JACOB VON TYBOE - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

JACOB VON TYBOE
Eller
DEN STORTALENDE SOLDAT
Comoedie

244

✂

Hoved-Personerne udi Comoedien

VERTEN
VON TYBOE
CHRISTOFF
hans Tydske Tiener
PEER
hans Tiener
JESPER
Snyltegiesten
MAG. STYGOTIUS
JENS
hans Tiener
LEONARD
LEONORA
LUCILIA
PERNILLE

245

✂

Jacob von Tyboe
Indledning

✂ Under sin Omtale af denne Komedie, som blev opført i Foraaret 1725, siger Holberg, at den gjorde Lykke hos Tilskuerne, skønt den er i den gamle Smag og har Plautus' Den stortalende Soldat, Miles gloriosus, som Mønster. Med stort Talent har Holberg gjort den antikke Kolorit københavnsk. Snyltegæsten, parasitus, Manden som med Smiger og Kunster gør sig fortjent til det sene og store Maaltid, der stadig er Sydboernes vigtigste, var en almindelig Mennesketype i Grækenland og Rom, men har næppe nogensinde været udbredt hos os. Holberg tager Figuren og sørger ved Aabningsmonologen for, at den slet ikke føles litterær, men lokal og aktuel. Vi tror paa, at Jesper Oldfux stammer ned fra hjemlige Snyltegæster - og dog er dette Tema laant fra en anden Plautus-Komedie, Persa, Vers 53 ff, hvor Parasitten Saturio siger: »Jeg bevarer, jeg fortsætter mine Forfædres gamle Bedrift, og jeg dyrker den med stor Pietet. For aldrig har der været nogen af mine Forfædre, som ikke har fyldt sin Mave ved Arbejde som Snyltegæst. Min Far, Farfar, Oldefar, Tipoldefar, Tiptipoldefar, Tiptiptipoldefar har ligesom mig spist ved fremmed Bord«. Komedien orn Den stortalende Soldat har et Forspil, hvor Lejetropsføreren Pyrgopolinices, dvs. Taarnstadbetvingeren, lader sig opvarte af Middagsjægeren Artotrogus, dvs. Brødgnaveren, som erklærer, at den store Krigsmand har knækket Laaret paa en Elefant, at han paa en Dag ihjelslog 150 Mand i Cilicien, 100 i Schytholatronien, 30 Sardere, 60 Macedonere - og i alt er naaet op paa 7000 Mennesker. Officeren er tilfreds: »I Sandhed, du 246 har en ypperlig Hukommelse«. Snyltegæsten svarer: »Det er din gode Mad, der hjælper paa den«. Herren lover, at han ikke skal savne Mad, saa længe han opfører sig som hidtil. Glad udbryder Snyltegæsten da: »Naa, og saa i Cappadocien, hvor du havde slaaet 500 ihjel paa én Gang med ét Slag, hvis ikke din Sabel havde været sløv«. Den Tapres Myrderier er det ene Tema i Konversationen, rigtignok »Bedrifter, som du aldrig har udført«, meddeler Parasitten i en afsides Bemærkning. Den anden er den Uovervindeliges Skønhed: »Dig elsker alle Fruentimmer . . . Som nu f. Eks. de to, som i gaar nappede mig i min Kappe«. Hvad sagde de da til dig? »De udspurgte mig ivrigt om dig. Er han dér Achilles?, sagde den ene til mig. - Nej, svarede jeg, men det er hans Broder. Saa sagde den anden af dem: Saa kan jeg, ved Castor, godt forstaa, at han er saa smuk, sagde hun til mig, ja, og at han ser saa nobel ud: se blot engang, hvor Lokkehaaret klæder ham! Sandelig, lykkelige er de Kvinder, der ligger hos ham!«. Og de vilde absolut have Artotrogus til at føre den flotte Officer hen i deres Gade. »Det er dog, siger den ligesaa smukke som tapre Pyrgopolinices, en umaadelig stor Ulykke for et Menneske at være umaadelig smuk«. Det er med Inspiration i disse Replikker, at Holberg skriver sin vidunderlige 2. Akt. Den romerske Snyltegæst bliver en københavnsk Tjenerskikkelse, slagfærdig og fræk, som senere Karl Larsens Hans Peter Egskov. Det er ikke tilfældigt, at den storpralende Officer er fra Jylland. Jyder har hos Holberg Ry for at prale og lyve. En Bonde i Ulysses von Ithacia anser Chilian for Jyde, eftersom han »saa brav kan fortælle Eventyr« (5. Akt, 2. Scene).

✂ Litteratur.Titus Maccius Plautus. Den stortalende Soldat (Miles gloriosus) oversat af M. Cl. Gertz. 1913. - E. Spang-Hanssen i Danske Studier 1964, S. 118 og 1968, S. 104-09.

247

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1

JESPER OLDFUX.: Vil nogen vide mit Navn, saa heeder jeg med Permission at sige Oldfux. Vil nogen viide min Handteering, da er jeg en Snyltegiest til Tieneste. Vil nogen vide, hvad min Far var, ogsaa en Snyltegiest; min Farfar ogsaa en Snyltegiest; min Olde-Far ogsaa en Snyltegiest. Saa jeg kand regne mine sexten Ahner af deslige Folk. Vil nogen spørge, hvem jeg holder Venskab med, svarer jeg: Alle Mennesker. Vil nogen viide, hvem jeg er troe, svarer jeg: Ingen uden Monsr. Leonard. Vil nogen viide, hvorfor jeg er ham troe, saa 248 studser jeg og blir skamfuld; thi derudi synder jeg mod Professionen, og vanslægter fra mine kiære Forfædre, som skare alle over een Kam. Her udi dette Huus paa den venstre Haand boer en fornemme men fattig Kone ved Navn Leonora, hun har en kiøn Dotter, som heeder Lucilia, udi hvilken 3 Personer har forliebet sig. Den første kalder sig Jacob von Tyboe, en Karl der udi mine Tanker har en Skrue løs i Hovedet. Han siger sig at have været i Tieneste udenlands, hvorvel han har aldrig kunnet viise noget Pas eller Afskeed. Andre Officerer her i Byen holde gode Miner med ham, og titulere ham nu Hr. Captain, nu Hr. Major, nu Hr. Oberst, ligesom han tracterer meer eller mindre til. Naar han taler om sine Bedrifter, lader de som de hører det an med Forundring; Naar ham skeer nogen Tort, tage de ham i Forsvar; Naar han behøver Soldater, laaner de ham gierne, og retter dem af, hvordan de skal omgaaes ham med Respect og Ydmyghed. Summa Summarum: Han er Divertissement for den heele Guarnison. Den anden heeder Styge Stygesen, men siden han kom fra Rostock skriver sig Magister Stygotius. Han passerer for det samme blant lærde Folk, som den første blant Officiers. Den tredie er en fornemme ung Person ved Navn Leonard, som ingen Midler har, men skal arve en riig Farbroder, som gaaer paa Gravens Bræde. Disse 3 frier alle til Jomfrue Lucilia. Moeren og Kammer-Pigen Pernille, som har meget at sige udi Huuset, er for en af de 2 første, men Jomfruen selv for den sidste. Jeg holder Venskab med Stygotius og von Tyboe, endeel for de Smautzer jeg nyder hos dem, endeel for at udspionere deres Anslag, og give Monsr. Leonard dem tilkiende. Men der seer jeg Monsr. Leonard komme, som jeg nyelig talte med om hans Kiærlighed, men maatte bryde af, eftersom andre kom imellem.

249

✂

SCEN. 2

Leonard. Jesper Oldfux.

LEONARD.: Ach Jesper! hvad Forhaabning skulde jeg vel kunde have, der har 2 saa mægtige Rivaler?

JESPER.: Jeg troer det nok. Det er jo to forbandede Rivaler, den eene er en Nar, og den anden en Pedant.

LEONARD.: Hvad vil det siige? Jesper.

JESPER.: Det vil siige saa meget, at Jomfrue Lucilia, hvorvel hun er ung, saa er hun dog saa skiønsom, at hun fatter aldrig Kierlighed til nogen af dem; thi naar man støber dem begge sammen, deres Forstand, Dyd, og Artighed, saa kand det altsammen dog ikke beløbe sig til saa meget got, som man kand finde hos en maadelig Hest. Den eene er saa ravgal, at jeg kand bilde ham ind, at han har giort langt større Bedrifter i Verden end Alexander Magnus, at Printz Absalon er ikke at ligne mod ham udi Skiønhed, og at hver gang Sang-Klokkerne gaaer, at det er for et Fruentimmer, som er død af Kierlighed til ham. Den anden er gal af lutter Latinske Gloser og Distinctioner, taler Græsk endogsaa til Fruentimmer, og giør Amour udi lutter Syllogismer, og har derforuden sligt et Skolemester Ansigt og slige Magistralske Gebærder, at, naar I seer ham langt fra, skulde I tænke, at det var en gammel Latinsk Autor classicus, og at Gud og Naturen havde skabt ham alleene til at staae paa en Hylde blant andre Folianter eller Qvarter. Meener Monsieur, at Jomfrue Lucilia kand fatte Kierlighed til en gammel Spende-Bog, til en Autor, til en - - -

LEONARD.: Men Jesper, du veed jo Conjuncturerne ligesaa vel som jeg, at hun regieres af en gierig Moder, der seer kun efter Penge.

JESPER.: Bekymre jer kun intet om Sagen, Monsieur; Jeg vil opspinde noget, hvorved I skal blive hiulpen.

LEONARD.: Du har jo fri Adgang til dem begge?

JESPER.: Ikke alleene fri Adgang, men jeg er deres beste 250 Ven, som de fortroe alt, hvad som ligger dem om Hiertet. Men der seer jeg Tyboes Tiener Peer kommer, der er nyelig kommen i hans Liberie, lad os gaae lidt til Side.

✂

SCEN. 3

PEER.: Det maa dog være en skiøn Bestilling at være Poet, thi man kand samle Penge, som Græs, derved. Jeg kand derfor ikke begribe, hvorfor de fleeste dog see saa pialtede ud; thi naar jeg seer een i en gammel sort Kiole med et Hierte paa Albuen, saa er jeg hart ad vis paa, at det er en Poet. De maa drikke de Hunde. De maa sætte alt, hvad de vinder, strax i Halsen paa sig. Min Herre Von Tyboe har skikket mig ud at opleede en Poet, og givet mig 2 Rdlr. med til et Vers, som han vil skikke til Jomfrue Lucilia, saasom hendes Kammer-Pige Mammeselle Pernille har hemmelig ladt ham viide, at det i Dag er Jomfruens Navne-Dag. Men som min Herre og jeg ere lige gode Poeter, saa maa man betiene sig af andres Hoveder dertil. Det er en forbandet Pige den Pernille. Jeg har endelig kun talt med hende et par gange, thi jeg er nyelig kommen i Tieneste hos Von Tyboe; men jeg har den korte Tiid merket, at de For æringer som hun raader os at giøre til Jomfruen, bestaaer kun i Vers og Musiqve for Dørren, men hendes egne Foræringer udi Penge, og det alt udi Kroner, for hvilke jeg kand vidne, at vi nyelig har givet 14 pro Cento hos denne forbandet Jøde, som boer her i Gaden, og de siger dog, at han er den billigste. Det er dog nogle egne Folk disse Jøder, man skulde forsvære, at der var mindste Christendom eller Samvittighed hos dem. Men jeg maa see, jeg faaer fat paa en Poet. Naar man vil have fat paa de Diævle, saa er de ikke at finde, men naar man ikke trænger til dem, seer man lige saa mange som Fluer i September Maaned. See der seer jeg een, mon det er ingen Poet? Ney det er et Menneske. 251 Den Dreng maa jeg tale med, thi han har saadant naragtigt Ansigt.

✂

SCEN. 4

Peer. Jens.

PEER.: vinker ad ham. Hør Cammerad! eet Ord.

JENS.: Vil der nogen tale med mig?

PEER.: Ney, jeg vil min Troe ikke.

JENS.: Hvad vil du da?

PEER.: Skal jeg giøre dig Regenskab for hvad jeg vil?

JENS.: Du maa ikke være rigtig i Hovedet; Han raaber 252 først paa mig, og siden blir vreed, naar man spør, hvad han vil.

PEER.: Jeg vil, min Troe, kun see paa dig, (sandt at siige) thi jeg saae dig gaae forbi vor Port, og mig siunes, du havde saadant naragtigt Ansigt.

JENS.: Den Karl er aldrig rigtig i Hovedet. Hvem tiener du hos?

PEER.: Hos min Herre.

JENS.: Det var endnu det klogeste, jeg har hørt af din Mund. Men har du seet mig tilforn?

PEER.: Jo mig synes, jeg havde den Ære at see dig forgangen For-Aar paa et Ostindiske Skib staaende paa Dekket i en Lænke, men da var du gandske loeden og havde 4re Been.

JENS.: Gaae Fanden i Vold din Spotte-Fugl; Du er ligere en Abe end jeg, thi du har ikke alleene Abe-Ansigt, men og Abe-Noder.

PEER.: Ey Landsmand! fortænk mig ikke, at jeg bruger Lystighed; thi jeg seer saa meget Galskab i det Huus, hvor jeg tiener.

JENS.: Hvor tiener du da?

PEER.: Jeg er nyelig kommen at tiene hos en Krigs-Karl ved Navn Jacob.

JENS.: Ja endnu er jeg lige klog, uden du siger mig hans Tilnavn.

PEER.: Han heeder Jacob von Tyboe.

JENS.: Ach jeg kiender ham, det er jo en Nar.

PEER.: Han er ikke med de Klogeste, det er min Troe sandt nok du siiger, men ellers har han dog god Forstand. Men hvem tiener du hos?

JENS.: Jeg tiener hos Magister Stygotius.

PEER.: Ach jeg kiender ham, det er jo en Nar.

JENS.: Ey Snak, det er en brav studeret Mand, jeg har hørt mange forundre sig, hvor han kunde blive saa lærd, eftersom han er kun fød i Christen Bernikovs Stræde.

PEER.: Ja maaskee han er bleven trykt paa Studengaarden 253 eller Regentzen, men publicered udi Christen Bernikovs-Stræde.

JENS.: Hvor han er giort eller ey, saa er han saa lærd, at han kunde være en Postil, naar det skulde være.

PEER.: Kand han læse hvilken Dansk Bog han vil?

JENS.: Hvilken Taasse! han skulde være Magister, og ikke kunde læse?

PEER.: Ja jeg veed ikke hvad der udfordres til at være Magister, jeg vil gierne tilstaae, at han er lærd, men derfor kand han vel være en Giek. Han kand være en vel-studeret Nar.

JENS.: Du est noget nær ved Texten.

PEER.: Saa kand vi to regne os i Svogerskab; thi vi tiener i een Familie. Men hør Cammerad! nu vil jeg min Troe tale Alvor: Siig mig for Svogerskabs skyld, hvad vil det Ord VON egentlig siige i det Tydske Sprog? Jeg kand, uden mig selv at roese, tale mestendeels alt, hvad jeg vil, paa Tydsk, men der er dog visse Ord, som jeg ikke forstaaer; skrive kand jeg det perfect, men ikke læse det.

JENS.: Hvorfor spørger du saa om det Ord VON?

PEER.: Jo, fordi jeg har hørt, at min Herre heedte Jacob Tyboe i gamle Dage, da han ikke var saa meget, som han nu er, men da han kom høyere op, lod han sig kalde Von Tyboe. Hvorfore kalder din Herre sig ogsaa ikke Von Stygotius?

JENS.: Ney, vi Lærde have ikke den Mode; vi bruge i steden for det Ord VON, som Krigs-Mænd sætte for deres Navne, det Ord US, som vi hefte meget net bag til.

PEER.: Hvad heedte da din Herre, før han tog Graden?

JENS.: Styge.

PEER.: Saa bør han da nu heede Stygeus.

JENS.: Ney det blev for plat; man fylder det gierne op med Bogstaver imellem for Klangens skyld.

PEER.: Men staaer det dog fast, at det Ord bliver altid syed bag til, saa man kand aldrig sige UsStyg?

254

JENS.: Ney vi bruge ikke den Tale-Maade; Vi ere tvert imod eder, saavel herudi som i alle andre Ting. Om din Herre, for Exempel skyld at tale, var lærd, blev han kaldet Tybotius i steden for Von Tyboe.

PEER.: Ja jeg forstaaer endelig saa vidt din Meening. Vi fortaler vore Herrer, og I bagtaler dem, naar de blive til noget. Men det er endelig ikke den Materie jeg vilde tale om. Jeg vilde ikkun viide, hvad det Ord VON betyder, naar det legges for et Navn.

JENS.: VON har den samme Bemærkning hos jer, som US udi Canike-Strædet.

PEER.: Ja jeg gaaer fra dig lige saa klog, som jeg var.

JENS.: Det er selsomt, at du vil have Raison af mig til det, som all Verden ikke kand give Raison til. Hvorfor heeder een, som er fød skievbeenet, velbaaren? Hvorfor heeder een Høylærd i Dag, som neppe kunde stave i Gaar? Hvorfor skriver man Fransk Udskrift paa et Brev, som gaaer imellem Slagelse og Ringsted? Hvorfor kand man ikke hitte paa et Ord i steden for Franco? og tusinde andre Ting, som mig er umueligt at opregne.

PEER.: Det er sandt, som du siger. Jeg er kun en fattig Tienere, og kand dog begribe, at det er Galskab. Jeg tænker paa, om en Vexel ikke kunde være liige god, hvis det Ord Valuta blev skrevet paa Dansk.

JENS.: Jeg meener jo. Ligesom din Herre er ikke et Haar bedre, siden han lod sig kalde Von Tyboe, end da han heedte slet og ret Tyboe. Men man maa ikke altiid gruble saa meget, den eene maa giøre som den anden, og lade sig nøye dermed, at det er Landets Mode.

PEER.: Ja det maa være Landets Mode eller ey, saa lod jeg mig dog aldrig kalde von Peer, om jeg blev til noget.

JENS.: Ney du Nar! du maatte tage dig et Tilnavn først.

PEER.: Hvor Fanden skulde jeg faae det fra? Min Fader heedte kun slet og ret Peer, min Far-Far og Olde-Far ligesaa, jeg kand fast opregne mine sexten Ahner af lutter Peerer, som aldrig haver havt viidere Tilnavn.

255

JENS.: Ach derfor kunde du vel hitte paa noget. Hvor est du fød?

PEER.: I Europia.

JENS.: Ja det er troeligt nok; Jeg kand høre paa dit Maal, at du est en Europæer, og ingen Polakker. Men paa hvad Sted udi Landet est du fød?

PEER.: Udi Kiøbenhavn.

JENS.: I hvad Gade udi Kiøbenhavn?

PEER.: I Klæboerne.

JENS.: Ja saa skal du lade dig kalde Peter eller Peiter von Klæboe.

PEER.: Jeg faaer vist Skam, jeg staaer her saa, jeg har saa meget at forrette for min Herre. Han vil giøre Vers til en Piige paa Fransk, som han er forliebt udi; men som han ikke er studeret selv, har han bedet mig at opleede en Poet, som i hast kan smeede noget sammen for ham.

JENS.: Jeg skal viise dig een, som giør Vers for en billig Priis.

PEER.: Hvor boer han?

JENS.: Han boer udi Aabenraae, nest ved Guldsmeeden.

PEER.: Hvad er hans Navn?

JENS.: Jeg troer ikke, han har noget Navn; jeg har aldrig hørt, at han kaldes anderledes end Poeten i Aabenraae.

PEER.: Jeg veed jo Poeter bliver døbte som andre Mennesker.

JENS.: Det skal jeg ikke egentlig kunde sige dig; nok er det, at du spørger efter Poeten i Aabenraae.

PEER.: Tak for god Underretning. Jeg vil gaae lidt ind til Christoffers, og drikke en Potte Øll først, siden vil jeg hen at leede den gode Poet op. Adiøs.

