Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Og nu gik han der med sit Had, bare gik, sløv og ligegyldig. Underligt nok, dette Had gjorde ham altid forfjamsket, lammede ham. Det arbejdede i ham som en Dampmaskine, han havde tabt Herredømmet over, en Dampmaskine, der snurrer mod Sprængning. Jørgen gik tæt inde langs de vaade Træer; der var kommet som en uvilkaarlig Trang over ham til at gemme sig bag hvert enkelt af dem.