↩ Mellem de tre levede Jørgen sin Barndom ude ved Hospitalet paa den flade Mark. Drengene, han legede med, blev aldrig hans Kammerater. Han mente altid, de gjorde Nar, og de bad ham aldrig hjem, og han aldrig dem. Han maatte aldrig, naar de endelig vilde have ham med til en eller anden større Drengebedrift. Jørgen forstod ikke hvorfor. Men Faderen sagde altid nej. En Dag vilde de marscheret ud ad Landevejen, og Jørgen var kommet med, men da de gik forbi, hvor Jørgen boede, stod Faderen i Vinduet og kaldte ham ind. Bogholderens store Dreng raabte Pattegris efter ham.