↩

BORGMESTERENS VINTERFRAKKE

✂ I den for et Par Aar siden afdøde Borgmester Holst's Gemmer fandtes en forseglet Konvolut, hvorpaa stod: "Indlagte Skrivelse bedes efter min Død offenliggjort i Berlingske Tidende eller den Avis, der til den Tid er det officielle Blad i Kongeriget Danmark."

✂ Skrivelsen, der, saavidt vides, endnu ikke har været trykt i Berlingske Tidende, lød:

✂ Jeg ønsker – til Oplysning for vore Domstole, Lovgivere og Moralister – at aflægge Tilstaaelse om et Tyveri, jeg begik i min Alders 40de Aar, Aaret efter at Hs. Majestæt havde beskikket mig til Borgmester i den kære jyske Købstad, hvor jeg nylig under megen Deltagelse fejrede mit 25 Aars Embedsjubilæum.

✂ Der havde været Herremiddag hos Amtmanden, forlængst hedengangne Kammerherre Lilje. Efter Bordet spillede Kammerherren, Baron Ørnhjelm, Distriktslæge Colbein og jeg en Whist.

✂ Stemningen var meget animeret. Der var drukket godt ved Bordet og der blev drukket mere efter. Vi kortspillende Herrer lod ikke Cognaken, en fin gammel Charente, dovne i Flasken.

✂ Særlig Ørnhjelm blev efterhaanden stærkt omtaaget. Han sad og vrøvlede paa en alt andet end 216 kavalermæssig Maade om, hvilken fremragende Evne han besad som Hestepranger. Netop denne Dag havde han prakket en dum Landsbypræst et Par gamle Krikker paa til en Pris, der var mindst 100 Rigsdaler højere end Værdien. Han trak den velspækkede Tegnebog frem og viste os triumferende den Bunke Sedler, for hvilke han havde blokket den arme Præstemand.

✂ Nu sad Baronen og savlede paa en tyk Havannacigar og spillede som et Asen.

✂ Jeg var forholdsvis ædru. Bevares, jeg havde drukket bravt og lod mig stadig Varerne smage. Men min Hjærne var fuldkommen klar, jeg vidste præcist, hvad jeg sagde og gjorde.

✂ Det var min Tur at sidde over – vi spillede nemlig med Blind – og jeg rykkede min Stol lidt tilbage fra Bordet. I det samme faldt tilfældigvis mit Blik paa Gulvet, og jeg saá under Bordet en Halvtredsrigsdalerseddel. Jeg var ikke i Tvivl om, at den var tabt af Baronen før, da han havde sin Tegnebog oppe.

✂ Nu foregik der følgende i mig: Jeg var lige paa Nippet til at bøje mig ned for at tage Pengesedlen og give den til dens Ejermand. Men pludselig grebes jeg af en uimodstaaelig Lyst til at tilvende mig den. Jeg havde kun min Gage at leve af. Den var stor nok til, at jeg kunde føre et nogenlunde sorgfrit Ungkarleliv. Den var dog ikke større, end at jeg maatte regne alt omhyggeligt ud for at kunne tilfredsstille de Krav, der stilledes til en Embedsmand med nogle Repræsentationspligter. Jeg havde desuden lidt Gæld fra mine Studenter- og Kandidataar. Kort sagt, 50 Rdl. betød noget for mig. Det fo'r mig gennem Hovedet, at jeg ved Hjælp af dem kunde anskaffe mig en højst fornøden ny Vinteroverfrakke.

217

✂ Dog det var ikke alene det. Jeg fornam ogsaa en Rislen af Velbehag ved selve Tanken om at gøre mig til Tyv.

✂ Og i en Hast havde jeg min Plan i Orden, hvilken jeg straks bragte til Udførelse med en Koldblodighed, der vakte min levende Interesse og fyldte mig med hemmelig Stolthed over min sikre Snildhed.

✂ Idet jeg lod, som jeg med Opmærksomhed fulgte Spillet, tog jeg en frisk Cigar, skar Spidsen af, men tabte, som af Vanvare, min Kniv. Den faldt mærkelig heldigt – lige ved Siden af Pengesedlen. De andre Herrer var for optagne af Spillet og for medtagne af den nydte Spiritus til at tænke paa at vise Galanteri.

✂ Med en Ed – for at fingere Gnavenhed over Uheldet – bøjede jeg mig ned, lod, som jeg havde Vanskelighed ved at faa fat i den tabte Genstand og benyttede Tiden til i Ro og Mag at putte Sedlen ind i Skaftet paa min ene Støvle. Jeg passede nøje, at den blev stukket forsvarligt langt ned og at mine Benklæder bragtes i god Orden efter Operationen.