JENS.: Servitør. Hvem Pokker mon det er, han er bleven forliebt udi? Det er en gangbar Syge i disse Dage. Mig synes, min Herre er heller ikke rigtig. Gaaer ud.

256

✂

SCEN. 5

Leonard. Jesper.

JESPER.: Hillement Monsieur! det var skiønt, at vi fik saadant Forsæt at viide, nemlig at han vil have Vers giort til Jomfrue Lucilia.

LEONARD.: Men hvad vil følge deraf?

JESPER.: Deraf vil følge saa meget, at -- Lad kun mig raade.

LEONARD.: Ach siig mig dog dit Anslag.

JESPER.: Jeg skal recommendere ham til en Poet, der skal giøre ham nogle ravgalne Vers, hvorved han skal forspilde all sin Credit.

LEONARD.: Men jeg veed jo, at han læser Versene selv.

JESPER.: I hørte jo Monsieur, at han vil have Versene paa Fransk.

LEONARD.: Men end om han viiser dem til andre?

JESPER.: Det giør han aldrig; thi han indbilder alle Folk, at han forstaaer perfect Fransk, og derfor aldrig flyer Versene til nogen for at udtyde dem. Tilmed saa vil han, at ingen skal viide, at han giør Amour til nogen; thi all hans Tale gaaer ud paa, at alle Fruentimmer ere forliebt i hans Skiønhed, og at han hverken Dag eller Nat kand have Roe for dem.

LEONARD.: Vil du da agere Poet, saa maa du skynde dig, førend Tieneren kommer ud igien.

JESPER.: Ney Monsieur! I maa selv giøre det. Men der kommer Mag. Stygotius. Han skal paatage sig denne Post. Han kunde aldrig komme meer beleyligt. Gak imidlertiid lidt til Siide.

✂

SCEN. 6

Stygotius. Jens. Jesper.

STYGOTIUS.: Hør Jens! har du ikke andet at bestille end staae paa Gaden at maabe? Veedst du ikke hvad der staaer bag i Aurora: Otium est pulvinar Diaboli: Ørkesløshed 257
258 er Dievelens Hoved-Pude? Jeg har i disse Dage saa meget Galskab i Hovedet, at jeg ikke faaer stunder at tænke paa høyt fornødne Sager. Det er dog Skam, det Skrift, som jeg har lovet saa længe publici juris facere, er ikke for længe siden trykt. Men ach! naar Amors Griller kommer et Menneske først i Hovedet, saa maa Philosophia ligge sub scamno. Naar Veneris Søn, jeg meener Cupido, faaer Plads i en Philosophi Hierte, gaaer Minerva, som ogsaa apud Poetas kaldes Pallas, fløyten. Jeg er nu til min egen Ulykke et etiam maximo Reipublicæ literariæ detrimento troffen af Cupidinis Piile. Ach Jomfrue Lucilia! Ulyksalig var den Stund, jeg først fik dig at see; Du har betaget mig all min Roelighed, du er det Objectum, som nu alleene staaer mig for Øynene, saa jeg har ingen Tanke eller Lyst meere til mine Studeringer. All min Lyst er kun at reyse eene ud paa Landet, og gaae i en Skov at sukke og klage mig for Træerne efter de gamle Hyrders Maade.

JENS.: Hvad svarer da Træerne?

STYGOTIUS.: Hold Munden din Giæk; De svare mig det samme, som de svare Hyrderne.

JENS.: Ey Herre! tag ikke saadan af sted. Der er jo ingen Festning saa sterk nu omstunder, der jo lar sig indtage. Det er jo ingen Lucretia, ingen Nonne, I er bleven forliebt udi, men en Jomfrue, som maaskee er lige saa tam som en anden. Jeg har ikke den Lykke, at kiende hende; men jeg kand tænke, hun er et Menneske.

STYGOTIUS.: Jeg kunde vel have Forhaabning, Jens, hvis Jacob Tyboe, en Officeer, var ikke min Rival, sed hine illæ lacrymæ, det er Ulykken. Han fører sig bedre op, og har fleere Penge end jeg. Jeg vil aabenbare dig den heele Sag. Jeg er nyelig bleven forliebt i en Jomfrue, den samme har en Kammer-Pige, som har saa meget at sige hos Jomfruen. Hun er Uden-Verket, som skal bestormes, førend man kand komme til Festningen, hvilket ikke skeer uden med aureis et argenteis armis, det er, med Guld og Penge. En Dag synes hun at 259 være paa min Siide, men en anden Dag vender hun mig Ryggen, og da kand jeg tænke, hun har ladet sig smørre af Tyboe. Hendes Moder ballancerer mellem os begge. Gak du kun dit Ærende, Jane. Der seer jeg Jesper komme, som har sin Gang udi Tyboes Huus. Den Karl har ret Godhed for mig; thi hvor meget got han end nyder i Tyboes Huus, saa har jeg dog merket tit, at han er meer min Ven end hans.

JESPER.: Serviteur, Hr. Magister! Det er mig kiert, at jeg finder ham. Hvor gaaer det nu med hans Kierlighed?

STYGOTIUS.: Ja hvorledes skulde det gaae, Monsr. Jesper? I veed vel selv, at min Rival har bedre Evne til at smørre Madem. Pernille end jeg. Men hvorledes gaaer det nu Von Tyboe?

JESPER.: Den Nar! Jeg kand forsikkre Hr. Magister, at jeg fortiener dyrt nok de Smautzer, jeg nyder hos ham; thi jeg hører saa megen daarlig og forfængelig Snak, at jeg er færdig at sprække. Ney da er det anden Fornøyelse at omgaaes slige Mænd som Hr. Magister.

STYGOTIUS.: Min Leylighed er ikke at giøre jer saa meget til gode, som hans.

JESPER.: Hvad vil det sige? naar jeg kun kand nyde lærde Folkes Omgiengelse, saa skytter jeg hverken om Mad eller Drikke. Hør Herre! jeg har tænkt paa et Middel, hvorved vi kand giøre Jacob Tyboe temmelig sort hos Jomfrue Lucilia.

STYGOTIUS.: Hvad er det for et Middel?

JESPER.: Nu hørte jeg nyelig Tyboes Tiener fortælle, at hans Herre vil skikke Jomfruen nogle Lykønsknings Vers i Dag, som er hendes Navne-Dag.

STYGOTIUS.: Er det mueligt?

JESPER.: Nu veed I vel, at Tyboe er en Hest, og kand ikke skrive sit Navn paa Prosa engang, langt mindre paa Vers, og derfor har han skikket sin Tienere at opleede ham en Student, der for Penge kand smeede nogen Vers sammen for ham.

STYGOTIUS.: Men hvad vil alt dette sige?

260

JESPER.: Nu vilde jeg, at vi kunde faae een underkiøbt til at giøre nogle galne Vers for ham, som skulde støde Jomfruen for Hovedet. Verset skal giøres paa et Sprog som han ikke forstaaer.

STYGOTIUS.: Hvor skal vi faae en til at agere Poet?

JESPER.: Jeg vilde gierne giøre det, dersom Tieneren ikke kiendte mig. Vil Hr. Magister ikke selv tage sig det paa?

STYGOTIUS.: Jeg saae nok heller, at en anden giorde det; thi jeg har giort min Eed ikke at giøre noget, som er Philosophien u-anstændigt. Men der kommer min gode Ven Petronius. Han er et lystigt Hoved; man kand ingen bedre faae dertil.

✂

SCEN. 7

Stygotius. Jesper. Petronius.

STYGOTIUS.: Domine Frater! Vi har et Puds fore at spille en Tiener, som kommer ud fra dette Vertshuus. Han vil have Vers giort for sin Herre til Jomfrue Lucilia, som I kiender. Vil I give jer ud for Poet, og giøre ham nogle galne Vers, som kand spilde hans Credit?

PETRONIUS.: Alle saadanne Pudser giør jeg med Plaisier.

JESPER.: Der kommer han, tag nu fat paa ham; vi løber midlertiid til Side.

✂

SCEN. 8

Peer. Petronius.

PEER.: Det er en forbandet Vey at gaae i saadan Slud herfra til Aabenraae. De Hundsvotske Poeter maatte boe midt udi Byen som andre Kræmmere, der have noget at selge. De maaskee boer ved Volden, at de kand see det Grønne om Sommeren.

PETRONIUS.: Nu maa jeg frem og møde ham paa Halvveyen.
Gaaer og spatzerer, som een, der grunder sterkt.

261

PEER.

✂

Hvad mon dette være for een? Enten er han gal, eller er det en Poet. Er han ikke Poet, Monsieur?

Herpaa faaer Peer et vældigt Ørefigen, og begynder at raabe: Hvi slaaer I mig? jeg giør eder jo intet ont.

PETRONIUS.: Om Forladelse! jeg giorde det i Tanker. Naar een kommer og taler til mig i mine Concepter, faaer han Hug, derpaa skal man kiende en ret Poet.

PEER.: I maa være Poet eller Prophet, saa skal I dyre nok betale det Slag. En fattig Tiener haver og ret.

PETRONIUS.: Ey Snak! har du ikke hørt tale om Licentia Poëtica?

PEER.: Den Hore kiender jeg ikke.

PETRONIUS.: Har du ikke hørt, at Poeter have vis Frihed ved alle Love?

PEER.: Udi hvilket Capitel udi Loven staaer det?

PETRONIUS.: I det Capitel om Poeter.

PEER.: Det er best, jeg bliver ved denne, maa skee jeg kand faae to Ørefigen af den udi Aabenraae, efterdi han er den beste Poet i Byen. Monsieur! jeg vil have nogle Vers giort i en Hast; Hvordan er Priisen nu efter Torve-Kiøb?

PETRONIUS.: Hvad slags Vers vil du have? Franske eller Danske, Tydske, Italianske, Spanske, Græske, Moscovitiske, Elamitiske, Mesopotamiske, Latinske, Sverinske eller Lybske?

PFER.: Om Forladelse min Herre! jeg havde min Hat paa. Jeg vidste ikke, at han var saa lærd. Jeg vilde ydmygst bede om nogle Franske Vers for Penge og gode Ord.

PETRONIUS.: Vil du have Heroiske, Satyriske, Panegyriske, Lyriske, Sapphiske, Spagyriske, Dromedariske, Malebariske, etc. etc.?

PEER.: Hr. Doctor passer det nok selv best. De skal skikkes til een som heeder Lucilia, og boer her, men flytter tilkommende Michelsdag.

PETRONIUS.: Det giør intet til Sagen. Vil du have dem lange eller korte?

262

PEER.: Ja min Herre veed best, hvor mange Alne der gaaer til et Lykønsknings-Vers.

PETRONIUS.: Man selger dem ikke udi Alne-Tall. Ellers skal du faae et, som paa mine Ord er got, men med Condition, at du viiser det til ingen anden Poet; Thi ligesom en Klædning aldrig bliver roeset af en fremmed Skrædder, saa bliver ey heller et Vers roeset af anden Poet. Jeg har selv og, mellem os at siige, en Rem af Huden; thi om man stod med Svøben over mit Hovet, kunde man ikke faae mig til at roese det beste Vers i Verden. Det var vist paa Fransk du vilde have det Vers. Tar sin Bliant-Pen, og skriver paa et stykke Papiir.

PEER.: Vær saa god at læse det for mig.

PETRONIUS.: Mater tua lena est, tu meretrix, ancilla prostibulum.

PEER.: Det er min Troe et deyligt Vers, men det er noget kort.

PETRONIUS.: Derudi bestaaer mest Konsten, nemlig udi faa Ord at indslutte en stor Meening. Jeg er vis paa, Ovidius skulde ikke giøre det nettere.

PEER.: Ovidius? Skrædderen i Aalborg? han giør ingen gode Vers; Jeg vil forpligte mig til at giøre dem ligesaa gode.

PETRONIUS.: Ney jeg meener en gammel Poet Ovidius.

PEER.: Hvad skal dette Vers koste?

PETRONIUS.: Jeg giorde det for en anden ikke ringere end 2 Mark, men I skal have det for 28 Skilling. Thi du skalt agte, at Vers er dyrere end andet Skrift; thi Poesie er Gudernes Tungemaal.

PEER.

✂

sagte. Mig synes, det maa heller heede Tiggernes Maal; Thi alle de Poeter, jeg har kiendt, har været Staadere. Høyt.

Ach Hr. Docter! Naar I faaer 10 Skilling saa troer jeg nok, det er betalt.

PETRONIUS.: Ja du maa legge to Skilling til; jeg skriver ikke saa meget for Penge, som for Honneur.

263

PEER.: Der haver I dem.

PETRONIUS.: Adieu.

PEER.: Servitør.

✂

SCEN. 9

PEER.: alleene. Det er underligt slags Folk disse Poeter. Om en anden ærlig Mand giver et Ørefigen udi Tanker, trækker man ham til Daare-Kisten; Men hos dem er saadant Tegn til Lærdom og Dygtighed. Ellers fik jeg det Vers for got Kiøb. De Folk maa have nogen Frihed, efterdi de ere saa lidet interesserede; Thi hvad er dog 12 Skilling for saadan lærd Mand? Jeg forstaaer ikke Verset, men kand dog see, at det er altid sine Penge værd. Nu skal jeg bilde min Hosbond ind, at jeg har givet 2 Rixdlr. derfor, saa vinder jeg ved dette Ærende 11 Mark og 4 Skilling. Jeg haver kun liden vis Løn, maa derfor nære mig redelig ved Commissioner. Mangen brav Mand føder Kone og Børn derved udi Kiøbenhavn; Thi hvoraf skulde de gode Folk ellers leve? Hvis jeg kunde flattere, som Jesper giør for min Herre, kunde jeg have de Smautzer og de Foræringer som han faaer. Jeg skulde ikke roese mig selv; Men jeg er en ærlig Karl, der ikke kand sige andet end jeg meener. Naar min Hosbond begynder at tale om sin Manddom i den Brabandske Krig, tier Peer gandske still; Thi jeg veed, han har aldrig været paa den anden Siide af Belt, end sige udi Brabant, som ligger nogle tusinde Miile herfra. Ney, Ærlighed varer dog længst; Det heeder hos mig, som Hollænderne siiger: Thue das recht nicht, und sky den Teuffel. Kunde jeg saa vel Tydsk, som jeg kand Hollandsk, var Peer anden Mand end han er; Thi jeg haver tit hørt Alexander Skolemester siige: Hvo der kand Tydsk, og haver nogle Midler dertil, kand reyse heele Europia igiennem. Men Fanden er udi dette DER, DU, DAS, det kand man alleene fast i 14 Dage ikke lære. Gaaer bort.

264

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1

Tyboe. Jesper.

TYBOE.: Ja det var endnu intet Jesper mod den Brabands Beleyring at regne, da jeg stod paa Muuren alleene udi to Tiimer, og sloges med den heele Gvarnison. Jeg saae mig om adskillige gange, ventende, der skulde nogen komme mig til Hielp, men hverken Peer eller Povl torde driste sig til at følge mig efter.

JESPER.: Det gik mig ogsaa underlig for 2 Aar siden; jeg slog 400 Mænd alleene paa Flugten, og havde alt Anføreren i mine Hænder, men ret som jeg vilde hugge Hovedet af ham, kom en og vækkede mig op. Ja hvad staaer jeg og snakker? Det kommer ikke herved; Thi Herren giorde det vaagende. Ach Hr. von Tyboe! Man haver ikke holdet det nødigt at følge efter; I var jo capabel at tage Byen ind alleene.

TYBOE.: Jeg veed ikke, hvad deres Tanke var, men det veed jeg, at Jacob Tyboe og jeg maatte tage den heele Armee paa sin Samvittighed. Det var min Lykke, at jeg havde Ryggen fri mod en Kirke-Muur som stod paa Volden.

JESPER.: Jeg veed det nok. Man kalder den endnu Tyboes Kirke-Gaard af de mange Døde, som Herren sammesteds da opoffrede.

TYBOE.: Ney! giør man det Jesper? Ja det maatte vel kaldes Kirke-Gaard. Jeg havde som en Skantze om mig af lutter døde Kropper. Den haardeste Hals jeg havde at bestille med, var en af Herren Staterne selv udi Holland, som jeg kunde kiende paa hans Ridder-Baand; 265 Han slog fra sig som en ærlig Karl, det kand jeg sige paa hans Død.

JESPER.: Han maaskee har kundet giøre sig haard, som mange desværr udi Holland giøre.

TYBOE.: Ja hvor haard han end var, saa maatte han dog omsider bide udi Græsset; Thi jeg rammede ham eengang her Hige ved Navlen, og hug ham tvert af som en Kaalstok. Han raabte 3 gange, før han døde, paa sin Hollandsk: Mors, Mors, Mors. Derfor tør jeg endnu den Dag i Dag er ikke komme til Holland. Men hvor haver du hørt, at man kalder den Sted Tyboes Kirke-Gaard? Jeg heedte dog ikkun Jacob udi Brabands Beleyring.

JESPER.: Ach Herre! Jeg kand troe, man haver siden spurdt, at Herren haver faaet det Navn; Skam faae Hollænderen, han haver sine Spioner ude allevegne. Herren er kiendt af alle, skiønt Herren kiender kun faa. Jeg skal siige, hvordan jeg fik det at viide. Jeg var udi Nummer 4 i Gaar Aftes, der sad Skipper Adrian, som er nyelig kommen fra Vlie, og pratede med nogle andre Kaeskoepers om sidste Brabands Beleyring. Han svor mig til, at Herren heeder endnu over alt udi Holland den Brabandske Jacob.

TYBOE.: Ja, jeg troer nok, man kiender mig over alt udi Holland, saa vel af den Beleyring, som af det store Slag, som stoed ved Amsterdam, da jeg nedlagde med min egen Haand over 600.

JESPER.: Ach! Herren maatte nok sætte et O til.

TYBOE.: Det maa andre heller giøre. Jeg haver, mafoi, aldrig spurdt efter Tallet. Det kom Jacob von Tyboe i de Tiider ikke an paa et Hundrede meer eller mindre; Jeg kand ikke begribe, hvor min Pallast kunde holde det saa længe ud.

JESPER.: Ach Herren kunde slaae Folk ihiel med en Pennefiær. Det kommer ikke an paa Pallasten, men paa dens Hænder, som føre den. Jeg har læset i en gammel Krønike om Alexander Magnus, at han kunde hugge Hovedet 266 af paa den største Engelske Tyr med eet Hug. Da Nabochodonosor, udi hvis Tieneste Alexander var Rigens Marsk, fik dette at høre, bad han Alexander laane sig hans Sabel, og vilde forsøge, om han kunde giøre det samme, men det slog ham feyl. Nabochodonosor blev derover vreed og sagde: Das ist ja die rechte Sabel nicht, Hr. General! Hvortil Alexander svarede: Jeg laante eders Keyserlige Majestæt min Sabel, men ikke mine Arme.

TYBOE.: Jeg hører, du est studeret, Jesper; Hvor haver du læst saadant?

JESPER.: Udi Arent Hvitfelds Krønike.

TYBOE.: Jeg meente ellers, at Mester Mons Wingaard havde beskrevet den Historie; den Bog haver jeg læset sexten gange, ja sexten gange til, og ført mig den til Nytte udi adskillige Kriger. Samme Mester Mons maa have været en stor General og Stats-Mand selv, ellers kunde han umueligt have skrevet saa udførligt om saadant. Men apropos Jesper, har du hørt, hvordan jeg pudsede Jacob Christoffersen i gaar? Han vilde skiemte med mig over Bordet og spurdte, om jeg kaldte mig ogsaa Jacob von Tyboe om Vinteren, naar Dagene ere korte.

JESPER.: Det var en forbandet dristig Skiemt imod saadan Mand, som Herren er.

TYBOE.: Ney, du skal høre, hvordan jeg svarede ham; Jeg sagde høyt, saa det heele Compagnie hørte derpaa: Monsr. Christoffersen! I er mafoi en Nar.

