Stuckenberg, Viggo Uddrag fra MESSIAS

- Maa jeg dernæst udtale en Tak til Dem alle for det talrige Møde. Saa stor en Forsamling som denne vil overtyde vore Modstandere om, at Bevidstheden om, hvad Lov og Ret er, Dag for Dag, Time for Time vaagner viden om i det danske Folk. Den vil staa dem som en Trusel, de ikke kan gøgle bort. Bønderne derude, vore Venner, vil med Hurra hilse Efterretningen om, at ogsaa Kjøbenhavn fylker sig til Kamp for vor Grundlov, for vor Frihed. Har vi taget Kjøbenhavn, vil den Dag ikke være fjærn, da enkelt Mands Magtbrynde fejes bort af hele det samlede Folk! da Klikkeministres Vilje bliver for død Mands Tale at regne! da Folkets Krav bliver Landets Lov!