa Gefion eller som den nu var malet paa Agterspejlet »Eckernførde«, der ligger her som en flydende preussisk Ø fortøjet til Bolværket, besat med tydske Soldater, afspærret fra al Forbindelse med Land ved danske Skilvagter, saa den tydske Rigsmarineofficeer, der sidder oppe paa Skandsen med Kikkerten i Haanden, befinder sig i en temmelig komisk Stilling.
Det glæder mig at høre, at Henrik Bech er i Bedring. Det samme er Carlo, fra hvem Johan i disse Dage havde Brev. Vi havde her paas. 446Vagten imorges det sørgelige Tilfælde, at et Gevær ved Uforsigtighed gik af og jog en af vore Folk, en Slesviger fra Aabenraa Amt, en Kugle bag ind i Tornysteren, saa den gik ud af Brystet. Han levede dog endnu og kjørtes efter at være forbunden til Slesvig; men der er kun ringe Haab om hans Liv. Saadanne Tilfælde ere saare uhyggelige : at falde for vore egne Kugler medens man daglig er udsat for Fjendens. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 30te August 1850. —
Kjære Svend!
I Dag har jeg afsændt en Pakke med Posten til mine Børn, som jeg nu ret ønskede I snart maatte faae, deri er de tykke Skindklædte Beenklæder du skrev om, der ret maae være udmærkede i dette skrækkelige kolde Regnveir vi stadig har i denne Tid, tillige følger en ulden Beklædning til Eder hver, I maae endelig klæde Eder rigtig varmt, saasnart det kommer byder og befaler Moder at det strax tages paa, dine varme tykke Støvler sændte jeg med, Johan har vel sine? jeg synes de i de kolde Barakker kan være gode at tage paa, især om Natten, da Bedækningen vel kun er Eders Kapper.
Tak for dit Brev min kjære Svend fra Flækkeby-Kro den 21de, ja du kan tro jeg søger Eder flittig op paa Kortet min Søn, for mine Øjne staaer i der Altiid, Nat og Dag, jeg følger Eder overalt. — Inderlig glæder det mig dog hver engang jeg tænker derpaa, at jeg veed mine Børn samlede, i Eders Hjerte er jeg ogsaa vis paa I sige ligesaae, jeg synes det er umuligt det kan være andet end den Følelse ogsaa maae Bevæge Eder begge mine kjære Sønner. —
Naar jeg ret besinder mig, saa var det egentlig Johan der skulle havt Brev dennegang, da jeg har faaet Svar paa mit sidste til ham, samme Dag du ogsaa fik fra mig, det du nu foreløbig ville sige ham Tak for, i Aften faaer jeg slet ikke Tid til videre, jeg blev afbrudt da jeg var kommet saavidt og er nu igjen blevet det. — Dine Vandstøvler blev strax bestilt, men idag sænder jeg bud derom og fik til Svar, Mester Most var selv taget over til Armeen med Støvler meentes der, men jeg antog det halveis for et Eventyr og har bedet om saasnart mueligt at faae et Par, skulle det da være overflødigt, som du jo saasnart mueligt lader mig vide, saa sænder jeg naturlig ingen og han kan da beholde dem ; Vrøvl og Snak nok om Støvler. —s. 447Nu kjærlig Farvel mine kjære Sønner Gud være med Eder! Fader og Tante hilser kjærlig med
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Cosel, d. 1ste September 1850.
Kjære Moder!
I Mandags modtog jeg da Brev fra Dig og begyndte strax paa et Svar, hvorom indlagte Begyndelse bærer Vidne. Det blev imidlertid dengang ikke til videre, men om jeg saa ikke havde andet end Overskrift og Underskrift at sende, saa skal Du nu høre fra mig. Vi ere nu noget taaleligere arangerede, idet vi to Dage ligge indkvarterede her i Cosel, een Dag paa Feltvagt (jeg ved Flækkeby og Johan ved Möhlhorst) og een Dag i Barakkerne paa Vindebyhede ved Kochendorff. Det vedholdende vaade og kolde Vejr gjør det ogsaa nødvendigt engang imellem at komme lidt i Huus, hvad dog for den menige Mand ikke siger mere end at komme under Tag, da han ogsaa i Byen maa sove i Klæderne paa Halmen, medens Officererne dog i Regelen her have den uvante Nydelse at kunne klæde sig af og gaae i Sæng de 2 Nætter de tilbringe her i Byen.
Cosel d. 4de Sept.
Ja den Gaaen-i-Sæng har jeg nu snart faaet for meget af, da jeg i nogle Dage har maattet tilbringe Dagen med i Sængen og er endnu kun Reconvalescent efter den i denne Tid almindelige Sygdom : Maveforkjølelse, der forleden paa en Feltvagt overfaldt mig med en saa voldsom Brækning og Colik, at jeg saa smaat begyndte at tænke paa Cholera morbus 1, der jo er i Rendsborg, men som da Gud skee Lov endnu ikke, det jeg veed af, har viist sig ved vor Armee. Iforgaars Aftes fik jeg Dit Brev af 30te f. M. og kan jo ikke andet end give Dig Ret i, at det nok egenlig ikke var mig der havde fortjent det. Jeg faaer nu vel ogsaa en af Dagene alle de gode Sager Du har sendt. Johan blev fortvivlet ved Tanken om endnu en ulden Beklædning, da han nok er forsynet, men jeg trøstede ham med at min Kuffert er stor, og dermed maatte jeg rigtignok ogsaa trøste mig med Hensyn til de færøiske Strømper, dem jeg ellers ikke vidste hvor jeg skulde gjøre af, thi min Karl har nok at bære foruden.
s. 448At Johan og jeg ere glade ved at være blevne samlede ved vor gl. Batl. det har Du vistnok ingen Grund til at tvivle om. Hvad mig angaaer, saa var jeg jo ikke kommen her, om ikke netop for at komme sammen med »den gamle«, som han almindelig kaldes her. —
Most er formodenlig i Slesvig og handler med sine Støvler (ligesom han forrige Aar var i Sønderborg), men der kommer jeg jo ikke, saa det er bedst, han naar han kommer tilbage skynder sig noget at sye mig et Par som de Omtalte.
Vil Du nu dennegang tage til Takke med dette Hastværksarbejde, hilse Peter og takke paa mine Vegne for hans Brev; til Fader skriver jeg vel en af Dagene et Par Ord. Hils saa Alle derhjemme og lev vel; Gid baade I derovre i Kjøbenhavn og vi her i Armeen maae blive frie for den slemme asiatiske Gjest. Her vilde den under vore Forhold især gjøre megen Skade, større maaskee end et Idstedter-Slag.
Noget Nyt er herfra ikke at mælde; kun synes Fjenden at have trukket sin meste Styrke ud af Rendsborg og lagt den frem imod os, hvorfor vi daglig have lidt Skyderi med ham. Maaskee Willisen dog vil vove et sidste fortvivlet Forsøg paa at vinde Slesvig tilbage? Med Guds Hjælp skal han da faae andet at vide.
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Kosel
d. 5te Sept. 1850.
Kjære Fader!
Da det iovermorgen er din Fødselsdag, og jeg dog gjærne vilde lade dig faae en Lykønskning fra mig til den, vil jeg iaften sende dig et Par Ord; desværre kun et Par, da jeg i dette Øjeblik faaer Ordre til imorgen tidlig (udenfor den almindelige Orden) atter at rykke paa Forposten, vi kom fra idag. Jeg vil derfor bede dig for denne Gang tage til Takke med min simple sønlige og kjærlige Lykønskning til d. 8de September, med Glæde over og Tak til Gud for, at baade du og begge dine Sønner og vort hele Huus endnu iaar have oplevet denne Dag, og endnu leve i Haabet om lykkeligere Dage for vort Fædreland end i de 2 foregaaende, ja i mange Aar, og med det Ønske,s. 449at denne Dag næste Aar maatte finde os Alle atter samlede under endnu lykkeligere Vilkaar.
Vil du hilse Moder meget, Meta og Peter og dem Alle kjærligst
fra
Din ældste Søn
Joh. Grundtvig.
P. S: I stor Hast.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Cosel, d. 5te September 1850.
Kjære Fader!
Vel har jeg denne Gang Intet at mælde, uden det velbekjendte »Fra Armeen er intet Nyt«, men et Par Ord maa jeg dog skikke Dig, for paa Din Fødselsdag, som Dine Sønner nu i Aar for tredie Gang maa nøjes med at fejre for sig selv i deres stille Sind, at bringe Dig en sønlig Hilsen og en hjærtelig Lykønskning med Tak for alle de Aar vi have levet sammen og med Ønsket og Haabet om endnu mange Gange paa den 8de og 9de September at kunne udvexle vore Lykønskninger.
Jeg fik idag Pakken fra Moder med mange gode Sager og deriblandt da ogsaa nogle Danskere, som jeg alt har haft megen Fornøjelse af og haaber at faae end mere. Af de 5 Digte om Idstedslaget i Nr. 32 bragte Peter de 2 første med sig, det 3die er dog det jeg holder mest af. Nr. 31 om Idsted-Slaget har jeg endnu ikke læst, men kun ved at kige i det seet, at Du atter der indskjærper Nødvendigheden af skarpt at sondre imellem, hvad Danmarks og hvad Tydsklands er. Ifølge al Statsret og Folkeret er da vor Deel »Danmark til Ejderen«, og det synes jo dog ogsaa, som om vor Regering gaaer ud fra den Grundsætning først og fremmest ret at hjemle os dette og skarpt at sondre det fra det tydske Holsteen. Derfor staae vi jo ogsaa her, uden at maatte gaae ind over Grændsen ; hvad imidlertid dog i Længden, med en slagfærdig Hær lige overfor sig, der oven i Kjøbet har en Fæstning i Ryggen, let kan blive — ikke blot lidt kedeligt, (thi det er det, og dertil kan fornuftigviis intet Hensyn tages;) men farligt for Besiddelsen af Slesvig, navnlig naar det lider ud ad Vinteren, da Tropperne nødvendigviis maae fordeles over en større Strækning for ikke at omkomme af Kulde.
Om nu Diplomatiken bedre end Hæren vil kunne forfølge Sejeren og skaffe os Fred inden Vinter, det maa Tiden vise.
s. 450Skjøndt jeg jo vistnok lige saa lidt som Du har troet paa alle de tydske Blades Fortællinger om Sydslesvigs »Entrüstung« imod os, saa er jeg dog bleven forundret ved aldeles ikke hos Bondestanden her nede at finde mindste enten Iver for Oprørets Sag eller Forbittrelse mod os. Det er ganske fredelige, godmodige Folk, der bare ønsker Fred og en god Høst. — Skjøndt mange By-Navne tyde paa en tidligere dansk Befolkning her, saa ere de nuværende Beboere dog ikke blot fortydskede Danskere, men sikkert oprindelige Tyd- skere eller rettere Vender. Derpaa tyde de runde Ansigter med de brune eller sorte Øjne og Haar, der her ere aldeles fremherskende.
Grundtvig og hans Slægt.
28
Et Par Hilsener har jeg til Dig fra Blaumfeldt, der jo nu er Herredsfoged her, og fra Major Hegermann-Lindencrone, hvem Du har truffet hos Fru Toft, og som sagde, at vi skulde være i Familie sammen, hvorom jeg dog intet veed.
Lev nu vel, kjære Fader, kjærlig erindret af
Din hengivne yngste Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 6te [7de] Septbr: 1850
Min kjære Søn Svend!
I Dag fik jeg da dit Brev fra 4de Septbr: tillige ogsaa hvad du havde tiltænkt mig den 26de August, Tak herfor mit Barn, jeg har ogsaa, saavel tænkt, som sagt, jeg er bange at Sv: ikke er rask, ellers havde han ikke ladet være med at lade Moder see lidt fra sig; jeg vil nu haabe at det er gaaet godt fremad med din Bedring og at du er forsigtig, |: ja det er let sagt siger du vel :| i dette vaade kolde Veir, med hvad I er udsadt for, kan det vel siges at være umueligt; jeg haaber nu at de uldne Sager er kommet til Eder og at I rigtig har iført Eder med dobbelt indvændig Beklædning, tillige beder jeg dig at bruge Champherdraaber naar du føler det mindste af sligt ildebefindende, tro din gamle Moders Erfaring som du nok veed ellers langtfra er af dem der er stærk i at anbefale Medicin, men heraf har jeg saa ofte selv følt Virkningen; I skulle altiid have de Draaber hos Eder i denne Tid; heri Byen er ogsaa megen Mavesygdom som paa denne Aarstiid saa let kommer, Gud fri Landet med Hæren for den fremmede Cholera ; af Aviserne seer du vel nogle Tilfælde der har viist sig i Lolland. —
s. 451jeg vil nu gaae forbi alle disse, ikke glædelige Tanker og tilbage i Tiden da jeg modtog min anden Søn min kjære lille Svend i mine Arme, jeg siger nu som dengang, Gud skee Lov og Tak som gav mig dig mit Barn og beder Han fremdeles vil beskjærme dig og samle os Alle i Sin og i indbyrdes Kjærlighed ! Dette er nu din tredie Fødselsdag vi er adskildte; jeg har nu i Dag gaaet og havt lidt at bestille med tillavning til i Morgen og da tillige saa smaat hos mig selv sagt, havde jeg nu ogsaa mine kjære Sønner med, dog lad mig tie hermed og takke Gud som bevarede Bder, jeg ville saagjærne gjøre det lidt godt for mine Børn naar jeg kunde, — men nu kan jeg jo slet Inted meer, jo et kan jeg, bede godt for Eder, jeg følger Eder altiid.
Fader veed jeg hilser Eder — Dig — kjærlig, til paa Mandag, for Øjeblikket er han ikke Hjemme, han har stadig travlt med sin »Dansker« og er Gud skee lov rask!
Fra Møllen seer du vel selv Brev i Dag, hvor det da er godt, lille Elisabeth ville du ikke kunde kjænde, saa tyk er hun nu.
Tante Jane Lykønsker kjærlig til paa Mandag Alle hvem vi see spørge altiid saa venlig til Eder og sænde Hilsener, iblandt andre Høxbro som var her iaftes og har saa travlt. Nu Farvel min kjære Svend altiid
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
i Morgen hører jeg da fra Eder ved Brev til Fader vænter jeg da vist, og snart faaer jeg saa selv lidt ogsaa. Johan hilser du da kjærlig, jeg længes nu efter at høre fra Eder og hvad Stads han vel har kunde gjordt for dig, først da at du er rask. Hils Svensen, hvordan har han det?
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 7de September 1850
Min kjære Svend!
Længe har Du med Rette ventet Brev fra mig, og, jeg vil derfor ei fremføre noget til min Undskyldning om jeg ogsaa kunde finde noget, men nu, maa jeg dog bryde min lange Taushed for ret af Hjertet at lykønske dig til din 26aarige Fødselsdag, med Tak til Gud, som ei allene skjænkede mig en saadan Broder, men som i denne tunge Tid da saamangen en Søster maa sørge over Tabet afs. 452sin Broder, lod mig beholde begge mine kjære Brødre uskadte, ja Gud holde fremdeles sin Haand over Eder og lade Eder snart vende tilbage med Seier, saa vi ikke mere skal behøve at sende Eder i Krigen ud; Nu siger Du sagtens, aa Kjærlingesnak men tro mig kjære Svend jeg mener ikke hermed noget Øieblik, at jeg vilde ønske I var blevet hjemme i Kakkelovnskrogen, medens de Andre stred for Danmarks Ære og Ret, nei! saadanne Brødre kunde jeg ikke tænke mig at have, men at jeg med Længsel og med stor Glæde tænker paa den Tid da vi igjen skal samles det vil Du dog nok kunde forstaa,| ja hvor det skal blive deilig at vise Eder min kjære lille Elisabeth, som du min kjære Svend allerede har viist mig du holdt af og, som jeg ogsaa er sikker paa at Johan vil glæde sig over, du kan ikke tænke dig den Forandring der er foregaaet med Hende i de 16 Uger som det nu er siden Du saa Hende, hun er nu baade i legemlig og aandelig Henseende saaledes tiltaget saa du ei vil kunde kjende Hende igjen, ja du kan tro Hun er mageløs elskværdig og morsom; Bedstefader og Bedstemoder som Hun besøger hver Dag naar Veiret ikke er alt for slemt er da ogsaa saa lykkelige over Hende saa de kan næsten slet ikke undvære Hende, hendes Navne Nr: 3 som du siger ogsaa nok vil forkjæle hende anstrænger sig ogsaa paa det Bedste, Hun siger til hende Alt hvad du ønsker som jeg kan give dig det skal du faa, og hvad hun ikke før gjorde af Elisabeth, saa blev det endnu mere da hun i de 8te dage som Hendes Moder var paa Als for at see til Carlo; boede hos mig og ved daglig at see Hende opdagede ret alle Hendes elskværdige Egenskaber, naar du læser dette saa siger du nok ja den der kan skrive saa længe om Hende er nok ikke den der forkjæler Hende mindst og det kan jo nok være du har Ret, men jeg troer du vil selv naar du seer hendes milde blaa Øine erklære det for en Umulighed Andet end at forkjæle hende lidt ja kjære Morbroder undskyld at jeg fylder dit Brev med Roes over min Datter men du veed nok hvad Hjertet er fuldt af flyder Munden over med; hun sover nu men naar hun vaagner skal hun med paa- holden Pen sende dig en Hilsen og bede dig bringe Morbroder Johan en lignende fra deres lille Søsterdatter.
28*
Jeg sender dig paa Thirsdag med Pakkeposten en lille Aarsgave, nemlig en graa Hue som den Peter fik i Vinter og som du sagde du gjerne vilde have Mage til, jeg tænkte nu at du i denne kolde Tid kunde have Brug for den især til at sove med naar du ligger ude jeg beder dig nu tage til Takke med den i al Simpelhed, men da jeg selv har arbeidet den tænker jeg du nok vil modtage den meds. 453Venlighed naar den bringer dig en Hilsen fra mig, en Lignende Hue følger med til Johan beed ham ogsaa dersom jeg ei faar skrevet ham til med Pakken som jeg dog tænker, at modtage den som en Aarsgave der rigtignok kommer lidt seent men er dog ikke mindre vel meent. Din Aarsdag skal da nu høitideligholdes hos os paa Møllen ved et Middagsselskab som skal bestaa af dine Forældre og de faa Venner som endnu er tilbage i Kjøbenhavn en Beskrivelse over Festen skal du erholde saasnart du skriver mig lidt til om at du ønsker det.
Carlo er det da nu Gudskeelov meget bedre med, de venter ham hver Dag til Kjøbenhavn dersom han ikke allerede er kommet iaftes som jeg ikke endnu veed. Nu Levvel for denne Gang og Gud være med dig og lade os snart samles glade igjen dog kan jeg ikke uden Vemod tænke mig den Kreds brudt som vi tilhøre og hvor Lunby og Vilhelm saa ofte har været os til Gavn og Glæde man skjønner tidt først ret paa sine Venner da naar man har mistet dem, dog nu stille Fred være med dem og lad os ei misunde dem den Fred som de sikkert aldrig havde vundet paa Jorden de to stille vemodige Sjæle.
Din Søster Meta.
Hilsen fra Elisabeth
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh.
d. 7de Sept. 1850.
Kjære Svend!
Dersom det kunde lykkes mig for idelige Afbrydelser af Msker, der ville tale med mig at holde min Dør lukket saa længe — saa vilde jeg gjerne sendt Dig en venlig Lykønsknings-Hilsen ved Siden af min Kones og Datters. Det vil vel gaae Dig, som det gik mig, da Meta forelæste sin Beskrivelse af Elisabeth, at jeg maatte smile, om det nu var af Faderglæde eller andre Grunde skal jeg lade være usagt; men det er yndigt at see en Moder med et lille smilende Barn, alleryndigst dog, naar de ere Ens egne — og Meta er en god Moder, hvad jeg saa er som Fader; jeg haaber ogsaa, at hun skal blive til nogen Glæde for Jer Morbrødre; jeg er vis paa hun vil sætte det bedste Been frem for at være Eder til Behag, thi hun hører stadig Tale om Eder, og hendes Øine vil straale, naar hun seer Uniformerne, ikke at tale om dem, der bære dem. — Men nu maa Du nok grine af mig, som vilde smile over Meta — saadan gaaer det. —
s. 454Du har været syg — og er det i begge Ender — Gudskeelov det blev ved det. Jeg maa dog sige Dig Svend ! at jeg som oftest tænker paa Eder, naar jeg lægger mig i min lune Seng, at I maa ligge paa aaben fugtig Mark — sandelig — skjøndt jeg er en Kbhavner paa en Maade — saa anseer jeg det ikke for en Spas, men jeg veed, at I kan lige saa lidt lide, at vi ynker Eder, som det Modsatte. Det fornøier mig uhyre, at jeg har seet hiin berømmelige Kockendorfer-Leir paa den aabne Hede; kjedeligt kun, at jeg ei traf Johan der, saa jeg havde seet hans Hule; jeg saae Ernestos. Men hele Vinteren kan I dog umueligt holde ud at ligge der. Carlo er kommen hertil igaar, og har allerede forsøgt sig idag uden Krykker paa Gaden — til Susettes store Forfærdelse, som var her nu. Jeg har ikke seet ham endnu men Meta og jeg skal nu derhen. Her er intet Nyt — uden den store Høstfest Kbhavnerne har havt, hvor de skulde lee med det ene Øie og græde med det andet, som de ogsaa kunde ganske godt. Ved et forunderligt Træf kom Meta og jeg til at trække 2 Aftener dernede med gamle Baronesse Stampe ! Der har Holst rigtig revet sig eller røbet sig, som Du helst vil. Hans Album 1 har Du vel seet, ellers vil jeg skikke Dig det, om Du ønsker det. — Imorgen er det Din Faders 67de Fødselsdag, som falder paa en Søndag, hvorfor Menigheden nok vil bringe ham en Offergave. L. Helveg fik da ikke Aabenraa; han ragede saa smaat uklar med dem, før han prækede, da han ikke kunde være enig med dem i, at man skulde vedblive at synge tydske Psalmer (!) til den danske Præken. — Paa Mandag skal vi drikke Din Skaal paa det bedste! aa kom med — selv at tage imod den ! Meta længes umaadeligt efter Eder og imellemstunder ogsaa
Din heng. Svoger
Peter.
Hilsen fra Rørdam, som har været her i 2 Dage, for at søge at blive Feltpræst, men Madvig vilde ikke have ham, saa han maatte reise hjem igjen. Han var saa indtaget i Johan. Vil Du hilse Johan og Svendsen og Ernesto.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
9 Septbr. 1850.
Tak, min kiære Søn ! for din Lykønskning til min Fyldenaars-Dag, som jeg rigtig fik igaar tilligemed Johans, hvem Du ogsaa kiærligs. 455maa takke fra mig, naar du seer ham, da jeg sagtens idag ei faaer mere end eet Brev til at løbe af Stabelen, og skiøndt hverken det eller jeg kan naae dig paa din Aarsdag, var det dog paa den rimeligst at skrive til dig. Ja, Lykke er et stort Ord for hvem der veed, hvor meget den fører til, men det er en forsigtig Talemaade at ønske til Lykke med noget, thi det vil altid passe, naar det kun er med lykkelige Omstændigheder, som godt kan være det, godt kan høre til Lykken, skiøndt de ikke kan udgiøre den. Og det er ganske vist lykkelige Omstændigheder hvorunder jeg igaar fyldte mit 67 Aar, da jeg hverken fattedes Livslyst eller Livskraft, fattedes kun mine Sønner, fordi de er, hvor jeg ønsker dem: i Fædernelandets Tjeneste med modent Ærende, og saa den Danske Sag seirende, om jeg end ikke kan sige, at den endnu har vundet »afgiørende« Seier, ja ei engang, at Styrmændene stile efter hvad jeg kalder saa, som jo er Danskhedens Befrielse fra ethvert hvilketsomhelst Aag og uværdigt Baand og dens Besindelse paa sit eget Bedste. Og at see den, tit som alle syndes fortvivlede, Sag seirende, om end udsat for mange Hindringer, som muelig kunde vende Seieren til Nederlag eller forspilde Frugten deraf, at see den Sag seirende, man har kæmpet for, det er jo, hvad de fleste, eller dog mange gilde Kæmper maae nøies med, som kun var alt for klart ved Stolk og Isted. Dog, jeg haaber virkelig endnu den sjeldne Lykke at opleve Danskhedens afgiørende, for et Tidsrum afgiorte Seier, hvad enten den kiendeligst skal vindes i Marken eller i Kamrene, og med denne lyse Udsigt føler jeg Mod til ikke blot med roligt Blik at betragte alle de Svingninger, som see farlige nok ud, men ogsaa til, saavidt mueligt at lægge Skuldre til, uden at kunne vide, om det nytter, og uden at forknyttes over, at mange siger, det skader.
Det morede mig iaftes at høre, hvad Duplat svarede Schack, da han vilde havt Adgangs-Kort til Forposterne, thi saameget er klart, at de, der vil have Slesvig deelt, har intet at giøre Sønden for Linien, men naar Sch. var lidt mindre løs, var vi maaskee ikke saa meget uenige, thi en Inddeling er jo ogsaa en Deling, og en saadan bør vist nok finde Sted, kun under Dansk Høihed.
Skulde Villisen være saa dumdristig, under nærværende Omstændigheder at ville prøve paa Slesvigs Erobring, da venter jeg jo vist, at han fik hvad han sidst løb fra og skulde selv ikke nægte, han gik af med Profiten, men det vilde være en Mandslæt og Blodsudgydelse, for mine Øine saa unødvendig og urimelig, at jeg maatte kalde den meget sørgelig, og haaber derfor, den med Guds Hjælp vil undgaaes.s. 456Paa Valpladsen er i mine Øine Sagen saa godt afgjort, som det der kan skee, saa det giælder nu kun om, at Styrmændene og Penneslikkerne kan og vil stikke Fingeren i Jorden, og i Tiden 1, som nok Holberg siger, og lugte hvor de er, lade Tydskland være det Saltsyderi, det nu een Gang er, og lade Danmark faae Lov til at vise Verden, hvad det selv ikke ret veed endnu, hvad det er andet end hvad det længe brugdes til: et Værksted og et Lyststed for forløbne Tyskere.
Jeg tænker derfor nu snart at see mine Sønner ved deres fredelige Dont, og da jeg forleden stødte paa Arvidsens Samling 2, som jeg troer, Du fattes, kiøbde jeg den til dit Brug ved Kæmpeviserne, som jeg ordenlig længes efter.
Nu kiærligst Hilsen fra Moder Meta og os alle til jer begge, skiøndt Du sagtens faaer Lykønsknings-Breve fra alle Sider, kan faae mange smukkere, men naturligviis intet mere velmeent end fra
Fader Grundtvig.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Hermed sendes Dig fra Meta den lovede Hue — skjøn at see til — varm at gaae med — og sove med. Hun vilde have gjort en do til Johan, men hører saa at han har en — hvorfor hun opgav det for ei at give ham meer at bære paa.
Peent Gilde her igaar. Din Skaal udbragt paa en hæderlig Maade, om jeg selv skal sige det. Carlo var her — han havde netop faaet Brev fra Dig, som havde glædet ham meget.
Din
P. Boisen.
Kbh. d. 10/9 50.
Vi kjøre nu til Roskilde — Din Moder, Meta — Elisabeth og jeg — for at see til Jette:
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Midsunde
d. 14 Sept. 1850. Form.
Kjære. Moder !
For det Tilfælde, at I skulde have hørt noget om Fægtningen den 12te, og desaarsag være urolige for os, vil jeg dog lade dig ogs. 457alle mine Kjære vide, at vi begge ere uskadte og raske, skjøndt vort — navnlig vor Batl.s, der havde Forposterne og fægtende maatte retirere hen ved en Miil — Tab er temmelig stort. Endnu kjender jeg kun min Compagnis Tab, og det er 1 Off. (Mørch) og 40 Undercorp. og Menige, det er hver 6te Md. Men vi tabte ogsaa forholdsviis meest. Ernesto Dalgas er slemt saaret gjennem Munden. Tiden er knap; derfor farvel og hils alle Venner! Jeg skal idag endnu skrive nærmere derom til Peter.
Din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Faldne : Capt. Kyhle og Schau. Saarede : Capt. Møller (3 Res.) Lieut. Lundby (3 Jæg. C.) Mørch (10 Bat.) og Vestberg (3 Res.) og Dalgas (3 Jæger. C.)
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Midsunde
d. 14de Sept. 1850.
Morgen Kl. 6.
Kjære Moder!
Det første jeg har at meddele Dig er, at baade Johan og jeg ere fuldkommen vel og uskadte. Som I vel alt nu veed, skete iforgaars ved Middagstid et hæftigt Angreb paa vor Stilling foran Midsunde. 10de Batl. havde just den Dag Forpost, saa det blev den der maatte tage det første Stød af. Fægtende trak vi os tilbage til Midsunde, hvor der opstod en frygtelig Artillerikamp, som jeg havde den bedste Lejlighed til ret at observere, da vi tilligemed 3die Jægercorps havde besat Strandbankerne paa Sliens nordlige Bred, hvor Artilleriet var placeret. Skandserne paa den sydlige Side af Slien bleve imidlertid i vor Magt, og Kl. 6 maatte Fjenden med uforrettet Sag trække sig tilbage, forfulgt af vore saalænge indtil Mørket nødte os til at standse. 10de Batl. stod saa den Nat paa Forpost en Fjærdingvej foran Midsunde, hvorfra næste Morgen (ͻ: igaar Morges) rykkedes frem til den gl. Stilling, den Fjenden samme Morgen havde forladt. Iaftes kom vi da tilbage og fik Kvarteer i Brodersby, hvor vi nu have sovet ud i Nat og, naar intet nyt Angreb skeer idag, hvad der ingen Grund er til at vente, ogsaa faae Lov at hvile til vi imorgen tidlig atter drage paa Forpost. Jeg skriver, som Du seer, disse Linier i Midsunde, hvor vi skulle staae fra 5 til 8 Morgen. Det er det fælles daglige Brød for den hele Armee; og hvor ubehageligt det end ers. 458at maatte staae op hver Morgen ved Lys, saa kan jeg dog ikke dadle denne Forsigtighed.
Ernesto Dalgas er saaret; han har faaet en Kugle tværs igjennem Munden. Det er dog saa vidt jeg veed ikke farligt. Han er en rask Karl; endnu efter at han var saaret vedblev han at gjøre sin Tjeneste og brugte Vink, da han ikke kunde tale for Blodet, der strømmede ham ud af Munden. Capitain Schau af Artilleriet faldt lige bag ved mig. Han fik først en Strejfkugle i Brystet, der kastede ham om, men han rejste sig strax igjen og satte Kikkerten til Øjet, men fik idetsamme det dræbende Skud i Hovedet. Foruden ham havde vi 1 Død og foruden Dalgas 3 saarede Officeerer, hvoriblandt 1 af 10de Batl. nemlig Ltnt. Mørch, der fik en Kugle i Armen. Løjtn. Lundbye af 3die Jægerc. (Lundbyes yngste Broder, forhen Underoff. ved 2det Forstærkn. Jægerc, nylig bleven Officeer) blev let saaret. (Vi toge 140 Fanger.)
Ja nu maa det være nok med Krigshistorie ; jeg maa dog ogsaa takke Dig og Eder alle derhjemme for de kjære Breve, hvormed I glædede mig paa og til min Fødselsdag. Dit, Peters og Metas fik jeg ganske rigtig paa Feltvagten den 9de; Faders fik jeg Fægtningsdagens Morgen, ligeledes paa Feltvagt. Jeg vil begynde med at besvare Dit og med det samme gjentage min Tak for de gode varme Sager, der alt have gjort mig god Tjeneste, og som jeg haaber ville yde mig end mere. Dit Raad om Kampherdraaber har jeg alt fulgt forinden jeg fik det. Jeg har endnu den samme lille Flaske deraf, som jeg fik med i April 1848, og de have flere Gange gjort mig Gavn; saaledes ogsaa, da jeg sidst paa Feltvagten blev saa hæftig angreben; thi da troer jeg virkelig det var den Dosis af disse Draaber jeg strax tog, som gav den begyndende Sygdom sit Knæk.