JESPER.: Ha ha ha! Herren haver en Engle Tunge at tale med. Hvad sagde de andre dertil?

TYBOE.: De loe alle, saa de maatte sprække. Sær Frantz Frantzen, som sagde: Jacob von Tyboe fattes aldrig paa Svar. Men jeg maa hen at høre, om min Tiener Peer er kommen med Beskeed tilbage. Jeg skikkede ham til en Poet efter nogle Vers til Jomfrue Lucilia, unter uns gesagt.

JESPER.: Der er han vist.

267

✂

SCEN. 2

Von Tyboe. Peer. Jesper.

TYBOE.: Hør Peer! Fik du Verset?

PEER.: Ja Hosbond! men det kostede meget.

TYBOE.: Ey du Slyngel! Kand jeg ikke engang faae det Ord, Herre, indprentet i dit Dummer Hoved? Jeg har 268 aldrig nogen Tid haft dummere Tienere. Da lover jeg Christoff min gamle Tydske Tiener; Er ist mehr pulirt.

PEER.: Om Forladelse, jeg erindrer Herren, at han kalder mig da ogsaa Laqvej.

TYBOE.: Det holder jeg af, Peer, at du haver Ambition. Du har ret, du est Laqvej. Men hvad koster Verset?

PEER.: Bagatelle, ikkun 2 Rixdlr.

TYBOE.: Lad mig see det. 2 Rixdaler for en Linie! Er det ikke u-forskammet Jesper?

JESPER.: Ey Peer! Du har ladet dig tage ved Næsen.

PEER.: Det maa vi Poeter forstaae. Jo kortere et Vers er, jo dyrere. Det er giort af Poeten udi Aabenraae, en Mand som føder Kone og Børn alleene med sine Vers; Han kand giøre Vers, som er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kand Fanden ikke veye ham op med Penge.

JESPER.: Ha ha ha hi ha ha!

TYBOE.: Hvoraf leer du Jesper?

JESPER.: Jeg leer endnu af det Svar, Herren gav til Jacob Christoffersen. Hvordan var det? jeg har glemt det igien.

TYBOE.: Det var saadan: Mons. Christoffersen, I er mafoi en Nar.

JESPER.: Ha ha ha! Jeg maa bekiende, at Herren er uden Hige.

TYBOE.: Hør Peer! Kand du forsikre mig om, at Verset er got? du spurdte ham vel selv derom?

PEER.: Ey Herre! saadanne Folk tør man ikke spørge, om deres Arbeyde er got; saadanne Mestere ere korte for Hovedet.

TYBOE.: Men Jesper, jeg er bange for, at hun faaer viide at jeg ikke har giort Verset selv, saa har jeg kun Skam deraf.

JESPER.: Ey Herre! Omendskiønt hun faaer det at viide, saa tænker hun kun saaledes: Hr. von Tyboe har maaskee været til Hove i Dag, eller haft andre vigtige Forretninger, og derfor brugt en af sine Clienter til at giøre et Vers, som han maaskee kunde have giort bedre selv.

269

TYBOE.: Meener du, hun skulde have de Tanker om mig Jesper?

JESPER.: Hvad andet? Hvorfor skulde hun ikke have de samme Tanker om Herren, som alle andre Mennesker? Herren er en Herre, som er beqvem til alle Ting. En, der i hast kand hitte paa saadanne Svar uden at betænke sig, som Herren gav Jacob Christoffersen, han er nok beqvem til andet ogsaa; Thi jeg vil sige Herren: Et er at svare vel, et andet er at give et got Svar, som man ikke har betænkt sig paa. Hvordan var det Svar? Nu har jeg forglemt det igien.

TYBOE.: Det var saaledes: Mons. Christoffersen, I er mafoi en Nar.

JESPER.: Ha ha ha ha ha ha! Gid Drolen spliide Herren, hvor artig han er. Ha ha ha hi hi ha ha ha - -

TYBOE.: Men meener du Jesper, at jeg skulde kunde giøre Vers, om jeg vilde?

JESPER.: Jeg er vis paa, at om Herren vilde giøre Vers, han stak ud alle de Poeter og Poetinder, som er i Byen; men det staaer saadan Mand som Herren ikke an at giøre Vers, og at være Autor eller bemænge sig med noget, som lugter af Pedanterie. Jeg har hørt fortælle om en stor General udi Castillien eller Brasilien (jeg troer han heedte Holophernes) hvilken da han blev adspurdt, hvem han holdt for den største Poet, svarede han: Den holder jeg for den største General, den for den største Admiral, og den for den største Statsmand; Hvormed han gav tilkiende, at det var for ringe for ham som en Officeer at dømme om Poeter.

TYBOE.: Jeg giorde dog forgangen et Vers, unter uns gesagt.

JESPER.: Ach Herre! Lad mig høre det.

TYBOE.: Jeg er bange, unter uns gesagt, det kommer ud, og jeg kunde derover komme til at høre ilde udi Armeen, saasom den der bemængede mig med Pedanterie.

JESPER.: Det skal, min Troe, ikke komme af min Mund til nogen Siæl.

270

TYBOE.

✂

Peer! Gak til siide lidt, vi taler noget, som du ikke maa høre. Verset var saadant. Til Jomfrue Lucilia. Lucilia min smukke Dukke, Mit Hiertes Fryd, Trompet og Herpukke, Din Deylighed giort haver mig til Coujon Og indtaget med Storm mit Hiertes Bastion, Dine Øyens Bajenet og Musqvet mig haver saaret Og mit Sind bedaaret,

Ja giort mig til Nar.

Saa vidt var jeg kommen, men jeg fattes det sidste Vers, som jeg ikke har faaet stunder at giøre til. Det skal endes paa ar, det veed jeg nok.

JESPER.: Hvor længe var Herren om at giøre de Vers?

TYBOE.: Jeg kand svære, ikke meere end en halv Tiime, eller i det høyeste 3 Qvarteer, unter uns gesagt.

JESPER.

✂

Ey, det er forskrækkeligt! i en halv Tiime slige Vers, og i det eene Vers er endnu to Riim, Bajenet og Musqvet; nu det bekiender jeg, det kalder jeg Naturalier. Var det ikke saadan? Repeterer det samme.

Ach kunde Herren hitte paa et Riim til det sidste Vers, vilde jeg give en Daler til det.

Ja giort mig til en Nar. Kunde man ikke slutte det saaledes?

Ich will ein Hundsvot seyn, ob es nicht ist wahr.

TYBOE.: Det er got nok Jesper. Men jeg vilde gierne have hittet selv derpaa, nu kand jeg ikke lide det, eftersom du hialp mig der udi. Jeg vil derfor ikke have det paa den Maade, men heller saaledes kortere: Ich bin ein Carnali, ist es nicht wahr?

JESPER.: Ja det falder langt bedre, Herre.

TYBOE.: Jesper! med alle disse Qvaliteter, som jeg besidder, er det ikke da ubegribeligt, at en lumpen Pedant, en Per Caudi skal understaae sig at være min Rival?

JESPER.: Han maa være gal i Hovedet, Herre! Hans Studeringer maa have giort ham rasende; thi først er Herren 271 saa deylig som nogen Mands-Person nu omstunder, og jeg tør siige uden at flattere, hvilket ikke gierne er min Maade, at Herrens Lige ikke udi Legemets Skiønhed har været siden hans Durchleuchtighed Printz Absalons Tiid, unter uns gesagt.

TYBOE.: tar lidt paa Hatten. Din Tienere, Jesper! Du skal have Tak for de gode Tanker, du har om mig. Det staaer mig ikke an at roese mig selv. Jeg lar heller andre giøre det. Men synes dig ikke, Jesper, at jeg har tilligemed noget Majestætisk i mit Ansigt, saa det kand indjage Skræk og Kiærlighed paa eengang? Ney ret Alvor?

JESPER.: Alt det kand intet Menneske disputere Herren. Man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Far, og et Faar Herrens Moer, saadant Ansigt har Herren, fuld af Mildhed og Majestæt.

TYBOE.: Din Tiener, Jesper! Jeg takker.

JESPER.: For det andet er Herren en Herre, der formedelst sin Manddom og Stridbarhed har indlagt saadan Ære, at Herrens Fiender maa skielve, naar de alleene høre Herrens Navn; thi Herrens heele Legeme er intet uden Fyr og Flamme, saa jeg troer, at, om man dyppede Pinder i Herrens Blod, blev de strax til Svovel-Stikker.

TYBOE.: Din Tiener, Jesper! Ich sage Dank.

JESPER.: For det tredie, saa har Herren Forstand som en Engel.

TYBOE.: Din Tienere, Jesper.

JESPER.: For det fierde, saa har Herren saadanne angenemme og artige Maneerer, at, omendskiønt Herren ikke var saa kiøn som han er, saa maatte dog Fruentimmer strax blive forliebt i Herren. Jeg har hundrede gange merket det udi Selskabe, at, saa snart et Fruentimmer blir Herren vaer, bliver hun strax maalløs og sukker, saa Hiertet maa gaae af Livet.

TYBOE.: Din Tienere, Jesper! men har du merket det?

JESPER.: Ikke eengang, men hundrede gange. Kand Herren ikke erindre forgangen til Bryllupet, da Herren dantzede, hvilken Smiilen og Vidsken der strax blev mellem 272 Fruentimmeret? Der blev ikke talt saa meget om nogen af alle de andre, der dantzede.

TYBOE.: Jeg har dog aldrig lært at dantze, det er puur Naturalier.

JESPER.: Ach vil ikke Herren giøre en Menuet-Tour? Der er ingen Ting jeg har større Behag i at see.
Tyboe dantzer meget Bondagtig, og Jesper giør Grimacer naar han vender sig om. Jesper klapper med Hænderne.

TYBOE.: Jeg har mafoi dog aldrig lært at dantze.

JESPER.: Ach Herre! tal ikke om Naturens Gaver.

TYBOE.: Men i Fægte-Konsten troer jeg, at jeg neppe har min Liige; Kom, forsøg lidt at fægte med mig, alleene med Hænderne. Hvor vil du nu have Stødet? Enten for Hiertet eller udi Armen?

JESPER.: For Hiertet; Men Herren maa ikke støde sterkt. Jesper vender sig om udi Stødet som af Frygt, og Tyboe støder ham i Rumpen, saa at han falder om.

JESPER.: Hillement! saa gaaer det naar man vil skiemte med sin Overmand.

TYBOE.: Ha ha ha ha ha ha! Lad os forsøge nok engang.

JESPER.: Ney Herre, det tiener ikke meer; skulde jeg faae et saadant Hierte-Stød til, kom jeg til at giøre mit Testamente; thi Herren støder for haardt, saasom Herren ikke kiender sin Styrke.

TYBOE.: Jesper! Hvad synes dig om min Taille?

JESPER.: Det er noget forunderligt at see paa Herrens Taille; der kand ingen Skrædder her i Byen have bedre Taille.
Han hoster.

TYBOE.: Hvad siger du? en Skrædder?

JESPER.

✂

Jeg fik ikke udtalt, Herre. Jeg vil siige: Ingen Skrædder her i Byen kand have bedre Taille.

Hoster igien. at giøre Klæder efter.

TYBOE.: Deri har du ret; thi forgangen Dag skieldte een 273 af mine Cammerader paa min Skrædder, fordi han giorde ikke hans Klæder saa vel som mine; Da svarede han: Min Herre! I har ikke Von Tyboes Taille. Derfor maa jeg underkiøbe Folk at laste min Skabning i Byen, at jeg kand sommetider have Roe for Fruentimmer.

JESPER.: Vil ikke Herren vende sig om? Ach! det er forunderligt, Herren seer ud bag til ligesom den var giort efter Vimmelskaftet. Herrens Rumpe er Amager Torv, Faldet i Ryggen Vimmelskaftet.

TYBOE.: Det er en underlig Lignelse.

JESPER.: Ja Herre, saadan skal en ret Herres Ryg gaae.

TYBOE.: Jesper! du har nu omgaaet mig saa længe, men veedst dog ikke alle mine Qvaliteter; thi jeg er ikke af de Folk, der taler noget til min Berommelse. Jeg troer, jeg aldrig har sagt dig nogen Tiid, at jeg forstaaer over 10 Sprog. Jeg kand for Exempel sige dig paa 10 slags Maal de Ord: Jeg maa lave mig til. Det heeder paa Svensk: Jag musten lage mæg til. Paa Norsk: Æg maa lage meg til. Paa Jydsk: Ame lame til. Paa Fransk: Allons. Paa Italiensk: Franco. Paa Tydsk: Ich muss mir zu lassen.

JESPER.: Ach! Herren maa takke sine Forældre i deres Grav, der har lært saa meget i sin Ungdom.

TYBOE.

✂

Men det er meest underligt hos mig, at med alle disse Qvaliteter er jeg dog ikke den Herre, der berømmer mig selv af noget, og med all min Tapperhed er jeg heller from end streng i mit Huus; thi jeg kand sværge paa, at jeg min Livs Tiid ikke 20 gange har slaget mine Tieneste-Piger; jeg har i det høyeste ikke pryglet ihiel meer end 6 Lakeyer. Derfor skulde det fortryde mig, om Jomfrue Lucilia præfereret en Per Caudi for saadan Mand som jeg; thi jeg tør sige, at man skulde kunde meublere 10 Hospitaler med Fruentimmer, som ere creperet, og har faaet Gulsot over min Koldsindighed; og dog alligevel tør saadan Slyngel --- Gid jeg havde ham her, jeg skulde myrde ham, jeg skulde knuse ham, jeg skulde rive ham i tusind stykker. Potzslapperment 274 tetebleue. Hu -- i, hvor est du Pedantus Pedanta Pedantum? Træk ud Carnali!

Han trekker sin Kaarde ud, Jesper falder paa Knæ og skielver. See Jesper! er det dig? jeg er forblindet af lutter Couragie.

JESPER.: Ach Herre! spar mit Liv.

TYBOE.: Stat kun op igien, jeg elsker dig alt formeget dertil, at jeg skulde bruge min Styrke mod dig.

JESPER.: Herren tog mig for Magisteren.

TYBOE.: Das ist wahr. Ich kann enragiren, naar jeg tænker paa den Karl. Fløyter efter Peer.

PEER.: Herre!

TYBOE.: Flye mig Verset. Min Tydske Tiener Christoff skal bringe det til Jomfruen siden. Jeg maa først hen og eqvipere mig; thi jeg vil hen og aflegge en Visite hos Jomfruen efter den Aftale jeg har giort med Pernille.

275

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1.

Leonora.. Pernille.

LEONORA.: Hør Pernille! dersom jeg fornemmer, at du lader Monsieur Leonard her ind udi Huuset, skal du ikke blive en Tiime i mit Brød.

PERNILLE.: Men min kiære Madame! om han practiserer sig herind, hvad kand jeg giøre dertil?

LEONORA.: Har du ellers fornummet, at han har nogen Gang her i min Fraværelse?

PERNILLE.: Ney, ikke det jeg har fornummet.

LEONORA.: Meener du, at jeg kand faae hende til at elske enten Von Tyboe eller Stygotius?

PERNILLE.: Det er min Troe begge to Personer, som ikke er værd at kaste med Nakken ad. Den eene er vel noget naragtig og den anden Pedantisk; men for resten ere de de artigste Mennesker her i Staden, thi de har Penge som Græs.

LEONORA.: Ja, ja, du skiemter Pernille! men naar vi anseer vores Tilstand, saa maa vi virkelig holde den for den beste, der har meest Penge. Kand Leonard føde Lucilia og mig med sine tørre Meriter?

PERNILLE.: Han maa føde Fanden.

LEONORA.: Jeg meener det samme. Vilde hans Farbroder legge sig til at døe, saa nægter jeg ikke, at jeg jo præ- fererede ham for de andre. Men det er saa langt at vente efter. Midlertiid kunde vi omkomme af Armod.

PERNILLE.: Ja hvad andet? Man siger, at, medens Græsset groer, døer Koen.

LEONORA.: Hun maa vælge til sin Ægte-Felle een af de 276 tvende, enten Stygotius eller Von Tyboe; thi de ere begge udi Stand at kunne forsørge baade mig og min Datter. Den største Tieneste du kand giøre mig, Pernille, er at tale til deres beste.

PERNILLE.: Jeg har mare ikke Aarsag til andet; thi de har beviiset mig begge stor Høflighed.

LEONORA.: Hvem holder du da meest af?

PERNILLE.: Jeg holder meget af dem begge. Men jeg giver dog i visse Maader Fortrin til Tyboe, thi ingen Doctor kand elske en Feber saa høyt som jeg elsker ham; thi foruden at det er en raisonabel Mand, saa er jeg naturlig portered for røde Klæder. Mit Hierte spiller i mit Liv, naar jeg seer de Plumager, han har paa sin Hat. Jeg har raadet ham, at, saasom det er Jomfruens Navne-Dag i Dag, han skulde skikke hende nogle smukke Vers.

LEONORA.: Det har du giort vel udi. Jeg vil ellers ikke tvinge hende meer til den eene end til den anden, men een af dem skal hun have, om hun blev gal. Men der kommer hun. Jeg maa gaae lidt ind, see til at du midlertiid kand holde hende udi god Tone.

✂

SCEN. 2

Lucilia. Pernille.

LUCILIA.: Min søde Pernille! siunes du, jeg er smukkere, naar jeg er snøret, end naar jeg gaaer i min Adrienne?

PERNILLE.: Min Allerkiereste! I er aldrig smukkere end naar I ikke er snøred; jeg ligner en snøred Jomfrue ved en smuk Have, men en u-snøred ved en angenem Skov eller Lund. Der er en konstig, men her er en naturlig Skiønhed. Men min kiere Jomfrue! hvad hielper eens Skiønhed, naar man ikke veed at føre sig den til Nytte? Jeg veed ikke, hvorfor Jomfruen pynter sig, uden for at behage sig selv. Hvis ingen unge Karle vare til, gav jeg strax min Sminke-Flaske, Skiønnings-Plaster-Æske og Pudder-Dose Afskeed. Jeg toede, min Troe, ikke mine 277 Fødder udi Rosen-Vand; jeg reducerede min Balsombysse, og smurte ikke min Hals med Desmer for at behage mig selv. Jeg kan erindre, da jeg gik udi mit siette Aar, og endda havde min Jomfruedom, at jeg ogsaa havde de Feyl. Men siden jeg er kommen til Alder og Skiønsomhed, haver jeg intet giort uden i vis Henseende; ja jeg forlod strax Dukketøy for at legge mig efter det, som var meer solide.

LUCILIA.: Ey! saa skal man da pynte sig for unge Karle? det er ikke ret smukt.

PERNILLE.: Det maa være smukt eller ikke, saa er det dog nyttigt. Jeg har ikke befundet mig ilde derefter; i det ringeste haver jeg haft min Umage og Omkostning betalt.

LUCILIA.: Hvorledes Umagen betalt, om man pynter sig for andre?

PERNILLE.: I er en lille Taabenakke, min Hierte, i Kierligheds Sager, og som jeg hører, meget ilde opdragen. Jeg troer mangen Bonde-Piige er langt lærdere og artigere; man skulde forsvære, at I var kommen af saa got Folk. Jeg er ikkun en ringe Forpagters Datter paa Landet, men forstod de Sager paa mine Fingre, da jeg var 7 Aar gammel, hvorfor jeg takker mine kiere Forældre udi deres Grav. De efterlode mig ingen Arvedeel, men en god Optugtelse. Hvor meener I vel det Guld-Armbaand er kommen fra, den Kiæde, den Tobaks-Dose, det Portrait? mon jeg har arvet det? ney Tak! jeg har forhvervet det alt ved min Flid og Vindskibelighed.

LUCILIA.: Det er got for eder, men jeg kand ikke begribe, hvor i det bestaaer.

PERNILLE.: I er, mit Hierte, lige saa taabelig som I er kiøn, jeg troer, at, om jeg sagde jer alting reent ud og uden Falbelader, saa begreeb I det endda ikke.

