Nansen, Peter ONKEL JOHANNES

✂

I

✂ Flora Sass var stolt af sin Fader. Han var den smukkeste og fineste Mand, hun havde set. Han bar sin begyndende Mave med spænstig Værdighed under pragtfulde hvide Veste, hans hele Person skinnede af Sirlighed, duftede af romerske Bade og Frisør. Og skønt han var nær ved de Treds, rødmede hans smukke, milde, skægløse Ansigt i skær og glat Ungdommelighed. Det graa, næsten hvide Haar syntes kun som et Koketteri, der ydermere fremhævede Grosserer Sass' sjældne Velholdthed.

✂ Men Floras Fader var ikke blot en smuk Mand. Han var ogsaa sød og kær som ingen anden, og om hans Klogskab og Dygtighed hørte Flora kun de højeste Lovord.

✂ Han var Familjens Afgud. Alle søgte de til ham om Raad og Bistand, alle saá de op til ham som en Beskytter, et Overhoved.

✂ Hver Søndag samlede han Familjen i sin efter Datteren opkaldte Villa ude paa en af de stille Forstadsveje. Og her, omringet af taknemmelige Gamle og Unge, sad han som en blid Patriark, udstraalende godt Humør og hjærtevarm Vennesælhed til alle. Flora blussede af Stolthed, naar hun præsiderede ved den ene Ende af dette lykkelige Familjebord, og Faderen ved Desserten – bedende 246 Gæsterne deltage i Hyldesten – drak et Glas med "Husets Blomst", "min yndige Flora Danica", der daglig var hans Husvalelse i den altid nagende Sorg, hans elskede Hustrus tidlige Bortgang havde bragt ind i hans Liv.

✂ Da perlede en Taare i alle Øjne. Men snart brød Solen atter igennem. Og det hyggelige Samvær havde kun faaet en Ynde mere ved dette lette Anslag af de alvorsfulde og følsomme Strænge i Menneskehjærtet.

✂ Efter Bordet deltog Onkel Johannes – saadan kaldtes han af alle i Familjen, nære og fjærne, store og smaa – i Ungdommens Lege. Om Sommeren Enkemand i Haven, om Vinteren Panteleg med Kys paa gammeldags Manér.

✂ Det gik i det hele gammeldags til i den Sass'ske Villa. Det var Hjemmehyggen, Familjeglæderne, som Onkel Johannes satte Pris paa. I Selskabslivet deltog han ikke, og i hans Hus kom der foruden Slægten egenlig kun en eneste: en militært udseende døv Olding, der kaldtes Generalen, men som i sine Velmagtsdage havde været kgl. Kapelmusikus. Nu levede han af sin lille Pension og af de 50 Kr. pr. Maaned, hans Ven og Beskytter, Sass, betalte ham for at sidde i hans Yderkontor. Dér sad han fra 11-3, læste Morgen-Berlingeren og repræsenterede. Som et Tillæg til de 50 Kr. fulgte den gratis Søndags-Middag. Han var en af de mange, Onkel Johannes havde hjulpet. Nu duede han til intet, men Onkel Johannes svigtede ham ikke. Og det endda han langtfra var nogen elskværdig eller omgængelig Person. Altid sur og indesluttet sad han som en Protest mod den muntre Hygge i Familjekredsen. Men – fordi Onkel Johannes nu en Gang for alle havde optaget ham i Kredsen og umiskendelig ønskede, at han skulde 247 behandles som en, der hørte til – vænnede man sig til hans Nærværelse og lod sig ikke forstyrre af hans gnavne Utilgængelighed. Tillige kunde han bruges som Spillemand, naar de Unge en Vinteraften fik Lyst til en Svingom.

✂ Onkel Johannes var konservativ ikke blot i Livsvaner. Han var i alle Forhold en konservativ Mand. Han ærede sin Konge og sin Gud, ikke paa nogen fanatisk, overdreven Maade, men med en stille inderlig Overbevisning. Og han søgte at skærme sit Hus og sin Datter mod alle moderne Letsindigheder. Flora skulde vokse op som en ren og uskyldig Blomst – i sin fromme Moders Lignelse.

✂ Ikke at han ønskede at opdrage hende til en kedsommelig Snærpe. Ingenlunde. Hun skulde være frimodig, sund og livsglad. Men han havde bevaret sit Ideal af den sande Kvindelighed fra Ungdommens Dage. Alle uskyldige Glæder var hende tilladt. Hun kom ikke sjældent i det kgl. Teater, naar der gaves gode og fornøjelige Stykker af den ældre Literatur, og hun fik til sin Konfirmation en Cycle. Det gjaldt blot om at holde de giftige Tidsstrømninger borte fra hendes Barnesind. Derfor sattes hun ikke i nogen Skole, men fik privat Undervisning i Hjemmet sammen med sine mindre bemidlede Kusiner. Herved, som paa saa mange andre Maader, blev Onkel Johannes et Forsyn for Familjen, hvis eneste velhavende Medlem han var. De unge Piger fik rigelige Smuler fra Floras Velstand baade i Klæder, Fornøjelser og Undervisning. Og de unge, mandlige Medlemmer af Familjen hjalp han med Penge til Skole, Handelskursus – ja om det skulde være en Udenlandsrejse i nyttigt Øjemed.

