✂

ANSIGT TIL ANSIGT

✂ Et Par Gange hver Sommer plejede den unge Forfatter Kandidat Erik Prahl at tage ud i Dyrehaven – altid til samme Sted – for i Ensomhed at nyde Naturen og samle Studier til sine literære Arbejder.

✂ Hans Venner, der aldrig havde hørt ham udtale et begejstret Ord over en skøn Egn, en henrivende Udsigt, paastod, at han fuldstændig manglede Natursans, og at de yppige Skov- og Havedekorationer i hans Bøger var uvirkelige og ufølte, med en Ordpragt og Farveglød, der skulde dække over Tomheden.

✂ Han selv sagde, at han maatte være Ansigt til Ansigt med Naturaanden Pan, for at denne kunde faa Magt over ham; at dette i mer eller mindre Grad var Tilfældet med alle, og at den paniske Skræk jo netop var et Bevis for den Indflydelse, som Ensomheden havde paa Naturens Magt over Menneskene.

✂ Derfor tog han hvert Aar to, tre Gange alene ud i Dyrehaven – – –

✂ Han laa udstrakt paa Ryggen under et mægtigt Bøgetræ, med Hænderne flettede sammen under Nakken; Hatten var falden af, og hans bløde, blondgule Haar faldt ned over hans høje, fint aarede Pande. Der var, som han laa dér og stirrede frem mod de drivende, pudrede Skyer paa den rene Sommerhimmel, noget smertelig træt over hans næsten 8 kvindelig fine Ansigt og et hjælpeløst Udtryk i hans tilslørede blaa Øjne, hvis skiftende Smil og Alvor Kvinder holdt saa meget af at fordybe sig i, fordi de aldrig vidste, naar de fangede ham selv deri.

✂ Det var i Middagstiden, og Skoven var tom for Mennesker. Den hvilede i lykkelig, uforstyrret Harmoni; Solen skinnede skraat ind paa Stammerne og dryssede gennem Bladene Guld ned paa fjorgammelt Løv. Hen over Toppene drog sig en sagte Susen, en varmt aandende Kærligheds-Hvisken. Ellers var der saa lydløst tyst, at et Blads Falden til Jorden hørtes som en fin Knitren i det tørre Løv.

✂ Det gik Erik Prahl, som det kunde gaa ham, naar han i Kongens Have saá en Flok legende Børn, eller naar han en Søndag Eftermiddag mødte en tarvelig Borgerfamilje, der glad i sin beskedne Lykke traskede med Madkurven ud ad Alléen; som det gik ham, hver Gang hans urolige, utilfredse Hjærte stødte sammen med noget, der aandede Fred og Harmoni.

✂ Han følte sig da som stillet overfor noget fremmed, der uden at ville det blev ham fjendligt; som han til daglig væbnede sig mod med et medlidende Smil, en overlegen Satire, der kun efterlod Bitterhed hos ham selv, men som i Dag blev til angstfuld Uro, en Manen frem af hans Livs "hvad" og "hvorfor", der flakkede som en Flamme i Trækvind.

✂ Skovens mægtige, selvtrygge Fred lagde sig knugende paa hans Bryst; Trætoppenes Susen, der gik fra Top til Top, langt bort i det uendelige, æggede hans irritable Nerver.

✂ Skovgudens Latter klang bag Træet, hvorunder han laa ...

✂ Han vilde flygte, men blev liggende uden at røre sig. En Edderkop, der kravlede hen over hans blanke, solbeskinnede Støvle, fik ham til at fare 9 sammen; han vilde knuse den, men turde ikke af Skræk for at dræbe her i Ensomheden.

✂ Om der stod Mænd dér bag Stammerne, Mænd med Knipler og Knive i Læderbælter? Om den tykke Gren, der strakte sig frem over hans Hoved, var raadden og faldt ned og knuste ham?

✂ Han prøvede paa at tænke paa Dagmar, den lille brune Butiksjomfru; men det var, som om Kniplerne begyndte at svinge frem bag Træerne, som om Grenen deroppe begyndte at vippe. Han lukkede Øjnene og laa et Sekund ventende det forfærdelige.

✂ Da han atter slog Øjnene op, hang Grenen latterlig rolig og solid paa sin Plads.

✂ Det gav et Stik igennem hans Bryst: "Hvad Du dog er for en jammerlig fejg Karl."

✂ "Hvem er Du i Grunden, store Forfatter, der er taget ud – for at samle Indtryk til Naturbeskrivelser? Hvem er Du, hvorfor lever Du her paa denne Jord, som Du spadserer hen over med lakerede Støvler?"

✂ "Og hvad har Du en Gang været?"

✂ Hvert Spørgsmaal var ham et nyt Stik i Brystet, der bange pressede sig sammen, saa Aandedrættet syntes at ville standse, mens Hjærtet slog tungt og hurtigt. Og de opskræmte Tanker arbejdede for at fange Traadene i hans Liv.

✂ - – – Han saá en spinkel lille Dreng med Tornyster paa Ryggen, der kilede ned ad Gaden, hvor Sneen laa i høje Driver, saa den lille Fyr næsten helt blev borte mellem dem. Der susede et Par Sneboldte om Drengens Øren, og Graaden sad ham i Halsen. Nu var han ved Trappen foran det gamle Hus. Hvor han dog stavrede op i en Fart! Og ind at smide sig med Ansigtet i Skødet paa den 10 blege unge Kone, der hvilede i Lænestolen og som klappede ham paa hans blonde Krøller, mens han græd ud i hendes Skød.

✂ "Du lille stakkels Kujon – min egen lille Erik, naar vil Du dog blive Dreng som de andre?"

✂ "Naar dog?" Det var, som En stod bag ved ham og spurgte. Men det døde hen i Trætoppenes hviskende Sus.

✂ Han mindedes en Dreng, saa blød og saa god. Han saá ham staa i det halvmørke Kabinet med Panden trykket imod Ruden, stirrende ud i den snavsede Efteraarsaften paa Regnen, der skyllede ned paa de toppede Brosten. Og Barnet bad: "Kære Gud, lad Moder leve; tag mig i Stedet – hvorfor kan Du ikke lige saa godt tage mig, som ingen bryder sig om? Du skal, Gud. Hører Du, Du skal!"

✂ Han saá den samme Dreng lidt ældre, doven i Skolen, læsende Romaner, gode og daarlige, i al sin Fritid; han saá ham sidde og gruble over, hvordan han dog skulde bære sig ad med at græde, hvis hans Fader døde. Og han bad, at hans Fader maatte leve saa længe, til han blev voksen nok til, at han lærte at græde. For det gik jo ikke an, at en Søn stod med tørre Øjne ved sin Faders Grav.

✂ De havde staaet saa skarpt og tydeligt, Billederne fra hans Barndom, og dog saa vemodigt fjærnt. Men Barneskikkelsen havde han givet sit eget Ansigt, som det nu var, og der var noget uhyggeligt ved dette Barn med de store, sanselige Øjne.

✂ Der gled en Taage hen over Minderne, en Taage, hvorfra der steg bange Suk, som Skibsbjælkernes Klage, naar Bølgerne bryder sig mod dem.

✂ Han saá atter Billede paa Billede dukke frem. Han fandt i dem alle et Ansigt, der var hans, og 11 dog skreg det i ham, mere og mere angstfuldt fortvivlende: "Hvor finder jeg mig selv?"

✂ "Mig selv, almægtige Gud, – mig selv?"

✂ Tunge Minder fra Feriebesøgene derhjemme kom op; Faderen og han, der sad uforstaaende overfor hinanden, mens Faderen talte haarde Ord til ham, der forblev stum med Bitterhed og Haan i Sindet; Søskende, der, bebrejdende uden Ord, med taarefyldte Øjne hørte ham docere Meninger, som han ikke selv troede paa.

✂ Ikke troede paa. Netop det var det, at han ikke troede, troede paa ingen og intet.

✂ Nej, men han troede jo dog, havde jo dog sine Anskuelser, sin Livsbetragtning!

✂ Han fik Kvalme ved det Ord "Livsbetragtning"; han rødmede ved at tænke det Ord til Ende.

✂ Han, der intet vidste, intet havde tænkt til Bunds, intet havde levet, intet havde prøvet; – han, der ikke kunde sige et alvorligt Ord uden at tage Selvironiens Smil paa Slæbetov.

✂ Og nu det, han skrev. Hvad vilde han? Hvad var hans Maal? Kunde han, der til Viden havde kun ynkeligt Vraggods, til Tro kun vage Sympatier, til Følelser kun opstyltede Ord med Efterklang af andres Følelser – kunde han have nogetsomhelst at udrette? Han, der for at skaane sin Fader gik paa Akkord med, hvad han vilde sige, fordi han følte, at hans Alvor ikke kunde bære Byrden af at gøre andre Sorg, og som dog ved alt, hvad han skrev, kun vakte Forargelse hos dem, der holdt af ham – kunde han nogensinde finde et Ord, der vilde vække Genklang hos en eneste?

✂ Var det da alt kun en flot Overfladiskhed, en egenkærlig Forfængelighed?

✂ Var der da intet, der var ham selv?

✂ Han prøvede at gentage i sin Erindring nogle 12 begejstrede Passus, han havde skrevet den foregaaende Aften, og som han havde fundet smukke, da han læste dem højt for sig selv i Stuens dæmpede Lampelys. Hvor de tog sig lyssky ud her i den stærke Sol, der brød Flosklernes tynde Skal og flossede dem i Trevler, og hvor Billederne saá grelt-sminkede ud i det ædruelige Dagskær!

✂ Han laa kuet og sammenkrøben under sit Livs haanende Anklager. Han forekom sig selv foragtelig og latterlig i sine ny elegante Sommerklæder, i sine lyse, pletfri Handsker og med sin sivtynde, guldknappede Stok, hvoraf intet var betalt, og han saá sig i Tankerne stillet sammen med sine Søskende i deres tarvelige Dragter. Og dem havde han altid beklaget, fordi de ikke kendte til at nyde Livet.

✂ Han kom saa til at tænke paa, hvordan han da havde nydt Livet, og han lod alle de Kvindeskikkelser, der dannede Rammen om hans "Liv", passere Revue.

✂ Alle fortalte de ham, hvor smuk han var; alle elskede de hans Øjnes gaadefulde Spejl, hans Munds Amorsbue. Og han, han havde varme, hidsende Ord, bløde, smeltende Stemninger til dem alle, forstod saa godt at spinde dem ind i sig, at de aldrig uden Smerte slap ham. Men midt i al denne Rus stod han beregnende i sine Kærtegn, uden Kærlighed, uden stærke og løftende Følelser for en eneste. Det, han nød, var Tributen til sin Skønhed, de smigrende søde Ord, der kildrede hans Forfængelighed, og naar han havde nydt dette, kastede han den ofrende til Side, ikke plumpt og haardt, men saa blødt og varsomt, at han under Tiden ikke selv vidste, om det var ham eller hende, der rev Spindet itu.

✂ Men de havde dog elsket; han naaede aldrig ud 13 over Kærligheden til sig selv. Skulde han det aldrig?

✂ Hans Hoved smertede; Tvivlen og Angsten pressede Blodet til Hjærtet, og hans Gane var sammenpresset tør. Graaden trængte sig op; men det blev kun til spændte Trækninger i Ansigtet; og denne Graad uden Taarer syntes ham et spottende Billede paa hele Tomheden i hans Liv.

✂ Han fo'r sammen i nervøs Rystelse ved smaa hurtige Skridt inde fra Skoven. Men da han fik set, at det kun var to unge Damer i lyse Sommerkjoler og med røde Parasoller, der kom henne mellem Træerne, fra den smalle Skovsti, skammede han sig over sin barnagtige Spøgelsefrygt ved højlys Dag. Forvirret og ør i Hovedet rettede han sig op, fik akkurat Tid til at indtage en nonchalant Stilling støttet op mod Træet og til at gribe den udslukte Cigaret, der laa ved Siden af ham i Græsset.

✂ De unge Damer havde faaet Øje paa ham, og han følte, at de hviskede om ham. Idet de passerede forbi, med lidt febrilske Skridt, som Soldater, der marcherer under Fjendens Ild, faldt Eftermiddagssolen saa fristende varm paa deres hvide Nakker, og han hørte den ene sige: "Hvor han var smuk!"

✂ Han sprang op og rystede Uhyggen af sig. Han saá sig omkring i Skoven. Saa det var dér mellem de solplettede Bøgetræer, at han havde set Røvere; saa det var den gemytlige gamle Knastgren dér, der havde villet slaa ham ihjæl! Og han svippede til den med sin Stok, saa smuldrende Mos regnede ned over ham.

✂ Saa tændte han sin Cigaret og skyndte sig efter de to Damer ad Vejen ned til Taarbæk. Han gik rank og let, nynnede saa smaat og smækkede Hoveder af Fandens Mælkebøtter, der voksede i 14 Ansigtet af hans Skygge, som løb ind over Græsrabatten ved Kanten af Stien. Snart havde han indhentet Damerne, og da han gik dem forbi, sendte han dem et triumferende smilende Blik, som blev besvaret.

✂ Nede paa Strandvejen var der livligt med Damer og Herrer, som promenerede efter Middagen, med Herskabsvogne og Omnibusser, som kom fra Banegaarden. Her i dette pulserende Liv fandt han atter ganske sin Ligevægt. Langsomt, sin Skønhed bevidst, drev han ned gennem Taarbæk, fangende Damernes Blik, trækkende i Form af kokette Smil Veksler paa fremtidige Møder.

✂ Ved Bellevue standsede han. Bøjet frem over Rækværket foran den skraanende Plæne stod han og stirrede ud over Sundet, der laa og vuggede sig blødt som i en Hængekøje.

✂ Hans Blik fulgte en lille Damper, der søgte over ad Skaane til, og, mens unge Tanker fyldte hans Bryst, pressede han overmodigt Tænderne sammen og krusede Læberne til et Smil. Og idet hans Haand langsomt gled ned fra Rækværket, mumlede han hen for sig:

✂ "Quand même – Livet er lyst, og jeg skal vel vide at fange Lykken."

✂ Saa gik han dovent ned mod Anlægsbroen.

15

✂

FRA ET DØDSLEJE

✂ Sagfører Holst og Fuldmægtig Smidt sad en Aftenstund og talte sammen i Smidts Lejlighed.

✂ "Og saa blev hun gal?" spurgte Holst.

✂ "Ja, saa blev hun gal."

✂ "Det er s'gu underligt."

✂ "Hvad for noget er underligt?"

✂ "Aa – jeg mener, det er underligt, at der er Folk, som kan blive gale af Religionsskrupler. Mig generer Religionen aldrig – egenlig har jeg aldrig været besværet med Anfægtelser i den Retning. Egenlig tror jeg aldrig, jeg har haft, hvad man kalder Tro – jeg hører snarest til de fødte Fritænkere."

✂ "Ja – Du, men saadan noget afhænger ogsaa af Hjemmet, og hun havde et meget ortodokst Hjem."

✂ "Hvad er Faderen?"

✂ "Urtekræmmer. Han hører til de Vakte. Og saa da Datterens Frafald kom, laa der jo et Hus. Hun blev behandlet som spedalsk. Hendes Søskende talte ikke til hende, og ved Morgen-Andagten, som hun blev tvungen til at overvære, bad Faderen hver Dag Gud oplyse det stakkels forvildede Barn. Hvert Øjeblik kom Familjens Sjælesørger og havde hende til aparte Behandling."

✂ "Og det hjalp ikke?"

✂ "Jo, det hjalp. Hun blev gal."

✂ "Tror Du da saa ikke, Faderen følte Samvittighedsnag?"

✂ "Nej, jeg tror, han betragtede det som en Naade.

16

✂ Hellere det, end at hun skulde have vandret fremdeles i Mørket, som det hedder i Jargonen."

✂ Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde Holst:

✂ "Kan Du forstaa, Smidt, at Folk gider bekymre sig om, hvad andre tror eller ikke tror? Det er dog for Fanden noget, der kun vedkommer en selv. Andre, synes jeg, det maa være nok, at man er hæderlig og elskværdig, hverken stjæler eller slaar ihjæl."

✂ "Nej Du, ikke Folk, der virkelig tror. For det hører jo med til Troen, at den mener at være den ene ægte og uforfalskede. Og saadan en Saligheds-Monopolist kan naturligvis ikke fordrage, at man tvivler om hans Monopol – eller paa, at der i det hele taget er en Salighed."

✂ "Men fordi man tvivler, hvad gør det ham, naar han blot tror -"

✂ "Ja, tror. Men Tro er jo dog ikke noget anderledes, end den nok en Gang imellem kan trænge til lidt Bestyrkelse. Og det styrker saa rart, naar man kan faa andre til at mene det samme. Hver Tvivler er en Angriber."

✂ "Det skulde Du fortælle en Troende. Han vilde vist blive glad over at høre, at al hans Omhu for Medmenneskers sjælelige Vel er flad Egoisme."

✂ "Ja, som Regel er det Forklaringen. For ingen skal bilde mig ind, at Folk, der ellers just ikke er saa omhyggelige for deres Medmennesker, netop paa det Punkt skulde være saa rørende. Saadan ganske i Almindelighed tror jeg nok, man med Sindsro vil finde sig i at se sine Medskabninger blive lidt stegte i Helvede. Nej, som Regel er Egoisme Forklaringen, og saa kan man jo ogsaa nok forstaa, at en Troende ikke holder af at omgaas en Fritænker, for selv om man ikke taler om de 17 Ting, er dog blot den andens Nærværelse, hans Person, en Protest mod det, man har sat sin Tillid til."

✂ "Ja, det er nu noget, jeg aldrig har kunnet faa ind i mit Hoved, at Folk gider forbitre sig det, de har, med at spekulere over det, de faar, eller om de i det hele taget faar noget. Det er dog en højst aparte Lyst den at tilbringe sit Liv her med at spekulere over det næste, problematiske Liv. Det er et oprørende Spild af Tid. Og jeg sætter nu, at et saadant Menneske fik Ret, og at han efter Døden virkelig havnede i et nyt Liv – han vilde jo, Gud hjælpe mig, øjeblikkelig spolere det ved at give sig til at gruble over, hvad der saa vilde følge. Jeg for min Part kunde nu slet ikke udholde den Tanke, at jeg skulde begynde et nyt Liv, naar jeg vel var færdig med dette. Hu-ha – dette evige Liv gør mig blot ved Tanken saa træt, saa søvnig."

✂ "Men det kan ogsaa tænkes," sagde saa Smidt, "at der er andet med i Spillet. Som nu med Urtekræmmeren. Dér kommer jo det meget væsenlige til, at han var hendes Fa'r. Og selvfølgelig er det ikke en Fa'r behageligt, at hans Børn vandrer lige lukt ind i Fordømmelsen, og det gjorde hun jo efter hans Tro."

✂ "Gud ske Lov Du, at jeg dog har haft en Fa'r, der var fornuftig nok til at være indifferent. Hvordan var egenlig din?"

✂ "Han var saadan, at han ikke kunde taale at se mig, da han døde."

✂ "Hvorfor har Du aldrig fortalt mig om det? Saadan noget interesserer mig voldsomt. Naar jeg hører derom, er jeg til Mode, som jeg hørte et Æventyr. Jeg faar et Kig ind i en Verden, som jeg slet ikke kender."

✂ "Aa, der er Ting i ens Liv, som man ikke har 18 Lyst at fortælle til enhver Tid – som, ærlig talt, er for alvorlige dertil. Men jeg skal dog, nu i Aften, siden vi en Gang er kommet til at tale derom, og hvis Du virkelig bryder Dig derom, fortælle Dig det."

✂ "Det er nu seks Aar siden, at Fa'r døde. Jeg havde ikke set ham i fire Aar. I fire Aar satte jeg ikke mine Fødder i Fa'rs Hus, i fire Aar, Du, veksledes der ikke Brev imellem os. Religionen var Skyld deri. Jeg kunde ikke tro; han fordrede, at jeg skulde tro. Ikke sandt – det lyder saa lidt, saa ringe det: han vilde, jeg skulde tro?

✂ Jeg havde en gammel Tante, der sagde: "Kære Oscar, Du er da ogsaa saa besynderlig stædig. Din Fa'r beder Dig gøre ham en Tjeneste, og Du siger nej. Naar Du saa endda kunde nævne nogen rimelig Grund?"

✂ Jeg svarede: "Bedste Tante, jeg har den Grund, at jeg ikke kan."

✂ Véd Du, hvad hun saa sagde? Hun sagde: "Det er mildest talt noget Vrøvl, Oscar. Du kan ikke. Hvad vil det sige? Da jeg var ung, troede jeg ikke, jeg kunde spise gule Ærter; men da Mo'r sagde, jeg skulde, gik det meget nemt. Min Dreng, man kan, hvad man vil og hvad man skal."

✂ - Jeg var i den Periode ivrig Deltager i Studenterlivet. Der blev holdt et offenligt Studentermøde – Du husker det vist? – hvor jeg mere aabenhjærtig, end jeg maaske nu vilde gøre, men tillige med virkelig Varme udtalte mine Anskuelser. Referatet kom i Bladene, og Fa'r læste det.

✂ Næste Dag overraskede han mig med et Besøg – det blev det sidste. Han sagde, at jeg havde skændet hans Navn; at jeg gik Veje, der gjorde mig fortjent til alle hæderlige Folks Afsky og Foragt; 19 han sagde mig en hel Del mere, end jeg troede at burde finde mig i, og saa véd Du, hvordan det gaar. Det ene Ord tog det andet; alt det, der i lang Tid havde gæret i os og samlet sig op, kom til Udbrud, og saa stod vi dér overfor hinanden som to uforsonlige, hadefulde Fjender. Og dog stemmede vi i saa meget overens, havde saa mange fælles Interesser, at vi, om ikke den forbistrede Religion med sin Fanatisme havde været, kunde have været saa uendelig meget for hinanden. Han endte med at sige mig, at han fra denne Dag ikke kunde betragte mig som sin Søn, og at han ikke vilde have sit Hus besmittet med Vantroens Gift.

✂ Han gik, men der var saa dyb en Smerte i hans Sorg, saa meget knust Livsmod, at jeg vaklede. Ti det er det store og det vanskelige Spørgsmaal: Hvor langt har man Lov til at gaa? Der hører ialfald stærk Overbevisning til for at have Ret til at volde Mennesker, der holder af os, Sorg."

✂ "Nej Du," – afbrød Holst ham – "dér holder jeg absolut paa Individets Ret. De gamle har desuden levet deres Tid – nu er Turen til os."

✂ "Ja, ja, det vilde vel desuden blive umuligt at finde Grænsen. Men jeg kunde heller ikke bøje mig – oprigtig talt, jeg var for sandhedskærlig til at indgaa Kompromis. Men det blev tunge Tider for mig. Det, min gamle Tante sagde, var nu den komiske Side af Sagen. Men Du kan tro, det er ingen hyggelig Tanke at vide, at hjemme sidder en Familje og græder over en; at det, der synes os saa uvæsenligt, synes dem det eneste, alt. Det er saadanne Dage, hvor en Moder ønsker sit Barn ufødt; hvor man selv forbander denne Forældre-Kærlighed, der er udræbelig. Jeg har liggende her i mit Skrivebord Breve fra min Søster, der er skrevet med en saa himmelstormende Lidenskab, at 20 det ofte synes Vanvid. De er skrevet i den første Tids Fortvivlelse. Hun har skreget til Gud; hendes Breve er Jakobsbønner, en Kamp paa Liv og Død om min arme Sjæls Frelse. Ofte blev de ogsaa til rasende Anklager mod mig; hun dukkede sig i Profeternes Ildhav for at øse deraf Forbandelse paa Forbandelse, Brøde paa Brøde over mit skyldbelastede Hoved. Der var ikke den Skændsel hun skaanede mig for, ikke den Straf i Himmel og Helvede, uden at hun hentede den ned i en syg Fantasis tøjlesløse Billeder.

✂ Det fik endda være, alt dette. Naar man har sit Arbejde og er glad derved; naar man er ung og sikker paa sit Maal, saa har man ogsaa Frejdighed nok til ikke at lade sig skræmme; saa kan man naturligvis nok være bedrøvet til Tider ved at tænke paa det eller det, men det forstyrrer ikke vor Glæde ved at være til og leve med i Livet.

✂ Men saa kan der ogsaa komme Dage, hvor ens Tanke er mat, ens Sind er tynget af baade det ene og andet, og saa staar man hjemløs i Verden – en stakkels vingeskudt Fugl over Havet.

✂ Da rejser man sig i Had mod den Sværmer, der vilde være en Tvedragt mellem Brødre og Søstre, mellem Forældre og Børn; han, der sagde sig at være Kærlighedens Gud, og som tændte Hadet, mens han bad: Fred være med Eder! Han, af hvis Korsfæstelses-Træ der er rejst Galger og tændt Baal i den ganske Verden; han, hvis Navn tilbedes i en Sky af Blod og Skrig, og hvis Lære har stinkende Ligbunker til Sejrens Milepæle.

✂ Verdens Frelser, Du!"

✂ Han havde rejst sig i Fortællingens Hede, alle de gamle Smerter vaktes paa ny, mens han talte; de maatte have Luft, og han glemte, at det var kun en simpel Historie, hán vilde fortælle.

21

✂ Han var gaaet op og ned i Stuen, voldsomt gestikulerende. Nu standsede han foran Holst, der sad og stirrede forbavset paa ham. Og han kom uvilkaarlig til at smile af sin Heftighed.

✂ "Jeg blev lidt bange for Dig, Smidt! Saadan har jeg aldrig set Dig."

✂ "Aa Du, det kommer en Gang imellem over mig med saadan en Rovdyr-Lyst til at flaa."

✂ "Men det er vist meget usundt -"

✂ "Ja, det er det vist ogsaa. Men nu skal jeg nok dy mig. Det maatte bare have Luft."

✂ Og han satte sig igen og fortsatte lidt efter Fortællingen:

✂ "Jeg havde i over et Aar ikke hørt hjemmefra. Min Søsters Breve var for længe siden ophørte. Men af Bekendte fra Egnen vidste jeg, at Faders Helbred kun var daarligt, og at Huset var stadig i Sorg. De omgikkes næsten ingen, kun Præsten og et Par ivrig Troende. De havde søgt Trøst, maa ske ogsaa Forladelse for mine Synder, i en mørk Pietisme, en lyssky Religion, der trak sig tilbage indenfor sine egne fire Vægge og hadede Livet udenfor. Kom mit Navn en sjælden Gang paa Tale, nævntes jeg som en Afdød. De vilde intet vide om min Færden. Kun én Gang havde Fader – det var mens min Søster endnu skrev til mig, og hun fortalte mig det – spurgt til mig. Han havde sagt: "Er Oscar stadig den samme?" Og da min Søster tav, sagde han: "Godt. Du skal intet fortælle. Jeg forstaar -"

✂ Hvert Aar til Faders Fødselsdag havde jeg skrevet; jeg fik siden at vide, at Brevene blev brændt ulæste.

✂ Saa kom en Dag Præsten hjemmefra op til mig.

✂ Han fortalte, at Fader laa for Døden, og han bad mig rejse derned. Hjemme vidste de intet om Præstens 22 Skridt, men den skikkelige Mand mente, han ikke kunde forsvare at lade Fader og Søn skilles uden et forsonende Ord.

✂ "Jeg ønsker ikke at kende Deres nuværende Anskuelser," sagde han til mig; "men er det Dem muligt, saa bøj Dem en Smule. De kan tro mig: overfor en Døende har man Lov til at slaa lidt af paa sin Stolthed. Blot et første forsonende Ord fra Dem, og jeg er vis paa, at Deres Fader, som aldrig – husk vel paa det – er ophørt at elske Dem, vil være glad over at have faaet sin Søn tilbage."

✂ Samme Dag fulgtes Præsten og jeg derned.

✂ Vi talte kun lidt paa Rejsen; men saa meget fik jeg dog ud af ham, at han i den senere Tid ofte havde talt til Fader om, at det ikke at ville se mig sikkert var at gaa for vidt. Men Hovedsummen af Faders Ytringer herom havde været: "Hvorfor skulde jeg se ham? Blot Synet af ham, der en Gang var mit kæreste Haab og som siden blev mit Livs Smerte, vilde vække al Fortvivlelsen til Live igen. For mig er min Søn død. Det dulmer dog at kunne tro det."

✂ I den lille By blev jeg betragtet som et Dyr i et Menageri. Man saá sky til mig og holdt sig lidt bange tilbage. Det var formodenlig ikke saa meget mine Anskuelser, man var bange for, som det, at jeg var en Banlyst. Det var med meget Forbehold, at Byens Honoratiores, som jeg kendte fra gamle Dage, besvarede min Hilsen.

✂ Jeg tog ind paa Hotellet, og lidt efter gik jeg hjem. Efter Aftale med Præsten kom jeg umeldt, da det jo ellers var muligt, at man ikke vilde modtage mig. Du kan tro, det var med underlige Følelser, jeg efter saa mange Aars Forløb gensaa mit Hjem. Man bliver blødt stemt, naar Ens 23 lykkeligste Dage pludselig manes saa levende frem gennem de Ting, der omgiver En. Men jeg tilstaar det – da jeg var paa Trappen og kom til at tænke paa, hvordan jeg egenlig nu vendte tilbage – ikke søgt og ventet som kær Gæst, ikke som Sønnen, der er vant til at betragte Faderens Hus som et Sted, hvor han med Rette hører hjemme; men som en Fremmed, en Tigger, der skulde bede om Forlov, en angrende Synder, der bad om Tilgivelse – jeg tilstaar det: jeg var ved at vende om. Hvorfor trænge mig paa et Sted, hvor man helst var fri for mig? Jeg maatte kue alle de oprørske Tanker, kun tænke paa dette ene, at dér bag disse Mure laa min stakkels Fader døende og dog maaske med Trang til at sige sin Søn et godt Ord til Farvel, for at bekvemme mig til at ringe paa.

✂ En Tjenestepige, jeg ikke kendte, lukkede op. Hun saá forundret paa mig, da jeg spurgte om Frøkenen. Hun var aabenbart ikke vant til at se fremmede Ansigter i Huset.

✂ Hun bad mig vente i Dagligstuen. Jeg husker, at jeg rystede, da jeg stod dér. Der var uforandret som i gamle Dage, kun lidt mere falmede saá Betrækkene og Tæpperne ud. Intet nyt, intet, der ellers tydede paa, at Aar var svundne. Kun én Forandring lagde jeg Mærke til. Et Portræt af mig som Student, der havde hængt over Sofaen, var borte. Derimod stod endnu paa Skrivebordet et gammelt Daguerrotypi af min Søster og mig som smaa.

✂ Da jeg havde ventet et Øjeblik, kom min Søster ind. Hun var bleven gammel i de Aar.

✂ Hun saá nysgærrigt hen mod den Fremmede, men i samme Nu gav hun et svagt Skrig. – "Oscar!"

✂ Jeg sagde: "Jeg er kommen, Emilie, for at se 24 til Fa'r. Har Du intet Ord at sige mig til Velkomst?"

✂ "Vi havde ikke ventet Dig." Hun saá til Siden; men der var Taarer i hendes Øjne.

✂ "Er det nødvendigt, vi mødes saaledes?" spurgte jeg, og gik hen og tog hende om Livet – som saa ofte i gamle Dage.

✂ Et Øjeblik kæmpede hun. Saa bøjede hun sig ind mod mig og skjulte sit Hoved ved min Skulder. Hun græd, saa hun ikke kunde sige et Ord. Der var saa meget haardt, der skulde smelte først.

✂ Siden, da vi sad sammen og talte om Fader, sagde hun, at han i de sidste Dage ikke havde nævnt mit Navn; men hun troede nok, at jeg var hans Tanke Dag og Nat. Han laa under Tiden og kastede sig paa Sengen i stor Sjælenød. Hun hørte ham bede, naar han var ene; han bad saa angstfuld til Gud om Kraft, Styrke – altid det samme.

✂ "Jeg tror gærne," sagde hun, "at han vilde tilgive og dø med Forsoning, men han tør ikke; og maaske har han Ret; men jeg véd ikke – jeg kan dog ikke tro, Oscar – det vilde være saa skrækkelig haardt!"

✂ "Naar han ser Dig" – føjede hun til – "saa bli'r han dog maaske blød, og jeg tror, han vil være roligere bagefter."

✂ Det var ud mod Aften, at jeg gik ind i Sygeværelset; Gardinerne var trukne for, Lampen endnu ikke tændt, saa der var næsten mørkt.

✂ Jeg hørte bag Skærmbrædtet en svag, forpint Stønnen.

✂ "Er det Dig, Emilie?"

✂ Jeg kunde ikke svare Du, Stemmen sad mig fast i Halsen, og da jeg gik om bag Skærmbrædtet, hen mod Sengen, var jeg ved at synke i Knæ.

25

✂ Han laa med lukkede Øjne og trak Vejret tungt. Den ene Arm laa ovenpaa Tæppet.

✂ Jeg bøjede mig ned og kyssede Haanden.

✂ I det samme slog han Øjnene op.

✂ Han sagde kun mit Navn, men der laa i Tonen tusinde ophobede Lidelser.

✂ "Fa'r, jeg kommer for at bede om Tilgivelse."

✂ "Kommer Du med Fred, Oscar? Har Herren omsider ramt dit genstridige Hjærte?"

✂ Der var en saa angstfuld Forhaabning i hans Ord, at jeg forbandede mig selv, at jeg ikke kunde lyve. Jeg kunde ikke – jeg blev liggende tavs.

✂ "Saa er Du da den samme!"

✂ Og nogle Sekunder var der lydløst tyst.

✂ Men saa med ét rejste han sig med al sin Kraft over Ende i Sengen. Uvilkaarlig rejste jeg mig ogsaa.

✂ "Og nu kommer Du her for at gøre mig mine sidste Timer endnu tungere. Hvad vil Du, Oscar? Tilgivelse? Men jeg, din Fader, siger Dig: Herren din Gud, hvem Du har spottet, han tilgiver Dig ikke. Jeg havde en Søn, som Gud gav mig at vogte. Og nu skal jeg staa for hans Aasyn, og naar han kræver mig til Regnskab, saa skal jeg sige: Min Søn har jeg ikke mere. Du gav mig ham, at jeg skulde gøre ham til din, og han gik ikke dine Veje. Min Søn er fortabt.

✂ Forbandet være den Dag, du fødtes! Forbandet være den Dag, da Du vendte hjem, en Spotter som da Du gik.