LUCILIA.: Ey Pernille! dersom I bliver ved at tale saadan, vil jeg ingen Omgiengelse meer have med eder.

PERNILLE.: Den maa aldeeles ikke kaldes Menneske, som ingen Kierlighed finder hos sig, der ikke bevæges 278 af forliebte Personers Suk og Graad. See til alle andre Mennesker, see til Dyr, see til Fugle, ja Ormene selv, Naturen haver indprentet Kierlighed udi alting; jeg troer, om Træer og Planter selv kunde tale, de skulde sige: Vi elske ogsaa. I alleene er derudi som en u-bevægelig død Støtte, som en Kampesteen; I haver hørt uden Bevægelse tvende forliebte Personers Klagemaal. Jeg haver ingen Interesse udi at recommendere deres Sag; hvad jeg giør, er af Medlidenhed, thi jeg haver hørt slige desperate Ord af deres Mund, saa Haarene have reyset sig paa mig. Hvad om de styrte sig selv i Ulykke? Hvad om de tage sig selv af Dage? Vil det ikke nagge eders Samvittighed, saa længe I lever?

LUCILIA.: Hør Pernille! jeg vil aldrig føre nogen Mands-Person i Fristelse, eller giøre gode Miiner uden til den, jeg elsker; og som jeg ikke kand eller bør fæste mit Hierte til meer end een, saa kand og bør jeg ikke heller giøre gode Miiner til meer end een af dem.

PERNILLE.: Ach! man maa sprække af Harme, naar man hører saadant.

LUCILIA.: Her er 3de Personer, som sukker efter mig, og søger at vinde min Kierlighed. Den eene, nemlig Leonard, staaer mig an, men de andre to kand jeg ikke lide for min Død.

PERNILLE.: Ach Himmel! hvilken underlig Snak! just den, som I elsker, er en Vederstyggelighed i mine Øyne.

LUCILIA.: Jeg har gandske andre Tanker.

PERNILLE.: De andre to derimod ere de skikkeligste Personer, som jeg kiender. Vil I ikke elske dem for deres egne Qvaliteter, saa elsk dem for min skyld.

LUCILIA.: Men hvorfor taler du saa meget for disse 2de Personer? Det lader ligesom du har nogen Interesse derunder.

PERNILLE.: I maa ikke have de Tanker om mig, Jomfrue. Jeg har aldrig giort noget for Interesses skyld; saa tit jeg i min Ungdom har tient Mandfolk, har jeg giort det af puur Medlidenhed. Hvorvel jeg kand ikke nægte, at, 279 naar nogen har siden villet beviise mig Høflighed for saadan troe Tieneste, jeg jo har taget med en god Samvittighed, hvilket ingen kand laste meere hos mig end hos reedelige Dommere og Bestillings-Mænd, hvilke aldrig tage Penge for at see igiennem Fingre med Folk, og dømme dem til Villie, førend de først har beviist saadan Tieneste, og da kand de med god Samvittighed siden tage, hvad dem bydes. Saaledes har jeg tient Mandfolk i min Ungdom saa længe, jeg kunde, og nu, saasom Aarene tar til, og jeg ikke selv kand beviise dem meer Tieneste, søger jeg at bevæge andre dertil. Jeg siger dette endnu eengang for alle, Jomfrue, at, dersom I vil ikke i det ringeste giøre disse 2de Personer gode Miner, saa blir jeg, min Troe, jer Uven; thi jeg kand sværge Jomfrue, at jeg giør det ikke i henseende til nogen Fordeel, men af puur Medlidenhed, som er en Arve-Dyd hos mig, thi ligeledes var min Moer, min Beste- og Olde-Moer. Men der kommer hendes Mamma.

✂

SCEN. 3

Leonora. Lucilia. Pernille.

LEONORA.: Hør min Datter! du veedst, at jeg har elsket dig saa høyt som nogen Moer har kundet elske sit Barn; Hvorfore jeg ogsaa alle Dage arbeyder paa at faae dig vel forsiuned. Her er tvende Personer, som baade jeg og du kand blive lykkelig med. Jeg vil ikke tvinge dig til nogen af dem; thi omendskiønt den eene kand være meer bemidlet end den anden, saa dog skal det staae dig frit for at udvælge hvilken af de tvende, som staaer dig meest an.

LUCILIA.: Hvilke Personer er det?

LEONORA.: Stygotius og Von Tyboe.

LUCILIA.: Ach Mama! jeg vil heller leve u-gift end binde mig til nogen af dem; thi først ere de de viderligste Personer for mine Øyen, for det andet har jeg festet mit Hierte til Monsieur Leonard.

280

LEONORA.: Leonard? Det er min Troe et herligt Parti for en, der har Lyst at omkomme af Armod. Troe mig, min Datter, at naar der ingen Velstand er udi Ægteskab, saa er der heller ingen bestandig Kierlighed. Unge Mennesker synes vel: Ach kunde du faae den eller den, hvor lykkelig vilde du da ikke være! De ere og lykkelige i Begyndelsen, men saa snart Small-Hans kommer i Huuset, blir Kierlighed forvandlet til Had og Bebreydelse, og den, som var en Absalon tilforn for os, stikker siden i Øynene, som et Skabilken-Hoved. Derimod den, som vi ikke har kundet ansee uden med Væmmelse tilforn, skinner siden i vore Øyen som en Adonis, saa ofte vi betragter den Velstand, han har sat os udi.

LUCILIA.: Men Monsieur Leonard har ogsaa Midler i Vente. Han skal jo arve sin Farbroder, som er en gammel Mand, og er meget syg.

LEONORA.: Hvad han har i Vente, det har de andre udi Hænderne. Tilmed, omendskiønt hans Farbroder døde udi Dag eller Morgen, saa kommer han dog aldrig udi den Velstand, som de andre nu ere udi. Her hielper derfor ingen Snak, du skal beqvemme dig til at tage en af dem.

LUCILIA.: Ach min hierte Moer!

LEONORA.: Jeg vil ikke høre et Ord meere. Jeg skal viise dig, hvad det har at betyde, at en Datter sætter sig op mod sine Forældre. Men der kommer en Tiener. Hør hvad hans Ærinde er, Pernille.

✂

SCEN. 4

Jens. Stygotius. Leonora. Lucilia. Pernille.

JENS.: Min Herre lod formelde sin ydmygst Salutems Hilsen, og lod fornemme, om det faldt Madamen og Jomfruen beleyligt, saa vilde han giøre dem den Ære at opvarte dem. Han er her uden for.

LEONORA.

✂

Han skal være os hiertelig velkommen.

Vender sig til Lucilia. 281

Dersom du giør ham en spodsk Miine, maa du være forsikret om, min Datter, at det skal gaae dig ilde.

STYGOTIUS.: giør en Pedantisk Compliment. Gaudio nec non lætitia salit cor meum. Mit Hierte hopper i mig af Glæde at see hende, min Dyd-elskende Matrone, samt hendes Dyd-ziirede Jomfrue Datter at være ved god Salutem. De Græker havde et Proverbium eller Ordsprog: Cacu coracos cacon oon, men her heeder det: Calu coracos calon oon. Thi af saadan herlig Stirpe eller Stamme, som hendes Matronskab er, kand ikke andet end pullulere eller udspiire saadan nobel Qvist, som hendes Jomfruelige Dydædelhed, scilicet hendes kiære Dotter, er, udi hvis Dyd og Skiønhed er en vis occulta et qvidem plane magnetica, som støder mit Hiertes Jern til sig. (Madamen og Jomfruen forlader mig, at jeg ikke taler modo vulgari eller efter den almindelige Maade, thi ellers skulde jeg sige, en Magnetisk Kraft, som trækker mit Hiertes Jern til sig; thi det er en gandske udgiort Sag, at saadant ikke skeer per attractionem, men per impulsionem.)

LUCILIA.: Min Hr. Magister! jeg er ikke saa lykkelig, at jeg forstaaer det ringeste af det, han siger.

STYGOTIUS.: Det reyser sig deraf, min smukke Jomfrue, at hun ikke veed hvad materia striata er. Men det er kun en parenthesis. At komme til Materien - - Ja - - hør Jane! hvor var det jeg slap?

JENS.: Det var om Magneten, Herre.

STYGOTIUS.: Rem acu tetigisti. Det er sandt. Jeg siger, Jomfruens Dyd og Skiønhed er den Magnet, som trækker mit Hiertes Jern; det Hiul, som driver min Siæls Uhrverk; den Soel, den Varme, den materia subtilis, som alleene har været mægtig til at optøe og bringe i Bevægelse mit Philosophiske Blods lis; thi jeg, som tilforn, som Poeten siger Metamorphoseon lib. 2., havde et glaciali frigore pectus, maa nu raabe med Poeten igien ibidem: In flammas abeo, nunc uror pectore toto.

282

PERNILLE.: Vil hans Vellærdhed ikke sidde ned? thi det tar paa Kræfterne at giøre saa mange Vers.

STYGOTIUS.: Gratias quam maximas ago.
De sætter sig alle ned foruden Pigen og Tieneren.

LEONORA.: Hvad got nyt hører man nu her i Byen, Hr. Magister?

STYGOTIUS.: Man hører ikke uden det, som ont og forargeligt er.

LEONORA.: Synden tager altid meer og meer Overhaand.

STYGOTIUS.

✂

Og det Gode tager meer og meer af. Jeg kand sværge per Jovem, Madam, at der er skeed saadan Forandring her paa 10 Aar in re literaria, at jeg frygter for et Barbaries igien. Tilforn saae man ikke uden de lærdeste Dissertationer om rare Materier. Jeg veed, at Baccalaurei alleene kunde disputere 4 til 5 gange om en rar Materie. Men nu seer man ab ipsis Magistris ikke andet end nogle Theses paa 3 a 4 Blader. Jeg kand viise Madamen og Jomfruen Justi Matthiadis qvinqve dissertationes de veritate complexa sive enunciativa, og var han end ikke Baccalaureus engang. Men nu - - O tempora! o mores! Ignorantia tager saa til udi alting, at der findes nu omstunder gamle Academici, der ikke viide hvor mange prædicamenta eller prædicabilia der er udi Logica. Ja jeg kand give et Exempel paa saadant, som Madamen og Jomfruen skal forundre sig over. Jane! gak til side lidt. Jeg har noget at sige som du ikke maa høre.

Jens gaaer ud, og Stygotius continuerer vidskende: Jeg hørte en Licentiatum selv publice in Cathedra confundere Ubi Prædicamentale og Ubi Transcendentale.

PERNILLE.: Det var forskrækkeligt.

STYGOTIUS.: hæftig. Det maa hun vel sige Mammeselle! han lod jo tilkiende give, at han ikke vidste, hvad Forskiel der er mellem Logica og Metaphysica. Men lad os ikke tale meer om de Materier. Haarene reyser sig paa mit Hoved, naar jeg tænker derpaa. Enhver maa svare for sig. Jeg træder de Gamles Fodspor, som man skal 283 see Beviis paa i Overmorgen, naar jeg, volente Deo, skal disputere. Jeg veed ikke, om jeg maa offerere dem hver et Exemplar.

PERNILLE.: Ey det er en smuk Despetatz. Hvorom handler den?

STYGOTIUS.: Den handler de alicubitate, til Tieneste, og skal blive continuered med 5 andre.

LEONORA.: Pernille! gak til Dørren, det banker.

PERNILLE.: Det er, min Troe, Von Tyboe.

STYGOTIUS.: Ey Madam! hvad vil den Karl her?

LEONORA.: Min Hr. Magister! han har Tanker til min Datter saavelsom I. Jeg vil ikke tvinge hende til nogen. I maa selv insinuere jer. Det skal være mig Hige kiært, hvem af dem hun faaer.

✂

SCEN. 5

Von Tyboe i en Portechaise. Personerne i den forrige Scene. Medens han harcellerer i Gangen, sætter de Stoler til rette.

TYBOE.

✂

Halt hal -- t hal -- t.

Fløyter i en Piibe.

Peiter, Frantz, Jochum, Christoff, Jurgen, Niclas, Henrich!

Fløyter igien. Wo seyd ihr Carnalien? Skal jeg holde 6 til 8te Tienere, og dog ingen Opvartning have? Man maa 5 a 6 af de Karle engang hangen lassen, før bliver de ikke gode. Springer udaf Portechaisen og fløyter igien. Christoff!

CHRISTOFF.: Wohlgebohrner Herr!

TYBOE.: Hvor ere I Hunde henne alle 8te?

CHRISTOFF.: Der var ingen uden jeg, som fuldte Herren.

TYBOE.

✂

Peste de tetebleu. Ihr forfluchte Skabhalsen! har jeg ikke sagt hundert million tausend mahl, dass wenn ich engrassirt bin in Compagnei mit Frauenzimmer, at I alle 8te skal være tilstæde?

284 Til Porteunerne, trækkende Kaarden.

Hør Porteurs! giebet achtung: Rex um kehrt euch. Porteurene vender sig om med Portechaisen

TYBOE.

✂

Marche!

285

De gaaer bort et stykke tilbage. Halt da! so længe til weiter Ordre. Christoff!

CHRISTOFF.: Ihr Wohlgeborenheit!

TYBOE.: Christoff!

CHRISTOFF.: Ja ihr Tapfferkeit!

TYBOE.: Christoff!

CHRISTOFF.: Gestrenger Herr!

TYBOE.: Christoff!

CHRISTOFF.: Ihr Gestrengheit!

TYBOE.: Gutt Christoff! spring flux hen til Officieren udi den Vagt, som vi foere forbei, og siig ham, at han maa møde mig i Morgen for et par Pistoler.

CHRISTOFF.: Es soll geschehen wohlgebohrner Herr!

TYBOE.: Spørg ham, hvorfor der ikke blev præsantirt Gewehr, da jeg kom forbi Vagten.

CHRISTOFF.: Es soll nachgelebet werden.

TYBOE.: Hey! Christoff!

CHRISTOFF.: Ihr Tapfferkeit!

TYBOE.: Gutt Christoff! Siig, at han maa tage sit heele Compagnei mit sich; thi jeg er alleene Karl for deres Hat allesammen. Christoff!

CHRISTOFF.: Gestrenger Herr!

TYBOE.: Siig ham, at jeg har endnu den samme Kaarde, som jeg stak 3 Herren Staten i Holland paa eengang durch und durch med in dem Bataille von Amsterdam. Siig ham, at jeg skal lære ham, hvad det er at giøre en solcher Officier Despect und Tortiering. Hey Christoff!

CHRISTOFF.: Ihr Wohlgebohrenheit!

TYBOE.

✂

Lafi man bleiben til weiter Ordre. Wir haben uns bedacht.

Vender sig til Fruentimmeret, som skriger, naar de seer den blotte Kaarde. Tyboe derfor stikker den i Skeeden og siiger: Mademoiselle! Jeg havde i Sinde at opoffre en halv Snees Cavaliers i Dag. Men, saa snart jeg fik hende at see, stiltes min Vrede. Jeg er ikke den u-overvindelige Heldt og den Løve-hiertede Von Tyboe meer, som 286 jeg var for et Øyeblik siden. Hendes Øynes Canoner har skudt saadan Breche i mit Hiertes Fæstning, at jeg maa slaae chamade, og overgive mig paa Naade og Unaade. Her legger jeg den Kaarde for hendes Fødder, med hvilken jeg har ført million Mennesker til Graven. Om Kongen af Holland skulde see mig i den Positur, vilde han sige: Wo ist seiner forrige Corrasie, seiner alten Herculiansken Bravour? wohlgebohrner Hr. Tyboe! Men jeg vilde svare: Herculus, som undertvang de 5 Parter af Verden, maatte jo lade sig coujonere af en Dalila. Naar Venus siger til sin Søn Cupidus: Stellet euer Gewehr zur Ladung! maa de største Kiemper skielve. Naar hun siger: öffnet die Pfanne! slaget an! gibt Feuer! maa de største Kiemper give sig. Men her er saadan underlig Lugt inde, her lugter saa Pedantisk, saa Latinsk, saa Græsk; om der er kun en Donat udi et Huus, saa staaer den mig strax i Næsen. Der maa uden Tviil en skimlet Magister have skiult sig en Steds her inde.

STYGOTIUS.: Hør Domine! Tal med Respect om lærde Folk.

TYBOE.: Tænkte jeg det ikke vel! Hør, hvem er I?

STYGOTIUS.: Hvem er I?

TYBOE.: Mit Navn er Von Tyboe.

STYGOTIUS.: Og mit Navn er Magister Stygotius.

TYBOE.: Det er at sige paa anden Dansk: Jeg er Kong Salomon, og I Jørgen Hattemager.

STYGOTIUS.: Jeg er en lærd Mand, og legitime promotus Magister.

TYBOE.: Og jeg er en Mand, der kand tage den heele Magister Grad paa min Samvittighed. I kiender maaskee ikke der Herr von Tyboe.

STYGOTIUS.: I kiender maaskee ikke Hr. Magister Stygotius.

TYBOE.: Jeg har vundet over tyve Batallier.

STYGOTIUS.: Og jeg har disputeret over tyve gange absqve præsidio.

287

TYBOE.: Alle Folk veed at tale om mig udi Holland og Braband.

STYGOTIUS.: Alle Literati viide at tale om mig udi Rostok, Helmstad og Wittemberg.

TYBOE.: Jeg har nedlagt de sterkeste Heldte med min Haand.

STYGOTIUS.: Og jeg har slaget de sterkeste Opponentes med min Mund.

TYBOE.: Jeg kand ikkun med en halv Secund sætte saadan Karl, som I, paa jer Rumpe.

STYGOTIUS.: Og jeg kand med en halv Syllogismus reducere en heel Armee til absurdum.

TYBOE.: Madam! Holdt mig, eller jeg kløver den Karl med eet Hugg udi 4re Parter.

LEONORA.: Min Herre! jeg vil beede, at han har Respect for Fruentimmer. Han naaer ingenlunde sit Maal ved saadan Conduite. Min Datter skal vindes paa anden Maade.

TYBOE.: Vil Madamen tage i Betænkning at præferere saadan Mand som jeg for en Glosebog?

LEONORA.: Min Herre! jeg har stor Respect for dem begge to. Hvo af dem der kand vinde min Dotters Hierte, den vil jeg kalde min Sviger-Søn. Men I maa begge gaae jere Sager an paa en anden Maade. Enhver af dem kand insinuere sig hos hende udi sær. Nu vil jeg og min Datter retirere os for ikke at exponere vores Huus nogen Uheld. De gaaer ud.

✂

SCEN. 6

Pernille. Von Tyboe. Stygotius.

TYBOE.: Hør Mammeselle Pernille! jeg meente, at I var gandske paa min Siide, og at ingen skulde faae Adgang her i Huuset uden jeg.

PERNILLE.

✂

Det skal min Troe heller ikke skee oftere; det maa Herren forlade sig til. Denne gang lod han melde sig an, da jeg var ude; men havde jeg været tilstæde, 288 skulde han aldrig kommet ind. Tøv lidt, nu skal jeg strax hen og sige ham paa en god Maade, at han ingen Umage giør sig oftere.

Gaaer hen til den anden Siide. Hr. Magister! I seer jo, at denne Tyboe er en Nar; I som en høylærd Mand maa aldrig legge paa Hiertet hvad saadan Giæk siger. Hørte I, hvad jeg nys sagde ham?

STYGOTIUS.: Ney jeg hørte det ikke.

PERNILLE.: Merkede I ikke hvor stille han blev derefter?

STYGOTIUS.: Ja han er gandske stille. Men hvad sagde I til ham?

PERNILLE.: Hør Monsieur Tyboe, sagde jeg, Madamen og Jomfruen ballancerer mellem jer begge, men jeg ikke; thi saa længe som mit Hoved er oppe, skal hun aldrig faae nogen Krigsmand. See engang, hvor han staaer og hænger med Hovedet, siden han fik det Svar.

