JULESTUE
Comoedie udi een Act
140
141
Jule-Stue
Indledning
✂ Da denne Komedie første Gang gik over Scenen - det var i Begyndelsen af Aaret 1724 - morede Tilskuerne sig saa godt, efter Holbergs Beretning i 1. Levnedsbrev, og selv Skuespillerne kunde ikke bare sig for Latter; man kunde knap høre hvad der blev sagt, og det var nærved at Forestillingen helt maatte afbrydes.
✂ Holberg har været meget tilfreds med, at et Lejlighedsstykke som dette, der blot var til Lyst, ogsaa fik Latteren til at lyde. I Epistel 374 bemærker han, at Jule-Stue »kand siges alleene at være skreven for at komme Spectatores til at lee«.
✂ Dertil kommer, at Munterheden markerede Sejren over en Konkurrent, Sekretær i Hofretten Joachim Richard Paulli, som havde leveret Teatret en Treaktskomedie, »Jule-Stuen og Maskeraden«. Skuespillerne syntes ikke om det; Holberg fik Manuskriptet at se, og snildt spaltede han Paullis intrigetyngede Komedie i to raske shows af den Art, Publikum kunde lide: »Jule-Stue« og »Mascarade«, med et Minimum af Handling og et Maximum af brogede Optrin. Det er da ogsaa let at vise, hvor meget morsommere der er i Holbergs Julestue end i Paullis. Begge Komedier har en knurvorn Husfader, som ikke skøtter om de letfærdige Juleselskaber og derfor maa overlistes eller overtales til at give sit Samtykke. Paulli lader Hustruen tale sin Mand efter Munden, saa han erklærer: »Min Hierte, du indtager mig saaledes med din Discours, at jeg derudover skal love dig, at giøre det første du beder mig om« - og saa er den Sag klaret! Holberg mobiliserer 142 først Jeronimus' Søster Magdelone, der paastaar, at Naboerne vil tænke, at Familien er kommen af Troen og se den an som Tyrker og Hedninger, og han indfører derefter den herlige Skolemester. Denne kan Holbergs Natur- og Folkeret, hvor der staar: »Grundvolden af den naturlige Lov er, at et hvert Menneske saa vidt det staaer til ham, maa holde ved lige Samqvem og Foreening, hvoraf følger -«, ja læs selv Bind I, S. 80. I Skolemesterens Tale forbindes denne Grundlov ved komisk Logik med et afskrækkende Eksempel fra Dyreverdenen: »ligesom den Fugl Phoenix, som findes udi Arabien, lever tusinde Aar udi Eensomhed, og opbrænder sig selv saa snart hun udlegger en Unge, paa det hun ikke skal leve udi Societet og Samqvem med andre af sin Art, saa bør vi Mennesker derimod, for at lade see at vi ikke slægte paa saadan u-mælende Creatur, holde Samqvem og Lystigheder«. Og saa giver Jeronimus tabt: »den Lignelse om den Fugl Phoenix slog mig særdeles«. Og Pernille jubler: »Ach den dejlige Fugl Phoenix! Andre Fugle er kun Carnalier at regne mod den«.
✂ Litteratur.E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 182-211 (om Julestuer). - J. R. Paulli: Julestuen og Maskeraden, i Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, IV, 1922. - F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst II, S. 178-80.
SCEN. 1
- ✂
- LEONORA.
-
Ach denne Dag har været mig saa lang som to andre. Kiærlighed er dog en Passion som overgaaer alle Passioner; den er ligesom et oprørt Hav, hvilket jo meer det indskrænkes og indknibes, jo meer bruser det. Ach Leander! du kom til min Ulykke at boe i dette Naboe-Lav, saa jeg maa see den Person hver Dag for Øyene, som min gamle Mands Mistænkelighed hindrer mig at nyde Omgiængelse med; all min Trøst bestaaer derudi at jeg kand faae et og andet angenem Brev fra ham, hvor udi han udøser sine Protestationer, som tiene ikke til andet end til en Olie at formeere Ilden, og bringe mig i Fortvilelse. Vi har spundet paa adskillige Intriguer for at komme sammen, men alt har hidindtil været forgiæves; skal der gives nogen Lejlighed til at nyde den i saa lang Tid forventende Lykke at tale med ham i Een-Rom, saa skal det være i denne Jule-Stue, vi holder i Aften. Pernille, som jeg har aabenbaret denne Kierlighed, staaer nu udi Døren for at vare mig ad, naar han gaaer forbi, som han gierne i agt tager ved denne Tid, hvilken ved Breve er bestemt mellem os, for at faae hinanden at see igiennem Vinduet, thi jeg tør ikke engang lukke Vinduet op af Frygt min Mand skal komme i det samme; men den Frygt, den Tvang, langt fra at giøre Kiærligheden kaald, er dens rette Tønder. Men der seer jeg de komme.
SCEN. 2
Pernille. Leonora.
- ✂
- PERNILLE.
-
Madam! lav jer nu til, paa Øyeblikket kommer Monsieur Leander, 3 stærke Hosten er Signalen; da maa I lade ham ind i Forstuen for at giøre Aftale.
- ✂
- LEONORA.
-
Ej Pernille! det tør jeg ikke giøre for mit Liv. End om min Mand kommer i det samme?
- ✂
- PERNILLE.
-
Lad kun mig sørge derfor! saa snart han kommer, løber jeg ind, og holder Vatter med Sladder; jeg har lavet mig paa en heel Sæk fuld af Snak at holde ham saa længe op med, som I behøver Tid til at tale nogle fornødne Ord med Leander.
- ✂
- LEONORA.
-
Men undertiden vil han ingen Snak høre.
- ✂
- PERNILLE.
