N. F. S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT
1848-1851
*
EN BREVVEKSLING
s. IIIN.F.S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT
UNDER TREAARSKRIGEN
*
En Brevveksling
Udgivet af
INGEBORG SIMESEN
KØBENHAVN
G. E. C. GADS FORLAG
1933
s. IVFR. BAGGES KGL. HOFBOGTRYKKERI
KØBENHAVN
s. VIIFORORD.
Største Delen af de her udgivne Breve findes mellem Professor Svend Grundtvigs efterladte Papirer i Dansk Folkemindesamling paa Det kgl. Bibliotek; en mindre Del opbevares mellem de Grundtvigske Papirer paa Rigsarkivet i København, og en ret omfangsrig Brevveksling mellem Fru Lise Grundtvig og hendes ældste Søn Johan tilhører dennes Børn, Frk. Elisabeth Grundtvig, Birkedommer Stener Grundtvig og Overbibliotekar Vilhelm Grundtvig; disse Breve er mig venligst overladte til fri Benyttelse og delvis Udgivelse af Birkedommer Grundtvig, hos hvem de beror. Fru Laura Grundtvigs efterladte Papirer, der er benyttede i Tillægget, findes (delvis baandlagte) sammen med hendes Mand Svend Grundtvigs i Dansk Folkemindesamling.
Alt hvad der tilhører Dansk Folkemindesamling og Rigsarkivet er gengivet in extenso. Brevene er trykt bogstavret efter Originalmanuskripterne; undertiden er et utvivlsomt glemt Ord eller en dunkel Forkortelse tilføjet eller udfyldt i skarp Parentes; en enkelt vitterlig Fejlskrift er rettet. De nødvendigste saglige Oplysninger og Citathenvisninger findes under Teksten.
For Helhedsvirkningens Skyld har jeg med Udgivernes Tilladelse optrykt de Breve fra disse Aar, der findes i »Breve fra og til N. F. S. Grundtvig« (udg. af Georg Christensen og Stener Grundtvig 1924 og 1926). De er i Teksten betegnede med en * foran Brevets Overskrift. Sønnernes Breve, der i den store Samling er noget forkortede, gengives her i deres fulde Omfang. De Breve mellem Fru Lise Grundtvig og Sønnen Johan, der er i Privateje, er betegnede med en * efter Overskriften. Moder og Søn skrev til hinanden flere Gange ugentlig; for at undgaa ligegyldige og trættende Gentagelser er disse Breve kun gengivet i Udvalg og i forkortet Form (i Teksten angivet ved — — —); men Udvalget er saa fyldigt, at intet af kulturel eller psykologisk Interesse er forbigaaet; i det hele er de et væsentligt Supplement til de øvrige Breve.
s. VIIISom i næsten alle Brevsamlinger er der desværre ogsaa Lakuner i denne. Indgaaende Forespørgsler hos Familien Boisen har kun bragt negative Resultater, saa de savnede Breve synes at være gaaet tabt ; i flere Tilfælde kan dog Svarene bøde paa Savnet.
Derimod kan der til Supplering af det her foreliggende Brevstof henvises til: N. F. S. Grundtvigs Breve til hans Hustru under Englandsrejserne 1829—1831 (udg. af deres Børnebørn 1920) med den smukke og orienterende Indledning af Stener Grundtvig, samt til: Brevveksling mellem P. Chr. Skovgaard og Brødrene Grundtvig (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Juli—August 1928 og Nvbr.—Dcbr. 1929) og til: Svend Grundtvigs Englandsbreve (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Maj—Juni og Juli— August 1931).
Et Personal-Register med korte biografiske Oplysninger og Henvisninger til Brevteksterne findes bag i Bogen.
Sluttelig skal jeg overbringe Carlsbergfondet min ærbødige Tak for det økonomiske Tilskud, der har muliggjort Bogens Udgivelse, og bringe en personlig Tak for den Tillid, Forstaaelse og venlige Hjælpsomhed, jeg har mødt hos den Grundtvigske og Boisenske Familie, Dansk Folkemindesamling’s Arkivarer H. Grüner Nielsen og Hans Ellekilde, Professorerne Drachmann og Dahlerup, Overbibliotekar Carl S. Petersen, Grundtvigudgiveren Seminarieforstander Georg Christensen o. m. fl. Særlig den sidstnævnte har ydet mig værdifuld Støtte, der er kommet Arbejdet til gode. Personal-Registret blev under min lange Sygdom venligst paabegyndt af Grosserer O. Barfod og endelig udarbejdet af Magister Hans Höffding, hvem jeg takker for kyndigt og forstaaende Samarbejde.
Hvad Billederne angaar, er det lykkedes mig at faa dem alle gengivet efter P. Chr. Skovgaards samtidige, nu meget spredte Tegninger. Ogsaa her har jeg mødt den største Imødekommenhed og Forstaaelse, naar det gjaldt om at opnaa Tilladelse til at fotografere Originaltegningerne eller Gengivelser af disse.
1. Maj 1933.
Ingeborg Simesen.
s. IXINDLEDNING.
Den 8nde September 1933 er det 150 Aar siden N. F. S. Grundtvig blev født i Udby Præstegaard ved Vordingborg. Det er mærkeligt at se den stigende Interesse for hans Betydning paa Aandslivets forskellige Omraader og fastslaa, hvor stærkt hans Indflydelse er vokset i den senere Tid, baade herhjemme og viden om i Verden. Man kommer uvilkaarligt til at mindes Bjørnsons Ord om hans store Syner :
»Nord-Folkets Udsigt i tusende Aar
skal de rande.«
Det er derfor utvivlsomt, at en Brevveksling mellem Grundtvig og hans nærmeste under en for Danmark særlig betydningsfuld Tid vil vække fortjent Opmærksomhed. Den begynder, da begge Grundtvigs Sønner i 1848 meldte sig som frivillige, og slutter ved Fru Lise Grundtvigs Død i Januar 1851. Som bekendt inspirerede Krigen Grundtvig til nogle af hans skønneste Digte, — der kan blot henvises til »Fæderneland, ved den bølgende Strand —« og »Det var en Sommermorgen —«, Digtet om Istedheltene —, og han tog levende Del i Sønnernes Oplevelser baade under Vaabenhvilen og i Kampene, hvor de begge udmærkede sig, bl. a. ved Isted. Allerede 1848 blev de Løjtnanter og senere Riddere.
Ideen til Udgivelsen af Familien Grundtvigs Breve under Treaarskrigen udgik oprindelig fra Dansk Folkemindesamling.
Brevskriverne er foruden Grundtvig selv hans første Hustru Elisabeth (Lise), hans to ældste Sønner, Johan og Svend, Datteren Meta og hendes Ægtefælle, Peter O. Boisen. Det er min Opfattelse, at Brevvekslingen mellem disse seks, hver især udprægede Personligheder giver et interessant Tværsnit af de forskellige Meninger og Standpunkter i disse bevægede og begivenhedsrige Aar, og deres Skildringer og Udtalelser har baade historisk, kulturel og psykologisk Betydning.
s. XBrevstoffet er, som der er gjort Rede for i Forordet, for største Delen gengivet fuldstændigt, selv de Breve, der, hvis de stod isolerede, maaske vilde befindes at være mindre betydelige, er medtaget, ligesom de allerede offentliggjorte, da det jo gælder om at belyse Vekselspillet mellem Familiens Medlemmer, ældre og yngre, mandlige og kvindelige, saa intenst som muligt.
Om Brevskriverne skal der ikke siges mange Ord. Brevene med deres mangfoldige levende Enkeltheder kan og skal have Lov til at tale for sig selv, og Læserne vil snart faa et stærkt personligt Indtryk af de paagældende. Det er f. Eks. slaaende, hvorledes der ud af Svend Grundtvigs Breve vokser en Skikkelse og Karakter, saa fuld af Liv og plastisk Klarhed, at man ligefrem føler sig Ansigt til Ansigt med en levende Personlighed.
For at orientere den i Grundtvigske Kredse og Atmosfære ikke helt hjemmevante Læser skal der dog gives et lille Overblik over de mange Slægtninge og Venner, der stadig omtales, saa meget mere som disse oftest kun nævnes ved Fornavne, der endda i Fru Grundtvigs Breve som Regel er forkortede. Nøjagtige Data kan findes i Personal-Registeret. Skildringer af Grundtvigs og P. O. Boisens Hjem findes i Dr. H. P. B. Barfods kendte Samlerværk: »Minder fra gamle Grundtvigske Hjem«.
Grundtvig var meget gæstfri ; i hans Hjem kom foruden hans Venner og Tilhængere den talrige Familie af Glahner, Schmidter og Blichere og senere Børnenes unge Vennekreds. Fru Grundtvig bar alle Byrderne beundringsværdigt; intet Under, at hun var den ene af de tre Kvinder, Dronning Caroline Amalie saa op til.
Grundtvigs første Hustru, Lise, f. Blicher, var den tredje af de fire yndefulde Provstedøtre fra Gunslev Præstegaard paa Falster: Marie, g. m. Poul Egede Glahn, Kapellan ved Garnisons Kirke, Pouline, g. m. Grosserer Schmidt, Elisabeth (Lise) og Jane, der var ugift og efter Moderens Død kom i Huset hos Grundtvigs. Glahns havde fem Børn; særlig tit nævnes Henriette (Jette), g. m. P. C. Kierkegaard, den senere Biskop, i 1848 Præst i Pedersborg ved Sorø, Hans Egede Glahn med Hustru Adelheid, den ansete Sognepræst i St. Hedinge, der i Fyrrerne var Lærer i København, og Marie, der 1848 blev gift med Pastor Winther. »Tante Marie« er altsaa Marie Glahn f. Blicher, der var blevet Enke 1846 og boede i Sorø, og »Lille Marie« er hendes Datter Marie Winther. Mere i Forbigaaende nævnes Broderen Henrik Glahn, der senere blev Præst i Sorø. Den tit omtalte »Lille Amalie«, der ogsaa var i Huset hos Grundtvigs, var Datterdatter af Grundtvigs ældste Broder, Otto, Præst i Gladsaxe.
s. XIMed uforstaaelig Uretfærdighed er Fru Lise Grundtvigs sjældne Personlighed i den almindelige Bevidsthed blevet overskygget af Grundtvigs to senere Ægtefæller. Det var dog hende, der hin Aften i 1826, da Grundtvig tøvede med at nedlægge sit Præsteembede, gik ind til ham og sagde: »Jeg ser godt, Grundtvig, hvad der piner dig, og at du ængstes for Kone og Børn. Men glem os, og gør du trøstig, hvad Vorherre byder dig; han vil nok vide, hvorledes han skal give os Brødet«. Og hun levede op til sine Ord ; i et langt Samliv bar hun frejdigt Dagens Byrder med og for Grundtvig og vogtede sine Børns Udvikling med usvigelig Ømhed og Trofasthed. Forstod hun sig end ikke paa at skrive litterært, saa er hendes Breve dog Udtryk for alt, hvad der boede i hende, og et Æresminde for hendes Karakter og Personlighed. Den førstefødte Søn, Johan, stod maaske hendes Moderhjerte nærmest, mens Svend forstod Faderen bedst; det er derfor naturligt, at det er Johans ældste Søn, der i Forordet til Grundtvigs Englandsbreve skildrer sin Farmoder og bringer hende Børnebørnenes Tak.
Ogsaa Svends Hustru, Laura f. Bloch, giver et smukt Billede af hendes værdifulde Personlighed og fremhæver tillige hendes Ynde og Skønhed, der bl. a. henrev en Kunstelsker som Professor Höyen til begejstrede Lovprisninger. Den Pietet og Trofasthed, hvormed Sønnerne altid mindes Hjemmets Festdage, er et rørende Vidnesbyrd om den Kærlighed, der bandt Familien sammen. Den udstraalede fra Moderen, Fru Lise. I Krigsaarene var det for Grundtvig trods al Faderkærlighed 1) dog Danmark, det gjaldt; for hende var det hendes Sønner.
Hvad Meta betød for sin Fader, har han selv vidnet om, skønnest maaske i Digtet ved hendes Forlovelse med Peter O. Boisen (Poet. Skr. VI. S. 573). Boisen hørte ogsaa til en stor Familie; han havde otte ældre Søskende foruden den yngste Broder Harald, der ligesom han selv var Lærer ved Caroline Amalies Asylskole paa St. Kongens Mølle. Fru Laura Grundtvig har ogsaa efterladt en smuk Skildring af Metas sjælfulde Skønhed og af det Boisenske Hjem paa Møllen, »et af dem, hvorfra den Aand udgik, som gav Grundtvigianerne foruden deres kirkelige ogsaa deres sociale Særpræg. Bevidstheden om det dybe Fællesskab i det aandelige, som knyttede Vennerne sammen, affødte ogsaa en Selskabelighed, som i sin skønneste Skikkelse havdes. XIIen Inderlighed og en vis oprindelig Naturlighed, en Livsglæde og en barnlig Munterhed, der i ingen Henseende tog det nøje med Formerne, som gjorde, at deres Sammenkomster virkelig blev til Vennemøder. Denne sociale Grundtvigianisme er ikke udgaaet fra Gamle Grundtvigs eget Hus, thi den gemytlige Given sig hen, som er det karakteristiske ved den, var afgjort fremmed for Grundtvigs Natur og Væsen. Og i den Henseende slægtede hans Børn ham paa. Det var derfor ikke fra Fru Meta, den Aand udgik, der prægede Hjemmet paa Møllen, men fra den hjærtensgode, gemytlige, gennemmusikalske Peter Boisen. Han var Sjælen i Selskabeligheden paa Møllen, og fra hans og de andre unge Hjem, som dannedes af Grundtvigs Disciple, Birkedals f. Eks., spredte denne Grundtvigianisme sig i stedse videre Kredse. Men paa sin elskværdige og gæstmilde Maade prægede ogsaa den yndige Fru Meta trods sin Svagelighed dette velsignede Hjem, hvor Aanden og Nøjsomheden var lige tiltalende«.
Uge efter Uge sørgede Fru Lise Grundtvig for sine Sønners Fornødenheder; stadig sendte hun dem Bøger og Blade, for at de kunde følge Begivenhedernes Gang. Saa bliver hun tavs en Tid, og Sønnerne faar Ordet alene. Under Vaabenstilstanden fra Oktbr. 1849 til Maj 1850 opholdt Svend Grundtvig sig med Permission i København for at gøre Forarbejder til sin Folkeviseudgave, medens Johan Grundtvig maatte blive paa Als. Adskillelsen affødte en indholdsrig, fortrolig, stærkt personlighedspræget Brevveksling mellem de to Brødre, der fortsattes, til Svend atter maatte afsted til Hæren.
De sidste Breve i Samlingen angaar Moderens Sygdom og Død.
Mærkelig for os er hele Familiens Indstilling overfor Grundtvig som den, der er gammel og snart færdig med Livet.
De unges Vennekreds var overmaade stor. Vilhelm Blom var nær knyttet til begge Brødrene Grundtvig fra Barn af, særlig inderligt til Johan. 1842 blev han Officer. Da han faldt blandt de forreste i Morgenstunden paa Sejersdagen ved Isted, skrev Grundtvig det skønne Mindedigt over ham:
»Søn af Vennen fra de unge Dage!
Mine Sønners fuldtro Ungdomsven!«
1)
I Ungdomsaarene sluttede de sig nærmere til Malerne Skovgaard, Lundbye, Frölich, Brødrene Dalgas, Høgsbro og Sønderjyden Knudsen.s. XIII1843 dannede Carlo Dalgas, Lundbye, Skovgaard, Brødrene Grundtvig og Vilhelm Blom en Diskussionsklub, og hver Lørdag Aften samledes en større Kreds under højst beskedne Forhold hos Enkefru Johanne Dalgas. Familien Dalgas var meget stor. Den reformerte Præst i Fredericia Jean Dalgas (1756—1811) og hans tyskfødte Hustru Mariette Aldebert havde elleve Børn; nævnes skal Carl Dalgas, Ejer af Aldebertsminde ved Vejle, og Henrik Dalgas, Fabrikant i Vejle. I disse to Hjem havde de unge Officerer hyggelige Tilholdssteder under Kantonnementsopholdet i Vejleegnen. Henrik Dalgas var ganske vist død i Fbr. 1848, men hans Hustru Dorothea f. Henningsen og hendes unge Datter Ida modtog gæstfrit de unge Venner i deres smukke Hjem, ligesom Kusinen Betty paa Aldebertsminde ogsaa søgte at gøre det lidt fornøjeligt for de unge Fædrelandsforsvarere. En tredje Broder, Jean Dalgas, var Konsul i Neapel, men efter hans Død (1835) bosatte hans Hustru Johanne f. de Stibolt sig i København med sine seks Børn. Af Søstrene var Betty Dalgas gift med Proprietær Muhle til Boserupgaard ved Helsingør, Christine Dalgas, Thorvaldsens »Gamle Mutter«, med Lensbaron Henrik Stampe til Nysø og Susette Dalgas med Professor J. F. Schouw.
Hver Lørdag Aften samledes altsaa Ungdommen hos Enkefru Johanne. Først og fremmest hendes egne Børn : Carlo, Ernesto, Susette, senere Forstanderinde for Dannekvindeskolen og gift med Professor Mariboe, Enrico, senere Hedeselskabets Stifter, Dagmar og Caroline, de to sidste endnu purunge; endvidere de mange Fætre og Kusiner (Muhlerne, Henrik, Holger og Elise Stampe fra Nysø, Georgia Schouw og nu og da ogsaa Dalgas’erne fra Vejle og Aldebertsminde). Faste Gæster var Lundbye, Skovgaard, Købkerne, Johan, Svend og Meta Grundtvig, Peter O. Boisen, Løjtnant Emil Jensen og Henrik Stampes Forlovede Jonna Drewsen, Datterdatter af Jonas Collin.
Saa kom 1848. Vilhelm Blom og Emil Jensen var allerede Officerer. Som frivillige meldte sig straks de to Brødre Johan og Svend Grundtvig, de tre Brødre Carlo, Ernesto og Enrico Dalgas, Brødrene Henrik og Holger Stampe, Carl Muhle og C. F. Lütken, den senere Professor i Zoologi.
18. April laa Damperen Iris ved Toldboden, beredt til at føre et Felt-Artilleri og en Del frivillige til Sønderjylland. Skovgaard mødte for at sige Farvel til Vennerne og tegnede i Afskedsstunden fem af dem: Lundbye, Carlo Dalgas, Svend Grundtvig, Vilhelm Blom og Lütken.
s. XIVI Forsommeren 1849 blev Skovgaard forlovet med Georgia Schouw; Henrik Stampe kom hjem fra Krigen for 2. Fbr. 1850 at holde Bryllup med Jonna Drewsen; 1853 ægtede Dagmar Dalgas Kaptajn Emil Jensen, og 1855 blev Oberst Købkes Datter Marie gift med Enrico.
Krigen var imidlertid gaaet sin Gang. Brevene er Udtryk for Følelserne og Stemningerne i Hovedstaden og blandt Soldaterne. Vaabenhvilens og det ensformige Kantonnementslivs Taalmodighedsprøve veksler med mindre og større Kampe, hvor Heltemodet faar Lov at udfolde sig. Johan og Svend Grundtvig var ikke med ved Fredericia, men i Istedslaget kæmpede de begge med Ære.
Lundbye og Vilhelm Blom, Carlo og Ernesto Dalgas faldt i Krigen 1) .
I. S.
s. XVI
Tegning af P. C. Skovgaard 1847.
N. F. S. Grundtvig.
s. XVII
Tegning af P. C. Skovgaard 1842.
Fru Lise Grundtvig, f. Blicher.
s. XVIII
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Flensborg. Skærtorsdag 20/4 1848.
Kjære Moder!
Du skal have det første Brev. Det at det er det første maa bøde paa dets indre Ringhed, den jeg seer er uundgaaelig, da to Dages Sørejse have saa lidet mærkværdigt ved sig. Vi ere da nu i den neutrale Stad Flensborg, vi — det vil sige Lundby, Lütken og jeg, thi strax efter Ankomsten igaar Aftes rejste Major Blom med de Menige Blom og Dalgas og 1 Underofficier som Escorte til Hovedkvarteret paa Gottorp, hvorfra vi vente dem hertil idag ved Middagstid. Igaar Eftermiddags kom vi til Sønderborg 1) og troede derfra at skulle op til Aabenraa, men der laae Contraordre for 3die Bataillon og vi gik strax ombord paa Gejser, der førte os hertil, hvor vi oppebie vor Bataillon, der vel kommer engang imorgen. Førend Løverdag kunne vi altsaa ikke rykke videre. Sønderborg saae vi kun fra Havnen, men jeg kommer nu tilbage fra en lille Runde i Flensborg, der er en meget interessant By at see paa. Vi ere indkvarterede sammen hos en Slagter i den søndre Deel af Byen, der jo har Ord for at være tysksindet. Vor Vært er tvær og næppe meget vel stemt mod de Danske; det første jeg derfor gjorde, da jeg kom i Kvarter, var at lade mit Gevær. Om Overrejsen er kun lidt at mælde. Vi Frivillige bleve særdeles vel behandlede; vi sov i Officierskahyten, mens Artilleriets Menige maatte overnatte paa Dækket. Ombord paa Gejser traf Lundby sin Fætter Seidelin, der tjener der som Lieutenant. Jeg talte der med Engelsted, der er Læge ombord paa Najaden. Vi erfarede, at Capitain Dirckinck-Holmfeld paa en svigefuld Maade er fangen paa Femern, hvor han gik i Land som Parlementair, og er nu ført til Rendsborg. Der siger man, at Preusserne have jaget alle de slesvigholstenske Soldater ud, for at være ene om Fæstningen. Angeln er stærkt tysksindet saa vore Soldater ikke tør ligge hoss. 2Bønderne der, men campere hellere. Rundtomkring Flensborg staae Vagter med skarpladte Geværer, men inde i Byen seer det meget fredeligt ud. Man hører Tysk og Dansk imellem hinanden, og Indbyggerne synes ikke at vide hvor de egentlig høre hen. Deres Betragtning af Krigen er den, at det er de Danske og Holstenerne, der føre Krig, og de ønske blot at faae Lov at være i Fred for dem begge. — Majoren er nu kommen tilbage hertil; han bekræfter den Efterretning, vi strax hørte her som Rygte, at 15 af vore Dragoner, der vare ude paa Recognoscering, ere opsnappede og førte til Rendsborg. — Kl. 4 i Eftermiddag skulle vi ud med Majoren at besee Valpladsen nordenfor Byen. Vi befinde os alle fortræffeligt, og glæde os alle inderlig over, at vi ikke længere slide Kjøbenhavns Brostene for at høre Nyt, men snart kunne selv være med at gjøre Nyt. Vor Hovedstyrke staaer endnu i Slesvig, hvor ogsaa Fodgarden er. Kongen er i Kolding, og har Hestgarden hos sig. Majoren medbringer fra Slesvig sikker Efterretning om, at en engelsk Courer er passeret derigennem med en energisk Note fra sit Hof til Berlin og Frankfurt. — Johan fandt det Galmands Tale af mig, at jeg, naar jeg kom i Træfning i fuld Oppakning, tænkte paa at kaste hele Tornysteren fra mig. Her hører jeg, at mange af vore Soldater, de stærke Bønderkarle, have gjort det samme, da de over Grøfter og Gjærder skulde forfølge og afskjære Fjenden her ved Byen. Ogsaa dem er denne Byrde for tung til med Lethed og Hurtighed at kunne bevæge sig i Kampen. Til at bære den under en sædvanlig Marsch vænner man sig vel, og alene det at jeg paa Dampskibet ompakkede den saaledes, at jeg istedenfor den haarde Mappe lagde noget Linned underst og altsaa nærmest ved Ryggen gjorde en stor Forandring.
Grundtvig og hans Slægt.
Lundby er ganske henrykt over alle de antike Bygninger her er og har allerede imorges gjort en Begyndelse med at tegne et Parti af den gamle Gaard vi selv boe i. Naar vi skulle afsted, vil vistnok Maleren og Krigeren i ham komme lidt i Kamp; Udfaldet er imidlertid utvivlsomt; thi selv om han ikke vidste, at Deserteurer skulle skydes, saa er Krigeren i ham dog nok for Tiden den stærkeste. —
Da Tiden til den føromtalte Tour til Bau o. s. v. nu er kommen, saa maa jeg slutte dette mit første, i høj Grad almindelige Brev med kjærlige Hilsener til alle de Kjære, som jeg stadig mindes, og som jeg haaber ogsaa stadig mindes din hengivne Søn
Svend.
Soldat i 3die Bataillon,
2det Compagni.
s. 3P. S. Som Bevis paa, at det ikke er Hedninger der beboe disse dejlige Egne, kan anføres, at vi, som det sig paa denne Dag hør og bør, fik Grønkaal til Middag. Kosten er her overhovedet simpel men god, og min Mave lykkeligvis fuldkomment i Stand igjen, uden at behøve mindste Søsy[ge,] som jeg saa smaat havde ventet.
Fra Pastorinde Elisabeth (Lise) Grundtvig til Sønnen Svend.
Tirsdag d. 25de April 1848.
Kjære Sven!
Den glæde vi alle havde ved at høre fra Dig var stor men dog var maaske Din gamle Moders Længsel herefter den største. Tak for Dit Brev Du kjære Søn, saavelsom for hvad vi igjennem Johan hørte igaar, jeg skjændte paa J. i Løverdags; da jeg var oppe at see lidt til Mt : [Meta] og løb hjem for at faae et par Ord i hans Brev til Dig, som jeg meente kunde maaske glædet Dig at see lidt fra mig, og han havde da sændt det bort som ret gjorde mig ondt; see her har Du nu lidt som det falder; Alt gaaer nu her i Huset sin gamle vante Gang som Du nu kjænder og som Du jo for Tiden kalder kjedelig; at Fader og Johan ofte føler Dit Savn skulle jeg jo ikke gjøre dig storagtig af at sige, Din gamle Længselsfulde Moder vil jeg ikke tale om, Du veed nu nok hun er lidt Sær — jeg sidder nu her paa min kjære Svens Stoel ved Eders Bord (og har Dine Bøger samt øvrige Sager rundt om mig) med den Tanke hvor er nu min kjære Sven? hvordan mon han har det? det er et Spørgsmaal og et Ønske som idelig gjæntager sig hos mig, at Du kjære Barn vil besvare os det saa ofte det er Dig mueligt det veed jeg jo ogsaa, det første min Søn skriver igjen saa seer Fader vel ogsaa noget fra Dig, jeg veed det vil glæde ham, Du veed ikke hvor kjær en Søn Du er ham. —
Fra Meta som jeg nu er kommet fra, skal jeg da saa kjærlig hilse Dig! Feberen er næsten forbi, nogle Timer om Dagen kan hun være oppe, saa jeg tænker Du snart seer Brev fra Bojesen og hende. Johan som sidder her ligeoverfor og skriver vil nok fortælle hvad Nyt her er i Byen, endskjøndt I hos Eder veed det vel før og Sandfærdigere end her, i det heele lille Sven veed Du nok at jeg ikke er af de competente til at indlade mig i Sligt, dog veed Du ogsaa, imellem kan jeg ikke bare mig.
Hils nu ret hjertelig de kjære øvrige Venner jeg kjænder, som omgiver Dig, Majoren naturligviis ikke at forglemme. Gud ledsages. 4Eder Alle! Jeg var saa beklemt i disse Paaskedage især den første. — Hils! —
I*
Strax efter Dit Brev var kommet her igaar kom den kjære Vilh: Bl : for at lade os høre hvad han havde fra sin Fader som ret glædede os, vi har lovet hverandre saasnart vi hørte Noget fra Eder da at melde det til hinanden.
Hvor jeg dog nu i Dag kunde ønske at vide om Marschen er gaaet for sig i Gaar eller det er blevet til i Dag, her har vi megen Regn. — Naar jeg om Aftenen gaaer til Roe, eller vaagner om Natten, som ikke saa sjælden skeer, saa er Du mit kjære Barn min første Tanke, Gud ledsage og beskjærme Dig og Eder Alle, Han lade os samles med Glæde ! Din trofaste Fader hilser inderlig kjærlig, jeg indslutter mine Bønner med ham for vor kjære Søn.
Tante Jane og Tante Marie og lille Maria som i Dag er kommet hilser hjertelig. — Far vel ! Gud være med Dig Du kjære Sven ! Din trofaste Moder
E. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Familien.
Gabel mel. Ribe og Haderslev.
Fredagen den 28de April 1848.
Kjære Venner!
Det synes mig nu en uhyre lang Tid siden jeg sidst lod høre fra mig; det er dog kun 6 Dage. At I i disse Dage ingen Efterretninger have faaet herfra, kan vistnok, i Forbindelse med Rygtet om Krigens seneste Gang, have vakt sørgelige Anelser om min og mine Krigskameraders Skæbne. Men det har været mig aldeles umuligt at faae skrevet siden Løverdag. — Søndag Morgen Kl. 6 rykkede vor Bataillon ud af Flensborg sønderpaa, og siden den Tid har jeg ikke været af Klæderne før nu i Nat. Vi rykkede som sagt Paaskemorgen sydpaa eller rettere mod Sydvest, thi vi skulde nok posteres mellem Slesvig og Husum. Da vi imidlertid kom til Langstedt paa Vejen til Treia, hvor vi skulde været hen, hørte vi hæftig Skyden sydpaa og en Dragon kom jagende med det Budskab, at en Bataille var begyndt den Morgen udenfor Slesvig. Vi gjorde da Holdt ved Langstedt og udsendte Patrouiller mod Syd, og hen ad Aften fik vi den Besked, at vor Armee vel havde holdt Stand hele Dagen og kæmpet som Løver, men dog saae sig nødsaget til ved Daggry at forlade Slesvig. Vi fik Ordre til at trække hen til Chausseen, for ats. 5hjælpe til at dække Tilbagetoget. I Mulm og Mørke marscherede vi altsaa ad slette Veje hen til Oversee, hvor vi bivouakerede om Natten. Her saae vi Vogne i lange Rækker føre Bagagen og de Saarede nordpaa, og efter at være marcheret endnu et Stykke Vej sydpaa, mødte vi endelig Armeen, der med fuldkommen Orden drog mod Flensborg. Vi sluttede os hertil og ankom til Flensborg ved Middagstid, uden at have mærket noget til Fjenden. Om Eftermiddagen Kl. 6 blæstes Appel og alt trak sig nord ud af Byen op paa Højderne ved og i Linie med Bau. Den Nat tilbragte vi under Vaaben paa en aaben Mark, og inden Dagen gryede næste Morgen (Tirsdag) droge vi afsted mod Nord. De øvrige Tropper vare iforvejen dragne ad Sønderborg til, men vi dannede tilligemed et Batteri og en hel Deel Hestfolk Arriergarden, der skulde tage imod Fjenden og opholde ham, medens den øvrige Styrke med Bagagen trak sig tilbage. Denne Hærafdeling, der nu er højre Flankecorps, commanderes af General Wedell og bestaaer af 3die Bataillon, 4de, 5te og 6te Dragonregiment og Halvdelen af 3die, samt Marcussens Batteri. Vi kom den Dag til Tinglev, uden at komme i Træfning med Fjenden, der imidlertid var os i Hælene. Fjendens Fortropper stode kun en Miils Vej fra os, og vi maatte derfor holde os slagfærdige. Næste Morgen Kl. 4 marcherede vi til Bedsted, hvor vi holdt Hvil i omtrent 6 Timer, og om Aftenen sildig kom vi til Toftlund, hvorfra vi imorges marcherede hertil Gabel. — Jeg har nu gjort en ordentlig Marchprøve, døjet Kulde og Søvnløshed, Hunger og Tørst, tunge Hedeveje og stærke Regnskyl, alt under den hele tunge Oppakning, hvoraf jeg intet har reduceret. Det har været drøjt, men dog ikke mere end jeg kunde taale, og man lærer ved en saadan Lejlighed at tage sig sammen, thi det nytter ikke at give efter, man maa afsted. Det var et stort Held, at vi paa denne March ikke bleve naaede og angrebne af Fjenden; han havde kunnet slagte os som Kvæg: Cavalleriet var saa godt som ubrugeligt, thi alle Hestene vare saa udmattede, at de maatte bæres paa Sporerne og næppe kunde gaae, end sige løbe. Vor Bataillon er en raa udisciplineret Horde af fejge Trælle, der ere drevne fra Ploven med ydre og ingenlunde ved indre Kald; den kan ikke marchere ordentlig, langt mindre udføre de nødvendigste Evolutioner, saasom Quarrée; den lystrer ingen Commando, tildeels vel fordi den saa godt som ingen har. De Frivillige ere, langtfra at være yndede, ilde anskrevne hos Soldaterne, Underofficiererne see meget skævt til dem, fordi de frygter deres Avancement. Det er uhyggelige Forhold at tjene under.
s. 6Endelig maa jeg fremtvinge en Efterretning, som er for sørgelig til, at jeg vil dvæle ved den, og som jeg saa længe som muligt har opsat her at meddele. Min trofaste Ven og Sidemand Lundby er borte. Han er falden, ikke for en fjendtlig Kugle, men ved et Vaadeskud af vore egne. Det er rædsomt, og det har rystet mig dybere, end at jeg kan forvinde det saa snart. Det var ved Bedsted, hvor vi stode opmarcherede. Der commanderedes »træd an«, og vi frivillige af andet Compagni vare strax paa vor Plads, mens første Compagni endnu tøvede. Vi stode i Geleddet, da 1ste Compagni, der stod en halv Snes Skridt foran os, traadte hen til sine Geværer, der stode i Pyramider. En Soldat sparkede ved den her i Bataillonen stadige Skødesløshed til en saadan Pyramide; den faldt, og et Skud gik af; Kuglen peb forbi Øret af mig og knuste min Sidemands Hoved. Han var død i det samme; intet Skrig kom over hans Læber. Han har ikke følt noget Øjebliks Smerte. Lægerne styrtede til og erklærede ham strax for stendød. Bech, Brandis, Dalgas, Lütken og jeg fulgte vor afsjælede Ven til Jorden samme Dag. Han jordedes paa Bedsted Kirkegaard; Dannebroge var bredt over hans Baare, der bares af os og en Deel deltagende Bønder, og dette Flag fulgte ham i Graven. Præsten, en alvorlig, venlig Mand, kastede Jord paa ham i Graven og talte nogle inderlige Ord derved. Vi tilkastede Graven og maatte strax marchere videre. — Overvældet af den dybe Sorg og af den bitre Følelse, at det var mellem hans Mordere jeg stod, traadte jeg strax hen for min Compagnichef og tilkjendegav ham, at jeg ikke længere vilde tjene i Bataillonen. Kun saa længe den endnu paa sit Tilbagetog er udsat for Fjendens Angreb og deraf flydende Tilintetgjørelse, anseer jeg det for min Pligt at følge den. Saa snart den er i Sikkerhed, og det er den nok allerede, træder jeg ud. Hvor jeg da gaaer hen, veed jeg endnu ikke.
Kolding d. 28de April, Midnat.
For to Timer siden kom jeg hertil med Major Blom, Liitken og Carlo. Imorgen drage vi atter til vort Corps. Jeg længes nu efter den Dag, da jeg kan udtræde af dets forhadte Rækker. Fjenden synes at have slaaet sig til Ro ved (ikke i) Apenrade. Vor Hær skal nok trækkes til Kongeaaen, for saa vidt den ikke staaer paa Als. Hvorledes vore Sager egentlig staae, derom har jeg intet Begreb. Jeg er her Tilskuer og det langt fjernere Tilskuer end om jeg sad i Kjøbenhavn. Jeg er dybt nedslaaet ved Tabet af min trofaste Ven. Jeg kunde have baaret det, om han var falden paa Ærens Marks. 7for Fjendehaand, men nu er han myrdet ved den udisciplinerede Horde, hvoraf han som jeg var Medlem. Jeg kan ikke længere udholde det i dens Midte. Jeg kan — det har Erfaringen lært mig — udholde Strabadser saa godt som de andre Soldater, men jeg kan ikke udholde de Omgivelser, hvori jeg lever. — Jeg har idag her i Byen opfyldt det sørgelige Hværv at mælde Sivard Lundby sin Broders Tab. Det vil falde mange flere end ham og mig haardt paa Hjærte: Hans Moder, Skovgaard, Frölich, Høyens og jer. Gud lade os samles hisset. Gud bevare Danmark, som han offrede sit Liv, men som han dog havde tjent bedre med sin vante Id end ved at trække i den røde Trøje. Gud være med eder! Tænker paa og føler med
Eders inderlig hengivne
Svend Grundtvig.
P. S. Major Blom beder mig hilse min Familie og anmoder den om at bringe til hans Families Kundskab, at han befinder sig vel. Han skrev et Brev fra Flensborg 2den Paaskedags Eftermiddag, men om det er kommet til sin Bestemmelse, veed han ikke. Lev vel !
Fra Svend Grundtvig til Familien.
Kolding. Løverdag Formiddag Kl. 11
Vi ere her endnu. Carlo og jeg ere indkvarterede hos en Fru Rosendahl og leve som Prindser. Kl. 1 gaae vi herfra for at støde til Bataillonen, der sagtens nu er gaaet nordpaa til Foldingbro. Vi komme nok til at retirere op i Jylland og derfra over i Fyn. Vor Hær er endnu for svag til at turde haabe at kunne drive Tyskerne ud. Det har været velgjørende for mig her at komme lidt ind i Verden igjen. Jeg har læst alle de Aviser, jeg kunde faae fat paa. Berlingske til i Torsdags. Naar vor Brigade er kommen til Fyn, gaaer jeg — om Gud vil — til Kbhn. for der at tage Deel i Rustningerne og tage Deel i det nye Feldttog, som nu med Kraft maa forberedes. Stemningen paa Landet i Nordslesvig er udmærket, saa vidt jeg har kunnet mærke. Det er herlige Folk, ganske anderledes end de forknytte trællesindede Folk, jeg tjener imellem. Et frivilligt Jægercorps paa 90 Mand fra Vejle er paa Vej til at støde til os. En Esquadron af Hestgarden afgik igaar herfra ad Foldingbro til. Jeg har her talt med Flor, Laurits Skau og P. C. Koch. Vi haabe alle, at Slesvig — ialfald det danske Slesvig — skal reddes for Danmark. Vil Ruslands. 8tage Tyskland i Nakken, England tage sig af dets Skibsfart og Sverrig sende os en god Forstærkning til Jylland, saa skal ikke een Mand af Bundeshæren slippe levende over Ejderen. Dog, vi maa vente og haabe. Endnu i nogen Tid maa vi maaskee lade Tysken regere i Jylland og kun ængste ham ved Udfald i Flanken fra Øerne, indtil vi kunne tage alvorlig fat paa ham igjen. — Her maa jeg afbryde; Brevet skal med Posten Kl. 12. Lever vel!
Eders hengivne Søn, Broder og Ven
Svend Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 18de Julii 1848. —
Kjære Johan!
Det var smukt af dig min Søn ikke at lade Tiden forløbe igjen uden at lade mig see lidt fra dig og jeg tør sige, »Ingen skjønner meere herpaa end Moder«, vistnok var det et besværligt Sæde, eller hvad det kan kaldes, du havde til at skrive, men som sagt, jeg har paaskjønnet det. — jeg vil nu først gjøre rede for hvad du spørger om, din Uniform kostede 32 Rbd. 3 de 30 Rbd. Du har sændt er afskrevne paa Regningen, den udgjør da nu 86 Rbd. 5 siger og skriver e:c:t: —
I Mandags reiste da Peter og Meta med Victoria 1) til Kallehauge, ville saa besøge Rørdam der i de to Dage og da igjen i Morgen mødes med Harald og Carlne 2) : for at gaae til Vesterborg; endnu Langt større er Planen med Reisen, som maaske ogsaa kan komme til Udførelse, hvad Tiden vil vise seenere. Der er nu imorgen en Reisen herfra Byen til alle Kanter, »i Morgen høres der« hvem Man spørger; Otto Blom var her i Søndags for at bringe mundtlig Hilsen over til Eder fra os her, med ham sænder jeg »Danskeren« 3) Algreen som nu var her og sagde Farvel, bad mig hilse Eder venlig, Høxbro vænter jeg nu, da han ogsaa efter sigende Reiser i Morgen, og glæde for Eder »til Als!« Otto Bl: saa ret saa glad ud til sin Reise det maae ogsaa nu ret være glædeligt for ham at samles med Fader og Broder som han vistnok meget maae have savnet. Maria Bl. er nu for Tiden i Fyen. —
s. 9
Tegning af P. C. Skovgaard.
Johan Thomas Lundbye.
s. 10
s. 11Svend havde jeg ogsaa betænkt at skrive lidt til og deri noget udførligere om reise Planer som er strandede, den bedrøvelige Vaabenstilstand som Ingen kan finde sig i, eller vide hvad det heele skal føre til, hvad siges der omkring Eder og hvad siger I selv? det holdes endnu Hemmeligt, endskjønt enhver har Noget at fortælle hvordan den skal blive eller være.
Nu Farvel for dennegang min Søn ! du og Svend fik vel for nogle Dage siden et par Ord fra mig med en Sang?
Fader og Tante hilser kjærlig.
din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Fru Meta Boisen f. Grundtvig til faderen.
Thorsdagen d. 20de [Juli 1848]
Min kjære Fader!
Da Peter skriver til Moder i Dag saa vil jeg nu skrive til Dig thi til Eder Begge faaer jeg ikke Tid at skrive i Dag; her har været Fremmede heele Dagen for at lykønske Brudeparret, saa jeg har nu da Klokken er 4 først faaet lidt Ro til at skrive, om et Øjeblik kaldes vi rimeligvis tilbords og Klokken 6 skal Brevet bort, saa Du maa dennegang nøies med et lille Brev fra din lille Meta som savner den kjære gamle Fader hvert Øieblik paa Dagen og ønsker saa inderlig, at hun kunde faae ham at see og give ham et lille Kys, men nu kommer jeg jo snart hjem til Dig igjen. Johan og Svenn er vel sagtens reist nu de sagde os Farvel paa Dampskibet i Mandags og da stod de med fuld Oppakkening; det var et alvorligt Syn naar man ret tænker sig, hvad det vil sige at gaae i Krig, jeg følte skjøndt det var mit inderlige Ønske at de maatte komme bort dog en saadan underlig Veemod ved at see de to kjære staae paa Landet og tilvinke mig et kjærligt Levvel ja da følte jeg ret det usynlige Baand som binder Hjerter sammen Kjærlighedens Baand jeg følte et Baand imellem dem og mig, som aldrig vil kunde brydes, men tvertimod for hver Dag vi leve knyttes fastere og fastere indtil vi samles der hvor al Kjærlighed har hjemme ja i det Paradis som du elskede Fader har lært mig at kjende. Gud lade os snart see en glædelig Ende paa denne Krig han lade os beholde vore Kjære endnu en Stund her paa Jorden men jeg veed du siger i dit Hjerte du kjære Fader Guds Villie skee og jeg veed, du vil bære Alt, hvad han tiiskikker i Fremtiden med den samme Ydmyghed, som du har baaret det i Fortiden,s. 12Gud give at jeg maa kunne være dig til lidt Glæde i denne Tid, da Du har sendt begge dine Sønner bort til at kæmpe for deres og dit Fædreland. Jeg glæder mig ret til at komme hjem til Eder igjen skjøndt Alle her møder og mødte mig med en Kjærlighed og Venlighed som er mageløs; mine to Svogre Fritz og Lars beder at hilse Dig kjærligt alle her tale med en mageløs Kjæ[r]lighed om Dig din Skaal blev i Gaar ved Brudebordet 1) udbragt af min Svoger Pastor Jespersen med en meget kjøn lille Tale jeg modtog naturligviis Skaalen med Glæde.
Paa Ondsdag Aften haaber jeg om Gud vil at komme hjem hils nu Alle som bryder sig om en Hilsen fra
din lille Meta.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Eskeberg, Breininge Sogn, Løverd. d. 22de Juli 1848.
Kjære Moder!
Her sidder da Din Dreng som Commandant i Eskeberg, og har det meget godt, om han endogsaa stundom kiger lidt imod Øst og tænker lidt vemodigt paa Dig og paa hans Fader, der nu paa een Gang ere blevne saa ensomme tilbage. Torsdagaften kom vi da til Holbek, hvor vi bleve modtagne med aabne Arme og fik en god Hvile for atter Fredagmorgen at tage fat og marschere til Favrbokro, hvor hele Styrken gjorde Holdt et Par Timer, og hvorfra jeg med mit Commando afgik her til Byen. Johan traf jeg i Holbek, og igaar fulgtes jeg et godt Stykke hen ad Landevejen med ham, da han gik foran sine Folk, der kom lige efter mine, som jeg gik bag ved. Der, midt paa Landevejen, traf vi vor Ven Skovgaard, der var ude at møde os, og han fulgtes saa med os 1½ Miil til Favrbokro, hvor vi spiste Frokost sammen og drak en Flaske Viin paa glædeligt Gjensyn. Ved samme Kro tog jeg Afsked med Johan, som jeg nu først kan vente at see ved en eller anden Lejlighed nede ved Hovedkvarteret. Han blev lagt i Kvarteer et andet Sted og er idag (Kl. 8) afmarscheret til Kallundborg, hvorfra han ved Middagstid skulde sættes over til Aarhus. Efterhaanden som de forskjellige Afdelinger komme paa jydsk Grund, afmarschere de hver for sig til deres forskjellige Bestemmelsessteder, det vil sige: enhver Officier faaer Ordre at finde den Bataillon, hvortil han skal føre Folkene,s. 13og sørge for at de komme der velbeholdne. Naar jeg kommer over med mine, veed jeg endnu ikke (Kl. 3 faaer jeg Ordre fra Capitainen), men jeg formoder det bliver imorgen tidlig. Naar jeg kommer over til Jylland, saa bliver jeg sluppen løs ligesom de Andre og skal paa egen Haand see til at jeg hitter 4de Bataillon og bringer den mine 103 Mand, en Underofficier og en Trompeter. Jeg faaer derved stor Magt og Myndighed, jeg bliver som det hedder militær Jurisdictionschef: kan decretere Arrest, slutte krum, uddele Rottingslag etc. etc., men trods al denne Herlighed, saa var jeg dog tilfreds, jeg havde vel afleveret Folkene og kunde træde tilbage i en yngste Second lieutenants beskedne Stilling. Hvad der er det værste af det Hele ved min nuværende Post, det er at jeg foruden at være Commandeur en chêf tillige maa fungere som Profos, Auditeur, Læge og — Regnskabsfører: jeg har allerede en Deficit i mit Compagniregnskab af 3 Rigsdaler, som jeg maa dække af min egen Kasse, der imidlertid ogsaa er bleven en 3 R. mindre, end den efter Regnskabet skulde være. Jeg maa altsaa her sande, at »den Helt o. s. v.« 1) .
Paa vor Marsch igaar fik vi et Par svære Skylregne, saa vi (i det mindste jeg) bleve gjennemvaade; men det tørredes igjen paa Marschen, og vi havde derved den Fordel ikke at generes af Hede og Støv, der gjorde vor første Dagsmarsch lidt besværlig. — Tak for Blækhuset, det er allerede kommet i Brug, og jeg havde kun daarlig kunnet undvære det. Det angrer mig, at jeg ikke fik Uhr med, da alle Byens og Soldaternes Klokker have hver sit Begreb om Tid og Time, og der maa dog være eet Uhr, der, om det endogsaa selv skulde gaae galt, er det ene privilegerede, hvorefter alle andre maae rette sig. Vi have her idag et kjedsommeligt Vejr: en stadig Regn og Himlen heelt overtrukken, saa man ikke kan komme ud at glæde sit Øje ved den dejlige Egn, for det er midt i det ogsaa Dig velbekjendte nordvestsjællandske Bjærgland vi ligge: Vejrhøj ligger kun en Miil herfra, og Du kan da vide den skjuler sig ikke. Vi have Havet for vore Øjne med Nexelø og Sejerø, saa her var nok at prøve Kikkerten paa, naar Vejret blot var til det. Jeg indkvarterede mig hos Sognefogden, fordi jeg troede der at faae det nogenlunde godt, men hvad Levemaaden angaaer, da er den meget ringe. Jeg fik just nu en Skaal Byggrød, hvor Grynene vare saa store som saa O, og Skeen var af Træ, saa jeg tog min egen til Hjælp. Nej da forstod Sognefoged Birch i Holmstrup anderledes at leve.
s. 14Lørdag Kl. 12½ Aften.
Da jeg formodentlig ikke faaer Stunder at slutte Brev imorgen i Kallundborg, saa vil jeg her tilføje, at vi efter Middag have haft det dejligste Vejr, som vi (det vil sige alle de endnu ikke bortdragne Officierer) benyttede til en Tour til Adelersborg, hvor vi besaae Gaarden, drak Champagne m. m. Imorgen tidlig Kl. 5 kjøre vi herfra til Kallundborg, for Kl. 12 at afgaae til Aarhus. Der ligge vi Natten over: Mandag til Skanderborg, Tirsdag til Horsens, Onsdag til Vejle.
Nu Farvel, kjære Moder, hils Alle derhjemme, og modtag fremfor Alt en kjærlig Hilsen til Dig og til Fader fra Eders
hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Aarhuus
23 Juli 11 Formiddag. [1848].
Kjære Moder!
Vi kom her iaftes fra Kalundborg og rejste om en Time videre paa vor Fod. Vi have det særdeles godt her, og overhovedet hele Vejen er det gaaet meget tilfredsstillende. Svend er endnu i Sjælland og kommer idag hertil efter at vi ere borte. Hils Fader og siig ham, at jeg saa snart jeg er istand til at faae nogle Timers Rolighed, skal jeg skrive ham til og deri fortælle, hvad der er passeret paa Vejen, som vel ikke er stort eller mærkeligt, men dog altid vil interessere vore Nærmeste at høre fra første Haand. Vi vare begge, da vi skrev iforgaars, friske raske og veltilmode. Vi overnattede 21—22 ds langs Landevejen (ͻ: i Landsbyerne langs den) fra Favrbo-Kro og Asminderup. Jeg laae i Vidskende hos Præsten. Mere herom imorgen som jeg haaber fra Skanderborg hvortil vi marschere idag. Vaabenstilstand bliver der jo nu intet af. Igaar var ved Hedensted og Grundet en stor Troppesamling. Hils Tante Jane saameget fra mig og Skovgaard, som jeg antager er i Staden, og som du saa sagtens seer. Meta faar jeg næppe Tid idag at skrive til. Hils hende hvis du skriver. Du maa undskylde at jeg ikke skriver længere, da jeg har saameget at bestille, dels private Ærinder og dels Forretninger som Øverstcommanderende over de 350 Mand, som ligge her, da Capit. SaintAubain følger med 3die og sidste Overførsel imorgen. Svend bad mig hilse — hvis han ej fik skrevet, det har han dog sikkert. Levvel og længes ikke formeget efter
din Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Aarhus. Sønd. 23/7 48.
Kjære Moder!
Kun for at mælde Dig min Ankomst hertil Aarhus skriver jeg disse Linier. Først nu, da Klokken gaaer til 1, har jeg kunnet komme til Skrivebordet og imorgen tidlig skal jeg videre.
Fra Johan fik jeg en Hilsen her i Byen (jeg arvede hans Kvarter); han var afmarscheret i Middags Kl. 12, og jeg kom Kl. 7. Fortsættelsen følger snart. —
Din hengivne Søn
Svend.
*Fra Johan Grundtvig til Faderen.
Skanderborg
24 Juli 48 Kl. 12 F. M.
Kjære Fader!
Jeg haaber, at Moder har modtaget det Brev, jeg igaar sendte hende fra Aarhus og bragt dig min Hilsen. Først idag har jeg været istand til at faae nogle Timers Ro til at skrive dig til, da jeg har ladet vore Folk blive her længere end ellers paa Grund af en styrtende Regn fra imorges tidlig af. Nu til Sagen.
Jeg kan ikke noksom takke dig for din faderlige Afskedssang til os 1) , at jeg ikke har gjort det før haaber jeg, at du tilgiver mig. Jeg føler, hvad det maa koste dig at sende din hele mandlige Afkom, de eneste af vor Green af Familien, som er tilbage, Døden imøde, ogsaa jeg ønsker, at Johan Grundtvigs og N. F. S. Grundtvigs Stammer, hvoraf Svend og jeg ere de yngste mandlige Skud, maatte skue Danmarks Gjenfødelse og medvirke til dets Lykke med deres Liv og ej blot med deres Død, men det er mig aldeles tydeligt og bliver daglig mere, at jeg har gjort Ret i at gaae med i Krigen, thi jeg vilde ej have Ro til nogen anden Syssel nu, end den, at tage activ Deel i Fædrelandets Forsvar. Jeg beder derfor ogsaa den Gud, paa hvem jeg ligesom du, stoler i Liv og Død, at han vil bevare en af os for Fædrelandets Fremtid, som jeg troer, at vi som faa, takket være din faderlige Vejledning, have Evner og Lyst til at sikkre og befæste, saavidt vi formaae, i den Retning, at Danmark og Norden kan vinde en selvstændig og lykkelig Tilværelse, uafhængig af misundelige og rovsyge Naboer, og en rolig, fredelig Udvikling til alle gode Kræfters gavnlige Virksomhed og deraf følgende Frugt. — Nok en Gang Taks. 16for dit faderlige Farvel og for al den Kjærlighed, du altid har viist os, og som vi desværre hidtil ikke have gjengjældt som det sig burde ; jeg er vis paa at du tilgiver det og er overbeviist om, at vi ikke fattes den sønlige Kjærlighed, du mere end de fleste Fædre fortjener, og som vi ikke maatte være dine Sønner, dersom vi ej dybt følte og paaskjønnede. Du har opdraget os til selvtænkende og selvstændige Mænd, og om vi mangen en Gang have, og vist med Rette, syntes dig at drive denne Selvstændighed videre end tilbørligt, saa er jeg dog overbeviist om, at du seer, at vi, som havde en Mand som dig til Fader, havde en større Kamp at bestaae end de fleste, hvis Fædre vare Dusinmennesker, og at du dog Intet ønskede mindre end at have to Echoer i dine Sønner, der kun gjengave den Lyd, de modtog. Du veed ligesaavel som vi, at der ere mange, der kun ere Echoer af dig, og Betragtningen af dem have vistnok ofte bragt os til at optræde i skarpere Modsætning til dine Anskuelser, end det egenlig var vor Mening; i det Væsenlige troer jeg du veed, at vi ere enige, og jeg haaber du skal end mere erkjende det, ifald Gud under os Liv og Helsen til at gaae frem paa den Bane, vi af egen Lyst og Drift have valgt. For Tiden kan vor Stræben kun være, i Fædrelandets Tjeneste at vise os dig og vor gamle Slægt værdige og at gjøre alt Vort til at hævde vort Lands Hæder og vort Folks Ret og gjenvinde den rolige Udviklings nødvendige Betingelse, ialfald for os, nemlig Fred og Rolighed inden vore Landemærker. — Jeg maa bede dig nøjes med dette idag. Jeg vil nu i et Brev til Meta, der vel er vendt tilbage, naar dette modtages, fortælle om vor Marsch herhid, og venter at hun lader Eder læse det.
Hils Moder paa det hjerteligste og tak hende for hendes mageløse Omhu og Kjærlighed, som bringer mig Taarer i Øjnene hver Gang jeg mindes den, det vil sige hver Morgen og Aften, naar jeg har lidt Rolighed til at tænke paa Andet end mit nærmeste Kald. Gud bevare hende og Eder Alle karske paa Sjæl og Legeme og lade mig snart høre fra Eder. Hils ogsaa Tante Jane hjerteligt fra
din hengivne og taknemmelige Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Horsens, Tirsdag 25/7 1848.
Min egen gode Moder!
Kun et Par Linier fik jeg Tid til at skrive Dig til fra Aarhus. Herfra skal Du nu faae lidt nærmere Underretning om mit Liv paa Jyllandss. 17Grund. Jeg skriver til Dig og endnu ikke til min kjære Fader, fordi jeg endnu intet har at skrive om uden min egen Ringhed. Saa snart jeg faaer andet at skrive om, som jeg maaskee allerede faaer imorgen, saa skal jeg henvende mig til ham.
Nu til min Rejsebeskrivelse: den indeholder intet mærkeligt; men jeg kjender Din moderlige Kjærlighed, som finder Intet ubetydeligt eller tomt, der angaaer nogen af Dine kjære, slemme, lange Drenge. — Søndagmorgen afmarscherede vi da fra Eskebjerg til Kallundborg, det vil sige: vi bleve kjørte hele Vejen (2 Miil) af de Bønder, hos hvilke vi vare indkvarterede. Een Bonde var der, som fordrede Betaling af Karlene for denne Kjørsel, men da de andre Bønder fik det at vide, saa skjøde de sammen og godtgjorde Folkene det, og henvendte sig derpaa til deres Medbroder og gav i de drøjeste Udtryk deres Foragt og Uvillie tilkjende. »Behold Du kun de Penge,« sagde de, »hvis Du har Lyst, men det skal Du vide, at Du er en nedrig, nærig Skurk, at tage Penge af de Folk, der gaaer ud at vove Livet for os alle.«
I Kallundborg var jeg inde hos Fru Lundby, der tog saa inderlig imod mig, som om jeg kunde have været hendes egen Søn. Hun talte saa fromt og saa veemodig om ham, der ogsaa laae mit Hjærte nær, at jeg, trods min krigerske Stilling og Dragt med Sabel og alt, ikke kunde gjøre ved at Taarerne kom ogsaa i mine Øjne. Efter et Par Timers Ophold i Kallundborg, hvis gl. Kirke jeg desværre kun fik seet udvendig, gik vi da ombord paa Valdemar, som føres af Capitain Poulsen, den vestindiske Fru P.’s Mand, og kom om Eftermiddagen Kl. 7 til Aarhus, hvor jeg blev indkvarteret hos svensknorsk Consul Herskind, der udtrykkelig havde udbedet sig mig, fordi han — eller hans Kone, en meget belæst og dannet Dame, der beklædte en Frues rette Værdighed — havde syntes saa godt om Johan, der den forrige Nat havde været der i Kvarter, at han (eller hun) havde forlangt mig indkvarteret hos sig. De føre et meget elegant Hus, skjøndt Manden nok er nær ved at gaae bag ad Dandsen, og jeg blev da glimrende forplejet, men kunde for al deres Artighed ikke komme ud at besee Domkirken, hvad jeg meget beklager. For ikke at møde lignende Hindringer for min Frihed indkvarterede jeg mig Dagen efter (ͻ : igaar) i en Gjæstgivergaard i Skanderborg, hvortil vi afmarscherede fra Aarhus Kl. 12 og hvortil vi ankom gjennemvaade Kl. 5½. Skanderborg er kun en ringe Kjøbstad, men ligger særdeles smukt, navnlig er der fra Frederiks Minde (Pladsen indenfor Byen, hvor Frederik d. 6tes Støtte staaer) en ganske dejlig Udsigt,s. 18der fra Taarnet i den gl. røde Kirke er endnu mere vidtstrakt. Imorges Kl. 10 forlode vi denne By for at marschere her til Horsens, og vi havde idag kun lidet bedre Lykke med Vejret : atter stærke Tordenbyger, saa vi gjennemblødte kom til Byen Kl. 3. — Her blev jeg indkvarteret hos Kammerraad Købke, en Broder til Magdalene Hansens Fader, og herfra skriver jeg disse Linier. Det er en flink Mand med et Par ganske nette og vist ogsaa ret vakkre Døtre (jeg skal strax ind at drikke Thee og skal da nærmere undersøge Sagen), hvor man lever fortræffeligt med Kyllinger og Rødgrød, samt behørig Viin m. m. Da jeg marscherede op paa Torvet, blev jeg ganske uventet hilset af Diderik Brandis, der nok er ansat ved Intendanturet, der nu har sit Sæde her; han bragte mig i Hast en Hilsen fra Johan, men var alt til Hest, for at ride i Forretninger til Vejle, men han ventes igjen iaften, saa jeg faaer nok talt med ham, inden jeg drager bort imorgen tidlig Kl. 7½. — Som Commandant i Byen traf jeg Capitain Witzleben, som jeg kjender fra Bakkegaarden. Jeg fik af ham Ordre til at marschere til Tirsbæk ved Vejlefjord, hvor den Brigade (o: 5te under General eller Oberst Krogh) ligger, hvortil 4de Bataillon hører. Her gaaer idag almindelig det Rygte, at Hedemann har taget eller faaet sin Afsked, og at Krogh er kommen i hans Sted. Tscherning er i disse Dage nede ved Hæren (han passerede os i Kallundborg). Her slutter jeg og levner Plads for en lille Postscript, som jeg tænker at tilføje, naar jeg faaer talt med Brandis. Kun eet kan jeg ikke undlade at tilføje: det nemlig, at jeg er inderlig vel tilfreds med min Stilling, glad ved at være kommen derhen, hvor min Tanke saalænge har været, og ved at være kommen her netop nu, da her sagtens snart vil skee noget, da Vaabenhvilen udløb netop igaar.
Hils Fader, Tante Jane og Meta, (der vel nu er i Byen) og vær hilset af Din evig taknemmelige Søn
Svend
P. S. Jeg vil dog endnu iaften slutte, og det med den Bemærkning, at jeg ikke har Grund til at fortryde min forrige Campagne; den har vænt mig saa godt til Marschen, at jeg nu ikke føler ringeste Gêne ved at trave en 3—4 Mil med Tornyster paa Ryggen i øsende Regn. Mit Humør, der (som Du desværre ofte har mærket) hjemme just ikke altid var det bedste, er nu bestandig »perle« — ikke perlemalet, det er en daarlig Coleur. Lev nu vel, alle Kjære!!!
NB. Saa snart I faaer Underretning om mit Opholdssted, haaber jeg at faae flittig Brev hjemmefra, og haaber at fortjene det; this. 19idag, 6te Dagen efter min Afrejse, skriver jeg jo allerede 3die Gang. Naar Boisen kommer til Byen, maa han forsyne baade Johan og mig med Nyheder, thi Aviser er her nok ikke at gjøre Regning paa. Jeg har endnu ingen haft Tid til at see.
Fra Svend Grundtvig til Faderen.
Greis, Torsdag d. 27de Juli 1848.
Kjære Fader !
Du havde med fuld Føje kunnet vente før nu (netop 8de Dagen efter min Afrejse) at faae Brev fra mig; men saa længe jeg endnu slet intet andet havde at meddele, end »hvor mange Potter 01 jeg vel paa Rejsen drak« 1) , saa foretrak jeg at henvende mig udelukkende til Moder, der bedre kan gaae ind paa saadanne Smaating. Endnu har jeg vel intet nyt fra Krigsskuepladsen at bringe, men kan dog meddele det første Indtryk af min nye Stilling: som activt Medlem af den danske Armee i Felten. Dette første Indtryk har været meget fordeelagtigt. Folkene ere særdeles muntre og see raske og modige ud. Officererne have modtaget os med megen Velvilje og jeg har i Særdeleshed haft det Held at blive ansat under en Bekjendt: Capitain Falkenskjold, der exercerede mig i Central-Exercerskolen. (Premierlieutenanten er Müller, Faderen til den lille Charlotte hos Blichers i Faaborg.)
Feltvagt ved Sophienlund, Lørdag d. 29de.
Idag har jeg for første Gang gjort Tjeneste ved Compagniet (4de); vi ere rykkede ud hertil imorges tidlig og blive afløste efter 24 Timer. Rygtet gaaer, at Preusserne skulle have sat sig i Bevægelse sydefter, og at de ville blive afløste af Saxerne og Hesserne (9de Forbundscorps troer jeg). Forposttjenesten er bestandig i fuld Gang, da vi jo ikke vide, hvad Øjeblik vi kunne blive angrebne. Langs med Kongeaaen staaer nok en Cavallerikjede, men den egentlige Forpostkjede, der bestaaer af Infanteri og Jægere, ligger i Højde med Vejle søndenfor Landevejen til Varde. Tropperne ligge ikke langt bagved stærkt concentrerede, saa de Byer, der have Indkvartering ere fuldproppede med Soldater af alle Vaabenarter, og Folkene kunne derfor kun sjælden komme af Klæderne, da de maa ligge omkring i Loer og Lader og Stalde. Høsten staaer for Døren og naar Bønderne skulle have Sæden ind, veed jeg i Sandhed ikke, hvor de skulle gjøre af vore Folk. Tjenesten er ikke anstrængende : hvert 4de Døgn paa Feltvagt, de 3 andre kun lidt Exercits. Folkene gaae Bønderne tilhaande ved Markarbejdet og ere meget muntre, men Officierernes. 20kjede sig jammerligt og ønske enten at faae Krig eller Fred; men jeg antager at denne passive Holdning, denne Fabiske Krigsføring dog er den, der for Tiden er den hensigtsmæssigste for os. Vi ligge her i en dejlig Egn og jeg har allerede seet mig noget om i den. Greis-Fabrik er Hovedkvarter for Brigaden (Schleppegrell) og ligger i den dybe, dejlige Aa-Dal, der strækker sig fra Faarup-Sø lige ned til Vejle, omgiven af stejle Banker, hvis Lige man forgjæves søger i Sjælland. Johan og jeg vare igaar en Tour henne paa Ruballegaard hos August Schmidt, hvor vi traf Oncle, Tante Pauline og Louise. De blive her nok endnu en 8 Dages Tid, om de ikke forjages af Krigen. Hvis vi endnu faae Ro et Par Dage, saa skal jeg over til Jellinge, at see de berømte Høje. —
Grundtvig og hans Slægt.
2
Vi have her ved Bataillonen ikke mindre end tre norske Officierer, alle flinke Folk, samt adskillige norske Frivillige. Chefen Ræder er jo ogsaa en halv Nordmand, ligesom Brigadegeneralen. — Jeg har tidligere fortalt, hvorledes jeg herovre har truffet Bech, Brandis og Carlo Dalgas; jeg kan nu hertil føje Holger Stampe, der ligger i Kvarter i Greis. Med ham og Johan var jeg igaarmorges ovre ved Fabriken. Nu skilles vi ad, da han bliver liggende i Greis, medens vi efter endt Feltvagt blive forlagte til Hornstrup. Saaledes skiftes bestandig Kvartererne, saa at de Batailloner, der staae nærmest for Tour til at gjöre Vagt ligge nærmest ved Stedet, og omvendt. Denne Feltvagt er særdeles behagelig, da Vejret idag er dejligt og vi ligge i Løv-Hytter paa Halm og desuden have et Hus ved Siden til Aftrædelse for Officiererne, og der sidder jeg nu og skriver disse Linier. Inat skal jeg ud med en Patrouille, at visitere Forposterne (thi jeg staaer ved Piquetten, ikke ved de yderste Vagter), der ligge ved Kjølholdt. Jeg skal naturligvis føre Patrouillen, men jeg haaber, den vil føre mig hen hvor vi skulle, thi jeg kjender naturligvis ikke Vejen, hvad Folkene af lang Øvelse derimod godt gjøre. Paa den Tour skal jeg da ogsaa see ind til Johan, der har en af Feltvagterne, for at overbevise mig om, at han gjør sin Skyldighed. Jeg kan ikke noksom sige Dig, hvor glad jeg er over, at vi ere komne til samme Bataillon: vi sees nu daglig uden dog altid at være sammen, da han er ved 1ste, jeg ved 4de Compagni.
Hornstrup, Søndag-Aften d. 30te Juli 1848.
Her ere vi nu indkvarterede. Vi kom hertil fra Feltvagt i Morges Kl. 9½ og en Time efter stillede vi til Visitation af den nye Overgeneral.s. 21Hele Schleppegrells Flankecorps stod opmarscheret mellem Hornstrup og Greis ved denne Lejlighed, og ret som jeg staaer der paa min Plads i Bataillonen kommer Peter Boisen som himmelfalden hen og hilser paa mig. Han var taget ud fra Vejle med Dalgas og Johan, og jeg fulgtes nu efter endt Præsentation med dem hen til Greisdalen, hvor vi tilbragte en saare fornøjelig Dag. Det er et besynderligt Liv, saaledes fast hver Dag at have et nyt Hjem og dog i Grunden blive paa samme Sted; at ligge rolig og tilsyneladende aldeles fredelig, men dog rede til paa ½ Times Varsel at rykke ud imod Fjenden, om han skulde lade sig tilsyne; saaledes at forlade sit Hjem for at ligge paa Krigsfod i hidtil ukjendte Egne, og saa pludselig at see sig i en Vennekreds, at træffe langt flere Venner og Bekjendte, end man havde i Hjemmet. Jeg behøver ikke at sige, hvor inderlig glade vi bleve ved at see Boisen saa uventet iblandt os og ved ham at høre lidt fra vore Kjære derhjemme. Han bliver her (det vil sige i Vejle) imorgen over og vi tænke at see ham forinden han rejser tilbage til Fyn, for derfra at komme over til Als. — For ikke længere at opholde Brevet, vil jeg nu slutte og bede Dig tage tiltakke med det, som det er, og som det har kunnet blive under det Vandreliv vi her føre. Maaskee jeg næste Gang faaer Lykke til at skrive Dig noget bedre og navnlig noget mere sammenhængende til. Hvad jeg her sender Dig er kun fragmentariske Dagbogsblade over mit ydre Liv, og jeg tør ikke gjennemlæse det, for ikke at fristes til at stikke det i Lyset.
Hils nu paa det kjærligste fra Johan og mig baade Moder og Meta og de andre derhjemme og vær selv hilset af Din inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Vejle, 27/7 48.
Kjære Moder!
Kun et Par Ord herfra. Baade Johan og jeg ere nu fast ansatte ved 10de Bataillon, der ligger for Tiden i Greis og hører til Schleppegrells Brigade. Vi skulle om et Øjeblik afgaae herfra til vor Bataillon. Carlo og Henrik Bech have vi truffet her. Vi have besøgt Dalgas’s, hvor Dagmar er, samt Glahns, fra hvem hilses.
Saa snart jeg faaer lidt bedre Tid, saa skal Du alle høre mere herfra. Nu veed Du, hvor vi ere og [I] kunne altsaa skrive.
Adresse:
Ltn. S. G. af 10de Bat
.
Lev vel og vær hilset af Din
Svend
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan*
A.
Kbhn: d. 29de Julii 1848.
Kjære Johan!
Her ved det gamle Bord i Eders Stue sidder nu Moder for at lade Dig høre lidt fra os som Du maaskee længes saa smaat efter, først vil jeg takke Dig mit Barn for Brevet fra Aarhuus den 23de, dernæst fik Fader et fra Skanderborg den 25de og Meta seenest fra Horsens, i Dag har jeg modtaget to fra Sven det sidste fra Veile 27de hvori han melder Eder Begge kommet dertil og Begge ansatte ved 10de Batlion: hvorfra I strax skulle videre til Greis; Du kjære Barn har vel der havt saa travlt med ordentlig at faae besørget alle Dine 350 Mand hver til sit, at Du ikke fik Tid til et Ord; at Moder er nøjeregnende og umaadelig begjærlig efter enhver Linie og Efterretning fra Eder Begge mine kjære Sønner det tilstaaer jeg ærlig og skammer mig heller ikke derved. —
Herfra er egentlig slet intet Nyt at melde den eene Dag gaaer som den anden uhyre stille og eensomt, paa enkelte Afbrydelser nær sidder Fader ved sit vante Arbeide ved Skriverbordet ; Aviserne er saa aldeles tomme og hvad jeg kalder intetsigende i denne heele Tid, thi hvad Man egentlig længes efter at høre tales her ikke et Ord om; i Dag skal det være sagt her som afgjordt at alle Underhandlinger var ophørte, at Vrangel fordrede begge Hertugdømmerne Besatte af Dem og Als rømmed, dog er maaske dette som saameget, blot Snak. — Gud styre Alt til det Bedste! til Sejer og Ære for Landet og os Alle som elske det!
Meta kom da først Hjem i Torsdags-Aftes efter at have reist den heele Nat, det har ikke været godt for hende da hun strax i Gaar fik den slemme Feber igjen ; Sysette er hos hende og jeg seer derop imellem kan Du da vide. jeg skal da saa kjærlig hilse Dig med Tak for begge Brevene som hun fandt ved Hjemkomsten og er ikke lidt stolt af den kjærlige Broder Johan ! Bøjesen forlod Dem i Gaabense og reiste om af Als og Fyen; her følger et Brev fra vor Ven Vilhelm, som det har gjordt mig ondt ikke at turde titte lidt i og see hvordan hans Fader har det. — jeg vil nu ogsaa have skrevet lidt til vor kjære Sven da det jo ikke er saa vist at I komme saa nær hverandre, at I let kan samles; her ligger fire Breve for mig fra ham, saa han fortjænner sandelig et; Fader ville ogsaa skrive lidt herpaa. — Nu Far vel ! og Lev vel ! mit kjære Barn Gud være med Dig ! og Lade Dig samles i Glæde med Dine gamle Forældre. Skriv snart til
Din trofaste Moder
E: Grundtvig
s. 23Naar Du har lidt Tid imellem min Søn saa skriv dog, den sidste Dag og Nat her i Hjemmet var slemme at overstaae. — Skovgaard skal komme til Byen i Dag og er rask, jeg tænker vi seer ham saa i Morgen her Hilsener har jeg fra Venner og Bekjændte som komme for at høre til Eder. —
B.
Kiære Søn!
Det er Lørdag Eftermiddag eller snarere Aften, og da veed Du nok, jeg skriver ikke Breve, men da Moder har ladt Rum aabent og vilde sige: »stakkels Johan!« naar jeg slet ikke skrev, saa Tak for Dit Brev, som jeg en af Dagene skal giengiælde, og skiøndt jeg, Gud skee Lov! ikke tvivlede derom, at mine Børn jo har Hjerte og Rum deri til deres Fader, saa glæder det mig dog naturligviis at høre det, da jeg veed, mine Børn lige saalidt som jeg, leger med kiærlige Ord.
Det glæder mig ogsaa, at I Brødre for saavidt er blevet sammen, hils Svenn kiærligst naar Du seer ham og Gud velsigne jer begge under Eet og lade altid eders Bane blive den bedste!
Din faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Kbhn
den 29de Juli 1848.
Kjære Sven!
Her sidder da Moder paa Din vante Plads min Søn ved det gamle Bord med fire Breve liggende for mig fra Dig, som jeg ret siger Tak for; hver Linie jeg faaer fra mine Børn glæder mig saa inderlig saa jeg siger det er næsten Synd Du ikke skriver naar Du kan.
Saa kom I da begge mine kjære Sønner i en Battalion, Gud give til Held og Lykke! som jo her ikke kunde være Tanke om da I forlod Byen, men saaledes seer Man det skulle være. I har dog saa troeligen deelt saameget sammen i Hjemmet, nu skulle I ogsaa i Kjærlighed og Overbærelse troeligen staae hverandre bi; jeg er vis paa ingen af Eder vil miskjænde denne min moderlige Formaning. Adskillelsen fra Eder mine kjære Børn kan jeg jo ei nægte falder mig ofte tung. Nyt her veed Man egentlig slet intet af her Aviserne sige Intet og det øvrige der i dag høres er maaskee blot Snak ovres. 24hos Eder maae der vist nøjere vides det sande. Du kan nok see min Søn jeg jager stærkt paa da jeg nødig ville det skulle komme for sildig, jeg veed jo Du gjærne vil høre Lidt fra os. Johan har jeg ogsaa skrevet til, men det er jo ikke sikkert at I er saa nær hverandre at det kan meddeeles.
I Torsdag Aftes kom Meta Hjem med noget Feber da hun havde reist baade Nat og Dag, Du skal snart høre fra os igjen. — Nu Gud velsigne og bevare Dig min Søn ! og lade os samles med Glæde ! Fader hilser kjærlig har travlt bestandig, to Prædikener i Morgen; en Engelænders Besøg i Dag som kommer til Middag i Morgen.
Mange Hilsener fra Venner som spørge alle til Eder. Skriv snart til Fader.
Din trofaste Moder.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
31te Juli 1848.
Kiære Søn!
Vi Mennesker er saa sjelden upartiske i vor egen Sag, at en Fader, naar hans voxne Sønner sætter sig til Modværge, har meget ondt ved engang at komme til rolig Overveielse af, om det er med Rette eller ikke.
Da jeg imidlertid har en frigiørende Anskuelse af alle aandelige og hjertelige Forhold, og har saa tidligt som jeg turde, opgivet hardtad hele min faderlige Myndighed over mine voxne Sønner, og kun ønsket i dem at vinde de selvstændige* fortroelige Venner, som jeg, efter min særegne Stilling høit trænger til at finde i min egen snævreste Kreds, saa kan intet friste mig til Ubillighed mod dem, uden min naturlige Hidsighed i daglig Omgang, og derfor veed Du, det var min Beslutning allerede ifjor at anvende det eneste virksomme Middel derimod, og derved tillige lette mine Sønner Udøvelsen af Mande-Myndighed uden at jeg tabde min egen. Min vel overveiede Plan strandede, som Du veed, paa den meget naturlige men her overdrevne Moder-Ømhed og jeg kom iaar, under den politiske Urolighed, ikke blot i et uhyggeligt, men i et utaaleligt Forhold til mine voxne Sønner, og maatte finde, jeg havde gjort dem myndige før Tiden, siden jeg stod Fare for derved ogsaa før Tiden at blive umyndig.
Dog, det er nu, Gud skee Lov! forbi! mine Sønner, som jeg altid har ønsket at see og agte som myndige Mænd, er af sig selv kommet i en Stilling, hvor de kan lære at kiende baade Myndighedens Værds. 25og dens Grændser, for enhver af os, og da de begge staar for mine Øine som agtværdige unge Mænd, vilde jeg neppe engang berørt den kildne Sag, dersom Du ikke selv havde bragt den paa Bane; thi hvor dyrebart end mine Sønners Venskab er og maa være mig, saa indseer jeg godt, jeg kan umueligt tilskrive mig det, og maa for Øjeblikket see til at trøste mig over det i min Alder store Savn. Det var imidlertid ligesaa aabent som rigtigt af Dig, min ældste og roligste Søn ! at sige mig Din Betragtning af Sagen, og Du har gjort det paa saa smuk og kiærlig en Maade, at det har gjort mit Hjerte godt, og da jeg aldrig har opgivet det Haab, om jeg skal leve noget længere, at vinde mine Sønners Venskab i den Forstand, jeg tager Venskab, saa nærede Du dette mit kiære Haab, som noget, der langt snarere end det enstund har seet ud til, kan gaae i Opfyldelse.
Heller ikke maa jeg ved denne Leilighed dølge for mine Sønner, at jeg godt indseer, hvorledes min overordenlige Afmagt i 1844, som jeg kun langsom forvandt, maatte indvikle vort nære Forhold, saa mine Sønner tit kunde fristes til at tænke de endog skyldte mig, hvad jeg dog hverken kunde eller maatte taale, da jeg, som har opgivet saa meget i denne Verden for at kunne tale og handle frit, umuelig, saa længe Gud under mig Kraft og Besindighed, kan i mit eget Huus lade mig denne Frihed enten lidt eller meget betage.
Nu, nok herom ! at mit Hjerte er hos eder, kan I saa meget mindre tvivle om, som I godt veed, det er med Danmark alle Dage, og at min Aand maa være med eder, ønsker jeg naturligvis dobbelt, fordi det er en Kæmpeaand, Danmark nu høilig trænger til hos alle sine Sønner, saa under de nærværende Omstændigheder maa ingen Dannemand spare sine Sønner og ingen Dannesvend spare Fader og Moder i Henseende til, hvad Kampen kan føre med sig. At mine Sønner imidlertid helst ønsker med Æren at leve deres Alder ud for Fædernelandet, det er aldeles i min Aand, som altid foretrækker Livet med Æren til Gavn selv for den mest glimrende Død, og af den Gud, som opholdt mig til et saadant Liv, haaber jeg ogsaa, at, naar det lader sig forene med Hans vise Raad, da vil Han sikkert ogsaa opholde mine Sønners Liv, som Han veed var i mine Bønner helliget en ædel og gavnlig Virksomhed endnu før de blev undfanget i Moderlivet.
I hans Varetægt vandre I derfor kiækt eders Bane og hils kiærligst din Broder fra eders
faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren
Meta Boisen.
Hornstrup. D. 2den August 1848.
Kjære Meta!
Du skulde dog ogsaa have et Brev fra mig, for at mærke, at Din Broder ikke har glemt sin kjære eneste Søster. Ofte tænker jeg paa Dig og havde Lyst at see op til Dig paa Møllen, og gjør det da ogsaa i Tankerne. Du har af mine Breve til Fader og Moder seet, at jeg har det godt herovre og er tilfreds med min Stilling; jeg vil kun gjentage, at det samme endnu er Tilfældet. Til dette mit Velbefindende maa jeg dog tilstaae, at det har bidraget ikke saa lidt, at jeg i Vejle har i det Dalgasske Huus haft et behageligt Tilflugtssted. Man bliver saa tør og saa kold af at omgaaes med lutter Mandfolk, selv af det allerbedste Slags; og det har allene derfor været mig en stor Vederkvægelse at kunne bryde denne Ensformighed ved at færdes i kvindeligt Selskab. Desuden veed Du, at jeg altid har haft et godt Øje til den Dalgasske Slægt. Fru Dalgas, som jeg først nu har (ved selv at introducere mig i hendes Huus) gjort Bekjendtskab med, er en rar ligefrem og artig Kone, Ida er ikke blot en kjøn Pige — og det er altid rart, at have noget smukt at see paa — men ogsaa en god Pige, om hun end har den lille Naturfejl at mangle Forstand. Dagmar har jeg altid godt kunnet lide : det er en flink, livlig Pige med et godt Hoved og jeg troer ogsaa med et godt Hjærte. Hun er i ualmindelig Grad fri for Snærperi, den infame Torn ved fast alle vore kvindelige Roser. Vor prægtige Betty har jeg endnu ikke seet, men tænker imorgen at træffe hende inde i Vejle. — Dersom vi længe skulle blive liggende her og sylte Valle, saa vil det blive et meget føleligt Savn for mig, naar denne Familie drager afsted, som den nok snart gjør. — Der er for Resten nu Udsigter til, at vi snart kunne faae andet at gjøre, end gaae i Dameselskab og gjøre Lysttoure; i det mindste er man her stærkt forberedt paa et Besøg af vore kjære Naboer, og om de komme, saa haaber jeg de skulle blive vel modtagne. Jeg har idag hele Dagen været med at dække Bord til dem, om de skulde ville indtage en lille Frokost oppe hos os: det vil sige, jeg har med et Arbejdscommando været henne ved Grejs Kirke, hvor Kirkegaarden forvandles til et Batteri. Dersom de komme, saa bliver vi nok med de første til at tage imod dem, da de sandsynligviis ville søge at omgaae os paa Fløjen mod Vest, som Flankecorpset under Schleppegrell, (hvortil 10de Bataillon og jeg har den Ære at høre,) skulle forsvare. Dersom det ikke lykkes os at kaste Fjenden tilbage,s. 27saa gaaer Retraiten over Horsens mod Skanderborg og ad Helgenæs til, som er stærkt befæstet. Her gjøres allevegne store Anstalter for at gjøre Modtagelsen saa varm som muligt, og Terrainet er ypperlig skikket til Forsvar; men kommer Fjenden med en meget overlegen Styrke, saa maae vi jo dog trække os tilbage, for ikke at blive omgaaede fra Vesten. Imorgen Eftermiddag holdes der Gudstjeneste for Flankecorpset af Hammerich mellem Hornstrup og Grejs (see Landkortet), og skjøndt jeg hellere havde seet, om vi havde faaet Helweg hen til os, saa skal jeg dog ikke forsømme denne Højtidelighed, om Fjenden ellers denne Gang ville unde os Ro. Uden at ville forlods prale af et Mod, som endnu ikke er prøvet, og som jeg derfor slet ikke veed, om jeg besidder, saa kan jeg dog ikke nægte, at jeg føler en vis Længsel efter nu, ikke mere paa Fælleden, men i Felten, at commandere: »Fremad, fra Midten formeer Kjæden!« og endnu mere efter at tilføje: »Geværet i højre Haand!« — »Fæld Geværet!« — »Attaquer!« — »Hurra!!!« —
Hvor det har glædet mig at see min kjære Svoger herovre, kan jeg ikke sige Dig, men Du kan vel tænke Dig det. Kun Skade, at han ikke blev een Dag længere, saa havde han kunnet besøge os herude i vort Cantonnement. Naar han kommer hjem, eller hvis Du skriver ham til forinden, saa hils ham og bring ham Johans og min Tak for dette sit uventede Besøg. — Jeg haaber at Du er vel nu, skjøndt jeg af Brevet fra Moder, som jeg modtog imorges — og som jeg haaber imorgen at faae besvaret og derfor her ikke videre omtaler — skjøndt jeg af dette kjære Brev, siger jeg, seer, at Du ikke var ganske rask ved Din Tilbagekomst. — Det var morsomt, at det traf sig saa, at vi den 30te Juli, Ordensdagen for Nysø-Ridderskab just var en Skovtour med flere af dets Medlemmer (Holger og Ida Dalgas). Det er altsaa nu et heelt Aar siden! For mig er det endnu, som om det havde været igaar.
Her vil jeg afbryde og bede Dig leve vel, at hilse alle vore Kjære og snart i Gjerning at vise, hvad jeg vel veed, at Du bestandig med inderlig, søsterlig Kjærlighed omfatter
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Fra Johan kan jeg hilse; han kan ikke bede mig gjøre det, da han er paa Feltvagt i Nat. Jeg har ikke seet ham siden i — ja, det var saamænd dog igaar Morges tidlig, da han fra Skovtouren i Mandags var fulgt hjem at overnatte hos mig. Vil Du bringe Haralds. 28og Caroline Boisen min hjærtelige Lykønskning. — Hermed Punctum. Nu skal jeg i Seng. —
Brevet bliver først afsendt imorgen.
NB. For det Tilfælde at dette Brev skulde komme førend det, som jeg har i Sinde at skrive til Moder, vil jeg dog bede Dig takke hende hjærtelig fra mig for det inderlig velkomne Brev fra hende, jeg modtog imorges. Endvidere vil jeg bede Dig at give en paalidelig Ven i Commission at skaffe mig et godt Uhr til billig Pris (circa 10 R.) Pengene skulle følge saa snart Uhret ankommer. Desuden ønsker jeg en Træpibe (Jægerpibe), som faaes hos Cramers i Nygade for en Mark. Uhret i sort, Piben i grøn Snor. — Nej, lad mig engang faae en højrød Uhrsnor. Du kjender min Smag.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Hornstrup, Torsdag d. 3die August 1848.
Kl. 9 Formiddag.
Kjære velsignede Moder!
Tusind Tak for Dit Brev, som jeg fik igaarmorges paa Sengen, Det var det første, jeg har faaet hjemmefra, siden jeg rejste, og det er netop idag 14 Dage siden jeg forlod Kjøbenhavn. Tak for den kjærlige Omsorg for mig, den moderlige Ømhed, der lyser ogsaa ud af dette Brev, som af al Din Færd imod Dine Børn. Om jeg end ofte kan have syntes uskjønsom, naar det onde Lune var over mig, saa maa Du dog troe, jeg har altid vidst og veed bestandig godt at skjønne paa, hvad det er at have en saadan Moder. Om jeg end, ifølge min ærgerlige, choleriske Natur, ofte kan synes ufølsom for den Lykke, at omfattes med saa megen Kjærlighed af begge mine Forældre og begge mine Søskende, saa tør jeg dog nok paastaae, at jeg i mit Inderste paaskjønner og gjengjelder denne Følelse. — Brevet til Johan har jeg kun seet udenpaa, da han igaar var paa Feltvagt en god Miil herfra, men jeg gaaer nu over at see til ham i hans Quarteer en Fjerdingvej borte i Lysholt. Han maa nu være kommen hjem fra sin Nattevagt.
Hvad Du skriver om Meta gjør mig ondt. Kan hun dog aldrig blive af med disse Febertilfælde? Jeg skrev igaar Aftes et Brev til hende, der kommer afsted med det samme som dette, og jeg vil derfor henvise dertil i Henseende til vort videre Befindende og Udsigter. Jeg iler ogsaa med at slutte dette Brev, for at komme over og see til Johan. Vi have her idelige Tordenbyger, og medens jegs. 29har skrevet disse Linier er Vejret fra kulsort blevet lyseblaat, fra Hagel til Solskin. Et Uhr har jeg mærket jeg umulig kan undvære og beder derfor en Ven i Kbhn. at skaffe mig et godt et til godt Kjøb. Mohr paa Kongens Nytorv kan skaffe et saadant til en 10 Rbdlr. Lad mig faae det snarest muligt, med Underretning om Prisen. Pengene ligge og vente. Jeg har nu faaet mig en Oppasser, en flink Aising, der har udmærket sig i flere Slag, men nu gjærne vilde have det lidt bedre end ellers. Jeg har i den Anledning faaet mig en ordentlig Madkurv anskaffet, hvori en Kaffekande, en Smørdaase, en Theedaase, en Kaffedaase, en Sukkerdaase m. m. En Feltkappe har jeg desværre endnu ikke faaet, men tænker stærkt paa at lade en sye i Vejle. Derimod har jeg faaet mig en rød Trøje, som jeg lader sye om til min Person. — Hermed maa Du denne Gang tage til Takke. Mange venlige Hilsener til Fader, Tante Jane og hvem andre der tænke lidt paa Din hengivne Søn
Svend
P. S. Vil Du ikke lade mig faae et Kvarter af den Slags Sølvbremmer jeg havde paa Ærmerne som Underofficer, for dog at faae en Smule Distinction paa Skuldrene af min røde Trøje. De vare nok omtrent ½ Tomme brede.
Hvis Skovgaard er kommen til Byen saa hils ham hjærteligt fra mig. Her var noget for ham at bestille, blot han vilde komme herover.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Ved det gamle grønne Bord, Løverdag d. 5te August 1848.
Kjære Svend! For Lidt siden fik jeg Dit Brev fra 3die Aug., Tak mit Barn, saavel for det som de øvrige Du har sændt, I er begge to gode Sønner med at skrive til Eders gamle Moder, der er vist heller Ingen der glæder sig meere derved tør jeg nok sige; det var da godt Børn at I endelig fik mit Brev, her kunde jo ikke godt skrives fra førend vi vidste hvor I egentlig var at finde, i Dag faaer I begge Brev fra Meta, som nu Gud skee Lov! dengang er blevet af med Feberen. — Fader og jeg har i denne Tid ret været eene, da Tante Jane har maattet være oppe hos Meta, op til os fik vi hende destoværre ikke; maaske i Dag kommer Boisen, ja det har hun nok selv sagt. — Her har i den sidste Uge været en Engelænder hos Fader ja næsten hver Dag, nogle Dage til Middag og Aften, jeg har været saa glad herved, det er et vakkert ungt Menneske paa 24 aar, snart reiser han nu videre, han vil lære Dansk alt hvad han kan. Faders. 30ville skrive Lidt herpaa om han blot kommer saavidt, Han har faaet et slemt Hold i Ryggen og har nu i Morgen igjen to Prædikener.
Saasnart mueligt skal jeg see at faae Uhret besørget Du skriver om, som jeg kan vide Du savner, Du er et forsynligt Menneske, kan jo ikke nægtes med alle de Daaser Du har anskaffet. — Jeg længes nu ret efter hvad Du har skrevet til Meta om Eders Udsigter. Vi leve her i den tykkeste Uvidenhed. Aviserne siger slet intet ; kan jeg faae dem bort sænder jeg i Aften en Ladning til Johan. — Endnu engang tak mit Barn for Dine Breve, jeg er ofte hos Eder saavel Nætter som Dage paa Vagter og overalt følger jeg Eder. — Gud være med Dig paa alle Dine Veje! saa beder Din
trofaste Moder
E. Grundtvig.
Skovgaard var her forleden Aften og bad saameget at hilse Eder.
At jeg har Hastværk kan Du da nok mærke. Du kjænder jo nok Moder.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag 5 Aug. 48.
Kiære Søn!
Vel er jeg en Kryster idag, som, for et Hold over Lænderne knap kan sidde paa sin »tre Bogstaver«, men for at mine Sønner kan see, jeg dog er vaagen og tænker paa dem, vil jeg, med Tak for dit første Brev, dog skrive et Par Linier paa Moders.
Noget af det nyeste, jeg ellers veed, er, at idag otte Dage kom der en Herre ind til mig og talde Tydsk, hvorover jeg blev saa bange som den »svenske Goldamme« da hun tænkde at hun havde mødt en Tyrk, men da han hilste fra Oxford, svarede jeg strax paa engelsk, og det var da ganske rigtig en ung »fellow« fra Oriel 1) paa din Alder og ved Navn Mr. Earle, som jeg siden har havt Fornøielse af, og indført hos Prof. Höyen, som ogsaa led Karlen og fulgde ham selv baade paa Galleriet og om i Thorvaldsens Museum, hvor jeg ved den Leilighed ogsaa var et Par Timer og morede mig ret godt, men fik nok Holdet over Lænderne af Trækken.
Det morsomste jeg ellers veed om Mr. Earle er, at da han forleden Aften var gaaet herfra med Skougaard, som Du veed, kun taler Dansk, og jeg siden spurgde ham, hvordan de underholdt hinanden, svarede han, at de snakkede sammen hele Tiden, idet Mr. Earle sagde en af de faa Danske Sentencer, vi havde lært ham, og Sk.s. 31gav et længere Svar. Men sagde jeg, De forstod jo ikke Sk! Aah, sagde han, det var det samme, for jeg kunde dog ikke give ham andet end min anden Sentents.
Hans Introduction var fra Marriot i Oriel, som Du maaske husker, og det kan dog more Dig, at den tørre Magister skrev I am glad to see that your countrymen are proving themselves a brave and loyal nation, and though, as a Christian I wish for peace, I hope, they may not be compelled to accept any terms unworthy of their independence and honorable national spirit! hils Johan kiærligst fra
din faderlige Ven
Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend
1) .
den 5te August 1848.
Min kjære Svenn!