✂ Onkel Johannes vilde skabe Lykke om sig. Han, der selv var begyndt som en fattig Skriverdreng 248 paa et tarveligt Sagførerkontor, vilde, nu da Heldet havde tilsmilet ham og hans Forretning trivedes i voksende Fremgang, tillade sig den Luksus at gøre Tilværelseskampen lettere for den Ungdom, til hvilken Blodets Baand knyttede ham.

✂ Og naar han Søndagaften saá sig om i Kredsen af de flinke og muntre unge Mennesker, der hang ved ham med oprigtig Hengivenhed og Beundring, følte han sig som en lykkelig Mand, der havde naaet, hvad han vilde.

✂ Det bødede paa mange af Hverdagens smaa Fortrædeligheder, Skuffelser, Tab – ja Pinagtigheder og Ydmygelser.

✂ Thi ogsaa for Onkel Johannes, saa skinnende han end syntes, havde Livet sine Skygger. Men derom talte han ikke til nogen, mindst af alle til Flora. Og den eneste, der maaske kunde ane noget, nemlig "Generalen", var som en lukket Bog.

✂ Onkel Johannes' Kontor laa inde i den gamle By, i en af de gamle Gader. Prunkløst var det hele, ogsaa i den Retning tog Sass Afstand fra moderne Væsen. Paa en mørk Andensal i et kedeligt, graat Hus havde han sin Forretning: to Værelser og en Forstue. En tarvelig Porcellænsplade ved Gadedøren bar hans Firmanavn i sort Skrift: Johs. Sass & Co. Han havde aldrig benyttet Reklame og behøvede det ikke heller. Hans Kunder fandt ham endda.

✂ Johannes Sass' Fortrin som Forretningsmand var hans ubestikkelige Hæderlighed og hans Evne til hurtigt at bedømme sine Folk. Han gjorde ofte meget betydelige Omsætninger med stor Risiko. Men han beregnede sig ikke større Fortjeneste af den nye Kunde, som han skænkede sin Tillid, end af gamle prøvede Forbindelser. Og han gjorde altid straks, selv naar hans egen Risiko var 249 forsvindende, sine Kunder opmærksomme paa de Vanskeligheder, Forretningen kunde berede dem. Han skjulte hverken hvad han skulde tjene eller hvad de udsatte sig for. Derfor gik man trygt til ham. Derfor trivedes hans Forretning selv, ja netop i Tider, hvor det var sløjt for andre. Men naturligvis hændte det alligevel, at en og anden, naar det gik galt, fattede Nag til ham. Saadant pinte Onkel Johannes. Og der var Dage, hvor han, mørk i Sindet og med bitre Tanker, som en syg, gammel Mand gemte sig i en Krog af den lukkede Droske, der ved Firetiden førte ham hjem til Villaen. Men naar Flora aabnede Havelaagen, samlede han sig sammen til sin sædvanlige, skinnende Spænstighed. En ekstra Drikkeskilling til Kusken, et Kys paa Floras buttede Kinder – og Solen lyste atter over den Sass'ske Familje-Idyl.

✂

II.

✂ Blandt Nevøerne var der én, som Onkel Johannes elskede højere end de andre. Han hed Nikolaj – i Familjen forkortet til Nik. Hans Fader, en Fætter til Johannes Sass, havde drevet al Slags Agentur-Forretning. Han og hans Kone døde under en Tyfus-Epidemi, da Nikolaj var 10 Aar.

✂ Fra den Dag af havde Onkel Johannes været som en Fader for ham. Nikolaj Sass, der nu var 24 Aar, fortjente ogsaa den Kærlighed, der vistes ham. Han havde været et Mønster paa en flink, flittig og lydig Dreng, og allerede fra sit 18de Aar kunde han næsten ernære sig selv. Om sin Livsgærning havde han aldrig været i Tvivl. Han var et udpræget Forretningstalent, ivrig, hurtig, klar, en Mester i baade den lille og den store Tabel. Han havde nu en smuk Stilling i en mindre, fremadstræbende Bank.

✂ Men Johannes Sass havde større Planer paa hans 250 Regning. Det var hans Drøm at se ham og Flora forenede i et lykkeligt Ægteskab og Nikolaj som Arvtager i sin Forretning.

✂ Herom talte han dog aldrig. Johannes Sass vilde ikke brutalt gribe ind i og ordne det fine Spind af spirende Kærlighedslængsler, som han saá udvikle sig mellem Fætter og Kusine. Men uvilkaarligt anede alle – Flora og Nikolaj vel ogsaa – hvor det bar hen. Hele Familjen glædede sig, stak Hovederne sammen og hviskede, naar Flora og Nikolaj forsvandt i Haven eller fandt hinanden i en ensom Mørkningskrog.

✂ Næst efter sin Fader var der ingen, Flora beundrede saa højt som Nikolaj. Han var saa slagfærdig og vittig – af ham blev hun holdt à jour med alle Hovedstadens nyeste Morsomheder – men tillige var han saa dygtig. Han talte bl. a. ofte om sine Forretninger. Det var næsten det, hun satte mest Pris paa. Hun lærte hurtig at forstaa, at der ikke var noget i Verden saa interessant som at tumle med Penge.

