↩

DET OPLYSTE VINDUE

✂ "Jeg er saa træt. Du bliver ikke vred, vel?"

✂ Han stod og saá paa hende, mens hun smilende gik tæt hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

✂ "Kys mig saa!"

✂ Han kyssede hende paa Panden.

✂ "Saa kold Du er! Og Du siger ikke noget? Er Du krænket?"

✂ "Nej."

✂ "Synes Du, der er noget ondt i, at jeg er træt."

✂ Han tog hendes Haand og førte den op til sine Læber. Saa smilede han og sagde roligt:
"Ikke det fjærneste. Godnat."

✂ "Godnat."

✂ Men han blev ved at holde hendes Haand i sin, mens han saá opmærksomt ind i hendes lyse, leende Øjne. Med et svagt Tryk slap han Haanden, nikkede og gik.

✂ Da Døren smækkede i efter ham, blev han staaende et Øjeblik og lyttede. Kom hun for at kalde ham tilbage?

✂ Saa gik han træt og slap ned ad Trappen, dvælende lidt paa hvert Trin, indtil han stod ved Gadedøren og den kolde fugtige Regnluft slog ham ind i Ansigtet.

182

✂ Han rettede sig, knappede Frakken op om Halsen og gik over Gaden. Der var Lys bag de blaa Gardiner, han saá den runde Lampekuppel som en mat Lyskugle. Han søgte hendes Ansigt, men det var der ikke. Han tænkte: Nu slukker hun sagtens Lampen – men der blev ved at være lyst. Han stod et Minut eller to, saa gik han rask ned ad Gaden, for at hun ikke skulde lægge Mærke til ham.

✂ Det var en Ruskvejrs-Novemberaften. Lygternes Glas klirrede i Blæsten og der var vaadt paa Gaden. Oppe over Husene trak mørke flængede Skyer, Folk gik foroverbøjede, dækkende sig mod den kolde Luft.

✂ Han følte ikke Kulden; tværtimod. Han kunde godt lide den klamme Blæst i Ansigtet. Der var mange Folk paa Færde, mest Damer med Kapper og Slag over sig og store Tørklæder om Hovederne. Det var efter Teatertid.

✂ Han gik langsomt mod Sværmen, ganske ligegyldig, om han engang imellem stødte en Dame til Side; han gad ikke sige Omforladelse.

✂ Han blev ved at gaa imod Blæsten. Han kunde ikke faa Køling nok. Han kom ud paa en aaben Plads, stod stille et Øjeblik med opknappet Frakke, gik saa videre og kom ind i Smaagader, hvor Kældernes Handlende gik og satte Skodder for Vinduerne. Han blev staaende foran et Vindue, bag hvilket der laa Fiskefrikadeller og Klatkager og stegt Aal. Han stod længe dybsindigt, som om han nøje overvejede, hvad han skulde vælge. Saa pludselig vendte han rask om og næsten løb i den Retning, hvorfra han var kommen. "Jeg vil se, om der er slukket", blev han ved at sige til sig selv. "Jeg vil se, om der er slukket."

✂ Der var næsten ingen Mennesker i Gaderne mere. Han havde Vinden paa Ryggen og han kom 183 hurtigt frem. En Kirkeklokke slog halv. "Den er allerede halvtolv. Saa sover hun."

✂ Men atter stod for hans Tanker hendes smilende Ansigt, han hørte hendes Stemme saa indsmigrende. Og denne blide Venlighed syntes ham lumsk og gjorde ham bange.

✂ Hvad var hun saa træt af? Hun saá slet ikke træt ud. Tværtimod, hun havde været ualmindelig livlig hele Aftenen; først henimod den Tid, hun bad ham gaa, var hun begyndt at snakke om Træthed.

✂ Om der var Lys endnu, saa betød det, at hun havde løjet. Saa betød det, at han var der.

✂ "Nej, nej. Der er mørkt. Alt er slukket. Hun var træt. Nu ligger hun og sover. I den hvide Natdragt, saa fin, saa rød og hvid, aa, saa smuk!"

✂ Han lukkede Øjnene og hans Læber stod aabne, mens han bøjede Hovedet, som om hun laa der sovende foran ham. Han følte Varmen fra hendes Seng, han blev svimmel.

✂ Saa rykkede han sig i Vejret og frøs, løb hurtigere afsted og stod ved Hjørnet af Gaden, hvor hun boede.

✂ Langsomt og ligegyldigt gik han langs det Fortov, hvor Huset laa. Saa pludselig lige foran Gadedøren skraaede han over Gaden og saá op mod Huset. Han havde set det, før han fik Blikket vendt mod Vinduet. Der var oplyst.

✂ Stilfærdigt lyste Lampen bag de blaa Gardiner.

