Holberg, Ludvig MASCARADE

MASCARADE

172

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • JERONIMUS
  • MAGDELONE
  • LEANDER
  • LEONARD
  • HENRICH
  • LEONORA
  • ARV
  • PERNILLE
173

Mascarade
Indledning

Som det kan ses af Indledningen til Jule-Stue, har denne Komedie og den nærværende samme Udspring. De kom da formentlig begge til Opførelse i de sidste Dage af Februar 1724. Naar man dengang opførte Teaterbygninger, drog man Omsorg for, at disse uden for Spilletiderne kunde benyttes til offentlige Festlokaler. Saaledes havde Capion da ogsaa gjort, da han i Efteraaret 1721 lod bygge Teaterhuset i Lille Grønnegade. Fra Januar 1722 havde København saaledes et Forlystelsernes Hus, hvor franske Skuespil, Baller og Maskerader afløste hinanden. Da den danske Skuespillertrup i September 1722 rykkede ind paa Teatret, fortsatte de indbringende Assembléer naturligvis. Teatrets Forestillinger begyndte Kl. 5 og sluttede ved Syvtiden ; saa var der lige Tid til at gøre klar til Maskeraden, der begyndte Kl. 8, som det kan ses af Komedien. Det var det dybe Scenerum, som indrettedes til Dansesal, medens Tilskuerpladserne var Promenadegulv. I Komediens Intermedium, hvor Maskeraden præsenteres, har man derfor omdannet Scenen til Maskeradesal. Da Stykket blev planlagt, var det antagelig Meningen, at det brogede Mellemspil ikke blot skulde berede Tilskuerne en Fest for Øjet og Øjeblikket, men ogsaa love dem Fornøjelse efter Teatertid. Men inden Premieren skete der imidlertid noget. Politiet havde haft et vaagent og uvilligt Øje til Etablissementet. Man var nemlig opmærksom paa, at der spilledes Hasard i Huset; det var Bassette, der dengang var saa moderne. Den 10. Februar 1724 slog Politimesteren til; der kom Forbud mod Maskerader og Hasardspil. Holbergs ypperlige 174 Reklamespil fik saaledes en næsten demonstrativ Aktualitet, da det kom op. Og det bevarede denne Stilling, da det genaabnede Teater i December 1748 satte Komedien paa Plakaten; Maskeraderne var stadig forbudt. Derfor gentog Holberg sit aandfulde Forsvar for Maskerader som offentlig Forlystelse i Epistel 347. Han henviser her til den romerske Saturnaliefest, som fejredes i December. I disse romerske »Julestuer« var Herrer og Slaver lige, som i »den naturlige Stand«, Holberg havde fremstillet i Naturog Folkeretten. Fra Horats' Satirer (2. Bog 7. Satire) kendte Holberg Situationen, hvor Horats giver sin Slave Lov til, i Anledning af Festen, at sige om sin Herre lige hvad han mener om ham. Horats faar da langt mere at høre om sine Svagheder end han ønsker; han leder efter en Sten og efter Pile for at gøre det af med Slaven og sender ham til sidst bort under Trusler. Dette meget levende Optrin er værd at mindes, naar man i Mascarade kommer til Scenen, hvor Jeronimus nok tillader Henrik at tale sin Sag, men alligevel stadig overfuser ham (II, 3).

Litteratur.Torben Krogh: Maskarade. Nationaltidende Kronik 30. Dec. 1929.

175

ACTUS I

SCEN. 1.

Leander. Henrich.

LEANDER.

i sin Slaap-Rok, gnikkende sine Øyen. Henrich! hvad er Klokken?

HENRICH.

gispende. Klokken gaaer nok til Frokost,

Herre! men jeg veed ikke, hvorfor vi skal staae saa tilig op. See engang paa Uhret, Herre.

LEANDER.

Hillemend! er det mueligt? skulde vi kunne have sovet saa længe, fire Timer over Middag? min Klokke staaer paa fire.

HENRICH.

Ej det er ikke mueligt Herre! det maa være Klokken fire om Morgenen.

176
LEANDER.

Du skal nok see, at det er saa lyst Klokken fire i Januarii Maaned.

HENRICH.

Saa maa Solen ikke gaae rigtig da. Det kand jo u-mueligt være Eftermiddag; thi nu stod vi først op.

LEANDER.

Om Solen gaaer ikke ret, saa veed jeg dog, at mit Uhr ikke løber ogsaa gall; thi det er et Engelsk Uhr.

HENRICH.

Ej Herre! Uhrverk og Soelskiver rette sig jo efter Solen. Vil nu Herren forsøge at stille Solen tilbage paa 10 eller 9, see, om Uhret ikke strax skal avancere tilbage. Det maa jeg forstaae.

LEANDER.

Hvilken Pølse-Snak! jeg troer Mascarade Sviren er dig i Hovedet endnu.

HENRICH.

gispende. Med et Ord, Herre! er Klokken kun fire, saa er det fire om Morgenen.

LEANDER.

Vi kom jo ikke hiem fra Mascaraden før Klokken fire.

HENRICH.

Mig siunes endelig, at jeg er noget sulten.

Men der er Arv; jeg vil spørge ham hvad Klokken er.

SCEN. 2

Leander. Henrich. Arv.

HENRICH.

God Morgen, Arv! hvad er Klokken?

ARV.

Havde du faaet saa mange Ulykker, som der er Timer til fra i Maares indtil nu, kunde du være en holden Mand.

HENRICH.

Hvad er Klokken nu da?

ARV.

Klokken henger i Taarnet, og du burde henge i en Galge.

LEANDER.

Hør mig engang til den plumpe Slyngel. Kandst du ikke sige hvad Klokken er?

ARV.

Klokken er fire, Maansør.

LEANDER.

Saa er det over Middag da?

ARV.

Efter gammel Regning, saa er det over Middag, naar Klokken er fire om Eftermiddagen.

LEANDER.

Seer du vel, Henrich, at mit Uhr gaaer ret.

HENRICH.

Gid Drollen splide saadan Skik! Nu har jeg 177 sovet mit gode Middags-Maaltid bort. Hvad Mad fik vi til Middag, Arv?

ARV.

Sød Velling og Stokfisk.

HENRICH.

I har vel levnet noget til mig?

ARV.

Ney. Vi gav Soldan Port-Hunden din Part; thi Herren siger, at hvo der ikke kommer til Bords i rette Tid, skal ingen Mad have. Kandst du nu faae det af Soldan igien, det maa du see til.

LEANDER.

Spisede Papa hiemme til Middag?

ARV.

Ja, han spisede udi Buret, som han plejer.

LEANDER.

Du Taadse! jeg spør ikke om Papegojen, jeg spør om min Far.

ARV.

Ney, Herren spisede hos den fremmede Mand, Monsieur Leonard, i Dag.

LEANDER.

Det var dog got Henrich, at min Far spisede ikke hiemme, ellers havde han faaet at vide, at vi var paa Mascarade. Arv gaaer ud.

HENRICH.

Vil ikke Herren ind og klæde sig; thi det kand hende, at hans Far kommer i det samme, og saa er det noget fordægtigt at gaae i Slaap-Rok saa silde.

LEANDER.

Er han hos min tilkommende Sviger-Far, da kommer han ikke saa hastig.

HENRICH.

Men med Permission, Herre! jer tilkommende Kiæreste, seer hun vel ud?

LEANDER.

Jeg veed, min Troe, ikke.

HENRICH.

Det er underligt at gifte sig med een, som man aldrig har seet.

LEANDER.

Jeg har seet hende, da hun var 6 Aar gammel, og da tegnede hun til at blive meget kiøn.

HENRICH.

Hvor gammel er hun nu da?

LEANDER.

Atten Aar.

HENRICH.

Hillemend, saa kand Forgyldingen være gaaen af hende i saa lang Tid.

LEANDER.

Folk siger dog, at hun endnu er kiøn. I Morgen skal jeg derhen, saa faaer jeg at see, om det er sandt. Er hun anderledes end mig er beskreven, saa endes 178 Visiten kun med Complimenter. Men vi maa ind og see til, at vi kand faae noget Mad; thi Tiden gaaer hastig, Klokken 8te skal vi paa Mascaraden igien.

HENRICH.

Ej det er skiønt. Jeg venter en hob Kiselinker der i Aften.

LEANDER.

Det er U-lykken, Henrich, at der kommer saa mange gemeene Piger.

HENRICH.

Ej Herre, det er just Dyden af Mascarade, at alle skiæres over een Kam; tilmed er min Troe de Mammeseller, som jeg venter, alle fornemme Folk. Der er een af Bormesterens Stue-Piger Per Salemagers Datter, Else Skoleholders, Lisbed Pomerantz-Kones yngste Datter, thi den ældste har Tandpiine, og derforuden 3 andre smukke Piger, som er paa deres egen Haand og lever af deres Midler.

LEANDER.

Det er sandt du siger, Henrich, det er alle fornemme Folk, besynderlig de 3, som lever af deres Midler.

HENRICH.

Men der kommer Fruen.

LEANDER.

Min Moer maa vel komme. Jeg skal maa skee faae hende at følge med paa Mascarade i Aften.

HENRICH.

Det skulde være artig nok. Jeg skal min Troe dantze med hende.

LEANDER.

Dersom hun ikke kiender dig, saa kand det lade sig giøre.

HENRICH.

Lad mig kun sørge derfor. Jeg skal nok maske mig saa, at hun ikke kiender mig.

SCEN. 3

Magdelone. Leander. Henrich.

MAGDELONE.

Min hierte Søn, hvordan gik det til paa Mascaraden forgangen Nat.

LEANDER.

Hvoraf veed Mamma at jeg var der?

MAGDELONE.

Jeg hørte det af Arv.

LEANDER.

Den Knegt kand nu aldrig tie. Men det vil ikke sige, naar min Far ikke faaer det at vide.

179
MAGDELONE.

Kommer der ogsaa gamle Koner paa Mascarade?

LEANDER.

Vi forsmaaer ingen, der kommer baade unge og gamle.

MAGDELONE.

Vilde man ikke forsmaae en gammel Kone, saa kiender jeg een, som havde Lyst at komme der i Aften.

LEANDER.

Hvilken Kone er det?

MAGDELONE.

Det er jeg selv.

LEANDER.

Det var min Troe ikke saa galt, kunde det kun skee paa en subtil Maade, at min Far fik det ikke at vide.

MAGDELONE.

Ej hvor skulde han faae det at vide? han gaaer tilig til Sengs og staaer sildig op. Jeg vil sige, at jeg er ikke vel i Aften, saa ligger han alleene.

LEANDER.

Det kand lade sig giøre; men kand Mamma dantze?

MAGDELONE.

Dantze! ja min Troe kand jeg saa, see engang.

Hun synger og dantzer.

HENRICH.

Hillemend! Fruens Fødder gaaer som Trom

Stokker.

MAGDELONE.

Jeg har kundet dantze alle Dantzer i min Ungdom indtil Folie d'Espagne. See saaledes gaaer den:

Dantzer og synger Folie d'Espagne.

HENRICH.

Det gik min Troe admirabelt. Ach nok en Folie, go Frue!

MAGDELONE.

Ney, jeg vil spare paa mine Been til i Aften. Men der er min Mand, jeg er bange, at han saae mig dantze.

SCEN. 4

Jeronimus. Magdelone. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

med et lidet Skiæg. Staaer I alle her Børnlille saa ledige? er her intet at bestille udi Huset?

MAGDELONE.

Jeg er ikke capable til at giøre noget i 180 Dag, min Hierte. Jeg har min Troe ligesom en Feber i Kroppen, saa jeg er bange, at jeg faaer en u-roelig Nat i Nat.

JERONIMUS.

Det er mig u-kiært. Har I det i Hovedet?

MAGDELONE.

Ach ja. Det er ligesom mit Hoved var kløved ad.

JERONIMUS.

Tørster I ogsaa?

MAGDELONE.

Forskrækkelig. Og jeg har iligemaade stor U-roelighed i min Krop, saa jeg kommer til at ligge alleene i Nat.

JERONIMUS.

Jo hiertelig gierne. Men som det er Anstød af Feber, maa I bruge noget i tide. I maa aarelades.

MAGDELONE.

Ach ney min Hierte, saa syg er jeg endelig ikke, at jeg skulde gribe til Aareladen.

JERONIMUS.

Hvilken Snak! Vil I ligge af Feber i Morgen da? Henrich! spring efter Mester Herman, og beed ham komme hid at aarelade min Kone.

HENRICH.

sagte. Hillemend! hvor vil dette løbe af?

MAGDELONE.

Ach ney min hierte Mand!

JERONIMUS.

Tie stille min Hierte og lad mig raade. Lad mig føle jer Puls. Hillemend, det er høy Tid at lade sig aarlade. Der er Alteration i jer Blod, merker jeg. Spring strax hen Henrich, og beed ham komme selv; thi jeg betroer ingen af hans Svenne dertil.

MAGDELONE.

Ach min allerkiæreste Mand, lad mig dog see det an en Times Tid først.

JERONIMUS.

En Times Tid giør endelig ikke til Sagen. Men I skal min Troe aarelades, førend I gaaer til Sengs. Men I Junker! hvor kommer det, at I gaaer i jer Slaap-Rok saa silde? I har maa skee efter Sædvane været længe ude i Gaar Nat.

LEANDER.

Ney min Troe har jeg ey. Jeg har siddet at skrive den heele Dag.

JERONIMUS.

Jeg vilde ønske, at det var saa vel, og at I engang vilde slaae jer til Stadighed. I er nu allerede af den Alder, at I bør begynde at raisonnere, og lade det Stratenjunkerie fare, som I har inclineret til.

181
LEANDER.

Jeg har dog aldrig begaaet andre Excesser, end de fleeste unge Personer begaae her i Staden.

JERONIMUS.

Det er at sige: I har banqveteret iblant, spillet jere Penge bort, courtiseret og levet som en perfect Jean de France. Det er jo intet ont deri; thi de fleeste unge Mennesker leve ligeledes.

LEANDER.

Men levede da Papa saa indgetogen i sin Ungdom?

JERONIMUS.

I min Ungdom levede Folk gandske anderledes, i hvor vel vi havde eengang saa mange Penge. Her var da ikke over fire Carreter udi Byen. Man saae fornemme Stands-Personer lyses hi em af deres Piger; naar det var ont Vejr, gik man med Støvler. Jeg vidste i min Ungdom ikke hvad det var at age i Vogn. Men nu kand man ikke gaae 3 Skrit uden man skal have en Dagdriver bag i Hælene, eller en Gade igiennem uden man skal age.

HENRICH.

Da maa Gaderne ikke have været saa beklikkede som de nu ere.

JERONIMUS.

Det er sandt nok, Gaderne vare reene. Men hvad foraarsager deres U-reenhed andet end de mange Carosser? Fornemme Folk spadserede til Gyldenlund i gamle Dage, men nu er det en Skam at gaae til Fods uden Porten. Er det ikke sandt jeg siger, min hierte Kone?

MAGDELONE.

Jo vist. Jeg levede i mine Forældres Huus, ligesom i et Kloster.

HENRICH.

Den stakkels Frue!

MAGDELONE.

Derfor har jeg nu aldrig nogen Lyst til verdslig Galskab; thi jeg har i min Ungdom aldrig faaet nogen Smag derpaa.