✂ Derpaa – det hele varede kun nogle Sekunder – rejste jeg mig med et anstrængt Suk, lænede mig udmattet tilbage i Stolen, tændte min Cigar og dampede velbehageligt løs – hvorefter jeg atter begyndte en interesseret Kritik over Spillet og navnlig sagde den berusede Baron flere velturnerede Ondskabsfuldheder.

✂ Det spændende Øjeblik kom, da Opgøret af Spillet skulde finde Sted. Baronen havde tabt en 10- 12 Rdl. og tog sin Tegnebog op for at betale. Han væltede sine Sedler ud paa Bordet og begyndte at rode rundt i dem. "Satan til Millionær", sagde jeg leende, "vi burde have plukket ham lidt mere". Og i det samme tog jeg mit Glas og drak med 218 Distriktslægen, idet jeg bad ham formelde hans Frue min Kompliment. Mens jeg endnu havde Glasset for Munden, hørte jeg Baronen sige: "Det var som Pokker. Jeg mangler 50 Rdl." Jeg tømte roligt mit Glas, saa sagde jeg: "Naa Baron, De har nok gjort Dem selv Uret. Det var formodenlig kun 50 Rdl., De snød Præsten for. Eller maaske Amtmandens Cognak paa Dem gør den modsatte Virkning af, hvad den gør paa os andre. Vi ser nemlig dobbelt nu – f. Eks. synes jeg, at De er dobbelt saa drukken, som De vist i Virkeligheden er -, mens De lader til kun at se halvt."

✂ Min ikke særdeles udsøgte Vittighed gjorde Lykke, ogsaa hos Baronen. Men lidt efter, da han atter havde fingret sin Seddelbunke igennem, sagde han: "Nej gu' min Sæl og Salighed, om der ikke mangler 50 Rdl. Hør nu, Kammerherre, vil De gøre mig den Tjeneste at tælle efter. Jeg havde, da jeg gik fra Hotellet, 8 Halvtredsrigsdaler-Sedler og 150 Rdl. i Femmere. Jeg kan kun faa det til 7 Halvtredsrigsdaler-Sedler."

✂ Under Spilleselskabets højrøstede Munterhed tog Amtmanden Pengebunken og talte efter.

✂ Min Ven, Distriktslægen, vil, om han overlever mig, kunne bevidne den uhyggelige Stemning, der opstod, da Amtmanden erklærede: "Nej, her er kun 7 Halvtredsdaler-Sedler," og Baronen paa hans højtidelige Forespørgsel: "Er De nu vis paa, at der skulde være flere?" svarede: "Saa fuld jeg end er, ved Gud i den højeste Himmel, jeg havde 8 store Sedler, da jeg gik fra Hotellet. Jeg talte dem, lige før jeg gik."

✂ Der blev en pinlig Pavse. Saa sagde Amtmanden: "Det gør mig meget ondt, Baron, men har Pengene været, saa maa de jo ogsaa kunne findes."

✂ Jeg husker, at jeg et Øjeblik havde en vis 219 Medlidenhed – ikke med Baronen, men med den fine elskværdige Amtmand, hvem det aabenbart var meget ubehageligt, at noget saadant skulde passere i hans korrekte Hus – og at jeg havde paa Læben at erklære det hele for en Spøg fra min Side og trække den forsvundne Pengeseddel frem. Men jeg tav. Dels fordi jeg gærne vilde beholde Pengene, dels fordi jeg atter følte Forbrydelsens betagende Rislen i mig. Dobbelt betagende, fordi jeg sad som Misdæderen og Retfærdighedens Haandhæver i én Person.

✂ Der begyndte nu en febrilsk Søgen efter den forsvundne Seddel og en Række Forespørgsler og Formodninger. "Er De nu vis paa, Baron, at Sedlen ikke ligger løst i Deres Lomme?" "Var De ikke paa Vejen inde i nogen Butik?" "Kunde det ikke tænkes, at De havde talt forkert paa Hotellet? – Maaske ligger Pengene i den Frakke, De skiftede."

✂ Baronen, der efterhaanden var bleven ganske ædru, gentog – og i en ikke ganske venlig Tone – at der ingen Misforstaaelse var mulig.

✂ Saa sagde jeg omsider, med en Smule krænket Ironi i Stemmen, men forøvrigt ganske koldt og forretningsmæssigt: "Siden Baronen er saa sikker i sin Sag, har vi, hans Medspillende, jo egenlig ikke andet at gøre end at lade os underkaste en Visitation. Og jeg, som Stedets øverste Politiøvrighed, udbeder mig i saa Henseende Hr. Baronens nærmere Ordrer."

