↩ Ja, Georg, jeg har jo længe anet, at noget fremmed stred med Din Barnetro i Dit Sind og Dit Hjærte; men langtfra havde jeg ventet, at Du saa fort skulde give efter. Tro mig, min Dreng, heller ikke er Du saa færdig, som Du mener. Vorherre kan man ikke saadan drive ud, og han slipper Dig ikke saa let. Du vil komme til at møde ham mange Gange og paa mange Steder, hvor Du saa vender Dig hen. Og det er min Trøst og mit Haab, at Du ikke vil lyve ham fra Dig, naar I træffes; for Du er ærlig og god. Og han vil altid have sine Arme udbredte mod Dig, for 235 han er saa uendelig naadig. Nej, min Dreng, det er kun vi Mennesker som kunne vredes; Vorherre kjender ikke til Vrede; han fyldes af Sorg og tilgiver i Glæde den, der ærligt søger ham.