Vil Du nu tage tiltakke hermed og hilse dem alle derhjemme saa meget. Hils ogsaa Høxbro; ham skriver jeg til med det allerførste.
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Cosel
d. 17de Sept. 1850.
Hjærtelig Tak, kjære Fader! for Dit Brev fra 9de, som traf mig den 12te, et Øjeblik før det begyndte at knalde henne i Kockendorff, hvor jeg jo vidste, at det var Johan, der gav de paatrængende Gjæster en varm Modtagelse. Det var mig derfor netop i et saadants. 459Øieblik dobbelt kjært atter at høre Dig udtale, at »Dine Sønner fattes Du kun, fordi de ere, hvor Du ønsker dem: i Fædrelandets Tjeneste med modent Ærinde,« og atter at høre Dig udtale Din Fortrøstning til »den danske Sags afgjørende Sejer.«
Fægtningen her den 12te var vel ikke noget stort eller glimrende eller afgjørende Slag, men dog af større Betydning end jeg først troede. Størstedelen af den holstenske Hær var her paa Benene, aabenbart i den Hensigt og i det Haab at kunne bane sig Vej over Midsunde op i Angeln og derved tvinge vor Hær til at forlade sin stærke Stilling ved Slesvig. I Ilden havde Fjenden 10,000 Mand Infanteri og 3 fuldstændige Batterier ͻ: 24 Kanoner, og dog maatte han gaae eller rettere løbe tilbage med aldeles uforrettet Sag og skuffet Forventning for en Styrke af 3000 Mand og 10 Kanoner. Man maa vel sige, som Capitain Recke af Artilleriet idag svarede en af Bataillonens Officerer, der, efter at have faaet de ovenfor meddelte Data, spurgte: men hvordan kunde dog det gaae til? — sagde: »den første og vigtigste Grund var den, at Vorherre var med os.« Af vore Kanoner er nemlig ikke een det ringeste beskadiget og vi beholdt endnu 10 Skud tilbage pr. Pjece; medens 2 af Fjendens Kanoner bleve gjorte ubrugelige og hans Skyts havde aldeles »forskudt sig« ͻ: opbrugt al sin Ammunition.
Jeg længes efter at see, hvorledes Willisen nu vil bære sig ad, for at bilde Folk ind, at han har vundet en Sejer, eller dog, at han slet ikke har haft andet isinde, end at spytte engang i Slien og saa gaae hjem hvor han kom fra.
Med Glæde og Taknemmelighed maae vi da atter sige, at Gud har kjendelig staaet os bi, og baade haabe og bede, at Han fremdeles vil saa gjøre, indtil Holstenerne opgive Tanken om at fravriste os vor Fædrenejord.
Du og Dit Huus har da dobbelt Grund til at takke Gud for sin Naade paa denne Dag, da han atter holdt sin Haand over begge Dine Sønner. Jeg kan ikke beskrive den Følelse, hvormed et Par Brødre gjensee hinanden frie og friske efter saadan en Dag, men Du vil vel kunne forstaae den.
Lige saa fuldt som Du anseer jeg videre Mandslæt og Blodsudgydelse for »urimelig«, og vilde ogsaa ansee den for »unødvendig«, dersom jeg turde haabe, at vore Fjender var af samme Mening; men derom tør jeg endnu ikke gjøre mig noget Haab. At slaaes for Holsteen har jeg aldeles ingen Lyst til, men det kan dog nok være, at kun i Holsteen kan Slesvig endelig vindes. Er der Andre, ders. 460ville gjøre sig den Ulejlighed at gaae ind til Holsteneren i hans eget Huus og tage Vaabnene fra ham, hvormed han gjør Ulykke baade paa sig selv og Andre — saa for mig gjærne; men Ulykken er den, at der næppe er Nogen, der for Alvor gjør os den Tjeneste saaledes at tage Castanierne ud af Ilden for os; derfor saae jeg helst, at vi fik Lov til at gjøre det selv.
For mit personlige Vedkommende, saa vel som for Danmarks maa jeg naturligviis ganske dele Dit Ønske om, at vi snart maatte kunne stikke Sværdet i Balgen og med velforrettet Sag vende tilbage til fredelige Sysler; og at jeg da derved tænker paa, og ikke mindre end Du »længes efter Kæmpeviserne«, det behøver jeg ikke at sige Dig. Tak fordi Du saa smukt tænkte paa dem og mig ved at skaffe mig Arwidssons Bog, som jeg ganske rigtig fattes. Ja, jeg tør ikke tænke for meget paa de Sager, af Frygt for at jeg derved skal blive altfor fredelig stemt, hvad hverken Du eller jeg kan ønske, da vi jo ere enige om, at nu er min Plads her. Resten maae vi overlade til Vorherres Styrelse. Lev nu vel, kjære Fader! og Gud opholde endnu længe den »Livslyst og Livskraft«, som Du føler, og som lægger sig for Dagen i ethvert af Dine Ord og Handlinger. Du faaer nu atter en travl Tid, naar Rigsdagen samles, ja travl Tid har Du da altid haft, men saa travl bliver den aldrig, at Du jo med Venlighed tænker paa
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
den 18de Sepbr: 1850
Kjære Johan!
»I det Tilfælde«, siger du i dit Brev, »at vi skulle have hørt noget om Fægtningen den 12te og af den Grund være urolige for Eder«, det er hvad du min Søn da ikke noget Øjeblik kunde tvivle om; allerede kom her ved Telegraf Løverdag Aften Efterretning derom og der sagdes Angrebet var over heele Linien, men at det især var 10de Batl: der havde lidt meest; Løverdag kom over Altona en heel Beskrivelse over deres Heltebedrift og den Bravour de der havde indlagt dem, ja det er nogle magesløse Løgnere. — Vi gik da i ængstelig Spænding |: da der slet ikke fra vor Side var givet den mindste Efterretning :| til Søndag-Morgen Prof: Højen kommer ind af Døren med Brev i Haanden og siger »Grundtvigerne er uskadte« læs selv,s. 461det var da fra Litn Vestengaard skrevet Kl: 12 om Natten der gav en kort Beskrivelse over hvad der var skeet den Dag; Gud skee Lov og Tak som bevarede Eder mine kjære Sønner og lod deres heele snedige Angreb mislykkes; det har været strænge 38 Timer saaledes at holde ud; først i Gaar modtog jeg Eders Breve dem jeg jo saa inderlig længtes efter og saa da deraf I havde været lovlig undskyldt i, ikke at have skrevet før Løverdag; lidt fattigt saa det jo rigtignok ud da jeg aabnede Brevet og saa kun nogle faae Linier men blev da tilfredsstillet snart efter med den nøjere Efterretning du giver Peter som jeg altiid kan længes efter at høre, saa imellem os sagt blev jeg først lidt Jalou, men nu er det godt igjen og jeg siger Tak for hver Linie I skriver, men tilføjer blot, Ingen kan inderlige[re] glædes derved end din gamle Moder som er lidt stolt af sine Sønner, det kan I vel nok taale at høre, ja at I er mig saa inderlig kjære det kan I da godt taale at høre det veed jeg.— — — Hvordan havde I det Faders og Sv : Fødselsdag de gik maaskee som sædvanlig, eller, nu er det vel reent glemt over den sidste Tids Begivenheder; har du din Hans endnu og er han blevet ved at være den samme? var han med dig den 12te?— — —
Nu kjærlig Farvel siger først og sidst
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Mølhorst
d. 22 Sept. 1850
Morg. Kl. 3.
Kjære Moder!
Tak for dit Brev af 18de, som jeg fik igaar, ligesom vi rykkede ud fra Brodersby til Forpost her, hvor vi skulle være til Kl. 8 idag. Vi have det meget godt her paa Herregaarden, der ejes af en Hr. Leisching, vist en Jøde, saavel som hans meget talende geschwatzige Frue, vi drikke Vin baade til Frokost, Middag og Aften, men betale saa ogsaa 1 rdr hver for Dagen. Tidligere skiftede Compagnierne, men nu blive vi nok ved Mølhorst, det vil sige, komme herud fra Cantonnementerne hver 3die Dag, og saa efter 24 Timer tilbage igjen. Her er et Par unge Slesvigholstenske Damer, den Ene fra Eckernførde og den Anden fra Krempe, og hvoraf især den Sidste er meget ivrig tydsk, men de holde dem dog ret godt i Skindet, for de unge Piger er ellers de allermeest fanatiske hernede, f. Ex. i Slesvig ogs. 462Eckernførde. Herregaarden ligger lige vest for Kochendorf, kun med en Eng imellem og vi have en heel Deel Smaaskove, ned ad Østerby og Hummelfeldt til, at passe paa, og saa tillige Broen ved Dyrvad over Aaen (Østerbæk kaldet).— — —Faders Fødselsdag synes det mig at jeg fortalte Peter, at Svend og jeg havde fejret ved Midsunde-Færgegaard, med Oberstl. og en deel flere af Off. ved en Bolle, vi i den Anledning gav; og Faders Skaal blev ogsaa udbragt der af Svendsen. Svends Geburtsdag drak vi hans Skaal sammen her paa Mølhorst, hvor han kom op fra sin Vagt i Nærheden. Mine tykke færøiske Strømper, som du spørger om i dit Brev af 7de, har jeg og bruger ogsaa; jeg skal imorgen see efter, om jeg selv trænger til Sokker og dernæst uddele de Andre, du var saa god at sende, til Compagniet. Vil du takke Tante Jane ogsaa for denne Gave. Hvordan har Skovgaard det nu? Er han ikke endnu blevet gift? Hils ham dersom du seer ham, saavelsom Høxbro og Knudsen.— — — Vi have næsten hver eneste Morgen paa hele vor Linie Skydning med Fjenden i nogle Timer, men de skyder paa saa latterlige Distancer, at [vi] endnu ikke have faaet en eneste Saaret derved. Lev nu vel! og hils Fader mange Gange og Tante Jane og alle andre Venner fra
din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Cosel. d. 22de Sept. 1850.
Aften.
Ja, kjære Søster! jeg veed nok, at Du havde fortjent et saa udførligt, saa velbetænkt og saa morsomt Brev som jeg med den udvalgteste Stemning og den rigeligste Tid kunde være istand til at frembringe, saa jeg maa bede Dig meget at undskylde, at Du i dets Sted her faaer et Par flygtige indholdstomme Linier; men jeg synes ikke vel jeg længere kunde opsætte at takke Dig først for Dit venlige Brev og sidst for Din prægtige Fødselsgave. Ja, om Du saa aldrig var min Søster, endsige min eneste, saa maatte jeg vel ofte tænke venlig paa Dig, saa mange Anledninger dertil har Du omgivet mig med. Det første jeg tænker paa hvergang jeg kommer i en Smule Ro er jo de røde Sko; jeg kan ikke tage mig en Cigar uden at jo Dine Hænders Gjerning atter kommer for en Dag, og nu kan Du være rolig for at jeg vel skal vogte mig for paa nogen Feltvagt, naars. 463»min Bolig er paa den kolde Jord«, at glemme Din prægtige Hue. Den gjorde sin første Tjeneste i Nat paa Forpost, og med Hovedet i Huen og Huen i Hovedet befandt jeg mig særdeles vel. Desuagtet kan jeg ikke nægte, at jeg føler Trang til snart at gaae hen og lægge mig uden Nathue i en god varm Sæng, og derfor skynder jeg mig at faae disse Linier fra Haanden. Det glæder mig usigeligt at høre, at min lille Søsterdatter arter sig saa vel; jeg var tilfreds jeg snart kunde aflægge baade hende og hendes Moder et Besøg: dog dermed maa jeg have Taalmodighed.
Vil Du bede Peter gjøre mig den Tjeneste at skaffe sig paalidelig Underretning om min kjære Capitain Falkenskjolds Befindende og saa lade mig nyde godt deraf. Seer han ham selv, saa vil han bringe ham en venlig Hilsen fra mig. — Svendsen skal jeg hilse Dig og Peter og Alle derhjemme saa meget fra. Han er stadig den samme kjære Kamerad, baade for Johan og mig aldeles uerstattelig. Høxbro skal vel nu snart over til Rødding. Lad mig (ialfald ved Peter) vide, hvor- længe han endnu bliver i Kjøbenhavn. Jeg maa dog have skrevet ham til. Jeg trænger meget til og længes meget efter jævnlig at faae Efterretninger hjemmefra, hvorledes det staaer sig med alle kjære Venner der: Knudsen, Skovgaard og saa mange Andre, som Du selv bedst veed, men som det bliver for vidtløftigt her at opregne. — Hils ogsaa Fader, Moder og dem Alle derhjemme saa meget fra mig. Moder husker vel de Støvler jeg skrev om. Danskere og Nord og Syd faaer jeg vel med det Samme.
Lev nu vel, kjære Meta! altid kjærlig erindret af
Din hengivne Broder:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 24de Septbr: 1850.
Min kjære Svend!
Det sidste vi hørte fra Eder var dit Brev til Fader fra den 17de og til Moder d. 14de for begge siger jeg nu først kjærlig Tak og dernæst, at jeg synes det er saa grumme længe siden, for nogle Dage kan være en lang Tid naar jeg Inted hører fra mine kjære Børn, mine Tanker er altiid hos Eder med Tak til Gud som saa naadig har bevaret Eder hidentil og Bøn om fremdeles at beskjærme Eder! Det har i fleere Dage været min Bestemmelse at skrive dig til men bestandig er jeg blevet hindret, forleden Dag skrev jeg til Johans. 464som du da nok veed, thi nu herefter skriver jeg skifteviis til Eder; jeg har jo inted Nyt at kunde melde da jeg stadig lever saa at sige inden fire Vægge undtagen naar Vandringen gaaer om i Stormgaden for at see hvorvidt det er kommet med Værelserne, da Tiden nu stærkt nærmer sig vi skal til Flytningen igjen og som du da veed fra to Stæder og jeg har ikke de kjære Sønner der kunde ordne med Faders Bøger det bryder mit Hoved lidt, dog jeg vil ikke tale herom, det er jo kun mit Vrøvl og Smaating. — jeg har drømt saameget om dig i Nat min kjære Sv: du Løb saa hastig need ad Trapperne fra mig og havde knap Tid at sige mig Farvel. —
Her har i Dag været en Normand og spurgt om Lt: Grundtvig, som han havde hørt var her i Byen, han kjændte Eder godt, da han havde staaet i 10de Bataln: med Eder, I kjænder altsaa ogsaa ham Bentzen heed han og jeg formodede var Ltn:
Her er da i disse Dage kommet Brev fra Ernesto Dalgas, han er nok haardt medtaget efter den heele Beskrivelse, han skriver til sin Moder, »det er ret godt, jeg har ingen Feber kan ogsaa spise lidt« trøster sin Moder saa kjærlig, fortæller om den gode Pleje han har og er i det heele ved godt Mod. —
Brændte Barakkerne reent af? det kan Man ikke her blive rigtig enige i mistede I noget af Eders Sager? hvad Savn, Møje og Besværligheder der maae være at gjennemgaae og overvinde, er meer end vistnok der ret kan tænkes af Mange, naar jeg gaaer i Sæng, eller staaer op, maae jeg altiid tænke, saadan har de det ikke; Gud skee lov for dette milde gode Veir det er i denne sidste Tid, naturlig er det da altiid med Tanken paa Eder derovre mine Kjære; føler du nu siden ikke noget til Mave Smerterne? Hilsener har jeg til Eder fra Tante Maria som her er nu kommet fra Jylland, Tante Jane siger ogsaa, du hilser vist aldrig fra mig, Prf: Højens som vi imellem jo see med Hanne V:, ja hilse fra alle dem der spørge til Eder og bede derom kan jeg da ikke. — Nu ringede det paa Kl:, det er vist den lille tykke Elisabeth, eller rettere Meta med hende, de ville komme i Aften.
Det er nu i disse Dage [et] Aar siden mine Børn kom og overraskede] Moder paa Sængen i vor gamle Boelig i Eders Kammer. —
Nu Farvel min kjære Svend og mine kjære Børn, Gud være med Eder! beder
Eders trofaste Moder
E: Gr:
s. 465Du har vel ingen Støvler faaet, i Morgen skal jeg lade minde om dem. Naturlig en Hilsen til Johan fra Alle her; hvad Compgni: er det I staaer i, det har jeg skammelig glemt? Fader gik nu herigjennem og sagde Hils — Lille Amalia — i Mørke.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Dyrvad
25 Sept. 1850.
Kl. 7 Morgen.
Kjære Moder!
Paa denne Tid for et Aar siden var jeg netop kommet hjem til at fejre din Fødselsdag, og hvor gjærne vilde jeg gjort det Samme iaar, men det kan Du jo nok vide, henhører til Umulighederne; vi maae endda være glade og takke Vor Herre for, at vi dog ikke ere blevne adskilte ved mere end en 30 à 40 Mile, saa at vi dog endnu kunne leve i det glade Haab, snart atter at kunne samles i det gamle Hjem, thi det gamle Hjem bliver det dog alligevel, hvad enten Gaden saa hedder Vimmelskaftet eller Stormgaden, hvor Fader og du er. Du kan troe, jeg længes ikke saa lidt efter at see Eder igjen, især i en Egn som denne, hvor vi kun have Venner iblandt Dyrene, ikke fordi vi have gjort Menneskene noget Ondt med Forsæt, thi Gud veed, vi ere snarere alt for skaansomme mod dem, men den Enes Søn eller Broder, den Andens Kjæreste have vi dog taget Livet af et eller andet Sted, saa det er jo igrunden ikke saa underligt, om de hade os; andre Grunde have de imidlertid ikke, thi de veed aldeles ikke, hvad de føre Krig for.
Ja, jeg maa nu slutte, da Brevene skulle afsted, men skammer mig dog saameget af denne Lap, at jeg strax naar jeg kommer i Quarteer her fra Vagten, skal skrive dig videre til, som da imorgen skal afgaae.
Hils nu Fader og de Andre hjemme meget og tak Peter og Meta for Brevene, dem jeg ikke skal glemme. Og nu ret inderlig og sønlig Tak til dig for det forgangne Aar og til Lykke med det nye, du paa Løverdag indtræder i, det ønsker af Hjertet
din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Grundtvig og hans Slægt.
29
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Brodersby
d. 25de Sept. 1850.
Kjære Moder!
Meget faaer jeg idag ikke Tid at skrive, men en kjærlig Hilsen og Lykønskning til Din Fødselsdag maa jeg dog bringe Dig ved Pennen, siden jeg ikke i Aar som ifjor kan bringe Dig den mundtlig. Det Eneste, hvorved Dine Sønner nu kunne lønne Dig for Din opofrende Moderkjærlighed, er en hjærtelig Paaskjønnelse deraf og Taknemmelighed derfor, og den skal Du heller aldrig mangle, saalænge vi aande. Og med Guds Hjælp kommer vel ogsaa den Tid igjen, da vi personlig kunne være Dig nær og stræbe at afbetale Noget paa den uendelige Gjæld, hvori vi staae til Dig for al den Omhu og Kjærlighed, Du har viist lige fra Du bar os paa Arm og indtil denne Dag.
Den 28de September 1849 var en herlig Dag, som aldrig vil gaae mig af Minde: den festlige Velkomstdag for begge Dine Sønner. I Aar kunde den nu ikke blive det, og endnu kunne vi jo slet ikke see, naar en lignende vil kunne dages for os. Men gid Du kun altid maa som jeg holde fast ved Haabet om, at den dog engang skal oprinde, og da langt skjønnere end hiin: uden Udsigten til ny Adskillelse.
Jeg har idag skilt mig af med noget af mit for Tiden unyttige Indbo, der en af Dagene vil komme Dig tilhænde, tilligemed mit Slagsværd, som jeg har ombyttet med et bekvæmmere Værge.
Jeg venter nu ret snart at høre fra Dig og fra andre kjære Venner i Hjemmet, og forbliver i dette Haab
Din hengivne yngste Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Dyrvad
d. 1 Oct. 1850
Kjære Moder!
Det Brev, jeg skrev d. 25de vil jeg da haabe, er indtruffet til rette Tid, hverken for tidlig eller sildig, saa at du dog den Dag har faaet en Hilsen fra dine Sønner.
Siden jeg dengang skrev er ingen Forandring indtraadt, det slæber af som hidtil. I troe maaskee i Kbhn, jeg siger ikke du, men saadan Publikum i det Hele, at vi herovre igrunden ieve et særdeles interessants. 467Liv. Dem, der mene det, vilde jeg blot ønske at faae ind i Geleddet i 8 Dage, saa skulde de nok faae Andet at vide. Behagelighederne forøges ogsaa hver Dag med Aarstiden, især er Nætterne ualmindelig interessante i Regn og Slud eller klar Frost (som vi alt et Par Gange have havt) at gaae og traske op og ned ad en Mark eller en Landevej, almindelig med Snavs op over Støvlerne, fra Kl. 7 om Aftenen til Kl. 8 om Morgenen, og mange Steder hele Dagen med, uden at kunne saameget som sætte sig ned, snart for Væde og snart for Kulde, det er et højst tiltrækkende Liv, kan du troe. — I ville maaskee finde, at det er Blødagtighed, men det er imidlertid sandt, at Armeen intet havde imod, at der nu blev sluttet en Vaabenstilstand, naturligviis paa Grundvold af de bestaaende Forhold og nogenlunde garanteret for troløse Brud midt i Vinter. Officererne kunne til Nød nok holde dette Liv ud en Stund endnu, da de dog komme for det Meste i Seng de 2 Dage af 3, men alle de Øvrige, der siden 16 Juli stadig ligge i Halm og mange Gange endog næsten uden den, da den ikke er at skaffe i tilbørlig Mængde, troer jeg næppe kunne ret længe holde Pinen ud, da det nu begynder rigtigt paa Efteraaret. Idag have vi nu det skjønneste Vejr af Verden, men hundekoldt; vi har heldigviis en Marsch af en Mil at tilbagelægge herfra inden vi kommer i Cantonnement, som vi idag og imorgen skulle have i Brodersby, saa jeg tænker vi kunne paa den faae lidt Varme i Kroppen igjen.
Forresten ere vi, saalænge vi nogenlunde kunne holde os raske, slet ikke i daarligt Humør, og den danske Bonde er ret godt vant til Slud og Kulde, saa de blive mindre syge deraf end man skulde vente; vort Sygeantal er endnu ikke betydeligt.
Der har baade igaar Nat fra Kl. 2 af, igaar Formiddags og inat været Fægtning ved Slesvig eller Hallingsted, vi have tydelig kunnet høre baade Kanon- og Geværilden men have endnu ingen Efterretning om hvorledes det er gaaet. Nu hører jeg nok nogen løs Tale om Frederiksstadt, 500 Fanger og deslige, men hvad der er sandt deraf erfare vi først af Bladene fra Kbhn, da Krigsbestyrelsen anseer det hensigtsmæssigt indtil da at holde de forskjellige Afdelinger i total Uvidenhed om hinandens Skæbne og Hændelser; hvortil det skal nytte, maa Gud og Krigsbestyrelsen vide, thi at det skader og nedtrykker meget, det veed hver Mand i Armeeen.
Jeg afsender idag til Dig noget cassabelt Tøj, som jeg ikke har Plads til og nogle Penge, nemlig 52 Rbd hvoraf Skræderen skal have de 39 og Most de 13. Nej ! jeg faaer kun Tøjet afsted idag.
29*
s. 468Nu Godnat! kjære Moder! og Levvel! og hils Fader, Tante og alle Venner meget fra
din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Brodersby d. 2 Oct. 1850. Aften.
P. S. At jeg ingen Hilsen sendte dig i Metas Brev, kom deraf, at jeg havde isinde at afsende dette samtidig dermed, men fik det ikke færdigt.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Bivouac ved Dannevirke
d. 6te. Oct. [1850].
Morgen Kl. 6.
Kjære Moder!
Der har dennegang indsneget sig et usædvanlig langt Mellemrum i vor Brevvexel, da det nu er 11te Dag siden jeg skrev til Dig og 12te siden Du skrev. Jeg haaber at Johan har udfyldt dette Mellemrum, thi jeg kan jo godt forstaae, hvad Du siger: at nogle Dage allerede synes Dig en lang Tid, naar Du i dem Intet hører fra Dine Børn.
Her ved Armeen er intet Nyt. Fjenden har nok nu ladet Frederiksstad i Ro i de sidste Dage; dog venter man ham nok der igjen; thi endnu Natten til igaar sendtes 1 Bataillon (5te Linie) derhen paa Vogne her fra Slesvig, hvorfor vi samtidig kjørtes herhen fra Cosel. Vi kom af Forpost i Fredags og vare nu Fredag Aften Kl. 11 lige komne til Ro i Cosel, da der kom Ordre til hastigt Opbrud: vi marcherede til Midsunde, hvor 200 Vogne fra Slesvig optoge os; dog naaede vi ej denne By før Kl. 4 Lørdag-Morgen, stode paa Gaden til Kl. 6 og marcherede saa her ud i Barakkerne og løste just 2det Forstærknings-Jægercorps af. Idag skulle vi nu paa Forpost her fremme for, imorgen igjen her i Barakkerne, i overmorgen atter paa Forpost; men saa paa Onsdag skulde vi da ind i Friederichsberg at hvile os i 4 Dage. Jeg er meget vel tilfreds med denne Forandring, der i flere Henseender er til det bedre: man faaer 4 Dage samlet Ro, man er i Slesvig istedenfor i en afsides Bondeby. Du spørger om, hvilke Compagnier vi staae ved. Johan har lige siden i Vinter staaet ved 3die (Müller); jeg har siden jeg kom til Batl. bestandig staaet ved 4de (Cathala, forhen Falkenskjold) indtil for 2 Dage siden, da jeg blev forsat til 1ste (Junghans — Johans forrige Comp.). —
s. 469Hvor det gjorde mig ondt og da os alle her at erfare Ernesto Dalgas’s Død ! Han var almindelig agtet og afholdt ; og jeg havde jo ogsaa for hans Families Skyld, hvis Yndling han var, Grund til at sørge over hans Tab. Sig mig dog, hvordan det egenlig er med Carlo? Man faaer her de meest modsigende Efterretninger om hans Tilstand. Gud give det Bedste!
Endnu har jeg da ikke faaet de bestilte Støvler. Har Du faaet den Pakke jeg sendte og Sabelen? Vi vente her snart at faae de nyeste Nr. af Danskeren og det nyopstandne Nord og Syd. — Rygtet gaaer her, at vi ret snart skulle fremad: ind i Holsten. Kan Holstenerne paa ingen anden Maade bringes til Ro, saa er det jo nødvendigt. At staae her i Vinter, stadig udsatte for deres Anfald, det lader sig vistnok slet ikke gjøre.
Hils nu alle gode Venner og beed dem (navnlig Peter Boisen) om snart at [lade] høre fra sig. Skriv ogsaa Du snart til
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Vi have her nogle ganske udmærkede Barakker, saa den Forposttjeneste vi gjøre i dem er for intet at regne. Det bliver altsaa her kun 2 Dage af 8 vi gjøre Forpost. Ved Midsunde var det 2 af 6. Johan beder hilset!
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
8 Octbr. 1850.
Kiære Søn! Jeg har længe villet skrive til Dig og det er en vitterlig Giæld, jeg endelig nu giør Mine til at betale, men der er altid kommet Forhindringer, saa Du havde neppe endnu idag faaet Brev, hvis jeg ikke netop nu af et Brev fra Svenn havde hørt, at Moder ogsaa havde giort Ophold, men saa greb jeg strax Pennen, da jeg idag ei skal paa Rigsdagen og er kun doven til at skrive Breve den Vei, fordi jeg stoler paa Moders Flittighed.
I Løverdags aabnede jeg da, som Alders-Formand Folke-Thingets Forhandlinger med et Par Ord om Krig og Fred, som jeg naturligvis havde veiet, men som ogsaa stod Vægt. Embedsmændene blev de samme som forrige Gang, og der er jo ikke synderlig Udsigt til, hvad jeg i mit Forord ønskede, at »Bedriften i Kamrene vil svare til Bedriften i Marken,« men dog vil jeg ikke opgive Haabet derom,s. 470og det skulde man heller ikke nogensteds i Danmark, thi hvor daarlig end Rigsdagen hidtil har opfattet og søgt at løse sin Opgave, saa maae vi dog aldrig glemme, at tænker vi Rigsdagen bort, da tænker vi, under de nærværende Forhold, med det samme Muligheden af en bedre Opfattelse og Løsning bort, thi naar Regieringen veed og vil noget godt, da er Rigsdagen ikke iveien, og skal der skee noget bedre end Regieringen veed og vil, da maa det komme fra Rigsdagen. Du har vel, før dette, seet af Aviserne, at der igaar blev af Hall foreslaaet, af mig understøttet, og eenstemmig antaget, en hædrende Erkiendelse af Hærens Fortieneste, men jeg vil her tilføie, [at] hvad jeg med Flid indskærpede om, at »Danehæren havde gjort sig høilig og glædelig fortjent af Fædernelandet, det gamle Danmark«, i det jeg giorde opmærksom paa, at høilig havde Hæren giort sig fortient lige fra Krigens Begyndelse, baade naar den vandt og naar den veg, baade naar den fik Lov til at røre Ungdoms-Kraften, og naar den var nødt til i Stilstand at tære paa den, men at glædelig for hele Folket kunde Folke-Røsten ikke kalde Bedriften, saa længe endeel af det Danske Folk sukkede og trællede under Fiendens Aag, men først nu, da Seieren var vundet hvor Slaget maatte staae : midt i Sønder-Jylland, og da vor seierrige Hær havde plantet Dannebrog paa Dannevirke til at staa der, med Guds Hielp, ikke blot urokket, men ogsaa skyggefuld og grødefuld, med Fredens Frugt udspringende af Seierens Blomst! —
At dette blev optaget med øiensynligt Velbehag og lydeligt Bifald, beviser vistnok ikke meget, men saalænge et godt Ord kan faae Ørenlyd, er der dog altid Haab om, at det kan finde et godt Sted. Jeg tænkte ikke paa, at mine Sønner nu ogsaa var forplantede til Dannevirke, men jeg har vel kunnet føle det paa mig, thi mit hele Hierte var der i høiere Grad end sædvanlig.
For Resten lever vi her i den gamle Stilhed, I kiender, paa Flytningen nær, som nu begynder at gaae for sig. Igaar skaffede Algreen med priselig Omhu alle Bøgerne fra Vimmelskaftet i Tørveir til Stormgaden og jeg saae allerede igaar Middags, da jeg kom fra Rigsdagen hele Vægge beklædte med min Mammon, som dog egenlig nu er mig mere til Byrde end til Øienslyst, dog hvad man har maa man jo see at faa Rum til, og hvad de Ældre ikke længere kan glæde sig over, kan og skal de dog dele Glæden over med de Yngre.
Hils nu Svenn kiærlig og Gud styrke og bevare eder begge i Fædernelandets Tjeneste med et godt Haab om Fremtiden, som ligger i en bedre Faders Haand end hans, som I veed, dog inderlig giernes. 471vilde giøre baade eders Udsigter og eders Dage lyse og eders Aar frugtbare baade paa Gavn og Glæde!
Moder og alle i vor snevre men blide Kreds hilse eder kiærlig ved
Fader
Frederik.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 11te Octbr: 1850
Kjære Svend!
