Boisen, Peter Outzen BREV TIL: Grundtvig, Svend Hersleb FRA: Boisen, Peter Outzen (1849-04-30)

Fra Peter O. Boisen til Svogeren Svend.
Kbh. d. 30te April
49. —

Kjære Svend!

Endskjøndt jeg med stor Taknemmelighed (ɔ: intensiv) har modtaget 2 Breve fra Johan, siden jeg sidst skrev ham til, saa vil jeg dog iaften stile — hvad jeg har at stile — til Dig, deels fordi jeg har skreven til ham senere end til Dig, og fordi jeg haaber ved at spille ud til Dig, derved at nøde Dig til at spille ud igjen — lade høre fra Dig, som Du kun gjør sparsomt i den senere Tid, deels fordi jeg frygter for ved at skrive til Johan iaften, jeg skulde komme til at begynde en lille Krig med ham, hvilket jeg dog føler var baade Synd og Skam, da I kan have nok af Krigen med Fjenderne til at I skulde have Krig ogsaa fra Eders Venner. Vil Du nu blot hilse ham og sige ham Tak navnlig for hans Beskrivelse af 13de Aprili-Slaget ¹⁾paa Dybbølbjerg. Jvnf. Fr. Hammerichs »Skildringer fra den slesvigske Krig« (1849), hvori berettes om en Oppasser, der midt i Kugleregnen kun havde Tanke for at redde sin Løjtnants Tepotte. (med Tegningen og Thepotten) som var os meget interessant (Endeel deraf forelæste jeg i Danske Samfund). Du, kjære Svend! har som sagt været noget taus — for os, i den senere Tid, som jeg forresten godt kan forstaae, bilder mig da saa ind — at Du ikke er i Houmeur, skjøndt Du siger — og Du har Ret — og jeg ved Du lyver ikke — at Du ikke vilde være noget andetsteds end hvor Du er. Og at forlange, at I — foruden alt det I maae døie, ogsaa skulde opmuntre os Kværsiddere, der have vore magelige Dage, det vilde vel være formeget, endskjøndt Du paa den anden Side nok vil kunne forstaae, at saaledes skulde det dog i Grunden være, naar Du tænker paa, at I slaae som Kæmper og Forsvarere lige i Døren paa Huset, som er fuldt af Kvinder og Børn og hjælpeløse Mænd, medens Røvere ja Tigere og Hyæner storme løs for at vælte hele Huset og myrde — at vi derinde i Huset, som Intet formaae, kunne trænge høilig til et opmuntrende Blik imellem fra Eder, fra hvem vi skal vente al vor Frelse — næst Ham, der raader for Alt — og raader endnu — Gud skee Lov! for det Danske Huus, som han har raadet og sørget godt for i Aartusinder, selv naar Faren var større, end den er nu !— —Dog — som sagt — det er for meget forlangt, men jeg vil blot have Du skal forstaae, hvor smerteligt det berører os, naar Krigsfolket — og de Bedste af dem — begynde at tabe Modet. Nu føler jeg tilvisse, at kunde vi, saa burde vi gjøre Alt for at opmuntre Eder — men jeg idetmindste kan det ikke. Men naar jeg siger og ønsker af Hjertet: Bevar med Guds og Eders høire Armss. 252Hjælp Modet, ikke blot for Eder selv, men for os med, saa ligger deri den største Opmuntring, for det er et heelt Folk i Nød, som seer paa Eder med fuld Tillid og Fortrøstning — og det giver Kræfter! — Godnat Svend! Meer imorgen!

Grundtvig og hans Slægt.

16

Torsdag. Valdborgs Dag. Nei jeg faaer ei Tid til meer, da jeg i Eftermiddag efter Skolen først erfarede, at jeg skal holde Foredrag i DS. som min Broder Fritz ellers havde lovet men forhindres af Rigs- dagsmøde. Jeg vil da sende dette (skjøndt det er knap 4 S. værd men Du faaer det ogsaa gratis) Idag var der en voldsom Kamp i Rigsdagen. Ministeriet har erklæret det for et Cabinets-Spørgsmaal, hvormed det vil leve eller døe : »Landsthing med Valgbarheds Sensus (høi) og middelbar Valg«; hvorover der idag fra Venstre reiste sig en meget heftig Storm, og det synes virkelig at skulle falde iaften, da der atter er Møde og Afstemning — saa faaer vi at see, hvad Min : gjør. At faae et nyt nu var os vist kun til liden Baade. — Det har da været en morderisk Kamp ved Colding. Idag er her kommet en Mængde flygtende Veilensere (Kragballes Forældre f. Ex., som sige at ¼ Deel af Indv: ere flygtede, fordi de frygtede noget Lignende som ved Colding. Lehmann i Tydskernes Vold — hans Kone meget slet her — og hans Datter død ! saa han bliver prøvet nok. — Meta er nu saa temmelig vel, kan gaae lidt ud. I Søndags saaes Susette og hun for første Gang i lang Tid. — Paa den nordre Fløi er der kommet en lille Datter, jeg har maaskee fortalt det eengang. — Alt vel inden Borde. Jeg var ombord paa Skjold igaar alt saae godt ud. »Blot vi ikke skal komme i Slag« sagde en hvervet Matros (en fyensk Bondekarl), som saae sølle ud. »Det er dog derfor I gaae ud« sagde jeg. Det er vel ikke første Gang, I faae slig Yttring. — Lev vel ! Din Ven og Svoger

P. Boisen