SCEN. 5

En Kone med Mascarade Klæer. De andre.

KONEN.

Min hierte Frue! her er de Mascarade Klæer, som hun bestillede. Jeg troer nok, at de skal passe hende.

182
JERONIMUS.

Hvad, for en Ulykke, er dette! vil I paa Mascarade?

MAGDELONE.

Hun maa gaae fejl, min hierte Mand.

JERONIMUS.

Til hvem skal de Mascarade Klæer, Kielling?

KONEN.

De skal til Fruen, som har bestillet dem til i Aften.

JERONIMUS.

I løber med Liimstangen mit Barn. Det er ikke til min Kone.

KONEN.

Det er underligt, hun havde jo selv Bud til mig for en halv Time siden.

MAGDELONE.

Gid du faae Skam, saa vist som du lyver mig paa.

HENRICH.

Hun er fuld Herre! Brændevinen staaer hende af Halsen, som Røg af en Skorsteen.

JERONIMUS.

Gak hiem og leg jer, Moer lille.

MAGDELONE.

Det er en hæslig Ting at see en drukken Kone.

KONEN.

grædende. Det skal ingen med Sandhed sige mig paa, at jeg drikker. Er jeg fattig, saa er jeg dog ærlig.

HENRICH.

sagte. Havde hun ikke bleven aareladt før, saa blir hun vist nok nu.

KONEN.

Hun stod jo nys for en halv Time siden og talede med mig, og sagde, at hun vilde paa Mascarade, og bad mig skaffe hende smukke Klæer. Ja mend giorde hun saa. Jeg er hverken fuld eller gall.

MAGDELONE.

Gak fra mig Kone, jeg kand ikke fordrage den Brændeviin-Stank.

JERONIMUS.

Hvis I ikke gaaer jer Vej, skal jeg lade jer trække i Spindhuset.

SCEN. 6

En Karl kommer ind med nogle Masker. De andre.

KARLEN.

Her er nogle Masker, Frue! nu kand hun vælge ud den beqvemmeste, men Stykket koster 2 Daler.

KONEN.

Kand I nu see, min Herre, at jeg er hverken fuld eller gall?

JERONIMUS.

A - - - det er uhørligt. Nu kand jeg fatte, 183 hvor den Feber kommer fra, den U-roelighed udi Kroppen, hvorfor hun vilde ligge alleene.

MAGDELONE.

Men min hierte Mand---

JERONIMUS.

Tie kun stille, I kand ikke besmykke det med noget. En Kone af den Alder vil gaae paa Mascarade! Hvilket smukt Exempel er det ikke for unge Mennesker, i sær for ens Barn og Huusfolk!

MAGDELONE.

Jeg vilde kun see engang hvorledes der gik til, at jeg siden med des bedre Grund kunde straffe andre.

JERONIMUS.

En herlig Undskyldning! Gak kun smukt ind Madame, og lad jer ikke see for Folk udi nogle Dage, indtil I har giort Poenitentze. Og I andre med Maskene og Mascarade-Klæderne, hvis I kommer oftere i mit Huus med slig Kram, skal jeg lade slaae Arm og Been i tu paa jer. De gaaer bort.

SCEN. 7

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Naar jeg tænker paa dette, er jeg færdig at blive gall. Hun havde saadan U-roelighed i Kroppen, Anstød af Feber. Det er ogsaa sandt; thi slige forbandede Lyster er jo verre end Sygdomme. Hun bør jo aarelades. Jeg har slet ikke et Ord at tale mod jer meere Leander! kand jer Moer gaae paa Mascarade, saa er det jer anstændigt at gaae i Horehuus. I skal der vel hen i Aften igien?

LEANDER.

Ney det være langt fra.

JERONIMUS.

Jeg skal ogsaa sætte en Pind derfor. Naar jeg eftertænker Tiden og Conjuncturene, saa smerter mig saadant allermeest. Nu er just den Tid I burde tvinge jer allermeest, eftersom vi har giort Alliance med en brav Mand, hvis Datter I skal have. Mon saadant alleene er ikke mægtig til at giøre alle mine Anslag til intet, og forspilde jer egen Lykke? Meener I vel, at Monsieur Leonard vil give sin eeneste Datter bort til 184 saadan Straten-Junker? Betænk jer, min Søn! det giør mig ont, at jeg skal tale jer saa haardt til, nu I staaer færdig at forlade mit Huus; slaae det Galskab af jer Hoved, og lav jer til, at insinuere jer hos Seignr. Leonard, af hvilken jeg allerede har faaet Ja paa jere Vegne, saa det rester kun, at I taler med ham selv. Jeg har lovet, at I skal komme derhen i Morgen tilig. Gak derfor betimelig til Sengs i Aften, at I kand staae op i tide i Morgen.

LEANDER.

Det skal efterleves hierte Far. Gaaer ind med Henrich.

SCEN. 8

Jeronimus. Arv.

JERONIMUS.

Arv!

ARV.

Ja Herre!

JERONIMUS.

Hør Arv! du skal blive her ved Porten i Nat for at observere, om min Søn gaaer ud.

ARV.

Vil da Herren give mig et Compagnie Dragoner med til Beskyttelse? thi endskiønt jeg faaer Bestalling paa at være Commendant, vil det dog gaae mig forbandet, om jeg drister mig til at hindre ham Passen; thi jeg har merket, at han har en falsk Hovednøgel.

JERONIMUS.

Du skal ingen Modstand giøre, men alleene vare mig ad, naar du fornemmer, at nogen vil ud.

ARV.

Det skal jeg nok efterleve.

JERONIMUS.

Kom kun ind da saa længe. De gaaer ind.

SCEN. 9

HENRICH.

alleene. Hillemend, det var Lykke jeg stod paa luur og fik disse Anstalter at høre. Dersom min gamle Geist vil staae mig bi, saa blir Arv en u-lyksalig Commendant. Thi vi maa paa Mascarade, skulde jeg end blive hudflettet derfor i Morgen. Hvad Skam skulde det ikke være for mig at blive borte, da jeg har givet 185 Parole til saa mange artige Piger! Det var ellers en stor Ulykke, at disse forbandede Folk skulde just komme saa ubelejligt og røbe os, besynderlig den sidste med Maskerne ; thi dersom han ogsaa ikke havde kommet, skulde vi let have bildet den Gamle ind, at Kiellingen med Klæerne var drukken. Nu er min Herre inde og fører sig i Klæerne, og naar han kommer hid, skal vi overlægge, hvordan Fæstningen best kand bestormes. Ha ha, det er den rette Karl at sætte paa Skildt-Vagt. Der vil ikke megen Konst til at narre en Taadse. Men der kommer min Herre paaklædt.

SCEN. 10

Leander. Henrich.

LEANDER.

Det var en forbandet Hendelse, Henrich, at min Mamma skulde saa skammelig røbes.

HENRICH.

Jeg veed ey heller, sandt at sige, hvad slig en gammel Kone vil paa Mascarade.

LEANDER.

Lysten vil nok forgaae hende formedelst denne Historie.

HENRICH.

Der vil holdes en dygtig Sparlagens-Prædiken i Nat.

LEANDER.

Det giør mig dog virkelig ont.

HENRICH.

Men Herre, lad os ikke bekymre os saa meget for hendes skyld. Den Sag bliver nok god igien. Lad os tænke noget paa vore egne Sager. Her er giort nogle Anstalter mod os, som ikke endelig ere saa farlige, men der vil dog rettes Machiner derimod.

LEANDER.

Hvad er det for Anstalter?

HENRICH.

Da jeg hørte Herrens Far kalde paa Arv, giettede jeg strax, at han vilde tale noget hemmeligt med ham, hvorfor jeg stod paa luur, og fik at høre, at han skal staae ved Porten i Nat for at observere, om nogen gaaer ud.

LEANDER.

Det er noget forbandet Tøy, Henrich] jeg vilde nødigt, at min Far skulde faae det at vide, og jeg kand u-mueligen blive fra Mascaraden i Aften.

186
HENRICH.

Jeg, min Troe, langt mindre, thi jeg har sat got Folk Stevne.

LEANDER.

Hvorved skal vi hindre, at min Far faaer det ikke at vide?

HENRICH.

Ved mit skarpsindige Hoved.

LEANDER.

Har du allerede opspundet noget?

HENRICH.

Ney, endnu ikke.

LEANDER.

Tiden er knap Henrich! og Klokken er alt mange.

HENRICH.

For en Dosmer er Tiden knap, men for saadant Hoved, som mit, er det Tid nok.

LEANDER.

Meener du, at det ikke var best at stikke ham en Daler udi Næven?

HENRICH.

Det Anslag er ikke saa galt. Flye mig en Daler, Herre! saa vil jeg underkiøbe ham.

LEANDER.

See der er en Daler; men du maa tage ham i Eed først, førend han faaer Pengene.

HENRICH.

Dog, naar jeg tænker mig ret om, duer det Anslag ikke. Det er best, at jeg beholder Daleren. Hvad skal den Slyngel med Penge? Jeg skal faae ham at tie for slet intet.

LEANDER.

Jeg priser din Konst, Henrich! det var en artig Invention nok at skille mig ved min Daler.

HENRICH.

Det er kun for at lade see, at jeg er beqvem til at giøre det som meer er, og som kand være Herren til Tieneste. Hvad kierer jeg mig ellers om en lumpen Daler?

LEANDER.

Den skal gierne være dig skienket, naar du kun kand fuldbyrde det som du har lovet.

HENRICH.

Jeg har ham alt i Strikken. Lad os gaae til side.

SCEN. 11

Arv. Henrich.

ARV.

alleene. Det vil blive noget koldt for mig at holde Skildt-Vagt i Nat, men det vil dog ikke hielpe. Herr 187 Jeronimus har lovet mig 2 Mark til Vagt-Penge, og, omendskiøndt jeg aldrig fik en Skilling, har jeg dog Lyst af at føre Henrich i Fortræd. Den Slyngel har alt for gode Dage her i Huset, og derfor Dag for Dag blir saa modig og saa forbandet fornemme, at han neppe vil sidde til Bords eller gaae i Laug med en ærlig Karl, som jeg er. Han begynder alt at slaae Krøller paa Næsen, naar jeg kalder ham slet og ret Henrich; thi Knegten har alt faaet sig et Tilnavn, og skriver sig Henrich Æbeltoft. Og blir han lidt korn længer i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft. Men orn han blev gall, saa skal han ikke heede andet end slet og ret Henrich af mig; thi jeg er ligesaa god som den Fæhund i alle Maader. Jeg kunde ligesaa vel bære et Tilnavn som han. For Exempel: Jeg er fød udi Christen-Copernikovstræde; om jeg nu vilde kalde mig Arv Christen Copernikovstræde, skulde han kunde forbyde mig det? Men disse Lakej-Nøkker er ikke at beskrive, saa snart de Knegte faaer en Pung bag i Peryken - - -

I det samme han siger det, vender han sig om, og blir Henrich vaer udi et Spøgelses Gestalt, begynder derfor at skrige og falde paa Knæ.
HENRICH.

med et groft Maal Nu er din Time kommen, at du skal straffes for dine Misgierninger.

ARV.

Ach Velædle og Velbyrdige Hr. Satan, spar mig.

HENRICH.

Fort, fort, du skal strax faae, hvad dine Gierninger har forskyldt.

ARV.

Ach Eders Naade! giv mig dog en Dags Respit.

HENRICH.

Ingen Respit, med mindre du strax bekiender dine Misgierninger.

ARV.

Ach gierne, ach gierne. Ach jeg har intet ont giort, Hr. Lucifer.

HENRICH.

Fort, fort med mig.

ARV.

Ach jo, jeg har giort noget.

HENRICH.

Bekiend da flux.

ARV.

Forgangen Uge stal jeg en Otting Meel af Huset.

188

        

189
HENRICH.

Meer, meer.

ARV.

For 3 Uger siden stal jeg 3 Stykker røget Kiød.

HENRICH.

Meer, meer din Hund! eller jeg ----

ARV.

I Overgaars Nat staal jeg - - - -

HENRICH.

Hvad staal du?

ARV.

grædende. Kokke-Pigens Jomfruedom bort.

HENRICH.

tar Dækket af sig. Arv! est du saa bange i Mørke?

ARV.

Ach gid du faaer en Ulykke din Skielm.

HENRICH.

Det er mig ret kiært, at jeg fik disse Historier at vide, at Herr Jeronimus kand lære at kiende dig.

ARV.

Ach kiære Henrich! røb mig ikke.

HENRICH.

Ingen Snak!

ARV.

Ach Maansør Henrich.

HENRICH.

Her hielper ingen Bøn.

ARV.

Ach Maansør Henrich Æbeltoft.

HENRICH.

At slig en skinhellig Hund kand blive straffet.

ARV.

Ach Maansør Henrich von Æbeltoft.

HENRICH.

Nu maa du længe nok sige Hr. Jeronimus, at vi gaaer paa Mascarade i Aften; jeg veed nok, at det er derfor du gaaer her og lurer.

ARV.

Ja det er sandt, at Hr. Jeronimus har befalet mig at staae ved Porten til den Ende; men jeg skal min Troe ikke røbe jer.

HENRICH.

Nu kand vi nok røbe hinanden; thi naar jeg faaer et Ørefigen for mine Gierninger, saa bliver du hengt.

ARV.

I maa gaae saa tit paa Mascarade som jer lyster, jeg skal min Troe aldrig sige fra.

HENRICH.

Saa skal jeg da ey heller røbe dig.

ARV.

Kand jeg da forlade mig dertil?

HENRICH.

See der har du min Haand, at, saa længe du est os troe, skal jeg ogsaa tie med dig. Gak du nu kun hen og læg dig.

ARV.

Ja det vil jeg og giøre.

HENRICH.

Adieu Arv! en god roelig Nat. Nu har jeg ved 190 min Snedighed udvirket saa meget, at den Knegt, som tilforn giorde os Fortræd, herefter skal studere paa at giøre os Tieneste, ja gaae i Døden for os; thi saa snart han giør ringeste Mine, truer jeg ham med et Manifest, hvorudi Meelet, det røgede Kiød og Kokke-Pigens Møedom skal blive indført. Nu maa jeg ind at fortælle min Herre Historien.

        

191

INTERMEDIUM.

Hvorudi Mascaraden præsenteres. Derudi præsenteres Leander at blive forliebt i en Maske, som er Leonora Leonards Datter. De demaskerer sig begge, tales ved, og gir hinanden sine Ringe. Naar samme Præsentation har varet et Qvarteer, lader man Dækket falde.

192

ACTUS II

SCEN. 1

Jeronimus. Arv. Henrich.

JERONIMUS.

Jeg har haft min Kone i Skole denne Nat, saa det har haft god Skik. Hun har saa vit ret derudi, at hun just formedelst hendes Alder kand med mindre Mistanke gaae paa Mascarade end en ung Kone eller Jomfrue. Men hun maa tilstaae mig dette, at hun derved gir ont Exempel til andre unge Mennesker, hvilke, saa snart man bebreider dem saadant u-ordentlig Levnet, vide de strax at besmykke det saaledes: Kand en Kone af saadan Alder, der har voxne Børn, gaae paa Mascarade, hvorfor skal det da lægges unge Mennesker til Last? Jeg har ligget og præket om den Materie for hende indtil Midnat, saa jeg derover har sovet et par Timer længer ud paa Morgenen end jeg plejer. Jeg merker hverken til min Søn eller hans Tiener, thi der er saa stille paa deres Kammer. Jeg kand tænke, Leander maa alt være gaaen hen til sin tilkommende Svigerfar. Arv kommer ind. Arv! har du passet vel paa din Post i Nat?