Blodt for at sige dig, at i Aften med Posten afsænder jeg dine Støvler med »Danskere« samt Syd og Nord. —
Om jeg har sagt mine kjære Sønner Tak for Eders Breve veed jeg knap da jeg er saa træt og forstyrret i denne Flytten der i Dag gaaer for sig, Bøgerne er da heldigviis i Hylderne.
jeg glædes hver en Dag Solen skinner, saa veed jeg ogsaa mine kjære Børn har godt deraf, Gud skee Lov at I har faaet det bedre i det forandrede Quarteer, ja hvor jeg stadig har Eder i Tanker veed I ikke. — Høxbro reiste da i Mandags til Rødding og var særdeles fornøjet, mange Hilsener har jeg saavel fra ham som Knudsen Ahlgreen og øvrige Venner; Skovgaard tænker da ikke paa Bryllup i dette Aar videre veed jeg saa ikke. — Alt er godt paa Møllen; mange kjærlige Hilsener fra Fader, Tante og Mange der altiid spørger saameget til Eder. —
Nu Farvel mit kjære Barn ! jeg glæder mig nu til ret snart at see lidt fra Eder igjen altiid længes jeg, det veed du jo nok. —
i Kjærlighed din trofaste Moder
E: Grundtvig
Hvor det dog er glædeligt med Seiren ved Frederiksstad, ja vi maae udbryde, Gud er med os, Han være det fremdeles!
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig, d. 12te Oktober 1850.
Kjære Moder!
At jeg nu saa længe ikke har hørt fra Dig, det kan jeg godt forstaae, da jeg veed, at Du nu er i fuld Travlhed med Flytningen,s. 472og det er en Travlhed, der gaaer baade forud og følger efter denne vigtige Begivenhed i det huslige Liv. Af Faders Brev til Johan erfarer jeg, at Bøgerne ved Algreens virksomme Hjælp alt ere komne i Huus. Gid den nye Bolig nu ret i alle Maader maa være bekvem og hyggelig. Siden den er saa dyr, saa maa den vel ogsaa være rummelig, saa vi ere istand til, at gjøre et Bal, naar begge Dine Sønner komme hjem, thi saa veed jeg vel, at Du ikke vil spare »den fede Kalv«. Naar dette kan blive, derom har jeg imidlertid ingen Anelse; thi Alt tyder jo paa, at Armeen vil komme til at blive liggende her paa Grændsevagt Vinteren over. Nogen Indrykning i Holsten vilde paa denne Aarstid være altfor vovelig, og er vistnok ikke paatænkt. Fjenden maa jo imidlertid hver Dag ventes paa ethvert Punkt, saa Tjenesten maa vedblive at være skrap. En mærkelig Kjendsgjerning er det dog, at ingen anden Bataillon har saa mange Syge som 2den Forstærknings-Batl. der nu lige siden Idstedslaget har ligget i Garnison her i Byen og haft gode Dage, medens vi Andre have maattet døje alle Feltlivets Besværligheder, der visselig ikke ere ringe nu, da Natten er længere end Dagen, og der er hundekoldt baade i Barakkerne og ude paa den aabne Mark. Dog, det vil jo intet sige, at en Deel af Landets Ungdom døjer lidt ondt i nogen Tid, lige saa lidt som det har noget at betyde med de Dalere, der gaaer ud af Landets Lomme, naar blot baade Ungdommen og Landet kan holde Pinen ud, og det saa tilsidst maa føre til en god Ende, thi naar den er god, da er jo alting godt. Henrik Bech og Caspar Spang har jeg seet; de have da nu ganske forvundet de Smæk de fik d. 25de Juli. Med Carlo er det nok ikke saa godt? Ham venter jeg saa smaat Brev fra, som jeg da med god Samvittighed kan vente fra alle mine Correspondenter, da de alle ere i Brevgjæld til mig, naar jeg undtager Høxbro, for hvem jeg maa skamme mig som en Hund. Du maa derfor hilse ham saameget desto venligere fra mig, hvis han ellers er i Kjøbenhavn, hvorom jeg har bedt Peter underrette mig; men dette afskyelige Menneske er og bliver tavs herom, som om alt Andet, hvad jeg har spurgt og ikke spurgt ham om. Nu levvel og hils Fader, Meta og Alle derhjemme venligst fra
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Bomhuset foran Jagel
15 Oct. 1850.
Kjære Moder!
Det er nu snart temmelig længe siden du sidst saae noget fra mig; det var nok fra Brodersby d. 1ste d. M. At du har maattet vente saalænge kommer for største Delen af at vi, som vi her ligge, kun have saare ringe Lejlighed til at skrive. Natten mellem d. 4de og 5te afgik vi jo hertil og vare saa de næste 4 Dage paa Forpost, og der er kun en enkelt Gang, som idag, Mulighed for at skrive; i Barakkerne, hvor vi ligge de 2 Dage af de 4, ligge vi saamange sammen, saa der aldrig er Rolighed til slige Beskjæftigelser, selv om man for Kulde var istand til at holde paa Pennen, som just ikke ofte er Tilfældet. Idag er nu en Deel af Comp., og deriblandt jeg, saa heldig om Dagen at kunne være under Tag her i Bomhuset, og naar vi ere under Tag, er det i disse Tider en reen Svir, saa jeg vil strax gribe Lejligheden til at sende dig et Par Linier. Den 9de til 12te laae vi rigtignok i Slesvig, eller rettere i dens Forstad Fredriksberg, og havde det jo meget godt, men da jeg tidligere kun i 2 Timer havde været i Slesvig, maatte jeg jo see mig lidt om derinde, og det er ikke saa let gjort med denne By, der ligger i een lang Linie og er en heel Miil lang, saa naar man kom op til den anden Ende, maatte man hvile sig lidt inden man gik tilbage, saa Tiden gik snart med. Tilmed havde vi Arbejdscommandoen ved Skandserne temmelig langt udenfor Byen, som tog mig en heel Dag bort, saa Tiden til at skrive gik reent bort, tilmed da vi jo stille alle Mand hver Morgen længe før Daggry, og derfor gjærne gaae til Ro Kl. 8 à 9 om Aftenen. Vi kom nu herud igjen i Søndags og blive her til paa Torsdag, og naar vi da velbeholdne komme ind til Fredriksberg igjen, skal jeg nok faae Tid til at skrive Een af Eder derhjemme lidt udførligere til.
Vi har det de 4 Dage, vi ligge paa Forpost, just ikke godt, men det er dog til at holde ud endnu; Barakkerne, hvor vi ligge de to af Dagene, med een Dag imellem, ere ret gode, Regn holde de nogenlunde ude, men i Blæstvejr er det lidt slemt, for saa blæser det lige durch igjennem dem; Muus og Utøj af mindre Art er der jo en Deel af, men det maa man see at vænne sig til; men i nogle af dem er der en Deel Rotter, og det er det Værste, for de Herrer holder man dog mindre af at have til Sovekammerader. Kulden lader sig døje; naar vi har Halm nok at ligge i og jeg faaer min Kappe over mig og mine store Strømper paa, er det sjeldent at jeg fryser om Nattens. 474før saadan hen ad Morgenstunden, Kl. 5 eller saa, men saa skal vi jo op alligevel. Hver 3 a 4 Off. har deres Hytte med et Aflukke udenfor til Oppasserne, hvert Comp.s Underoff. deres, og forresten ligge 50 Mand sammen i hver af de 16 store Hytter, der ligge med Gavlene udad i en lang Række bag de 2 Skandser (mellem Grosz Dannevirke og Bustorfer Teich) som ere betroede til vor Omsorg i paakommende Tilfælde.
Jeg erindrer ikke, om jeg har takket dig for din sidste Sending af Uldtøj, skulde jeg skammelig have glemt det, saa vil jeg nu oprette det; jeg er nu forsynet med 2 Uldtrøjer, 2 Par uldne Underbeenklæder og 2 Par Bomulds, som jeg kjøbte i Flensborg, da vi vare der, saa jeg har Alt hvad jeg har Brug for og kan føre. Min gamle Kappe, som du sendte over til mig i 1848, gjør endnu sin Tjeneste, men begynder snart at blive lidt aflægs; den Uniform, jeg fik som Underofficer i Kbhn, er endnu til (i grøn Tilstand), men saasnart jeg faaer en ny, som jeg har bestilt i Slesvig, maa jeg kaste den (baade Frakke og Benklæder) paa Møddingen, for nu sidste Gang, jeg var paa Forpost, opdagede jeg, at der var gaaet Hul ogsaa paa de talrige Lapper, som den var forsynet med. Sende den til Kbhn som en Antiqvitet kunde jeg havt Lyst til, men efter hvad du skriver om Portoen for Sligt, kan det nok ikke betale sig; jeg troer, jeg vil bruge det Hele til at lade min Kappe fore indvendig med, saa kommer det dog til nogen Nytte, og jeg er i den Retning uhyre sparsommelig, for ikke at sige karrig, som Svend og de Andre kalde det. Den Pakke cassabelt Tøj, især Sokker, som jeg sidst sendte dig, kan jeg, efter hvad du fortæller om Svends Pakke, regne mig til, har kostet nogle Gange sin Værdi; det bliver nok rigtigst en anden Gang, at lade det blive hvor det er. Lad mig dog vide, hvormeget du maatte betale for de Laser, og det tilmed uvadskede, for jeg troede neppe det kunde betale sig at koste det paa dem, men meente, at Portoen kun vilde være en Ubetydelighed. Med Hensyn til min Sabel, vil jeg bede dig om een Ting, det er at lade den, en Gang om Ugen idetmindste, eftersee og Klingen indsmøre med Tælle, men aldrig med Olie, thi det fordærver den. Kunde du ogsaa overkomme, at lade en ny Sko sætte paa Skeden (for Sabelen stikker ud af Enden), vilde du saa ikke lade det gjøre hos Sværdfeger Heraczuk (Heraczuck), han boede for et Aar siden i Pilestrædet paa venstre Haand lige ved Østergade, men er kanskee flyttet. Saasnart vi nemlig skulde komme til at ligge i en By fast, maa vi sagtens have dem igjen istedenfor vore slesvigholsteenske Faskinknive soms. 475under disse Forhold ere meget beqvemmere og som derfor ogsaa de fleste af os have anlagt. Fra Svend skal jeg hilse, han har det godt, og takker for dit Brev, han fik iforgaars, men endnu ikke har kunnet besvare. Vil du hilse Fader saa mange Gange og takke for Brevet; jeg skriver til ham en af de første Dage. Hils ogsaa Tante og Alle derhjemme mange Gange fra
din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
P. S. Kl. 6 Aften. Du kan troe, det er et Hundevejr idag fra Morgen til Aften; det stormer og regner uafladeligt, saa man hverken kan høre eller see. Og i dette Vejr maae vi dog see vi passe paa alligevel, skjøndt det kan knibe nok i vore alt over 12 Timer lange Nætter, enten, som Natten mellem Lørdag og Søndag, i klingrende Frost, eller, som i Nat, i Regn og Slud at staae Post fra Kl. 6 til 6, for det meste i en Mose, eller i gunstigste Tilfælde paa en Hede, thi Andet end Hede og Moser findes bogstavelig ikke i denne Egn; du skulde see den, saadan Øde skal man lede længe efter paa vore Øer, ja selv vist i Jylland; ikke et Træ, ikke en Busk paa Miles Strækning, kun Sandgrave og Tørvemoser afbryde den eensformige Flade, med et enkelt Huus hist og her. — Nu god Nat! jeg vil forsejgle Brevet nu for en Sikkerheds Skyld, skjøndt det først kommer afsted imorgen tidlig. Sendingen af Danskere og Nord og Syd venter jeg med Længsel. Vi holde nu Aviserne (Berl. og Fædrel.) ved Compagniet, men det er ogsaa vor eneste Læsning.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Flyttedagen i Oct. 1850.
Kjære Ridder Svend!
Det er idag Flyttedag; jeg vil deraf tage Anledning til at flytte over til Eder — saa godt det lader sig gjøre i Tankerne, hvoraf jeg vil søge at samle de bedste, som endda kan være ringe nok — her paa Papiret; — her er ledt at være idag — blandt Skit og Møi i Regn og Slud paa Gaderne — de stakkels Fattige, hvis de skal smides ud idag — dem har jeg ondt af, ligesom de ogsaa har givet mig endeel at bestille i denne Tid. Men derved kommer jeg endmere til at tænke paa Eder, der for det Meste maa ligge om ikke paa Gaden, saa paa den aabne Mark — nu jeg sidder her i min lune Stue og hører Stormen tude og Regnen pidske udenfor. Det kan Is. 476da umuelig længe holde ud. Folk, der vilde vide god Beskeed — Rigsdagsmænd — fortalte idag, at der var bleven Krogh tilskreven, om han meente, at Armeen kunde udholde at overvintre i sin nuværende Stilling, — hvis ikke, da skulde Endeel indquarteres i Slesvig og hele Resten i Flensborg og Omegn. — Men Du maa vel høre lidt meer om Flyttedagen, siden Dine Nærmeste ere flyttede — dog først til Lykke med Ridderkorset! Du bærer det med Ære, og er derfor ogsaa Mand for at kunne bære det! »Stakkels Johan!« er ikke bleven sagt ved denne Leilighed, om det er tænkt, skal jeg lade være usagt. Forresten er det min Mening, at Johans Bedrift ved Midsunde fuldkommen berettiger ham til Ridderkorset. Faaer han det ikke, er han ligefuldt en Riddersmand. — Lieut. Jagd gav forleden min Broder Fritz en Skildring af sine Meriter ved Idsted, hvor Du netop kom til med 3 Comp. som han var i den største Vaande, og hvor han saae Dig gjøre Kjæde lige under Fjendens hæftigste Ild med en Rolighed og Orden, som det var til en Revue. Strax efter blev han saaret. — See saa — nu gik et Par gode Timer fra mig — den norske Maria Vulfsberg besøgte mig og hun er vidtløftig — saa jeg kan nu ikke faae Brevet bort iaften — og det gjør mig gal i Hatten, thi Du skulde havt Brev for længe siden — og det maatte nødig opsættes ; men at komme lidt for sildig, er jeg jo ikke heelt fri for. Altsaa meer imorgen. Jeg skal nu hen i Stormgaden første Gang i det nye Sted en Aften. —
Fredag-Aften d. 18de Oct.
Jeg er ikke kunnet komme her før. Igaar Aftes — efter min Dagsgjerning og Løberie — efterat have gjort et Besøg (særdeles behageligt) hos Capt. Falkenskjold — og var kommen hjem i Ro, kom Th. Fenger og Knudsen for at tilbringe Aftenen hos os, saa der blev ikke noget Skriverie. Idag er Carlo hos os til Middag, og han sidder nu i Dagligstuen og tegner Elisabeth og Helga, og om lidt skal vi tyre en lille l’hombre, saa jeg maa fatte mig i Korthed med Løfte om snarlig Fortsættelse i al Fald til Johan, fra hvem jeg — til min store Glæde — modtog et langt Brev fra idag, som Du foreløbig maa takke ham for. — Carlo er nu saavidt Karl igjen, at han tænker paa at mælde sig til Tjenesten i næste Uge — han er bleven tyk og feed, saa der er ikke Tale om Svindsot o. s. v. som I har hørt Rygter om. Om han kommer afsted i næste Uge er imidlertid meget usikkert, da hans Moder holder fast paa ham, som har været hende til stor Trøst og Opmuntring i denne store Sorgens Tid — han kans. 477saa ypperlig sidde og snakke for sin Moder. Ja det var en Sorg — for Susette troer jeg dog den var og er størst og dybest, det var hendes kjæreste Broder, som hun holdt usigeligt af. De første 8 Dage tog hun sig fri fra Skolen; nu gaaer Alt igjen sin gamle Tour og hun er glad ved at skulle tage sig Noget for. Dagmar har været syg af Gigtfeber, hun har forresten sin Jensen at tænke paa og glæde sig over, som hun vel maa kunne; Forlovelsen er nu deklareret, som netop skete, da Budskabet kom om Ernestos Død. — Carlo beder at hilse Dig han har et Brev under Arbeide til Dig. — Fra Capt. Falkenskjold og hans fortræffelige Frue har jeg de venligste Hilsener til Dig, de har en stor Kjærlighed til Dig — og deres Venskab er nok værd at have, thi det er prægtige Folk, saa jeg maaskee vil benytte Fruens venlige Indbydelse til at besøge dem imellem. Han vil selv skrive Dig til for at gratulere Dig; det glædede ham meget, at Du blev bekorset. Han lister nu omkring i Stuen paa Krykker, og haaber snart at komme sig, men han har lidt meget. Kuglen kom først ud for en 3 Uger siden. Majorerne Harbow og Schøler kom og afbrød vor Samtale. — Høxbro, han sidder nu i Rødding og ordner sit skjønne Bibliothek, som han har stærkt forøget, han reiste for en 12 Dage side han har faaet sin Gage for ¼Aar (200 r.) udbetalt, men Elever har han Ingen af og faaer nok næppe, før I skikker Armeen hjem. —
Carlo har begyndt paa en Tegning af Vilhelm Blom. Skovgaard har jo ellers lovet at paatage sig det, men har ikke begyndt paa det endnu, skjøndt han er mindet gjentagne Gange om det. Han er bleven underlig — veed ikke, om han vil gifte sig eller ei — man seer ham aldrig. Maaskee paa Søndag, hvor Hanne Vestengaard gjør Caffegilde paa sit Quistværelse, hvortil vi ogsaa ere indbudne; der kommer naturligviis Kaiser og Ussing o. s. v. Din Moder har nok nu selv skrevet om Leiligheden derhenne, hvorover de have været heelt forknytte, men nu dog begynde at finde sig tilrette, den er ikke saa gal — naar blot Tante Jane ikke vilde være saa gal. Paa Mandag kommer Jette Kirkegaard og skal boe hos dem, hvortil de glæde sig, medens Kirkegaard trækker paa Skuldrene. Meta hilser Dig — Alt vel her. Tak for Dit sidste Brev!! Nu er Carlo færdig — det ligner saa saa!
Din hengivne Svoger
P. Boisen.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Slesvig
d. 26 October 1850.
Kjære Fader!
Tak fordi du forleden lod mig atter høre personlig fra dig, vi leve her saa eensomt midt imellem Tusinder, at det er en sand Fest og nok til at gjøre os glade en heel Dag, naar vi faae Brev hjemmefra. Jeg vil derfor ogsaa gjøre Mit til, at I derhjemme kan have saa megen Opfordring som muligt til at skrive. Vi sidde her just i Aften i vor gode Ro her i vor herskabelige Lejlighed i Fredriksberg, Svendsen, Svend og jeg, have læst de nyeste Aviser fra Kbhn. og ærgret os over, atter at være bleven skuffede i Haabet om glædelige Nyheder. Her gaaer i Aften det Rygte, at Krigsministeren har advaret Overcommandoen om, at Villisen vilde en af Dagene forsøge et Angreb paa vor Stilling her i Centrum. Skjøndt det just ikke er meget rimeligt, ikke fordi vor Stilling her er uindtagelig, men fordi det ikke synes at staae saa slet med Oprørernes Sag nu for Tiden, at de skulle have Lyst til [at] vove deres hele Armee paa eet Træk. Imidlertid kan man jo vente Alt af de forvovne Kroppe, thi Mod have de, det maa man lade dem; men jeg haaber da til Gud, at de ligesaalidt denne Gang som de tidligere ville have ham og Lykken med sig. Vi have nu vundet omtrent hvad vi vilde, Slesvigs Besiddelse, men desværre, ligesom vi komme Vinteren nærmere, bliver det stedse vanskeligere og betænkeligere at holde denne Stilling, ikke at tale om et Vinterfelttogs øvrige Besværligheder i vort fugtige og usunde Klima. Et Vinterfelttog i en streng Vinter er ikke nær saa skadelig for en Armee som i vort almindelige Vintervejr med Regn og Slud. Hos os har vi saaledes 9 af 100 syge og det skal være det Samme over hele Armeen, og giver en betydelig Formindskelse i den kampdygtige Styrke; naar Armeen beregnes til 40.000 Md., vil det ialt være 3,600 Mand, altsaa kun 36,400 tilbage. Af Saarede har vi fremdeles endnu det samme Antal, 3,600, og naar de fradrages, bliver saaledes kun 32,800 tilbage; og herfra maa endnu drages den ligefremme Afgang ved Døde og Udygtige, idetmindste 4 af 100, ialt 1600, altsaa 31,200 tilbage; og da Armeen siden Krigens Udbrud iaar aldeles ingen Tilgang har havt af Recruter, kan det ikke nægtes, at vore Rækker fortiden ere betydelig fortyndede, om det end ikke er sandt, som man vil sige, at Slesvigholstenerne i dette Øjeblik have en større Armee paa Benene end vi. Og skulle vi længe blive liggende og gjøre Forposttjeneste som nu, maa vi jo desværre vente allene af Sygdom at unddrages endnu et betydeligt Antal Stridsmænd. Det vildes. 479derfor sikkert være meget ønskeligt for os, om vi kunde faae en Vaabenhvile istand for Vinteren paa Grundvold af de nærværende Forhold og med nogenlunde Sikkerhed for at den ikke en skjøn Dag uden videre blev brudt af den æreløse Oprørshær. Men det er vel neppe til at vente; de kunne jo ligge ganske roligt og mageligt i og bag Rendsborg og blot en Gang imellem gjøre en Feltmanøvre, som de kalde det, op imod os, saa ere vi jo nødte til den hele Tid at udmatte os ved Forposttjeneste paa hele vor lange Linie, medens de efter Behag kunne gjøre et alvorligt Angreb, eller gaae tilbage igien, uden at vove synderligt. Her vide vi aldeles intet, uden at der fra Krigsministeriets Side gjøres Alt for at gjøre et Vinterfelttog udholdeligt, anskaffes og uddeles uldne Tæpper og Lejrsække til Forposterne etc. men veed I dog ikke i Kbhn. endnu, hvordan vore Sager egenlig staae? af Bladene skal man ikke blive klog derpaa, der har jeg kun den daglige Ærgrelse at læse alle de velvillige engelske Bladartikler uden Resultat, som nu i 2 Aar har været vore Blades Hovedkilde. Det synes mig dog, som om det maatte være muligt for vort Ministerium at drive det til en Afgjørelse fra Stormagternes Side, i Ungarn, Baden, Italien etc. have de været meget expedite med at kue Oprør og bringe Rolighed tilveje, og hvorfor skal saa dog det lille Danmark være Stedbarn? Vistnok var det allerbedst, om vi uden anden Hjelp kunde klare Sagen, men saalænge Tydskland skal vedblive at kunne sende alle sine overflødige Penge og alle sine Vagabonder ind imod os, kan det dog ingen ret Ende faae, men seer ud til at blive idetmindste en Syvaarskrig.
Vi have i den senere Tid havt det temmeligt roligt, kun paa enkelte Punkter finde der daglig smaae Skærmydsler Sted, navnlig ved Krop og Breckendorf. Det Første kjender jeg bedst til, da vi gjør Forpost derimod og det er et comisk Punkt. Byen ligger omtr. midt mellem Slesvig og Rendsborg og lidt højere end den øvrige Hede, saa at man fra Krop Kirketaarn kan oversee baade vor Stilling ved Dannevirke og Slesvigholstenernes foran Rendsborg. Begge Parter ville derfor være i Besiddelse af denne By, men den ligger for langt udenfor vor Linie til at vi kunne egenlig besætte den, og vi indskrænke os derfor til, hver Morgen ved Daggry at sende en Afdeling Cavalieri og Infanteri derned, (1 Miil udenfor vore Forposter) drive Tydskerne ud, der stadig sende et Commando derop om Natten, og udsætte vore Caval leriposter paa den anden Side ved Kropperbusch-Kro. Undertiden gaae Tydskerne strax tilbage, men undertiden gjør de Modstand, og gjøre endog Forsøg paa at afskære den lille Afdeling,s. 480der er sendt derud, uden at det dog hidtil er lykkedes dem at gjøre os noget Afbræk. — Mit Compagni har hidtil, naar det har været paa Forpost, stadig havt denne Morgentour, og sidste Gang var vi saa heldige at faae en 12 til 14 Stykker af deres Dragoner med Heste og Alt, som ikke kunde slippe væk da vore Dragoner huggede ind, og vi Infanterister saa gav dem en Salve med paa Rejsen fra et Huus, de skulde forbi paa Tilbagevejen, og hvor vi havde lagt os paa Luur. Desværre fik de ved den Lejlighed ogsaa et Par af Vore, der kom for langt frem. Lignende Historier have vi hvert Øjeblik, om end ikke altid med saa heldigt Resultat; almindeligviis slippe begge Parter temmelig heelskindede derfra.
Skjøndt vi have det temmelig strængt her, er Soldaterne dog ved godt Mod og holde Humøret vedlige i en mærkværdig Grad, de maae jo døje en Deel af Kulde og Fugtighed, men saalænge de ikke maae sulte, men som nu derimod faae udmærket god Føde, kan man byde den danske Soldat ubegribeligt Meget af andre Ubehageligheder.
Det glæder mig meget, at du har faaet dit Bibliothek, som jeg ogsaa har en gammel Kjærlighed til, saa godt flyttet. Du har vel faaet ganske god Plads til det i Eders ny Bolig, som jeg meget længes efter at see. Dit Digt over Vilhelm og over Ernesto Dalgas fik jeg at see i de sidste Danskere, Moder sendte os og syntes meget godt om dem begge to, navnlig glædede din Udtalelse om Vilhelm mig meg[et].
Vil Du hilse Moder og Møllerfolkene mange Gange fra mig, ligesom Tante Jane. Lev nu vel! og Gud bevare baade dig og os Alle, og give, at vi snart atter kunde sees i Hjemmet, om end kun for en kortere Tid.
Din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig
d. 26de Oktober 1850.
Kjære Moder!
Det er nu 14 Dage siden Du sidst hørte fra mig, og dog har jeg i denne Tid ikke samlet Stof til noget ordenligt Brev; thi alt gaaer her saa roligt og ensformigt som muligt; vi blive mere og mere fortrolige med Tanken om at blive liggende her Vinteren over i den samme svævende Stilling, hvori vi jo nu have befundet os i 3 Maaneder. Alt indrettes herpaa, og det lader sig jo ogsaa udholde, naar
s. 481
Tegning af P. C. Skovgaard.
Johan Grundtvig.
Falkenskjold.
Jørgensen.
Hammelev.
Stonor.
Svend Grundtvig.
Svendsen.
s. 483det endelig skal være. Støvlerne har jeg faaet og er særdeles tilfreds med. Jeg har anskaffet mig en ny tyk Frakke, foeret med uldent Tøj, har ladet min Kappe foere med lignende, og naar jeg hertil føjer den uldne Trøje, de færøiske Strømper, et stort uldent Halstørklæde (Georgias), Metas uldne Hue og min Voxdugskappe, saa vil Du vel tilstaae mig, at jeg er ret vel forsynet selv for denne Aarstid. Johan er derimod en Gnier, som jeg ikke kan faae til at koste noget paa sin Udstyring, skjøndt han har godt Raad dertil; men han bliver vel nok kjed af at gaae og fryse, som han dog vist maae gjøre, skjøndt han ikke ret vil tilstaae det. — Her i Slesvig have vi det meget godt, Johan og jeg ere indkvarterede sammen tilligemed Svendsen i en elegant 1ste Salsetage med Damaskes Gardiner og store Spejle og, hvad der er endnu bedre, en god varm Kakkelovn. Mandskabet har det tildels meget daarligt her i Byen; jeg har just i disse Dage været commanderet i en Commission til Undersøgelse af Quartererne, for at see, hvilke der kunne bruges til Vinterquarteer Ɔ: hvor Mandskabet kan have Lys og Varme, og Resultatet blev, at en Trediedeel endnu laae i Stalde eller oppe under Taget, hvor sligt ikke kunde lade sig gjøre. Jeg haaber imidlertid, at der snart vil blive raadet Bod herpaa, ved at Indquarteringen udstrækkes til noget af den hidtil ubelagte Deel af Byen. Ogsaa vil der vel komme flere Lejrsække og Tæpper, hvis ellers Rigsdagen vil give Penge dertil. Det er, som Du veed 4 Dage ad Gangen vi ligge her, og saa igjen 4 Dage udenfor: 2 i Barakker og 2 fremme paa Forpost henimod Kropp, hvor der daglig forefalder lidt Smaapilleri med Tysken. De 4 Dage ere nu vel sure at døje i Træk, men paa den anden Side er det saa stor en Behagelighed, at have 4 Dage samlet Rolighed herinde, at vi nødig ville til, hvad dog omsider ikke kan undgaaes, at have Skifter paa 2 Dage. — Jeg har for Resten saa smaat gaaet og ventet paa, at Du skulde sendt mig et Lykønskningsbrev i Anledning af at ogsaa jeg er blandt de 600, der ved sidste Lejlighed trak sit Kors i Lotteriet. At min gamle Broder ingen fik er en stor Skam — ikke for ham, men for dem, hvem det paalaae at skaffe ham et. Skal der uddeles Kors for Midsundehistorien, saa maae der dog vel falde et af til ham. — Tak for Danskerne og Nord og Syd ; Du sendte ikke Nr. 1 af sidstnævnte, men kun 2 og 3. Husk og lad os faae Nr. 1 med næste Gang! — Hils nu Alle derhjemme, og tak navnlig Peter for hans Brev, som jeg snart skal besvare. Lad mig nu ogsaa snart høre lidt fra Dig og da navnlig om, hvordan Du s. 484finder Dig i den nye Lejlighed, hvor I vel nu ere komne saa nogen- ledes til Ro. Og dermed lev vel kjære Moder, kjærlig savnet og erindret af
Grundtvig og hans Slægt.
30
Din hengivne Søn
Svend.
(Afsendt Mandag Formiddag d. 28de)
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*.
d. 4de Novbr. 1850.
Min kjære Søn Johan!
Over tre Uger er det nu siden mine Børn saa noget Ord fra Moder, vel har det været Flyttetid og er saa endnu paa en Maade, da vi i Morgen skal have to Kakkelovne nedrevet, for at probere ved omdreining med dem at det kunde fri os for en gruelig Røg vi har maatted udholde i denne Tid og det ville jo ikke være saa godt naar Frosten kommer at skulle have Vinduer og Dørre aabne; dog for Eder kjære Børn maae det jo kun betyde lidt som har ganske andet at skulle udholde, det siger jeg mig ogsaa selv saa tidt, men vi er jo ogsaa nogle Krystere imod Eder, I hærdede Helte! ja det betyder visselig noget at gaae staae og ligge paa Marken i Barakker, vistnok var der mangen en fiin forkjælet Herre [der] kunde have godt af at prøve det Liv en Tid ; i Dag og i Aften har det nu været en skrækkelig Storm og øsende Regn, mine Tanker følger stadig med Eder kjære Børn og du min Søn er da kun daarlig udstyret til at modstaae sligt et Veir og tilmed naar Frosten nu begynder, faae dig dog endelig en rigtig tyk foeret Over-Frakke, thi at sætte den gamle forslidte under varmer da ikke stort, at du er blevet karrig som Rygted gaaer om dig, som du selv siger, troer jeg slet ikke, men at du har laant ud omkring som vel er vanskeligt at faae samlet igjen er vel snarere Grunden, du maae dog endelig min Søn sørge for at blive lidt ordentlig forsynet med nødvændige rigtig varme Ting, Moder beder dig saameget herom, jeg kan jo nu slet ikke meer sørge for dig, ja gid jeg kunde! men det er forbi.