✂ Gaa Oscar! Gaa, siger jeg! Mit Hjærte taaler ikke at se Dig!"

✂ Sindsbevægelsen havde udmattet ham; han sank tilintetgjort sammen.

✂ "Du maa gaa, Oscar," sagde min Søster, der var 26 kommen til ved de højrøstede Ord. "Dette dræber Fa'r!"

✂ Lidt senere besøgte hun mig paa Hotellet; Fader var falden i Vildelse; hun ventede ikke, der var langt igen til Døden. – Han døde om Natten, uden Bevidsthed.

✂ Allerede næste Dag rejste jeg. Jeg kunde ikke udholde at være med til Begravelsen."

✂ - – Der blev tavst. Smidt tændte sin Cigar, der var gaaet ud under Fortællingen. Saa sad de og stirrede ud i Værelset hen mod Kakkelovnen, hvor de sidste Stykker Kokes skrattende faldt sammen, og de strøg i Tavshed flere Gange Asken af Cigaren.

27

✂

KÆRLIGHED

✂ Sommermiddagens Sol laa rolig og brændte Konsulens Landsted i Skodsborg. Fruen tog sig en lille Skraber før Dampbaadens Ankomst; den unge Herre, Studenten, var inde at gøre Kroket-Kur til Professorens Døtre. Konsulen var ventet med Dampbaaden fra Staden.

✂ Saa havde de Forlovede da Havestuen med Verandaen til fri Disposition og kunde benytte disse ensomme Øjeblikke til en liden Kærlighedsduet.

✂ Han laa i en lav Gyngestol og røg, ved Siden af en Slags Rør-Chaiselongue, hvor Frøkenen hvilede mellem Puder, med Kjolen faldende ned over Anklerne, som viste broderede Strømper i kokette smaa Sko.

✂ Ud over Verandaen saás Sundet, der brødes i Blink under Solen.

✂ Midt i et Drag af Cigaren gabede han.

✂ "Johan – Du gabede!"

✂ "Aa-aah ja Du, det er saa varmt!"

✂ Hun fik travlt med at holde en kinesisk Vifte for Munden.

✂ "Julie – Du gabede!"

✂ "Det er det daarlige Eksempel, der smitter. Vær lidt morsom, Johan!"

✂ "Se, hvor Vandet er grønt dér langt ude!"

28

✂ "Du er utaalelig." Og hun slog ham over Benene med Viften.

✂ Han rettede sig op i Stolen, skubbede den nærmere til Chaiselonguen og bøjede sig ned over hende for at kysse hende. Men hun fjærnede ham med Viften, som om han var en Flue, og sagde:

✂ "Kære Johan, Du véd at jeg holder skrækkelig meget af Dig; men Du, Sommeren er egenlig ikke til at være forlovet i – saadan forlovet med Kys -; den er altfor varm."

✂ Lidt gnaven havde han trukket sig tilbage, men iaa nu atter dorsk i Stolen.

✂ "Ja, søde Julie, Du har vist Ret – ak ja!"

✂ Hun vendte sig om imod ham, støttet paa Albuen, og saá drillende paa ham.

✂ "Kan Du ikke hellere gøre lidt Kur til mig? Som før vi var forlovede? Det er ikke nær saa generende – ikke nær. Man burde aldrig ha'e Lov til andet om Sommeren."

✂ "Ærlig talt, Julie, finder jeg, Du kan være tilfreds med den Kur, der bli'er gjort til Dig. Først Kammerjunkeren, saa den lille Adjunkt, saa Studenten, saa -"

✂ "Du er vel ikke jaloux, Johan?" Og hun vendte sig saa stærkt om imod ham, at hun maatte støtte med den ene Fod ved Gulvet.

✂ "Nej, Gudskelov, min Pige! De Børnestreger er vi da færdige med -"

✂ "Hør, siig mig nu egenlig Johan" – hun lagde sig atter tilbage og stirrede op i Loftet – siig mig, mener Du virkelig, at det er saa dumt at være jaloux?"

✂ Han saá hurtigt paa hende. Hun laa ubevægelig.

✂ "Ja-a, ser Du – det er, som man ta'er det. Vi f. Eks. synes jeg nu egenlig ikke egner os dertil. Der skal stærke Følelser til – jeg mener, 29 saadan mere voldsomme. Og vi er saa rart afdæmpede ..."

✂ "Ja, saa rart afdæmpede – under Tiden kunde jeg fristes til at mene for afdæmpede. Men det kender Du vel ikke noget til, Johan – de Følelser? For ikke sandt, det er barnagtigt af mig at mene saadan noget?"

✂ "Aa – nej, barnagtigt just ikke. Men det andet er saa anstrængende, og saa oven i Købet om Sommeren. Nej Du, en stille Gøren-Kur er langt behageligere -"

✂ "Jeg tror, Du tillader Dig at gøre Nar af mig?"

✂ "Nej, sødeste lille Julie; men Du sa'e det jo!"

✂ "Ja, ja vist ja! Og jeg mener det naturligvis ogsaa, og det gør Du ogsaa, ikke?"

✂ "Jo – naturligvis."

✂ Og atter blev der tavst. Julie betragtede sine Sko; Johan laa udstrakt i Stolen med Hovedet helt bag over for at følge Røghvirvlerne.

✂ Pludselig spurgte hun:

✂ "Johan, har Du nogen Sinde truffet to rigtig forelskede, jeg mener to, der var saadan, hvad man i Romaner forstaar ved at være forelskede? To, der vilde dø for hinanden?"

✂ "Jeg har en Gang kendt to, der var alt for hinanden; som kun levede, kun aandede nær ved hinanden."

✂ "Fortæl mig lidt derom."

✂ "Ja, hvis Du er oplagt til at høre, skal jeg fortælle deres lille Historie, eller rettere hans, for hende kendte jeg kun gennem ham."

✂ "Du bliver saa alvorlig, Johan. Er det noget sørgeligt?"

✂ "Nu kan Du jo selv dømme. Faar jeg Lov at sidde ved Siden af Dig?"

✂ Hun rejste sig og gav Plads.

30

✂ Da han havde sat sig hos hende og taget hendes Haand, begyndte han:

✂ " For nogle Aar tilbage var min intimeste Ven Knud Petersen. Han var Søn af en rig Grosserer og var allerede godt paa Veje til at blive Faderens Kompagnon. Knud var i den Periode det, som I Damer med en mystisk Betoning kalder: lidt vild; men for Resten var han ikke værre end vi andre, blot havde han nogle flere Penge. I vores Kreds gjaldt han for at være en Pokkers rask Fyr; i de Ældres Samtaler blev han ofte kaldt let og løs.

✂ Du kan saa forstaa, at jeg blev aldeles forfjamsket, da jeg en Morgenstund, uforberedt og intet anende, modtog Forlovelseskort fra ham. Ærlig talt troede jeg først, det var gjort for Narrestreger, det med at sende Kort; men da jeg kom op til ham, traf jeg ham straalende glad, og ved Siden af stod hans Forlovede, en køn. ung Brunette, lige saa straalende.

✂ Vi arrangerede et Sold for ham for at fejre Begivenheden, og Festtalerne kom med mange Vittigheder over denne "ny omvendte". Men da han rolig havde hørt paa det altsammen, rejste han sig og holdt en formelig Afskedstale. Denne Aften var den endelige Afslutning paa en Periode af hans Liv, hvorfra han ganske vist vilde bringe mange glade Minder med, men som decideret nu maatte være forbi. Han havde nu faaet et Maal for sit Liv; han havde fundet Vejen til Lykken, som maaske mange af os troede var en Fabel, men som ikke desto mindre eksisterede for den, der forstod i rette Tid at gribe til. Vi sad og hørte forbavsede paa ham, men tænkte: det gaar vel over.

✂ Men Du, det gik ikke over. Vi skulde faa end mere Grund til at forbavses.

✂ Siden Gildet havde han ganske trukket sig bort 31 fra sin gamle Omgangskreds, og det var nu kun rent tilfældigt, naar jeg traf ham.

✂ Saa en Dag overraskedes Verden ved at erfare, at Knud, som den Gang var 23 Aar, var begyndt at studere Medicin. Han havde opgivet Handelen, havde forladt Faderens Kontor og var, efter at have modtaget den Gamles Forbandelse, flyttet hjemmefra.

✂ Det var nok gaaet til paa følgende Maade. Faderen skal være en yderst ubehagelig Karl, tyrannisk og i sin Forretning nær ved Grænsen af det uhæderlige. Nu, mens Knud førte sit glade Ungkarleliv og ikke interesserede sig videre for sine alvorlige Beskæftigelser, gik alt godt. Han mødte paa Kontoret, lod, som han arbejdede, og tænkte over intet.

✂ Efter Forlovelsen blev det anderledes. En skønne Dag kom det til et Sammenstød mellem ham og Faderen, der ikke taalte Kritik over sine Forretningsprinciper. Det blev fra den Dag værre og værre. Knud havde kun Valget mellem at adlyde eller gaa.

✂ Og saa gik han, efter sin Forlovedes udtrykkelige Ønske. Og ser Du, det betød ikke saa lidt endda; – det betød, at Knuds Fremtidsudsigter blev meget problematiske, at Bryllupet, der skulde have staaet om kort Tid, blev skubbet mindst seks, syv Aar ud i Tiden. Ikke sandt, Julie, der hørte megen Tro, meget Mod til for at gøre det, fremfor alt megen Kærlighed? Og hvad var det egenlig, der fordredes af ham? At han skulde gaa en Smule paa Akkord med sin Hæderlighed, lukke Øjnene for et og andet. Og til Gengæld for det en rig Fremtid, Opnaaelsen af hans varmeste Længsel, Bryllupet.

✂ Han valgte det andet.

✂ Han flyttede ind i et lille, tarveligt Værelse, 32 levede utrolig sparsommeligt. Hans Liv var i tre Aar en Række af Heroismer, som kun den, hvis Tilværelse er knyttet til én stor, alt beherskende Følelse, evner at føre til Ende. Han blev en Saga i den studerende Verden. Man smilede ad hans Fanatisme, men man maatte, naar man var ærlig, beundre ham – og tilmed misunde ham. For han var det lykkeligste Menneske, jeg har set. At møde ham med hans Forlovede var at faa et Glimt fra en Verden, en Livsførelse, der er lysere, finere og bedre end den almindelige. To lykkelige, smilende Børn var de at se paa, følende blot det at drage Aande tæt op ad hinanden som en Nydelse.

✂ Hun arbejdede med ham, hjalp ham at skrive Kollegiehefter af, læste højt for ham, naar han var træt, botaniserede med ham. En Dag fortalte han mig om hende; han lagde Armene om min Hals og sagde med Taarer i Øjnene: "Jeg er bange for, at jeg har faaet mere af Lykken end jeg har Ret til." Og disse Ord, der blev sagt simpelt og ligefrem, rummer mer end de største Lovtaler kunde sige.

✂ De arbejdede sig frem, Tomme for Tomme, til deres Maal. Hver Dag var et vundet Stykke; de talte Dagene til den store Dag, da Eksamen var taget, og de blev ikke trætte af at lægge Planer.

✂ Han var nu naaet saa vidt, at første Del af Eksamen stod for Døren; man vidste, at han vilde faa den glimrende.

✂ Saa – det var ved Foraarstid – blev hun syg. Jeg mødte ham en Dag paa Gaden, og han fortalte mig det. Men han lo, fuld af Haab og Mod, og sagde: "Det betyder intet; vi har overanstrængt os – det er det hele. Lidt Feber og Mathed, saadan en rigtig Foraarssygdom."

✂ Han havde skuffet sig. Det blev en snigende Feber, som langsomt, men sikkert tog hendes Liv.

33

✂ Det var svære Tider for ham, svært at læse til Eksamen; men han, som kendte, hvad det var at tvinge sig, tvang sig til at tage den, og hans straalende første Karakter var den sidste Glæde, hun fik med sig.

✂ Hun døde, Du.

✂ Hvad dette betød for ham – ja Du græder, Julie; Du fatter det. Ikke sandt, det maa have været en Sammenstyrtning for ham af alle Begreber, han maa have rejst sig i skrigende Had til de Kræfter, der styrer vor Tilværelse, og som tillader en saa oprørende Uretfærdighed. Han har vel ogsaa gjort det; han har vel, som saa mange før ham, slaaet sin Pande blodig mod Fængslets Mure.

✂ Efter hendes Død lukkede han sig inde, modtog ingen; og en Dag hørte jeg, at han var rejst til Rusland, hvor eller med hvad Planer har jeg ikke kunnet faa at vide.

✂ Hans Fader havde nok gjort ham Tilbud om at vende tilbage – selvfølgelig havde han svaret nej; men i det hele taget har vel Opholdet her været ham uudholdeligt.

✂ Ja, Julie, Du spurgte mig, om jeg havde kendt nogen, der rigtig havde elsket. Knud og hans Kæreste elskede hinanden meget højt."

✂ - – Han bøjede sig ned og kyssede hende. Hun havde under Fortællingen flyttet sig tæt op til ham, og han kunde mærke, hun rystede.

✂ Han begyndte næsten at fortryde, at han havde fortalt Historien; han havde ikke beregnet, at den vilde gøre saa stærkt et Indtryk.

✂ Saa saá hun op mod ham med taarefyldte Øjne og spurgte:

✂ "Johan, vær ærlig. Siig mig, vilde Du kunne trøste Dig, hvis jeg døde?

34

✂ Hendes Øjne søgte Svaret paa hans Læber; og han maatte se til Siden for at undgaa hendes Blik.

✂ Han strøg hende ned over Haaret og svarede:

✂ "Men lille Julie, hvor kan Du spørge -? Vi to – ikke Du? – vi vil være raske og leve rigtig længe sammen."

✂ Men i det samme han havde sagt det, sank Julie sammen og brast i Graad.

35

✂

ÆGYPTERES GÆSTEBUD

✂ Den unge Læge, Dr. Otto Fasting, havde spist sin Aftensmad, hurtigt som man spiser, naar man er ene.

✂ Nu sad han i en Lænestol, tæt ved Kakkelovnen, og stirrede ind i den ulmende Ild, mens Varmen glødede hans Ansigt.

✂ Der var Halvmørke i det store Rum, hvor alt Lyset kom fra en Lampe med Skærm for, der stod paa Skrivebordet, helt henne i det modsatte Hjørne.

✂ Han var træt af Dagens Praksis, kunde hverken bekvemme sig til at arbejde eller gaa til Sengs.

✂ Aftenbladene laa ulæste paa Gulvet ved hans Stol.

✂ Fra en Koncertkælder i Gaden steg muntre Dansetakter op, blandet med den summende Larm fra Vogne og Mennesker.

✂ Han sad overfor denne Efterklang af Byens Liv som den Døve ved Symfonien; han opfattede kun de tomme Latterligheder, det absurde.

✂ Mon de morede sig de Folk? Var mon det, hvad de kaldte for Lykke, at sidde en Aften igennem over et Glas Øl og høre paa evig og altid de samme Melodier?

✂ De kendte ikke, hvad det var at sidde tørstig ved Livets Bord uden at turde drikke; de havde ikke Trangen til at tømme i fulde Drag; de kendte kun til at nippe.

36

✂ Men netop det var det, han ikke vilde. Og det andet kunde han ikke. Aldrig nyde, aldrig drikke, saa der ikke blev Draabe tilbage. Hvorfor kunde han det ikke?

✂ Han var sprungen op fra Stolen; han hørte sin Stemme dø hen i Rummet, saa stod han et Øjeblik forsigtig lyttende, som om han ventede paa Svar.

✂ Pludselig lo han højt og smed sig i Stolen.

✂ Med ironisk Tonefald deklamerede han ind i Kakkelovnens Ild:

✂ "Han kæmpede med Skygger; dræbte mange af dem og døde som en Nar."

✂ "Han var en yndet Damelæge; slog sine Patienter ihjæl paa den humaneste Maade – han var en Charlatan!"

✂ "En Gang var han ung, meget ung, og tænkte paa at blive Menneskehedens Velgører og – Etatsraad."

✂ "Det sidste talte han ikke om; men det første bildte han en ung Pige ind, og hun troede paa ham."

✂ "Siden blev hun klog nok til ikke at tro paa ham, og det blev han ogsaa selv."

✂ "Og nu henlever han sine Dage med en Gang imellem at dræbe Skygger."

✂ "Ved hans Begravelse er der mange Blomster og tørre Øjne, og Præsten præker skønt over hans ukendte Dyder."

✂ "Ved Graven taler den Afdøde selv til Ligbærerne og to Venner, der bor i Nærheden af Kirkegaarden, og som derfor er fulgt med; han siger: Lykken er en Hat, som er blæst af i Storm paa Frue Plads. Den, der løber efter for at fange den, er en Idiot. Man faar ondt i Ryggen af at bøje sig, det er alt. Farvel."

✂ Med et Ryk tvang han Tankerne tilbage fra 37 deres tøjlesløse Løb. En Angst havde grebet ham for Vanvidet.

✂ Hurtigt gik han frem og tilbage i Værelset og mumlede:

✂ Jeg er gal, gal – jeg er gal, gal!"

✂ Det blev til en Melodi, han nynnede og som han lullede sig selv til Ro med.

✂ Han satte sig ved Skrivebordet, og hans Blik faldt paa et Dameportræt derover.

✂ "Havde jeg saa blot Dig, Mo'r, – kunde jeg, naar alle de mørke Tanker kom, lægge mit Hoved til dit Bryst og hvile dér, saa godt, saa godt, som da jeg var Barn! Men ogsaa Du forlod mig, og dog burde Du have vidst, at en Moder ikke tør dø fra sit Barn. Mo'r, hvorfor skulde det dog ske?"

✂ Hans Hoved faldt træt ned paa hans Haand. Med sløve Tanker stirrede han hen for sig. Da fødtes i ham langsomt og ubevidst en Trang til at leve lykkeligere Dage om. Mekanisk havde han aabnet en Skrivebordsskuffe og fundet frem en Pakke gamle Breve.

✂ Han løste Baandet og begyndte at læse, ligegyldigt og interesseløst.

✂ Men efterhaanden løsnede sig gamle Minder i hans Bevidsthed. Solskinsbilleder med kvidrende Kærlighedsord, med et lyst tillidsfuldt Barneansigt, med Duft af en Sommerdag.

✂ Han læste sig varm i alle disse Breve, der var som en Kirkegaard, med Gravstenene fulde af Inskriptioner; eller som en kær Afdøds Værelse, hvor Duften, hver Nipsting, hvert Møbels Stilling minder om den Døde, lader os drømme ham levende midt i alle disse Ting, der er hans.

✂ Hvert blødt og kærligt Ord blev et Kærtegn, og han følte hende staa bag sig, medens han læste; 38 han følte jo hendes Aande som lune Strømninger over Ansigtet.

✂ Han løstes op i Vemod. Han saá hendes Ansigt forklaret og uden Skygge; mod sig selv havde han tusinde Bebrejdelser.

✂ Og hende havde han mistet. Stykke for Stykke var hun gledet ud af hans Arme, der havde været for trætte til at holde hende fast.

✂ Nej, nej, – der var ingen Lykke for ham; kun i ensomme Timer kunde han fantasere sig en Anelse derom.

✂ Ude i Livets Dagslys vaktes Reflektionen, der dræbte Glæden, der dræbte selv Øjeblikkets Nydelse.

✂ Hvor ofte hørte han ikke Tale om at nyde! Men han troede ikke derpaa. Eller var han da anderledes end andre? Kunde man lære den Kunst at glemme alt andet end Nuet, kunde man tvinge sin Tanke bort fra det Ord "Imorgen", blot en eneste Gang, blot nyde ét altforglemmende Moment, vanvittigt, sanseløst maaske, men dog nyde!

✂ Han sad med lukkede Øjne og saá ind i Nydelsernes Land.

✂ Skønne Kvinder saá han. Unge, uskyldige Piger, kælne som Lam, skabte i hans Atraas Billede, netop med de Tillokkelser, han elskede, netop saa hengivende, som han vilde, og han nød deres Uskyldighed, som hans Fantasi voldtog. Men der var ogsaa elskovvante Kvinder iblandt, som tog ham med beregnende Kærtegn, og som gav deres købte Legemer hen som Slavinder.

✂ - Han rev sig ud af sine usunde Fantasterier og gik hen til Vinduet, slog Gardinet til Side og aabnede.

✂ Aftenen laa frisk og stor med høj stjærnerig Vinterhimmel.

39

✂ Han fyldte sig med den stærke Luft, han fortabte sig i Aftenens Skønhed.

✂ "En saadan Nat gad jeg nyde!"

✂ Der var En, der slog ham paa Skuldren.

✂ "God Aften, Fasting. Du staar nok og falder i Tanker? Hva', Du hørte nok ikke, jeg kom?"

✂ "Du er velkommen, kære Hougstad, tag Plads."

✂ "Ja, Du maa undskylde, jeg kommer saa sént, men jeg saá Lys, og saa fik jeg Lyst – jeg driver saadan lidt rundt i Aften."

✂ "Det var godt, Du kom. Jeg sad her og blev melankolsk i Ensomheden; man burde egenlig aldrig pleje Omgang med sig selv; man har ingen Selskabstone, naar man er ene."

✂ "Stakkels Fyr – har Du virkelig saa megen Moral endnu, at Du kan blive i daarligt Humør ved at spekulere over Livets Skrøbeligheder? Jeg holder dog for meget af mig selv til at gøre mig den Slags Skrupler."

✂ "Ja, ser Du – saadan noget er man vel egenlig ikke altid selv Herre over. Det kommer, naar det maa komme."

✂ "Pyt, det kommer, naar Maven er i Uorden. Er Du ikke en Gang saa meget Læge, at Du véd det? Og den bedste Kur er s'gu at more sig og faa livlig Blodcirkulation: smukke Damer eller god Mad, ligesom Du vil, begge Dele er godt, bedst naturligvis baade det ene og det andet. – Hvad mener Du for Resten om at gaa lidt med ud i Aften? Hva' gamle Ven, tror Du ikke, Du kunde ha'e godt af det?"

✂ "Ja Du, ærligt talt vilde jeg gærne. Jeg vilde gærne more mig rigtig i Aften, forstaar Du, rigtig saadan vildt -"

✂ "Brillant, Fasting, Du er alligevel en Knop -"

40

✂ "Nej stop – jeg kan ikke."

✂ "Sikke nu no'et Sludder. Nu var jeg allerede saa glad -"

✂ "Nej, paa Ære jeg kan ikke. Du véd, at Carl Holms Kone er farlig syg, saa betænkelig, at jeg ikke tror, der er meget Haab. Jeg var der i Eftermiddag – den Gang laa hun rolig hen. Men kommer der et nyt Anfald, hvad der er mer end rimeligt, maa jeg gøre det sidste Forsøg med Is-Bad. Jeg sagde det til Holm og bad ham sende Bud, hvis der skulde ske noget, om det saa blot var en Antydning. Og nu risikerer jeg at faa Bud hvert Øjeblik hele Natten. Saa Du forstaar nok, Pligten, kære Ven -!"

✂ "Pligten for Fanden – nej min Sæl om jeg forstaar ! Du kan da ikke sidde indemuret her fra Morgen til Aften og fra Aften til Morgen for at vente paa, om Holms Kone vil være saa venlig at faa det Anfald, som formodenlig slet ikke kommer. Det gaar med saadan noget som med Regnvejr. Naar man venter det og tager Paraply med, skal det nok altid træffe sig at blive det dejligste Solskinsvejr. – Men bedste Mand, jeg faar en Idé! Vi kan jo da endelig ogsaa debauchere her hos Dig, om Du vil? Saa kan Du jo fare afsted, hvis det bliver nødvendigt."

✂ "Her hos mig – aa ja, Du siger noget. Men det er da ikke Meningen, at vi to skal sidde her og solde "und trinken unsres Bier allein?"

✂ "Nej, hvis Du vil lade din Madamme sørge for Bordet, skal jeg sørge for – -! Fasting, kender Du Laura Faber og lyse Stella? Brillante Piger, Du gamle!"

✂ "Skynd Dig saa – hvornaar kan Du være her?"

✂ "Om tre Kvarter skal Ekvipagen holde herudenfor."

41

✂ "Bien – alt skal være parat til Herskabernes Modtagelse. Men vildt vil vi ha'e det – hører du Hougstad – saa vildt, som det er muligt!"

✂ "Det skal blive stormende, Fasting, stormende, det lover jeg. Vi vil blive som Børn igen. Adjøs saalænge."

✂ - Fasting gik urolig frem og tilbage, bange som foran den forbudne Frugt.

✂ Saa ringede han paa Husholdersken.

✂ Spadserende uddelte han Ordrerne.

✂ "Sørensen, vil De i lynende Fart skaffe Østers fra Kælderen derovre, fem Dusin, og Masser af Druer. Vil De sætte Lys i alle Stagerne og lægge Brænde i Kakkelovnen. Hent saa Vin i Skabet, al Champagnen og Madeiraen med den blaa Etikette. De dækker Bordet i Spisestuen, fire Kuverter, og sætter Pokalerne og de lave Sherryglas frem. De gør alt i Stand, saa vi ikke behøver Dem til Opvartningen, og naar De er færdig, gaar De i Seng og sover – forstaar De, sover. Hvad der saa sker, hvad De saa hører, De bliver liggende, hvis vi to skal blive ved at være gode Venner. Er De med?"

✂ ...Da dette var besørget, tilbragte han Tiden med at tage Cigarer og Cigaretter frem, stænke Parfume paa Kakkelovnen, rydde op og gøre net. Men fra Tid til anden lyttede han. Blot der ikke kom Bud fra Holm!

✂ Hougstad kom med Frøken Laura og Stella. Fasting førte Stella til Bords. I Begyndelsen konverseredes der, Frøknerne gav Damerne, og Fasting var utilpas. Hver Lyd i Huset gjorde ham bange. Men da de første Flasker var tømte, var Damefernissen skyllet bort, Stemningen blev løst, og Fasting glemte at ængstes. Hougstad opfyldte sit Hverv at gøre Aftenen "vild". Ved Madeiraen 42 blev Fasting fuld. Mens Hougstad laa og skoggerlo paa Sofaen, dansede han og Laura Indianerdans til Musik af Stella.

✂ Fasting smed sig træt i en Stol; han laa og brølede noget afsindigt noget, mens han strakte Armene ud efter Stella.

✂ ... Pludselig begyndte Natklokken at kime. Henne ved Vinduesposten svingede den frem og tilbage.

✂ Fasting strøg sig med Haanden over Panden med en dæmrende Anelse om noget alvorligt; men hans sløve Hjærne kunde ikke fange det. Saa fik han en Fornemmelse af, at der var nogen, der vilde have Østers, og han smilte gemytlig. "Ho ho, gamle Ven! lad nu være med at skabe Dig. Vi har jo hørt det! Nu ska' vi straks -"

✂ Stella var faret hen til Vinduet og havde grebet fat om Klokken; hun stod med Ansigtet ind mod Stuen og svingede den som besat frem og tilbage, saa Hougstad og Laura maatte stoppe Fingrene i Ørene.

✂ ,,Hi-hi. Hun er s'gu go'. Hun sku' s'gu være Kristen Døver eller Kisten Kimer eller hva' Satan det nu er, de hedder."

✂ "Saa hold dog op for Pokker!" skreg Hougstad.

✂ Men Stella kimede vildere og vildere; den skingrende Larm æggede hendes Fuldskab.

✂ "Bliv ved Stella, bliv bare ved!" stønnede Fasting, der hylede af Glæde over de andres Fortvivlelse.

✂ Men pludselig vendte hun sig om og smækkede Vinduet op. Hun bøjede sig ud i Mørket; der rullede en Droske gennem Gaden. "Lykke paa Rejsen!" skreg hun efter den.

✂ Og hun gav sig til at synge:

✂ "Skidt være med de Døde,
for de kommer ej igen -"

43

✂ De andre faldt i med, og Fasting lo, saa Taarerne rullede ham ned ad Kinderne.

✂ Fasting laa og kastede sig i Sengen. Det var lys Dag, men han kunde ikke faa Bugt med den tunge Søvn.

✂ Halvt sovende tvang han Øjnene op, og fik gennem den aabenstaaende Dør et Skimt af den derangerede Spisestue. Han skyndte sig atter at lukke Øjnene og vendte sig om paa den anden Side for at sove videre; men han havde faaet en doven sødlig Smag af Champagne i Munden, og Tankerne begyndte at arbejde; det var, som der summede Klokkeklang i hans Øren, og saa med ét brød et Billede frem: Stella, der bøjede sig ud med sit blege Ansigt i den mørke Nat og sang. I samme Nu blev den summende Lyd til Natklokkens Kimen. Nu huskede han det: Stella havde jo kimet, men før hun. Du store Gud, det havde ringet!

✂ Han rejste sig over Ende i Sengen og saá sig forvildet om; saa smed han sig tilbage og skjulte sit Ansigt i Hovedpuden.

✂ Om det havde været Carl Holm! Han turde ikke tænke. Om det forfærdeligste var sket! Han saá det, kunde ikke slippe bort derfra: Hende, den unge Kone, bleg med foldede Hænder over Lagenet; ham, Vennen, tilintetgjort, med Forbitrelse, med Had mod Lægen, som han havde stolet paa som paa en Ven.

✂ Han forsøgte at gøre det hele til en Ubetydelighed. Hvorfor netop tro, at det havde været Holm? Hvor ofte var han ikke bleven kaldt ud om Natten for rene Bagateller!

✂ Han sprang ud af Sengen og saá Morgenposten 44 paa Bordet. Der laa en løst sammenlagt Billet. Han kendte Holms Skrift.

✂ Han læste:

✂ "Kære Ven. Marie fik Anfaldet i Nat Kl. 1. Jeg har ringet og ringet – forgæves. Jeg er fortumlet og véd ingen Udvej. Der er Lys i din Lejlighed – jeg kan ikke tænke, forstaar intet. Kom straks, naar Du har faaet dette, hvis det ikke er for sent. Holm."

✂ Fasting følte alt i sig lammes. Han gik om i Værelset, følesløs og slap. Mekanisk klædte han sig paa, flyttede et eller andet Møbel paa sin Plads, bladede i en eller anden Bog uden at læse. Han greb sig i at regne ud, hvad denne Nat havde kostet ham. Saa sank han ned i en Stol, og der paakom ham en dyb Medlidenhed med sig selv – med sin egen Svaghed, sin Fortvivlelse.

✂ Pludselig fo'r han op. Nej, han maatte have Vished – det var jo muligt – han var ikke langt fra at bede til Gud. "Blot hun lever, blot det, blot det, og jeg lover, det skal være min sidste Svaghed."

✂ ... Det var et forrygende Snevejr. Blæsten red i sluttet Choc ned ad Gaden, gennem hvilken Fasting arbejdede sig frem.

✂ Han mærkede ikke Kulden, kun Lindringen ved at presse sit glødende Hoved ind i Stormen.

✂ Alt som han nærmede sig sit Maal, gik han langsommere.

✂ Da han naaede Vendersgade, listede han sig langs Husene paa den modsatte Side af den, hvor Holm boede.

✂ Han stillede sig hen i en Gadedør og saá op ad Huset. Der var rullet ned i Sygeværelset; men han kunde ikke huske, om det var noget nyt.

✂ En Mand gik forbi og hilste ham. Han lagde Mærke til, at han vendte sig om og blev ved at se 45 efter ham; og det gik op for ham, at der maatte være noget besynderligt ved hans Ydre.

✂ Han skyndte sig over Gaden, men standsede foran Døren. Endelig tog han sig sammen, gik ind og bankede paa hos Portneren.

✂ Da Portnerkonen saá hans forstyrrede Ansigt, fik hun travlt med at tørre sine Øjne i Forklædet.

✂ "Ja, aa ja, Hr. Doktor. Det var bedrøveligt, saa ung hun var og saa yndig i sit Væsen. Herren ta'r baade de Unge og de Gamle, naar det er ham belejligt – ja, han give os alle en salig Forløsning!"

✂ Men Doktoren var borte; Konen saá ham fare ned ad Gaden med Blæsten efter sig. Han gik og talte højt med en fuld Mands viljeløse Bevægelser.

✂ Folk, der mødte ham, forargedes over den velklædte unge Mand, der var i en saadan Tilstand saa tidlig paa Dagen.

✂ Men da han naaede ind til Købmagergade, rettede han sig op, og han begyndte at lave sammen paa en plausibel Historie til at bilde Carl Holm ind.

✂ Mens han tænkte paa dette, fandt han paa, at det maaske kunde være hensigtsmæssigt at tage sig et varmt Bad til at stramme sig op med; men paa Vejen gik han ind til en Kunsthandler og købte "Un baiser", som han kom i Tanker om at han havde lovet Stella.

46
47

✂

"EN FAMILLE"

✂ Efterat de i lang Tid ikke havde set hinanden, mødtes de en Vinterformiddag paa Købmagergade.

✂ Paul Foersom var i sin Tid – det var vel nu godt og vel to Aar siden – kommet meget i Veksellerer Holms Hus. Holm var den Gang lige bleven gift med en ung forældreløs Dame, Laura Bagger; – men han havde fra gammel Tid Ord for at være meget ustadig, og Folk beklagede hans unge smukke Kone; man mente, hun vilde faa vanskeligt ved at holde ham fast.

✂ Lidt efter lidt var Foersom gleden ud af deres Omgang, ikke fordi den mishagede ham; tværtimod. Men han var begyndt at deltage i saa mange forskellige Slags Fornøjelser, at der tilsidst ikke blev Tid til at dyrke Familje-Bekendtskaberne. Han havde, den Gang han endnu var flittig Gæst i Holms Hus, gjort lidt Kur til den unge Frue, og hun havde taget det ikke unaadigt op; men det blev kun til en uskyldig Flirtation, ti den ægteskabelige Himmel var skyfri, med stadig Sol.

✂ Siden havde han ofte tænkt paa hende og spurgt til hende hos fælles Bekendte. Han havde da faaet at vide, at hendes Ægteskab, som man havde spaaet, ikke var blevet lykkeligt; Holm var vendt tilbage til sine Ungkarlevaner, og det hed sig, at den Omgang, de nu førte, just ikke var den allermest udsøgte. Der fortaltes baade det ene og det 48 andet om flere af de Damer, der kom dér i Huset. Skylden for disse mindre heldige Forhold, sagde man, var Holms, og hans Kone skulde ofte være ulykkelig derover, men paa den anden Side kunde det naturligvis ikke undgaas, at den noget tvivlsomme Atmosfære virkede en Smule demoraliserende ogsaa paa hende.