ARV.

Jeg stod ved Porten til Klokken 12 i Nat, men jeg merkede ingen. Jeg kunde mare ikke staae Skild-Vagt længer for Kuld.

JERONIMUS.

Det var alt nok. Er de ikke gaaen ud for Midnat, saa er de nok bleven inde. Men har du fornummet, at Leander er gaaen ud i Maares tilig?

ARV.

Ney Herre! jeg vil ikke lyve dem noget paa. Baade Leander og Henrich ligge endnu og sove.

JERONIMUS.

Ligger de endnu og sover, saa kand det 193 u-mueligt være rigtigt med dem. Jeg maa kige igiennem Vinduet ind i Henrichs Kammer. Ach Himmel, er det mueligt? De har min Troe været paa Mascarade i Nat igien. Det Beest ligger og snorker i Sengen i Mascarad-Klæer. Hvorledes har din Skurk da passet paa?

ARV.

De maa have været udgaaet efter Midnat, Herre.

JERONIMUS.

Jeg skal strax faae den Knegt op af Sengen og prygle ham vaagen med min Stok.

Løber ind og kommer udtrækkendes med Henrich efter Haaret. Henrich støder ham fra sig, gaaer i Søvne i Mascarad-Klæerne, raaber: nok en Koppe Caffee! snakker videre i Søvne:

Nu ingen Menueter meer, lad os faae en Engelsk Dantz, spill op Coutilliongen. Ej Lapperie, ikke den Coutillion! Den nye er det som jeg meener.

Synger og dantzer Coutillon. Jeronimus staaer med Forundring og seer det an. Henrich gaaer omsider hen til Jeronimus, kysser ham paa Haanden, og siger: En Menuet, Mammeselle.

JERONIMUS.

gir ham et Ørefigen, saa han tumler om. Ney en Soufflet først, Monsieur.

HENRICH.

blir deraf vaagen, raaber: Ach Hr. Jeronimus, jeg skal aldrig giøre det oftere.

Løber ind og slaaer sin Kammer-Dør i Laas.
JERONIMUS.

slaaer paa Døren og raaber: Vil du lukke op!

HENRICH.

kigende ud af Vinduet. Ach Hr. Jeronimus, bliv ikke vred.

JERONIMUS.

Fort luk Døren op, eller jeg skal lade den opbryde.

HENRICH.

Ach Hr. Jeronimus, vi ere alle Mennesker.

JERONIMUS.

Jeg bryder Døren op, saa vil det gaae dig 10 gange verre.

HENRICH.

Ach Herre! hvad siger ikke Tydsken? Ein Mahl ist kein Mahl.

JERONIMUS.

Gid du faae en Ulykke! Vil du bilde mig ind, at det er den første gang I har løbet gall i Vinter?

194
HENRICH.

Ach Herre, vi bleve denne gang forført paa Mascaraden af en tydsk Karl fra Franckfurth.

JERONIMUS.

Arv! spring mig strax efter en Øxe.

HENRICH.

Vi kunde u-mueligen, hvor nødig vi end 195 vilde, negte det til samme Karl; thi han kand over 24 slags Sprog, end ogsaa Mesopotamisk.

JERONIMUS.

Det kand de jo alle. Gid jeg kun havde Øxen.

HENRICH.

Samme Karl spiller ogsaa sterkt paa Instrumenter.

JERONIMUS.

Jeg spiller ogsaa sterkt paa Instrumenter, som jeg strax skal faae dig til at dantze efter. Arv! hvor blir din Hund saa længe henne?

SCEN. 2

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

God Morgen kiære Svoger! hvi saa fortørnet?

JERONIMUS.

I veed ikke, kiære Svoger, hvad jeg har at trækkes med i Huset.

HENRICH.

af Vinduet. Ach Herr Leonard! beed et got Ord for mig og min Herre.

LEONARD.

Hvad ont har I da giort, min Søn?

HENRICH.

Intet uden at vi vare paa Mascarade i Nat.

LEONARD.

Ikke andet? Er det saa meget strafværdig, da har jeg giort meget ilde i det jeg lod min Datter gaae paa Mascarade i Aftes.

JERONIMUS.

Lod I jer Datter gaae paa Mascarade?

LEONARD.

Ja, jeg nødde hende saa got som der til. Jeg er aldrig for at negte unge Mennesker uskyldig Lystighed, som jeg selv i min Ungdom har øvet.

JERONIMUS.

Kalder I det uskyldig Lystighed?

LEONARD.

Hvad det er eller ey, saa er det dog noget, som ikke fortiener saadan Fortørnelse.

JERONIMUS.

Dersom saadant skeede paa andre Tider, vilde jeg ikke fortryde saa meget derpaa. Men at min Søn løber gall, nu han skal meest distinguere sig ved Skikkelighed og træde udi Ægteskabs-Stand, det smerter mig.

LEONARD.

Han vil nok blive ærbar, Svoger. Vi har jo 196 været ligedan i vor Ungdom, og ikke vendet Verden Ryggen, førend den vendte os Ryggen. Dersom vi bleve ligesaa friske og muntre igien, som vi var for 20 Aar siden, gik vi paa Mascarade igien; naar vi forfølger vore Børn for de Vellyster, som vi selv udi vor Ungdom har øvet, men nu ved Alderen ere blevne ubeqvemme til, lader det, som vi giør det af puur Misundelse. Det lader for os, ligesom een der har Liig-Torner, og derfor fordømmer Dantzen. I maa min Troe ikke være i ond Humeur meere, kiære Svoger. Skulde nogen være allarmered over saadan jer Søns Conduite, skulde det være jeg, hvis Datter han skal have.

JERONIMUS.

Jeg vil dog prygle den skielms Dreng, og hegle min Søn igiennem.

LEONARD.

I skal min Troe ikke faae lov at giøre nogen af Deelene saa længe jeg er her, og jeg gaaer ikke bort, førend I lover at pardonnere dem.

JERONIMUS.

Jeg skal da for Svogers skyld ikke giøre stor Allarm. Henrich! kom snart hid, og lad Leander ogsaa komme hid.

HENRICH.

Vil Herren da ikke slaae mig?

JERONIMUS.

Ney, jeg har for Monsieur Leonards skyld pardonneret jer denne gang. Men det meeste, som staaer mig for Hovedet, er, at han lovede mig i Aftes at gaae hen til Svoger i Dag tilig efter Aftale.

LEONARD.

Ej det vil ikke sige. Nu veed jeg, hvad som har hindret ham.

SCEN. 3

Jeronimus. Leonard. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

God Morgen, Monsieur. I har jo været hos jer Sviger-Far i Maares efter Løfte?

LEANDER.

Jeg beder om Forladelse hierte Far.

JERONIMUS.

Ej I har ikke nødig at bede om Forladelse. I har lovlig Undskyldning. Een som har stimet den heele Nat over, maa jo endelig sove om Dagen. Jeg har 197 Aarsag heller at bede om Forladelse, som har været saa dristig at forstyrre jer Søvn. Til Henrich. Og din Dag-Tyv - - - -

LEONARD.

Ej Svoger! I har jo lovet intet ont at giøre ham. Han maa jo giøre, hvad hans Herre befaler ham.

JERONIMUS.

Ney det er forskrækkeligt Svoger! den Knegt gaaer ind og dantzer selv med; det giør jo ingen anden Tiener.

HENRICH.

Det kommer deraf, at jeg har bedre Hoved og Begreb end de fleeste andre Tienere; thi hvad Tieneste kand de dumme Diævle giøre deres Herre dermed, at de sidde i en Vogn og fryser saa den heele Nat, at de maa ligge syg Dagen efter? Jeg holder for, at den største Tieneste, en Tiener kand giøre sin Herre, er at pleje sig vel, naar Tienesten ikke forsømmes derved. See engang hvad min Herre vinder derved. Naar andre Herrer vil gaae paa Mascarade, knurrer Tienerne, jeg derimod hopper af Glæde, og er aldrig meere hurtig. Naar andre slyngelske og dosmeragtige Tienere, som sidde i Vognen om Natten, skal hiem, ere de gandske stive af Kuld og u-beqvemme at hielpe Herren Klæ- erne af, ja maa tage Draaber ind at sveede paa Dagen derefter. Jeg derimod gaaer dantzende hiem og er frisk Dagen derefter.

JERONIMUS.

Hør mig til den Knegt, hvordan han kand besmykke sine Sager. Han kunde blive en perfect Lakej-Procurator.

HENRICH.

Jeg holder for, at en stakkels Tienere, der diverterer sig brav, giør meget vel. Vi fødes udi Armod. Vi opdrages udi Sult. Vi prygles en halv Snees Aar af en knar-vorn Skolemester; saaledes gaaer vor Barndom hen. Naar vi kommer lidt til Alder, maa vi slæbe og trælle, at vi ikke skal døe i vor Alderdom for Tiden af Sult. Kort at sige, vor heele Levnet er en Kiæde af Ælendigheder. Og naar vi nu vil hitte paa noget at bøde 198 paa vor Jammer, og ved en og anden Lystighed hindre, at vore Legemer ikke skal falde i Staver, bliver vi igiennemheiglede.

JERONIMUS.

Meener din Slyngel, at det er sundt at føre et u-ordentlig Levnet, og giøre Nat til Dag?

HENRICH.

Den Motion, Herre, vi har af en Nats Dantz, er saa sund, som at faae et heelt Apothek i Maven.

JERONIMUS.

Kand dit Beest ikke movere dig uden det skal skee ved Dantz? Kandst du ikke giøre nyttigt Arbeide, og deraf bekomme sund Motion?

HENRICH.

Jeg kand movere mig med at dantze, jeg kand ogsaa movere mig ved at hugge Brænde, men ved den ene Motion kand jeg arbeide mig en Hypochondrie paa Halsen, thi man hugger ikke Brænde med Lyst, men ved den anden kand jeg fordrive en Sygdom, efterdi den er blandet med Glæde. Jeg vilde ønske, at vi kunde tage Kudsken og Hestene med ind paa Mascaraden, at de stakkels Beester ogsaa kunde have nogen Tidsfordriv og nogle gode Timer blant saa mange suure Dage.

JERONIMUS.

Jeg troer, at jeg slaaer Hovedet i stykker paa den Knegt.

LEONARD.

Det var Synd, Svoger. Han har alt for got Hoved dertil, at man skulde slaae det i stykker.

JERONIMUS.

Skulde den Knegt understaae sig at forsvare det, som alle skiønsomme Folk, der er kommen til Alders, fordømme, og ingen uden Straten-Junkere approbere?

LEONARD.

Ej Hr. Jeronimus! lad ham da tale med mig, eftersom I ikke vil høre ham.

HENRICH.

Herren har ret, at alle Folk, som er kommen til Alders, fordømme saadant, men hvorfor? fordi de er kommen i den Stand, at deres Been er bleven stive, at de selv ikke kand dantze meer. Unge Folk har sine Tidsfordrive, og gamle Folk sine. Ungdommen fornøyer sig ved Spill, Dantz og deslige Lystigheder; gamle Folk her i Landet ved at sidde paa et Viinhuus om Aftenen, 199 og igiennemheigle Ungdommens Feil, indtil de af 4re Vægtere maa lade sig slæbe drukken hiem.

Jeronimus løfter paa sin Stok.
LEONARD.

I skal min Troe ikke slaae ham Svoger, han har, min Troe, ikke Uret i den Post.

HENRICH.

Jeg siger det ikke for at laste gamle Folk, men for at vise, at hver Alder har sine Feil. Om det nu er mindre Synd at gaae drukken hver Aften til Sengs (hvilket er gamle skikkelige Folks grande Mode hos os) eller at gaae paa Mascarade paa visse Tider om Aaret, det lar jeg staae ved sit Værd. Den eeneste Forskiæl er, at det første er en gammel vedtagen Skik, men det andet noget nyt.

JERONIMUS.

Svoger! jeg veed ikke hvordan I kand taale slig ugudelig Snak.

LEONARD.

Ej I skal min Troe give ham lov at tale.

HENRICH.

Meener Herren, at jeg siger dette for at moralisere? aldeeles ikke. Jeg siger kuns, at naar hver Stand betragter sine Feil, holder den ene Kniv den anden i Skeeden; og at intet Syn er meer selsom end at see en drukken Mand leedet af Vægtere hiem, moralisere og igiennemheigle Ungdommens Feil paa Vejen.

JERONIMUS.

Men dit Beest! svar mig dertil. Hvad Anledning gives ikke til Ukydskhed ved Mascarader, hvor unge Mennesker uden Hinder forklædte kand kiøre hen til den tredie Sted, uden at nogen under deres Masker skal kiende dem.

HENRICH.

Ej Herre! I Spanien er det farligt, hvor Fruentimmer er indsluttet. Men her i Landet, naar to forliebe sig i hinanden, finde de hundrede Lejligheder at komme sammen. At reise til Gyldenlund eller Friderichs-Dal om Sommeren, holdes for en meget noble Tidsfordriv, men hvad der bestilles iblant, veed min Broer perfect, som er Lejekudsk.

LEONARD.

Men Henrich! nu vil jeg ogsaa tale lidt: Naar unge Mennesker gaaer hver Aften paa Mascarade, og stimer den heele Nat, maa de da ikke sove den heele 200 Dag derefter? blive de da ikke derudover til ørkesløse Mennesker, og omsider til Døgenigter?

HENRICH.

Det er sandt Herre! jeg har ikke et Ord at svare dertil; jeg tar kun alleene min Herres Parti, som kommer der 5 a 6 gange om Aaret; thi de, som giøre en Vane deraf, føre et skammeligt Levnet.

JERONIMUS.

Gid du faae Skam for hver gang du har været over 5 eller 6 gange paa Mascaraden i Vinter.

HENRICH.

Jeg har ikke noget at svare dertil Herre. Det kommer mig ey heller ved at forsvare det, lad dem svare som gaaer paa Mascarade 3 gange om Ugen heele Vinteren igiennem. Ellers kunde de got Folk ogsaa sige - - -

JERONIMUS.

Hvad kunde de sige?

HENRICH.

De kunde sige: Ungdommen ved saadan iidelig Nattevægt vænnes til at blive haardføre, og kand derved i Fremtiden blive beqvemme til at lide ont, og vaage, naar Forretninger det udkræve.

LEONARD.

Men det er Ulykken, Henrich, at naar de vaage om Natten, maa de sove Dagen bort.

JERONIMUS.

Ingen Ting er jo skammeligere, end at giøre Nat til Dag og Dag til Nat.

HENRICH.

Det giør jo alle Vægtere, Herre, og dog ere got Folk.

LEONARD.

Ja det er sandt. Men Vægtere giøre store Tienester om Natten, og de med god Samvittighed kand sove den halve Dag bort.

HENRICH.

Ja de ønsker Folk udi Sang en roelig Søvn hver Time paa Natten, og tillige med deres Skraal vækker dem op af Søvne.

