Stuckenberg, Viggo Uddrag fra I GENNEMBRUD

↩ Men i hans Breve blev Ordene hedere og hedere. Hans Blod brændte ham, mens han skrev. Side op og Side ned malede han hende sin Længsel, sin dumpe, tunge Længsel, der greb ham hvert Øjeblik paa Dagen og martrede hans Sjæl og martrede hans Legeme, som laa han nøgen paa Dynger af hed Aske. Ordene blev voldsomme. Luften om ham stod i Brand, skrev han, og hans Kærlighed vred sig nøgen under Luerne. Det var Vanvid halvt.