✂ Nu havde Foersom i den sidste Tid af og til tænkt paa at fornye Bekendtskabet. "Man kunde jo aldrig vide!" og han smilte, naar han tænkte derpaa.

✂ Saa en Vinterformiddag mødtes de paa Købmagergade; en klar Frostdag med stærkt Solskin paa en nyfalden Sne.

✂ Han lagde Mærke til, at der var kommet noget vist distingueret i hendes Maade at føre sig paa.

✂ Hun hørte til den Kvindetype, som en berømt Skuespillerinde har givet Navn: slank, med noget af en Kats smidige Blødhed i Bevægelserne, med et blegt Ansigt, egenlig med regelmæssige Former, men uroligt og derfor tilsyneladende uregelmæssigt; med Indtrykket af noget vedbendagtig klyngende, skabt til at læne sig hengivende mod noget stærkere.

✂ Mellem Kniplingssløret og Kaabens sorte Pelsværk skinnede hendes Ansigt som mat Marmor.

✂ Da de mødtes, standsede hun ham.

✂ "Har De Tid at følge lidt med, Foersom? Det er en saa sjælden Lykke at se Dem."

✂ "Hellere end gærne, Frue. Maa jeg hjælpe Dem?"

✂ Og han tog et Par smaa Pakker, hun bar.

✂ Der kom saa mange Folk, at de et Øjeblik blev skilt ad; men han benyttede Lejligheden til at beundre hendes Fødders elegante Skifte under den korte Kjole.

49

✂ "Siig mig saa, Foersom, hvorfor man aldrig ser Dem mere?"

✂ "Aa fordi – aa fordi – fordi man er et Fæ!"

✂ "Naa, og jeg, som troede, at Grunden var, at De var bleven flittig ..."

✂ "Har man fortalt det?"

✂ "Egenlig ikke. Ærlig talt har man fortalt noget ganske andet; men det siger jeg ikke."

✂ "Aa jeg be'r Dem, fortæl mig det!"

✂ Hun saá smilende paa ham.

✂ "Man siger, man siger, at den unge Hr. Foersom er begyndt – at more sig vel meget."

✂ Han undredes over Smilets Mangel paa Blufærdighed.

✂ "Og hvad skrækkeligt siger man saa mere?"

✂ "At De ikke, slet saa meget som De gør, burde sky den Familjeomgang, som De før havde."

✂ Hendes Stemme blev pludselig dybere, mere inderlig, mens hun fortsatte:

✂ "Ikke sandt, Foersom, jeg kan jo sige Dem det som gammel gift Kone og gammel Ven: De maa ikke kaste Dem ganske bort til et Liv, som er saa tomt, saa udplattende, saa oprørende raat tilsidst. De maa benytte Deres Evner, maa udrette et eller andet, og det kan man ikke, naar Dag efter Dag er en Dasen fra den ene Tomhed til den anden; naar Deres fleste Tanker ofres paa Fruentimmer, som De dog inderst inde foragter. – – Men De siger ikke noget! Er De vred?"

✂ Han var bleven forundret over Overgangen. Var det Koketteri, eller hvad var Meningen?

✂ "Vred? Nej, men jeg nyder det, at faa en Moralpræken af en ung smuk Dame. Jeg kender ingen større Nydelse, og hvis De anede, hvor det klæ'r Dem at tale saadan, blev De ved. Aa, bliv ved Frue!"

50

✂ "De maa ikke gøre Nar, Foersom, og ikke slaa det hen i Spøg. Det er sagt maaske alvorligere, end De tror. Misbrug ikke min Aabenhed; men det kunde være, at jeg talte af en sørgelig dyrekøbt Erfaring."

✂ Han vilde have sagt et eller andet, men Situationen var bleven ham for pludselig alvorlig. Han kunde ikke finde Ord.

✂ Saa brød hun den trykkende Tavshed ved igen at slaa over i en spøgende Tone.

✂ "Men det, som jeg egenlig vilde have sagt – det andet dumpede nu saadan ud – det var det, at De burde ikke trække Dem ud af det selskabelige Liv."

✂ "Men jeg keder mig saa skrækkeligt ved disse Familje-Teer; det er mig ikke muligt at føre en af de sædvanlige Teaterkonversationer eller tale om Pastor den eller dens Yndigheder. For at et Selskab skal kunne more mig, maa der være en Dame, som i særlig Grad lægger Beslag paa min Interesse. Jeg maa blive forelsket. Det er maaske pretentiøst -"

✂ "Ja meget. – – Jeg vilde ellers have spurgt Dem, om de ikke saá op til os en af Dagene. Se her bor vi nu, dér oppe ved Reflektionsspejlet. – Men naturligvis efter det, De sa'e -"

✂ "Jeg forsikrer Dem, Frue, i Deres Hus vil jeg altid gærne -"

✂ "Kan De da i Overmorgen? Ja, saa skal De høre fra min Mand; jeg tænker nok, han er hjemme den Aften; han vil være glad ved at se Dem. Tak for Følgeskabet, Foersom."

✂ Hun stod paa Dørtrinet og rakte ham den behandskede Haand til Farvel. Solen skar hende lige i Øjnene, saa de fik et morsomt plirrende Smil, der klædte hende henrivende.

✂ Han beholdt nogle Øjeblikke hendes Haand i 51 sin, og det faldt ud af ham: "Og Tak for Moralprækenen !"

✂ Hun tog sin Haand løs og løb med Kjolen samlet foran nogle Trin op.

✂ Han stod og saá betagen efter hende. Saa vendte hun sig om og raabte ned til ham: "Nar os nu ikke, Foersom, for saa bliver jeg vred !"

✂ "Hvor kan De tro!"

✂ Han stod og lyttede efter hendes smaa hurtige Trin paa Trappen; da der blev stille, gik han hjemad, jublende glad, i alle Slags søde Forventninger.

✂ Næste Morgen modtog han fra Veksellerer Holm et Memorandum, hvorpaa der stod: "De vil være os hjærtelig velkommen i Morgen; der kommer kun et Par meget intime Omgangsvenner, saa De skal ikke belave Dem paa Selskab. Min Hustru sender Dem en venlig Hilsen."

✂ "Min Hustru sender Dem en venlig Hilsen" blev han ved at gentage, og han syntes, der laa et Løfte deri. "Min Hustru sender Dem -!" det var komisk. Hvad om han svarte: "Deres Hustru sender mig", og han snurrede Ordene sammen i forskellige Betoninger og Sammensætninger, saa han tilsidst sprang ind i de personlige Pronominer efter Bojesens lille Grammatik.

✂ Om Formiddagen spadserede han to Timer paa Købmagergade, fordi han var vis paa, at det maatte være en stiltiende Aftale imellem dem, at de nu for Fremtiden saadan hver Dag skulde mødes paa det Sted, hvor de havde genfundet hinanden – –

✂ Hun udeblev.

✂ Om Eftermiddagen flakkede han om, til det blev silde Aften, paa det Strøg, hvor hun boede; men hun kom ikke.

52

✂ Disse to Ekskursioner havde trættet ham, og næste Dag forholdt han sig rolig, til det blev Aften.

✂ Saa vandrede han afsted efter et usædvanlig omhyggeligt Toilette.

✂ Han traf Ægteparret alene.

✂ De opholdt sig i et lille Kabinet, hvorfra Fløjdøren stod aaben til Dagligstuen.

✂ Han tog Plads i Sofaen, tæt ved Fruen, der sad og broderede under Hængelampens Lys.

✂ Veksellerer Holm, en høj Mand med et kønt, men noget brutalt og medtaget Ansigt, skaldet helt op til Issen, stod og varmede sig ved Kakkelovnen. Han saá gnaven og nervøs ud, og efter at have sagt de første Velkomstord talte han kun lidt.

✂ Foersom beundrede Fruen, som hun sad og arbejdede: Hovedets fine Bøjning ned over Broderiet, de smalle hvide Fingres Legen med Naalen.

✂ Men han lagde Mærke til, at hun var stærkt pudret, navnlig op mod Ørene.

✂ "Gud véd, hvor Nielsens bliver af – det er ogsaa utaaleligt, at de igen kommer saa sent!" snærrede Holm henne fra Kakkelovnen.

✂ "Ja Gud véd!" henkastede Fruen ligegyldigt.

✂ Hun talte med Foersom om Cherbuliez, som hun forgudede, navnlig hans "Ladislas Bolski"; de Polakker havde dog med al deres Humbug en Ridderlighed og en Ild, som man her til Lands aldrig traf.

✂ Foersom fandt Cherbuliez kedelig; for Resten havde han kun læst en enkelt Ting af ham, og den kunde han ikke huske. Men netop det beviste ham, at der ikke var noget ved ham.

✂ "Har De sét Sarah Bernhardt?" spurgte Holm pludselig. "Kan De se, at min Kone ligner hende?"

✂ "Aa ja, ikke saa lidt, navnlig den Maade Haaret falder paa."

53

✂ "Holm kan ikke fordrage den Lighed."

✂ "Nej, jeg finder det latterligt, at du kopierer hendes Frisure. Nu hørte Du selv, Hr. Foersom sagde -"

✂ "Kære Holm, gid Du vilde fri mig for nu igen at drøfte mit Haar!"

✂ "Ja – i og for sig kan det s'gu ogsaa være mig saa rasende ligegyldigt."

✂ "De Herrer Ægtemænd udmærker sig just ikke ved at være galante," sagde hun henvendt til Foersom. "Min Mand var det kun et halvt Aar. Nu derimod – vil De høre, hvordan han nu er?"

✂ "Laura!"

✂ Hun overhørte hans Udraab og fortsatte:

✂ "Ser De, nu gaar han om Morgenen, før jeg er staaet op selvfølgelig. Han er jo nødt til det for Kontoret, den Stakkel. Saa kommer han hjem til Middag Klokken 5 og maa vist have spist en enorm Frokost, for han er aldrig sulten, og man skulde dog vente, at efter et saa anstrængende Arbejde -"

✂ "Du tror vist, Du er morsom, Laura?"

✂ "Efter Middag gaar han ud."

✂ "Det er ikke sandt, Laura; vi sidder altid en Times Tid sammen ved Kaffen."

✂ "Aa ja, det glemte jeg. Efter Middag drikker vi Kaffe sammen; Holm ryger sig en Cigar, jeg en Cigaret; men naar en Fjerdedel af Holms Cigar er røget, sover han -"

✂ Holm lo.

✂ "Det er vel af Flovhed, Du ler, min Ven? Efter Middagssøvnen maa Holm igen paa Kontoret – er det ikke forfærdeligt, at han er nødt til at arbejde saa strængt?"

✂ Og atter saá Foersom dette Smil, som syntes ham saa underlig ublufærdigt.

✂ "I Begyndelsen vi var gift, var der ikke saa travlt; men Holm udvider stadig sin Forretning.

54

✂ Om Aftenen, at sige da naar han er hjemme, er han meget søvnig. Men for Resten er der om Vinteren saa mange Møder og saadan noget – aa, Du har det drøjt min Ven!"

✂ "Jeg klager ikke."

✂ "Nej, kære, det er din Storhed."

✂ "Men, Frue, hvad ta'er De Dem da for?"

✂ "Aah – jeg har jo Barnet."

✂ "Dér løj du rent ud sagt, Laura. Skal vi endelig tale om, hvem der har Barnet, saa er det nok nærmest Tante. Tante, skal jeg sige Dem, Hr. Foersom, er min Moster, et gammelt Skind, som kun duer til at omgaas Børn. I denne Tid har vi helt lagt Beslag paa hende."

✂ "Naa, ja ja – saa keder jeg mig da. Det er ogsaa en Beskæftigelse."

✂ Klokken blev over ni, de andre Gæster var stadig ikke kommet, og Holm begyndte at tale om at løbe over at hente dem.

✂ Endelig ringede det. Holm fo'r ud i Entréen, man hørte ham skænde temmelig højrøstet. En lille spagfærdig Herrestemme gjorde Undskyldninger.

✂ Bogholder Nielsen med Frue traadte ind, fulgt af Holm, der hviskede noget til Konen. Hun svarede ikke og saá forstemt ud.

✂ Fru Holm og Fru Nielsen kyssedes.

✂ "Bedste Fru Nielsen, hvor De kommer sent."

✂ "Lad os nu ikke tale mer om det, Laura. Fru Nielsen har haft saa mange Fortrædeligheder med Børnene, der ikke er raske. Maa jeg præsentere -"

✂ Bogholderen var en lille sammenkrøben Mand med forkuet Væsen; han ligesom bad om Undskyldning, fordi han generede Folk med sin Nærværelse, og han opfyldte ogsaa hele Aftenen 55 trolig, hvad hans Væsen lovede, aandelig talt at forsvinde, saa man ikke mærkede ham, uden netop man vilde sætte sig paa den Stol, hvor han sad.

✂ Fru Nielsen var en lille afblomstret Skønhed, noget ordinær, med en vis Duft af Demimonde.

✂ Man gik til Bords. Foersom førte Husets Frue, Holm Fru Nielsen.

✂ Til Nielsen sagde Holm: "De kan tage Tante til Borddame, hvis hun kommer ind." Men Tante viste sig ikke.

✂ Stemningen var trykket. Fru Nielsen blev ved at være i daarligt Humør, og da Holm havde gjort forgæves Anstrængelser for at live hende op, blev han igen gnaven. Hendes Muthed opirrede ham mer og mer, og han hævnede sig nu med at drille hende.

✂ Fru Holm lod som intet og konverserede Foersom livligt; men han iagttog smaa rasende Glimt i hendes Øjne, og han selv var trykket af Misstemningen.

✂ Ved Desserten, hvortil Holm havde drukket megen Sherry, sagde han pludselig over til Foersom:

✂ "Fru Nielsen her hører til de Damer, der faar et Barn hvert Aar. Det er s'gu en Frugtbarhed, der maa være yndig for Manden."

✂ Foersom forsøgte at smile, Nielsen lo skrattende; men Fruen bed Læberne sammen, og Foersom ventede, at hun skulde have slaaet Holm. Men hun blev siddende rolig, med Ansigtet bøjet dybt ned over sin Tallerken, mens hun skar et Æble i smaabitte Stumper.

✂ "Min lille Mand er i godt Humør!" sagde Laura og smilte over til ham.

✂ Efter Bordet blev der røget i Kabinettet. Fru Holm tændte en Cigaret; men Fru Nielsen vilde ikke ryge.

56

✂ "Hvorfor vil De ikke ryge i Aften – De ryger jo ellers altid?" spurgte Holm hidsigt.

✂ Han havde selv taget en Cigaret og stod med Futteralet overfor hende.

✂ "Fordi jeg ikke er oplagt."

✂ "Skab Dem nu ikke. Dér – tag den!"

✂ "Nej, jeg vil ikke!"

✂ "Jo, Gu' skal De ryge!" sagde han og lo tvungent. Og han tog den Cigaret, som han selv havde røget af, og stoppede den i Munden paa hende.

✂ Hun havde rejst sig op, næsten kvalt af Røgen og hans Voldsomhed. Laura hviskede til Foersom:

✂ "Bryd Dem bare ikke om det. Han er utilregnelig i Aften, fordi hans Elskede er i daarligt Humør."

✂ Fru Nielsen vilde gaa; hun maatte tidlig hjem til Børnene.

✂ Men hendes Stemme dirrede af undertrykt Graad.

✂ Hendes Mand, der havde siddet gemt bag en Avis, fjærnt fra Begivenhederne, rejste sig som paa Kommando.

✂ "Ja, naar Du endelig vil. Nu sad vi jo ellers saa rart."

✂ Holm forsøgte Overtalelser, men hun vilde gaa.

✂ Da Nielsens var gaaet, begyndte Holm at fortælle Foersom vidt og bredt om dem. Han maatte ikke tro, at hun altid var som i Aften. Hun kunde være meget livlig og elskværdig; hun var hans Kones bedste Veninde. Det var sørgeligt med Nielsens. De havde været meget velhavende, men Manden, en stakkels Fyr, for Resten rigtig brav, var gaaet fallit, og nu var han hans Bogholder. Naturligvis kunde dette Forhold under Tiden trykke Fru Nielsen, der var meget stolt og let til at blive pikeret; hun bildte sig ind, at man saá ned 57 paa dem, nu da de var fattige. Og naar saa dertil kom alle de Bryderier, hun havde i Hjemmet: de mange Børn, Sygdom, Pengesorger – saa var det naturligvis ikke saa underligt, at Humøret under Tiden kunde være mindre godt. Hun var ellers den dygtigste, mest energiske lille Kone, han havde truffet. Hvad hun gjorde for at faa Pengene til at slaa til derhjemme, kunde ingen ane.

✂ Laura sad og saá stivt paa Manden, mens han fortalte, en Gang imellem smilte hun ironisk.

✂ "Ja, vi sætter megen Pris paa Nielsens," føjede hun til efter hans Fortælling, "og Holm har virkelig været overordenlig nobel i det Forhold. Han har gjort utrolig meget for dem."

✂ Efter at have talt sig ivrig om Nielsens blev Holm træt. Han laa og døsede i en Lænestol, mens hans Kone og Foersom talte halvhøjt sammen. Klokken blev mange, og Foersom rejste sig for at gaa.

✂ "Ja, nu er vist Gadedøren lukket", sagde Fruen, "og Pigen er i Seng. Holm, gider Du følge Hr. Foersom ned?"

✂ "Søde Laura, vær nu rigtig elskværdig – jeg er saa anstrængt i Dag – og følg Du Hr. Foersom ned; men for Guds Skyld tag noget om Dig, for det trækker saa slemt paa Trappen."

✂ Ude i Entréen stak Laura i et Par røde tyrkiske Tøfler og knyttede et blaat Tørklæde koket om Hovedet.

✂ Mens de ledte efter Foersoms Stok, kom deres Hænder til at støde sammen, og deres Blik mødtes.

✂ Inde fra Stuen hørtes Holms Stemme:

✂ "Glem ikke Sjalet, Laura!"

✂ "Deres Mand er meget omhyggelig for Dem."

✂ Atter saá de paa hinanden, og de kom til at le.

✂ Saa tog hun et Lys, der stod paa Konsollen.

58

✂ "Det er bedst, jeg gaar foran og lyser."

✂ Han saá hende allerede en Afsats nede med det flakkende Lys højt løftet i Haanden. Han skyndte sig efter hende.

✂ Der kom en Trækvind fra et aabenstaaende ' Vindu og slukkede Lyset.

✂ "Har De ingen Tændstikker?" hørte han hende spørge lige tæt ved sig. Hendes Stemme lød lidt ængstelig.

✂ Han strakte Armen ud; han kunde ikke modstaa; han fik fat i hendes Sjal.

✂ "Foersom!"

✂ I det samme kyssede han hende.

✂ "Laura!" hviskede han og trykkede hende op til sig; men hun snoede sig ud af hans Arm og skyndte sig ned.

✂ Da han, uvant med Trapperne, kom lidt senere ned, havde hun faaet Gadedøren aabnet.

✂ Hun stod og lo til ham i den aabne Dør.

✂ "Kom, er her ikke dejligt? Se, Maanen paa Isen!"

✂ Hans Stemme rystede, da han svarede:

✂ "Jo, dejligt."

✂ De stod et Øjeblik tavse og saá ud over den tilfrosne Sø.

✂ "Naa jeg maa op, ellers faar jeg Skænd. – Hvordan har De saa moret Dem i Aften ved at være sammen med os saadan ganske en famille P Har De kedet Dem?"

✂ "Kun i Begyndelsen -"

✂ "Og hvornaar kommer De saa og gør Takkevisit?"

✂ "Hvor snart kan man være bekendt?"

✂ "Ikke i Morgen,"

✂ "Men i Overmorgen altsaa?"

✂ "Til Nød. Kom da i Overmorgen."

59

✂ "Farvel – Frue – og Tak, tusind Tak for i Aften. Kan De huske, hvad jeg fordrede for at more mig i en Familjekreds?"

✂ "Fy – gaa nu Deres Vej."

✂ Han hørte Nøglen dreje Laasen om. Han stod et Øjeblik som fortumlet. Saa gik han langsomt hjemad.

60
61

✂

KORNMOD

✂ De kom i Ordstrid drivende nede fra Nygade op imod Gammeltorv, mens Lygteflammerne blev klippede ud af en gesvindt lille Mand med en lang Stang.

✂ - – Amanda vilde ikke gaa med – det ve' Gud.

✂ Hvorfor hun ikke vilde? Klokken var jo ikke saa mange endnu, og han havde Champagne hjemme.

✂ Om han maaske troede, at hun var af den Slags? – Fordi man souperede med en Herre, behøvede man da virkelig ikke at være uanstændig. Hun gjorde det ikke. Om hun nu maatte være fri! Hendes Moder ventede paa hende.

✂ Han stod og saá paa hende, mens han fløjtede.

✂ "Naa saadan, min Pige! Det kunde Du ellers gærne ha'e sagt lidt før. Ja ja – Du er ikke saa dum – Farvel."

✂ Han vilde gaa, men hun standsede ham.

✂ "Maa jeg spørge, skal jeg selv betale Droske? Er det Meningen?"

✂ Han rodede i sin Portemonnæ og lagde et af sine sidste Pengestykker i hendes udstrakte Haand.

✂ "Se snart op til mig!" raabte hun ud af Drosken til ham.

62

✂ Hurtig rullede den ud ad Frederiksberggade, mens han langsomt drev bagefter til sin Bolig i en af Vesterbros Sidegader.

✂ Kun enkelte Lygter brændte nu. Den smalle Gade spyede ham ud i Vesterbropassagens store gabende Mørke.

✂ Han gik i vage Tanker, Tanker, han ikke gav Tid til at fæstne sig, fordi de, fæstnede, vilde vakt Misstemningen fra før.

✂ Han søgte Tivolisiden, mødte hjemvendende Smaasværme.

✂ Der gik tre, fire Svende og brølede efter et Par fnisende Piger:

✂ "Vil Du nu la' Hønen gaa –
Vil Du se, Du kan la' Hønen gaa -"

✂ Ude fra Mørket svarede andre Stemmer:

✂ "- – – ved bla-anken Sø.
- – – Gine, den dejlige Mø!
Er Du med paa den!"

✂ Han kom til halvhøjt at give sine Tanker Luft: Og det kalder man Livsglæde! Hvor man dog i Grunden gider! –

✂ Udenfor "Kisten" stod en Klump Herrer og ventede, indbyrdes ignorerende og mistænkende hverandre. Gitterlaagen aabnedes for Buret; en af Sanglærkerne fløj ud. En kort Væddekamp mellem fire, fem Kavalerer, der endte med, at den skønne smuttede bort og fo'r i Armene paa sin "faste" Ven, der tryg havde holdt sig tilbage.

✂ Han opdagede en af sine Bekendte mellem de skuffede og smilede overlegent, mens han gik videre.

✂ Og mange moralske Tanker fødtes paa Resten af 63 Hjemturen, en bidende Kritik af det Liv, som ogsaa var hans, og som han ofte havde foragtet, naar han som i Aften havde lidt Skuffelse deri. Han samlede paa denne Tur megen Bitterhed.

✂ Ved Omdrejningen til den Gade, hvor han boede, mens hans Tanker brødes med Nemesisproblemet, var han nær bleven kørt over af en Droske, der kom svingende dernede fra.

✂ Som et Lyn havde det ramt ham: "Var jeg nu bleven dræbt eller lemlæstet, hvilken skrækkelig Nemesis for mit Liv!"

✂ Men i samme Nu føjede han til: "Hvis "de andre" kendte mine barnagtige Tanker!"

✂ Endnu mens han med en tændt Svovlstik famlede efter Nøglehullet i en Dør, hvorpaa et Visitkort med Navnet Frits Heering, stud. med. var klistret, kæmpede hans ufilosofiske Hjærne med Nemesis-Tanker.

✂ - Frits Heering sad henne ved Vinduet og stirrede, tung i Sinde, ud i Nattens Mørke.

✂ Han havde ikke været oplagt til at gaa i Seng, havde ikke gidet tænde Lys, og sad nu dér, tankefuld, bedrøvet, gjort vemodig ved Augustnattens milde Fred og bløde Aande, der strejfede hans Kind saa dulmende lunt; han mindedes den Fornemmelse, naar han som Barn om Aftenen søgte Trøst for et og andet med Ansigtet skjult i Hovedpudens Dun.

✂ Den linde Stemning løste hans bundne Følelsesliv; det kom over ham som en Trang til at græde over sit indholdsløse, ulykkelige Liv, over sin Forladthed. – Ja, for han saá det jo nu, saa bitterlig klart, at ene, ene var han, uden Ven, uden et Menneske, han i Fortrolighed med Tillid kunde aabne sit Hjærte for.

✂ Nu forleden. Han var begyndt at tale. Saa havde 64 den anden vrænget ad alt, havde været frygtelig morsom. Saa blev han stum, indtil den anden pludselig ligesom fortrydende havde spurgt: "Er Du fornærmet? Du véd jo -" Naturligvis var han ikke fornærmet; ja, han vidste, vidste, at nu havde han én Gang til betalt Lærepenge for den Lærdom, at man maatte være ene. Men lærte man den Kunst nogensinde ?

✂ Der kom springende ud af hans Hjærne, som kaad Ironi over hans Tanker, Brudstykker af Avertissementer om "Værelser for en enlig Herre eller Dame, egen Entré og Kaffe om Morgenen", og tilsidst gik det hele paa Vers til en snurrende Melodi, indtil det blev borte i ny Angst.

✂ Denne store, mørke Sommernat sænkende sig til Eftertanke over den hvilende By med sine Mennesketusinder – hvor den talte forfærdende om Ensomheden, prædikede den Ensommes Afmagt, Nødvendigheden af som Faarene i Uvejret at klynge sig én mod én, dækkende Hovedet ved hinandens Bryst.

✂ Ja, hvor vilde ikke Livet være let at leve, naar man var to, hvor stolt og lyst! Hvor sikker vilde ikke Vejen blive! Men følte da alle det som han? Eller var han kun et sygt Menneske?

✂ - – – Hans Blik faldt paa et oplyst Vindue i et af Husene skraas overfor paa fjerde Sal. Gennem Gardinet lyste det dæmpet hyggeligt i Husets mægtige Skygge, sendte et venligt Bud om Liv i den uddøde Gade.

✂ Og ind i hans trætte Sjæl listede Lyset sig som en Straale af Haab.

✂ Som naar Vandringsmanden gennem Nattens muldsorte Slør øjner Byens Lygter som hvide Prikker.

✂ Hans Tanker formede sig til Billeder.

65

✂ Dér bag gled sikkert Livet fredsælt og godt.

✂ "Hun sidder, den gamle Kone, og syer, men Datteren er gaaet til Sengs. Der er Gyldenlak og Reseda i Vinduet; derhenne staar Sybordet med Lampen. Ved den ene Væg det runde Bord og Sofaen med Billederne over; omkring et af dem er bundet en Krans af Evighedsblomster. Ved den anden Væg staar Sengen, hvor Datteren sover. Brystet gaar roligt, Kinderne blusser. En Aftensværmer summer bag Lampens Kuppel; ellers er der saa stille."

✂ "Eller der sidder en ung Student og skriver til sin Moder. Han skriver om Turen forleden med Vennen til Dyrehaven; om Besøget hos Onkelen paa Frederiksberg; hvad de havde faaet til Middag; hvordan Tante havde haft det; fra hvem han skulde hilse; hvordan det gaar med Forelæsningerne."

✂ Men helst maatte dog Enken bo dér, og han syntes det maatte være dejligt at faa Lov til at regnes som Deltager i dette tarvelige Hjem, at faa Lov at hvile ud dér, i Fjærnhed fra Livets Brænding, som ængstede ham. Saadan naar man levede ganske for sig selv, kun to eller tre, maatte alt dog kunne blive fælles; dér vilde ingen egenkærlige Tanker, ingen selvisk Atraa rejse Bolværk for Sammensmeltningen. Dér maatte Hjærtet frit kunne tale Fortrolighedens og Forstaaelsens Sprog, dér behøvede man ikke at frygte Skepsis' medlidende spodske Smil.

✂ Ja netop Skepsis' dræbende Smil. Se, det var det lumpne af det, at blot saadant et lille stikkende Smil hos en Ven knnde kujonere En. – – At man lod sig det byde, den ene af den anden – for ingen gik fri, ingen var overlegen – det var dette rasende idiotiske, dette foragtelige, som spyttede En i Ansigtet.

66

✂ Og hvad risikerede man saa egenlig ved at sætte sig ud derover? Først endél Latter og Spydigheder, siden denne mere aparte Behandling mellem Vennerne indbyrdes bag Ens Ryg – i værste Fald, at man blev nødt at søge sig en ny Omgangskreds, søge f. Eks. mere Familjelivets Glæder i Huse, hvor man sit Rusaar havde været en velsét Gæst. Men var det saa slemt? –

✂ Nej, tværtimod. Det vilde være Befrielsen, nyt Mod, nye Kræfter. Og en Ven havde han dog ogsaa, som han saa kunde ty til, én, der sikkert vilde blive glad over atter at slutte en Pagt, som blev brudt, fordi Vejene var begyndt at divergere altfor meget.

✂ Ja, ja, – saa skulde en Tid med Arbejde og Tilfredshed begynde. Til Jul første Del af Eksamen, næste Jul anden. –

✂ Spares skulde der ogsaa i den Tid, noget af den værste Gæld betales, og saa, naar Eksamen var taget – -!

✂ Ud i Fremtiden, langt ud og højt op, byggede hans Fantasi Bro, men hvor langt den saa naaede, Broen, det lille oplyste Vindue derovre var det stadig, som kastede Tillidsfuldhedens lyse Glans derover.

✂ Og først da Lyset derovre sluktes, rejste han sig.

✂ Han lo ud i Natten, rettede sig rank op og strakte sine Arme, prøvende deres Muskler for den kommende Kamp.

✂ Han turde med dette Bryst møde den ganske Verden; han følte Begejstringens Ild, sejrssikker og stærk.

✂ - Straks vilde han handle; der var jo ingen Tid at spilde; altfor længe havde han tøvet.

✂ Og mens han halvhøjt deklamerede Ord, han 67 improviserede, Ord, der var Udtryk for hans Stemning, fik han Lampen tændt.

✂ Dér sad han i den sene Nat og skrev til sin Fader og sin tidligere Ven. Brevet til Faderen blev langt og frimodigt. Det blev en Redegørelse for hele hans Liv; han skjulte kun lidt, skaanede ikke sig selv.

✂ "Men nu er jeg træt", skrev han, "træt og vammel derved. Jeg er klar over mit Livs Vildfarelser, men ogsaa klar over, at nu skal og maa det være forbi. Og dette har jeg, kære Fader, følt en dyb, inderlig Trang til at sige Dig, som jeg véd mest af alle tænker kærligt og godt om mig; Dig, hvem jeg altfor ofte har glemt, altfor lidt skænket min Fortrolighed, men som dog altid er vedbleven at være min bedste Ven og Raadgiver. Du er den, der mest maa have lidt for min Skyld; Du vil derfor ogsaa nu, da jeg selv kommer og beder om Hjælp og Vejledning, forstaa mig, og Du vil ikke tvivle, vel kære Fader, om, at alt endnu kan blive ret og godt?"

✂ Til Vennen skrev han blot:

✂ "Kære Ven! Jeg maa nødvendigvis tale med Dig. Meget ligger mig paa Sinde, som Du alene vil kunne hjælpe mig til at klare. Lad mig vide, naar og hvor vi træffes. Ikke sandt, Du siger ikke nej? For vort gamle Venskabs Skyld!

✂ Din Frits."

✂ Da han havde endt Brevene og straks vilde bringe dem hen i en Postkasse, kom han i den Forlegenhed, at han manglede Frimærke til Brevet til Faderen. Han tænkte et Øjeblik paa at lade det vente til næste Dag; men ræsonnerede saa: "Naar 68 Fader læser Brevet, vil han forstaa, at jeg ikke har kunnet lade det vente!"

✂ - – – Da han gik til Sengs, gryede Dagen.

✂ Op ad Formiddagen vaagnede han med en Følelse af at have noget at glæde sig til, som i gamle Dage, naar han vaagnede sin Fødselsdagsmorgen. Saa med ét brød det frem i ham, at der jo var passeret noget denne Nat, og lidt ængstelig begyndte hans Erindring at repetere og samle Nattens Begivenheder.

✂ Han sad op i Sengen og stirrede ud i Rummet. Nattens Eksaltation, dens sentimentale Drømme, de begejstrede Beslutninger, de aabenmundede Breve – det væltede sig altsammen som Afsindighed over hans nøgterne Hjærne; disse Nattens Storværker blev latterlige, nu de manglede Nattens Illusion.

✂ Hvad var det, han vilde? Hvad Løfter havde han gjort?

✂ Store Ord – store Ord – dette han hadede.

✂ For vilde han noget, hvorfor saa avertere det i Forvejen? Hvorfor forpligte sig for at blive latterlig, hvis man svigtede?

✂ Og gik da saa ogsaa hans Ærgærrighed i den Retning at blive en flittig Student, som købte færdigsyede Klæder?

✂ Han havde det jo godt, som han havde det; desuden, man lavede sig ikke om paa én Nat. Naturligvis, han havde sine triste Timer; men vilde han ikke ogsaa have det paa den anden Vis?

✂ Ens Liv bestemtes af mange Ting, ikke blot saadan af tilfældige Stemninger og usunde Ønsker. Baade Temperament og Valg havde Indflydelse, og løbe fra sig selv kunde man ikke.

✂ Noget andet var det: han kunde give sig til at 69 bestille noget mere, end han hidtil havde gjort, more sig lidt mindre, maaske økonomisere paa Cigarer og Handsker. Der var ikke Spor af Grund til at antage, at det andet vilde blive til hans Tilfredshed; tværtimod: han hadede det Liv, hadede den Odør, det udstraalede. Og han kom til at tænke paa en Dag, da han paa Universitetet aldeles tilfældigt dumpede ind i det teologiske Avditorium – akkurat denne Odør af Femører og snavsede Kraver over en gul Natskjorte.

✂ Ja, naar han nu bare ikke havde skrevet de fordømte Breve, saa kunde han fristes til at more sig over sine dumme Indfald.

✂ Men dette, at Faderen nu vilde triumfere og raabe Halleluja over den forlorne Søn, som vendte hjem, at Vennen vilde møde op med en vigtig Mine og sige: "Ja, sagde jeg det ikke nok – saadan vilde det ende!" – dette var oprørende.