✂ Studenter, Versmagere og andre Aandsaristokrater, forklarede Nikolaj, foragtede Penge, fordi de ingen Fantasi havde til at gøre dem levende. Naar Penge blev levende, lavede de Verdens mest spændende Romaner. Det var Pengene, der gjorde Opfindelser, rejste ud efter baade Sydpol og Nordpol, førte Krig og sluttede Fred. Det var Pengene, som arbejdede for Bismarck'er ikke mindre end for Rothschild'er. Pengene var saa hjælpsomme for dem, der forstod at bruge dem og kommandere dem. De gik i Ilden for den kloge og dygtige. Men Tossehovederne vilde de ikke have noget med at gøre. Man kunde blive ved at fylde dem i Lommen paa en Dumrian, de fandt dog altid et Hul at løbe ud af igen. Men giv en klog Bondedreng en 251 Hundredkroneseddel og den vil yngle saa frodig som en Huntorsk yngler Rogn. Det skulde de s'gu skrive om, de gode Digtere, og ikke om deres Maaneskin og Livssmerte. Saa var der noget ved dem. Og havde Oehlenschläger lavet en Komedie om Rothschild, saa kunde han have kaldt den Lykkens Pamfilius. Men hans Aladdin, den dumme og dovne Dreng, vilde være endt paa Ladegaarden.

✂ Naar Nikolaj talte saadan, syntes Flora, at han var vidunderlig. Og hun glemte, at han var rødhaaret, fregnet og ikke særlig pyntelig. Men til andre Tider greb hun sig i at ønske, at han havde hendes Faders udsøgte Væsen og Optræden.

✂ En Nat drømte hun om ham. Da saá hun ham med Turban paa Hovedet og med Silketrikot paa Benene. Han kom ind til hende, da hun laa paa en Løjbænk og blev salvet efter Badet.

✂ Straks var den Tanke faret hende gennem Hovedet, at det havde været rimeligere, om han var bleven badet og salvet. Men hun indsaa, at det var en grim Tanke og jog den paa Flugt. Siden bevarede hun Drømmen som en sød Hemmelighed.

✂ Flora var næsten 18 Aar. Hun havde al den Skønhed, som den Alder giver en frisk og naturlig Mø. Uden paa nogen Maade at glimre ved fornem Ynde var hun saare sød og behagelig af se. Buttet, rød og hvid, med klare lyse Øjne, hvide Tænder, en munter Opstoppernæse, god Figur, lidt for rundelige Hofter, smaa tætte Hænder og Fødder. Ganske sin Faders Datter. Kun Næsen var en Arv fra Moderen. Johannes Sass' Næse havde den aristokratiske Buelinje.

✂ Om Livet og Verden vidste Flora intet udover det, der kom indenfor Villaens Havegitter. Johannes Sass havde virkelig haft Held til at bevare hende uberørt. Hun levede et lykkeligt Solskinsliv, 252 troende paa det, hun skulde tro; hengiven mod dem, hun skulde elske; tilfreds med det, der var hende beskikket.

✂ Én eneste Gang havde Fristelsen haft sine Garn ude efter hende. En af Kusinerne, et sort Faar i Flokken – nu i Karantæne hos en jysk Præstefamilje – havde laant hende en Bog, som skulde være saa dejlig. Den handlede om en ung Pige. Flora troede, det var en Solstraalefortælling, som hun endnu ikke kendte, og glædede sig til at nyde den i Sengen. Men næppe havde hun læst nogle Sider, før Blodet fo'r hende op i Kinderne og Hjærtet begyndte at hamre voldsomt. Forskræmt bladede hun hurtigt videre, hun forstod knap, hvad hun læste, hun følte kun, at det var noget modbydeligt. Egenlig mindedes hun kun Begyndelsen af et Kapitel, der lød saadan: "Den røde Ampel lyste over Claras Leje. I sit hvide Natlinned laa hun som et beredt Offerlam. Da aabnedes Døren sagte og Alfred traadte ind. Et Øjeblik efter følte hun, at hun ikke mere var Jomfru ..."

✂ Flora læste ikke Bogen til Ende. Hun havde faa Dage efter givet Kusinen den tilbage med den Besked, at det efter hendes Mening var en dum og kedelig Bog. Hun følte ingen Trang til at diskutere sin Forargelse. Og siden havde hun ganske glemt Bogen. Kun dukkede Ampelen over Clara's Leje altid op i hendes Erindring sammen med Drømmen om Nikolaj i Trikot. Det pinte hende og ligesom lagde en Slagskygge over den romantiske Drøm.

✂ ... Det var Foraar og Floras 18-Aars Fødselsdag nærmede sig. En særlig Stemning hvilede over de sidste Søndags-Sammenkomster. Det var, som om alle anede, at en højtidelig Afgørelse forestod. Onkel Johannes saá hemmelighedsfuld ud og 253 blinkede forstaaende til Enhver, der vilde blinke igen. Det var som før en Juleaften.

✂ Da skete det forunderlige, at Flora pludselig blev blegnæbbet og nervøs. Og samtidig blev den ellers saa rare Nikolaj indesluttet, ja muggen og tvær.

✂ Et koldt Pust drog gennem Villa Flora. Der faldt Usikkerhed og Misstemning over Alle.

✂ Ingen forstod, hvad der var sket og hvad der var i Gære. Men ingen undgik at føle en sær Uhygge.

✂ Flora var i Virkeligheden den eneste, der kendte Hemmeligheden.

✂

III.