Endskjøndt jeg desværre endnu intet Brev har modtaget fra dig, som jeg ei kan nægte har gjort mig inderlig ondt da Du dog havde lovet mig at skrive meget snart, kan jeg dog ei andet i dag end skrive dig lidt til for at sende dig et kjærligt Levvel som jeg desværre ei heller dennegang skulle have den Glæde at sige dig i det Øieblik du drog for anden Gang afsted for at kæmpe for dit og for mit Fødeland, jeg har i dag skrevet et langt Brev til Johan til Svar paa to Breve som jeg modtog fra ham den 27de Juli jeg har ikke kunded svare ham før da jeg Dagen efter min Hjemkomst fik Feber og maatte i 5 til 6 Dage holde Sengen jeg er nu igjen oppe men jeg troer ikke ret Freden og jeg griber derfor strax i dag Pennen for at skrive Eder til mens jeg kan, thi jeg føler en saadan Trang, da jeg jo desværre ei kan mundtlig, til skriftlig at tale lidt med Eder om hvad der ligger mig paa Hjertet uden at Du dog derfor maae kalle mig sentimental som du rigtignok ofte har bedrøvet mig ved at sige jeg var, men jeg veed dog du mener mig det ærligt om du end ikke altid betænkte dine Ord saa vel, dog jeg skriver dig ikke til for at bebreide dig noget, gid jeg blot maatte kunde være dig til halv saa megen Glæde i Livet som Du har været mig saa vil jeg være glad, om mit nærværende Forhold til dig eller rettere sagt om min Betragtning af det, kan du see i Johans Brev om den er gal eller rigtig kan Du da selv bedømme og skriv mig da Din Mening derom. Om min Længsel efter dig og min Glæde ved at see dig veed jeg godt du kan ei lide at høre tale i det mindste da du var her nus. 32maaskee du dømmer mildere ved selv at have følt ret hvad Længsel vil sige dog hvad du end dømmer saa veed jeg dog at Du elsker Ærlighed frem for Alt i Verden og vil derfor ogsaa at jeg skal have Lov til at sige min Hjertes Mening og udtrykke hvad jeg i det Øieblik føler om du end ei ret kan forstaa mig, eller føle med mig, ja Svenn jeg føler at dit Hjerte har fundet Gjenklang i mit, Gud give at mit ogsaa engang maatte finde Gjenklang i dit, jeg ved du har aldrig været glad ved at høre Du lignede mig og dog er det sandt ja langt mere sandt end De har vist som sagde det thi De talte om en ydre Lighed men jeg mener en indre Lighed i Tanker og Følelser skjøndt du er Mand og jeg er Kvinde, bliv nu ikke strax bange fordi jeg siger du ligner mig som dog er Kvinde tro mig du er saa mandig som nogen Mand kan ønske sig at være men jeg veed Du vil dog ikke negte Manden Lov til at have Følelser og til undertiden at lade dem komme frem naar noget griber eller bevæger ham dybt. Da du forrige Gang reiste bad du mig nævne det Navn som er dig kjærest her paa Jorden og jeg tænker du ønsker det samme nu (naar jeg skriver dig til) og jeg vil da sige dig at du ei har gjort eller vil nogensinde gjøre hende ulykkelig ved at elske hende eller ved at hun hører tale om din Kjærlighed (som du dog ikke maa tro at jeg plager hende med nei langtfra vi tale næsten aldrig herom) tvertimod vil Tanken om din trofaste Kjærlighed som jeg troer du med Guds Hjelp vil bevare gjøre at hun igjen faar den Tillid til Mennesker som hun nu desværre selv føler saa dybt Savnet af og Troen paa at der gives nogen Kjærlighed paa Jorden, som han der har gjort hende ulykkelig desværre har berøvet hende, jeg veed Du har intet høiere Ønske end at gjøre hende lykkelig derfor skriver jeg dette som er min inderlige oprigtige Mening og jeg troer at du ved at tænke herover vil kunde forstaa mig og føle at jeg har dog i Grunden Ret. Tilgiv mig om jeg i dette Brev enkelte Steder har saaret dig som jeg ved at læse det igjennem seer let kunde være Tilfældet men tro mig det var ei gjort for at saare dig, men jeg er ikke glad i dag og saa skriver man ofte noget man hellere skulde ladet være dog du kjender mig jo og vil derfor heller ei blive vred paa mig. Nu Farvel. Gud være med dig saa farer du vel ja Gud give dig Fred i Sjælen thi den gjemmer dyrebare Ting som sin Fred gjemmer.
Fra Tante Jane som er hos mig i disse Dage skal jeg hilse dig kjærligt send hende en venlig Hilsen naar du skriver det vil fornøie hende meget. Skriv nu snart til din trofaste
Søster Meta.
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Hornstrup. Lørdag Aften 5/8 1848.
Kjære Moder!
Kun et Par Linier tør jeg give mig Stunder til at skrive Dig til, da vi imorgen tidlig skulle bryde op, for at marschere sydpaa. Ordren lyder paa, at »Cantonnementet forlægges til Viuf« (2 Mil sønden for Vejle); men det er jo vel muligt, at Rejsen gjælder længere sydpaa. Fra Johan kan jeg hilse Dig og Jer alle; jeg var idag ovre hos ham og spiste til Middag. Vi havde aftalt en Tour for imorgen med Dalgas’s og Holger, nemlig en Tour til Aldebertsminde 1) , og vi havde faaet Permission af vor Major. Nu bliver der naturligvis intet af dengang. Hils Fader og tak ham ogsaa fra mig for hans kjærlige Brev til Johan, som jeg fik at læse idag. Hils ogsaa Meta, Boisen og de andre. Mere vil jeg ikke tage mig Tid til nu, da jeg skal pakke ind og nok ogsaa vilde have nogen Søvn, før jeg skal paa Landevejen.
Lev vel, kjære Moder, og skriv snart igjen til Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til Moderen.*
Viuf. 6 Aug. 48.
Kjære Moder!
Tak for dit Brev, af 29de Juli som jeg modtog 3 August, det glædede mig meget at see Noget hjemmefra, som jeg ikke havde gjort næsten i 14 Dage. Det gjør mig ondt at Meta atter har faaet sin slemme Feber, dog haaber jeg, at det snart vil være forbi. Kunde hun gjøre ligesom jeg, og lade som Ingenting, naar hun fejler Noget, saa vilde det vist være det bedste, men deri er nu Naturerne forskjellige. Vi laae i vor gode Ro i Lysholt imorges, da vi pludselig ved Midnatstid fik Ordre til at bryde op næste Morgen Kl. 7 og marschere sydpaa med det øvrige af Schleppegrells Flankecorps. Vi havde om Aftenen faaet den Besked fra Stabsqvarteret, at der intet var at gjøre idag Søndag, og vi havde alt begge faaet Permission til at tage ind til Vejle idag og gjøre en Tour ud med Dalgas’ til Aldebertsminde en Mil søndenfor. Det lod imidlertid til at gaae i Lyset, da vi maatte afsted om Morgenen, marscherede igjennem Byen og hilsede paa Dalgas’ i Vinduerne. Imidlertid, efter at vi havde marscheret vore 3 Mil her til Viuf, ad opløste Veje, i den ene Tordenbyge værre end den anden, og kom her i Qvarteer Kl. 2, tog vi os en Lur, og fik os saa fat i en Vogn med et Agebræt (bedre var ikke at opdrive)s. 34og kjørte rask afsted nordpaa i en øsende Regn, dog kom vi uden at være rigtig blødte Kl. 7 til Aldebertsminde. Der traf vi Dalgas’ fra Vejle med Dagmar, Carlo og Holger Stampe, der hører til samme Brigade som vi, og derfor ogsaa idag drog med sydpaa og ligger 1½ Mil fra os, og vi tilbragte sammen en meget munter Aften hos Kammerraaden. Kl. 9 kjørte vi hjem, hver til sin Side, vi her til Elisabethsminde, glade ved end een Gang at have nydt denne vakkre Families Selskab, som vi vil savne meget for Fremtiden, naar vi komme Steder, hvor vi aldeles ingen kjende. Denne lille Kreds har i den sidste Uge tilbragt mangen fornøjelig Dag og Aften sammen, som vil vedblive i min Erindring som nogle af de behageligste, jeg har oplevet. Vi skulle sandsynligviis imorgen længer sydpaa, da Flankecorpset er udseet til at foretage en stor Recognoscering hen imod den fjendtlige Armee, for at prøve dens Kræfter og dens Hensigter. Den skal dog alt være sydfor Aabenraa østerpaa, men vist højere oppe mod Vest, saa jeg tænker vel vi finde dem paa Vejen. Vore Slesvigere ere nu glade igjen, fordi det gaaer sydpaa, de vare meget kjede ad at ligge heroppe i Jylland og holde Feltvagt 4 a 5 Mil fra Fjenden. De længes efter at see deres Hjem igjen. Jeg skriver dette om Aftenen Kl. 11, efter at være vendt hjem fra Aldebertsminde, og jeg begynder at blive noget søvnig efter Dagens Anstrængelser, saa jeg nødes til at slutte snart. Jeg var igaar og idag reent daarlig i Hoved og Mave, jeg laae den meste Tid igaar, men maatte paa Benene tidlig imorges med Mavepine, Hoveddito og Værk i hele Ryggen, et Tilfælde, jeg aldrig veed at have haft før, men som er let forklarligt af den Mængde Kuld og Fugtighed, vi maa døje, næsten ingen Dag gaaer uden Regn, og Vejene ere frygtelige at befare, og alle Enge som Moser. Jeg slæbte mig kun med Nød og neppe hertil, men nu er Gudskeelov det Hele forbi, jeg har iaften befundet mig aldeles normalt. Svend og jeg er inat for første Gang i samme Qvarteer og han sidder og skriver til Meta. Han fik just nu et Brev fra Vilh. Blom, Oberstlieutenantens Tilstand er meget god, dog bliver han ikke udskrevet af Lazarettet, før sidst i August. N. Spandets Tilstand staaer i Stampe, vil ej rigtig bedre sig endnu. Blom og de andre Nordmænd i 2den Reservebat. have taget deres Afskeed for Kjedsomhed, det er igrunden flaut for dem, vi have her i Bataillonen mange Nordmænd, der vise en ganske anderledes Taalmod og ikke vente at have Gilde hver Dag, som er en ungdommelig Forestilling om Krig, som hine burde være gamle og kyndige nok til at være ude over. Hils Fader meget og tak ham saa mange Gange for hans
s. 35Tegning af P. C. Skovgaard.
Carlo Dalgas.s. 36
s. 37Brev, som gjorde mig meget godt at modtage, jeg frygtede for, at mit Brev skulde mishaget og stødt ham, men det glæder mig at see, at han har optaget det med den faderlige Venlighed, som jeg altid vil paaskjønne som Noget, der kun bliver faa til Deel. Mange Hilsener til Meta, Tante, og andre Venner fra din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Viuf. Søndag Aften 6/8 1848.
Kjære Meta!
Igaar Aftes skrev jeg et Par Ord til Moder, for at underrette hende om vor forestaaende Marsch sydpaa. Jeg kan nu meddele lidt nærmere derom. Det er hele Schleppegrells Flankecorps, bestaaende af 5te, 9de og 10de Bat., 1ste Jægercorps, »1ste Bat. danske Frivillige«, (hvortil høre Vejles, Horsens’ og Aarhus’ Røvercorps) samt Brechwolds Husarer og 2 Kanoner, der har faaet Ordre til at gaae sydpaa for at recognoscere. Paa Marschen hertil imorges mødte vi paa Landevejen en Vogn med Civile, som nogle af vore Folk gik hen og talte med, og de berettede dernæst, at det var Nis Lorensen fra Lilholt og Hans Nissen fra Hammelev, der kom fra Slesvig og havde været inde i Haderslev, hvor nu ingen tysk Soldat mere var at see, alle tyske Tropper skulle alt være marscherede sønder ud af Apenrade. Kun paa Vestsiden staae endnu nogle schleswigholsteinske Tropper. Disse Efterretninger vare de paa Vej at bringe Generalen i Vejle. — Relata refero 1) . — Vi kom omtrent Kl. 2 hertil Viuf (eller som det udtales Viw) og Johan og jeg bleve indkvarterede sammen med endnu en Officer og 350 Mand af Bataillonen paa Elisabetsminde, der tilhører den store Studehandler Major Ingvorsen. Uagtet det øsende Regnvejr, besluttede vi dog at følge den tidligere Aftale og tage hen til Aldebertsminde, der ligger 1 Mil herfra (Vi ligge her midtvejs mellem Vejle og Kolding). Vi kom ogsaa derhen, uden at være ganske gjennemvaade, og have der tilbragt en yderst behagelig Eftermiddag. Fru Dalgas fra Vejle med Datter og Dagmar samt Karlo og Holger vare der ogsaa, og vi morede os ypperligt. Vi dandsede først i Kjøkkenet, saa i Mælkestuen og endelig i Havestuen. Betty var den gamle og yderst oprømt. Det glædede mig meget at see hende igjen. Hun var meget vred over, at Boisen ikke kom ud til hende. Havde hun vidst, at han var i Vejle, sagde hun, saa havde hun kjørt ind ogs. 38hentet ham. Hun bad mig paa det indstændigste at hilse baade ham og Dig saa meget. Du veed af mit Brev til Moder, at vi havde med Dalgas’s i Vejle aftalt denne Tour idag, men vi havde kun liden Tanke om, at Mødet dog skulde komme istand, dengang vi imorges marscherede forbi deres Vinduer i Vejle og vinkede vort Farvel med Sabelen. Dagmar havde strikket mig en Kaffepose til min Kande, men jeg havde endnu ikke faaet den. Nu kastede hun den ud af Vinduet til mig i Forbimarschen til stor Moro for Gjenboerne, og vor gamle fortræffelige Major Holm, der red lige bag ved, spurgte mig i sin sædvanlige tørre Tone: Naa lille Grundtvig, hvad var det for en Present, de to smukke Damer der gav Dem ud af Vinduet? — Jeg maa dog fortælle Dig, at Johan er aldeles indtagen i Ida Dalgas. Han svær paa, at det er den skammeligste Bagvaskelse at kalde denne Skjønhed indskrænket. »Hun har lige saa megen Forstand — siger han — som Fruentimmer i Almindelighed,« og han finder hende i alle Maader yndig. Ikke engang Dumheden i hendes Latter er hørlig for hans indtagne Øre, skjøndt den synes mig meget paafaldende. — Efter at jeg for en halv Time siden kom hjem fra denne fornøjelige Udflugt, modtog jeg et Brev fra Vilhelm, hvori meldes, at Majoren nu gjør Spadsereture paa en halv Mil, men dog endnu et Par Uger maa blive under Lægebehandling. Med Niels Spandet staaer det stille. Han skriver ogsaa, at et Brev fra Krigsministeren melder, at Storbrittanien nu vil tage sig kraftigere af vor Sag, men derfor ønsker Vaabenhvile, saalænge Underhandlingerne drives, og at derfor Hansen maa forholde sig passiv indtil videre. — Jeg forstaaer ikke alt dette Væsen. Men længe kan det vel ikke saaledes blive i det uvisse. Nu godnat, kære lille Søster. Jeg haaber Du er frisk og vel og har atter faaet Boisen hjem. Hils nu Fader og Moder og ham og Tante Jane og vor lille Amalia og hvem andre, der maatte bryde sig om en Hilsen fra
Grundtvig og hans Slægt.
3
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Nu kunde Du dog gjærne tage Dig over at skrive en Smule til mig, saavelsom til Johan, der ikke tiere skriver Dig til, før han seer noget fra Dig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Tirsdag Morgen d. 8de August.
Blot to Linier mit kjære Barn for at sige Tak for Dit Brev fra i Løverdags. Gud veed nu hvor og naar dette træffer Dig, jeg fik dets. 39nu fra Mohr, det er godt lod han sige, gid det nu ogsaa maae vise godt for Dig.
Gud velsigne og bevare Eder mine kjære Børn ! snart, snart skriver Du igjen til
Din længselsfulde Moder
E. Grundtvig.
Det er Gud skee Lov bedre med Fader.
Brevets Udskrift:
Lieutenant S. Grundtvig.
10de Linie-Bataillon. 4de Compagni.
Hermed et Uhr indsyet i Lærred.
(Af Postvæsenet tilføjet: 1 Æske. Værdi 10 rd.)
Fra Johan Grundtvig til Faderen.
Kolding
8 Aug. 1848.
Kl.
Kjære Fader!
Tak for dit Brev af 31te Juli; først idag har jeg faaet Rolighed til at skrive dig et Par Ord til, thi vi have paa Grund af Forholdene og den snevre Indqvartering snarere formeget end forlidet Selskab (og dog er Selskabskredsen temmelig indskrænket, da den almindelig er bestemt med de Officerer, der staae i samme Compagni, det vil for mig sige 2 a 3, da den Ene ofte er i Forretninsrejser) saa Tid til at skrive andet end Dagbøger er vanskelig at finde. Idag har jeg imidlertid faaet den sjeldne Lod at være ene den hele Dag, da jeg commanderer vor yderste Feldtvagt ved Kolding Sønderport, i et Huus, som har faaet Skydehuller for Vinduer i den ene Ende, medens det i den anden beboes af Familien, en Farver Utzen. Her seer comiskt ud. Ligeudenfor min Vagt har jeg Aaen med en Barrikade paa hver Side og 200 Skridt sønden for Aaen nok een, hvor Byporten er, der dog kun er svagt besat her fra Vagten, men vi have en viid Udsigt langt ud over deres Hoveder henved ¼ Miil og have Preusserne ligeoverfor os, dog have vi ikke seet dem idag. Igaar lod de sig heller ikke see, da 5 Bat. havde Vagten, iforgaars derimod og de foregaaende Dage, medens vore Forposter stod ved Vejle og kun Husarvedetter vare her, søgte de meget ude paa en Gaard, der ligger paa Bakken herudenfor ligefor vore Øjne, og hedder Bellevue, men idag have ingen vovet sig derop til, sagtens af Frygt for vore Kanoner, som vel ere her, men som jeg ikke ret veed, hvor skulde kunne rækkes. 40over Byen fra, thi fra Møllen nordfor er der vel godt Skud over Husene, men Distancen er vist for nærved ved ½ Mil til at de kunne gjøre nogen Skade. Vore Geværer kunde de være rolige for, thi de række nok derop, men Kuglerne gjør ikke Noget paa den Afstand. Imidlertid, viist sig have de ikke, der gik just nu en Patrouille paa en 30 Mand ud af Porten for at søge dem, jeg bad om at maatte føre den, men fik ikke Lov, fordi jeg skulde blive ved Vagten, jeg havde havt stor Lyst til at see mig lidt om paa den anden Side af de Bakker, der ¼ Miil herfra begrændse vor Synskreds. Imidlertid jeg maa finde mig i min Skjæbne og trøste mig med, at skrive til dig og til Vilhelm Blom og maaskee ogsaa til Peter, som jeg vil bede dig hilse mange Gange, ifald han ingen Brev faaer selv denne Gang, han skal i saa Fald faae med det Allerførste. Ingenieurerne lægge her udenfor mit Vindue en Bjælkebro over det alt i en Maanedstid afbrudte Stykke af Steenbroen over Koldingaa, for at Borgerne kunne faae deres Korn ind, der alt staaer i Traver paa Markerne mellem Preusserne og os. Vi have idag seet Folkene gaae ganske rolig derude og høste. De ere meget fornøjede over at vi ere komne her frem igjen, skjøndt det gaaer ud over deres Huse. Farveren, hvis Gaard jeg er i, kan saaledes ikke drive sin Næring, fordi Porten, der gaaer lige ud til Aaen saavelsom hans Gadedør ere stoppede og saaledes er det Tilfældet i hele Strækningen mod Syd udtil Aaen. Vi trak paa Vagt her de 1½ Miil fra Viuf (som forresten hedder Viw) imorges Kl. 5 og trække af Vagt igjen imorgentidlig tilbage til Viuf, (hvorfra jeg skrev til Moder iforgaars og hvor vi have det meget godt) at sige, hvis vi ikke blive angrebne inat, thi da komme vi nok tidligere tilbage, da vi have Ordre at trække os langsomt tilbage i saa Fald og afvente Forstærkning. Vi ere nemlig kun 4 Batailloner i det Højeste og vist knap det her i Forpostlinien, de Andre maa Gud vide hvor ere henne nu, maaskee hinsides Vejle. Midt i forrige Uge, 2den August f. Ex. vare Tydskerne sydfor Aabenraa, efter Nis Lorensens og Hans Nissen fra Hammelev’s Forklaring til vore Folk, der mødte dem tilvogns, kjendte og antastede dem paa Vejen fra Vejle til Viuf i Søndags. De rejste til Hovedqvarteret med Meldinger fra Slesvig. Hvad Grunden er til den pludselige Retraite og ligesaa pludselige Fremgang, vide vi ikke, maaskee var det en Finte, eller en lille Motion blot. Nu har jeg sagt alt hvad jeg veed og seer mig derfor foranlediget til at slutte disse magre Linier, som jeg dog haaber, du ikke vil kritisere altfor skarpt, Sproget i dem er mange Steder lovlig haardt æltet, men saaledes bliver nu engang altid min Stil, naar jeg ikke faaer den skrevets. 41mere end een Gang. — Endelig maae jeg dog ikke glemme at takke dig ret hjertelig for dit Brev, som jeg dog haaber, Moder alt har gjort paa mine Vegne. Det glædede mig inderlig at see din Udtalelse af din Mening om vort Forhold, som jeg vel kun tildels kan fatte, men ogsaa veed, er saa sammenvoxet med din hele Personlighed, at det vilde være ialfald altfor dumdristigt af mig at vente at kunne rokke eller i noget væsentligt modificere. For øvrigt troer jeg virkelig, at den Uovereensstemmelse i Anskuelser, der faktisk finder Sted imellem os, ikke er saa stor, at den kan være til Hinder for, at det rette Forhold mellem dig og os kunde finde Sted. Jeg troer, ligesom du, at maatte søge Grunden i uheldige Omstændigheder og naturlig Hidsighed paa begge Sider. Tiden vil sikkert ogsaa udjevne denne Ujevnhed ligesom saa mange andre, og med det Haab, at den Tid ikke maa være langt borte, vil jeg slutte dette Brev, idet jeg beder dig modtage ved min Haand en Hilsen fra Svend, der idag ikke har Lejlighed til at skrive, da han ligger paa Landevejen nordfor Byen. Brevet glædede ham ligesaameget som mig, og han vil vist med det første ogsaa lade høre lidt fra sig. Hils Moder, Meta, Boisen, Tante Jane og dersom nogle af mine Venner ere i Byen, ogsaa dem fra
3*
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Vil du ikke bede P. Boisen eller en anden paalidelig Mand hos Eibe paa min Regning at requirere og mig tilsende snarest muligt 1) Efterladte Skrifter af P. M. Møller 2den Udg. 1ste Bind og subscribere paa Resten og opgive ham min Adresse. 2) En Episode af Krigen af en ung Pige i Møgeltønder. — Og naar I have læst 2 Hefte af 3die Bind af Nord og Syd, maa vi saa ikke faae det over, ligesom de følgende; jeg svarer til dem, og har udmærket godt og rummeligt Logi i min Kuffert. Aviserne, jeg skrev til Moder om, sendes bedst og billigst som Breve (ͻ: saa gaae de gratis), men saa maae de rigtignok sendes hver Dag, thi ellers blive Brevene vist for store, og Tillæggene til hver Avis maae vi endelig have med for Avertissementernes Skyld, som vi højst trænge til at læse med Hensyn til Bøger og Personalia. — Vil du ikke ved Lejlighed højtidelig lykønske Harald Boisen og hans Brud fra mig, jeg havde nær glemt det foroven. Dersom jeg ikke mod Formodning skulde faae skrevet igjen til Eder inden Eders Bryllupsdag, paa hvilken nu 2/3 af dens Afgrøde savnes i Eders Huus, vistnok (i mange Aar) for første Gang, saa vil jeg »paa Forhaand« ønske Eder til Lykke og takke Eder fors. 42de mange Aar, vi have nydt det fædrene og mødrene Hjems lykkelige Dage, der altid, om det end ofte ej syntes saa, staae med en egen Skikkelse, hjemlige og hyggelige som ingen andre, i vort Minde. Lad Moder læse denne Hilsen og beed hende tilgive, dersom hun selv ej faaer et eget Brev til den Dag, kan jeg faae et skrevet, skal jeg gjøre det, men til det er rigtignok Udsigterne ikke særdeles gunstige i de næste Dage, da vi først op paa Dagen i Morgen komme i Qvarteer og der er 1½ Miil her til Kolding og 2 til Vejle. Dog Moder bærer vist over med det, som hun har gjort med saa meget andet i sin store Kjærlighed. Hun skal med det Første ialfald faae et Par Linier fra mig til at afbede min Forsømmelse. Gud være med Eder, med Danmark og med os! Levvel!
Fra Svend Grundtvig til Moderen.
Elisabethsminde i Viuf. Torsdag Formiddag. 10. Aug. 1848.
Kjære Moder!
I dette Øjeblik modtog jeg Brevet fra Dig og Fader fra i Lørdags. Men Brevet fra Meta har jeg endnu ikke seet noget til, skjøndt Johan nu ogsaa modtog Dit Brev fra Mandag. Ogsaa fra Vilhelm var der i Dag Brev til Johan.
Af Brevet til Meta fra i Søndags, samt af Johans Brev til Dig af samme Dato vil Du have erfaret Begivenhederne i vort ensformige Liv indtil Søndag-Aften. Jeg vil nu fortsætte Beretningen.
Efter at have skrevet Jer til, gik vi til Sengs og sov fortræffeligt. Hele Mandagen laae vi stille hen og hvilede os. Vi have det her saa godt som endnu intet Sted paa denne Tour. Tirsdag-Morgen Kl. 5 rykkede vi herfra paa Forpost ved Koldingaa, Johan laae i Vidding, men jeg laae som Commandeur for en Feltvagt paa 60 Mand ved Landsbyen Harthe, ½ Miil fra Kolding, ved Riber-Landevej. Her er langs den nordlige Bredde af Koldingaa, der i denne Tid ved den idelige Regn er bleven til en heel Flod, omgivet af Moradser, en Række høje Banker, hvorfra man seer langt ind i det forjættede Land, der er Stridens Æble. Paa disse Banker, saa vel som ved Aaen neden under have vi vor Vedetkjæde. Samme Dag (Tirsdag) rykkede 1ste Brigade under Bülow fra Leirskov ned i Slesvig henad mod Christiansfeit og fangede der en 30 Mand preussiske Kyradserer, der skulle have været meget glade ved at ombytte Friheden med det danske Fangenskab. Samme Dag havde vor Bataillon en Patrouille nede i Vonsild, uden dog at støde paa Fjenden. Igaar skal Fjenden,s. 43som nogle Dage forud havde trukket sig tilbage til Aabenraa, atter have viist sig tæt udenfor Kolding. Han skal være en 4000 Mand stærk. — Hvad nu min egen Feltvagt angaaer, da gik den meget rolig af, og skjøndt den havde sine Ubehageligheder, da vi om Natten fik en øsende Regn, der næsten uden Afbrydelse vedblev hele Gaars- Dag, saa havde jeg dog ogsaa megen Fornøjelse af den, da jeg der fik Lejlighed til at træde i nærmere Bekjendtskab med Folkene. Om Natten skulde jeg have 1/3 Deel under Vaaben, og da de begyndte at blive noget søvnige, fik jeg sat Liv i dem, ved at fortælle en Historie og derved fremkalde en Række af Fortællinger, der fik Tiden til at gaae fortræffeligt. Natten var kold og mørk, men jeg lover min gode Garderobe, jeg frøs ikke det mindste. En Kappe havde jeg faaet at laane af en anden Officer, og min Skindtrøje var ogsaa i Brug. Det var min første selvstændige Commando her i Felten, og den havde derfor megen Interesse for mig, især da det var mig sagt af Forpostcommandeuren, at vi maatte være meget opmærksomme, da 1ste Brigades Tog maaskee kunde drage en Fægtning og et Angreb paa vore Forposter efter sig. Jeg var selv ude at recognoscere og stille mine Vedetter ud, og hele Natten havde jeg mine Patrouiller i Gang. I en øsende Regn, der piskede os lige [i] Ansigtet, marscherede vi igaar Formiddags, efter at være afløste af 9de Bataillon, her hen til vore forrige Cantonnementer, hvor vi ankom drivvaade. I Nat blev det da igjen godt Vejr og Maaneskin, og i Dag have vi hidtil haft Tørvejr, men en rygende Storm. Det seer sørgeligt ud med Høsten under disse Omstændigheder. Rugen begynder at spire paa Marken, og om de end kunde faae den af Marken, saa kan de dog ikke her paa Egnen faae det i Huus, men maa sætte det i Hæs, thi hvor skulde vi ellers faae Plads, naar Loer og Lader vare fulde. — Vilhelm skriver fra Als, at Boisen havde besøgt ham der i Lørdags og de havde gjort en fornøjelig Skovtour sammen med gl. Blom og Henrik Stampe. — Gud skee Lov, at Meta nu er rask igjen. Hendes Breve til os maae da ogsaa komme for en Dag. Foreløbig kan hun imidlertid skrive et Par nye; det skader ikke at være forsynlig. Foruden, hyad jeg alt forhen har bedet Dig besørge, (men da endnu ikke faaet) beder jeg Dig sende mig min Tornister, som ligger der hjemme; den skal min Oppasser bære med min røde Trøje og et Par Støvler i. — Endvidere beder jeg om at faae syet en lyseblaa Feltkappe af reglementeret Façon, men en Alen videre, for at jeg kan kaste den over mig ærmeløs. Tøjet, det reglementerede Soldater- Comis-Tøj, kan vel faaes fra Depôtet. Jeg har endnu ikke behøvets. 44at tage til min Gage for denne Maaned, men har levet af Overskuddet af Equiperingspengene, saa jeg har Mønt nok at betale disse Bestillinger contant med.
Jeg maa nu slutte, da der i dette Øjeblik kommer Ordre til øjeblikkelig at stille i marschfærdig Stand. Vi skulle formodenlig ned til Kolding. Hvad der er paa Færde, veed jeg endnu ikke. Jeg skal nu have min Middagsmad, eller som det her hedder »Unnen« og saa afsted. Lykke til ! Dette Brev faaer jeg afsted med en Afsending fra Bataillonen til Vejle. Bliv nu blot ikke allarmeret ved dette Budskab. Vi ere her jo for at slaaes, og det er endda ikke saa vist, at det bliver til noget dengang. Lev vel og hils Alle. Tak Fader for hans Paaskrift. Jeg har nu ingen Tid til at svare strax.
Din hengivne Søn:
Svend.
Kl. 1 Efterm.
*Fra Svend Grundtvig til Faderen.
Elisabethminde, Torsdag, 10 Aug. 1848.
Kiære Fader!
Tak for Du lod mig see nogle Linier fra Din Haand. Det er nu længe siden jeg saae noget fra den, trykt eller skrevet, men der er nok nogle »Danskere« paa Vejen herover. I Middags skrev jeg til Moder, men blev nødt til at slutte noget hovedkulds, da der blæstes til hurtig Udrykning. Vi kom da allesammen, hele Flankecorpset, ud paa Landevejen, hvor vi stode indtil Kl. 11, da vi sendtes hver til sit. Grunden til denne Udrykning var den Mælding fra Kolding, at Fjenden rykkede frem mod Byen. Mens vi stode paa Vejen kom den ene Ordonnants efter den anden sprængende fra Kolding. Den sidste mældte, at Fjenden ikke var stærkere, end at de derværende Tropper nok kunde tage imod ham, om han skulde ville angribe. Kanskee vi imorgen komme ned at snakke med ham. — Jeg skrev til Moder om den Feltvagt, jeg havde iforgaars. Et lille Træk derfra glemte jeg at anføre, som morede mig meget. Det var lige ved en Smedie vi stode, og Smeden havde staaende en nybeslagen Vogn. Om den samlede en heel Deel af Folkene sig for at recensere den enhver efter de Regler for en Normalvogn, som han medbragte hjemmefra. Det kom derved til en pudsig Udvexling af Ord, af alle de mangfoldige Benævnelser nemlig, som haves paa enhver Stump Træ og Jærn paa saadan en Vogn. Men hver Mand havde sin Terminologi, og de loes. 45hjærtelig hverandre ud for de løjerlige Navne de gave Sagerne. Næsten alle Dialekter vare nemlig repræsenterede der: der var Sjællændere, Jyder, Slesvigere, Alsinger, en Langelænder og en Lollik, og enhver af dem paastod, at hans Benævnelser vare de ene rette og fornuftige, og fandt de Andres usigelig latterlige og urimelige. Dette Skuespil varede vist en heel Time til gjensidig Fornøjelse, og det havde været en sand Guldgrube for en Sprogforsker, naar han ret havde haft Stunder til at benytte den. Men Samtalen blev ført saa hurtigt og levende, at jeg, som desuden ikke selv havde nogen Terminologi for alle Vogndelene at gaae ud fra, aldeles ikke kunde følge den. — Jeg har nu været saalænge ved Bataillonen og er navnlig i den sidste Tid kommen i saa megen Berørelse med Folkene, at jeg kan have nogen Mening om Folkene, og den er, at det er ypperlige Karle. De ere for største Delen fra Nordslesvig og Als, nette, veloplærte Karle, og ægte Soldater; de forrette deres Tjeneste med en overordentlig Raskhed. I Mulm og Mørke, i øsende Regn, behøves der kun en Commando, for at faae dem paa Benene, og saa traske de ufortrødent afsted, for at staae en Time paa Vedetpost i en Skovkant eller i en Mose. Om Dagen staaer hver Post 2 Timer i Træk. Jeg observerede dem i Kikkerten, og de stode trolig, støttede til Geværet, med ufravendt Opmærksomhed vendte mod den Kant, hvorfra Fjenden kunde ventes. Da der i Dag uventet blæstes Appel, stode de en halv Time efter opstillede i slagfærdig Stand, og med Sang og Lystighed gik de ud og stode ogsaa saaledes og ventede paa Ordren til at gaae imod Fjendens Kugler. See, saadanne Folk er det en Lyst at have med at gjøre. Dette Billede er vistnok taget fra Lyssiden, thi sandt er det, at der gives adskillige uhæderlige Undtagelser, og der kan ogsaa undertiden vise sig noget Hang til Ulydighed hos disse Folk; men dette beroer dog vist væsenlig paa Officerernes mere eller mindre heldige Maade at tage dem paa. De to Compagnier, hvortil Johan og jeg ere komne, er dem, der have de dygtigste Compagnichefer (Junghans og Falkenskjold), og det bestemmer Tonen i Compagniet. — Inden jeg imorgen afsender Brevet, faaer jeg vel føjet et Par Ord til; her vil jeg slutte for iaften med en inderlig Lykønskning til den 12te August. Jeg glemte at bringe Moder den i Brevet til hende; bring hende [den] fra mig. Den Dag har altid været mig en Højtidsdag, og den skal ogsaa være det iaar, da det er 30 Aarsdagen. Gud give Eder og os, Eders Børn, at see denne Dag endnu mange Gange oprinde i vor Kreds! — Hils Tante Jane og hils Meta, fra hvem baade Johan og jeg idag forans. 46Fronten modtoge Breve. Hils ogsaa Boisen, som vel nu maa være kommen hjem, og vor Ven Skovgaard.
Lev vel, kjære Fader, og vær takket, lykønsket og hilset af
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Fredag Morgen Kl. 9½. Alt endnu roligt. Ingen ny Allarm.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Ja Brevet til Peter maa jeg lade ligge halv færdigt, og det til Moder faaer jeg slet ikke begyndt paa. Hils Dem alle: Fader, Moder, Tante Jane og Peter fra mig. Vi fik nu Ordre til Kl. 12 i Nat at staae marschfærdige. Man ymter om, at vi ͻ: 10de Bataillon skulle imorgen ved Daggry gjøre et Overfald paa Tysken ved Kolding. — Saa komme vi dog med en Gang.
Levvel !
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag 11te August.
Kjære Svend!
Du kan da ikke sige andet mit Barn end Moder er blevet en flittig Skribentinde, som ellers aldrig tog Pen i Haand uden til sit Regnskab. Det Brev jeg skrev i Tirsdags med Uhret haaber jeg dog Du har modtaget? Den 12te. Jeg blev afbrudt i Gaar saa det blev for sildig, her er jeg nu igjen, og vil da begynde med hvad der er mit første og sidste, som er, at høre fra Eder mine Børn jeg havde i Dag glædet mig til at see Brev fra Dig min Søn men nei, Intet kom; af Aviserne seer vi et Sammenstød der har været med Fjenden ved Steppinge den 8de. Det var den Dag Johan skrev til Fader fra Kolding hvor han havde Vagt, Du mit Barn var nok deromkring, siden har vi slet inted hørt og havde da i Dag glædet mig hertil. — Peter og Meta ere her i Dag jeg har ham nu ligeover for mig ved det gamle Bord at skrive til Eder. — Har Du min Søn faaet den Feldtkappe Du skrev om Du tænkte at lade besørge i Veile det har ret været en uhyre vaad og kold Tid for Eder at undvære den ; i Gaar sændte jeg Johans, om han nu blot rigtig maae faae den saavelsom Du Dit Uhr, gid det nu maae være efter begges Ønske. —
Den 13de. Længer kom jeg da ikke igaar men haaber nu bestemt i Dag det skal blive alvor og kan da kjærlig tilføje Tak for Ederss. 47Breve som kom i Dag (inden jeg gik i Kirke), saavelsom Faders, det er nu Gud skee Lov godt med ham for det meeste igjen. Da Meta ikke maae være ude om Aftenen har vi meldt os at følge Hjem med hende og drikke The naturligviis samtlige herfra som jo kun bestaae af saare faae ; Skovgaard har været her til Middag og da faaet Eders venlige Hilsen og hilser saa kjærlig igjen med Tak at I vil see ham men det lader sig ikke saa let gjøre; Constn: Hansen har saa smaat tænkt paa slig en Tour siger han, men der er nu andre Ting der hindrer, gjærne ville jeg tilføjer han. — Jeg tænker nu snart at høre om Johan er fornøjet med sin Feldtkappe saa kan jo Din vel bestemmes derefter om den er rigtig. — Nu i Morgen glæder jeg mig til at høre fra Eder igjen igjennem Meta, thi saa begjærlig tør jeg jo ellers ikke være; I er to gode Børn med at lade os høre fra Eder.
Peters Brev kom da heller ikke bort i Gaar nu meente han da i Dag. — Nu farvel min kjære Svend jeg maae nu op paa Møllen, og lade dette løbe saa forklatted som det er. Naturlig hilser Fader og Tante Jane Eder begge saa kjærlig; i Morgen kommer maaske nogle Aviser og Bøger. Diderik Sch: kommer jevnlig og spørger til Eder og hilser venlig ligesaa Jens B: [der] nu er der inde. Tak for enhver Efterretning I give, det er saa tomt her.
Gud være med Eder mine kjære Børn! Eders trofaste Moder
E. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Viuf
14 Aug. 1848.
Kjære Moder!
Du har sagtens skjændt paa os, og navnlig paa mig, fordi jeg ikke har skrevet siden 10de, men jeg havde adskillige Breve at skrive siden, saa jeg ikke før idag har kunnet blive færdig. Tilmed har jeg her fundet endeel af Schillers Værker og begjærlig grebet dem, saa det tager ogsaa nogen Tid. At jeg ikke vel kunde lade dem ligge rolig i deres Støv kan du nok begribe, da jeg saa nys undslap fra Examenslæsningen, jeg i 2½ Aar har trællet for som et Bæst, har maattet kjede mig fra Morgen til Aften, og som du veed, ikke nogen Aften gaaet i Sæng uden at være glad ved at være undsluppet Aaget saalænge, og ikke nogen Morgen staaet op uden at være gal i Hovedet over at skulle til at trækkes med Theologien igjen. Jeg har naturligviis mistet Følelsen af Lettelsen, da jeg ligefra Examensbordet fik en anden besværlig, men dog virkelig taaleligere Sjouerforretning at varetage, og nu er kastet ind i et Liv, saa helt forskjelligt fras. 48mit tidligere, at der aldeles ingen Sammenligning lader sig anstille. At jeg længes efter at vende tilbage til mine roligere Sysler, kan du forresten jo nok begribe, forresten befinder jeg mig vel, kun ærgrer jeg mig over, at det her er mig umuligt at foretage noget egentligt Studium af Nogetsomhelst, ikke just af Mangel paa Tid, men af Mangel paa Hjelpemidler, som jeg ikke har Plads at slæbe med mig. Noget maa jeg dog have over, da min Kuffert tilmed er saa slunken, at det ordenlig seer ynkeligt ud. — Jeg vil bede dig give Peter nedenstaaende Liste paa Bøger, jeg ønsker, han veed af mit sidste Brev, i hvilke Hylder i mit Bibliothek de befinder sig. Forresten troer jeg, at man har ganske godt af, naar man i 10 Aar har læst og ikke levet, da i nogen Tid at leve, om end ej paa den allerbedste Maade, uden at læse, som dog egenlig for mig staaer som en Skjærsild, man maa gjennemgaae, for at uddanne sig til Livet, men ingenlunde som noget Menneskes Livsopgave; der maa en udadvendt Virksomhed til, ellers falde vi i Søvn og døe inden vi selv vide af, at vi have levet og uden at nogen Andre heller vide det, og det er dog en flau Maade at leve paa. — — — Vor Jomfru kommer i dette Øjeblik hjem fra Byen og fortæller, at man sagde ved Stabsquarteret, at der var sluttet Fred med Preussen, efter min Meening den værste Efterretning, vi kunde faae, thi skulle vi tilbagegive Skibene, ophæve Blokaden af de preussiske Havne og tildeels jo ogsaa af Elben, og beholde Krig med det heele øvrige Tydskland, med 7de—10de Armeecorps paa Halsen, saa ere vi komne af Asken og i Ilden, derom ere ogsaa Alle her fuldkommen enige — sig mig Faders Mening herom !) ͻ : alt i den Forudsætning, at Preussen ikke, hvad næppe er tænkeligt, vil hjelpe os mod Tydskland, eller Svenskerne ville hjelpe, thi England er sandelig undskyldt for Tiden, vide 1) Irland! — — — Levvel og skriv snart til din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Der er Tale om, at Bataillonerne skal til Als, vi ere alle ͻ : Officererne meget imod det, undtagen en enkelt Kryster iblandt os.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Bivouaqven ved Dons-Mølle 17 Aug. 48
Kl. 7 Morgen.
Kjære Moder!
Jeg griber blot Pennen for at melde, at vi just nu faae Ordre at rykke tilbage til Lysholt og Hornstrup. Fra Als er Efterretning om,s. 49at de ej mere kunne finde Fjenden, og en Afdeling af henved 1400 Mand af vore [,som] rykkede ned til lige ved Christiansfeldt, og kastede Forposterne tilbage dertil. De hørte Generalmarschen gaae i Chrfeldt, store Colonner rykkede ud mod dem og de vexlede da endeel Skud med dem og rendte saa hjem igjen. Vi haabede, da yi d. 14de Kl. 12 Aften fik Ordre at rykke Sydpaa, at vi skulde været med, og vore Folk med, men vi fik deristeden det Hverv at dække de Andres Retraite og laae derfor som Piqvet ved Holdig ¼ Mil derfra og frøs som Hunde paa Landevejen i Taage og Slud og om Morgenen endog fornyet Rimfrost. En anden Brigade skal nu mueligviis afløse os i Forposttjenesten, som vi nu længe have besørget næsten ene, kun med noget Cavalieri. Inat var jeg paa Piqvet her med mit Compagni, ligger paa Landevejen med Grøftevolden til Hovedgjærde og skal afløses om en Time i det Seneste af 3die Compagni, har derfor ikke lang Tid at skrive, men vil blot give et Qvæk da jeg tænker, det maaskee dog kan fornøje Eder. Jeg har længe ventet Brev hjemmefra, — — — jeg fik Brev fra Vilhelm igaar her paa Forposten, hans Fader rejser i denne Uge til Fyen. Jeg rodede Brevsækken begjærlig igjennem, da jeg ikke kunde troe Andet, end at der maatte være Noget hjemmefra, men forgjæves. Lad mig see, det ikke skal skee forgjæves ved de næste Postsendinger og Levvel saalænge og hils Fader, Meta, Boisen og Tante Jane saameget fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Jeg skriver dette ved et Bord, vi have stillet midt paa Landevejen i en Huulvej, hvor vor Piqvet ligger inat. Det var en ret taalelig Nat, men lidt koldt hen ad Morgenen, da Solen ikke vilde og ikke endnu vil til at skinne. Jeg slap godt inat, thi da vi vare 4 Officerer paa samme Sted, havde jeg kun Vagt 2 Timer inat, og Lov at sove den øvrige Tid, som jeg ikke lader mig sige to Gange, hvordan saa end Vejret eller Lejet er. Jeg sov endogsaa iforgaarsnat midt i Støvet paa Vejen i en fugtig Taage og Rim; man kan vænne sig til Alting; det erfarer jeg stadig mere, thi jeg fejler ingen Ting.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohuus
18 Aug. 48.
Kjære Moder!
Du fik igaar et Par Ord fra mig, saa du veed da omtrent hvor jeg er, dog ligger jeg omtr.¼ Miil fra mit forrige Qvarter, Lysholt,s. 50og noget nærmere ved Vejle, som jeg ikke har noget imod, og heller ikke, at jeg ligger ene her paa Gaarden, det vil da sige, med 50 Mand og 1 Underoffic. jeg har godt Rum, et Sovekammer og en Dagligstue til min Disposition, det er en stor god Bondegaard. Beværtningen har jeg endnu ikke prøvet, da jeg ikke var hjemme iaftes og derfor kun fik Kaffe imorges her og den var ret god, men kogt er den desværre allevegne her; jeg har ikke smagt saadan Kaffe som hjemme nu i en Maaned, men saa har jeg ogsaa holdt mig skadesløs ved at indtage i Qvantitet 3 a 4 Gange saa Meget. — — — Kappen er aldeles som den skal være, maaskee lidt vel lang at gaae i, men der er Raad for dersom den generer mig; den gjør stor Lykke i Bataillonen ved sin Skjønhed og gode Bonitet. — — — Sokkerne skulle I have saamange Tak for, jeg har forresten endnu mange reene fra Kbhn. og de andre ere vadskede, kun eet Par var der Hul paa, men som er stoppet. Hvad Vadsken angaaer, er den maadelig bevendt, reent kunne de ikke gjøre det, i Vejle var det simpelt, men i Viuf reent slet, det saae ud som Klude, da jeg fik mine Skjorter, at de skulde være rullede, strøgne eller stivede det var der nu ikke Tale om, men saadant Noget maa man finde sig i. Mit Skotøj kan du være rolig for, det er i bedste Stand, og vi have en Skomager ved Compagniet, der altid sidder hjemme og syer, saa jeg kan sagtens faae det gjort istand. Mange Tak for den Omhu, Moder anvender paa Bladene; — — — Jeg tænker ofte paa, hvordan Moder gaaer og sysler oppe i vore Værelser derhjemme, der er vist meget pænere end naar vi ere hjemme og gjøre Uorden. — — — For at du ikke skal være urolig for min Sundhed, vil jeg sige dig, at jeg er aldeles rask nu ; det varede kun til jeg kom til Viuf, dog havde jeg Diarrhoe stadig til den 14de, men curerede mig da ved Natten til den 15de at ligge paa Piquet i Taage og Rim og Maaneskin og sove midt i Skidtet paa en Landevej, og saa Kl. 2 Middag, da jeg kom tilbage til Viuf, (eller Viw) spise Gaasebryst med Røræg og Rødgrød, og derpaa tage en god Middagssøvn, saa spille Lombre og drikke Portviinstoddy til Kl. 12 om Aftenen. Da jeg nemlig saa næste Morgen kom til Exercits og hjem igjen, var al Diarrhoen forbi — en udmærket Kur, som forøvrigt kanskee kan være god for en Smed, men ikke for en Bager. — — — Jeg har nu svaret paa Alt i dit Brev af 11te og skal nu kortelig fortælle lidt om mig selv siden igaar. Vi marscherede Kl. 7½ ligefra Forpost ad Vejle til, uden at komme til vore Qvarterer først og det over 3 Miil ; det er lidt stift efter en tildeelss. 51vaagen Nat og Leje i fri Luft. Imidlertid, da vi gjorde Holdt tæt udenfor Aldebertsminde, og Folkene hvilede, løb jeg derind og drak Kaffe og passiarede ½ Times Tid med dem, stødte til Kompagniet igjen ligesom det marscherede forbi Vejen deroptil og fulgte nu det til Vejle, hvortil det fungerede som Eskorte for ½ Batteri af vore Kanoner, der ogsaa skulde nordpaa; det er svært for Folkene at følge Kanonerne, vi fik mange flere Efternølere end ellers, men marscherede dog med Anstand op igjennem Vejle By og ud ad Nørre Port. Compagniet marscherede videre til Quarteret, men jeg gjorde med Tilladelse omkring og blev i Vejle til Aften hos Dalgas’s. Svend gjorde det Samme, da han kom Kl. 3 a 4, og kom hen til os efter at vi havde spiist og fulgte saa Kl. 10 hjem med mig hertil og blev hos mig til imorges, da jeg fulgte ham over til Hornstrup. — — —
Levvel saalænge, til du atter en af de første Dage hører Mere fra
din taknemmelige og hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Svend skrev dig til i Middags, medens jeg sov Middagssøvn.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Fredag d. 18de August 1848.
Kjære, gode Moder!
Det er i Dag 8 Dage siden jeg skrev Dig til, en lang Tid efter min sædvanlige (det vil sige min i den sidste Tid udviste) Brevskriver- Flittighed at regne. Jeg har i den Tid modtaget to Breve fra Dig: 1 med det omskrevne Uhr den 12te og 1 iforgaars d. 16de, dateret d. 11te, 12te og 13de dennes. Den sidste Tid har ogsaa været stærkt besat med Feltvagter og Marscher frem og tilbage, samt af et Par Vejlerejser, saa jeg har ikke haft megen Skrivetid. Dette som Undskyldning. Det vilde ellers være skammeligt af mig og af os, om vi ikke saa ofte som muligt skrev Dig til; thi vi vide jo, hvor inderlig Du elsker Dine Børn, hvor begjærlig, hvor længselsfuld Du er efter enhver Efterretning fra dem, selv den ubetydeligste. Og dette Dit kjærlige Hjærte, der gjør Dit hele Liv til et Liv for Andre, til et Liv, der bestaaer af lutter Omhu for Din Mand og Dine Børn, det lyser da ogsaa ud af alle Dine Breve til os. Derfor Tak, hjærtelig Tak for hver Linie Du skriver os til; det lokker mig Taarerne i Øjnene at tænke mig Dig, syslende oppe i vort Kammer, sysselsat med Tankernes. 52om Dine fraværende Børn, der dog saa ofte have voldet Dig Sorg, og sysselsat med at give dem bestandig nye Beviser paa Din utrættelige Omhu, Din uudtømmelige Kjærlighed.
Af Overskriften seer Du da, at jeg igjen er i det gamle Kvarteer i Hornstrup, i den samme lille Bondegaard med Møddingen midt i Gaarden, som det her er Landsens Skik. Igaarmiddags marscherede vi fra Viuf til Vejle, hvor Johan og jeg fik Lov til at træde af. Vi tilbragte Aftenen hos Dalgas’s og begave os derpaa afsted til Fods. Jeg fulgte hjem med Johan og overnattede i hans nye Kvarteer i Harbohuus (tæt ved hans forrige i Lysholt), og han er fulgt her hen med mig, hvor han har spiist til Middag og nu hviler tæt bag ved min Ryg i en dyb Søvn. Jeg kan altsaa hilse fra ham. Han befinder sig meget vel efter at have indtaget Vælling, Pandekager, Kaffe og Tobak. Han fik igaar 4 Breve: 1 fra Dig, et fra Vilhelm, 1 fra Meta og 1 fra Peter; det sidste skulde han da dele med mig. — I Onsdags var jeg (medens Johan var paa Feltvagt) et Besøg inde i Vejle, hvor jeg havde tænkt at træffe Carl Boisen, men han var rejst en Time forinden. Derimod traf jeg Frederik Helweg, som jeg jo altid har holdt meget af og nu ikke seet i halvandet Aar. Han lovede at besøge Flankecorpset og der holde Gudstjeneste.
— Tillad mig nu et Øjeblik at underholde mig med Dig om oekonomiske Gjenstande. Først Tak for Uhret; det er noget stort af Udstrækning, men gaaer nok godt og det er da det vigtigste. En Snor til det besørger nok Meta. Dernæst Feltkappen, som jeg har skrevet efter; dersom Tøjet ikke allerede er kjøbt, saa lad det kun være som Johans; jeg havde ellers tænkt mig det af det rigtig grove Soldaterklæde. Bliver det af samme Slags, som Johans, saa lad Møller sætte pletterede Knapper deri, ellers ere Tinknapper gode nok. Jeg har bedet om at faae min Kappe en Alen videre end reglementeret og end Johans er. Lad Møller sørge for en Indretning, hvorved den dog kan samles tæt om Kroppen, enten ved udvendige Klapper eller indvendige Baand. Endelig Strømperne, som Du sendte: Tak for dem, men hidtil have vi dog ikke lidt nogen Mangel. Jeg har desuden herovre [kjøbt] mig 3 Par Hoser. Hvad Vadsken angaaer, da har jeg hidtil ladet den besørge paa Landet, hvor den er maadelig nok. Hvidt Linned maa man ikke gjøre Fordring paa ; guult maa være godt nok. Endnu to Ting, der hører herhen: 1) Vil Du ikke lade min Tornyster forsyne med Stropper til at fastspænde en Kappe ovenpaa, samt med løse usværtede Remme til dette Brug; 2) Vil Dus. 53ikke lade mig faae det Par Støvler over, som staae derhjemme, de bedste jeg har. —
Vil Du hilse Meta, at saa snart jeg faaer det 2det Brev fra hende, saa skal hun faae det 4de fra mig; samt Boisen, at jeg ikke før vil besvare det Brev jeg fik i Fællesskab med Johan, før jeg seer han har faaet mit og jeg kan takke ham for 2 Breve (nej, 1½ Brev) paa een Gang. Tak for Hilsenen fra Skovgaard, ham skriver jeg til ved Lejlighed. Til Høxbro vil Johan nok skrive, da vi ar Peters Brev see han er kommen til Staden. Paa Søndag rejser Dagmar Dalgas fra Vejle over Aarhus til Kjøbenhavn; hun vil da kunne bringe mundtlig Hilsen og Vidnesbyrd om, at vi have det godt, hvad hun kan saa meget bedre gjøre, som hun og hendes Familie her i Egnen have haft en saa væsenlig Deel i dette vort Velbefindende og hjulpet godt til at bevare os for den dødelige Kjedsomhed, hvoraf Armeens Officerer ellers lide herovre. Nogen Grund til denne Kjedsomhed er det vel ogsaa, at en meget stor Deel af dem kun ere lidet interesserede og aldeles ikke begejstrede for den Sag, hvorom denne Krig drejer sig, og derfor see mere paa egen Bekvæmmelighed, end paa det Heles Tarv. Dette maa ikke opfattes som en Beskyldning mod mine nuværende Collegers Ære, som om de egl. vare mere selvkjærlige end andre Mnsker; thi det beroer vistnok væsenlig paa deres hele Opdragelse og tidligere aandsfortærende Beskjæftigelse, at de, skjøndt for en stor Deel særdeles brave og agtværdige Folk, ere sædvanligvis hvad man kalder aandløse, derfor ogsaa ligegyldige for Folkeaanden og dens Liv, uskikkede til ved et indre Aandsliv at bøde paa Ensformigheden i den ydre Leveviis. Det er jo noget, de ikke selv kunne gjøre ved: det er en Ulykke, ingen Brøde. — Hils Dem nu Alle der hjemme: først og fremmest min kjære Fader, der snart hører fra mig. Tak Boisen meget for det Brev han har skrevet og for det, han skriver med det allerførste. Det er vor største Glæde her at faae Brev fra vore Venner. Nu maa jeg slutte, for at faae Brevet bort idag. Lev vel, kjære Moder, og hav Tak for hver Gang Du venlig tænker paa
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Naar Fader seer noget til Brownes, saa bed ham hilse Dem fra mig og bede Dem befordre min venskabelige Hilsen videre til min kjære Denis. Jeg tænker stærkt paa at skrive ham til.
Grundtvig og hans Slægt.
4
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn
19de Aug. 48.
Kiære Sønner!
Jeg skylder jer begge et Brev, men I veed nok, jeg er ingen flittig Brevskriver, med mindre Brevskrivningen hænger sammen med Strømningen enten i mit indvortes eller mit udvortes Liv, og skiøndt det maaskee er for meget sagt, at I veed det forud, saa virker det dog forud. Nu, mit udvortes Liv gaaer som sædvanlig meget stille af, saa selv at jeg lægger mig og staaer op giør saa lidt Forandring som mueligt. Mit indvortes Liv er nu vist nok langt meer bevæget, og Gud skee Lov for det! thi følger end dermed Storme og allehaande Farer, saa lærer Erfaringen mig dog bestandig meer at elske istedenfor at frygte det, og den større Koldsindighed, hvormed Alderen sætter mig istand til at betragte det, forhøier kun min Beundring af dets Hemmeligheder. Men at tale meget eller skrive tit om sligt er kiedsommeligt, og giensidig at lade Livet strømme ud i Ord er kun behageligt, naar Strømningerne falde paralelle, hvad for Øjeblikket ei er Tilfældet med Livet hos mine Sønner og hos mig, saa vi med den bedste Villie slet ikke kan tale levende sammen om hvad der i det Hele og det Store bevæger os. Kun det Udvortes er da tilbage, og selv naar det er andet end det Dagligdags, betragte vi det gierne med saa forskiellige Øine, at det gaaer os som Svenn skriver om dem, der mønstrede den nybeslaaede Vogn.
Denne Fortælling var mig for Resten meget velkommen, thi derved stilledes det mig lyslevende for Øie, hvad jeg saa tit tænker paa, hvor ubeskrivelig megen Morskab og Oplysning de opvakte Bønderkarle kunde skaffe baade os og hinanden, naar man fik dem ordenlig bragt og sat sammen; men desværre! Staven synes aldeles brudt over Sorøe, og der vil høre meget til at skabe en anden Leilighed.
Dog, her er vi allerede paa de fælles Enemærker, hvor mit og dit ikke kan mødes uden at strides, og strides med mine Sønner vil jeg allermindst paa Papiret, hvor man hvert Øieblik staaer Fare for reent at misforstaae hinanden.
Og da jeg nu især skriver dette Brev, for at mine Sønner kan see, jeg tænker paa dem og skrev dem gerne tiere til, naar det kunde være til Fornøielse paa begge Sider, men vil endnu mindre kiede end kiedes, fordi man aldrig værre kan spilde Umage, saa lever nu vel! ja, lever, saa I kan blive ved at elske Livet alle Dage, og tænker ogsaa derfor imellem kiærlig paa eders
faderlige Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 19de August
Løverdag. —
Kjære Johan!
Begge dine Breve fra forrige Uge har jeg rigtig faaet og siger dig kjærlig Tak at du saa kjønt flittig skriver mig til thi den Roes fortjæner du min Søn! At du ikke havde faaet den Pakke jeg sændte dig den 8de da dit sidste Brev er skrevet den 17de, kan jeg dog slet ikke forstaae, Udskriften var med din almindelige Adresse og hvad der var i den; sidste Uge blev sændt de Bøger du dengang havde skrevet om tilligemed noget Papiir og den Uges Aviser, tillige et Brev fra Bojsen og saavidt jeg husker fra Meta; naar du modtager dette vil jeg dog haabe det Alt er rigtig kommet i dine Hænder; i Dag sændes hermed de Bøger — og Aviserne fra denne Uge — du har skrevet sidst om til Peter undtagen den franske Lexicon (som er henne at indbindes) som skal komme — blive sændt — paa Tirsdag med Svends Kappe som er lovet. —
Her gik i Gaar heel forskjellige Rygter om Vaabenstilstand og det modsatte; der var igaar igjen sagdes der Conference i Malmöe, men Udfaldet er jo altiid Hemmelighed, den Fred der skulle sluttes med Preussen, som Du spørger, hvad siger Fader dertil? svarte han »min Søn kjænder nok min Mening derom«.
Du kan tro mit Barn naar jeg staaer op om Morgenen af min varme Sæng og gaaer i den er mine Tanker ovre hos mine kjære Børn, hvordan mon De nu har det? kolde og vaade Toure, Nætter og Dage, du bruger dog vel den uldne Trøje? hvordan gaaer det ellers med at faae Eders Tøi vadsket og istand og Støvlerne min Søn som du holdt Lovtale over i den første Tid, har de fremdeles staaet deres Prøve? her kjænder du nu Moder igjen, saalænge jeg har kunnet, ville jeg gjærne sørge for mine Børn, nu kan jeg kun minde dem og det mærker du nok jeg kan ikke aflade. —
Fra Meta skal jeg hilse dig jeg var lidt oppe hos hende i Formiddags at meddeele hende dit Brev; hun var da i fuld Travlhed med sin Syltning da jeg havde med mit at bestille tænkte jeg paa mine Sønner, som gjærne ogsaa skulle smage lidt, nu gjemmer jeg det til de komme Hjem ; Gud give til fælleds Glæde at vi maatte samles. — Høxbro som var her lidt i Aftes skal jeg hilse fra, maaskee har du selv seet Brev. —
Du seer vel imellem H. Bech, hvordan er han fornøjet? seer du Thura og Spang? er de i Eders Nærhed eller hvad Batailloner staaes. 56de ved —. Fader skriver nok lidt til Eder nu ogsaa, hans daglige Arbeide er som da I forlod ham, stadigen ved Skriverbordet og almindelig meget taus, det kan jo heller ikke være andet til hverdagsbrug med os tause Væsener, Amalia er den eeneste der lader Munden gaae. — Jeg maae nu slutte for at faae pakket ind. jeg veed nu ikke om jeg faaer Tid at skrive til Svend, jeg vænter stærkt paa Brev fra ham som er længe siden, hils ham imidlertid ret kjærlig. —
4*
Nu lev vel mit Barn. Gud velsigne Dig! hjertelige Hilsener fra Tante J: og Am: men meest fra Moder
E: Grundtvig.
jeg veed ikke om jeg har fortalt Dig at Adelheid har faaet en Søn og Frue Hald fød Brøndstæd ligesaa en Søn, begge befinde dem ret godt. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Søndag d. 20de August 1848.
Kjære Moder!
Dersom Du ikke allerede nu, da jeg skriver dette, har modtaget mit Brev af 18de, saa faaer Du det da sikkert i Dag eller imorgen tidlig. Deri vil Du finde Svar paa de Spørgsmaal Du gjør i de Linier, Du har tilføjet Metas Brev og jeg har altsaa kun at takke Dig, fordi Du ikke bliver træt af at skrive til Dine Børn. Boisen skrev, at Du havde alle vore Breve liggende oppe i vor Stue. Naar jeg tænker paa alt det Papir jeg i den sidste Maaned har bemalet og under Udskrift til Dig skikket over til Kbhn. og dertil lægger, hvad Johan i samme Tid har sendt samme Vej, — saa gruer jeg ved Tanken om den Dynge, der maa ligge. Stuen er kun lille, saa skal vi blive længe borte og skal vi skrive Dig lige saa flittig til, som hidtil, saa kommer Du nok snart ikke længere end lige indenfor Døren. Fader kan da snart ikke komme til sine Bøger, og til os bliver der da slet ingen Plads, naar vi komme hjem. Der har Du et lille Perspectiv af de frygtelige Følger af den Skrivesalighed, som Du har fremkaldt og plejet hos os. Jeg har imidlertid ikke ondt ved at faae Plads til min Deel af Correspondencerne, thi alle de Breve jeg har modtaget, kan jeg have i min ene Vestelomme, saa hverken Du eller nogen Anden skal være bange for at bebyrde mig med Breve.
Førend Du modtager dette, eller dog samtidig dermed, vil Du faae mundtlig Hilsen fra os ved Dagmar Dalgas, som Johan og jeg i Formiddags vare inde i Vejle for at sige Farvel. Hun rejste Kl. 11s. 57derfra og kommer imorgen Aften til Kjøbenhavn. Hun kan da bevidne, at vi have det saa godt, som man i disse Tider kan have det, medens man ikke veed, om man er kjøbt eller solgt: om Slaasmaalet virkelig skal begynde paa en frisk, eller om der skal sluttes Fred med al Verdsens Tyskere, der jo ellers synes nu at være blevne enige om den ene Ting: at æde os op med Hud og Haar, om de kunne faae Lov og Lykke dertil. — Det var i Fredags Eftermiddags jeg skrev sidst til Dig og mit Livs Begivenheder siden den Tid er kortelig dette : Lørdag-Formiddag : stor Exercits over Grøfter og Gjærder, Lørdag-Middag: hos Johan henne paa Harbohus, og Lørdag-Eftermiddag: med ham i Vejle hos Dalgas’s, hvor Betty D. var, og en Spadseretour ud af Byen med dem. Imorges, som sagt, atter en lille Vejletour og nu har jeg spist min Kjødsuppe og Pandekage hos min Madmoder i Hornstrup. — Carl Boisen, vor Feltprovst, hvem jeg iforgaars traf her ude paa Landevejen, holder i Eftermiddag Gudstjeneste for Flankecorpset. Carlo havde ellers lovet at besøge mig her i Eftermiddag og følge med over til Holger i Greis. Det kan vel nok endda lade sig gjøre. — Ja, her gjør jeg bedst i at bryde af, da jeg ellers først vilde kunne fortsætte iaften, og Brevet kom da een Dag sildigere afsted. Hils Alle der hjemme. Tak Meta for hendes rare, lange Brev, som jeg i Aften agter at besvare og vær selv hilset af Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Til Skovgaard skrev jeg lidt i Fredags Aftes. Hils ham, naar Du seer ham og pur ham til at skrive!
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohus
21 Aug. 48.
Kjære Moder!
— — — Her kan Konen ikke lave Mad. Min Risengrød var saa stiv idag, at den kunde bruges til Forskandsninger og Stegen næsten brændt, ligesom Beufstegen igaar; det gjorde mig forresten meest Ondt for det gode Kjød, som jeg havde faaet leveret, og som hun saaledes fordærvede, jeg har nu et Stykke salt Kjød tilbage, nu skal jeg see, om hun kan fordærve mig det imorgen, naar hun skal koge mig Ærter paa det. Thee og Sukker har jeg selv, (thi hun havde kun Kandis, og det skulde anvendes til Alting, og hendes Thee var daarlig) i Blikdaaser, accurat ligesaa net som Svend, det har min Fisker sørget for, han er mig uvurderlig og en flink Karl, ogsaa tils. 58Andet end til Oppasser, altid munter og altid fuld af Historier. Svends er en svær stor, tør Krybskytte fra Augustenborg, meget dygtig, men ikke som jeg vil have en Oppasser. Jeg maa her ogsaa holde mig selv med Lys, thi de havde ikke Andet at opvarte med end nogle Spidspraase af Tykkelse som et maadeligt Blyant, nedad lidt tykkere, men dog lovlig tynde, saa Fisker maatte smøre sine Støvler og tage ind til Vejle og hente Lys; kun een Aften vilde jeg døje den Pine at sidde i Halvmørke og neppe kunne læse, om ikke af Mangel paa Lys, saa af Mangel paa Tid, da den gik heel og holden med at pudse det Asen med et Udyr af Lysesax, den eneste Gaarden ejer, og som jeg har til mit Brug, da de her gaae tilsengs med Solen saa omtrent, og sjelden tænde Lys. Jeg maa altsaa nu til ogsaa at faae mig saadant et Meubel anskaffet, jeg har tilsidst et helt Husgeraad i min Kuffert. — — —
Hils Tante Jane, og Høxbro og Skovgaard, naar du seer dem og beed dem tænke lidt paa deres Ven,
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandagen d. 21de Aug. 1848.
Kjære Meta!
Du er ret en rar Søster, at Du skriver os til, men Du vilde rigtignok om muligt være endnu rarere om Du skrev oftere; thi det er dog først det andet Brev jeg i Løbet af en Maaned modtager fra Dig. Men det er da sandt, kom der tiere Brev fra Dig, saa kom jeg til at holde altfor urimelig meget af Dig, for med hvert Brev jeg faaer fra Dig holder jeg dobbelt saa meget af Dig som før, saa hjærtelig skriver Du. Deri kan jeg ikke hamle op med Dig. Mine Breve blive bestandig tørre og kjedsommelige; thi det er nu engang en Stil, som jeg ikke kan faae fat paa, den Brevstil. Jeg kommer nok til at anskaffe mig Schacks eller Griiners Brevbog 1) . Til at gjøre mine Breve om mulig endnu flauere, bidrager for det 1ste, at jeg Intet har at fortælle, fordi jeg intet Nyt oplever, og for det 2det, at jeg skriver saa tit, hvilket sidste jeg gjør for det 1ste fordi Moder gjærne vil have det, og for det 2det fordi jeg ikke har andet at bestille. See, hvad skal jeg nu skrive til Dig om? Skal jeg fortælle Dig om alle de svære Skandser, der rejser sig her rundt omkring? Det kan dogs. 59ikke more Dig. Men maaskee kan det interessere Dig at høre lidt om de Mennesker, jeg jo nu lever mest sammen med, nemlig de Herrer Officerer ved Bataillonen o. s. v. For at begynde ovenfra : saa er der nu vor Brigadegeneral Schleppegrell, han har en Dag besøgt mig paa en Feltvagt og snakket med mig. Det er en prægtig Mand, en livlig og venlig Nordmand, der seer ud som han var 20 Aar yngre end han er, thi han er nok en 60 Aar gammel. Ham seer jeg naturligviis kun ved højtidelige Lejligheder. Han er almindelig afholdt af Alle, baade af Soldaterne og af Officererne. Dernæst kommer vor Bataillonscommandeur, Major Ræder. Det er en meget artig Mand, men en stor Nar, forfængelig til det yderste. Han holder meget af at snakke Fransk, for han er jo ogsaa Kammerjunker, og det falder for Ex. ganske pudsigt, naar han kommer hen til en Feltvagt og siger: »Ja, bliver De angreben, saa maa De forsvare Dem til sidste Mand. À la bonheur, Monsieur!« traller derpaa en Vaudeville-Sang og rider afsted i Carrire. Han er da hverken synderlig lidt eller respecteret af Officerer eller Soldater; men da Compagnicheferne ere flinke Folk, saa forstyrrer det ikke den gode Tone, Disciplinen i Bataillonen. Min Capitain Falkenskjold er den prægtigste Mand af Verden, men en stor Prosaiker. Første Lieutenant ved Compagniet hedder Harboe; ham veed jeg ikke stort andet at sige om, end at han er norsk. Men jeg havde nær glemt vor Major Holm, en Søn af Provsten ved Holmens Kirke; det er en ypperlig gammel Karl, Pebersvend er han og en stor Humorist. Han er uhyre tør og alvorlig i sit Væsen, men kan være særdeles morsom, just ved den tørre Maade, hvorpaa han kommer frem med sine joviale Bemærkninger. Af andre Officerer vil jeg nævne Johans Capitain Junghans, der ogsaa er en fortræffelig Mand og god Officer; Lieutenant Müller, (Charlottes 1) Fader), der først var ved 4de Compagni, men nu commanderer 3die og skal snart være Capitain. Det er en brav Mand, godmodig og forekommende og en særdeles tapper Soldat. Saa er der en norsk Lieutenant Dankersen ved 3die Compagni, den smukkeste Mand jeg kjender. Han er ret en Typus paa en ædel Nordbo og er uhyre afholdt af sine Folk. Endnu er der en Officier ved Bataillonen, som jeg holder noget af og som jeg omgaaes meget. Det er yngste Lieutenant ved 1ste Compagni. Jeg troer Du kjender noget til ham. Med ham var jeg igaar ovre i Greis at besøge Holger, efter at vi havde været tilstede ved Gudstjenesten paa Greis Mark, hvors. 60Carl Boisen holdt Prædiken. — See noget Nyt have vi dog i Vente, thi for det første ventes Kongen herover imorgen og for det andet skal nok nu alle Underhandlinger paany være afbrudte, saa vi ret for Alvor skulle til at slaaes. Men det er Ting, som I maa vide bedre ovre hos Eder og som I værsko skulde lade os vide noget om. Det tilkommer da især Peter og fra ham venter jeg ogsaa stærkt paa Brev. Hils ham meget fra mig og vil Du ogsaa ved Lejlighed bringe en ærbødig Hilsen til Jonna Drewsen, med en Undskyldning for min Dristighed: at sende hende en Hilsen. Dagmar er da nu rejst til Kjøbenhavn og hende maa Du da hilse saa meget fra mig og takke hende for den Tid hun var i Vejle. Lev nu selv vel og tænk aldrig paa den stygge Feber, saa bliver den vel borte, og skriv snart et bedre Brev end dette til
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Dette Brev er noget slemt Jadsk, men idag skriver jeg dog intet bedre; jeg vil derfor lade det stryge som det er.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Onsdag 23de August
Kjære Svend!
For Dit Brev fra i Søndags vil jeg nu først sige dig hjertelig Tak mit Barn jeg modtog det igaar; Dagmar D: har vi slet intet seet til endnu endskjønt efter Dit Brev at slutte maatte hun jo være kommet hertil Byen i Mandags Aftes med Iris, Veiret har rigtignok saavel igaar som idag været saa bedrøveligt at det vel har holdt hende Hjemme, jeg vil nu sænde Bud for at høre om hun er kommet, jeg skrev, eller egentlig malede et Brev op til Eder samtlige i Mandags med Høxbro, jeg tænker da nok I har faaet det med samt Tornyster med dens Indhold og at det var efter Ønske? Din Kappe var af det reglementerede som du skrev fra Depotet, det er rigtignok anderledes til at holde Regn og Kulde ude end Johans, Peter var selv deroppe for at bevidne til hvem det var, da det ikke udleveres til Skræderen, billigere er den vist ogsaa, som jo heller ikke skader. — Du kan være ganske roelig min Søn for hvad Plads Eders Breve tager her i Kamret, Du siger dine kan rummes i en Vestelomme, mine fra Eder begge magelig i min Kjolelomme. —
Jeg kan ikke sige Dig kjære Svend hvad det er for en mageløs Uvidenhed Man lever [i] her i Byen om alt hvad der dog ligger oss. 61Alle saanær paa Hjærted, Politik er som forrykt, Aviserne siger ikke andet end hvad der (og jeg vil haabe det) lyves for os i tydske Efterretninger; en Gru er det for mig at tænke hvordan Slesvig forskandses fra Søesiden langs med Kysten saa de ret kan faae Lov at regjere der;
Torsdag. Her sluttede jeg igaar, da Meta som havde været her lidt, havde skrevet Dig til, ville jeg heller opsætte at sænde mit til i Dag saadan som det er
Her kom nu Bud fra Iebyes [Eibes] Boghandel for at hænte nogle Bøger der skulle sændes over til Stephens han var ikke kommet herom af Danmark men var taget lige til Stokholm. — Nu var Dagmar her, saa jeg fik mundtlig at høre fra Eder, mange Hilsener fik jeg til Eder med Tak til Dig for Pyremyndtekagerne, der havde gjordt saa ypperlig. Det maae ret see sørgeligt ud med Høsten, her har vi næsten idelig Regn, at I maae vade i Vandet op over Støvlerne begriber jeg godt, hvordan gaaer det de stakkels Karle, vær dog gode imod dem, ikke for Hidsig min Søn; her kjænder Du Moders gamle omkvæde; Taalmodighed er en Dyd ja en Helte-Dyd som ret skal øves i denne Tid, ikke allene i Feldten men ogsaa her Hjemme, den ville vi Alle stræbe efter. — Det er som jeg ikke skulle faae mit Brev bort i Aften, nu kom Møller fra Snestæd og skal have The; Fader er Gud skee Lov nu rask igjen og hilser kjærlig saavelsom Tante J: og lille Am: hun staaer altiid og spørger saa nøje om der er en Hilsen til hende. — Hils Vilhelm naar Du skriver. — Endnu engang lev vel mit Barn! saa beder din trofaste Moder
E. G.
Hils Johan ret kjærlig med Tak for Brevet jeg er blevet forhindret igien med at skrive men kommer snart.
Fredag 25de. —
Det Blev som jeg nok tænkte, Brevet kom heller ikke afstæd dengang, netop som jeg kom herop igjen og tog Pennen, kommer Amalia løbende, der er Skovgaard, saa opgav jeg det reent, Tante Jane var ikke Hjemme, saa i alle Henseender maatte jeg tage mig lidt af det, jeg glæder mig altiid ved at see ham komme saa jevnlig til os i vor Eenlighed, jeg finder ham ofte see saa uhyre alvorlig ud, han føler vist ofte det dybe Savn af sin trofaste tabte Ven ! Han tilligemed Møller blev her da i Aftes, paa Søndag-Middag komme de her; det glæder mig altiid naar her dog imellem er Nogen Fader kan tale med. — Det var et fornøjeligt Møde af F. Helweg, har Dus. 62siden seet ham? jeg har ogsaa godt kunde[t] lide ham og savner ham for Fader. — Siden Blom og Gjertsen var her til Middag, det er nu nok tre Uger siden, har vi slet ikke seet dem, om de ere reiste til Norge eller til Als igjen kan jeg slet ikke begribe, de var meget misfornøiede med Krigsministeren og vistnok ogsaa ilde tilfreds her den Dag. — Fra Vilhelm høre I jo da ret ofte, hvordan er han tilfreds? det tale I aldrig om, er hans Fader nu taget til Fyen? i Gaar og [i] Dag tales her meget om Vaabenstilstand paa 8 Maaneder, Gud veed dog hvad der er Sandhed. — En uhyre mængde russiske Krigsskibe skal her i disse Dage ligge paa Reden, eller vel egentlig uden for, en Mængde af Mandskabet er omkring for at gjøre opkjøb.
Nu Farvel min kjære Svend! det er længe siden jeg nu saa Brev fra Dig min Søn, det sidste var fra i Søndags. — Mange Hilsener fra disse omtalte Venner. —
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 23de August 1848
Min egen kjære Svend, jeg tager strax Pen i Haand for at takke dig for dit mageløs deilige kjærlige Brev, som jeg modtog i dette Øieblik; Du kan i Grunden ikke klage over at jeg skriver for lidt til dig thi saasnart jeg faaer Brev fra dig, sætter jeg mig strax ned og svarer, og det enda med dobbelt saa langt et Brev som dit, men har du Lyst at faa oftere Brev saa vil jeg ogsaa gjerne skrive dig til, thi jeg føler ofte saadan en Trang til at tale med dig, og det er jo nu for Øieblikket den eneste Maade hvorpaa det kan skee. Den Glæde dit sidste Brev gjorde mig kan jeg ei beskrive dig, min Glæde ytrer sig som Peter siger, aldrig synlig langt mindre i Ord, men du vil dog kunde see et Glimt af den, naar jeg siger dig, at jeg læste dit Brev 3 Gange igjennem, og udbrød derpaa, nei ! hvor Svend dog er mageløs kjærlig imod mig; ja tro mig Svend det var mig en mageløs Glæde at see, at du nu havde forstaaet mig og tillod mig at forstaa Dig, thi, i denne Tid siden jeg modtog dit forrige Brev har der ligget mig, ligesom en tung Steen paa Hjertet, men som jeg dog aldrig havde troet kunde blevet saa mageløs lettet, som den blev ved dit Brev, det var mig i det Øieblik og er det saa endnu som om jeg saae dig for mine Øine, et Syn som jeg ei kan nægte ville være mig et af de frydeligste for Øieblikket; skjøndt jeg ei kan nægte jeg ønsker først at see dig her, da, naar vi har vundet Seier, naar Danmark igjen har reist sig af den dybe Fornedrelse som det i mine Øine for Øieblikkets. 63er nedsunket i, men jeg er ogsaa vis paa det vil hæve sig, da naar den Aand som rører sig i Folket maa komme til at røre sig i Dem, som skal styre Land og Rige, saa de ei længere spørge ængstelig, »hvad siger Sverrig« eller »hvad siger England« er det nødvendigt at vi skal spørge fremmede Magter, (uden med Sværdet) om vi skal bestaae, eller forgaae, om vi skal leve med Skam, eller døe med Æren. Var det enda Qvinderne i Danmark som spurgte herom, da kunde det til Nød gaae an, thi forgaaer Danmark med Æren, da maa jo dog først hver Dannemand have ofret Liv og Blod for gamle Dannebrog, og da maa Qvinden staa ene tilbage blandt lutter Fremmede; men ogsaa dette skal hun vide at bære, og dog kunde bevare sin Danskhed, ei blot som et Minde, men som en Skat hun tager med sig i Graven, saa at Verden skal sige, Danmark forgik først da den sidste danske Qvinde sank i Graven ; men nu er det Mænd som spørge ængstelig; hvad er det, andet end Feighed og dog Tro til sine egne Kræfter, som fremkalder dette Spørgsmaal; er det en Mand værdig at spørge om naar man træder ham paa Nakken og, om muligt, endogsaa spytter ham i Øinene, om han skal slaa til, eller, om han skal staa taalmodig, og finde sig i, at man leer ham ud ovenikjøbet. Nei ! var der ikke andre Mænd i Danmark end dem der spørge saaledes, da behøvede de sandelig ikke at spørge om Danmark skulde forgaae, eller bestaae, thi da var det sandelig sin Undergang saa nær, at det ei stod til at redde om saa end alle Magter vilde garantere dets Selvstændighed; men der er en Gud i det Høie som styrer Alt og paa ham vil og kan vi stole trygt, thi han styrer alle Lande og Slægter med sin vældige Haand, og han vil ogsaa udfri os fra Tydskernes Trældoms-Aag, som vi længe nok har baaret, som han fordum udfriede Isralitterne fra Egypternes Trældom, om han end først straffer os haardt for vor Seendrægtighed til at tro paa ham, og til i hans Navn at gaa frem, om end Faren truer os nok saa stærkt, naar vi kun føle, at vi kæmpe for Sanhed og Ret ligeoverfor Løgn og Uret. Du forundrer dig vist over at høre mig blive saa ivrig i Politik, men naar Blodet først er kommet i Kaag, saa kjender du nok af egen Erfaring hvordan det gaar, saa bruser det let over, men om du end i Meget ei er enig med mig, saa troer jeg dog, at vi er enige i at elske vort Fædreland og Modersmaal, saa høit, at intet Offer vil være for stort for at bevare det uforkrænket, eller, synke i Graven med det. Nu vil jeg slutte for denne Gang, men kun endnu tilføie at du endelig snart maa skrive mig til om alt hvad der ligger dig paa Hjertet, og som du kan være vis paa finder en kjærlig og venlig Modtagelses. 64hos mig. Endnu engang Tak for dit sidste Brev det vil være mig en mageløs Skat at eie. Din Pibe har jeg sendt i Pakken fra Moder. Uhrsnoren vil jeg gjerne selv arbeide, den skal komme, jeg tænker til din Fødselsdag. Jonna skal jeg bringe din Hilsen, det var hendes Fødselsdag i Gaar, og jeg skulde have været der i Aftes, men ved en Feiltagelse modtog jeg desværre først Brevet fra hende derom i Dag, da Veiret er saa daarlig, at jeg ei selv kan komme ud til hende i Dag for at rette denne Feiltagelse, skriver jeg hende nu til, og vil da sende din Hilsen, hun er en meget elskværdig Pige, jeg modtog forleden Dag et lille rart Brev fra hende. Ida Fenger besøgte mig forleden Dag hun er et sjelden naturligt Menneske, det gjør saa godt at træffe paa saadanne Mennesker. Høxbro reiste herfra i Forgaars og jeg tænker du med ham vil modtage en mundtlig Hilsen fra mig. Lev nu vel, Gud bevare dig, saa vi maa see dig sund og vel igjen, ja i hans Haand overlader jeg dig trøstig. — Du faar snart Brev igjen fra din dig hengivne Søster
Meta.
P. S. Jeg haaber Du vil kunde læse dette Brev skjøndt det er frygtelig jasket, da Du jo er vant til at læse gamle Haandskrifter som ei altid var af de Bedste jeg gider ei skrevet dette om igjen. Peter beder mig hilse og han skriver imorgen da jeg mener det er morsommere for dig at modtage Brev to Dage itræk. Dit Uhr koster kun 9 Rbd. Hils Johan kjærligt fra mig.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup, Onsdag d. 23de August 1848.
Kjære Fader!
Atter have Dine Sønner haft den Glæde at see Din velbekjendte Haand og høre Din velbekjendte Stemme. For denne Glæde modtage Du min varmeste Tak, saa meget mere, som det aabenbart koster Dig en vis Overvindelse at skrive os til, fordi Du venter saa liden Gjenklang hos Dine Sønner, fordi Du troer, at der er en uoverstigelig Kløft imellem Dine Tanker og vore, Din Aands Veje og vor. Ja, denne Din Tro, eller Mistro, som jeg er langtfra at ville erklære mig for uskyldig i at have fremkaldt, den er desværre en Kløft imellem os. Men uoverstigelig er den ikke. Der er allerede mangen en Bro, eller dog mangt et lille Gangtræ over den, og der maa — derpaa er jeg vis — bestandig blive flere, indtil Kløften omsider ganske er lukket. Din kraftige Aand er modnet gjennem mange Kampe. Du har vundet Dig en fast Livsanskuelse, som Du bevarer og forsvarers. 65som et kosteligt Udbytte af et stormfuldt Liv; som en Havn, hvorfra Du bestandig gaaer ud og hvortil Du altid vender tilbage. Min Aand har vel ikke og faaer aldrig den Styrke som Din, men ogsaa den maa dog føre et selvstændigt Liv. Den er endnu midt i Kampen, den har endnu ikke fundet Hvile i nogen fast Livsanskuelse, i nogen urokkelig Tro. Den maa kæmpe sig frem til en saadan Havn; men det maa skee ved dens egen individuelle Leven, og den kan ikke af nogen anden, om end nok saa rig, om end nok saa beslægtet Aand modtage Resultatet færdigt og afsluttet, for derfra at gaae videre; et saadant Laan vilde aldrig blive Ejendom, det vilde være en død Skat, der ikke kunde forrentes. Du vil ikke fortænke Dine Børn i, at de, følgende Dit Exempel, stræbe efter at vinde en Livsanskuelse, et Livsindhold, som de tør kalde deres eget, fordi de have erhvervet det ved fri Stræben, ved frit at søge det Sande, og først da at antage det som saadant, naar deres Aand følte det som Sandhed. Derfor vilde det, synes mig, være urimeligt og unaturligt, om vore Tanker alt nu kunde følges; men derfor vilde det være ikke mindre urimeligt og unaturligt, om vore Tanker ikke nu ofte kunde mødes. Og det gjøre de: Frihed og Fædreland, til dem har Du ofret Dit virksomme Liv, til dem ville Dine Sønner ofre deres baade i Fred og i Krig. Ja, maatte Du kun i Dine Sønner erkjende villige Redskaber til efter Evne at fortsætte Dit Værk; til efter Evne at arbejde paa Danmarks Ære og Lykke, paa dets Frihed baade i ydre og indre, i borgerlig og i videnskabelig Henseende; paa den danske Aands og den danske Tunges Frihed for fremmed Overlast og paa det danske Folks Frihed for nedarvede Lænker og til at bygge sig det Paulun, den borgerlige Samfundsform, hvorunder det skal leve, efter sit eget bedste Tykke, efter sin egen Natur. — Maatte Du kun erkjende os som saadanne, da vilde Du ogsaa finde, at Kløften i Virkeligheden ikke er saa stor: at det, som Dine Sønner ønske saa godt de formaae at arbejde paa, dog i Grunden er det Selvsamme, der har udgjort Dit Livs Stræben, en Stræben, der har skjænket Dig et Navn, som Dine Børn kunne være glade ved at arve.
Tillad mig af Dit Brev at tage et Exempel paa, at Din Mistillid sætter en Kløft, der dog i Grunden slet ikke er tilstede. Du nævner Sorø; Du siger, at Staven synes brudt over det og over alle de Forhaabninger, Du saa længe og trofast har knyttet dertil. Og Du føjer til, at »her er vi nu allerede paa de fælles Enemærker, hvor mit og dit ikke kan mødes, uden at strides«. Men det er ikke saa. Dine Sønner have altid anerkjendt Din Idee til en dansk Højskole, om end Din Plans. 66dertil i adskilligt har forekommet os uudførlig. Og endnu er Ideen mig inderlig kjær, og jeg troer og haaber endnu paa dens Opfyldelse. Den Dag maa dog bestandig mere og mere nærme sig, da hele Folket vil og maa have Deel i Oplysningens Goder, og da Oplysningen maa blive fattelig og nyttig for hele Folket, altsaa ægte fædrelandsk, ægte dansk. Dette er Dit Ønske og det er Dine Sønners. — Hvad de mørke Udsigter angaaer, da ere de vist kun øjeblikkelige, fordi de vel væsenlig beroe paa en Enkeltmands Blindhed. Men Monrads Herredømme over det danske Folks Oplysning kan næppe blive gammelt, fordi hans Anskuelser nok desværre i den Retning ere altfor gammeldags. Derpaa tyder i det mindste Madvigs Ansættelse 1) , hans uforsvarlige Opførsel mod Krogh-Meyer fra Ulkebølle og hans Formening om Præsternes Valg.
Du kan vel vide, at det Bibliothek, jeg har kunnet føre med mig, ikke kunde være af stort Omfang, saa det er en stor Herlighed at træffe paa en læselig Bog. En saadan stødte jeg forleden paa, og da jeg ikke troer Du kjender den, men nok troer Du kunde have Lyst til at kjende den, saa vil jeg her nævne den. Det er den danske General Falkenskjolds Memoirs, der først er udkommen paa fransk og siden oversat paa tysk og paa dansk (under Titel: »Gamle Erindringer af Otto von Falkenskjold«. Kbhn. 1847.). Den [interesserer] mig meget, baade som Bidrag til vor nyeste [Historie] og for de deri fremsatte Anskuelser af Danmarks Krigsvæsen. — Hermed maa jeg bede Dig, kjære Fader, for denne Gang at tage til Takke. Vil Du hilse Moder, (til hvem jeg nok ikke faaer skrevet enten i Dag eller imorgen, da jeg først skal besvare et Brev fra Vilhelm og et fra Skovgaard) 2) , at jeg i dette Øjeblik fik Brev paa min Tornyster og alt har Bud i Vejle efter den selv. Boisens Brev af 20de, som Moder omtaler, har jeg ikke faaet, men maaskee var det stilet til Johan, og ham har jeg ikke seet i Dag.
Lev vel og hils Alle derhjemme fra
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Du fortjente virkelig at faae Brev før fra mig til Tak for Dit venlige og meget velkomne Brev af 16 dennes, alt eftersom Brevet ender med: »Svar udbedes som snarest«, — havde ogsaa isinde at sendes. 67Brev med Høxbro — og atter igaar, da — som jeg vilde begyndt — Dagmar kom, og havde naturligviis meget at fortælle, og fik Meta og mig med sig hjem, hvor vi havde en meget fornøielig Aften, med Veile-Sigar paa ud af Dagmars nydelige Futteral, hvilket Enrico gjør Paastand paa, at hun skal give ham, men hun paa ingen Maade vil give fra sig eftersom hun har faaet det af en meget god Ven. Dog det bedste Svar har jeg allerede sendt Dig, idet jeg har besørget Dig en Feltkappe, som kan sige Spar To (den Talemaade maa være ældre end l’hombre, ellers heed det Spar Eet) til Johans. Jeg fik nemlig Tøiet udleveret fra det kgl. Varedepot, og det er godt Tøi — og koster kun 6rdl. »Stakkels Johan« heed det naturligviis strax i Vimmelskaftet, saa Din Moder er nu bleven meget trøstet, ved at see af Johans Brev, at han er saa tilfreds med sin Kappe. Dit Uhr har jeg betalt, kostede 9r., har altsaa 1r. i Behold. — Hm! Komind! — atter afbrudt — det var gamle Algreen, som kom lige fra sin Reise har været 3 Dage ved Hovedqu., men ikke kunnet træffe Eder — det vil sige han kom ikke ud til Greis — og det ærgrede ham ; han saae Knudsen, Jensen, Thurah og Sørensen; den Sidste var med ved Steppinge. — Nu maa det desværre gaae i Galop, da jeg vil have Brevet afsted til Dig iaften, hvor ringe det saa bliver, stolende paa Din Overbærelse, at Du seer mere paa Villien, end paa — — — hvilket Du i alle Stykker maa med Hensyn til mig, — — — og jeg har lovet Meta at være med hos Schows iaften Kl. 8. Georgia har nemlig bedt os paa Apricoser og paa at see hendes ny-malede Værelse, som hendes Fader (medens de vare paa Nysøe) har ladet indrette saa saare skjønt, for at Lundbys Landskab ret kunde tage sig ud der, og jeg troer et do af Skovgaard. Stakkels Georgia ! En Bekymring har hun havt i denne Tid, idet hendes Venindes Mand M. Winther har ligget for Døden (en Slags Cholera), men i disse Dage dog begyndt at bedres lidt. Fru W. var hos Meta et Øieblik igaar, og havde nu godt Haab. Hun saae overordenlig afkræftet ud. — At I ikke har været tilfreds med Feltprovstens Prædiken, kan jeg nok forstaae; skjøndt jeg nu just paa Johans Dom ikke ganske kan bestemme mig til at troe, at han slet ikke kunde være brugelig som Feltpræst, saa var det dog min Mening allerede før, at han ikke var skikket dertil, har ogsaa sagt ham det. Jeg troer heller ikke det var efter hans Ønske, men at han har givet efter for Monrads Ønske, at han skulde være det. Underligt, at han nu netop skal være Feltpræst, da jeg dog virkelig anseer Hammerik og Helweg for dygtigere. — I have nu maaskee seet vor Gesandt Høxbro, dersom Johan har faaet mit Brev saa betids, og I forresten have havt Leilighed til at komme til Colding (dogs. 68neppe) han kommer saa til Eder paa Tilbagereisen. Det fornøier mig, at Johan er enig med os i, at Gr. bør være Rigsdagsmand. Selv for hans egen Skyld er det bedre at han kommer med — ind i Ilden, end at han staaer udenfor og ærgrer sig. Det har været hans Ulykke under dette Ministerium, at han har staaet saa ganske udenfor, ikke blot for hans egen men jeg lægger dristig til — ogsaa for Danmarks Skyld. Gaaer nu alt efter Ønske m. H. til Valget i N. Slesvig, saa faae I ham maaskee at see. Aliene skal han imidlertid ikke komme til at reise. Høxbro maa saa afsted igjen, hvis han ikke kan, vil jeg ledsage ham — dersom han ønsker det el. rettere tillader det. Overalt paa Landet (item overalt i Jylland, beretter Algreen, er der den største Ligegyldighed for at indtegne sig til Valgene. Her i Byen er det Hippodromedarerne 1) , og paa Øerne Bondevennernes Selskab der vil faae ene Indflydelse. Forresten stille Ministrene sig ogsaa og saa Valg-Candidaten F. M. Knuth fra Sorøe, og de blive sagtens valgt, skjøndt det er dumt — dem kan Kongen jo vælge. Men jeg maa til at slutte. Det var fornøieligt at høre Dagmar fortælle om Eder og Livet derovre. Der er et mageløst Liv i hende — og Alt saa naturligt. Jeg troer ogsaa, at Meta har faaet andre Tanker om hende. Jeg glæder mig til paa Søndag at benytte en af Dine Billetter, hvorfor jeg takker Dig — og vist en Tour med Enrico. Han er øverst-Commanderende paa den store Artillerie-Caserne. Ernesto boer i Kronprindsesse- Casernen. De ere yderst misfornøiede, som nu maae gaae paa Fælleden at indøve Folk. Her meldes Intet Nyt, uden Rygter, at Kongen tager til Veile, fortæller Johan. — Nu Farvel for denne Gang. Hils Johan og tak ham meget for hans Brev. Leuning (og Lovise) kom nu.