-
Jeg vil heller ingen Snak høre af hende; meener Madamen at jeg ikke vel overlegger mine Sager? Jeg veed nok hvad Snak Karlen gid hørt; meener I at jeg vil fortælle ham Aviser? at Regenten er død, at Meriveis har faaet Hug i Tyrkiet, at den Spanske Sølv-Flode er ankommen, at Prinds Eugenius har vundet Sejer over Duc de Vendosme. Ney jeg vil fortælle ham noget Kielling-Sladder, som han gierne spidser Øren til; jeg vil sige ham at der er fød en Kalv med Top paa Hovedet og Falbelader paa Beenene, saa begynder han strax at moralisere, og væve over Tidernes Ondskab, over Pragt og Stads - - -Men der hører jeg han hoster udenfor, spring ud og tag imod ham; nu springer jeg ind til Vatter.
SCEN. 3
Leander. Leonora. Leonora kommer indledende med ham; de staaer ved Gangen begge to.
- ✂
- LEANDER.
-
paa Knæ.
Ach, allersødeste Leonora! er det mueligt at jeg efter saa lang Forventelse skal have den Lykke at - - -
- ✂
- LEONORA.
-
Ach, min hierte Leander! stat op, vi har ikke 145 lang Tid til at præludere, jeg er forsikret om jer Kiærlighed; lad os overlegge hvordan vi skal stille vore Sager an i Aften i Jule-Stuen. Jeg veed at jer Vert og Vertinde blir budne, men jeg er ikke forsikret om at I blir buden.
- ✂
- LEANDER.
-
Blir jeg ikke buden, saa kommer jeg af mig selv og agter ingen suure Miner. Min Vert og Vertinde tar mig med under den Prætext, at de kand ikke lade mig være hiemme alleene.
- ✂
- LEONORA.
-
Det gaaer an. Men veed de noget af vore Sager?
- ✂
- LEANDER.
-
Jeg har aldrig talet noget derom, men min Vertinde har dog merket noget deraf, thi hun sagde forgangen: Vi kommer nok i Jule-Stue med det første til vor Naboe Jeronymus, saa faaer I den Lykke at kysse den skiønne Leonora paa Haanden. Jeg faldt derpaa udi Taushed, men saadan Taushed der foraarsages af en overvættes Glæde; hun smilede derpaa, og sagde: Jeg saa vel som min Mand har nok lugtet Lunten; hvad vi kand være hannem til Tienneste, giør vi med største Fornøyelse. Jeg takkede derpaa og aabenbarede mit Hierte; thi det er Folk som er mig troe til Døden, og elsker mig meer end deres egen Broder.
- ✂
- LEONORA.
-
Det er da got, kiære Leander, efterdi de ere ham troe, at vi har dem udi Ledtog med; men hvad skal vi ophitte for at komme udi Eenrom sammen?
- ✂
- LEANDER.
-
Vi vil legge Hovederne sammen, og ophitte en Jule-Leeg, som kand give os Lejlighed dertil.
- ✂
- LEONORA.
-
Men der hører jeg min Mand komme; vi maa skilles ad.
- ✂
- LEANDER.
-
Saa maa jeg da tage Afskeed mod min Villie denne gang. Adieu saa længe allerkiæreste Leonora, og vær forsikret at - - -
- ✂
- LEONORA.
-
Ach Monsieur, jeg er forsikret. Adieu.
SCEN. 4
Pernille. Leonora.
- ✂
- PERNILLE.
-
Nu Madam, fik I ham i Tale?
- ✂
- LEONORA.
-
Ja vist Pernille! men hvorfor kom du saa hastig tilbage? jeg lod ham løbe saa snart jeg hørte det rørte ved Døren; thi jeg tænkte at det var min Mand.
- ✂
- PERNILLE.
-
Havde jeg tænkt derpaa, skulde jeg have biet noget længer. Men jeg er bange Madam! at jeg har giort en Fandens Gierning.
- ✂
- LEONORA.
-
Hvi saa?
- ✂
- PERNILLE.
-
Vor Far er bleven saa gudfrygtig af den Historie jeg fortalte ham om den Kalv som var fød, saa jeg er bange at Juule-Stuen blir opsat.
- ✂
- LEONORA.
-
Hvis saa er, saa har du spillet din Rulle forbandet; det gaaer ofte saa til, at naar man tænker at narre andre, blir man selv narret. Men det kand snart giøres got igien, naar du siger ham at det var en falsk Beretning.
- ✂
- PERNILLE.
-
Ej det gaaer min Troe ikke an, thi jeg har svoret paa for ham at jeg saae Kalven med Top og Falbelader med mine egne Øyen.
- ✂
- LEONORA.
-
Ja saa har du giort en Fandens Gierning, og vi ere ikke ilde opskiørtet. Men sagde han da, at vi faaer ingen Juule-Stue?
- ✂
- PERNILLE.
-
Ney det sagde han endelig ikke, men han begyndte strax at tale om Assembleer og Galskaber, som burte afskaffes; hvis han er falden udi de Griller, saa maa Madamen opmuntre ham igien til at holde Lystighed.
- ✂
- LEONORA.
-
Jo, jo! det var vist den rette Maade at forderve Leegen paa; ney, taler han derom, saa maa jeg stille mig an som jeg gandske ikke er derfor, thi en gammel Mand der har en ung Kone, jo meer han tænker hun er indgetogen, jo meere Frihed gir han hende. Jeg troer dog at det ingen Fare skal have, thi hvis vi ingen Juulestue fik, gik vor gamle Faster reent af Skindet, 147 thi hun holder alle slige Ceremonier for Troens Artikler; man fik hende ikke at spise uden der var Hellig Tre Kongers Lys paa Bordet. Men der er min Mand, løb du hen og snak for Faster.
SCEN. 5
Jeronimus. Leonora.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Naar Verden staaer til Paaske, saa skal jeg give min Hals; de Topper, Fabler, Favoriter ere ikke andet end Lucifers Paafund.
- ✂
- LEONORA.
-
Hvad er paa færde lille Mand?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Man seer et Tegn efter et andet, og dog er man lige gall.
- ✂
- LEONORA.
-
Er der noget ont vederfaret lille Mand?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hør, min Hierte! I giør mig en Tienneste, om I vil gaae med rund Hue herefter, og lade jer Klæer skiære efter den Mode, som min gamle Søster Magdelone bruger.
- ✂
- LEONORA.