JERONIMUS.

Kiære Svoger, tal ikke meer med den Knegt. Hør, hvis du oftere gaaer paa Mascarade, skal du paa Hovedet af mit Huus, og din Herre skal jeg giøre arveløs.

LEONARD.

Nu nu, Svoger! ikke saa hidsig, lader os gaae Middel-Vejen, og hør ubesværget min ringe Betænkning om Mascarader. Jeg fordømmer ikke Mascarader, fordi de ere Mascarader; men fordi der giøres 201 Vane deraf. U-nyttig Tids-Fordriv og Børne-Leeg ere undertiden saa fornødne for visse Folk som Mad og Drikke, og Mascarader, foruden at de forfrisker tungsindede Folk, ere af en sær artig Invention, thi de forestiller Menneskene den naturlige Liighed, hvorudi de vare i Begyndelsen, førend Hofmod tog overhaand, og et Menneske holdt sig for god at omgaaes med et andet; thi saa længe Mascaraden varer, er Tieneren lige saa god som Herren. Jeg fordømmer derfor ikke Mascarader, men deres Misbrug; thi at gaae 3 gange om Ugen paa Mascaraden er at sætte sine Midler til, er at sætte sin Helsen til, er at stiæle 3 Dage bort af Ugen, ja undertiden den heele Uge, thi unge Mennesker kand ved iidelig Sviir og Døserie blive gandske ubeqvemme til Forretninger. Man seer derfor ingensteds regierede Mascarader heele Aaret igiennem. At dantze nogle gange om Aaret, enten med bedækt eller blot Ansigt, er intet ont, men at dantze heele Aaret igiennem, kand giøre den beste Stad til en stor Daare-Kiste.

JERONIMUS.

Svar nu dertil, Slyngel.

HENRICH.

Skam det giør!

JERONIMUS.

Jeg troer vel, at du ikke kand svare noget vigtigt.

HENRICH.

Herre! jeg har ikke Lyst til noget slags Spill, jeg spiller ikke Kort, som andre Tiennere; jeg fordriver aldrig Tiden med Drik eller hos Fruentimmer. Kort at sige: Jeg har ikke Lyst til noget uden Musiqve og Dantz. Hvilket derfor naar man betager mig, saa ----

JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke med din Raisonneren! Paa den Maade kunde een ogsaa sige: Jeg har ingen anden Lyst end at slaae Folk ihiel; betager man mig ogsaa den Lyst, saa har jeg ingen Fornøyelse i Verden.

HENRICH.

Ney Herre, det maa man hindre, den Lyst maa man dempe; thi det er ikke Folks Lejlighed at lade sig slaae ihiel. Men hvem lider derved, at jeg gaaer paa Mascarade?

202
JERONIMUS.

Om ingen lider derved, saa lider du selv, i det du sætter dine Penge u-nyttig til.

HENRICK.

Ej Herre! den største Dyd er at lade Pengene roulere blant Folk.

JERONIMUS.

Efterdi du holder det for en Dyd, at lade Pengene roulere blant Folk, saa lad dem da roulere blant fattige Folk, saa giør jeg.

HENRICH.

Herre! der er to slags fattige Folk udi et Land, nogle ere lade Stodere, andre ere arbeidsomme Stodere. De lade Stodere ere de, som gaaer om og tigger, og ikke vil arbeide; dem rækker Herren Haanden. De arbeidsomme Stodere ere Skrædere, Skomagere, Selgekiellinger, Makron og Sukkerbrød-Kiellinger, Lejekudsker; dem rækker vi Haanden. Dersom nu alle Folk levede saa indgetogen som Hr. Jeronimus, maatte alle slige Folk døe af Sult. Herren derfor ved sine Almisser styrker Folk i at betle; vi derimod hindrer dem fra at betle. Skal man hielpe Stodere, saa er det jo bedre at hielpe flittige end lade.

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! du skal nok see, at nogen spiller alleene i den Intention at skaffe Kortmagerne Arbeid. Jeg vil ikke meer høre din u-rimelige Snak. Hør kiære Svoger! naar kand min Søn giøre Opvartning hos hans Datter?

LEONARD.

Jo før jo bedre. Jeg veed ellers ikke, hvad der gaaer af min Datter i Dag, hun er saa melancholisk. Da vi sade og drukke Thee, giorde hun ikke andet, end sukkede.

JERONIMUS.

Den gode Jomfrue har Aarsag at være fortrydelig. Jeg lover, at min Søn skal komme derhen, og han forsømmer det. Hun kand jo have Aarsag, at tage saadant op som en Koldsindighed. See der Junker, der har du Frugten af din Natte-Stimen. Leander sukker dybt.

JERONIMUS.

Ja nu sukker vi bag efter. Nu finder vi, at vore Forældres Formaninger har været vel grundet. 203 Og du Hr. Philosophux, kandst du ogsaa hitte paa noget at besmykke dette med?

LEONARD.

Nu nu, Svoger, skield ikke meer. Det er ikke saa farlig en Sag. Er det derfor, at min Datter er i ond Humeur, kand Melancholien snart fordrives, i det hun bliver erkyndiget om Aarsagen til hans Borteblivelse.

JERONIMUS.

Lav jer da strax til, min Søn, at gaae derhen og giøre jer Undskyldning. Hr. Svoger er saa god at trinne lidt ind til mig, at vi kand tale noget sammen udi Eenrom.

De Gamle gaaer ind.

SCEN. 4

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich! vil du tage mit Liv fra mig, saa giør du mig en stor Tieneste.

HENRICH.

Faae den Skam, der giør, og ligesaa den, der begiærer.

LEANDER.

Jeg vil betale dig derfor.

HENRICH.

Ney Herren skal ikke sætte sig i nogen Bekostning derfor. Giør jeg det, saa giør jeg det for slet intet; thi jeg blev strax hengt for min Tienstfærdighed, og saa nyttede Belønningen mig intet. Men hvor kand Herren blive saa mod-løs deraf, at hans Far staaer og bræger noget hen i Vejret? ligesom man ikke er daglig vant til at høre hans skidne Mund.

LEANDER.

Du farer vild, Henrich! der er anden Aarsag til min Desperation, hvilken naar du faaer at høre, skal du selv beklage mig. Jeg er bleven dødelig forliebt.

HENRICH.

Det kand aldrig komme belejligere, nu Bryllups-Tiden er for Haanden.

LEANDER.

Ney Henrich! jeg er bleven forliebt i et andet Fruentimmer paa Mascaraden i Aftes.

HENRICH.

Jeg blev ogsaa forliebt udi adskillige Piger; men da jeg kom til at dantze, svedede jeg Kiærligheden 204 bort. Jeg var færdig at døe af Kiærlighed til een, som jeg tog op til Hane-Dantzen, men inden den lange Dantz kom til Ende, gik der saa meget Cupido ud ved Sveed af alle Ender paa mig, at jeg ikke gad see den Pige meer for mine Øyen.

LEANDER.

Gid jeg kunde sige det samme! Men den yndige Jomfrue har staaet mig for Øyene den heele Nat.

HENRICH.

Ej Herre! den Kiærlighed, som kommer saa hastig, har ingen Bestandighed. Tilmed faaer I hende maa skee aldrig meere at see.

LEANDER.

Det forbyde Himmelen! Jo Henrich! jeg haaber at faae hende at see i Dag. Hendes Kiærlighed svarer til min. Vi har sæt hinanden Stevne at møde paa et vis Sted. Jeg har givet hende min Ring, og dette er hendes, som jeg her bær.

HENRICH.

Det har dog anden Art, naar man forlover sig selv, og ikke bruger Forældre til Commissionairer, da kand man giøre Forlovelse, Bryllup og Introduction til Barsel i en Haande-Vending. Men Herre! at tale Alvor, saa maa I slaae denne nye Mascarade Kiærlighed af Hovedet; thi denne Tid er meget ubelejlig for jer at blive forliebt udi andre.

LEANDER.

Det er mig ikke mueligt Henrich! Ach havde du seet hende, da skulde du bestyrke mig i min Kierlighed. Jeg saae aldrig saadant angenemt Syn. Ansigt, Hænder, Mine, Tale; alt var saaledes, at et eeneste deraf kunde bevæge den allerkoldsindigste.

HENRICH.

Men Herre! naar I seer ret til, saa er det, maa skee, en af Ane Hattemagers Bataillon.

LEANDER.

Du skal nok see, at en Skiøge bær saadan kostbar Ring, at en Skiøge har saadanne angenemme Miner, saadant sødt Væsen.

HENRICH.

Hun maa være hvad hun være vil, saa er det dog noget selsom, at et honnet Fruentimmer forlover sig saa hastig.

LEANDER.

Jeg har holdet Stand mod alle Fruentimmer 205 tilforn, men saa snart jeg fik denne Jomfrue at see, var det ligesom een sagde mig: Her er den Person, som Himmelen har beskikket dig til Ægtefælle. Og saadant er det ogsaa tilgaaet med hende. Kjærlighed, Henrich, er noget, som man ikke kand begribe.

HENRICH.

Jeg merker det. Ellers kunde Monsieur Cupido nok have holdet inde med sine Pile paa denne Tid, nu Herren har sluttet Parti med en brav Mands Datter, hvilket ikke kand ophæves uden stor Allarm.

LEANDER.

Der maa komme saa stor Allarm deraf, som der komme vil, saa beqvemmer jeg mig ikke til at tage Leonards Datter.

HENRICH.

Det er noget forbandet Tøy. Der vil regne en hob Skieids-Ord over jer, og en hob Prygl over mig. Jeg var tilfreds, jeg var Fanden i vold hen i en anden Kant af Verden. Jeg var tilfreds, jeg var Gouverneur i Ostindien. Raisonneer lidt Korn med jer selv Herre.

LEANDER.

Det hielper mig ikke.

HENRICH.

Jeg vil see til om jeg kand curere jer, Herre, ved den sorte Konst, som jeg i min Ungdom har lært. I skal repetere disse Ord 3 gange udi rad: Honneur, Interesse, Foragt, Skieids-Ord, Fortreed, Forældres og Venners Had. Forsøg kun at repetere de Ord 3 gange.

LEANDER.

Det hielper ikke, om jeg repeterer dem 3000 gange, alt saadant er forsvagt til at bevæge mig.

HENRICH.

Kand det ikke hielpe, saa kand et heelt Apothek ikke curere Herren.

LEANDER.

Du maa være mig imod i alting, Henrich, foruden i denne Post.

HENRICH.

Og jeg vil holde med Herren i alting, foruden i denne Post. Denne nye Kierlighed, Herre, vil bringe os i stor U-lykke.

LEANDER.

Tal ikke et Ord meer derimod, det skal ellers koste dit Liv.

HENRICH.

Ja saa er best da at tie; nu merker jeg, at det er Alvor.

LEANDER.

Jeg vil ey heller, at du skal tie.

206
HENRICH.

Hverken tale eller tie?

LEANDER.

Jeg vil, at du skal styrke mig i min Kierlighed. Jeg vil, at du skal give mig gode Raad, hvad jeg skal giøre, hvordan jeg skal stille mig an, naar min Far spør mig, hvordan jeg har forrettet mit Ærende.

HENRICH.

Jeg holder for, at det er best, at sige strax alting reent ud, og tage imod hvad som følger paa.

LEANDER.

Hvad meener du der vil følge paa?

HENRICH.

Nogle smaa Historier, som dog ikkun er Bagatelle. Om Herren vil tillade mig at agere en liden Comoedie derover udi 3 smaa Acter, paa det han kand see Begyndelsen, Fremgangen og Enden derpaa. Den første Act begynder saaledes: (Jeg er for Exempel Jeronimus først) Du letfærdige, liderlige Fugl, du est ikke værd at have slige brave Folk til Forældre, imod hvis Villie du vil forlove dig med et løs Fruentimmer, som du har aldrig seet meer end eengang, og derved giøre dig selv til en Bedragere og Løgnere, prostituere din heele Familie, og bringe dig udi alle Folkes Eftertale. (Nu kommer Leonard og hans Datter:) I bilder jer nok ind, at min Datter er en Kastekiep, Monsieur Leander? troe mig, at her er Lands Lov og Ret, og at jeg skal spille med jer saa længe jeg har en Skilling i Pungen. Vi er kommen af alt for got Folk til at lade vort Huus saaledes prostituere. (Nu kommer Jomfruen; hun piber:) Ach min hierte Papa! hvis I ikke hevner den Tort, som mig er skeed, døer jeg af Sorg. Han har jo selv skriftlig begieret mig. Jeg har jo 3, 4 af hans Breve. Hvad har han paa mig at sige? er jeg vanskabt? har jeg ikke et got Rygte? er jeg ikke i alle Maader, som jeg har været beskreven? Det er et kort Indhold af den første Act, hvorudi Leander blir ved sit Forsæt at ægte en anden.

LEANDER.

Det vil ungefehr blive saa.

HENRICH.

Den anden Act begyndes saaledes: See denne Stoel, som jeg sætter her, er Tamper-Retten, og jeg er først Jomfruens Procurator. Nu læses op Stevningen: Rector og Professoribus giøre vitterligt, at for os har 207 ladet indstevne - - - Det vil jeg nu forbigaae og begive mig til Proceduren.

Rangerer sig ved den ene Side af Stolen. Min Principalinde, gunstige Herrer, er en fornemme u-berygtet Jomfrue, som han selv har begiæret af hendes kiære Forældre, og som han siden den Tid intet ont kand overbevise.

Ved den anden Side. Det er sandt, gunstige Herrer, at min Principal har begiæret hende, og at han intet kand sige om hende, uden alt, hvad som ærligt og skikkeligt er. Men det er dog haardt at tvinge een til at gifte sig mod sin Villie. Det er jo ikke andet, end at bygge paa Helvede; tilmed saasom min Principal ikke har seet hende, langt mindre rørt hende, saa blir hun ligesaa god, som hun var tilforn.

Til den anden Side igien. Ney holdt Hr. Collega, en Jomfrue, som man først u-tvungen har begiæret, og siden uden Aarsag slaaer op med, kommer derudover i alle Folkes Munde.

Ved den anden Side. Han slaaer ikke op med hende af Modtvillighed; men en anden sterkere Kjærlighed har betaget ham saaledes, at han ikke kand holde sit Løfte.

Ved den anden Side. Ha ha, det er got Snak. Paa den Maade kunde enhver undskylde sig dermed.

Ved den anden Side. I veed maa skee ikke hvad Magt Kiærlighed har Hr. Collega, ellers talede I ikke saa u-rimelig.

Ved den anden Side. Jeg veed saa vel hvad Kiærlighed er som I.

Ved den anden Side. Hvorfor fører I da saadan forbandet Pølse-Snak?

Ved den anden Side. I fører Pølse-Snak og taler som en Ting-Stud.

Ved den anden Side. 208 Var det ikke af Respect for Retten, saa skulde jeg vise din Slyngel, hvad en Ting-Stud er.

Ved den anden Side. Er jeg en Slyngel?

Ved den anden Side. Ja det tør jeg sige og forsvare det.

Trækker sig selv i Haaret, og skriger ved den ene Side, giør ligesaa ved den anden Side. Jeg underkaster det til denne høye Rettes Kiendelse.