Din hengivne Svoger P. Boisen.
Kbh. d. 25/8 48.
Leuning fortæller, at Rygtet gaar aim. idag, at vi har nu Vaabenstilstand til 15de Mai — og at Slesvig skal besættes af 16000 slesvigholstenske Tropper — fortvivlet!
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Harbohus
26 Aug. 1848.
Kjære Moder!
— — — Jeg hører, at vi kunne haabe, at see Fader herovre, det vilde usigeligt glæde mig, og jeg haaber ham med, maaskee der veds. 69den Lejlighed kunde falde en Prædiken af som duede, thi de 3 Prækener, som hidtil ere holdte, en af hver af Feltpræsterne, have ikke vundet synderligt Bifald, og fortjente det da ikkeheller, jeg hørte selv den eene, og Svend de to. Den tredie, Helvegs, om Forskjellen paa Mod og Taalmod, var vist ikke meget bedre, men da den ej holdtes ved vor Brigade, har jeg kun faaet Referat af den, kun lidet opbyggeligt. Det er et underligt Indfald, de gode Feltpræster faae, alle tre, at fordi de nu ere Feltpræster, skulle de ogsaa holde Feltprækener, det vil sige saadan en ganske egen Slags Prækener; thi de gjøre dem øjensynlig Umage for just at være populære for vor Stand og afpasse deres Taler efter vore Forhold her, men falde derved ind i det Trivielle og tildeels for Menigmand reent Uforstaaelige. — — — Kunde du følge med Fader herover, vilde du sandelig ikke fortryde det, det vilde sikkert more dig at see os som Herrer hver i sit Huus, og overhovedet at betragte og leve en Dags Tid under de særegne Forhold, hvori vi leve her. Det er en ganske egen Situation, saaledes at blive sat ud at commandere en Bondegaard; den lider forresten saamænd ikke Noget ved det Herskab, jeg tager hverken deres Kjøkken i Beslag eller lader dem kjøre Ægt for mig uden Betaling, der kan Ingen overhovedet være bedre imod dem, end baade Svend og jeg ere, de ere ogsaa meget fornøjede her, baade med mig og mine 50 Mand ; de Slesvigere ere mageløs skikkelige Folk, jeg har hidtil endnu [ikke] havt Anledning til at anvende saameget som et ondt Ord i Qvarteret, vore Recruter fra Sjælland derimod ville gjærne gjøre Vrøvl, men som de yngre og mindre erfarne holdes de i Almindelighed ret godt i Tømme af de Gamle ͻ : dem fra Garnisonen og de indkaldte Frifolk, saa det er kun en enkelt Gang, vi maa lade En af dem sidde en Dag i Hullet eller ligge et Par Timer krum for en eller anden Smaaforseelse. Vi holde meget streng Disciplin her i Compagniet, ikke den mindste Forsømmelse (for sildig Møde o. s. v.) eller Forseelse gaar ustraffet hen, og de indtræffe derfor ogsaa meget sjeldent. — — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
26de Aug. 48.
Kiære Svenn
Det kan jo dog igrunden aldrig være dit Alvor at tænke, din Fader enten skulde forskrækkes ved at see sine Sønner gaae den Vei, hvorpaas. 70man ene kan vinde Forstand paa Livet, eller at han skulde ønske, det var anderledes, thi netop til at gaae denne Vei har han jo, afvigende fra de fleste Fædre, stræbt at bevare sine Sønners Kraft og givet den al den Opmuntring og Leilighed, han kunde!!
Grundtvig og hans Slægt.
5
Nei, min Søn, naar jeg siger at mine Sønner og jeg for Øieblikket ei kan tale levende sammen, da er det ikke fordi jeg enten savner eller ønsker dem i mit Kiølvand, men, som jeg skrev, fordi Livstrømningerne ikke løbe paralelle, men skiære kun hinanden, naar de mødes, og at vi i den sidste Tid ei engang, hvor Strømningen gaaer paralelt i Fædernelandet, kunde følges fredelig, det var fordi mine Sønner standsede Strømningen hos sig, og vilde endelig have mig til det samme, hvad jeg umuelig kunde, saa jeg har god Grund til at sige, at saasnart jeg misbilliger noget hos det nærværende Ministerium, maa jeg vente at blive viist tilrette af mine Sønner, ikke fordi de tør paatage sig at retfærdiggiøre Ministeriet, men fordi de paastaae, at jeg skal, ligesom de, troe blindt paa Ministeriet, som bedre oplyst end jeg.
Kun saameget, fordi jeg maa ikke lade mig det sige af Nogen, og allermindst af mine egne Sønner, at jeg skulde enten miskiende eller angre den fri Livs-Udvikling og Selvtænkning, hvortil jeg netop fra Barnsbeen har stræbt at forberede og opelske dem, thi for Resten vil jeg paa ingen Maade trættes med mine Sønner om, hvem af os der har mest Skyld i Misforholdet, der neppe kunde finde Sted uden Skyld paa begge Sider. Hvem der nemlig ikke kan tale sig tilrette, kan endnu langt mindre skrive sig tilrette, og naar det synes saa, er det kun et Skin, i det man tager Skyggerne for Personerne, til de atter virkelig mødes.
Det var imidlertid naturligt, at mine Sønner, da vore Hjerter, Gudskeelov! ikke er løsnede fra hverandre, skiøndt vore Tankegange skiære hinanden, aabent vilde yttre sig derom til mig, og at jeg svarer dem ligesaa aabent; med det Ønske, at vi ikke skriver mere derom, da det kun føder istedenfor at hæve Misforstand!
Blandt andre Bøger har I faaet Allens Udsigt over Sprogforholdene i Slesvig, og den vil I læse med Fornøielse, thi den giver ikke blot en ordenlig hjemlet Fremstilling af det historisk givne, men gaaer ogsaa ud fra Grundsætningen om Modersmaalets inderlige Sammenhæng med hele Folkelivet, hvortil de færreste Bogskrivere hos os endnu har hævet sig. Falkenskjolds Menoirer 1) har jeg oftere tænkt paa at ville læse, da jeg altid ventede at finde noget Udbytte fras. 71den Struenseske Tid, og nu skal jeg paa din Anbefaling see snart at giøre Alvor af det, skiøndt min Læsning er meget indskrænket, da »Danskeren« næsten optager hele min Tid, hvorpaa jeg ogsaa var belavet, da et Ugeblad, man er ene om, enten maa blive daarligt eller have en heel Mand.
Saavidt jeg mærker, kommer her ellers ikke synderligt ud, thi at vi har faaet en Haandudgave af Snorres Edda er vel godt men for Øieblikket dog kun lidt, naar man betænker, at vor Literatur netop nu har Danmarks hele Tilværelse og hele Nordens fremtidige Skikkelse til sin nærmeste Genstand.
Man trøster eller truer os her daglig snart med hele Tydsklands Magt og snart med Vaabenstilstand, men ingen af dem, jeg taler med, veed noget, og hvad mig selv angaaer, da veed Du nok, jeg frygter ikke for Tydsklands Magt, men kun for den Vaabenstilstand, vi alt længe har havt.
Moder og alle her hilse kiærligst. Meta har, desværre, idag atter Feber. Hils Johan kiærlig, og gid I begge med en sund Sjæl i et sundt Legeme maa seire i alle Kampe! 1 veed, det glæder ingen mere end eders
Fader og V.
Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Lørdag-Aften d. 26de August 48.
Kjære Moder!
Skjøndt det allerede er blevet noget seent paa Aftenen, da jeg har siddet og skrevet Breve til Skovgaard og til Vilhelm Blom (hvis Breve havde Anciennitet forud for Dit), saa kan jeg dog ikke lade være at sende Dig et Par Ord, da jeg seer af min Protocol, at det er snart en heel Uge siden jeg skrev Dig til.
I Onsdags modtog jeg Tornisteren, men Høxbro har jeg endnu intet seet til. Feltkappen er ganske efter Ønske. Jeg skal sende Pengene, saa snart jeg kan faae dem byttede i Sedler. Mens vi tale om Penge, saa maa jeg dog engang korse mig over Dit Forslag: maanedlig at sende 25 Rbdlr. hjem. Der maa jeg rigtignok sige: »nej nu er Du altfor slem«, thi naar jeg fra Gagen, som er 36 R. maanedlig, tager 25, saa faaer jeg — 11 at leve af i 30 Dage. Det gaaer ikke. Jeg skal imidlertid gjøre mit Bedste. Nyt har vi Intet af herovre. Jeg vil da som sædvanlig give Dig en Liste over de Dage, der ere forløbne siden jeg skrev sidst. I Søndags var Johan og jeg da ovre hos Holger i Greis. I Mandags: hjemme i Regnvejr hele Dagen. I Tirsdags: Meds. 72Johan i Bredballe hos Carlo. Brev fra Skovgaard og fra Fader. I Onsdags: fik jeg Brev og Tornister fra Dig og skrev til Fader. I Torsdags: var Joh. og jeg i Gammel Sole, 1 Mil herfra, at besøge Henrik Bech. I Fredags (ͻ : igaar) havde 10de Bataillons Officerer foranstaltet en Skovtour til Greisdalen her tæt ved, hvor vi havde General Schleppegrell med sine Adjudanter til Gjæst. »Festen begunstigedes af det skjønneste Vejr.« Det var mig især en stor Fornøjelse (ikke at tale om Æren) at tale med vor brave General, der en heel Time underholdt sig med min Ringhed og endogsaa bad mig besøge sig. Ja, det er nu ikke derfor at jeg siger det, men han er en usigelig elskelig Mand, og han er da ogsaa alle sine Soldaters Afgud. De fortælle om, hvorledes han midt i Slagets Tummel, i den tætteste Kugleregn sad rolig paa sin Hest med sit sædvanlige milde Ansigt og spiste sit Smørrebrød, og naar saa en Kugle peeb ham forbi Øret, saa rystede han saa smaat paa Hovedet, som naar en Flue ellers surrer forbi En. — I Dag havde vi hele Formiddagen en stor »Hestemanøvre« og efter den havde jeg min Hr. Broder og en af de norske Officerer til Middag hos mig, modtog et Brev fra Meta, hvorpaa hun snart skal faae Svar, spadserede en Tour i min Ensomhed ned til Greisdalens Skovkløfter og gik derpaa hjem og drak Thee og saa satte jeg mig til at skrive Breve; og der sidder jeg endnu, men nu skal det ogsaa være forbi, og derfor vil jeg da bede Dig hilse Dem Alle saa meget der hjemme og selv undskylde dette Hastværks-Smøreri fra Din
hengivne Søn
Svend.
5*
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohus
27 Aug. 1848.
Kjære Fader!
Tak for dit Brev til dine Sønner af 19de dennes, det var os et kjært Vidnesbyrd om, at du som altid saa ogsaa endnu omfattede os med den faderlige Kjærlighed, som du gjør os Uret, hvis du mener os blottede for Erkjendelse af og Følelse for. Det gjør mig ondt at sige det, men dit Brev bedrøvede mig i høj Grad ; hver Gang jeg tog det fat og læste det igjennem for at skrive dig til, var det mig reent umuligt at faa Pennen i Gang, det vidnede om en saadan Mismod og Misfornøjelse med os, at jeg næsten maatte betragte det som et forgjæves Forsøg at stræbe at gjøre mig forstaaelig for dig; jeg maatte ved hver Linie frygte for, at du saae Noget i mine Ord, der mishagede dig, men som jeg aldrig havde tænkt paa. Det er derfor kun ved ats. 73lade dit Brev ligge tillukket, at jeg nu er istand til at sende dig disse Linier, i det Haab, at du ikke vil optage mig mine ovenstaaende Yttringer ilde, men kun betragte dem som et Udtryk af min Sorg over at staae i et saadant Lys for en Fader, som jeg agter højere end alle andre Mennesker, om jeg end i mange Henseender maa være uenig med ham, om Ting, hvori jeg ikke er istand til at suspendere min Mening, indtil maaskee Tiden og Erfaringen kunde forandre eller ændre den. Du og vi have mange flere Berøringspunkter end du antager og da jeg veed, at Svend har skrevet dig til, er jeg vis paa, at han vil have gjort dig opmærksom derpaa, saagodt det var muligt, og jeg vil derfor her ikke udsætte mig for at kjede dig ved at sige det Samme, som det rimeligviis vilde blive. Kun dette, at i Henseende til Nordens Gjenfødelse og Vejen dertil, saavelsom om Folkets Fremvæxt til et kraftigere og mere ejendommelig dansk Liv veed jeg aldrig der har hersket nogen Uenighed mellem os, uden om rene Biting, om enkelte Forholdsreglers Hensigtsmæssighed eller andet Saadant. Jeg vil derfor nu roligt skrive dig til om hvad der falder mig paa Sinde og som jeg er vis paa ogsaa ligger dig nær. Hvad da vore nationale Forhold angaaer, saa synes mig, vi have for Tiden de bedste Udsigter, Cavaignacs Brev 1) til Frankfurterne og den dermed stemmende Artikel i Times, som Fædrelandet af 21, om jeg husker ret, meddeler, synes mig at borge for, at dersom Krigen skal vedblive, faae vi mægtige Bundsforvandte, og det have vi jo dog ønsket den hele Tid. Nogen Skam for os kan det dog ikke kaldes at behøve Hjelp mod hele Tydsklands væbnede Magt, om vi end naturligviis ønskede at kunne klare Sagen allene. At vi ikke kunne det, ligger vistnok ikke blot deri, at Overmagten i Tal er større, end at Begejstringen kan udjævne Misforholdet, men især i, at vi ikke ere istand til at unddrage os den endnu bestaaende Statsret i Evropa, hvorefter alle Stater og navnlig de store Magter, skulle have deres Fingre allevegne hvor der er noget paa Færde, og ville mægle. Kunne vi faae den Skik afskaffet, saa har jeg Intet derimod, men saalænge den bestaaer, seer jeg kun den sørgelige Nødvendighed for os: at maatte finde os i at saadan Mægling anstilles ; vi maae jo altid beholde Lov og Ret til at vægre os ved Vilkaarene og kæmpe til det yderste for vore Rettigheder. At vor Hær saalænge Intet betydeligt har foretaget, ligger ikke i Mangel paa Lyst, vi stemte Alle i da forleden Capt. Henckel foreslog en Skaal for: Fremad eller Fred, men ingen af alle de Officerer,s. 74jeg har talt med, har turdet paastaae eller engang mene, at Krigen kunde være ført med større Energi, hvis vi ikke vilde udsætte os for at udtømme vore Hjelpekilder, der bedre maatte spares til vor Krigsmagt blev bragt til den Grad, som det var muligt; før burde Intet Afgjørende voves, kun naar vi have alle vore Kræfter samlede, tør vi vove det Yderste, og det er langtfra endnu Tilfældet. Tilmed er det et stort Spørgsmaal, om ikke Blokaden er den kraftigste Vej til at gjøre Tydskland kjed af Krigen. Vi kastes her omkring af Haab og Frygt, vide intet Sikkert, faae hver Dag modsigende Rygter o. s. v. Den 6te ventede vi en Afgjørelse i Anledning af Hyldingen 1) , men den 6te kom og gik, og Intet skeete. Saa den 15de, da Blokaden skulde begynde, stod vi ved Grændsen og ventede: fremad eller Fred, men Nej ! nu vente vi paa imorgen, den 28de, men det gaaer sagtens ikke bedre. Vi maae nok have Taalmodighed nogen Tid endnu, og heller ingen Afgjørelse end en slet, det er aabenbart. Man taler almindelig idag om en Vaabenstilstand paa 6 Maaneder, men paa hvilke Betingelser? I Fædrelandet for Torsdag den 24, som jeg tilfældig saae idag, findes en Beretning fra Flensborg om Misfornøjelsen i den tydske Hær med Krig, Centralmagt, Holsteen o. s. v. som er os meget gunstig, og jeg kan selv lægge eet Træk til, som jeg selv har hørt af et Par Folk nede fra Midt-Slesvig, som kom her for at besøge to Sønner i Armeen, 1 ved Dragonerne og 1 ved vor Bataillon. De fortalte det morsomme Træk om Preusserne og Slesv.-Holst.’s Forhold til hinanden, at da der i den preussiske Armee var blevet sat Straf paa at udskjælde Slesvigholst. for Meenedere eller andet Saadant, række de preussiske Soldater blot de to Fingre ivejret imod dem, det betyder det Samme, og gjør dem rasende, saa der er Spektakler hver Dag. De fare forresten værre frem i Slesvig end jeg havde antaget. Min Karls Moder, en Gaardmandskone fra Lygumklosterkanten var her i denne Uge og fortalte, at paa deres Gaard var der uden Betaling reqvireret af Levnetsmidler og Fourage og nu udskrevet i Krigsskat Saameget, at det omtrent kunde anslaaes til 700 Rdl. ; de betalte Ingenting. Dette er endda et Sted, hvor der næsten ingen Indqvartering har været, og for Beretningens Sandhed tør jeg inde- staae. Slesvigerne ere derfor ogsaa, saavidt jeg kan mærke, af Bønderne de meest patriotisk sindede. Disse Folk og flere dernede fra, som jeg har talt med, sagde Alle, at de vilde gjærne bære det Tryk og Tab, naar blot Krigen fik en god Ende og de kunde blive ved Danmark og — det føjede de altid til, blive alle deres Slesvig-Holstenske Embedsmænds. 75qvit. Slesvigerne ere dog bestemt et af Danmarks Kjærnefolk, om ikke den egenlige Kjærne, de ere langt anderledes end de nærige og egennyttige Jyder, og de dorske og uærlige Sjællænder. Ogsaa Sydslesvigerne fra den reent tydske Deel, har jeg hørt Træk af, som vidne for os, de ere alle i 13de Bat., saa jeg kjender dem ikke personlig, men de roses meget af Officererne. Jeg talte dog med en Sergeant, fød i selve Staden Slesvig, og tydsktalende, som sagde: »ja kunde vi komme ned til Slesvig igjen, saa skulde jeg flye det første Knippe Halm til at gløde dem ud«, og det stemte de Andre strax i med. Alsingerne ere ogsaa meget ivrige, de have tilbudt vor Bataillon fri Naturalforplejning, dersom den maatte komme derover, og tilmed viist store Opoffrelser under hele Krigen. De Flensborger-Kjøbmænds Adresse til Frankfurt 1) kjender du sagtens, den er jo ogsaa meget god. — Hvad Eders Sager derovre i Kbhn angaae, kan jeg ikke ret forstaae mig paa dem. Hvorfor overlades Valpladsen saa ganske til disse buxeløse Karle 2) oppe i Hippodromen og til Bondevennerne? det fatter jeg ikke, er der da ikke dygtigere Folk i Kbhn end Fineerskærer Frederiksen og Jernstøber Lunde? fornuftigere ere der idetmindste, og hvorfor lade de da dem spille saaledes ene Mester, thi herfra seer det ud som om de gjorde det, men det er jo muligt, at vi seer Fejl paa saa lang Afstand, det skulde glæde mig. At Monrad ikke var besjælet af reformatoriske Ideer i Hens, til Underviisningsvæsenet, har jeg altid troet, og det har han jo nu selv tydelig viist ved at sætte Madvig over det Hele; saa det skal gaae i den gamle Skure, dog vistnok endeel fornuftigere, thi han har dog mange Gange de Andres Forstand ; men : saameget desto værre ! maa man vel sige, thi blev de Gamle ved at styre paa deres Viis, vilde det vel snarere blevet saa pinegalt, at det maatte briste, og briste maatte jo dog det Væv, inden noget Fornuftigt i den Retning kunde komme frem. Det meeste Reformatoriske, Monrad, saavidt jeg veed, har kommet frem med i Henseende til Underviisningen, er det Misfoster af Amtsskoler, som da sagtens gaae i deres Moder igjen, thi de vare dog alt for taabelig anlagte til engang at kunne realiseres. Som Undervisningsminister kan jeg ikke troe Andet end at Monrad maa falde med det Første, thi Dumheder kunde de Gamle godt gjøre uden ham. Han skal ogsaa vise en utaalelig Fornemhed mod hæderlige Folk, som søge ham. Saaledes kom forleden Krogh-Meyer, Præst i Ulkebøl paa Als til ham, for at søge et større Kald, da han har i den Grad gjorts. 76vel imod den danske Armee, navnlig under deres Ophold der efter Tilbagetoget fra Slesvig, at han sidder temmelig daarlig i det forresten ogsaa nok temmelig lille Kald. Men Monrad svarede: »men hvor kan De dog tænke paa det, De har jo 2den Karakter«. Da tog Krogh- Meyer fat, vred som en Tydsker, læste ham Texten ordentlig, vendte ham Ryggen og gik sin Vej uden at vente Svar. Du kjender sagtens Historien med Skaarup, som Peter havde, den var omtrent af samme Tønde. Da Svend nu er kommet og jeg gjerne vil tale lidt med ham, vil jeg nu afbryde, idet jeg beder dig hilse Moder og Tante mange Gange fra din
hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandag d. 28de Aug. 1848.
Kjære Søster!
Tak for Dit kjære, venlige Brev, som jeg modtog i Løverdags. Det er sandt, hvad Du siger, at jeg kan ikke klage over Dig saa lidt som over Moder eller Peter med Hensyn til Brevvexling; I ere alle særdeles gode ved mig; men naar Du spørger, om jeg »har Lyst at faae oftere Brev«, saa maa jeg rigtignok svare: »Ja, skriv saa ofte Du vil og kan; thi det er min største Glæde herovre at høre mine Kjæres Røst. Derfor nøder jeg mig selv til at skrive saa tit, for saa ofte som muligt at have den Glæde at faae Brev. Thi det er mig nu som før et fordømt Stykke Arbejde, den Brevskrivning. Dit Brev fik jeg som sagt i Lørdags og for et Øjeblik siden havde jeg atter den dobbelte Glæde at modtage to Breve: et fra vor kjære Moder og et fra Peter. Dem skal jeg ret snart gjengjælde, men først skulde dog Du have et Brev, saadan som det nu kan blive, hvor det ydre Liv aldeles intet Stof frembyder, og det indre kun trives saa smaat, netop nok for ikke at uddøe. — Dit Brev indeholder usædvanlig megen Politik. Du taler om »Danmarks dybe Fornedrelse«, og skjøndt hvad Du i den Anledning siger er meget smukt og vidner om den herlige Fædrelandskjærlighed, der Gud være lovet nu er vakt hos de danske Kvinder, — saa er det næppe saa aldeles rigtigt. Hvad er det for en Fornedrelse, hvad er det for en Fejghed, Du taler om? De danske Vaaben have i denne Krig hævdet deres gamle Hæder, og det er ingen Skam at man ikke med den bedste Villie og med den varmeste Begejstring formaaer at slaae en tredobbelt Styrke af Marken, og det er ikke at kalde for Fejghed, at Landets Styrere ikke tør tage det uhyre Ansvar paa sig at sætte hele Landets Vel og Vee paa et eneste Kort, naar der, som mig synes der er, er Rimelighed for, ats. 77Taalmod her er det bedste Mod, Udholdenhed og Sejghed det bedste Vaaben imod vor for Øjeblikket langt overmægtige Fjende. For mine Øjne blive vore Udsigter med hver Dag bedre, saa det kommer kun an paa at have Taalmod til at holde ud til Enden. Dog, jeg vil ikke gaae for meget ind paa Politiken. Vi vide for lidet til at kunne ret klart begribe Sagernes Stilling. Det klarer sig vel — jeg haaber til Danmarks Lykke og Ære. —
Igaar var Johan og jeg da atter et Besøg inde i Vejle, det første efter forrige Søndag, da vi vare et Øjeblik derinde for at sige Dagmar Farvel. Jeg seer af Peters og Moders Breve at hun nu har talt med Eder og hun kan da bedre end vore Breve give jer Begreb om vort Liv herovre, der vel ikke er indholdsrigt eller mageligt, men dog ikke værre, end at man godt kan holde det ud en Stund. I Vejle traf vi ved en Hændelse Vilhelm Schmidt, der var paa Vejen til Ruballegaard fra Kjøbenhavn. Piben har jeg rigtig modtaget og takker forlods for Uhrsnoren. Jeg har imidlertid anskaffet mig en sort Snor, (kostede 1 sk. Lybsk), der foreløbig er constitueret som provisorisk Uhrsnor.
Vil Du, da jeg idag ikke faaer skrevet til Moder, foreløbig meddele hende (næst at takke hende for hendes Utrættelighed ved Skrivebordet) : at Høsten herovre slet ikke er daarlig, men meget mere god, at jeg er meget god ved Soldaterne, som slet ikke have det saa ondt, som hun nok troer, at jeg saae et Glimt af Helweg i Vejle igaar, hvor han meldte mig, at han om faa Dage skulde holde Gudstjeneste hos os, samt at Vilhelm og gamle Blom begge befinde sig meget vel, den sidste i Fyen, hvorfra han tænkte til 1ste September atter at afgaae til Armeen. — I Vejle saae jeg ogsaa Din Svoger Karl, der bad at hilse saa meget. Her vil jeg nu slutte, da jeg aldeles intet har at skrive, og kun bede Dig besørge et heelt Læs Hilsener til alle de Kjære derhjemme, til Fader, Moder, Peter, Tante Jane, Amalia ikke at for- glemme. Hils ogsaa din nygifte Svoger med ditto Frue. Maaskee Du ogsaa ved Lejlighed kunde indsmugle en lille Hilsen til Din kjære Georgia Schow i hendes lille Paradis, som Peter skriver om. Det er Erindringens Paradis, det solideste man har i denne Verden. En Plads deri unde Du da ogsaa
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Tirsdag d. 29de.
I Dag fik jeg Brev fra Fader. For det maa Du foreløbig paa mine Vegne bringe ham min hjærtelige Tak.
s. 78Indlagt følge 15 R. vel omtrent Kappens Priis. Har Peter betalt Klædet, saa giv ham de 6; hvis ikke vil Moder lade Skrædder Møller faae hele Tutten mod behørig Quittering. Hun har Regningen.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Harbohus
30 Aug. 1848
Kl. 9 Aften.
— — — Den 29de gik jeg om Eftermiddagen, da vi fik Oventørre, over til Svend, og om Aftenen fulgte han saa hjem med mig for idag at tage over med til Haraldskjær og Kjærbølling, 1 Mils Vej vesten Vejle, til Thurah og Steenstrup ved 11te Bat. og Blom og Lütken ved 3 Reserve-Jægercorps. Vi kjørte først over til Bredballe og fik Carlo med ind til Vejle, saae ind hos Dalgas’s, hvor jeg skyldigst aflagde Peters Hilsen og Tak, som jeg modtog d. 28de og kjørte saa derfra med Extrapost afsted. — — — Blom er meget ilde fornøjet med det slette Ry, som hans Corps for største Delen med Urette er kommet i, og som de arme Mennesker faae at høre ved alle Lejligheder, skjøndt Skylden ene falder paa nogle slette Officerer, der nu næsten alle ere fjærnede. (Frederiksen, Wichfeldt, Schønberg og flere.) Hvad den sidste Affære ved Steppinge angaaer, er Corpset ogsaa blevet skammelig bagvadsket ved »frivillige« Breve i Bladene, som om de ej vilde storme Gaarden etc. endskjøndt det er beviisligt, at de sprængte Porten og at de og ej Herregaardsskytterne, ledsagede Holsten-Rathlou ind i Gaarden til de 30 Cuirasserer. Men fra Hoptrup 6 og 7de Juni har nu Corpset ved sine fejge Officerer faaet et saadant Ord paa sig, at man gjærne troer alt om det. — — — Thurah, der laae paa Feldtvagt lige ved Vejen, vi passerede, talte vi et Par Ord med, han havde det ligesaa godt og ligesaa slet som vi Andre, dog maaskee lidt værre, thi Bülow har et særeget Talent til at plage sin (1ste) Brigade, hvortil ogsaa 3 Reserve-Jægercorps hører. Ved Recognosceringen ned til Steppinge lod han det sidste Corps med fuld Oppakning marschere i Iilmarsch 10 Miil ud i Eet, saa Flere styrtede om og sov ind. Efter en saadan Marsch af 5 Miil fra Kl. 1 Nat til 10 Morgen var det, at de ankom til Steppinge, og da de saa havde gaaet samme Vej tilbage, kom de paa Feldtvagt. — — —
Supplement.
Harbohus 31 Aug. 48.
— — — Du mener ikke det kan nytte at instruere mig i Kogekunsten, men du maa endelig svare mig paa mine Spørgsmaal ogs. 79tillige sige mig hvorledes man skal lave Beufsteg. — — — Bollerne fik jeg dog nogenlunde Skik paa, at de ere ganske runde, det faaer at gaae, og at de ere saa haarde, at de kunne maale sig med en god Bold, det gaaer ogsaa nok an, og hendes Brødboller, eller hvad det var, har jeg frabedt mig. — — — Du spørger om Svends Mad, den har det ingen Nød med, thi hans Enke forstaaer at lave Alting meget godt; Fejlen her er vistnok, at Manden, og nok Konen med, ere saa grundnærige, skjøndt de ingen Børn have, at de gjøre Alting i Penge. Husgeraad og Saadant have de derimod nok af, men tør dog ikke laane En af vore Folk saameget som en Træskee (det er bogstavelig sandt) uden at staae og passe paa den, indtil de faae den igjen, og det uagtet Gud veed, de skal saamænd ingen Ting tage fra dem, de give dem endogsaa alt hvad de faae tilovers af deres Kjedel, saa de leve vist gratis baade med Brød og Kjød og tildels ogsaa Søbe- mad i denne Tid.— — — Hils Müller fra Snedsted mangfoldig fra mig; han skulde vel ikke lægge Hjemvejen om ad os? Skovgaard burde komme herover, ifald hans Arbejde ikke ret vil gaae derhjemme, Vinteren er lang nok til at male i, og det vil maaskee vare længe, inden han paa en saa behagelig Maade vil kunne gjæste denne, (jeg siger det med fuld Overbeviisning efter alt hvad jeg hidtil har seet, dog ikke saa Lidt mere) Danmarks skjønneste Egn. Det var ogsaa Carlos Mening.— — — Kommer Fader, kunde jo Sk. gjøre ham Selskab. — — — din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. d. 31te August 1848.
Kjære Moder!
Ikke skal jeg kunne klage over mine Correspondenter : her har jeg nu 4 ubesvarede Breve liggende for mig, modtagne i de tre sidst forløbne Dage: 1 fra Dig, 1 fra Peter, 1 fra Fader og 1 fra Vilhelm Blom. Du er da den, jeg først skylder et til Gjengjæld. Thi jeg skriver kun nødig, ene for at faae Breve og saa (til Dig), fordi Du vil have det.
I Dag have vi da faaet officiel Underretning om en foreløbig Vaabenstilstand med Opsigelse paa 48 Timer. Den er vel saa en Forløber for den saa meget omtalte paa 8 Maaneder, hvis Betingelser jeg imidlertid Intet sikkert veed om, og det vides vel heller ikke endnu. Vi skulle nok nu flyttes en Dagsmarsch længere nordpaa, da vi jo altids. 80betids igjen derfra kunde indtage vore Stillinger her ved Vejle, om Stilstanden skulde blive opsagt. Der behøve vi da ikke heller at ligge saa stærkt sammenpakkede, saa at Mandskabet vil kunne faae det noget bedre, navnlig med Hensyn til Nattelejet, thi vel have de det i visse Henseender mageligt, da de have lidet at bestille og faae godt at spise og drikke (fuldt saa godt som jeg), men de ligge dog immer i Klæderne paa Halm omkring i Lader og Stalde. Mange af dem have ikke været i Seng i 5 Maaneder. Desuagtet er Sundhedstilstanden imellem dem Gud skee Lov meget god, hvilket man ellers næppe skulde have ventet i den forfærdelig vaade Sommer, vi have haft. Igaar og idag har Vejret ellers været noget bedre, men dog er der begge Dage faldet Regn. Jeg er temmelig vis paa, at det har regnet meer eller mindre hver Dag, siden jeg for sex Uger siden rykkede ud af Kjøbenhavn. Man vænner sig snart til at være gjennemvaad og til at ligge og lade sig regne igjennem ude paa en Mark; men det er dog kedeligt. Vejene blive saa afskyelige, at man ingen Steder gider gaaet og man faaer ikke den Glæde af de dejlige Egne heromkring, som man ellers kunde have. Især nu, da Dagene blive kortere og kortere, Nætterne lange og mørke, kan man tidt fristes til at kede sig. Hidtil har jeg imidlertid ret godt staaet imod, og er i det Hele taget i et langt bedre Humeur her, end jeg var i Kjøbenhavn i de to Maaneder jeg laae der sidst. Det er som Dag imod Nat. Endnu kan jeg ikke ret fæste Lid til Fredsrygterne og vil det ikke, før det er utvivlsomt. Man finder sig dog bedre i dette »Stilleben«, naar man betragter det som en Pause end som Enden paa Legen. I halvsjette Maaned har jeg nu lagt alt Andet tilside for Krigens Skyld, og har endnu ikke oplevet noget, der er værdt at erindre. Det er en trykkende Erindring at tage hjem med sig fra et Felttog, og, jeg kan ikke nægte det, det har størst Sandsynlighed for sig, at dette vil blive Tilfældet. Dog, min Skjæbne er da ikke værre end saa mangen Andens. Der sidder nu Vilhelm ovre paa Als og kukkelurer; han er ikke bedre faren. Ham correspondere vi ganske flittig med og jeg kan da mærke, at han har det saa godt, som man under de givne Omstændigheder kan have det. Gamle Blom er vel allerede kommen hertil Hæren, eller skulde da komme til 1ste September, den have vi jo imorgen. Den 8de agte vi at celebrere Faders og min Fødselsdag med Chokoladegilde. »Iøvrigt er der Intet, der trænger til hurtig Meddelelse« fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hils Alle derhjemme paa det venligste. Til Peter skriver jeg imorgen. Hvis jeg ikke alt har bedet Dig derom, saa vil jeg nu bede Dig at bringe Adelhejd en hjærtelig Lykønskning. Ja, gid hun maa have mere Glæde af dette Barn end af det forrige. — Johan havde forleden Dag Brev fra Dr. Jens, hvem han havde tilskrevet; han havde det meget godt med alle sine.
Jeg haaber da, at mit Brev til Meta fra i Tirsdags, der var usædvanlig indholdsrigt, sine fulde 15 Rigsbankdaler værdt, er vel ankommet, — Hvis ikke er det slemt for — Skrædderen.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
2den Septm. 1848.
Kiære Søn!
Troe mig dog i det, som det ellers vil koste Dig meget at lære af Erfaring, at hvad man ikke kan tale sig tilrette, kan man endnu mindre skrive sig tilrette om, naar det skal være Alvor! Jeg vil derfor hverken forsvare mit forrige Brev, eller stræbe at giøre mine afvigende Meninger om Krigsførelsen og Udsigterne giældende, men vil holde mig til hvad vi Gudskelov! er enige om, at enhver maae seile sin egen Sø, om han skal komme godt iland, og at dette giælder ligesaavel om Folkefærd, som om Enkeltmænd, saa Skam skulde de alle faae, som ikke vil lade Mennesket i Norden ogsaa seile sin egen Sø, som Fædrene saa stolt har begyndt, at Børnene umuelig kan bære den Skam at standse paa Halvvejen.
Du har jo hørt, man vilde have mig til at være Rigsdagsmand for Slesvig, og skiøndt det synes mig halv æventyrligt, lader jeg det gaae, men undlader dog ikke at prøve til, hvor det er mere rimeligt, thi skiøndt jeg ikke tør vente mig synderlig Glæde paa Rigsdagen, maa det dog ikke være min Skyld, om jeg fattes der, da jeg immer veed bedre Besked end de Fleste, og er med Guds Hjælp endnu stærk nok til at bære hvad jeg blev tidlig vant til. Jeg havde fundet det rimeligst at stille mig i Præstøegnen og af et Brev fra Rørdam idag saae jeg, at jeg udentvivl vilde seiret ved Bønderne, men da Clausen var indbudt fra Præstø, trak jeg mig tilbage før han endnu selv bad mig derom.
Ogsaa i Nestvedegnen, her tæt ved Staden og i Staden selv, har der været Tale om mig, men hvad Enden bliver skal ingen kunde sige, og naar jeg ikke kan faae en ganske besynderlig Sikkerhed, opsætter jeg min Bestemmelse saa længe mueligt; stiller mig saa,s. 82hvor det falder mig ind, og lader den Slumpelykke, Valgloven har fremkaldt, giøre Udslaget.
Det er ellers i de sidste Dage faldet mig paa Sinde, at det dog er reent galt, at man i Valgloven saa aldeles har tabt Krigshæren af Sigte, og aldeles glemt at Danmarks Fremtid tilhører den Ungdom, der nu kæmper for dets Tilværelse! Da nu tillige Grundloven sagtens ikke bliver forelagt Almeenheden til foreløbig Drøftelse, men skal i Hui og Hast klappes klar paa Rigsdagen, hvor B. Christensen synes at skulle præsidere, saa skiønner jeg ikke rettere end at man gjorde sit Bedste ved at man forhindrede den overilede Afgiørelse.
Du forundrer Dig over Hippodromens 1) fri Spas, og jeg var selv fristet til at lege lidt med, men det nytter jo ikke, naar Ministrene hverken selv vil ud med Sproget, eller har andre end Ploug at stille i Marken, eller vil nedlade sig til at giøre, hvad vi kunde enes om. For Øieblikket spiller virkelig Balthasar ved Hjælp af Bønderne Bet, og selv Clausens Valg i Præstø er meget tvivlsomt, da han er sat i Band af Bondevennerne, medens de kun betragte mig som »en egen Mand«. Fra Moder skal jeg hilse kiærligst, hun fik nys Brev fra jer begge, men maatte op til Meta som ligger igien. Hils Svenn, naar Du seer ham, ligedan fra os alle, og vær forvisset om, at mine Sønner miskiendes igrunden aldrig af
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Møllen. Septbr. 4de 1848.
Kjære Svend!
Det er i Dag, saavidt jeg husker, otte Dage siden jeg skrev dig til, men det kan da ogsaa være meer end nok naar jeg kommer med slige Forslag som det sidste, saa du maae sige, »nei nu er Moder alt for slem«, om forladelse min Søn jeg blev saa nærgaaende, jeg havde jo rigtignok hørt sige, 43 Rd, Begreb om Udgifterne har jeg jo ikke, saa jeg af den Grund helst skulle tie, Du veed nok naar vi kommer i det Capitel om Economien er jeg nærgaaende, men der sparer jeg mig da heller ikke selv veed du nok.
Naar du faaer dette har vel Høxbro været hos Eder, eller I hos ham i Veile, Peter havde Brev fra ham, hvor han meente Fredag s. 83eller Løverdag at træffe Eder, saa i Dag eller Morgen tænker jeg vi hører mundtlig fra Eder ved ham. —
Nu kom da i Dag Betingelserne paa Vaabenstilstanden, i Aften skulle høres de nøjere Bestemmelser derom, et tydsk Herredømme bliver det da siges der efter alt hvad der kjændes til de udvalgte Hrr: —
God Morgen kjære Svend! saavidt kom jeg i Aftes oppe paa Møllen, da jeg gik ind til Meta som var i Sængen, hun er jo nok begyndt med at være lidt oppe om Dagen, men saa meest liggende paa Sophaen, saa det gaaer kun langsomt med rigtig at komme sig, Feber er der ikke, men det ligger i Nærverne siger Fenger, forresten er hun ret Livlig; tael nu blot ikke til hende [om] at jeg har skrevet herom, det er vanskeligt at røre herved for hende, jeg ville, at hun skulle stride lidt imod hvad der ofte falder hende behageligst, men det koster jo Overvindelse og den mangler hun, det er tungt for hende selv, men visselig ogsaa for hendes heele Omgivelse, jeg kan ikke nægte, mig bedrøver det meget; endnu engang beder jeg dig slet ikke lade dig mærke med at jeg har taelt om hende. — Nu kom Høxbro fra sin jydske Rejse og Besøget hos Eder, jeg hørte da, »at I saa raske ud, Arbeids-Bordet stod med Bøger« — og om de opredte Sænge, saa I kunde tage imod Gjæster«. Bestemmelserne med Armeen efter denne Stilstand vides vel endnu ikke, i det mindste vil vist en Tid hengaae førend det heele kan Ordnes og da, inden det bliver bekjændt, Man kan jo længes efter at vide noget herom, Taalmodighed er en Dyd og Man er godt blevet øvet i denne Tid, desuden er Aarene en god Læremester. Danskeren er i Dag blevet sændt, Grunden hvorfor jeg ikke før har gjordt det, endskjønt jeg har faaet fleere Mindelser derom, er ærlig sagt den, at jeg synes at kunde høre Eders Uenighed og Dispyter med Fader herom og det veed I nok kjære Børn, er, hvad der saa ofte er faldet mig tungt at høre; hvad jeg her har sagt, maae være som usagt naar I skriver, Du forstaaer mig jo nok. — Møller fra Snestæd, eller Ranum var her nu for at sige Farvel, han reiser i Eftermiddag til Aalborg, hilse Eder meget fra ham skulle jeg da. — Nu paa Fredag er da Faders og paa Løverdag din Fødselsdag, det er første Gang vi ikke har været samlet den Dag min Søn, gjærne havde jeg skjænked Chokolade for Eder som sædvanlig og gjordt lidt Stads af dig om Aftenen, det kommer nu din Ældste Broder til den Dag, din Skaal skal blive drukket, mueligt du hører Klangen af Glassene; Faders Fødselsdag celebrerer Du vel med Kaffe til Formiddag og Viin til Middag? s. 84om vi faaer Meta herop de Dage er jo uvist, dog vil jeg nu haabe det. — Naar du skriver til Vilhelm B: saa hils ham og siig, der kom- mer ogsaa imellem Længsel over mig efter at see ham; for de gamle gode Dage da vi havde Eder samlede, maae jeg jo ikke nævne; er Oberstl: Bl: nu kommet til sin gamle Brigade og er jo da i Eders Nærhed? saa hils ham venlig vis saa er. —
Nu kan Du vistnok have meer end nok af mit Clatterie Pen, Pa- pier, Blæk er usselt men skriften, og hvad dertil i øvrigt hører, er endnu dobbelt saa jammerligt, saa nu stop.
Kjærlig hilses Du fra Fader og Tante som nu gik op til Meta; naar Amalia seer jeg tager en Pen beder hun altiid glemme ikke at hilse Onderne, hun veed nok ellers seer hun mig ikke med Pennen. — Nu Farvel mit kjære Barn! Gud give Lykke til det nye Aar du indgaaer i, saa beder din trofaste
Moder
E: Grundtvig født Blicher
Broder Johan hilses naturlig kjærligen. —
jeg glemte at sige Tak for de smaae Breve fra 26de og 31te August, jeg tænker snart at see lidt igjen, eller meget, thi jeg er ikke nøjsom.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Hornstrup. Mandag d. 4de Sept, 1848.
Kl. 4 Efterm.
Kjære Meta!
Mit sidste Brev til Dig afgik i Tirsdags, maa altsaa i Fredags være kommet Dig til Hænde, og dersom Du da som Du plejer havde svaret strax, saa maatte jeg nu have modtaget Brev fra Dig. At jeg nu ikke har det, i Forbindelse med Moders Mælding til Johan om at Du atter har faaet Feberen, bringer mig til den sørgelige Antagelse, at Du endnu i Fredags var Patient og gjør mig meget længselsfuld efter at høre noget fra Dig. Hverken fra Moder eller Peter kan jeg vente at høre noget før om en 2—3 Dage; jeg maa altsaa slaae mig til Taals og haabe det bedste: at Du nu igjen er vel og at jeg faaer Brev fra Dig imorgen, om ikke iaften. Imidlertid vil jeg lade, som om Dit Brev alt var kommet og strax skrive Dig nogle Linier til, for at Du kan see, jeg ikke har ophørt at tænke paa Dig eller — hvad der er det Samme — at jeg lever. Stort mere veed jeg da heller ikke at meddele Dig, da mit Liv gaaer saa stille og ensformigt som muligt. En behagelig Afvexling var det i Lørdagss. 85at modtage Besøg af Høxbro og Refslund. Den førstnævnte vil i Aften komme til Kjøbenhavn med Iris, saa jeg skal ingen nærmere Detailler meddele derom. Han kan bringe Bud som Øjenvidne om at vi begge ere legemlig talt i meget god Stand. Hvad han siger om vor Aandstilstand, veed jeg ikke. — Man venter her en af de første Dage at erfare noget sikkert om det Enten—Eller, der ligger os nærmest, nemlig om vi skulle have Vaabenstilstand eller ej. Derpaa maa vel ogsaa følge Bestemmelsen om vor Skjæbne i den tilstundende Vinter. Min Formodning herom har jeg allerede udtalt for Peter. Jeg sidder nu ellers og læser Islandsk i den nye Saga, som Johan fik med den sidste Avissending. I de sidste Dage og da især i Dag have vi faaet bedre Vejr end hidtil og jeg har da kunnet komme lidt ud at spadsere med mig selv i den dejlige Egn, der her tæt og trindt omgiver os. Fra Skovgaard fik jeg igaar Brev. Hvor det glæder mig at have faaet hans Mund eller Pen paa Gang. Han skriver saa ligefrem og saa hjærtelig, at det er en sand Glæde at føre Brevvexling med ham. Jeg var tilfreds han kom og var hos mig en Ugestid; men han forhindres af kunstneriske Hensyn fra en saadan Tour, hvortil ellers ogsaa han synes at kunne have Lyst. Fra Vilhelm Blom høre vi jævnlig. Han har især travlt med at discuttere det nu forestaaende Forfatningsspørgsmaal og erklærer sig deri enig med Fader og Goldschmidt i alt Væsentligt. Dersom vi faae Vaabenstilstand paa længere Tid, saa havde Johan og jeg stor Lyst til at aflægge et Besøg i Ringkjøbing inden vi begive os til Vinterkvarter i Gud veed hvilke Hjørner af Landet. Til den Tid maa vi da skilles ad. Hidtil have vi jo været saa urimelig heldige at kunne følges ad, hvilket har bidraget meget til at gjøre Opholdet her taaleligt. Igaar maatte jeg sidde hjemme og passe paa Compagniet, da baade Capitainen og den første Lieutenant vare i Horsens. Johan tog nok med Refslund til Vejle. Jeg har ikke seet ham siden igaar Morges, et Par Timer efterat Høxbro forlod os.
Ja, gid nu dette Brev maa finde Dig frisk og rask og fornøjet paa Din prægtige Mølle. Saa varer det vel heller ikke længe, inden Du paany lader høre fra Dig til Din hengivne Broder
svend
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Harbohuus
5 Sept. 1848.
Kjære Fader!
Jeg modtog idag under Maneuvren dit Brev af 2den og iler med at gjengælde det i al Korthed, da Tiden ellers vilde forbyde mig s. 86dets Afgang idag og Ankomst i rette Tid til din Fødselsdag. Først og fremmest vil jeg da ønske dig til Lykke paa denne Dag og ønske dig endnu mange glædelige Aar i Danmark, til Glæde for os og til Gavn ej blot for os, men som jeg haaber for hele Landet. Jeg har været tvivlsom, om jeg vilde ønske dig paa Rigsdagen, ikke fordi jeg jo for Sagens Skyld i høj Grad ønskede dig der, som en Mand, der i langt højere Grad staaer paa sine egne Been end de fleste og har i de fleste Retninger bedre Begreber om Frihed end Andre, men Grunden til min Tvivl var den, at jeg frygtede for, at den vilde volde dig mere Ærgrelse end Glæde og maaskee forbittre dig Livet end mere. Men da du selv troer at kunne taale det, kan jeg ikke Andet end glæde mig derover og haabe til Gud, at han vil give dig den Taalmodighed, der unægtelig behøves for at udholde den Mængde Sludder og rolig høre paa den Masse Meningsløshed, som naturligviis der vil komme frem. Jeg vil haabe, at et godt Ord vil finde godt Sted og at du maaskee dog kan bringe Nogle til at tænke sig lidt om, før de tale eller dømme om vigtige Ting. Valgmaaden er ganske vist dum, navnlig den forlangte Indtegning af Vælgere og Stilling af Candidaterne, saa du har Ret i at kalde det en Slumpelykke, men at de skulde i en Hast vilde klappe Grundloven af, vil jeg dog ikke haabe, en saadan kan dog naturlig kun efterhaanden danne sig og ej især i en saa urolig Tid sættes fast og urokkelig; det vilde jo kun give Anledning til uberegnelige Ulykker, da den jo maatte blive mangelfuld i alle Ender. At de ved Vælgernes Indtegning aldeles ikke synes at have tænkt paa Hæren, har ogsaa forbauset os herovre, den Tid maa dog være forbi, da Armeen betragtedes som Regeringens Lejesvende, den maa være en Folkevæbning og ingen Stat i Staten. Jeg har alt for længe siden beklaget mig over denne Tilsidesættelse i et Brev til Peter Boisen, men det lader hidtil til at vi ikke skulle komme i Betragtning, fordi vi ikke have Lejlighed til at mælde os paa Kjøbenhavns Raadstue, hvorfor vi dog ere lovlig undskyldte. Jeg ærgrer mig forresten paa egne og mangfoldige andre fornuftige Folks Vegne over det Aldersaristokrati, Loven statuerer, hvorved jeg og mange Andre ere berøvede Valgret, skjøndt jeg om den Ting mener at have fuldt saa god en Mening som de fleste 30 Aars-Karle. Det forekommer mig, at idetmindste den borgerlige Myndighedsalder maatte lægges til Grund. Den, der er umyndig naar han er 25 Aar, bliver aldrig myndig. Dog — heri giver du mig neppe Ret og maaskee jeg ogsaa har Uret. Hvad Hippodromedarerne angaaer, skal jeg ikke nægte, jeg kunde have Lyst s. 87til at rykke imod dem med mine Soldater og bringe dem til Fornuft, hvis de blive saaledes ved, seer jeg intet andet Middel, de ville jo ikke give efter for Grunde. Det er unægtelig en sørgelig Udsigt, men paa den anden Side synes mig, vi (ligesom Pariserne sidst gjorde ved samme Parti) maae betragte dem ligesom Luther betragtede de oprørske Bønder og ikke skaane dem, men som han sagde, slagte dem, »som gale Hunde«. Dog — Gud lade det ikke komme dertil! Jeg vil ogsaa haabe, det er mere Vind end en virkelig Bevægelse, der her har rejst sig, thi jeg seer ingen fornuftig Grund til den Bevægelse her i Landet. Jeg hører her mange fornøjelige Historier af Folk fra Slesvig, hvorledes de stadig narre og skræmme Tydskerne med de Danske og hvorledes de Dansksindedes Antal stiger med hver Dag. Dog, jeg maa nu slutte, da Tiden er forlangt fremrykket og bede dig hilse Moder og Tante og navnlig stakkels Meta meget fra mig. Peter har behandlet mig uforsvarligt, svarer aldrig paa mine Breve. Vaabenstilstanden er jo nu afsluttet, men vi kjende ej Betingelserne her endnu, gid de kun maae være nogenlunde taalelige! Levvel og hils alle Venner fra din hengivne Søn
Grundtvig og hans Slægt.
6
Joh. Grun[dtvig.]
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup. Tirsdag d. 5te September 1848.
Kjære Fader!
Tak for Dit sidste Brev af 26de forrige Maaned. At jeg ikke før nu har besvaret det, har sin Grund i, at jeg ønskede, at mit Brev skulde træffe Dig paa Din Fødselsdag, hvad dette efter min Beregning maa gjøre. Modtag da først og fremmest min hjærtelige Lykønskning. Gid Gud maa skjænke Dig og os med Dig mange Gange at opleve denne Dag, og gid Du bestandig mere maa see Frugterne af den Sæd, som Du i en lang Aarrække saa trolig og trøstig har udsaaet, i det Haab, at hvad Du plantede og vandede, til det skulde Gud give Væxt.
Du skriver, at Din meste Tid optages af »Danskeren«, os optager den altfor liden Tid; thi uagtet vor gjentagne Bøn om at faae den sendt, saa er endnu intet Nummer kommet for vore Øjne af hvad der er kommet efter den 20de Juli, da vi forlode Kjøbenhavn. Den nye Bog af Allen 1) , som Du anbefaler, have vi rigtig modtaget, men jeg har endnu ikke faaet gjort Bekjendtskab med den, da Johan læser den med megen Grundighed; jeg glæder mig ret til at gjøre det Samme.
6*
s. 88Den Vaabenstilstand, hvorom man har snakket saa længe frem og tilbage, og som Du bestandig saa meget har frygtet, er da nu indtraadt. Endnu veed jeg kun det nøgne Factum, som meddeltes igaar i Dagsbefalingen: »En Vaabenstilstand paa 7 Maaneder er afsluttet«. Paa hvilke Betingelser — derom har jeg intet Nys; men paa dem beroer det jo om man skal sørge eller glæde sig derover. I ethvert Tilfælde tager jeg imod den som en nødvendig Tilskikkelse; og hvor haardt det endog er for min individuelle Følelse at skulle vende hjem lige saa uforsøgt som jeg kom, saa kan jeg jo dog ikke ønske noget Menneskeliv offret for min personlige Behagelighed.
Man venter som imorgen Kongens Ankomst og med den nærmere Oplysninger, ogsaa om vor egen Smule Bestemmelse i de næste 7 Maaneder. Jeg er beredt paa med Taalmodighed at finde mig i Alt.
Lev nu vel, kjære Fader, til vi sees igjen, maaskee det kan blive om ikke ret længe. Med hjærtelige Hilsener til Moder og dem alle der hjemme forbliver jeg nær eller fjærn
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
1) NB. Ved en Fejltagelse oversprang jeg denne Side og tør ikke give mig Tid til at skrive Brevet om, da jeg har gjort Aftale med Johan om at tage hen i Dag og besøge Oberstlieutenant Blom, der nu er kommen og ligger ½ Mils Vej herfra. Derfor har ogsaa dette Brev saa mange Spor af Hastværk, som jeg maa bede Dig undskylde.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 6te Septbr 1848
Min kjære Svend!
Da jeg nu, for første Gang efter min Sygdom, griber Pennen for at besvare Dit og Johans Brev, veed jeg ei ret hvem jeg skal skrive først til, men, da det er din Fødselsdag paa Løverdag, finder jeg dog Du maa have et Brev fra mig den Dag, og to Breve er det mig ei muligt at skrive i Dag, da jeg endnu langtfra er kommet til Kræfter efter min sidste Sygdom, som holdt mig i Sengen i otte Dage, s. 89og har efterladt en umaadelig Mathed hos mig; det var ei Koldfeber denne Gang jeg havde nok noget Feber, men, hvad der især pinte mig var en saa voldsom Hjertebanken og Smerte i den venstre Side, som trods Igler Draaber og andet saadant, ei ville gaa bort men vedblev uafbrudt i 8te Dage, og fremkaldte en saadan Mathed at jeg ei kunde taale at være oppe, mere, end i det høieste to Timer om Dagen — i de sidste Dage har det været bedre, saa jeg nu er oppe næsten heele Dagen, Gud give det nu maatte blive ved at være godt; Du kan tro det er en stor Plage at være syg, især gjør det mig grulig ondt for Peter, som jo bærer det meget smukt, men jeg kan dog godt føle at jeg med al min Umage, naar jeg er syg ei kan være meget for ham, eller ret opfylde de Pligter som jeg føler der paahviler mig som Kone i Huset; en Bemærkning af Johan i denne Anledning har gjort mig meget ondt, han skriver nemlig til Moder at jeg blev nok rask naar jeg blot selv vilde, er det ogsaa din Mening om mig Svend saa gjør det mig inderlig ondt, »Sygdom er Hvermands Herre«, siger et gammelt Ordsprog og det er sandt, thi, jeg føler at med min bedste Villie, kan jeg dog ei staa imod. Naa, nu har du vist meer end nok af den Syge-Historie, jeg veed heller ikke hvor det kunde falde mig ind at skrive saa langt til dig om det, især da det skulde være et Lykønsknings-Brev til din Fødselsdag, men jeg er nu engang saadan at hvem jeg holder af, som af dig, dem skriver jeg til hvad der i det Øieblik falder mig ind, og ligger mig nærmest, tilgiv mig derfor denne Gang, jeg skal see at blive bedre herefter, og ikke være som de Mennesker der altid snakker om dem selv, dette kunde du rigtignok have Grund til at sige om mig især i dette Brev. Modtag da nu min kjære Svend en Lykønskning til din Fødselsdag, ja Gud lade Dig endnu i mange Aar opleve denne Dag med mig, ja! jeg takker Gud ret af Hjertet for Dig og fordi han har ladet mig lære ret at kjende Dig, og ved Dig, lært mig, at skue Kjærligheden han har skjænket Menneskene, endnu langt dybere og ædlere end før, ja Svend jeg har af dit næstsidste Brev til mig lært dig ret at kjende, og glædet mig mageløst ved at læse din Anskuelse af Kjærlighed, det forekom mig i Sandhed som min egen Kjærlighed blev stærkere, ved af dig at høre udtale, hvad jeg ofte har følt, uden ret at kunde udtale det, ja uden engang for mig selv at kunde gjøre Rede for mine Følelser; tro mig dette er ikke tomme Ord jeg her udtaler for at smigre dig, nei, det er ikke Venner som smigrer os det er i Grunden kun vore Fjender, thi ligesom jeg anseer det rigtig af Venner at sige hinanden deres Feil saaledes s. 90anseer jeg det ogsaa for Ret at sige hinanden hvad man finder Godt og Ædelt i deres Følelser.
den 7de Septb: 1848
Saavidt kom jeg igaar, men maatte da for Træthed, holde lidt op, og senere igaar var det mig ei muligt at komme til, for Fremmede, blandt Andre ogsaa Georgia, som jeg bragte en Hilsen fra Dig, som hun modtog med Glæde, og bad mig, sende Dig en venlig Hilsen igjen. Jeg modtog da igaar Middag, efter jeg havde skrevet Begyndelsen af dette, Brev fra dig, hvori du beder mig, endelig, skrive Dig til, men jeg haaber, at Du nu af dette Brev har seet jeg har været undskyldt, havde dette ikke været Tilfældet, kan du tro, du allerede for længe siden havde været plaget af mine lange Breve, som jeg just ikke kan sige dine udmærker sig ved, men det er da ogsaa den eneste Feil de har, thi forresten er de bestandig saa venlige, og kjærlige, som jeg kan ønske mig, kun ønskede jeg dem lidt længere, saa at du deri kunde udtale og udvikle noget for mig, af hvad der interesserer Dig, eller ligger dig paa Hjertet. Alt hvad der angaar Dig, glæder og interesserer mig at høre, skriv derfor kun om hvad du vil, det skal blive modtaget, med Taknemlighed og Glæde. Seesaa! nu har vi da faaet den forbandede Vaabenstilstand, paa Betingelser, som man rigtignok ei skulde have ventet, en dansk Regjering vilde gaae ind paa, har du læst dem? læg da Mærke til, hvad Folk i Almindelighed overseer, og er derfor ganske godt fornøiet med Betingelserne, nemlig, at Schleswig-Holstenerne skal besætte Schleswig, og Holsteen, (jeg mener naturligvis Tropperne,) der staar ved Schlw: i Schlw: og Holst: i Holst:, men vel at mærke som de oprørske Tropper, ei vore tro Schleswigere, nei! de kan faa Lov at komme hjem men ei som Militair. Ja! er det dog ikke mageløst, hvad vi lader os byde i vores, som de kalder det store Beskedenhed, ja tænk dig, at de svenske Diplomater i Malmøe endogsaa har maattet hjelpe os for at faa saa gode Betingelser, da vore Diplomater, skal have siddet, som de største Fæ af Verden. Nu har der da været Spektakler igjen i Kiel, fordi de var misfornøiede med Vaabenstilstanden saa Gud maa vide hvad det skal blive til med os, Fred faae vi dog ikke med Ære førend vi faaer slaaet de Tydskere ihjel. Naa det er sandt en god Ting til har vi da ogsaa faaet lavet her hjemme, nemlig, den, at Carl Moltke som vore egne Ministre har været med at styrte, og selv beskyldt for den værste Schleswigholstener, ham s. 91har vi været med at udnævne til Præsident i den Commision som er udnævnt for Hertugdømmerne, desforuden har vi udnævnt en Schleswigholstener som hedder Prøiser, og, som offentlig har erklæret, at, han ei vidste af noget dansk Sprog i Schleswig, endskjøndt han er født ved Husum. See saa! nu blev jeg afbrudt igjen og jeg vil derfor ikke vedblive min ivrige Tale om de Dumheder vi begaa, Du har vist desuden allerede faaet meer end nok af min Politik, og dog kan jeg ei tie stille hermed, jeg troer heller ikke, at du, som Johan i et Brev til mig, vil gjøre Nar af mig derfor, om du end kan finde det dumt hvad jeg siger; Du kan foreløbigt hilse Johan fra mig, og sige, at jeg, een af de første Dage, skal svare ham paa hans Brev, siig ham at jeg havde ei ventet sligt Svar, paa mit Brev til dig, af en Kriger som vil ofre Liv og Blod for gamle Dannebrog, men herom nærmere i Brevet til ham selv, dette Brev kan du sige ham er kun bestemt til dig, da jeg kan mærke, at alt muligt hvad der paa nogen Maade kan ligne Politik er ham ufordrageligt i en Qvindes Mund; de skal kun snakke om Boller og Grynsuppe, men han lærer vel ogsaa engang at agte Qvinden lidt høiere end nu. Imorgen er det da Faders Fødselsdag, det er første Gang vi Sødskende ei er samlet, det bliver underligt, jeg føler altid saadan et stærkt Savn af Eder naar jeg kommer derhen, Fader er efter Omstændighederne langt mere fornøiet end jeg havde ventet, ja han har en fast Tro paa vor Herre, den hjelper ham, gid vi som hans Børn maa ret kunde arve den da har vi faaet en god Arv.
Nu Farvel for denne Gang skriv snart et rigtig langt Brev til mig, du skal strax faa Svar naar jeg ei er syg som dennegang. Tænk nu kjærlig paa din Søster
Meta.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
den 7/9 48. —
Kjære Svend!
Jeg flyttede nu Pennen herover fra et andet Stk. Papir, hvoraf jeg vilde danne et Brev til Johan, da Meta minder mig om, hvad jeg dog ellers nok husker, at det er Din Fødselsdag paa Lørdag — og i den Anledning skal Du visselig først have Brev fra mig. I Brevet til Johan har [jeg] givet mine Undskyldninger af mig, hvorfor jeg ikke har skrevet saa længe, dem skal Du nu blive fri for paa det Vilkaar, at Du saa vil være mere stemt for at tilgive mig. — Altsaas. 92Din Fødselsdag! Det er nok den første, Du tilbringer udenfor Dit Hjem, og det havde Du mindst ventet, at skulde tilbringe den som Lieut. i Krigen, men det er rigtigt — ja derom kunde der nu siges og skrives Meget godt og smukt, hvorlunde Du, der Dine Yng-linge-Aar igjennem har levet og virket for de gamle Kæmpe-viser (jeg kommer derved til at tænke paa den Skaal, Du udbragte for Prof. Schouw hiin mærkelige Nyaarsdag d. A.), nu selv staaer i Kæmpernes Rækker for at vove Livet for gamle Danmark; men jeg veed det er dog ikke egentlig derfor, at Du har stillet Dig der, for at det skulde tage sig godt ud, og der skulde siges noget Smukt derom, men det er — ja er der ikke Andet, hvori I ligne Eders gamle Fader, saa er det i Kjærlighed til Fædrelandet, — dog der er visselig meget mere, hvori I ligne ham, hvor forskjellige I end kunne synes. Nu kjære Svend! til Lykke med denne Din Fødselsdag med Sværd ved Lænden! og skulde jeg udtale noget Ønske her for Dig, som jeg visselig føler inden i mig, saa skulde det være det, at Du maatte være med at udføre Bedrifter og Heltegjerninger, som kunde blive Stof til nye Kæmpeviser, vore Børn og Børnebørn kunde frydes ved at synge — dette ikke blot for Din, men meest for Danmarks Skyld, thi uden saadanne nye Heltegjerninger vil Danmark, som nu er stædt i Fare, visselig ikke længe kunne bestaae med Æren! — Dertil endnu eet, stille for mig selv, at I to Brødre og Eders gamle Fader med Aarene meer og meer maatte kunne nærme Eder hinanden, saa I forstaaes og ikke misforstaaes gjensidig, og at hans Tro, der har staaet sin Prøve, og vil bestaae den til den sidste Dag, maa gaa i Arv til hans Sønner! Stille Svend! siig ikke noget hertil, men giv mig Lov til engang at udtale dette Ønske for Dig, som jeg føler det stærkt indeni mig! —
Nu Dit sidste Brev af 1ste Septbr., det skal Du ret have Tak for, det var et godt Brev, som Meta og jeg glædede os meget ved at læse, ja som jeg ogsaa læste til Fornøielse for Din Fader og Flor, som var hos ham og bad om at maatte høre det, og efterat have hørt absolut vilde have et Stykke deraf (om Friserne og Tønder) i Dannevirke; jeg skrev ogsaa det af til ham, men jeg hører nu siden af Høxbro, at det dog ikke er gaaet ganske saaledes til, hvilket H. nok har sagt Flor. — Nu er Meta Gud skee Lov saa temmelig rask igjen, saa jeg haaber hun kan komme hjem til sin Faders Fødselsdag imorgen. — Det Haab, Du udtaler, synes at kunne gaae i Opfyldelse, thi alle de Militære baade tilsøes og — lands, som havde
s. 93
Tegning af P. C. Skovgaard.
Svend Grundtvig.
s. 94
s. 95faaet Hjempermission til idag og vare reisefærdige have i Middags faaet Contra-Ordre til at blive alle paa deres Plads. Vi staae netop som i Vinter med en Rigsdag for Øie, som synes atter at skulle blive forstyrret ved et Oprør i Holsteen. Dog Rigsdagen bliver vel nok afholdt alligevel, om end Oprøret og Krigen udbryder paany. En halv Time efter at Vaabenstilstanden var underskrevet af Belou i Malmø, kom en Gesandt i lynende Fart fra Berlin, med Ordre til ikke at underskrive den; Kongen af Preussen vilde nu Intet have med det at gjøre, men overlade det Hele til Frankfurterforsam- lingen. Men det var for sildigt, hans Befuldmægtigede havde under- skrevet, og derved maatte det blive dengang. Det er vel sagtens et nyt Kneb efter at befrie sig lidt for Tydskernes Vrede. Slesvigh. skulle være rasende, Oprøret sat i Gang — skudt paa Galathea i Kiel, som ikke turde skyde igjen, da det var imod Ordre. Jeg veed heller ikke, hvordan det er, Kbhavnerne ere glade og fornøiede med Betingelserne, endog med den nye tydske Regjering over Hertug- dømmerne Moltke, Preussen, Heinze, Boysen fra Ditmarsken) og, den sidste kan jeg ei huske, Been? eller saadan en Støvle 1) . Dog har jeg hørt Høien og Schouw udtale Misfornøielse med dette Valg af vor Regjering, ligesom jeg har hørt Clausen yttre at vor Regje- ring viste sig som manglende baade Aand og Begeistring. Der holdes naturligviis Møder baade Nat og Dag m. H. til Valgene, og det baade af den aristokratiske og demokratiske Comité. Clausen var hos Din Fader forleden for at tilbyde ham at træde tilbage for ham i Præstøe, som han dog ikke vilde tage imod. Følgen bliver nok, at Clausen heller ikke bliver valgt, men bliver slaaet af en Væver 2) (Bondeven) hvorimod de gjerne vilde have havt Grundtvig (efter Rørdams sidste Brev). Om vore Bestræbelser vil jeg ikke skrive videre, da Du har talt med Høxbro, som fortalte, at Du blot holdt Dig taus. Nu Farvel for dennegang! Hils Johan foreløbigt! Endskjøndt vi meget kunde ønske at see Eder, saa anseer jeg dog Eders Bestemmelse for rigtig i alle Maader! — Kik ind paa Møllen saa ofte du kan! —
Din heng. Ven og Maag (recte quidem)
3)
P. Boisen.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
8de Septbr. 1848.
Kiære Svenn!
Din saavelsom Johans Lykønskning modtog jeg igaar, og Gudskeelov! baade at jeg veed, den er velmeent, og at jeg virkelig kan modtage den, fordi jeg i det Hele føler mig lykkelig, ikke blot i Sammenligning med dem, der er det mindre, men ogsaa med dem, som er det mere, thi jeg har beholdt mit Haab, som er altid ungt, og saamegen Kraft, at jeg trøstig kan arbeide paa dets Opfyldelse, og det er Lykkens Hemmelighed i denne Verden. Dette er da ogsaa Lykken, jeg ønsker mine Sønner og dennegang nærmest Dig, som imorgen giør det sidste Skridt til den borgerlige Myndigheds-Alder, der vel ingen Ret har til at overskiære Levnetsløbet, men har dog ligefuldt Indflydelse paa vort Haab, altsaa paa vor Lykke.
Efter hvad man hører fra Slesvig-Holsten, bliver der da vel for det første snarere Krig end Vaabenstilstand, og det ønsker jeg naturligviis af den simple Grund, at skulde den sluttede Vaabenstilstand føre til en Fred, som endogsaa blot gav de Danske Slesvigere Dansk Beskyttelse, da maatte vi ved Underhandlinger vinde tilbage hvad vi tabde ved Vaaben, og dette i Danmark uhørte havde dog for Øieblikket allermindst Rimelighed for sig, men en Fred, hvorved vi opgav det Danske Slesvig, uden at være slaaet i Krigen, vilde i mine Øine ei blot været en gruelig Skam, men et meget ulykkeligt Varsel for Danmarks Tilværelse. Den tydske Trætte kan intet uden Sværdet jævne, og naar det blot faaer Lov at raade, da frygter jeg intet Øieblik for Udfaldet.
Jeg har nu fast besluttet, hvis jeg kan finde Deltagere trindt i Riget, at stifte et Dansk Selskab, uden Hensyn paa, om det for Øieblikket faaer Hovedstaden med eller mod sig, thi der er intet Middel mod de luftige Partier, uden en levende Midte for Alt hvad der naturlig og historisk hviler paa sit eget, holder sig derpaa og værger det til alle Sider. Vi veed det nok, at denne levende Midte skulde findes i Regieringen og Folkeraadet, men det er mig klart, den vil aldrig mere findes der, hvis den ikke først ved fri Virksomhed gienføder sig, hvor den frit kan danne sig, og det er i et Selskab af alt hvad der er blevet sig Folkeligheden o: Danskheden bevidst eller føler sig dog uopløselig knyttet til den. Flor og Poulsen (som var i Rødding) er nu gaaet ind paa Sagen og jeg haaber, den vil snart komme i levende Fremgang. Hvorvidt Du for Øieblikket synes om den, kan jeg vel ikke vide, men at det er mit Øiemed hvad Du og s. 97alle Dannemænd og Dannekvinder maae ønske, det veed jeg, og om Midlerne til et fælles Øiemed skulde man aldrig trættes, da ingen kan andet end vælge de Midler, der synes ham tjenligst.
Seer Du Oberstl. Blom, da hils ham venligst fra mig, og ligeledes V. B. naar Du skriver til ham!
Fra Moder og os alle skal jeg hilse kiærligst og da Meta selv iaftes sendte Dig et Brev, vil Du deraf have seet, hun er ogsaa paa Benene!
Da jeg vel neppe idag faaer Stunder at skrive til Johan, saa tak ham indtil videre fra mig for hans Brev og Lykønskning, og vær selv lykønsket til et ædelt, virksomt og frugtbart Levnetsløb af
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Hornstrup. Faders Fødselsdag. Aften.
Kjære Moder!
I Formiddags modtog jeg Dit saare kjærkomne Brev af 4de og 5te Sept. Allerede igaar modtog Johan Aviserne, der vare afsendte samme Dag (d. 5te). Endelig fik vi da Gud skee Lov »Danskeren«, som vi saa længe have længtes efter og saa tidt bedet om. — Det er nu længere siden end sædvanligt, at jeg skrev Dig til, det var allerede igaar en Uge siden; men hvad skulle vi ogsaa skrive nu, da I jo vide, at der Intet kan være af Interesse herovre fra! Idag have vi haft Brigadeexercits og skulle saa igjen imorgen, for derpaa paa Mandag at paradere for Krogh. Paa Tirsdag venter man Kongen hertil og saa afmarscheres vel strax efter til de for Tropperne bestemte Vinterqvarterer. Vor Bataillon skal cantonnere paa Als enten i Nord- eller Sønderborg. Om vi (ͻ: Joh. og jeg) forblive ved Bataillonen eller søge Forsættelse til en anden eller søge Permission under hele Vaabenstilstanden, er endnu ikke ganske afgjort, i det Mindste ikke for mit Vedkommende. Johan troer jeg rigtignok har bestemt sig til at blive paa sin Plads i de forestaaende 7 Maaneder ͻ: exercere og læse Hebraisk ovre paa Als. Vi have nu erholdt Anciennitet (fra 1ste September). I øvrigt intet at mælde. Jo, det er da sandt; vi have efterkommet Din Opfordring til at spendere Viin idag, i Anledning af Faders Fødselsdag og vi fandt, at det kunde ikke være ringere end Champagne. For Resten ere vi meget oekonomiske og det viser sig dog, hvad Du aldrig har villet troe, trods min stadige Paastand: at jeg ikke er saa daarlig i den Retning. Jeg s. 98har lige siden vor Udnævnelse faaet den samme Gage etc. som Johan og bestandig haft mere per Casse. Jeg har nok for Tiden vundet et Forspring af en 8 Rblr. foran ham. Han siger: »jeg begriber ikke, hvordan det gaaer til, for jeg holder dog Regnskab, det gjør Du ikke«, men al hans Regnen hjælper ikke; han bruger dog mere. I denne Maaned haaber jeg da ikke, at Du vil have 25 Daler sendt til Kbhn fra hver af os, eftersom vor hele Gage beløb sig til 19 Daler, 29 Skilling, fordi Resten blev afdragen til Betaling for vore Underofficersklæder, som vi havde faaet Lov at beholde. Som en Følge deraf maa vi begge faa Underballance for denne Maaned, thi mindre end 25 R. om Maaneden hjælper man sig ikke vel med her; det skal endda være knebent.
Imorgen fylder jeg jo mit 24de Aar. Idag modtog jeg Din Lykønskning. Modtag Du idag, den sidste i mit 24de Aar, min inderlige sønlige Tak for det forløbne Aar, ja, for alle de 24 Aar, Du har været mig en kjærlig Moder. Thi det maa alle dine Børn vidne for Gud og Mennesker og takke Gud og Dig for: at Du har været dem den kjærligste Moder alle Dage. Ja, Du har »elsket meget«, og fortjener derfor at elskes af Dine Børn saa højt som nogen Moder i Verden. Vel kan jeg ikke nu »vise min Tro i mine Gjerninger«, men jeg kan dog ikke lade være i dette Øjeblik, da Tanken naturligt vender sig til det Forgangne og til det Tilkommende, at lade min Følelse lægge sig for Dagen i Ord og takke Gud, fordi han har ladet mig fødes til Verden af Dig, og takke Dig for al Din uendelige Kjærlighed og endnu tilføje det Ønske for Dig og for mig, at Gud vil endnu lade os leve mange og lykkelige Dage tilsammen.
Bring nu Fader begge hans Sønners kjærlige, sønlige Hilsen! Siig ham paa mine Vegne Tak for al den Tid, jeg har levet, og siig ham, at hans yngste Søn hænger mere ved sin Fader, end han maaskee troer. Til Meta min broderlige Hilsen med Ønsket om, at hun ret snart maa heelt gjenvinde sin Sundhed. Venlige Hilsener til Peter Boisen,Tante Jane og vores lille Amalia. Lev nu vel, kjære Moder! Det varer maaskee ikke længe, inden Du gjenseer Din
hengivne Søn
Svend.
P. S. Oberstl. Blom søgte Johan og jeg forleden Dag; men han var da hos General Moltke paa Tirsbæk. Imorgen have vi atter aftalt en Tour hen til ham og haabe da at være heldigere. Vi skulle da bringe Din Hilsen.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
den 9de Septbr. 1848
Kjære Johan!
Vistnok er det længe siden jeg skrev til Dig, jeg veed slet ikke hvordan det egentlig er gaaet, om det var Vaabenstilstanden, der har gjordt den Lange Stilstand hos mig, skulle jeg næsten tro, eller det er Tanken om at mine Børn var blevet saa overløbet med mine Breve at De maaskee nu kunde faae Grund at Længes Lidt, desuden har saavel du som Svend havt Breve fra Fader og da hørt at Alt her, saavidt var godt; Meta er nu paafærde igjen og var da her i Gaar; i Dag har vi været oppe paa Møllen at drikke Chocolade i anledning af Sv: Fødselsdag og derefter Skaalen i Kirsebærviin, her Hjemme har jeg isinde vi skal drikke den i Biskop, synes du ikke nok det kan lade sig høre? jeg længes nu meget efter at høre Bestemmelserne med Armeen, at 10de Bataillon skal til Als, har jeg nok seet, men om der skeer nogen omflytning eller Afskeed med Officerer vides vel ikke; det lader jo rigtignok til at de ikke har isinde at holde dem roelige i Holsteen, saa der kan maaskee endnu blive nok at tage vare.
Du har vel nu seet Obstlt: Blom, har det lange Lasaret Ophold taget paa ham? hils meget, naar I seer ham; maaskee I nu bliver samlet med Vilhelm paa Als; — i alle tilfælde min Søn kommer du nu vel til at flytte i et andet Qvarteer, saa hvad Underretninger Du ønsker i Henseende til Kogekunsten ville nu maaske være spildte, som jeg rigtignok troer de alligevel ville være, det er hvad der maae læres praktisk og som du virkelig ikke har Geni til. —
Her var i Gaar endeel Venner samlede. Nogle til Middag og Fleere til Aften, endeel savnede jeg denne Dag, jo nærmest Eder mine kjære Børn; Skovgaard kom her om Formiddagen men var slet ikke rask, som han ikke i et par Dage havde været, saa han kom ikke i Aftes; Frue Lundbye er her i Byen i denne Tid. Det var en Forandring fra ifjor Faders Fødselsdag, da heele vores unge Selskab af Herrer vandrede syngende opad Bakkehuus-Alleen, Somme med Kaaber, du husker det maaske? jeg har i Morges sændt disse Dages Aviser, hvad koster slig en Pakke Eder?
Du maae nu ikke min Søn tage Exempel af din Moder med at jeg har skrevet noget sjældnere i den sidste Tid, jeg har været undskyldt, men hos Eder veed du nok hvad jeg vil kalde det, at jeg altid længes og altid glæder mig til Brev, det er vist. — Kongen er i Dag reist over til Armeen siges her, ja det veed du da vist bedre s. 100end jeg kan sige Eder; Du mærker nok jeg indlader mig ikke i Politik det var kun da jeg havde dig (Eder) her jeg plagede dig dermed, |: jeg veed jo nok du siger, det er ikke noget Damerne skal blande sig i :| saa jeg maae nu nøjes med at læse mig til hvad jeg kan i den Berlingske. —
Et par Ord maae jeg dog i Dag skrive til min lille Svend, jeg tænker du har i Dag høitideligholdt den paa bedste maade som jeg skrev, der jo tilkom dig.
Nu lev vel min Søn! kjærlig hilsen fra Fader, Tante og
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
9de Septbr. 1848.
Kjære Svend!
Jeg kan dog ikke andet end ved disse par Linier sige Dig mit Barn at jeg ret i Dag har savnet Dig og Længtes efter et lille glimt, ja nær i Tankerne har jeg været hos Dig og glædet mig ved at I Brødre dog bleve samlede paa denne Tour, Gud veed nu hvordan det herefter bliver det længes jeg nu saameget efter at vide.
Gud velsigne Dig min kjære Søn saa beder inderlig din trofaste Moder
E Grundtvig
største Hast
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Hornstrup
10 Sept. 1848.
Kjære Moder!
― ― ―Vi skulde imorgen havt Revue for Hs. Maj., men da der endnu ingen nærmere Ordre er kommet, er den vist udsat, maaskee paa Grund af Vejret, der idag og igaar er daarligt, men maaskee ogsaa af den jordiske Grund, at vi skulle blive ved at ligge i Feldten for det første, som nok kan hænde sig. Hvorledes det egenlig hænger sammen med Oprøret i Slesvig-Holsten [og] med Vaabenstilstanden, derom ere vi i saagodtsom fuldstændig Uvidenhed.― ― ― Vilde Preusserne rykke bort og vi maatte afgjøre Sagen med Forbundshæren og Slesv.-Holst., eller maaskee endog kun med de sidste s. 101alene, saa var det jo en Fornøjelse; jeg skulde raabe Hurra den Dag vi rykkede over Grændsen,saa højt, at I kunde høre det i Kbhn., men Penneslikkerne sætte vist en Streg for det er jeg bange for. Imidlertid, Alt er muligt iaar, det Utroligste næsten det meest Trolige. Vi celebrerede Svends Fødselsdag hos mig saa godt det lod sig gjøre, med Grynsuppe, stegt Flæsk og Pandekager og med L’hombre og et Glas Rødviinstotti til Aften i Forening med Carlo, som jeg indbød over til mig fra Bredballe.― ― ―
Hils Fader mange Gange og ligeledes Tante Jane og lille Amalie og Høxbro og Skovgaard og alle hvem der ville modtage en Hilsen fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P. S. Brevet skulde ikke blevet saa kort, hvis Svend havde havt Fjerpenne.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Harbohuus, Søndag-Morgen, d. 10. Sept. 1848.
Kjære Meta!
Igaar paa min Fødselsdag, just som jeg stod i Begreb med at kjøre herover til Johan, af hvem jeg var buden til Gjæst og hos hvem jeg endnu befinder mig, modtog jeg to Breve hjemmefra: et fra Dig og et fra Peter. Hav begge Tak, fordi I saa kjønt tænkte paa mig og sendte mig den bedste Gave jeg kunde ønske mig: et venligt Ord af et kjærligt Hjærte og fra en kjær Haand. Peters Brev tænker jeg at besvare imorgen; Dit vil jeg strax gjengjælde.
Det glæder mig usigeligt, at Du dog nu har overstaaet det Værste af det nye Sygdomsanfald, hvoraf Du har maattet lide, og jeg haaber at Du, naar Du modtager dette, er kommen end bedre til Kræfter. Du beklager Dig over Johans Yttring i et Brev til Moder: at Du nok kunde være frisk, naar Du blot vilde. Jeg vil ikke forsvare denne Yttring, men kan heller ikke lide, at Du tager Dig den saa nær. Du spørger, om det ogsaa er min Mening, og Du tilføjer, at Du med Din »bedste Vilje« dog ikke kan undgaae den Plage, der efter Ordsproget er »Hvermands Herre«. Dertil vil jeg svare, at det ingenlunde er min Mening, at Du mere end Andre skulde kunne være Herre over »Hvermands Herre«, men dog troer jeg, at Du burde være mere forsigtig, da Erfaring nu maa have lært Dig, at slige Anfald altid følge paa een eller flere Afteners Selskabelighed ude, hvad s. 102enten det nu kommer af Aftenluften eller af en altfor stærk legemlig eller aandelig Bevægelse. Ogsaa jeg troer at om ikke den »bedste« eller den gode Villie, saa dog den stærke og faste Villie har uhyre meget at sige til Opretholdelsen af den legemlige Sundhed, uden derfor at ville sige, at Du ikke viser Villiestyrke nok. Jeg beder Dig altsaa for Din og for min og for mange Andres Skyld, at Du viser Dig forsigtig og villiestærk paa een Gang, ved at nægte Dig, hvad der for Øjeblikket kunde være Dig behageligt, naar dette muligviis kunde være skadeligt for Din Sundhed. (Dersom det saaledes af Sagkyndige ansees for gavnligt for Din Sundhed at staae tidlig op, saa bør Du gjøre det, om det end for Øjeblikket forekom Dig selv meget behageligere og maaskee endog nyttigere, om Du blev liggende.) Saaledes viser og udvikler man den Villiestyrke, der er en stor Modvægt mod legemlige som mod sjælelige Onder. Tag nu blot ikke dette fortrydeligt op, som om jeg vilde give Dig Stikpiller; jeg vil kun give Dig et Raad, som jeg selv bestandig agter at følge. Saa meget herom. Jeg vil nu gaae over til Besvarelsen af en anden Deel af Dit Brev, den politiske nemlig. Først den Bemærkning, at Du gjør Johan Uret, naar Du vil tillægge ham enten Kulde for Fædrelandets Nød og Fare eller Foragt for Din og alle »Kvinders« Følelser og Domme om Landets Anliggender, fordi han har skrevet Dig et skjæmtefuldt Brev til i Anledning af Din krigersk-politiske Iver, den han saa lidt som jeg har det mindste imod, om vi end begge troe, at Du tager lidt vel voldsomt paa Veje mod Regeringen og Krigshæren etc. — Jeg er langt fra at glæde mig ved den Vaabenstilstand, som Du saa haardt angriber; men jeg tør dog ikke paastaae, at den kunde eller burde været undgaaet. Det maa ikke glemmes, at der ved den aldeles Intet bestemmes for Fremtiden eller for Freden, men kun vindes Tid til at raadslaae og at ruste sig, medens Tilstanden i Slesvig (ikke som Du bestandig paa sin Tysk skriver det: Schleswig) bliver den Samme som før Krigens og Oprørets Udbrud. Har den saa meget roste danske Fædrelandskjærlighed og Begejstring ikke Kraft nok til at holde sig vaagen i 7 Maaneder og i dem at skaffe Staten Fasthed ved en bestemt Grundlov og en lovlig Styrelse, og at skaffe Landet fordobblet Styrke til om fornødent gjøres at søge Sagen afgjort med Vaaben, om en tilfredsstillende fredelig Afgjørelse viser sig umulig, — har Begejstringen ikke den Styrke og Varighed, ja, saa er det kun slet bevendt med Danmark og det danske Folk, saa er dette Folk langt svagere end dets nuværende Styrelse i Dine Tanker er. — Naar Rigsforsamlingen s. 103er samlet og Ministrene der have aflagt Regnskab for deres Handlinger, naar der Anklagen er rejst og Forsvaret hørt og Vidnesbyrdene fremlagt, da er det Tid at dømme og da vil ogsaa jeg kunne danne mig en bestemt Mening om Tingen; før kan jeg ikke og før — synes mig — kan og bør Ingen dømme hvad der er skeet. — Vil det danske Folk vinde Sejer, da maa det ikke blot have Begejstring, men ogsaa Besindighed, Taalmodighed, Sejghed, kort noget af de Egenskaber, der have gjort England stor og stærk. Derfor troer jeg for min Smule Person at gjøre rettest i rolig at hjælpe til i disse 7 Maaneder at slibe Sværdet, der, om fornødent, skal værne til det yderste om Danmarks Ret og Danmarks Ære. — Herom vil jeg nok oftere komme til at tale med Eder. For denne Gang maa dette være nok.
Til min Fødselsdag skrev Du mig Dit Brev til. Du skulde da vide hvorledes jeg tilbragte den. Jeg spiste til Middag med Johan her paa Harbohuus og i Aftes var Carlo her paa Johans Indbydelse; det var hele Stadsen. Carlo kommer nu snart til Kjøbenhavn, hvor han bliver under Stilstanden, men vil da ogsaa tage fat igjen til Foraaret, hvis det saa skal gaae løs paany. I Dag tage Johan og jeg med Carlo hen til gl. Blom, om vi kunne træffe ham hjemme. Ellers faae vi ham nok ikke saa snart at see, da han skal ligge i Vinter enten i Vordingborg eller i Nykjøbing paa Falster. Skulde jeg see til at komme til hans Bataillon, synes Du?
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Til Moder skrev jeg iforgaars blandt Andet, at jeg maaskee snart kom til Kbhn. Jeg tænkte nemlig paa at tage Permission nu; men det bliver der Intet af, da baade min Capitain og 1ste Lieutenant rejse med det første. Jeg maa da blive. Til Julen tænke Johan og jeg paa at komme en Tour over at see Eder og Kbhn. igjen. Hils Fader og Moder og Alle derhjemme venligst fra Din
Svend Grundtvig.
NB. Endnu en lille Anmærkning. Peters Fortælling i Brevet til mig om Muligheden af en ny Afbrydelse af Stilstanden, ansaae jeg for aldeles ubegrundet; men idag er her ganske rigtig kommet Ordre til ingen Forandringer eller Permitteringer at foretage for det første, s. 104og man siger, at dette skal være fordi Slesvigholstenerne igjen gjøre sig gale. Gud give de da nu maae faae, hvad de højlig trænger til: ordenlige Børst; jeg lægger gjærne Hænder til og ikke gjærne Fingeren imellem. Saa kan vi maaskee endda slippe for Stilstanden og faae en ordenlig Fremgang, hvad jeg jo langt foretrækker, naar det lader sig gjøre paa en skikkelig Maade. Ja, maa kun derved Danmarks Sag komme bedre paa Fode, saa er mit Smule Liv ganske til Tjeneste. — Snart maae vi da faae at vide om det er Alvor eller blind Allarm. Gud frie os blot for nye Underhandlinger med de Kjæltringer!
Grundtvig og hans Slægt.
7
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Mandag 11te Septbr:
Kjærlig Tak for Brevet, fra 8de som jeg modtog i Gaarmiddags og iiler blot ved et par Ord som her sændes med Letn. Vestengaard, som var hos Fader for et par Dage siden og tilbød om der var noget vi ønskede over til Eder, denne Lap følger da kun med. — Fader tager i Morgen tidlig ud til Næstved for at tale i Danskesamfund paa Onsdag og kommer da tilbage paa Torsdag, i Anledning af denne Tour har jeg faaet lidt som skulle besørges.
Alt her er Gud skee Lov kun godt! Meta var her til Middag i Gaar og vi paa Møllen i Aftes, for hun skulle ikke blive ude, Skovgaard kom her og fulgte da med derop. — Jeg længes nu ret efter at høre Bestemmelserne med Eder mine Børn; der er vel ikke, eller kan ikke bestemmes noget endnu maaskee efter Alt hvad her tales om. :— Kjærlig hilses men nærmest fra din trofaste
Moder
E: Grundtvig.
Endnu engang kjærlig Tak mit Barn for dit Brev det gjør saa godt paa din gamle ofte beklemte
Moder
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Harbohuus
13 Sept. 1848.
Kjære Moder!
― ― ―Det er en underlig Idee, du har faaet, at jeg ikke vilde høre Noget om Politik af dig, skriv dog endelig Alt hvad der ligger s. 105dig paa Sinde i den Retning, det modtages med Taknemmelighed. ― ― ―Meta har faaet den samme besynderlige Raptus, ikke at ville skrive noget om politiske Gjenstande, da hun mener, at jeg gjør Nar deraf. Det er en besynderlig Misforstaaelse af min Maade at skrive paa, naar jeg netop skriver allermeest venskabeligt, havde hun seet, hvorledes jeg skriver til Vilhelm og andre [af] mine bedste Venner, da vilde hun see, at det netop er Beviis paa en stor Fortrolighed, at jeg skriver til hende saaledes og overgiver mig til mit Lune i at spøge med Ting, som jeg tager aldeles ligesaa alvorlig som hun, men som jeg dog ikke kan finde mig i, altid at betragte fra en alvorlig Side, men ogsaa lidt fra en mere lystig. Det er mærkværdigt, at hun har taget det ilde op eller bedrøvet sig over, at jeg i min Ensomhed kunde sidde og more mig lidt med at gjøre Nar ad Kjøbenhavnernes krigerske Iver. Den har virkelig en meget comisk Side, da de ere udenfor al nærmere Berøring med Krigen og med Feldtlivet, og det maa derfor vel være baade tilgiveligt og tilladeligt for os, der saavidt muligt leve midt i det, om ogsaa i en godmodig spøgende Tone at raillere lidt med det Skjæve og Urimelige i deres Forestillinger og det Umulige i deres Fordringer.― ― ― At jeg ikke skulde ville høre Damer tale om Andet end Madlavning og Reengjøring og deslige, er en Beskyldning grebet af Luften, som jeg tilmed kan skaffe qvindelige Vidner paa, ikke er sand. Hvis forresten du eller Meta vilde omsider lade Eder bevæge til at skrive lidt til mig om Madlavning, skal jeg ikke nægte, det vilde være mig meget behageligt, og fordi jeg kommer til Als har jeg derfor ikke mindre Brug for det. Her maa jeg lære Konen alting, men af Mangel paa den Kundskab, som det stod i Eders Magt med største Lethed at bibringe mig, maa jeg spilde min Forplejning 2 a 3 Gange inden jeg faaer en Ret nogenlunde ordenlig lavet.― ― ―Det ligger mig virkelig paa Hjerte, ialfald ligger den Mad, jeg faaer, mig forskrækkelig tungt i Maven, og det er Eders Skyld. Alt hvad jeg theoretisk veed, kan jeg udføre praktisk med største Lethed, det har jeg talrige Exempler paa, ogsaa i Henseende til min nuværende Stilling; Geni behøves slet ikke, det nødvendige Talent besidder jeg. ― ― ― Hils Fader, Tante Jane og Amalia mange Gange fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
7*
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
d. 14/9 48.
1) Du skal ei bryde Dig
om det Sorte, men af Mangel paa Papir,
maa jeg iaften tage dette, det er noget
af et Brev fra Dronningen.
Kjære Svend!