✂ Dette, at de alle skulde mene at have Lov til at sige "stakkels Fyr" om ham, beklage ham, dette nagede ham, saa det skreg i ham af Raseri.

✂ Dette, at han havde lagt sig blot og bar, ynkelig og svag, for fremmede Øjne -!

✂ - – – Det bankede paa.

✂ "Vil Herren saa have Kaffe?" spurgte Pigen i i Døren.

✂ "Tak. Er der Breve?"

✂ "Ja, her er ét." Og med et forstaaende Smil gav hun ham et lille blaat et med en forvirret Flueskrift.

✂ Der kom Liv i hans Ansigt, mens han læste det, et bevidst Smil om hans Mund.

✂ - – Ind ad Døren kom en bleg ung Mand, friseret og pyntet. Han smed sig straks i en Stol og tændte sig en Cigar. De blot nikkede til hinanden.

70

✂ "Hvad Fanden – ligger Du i Sengen endnu! Hvor var Du iaftes?"

✂ "Hjemme."

✂ "Alene?"

✂ Ja."

✂ "Og det vil Du bilde mig ind. Saadan som Du ser ud."

✂ "Ja ja. Du kan jo lade være at tro det, hvis Du vil." Og et Smil indbød til ikke at tro det.

✂ "Hvor skal Du hen i Formiddag?"

✂ "Ingen Steder."

✂ "Gaar Du med og spiser Frokost paa d'Angleterre?"

✂ "Ja, men lad os først tage Styrtebad."

✂ "Naa, jamen saa skynd Dig."

✂ "Du kan læse det dér, mens jeg staar op." Han gav ham det blaa Brev.

✂ Da han stod og vaskede sig, vendte han sig med indsæbede Hænder om imod Vennen, der lige havde endt Læsningen:

✂ "Naa, hvad mener Du saa?"

✂ "Aa, hun gi'er sig s'gu. Det er tydeligt nok. Klem bare paa med nogle flere Blomster og nogle af dine opstrammende Breve."

✂ "Ja, ikke sandt: Længe har hun ikke tilbage?"

✂ - – Da de lidt senere drev sammen ned ad Gaden, opdagede Frits Heering den Ven, til hvem han om Natten havde skrevet, komme styrende mod dem. Han trak sin Ledsager over paa det andet Fortov, for ikke at blive set.

✂ Hele Dagen var de to Venner sammen; efter Frokosten var fulgt en Middag med rigelig Vin, efter Middagen adskillige Likører.

✂ Om Aftenen drog de, glade og rødmussede, til Tivoli i en Droske; men først gjorde de en lille Afstikker ud paa Vesterbro for at hente Heerings Overfrakke.

71

✂ Der laa derhjemme et Brev og et Visitkort.

✂ Paa Visitkortet, som Frits rev itu efter at have læst det, stod:

✂ "Jeg skyndte mig selvfølgelig straks herud. Naar Nød og Sorg kalder, glemmer man alle bitre og fjærnende Tanker. Jeg holder mig hjemme i Aften for at vente Dig.

✂ Din Carl."

✂ Brevet var fra Faderen.

✂ Han gav sig ikke Tid til at læse det, men puttede det i Lommen.

✂ Da han henimod Midnat sad og drak dry Champagne i et meget animeret Selskab hos Vincent i et af Kabinetterne, kom han ved en eller anden Bemærkning pludselig til at tænke paa Brevet.

✂ Han famlede efter det i sin Lomme, fandt det, brød det og læste, som om det var noget, der var ham uvedkommende, skrevet af en Fremmed til en Fremmed:

✂ "Min kære Frits!

✂ At dit lange, indholdsrige Brev i Dag ikke har været mig ukært, ser Du deraf, at jeg straks sætter mig til at besvare det. Jeg vidste det, kære Frits, at tidlig eller silde maatte det gaa Dig, som det nu er gaaet: at det Liv, som Du til megen Bekymring for os alle havde valgt, kun daarligt i Længden vilde tilfredsstille Dig, der i saa meget har arvet din fromme Moders brave og elskelige Sind. Men hvorlænge et stakkels svagt Menneske kan holdes fangen i Mørket, hvorlænge der maa bies i taalmodig Bøn, det afhænger af Hans Naade, som bedst véd, hvad der tjener os alle.

✂ Derfor har vi ret glædet os over at se Tegn til, at det snart vil blive lyst for vort kære Barn, om vi end have Frygt for, at der fattes endnu meget.

72

✂ Men din Sjæl har raabt i Nød, og bliver den ved at raabe, vil Du heller ikke blive uden Svar.

✂ Et har særlig ængstet mig. Du undgaar denne Gang som altid, selv med et eneste Ord, at hentyde til Ham, uden hvem – Frits tro mig, jeg vil dit Bedste, og jeg siger intet uden hvad jeg har erfaret – uden hvem dog al din Gærning bliver forgæves. Du kan blive flink og ansét, men uden Ham finder Du aldrig den Fred og Lykke, Du søger.

✂ Meget kunde jeg have Lyst til endnu at sige Dig; men Tiden er knap, og jeg vil egenlig ogsaa hellere tale med Dig, end jeg vil skrive. Derfor vil jeg bede Dig meddele mig, om det passer Dig for dine Studiers Skyld, at jeg kommer til Byen i Overmorgen, da jeg kan tage mig fri. Vi kunne da i Ro og Fortrolighed tale om det altsammen, ogsaa om dine Planer, som jeg i det væsenlige billiger. Dog vil jeg straks sige Dig, at jeg ikke synes om, at Du søger Timer i Skoler. Det vil sikkert tage Dig for meget af Tid og Kræfter, og hellere maa jeg saa se at skyde lidt ekstra til, hvis det skulde knibe med Gælden, som Du ganske vist har faaet til at svulme mærkeligt op.

✂ Alle her sender Dig kærlige Hilsener. Vi tænker meget med og for Dig i disse Dage.

✂ Din Fader.

✂ P. S. Jeg kan ikke lade være at sige Dig, at det tager sig lidt besynderligt ud – jeg siger derfor ikke, at det just er noget slemt -, men lidt besynderligt tager det sig ud, naar det Brev, hvori Du ærligt og alvorligt, som jeg tror, taler om at regulere dit Liv, præsenterer sig ufrankeret. Det er ganske vist kun en ubetydelig Sag; men det gælder om at have Orden i det smaa som i det store."

73

✂ - Man raabte paa ham fra Bordet. Han havde trukket sig hen i et Hjørne, mens han læste.

✂ Man vilde bryde op, og hans Borddame blev utaalmodig.

✂ "Vent to Minuter. Jeg skal skrive et Par Ord. Opvarter! Papir og Blæk og et 8-Øres Frimærke, – Frimærket, glem det ikke!"

✂ Han skrev ved en Kant af Bordet midt i Støjen af det opbrydende Selskab.

✂ "Kære Fader!

✂ Blot to Ord i Hast for at meddele Dig, at uforudsete Omstændigheder kalder mig til Sverig, allerede imorgen tidlig. Véd ikke endnu, naar jeg kommer tilbage. Nærmere ved første Lejlighed.

✂ Frits."

✂ Ude paa Vesterbro kastede han Brevet i en Kasse, mens han tænkte: "I alt Fald er det frankeret."

✂ Saa jollede Selskabet, Damer og Herrer, under højrøstet Latter ind til Byen i to Drosker.

✂ Enkelte trætte Hjemvendende standsede og saá paa det larmende Tog.

✂

AFTENVISITER

✂ Karsten Broberg sad en Aften hjemme og ventede Damebesøg.

✂ Hans Værelse havde to Udgange, en til Bagtrappen og en til en Korridor.

✂ Paa Bordet midt i Stuen stod Frugter, Konfekt og Vin. Baade Hængelampen og Lampen henne paa Skrivebordet var tændte.

✂ Han sad ved Skrivebordet og læste, men Tankerne gik mest til det ventede Besøg. Det var et nyt Bekendtskab, en meget smuk Pige, som han kun havde været sammen med et Par Gange, og det var første Gang, hun skulde besøge ham i hans Hjem. Klokken var lidt over otte; Klokken ni skulde hun komme. Han var lidt ængstelig for, at der skulde være kommet Forhindringer.

✂ Saa tænkte han ogsaa paa sin Forlovede, der uventet var kommen til Byen. Det havde været ham lidt ubelejligt, men saa traf det sig saa heldigt, at hun skulde med en Tante, hos hvem hun boede, i et Aftenselskab, hvortil han ikke var bedt.

✂ - Det bankede paa, og den unge Maler, Hjalmar Hoff, traadte ind. Hoff havde Værelse lige ved Siden af Broberg i samme Pensionat.

✂ Han saá sig forundret om i det stærkt oplyste Værelse, og han fik Øje paa Opdækningen.

76

✂ "Se, se – der ventes Dame, kan jeg tænke?"

✂ "Udmærket Dame endogsaa."

✂ "Kan se det paa Serveringen. Med Forlov, kære Broberg – De er stadig lige forlovet?"

✂ "Ikke en Smule Forandring."

✂ "Og lige letsinding? Deres Moral har min Agtelse – facil, yderst facil. De er et lykkeligt Menneske, Broberg."

✂ "Ja, De véd det jo. Vi har jo talt derom før. Ærlig talt ser jeg ikke Forskel paa forlovet eller ikke-forlovet – i den Retning. Ægteskabet selvfølgelig – det er noget andet."

✂ "Og Deres elskværdige Kæreste mener det samme?"

✂ "Er De gal! Tror De, hun -?"

✂ "Kære, misforstaa mig ikke. Jeg mente blot: Deres Kæreste billiger hun Deres Opfattelse af det Spørgsmaal?"

✂ "Den Slags Ting taler vi da heldigvis ikke om. Jeg ser heller ingen Grund til at fortælle unge Piger sligt. De vil nu en Gang helst tro, at vi er dydige som de, og hvorfor saa berøve dem den Illusion? Lidt ondt vilde det dog altid gøre dem."

✂ "Ja, det var netop det, jeg mente. Som jeg sa'e, kære Ven, De er et lykkeligt Menneske. Smuk rig Kæreste, smukke Elskerinder – det er i Pose og Sæk. Ellers Godnat, højstærede; jeg skal til Koncert. Godnat og god Fornøjelse."

✂ "Tak i lige Maade. Godnat Hoff."

✂ - Broberg tog igen fat paa Bogen, men hans Tanker vendte tilbage til det, Hoff havde sagt eller rettere blot paa sin sædvanlige irriterende Maade antydet. Skulde det virkelig være noget saa uhørt det, at en forlovet Mand blev ved at leve som Ungkarl? Men var han da andet? Som om dette halve Forlovelsesforhold virkelig bragte nogen 77 Forandring i den Retning, andre Vilkaar? Nej, men Sagen var blot den, at andre tav stille, mens han var aabenhjærtet; det var ikke klogt at tale om den Slags Ting.

✂ - – Han hørte ligesom en Kjole rasle udenfor paa Køkkentrappen. Skulde det allerede være Mary? Nej, hun kom ikke den Vej! Det bankede paa, et lille rask Slag, og et ungt smilende Dameansigt viste sig i Døren.

✂ "Maa jeg komme, Karsten?"

✂ "Men Du gode Gud, Charlotte, hvordan kommer Du her?"

✂ Han var bleven aldeles bestyrtet ved at se sin Kæreste. Han havde en Fornemmelse af, at nu ramlede det altsammen. Han fik tvunget et stramt Smil frem og søgte at bringe sine Nerver til Ro.

✂ "Ja, Du – var det ikke en Overraskelse? Det havde han nok ikke ventet, Fyren dér, som ikke saa meget som rækker mig Haanden til Goddag?"

✂ Hun stod henne ved Døren og lagde Paraplyen fra sig, begyndte saa at trække Handskerne af.

✂ Han gik hen og kyssede hende paa Kinden, der var fugtig af Kulden udenfor. Og han søgte at skjule sin Forvirring ved ivrig at hjælpe hende Kaaben af og anbringe hendes Sager. Imens sagde han i stødvise Ord, hentende dem nede fra Halsen, hvor de sad fast:

✂ "Nej – ventet Dig . . . havde jeg – jo egenlig ikke. Jeg troede – Du sad velbeholden ... paa Frederiksberg."

✂ "Ja, men ser Du. Saa fik jeg den mageløse Idé at gaa herop i Stedet for. Jeg havde saa lidt Lyst til det Selskab, langt mere til at være sammen med Dig, og saa narrede jeg Tante. Jeg sa'e, jeg var ikke rask, og saa, da hun var gaaet, løb jeg herop. Var det godt gjort Du?"

78

✂ Hun var ifærd med at løse Hatte-Elastiken af Haaret. Han stod med Ryggen mod hende og stillede Paraplyen op i et Hjørne; han var længe om at faa den anbragt.

✂ "Vist var det, Du." Han saá halvt paa hende fra Hjørnet. "Du kan lægge Hatten dér paa Kommoden. – Men hvordan hittede Du paa at gaa ad Køkkentrappen?"

✂ "Jo, Du havde jo sagt, at der var en Dør dertil, og saa ior ikke at blive set, gik jeg den Vej. Men jeg forstyrrer vel ikke? Havde Du travlt, for saa gaar jeg?"

✂ "Nej, aldeles ikke." Han gik hen og tog hende om Skuldrene, klappede hende ned over Kinderne, og blev længe mekanisk ved dermed. "Men jeg venter rigtignok desværre Fremmede om ikke ret længe. Jeg anede jo ikke, Du kom, og saa aftalte jeg med Friis, at vi skulde være sammen i Aften. Men der er en hel Time til; han kommer vist ikke før halvti."

✂ Han saá hurtigt ned mod hendes Ansigt. Det trak ligesom op til lidt Bedrøvelse, men kun for et Øjeblik. Ellers intet at læse deri. Hun havde sikkert ikke anet Uraad.

✂ "Nej, før halvti kommer han vist ikke", gentog han.

✂ "Aah – her er jo ogsaa saa fint og oplyst. Nu ser jeg det først. Gør Du altid saa megen Stads af Friis?"

✂ De gik frem i Stuen, han stadig holdende hende om Skuldrene. Hendes Blik faldt paa det runde Bord.

✂ "Nej, og se her! Aa, det var dejligt Du, jeg kom. Jeg elsker Druer. Skulde Friis virkelig have haft alle de dejlige Sager? Du forkæler ham jo rent, Karsten."

79

✂ "Friis sværmer for Druer ligesom Du. Det er et gammelt Løfte, at jeg en Gang skulde traktere ham med Slikkerier. – Kom nu og sæt Dig."

✂ De satte sig ved Bordet, han i Sofaen, hun paa en Stol lige tæt ved. Hun sad og plukkede Vindruer af Klaserne.

✂ "Hvor det er morsomt, Du, at spise saadan noget, som egenlig er bestemt for en ganske anden. Tror Du, Friis bliver vred paa mig?" Hun puttede i det samme en Drue i Karstens Mund.

✂ "Friis?" – han sank Druen – "Nej, det tror jeg ikke, for han maa jo slet ikke vide, Du har været her. Hvad tror Du, han vilde sige til, at Du saadan uden videre besøger mig paa mit Værelse? Hvad vilde Folk i det hele taget sige?"

✂ "Aa, Karsten. Det bryder vi os da ikke om? Vel – Du synes ikke, der er noget galt i det?"

✂ "Nej Du, men mine Begreber om det passende er nu ogsaa saa temmelig i Strid med de almindelige. Jeg finder det naturligvis kun sødt af Dig, at Du kom. – Skal jeg ikke skænke Dig et Glas Vin – det er Pajarete?"

✂ Hun holdt paa hans Haand, mens han skænkede.

✂ "Kun en Draabe til mig, Karsten. – Men hvordan slipper jeg da ud, naar han kommer?"

✂ "Samme Vej som Du kom, ned ad Bagtrappen. Han gaar altid ad Hovedtrappen. – Skaal, Charlotte. Tak for dit Besøg. Jeg haaber, Du snart gør det om!"

✂ Og de kyssedes med Glasset i Haanden, med den søde Vin endnu paa Læberne.

✂ Lidt efter sagde hun:

✂ "Du ser ikke rigtig rask ud i Aften, Karsten. Har Du det ikke godt?

✂ "Aa, jeg er lidt træt og nervøs. Jeg har arbejdet vel meget i Dag."

80

✂ "Din Stakkel" – og hun bøjede sig ned mod ham – "Du har vist altfor meget at bestille? Og det er for min Skyld, Du arbejder, ikke sandt Karsten? For at vi snart kan faa Bryllup? Men saa skal Du ogsaa faa det godt – aa, jeg skal gøre alt saa hyggeligt for Dig."

✂ "Ja Du lille, saa skal vi ha'e det rigtig godt, vi to."

✂ Han saá paa Uret. Klokken var straks ni. Blot hun ikke kom altfor præcist. Hans Hoved bankede i Feber, han frøs, og hans Hænder var iskolde. Saa lod han sig glide ned paa Gulvet og lagde sit Hoved i hendes Skød; han kunde ikke udholde at sidde Ansigt til Ansigt med hende.

✂ Hun strøg ham gennem Haaret ned over Panden.

✂ "Hvor Du er hed, Karsten! Bare Du er rask?"

✂ "Det er ingen Ting, Du. Mit Hoved er altid saa varmt."

✂ Saa sagde hun et Øjeblik efter:

✂ "Siig mig, Karsten, holder Du umaadelig meget af denne Friis?"

✂ "Ja, jeg holder meget af ham. Hvorfor spørger Du?"

✂ "Aa, jeg skal sige Dig, det var forleden, jeg var sammen med et Menneske, som kendte ham herinde fra. Han roste ham just ikke."

✂ "Hvad sagde han da?"

✂ "Han sagde, at han morede sig vel meget, og at han ikke syntes, at det var den allerbedste Omgang for Dig. Er det sandt?"

✂ "Hvad for noget?"

✂ "At han morer sig saa meget."

✂ "Aa – han er saamæn ikke værre end de fleste unge Mennesker."

✂ Der blev en lille Pavse.

81

✂ "Der var noget, jeg gærne vilde spørge Dig om Karsten. Men Du maa ikke blive vred -"

✂ "Nej, spørg Du kun."

✂ "Det var det, at .... om Du, Karsten, før vi blev forlovede, var som ... de fleste unge Mennesker?"

✂ Og da han tøvede med at svare, sagde hun:

✂ "Du maa ikke narre mig, hører Du! Du skal være ærlig."

✂ "Men hvorfor vil Du egenlig vide det?"

✂ "Fordi – jeg bliver langt roligere saa. Jeg tænker saa ofte derpaa, baade Nat og Dag, og jeg kan ikke holde det ud. Svar mig Karsten."

✂ "Ja, jeg var som de fleste."

✂ Han følte, at hun tog sin Haand bort fra hans Pande, og hun tav.

✂ "Er Du bedrøvet, Charlotte, er Du vred paa mig? Den Gang kendte jeg Dig jo ikke, og jeg var ung. Unge Mennesker maa more sig lidt."

✂ "Ogsaa unge Piger?"

✂ "Man plejer at sige nej. Min Mening er, at Spørgsmaalet er tvivlsomt."

✂ "Men hvis nu jeg Karsten -?"

✂ Utaalmodig svarede han:

✂ "Saa havde jeg vel taget Dig endda, om jeg havde holdt af Dig."

✂ Hun sad og grundede lidt, saa sagde hun:

✂ "Men der var en Ting endnu, jeg vilde vide -"

✂ "Naa?"

✂ "Den Gang vi saa blev forlovede, – hørte Du saa op at være som de fleste?"

✂ Han tog hendes Haand, der hang løst ned, og kyssede den. Han mærkede, den skælvede.

✂ "Ja, Charlotte – saa hørte jeg op."

✂ "Er Du oprigtig, Karsten – fuldt oprigtig? For 82 Du maa langt hellere sige, som det er, om det saa er det andet."

✂ "Din lille Nar – ja vist er jeg oprigtig. Vil Du have, at jeg skal bande paa det?"

✂ "Aa, Du kære Dreng – saa det er sandt?"

✂ Hun bøjede sig ned og kyssede ham, atter og atter.

✂ "Hvor jeg er lykkelig, Karsten. For jeg var saa bange; og ser Du – det andet, det før Forlovelsen, det fik jo være, for I er nu en Gang ikke bedre, I stygge Mandfolk; men den Tanke, at der ogsaa nu skulde være andre end mig, som Du kyssede og kælede for, Du kan tro mig, det vilde være skrækkeligt at tænke."

✂ "Aa, vi stygge Mandfolk er nu slet ikke nær saa slemme alligevel, som I vil gøre os til."

✂ Og han rejste sig for at fri sig ud af hendes Kærtegn, som var ham Lidelser.

✂ I det samme ringede det, to Gange.

✂ "Det var til mig, Charlotte. Det er Friis."

✂ "Nu skal jeg skynde mig. Hjælp mig Kaaben paa, Karsten!"

✂ Han var ualmindelig hurtig til at finde alle hendes Sager.

✂ "Og nu Farvel, Karsten. Du kommer vel i Morgen?"

✂ "Ja, Du. Farvel min søde Pige. Tak for Besøget."

✂ Han fandt, hun var utaalelig langsom, og han maatte tvinge sig for ikke at puffe hende ud gennem Døren.

✂ "I lige Maade Tak. Tusind Tak, Karsten, for alt, hvad Du har sagt mig i Aften. Aa, hvor jeg er glad. Saa, der ringede det igen. Nu løber jeg. Farvel Du!«

✂ Han trak Vejret dybt. "Gud ske Lov!" saa fo'r han ud i Entréen for at lukke op.

83

✂ Mary saá gnaven ud.

✂ "Hvor længe skal man vente?"

✂ "Ja, Du maa undskylde; men en af mine Venner var her. Jeg maatte jo have ham bort først."

✂ Hun saá hans Forvirring.

✂ "Du lyver!"

✂ Han var saa slappet, at han knap fandt det Umagen værd at overbevise hende, og det var i en træt Tone, han sagde:

✂ "Men kæreste Mary – det var en af mine Venner, tro mig saa dog."

✂ Hun vilde ikke tro ham; hun var saa forbitret, at hun vilde gaa straks igen; han gad ikke tale, og for at faa en Ende paa det trak han hende ind med sig. Men han var vammel ved hende, ønskede hende langt bort.

✂ Det første, hun gjorde, da hun var i Værelset, var at fare hen til Vinduet for at se ud.

✂ "Hvad vil Du dér?" spurgte han og løb efter hende.

✂ "Jeg ser, om der kommer nogen ud herfra Huset."

✂ "Lille Fæ" – han tog hende om Livet – "hvis der var noget at opdage, saa var det allerede for sent."

✂ Og han bar hende bort fra Vinduet, satte hende i en Gyngestol og lagde sig paa Gulvet ved hendes Fødder. Dovent gned han sin Nakke frem og tilbage hen over hendes Knæ, mens han sagde: "Sikken et Barn, Du dog er, Mary. Hvorfor vil Du nu ikke tro mig? Det kunde s'gu ikke falde mig ind at lyve." Saa blev han efterhaanden varm ved Berøringen med hende, tog hendes Haand og bed i Fingrene; rejste sig pludselig og kyssede hende i Nakken. Hun bøjede i Behag Hovedet frem, og han kyssede igen ...

84

✂ Men næste Morgen modtog Karsten Broberg følgende Brev fra sin Kæreste:

✂ "Der er Ting, der er saa oprørende, at de ikke kan glemmes.

✂ "Du kunde have sagt mig alt, og jeg vilde have tilgivet Dig, men din Fejghed lod Dig lyve gement.

✂ "Du skammede Dig ikke for at jage mig, din vordende Hustru, af din Stue for at give Plads for din Elskerinde.

✂ "Først lod Du mig dog lide den Haan, at Du bød mig til Gæst paa det, der var bestemt til hende.

✂ "At dit Hjærte kunde taale koldt og uden Tøven at bedrage den Lykke, som dine løgnagtige Ord havde skabt, dette er dog først og fremmest det, som aldrig kan glemmes Dig – aldrig.

✂ "Og det har jeg lært, som jeg ikke vil lade mig byde: at dine Ord er de samme, dine Kærtegn, dine Navne de samme, fornærmende uforandret de samme til hende og mig.

✂ "Gør intet Forsøg paa at finde en undskyldende Trøst deri, at jeg ikke elskede Dig og at jeg benyttede en kærkommen Lejlighed. Jeg elskede Dig, Karsten, kun altfor højt – nu føler jeg Rædsel over min Blindhed, Foragt mod Dig. Du skal vide det: jeg foragter Dig, foragter Dig som man foragter det æreløse.

✂ "Man kan saares saa haardt i sin Kærlighed, at den dræbes. Man kan, naar ens Værdighed byder det, rive den ud.

✂ "Og saa megen Æresfølelse har Du vel tilbage, at Du ikke forsøger at tigge om Kærlighed, hvor der kun er Foragt.

✂ "For Resten er vel ogsaa min Kærlighed Dig ligegyldig; men hvad der ikke kan være Dig ligegyldigt, er det, at der nu lever et Menneske, 85 som har Ret til at sige Dig op i Ansigtet, at Du er en Usling.

✂ "Jeg modtager intet Brev fra Dig; jeg fordrer, at Du skaaner mig for nye Løgne. Ti der er intet usikkert fra min Side. Men for at Du ikke alligevel skal kunne sige: Hun vidste dog intet bestemt – endnu blot dette:

✂ "Jeg saá hende i dit Vindue, da jeg gik. Jeg listede mig tilbage op ad Trappen og hørte alt. Ogsaa at Du lyver for hende som for mig.

✂ "Det burde maaske være mig en Trøst, at Du dog ikke agter hende højere!"

✂ - Han havde siddet op i Sengen og læst Brevet. Da han var færdig med det, lod han det falde ned paa Tæppet, og han saá sig sky om i Værelset. Han havde en Fornemmelse, som om han var bleven spyttet i Ansigtet og nu var bange for, at nogen havde set det.

✂ Saa faldt han tilbage og laa og stirrede op i Loftet uden at kunne tænke. Men med ét fo'r det gennem ham: "Det er s'gu godt skrevet! Saa klart, saa lidt fruentimmeragtigt!"

86
87

✂

DEN SIDSTE

✂ Enkefru Hammer sad en Formiddag i sin Dagligstue henne ved Vinduet og strikkede. Foran hende paa Sybordet laa et Nummer af "Dansk Kirketidende" opslaaet, og hun læste deri, mens hun strikkede.

✂ Hun var en lille spinkel Dame, paa de halvtreds omtrent, med et blegt, magert Ansigt, med dybtliggende mørke Øjne.

✂ Hun var sortklædt, med en lille sort Kappe paa det glat redte Haar.

✂ Det velhavende møblerede Værelse havde et vist religiøst Præg. I Stuens to Hjørner stod paa Sokler Marmorfigurer af Kristus og Johannes den Døber. Paa Væggene hang Kobbere af Rafaels Apostlenes Gærninger og over Klaveret Ingemanns og Grundtvigs Portræter.

✂ - Gangdøren blev aabnet.

✂ Der var en, der nynnede ude i Entréen; saa traadte et ungt Menneske paa 17-18 Aar ind. Han havde en Bog i Haanden.

✂ "Goddag, Mo'r."

✂ "Goddag, Carl. Du kommer sent fra Manuduktør i Dag."

✂ "Aa – jeg mødte Ravn paa Gaden, og saa fulgte jeg lidt med ham hjem. Han er begyndt paa sit store Billede til Foraarsudstillingen."

88

✂ "Du omgaas meget Emils Venner i den sidste Tid. De er dog langt ældre end Du. Jeg forstaar ikke, det kan more dem."

✂ "De morer sig vist netop over min Ungdommelighed, og saa lærer jeg saa meget af at omgaas dem. Du kan tro, Ravns Billede bliver storartet."

✂ "Jeg holder ikke af hans Billeder; de er ofte saa raa. Der er noget oprørsk ved dem, som vækker de slette Lidenskaber hos en."

✂ Carl svarede ikke; han gik hen imod Døren ind til Sønnernes Værelser.

✂ "Aa, vent et Øjeblik Carl. Du har vel ikke saa travlt, og jeg vilde gærne tale lidt med Dig."

✂ Han satte sig i en Stol tæt ved Moderen og skottede mistænksom hen til hende.

✂ Fru Hammer strikkede en Pind færdig, saa lod hun Strikketøjet synke ned i Skødet og saá skarpt paa Carl, saa han slog Øjnene ned.

✂ "Carl, Du burde ikke omgaas Emils Venner saa meget."

✂ "Hvorfor dog ikke, Mo'r?" Han forsøgte at se frejdigt paa hende.

✂ "Emils Venner er ingen Omgang for purt unge Mennesker. Deres Anskuelser er meget for løse."

✂ "Men Emil da?"

✂ "Emil er din Bro'r. Men for Resten véd Du jo godt, hvor meget jeg lider ved hele den Retning, hans Udvikling har taget."

✂ Carl tav. Han bladede forlegen i sin Bog.

✂ "Hvad er det for en Bog, Du dér har?"

✂ "En Roman, jeg har laant af Ravn."

✂ "Hvad hedder den?"

✂ "Niels Lyhne."

✂ "Hvad vil Du læse den Slags Bøger for?"

✂ "Kender Du den, Mo'r? Den skal være saa kønt og alvorligt skrevet."

89

✂ "Den er Løgn som alt det andet fra den Kant."

✂ Og hun strikkede ivrigt et Par Øjeblikke. Pludselig saá hun igen Carl ind i Øjnene, denne Gang saa varmt og bedende, og hun lagde sin Haand paa hans Knæ.

✂ "Carl, siig mig – jeg har længe villet spørge Dig, for der har i den senere Tid kunnet være Grund nok for mig til at ængstes – siig mig, hvordan staar det til med din Tro? Holder Du fast ved Gud?"

✂ Carl søgte at møde Moderens Blik, men det forvirrede ham, og han saá uroligt til Siden.

✂ "Jeg tror det nok, Mo'r!" sagde han ganske lavt.

✂ "Du er ikke sikker altsaa?"

✂ "Under Tiden kan jo Tvivlen komme op; men Mo'r, er det ikke noget, der hænder alle?"

✂ "Jo vist, Barn." Og hendes Haand trykkede fastere mod hans Knæ. "Men saa kæmper man ærligt og med Bøn mod Tvivlen, saa kuer man den ned, Carl, saa river man alt sit ynkelige Hovmod ud, om saa Hjærtet bløder derved; men man søger ikke Tvivlens Bestyrkelse i daarlig Omgang, man flyer ikke Herrens Hus, man læser ikke Vantroens sledske Bøger -"

✂ Men da hun saá, at Carl kun blev koldere ved hendes Ord, rejste hun sig og lagde Armene om hans Hals, og hendes Stemme blev saa blød og bristende:

✂ "Min egen Dreng, jeg skænder jo ikke – jeg blot beder Dig: Slip ikke Herren din Gud, og slip ikke din Mo'rs Formaninger; dem vokser man aldrig fra. Jeg har jo kun Dig tilbage; gik ogsaa Du, saa sad jeg alene med Gud. Gud er naadig, Barn, og god, men ene med ham, altid ene under hans Storheds Tugt – jeg holdt det ikke ud. Og derfor – ikke sandt Carl? – vil vi to holde sammen, vi 90 slipper ham ikke, Haand i Haand vil vi bede ogsaa for din stakkels Bro'r, for Du sagde det jo: Du blot tvivler til Tider, men naar vi hjælpes, Du og jeg, saa bliver det altsammen godt. Tror Du ikke, Carl?"

✂ Han havde forsigtig rejst sig, mens hun talte, og lagt Armen om hendes Liv. Hun holdt stadig sine Hænder om hans Hals, og han havde bøjet sit Hoved ned mod hendes Skulder.

✂ Jo, Mo'r," hviskede han, og hun knugede ham tæt til sig.

✂ Da hun endelig slap ham, var der Taarer i hendes Øjne.

✂ "Gaa saa Carl, og Vorherre være med Dig!"

✂ Hun stod med et Smil om Læberne for at kunne sende ham et glad Nik, naar han vendte sig i Døren, inden den lukkedes, men han skyndte sig igennem den uden at se tilbage.

✂ Hun stod nogle Øjeblikke og stirrede derhen, med Haanden støttet mod Bordet, mens Smilet om hendes Mund langsomt døde hen og Læberne lukkede sig strængt og haardt.

✂ Angsten havde atter grebet hende.

✂ Hun gik hurtig frem og tilbage i Stuen, og alle hendes bange Tanker søgte ud i en Bøn, som hendes Læber mimrede. Men Gud sad saa højt og fjærnt, og hendes Ord faldt tilbage uden Svar. Da jog hendes svare Nød hende til Skrig mod Gud; hun knyttede sine Hænder og tvang ham fra sin Himmel.

✂ Det var jo ogsaa for ham, hun kæmpede. Hans Sag fremfor alt. Men hvorfor sad han da saa kold og rolig, hvorfor vilde han taale, at én for én reves fra ham, naar han dog blot behøvede at strække sin mægtige Haand ud for at holde dem fast? Han maatte jo vide, hvor svag hun var; men hvorfor 91 talte han saa ikke? Blot et Ord, at hun fik Vished, at hun ikke kæmpede alene. Hvorfor var han saa gærrig, han den rige Gud? Det var jo om saa lidt hun bad, og han gav hende det ikke.

✂ Hun sank udmattet om i en Stol med Ansigtet skjult i Hænderne.

✂ Altid var hun dog den samme, aldrig kunde hun lære at vente i Ydmyghed. Herren havde sin Tid, og han lod sig ikke tvinge af hendes taabelige Utaalmodighed.

✂ Og det gjorde hende godt at søge Ly i den Tanke, at han, som ledte alt til det bedste, ogsaa vilde tage hendes Sag i sin Varetægt. Herren, hvem hendes Bøn før ikke kunde gribe, gød nu et Pust af sin himmelske Fred over hendes vankelmodige Sjæl.

✂ Hun rejste sig og gik hen til Bogskabet, der stod tæt henne ved Døren til Emils Værelse. Hun tog deraf "Fra Bønnens Verden", men hun blev staaende med den uopslaaet i Haanden.

✂ Inde fra Sønnens Værelse hørte hun Emils Stemme; han talte ivrigt og indtrængende, men hvad han sagde, kunde hun ikke høre. Alt imellem blandede Carls Stemme sig ind.