Sidst jeg skrev var til Svend, den sidste Dag i Løngangsstræde og siden har jeg levet et omflakkende Liv, at sige inden fire Vægge, men jeg kan næsten sige vi vandrende Personer Tante og jeg, har egentlig ikke havt et Øjeblik som vi kan kalde i Roelighed, forklare dig det lader sig nu ikke gjøre, i denne sidste Tid har jeg nu ikke været rigtig rask saa jeg dovner, om Morgenen, det gaaer da s. 485ud over Tante og over mig med kan jeg tro, saa jeg inted bestiller, ikke saameget at jeg i al denne Tid har faaet et Brev skrevet til dig som jeg lovede i Svends og heller ikke sendt ham en pyntelig Gra- tulation men siig ham kun, med det første kommer den, endnu i Aften har jeg betænkt at begynde herpaa, imidlertid kan du sige, saavel ham som dig selv, Moder har aldrig tvivlet paa sine Sønners Mod og Kjækhed og at de aldrig ville forsømme deres Pligt, det sagde og meente jeg; det kunde maaskee synes at være storagtigt, ja med en vis Stolthed og Glæde sagde jeg det rigtignok, mine Sønner kan ogsaa nok taale at høre det af mig, Gud skee Lov for Eder Begge mine Kjære Han bevare Eder fremdeles saavel paa Sjæl som Le- geme! Hvordan har Carlo det, kan han nu ogsaa udholde Tjænesten? med ham fik I da en mundtlig Hilsen fra den sidste Dag han var her, rask saae han ud. — — — Politisere gjør jeg nu slet ikke meer, thi saa ærgrer jeg mig over al Verden jeg synes de er omtrent alle lige Gode og Troværdige. Med Meta har det ikke i den sidste Tid været godt, — — — det er saa vanskeligt for mig at komme der i dette Føre og Veir, især naar Man er lidt Kryster ; nu paa Søn- dag haaber jeg dog hun kan komme med lille tykke Elisabeth, du kan tro der er Liv i det Pus. — — — Knudsen var her i Søndags Aftes du har nok nylig havt Brev fra ham, det er nu snart den eeneste af vore unge Venner vi her har tilbage og som ikke forlader os det vil sige, dog imellem seer til os; Høxbro som da nu er borte, kunde saa godt underholde Fader, Skovgaard vil jeg nu ikke tale om, Han har jo nu sin Deel som tager hans Tid, dog ikke mine Ord. — — — Nu Farvel min kjære Johan! Fader og Tante Jane hilser saa venlig ved din i Kjærlighed trofaste Moder
E: Grundtvig.
Forleden Dag havde jeg en lille Visit af Mester Most, som beklagede sin store Nød, lige stor hos hver især af Eder, jeg gav ham den Trøst at skrive herom
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 8de Novbr. 1850
Min kjære Søn Svend!
Her sidder nu din gamle Moder saadan som hun er, stort er det ikke hun duer til. —
For nogle Dage siden skrev jeg til Johan og bad ham da foreløbig bringe dig Gratulationen til Korset der er blevet dig tildeelt, jeg s. 486skulle jo smukt forlænge siden have gjordt det, som du ogsaa siger i dit Brev du saa smaat havde vænted paa, jeg vil nu gjentage for dig, hvad jeg troer jeg skrev til Johan, at jeg altiid har haabed mine Sønner ville opfylde deres Pligt, men glædeligt er det jo at vide det paaskjønnet; jeg har jo maatted høre at jeg er lidt stolt af mine Sønner, jeg siger »Gud skee Lov for Eder mine Kjære!« at du i dobbelt Betydning kan taale at bære Korset frygter jeg da ikke heller for. —
30*
At vi er kommet nogenledes til Roe i denne Leilighed kan jeg egentlig ikke sige da vi har omflytning med Kakkelovne (e : c : t :) er jo ingen behagelighed, Plads er her saavidt nok af, men ikke hvad der kan kaldes bekvem eller Hyggelig; dog vil jeg ikke tale videre herom, som du heller ikke skal naar du skriver; jeg havde ønsket du havde seet Leiligheden før du reiste, du kunde da afgivet dit Skjøn, men her var egentlig Inted at vælge imellem i denne Kant af Byen og nu maae vi tie. —
Det er mig kjært mit Barn du rigtig har forsynet dig til at modstaae Blæst og Regn som i denne sidste Tid er skrækkelig her og hvordan er det da hos Eder maae jeg altiid sige og tænke; Johan fik en Lang Formaning fra mig, dog ogsaa at sørge for varm Paa- klædning, det kan holdes ud til en Tid at fryse, men i længden er det visselig ikke godt i nogen Henseende; Gjerrig eller Karrig troer jeg vist ikke han er i Grunden; hvad jeg siger om dig veed du nok at du er meget forsynlig, men her er det vistnok meget godt, Johan er heri har jeg ogsaa altid sagt, det modsatte deri. —
Politisere gjør jeg jo egentlig nu aldrig, men i dette Øjeblik synes mig dog at maatte komme lidt med min Besyv, da der nu stadigen i Bladene tales om Vaabenhvile og Vaabenstilstand, saa gaaer jeg og tænker i mit stille Sind, hvem kan der saa stoles paa? hvem indestaaer for at den overholdes? thi efter saa svære Kampe og efter alt hvad der er udholdt, ville det dog være grueligt det Alt var for Intet, Haabe vil vi til Gud at Han holder sin beskjærmende Haand over hvad der saa Blodigt og Seierrigt er gjenvundet fra Oprørerne, thi ængstelig synes mig næsten Man maae see sig om i Verden og sige, hvor er Tro og Love paa Jorden; dog Haabet ville vi ikke opgive, vistnok opstaaer ofte hos mig det glade Haab, at faae begge mine kjære Sønner Hjem i Vinter, dog, maaskee er det af de feilslagne Forventninger Livet giver og jo ældre Man bliver, bedre lærer at kjænde, men at jeg længes er vistnok.
Du veed jo nok at Meta i den sidste Tid ikke har været rigtig rask s. 487saa det nu paa Søndag bliver tre Uger siden hun var her med sin og min lille tykke, milde Elisabeth og jeg heller ikke har været ret tilpas at gaae ud i dette skrækkelige Veir det idelig er, nu paa Søndag haaber jeg da de kommer, Peter seer vi da heller aldrig. — jeg har nu ikke siden 26de Octbr: seet Brev fra Eder kjære Børn, at jeg ikke har skrevet veed jeg jo nok, men derefter vil vi nu ikke regne ; i dette Øjeblik hører jeg der er kommet Brev fra dig til Møllen og at I havde det ved det gamle, godt, vil jeg nu efter mine ringe tanker om hvordan I har det, ikke sige, men at I er raske og det er jo nu fortiden store Ting, Gud give det fremdeles, saavel paa Sjæl som Legeme!
Løverdag.
Fader kom nu Hjem fra Rigsdagens hemmelige Møde, uhyre utilfreds med den heele Meddelelse, det vil vel ikke vare længe før det kommer for Dagen hvad Viismændene har fundet rigtigst, jeg Tosse skulle jo i øvrigt tie. —
Kjærlige Hilsener har jeg nu til Eder først da fra Fader og Tante J dernæst fra Tante M: og P: der begge idag har været her, Hilsener fra Venner som vi see har vi altiid til Eder den sidste var fra Frue Højen som igaar var her at see til os. Nu Levvel min kjære Svend snart vil du jo sænde Brev til din trofaste Moder
E: Gr.
Glæden herover kjænder du ikke. Hils Svendsen hvordan har han det, ja vel som I Andre men han er en haardfør Nordmand. — Johan har vel sagt dig om Mester Mosts Visit. —
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 14de Novb. 1850
Kjære Svend!
Du ender Dit sidste Brev af 5te med Ønske om at faae Mælding om Forlovelser o. s. v. Det skal jeg efterkomme og mælder Dig en saadan iaften : Han har gjort det af i en Fart — forlovet sig og skal holde Bryllup i samme Uge: Det er vor Ven Rørdam med høivelbaarne Frøken Jutta Carlsen. Han kom herind i Mandag-Aftes og klarede Tingen strax samme Aften (Poster og Vedetter var nok allerede sat ud iforveien, saa Forpostfægtningen havde nok tildels klaret Sagen, før Hovedslaget stod) Jeg har ikke havt den Ære at see ham endnu. Din Fader er godt fornøiet — han skal vie dem — saavidt s. 488jeg veed. — Hans Søster Bolette har alt overleveret Nøglerne til den nye Frue; hun vil nok boe her. Jeg havde idag Besøg af Capt. Falkenskjold, som glædede mig meget. Meta var desværre ikke hjemme ; han humper nu saa smaat af med 2 Kjæppe. Før til Nyaar tør han ikke drage over til Hæren og venter da, at Hæren inden den Tid skal komme til ham. Naar Østrigerne rykke ind i Holsten, skal nemlig de 2/3 Deel af Hæren permitteres, saa havde han hørt. Han var kjed af at skulle til 2d F. J. C. og vilde see at komme ind i 10de Bat., hvor han traf gode Venner og hvor han kan vente at blive første Captain. Han fortalte en god Historie om en Overløber, som udgav sig for en østerrigsk Officer han har været her 1 Maaned under Politiets Opsyn, der maatte forstrække ham med Penge, da han angav, at han ventede med Posten en Vexel paa 5000. Den udeblev imidlertid, og han fik isinde at forskaffe sig den paa anden Maade, idet han sidste Nat gik ind til en Grosserer Fyrst fra Sverrig, som logerede paa samme Hotel som han og havde netop indkrævet endeel Penge — gik ind til hans Seng med en draget Dolk og bibragte ham flere Saar, indtil det lykkedes Fyrst efter en fortvivlet Modstand at vriste ham Dolken af Haanden. Fyrst foer derpaa nøgen og blodig ud paa Gangen og raabte Gevalt, og Fyren blev da greben og sidder nu paa Politiekammeret ! — Meta var som sagt ikke hjemme — hun har nemlig i nogle Dage og Nætter været henne hos sin Moder, som desværre ikke er rask, hun har nu ligget en 6 Dage, efterat have skrantet længere — hun har Smerter i Siden og Maven — Fenger angiver det for en Forkjølelse, der slet ikke har noget Betænkeligt ved sig — hun har idag faaet et Gudshaands Plaster paa Ryggen — og med Guds Hjælp vil det snart være godt igjen! — Jeg skal skrive Eder til derom igjen om nogle Dage.
I Mandags (Mortensdag) var Meta og jeg til et muntert Middagsgilde hos Hammerichs, hvor de sædvanlige Gjæster var. Jeg skal bringe Dig Hilsener fra Hammerich med Lykønskning og fra Voersaae og Fru Hall. —
Meta kjørte jeg hjem Kl. 8, hvorpaa jeg skulde i et stort Studentergilde for Algreen (der nu beboer Høxbros Lejlighed paa Chrhavn) hvor vi sang og drak til Kl. 1. — Algreen havde gjennem Skolelærer Grønborg faaet fat i en god gammel Vise fra Vensyssel med en deilig Tone, som han har ladet trykke, og vilde sende Dig — men for en Sikkerheds Skyld sender jeg Dig herved 1 Ex. — Mine 3 ældste Brødre, Anton, Lars og Carl er kommet herind, som jo giver en Deel Forstyrrelse. Men jeg tillader ikke at Meta forlader sin Moder s. 489af den Grund. — Dalgas’ var her hos os i Tirsdags (Meta kom da hjem til Middag) Susette var ikke rask.
Din Fremstilling af en muelig Vaabenstilstand stemmer (mærkeligt nok) næsten ganske med Din Faders Mening, hvorom han udtrykte sig i et No af Danskeren. Kun vil han nu have, at vi skal underhandle med Kieler-Forsamlingen ! — Vil I saa have nogle Visebøger, spørger jeg anden Gang om, og saa ei tiere! —
Din hengivne Svoger P. Boisen
Det ser muntert ud i Tydskland! —
Den nye Udg. af Visebogen 1) blev heelt hæderligt omtalt ved Bordet af Hammerich og Prof. Fenger, som natyrligviis frydede Samleren.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig, d. 17de November 1850
Kjære Moder!
Gid disse Linier maae træffe Dig frisk, det er det Ønske og den Tanke, der i dette Øjeblik er meest levende hos Dine Sønner, der sidde her, som vi vare vante til hjemme, ved samme Bord ligeoverfor hinanden, begge skrivende: Johan til Peter og nu jeg til Dig. Ja gid vi kun vidste Dig atter sund og frisk, og gid vi dog maatte kunne gjøre noget til at opmuntre Dit bekymrede Sind. Jeg har i Grunden ikke engang Ret til at udtale dette sidste Ønske, hvormeget det end ligger mig paa Hjærte, thi det Eneste, det Lidet, som jeg nu kunde gjøre derfor, det har jeg paa den sidste Tid skammelig forsømt: det er mere end 3 Uger siden jeg skrev Dig til, og dog veed jeg jo godt, hvor inderlig Du paaskjønner hvert Ord fra Dine Børn. Herfor kan jeg ikke tilgive mig selv, men tilgiv Du mig, kjære Moder! — Vort Liv her er endnu stadig underkastet den samme eensformige Vexel, som hidtil: 4 Dage udenfor Byen i Barakker eller paa Forpost; i dem kan man ikke skrive, thi skjøndt det ikke altid, som forleden Nat vi vare paa Forpost, fryser 4—5 Grader, saa er det dog altid for koldt til at bruge Pennen, og de 4 Dage vi boe her i Slesvig er det sjældent at man er en Time alene, undtagen naar man sover. Der har derfor opdynget sig en saadan Brevgjæld for s. 490mig, at jeg næsten mistvivler om at kunne betale den, og dog faaer jeg meget sjældnere Brev end jeg kunde ønske. —
Jeg er, siger Du — for at bruge et mildt Udtryk — »overmaade forsynlig«, men det har jeg paa en Maade efter Dig, kun at jeg er det for mig selv, Du derimod ene for Andre. Johan har da nu endelig besluttet sig til at anvende sit overflødige Mammon til en paa een Gang anstændigere og hensigtsmæssigere Beklædning, hvilket meget vil glæde Hans, der for mig har tilstaaet sin Forundring over, at hans Herre »der jo dog havde Penge nok« vilde nøjes med saa ringe en Garderobe. Forresten maa Du nu ikke gjøre Dig altfor overspændte Forestillinger om vore Lidelser herovre, thi vel kan man ikke nægte, at her er adskilligt Ondt at døje, men paa den anden Side er det dog ogsaa vist, at man bærer det med Anstand og fremfor Alt med et overmaade godt Humeur, hvad ikke blot gjælder om Enkelte eller om Officererne, men om den hele Masse. Vanen er den anden Natur, og man er jo nu ganske gradvis bleven vant til at færdes i alt Slags Vejr og Føre under aaben Himmel, og at prise sig lykkelig ved en Smule Halmtag over Hovedet og en Smule Straa at ligge paa, derfor paaskjønner man nu Lejrsækkene og de grove Uldtæpper, som ganske mageløse Luxusartikler. Hvad der vistnok meget har bidraget til at holde Soldaten ved godt Mod iaar, det er jo vistnok den heldige Fremgang han dette Aar har haft, og en Smule Udsigt til Enden, hvad jo de to forrige Aar saagodtsom ganske fattedes. Naar derfor nu vore Soldater en enkelt Gang, som forleden Morgen ved Lottorf, hvor Tyskerne nu nogle Gange have gjort sig næsvise, faae Lov at gaae paa, saa er de ikke til at styre, men fare frem som en Rudel Jagthunde der slippes løs ; med Regn og Snee i Ansigtet fore de frem over den islagte Mark og sang »den tappre Landsoldat«.
Onsdag-Morgen d. 20de Nov.
Da jeg forleden gav nogle Antydninger om, hvordan vore Folk havde det her i Slesvig, saa bør jeg nu ogsaa berette, at der er omquarteret, saa nu alt Mandskabet kan have Lys og Varme, og nu faaer de en af Dagene hver et uldent Tæppe og ½ Lejrsæk, hvorved da deres Tilstand er ganske overordenlig forbedret og med meget ringe Modificationer endog holdbar for hele Vinteren, om saa skal være, og det er jo endnu meget muligt, at det bliver nødvendigt at overvintre paa Krigsfod. Det omvendte derimod er jo ogsaa meget s. 491muligt, saa jeg veed ikke, hvorfor vi allerede nu skulde opgive Haabet om alle at samles i Vinter, hvad Du vistnok ikke kan ønske varmere end jeg gjør.
Carlo har her ved Siden af lavet et (i mine Tanker Ugle-) Billede af mig, væsenlig for at give et Begreb om den lovende Tilvæxt til mit militæriske Udseende. — Og nu maa jeg slutte, under en livlig Samtale rundt omkring mig, med venlige Hilsener til Eder alle derhjemme.
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig, d. 29de November 1850.
Aften.
Kjære gode Moder!
De sidste Efterretninger hjemmefra modtoge vi igaar i Brev fra Peter til Johan af 22de; desværre erfare vi deraf, at Du endnu dengang var syg og sengeliggende. Du veed, hvad Savn og Længsel vil sige, og kan derfor vel sætte Dig ind i Dine Sønners Følelser ved at vide Dig lidende, uden at kunne gaae til Dit Leje og yde Dig om end ikke anden Lindring, saa dog den som vi vide, at et venligt Ansigt og et kjærligt Ord vilde være for Dit moderlige Hjærte. Men ere vi end legemlig fjærne fra hverandre, saa ere vi Dig dog nære i Aanden: i vore som i Dine Tanker. Du vil føle denne Nærhed og ogsaa i disse Linier see et Tegn paa den. Du vil ikke føle Dig forladt af dem, som bares under Dit Hjærte, og som ønske og haabe aldrig i Evighed at adskilles fra dette deres Ophav. Gud give Dig snart igjen Helbred og Kræfter! Han opfylde Dine og vore Ønsker og Haab om atter glade at samles og med Tak til Ham at skue tilbage paa Adskillelsens Savn og Ængstelser, der som forbigangne kun tjene til at styrke Kjærligheden og forhøje Glæden!
s. 492d. 30te Morgen.
Vi have nu atter faaet dejlig klart Frostvejr, hvad jeg langt foretrækker for denne evige Slud, som vi saa længe have maattet trækkes med; det er langt sundere, hvad ogsaa viste sig i de 3 Dages Frost vi havde forleden; thi i disse Dage formindskedes Armeens Antal af Syge med ikke mindre end 500 Mand.
Da jeg nu skal ud i Tjeneste, maa jeg slutte disse Linier med venlige Hilsener til alle de Kjære derhjemme, først og fremmest da til Fader og Søster. Johan sender sine bedste Hilsener og Ønsker. Han skriver Dig nok selv til i Aften. — Beed nu Peter at han ret jævnlig lader os høre hjemmefra; om han saa kun har Tid til 1 Linie, den er inderlig velkommen og ventes stadig med Længsel af
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Forpost ved Jagel
1 Dec. 50.
Kjære Moder!
Det gjør mig ondt at høre af Peter, at Du har længtes saameget efter Brev fra mig. Jeg maa oprigtig tilstaae, jeg har med Forsæt skrevet til Peter og ikke til Dig flere Gange, fordi jeg efter hans Breve maatte antage, at du ikke var saa vel, at du selv kunde modtage Breve. — — — Du kan troe, vi tænke og tale meget om dig, Svend og jeg, og bede til Gud, at du snart atter maatte blive rask, som du desværre vel neppe har naaet naar du modtager dette Brev. Det er Gudskelov, saa sjeldent, at du har ligget til Sengs, at denne Omstændighed aliene naturligviis alt maatte sætte os i Uro, den dog Peter har gjort sit til at berolige ved hyppig at skrive os til om din Tilstand. — — — Hils Fader og Meta og Tante og tak Peter for hans Breve og Viserne, som jeg modtog iforgaars og har fordeelt med 6 Explr. til hvert Compagni, og som bleve modtagne med stor Glæde.
Ja du har sagtens seet af Aviserne, at du kan gratulere mig til at være iblandt dem, der efter Missunde-Affairen ere blevne decorerede; jeg fik det at vide imorges. Den anden Lieutenant ved Comp., som blev saaret den Dag og endnu ligger i Kbhn., Mørch, er ogsaa blevet Ridder. Ja nu maa jeg slutte, idet jeg i Haab om snart at faae gode Efterretninger fra dig forbliver
din hengivne ældste Søn
Joh. Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig
d. 4de Dec. 1850.
Kjære Moder!
Kun til et Par Ord er her Tid idag, men dem vilde jeg dog sende Dig og dermed lade Dig vide, at Dine Sønner atter ere her i Byen friske og vel efter 4 Dages Forpost i stadig Frost. Det er lidt strængt, inden man bliver vant til det; men det lader sig vel lære som saa meget andet. Johan ligger inde og tager sig Noget af den Søvn han har tilgode; jeg har derimod foretrukket først at gjøre mit Toilette, hvortil Du kan troe man trænger, efter i 4 Dage ej at have været af Klæderne og knap at have kunnet besørge den tarveligste Tvætning; men naar man saa har faaet sig vadsket og omklædt, faaer Tøfler paa Benene og faaer sig drukket en god Kop Kaffe, saa kan Du troe man føler sig som et andet Menneske. Hastede det ikke saa stærkt (Posten gaaer om en halv Time) saa skulde Du heller ikke blive spiist af med saadan en Lap, men nu maa jeg bede Dig tage tiltakke, og kun tilføje en Lykønskning ogsaa til Dig, fordi Du nu har faaet begge Dine Sønner til Riddere, et hjærteligt Ønske om ret snart at høre, at Du er bleven rigtig frisk igjen, og venlige Hilsener til Fader, Meta og de Andre derhjemme. Tante Jane modtage herved min Lykønskning til sin Fødselsdag!
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Fredriksberg
d. 7 Dec. 1850.
Kjære Moder!
Siden vi nu ikke have hørt noget fra Eder gjennem Peter siden d. 28de f. M. og kun foreløbig gjennem Dalgas fra 2den Dec. (at du var i Bedring,) vil jeg nu haabe, at du atter snart vil være næsten rask, thi aldeles rask bliver man neppe saa hurtig efter saadanne Cure, som du har maattet udstaae. — Her er alt ved det Gamle, 4 Dage som Markens Dyr paa Kropperhede og 4 Dage som halvciviliserede Barbarer i Slesvigs Forstad. — — — Paa vor Linie kommer der blot hver Morgen en større eller mindre fjendtlig Patrouille til Krop, og da vi ved Daggry eller lidt før skulle have nogle Cavalleriposter udstillede ved Kropperbusch Kro, stødes der ofte sammen, fyres noget fra begge Sider, dog uden Virkning, (thi Cavalleristerne træffe aldrig) hvorefter saa Slesvigholst. gjerne gaae tilbage s. 494igjen. Sidste Dag, vi var paa Forpost, var jeg derude med en 50 Md til Dækning for Cavalleriet, da Taagen var saa stærk, at man kun kunde see et Par 100 Alen frem for sig. Vi stødte ogsaa paa deres Forspids, men den gjorde strax omkring, da den opdagede os; havde vi den Dag kommet lidt længere fra den ene Side ind paa dem, havde vi sandsynligviis taget hele Patrouillen, som jeg gjerne vilde have gjort, navnlig fordi jeg saa sagtens havde tjent mig en Hest ved den Lejlighed, hvad jeg i denne Tid havde god Brug for. Vi have nem- lig Lov til at beholde hvad Bytte af Heste og Vaaben, vi kunne gjøre. Vi ere nu ifærd med at anskaffe os Kakkelovne til vore Barakker, og det vil hjelpe betydeligt, thi de sidste 2 Gange, vi have været derude, har det været Frostvejr den hele Tid, — — — men der er det Gode ved Frost, at man bliver ikke syg af den, om man ogsaa fryser; Regn og Fugtighed derimod er meget værre, dog har vi forholdsviis ikke mange Syge, af Officererne hos os slet ingen. — — — Efter Bladene igaar er der desværre endnu ingen Udsigt til en snar Ende paa Krigen; Stormagterne have ingen Hastværk, og spare ikke paa Papir og Blæk; men de Ting gjælder nu tilfældigviis for Tiden ikke synderlig i Europa, i Forhold til Bajonetter. Det vilde vistnok være meget ønskeligt, om vi snart kunde blive istand til at sætte Ar- meen lidt paa Fredsfod, ikke saameget for dens egen Skyld, thi den holder det nok ud, men navnlig for de skatteydende Borgeres Lom- mer, som den tærer lumsk paa. Vil du nu hilse Fader mange Gange; jeg havde Lyst til en af Dagene at skrive ham til ; nogle af de sidste Danskere fornøjede mig meget, men Rolighed er her saa lidt af, ogsaa her i Slesvig, da jeg boer sammen med Svend og Carlo, og navnlig den Sidste er en meget urolig Person, saa det er næsten umu- ligt at foretage sig noget i den Stue, hvor han er. — — — med det Haab, at dette Brev maa træffe dig oven Senge, eller dog i god Bedring.
Din hengivne Søn
Johan Grundtvig
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Slesvig
d. 12te Dec. 1850.
Kjære Moder!
I en Hast sender jeg dig disse Linier, — — — for det Tilfælde, at der skulde være kommet noget til Kbhn om den ubetydelige Fægtning igaar, hvori dog kun et af vore Compagnier, men ingen af os, s. 495deltoge. Vi have det meget godt begge to, og bede dig blot ikke nære den mindste Uro for vor Sundhed; thi den er Gudskelov hidtil særdeles god, og vi ere godt forsynede begge to. Vi ere derimod kun urolige for dig, og ere bange for, at du forværrer din Sygdom ved at ængstes for os. Saavel du som vi staaer i Guds Haand, og han vil lede Alt til det Bedste baade for os og for Fædrelandet. — — — Hils Fader og Alle hjemme mange Gange fra
din ældste, inderlig hengivne Søn
Joh. Grundtvig
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbhvn
d 13 Decb 1850.
Kjære Svend!
Mit sidste Brev fra idag 8 Dage, om jeg husker ret, har vist foruroliget Eder; ial Fald viist Eder, at det ikke var saa godt, som I synes at antage i Eders sidste Breve. Det gaaer endnu fremdeles meget langsomt, næsten ukjendeligt men som vi have Grund til at haabe — dog fremad. Selv synes hun det rigtignok ikke, og Meta har ondt ved at holde hende i lidt taaleligt Humeur — ved at læse for hende o. s. v., og hun maa bestandig være derhenne med den Lille, som snart er til størst Opmuntring for hende. Jeg har ikke været der endnu idag, og vil derfor slutte Brevet derhenne. —
For Dit Brev af 7de — og fordi Du meddeler mig lidt af Dine Jule-Tanker takker jeg Dig meget; det gjør godt hos sine bedste Venner at finde Tanker af den Art, som man selv anseer for de vigtigste og bedste paa Jorden, saa jeg skal tilvisse frikjende Dig for at være baade Romantiker og Sværmer og Hældøre, og jeg vil kun af Hjertet ønske Dig med Din hele Flok paa Marken en glædelig Julenat, en Juleglæde i det Stille, som jeg ogsaa er vis paa, Du vil finde, hvor Du er ! Det skal være mig kjært, at efterkomme Dit Ønske at sende Dig et Julehæfte, som skal skee med Tirsdags-Posten. Mueligt at nogle af Dine Karle kunde faae Lyst til at see det med og at synge en Julesang i deres Barakker; Din Moder og jeg er derfor bleven enige om at sende Dig nogle flere til Fordeling efter Dit Tykke. Den gamle Julesang: »Et Barn er født i Bethlehem« kjender vist mange af Karlene, navnlig Slesvigerne fra Pontoppidans Psalmebog, som bruges der. — Der kommer en sær Lyst over mig med denne Sang at holde en Feltpræken for dem paa Marken! — Og uden at være Feltpræst, hvortil jeg maaskee neppe var skikket, føler s. 496Jeg Lyst til at stikke over til Eder i Julen, NB dersom jeg havde Raad, og det ikke var Uret at reise bort fra dem herhjemme. — Fra Harald og Caroline og Helga skal jeg hilse Dig. H. reiser nok over til Slesvig i Julen for at søge Præstekald der; han søgte N. Lygum, som Garde fik ( 1/4 Aar ældre, end han) Fritz skal indsættes i Vilstrup paa Søndag. — Fra Høgsbro har jeg endelig havt Brev, som jeg maaskee sender Dig til Gjennemlæsning, mod at Du skikker mig det engang igjen. Hans Aabnings Tale kan Du læse i Danskeren. Han sukker efter Brev fra Eder. Fra Knudsen skal jeg hilse. Han befinder sig meget vel, men er nu kommet til den anden Yderlighed — Vandsky, saa han ikke engang vadsker sig om Morgenen. Skovgaard er nu snart færdig med V. Bloms Portræt, som tyder til at blive godt. Jeg havde for nogle Dage siden Brev fra gl. Blom, hvor han er meget ilter — vred paa Grundtvig og Spandet, glad over at hans Datter dog fik Bryllup d. 26 Marts (viet af Agerbek »med den Eiendommelighed, at ikke en Eneste af hendes Slægt var tilstæde«, strax efter Middagsbordet kjørte Brudeparret de 3 Mile til Odense, hvor de bygge og boe) førend de borgerlige Ægteskaber bleve indførte, hvilke »jage den sidste Smule poetiske og religiøse Handling ud af Livet«! Han kalder Gr.s Begeistring barok og opblæst — »medfødt Indbildskhed« o. s. v. m. H. til hans Krigspoesie i Visebogen, hvor han høilig forarger sig over No 7, 14, 11 og 30. —
Nu lidt om Livet herinde, for lidt Liv er her dog hist og her. Om det Spandetske Forslag 1) skrev jeg lidt til Johan, og ønskede gjerne at høre Eders Mening. Kbhvns Geistligheds enstemmige Protest- Adresse faldt igjennem igaar til Oplæsning paa Rigsdagen. — Prof. Høyens Forelæsninger over den Nordiske Kunst ude hos Hages er begyndt d 5te Dec, hvortil Meta og jeg ere indbudte for Din Skyld, tænker jeg (NB mod et Honorar af 6 r). De holdes hveranden Torsdag. Jeg var der den første Gang uden Meta. Der er fornøieligt at være. Igaar var Consul Hage selv oppe at invitere Din Fader, som ogsaa vil komme der. Han er nu deres Præst, Hage kommer selv i Kirken, ligesom gamle Puggaard er forfaldet til Blædel i Abel-Cathrine. — Hvad der dog gjør mere Opsigt er nogle Forelæsninger Dr. Kierkegaard holder for aldeles propfuldt Huus i den store Solennitets-Sal over Tidens Spørgsmaal : Forhold mellem Stat og Kirke, Borgerlige Ægteskaber o. s. v., opbygget paa »et lille Halmstraa« Slægtregisteret i Matth 1. Han er et Jern til at tale for sig. Der er en Mængde Damer fra de fornemste til de Ringeste, og de ere yderst s. 497begeistrede; dog endnu mere Studenterne efter hvad de ere vante til. — Endelig holdes her en Mandags-Fyr-Aften-Klub ude hos Algreen i Høgsbros forrige Leilighed paa Chrhavn, hvor der er ret muntert. Man giver 4 Sk. naar man vil have et Glas Punsch. Der kommer mange yngre Studenter, dygtige Folk, ogsaa gle Ley indfinder sig der, og er gemytlig. — Nu maa det være nok for dennegang. Jeg skal endnu iaften skrive til Dr. Jens, som i et Brev af 4de Decbr bad at hilse Eder venligst. Han vil oversætte og have flere Penge hos Gyldendahl — og til Høgsbro. Adelheid har faaet en Datter, item Jonna alt vel. H. Glahn søger Skjørpinge. Vil Du hilse Johan, at jeg har rigtigen modtaget de 26 r, som jeg ikke troede »han vilde snyde mig for«. Den Gamle havde udlagt dem og nu faaet dem igjen. Jeg var ikke pr. Kasse. — Din hengivne Ven og Svoger
P. Boisen.
Vil Du hilse Henrik Bech venligst fra mig, jeg troede ikke, han var i Eders Nærhed. — Der er allerede løbet en 2000 Visebøger af af 2det Oplag. —
Stormg. Kl. 8. Det har ikke været saa godt i Formiddag. Fenger sagde: Der er jo ingen Fremgang, Maven vedbliver at være spændt. I Eftermiddag var det lidt bedre igjen. Hun beder at hilse Eder, ligesaa Meta og Tante Jane.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig, d. 14de December 1850.
Kjære Moder!