STYGOTIUS.: Det er per Jovem Optimum sandt. Hør Pernille! jeg skal skikke jer en Pung med Penge i Aften.

PERNILLE.: Han skal have tusind Tak. Men han maa ikke troe, at jeg giør ham slige Tienester for nogen Fordeel skyld. Jeg har fra min Barndom elsket lærde Folk. Krigsmænd derimod har jeg en Vederstyggelighed for. Besynderlig hader jeg denne Tyboe for hans Stortalenhed og Giækkerie; endogsaa naar han er i Fruentimmer-Selskab, giør han alle sine Krigs-Exercitier. Den første gang jeg talede med ham, viisede han mig alle Stødene udi Figte-Konsten. Jeg tør abe ham efter saa at han skal see derpaa. Saaledes satte han sig udi Positur, ligesom jeg nu staaer. Dette er en Secund, Mammeselle, sagde han, og stødte mig lige for Brystet, som jeg nu Magisteren; og dette er en Qvart.

TYBOE.: ved sig selv. Potzslapperhed, hvor höhnisch hun tracterer ham. Nu kand jeg dog see, at hun er mig troe.

PERNILLE.: Tænk kun da Hr. Magister! hvilken Nar det maa være, og hvor lidt I har at frygte for saadan Rival. Giv jer derfor ikkun gandske tilfreds, og gak hi em; Saa snart jeg har disponeret Jomfruens Sind til Hr. Magister, 289 skal jeg lade ham viide, naar best Leylighed er at besøge hende. Adieu saa længe.
Stygotius gaaer bort.

PERNILLE.: til Tyboe. Hey Triumph, Hr. von Tyboe! Nu har I den Rival af Halsen; Han kommer aldrig her oftere. Saae I, hvilke Brystkager jeg gav ham?

TYBOE.: Ja jeg saae det mit grosser Contentement und Plasiir. Men jeg undrer mig over, at han saa taalmodig tog mod Hug og Skieids-Ord.

PERNILLE.: Ey hvad vilde saadan en Kryster giøre Modstand? Vil Herren nu kun retirere sig og lade mig raade for Resten! Men a propos, faaer vi de Vers, som I lovede at giøre i Dag?

TYBOE.: Jeg har alt flyet det til min anden Tiener Peiter, jeg troer nok Verset skal behage Jomfruen.

PERNILLE.: Det er skiønt. Nu vil jeg ind til Madamen og Jomfruen at recommendere Herren.

TYBOE.

✂

Adieu da Mammeselle so lang.

Han blæser i sin Pibe, Porteurene kommer ind med Portechaisen, han sætter sig derudi og raaber udaf Portechaisen: Linx um kehrt euch!

Porteurene vender sig behændig om. Marche!

De gaaer bort med ham.

✂

SCEN. 7

Pernille. Peer.

PERNILLE.: Nu er jeg fornøyet. Ha ha ha! Det er mig ikke saa meget om at forfremme deres Prætentioner, som for at vinde en Haandskilling, thi, om een spurdte mig, hvilken af dem jeg havde meest kiær, svarede jeg paa min Samvittighed: Den der meest Foræringer giver mig; thi om Interesse ikke var, saae jeg med Fornøyelse Narren hengt ved Pedantens Tarme. Men der seer jeg Tyboes Tiener.

290

PEER.: Den giør en Fandens Gierning, der giver sig i Tieneste hos Forliebte. Nu skal man løbe ned, nu op, nu op igien, nu ned, nu skal man løbe til Mammeselle de la Coplerske med Penge, nu med Vers, nu staae paa Skildvagt og spionere, nu see sin Herre i ond Humeur, sukke, græde, og, med Permission, giøre noget andet af lutter Kierlighed. Men man maa med Taalmodighed gaae alting igiennem; Visse Ærinder ere dog noget ved at hente, som for Exempel, naar jeg bringer Penge, er jeg ikke saa gal, at jeg jo tager min Lagie deraf forud; Det maa vi Kiøbenhavns Laqvejer forstaae. Da jeg tiente hos Raadmanden udi Slagelse, vidste jeg, min Troe, ikke andet, end at det skulde saa være, nemlig, at naar jeg gik udi saadanne Ærinder med 20 Rixdaler, at overlevere de samme uden ringeste Afkortning. Men da var jeg ikkun Tiener, nu er jeg Laqvei. Det er nogle dumme Dievle disse Tienere udi de smaa Stæder, de gaae frem udi Verden ligesom Uhreverk. Jeg mindes vel, da jeg var i Slagelse, at, naar jeg tabte en Skilling paa Gaden, jeg lagde ud af mine Penge i Steden derfore; saa dum og taabelig er ingen Hest, end ingen Soe udi Kiøbenhavn, at de skulde giøre saadant. En Tiener paa Landet kand jeg ligne ved et Esel udi Kiøbenhavn (dog det er sandt, man har der ingen 4re-beenede Eseler) jeg vilde sige en Østers, ja saa ungefehr, det tør jeg siige, og sætte min Haand under. I store Byer har det anden Art; der veed man at føre sig alting til Nytte; der kand man lære saa meget i een Dag, som --- Men der seer jeg Pernille. Hør lille Festemøe, hvor gaaer det? Jeg bringer kun en slet Ladning med mig denne gang, ikke nær saa feed som den jeg bragte forleden Uge. See! der haver i nogle Vers efter Begiering, som ere korte, men gode.

PERNILLE.: Hør Peer, hvad jeg vil sige dig, ikke af nogen Hoffart, thi det er saa min Troe ikke min Syge, men for at underrette dig, hvorledes du skal titulere andre af min Stand. Jeg er slet ingen Møe, det maa du troe, ey heller vil jeg heede saa af dig; jeg er Mademoiselle. 291 Du kand kalde Stue-Piger Møer, naar du taler med dem.

PEER.: Det er sandt Mammeselle, jeg fortalde mig. Her er ellers det Vers, som min Herre lovede.

PERNILLE.: Har han giort det selv?

PEER.: Ja, han er en Hund til at giøre Vers; Jeg troer ikke nogen Provst, nogen Bisp kunde giøre dem bedre. Saadanne Vers kand han giøre ti udi en Tiime. Men det er pudseerligt at see ham giøre Vers; Nu skriver han, nu stryger han sin Hage for at opvække Concepterne og Geisten. Nu skriver han, nu stryger han igien. Det bliver en lyksalig Kone, som faaer ham til Mand; thi han er derforuden saa god som Dagen er lang, ja min Troe er han saa, lille Fæstemøe - - jeg vilde sige Mammeselle! jeg observerede ikke, at det er ikkun Landsbye-Piiger, som haver Møedom.

PERNILLE.: Eftersom din Herre er saa god Poet, har du ikke kundet stiæle noget af Konsten? du har dog et got Hoved.

PEER.: Jeg takker ydmygst for de gode Tanker, Mammesellen har om mig. Naturen har intet forsømt hos mig, jeg syndede om jeg sagde andet. Jeg troer nok, at jeg kunde giøre Vers, dersom jeg kunde hitte paa Riim.

PERNILLE.: Ey det er jo læt at hitte paa Riim.

PEER.: Ja jeg kunde endelig nogenledes hitte paa Riim; Men Ulykken er, jeg kand ikke faae dem til at henge sammen. Jeg forsøgte engang at giøre Vers, og valte dertil først to Riim, nemlig Dør og Smør, som jeg vilde hefte andre Ord til; men jeg var min Troe ikke capable udi 3 Dage og 3 Nætter at faae den Dør passe sig til det Smør. Siden den Tiid haver jeg aldrig giort Vers.

PERNILLE.: Jeg maa gaae fra dig, min gode Peer, og overlevere Verset.

PEER.: Vær saa god at recommendere min Herre til det beste.

PERNILLE.: Tvil ikke om min Reedebonhed. Adieu!

PEER.: Serviteur.

292

✂

ACTUS IV

✂

SCEN. 1.

Leonard. Jesper.

LEONARD.: Det var, min Troe, en artig Invention, Jesper, hvorved jeg haaber, at Tyboes Credit bliver spildt; tænk engang, naar hun faaer slige Vers at see, hvorledes hun da vil blive til Mode!

JESPER.: Konsten bestaaer meest derudi, at den eene skal fixere den anden, og I være deruden for; thi ligesom Magister Stygotius har spildet Tyboes Credit, saa skal og Tyboe spilde hans igien; saa de skal begge først komme i Striid med Jomfrue Lucilia, og siden i Haar sammen med hinanden indbyrdes, og Monsieur skal faae Byttet.

LEONARD.: Ach Jesper! du glæder mit Hierte, som hidindtil har været nedslagen; thi det er den største Ulyksalighed at elske den, som man ingen Forhaabning seer til at vinde.

JESPER.: Giv jer kun tilfreds Monsieur, og gak til Side saa længe. Jeg seer Tyboe komme, som jeg strax skal give et Raad, hvorledes han skal fixere sin Rival.

✂

SCEN. 2

Jesper. Tyboe. Christoff.

TYBOE.: See her Jesper! est du der? Jeg hører, at du holder dig ogsaa til min Rival; hvad skal det betyde?

JESPER.: Det vil saa meget betyde, at jeg udspionerer alle hans Anslag.

TYBOE.: Ja, hvis saa er, saa maa du gierne have Omgiengelse med ham. Men hvad Anslag har han nu fore?

293

JESPER.: Om en Tiime skal Magisterens Tiener hen med en forseglet Penge-Pung til Mammeselle Pernille, (hvilket Magisteren aabenbarede mig nyelig, saasom han holder mig for sin fortroeligste Ven) hvorfor jeg har i Sinde at spille ham et Puds.

TYBOE.: Du vil, maaskee, snappe Pengene fra ham paa Veyen?

JESPER.: Ach nev! hvad kunde det nytte? Jeg har et andet Forslag, som Christoff skal sætte i Verk. Herren skal flye Christoff en stor Pung fuld med Kobber-Penge, hvilken han skal lade som han paa samme Tiid bringer did hen, og stille sig gandske drukken an, naar han møder Magisterens Tiener.

TYBOE.: Hvad vil deraf følge?

JESPER.: Saa skal jeg bilde ham ind, at der er to gange saa mange Penge udi Herrens Pung, og raade ham til at byde Herrens Tiener ind med sig udi et Vertshuus, og der forbytte Pungen med ham. Tænk da, hvorledes Magisterens Credit vil falde hos Mademoiselle Pernille, naar hun faaer en Pung med Regne-Penge og Halve-Skillinger til Foræring! Hvad synes Herren om det Paafund?

TYBOE.: Das ist admirabel. Jeg veed ikke hvormed jeg skal forskylde din Godhed.

JESPER.: Vil Herren kun gaae ind, og skaffe os de Regne-Penge og Halve-Skillinger, imidlertid vil jeg exercere Christoff, hvorledes han skal bære sig ad; thi den anden Tiener Peer duer ikke dertil, han er en Hiemfødding, og har derforuden kun været nogle Dage i Herrens Tieneste.

✂

SCEN. 3

Jesper. Christoff.

JESPER.: Christoff! kand du vel agere en drukken Mand?

CHRISTOFF.: Ja kostelig, sær naar jeg har faaet 2 Pæle Brændeviin til Livs.

294

JESPER.

✂

Det er ingen Konst. Ney, du maa være ædrue, og dog stille dig drukken an. Lad see engang hvordan du bær dig ad, at jeg kand rette paa dig, hvad som fattes.

Christoff tumler sig om som en drukken Mand.

JESPER.: Du maa ogsaa tale noget.

CHRISTOFF.: Hvad skal jeg tale?

JESPER.: Jo duller, jo besser; du skal skieide og klamre.

CHRISTOFF.

✂

Hei - - - hei - - Est du der Jesper Snylte

Giest, Jesper Fux-Svantz!

JESPER.: Det er nok, Christoff; jeg seer, at du bær dig vel nok ad.

CHRISTOFF.: continuerer. Hei, din Hund, est du der din Dagtyv, som ingen Handteering vil tage dig for, men gaaer og logrer med Rumpen for alle Folk for et Maaltid Mad!

JESPER.: Det er alt nok, siger jeg, jeg tviiler ikke meere om din Dygtighed.

CHRISTOFF.

✂

Kom hid din Hund, din Øretuuder, din Hykler, som aldrig meener noget af det, du siger, som holder kun Venskab med Folkes Kiøkken og Kielder!

Kom hid. Hei! din Fraadsere!

JESPER.: Ey! holdt op i Fandens Skind! Jeg har alt hørt saa meget, som jeg vil høre.

CHRISTOFF.

✂

Saa skulde man tractere slige Øyenskalke.

Trækker Jesper i Haaret.

JESPER.: Slip, du skal ellers faae en Ulykke. Hei! Hr. Tyboe, hielp!

CHRISTOFF.

✂

Agerer jeg ikke vel nok en drukken Mand,

Jesper?

JESPER.: Gak Fanden i Vold. Du est klogere, end jeg tænkte.

CHRISTOFF.: Jeg kand ogsaa giøre det paa en anden Maade. Det første var af et Øll-Ruus; Nu vil jeg stille mig an, som jeg er drukken af et Brændeviins-Ruus, som for Exempel - - -

JESPER.: Holdt op i Pokkers Skind! Jeg har nok af Øll-Ruset. 295 Hør Christoff! saa snart du blir Magisterens Tienere vaer med en Penge-Pose, skal du stille dig drukken an, og naar han byder dig ind udi et Øllhuus, skal du kaste din Pung fra dig, og lade som du ikke merker, at han forbytter den. Begriiber du nu vel alt dette?

CHRISTOFF.: Det er meget let at begribe; Jeg lader ham bedrage mig, og han bedrager sig selv.

JESPER.: Got nok. Løb du nu og hent din Pung. See! der kommer Magisteren meget beleiligt.

✂

SCEN. 4

Stygotius. Jens. Jesper.

STYGOTIUS.

✂

Det kunde aldrig have løbet bedre af, Jens; han tog mod de Vers, som vil spilde hans Herres Credit. Nu maa jeg hen paa en Disputatz. Du skal imidlertiid, for at bestyrke mine Sager desmeere, strax gaae til Mademoiselle Pernille med denne Penge-Pung, saa at hun kand faae Tyboes lumpne Vers og min Foræring paa eengang. Kom da saa strax hiem og siig mig Beskeed.

Til Jesper. Qvid novi ex Africa?

JESPER.: Tyboes Tiener skal denne Stund hen til Mademoiselle Pernille med en stor Pung Penge.

STYGOTIUS.: Mon der er fleere Penge end udi denne Pung?

JESPER.: Pungen er to gange saa stor.

STYGOTIUS.: Det var en slet nuncius for mig. Ach Himmel! Omnibus artubus contremisco.

JESPER.: Men som Tieneren er saa drukken, at han neppe kand staae paa sine Been, saa kand man atter spille ham et Puds, som er større end det forrige, nemlig i det, at Jens lokker ham ind udi et Vertshuus paa Veyen, drikker ham meere drukken, og forbytter Pung med ham. Forstaaer Hr. Magister mig?

STYGOTIUS.: Capio mentem tuam et laudo artificem.

296

JESPER.: Lad saa Jens med den store Pung gaae Hige til Pernille, og forære hende den i Magisterens Navn.

STYGOTIUS.: Optime! Optime! Hør Jane!

JENS.: Ita.

STYGOTIUS.: See! der har du en Pung, som du skal gaae og krydse i Gaden med, indtil du blir Tyboes Tiener vaer, som er gandske drukken. Ham skal du strax give dig i Snak med, og byde ham ind i et Vertshuus, drikke ham meere fuld, og siden forbytte Pung med ham.

JENS.: Han tar sig nok vare; thi det er en listig Skielm.

JESPER.: I Dag er det let at trække ham op; thi jeg har aldrig seet ham saa beskienket.

STYGOTIUS.: Det maa komme an paa et Forsøg. See! der har du Pungen. Abi bonis avibus. Stygotius og Jesper gaae.

✂

SCEN. 5

Jens. Christoff.

CHRISTOFF.: Jeg gaaer og krydser for at optrække Magisterens Tienere, og at fuldbyrde Jespers Anslag. Men der seer jeg ham komme. Nu skal jeg stille mig gandske drukken an. Rund, rund, rund! saa gladelig, saa gladelig, den Skaal gaaer rund.

JENS.: Om jeg seer ret, saa er det Tyboes Christoff, som er overstadig drukken; han haver, min Troe, en mægtig stor Penge-Pung med sig.

CHRISTOFF.: Rund, rund, rund! saa gladelig, saa gladelig, den Skaal gaaer rund.

JENS.: Han er mægtig drukken; havde jeg ham først i et Vertshuus, skulde jeg rigtig faae Pengene fra ham, eller i det ringeste forbytte Pungen, thi hans er eengang saa stor som min.

CHRISTOFF.: Saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig.

JENS.: Hvor skal du gaae? Christoff!

297

CHRISTOFF.: Hei lystig! skienk paa en frisk. Rund, rund, rund, ru - - nd.

JENS.: Hei hør Christoff!

CHRISTOFF.: Wer da?

JENS.: Freund.

CHRISTOFF.: Er det dig Jens? du kandst bede din Hosbond henge sig op i Aften, førend han legger sig.

JENS.: Hvi saa?

CHRISTOFF.: Her er 40 Rixdaler i denne Pung; Det er meer end din Herre kand bringe til veye. Rund, rund, rund, rund, rund, ru - - - nd. Skal vi ind til Christoffers sammen først?

JENS.

✂

Ja nok.

Sagte. Nu haver jeg Spillet vundet.

CHRISTOFF.: Jeg er, min Troe, saa tørstig som en Hund.

JENS.: Lad os gaae ind. Hei Christoffer! macht op. Her er en Styver at fortienne. Verten kommer ud.

✂

SCEN. 6

Christoff. Jens. Verten.

CHRISTOFF.: God Morgen, Christoffer!

VERTEN.: Saa sige Skalke om Aftenen.

CHRISTOFF.: Jeg er saa fuld som et Beest, Christoffer.

VERTEN.: Vi ere alle Mennesker. Ein maal ist kein maal.

CHRISTOFF.: Og det af lutter Brændeviin.

VERTEN.: Hvor har I da været?

CHRISTOFF.: I Mester Daniels Have; der drak jeg op to Mark, som jeg vandt ved at slaae Middel-Kegler, og otte om Kongen. Rund, rund, rund, saa gladelig, saa gladelig, den Skaal - - - Han falder.

VERTEN.: Ach stakkels Mand! jeg er bange at I støder eder; jeg har stor Medlidenhed med beskienkte Folk. 298 Veed I hvad som meest tienligt er, naar man er beskienkt?

CHRISTOFF.: Skam der veed.

VERTEN.: Det er at drikke paa en frisk igien. Man skulde tænke, at jeg siger det for min Fordeel, men det hielper, min Troe, mange.

CHRISTOFF.: Lad os faae en Pegel Brændeviin herud; Jeg drikker ellers ikke det Lapperie, uden jeg har ondt i Maven, men des vær jeg er aldrig frisk. Verten gaaer ud.

JENS.: Det er best, at vi giver Verten imidlertid vore Punge i Forvaring.

CHRISTOFF.: Ja nok. Hør Christoffer! Sæt disse to Punge i dit Skab saa længe, medens vi drikker. Hei Fratres fare vel tilfreds celeres stote sepost molestum senectutam post molestum senectutam nos habebat humus.

JENS.: Kandst du ikke den Viise? Christoff! Zu Leipzig war ein Mann. Den gaaer ret artigt.

CHRISTOFF.

✂

Ney jeg kand ikke lide tydske Viiser; jeg synger kun Dansk og Latin. Parva Scintillula habet contemptula magnum magnum citabat incendiu - - m.

Lader som han faaer ondt, og falder derpaa i Søvn paa Gulvet.

JENS.

✂

Ach Hr. Vert! Lad denne gode Mand ligge og sove Ruusen ud hos eder; havde jeg ikke hastig Ærende, skulde jeg selv blive hos ham, thi det er min beste Ven jeg haver i Byen.

