↩ Saa gik Jørgen ind i Charlottenlund. Lige indenfor stod der en vaad Bænk; den satte han sig paa. Der var kun fire Tvebakker i Papiret, han maatte altsaa have tabt den ene. Han bed i en af Overtvebakkerne; den var haard og sejg. For at bløde den lidt, lod han nogle Taagedryp falde paa den; men det hjalp ikke synderlig. Rundt omkring ham stod de store, stille Stammer, og Draaberne faldt saa højtideligt og tungt ned paa det vaade rustrøde Bladelag. Oppe gennem Trætoppene gik Vinden i ensformig, slæbende Susen. Og der fløj ingen Fugle. Lidt borte fyldte Taagen helt Rummet mellem Stammerne og skjulte Skoven. Der kom ingen ud fra den Taage og gik ingen ind. Jørgen var ene ude.