-
Men min allerkiæreste lille Mand! om I vil examinere mine Klæer mod Fasters, skal I befinde at hendes er meere kostbar.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Sagen bestaaer ikke derudi, min Dukke! Kostbarheden giør hverken til eller fra; men disse forbandede nye Inventioner, disse Toppe, disse Fabler, disse Favoriter, som vore ærlige Forfædre intet har vidst at sige af, det er en syndig Dragt, som er Aarsag til all den Ulykke der skeer i Verden.
- ✂
- LEONORA.
-
Vidste jeg det var Synd, min hierte Mand, vilde jeg gierne legge det af altsammen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Vi vil ikke troe Synden, førend vi vares ved Tegn, og da er det for silde; her er jo nyelig fød en Kalv med Top, Favoriter og Fabler.
- ✂
- LEONORA.
-
Men kand man forlade sig paa at det er sandt?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Gid jeg faaer en U-lykke, er det ikke sandt; Pernille tillige med andre got Folk her i Æbeltoft har jo seet Kalven. Hør min Hierte! hvad jeg vil sige, jeg er gandske ikke i Humeur at holde Julestue i Aften.
- ✂
- LEONORA.
-
Har den Historie om Kalven skrækket jer derfra?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ney aldeeles ikke, thi det er ikke den første 149 Historie; men jeg har eftertænk! det nøye, og finder at disse Julestuer og Jule-Leeg fører intet got med sig.
- ✂
- LEONORA.
-
Mig skal det være lige kiært. I veed vel selv hvor lidet jeg er af Verden. I skal finde faa slige unge Koner som jeg; thi jeg var tilfreds, der var aldrig Dants eller Spill i Verden. Min Fornøyelse er at sidde hiemme ved mit Arbeid, og see min lille Mand til gode.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Jeg veed det nok, min Dukke! I er Exempel for alle unge Koner i Æbeltoft; den beste Ting jeg har giort i Verden, er at jeg har udvalt saadan dydig Siæl til Ægtefælle.
- ✂
- LEONORA.
-
Jeg kand ikke begribe hvordan fornuftige Folk finder Behag udi Jule-Leeg; det kand være got nok for Børn, men det burde foraarsage Væmmelse til Folk som er kommen til Alder.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Disse samme Jule-Leeg har ogsaa undertiden nogle onde Suiter.
- ✂
- LEONORA.
-
Baade Jule-Leeg og andre store Selskabe, min Hierte! Jeg er aldeeles ikke for dem, var det ikke for at behage min Mand, kom jeg aldrig ud herefter.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ney min Dukke! hun maa ikke dog gandske slaae sig fra Verden, man maa have nogen Fornøyelse iblant. Unge Mennesker kand ellers falde udi Melancholie.
- ✂
- LEONORA.
-
Jeg blir min Troe altid melancholisk udi Selskab, og fordriver den igien med Eenlighed.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ja ja! det er got nok min Hierte! men alting til Maade; ellers er det mig kiært, at I ikke er for denne Julestue i Aften. Jeg vil lidt ud og høre hvad min Søster siger derom.
Ved sig selv, naar han gaaer ud: Hvilken ærlig Mand der har saadan en Kone som jeg, han maa holde sin Bryllupsdag hvert Aar som en Fest.
SCEN. 6
- ✂
- LEONORA.
-
alleene. Hvilken Ulykke Pernille har ikke bragt os i ved sin Geskeftighed! men jeg haaber at 150 Faster faaer ham nok paa andre Tanker igien; havde jeg nu disputeret ham imod, saa havde han blevet verre, og formeeret sig hundrede Mistanker, men nu spiller jeg mit Kort saaledes, at han skal selv tigge mig om Julestue, og det skal heede at jeg giør det alleene for at føye ham.
SCEN. 7
Jeronimus. Magdelone.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ingen Snak min Søster! jeg vil ingen Julestue vide af at sige; saadant tiener ikke til andet end at bringe Folk i Bekostning, og endes med det som ikke duer.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ach kiære Broer! det er min Troe ikke jer Alvor.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Jo, min Troe er det mit Alvor! jeg har seet alt for mange Exempler paa saadant Galskab; gid jeg havde en Daler for hver Piges Jomfruedom der er gaaet af Stabelen ved saadanne Lejligheder.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Men det er dog en god gammel vedtagen Skik.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det er en gammel Skik min Søster, men ingen god.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Jeg har altid hørt at det gik bedre til i Gamledage end nu omstunder; hvorfor skulle vi ikke træde i vore Forfædres Fodspor? I skulde have seet, min hierte Broer! hvilken Julestue der var til Møllerens i Gaar; hvorfor skal vi være mindre end han?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Vi skal ikke være mindre men klogere; til med kand vi ikke rette os efter Mølleren, han har andre Accidentzer end vi, han kand æde Jule-Kager det heele Aar igiennem.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Jeg siger det, min Troe, ikke for den Lyst jeg har der til, men for jere kiære Børns skyld.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ja ja! der har vi det, giv kun skyld paa Børnene.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Men min kiære Broer! hvad vil vore Naboer tænke om os, naar vi ingen Julestue faaer i Aar? de vil tænke at vi ere kommen af Troen, og see os an som Tyrker og Hedninger. Hun græder.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hvilken forbandet Snak! Er det at forandre Troen at afskaffe Galskab?
- ✂
- MAGDELONE.
-
I kalder det Galskab, min hierte Jeronimus! jeg kiender mange, der har ogsaa foragtet slige gode gamle Sædvaner, men det er gaaet dem ilde i Verden.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Og jeg kiender mange, der har foragtet saadant, og det er gaaet dem meget vel i Verden.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Hvordan gik det ikke Christopher von Bremen, der altid loe naar hans Kone bragte Hellig tre Konge Lys ind paa Bordet? Manden var saa frisk som een af os, men ret som han stod og fæstede Seelen til Buxerne, døde han.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Du skal nok see han aldrig havde død, hvis han havde villet brænde Hellig tre Konge Lys.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Hvorledes gik det ikke Jeremias Tobakspinder, der ikke med saa meget som med en Sød-Grød vilde holde Jule-Aftener fra andre Aftener, og levede som en Hedning heele Julen igiennem? han fik jo paa sin Alderdom stor Hierte-Sorg, thi tre af hans Sønner blev en efter anden rejicered til Attestatz.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Havde de læset bedre over, de Slyngele, saa havde de nok gaaet fri; thi jeg kiender dem, der har faaet Laudabilem, og dog aldrig æder Grød. Bilder du dig ind at man skal æde Grød, før man gaaer til Attestatz?
