Stuckenberg, Viggo Uddrag fra MESSIAS

Jeg ved det saa godt, det nytter kun lidet, at jeg skriver saaledes; mellem Dig og Vorherre hjælper ingen Mellemmand. Men jeg vil blot, at Du skal vide, at Du i mig har en Ven, hvem intet vilde være saa kjært, som at kunne være Dig til Hjælp i hvad Livet maatte bringe Dig. Du maa ikke sige Farvel, Georg. Vi ville ikke skilles. At Du ikke vil have Penge fra mig, maa jeg finde mig i. Men mine Tanker ville være hos Dig ofte og mange Gange, og dem hverken kan eller vil Du jage fra Dig. En Ting maa Du blot love mig: tag imod de 50 Kroner, jeg lægger inden i denne Konvolut, det bliver jo saa de sidste. Og de tre Par Uldsokker, Ulrikke har strikket til Dig, og som Du faar en af Dagene, maa Du beholde. Det har været hende saa stor en Glæde at strikke dem. Lev da vel Georg! Jeg beder hver Aften Vorherre lade mig leve saa længe, at jeg kan være Dig rede, naar Du trænger en Hjælper.