Kl. slog nu 11; Meta er gaaet tilsengs, og jeg har været inde at sige hende Godnat; jeg er nylig kommet fra Banegaarden, hvor jeg var ude at tage mod Din Fader, som har været borte 3 Dage paa Rønnebæksholm og i Næstved til D. S. 2) . — Det er stille omkring mig, endog paa Tivoli iaften, kun høres Lyden af Vognene stærkere, end sædvanligt, da den meget smukke Bro foran Vesterport er aabnet idag, saa bred, at I kan marschere derind over i dobbelte Sectioner (er det ikke 12 Mand), gid det maatte skee snart med god Fred efter Seier! Kom nu Svend! og sid hos mig, jeg har ret Lyst til at tale med Dig iaften efter Dit sidste kjære Brev af 12te ds, som Du skal have rigtig Tak for. Jeg fik det, da jeg kom hjem til Middag Kl. 4½ fra Fadderstads hos Egede, der havde sin Søn Poul Egede 2den i Kirke, blev døbt af Boye. — Dersom I have været lydhøre nok, saa maa det have sjunget for Eders Øren iaften, for vi have ret talt meget om Eder her paa Møllen, hvor Meta og jeg have havt en yndig Aften sammen i vor Eensomhed. Gamle kjære — ogsaa sørgelige, men de kan ogsaa være kjære — Minder have ret maattet gaa igjen; gamle og nye Viser: »Når Månen«, »Liden Havfru«, »Min Bolig«, en svensk Efteraarssang, og en do smuk Romance, vore Livsange for Øieblikket, have vi sungen, medens Maanen lyste op for os — skulde saa, da Lampen blev tændt, netop til at læse »Fædrelandet« og »Danskeren« sammen, da vi bleve afbrudte af Brandpiben og en ubetydelig Ildløs i Skindergade. Her seer Du en stille Aften paa Møllen. Vil Du kalde det Sværmeri, saa gjør det kun, og jeg siger: ja, det er det, men jeg siger: Gudskeelov! vi kan sværme som i den første Elskovs-Ruus, og bedre, thi vi kjende hinanden — og vi ere ikke blevne skuffede. Jeg maa sige det — for jeg taler reent ud af Posen med Dig Svend! og saa maa Du finde Dig i, hvad samme Pose indeholder — jeg kan ikke noksom undre mig, for ikke at sige mere — over at jeg har fundet og vundet en saadan Kvinde, saa dyb, saa tro! Vi have det godt sammen — det skal Du glæde Dig over, derfor siger jeg Dig det, fordi jeg holder af Dig, ellers sagde jeg Dig det ikke. Men det kan Du ogsaa, det er jeg vis paa, skjøndt s. 107Glæden over Andre er sjælden paa Jord, men Du har ogsaa en sjælden Kjærlighed til dette Huus, jeg mener til hende, som er Livet i Huset her; jeg har saa ofte glædet mig over at see, hvorledes I 3 Sødskende holde af hinanden; og visselig det er ikke det, der mindst har bidraget til vor Lykke, at Meta føler, hun har et Hjem, hvor hun altid kan byde Eder »velkommen«, og hvor I kunne føle Eder som hjemme! Men stop nu, jeg mærker, Pennen løber af med mig — jeg vil afbryde, og sige Dig godnat for iaften! — d. 16/9 Det var min Hensigt at ville fuldført dette Brev igaar og afsendt det; men et lille Middags-Selskab hos os (Pastor Heramb, Helweg og Kone, Harald og Kone, Schmidt, Høxbro) forhindrede mig i at komme til det igaar. — Ved at gjennemlæse, hvad jeg skrev iforgaarsaftes, seer jeg, at jeg blot har holdt mig til mig selv; det faae nu at gaae for denne Gang, men Du vil dog deraf i al Fald see, at jeg dennegang har skreven om ikke fra Leveren, saa dog af Hjertet, og jeg giver Dig ganske Ret i Din Paamindelse i den Henseende, hvorfor jeg endog vil takke Dig; af Hjertet bør man altid tale og skrive — til Venner; uden det just derfor er nødvendigt at skrive om, hvad der ligger dybest nede i Hjertet, som jeg noget nær har gjort dennegang. Saadant burde man maaskee aldrig, i al Fald kun meget sjælden omtale — man kan ikke gavne Andre med det, og let skade sig selv (Hovmod staaer for Fald). —
M. H. til Din Faders paatænkte Valg, saa hør nu lidt derom. Det glæder mig at see, at Du er af samme Mening som jeg, at han ikke bør savnes paa Rigsdagen. Vi have derfor i flere Kredse gjort og gjøre hvad vi kan. Først var det paatænkt i Præstøe (hans Fødeegn), men saa kom Prof. Clausen op til ham en Dag, for at spørge ham om han vilde stille sig i Præstøe, da han (Cl.) saa vilde træde tilbage, skjøndt det var hans gamle Valgdistrikt, hvorpaa Gr. svarede, at i det Tilfælde Cl. stillede sig der, vilde han ikke; derved blev det i al Venskabelighed. Nu har der senere været flere smaa Prøvevalg, hvor en Væver (Bondeven) synes at seire over Cl., hvorimod man gjerne vilde foretrække Gr. for Væveren, dersom han blot vilde stille sig. Bønderne have nemlig fra flere Steder forespurgt sig om Gr. hos Sognefogden i Udby, en dygtig Mand (confirmeret af Gr.), og han har svaret dem: »Kan I faae ham, saa er I sikkre, han viger for Ingen«. — Jeg foreslog dernæst Møgel-Tønder-Distrikt, som vi da i alle Maader fandt passende, da Nordslesvigerne ikke kunde vælge nogen Mand, hvorved de klarere kunde vise hele Europa, til hvilken Side de ønskede at gaae. I den Anl. blev Høxbro s. 108udskikket, hvorom han har fortalt Dig. (Efter hans Forklaring var Du ikke blot taus dertil, men dreiede Samtalen hen paa andre Ting. Det gjorde mig ondt, da jeg netop sikkert havde ventet, at I havde udtalt Eders Mening for H. som jeg veed I have Tillid til. Derfor var jeg saa kort for Hovedet i den Sag, maaskee for at give Dig en lille Hib; den har havt sin Virkning, som jeg ønskede, hvorfor jeg ogsaa nu herved giver Dig al den Underretning, jeg kan). Hvad Du skriver om Ribe, var os nyt; i den Anl. har Høxbro skrevet til Leth i Ribe idag. Eftersom det nu er problematisk i Møgel-Tønder, er der skrevet til Hagen, at Gr. ikke vil reise derover og stille sig, undtagen Graae træder tilbage, eller der bliver afholdt et Prøvevalg først. I Nestved-D. havde han vistnok kunnet faae de fleste Stemmer ved Prøvevalget — efter en Plan af min Broder Fritz, Fru Toft f. Carlsen o. Fl., men den blev tildels kuldkastet af det første Brev fra Høxbro, der stillede hans Valg derovre for aldeles sandsynligt. Nu fik Mikkel Rasmussen, der skal være en stor Ræv (Bondeven) Skolelærer Rudemose og Catechet Barfod de fleste. Ved Mødet i D. S. i Nestved d. 13de d., hvor Gr. holdt Foredrag, vare ingen Bønder tilstede (det var dem forbudt af Bondevennerne). — Hvis Clausen nu falder ved Prøvevalget i Præstøe for Væveren, vil Rørdam faae Gr. til at stille sig der, el. rettere selv prøve at stille ham. Herinde tænkes der ogsaa saa smaat paa det i 1ste D.; han blev foreslaaet i den aristokratiske Valg-Comité, men naaede dog ingenlunde at blive stillet som Valg-Candidat. Endelig see vi i Avisen, at han er stillet som Candidat ved Siden af Pastor Schøller og Fl. i Ringkjøbing-D., hvorom jeg skulde indhente nærmere Oplysning af Jens Bl. og Tang. Du seer, Svend! vi gjøre hvad vi kunne. Det gjælder nemlig om at finde det Distrikt, hvor der er størst Rimelighed eller om muligt Vished for hans Valg; thi hvis han stiller sig, maa han ikke falde igjennem, som Johan ogsaa indstændig paalagde mig i et Brev at sørge for. Skulde Alt glippe, da er der en Plan, hvorom jeg gjerne vilde høre Eders Mening; skjøndt jeg finder den muk, har jeg dog ondt ved at gaae ind paa den, eftersom den ikke r efter, dog heller ikke mod Loven, og jeg frygter for at den ikke vil nytte i dette Tilfælde, skjøndt den derfor ikke er uden Betydning: nemlig at indgaae med en stor Petition til Kongen, underskrevet af Alle i hele Danmark, som interessere sig for Gr., om at vælge ham. Jeg troer nu nok, at Regj. vil vælge ham, men han kan og vil ikke tage imod det med mindre han kan betragte sig som olkevalgt, og det kunde han jo — fremfor nogen anden — efter s. 109en saadan Petition, som naturligviis maatte have en 3 à 4000 Underskr. — Hvad mener Du derom? En anden Plan, som jeg lover mig mere, og meget af er Oprettelsen af et Selskab til dansk Folkeligheds Fremme, som skulde forgrene sig over hele Danmark i Liighed med Bondevennernes Selskab, men med andre Øiemed. Der tænkes virkeligt alvorligt paa det fra flere Sider. Ideen veed Du nok er fra Gr., men skulde dog ikke udføres ganske grundtvigsk. Prof. Clausen synes at ville interessere sig derfor, og mange i de forskjellige Provindser, som bliver for vidtløftigt at nævne. Det skulde føre »Danskhed« i sit Skjold i alle Retninger og Forhold, arbeide mod alt Fremmed, som vil træde den under Fødder, søge at skaffe sig Indflydelse paa Børne-Opdragelsen, og Skolen i det Hele, Haandværksstanden, Handelen, og navnlig Sproget, i hvilken Henseende Du maa interessere Dig for det, og m. H. til Valgene af Rigsdagsmænd i Fremtiden. Der skulde virkes dels mundtligt ved Foredrag i smaa Kredse, dels skriftligt ved Smaaskrifter og et Ugeblad (helst et foruden Danskeren). — Tænk paa det Johan og Svend! Dersom det tiltaler Eder, synes mig der var Leilighed for Eder til at virke for det, hvor I ere! —
Skjøndt der var mere at skrive om, maa jeg nu slutte. Dine Bemærkninger om Danskeren har interesseret mig meget. Det har en 300 Abonnenter, og faaer bestandig flere. Hvem der ønsker det, skal blot mælde sig paa det nærmeste Postcontoir, koster 4 Sk. pr.
Nr. el. 2 Rd. aarlig.
Din Ven
P. Boisen.
Sluttet Søndag-Efterm:
ved Eders eget Bord i Vimmelskaftet.
d. 17/9 48.
Du maa finde Dig i at mine Breve ere flere Dage under Arbeide, det er en Følge af de mange Forstyrrelser og Afbrydelser, min Stilling medfører. Villien er der, men —
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
16de Septbr. 48.
Kiære Johan!
Jeg faaer iaften ikke Stunder til stort mere end at takke Dig for Din hjertelige Lykønskning til min Fødselsdag, men jeg vil dog ikke s. 110længere opsætte, hvad alt er gaaet i Langdrag, fordi jeg i denne Uge har været paa Landet i tre Dage og holdt i Onsdags Tale i Nestved, dog ikke i Valg-Anliggende, men kun i »Danske Samfund« om det Spørgsmaal, om det Danske Folk virkelig kan være gaaet fra sig selv af Kiærlighed til Tydsken, hvad jeg naturligviis paa min Maade stræbde at bevise var en reen Umuelighed, skiøndt det unægtelig havde Skinnet imod sig.
Med Vaabenstilstanden er man, synes det, i Ministerierne ret vel tilfreds, men Flere end jeg finder dog, det gaaer over Skrævet, naar Ministrene med eet Skridt vil skræve tilbage 1) over sig selv og den 22de Marts til den 17de og Carl Moltke, saa kan de endda blive staaende paa Benene, maae de sagtens være Hexemestere. Da nu derhos Slesvig efter den ny Vaabenstilstand ei som ved den forrige skal besættes svagt af os, men stærkt af Fienden, saa er det klart, vi har opgivet alt hvad Striden var om, og det efter eet vundet Slag og intet tabt, saa det er virkelig i mine Øine meningsløst. Bliver det Ministerium ved Roret, maae vi, hvis Tydskerne lade sig overtale, vente, om mueligt en endnu slettere Fred længe før de 7 Maaneders Udløb, men Lykken er, at jo mere vi viser Modløshed, des kryere bliver Tydsken, saa vi nødes kanske dog til at seire. Hils Svenn kiærligst fra
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
16de Septbr: Løverdag.
Kjære Johan!
― ― ―Denne sidste Uge har jeg nu havt meget travlt med at faae Faders Stue istand i de tre Dage han var borte som jeg skrev til Svend; han kom hjem i Torsdags-Aftes med Jernbanen og har nu igjen saa travlt for de tre Dage der er gaaet fra Arbeidet, Gud skee lov Fader er rask! men skrækkelig utilfreds med den Vaabenstilstand jeg synes heller ikke vi er kommet et Haarsbred videre for alt hvad der er kjæmped og lidt med store Opofrelser, end at Slesvig er endnu langt meere i deres Vold de Kjæltringer end da de begyndte, at de skal have Lov at besætte Landet med deres Tropper s. 111og Vi ikke en Fodsbred, det finder jeg grueligt, dog lad mig ikke blande mig ind i alt dette, som der jo med god Grund kan siges, du forstaaer det ikke, men ligefuldt finder jeg det meget galt. Jeg vilde igaar sændt Aviserne men da Fader som havde været borte, ei havde seet dem maae jeg opsætte det til Mandag, (NB. jeg skal da betale denne Gang:) ― ― ― Det gjør mig da ret ondt med den daarlige Mad du saaledes har maattet døje eller rettere ikke har kunnet døje og at jeg skulle have deel deri, gid jeg kunde have instrueret din Madame derom, men jeg forsikkrer dig, det er heel vanskeligt for mig rigtig at kunde forklare dig det og i Grunden troer jeg hverken du, eller hun kommer efter det; da du nu saa indstændig beder herom vil jeg saagodt det Lader sig gjøre. ― ― ― Skovgaard var her den dag han havde faaet dit Brev som han strax havde besvaret sagde han, naturlig roesde jeg ham ret derfor. ― ― ― Hils kjærlig Svend fra Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
fød Blicher
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 17de Septbr. 1848
Kjære Svenn!
I Thirsdags, modtog jeg Dit kjære Brev, og nu først idag, faar du Svar, tilgiv mig, jeg har ladet dig vente saalænge, men dit Brev, modtog jeg desværre i Sengen, som jeg dog dennegang kun holdt en Dag; skjænd nu ikke, thi det kom ei af Uforsigtighed, jeg fik nemlig Natten imellem, Mandag, og, Thirsdag en saa voldsom Brækning, som vedblev heele Natten, saa, at vi tidlig om Morgenen sændte Bud til Fenger, som strax kom, og, gav mig nogle Pulvere til at standse Brækningen med, saa, da han kom igjen om Middagen var den standset, men jeg maatte dog holde Sengen heele Dagen. Feberen, vil heller ei ret forlade mig, dog gaaer jeg nu oppe, og, passer mine Ting, det Bedste jeg kan; tak for dine ærlige Formaninger til mig, jeg kjender dig nu for godt, til, at tage dem for Stikpiller, jeg vil ogsaa, saavidt muligt, rette mig efter dem; hvad det angaar ei at blive ude om Aftenen da har jeg kun gjort dette med Fengers Tilladelse, det koster mig ikke saa stor Overvindelse at blive hjemme, thi, mit Hjem er mig dog det kjæreste Sted at være, især, naar jeg har min kjære Peter hjemme, dog een Ting maa jeg sige til min Undskyldning naar du kalder mig uforsigtig nemlig, s. 112den, at Peter ei kan lide Forsigtighed, han siger altid, »det gjør saamænd ingen Ting naar man blot ikke tænker paa det« den faste Villie som du omtaler, er jeg ganske enig med dig i, er ganske nødvendig, men du kan ogsaa tro jeg har ofte Brug for den, langt oftere en Nogen tror eller ahner, thi, jeg har ofte en svær Kamp for at bevare Livet, og, Lysten, og den maa dog især Kvinden bevare, da, naar hun skal være Livet i Huset; du maa ei kalde dette Sygelighed af mig at tale saaledes, til dig, siger jeg aabent og ærligt, mine Tanker, og Følelser, thi jeg veed, at ogsaa du, kjender den Ting, undertiden, at være nær ved at tabe Modet, men naar man dog kan overvinde sig selv, og tage fat paa Tingene i Verden, som man er sat til at passe, med Liv, og Lyst, og Kraft, da tror jeg ei man behøver at skamme sig over, at der gives mange Øieblikke i ens Liv, da man maa kæmpe, for at denne Kraft kan blive ved, men lad os ikke glemme, vi staa ei heller ene, i denne Kamp, thi, gjorde vi det da seirede vi visselig heller ei, nei! der er en Gud i det Høie, som lærer og hjelper os, at bære de Kors som paalægges os, her i Livet; disse Ord forekommer dig maaskee underlige, og du kan vel med Rette sige, hvorfor siger Du mig dette som jeg godt kan sige mig selv? men Svenn jeg følte i dette Øieblik en Trang til at udtale, hvad jeg følte, og troede, og har du endnu ei fornummet den Fred der ligger i ret af Hjertet at kunde sige jeg tror paa Gud Fader, da veed jeg, du vil engang komme til at fornemme den. Her blev jeg afbrudt, og fortsætter nu her i dit eget Værelse, og paa din gamle Plads, gid man dog ogsaa kunde faa dig at see et Øieblik, ja! jeg faaer undertiden saadan en Længsel efter at see Eder, som jeg næsten ei er [i Stand] til at styre, og naar jeg nu tænker mig, at I skal ligge i Vinterqvarter paa Als, faar jeg en forfærdelig Lyst til at besøge Eder. Vi taler ofte om Eder her paa Møllen, naar, Peter og jeg om Aftenen komme ind i den lille Spisestue for at drikke Thee, da siger jeg ofte: ak hvor det dog var deilig da Johan og Svend kom og besøgte os om Aftenen, naar vi netop var kommet ind til Theebordet, og mindst ventede dem, ja! tro mig jeg føler ofte et inderlig dybt Savn, ved ei imellem, at kunde tale med Eder, thi hvad er dog Pennen imod en rigtig levende, inderlig Samtale, Stemningen, hvori man skriver et Brev er i Almindelighed langt anderledens end denne er naar man en Uge efter modtager Svaret, men det er sandt, Noget, er dog altid bedre end Ingenting, og naar vi kun vedblive bestandig at vedligeholde Brevvexlingen, saa kan den s. 113mere, og mere, nærme sig Samtalen men skriv mig derfor ogsaa til saa ofte du kan, og jeg skal nok svare dig, gid I maatte kunde komme herover i Julen, som du skriver om i dit sidste Brev, jeg har nu ingen anden Tanke, end at jeg da maa kunde opfylde ethvert af Eders Ønsker, tro mig det vil være mig den største Glæde, at see jeg kan gjøre noget til at glæde Eder, siig mig derfor naar i kommer reentud hvad i ønsker, som jeg kan opfylde, og jeg lover det skal skee, du vil maaskee finde dette er et stort Løfte men jeg forsikrer dig det er langtfra, det er saamæn blot Egoisme af mig, thi jeg glæder mig saa mageløst ved at see Eder glade saa for den Glædes Skyld, gjør jeg meget. Hvad Vaabenstilstanden angaar, veed man jo nu her, hverken ud eller ind, dog seer det jo ud til der intet bliver af den, for Øieblikket, og kommer vi nu til at slaaes, haaber jeg da vi gjøre det af med det Samme, og ikke begynde nye Underhandlinger, som du siger med de Kjæltringer. Ja Gud give Danmark snart maatte faa Fred baade udvortes, og indvortes, det ønsker jeg inderlig, men saa skal du vel igjen begynde at slaaes, med Levin med mindre han er blevet bange for dig, siden du er bleven Krigsmand og mener du let kunde slaa til, og til ret at slaaes har Jøden vist ikke Mod, jeg havde den Fornøielse at see ham forleden Søndag staa i en Kjælderdør og sludre med en rigtig ditto Tøs. Alt gaar forresten her ved det Gamle i det huslige Liv, jeg er næsten altid hjemme, undtagen naar jeg er her hos de Gamle, som idag Søndag; Moder vil saa nødig af med mig om Aftenen, saa jeg har bestemt mig til at blive og siden kjøre hjem.
Nu maa det være nok for dennegang, det begynder at blive mørkt. Fra Carl Busk, som var her i dette Øieblik kan jeg hilse Jer; du veed da han er blevet forlovet med en Pige fra Jylland, som hedder, Grønberg, han er 24 Aar, og er fortiden i Brøndby; Busk er godt fornøiet med Hende som Svigerdatter. Fra Jens Mathias, skal jeg ogsaa hilse dig han besøgte os idag. Moder kom nu herop og bad mig hilse sin kjære lille Svend. Den kjære gamle Moder hun er nu saa syg. Hils Johan mange gange, og siig ham Tak [for] hans Brev, som jeg modtog i Gaar Svaret kommer snart. Skriv nu snart og langt til din Søster
Meta.
Sysette og jeg sees des værre kun sjelden, da hun har saa travlt med sin Skole, og jeg jo har vort.
Fra Johan Grundtvig til moderen.
Harbohus
19de Sept. 1848.
Kjære Moder!
Det er nu 8 Dage siden jeg sidst lod dig høre Noget fra mig, og du finder sagtens, at det er meget længere. Men det har efter Omstændighederne ikke været mig muligt at faae Pen i Haand siden sidste Torsdag, da jeg skrev til Meta og Skovgaard. Baade Fredag og Lørdag maatte vi nemlig fra tidlig om Morgenen og til henad Middag staae opstillede paa Revuepladsen 1 Mils Vej herfra, dels i Forventning om Kongens Ankomst og dels for at øve os i at gjøre vore Sager pænt. I Fredags fulgte Svend derfra hjem med mig og vi fulgtes ad indtil Vejle og tilbragte der Aftenen i Selskab med den Dalgasske Familie og en svensk Baron Mörner, ved 2den Bat., som ogsaa kommer der meget og som vi ofte har truffet der, af en Svensker at være er han en meget vakker Fyr og forresten ogsaa en meget respectabel Mand, kun lidt indskrænket. I Lørdags var jeg fulgt hjem med Svend efter Øvelserne og spiste hos ham med En Anden af vore Kammerater. Om Aftenen kom der et Par Jægerofficerer ovre fra Greis for at besøge ham, og efter at vi saaledes havde havt Selskab hele Dagen fulgte Svend hjem med mig om Aftenen for Søndag-Morgen at følges med mig ind til Vejle, hvor vi vare bedte til Middag hos Dalgas’ tilligemed Holger Stampe og P. Købke. Vi havde der, som sædvanlig, en meget behagelig Dag, og var med Selskabet ude i Omegnen, og vare saa heldige at slippe for Regn, som det ellers truede med hele Dagen. Det er det Skjønneste, man kan tænke sig fra en af Højderne i Vejles Nærhed at see Fjorden og Byen, med dens Omgivelse til alle Sider af Skovbakker, ved Solnedgang, det klarede netop op, da vi kom op paa en af Pynterne ud mod Fjorden, saa vi fik et af de skjønneste Syn, man kan tænke sig, da der hvilede Taage over hele Egnen, som da den blev oplyst af den dalende Sol, gav det Hele et ganske egent Anstrøg. Vi spadserede hjem hver til Sit i dejligt Maaneskin, som vi i en Uge nu have været saa heldige at kunne nyde hver Aften; og Mandag Morgen tidlig rykkede vi ud til Revue paa Leerbæk-Mark. Kongen kom Kl. 11 og alle Tropperne i Nørrejylland, der vare komne sammen der, omtrent 24000 Mand, passerede nu Revue for hans Majestæt igjennem en uhyre Menneskemasse fra hele Omegnen, ja endog en stor Deel fra Horsens og Frederits. Det varede en halvanden Time inden de fik marscheret forbi allesammen, først Artilleribrigaden, s. 115saa Cavalleriet og saa de andre Brigader i deres Orden. Det skal have taget sig meget smukt ud, vi, som maatte være midt i det, kunde naturligviis ikke see det. Da det Kl. 1 var forbi, begyndte Uddelingen af Ærestegn bataillonsviis. Bataillonen stod med skuldret Gevær i Colonnen, og Officererne i Række foran Fronten og bleve En for En præsenterede for Hs. Majestæt. Han lod dem derpaa indtræde igjen paa deres Pladser og kaldte nu de enkelte frem, der skulde decoreres, Officerer, Underofficerer og Menige. Vor Chef blev Dannebrogsmand og vor Major, (en Søn af Provst Holm) Adjudanten, min Capitain og Lieuten. Møller (den lille Charlottes Fader, en udmærket flink Officer) blev Riddere, og en heel Deel af Underoff. og Menige Dannebrogsmænd. Dernæst talte Kongen kort til Bataillonerne, forskjelligt efter deres forskjellige Krigshistorie og gjorde det særdeles godt og saaledes, at det gjorde meget Indtryk paa Folkene, han blev ogsaa, ved vor Bataillon og vist ved dem alle, hilset med et Hurra, der kunde høres. Han er og maa altid blive meget populær, det sikkrer hans Optræden ham ved alle saadanne Lejligheder, han gererer sig som en Konge efter Folkets Sind. Som Noget, der maaske vil interessere Eder, ialfald Meta, vil jeg anføre, at Lieuten. Købke blev Ridder, og Sergeant Bech (Henrik) Dannebrogsmand. Ogsaa den ovenomtalte Baron Mörner blev Ridder. Mange af de Frivillige skulde været Dannebrogsmænd, men kunde ikke blive det, da de imidlertid vare udnævnte til Lieutenanter. Det var saaledes Tilfældet med 4 Frivillige fra vor Bataillon, der nu vare komne tilbage dertil som Lieutenanter. — Efter at denne Uddeling Kl. 5 omtrent var tilende, blev Mandskabet bespist og bedrukket paa offenlig Regning, og Officererne ved et Sammenskuds- Maaltid. Det var arrangeret af Intendanturen, men saa slet, at Brødet var, af at staae i Soelheden, blevet haardt som Steene, ligeledes Stegen, Skinken var saa feed, at man ikke kunde spise den og Smørret var harsk, imidlertid, vi vare sultne og havde staaet og frosset den hele Dag i en stærk kold Blæst og det gik derfor ned. Drikkevarer var der nok af. Efter Maaltidet blev der dandset, der var en stor Mængde Damer samlede fra Omegnen, blandt andet Provst Zahles bekjendte Døttre, som man forresten skal have gjort skammelig Uret ved de Historier, der har staaet i Bladene om deres Venlighed mod Preusserne, Historien om Ballet i Vejle, hvor den ene mødte, er usand. Prinds Ferdinand aabnede Ballet med den ene og Prindsen af Glücksburg, »hans Højhed«, med den anden, hans s. 116Maj. stod med sin Meerskumspibe og saa til og talte med Folk, han traf paa. Vi vare en 5 a 600 Officerer af alle Vaabenarter samlede der og det gik lystig med Dandsen indtil Mørkningen, uagtet det rigtignok var lidt besværligt at komme til Rette med Sablerne. Det gik meget muntert, men var ogsaa det eneste Morsomme hele Dagen, da vi ellers kjedede os umaadeligt ved den lange Venten. Vi havde ikke siddet ned fra Kl. 7 om Morgenen til Kl. 8 om Aftenen, saa vi var endeel baade trætte og søvnige da vi kom hjem. Imidlertid, da vi kom til Hornstrup og fik drukket Thee, drev jeg dog igennem, at vi efter vor tidligere Bestemmelse kjørte ind til Vejle, hvor der skulde være Stads for Kongen om Aftenen. Omsider fik Svend sig og sin Bonde overtalt dertil og henad 9 trillede vi afsted, traf hos Dalgas Købkes Familie fra Frederits og gik nu ud med dem at besee Illuminationen, der var almindelig til det Yderste, hvor de, endog i de mindste Tværgyder, kunde opdrive et Par Spedelys, stillede de dem i Vinduet og decorerede paa bedste Maade med Blomster og hvad de kunde hitte paa foruden. Der vare nogle højst komiske Decorationer at see indenfor Vinduerne, et Sted havde de stillet et Bord frem for det midterste Vindue med deres Stueuhr og 2 Brændevinsflasker fyldte med Bonbon og omgiven med Blomster, et andet Sted illumineret et Billede af en tapper Landsoldat, et 3die en heel Deel Urtepotter med en Studerelampe i Midten. En Slagter illuminerede nogle store opskaarne feede Stude, der hang i hans Port, heelt indvendig med Tællelys, vi brast i Latter, da vi saae det, og En yttrede den Formodning at det maatte være en ny Maade at fede Stude paa. Vi betragtede dernæst et Fakkeltog, hvormed Byens Borgere ledsagede Kongen ned til sin Kutter, hvor han laae om Natten. Vi gik nu hjem med Dalgas’ og drak Thee om Aftenen Kl. 11 i Forening med den decorerede Baron; Købkes kjørte nemlig lige tilbage til Frederits. Ida Dalgas ærgrede sig meget, da hun hørte, at der var blevet Dands om Aftenen derude, hun var nemlig taget hjem tilligemed sin Cousine fra Aldebertsminde, fra hvem jeg har saa mange Hilsener til Meta og Boisen, ligefør Dandsen begyndte. Først Kl. 12½ kom vi afsted, og, da jeg havde været saa forsynlig at give min Karl Ordre til at drikke en Flaske Viin med de 2 Bønder, der kjørte for os, var der ikke Noget ivejen med at vente paa os, som der ellers ofte er Vanskelighed ved at faae dem til, da de er vante til at gaae iseng, naar det bliver mørkt. Jeg saae, det havde jeg nær glemt, den Dag ogsaa Oberstl. Blom; han havde det godt og var i meget godt Humeur. Da en Sang, »Hæren s. 117til Kongen« 1) blev afsungen, og som jo sagtens alt staar i Berlingske, og da den sidste Linie »»Det skal ej skee«! vi sværge her som Mænd« var sungen, gjentog Kongen øjeblikkelig med stor Virkning: »Det skal ej skee, det sværger jeg«. Talen er nemlig om »at see Fædrelandet deelt«. Da Kongen tog hjem, lød der et rungende Hurra fra hele Officeerskorpset og vi søgte nu hver sine Afdelinger og marscherede i Mulm og Mørke hjem. Det var mærkeligt nok, at vi fik vore Folk ordenlig hjem, thi vi skulde gjennem en bælmørk Skov, langs ad en stejl Brink ned til Greis-Aa, men det gik Gudskelov aldeles lykkeligt af, skjøndt naturligviis Alle havde Noget i Hovedet, Adskillige noget for Meget.
Jeg vil haabe, at denne vidtløftige Beskrivelse ikke altfor meget vil kjede dig, men du gjør vist bedst i ikke at læse den for nogen Anden, thi du faaer dem da vist til at gabe, er jeg bange for, og vil dog nødig have paa min Samvittighed, da jeg veed, hvad det er at qvæles af Sludder. Du, haaber jeg, vil undskylde mig, da man, saalænge Erindringen er saa ny, let kommer til at tage for Meget med. — Vi vente imorgen at skulle skifte Qvarteer, det vil sige, flytte ud til Bjerre-(ell. Bjerg-)Herred og der afvente den nærmere Bestemmelse om vi skulle til Als eller blive ved at føre Krig i Vinter, hvilket Sidste jeg imidlertid anseer for en halv Umulighed for Folkene at holde ud, da det jo ikke er muligt at skaffe dem ordenlige Qvarterer, saasom Armeen maa være concentreret og det i saa Tilfælde er umuligt Andet end at de maa ligge i Laderne. Vi vilde, navnlig ved Forposttjenesten, faae saamange syge, at vor Styrke let kunde svinde ind til det Halve saa allene fra den Side betragtet gjøre vi kun en Dyd af en Nødvendighed, saavelsom Tydskerne, naar vi slutte Vaabenstilstand til Foraaret; blot Slesvig kunde blive retfærdigt regeret i den Tid, og ikke i slesvig-holstensk Aand, det er det Værste. Vi have nu faaet vore Fanger hjem, de vare ved godt Mod og have kraftigen modsat sig alle de listige Overtalelser og Bestikkelser, de have været udsatte for, kun Een har svigtet, og blev viist bort af de Andre, da han siden kom og vilde besøge dem i Fangenskabet. Hver, som gik over, fik Lov at rejse hjem og fik 25 rd til Belønning. Saavel Prindsen af Nør som en forhenværende Regnskabsfører ved vor Bataillon, Frederiksen, gjorde alt muligt for at overtale Slesvigerne til Overgang, saa jeg synes, at det er s. 118alt hvad man kunde haabe og vente naar kun en 30 Stykker af Tydskerne fra 12te og 13de Bataillon ere gaaede over, som desværre rigtignok er Tilfældet. Naar vi imidlertid betænke, at vi i vor Armee have alle de Slesvigske Batailloner, (3 i Tallet) med Undtagelse kun af 1 Dragonregiment og et Jægercorps, der garnisonerede i Holsten og bleve nødte eller narrede til at svigte, saa er dette dog meget Lidet i Forhold. — Gid kun Slesvig ikke skulde regeres paa Slesvig-Holstensk i de 6 Maaneder, ligesom hidtil, saa troer jeg, vi staae os ret godt, og have ingen Grund til at frygte Udfaldet. — Man fortæller her igaar og idag, at Frankfurterne ville have Krigen fortsat uden Vaabenhvile, men det er sikkert kun Rygte. Det er en forfærdelig Tid siden I have sendt os nogen Aviser, den sidste var for 7de Sept. troer jeg, send dem endelig snart, thi før 1ste Oct. eller naar vi komme i fast Qvarter, kan det ikke nytte at vi selv subscribere paa dem. Dannevirke og Danskeren maa jeg endelig have med. Beed Høxbro eller Peter, hvis En af dem skulde eje dem og ikke bruge dem i nogen Tid, sende mig Levinsens og Mørch- Hansens Kirkehistorier eller een af dem, kjøbe dem til mig selv har jeg ikke Lyst til før jeg har læst dem. Send mig Nord og Syd 3,3, saasnart I have læst det. Er der nogen af de Bøger, jeg har faaet, som I ville have tilbage, kunne I faae dem, saasnart I skrive derom, siig Fader det. Spørg Peter fra mig, om han er syg, død eller vred eller hvad der ellers gaaer af ham, thi jeg begriber ikke hans Forhold imod mig. Meta har jeg ikke faaet Svar fra endnu paa mit Brev af 14de, det gjør mig bange for, at hun er sengeliggende igjen. Hvorledes har Skovgaard det? Jeg vilde skrive ham til naar jeg blot vidste, om han var rask. Hils Barfod mange Gange fra mig og hans Kone ligeledes, jeg skriver ham til en af Dagene. Hils Høxbro det samme, men siig, at han kunde gjærne begynde, jeg er expedit til det Yderste i at fortsætte, det kunne I bevidne, og Stof kan da ikke fattes ham. Hils Fader mange Gange, han lovede mig et Brev, som jeg daglig har ventet forgjæves, men han er sagtens meget ophængt i Arbejde. Kommer han herover til Valget? Hils Tante Jane meget fra mig og ligeledes Amalie. Jeg har mange Hilsner fra Birkedal, som jeg saae i Vejle for et Par Dage siden, baade til Fader og Moder og aflægger dem herved skyldigst, imedens jeg forbliver Eders hengivne Søn
Joh. Grundtvig s. 119
s. 120
Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Peter O. Boisen.
s. 121
Tegning af P. C. Skovgaard 1846.
Meta Boisen, f. Grundtvig.
*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Hornstrup
d. 19de September 1848.
Kjære Fader!
Hjærtelig Tak for det Brev, Du skrev til mig paa Din Fødselsdag, og hjærtelig Tak for de Ønsker, Du sendte mig til min: Ønsket om et fast og godt Haab, med Lyst og Kraft til at arbejde paa dets Opfyldelse; Ønsket om »et ædelt, virksomt og frugtbart Levnetsløb.« Du har sendt mig de bedste Ønsker; Gud lægge sin Velsignelse dertil! Ja Han velsigne Dig og velsigne Danmark; thi hverken vor Arms Styrke eller vore Hoveders Viisdom kan uden Guds kjendelige Bistand skaffe os en god Fred og en lykkelig Fremtid.
Trods alle Hindringer staaer dog vel nu den Vaabenstilstand fast, som ogsaa jeg beklager som et stort Nederlag; skjøndt jeg ikke tør paastaae, at vi, i Krig med hele Tyskland og i Grunden ladte i Stikken af hele den øvrige Verden, for Øjeblikket kunde have sat noget andet og bedre igjennem, selv om vi havde sat alt paa det sidste Kort. Hvorledes det til Foraaret vil see ud i Europa, og navnlig hvorledes vor Sag da vil staae baade ude og hjemme, det veed alene Gud; men min personlige Overbevisning er det rigtignok, at vi atter da maae bringe Krigen — eller rettere sagt Freden — nye, blodige Offere. Ja, maatte kun hele Nordens Styrke da komme til at kæmpe og sejre tilsammen, saa var det godt de Penge og de Menneskeliv værd, som det kunde koste. — Etslags Varsel er det mig, at den 27de Marts, da Vaabenstilstanden jo udløber, netop er Aarsdagen efter de første Troppers Udrykning af Kjøbenhavn til Kamppladsen.
Igaar var da hele vor Styrke (med Undtagelse af Besætningen paa Als), omtrent 20,000 Mand, samlet for at mønstres af Kongen. Det var et stolt Syn at see alle de kampdygtige, vel udrustede, vel øvede og vel sindede danske Krigsfolk marschere forbi Kongen med klingende Spil og flyvende Faner. Jeg hørte en Bonde sige »Ja, her er da Krigsfolk nok,« men strax rettende at tilføje: »men det er jo da it’ nær nok endnu.« —
Efter Revuen blev en Sang (formodenlig af Holst) afsungen. Du har vel seet den i Bladene, inden Du seer dette Brev, og da Visen, (som slutter med den Erklæring, at det danske Folk aldrig vil tillade, at dets Fædreland bliver deelt,) var ude, saa svarede Kongen ved lydelig og hjærtelig at gjentage: »Nej, det skal aldrig skee!« Blandt de mange, der ved denne Lejlighed fik et Kors at bære paa, var da ogsaaa Henrik Bech, cand. theol., Sergeant og Dannebrogsmand, Constantin Hansens Svoger, Vilhelm Bloms Jævnaldrende og s. 124Samtidige ved Højskolen: Ltnt. Købke af Ingenieurerne blev Ridder.
Grundtvig og hans Slægt.
8
Forleden da jeg var i Vejle fik jeg i den derværende Klub Fingre paa et Par Smaaskrifter, som jeg her vil nævne, da det ikke er sagt de ere komne Dig for Øine. Det vigtigste var »Der Waffenstilstand zwischen Dänemark und Preussen«, dateret Ende Juli 1848, forfattet af den russiske Legationssecretair Ewers i Kjøbenhavn. Det viser ret, hvorledes vor Folkesag tager sig ud fra det diplomatiske Standpunkt, der foragter al Følelse og Begejstring, og fra det russiske, der hader al Frihed og Folkelighed. Det andet var et lille halv satirisk, halv didactisk Digt, betitlet »Valgforsamlingen i Alstrupkro«. Det er, troer jeg, virkelig et Billede, grebet ud [af] Livet, og virkelig, virkelig, som det udgiver sig for, tegnet af en Bondemand, saa det har et Slags folkelig Interesse. De to Yderligheder, som deri optræde: at Bonden enten bilder sig ind, han forstaaer sig paa Alting, eller vil have alt overladt til »de Lærde«, findes desværre kun altfor meget tilstede i Landet, og det bliver derfor bestandig klarere for mig, at det første Fornødne til sand Friheds og Folkeligheds Sejer og Liv i Danmark er for at bruge Dit Udtryk: en folkelig Oplysning, tjenlig og fælles for hele det danske Folk.
Her vil jeg bryde af, da det er blevet sildigt og vi imorgen tidlig skulle afsted, endnu ikke til Als, men kun op til Bjergeherred, hvor hele Hæren foreløbig skal forblive samlet. Vor Bataillon faaer sit Stabsquarteer paa Palsgaard, saa jeg kommer da til at ligge der i Nærheden. Hvor skulle I snart erfare. Hils nu alle derhjemme og da især Moder hjærteligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
Efterskrift.
Just som jeg har sluttet dette Brev modtager jeg to lange Breve fra Meta og Boisen. Vil Du hilse og takke. Svar skal komme snarest muligt.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Kleis
20 Sept. 1848.
Kjære Moder!
Nu er jeg her, det vil sige fire Miil øst for Vejle, i en By, der ligger ½ Miil vestenfor Palsgaard, som Peter nok vil kunne vise dig paa Kortet. ― ― ― Jeg har faaet et udmærket Qvarter i en stor Gaard, hvor jeg har en Sal helt igjennem Huset, paa 6 Fag, 3 til Gaarden s. 125og 3 til Haven, med Sofa, 4 Spejle og moderne Stole til min Disposition og ved Siden deraf mit Sovekammer med forgyldt Spejl fra Loftet til Gulvet ud til Haven, der ingenlunde er daarlig. Det er en stormægtig Bonde, med 130 Tønder Land paa 13 Tønder Hartkorn, der er min Vært, og han lader til at ville opfylde denne sin Function til min allerhøjeste Tilfredshed. Jeg fik strax to Retter varm Mad til Aften uopfordret, der blev stillet et Par Tøfler til min Disposition, ligeledes en Støvleknægt og andre saadanne Beqvemmeligheder, som jeg hidtil ikke har kjendt til; jeg kalder nu vore forrige Qvarterer Hundehuller, thi de Andre have det nok Alle omtrent ligesom jeg her, idetmindste var det Tilfældet med Lieutenant Møller, som jeg besøgte iaften og som boer hos min Nabo. Jeg kan godt lide den Mand, hvad du end kan have at sige paa ham, han omtaler med stor Erkjendtlighed den Lykke, hans Datter har havt ved at komme i Nicolais Huus, og vi have aftalt en Tour sammen over til Faaborg, ifald vi komme til Als i Vinter. ― ― ―
21 Sept. Aften.
― ― ― Her blive vi sagtens ikke længe, da Vaabenstilstanden jo er billiget i Frankfurt, og vi altsaa dog faae den, om vi end hellere maatte ønske at være frie for den, skjøndt det faktisk vilde blive det Samme alligevel, da det er baade Tydskerne og os umuligt at føre Krig om Vinteren, at sige en Krig paa den Viis, som denne paa Grund af Omstændighederne maa føres. Forresten er det da ikke sandt, naar du siger, vi ikke have en Fodsbred af Slesvig besat af vore Tropper, thi Als er dog ogsaa Slesvig. ― ― ―
din heng. Søn
Joh. Gr.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 23de Septbr. 1848
Kjære Svend!
Det er nu over fjorten Dage siden du sidst skrev min Søn og jeg kan sige det har bekymret mig, jeg har heller ikke kunde[t] begribe at du saaledes paa eengang er bleven Stum, vel har I havt meget at bestille med Exersits, men det har dog ikke kunde optaget al din Tid; jeg kan ogsaa tænke mig den bestandige Forvæntning at ligge i, hvad endelig Bestemmelsen blev, Krig, eller Stilstand, men derover maatte du ikke blive saa gnaven og reent tabe Taalmodigheden at du ikke engang lod Moder see lidt fra dig, dette er nu tilsidst s. 126blevet min Mening om Din lange Taushed, jeg haaber da nu ret snart at see Brev og faaer da at vide om det har været bar pur Dovenskab eller nogen af mine anførte Grunde, thi om Du ville anføre at Du Intet havde at skrive om, den Grund antager jeg aldeles ikke, dette er nu det andet Brev jeg skriver, uden at have seet fra dig mit Barn, jeg tænker da du fik et Brev fra mig med Ltn: Vestengaard, der var tillige en Pakke Aviser og øvrigt der fulgte med, jeg tvivler da ikke paa at I har faaet det d. 18de blev sændt en Pakke med Aviser d. 22de ligesaa og nu i Dag følger hermed for i Aftes og i Morges, saa I maae da ikke klage; vil du takke Johan ret meget for sit Brev fra d. 19de med mange Tak for sin heele Underretning om hvordan den 18de passeredes, tillige maae du sige, at den sidste Nord og Syd her er kommet er blevet sændt over til Jer, naar den næste kommer skal det ogsaa skee punktlig.
8*
Nu lader det da til at Vaabenstilstanden er antaget, eller om de skulle lure som Ræven i sin Hule. — Her er nu en bestandig Talen om Valgene saavel, heri Byen som rundt om i Landene, Fader tager ikke over til Slesvig uden han hører noget nøjere hvad der kunde være at vænte; maaskee det kan skee heri Byen, der er endeel som interresserer sig meget derfor, jeg kan ikke nægte, det vil vistnok føre til megen Ærgrelse for Fader som jeg ængster mig for, men det ville vist ogsaa krænke ham dybt om han ikke blev valgt Gud styre nu Alt til det Bedste!
jeg kan nu hilse dig fra vor Engelænder som er kommet igjen fra sin norske og svenske Reise han kom nu og da Fader ikke var Hjemme maatte jeg ind at tale lidt med ham han gjør sig megen Umage for det danske, saa nu kommer [vi] godt ud af at tale sammen han laante nu en deel af Holberg som fornøjer ham meget, han havde begyndt derpaa sidst han var heri Byen »nu er da vel Sønnerne kommet« sagde han »aa det havde jeg tænkt«, han var her i Onsdags til Middag, har nu et par Dage været i Tølløse i Besøg og kom nu i Dag igjen, det er ret et vakkert Menneske. —
Tante Jane er faldet og stødt begge sine Been saa slemt, heele denne Uge har hun stadig maatte ligge, i Dag er det da bedre, der er ingen Fare ved, men det gaaer lidt langsomt, det er nu otte Dage siden, mig er det et stort Savn; — hun hilser kjærlig, Fader som nu er en Tour ude, veed jeg, gjør ligesaae. Hils nu Johan som dig selv paa det kjærligste fra Eders trofaste
Moder
D. Grundtvig.
s. 127Meta er Gud skee lov rask nu, hun var her i Gaar. Jeg længes nu saameget efter at høre Bestemmelserne med Eder mine kjære Børn — en gruelig Pen og Mørke til.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens Præstegaard. d. 23de Sept. 1848.
Kjære Moder!
Skjøndt jeg allerede i Tirsdags fik Brevene fra Peter og Meta, og først igaar (Fredagen d. 22de) Brevet fra Dig, som var rejst med Ltnt. Westengaard, saa har Du dog først Krav paa at see Brev fra mig, da Dit Brev er af ældst Dato (af 11te). Allerførst har jeg da at mælde Dig mit Opholdsted, der nu er her i Præstegaarden, en halv Fjerdingvej fra Palsgaard, 3 Mile fra Horsens og 5 fra Vejle. Johan boer en 3 Fjærdingvej herfra i en Landsby, som hedder Kleis, hvor han har faaet et ypperligt Kvarter. Jeg har det ogsaa meget godt, længes kun efter snart at komme ud igjen af denne »provisoriske« Tilstand og enten komme ned at holde lidt Styr paa de gale Slesvigholstenere, hvad jeg jo nok kunde have Lyst til, eller komme over til det tidligere bestemte Vinteropholdsted: Als, hvor jeg haaber at træffe Vilhelm. Hvorlænge dette vort »midlertidige« Ophold i Jylland endnu kan vare, er ubestemmeligt, skjøndt velunderrettede Personer antage det for meget kortvarigt. Det maa jo komme an paa Omstændighederne der sønder paa; men jeg er ikke Mand for af Aviserne at see, hvorledes det egentlig seer ud dernede eller hvad Følgen af de nye Optøjer vil blive. Vor Bataillon sender imorgen efter Forlangende en af sine Lieutenanter til Kjøbenhavn, at exercere Recrutter der i 6—8 Uger; det kunde have blevet mig, om jeg havde villet, men jeg foretrak at blive; thi man kan jo dog aldrig vide, hvad det kan smide af sig.
Det er blevet silde iaften, saa jeg er ikke oplagt til at skrive lange Breve, og Brevet skal bort imorgen tidlig, saa Du maa tage til Takke med et Par Hastværkslinier. Dit sidste Brev til mig skrev Du paa min Fødselsdag, dette vil vel naae til Kjøbenhavn en Dag før Din. Jeg kan ikke paa denne kjære Dag personlig være hos Dig og ønske Dig og mig selv til Lykke med den og med det Aar, som følger den; men maa nøjes med i Tankerne at være hos Dig, og i Hjærtet, som her paa Papiret, at sende Dig min sønlige Hilsen med gode Ønsker, dem jeg beder Dig selv at tænke Dig. Eet vil jeg nævne, og det er, s. 128at vi Alle (jeg mener vi: Forældre og Børn) maae, naar Aaret er gaaet rundt og Dagen vender tilbage, samles glade: med gode Minder og med lyse Haab. Det give Gud Dig og
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Assens Præstegaard
1)
24/9. 48.
Kjære Fader!
Tak for dit kjære Brev af 16de dennes. Jeg seer deraf, at du er i fuld Virksomhed derovre i forskjellige Retninger, endog udenfor Hovedstaden. Vi ere endnu bestandig her i Uvished om, hvorledes Sagerne egenlig staae, kun siger Alle, at Vaabenstilstanden nu er endelig afsluttet og vi skulle altsaa holde Fred i Vinter. Længer end til Foraaret kan jeg umulig troe den kan vare, da det jo er utroligt, at nogen Fred vil kunne komme istand paa Betingelser, som ligne dem før Stilstanden. Hvorledes det er gaaet til, at Ministeriet har kunnet gaae ind paa dem, fatter jeg ligesaalidt som du, men da jeg ikke finder nogen Grund til at tvivle om deres Redelighed ͻ: deres oprigtige og faste Villie til at overholde de Forpligtelser, de paatog sig ved deres Tiltrædelse, til at bevare Slesvig for Danmark, saa synes det mig, at man nødes til at antage, at en uomgængelig Nødvendighed fra de store mæglende Magters Side maa have været tilstæde for dem, thi har der ikke det, eller have de ingen rimelig Udsigt til Fred i de 7 Maaneder paa Vilkaar, som Folket kan antage, saa have de unægtelig forbrudt sig. Vistnok er det nemlig min Mening, efter den Kjendskab, jeg har til Omstændighederne, at der i Vinter i alle Tilfælde vilde factisk, ialfald ved en stiltiende Overeenskomst, være blevet holdt Fred, thi paa den Maade, hvorpaa den nærværende Krig er ført hidtil og vistnok maa føres, ved bestandige Vagter og nøje Paapassenhed og Forsigtighed, er det efter min Overbevisning en reen Umulighed at føre Krig om Vinteren. Alene Terrainets Beskaffenhed vil gjøre det til en fysisk Umulighed. Vi maae sikkert, ligesom vore gamle Forfædre altid gjorde, ligge stille Vinteren over og samle Kræfter og saa naar Isen bryder op, atter tage fat. Under alt det Sørgelige og Krænkende for os, som denne Vaabenstilstand unægtelig har, bør vi dog ikke glemme een aabenbar Fordeel, som den yder os, og det er den, at vi til Foraaret s. 129ville kunne stille en dobbelt saa stor Styrke i Marken som vi i dette Øjeblik har, og dette er dog ingenlunde uvigtigt, naar vi betænke, at Grunden til at vi hidtil, endog efter et saagodtsom vundet Slag, ikke kunde benytte de vundne Fordele, var den, at Fjendens Masse i Forhold til vor var saa stor, at naar vi slog ham den ene Dag, kunde han upaatvivlig med friske Tropper den næste Dag slaae og aldeles ødelægge os, ifald vi ej trak os tilbage. Det er denne sørgelige Omstændighed, der hidtil har sat os i den Nødvendighed, at maatte føre Krigen paa en Maade, der var saa svækkende for, saavel Armeens som Folkets moralske Mod og Selvtillid, og kunne vi nu ved Taalmodighed i nogle Maaneder for en stor Deel bortfjerne den Ulighed, synes mig, det vilde være urigtigt ikke at gribe Lejligheden til i Fremtiden at kunne ved egen Hjælp rede os ud af de Garn, hvori vi for Tiden ere indspundne. At Ministeriet skulde gaae ind paa en Fred, der enten deelte Slesvig eller forenede det med Holsten, anseer jeg for en fuldstændig Umulighed. Hvad vor Ære angaaer, da synes mig ikke, at den kan siges at være krænket, naar vi efter 6 Maaneders Krig med det hele store Tydskland endnu staae paa samme Punkt som før Krigen, og det gjøre vi unægtelig lige indtil Personen Carl Moltke, der jo forresten er ligesaa forhadt af Tydskerne som af os, saa at deri kan ikke ligge nogen Udsigt for Tydskerne til at sejre. Hvem der har meest Ret til at hade ham, veed jeg sandelig ikke, den Person er mig en reen Gaade, dersom han ikke er en Forræder, og det en Forræder, der ikke engang er saa uforsigtig at spille under Dække med Fjenden, thi gjorde han det, kunde det ikke i den Grad skjules. Tydskerne ere ikke krye over denne Stilstand, men meget tammere end før, saa jeg troer næsten, vi kunne haabe, at Vinteren end mere vil afkøle deres Iver og klare deres Hjerner, til Fordeel for os. For at kunne faae indlagte Seddel til Moder, som jeg vil bede dig give hende fra mig til hendes Fødselsdag, til rette Tid til sin Bestemmelse, nødsages jeg til at slutte her, idet jeg stadig vedbliver at nære det bedste Haab om, at med Guds Hjælp denne vor Livskamp maa endes paa en lykkelig Maade. Naar kun vore indre Anliggender vilde kunne blive vel ordnede, dem er jeg igrunden meget mere bange for nu for Tiden. Vil du hilse Meta og Boisen meget fra deres og
din hengivne
Joh. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Assens-Præstegd
24/9 48.
Kjære Moder!
For at du dog ikke skal troe at jeg aldeles glemmer Eder og hvad Hjemmet angaaer, vil jeg sende dig dette Par Ord, nærmest for at ønske dig til Lykke til din Fødselsdag paa Torsdag og takke dig for alle de Aar, du med Omhu og Kjærlighed har været mig en Moder, som faa eller ingen Anden have havt den Lykke at have, og idet jeg vil haabe, at den Tid ikke maa være altfor fjern, da vi igjen kunne samles og uden at ængstes for Fædrelandet atter hengive os til vore rolige Sysler i Eders Nærhed. Det vil sikkert ikke vare mange Dage inden vi flytte herfra til Als, og du maa derfor ikke bryde dig om der maaskee skulde gaae nogen Tid hen, uden at du hørte fra dine Sønner. Det er mig ikke muligt iaften at faae Tid til at skrive dig mere til, du vil ogsaa for et Par Dage siden have faaet et udførligt Brev fra mig og noget Nyt passerer her ikke. Jeg skal saa snart jeg faaer Tid dog atter sende dig nogle Linier, da jeg veed, at det glæder dig. Hils Tante Jane og Amalia saa mange Gange fra mig og gratuleer Tante Pouline saa meget fra mig. Hils og Egede og Adelhejd og Diderik Schmidt fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard
d. 27de Sept. 1848
Kjære Meta!
Otte Gange 24 Timer ere forløbne, siden jeg modtog Dit kjære Brev af 17de dennes. Det er baade Synd og Skam, at jeg har ladet Dig vente saa længe. Jeg vil imidlertid ikke fylde op med Undskyldninger; de ere dog ingen Nytte til; men blot sige: det er mit sædvanlige Smøleri, og jeg vil tilføje: »jeg skal aldrig gjøre det tiere«, som de smaa uartige Børn sige, naar de skal have Riis.
Siden jeg iforgaars skrev til Peter er der ingen som helst Forandring foregaaet i min Tilstand eller — saa vidt jeg veed — i min Bestemmelse. Vi skulle indtil videre ligge her, for enten at rykke ned i Slesvig eller at krybe i Hien paa Als. Jeg saae gjærne, at vi snart kom til at gjøre det Ene eller det Andet, thi at ligge her er meget kjedeligt. Dog, Kjedsomheden holder man vel ud, om man ikke er saa heldig reent at kunne holde den ude; men paa den ene s. 131Side kan jeg ikke nægte, det vilde være mig en speciel Fornøjelse at være med at holde de gode Slesvigholstenere i Ave og see paa deres ynkelige Miner, som ikke vilde udeblive, naar de fik den danske Indkvartering; og paa den anden Side saa længes jeg ogsaa efter at komme over til Vilhelm. Fra igaar Morges og indtil for en Time siden (Klokken er nu 6 Eftermiddag) har jeg været ovre hos Johan, det vil da sige: den Tid jeg ikke har været i Tjenesten, thi vi have igaar haft Bataillons og idag Brigade-Exercits, begge Gange nærmere ved Johans end ved mit Kvarter. Medens vi nu ere i Nærheden af Johan, saa vil jeg gjøre en lille Bemærkning i Henseende til ham. Du har været slem ved ham. For det første har baade Du og Peter (da Peter er optraadt som Din Secondant, saa maa det vel være mig tilladt at optræde som Din og min Broders) have taget grovt fat paa ham i Anledning af hans forrige Brev. Hvor meget jeg endog maa agte den Følelse, der herved har ledet Jer, saa maa jeg dog udtale det som min Overbevisning, at I deri have haft Uret; thi lige saa vis som jeg er paa, at Johans faste, rolige Characteer vilde (eller maaskee vil) staae sin Prøve, naar han staaer Ansigt til Ansigt med Fjende, Fare og Død; lige saa sikker er jeg i min Sag, naar jeg siger, at hans Kjærlighed til den Sag, hvorfor han er gaaet til Kampen, er endnu saa stærk som nogensinde, og af en anderledes grundmuret Beskaffenhed end mange af vore mundtappre Heltes, saa det er Synd at lade ham høre, at han viser sig ligegyldig for Sagen, fordi han — følgende sin Natur, har engang overladt sig til en humoristisk Stemning og i den paa en spøgefuld Maade tugtet den utaalmodige hyperkrigerske Aand, som han fandt udtrykt i Dit Brev, og som jeg ogsaa anseer for noget overdreven, fordi det nu engang i det practiske Liv gaaer endeel anderledes til end i Phantasien, hvor det er lige saa let at omstyrte som at bygge Kasteller.
Tag nu blot ikke disse mine velmeente Bemærkninger ilde op; de ere fremkaldte ved Ønsket om, at Du maa komme til den vistnok tildeels ubehagelige, men dog ogsaa tildeels behagelige Erkjendelse, at Du har gjort Din Broder Uret, fordi Du (ligesom vor kjære Lundby gjorde) i høj Grad mangler Sands for det Humoristiske. Da nu Johan desuden (ͻ: for det Andet) saa længe har maattet vente forgjæves paa Brev fra Dig, saa er det ikke at fortænke ham i, at han bliver noget ærgerlig og fristes til reent at fortvivle om at kunne skrive Dig tilpas. See det maa nu være nok om den Ting, og det er i Grunden meget for meget, thi inden Du modtager dette s. 132vil jeg haabe han har atter hørt fra Dig og det i lidt blidere Tone end forrige Gang. Desuden behøves intet langt Forsvar for ham; thi som Peter skriver om Dig til ham, saaledes skriver jeg om ham til Dig: »han har dog sin bedste Talsmand i Dit eget Bryst«; for det veed begge Dine Brødre godt og det glæder de sig over, at deres Søster holder ad dem; og det veed Du ogsaa nok, at begge Dine Brødre holde inderlig meget ad Dig, saa det har ingen Fare med den Smule Ufred, der kan komme mellem dem engang imellem.
— Tak fordi Du saa kjærlig husker paa Dine Brødre oppe paa Møllen. Gid vi atter snart maae samles der friske og raske og vel tilmode, det ønsker Din
altid hengivne Broder:
Svend.
Hils paa Møllen!
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard
27/9 1848
Kjære Moder!
Dit kjære Brev af 23de modtog jeg iforgaars Aftes, ligesom jeg havde afsendt Brevet til Peter. Du har Ret til at klage over min lange Taushed, men Du veed nu Grunden: at Dit forrige Brev blev saa urimelig længe forsinket paa Vejen. Det Uheld Tante Jane har haft gjør mig inderlig ondt. Lad mig endelig, det første nogen af dem derhjemme skriver, høre, hvordan det er blevet med hende. Du skriver, at den vakkre Engelænder er kommen tilbage, og at han har været i Besøg paa Tølløse. Var det hos Baron Zeuthen? I saa Fald kjender han formodenlig Familien Fenwick 1) . Gjør han det, saa beed ham bringe den (jeg mener Fruen og Døttrene, thi Mr. Fenwick kjender jeg ikke til) min venlige Hilsen. Jeg havde gjærne sagt dem Farvel, inden jeg rejste, men Du veed jo nok Tiden var knap. — Du veed jo nok jeg har arvet noget af Faders Kjærlighed til England og Engelskmændene, og da denne Mand sagtens er et godt Exemplar af de sidstnævnte, saa bring ham min Hilsen, eller som de sige: mine Complimenter!
Du har ved en tidligere Lejlighed viist Din Medfølelse med vore Soldater, som dengang laae paa Straa i Loer og Lader. Jeg kan derfor glæde Dig med den Efterretning, at de nu, da de ere fordelte paa et større Stykke Land, alle ere komne i Seng, hvad de ogsaa kunde trænge til, især nu, da Kulden har mældt sig, og det var da s. 133ogsaa af den Grund at vi alle maatte rykke her op i Jyllands fedeste Egne. — Jeg er, som Du seer, endnu her i Præstegaarden, hvor jeg er indkvarteret sammen med Bataillonens Regnskabsfører, en Hr. Abel, en inderlig kjedelig Fyr. Johan kan jeg hilse fra. Jeg forlod ham for et Par Timer siden. Han har det meget godt hos den kalkunske Bonde, hvor han er indkvarteret. Det er i Grunden langt behageligere at ligge hos en Bonde end hos en Præst eller anden peen Mand, da man saa har sin fulde Frihed og kan byde Folk til sig, naar man vil.
Imorgen er det da Din Fødselsdag. Hvor gjærne vilde jeg ikke paa denne Dag være hos Dig som altid før i alle de 24 Aar jeg har levet, men jeg maa nøjes med at være der i Tankerne. I dem mødes vi daglig, Du og begge Dine lange Drenge. Modtag atter min hjærtelige Lykønskning og hils venligst Fader, Tante Jane og Amalia fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hils Skovgaard, naar Du seer ham og siig, at jeg vilde have skrevet til ham iaften, men nu er det blevet for seent og jeg har nu skrevet saa længe og han skal ikke have det tyndeste 01, som jo kommer bagefter.
— Dette mit Brev er kun lidet og ringe. Jeg beder Dig af særdeles Gunst at give det Rang med et ordentligt Brev.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Kleis
29 Sept. 1848.
Kjære Moder!
— — — Lieutn. Møller bad mig sende mm Fader en Hilsen fra ham, ifald han kunde huske ham. Han var inde hos mig igaar Aftes tilligemed sin Vært og et Par af Officererne i Bataillonen for at hjelpe mig at fortære en Dyreragout, min Værtinde havde lavet af en stor Daahjort, som Svends Karl skød forleden ude i Palsgaards Skove, og som jeg først villet sendt til Kbhn. til Eder, men maatte opgive det, da den ikke kunde holde sig længere. Imorgen skulle vi have Selskab paa Ryggen, og idag lavede vi Suppe paa et Stykke af den ; vi kunne leve af den en heel Uge, thi endnu er hele Brystet og de 4 Køller tilbage. Min Vært gjorde i Aftes mange Undskyldninger fordi han ingen Vin havde, som han syntes hørte til, og da vi havde spiist, kom Madamen til vor store Overraskelse ind med en stor Bolle Punsch, som skulde holde os nogenlunde skadesløse.
s. 134Jeg kunde ikke noksom rose hende for en saadan Omsorg, hvad der synlig fornøjede hende meget.— — — Hvorledes staaer det sig med Faders Valg, hvor stiller han sig? Beed Høxbro endelig skrive mig til— — — Vi komme vist ikke til Als for det Første, thi Urolighederne i Frankfurt og Hertugdømmerne ville vist forhindre Permitteringen af Folkene.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
den 30te Septbr: 1848.
Kjære Johan!
For dit lille Brev fra 24de med de kjærlige Ønsker til min Fødselsdag være du hjertelig takket min Søn! jeg har stræbt efter at opfylde de moderlige Pligter, men har saa ofte følt med Sorg, at det var hvad jeg Langtfra kunde opnaae ret at være for mine kjære Børn hvad jeg saa inderlig ønskede, Villien dertil kjænder Gud ! at I ikke tvivler herpaa det troer jeg ogsaa; ja gid den Tid snart maatte komme at vi uden ængstelse skulde see Fremtiden imøde og vi da kunde samles i Glæde, mig synes Alt er indhyllet i en tyk Taage; nu for Tiden er heele Byen, ja vel heele Landet, i stor Bevægelse med Valgene og Candidater dertil, Fader har stillet sig i 11 Distr:, der meest bestaaer af Holmensfolk og som ret er kommet i Aande for ham, dersom Peter ikke alt har |: som han vist neppe har havt Tid til endnu :| saa vil du af ham kunde faae heel nøje Beskrivelse om det Alt, da han stadig har været Beskjæftiged dermed; jeg vil ikke nægte det heele ængster mig, jeg hører dig sige, ja det kjænder vi nok med Moder som altiid er bange, jeg kan ikke nægte, det er som var jeg kommet ind i en anden Verden, men Langtfra en Bedre. — — — jeg husker ikke om jeg takkede dig for det forrige Brev med Beskrivelsen over den storartede Gaard med de mange Spejle du var kommet til, maaskee er du der nu ikke Længer men gaaet sønderpaa til Als som jo vel er en deel af Slesvig men dog kun en meget ringe deel af det fortrykte Land, endskjønt det sydlige, har jo ikke faaet andet end hvad det selv attraaede, men det stakkels nordlige.— — — i Torsdags reiste vores rare Engelskmand efter at have været heroppe og lykønsket mig og drukket Chocolade ; var I samlede den Dag og drak Kaffe?— — — Professor Schv: er i Dag reist |: til Grenaae troer jeg :| med Georgia, hvor han skal s. 135stilles som det hedder.— — — Fader hilser kjærligst naar han faaer Tid skriver han sikkert selv, han har saa uhyre meget at bestille Nætter og Dage. —
Lev vel! saa ønsker din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag Aften 30/9 48.
Kjære Svend!
Et par Ord maae jeg dog sænde dig min Søn med moderlig Tak for dine velmeente og kjærlige Ønsker til mit nye Aar, Gud lade dem opfyldes for os Alle, jeg tør aldrig tænke mig saalangt nu. — Naar du faaer dette er du maaskee paa Marschen syd [paa] til Als, lad os dog endelig høre hvordan det er med Niels Sp; hvad siger Vilhelm, med hans Fætter skal det være meget daarligt, jeg kan tænke I længes nu efter at see hvad det skal blive til, vistnok som du siger, af Aviserne bliver man ikke videre klog, end at Man synes de trænger haardt til at kunde
Jeg længes efter at høre lidt meere fra dig min kjære Svend den sidste Tid har Du været meget knap imod mig, jeg er slet ikke Nøjsom.
Af disse sidste Aviser vil du nu kunde blive ligesaa klog som vi er her og det siger kun lidt. — Nu Gud være med dig mit Barn! Kjærlig Hilsen fra Fader som har uhyre travlt, men skriver tænker jeg selv snart, fra mig kan slig en Lap være meer end nok
din trofaste Moder
E : Grundtvig
Venner og Bekjændte spørge altiid saameget til Eder og hilse venlig.
— uhyre Hastværk
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Kleis
5 Oct. 1848.
Kjære Moder!
Tak for dit kjærlige Brev af 30te f. M. — — — At du er urolig ved disse Valgbevægelser, leer jeg slet ikke ad, men finder det meget naturligt, jeg selv holder ingenlunde ad den Slags Røre, det har s. 136unægtelig sin meget betænkelige Side. Det er forresten vel meest det Hurra, de raabte idag otte Dage, som har jaget dig en Skræk i Livet, liig den ved de lignende Optrin ved Tronskiftet, men du saae dog dengang, at de Friheder, det mindre dannede Publikum tog sig, ingensinde misbrugtes, og det synes mig, maa berolige dig i saa Henseende, og det er vel sagtens for Gadeoptøjer og deraf følgende alvorligere Sammenstød, du er bange, thi ellers seer jeg ikke hvad det kan være. Du synes dig at være kommet ind i en anden ingenlunde bedre Verden, det er dog besynderligt! herovre mærke vi ikke Andet, end at Alt er ved det Gamle, og vi føje til: desværre. — — — Jeg kunde ikke bare mig for at lee ganske højt, og det gik Svend ligesaa, da vi kom til det Sted om Ludvig, »som nu skulde til det, du selv veed«, det var ligesom det var Noget, man ikke engang turde nævne, saa grueligt fælt, og saa var det ikke Andet end den lurvede Examen. — — — Det gjør mig ondt, at jeg ikke med Sandhed kan sige, at jeg gjorde den Stads, som jeg kunde i Anledning af Din Geburtsdag,— — —vi maatte lade det blive ved at tænke paa dig i vort stille Sind og jeg for min Part stiltiende drikke din Skaal i et Glas Vin. — — — Den 30te havde jeg Middagsselskab hos mig; — — — du vilde undret dig ved en saadan Anretning i en Bondegaard. Dækketøj og Servietter, Syltetøj og Pærecompot, svære Sølvskeer, moderne Vinglas, kort sagt, alt hvad man kunde forlange. Hun fik ogsaa almindelig Roes derfor, som kjendelig glædede hende særdeles. Da det var kommet lidt hen paa Eftermiddagen, kom hun ind uopfordret med en stor Bolle Punsch. Hendes Punsch er desværre af den Beskaffenhed, at vi kun drikke den for ikke at gjøre Huset Tort. — — — Det er paa een Gang comisk og sørgeligt, at en Mand som Schouw skal behøve at rejse til Molboerne for at vælges. — — — Levvel og hils Fader, Tante Jane og Amalia mange Gange fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard, 5te Oct. 1848.
Kjære Moder!
Siden i Gaar Formiddags til nu for 1½ Time siden (Kl. er 8 Aften) har jeg været ovre hos Johan i Kleis, der ligger ¾ Miil herfra. Med ham var jeg igaar Eftermiddags en lille Tour til Juelsminde at besøge s. 137Ltntr. Westengaard og Svendsen og hos ham modtog jeg i Aftes en lille Seddel fra Dig, som jeg nu strax vil besvare, for at Du ikke skal have Grund til atter at bebrejde mig Taushed. Der var stor Højtid i Kleis igaar. Der kom Brev fra Dig baade til Johan og mig og til ham fra Peter og Meta; desuden en Slump Aviser. Kun Skade at alt det Gode saaledes kommer paa een Gang, saa man derefter faaer des længere Faste. Thi Du kan troe vi ere ret begjærlige efter og ret taknemmelige for enhver lille »Lap« derhjemme fra. Og igaar var desuden Brevet fra Peter især af megen Interesse og til stor Glæde for os ved sine gode Efterretninger og ypperlige Skildringer af Faders Møder med Holmens faste Stok. Ja, idag er han vel bleven valgt af den til Talsmand i Rigsforsamlingen. Det haaber jeg da vist og glæder mig over. I Horsens blev vor Majors Broder Justitsraad og Borgemester Ræder og i Bjærgeherred (hvori vi ligge) Justitsraad, Herredsfoged With valgt. Ja, Valgene dem har Du nok hørt saa meget om hvor Du er, at det nok ikke er værdt, at jeg ogsaa begynder at opvarte Dig med den Materie.
Du udtaler i Dit Brev Formodningen om, at vi alt nu kunde være paa Vejen ad Als til; men der er nok endnu aldeles ingen bestemte Udsigter dertil (Nordborg er nu ellers bestemt til vor Bataillons Opholdssted; det ligger 2 Miil fra Augustenborg, hvor Vilhelm faaer sit Vinterleje), men snarere til at komme lidt ned i Slesvig endnu engang. Det kan blive snart nok, men der bliver nok ikke andet for, naar de provisoriske Herrer slet ikke med det Gode ville gaae i sig selv og pakke ind.
Du spørger til Vilhelm; fra ham havde jeg for et Par Dage siden Brev, hvori han mælder mig sin Bestemmelse for Vinteren og beder sig venlig erindret til og af Eder der hjemme. Niels Spandet, skriver han, rejser snart til Kjøbenhavn, hvor han dog endnu vil blive nogen Tid Patient. Tante Jane maa da vel ganske have overstaaet Følgerne af sit Fald, siden Du, uagtet min Bøn derom, slet ikke omtaler det. — For at Du kan vide, at vi ikke lide nogen videre Nød herovre, saa vil jeg for Exempel sige Dig, at jeg hos Johan idag nød et tarveligt, dagligdags Middagsmaaltid, bestaaende af Sagosuppe, Dyresteg og Marvbudding, med Viin til naturligviis. Vore Legemer lide altsaa ikke videre, men den sjælelige Forplejning er noget ringere. Ja, jeg kan ikke nægte, at jeg nu begynder sommetider at lide af den slemme Syge, som kaldes Kjedsomhed. Thi naar man i længere Tid har intet at bestille, intet at læse, Ingen at tale med, ja, ikke engang Nogen at spille en l’hombre med, saa falder s. 138Tiden noget lang, især nu, da Aftnerne ere saa lange og mørke, og Vejret for det Meste saa ubehageligt.
Vil Du nu hilse Fader og Tante Jane paa det venligste og sige lille Amalia, at der ogsaa er en lille Hilsen til hende. Fra Meta, saa vel som fra Peter venter jeg med det første Breve; men bed Dem ikke skrive paa een Gang til os begge og især ikke begge skrive paa een Gang; det koster jo ligemeget, enten de sende 4 eller 1 Brev. Hils ogsaa dem venligst fra mig og lev selv vel og bliv ikke forknyt, fordi det nu gaaer lidt mere broget til end det gjorde i Dine unge Dage. Skriv saa snart igjen et Par Ord til
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
6te Oct. [1848]
Kjære Børn!
I denne Tid seer I da ikke andet end slige smaae forstyrrede Lapper fra mig, jeg er egentlig blevet endeel forknyt i denne Valgtid, af Brev fra Høxbro i Gaar saa I da hvad den Dag bragte, men her er endnu Langtfrem, strax efter at Fader var kommet hjem fra Valget kom her en heel Deputasion op til ham og tilkjændegav deres utilfredshed at han ikke var valgt, i Gaarden og Porten stod den øvrige Skare, Fader gik da need og talte nogle Ord til dem og fik da et tre gange gjentaget Hurra! Leve Pastor Gr:! De mente at det endnu kunde gjøres om, eller ogsaa de begge kunde være valgt; her kom da i Aftes fleere forskjællige Partier og var meget misfornøjet som det var gaaet; i Dag har her ogsaa været et par, de kan slet ikke finde dem deri som det heele er gaaet til, Gud give nu at det vel var forbi med alt dette, mig ængster det; I kjænder nok Moder igjen, men jeg har ogsaa gjennemgaaet endeel Storme i mine Dage, nu kan jeg mærke jeg er gammel, Modet er borte, saa er meget, ja næsten Alt tabt til at gaae Livet igjennem.— — —
Nu Farvel begge mine kjære Sønner Gud være med Eder og os Alle !
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 7de October 1848
Kjære Svenn!
Det er idag otte Dage, siden jeg modtog Brev fra Dig, men endskjøndt, det rigtignok varede lige saalænge, forinden, jeg modtog s. 139Svar paa mit sidste Brev, til dig, saa har dette dog ei været Grunden, til min Taushed, nei jeg vil sige dig ligefrem, at jeg har oppebiet Valgdagen, (den 5te dennes) fordi, jeg havde tænkt da, at kunde have berettet dig Faders Valg til Rigsdagsmand, men det lykkedes jo desværre ei dennegang, som du jo alt af Høxbros Brev til Johan har seet; men hvad der senere er foregaaet vil jeg dog fortælle dig lidt om, nemlig, at Faders Vælgere i Holmens faste Stok, ei lader Sagen falde fordi Tuxen blev valgt i Thorsdags, nei! de erklærer, reentud, Valget for ugyldigt, da de paastaaer, der er skeet Svig, dog veed jeg ei ret om de offentlig vil erklære det; men imorgen gaar de 313 Vælgere til Kongen, med en Petition om, at han vil vælge Grundtvig, der er en mageløs Forbitrelse imellem Holmens Folk, i Anledning af Tuxens Valg, saa man frygter næsten for Oprør, imellem dem ; paa selve Valgdagen da Fader heldigviis var gaaet, han gik nemlig efter, at Stemmerne var talt op og inden Tuxen blev udraabt; optraadte en Holmens Mand, og sagde sin Mening reentud, at der var skeet noget galt ved dette Valg, og, at Søeofficerenne havde igjen her viist dem, det Aag de maatte trælle under ved, at bruge al mulig Magt og Myndighed over dem, for, at faae dem, til, at stemme paa Tuxen, og de raabte da ned med Tuxen op med Grundtvig. Tuxen skal være blevet ganske askebleg af Skræk, da de tog saadan paa Veie, om Aftenen vilde de slaaet Ruderne ind hos ham, men dette blev dog forhindret ved nogen Besindige af dem, dog kan denne Dag, og Sag, maaskee komme Tuxen dyrt at staa, da Flere af Holmens Folk er kommet til Fader, og forsikred ham om, at der er begaaet Svig, ved Indtegningen, af Stemmerne; du veed vel nok at Dirckink Holmfeldt havde stillet sig, men dette var, for om muligt at styrte Fader, og, dersom dette ei lykkedes, og han dog vandt nogle Stemmer, da, at give dem til Tuxen, Holmfeldt har da nu efter Indtegningen kun 28 Stemmer, men Folkene forsikrer han havde 100, men at de andre er uden videre, overført paa Tuxen, hvilket jo naturligviis er ulovligt, da han ei engang offentlig, bad sine Vælgere om at give Tuxen dem. Hvorvidt dette er sandt, veed vi jo naturligviis ikke, men Holmens Folk vil nu forlange Protocollen udleveret, for at see, om deres Navne er rigtig indtegned, hvorvidt dette bliver dem tilstaaet, vides jo endnu ei. Fader har idag indgivet en Klage til Justitsministeren, over Valgbestyrelsen, det vil sige, over Maaden hvorpaa Valget blev foretaget, som ei skete paa lovlig Maade, for det Første sad Tuxens Oncel, Commandeur Tuxen, som havde stillet sin Brodersøn, s. 140ved den ene Protokoll, og dette var, efter Formanden Assesor Müllers egne Ord utilladeligt, men han lod det dog gaae, og dette gjorde stor Skade som Hol: Folk erklærede, da mange af dem, staae i afhængigheds Forhold til ham, og derfor, naar de skulde lige op for hans Øine, ei turde stemme paa Grundtvig. Det andet Klagepungt var, at der var skrevet eens Tegn, i Protokollen for alle 3 Valgcandidater, hvorved der jo let kunde indløbe Fejl uden at det kunde sees. Nr. 3 at de modtog Stemmer fra Fraværende, som ogsaa paa Faders Efterspørgsel hos Müller, blev erklæret for urigtigt men dog ei af ham blev forbudt. Hvorvidt Justitsministeren gjør noget ved denne Sag, ved vi jo endnu ei. I det hele taget er det jo gaaet underlig til med Valgene, Clausen, er faldet for en Væver 1) , i Mehrn, Drewsen er faldet, ogsaa for en Bonde, men Barfod har seiret paa Møen, over Hother Hage, og den Ræv Ussing er da ogsaa kommet med, Nu maa jeg slutte for dennegang, da jeg skulde lidt hen til Fader, og Moder, og det er Aften, Klokken er mange, Fader tager den hele Sag meget rolig, Moder kan du nok vide tager sig det nærmere. Boisen beder mig hilse dig og sige dig Tak for dit Brev, han har endnu ikke faaet Tid til, at svare dig, da han jo nu arbeider for Petitionen, til Kongen, om Faders Valg, og som han tidligere har omtalt for dig; fra heele Landet vi har allerede modtaget en heel Deel af dem med Underskrifter. Du skal nu snart høre nærmere fra os, hvad det bliver til thi jeg tænker det interesserer Eder ligesaameget som mig. Tilgiv nu at dette Brev er blevet saa jasket, men jeg vil dog sende dig det som det er, da jeg ellers endnu længere maatte opsætte, at skrive thi iaften har jeg ei mere Tid, Skriv mig nu snart et rigtig langt Brev til om din Mening om alle disse Ting, jeg længes meget efter at see Brev fra dig.
Grundtvig og hans Slægt.
9
I Thorsdagaftes havde vi et lille ungt Selskab, hvor Carlo og Holger var, den sidste har faaet Permission, den Første er comanderet herover, og ligger i Casernen. Dog dette Selskab var ei rigtig godt, thi jeg følte et mageløst Savn, af Eder, to gamle kjære Brødre. Hils nu min kjære Broder Johan og siig, jeg venter snart Brev fra ham og Skriv du saa snart til
din hengivne Meta.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
9de Octbr. 1848.
Kiære Svenn!
Den sidste Tid har været saa travl og Tankegangen havt saa enkelt en Retning, at jeg ikke før har kunnet komme tilbage til dit Brev af 19de Septbr, og selv iaften kan jeg ikke mere end takke dig for det og sige dig, hvad mine Sønner sagtens længes efter at vide: hvordan jeg betragter og bærer mit Nederlag i Nyboder.
Det var igrunden et Vovestykke at være en Søofficiers Medbeiler til de fleste Stemmer i en Kreds, som i det hele endnu beherskes med et Jernspir, og hvor især Værkstederne staae under Tuxen og er, under de egenlige Sømænds Fraværelse, Brændpunkten for det hele; men Kaldet fra denne Side var saa usøgt, saa klart og ordenlig saa rørende, at alle Betænkeligheder strax maatte bortfalde, og intet uden Feighed kunde bragt mig til at undvige Kampen.
At jeg nu ikke alene vandt de fleste Stemmer paa nogle Dage, men at 313 blev mig troe, trods alt hvad der fristede til det modsatte, det betragter jeg som en Erobring, der ikke paa mindste Maade trues men befæstedes netop ved det langt mere tilsyneladende end virkelige Nederlag.
Hvorledes T. for Resten ved Afstemningen til Protokols fik henved 60 Stemmer flere end jeg, da dog selv Valgbestyrelsen maatte bekiende at Haandsoprækningen vaklede mellem os, det er endnu en Gaade, som min Del af Holmens Folk løser paa en Maade, jeg vel ikke tør følge, men som jeg dog maa tilstaae den ganske besynderlige Protokollering med det meget urimelige Udfald virkelig taler for. Mine utaalmodige Vælgere, som vilde strax revet T. af Pinden og revet mig med sig til Kongen, raadte jeg til at begiære Protokollerne udlagt, hvorved de da selv kunde see, om Misligheden var umiskiendelig, og selv har jeg klaget til Justitsministeriet over Afstemningens mange Uregelmæssigheder og een klar Lovstridighed nemlig Medtagelsen af Fraværendes Stemmer. Derved staaer det, jeg venter intet glimrende Udfald, og ventelig vil jeg være udelukt fra den første Rigsdag, men det var mig ogsaa langt mere om at giøre, intet lovligt Middel at forsømme, end at indtrænge mig, hvor det er meget mueligt, jeg dog intet kunde udrettet, der var Kampen, Anstrængelserne og Tiden værd. Den faste Fod, Danskheden og jeg ved denne Leilighed har vundet i Nyboder, skal man derimod vel nødes til at lade os beholde, og den er i mine Øine langt mere værd end den har kostet.
9*
s. 142Det glæder mig, at Du befæstes i Overbeviisningen om den folkelige Oplysnings paatrængende Nødvendighed, men giør mig ondt, at Du, ligesom Ministrene er bange for Tydskland og alt det Fremmede, som jeg er vis paa, vi kunde holde Stand imod, naar vi blot turde!
Lev nu vel og hils Johan kiærligst med dig selv fra Moder og os alle!
Din Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Kleis
10 Oct. 48.
Kjære Moder!
Jeg fik ved Brev fra Høxbro, som jeg modtog igaar, Underretning om Valgene.— — — At Fader ikke blev valgt, har du sagtens just ikke meget imod, men jeg er bange for, at det græmmer ham selv meget. Man skulde jo heller ikke have ventet det Udfald efter Prøvevalget; — — — jeg tænker meget paa Eder og navnlig paa Fader i disse Dage. Jeg kan ikke noksom takke dig for din Ulejlighed med Aviserne, jeg modtog den 7de de sidste, 2 Pakker samme Dag. Bliv kun ved paa den Maade, men læg ikke saa svært og tykt og meget Papir om dem, det behøves slet ikke.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
den 12te Octbr. 1848.
Kjære Johan!
— — — Vistnok min Søn kan det ikke forstaaes at Vaabenstilstanden saaledes overholdes fra Tydskside det er jo aabenbar at holdes for Nar, hvad der i de sidste Aviser har staaet fra Nordslesvig og i Aftes fra Haderslev Kongens Fødselsdag er da vist heller ikke mueligt længer at skulle taales,— — — Fader er uhyre misfornøjet at det saaledes gaaer til uden den ringeste Modstand fra vor Side og det er nu Alle her uden Undtagelse, Bladene udtale sig skarpt herom, i Studenter-Foreeningen skal der være megen Utilfredshed siges der, denne heele statskloge Gang som det Alt skal gaae nedslaaer Fader, det er jo heller ikke mueligt andet, de[t] er som alt Mod og Tapperhed skulle tilintedgjøres, det heele indhylles i en tyk Taage; — — —
s. 143Fredag 13de.
— — — Hvordan gaaer det Eder nu med at faae Eders Tøi ordentlig vadsket, nu bliver det vel reent hos slige Stadsfolk, der saaledes kan pynte op og besørge Huset i alle Henseender, det kan kaldes noget, slige Selskaber, men kan ogsaa Ltntr’s Lommer holde det ud, thi Noget maae dog for Noget; den Punsch som er saa daarlig, kunde du jo godt takke saameget for, men tillige sige, du aldrig godt havde kunde taalt den Drik, nu beder jeg Eder kjære Børn dog endelig at være forsigtig med hvad I nyder, det er en slem Tid med at faae Forkjølelse, især er Mavesygdomme slemme nu og Eders Moder kan nu ikke imellem see lidt ind til Eder uden i Tankerne og der er I altiid indslutted i Kjærlighed og usigelig moderlig Længsel som ofte over- vælder mig.— — — Kongevalgene er da skeet, men Fader ikke derimellem; hvad I veed kjære Børn der bestemt er imod Faders Tankegang, strid ikke derimod naar i skriver ham til I forstaaer mig jo nok han tager sig Alt saa uhyre nær.— — — Nu Farvel kjære Børn! — Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Assens-Præstegaard. D. 13de October 1848.
Kjære Moder!
Igaar var Johan her ovre hos mig og bragte mig da den lille Seddel fra Dig, som ligger her for mig og som er stilet til begge Dine Sønner og derfor ogsaa fortjener Svar fra dem begge. Johan havde allerede skrevet før han kom til mig. Jeg maa nu see til i en Fart at faae skrevet Dig et Par Linier til, thi Klokken er 9¾, og jeg er nylig kommen op, og Kl. 10½ maa jeg afsted i Tjeneste, hvorfra jeg først kommer Kl. 2 og da er det for silde at skrive, naar det skal bort idag. Dette til Undskyldning for, at Du ikke faaer saa langt og saa vel overvejet et Brev, som Du kunde ønske og som tilkommer Dig.
Du er forknyt, kjære Moder! Efter Din Natur finder jeg det højst naturligt ; thi det er hvad jeg saa ofte har sagt Dig, at Du tager Dig Verden altfor nær, at Du har altfor stor Tilbøjelighed til at forestille Dig Tingene fra den sørgeligste Side; dette siger jeg Dig her paany, ikke for at gjøre skarpsindige Bemærkninger over Din Natur; men fordi jeg troer, at Du, ved at mindes, hvor ofte Du har ængstet Dig uden Grund ; hvor ofte Vorherre har gjort en bedre Udgang paa det, hvorfor Du ængstede Dig, end Du havde turdet vente — at Du herved, s. 144siger jeg, maa fatte Haab om, at det dog maaskee vil gaae ligesaadan hermed, saa Din Ængstelse ikke er en nødvendig Følge af de virkelig tilstedeværende Forholds Natur, men for en stor Deel har sin Grund i Din nævnte Tilbøjelighed til at see Tingene an fra den sorteste Side. Ogsaa jeg seer mange Farer, mange mørke Skyer paa Danmarks Himmel; men jeg veed ogsaa, at saa mørkt har det før seet ud, og dog er det atter blevet Dag i Danmark, og derfor haaber jeg sikkert det vil gaae saa endnu. Og desuden saa have selve de Begivenheder og Forhold, som saaledes vil kunne give nogen Grund til Ængstelse, dog ogsaa saa mange lyse Sider, som vi ikke bør tabe af Sigte. Først Krigen, hvis sørgelige Sider jeg ingenlunde er blind for, har dog ikke den bragt langt flere danske Hjærter til at slaae varmt for Fædrelandet end den har bragt til at ophøre at slaae? Dernæst Valgene med deres Kampe og med deres Lidenskaber, have de dog ikke bragt et Liv og en Deeltagelse i hele Landets Vel og Vee i Bevægelse, som man ellers gjennem saa mange Hundredaar har maattet forgjæves lede om i Danmark. — Storm og Uvejr i Naturen kan vel for et Øjeblik ængste, men det renser Luften, og Solen skinner aldrig saa dejligt som efter et Uvejr. — Om vi derfor end tit ej uden Gru kunne see Bølgerne bruse og høre Stormene hvine omkring os, saa maae vi dog vel mindes, at der er En, som raader baade over Storm og Bølger, og mindes, at han er ombord med paa Verdenssnekken som paa Skuden paa Genesareths Sø. Derfor, kjære Moder, lader os frejdig skue Fremtiden imøde, idet vi stadig mindes, at Løgn og Falskhed dog have deres Dom, have Døden i sig selv, men Sandhed og Retfærdighed have Sejren i deres Haand. Lev nu vel, kjære Moder, til Du med Glæde gjensees af
Din inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. — Fredagen d. 13de October 1848.
Kjære Meta!
Tak for Dit længe og længselsfuldt ventede Brev, som jeg modtog iforgaars. Jeg satte mig strax efter Modtagelsen til Skrivebordet, for at besvare det, men blev afbrudt ved tilfældige Omstændigheder, og det samme gjentog sig igaar. Dersom jeg vil have Brevet bort idag, maa jeg have det færdigt til om en Time (Kl. 11) thi jeg skal da i Tjeneste og Posten afgaaer Kl. 2. Du maa derfor denne Gang tage s. 145til Takke med et Hastværksarbejde. Jeg takkede Dig for Brevet, og det var mig ogsaa meget kjært at modtage udførlige Beretninger om Alt, hvad der vedkommer Faders Valg til Rigsdagen. Med glad Forventning aabnede vi Brevet fra Høxbro (jeg var just da hos Johan) og med Sorg og Skuffelse lukkede vi det. Een Ting taler Du ikke om, som jeg har læst i Aarhus-Avis: nemlig, at Nyboders Folk begave sig i Masse op til Fader efter Valget og at han da lovede Dem at ansøge om Kongevalg. Endnu har jeg ikke seet alle Valgenes Udfald, men efter hvad jeg har seet, saa lover de ikke det Bedste: fra Øerne lutter Bønder endogsaa for de Districter, der indeslutte Kjøbstæder; det kan let frembringe en sørgelig Splid mellem Borgere og Bønder. Dernæst: fast ingen Bondedeputerede fra hele Jylland. Maa dette ikke stille Jylland og Øerne imod hinanden? Jeg maa for Øjeblikket ansee Kongevalgene for et stort Gode. Kun ved dem kunne Folk som Clausen, Grundtvig, Plesner faae Lov til at lade deres Stemme lyde i Raadet og det er dog af højeste Vigtighed, at Landets bedste Mænd i det mindste blive hørte. Det er en sørgelig Materie at indlade sig i for Tiden. Snart faae vi jo at see, hvordan Forsamlingen vil skikke sig. Saa længe kan vi jo sagtens udsætte vor Dom: vente ere vi jo alt længe vante til. — At man bliver noget forstemt, noget beklemt i denne Tid, det er da intet Under, saa længe man svæver i Uvished om de vigtigste Anliggender. Hvad os angaar, da snakkes der snart om, at nu skulle vi da til Nordborg, snart igjen om, at vi skulle ned i Slesvig; men Ingen veed endnu noget Vist. Vort Hværv er i denne Tid rolig at vente, tie, lide, og om muligt haabe det Bedste. Vi leve her et meget eensformigt og, hvad værre er, meget uvirksomt Liv. Kjedsommeligheden kan derfor ikke ganske udeblive; men at kjede sig, hører da til de ringeste »frivillige Offre paa Fædrelandets Alter«. Det er imidlertid slemt at kjede sig og at være uvirksom; thi Sjælen mister, ialfald for Øjeblikket, sin Spændkraft og man mærker, hvordan man dagligen mere fordummes. Skal denne Tilstand endnu staae længe paa, saa kan man da løbe Dørre op med En. Efter at have gjennemlæst hele den læselige Deel af Præstens Bibliothek (ɔ: Summa Summarum 2 Bøger), var jeg i et Par Dage aldeles blottet for Læsning; men igaar fik jeg Bod for Vaanden oppe paa Palsgaard, hvor jeg iaante nogle af Göthes Værker, saa nu er jeg allerede langt bedre faren. Jeg har i denne Morgenstund faaet Brev fra Vilhelm. Han er den Eneste, der er rigtig flittig til at skrive; thi han skriver altid strax efter at have modtaget et Brev. Det skulde Du ogsaa lægge Dig efter; thi jeg maa sige Dig, at Du er kommen i en slem Smølevane (reentud s. 146sagt) paa den senere Tid. Sig Peter, at han har ogsaa en god Rem af Huden. Hils nu kjærligst Fader og Moder og hvem Andre der kan bryde sig om en Hilsen fra
Din hengivne Broder
Svend
P. S. Hils ogsaa den, der har skrevet udenpaa Brevet til mig med samt hendes Husbond (thi jeg antager det for Caroline Boisens Haand. Seer Du Holger eller Carlo saa hils dem meget. Beed Carlo ved Lejlighed at lade lidt høre fra sig.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
14/10 48. —
Kjære Svend!