Man trækker ham til Sengs.

JENS.: Hr. Vert! der har I Betaling for Brændeviinen. Vær nu saa god at flye mig min Pung.

VERTEN.

✂

Jeg veed ikke hvilken er hvilken, der staae de begge to inde paa Bordet.

Jens gaaer ind og tager den største, som er fyldt med Regne-Penge.

JENS.: Hr. Vert! hav nu Omsorg for min Cammerad, og forvar hans Penge vel. Jeg skal være her igien om en halv Tiime.

299
300

VERTEN.: I maa ikke tvile derom. Jeg troer ikke, nogen skal kunde sige, at han har mist en Skilling nogen Tiid i Christoffers Huus.

JENS.: Adieu da.

VERTEN.: Servitør! Vær saa god og tal os til en anden gang.
Verten gaaer ind.

✂

SCEN. 7

Jens. Pernille.

JENS.: Jo saa mare pudsede jeg Tyboes Tiener den gang, hvor snedig han end er. Nu tar jeg smukt de Penge som er til overs, og stikker dem i min Lomme.

PERNILLE.

✂

kommer ud. Jens! hvad har du der at bestille?

Faaer din Herre viide, at du løser hans Pung paa Veyen, vil det gaae dig ilde.

JENS.: Ach hvilken stor Ulykke! at hun skulde komme førend - -

PERNILLE.: Din Herre haver bedre Tanker om din Troeskab. Hvad har du at kiige udi det, som bliver dig leveret lukket?

JENS.: Jeg faldt paa Veyen, og vilde see efter, om nogen af Pengene var gaaet i stykker.

PERNILLE.: Det er en herlig Undskyldning.

JENS.: Jeg har mare ikke taget en Skilling deraf; jeg har heller lagt til, end taget fra.

PERNILLE.: Jeg troer det nok. Det er Tieneres Maneer i Kiøbenhavn at legge Penge til! Jeg veed de Penge ere til mig.

JENS.: Ja. Min Herre bad, I vilde ikke forsmaae dem.

PERNILLE.: Hils din Herre meget flittig, og forsikkre ham om min Tienstfærdighed, og siig, at, om han vil komme strax, skal han blive indlad. Jens gaaer grædende bort.

301

✂

SCEN. 8

PERNILLE.: allene. Stygotius har, min Troe, greeben sig an denne gang, han skal have min Naade. Jeg troer, her er over 40 Rixdaler i denne Pung. Naar jeg nu legger disse Penge til de andre, jeg har hiemme, saa faaer jeg det skiønneste Akselskierf, nogen vil bære. I skal see mig næstkommende Søndag, hvor galant jeg skal blive. Saa skal man da høre Raisonnering af disse kydske, pialtede Fruentimmer: Fanden er i den Pernille; ingen kand begribe, hvor hun faaer de mange skiønne Klæder fra. Vi troer, at hun kand hexe. Men jeg legger ikke meget saadan Snak paa Hiertet. Nu maa jeg tælle Pengene efter. Jeg troer mare, det er lutter 8 Skilling stykker; ach! gid de vare alle 8 Skilling stykker! Ach Himmel! hvad seer jeg! ach! jeg er færdig at sprække af Harme. Det er jo Regne-Penge og Halve-Skillinger. Ach! den Tort skal ikke blive u-hevnet, om jeg ellers heeder Pernille.

✂

SCEN. 9

Lucilia. Pernille.

LUCILIA.: kaster Pernille Papiiret i Ansigtet. See der Pernille! Kom ikke med dine Recommendationer oftere. Jeg vil slet ikke lade mig narre hverken af dig eller saadan Slyngel. Han titulerer min Moder en Rufferske, mig en Skiøge, og du est heller ikke glemt.

PERNILLE.: Hvad nu? Nu skal man nok høre, der er noget nyt paa færde igien.

LUCILIA.: Da er jeg slet ikke berygtet, at han i sine Vers har fornøden at tractere mig saa haanlig. Jeg har viiset Verset til tvende Personer, en efter anden, som begge udtolkede det saaledes: Din Moder er en Rufferske; Du selv en Coqvette, og din Piige en almindelig Skiøge. Men jeg er glad ved, at min Mama har der af lært at kiende det Skarn. Gid hun nu ogsaa var ligesaa vred paa den anden, saa var jeg dem begge qvit.

302

PERNILLE.: Ach! Ach! jeg merker, hvor det henger sammen: De tvende Rivaler ere blevne forligte, og have giort en Fred, udi hvilken de efter Sædvane har opoffret dem, der var Aarsag i deres U-eenighed. Just nu fik jeg, min hierte Lucilia! en Pung fra Stygotius fuld af halve Skillinger og Regne-Penge. Ach jeg døer, uden jeg faaer Hevn, førend Soelen gaaer ned.

LUCILIA.: Har jeg ikke saa tit sagt, Pernille, at Mandfolk er ikke at bygge paa? De kalder os underfundige og u-stadige, ja giver Characterer paa vegelsindede Qvinder udi Comoedier, som offentlig spilles, da de dog selv ere de største Veyrhaner. Nu tænker man, at de er færdig at døe af Kierlighed, en anden Tiime finder de Fornøyelse i at giøre os Vanære. Jeg undtar ingen uden Leonard, som jeg veed er bestandig mod mig, og har et ædelt Hierte.

PERNILLE.: Lad os løbe til Side, Jomfrue! Der kommer Tyboe. Maaskee han har betænkt sig, og kommer at bede om Forladelse. Nu skal I see, hvor artig jeg skal hevne mig.

✂

SCEN. 10

Tyboe. En Musicant.

TYBOE.

✂

Mig synes at Jomfruen stod i Vinduet; Lad os nu liste os lige under, at du synger og spiller saa, at man ikke blir dig vaer, førend man hører dig.

Musicanten sætter sig ned, tar sin Fiol de Gambe, som han spiller paa, og Tyboe synger den forliebte Viise, som han tilforn, Act. 2. Scen. 2., lod Jesper høre. Pernille stikker Hovedet op, og kiiger ned paa dem, beeder, at det Stykke maa synges nok engang. De synger og spiller igien. Lucilia slaaer et Fad Vand over Hovedet paa Tyboe, og siger:

Slige Poeter skal saaledes krones.

Tyboe og Musicanten gaaer skamfulde bort. De andre leer inden for.

303

✂

SCEN. 11

Stygotius. Jens.

STYGOTIUS.: Det var det største Mesterstykke nogen kunde giøre.

JENS.: Ja Herren maa troe mig, at Latinske Drenge ere ikke at skiemte med.

STYGOTIUS.: Din Latin har vel ikke kunnet hielpe dig meget derudi, Jens! thi den trykker dig ikke formeget.

JENS.: Jo jo Herre! jeg kand dog sagte saa meget, som jeg bruger til daglig Huusfornødenhed. Jeg har været vel 100 gange udi Ærender paa Studengaarden; der maa endelig engang henge noget ved.

STYGOTIUS.: Ja, hvad mener du jeg var da ikke beqvem til at sætte i Verk, som har læset saa mange Bøger? Men hvorledes bar du dig ad at forbytte Pung med ham?

JENS.: Jeg mødte ham med en stor Pung gandske drukken, men dog ikke saa, at han jo endda havde nogen Forstand tilbage, hvorudover jeg tænkte, her maa du 304 legge dit Latinske Hoved i Blød, og studere paa, hvorledes du kand faae ham gandske i Snaren. Strax byder jeg ham ind til Christoffer Ølltappers, hvor jeg fik ham til at drikke paa en frisk, og efter at jeg havde overtalet ham til at flye Verten begge Pungene i Forvaring, klemmer jeg paa ham med Brændeviin, at han faldt i Søvn paa Bænken. Derpaa gaaer jeg hen til Verten og beder, at han vil drage Omsorg for min Cammerad, til jeg kommer tilbage fra mit Ærende. Verten, som troede, at vi vare gode Venner, lover mig saadant, og tilstæder mig selv at tage min Pung tilbage. Hvorfor jeg forsømmede mig ikke at tage hans store Pung i steden for min, og da jeg var bleven Mester over den store Pung, hvorudi var over 30 Rdlr. meer end udi min, løb jeg som Fanden var i Hælene efter mig.

STYGOTIUS.

✂

Hillement, det gaaer brav! Vi ere oven paa, Jens. In portu navigamus. Lad os nu strax gaae der hen.

Jens banker paa; Pernille kiiger udaf Loft-Vinduet og siger, at de skal strax faae Audientz, men slaaer siden en Spand Vand over dem og siger: Kom saa og forær mig Halve-Skillinger og Regne-Penge en anden gang.

De gaaer skamfulde bort.

305

✂

ACTUS V

✂

SCEN. 1

JESPER.: Det var, min Troe, et skiønt Paafund. Han tænkte at fange den anden, men falder selv i Strikken. Jeg haver intet læst mig til. Det Pund, som findes hos mig, maa jeg allene tilskrive Naturen. Jeg troer virkelig sliige Qvaliteter ere arvelige; thi jeg har hørt min Far fortælle, at endog hans Far-Far eftergav ingen udi saadanne Artigheder. End svæve mig for Ørene de Ord, den gode Mand sagde til mig nyelig førend han døde: Jesper! dersom du vil træde dine Forfædres Fodspor, kandst du aldrig lide Nød udi Verden; men, sagde han viidere, giør aldrig Skielmstykker, førend du est bleven beqvem dertil. Øv dig først paa at stiæle Knappenaale og Skoepinde, og gak siden Grad-viis frem til det større. Ingen bliver hengt, fordi han stiæler, men fordi han ikke forstaaer Konsten at stiæle ræt. Paa hvilke Ord han trykte mig udi Haanden, og gandske sagtelig hensov med sine Forfædre. Kunde min Far faae at høre dette nysgiorte Mesterstykke, troer jeg, at han levede op fra de Døde igien af Glæde. Nu er den gode Monsr. Leonard hiulpen, og Pengene bragt til Pernille, hvilken lovede, at hun ingen skal recommendere uden ham. Men der seer jeg Stygotius kommer, han har, maaskee, nok fattet Mistanke til mig, om han har faaet at viide, hvordan tilgaaet er med Pengene. Jeg maa derfor see til, hvordan jeg kand reede mig ud deraf. Jeg har allereede aabenbaret Von Tyboe, hvordan han er bleven bedragen af Versene, nu skal jeg ogsaa sige Magisteren, hvordan det er tilgaaet med Pengene.

306

✂

SCEN. 2

Jesper. Stygotius.

JESPER.: Det fortryder mig allermeest, at jeg skulde blive fixeret af saadan Slyngel.

STYGOTIUS.: Der seer jeg Jesper. Jeg maa fortælle ham, hvad mig er vederfaret udi Leonoræ Huus.

JESPER.: Af saadan Taadse, som synes, ikke at kunde tælle til fem.

STYGOTIUS.: Han er gandske vreed.

JESPER.: Jeg merker nok, at Tyboe ingen Tilliid har til mig meere.

STYGOTIUS.: Hvad mon det være?

JESPER.: Det er vel sandt, han har ingen Aarsag dertil; Thi mit Hierte har været henvendt til Magisteren, som jeg estimerer og elsker for hans Lærdom. Men det fortryder mig, at saadan Taadse, som den Tiener han har, skulde sætte mig Voxnæse paa, og bruge mig til et Instrument at bedrage den gode Magister Stygotius, hvilken jeg elsker som min egen Siæl.

STYGOTIUS.: Hvad er paa færde? Jesper!

JESPER.: Ach min Herre! jeg er færdig at døe af Harme. Var ikke den liden Interesse, som holdt mig tilbage, skulde jeg bryde over tverts med Von Tyboe denne Aften. Jeg er aldrig min Livs-Tiid bleven saa skammelig narret. Tyboe, som havde faaet et Nys om, at Magisteren vilde skikke Penge til Pernille, flyer sin Tiener Christoff en Pung med Halve-Skillinger og Regne-Penge. Den samme Knægt kommer til mig, ladende som han var gandske drukken, og bilder mig ind, at hans Herre havde leveret ham 40 Rdlr. at bringe til Pernille; hvilket han giorde alleene i det Forsæt, at jeg skulde give Magisteren Rapport derom. Jeg gaaer hen i min Eenfoldighed og siger det til min Herre, meenende at giøre ham en Tieneste dermed, men - - -

STYGOTIUS.: Per Jovem maximum! Hvad hører jeg? Var det sliige Penge vi tilbyttede os?

307

JESPER.: Ja; Thi en halv Tiime efter, at dette var skeed, kommer Christoff gandske ædrue og leende til mig, og fortæller mig den heele Historie. Jeg lod som Inventionen stod mig an, og søgte at holde gode Miiner. Men jeg fik saadan Alteration i mit Blod der over, at jeg neppe - - -

STYGOTIUS.: Nu merker jeg, hvorfor jeg blev saa ilde imodtagen udi Leonoræ Huus.

JESPER.: Thi først fortrød det mig, at jeg skulde lade mig fixere af saadan Taadse. Dernæst gik det mig til Hierte, at jeg skulde komme i Mistanke hos en brav Mand, som jeg altid har været færdig at tiene med Liv og Blod.

STYGOTIUS.: Ney jeg er alt for meget forsikret om dit gode Hiertelav mod mig.

JESPER.: Min Herre har Forsikring nok af det Puds, jeg spillede Tyboe for hans skyld med Versene.

STYGOTIUS.: Det er sandt. Det er klar Beviis paa din Troeskab mod mig.

JESPER.: Thi jeg har derved ligesom til ævig Tiid forbundet mig til Magisteren, og ligesom overleveret min Velfærdt i hans Haand; thi dersom jeg giorde mig ham u-gunstig, og drev ham til at røbe mig, var jeg vis paa, at Tyboe vilde staae mig efter Livet.

STYGOTIUS.: Holdt op med disse protestationibus, Jespere! Jeg har aldeeles ingen Mistanke.

JESPER.: Naar een ved saadan Gierning først har forbundet sig til en anden, maa han blive ved at være troe endogsaa mod hans Villie.

STYGOTIUS.: Jeg maatte jo være gal, om jeg bar nogen Mistanke til dig.

JESPER.: Jeg takker Herren. Jeg vilde holde ud endnu en Maaneds Tiid med at gaae i Tyboes Huus, endeel for en vis Interesse, jeg venter derved, endeel ogsaa for at udspionere hans Anslag, og befordre Magisterens Kierlighed.

STYGOTIUS.: Kierlighed? den er alt forsvunden. Jeg 308 pønser kun nu paa at hævne mig paa Tyboe, og til den Ende vil strax hen at giøre Anstalter. Adieu saa længe.

JESPER.: Jeg kand narre disse to Knægte saa meget, som jeg vil. Nu skal de strax komme i Haar sammen; thi da jeg aabenbarede Tyboe, at Magisteren havde spillet ham det Puds med Versene, svor han strax paa Tydsk, at han skulde hævne sig, og løb bort at hverve Folk. Ligeledes merker jeg, at den anden vil giøre. Men der seer jeg Monsieur Leonard komme.

✂

SCEN. 3

Leonard. Jesper.

JESPER.: Nu Monsieur Leonard! nu er I oven paa: Nu skal Pernille, som tilforn har hindret jer Kierlighed, forfremme den af yderste Formue. Hun svor mig til, at hun skal hevne sig over de andre, om det skal koste hendes Liv.

LEONARD.: Ach Jesper! du har reddet mig fra Døden. Jeg er forsikret om, at min Person staaer Jomfruen selv an, og at hun ikke har tordt erklære sig for mig alleene af Frygt for hendes Moder.

JESPER.: De skal ingen Skade giøre jer meer; thi deres Credit er gandske ude. Men der er Mademoiselle Pernille.

✂

SCEN. 4

Pernille. Leonard. Jesper.

PERNILLE.: Ach! det smerter mig, at jeg saa ofte har stræbt at vende Jomfruens Hierte fra den dydige og artige Monsr. Leonard, og været ham imod for at recommendere de andre to Giække.

LEONARD.: Min hierte Pernille!

PERNILLE.: See Monsieur Leonard! Er han der? hvor lever han?

LEONARD.: Jeg begynder at staae op fra de Døde igien, eftersom jeg har faaet Forsikring af eder om den søde 309 Jomfrues Gunst, af hvilken all mit Hiertes Fornøyelse og mit Liv henger.

PERNILLE.: Giv jer tilfreds Monsieur Leonard; jeg kand forsikre jer, at Jomfruen har længe baaret stor Godhed for jer Person. Jeg bekiender reent ud, at jeg ikke mindre end hendes Moder har været Hinder derudi. Men nu skal den Hinder ikke aleene ophøre, men jeg skal af yderste Evne stræbe at forfremme jer Kierlighed. Tyboe og Stygotius ere alt af den Gamles Credit. Nu skal jeg nok stræbe at holde andre Friere fra Huuset saa længe som mig mueligt er. Midlertiid tør den lukke sine Øyen, som I skal arve; thi det er den Gamle kun om Penge at giøre.

LEONARD.: Vær forsikkret om, jeg skal erkiende eders Godhed, saa længe som jeg lever. Leonard gaaer ud, og Pernille ind.

✂

SCEN. 5

Peer. Jesper.

PEER.: Ja nu vil her ligge et Huus.

JESPER.: Hvad er paa færde Peer?

PEER.: Ja nu vil her ligge et Huus.

JESPER.: Der er kommen, troer jeg, en Raptus over ham, han giør Vers.

PEER.: Her vil udøses Blod.

JESPER.: Hey Peer! hvad er det dog?

PEER.: Brabands Beleyring er intet at ligne derimod.

JESPER.: Ja min Troe giør han Vers. Peer! svar mig da.

PEER.: Wer da? Est du en Student?

JESPER.: Hvad er det for et taabeligt Spørsmaal?

PEER.: Jeg har Ordre at masacrere det heele Academie indtil Pedellerne.

JESPER.: Hvi saa?

PEER.: Da min Herre efter Aftale tænkte at faae Lucilia i Tale, da, i Steden for at blive indladet, lukkede Pernille et Vindue op, og slog en heel Spand Vand over ham, 310 sigende derhos: Saadanne Vers fortienne saadan Belønning. Min Herre holdt gode Miiner, gik hiem, og efterforskede saadant nøye, indtil han fik at viide, at Stygotius havde bedraget ham.

JESPER.: Tragoedien vil da vel begyndes paa dig, som forrettede saa slet dit Ærende.

PEER.: Hvad skulde jeg giøre? Personen, som bedrog mig, kom mig saa Poetisk for, som nogen kunde giøre; dersom du selv havde seet ham, du havde ogsaa taget ham an for en Poet. Min Herre er derforuden alt for storagtig til at hevne saadant paa mig. Han siger, han kand ikke faae Hevn, uden heele Regentzen og Studigaarden bliver sloiffet, saa at der ikke bliver een Steen paa den anden. Men der kommer han med 4re Soldater. Jeg maa løbe.

✂

SCEN. 6

Jesper. Tyboe. 4re Soldater.

TYBOE.: Hører I vel, Kinders! Feltskriget skal være: Per Caudi. Hvem I treffer udi sort Kiole, skal I støde ned. Naar vi saa har masacreret de fleeste hid og did paa Gaderne, skal vi formaliter beleyre Regentzen, hvilken vi udi Hast kand erobre; thi jeg troer ikke de formedelst Mangel af Proviant skal kunde holde en Beleyring ud i 24 Timer. See! der seer jeg Jesper. Hei Jesper! du kommer ret beleyligt for at commendere den høyre Fløy; det er vel giort af dig, at du har taget Støvler paa, thi vi kommer i Dag at gaae udi Studenter-Blod over Knæerne. Han skal viide, hvad det er at fixere en Officier.

JESPER.: Den Karl maa ikke kiende Herren, ey heller have hørt tale om Brabands Beleyring.

