↩ Men det første, han tænkte paa den næste Morgen, da han vaagnede, var den unge Pige, han havde siddet lige over for i Kirken, hende med Krøllerne ned ad Nakken og den blege Hud. Hun havde hele Tiden set ned i sin Buket og blot én Gang over paa ham, saa forlegent og ængsteligt, som bad hun ham ikke se paa hende. Men han havde set alligevel, han kunde ikke lade være. Og da hun havde grædt, mens Præsten velsignede hende, havde Jørgen gærne givet alt i denne Verden for at maatte tage hendes Hoved mellem sine Hænder. Han havde selv faaet Taarer i Øjnene.