✂ Mine Ord gjorde den tilsigtede Virkning. Baronen forstod, at han ikke i et saa fint Hus som Amtmandens kunde drive Sagen til nogen Yderlighed. Med Grandseigneur-Mine erklærede han, at det hele kun var en ligegyldig Bagatel, og at Sagen jo sikkert i Morgen vilde opklares. Enten vilde 220 Pengene blive fundne her eller paa Hotellet. Forøvrigt var han da ogsaa ligeglad med de 50 Rdl.

✂ Under en noget trykket Stemning tog vi Afsked. I Entréen hviskede Amtmanden til mig, at han gærne næste Dag vilde tale med mig.

✂ Jeg fulgtes med Distriktslægen. Vi var enige om at beklage Baronens Optræden. Havde han ikke været saa beruset; havde han med andre Ord vidst, hvad han gjorde, burde han paa en alvorlig Maade været tilrettevist. I Virkeligheden havde han jo tyvtet hele Amtmandens Selskab.

✂ Jeg talte mig mere og mere ophidset. Tilsidst forsøgte min brave Ven, Distriktslægen, at slaa det hele hen i Spøg.

✂ "Naa, om saa var," sagde han – "om virkelig De eller jeg havde taget de 50 Rdl.! Vilde det egenlig ikke været en god og moralsk Handling at berøve den Barontamp noget af hans uredeligt erhvervede Mammon? Vilde vi ikke blot have handlet som Redskaber for en retsindig Nemesis? Vilde ikke den besvegne Præst paa Vorherres Vegne give os Absolution?"

✂ "Lad os ikke blande Vorherre ind i dette," svarede jeg. "Jeg for mit Vedkommende anser Tyveri for den hæsligste og laveste Forbrydelse. Jeg forstaar, at Folk i Vrede kan slaa ihjæl. Der ligger ofte noble, ja ophøjede Følelser bag. Jeg kan tilnød ogsaa bære over med Tyverier formedelst Fattigdom og Sult, men et Tyveri, hvis Motiv kun er Lyst til Vinding, det er gement."

✂ Medens jeg sagde dette, glædede jeg mig over den Ægthed i Tonen, hvormed jeg tolkede min Indignation. Samtidig tænkte jeg: bare ikke Sedlen skydes op under Gangen og falder ud af Støvlen.

✂ Paa Torvet skiltes Doktoren og jeg. Ikke saa 221 snart var jeg bleven alene, før jeg bukkede mig ned for at undersøge, om Pengene laa vel bevarede, og dernæst anbringe dem i et sikrere Gemme.

✂ Glad fløjtende gik jeg saa hjem, overvejende, at jeg ikke vilde give den stjaalne Seddel ud før den første, naar jeg fik min Gage. Hver Gagedag plejede jeg at veksle et Par store Sedler i den lokale Bank.

✂ Hjemkommen lavede jeg festlig Belysning i min Dagligstue, hentede en halv Flaske ekstra fin Madeira ind og tændte mig en ægte Cigar. "Nu tænder sagtens Baronen en af de Cigarer, jeg saá ham stikke i Lommen hos Amtmanden." Var i Grunden han bedre end jeg?

✂ Sjælden har jeg befundet mig saa vel. Foran mig paa Bordet, ved Siden af mit Vinglas, laa den stjaalne Seddel. Jeg havde en Fornemmelse af uhyre Velhavenhed, en Velhavenhed, der føltes dobbelt, fordi den var kommen saa pludselig og uden Møje – som en Arv eller en Gevinst i Lottenet.

✂ Inden jeg gik i Seng, gemte jeg Sedlen mellem en Bunke Breve, der laa paa Bunden af en ulaaset Kasse i mit Pulterkammer. Her vilde man sidst af alle Steder søge den, her, hvor den laa, saa at sige, paa Alfarvej. Jeg lagde den i den eneste gule Konvolut i Bunken – for let selv at kunne genfinde den.

✂ Næste Morgen var mit første Ærinde at gaa til Skrædderen og bestille den nye Vinterfrakke. Jeg beordrede den udstyret med Silkefor. Det var jo ligesom en Present – hvorfor da ikke tage den saa fin som muligt?

✂ Fra Skrædderen gik jeg til Amtmanden, hvem jeg traf paa hans Kontor.

✂ Han kom mig hjærteligt i Møde, men med et bekymret Udtryk i Ansigtet.