✂ Grosserer Sass holdt ikke af at blive forstyrret i sit Arbejde. Det vidste Flora, og derfor kom hun saagodtsom aldrig paa hans Kontor. Hellerikke brød hun sig om det. Hun kunde ikke lide de mørke Værelser i den gamle snævre Gade. Straks "Generalen" i Forgemakket gjorde hende ilde til Mode; hellerikke var Faderen nær saa elskværdig paa Kontoret som hjemme. Som han sad dér i en sort Satins-Jakke med Lorgnetter paa Næsen og kiggede i store graa Regnskabsbøger, fik hans Ansigt et strængt Udtryk, som hun slet ikke kendte.

✂ En Formiddag i Begyndelsen af April var hun gaaet til Byen for at besørge nogle Indkøb. Da hun stod paa Kongens Nytorv, opdagede hun, at hun havde glemt sin Portemonnæ. Saadan gik det til, at hun paa Trappen til sin Faders Kontor mødte en af Hovedstadens mest berygtede Levemænd, en efter alle Kunstens Regler udhalet Godsejersøn: cand. polit. Carl v. Løwe. Hun var for opadgaaende; han kom ned mod hende, høj, slank, bleg, fornem. Hendes Maalestok for Herre-Elegance var hendes Fader. Hendes Fader var elegant, som hun fra Teatret kendte Marquis'erne i en fransk 254 Vaudeville: med lyse Benklæder, hvide Gamascher og hvid Embonpoint-Vost, sort Diplomatfrakke og straagule Handsker. Den Fornemheds-Aabenbaring, her mødte hende, virkede som noget uendelig afdæmpet og dog stærkt: sort, høj og mager, sort og tilknappet, sort altsammen uden netop det ganske blege fintskaarne Ansigt – med sort Monocle. Thi han satte Monoclen for Øjet, da han saá hende, og, idet han veg Pladsen for hende paa den smalle Trappe, maalte han hende fra Top til Taa med et forundret, ransagende Blik. Hun skyndte sig forbi, standsede forpustet paa Afsatsen til 2den Sal, kiggede uvilkaarlig ned over Gelænderet og saá til sin Forskrækkelse hans smilende Ansigt vendt op imod hende, opfangede akkurat et Fingerkys, han sendte hende; trak sig saa højt rødmende tilbage, skamfuld, forvirret. Et Øjeblik blev hun raadvild staaende klemt op i en Krog, indaandende med lukkede Øjne den skarpe og søde Parfume – som af Ruslæder og Blomster – der hang i Luften efter ham. Hun turde ikke straks gaa ind i Faderens Kontor, hun var bange for at røbe sin Forvirring. Men da hun kom til at tænke paa, at den fremmede Herre maaske troede, hun blev staaende for at vente paa ham, skyndte hun sig videre op ad Trappen – helt op til Kvisten. Her stod hun anspændt lyttende et Par Minutter, inden hun, nogenlunde bragt til Ro og Fatning, vovede sig ned igen til 2den Sal.

✂ "Generalen" s Plads ved den høje Pult i Forværelset var tom. Men inde fra Faderens Kontor hørte hun højrøstet og vred Samtale.

✂ Hun blev saa uhyggelig til Mode, tænkte paa at liste af igen, da Døren til Kontoret smækkedes op og Faderen viste sig, med Lorgnetterne langt nede paa Næsen og hektiske Pletter paa Panden.

255

✂ "Naa er det Dig! Jeg syntes nok Klokken ringede. Men det døve Spektakel hører jo ingenting."

✂ "Hvad er der dog paa Færde, Fa'r? Du ser saa vred ud."

✂ Pludselig lo Sass, og al Hidsigheden syntes forsvunden.

✂ "Ak ja, mit søde Barn. Det er den General; han er bindegal. Det dovne Asen vil have Gageforhøjelse. Han truer Gud straffe mig endogsaa med Strike. Jeg siger: Han skulde s'gu melde sig i de døvstumme Lammedriveres Fagforening."

✂ Sass var nu kommen i saa godt Humør, at han rent glemte at være gnaven over Datterens Besøg paa Kontoret. Han bad hende blot skynde sig, da han ventede en Forretningsven. Hun fik alle de Penge, hun ønskede, og et Par Kys paa Købet. Han fulgte hende selv ud, men idet hun var ved at gaa ned ad Trappen, sagde han: "Det er sandt, mødte Du nogen, da Du kom?"

✂ Flora plejede ikke at lyve. Men en uvilkaarlig Fornemmelse af, at Mødet med den fine, unge Herre var noget, som hun helst burde fortie, drev hende til en Benægtelse. Heldigvis kunde Faderen ikke se hendes skamblussende Ansigt.

✂ Og saa stod hun atter paa Gaden. Benene rystede under hende, saa betaget var hun af alle de Sindsbevægelser, hun havde gennemgaaet.

✂ Der ventede hende dog noget endnu langt værre.

✂ Faa Skridt fra Huset løb hun saa at sige lige i Armene paa den fremmede Herre.

✂ Han standsede og hilste. "Altsaa kom De dog, dejlige Frøken."

✂ Hans Frækhed lammede hende ganske. Hun kunde hverken flytte Benene eller tale. Den stakkels Flora var som en af hine ofte omtalte 256 Smaafugle, hvem den giftige Slange blot ved et Blik berøver Sans og Samling.

✂ v. Løwe vejrede allerede en letkøbt Sejr for sin Uimodstaaelighed, og da i det samme en tom, lukket Droske kørte forbi, raabte han den an, førte den viljeløse Flora ind i den, slyngede en Adresse til Kusken og tog Plads ved hendes Side.