✂ Der lagde sig et knugende Tryk over hendes Bryst.

✂ Hvad talte de mon om? Hvorfor var Emil mon saa ivrig?

✂ Aa – hun var en Nar! Atter denne fejge Angst. Der var jo de tusinde Ting, de kunde tale om. Men netop nu, nu ligesom hun havde talt med Carl, og nu mens han plejede at læse!

✂ Og hun blev staaende lyttende uden at kunne høre, bange for at røre sig, med Bogen i Haanden.

92

✂ - – Da Carl fra Dagligstuen kom ind i Emils Værelse, saá han denne sidde ved Skrivebordet og arbejde.

✂ Han standsede tvivlraadig, men satte sig tilsidst i en Stol.

✂ Emil arbejdede stadig uden at lægge Mærke til ham.

✂ "Emil!" sagde han saa endelig.

✂ Det lød saa forknyt, at Broderen hurtigt vendte sig om.

✂ "Hvad er der i Vejen?" spurgte han.

✂ "Har Du Tid, Emil? Jeg vilde saa gærne tale med Dig."

✂ "Ja, om et Øjeblik. Lad mig blot gøre dette færdigt!"

✂ Der hørtes kun Pennens fine Kradsen paa Papiret; Carl lyttede mod Dagligstuen, ogsaa dér var ganske tyst.

✂ Emil var færdig; han drejede Stolen om henimod Carl og saá paa ham.

✂ "Naa, hvad er der saa?"

✂ "Aa, Emil, jeg er saa ulykkelig." Og han saá saa hjælpeløst fortvivlet ud, at Emil blev ganske bange.

✂ "Men saa siig dog, hvad det er? Er der sket nogen Ulykke? Har Du gjort Gæld, eller hvad er det?"

✂ "Nej – men Emil, det er det med Mo'r."

✂ I samme Nu anede den ældre Broder det hele.

✂ "Hvad har Mo'r sagt? Har hun faaet noget at vide?"

✂ Carl begyndte at fortælle; Emil forstod det saa godt. Det var jo hans egen Historie om igen, blot at Moderen vel nu var endnu mere fortvivlet end den Gang. Og han havde tit og ofte gyst ved Tanken om, at en Dag, før eller senere, maatte denne 93 sidste Fortvivlelse ramme hende. For han havde Dag for Dag set Carl glide mere og mere over til ham og hans Anskuelser, bort fra Moderen. Men han havde sangvinsk haabet paa hendes Blindhed og paa, at Carl endnu skulde være for ung til alvorligt at have klaret sig sig selv. Nu saá han med dyb Sorg, at Ulykken var truende nær.

✂ "Jeg holder det ikke ud" – sagde Carl, da han var færdig med at fortælle; – "jeg holder det ikke ud Dag efter Dag at rode mig dybere ind i Løgnen. Jeg lyver altid for Mo'r, jeg tør aldrig sige min Mening, og spørger hun mig, maa jeg læmpe og mildne, saa baade hun og jeg lider derved, for hun, naturligvis ogsaa, mærker, at jeg aldrig er ærlig. Altid naar jeg er inde i Stuen hos hende, ser hun saa forskende paa mig; hun stoler ikke mere paa mig, og det er saa forfærdeligt det Komedjespil, at jeg sammen med hende altid er en ganske anden end sammen med Dig og mine Venner. Forleden Dag sagde hun til mig: "Jeg synes, at dit gode Humør helt er borte i den sidste Tid", og jeg kan heller ikke være glad, naar jeg er sammen med hende; jeg føler det altid, som om jeg var en Forbryder imod hende. Og det bli'r jeg jo ogsaa, naar jeg evig og altid skal gaa og lyve for hende. Som nu i Dag, da hun spurgte mig, om jeg troede – hvad skulde jeg have sagt?"

✂ "Jeg synes, Du svarede, som Du burde. At Du af og til tvivlede – og ikke sandt Carl, andet er det jo dog i Grunden heller ikke? Du er begyndt at tvivle, men Herregud, hvem véd, om Du derfor vil blive bestyrket i Tvivlen? Det kan jo godt være, at Du, naar Du bliver ældre, vil mene, at Du havde Uret deri. Naar man er saa ung som Du, skulde det være underligt, om man havde en fuldt udviklet Overbevisning."

94

✂ "Ja, det samme har jeg jo ogsaa søgt at bilde mig ind. Men ser Du, Emil – da jeg var endnu meget yngre end nu, troede jeg, at Religionen kom, naar man blev ældre og fornuftig. For den Gang havde jeg kun det Indtryk af den, at den var kedelig. Saa da jeg for et Par Aar siden gik til Præsten, begyndte det egenlig først at gaa op for mig, at jeg aldrig lærte at blive troende. Præsten talte jo altid til os, som om vi var gamle og forstandige nok til at være alvorlige Kristne. Min Alvor, og mange af de andres med, bestod deri, at vi læste op af Katekismus'en bag Præstens Ryg og aldrig nogen Sinde havde Tanke for, at det, at vi skulde konfirmeres, betød noget mere, end at vi skulde have nyt Tøj, og at det gjaldt om at faa Tøjet saa voksent som muligt. Lørdag Aften før Konfirmationen gav Moder mig en Salmebog og sagde, jeg skulde læse nogle af Konfirmationssalmerne. Jeg satte mig hen med Bogen opslaaet og tænkte paa, om jeg monstro fik Sølv- eller Guldur. – Jeg overdriver ikke – jeg husker det altsammen saa tydeligt. Og da Præsten velsignede mig, havde jeg kun den Tanke, at nu ødelagde han min pæne Frisure. Ser Du, som Dreng taler man ikke derom, for saa skammer man sig; man tror, at man er langt værre end sine Kammerater; men bliver man ældre, blot saa gammel som jeg nu, forstaar man, at det, man den Gang tænkte kom af ens Barnagtighed, kom af Mangel paa Tro, Mangel paa Evne dertil. Jeg har aldrig troet, og jeg lærer det ikke. Jeg kan det ikke."

✂ Emil havde ladet ham tale; han havde ogsaa saa lidt at sige dertil; kun den Tanke havde han: Mig selv om igen, altid det samme! – Man saa saá han Moderen segne under dette sidste Stød; saa følte han al hendes navnløse Kval, hun, som 95 kun havde de to at leve for. Nej, det maatte ikke ske. Carl maatte holde ud; hellere maatte han dog lide end hun.

✂ Han rykkede sin Stol tæt til Broderens og spurgte:

✂ "Naa, og hvad er det saa din Agt at ville gøre?"

✂ Carl saá op paa ham forundret og lidt skuffet.

✂ "Jeg troede, Du vilde have forstaaet mig, Emil, og at Du vilde have givet mig Ret i, at der kun er ét at gøre: være ærlig mod Mo'r. Det vil jo blive hende haardt straks, naturligvis, men bagefter vil det dog ogsaa være bedst for hende, for jeg kan dog ikke være saadan, at hun slet intet mærker."

✂ "Lad os hellere, Carl, se Sagen lige i Øjnene; det nytter dog ikke nu at ville narre os selv. Sandheden vil, det er desværre altfor sikkert, fuldstændig knuse Mo'r. Gør Dig det klart, og siig mig saa: Kan Du forsvare at sige hende det alt?

✂ Der kom et lidt bittert Smil om Carls Mund, og han svarede ikke.

✂ Saa vedblev Emil:

✂ "Jeg forstaar, Du synes, det er haardt. Jeg forstaar, at Du kan tænke: han kan sagtens, han, som har gjort sig selv fri for alle Hensyn. Og dog, tror Du, man er saa lykkelig, naar man har sat sig ud over disse Hensyn? Tror Du ikke, jeg ofte føler Mo'rs Sorg som en tung Byrde? Men alligevel forstaar jeg det, og jeg véd, det er drøjt ikke at faa Lov at være sig selv. Men tænk paa Mo'r, paa hende først og fremmest. Tænk paa, hvor hun har klynget sig til Dig som sit eneste Haab! Og om nu ogsaa det bristede! – Og saa er der det: Du er saa ung endnu, endnu har Livet ikke saa bestemt stillet den Fordring til Dig, at Du skal tage Parti; Du har Lov en Tid endnu at være ventende. Og det, det her gælder om, er fremfor alt at fare med 96 Læmpe, at skyde Afgørelsen lidt ud. En pludselig og skaanselsløs Forklaring kan dræbe Mo'r, en langsom Forbereden vil sikkert tage meget af Brodden. Du selv vil ogsaa staa Dig ved ikke at være for hurtig. Du er i dette Øjeblik sikker paa, at, hvad Du mener i Dag, vil Du ogsaa mene om et Aar og senere; men Du kan have taget fejl."

✂ "Nej, Emil, jeg har ikke taget fejl."

✂ "Naa – jeg tror Dig; men alligevel – Du maa. Og naar Du føler det som din Pligt, vil Du ogsaa lettere kunne bære det; Usandheden vil ikke tynge Dig som en Brøde, og naar Du saa imens arbejder for et Maal, foreløbig din Eksamen, vil Du ogsaa føle Dig lykkeligere; Du vil ikke spilde dine Kræfter paa en vag og usund Melankoli, og Du vil, naar saa endelig Afgørelsen kommer, kunne møde den modnere og bedre rustet end nu. Blot at Du igen faar dit gamle glade Ansigt, vil gøre Mo'r tryggere."

✂ "Men naar jeg nu alligevel ikke magter det -"

✂ ... Der blev pludselig Tavshed. Døren til Dagligstuen var gaaet op, og Fru Hammer gik igennem Stuen. Hun saá skarpt og hurtigt paa Sønnerne, og standsede.

✂ "Jeg troede, Du var inde at læse, Carl? Du maa ikke forsømme Læsningen."

✂ "Emil og jeg kom til at tale om noget; men jeg skulde ogsaa til at gaa lige nu." Og han rejste sig.

✂ "Ja, gaa kun. Jeg har noget at tale om med Emil."

✂ Da han var gaaet, gik Fruen hen mod Emil, der havde stillet sig med Ryggen mod Skrivebordet.

✂ Hurtigt sagde hun:

✂ "Hvad talte I om, Emil ? I saá begge saa ophidsede ud."

97

✂ "Aa, Mo'r, om rent ligegyldige Ting – et Par nye Bøger blandt andet."

✂ "Det er ikke sandt. I talte om Religionen!" Hun havde sit Ansigt helt henne ved hans.

✂ Emil svarede ikke; han stod og saá ned mod Gulvet.

✂ "Ja, jeg anede det jo. Men nu skal jeg sige Dig noget, Emil. Jeg har hidtil altid betragtet det som en stiltiende Aftale mellem os, at Du dog i det mindste afholdt Dig fra at indvirke paa Carl. Det har dog ikke været uden Betænkelighed, at jeg har ladet Jer bo Dør om Dør i samme Hus. Men, som sagt, jeg stolede paa Dig. Men at Du nu ogsaa søger at drage din Bro'r, som ikke er stort mer end et Barn, over til dine falske Lærdomme, som jeg baade afskyer og beklager, – det taaler jeg ikke, Emil. Du selv har valgt at gøre din Mo'r den tungeste Sorg, Du kunde gøre hende. Jeg har tiet dertil. Men hvis nu Meningen skal være, at Du vil aabne en Kamp mod mig, din Mo'r, om ham, som er den eneste, jeg har tilbage, den eneste – saa skal Du vide, at jeg taaler det ikke. –

✂ - Saa svar dog, Emil, svar! Eller betyder din Tavshed, at jeg har Ret?"

✂ "Jeg har jo talt, men Du tror mig ikke."

✂ "Nej, jeg tror Dig ikke, for jeg er ikke blind.

✂ Men at Du vilde dynge ogsaa det til alt det andet, jeg havde ikke kunnet tro det. Men nu ser jeg det jo! Alt har Du ment at kunne byde din Mo'r, intet har Du skaanet mig for; Du regner mig for intet, for en overflødig Ting, som man sparker saa længe, til man faar den bort. Har Du villet ramme mig, saa har Du ramt mig godt – aa, den Triumf skal Du dog have, at din Mo'r vaander sig under dit Slag -"

✂ Hun standsede og stirrede mod Døren.

98

✂ Dér stod Carl, hvid som Kalk, med funklende Øjne.

✂ "Nej, Mo'r – nu er det gaaet vidt nok. Nu taaler jeg det ikke. Vil Emil ikke tale, saa vil jeg!"

✂ "Du taler ikke, Carl!" Det kom lynsnart fra Emil.

✂ "Jo, jeg taler. Jeg vil tale."

✂ "Du skal ikke høre ham, Mo'r. Bryd Dig ikke om, hvad han siger -"

✂ Fru Hammer var gaaet et Par Skridt tilbage; hun greb efter en Stol.

✂ "Jo, tal Carl," hviskede hun. –

✂ "Ja, det var blot det, jeg vilde sige Dig, Mo'r, at naar Du tror, at Emil vil forlokke mig, saa tager Du fejl. Emil talte din Sag tværtimod. Han bad mig lyve for Dig. Men nu kan jeg det ikke. Jeg mener som Emil."

✂ Hun stod som lammet under hans Ord. Øjnene flakkede uroligt fra den ene til den anden. Saa med ét greb al Vishedens Rædsel hende, og hun sukkede et klagende Skrig, fo'r hen til Carl, greb ham og ruskede ham for at holde ham fast, forstenedes ved hans Blik, famlede efter Emil og faldt ned foran Carl, med Hænderne flade mod hans Bryst.

✂ Alt i et Nu.

✂ Graaden rystede hendes Legeme, og mens hun tungt sank sammen, stønnede hun: "Gud, aa Gud – min Gud!"

✂

EN SEJLTUR

✂ Den sørgeklædte, stille lille Dame fortalte:

✂ "Det er nu fem Aar siden. Min Mand havde i de sidste Par Aar været saa underlig overspændt. Han havde i sine unge Dage levet meget med, og senere under vort Ægteskab, da vores lille Dreng, som var hans ét og alt, var død, begyndte han at drikke mere Vin ved Middagen, end hans Hoved vel kunde taale, og tit kom han sent hjem om Natten, ophidset og vild, saa jeg var bange for at møde ham. Til andre Tider var han ganske tavs og mørk, kunde sidde flere Timer ude paa Verandaen og ryge Cigarer uden at sige et eneste Ord, blot sukkede han af og til dybt og stønnede, som om noget pinte ham.

✂ Min Mand havde været et smukt og raskt ungt Menneske. Da jeg lærte ham at kende, var han en af de mest fejrede Balherrer. Han var kraftig bygget, høj og slank, havde et aabent solbrændt Ansigt og lignede mest saadan en rigtig rask Officer, der ikke er bange for noget. Men han ødslede med sine Kræfter; han var letsindig og lod sig drive for alle Vinde. Da Ulykken kom over ham, var han endnu en køn Mand; han havde beholdt Legemets Kræfter, men Aandens – aa Herregud, det var mørkt og trist at se paa. Han maatte 102 opgive alle sine Forretninger og gik hele Dagen herhjemme og drev med Cigaren i Munden, skiftende fra det ene Humør til det andet, saa man aldrig var sikker paa, hvor man havde ham. Han kunde være saa beleven og elskværdig, og Fremmede, der kun saá ham en Gang imellem, var altid saa indtagne i ham og kunde slet ikke tro alle de Rygter, der begyndte at gaa om ham. Og vi herhjemme søgte jo ogsaa at skjule det saa godt vi kunde.

✂ For han var jo kun en syg Stakkel, selv om det til Tider kunde være svært nok at huske paa det; han kunde være saa ligefrem ond imod os, at der hørte megen Ydmyghed til for at bære det taalmodigt. Han var som et vildt Dyr i Bur; al hans legemlige Kraft sled og rev i det Gitter, som hans syge Sjæl havde rejst udenom ham. Han trængte ligefrem til at bruge sine Kræfter, til at gøre Legemet træt, og han fandt derfor paa, at han selv vilde hugge alt det Brænde, vi brugte i Huset.

✂ Hver Morgen stod han nede i Kælderen og kløvede de tykke Knuder som en Rasende. Vi stod ofte forskræmte udenfor og lyttede efter, hvordan han huggede og huggede, mens han skar Tænder og gav smaa Skrig fra sig. Af og til standsede Slagene og vi hørte ham puste og stønne, alt imens han mumlede nogle forfærdelige Eder, og lidt efter begyndte han igen.

✂ En hel Time blev han dernede hver Dag, saa vi havde tilsidst Kælderen stablet fuld af ganske smaat hugget Brænde.

✂ Saa kom han ud i Skjorteærmer og med Flippen revet op, med Frakken over Armen, foraset og drivvaad. Han kunde knapt gaa, saa træt var han, og det var akkurat, at han kunde naa ind i 103 sit Værelse og hen paa Sofaen, før han faldt i Søvn.

✂ Det var hans bedste Timer, naar han saa vaagnede. Saa spøgede og lo han tit, kælede for vores Datter og udkastede Planer om, hvordan vi allesammen skulde rejse ned til Sveits og Italien, hvor han havde været som ung, og hvordan han rigtig skulde vise os om paa alle de Steder, han kendte saa godt.

✂ Men naar han havde drukket sin Flaske Vin til Middag – og det var ikke muligt at faa ham til at lade være dermed – saa kom al Vildskaben igen op i ham, og stakkels lille Marie maatte sidde og høre paa alle de gruelige Ting, som han saa kunde fortælle. Det lille Skind, hun formelig sad og rystede, naar hun saá sin Fa'r trække Flasken op og hørte ham sige de Ord, som han hver Gang sagde: "Det skal gøre godt at faa et lille Glas!"

✂ "Et lille Glas" – aa Gud hjælpe os!

✂ I Begyndelsen haabede vi jo stadig paa, at det skulde rette sig, men naar vi saadan hver Dag saá, hvor svag han var, og hvor lidt han selv kunde gøre for at staa imod, maatte vi jo tilsidst opgive det Haab.

✂ Vor Huslæge, til hvem jeg i min Angst betroede mig, mente, at jeg overdrev, for min Mand var bange for ham og passede altid paa sig selv, naar han var sammen med ham.

✂ Men en Aften havde han tilfældigvis mødt min Mand i en meget ophidset Tilstand, saa lidt Herre over sig selv, at han rent glemte, at det var Lægen, han talte med. Det var samme Aften, han kom hjem og vilde bryde ind i Maries Soveværelse for at faa Barnet med sig ud paa Kirkegaarden; han vilde se, om han kunde træffe Poul – det var vores afdøde Søn – derude. Marie havde lukket 104 Døren i Laas – det gjorde hun hver Aften -, men jeg maatte formelig slaas med ham for at forhindre ham i at bryde den op med Magt. Saa tilsidst blev han træt og slap og satte sig paa Trappen, hvor han faldt i Søvn. Pigen og jeg maatte slæbe ham ind i hans Soveværelse og lægge ham paa Sengen.

✂ Næste Morgen kom Doktoren, mens min Mand endnu sov. Han vilde have alt muligt at vide, navnlig om, hvordan Marie kunde taale alle de Sindsbevægelser. Han blev ved og ved at spørge, lod Marie komme ind og passede nøje paa hende, mens han spurgte hende ud om en Mængde ligegyldige Ting.

✂ Og da han gik, sagde han ude i Entréen til mig: "Det værste ved Deres Mands Tilstand er, at den let kan blive farlig for Marie. Hun er jo af Naturen ikke stærk, og i hendes nuværende Alder maa man være dobbelt forsigtig med at udsætte hende for Sindsbevægelser. Jeg vil derfor indtrængende raade Dem til, hvis det er muligt, at sende hende bort en Tid."

✂ Jeg svarede ham ikke, men jeg vidste, at det ikke vilde ske. For det første vilde min Mand være bleven mistænksom og vilde aldrig have tilladt det, for det andet vilde Tanken om at skulle skilles fra mig have været maaske endnu farligere for Marie, og endelig – det tilstaar jeg – var jeg selv for svag dertil. Marie var min eneste Støtte og Glæde i disse tunge Tider, og jeg kunde ikke undvære hende. Det mente jeg i alt Fald den Gang. Nu siger jeg atter og atter til mig selv, at jeg dog burde have bragt det Offer.

✂ De véd ikke, hvor vi to var voksede sammen i disse Aar – vi havde jo delt alle Sorgerne, al Angsten.

✂ Faa Dage efter havde Doktoren talt med min 105 Mand og sagt, at hvis han ikke kunde beherske sig, endte det med, at han, Doktoren, erklærede ham for syg.

✂ Min Mand havde siddet ganske rolig og hørt paa ham. Da han var færdig, sagde han blot: "Det tør De ikke, for De véd ligesaa godt som jeg, at enhver Læge, der fik mig til Behandling, vilde erklære mig for rask."

✂ Saa havde han smilet og tilføjet: "Kære Ven, hvor De er lettroende. De møder mig forleden Dag en Smule ør i Hovedet, og saa tror De straks alt det overspændte Tøj, min Kone disker op med. Min Kone er virkelig en løjerlig en; hun ser en Ulykke i, at jeg af og til – det skal Gud vide, tit sker det saamæn ikke – er ude at more mig. Véd De hvad – jeg tror, det kommer af det religiøse Mikseri, hun er kommen ind i?"

✂ Kort sagt, Doktoren vidste knap, om det var min Mand eller mig, der var gal. Han var bleven duperet som saa mange andre, og Følgen blev, at hverken han søgte os meget eller vi ham.

✂ Men min Mand gik fra den Dag stadig mistænksom omkring og troede, at vi vilde have ham indespærret. Og han gav sin Forbitrelse saa meget friere Spillerum, som han vidste, at jeg nu var bange for at søge Doktorens Assistance. Han beskyldte mig og Marie for at udspionere ham; han brugte Ord, som jeg ikke kan gentage, og han truede os, saa vi bogstavelig gik i Dødsskræk, naar vi ventede ham hjem om Aftenen.

✂ Det vil sige, der var jo Dage endnu, hvor han var mild og god; men naar han da vilde kysse Marie og kæle for hende, mærkede han, hvor hun var sky og angst for ham, og saa beskyldte han mig for, at det var mig, der hidsede hans egen Datter op imod ham. Han græd og klagede over, 106 at ingen brød sig om ham, ingen tænkte paa, hvor ulykkelig han var.

✂ Under alle disse Indtryk voksede Marie op og blev konfirmeret. Hun blev en køn ung Pige, høj og mørk som sin Fader, men hun var saa stille og blid; kun en meget sjælden Gang kunde det bruse op i hende; men hun gjorde hvad hun kunde for at beherske det; hun havde jo sin ulykkelige Fa'r til stadig advarende Eksempel. Paa Grund af Forholdene levede vi meget stille, og Marie fik ingen Veninder. Hun gik herhjemme sammen med mig, og den fælles Sorg gjorde, at jeg næsten betragtede hende som en yngre Søster, hvem jeg kunde tale med om alt, saa hun blev tidlig udviklet og modnet. Hun havde set saa lidt af Verden og kendte dog allerede saa meget til dens Nød og Elendighed. Hun blev et stakkels Barn, som aldrig lærte Ungdommens Lykke at kende; stakkels Barn, som hun var! – Ser De, jeg mærkede det ikke saa meget, fordi jeg altid var sammen med hende og var opfyldt af saa meget andet. Men Fremmede kunde af og til sige et Ord, som gjorde mig angst, eller se paa hende med et medlidende Blik, som isnede gennem mig.

✂ Hun var jo bleg og sart, det saá jeg nok; men det havde jeg selv været i den Alder. Dog en Dag kunde jeg ikke lade være med at spørge en Dame, der havde sagt noget om hendes sygelige Ydre: "Men hvad er der med Marie, siden I allesammen taler om hendes Udseende? Hvad er der dog?" Hun ledte efter Svar, men sagde tilsidst: "Det er, som om hun bar paa en Byrde, der er for tung. Hendes Blik er saa overanstrængt, saa træt."

✂ Jeg haabede paa Sommeren, som stundede til. Vi havde lejet en Villa Nord for Hellebæk, hvor 107 vi kunde have det ganske stille og fredeligt. Under min Mands daværende Tilstand var det ikke behageligt at bo imellem altfor mange Mennesker, og ham fik jeg let til at gaa ind derpaa ved at sige, at Marie trængte til Ro og Stilhed.

✂ Vi flyttede derop og havde det saa godt, som vi i det hele taget kunde have det. Det var jo en dejlig Egn, og det blev en god Sommer. Jeg tror ogsaa, at min Mand gjorde sig Umage for at beherske sig af Hensyn til Marie, men der var Dage, hvor hans Sind var saa forpint og uroligt, at hans gode Vilje intet hjalp. Det var mest, naar der var Uro i Luften, naar Himlen var fuld af jagende Skyer, som stadig truede med Uvejr, og naar Sundet var graat og der var Efteraarsrusk over hele Naturen.

✂ Saa var der ingen Fred over ham! han gik ud og ind, i rugende Tavshed, kun af og til mumlende noget uforstaaeligt hen for sig. Og pludselig kunde han standse inde i Stuen og sige: "Lad os faa et Glas Sherry, man trænger til Varme i Blodet." Naar Marie saa kom med Karaflen og kun ét Glas, sagde han: "Skal I ikke have noget med?" Vi svarede altid nej, og han sagde altid: "I er vel bange for at blive fulde?"

✂ Det var jo ogsaa et grueligt Liv han førte. Intet havde han at bestille, og intet interesserede ham. Bøger anstrængte hans Hoved og kedede ham; Musik var det eneste, han brød sig om. En simpel Melodi, som Marie sang, kunde gøre ham blød og bevæget; men ligesaa ofte irriterede den ham, den gjorde saa stærkt Indtryk paa ham, at han brast i Graad og ikke var til at berolige igen. Saa ogsaa dette blev vi bange for.

✂ - – Det var en Dag i August. Vejret havde i lange Tider været stadigt og smukt, men den Dag 108 var Himlen helt overtrukken. Det regnede ikke, men det saá ud, som om det hvert Øjeblik kunde bryde løs. Det var stadig varmt i Luften, men af og til kom der et koldt Pust ude fra Søen og gik hen over Stranden og ind i Skoven med en skarp Susen.

✂ Min Mand var staaet tidlig op og flakkede om nede ved Søen, rastløst frem og tilbage. Fra Verandaen kunde vi følge hans Bevægelser. Han gik frem og tilbage mellem Badehusbroen og et lille Sejldugslysthus, som vi havde slaaet op helt nede ved Vandet. Han holdt Hatten i Haanden og bevægede uafbrudt Munden, som om han talte. Pludselig lo han højt, rigtig saa uhyggeligt. Men da han kom op til Frokost, var han stille og sagde kun enkelte Ord. Han spiste ikke noget og gik straks efter uden at sige hvorhen. Men Marie, som passede paa, hvad Retning han tog, sagde: "Bare ikke Fa'r gaar ind paa Kroen."

✂ Han kom sent hjem. Vi havde ventet over en Time med Middagsmaden, og jeg saá straks, at han havde drukket. Han var oprømt og snakkede løs om alt muligt. Ved Slutningen af Maaltidet sagde han: "I Dag skal vi more os. Naar vi nu har drukket Kaffe, sejler vi ud en Tur." Marie sendte mig et bønfaldende Blik, og jeg sagde: "Skal vi ikke hellere vente til en anden Dag; jeg synes, Vejret ser saa truende ud?" Hans Ansigt blev ganske mørkt, og der kom et ondt Udtryk i hans Blik; han saá skarpt paa Marie og mig, som for at opdage, om vi konspirerede, og spurgte: "Er I bange? I tror vel ikke, jeg kan tumle en Baad?" Jo, det vidste jeg nok, han kunde; men Vejret var virkelig ikke indbydende. "Det er noget Snak, det er blikstille. Vil I saa med eller ej? Men I vil maaske ogsaa drille mig med det? Naa værs' go!"

109

✂ Der var ikke andet for end at sige Ja. Han blev saa straks igen i bedre Humør, skyndte sig at drikke Kaffen og løb ned til Fiskeren for at leje hans Baad.

✂ Imens havde Marie og jeg faaet et Par Sjaler og en Plæd frem. Marie var helt hvid af Angst, og jeg maatte sætte Mod i hende saa godt jeg kunde. Der var da endelig ikke stor Fare ved at sejle med min Mand, som lige fra sin Barndom havde været vant til at haandtere Sejl og Aarer. Men det var saadan ligesom en Forudanelse, hun havde.

✂ Vejret havde holdt sig ens lige fra Morgenstunden. Naar jeg undtager de enkelte Pust, der kunde komme ude fra Søen, var der virkelig ikke en Vind, som rørte sig.

✂ "Tror De, vi faar daarligt Vejr?" spurgte jeg Fiskeren. "Nej, ikke noget at tale om," sagde han, "det kan jo nok være, at det vinder en Smule op ud paa Aftenen, men det bli'r aldrig mer, end at Grossereren magelig kan klare det."

✂ Saa gik vi om Bord, og min Mand tog Aarerne. Sejl og Mast førte vi med, men foreløbig kunde der ikke være Tale om at bruge dem.

✂ Vandet laa saa glat og fladt som en poleret Blyplade, og Baaden gled ganske stille og blødt. Fra det vi kom om Bord, sagde min Mand ikke ret meget; han sad og passede Aarerne og syntes ganske optagen af det. Vi var i Grunden glade over det, for der var noget betryggende ved denne Paapasselighed. Marie kom tilsidst i helt godt Humør, hun blev, hvad der sjælden skete, næsten barnagtig lystig og hittede paa saa mange Løjer. Jeg kan huske, at hun, da hun ikke syntes, at Farten gik hurtig nok, rejste sig op og holdt sit Sjal ud som Sejl og pustede ind i det.

✂ Men da vi havde roet en Times Tid og var 110 kommet et godt Stykke ned mod Syd, begyndte hun at blive træt af sin Lystighed og syntes, at Turen havde varet længe nok. Men min Mand svarede knap og blev ved at ro.

✂ Vi sad nu ganske stille allesammen og hørte kun de ensformige Skvulp af Aaretagene. Pludselig sagde Marie: "Der faldt en Draabe paa min Haand!" Jeg mente, det var blot fra Aarerne, men et Øjeblik efter faldt der ogsaa en Draabe paa mig, og snart efter saá vi Vandet fuldt af smaa Cirkelbølger. I det samme gik der et stærkt Vindstød hen over Sundet, og umiddelbart efter strømmede Regnen ned og et Lyn skar gennem den mørke Luft. Og det blev ved at blæse i skarpe Ryk.

✂ Vi havde i en Fart faaet os svøbt ind i alt det Tøj, vi havde taget med, og sad og krøb sammen uden at sige et Ord.

✂ Da det første Lyn kom – det blev siden ved at lyne – lo min Mand saa stygt, at det ligefrem gjorde ondt i mig, og han sagde: "Nu kommer der Humør i det. Nu sejler vi hjem."

✂ "Aa, Fa'r dog!" bad Marie; men han fo'r op i Sædet og sagde: "Intet Kællingen. Herude raader jeg, og Gud hjælpe Jer, hvis I gør Vrøvl!"

✂ Vi var nær kæntrede, mens Masten blev rejst og Sejlene sat til, men der var ingen af os, der knyede. Min Mand satte sig agterude ved Roret og passede samtidig Sejlene. Klokken var bleven henad otte; det begyndte at mørkne, og vi havde vel nok en Times Sejlads hjem. Det skulde have været Maaneskin, men Maanen kunde ikke komme frem for Skyerne.

✂ Uvejret rasede nu lige over vore Hoveder; der slog Lyn ned i Søen ikke mange Favne fra os, og naar der kom et stærkt Vindstød, laa Baaden med Rælingen helt nede paa Vandet.

111

✂ Og bag i Baaden sad min Mand med et stivt og fortrukket Ansigt og med Øjnene glansfuldt opspilede, koldt graadige, som jeg kun har set det hos Mennesker, der mishandler Dyr. Naar jeg lukker Øjnene, ser jeg det Blik for mig med samme kolde Rædsel, man kan føle, naar pludselig paa en mørk Trappe to skinnende Katteøjne lyser En i Møde.

✂ Han var ganske rolig og holdt os stivnede under sit stirrende Smil. De eneste Ord, jeg fik over mine Læber, var, at jeg bad ham om dog i alt Fald at stryge det ene Sejl, men han sagde: "Nej, nu skal vi for en Gangs Skyld lege Tagfat med Vorherre. Vi drukner saamæn nok, men hvad gør saa det?"

✂ Vi krængede saa langt om paa Siden, at Baaden tog Vand.

✂ "Hvis Du gider redde dit Liv" – raabte han til Marie – "saa brug Øsen!"

✂ Marie havde siddet med sammenkneben Mund, lighvid i Ansigtet; men hver Gang Baaden krængede eller hendes Fader sagde noget, tog hun mig krampagtig i Armen, saa det gjorde ondt. Jeg holdt hende om Livet og hviskede af og til, at hun ikke maatte være bange: hun saá blot saa hjælpeløst fortabt paa mig, og jeg følte, hvor hun rystede. Nu tog hun sig med en voldsom Anstrængelse sammen, fik fat i Øsen og arbejdede fanatisk med at faa Baaden læns.

✂ Men pludselig begyndte min Mand at more sig med at rokke Baaden, og det saá igen ud, som om den skulde krænge over.

✂ Da skreg Marie, med Øjnene vilde af Angst og Raseri: "Tag Dig i Vare, Fa'er! Jeg taaler det ikke!"

✂ Min Mand smilede blot spodsk, og et Øjeblik 112 efter rokkede han igen, saa der skyllede lidt Vand ind.

✂ Marie løftede Hovedet og, idet hun gav et Skrig fra sig, slyngede hun Øsen mod ham. I det samme faldt hun stivt fremover ...."

✂ - Den lille Dame standsede og trak Vejret dybt. Lidt efter blev hun ved:

✂ "Jeg kan huske, det var, som om der pludselig blev dødsstille midt i Uvejret.

✂ Jeg havde set Øsen ramme min Mand i Brystet, jeg havde hørt ham udstøde et dumpt Hyl, men da Marie faldt ned foran sin Fa'rs Fødder, var det, som jeg blev revet med i Faldet. Hun laa som en livløs Bunke Klæder, og jeg sled og sled i Tøjet, flaaede Sjalet og Kjolen for at naa ind til Legemet og føle, om der var Liv. Da jeg havde faaet Tøjet revet bort, rystede jeg, saa jeg følte kun mit eget Blods Banken.

✂ Og mens jeg laa dér, vanvittig af Angst, naaede min Mands Stemme mig som et Stik i Brystet: "Lever hun?"