✂ "Det var kun, hvad jeg havde ventet," sagde han til sig selv, og blev staaende foran det oplyste Vindue. "Hun er mig utro. Hun holder af ham; det er saa naturligt. Nu véd jeg det; saa er den Sag i Orden."

✂ Han gik videre ned ad Gaden. "Ja, saa er den Sag i Orden."

184

✂ Han havde ingen Smærte følt; han var kun bleven saa rolig, saa ligeglad.

✂ Men pludselig kom det Spørgsmaal som et Stik: "Hvorfor sagde hun det ikke ærligt? Hvorfor lyver hun?"

✂ Og i samme Nu: "Men om hun ikke havde løjet!" Hvad vidste han i Grunden? For en halv, højst en hel Time siden var han gaaet, og hun var ikke i Seng endnu. Men det var intet Bevis. Maaske i dette Øjeblik Lampen var slukket, maaske hun var bleven forsinket, var kommen i Tanker om et og andet, hun skulde besørge. Maaske hun sad og tænkte paa ham, mens han gik og anklagede hende.

✂ Han var vendt om og kom skraat for Huset. Et Skridt endnu og han vilde kunne se Vinduet. Han tøvede lidt – saa saá han Lyset.

✂ Denne Gang gjorde det ondt. Han havde haget sig saa fast til Haabet. Men han vilde være sikker i sin Sag, han vilde vente til halvét; var hun saa ikke i Seng, saa var hun ikke alene.

✂ Han gik frem og tilbage, ganske beroliget nu, da han havde sat sig en Frist. Det var begyndt at regne svagt, og han havde ingen Paraply, men det generede ham ikke. Han vilde ikke se til Vinduet, før Tiden var udløbet; han kunde da heller ikke forlange, at der saadan lige paa en Studs skulde blive mørkt.

✂ Han gik rask, vovede sig lange Strækninger hen; men da han kom i Tanke om, at han dog for en Sikkerheds Skyld skulde passe paa Gadedøren, blev han forsigtigere. Naar han mødte nogen – der kom en sjælden Gang en og anden hastigt forbi ham – dukkede han Hovedet for ikke at blive set. Ellers var han ene i Gaden med en Politibetjent og en Vægter, der stod sammen inde i en Port ovre paa den anden Side, belyste af Skæret fra en Lygte.

185

✂ Han hørte deres Stemmer og Nøgleknippets Raslen. Han følte, at de talte om ham, og han var lidt forlegen hver Gang han kom i Nærheden af dem. Vægteren kendte ham vist. Han havde set ham saa ofte baade om Aftenen og om Morgenen.

✂ Saa blev der givet Signal nede i Gaden fra en Lygte og Vægteren traskede tungt afsted, klirrende med Nøglerne. Politibetjenten strakte sig, listede over Gaden og stillede sig op paa Fortovet, lænet imod en Mur, blank og glinsende i sit Regnslag og med høje Vandstøvler udenpaa Benklæderne.

✂ Da han gik forbi ham, lettede han paa Hatten og sagde Godaften. Betjenten tog til Hjælmen og sagde: "Ubehageligt Vejr iaften at spadsere i."

✂ "Aa ja, men ret friskt!" svarede han gemytligt og gik videre. Betjenten fulgte ham med Øjnene, og da den utrættelige Vandrer igen passerede ham, sagde han: "Det er Midnat nu. Nu slaar Urene."

✂ "Er den ikke mere!" sagde den anden for at sige noget og vedblev at gaa.

✂ Saaledes fortsattes Passiaren mellem ham og Betjenten, mens Lygteslukkeren gik gennem Gaden og slukkede, saa kun hist og her et døsigt Blus fik Lov at brænde.

✂ Pludselig sagde Betjenten: "Nu blir den vel fugtig. Det er nok bedst at se at faa lidt over Hovedet. Godnat Herre!"

✂ "Godnat!"

✂ Betjenten forsvandt langt nede i Gaden, i samme Retning, hvor Vægteren var gaaet, og Passagen var atter fri.

✂ Tiden sneglede sig frem. At en halv Time kunde vare saa længe! Han morede sig med at passe paa de oplyste Vinduer i de andre Huse. Snart blev et, snart et andet mørkt. Kun højt oppe under Tagene lyste endnu en enkelt flittig Kvist. Fra en 186 Værtshuskælder ravede to fulde Mænd op; saa kom Værten og satte Skodder for Vinduer og Dør.

✂ Han begyndte at føle sig vaad. Det regnede stadig og tæt og der laa en graa Hinde af Vand paa hans Frakke.

✂ Han saá paa Uret. Fem Minutter i halv. Men han vilde give rigeligt Maal; han vilde vente, til Kirkeurene slog.

✂ Endelig. Han gik hurtig til med bøjet Hoved, indtil han kunde regne ud, at han var midt for Huset. Saá saa op. Uforstyrreligt og vagtsomt lyste Vinduet i det sovende Hus.