✂ "Kære Borgmester!" sagde han. "Var det dog ikke en fortrædelig Historie i Aftes? Hvad vil De 222 raade mig til at gøre? Der er vel desværre ingen anden Forklaring, end at en af Tjenerne, enten min egen gamle Lars eller Lejetjeneren, Christian Knibtang, har stjaalet Pengene. Ubegribeligt forresten – jeg kender dem begge som grundhæderlige Personer. Dog ligemeget – Skinnet er jo imod dem. Men nu er Sagen den, at jeg ikke for nogen Pris vil have nogen af de to bragt i Forlegenhed; de er begge Familiefædre, begge mig og mit Hus hengivne. Altsaa jeg ønsker Sagen neddysset, ordnet uden Skandale. Jeg har derfor tænkt mig at tilskrive Baronen, at jeg, da Selskabet var gaaet, fandt Sedlen, som jeg vedlagt sender ham. Vilde De ikke gøre det samme i mit Sted? Er det ikke det eneste korrekte? Kan nogen i dette finde Spor af mistænkeligt? Det var det, kære Ven, jeg vilde spørge Dem til Raads om."

✂ Nu maa det vides, at afdøde Kammerherre Lilje var en alt andet end velsitueret Mand. Uden synderlig privat Formue stræbte han hæderligt at hævde sin fremskudte Stilling i Samfundet, førte et smukt Hus og maatte i det hele anses som en Pryd for den Egn, hvis øverste Embedsmand han var.

✂ Det gjorde mig ondt, at han skulde betale den rige Baron, hvem Tabet af de 50 Rdl. intetsomhelst betød, denne Sum, der for ham vilde være en vel ikke betydelig, men dog følelig Forringelse i hans Budget.

✂ Jeg svarede derfor: "Bedste Kammerherre – De tager efter mit Skøn denne Sag altfor alvorligt. Jeg for min Part er ingenlunde sikker paa, at Baronen virkelig har mistet de 50 Rdl. hos Dem. Derom kan vi vel være enige, at Baronen i Aftes ikke var fuldkommen klarhovedet. Hvem véd, om han i det hele taget har mistet noget. Jeg raader Dem til i hvert Fald at se Tiden an en Dags Tid."

223

✂ Det lykkedes mig at faa Kammerherren nogenlunde beroliget – hvorefter jeg straks begav mig til Hotellet. Baronen var, som jeg ventede, endnu ikke rejst; han var ikke staaet op; jeg traf ham sengeliggende.

✂ "Mellem os, Baron – vi er jo begge Ungkarle -" sagde jeg – "tør De nu ogsaa, hvis det kom til en retslig Undersøgelse, fastholde, at De ikke, efter Hestehandelen med Pastoren og inden Middagen hos Kammerherren, har været noget Sted, hvor der kunde være Formodning om, at de 50 Rdl. var forsvundet? Foruden at være Ungkarl er jeg jo tillige Byfoged. I Embeds Medfør kender jeg altsaa godt det lille Asyl i Gravensgyde."

✂ Baronen og jeg kom hurtigt til en Forstaaelse. Han fastholdt, at han ikke troede, Pengene kunde være forsvundne i Gravensgyde; men for at undgaa alt Vrøvl og Smaastads-Skumleri, tillige for at skaane den elskværdige gamle Amtmand for Skrupler og Bekymringer, skrev Baronen et Brev til Kammerherren, hvori han meddelte, at han havde fundet – paa Hotellet – den forsvundne Seddel og at han meget beklagede det forefaldne.

✂ Saaledes endte alt godt og glædeligt.

✂ Den nye Vinterfrakke, jeg erhvervede mig for Baronens 50 Rdl., var fortrinlig og gjorde mig i en lang Aarrække udmærket Nytte. Da den ikke mere var præsentabel som Promenade-Pynt, brugte jeg den som en Art Slobrok i Retssalen, naar Vejrliget var koldt.

✂ Den har skaffet mangen arm Tyveknægt en forholdsvis mild Dom.

✂ I sine Velmagtsdage bidrog den, om end i underordnet Grad, til at vinde mig en god og yndig Hustru, med hvem jeg levede lykkeligt i over 20 Aar, indtil hun døde af en Forkølelsesfeber.

224

✂ Min Hustru bragte mig saa megen Velstand, at jeg altid siden havde let ved at bekæmpe opdukkende Lyster til at fornye de pirrende Minder fra mit paa Ære eneste Tyveri.

✂ Uden Tvivl vil der efter min Død blive vidnet, at jeg var en uangribelig og pletfri Embedsmand.

✂ Jeg var det – med den ene her berettede Undtagelse.

✂ Men denne Undtagelse – bør den ikke have sin Plads i mit Eftermæle? Er den ikke interessantere, mere belærende end alt det rosværdige, der kan siges om mig? Thi sæt en lykkelig Skæbne ikke havde skænket mig en bemidlet Hustru ... Sæt ...

✂ Jeg overlader mine tænksomme Læsere Konklusionen.

C. M. Holst,
Byfoged og Borgmester. 225