✂

I.

(Ude paa en Badehusbro sidder to ganske unge Piger, den ene blond, den anden mørk. Fødderne hænger løst ned. De unge Piger holder hinanden om Livet. Maanen skinner pan Vandet).

✂

Den blonde:

Friede han?

✂

Den mørke:

Jeg tror, Du vil. Hvor falder Du paa det?

✂

Den blonde:

Hans Øjne lynede saa forfærdeligt, da han stod og vendte Nodebladene for Dig. Og Du skulde ane, hvor Du var rød i Kammen!

✂

Den mørke:

Vi skændtes. Han er væmmelig vigtig. Han sagde, at han vilde paatage sig at gøre enhver Dame forelsket i sig.

✂

Den blonde:

Jeg haaber da, at Du gav ham et bidende Svar.

✂

Den mørke:

Det kan Du tro. Jeg sagde: De har formodenlig Deres Erfaring fra Diamantdamer og andre Demimonder.

✂

Den blonde:

Du sagde da ikke Demimonder?

✂

Den mørke:

Jo, naturligvis gjorde jeg det.

✂

Den blonde:

Hvad svarede han dog? Blev han vred?

✂

Den mørke:

Nej, han tog det forresten saa nydeligt. Han svarede: Kender De Flora? Og saa 238 fortalte han en frygtelig spændende Historie om en ung Dame, der hedder Flora – Efternavnet vilde han ikke røbe – og som han hver Dag er sammen med. Hun er vidunderlig smuk og alle hans Venner gør Kur til hende, men hun bryder sig kun om ham. Hun er aldeles ingen Demimonde, sagde han, men af pæn Familie og bor hos sin Fader, der er apoplektisk. De har det saa henrivende med hinanden. Han sidder om Aftenen og læser Digterværker højt for hende. Hun har ikke selv Tid og Raad til at følge med i den Slags Ting, men nu udvikler han hendes Aand. Og bagefter laver hun Te til ham.

✂

Den blonde:

Kysser han hende ogsaa?

✂

Den mørke:

Nej, det er ganske platonisk. Han vil ikke profanere deres Forhold, siger han.

✂

Den blonde:

Det havde jeg nu alligevel ikke troet om ham. Jeg troede, at han var saa styg i den Retning.

✂

Den mørke:

De maa have det storartet dejligt.

(En Pavse).

✂

Den blonde:

Se Vandet, det er som Guld.

✂

Den mørke:

Bare vi turde gaa i det nu. Men uden Badedragt, saa Guldet rislede ned ad os. Du vilde ligne den lille Havfrue.

✂

Den blonde:

Og Du Svantevits Datter. Den sorte Hedningepige med den mathvide Hud ... Men ingen maatte se os. Sæt der kom en Baad forbi ... eller sæt Korvetten ...

✂

Den mørke:

ja, hvis han saá mig, døde jeg af Skam.

(Pavse).

✂

Den blonde:

Dér faldt et Stjærneskud. Ønskede Du?

239

✂

Den mørke:

Ja, men det gaar ikke i Opfyldelse. Jeg ønskede det samme i Formiddag, da vi var ude i Skoven og jeg bandt en Ønskekrans. Men den mislykkedes.

✂

Den blonde:

Hvad ønskede Du?

✂

Den mørke:

Det kan jeg ikke fortælle. Det er mit Livs dybeste Hemmelighed.

✂

Den blonde:

Han bandt ogsaa en Ønskekrans.

✂

Den mørke:

Ja. Og den lykkedes. Gud véd, hvad han ønskede ... Det var naturligvis noget med Flora.

(Pavse).

✂

Den mørke:

Jeg kan alligevel ikke forstaa, at de ikke kysses.

✂

Den blonde:

Emma dog!

✂

En Stemme oppe fra Villaen:

Kom saa, Jenny og Emma, det er Sengetid.

✂

II.

(Kadet-Korvetten. Paa Bakken sidder to Kadetter paa en Tovrulle og ryger. Den ene er lille og uanselig, den anden høj og kraftig med spirende Overskæg).

✂

Den store:

Det var en brillant Dag. Yndig Mad, Cigarer med Mavebælte og Masser af Drikkevarer. Han er vældig gemytlig, den gamle. Og slet ikke borneret.