✂ Han stampede i Stenbroen af Raseri. Han krammede en Nøgle i sin Haand, paa Nippet til at slynge den imod Vinduet.

✂ Saa opdagede han en ung Herre, der stod og iagttog ham, og han vendte om og begyndte igen at gaa.

✂ Nu vidste han, hvad han vilde vide. Han saá dem sidde sammen, han saá deres Legemer tæt op mod hinanden. Mon hun holdt sin Arm om hans Hals? Mon hun fortalte ham, at hun elskede ham? – Nu løste han hendes Klæder – nej, nej. De sad og talte sammen; han fortalte, hvor hun var smuk, og hun smilede; han tog hendes Haand, han kyssede Fingerspidserne, hun bøjede Hovedet til Siden – se Halsen, hvor den lyste fristende. Nu kyssede han den og hun blev siddende rolig. Saa gled han ned paa Knæ for hende, saa løste han hendes Klæder ...

✂ Han var atter udenfor Huset. Hvorfor blev den unge Herre ved at stirre op mod det oplyste Vindue?

✂ Var det ham, han passede paa, eller hende? Var det mon en, der gik paa Lur ligesom han, skinsyg og bange?

187

✂ Han gjorde hurtigt omkring, men han blev ved at tænke paa den Fremmede, som var skudt op af Stenbroen som hans Dobbeltgænger. Han syntes ikke, han kendte ham. Var det muligt, det var en, der havde endnu ældre Krav paa hende end han? Hvis hun var ham utro, kunde der saa ikke være andre end just Arkitekten, han havde at frygte?

✂ Nej. Han matte saa ialfald være stødt paa hans Navn engang. Han vidste jo, hvor hun færdedes; han kendte alle hendes Bekendte. Nej, der var ikke andre end Arkitekten. Derfor havde han heller ikke været i Tvivl. Det maatte være ham, der var hos hende. Han var dukket pludselig op i hendes Bekendtskab og havde straks interesseret hende. Han forfulgte hende med sit Kurmageri; han var allevegne, hvor hun var, og tilsidst var han ogsaa begyndt at komme i hendes Hjem. Hun havde fortalt om alle de smukke Ting, han havde sagt hende; hun havde let af ham, men hun talte meget ofte om ham. Det var en elskværdig og smuk Mand, han havde været nødt til at træffe ham hos hende, og han havde syntes godt om ham. Han havde engang sagt til hende, at han egenlig ikke forstod, hun foretrak ham for Arkitekten. Og nu i dette Øjeblik undrede han sig over, at han ikke følte nogensomhelst Uvilje imod ham; han havde intet at bebrejde ham. Kun naar han tænkte sig ham rørende ved hende, tagende fat i hendes Legeme, følte han sig istand til at slaa ham ned. Det var, som om En greb ham i Struben og han værgede sit Liv.

✂ Han ledte tilbage i Erindringen for at finde bestemte Hændelser, der kunde berettige hans Mistanke. Han havde dog nøje bevogtet Forholdet imellem dem, men han havde aldrig opdaget noget. Hvorfor var han da nu saa vis i sin Sag, at den anden i dette Øjeblik var hos hende? Aa – intet 188 kunde man stole paa overfor Kvinder, intet. Alt kunde have været Beregning af hende. Aabenhjærtigheden, hendes Spøg over den ihærdige Tilbeder, alt, hvormed hun havde dysset ham til Ro.

✂ Og dog aldrig mere end at han ved første Lejlighed havde Mistanken lysvaagen.

✂ Men hvorfor havde hun behøvet alt dette ? Hvorfor ikke sige ham, som det var, og lade ham gaa?

✂ Det faldt ham ind, at det var dumt at spørge om det. Det var ikke alle – hverken Mænd eller Kvinder – som havde saa snævert et Hjærte, at de kun kunde elske én. Men han elskede kun hende og han brød sig ikke om at elskes af hende, hvis han skulde dele hendes Kærlighed.

✂ Naar han blot blindt havde kunnet tro! Naar han ialfald nu kunde faa Vished! Troskaben kunde aldrig bevises; Utroskab havde den Fordel at kunne konstateres. Og blot Klarhed! Det var derfor, han gik her. Nu vidste han det, han havde egenlig altid lidt under Tvivlen paa hendes Kærlighed. Den Tvivl kunde aldrig dræbes; nu vilde han ønske, han kunde gribe hende i Utroskab – blot for at faa Ro, Vished.

✂ Var han da ikke sikker?