Det forekommer mig at være uendelig længe siden jeg fik Noget at høre fra Eder derhjemme og da navnlig fik Noget at vide om, hvad der for Tiden ligger mig meest paa Hjærtet: om hvordan Du har det. Peters sidste Brev var fra 4de ds., samme Dag som jeg sidst skrev Dig til. Fra Johan har Du nok idag modtaget nogle Linier og af Nyt herfra har jeg Intet dertil at føje. Vi have jo nu igjen paa nogen Tid haft usædvanlig mildt Vejr for denne Aarstid. Vi ere begge friske og vel og vilde ogsaa være veltilmode, om vi kun vidste Dig frisk og ved godt Mod. — Det seer jo nu virkelig ud, som om Krigen med Sværd i Haand lakkede ad Enden, i alt Fald for det Første, og med Freden vilde da ogsaa Udsigterne til at vi kunde, om end ikke endelig vende tilbage til Hjemmet, saa dog gjæste det — rykke s. 498betydelig nærmere. Hvor ofte har jeg ikke, naar jeg i den mørke Nat stampede op og ned paa den vilde Hede, forud i Tanken oplevet den Dag, da Du seer begge Dine Sønner komme ind ad Dørren og ønske Dig Godmorgen! Lader os kun frimodig skue fremad og tak- nemmelig skue tilbage; thi Gud har hidindtil været os god, og Han vil ogsaa fremdeles see paa deres Bedste, der give sig i Hans Haand.
Johan havde igaar Brev fra Høgsbro, der agter at gjøre os et Jule- besøg paa et Par Dage. Han har det meget godt og er vel tilfreds med sin nye Stilling. Ellers have vi rigtignok længe ikke hørt Noget fra gamle Venner, og der er dog Intet vi sætte større Priis paa end at faae Breve fra dem.
Jeg er nu nødt til at slutte, for at faae Brevet afsted idag, og gjør det i godt Haab til ret snart — ja maaskee endnu idag — at høre fra Eder, og da at høre, at Du er kommen lidt til Kræfter. Snart hører Du atter fra
Din hengivne:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fysing. Onsdag, d. 18de December 1850.
Kjære Moder!
Jeg kan ikke sige Dig, hvor smærteligt det er Dine Sønner endnu at vide Dig syg og lidende, og kunde jeg end sige det, hvortil vilde da vor Klage nytte! Hvad jeg ikke behøver at sige Dig, fordi Du veed det, det er at Din opoffrende Moderkjærlighed ikke har været ufrugtbar, men at Du er elsket af Dine Børn med al den Ømhed, hvortil de ere istand, om end ikke som Du fortjener. Du kan derfor vel tænke Dig, med hvilken Længsel og Bekymring vi daglig vente Efterretninger fra Dig, vente Budskabet om den Helbredelse, som vi bede Gud om at skjænke Dig, til Bedste for os alle som have Dig kjær, og paa hvis Komme vi tillidsfuldt haabe. —
Det er ikke længer fra Slesvig-By Du modtager vore Hilsener. Vi ere nu atter komne over til Øster, gjøre nu kun 1 Dags Forpost ad Gangen og ligge saa 3 Dage i Quarteer, skifteviis i Cosel, i og ved Midsunde og her i Fysing, en anseelig Bondeby en Miils Vej vest for Midsunde. Skjøndt vi jo saaledes i Grunden have faaet det lettere hvad Tjenesten angaaer, saa ere vi dog ingenlunde videre glade ved Byttet; der er især paa denne Aarstid dog anderledes hyggeligt i en Stad med tætte Huse og brolagte, oplyste Gader, end i en Bondeby med bundløse, mørke Veje og Stuer med Steengulv. Jeg har imidlertid s. 499forsynet mig med Bøger i Slesvig, gode Venner og da fremfor Alt en kjær Broder fører jeg allevegne med mig, saa det var Synd at være utilfreds.
Udsigterne til Fred ere jo rigtignok dragne i Langdrag, men jeg kan dog ikke troe andet, end at Tiden snart maa bringe den med sig. Og med Tanken om Fred hænger Tanken om Hjemmet da nøje sammen. Jeg lider, Gud være lovet, ej af nogen sygelig Hjemvee, barnagtig Utaalmodighed eller umandig Forsagthed; men en stille Længsel efter Hjemmet med de fredelige Sysler har saa at sige fulgt mig ud i Krigen. Den er mig ikke til Hinder, men kun til Opmun- tring, fordi i den hvile Fortidens Minder og Fremtidens Haab.
Men til Hjemmet hører Du, kjære Moder! Og Dit Billed følger mig i og med den hjemlige Længsel; det følger mig som en Erin- dring, og det følger mig som et Haab. Og i det Haab til Gud, der raader ene for Liv og Død og alle vores Skjæbne, at han vil lade os, Forældre og Børn, endnu herneden samles glade med Bod for Savn, i dette lyse Haab lever
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
P. S. Peters Brev har jeg faaet og besvarer en af Dagene
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Kosel
d. 19 Dec. 1850.
Aften.
Kjære Moder!
Du har i de sidste Dage ikke hørt fra mig, som gjør mig meget ondt,— — — men jeg vidste, at Svend havde faaet skrevet, og at du altsaa ikke havde været uden Underretning fra os. Vi ere nu — — — her igjen paa vor gamle Plads. Det vil glæde dig at høre, at vi her have det meget bedre og langtfra lide saameget af Vejr og Vind som histovre ved Slesvig. Ja det gaaer endog saavidt, at vi Kjøbstadbørn endogsaa foretrække at være her for i Slesvig, hvor vi dog i de 4 Dage ad Gangen, vi vare der, førte et meget kjøbstadmæssigt Liv; boede i pæne og tætte Stuer, spiste godt og gik paa Comedie hver eller hveranden Aften. Her boe vi derimod i almindelige lave, mørke Bønderhuse, uden nogensomhelst anden Ressource end os selv, og uden anden Afvexling end at trække stadig samme Sted paa Forpost hver 4de Dag. — — — Du kan ikke troe, hvor s. 500godt vi have indrettet os herude ved vore Forposter, I vilde forbauses ved at see den Opfindsomhed, hvormed der af de simpleste Midler er indrettet hyggelige Opholdssteder midt paa aaben Mark eller en Vej : Straahytter ved Feltvagterne med Ovne af Mursteen eller med et Hul i Midten af Taget og saa et stort Baal midt paa Gulvet, hvorom Alle sidde, paa Bænke langs med Siderne. — — — Saadan som Vagthytterne her ere indrettede, lider Mandskabet i Grunden Intet. Der er ingen Sammenligning i den Henseende mellem her og ved Slesvig, thi der lider man virkelig Ondt nu. — — — Høxbro har glædet os med den Meddelelse, at han vilde besøge os i Julen hernede, og vi vente denne gamle Ven med Længsel; — — — i Julehelligdage[ne] ligge vi i Geel, Brodersby og Midsunde, og til Nytaar igjen her i Kosel, mit Compagni dog desværre i Veseby. — — —
Grundtvig og hans Slægt.
31
Du kan ikke troe, hvor det har glædet os at høre, at Meta under din Sygdom dog har været rask, saa du dog har kunnet have et af dine Børn om dig. Jeg er ogsaa vis paa, at hun har plejet dig omhyggeligt, om end ikke i den Grad, som du har baaret Omhu saa ofte baade for hende og os. Gud give, at du snart atter maatte blive rigtig rask, men det kan jo paa denne Aarstid kun gaae langsomt. — — —
Din inderlig hengivne Søn
Johan Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fysing
d. 21de Dec. 1850
Min egen kjære Moder!
Disse Linier skulle see til at træffe Dig til Juleaften, og deres eneste Hensigt er den, at bringe Dig en kjærlig Julehilsen fra Din yngste Søn, med taknemmelig Erindring om alle de Juleaftener, vi have tilbragt sammen, og et godt Haab og Ønske om, at den Tid igjen kan komme, da Du kan see Dine Børn forsamlede om Dit Julebord.
Jeg er jo igrunden et uhyre forkjælet Barn, for jeg har jo endnu aldrig været borte fra Hjemmet nogen Juul. Derfor finder jeg det nu saa urimeligt, at jeg skal være nødt til at holde Juul paa egen Haand. Ja, saa ganske paa egen Haand bliver det dog nok ikke, for Johan og jeg skulle dog holde Juul sammen, hvad vi jo ikke var kommet til, om vi vare blevne ovre ved Slesvig, saa noget har man dog vundet ved Byttet.
Vi ville da kjærlig tænke paa Eder Alle derhjemme, som vi veed at I kjærlig ville tænke paa os paa den hellige Aften, og saaledes s. 501holde vi da igrunden dog Juul sammen, om der end ligesom er en Væg imellem os, saa vi vel ikke kunne see hverandres Ansigt, men dog ligesom høre hverandres Røst.
Saa ville vi da, trods al Adskillelse, Sygdom og Sorg, ønske hin- anden af Hjærtet en glædelig Juul; thi den Juleglæde, som kun Gud kan give, og som han har givet alle Mennesker, der troe og tilegne sig hans glade Julebudskab, den kan ogsaa kun Gud tage; men den tager han kun fra dem, der foragte og forsmaae det Budskab, hvoraf Glæden udspringer.
Saa give Gud da Dig og os Alle en glædelig Juul og et lyksaligt Nyaar! Det haaber og beder
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Mølhorst
d. 22de Dec. 1850.
Nat Kl. I.
Kjære Fader!
Det er nu den anden Juul, Du ikke har dine Sønner om dig, og denne Gang træffer det sig nu tilmed saa sørgeligt, at ogsaa Moder er syg, saa jeg kan nok begribe, at I derhjemme maae finde denne Juul meget trist og mørk. Jeg vilde givet meget til at kunne blot nogle Dage i Julen, især for Moders Skyld, som jeg troer det vilde gjøre godt, være ovre hos Eder, men det lader sig nu ikke gjøre, vi kunne ikke undvære en Kat herovre, og navnlig er her ikke synderligt godt Raad paa Officerer, vi have kun det Allernødtørftigste, da foruden alle dem, der ere slaaede ihjel iaar, den større Deel af de Saarede, om ogsaa helbredede, dog i Vinter ville være utjenstdygtige, og endeel ogsaa ere syge. Der kan derfor, saalænge vi endnu maae ligge paa Grændsevagt, ikke være Tale om Permission. Vi maae altsaa see at finde os i det, og stræbe ikke at tabe Modet, om vi end mangen Gang ikke kunne Andet end blive lidt mismodige. Vi skulle tilbringe vor Juul i Midsunde, og hvis Tydsken Juleaften vil lade os i Ro, skulle vi da ogsaa see at fejre den paa gammel Viis med Julegrøden med al den Hyggelighed og Festlighed, der lader sig bringe tilveje i Midsunde Færgegaard. Dersom vi kunne blive samlede, kunne vi ogsaa, haaber jeg, faae det ret hyggeligt — efter Omstændighederne naturligviis — thi vi have været saa heldige, at Lieutenantsclassen her ved Bataillonen efterhaanden er kommet til at bestaae af lutter vakkre, flinke, ærekjære og hæderlige unge Mænd, som man med s. 502Fornøjelse kan omgaaes og finde sig vel imellem. Mærkeligt nok er Svend og jeg de eneste iblandt dem, der have hvad man kalder studeret, med Undtagelse af Svendsen, der jo som norsk Cadet har gaaet en væsenlig studerende Vej, af de øvrige 6 have 3 været Contoirister, 2 Malere og 1 Landmand — og jeg er nu Senior imellem dem, baade efter Aar og efter Rang. Det glæder mig at see af dine Danskere, som jeg dog ikke i nogen Tid har faaet, at du ikke bliver træt af at kæmpe for din Overbeviisning, om Tiden end ikke endnu er kommet til at den kan vinde Sejer. Noget af det Sidste, jeg læste, var om Almissen til Frederiksstad, hvorom jeg ikke kunde Andet end være fuldkommen enig med dig i hele den Maade, hvorpaa du tog den Sag. Det vil maaskee glæde dig at høre, at vore Soldater kom til samme Resultat, idet saa godt som ingen vilde give den Dags Lønning, som Opfordringen foreslog, og det uagtet vor Oberst talte til hvert Compagni særskilt for Sagen: »Da Hs. Maj. og mange højere Officerer har gjort det, maa det vel være rigtigt.« Men Soldaterne blev ved deres, at de havde havt Raad til at forære Slesvigholstenerne Kanonbaade, saa de maatte nu hjælpe dem; og spurgte, hvem der havde betalt Kolding og Fredericia og mente endelig, at de kunde nok i disse Tider selv behøve deres 10 Sk. daglig, og der var Intet at give bort af. Kun Officererne kunde ikke slippe for at give deres Dags Gage dertil, skjøndt de gjorde Modstand saalænge de kunde, thi Ingen af os syntes om Ideen. Har du læst Hauchs Artikler om Undervisningsvæsenet i Fædrel. for 11te og 12te November; de interesserede mig meget og vare ogsaa særdeles vel skrevne, men een komisk Ting fandt jeg ved dem, og det er, at han synes at staae i den naive Formening, at det er noget Splinternyt, han her kommer frem med, og det uagtet det dog burde være ham bekjendt, at du i 10 à 20 Aar har kæmpet for det Samme, i det Væsenlige, og det ikke i et enkelt Skrift, men i en Række af Skrifter og Bladartikler. En saadan literær Uvidenhed for en literær Mand forekommer mig at grændse nær til en Prostitution, og dog maa jeg antage det for Uvidenhed; thi forsætlig Fortielse kunde det dog ikke være, det vilde være en altfor uhyre Dumhed, for ikke at sige noget Værre.
31 *
I vore politiske Forhold synes der ikke at ville skee nogen Forandring med det Første; Aviserne for 20de Dec., som jeg just sidder og læser inat, da jeg har Vagt, bringe heller intet Nyt. Hvad de indenlandske Forhold angaaer er jo Rigsdagen det meest Interessante, jeg følger med den, men kun saa vidt som Berlingske og Fædrelandet tillade, og jeg maa tilstaae, jeg læser ikke engang Alt hvad s. 503der staar i dem, thi Meget deraf interesserer mig saare lidet, men kan jo derfor være meget vigtigt i og for sig. Spandets Forslag 1) har da rejst en heel Storm ikke blot blandt Gejstligheden og ikke blot i Kbhn., men som det synes i det hele Land, og alle lærde og ulærde Fæhoveder begynde at brøle i Chor, at han vil ruinere Religionen; kun generer det dem kjendeligt, at de ikke kan gjøre ham selv til en Gudsforgaaen Krop, men stadig maa bemærke til Slutning, at han er en hæderlig Mand ; det kan de aldeles ikke faae i deres tykke Hoveder. Det Hele er en Overtro paa og en Forgudelse af Skinnet, som er mærkværdig. Rigtignok troer jeg ikke, at den er kommet aldeles i rette Tid, ɔ: jeg troer ikke, at Nogen ville benytte sig af den deri hjemlede Frihed, men derfor er det jo ikke mindre rigtigt. Peter fortæller mig, at Biskop Mynster prædiker imod Spandet, men gjør Martensen ikke det Samme? det vilde jeg finde aldeles i sin Orden.
Da min Vagt nu er udløbet og jeg trænger til at sove, maa jeg bede dig tage til Takke med dette som det er, idet jeg ønsker dig og Eder Alle af mit ganske Hjerte og med sønlig og broderlig Hu en glædelig Juul og et lyksaligt Nytaar, idet jeg til Slutning beder dig hilse Moder ret mange Gange fra mig og ønske hende god Bedring og takke Meta for hendes Brev af 20de, som jeg modtog iaften.
Din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig
P. S. Indlagte Linier, som jeg dog fik Tid til, er du nok saa god at give Moder fra mig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 22de Decemb. 1850.
Min kjære Broder Svend
I Johans Brev som du sagtens har læst lovede jeg at skrive dig til igaar men da Moder desværre var daarligere end de andre Dage saa opsatte jeg det til idag men da det vedbliver at være daarlig saa vil jeg dog nu iaften skrive dig lidt til gid du kun var her hos os, jeg burde maaskee ikke ængste dig med mine mørke Tanker men jeg kan ikke tie for dig jeg frygter meget for at vor elskede Moder ikke gjennemgaar denne Sygdom, det er nu idag 6 Uger siden hun blev syg og da jeg idag sagde til Fenger, Moder er ikke gaaet frem s. 504i den sidste Tid men tilbage da svarte han, ja det er hun ogsaa, jeg spurgte ikke meer det var mig nok til at vide at han ansaae det for farligt, Peter vilde nu iaften gaa ned til Fenger og spørge ham reentud om hans Mæning om Moder jeg skal da saa igjen imorgen skrive Eder til og lade Eder vide hvorledes det er, Gud give at jeg da maa kunde bringe lidt glædeligere Budskab med mig, Moder kaldte mig ind til sig for at bede mig takke dig ret af Hjertet for dit sidste kjærlige Brev som glædede hende meget og ønske Eder saa lykkelig og glædelig en Juul som I kunde faa det i denne Tid. Fra Fader og Tante Jane har jeg mange kjærlige Hilsner de tænker og taler ofte om Eder. Bliv nu ikke vred paa mig for dette Brev Du veed af egen Erfaring at man ofte lader sig behærske af en Stemning men det vil jeg dog sige dig du maa ikke tro jeg lader mig mærke for Moder med min Ængstelighed nei Svend jeg gaar stille omkring og jeg haaber med Guds Hjelp at kunde bevare denne Rolighed som jo er nødvendig ligeoverfor en Syg det er ikke for at rose mig jeg siger dig dette men kun for at du ikke skal tro du har Skam af din eneste Søster som du gav Tilnavnet Pibehovedet da hun var Lille, Jeg maa nu slutte for iaften og bede dig oversee alle dets ydre som dets indre Feil snart hører du fra mig igjen og lad ogsaa mig snart høre lidt fra dig du veed ikke hvor stor en Glæde du gjør mig hermed skriv ogsaa endelig til Moder hun længes altid saameget efter Brev.
Nu Godnat og Gud være med dig han lade os glade samles igjen i de[t] kjære gamle Hjem uden at noget Led i denne Kjæde er brustet.
din Søster Meta.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Fysing ved Midsunde.
Lille Juleaften 1850.
Kjære Fader!
Uagtet det jo nu er meget længe siden Du fik Brev fra Din yngste Søn, — det sidste jeg skrev var den 17de September — saa stoler jeg paa, at Du ikke deraf har sluttet Dig til nogen Mangel paa kjærlig Erindring, hvad jo vilde være lige saa utaknemmeligt som unaturligt af mig. Det har naturligviis heller aldrig kunnet falde mig ind, at Du nu mindre kjærligt eller mindre stadigt end altid skulde tænke paa Dine fraværende Sønner; thi jeg kjender Dig jo som den kjærligste Fader, og veed jo ogsaa godt, hvor uhyre optaget Din Tid altid er og da især nu, mens Rigsdagen staaer paa; men jeg har dog saa smaat tænkt og haabet paa Muligheden af, at Du nu i denne s. 505Juletid kunde faae Lyst og Lejlighed til at lade høre et lille Ord fra Dig, hvad altid virker saa velgjørende paa Dine Sønner, der inderlig savne Dig, som vi vide, at Du savner os, og jo paa en Maade ere glade ved at vide det.
Vore politiske Forhold see jo nu atter saa forviklede og fortvivlede ud som nogensinde før; men jeg har lært af Dig, hvad Du har lært af et langt og møjsommeligt Livs Erfaring: at Haabet, trods det slette Ry hun har for at bedrage sine Tilbedere, dog er den bedste Veninde. Thi Haabloshed er Afmagt; men i et godt Haab og en god Villie til at gjøre det Lille man kan, for at dette Haab kan blive Virkelighed, deri ligger en Kraft, der — om end saa seent, som Tagdryp huler Steen — dog bringer os Maalet nærmere, om ellers noget kan det.
Til at see den mørke Side af en Ting, dertil behøver man slet ingen Øvelse eller Ulejlighed, den falder gjærne strax i Øjnene; derfor øver jeg mig i at fremdrage den lyse, og jeg troer virkelig at see en saadan lys Side af den mørke Sky, der hænger over vore Hoveder: Havde det gaaet saa glat som Berlingske meente med at »pacificere Holsteen«, saa havde maaskee den Sandhed endnu ikke kommet til at staae saa klart for vore Styrere, som den dog nu synes at gjøre: at hvordan det end gaaer med Holsteen, saa er Rigets Grændse der, hvor vi nu staae, og den maae vi see at holde mod alle aabenbare og hemmelige Angreb. Og at dette dog maa lykkes tilsidst, naar vi kun beholde Maalet fast for Øje og holde ud til det yderste, dette er mit Haab, som Øjeblikkets Skygger ej kunne bortjage.
Vel er det ikke stort bevendt med den Opmærksomhed, vi her kunne skjænke Tidens fredelige Gjerning, og maaskee det ogsaa tildeels er derfor, den endnu kun synes os saa ringe, men vi lægge dog Mærke til, hvad Talen er om; og saaledes har jeg da seet, at Folk i Kjøbenhavn er kommet forfærdelig i Harnisk, fordi de ikke mere skulde være nødte til at lade deres Børn døbe og confirmere, eller deres Ægteskab indvie af en christen Præst; ja, jeg har jo endogsaa med Forbauselse seet, at Folk, der ellers gjælde for at have sund Menneskeforstand, ikke kunne opfatte dette anderledes end som etslags Forbud mod Daab og Christendom, mod Ægteskab og al Sædelighed.
Hvor forargeligt dette end i Grunden er, og hvor ærgerligt det end maa være for dem, der have med Sagen at gjøre, og naturligviis derved vilde baade fremme den naturlige menneskelige Frihed og, om jeg saa maa sige, rense Templet: fjærne Forargelsen fra Guds s. 506Huus, — saa har det dog ogsaa sin uhyre latterlige Side, som Dumhed jo altid har. —
Du læste vel forleden Hauchs Stykke i »Fædrelandet«, der vel ikke indeholdt noget Nyt for Dig, da det egenlig ikke var andet, end hvad Du har sagt paa Prænt 100 Gange, kun oversat i det »moderne« Tungemaal, men som dog vist maa have glædet Dig som en varm, og man skulde troe: virksom, Fordømmelse af det hele bethlehemitiske Børnemord: det Store, som drives her i Landet; — men har Du saa ogsaa læst Langes lange »pædagogiske« Afhandling i samme Blad? 1) Det er paa en Maade værdt at læse den, fordi Manden jo siger, og vistnok ogsaa selv troer, at han er ganske enig med Hauch. Men noget mere aandløst har jeg aldrig seet! Hauch maa vel sige: Gud hjælpe os for vore Venner o. s. v. —
Ja, tag nu tiltakke for dennegang, kjære Fader, med dette lille Livstegn fra mig og modtag Ønsket om en glædelig Juul og om et lyksaligt Nyaar for Dig og for Danmark fra
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Lille Juleaften 1850.
Gud veed, naar det var at vi sidst skrev til hinanden, lille Meta! At Du bestandig vanskelig, og i den sidste sørgelige Maaned bogstavelig umulig, har kunnet skrive, det veed jeg vel ; og det er heller ingenlunde for at lade Dig høre ilde, men tværtimod for at lade Dig høre et lille venligt Ord fra mig, at jeg skriver disse Linier. — Gud skee Lov for Dig, og ogsaa for Din velsignede lille Pige! Var I nu ikke i Kjøbenhavn, hvor skulde det saa gaae med vor stakkels Moder, der saa inderlig hænger ved sine Børn, og nu maa savne de to af dem!
See nu, Du kan holde hende ved godt Mod; det har vist lige saa meget at sige, som al mulig Medicin.
Du kan ikke troe, hvor flittig jeg har været i denne Tid med at skrive Breve; jeg har saaet med begge Hænder og haaber da at høste lidt. Jeg har skrevet til Jens Blicher i Ringkjøb., til Edvard og Marie Blom i Odense, til Rørdam, til Skovgaard, til Peter, til Denis, foruden et Par Breve til Dig ubekjendte Correspondenter i Odense. Fortjener jeg nu ikke for det første at kunne sidde med s. 507Hænderne i Skjødet og blot modtage Breve? Carlo siger, at det nu er saa gruelig daarlig med Sysette, han taler om Svindsot o. desl. men han overdriver nu altid saa frygtelig, saa jeg troer aldrig det halve af hvad han fortæller. Men snavs maa det dog nok være med hende, navnlig hvis det er paa Grund af sin Helbred hun maa op- give Høyens Forelæsninger som hun jo har gjort; thi de have dog vist en stor Tiltrækning for hende. — Min ubetimelige Efterretning om Dagmars Forlovelse viste sig da senere ikke saa ganske ugrundet. Jensen har jeg truffet i Slesvig, og han meddeelte mig, at Sagen nu ej var til at dølge; hvorpaa jeg da aflagde ham min Gratulation og bad om en lignendes Anbringelse hos andre Vedkommende. Han er et uhyre skikkeligt Menneske, mere har jeg ikke kunnet faae ud af ham, men hun maa jo have seet dybere. —
Min Julehilsen har Peter jo bragt Dig; et glædeligt Nyaar ønskes Dig da nu af
Din hengivne Broder:
Svend.
Jeg aabner atter Faders Brev for at tilføje ved Dit, at jeg nu fik Dit Brev til — og fik det fra — Johan. Det til mig venter jeg nu imorgen. Jeg vil dog lade disse Linier løbe, at Du kan see, jeg dog havde tænkt paa Dig. — Vil Du hilse Sysette og takke for den forventede Hue. Det er da altsaa som jeg tænkte med Carlos Røverhistorier.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 23 Decbr. 50.
Kjære Svend!
Tak for Dit Brev — Din Fader og Meta har læst det — og Indholdet af det Første berettet Fenger; hans Svar var: »Beed dem om at komme«! Eders Fader sagde: »Ja mine Sønner bør komme, hvis det er dem mueligt, hun bør have den Glæde at see dem, Resten overlade vi til Vorherre; men hun bør ikke vide noget deraf, før vi har dem, at hun ikke skal ligge og længes — maaske forgjæves, hvis det bliver dem umueligt.« Det er ogsaa mit Raad til Eder, paa Mueligheden deraf blev hun allerede lidt forberedt ved Johans Brev idag, men sagde dog: »Det er jo ikke at tænke paa!«
Fenger var idag end mere betænkelig, og ønskede imorgen at komme med Bang, dog kunde han Intet Bestemt sige. Han kunde s. 508ikke give nogen nærmere Forklaring over Sygdommen end han havde givet, som Meta har berettet Eder i Brevet til Johan. Fru Schouws Sygdom var Bendelorm, altsaa ligegodt ikke denne, som er Betændelse i Bughinden, der forhindrer Fordøielsen. — I Eftermiddag var hun mindre smertefuld, drak et lille Glas Champagne, og bad mig ogsaa at smage et, og jeg drak da hendes Skaal, saa I seer, hun kan spøge lidt, som hun jævnlig gjør med Elisabeth.
Hvis I komme, som jeg vist haaber inden Nyaar, antager jeg I komme til at boe hos mig, hvortil jeg naturligviis glæder mig — dog derom, naar vi har Eder (det er Stormg. 199, 2.)
Metas Brev kom ikke afsted iaftes, hvorfor jeg sender det hermed. Det haster, saa jeg faaer ikke Tid til at besvare Dit Brev ordentligt, men vil kun gjentage det ene Svar: I bør gjøre, hvad I kan, for at komme ! Og nu Gud i Vold med Eder, og med hende den fromme den elskelige Moder! Jeg prækede igaar, og kunde ikke andet, end at jeg til Slutningen maatte bede for hende i den Menighed, som jeg veed elsker hende.
Glædelig Juul! Gud skee Lov den kan vi have midt i Sorgen.
Eders hengivne Ven
P. Boisen.
Fra P. O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Jeg gav sidst et saa flygtigt Svar paa Dit Brev af 20de, der dog fortjente det bedste, jeg kunde give, at jeg atter maa skrive idag, om end Mueligheden er for, at det ikke træffer Eder. Dog er der — efter Johans sidste Breve — kun liden Sandsynlighed for, at I kan faae Permission — og i det Tilfælde vilde det være saa meget mere Uret, at lade Eder være uden Efterretninger herfra. —
Altsaa: Juleaften kom Bang og Fenger sammen. B. var som en gammel Ven af Huset, kyssede Meta 3 Gange, vilde ikke troe, at det var hendes Barn, da hun jo selv var et Barn, — kyssede Din Moder paa Panden o. s. v. B. og F. talte længe sammen, de ordinerede atter 8 Igler, men B. rystede paa Hovedet, og sagde siden til Egede, at han troede ikke hun gik det igjennem, der var indtraadt tillige noget Vattersottigt. Altsaa fik vi den Dag at vide, at vi maatte være beredte paa Døden for hende, vor elskelige Moder. Din Fader var alligevel i Asylet og paa Skolen som sædvanligt. Om Aftenen var kun Knudsen derhenne hos os. Alt gik som sædvanligt med s. 509Jule-Nadveren — hun vilde smage med — vilde klinke med os alle. Efter Bordet bad hun os at synge Julepsalmer; Din Gamle gik op og ned og nynnede med, men var bevæget; hun laae saa deiligt med Taarer paa de blege Kinder; det var mig, som vi sang hende ind i Himmerig. Hun takkede os saa hjerteligt. — Det var midt i Sorgen en forunderlig deilig Juleaften, som jeg aldrig skal glemme, og jeg syntes jeg maatte berette Eder den lidt omstændeligt.
Efter Bangs og F’s Yttringer maatte vi jo nu være glade over hver Time hun var uden Smerter — og det har hun Gud skee Lov ! ogsaa været i de sidste 3 Dage — med nogen Afbrydelse. Navnlig har hun sovet godt i Nat, og befinder sig saa vel idag, at hun selv siger det, som hun ei har gjort før. B. og F. syntes ogsaa vel tilfredse idag, og vi have virkelig begyndt at fatte noget Haab igjen!! B. skrev en aaben Seddel til F. hvor han foreslog atter at sætte hende 6 Igler og tilføier: (a juvantibus ad juvantia) 1) som synes mig at antyde, at han formoder nogen Fremgang. Paa Søndag Kl. 2 har han sat F. Stævnemøde der. — Hun seer livlig ud, har Interesse for alting, og da allermeest for Eder — for Eders Breve, som glæder hende usigeligt. Og har jeg opmuntret Eder til at skrive saa skal I ogsaa have min Tak, fordi I, navnlig Du, skrive saa flittigt, som jeg har hendes at bringe Eder der har meer at betyde for Eder. Hun venter Eder naturligviis ikke — efter mskelige Øine vil hendes Sygdom i al Fald være langvarig, som Lægerne ogsaa har antydet. Men alligevel er det vort Raad til Eder, at I bør komme, dersom det er eder mueligt ! —
Vil Du takke Johan mange Gange for hans Brev, om det end forekom mig lidt for militærisk, men jeg er jo ogsaa en Civilist; jeg haaber snart at besvare det. Jeg vil vente med at sende ham de omskrevne Bøger, til det næste Brev giver Underretning, om I kan komme eller ei. — Dine Yttringer om det store Tidens Spørgsmaal baade i mit og Din Faders Brev, har glædet mig meget, som jeg da heller ikke tvivlede paa Dine Anskuelser i den Henseende, skjøndt de ere saare sjældne nu til Dags. Jeg skrev gamle Ley, han er ikke saa gal, som jeg havde troet — dog ikke reent fri. — Susette er rask. Men siig mig, er det Rygte, som kun har naaet mine Ører, og jeg har beholdt det for mig selv — ogsaa bare Løgn, at Du og Ræder har havt Stue-Arrest — Du i 14 Dage, R. i 1 Maaned? Meta har maattet holde Sengen idag, det er stærk Diarrhoe, som jeg haaber ei har videre at betyde. Jeg skal derfor nu hen at bære Elisabeth her hjem s. 510til mig. Vonsbæk-Præstekald, hvor Menigheden ønsker mig stærkt — løber mig meget om i Hovedet i denne Tid. Dog derom en anden Gang! Den Tanke har jeg at brydes med under alt dette!
