Stuckenberg, Viggo Uddrag fra MESSIAS

Klein havde boret sig frem og stod og smaalo og rokkede med det krøllede Hoved og saa glad og beundrende op paa Søborg, der lod Sneglen blive til Ministeriet og Landet til et Kaalblad. Og Søborg for fort og skiftede Billede, drog Ministeriet og al dets Væsen og alle dets Gerninger frem og skar det sønder og sammen, alt saa stilfærdigt og sikkert; talte om Højres Tog igennem Byen og Kejserens nye Klæder, svøbte hver bitter Skildring i Lignelser, der tog Latter og Bravo, og vendte saa til sidst tilbage til Ministeriet og Sneglene.