✂ - – Dér stod han endnu, den unge Mand, plantet udenfor Vinduet med Paraply over sig. Han blev underlig til Mode – hvad vilde dette Menneske? Han gik lige hen til ham og fikserede ham skarpt. Den unge Mand smilede, og blev staaende. Men da han igen vendte om, fulgte den fremmede efter, i en halv Snes Skridts Afstand, nynnende paa en gemytlig Melodi. Henne ved et Gadehjørne standsede han, tændte sig langsomt en Cigar, lo højt og forsvandt ned ad Gaden.

✂ Det var ham en Lettelse, at han var borte. 189 Klokken slog ét. Var der Mening i at blive ved at gaa? Om nu virkelig Lyset blev slukket?

✂ Det slog ham, at han i Grunden burde være glad, saa længe det brændte.

✂ Saalænge Lyset er tændt, sidder de i Dagligstuen; saalænge Lyset er tændt, er Slaget ikke tabt.

✂ Han vilde blive og passe paa. Kom Arkitekten ud, før Lyset slukkedes, saa betød det ... saa betød det ... ja, han vidste i Grunden ikke hvad, men ialfald noget mindre slemt, syntes han.

✂ Og han blev ved at gaa, og Lyset slukkedes ikke. Gang efter Gang mødte hans Øje det stille, uforanderlige Lys fra Vinduet.

✂ En Gang imellem syntes han, han saá hendes Skygge bag Gardinet, men naar han saá nærmere til, var der intet at opdage. Intet Liv, ingen Bevægelse bag det blaa Slør. Han rettede sig op og lyttede anspændt, om han ikke i Nattens Stilhed skulde kunne høre Stemmer; men alt var tavst.

✂ Og Regnen blev ved at falde i den mørke taagede Nat. Udenom de enkelte tændte Lygter flimrede Taagen matgul med Gasflammen som et rødt Centrum.

✂ Han var saa gennemvaad nu, at han ikke følte Regnen. Cigaren, som han gik med i Haanden, og som han prøvede paa at tænde, var saa vaad, at den kunde vrides, og Handskerne var opløste; de klæbede sig sammen til en uformelig Klump, da han fik dem af.

✂ Han blev ved at gaa, skønt hans Lemmer var som gennembankede, saa trætte og ømme. Hjærnen ræsonnerede ikke mere; han gik, fordi han ikke kunde rive sig løs fra det oplyste Vindue. Kvarterslagene var hans eneste Adspredelse; Mellemtiderne udfyldte han paa alle Slags barnlige Maader. Han 190 talte Skridtene, men løb surr i det, da han naaede højt op; han prøvede saa, hvor langt han kunde tælle mellem to Kvarter; men da Kvarteret var gaaet, opdagede han, at han var bleven ved at tælle til Hundrede, uden at holde Regnskab med, hvormange Gange han havde gjort det.

✂ En Gang imellem blev han pludselig skræmt op. Han troede at høre en Raslen henne fra Gadedøren, og naar han vendte sig, syntes han en Skygge gled om det nærmeste Hjørne. Han satte da i Løb derned; men der var ikke en Sjæl at opdage.

✂ De sidste Lygter slukkedes. Oppe mellem Husene hvidnede Luften af den gryende Dag. I den graa Dis listede Skikkelser frem, Koner med Sjal over Hovedet og Mænd med en kort Shagpibe i Munden og Byldt i Haanden.

✂ Betjenten og Vægteren kom op fra deres Nattekvartér, skuttende og strækkende sig i den raakolde Dæmring.

✂ Det oplyste Vindue lyste blegere og mattere, og pludselig da han vendte sig, saá han Lysstriben trække sig tilbage og forsvinde.

✂ Vægteren og Betjenten stod udenfor Huset. Der kom just nogle Arbejdere forbi i det samme. Pludselig troede han at se en herreklædt Skikkelse dukke frem imellem dem og forsvinde.

✂ Han gik hurtigt til; han skammede sig for at løbe. Da han naaede til Huset, hilste Betjenten "Godmorgen". Han kiggede om Hjørnet – intet at opdage. Saa tilbage igen – jo Lyset var slukket.

✂ Var det Arkitekten, der gik? Var det overhovedet nogen, eller var det kun et Foster af hans Fantasi?

✂ Til ingen Nytte altsaa. Hans lange Nat var forgæves. Ingen Vished, ingen Klarhed.

✂ Skulde han vente? Nej – den gamle Husjomfru 191 stod op før Hanegal. Om Arkitekten havde været der, var han der i hvert Fald sikkert ikke mere.

✂ Han slæbte sig hjem; han følte, hvordan Klamheden laa om ham og gjorde Brystet rustent. Han var tør i Halsen, Øjnene sved, og Ansigtet var stift og dødt.

✂ Arbejderne, han mødte, saá forundret paa den forpjuskede fine Herre. Men han gik, ligegyldig for alt omkring ham, stirrende ned i Brostenene, tænkende stadig det samme: Betjenten lo af mig.

192
193