✂ Jeg havde ganske glemt, at der var andre i Baaden end jeg og Marie. Jeg saá op, og vore Blikke mødtes i fælles Rædsel. Han sad ubevægelig som af Træ, med Hænderne knugede hvide om Roret, Kinderne uden en Blodsdraabe og Øjnene fæstede til Maries Legeme.

✂ Jeg fik hende løftet op, saa hun hvilede med Hovedet i mit Skød. Der blev ikke vekslet et Ord; Marie laa som et Lig imellem os, og jeg tror, at vi begge følte, at nu var det bedst for os, om vi allesammen laa med Baaden over os i Vandet.

✂ Da slog Marie Øjnene op et eneste Nu, og vi klamrede os atter til Haabet. Min Mand sad urokkelig og passede Baaden; Sveden brød frem paa 113 hans Pande, mens Øjnene søgte ud i Mørket efter Maalet for vor Fart. Det var, som om den aldrig skulde faa Ende.

✂ Klokken var over ni og Uvejret stilnet af, da vi kom hjem. Fiskeren var begyndt at blive angst for os og stod nede ved Landingsstedet.

✂ - – Historien er nu i Grunden fortalt. Hvad der er tilbage, behøver ikke mange Ord.

✂ Marie døde ikke; Gud naade hende, den Stakkel. Men hendes Hoved kom sig aldrig, og hun maatte sendes bort. Min Mand havde været saa stille og rolig siden Ulykken, men da Marie kom dér ned paa Anstalten og der slet ikke mere var noget Haab, saa var der ingen Fred for ham længer, og en Dag bragte man ham død hjem: Livet var blevet ham for tungt."

114
115

✂

AF EN FORELSKETS DAGBOG
Kærlighedsvers i Prosa.

✂

ET JULEÆVENTYR

✂ Det var et forvorpent Barn. Det kunde sikkert siges, at Opdragelsen havde nogen Skyld, for den havde mildest talt været snavs; men alligevel – et ti Aars Barn er ikke alene ved Opdragelsen saa mislykket; der maa være noget ugudeligt ved det fra Fødselen af.

✂ Det forvorpne Barn gik lille Juleaften ned ad Vimmelskaftet. Naturligvis var Barnets Klæder revne og lasede; det var et utroligt Barn til at slide Tøj. Fik det ikke forrige Jul et Par af Overlærerens aflagte Bukser! Og nu var der, Skam at nævne, ikke det tilbage at dække Bagen med. Man kunde fristes til at tro, at Barnet havde gjort som den uartige lille Tordenskjold, der satte sig paa en Slibesten.

✂ Det var just ikke sommervarmt den Aften, dog mildt og behageligt for sunde og velklædte Folk. Men de, der saá Drengen, skulde tro, Kjøbenhavn var Sibirien. Han teede sig, som om han var ved at fryse fordærvet. Holdt Hænderne for Munden og lod Taarerne løbe ned ad de snavsede og ophovnede Kinder.

✂ At det var Skaberi, saá man bedst af, at han hvert Øjeblik stod stille og stirrede paa de oplyste, pyntede Butiksvinduer; havde han for Alvor frosset, havde han vel nok givet sig til at løbe.

122

✂ De, der lagde Mærke til ham, naar han stod foran en julefin Butik, iagttog et graadigt, ondskabsfuldt Udtryk i hans smaa gesvindte Øjne. Det var ikke som hos andre Børn, der ogsaa kunde falde paa at ville have alt, hvad de saá. Hvor fortryllende var det ikke at se de smaa lækre Unger række Hænderne ud og sige: "Det vil jeg ha' til Jul, Mor!" . . . Saa snart blot Moderen kyssede dem og sagde: "Ja, naar Baby er rar, skal Baby nok faa det!" – lige straks blev de fornøjede og lo over hele Ansigtet.

✂ Men det forvorpne Barn saá saa gridsk ud, at man formelig kunde blive bange for ham. Og en Gang en lille sød Pige, der blev ækel ved at se ham, sagde til sin Moder: "Uf sikken en Gadedreng!" – spyttede han efter hende og sagde et stygt Ord. Heldigvis havde Moderen den Aandsnærværelse at dunke ham alvorligt i Hovedet med sin Paraply, inden han stak af.

✂ Der var udmærket smukt og hyggeligt paa Østergade. Saa lyst som den lyse Dag og Duft af gode Sager fra de varme Butiker. Folk kunde da heller ikke andet end se glade ud; de gik saa smilende og høflige imellem hinanden, som om de allesammen var rigtig gode Venner. Man sagde "om Forladelse", inden man stødte til hinanden, og selv mod ældre Damer var man galant.

✂ Den uartige Knægt sneg sig med sit mugne, ubehagelige Ansigt ind imellem alle disse elskværdige Mennesker. Udenfor en Bagerbutik blev han staaende og snusede til den fede, søde Lugt af Julekage. Døren – en smuk Glasdør med blaa Silkegardiner – blev hvert Øjeblik lukket op, og fine Damer, belæssede med røde og hvide Pakker og med tykke Børn ved Haanden, gik ud og ind. Hver Gang, Døren aabnedes, strømmede den 123 liflige, varme Duft ud, og Drengen kunde ikke holde sin Næse derfra. Han kom nærmere og nærmere, og en Gang, Døren var bleven staaende paa Klem, smuttede han ind og stillede sig op i en Krog ved Siden af to store Kurve med dampende friskbagt Wienerbrød.

✂ Damerne stod foran Disken, og ingen lagde Mærke til ham. Det var heller ikke hyggeligt at se ham staa dér med onde, flakkende Øjne og rystende af Begærlighed.

✂ Saa kom der en høj, smuk Dame med en dejlig, gullokket lille Pige, ret som en Gudsengel. Store, fromme Øjne i det blødeste lille Ansigt. Da hun saá den snavsede, daarlig klædte Dreng, fik hun Taarer i de smukke Øjne, og hun sagde til sin Moder: "Aa, hvor den Dreng ser fattig ud. Maa jeg give ham min Femøre, Mo'r?"

✂ Damen mønstrede Fyren og rystede, som rimeligt var, misbilligende paa Hovedet over hans lidet tiltalende Udseende. Men til sin Datter sagde hun: "Min egen velsignede Unge, hvis det kan glæde Dig, saa værs'go, giv Drengen din Spareskilling."

✂ Den lille Pige ledte i sin Muffe og fandt Femøren. Og mens hun forsigtig holdt fast i Moderen med den ene Haand, rakte hun med den anden Drengen Skillingen og sagde: "Den maa Du ha'." Drengen saá kun paa Skillingen og rev den til sig paa en saa forslugen Maade, at den lille Pige helt forskrækket gemte sig op til Moderen. "Det er vist en slem Dreng, Mo'r. Han sa' ikke en Gang Tak."

✂ "Min Dreng", – sagde Damen alvorligt og inderligt til ham – "husk, at man altid skal sige Tak, naar man faar noget."

✂ Derpaa gik hun hen til Disken med sin lille bedrøvede Pige og gav hende en Kage til at trøste sig 124 med over sin barnlige Skuffelse, mens hun selv gjorde sine Julebestillinger.

✂ Men den lille Pige kunde ikke glemme den uartige Dreng, og hun blev i Smug ved at skotte hen til ham.

✂ Drengen blev staaende; han kunde ikke rive sig løs fra de to Kurve med Wienerbrød. Hans Hænder famlede ved Kanten af den ene, mens hans Øjne urolig løb rundt, og da han mente sig ubevogtet, fo'r hans Haand ned i Kurven.

✂ I det samme raabte den lille Pige forfærdet: "Aa Mo'r! Han stjæler!"

✂ Og inden Drengen kunde slippe ud af Døren, var han greben af en behjærtet Tjenestepige. Han havde Haanden fuld af Wienerbrød.

✂ Der var blevet stor Forskrækkelse i Butiken, og de opskræmmede Damer raabte i Munden paa hinanden: "En Tyv! Hvor forfærdeligt! Midt paa Strøget! Hvor er dog Politiet?" Den lille Pige græd, og da en Betjent kom ind i Butiken, jamrede hun sig højt: "Aa – Mo'r – Mo'r!"

✂ Der behøvedes ingen lang Forklaring, for Drengen var greben paa fersk Gærning. Den kønne, fyldige Bagerjomfru med hvidt Smækkeforklæde var godmodig nok til at sige, at de Par Stykker Wienerbrød var der ingen Grund til at gøre Væsen af. Men da traadte den høje Dame med det grædende Barn ved Haanden frem og sagde:

✂ "Jeg føler mig forpligtet til at oplyse, Hr. Betjent, at denne Dreng ikke har stjaalet af Nød! Min lille Emmy – her brast Barnet i krampagtig Hulken – gav ham for et Øjeblik siden Penge."

✂ Under alt dette havde Drengen staaet forstokket og, som det syntes, ganske ligegyldig. Han forsøgte endogsaa at lumske sig til at tage en Bid af Wienerbrødet, som ingen havde tænkt paa at tage 125 fra ham; men dette forpurrede dog den Pige, der havde grebet ham, ved at ryste hans Arm, saa Brødet faldt paa Gulvet.

✂ Betjenten tog saa Fyren ved Skulderen, og, idet han hilste paa Damerne, gik han med ham, sigende: "Ja, ja. Han har nok allenfals godt af en lille Tur paa Kamret."

✂ Den lille Pige var utrøstelig. Hun græd for den tyvagtige Dreng.

✂ "Mo'r – jeg er saa bange, at Politiet gør noget ondt ved ham!"

✂ "Mit Barn, Du skal ikke være bedrøvet for den slemme Drengs Skyld. Politiet giver ham bare lidt Ris, og Du kan tro, at det vil være til hans eget Bedste, hvis han da ikke allerede er ganske forhærdet i Lasten. Bed i din Aftenbøn, min egen Emmy, at Gud vil tilgive det forvorpne Barn."

126
127

✂

JULETRÆET

✂

FRK. MIMI
(1ste Kys.)

✂ Frk. Mimi sad paa en Havebænk og drømte. Det var silde paa Sommeren, og hun skulde snart til Hovedstaden for atter at begynde Vintersæsonens strænge Arbejde.

✂ Hun tænkte paa sit forspildte Liv.

✂ Hun var 17 Aar, snart 18, og endnu vidste hun ikke andet om Kærligheden, end at den er noget, som er den eneste passende Beskæftigelse for en ung Dame med mindste Selvagtelse.

✂ Hun havde ofte – for Skams Skyld – bildt sine Veninder ind, at hun var forelsket i den eller den, men det var ikke andet end modbydelig Usandhed; hun foragtede sig selv, for det gælder om her i Livet at være sand, først og fremmest sand. Ja, naar man endda ikke skulde kysse dem – eller den – med hvem man var forlovet; men saadan en skægget Mund, som havde røget og maaske drukket Øl – det var væmmeligt. Naturligvis hendes Fa'r kyssede hende baade til Godmorgen og Godnat, men han, syntes hun, var jo næsten ikke noget Mandfolk, han var blot hendes Fa'r, og desuden vendte hun altid Kinden til.

✂ Hun kunde godt forstaa,. at man kyssede Damer; hun kunde saamæn godt forstaa, om der var mange Herrer, som gærne vilde kysse hendes Mund, saa 132 rød, saa blød, saa lille den var. Men at kysse en Herre – det maatte være lige saa ækelt som at ryge af en Pibe, og det vidste hun, hvordan var. For hun havde ofte prøvet at tage en af sin Fa'rs Piber i Munden. Det smagte modbydeligt, men der var alligevel noget vist pirrende ved det, saa hun kunde ikke lade være.

✂ Det var to Gange hændet hende, at en Herre havde bedt hende om et Kys. Man skulde næsten tro, at Herrerne mente, det var en Behagelighed for Damerne at blive kysset af dem; ellers vilde de vel betænke sig lidt mere med at tilbyde sig.

✂ Det var for Resten begge Gange den samme Herre. Naar galt skulde være, var han nu alligevel en af dem, hun bedst kunde tænke sig at kysse. Han hed Axel – i Grunden et net Navn – og han var polyteknisk Kandidat, rigtignok med "tredje", men det var ikke af Dumhed, men kun af Dovenskab, og saa gjorde det ikke noget.

✂ Han var høj og stærk og behændig og dansede dejligt. Man laa i hans Arm og lod sig blot bære. Han havde blondt Skæg over hele Ansigtet, ganske kort klippet Haar og to leende Øjne, som det var umuligt at forskrække, selv om man tog sig sammen til at være nok saa meget Dame.

✂ Det var akkurat et halvt Aar siden, at denne gruelige "første Gang" passerede. Der var Bal hos Oberst Hammersted, og hun havde ham til Bords. Det havde hun haft hele Sæsonen. Saadan gik det altid, at der var en Herre, som man altid dansede første Dans med – ens Broder eller Fætter -; en, som man altid dansede Kotillon med – en, som man vidste gav en anden Dame sin Kotillonsbuket – og en, som man altid dansede Borddans med – en, som man blev saa morsom sammen med.

133

✂ Det var det sidste Bal i Sæsonen, saa man blev naturligvis lidt sentimental ved Champagnen og talte om, at nu skulde man ikke ses saa længe. Og da de saa havde rejst sig fra Bordet – hun havde nu vist nippet lidt mere til Vinen, end hun egenlig burde – havde han uden videre ført hende ind i et Værelse, hvor der slet ingen andre var end de to. Men det havde hun først opdaget, da han pludselig bøjede sig ned over hende og leende – han lo altid – saá hende ind i Øjnene og sagde: "Frk. Mimi, faar jeg ikke et Kys til Afsked?" – "Nej, det ved Gud De ikke gør!" havde hun skyndt sig at svare og var løbet ind i en anden Stue. Hun var skam bleven helt forskrækket, men det var da heller ingen Manér at sige det saadan ganske uden Forberedelse. Han kunde da ikke forlange, at hun lige med ét skulde give sig til at kysse ham.

✂ Bagefter havde hun alvorligt sagt til ham: "Jeg er virkelig meget vred paa Dem." Men han havde knebet Øjnene sammen og, uden at rødme, svaret: "Det tror jeg ikke." Rigtig impertinent og vigtig.

✂ Hun havde tænkt ved sig selv, at det var da godt, at de ikke saa snart skulde ses igen.

✂ - Saa var hun rejst her ud paa Herregaarden til sin Veninde Ida, og med hende havde hun haft mange fortrolige Samtaler om alt muligt. Men Ida var nu alligevel en underlig en, med hvem hun ikke rigtig kunde sympatisere. F. Eks. havde Ida sagt, at det var barnagtigt at tro, at Kys var noget stygt; tværtimod, det var netop saa dejligt. Og da hun saa forfærdet havde spurgt hende, om hun da virkelig nogen Sinde havde prøvet det, havde hun blot let hende lige op i Ansigtet og sagt: "Jeg vilde nødig tælle -!" 134 Uha! naar man tænkte sig, saadan Smag Folk kunde have.

✂ - – Her ude paa Landet havde hun dog Gud ske Lov ellers haft Fred. Men saa en Dag var Axel dumpet ned paa Gaarden, og det viste sig, at han var intim Ven af Idas Broder.

✂ Hun havde hilst køligt og fremmed paa ham; men han havde uden videre givet hende Haanden og havde takket for sidst. Men da hun med en ondskabsfuld Betoning havde svaret: "Ingen Aarsag, Hr. Kandidat!" – var han dog bleven lidt rød i Hovedet. Det var hendes største Triumf at tænke paa det lille fikse Svar.

✂ Det var nu alligevel gaaet her, som det var gaaet hele Vinteren; de havde altid været sammen, fordi de morede sig saa godt sammen, og saa igaar – igaar Aftes – var det forfærdelige sket for anden Gang.

✂ Der havde været stor Middag paa Gaarden, og hele Omegnen var der med sin faste og tilrejsende Ungdom. Det havde været et rigtig morsomt Selskab, hvor Mimi havde haft Axel til Bords

✂ - naturligvis. De havde siddet og moret sig over nogle "lokale" Damer, som var mødt nedringede

✂ - det troede de Stakler i deres Uskyldighed var netop saa fint – og over meget andet. Og bag efter, da Kaffen var bleven serveret udenfor Havesalen, var Axel igen bleven borte med hende – hun maatte vist igen have været uforsigtig med Champagnen – og nede i Nøddealléen havde han igen bedt hende om et Kys. Hun var ikke bleven saa bange denne Gang, for nu havde hun jo lidt Rutine, men hun havde sagt: "Det kan ikke nytte, De be'r mig om et Kys, for De faar det ikke." Og han havde svaret: "Tag Dem i Vare for, hvad De siger, Frk. Mimi. De er uforsigtig."

135

✂ Skulde hun virkelig have været uforsigtig? Hvad monstro han havde ment? Det kunde hun rigtignok have megen Lyst til at vide.

✂ - – Og Frk. Mimi sad og spekulerede over dette og over sit forspildte unge Liv, der ikke kendte noget til Kærlighed.

✂ Saa med ét følte hun ligesom et varmt Pust bag i Nakken, og inden hun havde faaet Tid til at vende sig om, saá hun Axels leende Ansigt komme frem foran hendes, og ligesom hun skulde til at skrige op, blev hendes Mund lukket med – et Kys.

✂ Hun var altfor forvirret til at skænde; hun rystede og lo og græd og pjudsede sig som en vaad Kattekilling. Men han sad ganske rolig ved Siden af hende paa Bænken og sagde:

✂ "De var meget uforsigtig igaar, Frk. Mimi. De sagde, at det kunde ikke nytte, jeg bad om et Kys. Saa tænkte jeg, det var bedst at lade være med at bede."

136
137

✂

BALPASSIAR
(2det Kys.)

(Efter Bordet).

✂ I en lukket Veranda, fuld af Planter i Potter og Baljer, sidder

✂ en ung Dame, balklædt, paa en ganske lille Havebænk. En ung

✂ Herre staar ved Siden af hende. Inde fra Lejligheden lyder

✂ Dansemusik.

✂ - De er vist slet ikke til at stole paa, Kandidat Birker?

✂ - Mener Frøkenen noget upassende?

✂ - Ja netop, De er en Hans Kvast. De tror, at alle Damer, der er lidt venlige mod Dem, er forelskede i Dem.

✂ - Nej, Gud fri mig!

✂ - De er oven i Købet uartig.

✂ - Kun høflig.

✂ - Det forstaar jeg ikke.

✂ - Jo, jeg antager, at de unge Damer er altfor velopdragne til at være uvenlige mod en stakkels Fremmed, der ikke har gjort dem nogetsomhelst ondt.

✂ - Kandidat Birker!

✂ - Frk. Krogh!

✂ - De er mig en ubehagelig Person.

✂ - Jeg kan desværre ikke gengælde Artigheden. Tværtimod finder jeg Dem fortryllende.

✂ - Véd De, hvad der er det oprørende ved Dem?

✂ - Nej, det har jeg aldrig tænkt over.

138

✂ - De mener ikke, hvad De siger. De er ens mod alle Damer: lige smigrende, lige smilende, lige utaalelig.

✂ - Maa jeg ikke smile?

✂ - Jo, naar De virkelig mener noget med det.

✂ - Maa jeg smile nu?

✂ – Vær nu skikkelig, Birker, og sæt Dem ned. Der er nok en lille Plads ved Siden af mig.

✂ - Nu sidder vi som to forlovede Høns paa en Pind. Aa, maa jeg laane Viften?

✂ - Birker, vil De tale fornuftigt med mig et Øjeblik?

✂ - De vil have den Ulejlighed?

✂ - Nej, jeg vil ikke tale med Dem – gaa!

✂ - Jeg kan ikke ... jeg sidder fast.

✂ - Siig mig, Birker . . . gaar De nogensinde i Kirke?

✂ - Ja-h.

✂ - Hvem plejer De at høre?

✂ - Det kan jeg s'gu ikke huske. Det kommer mest an paa Liget.

✂ - Liget?

✂ - Ja, det der begraves.

✂ - Véd De, hvad man siger om Dem?

✂ - Nej.

✂ - Man siger, at De er Fritænker.

✂ - Det er da ikke sandt! De gør mig helt betuttet. Jeg havde haabet, det kun var noget om Barnemord eller Bigami.

✂ - Fy Birker, saa letsindigt De taler. Man skulde næsten tro, De mente det.

✂ - Saa Gudskelov da, De véd, at jeg aldrig mener, hvad jeg siger.

✂ - Er De altid saadan?

✂ - Ja, jeg er desværre meget fordærvet. Men véd De, hvoraf det kommer?

139

✂ - Naa?

✂ - Jeg elsker ulykkeligt. Gider De høre en trist Historie?

✂ - Birker ... Det er ikke Deres Alvor?

✂ - Aa jo ... Det er akkurat for et Aar siden ... De behøver ikke at vælte Bænken ... Jeg var ung, livsglad, tillidsfuld, forhaabningsfuld – fuld af alt det ædle, en ung Mand bør være fuld af.

✂ - Deres Rygte var dog ikke videre godt.

✂ - Giftig Klaffer, Frk. Krogh. Jeg var næsten uskyldig.

✂ - Var De ogsaa troende?

✂ - Jeg var i Frue Kirke til en Kusines Konfirmation, og jeg stod Fadder til en Vens Barn.

✂ - Har De gifte Venner?

✂ - Ikke gifte, men ...

✂ - Men hvad da?

✂ - Kære Frøken, lad os glide let hen over dette, som det hverken sømmer sig Dem at høre eller mig at fortælle ... Jeg var altsaa ung og uskyldig. Men saa kom jeg paa Bal.

✂ - Var det saa slemt?

✂ - Er det den Maade, De er alvorlig paa? ... Paa Ballet traf jeg hende. Hun var smuk, blændende smuk. Høj, slank, blond, fyrig, dejlige Tænder, en Hud saa fin, en Hals saa hvid ...

✂ - De behøver ikke at gaa videre.

✂ - Jeg var ogsaa straks færdig. Min Viden gaar ikke stort længer. Jeg mangler kun Læberne ... dem kommer jeg til om lidt. Jeg dansede Borddans og 3die Vals med hende – hun bedrog en Løjtnant i Marinen for den sidste. Mens vi dansede af i den første, friede jeg og fik ja. Mens vi spiste Is i den anden, kyssede jeg hende paa Munden ... hede, friske, dunbløde Læber. Jeg glemmer aldrig de Læber. Det kan ikke nytte, De vil rejse Dem, 140 Frøken ... vi sidder fast, til vi begge rejser os paa én Gang.

✂ - De kan spare Dem for Resten af Historien. Næste Dag skrev jeg, at det hele naturligvis havde været Pjank, baade fra Deres og min Side. Jeg bad Dem kun om én Ting – det har De ikke opfyldt. Det er ikke pænt af Dem, Birker, at rippe op i den dumme Historie.

✂ - Aa, Frøken, De siger: dumme ...

✂ - Som om De mente andet? Var det Deres ulykkelige Kærlighed?

✂ - De er saa hidsig, Frk. Krogh. Bare De vilde lade mig tale ud ... Jeg fandt Deres Brev saa fornuftigt, saa rigtigt. Jeg var netop ifærd med at skrive et nogenlunde enslydende til Dem ... Men véd De, hvad jeg aldrig kunde glemme fra vores – ja, jeg tør vel sige: Forlovelsestid? Det var Deres Læber – hede, friske, dunbløde. De Læber blev min ulykkelige Kærlighed. De jog mig ud i Vildskab og Ugudelighed, Opgivelse af Tro, for jeg fandt aldrig, hvad jeg søgte. – Frk. Krogh!

✂ - Ja.

✂ - Nu har vi mødt hinanden efter et Aars Forløb, i samme Hus, i samme Omgivelser ... alt er saa ens.

✂ - Kun at jeg ikke narrer nogen Løjtnant for Deres Skyld.

✂ - Nu har vi haft hinanden til Bords. For et Aar siden var det, jeg friede. Det var taabeligt.

✂ - De behøver ikke at være ugalant.

✂ - Bagefter kyssede jeg Dem. Det var det fornuftigste, jeg nogensinde har gjort.

✂ - Hr. Birker!

✂ - Faktorernes Orden var forkert. Nr. 2 burde have været Nr. 1, og Nr. 1 burde aldrig have 141 eksisteret ... De river Deres Kjole itu, hvis De rejser Dem ... Saa – iaar retter vi Regnestykket.

✂ - Bir-ker!

✂ - Maa jeg saa byde Dem op til Dans. Pas nu paa: en, to tre! Det gik. Lad mig hjælpe Slæbet i Orden!

✂ - Véd De, Birker, at jeg burde være saa vred, at jeg slet ikke talte til Dem?

✂ - Det véd jeg, Frøken. Men det bør formilde Dem, at De har udført en from Gærning. De har givet en arg Tvivler hans Barnetro tilbage.

142
143

✂

AFTENSTEMNING (3die Kys.)

✂ En varm og fugtig Juni-Aften gik et Par Kærestefolk hen ad den smalle Spadserevej. Tilhøjre løb en Aa, tilvenstre skraanede Marker og Haver. Hinsides Aaen var Eng og Skov, og langt borte i det dunkle Fjærne forsvandt Vejen ind mellem tætte sorte Træer.

✂ Over hele Egnen svævede en let hvid Taage som et Slør, hvorigennem alt saás i bløde, sært fantastiske Omrids.

✂ Kærestefolkenes taktfaste Trin slubrede henad den sølede Vej. De gik Arm i Arm, talende med dæmpet Stemme om deres Længsler og Lykke, om Naturens Skønhed og Guds Godhed.

✂ Han havde Benklæderne opsmøgede og Galoscher paa Fødderne. Om Halsen havde han et hvidt Silketørklæde og under den venstre Arm Paraply. Han bar Briller og høj Hat, og han ludede lidt forover med Overkroppen.

✂ Hun var slank og bøjelig – lang i Benene og kælen i Livet. Hendes Hat laa næsten paa hans Skulder.

✂ - – De talte om Harmonien i Naturen og Livets Herlighed; de talte om deres egen store Kærlighed.

✂ Engang imellem stod de stille; hun rettede paa 144 sin Hat, og de kyssedes, langt og inderligt. Saa gik de videre ad den vaade Vej.

✂ Ovre fra Skoven lød Fugletriller. Hun mente, det var en Nattergal; han troede det ikke. De talte om Fuglenes Lovsang, og de misundte de smaa fjerede Væsener det dejlige Liv i Træernes Kroner.

✂ De talte om Fuglenes Lykke og deres egen Glæde ved at elske hinanden.

✂ Det var en vidunderlig Sommeraften, med Luft saa blød, saa frisk som unge Læbers Kys.

✂ Tilvenstre for Vejen laa et lille straatækt Hus, gammelt og skrøbeligt; gennem de smaa Ruder skinnede et dæmpet Lys.

✂ De stod stille og saá paa det lille Hus. De syntes, det laa saa poetisk, saa yndigt dér, midt i den herlige Natur. Netop dets Skrøbelighed gav det en egen Skønhed, noget æventyrligt og dragende.

✂ De talte om, hvor skønt det maatte være at bo dér, fredeligt og hyggeligt, fjærnt fra Livets Kamp og Møje; de priste de lykkelige Beboere og de drømte deres egen Kærligheds Rede dér.

✂ Det lille Hus' Fortryllelse fulgte dem langt paa Vej, og de blev ved at vende sig om, saalænge de mellem Træer og Buske kunde skimte det milde Lys fra Ruderne.

✂ Der kom en gammel krumbøjet Kone med en Sæk paa Ryggen.

✂ De saá venligt paa hende, den ene hviskede til den anden, at det var vist den lille smukke Hyttes Ejerinde. Og da de gik forbi hende, sagde de, begge paa engang, uden at det var aftalt, med hjærtelig Klang i Stemmen: "Gudsfred og Godaften!"

✂ De blev staaende og saá efter hende, mens de trykkede sig tæt op til hinanden, og de talte om, 145 hvor glad Børnene vilde modtage den gamle, naar hun nu kom hjem, og hvordan de alle siden vilde samles om den dampende Nadver. Og de talte om, hvor gærne de vilde sidde hos og nyde de andres Lykke, mens de selv var saa usigelig glade ved at være sammen.

✂ De gik videre og nærmede sig Skoven.

✂ Dér stod ved Ledet to Børn, en Dreng og en Pige, ligeoverfor hinanden; 6-7 Aar var de, og de holdt hinanden om Halsen, og deres Ansigter gik i ét.

✂ De to Kærestefolk saá smilende paa hinanden, og de sagde, at disse to Børn, der kyssedes, var just Sommeraftenens Poesi legemliggjort.

✂ De nænnede knap at forstyrre de smaa, de listede sig frem i Vejens Græskant, ganske lydløst, saa de, uden at være opdagede, kom helt hen til Børnene, der stadig stod med Mund ved Mund. Han havde allerede lagt sin Haand paa den lille Piges Hoved og vilde sige et Par kælende Ord til det overraskede Barn, da han pludselig standsede og med Hast drog sin Kæreste bort.

✂ Han gik hurtigt og forstemt, og hun spurgte med Bekymring, hvad ham fattedes.

✂ Der var mørkt i Skoven, saa stille og højtideligt. Da sagde han, og hans Stemme lød bedrøvet:

✂ "Du kan tænke Dig – de kyssedes ikke. Han slikkede bare paa et Stykke Brystsukker, som han havde i Munden."

146
147

✂

I MEDAILLONFORMAT
(10 BILLEDER)

✂

TROSKABSPRØVEN

✂ I et Kunstnerselskab faldt Talen paa en ung Maler og hans noget letsindige Kone. Der herskede almindelig Forbitrelse mod hende for den uforborgne Maade, hvorpaa hun var sin skikkelige og intet anende Mand utro. Navnlig Damerne i Selskabet var oprørte. Og en af dem, den smukke Skuespillerinde, Fru B., der var berømt af i tre Aar at have født sin Mand fire levende Unger, opfordrede paa det ivrigste Amatør-Forfatteren og Mæcenen, Franz Hein, en nær Ven af den nævnte Maler-Hanrej, til at fortælle denne Sandheden om hans Kone.

✂ Franz Hein svarede:
"Jeg takker for det smigrende Vennehverv, De har tiltænkt mig. Jeg kan imidlertid ikke paatage mig det. Og jeg skal sige Dem hvorfor. Min Ven elsker sin utro Kone."

✂ "Jamen derfor netop," ivrede Fru B. "Netop derfor. Det er jo skammeligt, at han skal øde sit Hjærtes bedste Følelser paa den Tøjte. Det kan De som hans Ven ikke se roligt paa."

✂ "Jo saamæn kan jeg saa." – Hein smilede. "Jeg vilde kun volde ham Sorg ved at fortælle ham Sandheden. Jeg vilde tilmed forspilde hans Venskab. Thi, som jeg før sagde, han elsker sin Kone.

170

✂ Men dette betyder, at han vil anse Enhver, der taler ondt om hende, for en gemen Bagvasker. Kvinderne, lille rare Frue, er nemlig saa utrolig durkdrevne. De lyver endnu bedre end vi Mandfolk. Og Kampen mellem en Mand og en Kvinde er altfor haabløst ulige. Det har jeg én Gang erfaret. Historien er ligesaa moralsk som den er lystig. Vil De høre den? Sæt Dem hen i den mørke Krog dér, Fru B., dér kan De i Fred og Ro rødme, mens jeg fortæller.

✂ - Altsaa.

✂ Jeg laa en Sommer paa Landet sammen med en Ven og hans Elskerinde, en gift Kone, Fru Y., hvis Mand kun saá til hende om Søndagen, desformedelst at han havde Forretninger til den silde Aften inde i Byen og var en temmelig sløv og ligegyldig Herre. En af den Slags Ægtemænd, der kun fortjener at bedrages.

✂ Vi boede i et af de saakaldte Sommer-Pensionater. En gammel fin Herskabs-Villa med stor Have og Park, der nu udhøkredes af en driftig Værtinde til Benyttelse for et tilfældig sammenskrabet Selskab Herrer og Damer.

✂ Det gik livligt til i Fru Samsons Pensionat. Luften var, for at tale moderne-poetisk, svanger med Erotik.

✂ Min Ven og hans Dame anslog Tonen. De opførte sig med en saa elskelig Ugenérthed, at Ingen kunde være i Tvivl om, hvorfor de laa paa Landet en halv Dagsrejse fra Hovedstaden og Ægtemanden.

✂ Fru Y. havde sit Værelse paa 1ste Sal. Min Ven logerede i den til komfortable Gæsteværelser omdannede Hestestald. En halv Time, efter at Fru Y. om Aftenen havde trukket sig tilbage, knirkede Trappen til 1ste Sal, og hele Pensionatet glædede 171 sig da over, at Fru Y. ikke længere behøvede at ligge i ensom Angst for Tyve og Røvere.

✂ Det var en Idyl – hvori kun Søndagene og Hr. Y. gjorde et kortvarigt Afbræk.

✂ Min Ven var virkelig meget indtaget i Fru Y.'s blege og magre Katte-Fyrighed. Hun hørte til de Kvinder, der ikke gør Vrøvl. Stille og blid og umættelig labede hun med dovent Velbehag hans altid redebonne Galanteri. Men var tilfældigvis han ikke til Stede, smøg hun sig straks op ad en anden. Det var hende en naturlig Trang, en nødvendig Forudsætning for Velbefindende, altid at føle varm Mandfolke-Beundring om sig.

✂ Jeg, der ikke er ganske nyfødt, var ikke blind for hendes erotiske Beskaffenhed, den, hun forøvrig – undskyld mine dydige Tilhørerinder – ikke er ene om. Nogenlunde ligegyldig, men med en vis sportslig Nyfigenhed lagde jeg Mærke til, hvordan hun, naar vi mødtes paa Trapper og i Gange eller et Øjeblik var alene i Stuerne eller i Haven, benaadede mig med langstrakte Smægte-Blikke. Rent professionelt, og for ikke at synes uopdragen, blinkede jeg igen, og en Dag paa Trappen tog jeg hende om Livet, daskede hende venligt paa Ryggen og sagde et Par opmuntrende Uartigheder.

✂ Forøvrig var der i min Sjæl ikke Skygge af Tanke om at bedrage min Ven og gøre Hr. Y til Hanrej i dobbelt Potens.

✂ Dette ønsker jeg at fastslaa, inden jeg nu kommer til den egenlige Historie.

✂ En Aften havde der været Gilde i Pensionatet. Alle de andre var gaaet til Sengs. Kun min Ven og jeg sad endnu paa Verandaen og drak. Navnlig han.