- ✂
- MAGDELONE.
-
Hvordan gik det ikke Hendrik Smør-Blomsters Døttre?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hvordan gik det ikke Hendrik Paaske-Lillies, Hendrik Smør-Kringels, Hendrik Suurkaals Døttre? hvilken forbandet Snak! hvilke Exempler! Hendrik Smør-Blomsters Døttre kand skee mistede 152 deres Jomfruedom udi en Julestue; jeg er gall at jeg snakker meere derom.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Hvordan gik det ikke Christopher Oldfux?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Jeg veed min Troe ikke hvordan det gik, hverken Christopher Oldfux eller Jungfux, men det veed jeg at I faaer ingen Julestue dette Aar; thi foruden det jeg har sagt, har jeg mine Raisons aparte. Gaaer ud.
SCEN. 8
Magdelone. Pernille.
- ✂
- MAGDELONE.
-
grædende bitterlig. Ach ach! jeg ælendige Menneske! gid jeg var i Jorden! nu har jeg levet i 45 Aar, men aldrig har nogen Juul været saa maver for mig som denne. Hvorfor skal man slæbe og trælle i Verden, naar man ikke maa have nogen Lystighed iblant? Alle vore Naboer stime, saa at vi kand høre dem den heele Nat, og vi alleene skal leve ligesom vi vare midt udi Fasten. Hun græder endnu.
- ✂
- PERNILLE.
-
Hvorfor græder Madamen?
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ach Pernille! jeg har Aarsag til at græde; hvo der har saadan en vanskelig Broer som jeg, maa nok - - -
- ✂
- PERNILLE.
-
Jeg troer ikke Vatter har været saa ubesindig, at han har slaget sin Søster!
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ney! det er det som verre er, han vil ingen Julestue have i Aften.
- ✂
- PERNILLE.
-
Ingen Julestue? De græder begge to.
- ✂
- PERNILLE.
-
Gid Fanden tiene her i Huset længer paa den Maade! jeg vil heller miste min Løn.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Jeg kand forsikre dig Pernille, at det var ligesom een stak mig en Kniv i Hiertet, da jeg 153 hørte det. Vort Huus vil komme i Foragt over heele Æbeltoft derved.
- ✂
- PERNILLE.
-
Jeg var saa vis paa at vi skulde have Julestue, at jeg allereede har bedet Møllerens Datter hid.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ja blir det ikke en u-dødelig Spot og 154 Skam for vort heele Huus? Skam faae den der har ført vor Far saadant i Hovedet.
- ✂
- PERNILLE.
-
Naar Arv faaer at høre dette, vil han ikke blive bedre til mode end vi andre; han har øvet sig, stakkels Karl, den heele Eftermiddag paa at være Jule-Buk.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Stakkels Karl! han vil blive gandske Mod-løs.
- ✂
- PERNILLE.
-
Madamen skulde ikke troe, hvor profect han kand agere Jule-Buk, lige, ligesaa livagtig, som man saae en ret Jule-Buk.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ach, tal ikke meere derom! mit Hierte brister naar jeg tænker derpaa.
- ✂
- PERNILLE.
-
Men om Faster giorde sig end Umag at overtale Vatter.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Det hielper ikke, Pernille! om jeg faldt paa mine Knæ.
De græder begge to.
SCEN. 9
Arv. Magdelone. Pernille. Arv, svøbt udi et hvit Lagen med to Horn i Panden, stiller sig an at skræmme de andre. De blir ved at græde.
- ✂
- ARV.
-
Bliv ikke bange Madam! græd ikke, det er mig.
Kiender I mig nu? Tar Klædet fra.
- ✂
- PERNILLE.
-
Jo vi kiendte dig nok; det er noget andet vi græder for. Du skal ikke smøre dig paa Jule-Leegen i Aften.
- ✂
- ARV.
-
Hvi saa?
- ✂
- PERNILLE.
-
Vi faaer ingen Julestue.
- ✂
- ARV.
-
Gid Drollen splide saadan Snak! Hvem vil forbyde os det?
- ✂
- ARV.
-
Drollen spilde mig ad, om jeg ikke tør spørge Vatter hvem han indbilder sig at vi tiener hos, om vi tiener hos Tyrker eller Hedninger.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Du vinder intet andet dermed, Arv! end en banket Trøye.
- ✂
- PERNILLE.
-
Men jeg tænker paa noget Madam! end om vi sætter Børnene ud paa at plave ham?
- ✂
- MAGDELONE.
-
Skulde noget hielpe, saa skulde det.
- ✂
- PERNILLE.
-
Jeg vil min Troe op paa Skolen, og give mig i Kast med Skolemesteren.
- ✂
- ARV.
-
Du kand love ham et Favnetag derfor.
- ✂
- PERNILLE.
-
Holdt du ikkun din Mund, Skolemesteren og jeg kiender hinanden nok.
- ✂
- ARV.
-
Det maatte og være en slet Stue-Pige, der ikke kiendte Skole-Mesteren. Pernille gaaer bort.
SCEN. 10
Jeronimus. Magdelone. Arv.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hvad Fanden er dette for en Postur?
- ✂
- ARV.
-
Jeg er Juul-Buk, Hosbond!
- ✂
- JERONIMUS.
-
gir ham et Ørefigen. Est du Jule-Buk?
- ✂
- ARV.
-
tumlende. Ney, Hosbond, jeg er ikke Jule-Buk.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hvad skal dette betyde?
- ✂
- ARV.
-
Jeg vilde ikkuns giøre mig til Jule-Buk.
- ✂
- JERONIMUS.
-
gir ham end et Ørefigen. Vilde du kun giøre dig til Jule-Buk?
