↩ Sundet kom mere og mere frem under Taagen; det laa graat og kruset. Han havde rent glemt det Sund. Nu da han saa det igen, vidste han med ét, hvorfor han netop var gaaet den Vej. Han vilde jo tage Livet af sig. Det kildrede ligefrem i Kroppen, naar han tænkte paa, hvad Faderen og de andre vilde sige, naar de fik høre, at han havde gjort det. Faderen vilde angre og fortryde og erkende sin Uret. Bondegaarden og Svinedrengen og Stepperne blev helt borte, mens han gik og nød al den Anger og Smerte. Og saa skulde de faa Lov at indrømme, at der alligevel havde stukket en Mand i ham.