↩ Oppe i Klassen sad han og turde ikke røre sig det ringeste, men fulgte Læreren med Øjnene. Han var flink, sagde de. Lektierne kunde han altid, men blev han spurgt i noget, de havde haft for fjorten Dage siden, blev Jørgen rød og stammede og vidste intet; eller fandt en Lærer paa at henvende sig til ham som den eneste opmærksomme, skete det undertiden, at han, der sad og stirrede paa Læreren, var lige saa langt borte fra at høre efter, som Fuksen, der sad og trillede Papirskugler med sin Sidemand. Jørgens Tanker gik saa vide. De var ikke ved Lektierne, dem lærte han udenad, blot for ikke at faa Skænd i Timen og blive bemærket; kunde han dem, gik alt saa stille af, at han kunde dykke ned igen i den sky Stilhed, han altid søgte at skjule sig bag.