Samme til samme.
Paris
22de Januar 1812.
Kjere Broder.
Dit Brev af 16de November har jeg i sin Tid rigtig modtaget. Hvad du deri melder mig om dit og din Families Velgaaende, har meget fornøyet mig; jeg beder dig hilse Dem alle fra mig med Forsikring at alt hvad der vedkommer dem, vil stedse interessere mig i en høy Grad.
Angaaende det Norske Akademie 1) torde jeg maaskee være mere af din Meening end du formoder. Angaaende Retfærdigheden af Normændenes Ønsker kan der neppe tvistes; men de politiske Grunde, som du fortier, der under nærværende Omstændigheder stride for det modsatte, ere, i mine Tanker høyst vigtige. Naar altsaa den Danske Regjering overseer disse Grunde, da maae man nødes til, enten at have største Agtelse for dens Retfærdighed, eller ringe Agtelse for dens Politik. Begge disse Meeninger kunne foreenes, og jeg antager dem; den første, for ikke maaskee at være ubillig i min Dom, og den sidste, fordi jeg endnu ikke har afsoeret sund Fornuft. Dannemarks Politik har siden 1807, for ikke at gaae længere tilbage i Tiden, været saa ubegribelig, saa svag, og saa falsk, ats. 138denne Stat snart maae ophøre at være en Stat. Naar man med aabne Øyne kaster sig i den aabenbareste Fordærvelse; naar man gjør sig til blind Slave af andres Villie, naar man fornedrer sig paa utallige Maader,saaledes som . . . . . . daer al moralsk Existents tilintetgjordt.Jeg nævner blot Reskriptet af 4de Januar (see Kollegial Tidenden Nr. 2) 1) og spørger hvad man maae tænke? Jeg har ofte rødmet paa Vedkommendes Vegne, men aldrig saa meget som vedden Læsning. Nu maae der overordentlige Hændelser til for at redde det Danske Kongerige, hvis Selvstændighed er aldeles tabt. Indtræffer ikke en saadan overordentlig Hændelse, da see vi, inden faa Aar, Norge foreenet med Sverrig, og Dannemark opslugt. Det kan ikke være eller blive anderledes, og Nordmændene maae nødes til at selv byde Haanden dertil. Hvo vil fortænke en heel Nation i at den sørger for sin egen Eftertid, naar den seer at der ingen Redning er fra den Side hvorfra den burde vente samme? Naar nu dette engang skeer, — og saa vist som jeg lever, skeer dette eller noget lignende, i hvordan end Tingene vende sig — saa torde jeg vel fremstaae og spørge, om ikke det Danskes Monarkies Grav er gravet medde skjendige Menneskers Hænder, der i Aaret 1799 dræbte Skrivefrieheden? Sikkert tør jeg paastaae,— og alle tænkende Mænd ville istemme med mig — at den største Deel af de utilgivelige Misgreb, som den Danske Politik i de seenere Tider har gjordt, vilde have været forebhggede, naar Tankens Yttring havde været fri. Dog,s. 139mit Hjerte bløder ved at tænke herpaa, og jeg gider ikke skrive mere over denne Materie.
Jeg har ret moeret mig med Rahbeks komiske Vrede 1) over Monitøren, der dog — Stakkel! — er aldeles uskyldig, da den intet andet har gjordt, end kopiere en Artikel som stoed i Journal de l’Empire. Denne Artikel kan neppe være meddeelt af andre end af Malthe Brun. Hvor vidt den er overeensstemmende med Sandheden eller ikke, kan jeg, i saa lang en Afstand ikke bedømme; dog vover jeg at troe at den indeholder flere Sandheder end Urigtigheder; og at Rahbek i sit Hjerte maae selv erkjende dette. Men jeg kjender her igjen min gamle Rahbek, der stedse bliver sig selv liig. Imidlertid er der dog een Omstændighed der med Føye kan ærgre ham; det er at Journal de l’Empire har nævnet Sandsigeren, som sin Authoritet. Dette falsum er utilgiveligt af Malthe Brun, eller hvem der er Fader til Artikelen; dette vilde jeg have sagt ham selv, ifald jeg havde havt Leylighed dertil; men det er nu 4 Aar siden jeg saae ham sidst.
Det førske Nummer af Statstidenden 2) for i Aar har sat mig i nogen Forlegenhed. Jeg veed ikke enten jeg ers. 140blevet fremmed for det Danske Sprog i de tolv Aar jeg har været i Frankrig, eller om det Danske Sprog har saa meget forandret sig, som det forekommer mig. Du veed at dette Blad begyndte med et langt Vers af Guldberg, som jeg har læst to Gange igjennem uden at kunne forstaae det. Endvidere toeg jeg mig for at deklamere det med høy Røst, men jeg fandt snart at Udtalen var mig vanskelig, og da jeg nu kom til de Ord: har Flint ramt Staat,fik jeg saadanne Krampetrækninger i Kjævebenene, at jeg måtte lægge Bladet fra mig. Lad mig dog engang vide om Fejlen er hos mig eller hos Guldberg. Er det Danske Sprog blevet saa knuddret og steenet, som det forekommer mig, da er han angerløs — i det mindste i henseende til mig — men i andet Fald burde jeg begjere ham aktioneret efter den Artikel i Danske Lov, der begynder således: End vorder der Lyde paa, saa at Munden kommer til at stande skjev eller vrang, osv.
Det seer ud til som jeg snart skulde komme til at gjøre en ny Rejse; naar og hvorhen, det vil man inden kort faae at see. I ethvert saadant Tilfælde veed du at dine Breve, som besørges af Schultz, altid ville komme mig tilhænde paa den korteste Gjenvey, og paa den sikreste Maade, uden at staae Fare for at aabnes. Denne Fordeel er ikke at foragte fra nogen af Siderne.
Agent Rybergs Erindring har været mig meget behagelig; glem ikke at takke ham for denne Artighed. Det vilde meget have fornøyet mig at see ham, om jeg var kommet til Hamborg. Hvem veed; det kan maaskee skee en anden Gang, og om du da følger med, som det laders. 141til at din Hensigt vel kunde være, saa vilde Fornøyelsen blive meget større.
Da jeg ikke gjerne skriver til Khavn, uden at samle en hoben Breve sammen i een Pakke, saa begriber du let at jeg ikke kan være meget vidtløftig: men heller ikke vilde jeg lade denne Leylighed gaae forbi uden at tilskrive dig. Jeg igjentager altsaa, i det jeg afbryder, min kjerligste Hilsen til din hele Familie, vg er bestandig
Din hengivne Broder
Heiberg.