Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Saadan en Fred der alligevel var over den Gaard! De saà saa trygge ud de Straatage. Han stirrede ud paa dem og syntes 57 tilsidst, han ikke havde set paa andet siden sin Barndom, saa hjemlige forekom de ham. Den Ro der var over dem! De laa dér i den stille Sommerdag, som om der ikke var andet end stille Sommerdage til hele Aaret rundt. Og over dem den varmedirrende blaa Himmel. Alt sammen saa lysende, lydløst.