P. A. Heiberg til J. F. Schultz.
Paris
den 29de April 1810.
Deres ærede Skrivelser af 13de Februar og 6te Marts har jeg i sin Tid rigtig bekommet, men endnu ikke besvaret, fordi jeg i en Maaneds Tid har været med Hoffet i Compiegne, hvor jeg har havt fuldt op af Forretninger. Nu er jeg da her tilbage, Gud veed for hvor lang Tid, men sandsynligt er det at jeg endnu kommer til at gjøre een eller flere Reiser i Aar; maaskee vel endog til Rom og Neapel.
For Deres Venskab med at sende min Moder de omskrevne 2de Favne Knippelbrænde er jeg Dem saa meget mere forbunden, som hun skriver mig til at denne Hjelp kom paa en Tid da hun høylig trængte dertil. Ved Leylighed behager De at melde mig hvad samme koster, paa det at jeg kan notere samme. Nu skal jeg udbede mig at De vil have den Godhed at sende min Moder 20 Rd. samt at levere min Søn 50 Rd., som jeg forærer ham til Belønning for hans Examen, som han har overstaaet med Hæder. 1)
s. 178Jeg haaber at vores Ven Guldberg har faaet mit Brev; behag at sige ham at et Pund Spansk Tobak er afsendt til ham. Jeg fik det fra Madrid for omtrent en Maaned siden, og en af mine Venner og Landsmænd, Herr Sviser fra Kjøbenhavn, hvem jeg havde givet Sagen t Commission medens min Fraværelse i Compiegne, har fundet Leylighed til at sende Pakken med en Greve Ransau, der er afreyst herfra for henved fjorten Dage siden, men som nok vil komme noget seent til Kjøbenhavn, da han agter at see sig noget om paa Veyen.
12
Fortryd ikke paa at jeg uleyliger Dem med de mange indlagte Breve. Kammerjunker Neergaard, der har lovet mig at see Dem, vil sikkert gjerne bringe mig fra Dem de seenest udkomne Deele af Holberg, som De har den Godhed at forære mig. Behag at give vores Ven Guldberg Underretning om denne gode Leylighed, ifald han endnu ikke skulde have afsendt de Bøger som han har havt den Godhed at love mig.
Frue Abildgaard skriver mig til at hun iblandt hendes Mands Papirer har fundet at han havde tiltænkt mig et Malerie, som han havde begyndt. Men da Døden 1) hindrede ham fra at fuldende det, saa har hun udsøgt et andet t dets Sted, som hun forærer mig for at opfylde sin Salig Mands Villie. Jeg skriver hende til i Dag og overlader det til hende selv enten hun vil aflevere det til Neergaard eller til Dem. I dette sidste Tilfælde, og i det Fald at Neergaard enten var reyst, eller at han ikke skulde kunne modtage Maleriet, beder jeg Dem venskabeligst ats. 179modtage og bevare det, indtil jeg kan finde en bequem Leylighed derfor. De seer at jeg tager mig den Friehed stedse at sætte Deres Venskab imod mig Prøve ved at at bebyrde Dem med mine Commissioner; jeg vilde ønske at jeg kunde være Dem til nogen Gjentjeneste.
Med megen Taknemmelighed og sand Høyagtelse forbliver jeg Deres
forbundne og hengivne Ven
Heiberg.
P. S. Baggesen, der i endeel Aar har, allevegne hvor han har kunnet, blameret mig som et Menneske der har forandret Principer, uagtet han meget vel veed, at jeg, bortjaget fra mit Fædreneland, var nødt til at vælge mig et andet, og der at søge min Underholdning paa en ærlig og anstændig Maade, og at dette ikke kan kaldes at forandre Grundsætninger; Baggesen, der faaer hver en Bid Brød som han putter i sin Mund, som en Almisse af sit Fædreneland, og lønner sine. Velgjørere med at tale ilde om dem; Baggesen, der for faae Aar siden flyttede fra sit Logis, fordi han, som han foregav, ikke kunde være bekjendt at boe under Tag med en Person som Malte Brun, med hvem han dog nu lever i et nøye og inderligt Benskab; Baggesen, der for faa Aar siden skrev en jammerlig Ode til Bonaparte, og overleverede ham samme med et Knæefald, i det Haab at faae af ham enten en Belønning eller et Embede; Baggesen, som da dette ikke lykkedes ham, har baade privat og offentlig, i sin Tale og sine Tydske Skrifter talt ilde om Bonaparte og den Franske Regjering, med eller uden Grund, det kommers. 180denne Sag ikke ved; denne samme Jens Baggesen har nyelig søgt om at blive Lecteur hos den nye Kejserinde; og da dette blev ham afslaaet, søger han nu om at blive Archivist for den Tydske Deel i Rigs Archivet; da dette ogsaa neppe vik lykkes ham, saa venter jeg snart at høre hvorledes han deklamerer paa nye imod det Land og den Regjering der ikke skjønner paa hans store Fortjenester. Om han troer at jeg kan være ham til nogen Nytte, eller hvad hans Meening ellers er, det veed jeg ikke, men saa meget er vist, at han der i mange Aar aldrig har værdiget mig et Øyekast, end sige et Ord, har nu i to Dage efter hinanden næsten ordentlig gjordt mig sin Cour paa Gaden; hvor vidt han vilde have drevet sin Falskhed eller sin Licentia poetica, er vanskeligt for mig at sige, og det faaer jeg nok neppe nogensinde at vide, da jeg besvarede hans Venskabs Yttringer, med al den Kulde som hans Forhold fortjener. De mane gjerne fortælle disse Anekdoter for hvem De behager og anføre mig som Hjemmelsmand. Adieu.
12*