Jeg har nu modtaget 4 Breve fra Din Haand, jeg har atter læst dem igjennem, de var mig kjære Breve. Det sidste er dateret Assens Præstegrd. d. 25/9. Jeg blev underlig tilmode ved at vide Dig i den Egn, hvor jeg har tilbragt saamange fornøielige Dage 1) . Nu er saameget forandret der, saa jeg giver Dig Ret i Din Beskrivelse af Præstegaarden som meget kjedelig (det vil sige, dens Indhold) og om Palsgaard som en Aristokrat-Rede, det har oprørt mig at læse Johans Beviser derpaa i hans Brev. Stedet, Egnen er mig alligevel dyrebar, men som ethvert Minde om en forbigangen Tid — om Noget, som er ikke mere, har noget Dobbelt i sig, saaledes ogsaa denne Egn, som jeg kun kan tænke paa med Vemod, der er et Udtryk for Noget Dobbelt; kom jeg der, vilde jeg neppe opsøge noget levende Væsen, men jeg vilde give meget til at jeg kunde dvæle nogle Øieblikke blandt de Døde der paa Assens Kirkegaard. — Skovgaard gik nu fra os, efter at [have] siddet her et Par Timer, han kommer gjerne hver Søndag-Eftermiddag, han bad at hilse Eder venligst. Han kom netop fra Lundbyes Værelse, hvor han har beskjæftiget sig med at ordne hans Sager, som ikke var noget let Arbeide for ham. Alle hans efterladte Malerier skal nok op paa Galleriet. Hver en Stump skal gjemmes vel — af ham faae vi ikke mere, men have ogsaa faaet Meget! —
Nu ere da alle Rigsdagsmændene udkaarne, der blev da ingen Plads for Grundtvig; for hans egen Skyld kan man næsten være glad ved det, men jeg kan ikke for Danmarks, thi det varsler ikke godt! Man sige om ham, hvad man vil — der gives ingen Mand, hvis Hjerte slaaer saa oprigtigt og varmt for Danmark, og dets Pulsslag slaaer s. 147stærkt, slaaer kraftigt som i hans Ungdom (det har jeg været Vidne til i disse Dage) og det vilde gjerne høre op at slaae, naar Danmark derved kunde vækkes. — Men det veed Du jo ligesaagodt og vel endnu bedre end jeg. — Han har taget sig det meget roligt, han har gjort, hvad han har kunnet, for at hans Røst kunde blive hørt paa Rigsdagen. At Ministeriet ønskede ham der, har han aldrig ventet. Petitionen med Underskrifter kun fra Sjælland (1000) blev indleveret et Par Dage før Kongevalget faldt naturligviis med den Bemærkning, at der kom mange flere rundt omkring fra. Kongen svarede de 4, som kom med en fra deres District : at dersom Gr : virkelig var baade Kongens og Folkets Mand, burde han ikke savnes der; var meget venlig, men talte forresten om ham, som han ikke kjendte ham. Deputationen herfra Kbh. blev henviist til justitsministeren, til hvem Algreen, der var En af dem gik allene og overbragte Petitionen. Jeg vilde have skrevet strax til Eder efter Valgdagen, men da Høxbro lovede at skrive, opsatte jeg det, men har nu rigtignok opsat det saa længe, at jeg skammer mig. — Her yttrer sig ellers meer og meer Misfornøielse med Ministeriet, navnlig med Tscherning. Denne skal være aldeles forknyt, har intet Haab for Danmarks Redning, han skal være blevet heelt hvidhaaret, siger Skovgaard. Især skal der være megen Misfornøielse i Hæren. Er det sandt? Det er jo ogsaa frygteligt at see, hvorledes det gaaer til i Slesvig. Flor og L. Skau er uhyre forbittret, over at Ingen bliver kaldt fra Slesvig til Rigsdagen, og at der Intet bliver gjort for Slesvig. — Og saa i Tydskland. Oprøret i Wien ! Man fortæller iaften at Keiseren er flygtet til Jellachitz 1) og at de begge med hele Hæren staae for Wiens Port — og bombarderer Hovedstaden. Hvad skal Enden blive? I Frankrig tales der om, at man vil have en Konge? Hvad vil Folk?? Endnu engang Tak for Dit sidste Brev. Det har glædet mig, hvad Du har skrevet baade paa den første og sidste Side, dersom Du kan huske det. Din Betragtning af det »danske Selskab« læste jeg for Din Fader, som syntes godt derom. Flor og Dr. Paulsen har bereist Jylland i den Retning. Din Fader har et godt Haab i den Henseende. Vi haaber, at Gr. Clausen og Flor vil sætte sig i Spidsen derfor. Vil Du nu hilse og takke Johan mange Gange for hans Brev, som jeg modtog idag. Meta har skrevet til ham, jeg skal gjøre det en anden Gang.
Din hengivne Ven
P. Boisen.
s. 148Det undrer mig, at Du ikke har været hos min Svoger paa Rugaard, hvor Oberstl. Blom er. Tag derhen og hils fra mig. Vil Du hilse Vilh. Blom, naar Du skriver.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
16de Octbr. 1848.
Kjære Svend!
Fra 5te var dit sidste Brev netop den afgjørende Dag med valgene; der blev nu intet af at Fader kom i Betragtning som du da jo har hørt den heele udførlige Beretning om, heller ikke ved Kongevalgene kunde det strække til; vistnok maae det have krænket ham som er saa naturligt, men Du veed nok han udtaler sig ikke saaledes derom; Høxbro gav Eder den første Efterretning derom, her var den Aften kommet Nogen han var med, Ligesaa havde de samlet nogle unge Venner paa Møllen; jeg kan godt tænke mig Eders Længsel efter at høre Udfaldet, vi vil nu haabe her, som Man jo altiid skulle ved sligt, at hvad der skeete, var til det Bedste, thi de Rigsdagsmøder maae vist blive stormende og havde for Fader maaskee blevet meer end han kunde udholde; jeg er nu her kommet til at udtale mig om alle slige Ting som du jo vel siger, Moder har ingen Forstand paa, det tilstaaer jeg ogsaa, men en Mening kan Man dog have og den har jeg ogsaa, endskjønt jeg sjælden kommer ud med den, fortiden seer jeg nu saameget bagvændt og galt men det kommer vel sagtens af at jeg er bleven saa gammel, een Ting synes mig rigtignok Soleklar, at den Provisoriske Regjæring med dens heele Slæng skulle have Sandheden rigtig at vide, det er dog skrækkeligt saaledes at skulle lade sig regjære og gjøre Nar ad som de Herrer behager og ikke sige et Muk til det heele, de stakkels Slesvigere at vi skal finde os deri er ubegribeligt. Har du nylig seet Oberstl. Blom er han vedblevet at være rask? Hils ham ligesaa Vilhelm; jeg kan nok vide, I længes efter at komme derover til ham naar det ikke kan blive til andet. Fryser du ikke i det kolde vaade Veir vi nu har faaet, du lægger vel i Kakkelovnen Du har slet ikke beskrevet mig din Leilighed eller Værelse, er der Børn i den Præstegaard? ligger der Soldater? har de det godt deromkring? nu kommer de jo dog Alle i Sæng? har I dog ikke faaet opdrevet noget læseligt om Jer endnu jeg synes I kunde tage Eder for imellem at samle Eders Compagni og holde lidt Forelæsning, eller rettere fortælle dem Noget som I jo gjorde her i Byen, det kunde være godt for dem synes jeg i mange Henseender, thi hvad dræber s. 149de dog Tiden med uden noget egentligt Arbeide og for Jer kunde det vel ogsaa være ret fornøjeligt; du undrer dig nu min Søn maaskee over slige ganske forunderlige Ideer Moder kan have, Tanken hos mig bringer den naturlig frem, at et Liv uden Arbeide er grueligt at aande, fortærende for hvem det saa er. —
Nu Farvel min kjære Svend ! skriv snart til Moder maaskee er der et paa Vejen jeg længes altiid efter at høre fra Eder, du er meget knap med Breve til mig mit Barn.
Fader hilser Eder kjærlig men har ikke Tid at skrive i Aften Tante Jane ligesaa og alle hvem jeg seer af vore Venner spørger meget til Eder, i Morgen sændes lidt hvad jeg kan samle, trænger I ikke til noget at varme Eder med; jeg sænder almindelig Aviserne til Johan da du jo heller gaaer derover, hvad jeg Stymper skriver tilhører almindelig Eder begge; kan du læse det? jeg troer jeg før har sagt det om Aviserne. Endnu engang Farvel!
Din trofaste Moder
E: Grundtvig.
i Gaar Reiste Line Gr. til Aarhuus hun har været paa Falster siden I saa hende. Det er ret en næt lille Fætter Ludvig, han er oppe i disse dage det gaaer godt.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
Onsdag Aften 18de Octbr.
Kjære Johan!
Tak for Brevet i Dag fra d. 15de; jeg tænkte nok min Søn da du forleden talte om det Dyr I havde at tractere med, om det var af de tilladte Ting og ville just advare Eder [mod] at befatte Eder dermed og hører nu netop at det var saa ; Sv : Kr : skytte 1) sigter vel godt og kan ikke bare sig da han er vandt til Haandteringen, men jeg synes Børn I skulle lade det blive derved.— — — Fætter Ludvig er nu færdig og har været meget ferm med den lurvede Examen som du kalder det.— — — Det var et nøjagtigt Regnskab du gav mig, der kunde synes mig være enkelte Ting meget dyrt, f. Ex. Kjørseler — — —
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
* Fra Svend Grundtvig til faderen.
Assens Præstegaard, d. 18de October 1848.
Kjære Fader!
For Dit Brev af 9de dennes modtage Du min sønlige Tak. Jeg vidste, alt forinden jeg modtog det, Valgets Udfald, men satte dog dengang endnu mit Haab til de forestaaende Kongevalg. Ogsaa dette Haab er nu skuffet; og ej uden Græmmelse kan jeg tænke paa, at Din Stemme altsaa ikke kommer til at lyde paa den første danske Rigsdag. Ikke for Din, men for Danmarks Skyld gjør dette mig inderlig ondt. Paa Mandag skal altsaa Folkethinget sættes; Gud give Lykke til dets Gjerning! Med spændt Forventning imødeseer jeg dets Aabning, thi endnu kan man jo aldeles ingen bestemt Forestilling gjøre sig om dets Sammensætning, da Medlemmerne jo for største Delen ere aldeles ubekjendte udenfor deres snævre Kreds. Der blev da ikke taget saa meget Hensyn til Slesvigernes Begjæring, at blot een Mand (som Flor), der kunde betragtes som deres særegne Talsmand, kom mellem de Kongevalgte. Dit Forslag med Hensyn til Hæren blev da ogsaa upaaagtet. Vilde man end ikke give Stemmeretten den Udstrækning, som Du foreslaaer, saa synes mig dog, at de, der ellers efter Valgloven ere stemmeberettigede, ikke burde have været denne deres Borgerret berøvet, fordi de stode blandt Landets Forsvarere. Det synes mig at være baade uret og uklogt. Man kan ikke herimod indvende, at Kongen har jo udnævnt adskillige Militære; thi det er ikke Soldaterstanden der skal repræsenteres ; men Soldaten skal meget mere, ved at udøve den almindelige Borgerpligt og Borgerret, mærke, at han er Borger og ikke blot Soldat i dette Ords gamle Bemærkelse. — Hvad der imidlertid gaaer mig langt nærmere end Valgene, hvad der er nærved ganske at have forvandlet mit Taalmod til Mismod, det er Tilstanden i Slesvig, der nu er utaaleligere og uhyggeligere end nogensinde.
Slesvigholstenernes oprørske og oprørende Fremfærd efter Vaabenstilstandens Afslutning er rigtignok mere end jeg havde troet muligt, og mere end jeg havde troet det danske Folk skulde taale. Om Slesvig have vi kæmpet ; for at skaffe Slesvig Ro have vi sluttet en Vaabenstilstand, og nu under denne trykkes og mishandles de dansksindede Slesvigere værre end midt under Krigen. Optrinnene i Haderslev 1) paa Kongens Fødselsdag vise tilfulde, hvorledes det seer ud dernede. Ved rolig at see paa sligt maa Danmark tabe Slesvigs Hjærte og Tillid, og det er mere, end vi kunde tabe paa Valpladsen. Ogsaa med Hensyn s. 151hertil venter jeg med Længsel Rigsforsamlingens Fødsel. For den maa da Ministeriet fremlægge alle Acter og fremstille Sagernes Stilling; ved den Lejlighed faae vi andre da ogsaa lidt at vide. Forsamlingen vil sagtens ogsaa faae en afgjørende Indflydelse paa det Spørgsmaal, om Danmark nu skal lade Slesvig i Stikken eller gjøre hvad det kan for at beskytte Danskheden der. Vaabenstilstanden bliver jo fra den anden Side traadt under Fødder; den kan altsaa ikke være bindende for os heller. Det bedste der kunde hende, var vel i Grunden om Bønderne i Nordslesvig slog deres tyske Plagere for Panden. Saa maatte vi da rykke derned for at holde Orden. Dog, det er kun min Følelse, der taler her; den finder den nuværende Tilstand saa utaalelig, at den ønsker Knuden overhugget. Min Forstand derimod — den staaer stille; thi vi ere indviklede i et Net af saa utallige Traade, at jeg med min ufuldstændige Kundskab til disse Traades egenlige Gang vel skal lade være at hitte Rede deri. Gud skee Lov jeg ikke er Rigsdagsmand, men kun Soldat, der slaaer til, naar jeg faaer Vinket, men har Intet at gjøre med at give det. Lev vel, kjære Fader! Hils Moder og de Andre der hjemme og vær selv hjærtelig hilset af
Din Søn
Svend.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 19de Octbr. 1848
Kjære Svend!
Skjøndt jeg iaften er gruelig forkjølet, og man da, som du vist af egen Erfaring kjender, ei er synderlig oplagt til at skrive, vil jeg dog nu ei lade Dig vente længere paa Svar, men hellere bede dig tage til Takke, med et kjedeligt, og søvnigt Brev, som ligner Brevskriverinden iaften.
Nu vil jeg da svare dig paa dit Spørgsmaal, om det er sandt, at »Nyboders Folk kom op til Fader efter Valget og, at han da lovede dem at ansøge om Kongevalg« ; dette forholder sig ganske rigtig, det vil sige, de kom op til ham og forlangte Omvalg paa Grund af, at de sagde, det var gaaet galt og ulovligt til, og hertil svarede Fader dem da, at Omvalg var ei at tænke paa, men dersom de ønskede ham Kongevalgt, saa kunde de underskrive nogle Petitioner som i denne Tid var i Gang, for at ansøge om at faa ham Kongevalgt; de vilde nemlig at han skulde gaa til Kongen med dem strax, for de vilde da der protestere imod Valgets Gyldighed ; disse Petitioner har de ogsaa underskrevet og de er, tilligemed de Andre efter Kongens Ordre, overrækket Bardenfleth, Justitsministeren, Dagen før Kongevalget fandt Sted; men vi see jo nu, hvor lidt Vægt Regjeringen lægger paa, s. 152at vælge hvad de selv siger de vil, de betydelige Minoriteter, thi til disse kan de dog ikke nægte Fader hørte. Monrad skal have været for Faders Valg, men kunde ikke sætte det igjennem, nu skal der nok foretages enkelte Omvalg af Regjeringen da adskillige af de Valgte ei har villet modtage Valget, om de nu vælger ham, er jo et stort Spørgsmaal, Fædrelandet for i Mandags har haft et Stykke, hvori de forundrer sig storlig over at Grundtvig ei blev Kongevalgt, thi nu er Ploug kommet hjem, det Forrige om hans Valg havde Gjödwad skrevet i Plougs Fraværelse. Forresten har Ministeriet nok gjort sig større Skade ved ei at vælge Fader end ved at vælge ham da Mange som langtfra elsker Fader, dog mener Ministeriet maa staa paa svage Fødder, naar de ei tør vove at faa ham derind, men de staa sandelig ogsaa paa svage Fødder thi Folk som før har holdt forfærdelig fast paa Ministeriet siger nu reentud »der er ikke andet for end at styrte Ministrene thi ellers forgaar jo Danmark reent; især imod Krigsministeren er Forbitrelsen stor da han aabenlyst erklærer at han har slet ingen Tro paa at Danmark skal bestaa han udtrykte sig forleden til Laurits Skou paa den Maade: »ja nu indøver vi rigtignok Tropper til at slaaes til Foraaret, men det kan jo igrunden ikke nytte stort thi vil Tydskerne besætte Slesvig og Jylland saa maa vi lade dem gjøre det, det kommer saa kun an paa om vi kan holde Øerne«. Det er dog sørgeligt at høre Krigsministeren tale saaledes; man taler da nu ogsaa om at han vil tage sin Afskeed inden han faar den thi Folk venter da nu kun paa Rigsdagens Aabning paa Mandag for at høre hvordan Ministrene vil klare for sig og kan de ikke det da varer det vist ikke mange Dage inden i hører om et nyt Ministerium.
Nu vil jeg da gaa over til en mere fredelig Sag i Anledning af et Brev som jeg modtog i Søndags fra Elise nemlig om nogle Kæmpeviser. For det Første om hun maatte laane Sysettes og hendes egne Kæmpeviser ud til Nysø paa en kort Tid, dette kan [jeg] nok begribe ei lader sig gjøre men jeg kan dog ei lade være at spørge dig herom da hun udtrykkelig har forlangt det af mig, det Andet Spørgsmaal fra hende er om du kan bruge den Vise som hun har sendt mig et Vers af som jeg skal afskrive herunderneden
»Min Fader var en Ridder fiin
Over Slot og Fæstning med Ære;
»En Adelsfru det var Moder min
»de havde hinanden saa kjære
»Men Lykken vender sig ofte om.
s. 153»Den er om Tistran [Tristan] og vel er der nogle trykte Blade af den men de ere saa sorte og gamle at det maaskee kunde være muligt han intet andet Exemplar har da den er saa umaadelig gammel; det som ikke er trykt kan Konen huske; jeg vilde vide det for den er saa grulig lang at jeg nødig vilde skrive den af til ingen Nytte; det er den længste Kæmpevise jeg nogensinde har seet; den er vel i Kæmpevisetone men det er maaskee dog ikke fra deres bedste Tid.« Dette er hendes egne Ord udskrevet af hendes Brev og vil du nu svare snart paa det thi Elise holder ei af at vente længe paa Svar eller om du hellere vil det saa skriv til hende selv herom du kan vist bedre forklare hende din Mening end jeg. Nu vil jeg da slutte for dennegang, Peter beder mig hilse dig meget og beder dig sige til Johan at han snart skal faa Svar men da han skal præke paa Søndag har han jo lidt travlt i denne Uge. Moder bad mig ogsaa at hilse dig kjærligt fra hende hun skriver snart. Paa Søndag otte Dage er det min Bryllupsdag og I vilde da fornøie mig meget ved at sende mig et lille Brev, jeg glemmer aldrig Eders kjerlige Farvel til mig ifjor det lyder bestandig saa deilig i mine Øren, jeg veed ikke selv hvor det Aar er blevet af. Det er sandt een Ting har jeg glemt at spørge dig om nemlig om du har noget imod at jeg i denne Tid bruger din Paraply da jeg ingen har selv, jeg behandler den meget godt den staar altid i mit Skab naar jeg ei bruger den bliv nu ikke vred paa mig for denne min dristighed men jeg tænkte at mellem Venner regnedes det ikke saa nøie.
Din eneste Søster Meta.
Harald og Caroline beder mig ofte hilse Eder men hidintil har jeg nok glemt det men modtag da nu en venlig Hilsen fra dem Begge.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Undskyld Convoluten. Ligner stærkt et l’hombre-Regnskab; — men Økonomien leve ! ! !
Assens-Præstegaard, Fredag d. 20de October 1848.
Kjære Moder!
Tak for Dit kjære og kjærlige Brev af 16de, som jeg modtog for to Timer siden, just som jeg var bleven færdig med Læsningen af Peter Boisens Brev til mig, der var kommet igaar, men som jeg først fik at see nu, da jeg for tre Timer siden kom her tilbage fra Kleis, hvor jeg har været siden igaar Formiddags. Jeg kan da hilse Dig fra Johan ; han lever meget vel, kun er der noget koldt i hans store Stadsestue, s. 154hvor en enkelt Kakkelovn ikke ret vil forslaae. Jeg tør imidlertid rose mig af den Fortjeneste at have gjort ham det en Deel hyggeligere og lunere, ved at flytte hans Sopha fra sin gamle Plads i den anden Ende af Stuen hen til Kakkelovnen. Til Kleis kom jeg igaar Formiddag i Kongens Tjeneste. I øsende Regnvejr vadede hele Compagniet derover, for at inspiceres af Brigadegeneralen Schleppegrell. Du kan troe det var en skrap Visitats: Generalen undersøgte højst egenhændig Soldaternes Trøjer og Buxer i Særdeleshed disses respective Lapper og Huller og hele deres Garderobe. De maatte frem med deres »Klædeskab« — som de kalde Tornisteren — og lade ham see, at de havde alt hvad de skulle: Skjorter, Sokker, Sko, Kam, Barbeerkniv, Tollekniv o. s. v., o. s. v. Manglede det mindste, saa fik vedkommende Corporal paa Hovedet, hvilket han ogsaa fik, dersom han ikke vidste, hvilke Soldater der havde en Skjorte i Vadsk eller et Par Sko hos Skomageren. — Generalen meddelte os, at han havde udbedet sig, dersom vi igjen skulde rykke i Marken, at maatte faae Avantgarden, og lovede videre 10de Bataillon, at den skulde faae den Ære at stilles i Spidsen. Efter endt Visitation gik jeg ind og spiste til Middag hos Johan, hos hvem jeg som sagt blev lige til for faa Timer siden.
Det har jo nu været Flyttedag i Kjøbenhavn, men for os er denne Dag endnu ikke kommen. At vi ere inderlig kjede af at ligge her og drive, det kan Du vel vide. At jeg gjærne vilde see Vilhelm Blom igjen, kan Du da ogsaa nok forstaae. At jeg desuagtet ikke skulde have noget imod at gjøre endnu et Besøg nede i Slesvig for at skyde og hænge endeel Slesvigholstenere (som f. Ex. Michelsen i Haderslev, der aabenbart burde hænges paa en Lygtepæl), det seer jeg af Dit Brev, at Du ikke heller videre vil fortænke mig i; thi Du siger jo, at Slesvigholstenerne dog skulde »have Sandheden at høre«; men Du veed jo nok, at deels ere disse Herrer ved lang Øvelse blevne noget døve paa det Øre, der skulde høre Sandheden, og deels at de jo lader som de ikke forstode Dansk, saa skal de have Sandheden at høre, saa maa man nok tale dem til med Musquetter og Kanoner. Vistnok er det et meget farligt og, hvad Udfaldet angaaer, uberegneligt Skridt nu at fornye Kampen mod Vinteren og uden de Magters Bifald, der have beseglet Vaabenstilstanden, men — Æren gaaer for Alt, og det danske Folks Ære kan næppe taale, at ikke blot Vaabenstilstanden men ogsaa alle danske Slesvigere og al Ret og Billighed trædes under Fødderne af de frække Oprørere og Meenedere. Dog, »hvad hjelper det, vi kvider!« Hverken Du eller jeg raader for, hvad der skal skee; derfor raader Gud og paa ham vil vi stole. —
s. 155Der er endnu i Dit Brev Adskilligt, der kræver Svar og som skal faae saa godt Svar, som jeg kan give. Du spørger til Oberstlieutenant Blom; ham har jeg ikke seet siden d. 18de September, ved den store Revue; men Johan traf ham i Mandags i Horsens og mælder, at han befandt sig vel. Han ligger 5 Miil herfra, saa jeg kan ikke tænke paa at besøge ham, hvad jeg ellers havde saa meget større Lyst til, som han jo boer hos Reetz, Peters Svoger; og ham saa vel som hans Børn kunde jeg nok have Lyst at see. — Du gjør mange Spørgsmaal angaaende min Bolig, min Læsning o. s. v. Jeg vil da gjøre Dig Regnskab for mit hele huslige Liv. Jeg boer, som Du maaskee vil erindre, sammen med Bataillonens Regnskabsfører Abel hos Præsten Hjort her i Kirkholm (thi saaledes hedder den lille Klat By, hvori Assens Kirke ligger). Præstegaarden er en ret kjøn og rummelig Bygning, men, som de fleste Præstegaarde, noget forfalden. Naar man mellem to store Lindetræer (der i Forbigaaende sagt gjøre det meget koldere og mørkere derinde end fornødent) fra Gaarden træder ind i Forstuen, saa fører en Dør tilhøjre ind til Familiens Daglig- og Spise-stue, Døren tilvenstre ind til en stor Havestue (a), hvor vi drikke Thee Morgen og Aften. Fra denne gaae igjen to Dørre ind til vort fælles Sovekammer (b) og vort fælles Opholdsværelse (c), Præstens Studerekammer, hvor der findes en Kakkelovn, som i de sidste 8 Dage stadig benyttes. — Vi drikke Thee om Morgenen for os selv, naar vi staae op (f. Ex. Kl. 8), spise til Middag i Familien Kl. 1, og drikke Thee om Aftenen Kl. 7 for os selv, undtagen naar Præsten gjør os Selskab, som ikke sjælden skeer, især naar han spiller en L’hombre eller Whist med, som han gjærne gjør. Han er vist en meget brav Mand, er meget artig imod os, men er for det første svagelig og for det andet kjedelig ɔ: uden Kundskaber og uden levende Interesse for nogen Verdens Ting, det jeg har kunnet mærke. Han er desuagtet meget snaksom, og jeg er tit nærved at blive gal over hans intetsigende timelange Passiar, som man jo maa finde sig i. Konen er et overmaade artiet men ikke s. 156interessantere Væsen; hun taler aldrig om andet, end om sin Mand (og hans Svagelighed) og om den naadige Familie paa Palsgaard. Det er heller ikke morsomt. Der er 4 Børn, mellem 7 og 1 Aar. — Hvad nu min Aandsføde angaaer, da er jeg nu bedre hjulpen end i Først- ningen, nemlig siden jeg har faaet Gang paa Palsgaards Bibliothek. Præsten ejede kun to læselige Bøger, dem var jeg snart færdig med og kjendte dem da i Forvejen. Paa Palsgaard derimod er der i den gamle Frues Bogsamling en Deel gode Bøger og min Capitain boer just ved Siden ad den, saa jeg gaaer op til ham og derfra ind i Bibl. hvorfra jeg har adskillige Bøger hjemme, med den unge Landjunker Reetzes Tilladelse. Denne Herre er en Mand paa nogle og 50, en stor Flynder, der ingenting kan uden skyde og fiske, seer ud som en Bonde, men er desuagtet meget adelsstolt ; er alle Mands Nar. — Den gamle Frue (Enken) er en født Benzon fra Christiansdal en særdeles dannet gammel Kone, men uhyre adelsstolt. Kammerherreinden, en født Comtesse Friis, er en ung, ret vakker Kone. Jeg kommer der ikke, uden een Gang, jeg var der til Middag en Søndag som Appendix til den præstelige Familie. Siden har jeg ikke gjort nogen Visite, da jeg ikke bryder mig om at komme der oftere. Naar vi skulle bort, gjør jeg en Afskedsvisite. Næste Gang der sendes en Pakke herover, saae jeg gjærne, om jeg fik en Snees Visitekort af dem der staae i den blaa Æske bag min gl. Plads paa Kanten af Boghylden. — Ja, nu godnat, kjære Moder! Hils Fader og Alle derhjemme og ogsaa vor nye Fætter
Ludvig venligst fra
Grundtvig og hans Slægt.
10
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Du spørger til vore Soldater og jeg takker paa deres Vegne for Efterspørgslen. De have det nu meget godt, lige saa godt som om de vare hjemme, tildeels (efter deres Begreb) endog bedre, da de have saa godt som Ingenting at bestille, andet end at spise, drikke, sove (hvori de excellere) og ryge Tobak, samt passiare.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Kleis
21 Oct: 1848.
Kjære Fader!
Det er nu næsten en Maaned siden du modtog noget Brev fra mig. At der er gaaet saa lang Tid kan du nok vide, er ikke fordi jo mine Tanker tit og mange Gange have været hos dig og din Virksomhed, men fordi jeg vanskelig kunde overtale mig til at gjøre dig Ulejlighed s. 157med at læse Breve af den Art, som jeg her er istand til at frembringe, som tilvisse kun kan være lidet underholdende eller fornøjelige. At jeg nu bryder overtvert og skriver dig til, er ikke fordi jeg i den Henseende er kommet under gunstigere Forhold, men fordi jeg tænkte, det maaskee dog kunde fornøje dig at see nogle Linier fra din Søn og idet jeg stoler paa din Overbærelse for det magre Indhold. At du ikke kommer paa Rigsdagen baade forbauser og ærgrer mig, det har da viist sig, at du havde Ret i den Mening, at det var et Lykketræf at blive valgt efter den nye Valglov; dens i flere Henseender taabelige Bestemmelser komme da sagtens ogsaa til at undergaae en heel Deel Forandringer. Jeg havde forresten ret glædet mig til at see dig paa Rigsdagen, da de jo der vilde blive nødte til at tage Hensyn til dine Meninger og Ideer og ikke saaledes som saa ofte ellers, kunde ignorere dem og ikke tænke det Mindste over dem. Her vare de dog nødte til at lægge Mærke til dem og prøve paa at gjendrive dem og en saadan Kamp maa enhver Mand jo ønske det kan komme til, thi uden Kamp gives ingen Sejer. Mangfoldige Vrøvlere vilde ogsaa kunne havt uendelig godt af at have dig til Censor, da jeg er overbeviist om, du ikke, som Folk i Almindelighed, vilde tage paa Saadanne med Bælgvanter, saa at de sletikke mærke det, især naar de ere lidt dumme tilmed. Imidlertid, den Fugl maae vi sagtens lade flyve for denne Gang, det skulde nu ikke saa være. At du er misfornøjet med Sagernes Gang kan jeg begribe, der er sandelig heller ikke Noget at glæde sig over, Ministeriet maa jo nu komme til at klare for sig en af Dagene, dersom det kan, hvad jeg rigtignok nærer nogen Tvivl om, men dog vil haabe, thi det vilde jo unægtelig være langt sørgeligere, dersom vi virkelig var saa bundne paa Hænder og Fødder uden Nødvendighed end om det var Noget, der ikke havde kunnet undgaaes. Vi maae jo for Fædrelandets Skyld haabe, at vor Sag har faaet den bedste Gænge, det var muligt, om den end langtfra er god. Noget, som ærgrer mig forfærdelig, er at maatte høre baade af Soldaterne, af Bønder fra Slesvig og af Bønderne her i Jylland, det er: »at vi dog ikke kunne have saa fuldkommen Retten paa vor Side, da ellers vistnok Stormagterne havde hjulpet os«. Denne skjæve, for ukyndige Folk meget naturlige, Mening er desværre altfor almindelig, og er unægtelig meget farlig, da vort Mod jo hviler paa vor Sags Retfærdighed. Hvorledes det staaer til med Vaabenstilstanden, os og Slesvigholstenerne, fatter jeg slet ikke, det er mig en reen Gaade. Hvad vore indre Forhold angaaer, saa er dog nok det communistiske Hippodrom-Parti gaaet i sin Moder igjen, som vi vel tildels kunne takke den franske Forsamling s. 158ling for, hvor Communisme og Socialisme leed et fuldstændigt Neder- lag, saaret til Døden af Thiers’s udmærkede Tale om Ejendommene. Bondevennerne have endeel mere Magt, men jeg tænker dog, de endnu maatte kunne bringes til Fornuft ved strax at indrømme dem hvad Ret er, f. Ex. Ophævelse af Fideicommisserne og de Baand paa Ejendoms-Salg, der hænge sammen dermed, Jagtret, og mere deslige. Skeer det ikke snart, er vist det Værste at befrygte. — Din saa ind- lysende Udvikling af den Forurettelse mod Hæren, som der ligger i Rigsdagens Sammensætning, glædede mig meget, skjøndt jeg ikke ventede at der blev taget Hensyn til den, Justitsraad With, veed jeg, havde alt tidligere skrevet til Ministeriet derom; han har i sit Herred, hvori vi fortiden ligger, Alles Agtelse og Tillid, saavidt jeg kan mærke. — Det er dog højst mærkeligt, at Englænderne endnu spotte med de nationale Bevægelsers politiske Betydning; der stod forleden en forresten velskreven Art. i »Berlingske« efter »Times« derom. Nu er da Wien ogsaa kommen i Belejringstilstand, hele Europa kommer nok snart i den Forfatning. Disse østerrigske Forhold ville dog sikkert give det sidste Stød til Udbruddet af en europæisk Krig; gid vi kunde benytte denne til at klare vore Sager, thi man er dog sig selv nærmest. Hvad forresten Europas Stater angaae, saa bliver vist Enden paa det, at de for det første Allesammen faae et militært Despoti, jeg seer ingen anden Udvej af de uhyre Forviklinger, (und- skyld dette afskyelige Ord) der blive værre og værre. Gid vi kun snart maatte komme ud af den utaalelige Tilstand, hvori vi nu be- finde os, thi den er svækkende baade [i] udvortes og indvortes Hen- seende. Vil du hilse Moder og give hende indlagte Seddel fra mig, jeg kan ikke noksom paaskjønne hendes Omsorg for at forsyne os med Aviser og Læsning, den er aldeles mageløs. Lev nu vel og tænk undertiden paa
10*
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
P.S. Jeg maatte sende Brevet afsted inden jeg fik Tid at skrive til Moder.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Kleis
21 Oct. 1848.
Kjære Moder!
— — — Bryd dig for Alting ikke Noget om vort Krybskytteri, for mig er forresten Jagten fri, da det er Selvejere, os gjør Ingen Noget s. 159for det, og Folkene have vi advaret mod at jage paa Palsgaards Grund. — — — Meta beder mig formaae dig til at besøge hende, som du ikke har gjort i »6 Uger«. Er det sandt, eller blot det Halve eller en Trediedeel, skal jeg ikke nægte, hun har Grund til at beklage sig, og skjøndt det er vanskeligt for mig paa den Afstand at føre hendes Sag med den fornødne Effekt, skal jeg dog ikke lade det mangle paa en kjøn Forbøn for hende: »Jeg skulde hilse og bede dig saamange Gange fra hende, om du ikke vilde gjøre hende den Fornøjelse at see op til hende Torsdagen den 25de om Aftenen eller, dersom du ikke modtager dette betimelig, da den 26de, men saa maa det være bestemt.«
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
Søndag-Formiddag 22de Octbr. [1848],
Kjære Børn!
See her har I mig igjen efter at være kommet af Kierke og havt 8 Rigsdagsmænd her til Kaffe, de ville tale med Fader, de var fra Jylland og et par fra Fyen; — — — denne skandaløse Væver Hans H : fra Mehren har da trukket sig tilbage og der har nu Fader bestemt at stille sig, her skal ogsaa være et par andre Distrikter ledige foruden, Gud give det til Held og Lykke for Landet ! jeg kan ikke nægte med ængstelig Bekymring seer jeg det imøde, jeg har jo oftere udtalt mig herom for Eder kjære Børn, saa lad mig nu tie, I kan jo her kjænde Moder igjen med alle sine Skrubier og Ahnelser. — Har I bestilt Rigsdagstidenden ovre hos Eder, saa I kunde have den saasnart mueligt? thi at leve foruden den, kan jeg da godt begribe I ikke kunde, jeg skal sænde snarest mueligt Aviserne, jeg veed da, den sidste Tid har I ikke kunde[t] føre Klage derover. Hvordan er Veien imellem Eder til at gaae? ja nu er den vel slem efter denne megen Regn vi idelig har, jeg kan godt tænke mig I trænger til hinandens Selskab i denne Eensomheds Tid; en god Udgang paa det Alt ville vi bede Gud om ! ja en Gru er det at see om i alle Riger og Lande, hvad skal Enden blive, spørger Man ængstelig— — — Gud velsigne Eder kjære Børn ! kjærlig hilses fra alle Omværende men først og sidst fra Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
23de Oct. [1848].
Kjære Børn!
— — — Alt synes mig er i Splid og Uenighed, Riger og Lande strider indbyrdes, det udbreder sig overalt i alle Kredse, selv der hvor Eenigheden meest havde Hjemme; dog jeg vil ikke tale om Alt hvad jeg med Gru seer for mig, al den Kulde og Ligegyldighed der efterhaanden kommer til at Herske i alle de forskjællige Partier. — — — Iaften faaer I Brev fra Peter som har været i Rigsforsamlingen i Dag, — — — nu er de til Taffels det heele Raad.
Fru Toft kom nu jeg maae ind, blot jeg besørger dette bort.
i Kjærlighed Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Assens-Præstegaard. 24/10 1848. Form. Kl. 10.
Kjære Meta!
I Søndags Aftes modtog jeg Dit Brev af 19de dennes. Strax samme Aften skrev jeg et Brev til Elise Stampe, addresseret til Holger, som da vel er paa Nysø eller Jungshoved. Ellers er jeg slemt narret. Jeg skrev udenpaa til ham, da jeg ikke vilde skrive mit eget Navn udenpaa et Brev til en ung Dame. Til Dig skrev jeg allerede igaar et Brev; men da det var skrevet i et særdeles vrantent Lune og bar tydeligt Præg deraf, saa kasserede jeg det og fik igaar ikke Tid til at gjøre det om, da Johan var hos mig hele Dagen. Over eet Punkt i Dit Brev kan jeg ikke nægte, at jeg jo blev noget ærgerlig tilmode; nemlig over, at Du minder mig om Din Bryllupsdag og udtrykkelig udbeder Dig et Brev i den Anledning. Jeg havde nemlig godt husket dette af mig selv og vilde gjærne have overrasket Dig med et Extrabrev i den Anledning. Jeg vil derfor ikke dølge for Dig, at Du maa tilskrive Dig det selv, dersom dette Brev nu, som et Pligtarbejde, bliver saa koldt og tørt og højtideligt som muligt.
Til Dit Spørgsmaal om min Parapluy har jeg naturligviis intet Andet at svare end: Gud bevare os! det skal naturligviis være mig en sand Ære og Fornøjelse, dersom Deres Naade vil bevise mit ringe Tag den Ære at gaae ind under det.
Igaar er da Rigsdagen aabnet, og idag er maaskee allerede vor og dermed maaskee hele Danmarks Skjæbne afgjort. Man siger her, s. 161at Tscherning paa ingen Maade vil overtage Ansvaret for de danske Troppers Indrykning i Slesvig og derfor strax tager sin Afsked, naar denne Forholdsregel fordres af Rigsdagens Fleerhed. Det gjør mig inderlig ondt ; thi hvad saa end de vankelmodige Kjøbenhavnere mene for Øjeblikket, saa anseer jeg Tscherning for en af Danmarks dygtigste Mænd og bedste Støtter. At han skulde være forhadt i Hæren, som Du skriver om, er en kjøbenhavnsk Fabel. Der findes vistnok mellem Armeens Officerer mange, der hænge ved den gamle Slendrian, og slet ikke kunne finde sig i de nye folkelige Former, som Tiden kræver, især fordi de frygte for, at Militærstandens Vigtighed skal forringes; men nogen Uvillie mod Tscherning personlig hører vistnok til Undtagelserne. Man har almindelig Respect for hans Dygtighed og kraftige Aand.
Jeg for min Person anseer det ikke for urimeligt, at Rigsdagen forlanger Krig, og saa faae vi vel snart Fødder at gaae paa. Kjøbenhavnerne ville da juble; men naar vi atter skulde nødes til at bøje os for en overlegen Fjende, ville de vel paany overøse os med Ukvemsord; thi de ere som »Børnene paa Torvet«, som der staaer om i Bibelen.
Vil Du takke Moder for hendes omhyggelige Efterspørgsler til vore Garderobers Tilstand, men sige hende, at jeg for Øjeblikket ikke har nogen Mangel og ialfald ikke vil overlæsse mig med Bagage, saa længe det endnu er uafgjort, om vi skulle begynde Felttoget for fra; thi at dette vilde være Følgen af vor Indrykken i Slesvig, derom kan kun den tvivle, der ikke seer længere end Næsen er. Jeg bliver for mit Vedkommende ved mit gamle Princip: Æren for Alt! og vilde derfor altid stemme for Fremmarschen, om det end er muligt, at Ordren dertil kan blive hele den danske Hærs Dødsdom; men jeg kan godt forstaae, at Tscherning og de andre Ministre ikke ville have det paa deres Samvittighed egenmægtig at give denne Ordre. Rigsdagen træder nu istedenfor hele det danske Folks Stemme. Vil den, saa bør det ske. —
Tag nu for denne Gang tiltakke med disse Linier. Bring en venlig Hilsen til Fader, Moder, Tante Jane, Peter, Harald og Kone, Skovgaard, Høxbro, Carlo fra
Din hengivne Broder
Svend.
P. S. Jeg haaber at naar Du modtager dette er et Brev til mig fra Peter paa Vejen. Er der ikke det, saa siig til ham fra mig: fy, skamme Dig!
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Møllen
d. 25/10 48. —
Kjære Svend!
Dit Brev af 21de modtog jeg først idag Onsdag, ikke som Du meente igaar Tirsdag. Jeg bliver saa fornøiet hver Gang, jeg faaer Brev fra Dig, saa jeg beslutter altid — som det er min Lyst — strax at sætte mig ned for at svare. Dennegang skal det skee, haaber jeg — mere tør jeg ikke sige — thi Afbrydelse! — jeg gider ikke klaget derover, for det er kun kjedeligt at høre paa, og det kan nu ikke blive anderledes for mig, idetmindste her i Mlh. 1) . En forunderlig Forskjel paa mit og Eders nuværende Liv i den Henseende! — Din »Monolog« at den er bleven saa høi, at jeg har kunnet høre den, skal Du ret have Tak for. Den har interesseret mig meget. Jeg er i det Hele taget kommet til at kjende Dig endnu bedre ved Dine Breve, jeg er kommet til at see langt dybere ind i Dig — og det har ikke fortrudt mig. Jeg troer Du har Ret Svend ! Du har godt af denne Venten af denne Taalmodighedsprøve en liden Stund, hvad Dig selv angaaer, det viser sig klarlig — synes mig — af den Maade, hvorpaa Du tager det. Et andet Spørgsmaal er, om vi Andre, om Danmark har godt af det baade i udvortes og indvortes Henseende, at Du ikke kan røre Dig hverken med Sværdet eller med Pennen. Det kan Du ikke gjøre ved, nu Du er kaldet til at staae, hvor Du staaer. Men »biende Mand fanger Bør«. Dit Billede af Danmarks Tilstand er træffende. Kun er det min, som næsten Alles Mening her, at den ene Styrmand Du omtaler som den dygtigste, duer ikke mere, thi han er uden Haab. Han har erklæret det mange Gange og mange Steder, at han fast intet Haab har for Danmark. Her er stærk Tale om, at han gaaer af. Han skal være meget melancholsk. Uhyre Penge skal han have brugt 1,300,000 r maanedlig, uden nu at kunne fremlægge et Budget eller Regnskab. Men som sagt Sløret maa vel nu blive borttaget fra alt det Hemmelighedsfulde! Garantier og Offentlighed var det, vore Ministre allermest raabte paa, da de vare i Oppositionen, og intet Ministerium har gjort sig saa skyldigt heri, som dette; det har afsluttet en Vaabenstilstand uden at have mindste Garantie for, at den blev overholdt. — Men nok derom. Du skal nu høre lidt om Rigsdagen, hvorom jeg gerne vilde have skrevet til Johan igaar, men naaede ikke mere, end med et Par Ord at sende ham et lille maadeligt Omrids af Salen og den nye Grund- og Valg-Lov, som vil interessere Eder. Jeg vil nu skrive yderligere til Dig derom. Men først maa jeg nu afbryde, da jeg skal s. 163hen paa en General-Forsamling, hvor de vil slaae den gamle Asylskole ihjel, for at kæmpe lidt for den endnu engang. —
Kl. 12¼ Aften. Nu kom jeg først til Sæde, efterat Theologicum (snarere Politicum) (Onsdag) — er gaaet, og de Andre, Meta og min Broder Lars ere gangne tilsengs — og efterat have havt en lille politisk Kamp med Meta, som er Fyr og Flamme i denne Tid; at det gaaer hende nær til Hjerte, at den »Gamles« Røst ikke bliver hørt paa Rigsdagen, kan Du nok forstaae. — Det gaaer forresten Din Fader selv alvorligt og kjendeligt til Hjerte i disse Dage, han tager sig det grueligt nær, som det gaaer til i Slesvig. Han holdt en mageløs Krafttale derom i D. S. iaftes, hvor der var propfuldt, ogsaa en Deel Rigsdagsmænd. Han begyndte med at skildre sig selv i disse Dage — i denne Morgenstund, da han var nær ved at græde; men saa kom han til at tænke paa, da han var lille, at hans Moder sagde til ham: Naa Du græder nok med det ene Øie, og leer med det andet — Saaledes var det i Grunden endnu med ham paa de gamle Dage. Derpaa skildrede han, hvad Grund der var til at sørge; men ogsaa til Haab, hvorigjennem han dog endnu kunde smile med det ene Øie, for han havde ikke opgivet Haabet for Danmark ! En ret kraftig Adresse indgaaer i disse Dage fra Kbhavnerne til Rigsdagsmændene. Mig synes, Hæren absolut maa indkomme med en Adresse med Ønske om at komme til at kæmpe for vore Brødre i Slesvig, der lide som ingensinde før. En paalidelig Mand fra Slesvig har i disse Dage her i Kbhavn skildret Stemningen blandt sine Landsmænd saaledes, at hvis der ikke kommer Hjælp fra Danmark inden 3 Uger, vil de aldeles give sig Tydskerne i Vold, nu da Danmark rolig seer paa, at en ny oprørsk Regjering bliver indsat af Reedtz i Gottorp, medens vore Egne ere blevne forkastede. Tænk paa en saadan Adresse, uagtet Hæren har været udelukt fra Rigsdagen — derved kunde dens Røst dog blive hørt paa Rigsdagen ! ! —
Idag har Adresse[n] været for. Ivrig Debat om der skulde røres ved Slesvig deri — om den blot skulde være til Kongen, eller Ministeriet skulde tages med. — Monrad og Tscherning og Lehmann og Knuth talte. Monrad forlangte ligefrem, at Folket skulde udtale sin Tillid til Ministrene i en lang Tale; hvorpaa H. P. Hansen svarede meget hæftigt, »da maatte Ministrene først afsløre alt det Hemmelige, kun naar M. viste Tillid og Aabenhed mod Folket, kunde dette have Tillid til M., hvilket fremkaldte et stormende Bravo fra Publicum uden for Skranken, som da fik en alvorlig Tiltale af Formanden Schouw: »hvis de ikke forholdt sig rolige uden Bifalds- og Mishags s. 164Yttringer, maatte han lade Salen rømme med Magt«. Man mærkede tydeligt, det gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Ministrene.
Ministrene erklærede, at Alt hvad der kunde gives Oplysning om, skulde være til Eftersyn, ligesom Alt, hvad der kunde været offenliggjort, hidtil var blevet det gjennem Pressen. Der blev intet afgjørende Resultat idag, fortsættes imorgen, hvor der skal vælges et Udskud 1) til at affatte den. Jeg antager, at I have subscriberet paa Rigsdags-Tidenden fra Horsens, hvor I da kan læse det langt bedre. Derfor ikke mere derom! — Derimod lidt om »udenfor Salen«. — Der har nemlig dannet sig forskjellige »Klubber« »Bondevennernes« med Balthazar i Spidsen hos Vincent paa Kongens Nytorv paa 2den Sal — og »Schouw-Clausens« samme Sted paa 1ste Sal. Rimeligviis ogsaa en Do. Ørsted-Ussing, som jeg dog ikke har hørt om. Begge de første søger min Broder stadig om Aftenen hvor der da i Grunden hersker langt mere Liv end paa selve Rigsdagen, hvor de ere temmelig tamme. Han bragte den første Aften Krigs- el. Slesvig-Spørgsmaalet frem i en lille Tale i Bondevennernes Klub; det blev heftigt modsagt af Balthazar, Egede Schach, Prof. Vestergaard, Glerup o. s. v. som noget, man ikke turde røre ved. Det blev forsvaret af Barfod, der ogsaa bragte »Danskhed« paa Bane, at tale reent Dansk: »Formand« i Stedet for Præsident, »Skriver« for Secretær o. s. v. men af en saadan Stræben blev der grint, skjøndt man tilsyneladende vilde vise sin Interesse derfor, ligesom der i det Hele taget kun var liden fædrelandsksindet Stemning. Balthazar har ligefrem fortalt Wegener i Halsted, at Ministeriet skulde falde, at han havde talt med Tscherning og Monrad derom, hvem der vilde blive tilbage med ham, hvem han vilde have og ikke have. Nu troer jeg rigtignok, at han har faaet et saadant Slag paa Panden (ved Præstøe-Valget o. s. v.) at han tumler lidt endnu, og ei ret har genvundet Ballancen ; hidtil har han været meget spag ; han sidder mellem Hansen og Glerup og en heel Deel Bønder i det yderste Høire, og holdt idag stærkt paa, at der slet ikke skulde røres ved Slesvig eller nogen Regjerings-Foranstaltning i Adressen — men blot en Hilsen til Kongen som den Mageløse, den eneste Fyrste, der havde holdt sit Ord i denne Tid. — Men det er nok luunt ! —
Schouw.-Cl-Klub. Der gik min Broder næste Aften tilligemed nogle flinke Bønder fra Jylland og Fyen og nogle flere, han har samlet om sig og vinder Indflydelse paa eller de paa ham — gjensidig. Her var ivrig Kamp! Krigs-Spørgsmaalet atter paa Bane, forebragt af Oliemøller Skjødt fra Horsens, forsvaret kjækt og dygtigt af Paludan s. 165Møller fra Odense (Stakkel han har det ondt i Salen, thi han kan ei høre, han sidder ved Siden af Fritz, og spørger da ideligt ham — uhældigviis endda vendt med det daarlige Øre til ham, skjøndt han har søgt at hjælpe paa det med et Sølv-Øre) ligesom Danskheden i det Hele. Item af Schiern, Hall smaat, Hammerick midt imellem. — Ivrig modbestridt af Kriger og Prof Madvig og lidt af Clausen. Bang puster til og lægger sin Uvilje mod Ministeriet kjendeligt for Dagen. Debatten saa hæftig, saa man raabte engang til Paludan Møller, om han da vilde paatage sig at være Cultus-Minister. Vilde man rive det nuværende ned, maatte man vide at stille et bedre o. s. v. —
Nu Godnat! Det er sildigt. Faar jeg Tid imorgen, skal Du faae mere. Meta vil nok fortsætte lidt. — Din Ven og Svoger
P. Boisen
Der findes et gammelt Bibliothek oppe paa Loftet paa Palsgaard med gamle Haandskr., som du bør undersøge. Siig den gamle Fru Reedtz fra mig, at hun skal lade Dig gjøre ved det, hvad Du vil. Hun kjender mig godt — og Jens Carl Reedtz kan Du bruge til at bære Bøgerne ned for Dig. Andet er han ikke til. Kunde Du finde noget eller fortælle noget om Fru Reedtzes Ahner, saa gjør du hende frydefuld. Hils Jens Carl fra mig, han er forresten en skikkelig Fyr. Gaae blot paa Jagt med ham engang, saa gjør Du ham glad. Lad ham give Dig den Bøsse, jeg pleiede at bruge, dersom de[n] er der endnu i det gamle Rustkammer.
P. S. Der bliver ei Tid til mere idag, da vi kjøre til Søllerød. Hils Johan ! Det var kun lidt, han fik fra mig sidst.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend
den 26de Octbr. 1848
Kjære Svend!
Da Peter har ladet denne Plads staa aaben i sit Brev, kan jeg skjøndt jeg endnu ei har faaet Svar paa mit Brev af 16 dennes til dig, ei lade være at tilføie et par Ord. Peter skriver til dig, at jeg er Fyr, og Flamme, i denne Tid, og deri har han Ret, men hvor kan ogsaa en dansk Qvinde og til disse vilde jeg dog gjerne høre, med Rolighed see, hvordan vi overlader vore danske Brødre og Søstre i Slesvig, til det gruligste tydske Tyrani; ja Svend; jeg veed du vil ikke gjøre Nar ad mig naar jeg siger dig, at jeg ofte i denne Tid faar Taarer i Øinene, naar jeg kommer til ret levende, at tænke paa hvor usselt vi maa staa ei blot s. 166i Andres, men selv i vore egne Øine, naar de engang bliver ret opladte for Danskheden; jeg har aldrig før ønsket at være en Mand, men i denne Tid ønsker jeg det sandelig, thi som Qvinde kan jeg jo desværre intet udrette for Øieblikket, nei jeg skal sidde stille og see Danmark forgaa uden knap, at have Lov til at udtale, den Kjærlighed, og den Varme, jeg føler for mit Fædrelands Ære, og som jeg føler at kunde bringe ethvert Offer for at frelse; men Ord er jo dog kun en tom Lyd; naar Gjerningen ei følger med, og det piner mig at jeg ei i Gjerning kan vise, det er mit Alvor. Hvad Faders Valg angaar da sørger jeg ei saaledes derov[er], at dersom blot Een vil træde frem med Kraft og frelse Danmark, saa er jeg ei saa forfængelig kun at synes det gaar godt, naar det er ham, men desværre af kraftige danske Mænd har vi kun Faae eller Ingen, men med Guds Hjelp kommer de vel frem. nu maa jeg slutte
din Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
[27/10 1848]
— — — Efter al rimelighed tager Fader en af Dagene need til Præstøe, han har havt Indbydelse fra endeel om at komme; jeg vil ikke nægte jeg med ængstelse seer ham i den Forsamling hvor hans Anskuelser i saameget er forskjællig, det vil give Anleedning til megen Ærgrelse for ham, det seer jeg godt, meget needslaaet er han over som det gaaer og er gaaet, saa jeg frygter hans dybe Følelse for hvad han anseer for Ret vil mangengang give anleedning til megen Heftighed som han nu ikke godt taaler paa sin gamle Alder, Gud styre Alt efter sin Viisdom ! til Rigets og Folkets Ære og Gavn i alle Maader ! — — — Nu Farvel kjære Børn! Kjærligst hilses fra Fader, Tante og Eders tro Moder
E: G:
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
28de Octbr.: Løverdag
Kjære Børn!
— — — jeg vil nu sige dig min kjære Svend, at disse Sedler som jo vel med Udskrift sændes til Johan, derfor lige saa fuldt gjælder dig min Søn — — — Det trækker langt ud før det kan blive ordnet med Mødet i Præstøe, idag fik Fader Brev fra Rørdam at det var bestemt s. 167til den 6te Novbr:, den 3die skulle der være Prøvevalg hvor De da gjærne ville have ham til, Etatsraad Pauelsen og Alberti som har været stillet ved de andre Valg har ogsaa meldt dem her og et par til, saa endeel kan der endnu være at gjennemgaae uden endda at naae det. Vi glæde os meget ved at see vor gamle Docter J :, Fader og han ere saa eenige i deres politiske Anskuelser, han er som vi her, uhyre nedslaaet over hvordan det gaaer og er gaaet og lader til at vil vedblive i denne nedslaaende Tid, ofte maae der spørges, hvad vil dog dette blive til? I synes vist kjære Børn det er nogle slemme Breve jeg paa denne Maade sænder, jeg maatte jo hellere reent tie, I har det da ogsaa Langtfra godt, saa jeg skulle ikke komme med min forknytte tale herom. Vi ville deele sammen kjære Børn hvad godt og ondt Gud vil tildeele os, bede om Kraft til taalmodigen at bære det!— — —
Eders tro Moder
E: Grundtvig
Fra Johan Grundtvig til moderen *
Mørkholt
28 Oct. 1848.
Kl. 10 Aften.
Kjære Moder!
Du maae ikke troe, mit Brevs Overskrift er en Vits, siden jeg for kort siden var i Lysholt; jeg er virkelig i Mørkholt nu i 5 Timer. — — — Fra Kl. 7 igaar Morges og til Kl. 4 Eftermiddag marscherede vi uafbrudt, og da jeg endelig kom i mit anviiste Qvarteer i Bredballe (i samme Gaard, hvor Carlo laae i nogle Maaneder i Sommer) og glædede mig til at nyde lidt Hvile ovenpaa Dagens Anstrængelser, fandt jeg — vel meget venlige Folk, men et raat og koldt Værelse uden Kakkelovn, hvor jeg aldeles ikke kunde opholde mig. Jeg forlangte Kaffe, fik en Drik, som vi almindelig kalde Kaffegift, ɔ : fuldkommen udrikkelig. — — — Jeg tog da og stoppede min Pibe, min eneste Trøst, og gjennemvadede det Morads, der her i Jylland beæres med Navn af Bygade — — — op til den anden Ende af Byen til min Capitain for at see at nære mig der til Sengetid. Jeg traf ham paa Springet til at gaae op til mig for dog at faae Selskab. — — — Jeg fik da imidlertid en Kop drikkeligt Thevand og vi sad da der og udgød vor Fortvivlelse for hinanden, indtil Parolen kom fra vor Major. — — —Jeg vadede da hjem igjen — — — og gik i Seng. Den saae daarlig ud, Lagnerne vare hullede og korte, men jeg var træt og trængende, s. 168saa jeg krøb dog i den. Det varede imidlertid ikke mange Stunder, thi den var bogstavelig en Alen for kort, hvad ikke var til at udholde, mindst naar man trænger til at strække sig efter en lang Marsch. Jeg redte paa Gulvet, men Dynen var saa tynd, at jeg ligesaagodt kunde ligge paa det blotte Gulv, og Halmen havde jeg Mistanke til og turde derfor ikke tage med. Min Mistanke var kun altfor grundet, thi næppe havde jeg lagt mig, før de bekjendte sorte Ryttere begyndte deres Evolutioner i alle Ender og Kanter. Jeg maatte jo imidlertid holde Pinen ud — — — og blev meget glad, da Fisker om Morgenen Kl. henved 6 kom ind med Lys og sagde mig, at vi skulde marschere Kl. 7 sydpaa. Vi marscherede da hertil gjennem Vejle og kom her i Mørkningen. — — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted ved Fredericia, Søndag d. 29de Oct. 1848.
(Peters og Metas Bryllupsdag.)
Kjære Moder!
Du synes sagtens, at Du denne Gang har maattet vente utilbørlig længe paa Brev fra mig; men Omstændighederne tale meget til min Undskyldning. I Søndags Aftes modtog jeg Dit Brev, og i Onsdags skrev jeg et Brev til Dig, men om Torsdagen, da jeg var i Horsens og havde Dit Brev med for at sende det afsted, erfarede jeg, at det desværre var Løgn, hvad der stod i det og rev det derfor itu. Om Onsdagen havde vi nemlig faaet Ordre til Fredag-Morgen at marschere ad Fredericia til, for derfra at sættes over til Als; men denne Bestemmelse er siden forandret derhen, at vi slet ikke skulle over til Als, hvormed jeg længe havde trøstet mig, da vi saa skulde have samledes med Vilhelm Blom. Fredag Morgen afmarscherede vi virkelig til Bredal, 1 Miil nordost for Vejle. Derfra traskede vi videre igaar Morges hertil, ad Veje, hvorom man i og ved Kjøbenhavn aldeles ingen Forestilling kan gjøre sig. Vi vadede i Mudder op til Anklerne ; kom dog endelig herhen, hvor jeg har faaet et ganske fortræffeligt Kvarteer hos en rig Bonde: et stort, smukt, lyst og luunt Værelse med Mahogni-Sopha og ditto Bord og et lille Sengekammer med en god Seng i. Jeg har det altsaa for saa vidt meget godt, men det er dog en haard Udsigt, at skulle tilbringe hele Vinteren her, hvortil der er den bedste Udsigt. Hvor Johan er henne veed jeg ikke forvist; han maa være etsteds 1—1½ Miil herfra (i Gauerslunde, Mørkholt s. 169eller Breininge, som er 1ste Compagnies Kvarterer). Imorgen haaber jeg imidlertid at faae sat mig i Forbindelse med ham. Den nærmeste Kjøbstad er Fredericia, som ligger 1½ Miil herfra og dobbelt saa langt fra Johans Kvarteer, thi han maa herom ad, for at komme dertil. Saaledes som Vejene nu ere og sandsynligviis maae vedblive at være den hele Vinter er der ingen Mulighed i, at vi tilfods kunne komme til hinanden og det er immer dyrt og endda ofte umuligt at faae Vogn, saa vi sagtens kun sjælden kunne besøge hinanden. Een Trøst er det endda, at min Capitain Falkenskjold, som jeg holder meget af, boer her lige ved Siden ad mig. Stabskvarteret med Majoren og Adjudanten, ligesom ogsaa Overlægens, Regnskabsførerens og Major Holms Boliger ligge vel i samme By som mit ; men som Vejene nu ere kan man dog kun komme derhen til Hest eller til Vogns. Præsten her i Byen er en gammel Mand paa 80 Aar (hedder Esberg), som maa lade Embedet bestyre ved en Capelian Asmussen, der er gift og boer her i Byen, hvor han nu har været i hele 12 Aar. Maaskee det er et Menneske; i saa Fald er der da noget vundet. — Der er nu kommet Ordre til at hjempermittere Mandskabet med Undtagelse af de yngste, saa Compagniet istedenfor 240 Mand kun beholder 40. Een Bestemmelse, der maaskee for Øjeblikket er nødvendig, men for Resten haard for hvem den træffer, er den, at Slesvigerne i Bataillonen endnu ikke maae permitteres, da man frygter for, at de skulle blive tagne til Soldater i Rendsborg. Det kan ikke andet end vække stor Misfornøjelse imellem disse brave Folk, der mere end de andre Soldater maatte føle Længsel efter igjen at see deres Hjem, hvor Fjenden nu saa længe har husseret, og det vil næppe kunne ventes andet, end at en Deel af dem ville tage Orlov paa egen Haand og løbe hjem. De som saaledes ere deserterede tør naturligviis aldrig mere komme igjen til vor Hær og ere derfor, naar Krigen fornyes, hjemfaldne til Slesvigholstenerne, og dersom Freden kommer forinden, hjemfaldne til haarde Straffe. Jeg maa tilstaae, at jeg finder langt større Betænkelighed ved at beholde dem end ved at lade dem gaae hjem. Det kunde ikke andet end virke oplivende og styrkende paa Slesvigs Befolkning, at see deres unge Karle igjen, og disse, der have under Krigen faaet den største Foragt og Uvillie imod Tyskerne vilde sikkert være de bedste Støtter blandt Folket selv for Danskheden i Slesvig. De vilde dog vel næppe blive hentede til Rendsburg ; i det mindste vilde det fremkalde en afgjort og maaskee for Tyskerne uovervindelig Modstand, og sæt ogsaa de fik nogle af dem fat og stak dem ind i de slesvigholstenske Tropper, mon det da var Slesvigholstenerne eller os, der havde meest s. 170at frygte af dem, naar Krigen fornyedes? Jeg troer det første. Dersom det nu virkelig bekræfter sig, saa de andre blive hjemforlovede, men Slesvigerne maae blive tilbage, saa tænker jeg at paatale dette offentligt, f. Ex. i Dannevirke. Maaskee det derved kunde ændres. Jeg rider nu op til Stabskvarteret for at aflevere dette Brev og et til Johan og vil derfor slutte med venlige Hilsener til Alle derhjemme og da ogsaa til de kjære Brudefolk fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Gauerslunde
31. Oct. 48
Kjære Moder!
— — — Der er al Rimelighed for, at vi skulle ligge her heele Vinteren, hvad rigtignok ikke er glimrende Udsigter. — — —Den eneste Trøst er, at her dog er en flink Præst i Byen, en Provst Thune, som har bedet mig komme der. — — —Imorgen skal jeg rimeligviis ind til Frederits med de permitterede af Compagniet ɔ: Alsingerne og de Slesvigere, der have fast Tjeneste i Kongeriget. De Andre, som ikke kunne permitteres, ere meget urolige, de have faaet Bisselæder i Skoene, men jeg haaber dog, at de blive. Vi have ondt ved at stille dem tilfreds, og der er unægtelig Fare for, at de bene af hjem. At ligge her, faa Mile fra deres Hjem, i Vinter, kunne de ikke holde ud, var det endda paa Sjælland eller Fyen, sige de, saa gik det bedre. De tale i disse Dage i deres Qvarterer højt om at spadsere deres Vej ; da de fleste af dem ere mødte frivillig, uden Indkaldelse, synes dem, at de have Ret dertil. Maj. Ræder har ogsaa gjort Indstilling i den Henseende, men som vel neppe vil kunne tages til Følge, siden det unægtelig er det fornuftigste. Lad dem kun komme hjem, »gjøre Tydskerne saa Knuder, skulle de nok knække Halsen paa dem«, det love de for ganske vist. Og skulde Krigen begynde igjen til Foraaret, ville de gjærne atter møde ; de skulle nok blive frie for at slæbe dem til Rendsborg, mene de. Jeg forstaaer mig slet ikke paa Regeringen; man fortæller her, at Tsch. er bleven gal, men jeg skulde troe, at de ere blevne gale allesammen, thi den Indsættelse af den ny provisoriske Regering i Hertugdømmerne viser dog, at de maa aldeles have tabt Hovedet, thi Andre end gale Folk kunde ikke gjøre Saadant. Gud veed, hvorledes det Hele dog tilsidst vil spænde af, jeg haaber endnu, men maa tilstaae mig selv, at det er uden Grund. Imidlertid, s. 171det kan vende sig til det Bedre, men — jeg tvivler, at det kan skee under dette Ministerium og veed ingen Andre at sætte isteden, som vilde være bedre. Jeg venter imidlertid Ministeriets Fald en af Dagene, thi jeg kan ikke indsee, at det kan overleve længe den ny provisoriske Regerings Proclamation; kunne de det, ere de rigtignok sejlivede og Kjøbenhavnerne langmodige, thi det er dog dem, der maa gjøre Noget ved Tingene, vi paa Landet kunne kun sidde og tygge vore Negle og ærgre os.— — —
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
Den 3die November 1848
Kjære Svenn!
I Forgaars svarte jeg Johan paa hans Lykønskningsbrev til min Bryllupsdag, og jeg havde da ogsaa tænkt, at skrive til Dig, men dengang vilde det ikke lykkes, endskjøndt jeg i alle disse Dage har følt en dyb Trang, til at takke dig, ret hjertelig, for det lille smukke Digt, som jeg modtog fra dig i Løverdags, og som glædede mig mageløst, kun kan jeg ei nægte at jeg gjerne vilde haft et lille Brev med, »ja saadan er det, vil du nok sige, hun vil have baade i Pose og Sæk,« men jeg er dog virkelig ikke saa utaknemlig som jeg kan synes, men det Brev som jeg modtog fra dig i Fredags har rigtignok som du selv siger »kjendelig Præg af at være et Pligtarbeide ved at være saa »koldt »tørt« og »højtideligt som muligt«. Du giver, rigtignok mig Skylden herfor, fordi, jeg havde mindet dig om min Bryllupsdag, men Svenn det var dog haardt, at straffe mig med Kulde, det værste af Alt imellem Venner og Sødskende, men jeg vil trøste mig med, at du dog vist i Grunden mener mig det godt, om du end et Øieblik kan forekomme mig lidt kold og bitter, jeg trøster mig da ved Tanken om ifjor, da Du ei allene gav mig det deilige hjertelige Digt, som er min kjæreste Eiendom ; men tillige paa alle mulige Maader viste mig din broderlige Kjærlighed, ja tak Svenn ! inderlig hjertelig Tak, modtage Du af mig for dette Aar, hvis sidste Halvdeel vi desværre ei har tilbragt sammen. Ja Svenn; det er i Sanhed en urolig, men tillige en alvorlig Tid, vi leve i, en Tid, hvor det gjælder, om Danmark skal forgaa, eller bestaa, om Vi med Sværdet i Haanden vil hævde vores Selvstændighed, og hvis det ei lykkes synke i Graven med Ære; eller, vi vil lade os træde paa Nakken af Tydskerne, medens de andre Magter, hvis Hjelp vi længe forgjæves har stolet og ventet paa, udlee s. 172os, og siger »ja vil de ei engang selv vove Liv og Blod for at forsvare deres Grændser hvor kan de da vente at vi skal hjelpe dem thi Hver er dog sig Selv nærmest«. Du anseer det, endnu for i dit sidste Brev, tidlige[re] har du ei været saa sikker i din Sag, at Tscherning er den eneste, som kan frelse Danmark, men hvor kan du dog det, jeg seer nok du kalder os Kjøbenhavnere Børnene paa Torvet, men det rørte mig ikke, her passede det ikke, thi, skulde vi virkelig lade Danmark forgaa, hellere end være bekjendt vi tog Feil, da vi valgte Tscherning til Krigsminister, thi du kan dog i Grunden ei nægte, at den som intet Haab har for Danmark men betragter det kun som en Slags Leeg, at vi vil søge at frelse Danmark, som jo efter hans egne Ord »kun er et Cadaver man behøver at sparke til saa falder det sammen« den, som ikke har mere Haab om Danmarks Frelse, kan og vil, jo umulig med Kraft tage fat paa at jage Tydsken ud naar han troer det er til slet ingen Nytte, thi da var det jo stor Synd at opofre saa mange Menneskeliv blot for Løiers Skyld. Ministeriet vil da som du seer af Rigsforhandlingerne ei til at give nogle Oplysninger, skjøndt de jo allerede flere Gange er opfordret dertil; men kommer Fader derind, som jeg da nu haaber, han reiste igaar til Præstø hvor der jo skal være Omvalg paa Mandag, saa vil han vist ikke give efter, men blive ved at spørge indtil han faar Svar; ja Gud give at han, eller hvilkensomhelst anden dansk Mand, maa kunde frelse Danmark, fra den Undergang som synes nær for Haanden. Men Gud vil dog vist ei endnu lade Danmark forgaa, saa længe der slaaer saamange Hjerter varmt, for det danske Fædreland, og Modersmaal, og det vil han ogsaa, naar vi bede ham derom, hjelpe os i al vor Nød. Nu Farvel for denne Gang, Beskrivelsen over min Bryllupsdag kan du faa hos Johan
Grundtvig og hans Slægt.
II
Din hengivne Søster Meta.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted
d. 5te November 1848.
Kjære Moder!
Skjøndt jeg ikke, siden jeg forrige Gang skrev Dig til, har haft den Glæde at see een eneste Linie fra Dig, og skjøndt Peter Boisen egenlig var den, der havde først Krav paa Brev fra mig, da jeg i Torsdags modtog Brev fra ham, — saa synes mig dog, at Du er den, jeg først maa skrive til, da jeg veed, hvor meget Du længes efter at høre fra Dine Børn, og det netop i Dag er en Uge siden jeg sidst skrev Dig til. Saa snart jeg har skrevet dette og spiist til Middag, s. 173rider jeg over til Johan, for at blive deelagtig i de 8 Breve han har modtaget og som jeg kun har seet udvendig. Her er kun lidet at mælde om den Tid der er gaaet her i Pjedsted siden vor Ankomst. Vi have alle haft fuldt op at bestille med at hjempermittere Mandskabet (de 3 Femtedele af hele Compagniets Styrke). Tirsdag og Onsdag sad jeg stadig paa Contoiret hos min Capitain, for at forberede Permissionen ved at opgjøre Skyldbøgerne og udbetale Folkene deres Tilgodehavende omtrent 2000 Rbdlr., det saakaldte »Undermunderingsgebyhr«, som opspares under Tjenesten og først udbetales ved Afgangen eller Permissionen. Vi have dog permitteret vore Slesvigere (og 12te og 13de Bataillon have gjort det Samme), men vel at mærke ikke til Slesvig, men til hvilket andet Sted i Landet, som de opgave at ville søge deres Vinterophold. En stor Deel af dem vilde enten til Kolding eller til Ribe, naturligviis for derfra at løbe hjem, hvad man jo i Grunden ikke kan fortænke dem i. Det blev skrevet paa deres Passe, at de skulde møde igjen den 1ste Marts, og det lovede de da ogsaa alle med Haand og Mund ; men dem alle see vi da ikke igjen: En Deel bliver nok nappet af Tyskerne, og en Deel bliver vel hjemme. Der var imidlertid ikke andet for end at lade dem gaae, da de vist ellers vare løbne bort af sig selv, naar deres ikke slesvigske Kamerader vare blevne hjemforlovede. Permissionen er nu gaaet for sig ved alle Afdelinger, saa den danske Hær nu kun har en Trediedeel af sin forrige Styrke, hvoraf sees, at intet vil blive foretaget med Sværdet før i al Fald til Foraaret. Tre Dage i Træk (Torsdag, Fredag, Lørdag) har jeg maattet spadsere ind til Frederits med det permitterede Mandskab, for der at hjælpe dem af Krigsklæderne. Vejen derind var over al Beskrivelse slet, saa man naturligviis blev vaadskoet. Imidlertid har jeg Gud skee Lov ikke sporet nogen ubehagelig Følge af disse mindre behagelige Toure. —
Idag have vi faaet Vinter, saa Vejene ere haardfrosne og islagte; dette gjør det jo mere muligt at komme lidt omkring, især da vi nu tillige have Maaneskin, men det gjør det ogsaa mindre behageligt at blive liggende paa Landet. Om kort Tid ville vi ogsaa efter al Rimelighed blive forlagte til Vejle, hvor vi da forblive til det i Marts- Maaned skal vise sig, om Pennen eller Sværdet skal jævne vor Trætte med Tysken. Jeg for min Part er nu overbeviist om, at det sidste bliver Tilfældet, og derfor bliver jeg ved den nye Læst, jeg har skaaret mig, thi ogsaa i Garnisonslivet er der Lejlighed til mere og mere at blive bekjendt med Soldatens Pligter og til at vinde større Øvelse i at behandle saa vel Folkene som alle de militære Sager og Forhold, s. 174som en Officeer maa kjende, for med Nytte at kunne røgte sit Hværv, der ikke blot bestaaer i kjækt og besindigt at føre Folkene frem i Kampen, men ogsaa i at holde Mandstugt og Orden vedlige udenfor Valpladsen, og dertil hører, at man veed Beskeed om, hvad der tilkommer og hvad der ikke tilkommer Enhver især.
II*
Mandag Morgen d. 6te.
Da Brevet dog ikke kunde komme bort før i Dag Kl. 10, saa opsatte jeg at slutte det; red som bestemt over til Johan i Gauerslunde, som jeg traf hos Provsten Thune der i Byen, hvor han havde spiist til Middag. Der blev jeg i Aftes og befandt mig særdeles vel i en vakker Familiekreds: Provsten, vistnok mere verdslig end gejstlig, men en livlig, forstandig Mand med megen Deeltagelse for Landets Anliggender, en Stemning der deles af hele Familien, der ret er ivrig dansk; Konen i Huset, en Cousine til Fru Muus i Kbhn. og hende liig, er i mine Tanker en særdeles vakker Dame. Familien bestaaer endvidere af et Par voxne Døttre der vel ikke ere Skjønheder, men meget nette, livlige og dannede Piger og endelig af 3 opvakte Smaapiger paa 7—12 Aar. Det hele dannede en behagelig Kreds, som man bedst veed at skjønne paa, naar man længe har levet mellem lutter Officerer og Bønder. Johan fulgte hjem med mig i Aftes, da han i denne Morgen- stund skal ind til Frederits i Tjeneste. Med ham fulgte: 9 større og mindre Skrivelser fra Dig, 1 fra Meta og 1 fra Høxbro; videre: 13 Berlingere, 2 Dannevirker og 1 Dansker. See det var for meget for mig Stakkel, der længe intet skrevet eller trykt har haft at læse (med Undtagelse af Peters Brev). Hvor det gjør mig ondt at vor kjære Doctor Jens skulde just komme til Kbhn. da vi vare borte; ham har jeg længtes saa meget efter at see igjen. —
Jeg har endnu ikke seet, at vort Livsspørgsmaal : Slesvig er kommet ordenlig paa Bane paa Rigsdagen, der synes at give sig meget gode Stunder til alskøns Smaavrøvl om hvor Talerstolen skal staae o. s. v. Kommer det ikke før, saa maa det da komme, dersom Fader nu bliver valgt, som jeg da vil haabe han gjør. Jeg veed endnu ikke, naar Valget skal gaae for sig, men er vis paa, Du lader os vide Udfaldet, saa snart det er muligt.
I Aftes red jeg hjem i Sneevejr, men i Dag have vi igjen det gamle Søleføre, som Bønderne imidlertid hellere seer end Frosten, da de have en Deel tilbage at pløje. Nu Farvel, kjære Moder, hils Alle i Vimmelskaftet og paa Møllen fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Mandag 6te Novbr.
Kjære Svend!
I Fredags modtog jeg dit Brev fra 29de da var du i Pjedsted, men om du nu siden er vandred videre veed jeg slet ikke, det sidste jeg modtog fra Joh: den 31 te var fra Gauerslund, det gaaer ham som dig mit Barn, Quarteeret er fuldkomment godt men alle de øvrige Udsigter er jo ikke til at glæde sig over, men netop det modsatte, jeg siger ofte ved mig selv, hvad skal dog dette blive til? hvorlænge skal de Stratenrøvere have Lov at regjære dernede? det koster mig ofte Taarer for de Stakkels Slesvigere der skal holde det ud og dem der skal see derpaa uden at maatte hjelpe; Johan taler ogsaa saameget herom i sit Brev, jeg kan godt tænke mig Eder kjære Børn det maae gaae Eder nær til Hjerte for dem, I gjør da vel alt Eders til at holde dem tilbage naar de ikke godvillig faaer Lov at gaae Hjem, som [jeg] jo rigtignok hvad du siger, finder at være det retteste, det var da uhyre sørgeligt om de selv Løb saa er de jo tabt, forman dem ret i Kjærlighed at blive, længe vil det sikkert ikke saaledes kunde vedvare, Jh: skriver, de sige: havde vi endda været i Fyen eller Sjælland; Majoren havde jo gjordt Indstilling derom, hvad er det blevet til? jeg kan ikke nægte, herom, som den heele Slesvigskesag Beskjæftiger uophørlig mine Tanker og nedslaaer reent Modet paa slig en Kryster som jeg, jeg skulle ikke her begyndt min Politik med dig min Søn, som har meer end nok af det rundt omkring Eder men jeg kunde ikke andet end udtale mig for dig om hvad der jo ligger mig som enhver Dansk dybt paa Hjerte, Gud hjelpe ud af denne Labyrint!
Som du da veed min Søn, tog Fader ud til Prøvevalg, som var i Fredags i Præstø og i Dag er den endelige Afgjørelse da skeet, jeg er uhyre længselsfuld efter at vide Udfaldet, og du vel ikke mindre, jeg faaer nu inted at høre før i Morgenaften, da jeg haaber med Guds Hjelp at see ham; du kan vist mit Barn forestille dig Moders Beklemmelse herover, dog nei, det kan du ei; ligefra Begyndelsen Talen var om Fader i Rigsforsamlingen har det ængsted mig, hvad for en ærgrelse og meget meere han der ville faae at udholde og nu da den er begyndt, synes mig ret levende at kunde forestille mig hvad Kamp der vil blive. Fader stikker rigtignok inted under Stolen, og allermindst nu, da det angaaer Rigets og Landets heele Tilværelse saae at sige ja vi maae Bede Gud styre Alt efter sin Viisdom og Barmhjertighed ! jeg troer ikke mit Barn jeg kjærlig har sagt Tak for dit Brev, min Længsel efter at høre fra Eder er uophørlig; du er jo imellem endeel s. 176knap ved mig, fra Johan er mine Breve No 28 og fra dig mit Barn No 18.
Hvor langt er der nu imellem Eder? eller meene I at komme til Frederits? ja det var Eder tungt ei at komme over til Vilhelm og ham vist ligesaa, det kan jeg begribe, jeg vil nu paa Onsdag skrive til Jh: for at melde Udfaldet med Fader, tag saa til ham han føler sig saa eene kan jeg mærke og trænger sikkert til dig. I to har dog deelt saameget sammen i Livet, enheeldeel Aviser tænker jeg han nu efterhaanden vel har faaet, thi Eders Flytning har vel gjordt ophold heri stadigen har jeg afsændt Av: til Eder somme Dage endogsaa to Breve, siden 2den Novbr. har jeg ingen sændt, jeg ville først ret vide om I kom til Fred: eller hvor I var? om I Brød Eder om dem? unyttige Spørgsmaal siger du vel ! jeg sænder nu i Morgen en Pakke med dem der er kommet siden og Peter faaer da nærmere at høre om Rigsdagstidenden om I vil have den, men maaskee er det nu ei saa let for Eder at samles.
Tante L: reiste da til Falster i Fredags, Docter J : havde da villet følge sin Moder Hjem, men fik imidlertid Brev om sin nødvændige Nærværelse i Ringkjøb : og maatte saae samme Aften tage der tilbage igjen, han havde ikke Roe paa sig ved at være derfra, det er vel ikke tænkeligt at I saa ham paa Touren.
Kan du nu læse hvad jeg her har krasset op, lad mig nu snart høre lidt fra dig igjen jeg synes jeg har tilgode, lad mig ogsaa vide om alle de Breve med smaae Sedler jeg har sændt, stilet til Eder Begge rigtig er ankommet. —
Nu Farvel mit kjære Barn, Gud være med Eder! saa beder i Kjær-
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Tante Jane er lidt paa Møllen iaften, jeg-vi-vare der i Gaar Middags. Høxbro og Skovgaard skal jeg hilse fra. Tante Marie sidder her og hilser meget.
Fra Johan Grundtvig til moderen*
Fredericia
7 Nov. 1848
Kjære Moder!
— — — Der er forresten ikke stor Uenighed om politiske Ting nu for Tiden her, da det jo aabenbar er noget meget Underordnet i Sammenligning med den Opgave, vi i dette Øjeblik have, at redde s. 177Danmark af Havsnød, thi i Havsnød kan det ikke nægtes vi ere, ja næsten synkefærdige.— — — Dit Haab om, at vi vare rykkede ind i Slesvig, som ogsaa vi deelte af vort ganske Hjerte, slog da fejl, jeg vilde have gjort det med Glæde og det vilde vist Alle, men om det var rigtigt, saaledes som Sagerne nu ere indviklede, tør jeg dog ikke afgjøre. Forresten kunne I være forvissede om, at Folket og Landet langtfra ikke lide i den Grad (uden enkelte Stæder og Personer) som man i Frastand maatte antage. Vi have jo stadig gjennem vore Folk modtaget Meddelelser derfra, og de ere ingenlunde af den Beskaffenhed som Avisberetningerne. Et Beviis herpaa er ogsaa, at vort permitterede Mandskab forstørstedelen ganske rolig er draget hjem, skjøndt de saalidt som Nogen ville i Tydskernes Kløer, da de godt vide, hvad der venter dem. De lovede Alle som een Mand at møde igjen til 1ste Marts og efter hvad jeg kjender til dem og har hørt dem tale om mellem sig selv, er jeg vis paa, at idetmindste de 9 af 10 komme. Imidlertid er det jo unægtelig galt nok, og skulde de nu, hvad vist ikke kan med Rette (efter Vaabenstilstanden) nægtes dem, faae Als og Ærø med, saa er det rigtignok næsten utaaleligt. Vort eneste Haab maa være til Gud, at han vil styrke de Svage og de, der have en retfærdig Sag mod Røvere og Voldsmænd. At snakke videre herom gider jeg ikke, her maa handles, Gud hjelper Ingen, som ligge paa den lade Side og lade det gaae som det kan, og det synes det som om vi næsten have gjort.— — — 48 Mand og 4 Underoff. og jeg ligge nu herinde og pudse fra Morgen til Aften alt det af de Permitterede afleverede Tøj ;— — — det er et underligt Hul, denne By, fattig som en Ulykke, og Borgerne meget uvillige. Jeg har idag maattet reqvirere Politiets Hjælp for at bringe Værterne til at give Folkene Noget at spise, hvortil de ere pligtige og hvorfor der betales dem fra Øvrigheden 12 ß daglig pr. Mand.— — — Lev nu vel og hils Fader Tante og Amalia mange Gange fra
din heng. Søn
Joh. Grundtvig
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
8de Novbr. 48.
Mine kiære Sønner!
Skiøndt jeg har havt meget knappe Stunder, saa har det dog været endnu langt mere Mangel paa Lyst end paa Tid, der har hindret mig fra længe at skrive til jer; thi for mine Øine var og er Fædernelandet s. 178i yderste Fare, uden at de, som skulde, vil eller tør røre en Finger til dets Redning, saa jeg knap [kan] holde ud at tale derom med dem, der er langt enigere med mig om Rednings-Midlerne og Rednings- Maaden end mine Sønner formodenlig endnu.
Da det nu imidlertid med min Kamp for et Sæde paa Rigsdagen har paa den allermildeste og ønskeligste Maade faaet et heldigt Udfald, og jeg alt idag har taget mit Sæde og sagt Ordet ud om Slesvigs i alle Henseender mislige, for Danmark farlige og for alle Dannemænd sørgelige Stilling, saa kan dog ikke selv den meget store Knaphed paa Tid hindre mig i at sende mine Sønner en kiærlig Hilsen med egen Haand, og sige Dem, at har jeg sjelden været mismodigere end sidste Søndagaften, da alt forkyndte, at Væverens Vælgere af al Magt vilde sætte et Bondevalg igiennem, hvor det ikke kunde skee uden at udelukke mig fra Rigsdagen, saa har jeg ogsaa sjelden og maaske aldrig havt en gladere Dag end i Mandags, da Vorherre underlig gjorde alting godt, saa jeg ikke blot blev valgt med henved 600 Stemmer mod 11, men alt endtes med den venligste og fornøieligste Stemning hardtad hos alle, ret aabenbar hos min Medbeiler!
Rørdams Valgtale og hele Ledning var ligesaa mesterlig som simpel og uefterlignelig.
Nu, Gud velsigne og styrke jer og os alle!
Faderligen
Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 8de Novbr.: Onsdag
Kjære Johan:
— — — Fader kom da i Aftes fra Nysøe og blev eenstemmig valgt, paa 11 stemmer nær havde han de øvrige, og var da i alle Maader glad herved at det gik dog tilsidst saa heldigt, han har nu allerede i Dag været i Rigsforsamlingen, hvor han begyndte at purre lidt til dem, vistnok bliver det ikke derved; der er sikkert gjordt store Øjne tænker jeg iblandt mange af dem ved at see ham der paa engang. Fader havde dog maaskee taget sig Tid til at sænde dig et par Ord i Aften, men nu kom Præsten Helveg, saa bliver der nok ei noget af, det er nu 2 Aar siden han var her sagde han. — Hvad Fader ikke før har havt travlt, saa vil det da blive nu, jeg kan slet ikke begribe hvordan det skal gaae, Gud give ham Kraft og Taalmodighed til at udholde Alt det der vist vil blive at staae imod ; paa Løverdag skal s. 179Tsch : i et hemmeligt Møde gjøre rede for Krigens førelse.— — — Hvordan er det dog nu siden gaaet med Eders flinke Alsinger og Slesvigere? hils dem fra mig at de vedblive at være trofaste, — ja jeg meener forman dem kjærlig.— — — Gud være med dig! beder i Kjærlighed
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Pjedsted
d. 11te November 1848.
Kjære Meta!
Dit Brev af 3die dennes, som jeg modtog den 6tte, indeholder lutter politiske Betragtninger eller snarere Jammerklager over vore politiske Forhold; Klager, hvis Grund jeg godt kan forstaae, men som jeg dog ej kan istemme, især ikke naar de, saaledes som Dine bestandig gjøre, tillige ere bittre Anklager mod Regjeringen, som nu skal bære Skylden for alle de Ulykker, der ere tilstødte Folket og Riget. Det er vel paa en Maade naturligt for Menneskene bestandig at ville have nogen at skyde Skylden paa og at lade deres Vrede gaae ud over, naar noget Sørgeligt tilstøder dem ; men — det er ikke derfor altid retfærdigt. Du ønsker, at enten Din Fader »eller en hvilken som helst anden Mand kunde frelse Danmark fra Undergangen«, og som Ønske er dette ganske rigtigt ; men naar Du fordrer det af den ene eller den anden, som intet Menneske raader for, saa er det uret. Af mit sidste Brev til Peter vil Du have seet, at jeg ingenlunde hører til Ministeriets blinde Tilhængere; men jeg hører lige saa lidet til dem, der af blind Lidenskabelighed vil have det styrtet, fordi det ikke i en Haandevending har kunnet skaffe alle deres, vistnok i sig selv meget gode, Ønsker Virkelighed. Derfor maa jeg rentud sige Dig, at jeg ikke kan billige Din (eller Faders) ubetingede og tildeels ubegrundede, i al Fald partiske og lidenskabelige Dom over de Mænd, der i et farefuldt Øjeblik overtoge et lidet og svagt Riges Styrelse og troligt have vedblevet i endnu farefuldere Tider at røgte det besværlige Kald efter deres bedste Overbevisning. Hvem der er saa forhippet paa at blive af med det nærværende Statsraad maa da allerede have betænkt, hvem der skulde træde i Stedet. Derom har jeg imidlertid endnu ikke hørt et Ord fra Dig, skjøndt Du i hvert Brev gjentager, at det til Danmarks Frelse er nødvendigt at faae andre Mænd i Spidsen for Rigets Styrelse. Jeg ærgrer mig over denne reent negative Polemik : Du kan vistnok see det af disse Linier. Jeg taler hellere med Dig om s. 180alt Andet end om Politik og derfor vil jeg ogsaa afbryde dette Æmne for denne Gang.
Men jeg hører jo i Grunden aldrig fra Dig, fra Dig selv ! Lever Du da slet ikke uden i Politik? Om Dit private Liv erfares Intet, saa lidt som om Dine og mine Venner. Det Almeenmenneskelige, det indre Liv har ellers sin Repræsentant i Kvinden og hun følger det hos sig selv og Andre med størst Interesse og skarpest Iagttagelsesevne.
Hvorledes seer det da egentlig ud — ikke i Rigsforsaml. eller paa Gaden i Kbhn. — men i og om [Dig] og i dem om Dig? Skovgaard, hvorledes lever han, inderlig og udvortes? Og af denne Slags Spørgsmaal havde jeg en Mængde at opkaste, men naar Du virkelig for Tiden ganske har lukket Øjnene for Alt, uden for Politiken, saa nytter det jo ikke, at jeg piner Dig for slige Underretninger.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Gauerslunde
15 Nov. [1848]
Kjære Moder!
Du undrer dig vist over min usædvanlig lange Taushed, men du har vel sagtens fattet, at den især har sin Grund i Ophævelsen af Portofriheden, der let kan gjøre Brevvexlingen til en heel Capital. — — — Det gjør mig ondt, at du er saa forknyt og urolig, det maa du dog endelig see at bekæmpe, thi vel er der ingen Grund for Danske til at være rolige i disse Tider, men vi maae dog stole trygt paa, at Vorherre vil gjøre en god Udgang af denne Fare, det er min eneste men ogsaa fuldkomne Trøst, medens Menneskerne have redt det saa galt for os som det var muligt. At Tscherning ikke længere sidder ved Roret og at Fader er kommet ind i Rigsforsamlingen glæder mig og tyder dog paa noget Godt; det maa give en forandret Retning i Sagernes Gang, og jeg haaber, en heldig. — — — Vore Slesvigere vare saamænd saa fornøjede, da de rejste, (allesammen med Extrapost ad Kolding til,) at man aldrig skulde troet, deres Land var i Fjendens Vold. Helt ned ad Gaden blev de ved [at] raabe Hurra for mig og svinge med Huerne fra Vognene, og det, skjøndt de, mod permitterede Soldaters Sædvane, vare aldeles ædrue. Et mærkeligt Tilfælde er det ogsaa, at den eneste Mand, der hele Tiden er gaaet bort fra os (en af 3die Compagni) og som vi antog, var deserteret, nu efter en Maaneds Forløb igaar kom og meldte sig ved Compagniet, s. 181skjøndt han vidste, at han vilde blive straffet, skjøndt han undskyldte sig med, at han havde været fuld, da han gik, og siden syg. Han havde været helt hjemme, midt nede i Slesvig; og fandt sig ganske rolig i, strax at blive arresteret. Han har nu rimeligviis havt isinde at desertere, og er kun vendt tilbage af Frygt for senere Straf eller paa Grund af sine Slægtninges Stemning, men ligemeget, mærkeligt er det dog.
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Fredericia
d. 15de November 1848.
Kjære Moder!
Du har Grund til at være vred paa mig, som først nu besvarer Dit kjære Brev, som jeg modtog sidste Fredag. Tilfældige Omstændigheder have sammensvoret sig for at forhindre mig i at gjøre, hvad der ikke blot er min Skyldighed, men hvad jeg ogsaa med Glæde gjør, da jeg veed at det glæder min inderlig kjære Moder.