Ved den anden Side. Jeg ligesaa.

Nu er jeg Tamper-Retten.

Sætter sig ned og læser med Gravitet. Saasom Seignr. Leander har forlovet sig med Hr. Leonards eeneste Jomfrue Datter, og han siden den Tid ingen skiellig Aarsag kand fremføre at til intet giøre samme Forlovelse, saa dømmes han at ægte hende inden 6 Uger.

LEANDER.

Ja hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Aldeeles intet. Monsr. Leander blir endnu ved sit forrige Forsæt. Nu kommer den tredie Act: Der slaaes Arrest paa Monsr. Leanders Person. Hans For ældre har Plaisir deraf, lar ham ikke udi Arresten faae fornøden Pleje. Hvorudover, efter han har siddet og cuculuret en Tid lang, den nye Kiærlighed begynder meer og meer at forsvinde; hvorudover Monsieur Leander kalder sine Forældre til sig og siger med græ- dende Taare:

Han falder paa Knæ. Ach mine kiære Forældre! nu har Sygdommen udraset hos mig. Jeg beder ydmygst om Forladelse. Jeg vil beqvemme mig at tage Herr Leonards Datter. Hvorpaa Monsieur Leander kommer paa fri Fod igien, og holder Bryllup samme Dag. Dersom nu Herren er ingen Liebhaber af Omsvøb, saa kand han holde Bryllup uden disse foregaaende hocus pocus.

LEANDER.

Har du nu udtalt?

209
HENRICH.

Ja Herre!

LEANDER.

Du giør Comcedier som en Slyngel, og forestiller ikke min Characteer ret, som er heller at døe end at forlade den Jomfrue, som jeg saa inderlig elsker. Jeg byder dig endnu engang for alle, at du holder inde med saadan Snak. Det vil ellers gaae dig - - - -

HENRICH.

Jeg raader ikke fra denne nye Kjærlighed, men jeg fortæller kun hvad Gang Sagen vil have, for at merke, om Herren kand holde Stand.

LEANDER.

Om du opregner 100 gange saa mange U-lykker for mig, hielper det ikke. Tvert imod, ret forliebte Folk finder Fornøyelse i at være forfuldt for det man elsker.

HENRICH.

Nu Herre! saa bliv da ved at elske. Jeg skal befodre jer Kiærlighed saa meget mig mueligt er. Men der kommer den Gamle.

LEANDER.

Hillement! jeg løber til side.

HENRICH.

Begyndelsen af Krigen er god nok.

SCEN. 5

Leonard. Jeronimus. Henrich.

LEONARD.

Ja ja, kiære Svoger! saa snart som mueligt skee kand; thi hvortil tiener disse mange Præparatorier?

JERONIMUS.

Hvad unge Folk sparer ved Bryllupet, det har de siden; thi mange Folk her giøre slige Brylluper, at Bryllups-Maden er neppe fordøyet i Maven, førend de maa dantze til Slutteriet.

LEONARD.

Adieu saa længe. Jeg finder nok hans Søn i mit Huus; og saa kand jeg høre hans Betænkende derover.

SCEN. 6

Jeronimus. Henrich.

JERONIMUS.

Est du her Mester Fix? hvor er Leander?

HENRICH.

Han er paa sit Kammer.

210
JERONIMUS.

Paa sit Kammer? hvad Pokker er det for Snak? kunde han saa hastig forrette saadant Ærende?

HENRICH.

Ach! saadant er snart giort Hr. Jeronimus, naar man veed Grebet.

JERONIMUS.

Fuldte du ikke med ham?

HENRICH.

Ney! han vilde ikke have mig med sig, og kom tilbage med et Ansigt, som een, der har faaet Kurven. Jeg spurdte ham, da han kom tilbage, hvordan Sagerne stode, da var han saa naadig at svare: hvad kommer det dig ved, din Slyngel? Om han nu gik saa dybt udi Tanker, at han ikke kiendte mig, det skal jeg lade være usagt.

JERONIMUS.

Ney eftersom han svarede saaledes, saa har han vist nok kiendt dig. Lad ham strax komme hid.

SCEN. 7

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Nu Leander! har I saa hastig kundet forrette saadant vigtigt Ærende? Jer Svigerfar tænkte, at finde jer endnu hos sig.

LEANDER.

paa Knæ. Ach min allerkiæreste Far!

JERONIMUS.

Hvad Pokker er paa færde? hvad vil alle disse Historier sige? har I giort nogen U-lykke? hvad er det? siig frem.

LEANDER.

Jeg frygter for min Fars Vrede.

JERONIMUS.

Hvad er det Henrich? siig du mig det da.

HENRICH.

skriger og falder ogsaa paa Knæ. A - - - - -

JERONIMUS.

Hvad U-lykke er paa færde? hvad ont har I giort?

HENRICH.

grædende. Vi har intet ont giort Herre! men vi agter kun at giøre det.

JERONIMUS.

Des heller maa jeg have det at vide, at jeg kand forekomme det. Jeg besvær jer, Leander, at sige mig hvad dette er. Mit heele Legom skielver af Frygt, og mit Blod kaager i mig af Begiærlighed at vide det.

211
LEANDER.

Og mit Blod kaager af Beængstelse, saa jeg ikke kand aabenbare det.

JERONIMUS.

Vil ikke den ene, saa skal den anden. Fort Henrich! jeg befaler dig at sige frem.

HENRICH.

A-----

JERONIMUS.

Vil du ikke sige med det gode, saa skal jeg strax faae dig indqvarteret paa det Sted, hvor du skal med Magt blive tvungen til at bekiende alting til Punct og Prikke. Jeg skal strax have Bud efter Byens Folk at trække dig i Arrest. Hej Arv!

HENRICH.

Ach Herre! jeg skal bekiende.

JERONIMUS.

Nu bekiend da.

HENRICH.

Ach! lad min Herre Leander bekiende først, saa skal jeg siden sige, om han glemmer noget.

JERONIMUS.

Hej Arv!

HENRICH.

Ach Herre, nu bekiender jeg. Min Herre Leander gir Monsieur Leonards Datter - - -

JERONIMUS.

Hvad gir han hende?

HENRICH.

grædende. Døden og Dievelen; thi han er bleven forliebt udi en anden Jomfrue paa Mascaraden.

JERONIMUS.

Ha ha, der har vi Mascarade-Frugterne. Men det vil intet sige; det skal vi let forekomme.

LEANDER.

Jeg haaber dog, at min Far er ikke saa haard at tvinge mig til at elske mod min Villie.

JERONIMUS.

Som jeg siger: i Aften skal du holde Bryllup med Herr Leonards Datter.

LEANDER.

reiser sig. Det skal aldrig i Ævighed skee.

HENRICH.

reiser sig ogsaa. Det skal aldrig i Ævighed skee.

JERONIMUS.

Bilder I jer ind, at det staaer i jer Magt at prostituere jere Forældre, at prostituere en fornemme Jomfrue, og faae hendes Forældre at løbe med Liimstangen? Jeg skal vise jer, hvad Faderlig Myndighed formaaer.

LEANDER.

Og jeg skal vise, hvad en Søns Desperation formaaer.

212
HENRICH.

Og jeg skal vise, hvad en Tieneres Medlidenhed mod sin Herre formaaer.

JERONIMUS.

Jeg skal overlevere dig i Øvrighedens Hænder.

LEANDER.

Saa vit strækker sig ikke en Faders Myndighed, uden mig tillægges nogen Misgierning.

JERONIMUS.

Er det ikke Misgierning saaledes at - - - - fort fra mine Øyen!

LEANDER.

Hiertelig gierne.

Leander og Henrich gaaer bort.

SCEN. 8

JERONIMUS.

alleene. Ach! hvilken U-lykke vil ikke mit Huus geraade udi, og hvilken U-roelighed vil ikke min arme Siæl plages med! Paa den ene Side forestilles mig min givne Parole til en brav Mand, som af en Ven vil blive min største Fiende, Trudsler med Retten og Folkes Eftertale. Paa den anden Side forestilles mig min Søns Desperation, som jeg kand bringe til at giøre mig end større Hierte-Sorg, hvis jeg pousserer denne Sag med all for stor Hidsighed. Jeg maa tvinge mig til lidt meer Lemfeldighed, og ikke giøre for stor Allarm; det kand ellers komme Monsieur Leonard for Ørene. Jeg maa give min Søn lidt Tid at betænke sig. Sygdommen tør rase ud. De forbandede Mascarader! de forbandede Mascarader!

213

ACTUS III

SCEN. 1

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach Pernille! jeg seer endnu ingen; her er det Sted, som er bestevnet til Samtale imellem os.

PERNILLE.

Det er ikke hans skyld, som endnu ey er kommen, men Jomfruens, som kommer saa tilig.

LEONORA.

Jeg er saa bange, at det varer for længe, og at min Far savner mig i Huset.

PERNILLE.

Han plejer jo altid at sove 2 Timer Middags-Søvn.

LEONORA.

Det er sandt nok, naar hans Sind er roelig. Men nu eftersom Skiebnen er saaledes, at jeg imod min Villie har maat sætte ham udi Bekymring, og aabenbare ham det, som mig ligger om Hiertet, frygter jeg for, at han kand have nogen Søvn hverken Nat eller Dag.

PERNILLE.

Ej Jomfrue! Hr. Leonard har alt for let Sind dertil.

LEONORA.

Siig ikke det Pernille! da han fik dette at vide, blev han ligesaa bleg som et Liig, og lod sig bære Mad paa sit Kammer. Det er ellers den første gang jeg har opirret ham til Vrede; thi han bringes ikke uden stor Aarsag udi Harnisk. Men nu er han sterkt ophidset, og jeg undskylder ham. Thi tænk engang Pernille, hvad Allarm saadant vil foraarsage, og hvad U-lejlighed vort Huus vil komme udi; thi Hr. Jeronimus, saa vit mig er berettet, er en Mand, der skal søge at hevne sig til det yderste.

PERNILLE.

Men eftersom Jomfruen tilstaaer, at hun giør ilde, at hendes Fars Vrede er vel grundet, hvi gaaer hun 214 da ikke strax hen, falder ham til Fode, og lover at giøre hans Villie?

LEONORA.

Ach Pernille! jeg seer og approberer det som mig tienligt er, men følger det, som mig er skadeligt. Mit Hierte har ballanceret længe mellem Fornuft og Kiærlighed; men Kiærlighed har vundet Sejr. Ach u-lyksalig var den Tid, jeg fik den unge Person at see, hvis Skiønhed har saaledes betaget mit Hierte, at jeg ikke er mægtig meer til at bruge min Fornuft. Ach gid de Mascarade-Klæer man lavede til i Gaar for mig, havde været mine Liig-Klæer.

PERNILLE.

Ej Jomfrue! tag ikke saadant afsted. I er kommen her for at tale med den unge Person, som I elsker, og dog paa samme Tid ønsker jer i Graven.

LEONORA.

Ja, og det med Billighed; thi omendskiønt jeg elsker, saa fordømmer jeg dog min Kiærlighed. Ach! gid han ikke vilde møde, gid han vilde foragte mig. Gid han var en Bedrager, at derved min Kiærlighed kunde forvandles til Forbittrelse, og jeg kunde komme paa rette Vej igien. Men Himmel! kommer der ikke een? mon det er ikke ham? jo det er ham.

SCEN. 2

Leonora. Pernille. Leander. Henrich.

LEANDER.

Ach allersødeste Jomfrue! jeg har talt hver Minut fra den Tid jeg maatte forlade hende indtil nu, saa stor har min Længsel været at see igien den yndige Person, hvilken saaledes har betaget mit Hierte, at jeg kand ikke have mine Tanker henfæst paa noget andet. Jeg har siden den Tid ikke forlystet mig i andet end at see paa denne Ring, som jeg af min søde Jomfrues Haand har bekommet til et Pant og Forsikring om hendes Kiærlighed mod mig igien.

LEONORA.

Ach Monsieur! den udi vort Kiøn af Naturen indprentede Blufærdighed holder mig fra at udøse min Hiertens Meening. Men - - -

215

        

216
PERNILLE.

Jeg skal fuldføre Resten. Vær forsikret om, Monsieur! at det ikke er gaaet min Jomfrue et Haar bedre, saa at hun udi Tanker havde gaaet barfod ud i Dag, hvis jeg ikke havde varet hende ad, at hun maatte tage Skoe paa. Jeg kand ikke begribe, hvordan en Jomfrue, der har stedse været et Exempel paa Koldsindighed, kand paa eengang blive saa sternforliebt.

LEONORA.

Ach! ja jeg kiender mig ikke meer selv.

LEANDER.

Allerskiønneste Jomfrue, der er noget Guddommeligt udi Kiærlighed. Saa snart jeg fik hende at see, oprørtes mit heele Blod saaledes, at jeg snart ikke kunde erindre hvor jeg var.

Medens de taler, giør Henrich ligeledes Cour til Pernille.
LEONORA.

Det gik mig ligeledes; thi det første Monsieur tog sin Maske af, og nærmede sig til min Person, var det ligesom Dommen blev oplæst for mig, at jeg skulde elske ham. Den Bevægelse jeg fandt derover, langt fra den ved hans Fraværelse er bleven stillet, den tvert imod meer og meer formeeres; saa jeg merker, at her er noget andet, end det man gemeenlig kalder Forliebelse, og at det er Himmelens besluttede Raad, som tvinger mig mod min Villie at elske ham.

LEANDER.

Hvi søde Jomfrue! mod hendes Villie?

LEONORA.

Ach jo! her er saa mange Steene i Vejen, som ikke uden med stor Møje kand udrøddes. Mine Forældre har beskikket mig til en anden, saa jeg kand ikke naae mit Maal, med mindre jeg vil underkaste mig deres Vrede.

LEANDER.

Ach Himmel, er det mueligt! jeg har just selv samme Skiebne. Men hvad vil disse Forhindrings-Steene betyde, naar vi blive bestandig med hinanden? Jeg paa min Side skal vove alting til det yderste, heller opofre mit Liv og Blod end lade mig tvinge til nogen anden.

LEONORA.

Og jeg forsikrer min Herre om ikke mindre Bestandighed paa min Side. Men maatte jeg spørge, 217 hvilken den Person er, som han tvinges til? Item hvilke hans Forældre ere? Thi ---

PERNILLE.

Hillement, jeg hører een komme. Jeg merker paa Gangen, at det er hendes Far.

LEONORA.

Ach Monsieur, saa maa han retirere sig. Min Kammer-Pige skal stedse patrollere paa dette Sted, om det blir mig forbudet at komme her oftere. Hende kand han enten mundtlig eller skriftlig ved sin Tiener berette mig sin Tilstand og hvad videre maa foretages. Leander kysser paa Haanden og gaaer bort.

SCEN. 3

Leonard. Leonora. Pernille.

LEONARD.

Ach jeg arme Mand! i en u-lyksalig Tid kom jeg hid til Byen at holde min Datters Bryllup. I en u-lyksalig Tid tilstædede jeg hende at gaae paa Mascarade! nu fordømmer jeg det slags Giækkerie, som jeg nys tog i Forsvar; thi saadant gir Anledning til - - - See hvad bestiller I her? holder I geheime Raad, hvordan jer onde og løsagtige Forsæt skal forfremmes? Hvo har givet jer lov at gaae ud af Huset?