Din tro Ven
P B.
Kbhavnd. 27 Dec. 1850.
Fra Svend Grundtvig til moderen
Veseby ved Midsunde; Nytaarsdag, 1851.
Kjære Moder!
Endnu i Dag er Johan da hos Dig. Efter mere end 14 lange Maaneder har Du gjenseet Din Førstefødte, og han har gjenseet Dig, baade i det gamle og i det nye Aar. Hvad han har kunnet gjøre mundtlig, det maa jeg nu nøjes med at gjøre skriftlig: takke Dig ret af Hjærtet for det Aar, som nys udløb, som for alle de tidligere; og ønske Dig — og dermed ogsaa mig selv og de Andre, hvem Du elsker og som elske Dig igjen — et glædeligt Nytaar, i hvilket vi kunne gjensees og i et kjærligt Samliv takke Gud for al hans God- hed imod os, oppebiende det store Nytaar, der faaer aldrig Ende, og som har ingen Adskillelse, intet Savn, ingen Sorg, men kun Vor Herres Fred og Vor Herres Glæde!
Jeg kan jo vel forstaae, at det maa gjøre Dig ondt, saa snart igjen at maatte lade ham fare; men jeg haaber dog, at det at see ham, om end kun for saa kort en Tid, har gjort Dig saa godt, at Du dog ej vilde have undværet det; og jeg har derfor glædet mig ved, at dette Gjensyn, der ellers syntes at ville lade vente længe paa sig, har kunnet finde Sted endnu i det gamle Aar.
Siden jeg i Aftes skrev til Peter har jeg intet hørt fra vor stak- kels Carlo Dalgas, som jeg dog ikke har saa ganske opgivet, om end hans Tilstand er i høj Grad betænkelig. Det var dog altfor tungt for hans stakkels Moder, om hun nu ogsaa skulde miste ham!
Ja, vi maae vel takke Gud for det gamle Aar, ogsaa fordi Han i det saa naadig har holdt sin Haand over begge Dine Sønner; og Han har Magt til at gjøre saa fremdeles, om det er Hans Villie ; og Hans Villie er jo vort eget Bedste, som kun Han kjender. Saa ville vi da i det nye som i det gamle Aar give os Gud i Vold : Hans Villie skee her paa Jorden, som den er i Himmelen! Og dermed vil jeg for denne Gang bede Dig, Fader og de andre Kjære leve vel, kjærlig erindrende og kjærlig erindrede af
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Slesvig
d. 3 Jan. 1851 Aften.
Kjære Moder!
Ankommen hertil Kl. 2 i Eftermiddag fik jeg da Bekræftelse paa den sørgelige Efterretning, som Høxbro alt bragte mig, da vi om Natten mødtes i Haderslev, at Dalgas var haardt saaret ved en Forpostfægtning d. 31te Morgen ved Møhlhorst. Ved at træffe sammen med en Officeer af Batl., der ligger her paa Lazarethet, men nu som frisk vender tilbage til Batl. med mig imorgen, fik jeg desuden noget nøjere Underretning om hvorledes det egenlig gik til den Dag, hvad jeg dog ikke behøver at fortælle dig, da Svend jo var med i det Hele og vist alt har gjort det. Jeg søgte straks Lazarethet, men traf ham desværre kun død, han var hensovet om Aftenen Kl. 11. Han havde saagodtsom ikke været ved sin Bevidsthed og derfor jo heller ikke liidt noget. Fru Grünfeldt, hans Svoger og Lieut. Ahrensen af vor Batl. vare stadig om ham, men han lod ikke til at kjende dem.
Det er et haardt Stød for den stakkels Familie nu at miste den anden Søn, 3 Maaneder efter den første. Du kan troe, det gjorde ogsaa et uhyre Indtryk paa mig, da jeg hørte det, saameget mere som det var mit Compagni, Affairen skeete med, og den Tanke derfor ligger saa nær, at dersom jeg havde været der, saa vilde det truffet mig, da han jo i min Fraværelse indtager min Plads i Compagniet og Svend, som jeg hører, strax ved min Afrejse, indtog hans.
Med Tak til Gud! som denne Gang atter paa en saa besynderlig Maade bevarede dine Sønner og navnlig mig, og med de bedste Ønsker og de hjærteligste Bønner for din Sundhed, og idet jeg beder dig hilse Fader og dem Alle derhjemme saavelsom Peter og Meta ret mange Gange og takke dem ogsaa for denne Gang, forbliver jeg
din hengivne ældste Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Hilsen til Peter fra begge hans Brødre, som jeg saae i Aarøesund hos Agent Bruhns d. 2den Jan. om Aftenen.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 6te Januar 1850 [1851].
Min kjære Svend!
Da jeg vel kan vide at I længes efter at høre fra vor kjære Moder saa vil jeg da iaften sende Dig disse faa Linier, Gud give jeg havde s. 512noget glædeligere at bringe Dig men desværre det seer kun lidet glædelig ud Spændingen i Maven tager bestandig til og Kræfterne tager kjendelig af med hver Dag, Du kan tro Svend denne Tid er mig saa tung at det ofte forekommer mig som en Umulighed at jeg kan udholde den thi at see Dem som man elsker lide uden at kunde lindre det er saa haardt men Guds Villie skee han ved dog bedst hvad der tjener til vor Fred, han skjænke ogsaa vor Moder sin Fred derom vilde vi Alle ret af Hjertet bede ham, thi til den trænger hun saa haardt i denne Smertens Tid, Hils den kjære Johan det gjorde mig saa godt at see ham gid du kun ogsaa havde været med jeg har aldrig savnet Eder saameget som i denne Tid, Moder var saa glad over at have seet Johan og dit Brev som hun modtog igaar var hende en stor Trøst. De stakkels Dalgasses de bær deres Sorg saa smukt. Nu Godnat mine elskede Brødre og Gud bevare Eder fremdeles som han hidtil vidunderlig har bevaret Eder i denne blodige Tid. Er der ingen Mening i dette Brev saa tilgiv mig men jeg er saa fortumlet saa jeg kan ikke samle mine Tanker, skriv mig lidt til det gjør mig saa godt.
din Søster Meta.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Mølhorst
7 Jan. 1851.
Aften.
Kjære Moder!
Et Par Ord vil jeg dog iaften sende dig herfra, da jeg skal sidde her alligevel og vaage og jeg veed at du glæder dig selv ved et Par Linier fra dine Sønner, naar der ikke er blevet Tid til Mere. Du forbauses formodenlig ved Brevets Overskrift, da Mølhorst efter Aviserne er afbrændt ved Fægtningen den 31te Dec., men det er dog ikke desto mindre virkelig paa Mølh. jeg sidder her og skriver iaften. Hovedbygningen er nemlig Grundmuur og er blevet staaende, saavelsom den ene Ladebygning; den var nær gaaet i Løbet, men da Tydskerne fortrak og vi igjen besatte Gaarden, tog vi strax fat paa at slukke og Svend, der styrede det, fik ved mit raske Compagnis Hjælp ogsaa virkelig reddet, hvad endnu ikke var brændt, saa vi endnu have meget god Lejlighed her, især da Beboerne strax Dagen efter flyttede væk med Pik og med Pak, neppe efterladende os det Allernødvendigste ; kun Forvalteren og et Par Piger og ditto Kjør ere endnu paa Gaarden. Det er i Grunden heller ikke saa forunderligt at de ikke gad være der længere, for de var hin Dag under temme s. 513lig ubehagelige Forhold. Da de hørte det begynde at skyde udenfor og Kuglerne begyndte at pibe ind paa Gaarden, klappede Pigerne i Hænderne og yttrede deres Glæde paa den øjensynligste Maade. Men siden have de vist været mindre veltilmode. Saasnart vi nemlig i en Fart var kommet ud over den ene Bro og taget Stilling en 100 Alen fra den paa den anden Side Aaen, var Tydskerne lige i Hælene paa os og kom ind over den anden, foer op i Gaarden, især i 2den Etage, og kom saaledes f. Ex. ind i et Værelse, hvor en gammel Frøken Brodersen laae i Sengen endnu (som da hele Herskabet) raabte til hende: »Skrup ud med sig, vi har Andet at gjøre her«, slog saa Vinduerne ud med Geværkolberne og begyndte at skyde ud af dem paa Vore, der laae bag Gjærderne ligeudenfor Gaarden. Hun maatte i sin bare Særk ud af Sengen, ned af Trapperne og i Kjælderen, hvor efterhaanden hele Familien samledes: Mand, Kone, 2 unge Piger, der ere i Huset og 2 halvvoxne Drenge af Familien, efterat de alle vare komne ud af Fjerene paa omtrent samme ublide Maade. Mens de sad der og kukulurede, aabnedes der nu en voldsom Ild fra begge Sider, Vore skjød ind af Vinduerne, saa Vægge, Malerier etc. allevegne ere gjennemskudte i den ene Fløj, der vender mod Nord. Men vi leed ogsaa følelige Tab, ved Ilden her fra blev foruden Dalgas: 5 Mand af Compagniet trufne, Alle i en Løbegrav ligeoverfor, og deraf de 3 dødelig, da Afstanden var saa kort. Da vi imidlertid holdt Gaardens tydske Besætning i en saa levende Ild, at den ikke godt kunde nære sig der, og da en Officeer, der under Raabet »Vorwärts, Vorwärts!« løb frem for at storme Broen, uden at dog Nogen yttrede Lyst til at følge ham, øjeblikkelig fik en Kugle og styrtede, blev de efterhaanden kjede af den Leeg, tilmed da Gaarden brændte rundt omkring dem, dels antændt af dem selv men forresten ogsaa beskudt med Brandraketter af Vore, (efter Ordre af 1 af vore Officerer, da han saae Dalgas blive skudt derfra.) Tydskerne var forresten ogsaa samtidig ved Holm, men gik ogsaa der tilbage efter nogle Timers Fægtning, da vore Kanoner der kom frem og begyndte at smøre paa dem. Desværre mistede mit Compagni foruden de ovenanførte 1 Sergeant og 24 Mand, som under Tydskernes Fremrykning ved Uforsigtighed blev afskaarne og fangne i een af Skovene; forresten var det egenlig kun mit Compagni, der — mærkværdigt nok netop da jeg var borte — var i Fægtning den Dag; Svend var ved Dyrvad med en Deel af Compagniet, hvor jeg da (til Berigtigelse af min Yttring i mit Brev af 3die) ogsaa skulde have været, dersom jeg havde været her (thi Dyrvad og Mølhorst s. 514gik paa Tour mellem Dalgas og mig, og han skulde være ved Mølh. den Dag,) og kom ikke i nogen Fægtning, men saae kun til. Det er dog en uhyre Sorg for den arme Familie, nu i saa kort en Tid at have mistet to saa haabefulde Sønner, nu have de kun den yngste tilbage.
Der staaer saameget i Bladene om de Østerrigske Tropper, men vi troer nu ikke paa dem, før vi seer dem og ikke mere seer Slesvigholstenerne, som vi endnu daglig gjør, om end stundom kun paa Afstand.
Fra Svend, der ligger heroppe paa Kochendorf Mark paa Piquet, skal jeg hilse dig og Eder alle saa mange Gange, idet jeg beder dig hilse og takke Fader og Meta og Peter og dem Alle saameget for deres Venlighed og kjærlige Omhu for mig, ogsaa under mit sidste Ophold hos Eder, og idet jeg haaber og beder til Gud for dig, at vi snart igjen maatte see dig karsk igjen og omgivet af alle dine Børn, ogsaa af
din inderlig hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Fysing
d. 9de Januar 1851.
Kjære Søster Meta!
Dit Brev af 22de Dec. har Johan vel takket Dig for; det af 6te Januar modtog jeg igaar og vil strax opfylde Dit deri yttrede Ønske om snart at see lidt fra mig. At ikke ogsaa jeg kunde gjæste Eder var ikke saa underligt, som at det virkelig blev muligt for Johan at gjøre en Tour til Kjøbenhavn under disse Forhold. Jeg haaber at have haft Ret i, hvad jeg skrev til Moder, at det dog, uagtet den snare Adskillelse, maa have været hende en stor Glæde at see sin kjære Johan. Hvad Du kan meddele om hende, er jo ingenlunde trøsteligt; men Du vil dog saa lidt som jeg opgive Haabet om, at hun dog maaskee endnu kunde see bedre Dage i denne Verden; og fremfor Alt vil Du saa lidt som jeg opgive den velgrundede Tro til den gode Gud, at han alene veed at ramme det Bedste, og at Alt skal tjene dem til Gode, som elske ham. Jeg veed meget vel at det er lettere for mig at formane Dig til Haab og Taalmod, end for Dig at bevare disse ligeoverfor den Nød, Du daglig har for Øje; jeg forstaaer meget godt, at det er ulige lettere frejdigt at see Døden under Øjne der, hvor det gjælder os selv og hvor den ligesom træder aaben-s. 515lyst og ærligt frem, og vi med fuld Livskraft gaae den imøde, end at see den langsomt snige sig frem for at bortrive En fra os, til hvem vort Hjærte er knyttet med de ømmeste Baand. Jeg forstaaer godt, at det at see hende, som er os dyrebar, lide uden at kunne lindre, at det er en Pinebænk som ingen anden ; at der kort sagt ingensteds udfordres mere sandt Mod end netop der, for ej at synke sammen i Mistrøstighed. Derfor, ligesom jeg beder Gud om at han vil skjænke hende Kraft til at gjennemgaae denne Sygdom og atter frisk at see sine Børn samlede om sig, saaledes beder jeg ham ogsaa give Dig Kraft til at see Døden under Øjne i denne dens pinligste Skikkelse, saa Du hverken taber Modet, Troen eller Haabet.
Du har jo vel ikke Sind til for Øjeblikket at lægge stort Mærke til hvad der foregaaer i den ydre Verden; men Du har dog vel seet, at der nu synes at ville blive, idetmindste for denne »Saison«, ydre Fred her paa Grændsen, og dermed forbinder sig da ogsaa Udsigten til Muligheden af, at jeg kunde komme til Kjøbenhavn. Dog, herom ville vi ikke tale videre, da lignende Udsigter alt saa ofte have skuffet. — Bring nu vor kjære Moder min kjærlige Hilsen; jeg faaer idag ikke Tid at skrive til hende, men haaber at faae det imorgen. Jens Blicher i Ringkjøbing skrev jeg til før Julen og har faaet Svar, hvoraf sees, at Alt staaer vel til hos ham. Høgsbro veed Du jo var her et Par Dage, netop medens Johan var borte. Johan saae ham paa Tilbage- vejen i Haderslev og fik af ham først Efterretningen om Carlos Saar. Da jeg hører af Johan, at taktløse Medfølende gave Dalgasses pin- lige Detailler angaaende Ernesto, vil jeg, da lignende Meddelelser maaskee atter ville indtræffe, her give Dig en Underretning, som Vedkommende maaskee aldeles kunne glemme, men som forekommer mig værdifuldere for hans Efterladte end alle nøjagtige Beskrivelser af Udseende m. m. og for hvis Paalidelighed jeg kan indestaae, den, nemlig, at han selv i sine mere bevidste Øjeblikke ingen Smærte følte, fordi jo Hjærnen var læderet, saa han har aldeles ikke følt det dræbende Skud.
Nu lev vel, kjære Søster og bring dem Alle der hjemme en kjærlig Hilsen fra
Din hengivne
Svend.
Hils Peter og siig, han skal blive i Kjøbenhavn, hvis han vil lyde mit Raad. —
Grundtvig og hans Slægt.
32
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Kosel, d. 12te Januar 1851.
Aften.
Kjære Moder!
I Torsdags skrev jeg til Meta, og i Fredags vilde jeg have skrevet til Dig, men kom saa ind til Slesvig, hvor jeg skulde have mig et Par Buxer, og igaar var vi paa Forpost, hvorfra vi i Formiddags ankom hertil. Da jeg jo har vaaget hele forrige Nat, saa længes jeg efter Hvile, og kan derfor kun faae skrevet et Par Ord, der skulde sige Dig, kjære Moder, at vi stadig tænke paa Dig og bede Gud snart skjænke os Dig frisk igjen, og for at lade Dig vide, at vi ere i bedste Velgaaende begge to (disse Linier skriver jeg hos Johan, med hvem jeg nu drak Thee og som beder saa kjærlig hilset).
Der er jo nu saa megen Tale om Fred eller Stilstand og vore Fjen- der have da i den sidste Tid forholdt sig aldeles rolige, ja begynde endog at ville være paatrængende venskabelige: En preussisk Officeer i slesvigholstensk Tjeneste kom saaledes igaar tæt hen til mine Vedetter og sendte en Bondedreng over til dem med sit Visitkort, for at udbede sig Lieutenantens Besøg mellem Linierne og gav Æres- ord paa ikke at ville gjøre ham Fortræd. Han lod sige, at der var Vaabenstilstand og de havde Ordre til at afholde sig fra alle Fjendt- ligheder. Jeg indlod mig naturligvis ikke i nogen Forstaaelse med ham, men lod ham vise tilbage. Idag kom der imidlertid Ordre til, at vi ikke maae skyde paa dem før de skyde, saa en Art Vaabenhvile hersker jo for Øjeblikket, hvad det saa end vil blive til.
Bliver det til Fred, saa haaber jeg snart at kunne komme til Kjøbenhavn.
Jeg har jo slet ikke faaet sagt Tak for alle de rare Sager jeg fik herover vel ikke til Juul men dog til Nyaar, jo det er dog sandt: Julepsalmerne dem fik jeg 1ste Juledag. Det var mig ogsaa en stor Fornøjelse at kunne spise med af den samme Julekage, som havde været paa Eders Bord Nytaarsaften og af Æbler fra samme Bord. Vi have det meget godt, ja ret rart sammen Johan og jeg; vor Bekymring er kun at vide Dig, elskede Moder, syg og lidende. Gud velsigne Dig og bevare Dig ogsaa for
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn.
14 Jan. 1851.
Mine kiære Sønner!
Skiøndt jeg naturligviis idag ikke har synderlig Drift til enten at tale eller skrive, saa maa jeg dog sende jer mine Børn ! et Par venlige Linier tilligemed Moders sidste Hilsen, som Meta egenlig har at bringe.
Dersom det bliver Alvor med Underkastelsen og altsaa en stor Deel af vor Hær faaer Hjemlov, da lader det sig vel giøre i nogle Maaneder at nyde Efterskinnet af det Liv i Fæderne-Huset, som jeg veed I aldrig glemmer, og skiøndt Ingen bedre veed, at »Kvinden er Livet i Huset« end de, hvis Moder til de blev voxne, var Kvinden i Huset, saa formoder jeg dog, naar det kunde falde sig, at I ogsaa vilde ønske endnu engang i Mag at mindes det Hjemlige.
Det har jo været en svær Tid for os alle, men Gud skee Lov! at den ikke blev længere, som Lægerne var bange for, og da Gud har givet Styrke, var det godt for mig, at jeg havde meget at giøre. Meta har ved at lade Datter-Hjertet raade faaet meget tilgode hos jer saavelsom hos mig, og Boisen har ret med sønlig Hu fundet, det fulgde af sig selv; hvad vi dog maa kalde et stort Offer i den lange Tid.
Nu Gud styrke, velsigne og bevare jer til Enden! som det naturlige Ønske er af Fader
Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Dyrvad
d. 15 Jan. 1851.
Kjære Moder!
— — — Det bliver maaskee sidste Gang, du hører Noget fra os herfra, for der tales stærkt om, at Holstenerne skal have givet efter og at vi een af Dagene skulle rykke frem, hvorlangt veed Ingen; Capitainen talte med Nogen af dem nede i Hummelfeldt, hvor 2 af deres og vore Patrouiller stødte sammen i al Venskabelighed, skjøndt den fjendtlige var af det Corps, der har gjort os allerflest Spilopper her (2det Jægercorps), og de sagde, at naar der blev givet Signal fra Rendsborg med 3 Kanonskud, skulde Forposter og Alt marschere dertil; indtil videre er der paa begge Sider givet Ordre til ikke at skyde og forholde sig rolige. Imidlertid troer vi dem ikke saa ganske, og jeg for min Part passer paa som en Smed her som sædvanlig; hvad forresten falder lidt vanskeligt, thi Mandskabet kan ikke rigtig s. 518blive klog paa denne Mellemting mellem Krig og Vaabenstilstand, og ere lidt genegne til at tage sig Tingene noget let idag, men du kan være ganske rolig, jeg skal nok holde dem til at passe paa, at der ikke kommer nogle forløbne Vagabonder og løbe os overende inat, som jo sagtens En eller Anden let kunde hitte paa, selv om det var forbudt fra Overcommandoen.
32 *
Jeg havde den Glæde igaar Aftes i Kosel at faae Peters Brev af 11te, som du maa takke ham for fra mig; og det glædede os begge usigelig at høre, at det syntes at begynde at bedre sig med dig, thi jeg veed ingen større Glæde, jeg kunde have, end atter at vide dig rask. Det ville vi da ogsaa haabe og bede til Gud om, at du snart maatte blive, til Glæde baade for alle dine Kjære og for dig selv, der nu i saa lang Tid har maattet lide saameget, imod hvilket Alt hvad vi har kunne maatte døje herovre ikke er at tale om. — — — Forresten maa du, selv om en Art Fred indtræder, for Alting ikke vente, at Nogen af os skulde kunne komme hjem i Vinter; — — — man vover sig neppe til at opløse en eneste Bataillon — — —efter de Erfaringer, vi i denne Krig have gjort. — — —
Hils nu Alle, navnlig Fader og Meta, saamange Gange og lad mig see, at du beholder et godt Haab, hvad Ingen inderligere beder til, end
din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Geel, d. 18de Januar 1851.
Kjære Fader!
Iforgaars Aftes modtoge Dine Sønner det tunge Budskab; det var ikke det første Tab, men det var det største vi have kjendt. Dog, Tale om Tabet er ingen Trøst; hun bar sin Sorg og sit Savn, til det knuste hendes kjærlige Hjærte. Nu har hun Fred og Hvile i Gud. Han samle os med hende i sit Huus! Amen.
Du kan vel tænke, at vi gjærne vilde være hos Eder i Hjemmet i denne Tid; men det lader sig nu ikke gjøre. Muligviis kunde der dog om ikke lang Tid aabne sig Lejlighed til ialfald at besøge Hjemmet for nogen Tid, og jeg for min Part griber den, saa snart den byder sig. Skjøndt jeg havde meget jeg gjærne vilde tale med Dig om, saa har jeg dog nu ikke Sind til at skrive. Men er end min Tanke nu først hos min Moder i Himlen, saa tro ikke derfor at jeg har glemt, s. 519at jeg endnu har en kjærlig Fader paa Jorden, hvem jeg saa inderlig gjærne vilde kunne være til nogen Glæde og Opmuntring.
Johan gik nu fra mig; han vilde skrive til vor stakkels Meta, og bad mig bringe Dig hans sønlige Hilsen. Gud skee Lov, at vi to dog ere samlede ogsaa i denne Sorgens Tid !
Lev vel, kjære Fader, kjærlig erindret af Dine hengivne Sønner og paa begges Vegne underskriver jeg mig da her
Din Søn
Svend.
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Dyrvad
d. 19de Jan. 1851.
Kjære Fader!
Rigtignok har jeg iaften alt i Metas Brev udtalt omtrent Alt hvad jeg i dette Øjeblik føler mig oplagt til, men skjøndt jeg saaledes egenlig ikke har Noget mere at sige, maa jeg dog ogsaa sende dig nogle Linier, ialfald for at takke dig, fordi du hin sørgelige Dag, som vi visselig ingen af os glemmer, betænkte dine Sønner med nogle faderlige Ord, der, om de end ikke kunde stille vor Smerte, dog bidrog til at mildne den.
Tak af mit ganske Hjerte for din Indbydelse til Fædrenehjemmet; baade Svend og jeg fulgte den med Glæde strax, hvis Intet var til Hinder derfor, og skulle sikkert gjøre det, saasnart det er muligt, thi jeg troer ikke at fornærme dig, ved at sige, at du i dette Øjeblik maa savne og trænge til dine Sønner, der, om de end i alle Henseender staaer saa langt under Dig, dog i Kjærligheden til Hende have et Foreningspunkt, som aldrig vil forsvinde, et Baand, der ved Savnet maa blive desto nøjere og inderligere. Jeg havde, som jeg ogsaa skrev til Meta, slet ikke kunnet troe, at jeg allerede nu — og medens vi begge vare borte — skulde miste min Moder, jeg kunde slet ikke tænke mig det muligt, saamegen Sandsynlighed der vel ellers alt længe for menneskelige Øjne har været for at det vilde skee; det har derfor varet flere Dage, inden jeg var istand til at faae saavel indre som ydre Ro til at kunne tale derom til Nogen, jeg havde kjær; det har desværre maaskee gjort Eder ondt og været Eder en Sorg mere, men tilgiv mig det ! det har ikke været mig muligt før iaften her i min Eenlighed og efter Bøn til Gud om at give mig Styrke dertil. Og han gav mig det ogsaa denne Søndag Aften, den Dag, vi under vore Forhold her ellers ikke ere istand til at ud s. 520mærke fremfor de andre Dage, om vi end ofte ønske det, og føle Trang dertil. Idag Morges maatte vi nu saaledes trække paa For- post, jeg her, og Svend hist inde ved Kochendorf; jeg var sammen med ham igaar Aftes, hvor han boede oppe i Geel, og vi aftalte da, at see at faae skrevet, han igaar, og jeg idag, men om han har naaet det, veed jeg ikke, da det alt var temmelig silde, da vi skiltes ad.
Det er under disse Forhold en stor Trøst for os, at vi ere sammen og have kunnet tale med hinanden om vor Sorg, om den Moder, der elskede sine Børn saa højt som vel nogen Moder paa Jorden kan, elskede dem højere end sig selv, thi en mere opoffrende og hengiven Hustru, en mere kjærlig og omhyggelig Moder kan der ikke findes, og dog er det langtfra at vi altid have handlet i denne Erkjendelse, have skjønnet paa, hvad vi i hende ejede; men hun har, og Gud vil sikkert, tilgive os det. Saa blev det da aldrig min Lod, hvad du alt forlængst tænkte dig, og skrev i Verset til mig 1), da jeg var 12 Aar, efter din Bortgang at være hendes Trøst og Støtte; Gud vilde det anderledes, og det maa saaledes være til vort Bedste; Han give, at vi engang ligesaa rolige kunne nedlægge vor Vandringsstav og ligesaa rene vandre herfra ind til Herrens Hvile, hvorefter Moder vist- nok i Grunden gjennem mange Aar har stundet, thi hun var aldrig rigtig glad herneden, saalænge jeg har kjendt hende, og Verden tog hun sig altfor nær, til egenlig at kunne finde sig lykkelig i den ; hendes Huus imellem sine Egne var hende det eneste hjemlige Opholdssted, og det er ogsaa derfor mit inderlige Ønske, snart, om end kun forbigaaende, saa dog i nogen Tid, atter at kunne dvæle der og levende opfriske Mindet om de i Sandhed lykkelige Aar, jeg har tilbragt der under Hendes og dine Øjne, men som jeg dengang endnu ikke ret forstod at skjønne paa.
Fred med hendes Aand! og Ære over hendes Minde! og os Kraft til, beaandede af den vemodige Erindring om hende, hvem vi aldrig kunne glemme, fordi hendes Hjerte hængte ved os, rolige at vandre vor Bane, saalænge det bliver os beskaaret, Gud til Ære og Verden og Fædrelandet til Gavn, efter de Evner, der ere os skjænkede!!
Det ønsker og beder
din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.
Fra Peter O. Boisen til Svogrene.
Kbh. d. 22de Jan. 1851.
afsendt d. 23de Jan.
Mine kjære Svogre!
Det var igaar d. 21de (Kl. 11) Eders Moders Begravelsesdag! Jeg fulgte — ved Siden af Eders Fader — paa den Plads, hvor hendes Sønner skulde have gaaet — jeg gik (tilfældig) med Eders sidste Breve i Lommen, de Breve, som var hendes største Glæde, navnlig i hendes Sygdom, men som nu afgav Vidnesbyrd om Eders store Sorg, og det gjorde mine Skridt — syntes mig — tungere ! — I kunde ikke være her — det bør mig derfor, som jeg selv føler Trang dertil — give Eder fuld Underretning derom, ligesom Meta og jeg idag vil afskrive Eders Faders Tale til Eder. —
Det første Budskab kunde jeg ikke bringe Eder, det maatte Eders Fader og Eders eneste Søster; det gjør mig nu kun saa bitterlig ondt, at jeg Løverdagen d. 11te Jan. meddeelte Eder det Haab, jeg selv glædede mig saa meget ved — med den nye Cuur, som nu blev saa bittert skuffet, da I modtog mit Brev paa hendes Dødsdag; saaledes gaaer det med vore egne Forhaabninger, de skuffes ! men urokkeligt fast staaer det store Haab, Guds Herligheds Haab! Jeg vil kun ønske, at I, saavelsom vi, maa kunne holde os nær til det i Troen med en Kraft, som jeg til min egen Opbyggelse har lært at beundre i disse Dage og Nætter (da jeg har ligget derhenne) hos Eders Fader; thi han er en Kæmpe, mod hvem vi Andre kun er som Dværge, det viser sig allerklarest, naar det gjælder, naar han prøves haardt! Men det var ham en stor Trøst — lige før han skulde gaae den tunge Gang igaar, at modtage Dit Brev Svend! som ved Siden af Eders Sorg — udtaler saa deiligt Bekjendelsen af det samme Haab! —
Søndag Middag begyndte det at blive tydeligt daarligere med hende; da jeg aftørrede Sveden af hendes Pande, var den kold, som gjennemisnede mig ved Følelsen af, at det var Dødskulden; hun havde mange Smerter, da Maven var saa spændt, kunde ikke finde Hvile, vilde bestandig flyttes; »lille Meta, hjælp mig!« lyder endnu bestandig i mine Ører — og hun var hende en trofast Datter til det sidste Øieblik; hun og Lovise Schmidt var næsten bestandig hos hende. De vaagede den Nat. Den Gamle gik ud og ind, vilde saa gjerne trøste hende, men kunde vanskeligt høre hende, og hun kunde ikke godt taale det. Dog havde han een god Samtale med hende, hvor hun spurgte ham: »Da skal de i Gravene høre min Røst! skal min Sjæl da blive i Graven?« Om Mandagen talte jeg endnu noget s. 522længere med hende, hvorved det tydelig var at mærke, at hun snart ventede Døden: »Med min Tro har det kun været saa daarligt bevendt, men Vorherre vil ikke forlade mig paa det Sidste« — »De har alle været saa kjærlige imod mig«, saavidt jeg kunde høre, sagde hun: »At Vorherre har bevaret mig begge mine Sønner!« men jeg troer ikke hun kunde taale at tale meer om Eder; hun forlangte nu at see Elisabeth, kyssede hende, »vi samles i Himmerig!« — Mandag Nat vaagede vi Alle; Kl. 2 vaagnede hun af en lille Søvn. »Der er skeet et Mirakel, jeg syntes alt Vandet (Vattersoten) gik fra mig«, hun vilde op af Sengen, da kom vi Alle derind, ogsaa Din Fader; men da fik hun virkelig naturlig Aabning, (som var Grunden til at hun vilde op) som hun ei har havt under hele Sygdommen ; det voldte hende megen Smerte at komme op og ned og blive lagt tilrette igjen. Saaledes vedblev det til Tirsdag-Form. Kl. 12, da hun var sidste Gang med megen Besværlighed oppe. Fra den Tid laae hun ganske stille — uden Smerter — halvt sovende. Fenger, som kom paa den Tid, meente det vilde vedvare endnu til Aften. Jeg fik da Meta som havde vaaget i 2 Nætter til at hvile sig et Øieblik paa Sengen, ligesom de Andre paa Sophaerne, medens jeg sad og saae paa hende og Tante Pouline kom af og til derind. Hun syntes at sove med halvaabne (brustne) Øine, og drog Veiret uden synderlig Besværlighed. Da saae jeg Kl. 2, at hun trak næsten ukjendeligt i den venstre Skulder — og dermed ophørte hun næsten at aande ; jeg kaldte øieblikkelig paa Meta og de Andre, og hun kom netop som hun drog det sidste Suk! Hun fik — hvad hun saa inderligt ønskede, Ro og Fred den sidste Time. Kun et Skuldertræk, og hun sov hen i den lange Søvn, hvoraf, som hun selv sagde: »Vorherre vil nok vække mig!« Din Fader, som var gaaet ud et Øieblik, kom hjem i det Samme; jeg forkyndte ham det først: »Far hen i Jesu Navn!« sagde han og brast i Graad. — — Han bad mig at besørge Begravelsen, Skifteretten o. s. v. og at udvirke hvad han saa meget ønskede, at hun kunde komme til at hvile ved Siden af sin Moder paa Frelserens Urtegaard. — Det lykkedes ved en Deel Løberie, — og det blev den smukkeste Begravelse, jeg har seet. En lille Deputation af Holmens Folk udbad sig ydmygt den Ære at maatte bære hende om Aftenen ud i Kirken. — Mandag-Aften samledes da en 18 Holmens Mænd i deres Uniform foruden en Deel af vore nærmeste Venner i et Værelse i Stue-Etagen. Hun laae i den Stue, som skulde været Eders — med Kandelabre omkring. Hun laae saa deiligt med en Myrthekrands om Hovedet, med en usigelig Fred udbredt over det s. 523blege Ansigt ! — De gik Alle tause rundt om hende, før Laaget blev lagt paa (Holmens Mænd bære intet Liig, før de har seet det, hvilket Din Fader godt kunde lide.) Efterat Laaget var lagt paa, samledes de atter alle omkring Kisten, hvorpaa var en Plade med hendes Navn og de 3 Datummer, og underneden : »I Fred vil jeg lægge mig at sove, Du Herre allene skal lade mig boe tryggelig«. Ps. 4, 9. Din Fader, Meta, Tante Jane o. s. v. stode ved hendes Hoved — og sang: »Christ stod op af Døde«. — De bar hende saa med deres stærke Arme over Langebro med det lille Følge efter, Din Fader fulgte selv med til Kirken, der tog sig deiligt ud — halv oplyst, medens Orgelet sagte præluderede. Vi stod da enstund tause omkring Kisten, da en af Holmens Mænd hviskede til mig: »Vi kan ikke forlade Liget, før vi har bedt et Fadervor (i Hatten) over det.« Det gjorde da Din Fader med Glæde, gik saa omkring og sagde dem Alle Tak — meget bevæget; og jeg kjørte saa hjem med ham. Det havde gjort ham saa godt, det Hele med den simple jævne Alvor! —
Næste Dag Kl. 11 samledes Følget i Kirken — der var vel en 560 Mnskr. ialt — en Mængde Rigsdagsmænd (Tscherning, B. Christensen, Tang o. s. v.) Kun een Tale, og den var god — af Din Fader, og det gik godt, uagtet han naturligviis var stærkt bevæget ligesom hele Forsamlingen. Meta var ogsaa med i Kirken. 3 Psalmer 1) At sige Verden ret Farvel, 2) Christ stod op af Døde og 3) ved Graven: Her mødes alle Veie. — De kappedes om at bære hende ud til Graven. Kisten var bedækket med Krandse, med en stor Palmegreen, som Georgia havde lagt, som Din Fader ønskede, at Meta skulde gjemme. — Han kastede selv Jord paa, og det kostede ham meest. Nu hviler hendes Støv i Fred ved Siden af hendes Moders, men hendes Sjæl er hos Gud i Himlen. »Vemod, Taknemmelighed og Velsignelse med hendes Minde!« Det har været mig underligt, at opskrive dette, men jeg syntes jeg maatte gjøre det til Eder — I var hendes største Glæde her paa Jorden! Gud være lovet, at Han bevarede Eder for hende !