Allerede et Par Dage inden jeg modtog Dit Brev havde jeg baade skrevet og forseglet et Brev til Dig, men da jeg strax efter erfoer, at det var Løgn hvad der stod i Brevet (nemlig at Hæren paany skulde samles, for at rykke ned i Slesvig, saa puttede jeg mit Brev i Kakkelovnen. Om Fredagen var jeg først her inde i Byen, hvor jeg modtog Dit Brev, og derpaa hos Major Ræder, hvor hele Officerscorpset spiste Mortens Gaas. Om Lørdagen begyndte jeg paa et nyt Brev til Dig, som jeg agtede at fuldføre Søndag-Morgen (Posten gaaer fra Pjedsted Kl. 10 om Formiddagen), men da kom jeg for sildig op til at kunne fuldføre mit Forsæt. Om Søndagen var jeg indbudt til Middag og Aften hos Provsten i Gauerslunde, hvor jeg, i Forbigaaende sagt befinder mig særdeles vel. Det er en vakker, dannet og forekommende Familie, og det gjør saa godt engang imellem at komme i en saadan Kreds, naar man ellers ingen Andre seer end Bønder og Soldater. Mandag Morgen blev jeg skikket her ind, for at overtage den Post, som Johan i forrige Uge besørgede. Jeg ventede samme Dag at faae min Bagage herind og deriblandt min Skrivemappe, hvori fandtes Dit Brev med min Begyndelse til et Svar, samt Metas Brev med et næsten færdigt Svar. Men endnu i Aften (Onsdag) har jeg ikke faaet mine Sager og faaer dem først imorgen. Nu vil jeg imidlertid ikke længere give Dig Grund til at klage over min Utaknemmelighed, s. 182men da jeg ikke har Dit Brev hos mig, saa kan jeg ikke give noget Svar derpaa, men maa skrive paa Lykke og Fromme. Een Ting mindes jeg deraf, at Du bebrejder mig min Forsømmelighed i at skrive. Du siger, at det sidste Brev Du modtog fra mig var først det 18de, Johans det 28de. Foruden at minde Dig om, at de smaa Breve Du sender til os begge i Samling sædvanlig komme mig tilhænde 3—4 ad Gangen, medens Johan faaer dem hver for sig og derfor har en Opfordring mere til hyppigere at svare, — foruden dette vil jeg kun bemærke, at Dit Brev til mig, hvori Du fremfører denne Klage, var det 12te, jeg har faaet, siden jeg sidst forlod Dig. Nu nødes man jo desuden til større Sparsomhed i Brevvexlingen, da Portofriheden er hævet, saa hvert Brev koster 17 ß., samtidig med at Indtægterne ere aftagne (fra 36 til 32 R. maanedlig) medens Udgiften til Kvarteer stiger, da man daglig har at betale 1 & for Varme og Lys. Jeg kniber og sparer for Resten alt hvad jeg kan, for til Nytaar at kunne glæde Skræder og Skomager og Boghandler, men stort er der jo under nærværende Omstændigheder ikke at lægge til Side. Denne 8 Dages Commandotour til Fredericia er naturligviis heller ingen Besparelse, da Opholdet her jo er langt dyrere end paa Landet. Jeg skal nok blive her til paa Søndag og min Tid er noksom optaget med kjedelige Forretninger: jeg skal passe paa, at Buxerne blive ordentlig vadskede og Geværerne pudsede; jeg maa løbe fra Herodes til Pilatus: fra Commandanten til Politimesteren, fra Billetteuren omkring til Kvartererne. Byen er stor ɔ: af en meget viid Udstrækning, hvoraf imidlertid store Stykker optages af Agre og Enge og Lunde, og Brolægningen reent bandsat, saa det er en ubehagelig Rejse 15 Gange om Dagen fra den ene Byende til den anden. Jeg er for Resten saa heldig at have et særdeles smukt Kvarteer: 2 kjønne, vel meublerede Værelser til Gaden paa første Sal, med fri Udsigt til en grøn Plads med Træer paa. Jeg boer nemlig — det lyder ganske kjøbenhavnsk — i Gothersgade, ligeoverfor Exerceerpladsen. Om Middagen maa jeg spise ude paa et Gjæstgiversted, men for Resten faaer jeg min Bespisning, særdeles net og propert, hos min Vært, en Sergeant i 13de Bataillon. Jeg kjender Ingen her i Byen, thi vel bad Catheket Hansen (gift med en Clausen) Johan meget om at anmode mig om at besøge sig, naar jeg kom her til Byen, men da jeg hverken synes videre om ham eller hans rædsom stygge Kone, og Johan desuden kjedede sig saa grundigt hos dem engang herinde, saa holder jeg mig hellere hos mig selv. Hovedkvarteret er nu flyttet her til Byen, men her er lige dødt og øde for det. Det er nu snart at vente, at vi blive flyttede til en eller anden Kjøbstad,s. 183sandsynligviis Vejle. Det er jo dog bedre, end at ligge spredt om paa Landet. — Jeg taler her med Flid Intet om Politik, thi netop paa et saadant Vendepunkt (Ministerkrisen), som nu er for Haanden eller dog staaer for Døren, føler jeg mig — da jeg jo aldeles intet kan indvirke paa Udfaldet, — kun oplagt til længselsfuldt at vente, hvad der skal komme, ikke til at reflectere over Forhold, som jeg fra mit fjærne Standpunkt kun halvt forstaaer mig paa. Fra Vilhelm Blom fik jeg iforgaars Brev. Han er naturligviis ikke glad ved sin afsondrede og med kjedsommelige, intetsigende Forretninger bebyrdede Stilling, men han er en fast Characteer, som veed med Anstand og Ro at bære, hvad Omstændighederne bringe. Blot vi ikke maae forsømme at sikkre Als i Vinter. Efter hans Brev ere der kun meget svage Anstalter til at afslaae et Angreb, som godt kunde falde Slesvigholstenerne ind. Nu Levvel, kjære Moder, hils Fader og Alle derhjemme ret meget og hils ogsaa Meta og bed hende tusinde Gange om Forladelse fra mig, fordi hun denne Gang saa længe maa vente paa Svar. Imorgen skriver jeg vist til hende. Skriv nu ogsaa Du ret snart til
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Fredericia
d. 16de Novemb. 1848.
Kjære Søster!
Skjøndt jeg endnu ikke har faaet min Skrivemappe, hvori, som jeg i Brevet til Moder har fortalt, findes baade Brevet fra Dig, som jeg modtog for jeg veed ikke hvor længe siden, og et næsten fuldfærdigt Svar derpaa, saa vil jeg dog ikke længere opsætte at lade Dig høre fra mig, deels fordi jeg føler, hvor stor og hvor grundet Din Fortrydelse over min lange Taushed maa være, deels ogsaa af Oekonomie: for at kunne slaae to Fluer med eet Smæk: to Breve under een Convolut.
Du maa ikke vente Dig nogen interessante Meddelelser: jeg er fattigere paa Stof nu end nogensinde, fordi mit Liv aldrig har været fattigere paa Indhold end nu, da jeg veed, at de følgende 5 Maaneder kun ville bringe mig en idelig, daglig fornyet Gjentagelse af det betydningsløse Liv, jeg nu i 7 Maaneder har ført: som Kriger uden Krig, som fredelig Borger uden fredelig Virksomhed. Da jeg imidlertid anseer det for utvivlsomt, at Vaaren ikke saa snart vil grønne vore Enge og Skove, før Røgen og Blodet vil farve dem sorte og røde, saa s. 184vil jeg ikke nu trække mig tilbage fra det Liv jeg fører, og som, trods sin Intetsigenhed dog utvivlsomt er en Forberedelse til det Kald, der da vil være mit, vilde været mit, selv om det ikke var, hvad det vil være, det eneste, jeg kunde hellige mig, saa længe det er paa Kampens Udfald at mit Fædrelands Skæbne beroer. Derfor Taalmodighed ! — Ganske uden Svar behøver jeg ikke at lade Dit sidste Brev være. Jeg husker godt, at det heelt og holdent var Politik, skjøndt ikke af den opbyggende Art; nej, det var heelt og holdent nedrivende. Du havde ingen anden Tanke end: ned med Ministrene; — i Grunden en underlig Tanke til at fylde en ung Kvindes Sjæl. Du har maaskee, naar Du modtager dette, faaet dette Dit Ønske opfyldt. Om Du eller vi Alle faaer nogen Glæde af denne Opfyldelse, det maa Fremtiden vise. Mig er det fuldkommen ligegyldigt, ved hvilke Mænd Danmark frelses, blot det bliver frelst, frelst ikke blot fra en ligefrem politisk Undergang, thi en saadan er jo dog i Grunden ikke umiddelbart for Haanden, men fra den middelbare Undergang: fra Skam og Skændsel, der maa undergrave Folkets Livskraft og lidt før eller senere lægge det i Graven.
Med Hensyn nu til det Smule Liv man lever her ovre, saa vil jeg ikke gjentage, hvad jeg har sagt i Brevet til Moder; men maa dog bringe Dig en Hilsen fra en Dame, jeg traf i den oftere omtalte Provstegaard, der har saa megen Tiltrækning for mig; det var Magdalena Jørgensen, der med sin Mand var der i Søndags. De boe nu atter i deres Hjem i Vejle.
Hermed er jeg nødt til at slutte for denne Gang, thi Posten afgaaer herfra kun een Gang daglig, hver Formiddag. Jeg haaber at Du ikke tager mit Brevs Korthed ilde op; thi hvad Herlighed er der ved at faae lange Breve, hvori der dog Intet staaer. Alt hvad jeg har at sige eller at vise Dig, er dog i Grunden ikke Andet, end at jeg er og forbliver
Din inderlig hengivne Broder
Svend.
P. S. I dette Øjeblik modtager jeg min Bagage og deri min Mappe og i Mappen Begyndelsen til Brevet til Dig og i Brevet til Dig en heel Deel Grovheder, som Du imidlertid ikke skal bryde Dig om. Jeg sender Dig det kun for at bevise mit Forsæt tidligere at skrive Dig til. Brevet, eller rettere det Brevet frembringende Humeurs Beskaffenhed bragte mig til at afbryde det. Hils nu Peter, fra hvem jeg smigrer mig med snart at see Brev, ret meget fra mig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag 17de Novbr. 1848.
Kjære Svend!
Hvordan det egentlig er gaaet til at jeg ikke har skrevet til mine Sønner siden den 5te og 7de Novbr. kan jeg egentlig slet ikke forklare dig mit Barn saa lidt som mig selv, saameget er vist, at mine Tanker stadig sysler om Eder; det var et stort skaar i Eders |: ikke glade Liv |: som jeg deeler med, at Als ikke blev Opholdet i Vinter for Eder, det var ogsaa et Savn som Vilhelm B: nu ogsaa maae føle, du hører vel jevnlig fra ham, hils ham fra mig. — Netop samme Dage jeg fik Breve fra Eder Begge havde jeg skrevet, saa de har krydset hinanden, det er nu saalænge siden og ikke det mindste har jeg siden hørt fra Eder eller veed hvor mine kjære Børn dog er og hvordan de har det, saa slemme har dog ingen af Eder før været imod mig og er der Nogen der trænger til et venligt kjærligt Ord da er det Eders forknytte beklemte Moder som jeg veed I vil glæde naar I kan og som I ikke forlader. —
Det sidste Brev jeg sændte var da jeg meldte Faders udnævnelse til Rigsdagen, som nu seenere er kommet til Eder, saavel af Aviser som Rigsdtdn :, saa hvad der udrettes har I seet, det har i mine Tanker kun været grumme lidt hidentil af saamange kloge Mænd det skulle være, men det kommer vel, skulle Man tænke, i Dag var der bestemt en Interpellation af Fader om den Slesvigskesag, men i Anleedning af de nye Ministre som i Dag skulle tiltræde fandt Forsamlingen det Bedst at opsætte det lidt endnu; da jeg tænker mig dig i Veile |: da du sidst meente at komme der :| saa har jeg ikke talt om denne store Begivenhed, da Aviser og øvrige Blade vel har fortalt det heele Bedre end jeg vist kan, Fader er nu deroppe, hvad jeg da faaer naar han kommer, skal jeg melde ; i den sidste Tid har jeg nu ikke sændt :| som I da har mærket |: Blade eller Bøger, da jeg slet ikke har vidst om I ville have det sændt, eller hvad? hvert Minut paa Dagen gaaer jeg og vænter Brev og naar det ringer løber jeg derefter. Det heele Ministerium er nu, Grev Moltke, Bardenfleth, Zartmann, General Hansen, Sponeck, Bang, Madvig og Clausen uden Portefeulie, nu kan du selv sætte dem til hvad du vil. — jeg tænker nu ikke du er saa langt fra Johan at du kan lade ham høre lidt herfra, en af de følgende Dage faaer han selv Brev imidlertid tænker og haaber jeg da at høre fra Eder mine Børn nu vil jeg dog ønske at Eders Quarterer maae komme lidt nær hinanden maaske er det allerede bestemt. —
s. 186Paa Møllen er det nu Gud skee Lov godt igjen, Peter og Meta var her igaar tilligemed Rørdam og hans Sognefoged Lars Larssen som kjændte dig godt sagde han. Venner som vi see spørge altiid kjærlig til Eder og hilse det var smukkere om de selv skrev siger du vel; Homan er nu kommet til Als; Henrik Stampe ligger i Præstøe eller rettere Nysøe, Holger er paa sin Gaard, engang i Vinter haaber jeg da at see mine kjære Sønner, Gud give det med Glæde!
Nu Farvel min kjære Sven! hils kjærligen Johan som dig selv fra Fader og din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Tante J. hilser ogsaa hjertelig
Tænk nu ikke meer paa at Moder siger hun er forknyt du kjænder mig jo nok.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Pjedsted
d. 21de Nov. 1848.
Kjære Moder!
I dette Øjeblik fik jeg Brev fra Dig af 17de dennes. Dagen før skrev jeg Dig til fra Fredericia, saa jeg mener dog ikke saa ganske at fortjene Din Klage over min Forsømmelighed. Jeg vil imidlertid ikke beklage mig over denne Din Klage, thi dens Grund kan jo ikke andet end være mig inderlig kjær, da den jo er Din moderlige Kjærlighed til og Omhu for Dine Børn. Og naar jeg takker Gud for den kjærlige Moder, for de kjærlige Forældre, da maa det Ønske jo ogsaa blive levende hos mig: at fortjene denne Kjærlighed, der ene kan fortjenes ved at gjengjældes. Gud give derfor, at jeg bestandig ikke blot maa være, men ogsaa vise mig som en god og kjærlig Søn, hvad jeg i Grunden troer, at jeg altid har været, men hvad jeg veed, at jeg ikke altid har viist.
Du mælder mig Ministerforandringen; den fik jeg just et Øjeblik iforvejen at see i Berl. Tid. f. 17de. Om det er bedre end det forrige, derom har jeg endnu slet ingen Mening, Madvig som Cultusminister er lige saa lidt efter mit, som jeg vel kan vide han er efter Faders Hoved.
Mig finder Du da igjen i mit gamle Kvarteer, efter at jeg i Løverdags vendte tilbage fra Fredericia. Johan er derimod flyttet. Jeg traf ham ved min Hjemkomst i Lørdags i mit Kvarteer, som han først forlod igaar Efterm. for at opslaae sin Bolig paa Gammelby Mølle, der vel kun ligger 1 Fjerdingvej herfra, men som dog, naar s. 187det ikke er Frostvejr ligger mig temmelig fjærnt, paa Grund af Vejens utilgivelige, ubeskrivelige og ubegribelige Slethed. Jeg fulgte ham derhen og saae Lejligheden, som er overordenlig fiin, men som sagt har den Fejl at ligge saa fjærnt fra mig og dermed fra alle de andre Officerer, thi jeg er ham nærmest af dem Alle. Du taler om at see os engang i Vinter. Det haaber jeg da ogsaa nok Du skal, men et Spørgsmaal er det endnu, om det vil lykkes os at slippe over til Eder i Julen, som vi jo helst vilde. Dog tænker jeg nok det skal lade sig gjøre. Herligt var det da, om det ogsaa kunde lykkes Vilhelm Blom at komme til Kbhn. til samme Tid; det speculerer vi ogsaa paa.
For Øjeblikket har jeg intet at bestille, men een af Dagene begynder Vinterøvelserne, der for mit Vedkommende bestaaer i 2 Timers Exercits og 2 Timers Læsning daglig. Capitajnen har nu søgt om Permission til Kjøbenhavn, hvor han har Kone og Børn, som han ikke har seet siden Krigens Udbrud. I hans Fraværelse faaer jeg jo noget mere at tage Vare paa, da jeg, som eneste Lieutenant ved Compagniet, da maa overtage Compagnicommandeursposten. Inden Midten af December kommer imidlertid Compagniets første Lieutenant tilbage og overtager Posten. Saa maaskee jeg kan faae en 14 Dages Permission. Johans Capitain bliver nok rolig ved Compagniet, saa vel som 1ste Ltnt., saa for ham er der vist mindre Vanskelighed. Jeg vilde gjærne komme til Kjøbenhavn, medens Rigsdagen er samlet; og vil den blive saaledes ved, som den har begyndt, saa vil det ogsaa give gode Stunder, inden den bliver færdig med, ja, inden den faaer begyndt paa sit egentlige Hværv. Jeg sender nu Dit Brev hen til Johan, for om han med det samme vil skrive Dig eller Andre i Kbhn. til. Imorgen Kl. 10 gaaer Posten herfra. Maaskee jeg da forinden tilføjer nogle Ord. Idag kun et kjærligt Levvel til Dig, Fader, Tante Jane, Amalia, Meta og Peter og hvem Andre der bryder sig om en Hilsen fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
Torsdag 23de Novbr: 1848
Kjære Johan!
Hvad egentlig Grunden har været til at jeg først nu efter næsten otte Dage siden jeg skrev til Svend, ikke har ladet see Brev fra mig kan jeg slet ikke forklare Eder uden det skulle være disse korte mørke Dage i alle Henseender; at Portoen skulle være Aarsag heri er saa s. 188langtfra for mig at jeg blot ville bede mine Børn lade Brevene til mig være ufrankerede, jeg skal da med Glæde betale hvor ofte det end skulle være, saa den Grund vil jeg nu slet ikke høre noget om, skriv blot. - - - Du meener at det ville give en Forandring Tscherning er kommet fra Roret; i Rigsforsamlingen veed du da nok han nu er og der kan du tro han arbeider af alle Kræfter efter sit Hoved, |: hvad der siges:| han veed saaledes at føre Mange med sig og faae Herredømmet imellem dem; at heele Forsamlingen er inddeelt i 5 Afdeelinger veed du da nok og i den Fader var, er nu ogsaa Tchr: kommet ind, der skal jo alting nu drøftes og gjennemgaaes hvad der skal frem i heele Forsamlingen der er jo da bestandig sammenstød, der er nu netop Værnepligtssagen for i disse Dage som jo er hans Kjæphest og som Fader har saameget imod, du husker maaskee for fleere Aar siden engang Talen var derom i et Selskab paa Skydebanen med Fader og ham. Moder skulle nu ikke tale herom, da det er Noget jeg ikke forstaaer veed jeg jo nok mine Sønner siger, jeg veed det er hvad jeg altiid har fundet saa aldeles galt, paa den Maade at ville gjøre Alle lige, Almeen-Væbning det er der rimelighed i efter mit dumme Hoved, du leer nu vist høit min Søn over mig som saaledes kommer frem med alt dette, men det er hvad der altiid har oprørt mig naar Talen har været herom; fordum kunde det jo tænkes det var Frygten for mine egne Sønner det saa ogsaa ville gaae ud over, men nu er det bortfaldet og dog finder jeg det netop nu saa skrækkeligt, Fader kom derfra i Aftes og havde fundet det en Gru at høre tale om Mennesker som de ussleste Trælle, med skulle de Alle paa den Maade, duede de saa ikke til andet om det saa kun var til Trainkuske, du kan nok tænke min Søn det gjør ikke godt paa Fader, det er ikke den Frihed og Lighed han strider for; han kommer tit Hjem og er saa kjed af alt det Vrøvl, imellem os at sige, det siges sagte.
Grundtvig og hans Slægt.
12
Fra Møllen kan jeg hilse, der er det godt begge de unge Møllerkoner var her i Aftes Fader er nu ude bad Eder kjærligst hilset og spurgde om I læste Rigsdagstidenden? - - -
Fra Svend Grundtvig til moderen.
[Pjedsted; sidst 1 Nvbr. 1848]
Kjære Moder!
Idet jeg herved beder Dig besørge indlagte Brev afsendt, som jeg nu i over en Maaned har skullet skrive, men først fik fra Haanden i Aften, maa jeg dog ogsaa sende Dig et lille venligt Ord og bede Dig s. 189om Forladelse for den Skuffelse, Du vistnok vil føle, naar Du aabner dette store, tykke Brev og finder fremmede Sager deri. Da jeg sidst skrev til Dig, befandt jeg mig snavs og havde Feber; det varede et Par Dage og viste sig bagefter at have været Nældefeber, thi nu siden er jeg bleven saa nældet, saa jeg maa holde mig inde i nogle Dage. Nu befinder jeg mig forresten fuldkommen vel. Vil Du hilse Fader og dem Alle derhjemme (baade i Vimmelsk. og paa Møllen) saa meget fra mig. Peter har nu længe truet med at skrive til mig, men endnu venter jeg forgjæves. Fra Skovgaard have Johan og jeg faaet Brev og svare een af Dagene. Vil Du sige Peter, at dersom han eller Brandt eller nogen Anden havde et lille Brev til Stephens, saa maa han gjærne klæde mit Brev af og lægge det ind til min Lap. Endnu er ingen Forandring foregaaet i vor Stilling, skjøndt det er sandsynligt, at vi med Tiden komme ind til Vejle. Nu Goddag og Godnat, kjære Moder, fra Din altid inderlig hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
8de Decbr. 1848.
Kjære Børn. Begge mine Sønner!
Da jeg ret længselsfuld stod og hørte efter hvergang der ringedes paa Klokken om det ikke kunde være et lille Brev fra Eder der kom, skeete det ogsaa rigtig, at Høxbro stod for mig med Brevet fra dig Johan, Tak herfor min Søn ! i dag otte dage da jeg sændte Bogpakken, var det jeg modtog Convoluten fra dig Svend, med indlagte Breve som er lbesørget, jeg fordrer nu altsaa min Ret mit Barn til hvad jeg skule have, imidlertid, Tak for hvad den indeholdt; nu er du da jo rask igjen efter den Varme de Nelder gav dig, hvad Høxbro havde seet fra dig, var Udskriften paa Brevet sagde han.
Det glæder mig for Eder Børn, at I nu ere komne til Faaborg hvor det i henseende til Omgangen jo vil være en stor Forandring, Nicolai og Line som I da jevnligen eller dagligen kunde see og der skal i den Bye være en rar omgængelig Tone, i det heele, endeel vakre Familier, men først og fremmest! passer godt paa Als |: det er min Øjesteen :| og det er nu sikkert for Øjeblikket hvor Ørnene allerhelst gjærne ville flokkes, jeg tænker derpaa med Gru, om det var mueligt det kunde skee, dog, jeg vil ikke tænke herpaa men haabe at Alt foreener sig der med samlet Styrke og bede Gud han vil forbyde dette med saameget meget Andet der trækker op over vore Hoveder. - - - s. 190Her sænder jeg de sidste to Rigstidender der er kommet, da her i denne Uge slet ikke har været Samling, uden i Afdelinger og Commiteer; det gaaer en ynkelig Sneglegang; Fader er meget ilde fornøjet, den Sag, der ligger ham saa nær paa Hjerted og som han nu stadigen i en 30 Aar har fulgt og seet det vilde gaae galt, det smerter ham dybt at see den bestandig synker dybere, og hans Ord siger han, har egentlig heele Strømmen imod sig paa Rigsdagen, det er jo hvad der virker og gnaver stærkt paa den kjære Fader! han taaler det ikke godt, han er nu gammel og det gaaer langt dybere end i de yngre Dage da Kraften var tilligemed, det er ham saa haardt at Ingen kan føle eller deele, hvad der saa dybt gjennemgriber ham, nu i sine gamle Dage, han føler sig at staae saa Eene det er en Følelse der smerter dybt, Gud give ham Kraft til at kunde gjennemgaae hvad der skal møde! i Aftes da vi talte alvorlig sammen iblandt andet da Talen var derom sagde han, »mine Sønner er jo ogsaa høist forskjællige i deres Anskuelser fra mig, det har saa ofte gaaet mig nær ja ret dybt til Hjerte, mit Liv har været en stadig Kamp, men med mine Nærmeste har den været mig haardest«. Alt hvad jeg nu her har skrevet er Noget som ganske bliver imellem os. - - - Fader spørger altiid naar der kommer Brev fra Eder og jeg læser dem for ham »det er dog besynderligt de har aldrig talt om det Brev, jeg sændte« det var et lille som laae inden i et af mine omtrent vel 4 Uger siden, lad nu Fader snart høre fra Eder. - - - Hils nu kjærlig Nicolai og Line! Fader som nu gik ud sænder Eder en Hjertelig Hilsen, Tante J : ligesaa og liden Am: som altiid lytter om der ikke er en Hilsen til hende fra Eder. Nu Farvel kjære Børn! i Kjærlighed
12*
Eders trofaste Moder.
*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Faaborg
10 Dec. 1848.
Kjære Fader!
Jeg kan tænke, Du maatte forundre Dig over ikke at høre [fra] mig saalænge, skjøndt jeg sidst modtog nogle Linier fra dig strax efter Valget i Præstø, men jeg haaber tillige, at Du ikke derover er blevet vred paa mig, jeg bad Moder forleden hilse og sige dig, at jeg ikke havde skrevet af Mangel paa Evne til at kunne tale fornuftigt om nogen Ting; og det er virkelig ogsaa Tilfældet, vi ere saa afskaarne fra alt det, der bevæger Eder derinde, saa vi, ved at tale til Eder om Noget deraf, staae Fare for at komme som en Hund i et Spil Kegler, at s. 191yttre Meninger etc., som ingensteds have hjemme. Imidlertid, Noget skal Du dog have fra mig nu, da vi idetmindste ere komne i civiliserede Menneskers Selskab og ikke som før, leve saa godt som i en Ørken. Det kan ikke Andet end glæde mig særdeles, at Du tilsidst kom ind paa Rigsdagen ; Du vil der faae Lejlighed til at udtale dig om mange for Fædrelandet vigtige Anliggender, som ellers maaskee ikke vilde tilbyde sig. Lad være! at Folk for en stor Deel ikke ville høre og i mange Tilfælde ikke kunne fatte, hvad du egenlig vil ; det er udtalt, og Ordene ville ikke falde til Jorden, de ville ialfald kunne tjene til Vejledning for os, for de Yngre, der stemme med dig i det Væsentlige, i Betragtningen af Folket og det Folkelige, som det er vor Tids Opgave at skaffe til sine gjennem Aarhundreder forsømte Rettigheder. Lad os ofte ikke kunne være enige med dig om de rette Midler til dette Maal og om den rette Vej, der bør slaaes ind dertil, om at du i dine Hoved fordringer har Ret og med Tiden vil faae Ret, derom har jeg aldrig tvivlet. Hvorledes egenlig vore Sager staae for Øjeblikket, veed I vel saalidt som vi, thi Snakken om russiske, engelske og mange andre Noter fæster jeg ingen Lid til, Noternes Tid er forbi, man har indseet, at en Lap Papir slaaer ingen Mand af Hesten.
I Vinter maae vi sagtens slaae os til Ro, thi der vil næppe skee nogen Forandring i den provisoriske Tilstand, hvori vi befinde os, hvor ønskeligt det end maatte være. Den ny Krigsminister og hans Colleger kan man jo endnu Intet vide eller sige om, man maa vente, til de vise det. Imidlertid forekommer det mig, som om Sagerne dog nu have vendt sig saaledes, at der ikke er megen Rimelighed for, at vi ville faae at gjøre mere med Preusserne eller andre Vildtydskere, men kun egenlig med Slesvig-Holstenerne, og dem kunne vi vel tumle. I den tydske Forvirring kan jo forresten Ingen ret finde Rede eller Nogen sige Enden paa, thi den synes at være grændseløs og rimeligvis at ville ende med det gamle Militærregimente, noget, vi som Mennesker vistnok maa beklage, men som vi som Danske dog nok helst maae ønske for Øjeblikket. Dersom de Danske imidlertid vilde stole herpaa og ene deraf vente Frelse, vilde den sikkert ikke komme, men det antager jeg ogsaa vi nu ere blevne for kloge til.
Det seer ud for vore Øjne herovre som om Rigsdagen ingen Ting bestilte, men det maa da nok komme af, at det egenlig er nu Afdelingerne, der ere i Virksomhed, medens de offenlige Møder kun behandle underordnede Sager. Gid de kun maatte træffe det Bedste for Landet, min Tillid til dem er just ikke særdeles stor, men jeg vil endnu haabe, at de ville overgaae mine Forventninger.
s. 192Vi ere nu komne til en Kjøbstad, og ere meget glade derved, thi i det sydlige Jylland var et intet mindre end behageligt Opholdssted, Beboerne ere om ikke ligefrem tydsksindede, som er Tilfældet med en heel Deel, saa dog i den mindst mulige Grad patriotisk sindede. Kjøbstæderne derimod, hvori jeg har været, med Undtagelse af Fredericia, udmærke sig paa en særdeles hæderlig Maade heri; Faaborg, hvor vi nu ere, har i den Henseende havt Lejlighed til at vise dette i højere Grad end maaskee nogen af de andre Kjøbstæder og har benyttet denne Lejlighed paa en beundringsværdig Maade; Alle, selv de fattigste Borgere, have plejet de Syge fra Lazaretterne og de indqvarterede Militære, som næsten hele Sommeren have draget ind og ud der, med den største Omhu uden derfor at ville modtage nogen Betaling. Vor Bataillon nøder dem nu til det, da jo mange af dem ikke have Raad dertil. I Henseende til Bønderne, navnlig de jydske, er der endnu meget at gjøre før de komme ud over deres Egenkjærlighed og faae noget virkeligt Hjerte for Fædrelandet. Der er derfor vist stor Fare ved den Magt, som Bondestanden synes nu at ville vinde; jeg troer, de maae hæmmes for Tiden saa meget som mueligt, indtil de blive mere oplyste. Da jeg haaber, om 14 Dage at see Eder, vil jeg bede dig tage til Takke med disse magre Linier; naar vi sees, vil der vist være mange Ting, som vi ville tale sammen om, men som det er for vidtløftigt at afhandle skriftligt. Hils Moder mange Gange og Lev vel! din hengivne Søn
Johan Grundtvig.
Fra Johan Grundtvig til moderen.*
Faaborg
11 Dec. 1848.
Kjære Moder!
Inderlig Tak for dit Brev af 8de December, som jeg fik idag. Jeg kunde igaar ikke faae Tid til mere end nogle Linier til Fader og et Par til Meta. - - -
Den 12te Dec.
Jeg sidder nu i Faaborg hos Nicolai og har det saa godt som et Menneske kan have det, da de gjøre Alt for at gjøre os Livet behageligt. Vi kom her i Fredags d. 8de og bleve meget overraskede ved at modtage en Indqvarteringsseddel paa Cand. Blicher; han er ikke pligtig til Indqvartering, men har næsten hele Sommeren frivillig taget 1 Off. eller 2 i Qvart. og havde nu specielt udbedet sig os. Baade Mand og Kone ere ganske, som da vi saae dem sidst ude paa Tuborg s. 193i Sommeren 1844; deres lille 3 Aars Dreng er fortræffelig, en sjelden opvakt Dreng, som jeg imidlertid, dersom han var min, vilde beværte med lidt Riis engang imellem, thi han er allerede kommet i Vane med at commandere den lille Charlotte ganske som en følgelig Sag, og det burde han læres af med. Om Søndagen fulgte Nic. os hen til Agent Voigt og præsenterede os der og vi bleve tilligemed Familien beedt der til om Aftenen; - - - baade Agenten og Sønnerne ere meget flinke Folk og hele Familien meget vakker. Du formaner os til at passe godt paa Als, vi have derfor fundet det hensigtsmæssigst, strax at lade Bataillonen afgaae derover, og skulle imorgen afgaae derhen med et Dampskib, som just nu er ankommet, for at hente os. Da vor Styrke var temmelig svækket, have vi forsynet os med 150 nye Recruter fra 3die Res.-Bataillon, saa vi nu ere 400 Mand stærke. Vi skulle have Bal her iaften ɔ : Off. give et for Borgerne til Tak for deres mageløse Omhu og Opoffrelse for os. - - - Det gjør mig inderlig ondt, at Fader befinder sig saa ilde, jeg har skrevet ham til og haaber da, han nu ikke længere er misfornøjet med mig af den Grund. At han maa være ilde ved Sagernes Gang paa Rigsdagen, kan jeg godt begribe, men det kan jo ikke være anderledes; det kan jo ikke hjelpe de jasker Sagerne af, og i Afdelingerne haaber jeg de bestille Noget. Hvad vi skulle paa Als, vide vi ikke, kun hedder det sig, at vi skulle 7 Batailloner derover; idetmindste har 3die Jægercorps indkaldt sit permitterede Mandskab til idag i Nyborg.
Din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Kjære Moder!
Jeg skammer mig som en vaad Hund over at see, at Johan nu sender det 2det Brev herfra, uden at jeg har skrevet. - - - Denne Bekjendelse af min Synd er det Eneste, jeg i Aften kan sende Dig, da jeg skal paa Bal om en Time og saa at sige lige derfra ombord paa Vejen til Als. Undskyld mig derfor saa godt Du kan hos Dig selv og hos de Andre, hvem jeg skylder Brev: Fader, Peter, Skovgaard og Høxbro. Saa snart jeg kan, skal jeg gjøre min Skyldighed i saa Henseende. Lev nu vel Allesammen og bær kjærligen over med
Din hengivne Søn:
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Faaborg, Mandag d. 15de Jan. 49.
Kjære Moder!
Som Du af Overskriften seer, ere Dine Sønner nu lykkelig og vel slupne fra Sjælland, der først slet ikke syntes at ville give Slip paa os. I Lørdags Aftes, da Johan skrev Dig til, var der slet ingen Udsigter til at store Belt vilde lade sig overfare for det første, men Søndag Morgen var det Tøvejr og vi forsøgte da vor Lykke, der efter Omstændighederne ikke var saa tynd, thi vi kom fra Korsør (det Hundehul) over til Nyborg paa 5 Timer, fra Kl. 9—2, deri iberegnet 1/2 Time, som vi tilbragte paa den berømte Ø Sprogø, for at høre om Farvandets Tilstand over ad Fyen til, og som vi benyttede til at faae Frokost og Kaffe, der i høj Grad bidrog til at gjøre den iøvrigt ikke behagelige Fart taalelig. Vi mødte vel en Deel Driviis, som vi undertiden maatte gjøre lange Omveje for at undgaae, men ved fynske Kyst var der kun lidt Iis, da Vinden under vor Fart gik mere og mere om til Vest og blæste op til hvad selv Skipperen kaldte en Storm. Han erklærede ogsaa, at dersom vi vare blevne endnu 1/2 Time paa Sprogø, saa vilde vi kommet til at blive der om Natten, da vi ikke kunde have vovet os ud med saa stærk en Modvind. Nu derimod vare vi alt i Læ af Landet og paa forholdsviis smult Vand, da det rigtig tog paa at blæse op. Saa ganske tørskindede kom vi da ikke til Fyen, thi paa den første Deel af Touren havde vi øsende Regn og paa den anden bleve vi ordentlig vadskede af det salte Vand, der sprøjtede ind over Forstavnen og løb ind over Rælingen. Efter i Nyborg at have faaet os en god Middagsmad rejste vi da Kl. 4 videre til Odense, som vi naaede Kl. 7. Der lode vi nu Diligencen gaae sin egen Gang og toge Afsked blandt Andre med Hs. Højvelbaarenhed Amtmand Lehmann, der havde gjort hele Rejsen fra Kbhn. sammen med os, og som jeg ved denne Lejlighed blev endnu mere gal paa end jeg var i Forvejen, for den Vigtighed og Fornemhed, hvormed han overalt traadte frem. Han havde »Adam Homo« med sig, som han først havde lige begyndt paa, og da han spurgte Johan, hvad der egl. var Indholdet eller Gangen i den, svarede han ganske lumsk, men aldeles sandfærdig: det er en Mand, der i sine unge Dage lover meget: er en talentfuld, frisindet Mand, men senere glemmer sine Ungdomskjærligheder og bliver heel og holden en tom, fiin Kammerherre og saa døer. — Endskjøndt jeg selv ikke sætter stor Pris paa samme Bog, saa finder jeg den en særdeles passende Læsning for Hr. Amtmand (og med Tiden maaskee ogsaa Hr. Kammerherre) Lehmann.
s. 195Kl. 9 afrejste vi med Extrapost hertil, hvor vi ankom Kl. 2 1/2 i Nat til Postgaarden, hvor vi fik vore vaade Klæder hængte til Tørre (skjøndt de endnu i dette Øjeblik ikke saa ganske have forvundet Sørejsen) og kom i Seng, som vi forlode i Formiddags Kl. 11. Efter at have drukket The begave vi os hen til Nikolaj og Line, hos hvem vi have spiist til Middag og hos hvem jeg nu skriver disse Linier. Efter hvad vi her erfare, skal der ikke være nogen Vanskelighed ved Overfarten fra Bøjgden til Fynshaf paa Als. Den Tour agte vi at gjøre imorgen tidlig og haabe da imorgen inden Aften (der er 2 Miils Kjørsel over Als) at sidde i Ro i Sønderborg, hvorfra Du da, saa snart skee kan, vil faae Bud og Brev. Du maa imidlertid ikke være altfor utaalmodig i saa Henseende, da Postgangen fra Als skal være meget seendrægtig, saa vore Breve fra Sønderborg vel næppe ville naae Kjøbenhavn i denne Uge. —
Lad nu dette Brev ogsaa bringe min inderlige Tak til dem alle der hjemme, og da først og sidst til Dig, for al den kjærlige Omhu jeg atter dennegang mødtes af i mit Hjem, for al den Opmuntring og aandelige Forfriskelse, som der blev mig til Deel. Gid jeg kun kunde gjøre noget til, at ogsaa i Din Sjæl en roligere og lykkeligere Stemning maatte fødes og leve og avle et frejdigere Blik paa Livet i det Hele; ja, jeg siger med Kjæmpevisens Ord: »Herre Gud løse vel Din Angest og Sorgen af Dit Bryst!«
Nu lev vel, kjære Moder, altid elsket og kjærlig savnet af
Din hengivne Søn
Svend.
P.S. Hils nu saa meget Fader og Meta, Boisen, Tante Jane og Amalia og naar Du ellers seer nogen af vore Venner. — Line Blicher beder sig venlig erindret til og af Dig og Nikolaj ligesaa.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, d. 20de Januar 1849.
Kjære Moder!
Da jeg sidst skrev Dig til — det var i Mandags — var jeg i Faaborg, og ventede allerede næste Dag at kunne være her paa mit Bestemmelsessted; men det slog fejl. Først igaar Aftes kom vi hertil Byen; men dette maa dog ikke forstaaes, som om vi havde ligget paa Vandet i alle de 4 Dage, hvad næsten vilde have været mere end et almindeligt Menneske kunde taale, nej, Overfarten fra Bøjden (1 1/2 Miil fra Faaborg) s. 196til Fynshaf (2 Miil herfra) var efter Omstændighederne aldeles upaaklagelig, skjøndt selv ikke mere end 4 Timer i en aaben Baad med Vandet over Hovedet i eet væk ikke paa denne Aarstid hører til de største Behageligheder. Vi vare i Tirsdags ude i Bøjden for at see paa Lejligheden, men Færgemanden erklærede det for umuligt at komme over den Dag og da Huset var fuldt af Rejsende, der ligesom vi ventede paa et gunstigt Øjeblik til at slippe over til Als, saa var der intet Andet for os at gjøre, end at vende Næsen hjem — til Faaborg, hvilket jo i og for sig ogsaa var behageligere end at ligge der ude i Færgegaarden. Vi flyttede da ind til Nikolajs, hvor vi bleve til Fredag Morgen Kl. 5, da vi atter droge til Bøjden og nu havde bedre Held, da vi som sagt den Dag slap herover. Et uskatteerligt Gode var det under disse Omstændigheder at vi havde Blichers at tye til, deels fordi det ellers vilde have været saare kjedsommeligt at ligge 4 Dage og drive i en ubekjendt Kjøbstad og deels fordi vore Lommer da, ved at vi maatte blive paa Gjestgivergaarden, vilde være blevne endnu tommere end de nu bleve og vi endda ikke vilde haft nogen nem Udvej til atter at faae dem reparerede. Hvor billigt det er at ligge paa Gjestgivergaard i Faaborg vil Du kunne slutte deraf, at vi to, Johan og jeg for 2 Nætters Leje og 2 Morgeners Theevand betalte 3 R. 3 &. 8 β foruden 1 R. i Drikkepenge. Naar hertil kommer, at vi fra Odense til Faaborg (5 Miil) maatte være kun 2 om Extraposten, samt at Venderejsen til Bøjden i Mandags kostede os 4 R. — saa vil Du vel kunne skjønne, at vi just ikke ere komne hertil med meget Sølv og Guld i Pungene. Vi vare endog nødte til at laane 15 R. hos Nikolaj. — Oberstlieutenanten havde før vi kom været meget vred og lovet os en lille Pønitense i Cachotten, men da vi kom og forklarede ham, at det var Vorherres eller Færgemandens, men ialfald ikke vores Skyld, at vi kom 4 Dage for silde, saa var han særdeles naadig og venlig. I Torsdags vare vi ude med Nikolaj og gjorde en Visite hos den gamle Exellence Bille-Brahe paa Hvedholm ( 3/4 Miil fra Faaborg) som indbød os til, om vi til den Tid endnu var i Fyns Land, imorgen (Søndag) at spise til Middag hos sig; og paa Mandag skulde der være stort Bal i Faaborg; men det gik nu vore Næser forbi. — Det var da ganske rigtigt, som vi talte om i Kbhn., at vi skulle farves grønne, dog skulle vi, som alle Jægere herefter, ikke have grønne, men graa Buxer, hvilket i mine Øjne, eller rettere i mine Tanker — thi jeg har jo ikke seet det endnu — er meget stygt. For den Fornøjelse faaer enhver af os 30 R., og Terminen er 1ste Marts, dog skal det endnu efter den Tid være os tilladt til den daglige s. 197Tjeneste at bære de blaa Uniformer, saa Bekostningen ved denne Forandring endda ikke er saa stor, især da vi fra 1ste Januar have 40 R. maanedlig (istedenfor 32).
Har jeg nu i en Maaned haft det mageligt, saa vil jeg nu ialfald for det første faae det des strængere. Fra paa Mandag har jeg 8 Timers Tjeneste daglig: Exercits Kl. 8—12 og 2—4, og Læsning Kl. 5—7, altsammen med Rekrutterne fra Als og Ærø. Et stort Gode er det imidlertid at jeg saa faaer Lov at blive her i Sønderborg og ikke, som de fleste af de andre Batailloner herovre, kommer til at ligge ude i en Bondegaard. Mit gamle Kvarteer hos Reimuths var optaget, men jeg har faaet et andet 2 Huse derfra, hvormed jeg kan være tilfreds. For Resten er der Værelser ledige paa Slottet baade til Johan og mig, men da der ingen Meubler er og Intendanturen ingen flere vil give, saa er det et Spørgsmaal om vi komme ind i denne vor Embedsbolig, der vel ikke er af de bekvemmeste (Sophaer kjendes kun af Navn paa bemældte Caserne), men dog har den Fordeel at være den billigste, der her kan haves. —
Med disse Linier vil jeg da bede Dig for denne Gang at tage tiltakke. Hils nu Alle derhjemme og paa Møllen venligst fra mig og skriv snart et Par Ord til mig, addresserede ikke mere til 10de Linie-Infanterie-Bataillon, men til »10de lette Infanterie-Bataillon«, som vi nu hedder.
Din »lette« men sindige, mon ikke letsindige,
hengivne Søn
Svend.
P. S. Paa Torsdag skriver jeg til Peter med Pakkeposten.
Jeg faaer ikke Tid denne Gang til Andet end sende Dig og Eder alle min hjertelige Hilsen.
Din heng. Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg Slot 25/1 49.
Kjære Moder!
Et lille Ord fra mig har Du sikkert ventet, og et saadant stjæler jeg mig da nu til at sende Dig; jeg stjæler mig dertil, fordi jeg skriver disse Linier midt i min Tjeneste, der, som Du veed, falder heroppe. Jeg har derfor kun Tid til at sige Dig, at jeg lever vel og kjærlig tænker s. 198paa Dig og de Andre der hjemme. Af Peters Brev og da allerøjen- synligst af det medfølgende blaa Papir vil Du have den Fornøjelse at bemærke, at min finansielle Status er særdeles glimrende, uagtet Rejsen, der, som jeg i mit forrige Brev omtalte, tog lumsk paa Lommerne.
Tak for Dit Brev, som vel egl. var til Johan, men som jeg dog ogsaa kan tage mig af. Send mig for Guds Skyld ingen Støvler, thi jeg er dermed rigelig forsynet. Nu tør jeg ikke længere blive ved Pennen og maa derfor slutte med kjærlig Hilsen til Dig, Fader og de Andre derhjemme fra
Din altid hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 29de Januar 1849.
Kjære Meta!
Ja, jeg mærker jo nok, at min Kjøbenhavnsrejse ikke har været mig til mindste Nytte: som Du veed, rejste jeg did, for mundtlig at besvare en heel Deel Breve, som jeg ellers med Pennen skulde have besvaret eller dog gjengjældt eet for eet; og da jeg nu uendelig hellere modtager end selv skriver Breve, saa rejste jeg — på den Regning, at jeg selv skulde regnes dog i det mindste for lige med et Brev fra min egen Haand — lige til Kjøbenhavn, for paa denne Maade at klare den paaløbne uskatterlige og derfor ikke let betalelige Gjæld, ja, maaskee endogsaa erhværve mig et lille Overskud, hvoraf jeg siden i al Mag kunde trække Renterne. Kort sagt: mit udsvævende Haab var, at forvandle alle mine kjære Creditorer til lige saa mange gode Debitorer.
Denne min Regning var vistnok formelt aldeles rigtig; thi et personligt Besøg som Svar paa et Brev er i det mindste lige for lige, om ikke endda lidt mere. Men jeg kan jo ikke nægte, at Sagen i sin Realitet har antaget et noget forandret Udseende, fornemmelig ved den aldeles exempelløse Behandling, der i Kjøbenhavn blev mig til Deel; thi derved er Sagen bleven stillet reent paa den anden Ende, saa den Gjæld, hvori jeg ved min Ankomst til Staden vitterlig stod i til Dig og så mange andre kjære Venner og Frænder, (en Gjæld, som jeg jo netop ved denne min Ankomst vilde klare) den — langt fra at betales eller dog formindskes ved smaa Afdrag, — meget mere daglig voxte, ikke blot ved de påløbende Renter og Renters Renter, men s. 199også ved bestandige nye Tilskud af det »bestandig venskabelige Selskabs« Kasse. Derfor: fordi jeg endelig indsaae at jeg aldeles havde forregnet mig og daglig sank dybere og dybere i Gjælden, der alt forhen var grumme nær ved mine Øren, derfor var det netop ogsaa jeg til sidst i Fortvivlelse forlod Hovedstaden. Imidlertid: jeg er nu ikke mere fortvivlet, thi jeg har fortvivlet — om nogensinde at komme ud af denne min bundløse Gjæld, hvoraf ikke den mindste Deel staaer paa Din Conto, — har saa aldeles fortvivlet om nogensinde at tilbagebetale den, at jeg endogsaa ganske har slaaet alle smaa maanedlige eller ugenlige Afbedrag af Hovedet; (den eneste Maade skulde da saa være den i Adresseavisen saa meget yndede, thi der hedder det jo bestandig at de søgte »3 Rbdlr.« skulle blive tilbagebetalte »med Taknemlighed«.) — Tro derfor ikke, at jeg ved nu atter at begynde Brevvexlingen har tænkt paa at begynde Afbetalingen; ingenlunde, det er kun en Forskrivning for, at jeg vedkjender mig Gjælden til Dig [og] alle det ovennævnte Selskabs øvrige Medlemmer, en Gjæld, som passende kan udtrykkes med et liggende 8tal, som figura udviser ∞.
»Au, au, mit ene Knæ!« o. s. v. — 1) .
Johan lod mig forleden Dag see et Brev, han havde skrevet til Kjøbenhavn, og hvori han beklager sig bitterlig over det aandsfor-tærende Garnisonsliv, vi føre herovre. Uden at ville modsige ham, eller rettere den Stemning, der stiller Forholdene i et saadant Lys, så vil jeg dog bemærke, at de ogsaa kunne opfattes under et gunstigere Synspunkt. Make the best of everything, det er nu engang mit princip, og det stræber jeg da ogsaa her at følge. Det maa tilstaaes, at skjøndt vort Liv her bestaaer i evigt Slid og Slæb med en Hoben i og for sig kun lidet indholdsrige eller sjælefødende Forretninger, saa savner det da ikke ganske sine interessantere Sider. Lad mig nævne, hvad der for Øjeblikket ligger mig nærmest : det var min Vagt igaar paa Slottet. Det var et forskrækkeligt Vejr inat, af den Slags, som man i Kbhn. siger, at det ikke er til at jage en Hund ud i (men saadanne Talemaader gjælder nu slet ikke her). Det var stærk Storm, Paalandsvind og som en Følge deraf høj Vandstand ; Vandet gik flere Steder heelt op i Husene. Sneen øste ned, thi det var Tøvejr, saa det var halv Snee og halv Vand, der i tætte Strømme kom drivende ned af Himmelen. I en saadan Nat at gaae sig en Ronde langs med Stranden, stundom i Vand til Knæene, hørende kun Vindens Hyl og Vandets Brummen, s. 200pludselig afbrudt af en usynlig Skildvagts Anraab: »Holdt! Hvem der?«, ledsaget af den klapprende Lyd, som Geværet giver, idet det lægges an paa En, — en saadan Spadseretour er saa ejendommelig, at den ikke kan kaldes aandsfortærende, men snarere aandsopbyggende. Og saadan en Tour havde jeg to Gange i Nat (Kl. 12 og Kl. 4), hver Tour varende 1 1/2 Time. — Saa igjen i Mellemtiden at sidde ved det ensomme Lys oppe i min Vagtstue (Officeren har sit eget Vagtkammer oppe i Slottet, medens Vagten har sin Stue nede i Porten) paa Slottet : et lille afsides Kammer i et af de gamle Taarne, hvor man — især i saadan en Nat — hører Vindens Hvinen, idet den løber omkring og pusler i alle de Krinkelkroge, en saadan gammel Ruin altid har, — ogsaa det var en ejendommelig Situation; ogsaa det fremkalder saa mange ellers slumrende Tanker og Følelser i Sjælen, at man ikke kan nægte det er interessant. — Ved at tale saa meget om Vagten mindes jeg om, at vi nu have faaet Musik her til Øen, 1ste Brigades Musikcorps, der idag for første Gang trak op i Spidsen for Vagten fra Pladsen foran Generalens Bolig, hvor det først musicerede 1/2 Time. Det er en stor Trøst, thi vi hørte ellers ikke anden Musik, end vore Hornblæseres falske Signaltoner og Stadsmusicanternes ikke meget mindre falske Bierfidlerier i Theatret.
Sønderborg d. 6te Februar 49.
Den i det Foregaaende meget omtalte »interessante« Vagt havde saa interessante Følger for mig, at jeg først nu faaer dette Brev sluttet og afsendt. Da jeg skriver nogle Linier til Moder, saa vil jeg ikke fortsætte her, men kun bede Dig hilse Peter saa meget. Jeg haaber da at han har faaet mit Brev med 30 R. Bed ham (og bed med det samme Dig selv) om snart at skrive til sin og Din
hengivne Broder
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
1ste Febri: 1849.
Kjære Svend!
Dine smaae Breve ligger her for mig som oftere har sagt mig, at jeg skulle skrive og at du maaske længtes lidt efter at høre herfra Hjemmet jeg er ogsaa oftere kommet saavidt, Mappen er nok saa stolt lukket op, men, meer er det ikke heller blevet til, et og andet har da bestandig forhindret heri; jeg siger Eder da nu kjære Børn tak for Brevene saavel fra Faaborg som Sønderborg hvortil I da s. 201endelig kom og har jo ogsaa faaet endeel at tage Eder af, men det er jo godt, naar der ogsaa alvorlig maatte blive tænkt paa hvad det heele er for, hvad den heele Styrke samles til, naar den ikke skal bruges, men blot til at drive og pine Folk i alle Henseender, det er jo dog en gru at tænke paa de stakkels Slesvigere, udholde det meget længe er det jo dog ikke at tænke de kan, det er en mageløs Udholdenhed og Trofasthed, men der maae siges her, som altiid, det har sine Grændser. Knudsens Broder, en Svoger, og Niels-Andersen en særdeles flink Mand :|: han besøgte os engang paa Bakkehuset — Skovgaard syntes dengang saa godt om hans Ansigt, at han har det. — [: de kom hertil Byen i forrige Uge for at tale med Krigs-Mi: og Kongen, thi nu syntes De det snart blev for slemt at skulle taale ; De er reist i Dag igjen, men neppe til Hjemmet, Hvad siger dog Folk ovre hos Eder? hvordan udtaler de øverst kommandeerende sig herom, tør de maaskee heller ikke sige deres Mening? men krybe heller i et Musehul? at Fader ikke har det godt kan du da nok vide og vi Andre ikke heller; Mændene fra Slesvig ville have ham til Krigsminister sagde de i Aftes de kom for at sige Farvel.
Om det er for jeg er blevet gammel, at jeg seer Alt omkring mig saa mørkt, veed jeg ikke, men vistnok er det, jeg havde aldrig tænkt mig at skulle leve sligt et Aar som det forløbne, Gud veed hvad dette Nye vil bringe, jeg vil bede Gud gjøre en god Udgang paa al denne Nød og Trængsel i saamange Ting!
Har du ikke en Samling i en af Boghyllerne i Eders Stue paa alle de forskjællige smaae Leiligheds-Digte Fader har skrevet og hvad Hylle er det i? Det var jo godt Børn at I blev i Sønderborg, som I helst ville, hvad Levemaaden og Drikkevare angaaer har I da Alt hvad behøves, eller meer til, det er aldrig saa godt at give slip igjen paa Vellevnet. — Selskab og Komedier har I da ikke heller mangel paa, men hvad der jo er mig kjært er, at begge mine Sønner daglig kan sees og glædes ved hverandre som jeg altiid har haabet, at naar mine Sønner blev ældre skulle den opbrusende Heftighed som imellem betog Eder vige for den roeligere betænksomhed saa I ret kunde skjønne paa hvad I var og i Grunden altiid har været for hverandre, ja, tilgiv mig nu kjære Børn, I siger vel, det er Moders gamle Tale, jeg vil heller ikke nægte det har ret kunde[t] bedrøvet, ja jeg kan sige ængsted mig, naar mine Børn kunde blive saa opbrusende imod hverandre. — i Løverdags da dette saavidt var færdigt og skulle bort blev jeg atter hindret deri og nu ved at see hvad jeg skrev, har jeg været nærved at putte det i Kakkelovnen, dog, jeg vil nu lade det s. 202løbe i sin usle Dragt, men beder blot dig min Søn at gjøre hvad jeg havde betænkt hermed. —
Det er sandt, jeg maae dog fortælle at her er kommet en Forelæsning i Gang over Middelalderens Historie af Fader, det er hver Onsdag-Aften, De samles da her omtrent nogle og tyve Personer af H. eller Damer og Herrer Kl. 7 skal Alle være samlede, her drikkes da en Kop Thee før 7 og omtrent Kl. 8 — eller 8 1/2 høres der op og hver forføjer sig bort saa at sige ; nu paa Onsdag er det tredie Oplæsning, maaskee har du allerede hørt tale herom. — Med Rigsdagen gaaer det da som du vel selv seer, nu kom Fader Hjem Kl. 5, det skulle nok være den endelige Behandling af Værnepligten i Dag, »jeg fik da Ordet og talte saa jeg nok troer det kunde høres sagde Fader«, jeg veed jo nok Børn det er ikke Eders Anskuelse af Tingen, hvad synes I vel om at Præsterne skulle med? jeg forfægter det paa det ivrigste, det vil sige hos mig selv, i det heele veed du maaske nok at fra det første jeg hørte tale om almindelig Værnepligt har jeg fundet den Lov afskyelig i Freden. — Fader skal nu i Aften eller Middag til Br[andts], saa for saavidt seer du han Gud skee Lov dog er rask. — At sænde Blade eller lignende over til Eder er vel overflødigt; blev der ikke iblandt andre Sager nogle af »Danskerne« i Faaborg, de sidste 5 No. i 48 mangle af dem i have? Fader beder kjærlig at hilse Eder og sige Dem, at i Morgen har jeg Forespørgsel, saavel til Inden som Udenrigsministeren, først om Trykkeforordningen fra 99 som er begyndt at komme frem, og saa om den Note paa Rigsdagen som blev sændt dem til Frankfurt, I kjænder den jo nok? Hvordan tænker I vel det vil kunde gaae af? til mig kjænder i da. —
Fra Møllen kan jeg da hilse Alt er da godt der, Meta var lidt herinde før, igaar var jo da Peter og hun her til Middag men i en slags sovende Tilstand da De havde været hos Bar: Stampes paa Bal til Kl. 4 saa du kan vide hun er rask og jeg vil da haabe ikke for rask. —
Siden det er længe jeg ikke har skrevet dig til, saa er det nu vist du faaer meer end nok i Aften jeg sidder ogsaa ganske eene her da Tante J : heller ikke er hjemme, hun bad Eder kjærlig hilset da hun gik, I er ogsaa stadig i hendes Tanker. —
Dette Brev var jo tiltænkt dig i forrige Uge, som da sees af Datoen, jeg vil nu lade som det var saa, thi min Betænkning er idetmindste at ville skrive til Eder hver Uge skifteviis og mindre har mine Børn vel ikke heller tænkt, at ville glæde mig med Breve.
Gud være med Eder kjære Børn paa alle Eders Veje! saa beder Eders trofaste Moder
E Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 6te Februar 1849.
Kjære Moder!
Det har, jeg vil ikke sige ængstet, men dog undret os, dine Børn herovre, i alle de snart 4 Uger, vi have været hjemmefra, kun een Gang at høre et lille Ord derfra. Det er naturligt at vi længes efter at høre, hvorledes alt staaer til og jeg haaber at der allerede er noget paa Vejen medens jeg skriver dette. At det har varet forholdsviis længe med mig dennegang (det er næsten 14 Dage siden jeg skrev) kommer af, at jeg har været noget syg, ligesiden den 20de forrige Maaned. Jeg har faaet en stærk Forkjølelse paa Vagten og har maattet ligge og drikke Salmiak og Brystthee. Nu er jeg da atter paa Benene, skjøndt endnu ikke tjenstdygtig. Jeg har under disse Omstændigheder dobbelt maatte prise min Lykke, at have faaet et godt Quarteer med en særdeles forekommende Vært og ditto Værtinde. Nu kurerer han paa mig med Portviin, hvilket er mere efter min Smag end Salmiak. Jeg er indquarteret sammen med Brigadelægen van Deurs, der engang i flere Aar har været Læge i Præstø, en særdeles dannet og interessant Mand, med uhyre udbredte personalhistoriske Kundskaber. — Oberstlieutenant Blom har jeg endnu ikke seet noget til; han har ikke været her i Byen, og jeg kan naturligviis aldrig tænke paa at komme saa langt ud i Verden som til Fyen. Vilhelm seer jeg derimod jævnlig, skjøndt for det meste kun lidt ad Gangen, og han siger at Faderen befinder sig vel. Thurah, der boer etsteds her paa Øen, har jeg lige saa lidt seet. Derimod fornøjede det mig forleden Dag at faae Besøg af Ernesto Dalgas, der fra den anden Ende af Øen var kommen ud til Sønderborg og blev attrapperet af Johan, der bragte ham til mig. Ltnt. Zytphen, som Du vist har hørt mig tale om, og som stod ved samme Compagnie som jeg i Exerceerskolen i Kbhn., og hvem jeg saa godt kan lide, besøgte mig iforgaars og jeg var igaar Aftes samlet med ham hos Johan. Af Personalia veed jeg nu ikke mere at anføre, undtagen det skulde være, at vor Oberstltnt. Ræder bliver hver Dag galere og er nærved at slaae hele Bataillonen ihjæl ved at overlæsse alle med uoverkommeligt Arbejde, saa han formelig ødelægger os midt i Freden, hvilket er saa meget mindre fornødent, som Alle ere enige om, at han nok skal vide at faae os ødelagte, saa snart Krigen atter begynder.
Politisk Nyt kan her naturligviis ikke være, men hvad Stemningen angaaer, da er den saavel blandt Civile som blandt Militaire afgjort for saa snart som muligt (ɔ : 26de Februar) at opsige Vaabenstilstanden s. 204og saa til 26de Marts at tage ordentlig fat paa Oprørerne. Man siger da her for vist, at Regeringen skal paa det Bestemteste have vægret sig ved at tilstaae nogen Forlængelse af Stilstanden under andre Betingelser, end at vore Tropper imidlertid maae holde Slesvig besat. O, hvor længes jeg efter den Dag, da vi atter skulle tage dette danske Land i Besiddelse og holde Dommedag over dets Undertrykkere. Den Maaned, der nu alt er forløbet siden jeg forlod Eder, er gaaet saa umærkeligt (fordi der aldeles intet mærkeligt er passeret i den), at to Maaneder da ikke kunne være nogen Evighed. Nu lev vel! elskede Moder! Bring min kjærlige Hilsen til Fader, Tante Jane og Amalia. Hils ogsaa venlig mine mange Venner, naar Du seer nogen af dem, (navnlig Høxbro, Niels Spandet, Skovgaard) fra
Grundtvig og hans Slægt.
13
Din altid hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 12te Febr. 1849.
Kjære Moder!
Du er dog den Eneste, det er værd at skrive til, for de Andre faaer man ingen Svar fra. Tak for Dit Brev, som [jeg] modtog i Fredags, samme Dag, som mine Breve til Dig og Meta vare afgaaede (for skjøndt de blev skrevne og indleverede om Tirsdagen kom de først afsted Fredag).
Ogsaa i Dit sidste Brev findes Udtryk af Din kjærlige, men ængstelige Deeltagelse for hele Landets Skjæbne og da navnlig for »de stakkels Slesvigere«, der jo vel kunne fortjene ikke blot vor oprigtige Medfølelse, men ogsaa — hvad jeg haaber snart vil skee — vor kraftige Bistand. Vore permitterede Slesvigere indfinde sig nu efterhaanden som det stunder mod den almindelige Mødetid : 1ste Marts og jeg er overbeviist om, at de nok alle ville være ved deres Fane igjen. Du spørger, om man ogsaa her ret har Tanken henvendt paa, »hvad det Hele er til«, og om hvad Folk her og da navnlig de høje Officerer sige og mene om Krig og Fred. Derpaa vil jeg da ogsaa svare Dig efter mit bedste Vidende, men kan dog ikke lade være først at give et lille Kvæk af mig i Anledning af et Ord, Du ved samme Lejlighed lader falde. Det er om, at ellers (ɔ: om man ikke mindedes, hvad det Hele er til) var det dog alt for galt saaledes at pine og plage Folk. Det er nemlig virkelig en urigtig forudfattet Mening, at Soldaterne blive »piinte«. I Førstningen, naar de som Rekrutter komme fra Fader og Moder s. 205og »det store Sulefad« til den tilvisse fuldkommen tilstrækkelige og sunde, men ensformige »Naturalforplejning« og istedenfor at synke til Halsen i Fjærdyner komme til at ligge paa Madratser med Tæpper over sig, og naar de istedenfor at slentre bag Ploven maa rette deres Ryg og bruge deres Lemmer og deres Øjne med en Hurtighed og Bestemthed, der er dem uvant, — naar de først komme ind i denne heel forandrede Levemaade, — da ere de vistnok noget klejne tilmode; men see paa vore gamle Karle, blot paa dem, der have været et Par Maaneder i Tjenesten: de ere glade og fornøjede, synge og dandse og gjøre deres Tjeneste med Raskhed og frisk Mod, og siig saa, at de ere forpiinte! — Nu til Svaret paa Dit Spørgsmaal, og det er da kortelig dette, at der maaskee ikke da det forrige Aars Felttog begyndte var en modigere og mere krigslysten Stemning i Armeen, baade oppe og nede, end der nu er; Enhver har nu den Følelse, at det ikke blot som dengang er et Oprør der skal kues, men at vi nu have Skade at hævne paa vore meensvorne Fjender og de trofaste Slesvigeres Blodsugere. Med Jubel vil det Bud blive modtaget, der sender os over det smalle Sund ned i Sønderjylland. Jeg kunde næsten fristes til at kalde Stemningen altfor sangvinsk, fordi den tildeels næres ved den Tro, at vi dennegang ikke ville faae med Andre at gjøre, end med vor Konges oprørske Undersaatter, noget som der vel kan være nogen Rimelighed for, men som vi dog ikke bør sætte os for fast i Hovedet, for at ikke den Efterretning skal nedslaae os, at vi atter dennegang have »det store tyske Fædreland« imod os. Men naar der spørges, om man da er saa hidsig paa at komme til at slaaes, at man ønsker eller rettere, at man vilde gjøre det Mindste til om det var muligt at fremskynde Felttogets Aabning inden Stilstanden er udløben, da maa jeg svare nej; dette er den Termin, man tænker sig som den retfærdige og fordeelagtige for Kampens Fornyelse. En anden Sag var det, om Regeringen kun ikke vilde ud over det Tidspunkt lade Slesvigs danske Befolkning i Stikken; thi derimod yttrer der sig i alle Kredse den bestemteste Uvillie. Skal Vaabenstilstanden fornyes, saa stoler man her paa, at det kun bliver paa den Betingelse, at Slesvig da besættes af vore Tropper.
Jeg vil nu kortelig tage Hensyn til nogle andre Punkter i Dit Brev: der er først Spørgsmaalet, om jeg ikke har en Samling af Faders Lejlighedsdigte, og dertil svares jo: ovenpaa Kvarterne i den 2den Afdeling af den store Boghylde (regnet fra Vinduet) ligge de i en Avis, ordnede efter Tidsfølgen. Jeg haaber, at Du vil passe paa at forøge Samlingen med de muligviis tilkommende. Du nævner Faders s. 206historiske Theecirkler: lad mig faae en Liste over Tilhørerne, det vil interessere mig. Danskerens 5 sidste Nr. for 1848 har jeg med mig, men af de følgende have vi her intet seet. Det er de eneste Blade, vi bryde os om at see, som vi ellers ikke faae og som jeg derfor vil bede Dig engang imellem at sende os en Slump af. — Jeg saae da igaar for første Gang Oberstlieutenant Blom herinde, det var paa Kellermanns første Concert, som fandt Sted igaar. Nu til en Commission, der er mig af Vigtighed. Foraarets Nærmelse kjendes her ikke blot paa den milde Luft og paa Vintergjækkene, der nu staae i Flor, men ogsaa Menneskene grønnes nu stærkt her paa Øen, nemlig de lettede Batailloner, hvortil Du veed at jeg hører. Vil Du altsaa bestille for mig hos Skrædder Møller: 1) en mørkegrøn Vaabenkjole af middelfiint Klæde, saadan at den kan bruges til Galla (thi til daglig Tjeneste har jeg jo de blaa); 2) et Par mørkegraa Beenklæder af Buckskin; Farven kan Møller jo let faae at see, da alle Jægere nu skulle anlægge saadanne. — Ved Frakken vil jeg kun bede bemærket, 1) at der intet Kaardeskaar skal være, da vi altid skulle bære Sabel, 2) at Skulderdistinctionerne fodres med rødt Klæde, og ere bevægelige foroven. — Ved Buxerne maa bemærkes, at de ingen Paspoil eller rød Stribe skulle have. — I øvrigt meddeles, at jeg nu er aldeles rask igjen og alt i flere Dage har passet min Tjeneste. Jeg tænker, at Johan skriver ogsaa til Dig idag og han vil sagtens ogsaa have Klæder. Vil Du lægge Møller paa Hjærtet, at han maa gjøre dem saa betids færdige, at de kunne være her inden 1ste Marts, thi ellers faaer jeg Grovheder. Nu beder jeg Dig hilse saa meget i Vimmelskaftet (paa Møllen skal Du ikke hilse, før de skriver mig til. Naar Meta skriver, vil jeg vide noget om Stampes Bal, som Du omtaler) og selv at leve vel, kjærlig erindrende og kjærlig erindret af
13*
Din hengivne Søn
Svend.
NB. Jeg har endnu slet ikke hørt, om de 30 R. ere komne Boisen tilhænde.
P. S. Jeg maa dog endnu meddele Dig, at jeg i Søndags hørte Carl Boisen prædike i Sønderborg-Kirke, og at jeg igaar talte med Magister Lindberg, der et Par Dage er her i Byen og derpaa vil over at rejse en Landstorm i Jylland. — Jeg sagde ham da paa en pæn Maade, at jeg troede han var gal.
Svend.
s. 207Kjære Moder!
Jeg faaer iaften ikke Tid, som jeg havde haabet, at skrive dig til, men beder dig blot at bestille hos Møller en Uniform ligesom Svends. Møller indestaar for de rigtige Farver og at Tøjet passer og at det er her til 1ste Marts. Hils Fader og Alle hjemme og lev vel ! Hils ogsaa mine Venner naar du seer dem fra
din Søn
Joh. Grundtvig.
12 Febr. Aften Kl. 12. 1849.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 17de Februar 1849
Kjære Svenn!
Jeg har i Johans Brev gjort Undskyldninger for min lange Taushed saa jeg vil ikke fylde dette korte Brev dermed Peter har nemlig ikke tilladt mig større Plads denne Gang, da Brevet ellers bliver for tykt. Peter skrev iaftes i sit Brev at jeg ei var rigtig rask, men jeg haaber dog ikke at det skal blive til videre denne Gang, Fenger mener ei det bliver til Noget denne Gang. Da Peter har sagt, han vilde fortælle om min store Glæde over at vi er buden til Professer Fenger til paa Mandag Aften, saa vil jeg dog blot tilføie at han maa tilstaa, han slet ikke kan see jeg er glad, men kun selv tænke det. Blandt Selskabet paa Stampes Bal fremhæver Peter Sysette og hun var efter min Mening ogsaa den netteste og smukkeste men næst efter hende kom Ida Fenger, som var der uden sin Mand, da han ei engang var bedt, men hun var lige glad, dandsede saa ivrig, som ingen Anden undtagen det skulde være mig; der var naturligviis Adskillige Fornemme, men de tog tidlig hjem da de slet ikke gjorde nogen Lykke blandt de Borgerlige, som jo var langt mere overveiende paa det Bal, Blüchers Døttre saae i mine Øine ud som Choristinderne paa Theathret baade i Dragt Ansigt og Manerer, Løitnant Kjær med Kone som just ingen Skjønhed er, det maatte Sysette bekjende thi da hun kom til at sige til sin Herre »nei hvor dog Fru Kjær er grim« traadte Løitnanten som hun ikke vidste stod ved Siden ad og skulde lige til at dandse ud, hende saa eftertrykkelig paa Foden saa hun endnu har ondt i Foden deraf og bad ei engang om Forladelse derfor, nu veed jeg ikke hvad jeg skal fortælle dig mere om Ballet med mindre det skulde være hvem jeg dansede med men blandt dem vil jeg kun nævne Jonnas Broder s. 208som jeg førte en Dands op med og som er et overordentlig elskværdigt Menneske. Nu lidt om Forelæsningerne af Fader, de morer mig og jeg troer ogsaa de øvrige Tilhørere meget. Listen paa Tilhørerne har jeg lovet Moder at sende dig her. Fader havde overladt til mig at samle Tilhørerne, men Nogle af Selskabet har jeg dog ikke været med at bede. Nu maa jeg da slutte for denne Gang, og bede dig tage til Takke, men lad mig nu snart høre fra dig du kjære Svenn, du ved ikke hvad Glæde du gjør
din hengivne Meta.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
Den stille Fastelavnsmandag 19de Febri: 1849.
Kjære Johan!
Endelig blev der da skrevet til Eder fra Møllen og endelig, maae
jeg jo selv sige er jeg nu her; - - - i Dag har jeg det ret i min Eenlighed, Fader har jo travlt som altiid ved Skrivebordet og især til i Aften, da han |: som du kan see af Br: 1) Avisen :| holder et Foredrag om Trykkefriheden, der vistnok bliver alvorligt og heller ikke vil mangle Tilhørere af alle Fag og med forskjællige Anskuelser i alle Henseender. Mange Hilsener har jeg jevnligen faaet til Eder fra Vennerne og seenest igaar-Aftes da Skovgaard, Høxbro og N : Spandet var her, den sidste for at spørge til Eder og hilse Eder og sige Farvel, da han paa Torsdag tager need igjen til Gavnøe paa sit sædvanlige Stæd, han var nu udskrevet fra Lazarettet og var rask forresten, han har faaet et alvorligt Blik, som klæder ham godt, han har jo ogsaa havt en prøvelsestid i Taalmodighed. — Tænker du ikke paa min Søn at skrive til Fader, han har nu ikke seet det mindste fra Eder siden I tog herfra, han sagde forleden Dag, jeg seer da aldrig et Ord fra mine Sønner, det ville gjøre ham godt kan du tro, jeg veed jo nok, I synes der er ikke ret noget at skrive der kunde interessere Fader, men, endeel er der jo altiid I kan tale med ham om, ja mundtlig hører jeg Eder sige, ja det kunde jeg ofte Ønske at der gaves nogle Mænd der ret kunde være ham noget til Omgang og han stemmede med i Grunden, han føler sig saa Eene. - - -
Nu lev vel min kjære Johan. Gud være med dig! saa beder af Hjerted din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, Fastelavns Mandag 1849.
Kjære Moder!
Desværre har hverken Johan eller jeg hørt fra Dig eller Nogen af de Andre derhjemme, siden jeg idag for 8 Dage siden skrev Dig til. Vi haabe desuagtet, at Alt staaer vel til, og jeg vil da ikke desto mindre blive i Touren: hver Uge at skrive til Dig og fortælle Dig hvorledes jeg lever. Jeg vil idag saa meget mindre undlade at sende Dig nogle Linier, som jeg skulde tage meget fejl, om ikke Kjøbenhavn vil blive oversvømmet med Røverhistorier om Batailler herovre og Gud veed Alt. Jeg vil da simpelt fortælle Dig den lille Afbrydelse i vort eensformige Garnisonsliv, som idag satte Sønderborg i Bevægelse. Kl. 11 saaes der en Deel slesvigholstenske Jægere nede i Brohovederne, hvor de omringede Huset, der beboes af en civil Mand, der har Opsyn over vore Værker derovre, samt gave sig i Færd med at omhugge Palisaderne (spanske Ryttere). Efter Generalens Ordre afgik da en uarmeret Barkasse fra Briggen Mercurius, for at see og høre, hvad det skulde smage af; men den blev hilset med Geværkugler. Generalen, som imidlertid selv var kommen ned til Færgen, gav nu strax Ordre til Mercurius at svare, og der blev nu fyret 2—4 skarpe Skud over til dem, hvorpaa de trak sig noget tilbage, og samtidig dermed sattes 50 Mand Jægere og 50 Mand af vor Bataillon under Commando af en Jægerofficeer og Undertegnede i 2 Færger og haledes over eller rettere: vi halede os selv over, thi Soldaterne toge rask fat med, for des snarere at komme over. Ogsaa en Jolle fra Mercur med en 12 & dig Canonade løb over til Kysten. Men før vi fik sat Fod paa Land, tog Pokker ved Tyskerne ind ad Landet til. Saasnart vi vare komne iland, dannede vi en Kjæde langs Kysten, Jægerne tilhøjre og jeg med mine Folk tilvenstre, og saaledes afsøgte vi nu Brohovederne, men der var ikke en tysk Sjæl. Vi besatte da disse og sendte derpaa mindre Afdelinger lidt frem at rocognoscere Terrainet, medens en Parlamentair (Ltnt. Bauditz) sendtes længere op i Landet. Bag Dybbøl-Mølle traf han da Tyskernes Befalingsmand : en Capt. Schröter, der selv havde været nede med i Brohovederne og paa hvis Befaling Alt dernede var skeet. Ham lod han da vide fra Generalen, at dersom herefter nogen tysk Soldat blev seet i Skudvidde fra vore Kystbatterier eller Krigsskibe, saa vilde der øjeblikkelig blive skudt, hvorpaa Capitainen meget forbauset og naivt udraabte : Altsaa er Krigen atter begyndt ! — Først efter Parlamentairens Afgang erfaredes det, at Tyskerne havde slæbt forbemældte s. 210Værkinspecteur (Tønningsen) med sig; samt, at Grunden hertil var, at samme tyske Capitain igaar havde været nede ved Brohovedet med en Underofficeer, og havde været næsviis nok til at stikke sin Næse indenfor, hvorpaa T. strax havde slaaet Pallisadeporten i for hans Næse, saa han ikke kunde komme ud, før han med dragen Sabel tvang T. til atter at aabne, men ved den Lejlighed lovede han da at huske ham det, og i den Anledning var han nu idag kommen med en 20—30 Mand Jægere og et Par Dragoner, havde slæbt T. med sig og givet Ordre til at sløjfe de Palisader, der igaar havde været uforskammede nok til at spærre ham Vejen til Tyskland. En Officeer vil udentvivl strax afgaae herfra til General Bonin, for at besvære sig over den gode Capitains Egenraadighed, der saaledes uden videre har betraadt neutralt Gebeet og derfra skudt paa vore Folk. Kl. 1 var den hele Stads forbi, og vi bleve atter satte over til Sønderborg, og »saaledes endte den første puniske Krig«. — En sand Fornøjelse var det at see, hvor opsatte Vore vare paa lidt Fastelavnsløjer med Tyskerne, og her som altid i Danmark blev denne Lyst da indklædt i en Vittighed: Tyskerne gav os Paaskeæg; nu skal vi give dem varme Fastelavnsboller. — Af Nyt her fra Als er der forresten, at Gjerningsmændene til det skændige Mord paa Jæger Einfeld, der her vakte saa stor Opmærksomhed, og som jeg ogsaa har seet berettet i Berlingske, nu ere udfundne og tildeels overbeviste (de fleste af dem have bekjendt). Det er 7—8 Menige af 1ste Bataillon og 1 civil Mand, en Skytte ovre fra det Slesvigske, der nok har været Hovedmanden og hans Kugle er da ogsaa een af de 2, der ved Obductionen fandtes i den Myrdede. Denne havde et Par Dage iforvejen været uforsigtig nok til (rimeligviis paa Skrømt) at skyde efter disse Folk, som han havde antruffet paa Krybskytteri. — Jeg har i den sidste Tid gjort Bekjendtskab med en meget vakker dansk Familie her i Byen, nemlig Pastor Carstensen fra Dybbøl (afsat af den provisoriske og af den »gemeinsame« Regering) og hans Kone. Igaar var der af den nævnte »gemene« Regering berammet Præstevalg i Dybbøl, men i dets Sted mødte blot Kirkeværgerne og afgave for Provsten (Rehhoff fra Aabenraa) den Erklæring, at da de ikke kunde anerkjende Carstensens Afsættelse, saa kunde de heller ingen anden Præst vælge. — Vi (ɔ: 10de Bat.) skulde fra 1ste Marts have været flyttede ud paa Landet, men Generalen har senere lovet os at blive i Sønderborg, en Efterretning, der naturligviis er mig saare kjær, da jeg finder det vel tidligt nu at flytte paa Landet og ialfald har bestemt at tage Sommerlejlighed paa den anden og ikke paa denne Side af Alssund.
s. 211Det er jo vel ikke umuligt, at vi kunne faae flere saadanne eller noget alvorligere Smaatoure over til Fastlandet forinden, men ellers er det endnu her den almindelige Mening, at der intet egentlig krigersk Skridt vil blive taget fra vor (og vel endnu mindre fra Tyskernes) Side før 26de Marts. — Parlamentairens Ledsager (en Hornblæser) fortalte mig, at adskillige af de slesvigholstenske Jægere vare dansktalende og sagde : »naa Gud skee Lov, saa blev det da ikke til noget idag«. Det troer jeg knap der var nogen af Vore der enten tænkte eller sagde. — Efter Parlamentairens Tilbagekomst lod General Bülow sig roe over til os og tog selv den skete Skade i Øjesyn. 32 Pæle vare sønderhuggede ; den Læk er snart digtet, ligesom den Mercurs uskyldige Barkasse fik af Geværkuglerne, der dog gjør en ny Plankes Indsættelse fornøden.
— Vil Du med det samme Du sender min Jægeruniform lade følge
2 Par Vaskeskindshandsker (ikke altfor tynde; mit Maal er 8 1/2). —
Med mange venlige Hilsener til Alle derhjemme vil jeg da nu slutte og underskrive mig
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Lad for Guds Skyld Ingen faae noget af dette Brev, som kunde falde paa at lave en Avisartikel af det!
NB. Efter senere modtagen paalidelig Beretning om det inden min Ankomst til Færgen Passerede, maa jeg bemærke, at det første Skud løsnedes fra vor Side, nemlig et skarpt Avertissementsskud (ɔ: over Vedkommendes Hoveder), og først efter at de derpå gave Ild, sendtes et Skud Cardesker efter dem. Generalen sagde siden: det var dumt, at jeg ikke strax sendte dem en Skraasæk 1) , thi dertil havde jeg Ret, da de vare trængte ind i vore Forskandsninger. — Næste Gang skal han ogsaa nok gjøre det. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
20de Febri 1849.
Kjære Svend!
Det kan jeg godt begribe maae have undret dig, ikke i den lange Tid der var gaaet siden I tog herfra egentlig at have seet noget Brev førend mit forrige da endelig kom som havde krydset dit; Tak min Søn for dit sidste Brev fra 12te Fb: som de øvrige du kjærlig tænkte s. 212paa mig med, skulle det imellem hændes at I ikke saae Breve fra mig saa veed jeg dog, I vil derfor alligevel lade mig see noget fra Eder, i Tankerne og i Hjerted der er I mine kjære Sønner stadig, det er jeg ogsaa vis paa I ikke noget Øjeblik kan tvivle om. Der blev da nu i forrige Uge skrevet endeel til Eder fra Pt: og Mt: som jo gav Underretning om adskilligt I ønskede at vide. — Hvad du i dit sidste Brev bad om at bestille hos Skræder M: er punktlig efterkommet, jeg havde ham heroppe og oplæste din heele nøjagtige beskrivelse om hvordan det skulle være, færdig lovede han det skulle blive og jeg skal besørge det indpakket og bortsændt paa bedste muelige Maade. —
Du havde misforstaaet mig i mit sidste Brev da du troer det var Soldaterne jeg meente der blev piint og plaget, jeg meente egentlig Alle uden undtagelse som har nogen Følelse for den heele store Sag der kjæmpes og strides om og virkelig ligger paa Hjerte ikke som et tomt Ord. — Nu paa Søndag er da Opsigelsen af denne Vaabenstilstand udløbet, som ganske bestemt synes det nu ogsaa, at det skal skee, Gud give Held, Lykke og Sejer! Hvordan er det egentlig tilgaaet med den Jæger som saaledes blev skudt det var en styg Maade, vi har været bange det skulle være nogle af vore Soldater dermed. —
De »Danskere« der er kommet i dette Aar; skal komme med naar Eders Klæder sændes. —
At Lindberg havde holdt Afskeedspræken og var reist over for at reise en Landstorm havde vi hørt her, jeg skal ikke nægte jeg gruede ved at tænke, om han kom over og gjorde Slesvigerne forstyrrede saa de kom til at lide endnu meer end alt var skeet.
Kjærlig hilser Fader, I skriver jo nu snart til ham? Gud velsigne dig min Søn!
Din trofaste Moder
E: Gr.
Tante hilser venlig, ligesaa Fru Højen og Hanne V : som var her nu.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 22de Febr. 1849.
Kjære Moder!
Undskyld, at jeg sender Dig indlagte gamle forglemte og derved forgjemte Brev, men jeg har nu ingen Stunder at skrive et Andet og jeg veed, at Du dog heller vil have det end Ingenting: Det viser s. 213dog Viljen. — Johan og jeg ere nu snart de eneste blaa Officerer ved Bataillonen saa jeg haaber at Møller kan lade os faae vore Uniformer senest til 1ste Marts.
Hils venlig Alle derhjemme og skriv snart til Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
d. 23de Fbri: 1849.
Kjære Børn!
Her er da Klæderne og jeg haaber da i saa god Tid at derover inted er at klage; nu vil jeg ønske de maae være til Behag, eller rettere, de rigtig maae passe hver især af mine Sønner og jeg lægger til af ganske Hjerte slid dem med Helsen! som i gamle Dage ved slig en Leilighed blev sagt; de kom nu i Aften paa bedste Maade har jeg nu pakket dem ind. - - - Vel har jeg engang i denne Uge ladet Eder see Brev fra mig, her har I da igjen et ved denne gode Leilighed, jeg skulle jo nu ogsaa sige dig tak Johan for dit sidste Brev fra 17de Fbr. da du endnu var lidt fortumlet efter Ballet; det kan jeg imellem os sagt, |: ja jeg var da ikke bange for at sige det høit :| ikke finde mig i at disse slesvigholsteenske Damer skulle med, naaer de ikke kan forvises Byen, ville jeg i det mindste ikke indbyde dem med i Selskabet hvor Man skulle være godt stemt, i det mindste kunde jeg ikke i deres Nærhed være det, du vil maaske kalde det hadefuldt nei, det er ikke saa, men jeg ville blot, at de skulle føle, de ikke havde hjemme i den Kreds, den Dame med det trefarvede Baand, burde (finder jeg) ikke en dansk Mand som de jo Alle skulle være, have opbudt til Dands, det var ikke formeget for slig en Uforskammenhed ; jeg hørte slet ikke om Svend var med? - - - nu er Rigsdagen da begyndt igjen som I jo nok veed, det er et uroligt Liv i denne Verden, ikke som i forrige Tider da jo den heele Verden Sov, nu er der Liv, om det er til det bedre, vil Tiden vise, ja Gud give det! — — — Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
5 »Danskere« følge med.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Du skal iaften have — om end kun et kort Brev fra mig. Meta vilde have skrevet til Dig i Form:, men naaede det ikke, og hun er s. 214undskyldt, da hun har andet at gjøre. En alvorlig Bekymring have vi nemlig gjennemgaaet i disse Dage, og den er ikke forbi endnu, men dog noget mindre ængstelig. Süsette har siden Natten mellem Tirsdag og Onsdag været angreben af en hæftig Inflamation i Maven, og hendes Liv har visselig været i stor Fare — men — Gud være lovet ! nogen Bedring er allerede indtruffen ! Det var Dagmars Fødselsdag i Onsdags, og der var indbudt et lille Selskab, skjøndt Dagmar havde en Ahnelse om, at der Intet blev af, da der altid pleiede at indtræffe Sygdom paa hendes Fødselsdag. Det skete da ogsaa, og Afbud blev sendt rundt — ogsaa [til] os, at S. var bleven syg. Meta har da siden bestandig været ved hendes Side, undtagen om Natten, da Moderen og Dagmar selv vil vaage. Maaskee Meta faaer Lov til det inat, hvilket hun meget ønsker skjøndt det er et Spørgsmaal, om hun kan taale det. — I Torsdags Morges meente Susette selv, at hun ikke kunde leve, tog Bestemmelse om sin Begravelse og bad Meta bede sin Fader give hende Sacramentet »dog ikke strax nu kan jeg ikke, men i Eftermiddag«. Dog derom er det bedst Meta selv skriver nærmere til Eder. I Onsdags-Aftes blev hun aareladt, medens Meta holdt hende, og fik 10 Igler og stærk Suurdeig under Fødderne; i Torsdags Morges atter 10 Igler — og derpaa en stor spansk Flue paa Maven, som inat har foraarsaget hende store Smerter, men hvilket ogsaa har fremkaldt en Crisis, saa hun idag er bedre. Hahn er Lægen, men igaar fik vi Prof. Trier ogsaa til at see paa hende, som var til stor Beroligelse ikke blot for os Andre, som ikke ret havde Tillid til Hahn, men ogsaa for Susette selv. Idag Kl. 3 1/2 have de været der begge sammen, og de vare tilfredse og gave godt Haab. Jeg kommer nu derfra, hvor jeg talte med Mariboe, der nylig havde talt med Trier, af hvem han var bleven meget beroliget. Hun har i Eftermiddag sovet lidt, der har gjort hende godt; hun er slet ikke mere vild, og den fæle Hikke er ogsaa gaaet bort — saa jeg kan nu berolige Eder og Ernesto, hvis I see ham, og han ikke allerede har faaet Brev — med, at Faren med Guds Hjælp er overstaaet — —
Jeg var — efter hendes Forlangende — et Øieblik inde hos hende igaar; hendes Træk var meget lidende, saa hun maa have havt store Smerter, men idag seer hendes Ansigt meget mildere og meget mindre lidende ud. — Jeg gaaer nu Kl. 10 derned igjen, og søger naturligviis at være dem til al den Gavn, jeg formaaer. Meta gjør god Gavn — og er Gudskeelov rask — hun vilde selv have skrevet til Dig. — Du maa nu undskylde, at jeg lader Dig betale dette Brev, da jeg maa bringe det paa Banegaarden, hvor der kun modtages ufr. Breve.
s. 215Men jeg vil engang for alle foreslaae og bede Eder om, at I ville sende os ufrankerede Breve, da det falder os beieiligere at sende Brevene paa Banegaarden.
Tak for Dit sidste Brev — jeg faaer ikke Tid til Mere. Vil Du hilse min Broder, hvis Du seer ham. Harald skriver til ham ; han fik idag Brev fra hans Kone. Din hengivne Svoger
P. B.
Kbh den 2den Marts 1849
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sønderborg
2. Marts 1849
Kjære Fader!
Endelig faaer du da et Brev fra mig, saadan som det er, thi jeg er iforvejen vis paa, det bliver temmelig magert i alle Henseender, men det faaer nu være, jeg vil ikke længere gaae og skamme mig som en Hund over at jeg ikke skrev til dig.
Jeg fik igaar fra Moder de 5 Danskere, der ere udkomne siden jeg rejste og har fornøjet mig idag med at læse et Par af dem, navnlig det sidste om Trykkeforordningen. Det er rigtignok en mærkelig Tillid til Ministeriet, der viser sig i, at du stod ganske ene med din Interpellation, de Folk, der før saa stærkt raabte paa de »politiske Garantier« og udraabte de »moralskes« Utilstrækkelighed, de hylde nu den aldeles modsatte Grundsætning, med Personforandringen, der neppe engang tillige er en Principforandring, forandre disse Folk aldeles ugeneert deres Principer og nøjes ganske rolig med de moralske, som de før spyttede paa, og blive tilmed opbragte paa de Enkelte, der ikke kunne finde sig heri. Folks Hoveder maa være bleven reent forstyrrede i 1848 af den megen Larm, saa de hverken kunne huske eller tænke, vor Historie vil faae besynderlige Ting at fortælle den følgende Slægt, utrolige for hver den, der ikke selv har seet og oplevet dem. Rigsdagen af 1848 staaer for mig og vil vist ogsaa komme til at staae i Historien (og det ikke blot i din), som et Exempel paa, hvorledes en Rigsdag ikke skal være, thi hvad Nytte har den gjort i de mange Maaneder? Bildt Folket ind, at det havde en Repræsentation? Nej, neppe nok det engang, thi det sees godt, at Rigsdagsmændene i det Hele kun ere Trædukker paa et Marionettheater, under Ministeriets Direktion, naar de trække i Snoren, bevæge alle Leddedukkerne sig efter den, de kunne ypperlig præsentere paa Eengang, ligesom et Geled Soldater; vi have ofte tænkt paa herovre, at det vist vilde være ligesaagodt forlods at udskrive Rigsdagsmændene, s. 216da de her maaskee dog kunde gjøre nogen Nytte, medens de hist kun synes [at] være til Unytte, men det ville de sagtens betakke sig for. Men, kunde man maaskee sige, de gjøre dog altid den Nytte, at de om de end ikke i deres Beslutninger gjøre Folketanken gjældende, dog, ved at lade forskjellige Tanker og Følelser faae Ord fra et ophøjet Sted, give disse en Kraft, et Liv og en Virkning, som de ellers ikke vilde faae, og ved denne Debat bringe Folket Sandheden nærmere. Men dette kan heller ikke siges, idet mindste ikke, naar man bryder sig om, hvad man siger, thi der er jo næsten Ingen, uden netop du, der siger sin Mening om nogen Ting af almindelig Vigtighed de inspireres (sit venia verbo !) 1) til deres Taler, ofte lange nok, af alle mulige udvortes, Sagen egenlig uvedkommende Hensyn, men sjelden eller aldrig af deres egen Tanke og Følelse, de tage Tanken fangen under Troens Lydighed — paa Mennesker og Menneskeværk. Derfor er ogsaa Rigsdagstidenden næsten aldeles ulæselig. Naar Rigsdagen er tilende, vilde jeg raade de ærede Rigsdagsmænd in toto for deres eget Rygtes og Eftermæles Skyld, at foranstalte en Autodafee for alle Exemplarer af Tidenden, dog — det behøves vist neppe, jeg vil haabe, at Efterslægten vil have bedre Ting at bestille end at læse den. Det Raseri, »Fædrelandet« geraader i hver Gang du har holdt en Tale, er højst comisk, i Frastand idetmindste, de have ødslet et saadant Qvantum Grovhed og Uforskammenhed paa dig i det sidste halve Aar, at man næsten maa troe, at de snart have udsolgt.
Jeg har herovre havt Lejlighed til at lære flere af de betydeligere Personer i vor nyeste Krigshistorie at kjende. General Bülow, en ordinær Hugaf, en lille meget gemytlig, tyk, redelig, men temmelig dum Mand, der udenfor Krigen ingen andre Interesser har, end for at faae sig sin Lhombre om Aftenen. Major Fuhrmann en høj svær Mand, en alsidig dannet, munter, ja næsten overgiven Bellmannssanger og Selskabsmand, der altid har en Vittighed paa Munden, som sjelden mislykkes. Han har alsidig Interesse, men som en Mand med en forsvarlig Mave tager han sig ikke Verden altfor nær, men leer helst ad den. Han skyer ikke et godt Drikkelag og generer sig ikke for at faae lidt over Tørsten ved den Lejlighed. Hans bedste Ven, Major Jessen, der ikke er blevet mindre berømt, var før Krigen paa Nippet til at faae Afsked, er en lille, spinkel, styg Mand, der tidligere havde Ord for at drikke og ogsaa seer ud efter det, stille og tør, som kun taler lidet, men hører desbedre efter, og naar han bliver ivrig over Noget, han hører, kan tale meget godt og dygtigt for sig.
s. 217Det er ganske vist en Mand med Hoved, men hans Liv er i Krigen, under Fred eller Vaabenstilstand vegeterer han kun, saavidt jeg kan mærke. Med disse to lever Vilhelm Blom stadig sammen og er Potte og Pande hos dem og holder ogsaa særdeles meget ad dem, ligesom de ogsaa rose ham overordentlig ved alle Lejligheder. Fuhrmann er nu forsat til Fyen og Vilhelm flyttet til Sønderborg med sin ny Chef, Bruhn.
Jeg opdager stadig mere, hvad I derovre sagtens slet ikke ville troe, hvor dybt dog Tydskheden er trængt ned i Almuen og tillige de slesvigholstenske Ideer, selv i vor Bataillon findes mangfoldige, hvormange veed Ingen, som ere ligefrem tydsksindede og Slesvigholstenere. Min Karl, skjøndt fra Bau-Sogn ved Flensborg, og med tydsk Accent, uhyre decideret dansk, flygtede med Livsfare gjennem Fjendens Kjæde engang i Sommer, er hvert Øjeblik i Klammeri med nogle af sine Kammerater derom, at de sige, Tydskerne have Ret og ville banke ham, fordi han staaer dem saa haardt imod og læser saa skrapt op for dem i den Anledning. Forleden var det Tilfældet oppe paa vort Compagnis Brandstue med et Par af 2det Comp., som han især beskylder for Tydskhed fremfor de andre Compagnier, og han reddede sig kun, ved at dundre i Bordet og true dem med, at dersom de ikke rømmede Brandstuen strax, saa mældte han dem til Compagniet og hvordan de talte. En anden Gang slap han kun, ved at nogle Ligesindede kom til og hjalp ham. Idag hører jeg et farligt Skjænderi udenfor min Dør; jeg stod lige ifærd med at gaae ud, og jeg seer da min Karl i heftig Disput med en Bonde, som jeg strax kjendte som En af vore flinkeste »gamle Karle«, (som de af Reserven selv kalde sig og kaldes af de Andre) permitteret i Efteraaret til sit Hjem her paa Als. Da jeg kom, taug de, og jeg gav mig i Snak med ham og vilde ikke blande mig i den Sag. Men siden fortalte Terp mig, at de nær var kommet op at slaaes, fordi Jørgen Haarm var saa ravtydsk og havde ladet nogle Ord falde i den Retning, hvorover de kom op at skjændes. Og min Karl er den fredeligste Fyr altid ellers, og staar sig godt med alle, han støder sammen med. Det er dog nu mærkeligt, at jeg saalidt som nogen af de andre Officerer har vidst det ringeste af, at vi havde tydsksindede Folk i Bataillonen før nu i den sidste Maaned her paa Als, og dog have de efter deres Kammeraters Sigende, været saaledes den hele Tid. Det er væsenlig iblandt dem, der laa i Garnison i Kbhn. ved Krigens Udbrud, vel af den simple Grund, at de Andre ere blevne hjemme og ikke mødte. Imidlertid nærer jeg ingen Frygt for Desertion, jeg har spurgt deres Kammerater, s. 218om de turde svare for, at de ikke forraadte os, og de har svaret, at de skulde nok holde Stand, de skammede dem ved at svige deres Eed.