✂ Flora var en Besvimelse nær. Da mærkede hun hed Aande over Kind og Hals og en Haand, der lagde sig fast mod hendes jomfruelige Barm. En fortvivlet Gispen undslap hende, men i det samme lukkedes hendes Mund af et Kys, der brændte som Ild.

✂ "De er den sødeste, den lækreste lille Backfisch" – hviskede Forføreren, og hun følte, at hans Haand gled langsomt fra Brystet nedover Kjolen.

✂ Skønt fuldkommen uskyldig anede Flora med Kvindens sikre Instinkt den overhængende Fare, og pludselig fik hun Herredømmet over sig selv tilbage.

✂ "De tager fejl, min Herre," sagde hun og rev sig løs. "Jeg er ikke saadan som De tror."

✂ Der var i Klangen af hendes Stemme en saa overbevisende Uskyld, at v. Løwe forstod, han var gaaet for vidt.

✂ "Hvis De rører mig, skriger jeg om Hjælp," fortsatte Flora, medens hun rettede paa Toilettet.

✂ Nu anslog v. Løwe en anden Tone. Med en Stemme, der skælvede af ærbødig Ømhed, bad han Flora om Tilgivelse. Hans Lidenskab var løben af med ham. Hans eneste Undskyldning var, at hun ganske havde betaget ham ved sin Yndighed.

✂ Uden at lade sig mærke med det gunstige Indtryk, hans forelskede Ord gjorde paa hende, sagde hun med stolt og kold Værdighed: 257 "Det eneste, jeg forlanger af Dem, er, at De standser Vognen og lader mig gaa."

✂ "Som Adelsmand og Mand af Ære sværger jeg Dem, at De kan være tryg. Jeg skal hellerikke længere paatvinge Dem mit Selskab. Men først maa De love at tilgive mig. Tillige beder jeg Dem om Tilladelse til at hilse paa Dem, naar jeg møder Dem."

✂ I Grunden forekom denne Anmodning Flora, der var ukendt med det højere Selskabslivs Etikette, en Smule latterlig. Imidlertid fandt hun det klogest at svare:

✂ "Jeg véd jo ikke en Gang, hvem De er."

✂ "De har Ret"," svarede han. "Mit Navn er Carl v. Løwe." Han tøvede et Øjeblik for at nyde den Virkning, hans fornemme Navn gjorde paa den unge Dame. Derpaa fortsatte han:

✂ "Nu skylder De mig en Præsentation. Jeg er meget nysgærrig efter at erfare, hvem den unge fortryllende Person kan være, som jeg mødte paa saa obskur en Trappe. Jeg forsikrer Dem: det var som en Aabenbaring af en Lysets Engel ved Indgangen til Helvede."

✂ Hun nød den poetiske Forklaring af hans Overraskelse, var paa Nippet til at navngive sig som den bekendte Grosserer Johannes Sass' Datter, besluttede dog at forlænge Fornøjelsen ved hans Nysgærrighed og sagde skælmsk:

✂ "Jeg havde Forretninger i det Hus. Men hvad havde De dér at gøre?" Og for ikke at synes dum og skinsyg tilføjede hun: "Sagtens et Stævnemøde?"

✂ v. Løwe svarede: "Jeg skal være ærlig. Jeg kom fra min Aagerkarl."

✂ Og da hun maabende stirrede paa ham, fortsatte han: 258 "Ja, for Fanden. Han er godt nok kendt. Blodsugeren Sass."

✂ I samme Nu splintredes Vognruden. Kusken holdt Hesten haardt an og sprang af. Men forinden havde Flora allerede smækket Døren op og var styrtet ud. Det hele foregik saa hurtigt og uventet, at Løwe ikke fik Tid til at gribe ind.

✂ Flora var flygtet og forsvunden.

✂

IV.

✂ I to Uger havde Flora bevaret den forfærdelige Hemmelighed i sit forpinte Hjærte. Hun vidste hverken ud eller ind. Aldrig før havde hun kendt nogen alvorlig Sorg. Hjemmet, Faderen og de kærlige Slægtninge havde rejst en skærmende Mur om hende, bevaret hende for al styg Indflydelse udefra.

✂ Et grusomt Tilfælde havde pludselig revet Sløret fra hendes Øjne, havde hvirvlet hende ind i Livets plumrede Flod, havde sat hidtil aldrig anede Lidenskaber og Tanker i Bevægelse.

✂ Endnu sved i hendes Sjæl den Fornærmelse, v. Løwe havde udslynget mod hendes Fader. Men endnu brændte ogsaa paa hendes Læber de Kys, han havde røvet fra hende.

✂ Hun følte sig til Mode, som om hun var bleven offenlig klædt nøgen og brændemærket. Men til sin dybe Forsmædelse maatte hun indrømme, at det ikke blot var Skam, hun følte. Ellers var vel heller ikke i hendes Drømme saa ofte Billedet af den skønne blege Forfører vendt tilbage.

✂ Overfor Faderen forsøgte hun at fordoble sin Ømhed. Men Synet af Nikolaj var hende ligefrem imod. Og det kunde ikke undgaas, at den brave 259 Knøs mærkede det. Hans lyse Ungdomsmod var brudt. Han blev sær og pirrelig.

✂ - – Da Johannes Sass en Tid forgæves havde udfoldet sin diplomatiske Elskværdighed for at bringe de lykkelige Tilstande i Villa Flora tilbage, besluttede han, skønt det var hans Natur imod, at anvende sin fædrene Myndighed.