Eders gamle Fader længes inderligt efter Eder! Jeg veed ogsaa, at I gjør, hvad I kan for at komme til ham og blive hos ham en Stund! — Desværre 10de Bat. kommer jo ikke til at ligge i Kjøbenhavn.
Hvor er det Billede, som Skovgaard engang har gjort af Din Moder. Sk. og C. Hansen skal saa gjøre et nyt — det Bedste som de kan. Gid det maa lykkes. Det sidste Brev fra Johan til hans Fader har inderligt glædet ham. laftes sendte jeg Din Faders Tale og Metas s. 524Brev til Johan. Ludvig Blicher ligger derhenne i denne Tid, for at Din Fader ei skal ligge allene i den Fløi, indtil I mueligen snart kunne komme hjem! Tag til Takke med dette Brev!
Eders trofaste Ven og Svoger
P. Boisen.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Arnis
d. 30te Januar 1851.
Kun et Par Ord, kjære Søster, sender jeg Dig nu, da vi jo tør haabe snart ikke at behøve Pennen for at udvexle vore Tanker. Derfor har jeg heller ikke besvaret Peters kjære Brev af 22/23 d. Johan har formodenlig skrevet Dig til om vor pludselige Adskillelse, ved hans Forsættelse fra 10de Batl. til 3die Reserve-Jægercorps, der skal overvintre i Tøndern. Det var haardt i det Øjeblik Vejen just aabnede sig til Kjøbenhavn. Dog haaber jeg, at han tager Permis- sion, saa vi snart kunne mødes. Endnu ligger 10de Batl. da i Cappeln og Arnis, men det er jo afgjort, at den skal til Kbhn. Vi kunne hver Dag vente Udskibnings-Ordre. — Ja, vi have meget at tale om, Meta; saa meget, at jeg slet ikke vil begynde derpaa, men kun bede Dig bringe vor kjære Fader en venlig Hilsen fra hans Søn og Din Broder :
Svend
Fra Meta Boisen til faderen.
Søndagen den 3die Febr:
1851.
Min inderlig elskede Fader!
Jeg havde ventet at see Dig heroppe iaftes men Du kom desværre ikke, min lille Elisabeth var som Du da nok har hørt temmelig daarlig iaftes og jeg havde da saameget mere trængt til at see Dig, jeg har nu vaaget over Hende inat hun har bestandig ligget i en Slags Søvn men som dog idelig forstyrres af Hosten og da hun ogsaa har havt Feber hele Natten saa har Hun det jo egentlig ikke godt, min elskede Moders sidste Ord til min lille Pige rinder mig ofte i Sinde i disse Dage »vi samles i Himlen« Guds Villie skee og er det hans Villie at hun saa tidlig skal gaa derhen hvor vi Alle skal samles saa veed jeg ogsaa at han vil give mig Kraft til at bære det thi Han prøver s. 525aldrig over Evne og dermed vil jeg rolig give mig Gud i Vold som Du saa ofte har gjort da naar du sagde mig dit kjærlige Godnat til
din lille Meta.
Ps: En Bøn har jeg til Dig og den maa Du ikke nægte mig det er om Du ikke nok vil spise til Middag oppe hos mig idag.
Til min Fader
fra M: B:
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
7 Febr. 1851.
Kiære Søn!
Dit Brev af 19 f: M: gjorde mig saa godt, at derefter skulde Du for længe siden havt Svar og det bedste Svar, jeg kunde give, men dels den daglige Travlhed, der i min Alder altid har lidt Træthed til Følge, dels Vanen at lade Moder skrive til Sønnerne og endelig Efterretningen om at Tante Lotte skulde komme hid har urimelig forhindret mig.
At Du ikke skulde have den Fornøjelse at drage herind med dem, i hvis Midte Du hele Tiden har staaet og virket og hæderlig kiæmpet, gjorde mig jo ondt, men jeg haaber, Du derfor ikke opgiver at være hos os, saa længe Du kan faa Lov dertil, hvad jeg finder dobbelt ønskeligt, da Du jo trænger til i Stilhed at overveie, hvor Du helst skal søge din fredelige Virkekreds. At der er meget tomt omkring mig, som overalt staaer mere ene i Verden, end man skulde tænke og end jeg kunde ønske, saa jeg kunde trænge til en venlig Omgang med to kiære og vist igrunden ædle Sønner, det kan Du troe, jeg føler dybt, men det er som alt det hjertelige i Livet, hvad der maa komme af sig selv, uden at vi enten kan fremkalde eller egenlig talt engang forberede det.
Saaledes kunde jeg jo ikke engang fordrive de Skyer, der, som Du meget rigtig siger formørkede længe min ædle Medhjelps Synskreds, eller opmuntre hende med den Livs-Anskuelse, der har holdt mig opreist under mange Storme og vedligeholdt det glade Haab, uden hvilket det er umueligt at følge den bedste Vei, med Roelighed og faste Skridt.
s. 52611te
I Søndags havde jeg da den Glæde efter Tjenesten at møde Svenn i Ridehuset 1) og hilse paa »10de lette«, som jeg med Hjerte og Hu jo stadigst har fulgt i de henrundne Aar, og igaar hørde jeg ogsaa den Glæde giennem Meta, at Du da lykkelig og vel havde naaet Vinterleiet i Tønder og fundet det behageligere end Du der kunde ventet.
Gud skee Lov for begge Dele og for al den faderlige Styrelse, hvorpaa jeg ogsaa i mine Børns Førelser har seet saa mange Prøver! Ham overlader jeg da ogsaa med Tryghed Fremtiden, og skiøndt jeg ved at høre af Svenn om den Udsigt til Forfremmelse i Stillingen, jo ikke maa dølge at det ei er den fredelige Virkekreds, jeg ønsker nogen af mine Sønner, overlader jeg det dog gierne til Gud og eder selv, der nu begge har naaet den Alder og Modenhed, da vi aldrig til Gavn kan lade os bestemme af andet end hvad der indenfra giør sig giældende hos os.
Jeg haaber nu snart at høre nærmere fra Dig, og Gud velsigne Dig i alle Henseender, kiærligst hilset fra os alle ved din
Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
s. 527TILLÆG.
Uddrag af Fru Laura Grundtvigs Selvbiografi.
Laura Grundtvig f. Bloch (1837—91), Svend Grundtvigs Hustru, har foruden en Række Dagbogsoptegnelser efterladt sig en ufuldendt og utrykt Selvbiografi, hvoraf nedenstaaende Skildringer er taget. Faderen, Grosserer Bloch, boede i Vimmelskaftet 139, og hans Hjem var gennem Hall og de øvrige national-liberale Førere et Midtpunkt for Tidens Rørelser. Den tolvaarige Laura saa Festtoget fra et Vindue i Familiens Lejlighed og glemte aldrig denne Oplevelse.
Troppernes Indtog efter Fredericiaslaget.
— — —Mens jeg (1849) var ved at finde mig til rette i min ny skole 1), stod det ikke vel til hjemme. Jørgen 2), som aldrig var meget stærk, fik på slutningen af den vinter en slem forkølelse, som gik over til brystinflammatjon. — Fader bestemte sig da efter Triers råd til at tage ham ud af skolen et halvt års tid og lade ham læse hjemme den sommer 3). Efter denne triste sygdomstid i hjemmet indtraf d. 5. April den skrækkelige ulykke ved Eckernførde. Jeg kan ikke tale om mine barndomserindringer uden også at nævne denne landesorg, ti jeg mindes intet fra min barndom, der gjorde et voldsommere indtryk på mig, og aldrig vil jeg glemme den sorg, smerte og skam, jeg følte, og de tunge tårer, jeg græd over Gefion. Heller aldrig glemmer jeg det fællesskab i sorgen, som forenede alle, store og små, og gjorde, at alle danske den gang følte sig som en stor familie. Man læste den i alles blikke, når man kom ud på gaden, hvor folk, der ikke kendte hinanden, talte og græd sammen. Alle var de jo ramte af den samme sorg. Ak, vi har siden lidt tungere tab og gjort så bitre erfaringer, at hine dages smertelige oplevelse dog ved den enighed og følelse af fællesskab i ulykken har noget skønt og s. 528løftende ved sig. — — — Som en lysende erindring, der især kastede glans over den sommer, står Fredericiaslaget d. 6. Juli, som vakte en uhyre jubel og begejstring hos os som alle vegne. Og senere på sommeren var der markedet i Rosenborg have 1) til fordel for de sårede og de faldnes efterladte, som da var noget nyt og aldeles udmærket arrangeret og en virkelig ideal folkefest ved den glade, løftede stemning, som på den tid fyldte alles sind med og forenede alle i de samme følelser og sympatier. Vi var der inde, jeg tror et par gange, og var henrykte over at gå om i den mylrende, festlig klædte, glade menneskemasse, høre på musikken, de patriotiske sange og de muntre studenterviser, og se på butikkerne med alle deres herligheder, der satte en i den allerstørste tvivl om, hvad man af al den rigdom skulde købe for sine markedspenge, til man endelig i trængselen nåde hen til en eller anden bod og så købte noget helt urimeligt noget. Det var smukke glade dage!
Men det var dog intet imod, da tropperne kom hjem efter våbenstilstanden og holdt deres festlige indtog i hovedstaden 2). Da var alle københavnerne igen som én stor familie, der alle kun havde den ene tanke: at gøre hjemmet så festligt og skønt som muligt, for at vise deres glæde over sønnernes hjemkomst, sønnerne, som havde lidt og kæmpet for Danmark, det elskede Fædreland. Den gladeste travlhed herskede både ude og inde. Også hos os på Rolighedsdal var alle hænder fulde, ti der skulde plukkes grønt og blomster og bindes kranse i massevis, og det var ordentlig vanskeligt at skaffe en sådan mængde af blomster, som der blev brug for. Festtoget skulde jo næste Dag passere Vimmelskaftet, og der måtte intet spares, for at vi kunde gøre vort til, at vores hus blev så festlig smykket, som det var muligt. Luthera 3) var af de dygtigste og ivrigste ved kransebindingen, husker jeg nok; og om aftenen havde vi også færdig en udmærket smuk blomsterguirlande på over 50 alen, som næste morgen blev anbragt i festons under vore vinduer i forbindelse med dannebrogsflag. De andre beboere af huset havde også gjort deres, så det hele blev meget smukt, og vores hus blev et af de få, som i »Fædrelandet« blev omtalte som særlig smagfuldt pyntede, hvad vi naturligvis fornøjede os over.
s. 529Om morgenen, da indtoget skulde finde sted, kørte vi til Vimmelskaftet i en åben droske med en klædekurv fuld af blomster og grønt til at binde buketter og småkranse af. Den tur igennem byen var allerede en fest uden lige. Der var trængsel og tummel og travlhed alle vegne; man var jo overalt i færd med at bygge æreporte, hænge kranse op, stikke flag ud ad vinduerne og alle mulige andre forberedelser til festen, mens den del af publikum, som ikke boede i de gader, hvor toget kom, naturligvis havde travlt med at stimle sammen og se på alt, hvad der foregik. Man kunde kun køre fod for fod, og på Østergade var trængselen så stor, at man af og til måtte holde helt stille. Dog, det hastede ikke; der var nok at se på, og stimmelen, der omgav vognen, var i den gladeste og elskværdigste stemning; Jørgen og jeg var naturligvis aldeles henrykte og begejstrede og græd og lo imellem hinanden. I vores lejlighed i Vimmelskaftet var i de dage åbent hus: venner og bekendte og bekendtes bekendte fyldte fra morgenen af, og så længe der var noget at se, alle vore 7 fag vinduer til gaden, og med sædvanlig gæstfrihed trakterede fader hver dag med vin og kage og chokolade i det uendelige. Fra det øjeblik af, at kanonerne fra voldene havde meldt troppernes ankomst uden for Vesterport, var vi som murede til vore pladser i vinduerne og ventede i den mest åndeløse spænding. Men vi fik naturligvis lov til at vente en god tid; de nede på gaden blev endnu mere øvet i tålmodighed, mange timer havde de stået som sild i en tønde, ikke alene på gaden, men hver trappe og port, ja selv tagene vare besatte af mennesker, så tæt, at det var en hel umulighed for nogen at komme frem eller tilbage, men humøret var glimrende, og folk lo og sagde vittigheder; og så kom alle lavene trækkende op med musik og faner og blev stillede op en haye i gaderne, — der var hele tiden noget at se på og more sig over. Så hørte man musikken nærme sig og luften genlyde af de ustandselige hurraråb, inden man endnu kunde se noget, — da bølgede masserne frem og tilbage der nede på gaden af forventning, og vi oppe i vinduerne havde næsten feber af spænding, og jeg finder det bare ubegribeligt, at ingen af de mange børn der oppe faldt ud af vinduet (alle vinduerne vare naturligvis tagne af) i deres iver efter at kigge om hjørnet. Og da de så endelig kom, disse velsignede solbrændte vejrslagne landsoldater, som alle sammen var som vore egne brødre (skønt vi tilfældigvis ikke kendte en eneste af dem personlig) så var jubelen og begejstringen aldeles ubeskrivelig, og jeg bliver vist aldrig så gammel og sløv, at ikke erindringen om de øjeblikke vil s. 530få mit hjærte til at banke og bringe mig til at græde af glæde og vemod.
Toget kunde kun bevæge sig fremad fod for fod, og tit standsede det helt, når der et eller andet sted blev holdt taler, eller trængselen var alt for stor, så man nogenlunde kunde få tid til at se på dem og vælge, hvem man særlig vilde kaste sine kranse og buketter til, og, når de blev grebne, da til gengæld modtage glade taknemmelige blikke og ridderlige hilsener fra soldater og officerer.
Blomsterregnen var ligesom jubelråbene ustandselige, og de slidte uniformer var snart bedækkede af friske blomster, og kom der så nogen, der særlig havde udmærket sig, var folk nær ved at gå ud af dem selv af jubel. Således var begejstringen aldeles uendelig, da batteriet Jessen kom kørende: både på ham og hans kanoner faldt der en sand styrteregn af blomster, og den gamle mand vendte og drejede sig på hesten, hilste med sablen, som næsten til spidsen var fuld af de opfangede kranse, prøvede på at tale, men hver gang kvaltes stemmen af bevægelse ved de første ord. Af og til så man også en kone styrte ind i geledderne og omfavne sin mand, og flere kom allerede marsjerende med en kæreste eller kone under armen. Men midt i al den mylren og glædestummel herskede der en orden, som var aldeles beundringsværdig, ingen spektakler, ikke et råt ord hørtes i de dage; selv gadedrengene var elskværdige: de styrtede sig på hovedet ind i trængselen, for at opsamle buketter, flag og kranse, der faldt på jorden, men ikke for at tage dem selv, men for at give dem til de soldater, der havde fået mindst. — Men jeg vil ikke prøve på videre at skildre, hvad jeg ej formår: de skønne dage vil for alle dem, der oplevede dem, være uforglemmelige, og de stakler, hvis ungdom er falden i senere for Danmark tunge og fattige tider, har aldrig følt og vil vel vanskelig kunne forstå den jubel og glæde over at være dansk og den begejstrede taknemlighed over hver den, der havde været med at kæmpe under Dannebrog, som i hine lykkelige dage fyldte alle danskes hjærter.
Istedslaget og Krigens Afslutning.
— — —Jeg husker ganske særlig vor ankomst til Vallø 1) denne sommer (1850); for da vi rejste der ud, var det dagen efter Istedslaget, og vi var dem, der bragte den første efterretning derom til Vallø. Vi var naturligvis så opfyldt deraf, at vi fortalte den glædeliges. 531nyhed til alle, vi mødte, og da vi rullede ned ad Vallø gade og så gamle Rode 1) stå og nikke til os i sit vindue, svingede fader med hatten og råbte: »Vi har vundet en stor sejr!« Folk styrtede til vin- duerne og ud på gaden, ti som en løbeild gik det fra mund til mund; de omringede vognen, spurgte og snakkede, lo og græd imellem hin- anden. Jubelen var stor over sejren, men den fyldte dog tillige sin- dene med alvor og ængstelse, ti så meget vidste man, at vi havde vundet en stor men meget blodig sejr. — — —
Efter Istedslaget vedblev hæren, som bekendt, at ligge på vagt ved Dannevirke og måtte endnu bestå de to hæderlige kampe ved Mysunde og Frederiksstad, før de ved årets slutning tvang oprørerne til at nedlægge våbnene.
En ganske hensigtsløs lille forpostfægtning fandt dog sted endnu nyårsnat og krævede et sørgeligt offer, nemlig den unge begavede kunstner Carlo Dalgas, som der fandt sin bratte død. Dette var et meget hårdt slag for den stakkels Sysette at rammes af, mens hendes anden broder Ernesto endnu lå og droges med døden, efter at have fået sit banesår ved Mysunde. Om ham skrev Grundtvig det skønne
digt:
»Barnefødt i lavrbærlunden — —« 2)
Dog Sysettes stærke sunde sjæl og sande fædrelandskærlighed gjorde, at hun kunde frydes ved Danmarks sejr, mens hendes søsterhjærte blødte, og frejdig stemme i med, når vi sang:
»Slumrer sødt i Slesvigs jord,
dyrekøbt den blev ved eder,« —
eller :
»Det var en sommermorgen,
endnu før det blev dag,
da yppedes på heden
et Holger-Danske-slag«, —
og på hende passede det fuldt, hvad der står i samme skønne sang:
»Tak være danske piger,
som græde nu i løn
for broder og for bejler,
som moder for sin søn!
s. 532De holdt dem ej tilbage
med bange suk og gråd,
de sang for dem med Brage:
Vågn op til heltedåd!«
Grundtvig og hans Slægt.
33
Men det sind var der da Gud ske lov hos mange danske kvinder den gang, og jeg håber også, at den danskhed, som levede i de småpigers hjærte, som den gang flokkede sig om Sysette Dalgas, hos de fleste har været ægte og holdt ud både i gode og onde dage. — I Januar måned (1851) var der fester rundt om på landet og i byerne ved troppernes hjemkomst, men først i Februar fandt deres højtidelige indtog i Kbh. sted 1). Glæden var ikke mindre og glansen og festlighederne ikke heller end ved den første velkomst, byen gav de hjemvendende krigere efter Fredericiaslaget i 1849. Men i min erindring smelter de to indtog for en del sammen, og jeg vil nu ikke gentage min beskrivelse deraf. Naturligvis var jeg med til det altsammen og det med liv og sjæl. Foruden selve indtoget gennem gaderne, var der jo også festerne i Ridehuset, hvor der stadig holdtes gilde med mad og drikke, taler og sange for så mange, det ad gangen kunde rumme. Dertil var der også adgang for tilskuere, som fra en balkon kunde overskue det hele udmærket dejlige smykkede lokale med de festlige dækkede borde, hvor de glade soldater gjorde sig til gode, mens musikken spillede op, og den ene begejstrede tale og sang afløste den anden. Jeg var med fader flere gange der henne. En gang på vejen der til stod vi på ridebanen og så en afdeling marsjerede os forbi, som skulde ind i Ridehuset. »Se på ham den unge blonde officer, som går der foran med sablen og ser så kæk og godt ud,« sagde fader, »det er lieutenant Svend Grundtvig, gamle Grundtvigs yngste søn.«
s. 533PERSONADREGISTER.
De Personer, der ikke har nogen væsentlig Betydning, udover hvad Teksten meddeler — det gælder særlig en Del militære — er ikke taget fuldstændigt med i Indeks.
Officerer er nævnt med den højeste Charge, de har opnaaet inden Krigens Slutning (1851).
Kvinder, der er blevet gift inden samme Tidspunkt, maa søges under Mandens Navn. Tillæggets Navne er ikke medtaget.
For beredvillig og udmærket Hjælp takker jeg Redaktør Povl Engelstoft, forhenværende og nuværende Arkivarer i Hærens Arkiv og Bogens Udgiverinde.
Hans Høffding.
A.
Aagaard, Michaela, Datter af Assessor
H.H.Aagaard til Iselinge og Marie,
f. Koes. S. 353, 355, 362, 367.
Aarestrup, C. E., 1800—1856. Digter.
S. 385.
Abel, militær Regnskabsfører. S. 145,
263, 270.
Agerbek, Hans, 1798—1869, Præst.
S. 478.
Ahrentz, M., 1813—1883, Kaptajn.
S. 301, 303, 351.
Ahrentzen, J. C. M., 1823—1893, frivillig
1848, Løjtnant. S. 326, 330,
493.
Alberti, Carl Christian, 1814—1890,
Overretsprokurator, Politiker. S. 157.
Algreen, P. K., 1807—1877, Præst.
S. 137, 275, 454 ff., 470, 479.
Allen, Carl Ferdinand, 1811—1871,
Historiker. S. 66, 83.
Amalie, se Jørgensen, Amalie.
Andersen, Chr., 1824—1901, Student,
frivillig 1848. S. 255.
Arwidsson, A. I., 1791—1858, finsk Forfatter
og Folkeviseudgiver. S. 440,
444.
Asmussen, P. K., 1810—1868, Præst.
S. 159.
B.
Baggesen, F. L. A. H., 1795—1865,
Oberst. S. 292, 336, 376.
Balling, O. P., f. 1823, norsk frivillig,
Løjtnant 1848. S. 307 ff., 315.
Bang, O. L.,1788—1877, Læge, Prof. v.
Univ. S. 489 ff.
Bang, P. G., 1797—1861, Politiker,
Jurist. S. 175.
Bardenfleth, C. E., 1807—1857, Embedsmand,
Politiker. S. 141, 175.
Barfod, P. F., 1811—1896, historisk
Forfatter og Politiker. S. 112, 130,
154, 362, 366.
Barfod, P. M., 1813—1889, Præst.
S. 102.
du Barry, Jeanne, 1746—1793, Louis
XVs Elskerinde. De kendte Memoirer
foregiver at være skrevet af hende
selv. S. 310, 320.
Baudissin, U. H. H., f. 1816, Kaptajn.
S. 267.
Bauditz, S. H. O., 1829—1896, frivillig
1848, Løjtnant. S. 199, 323.
Bech, Nanny, 1819—1898. S. 240.
Bech, P. H., 1822—1887, Præst, frivillig
1848, Løjtnant. S. 6, 18, 19, 51, 109,
113, 244, 307, 313, 315, 360 f., 365,
414, 420, 427, 429, 456, 479.
33*
s. 534Behn, Asmus, Købmand i Sønderborg.
S. 222.
Bendz, J. C., 1802—1858, Stabslæge.
S. 304, 329, 334.
Bergmann, B. J., f. 1823, svensk frivillig,
Løjtnant. S. 318, 325 f., 329,
334, 346, 352, 364, 377.
Bille-Brahe, J. C., 1819—1899. Stiftamtmand
paa Fyn. S. 381, 385.
Bille-Brahe, Preben, 1773—1857, til
Hvedholm. S. 186.
Bille, Steen, 1830—1905, Kaptajn i
Marinen. S. 316.
Blaumfeldt, M. F., 1799—1880, Sagfører,
skrev politiske Artikler i Krigsaarene.
S. 237.
Blicher, Jane Mathia, 1792—1853,
»Tante J ane«, Grundtvigs yngste Svigerinde,
i Huset hos ham. S. 4 m. fl. St.
Blicher, Jens P., 1814—1889, Læge (1848
i Ringkøbing). S. 43, 77, 102, 157,
164, 166, 479, 488, 497.
Blicher, Ludvig, 1830—1883, Student,
senere Overlærer ved de forenede
Kirkeskoler. S. 126, 139, 146, 506.
Blicher, Nicolaj, 1812—1901, Lærer
ved Faaborg Borgerskole, senere
Præst. S. 179, 182, 185 f.
Blicher, Oline (Line), f. Olsen, 1813—
1889, g. m. Nicolaj B. S. 244, 250, 256.
Blom, H. J., 1792—1864, Oberst, Militærforfatter,
Grundtvigs Ungdomsven.
S. 1, 7, 32, 273, 312, 398, 420,
424, 428, 478.
Blom, Marie, 1824—1901, Datter af
Oberst H. J. Bl. S. 8 m. fl. St.
Blom, Otto, 1830—1903, Søn af Oberst
H. J. Bl., Løjtnant 1850. S. 8, 282,
424.
Blom, Viktor Edvard, 1823—1888, 1849
Underlæge i Hæren. S. 488.
Blom, Vilhelm, 1826—1850, Premierløjtnant,
Søn af Oberst H. J. Bl.
S. 1, 4, 32, 81, 409, 412, 414, 416,
461, 464.
Blædel, N.G., 1816—1879, Præst. S. 478.
Bohse, E. C. B., 1817—1892, konst.
Overlæge i Hæren. S. 316, 381, 385.
Boisen, Carl, 1804—1866, Præst, Feltprovst
i 1848 og 49. S. 73, 196.
Boisen, Caroline, f. Lindeskov, g. m.
Harald B. S. 8, 26.
Boisen, Elisabeth, 1850—1919, Datter
af P. O. B. og Meta, f. Grundtvig.
S. 379 f., 383, 387, 392, 394, 396,
435 ff., 448, 460, 467, 490, 504,
506.
Boisen, F. (Frits) E., 1808—1882, Præst.
S. 10, 102, 236, 242, 460.
Boisen, Harald, 1817—1894, Inspektør
ved Enkedronning Caroline Amalies
Asylskole. S. 8, 25 f., 205.
Boisen, Lars Nannestad, 1803—1875,
Magister, Præst. S. 10, 153, 274,
283, 285.
Boisen, Peter Outzen, 1815—1862, Bestyrer
af Enkedronning Caroline
Amalies Asylskole, Grundtvigs Kapellan
og 1847 g. m. hans Datter
Meta. S. 3 m. fl. St.
Bonin, 1793—1865, preuss. Officer,
1849 O vergeneral ved den slesv.-
holst. Hær. S. 200.
Boye, Casper Johannes, 1791—1853,
Præst og Digter. S. 100.
Brandis, D. J.A., 1821—1849, cand.jur.,
1848 ved Intendanturen. S.6, 16, 18.
Brandt, C. J., 1817—1889, Præst og
Litteraturhistoriker. S. 179, 192,
275, 293.
Browne, Peter, engelsk Legationssekretær
Kbhvn. S. 49, 369.
Browne, Peter Denis, Søn af Peter B.
S. 49, 211, 218, 272, 276 f., 283, 288.
Bruhn (skal være Bruun), E., 1798—
1875, Oberstløj tnant. S. 207,302,335.
Busck, F. C. G., 1826—1892, Løjtnant,
Søn af Gunni B. S. 107, 221 f., 229.
Busck, Gunni, 1798—1869, Præst. S. 107.
Busck, Jens Matthias, Søn af Gunni B.
S. 107.
Bülow, F. R. H., 1791—1858, Overgeneral
i 1849. S. 38, 206, 230, 233,
336.
Bøggild, B. C., 1816—1892, Præst.
S. 244, 246, 247.
s. 535C.
Carlsen, Jutta C. O., 1815—1866, g. m.
Præsten Peter Rørdam. S. 469.
Carstensen, se Karstensen.
Cathala, 1817—1860, Kaptajn. S. 234,
248, 302, 325, 351, 452.
Cavaignac, 1802—1857, fransk General
og Politiker. S. 69.
Christensen, Balthasar, 1802—1882, Politiker.
S. 78, 154, 505.
Christian, 1818—1906, Prins af Glücksburg.
S. 109.
Christiansen, K. L., 1810—1900, Købmand
og 1849 Raadmand i Sønderborg.
S. 208.
Clausen, H. N., 1793—1877, theologisk
Professor og Politiker. S. 77, 78, 89,
101, 102 f., 130, 137, 175.
D.
Dalgas, Betty, 1826—1894, Datter af
Carl Dalgas til Aldebertsminde, g.
m. C. A. Clausen, der 1851 overtog
Aldebm. S. 24, 33, 53.
Dalgas, Carl F. I., 1787—1870, Ejer
af Aldebertsminde og landøkonomisk
Forfatter. S. 31.
