Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Jørgen lo tørt og tvungent. Altsaa der var Damer paa Gaarden! Han blev med ét saa usikker. Det havde han aldeles ikke tænkt paa. Han var overrumplet. Alt det, han havde siddet i Kupeen og lavet sammen om ensom Stilhed og menneskefjærnt Markliv, slap ham ud af Hænderne, og hele hans Ferieplan, som han den sidste Uge havde drømt omigen og omigen hver Dag. Han følte sig fremmed. Markerne laa omkring ham, tæt ved og langt borte, i farveløs Solbrand; al Ting var visket ud i Flimmer og Gnitren.