✂ Det var en underskøn Midsommer-Aften. Med 172 Lysskimmer i den blaa Sund-Horisont og Maaneblink over Have og Strand. Med Nattergalekluk og alt andet til Faget henhørende.

✂ Min Ven blev poetisk og sagde:
"Dette er Florenz, Venedig eller en anden gammel italiensk By. Vi lever i Renæssancens Dage, og Du og jeg er fornemme Adelsmænd. I Paladset her boer den ædle Fru Rosalinde, min Elskerinde. Hun har sat mig Stævne til i Aften, Du har fulgt mig til Mødet, og da der endnu mangler en halv Time i den opgivne Tid, forlyster vi os imens med et Bæger Vin i den tykke Maceos Krohave."

✂ For at opmuntre ham sagde jeg:
"Rosalindes Velgaaende. Skaal, gamle Renæssance-Fyr!"

✂ "Lige meget," svarede han, "der findes ikke en saa udmærket Elskerinde i det ganske Land. Uden Dikkedarer, altid i godt Humør. Og kyndig udi Amourens Kunst som ingen anden, jeg har kendt. Dertil tro som Guld."

✂ Uvilkaarlig rømmede jeg mig. "Hm, hm!"

✂ "Aa, jeg véd, hvad Du mener," fortsatte min Ven. "Du tænker paa hendes Mand. Men ser Du, ham elsker hun ikke. – Derimod tvivler Du vel ikke om hendes Forelskelse i mig?"

✂ "Absolut ikke. I to er tydelige nok."

✂ "Mener Du da ikke, at hun er mig tro?"

✂ "Jeg har ingen Anledning til at mene noget andet."

✂ Min Ven tømte et stort Glas Rhinskvin, hans Kinder blussede og hans Stemme dirrede let, mens han sagde:
"Jeg forstaar Dig. Jeg véd saare vel, at hun har været koket overfor Dig. Hun har selv fortalt mig det. Hun har ovenikøbet tilstaaet, at hun sikkert, hvis hun ikke havde mig, vilde blive forelsket i
173
Dig. Og nu skal jeg sige Dig noget, som dog maaske vil forbavse Dig: Jeg selv har opmuntret hende til at synes om Dig. Ja, jeg har ligefrem sagt hende, at Du var den eneste, hvem jeg kunde unde den Fornøjelse at nyde hendes Gunst. Du smiler. Men ved Gud, jeg mener det. Jeg gav Dig hende gærne for en Nat, hvis hun selv vilde .. Endnu igaar Aftes spurgte jeg hende: "Skal jeg hente ham?" Men hun blev vred og gav sig til at græde."

✂ "Og havde hun sagt Ja, havde Du grædt."

✂ "Jeg sværger Dig: nej. For det første er Du min bedste Ven, hvem jeg gærne gav Part i alt, hvad jeg har af attraaværdigt. For det andet – naa ja, det er maaske abnormt, men det vilde ikke give mig mindre Lyst til hende at vide, at Du, der forstaar Dig paa Kvinder, havde haft hende og fundet Behag i hende."

✂ "Men hun græd altsaa? Hun blev forbitret over dit Forslag."

✂ Jeg kan høre paa din Tone, at Du tvivler om hendes Ærlighed."

✂ "Jeg mener blot, at en Kvinde altid vilde finde det klogt at afvise med Harme et saadant Forslag fra sin Elsker."

✂ Min Ven sad nogle Øjeblikke og saá frem! for sig – saa sagde han pludselig: "Vil Du gøre mig en Tjeneste?"

✂ "Naturligvis."

✂ "Vil Du i Aften besøge min Elskerinde?"

✂ "En besynderlig Tid at gøre Visit."

✂ "Vil Du i Aften forsøge at blive hendes Elsker?"

✂ "Nej!"

✂ "Hvorfor ikke?"

✂ "Fordi jeg sætter mere Pris paa at være din Ven end hendes Elsker." 174 Han lo. Saa bøjede han sig indsmigrende hen imod mig, tog min Haand og sagde:
"Jeg beder Dig gøre mig den Tjeneste. Og hvordan saa Udfaldet bliver, maa Du forstaa, at det ikke kan rokke vort Venskab. Ved Gud, det er en Venskabstjeneste jeg beder Dig om. Jeg forlanger kun ét: at Du siger mig den fulde Sandhed. Du maa ikke lyve for mig, hvis hun virkelig bliver din."

✂ Som jeg før har oplyst: vi havde begge drukket tappert, navnlig han, dog var heller ikke jeg upaavirket af Vinen.

✂ Tillige var det jo Maaneskin.

✂ Og hun havde set saa ryggesløs ud denne Aften og til Farvel sendt mig et af de Blikke, der opfordrer til Voldtægt.

✂ Der var, som min Ven udtrykte sig, Renæssance i Luften – det var en forvorpen hedensk Aften med koglende Fristelser til galne Æventyr.

✂ Kun for ikke at synes for ivrig talte jeg formanende Ord til min Ven. Mine snusfornuftige Betragtninger æggede ham blot til større Forhippethed.

✂ Tilsidst gav jeg efter for hans Bønner.

✂ Ved et sidste Glas Vin beseglede vi Kontrakten. Jeg skulde nøjagtigt meddele ham, hvad der maatte foregaa mellem mig og hans Elskerinde. Han forpligtede sig til aldrig med et Ord at røbe hende, hvad jeg fortalte ham.

✂ "Kom saa" – sagde han – "jeg viser Dig Vej."

✂ Han greb den trearmede Lysestage, der stod paa Veranda-Bordet, og, hyllet i sin mørke Slængkappe, vaklede han gennem Havestuen, ud i Entréen.

✂ Han var bleg af Drik, hans Øjne skinnede, men han lo, saa Stagen rystede klirrende i hans Haand.

175

✂ "For Satan" – sagde jeg – "vær stille. Ellers fordærver Du Spasen."

✂ Ja, ikke sandt – dette er den bedste Spas, Du har været med til?"

✂ Lyset flakkede paa Trappegangen. Som en vældig Flagermus tegnede sig hans Skygge paa Væggen.

✂ "Min kære Ven," fortsatte han, "lad os nu ikke tøve, men skride muntert til Værket. Du gaar op ad Trappen, kommer ind i en Korridor: for Enden af denne er en Dør – den fører til hendes Værelse. Døren er aaben; thi hun venter mig. Glück auf!"

✂ Pludselig fik jeg en led Smag i Munden. Jeg syntes, det, jeg stod i Begreb med, var baade dumt og grimt. Allerede havde jeg paa Læberne at sige min Ven dette. Men i det samme saá jeg et hoverende ondt Smil i hans Ansigt, og jeg tænkte: Nuvel, som Du vil; lad os da prøve, hvem af os to der er den stærkeste; den, der ler sidst, ler bedst.

✂ "Paa Gensyn," hviskede jeg. Og jeg listede op. Trappen knirkede under mig, fra dens nederste Trin hørte jeg min Vens Fnisen.

✂ - – – Saa var jeg ved Døren, saa aabnede jeg den.

✂ En halv Time efter genfandt jeg min Ven paa Verandaen. Han var endnu blegere, endnu mere beruset end før.

✂ "Velkommen tilbage," sagde han og svang lystig sit Glas. "Hvordan gik det saa?"

✂ "Husker Du vor Aftale?"

✂ "Ja vel." 176 "Og Du forlanger den overholdt?"

✂ "Naturligvis. Altsaa: hvordan gik det?"

✂ "Som det maatte gaa. – Hun er jo saa godmodig og vilde ikke gøre Skandale."

✂ "Og hun anede ikke Uraad?"

✂ "Hun spurgte, hvor Du var henne. Hun syntes, hun havde hørt Dig le paa Trappen. Jeg svor, at hun havde hørt fejl. Du var, sagde jeg, bleven saa fuld, at jeg havde maattet bringe Dig til Sengs. Saa fandt hun sig gudhengivent i sin Skæbne. Desuden ..."

✂ "Desuden ...?"

✂ "Du havde jo selv anbefalet mig saa varmt."

✂ Han sank saa underligt sammen. Dog kun nogle faa hastige Sekunder. Sagde saa:
"Jeg gaar ud fra, at Du ikke har mig til Bedste?"

✂ "Du vilde jo høre Sandheden. Og Du havde lovet, at Du ikke vilde være bedrøvet, selv om jeg fik Ret."

✂ "Jeg er heller ikke bedrøvet. Tværtimod. Og Du ... er Du tilfreds? Jeg mener: synes Du, hun fortjener den Ros, jeg gav hende?"

✂ "Du kan være stolt af hende."

✂ "Skal vi to saa drikke en Skaal for min Rosalinde?"

✂ "Hun leve."

✂ Og vi drak endnu en Stund paa hendes Velgaaende, jeg fortalte udførligt om Ekspeditionens Forløb, og Solen stod op, før min Ven og jeg gik til Ro. Men ingen af os var rigtigt i Humør, og vi blev siddende, mest fordi vi ikke kunde komme ud af at sige Godnat til hinanden.

✂ - – – Ikke uden en vis Spænding begav jeg mig næste Morgen til Frokostbordet.

177

✂ Min Vens Plads – ved Siden af min – stod tom. Ligesaa hans Elskerindes.

✂ Skulde han have været falsk nok til at forraade mig og, stik mod vor Aftale, have krævet hende til Regnskab paa Grundlag af mine Oplysninger? Ja naturligvis. Og jeg ærgrede mig over min Dumhed: at have sagt ham Sandheden. Jeg burde have vidst, at den vilde bore sig i hans Sjæl som en Dolk og ikke lade ham Rist eller Ro, før han fik den og sit saarede Hjærte konfronteret med hende.

✂ Mod Maaltidets Slutning traadte den unge Frue ind i en stilfuld hvid Uskyldigheds-Dragt, med et lidende Hovedpine-Udtryk og en fjærn Unærmeligheds-Holdning.

✂ Jeg forsøgte et spøgende Goddag. Hun hilste med en krænket Hertuginde-Mine: en saa imponerende Blanding af Fornemhed og Foragt, som ellers kun Teaterskurke udsættes for. En vellykket Kopi, kære Fru B., af Deres berømte Marquise i Falske Diamanter.

✂ Et Øjeblik efter ankom min Ven. Han behandlede mig paa en overlegen og spydig Maade. Overfor hende var han udsøgt galant og fuld af øm Hensyntagen.

✂ Da jeg intet mere havde at gøre ved det Samson'ske kolde Bord og da den stærkt tilspidsede dramatiske Situation tydeligt krævede min Sortie, trak jeg mig tilbage med et Verdensmands-Buk.

✂ Lidt efter stod min Ven i mit Værelse, hvor jeg sad fordybet i Shag-Rygning og Manicuring.

✂ "Sid ned," sagde jeg – "og tænd Dig en Cigar."

✂ "Det havde jeg ikke ventet af Dig," var hans Svar. Han stod foran mig og saá meget højtidelig ud.

178

✂ "Vil Du maaske hellere have en Pibe?" spurgte jeg.

✂ "Du har baaret Dig tarveligt ad" – han var højrød i Ansigtet og hans Stemme skælvede.

✂ "Hov, hov, kære, forløb Dig ikke. Skulde det monstro ikke være Dig, der har handlet mindre loyalt?"

✂ "Du tror, jeg har fortalt hende noget?"

✂ "Det synes saa."

✂ "Du tager fejl. Havde jeg krævet hende til Regnskab og hun havde benægtet Sandheden af din Beretning – jeg havde ikke troet hende. Nej, det er gaaet helt anderledes til. Da jeg traf hende imorges, var hun ganske ude af sig selv. Hun græd og jamrede sig. Jeg spurgte, hvad der var i Vejen ... hun vilde intet fortælle. Endelig tilstod hun, hvad der var passeret: at Du i Aftes var trængt ind til hende og havde forsøgt at voldtage hende, og at hun havde maattet slaas med Dig i over et Kvarter, inden hun slap fri."

✂ Han standsede. Han ventede øjensynligt, at jeg skulde sige noget. Jeg sad bare og saá smilende paa ham og beundrede i mit stille Sind Kvindens uovervindelige Snildhed. Tænk, hvor brillant, at hun, afparerende alt, selv havde tilstaaet, tilstaaet uden Opfordring, tilstaaet akkurat saa meget sandt, som var nødvendigt, for at dække al hendes øvrige Løgn. Pragtfuldt.

✂ "Saa tal dog, Mand! – Hvad Pokker ler Du af?"

✂ "Ler jeg?" – sagde jeg. – "Undskyld, det var mig ikke bevidst. Nej Du – jeg synes saamæn blot, at Du har Ret. Jeg har opført mig tarveligt. Jeg har villet prale overfor Dig. Heldigvis er jeg jo nu bleven afsløret. Din Elskerinde er ren som Sneen, standhaftig som Klippen. Ønsker Du, jeg skal gøre hende Afbigt? Jeg er parat. Jeg forsikrer 179 Dig, jeg vil ligefrem sætte Pris paa at give hende Oprejsning."

✂ Han saá raadvild paa mig.

✂ "Der er Dobbel-Bund i dine Ord," sagde han endelig. "Jeg mærker nok, at Du vil forvirre mig. Jeg vilde heller aldrig før have troet det muligt, at Du kunde gøre Dig skyldig i en gemen Løgn. Men Du maa vel indrømme mig, at alt her taler imod Dig. Hvorfor – hvorfor dog skulde hun ellers have været saa fortvivlet imorges? Forholdt det sig, som Du sagde, vilde hun jo have forsøgt at skjule Sagen for mig. Det er saavist ikke let for mig at tro ondt om Dig. Men kan jeg andet?"

✂ "Min Ven, lad os ende dette pinlige Opgør. Hvem Du skal tro – hende eller mig – kan der ikke være Tvivl om. Navnlig da jeg ikke betænker mig paa at erklære mig for Løgneren. Naar jeg alligevel synes, Du kan have nogen Grund til at vise mig Overbærenhed, er det fordi Du jo har haft en saa stor Glæde. Din Elskede har med Glans bestaaet den Troskabsprøve, paa hvilken Du selv satte hende. Og jeg ligger slagen som en i mine egne Løgne fangen Pralhals."

✂ - – – Min Ven gik. Ikke saa helt sikker, som han gærne vilde give sig Udseende af at være. Dog en ny Samtale med hende styrkede ham. Forholdet mellem de to Elskende blev i disse Dage ømmere end nogensinde før.

✂ Men jeg var tilovers. Jeg generede tydeligvis. For at bevare Skinnet overfor de andre Pensionatsgæster brød han ikke aabent med mig. Hun derimod undgik mig omhyggeligt. Vi vekslede kun ved Maaltiderne de nødvendigste Høfligheds-Ord.

✂ Jeg foretrak at rejse. Trediedagen efter "Opgøret" sagde jeg pludselig Farvel. Jeg kunde se paa dem begge, hvor de følte sig lettede.

180

✂ Men da jeg kørte ud af Gaarden, stod hun i sit Vindue, halvt skjult bag et Gardin, og idet mit Blik mødte hendes, kyssede hun smilende paa Fingeren.

✂ Min Historie er i Grunden endt. Thi egenlig vedkommer det den jo ikke, at min Ven, efter at vi i et Par Aar havde holdt os fjærnt fra hinanden, en Dag kom til mig og gjorde mig Afbigt. Hans Elskerinde havde brudt med ham og under Bruddets elskelige Aabenhjærtethed betroet ham – for at han ikke skulde være i Tvivl om, hvor fortrinligt hun stedse havde holdt ham for Nar – at hun havde haft megen Fornøjelse af mit natlige Besøg. Til Gengæld, og for at dæmpe hendes Overmod, oplyste han hende om, at det var ham, hun kunde takke for bemeldte Fornøjelse.

✂ Som sagt, dette vedkommer ikke Historien, for hvis tilsyneladende Letsindighed dens endnu tydeligere Moral – haaber jeg – maa være mer end tilstrækkelig Undskyldning.

✂ Thi nu, kære Fru B., forstaar selv De, hvorfor jeg anser det for haabløst at ville afsløre en Ven hans Elskedes Utroskab.

✂ Ikke sandt?

181

✂

DET OPLYSTE VINDUE

✂ "Jeg er saa træt. Du bliver ikke vred, vel?"

✂ Han stod og saá paa hende, mens hun smilende gik tæt hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

✂ "Kys mig saa!"

✂ Han kyssede hende paa Panden.

✂ "Saa kold Du er! Og Du siger ikke noget? Er Du krænket?"

✂ "Nej."

✂ "Synes Du, der er noget ondt i, at jeg er træt."

✂ Han tog hendes Haand og førte den op til sine Læber. Saa smilede han og sagde roligt:
"Ikke det fjærneste. Godnat."

✂ "Godnat."

✂ Men han blev ved at holde hendes Haand i sin, mens han saá opmærksomt ind i hendes lyse, leende Øjne. Med et svagt Tryk slap han Haanden, nikkede og gik.

✂ Da Døren smækkede i efter ham, blev han staaende et Øjeblik og lyttede. Kom hun for at kalde ham tilbage?

✂ Saa gik han træt og slap ned ad Trappen, dvælende lidt paa hvert Trin, indtil han stod ved Gadedøren og den kolde fugtige Regnluft slog ham ind i Ansigtet.

182

✂ Han rettede sig, knappede Frakken op om Halsen og gik over Gaden. Der var Lys bag de blaa Gardiner, han saá den runde Lampekuppel som en mat Lyskugle. Han søgte hendes Ansigt, men det var der ikke. Han tænkte: Nu slukker hun sagtens Lampen – men der blev ved at være lyst. Han stod et Minut eller to, saa gik han rask ned ad Gaden, for at hun ikke skulde lægge Mærke til ham.

✂ Det var en Ruskvejrs-Novemberaften. Lygternes Glas klirrede i Blæsten og der var vaadt paa Gaden. Oppe over Husene trak mørke flængede Skyer, Folk gik foroverbøjede, dækkende sig mod den kolde Luft.

✂ Han følte ikke Kulden; tværtimod. Han kunde godt lide den klamme Blæst i Ansigtet. Der var mange Folk paa Færde, mest Damer med Kapper og Slag over sig og store Tørklæder om Hovederne. Det var efter Teatertid.

✂ Han gik langsomt mod Sværmen, ganske ligegyldig, om han engang imellem stødte en Dame til Side; han gad ikke sige Omforladelse.

✂ Han blev ved at gaa imod Blæsten. Han kunde ikke faa Køling nok. Han kom ud paa en aaben Plads, stod stille et Øjeblik med opknappet Frakke, gik saa videre og kom ind i Smaagader, hvor Kældernes Handlende gik og satte Skodder for Vinduerne. Han blev staaende foran et Vindue, bag hvilket der laa Fiskefrikadeller og Klatkager og stegt Aal. Han stod længe dybsindigt, som om han nøje overvejede, hvad han skulde vælge. Saa pludselig vendte han rask om og næsten løb i den Retning, hvorfra han var kommen. "Jeg vil se, om der er slukket", blev han ved at sige til sig selv. "Jeg vil se, om der er slukket."

✂ Der var næsten ingen Mennesker i Gaderne mere. Han havde Vinden paa Ryggen og han kom 183 hurtigt frem. En Kirkeklokke slog halv. "Den er allerede halvtolv. Saa sover hun."

✂ Men atter stod for hans Tanker hendes smilende Ansigt, han hørte hendes Stemme saa indsmigrende. Og denne blide Venlighed syntes ham lumsk og gjorde ham bange.

✂ Hvad var hun saa træt af? Hun saá slet ikke træt ud. Tværtimod, hun havde været ualmindelig livlig hele Aftenen; først henimod den Tid, hun bad ham gaa, var hun begyndt at snakke om Træthed.

✂ Om der var Lys endnu, saa betød det, at hun havde løjet. Saa betød det, at han var der.

✂ "Nej, nej. Der er mørkt. Alt er slukket. Hun var træt. Nu ligger hun og sover. I den hvide Natdragt, saa fin, saa rød og hvid, aa, saa smuk!"

✂ Han lukkede Øjnene og hans Læber stod aabne, mens han bøjede Hovedet, som om hun laa der sovende foran ham. Han følte Varmen fra hendes Seng, han blev svimmel.

✂ Saa rykkede han sig i Vejret og frøs, løb hurtigere afsted og stod ved Hjørnet af Gaden, hvor hun boede.

✂ Langsomt og ligegyldigt gik han langs det Fortov, hvor Huset laa. Saa pludselig lige foran Gadedøren skraaede han over Gaden og saá op mod Huset. Han havde set det, før han fik Blikket vendt mod Vinduet. Der var oplyst.

✂ Stilfærdigt lyste Lampen bag de blaa Gardiner.

✂ "Det var kun, hvad jeg havde ventet," sagde han til sig selv, og blev staaende foran det oplyste Vindue. "Hun er mig utro. Hun holder af ham; det er saa naturligt. Nu véd jeg det; saa er den Sag i Orden."

✂ Han gik videre ned ad Gaden. "Ja, saa er den Sag i Orden."

184

✂ Han havde ingen Smærte følt; han var kun bleven saa rolig, saa ligeglad.

✂ Men pludselig kom det Spørgsmaal som et Stik: "Hvorfor sagde hun det ikke ærligt? Hvorfor lyver hun?"

✂ Og i samme Nu: "Men om hun ikke havde løjet!" Hvad vidste han i Grunden? For en halv, højst en hel Time siden var han gaaet, og hun var ikke i Seng endnu. Men det var intet Bevis. Maaske i dette Øjeblik Lampen var slukket, maaske hun var bleven forsinket, var kommen i Tanker om et og andet, hun skulde besørge. Maaske hun sad og tænkte paa ham, mens han gik og anklagede hende.

✂ Han var vendt om og kom skraat for Huset. Et Skridt endnu og han vilde kunne se Vinduet. Han tøvede lidt – saa saá han Lyset.

✂ Denne Gang gjorde det ondt. Han havde haget sig saa fast til Haabet. Men han vilde være sikker i sin Sag, han vilde vente til halvét; var hun saa ikke i Seng, saa var hun ikke alene.

✂ Han gik frem og tilbage, ganske beroliget nu, da han havde sat sig en Frist. Det var begyndt at regne svagt, og han havde ingen Paraply, men det generede ham ikke. Han vilde ikke se til Vinduet, før Tiden var udløbet; han kunde da heller ikke forlange, at der saadan lige paa en Studs skulde blive mørkt.

✂ Han gik rask, vovede sig lange Strækninger hen; men da han kom i Tanke om, at han dog for en Sikkerheds Skyld skulde passe paa Gadedøren, blev han forsigtigere. Naar han mødte nogen – der kom en sjælden Gang en og anden hastigt forbi ham – dukkede han Hovedet for ikke at blive set. Ellers var han ene i Gaden med en Politibetjent og en Vægter, der stod sammen inde i en Port ovre paa den anden Side, belyste af Skæret fra en Lygte.

185

✂ Han hørte deres Stemmer og Nøgleknippets Raslen. Han følte, at de talte om ham, og han var lidt forlegen hver Gang han kom i Nærheden af dem. Vægteren kendte ham vist. Han havde set ham saa ofte baade om Aftenen og om Morgenen.

✂ Saa blev der givet Signal nede i Gaden fra en Lygte og Vægteren traskede tungt afsted, klirrende med Nøglerne. Politibetjenten strakte sig, listede over Gaden og stillede sig op paa Fortovet, lænet imod en Mur, blank og glinsende i sit Regnslag og med høje Vandstøvler udenpaa Benklæderne.

✂ Da han gik forbi ham, lettede han paa Hatten og sagde Godaften. Betjenten tog til Hjælmen og sagde: "Ubehageligt Vejr iaften at spadsere i."

✂ "Aa ja, men ret friskt!" svarede han gemytligt og gik videre. Betjenten fulgte ham med Øjnene, og da den utrættelige Vandrer igen passerede ham, sagde han: "Det er Midnat nu. Nu slaar Urene."

✂ "Er den ikke mere!" sagde den anden for at sige noget og vedblev at gaa.

✂ Saaledes fortsattes Passiaren mellem ham og Betjenten, mens Lygteslukkeren gik gennem Gaden og slukkede, saa kun hist og her et døsigt Blus fik Lov at brænde.

✂ Pludselig sagde Betjenten: "Nu blir den vel fugtig. Det er nok bedst at se at faa lidt over Hovedet. Godnat Herre!"

✂ "Godnat!"

✂ Betjenten forsvandt langt nede i Gaden, i samme Retning, hvor Vægteren var gaaet, og Passagen var atter fri.

✂ Tiden sneglede sig frem. At en halv Time kunde vare saa længe! Han morede sig med at passe paa de oplyste Vinduer i de andre Huse. Snart blev et, snart et andet mørkt. Kun højt oppe under Tagene lyste endnu en enkelt flittig Kvist. Fra en 186 Værtshuskælder ravede to fulde Mænd op; saa kom Værten og satte Skodder for Vinduer og Dør.

✂ Han begyndte at føle sig vaad. Det regnede stadig og tæt og der laa en graa Hinde af Vand paa hans Frakke.

✂ Han saá paa Uret. Fem Minutter i halv. Men han vilde give rigeligt Maal; han vilde vente, til Kirkeurene slog.

✂ Endelig. Han gik hurtig til med bøjet Hoved, indtil han kunde regne ud, at han var midt for Huset. Saá saa op. Uforstyrreligt og vagtsomt lyste Vinduet i det sovende Hus.

✂ Han stampede i Stenbroen af Raseri. Han krammede en Nøgle i sin Haand, paa Nippet til at slynge den imod Vinduet.

✂ Saa opdagede han en ung Herre, der stod og iagttog ham, og han vendte om og begyndte igen at gaa.

✂ Nu vidste han, hvad han vilde vide. Han saá dem sidde sammen, han saá deres Legemer tæt op mod hinanden. Mon hun holdt sin Arm om hans Hals? Mon hun fortalte ham, at hun elskede ham? – Nu løste han hendes Klæder – nej, nej. De sad og talte sammen; han fortalte, hvor hun var smuk, og hun smilede; han tog hendes Haand, han kyssede Fingerspidserne, hun bøjede Hovedet til Siden – se Halsen, hvor den lyste fristende. Nu kyssede han den og hun blev siddende rolig. Saa gled han ned paa Knæ for hende, saa løste han hendes Klæder ...

✂ Han var atter udenfor Huset. Hvorfor blev den unge Herre ved at stirre op mod det oplyste Vindue?

✂ Var det ham, han passede paa, eller hende? Var det mon en, der gik paa Lur ligesom han, skinsyg og bange?

187

✂ Han gjorde hurtigt omkring, men han blev ved at tænke paa den Fremmede, som var skudt op af Stenbroen som hans Dobbeltgænger. Han syntes ikke, han kendte ham. Var det muligt, det var en, der havde endnu ældre Krav paa hende end han? Hvis hun var ham utro, kunde der saa ikke være andre end just Arkitekten, han havde at frygte?

✂ Nej. Han matte saa ialfald være stødt paa hans Navn engang. Han vidste jo, hvor hun færdedes; han kendte alle hendes Bekendte. Nej, der var ikke andre end Arkitekten. Derfor havde han heller ikke været i Tvivl. Det maatte være ham, der var hos hende. Han var dukket pludselig op i hendes Bekendtskab og havde straks interesseret hende. Han forfulgte hende med sit Kurmageri; han var allevegne, hvor hun var, og tilsidst var han ogsaa begyndt at komme i hendes Hjem. Hun havde fortalt om alle de smukke Ting, han havde sagt hende; hun havde let af ham, men hun talte meget ofte om ham. Det var en elskværdig og smuk Mand, han havde været nødt til at træffe ham hos hende, og han havde syntes godt om ham. Han havde engang sagt til hende, at han egenlig ikke forstod, hun foretrak ham for Arkitekten. Og nu i dette Øjeblik undrede han sig over, at han ikke følte nogensomhelst Uvilje imod ham; han havde intet at bebrejde ham. Kun naar han tænkte sig ham rørende ved hende, tagende fat i hendes Legeme, følte han sig istand til at slaa ham ned. Det var, som om En greb ham i Struben og han værgede sit Liv.

✂ Han ledte tilbage i Erindringen for at finde bestemte Hændelser, der kunde berettige hans Mistanke. Han havde dog nøje bevogtet Forholdet imellem dem, men han havde aldrig opdaget noget. Hvorfor var han da nu saa vis i sin Sag, at den anden i dette Øjeblik var hos hende? Aa – intet 188 kunde man stole paa overfor Kvinder, intet. Alt kunde have været Beregning af hende. Aabenhjærtigheden, hendes Spøg over den ihærdige Tilbeder, alt, hvormed hun havde dysset ham til Ro.

✂ Og dog aldrig mere end at han ved første Lejlighed havde Mistanken lysvaagen.

✂ Men hvorfor havde hun behøvet alt dette ? Hvorfor ikke sige ham, som det var, og lade ham gaa?

✂ Det faldt ham ind, at det var dumt at spørge om det. Det var ikke alle – hverken Mænd eller Kvinder – som havde saa snævert et Hjærte, at de kun kunde elske én. Men han elskede kun hende og han brød sig ikke om at elskes af hende, hvis han skulde dele hendes Kærlighed.

✂ Naar han blot blindt havde kunnet tro! Naar han ialfald nu kunde faa Vished! Troskaben kunde aldrig bevises; Utroskab havde den Fordel at kunne konstateres. Og blot Klarhed! Det var derfor, han gik her. Nu vidste han det, han havde egenlig altid lidt under Tvivlen paa hendes Kærlighed. Den Tvivl kunde aldrig dræbes; nu vilde han ønske, han kunde gribe hende i Utroskab – blot for at faa Ro, Vished.

✂ Var han da ikke sikker?

✂ - – Dér stod han endnu, den unge Mand, plantet udenfor Vinduet med Paraply over sig. Han blev underlig til Mode – hvad vilde dette Menneske? Han gik lige hen til ham og fikserede ham skarpt. Den unge Mand smilede, og blev staaende. Men da han igen vendte om, fulgte den fremmede efter, i en halv Snes Skridts Afstand, nynnende paa en gemytlig Melodi. Henne ved et Gadehjørne standsede han, tændte sig langsomt en Cigar, lo højt og forsvandt ned ad Gaden.

✂ Det var ham en Lettelse, at han var borte. 189 Klokken slog ét. Var der Mening i at blive ved at gaa? Om nu virkelig Lyset blev slukket?

✂ Det slog ham, at han i Grunden burde være glad, saa længe det brændte.

✂ Saalænge Lyset er tændt, sidder de i Dagligstuen; saalænge Lyset er tændt, er Slaget ikke tabt.

✂ Han vilde blive og passe paa. Kom Arkitekten ud, før Lyset slukkedes, saa betød det ... saa betød det ... ja, han vidste i Grunden ikke hvad, men ialfald noget mindre slemt, syntes han.

✂ Og han blev ved at gaa, og Lyset slukkedes ikke. Gang efter Gang mødte hans Øje det stille, uforanderlige Lys fra Vinduet.

✂ En Gang imellem syntes han, han saá hendes Skygge bag Gardinet, men naar han saá nærmere til, var der intet at opdage. Intet Liv, ingen Bevægelse bag det blaa Slør. Han rettede sig op og lyttede anspændt, om han ikke i Nattens Stilhed skulde kunne høre Stemmer; men alt var tavst.

✂ Og Regnen blev ved at falde i den mørke taagede Nat. Udenom de enkelte tændte Lygter flimrede Taagen matgul med Gasflammen som et rødt Centrum.

✂ Han var saa gennemvaad nu, at han ikke følte Regnen. Cigaren, som han gik med i Haanden, og som han prøvede paa at tænde, var saa vaad, at den kunde vrides, og Handskerne var opløste; de klæbede sig sammen til en uformelig Klump, da han fik dem af.

✂ Han blev ved at gaa, skønt hans Lemmer var som gennembankede, saa trætte og ømme. Hjærnen ræsonnerede ikke mere; han gik, fordi han ikke kunde rive sig løs fra det oplyste Vindue. Kvarterslagene var hans eneste Adspredelse; Mellemtiderne udfyldte han paa alle Slags barnlige Maader. Han 190 talte Skridtene, men løb surr i det, da han naaede højt op; han prøvede saa, hvor langt han kunde tælle mellem to Kvarter; men da Kvarteret var gaaet, opdagede han, at han var bleven ved at tælle til Hundrede, uden at holde Regnskab med, hvormange Gange han havde gjort det.

✂ En Gang imellem blev han pludselig skræmt op. Han troede at høre en Raslen henne fra Gadedøren, og naar han vendte sig, syntes han en Skygge gled om det nærmeste Hjørne. Han satte da i Løb derned; men der var ikke en Sjæl at opdage.

✂ De sidste Lygter slukkedes. Oppe mellem Husene hvidnede Luften af den gryende Dag. I den graa Dis listede Skikkelser frem, Koner med Sjal over Hovedet og Mænd med en kort Shagpibe i Munden og Byldt i Haanden.

✂ Betjenten og Vægteren kom op fra deres Nattekvartér, skuttende og strækkende sig i den raakolde Dæmring.

✂ Det oplyste Vindue lyste blegere og mattere, og pludselig da han vendte sig, saá han Lysstriben trække sig tilbage og forsvinde.

✂ Vægteren og Betjenten stod udenfor Huset. Der kom just nogle Arbejdere forbi i det samme. Pludselig troede han at se en herreklædt Skikkelse dukke frem imellem dem og forsvinde.

✂ Han gik hurtigt til; han skammede sig for at løbe. Da han naaede til Huset, hilste Betjenten "Godmorgen". Han kiggede om Hjørnet – intet at opdage. Saa tilbage igen – jo Lyset var slukket.

✂ Var det Arkitekten, der gik? Var det overhovedet nogen, eller var det kun et Foster af hans Fantasi?

✂ Til ingen Nytte altsaa. Hans lange Nat var forgæves. Ingen Vished, ingen Klarhed.

✂ Skulde han vente? Nej – den gamle Husjomfru 191 stod op før Hanegal. Om Arkitekten havde været der, var han der i hvert Fald sikkert ikke mere.

✂ Han slæbte sig hjem; han følte, hvordan Klamheden laa om ham og gjorde Brystet rustent. Han var tør i Halsen, Øjnene sved, og Ansigtet var stift og dødt.

✂ Arbejderne, han mødte, saá forundret paa den forpjuskede fine Herre. Men han gik, ligegyldig for alt omkring ham, stirrende ned i Brostenene, tænkende stadig det samme: Betjenten lo af mig.