Dalgas, Carlo, 1821—1851, Søn af Johanne
D., Dyremaler, frivillig 1848,
Premierløjtnant. S. 1, 6f., 18 f., 33,
214, 217, 223, 230, 260, 290, 308f.,
311, 316f., 325, 333, 338, 342f.,
349 f., 352, 398, 407 f., 416, 420,
427, 438, 440, 453, 460 f., 467, 493,
495 ff.
Dalgas, Dagmar, 1830—1883, Datter af
Johanne D., g. 1853 m. Kaptajn
Emil Jensen. S. 24 f., 33 f., 52, 204,
261, 385, 387 f., 390, 392, 461.
Dalgas, Dorothea, f. Henningsen, 1799
—1871, Enke efter Henrik D. (1791
—1848), der var Fabrikant i Vejle.
S. 24, 33 f., 47 f., 53, 108, 110.
Dalgas, Enrico, 1828—1894, Søn af Johanne
D., frivillig 1848, Premierløjtnant
1849, Ingeniør, (den senere Direktørfor
Hedeselskabet). S. 261,404.
Dalgas, Ernesto, 1823—1850, Søn af
Johanne D., cand. polyt., frivillig
1848, Løjtnant. S. 279, 441 f., 448,
453, 464, 497.
Dalgas, Ida, 1829—1892, Datter af
Henrik D., Fabrikant i Vejle, og
Dorothea D., f. Henningsen, g. m.
Apoteker H. Christens. S. 110.
Dalgas, Johanne, f. de Stibolt, 1792—
1871, Enke efter d. Konsul i Neapel
Jean D., 1788—1835. S. 261.
Dalgas, Susette, 1825—1889, Datter af
Johanne D., Bestyrerinde af Dannekvindeskolen,
1853 g. m. Prof. Mariboe,
1860—1884 Forstanderinde
for Enkedronning Caroline Amalies
Asylskole. S. 20, 142, 197, 204, 223,
261, 264, 282, 334, 339, 461, 489, 491.
Danckertsen, J. W. K., 1824—1883,
norsk frivillig, Løjtnant. S. 55.
David, C. N., 1793—1874, Politiker,
Nationaløkonom. S. 211.
Deurs, Carl van, 1800—1862, Overlæge.
S. 193, 213, 236.
Dinesen, A. W., 1807—1876, Major,
Militærforfatter. S. 325, 346, 349 f.
Dirckinch, Friherre af Holmfeld, Constant,
1799—1880, politisk Forfatter.
S. 129.
Dirckinch-Holmfeld, 1801—1877, Søofficer.
S. 1.
Dorscheus, A. P., f. 1813, Løjtnant.
S. 229, 234.
Drewsen, Jonna, 1827—1878, Datter af
Justitiarius i Kriminalretten Adolph
D. og Ingeborg D., f. Collin. 2/2 1850
g. m. Baron Henrik Stampe. (Deres
Datter Rigmor Stampe f. 7/12 1850).
S. 56, 60, 479.
Drewsen, Michael, 1804—1874, Papirfabrikant,
Politiker. S. 130.
du Plat, 1809—1864, Oberstløjtnant.
S. 439.
E.
Edsberg, J. J., 1768—1852, Præst.
S. 159.
Egede, se Glahn, Hans Egede.
s. 536Eibe, F. H., 1816—1871, Boghandler.
S. 57, 366.
Engelsted, S., 1823—1914, Professor,
Overlæge. S. 1.
Eulenburg, B. H., 1804—1879, 1849
preussisk Regeringskommissær i
Slesvig. S. 296, 354.
Ewald, Johannes, 1743-1781, Digter.
S. 292, 293.
Ewers, O. R., 1812—1873, russ. Legationssekretær
i Kbhvn. 1848—1854.
S. 114.
F.
Faaborg, T. C., 1814—1864, Oberst.
S. 336.
Fabvier, L. N., 1782—1855, fransk General,
var i Marts-April 1849 kaldt
til Raadgiver ved den danske Overkommando.
S. 224.
Falkenskjold, A.V., 1827—1870, Løjtnant.
S. 428.
Falkenskjold, J.A.F., 1809—1880, Kaptajn.
S. 17, 55, 159, 233 f., 236, 303,
308, 323, 327, 344, 355, 362, 368,
375, 385, 408, 414, 421, 447, 460 f.,
470.
Fenger, C. E., 1814—1884, Læge, Politiker.
S. 197, 470, 479, 485 f., 489 ff.,
504.
Fenger, Ida Louise, f. Plockross, 1827—
1882, g. m. C. E. F. S. 60, 197.
Fenger, Rasmus Th., 1816—1889, Præst.
S. 460.
Flensborg, C. J. 1804—1852, Generalmajor.
S. 305.
Flindt, C. L. H., 1792—1856, Generalmajor.
S. 336.
Flor, Christian, 1792—1875, Skolemand,
Politiker. S. 88, 90, 137, 315.
Frederik VII, 1808—1863, Konge af
Danmark. S. 108 ff., 113, 137, 268,
361.
Frederik Emil August, 1800—1865,
Prins af Nør. S. 111.
Frederik Ferdinand, 1792—1863, Arveprins.
S. 109.
Frölich, Lorens, 1820—1908, Maler og
Tegner. S. 7.
Fuhrmann, H.C., 1798—1856, Kaptajn.
S. 206 f.
G.
Gad, P. C. S., 1791—1851, Biskop,
theologisk Forfatter. S. 403.
Gautesen, C. P. C., 1824—1850, Premierløjtnant.
S. 378, 408.
Georgia, se Schouw, Georgia.
Giødwad, J. F., 1811—1891, Journalist
ved »Fædrelandet«. S. 142.
Glahn, Adelheid, f. Radecke, 1817—
1903, g. m. Hans Egede G. S. 77,
120, 479.
Glahn, Bodil Marie Elisabeth, f. Blicher,
1783—1862, »Tante Marie«, Grundtvigs
Svigerinde, g. m. Pastor Povl
Egede Glahn. Hun boede som Enke
(fra 1846) i Sorø. S. 4 m. fl. St.
Glahn, Egede, 1845—1849, Søn af Henrik
G. S. 211, 218.
Glahn, Hans Egede, 1814—1898, Søn af
Povl Egede G. og Marie, f. Blicher,
Præst. S. 100, 120, 265, 275, 490.
Glahn, Henrik, 1810—1891, Præst.
S. 211, 218, 479.
Gleerup, A. C., 1809—1865, Politiker.
S. 154.
Goethe, Johan Wolfgang, 1749—1832,
Digter. S. 135.
Goldschmidt, Meir Aron, 1819—1887,
Forfatter. S. 81, 350, 352.
Graae, Christen, 1773—1852, Præst.
S. 102.
Grimm, M., 1800—1866, Lærer, Bladudgiver.
S. 208.
Grove, C. F. Chr., 1799—1870, Major.
S. 363.
Grundtvig, Elisabeth (Lise), f. Blicher,
1787—1851, Grundtvigs første Hustru.
S. 3 m. fl. St.
Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher,
1822—1907, Grundtvigs ældste
Søn. Frivillig 1848, Premierl. 1849.
Senere Kontorchef i »Kongerigets Arkiv«
og hist. Forfatter. S. 2 m. fl. St.
s. 537Grundtvig, Meta Cathrine Marie Bang,
1827—1887, Grundtvigs Datter,
g. m. P.O. Boisen 29/10 1847. S.3 m.
fl. St.
Grundtvig, N. F. S., 1783—1872, Præst
og Digter. S. 4 m. fl. St.
Grundtvig, Nicoline (Line), Datter af
Otto G. (N. F. S. G.s Broder). S. 139.
Grundtvig, Svend Hersleb, 1824—1883,
Grundtvigs næstældste Søn. Frivillig
1848, Løjtnant 1848. 1863 Docent
i nord. Filologi, Folkemindeforsker.
S. 1 m. fl. St.
Grønborg, O.L., 1815—1880, Skolelærer,
Visesamler. S. 470.
Gudmundsen, G. A., 1821—1872, cand.
phil., Journalist. S. 208.
H.
Hage, E. P. Hother, 1816—1873, Politiker.
S. 130.
Hage, P. Alfred A., 1803—1872, Handelsmand,
Konsul, Politiker. S. 478.
Hagen, L. C., 1808—1880, Præst, Udgiver
af gamle Salmer. S. 102.
Hagerup, E. H., 1817—1863, Præst,
Sprogmand. S. 362, 367.
Hall, Augusta, f. Brøndsted, 1816—
1891, g. m. C. C. H. S. 52, 280.
Hall, C. C., 1812—1888, Politiker. S. 155,
454.
Hammelev, P. H., f. 1826, Løjtnant.
S. 303, 317, 326, 338, 351, 408.
Hammershaimb, V. U., 1819—1909,
færøsk Præst, Sprogmand og Folkemindeforsker.
S. 322.
Hammerich, Martin Johannes, 1811 —
1881, Skolemand og Forfatter. S. 288,
339.
Hammerich, Peter Frederik Adolf, 1809
—1877, Theolog, Historiker. Feltpræst
ved Hæren 1848. S. 25, 63,
272, 314, 321,326,333, 339,406,425.
Hansen, C. C. Constantin, 1804—1880,
Maler. S. 43, 275, 505.
Hansen, C. F., 1788—1873, Krigsminister
fra Nvb. 1848—Juli 1849. S.402.
Hansen, Hans, Væver. S. 89, 149.
Hansen, Hans Peter, 1797—1861, Bankdirektør
og Politiker. S. 153.
Hansen, J. L. V., 1810—1884, Præst.
S. 172.
Harboe, J. V. A., 1810—1891, Major.
S. 461.
Harboe, L. I. Th., 1828—1867, norsk
frivillig, Løjtnant. S. 55.
Hauch, Carsten, 1790—1872, Digter.
S. 293, 484, 488.
Hedemann, H. C. G. F., 1792—1859,
kommanderende General 1848. S. 16,
254.
Heiberg, Johan Ludvig, 1791—1860,
Digter og Æstetiker. S. 366.
Helweg, H. F., 1816—1901, Feltpræst
1848, senere Stiftsprovst. S. 25, 48,
57 f., 210, 275.
Helweg, Ludvig, 1818—1883, Præst,
Dr. phil.. S. 438.
Heraczech, Hofsværdfeger. S. 458.
Herskind, P., d. 1891, svensk-norsk
Vicekonsul i Horsens. S. 15.
Holberg, Ludvig, 1684—1754, Historiker,
Digter, Filosof. S. 292, 366, 440.
Holch, C., 1823—1885, Kaptajn. S. 234,
301, 304, 311, 317, 422.
Holger, se Stampe, Holger.
Holm, C. K., 1797—1861, Major. S. 34,
55, 159.
Holst, Hans Peter, 1811—1893, Digter.
S. 111, 113, 314, 328, 438.
Holst, N. H., 1828—1889, Løjtnant.
S. 333, 407.
Holten-Becktolsheim, H. E., 1809—
1885, Kaptajn. S. 303, 304, 351.
Homann, I. L., d. 1850, Premierløjtnant.
S. 414, 420.
Hornemann, F. V. P., 1830—1884, Premierløjtnant.
S. 317, 340, 343, 351.
Hyllested, P. W. T., f. 1813, Justitsraad,
Kontorchef i Krigsministeriet. S. 371.
Høedt, F. L., 1820—1885, Skuespiller,
S. 362, 366.
Høgsbro, Sofus M., 1822—1902, Højskoleforstander,
Politiker. S. 8, 49,
51, 67 m. fl. St.
s. 538Høyen, Edele Birgitte (Gitte), f.Westengaard,
g. 1832 m. N. L. H. S. 469.
Høyen, N. L. A., 1798—1870, Kunsthistoriker.
S. 28, 89, 265, 427, 444,
448, 478, 489.
I.
Ingemann, Bernhard Severin, 1789—
1862, Digter. S. 245.
J.
Jagd, J. C., 1821—1895, Kaptajn,
Politiker. S. 362, 460.
Jane, se Blicher, J.
(Doktor) Jens, se Blicher, Jens.
Jensen, Emil, f. 1828—1895, Kaptajn.
S. 461, 489.
Jespersen, H. A., 1803—1885, Præst,
Svoger til Peter O. Boisen. S. 10.
Jessen, T., 1799—1856, Major. S. 206.
Johannsen, C. G. W., 1813—1888,
Amtmand. S. 300, 325.
Johannsen, F. H. C., 1781—1851,
Konferensraad, Amtmand i Haderslev.
S. 363.
Junghans, Hans, 1810—1888, Kaptajn.
S. 41, 55, 308, 311, 319, 325, 333,
344, 346, 351, 452.
Jørgensen, Amalie, Datterdatter af
Grundtvigs Broder Otto G. (1772—
1843), i Huset hos Grundtvigs. S. 34
m. fl. St.
K.
Karstensen, Emma, 1811—1876, g. m.
Pastor Kr. K. S. 297, 300, 302, 334,
340, 352, 428 f.
Karstensen, Kr., 1809—1882, Præst
(1839—1857 i Dybbøl). S. 200, 221,
246 f., 316 f., 321,341,352 f., 398,428.
Kierkegaard, Henriette (Jette), f. Glahn,
1809—1881. S. 440, 461.
Kierkegaard, P. Chr., 1805—1888, Dr.
ph., Præst, senere Biskop. S.461,478.
Klewing, H. A., 1807—1879, Sten- og
Billedhugger. S. 208 f.
Kløcher, H. R., 1831—1884, Kaptajn.
S. 316.
Knudsen, Jens Lassen, 1819—1886,
Præst. S. 276, 330, 386, 404, 460,
490.
Knuth, Frederik Marcus, 1813—1856,
Lensgreve, Udenrigsminister 1848.
S. 64, 153.
Koch, Peter Christian, 1807—1880, Redaktør
af »Dannevirke«. S. 7.
Krabbe, O., 1789—1864, Oberst. S.299,
336, 376, 412.
Kragballe, C. M., 1824—1897, Præst.
S. 275.
Kranold, W. H. A., 1818—1850, Kaptajn.
S. 353, 408.
Krieger, A. F., 1817—1893, Jurist, Politiker.
S. 155.
Krogh, G. C., 1785—1860, Overgeneral
1848 og 1850. S. 16, 91, 224, 233,
253, 254, 356, 401, 460.
Krogh-Meyer, H. W., 1805—1883,
Præst. S. 62, 71.
Købke, A. L. B., 1798—1862, Godsforvalter,
Kammerraad. S. 16, 110.
Købke, J. P., 1824—1898, Kaptajn.
S. 108, 114.
Købke, Maria, 1832—1916, Datter af
Oberstløjtnant N.C. K. S. 385, 391.
L.
Lange, F. C., 1801—1888, Major.
S. 375.
Lange, F. O., 1798—1862, Pædagog,
Docent. S. 293, 397, 488.
Larsen, N. F., 1814—1881, Handskemager.
S. 263.
Lassen, C. F., 1776—1860, Konferensraad.
S. 367.
Leerbek, I. E., d. 1860. Politiløjtnant.
S. 353.
Lehmann, Orla, 1810—1870, Politiker
og Minister. S. 153, 184, 238, 242.
Lehmann, W. O., 1817—1894, Kaptajn,
Broder til Orla Lehmann. S. 379,
381.
Leisching, J. E., Godsejer. S. 445.
Leth, A. P. M., 1822—1905, 1845 Adjunkt
i Ribe, senere Præst. S. 102.
s. 539Leuchtenberg, Maximilian, Hertug af L.,
1817—1852, g. m. Marie, Zar Nicolaj
1s ældste Datter. S. 252.
Leuning, E. W., 1801—1877, Amtsforvalter,
g. m. Lovise, f. Blicher. S. 64.
Levin, I. S., 1810—1883, Litterat og
Sprogmand. S. 107, 393.
Ley, Chr. S., 1806—1874, tidligere Huslærer
hos Grundtvigs. S. 491.
Lindberg, Jacob Christian, 1797—1857,
Præst, Bibeloversætter. S. 196, 202.
Lorenzen, Nis, 1794—1860, Politiker.
S. 33, 36.
Lundbye, Cathrine, 1792—1863, Oberstinde,
f. Bonnevie, de tre nedennævntes
Moder. S. 15, 93.
Lundbye, J. E., 1826—1897, frivillig
1848, Løjtnant. S. 382, 442.
Lundbye, Johan Thomas, 1818—1848,
Dyre- og Landskabsmaler, frivillig
1848. S.l, 2, 6f., 121,136,265,416.
Lundbye, Sigvard, 1820—1864, Premierløjtnant
1848. S. 7.
Lunde, P. F., 1803—1893, Jernstøber,
Politiker. S. 71.
Luno, C. P. Bianco, 1795—1852, Bogtrykker.
S. 223.
Luther, Martin, 1483—1546. S. 83.
Lütken, C. F., 1827—1901. Frivillig
1848. Premierløjtnant 1850, senere
Professor i Zoologi. S. 1, 6, 74, 224,
375.
Læssøe, W. H. Frederik, 1811—1850,
Generalstabschef 1848—49. S. 233,
253, 336, 345, 346, 349, 356, 408,
412, 414.
M.
Madvig, J. N., 1804—1886, Professor,
Politiker, Kultusminister. S. 62, 71,
155, 175, 394, 438.
Manthey, C. F. P., Etatsraad, Amtsforvalter
i Sønderborg. S. 315.
Mariboe, C. R. F., 1800—1860, Skolemand,
Professor. S. 204.
Marriot, vistnok Charles M., 1811—1858,
sub-dean ved Oriel college, Oxford.
S. 29.
Marstrand, W. N., 1810—1873, Professor,
Maler. S. 339.
Martensen, Hans Lassen, 1808—1884,
Biskop. S. 485.
Matthiessen, H. J., 1815—1894, Læge.
S. 248, 278, 316, 361.
de Meza, C. J., 1792—1865, Oberst.
S. 233, 234, 253.
Michelsen, d. 1848, Major i d. slesv.-
holst. Hær. S. 144.
Moltke, A. W., 1785—1864, Lensgreve,
Konseilspræsident 1848. S. 175, 236.
Moltke, Carl, 1798—1866, Greve, Politiker.
S. 86, 88, 89, 104, 119, 175.
Moltke, C. F., 1784—1869, Generalmajor.
S. 92.
Monrad, D. G., 1811—1887, Politiker,
Biskop. S. 62, 63, 71 f., 142,153, 238,
341.
Most, Skomager. S. 300 o. fl. St.
Muus, E. B., 1805—1893, Konsul, Købmand
i Kerteminde og Odense, g.
m. Marie Christine, f. Bruun. S. 378,
381, 385, 390, 394, 403 f.
Müller, C. G., 1809—1878, Kaptajn.
S. 55, 115, 308, 311, 316, 344.
Müller, Ludvig Christian, 1806—1851,
Seminarieforstander, Præst. S. 57,
75, 79.
Müller, O. F., 1807—1882, Assessor.
S. 130.
Mynster, J. P., 1775—1854, Biskop.
S. 485.
Møller, Poul Martin, 1794—1838, Digter.
S. 37.
Mørch, I. A., d. 1854, Løjtnant. S. 319,
324, 333, 407, 441, 442, 474.
Mørk-Hansen, M., 1815—1895, Præst.
S. 112.
Mørner, I. J., 1817—1879, Baron, frivillig
1848, Premierløjtnant. S. 108,
109.
N.
Napoleon I, 1769—1821, fransk Kejser.
S. 401.
Neergaard, J.V., 1810—1879, Major.
S. 417.
s. 540Nielsen, Anna, f. Brenøe, 1803—1856,
Skuespillerinde. S. 339.
Nissen, Hans, 1788—1857, sønderjydsk
Fører. S. 33, 35.
O.
Oehlenschlæger, A. G., 1779—1850, Digter.
S. 334, 339, 369.
P.
Paludan-Müller, C. P., 1805—1882,
Overlærer, Historiker. S. 154f., 375,
379, 394.
Pedersen, Christiern, c. 1480—1554, Bibeloversætter,
opbyggelig og historisk
Forfatter. S. 292, 293.
Petersen, N. M., 1791—1862, Litteraturhistoriker
og Sprogmand, S. 275,302,
306, 312.
Plesner, vistnok U. A., 1782—1861,
Provst. S. 135.
Ploug, P. C., 1813—1894, Digter, Bladredaktør
og Politiker. S. 78,142,288.
Pontoppidan, Erik, 1698—1764, Professor,
Biskop. S. 372, 477.
Poulsen, C. M., 1818—1885, Dr. phil.,
Højskolelærer (Rødding) og Politiker.
S. 90, 137.
Povelsen, P., 1791—1850, Etatsraad,
Amtsforvalter. S. 157.
Prehn, Th., 1801—1874, Etatsraad.
S. 89 med Note.
Preusser, A. F. W., 1799—1885, Overappellationsretsraad.
S. 89 med Note.
Prittwitz, K. L. W. E. von, 1790—1871,
Overgeneral over de tyske Rigstropper
i 1849. S. 253.
Puggaard, Hans, 1788—1866, Handelsmand.
S. 478.
R.
Rask, Rasmus K. N., 1787—1832,
Sproggransker, S. 347.
Rasmussen, Mikkel, 1798—1859, Sognefoged,
Medlem af den grundlovg.
Rigsforslg. S. 102.
Reche, I. D. Z., 1817—1891, Kaptajn.
S. 443.
Reedtz, Asta, f. Kragh-Juel-Vind, Frijs,
1826—1890, Grundtvigs tredje Hustru.
S. 146.
Reedtz, J. C., 1861—1891, Skovrider.
S. 146, 155.
Reedtz, Holger Christian, 1800—1857,
til Palsgaard, Kammerherre, Diplomat.
S. 136 (Note), 153.
Reedtz, Otto, 1802—1887, til Palsgaard.
S. 136.
Refslund, vistnok Bunde, 1828—1895;
i Okt. 1850 adjungeret Borgmesteren
i Tønder som »Gehiilfe«; virkede
meget for Danskheden og
Brugen af dansk Sprog. S. 81.
Rehhoff, J. A., 1800—1883, Provst (i
Aabenraa). S. 200.
Reineche, A. T. L., 1825—1849, Student,
frivillig 1848. S. 325, 329.
Reitzel, C. A., 1789—1853, Boghandler.
S. 223, 319.
Rosenstand, G. A., f. 1825, Løjtnant.
S. 255, 333.
Rovsing, M., 1825—1894, Løjtnant.
S. 319, 350.
Rudelbach, A.G., 1792—1862, Theolog,
Præst. S. 230.
Rye, Olaf, 1791—1849, Generalmajor.
S. 224, 249, 253, 255, 278.
Ræder, Jacob Tode, 1798—1853, Oberst.
S. 18, 55, 127, 171, 193, 213, 317,
319,330,351,356,363,378,403,491.
Rørdam, Bolette C., 1815—1887, Søster
til Peter Rørdam. S. 339, 470.
Rørdam, Peter, 1806—1883, Præst.
S. 8, 77, 89, 102, 168, 350, 353, 355,
362, 367, 438, 469, 488.
S.
Saxo, — 1200 —, dansk Historieskriver.
S. 372.
Schack, Hans Egede, 1820—1859, Forfatter.
S. 155, 319, 341, 439.
Schack, S. P. L., 1812—1864, Kaptajn.
S. 421.
Schaper, C. G., 1808—1870, Præst.
S. 355, 362, 367.
Schau, H. B., 1821—1850, Kaptajn.
S. 441, 442.
s. 541Scheel, A. W., 1799—1879, Generalauditør.
S. 304.
Schepelern, C. A., 1794—1870, Oberst.
S. 336.
Schiern, F. E. A., 1816—1882, Historiker.
S. 155.
Schleppegrell, Frederik Adolph, 1792—1850,
Generalmajor. S. 24, 55, 144,
224, 233, 302, 311, 325, 337, 376,
398, 408, 412, 414.
Schleppegrell, I. C. G., d. 1872, cand.
theol., Løjtnant 1848. S. 380, 385.
Schmidt, Anna Pouline, f. Blicher, 1785—1880,
Grundtvigs Svigerinde, g. m.
Grosserer C. A. Schmidt. S. 120, 504.
Schmidt, August, Søn af C. A. Schmidt.
S. 18.
Schmidt, C. A., 1782—1853, Grosserer,
g. m. Grundtvigs Svigerinde, Anna
Pouline Blicher. S. 101.
Schmidt, Diderik, Søn af C. A. Schmidt.
S. 288.
Schmidt, Louise, Datter af C. A.
Schmidt. S. 503.
Schou, L. S., 1790—1850, Oberst. S. 355.
Schouw, Georgia M. L., 1828—1868, Datter
af J. F. S., forlovet (1849) med
P. C. Skovgaard. S. 264 ff., 270, 339,
465, 505.
Schouw, J. F., 1789—1852, Professor og
Politiker. S. 88, 89, 153, 154, 262.
Schumacher, C. A., d. 1854, Ritmester.
S. 325, 353.
Schytte, F. V., 1800—1873, Oliemøller,
Medl. af den grundlovg. Rigsforslg.
S. 154.
Schøler, H. V. R., 1811—1875, Præst,
Højskolelærer og Politiker. S. 102.
Schøller, T. G., 1793—1863, Generaladjudant,
Kammerherre. S. 394.
Schønheyder, F. A., 1801—1872, Byog
Raadstueskriver, Justitsraad.
S. 375,378, 381,385,390, 394.
Schönning, C. F., 1816—1877, Kaptajn.
S. 309.
Seidelin, I. J., f. 1811, Præst. S. 404.
Shakespeare, William, 1564—1616, Digter.
S. 366.
Simonsen, L., 1800—1872, Præst. S.417.
Skau, Laurids P., 1817—1864, sønderjydsk
Fører, Stænderdeputeret. S. 7,
137, 142.
Skovgaard, P.C., 1817—1875, Landskabsmaler.
S. 7, 10, 21, 25, 28,
81, 93, 136, 137, 211, 236, 237,
264, 265, 270, 334, 339, 446, 447,
455, 461, 478, 488, 505.
Snorre Sturlason, 1178—1241, islandsk
Historieskriver. S. 312.
Sommer, C. V., 1821—1881, Løjtnant.
S. 316.
Spandet, Niels, 1823—1863, Herregaardsskytte
i Treaarskrigen, Forstmand,
Søn af N. M. S. S. 32, 34,
210, 214, 247, 255, 276.
Spandet, Niels Møller, 1788—1858,
Dommer og Politiker. S. 127, 355,
362, 367, 478, 485.
Spang, P. J., 1796—1846, Præst. S. 51,
247, 345.
Sponnech, W. C. Eppingen, 1815—1888,
Rigsgreve, Politiker. S. 175.
Staffeldt, A. W. Schack, 1769—1826,
Digter. S. 293.
Stampe, Elisabeth (Elise), 1824—1883,
Baronesse. S. 142 f., 150,319,330,335.
Stampe, Henrik, til Nysø, 1821—1892,
Baron, frivillig 1848. S. 39, 355,
362, 367.
Stampe (-Charisius) Holger F. C., 1822—1904,
Baron, frivillig 1848. S. 25,
32, 33, 53, 55, 108, 150, 355, 420.
Stenersen, Johanne Abigael, født Brede,
1798—1884, Enke efter Professor
S. J. S. S. 274.
Stephens, George, 1813—1895, Sprogmand.
S. 57, 179, 265.
Stephensen, J., 1791—1856, Præst (Broager).
S. 234,
Stochfleth, F. H. E. H., 1829—1864,
Premierløjtnant. S. 330, 345, 362.
Stonor, W. B., 1828—1864, Premierløjtnant.
S. 303, 304, 317, 326.
Susette, se Dalgas, S.
Svendsen, C. E. S., f. 1824, norsk frivillig,
Premierløjtnant. S. 234, 262,371,
374, 377, 412, 428, 446, 447, 462,
465, 484.
s. 542Swane, H. J., 1821—1903, Biskop.
S. 381.
T.
Tang, Jeppe, 1828—1904, Seminarieforstander.
S. 102.
Tang, Molly, f. Fenger, g. m. Godsejer
Tang til Nørre Vosborg. S. 395, 398,
402 f.
Thomsen, P., 1807—1887, Præst. S.417.
Thornam, A. W., 1813—1880, Læge,
Forfatter. S. 323.
Thune, Jacob, 1791—1855, Præst.
S. 160, 164, 171.
de Thurah, C. E., 1794—1869, Præst,
frivillig 1848. S. 51, 244, 330.
de Thura, Laurids, 1825—1875, Forfatter,
frivillig 1848. S. 193, 279, 404.
Toft, Ane Marie Elise, f. Carlsen, 1813—1854,
Enke efter Godsejer Toft til
Rønnebæksholm, N. F. S. Grundtvigs
anden Hustru. S. 102, 150, 350, 434.
Trepka, J. C., 1809—1850, Oberst.
S. 408, 412, 414.
Trier, S. M., 1800—1863, Læge. S. 204.
Tscherning, A. F., 1795—1874, Politiker,
Krigsminister. S. 16, 137, 151,
153, 154, 160, 162, 169, 178, 232,
237, 238, 505.
Tuxen, N. E., 1810—1891, Søofficer,
Politiker. S. 129, 131.
U.
Ussing, W. J. A., 1818—1887, Dommer,
Politiker, Bankdirektør. S. 130, 154.
V.
Voigt, L. P., d. 1859, Agent. S. 183.
W.
Wedell-Wedellsborg, J. G., 1785—1860,
Generalmajor. S. 5.
Wegener, J. J. S., 1811—1883, Højskoleforstander,
Præst. S. 154.
Westengaard, Hanne, f. 1805, Søster til
Høyens Hustru. S.381, 385, 399,402,
403, 461.
Westengaard, L. C. D., 1795—1853.
Præst, g. m. en Søster til N. L.
Høyen. S. 379, 381.
Westengaard, Otto, 1822—1906, Løjtnant.
S. 98, 116, 117, 301, 311, 324,
343, 445.
Westergaard, N. L., 1815—1878, Orientalist.
S. 154.
Weyse, C. E. F., 1774—1842, Komponist.
S. 369.
Wichede, I. W., 1788—1881, Oberst.
S. 304.
Willisen, K. W. von, 1790—1879, preuss.
General, 1850 Anfører for den
slesvigholst. Hær. S. 432, 439, 443,
462.
Winther, C. A., 1816—1898, Præst. S.
211.
Winther, Marie, f. Glahn, 1816—1900,
»lille Marie«, Datter af Povl Egede G.
og Marie, f. Blicher, g. m. Pastor
C. A. W. S. 4, 211, 218, 221, 223.
With, I. P., 1791—1854, Herredsfoged.
S. 127, 148, 236.
Witzleben, C. D. T. L., 1812—1896,
Kaptajn. S. 16.
Worsaae, J. J. A., 1821—1885, Arkæolog.
S. 470.
Wrangel, F. H. E., 1784—1877, tysk
General. S. 20.
Wørishøffer, J. A. P. F., 1804—1892,
Major. S. 336.
Z.
Zahle, J. C. J., 1795—1872, Provst.
S. 109.
Zahrtmann, C. C., 1793—1853, Søofficer,
Minister. S. 175.
Zeuthen, C. F., d. 1850, Baron.
S. 122.
Zytphen, J. F. F., 1821—1861, frivillig
1848, 1850 Premierløjtnant. S. 193,
277.
Ø.
Ørsted, Anders Sandøe, 1778—1880,
Retslærd, Politiker. S. 154.
s. 543BILLED-FORTEGN ELSE.
N. F. S. Grundtvig
Fru Lise Grundtvig, f. Blicher
mellem Indledn. og Tekst
Johan Thomas Lundbye mellem 8 og 9
Carlo Dalgas » 32 og 33
Svend Grundtvig » 88 og 89
Peter O. Boisen
Meta Boisen, f. Grundtvig » 112 og 113
Svend Grundtvig » 304 og 305
Johan Grundtvig » 352 og 353
Vilhelm Blom » 408 og 409
Officersgruppe » 464 og 465