PERNILLE.

Jomfruen var ikke vel, hun maatte ud og tage Luft.

LEONARD.

Jeg troer det nok at hun er ikke vel. Hun har en slem Feber, som Luften ikke curerer. Løsagtigheds Sygdom fordrives paa en anden Maade.

LEONORA.

Ach jeg elendige Menneske! der skal høre saadan haanlig Bebreidelse.

LEONARD.

Ha ha, jo Frøiken! gaaer det dig saa til Hierte? Du skammer dig ikke ved at forfalde til Løsagtighed, men din Kydskhed tillader dig ikke at høre det Ord nævne. Det kalder jeg den rette Øyen-Skalkhed.

LEONORA.

Jeg er, Himmelen skee Tak, endnu ikke forfaldet til nogen Løsagtighed. Jeg haaber ogsaa, at jeg aldrig skal besmitte mit Levned dermed. Men jeg er 218 indtagen af reen Kjærlighed til en Person, som meriterer den.

LEONARD.

Ja vist er det en reen Kjærlighed. Først at forlove sig med en brav Mands Søn, og siden forliebe sig udi den første man seer. Jeg veed ikke bedre end at du gaaer paa Mascarade i Aften igien, at du kand forliebe dig udi den anden, i Morgen Aften i den tredie, og fare saa stedse fort indtil du kand faae saa mange Kiærester, som der bliver Mascarader i Aaret til. Saa kand du med Tiden paa en Comoedie blive en perfect Actrice, hvis Maade er at gifte sig engang hver Aften.

LEONORA.

Min hierte Papa! det er jo ikke den første Mands-Person, jeg har seet. Jeg har jo været paa adskillige Forsamlinger tilforn, men er altid gaaet lige koldsindig derfra. Men denne Persons Meriter har saa indtaget mig, at - - - -

LEONARD.

Hvad kand du sige om en fremmed Persons Meriter andet, end at han kand giøre smukke Caprioler i en Menuet og nogle Complimenter?

PERNILLE.

Jo jo, Karlen kand min Troe giøre andet, om jeg ellers er en Kiender.

LEONARD.

til Pernille. Han kand, maa skee, skille dig ved din Jomfruedom, om du har nogen. Men jeg vil sætte, at det er en ærlig Karl, og at han har Meriter. Kand det undskylde dig Leonora? Veedst du ikke, at du er forloved med Leander, Hr. Jeronimi Søn?

LEONORA.

Jeg veed det nok min hierte Papa! jeg fordømmer derfor den nye Kiærlighed; men jeg kand ikke hindre dens Virkning. Jeg har derfor henbragt den heele Nat med Suk og Graad, og bedet Himmelen om Bistand at staae den imod, men alt forgieves, saa jeg merker, at min Skiebne er ikke anderledes end at jeg skal elske ham.

LEONARD.

Ja der har vi det. Vi vil besmykke alle vore onde Lyster med Skiebnen.

PERNILLE.

Jo min Troe er der Skiebne udi saadant. Det vil jeg døe paa, skiønt hverken min Far eller Moer var Calvinist.

219
LEONARD.

Holdt din Mund, Pernille, og bestyrke hende ikke i sit onde Forsæt.

PERNILLE.

grædende. Jeg veed ikke hvorledes det er med Herren nu. Han var saa god tilforn, som Dagen var lang, men nu er han verre end en Dievel.

LEONARD.

Jeg er saa from som nogen Mand kand være mod sine Børn.

PERNILLE.

Er det Fromhed, at ville bringe sin Datter til Desperation?

LEONARD.

Har jeg ikke Aarsag at være forbittred? er det ikke noget, som angaaer min Velfærd og Ære? Naar min stakkels Kone paa Landet faaer dette at vide, mon hun ikke vil gremrne sig til døde?

LEONORA.

Men min hierte Far - - -

LEONARD.

Jeg vil ikke være din Far længer, indtil du forandrer dig. Gak strax hiem fra mine Øyen. De gaaer.

SCEN. 4

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

Jeg har kunnet bære all Modgang med Koldsindighed, men denne U-lykke kand jeg ikke skikke mig i. Her staaer mig for Øyene min Datters Velfærd, min egen Reputation, og den Sorg min Kone vil tage herudover; thi hun har fornemmelig smiddet dette Parti. Men alt dette er intet mod den Pust, jeg vil udstaae med den hidsige og knarvurne Jeronimus, hvilken oven i Kiøbet vil udøse all sin Galde mod mig. Jeg maa grunde lidt paa, hvordan jeg skal belegge mine Ord. Gaaer og spadserer ved den ene Side.

JERONIMUS.

kommer ind af den anden Side. Ach jeg arme elendige Mand! gid min Kone havde født et Rokkehoved til Verden i Steden for denne Søn, der giør mig saa stor Hierte-Sorg paa min gamle Alder. Jeg har givet ham Tid at betænke sig, forhaabende, at, saasom denne Sygdom hastig er kommen over ham, den ogsaa hastig skulde forlade ham, men jeg finder nu større 220 Halstarrighed end tilforn. Hvad vil den gode Hr. Leonard sige, naar jeg bringer ham saadan u-behagelig Tidende?

LEONARD.

Jo meer jeg pønser paa at belegge mine Ord, jo meer confunderet bliver jeg.

JERONIMUS.

Hr. Leonard vil maa skee holde det for en Fynte af mig.

LEONARD.

Var Hr. Jeronimus en Mand at tale med som andre, ikke saa hidsig og fremfusend.

JERONIMUS.

Men regner han mig det til onde, saa giør han mig stor Uret.

LEONARD.

Men saasom jeg kiender hans Sind, saa zittrer og bæver mit heele Legeme.

JERONIMUS.

Jeg har Sorg nok ligevel, uden at han legger Byrde paa Byrde.

LEONARD.

Jeg staaer derfor i Beraad, om jeg vil driste mig til at tale med ham selv.

JERONIMUS.

Min Kone og alle mine Huus-Folk skal vidne om min U-skyldighed for ham; men jeg er bange, at det hielper ikke.

LEONARD.

Jeg er bange, at han udi første Hidsighed forløber sig og siger mig noget, som min Ære ikke tillader at fordøye.

JERONIMUS.

Men jeg kand undskylde den gode Mand, om han ingen Raison vil høre; thi det er hans eeneste Datter, som saaledes prostitueres.

LEONARD.

Men jeg maa bevæbne mig med Koldsindighed, og betænke, at hvad han giør og taler mod mig, er af en retmessig Iver.

JERONIMUS.

Om han skielder mig for en Skuffer og Bedragere, vil jeg svare: Min Hr. Leonard, jeg har ikke et Ord derimod at sige.

LEONARD.

Jeg vil falde paa mine Knæ, og med grædende Taare bede ham om Forladelse, om det kand hielpe.

JERONIMUS.

Jeg maa hen og aabenbare det strax; thi jo længer jeg tier dermed, jo meer mistænkt giør jeg mig selv.

221
LEONARD.

Courage Leonard! du maa derhen, det kand dog ikke længer dølges.

De møder hinanden begge to, og rykker i en hast skielvende tilbage, og bliver staaende en Tid, uden at tale.
LEONARD.

med en grædende Røst. Herr Jeronimus!

JERONIMUS.

Herr Leonard!

LEONARD.

Hvorfor driver I Abespill med mig?

JERONIMUS.

Hvorfor driver I Abespill med mig?

LEONARD.

Jeg blues ved at see paa jer.

JERONIMUS.

Jeg blues ogsaa ved at see paa jer.

LEONARD.

Jeg tør ikke kalde eder Svoger meer.

JERONIMUS.

I har ikke Aarsag til andet.

LEONARD.

Har I da allerede faaet Kundskab derom?

JERONIMUS.

Alt for tilig desverr.

LEONARD.

Min Datter er som hun var afsindig.

JERONIMUS.

Min Søn er saa desperat, at han ingen Formaninger agter.

LEONARD.

Er jeg ikke at beklage Hr. Jeronimus?

JERONIMUS.

Gaaer ikke denne Sorg mig meest an Hr, Leonard?

LEONARD.

Ney, Sorgen gaaer mig meest an, som er hendes Fader.

JERONIMUS.

Er det ikke min Søn?

LEONARD.

Spot mig ikke Hr. Jeronimus, hvad kand jeg dertil?

JERONIMUS.

Spot mig ikke Monsr. Leonard, jeg er gandske u-skyldig.

LEONARD.

Vil I da ikke regne mig det til det onde?

JERONIMUS.

Vil I da ikke see det an, som en Fynte af mig?

LEONARD.

paa Knæ. Jeg falder paa mine Knæ, og beder med grædende Taare om Forladelse.

JERONIMUS.

Jeg falder ogsaa paa Knæ, og beder om Forladelse.

LEONARD.

Jeg haaber dog, at vi skal finde Middel til at forekomme denne U-lykke.

222
JERONIMUS.

Faders Myndighed er dog stor.

LEONARD.

Men min Datter er gandske desperat.

JERONIMUS.

Hun har ikke Aarsag til andet, den gode Jomfrue.

LEONARD.

Gid hun faae Skam den Akkermær; hun har Aarsag at skamme sig.

JERONIMUS.

Dette forstaaer jeg ikke. Skammen er jo ikke hendes, men min vanartige Søns, der saaledes vil bryde sit Løfte.

LEONARD.

reiser sig. Hvad vil dette sige? Jeg kommer 223 at giøre Afbigt paa min Datters Vegne, som har faaet nye Kjærlighed i Hovedet.

JERONIMUS.

teiser sig ogsaa. Hvad vil dette sige? Jeg kommer at giøre Afbigt for min Søn, der vil bryde sit Løfte.

LEONARD.

Vil jer Søn og bryde sit Løfte?

JERONIMUS.

Vil jer Datter og bryde sit Løfte?

LEONARD.

Vi maa ikke forstaae hinanden ret Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg troer det samme Hr. Leonard.

LEONARD.

Lad os da forklare vore Ord lidt meere tydelig. Hvorfor falder I paa Knæ for mig og beder mig om Forladelse?

JERONIMUS.

Fordi jeg frygtede jer Vrede. Men hvorfor faldt I paa Knæ, og græd for mig?

LEONARD.

Fordi jeg frygtede, at I skulde udøse jer Galde imod mig, da jeg dog er gandske uskyldig derudi.

JERONIMUS.

Endnu er jeg lige klog.

LEONARD.

Jeg min Troe ligesaa.

JERONIMUS.

I siger, at I kommer at giøre Afbigt for jer Datter, som vil bryde Forlovelsen, og det er min Søn, som vil kuldkaste den.

LEONARD.

I siger, at I kommer for at giøre Afbigt for jer Søn, og det er just min Datter, som vil bryde.

JERONIMUS.

Ney, min Herre, her er Irring herudi. Det er min Søn.

LEONARD.

Irringen er hos jer, Hr. Jeronimus; thi det er visselig min Datter.

JERONIMUS.

Nu kom jeg fra min Søn, og da var hans sidste Ord: Jeg er bleven indtagen af Kiærlighed til en anden, og vil heller døe end tage Leonora, Hr. Leonards Datter.

LEONARD.

Ret nu kom jeg lige fra min Datter, og da var hendes sidste Ord: En fremmed ung Herre har saaledes indtaget mit Hierte, at jeg heller vil miste mit Liv, end lade mig tvinge til Leander, Hr. Jeronimi Søn. Gid jeg faae Skam, er det ikke sandt, som jeg siger.

224
JERONIMUS.

Gid jeg i dette Øyeblik maa blive omskabt til en Varulv, om jeg farer med Løgn.

LEONARD.

Ved hvad Lejlighed har jer Søn faaet disse Griller?

JERONIMUS.

Han har forliebet sig i et Fruentimmer paa Mascaraden i Aftes.

LEONARD.

Ligesaadan er det gaaet min Datter.

JERONIMUS.

Saa har vi paa den Maade ikke fornøden at skrabe for hinanden.

LEONARD.

Jeg meener det samme.

JERONIMUS.

Jeg tager mine Complimenter tilbage.

LEONARD.

Jeg ogsaa mine.

JERONIMUS.

Men Hr. Leonard! om vore Børn løber gall, skal vi føye dem derudi?

LEONARD.

Jeg har i Sinde at tvinge min Datter.

JERONIMUS.

Og jeg har i Sinde at legge en Capsuun paa min Søn.

LEONARD.

Jeg vil kalde jer Svoger igien som tilforn.

JERONIMUS.

Jeg vil ogsaa kalde jer Svoger.

LEONARD.

Jeg har aldrig været for at tvinge Børn, men jeg skal herudi vove alting til det yderste; thi hvis Partiet gaaer ikke for sig, tør jeg ikke komme hiem til min Kone igien.

JERONIMUS.

For min Kones skyld er jeg ikke bange, thi hun løb selv Gade-gall iblant, om hun maatte raade sig; men for min egen Æres skyld skal jeg figte for dette Parti som for all min timelige Velfærdt. Men nu haaber jeg kiære Svoger, at I ikke agerer Procurator for Mascarader oftere; thi her seer I en Suite deraf.

LEONARD.

Det er sandt nok. Jeg skal heller ikke oftere tage saadant i Forsvar. Men hvad Middel skal vi nu gribe til for at naae vor Maal?

JERONIMUS.

Vi skal bruge den Magt og Myndighed, som GUd og Naturen har givet Forældre, og vil det ikke hielpe, saa skal I lade ham stevne til Ægteskab udi jer Datters Navn.

LEONARD.

Jeg er kun alleene bange, at min Datter derover 225 geraader udi Desperation og giør en U-lykke paa sig selv.

JERONIMUS.

Ha ha, kand hun kun giøre sin Far saa troe! Saadan Desperation, sær hos unge Jomfruer, vil ikke meget betyde. Det er kun Tragoedier og Romaner de agerer iblant, for at imitere forliebte Heltinder, som de har læset saadan Slidder-Sladder om. Min Søn stiller sig lige saa syg an, men jeg har alt Recepten tillavet, hvorved Feberen skal fordrives. Dog er best, at vi gaaer noget lemfeldig frem udi Begyndelsen; thi Tiden er ofte den bedste Læge.

LEONARD.

Jeg vil da strax forføye mig hiem for at overlegge dette paa min Side.

JERONIMUS.

Jeg iligemaade. Adieu saa længe.

SCEN. 5

HENRICH.

med en Byldt paa Ryggen, klædt som en Jøde-Præst, med et langt sort Skiæg. Kunde jeg kun faae fat paa hende, der i bestaaer det, thi vi har Hastverk fore, og jeg veed ikke at finde hende uden paa dette Sted, hvor hun lovede at patrollere; thi faaer jeg ikke fat enten paa Jomfruen selv, eller Kammer-Pigen, saa er jeg om en Hals. Min Herre, da han hørte, at hans Far vilde lade giøre nyt Laas til Gade-Porten, at ingen skulde komme ud eller ind uden hans Tilladelse, tog han Flugten ligesom han gik og stod. Han opholder sig i et Huus ved Nørre-Port hemmelig, og der vil han stevne sin Kiæreste til sig, at de kand tage Flugten af Byen, og lade sig vie sammen paa Landet, og naar Vielsen først er holdt, saa maa Monsr. Leonard siden stevne min Herre, om han vil, end for Tamper-Retten til Spiir; thi naar han først er gift med en anden, saa falder alle andre Prætentioner af sig selv, og Jeronimus forliger sig med sin Søn igien, naar han fornemmer, at denne nye Kiæreste er ogsaa kommen af got Folk, hvilket jeg ikke tviler om. Jeg har ført mig i denne Dragt, at ingen skal 226 kiende mig; thi jeg kand ikke komme bort førend jeg har forrettet mit Ærende, som er at vare Jomfruen ad om min Herres Flugt, og overlevere hende denne Address paa et stykke Papiir, hvor hun skal finde ham. Men see der, fører nu ikke Fanden mig den gamle Jeronimus paa Halsen! Jeg maa blive staaende; thi løber jeg, saa giør jeg mig mistænkt.

