Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Ja om den endda havde været fortjent. Skønt det skulde være svært at finde paa noget, som gav Ret til Lussinger, naar man først var saa langt, at man havde Stemmen i Overgang. Havde han ikke siddet dér ganske stilfærdigt i Gyngestolen, da Faderen var kommet hæsblæsende ind og straks skulde haft ham afsted pokkerivold ud i Rosenvænget. Det jog vel ikke saa stærkt, havde Jørgen ment. Og saa sad Lussingen der. Herregud, fordi Ansigtet havde været lidt gnavent. Det kunde jo være. Man havde jo dog ogsaa visse Rettigheder.