- ✂
- ARV.
-
Ney, jeg vilde ikke giøre mig til Jule-Buk.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Ej, min hierte Broer! I har Synd af at slaae den stakkels Dreng paa en Hellig-Aften.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Fort hen du Slyngel, og tag dig en Bog og læs i, det er nok saa got.
- ✂
- ARV
-
gaaer grædende bort.
Der er mare ingen i den heele Gade, der læser et Guds Ord Jule-Aften.
SCEN. 11
Jeronimus. Magdelone.
- ✂
- JERONIMUS.
-
I burte, min Søster, betage mig det Arbeide, og have viset ham bort med et par Ørefigen, førend jeg kom.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Jeg veed ikke, min hierte Broer, hvorfor vore Folk maa ikke saa vel have Lystighed som andre.
- ✂
- JERONIMUS.
-
I skulde giøre jer selv ogsaa til Jule-Gied, det skulde ikke lade saadan en gammel Kone ilde.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Jeg veed ikke hvorfor vi skal være meere Udskud end andre Folk i Byen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
See om nogen fornemme Folk holder Julestue.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Skal vi følge fornemme Folkes Noder, da skal vi ikke tractere Folk med uden Snus-Tobak og Lyk-Ønskninger.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Julestuer ere og gandske aflagde i Kjøbenhavn.
- ✂
- MAGDELONE.
-
Vil I regne Kiøbenhavn? Jeg har hørt af Skolemesteren at Troen trykker ikke Folk meget der; her er en Karl som er nyelig kommen fra Kiøbenhavn, han har slet ingen Troe, han troer ikke engang at Doctor Morten har forordnet at man skal æde Gaas Mortens Aften, ja han siger at Jorden er rund som et Æg, hvilket er den arrigste Løgn som kand være til.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det duer endelig ikke; men vi vil ikke snakke meere derom, kald Skolemesteren og Børnene ned, jeg vil høre om de har lært noget artigt til denne Fest.
Magdelone gaaer ud.
- ✂
- JERONIMUS.
-
sættet sig med en Kurv Dukke-Tøy ved Bordet. Det er Konst at deele Gaver ud blant Børn, saa alle kand blive fornøyet. Denne Hest med Fløyten i Rumpen skal Christopher have; Vognen, hvem skal jeg give den? den vil jeg give lille Henning; Peer skal have Fiolen, thi jeg troer at der skal blive en Spillemand af 157 ham; Else skal have Vuggen med Barnet udi; thi det første Piger blir saa gammel at de kand tale, saa tænker de paa Giftermaal og Vugge; Marie, du skal lade dig nøye med Piben. Ej! jeg havde nær glemt lille Anne, hun skal have Dingeldangen med Bielderne paa. Men der seer jeg dem komme med Skolemesteren.
SCEN. 12
Skolemesteren med Børnene. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Børnene gaaer Par for Par, og Skolemesteren slutter Troppen med et Riis i den ene Haand og en Bog i den anden Haand, rangerer Børnene i en Rad, giør en Pedantisk Complement og saadan Lyk-Ønskning:
✂
Bort Uhelds fæle Skye, bort sorte-vinget Taage,
Bryd Morgenrøde frem, blink Soel, bliv ved at vaage,
Svem Velstand over os ret som en Nilus Flod,
Fald over os som Dug, og fæst i Huset Rod,
Lad Lykke over os din Kraft som Bække flyde,
Som Fuglene paa Qvist - - - -
Repeterer det samme og graver udi Lommen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Kand man ikke hitte et Riim derpaa? som for Exempel ---
At kaage maa vor Gryde.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Ney jeg maa begynde fra Førstningen igien.
Repeterer det forige: At alle maa sig fryde.
Gid Vatter og Mutter det altidens vel gaaer, Gid en nye Plante de i Huset hvert Aar faaer, Gid Øll og Brændviin de i Kielder aldrig savne, Gid Fisk og Kiød og Smør for deres Kiøkken stavne, Gid Korn i Hobetal maa staae paa deres Loft, Saa længe som en Siæl er til i Ebeltoft.
- ✂
- JERONIMUS.
-
tar til Hatten. Han skal have Tak, Skolemester, 158 det var et dejligt Vers; han har vel haft megen Umag dermed?
- ✂
- PERNILLE.
-
Det havde kostet en anden stor Hovedbryden; men alting staaer for Skolemesteren.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Men hvad artigt har Børnene lært til denne Fest? Forgangen Aar vidste de saa mange artige Sprikworter, kand de ogsaa nogen i Aar?
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Ja, de kand; vil Vatter høre Sprikworter eller Spørsmaal?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Begge ere gode. Lad Arv komme herind, at han kand høre paa hvordan smaa Børn kan giøre ham til Skamme.
Pernille springet efter Arv, som kommer ind og staaer med foldede Hænder og hører derpaa.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Skolemester! spør først Arv, og lad siden een af Børnen beskiæmme ham.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Arv! hvem var det som raabte saa sterkt at man kunde høre ham over heele Verden?
- ✂
- ARV.
-
klaaende sig i Hovedet. Det var en --- en Jule-Buk.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Den Jule-Buk ligger ham endnu i Hovedet.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvem var det som raabte saa høyt at man kunde høre det over all Verden?
- ✂
- TUTI.
-
Det var et Asen i Arken, hvor heele Verden var indslutted.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Fy dig an du lange Slyngel! de kand læse for dig.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Arv! hvor langt er der herfra til Glas-Himlen?
- ✂
- ARV.
-
Der ere 7 Mile herfra til Mariager.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvor langt er der herfra til Glas-Himmelen?
- ✂
- TUTI.
-
Saa langt som der er fra Glas-Himmelen til Chrystal-Himmelen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Hør Børn, peger Finger af Arv.
De peger alle Finger af ham.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Arv! hvor mange Himle er der?
- ✂
- ARV.
-
Der er en Himmel paa hver Seng, og der er ligesaa mange Himle som der er Senge.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Christopher, Henning, Peer, Else,
Marie, Anne, hvor mange Himle er der?
- ✂
- TUTI.