SCEN. 6

Jeronimus. Hemich.

JERONIMUS.

Jeg er bange, at det henger ikke ret sammen. Jeg er bange, at Leander har spillet mig et Puds. Da jeg gik ud at tale med Monsieur Leonard, var han hiemme, men nu seer jeg hverken ham eller hans Tienner. Jeg kunde af lutter U-roelighed ikke bie længer inde. Jeg lod Arv løbe ned i Lyst-Huset i Haven; er han ikke der, saa blir jeg bange som en Hare. Men jeg maa spørge denne Jøde-Præst, om han ikke har seet nogen gaae forbi. Hør Rabbi! saae I ikke en ung Person med en Tiener komme her af Huset?

HENRICH.

Abi Kala Spinther, meristan Cadedi Farluf spæ kavet.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer ikke Hebraisk, Rabbi.

HENRICH.

Candelabro Tick tack jucatan Psalmanasar.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer hverken Chaldaisk eller Hebraisk, Rabbi. Kand I ikke tale Dansk eller Tydsk?

HENRICH.

Ja freylich Herr, ich sprech Westphälisk, Westphälisk.

JERONIMUS.

Hvorfor svarer I mig da paa Hebraisk?

HENRICH.

Ich dachte, der Herr auch een von Israels Kindern wäre; denn der Herr hat ein perfect Jüdisk Gesicht, ein perfect Jüdisk Gesicht.

JERONIMUS.

Gid du faaer en U-lykke, saa vist som du lyver.

HENRICH.

Aber recht Ernst mein Herr, ist er nicht ein 227 Portugiser-Jüde? Mir dünckt daß ich ihm gesehen habe in der Synagoge in Altona.

JERONIMUS.

Ney I farer vild Rabbi, jeg er en god Christen, som boer i dette Huus, hvor der aldrig har været nogen Thalmud eller Alcoran.

HENRICH.

Um Verzeihung denn mein Herr! um Verzeihung.

JERONIMUS.

Men saae I ikke en ung Person med en Tiener gaae her udaf Porten?

HENRICH.

sagte. Gid du faae en U-lykke, du maatte gaae ind ad Porten! Jeg er saa bange, at Cammer-Pigen kommer i det samme. Jeg maa see, om jeg kand drive ham bort med Snak.

JERONIMUS.

Kand I ikke svare mig til mit Spørsmaal?

HENRICH.

Der Herr sagt daß kein Thalmud oder Alcoran in seinem Hause gewesen sey.

JERONIMUS.

Ja det siger jeg, men det er ikke det som jeg---

SCEN. 7

Pernille. Jeronimus. Henrich.

PERNILLE.

Hillement, her er Folk! hvem Pokker har ført disse to Jøder hid?

Henrich blir hende vaer, springer hen til hende, og tar hende udi Haanden. Pernille skriger.

HENRICH.

Kiender I mig ikke Mammeselle? jeg tiener hos jer Jomfrues Kiæreste. Jeg har forklædt mig saa for en vis Aarsag skyld, gak lidt til side, til jeg kand faae den gamle Mand bort; thi jeg har noget at sige jer, som er meget Magt paaliggende.

PERNILLE.

sagte. Hillement er det jer? Høyt. Ach kiære Jøde, lad mig med Fred.

HENRICH.

Gehe man Jomfrue, gehe man.

228

Vender sig til Jeronimus igien. Das ist ein sehr grosse Unterscheid, Herr, zwischen den Alcoran und den Thalmud.

JERONIMUS.

Hvem Pokker spør derom?

HENRICH.

Der Thalmud ist geschrieben von den Tiirckischen Gott Mahometh.

JERONIMUS.

Jeg troer Fanden har sat ud den Karl at plage mig med Snak.

HENRICH.

Aber der Alcoran, mein Herr, das ist ein heiliger Buch, ein heiliger Buch.

JERONIMUS.

Gak Pokker i vold med din Alcoran og din Thalmud.

HENRICH.

Der Nahm von Alcoran will so viel sagen, als eine Juden-Biebel, und kommt von zwo Chaldaisken Worten Al und Coran. Al beteuted - - -

JERONIMUS.

gaaer til den ene Side, vender ham Ryggen, holder for Ørene og siger: Tal nu din Hund, til du blir sort. ARV kommer indløbende. Hvor blev af Herren? Hvad vil denne Jøde-Præst? Hvad Pokker er det? det er jo Henrich, som er forklæd.

HENRICH.

tar Arv til side, sigende: Hør Arv! En Otting Meel, 2 stykker røget Kiød, Kokke-Pigens Møedom. Hvem er jeg nu?

ARV.

Ach! I er, min Siæl, en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

vender sig om. Mon det Beest nu har udtalt? See der er Arv! Nu Arv! hvordan er fat?

ARV.

Herre! denne Mand er en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

Det seer jeg nok.

ARV.

Det er, faae jeg Skam, en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

Jeg seer det nok; men fandt du - - -

ARV.

Om Herren ikke vil troe mig, saa vil jeg giøre min Eed derpaa.

JERONIMUS.

Gak Pokker i vold med din Snak. Men fandt du min Søn eller hans Tiener?

ARV.

Ney Herre! de er ingensteds udi Huset. Men de 229 kand være ude i Ærende. Bortløben er de ikke; thi hvis Monsr. Leander havde haft saadant fore, havde nok Henrich varet Herren ad.

JERONIMUS.

Den listige Skielm, havde jeg kun ham først, thi han er Hiulet, som driver alting.

ARV.

Jeg har ogsaa haft onde Tanker om Henrich tilforn, men paa nogen Tid har jeg fornummet, at han er en god Siæl.

HENRICH.

sagte. Nemlig fra den Tid jeg agerede Spøgelse.

JERONIMUS.

Kom, lad os gaae ind og see efter, om der fattes nogle Sager i Huset. Adieu Smautz, nu kand I tale saa meget Hebræisk som I vil.

230

SCEN. 8

Pernille. Henrich.

HENRICH.

Den gang gik jeg fri, han kiendte mig ikke, og Arv tør ikke lukke sin Mund op. Hej Mademoiselle!

PERNILLE.

kommer frem igien. Ach! jeg vidste min Troe ikke andet end du var en Jøde. Men hvorfor har du saaledes forklædt dig?

HENRICH.

Min Herre, da han fornam, at hans Far vilde indsperre ham, har taget Flugten, og givet mig denne skrevne Adress til Jomfruen, hvor hun kand finde ham. Jeg har imidlertid paataget mig denne Dragt, at jeg ikke skulde blive kiendt af nogen.

PERNILLE.

Hvor boer din Herres Far?

HENRICH.

Min Herres Far er en fornemme riig Mand, meget haard og streng. Det var just den samme gamle Mand, som I saae nys her staaende. I kand selv tænke, i hvilken Beængstelse jeg da var af Frygt for at blive kiendt. Men vi har ikke et Øyeblik af Tiden at give bort. I maa strax tage Flugten med jer Jomfrue til det Huus hvor min Herre er.

PERNILLE.

Saa løber jeg da strax. Adieu.

HENRICH.

Denne Pige staaer mig perfect vel an, gid jeg var kun en Jøde, saa skulde jeg virkelig filoutere hende hendes Jomfruedom, men jeg vil see til, hvad der kand blive af siden; nu maa jeg see til, at jeg kand smørre mine Støvler.

SCEN. 9

Jeronimus. Magdelone. Henrich. Arv.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Mand! han er vist nok bortløben; thi hans Skriin, hvorudi han havde sine kostbare Sager, staaer aaben og gandske tom. Men hvad Pokker er dette? endnu staaer denne Jøde her.

MAGDELONE.

Maa skee det er een af min Søns Spioner. Gid jeg er aldrig ærlig, troer jeg ikke, at det er Henrich forklædt.

231

Henrich vil løbe. Jeronimus og Magdelone holder paa ham. Jeronimus griber ham i Skiægget, som falder fra.

JERONIMUS.

Ha ha, go Karl, velkommen Monsieur Rabbi!

HENRICH.

Ney Herre! siden I tog Skiægget fra, kand jeg ikke være Rabbi længer.

JERONIMUS.

Til hvad Ende skal jeg finde dig i denne Dragt? hvor er din Herre?

HENRICH.

Min Herre er - - han er, lad see! Jeg veed min Troe ikke, hvor han er. Skal jeg tage vare paa min Herre?

JERONIMUS.

Du est ikke alleene hans Tiener, men ogsaa hans Geheime-Raad. Det er vel ikke omsonst, at du er kommen i denne Dragt.

HENRICH.

Det er en Dragt, Herre! som jeg vilde bruge paa Mascaraden i Aften.

MAGDELONE.

Ach! troe ham ikke, min hierte Mand! jeg har alt haft Bud i Dag til Capion. Der blir ingen Mascarade i Aften.

JERONIMUS.

Ha ha, har I alt haft Bud? I har nok Lyst at forsøge Lykken end engang, og lyve jer en nye Feber paa.

MAGDELONE.

Ney min Troe har det aldrig været min Tanke. Jeg vilde kun vide det for at hindre jer Søn Leander.

JERONIMUS.

Det er ikke min Søn, det er jer Søn; thi han slægter sin Moer paa udi Galskab. Men nu er det, som meer vigtigt er at tale om: Siig frem du vanartige Skielm, hvor min Søn er.

HENRICH.

Jeg veed min Troe ikke Herre!

JERONIMUS.

Hej Arv! Jeg skal straks komme dig til at bekiende.

HENRICH.

Ach Herre! hvordan skal jeg bekiende, naar jeg ikke veed?

ARV.

kommer ind. Vil Herren noget?

JERONIMUS.

Der er 2 Soldater i Gaarden, som hugger Brænde, lad dem strax komme hid.

232
HENRICH.

Ach Herre! vær naadig.

JERONIMUS.

Skal man ikke kunde tvinge saadan Karl til at bekiende? det skulde være meget.

Tvende Soldater kommer ind.

JERONIMUS.

Tar mig fat paa denne Karl.

HENRICH.

Ach Herre, jeg vil bekiende: Min Herre er løben bort med den Jomfrue, som han forliebede sig udi paa Mascaraden.

JERONIMUS.

Hvor holder han sig oppe da?

HENRICH.

Det veed jeg min Troe ikke.

JERONIMUS.

Trækker ham ind, og kaster ham ned i Kielderen, og binder Hænder og Fødder paa ham.

HENRICH.

A---- jeg vil giøre min Eed paa, at jeg ikke veed, hvor han er.

JERONIMUS.

Du kand maa skee ikke komme det ihu, men naar Pidsken kommer til at dantze paa din Ryg, skal du strax faae din Hukommelse igien. De gaae.

SCEN. 10

LEONARD.

alleene. Nu har jeg nogen Haab at bringe min Datter til Raison, tilforn agtede hun hverken Vrede eller Forældres Forbandelse. Men nu nyelig, da jeg talede med hende, fornam jeg, at Feberen havde sagtet sig lidt; thi hun begiærede, at være en halv Times Tid alleene for at betænke sig. Saa er det, Himmelen skee Lov! en god Begyndelse. Ach Himmel! hvor kand dog unge Mennesker forfalde til Galskab. Det er farligt at leve for dem udi disse store Byer. Men jeg haaber, at jeg skal overvinde alle disse U-lykker, og at jeg inden en halv Time skal see Leonora for mig paa Knæ bedende om Forladelse. Og ligesom det gaaer hende, kand det og gaae Jeronimi Søn. Men jeg maa hen og fortælle Jeronimus denne Forandring.

233

SCEN. 11

Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

vender sig mod sit Huus. Skynder jer nu Karle, og tar Byens Tienere med paa Vejen.

LEONARD.

Hvad Pokker er der paa færde? Hør kiære Svoger! er der nogen U-lykke?

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger! Til de indenfore.

Og lov dem en raisonnabel Discretion.

LEONARD.

Men siig mig, hvad er dog paa færde?

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger!

I maa iile, som I skulde løbe til Maals; thi I kand ellers komme for silde.

LEONARD.

Ej giv mig dog lidt Oplysning herom.

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger!

Og vil han giøre Modstand, saa maa Betienterne bruge Gevalt.

LEONARD.

Har der været Tyve i hans Huus, Svoger?

JERONIMUS.

Hans Tiener, Hr. Svoger!

Og seer til, at I faaer fat paa Skiøgen med, at vi kand faae hende i Spindehuset.

LEONARD.

Hvad fattes kiære Svoger? Der maa være en stor U-lykke paa færde.

JERONIMUS.

Forlad mig, at jeg ikke har kundet svare ham tilforn. Det vil give sig inden en Time, om vi blir Svogre eller ey.

LEONARD.

Hvi saa?

JERONIMUS.

Min Søn er løben bort med den forbandet Skiøge, som han er bleven forliebt udi paa Mascaraden.

LEONARD.

Ach hvilken U-lykke! nu kom jeg at bringe Glædskabs Tidender om min Datter, at hun begynder at gaae i sig selv igien.

JERONIMUS.

Ach jeg arme elendige Menneske! des større U-lykke er det for mig, om vi ikke finder ham.

LEONARD.

Ach Hr. Jeronimus! posito, at I ikke finder ham, hvad vil I da giøre?

234
JERONIMUS.

Da vil jeg forlade mit Huus, og sørge mig ihiel paa Landet.

LEONARD.

Ach ney Hr. Jeronimus! I maa lade see, at I er en Christen, og ikke lade Sorg tage overhaand.

JERONIMUS.

Intet i Verden trøster mig da, men jeg døer visselig.

EN DRENG.

kommer ind. Her er en liden Seddel, Hr. Leonard, som en Pige flydde mig at levere ham.

LEONARD.

læser: Min Herre! I kand lære af denne Historie, hvor høylig Forældre synde, der vil tvinge deres Børn at gifte sig mod deres Villie. Eders Datter Leonora, for at undgaae det hun blev trued med, styrtede sig i min Nærværelse ned udi den dybeste Park udi Haven, hvor hun druknede. Jeg kunde ikke redde hende, retirerede mig derpaa i mit Kammer, og skrev disse Linier. I faaer maa skee mig ey heller meere at se.

Pernille.

LEONARD.

Ach ach, du u-gudelige Leonard! du est ikke værd at leve, der har bragt din Datter til saadan Fortvilelse. Jeg vil strax hen og følge hende efter.

JERONIMUS.

Det forbyde Himmelen!

LEONARD.

Slip mig Hr. Jeronimus! jeg er den slemmeste Misdædere, som kand gaae paa Jorden.

JERONIMUS.