TYBOE.: Ney vist! ey heller om det Slag ved Amsterdam. Men han skal inden kort Tiid lære at kiende mig. Jeg kunde vel fodre ham ud allene, men la partie non est egalt. Det er mig ey heller nok; thi jeg vil ødelegge 311 ham med hans Tilhengere, og Tilhengers Tilhengere, ja den heele Per Caudiske Republiqve. Det er jo uhørligt, Charni, at saadan Karl, en Philosophus, en Grammaticus, en Pedantus, tør understaae sig at ---

JESPER.: Ach! Herren ivrer sig ikke saa meget! det er ikke Umagen værd. Men der seer jeg Peer komme græ- dende.

✂

SCEN. 7

Tyboe. Peer. Jesper.

PEER.: A----- A------ min Rygg, mit Hoved, mine Skuldre, mine Axle, mine Arme, mit heele Legeme, min Krop, mit arme Corpus.

JESPER.: Hvad er paa færde Peer?

PEER.: Det skal I strax faae at viide, Magister Stygotius med den heele Magister-Grad er udi Gevehr. Ach min Rygg! ach mit Hoved!

TYBOE.

✂

Det kand ikke være mueligt. Du haver seet galt.

Hvor skulde han driste sig til at gaae offensivemang?

PEER.: Har jeg seet galt, saa har jeg, min Troe, ikke følet galt. De ere denne Time ved Hiørnet. Jeg er glad ved, at jeg er blessered, og kand ikke bruges meere i Krigen.

✂

SCEN. 8

Jesper. Peer. Tyboe. 4re Soldater. Stygotius. Jens med 4re Studenter ved den anden Side.

STYGOTIUS.: Den første, vi skal opoffre, Domini Collegæ nec non commilitones! det skal være Anføreren selv eller Imperatorem ipsum. Jeg skal lære ham, hvad det er at give Cuprum pro argento, halve Skillinger for Sølv-Mynt, og komme en gammel Academicum til at løbe med Liim-Stangen, der har studeret til Rostok, og disputeret sammesteds absqve præsidio. Jeg haver endnu den samme Kaarde, den samme Stok, med hvilken jeg har slagen ind saa mangen ærlig Professors 312 Vindue udi Rostok. Han skal profecto besinde, at der er endnu Karle paa Academiet, som har Been i Panden, og at jeg er god Academicus tam in Marte qvam in arte.
Gaaer ud til sine Folk igien. Midlertid, mens Stygotius siger det, rangerer Von Tyboe sine Soldater.

TYBOE.: Men kand det være mueligt, Jesper, at den Karl tør giøre slig Modstand?

JESPER.: Jeg havde aldrig kundet bilde mig saadan ind; men jeg er vis paa, at saa snart han faaer Herren at see, saa løber han med alle hans Tilhængere Fanden i Vold. Jeg er ikke af de forsagte og feige Mennesker, men jeg kand sværge paa, at jeg vil heller see Fanden selv end Herren, naar han blir vreed; thi jeg kand see paa Herrens Ansigt ligesom afmalet den heele Trojanske Kriig, eller Jerusalems Forstyrring i kort Begreeb.

TYBOE.: Siiger du det Jesper! giv nu agt paa mit Ansigt, nu vil jeg giøre mig vreed.

JESPER.: Ach det er forskrækkeligt Herre! Ach! ach! det er ligesom jeg saae det grummeste Vildsviin alleene i en Skov, saadan Redsel fik jeg paa mig.

TYBOE.: Hvad er det for Snak? du maa bie at raisonnere til jeg giør mig vreed; jeg har jo ikke begyndt endnu at giøre nogen Mine.

JESPER.: Ja det er endelig sandt, jeg kom det ikke ihu; men vil Herren giøre det saa kort som mueligt, thi jeg kand ikke taale at see det længe an.

TYBOE.: See! nu seer du mit Ansigt, som det var, da jeg løb Storm til Braband.

JESPER.: A-- a-- Nok Herre! Ingen lislandsk Løve kand see meere forbandet ud. Der gik slige Ildstrimler fra Herrens Øyen, at man kunde stikke an en Pibe Tobak dermed.

TYBOE.: Ha, ha, ha! Det er mig kiert. Saa troer du da, at mit Ansigt alleene driver dem paa Flugten?

JESPER.: Ja vist. Derfor er det best, at Herren, for at giøre dessnarere Ende paa Krigen, gaaer for i Spidsen.

TYBOE.: Ney ellers Tak; en General staaer altid bagest. 313 Jeg hører nok Jesper, at du veedst at indrette en Slagt-Ordning! Kom, nu skal jeg viise dig hvor den skal ordineres. Du skalt staae i Spidsen paa den venstre Fløy, og Peer skal føre den høyre an.

PEER.: Ach Herre! jeg er jo gandske qvæst, og derfor beder ydmygst om min Demission, og Naade-Penge for mig, min Hustrue og mange smaa Børn.

JESPER.: Hvilken Snak! du est jo ikke gift engang.

PEER.: Ja, men jeg har i sinde at gifte mig med første.

TYBOE.: Est du saa stærk, at du kand gifte dig, saa kand du ogsaa slaaes. Fort hid, som jeg siger dig, og antag Commando. Skal jeg give din Slyngel Kost og Løn for intet?

PEER.: Løn? jeg har aldrig seet nogen Løn.

TYBOE.: Des bedre er det for dig, saa kand du faae alt paa eengang; Din Gage løber altid lige fuld.

PEER.: sagte. Det er Ulykken, hun løber saa sterk for os stakkels Laqvejer, at vi kand aldrig naae den igien.

TYBOE.: Tænk Peer! du nyder en Æres Post, som ikke tilbydes enhver.

314

PEER.: Det er Ulykken, at jeg er ikke ærgierig; at nøde den til Ære, som ikke skytter derom, er jo ligesom at nøde een til at spiise de Koste, som han har naturlig Afsmag for.
Tyboe trækker ham hen til den høyre Fløy, og holder en Harangue for Armeen, medens Peer staaer og græder, som han var pidsket.

TYBOES TALE TIL FOLKET.: Man skulde tænke, Ihr Herren, at det var mod sidste Verdens Tiider, eftersom man seer Fluer vil sætte sig op mod Elephanter, Myg mod Løver, Dværge mod Kiemper, en Stygotius, et Blekhorn, en Pennefiær, en Pedantus, en Grammatica, en Schulfuchs, mod en Mand, hvis Navn er bekiendt i Holland, i Frankriig, i Amsterdam, i Brabandt, ja over heele Europia. Speyler eder i Dag, Ihr Herren, i min Tapperhed, følger mit Exempel.

JESPER.: indbryder i hans Tale. Herre! der kommer vore Modstandere i fuld Curreer.

TYBOE.: continuerer sagte og stammende, skielvende, og tørrer Sveeden af sig. I mit Exempel - og mit Exemplar (kommer de?) følger, Ihr Herren, og føl - følger (er de nær hos?) mit exemplariter og følg -- Jeg vil for Tidens Korthed afbryde, og som en fornuftig Anfører postire mig bag ved for at obsalvere -- Hillement der er de.
Peer vil løbe bort, men de andre holde paa ham.

TYBOE.: Jesper! jeg sætter nu all min Liid til dig.

JESPER.: Vil Herren have Taalmodighed et Øyeblik, medens jeg springer hiem efter Mons Viingaards Bog, hvorefter Herren pleyer at rangere sine Tropper.

TYBOE.: Det er en herlig Forklaring; du vil gaae bort, og lade os staae i Stikken. Det er bedre, at du bliver tilstæde, og megler os en Fred imellem, ikke fordi jeg er bange at gaae dem under Øyen, om de vare tusinde.

JESPER.: Ja, det veed jeg nok.

TYBOE.: Men for at spare Christen Blod. Det er unge Mennesker, som kand blive til noget, naar de har udraset; 315 du skal faae 20 Rdlr. dersom du kand bringe en Forligelse til veye.

JESPER.: Jeg skal giøre mit beste. Vil ikkun Herren imidlertid holde gode Miiner.

TYBOE.: Hør Jesper! du kand siige dem, at jeg er en Mand, som har 10 Mænds Styrke.

JESPER.: Ja, og jeg vil legge 12 Mænds Forstand til.

TYBOE.: Du kand siige dem, at jeg har slaaet 2000 Mænd ihiel med min egen Haand.

JESPER.: Jeg vil legge 2000 til.

TYBOE.: Du kand siige dem, at jeg er bekiendt for min Tapperhed over heele Holland.

JESPER.: Jeg vil legge Engeland til.

TYBOE.: Du kandst siige dem, at jeg har omgaaeds med Førster og Generaler udenlands.

JESPER.: Jeg vil legge Konger til.

TYBOE.: Du kandst siige, at Kongen af Holland har for æret mig sit Portrait.

JESPER.: Jeg vil siige: Keyseren og Paven har giort det samme.

TYBOE.: Du kand siige, at, hvis de ikke beqvemmer sig til Fred, bryder jeg heele Regentzen ned.

JESPER.: Jeg vil legge Studen-Gaarden til.

TYBOE.: Du kandst fortælle dem kortelig alle de Slag, jeg har været udi.

JESPER.: Jeg vil legge dem til, som Herren ikke har været udi.

TYBOE.: Du kandst siige, at, naar jeg ret vil griibe mig an, kand jeg sætte alle de fornemste Damers Hierter udi Contribution.

JESPER.: Jeg vil legge det til: udi lys Lue. Lad kun mig raade.

STYGOTIUS.: Hør got Folk! det er best at vi betænker os, førend vi gaaer videre. Jeg har forsvoren at slaaes med Officierer, de bruger ingen Raison; det er best, at vi skikker een til dem at fornemme, om de vil møde os i tørre Hugg, og siige tillige med, at vi vilde gierne 316 slaaes med dem udi Kaarde, hvis det ikke var mod leges Academicas. Vil de disputere med os, skal det være mig kiærere, enten de ville paa Latin eller Græsk. Men der seer jeg Jesper komme til os. Gak du imod ham Jens, og hør, hvad hans Ærende er. Jeg troer nok, han er min Ven, hvorvel han for Interesse skyld holder sig til Tyboe.

JESPER.: Jens! hør, hvad jeg vil sige dig. Hvorfor skal vi lemlæste hinanden for tvende Narrers skyld?

JENS.: Jeg er, min Troe, af samme Meening.

JESPER.: Hr. von Tyboe holdes af alle brave Officeers for en Giæk.

JENS.: Min Herre ligesaa af Studenterne.

JESPER.: Og for en Pultron.

JENS.: Min ligesaa.

JESPER.: Hr. Tyboe er saa bange som en Hare.

JENS.: Min Herre ligesaa.

JESPER.: Saa snart at I avancerede et Skridt, havde vi satt os for at løbe.

JENS.: Vi ligesaa.

JESPER.: Jeg har Fuldmagt at slutte Forliigelse.

JENS.: Jeg ligesaa.

JESPER.: Men jeg har ikke udi Sinde at giøre det for intet.

JENS.: Jeg ikke heller.

JESPER.: Mig siunes Freds-Artiklerne kand best saaledes conciperes: 1. Skal Hr. von Tyboe tractere begge Krigs-Hærerne udi Fisker-Huuset. 2. Skal Hr. Magister Stygotius giøre Dagen derefter det samme.

JENS.: Du est en habil Mand, Jesper!

JESPER.: Hei Hr. von Tyboe! skiønt og reputeerligt Forliig: I skal tractere i Fisker-Huuset i Morgen, og Stygotius over Morgen.

TYBOE.: Skal jeg da først?

JESPER.: Ja vist, I haver Præferencen; Det var just den haardeste Knude.

TYBOE.: Ja saa er jeg fornøyet.

JESPER.: Min Herre! førend vi skilles ad, maa vi som rette 317 Venner tage hinanden udi Hænder. Magisteren giver Herren sin Haand, og vi andre subalterne og Gemeene maa giøre det samme.

TYBOE.: Gak hen og proponeer det for Anføreren, aber in meiner Nahmen nichts.

JESPER.

✂

Det kand Herren vel tænke, at jeg ikke er saa taabelig. Jeg veed anderledes at staae paa Herrens Respect.

Gaaer til Stygotius. Min Hr. Magister! Jeg har hindret i Dag en stor Blods Udgydelse. Jeg saae at Tyboes Parti var for sterk, og derfor i Tiide arbeydede paa Fred; thi endskiønt mit Legeme var i Tyboes Krigshær, saa var dog min Siæl udi Magisterens.

STYGOTIUS.: Jeg veed det heel vel, Jesper!

JESPER.: Jeg kand forsikkre eders Magisterhed, at om det havde kommet til Strid, saa havde jeg deserteret midt i Slaget. Men jeg maa lade som jeg holder med Tyboe for visse Aarsager skyld.

STYGOTIUS.: Du skal have Tak for dit gode Hierte mod mig. Jeg skal stræbe at giøre dig all muelig Tieneste derfor.

JESPER.: trækker Stygotius til Tyboe. I gode Herrer! nu maa I udi begge Armeers Paasyn give hinanden Hænder. Saa skal vi andre giøre det samme indbyrdes.
De gir hverandre Hænder, og de andre giør liigeledes, og kysse hinanden.

JESPER.: Hører nu I gode Herrer! Efterdi vi nu ere forligte og begge Personer er skeed Tort, saa er det best, at vi nu conjungerer begge Kriigshærene, og med samptlig Magt hevner os over vore tilfælles Fiender; thi hvorvel de har haft Aarsag til Fortrydelse, saa bør dog sliige brave Mænd hevne den Tort at have faaet Vand over Hovedet. Vi maa samptlig attaqvere Leonora i hendes Huus.

TYBOE.: Das ist wahr, Jesper! Vi skal formaliter beleyre Huuset.

318

STYGOTIUS.: Communis injuria communibus armis vindicanda est.

JESPER.: Men vi maa bie en halv Time, til det bliver lidt mørkere.

TYBOE.: Mittlerzeit kand vi giøre fornødne Præparatorier.

STYGOTIUS.: Skal vi da mødes her igien?

JESPER.: Ja om en halv Time skal vi mødes her igien paa samme Sted.

TYBOE.: Kom, lad os da gaae bort saa længe. De gaaer ud alle, undtagen Jesper.

✂

SCEN. 9

Jesper. Leonard.

JESPER.: Nu skal jeg anrette en artig Comoedie, som skal beskiemme de 2 Giække endnu meer, og tilligemed befordre Leonards Beste. See! der kommer han meget beleyligt. Monsieur Leonard! I kom liigesom I var kaldet.

LEONARD.: Hvi saa?

JESPER.: Tyboe og Stygotius ere blevne forligte, og med samtlig Magt vil anfalde Leonora udi hendes Huus. Nu har I ret Leylighed at insinuere jer saaledes, at I kand blive vis paa Bruden; Thi naar Huuset bliver anfaldet, maa I komme med nogle andre gode Venner at ophæve Beleyringen.

LEONARD.: Men om de blir mig for sterke?

JESPER.: Det har ingen Fare. Naar de seer en blot Kaarde, saa løber de begge to, og, naar Anførerne give sig paa Flugten, følger de andre strax. Thi andre Officiers, saa vel som Soldater, foragte ham i deres Hierte, og holde kun Venskab med ham paa Skrømt.

LEONARD.: Jeg veed ikke, hvordan jeg i Hast skal faae saa mange gode Venner samlet.

JESPER.: Kommer I kun ind med jer blotte Kaarde, saa vil jeg være Mand for, at de alle skal tage Flugten. I kand for Sikkerheds skyld lade som der kommer andre 319 efter. Men I maa ikke agte, at jeg stiller mig an som jeg er paa Tyboes Side; Thi jeg vil ikke bryde aabenbare Venskab med ham, saa længe han har et Anker Viin i sin Kielder.

LEONARD.: Ach Jesper! jeg skal studere paa at giøre dig Tieneste igien, og belønne din Troeskab mod mig.

JESPER.: Jeg giør intet for Interesse, Monsieur! Jeg betinger mig allene, naar I kommer i Stand, jus vitæ et necis, Hals og Haand over jer Kiøkken og Kielder, sampt Jagt-Frihed i jer Gaard over Høns, Kyllinger, Capuner, Giæs, Ænder etc. etc.

LEONARD.: Alting i mit Huus skal være dig til Tieneste. Min Farbroder ligger nu gandske syg, saa jeg troer han døer denne Nat.

JESPER.: Men jeg hører en Allarm. Løb til Side. Jeg troer at de kommer.
Leonard gaaer ud.

✂

SCEN. 10

En Officierer. Jesper.

OFFICIEREN.: Ha ha ha ha ha ha!

JESPER.: Serviteur, Monsieur! Hvoraf leer han saa got?

OFFICIER.: See Jesper! Est du der? Jeg vil svære paa, at du est Autor til alle disse Krumspring, Von Tyboe giør.

JESPER.: Det er min Troe sandt. Jeg giør det for at befordre Monsr. Leonards Kierlighed.

OFFICIER.: Det er mig kiert; Thi det er en god ærlig Karl. Jeg hører, at han formaliter vil beleyre Mad. Leonora i hendes Huus, og jeg har laant ham 8te Soldater, hvilke ere saa afretted, at de skal løbe, mindste Modstand de seer. Vi maa føye den Karl i alting, thi han er os en feed Steeg.

JESPER.: Men jeg er kun bange, at det vil give Opsigt.

OFFICIER.: Ey Lapperie! Om der kommer nogen, og vil legge sig der imellem, saa skal jeg nok holde dem derfra; thi saa snart Folk faaer at viide, at det er Tyboe, 320 kand de strax fatte, at saadan Kriig vil ikke være af stor Betydning. Jeg vil holde mig lidt til side. Jeg troer de kommer.

✂

SCEN. 11

Stygotius og Tyboe med en hob Folk. Jesper. Leonard.

TYBOE.: med et Spiud i Haanden rangerer Soldaterne og exercerer dem. Marcherer derpaa gandske sagte i Orden af Bataille med Tromme-Slag efter Tacten lige til Huuset. Taler til Folket: Messieurs ihr Herrens! Nu er den Tiid kommen, paa hvilken I kand bane jer Veyen til et u-dødeligt Navn ved eders Tapperhed. Denne Fæstning, som I har at bestorme, synes vel sterk, men jo sterkere den er, jo større er Æren og Seyeren. Jeg vil selv være først i Spidsen for at opmuntre eder til Tapperhed. Allons! speyler eder udi mig.
Løber til Dørren med sit Spiud. Fruentimmeret raaber udaf Vinduet: Hvad det skal betyde?

TYBOE.: Her er ingen andre Conditioner, end at I skal give jer paa Naade og Unaade.
Fruentimmeret skriger og hyler inden for.

LEONARD.: Hei! omringer og griber disse Stratenrøvere, og seer vel til, at ingen undkommer.
Han skyder en Pistol af i Luften, hvorpaa de falde alle som Døde. Jesper holder paa Tyboe, ladende som det er for at bedekke ham.

TYBOE.: siger: Det war ein grausom Salbe. Die gantske Armee ruiniret auf ein mahl.

LEONARD.: Det er vist Anføreren, ham maa jeg strax opoffre.

JESPER.: Ach gunstige Herre! spar ham, og omkom heller mig.

LEONARD.: Her hielper ingen Bøn. Han skal døe.

JESPER.: Ach Herre! betænk hvad I giør. I skiller Verden ved en Mand, der har vundet over fire tusinde Feldtslag.

321

LEONARD.: Ingen Snak. Han er Dødsens.

JESPER.: grædende. Der udi det Slag ved Amsterdam - - -

LEONARD.: Fort, fort. Lad ham løs.

JESPER.: Omkom med sin egen Haand ---

LEONARD.: Hvis du ikke slipper ham ---

322

JESPER.: Over 5000 Mennesker.

TYBOE.: viskende til ham. Siig ham ogsaa om de 3 Herren Stater jeg omkom.

LEONARD.: Om han var Alexander Magnus selv, saa skal han opoffres.

JESPER.: Og stak 3 Herren Stater ihiel --

LEONARD.: Jeg lader mig deraf ikke bevæge.