✂ En Dag opgav han til Floras Forundring sin Middagssøvn. Han gik først med elastiske Skridt et Par Omgange om den store Plæne, derpaa traadte han rask ind i Dagligstuen og sagde til Flora:

✂ "Kom med mig ind i mit Værelse. Jeg har noget at tale med Dig om."

✂ Flora anede, hvad der forestod, og rustede sig til Tavshed. Men da hun sad overfor ham og han, seende hende kærligt i Øjnene, tog hendes Hænder og bad hende have Fortrolighed til ham, som jo dog holdt saa inderligt af hende – da følte hun, at hun gjorde Uret baade mod ham og sig selv ved ikke at tale.

✂ Og, under mange Afbrydelser af Graad og Skamfuldhed, fortalte hun alt, hvad der var foregaaet mellem hende og v. Løwe. Men da hun kom til hans Ytringer om Faderen, tav hun brat og var ikke at bevæge til at tale.

✂ "Nuvel," sagde Sass. "Du behøver heller intet at sige. Jeg gætter, hvad den fine Kavaler har sagt. Han har kaldt mig en Aagerkarl – ikke sandt?"

✂ Flora nikkede og brast paany i Graad.

✂ "Saa, saa" – sagde Faderen og klappede hende smilende paa Kinden.

✂ Flora saá forundret paa ham. At han kunde tage det saa roligt. Og en vidunderlig Følelse af Tryghed greb hende. Der var dog Ingen i den vide Verden som hendes Fader. Og under stigende 260 Beundring hørte hun sin Fader mildt og sagtmodigt give følgende Forklaring:

✂ »Ja, jeg er det, som taabelige Mennesker kalder Aagerkarl. En Karl, der driver Aager. En Mand, der laaner Penge ud mod ublu Renter.

✂ Saa meget kender Du, min Flora, til Forretninger, at Du véd, der til lille Risiko hører lille Fortjeneste, til stor Risiko stor Fortjeneste. Sætter Du Penge i Nationalbanken eller lad mig sige i Landmandsbanken, er Du glad ved at faa 4 à 5 Procent. Men sætter Du dine Penge i en Hr. Løwe, maatte Du være bindegal, om Du ikke tog det fire- eller femdobbelte. Endda blev Du maaske snydt med den Forretning. Nu – det hører til, naar man vover noget: snart stort Tab, en anden Gang endnu større Gevinst.

✂ Altsaa v. Løwe maa betale mig 25 pCt. Er det mon for meget? Mon Nogen vilde gøre det billigere? Eller hvis Nogen vilde det, hvorfor mon han saa kommer til mig?

✂ Nej Du, hverken Nationalbanken eller Landmandsbanken eller nogen Bankier eller nogen Sagfører vil laane v. Løwe en rød Øre, hvis han ikke møder med to solide Kautionister, hvad han ikke gør. Derfor, naar han skal bruge 1000 Kr. til at more sig for eller betale Gæld med, kommer han til mig. Og hos mig faar han Pengene paa sit smukke Ansigt. Hvem bringer han mig som Kautionister? En Løjtnant i Husarerne maaske med 1200 om Aaret og 20,000 Kr. Gæld. Maaske ogsaa en Volontør i Kancelliet med 600 Kr. og Udsigt til Avancement om fem Aar. Paa sit smukke Ansigt faar han Pengene. Ikke fordi jeg tror, at han vilde føle Samvittighed ved at snyde mig; men fordi jeg regner med, at han af Hensyn til sit fine Navn og sin fine Familje ikke tør snyde mig.

261

✂ Nu spørger jeg: er det noget at gøre Væsen af. at jeg paa de 1000 Kr., jeg anbringer i v. Løwe, tjener 250 Kr. om Aaret? Eller tror Du, at hans andre Leverandører lader ham slippe billigere?

✂ Med de 1000 Kr. betaler han muligvis de smukke Klæder, han fik for et Aar siden. Hvad tror Du, de Klæder har kostet Skrædderen? 800 Kr.? Ja vist. 700 Kr. ? Næppe det. Skal vi sige 600 Kr. Saa regner vi snarere for højt end for lavt. Jeg siger ikke noget til det. Skrædderen skal betale Husleje og Kommis'er, han løber en Risiko og han skal leve med Kone og Børn. Men jeg siger: Skrædderen tager flere Procenter end jeg.

✂ Eller maaske v. Løwe bruger de 1000 Kr. til at klare sin Kafé-Gæld. Han har drukket fine Vine og spist god Mad med Venner og Veninder. Tror Du, at Restauratøren overlader ham sine Vine og giver ham Kredit mod almindelig Bankrente? Han vilde selv dø af Sult og Tørst, om han gjorde det. Nej, han maa beregne sig baade 50 og 100 Procent.

