↩ Jørgen havde læst det hjemme. Men nu, da han saa det igen, mens han sad der alene ude paa Kirkegulvet, maatte han tvinge sig for ikke at komme til at græde. De lød ham som en Afsked, de Ord. Han saa sig revet bort fra Moderen af en raa Magt, 34 og Moderen staa og se efter ham og blive ved at se og ikke kunne hjælpe. Og han vidste, hvad de Par Ord betød, og led ved at vide det. Nu var han ikke længer hendes, nu kunde hendes Hænder ikke skærme ham længer. Verden tog ham; det var Verdens Ret. Og saa overgav hun ham i sin Vaande til Vorherre.