-
Der er 7 Himle, den eene lige høyt fra den anden.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Peger ham ud igien.
- ✂
- BØRNENE.
-
Æ-Æ-Æ----
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Christopher! den første Himmel?
- ✂
- CHRISTOPHER.
-
Den blaae Himmel.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Henning! den anden Himmel?
- ✂
- HENNING.
-
Melke-Himmelen.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Peer! den tredie Himmel?
- ✂
- PEER.
-
Glas-Himmelen.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Folder jere Hænder smukt naar I examineres.
De folder Hænderne.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Else! den fierde Himmel?
- ✂
- ELSE.
-
Chrystal-Himmelen.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Marie! den femte Himmel?
- ✂
- MARIE.
-
Diamant-Himmelen.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Anne! den siette Himmel?
- ✂
- ANNE.
-
Perle-Himmelen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Der er jo endnu een ---
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Arv! den syvende Himmel?
- ✂
- ARV.
-
Det er den som er næst den ottende.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det er den rette Dosmer. Han seer aldrig i en Bog Aaret igiennem, og veed derfor ikke meer end en Tyrk eller Hedning. Kand de svare til fleere Spørsmaal, Skolemester?
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Ja. Arv! hvad er det som er saa rund som et Æg, og saa langt som en Kirke-Veg?
- ✂
- ARV
-
sagte.
Gid Drollen splide ham ad med hans Spørsmaal. Høyt. Det er en Tobakspibe, Hovedet er rund og Halen er lang.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Christopher, Henning, Peer, Else,
Marie, Anne, hvad er saa rundt som et Æg, og saa langt som en Kirke-Veg?
- ✂
- TUTI.
-
Et Traae-Nøgle; thi naar man vinder det op, er det saa langt som en Kirke-Veg.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Peger Arv ud igien, Børn!
- ✂
- BØRNENE.
-
Æ--Æ--Æ --
- ✂
- JERONIMUS.
-
Jeg takker Skolemester paa mine Børens Vegne. Jeg seer at I anvender Flid paa dem, I skal have en raisonabel Nyt-Aars-Gave.
- ✂
- JERONIMUS.
-
deeler ud Dukke-1 øyet til Børnene. Gaaer nu kun ind i Amme-Stuen, og værer smuk skikkelig, jeg havde tænkt at holde Julestue, men jeg har for visse Aarsager skyld betænkt mig igien. Børnen græder. Ja, jeg kand ikke hielpe jer, Børnlille! jeg vil ikke have saadan Galskab oftere i mit Huus, jeg er ikke derfor, og jer Moer langt mindre.
Vender dem Ryggen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Gir jer tilfreds Børn lille! nu har I faaet Dukke-Tøy at spille med. Børnen holde paa ham igien og raabe Julestue.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Spør kun jer Skolemester ad, om det er tienligt. Hvad siger han? Hr. Proceptor!
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Plinius, en klog og skarpsindig Herremand udi Rom, taler meget ziirlig om Spil og Leeg saaledes: Anima fulturis corporis nititur, og paa et andet Sted: Graves seriosque mores lusibus jocisqve distinguere identidem soleo. Det er: jeg sætter undertiden for mit Legems Sundheds skyld min Gravitatem og Ærbarhed til side og øver Børne-Leeg.
- ✂
- PERNILLE.
-
Den Mand har talet som en Engel.
- ✂
- SKOLEMESTEREN.
-
Dersom nu saadan en ærbar Herremand i Rom har fundet det nødig for sig og sin Person anstændig, hvor langt meere nødigt og anstændigt er det ikke for os i Æbeltoft? Jeg selv legger dette dertil, at, eftersom Nisser og Underjordske Folk drive store Fester bort med Klagen og Hylen, eftersom de ingen Deel har der udi, saa bør vi, for at lade see, at vi har Part der udi, glæde og fryde os; thi ligesom den Fugl Phoenix, som findes i Arabien, lever tusinde Aar udi Eensomhed, og opbrænder sig selv saa snart hun udlegger en Unge, paa det hun ikke skal leve udi Societet og Samqvem med andre af sin Art, saa bør vi Mennesker derimod, for at lade see at vi ikke slægte paa saadan u-mælende Creatur, holde Samqvem og Lystigheder. [græsk, se image] siger Aristoteles, [græsk, se image] id est: homo est animal sociabile, og derfor, ligesom Paradiis Fuglen - - -
- ✂
- JERONIMUS.
-
Nok, nok, Skolemester! jeg hører nok at jeg maa give mig tabt; den Lignelse om den Fugl Phoenix slog mig særdeles; jeg vil da tilstæde at man holder Julestue. Nu I smaa Rollinger! glæder jer nu og takker jer Skolemester derfor.
Børnene hopper og skriger af Glæde.
- ✂
- JERONIMUS.
-
til Leonore. Min hierte Kone! jeg veed at I skiøtter ikke meget om Lystighed. Er det jer imod, saa vil jeg endnu blive ved mit første Forsæt.
- ✂
- LEONORA.
-
Jeg saae gierne, sandt at sige, at der blev intet af, men som vi allerede har bedet vore Naboer, maa jeg for den Aarsag skyld beqvemme mig dertil.
- ✂
- PERNILLE.
-
Ach den dejlige Fugl Phoenix! Andre Fugle er kun Carnalier at regne mod den.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Laver da til rette og bringer et Hellig tre Konge Lys ind.
- ✂
- LEONORA.
-
Ja, skal det være, saa er det nu høy Tid, thi vi har Naboerne paa Halsen førend vi veed et Ord deraf.
De sætter alting til rette, og Arv kommer ind og sætter Hellig tre Konge Lys paa Bordet.
SCEN. 13
De fremmede kommer ind, og gratulerer een efter en anden, somme af dem har underlig Skikkelse og Klæde-Dragt. Endelig kommer ogsaa Leanders Vert og Vertinde med Leander som er vel klædt.
- ✂
- VERTEN.
-
Min Herr Jeronimus, saavel som Madamen, tar ikke ilde op at vi har taget en god Ven med os; han er som vor Broder i Huset og fremmed her paa Stedet, derfor vil vi gierne unde ham nogen Fornøyelse.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Han er os hiertelig velkommen.
