Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Ikke Spor af Forlegenhed. Hun talte til ham som Fru Vallentin og Dyrlægen, ligefremt, som havde de truffet hinanden mangfoldige Gange før. Han stod dér med sin Højtidelighed og var rød og kunde som sædvanlig intet Svar finde. Men det susede for Ørene paa ham, og Luften blev saa lind.