JESPER.: Med eet Hugg.

LEONARD.: Des større Berømmelse er det for mig at omkomme ham.

JESPER.: Der udi Brabands Beleyring løb alleene ---

LEONARD.: Det hielper ham nu altsammen intet.

JESPER.: Storm, og sloges paa Muuren i en halv Time med den heele Guarnison.

LEONARD.: Saa seer jeg da, at jeg maa omkomme jer begge to.

JESPER.

✂

Ach løb Herr von Tyboe! og salveer jer kostbare Liv.

Tyboe løber. Leonard forfølger ham, og stikker ham med Skaftet af Kaarden i Ryggen.

TYBOE.: A----- a----- ich bin totlig blessiert, durch und durch gestochen, a---- Løber ud.

✂

SCEN. 12

Leonard. Jesper. Leonora. Lucilia. Pernille.

LEONARD.: Det gik, min Troe, rigtig an, Jesper.

JESPER.: Ej det vidste jeg nok forud. Naar han nu lever op af sin forrige Blessure igien, saa gir han mig en For æring oven i Kiøbet. Men der kommer de Beleyrede ud, holdt nu gode Miiner.

LEONORA.: Ach min hierte Monsieur Leonard! er det han, som har forløset os fra denne Angest! Ach gid jeg kunde beviise ham nogen Tieneste.

JESPER.: Madam! den største Tieneste, I kand giøre ham, det er at give ham jer Datter, som han saa længe har elsket. Synes jer, at det er en Mand at foragte?

323

LEONORA.: Jeg har altid haft stor Estime for ham. Men som han ingen Midler har, og min Datter heller ingen, saa har jeg ikke holdet raadeligt, at de kom sammen.

LEONARD.: Hvad det er angaaende, saa haaber jeg nok at forsørge hendes Datter; Thi saa længe min Farbroder lever, assisterer han mig nok saa meget, som dertil kand behøves, og, naar han døer, saa arver jeg temmelige Midler.

LEONORA.: Jeg tilstæder da gierne, at I forlover jer sammen. Men I maa bie med Brylluppet til han døer.

LEONARD.: Min Farbroder giør det ikke længe; thi jeg troer neppe, at han lever denne Nat over. Men der seer jeg hans Tiener kommer. Hør Christoffer! Hvorledes er det nu med din Herre?

CHRISTOFFER.: Jeg kommer for at lade ham vide, at Monsieur Jeronimus er alt død.

JESPER.: Ach! det var, min Troe, en stor Høflighed af ham. Nu haaber jeg Madam, at hun har intet meer at scrupulere over.

LEONORA.: Aldeeles intet. Jeg skatterer min Datter for det lyksaligste Menneske i Verden.

JESPER.: Saa lar os da giøre kort Process. I har længe biet efter hinanden. Kommer hid og gir hinanden Hænder. De gir hinanden Hænder og gaaer ud.

✂

Jacob von Tyboe
Noter

✂ S. 247
med Permission, med Forlov.

✂ S. 248
Pas eller Afskeed, Afskedsbevis, Anbefaling. - Divertissement, Underholdning. - Smautzer, Maaltider.

✂ S. 249
Alexander Magnus, Alexander den Store. - Printz Absalon, Davids Søn, som blev berømmet for sin Skønhed. - Sang-Klokkerne, Klokkespillet paa Helliggejstkirke, der benyttedes meget ved Begravelser. - Syllogismer, Slutninger (i Logikken). - Autor classicus, klassisk, d.v.s. græsk eller latinsk Forfatter. - Folianter eller Qvarter, Bøger i Folioeller Kvartformat. - Conjuncturerne, Omstændighederne, Forholdene.

324

✂ S. 250
Navne-Dag, den Dag, der i Almanakken bærer det samme Helgennavn som en Persons Døbenavn.

✂ S. 252
tilforn, tidligere, før. - med de Klogeste, af de Klogeste. - Studengaarden, Universitetet.

✂ S. 253
Postil, Prædikensamling til Andagtsbrug.

✂ S. 254
Materie, Emne. - Raison, Begrundelse, Forklaring. - Franco, frigjort, skrev man før Frimærkernes Tid paa et Brev, naar Postpengene var betalt. Jfr. vort nuværende frankere. - Peerer, Ordspil paa den engelske Titel Peer, Medlem af Overhuset.

✂ S. 255
Klæboerne, Klædeboderne kaldtes indtil 1880 den Del af Skindergade, som ligger mellem Dyrkøb og Nygade. - Servitør, fr. serviteur, Deres (din) Tjener.

✂ S. 256
recotnmendere, anbefale. - Credit, Anseelse. - Aurora, Begynderbog i Latin.

✂ S. 258
publici juris facere, lat. at offentliggøre. - sub scamno, lat. under Skammelen, i Skygge. - Venens Søn, Venus' Søn, Kærlighedsguden Amor; Cupido. - Minerva, Visdommens Gudinde. - apud Poetas, hos Digterne. - et etiam ... detrimento, og tillige til største Tab for den lærde Verden. - Objectum, Genstand. - de gamle Hyrders Maade, nemlig i den sentimentalt poetiske Hyrdedigtning, som især var paa Mode i det 17. Aarh. - Lucretia, Romerinden Lucretia dræbte sig selv, da hun i sin Mands Fravær var blevet skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn. - sed hine illæ lacrymæ, men heraf hine Taarer. - fører sig bedre op, lever paa en større Fod. - aureis ... armis, ved gyldne og sølverne Vaaben.

✂ S. 259
Gak du kun dit Ærende, Jane, gaa du kun til din Gerning, Jens. - Min Leylighed er ikke, Jeg er ikke i Stand til; jeg har ikke Raad til.

✂ S. 260
Domme Frater, lat. Herr Broder. - Plaisier, fr. plaisir, Fornøjelse. - Hundsvotske, af Hundsvot, Asen.

✂ S. 261
Concepter, Overvejelser. - Licentia Poëtica, lat. poetisk Frihed. - Michelsdag, Ærkeenglen Michaels Dag d. 29. Sept. var Flyttedag.

✂ S. 262
Condition, Betingelse. - Bliant-Pen bestaar af en løs Grafitstift og en Holder. - Mater ... prostibulum oversættes S. 301 i 4. Akt 9. Scene. - Ovidius. En anset Familie Ovid kendtes fra Aalborg: Tolder og Hospitalsforstander Jacob Nielsen Ovid døde 1611; hans Søn, Købmand Niels Jacobsen Ovid døde 1640 (Danske Studier, 1964, S. 119-20). Petronius mener den romerske Digter Ovid. - Honneur, fr. Ære.

✂ S. 263
interesserede, egennyttige. - flattere, smigre. - den Brabandske Krig, Kampene i Nederlandene under den spanske Arvefølgekrig. - Belt, her Østersøen. - Thue ... Teuffel, gør ikke det rette, og frygt Djævelen. Forvanskning af det tyske Ordsprog: 325 Tue das Recht und scheu den Teufel nicht, gør det rette og frygt ikke Djævelen.

✂ S. 264
Brabands Beleyring. Brabant er ikke en By, men en Provins. - Herren Staterne, Forkortelse af de Heeren Staaten Generaal, d.v.s. Forbundsraadet for de forenede hollandske Provinser.

✂ S. 265
giøre sig haard, gøre sig usaarlig. - Mors, lat. Død. - Nummer 4, »Numrene«kaldte man en Række Huse over for Holmens Kirke. - Kaeskoepers, hollandsk kaaskooper, Ostehandler; maaske sammenblandet med kaaskop, »Ostehoved«, som er et nedsættende Udtryk for Hollænder. I Originaludgaven, 1724, staar: Kalloepers, som i 1731 er blevet til Kalskoepers, en letforklarlig Fejl for Kaeskoepers. Man har tidligere rettet til Kalfkoepers, Kalveopkøbere. - ved Amsterdam fandt intet Slag Sted. - Pallast, Pallask, Sabel.

✂ S. 266
Nabochodonosor, Nebukanesar (babylonsk Konge). - Rigens Marsk, Øverstbefalende. - Das ist etc., ty. Det er jo ikke den rigtige Sabel. - Jeg laante ... min Sabel, men ikke mine Arme. Dette Svar tillægges den albanesiske Feltherre Skanderbeg (15. Aarh.). Derimod har Eksemplet med Tyren ikke noget med ham at gøre. Det fortælles om Kong August den Stærke af Sachsen, at han var i Stand til at udføre dette Hug. - Arent Hvitfelds Krønike, Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike (1595-1604). - Mons Wiingaard, Mogens Wiingaard havde udgivet en dansk Oversættelse af den romerske Forfatter Curtius' Bog om Aleksander den Store. - Compagnie, Selskab. - mafoi, fr. min Tro. - unter uns gesagt, mellem os sagt.

✂ S. 268
Er ist mehr pulirt, han er mere poleret, dannet. - Omendskiønt, selv om. - Clienter, i det gamle Rom Personer i Afhængighedsforhold til en stor Mand.

✂ S. 269
beqvem til, egnet til. - artig, vittig. - Holophernes, se Note til Ulysses von Ithacia, S. 409. Anekdoten fortælles ikke om ham; i Epistel 8 lægger Holberg Svaret i Munden paa den græske Kong Pyrrhus. Historien fortælles i Plutarks Biografi af Pyrrhus.

✂ S. 270
Herpukke, Hærpauke, en Slags Tromme. - Musqvet, Musket, en Luntebøsse; alm. Fodfolksvaaben i 16. og 17. Aarh. - Naturalier, naturlige Anlæg, Naturens Gaver, som Jesper siger nedenfor. - Ich will etc., Jeg vil være et Asen, om det ikke er sandt. - Carnali, Slyngel. - Per Caudi, »Hale-Per«, Øgenavn for Studenterne.

✂ S. 271
Durchleuchtighed, Forvanskning af Durchlauchtighed (af ty. Durchlaucht), Højhed. - disputere, bestride, frakende.

✂ S. 272
Fruentimmeret, Fruentimmerne.

✂ S. 273
Herren seer ud bag til ligesom den, Herren ser ud paa sin Bag (d.v.s. Ryg), som om den. - præfer er et, foretrak. - creperet, 326 blevet syge. - Potzslapperment tetebleue, to Eder, den første Forvanskning af ty. Gottes Sacrament, den anden af fr. Tete de Dieu (Guds Hoved).

✂ S. 274
Couragie, fr. courage, Mod. - enragiren, blive rasende. - eqvipere mig, pynte mig.

✂ S. 275
practiserer sig, skaffer sig. - artigste, fineste, mest dannede. - Menter, Fortjenester.

✂ S. 276
raisonabel, rundhaandet. - naturlig portered for, af Naturen indtaget i. - Plumager, Fjerbuske. - Adrienne, vid, løsthængende Kjole. - Skiønnings-Plaster, kunstig Skønhedsplet, »Mouche«.

✂ S. 277
Balsombysse, Lugtedaase. - Desmer, Parfume. - endda, endnu. - i vis Henseende, i bestemt Hensigt. - Vindskibelighed, Driftighed, Stræbsomhed.

✂ S. 278
skikkeligste, mest passende.

✂ S. 279
forsiuned, forsørget, gift. - viderligste, modbydeligste.

✂ S. 280
Salutems Hilsen, lat. salus, Sundhed, godt Helbred; heraf [jeg ønsker dig] salutem.

✂ S. 281
Gaudio ... cor meum, lat. af Fryd og Glæde hopper mit Hjerte. - Cacu ... oon, af fæl Ravn fælt Æg. - Calu ... oon, af fager Ravn fagert Æg. - scilicet, nemlig. - vis ... magnetica, en skjult og tilmed rentud magnetisk Kraft. - udgiort, afgjort. - per attractionem ... per impulsionem, ved Tiltrækning, ved Frastødning. Hentyder til Descartes' Kritik af Newtons Tiltrækningslære. - materia striata, det stribede Stof, ogsaa et Udtryk fra Descartes, det samme som det nedenfor anførte materia subtilis, det fine, uhaandgribelige Stof. - Rem acu tetigisti, du har ramt det paa en Prik. - Poeten, Ovid i sin Digtkreds »Forvandlingernes anden Bog«: »et Hjerte (omgivet af) isnende Kulde ... jeg forgaar i Flammer, jeg brænder nu med hele mit Hjerte.« Citaterne er frit efter Metamorfoserne IX, 582 og I, 495. - ibidem, sammesteds.

✂ S. 282
Gratias ... ago, jeg takker paa det bedste. - per Jovem, ved Jupiter. - in re literaria, indenfor Litteraturen. - Barbaries, Barbari. - rare Materier, udsøgte Emner. - Baccalaurei, exam. art.'er. - ab ipsis Magistris, af Magistre selv. - Theses, Paastande, som Disputatsen vil bevise. - Justi ... enunciativa, Just Mathiesens fem Afhandlinger om den sammenfattede eller udsigelige Sandhed. -O tempora! o mores! hvilke Tider, hvilke Sæder. - Ignorantia, Uvidenhed. - Academici, Studenter. - prædicamenta eller prædicabilia, Kategorier eller afledede Begreber, to Udtryk fra Datidens logiske Lærebøger. - continuerer, fortsætter. - en Licentiatum ... Transcendentale, en Licentiat selv offentlig paa Katedret sammenblande det »Hvor«, der anvendes om Erfaringer og det »Hvor«, der anvendes om 327 metafysiske Forhold. - Mammeselle, folkelig Form af mademoiselle, fr. Frøken.

✂ S. 283
volente Deo, om Gud vil. - de alicubitate, om det filosofiske Begreb, der udtrykker, at Tingene kan eksistere et eller andet Sted. - insinuere, indynde. - Portechaise, fr. Bærestol. - harcellerer, tager paa Vej. - Peste de tetebleu, en fransk Ed. - engrassirt, engageret, optaget.

✂ S. 284
Rex um, ty. rechts um, højre om.

✂ S. 285
Es soll ... werden, det skal blive efterkommet, fulgt. - Tortiering, Fornærmelse. - JLass man bleiben, lad blot være.

✂ S. 286
chamade, fr. Signal til Tilbagetog. - Kongen af Holland, Holland var en Republik. - Hercules, Herkules blev betvunget af Omphale, Samson af Dalila. - 5 Parter af Verden, 5 Verdensdele, en Overdrivelse, man regnede dengang kun med 4 Verdensdele. - öffnet die Pfanne, aabn Panden, d.v.s. let Laaget over Fængkrudtet. - Donat, en latinsk Begynderbog. - legitime promotus, lovlig forfremmet til. - absqve præsidio, og uden Præses. Stygotius har selv været Præses, den, der fremsatte Paastande fra Katedret.

✂ S. 287
Literati, lærde Folk. - Opponentes, Opponenter. - Secund, en Slags Fægtestød. - til absurdum, til ingenting. - Conduite, Opførsel. - Enhver ... udi sær, enhver især. - retirere os for ikke at exponere, trække os tilbage for ikke at udsætte.

✂ S. 288
per Jovem Optimum, ved den gode Jupiter. - hvor höhnisch hun tracterer ham, hvor haanligt hun behandler ham.

✂ S. 289
mit grosser Contentement und Plasiir, med stor Glæde og Fornøjelse. - Linx um kehrt euch!, ty. links um ..., venstre om, drej!

✂ S. 290
Lagie, Agio, Opgæld. - smaa Stæder, Smaabyer. - ungefehr, omtrent. - Festemøe, Pige. - Hoffart, Hoffærdighed.

✂ S. 291
Concepterne, Ideerne.

✂ S. 292
fixere, narre.

✂ S. 293
Regne-Penge, Jetons, Spillepenge.

✂ S. 294
Jo duller, jo besser, jo taabeligere, jo bedre. - klamre, larme.

✂ S. 295
Qvid novi ex Africa, hvad nyt fra Afrika. - nuncius, Budskab. - Omnibus artubus contremisco, jeg skælver paa alle Lemmer. - Capio ... artificem, jeg fatter din Mening og priser den sindrige Ophavsmand.

✂ S. 296
Optime, udmærket. - Ita, Ja. - Abi bonis avibus, Lykke paa Rejsen. - optrække, snyde.

✂ S. 297
Freund, ty. Ven. - Styver, Toskilling. - Skalke, Slyngler.

✂ S. 298
Fratres, Brødre. Christoffs øvrige Latin er yderst forvirret. - artigt, fint.

✂ S. 301
Akselskierf, en Slags Overstykke eller Sjal.

✂ S. 303
sagte, sagtens.

328

✂ S. 304
In portu navigamus, vi sejler i Havnen.

✂ S. 305
nyelig førend, lige før. - Skoepinde, Skopløkke.

✂ S. 306
Per Jovem maximum!, ved den store Jupiter!

✂ S. 307
Inventionen, Paafundet, Ideen. - Alteration, Ophidselse. - med ... protestationibus, med disse Forsikringer; lat. protestatio, højtidelig Forsikring.

✂ S. 308.
hvor lever han? d.v.s. hvorledes.

✂ S. 309.
Academie, Studigaarden, Universitetet.

✂ S. 310.
formaliter, formelig, efter alle Kunstens Regler. - fodre ham ud, udfordre ham. - la partie non est egalt, forkert Fransk, Partiet er ikke lige.

✂ S. 311.
Charni, en fransk Ed. - Axle, Skuldre. - offensivemang, fr. offensivement, angrebsvis. - blessered, saaret. - Domini ... commilitones, mine Herrer Kolleger og Kammerater (egentlig Medkæmpere). - Cuprum pro argento, Kobber for Sølv.

✂ S. 312.
profecto, sandelig. - tam ... arte, saavel i Strid som i boglig Kunst. - Trojanske Kriig, se Ulysses von Ithacia. - Iislandsk Løve, d.v.s. Faar.

✂ S. 313
hvor den skal ordineres, hvordan den skal indrettes.

✂ S. 314.
holder en Harangue, holder en Tale. - Curreer, Karriere.

✂ S. 315.
sætte ... udi Contribution, undertvinge. - Raison, Fornuft.

✂ S. 316.
leges Academicas, de akademiske Love. - Pultron, Kryster. - Fisker-Huuset, et Traktørsted uden for Østerport. - reputeerligt, anstændigt, respektabelt. - Præferencen, Forrangen.

✂ S. 317.
subalterne og Gemeene, Underordnede og Menige. - proponeer, foreslaa. - aber ... nichts, men ikke (egl. intet) i mit Navn. - conjungerer, forener. - attaqvere, angribe. - wahr, sandt.

✂ S. 318.
Communis ... est, fælles Forsmædelse bør hævnes ved fælles Vaaben. - Mittlerzeit, imidlertid. - Præparatorier, Forberedelser.

✂ S. 319.
jus vitæ et necis, Ret over Liv og Død.

✂ S. 320.
Orden af Bataille, Slagorden. - Messieurs, fr. Mine Herrer, D'Herrer. - Allons, fr. af sted. - auf ein mahl, paa een Gang.

✂ S. 322.
salveer, frels. - totlich blessiert, forvansket Tysk: dødeligt saaret. - durch gestochen, gennemstukket, gennemboret. - sin forrige Blessure, sit sidst modtagne Saar.

✂ S. 323.
scrupulere, gøre sig Skrupler. - skatter er, anser.

Holberg, Ludvig JACOB VON TYBOE

JACOB VON TYBOE Eller DEN STORTALENDE SOLDAT Comoedie

Hoved-Personerne udi Comoedien

Jacob von TyboeIndledning

ACTUS I

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. 9

ACTUS II

SCEN. 1

SCEN. 2

ACTUS III

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

ACTUS IV

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. 9

SCEN. 10

SCEN. 11

ACTUS V

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

SCEN. 9

SCEN. 10

SCEN. 11

SCEN. 12

Jacob von Tyboe Noter

JACOB VON TYBOE
Eller
DEN STORTALENDE SOLDAT
Comoedie

Jacob von Tyboe
Indledning

Jacob von Tyboe
Noter