Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860 Uddrag fra BREV TIL: Heiberg, Ludvig FRA: Heiberg, Peter Andreas (1809-06-06)

Dette Brevs Overskrift vil sige dig Aarsagen hvorfors. 117jeg ikke kan opfylde dit Ønske i henseende til Longinus Var jeg i Paris skulde jeg sørge for at dit Ønske blev opfyldt. Jeg har eengang før selv paataget mig et lignende Arbejde, for en Ven i Tydskland, og udført samme til hans Fornøyelse. Ved en Landsmand vilde jeg intet kunne udrette. De fleeste som komme til Paris undvige mig paa det omhyggeligste, og nnar det hænder sig at een eller anden bringer mig et Adresse Brev, saa viser jeg ham altid den største Villighed til at være ham til Tjeneste og Fornøyelse; men desuagtet ender han altid med at undvige mig. Jeg veed vel at Øhlenschlaeger, Koes og Brøndsted ere i Paris. De to sidste har jeg truffet i et Selskab ¹⁾Smlgn. Erindringer S. 113 ff., hvor de loede, som de ikke kjendte mig; den sidste ²⁾Skulde være „den første”; thi der er ment Øhlenschläger. har jeg truffet engang i det Huus hvor jeg logerer; men det var neppe for min Skyld at han var kommet der; thi han gik ind paa Vandhuset, da jeg gik ud derfra; han begyndte vel at tale til mig, men jeg afbrød Samtalen da Stedet ikke forekom mig passende til at gjøre Visiter. Samme kolde Ligegyldighed vises mig næsten af alle mine Landsmænd, og jeg har lært at finde mig deri, og det gaaer ret godt. Maaskee fordre de at jeg skal besøge dem først; men denne Fordring kan jeg ikke antage; maaskee ogsaa vove de ikke at omgaaes mig, af Frygt for at det skal blive bekjendt, og denne Frygt kan jeg ikke laste; den er saa naturlig, at jeg troer du selv, om du kom til Paris, vilde maaskee tage nogle Forholdsregler for at forhindre at vores Omgang ikke skulde rygtes alt for meget. Indholden af dit mere end 7 Aar gamle Brev har givets. 118mig Anledning til at formode et lignende Forhold; og der er det netop, og ingen andensteds, at Ræven stikker, for at bruge dit eget Udtryk. ¹⁾Broderen havde endt sit Brev med følgende Ord: „Jeg takker Gud at jeg kan hytte mig selv, og er for gammel til at tiltrygle mig et Venskab, som jeg maae troe du har havt dine Grunde til at bryde, endskjøndt jeg er overbeviist om at du i saa Fald maae være ført bag Lyset, i hvor saa end Ræven stikker.”