✂ Hvorfor kaldes jeg da Aagerkarl, mens de andre agtes som hæderlige Næringsdrivende? Jeg skal sige Dig det. Fordi de andre maskerer deres Geschäft, medens min Forretning er den eneste umaskerede i Verden. Fordi jeg handler med Penge og de andre med Varer. – Naar en Dame køber en Silkekjole, aner hun i Virkeligheden ikke, om hun faar Valuta for det, hun erlægger. En Uendelighed af Masker dækker Forretningen – fra det Øjeblik, Silken sættes i Væven og indtil hun gør sin Entré i Balsalen med Silkekjolen brusende om sig. Men Pengene, Folk køber hos mig, kan enhver se og tælle. Og naar de skal betales med de flere Penge, hvorved jeg skal have min Fortjeneste, saa skriger Kunderne op, som om de blev flaaet." 262 Sass havde talt sig varm. Han rejste sig og gik frem og tilbage, mens han fortsatte:

✂ "Som om de blev flaaet! Af mig, der ikke kan taale at se noget Dyr, endsige noget Menneske lide ondt! Flora, Du véd det, om ingen anden i Verden véd det. Og mig kalder v. Løwe en Aagerkarl! Nej, min lille Pige, lad Forargelsen vende sig andetsteds hen. Der er Steder nok. De Folk, der søger mig, er ikke fattige og elendige Stakler. Jeg tager ikke Aagerrenter af det Brød, Sypigen spiser, eller af det Kul, den udslidte Vaskekone varmer sig og sine elendige Børn med. Jeg giver mit Bidrag baade til Samaritanen og Børns Bespisning og Brændselshjælpen. Eller har jeg nogensinde ladet en Stakkel gaa uhjulpen fra min Dør? Du, Flora, véd det.

✂ Nej, de Folk, jeg gør Forretning med, er enten begavede unge Mennesker, hvem ingen Andre vil forstrække med Penge til at komme over de vanskelige Aar, eller det er rige Folks Sønner, som hos mig skaffer sig de Lommepenge, som deres Hr. Fader ikke vil give dem. De første bliver undertiden ved min Hjælp store og ansete Mænd. De sidste lider s'gu ingen Nød, selv om deres Arv bliver nogle Tusinder mindre.

✂ Og siden jeg nu en Gang er bleven tvungen til at tale til Dig om min Forretning, som jeg hidtil har tiet om – ikke fordi jeg skammer mig ved den, men fordi jeg saa længe som muligt vilde skaane Dig for Tanker, der kunde forbitre din lykkelige Ungdom – nuvel, siden jeg er begyndt, saa vil jeg ogsaa i Dag forklare Dig, hvorfor jeg ikke lader "Generalen" i Stikken, skønt han er baade uopdragen og besværlig. Han var min første Kunde. Han var den Gang en herlig Musiker, alle de fineste Damer sværmede for ham og tog Timer hos ham. Som alle Kunstnere var han letsindig, 263 smed om sig med Penge. Jeg hjalp ham. Der gik nogle Aar. Saa blev han døv. Hvordan handlede nu hans fornemme Venner mod ham? Ikke én hjælpende Haand rakte de ham. Og han vilde være gaaet til Bunds, vilde have endt i den yderste Nød og Elendighed, om ikke jeg, hans Aagerkarl, havde taget mig af ham, havde kvitteret ham hans betydelige Gæld til mig og sat ham paa mit Kontor. Tror Du, jeg regner paa hans Taknemlighed? Tror Du ikke, jeg véd, at han altid i sit Hjærte kalder mig for en Aagerkarl? Det gør mig intet. Jeg kan ikke glemme, at den Mand gav mig Handsel. Der var Lykke ved ham, ikke for ham selv, men for mig. Jeg synes, jeg skylder ham meget.

✂ Og nu, Flora, kender Du din Fader. Du vil ikke mene, at jeg har løjet.

✂ Nu kender Du din Fader og Du kender Verdens Dom om ham. Det er kommet, før jeg ønskede det. Jeg syntes, Du var for ung og uerfaren."

✂ - – Johannes Sass tav. Han havde under de sidste Ord sat sig ved sit Skrivebord, med Blikket fæstet paa det kolorerede Fotografi af hans afdøde Kone, der hang paa Væggen bagved.

✂ En Taare brød frem i hans Øjne.

✂ Da følte han sin Hals omslynget af to bløde Arme, en fugtig varm Kind lagde sig ind til hans Ansigt, og en Stemme hviskede i hans Øre:

✂ "Min egen søde Fa'r. Vær ikke vred paa mig. Synes Du, jeg har været meget styg?"

✂ Han drog hende ned paa sit Knæ. Han kunde ikke tale af Bevægelse.

✂ Da ringede det paa Entréklokken.

✂ Flora rødmede. Og underfundigt smilende sagde Sass: "Hvem mon det kan være?"

✂ .... Da Nikolaj et Par Timer senere forlod Villaen, var der atter Foraar i hans Hjærte. Men 264 Flora bad den Aften med særlig Andagt sin Aftenbøn, og hun slumrede ind med en taknemlig Følelse af, at hun nu for Alvor var bleven et voksent og livserfarent Menneske.

✂

V

✂ Floras attenaarige Fødselsdag fejredes med stor Kalas paa en af Hovedstadens fineste Restaurant'er.

✂ Saadan havde Johannes Sass villet det. Han, der ellers var et saa udpræget Hjemmemenneske, ønskede at give denne Højtidsdag en særlig Pomp. Desuden var der i Villa Flora langtfra Plads nok til at dække op for de halvfjerdsindstyve Personer, som den samlede Familje udgjorde.

