↩ Charlottenlund laa inde bag Hegnet ligesaa dryppende og død som Villahaverne. Det var en lang Vej, han allerede var gaaet. Om han nu vidste, hvad Klokken var. Han havde ikke rigtig Lyst til at tage Uret frem. Men tilsidst fik han et Par vaade Frakkeknapper op og en valen Haand ind. Ja - det var nok det, han havde tænkt - elleve. Nu sad de hjemme og spiste Frokost; Moderen stille og som med Graaden i Halsen, Faderen rolig og afmaalt, som om der intet var hændt, og Johanne pludrende og vrøvlende med Mælkesøl paa Hagen og ned over Forklædet. Og saa fo'r Graaden ham selv i Halsen, pludselig, næsten med et Ryk; og i samme Nu som Graaden var Tanken om Stranden over ham. Den sugede sig ind i ham, holdt ham fast, mens han stod dér og stirrede saa uhjælpelig fortvivlet ned mod det graa Vand.