Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Jørgen maatte anstrænge sig for at faa Bugt med en Rysten, der pludselig var kommet over ham. Han sad og saa efter hende. Hun gik op paa Tribunen og satte sig, som om intet var passeret. De ikke saa meget som lo, de andre Sangerinder. Den gamle, visne Herre skruede Lampen, som stod paa Klaveret, lidt ned; den osede; og saa slog han sine Akkorder an.