✂ Da Selskabet under Tonerne af Mendelsohns Bryllupsmarsch drog ind i den elektrisk oplyste, hvide Empire-Spisesal, stimlede baade Restaurantens Personale og Stamgæster til for at nyde det festlige Skue. Det var som et Triumftog. I Spidsen Johannes Sass med Slægtens ældste, en 80-aarig Frøken i pensé Silkekjole. Derpaa fulgte Flora i hvidt Tyll, ført af Nikolaj, der med megen Sikkerhed bar sin nye, elegante Kjole og kun generedes af de uvante Lakstøvler. Derpaa fulgte i mer eller mindre god Orden 35 andre Par. Særlig Opsigt vakte den velkendte Levemand Carl v. Løwe, der, bortset fra "Generalen", var den eneste Gæst udenfor Familien. Han var indbudt i Egenskab af intim Forretningsven, og han nød den Ære at have til Borddame Slægtens næstældste Tante. Det havde været et lidt vanskeligt Øjeblik at komme over, da Johannes Sass præsenterede ham for sin Datter, men v. Løwes verdensmandsagtige Sikkerhed havde ikke svigtet ham. Ulige vanskeligere blev det for ham med koldblodig Beherskethed at 265 slippe forbi Tilskuerne, hvoriblandt var flere af hans gode Bekendte.

✂ Festen formede sig til en Ovation for Johannes Sass. Det ene Medlem af Familien efter det andet stod op og bevidnede ham Taknemlighed og Højagtelse. Der var ikke Ende paa de Lovord, som lød over Onkel Johannes. For hans kærlige Hjærte, hans Retsindighed, hans Hjælpsomhed.

✂ Tilsidst rejste Onkel Johannes sig og takkede. Han endte med en Skaal for sin første Kunde, Generalen, og for den kæreste af sine sidste Kunder, Hr. Cand. polit. Carl v. Løwe, der begge gjorde ham og hans Datter den Ære at deltage i denne Familjefest. Særlig takkede han v. Løwe for hans Nærværelse, hvori han saá et Tegn paa, at han havde forstaaet endnu paa sine ældre Dage at knytte sine Kunder til sig ikke blot forretningsmæssigt, men ogsaa venskabeligt. Generalen var jo, som han udtrykte sig, forlængst sat à la suite, men i Hr. v. Løwe tillod han sig at se en Repræsentant for sin nuværende faste Kundekreds, hvilken han bad overføre hidtil udvist Velvillie paa hans Efterfølger i Forretningen, hans kære Svigersøn Nikolaj Sass. Det vilde være ham en Beroligelse at vide, at Hr. v. Løwe vilde betragte sig ogsaa som en Ven af Nikolaj.

✂ Naar v. Løwe ikke besvarede denne Skaal, var det, som han sagde, idet han drak et privat Glas med Onkel Johannes, fordi han ikke var Taler.

✂ Det behøvedes heller ikke. Hele den Sass'ske Familje kappedes om at vise v. Løwe, hvor skattet en Gæst han var i Kredsen. Skønt han ikke befandt sig ganske vel – han troede, det var en begyndende Influenza – og derfor havde besluttet at trække sig tidligt tilbage, fastholdtes han til langt ud paa Natten.

✂ Efter Middagen lagde Onkel Johannes Mærke til, 266 at v. Løwe, da der blev budt Cigarer om, ingen tog, men forsøgte at liste en af sine egne op af Vestelommen. Øjeblikkelig ilede han til og sagde: "Min kære Ven! De tager fejl. Det er ikke Restauratørens Cigarer. Saa naiv er jeg dog ikke. Pokker skulde betale 50 Øre for en almindelig Stinkador, naar man kan have en virkelig fin Havaneser med Mavebælte for 10. De kan trygt tage en af disse Cigarer. Det er mine egne Kaffe-Cigarer, som De ofte før har gjort mig den Ære at rose."

✂ Og han slap ikke v. Løwe, før han havde givet ham god Ild.

✂ Men da Johannes Sass og Flora ved Daggry kørte hjem, begge lykkelige, men trætte af Festens Anstrængelser, lo pludselig Sass hjærteligt og højt.

✂ "Hvad ler Du af?" spurgte Flora søvndrukken.

✂ "Jeg tænker paa, hvordan unge Hr. v. Løwe imorgen vil prale overfor sine adelige Bekendte af den fine Middag han har været til. Jeg dinerede igaar – vil han sige – hos min Bankier, min gode Ven Johannes Sass. En brav Mand, en Pokkers nydelig Datter og en flink elskværdig Svigersøn. Kort sagt, et Hus, jeg sætter Pris paa at komme i."

✂ Flora lo, stadig halvt i Søvne.

✂ "Du er storartet, Fader. Tror Du ikke ogsaa, det ender med at Nikolaj og v. Løwe drikker Dus?"

✂ "For Guds Skyld, Barn, lad os ikke haabe det. Det vilde blive Nikolaj en dyr Historie."

✂ Men hvad Flora ikke fortalte, hverken sin Fader eller Nikolaj, var, at v. Løwe ud paa Natten, da hans Upasselighed ved Hjælp af megen Whisky var gaaet over og han svang hende i en Sagtevals, havde hvisket til hende: "Jeg fik et Kys hos Dem sidst. Jeg glemmer det ikke. De skal faa det igen med Renter. Efter Husets sædvanlige Diskonto." 267 Fræk og uforskammet var han. Men unægtelig mere blændende end Nikolaj.

✂ Og i hendes Jomfrudrømme om det tilstundende Bryllup med Nikolaj dukkede foruroligende ofte v. Løwes blege Ansigt op. Det lyste siden over hendes Brudeleje og det var næppe nok forsvundet, da hun, som en nydelig, men lidt truntet Matrone, under Onkel Johannes' bedstefaderlige Henrykkelse, rullede sine to Førstefødte rundt i Villa Floras fredlyste Have.