↩ Og saa tog hun igen med begge Hænder om hans Hoved. Hun maatte løfte paa Armen; han var jo højere end hun. Begge sine Hænder pressede hun sammen om hans Nakke og klamrede sig fast, saa underlig angst og nervøst, og tvang hans Hoved ned, saa han maatte se paa hende, se ned over den slidte Kjole, der hang saa fattigt om det spinkle Legeme. Saa udpint og sygelig havde han aldrig set hende, og saa gammel. Han fik Lyst til at løfte hende op; saa træt som han var, vilde det gaa som ingen Ting; dette lille Legeme havde jo ingen Vægt. Og saa drev det med ét taaget forbi ham, at det var hans Skyld, Moderen saa saadan ud.