192
193

✂

FRU WALTHERS RIDDERE

✂ De sad fordybede i en høflig Konversation. De var mødtes tilfældig paa Eftermiddagsvisit – som saa ofte – hos den unge Enkefru Walther i Vimmelskaftet: hun var gaaet en Tur, men ventedes straks hjem. Apotekeren sad i en stivrygget Stol, højtidelig og gul. Kaptejnen laa med Benene overkors i en Lænestol og legede med en Skildpaddes Skægkam. Volontøren sad i Sofaen og holdt hvert Øjeblik Haanden for Munden.

✂ Midt imellem dem stod et Bord med en tændt Lampe.

✂ De havde allesammen Overtøj ved Siden af sig og tog engang imellem deres Hat.

✂ "Nu tror jeg, jeg vil gaa," sagde pludselig Volontøren uden at gøre Mine til at rejse sig.

✂ "Hvad Vej skal De?" spurgte Kaptejnen.

✂ "Til Østerbro."

✂ "Saa tror jeg, jeg følger med. – Apotekeren skal maaske ogsaa den Vej?"

✂ "Nej. Jeg venter lidt endnu."

✂ »Ja, jeg kan forresten ogsaa ligesaa gærne vente."

✂ "Ja, saa vil jeg ogsaa vente. – Vi har det jo i Grunden nok saa hyggeligt."

✂ Og de blev siddende, fortsættende deres høflige 194 og beherskede Konversation, skiftevis afleverende den nødvendige Replik.

✂ Lidt efter ringede det i Entréen.

✂ De tre Herrer rettede sig og saá glade ud.

✂ Der kom en net ældre Tjenestepige ind, alvorlig og sindig. De tre Herrer saá spørgende paa hende.

✂ "Det var Berlingeren ..." sagde hun venligt og bød Apotekeren Bladet. Saa spurgte hun: "Fryser D'hr.?"

✂ "Nej."

✂ "Ja, for ellers kunde jeg godt lægge lidt mere i."

✂ De tre Herrer var sunkne tilbage, og da Pigen var gaaet, begyndte de atter at underholde hinanden.

✂ Efter en halv Times Forløb spurgte Kaptejnen, idet han tog sit Ur frem og puttede det i Lommen igen uden at se paa det: "De kunde vel ikke sige mig hvad Klokken præcist er?"

✂ "Et Kvarter til ni."

✂ "Hvad mener D'hr.? Tror De, det kan nytte at vente?"

✂ "Nej, man skulde vel snart se at komme hjemefter."

✂ "Ja, saagu'."

✂ De rejste sig langsomt, en efter en. Da den sidste, Kaptejnen, lige var kommen op og tog til sin Frakke, ringede det igen.

✂ De tre Herrer lyttede, mens de lod, som om de trak Overfrakken paa. De var ikke færdige endnu, da Døren aabnedes og en ung fyldig Dame i Pels og med blaat Halvslør viste sig i Døren.

✂ De tre Herrer lagde Frakkerne fra sig og bukkede smilende.

✂ "Godaften, Godaften! Hvor smukt af Dem at vente. Har De ventet længe?"

195

✂ Og den unge Dame rakte dem alle Haanden, sidst Kaptejnen. Han kunde derfor beholde den lidt længere og sagde næsten lystigt:

✂ "Aldeles ikke, Frue! Vi har siddet og passiaret meget behageligt."

✂ Hun saá fornøjet rundt paa Herrerne og sagde:

✂ "Ja tre saa elskværdige og livlige Mennesker maa kunne have det morsomt sammen."

✂ "De smigrer," sagde Apotekeren og gik rundt om hende. "Hvor De er smuk iaften."

✂ "Maa jeg skille Dem af med Pelsen," sagde Volontøren og lagde ivrigt Hænderne frem om Halsen paa hende.

✂ "Nu skal jeg!" sagde Kaptejnen og tog i en frygtelig Fart forskellige Smaapakker ud af Hænderne paa hende.

✂ "Naa, Apoteker! De bestiller slet ingen Ting."

✂ "Jeg véd ikke, Frue, ... men man kan jo ikke komme til. "

✂ "De kan give mig en Stol," sagde Fruen; hun stod nu, afført Overtøjet, i en stram sort Fløjlskjole og rystede Armbaandene ned.

✂ Apotekeren puffede Kaptejnens Stol hen bag hende. "Tak," sagde hun, idet hun lod sig dale, og saá baglæns op paa Kavaleren.

✂ "Herrerne havde travlt, tror jeg, De skulde til at gaa?"

✂ "Nej, det var blot Kaptejnen -!"

✂ - Kaptejnen bukkede for Fruen:

✂ "Skal jeg gaa eller skal jeg blive? Jeg er vant til at lystre Ordre."

✂ Hun saá indtrængende paa ham og sagde i en rolig Verdensdame-Tone:

✂ "De skal gøre, som De har mest Lyst til. Men De skal helst have Lyst til at blive."

196

✂ Kaptejnen lo højt. "Ja, saa bliver jeg." Og han satte sig i en Stol lige overfor Fruen.

✂ "Har De husket Lotterisedlen, Hr. Brun?" spurgte hun Volontøren, der sad og bladede i et Album.

✂ "Jo Frue, værs'go."

✂ "Jeg skal sige Dem" – sagde hun til de to andre Herrer – "Hr. Brun og jeg spiller sammen."

✂ "Og hvis De nu vinder, hvad vil De saa bruge Pengene til?" spurgte Apotekeren.

✂ "Det er min og Hr. Bruns Hemmelighed – ikke sandt, Hr. Brun?"

✂ Hr. Brun smilede forstaaende og lykkeligt.

✂ "Apoteker, tag en Stol og sæt Dem her ved Siden af mig; der er noget, jeg maa vise Dem."

✂ Apotekeren skyndte sig hen til hende og saá meget spændt ud.

✂ "Se her, Apoteker" – Fruen bøjede sig helt hen til ham, og idet hun tog Brystnaalen ud af sin Kjole, slog hun Kniplingskraven til Side og viste ham et Stykke af sin hvide Hals. "Ser De den lille røde Plet? Hvad kan det være?"

✂ "Det er ingen Plet, Frue, det er en Prik."

✂ "Tror De ikke, det er røde Hunde?"

✂ "Tillader De?" – sagde Apotekeren og klemte med to Fingre paa det syge Sted.

✂ "Av, Av!"

✂ "Gør det ondt? Naa, jeg skal bringe Dem noget at pensle det med."

✂ Apotekeren blev ved at holde sine to Fingre paa Fruens Hals.

✂ "Ja, saa er der ikke mere" – sagde hun og lukkede Kraven sammen, saa Apotekeren maatte tage Fingrene til sig.

✂ De to andre Herrer havde imens vekslet et Par venlige Repliker.

197

✂ Pludselig var der noget, der kradsede og sprang opad Døren.

✂ "Dér har vi bestemt Fruens elskværdige Børn" – sagde Kaptejnen.

✂ "Pirre og Mirre! Men Du gode Gud, Kaptejn, saa luk dog op for de stakkels Børn. De er naturligvis gruelig ulykkelige over at have maattet undvære deres Mo'r hele Dagen."

✂ Kaptejnen aabnede forsigtig Døren; i det samme sprang to vældige Hankatte ind over Ryggen paa hinanden og foer i ét Sæt op i Skødet paa Fruen.

✂ "Pirre Mirre, Pirre Mirre, mine egne velsignede Unger – hvordan har I det saa? Har I længtes efter Jeres Mo'r? Var det stygt af hende at gaa fra Jer?"

✂ Og Fruen lagde sit lyse Hoved ned mellem de to sorte Kattehoveder og nussede Dyrene, som knurrede og murrede af Fornøjelse over det bløde Leje ved Fruens Fløjelsbarm.

✂ Og nu begyndte en lystig Leg, hvori de tre Herrer med Liv og Behændighed deltog.

✂ Fruen havde dresseret de to Husdyr til hver fra sin Side at springe op paa et Menneske, saadan at de kom til at staa samtidig, en paa hver Skulder.

✂ Apotekeren blev opfordret til at stille sig op som Øvelsesapparat.

✂ "De er jo ikke bange for Katte?" spurgte Fruen.

✂ "Næ-æh."

✂ "De véd, De skal bare staa ganske rolig og se fornøjet ud, saa kradser Pirre og Mirre ikke."

✂ "Nogle ualmindelig velopdragne Dyr" – sagde Kaptejnen.

✂ Apotekeren skød Skuldrene i Vejret for at dække Kinderne og smilede over hele Ansigtet.

✂ "Allez-donc!"

198

✂ Og i vildt Raseri foer Kattene løs paa Apotekeren, hvis Smil holdt sig bravt.

✂ "Kan De se" – sagde Fruen, da Kattene hvæsende stod paa Skuldrene af ham – "det gik jo let. Kæl lidt for Dyrene; de er saa forpustede, de Stakler."

✂ Derpaa holdtes der Prøve paa en ny Kunst. De tre Herrer blev stillet op paa Rad, i et Par Alens Afstand fra hinanden. Saa beordredes Pirre og Mirre op igen paa Apotekeren, og det gjaldt nu om at faa dem til at voltigere fra den ene Herres Skulder til den andens.

✂ Fruen kommanderede; hun lo og hun skændte; kneb Kattene i Halen, naar de ikke vilde springe, og gjorde dem tilsidst rent afsindige. De jog om i Luften, hoppede fra Møbel til Møbel og satte Klør i alt, hvad der kom paa deres Vej.

✂ Kaptejnen larmede omkap med Fruen, Apotekeren var bleg og Volontøren stille.

✂ Tilsidst sank hun træt og forpustet om i en Lænestol, mens Kattene sad paa Spring foran hende.

✂ "I var rigtignok nogle søde flinke Misser" – sagde hun og kløede Kattene i Hovedet. "Nu skal I ogsaa til Belønning faa Lov at sidde oppe hos Mo'r." Og hun gjorde Plads ved Siden af sig.

✂ Pirre og Mirre sprang op og lagde Snuderne ind under Armene paa hende, mens hun kyssede dem i Ørene.

✂ De tre Herrer stod tavse og saá til. Pludselig væltede hun Kattene ned, og idet hun puffede dem ind under Bordet, sagde hun: "Se saa! Nu er det nok! Læg Jer!"

✂ "Var det saa ikke forfærdelig morsomt?" spurgte hun Herrerne.

199

✂ Apotekeren viklede et Lommetørklæde om sin venstre Haand.

✂ "De er vel ikke bleven revet, Apoteker?"

✂ "Aa, Tak – det er ikke noget at tale om."

✂ "Jo vist. De bløder jo. Kom lad mig." Og hun knyttede meget omhyggeligt en sirlig Knude paa Forbindingen.

✂ Kaptejnen sad og nynnede, Volontøren havde gemt sig i et Hjørne. Under Bordet laa Pirre og Mirre og hvæsede.

✂ "Men Hr. Brun – De er saa stille. Er De ikke i godt Humør?"

✂ "Jo Frue. Jeg er meget fornøjet."

✂ "Mellemfornøjet!" lo Kaptejnen. "Faar vi saa den Kop Te, kære Frue?"

✂ "Aa ja! Apoteker – vil De bede Karoline bringe Teen ind?"

✂ Apotekeren gik højtideligt, med sin saarede Haand stukket ind foran paa Brystet.

✂ - – – Den gamle Pige satte Tebakken og en Glastallerken med Cakes paa Bordet.

✂ Fruen serverede for Herrerne. Hun spurgte Kaptejnen, hvor meget Sukker han ønskede, og med sine Rosenfingre tog hun de hvide Stykker og lod dem falde i Teen. Hun huskede Apotekerens lille Passion, og hun hentede selv Kognakskaraflen til ham og blandede Tevandstoddyen.

✂ Begge Herrerne lyste af velbehagelig Glæde; men Volontøren sad gnaven i sit Hjørne og studerede Albumer.

✂ Fruen kom hen til ham med Tebakken.

✂ "Skal jeg lave til for Dem?"

✂ "Tak, jeg skal ikke have Te."

✂ "De vil maaske hellere have Kaffe?"

✂ "Nej – tusind Tak. Jeg skal hverken have Te eller Kaffe."

200

✂ "De er ikke elskværdig iaften, Hr. Brun."

✂ "Fordi jeg ikke vil have Te?"

✂ "Ja netop. Men De skal nu drikke den Kop Te."

✂ Og Fruen stillede Bakken fra sig, lavede en Kop til og drak deraf, mens hun smilede ømt til Brun.

✂ "Resten er til Dem" – sagde hun og rakte ham Koppen. "Den er ikke min Ven, som afslaar en Drik, jeg har kredenset."

✂ Volontørens Ansigt klarede lidt op.

✂ "De véd, at De ikke har bedre Ven end mig." Og han drak den hede Te i ét Drag, mens han saá hende ind i Øjnene.

✂ De to andre Herrer var under dette sunkne sammen. Da Fruen vendte tilbage til dem, sad Kaptejnen og bed i sine Moustacher, mens Apotekeren virrede nervøst med Hovedet.

✂ Der blev en Standsning i Samtalen. Apotekeren blev sat til at fodre Pirre og Mirre, og Kaptejnen kradsede med en Blyant Figurer paa Berlingske Tidende.

✂ Da Kattene var mætte, satte de sig op hos Fruen og ræbede. Fruen selv gabede et Par Gange.

✂ Konversationen gik mat.

✂ I en Pause slog et Kukkerur elleve. Alle lyttede opmærksomt til og talte Slagene.

✂ Saa rejste Fruen sig og sagde:

✂ "Nu maa De ikke blive vred over, at jeg beder Dem gaa. Jeg er meget træt; jeg har været en hel Del i Luften idag."

✂ Herrerne rejste sig og tog Frakkerne paa.

✂ Først sagde Volontøren Farvel.

✂ "Jeg ser Dem vel snart igen, Hr. Brun?"

✂ "Tak."

✂ Saa bukkede Apotekeren.

✂ "Husker De det, De lovede mig til Halsen?"

✂ "Jeg skal bringe det imorgen."

201

✂ Kaptejnen kyssede Fruens Haand.

✂ Hun lo og sagde:

✂ "Ja, Dem behøver jeg ikke at bede om at komme igen."

✂ "Hvad mener De?"

✂ "Jeg mener, at Kaptejnen er saa galant og elskværdig en Kavaler."

✂ Hun tog en Lampe og fulgte ud i Entréen.

✂ "Gadedøren er vist aaben endnu. Farvel! Farvel!"

✂ Og hun blev staaende med Lampen i den halvtaabne Dør, mens de tre Herrer tungt og tavst gik ned ad Trappen. Først da de stod foran den aabne Gadedør, hørte de Døren deroppe smække i.

✂ Paa Amagertorv blev de staaende i en Klump. De spurgte, som sædvanlig, hinanden, hvad Vej de skulde. De vilde gærne følges, men det viste sig, hvad de hver Gang blev lige kede over, at deres Veje var absolut forskellige.

✂ Volontøren skulde ad Købmagergade.

✂ Apotekeren til Bredgade.

✂ Kaptejnen til Kristianshavn.

✂ De skiltes besværligt med høfligt "Tak for iaften.'' Med Hatten ned over Øjnene og Kraven op om Hovedet vandrede de langsomt hver i sin Retning i den mørke blæsende Vinteraften.

✂ Men mindst et Par Gange vendte de sig om og raabte "Godnat!"

✂ Kaptejnen standsede henne ved Højbro. Saa pludselig gjorde han omkring og næsten løb tilbage. Da han kom til Amagertorv, saá han to Herrer i Samtale udenfor Ranchs Vindue.

✂ Den ene sagde: "Ja, det er saa kedeligt, naar ens Ur ikke gaar nøjagtigt. Saa Godnat igen, Apoteker."

✂ Og den anden sagde: "Ja, det er rart med det Ur her. Godnat Hr. Brun."

202

✂ - – – Kaptejnen blev staaende et Kvarter i Skyggen af et Hus. Saa gik han atter langsomt hen mod Højbro.

✂ Apotekeren trippede afsted ned ad Østergade og fandt sig dér en billig Trøst.

✂ Men Volontør Brun tilbragte en kold og pinefuld Nattevagt i Vimmelskaftet – –

✂ - – mens Enkefru Walther sov sødeligt mellem Pirre og Mirre.

203

✂

FRU BEATE
EN NOVELLISTISK FORSTUDIE TIL JUDITHS ÆGTESKAB FRAGMENT (1896).

215

✂

BORGMESTERENS VINTERFRAKKE

✂ I den for et Par Aar siden afdøde Borgmester Holst's Gemmer fandtes en forseglet Konvolut, hvorpaa stod: "Indlagte Skrivelse bedes efter min Død offenliggjort i Berlingske Tidende eller den Avis, der til den Tid er det officielle Blad i Kongeriget Danmark."

✂ Skrivelsen, der, saavidt vides, endnu ikke har været trykt i Berlingske Tidende, lød:

✂ Jeg ønsker – til Oplysning for vore Domstole, Lovgivere og Moralister – at aflægge Tilstaaelse om et Tyveri, jeg begik i min Alders 40de Aar, Aaret efter at Hs. Majestæt havde beskikket mig til Borgmester i den kære jyske Købstad, hvor jeg nylig under megen Deltagelse fejrede mit 25 Aars Embedsjubilæum.

✂ Der havde været Herremiddag hos Amtmanden, forlængst hedengangne Kammerherre Lilje. Efter Bordet spillede Kammerherren, Baron Ørnhjelm, Distriktslæge Colbein og jeg en Whist.

✂ Stemningen var meget animeret. Der var drukket godt ved Bordet og der blev drukket mere efter. Vi kortspillende Herrer lod ikke Cognaken, en fin gammel Charente, dovne i Flasken.

✂ Særlig Ørnhjelm blev efterhaanden stærkt omtaaget. Han sad og vrøvlede paa en alt andet end 216 kavalermæssig Maade om, hvilken fremragende Evne han besad som Hestepranger. Netop denne Dag havde han prakket en dum Landsbypræst et Par gamle Krikker paa til en Pris, der var mindst 100 Rigsdaler højere end Værdien. Han trak den velspækkede Tegnebog frem og viste os triumferende den Bunke Sedler, for hvilke han havde blokket den arme Præstemand.

✂ Nu sad Baronen og savlede paa en tyk Havannacigar og spillede som et Asen.

✂ Jeg var forholdsvis ædru. Bevares, jeg havde drukket bravt og lod mig stadig Varerne smage. Men min Hjærne var fuldkommen klar, jeg vidste præcist, hvad jeg sagde og gjorde.

✂ Det var min Tur at sidde over – vi spillede nemlig med Blind – og jeg rykkede min Stol lidt tilbage fra Bordet. I det samme faldt tilfældigvis mit Blik paa Gulvet, og jeg saá under Bordet en Halvtredsrigsdalerseddel. Jeg var ikke i Tvivl om, at den var tabt af Baronen før, da han havde sin Tegnebog oppe.

✂ Nu foregik der følgende i mig: Jeg var lige paa Nippet til at bøje mig ned for at tage Pengesedlen og give den til dens Ejermand. Men pludselig grebes jeg af en uimodstaaelig Lyst til at tilvende mig den. Jeg havde kun min Gage at leve af. Den var stor nok til, at jeg kunde føre et nogenlunde sorgfrit Ungkarleliv. Den var dog ikke større, end at jeg maatte regne alt omhyggeligt ud for at kunne tilfredsstille de Krav, der stilledes til en Embedsmand med nogle Repræsentationspligter. Jeg havde desuden lidt Gæld fra mine Studenter- og Kandidataar. Kort sagt, 50 Rdl. betød noget for mig. Det fo'r mig gennem Hovedet, at jeg ved Hjælp af dem kunde anskaffe mig en højst fornøden ny Vinteroverfrakke.

217

✂ Dog det var ikke alene det. Jeg fornam ogsaa en Rislen af Velbehag ved selve Tanken om at gøre mig til Tyv.

✂ Og i en Hast havde jeg min Plan i Orden, hvilken jeg straks bragte til Udførelse med en Koldblodighed, der vakte min levende Interesse og fyldte mig med hemmelig Stolthed over min sikre Snildhed.

✂ Idet jeg lod, som jeg med Opmærksomhed fulgte Spillet, tog jeg en frisk Cigar, skar Spidsen af, men tabte, som af Vanvare, min Kniv. Den faldt mærkelig heldigt – lige ved Siden af Pengesedlen. De andre Herrer var for optagne af Spillet og for medtagne af den nydte Spiritus til at tænke paa at vise Galanteri.

✂ Med en Ed – for at fingere Gnavenhed over Uheldet – bøjede jeg mig ned, lod, som jeg havde Vanskelighed ved at faa fat i den tabte Genstand og benyttede Tiden til i Ro og Mag at putte Sedlen ind i Skaftet paa min ene Støvle. Jeg passede nøje, at den blev stukket forsvarligt langt ned og at mine Benklæder bragtes i god Orden efter Operationen.

✂ Derpaa – det hele varede kun nogle Sekunder – rejste jeg mig med et anstrængt Suk, lænede mig udmattet tilbage i Stolen, tændte min Cigar og dampede velbehageligt løs – hvorefter jeg atter begyndte en interesseret Kritik over Spillet og navnlig sagde den berusede Baron flere velturnerede Ondskabsfuldheder.

✂ Det spændende Øjeblik kom, da Opgøret af Spillet skulde finde Sted. Baronen havde tabt en 10- 12 Rdl. og tog sin Tegnebog op for at betale. Han væltede sine Sedler ud paa Bordet og begyndte at rode rundt i dem. "Satan til Millionær", sagde jeg leende, "vi burde have plukket ham lidt mere". Og i det samme tog jeg mit Glas og drak med 218 Distriktslægen, idet jeg bad ham formelde hans Frue min Kompliment. Mens jeg endnu havde Glasset for Munden, hørte jeg Baronen sige: "Det var som Pokker. Jeg mangler 50 Rdl." Jeg tømte roligt mit Glas, saa sagde jeg: "Naa Baron, De har nok gjort Dem selv Uret. Det var formodenlig kun 50 Rdl., De snød Præsten for. Eller maaske Amtmandens Cognak paa Dem gør den modsatte Virkning af, hvad den gør paa os andre. Vi ser nemlig dobbelt nu – f. Eks. synes jeg, at De er dobbelt saa drukken, som De vist i Virkeligheden er -, mens De lader til kun at se halvt."

✂ Min ikke særdeles udsøgte Vittighed gjorde Lykke, ogsaa hos Baronen. Men lidt efter, da han atter havde fingret sin Seddelbunke igennem, sagde han: "Nej gu' min Sæl og Salighed, om der ikke mangler 50 Rdl. Hør nu, Kammerherre, vil De gøre mig den Tjeneste at tælle efter. Jeg havde, da jeg gik fra Hotellet, 8 Halvtredsrigsdaler-Sedler og 150 Rdl. i Femmere. Jeg kan kun faa det til 7 Halvtredsrigsdaler-Sedler."

✂ Under Spilleselskabets højrøstede Munterhed tog Amtmanden Pengebunken og talte efter.

✂ Min Ven, Distriktslægen, vil, om han overlever mig, kunne bevidne den uhyggelige Stemning, der opstod, da Amtmanden erklærede: "Nej, her er kun 7 Halvtredsdaler-Sedler," og Baronen paa hans højtidelige Forespørgsel: "Er De nu vis paa, at der skulde være flere?" svarede: "Saa fuld jeg end er, ved Gud i den højeste Himmel, jeg havde 8 store Sedler, da jeg gik fra Hotellet. Jeg talte dem, lige før jeg gik."

✂ Der blev en pinlig Pavse. Saa sagde Amtmanden: "Det gør mig meget ondt, Baron, men har Pengene været, saa maa de jo ogsaa kunne findes."

✂ Jeg husker, at jeg et Øjeblik havde en vis 219 Medlidenhed – ikke med Baronen, men med den fine elskværdige Amtmand, hvem det aabenbart var meget ubehageligt, at noget saadant skulde passere i hans korrekte Hus – og at jeg havde paa Læben at erklære det hele for en Spøg fra min Side og trække den forsvundne Pengeseddel frem. Men jeg tav. Dels fordi jeg gærne vilde beholde Pengene, dels fordi jeg atter følte Forbrydelsens betagende Rislen i mig. Dobbelt betagende, fordi jeg sad som Misdæderen og Retfærdighedens Haandhæver i én Person.

✂ Der begyndte nu en febrilsk Søgen efter den forsvundne Seddel og en Række Forespørgsler og Formodninger. "Er De nu vis paa, Baron, at Sedlen ikke ligger løst i Deres Lomme?" "Var De ikke paa Vejen inde i nogen Butik?" "Kunde det ikke tænkes, at De havde talt forkert paa Hotellet? – Maaske ligger Pengene i den Frakke, De skiftede."

✂ Baronen, der efterhaanden var bleven ganske ædru, gentog – og i en ikke ganske venlig Tone – at der ingen Misforstaaelse var mulig.

✂ Saa sagde jeg omsider, med en Smule krænket Ironi i Stemmen, men forøvrigt ganske koldt og forretningsmæssigt: "Siden Baronen er saa sikker i sin Sag, har vi, hans Medspillende, jo egenlig ikke andet at gøre end at lade os underkaste en Visitation. Og jeg, som Stedets øverste Politiøvrighed, udbeder mig i saa Henseende Hr. Baronens nærmere Ordrer."

✂ Mine Ord gjorde den tilsigtede Virkning. Baronen forstod, at han ikke i et saa fint Hus som Amtmandens kunde drive Sagen til nogen Yderlighed. Med Grandseigneur-Mine erklærede han, at det hele kun var en ligegyldig Bagatel, og at Sagen jo sikkert i Morgen vilde opklares. Enten vilde 220 Pengene blive fundne her eller paa Hotellet. Forøvrigt var han da ogsaa ligeglad med de 50 Rdl.

✂ Under en noget trykket Stemning tog vi Afsked. I Entréen hviskede Amtmanden til mig, at han gærne næste Dag vilde tale med mig.

✂ Jeg fulgtes med Distriktslægen. Vi var enige om at beklage Baronens Optræden. Havde han ikke været saa beruset; havde han med andre Ord vidst, hvad han gjorde, burde han paa en alvorlig Maade været tilrettevist. I Virkeligheden havde han jo tyvtet hele Amtmandens Selskab.

✂ Jeg talte mig mere og mere ophidset. Tilsidst forsøgte min brave Ven, Distriktslægen, at slaa det hele hen i Spøg.

✂ "Naa, om saa var," sagde han – "om virkelig De eller jeg havde taget de 50 Rdl.! Vilde det egenlig ikke været en god og moralsk Handling at berøve den Barontamp noget af hans uredeligt erhvervede Mammon? Vilde vi ikke blot have handlet som Redskaber for en retsindig Nemesis? Vilde ikke den besvegne Præst paa Vorherres Vegne give os Absolution?"

✂ "Lad os ikke blande Vorherre ind i dette," svarede jeg. "Jeg for mit Vedkommende anser Tyveri for den hæsligste og laveste Forbrydelse. Jeg forstaar, at Folk i Vrede kan slaa ihjæl. Der ligger ofte noble, ja ophøjede Følelser bag. Jeg kan tilnød ogsaa bære over med Tyverier formedelst Fattigdom og Sult, men et Tyveri, hvis Motiv kun er Lyst til Vinding, det er gement."

✂ Medens jeg sagde dette, glædede jeg mig over den Ægthed i Tonen, hvormed jeg tolkede min Indignation. Samtidig tænkte jeg: bare ikke Sedlen skydes op under Gangen og falder ud af Støvlen.

✂ Paa Torvet skiltes Doktoren og jeg. Ikke saa 221 snart var jeg bleven alene, før jeg bukkede mig ned for at undersøge, om Pengene laa vel bevarede, og dernæst anbringe dem i et sikrere Gemme.

✂ Glad fløjtende gik jeg saa hjem, overvejende, at jeg ikke vilde give den stjaalne Seddel ud før den første, naar jeg fik min Gage. Hver Gagedag plejede jeg at veksle et Par store Sedler i den lokale Bank.

✂ Hjemkommen lavede jeg festlig Belysning i min Dagligstue, hentede en halv Flaske ekstra fin Madeira ind og tændte mig en ægte Cigar. "Nu tænder sagtens Baronen en af de Cigarer, jeg saá ham stikke i Lommen hos Amtmanden." Var i Grunden han bedre end jeg?

✂ Sjælden har jeg befundet mig saa vel. Foran mig paa Bordet, ved Siden af mit Vinglas, laa den stjaalne Seddel. Jeg havde en Fornemmelse af uhyre Velhavenhed, en Velhavenhed, der føltes dobbelt, fordi den var kommen saa pludselig og uden Møje – som en Arv eller en Gevinst i Lottenet.

✂ Inden jeg gik i Seng, gemte jeg Sedlen mellem en Bunke Breve, der laa paa Bunden af en ulaaset Kasse i mit Pulterkammer. Her vilde man sidst af alle Steder søge den, her, hvor den laa, saa at sige, paa Alfarvej. Jeg lagde den i den eneste gule Konvolut i Bunken – for let selv at kunne genfinde den.

✂ Næste Morgen var mit første Ærinde at gaa til Skrædderen og bestille den nye Vinterfrakke. Jeg beordrede den udstyret med Silkefor. Det var jo ligesom en Present – hvorfor da ikke tage den saa fin som muligt?

✂ Fra Skrædderen gik jeg til Amtmanden, hvem jeg traf paa hans Kontor.

✂ Han kom mig hjærteligt i Møde, men med et bekymret Udtryk i Ansigtet.

✂ "Kære Borgmester!" sagde han. "Var det dog ikke en fortrædelig Historie i Aftes? Hvad vil De 222 raade mig til at gøre? Der er vel desværre ingen anden Forklaring, end at en af Tjenerne, enten min egen gamle Lars eller Lejetjeneren, Christian Knibtang, har stjaalet Pengene. Ubegribeligt forresten – jeg kender dem begge som grundhæderlige Personer. Dog ligemeget – Skinnet er jo imod dem. Men nu er Sagen den, at jeg ikke for nogen Pris vil have nogen af de to bragt i Forlegenhed; de er begge Familiefædre, begge mig og mit Hus hengivne. Altsaa jeg ønsker Sagen neddysset, ordnet uden Skandale. Jeg har derfor tænkt mig at tilskrive Baronen, at jeg, da Selskabet var gaaet, fandt Sedlen, som jeg vedlagt sender ham. Vilde De ikke gøre det samme i mit Sted? Er det ikke det eneste korrekte? Kan nogen i dette finde Spor af mistænkeligt? Det var det, kære Ven, jeg vilde spørge Dem til Raads om."

✂ Nu maa det vides, at afdøde Kammerherre Lilje var en alt andet end velsitueret Mand. Uden synderlig privat Formue stræbte han hæderligt at hævde sin fremskudte Stilling i Samfundet, førte et smukt Hus og maatte i det hele anses som en Pryd for den Egn, hvis øverste Embedsmand han var.

✂ Det gjorde mig ondt, at han skulde betale den rige Baron, hvem Tabet af de 50 Rdl. intetsomhelst betød, denne Sum, der for ham vilde være en vel ikke betydelig, men dog følelig Forringelse i hans Budget.

✂ Jeg svarede derfor: "Bedste Kammerherre – De tager efter mit Skøn denne Sag altfor alvorligt. Jeg for min Part er ingenlunde sikker paa, at Baronen virkelig har mistet de 50 Rdl. hos Dem. Derom kan vi vel være enige, at Baronen i Aftes ikke var fuldkommen klarhovedet. Hvem véd, om han i det hele taget har mistet noget. Jeg raader Dem til i hvert Fald at se Tiden an en Dags Tid."

223

✂ Det lykkedes mig at faa Kammerherren nogenlunde beroliget – hvorefter jeg straks begav mig til Hotellet. Baronen var, som jeg ventede, endnu ikke rejst; han var ikke staaet op; jeg traf ham sengeliggende.

✂ "Mellem os, Baron – vi er jo begge Ungkarle -" sagde jeg – "tør De nu ogsaa, hvis det kom til en retslig Undersøgelse, fastholde, at De ikke, efter Hestehandelen med Pastoren og inden Middagen hos Kammerherren, har været noget Sted, hvor der kunde være Formodning om, at de 50 Rdl. var forsvundet? Foruden at være Ungkarl er jeg jo tillige Byfoged. I Embeds Medfør kender jeg altsaa godt det lille Asyl i Gravensgyde."

✂ Baronen og jeg kom hurtigt til en Forstaaelse. Han fastholdt, at han ikke troede, Pengene kunde være forsvundne i Gravensgyde; men for at undgaa alt Vrøvl og Smaastads-Skumleri, tillige for at skaane den elskværdige gamle Amtmand for Skrupler og Bekymringer, skrev Baronen et Brev til Kammerherren, hvori han meddelte, at han havde fundet – paa Hotellet – den forsvundne Seddel og at han meget beklagede det forefaldne.

✂ Saaledes endte alt godt og glædeligt.

✂ Den nye Vinterfrakke, jeg erhvervede mig for Baronens 50 Rdl., var fortrinlig og gjorde mig i en lang Aarrække udmærket Nytte. Da den ikke mere var præsentabel som Promenade-Pynt, brugte jeg den som en Art Slobrok i Retssalen, naar Vejrliget var koldt.

✂ Den har skaffet mangen arm Tyveknægt en forholdsvis mild Dom.

✂ I sine Velmagtsdage bidrog den, om end i underordnet Grad, til at vinde mig en god og yndig Hustru, med hvem jeg levede lykkeligt i over 20 Aar, indtil hun døde af en Forkølelsesfeber.

224

✂ Min Hustru bragte mig saa megen Velstand, at jeg altid siden havde let ved at bekæmpe opdukkende Lyster til at fornye de pirrende Minder fra mit paa Ære eneste Tyveri.

✂ Uden Tvivl vil der efter min Død blive vidnet, at jeg var en uangribelig og pletfri Embedsmand.

✂ Jeg var det – med den ene her berettede Undtagelse.

✂ Men denne Undtagelse – bør den ikke have sin Plads i mit Eftermæle? Er den ikke interessantere, mere belærende end alt det rosværdige, der kan siges om mig? Thi sæt en lykkelig Skæbne ikke havde skænket mig en bemidlet Hustru ... Sæt ...

✂ Jeg overlader mine tænksomme Læsere Konklusionen.

C. M. Holst,
Byfoged og Borgmester. 225