↩ Fællederne laa paa begge Sider af Alléen og blev borte i Taagen som store Stepper med fattige brunvisne Græstotter over vaad, tung Jord. Netop her havde han Dage i Træk leget sin bedste Leg, været Indianer, skudt Steppens vilde Bøfler med Bue, skreget Krigsskrig og sprængt afsted. Eller ligget paa Ryggen og stirret op paa Himlen og drømt Høvdingedrømme. Ligget her, træt af Legen, og spekuleret paa de virkelige Stepper, som Vinden gik hen over i jævn glidende Fart som oppe under Himlen, uden Susen, bare bølgende Græsset; hvor der var frit og vidt og skyggeløst og intet Ekko. Og han havde fablet sig en tung Længsel til mod store Marker, mod brede Egne, hvor der var milelangt til Horisonten. Gik han i Gaderne, kunde han pludselig sætte i Løb, styrte afsted for at komme ud af Byen, inden Husene kvalte ham. Og han holdt ikke af snevre Døre.