✂

Den lille:

Og de unge Damer?

✂

Den store:

Rigtig flinke Pigebørn. Den yngste, Kusinen – Jenny – er i Maaneskinsarten, lys som en umoden Citron og tynd som en Stilk. Datteren, Emma, er mere yppig og fyrig. Hun gnistrer som Stenkul. Hun er ogsaa langt mere voksen. Og 240 voldsom æggende i sin Tale. Hun vilde absolut vide, hvormange Demimondedamer jeg kendte.

✂

Den lille:

Du kyssede hende vel ikke?

✂

Den store:

Er Du tosset, Dreng! Husk paa, det var første Gang jeg var i Familien ... Gud véd forresten, om hun ikke har haft en ulykkelig Kærlighed!

✂

Den lille:

Hvorfor tror Du det?

✂

Den store:

Jo, undertiden kommer der noget bittert og fortvivlet over hende. Da vi var ude i Skoven, spurgte jeg hende, om vi skulde binde Ønskekrans. Min lykkedes, men hendes ikke. Og saa sagde hun: "Nej, for mig er der ingen Lykke. Gid jeg var død!" Hun saá storartet ud, da hun sagde det. Hun er en mærkelig Kvinde.

✂

Den lille:

Er Du forelsket i hende, Poul?

✂

Den store:

Pyt! Jeg bliver ikke saa let forelsket. Jeg tror ikke paa Kvinderne. Jeg kender dem for godt.

✂

Den lille:

Jeg kan ikke lide, Du er saa blaseret. Gid Du en Gang maatte blive rigtig forelsket i en Dame, som ikke straks overgav sig. Tro mig, Poul, der er Kvinder med rene Tanker og med Hjærter af Guld – Kvinder, som det er værd at sætte Livet ind paa at vinde. Aa, Poul, om vi to en Gang fandt saadanne Kvinder!

✂

Den store:

Lad os ikke blive højtidelige. Hvor har Du Cognaken ... saa kniber vi et Stænk endnu. (Den lille trækker en Flaske op af Lommen og giver ham den.) ... Skaal Du, Kvindens Skaal!

✂

Den lille:

(faar Flasken tilbage og drikker)

Skaal, Poul . . . Hendes Skaal, den ene og enestes!

(Pavse).

✂

Den store:

Johannes!

✂

Den lille:

Ja?

✂

Den store:

Hvem der alligevel var rigtig dødelig forelsket! 241

✂

Den lille:

Jeg tror, det blot gælder om, at man for Alvor vil.

✂

Den store:

Véd Du, hvad jeg ønsker? At vi fik Krig. Til Eksaminer duer jeg ikke. Men naar der blev Krig, vilde jeg udføre Bedrifter saa stolte og tapre, som Ingen endnu har udført. Og naar jeg kom tilbage, hædret og belønnet, vilde jeg knæle ned for hende og sige, at det var kun for hendes Skyld, jeg havde været saa flink. Og saa vilde hun nok elske mig.

✂

Den lille:

Men hvis Du nu faldt?

✂

Den store:

Hvis jeg faldt – ja, saa vilde jeg, idet jeg udaandede, hviske Dig hendes Navn, og Du skulde gaa til hende og sige, at jeg, den dovne og blaserede Poul Müller, var bleven en Helt, fordi jeg elskede hende. Og saa vilde ogsaa det være smukt.

✂

Den lille:

Er det hende, Poul, hende den stenkulgnistrende Pige, Du tænker paa?

✂

Den store:

Jeg tænker ikke paa nogen bestemt. Men hun var nu vist værd at dø for ... Saá Du, der faldt et Stjærneskud!

✂

Den lille:

Ønskede Du?

✂

Den store

(rejser sig):

Ja Du, jeg ønskede. Noget aldeles vanvittigt dejligt!

(Pause).

✂

Den lille

(rejser sig og lægger Haanden paa Skulderen af den store, der staar og stirrer ud over Søen):

Om seks Timer letter vi, Poul . . .

✂

Den store:

Og om otte Timer ... Véd Du, Johannes, at hun har lovet at staa paa Badehusbroen og vifte!