- ✂
- LEANDER.
-
Monsieur og Madame! jeg beder ydmygst at min Dristighed ikke ilde optages. Min Vert og Vertinde har forsikret mig, at Herr Jeronimus var alt for artig at fortryde paa saadant. Jeg er fremmed her paa Steden, og har ingen Tids-Fordriv, uden hvad disse gode Folk forskaffer mig.
Medens han giør disse Complementer, vender Leonora ham Ryggen.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Vend ikke den fremmede Mand Ryggen. 163 Min stakkels Kone er meget undseelig for fremmede Mandfolk.
- ✂
- LEANDER.
-
Allerskiønneste Madam! jeg priser hende lyksalig i det hun har faaet saadan raisonabel Mand, der langt fra at have hende mistænkt for hendes Skiønhed, tar tvert imod selv Fornøyelse i at see hende omgaaes med unge Karle.
- ✂
- JERONIMUS.
-
For eengangs skyld, Monsieur, for eengangs skyld.
- ✂
- LEANDER.
-
Thi skiønne Leonora ---
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det Ord, skiønne, Monsieur! staaer ikke min Kone an, thi hun prætenderer ikke at være skiøn. Det er hende nok at hun behager mig.
- ✂
- LEANDER.
-
Thi, siger jeg, dersom -----
- ✂
- JERONIMUS.
-
Nu har vi nok. Vi ere eenfoldige Folk,
Monsieur, og forstaaer os ikke paa Complementationer; vær saa god og sid her ned hos min Søster.
- ✂
- LEONORA.
-
Lille Mand, jeg kand ikke lide den Karl for min Død.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det vil ikke sige, I maa dog holde gode Miner.
- ✂
- LEONORA.
-
Der er jo ingen som har bedet ham komme hid.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Vi maa dog begegne ham høflig for vore Naboers skyld, i hvis Huus han logerer.
- ✂
- LEONORA.
-
Jeg hader disse unge Straten-Junkere som en Pest. Merkede I ikke hvor fortrydelig han blev derover at I drog ham fra mig, og satte ham hos gamle Faster?
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det skulde giøre mig ont at have givet ham Anledning til Misfornøyelse.
- ✂
- LEONORA.
-
Jo meer misfornøyet han er, jo kiærere er det mig.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ney, ney, ikke saa. Vi maa lade see at vi veed at leve. Nu vil jeg at I skal sidde sammen, for at vise at han er os velkommen.
- ✂
- LEONORA.
-
Min hierte Mand! jeg beder kiærlig derom, at jeg ikke maa sidde hos ham.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Nu, nu, giør mig den Fornøyelse for visse Aarsagers skyld.
- ✂
- LEONORA.
-
Ach min hierte Mand! saa er jeg ikke i Humeur den heele Aften.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ja hvis det bringer jer af Humeur, min Dukke! saa vil jeg ikke tvinge jer.
- ✂
- LEONORA.
-
Jeg kommer dog mod min Villie for hans Vert og Vertindes skyld at sidde hos ham.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Det er sandt min Dukke, I giør vel der i. Hun sidder ned hos Leander.
- ✂
- JERONIMUS.
-
sagte. Faae jeg Skam om der er saadan Kone til i den heele Bye. Nu sidder den stakkels Kone lige som i Harnisk og tvinger sig for min skyld, haa, haa.
Derpaa begyndes Jule-Leeg med Pant. Skolemesteren faaer en Dom at han skal synge en Viise; Arv faaer en Dom at han skal bevise Jeronimus en Høflighed og en U-høflighed, hvorpaa han giør ham først en Compliment med Ansigtet, siden en bagvendt med Rumpen; Pernille faaer en Dom at hun skal gaae ud med et Mandfolk hvem hun lyster for at tælle Stjernerne. Hun tar sin Galant, hvilken leder hende fremmest paa Theatrum og siger: Min søde Pernille! lad os gaae op paa Høe-Loftet sammen, thi jo høyere vi ere, jo bedre kand vi see Stjernerne. Pernille siger: Det er naturligt; de gaaer ud tilsammen, imidlertid continueres. Arv kommer indridende kullet i Ansigtet, med en Pind i Munden, hvorpaa staaer to Lys, ridende paa to Karle som vende Rumpene til en anden; Børnene blive bange og begynde at skrige. Jeronimus siger at de skal give sig tilfreds, og at det er Arv. Efter at dette Spectacul er til ende, kommer Pernille med sin Galant ind igien.
- ✂
- JERONIMUS.
-
I got Folk var noget længe ude at tælle Stjernerne.
- ✂
- PERNILLE.
-
strygende sig om Munden. Ja, Fatter! der er min Troe en hob Stjerner paa Himmelen.
- ✂
- LEONORA.
-
tar Jeronimus til Side. Hør min Hierte, lad os ikke spille meere disse Leege med Pant. Det kunde hende sig at den abgeschmakte Karl, som jeg sidder hos, blev dømt til at kysse mig, og saa blev der Fortrydelse, thi det er noget som jeg aldeeles ikke beqvemmer mig til.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Jeg saae det heller ikke gierne, sandt at sige. Men hvad Spill skal vi da hitte paa?
- ✂
- LEONORA.
-
Lad os spille blinde Buk, det er et reent Spill og tillige med lystigt.
- ✂
- JERONIMUS.
-
Ja, lige som jer behager. Hør I gode Venner, nu vil vi leege blinde Buk.
- ✂
- PERNILLE.
-
Det er min Troe min beste Leeg. Jeg vil nok først være blinde Gied.
Leonora tar Pernille frem paa Theatret og binder for hendes Øyen.
- ✂
- PERNILLE.
-
Madam! nu binder hun for sterk, thi dersom jeg ikke kand see noget, kand jeg jo ikke faae fat paa Vatter, som vi har overlagt med Leander. Nu er det got, nu kand jeg see saa meget som jeg har nødig.
