Nansen, Peter BALPASSIAR

BALPASSIAR (2det Kys.)

(Efter Bordet).

I en lukket Veranda, fuld af Planter i Potter og Baljer, sidder

en ung Dame, balklædt, paa en ganske lille Havebænk. En ung

Herre staar ved Siden af hende. Inde fra Lejligheden lyder

Dansemusik.

- De er vist slet ikke til at stole paa, Kandidat Birker?

- Mener Frøkenen noget upassende?

- Ja netop, De er en Hans Kvast. De tror, at alle Damer, der er lidt venlige mod Dem, er forelskede i Dem.

- Nej, Gud fri mig!

- De er oven i Købet uartig.

- Kun høflig.

- Det forstaar jeg ikke.

- Jo, jeg antager, at de unge Damer er altfor velopdragne til at være uvenlige mod en stakkels Fremmed, der ikke har gjort dem nogetsomhelst ondt.

- Kandidat Birker!

- Frk. Krogh!

- De er mig en ubehagelig Person.

- Jeg kan desværre ikke gengælde Artigheden. Tværtimod finder jeg Dem fortryllende.

- Véd De, hvad der er det oprørende ved Dem?

- Nej, det har jeg aldrig tænkt over.

138

- De mener ikke, hvad De siger. De er ens mod alle Damer: lige smigrende, lige smilende, lige utaalelig.

- Maa jeg ikke smile?

- Jo, naar De virkelig mener noget med det.

- Maa jeg smile nu?

Vær nu skikkelig, Birker, og sæt Dem ned. Der er nok en lille Plads ved Siden af mig.

- Nu sidder vi som to forlovede Høns paa en Pind. Aa, maa jeg laane Viften?

- Birker, vil De tale fornuftigt med mig et Øjeblik?

- De vil have den Ulejlighed?

- Nej, jeg vil ikke tale med Dem – gaa!

- Jeg kan ikke ... jeg sidder fast.

- Siig mig, Birker . . . gaar De nogensinde i Kirke?

- Ja-h.

- Hvem plejer De at høre?

- Det kan jeg s'gu ikke huske. Det kommer mest an paa Liget.

- Liget?

- Ja, det der begraves.

- Véd De, hvad man siger om Dem?

- Nej.

- Man siger, at De er Fritænker.

- Det er da ikke sandt! De gør mig helt betuttet. Jeg havde haabet, det kun var noget om Barnemord eller Bigami.

- Fy Birker, saa letsindigt De taler. Man skulde næsten tro, De mente det.

- Saa Gudskelov da, De véd, at jeg aldrig mener, hvad jeg siger.

- Er De altid saadan?

- Ja, jeg er desværre meget fordærvet. Men véd De, hvoraf det kommer?

139

- Naa?

- Jeg elsker ulykkeligt. Gider De høre en trist Historie?

- Birker ... Det er ikke Deres Alvor?

- Aa jo ... Det er akkurat for et Aar siden ... De behøver ikke at vælte Bænken ... Jeg var ung, livsglad, tillidsfuld, forhaabningsfuld – fuld af alt det ædle, en ung Mand bør være fuld af.

- Deres Rygte var dog ikke videre godt.

- Giftig Klaffer, Frk. Krogh. Jeg var næsten uskyldig.

- Var De ogsaa troende?

- Jeg var i Frue Kirke til en Kusines Konfirmation, og jeg stod Fadder til en Vens Barn.

- Har De gifte Venner?

- Ikke gifte, men ...

- Men hvad da?

- Kære Frøken, lad os glide let hen over dette, som det hverken sømmer sig Dem at høre eller mig at fortælle ... Jeg var altsaa ung og uskyldig. Men saa kom jeg paa Bal.

- Var det saa slemt?

- Er det den Maade, De er alvorlig paa? ... Paa Ballet traf jeg hende. Hun var smuk, blændende smuk. Høj, slank, blond, fyrig, dejlige Tænder, en Hud saa fin, en Hals saa hvid ...

- De behøver ikke at gaa videre.

- Jeg var ogsaa straks færdig. Min Viden gaar ikke stort længer. Jeg mangler kun Læberne ... dem kommer jeg til om lidt. Jeg dansede Borddans og 3die Vals med hende – hun bedrog en Løjtnant i Marinen for den sidste. Mens vi dansede af i den første, friede jeg og fik ja. Mens vi spiste Is i den anden, kyssede jeg hende paa Munden ... hede, friske, dunbløde Læber. Jeg glemmer aldrig de Læber. Det kan ikke nytte, De vil rejse Dem, 140 Frøken ... vi sidder fast, til vi begge rejser os paa én Gang.

- De kan spare Dem for Resten af Historien. Næste Dag skrev jeg, at det hele naturligvis havde været Pjank, baade fra Deres og min Side. Jeg bad Dem kun om én Ting – det har De ikke opfyldt. Det er ikke pænt af Dem, Birker, at rippe op i den dumme Historie.

- Aa, Frøken, De siger: dumme ...

- Som om De mente andet? Var det Deres ulykkelige Kærlighed?

- De er saa hidsig, Frk. Krogh. Bare De vilde lade mig tale ud ... Jeg fandt Deres Brev saa fornuftigt, saa rigtigt. Jeg var netop ifærd med at skrive et nogenlunde enslydende til Dem ... Men véd De, hvad jeg aldrig kunde glemme fra vores – ja, jeg tør vel sige: Forlovelsestid? Det var Deres Læber – hede, friske, dunbløde. De Læber blev min ulykkelige Kærlighed. De jog mig ud i Vildskab og Ugudelighed, Opgivelse af Tro, for jeg fandt aldrig, hvad jeg søgte. – Frk. Krogh!

- Ja.

- Nu har vi mødt hinanden efter et Aars Forløb, i samme Hus, i samme Omgivelser ... alt er saa ens.

- Kun at jeg ikke narrer nogen Løjtnant for Deres Skyld.

- Nu har vi haft hinanden til Bords. For et Aar siden var det, jeg friede. Det var taabeligt.

- De behøver ikke at være ugalant.

- Bagefter kyssede jeg Dem. Det var det fornuftigste, jeg nogensinde har gjort.

- Hr. Birker!

- Faktorernes Orden var forkert. Nr. 2 burde have været Nr. 1, og Nr. 1 burde aldrig have 141 eksisteret ... De river Deres Kjole itu, hvis De rejser Dem ... Saa – iaar retter vi Regnestykket.

- Bir-ker!

- Maa jeg saa byde Dem op til Dans. Pas nu paa: en, to tre! Det gik. Lad mig hjælpe Slæbet i Orden!

- Véd De, Birker, at jeg burde være saa vred, at jeg slet ikke talte til Dem?

- Det véd jeg, Frøken. Men det bør formilde Dem, at De har udført en from Gærning. De har givet en arg Tvivler hans Barnetro tilbage.

142

        

143