↩ Faderen sagde det saa roligt og uden Suk; Stein og han var 49 gamle Skolekammerater og Venner. Men Jørgen følte Hjærtet suge sig sammen, og der gik et Ryk gennem alle hans Muskler. Han saa Faderen overfor Stein, forlegen og pint, og hørte Steins fejende Svar. Det var et Vilddyrs Raseri, der for gennem Jørgen; han mindedes sin Barndoms Rædsel for, at nogen skulde gøre Faderen ondt, og gjorde med det samme Front mod en taaget, truende Masse, han ikke nærmere kunde forme, men som han syntes pressede sig frem imod dem for at kvæle dem. Fattige var de, det vidste han, men han var gaaet uden om det som om saa meget andet og havde slidt Faderens aflagte Klæder uden at mukke; han havde faaet den Mad, han kunde spise, og de Bøger, han skulde bruge, og aldrig spurgt, hvorfra Pengene, der betalte, kom. Om Hjemmet var fint eller ikke, havde han aldrig tænkt over; egentlig havde han aldrig set sig rigtig om i deres egne Stuer. Faderens Klager havde han hørt saa tit, at de gled forbi, næsten uden at han lagde Mærke til dem; og Moderens og Karens endeløse Beregninger havde han overværet hver eneste Aften; dem kunde han udenad og kendte Gangen i dem; denne langsomme Regnen om og om for at faa Pengene til at slaa til.