Paa Onsdag skulle vore Permitterede møde, vi faae nu at see, hvormange vi have mistet ved »Tydskens Rævestreger«, som der staaer i Visen 1) , der synges her paa Gaden af Drengene fra Morgen til Aften, naar de gaae i og af Tydsk Skole, som alle Skolerne maa kaldes, med Undtagelse af en enkelt Lærer, nemlig Cantor Grimm. Siden jeg kom til at nævne denne Mand, vil jeg dog tilføje, at han er Navneredaktør af Sønderborg Ugeblad »den danske Slesviger«, der egenlig skrives af en Islænder Gudmundsen, der lønnes derfor af Regeringen, men [skiller] sig saa slet derved, baade i Henseende til Efterretninger og ledende Artikler, at den mindste Bladredakteur i Kbhn, ja næsten i Kongeriget, gjør det bedre. Forleden Dag indeholdt det en Artikel paa mange Spalter for at deducere Sønderborgerne, at der var Grund til at ønske at en Skolelærer der skulde kunne Dansk, (i Anledning af et nyt Valg). Forresten er ogsaa Tydskheden stor her, selv dansksindede Mænd lære deres Børn Tydsk før Dansk, jeg har i forresten danske Huse truffet Unger, der netop kunde tale, som ikke forstod Dansk, men kun Tydsk og ogsaa selv brækkede paa dette. Jeg læste nylig dit »Nytaarsny i d. Danske Forening« med megen Fornøjelse, men hvad du p. 30 lægger Tydskerne i Munden om den indvortes Frihed som den sande, og som du kalder »den højtydske Visdom«, er det dog ikke netop Christendommens, ialfald Pauli Lære? Jeg vil ikke sige det bestemt, thi da vi have lært vor Theologi af Tydskerne, kan det have avlet mange falske Meninger. Forresten vil det være en haard Kamp at blive utydske for den nærværende Slægt, thi os have Tydskerne, som jeg veed med mig selv, og som du ogsaa siger »skaffet hvad Lys og Dannelse vi hidtil naaede«, saa opgiver vi det, saa komme vi indtil videre til at gaae nøgne. Imidlertid er det rigtignok nødvendigt, det skal jeg aldrig nægte. De Dansksindede her paa Øen er meget lidet elskværdige, de ere mere raa end ønskeligt, og vise mest deres Danskhed ved at smide Tydskerne ud ad Dørren, blot fordi de ere Tydskere, saaledes er navnlig Cantor Grimm, Raadmand Christiansen og Stenhugger Klewing, Danskhedens 3 Matadorer her i Staden. Men de ere jo saaledes netop et Exempel paa den Overgangstilstand, jeg nys nævnte, de har kastet deres tydske Dannelse tilside, og nu have de — ingen. Jeg har imidlertid en lumsk Anelse om, at de aldrig have havt Nogen. Klewing, en Flygtning fra Flensborg der kun med Nød og Neppe taler Dansk, s. 219er en højst snurrig Person; han ligger i Klammeri med hveranden Mand i Byen, fordi han beskylder dem for Tydskere, saaledes beskyldte han forleden en Kjøbmand for at sælge tydske Cocarder, men han svarede i Avisen ved at udlove 20 Rdr. til den, der kunde bevise, at han havde solgt nogen siden Martii Maaned. Til Slutning bemærker han dog, at der havde heller ikke siden den Tid været nogen Efterspørgsel efter dem. Saaledes støjer K. omkring stadig væk, løber op til Generalen og klager hveranden Dag over Et eller Andet, og taales kun, fordi han er redelig Dansk og af stor Vigtighed for Forbindelsen med Flensborg og tildels ogsaa det øvrige Slesvig.
Jeg maa nu bede dig tage til Takke, jeg er kun bange, du ikke vil kunne læse det. Undskyld den slette Stil, jeg seer den vel, men har ikke Tid at file. Lev vel! og tænk ved Lejlighed paa din
hengivne Søn Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
5te Martz 1849.
Kjære Johan!
— — — igaar havde jeg i det mindste dog glædet mig til at høre fra Eder og tillige vide, at Eders Uniformer var kommet, som jeg sændte den 23de Fbris. Hvordan har du det egentlig min Søn, det er dog vel ikke de tydske Damer der gjør dig Hovedet kruset, lad dem reise til hvor de hører Hjemme ; i mit forrige Brev var det nok jeg sagde: en Dansk Ungersvend og tilmed Officeer skulle ikke opbyde dem til Dands, du synes nok Moder er slem, men ikke formeget efter al den Haan der vises os i vort eget Hjem. — — —
Den 9de. — — — nu i Dag kom da endelig dit Brev fra 3de og 5te Martz men du slipper derfor ikke for Skjændene jeg alt har givet dig og er du ikke bange der endnu kunde vanke fleer for din slette Huusholdning, at indlade sig i Spil med Generaler og slige Folk er en dyr Spas og saa de mange Baller til, hvordan skal dog alt det gaae? veed du hvad jeg netop i denne Tid har tænkt ofte paa; efter at have ført et saa flygtigt og ustadigt Liv som I mine kjære Børn, naar nu engang den Tid kommer som jeg vil haabe dog ikke skulle være saa langt borte, hvordan det da vil smage at beskjæftige Eder med de rolige fredelige Sysler? jeg haaber ikke at Flygtigheden skulle have fæsted saa dybe Rødder! — — — jeg kan merke du er blevet meget forfængelig siden du blev Officeer, at Uniformen ikke var ret s. 220til at snøre om dit smækre Liv, ja I er bestemt I Mandfolk meget forfængeligere end vi, som maae høre saameget ilde derfor — — — i Kjærlighed din trofaste Moder
Grundtvig og hans Slægt.
14
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 12te Martz 1849.—
Kjære Svend!
Det var smukt betænkt af dig som du lover i Johans sidste Brev fra 3die Martz, snart at skrive mig til, men da jeg endnu ikke har seet noget dertil, vil jeg heller ikke i Dag sige Tak herfor men maaskee jeg har det inden Aften ; siden jeg fik dit sidste Brev har jeg da sikkert skrevet, at jeg er blevet umaadelig doven og ubestemt hermed, veed jeg nok, det maae tilskrives Tidens heele usikre Retning, endskjøndt jeg langtfra kan billige dens heele, som mig synes, aldeles forstyrrede og sørgelige Gang og kan slet ikke, som Johan siger, synge med de Fugle man er iblandt, holder mig ogsaa derfor ganske paa mine egne Eenemærker som i alle Henseender tjæner mig bedst; hvad forandring mit Liv har gjennemgaaet, især i de sidste 5—6 Aar, kan jo ikke staae saa klart for Nogen som for mig selv især har dette sidste Aar saa levende afbildet mig hvad Omvæltninger Livet giver, mine Forestillinger har maaskee været for Idylliske, eller hvad det ret almindelig kaldes Romantiske, ligemeget, i Ungdommen sværmer Man jo fremad til dette Maal som vel naaes sjælden, eller, maaskee aldrig her, derfor, saa Prosaisk som muligt, det staaer man sig bedst ved i Livet, jeg stræber nu ogsaa herefter i alle Retninger, ellers bliver Man saa uudholdelig. —
Fra Maria Blom som var her i Dag skal jeg hilse Eder begge, hun sagde Vilhelm havde ikke været rask, men nu troede hun dog det var godt igjen, hils ham, saavelsom Oberst B: meget fra os! hun sagde tillige den 20de kom Niels Sp: herind for nok at begynde paa Exersits, det klinger ret for Ridderen og Lieutenanten som han jo egentlig var. Imorgen reiser Helveg over til Frederits, Her paa Gaderne har i denne Tid sværmed af Krigsfolk, saavel til Lands som Søes da de bestandig indkaldes; en af Dagene skal Udskrivningen nok være her i Byen, der skal herske megen Utilfredshed dermed, det er ogsaa uhyre haardt, ubilligt og trykkende for de fleste; de Fattige naturlig som det gaaer ud over, maae og skal jo tie. — jeg tier ogsaa, det slap nu ud, men er usagt. —
s. 221den 13de.
Nu i Dag vil jeg see at slutte mit Brev og ikke som Johans hermed følger, der er heele otte Dage gammelt, jeg har ogsaa været nærved at putte det i Kakkelovnen som jo saavidt ingen skade gjorde, men nu kan han dog see hvad der er ham tiltænkt for saalænge siden. —
Her er i Dag kommet Brev fra Sorø at lille Maria havde været og var endnu da Winther skrev, meget syg. Tante Jane tager en af disse Dage ud til Sorø og Pedersborg; der er Sorg ovre hos Fætter Hr: Glahns, de har misted deres lille nydelige Egede i Skarlagensfeber han var 3 1/2 Aar. Skovgaard har ikke været rigtig rask i denne sidste Tid, i Søndags saa vi ham ikke her, ellers kommer han dog saa kjønt jevnlig; har I seet Brev fra Høxbro han sagde forleden han havde begyndt, eller beslutted at skrive, jeg veed ikke ret hvad det var. Fra Peter kan jeg hilse, han var her lidt i Formidag Meta ville i Aften see lidt herop, i Søndags saa vi dem slet ikke, de var til Elises St: Fødselsdag. Det var ogsaa Dennis B : 1) I denne Uge skal nok Hrl : Bech over til sin Bataillon igjen som Leutnt : i Frederits, af Nyt kan jeg iøvrigt slet ikke melde Noget, det meeste jeg veed er af Aviserne og det er jo ogsaa hvad der for Tiden har megen Interesse, naar det blot var til at tro, men godt er det jo rigtignok, at alt hvad der siges ikke er sandt, saa maatte Man jo Grue, Gud styre nu Alt til det bedste for Folk og Rige. —
Fader hilser kjærlig, han har i Dag været oppe i Rigsdagen at give David en Tøraf, eller hvad det skal kaldes. —
Nu Gud velsigne dig min Søn! i Kjærlighed
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Endnu kom der da ingen Brev
Tante raaber hils — hils!
*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Sønderborg, d. 12te Marts 1849.
Kjære Fader!
Med Skamfuldhed opdager jeg, at det netop idag, da jeg første Gang efter mit Juleophold i Kjøbenhavn skriver Dig til, er Tomaanedsdagen efter at jeg sidst forlod Dig og min øvrige kjære og kjærlige Slægt. Jeg haaber imidlertid, at Du ikke af denne min lange Taushed s. 222uddrager Slutninger som den, at jeg skulde være mere ufølsom for, hvad jeg ejer og altid har ejet i Dig, min bestandig kjærlige og omhyggelige Fader, end for, hvad jeg har i mine øvrige Nærmeste. Jeg haaber, at Du vil troe og forstaae mig, naar jeg udleder denne min Taushed af de højere Fordringer, jeg stiller til mig selv, naar jeg skal stile et Brev til Dig, i Sammenligning med, hvad jeg vover at byde Andre. Denne min Indledning maa ikke forstaaes, som om jeg just nu troede at kunne give noget Usædvanligt, noget Betydningsfuldt til Bedste; ingenlunde, — men deels føler jeg, at en længere Taushed vilde kunne give Anledning til en sørgelig Misforstaaelse, og deels føler jeg Trang til at henvende Ordet til Dig og derefter maaskee modtage et Ord fra Dig, forinden vi »med Gud og Æren drage i Strid«.
14*
Ogsaa her læser man da Aviser, baade danske og tyske, uden endnu ret at kunne titte ind bag Fremtidens Forhæng; men saa meget synes dog nu klart, at Luften endnu trænger til en Torden, før den kan renses; at vi ikke faae nogen god Fred, før vi have ført »en god Krig«. Dertil beredes ogsaa alt fra vor Side; den nye Krigsminister 1) har i Hæren vundet megen Tiltro ved den Orden og Sikkerhed, den Iver og Alvor, hvormed han i enhver Retning »gjør klart Dæk«, som Sømændene sige. Ved at gjøre Trainkudske, (d. e. uvaabenføre) til Officersoppassere, Sygevogtere m. m. har han forøget Hæren med 2000 vaabenføre og vaabenøvede Krigsmænd; han har desuden væsentlig forbedret alt, hvad der kaldes »Armeens Materiel«, og som er af saa stor Betydning for en Krigshærs ordenlige Bestaaen. Jeg troer saaledes, at han vel udfylder sin Plads, ved at tilvejebringe alle de legemlige Betingelser for en kraftig og udholdende Kamp. Aanden, der skal besjæle Krigerne, den kan ingen Minister skabe; den maa komme fra det Høje: i Bevidstheden om den retfærdige Sag, og fra det Dybe : i Følelsen af Fædrelandets Fare og Forhaanelse og af dets Kald til at afvende disse. —
For faa Dage siden fik vi da vore hjemforlovede Slesvigere til Bataillonen; de ere mødte med ganske faa Undtagelser; men det maa desværre tilstaaes, at deres Orlov ikke har haft nogen god Virkning. De ere blevne foresnakkede, lokkede og truede af vore meenederske Fjender; og om de end ikke have villet eller have turdet udeblive, saa spores der dog en slet Aand imellem dem; de snakke meget almindelig om, at de nok ville tjene Kongen, men ikke ville med i Krigen mod deres »Brødre og Landsmænd«, de ville derimod lægges etsteds i Besætning udenfor Krigsskuepladsen. Som en af s. 223Grundene hertil foregive de, at Slesvigholstenerne have truet med at hænge enhver af dem, som de faae i deres Vold og desuden at inddrage alle deres Ejendomme og jage deres Koner og Børn ud i Verden. Tildeels kunne de vel mene det alvorligt med denne Frygt, men for en stor Deel er det dog vistnok Lysten til at hytte deres Skind der taler ud af dem.
Da 10de Bat. nu er overtallig, saa havde den faaet Ordre til at afgive af sit ældste Mandskab til 12te og 2den Bat. samt til 2det Jæger- corps. Kun nødig vilde de til 12te, men det var dog til deres Egne, saa der blev ikke videre Vrøvl af; men da der senere (igaar) blev udtaget 63 Mand til 2den Bat. brød det ud til aabenbart Mytteri : baade de udtagne og deres Kamerader (ɔ: de ældre tjente, som vare komne fra Permissionen) raabte og skreg, at de gik ikke til Sjællænderne (hvoraf 2den Bat. bestaaer) »saa kan de lige saa gjærne skyde os gelik« eller saa gaaer vi hellere tilbage, hvor vi kom fra« lød imellem alle deres Forlangender om 1) at de alle maatte blive sammen, 2) at de maatte istedenfor at gaae imod Fjenden komme til Garnisonstjeneste og 3) at der maatte sørges for at deres i Hjemmet Efterladte og Efterladenskaber ingen Nød lede eller ingen Skade kom til. — Oberstl. Ræder er ikke Mand for slige Tilfælde, og istedenfor at tale fast til dem, snakkede han løst for dem, og viste endog den Svaghed, at undtage et Par af de meest højrøstede Skraalere fra at afgaae fra Bataillonen. Compagnicheferne viste mere Tact og Bestemthed, og Folkene ere nu afgivne til 2den Bataillon. Da imidlertid Officeerscorpset eenstemmig fandt, at det var urigtigt og uklogt at sætte vore Slesvigere sammen med Sjællænderne, med hvem de alt i Kjøbenhavn laae i Strid, og meente at de bedst vilde kunne holdes i Tømme af deres vante Befalingsmænd, saa er det indstillet til Generalen, efterat Ordren var sat igjennem, at han af Krigsministeren vil erhverve Tilladelse til at vi atter faae Folkene tilbage og give de i Bataillonen tjenstgjørende Fynboer isteden, og dette vil sandsynligviis ogsaa skee. — Jeg haaber da, at det vil lykkes os at faae de slesvigholstenske Griller drevet ud af vore Slesvigeres Hjærne, hvor de dog igrunden Intet have at bestille. —
Jeg har i tidligere Breve til Moder omtalt, at jeg boer her sammen med Brigadelæge van Deurs, der er mig til stor Opbyggelse ved sine store Aandsgaver og udbredte Kundskaber. Ham skylder jeg da ogsaa nogle nye eller rettere gamle Ordsprog, som jeg vil meddele Dig, da jeg næppe troer de findes i Din Samling. De ere alle jydske.
1) »Skide, min Engel !«, sagde Bente Bødkers, og saa drak hun Snuus.
2) »Der har vi Ægget,« sagde Matrosen, saa sked han i Næven.
3) Man kan ikke være i Hald og høre Præken og hjemme og koge Kaal.
4) Han kjender sine Luus paa Gangen.
5) Han seer til Flæsket, naar han mener spiser Kaalen.
(Ɔ: den Skeeløjede).
Nu vil jeg for denne Gang byde Dig Farvel og bede Dig bringe Moder min kjærlige Hilsen. Om et Par Dage skal jeg skrive hende til. Iaften vilde jeg endnu see at faae skrevet et Par Linier til Meta.
Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Oberstl. Blom bad mig igaar naar jeg skrev at hilse Dig og Moder og de Andre hjemme paa det venligste.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 12te Marts 49.
Kjære Meta!
Jeg er i Aften ikke fri for at være træt og søvnig, føle lidt Hovedpine, samt, at her ikke er synderlig varmt i min Stue, saa stort maa Du ikke vente Dig fra mig; men ganske kunde jeg dog ikke vel lade være at skrive Dig til, da Du er den ældste af mine mange Creditorer. Dit Brev er af 17de, Moders af 20de Febr. og Peters af 2den Marts. Siig Peter, at jeg om et Par Dage skriver til ham og til Moder, nu skriver jeg til Dig og til Fader. Tak ham meget for hans Brev, ihvor sørgeligt Bud det end bar. Gud være lovet : han har siden sendt bedre Nyt.
Naa! er Du nu fornøjet? for nu skal vi da snart ud og slaaes ihjel, eller da ialfald at slaae ihjel det bedste vi har lært. Det skulde ret være morsomt at faae Carlo her til Bataillonen inden den Sviir begynder. Kunde jeg faae Ridder Niels med, saa vilde det være herligt. Jeg har tænkt paa at skrive ham til i den Anledning; men da jeg, som Du af Erfaring veed, ikke rider den Dag jeg sadler, saa dersom og naar Du seer ham, saa siig endelig, at 10de Bataillon venter at have den Ære at see ham i sine Rækker og jeg antager da, at det vil være ham en let Sag at komme til hvilken Afdeling han ønsker. Dog, maaskee vil han blive Dragon ; det er han maaskee ogsaa bedst skabt til.
s. 225Vil Du vide, hvordan jeg lever, saa svarer jeg: »jo Tak, for saavidt meget godt«; det svarer jeg, fordi saa har jeg igrunden Ingenting svaret. Forresten forberede vi os her daglig ved at gaae i Skidt op over Støvlerne og tappert at storme Grøfter og Gjærder og kaste den »supponerede« Fjende tilbage, — til det forestaaende Felttog. Ogsaa har jeg Tanken henvendt, ligesom Krigsministeren, paa (for eget Vedkommende) at forbedre Armeens Materiel, nemlig ved at forøge mit Bohave med en Theekjedel, samt en Theeskee, hvilke Dele jeg endnu manglede i min Madkurv, der jo for mig er hvad det hele Train er for Armeen. Fra 15de Marts ansættes en ny Traincommandeur ved bemældte min Madkurv, nemlig en af de saakaldte »Trankuske«, som jeg var saa heldig at være den første til at pille ud af alle de til Bataillonen bestemte Væsner af denne Klasse, hvorfor jeg videre er saa heldig at faae en Traincommandeur med 2 Øjne, 2 Arme og 2 Been, men derimod uden 2, ja endogsaa uden 1 Pukkel, hvorpaa jeg havde gjort sikker Regning. Han er heller ikke af de mindste, for han er nærved at naae heelt op til under min Arm, naar jeg strækker den ud. Alle Officeersoppassere faae nu leverede hver en hvid Trøje og et Par hvide Buxer og naar man saa blot giver dem en rød Hue til, som jeg bestemt skal gjøre, saa vil Fjenden, hvis han ikke er meget vantroe, bestemt blive bange ved at see en saadan Skare Nisser følge vor Hær. — Ja, lad nu denne »Sludder for en Sladder« være god, og være nok for dennesinde. Levvel. Hils Peter og alle Venner, navnlig det hele Dalgas’ske Huus fra Din hengivne Broder
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 15de Marts 1849.
Kjære Moder!
Paa den sidste Tid har jeg været utilladelig forsømmelig i min Brevvexling, ogsaa mod Dig. Jeg vil ikke plage Dig og fylde Brevet med mine i Grunden dog intetsigende Undskyldninger herfor, men hellere bede Dig bære over med denne min Synd, samt love Bod og Bedring. — For et Par Dage siden skrev jeg til Fader under de nære Indtryk af de deri beskrevne ubehagelige Scener Dagen forud; jeg mener de slesvigske Frifolks upassende Opførsel og hele deres uforskammede Snak. Jeg udtalte imidlertid det Haab at det vilde lykkes, baade at vænne dem til bedre Sæder og bringe dem paa bedre Tanker, og dette Haab bestyrkes daglig. Jeg har forresten nu seet den »gemene s. 226Regerings« Bekjendtgjørelse om 1) at ingen af de fra den danske Hær Hjemforlovede ville blive tagne til slesvigholstensk Krigstjeneste men 2) at de af disse, der atter fandtes i den danske Hær »stridende mod deres Fædreland« vilde uden Skaansel blive straffede. Denne Trudsel er imidlertid saa tom, at det ikke vil være umuligt at overbevise selv dem, mod hvem den er rettet, om dens Intetsigenhed, thi enhver grusom Adfærd mod mulig fangne danske Soldater, de være hvorfra de ville, vilde jo medføre Gjengjæld, saa de tage sig nok i Agt for at træde Krigens almindelige Love under Fødder. — Maatte nu kun vor Regering være standhaftig og ikke lytte til nogen Bøn eller noget Forlangende om at lade den nuværende Stilstand vare 1 Dag længere end til 26de — saa lover jeg for, at vore Tropper med godt Mod og god Villie skulle gaae Fjenden under Øjne, var han dem end langt overlegen; men den ringeste Eftergivenhed eller Udsættelse vilde vistnok gjøre et yderst slet Indtryk, som et Tegn paa Svaghed og Modløshed foroven, der let kunde smitte mange paa de lavere Trin. —
Dog, lader os ikke komme altfor langt ind i Politikken og allermindst forivre os over Fejl, som endnu ikke ere begaaede, eller Ulykker, som endnu ikke ere skete, især da vi aldeles intet kunne gjøre enten fra eller til i saa Henseende. — Det er et for en Moder naturligt Ønske at ville høre noget om sin Søn personlig, naar hun hører fra ham, og jeg vil da for det første mælde, at jeg personlig befinder mig meget vel her ɔ: saa godt som man efter Omstændighederne kan forlange. Hvad man alm. kalder at »leve godt«, det gjør jeg nu i høj Grad, ja man kunde sige i en altfor høj Grad, dersom ikke Erfaringen havde lært mig, at jeg ikke er synderlig afhængig af sligt, men kan uden Savn og uden sure Miner tage det som det falder sig, og det er let at forudsee, at naar vi først komme i Felten igjen, saa maa jeg vænne mig til større Tarvelighed og Møjsommelighed. For Resten maa jeg med Hensyn til min Person bemærke, at jeg, som jo ellers har gjældt for urolig i Sammenlign, m. den »stille og sindige« Johan, lever her langt »indgetognere« end han, der jo er med ved alle Baller og andre offentlige Forlystelser og som tourer om i Landet og er behagelig i Familiekredse. — Igaar gjorde jeg da forresten ogsaa en Landtour; da der alligevel skulde en Vogn Landet igjennem, saa fik jeg Orlov og havde en saare behagelig Dag, den første jeg tilbragte udenfor Sønderborgs kedsommelige Gader, siden jeg kom herover. Først var jeg inde hos gl. Blom og derpaa hos Ernesto Dalgas, der fulgte med mig til Nordborg, hvorfra jeg saa kom hertil iaftes Kl. 9, 12 Timer efter at jeg drog herfra. En saadan Fridag i den dejlige Natur, dejlig selv nu s. 227da alt er blottet baade for Somrens yppige og Vintrens glimrende Dragt, — i det klareste Solskinsvejr vi længe have seet her, — havde en saa frigjørende, oplivende, jeg kunde sige opløftende, Indvirkning paa mig, at jeg sandelig ikke vilde bytte den bort for noget Sønderborgerbal. Jeg har idag med Fornøjelse hørt, at Carlo Dalgas kommer som Off. til Bataillonen. Vi faae ialt 5 nye Off. blandt hvilke en Søn af Krigsministeren, samt en Broder til min uskatterlige Capitain. — Vilhelm Blom har været stærkt forkjølet og maattet holde sig inde i en Uges Tid, men er idag atter saa vel at han har begyndt Tjenesten paany. — Nær havde jeg glemt at takke Dig for Uniformen, der imidlertid i den Grad var upassende (ɔ: for viid og stor i alle Ender og Kanter), at den befinder sig hos en Skræder her i Byen, for at blive brugelig. — Vil Du nu hilse Alle derhjemme saa meget fra mig og ved Lejlighed takke Høyens for deres Tanke paa mig, samt naar Du seer Høxbro sige ham, at jeg med Tak har modtaget og med det allerførste (om ikke før) skal besvare hans Brev. Skovgaard bedes ogsaa paa det venligste hilset fra
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hvis jeg ikke endnu i Aften skriver til Peter, saa siig ham, at saadant var min Hensigt, og at skeer det ikke dennegang, saa skeer det bestemt næste.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg. Lørdag-Aften 17/3 49.
Kjære Moder!
Indlagt følger et lille Brev jeg skrev til Dig i Torsdags-Aftes, og som skulde have været afsted Fredag-Morgen; men som jeg ikke fandt Postpengene værdt, da Johan ikke efter Løfte havde noget at sende med. Dette skal nu afsted imorgen tidlig, om han saa skriver med eller ej ; thi ellers veed jeg ikke, hvad Du maa tænke om mig, der saaledes paa een Gang er bleven taus og modtager det ene kjærlige Brev fra Dig efter det andet uden at besvare noget af dem. Igaar Morges modtog jeg da Dit Brev af 12—13de og beder Dig derfor at modtage min inderlige Tak. Jeg kjender Dig ret igjen i det Brev: det bestandig kjærlige, taalmodige, gudhengivne Sind, som jeg har lært at kjende og elske, og som saaledes kun kan findes hos ædle s. 228Kvinder, men hvoraf dog noget kan som Mødrenearv falde i Sønners Lod. — Give Gud at det ogsaa maatte være saa i det Tilfælde der ligger mig nærmest! Men her som ved saa mange andre Lejligheder viser det sig atter som en Sandhed, at de bedste Hjærter ere ikke de letteste: med et beklemt Hjærte, med et sørgmodigt Blik skuer Du ud i Verden ; seer Du baade frem og tilbage. Du frygter, at Dine Anskuelser af Livet have været for idylliske, for romantiske — til at kunne virkeliggjøres i Livet. Men er det end saa, saa er det dog aldrig at beklage, at man har bevaret saadanne Anskuelser gjennem alle Livets og Verdens Anfægtelser. De ere en Skat for det Hjærte, der trofast kan gjemme dem og troe paa deres evige Sandhed, selv om de synes i det Timelige at gjøres til Skamme. — Troen, Haabet, Kjærligheden — de ere tilhobe hvad Verden kalder romantiske Ideer og hvad den betragter som smukke Hjærnespind, der kunne klæde unge Mennesker godt, men ikke passe sig for fuldvoxne og modne Mennesker. Men Held den, der kan gjennem alle Livets Skibbrud bevare dem ! — det Menneske er evig ungt, det Menneske »døer ikke omendskjøndt han døer«. — Jeg seer at Du ogsaa tænkte paa min kjære Denis’s Fødselsdag, som jeg da heller ikke glemte. Jeg havde tænkt til den Tid at skrive ham til, men Du kj ender (desværre) af egen Erfaring mine Skriveforsætters Upaalidelighed ; saa der blev da ikke noget af, der blev ikke andet for end i Tanken at besøge ham i det fjærne Land. — Det er jo sørgelige Efterretninger Du bringer fra det glahnske Huus: Henriks Søn død og Maria syg! Lad mig vide, naar Du atter hører fra hende! — Da vi nu kun have 10 Dage til Krigsskuepladsens Aabning, hvor jeg jo — skjøndt alt gammel Soldat — dog i Grunden skal debutere, saa skal jeg een af Dagene holde stor Mønstring over min Garderobe og øvrige Bohave, for at komme veludrustet i Felten. Førend jeg slutter vil jeg give Dig det Løfte, som jeg veed Du ellers vilde afæske mig: herefter jævnlig at lade Dig høre fra mig og navnlig saa snart som skee kan efter enhver Affaire, som jeg maatte bivaane. Og nu: Gud befalet! Han være med Dig og os Alle, med Land og Rige! Bring min kjærlige Hilsen til Alle derhjemme. Til Peter og Høxbro fik jeg endnu ikke skrevet, men det skal skee een af de første Dage, endnu før jeg forlader Sønderborg. — Lev vel, kjærlig erindret og elsket af
Din hengivne Søn :
Svend.
* Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.
22de Marts 1849.
Kiære Johan!
Dit Brev var mig kiært, som Breve altid er fra den, vi har kiær, naar de kommer af sig selv, thi de er da en Sjælehilsen, som giør godt, hvormeget eller hvorlidt de saa end ellers bringe med sig. Derfor skriver jeg ogsaa idag, skiøndt Tiden er meget knap, og jeg ikke har noget andet særdeles at melde. Jeg seer, Du følger Forhandlingerne paa Rigsdagen, men ikke med nogen Fyldestgiørelse, og det gaaer naturligvis mig ligedan, men da jeg aldrig har ventet mere af Rigsdagen end jeg har mødt, saa giør det til Lykke ikke det nedslaaende Indtryk paa mig. Det er et efter Omstændighederne nødvendigt Skuespil, hvori jeg frivillig har paataget mig at spille med paa det Vilkaar ei at skulle spille andre end mig selv, og da det immer har staaet tvivlsomt for mig, hvor vidt, jeg vilde faa Lov til at nyde denne min utabelige, min værgeløse Ret, saa skiønner jeg paa at den dog i det hele uden Knur er blevet mig indrømmet, og har Gud skee Lov! den Tro, at selv naar vi synes kun at være Skuespillere, saa føles det dog, naar vi er Mennesker og Mænd, som vil noget godt, veed hvad vi vil og tør hvad vi skal, og at denne Følelse ingenlunde er ufrugtbar, fordi den, som alt hvad der skal føde noget Menneskeligt, bærer længe iløn paa sit Foster!
I Grunden har jeg da, som i det hele altid, et godt Haab, og langt mere Dristighed til at sige og giøre, hvad jeg anseer for godt og gavnligt end nogensinde før, og Resten staaer i Guds Haand, eller rettere, da Alt staaer i Guds Haand, og jeg alt har endeel deraf, saa regner jeg sikkert paa Resten. Nu, Hans Kraft og Velsignelse være ogsaa med dine Tanker og din Gierning, med Dannehæren og Danmarks Fremtid.
Moder hilser kiærligst
med Fader
Grundtvig.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.
1849. Marts 22.
Kiære Svenn!
Tak for dit Brev, som jeg gierne giengiælder, naar Du kan nøies med hvad jeg i en Hast kan sætte paa Papiret, thi skiøndt jeg ikke skal rose mig af hvad jeg kiendelig udretter, saa har min Tid dog aldrig været saa optaget, som den er nu.
s. 230At Slesvigerne kun kom daarlig tilbage, var jo sørgeligt, men ikke mig uventet, thi man har jo ikke tænkt paa andet end at lade al Danskhed bortdampe eller hendøe, og jeg seer af dit Brev, at man da heller slet ikke fristed at tage de Forførte eller Besnakkede eller Indslumrede paa Dansk, men kun paa Tydsk, høi eller plat. Jeg havde dog næsten tænkt, at han, som havde ført 10de Bataillon i Ilden, i det smaa kunde tiltalt dem som Cæsar sin 10de Legion 1) , der paa Timen fik Hjemlov og blev fortvivlet; men vi veed jo ikke engang saa godt som Romerne hvad Dansken dog skulde vide tusindgange bedre, at Frivillighed er Krigshærens Styrke!
Gud maa vide, hvad der nu staaer nærmest for Døren hos os, thi man siger vel Kamp paa Liv og Død, og gid det var sandt, saavidt som jeg troer, det er Danmarks eneste Redning og vilde med Guds Hjelp baade redde og reise Danmark vidunderlig; men det tegner jo til det modsatte, til en Forlængelse eller Fornyelse af Vaabenstilstanden, falsk Krig eller falsk Fred, saa snart og saa længe som mueligt.
Dog, min Tankegang synes endnu at være mit Folk for gammel eller for ny, eller begge Dele, saa det nytter ikke at beskrive den, og jeg nødes da til at nøies med af mit inderste Hjerte at dele det sikkre Folke-Ønske, at det baade i Krig og Fred maa gaae Danmark saa godt, og dets Gaade løse sig saa læmpelig som mueligt.
Hvad jeg ønsker mit Folk i det hele, ønsker jeg naturligviis mine egne Sønner som mit eget Kiød og Blod især, glæder mig ved, at deres Stilling er for Øieblikket, efter eget Valg, saa folkelig som mueligt, og haaber, I vil bidrage hvad Gud indvortes og udvortes sætter i eders Magt til Fædernelandets Værn, Folkets Oplivelse og Frihedens, den virkelige, menneskelige, folkelige Friheds Seier!
Nu i alle Maader, Gud befalet! tænk, saa godt Du kan, med Tillid paa Ham og med Kiærlighed paa os, som elsker dig, altsaa nærmest paa Moder og Fader
Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
den 22de Marts 1849.—
Kjære Svend!
Kjærlig Tak for dit Brev nu i Gaar, det gjorde saa godt paa din gamle ja ofte forknytte Moder, jeg trænger ret til som jeg kalder det, s. 231at mine Kjære skal være lidt gode imod mig, derfor endnu engang Tak mit Barn! jeg havde tænkt at skulle skrevet og talt lidt meer med dig men Tiden er snart forløben og Carl B : 1) skal have det snart jeg kunde ikke lade være dog at sænde disse Ord her følger nogle faae par Sokker med som er blevet færdige. I kunde maaskee trænge dertil. — »Danskerne« følger ogsaa. — Tænkte du paa igaar den 21de, for mig stod den Dag saa Levende ja mange mange fleer, det heele Aar med alle dets Begivenheder og nu skal vi jo tænke fremad ja Gud give Held og Lykke!
Med Maria Gl: nu Wt: 2) er det bedre, Tante Ja: er i Sorø i denne Tid men kommer snart. — Tak for det kjærlige Løfte med at skrive det veed jeg ogsaa sikkert du og Johan vil holde her er nu bestandig Reisen i Byen med alle de Mennesker. — Nu Farvel min kjære, kjære Svend! Gud ledsage Dig!
din trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
Fredag Eftr[m.]
den 23de Marts 1849
Kjære Svend!
Allerede længe har jeg villet skrevet dig til men det er som du har seet ikke blevet til noget men da jeg af Peters Brev som han modtog fra dig igaar seer at Du undskylder mit Smøleri saa smukt saa vil jeg slet ingen Undskyldninger gjøre især da Tiden er temmelig knap for mig iaften og jeg dog endelig maa skrive dig lidt til forinden du drager i Krigen ud, ja —
[Slutningen mangler.]
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne*
Møllen
d. 24de Marts 1849.
Kjære Børn! Johan og Svend!
Da Peter i Dag har beslutted at skrive Eder til og jeg kom nu herop for at see til Meta, - - - ville jeg benytte Leiligheden med at sænde Eder dette. - - - Det har ret glædet mig med de vakkre Familier I saaledes er indlemmet i |: kan jeg jo kalde det :| og er, som det kaldes, baade Potte og Pande, jeg ville ordentlig bede Eder takke dem i mit Navn, især er Pastor Carstensen og Frue udmærkede imod Eder synes jeg, ja som sagt, jeg kunde ret ønsked selv at kunde s. 232bragt dem min moderlige Tak! Hvad meener I vel, den sværmeriske Idee spøgede om i mit Hoved forleden Dag at kunde gjordt en flyve Tour med et Dampskib frem og tilbage paa en tre fire Dage, men det er nu ogsaa een af de forstyrrede Tanker der imellem kan løbe omkring og gjøre lidt fortumlet, jeg sagde blot, hvor det dog kunde været deiligt. —
Fader kom nu fra Mødet, saa uhyre forbittred over den Diplomati og at der skulle væntes paa Brev igjen til 3de April, før Noget kunde skee; det er nogle Dumrianer for ikke at sige noget værre. - - - der meenes ikke at det kan blive færdigt med Rigsdagen før til Pintsedag, det er pinibelt 1) ; - - - jeg tænker snart at see Brev fra Eder kjære Børn hvor I kan give Eders harme Luft; altsaa skal vi nu forholde os rolige til Tirsdag otte Dage, men vistnok ikke Slevhlst:, de vil nok see at vinde Tid til at besætte heele Slesvig, det siger jeg er Syndigt; det er nu mine ringe Tanker, hvad siger I og hvad siges der rundt omkring Eder? det opvækker vist megen forbittrelse, jeg kan ikke tænke det kan være andet; tør de øverste Befalingsmænd og Generaler ikke sige deres Mening om sligt et Uvæsen? - - - Gud ledsage Eder! tidlig og sildig i Tankerne hos Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 26de Marts 1849.
Kjære Moder!
Tak for Dit lille Brev af 22de, som Carl Busck bragte mig Dagen efter. Det er altid en stor Fornøjelse at høre fra Dig, men især er det fornøjeligt saaledes at faae Bud og Brev, der viser, hvordan alt stod til Dagen iforvejen; man føler sig derved saa nær ved sine Kjære. Vil Du ogsaa ret takke Fader fordi han, uagtet hans Tid og Tanker jo nu er mere optagne end nogensinde, dog gav sig Stunder til at glæde mig med et Brev, det jeg tænker at besvare endnu her fra Sønderborg, om vi — som jeg da venter — blive her til den 3die April. — I Peters Brev, hvori dette indesluttes har jeg fortalt om min Hastværksindpakning i Dag, og i den Anledning maa jeg berette, at ved en for nylig udstedt Befaling er den Bagage en Officeer kan medføre følelig bleven indskrænket, for en Lieutenant til 30 &, saa jeg maa lade min ene Tornyster i Stikken med hvad jeg bedst kan undvære. Min brave Vært, Kjøbmand Asmus Behn, har lovet at have det i Forvaring til jeg giver ham nærmere Bestemmelse dermed, sagtenss. 233den, at det med Skibslejlighed føres til Kbhn. Med første Pakkepost som afgaaer paa Fredag-Morgen sendes Dig en Pakke til Prof. Petersen og Tørklædet med medfølgende Brev, hvorom Du skrev. Jeg fik dem med fra Kbhn. til en Ltnt. Møller fra hans Moder. Jeg kjender hverken ham eller hende (der er en Søster til Provstinden i Gauerslunde og en Cousine til Fru Muus). Han var rejst til Kbhn. samme Dag som jeg kom hertil og siden erfarede jeg, at han ikke mere kom her tilbage, da han er forsat til Cavalleriet. Fru Møllers Adresse var mig ubekjendt og der var derfor intet andet for mig at gjøre end at lade det ligge rolig til jeg fik Underretning derom eller det blev mig affordret. Vil Du ved Afleveringen gjøre eller lade gjøre fornøden Undskyldning understøttet af disse Oplysninger. Gudskeelov at det nu er bedre med Maria Winther. Sysettes Sygdom eller rettere Følgerne af Curen hører jeg af Carlo vil ikke saa snart forvindes; et Fjerdingaar vil nok hengaae, inden hun er ganske helbredet. Hvordan gaaer det saa med de smaa Dannekvinder? —
Een god Ting var der ved, at Stilstanden blev forlænget, nemlig den, at vi nu hæve vor Gage for April inden vi forlade Als, hvorved jeg bliver sat i Stand til at blive ordentlig udstyret ɔ: at kjøbe mig hos Intendanturen en Jægermundering, for min gl. blaa er kun kummerlig. Rigtignok kommer jeg saa til at gaae omtrent pengeløs ind i Slesvig, men saa maa jeg redelig nære mig af Rov. De Sokker, Du sendte ere modtagne med Taknemmelighed; jeg var just i Begreb med at kjøbe nogle her i Byen, men som bekjendt ere slige Kjøbesokker langt slettere end de frivillige Sokker, saa jeg er meget glad ved Byttet. —
Da Johan i denne Tid bliver rykket af Eibe, saa vil jeg give Dig i Commission, dersom nogen, f. Ex. Bogtrykker Luno, skulde være uforskammede nok til at ville insinuere Dig nogen Regning paa mig, da at svare, at Lieutenanten er ikke tilstede og har desuden ingen Penge per Casse. Vil de mig noget, saa kan de skrive mig til og blive da nødte til at betale alle Postpengene og desuden dem for de Breve, som jeg maaskee af særdeles Naade vilde skikke dem for at skamme dem ud for deres upassende Opførsel. For Resten har det vel ingen Nød. Reitzel betalte jeg ved Nyaar, Skomager og Skrædder fik da ogsaa noget at stoppe Munden med og Luno har jeg engang svaret, at han maa vente til bedre Tider. Og andre Bjørne har jeg Gud skee Lov ikke. Lev nu vel, kjære Moder! Snart hører Du atter fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 2den April 1849.
Kjære Moder!
Noget langt og indholdsrigt Brev har jeg idag ingen Tid til at skrive; men da Du dog vistnok kalder Noget bedre end Intet, saa modtag da et Par Linier fra mig inden jeg forlader Sønderborg, som jeg da vil haabe skeer imorgen. Jeg har paa den sidste Tid haft meget travlt med Forberedelserne til at sættes paa Feltfod for ramme Alvor. Min blaa Kappe er bleven mørkegrøn og min lyseblaa Vest ligesaa o. s. v. — saa jeg er nu meget vel tilfreds med min Udrustning. — Sønderborg og hele Als ligner nu næsten en Lejr, da der er flere Soldater end faste Indbyggere, selv naar man tæller hver Sjæl, baade smaa og store. Saa at sige hele Armeen bliver eller er bleven i disse Dage overført hertil; kun 5 Batailloner og det meste Cavalieri rykker ned nordfra under General Rye. General Krogh — som kom iforgaars tilligemed Krigsministeren og General Favier — fører nu den fra Als fremrykkende Hovedstyrke, hvoraf Schleppegreils Brigade, hvortil 10de lette Bataillon har den Ære at høre, danner Avantgarden. 10de Bat. vil da komme til at skiftes med 3die Jægercorps om at være allerforrest. Brigaden bestaaer af 3die, 4de og 5te Liniebat., 10de lette Bat. og 3die Jægerc. Vi have altsaa gamle Blom med i Følge. Han kom her til Byen i Fredags med sin Bataillon; har i de sidste Dage været noget forkjølet, men befinder sig ellers i det Hele meget vel. Hos ham traf jeg igaar Chr. Lütken, en af Ulykkesfællerne fra 3die Bat :, der nu er kommen herover (til 3die Reserve Jægercorps) som Officeer.
Ligesom jeg vil haabe, at vi her i Felten ville have nogen Nytte af Erfaringerne fra forrige Aars Felttog, saaledes ønsker jeg det samme med Hensyn til Dig og alle dem i Kbhn. og rundt om i Landet der baade have almindelig og personlig Interesse i Krigens Gang herovre — saa I have lært, hvor mange falske Rygter, der under slige Omstændigheder opstaae og forplante sig med Lynets Hurtighed, og derfor lade haant om alle slige Efterretninger, hvis Hjemmel ikke er aldeles utvivlsom. Hvor piinlig en Spænding Du desuagtet — selv om Du mægter at holde Dig urørt af alle de løse Rygter — maa være i, det indseer jeg kun altfor vel, og beder Gud give Dig Kraft til med Ro og Tillid at skue Fremtiden imøde.
Jeg vilde endnu gjærne see at faae skrevet et Par Ord til Fader og ogsaa lidt til Meta, derfor maa jeg slutte for dennesinde med venlige Hilsener til alle gode Venner og først og sidst da til Dig selv fra Din hengivne Søn:
Svend.
s. 235P. S. Jeg haaber da, at Du har faaet Pakken med Prof. Petersens Manuscript og Fru Møllers Tørklæde og Brev, som jeg sendte i Fredags.
Fra Svend Grundtvig til faderen.
Sønderborg
d. 2den April 1849.
Kjære Fader!
Inderlig Tak for Dit Brev til mig af 22de Marts. Din deri udtalte Frygt for en ny Vaabenstilstand viste sig da grundet. Jeg veed, hvor haardt det gik Dig til Hjærte, og ogsaa paa os herovre gjorde det et uhyggeligt Indtryk, især da vi forudsaae, hvad jo ogsaa har viist sig, at det var kun et Skalkeskjul for Tyskerne til at faae Alt lavet som de vilde have det. Imidlertid er der maaskee i Virkeligheden intet tabt derved; thi Vejret har i de 5 Dage 26—30te f. M. været saa slet, at vi maaskee derved vilde være blevne mere svækkede end ved et tabt Slag, saa mange Syge vilde det have givet; Vejene vare ufremkommelige for Skytset, og det var i det Hele som Vinterens sidste Suk, som vi nu ville haabe er ude. De sidste 3 Dage have været mildere og tørre, saa der alt er foregaaet en stor Forandring med Vejene, som er en saare vigtig Ting for Troppebevægelser.
Imorgen tidlig tænker jeg atter at betræde Slesvigs Jordbund, det Land, hvorfor vi have liidt og stridt, og hvorfor vi ville lide og stride, indtil det er vort. Lad mig da, forinden jeg gaaer ud at stride for Fædrelandet, under Eet takke Dig, fordi Du har lært mig at kjende og elske dette Fædreland med alle de Minder og hvert det Haab som dertil knytter sig. Gid kun nu Sønnerne maae vise sig Faderen værdige; maae kæmpe saa godt med Haandens Sværd, som Du med Aandens Sværd har kæmpet og kæmper for Danmark.
Inderlig tilegnende mig de Ord, hvormed Du netop Palmesøndag 1848 bød mig Farvel:
»Hvor Du gaaer i Kampens Dage,
Hvor som Dannemand Du staaer,
Min Velsignelse ledsage
Dig, som Blomsterduft i Vaar;
Ja, som Danmarks Engel lille,
Blidt veemodig, livlig, stille;« —
l)
)
er og forbliver jeg Din hengivne Søn:
Svend.
Grundtvig og hans Slægt.
15
Fra Svend Grundtvig til moderen
1) .
Satrup
7/4 49. Kl. 8 Morg.
Kjære Moder!
Da jeg hidtil ikke har haft Tid til at skrive hjem, siden jeg kom herover, saa vil jeg her indslutte et Par Linier. Der var igaar en ikke ubetydelig Forpostfægtning her udenfor. 10de Bat. var ikke i Ilden; kun 2den Forst. Bat. 3. Res. Bat. og 3. Res. Jægercorps kæmpede, og kæmpede godt, drev efter 4 Timers Fægtning Fjenden langt tilbage. Vi have en stor Overmagt mod os og ere derfor bestemte til at holde os indtil videre her i Sundeved. Dybbøl befæstes. Vi befinde os meget vel ved dette vistnok noget strabadserende Liv. Levvel. Hils alle derhjemme; værer ved godt Mod; Gud kroner dog tilsidst vor retfærdige Sag med Sejer. Vore Slesvigere have nu, ved at høre Kanontordenen og ved at betræde deres mishandlede Land, glemt alle Nykker og ere raske og flinke til forefaldende Tjeneste.
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg, Paaskemandag 9/4 1849.
Kjære Moder!
Atter sidder jeg da her ved det samme Bord, hvorved jeg saa ofte har siddet og skrevet Dig til. Kun i fem Dage færdedes jeg paa Slesvigs Grund. Ofte baade hørte og saae jeg Bøsser og Canoner knalde og dundre, men selv var jeg aldrig med ved noget af de Sammenstød der fandt Sted. Dog, min Tid kommer vel ogsaa.
I ere sagtens nu nedslaaede og forknytte derhjemme over at vi saaledes atter ere trukne tilbage uden at befrie eller bemægtige os det forjættede Land Slesvig; men dog vistnok meest over Tabet vor Flaade led ved Eckernførde forleden. Og det er vistnok ogsaa et af de tungeste Slag der kunde ramme os, netop fordi det saa følelig saarer Danmark paa det ømme Sted, rører dets Øjesteen: dets Sømagt. Det er ikke saa meget det materielle Tab af de kostbare Skibe og endnu kostbarere Sømænd, der gaaer mig til Hjærte, men aller- meest Tanken om den Triumf det er for Fjenden og den Skam det er for os.
At Armeen er trukken tilbage vil maaskee i mange Kjøbenhavneress. 237Øjne ogsaa være skammeligt; men er det ingenlunde: vi have ikke Grund til at blues ved de Slag vi sloge, meget mere maa det bekjendes at vi have slaaet dygtigt, navnlig i Fredags; og at 25000 Mand ikke blindt kaste sig i Kampen med 70000 — det er vist næppe at bebrejde dem. Nu have vi seet Følgerne af den ulyksalige 8 Dages Hvile: den 26de havde vi udentvivl kunnet træffe Slesvigholstenerne ene og efter at have givet dem en følelig Tugtelse kunnet, om de andre Tyskere desuagtet skulde rykke frem, i god Ro og Mag indtage vor forhenværende og nuværende Stilling bag Aissundet. Dog, jeg vil nu ikke videre indlade mig paa disse mere omfattende Betragtninger. Jeg er endnu for lidt inde i hvad der er passeret og passerer udenfor den lille Skueplads hvor jeg nu i den forløbne Uge har tumlet mig; jeg er endnu for træt og fortumlet, til ret at kunne klare vor Stilling. Kun et Par Ord om min egen Smule Person. —
Løverdag-Morgen skrev jeg et Par Ord til Dig som Johan indsluttede i sit Brev. Vi vare da trukne fra Bakkebøl til Satrup for at afløse Forposterne. Vi ventede den Dag at blive for Alvor angrebne af Fjenden der de foregaaende Dage havde blot følt sig for, for at erfare vore Forposters Stilling, og Gudskeelov ogsaa havde erfaret deres Mod og Dygtighed. Der kom intet Angreb og Kl. 2 om Natten til Paaskedag droges vore Forposter i al Stilhed tilbage og vi marcherede til Dybbøl-Banke, hvor vi stod indtil langt ud paa Eftermiddagen, ventende det Angreb, hvormed der var truet og som der jo var Rimelighed for der vilde blive foretaget for at give os endnu en Paaskedag som den sidste. Havde vi beholdt den fremrykkede Stilling er der Sandsynlighed for, at det virkelig var kommet til en alvorlig Kamp, der da vilde være bleven blodig men sikkert uafgjørende; vi vilde være blevne trængte tilbage til Dybbøl, hvor vi da vilde have afslaaet Fjenden. — Igaar Eftermiddag kom vi da herover igjen og 10de Bat. kom i Kvarteer i Vollerup, hvorfra vi i Eftermiddag ere komne her til Byen, hvor hele Mandskabet ligger paa Slottet; de fleste Officerer i Byen. Brohovederne ere besatte stadig af 2 Bataillonen Imorgen tidlig skal 10de derover. Her bliver nu paa Als kun samme Styrke og netop samme Tropper som i Vinter, Resten skal nok til Fyn og Jylland. Hvad der ellers skal foretages er mig ganske ubekjendt. Vi ville sagtens gjøre Fjenden det saa suurt som muligt ved Blokade, Bombardementer og idelige Strandhug hist og her paa hans vidtstrakte aabne Kyster og andet kunne vi jo heller ikke gjøre. —
Eet lidet Eventyr havde jeg dog ovre i Slesvig, som jeg maa fortælles. 238og som navnlig vil fornøje Meta, thi jeg kan med Sandhed sige, at havde det ikke været for hendes Compas som jeg fik til Julegave, saa havde jeg sagtens nu været i Tyskernes Vold. Det var paa Tilbagetoget fra den store Recognoscering den 3die, at jeg sildig om Aftenen blev fra Compagniet, der sluttede hele Troppen skikket ud for at dække Flanken mod mulige Angreb, da vi skulde passere en Skov, paa Tysk Beuschanholtz paa Dansk Bøgeskov. Jeg skulde jo følge Colonnen og der var jo ogsaa Mellemposter, men de tabte mig og Fløjen hvor jeg marcherede, reent af Syne og sluttede sig til Colonnen, saa jeg endelig fandt mig i den mørke Nat ude i en ubekjendt Skov med en halv Snees af mine Folk — de yderste Fløjroder. Jeg var naturligviis fælt i Vinden og maatte da gaae efter Compasset: stik i Øst, og stødte endelig ved Midnat paa vor Forpostkjæde efter at være gaaet over Moser og pløjede Agre en Miils Vej og det netop gjennem et Terrain som endnu samme Nat blev besat af Fjender, der havde stormet Grøngrift efter at vi havde forladt den. — Ja, nu fik jeg Ordren at jeg Kl. 6 skal staae færdig ved Slottet for at gaae over til Dybbøl. Derfor vil jeg nu lægge mig til Ro.
15*
Snart hører Du mere fra Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Jeg var da saa heldig at faae mit gl. Kvarteer her hos Kjøbm. Behn, hvem jeg strax lod forespørge her. — Hilsen til Fader, Meta, Peter og alle andre Venner; jeg længes usigeligt efter at høre fra Eder alle sammen.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
den 12te April 1849
Kjære Johan!
— — — Den dybe Bedrøvelse der betog os i Løverdags da Efterretningen kom hertil fra Ekerenførde 1) vil jeg ikke tale om du kan vist selv forestille dig Faders og tillige hans dybe Harme at »Dannebrog« saaledes skulle haanes, ja lad mig ikke tale meer herom, det kom som et Tordenslag over Alle.— — — jeg havde tænkt mit Barn at dette kunde kommet bort igaar og da maaskee truffet dig til i Morgen din Fødselsdag min kjære, kjære Søn! Gud tage dig i sin beskjærmende Varetægt med vort elskede Fædreneland! Her følgers. 239nu dette Compas fra Meta, som Peter vel skrev om, hun haaber nu det skal fri dig ligesaa godt af Fjendens Haand som Svends har gjordt. Vilhelm har du vel seet, han har jo ret været med hører vi i Dag og Gud skee lov sluppet godt! Lytken og Carl B: har ogsaa været i Heden, den sidste har skrevet til sin Fader.— — —
Din trofaste Moder
E: Gr:
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 13de April 1849.
Kl. 1 Efterm
Kjære Moder!
Baade Johan og jeg have i den sidste Tid længe forgjæves ventet at høre fra Eder der hjemme; vi maae da nøjes med Haabet om, at Alt staaer vel til hos Eder, — saa vel som det under de for det hele Land tunge Tider, vi nu opleve, kan være Tilfældet.
Jeg iler med at sende Dig disse Linier, for at Du og de Andre der hjemme ikke skulle ængste Eder ved at høre om 10de Bataillons Fægtning idag, uden med det samme at høre fra os. Jeg vil ikke videre omtale Kampen der var hæderlig for vore Vaaben, da dette vel vil komme Eder for Øje i Blade lige saa tidlig, om ikke tidligere end disse Linier. Vi laae i Sundsmark og Klintinge ¼ à ¾ [Miil] fra Sønderborg, da vi i den tidlige Morgen Kl. 5 bleve vækkede ved Kanoners og Musketters Dundren. Bataillonen skulde netop paa Forpost imorges Kl. 6, men i dets Sted marcherede den lige lukt gjennem Byen, over Broen og kastedes lige ind i Ilden mod Tyskerne der i Dagbrækningen vare trængte frem og havde kastet 3die Jægercorps, der stod paa Forpost, tilbage til Brohovedet. De kom disse vore Forskandsninger saa nær, at der endog vexledes Geværskud med dem. Allerede inden vi kom havde de imidlertid trukket Næsen lidt til sig, da vore faste Batterier paa Als begyndte at smøre rask løs paa dem med Granater og Kardescher. Det blev 10de Bataillons hæderlige Hværv at fortsætte Kampen. Fjenden kastedes tilbage til bag Dybbøl-Mølle, som han saa stak i Brand for at dække Retraiten. Desuden brændte Surlykkegaards Ladebygninger, skudte i Brand af os med Brandraketter, da Tyskerne benyttede den som Stilling og skøde ud ad Vinduerne paa os. Vi erobrede 2 Kanoner der i Triumf bragtes til Sønderborg. Vor Bataillon har 2 Døde og 38 Saarede, deriblandt 1 Officier Ltnt Dorschæus af 2det Comp., der nylig er avanceret,s. 240og før stod som Underoff. ved 4de Comp. Han er Student og har gjort hele forrige Aars Felttog med. Han fik et meget farligt, om end ikke absolut dødeligt, Skudsaar. Vor lille Doctor Rudelbach var flink; han gik med midt i Kugleregnen og passede sin Dont. — Generalen (Bülow) var særdeles tilfreds med Fægtningens Gang og Udfald og roste 10de Bataillons Forhold. Dobbelt glædeligt er det, da det just var denne for Tyskhed mistænkte Afdeling, der hævdede sit alt i forrige Felttog vundne hæderlige Navn. Oberstlieutenanten havde aldeles intet at bestille idag. Han havde kun at see til, thi hvert Compagni agerede særskilt.
Jeg skulde snart troe, at Johan ogsaa skriver hjem, hvis ikke saa sender han herved sin hjærtelige Hilsen til Eder alle. Han var dygtig med i Dag og Carlo ligeledes. Jeg var længere tilbage med mit Compagni, men dog ikke længere end at ogsaa jeg kunde begynde at vænne mig til den løjerlige Sang af Kuglerne, naar de pibe forbi Ørene og slaae i Jorden rundt om En. Min Captain blev pikket ganske sagtelig paa Ryggen af en mat Kugle, men uden at tage mindste Skade.
Nu maa Du nøjes hermed for idag. Skriv nu snart, hvis Du ikke alt har gjort det eller da alligevel. Dette er, som Du seer, skrevet i Hast, inden jeg har faaet noget i Livet. Jeg skal nu ind at spise til Middag. Lev vel og hils alle Venner venligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
P.S. Fra Vilhelm Blom kan jeg hilse; han var med ude i Ilden efter de fjendtlige Kanoner. Jeg saae ham igjen i Sønderborg efter Affairen, ligesom jeg ogsaa da traf hans Fader.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 16de April 1849. —
Kjære Svend!
Det var kjærligt betænkt af dig min Søn strax at Lade os høre fra Eder; da vi kom hjem af Kirke var Brevet kommet og strax efter fik vi Efterretningen om Fægtningen som jo ville foruroliget naar vi inted hørte fra Eder, Gud skee Lov som reddede Eder og gav et hæderligt Udfald! Hvordan vi egentlig har det, er nu slet ikke værd at nævne, tilvisse er det en i alle Henseender sørgelig Tid, du bad mig mit Barn ikke høre efter alle de Rygter som sværmer om, dets. 241gjør jeg ikke heller, destoværre, det virkelige er meer end nok til ret at være bekymret, mine Tanker gaaer vidt omkring, hvor findes et Lysglimt? Gud holde sin Beskjærmende Haand over vort elskede Fædreneland! og jeg lægger til, over mine elskede trofaste Sønner! Du klager over min kjære Svend ! det er Længe siden I hørte herfra, det er vistnok sandt, du troer ikke hvor ofte jeg siger mig det selv men jeg har jo slet inted godt at kunde fortælle og høre mine Klager er jo ingen Opmuntring, tilgiv din forknytte Moder mit Barn jeg skulle ikke være saadan og allermindst til mine kjære Børn nu, men du veed jo nok Moder er en Kryster imellem, thi altiid vil jeg nu ikke hedde det. — Med Meta er det endnu i Sængen dog troer jeg disse sidste dage det er noget bedre, jeg var hos hende i Formiddag, som hver Dag, nu er Tante J:der, hun bad at hilse Brødrene kjærlig, Tante ogsaa, Fader som nu er i Rigsdagen, er saa træt deraf, hilser Børnene saa Faderlig!
jeg havde tænkt at skrive til Johan lidt ogsaa i dag men nu er det forsildig i Morgen kommer jeg igjen, sig ham det med kjærlig Tak for hans Brev, her følger nu disse Blade om I bryder Jer om dem, det er hvad I egentlig selv veed, men saa sees da hvordan det meldes i Løverdags kom endeel med J : Compas i Gaar sændte Høxbro, her er de øvrige, Gud være med Eder mine kjære elskede Sønner saa beder inderlig
Eders trofaste Moder
E. G. —
Fra Lise og N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.*
A.
d. 18de April 1849.
Min kjære Søn Johan!
— — — vistnok min kjære Johan! har det jo været for dig som vi var syge eller døde, det havde ret gjordt mig saa ondt ikke at kunde faae skrevet saa det kunde naae dig den 14de, men nu da jeg modtog dit Brev, kan jeg sige det dobbelt gik mig til Hjerte, at du ikke saae et Ord fra din gamle Moder, eller Nogen her, som jeg dog veed ville have været dig kjært, jeg kan med Sandhed sige du ikke var af mine Tanker den Dag, ja jeg kan sige hvert Øjeblik af Dagene er mine kjære Børn der, Nætterne med.— — — Det var da ret paa sin Militair med Lykønskningen til din Fødselsdag — ikke Geburtsdag — i Brohoved; vi drak naturligviis din Skaal her i vor Eenlighed, jeg vils. 242jo ikke nægte, jeg med et beklemt Hjerte.— — — Gud være med Eder kjære Børn paa alle Eders Veje saa beder Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
B.
Kiære Søn!
Til Lykke med Aaret, som du fuldendte i hæderlig Kamp for Fædernelandet ! Gid det være et godt Varsel for det ny i alle Maader.
Iaften ender vel paa Rigsdagen den foreløbige Behandling af Grundloven, saa Udsigten til at blive færdig er nu ikke fjern, men at det bliver daarligt Gode kan jeg ikke betvivle, dog Gudskeelov! jeg har holdt ud, intet stukket under Stol og dog beholdt Ørenlyd og indjaget en Smule Skræk for grove Synder mod Modersmaalet og sund Menneskeforstand, og det var jo alt hvad jeg med nogen Rimelighed kunde vente, hvor de Fleste ikke vide Forskiel paa Høire og Venstre, og hvor Tscherning og jeg synes at være de eneste, som, hver med sine Øine, tager det virkelige Liv i Betragtning. Hils Svenn kiærligst, ogsaa V. Blom og hans Fader, naar du seer dem. Herren være med jer!
Fader Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark ved Sønderborg
20/4 49.
Kjære Moder!
Tak for Dit Brev, som jeg modtog iforgaars Aftes paa Feltvagten udenfor Brohovederne, hvor jeg tilbragte de 24 Timer fra Onsdag- Middag til Torsdag-Middag i Snee og Hagel paa den bare Mark. Det er strængt nok, men vistnok nødvendigt, da disse Feltvagter staae kun en 100 Skridt bag den Vedetkjæde de udsætte, og denne befinder sig kun 4 à 600 Skridt fra Fjendens ligeoverfor paa Højden af Dybbøl- banke staaende Kjæde. Der udkræves derfor paa disse Poster en overordentlig Aarvaagenhed navnlig ved Nattetid, for ikke pludselig at blive omgaaet og afskaaren. Derfor maatte Alt staae under Gevær med Tornystren paa Ryggen hele Døgnet. Hvert Øjeblik hører man Skud, thi de fjendtlige Vedetter ere i Almindelighed meget rund- haandede med Krudt og Kugler, saa hver Gang en Patrouille, en Afløsning eller en Officier viser sig i Kjæden, saa skyde de strax, skjøndt Afstanden er for stor til at give noget grundet Haab om at ramme. De Tropper der staae ligeoverfor os her ere især Bajrere, Würtem- bergere og Saxere, som vi allerede ere saa bekjendte med at vi kundes. 243skjælne dem efter deres forskjellige Uniform. Om Natten hører man bestandig Kjørsel med Vogne og Trillebøre og Pæles Tilhugning og Nedrammen, og der har da allerede rejst sig en Række af Skandser langs ad Bakkens Ryg. Imidlertid kunde jeg ikke med min Kikkert opdage nogen Anstalter til Artilleri, ialfald ingen til svært Skyts; men det saae ud som blot beregnet paa Dækning for Infanteri. Det er desuagtet ikke usandsynligt, at Fjenden vil gjøre et alvorligt Forsøg paa at faae Als i sin Magt og synes ikke forinden at ville gaae op i Jylland. Maaske oppebier han kun det fornødne Belejringsskyts; Brotrain har han med sig og skal i Sandbergskov (hvorfra han sand- synligviis vil prøve den egenlige Storm, medens Sønderborg allarmeres og holdes i Skak) have travlt med at lave Flydebroer. At betragte Als som uindtagelig fra Sundeved er vistnok en stor Fejl; men vist er det, at baade skal der Lykke til for Fjenden og han maae finde sig i et frygteligt Tab før det kan blive ham muligt at forcere Overgangen, og jeg indseer ikke ret hvad det kan nytte ham at faae Als, der jo dog ligger aldeles aaben fra Søsiden. Prøver han imidlertid for Alvor derpaa, saa ville vi i ethvert Tilfælde faae »et varmt Bad«, men lykkes det os, hvad Gud give, at kaste ham tilbage, saa vil det vistnok ogsaa blive baade hans første og sidste Forsøg, saa frygtelig vil han blive tilredt. — Det er ved Generalcommandobefaling paalagt alle Militaire ingen Beretninger at give til Hjemmet om Troppernes Fordeling og Stilling, da saadant let kunde komme Fjenden for Øre og tilgode, derfor maa jeg herefter afholde mig fra sligt. Da jeg imidlertid i et tidligere Brev har angivet den hele paa Als efterladte Styrke til de 10,000 Mand, der var her i Vinter, maa jeg dog berigtige det derhen, at her findes og skal forblive en ikke lidet betydeligere Styrke. — Tjenesten herovre er særdeles stræng, navnlig har 10de Bat. været meget brugt. Brigaderne skiftes til at gjøre Forposttjeneste, men lige som vi havde gjort vor Tour til Ende med den ene (3die) saa bleve vi forsatte til en anden Brigade og begyndte saa paa samme Historie paa ny. I vide jo de Vexlinger der have fundet Sted i Armeens højere Etager. At Bülow er kommen i Kroghs Sted billiges almindelig; men Læssøes Tilsidesættelse er ikke betragtet som saa fortjent eller heldig. Meza, som jo nu er Højstcommanderende paa Als nyder almindelig Tillid, og rigtigt er det vistnok netop her, hvor det svære Skyts maa spille saa væsentlig en Rolle at have en Artillerist i Spidsen. Tungt har det imidlertid været os at miste vor gamle Brigadechef Schleppegrell, som hver Mand kjender og elsker. Jeg har lidt et endnu tungere og nærmere Tab ved den samme Lejlighed, idet min herlige Capitains. 244Falkenskjold er taget fra os og ansat ved Mezas Stab som 1ste Adjudant. Jeg kjender ingen Mand, der mere synes født til at befale i en Hær: Lydighed er uvilkaarlig, ligesaa uvilkaarlig som den Tillid og Kjærlighed han vinder hvor han kommer. — Min nye Compagnichef Ltnt. Cathala er en særdeles brav og human Mand, men at erstatte Falkenskjold det er han ikke istand til. Af Compagniets øvrige Officerer er den jeg lider bedst og som jeg virkelig lider meget godt en lille Normand Svendsen. Min Premierltnt Holck har jeg tidligere omtalt og en nylig ansat Hansen, forhen Malersvend og Overjæger i Livjægercorpset, der har gjort hele forrige Felttog med i 1ste Jægercorps og der erhvervet sig Sølvkorset, er vist en ganske brav Mand, men uden den Dannelse eller det Indhold, at han kan have videre Interesse for mig. Bataillonens øvrige Off. (Johan og Carlo iberegnede) seer jeg kun af og til i Forbigaaende, saa jeg er temmelig henviist til mig selv. Jeg befinder mig imidlertid legemlig meget vel, paa lidt Snue nær, og aandelig saa vel som det er muligt under de trykkende Omstændigheder, hvorunder hele Landet sukker. Jeg er tilfreds med min Stilling og ønsker aldrig noget Øjeblik at bytte »min Bolig som er paa den kolde Jord« med det hyggelige Hjem i Kjøbenhavn. Da jeg altsaa ikke hellere vilde være noget andet Sted for Øjeblikket, saa maa jeg jo tilstaae, at jeg har det saa godt som jeg for Tiden kunde have det og bør derfor være tilfreds hvad mig personlig angaaer, og det er jeg da igrunden ogsaa, om jeg end tidt kan være lidt gal i Parykken og lidt kjed af dette ensformige men dog trælsomme Liv. — Inden jeg slutter maa jeg bede Dig gjøre mig den Tjeneste at contrahere et Laan hos Fader paa mine Vegne, stort 15 Rigsdaler, at hvilke 10 paa Johans Regning betales til Skrædder Møller (jeg har nemlig faaet dem at laane af ham). Resten bedes mig tilsendt. Du vil vistnok ryste paa Hovedet ad mig i denne Anledning, men jeg vedbliver at paastaae, jeg er en meget god Oekonom; men Uniformsforandringen, samt Forsyningen til det nye Felttog tog extraordinairt paa Pungen og desuden sendte jeg for meget hjem til Skrædderen i Januar. I 2 Maaneder skal Balancen være gjenoprettet. Johan har vel berettet Dig, at Dorschæus døde af sit Skud Dagen efter (d. 14de). Han var eneste Søn af en Præsteenke, der boer i Kbhn. Jeg var iforgaars ude paa Augustenborg at følge ham og 4 andre af vore Faldne (en frivillig Underoff. Hansen og 3 Menige) til Jorden. Han blev baaret det sidste Stykke af Bataillonens Off. Provst Stephensen fra Broager, der i sin Landflygtighed gjør Tjeneste som Lazarethpræst, holdt Tale ved Graven. — Jeg hører, at der i »Fædrelandet« har staaet Lovtaler overs. 245vores Oberstlieutenant, til stort Moro for alle Bataillonens Officerer, der kjende Historien bedre og vide, at han laae i Grøften langt borte fra Fægtningen og ikke — som man skulde troet efter Rosen — foer til Hest i Kjæden og førte Folkene i Ilden. Der saae Ingen ham. Jeg vil ikke sige, at han derved har viist sig fejg eller svigtet sin Pligt; men nogen Anledning til Roes er der dog ikke. Noget synderligt Mod har han heller næppe, undtagen hvor der ingen Brug er derfor. Han er bleven mig og jeg tør sige hele Bataillonen mere og mere ubehagelig. Og nu have vi desuden jo mistet den Mand, der saa herligt forstod at holde ham i Tømme, nemlig min forrige Capitain. Til hans Tab kommer jeg atter og atter tilbage, thi ikke blot Compagniet, men hele Bataillonen har ved hans Bortgang faaet et føleligt Stød. — Fra Høxbro venter jeg i disse Dage Brev efter hvad han fornylig skrev til Johan. Ellers synes alle mine Correspondenter at være blevne kjede af at skrive mig til, naar jeg ene undtager Dig og saa stakkels Meta, der jo en Stund har været undskyldt. Hils hende fra mig paa det kjærligste og ligeledes Fader, Tante Jane, Amalia og Peter Boisen. Ogsaa Skovgaard, Knudsen og andre Venner bedes venlig hilset fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Løverdag d. 21de April 1849.
Min kjære Svend!
Det er ikke for at kunde sige noget videre Nyt end sidst da jeg i Mandags skrev dig til, veed vi egentlig Inted [Andet] end hvad de tydske Blade giver med endeel Løgne som da kan sees, men vistnok indeholdes der vel ogsaa Sandhed i hvad der sees om de uhyre Tilberedelser for ret paa alle Maader at kunde storme mod Als som du veed jeg kalder min Øjesteen og ængster mig for, Gud lade alle den Ondes Anslag gaae til Grunde! Det var i Onsdags den 18de min kjære Søn, et Aar siden da du forlod os ifjor, jeg læste nu dit Brev til mig, skrevet den 20de fra Flensborg og siden Et, ottende Dagen derefter; naar jeg seer tilbage hvad Sorg og Savn med dyb Bekymring og Ængstelse det Aar har ført med sig paa saamange forskjællige Maader, kan jeg ikke nægte jeg gruer ved at tænke herpaa og beder Gud i Naade gjøre en god Udgang paa det Alt!
Nu er I jo flytted ud paa Landet skrev Joh: i sit Brev til Peter var bestemt nordpaa mente han? I er jo blevet flytted til Krbs: 1) s. 246Brigade fra Schrs: 1) er I fornøjet dermed? |: ja det maae der jo ties med :| og du har misted din Capitain Falskld:, det var vistnok ikke hvad der var dig kjært min Søn, det kan jeg godt vide, Docter van Deurs er jo nu ogsaa borte jeg haaber nu i Morgen at see Brev fra Eder, dette er nu det andet til dig og ligesaa til Johan, siden jeg saae Noget igien det er iøvrigt slet ikke for at klage over Eder begge mine kjære og kjærlige Sønner! thi jeg veed nok der var kommet en uforsvarlig utilgivelig Stilstand over mig, eller egentlig over mine Breve, jeg veed jo at I imellem kan længes efter at høre lidt herfra, men dog ikke som Moder, jeg giver Eder ogsaa den Berømmelse I har været gode imod mig! jeg synes saa ofte hvad jeg har at meddeele er der jo inted Interressant ved, men, det er jo dog fra Eders Hjem og fra hvem der elsker Eder som Ingen.
Fra Peter og Meta kan jeg da hilse, i Formiddag var jeg der, nu er Tante Ja: der, hun er enten i Sængen og paa Sophaen liggende, dog troer jeg vistnok det er bedre og haaber snart det skulle gaae rigtig fremad naar Veiret nu ogsaa blev noget mildere, det er vistnok hvad I kjære Børn og da Alle med Eder har fundet, uhyre koldt, jeg har ofte havt i mine Tanker hvordan det dog gaaer Eder Alle. — Fra Venner der altiid kjærlig spørge hilses, Skovgaard var her igaar han har været en Tour paa Landet, Fader hilser kjærligen, han har været paa Rigsdagen den er da vedblivende endnu. —
Gud være med Eder! mine kjære Børn!
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Lørdag-Aften d. 25/4 [1849]
Kjære Svend!
Dette Brev skulde været skreven og afsendt iaften, idet jeg har bestræbt mig for at faae skreven skifteviis til Een af mine kjære Svogre engang om Ugen ; forrige Uge gik forbi — et Brev skulde derfor være affærdiget paa denne Uges sidste Dag, — men først nu er jeg kommen til Sæde. Først sad Fritz, som spiser hos os hveranden Dag, et Par Timer og fortalte om Rigsdagsmødet idag (ligesaagodt lidt derom strax: det var yderst kjedeligt kun Afstemning over Medlemmer til Værnepligts- Udvalget, lutter Militære Tschernings Yndlinger — og Aristokrater; dernæst With i Jaterp: om Erstatningen fra Preussen til Jylland, hvorpaa Moltke svarede, at det havde taget lang Tid med at gjøre Opregningen over den lidte Skade; den var nu sendt til Berlin, og kunde meget snart ventes afgjort og Erstatningen sendt hertil. Tils. 247Slutning reiste Gr. sig med det Spørgsmaal til Form: og Forsamlingen, om den tillod, at Een, der var valgt til Medlem af en Comité traadte ud af denne ; han maatte nemlig antage at det var Tschernings Ønske ikke at være Medlem af en Comité, der skulde tage hans eget Forslag og Forordning under Behandling, og da han nu var valgt, at han da maatte ønske at træde ud, dersom Fors. tillod det.— Tscherning svarede paa en grov Maade: »Han forstod ikke det Spørgsmaal«. Form: tog da Ordet og forklarede ham det. — Han svarede, at han traadte ikke tilbage, da han nu var valgt, han vilde ikke gjøre det for at føie den ene Rigsdagsmand. Gr: vidste meget godt, at han ikke vilde gjøre det for at føie ham, men tænkte sig, at han selv maatte føle sig opfordret til at begjære Udtrædelse af den Comité. Dermed afbrød Form. Discussionen. Der var Sandhed i Spørgsmaalet, skjøndt det slet ikke kunde nytte at komme med det, da man nok kunde vide, at Tscherning ei traadte tilbage. Men jeg vil atter komme tilbage til disse 2 Mænd). — Derpaa kom Høxbro, som blev her til nu (Kl. 10) under ivrig Samtale om Slesvig indtil Eideren — eller Slesvig deelt, som H. staaer stivt paa, saa han slet ikke vil have, at vi skal kæmpe for det sydlige Slesvig men strax opgive det, kun sikkre os det danske S1. og give det andet Pokker el. Tydsken i Vold. En Piece, som Blaumfeldt har skrevet om det Spørgsmaal var han meget opbragt over, og havde Lyst til at udgive et Modskrift. Saa kom Møller og efterat have drukket The med os, gik de begge op i Studenterforeningen for at høre et Foredrag af Blaumfeldt. Nu sidde vi roligt, som sjældent er — meget sjældent; Meta sidder i Sophaen i Regnskab op over Ørerne, som hun dog fører med en Accuratesse og Orden, som er beundringsværdig — en ziirlig Regnskabsbog. — Nu gav hun mig en Sødekage, og gik derpaa i Seng. Hun er nu rask (det være sagt i en god Tid) — flink i alle Maader. Idag har hun havt Rørdam og sin Fader til Caffe. — Nu Dit sidste Brev, hvorfor jeg haaber Du allerede har modtaget Tak af Johan fra mig. Jeg skrev til Johan, at det burde offentliggjøres ; det har jeg vel ikke gjort, men dog heller ikke beholdt det ganske for min Mund; jeg har nylig faaet det hjem fra Høxbro og Skovgaard, ligesom jeg har læst en Deel deraf for nogle Rigsdags- mænd, som fandt deri en slaaende Sandhed om at det nu ikke lader sig gjøre at rykke ned i Slesvig (ref. 1) Krigsministeren, som nu har gjort det umuligt ved at opløse Hæren ligefor Rigsdagens Øine, havde han ventet saalænge, kunde han gjerne have ventet til den havde udtalt sig derom). Dit interessante Brev giver heelt igjennem rigts. 248Stof til Samtale; med Længsel imødeseer jeg den Tid, da vi kunne sidde og tale sammen gid det maa kunne skee under nogenlunde Enighed men derom giver Dit Brev mig ogsaa Haab. Din Fremstilling af den »modige« Lehmann og det »modige« Ministerium har moret mig, og deri stemmer jeg ganske med Dig. Det har ved sin »Klogskab« fældet sin egen Dødsdom. Du vil holde paa Tscherning og Monrad, det hjælper ikke — de staae ikke mere — og efter min Mening fuldelig med Rette. Tsc. sidder nu paa Rigsdagen som General for alle Bondevennerne, der blindt følge hans Vink f. Ex. stemmer med at 23de Septbr’s Forordningen 1) blev forelagt Rigsdagen, hvorved Rigsdagen har givet Slip paa sin egen Ære eller i al Fald tabt meget i Folkets Øine. Din Anskuelse af Umueligheden i en Adresses Indgivelse af Soldater er desværre vistnok sand, og umuelig for Øieblikket, men husk at vi tale derom, naar vi sees. Din Udtalelse af Din Kærlighed til Danmark, selv om det kun gaaer til Kongeaaen NB efterat vi forgjæves have kæmpet for hele Danmark, er som den sømmer sig en ægte Søn af gamle Danmark; men det gjør godt rigtig godt heelt inde i Een. — Derimod har Dine Ord : »den danske Landsoldat er i Regelen et altfor materielt Væsen, til at kunne være begeistret« saaret mig. Du kan heller ikke meene det efter Dine tidligere Yttringer om d. 10de Bat. — Derom mere, naar vi sees! — Nu Godnat!
Den 1ste Dec. 2) Ja Gud bedre! Der slap jeg dengang videre kom jeg ikke — og det er en Ynk, — men det er det i det Heele, saa jeg har ikke gidet skrive, og det var heller ikke værd at læse. Imidlertid har jeg trøstet mig ved, at I have faaet noget bedre baade fra Høxbro og Skovgaard — saa I have dermed været vel tjent, og det glæder mig, for jeg maa reent ud tilstaae, det er lumpent nederdrægtigt, mildest talt, saadanne Tider man lever i; der skal I sidde og kjede Eder, og herinde har I en Svoger, som er midt i Røret, og samme Fyr kan endda ikke gjøre saameget som at give Eder nogle ordentlige stadige Meddelelser, og det uagtet han i Grunden har Lyst til det og har Nok mere end Nok at fortælle. Tørre Hug burde han have. Men man kan F. g. m. blive ganske dum for ikke at sige noget værre, især naar man er det iforveien. Nu kan man snart sige: Der er Splid der er Oprør og Helved i Danskernes Leir — og altsammen om det Spørgsmaal om Slesvig skal deles eller forsvares (tages) heelt. Jeg ved hverken ud eller ind. Galt bliver det, hvordan man vender det. Gaar vi ind paa at dele det, saa opgive vi vor Ret og vor Ære, og det ers. 249dog pinegalt, har vi mistet Æren, maa vi hellere alle ligge med Næsen i Veiret; thi Æren er dog det feireste Træ i Skoven; vil vi ikke dele det, saa gaaer det enten ud over de danske Slesvigere hvorfor vi dog have begyndt hele Kampen, eller vi faae Tydskere ind paa den danske Rigsdag, hvoraf Følgen vil blive, at alle Bønder maa lære Tydsk og da Godnat med det danske Modersmaal og saa F. i Vold med det Hele. Jeg er gal i Parykken, det er et skidt Brev — men lad nu gaa. Kun ikke i Buxerne, som det gik mig forleden.
Din P. B.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
d. 26de April 1849
Kjære Børn!
Efter Brev som Høxbroe fik igaar, fra dig J:, hører jeg, I endnu er i Sønderborg men vel paa ganske ubestemt Tid, da det jo kan siges, I har inted blivende Stæd. — Her er jeg da igjen med disse Blade endskjøndt Efterretningen fra Kolding 1) er maaskee kommet lige saa tidlig til Eder, som her igaar Morges, vi har jo havt et stort Tab, gid hver en af disse afskyelige Bødler kunde blevet knust og bøde for deres onde Gjærninger som de har paaført saamange Uskyldige; Man bliver Ond i slig en Tid, ja jeg ønsker Fjenden Tilintedgjort hver og een, at vor retfærdige Sag maatte Seire og ligge aabenlyst for heele Verdens Øjne! — jeg vil nu ikke tale meere om alt dette som bestandig krydser om i mit Hoved om alt det Onde jeg synes der kommer bestandig meere frem i Verden, det er maaskee ogsaa fordi jeg er blevet gammel og seer det med mørkere Farver, jeg gruer mangengang, der er saameget [der] har forandret sig for min tidligere Anskuelse af Livet der nu slet ikke svarer dertil og ofte formørker Alt omkring mig, Gud lade Alt engang klarere lyse for mit mørke Blik, skeer det ikke her, saa Hisset, hvor der er godt at være i den evige Salighed !
Fra Møllen kan jeg saavidt hilse jeg har ikke endnu været der i Dag men har betænkt at gaae lidt derop, hun har en Spansk Flue som saaledes presser hende nu, men som jo skulle gjøre hende rigtig rask siger Fenger; iøvrigt er det ret brav med vor Kjællingunge, som I jo nok kan huske I fordum kaldte hende her Hjemme hos Moder, nu er det jo ogsaa forbi.s. 250Nanny Bech kom nu, hun — De — havde havt Brev fra sin Broder igaar, han saae Eder imellem havde han skrevet han har ogsaa Vagt paa Brohoved; veed I ikke om Homann er paa Als?
jeg gaaer saa smaat hver Dag kjære Børn og vænter at see lidt fra Eder, eller i det mindste fra een af Eder, I kunde jo smukt skiftes hertil, ikke sandt, I vil det? ja jeg er et unøjsomt Væsen i alle Retninger, naar Man er blevet gammel skulle jo dog Klogskaben komme men der er de Ting jeg føler jeg bliver det aldrig, endskjøndt Ungdommen vel troer at Følelsen er forbi for Alt hvad Man i sin Ungdom elskede, nei, jeg har følt den Voxer i dets stæd. —
Nu Farvel mine kjære Sønner! hjertelige hilsener fra Fader og Eders
trofaste Moder
E: Grundtvig
Tanterne og øvrige Venner hilse.
Hils Obst. Blom og Vilhelm ret meget fra os alle her. —
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 29de April 1849.
Kl. 11 ½ Form.
Kjære Moder!
Hjærtelig Tak for begge dine kjære, kjærlige Breve. Det af 26de modtog jeg igaar ovre i Brohovedet. Efter Vagten sov jeg i Nat saa længe, at jeg først nu (ɔ :½ Time før Postcontoiret lukkes) er kommen til Skrivebordet. Derfor kan det kun blive et Par Linier, der i Korthed berette, at her Intet er at berette. Denne Mælding vil jeg imidlertid ikke have betragtet som Svar paa eller Gjengjæld for de to Breve fra Din Haand, men tænker med Posten imorgen at skrive Dig et udførligere Brev til. Hils Alle derhjemme og paa Møllen. Hils ogsaa de kjære Venner, der bryde sig om at høre fra mig, navnlig Høxbro, som jeg skal have skrevet til med det allerførste.
Lev vel, kjærlig hilset af
Din hengivne Søn
Svend.
P. S. Hvis Du ikke alt har afsendt Penge til mig, saa lad det kun blive. lovermorgen hæver jeg jo Gagen.
Disse Linier skrives hos Karstensens. Johan som sidder hos beder mig hilse.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 30te April
49. —
Kjære Svend!
Endskjøndt jeg med stor Taknemmelighed (ɔ: intensiv) har modtaget 2 Breve fra Johan, siden jeg sidst skrev ham til, saa vil jeg dog iaften stile — hvad jeg har at stile — til Dig, deels fordi jeg har skreven til ham senere end til Dig, og fordi jeg haaber ved at spille ud til Dig, derved at nøde Dig til at spille ud igjen — lade høre fra Dig, som Du kun gjør sparsomt i den senere Tid, deels fordi jeg frygter for ved at skrive til Johan iaften, jeg skulde komme til at begynde en lille Krig med ham, hvilket jeg dog føler var baade Synd og Skam, da I kan have nok af Krigen med Fjenderne til at I skulde have Krig ogsaa fra Eders Venner. Vil Du nu blot hilse ham og sige ham Tak navnlig for hans Beskrivelse af 13de Aprili-Slaget 1) (med Tegningen og Thepotten) som var os meget interessant (Endeel deraf forelæste jeg i Danske Samfund). Du, kjære Svend! har som sagt været noget taus — for os, i den senere Tid, som jeg forresten godt kan forstaae, bilder mig da saa ind — at Du ikke er i Houmeur, skjøndt Du siger — og Du har Ret — og jeg ved Du lyver ikke — at Du ikke vilde være noget andetsteds end hvor Du er. Og at forlange, at I — foruden alt det I maae døie, ogsaa skulde opmuntre os Kværsiddere, der have vore magelige Dage, det vilde vel være formeget, endskjøndt Du paa den anden Side nok vil kunne forstaae, at saaledes skulde det dog i Grunden være, naar Du tænker paa, at I slaae som Kæmper og Forsvarere lige i Døren paa Huset, som er fuldt af Kvinder og Børn og hjælpeløse Mænd, medens Røvere ja Tigere og Hyæner storme løs for at vælte hele Huset og myrde — at vi derinde i Huset, som Intet formaae, kunne trænge høilig til et opmuntrende Blik imellem fra Eder, fra hvem vi skal vente al vor Frelse — næst Ham, der raader for Alt — og raader endnu — Gud skee Lov! for det Danske Huus, som han har raadet og sørget godt for i Aartusinder, selv naar Faren var større, end den er nu !— —Dog — som sagt — det er for meget forlangt, men jeg vil blot have Du skal forstaae, hvor smerteligt det berører os, naar Krigsfolket — og de Bedste af dem — begynde at tabe Modet. Nu føler jeg tilvisse, at kunde vi, saa burde vi gjøre Alt for at opmuntre Eder — men jeg idetmindste kan det ikke. Men naar jeg siger og ønsker af Hjertet: Bevar med Guds og Eders høire Armss. 252Hjælp Modet, ikke blot for Eder selv, men for os med, saa ligger deri den største Opmuntring, for det er et heelt Folk i Nød, som seer paa Eder med fuld Tillid og Fortrøstning — og det giver Kræfter! — Godnat Svend! Meer imorgen!
Grundtvig og hans Slægt.
16
Torsdag. Valdborgs Dag. Nei jeg faaer ei Tid til meer, da jeg i Eftermiddag efter Skolen først erfarede, at jeg skal holde Foredrag i DS. som min Broder Fritz ellers havde lovet men forhindres af Rigs- dagsmøde. Jeg vil da sende dette (skjøndt det er knap 4 S. værd men Du faaer det ogsaa gratis) Idag var der en voldsom Kamp i Rigsdagen. Ministeriet har erklæret det for et Cabinets-Spørgsmaal, hvormed det vil leve eller døe : »Landsthing med Valgbarheds Sensus (høi) og middelbar Valg«; hvorover der idag fra Venstre reiste sig en meget heftig Storm, og det synes virkelig at skulle falde iaften, da der atter er Møde og Afstemning — saa faaer vi at see, hvad Min : gjør. At faae et nyt nu var os vist kun til liden Baade. — Det har da været en morderisk Kamp ved Colding. Idag er her kommet en Mængde flygtende Veilensere (Kragballes Forældre f. Ex., som sige at ¼ Deel af Indv: ere flygtede, fordi de frygtede noget Lignende som ved Colding. Lehmann i Tydskernes Vold — hans Kone meget slet her — og hans Datter død ! saa han bliver prøvet nok. — Meta er nu saa temmelig vel, kan gaae lidt ud. I Søndags saaes Susette og hun for første Gang i lang Tid. — Paa den nordre Fløi er der kommet en lille Datter, jeg har maaskee fortalt det eengang. — Alt vel inden Borde. Jeg var ombord paa Skjold igaar alt saae godt ud. »Blot vi ikke skal komme i Slag« sagde en hvervet Matros (en fyensk Bondekarl), som saae sølle ud. »Det er dog derfor I gaae ud« sagde jeg. Det er vel ikke første Gang, I faae slig Yttring. — Lev vel ! Din Ven og Svoger
P. Boisen
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark
d. 1ste Maj 1849.
Kjære Moder!
I Søndags fik jeg kun Tid til at sende Dig en Kvittering for Modtagelsen af Dine to Breve af 21de og 26de f. M. Tak fordi Du saa jævnlig skriver; thi vi længes bestandig efter at vide hvorledes det staaer til med vore Kjære i Hovedstaden. Gid nu kun Meta ret snart maatte komme til Kræfter! Og gid jeg kunde rejse Dit sjunkne Mod! Det kan jeg desværre ikke, thi jeg kan kun altfor godt forstaae, at Du maa i disse Tider føle Dig beklemt. Det eneste Sted hvor jeg kan vise Dig hen for Trøst er derhen, hvor Du jo ogsaa stadig søger den:s. 253hos Verdens almægtige Styrer. Han veed hvad han vil; han seer og han styrer den for menneskelige Øjne saa ofte forsvindende og navnlig nu saa forviklede Traad, der sammenknytter alle de mærkelige Begivenheder der i det sidste Aar ere foregaaede og endnu foregaae for vore Øjne. Og han ikke blot veed, men kan hvad han vil, og derfor maae vi med Fortrøstning vente at han vil føre alt til det bedste og gjøre en Udgang paa Trængslerne. Vi svage Dødelige vide knap hvad vi ville; men endnu langt mindre kunne vi det. Og dette gjælder ret egenlig om Danmark i sin nu aarsgamle Kamp mod den store Overmagt. Vi ere jo i den Tilstand, hvor man — som Ordet lyder — ikke veed, enten man er kjøbt eller solgt. Det Eneste vi kunne ville er at kjøbe Freden saa billigt som muligt og at sælge Livet saa dyrt som muligt og fremfor alt fremdeles ikke at sælge Æren. For Resten maa Gud raade. —
Vi oversvømmes da ogsaa her stadig med Rygter fra Kjøbenhavn : idag om at nu kommer Ruslands mægtige Arm og slaaer et Domme- dagsslag til vor Redning; imorgen om at nu er det afgjort, at der aldeles ingen Bistand er at vente fra den, saa lidt som fra nogen anden Kant af Verden. Dette sidste blev forsikkret i Privatbreve fra Kjøbenhavn, der igaar kom hertil. Jeg mener om den Sag, at de gode Brevskrivere vide lige saa meget om det som jeg veed ɔ: aldeles intet; og jeg bryder mig derfor lige saa lidt om de slette som om de gode Efterretninger om, hvad der er besluttet i den russiske Kejsers Cabinet. Jeg venter ingen Hjælp fra Peer eller Poul, men mistvivler dog ikke derom. Jeg opgiver ikke Haabet om en lykkelig Udgang; men støtter ikke dette Haab enten paa dit eller dat. Jeg hviler rolig i den Overbevisning, at Danmark gjør hvad det kan og vil fremdeles gjøre saa, for at hævde sin uomtvistelige, men dog saa haardt angrebne, under Fødder traadte Ret. Jeg veed, det er i Grunden kun lidet, hvad Danmark kan gjøre mod det store Tyskland; men dette lidet maa dog gjøres og jeg synes ogsaa det gjøres. Saa meget af Landet som muligt holdes frit for Fjendefod, saa længe som det er menneskelig muligt; derom vidner det blodige Koldingslag. Hvert Skridt mod Nord vil blive blodigt, og vender Fjenden sig hid, da har jeg vel for det første den Tro, at han med Skamme vil blive kastet tilbage, men, da jo ingen Fæstning er uindtagelig for en overlegen Magt, der vil offre hvad det end kan koste, saa er det i alt Fald min sikkre og vel- grundede Overbevisning, at Danmark ikke skal have Grund til at rødme af Skamfuldhed om det maatte komme til at bløde af det dybe Saar, som Alses Tab vilde tilføje det. Det vilde først være efters. 254en fortvivlet og for Fjenden saa vel som for os (og sagtens endnu mere end for os) blodig Kamp, at de tyske Hærskarer vilde kunne trampe paa Alses Grund. Mit Haab er altsaa, at Danmark skal med Sejer og Lykke udgaae af Kampen ; men min sikkre Overbevisning er, at det skal gjennemgaae den med Ære ; — og »Æren hun er det fejreste Træ udi Skoven«. —
16*
Vi have her meget pludselig faaet et dejligt Foraarsvejr. Skoven grønnes stærkt og alle Agre og Enge ere alt saa frodige som de kunne blive. Storken bygger Rede over mit Hoved, og Ferskentræet, der slynger sig om mine Vinduer, staaer i Blomster. Igaar var jeg en Skovtour med Karstensens, Pastor Bøggild og Johan til Augusten- borg. Vi spadserede i den prægtige Have langs Fjorden og »lydde paa Fryd og Fuglesang«. Johan og jeg tilbragte derpaa Aftenen hos Henrik Bech, der er Commandant paa Augustenborg og boer i Byen i en forløben Hofraads smukke Lejlighed og har det i det Hele saa behageligt som Nogen paa hele denne skjønne Ø. Hermann, som Du spørger til har slet ikke i Aar været her paa Als. Han staaer nok ved 1ste Forstærkningsbataillon, der saa vidt jeg veed hører under Ryes Brigade. Thurah er her paa Als og har været her lige saa længe som jeg, uden at jeg dog endnu har seet ham for mine Øjne. Vilhelm Blom boer i Sønderborg, men jeg seer ham sjælden og da kun i Forbigaaende. Han sidder paa Contoiret fra Morgen til Aften. Hans Fader befinder sig saa vidt jeg veed efter Omstændighederne (thi igrunden er han træt af dette for en Mand i hans Alder ogsaa saare besværlige Liv) ret vel. Jeg vil siden i Dag see at træffe ham. Tante Maria er vel nu ikke længere i Byen, men vil Du ialfald hilse hende venligst fra mig, saa vel som Line Blicher, der vel endnu er derinde med sin lille Peter Christian (hedder han ikke saa?). Vil Du nu kjærligst hilse Fader og Søster, Svoger og Tante (Amalia ej at forglemme) og takke alle de kjære Venner der mindes og mindes af
Din hengivne Søn:
Svend.