Ej Hr. Leonard! han kand trøste andre, men veed saa lidt at skikke sig i sin egen Modgang.

LEONARD.

Ach! lad mig dog gaae for at fuldføre mit blodige Forsæt.

JERONIMUS.

Ej Hr. Leonard! betænk, at I er en Christen, hvis Pligt det er at staae imod all Modgang.

LEONARD.

Jeg har ey alleene mist min eeneste Datter, men jeg har selv myrdt hende.

JERONIMUS.

I har ikke giort andet, end hvad en Far kand med god Samvittighed giøre. I har villet have, hun skulde holde sit Løfte. I vilde, at hun skulde vel forsørges. Jeg har ført samme Conduite med min Søn.

LEONARD.

Men er det vel giort? I er at laste, som har villet tvinge jer Søn, og jeg langt meere, som har fristet 235 en skrøbelig Jomfrue over hendes Formue. Lar os eftertænke, Hr. Jeronimus, hvad Mennesker ere; lar os eftertænke, hvad Ungdom er, og hvad vi selv har været. De samme Fejl, som vi har begaaet vor heele Ungdoms Tid, søger vi at dempe hos vore Børn ved Tyrannie, som dog ikke ere andet end rigtige Copier efter Originalen; vi maa skamme os ved vor Herredomme, som vi øve med saa liden Føye. Det skal heede, at vi stræber for vore Børns Velfærdt, og dog søge vi alleene vor egen Fordeel. Havde min Datter ikke haft saa megen Arvedeel udi Vente, saa havde I maa skee bekymret jer lidt om denne Sag, og maa skee det havde gaaet mig ligeledes. Der kand intet siges til min Forsvar. Jeg har myrdet min Datter, vil derfor følge hende efter.

JERONIMUS.

Ej lad ikke den onde Aand tage overhaand hos jer, Hr. Leonard. Betænk, at det er ikke alleene jer Legeme, I vil opofre, men ogsaa jer Siæl.

LEONARD.

Hvo kand raisonnere udi saadan U-lykke?

JERONIMUS.

I skal ikke faae lov at gaae fra mig, førend I er bleven anderledes til sinds.

LEONARD.

Ach ach!

SCEN. 12

Betienterne komme indtrækkende med Leander og Leonora. Pernille. Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

Est du der Forræder, som ved et u-gudeligt Levnet vil bringe dine Forældre for Tiden i Graven?

LEANDER.

Jeg har intet ont bedrevet. Jeg har fattet Kiærlighed til en smuk fornemme Jomfrue, som her staaer.

JERONIMUS.

Er du den Skiøge, som har forført min - - - -

LEONORA.

Jeg er ingen Skiøge, jeg er en brav Mands Datter fra Jylland.

236
JERONIMUS.

Ja vist, de sige saa alle disse Nat-Frøikener: Vi er nys kommen fra Jylland eller Lolland; da de dog har siddet udi fuld Næring her i Byen udi nogle Aar.

LEONORA.

Jeg kand overbevise jer, at jeg er en ærlig og fornemme Jomfrue.

JERONIMUS.

Ja vist, om ikke af andet, saa af jere Gierninger, i det I har villet forføre et ungt Menneske, og komme ham til at løbe af sine Forældres Huus. Hvis Datter er I da, med Forlov?

LEONORA.

Min Fader er Leonard Hansen, som er for nogle Dage siden kommen hid til Byen for at gifte mig med en ung Person ved Navn Leander, men saasom ----

JERONIMUS.

Ha, ha! I har ikke lært Konsten at lyve subtilt nok. Hr. Leonard havde kun een Datter, men hun er allereede Fanden i vold. I skal strax blive røbet, her er Seignr. Leonard.

LEONORA.

Min Far!

Leonard staaer imidlertid fravendt, grundende og heldende med Hovedet.
JERONIMUS.

Monsieur Leonard, seer jer lidt om.

LEONARD.

Ach Himmel! hvad seer jeg? det er min Datter.

LEONORA.

paa Knæ. Ach allerkiæreste Far, forlad mig, at jeg har syndet saa grovelig imod ham, og spillet saadan Intrigue. Kiærlighed til denne unge Person har bragt mig dertil, og saasom I har villet tvinge mig til Jeronimi Søn Leander, som jeg aldrig har seet, saa - - - -

LEONARD.

Ach Himmel! er det mueligt?

JERONIMUS.

Ach! hvilket Eventyr!

LEONARD.

Stat op min kiære Datter! der staaer den Leander, som du har løbet bort med af Frygt for at blive hans Hustrue.

LEONORA.

O en underlig Hendelse! er det Leander, som jeg har flygtet med, for at blive fri for Leander?

237
LEANDER.

O en selsom Historie! er det Leonora, som jeg har skyet af Kiærlighed til Leonora?

JERONIMUS.

Kiære Børn! disse Fortreedeligheder, disse Hendelser skal opmuntre jer til at elske hinanden desmeere. Hør, lad Henrich strax komme ind udi den Stand, som han er, og siger ham intet af dette, som er skeet.

LEANDER.

Tillader mig da kiære Forældre, at jeg omfavner min Kiæreste. De omfavne hinanden.

LEONORA.

O en lyksalig Vildfarelse! jeg har haft Afskye for den, hvilken jeg alleene har elsket.

LEANDER.

Og jeg har været færdig at gaae i Døden af Kiærlighed for den, hvis Navn har været mig en Forskrækkelse.

JERONIMUS.

Jeg vilde gaae i Graven af Sorg, efterdi min Søn mod min Villie elskede den, som min Villie alleene var, at han skulde elske.

LEONARD.

Og jeg har hadet min kiære Datter for U-lydighed, alleene efterdi hun var mig lydig.

SCEN. 13

Henrich bagbunden. De andre.

JERONIMUS.

Henrich! kiender du disse tvende Personer?

LEANDER.

Henrich! denne Jomfrue, som jeg har flygtet med for at blive Leonora qvit, er Leonora selv, Hr. Leonards Datter.

HENRICH.

Ach Himmel, er det mueligt! nu føler jeg ikke meer de Hug jeg har faaet.

LEANDER.

Du skal belønnes for din Troeskab.

HENRICH.

Hej! er der ingen Anstalter? Hvorfor løser I Hunde mig ikke?

JERONIMUS.

Løser ham strax.

HENRICH.

bekigende dem. Er I Leonora, Hr. Leonards Datter?

238
LEONORA.

Ja, jeg er Leonora og Leonores Rival tillige.

HENRICH.

Og I Monsieur Leonard! er I denne Jomfrues Far?

LEONARD.

Ja Cammerat! det er min Datter, som paa een Dag har taget Livet af mig og givet mig Liv.

HENRICH.

Saa er her og spilled en Comoedie.

LEONARD.

En selsom Comoedie.

HENRICH.

Men hvad Satisfaction skal en brav Mand, som jeg, nyde for den Tort mig er vederfaret?

JERONIMUS.

Giv dig tilfreds. Leander opreiser nok din Skade.

HENRICH.

Vil I give mig denne Pige til ægte?

LEONARD.

Kand du vinde hende selv, saa seer jeg det gierne.

HENRICH.

Lille Fæstemøe! vil du have mig?

PERNILLE.

Ja nok.

HENRICH.

See engang hvor lykkelig vi er mod fornemme Folk, vi veed endnu ikke hinandens Navn, og kand dog maa skee komme til at holde Bryllup denne Aften. Det er kun fornemme Folks Kjærlighed, man kand udføre i Comoedier; men vi andre gaaer lige til, og har kun to smaa Tempo at tage i agt, nemlig: Schlaget an, og gibt Füür. Men Hr. Jeronimus, I kand lære af denne Historie, at Mascarader har ogsaa sin Nytte; thi denne Vildfarelse har formeeret de forlovede Personers Kiærlighed, og derforuden skaffet mig denne smukke Pige paa Halsen; thi den har givet Anledning til en angenehm Comoedie, som endes med Bryllupper baade for og bag, saa vi faaer alle nok at bestille. Og I Messieurs, som har bundet og pryglet mig, paa det I ogsaa ikke skal være ørkesløse, saa gaaer hen og henger jer selv.

239

Mascarade Noter

S. 175
gnikkende, gnidende. - gispende, gabende.

S. 178
Kiselinker, nedsættende Udtryk om Kvinder; letfærdige Kvinder. - getneene, almindelige, simple; jævne. - Pomerantz, Appelsin. - har Tandpiine, er i Omstændigheder.

S. 179
subtil, fin, snedig, - Folie d'Espagne, fr. en Solodans. - admirabelt, beundringsværdigt. - capable, fr. i Stand til.

S. 181
banqveteret, spist dyrt paa Restaurant. - iblant, en Gang imellem, somme Tider. - indgetogen, tilbagetrukken, stilfærdig. - beklikkede, tilsølede. - Gyldenlund, nu Charlottenlund.

S. 182
løber med Liimstangen, gaar galt i Byen. - Spindhuset, Kvindefængslet.

S. 183
straffe, irettesætte. - Poenitentze, Bod. - Conjuncturene, Forholdene.

S. 184
Straten-Junker, Laps, Modejunker; Eventyrer. - insinuere jer, gøre jer vellidt.

S. 185
Parole, Løfte. - besynderlig, især. - Sparlagens-Prædiken, Gardinprædiken; Straffetale. - Machiner, Paafund.

S. 186
Invention, Trick.

S. 187
Otting, Vs Tønde.

S. 189
Overgaars, Forgaars.

S. 191
Intermedium, lat. Mellemspil.

S. 193
Coutillion, fr. cotillon, fransk Selskabsdans. - Soufflet, fr. Ørefigen. - Ein Mahl ist kein Mahl, ty. een Gang er ingen Gang.

S. 195
distinguere sig, udmærke sig.

S. 196
Vellyster, Forlystelser. - Conduite, Opførsel. - pardonnere, tilgive. - staaer mig for Hovedet, foruroliger, generer mig; ligger mig paa Sinde. - det vil ikke sige, det betyder ikke noget, det gør ikke noget. - stimet, moret sig (støjende), lavet Halløj.

S. 197
diverterer sig, morer sig. - for Tiden, før Tiden.

S. 198
movere, bevæge. - approbere, godkende, billige.

S. 199
skikkelige, respektable. - grande Mode, fr. højeste Mode. - til den tredie Sted, til en tredje, til en eller anden. - Friderichs-Dal, Frederiksdal ved Furesøen.

S. 200
ubesværget, ubesværet, d.v.s. uden Fortrydelse, venligst.

S. 201
Invention, Opfindelse. - regierede, regulære. - det er ikke Folks Lejlighed, det passer ikke Folk, det er ikke Folk belejligt.

S. 204
Cupido, Elskovsguden. - Ane Hattemager, Bordelværtinde i København. - angenemme, behagelige; nydelige.

240

S. 205
Honneur, Ære.

S. 206
prostituere, skandalisere. - Kastekiep, Kastekæp; i overført Betydning: ringeagtet, ubetydelig Person. - ungefehr, omtrent.

-Tamper-Retten, Domstolen for Ægteskabssager. - Rector og Professoribus, det var Universitetsprofessorerne (Konsistorium), som indtil 1771 dømte i Ægteskabssager.

S. 207
begiæret, begæret til Ægte. - tilforn, tidligere.

S. 209
befodre, befordre, fremme. - Præparatorier, Tilberedelser, Forberedelser. - Slutteriet, Gældsfængslet (som laa Hestemøllestræde).

S. 211. Byens Folk, Politiet.

S. 212
pousserer, fremdriver.

S. 216
bestandig, trofast.

S. 217
Item, lat. endvidere, fremdeles. - haanlig, vanærende.

S. 218
meriterer, fortjener. - Caprioler, Krumspring. - Calvinist, Ifølge Calvin er Menneskets Villen og Handlen forudbestemt. Gud har bestemt nogle Mennesker til Frelse, andre til evig Fortabelse.

S. 219
Reputation, Anseelse. - Pust, Sammenstød, Dyst. - Rokkehoved, i Folketroen Betegnelse for visse Misfostre (ellers: kegleformet Træstykke øverst paa Rokken, om hvilket Materialet, der skal spindes til Garn, bliver svøbt).

S. 220
confunderet, forvirret. - Pynte, Finte, Kneb. - staaer i Beraad, er i Tvivl; overvejer. - Raison, Grund. - Skuffer, svigefuld Person, Bedrager.

S. 221
Courage, fr. Mod.

S. 222
Akkermær, Rakkermær, egl. gammel, udslidt Hest. Brugt som Skældsord til Kvinder.

S. 223
Irring, Vildfarelse, Misforstaaelse.

S. 224
Varulv, i Folketroen en Mand forvandlet til Ulv og som saadan Anstifter af Ondt. - Capsuun, Bidsel. - figte, fægte, kæmpe. - Suite, Følge, Resultat.

S. 225
gøre sin Far saa troe!, faa sin Far til at tro det. - til Spiir, indtil 1693 havde den tyske Rigskammerret Sæde i Speyer. - Prætentioner, Fordringer, Krav.

S. 226
Abi etc. og Candelabro etc., Vrøvlesprog. - Ja freylich etc., ty. Javist, Hr., jeg taler Westfalsk. - Ich dachte etc., Jeg tænkte, at Herren ogsaa var et af Israels Børn, thi Herren har et fuldkommen jødisk Ansigt. - Aber recht etc., Men alvorligt talt, min Herre, er han ikke en Portugiserjøde? Jeg synes, jeg har set ham i Synagogen i Altona.

S. 227
Thalmud, Talmud, en gammeljødisk Lovsamling. - Alcoran, Koranen. - Um Verzeihung etc., Om Forladelse da, min Herre. - Der Herr sagt etc., Herren siger, at der ikke har været nogen Talmud eller Alcoran i hans Hus. - Gehe man, gaa blot.

241

S. 228
Das ist etc., Der er en meget stor Forskel, Hr., mellem Koranen og Talmud. - Der Thalmud etc., Talmud er skrevet af den tyrkiske Gud Muhamed. - Aber der Alcoran etc., Men Koranen, min Herre, det er en hellig Bog. - Der Nahm etc., Navnet Alcoran vil sige saa meget som en Jødebibel og kommer af to kaldæiske Ord Al og Coran. Al betyder ...

S. 229
Schmautz, ty. Schmaus, Smovs, Jødesmovs.

S. 230
Mademoiselle, fr. Frøken. - filoutere, fraliste.

S. 231
Geheime-Raad, hemmelig Raadgiver.

S. 232
Hvor holder han sig oppe, hvor opholder han sig.

S. 233
Byens Tienere, Politiet. - en raisonnabel Discretion, en klækkelig Dusør. - Gevalt, Magt. - posito, lat. sæt.

S. 234
Park, Sø. - retirerede mig, trak mig tilbage. - ført samme Conduite med, optraadt paa samme Maade overfor.

S. 235
Formue, Evne. - men ogsaa jer Siæl. Selvmord regnedes for en Dødssynd; en Selvmorder maatte ikke begraves i indviet Jord. Derfor siger Jeronimus i næste Scene, at Leonora er »Fanden i Vold«.

S. 237
er der ingen Anstalter, foretager man sig ikke noget?

S. 238
Satisfaction, Oprejsning, Erstatning. - Schlaget an etc., Læg (Geværet) an; fyr!