Johan Ludvig Heiberg, 1791-1860 Uddrag fra BREV TIL: Heiberg, Ludvig FRA: Heiberg, Peter Andreas (1811-02-02)

Jeg takker dig for hvad du melder mig om dig selv og din Familie; men disse Nyeheder ere allerede saare gamle, og jeg venter engang ved Leylighed paa Fortsættelsen. Det smerter mig i Sjelen, hver Gang jeg læser de Danske Aviser, og deraf seer hvor stor Elendigheden er i Dannemark, og jeg begriber let at det maae svie hos ethvert Menneske, der kuns har maadelige og visse Indkomster. At Dannemark måtte komme til at lide og bære sin Deel af den almindelige Elendighed var uundgaaeligt, men at synke saa dybt, som Landet er sunket, det var umueligt, naar blot sund Sands, jeg vil ikke sige store Talenter, havde siddet ved Roeret. Efterverdenen vil ikke efterlade at brændemærke visse Mennesker, som det nu er klogest ikke at nævne. Ogsaa for Frankrig er en Gjengjeldelse og en græsselig Hevn forbeholdt; den yttrer sig allerede frygtelig, men Gud bevare mig for at see Maalet opfyldt. Det værste er at man maae sige med Horats:Quicquiddelirant.Hvad der høylig forundrer mig er at see hvor ubegribelig falskt man bedømmer Verdens nuværende Forfatning i mit Fædreneland; dog, jeg har ikke Leylighed til at lære at kjende de oplyste, fordomsfrie og selvstændige Danske Mænds Domme, jeg maae altsaa holde mig til hvad jeg læser; og dette indskrænker sig næsten eene og allene til Aviserne, hvis Aand, saa ofte som de tillade sig at gjøre Anmærkninger, er høyst foragtelig. Jeg kan, desværre, i den Henseende, ingen anden Avis undtage end Statstidenden, der aldrig gjør Anmærkninger eller yttrers. 126Meeninger, med mindre de ere officielle, og med dem har det en gandske anden Beskaffenhed. Det hænder sig dog undertiden at de Herrer Avis-Redaktørers hjemmegjordte Anmærkninger give en saare frugtbar Anledning til Latter, i det de ikke sjelden røbe en tyk Uvidenhed selv i de Ting som det er deres Pligt at kjende, og som blot den sunde Fornuft burde have lært dem.