P. S. Da dette Brev er for sildig færdig for Posten, saa vil jeg nu sende det ind til Pastor Bøggild, forhen Skibspræst paa Valkyrien, som har fungeret som Feltpræst her indtil Hammerich kommer. Han rejser idag til Kbhn. og jeg vil bede ham bringe Dig en personlig Hilsen fra os. Vi have begge seet ham saare jævnlig i den sidste Tid hos Karstensens. Du kan da høre vort Skudsmaal, enten det nu er godt eller daarligt. —
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Onsdag Etdg 2den Mai 1849.
Kjære Børn!
Med Hammerik afsændes nu dette, I vil da af ham kunde høre mundtlig fra os, da han i Morges var her at sige Farvel ! hans Ophold meente han blev i Sønderborg. — 6 »Danskere« følger og en Bog her er kommet til dig Svend, om du nu har Tiid og Samling at læse i den. Bladene her er kommet i Dag følger ogsaa, igaar kom Høxbro og spurgte om jeg ville have noget med, han fik da dem der da var, saavelsom en kjærlig Hilsen. — Nu er da Meta Gud skee Lov saavidt at hun var lidt heroppe i Mandags, hun er blevet Tante til en lille Caroline Haralds Datter.
Hvor jeg dog kunde ønske at gjøre en lille Tour over til Eder mine kjære Børn, blot paa en Dag og see hvordan det heele saa ud omkring hos Eder. — Der er en Ting som jeg i min ringe militaire Forstand ikke har kundet begribe, som er, hvorfor vi ikke uophørlig forstyrrer Oprørerne i at opføre Skandser som de jo arbeider paa Nætter og Dage, endogsaa langs Kysten; kan vi ikke skyde need ligesaa hastig som der føres op? det er et Spørgsmaal jeg har gjordt rundtom og kan ikke faae besvaret, der er endogsaa dem der vil sige, det er fordi de skal først være færdig med dem førend de vil begynde at beskyde dem, men det er jo naturligviis halvgal Snak, vi maatte jo vistnok Lettere kunde forstyrre Arbeidet for de Kjæltringer nu end siden, naar der er givet dem Roe og Mag at opføre det; jeg taler nu her om hvad jeg slet ikke forstaaer hører jeg Eder sige, men, jeg kan ikke nægte, det er hvad jeg grunder meget over, Tingen maae vel være, at vi ikke kan naae at forstyrre Arbeidet?
Fader er nu igjen i Rigsfsng:, I befatter Eder vel ikke meere med at følge de Forhandlinger; siden den 27de Martz har jeg været aldeles ligegyldig for alt hvad der foregaaer, før den Tid fulgte jeg dog nogenledes hvad Talen var om — i Morgen reiser Rørdam paa Løverdag Ingeman fra Begge venlige Hilsener. —
Nu Farvel mine kjære Børn ! Gud ledsage Eder paa alle Eders Veje ! saa beder inderlig Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
i dag har jeg ikke seet til Meta men Fader har været der, maaskee seer du selv Brev fra hende, hun havde det godt. Tante M: og J: sige hils — hils! og lille A.
s. 256Bededagsaften 3die Mai 1849.
Tak for Brevet i Dag kjære Svend ! der gjorde Moder godt at læse. — Der kom da som du jo selv bad om, ingen Pænge med Hammerik i Dag, har det nu ikke sadt dig i Forlægenhed saa er det min Skyld da du veed jeg ikke fik dem bort da det var Tid, Fader gav mig 10 R. at sænde og Skræderen fik de 10 R. for Joh: som du bad de ligger her da til videre. —
Hilses kjærlig mine kjære Sønner fra Fader, Tanter og Eders gamle Moder
E: Gr:
Meta var her nu et Øjeblik og bad Eder naturligviis at hilse — nu gik hun.
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sundsmark
4 Maj 1849
Store Bededag Kl. 1 Formiddag.
Kjære Fader!
Jeg vil dog sende dig et Par Ord med ved denne Lejlighed, egenlig kun for at give Pastor Bøggild en Art Introduction, thi her er er i Øjeblikket ingen Tid til Mere; Svend og jeg staae paa Springet at gaae ind og sige ham Farvel. Pastor Bøggild, der i den sidste Maaned har fungeret som Feltpræst herovre, er efter min Overbevisning en begavet, dygtig og nidkjær Præst, og en ivrig og redelig Mand med ikke almindelige Kundskaber og en ualmindelig Livserfaring. Hans Orm er en noget for stor Snaksomhed, thi tie kan han ikke. Han har i den Tid, han har været her, vundet meget Bifald og viist megen Kjendskab til de Forhold, der finde Sted i Feltlivet tillands og vands; vi have seetes næsten daglig hos Carstensens i den sidste Maaned og jeg har havt megen Fornøjelse af ham, da han er en livlig Mand.
Saasnart jeg faaer Tid, skal jeg skrive dig udførligere til, for denne Gang maa jeg, med Tak for de Linier fra dig, jeg forleden fik, nøjes med at bede dig leve vel og bringe Moder, Meta og Peter og de Andre en hjertelig Hilsen fra
din hengivne Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Onsdag den 9de Mai 1849.
Kjære Børn!
Igaar sændte jeg ingen Blade, her følger nu disse fra i Dag, I har maaskee alt hørt at Fjenden har besat Snoghøi, vi længes nu efters. 257nærmere Efterretning herom, at det er sikkert seer vi da og hvorfor Kanonbaadene ikke kunde udrette noget, siges, var af den Grund, at deres Batterier var lagt saa lavt at de kunde beskyde dem, Gud give dog nu at Frederits maae kunde udholde sin Prøve. — Det var netop den 8de Mai at der ifior blev skudt over til Strip hvor Niels Sp: da stod Vagt, sagde hans Moder nu som gik herfra og bad Eder hilset.
Tak for dit Brev Johan fra d. 6te, det kan jeg rigtignok mærke min Søn, du er blevet forvændt og forkjælet i Sønderborg, det var jo blot nogle faae Dage Du maatte udholde det knebne Quarteer og jo ikke meget meer end om Natten, naar de fleeste Andre vel har maatted nøjes dermed i fleere Maaneder, er det dog ikke sandt? du veed nok jeg under dig det saa godt som mueligt, men det er jo saa slemt for dig selv, som da føler saa stort et Savn ; det er ikke Moder der har forkjælet sine Børn det veed i da nok selv, men det er nu alligevel saa, det maae vistnok være de gode Carstensens som har været for gode ved Jer, endskjøndt jeg jo i mit Hjerte takker dem herfor; Pst: Bøggild kom da igaar, jeg fik da Eders Skudsmaal som jo var meget godt, det tvivlede I vel heller ikke paa, han lovede at komme igjen da det kun var kort han var her, og meget var der jo naturlig jeg gjærne ville vide om mine kjære Sønner.
Fader er nu igjen i Rigsforsng: han er saa kjed af den og jeg vist Ligesaameget, han er ikke tilfreds, imellem os at sige i nogen Henseende; Gud gjøre en god Ende paa al den Nød og Elendighed i alle Verdensriger og Lande men nærmest vores elskede Fædreneland. —
Med Meta er det nu ret godt, hun var her lidt i Formiddag, har I ikke seet Brev fra Møllen tænker jeg det sker ret snart. — Fader hilser Eder altiid kjærlig ligesaa bad Tante J : som nu gik lidt ud. — Gud være med Eder mine kjære Børn i Sin og i indbyrdes Kjærlighed saa beder
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
i Mørke. —
hils saameget Spang og hans Kone jeg husker dem godt.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Skovby (»Schauby«) paa Als. 14de Maj 49.
Kjære Moder!
Usædvanlig længe har Du nu været uden Brev, men dog derfor ikke uden Nys fra mig. Jeg har gjort mig til Regel at skrive Dig eets. 258Brev til hver Uge, men den forrige Uge gik reent over; men de 4 Dage af Ugen gik ogsaa i Brohovedet og desuden havde jeg 2 Breve at skrive: til Peter og Høxbro. Det sidste skrev jeg i Torsdags, da jeg om Eftermiddagen skulde have min Brohovedtour; naar man har vaaget det meste af saadanne 24 Timer saa duer man ikke stort til at skrive Breve; i Lørdags var det sidste Dag i Sønderborg og den var da optaget : om Formiddagen var jeg en lille Skovtour med Kar- stensens og om Aftenen var jeg buden til Gjest hos den dobbelte Verdensomsejler, Skovgaards Ven og Læge, »den graa Mathiessen«, der har sat sig ned i Sønderborg som practiserende Læge. Søndag Morgen toge vi da Fod i Haand for at indtage vort Cantonnement for de følgende 8 Dage ( : 1ste og 2det Comp. paa Kajnæs — eller som Tyskerne skrive det »Kekenis« — 3die Comp. i Lysabbel og 4de i Skovby). Vi havde kun ringe Lyst til at jages saaledes i Udlændighed, skjøndt disse 8 Dage jo skulde være vore Hviledage; men jeg i det mindste har snart forsonet mig dermed; thi dejligt er her at være ved Skov og ved Strand og intet andet Sted i Danmark har jeg fundet saa net en Bondeby som denne, og navnlig er jeg tilligemed Capitainen (Cathala) kommen til at ligge hos Synsmanden, hvor alt er saa nydeligt, saa reent og saa ordentligt, som man i Sjælland aldrig vilde kunde forestille sig det i en almindelig Bondegaard; og Gaardene her ere kun af ganske almindelig Størrelse, baade hvad Jord og hvad Bygning angaaer. Ganske overeensstemmende med denne Orden og Reenlighed, der her er saa iøjnefaldende baade i Have og Mark, i Indhuus og Ud- huus ere ogsaa Beboerne: opvakte, venlige og særdeles smukke. Det er et Par gl. Folk vi boe hos, med Børn fra 18 til 6 Aar i Huset og en gift Datter udenfor, der igaar var her i Besøg med sin lille Datter. Synet af denne smukke Bondefamilie — og efter hvad jeg har seet af Byens øvrige Bønderfolk er den ikke nogen Undtagelse men kun et Exempel — har ret vakt Tanken hos mig om hvor skjønt og lykkeligt et Liv Bondestanden dog kunde føre i Danmark og hvor vel dens simple Klæder og simple Sæder kunde forenes med en fremskridende aandelig Dannelse og Udvikling i enhver menneskelig Retning; men jo mere man indseer dette, des sørgeligere er det ogsaa at tænke paa, hvorledes Bønderne sædvanlig ved en større Velstand henfalder til en forfængelig Efterabelse af de forfinede Stænders ydre Liv og samtidig dermed bliver mere og mere Materialister og Dødbidere.
s. 259Skovby d. 15de Maj. Form.
Der gik igaar intet Bud til Sønderborg, saa jeg opsatte at fuldføre Brevet til i Aftes; men igaar havde jeg ingen Eftermiddag eller Aften til min Raadighed, thi for det første tilbød der sig en Lejlighed til en Ridetour, noget som jeg nødig lader gaae fra mig, det var et 5 Timers Ridt med Oberstlieutenanten og Adjudanten hele Kajnæs rundt, og for det andet saa fandt jeg ved min Tilbagekomst et lystigt Lag i mit (og Capitainens) Kvarteer, hvor da Johan ogsaa var tilstede, saa der blev ikke noget af Brevskrivning iaftes. Og imorges Kl. 7 gik vort Postbud til Sønderborg, og at jeg ikke havde Lejlighed til at skrive i Morgenstunden inden den Tid, det kjender Du mig nok til at kunne forstaae. Disse Linier kunne altsaa først imorgen komme til at afgaae med Posten og først komme Dig tilhænde d. 18de. Jeg modtog igaar et Par Nyhedsblade fra Dig af 11te, som Du siger kun ere lidet glædelige, men de ere dog saa glædelige som man kunde vente. Rye har gjort den fremtrængende Fjende hvert Skridt stridigt og ikke haft noget betydeligt Tab; det er alt hvad man under de givne Omstændigheder turde vente. En af vore frivillige Undero ff. som igaar var i Sønderborg fortæller om et Udfald, der skal være gjort fra Fredericia, og hvorved en Deel Slesvigholstenere skulle være »jagne ud i Vandet«. Hvad der er herom, vide vi endnu ikke. — I hvad jeg skrev igaar kom jeg til at omtale Bondestanden og den forkeerte Retning dens Oplysning sædvanlig tager. Dette gjælder dobbelt her, hvor der gjærne endda er Fortyskelse med i den højere Oplysning som Bønder kunne erholde eller forskaffe deres Børn ; saa- ledes har min Vært en Søn, 14 Aar gl. og som han da vilde skulde lære lidt mere end hvad Bondeskolen kunde give og som han derfor har sat i Skole i Sønderborg, hvor han da har lært at skrive Tysk. Det hedder vel, at han ogsaa lærer at skrive Dansk; men hvorledes det er bevendt, saae jeg af et yderst ziirligt Lykønskningsbrev som han forleden Dag tilskrev sin Fader paa dennes Fødselsdag: det var baade paa Tysk og Dansk; men det Danske var en Oversættelse af det Tyske og lignede ganske en dansk Stiil, skreven af en Tysker; lutter indviklede tyske og fuldkommen udanske Vendinger. Ubegribeligt er det dog, at vor Regering ikke i det forløbne Aar har sørget for en ordenlig Dansk Dannelsesanstalt her paa Øen og overhovedet ikke har gjort det ringeste for at bringe Skolevæsenet her i en bedre Orden. Bliver det ved som det nu er, saa vil Als om 30 Aar være i det mindste halvt fortysket paa samme Maade som Angeln. — Vil Du takke Fader, fordi han kom min Skrøbelighed til Hjælp.s. 260Skulde jeg — hvad jeg da ikke antager — komme til at trænge til et nyt Tilskud, saa skal jeg lade Dig det vide, at Reserven maa rykke frem. — Hils nu kjærlig Fader, Søster, Svoger og alle de andre kjære Venner, der venlig mindes
Din hengivne Søn:
Svend.
Tirsdag Aften Kl. 12.
Godnat, kjære Moder! Her er intet Nyt at mælde.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
den 15de Mai 1849.
Kjære Børn!
Det er vel nu snart formeget siger I, med alle de Blade, der jo ikke kan nægtes jeg dagligen hjemsøger Eder med, og altiid følger lidt af mit Klatterie med, der jo saavidt Inted siger, saameget dog, at jeg stadig følger Eder mine kjære Sønner og Danmarks trofaste Sønner som stride og kjæmpe for vor retfærdige Sag, vi ville bede Gud give Kraft og Seir til at udholde denne Kamp, der jo kan kaldes som Een mod To, Han den Almægtige er jo den der vil styrke den Svage! og ei lade dem synke under Byrden af de Voldsmænd.
Vores kjære Line B: kom nu og afbrød saa jeg i al Hast maae see at faae dette bort, kjærlig hilser hun, paa Løverdag reiser hun til Faaborg igjen. Hvor blev dog Brevet jeg har Løfte paa kjære Sv:, Jo kommer nu vel tænker jeg da ogsaa snart med et. —
Kjærlige Hilsener! Fader er nu ude Tante ligesaa
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Eftermiddag Løverdag d. 19de Mai 1849. —
Kjære Svend!
Nu Tak da for Brevet fra 15de! du er nu ogsaa ofte i denne Uge husked paa at indfri løfted du havde givet mig og som jeg syntes varede saalænge, at jeg imellem bliver utaalmodig kjænder du jo nok og Længselen gjør Tiden saa ofte endeel lang, Johan skulle dog aldrig have isinde at følge sin yngre Broders Exempel i dette stykke og som jeg synes hans sidste Brev kunde tyde paa, sig ham kun, det sidste var fra den 8de; — ja kjærlig Tak mine Børn for hvers. 261Linie i glæder Eders Moder med, saa lad det nu ikke gaae over de otte dage som du saa smukt har betænkt
Det var en smuk Beskrivelse du gav over den vakre pæne Bondefamilie du havde faaet Qvarteer hos, Johan har nok ikke været saa heldig ude paa Landet, hvor langt har I nu omtrent til de Stæder i ligger paa? saa gjør I vel ikke Vagt saalænge I ikke er i Sønderborg? jeg fik ikke sændt Blade til Eder igaar de kom for sildig. Nu maae da Frederitz staae en haard Prøve Gud lade dem ikke bukke under i denne Kamp det er hvad der maae kaldes en gruelig en forfærdelig Tid, alle de onde Magter er Løsladte synes det og ville opsluge Jorden; vores Haab ville vi sætte til den Højestes Magt baade i Himlen og paa Jorden! Han vil ikke prøve os over vore Kræfter men gjøre en seierig Udgang, saa ville vi prise Ham for Sin Naade!
Fader er nu igjen i Rigsdagen og er yderlig misfornøjet over den, og inderlig bekymret saa ofte.
Nu Gud velsigne Eder mine kjære Børn!
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Tante hilser kjærlig, Fader naturlig ogsaa, det veed I da, men er jo ude nu
Af mine Breve og Lapper maae mine Børn ofte tro jeg er reent forstyrret det kan jeg godt Begribe
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.
Kl. 6, Mandag d. 21de Mai 1849.
Kjære Børn!
jeg tænker snart at høre noget nærmere fra Eder om hvad her staaer i Bladene ovre fra Als, da de Efterretninger vi undertiden faae, nok ikke altiid er saa paalidelige af de private Meddelelser. Tak Johan for det par Linier jeg fik igjennem Peter; det undrer mig at du siger Bladene altiid kommer en Dag senere end andre, da jeg stadig sænder dem bort samme Dag, paa en megen sjælden undtagelse nær, som der saa bliver anmeldt.
I skulle da igaar have Vagt ovre ved Brohoved 1) , mine Tanker var der ofte hos Eder, ja de følger Eder altiid mine kjære Sønner! det er dog et mærkeligt Kammeratskab Man siger der finder Sted imellem vore og de Fjendtlige Vagter jeg kan slet ikke begribe at det kan gaaes. 262an. Kjærlig hilser Fader, som nu skal derop igjen, hvorfra han nu altiid kommer misfornøjet. — Gud være med Eder! i Kjærlighed Eders trofaste Moder „ _ . .
E: Grundtvig.
Tante siger Hils, hils! —
Nu er Kl. 7 og vi skal da op paa Møllen, men først siger jeg god Dag og Farvel til Eder mine Kjære ! I er vist snart kjed at mit Klatterie? dog nei det er I ikke. —
Fra Johan Grundtvig til faderen.
Sønderborg
22 Maj 1849
Form: Kl. 11.
Kjære Fader!
Jeg troer ikke endnu jeg har faaet takket Dig for Din faderlige Lykønskning i Anledning af min sidste Fødselsdag, men skjøndt Maaned og Dag ere forgangne siden, vil jeg dog ikke forsømme at sende Dig min inderlige Tak for det som for saameget Andet. Hvad Danmarks Skjæbne angaaer, saa tyde de sidste Efterretninger, vi her have paa Udsigten til en Separatfred med de tydske Konger, saa at vi kun have Churfyrster eller Storhertuger og Hertuger imod os, og maaskee vi da ville kunne hjelpe os selv. Jeg vil dog haabe, at vi ere blevne kloge af Skade og ikke troe nogen Tydsker mere over en Dørtærskel, men fordre paalidelige Folks Garanti for Fredens Vedligeholdelse; thi at faae Fred idag og Krig imorgen igjen, vil aabenbar være os til mere Skade end Gavn. Det maatte vel nærmest blive Ruslands Garanti, der blev Tale om, thi England og Sverrig forekommer mig ikke meget mere paalidelige end Tydskland. Vel sandt: Rusland har narret os før mere end en Gang, men Noget er dog immer bedre end Intet. Den Frygt, Nogle, f. Ex: Høxbro, nærer for at faae Leuch- tenberg til Arving til Danmark deler jeg ikke, jeg vilde Intet have derimod, dersom han blot ikke var en Tydsker, thi vor Afhængighed af Rusland grunder sig paa noget helt Andet end Svogerskab og Frændskab, paa dette Lands Magt, som det kan ligegodt gjøre gjæl- dende mod os enten saa Kongen er russisk Maag eller ikke, saasnart det er i dets Interesse, og saalænge et nordisk Forbund, som nu, kun er Skyggebillede uden Kjød og Blod. Jeg har tabt al Tillid til vore nordiske Frænder i dette sidste Aar, thi det nytter ikke i vor Tid, som de Svenskere og Nordmænd have gjort, som jeg har talt med, at skyde Skylden paa Kongen og Regeringen, den Snak den gjælders. 263ikke mere; hvad et Folk (ɔ: den tænkende Deel af det) vil, det vil Regeringen ogsaa.
Vor Krigsførelse iaar antager jeg at Du har været mere tilfreds med end det var muligt forrige Aar, vi have efter min Overbeviisning gjort Alt hvad vi kunde; maaskee snarere forsøgt endnu mere; Ryes Tilbagetog, saalangt som vi her kjende det, med faa tusinde Mand, mod en saadan Overmagt og dog med et saadant Resultat, er et sandt Mesterstykke i militær Henseende og har jo ogsaa i politisk Henseende sin store Betydning, idet vi forsvare Landet Fod for Fod. Fredericias Tilstand er jo frygtelig, frygtelig som en bombarderet Byes, men i Fare er den da hidtil ingenlunde som Fæstning, og Byen selv var ikke mange Penge værd. Vor Bye her fik Christi Himmelfarts- Dag en ganske lille Forsmag paa det Samme, men man skal lede meget nøje efter for at opdage den Skade, der er skeet, 6 Tagsteen hist og 2 her og 1 Par Mursteen et tredie Sted og ikke et Menneske beskadiget, men ikke destomindre gaae de gode Sonderburgere omkring med Livet i Hænderne. General Meza sendte strax Dagen efter en Parlamentair over med et Brev til General Prittwitz for at spørge om Meningen med det Bombardement, thi var det blot Spøg, som man maatte antage efter dets ringe Virkning, saa vilde han ikke engang have besvaret det, men blot frabedt sig sligt en anden Gang, og var det Alvor (at ville nedskyde Byen), da skulde han vide at tage det som saadant, men dog gjøre Generalen opmærksom paa almindelig Krigsbrug blandt civiliserede Nationer. Siden er der ikke skudt og bliver heller neppe; og lad dem endog skyde Sønderborg i Gruus, som er det letteste af Verden, dersom de blot skyde halv saa godt som paa Fredericia, da har de dermed hverken faaet Als eller gjort vor Armee betydelig Skade. Kan de demontere vore Batterier paa Kysten, ja da er der nogen Sandsynlighed for, at de kan faae Øen, og endda vilde det være tvivlsomt, om de kunde komme over. Helgenæs er jo nu besat af 9de Bataillon, og Rye er gaaet vesten om Aarhuus, for at skaane Byen, og rimeligviis snart over Limfjorden. Planen for Tilbagetoget skal være Læssøes, som jo commanderer en Bataillon (12te) under Rye og egenlig er den, de[r] styrer dette Corps. Hvorvidt det er Andet end Rygte veed jeg ikke, men jeg veed, at Rye har en ubegrændset Tillid til L. og ønskede ham forrige Aar allerede til Overgeneral.
En comisk Historie, der gaaer her, vil jeg dog fortælle Dig ved denne Lejlighed, skøndt Du maaskee kjender den. Da General Krogh kom til Kbhn., mødte han en af sine Bekjendte og denne spurgtes. 264ham: »Hvad vil nu egenlig [De] tage Dem for«. Krogh svarede: »Jo? Jeg vil gaae ud i Castellet og faae Hedemann ud med og spadsere omkring Hesten paa Kongens Nytorv til Bülow kommer; saa skal vi have os en trekantet Whist«. Jeg venter endnu, at En eller anden af vore gode Venner skulde komme herover i Pindsen; naar man har Pengene, er Besværligheden saagodt som ingen; nu er vel Rigsdagen snart færdig, saa at Interesse for den ikke længer holder Folk bundne. Kunde Du ikke opmuntre Nogen af dem til det, thi selv har Du sagtens ikke Mod paa en saadan Rejse, selv om Du kunde faae Tid dertil. Hils nu Moder og alle Venner meget fra mig og Levvel !det beder og ønsker
Din Søn
Joh. Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg. Tirsdag d. 22de Maj 1849. Kl. 10 Form.
Kjære Moder!
Vi ere nu atter i Sønderborg, saa det er nu for sildigt at svare paa Din Forespørgsel om vort forrige Opholdssted. Du kan herefter — idetmindste saa længe alt staaer her ved det gamle — selv udregne enten vi ere i Staden eller paa Landet : Vi ere 8 Dage i Byen og gjøre i disse 2 Gange 24 Timers Brohoved- eller Forpost-Tjeneste (der er bestandig 1 Comp. ude paa Forpost, medens de 3 andre holde Brohovederne besatte). I Lørdags kom vi her til og skulle atter ud paa Landet paa Søndag (1ste Pintsedag). Paa Landet ere vi derimod kun 6 Dage ad Gangen, fordi den Brigade vi skifte med kun har 3 Batailloner til Tjeneste. Vi ville altsaa herefter bestandig komme ind til Sønderborg den ene Lørdag og flytte paa Landet den næste Søndag. — Denne Afvexling er ret behagelig, den giver dog al den Variation som Als har at byde over; og hver af de to Ting; Landlivet og Bylivet (i Sønderborg) har sine Behageligheder især i denne skjønne Sommertid. Muligt er det jo imidlertid, at Behageligheden ved Opholdet i Sønderborg en skjøn Dag gaaer fløjten: nemlig naar det maatte behage Tyskerne at skyde den i Brand, hvilket vi ikke kunne forbyde dem. Jeg tvivler imidlertid paa at de have sligt i Sinde, deels fordi de aldeles intet Skridt komme ved at gjøre det, deels fordi det strider mod Krigsbrug at bombardere aabne Byer og deels fordi, dersom de vilde, kunde de have gjort det for længe siden, og endelig ogsaa, fordi Sønderborg jo ligger i hvad de kalder Slesvig- holsteen og altsaa er eller dog skal betragtes som en tysk By.
s. 265Med Fredericia er det jo en ganske anden Sag: det er en dansk By og en dansk Fæstning, og de kunne jo have Haab om at tvinge den til Overgivelse ved at vedblive at beskyde den, til den ligger i Aske; men efter min ringe Mening forregne de sig dog nok i dette Stykke; thi den giver sig næppe uden for en ordenlig Belejring og derpaa følgende Storm, som den vel ikke i Længden kan modstaae, hvis Tyskerne virkelig ville have den til enhver Priis.
Blandt de sidste Blade Du sendte, var ogsaa det der indeholder Beretningen om General Ryes Tilbagetog, eller rettere om Begyndelsen af hans Tilbagetog, der efter alle Kyndiges Mening er ganske udmærket ledet: alle Terrainets Fordele benyttede og dets ufordeelagtige Sider undgaaede; den rette Tid til Tilbagegang valgt saavelsom den rette Tid og det rette Sted til en Kamp. Ved saaledes Fod for Fod at forsvare Landet mod den indtrængende Overmagt tilfredsstilles den nationale Følelse, saavelsom Politikkens Fordringer, og Fjenden nødes til at splitte sine Kræfter : han kan ikke, som forrige Aar sende Patrouiller op i Landet for at udpresse dit og dat, men maa sende en ordenlig Styrke, og maa betale hvert Skridt langt dyrere end vi sælge det. Maa kun Rye heldig fuldende hvad han saa smukt har begyndt; han har da Krav paa den største Taknemmelighed og Beundring, mere end nogen af vore mange Generaler hidtil har kunnet vinde.
23de September — Folkene ere nu fordeelte til Batailloner og Corps og vi have da ogsaa faaet vor, skjøndt kun en ringe Deel og saa vidt jeg veed er der blandt de til 10de Bat. ankomne kun 1 af den dannede Klasse, en Student Rosenstand, der er fra samme Rusaar som Johan. Til 3die Reservejægercorps, der hører til vor (ɔ: Krabbes) Brigade er derimod en større Mængde af slige Folk blevne ansatte. Philologen Chr. Andersen, der blev confirmeret sammen med Johan og mig, traf jeg saaledes igaar ; og desuden veed jeg at Sibberns Søn og en theologisk Candidat Møller m. fl. af samme Art ere ansatte der. Niels Spandet er nok endnu i Kbhn. Jeg vilde ønske han kom til os. Han burde aaben- bart udnævnes til Officeer; han var da langt nærmere dertil end de fleste andre, end Carl Busck f. Ex.
Johan har sagtens skrevet Dig til om vor tappre Oberstlieutenants smukke Fremfærd mod sine Officerer, saa jeg behøver ikke at gaae ind derpaa.
Fra Høxbro fik jeg Brev iforgaars; men fra Peter, som jeg skrev til en Dag tidligere end H. har jeg Intet hørt endnu, men det kommers. 266vel. Om Meta har Du ikke talt i Dine sidste Breve; hun er da vel nu kommen til Kræfter igjen. Du kan da hilse hende saa broderlig fra mig, at jeg saa smaat venter at see lidt ogsaa fra hende, til Svar paa mit Brev til hende af 2den April. — Du maa da ikke glemme at hilse Line Blicher, som jo endnu er i Kbhn. Hilsen til Fader og Tante Jane og til Sl[ægt] og Venner der venlig mindes og mindes af
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Meta Boisen til Brødrene.
den 25de Mai.
Kjære Brødre!
Nu er det længesiden jeg sendte nogle Linier, og det kunde I dog ærlig have fortjent, thi jeg har nu fra dig Johan modtaget 2 a 3 Breve siden jeg sidst skrev, du Svenn har derimod kun været meget sparsom, skjøndt jeg i en Maaned paa Grund af Sygdom var forhindret fra at skrive saa du kunde gjerne i den Tid have ladet mig høre lidt fra dig; dette Brev skriver jeg kun fordi Moder ingen Tid har idag da jeg sidder og venter paa hende thi hun har lovet at gaa op med mig paa Møllen i Eftermiddag; men I skal snart høre fra mig hver især, men for dennegang maa I nøies med en kjærlig Hilsen fra Eders hengivne Søster.
Meta
P. s. Tante Jane beder mig at hilse Eder, ogsaa fra min Mand veed jeg at jeg skal bringe Eder en kjærlig Hilsen, dersom han vidste jeg skrev. Vi tale saa ofte om de to kjære Venner paa Als.
Fader hilser kjærlig.
[Inden i Konvolutten:
Her seer I da jeg har faaet Meta med Pen i Haand, hun kom nu og ville have mig lidt op til sig, jeg fik hende da hertil imidlertid jeg fik mig færdig. Dette faaer I nu altsaa paa Landet Gud være med Eder ! en glædelig Pintse ønskes af Moder. —
25/5 49.]
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 26de Maj 1849
Kjære Meta!
Længe have vi to kun paa anden Haand hørt fra hinanden, og det er ikke værd at sværge paa, at det til Stadighed skal blive anderledes;s. 267men saadan engang imellem kunde vi jo dog nok faae Lyst og Lejlighed til at give et lille Livstegn fra os. Ikke sandt Du? —
See til imorgen kunde jeg nu aldrig lade være at skrive Dig til, naar vi vare adskilte paa den Dag i Aaret; og jeg har da ogsaa længe gaaet og trøstet mig over, at jeg ikke skrev før, dermed, at den 27de skulde Du da have Brev fra mig; men saa vil den haarde Skjæbne, at jeg just igaar Formiddags, da det skulde været gjort, gaaer og glemmer det indtil det var for silde og Posten gaaet. Disse Linier komme Dig altsaa sagtens først for Øjne paa 2den Helligdag; hvad der gjør mig inderlig ondt, thi Du vil dog 1ste Helligdag have ventet at høre fra mig og vil saa sige Dig selv: »Nej, ingen af mine Brødre har da tænkt paa mig idag, og jeg tænker dog hver Dag saa kjærlig paa dem«. Men det er ikke saa; Ingensinde glemt af mig kan Du allermindst paa den Dag undgaae at være lyslevende i mine Tanker. Thi denne Dag har ikke blot den Betydning for mig, at den gav mig en Søster og det saa kjærlig en Søster; men den vækker Mindet om saa mange glade Dage, saa mange 27de Majdage, tilbragte i den Kreds, Du har samlet om Dig; og saa ofte denne Dag oprinder kan jeg derfor ikke andet end tænke mig tilbage i denne Kreds, der vel ogsaa dennegang tildeels vil slutte sig om Dig. Det er da næst Dig nærmest »Cousinerne«, som det være mig tilladt paa denne Dag at sende en venlig Hilsen med Tak for alt hvad De have været for Dig og derved for alle, der havde Dig kjær og færdedes i Din Nærhed.
Dersom jeg her sluttede, saa vilde Du maaskee finde, det var en stedbroderlig Behandling, fordi jeg jo kun har sagt Dig saa uendelig lidet; men igrunden vilde det være rigtigt, thi hvad skal jeg sige, som ikke mere eller mindre maa forstemme Dig. Om Danmarks Stilling og Udsigter er intet glædeligt at tale. Kun det faste stille Haab paa bedre Tider, som jeg og sikkert ogsaa Du gjæmmer, kun det have vi at sætte imod alle de Uveirsskyer der nu saa mørke som nogensinde svæve over vore Hoveder. — Og stræbe vi et Øjeblik at vende Tanken fra dem og glæde os ved det Liv der i denne dejlige Pindsetid lever og aander i Naturen omkring os, saa mærke vi dog strax at vi ere uskikkede til ret at optage dette Liv i os. I det mindste er det Tilfældet med mig; min Aand føler sig bunden, ligesom mine og alle Danskes Hænder ere det; den føler sig indesluttet ligesom Als og Fredericia. Dog, hvorfor skulle vi udtale slige uhyggelige Følelser. Lader os hellere stille vente det Øjeblik, der dog maa komme, da det maa enten bære eller briste ; lader os fremfor alt stræbe at udvikle Taalmodtt i vore Hjærter, som det bedste Middel mod det Mismod,s. 268der ellers saa let tager Bolig der. Thi Du maa troe, at det er en personlig ubehagelig Erfaring, som den vaagne Selverkjendelse gjør: at man bliver Dag for Dag sløvere og dummere ved dette Liv. Det er jo ogsaa en Maade at offre sig for Fædrelandet paa, men det er en ulige sørge- ligere og mindre glimrende end den, at falde paa Valpladsen. [Tro ikke], at jeg mener, det er ene os, der ligge for Anker herovre, som ere ude af Stand til at føre et virkeligt Menneskeliv; jeg for min Person vilde endnu mindre være i Stand dertil, om jeg trampede op og ned ad Kbhns Brostene, istedenfor at det nu er de støvede Landeveje, der slide paa Saalerne. Og i det Hele troer jeg, at man i Kbhn. lige saa meget føler den Tomhed i det Indre, den Følelse af sit Jeg som en usalig Draabe i et stillestaaende Vand, som her trykker og kvæler enhver, der har — eller dog erindrer at have haft — Sands for noget andet og mere end Tilfredsstillelsen af de daglige legemlige Fornødenheder. — Nu har jeg da fyldt hele 3 Sider med min Passiar, som maaskee bedre var uskreven, men som jeg dog ikke tør supprimere, da Du jo saa slet ikke faaer at vide, at jeg iaar som ifjor og ad Aare kjærlig mindes min eneste kjære Søster. Gud, som holder det Lyn i sin Haand, der skal splitte den Tordensky der nu hænger over vore Hoveder, — han lade os opleve denne Majdag under en klarere Himmel ! Indtil da lev vel, kjære Søster, altid kjærlig erindret af Din hengivne Broder:
Grundtvig og hans Slægt.
17
Svend.
P. S. Hils Peter og tak ham for den Hilsen jeg fik i Carlos Brev ; men siig ham, at det har forekommet mig et ejendommeligt Indfald af ham: i Anledning af at han er kommen md af« Brevvexlingen med sine Svogre (ɔ: at han har undladt at besvare deres Breve) at stræbe at sætte sig ind i en ny. — Kjærlige Hilsener til Alle derhjemme.
Fra Lise Grundtvig til Sønnerne.*
d. 29de Mai 1849, Eftermiddag.
Kjære Børn!
— — — jeg veed knap om jeg har sagt Eder Tak for Brevene fra 22de til Fader og mig, skulle jeg have gjordt det før, saa kan en god Gjærning jo ikke gjøres for tit; det maae nu forresten ikke undre Eder mine Børn at I aldrig seer andet end sligt Lapperi fra mig, egentlig ikke Svar paa Eders Breve, jeg er hvad det kan kaldes aldeles uskikket til Alt, ja i Ordets egentlige Forstand et reent Nul, men I vil dog derfor ikke lade være at glæde mig med at see Brev fra Eder,s. 269kjærlig Deeltagelse mildner dybe Savn af saameget i Livet. — — — Fader er atter i den fortvivlede Rigssamling. Tante og Am: ude i det Grønne og her i Eders gamle Værelse Eders trofaste Moder
E: Gr:
Fra Peter O. Boisen til Svogrene.
Mine Svogre og Venner!
Tilgiv at jeg begynder min aldeles afbrudte Brevvexling med atter at slaae Eder sammen, hvorved jeg dog opgiver Indrømmelsen af at dette egentlig kan betragtes som Svar paa Eders særskilte Breve til mig! Jeg har tilvisse ophørt med Brevvexling fra min Side, for I have vedblevet ikke desto mindre at skrive til mig, uden at jeg har svaret med en Tøddel. Nu jeg er tilvisse meget doven, og ligegyldig kan jeg ogsaa kaldes, men dog erklærer jeg mig herved fri for at disse mine Udyder have været Grund til min Tavshed. I have altfor ofte været i mine Tanker, til at jeg ikke skulde fundet Tid nok til at sætte dem paa Papiret, naar jeg havde meent dem gavnlige til at komme over til Als for nogen af os. Der er faa Correspondencer, der have været mig saa kjære, som den med Eder, hvoraf jeg har saa mange kjære Minder liggende i min Skuffe (ordentlig nummererede), som jeg mere end een Gang efter den første Modtagelse har gjennemseet, saa jeg kan sige Eder, at det virkelig har gjort mig ondt, at jeg ikke har kunnet skrive. Men naar jeg har tænkt paa at skrive i de sidste Par Maaneder, saa er der kommen en Mand iveien med en Slæde, og skal jeg nu nævne den Mand, saa (ja nu vil I grine ad mig) bliver det noget nær vor fælleds Ven Høxbro, som paa en Maade er kommet mig i Veien og det nu paa 2 Maader, en ond og en god (ɔ: mindre ond) Maade. 1) har jeg tænkt ved at høre ham jævnlig fortælle om hans stadige, flittige, indholdsrige (gjærne paa 10 Sider) Brevvexling med Eder, »nu vel ! De ere meget bedre tjent med at have ham til Correspondent end Dig«. Dertil er nu at sige (naar man holder Tungen lige i Munden og ikke seer skjævt) det er ganske vist, de ere bedre tjente med ham, der er langt dygtigere, men derfor kan de ogsaa godt have Fornøielse af at faae Brev fra Dig og have aldrig med et Ord givet Dig Anledning til at troe det Modsatte, tværtimod! — saa det er jo godt at see, hvad det er, (reent ud af Posen Peter!) hvad man med et fremmed Ord kalder Jalousie, som desværre dog ikke er fremmed for mig. Over denne min ligefremme Tilstaaelse vil I nu formodentlig lee ret indstændig, og det skal I have Lov til, da jeg dog ikke kan naaes. 270herfra at forhindre det, og det er i sin naturlige Orden, at Skam og Skade følges ad. Det bedste jeg kan gjøre, er at lee med, og det kan jeg nu ; men der var en Tid, da jeg ikke kunde lee ad det, og saalænge gad jeg ikke skrive. — Nu 2) da har det ret ærgret mig at I saa let have kunnet forlade den for mig ene rette Anskuelse, I holdt saa hardt ved, da vi sidst saaes, om Danmarks uomtvistelige Ret til Slesvig til Eideren, og at derfor maatte der kæmpes til det Yderste. Den modsatte Anskuelse Slesvigs Deling ere I nu aldeles gaaet ind paa som det ene ønskelige og Rette, ved Svends sidste Brev af 8de og 9de Mai — til Fryd for Høxbro. Nu derom er min Mening: Slesvig til Eideren, derfor har vi begyndt Kampen og faae vi ikke det, har vi tabt. Det naae vi nu visseligen ikke, men naar vi blot kæmpe saa godt vi kunne, da er Æren frelst, og det er Hovedsagen for Danmark, og [vi] maae da roligt finde os i at nøies med noget af Slesvig, som ogsaa kan blive godt, ja jeg indrømmer nok saa godt, naar vi blot selv af vor gode Villie kunde bortgive den tydske Stump. Men uden videre at indrømme, at det er det Rette, naar Røvere ville tage det fra os — det er at gjøre en Dyd af en Nødvendighed. (M. H. til Høxbro da vil jeg blot sige Eder, at jeg omgaaes gjerne og næsten daglig med ham, og har sagt ham reent ud noget Lignende, som jeg her har skreven, han er et dygtigt, interessant, men halv-farligt Mske, som Tvivleren og Critikeren altid er). Nogle flere Yttringer af Johan har ogsaa gjort mig gal i Hovedet, f. Ex. hans Foragt for de gamle Forstærknings- karle, Hans Yttringer mod den »krigerske Rigsdag« Eders forunderlig reactionære Hentydninger, som jeg ikke kan forstaae (hvorom I vistnok behøvede nærmere Forklaring, for at forstaae min Mening) alt dette har løbet mig rundt i Hovedet, ofte i Tankerne har jeg beredt mig paa at bryde min Stilstand og storme løs mod Eder, har ogsaa engang udladt mig med en Trudsel derom — men dog følt mig uskikket til at skrive til Eder, ønskede derimod meget at kunne tale med Eder, hvorefter jeg længes i høi Grad, for I ere mere for mig, end I maaskee troe, og jeg indrømmer have Anledning til at troe. At jeg skrev til Carlo, var fordi jeg oftere har tænkt paa at skrive ham til — men ogsaa fordi jeg følte en underlig Kløe i Fingrene efter at komme paa Vei over til Eder. — See nu Johan og Svend! har jeg skriftet for Eder, dermed maa det blive for dennegang — og nu synes jeg, jeg kan skrive igjen og atter komme ind i en Brevvexling, som, om den end imellem gjør mig gal i Hovedet, volder mig saa stor Glæde
17*
Eders hengivne Ven
P Boisen.
Kbh. d. 30/5 49. —
Fra Meta Boisen til Broderen
Svend.
den 30te Mai 1849
Kjære Svend!
Tak ja ret inderlig tak for dit Brev som jeg modtog den 28de Dagen efter min Fødselsdag, jeg kan jo ikke nægte at jeg havde glædet mig til at modtage Brev fra dig den 27de og at det gjorde mig ondt intet Brev at modtage paa denne Dag som vi paa engang nær altid have tilbragt sammen, men da jeg nu har modtaget dit mageløs kjærlige Brev af 26 saa er jeg rigtig blevet saa glad, thi det var et godt Brev, Svend! det indeholdt en saa broderlig og kjærlig Hilsen til mig som jeg længe har følt en Trang efter at faae fra dig, skjøndt jeg vel veed at jeg har ligesaamegen Skyld som du i at jeg ikke længe har modtaget nogen saadan, kald mig nu ikke sentimental fordi jeg udtaler mig saaledes til Dig der gives dog vist Øieblikke i dit Liv hvor du kan føle en saadan Trang eller der vil dog sikkert komme saadanne; — fra Sysette har jeg en venlig Hilsen at bringe dig og hun lagde tillige til, var det ikke saa dumt indretted som det er i Verden at ingen ung Pige kan skrive til en ung Herre uden megen Omtale saa skrev jeg dine Brødre til thi jeg kan ofte føle saadan en Trang og Lyst til at tale lidt med dem, hun har det nu gudskelov godt og jeg haaber nu det skal vedvare da vi har faaet saa deilig Sommer ja Gud give jeg ikke oftere maa see hende lide saaledes som sidst ved hendes sidste Anfald af Sygdommen var jeg desværre temmelig syg saa jeg kunde ikke i en Maaned faa hende at see og det kan Du tro var haardt at bære med Taalmodighed, men du kan ogsaa tro Glæden ved at see hende mageløs stor.
Nu vil jeg da fortælle dig lidt om hvorledes vi tilbragte min Fødselsdag eller som Fader foreslog den Aften ved Bordet at sige min Aarsdag, om Morgenen kom Sysette tidlig og indrettede tilligemed Peter et nydeligt lille Bord dækket med Foræringer som det dog maaskee kan more dig at høre fra Susa et nydeligt strikket uldent Tørklæde, og to Urtepotter med Reseda, fra Fru Dalgas et Rosentræ i Flor. Dagmar en deilig Bouquet Blomster og et par Manchetter, fra Enrico en smuk Blomst i Urtepotte, Fader en sort silke Mantillie, Moder en Kringle (stor) og en Krandsekage Tante Iane en Krave, Georgia en stor Mappe til Tegninger Mappen havde hun selv lavet og desuden paa tegnet efter Naturen to smukke Bøgegrene, fra min Svoger Frits et høirødt Claveer-Tæppe og endelig fra min kjære Peter Rammer til to af Lunbyes Stykker det fra Refsnæs, og det med de to Hundes. 272og Rammer til Lundbys Dit Carlos og Bloms Portraitter som nu alle er hængt op i Dagligstuen; en Theepotte af Metal og et sort Silkeforklæde og Noder Om Formiddagen var her en heel deel Mennesker som du nok selv kan tænke omtrent hvem var de blev alle indbudt til om Aftenen og de Fleste mødte ogsaa og vi tilbragte en meget munter Aften Sysette sagde om mig at jeg var blevet 10 Aar yngre den Dag, til Middag var vi i Vimmelskaftet. Nu maa jeg slutte da jeg skal hen til Fader og Moder og de længe har ventet mig men her kom Fremmede som opholdt mig. Imorgen er vi bedt ud til en Kjøre- tour i Skoven med Constantin Hansens som jeg glæder mig meget til, ogsaa Susa, Georgia og Dagmar skal med, Skoven er nu saa deilig jeg var der i Løverdags med de andre Møllerfolk, og i Mandags i Fredriksdal hos Soffords med Schouws. Nu Levvel og Gud være med dig og med os Alle i denne sørgelige Tid det ønskes inderligt af
din eneste Søster Meta
Ps. siig Johan tak for hans Brev jeg skriver til ham en af Dagene, Knudsen bad mig takke for Brev han skriver ogsaa snart til ham.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark d. 31te Maj 1849.
Kjære Moder!
Dine Sønner vare da ikke, som Du formodede, samlede i Sønderborg 1ste Pindsedag. Vi rykkede paa denne Dag Kl. 3 Eftermiddag af Vagt i Brohovederne lige ud hver til sit paa Landet: Johan til Klintinge, jeg til Sundsmark, hvor jeg endnu befinder mig, og befinder mig efter Omstændighederne meget vel. Jeg boer sammen med Ltnterne Holck og Svendsen hos en Familie udenfor Bondestanden, en gl. Ltnt. Jessen, der i sin Tid stod ved det under forrige Krig oprettede og efter den opløste »Louise Augustas Leibjägercorps«, eller — som det efter Slaget ved Sehestedt blev omdøbt til »Laufjägercorps«. Vi beboe der en smuk Havestue, lige ved Skoven, hvorfra Nattergalsangen lyder ind til os, men rigtignok ogsaa Myggene mylre os paa Halsen. Som sædvanlig er denne vor Landtour kun af 6 Dages Varighed, medens Bylivet hver Gang staaer paa i 8 Dage. Vort Landliv er alt- saa til Ende med imorgen ; iovermorgen tidlig rykke vi atter til Sønderborg og formodenlig ogsaa i Brohovederne, da vor Bataillon denne Gang ligger nærmest Byen af de 4 Batailloner, hvoraf Brigaden bestaaer. Igaar Aftes var jeg med Johan inde i Besøg hos Karstensens;s. 273ellers har jeg opholdt mig ganske rolig paa mit Landsted, der nu, i denne varme Sommertid er langt behageligere end den Ravnekrog, hvor jeg nu har tilbragt det meste af 5 Maaneder og maaskee faaer at tilbringe endnu 5, om ikke 15. Vi vente nu hver Dag paa at faae Besøg af Russen, der jo skal være i Farvandet; men idetmindste jeg holder mig dog fri for de sangvinske Forhaabninger, om en snar Ende paa Krigen ved russisk Bistand. Tyskerne trække sig maaskee ud af Jylland ligesom sidste Aar og derpaa parlamenteres der videre i det Uendelige om »en foreløbig Vedtagelse af en foreløbig Basis for Freds- præliminarierne«, som det hedder i det diplomatiske Sprog. Under denne Parlamentering kan der endda godt skee Forsøg paa at faae Als fat; idetmindste er der intet Spor til, at Tyskerne skulde have opgivet denne Erobring. For faa Dage siden opkastedes en ny tysk Skandse 600 Alen nærmere vore end nogen af de tidligere, og den er nu ogsaa monteret med 3 Kanoner, rimeligviis 84 eller 60 & dige Bombekanoner. Dette synes en Begyndelse til en formelig Belejring af Als, thi om lidt see vi vel et nyt Værk endnu lidt nærmere og saaledes videre fort, indtil Fjenden troer sig nær nok til at kunne vove en Storm. Med Guds Hjælp skal det da blive Løgn med Alses Erobring; men det vil dog komme til at koste meget Krudt og Blod at forbyde ham det. Jeg var tilfreds det maatte komme dertil heller idag end imorgen, naar det dog skal være — thi ellers vilde jeg ikke ønske at fremskynde det, skjøndt jeg veed det vilde være efter Kjøbenhav- nernes Smag, der aldrig kunne faae Slag og Blodsudgydelse nok, (NB. naar de selv ere udenfor Faren) om det saa aldeles ikke fører eller kan føre til andet, end at de faae noget nyt at snakke om. — Nu vil jeg, inden jeg glemmer det, vende mig fra de store politiske til de smaa personlige Spørgsmaal. For det første har jeg været saa uheldig at knække et Glas i min Kikkert, saa jeg aldeles ikke kan see saa meget som en Haand for mig i den; denne vil jeg nu ved privat Godhed af vor Regnskabsfører Abel, der imorgen afgaaer til Kbhn. see at faae Dig tilstillet og da bede Dig at lade den istandsætte af Thiele eller en anden dygtig Mand. For det Andet er her ingen Hansker at faae her paa Øen, hvorfor jeg beder Dig at lade mig faae 4 Par hvide Vadskeskinds Hansker fra Larsen, store 8½, samt 2 Par hvide Glacée do. fra Taagerup. — De hertil fornødne Pengemidler beder jeg Dig hæve ved den tidligere omtalte 10 R. store Reserve eller synkende Fond. Endnu vil jeg bede Dig skikke mig en Fløjte af den samme Slags som jeg engang tidligere har faaet sendende, ɔ: til 1 &. hos Creemers. Vil Du ellers vide, hvad jeg —s. 274og sagtens ogsaa Johan — nu begynder at trænge til, saa er det — reverenter talt — Uldsokker, i Særdeleshed ikke altfor vinterlige. — Hermed vil jeg standse for denne Gang. Hils saa mange Gange alle de Kjære derhjemme fra Din inderlig hengivne Søn:
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
1849. — den 4de Juni.
Kjære Svend!
Her kom i Gaar en Herre fra Stokholm med disse Sager til dig fra Mtr: St: 1) som du da kan see selv; (: han var her til Middag :) — Du seer nu jeg strax sænder det, med Pakker gaaer det jo noget seenere end med Breve, saa jeg tænker imidlertiid at have skrevet før du faaer dette, kjærlig har jeg tiltænkt dig det mit Barn men det skeer ikke altid derfor, der er da heller ikke stort tabt derved kan jeg tro. —
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kjære Svend!
Mit sidste Brev have I vist faaet Eder en god Latter over, men lad det nu ikke være gjemt (for det er vistnok ikke noget godt Vidnesbyrd om mig, der er værd at gjemme) men glemt, jeg troer dog vist, I maa have læst imellem Linierne min Hjertens Mening, at det har gjort mig meget ondt, at jeg har været saaledes tilsinds at jeg ikke har kunnet skrive til Eder, hvori I tilvisse ere aldeles uskyldige, men saaledes er jeg nu, at jeg naar jeg er vreed paa mig selv, lader det altid gaa ud over andre. Er jeg nu end kommen til at staae ringere i Eders Øjne end før (som jeg dog ellers meget nødig vil), saa erkjend dog min Oprigtighed, at jeg saa ærligt har skriftet for Eder, og det maatte jeg, før jeg kunde skrive til Eder igjen paa gammel Viis. Nu nok derom! Jeg har dennegang en Nyhed, som jeg iler med at bringe Eder — den er ikke om Krigen, skjøndt maaskee en underlig ligesaa vemodig som glædelig Følge af Krigen, og hvad den har bragt os af Hjertesaar — Skovgaard er bleven forlovet med Georgia Schouw! Susette bragte mig Efterretningen paa Gaden for nogle Timer siden. Jeg gjættede strax, at det maatte være Skovgaard, hun var forlovets. 275med, da hun fortalte mig, at G. var bleven forlovet. Han som faldt truffen af Kuglen ved Din Side Svend! 1) er den, der næst Gud har ført deres Hjerter sammen, og han glemmes aldrig af dem, saa der er en underlig Vemod blandet i deres Glæde. Skovgaard skal være ude af sig selv af Glæde — G. mere rolig, som altid. Han kom hjem igaar fra Læssøe, saa det har nok været afgjort mellem dem i et Par Maaneder, uden at være bogstavelig til at mærke. Maaskee Skov- gaard skriver selv idag til Dig derom, men jeg vil dog ikke opsætte det. Jeg har endnu ikke seet dem. Meta ikke heller, som jeg ikke har seet, efterat hun formodentlig nu af Susette har faaet det at vide — men jeg maatte passe min Dont og skriver dette paa Egedes Værelse (som sender Eder en venlig Hilsen) for at faae det med Posten iaften. Det er nemlig Høiens Aarsdag, hvor de ere samlede, men jeg vil dog forsøge at trænge mig derind, da jeg længes saa meget efter dem begge. Saa mere derom næste Gang.
En Svensker Brink var til Middag hos Dine Forældre igaar; han bragte Hilsen og Pakke til Dig fra Stephens Fortsættelse af Legendarier og Eventyr, hvilke Din Moder sender Dig tilligemed et engelsk Digt af ham om Eckernførde-Slaget. En mageløs Tour, ret af den gamle Slags, gjorde vi i Torsdags — var lovet Hansens og Dalgas’s, hvorom jeg havde Lyst til at fortælle Dig omstændeligt, men faar nu ikke Tid. Ikke det mindste var at mærke paa Georgia, hun var meget oprømt. Hils Johan!
Din Ven
P. Boisen.
Kbh. d. 4/6 49.
Fra Svend Grundtvig til Søsteren.
Sønderborg
d. 7de Juni 1849.
Kjære Søster!
Efter i en gruelig lang Tid ikke at have seet det mindste fra Din Haand er jeg da nu saa lykkelig at have 2 Breve fra Dig at besvare, først den lille Lap af 25de og dernæst Dit hele Brev af 30te Maj. Det glæder mig meget af dette sidste at see, at mit »Aarsdags«-Brev til Dig, der jo rigtignok kom bagefter, som hvad det var: tyndt Ø1 — har fundet saa venlig en Modtagelse. Det er derfor tilvisse ogsaa en stor Skam af mig, at jeg ikke oftere gjør en saa taknemmelig Gjerning, som at skrive Dig lidt til.
Det glæder mig ogsaa at see, at Du saa vel har besørget den Hilsen, jeg ved samme Aarsdags-Lejlighed var saa dristig at sende til dens. 276smukke Deel af Din Vennekreds, den jeg skylder saa uendelig meget, navnlig den største og bedste Deel af — om jeg saa maa sige : — min kvindelige Dannelse og min dermed forbundne Betragtning af det smukke Kjøn overhovedet, der vel vistnok derved er bleven idealere end Virkeligheden i Almindelighed, men tilvisse ikke idealere end den Virkelighed, hvoraf den er udledt. — Det glæder mig, siger jeg, at Du saa smukt har besørget denne Hilsen, og ikke mindre at den er bleven saa venlig optagen; thi om end kun En af »Cousinerne« har besvaret den, saa skjønner jeg saa meget des mere paa den aabne og hjærtelige Maade, hvorpaa den af denne Ene er optagen. Og at en vis Anden af de omtalte Skjønne let kan have overhørt denne Hilsen — uden dog derfor, derom er jeg overbeviist, at have taget den fortrydeligt op, — det kan jeg nu saa inderlig vel forstaae. Hun slipper imidlertid ikke saa let, thi nu sender jeg hende en ny Hilsen, som jeg nu synes at have faaet en dobbelt Ret til at sende hende: ikke blot som min Søsters kjære Veninde, men ogsaa som min Vens Herskerinde. Ja, bring Du Georgia min inderlige Lykønskning til, at ikke blot hendes Øjne har aabnet sig for den stille dybe Sjæl, hvori hele Naturens Herlighed saa vel som den guddommelig-menneskelige Aands saa dejlig afspejler sig, — men at ogsaa denne Sjæl har for bestandig aabnet sig for hendes Øje, fuldkomnere end for nogen Andens. Ikke mindre varm er min Lykønskning til ham, den jeg føler en inderlig Trang til at tolke ham. Den Glæde jeg føler ved denne Begivenhed, som Din Mand igaar lod mig vide, er ikke blot fremkaldt ved det Venskab og den Agtelse jeg nærer for dem begge, men jeg kunde kalde den tillige en reen æstetisk og psychologisk Glæde, som over et vel lykket Kunstværk; thi her er tilvisse »to Sjæle der hinanden forstaae«, og som det blot kommer an paa at ville forstaae hinanden. Jeg er ellers en stor Tvivler, ja undertiden har Du vel endogsaa villet kalde mig en Spotter, i slige Sager, naar der handles om evig Kjærlig- hed, Forlovelser og Giftermaal m. m. — men her viger enhver Tvivl — om Spot kan ikke være Tale — thi de to staae umiddelbart for mig som Eet: forenede ved Frihed, men med Nødvendighed. Faae blot Verden fuld af saadanne Partier, saa — ja, saa er der rigtignok en heel Deel mindre at lee ad i Verden, og det kan jo være slemt nok; men saa er der ogsaa en heel Deel mindre at sørge over.
Men det er sandt; over alle disse idylliske Betragtninger glemmer jeg jo reent Krigsvæsenet, og jeg skulde jo dog have fortalt Dig, at vi igaar atter havde lidt Munterhed i den Retning. Fjenden forsøgte igaar Morges paa at opkaste nye Skandser tæt inde ved vor Forpostkjæde:s. 277denne gav derfor Ild, men da det havde varet en Times Tid med denne spredte Fægtning, saa sendte Fjenden Colonner frem og nu dundrede det første Skud fra et af vore Batterier og sendte en 84 & dig Bombe over til Tysken. Dette var Signalet til et gjensidigt Bombardement, der dog kun varede et Par Timer. Alle Tropperne kom under Gevær og 10de Bat. stod nede i den saakaldte Ha[vne]gade lige ved Broen, der især blev sigtet efter af Fjenden. Bomberne sloge da ogsaa i Husene over vore Hoveder, saa Tagstenene dryssede ned over os, men ingen kom til Skade. Derimod bleve nogle faa deels civile, deels militære saarede af de i Byen indkastede Bomber, ligesom jo ogsaa Forposterne lede et lille Tab. Capitain Greve Baudissin af 1ste Reservebataillon fik et Musquetskud gjennem Laaret. Ihvor liden Skade der end altsaa skete, saa var det dog igrunden et forfærdeligt Syn (det husker Tante Jane nok fra 1807) med alle de flyvende Drager, der sloge ned rundt omkring. Det var ikke Fjendens Hensigt at skyde Byen i Brand; ellers havde han gjort det: han skjød kun efter Broen, efter Skibene og Batterierne og saa efter Tropper, naar de viste sig i Masser endten i eller udenfor Byen.
Jeg faaer idag ikke Tid til at skrive til Moder, saa lidt som til Peter, Knudsen og Høxbro, til hvem jeg staaer i Brevgjæld. Hils dem derfor foreløbig alle paa det venligste, saavelsom Fader, Tante og de andre gode Venner. Peter skriver, at Skovgaard nok vil skrive til mig; det vil jeg saa vente paa et Par Dage inden jeg sender ham min Lykønskning ad directe Vej. Nu lev vel, kjære Meta og lad det ikke vare altfor længe inden Du skriver til Din hengivne Broder
Svend.
*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnerne.
Khvn.
Jun. 8. 1849.
Mine kiære Sønner!
Længe har vor udvortes Vexelvirkning omtrent været indskrænket til de kiærlige Hilsener vi giennem Moders Haand og Mund idelig sendte hinanden, og derover skal vi paa ingen af Siderne klage, thi skiøndt det hverken nødvendig følger af Afstanden i Tiden og Rummet, eller af vore daglige Sysler, Vilkaar og Forskiellighed, saa følger det dog sædvanlig dermed, at Forholdet til Hverdagsbrug bliver lidt fremmed selv mellem de Nærmeste, undtagen i Hjertets inderste Anliggender; men nu, da den ligesaa travle som for en stor Deelørkes- løse Rigsdagstid er omme, føler jeg dog Trang til at sige mine Sønner, hvordan jeg har det og hvad jeg tænker om det Hele.
s. 278Ved at see tilbage paa de syv Maaneder, jeg for saa stor en Deel har tilbragt ved og for Rigsdagen 1) , synes vist nok Udbyttet ringe, da jeg, saa godt som ene har maattet stemme imod de to af Sagerne, vi har behandlet, uden engang at kunne stemme for den Tredie og Vigtigste, for »Grundloven«, men da det var hvad jeg maatte vente, saa er det ingen Skuffelse, og for Resten maa jeg kalde Tiden og Fliden ganske godt anvendt, da jeg beholdt Kraft og Mod og Frihed til den sidste Dag ligesom den første, at sige min Mening reent ud og beholdt derhos Liv og Besindighed til dog at giøre det paa en Maade, som om den end øiebliklig stødte, dog igrunden ingen forbittrede, uden det skulde være Enkelte af Ministrene, som jeg imidlertid dog fik til at blive høflige. Hvad jeg fik listet ind i Grundloven, som udgiør de to afskrevne Linier om »Offenlighed og Mundlighed« vil vist nok, som de staaer, ei giøre stort til at forbedre Retspleien, men det fornøier mig dog som et godt Varsel, da »Offenlighed og Mundlighed« i det hele siger, hvad jeg har stridt for alle mine Dage, og det fornøier mig dobbelt, fordi jeg egenlig ligesaa lidt har listet som tvunget det ind, thi mod min Forventning faldt det egenlig ind som et uskyldigt Ord, hvormed man synes at ville stoppe Munden paa mig, naar jeg sagde, at alle mine Ændrings-Forslag til Grundloven var tabt bag af Dampvognen. Det var jo ærgerligt, at Forslaget om den »Nordiske Indfødsret« fik en saa tosset Udgang, men at det nær var gaaet igiennem netop da jeg tog det tilbage og vel tildels netop derfor, var mig dog særdeles kiært og varsler i mine Øine godt, naar vi engang faae et Ministerium, der sætter mere Pris paa vore Venners end paa vore Fienders Bifald.
Grundloven blev da i Tirsdags hvad man kalder høitidelig antaget og bekræftet af Kongen, men det havde ikke det mindste gribende, da der ikke hørdes en Lyd af Glæde derved, thi vel blev der raabt Hurra nok for Kongen, men hverken da han kom, ikke heller da han meget klart og sømmelig havde udtalt Stadfæstelsen og gjorde ligesom med Flid et lille Ophold, der ved at blive tomt, faldt for Brystet. Men skiøndt dette var tilsyneladende uforsvarligt, var det dog igrunden rigtigt, da dog Ingen var ret fornøiet med det »Landsthing«, som Ministrene enten har lavet for deres egen Mund eller til alle Partiers Ydmygelse.
Dette »Landsthing« som Pengemændene, naar de giør dem lidt Umage, strax kan bemægtige sig, gjorde da ogsaa, at jeg umuelig kunde stemme for en Grundlov, hvis Flauhed og Farveløshed, jeg ellers skulde søgt, saa vidt mueligt, at forlige mig med.
s. 279Hvad jeg nu mener om det Hele, er, at skiøndt jeg hverken vil eller kan opgive Haabet om Danmarks Frelse baade fra indvortes og udvortes Fiender, eller om Danskhedens Opblomstring under smilende Danske Munde og rappede Danske Hænder, saa nødes jeg dog næsten til at opgive min Forestilling om den eneste Maade, hvor- paa den store Opgave kunde løses; thi et kiækt og folkelig oplyst Ministerium, der ved saa tæt Forbindelse som mueligt med Sverrig og Norge, ved en kraftig og dristig Krigsførelse og ved en kiæk men ædel Giennemførelse af de frieste Anskuelser, der nogensteds til Gavn har gjort sig giældende, og med et Tillæg, fordi den Danske Blyhed og Magelighed trænger til de allerstærkeste Drivehjul før de vige for den jævne Virksomhed og den ansvarlige Bestemthed paa fri Haand, som hos os saa næsten ganske fattes, skiøndt her igrunden er mere menneskelig Liv og Lyst, Gavnelyst og Frihedskiærlighed end maaske noget andet Steds 1) .
Dog, jeg vilde kun sige mine Sønner, at mit høie Anslag af Danmarks skjulte Hjelpekilder langt fra at trække sig beskæmmet tilbage ved det sidste Aars Erfaring, netop støttet paa den træder frimodigere frem end før, og beklager kun, at Ingen veed at benytte sig af en Rigdom, der baade ligger Overfladen ligesaa nær som Kaliforniens Guld og vilde findes ei blot langt gavnligere men ogsaa uudtømmeligere end den. Blindheden er fortvivlet, men jeg troer paa Ham, som siger selv, han kom til Dom i denne Verden at giøre de Seende blinde og de Blinde seende, og det Danske Hjerte er i mine Øine en Blindfødt, det er det ikke for gamle eller nye Synders Skyld, men for at Guds Gierning skal aabenbares derpaa. Det giør mig jo meget ondt, at det synes, som I skal klemmes inde paa Als og udmattes enten for ingen Ting eller til et Blodbad, frygteligere end et Hovedslag og selv med Seier af tvivlsom Vigtighed, men med Guds Hjelp vil vist paa en eller anden Maade Bladet snart vende sig, og da, haaber jeg, skal vi sees med en Glæde som hele Danmark deler og som mere end Danmark vil have Gavn af.
Meddele nogen vort Haab, hvor Mishaabet synes langt rimeligere, kan vi jo sjelden eller aldrig, men det glæder os dog altid, naar nogen har godt Haab om hvad vi elsker, derfor siger jeg det.
Nu, Gud velsigne jer, mine Børn. Jeg havde idag, syndes mig, kun det samme at sige til jer begge, kun derfor fik I ikke hver sit Brev, da Skrivelsen dog er blevet lang nok til at kunne være deelt.
Kiærligst
Fader Grundtvig.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 8de Juni 1849.
Kjære Svend!
Siden jeg modtog dit sidste Brev fra 31te Mai, har det stadig været min Hensigt at lade dig see lidt fra mig igjen, men hver Dag har, som du nok veed, »sin egen Plage« saaledes er Tiden gaaet i disse otte Dage at jeg ikke har kunnet komme saavidt engang uden med at sænde smaae Bladene ledsaget med et flygtigt Ord og hvad er det andet I seer fra mig og dog er der saameget der ligger mig saa tungt paa Hjerted i dets dybe Gjemme.
Fader er i Dag i Arbeide med Breve til Eder saa det jo egentlig er overflødigt hvad her nu kommer fra Moder, jeg vil nu derfor skulke til i Morgen og haaber da at faae det udført, da det ellers ogsaa i Aften ville blive lidt seent da jeg nu ville gjøre en lille Visit nede hos Georgia Sk: da hun i Morgen med Følge tager til Nysøe; ja hvad siger du om Skovgaard har du havt nogen Ahnelse herom? Han er ikke til at kjænde kan du tro, som Fuglen paa Qvist, lutter Glæde!
Den 9de.
God Morgen min Søn! her er nu kommet Efterretning fra Als af, (D: danske Slesviger.) endnu har vi inted Officielt herom, at Sønderborg har været meget udsadt udsiges nu der; jeg længes nu meget efter at høre hvad vore Militaire siger herom thi fra Søndbrg: synes mig det var egentlig Huse og Gaarde der taltes meest om, jeg spørger altiid først, »hvordan gik det vore Kjæmpere« nu kom Bladet som siger vi vandt noget Terrain men at Fægtningen vedvarede til hen- imod Kl. 10, at I mine kjære Børn jo var i Sønderborg vidste jeg, men ikke videre om Eder, nu kom Meta med Hilsen som havde havt Brev fra dig, — som hun bad mig takke dig for — vi hørte da hvad der var foregaaet, i disse sidste Dage har jeg længtes meget |: ja naar gjør jeg ikke det :| efter at høre fra Eder mine to trofaste Sønner, Gud beskjærme Eder paa alle Eders Veje og lade os samles med Glæde og Taksigelse! Hvad du skriver om mit Barn skal jeg sænde; igaar fik jeg Kikkerten ved Rngskf: Abel som selv bragte den, det har gjort mig ondt at vi ikke bad ham spise her til Middag i Morgen, han kom jo ovre fra Eder, saa jeg gjærne ville have seet ham, eller, talt med ham noget længer, det var hvad jeg kalder et vakkert Menneske at see til som det siges, meer kunde ikke siges i slig en Hast. Heel uvist er det nu vel om jeg i Morgen kan tænke mig Eder tage Ophold paa Landet igjen, Man kan vel sige, det kommer an paas. 281Tydskerne hvad de har betænkt, det er dog grueligt at skulle sige det, men er det dog ikke saa? jeg havde gjordt bedst i slet ikke at [have] begyndt paa denne Materie, det veed jeg jo ogsaa du strax bevidner og dog er det for Tiden Alt hvad jeg kan sige jeg Lever i, endskjøndt der er saameget der kan nedtrykke mig i min dybe Een- somhed. Jeg er nu flytted over i mine Sønners Bolig Eders Værelse, jeg sidder nu her og skriver, det er mit kjæreste Stæd, jeg synes da som jeg var Eder nærmere mine kjære kjærlige trofaste Sønner, Gud være med og hos Eder med sin Beskjærmelse og med os Alle!
din trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Majbøl
d. 12te Juni 1849.
Kjære Moder!
For det igaar modtagne Brev, saavelsom for den flere Dage tidligere modtagne Pakke takkes herved foreløbig. Thi til videre Brevskrivning faaer jeg ingen Stunder før d. 15de, da jeg indtil den Dag skal have indleveret min Paroljournal, hvoraf jeg endnu kun har skrevet den mindste Deel. Hils derfor foreløbig Fader, som jeg ogsaa snart skal skrive til, Peter, Meta og alle andre Venner fra Din hengivne
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
[10.—11. Juni 1849.]
Kjære Søn!
Noget er bedre end slet Inted siger Ordsproget, vistnok er de smaae Lapper og Ord du seer fra mig, mindre end Inted, kunde jo næsten siges, men jeg veed dog nok mine Børn tager tiltakke som det kan falde sig; Alt hvad der lever og rører sig hos mig, er hvad jeg sjælden eller aldrig taler om, det bæres i sit eensomme Gjæmme. — Tak for Brevet fra den 7de. da det nu er kommet i sin vante Tour igjen saa er I vel ogsaa i Gaar vandred paa Landet igjen — — —
Kjærlig Hilsen fra Fader og Eders trofaste Moder
E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*
d. 16de Juni 1849.
Kjære Johan!
— — — Kan det ogsaa tillades vore Poster som udsættes, til saaledes at indlade sig, |: i Kammeratskab maae det jo kaldes :| med Tydskerne? det kan jeg slet ikke ret forstaae kan lade sig gjøre? forbudt bliver det vel dog imidlertid? og at der paa den anden Fløi, som der siges, skydes efter vore Poster det er dog en slem uhyggelig Maade at være paa, inted Øjeblik egentlig at vide sig sikker, efter deres behagelige Lune og Moerskab skal der vides at kunne rette sig. Fortællingen om »Fremad Folk ! jeg bliver her«, er uhyre comisk, ganske en Jacob von Tybo, sagde Fader. Du kan tro min Søn, jeg behøvede ikke at have Nogen der skulle lære mig hvor nemt og deiligt det kunde være at komme over til Sønderborg, jeg har ofte sagt det saavel høit som for mig selv, fra det første Dampskibet begyndte at gaae, for mig var det jo ikke til at udføre ; Vennerne jeg har talt med om at gjøre en Tour over til Eder, siger, »det ville blive kostbart, omtrent synes mig, blot Reisen ville blive 16 til 18 Rbd.« og Tiden for dem kan heller ikke slaae til, saa det blev, som du da merkede, opgivet. Dennis B: er kommet hertil, vi har ikke seet ham endnu men jeg tænker ikke det vil vare saalænge, jeg vil da foreslaae ham at gjøre en Tour over til Eder. — — —
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sundsmark. d. 16de Juni 1849.
Kjære Moder!
Længere end sædvanligt og — om ikke Omstændighederne undskyldte mig — længere end tilbørligt har Du forgjæves ventet Svar fra mig paa Dine kjære Breve og Sendelser af 27de Maj, 4de og 8de Juni. Noget nyt er jo heller ikke at meddele herfra. Man veed snart ikke mere at man har Krig, men troer man ligger og gjør Garnisonstjeneste: man trækker paa Vagt, exercerer, efterseer Støveletter og skriver Paroljournaler. — I Torsdags (d. 14de) var jeg inde i Sønderborg og hørte Begyndelsen til en Række Foredrag, som Hammerich vilde holde over »Tysklands og Danmarks historiske Forhold«. Der var dennegang en heel Deel Tilhørere, saavel af Off. som af menige Soldater. — Efter Forelæsningen var jeg samlet med Vilhelm Blom hos hans Fader, fra hvem jeg saa meget skal hilse. Det glædede mig ats. 283høre gl. Blom udtale, hvad der saa ganske stemmer med min Betragtning: at man med en vis Rolighed og endogsaa Tilfredshed kan betragte Sagernes Stilling, fordi Danmark og den danske Armee gjør hvad den kan, baade ved Alssund, i Fredericia og ved Aarhuus, ja, gjør mere end den vilde kunne, om Tyskernes Krigsførelse dreves med den Iver og Raskhed, som deres Overmagt sætter dem istand til. Og naar man gjør hvad man kan, saa maa man lade Resten hvile i Guds Haand. Som dansk Mand kan jeg derfor trøstig rejse mit Hoved, thi Ulykken kan vel baade bøje og knuse, men ikke nedværdige enten noget enkelt Menneske eller noget Folk; var jeg derimod svensk eller norsk, da vilde jeg skamme mig som en Hund paa mit Folks Vegne. —
Jeg seer af dit sidste Brev at Du har fulgt den Tidsregning, jeg engang lærte Dig, med Hensyn til naar vi ere paa Forpost og naar vi ligge ude paa Landet. Du vil altsaa kunne regne Dig til, at vi idag ere trukne ind fra Landet, og det maa ikke forvilde Dig, at vi dog endnu ligge paa Landet, thi Cantonnementet i Sundsmark, Klintinge og Lambjergskov regnes kun halvt til Landet, da det ligger nærmest ved Sønderborg. Vi kom hertil idag Kl. 11 og Bataillonen er allerede dragen ind paa Forpost i og udenfor Brohovederne Kl. 3 Efterm. Jeg skulde jo have været med, men fik Lov at blive til iaften, og kun fra 9 Aften til 6 imorgen tidlig være paa Forposten udenfor Brohovedet, som mit Compagni denne Gang besætter. Jeg skal nemlig imorgen Efterm. Kl. 5 paa Kystvagt, saa dersom jeg først skulde have gjort Forposten fra idag Kl. 3 til imorgen Eft. Kl. 5 og saa være paa Kystvagt fra imorgen Kl. 5 til samme Tid paa Mandag, saa vilde jeg have at vaage i 50 Timer, hvilket efter Lægeskjøn grændser til det umulige. Nu faaer jeg da Tid til imorgen at sove ud, inden jeg begynder paany. Men til at skrive Breve faaer jeg næppe Lejlighed enten imorgen eller Overmorgen, saa det seer sørgeligt ud med min Correspondence. Jeg har nemlig paa min Samvittighed at skrive 1) til Knudsen, 2) til Høxbro, 3) til Peter, 4) til Fader og 5) til Stephens og endelig ikke mindst: 6) til min kjære Skovgaard, der vel i sin Forlovelses Hvedebrødsdage er lige glad enten jeg skriver eller ej, men som jeg desuagtet for min egen Skyld saa gjærne vilde have sagt, hvor glad jeg er over hans Glæde.
Tag nu, kjære Moder, disse Linier for et Brev; hils Alle derhjemme saa kjærlig fra mig og skriv selv snart lidt igjen til
Din hengivne Søn:
Svend.
Grundtvig og hans Slægt.
18
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan *
d. 25de Juni 1849.
Kjære Johan!
– – – i Dag seer vi da destoværre at Aarhuus virkelig er blevet besadt af Røverne; i spændt Forvæntning lever vi nu til vi faaer noget sikkert at vide om Genrl: Ryes Hær, hvor han har trukket sig hen, Gud give ikke omringet, som der staaer i Bladet der sagtens stræbtes efter, om han nu er kommet til Helgenæs eller Nordpaa; hvor det dog nu gaaer haardt ud over de stakkels Jyder, ja med Sorg maae Man udbryde, naar og hvordan vil denne trængsels og pine Tid faae Ende! paa sit eget kjære betrængte Land, seer Man naturlig først og sidst, men grue maae Man ved at see al den ødelæggelses Vederstyggelighed der nu hersker i Landene.– – – Vi havde her igaar til Middag Frue Steenersen — Professor St : Enke — og Datter fra Norge, hun er kommet herned med to Sønner, paa 18 og 16 aar hvoraf den ældste er raadet at skulle bruge Rosenborg-Vandcour, da han er svagelig og hun har misted en Søn i den Alder. Møllerfolkene paa begge Hjørner var her ogsaa til Middag med Magister Lars B: l)
Eders trofaste Moder
E: Grundtvig.
Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. Fredag d. 29/6 49.
Kjære Svend.
Dine 2 Breve af 18de og 19de Juni havde tilvisse fortjent Svar strax, og det det bedste, jeg kan give. De indeholdt et ordentligt Svar paa mine, som har forvoldt mig megen Glæde, og Du skal ret have Tak! Tak fordi Du har villet forstaae mig saa godt, navnlig hvad den første Deel af mit Brev angik, om min — Underlighed, som Du har forstaaet, uden i mindste Maade at støde mig bort, men tværtimod draget mig end nærmere til Dig. (Det er underligt Svend! men jeg synes næsten jeg kan komme Dig nærmere skriftlig, end mundtlig, som jeg dog godt kan forklare mig, hvorimod det Modsatte synes mig at være Tilfældet med Johan) og Tak, fordi Du har taget dig over saa omstændeligt og grundigt at besvare mit andet Ankepunkt, som ligger mig paa Hjerte. Jeg maa indrømme at Du ikke blot har imødegaaet, men virkelig gjendrevet mine opstillede Punkter ; Du har viist mig, at det ligger Dig alvorligt paa Hjertet (som jeg dog i Grundens. 285aldrig har tvivlet om, da jeg kjender Dig, Du er ikke af de lette Folk om Du end hører til de »lette« Jægere), at det er Dig »en dybt krænkende sørgelig Følelse, at tænke Dig en Perle reven af Danmarks Riges Krone — det dejlige Land — med Dannevirkes gle Volde — overladt til Arvefjendens Raadighed. Ja Raadighed, det mener jeg er vor Ulykke, thi kommer han til at raade der, hvor Danmarks gamle Grændsevold — og Vagt laae, saa vil han ogsaa komme til at raade i den anden Deel af Slesvig, og nøjes neppe dermed — saa jeg har dog ikke fundet Beroligelse i Din Gjendrivelse — og seer ikke i det Hele, hvorledes det skal blive godt, thi at faae hele Slesvig ind i Danmark paa den Betingelse, at der skal tales Tydsk paa Rigsdagen — og dermed i Grunden i alle Almueskoler er naturligviis det Værste, der kunde times os, og dog er det nok desværre det, de stiler paa baade hist og her. — Og det er maaskee godt, at Danmark har et saadant ømt Sted, ellers faldt vi maaskee reent i Søvn, ja jeg troer det er meget godt, men det gjælder at være vaagne, hver paa sin Post, hvor ringe og umærket den end er. Vi gjør vort Bedste her paa vor Skole og jeg har dog mærket, at Krigen har gjort os godt. Jeg maa i den Henseende dog fortælle dig om nogle Torsdags-Møder, som nu holdes her i vor store Skolestue. Det er en egentlig el. rettere uegentlig Fortsættelse af den »Danske Forening« som nærmest har for Øje at arbeide efter Evne for dansk Folkeligheds Udbredelse nærmest m. H. til Folkeskolen — hvad der er at gjøre, for at skaffe Mund og Øre, de to nødvendige Betingelser for en Skole. Disse Samtaler have navnlig vi Skolelærere Gavn af. Vi begyndte med 12, og ere nu en 14—16, som komme. Gr:, Prof Petersen, som er flink, og Flor, Helveg, Brandt, Constantin Hansen, som kan gjøre meget for Skolen med sin Kunst, Algreen, 2 Skolelærere (fra Usterup og fra Vendsyssel) Høxbro, Kragballe, Dybdal, Jensen, Egede Glahn o. s. v. — Medens jeg skriver dette, er Knudsen og — Dagmar Dalgas komne saa jeg maa holde op. — Kl. 10 Aften nu gik de — Dagmar bad at hilse Eder Begge, Susette er noget forkjølet og havde lagt sig i Eftermiddag lidt. Det er sandt, dersom Du ikke bruger Stephens Eventyr, som blev sidst sendt Dig — saa kunde Du gjøre os en Tjeneste, ved at skikke os dem herover snarest mueligt; den Deel er ikke til at faae endnu her i Byen, jeg siger os og mener dermed ogsaa Süsette, som ønskede meget, at Du snart vilde sende den, og sagde, hun havde Lyst til selv at skrive til Dig derom. Jeg havde nær beholdt den da Svenskeren bragte mig Bogpakken fra Stephens, og læst den, før jeg gav den til Din Moder, men hun lagde naturligviis strax Beslag paa den til dig,s. 286som hun gjorde Ret i, for hun seer paa Eders Ret i alle Maader som en trofast Moder bør sig at gjøre. Jeg kommer til at holde meer og meer af hende, og af den Gamle med, som er mig en stor Glæde. —
18*
Vi havde da et stort Gilde her paa Møllen min høje Fødselsdag med mange Gjæster omkring et langt Bord i Skolestuen, hvor Eders Skaal da blev drukken. Jeg fik en ordentlig Gave af din Fader 1) Molbechs Ordbog 2) Gr. Verdenshistorie 3) Petersens »Islændernes Færd« 4. B. 4) Luthers Huuspostil 2 D. Bøger for 20 r. af Meta en skjønne Slobrok o. s. a. gode Sager — en fornøielig Dag, dog ikke saa fornøielig som d. 27 Mai, hvor vi havde saa dejligt Veir, men det var som det skulde være. Spandet har da nu faaet, el. taget sin Afsked fra Tjenesten, da hans Saar ikke vilde tillade ham stærk og anstrængende Bevægelse. Vi vare til Middag hos Schouws i Onsdags, et pænt lille Gilde for det unge Par. Skovgaard skriver snart, men han har hidtil ikke kunnet faae Stunder. De læste begge Dit Brev til Meta, (da de vare her paa min Fødselsdag) som bevægede og glædede Dem meget. Det var ogsaa tilvisse en Hilsen som var værd at tage med. Stolt Tanke — : »ligemeget af Frihed, som af Nødvendighed !« Underligt nok: Sk. har havt Tanker til Georgia i flere Aar og har ikke havt nogen Ahnelse om L.s 1) Forhold til G. førend Du eller Johan jeg veed ikke hvem, engang aabnede Øjnene paa ham. — Han har bragt prægtige Tegninger med fra Læssøe; en gl. 70aarig Kone i sin Stadsdragt, som er brilliant : Fløiel og Atlask, Guld og Sølv alt ægte, hvorpaa de samle hele deres Liv, og naaer det sjældent fuldstændigt før mellem 70 og 80 Aar. Ved Sæby sad han og malede i en Skov, da han blev omringet af nogle Bønder, som vilde have ham arresteret som Spion der tog Tegninger af Landet for at forraade Dem. Hældigviis var han netop Gjæst hos Politimesteren, som beroligede dem. — Siig Johan, at A. Meinert staar ved 3die Reserve-Jægercorps, 3de Comp. — Knudsen takker for Dit Brev mange Gange, men han læser nu flittigt, han er meget rask. Gr. forelæste mig iaften 2 gode Sange, en om Eckernførde-Slaget, smuk, og en om Nørre-Snede, meget humoristisk. Men nu Godnat for iaften, da jeg har lidt andet at bestille inden jeg gaaer til Ro.
Lørdag d 30te. D. Brown har nu endelig besøgt Dine Forældre, han vil gjerne over til Dig paa Als, men maa først tale med sin Fader om Dipplomatikken kan tillade det (sic!) Han fortalte en Historie som ærgrede mig. »En engelsk Søofficeer har gjort Tjeneste ombord i et af vore Krigsskibe, men har nu taget sin Afsked »fordi der Intets. 287blev udrettet«. Han havde tilbudt sig at ville med nogle Mand roe ind til »Gefion« og bore den i Sænk. Planen fandt Bifald og der fandtes ogsaa Mandskab, der var villigt til at gaae med ham, men da han saa paa Chefens Spørgsmaal, hvem der skulde have Æren for det, svarede, at den maatte tilkomme ham, som udførte det, — forkastedes hele Planen. Han tog sin Afskeed — og ingen dansk Søofficeer har siden villet skaffe sig Æren derfor.« – – – Var jeg Søofficeer fordrede jeg ham strax. Jeg havde en Kamp med din Fader derom, han holdt med den engelske Søofficeer og meente, det lignede os.
En venlig Hilsen fra Meta, hun er gaaet hen til Fru Brandt, som er Patient. Vil Du saa hilse Johan fra mig, jeg veed nok, jeg skylder ham Brev, og det kommer ogsaa nok — men jeg maatte først nu svare paa Dit Brev. — De begynde nu at muntre sig i Jylland. Lykken følge dem !! F. Zütphen veed jeg er reist dertil i sin Brigade. Skal I blive paa Als. Skriv, naar I kan til
Din hengivne
P. B.
Fra Svend Grundtvig til moderen.
Sønderborg
d. 2den Juli 1849.
Kjære Moder!
I den sidste Tid har Du sparsommere end sædvanlig ladet os og navnlig mig høre fra Dig. Mit sidste Brev til Dig er af 16de f. M. og siden har jeg ikke haft noget Brev fra Dig. Den 22de modtog jeg rigtignok et taust Vidnesbyrd om Din Omhu, hvorfor jeg atter her maa takke Dig meget: Kikkerten er nu bedre end den nogensinde har været ; Fløjten er istand til at gjøre døve Folk hørende og hørende døve; Hanskerne ere fortræffelige og Sokkerne uovertræffelige.
I et Brev til Johan mælder Du, at Denis dog nok saa smaat tænkte paa at gjøre Alvor af mit Forslag: at see lidt over til os. Gid det blot maatte skee. Et Par Dage troer jeg nok han vilde kunne leve her, uden at smittes af den forfærdelige Sygdom — Kjedsomheden — der her ligger i Luften.
Jeg troer det interesserer Dig at kunne regne Dig til naar Du vil hvor Dine Sønner just ere. Det er nu lettere end før og jeg vil give Dig et Schema derover.
Vi blive her i Sønderborg indtil d. 18de Juli, da vi for 8 Dage flytte til Sundsmark-Klintinge Cantonnementet, men stadig hver 4de Dag ere paa Forpost. I Eftermiddag Kl. 5 rykke vi paa Forpost og komme tilbage 24 Timer efter. Altsaa: 10de Bat. har Forpost- og Brohoveds. 288tjenesten: 2—3die, 6—7de, 10—11te, 14—15de o. s. v. Forposterne oppe paa Bakken under de tyske Skandser besørges dennegang af 4de Comp., dernæst af 3die, 2det og saa (ɔ: d. 14—15 dennes) af lste Comp. og saaledes videre i det Uendelige, thi nogen Ende paa dette Liv kan det ikke nytte at tænke sig, ialfald ikke som andet end som en fjærn Mulighed. Vi bygge allerede store Caserner udenfor Sønderborg til at boe i næste Vinter. — Igaar Aftes vare vi samlede med Vilhelm (hvilket er en stor Sjældenhed) hos Karstensens. Han venter nu snart at komme bort, for at begynde sin Tjeneste ved Infanteriet, da hans Artilleritid er forløben. Han kommer da først til Kbhn. til Exerceerskole og siden ud i Armeen i en eller anden Bataillon.
Ja nu maa jeg i Hast smøre en Ende paa dette Brev. Der kom for lidt siden Brev til mig fra Peter, saa jeg er pludselig bleven ganske levende og troer nu at kunne skrive bedre end jeg har gjort i det forrige, men inden jeg endnu har faaet Peters Brev læst færdigt kommer »Mama« som Værtinden hedder her i Huset og kalder os til Bordet og siden bliver det for sildigt. Johan og jeg boe nemlig siden i Forgaars sammen hos et Par gl. prægtige Folk, hvor ogsaa Skovgaards Ven og Læge Matthiessen har stadigt Ophold. Det er første Gang siden vi forlode Kbhn. at vi have boet sammen.
Hils Alle derhjemme venligst fra
Din hengivne Søn
Svend.
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan.*
9de Julii 1849.
Kjære Johan!
Overflødigt er det vel egentlig at sænde Dig Bladene i Dag, det er heller ikke for at meddele dig noget herom, da Efterretningen om dette Sejersslag 1) vel var hos Eder ligesaa hastig som her, men jeg har tænkt du maaske gjærne kunde ønske Bladene herom, at meddele dine Folk; ethvert dansk Hjerte maae jo inderlig glædes over denne Sejer, men tillige dybt beklage tabet af denne Helt 2) og dristig tør jo siges, »som faa !« endnu er ikke Listen kommet over Døde og Saarede, med Bekymring og Længsel spørger jo hver om sine Kjære, Gud give Trøst og Lindring i denne sorgens og smertens Tid og fremdeles til hvad forestaaer, hvad der er skjult for vore Øjne. – – –
i Kjærlighed E: Grundtvig
Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 9de Julii 1849. —
Kjære Svend!
»Det var et Slag sagde Fader i Dag, som vi ikke i 300 Aar har havt magen til« og jeg lægger til, »Gud give Sejer fremdeles!« Hvad Rigstropperne nu vil tage sig for bliver vel et Spørgsmaal, om de fremdeles vil fortsætte deres Røvertog; jeg længes efter at høre Eder udtale Eder om dette Helteslag og tabet af Helten som dybt rørte os her. —
Det var nok vel længe siden min Søn jeg skrev Brev til dig, men dog ikke som du siger i dit sidste fra 2den Juli, seenere end 16de Juni veed jeg at have skrevet, i denne Uge har Meta ligget jeg har saa været meget der, i Dag begynder hun at komme lidt op igjen, nu tænkes der der paa Reise til Lolland. — Det glædede mig at høre mine Børn være komne til at boe sammen lidt igjen, men det var vel blot i de otte Dage? — Thura er imellem de Saarede der er bragt til Fyen, men han havde dog skrevet til sin Broder derom, det skulle ikke være farligt, han havde faaet det i Brysted men var dog blevet ved at commandere noget derefter skriver han. — Dalgas’s er længselsfulde efter at høre fra Ernesto. — Gud være med Eder — i Kjærlighed
din tro Moder
E: Gr:
Nu gaaer jeg op til Møllen. — Herfra hilses Kjærlig
Fra Meta Boisen til faderen.
[Mern] den 17de Juli 1849.
Kjære Fader!
Her sidder jeg da i Rørdams yndige Præstegaard oppe i Gjæstekammeret ved Siden af Boisen som idag vil skrive til Moder, vi blev da som du nok kan tænke dig overordentlig gjæstfri modtagne, Rørdam havde sendt sin Vogn efter os til Kallehauge, hvortil vi ankom omtrent Klokken 1 ½ efter en stræng Søreise da jeg var meget søsyg hele Tiden men nu har jeg det deilig og vi har jo ogsaa idag faaet det deigliste Veir man kan tænke sig. Rørdam er imorges tidlig taget til Kallehauge for at høre paa Præsten Nielsen som skal præke for Bispen idag og kommer først hjem iaften da han skal Spise til Middag derovre, Boisen og jeg tager til Nysø Klokken 11, da vi er indbudt til at tilbringe Dagen der. Da Boisen siger mig at Klokken nu kun