Hun gaaer lidt om og leeder, og endelig faaer fat paa Jeronimus, hvilken ikke vil deran, førend heele Compagniet med Bøn nøder ham dertil. Medens Jeronimus er blinde Buk, gaaer Leonora og Leander frem paa Theatret.
- ✂
- LEANDER.
-
Ach yndigste Leonora, nu er den ønskelige Tid kommen som vi har giort os saa megen Umag for at opnaae.
- ✂
- LEONORA.
-
Gak strax ud i Gangen. Jeg vil møde jer der igiennem en anden Vej.
Leander gaaer ud af en Side og Leonora siden af en anden. Midlertid gaaer Jeronimus blinde Buk, og Pernille mager det saa, at han ikke faaer fat paa nogen, thi naar han er nær ved nogen, raaber Pernille at han skal vende sig om. Omsider blir han fortrydelig, efterdi det varer saa længe, og løser Kluden fra, da savner han sin 166 Kone og Leander, løber ud og kommer indtrækkende med dem, raabende: Haa haa, kydske Lucretia! var det derfor at jeg skulde agere blinde Buk? og du Monsieur Jean de France, du skal betale mig Leegen. Jeg skal lære dig at ligge paa Knæ for en brav Mands Kone.
Griber ham i Struben. Leanders Vert og Vertinden faaer Jeronimus i Haaret. Den ene vil tage den andens Parti an, saa det heele Selskab kommer i Klammerie. 167 Børnene skrige. Jeronimus ligger paa Gulvet og raaber Gevalt, de andre lige saa. Skolemesteren kryber under Bordet. Vægter-Pibene høres, derpaa Vægterne komme ind og raabe: paa Raadstuen I Hunde allesammen! er det at holde Juul hellig? Veed I ikke hvad som nyelig er oplæset af Øvrigheden?
- ✂
- JERONIMUS.
-
De vil myrde mig i mit eget Huus.
- ✂
- LEANDERS VERT.
-
Vi tænkte at her boede en skikkelig Mand, men det er en Morder.
- ✂
- VÆGTERNE.
-
Fort, fort, paa Raadstuen allesammen, i Morgen skal vi faae at høre hvordan Sagen henger sammen. Vil du fort du gamle Snaphane!
De trækker dem alle ud. Fruentimmeret og Børnene følge efter. Skolemesteren, som sidder under Bordet, kiger frem, reiser sig endelig op og siger til Spectatores: Vær saa god at tage saaledes til takke med denne Jule-Stue. Hvis de forbandede Vægtere ikke havde væ- ret, skulde den have varet længer, og det skulde ikke have bleven derved; men ---ja I kand nok selv tænke hvad jeg vil sige.
Jule-Stue
Noter
✂
S. 143
Protestationer, Forsikringer.
✂
S. 144
jeg har lavet mig paa, jeg har belavet mig paa. - Regenten, Filip af Orleans regerede Frankrig under Ludvig XIV's Mindreaarighed. Han døde i December 1723. - Meriveis, Mir-Vais, Afghanerkonge, hans Søn Mir-Mahmud, der i de danske Aviser omtales under Faderens Navn, havde 1722 erobret Persien; han havde ikke faaet Hug, men Hjælp af Tyrkerne. Det er muligvis Sønnen, der her er Tale om. - den Spanske Sølv-Flode, spanske Skibe med Sølv fra Sydamerika. - Prinds Eugenius, den tyske Feltherre Prins Eugen af Savoyen. - Duc
169
de Vendosme, Hertugen af Venderne. - Top, Fontange, altsaa i Form af den højtsiddende Hovedpynt, som Damerne bar. - Falbelader, rynkede Garneringer paa Dameskørt.
✂
S. 145
til at præludere, til indledende Ceremonier. - Prætext, Paaskud.
✂
S. 146
vi ere ikke ilde opskiørtet, vi sidder kønt i det. - indgetogen, tilbagetrukken, stilfærdig.
✂
S. 148
Favoriter, nedhængende Krøller ved Ørerne.
✂
S. 149
Suiter, Følger.
✂
S. 150
Accidentzer, Indtægtskilder.
✂
S. 151
kommen af Troen, faldet fra Troen. - rejicered til Attestatz, faldet igennem ved teologisk Embedseksamen. - Laudabilem, lat. laudabilis, 1. Karakter.
✂
S. 152
Oldfux eller Jungfux, gammel Ræv eller ung Ræv. - Raisons aparte, særlige Grunde.
✂
S. 154
profect, Forvanskning af perfekt. - smøre dig paa, sætte Næsen op efter.
✂
S. 155
Skolen, Børnenes Læsestue. - Skolemesteren, Huslæreren. - Jule-Aften, d.v.s. en Aften i Julen.
✂
S. 158
Tuti, ital. tutti, alle. - læse for dig, være dine Lærere.
✂
S. 161
Proceptor, Forvanskning af Præceptor, Huslærer. - Plinius, den romerske Forfatter Plinius den Yngre, hvis Epistolæ I, 9 og VIII, 21 her citeres. - Anima ... nititur, Sjælen støtter sig paa Legemets Stolper, d.v.s. Sjælens Kraft er afhængig af Legemets Velbefindende. - Graves ... soleo, jeg plejer gerne at bringe Afveksling i mine tunge og alvorlige Sædvaner ved Adspredelser og Løjer. - drive store Fester bort, der menes Kirkeaarets store Fester, som Nisser og den Slags udøbte Væsener ikke kunde have Del i. - Aristoteles, hvis Ord her anføres paa Græsk og i latinsk Oversættelse, siger i sin Samfundslære: Mennesket er et Samfundsvæsen (Om Staten 1,2): Anthropos esti zoon politikon.
✂
S. 162
har underlig Skikkelse og Klæde-Dragt. Til Julestuer kunde man møde udklædt.
✂
S. 163
prætenderer ikke, gør ikke Fordring paa. - begegne, behandle.
✂
S. 164
Galant, Kavaler. - vende Rumpene til en anden, til hinanden.
✂
S. 165
abgeschmakte, ty. abgeschmackt, kedelig ækel.
✂
S. 168
Fruentimmeret, Fruentimmerne.