Holberg, Ludvig ULYSSES VON ITHACIA

ULYSSES VON ITHACIA
Eller
EN TYDSK COMOEDIE

330

Personerne i Comoedien

  • ULYSSES
  • CHILIAN
  • PARIS
  • MARCOLFUS
  • RASMUS
  • HELENE
  • ØLLEGAARD
  • ROSIMUNDA
  • ELISA
  • PENELOPE
  • DIDO
  • BONDEN
  • 1. JØDE
  • 2. JØDE
  • KEYSER ASVERUS
  • TIRESIUS
331

Ulysses von Ithacia
Indledning

Om denne Komedie siger Holberg, i det første Levnedsbrev, at den parodierer de taabelige Stykker, der »i sin Tid« (olim) blev opført her af omfarende Skuespillere. Det var disse Teaterstykker, man kaldte Hauptund Staatsactionen, gerne historiske eller mytologiske Skuespil med voldsomme Optrin og Maskineffekter. Genren var ikke uddød; von Quoten bragte lignende Stykker paa sin meget folkelige Scene i Skræddernes Lavshus i Brolæggerstræde, som konkurrerede med Lille Grønnegade Teatret. Komediens parodiske Sigte giver Holberg Lejlighed til at udfolde sig i ny og halsbrækkende Komik. Som en Forberedelse til denne frie Komik kan man gaa til en af Holbergs vigtigste Inspirationskilder, nemlig den Samling af Harlekin- og Kolumbine-Stykker, som blev udsendt i Paris første Gang 1691-97 og ofte optrykt, Le Théâtre italien de Gherardi. Der findes heriblandt en Treaktskomedie om Troldkvinden Kirke, der hos Homer forelsker sig i Odysseus og forvandler hans Mænd til Svin. Den italienskfranske Komedie hedder efter disse Hovedpersoner Ulisse et Circé. Den begynder med, effektfuldt, at vise Troja i Flammer; de sejrrige Grækere er paa Vej bort med deres Bytte i Favnen. Fra sin Flyvevogn, son char volant, har Kirke taget de græske Helte i Øjesyn, og hendes hidtil ufølsomme Hjerte er smeltet ved Synet af Odysseus: ham vil hun have! Hun sørger for, at hans Skib strander paa hendes Ø - vi ser Mændene tumle i Bølgerne. For at tvinge Odysseus til at blive forvandler Kirke hans Folk til Æsel, Gedebuk, Svin, Kat, og de opfører sig efter deres Dyrenatur. 332 Kun Harlekin, der svarer til Holbergs Chilian, bevarer sin Skikkelse, og skulde han blive til en Hane, haaber han, Kirkes Pige, Kolumbine, vil være hans Høne! Sød Musik og Sang skal gøre Odysseus elskovsfuld, men han tænker kun paa at komme af Sted, og først da Kirke viser sin Magt igen ved at give en af de fortryllede fuld Menneskeskikkelse, giver han sig og lover endda at komme igen, naar han har været hjemme for at ordne sit Kongerige. Og saa forvandles Scenen til en skøn Have, hvor Odysseus og Kirke i deres Vogn er omgivet af Sangere og Musikanter .. .

I Levnedsbrevet kalder Holberg Chilian for Arleqvinus. Ulysses von Ithacia, som i Undertitlen kaldes »en Tydsk Comoedie«, er efter sin kunstneriske Holdning en italiensk Komedie.

Litteratur.K. L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil, II, 1816, S. 218-46. - Eiler Nystrøm: Den danske Komedies Oprindelse, 1918, S. 95-96.

333

PROLOGUS

Iris med Straaler om Hovedet. Paris.

IRIS.

Jeg er Iris eller Regn-Buen, den store Junonis Fruer-Piige. Min Forretning er den samme hos Juno, som Mercurii er hos Jupiter. Naar Gudindernes Dronning gir et Nik, maa jeg lave mig til at reyse; nu er jeg i Himmelen, nu paa Jorden; nu ved den Søndre, nu ved den Nordre Poel; nu udi store Stæder, nu blant Hyrder og Hyrdinder paa Landet. Det meeste, som foraarsager min Bestillings Uroelighed, er min store Frues Jalousie og Mistænkelighed; thi saa snart Gudernes Monarch kaster sine Øynes naadige Straaler paa en Nymphe eller Hyrdinde, blir min Frue strax allarmeeret; saa maa jeg da 334 først af en Skye lade mig føre paa Jorden for at udforske Sagens Beskaffenhed, dernest til Plutonis mørke Boelig med Ordre til een og anden Helvedes Gudinde, for at straffe den Nymphe eller Hyrdinde, som Jupiter har fattet Elskov til. Men ingen Tiid er saa besværlig for mig som denne forbandet 11. Junii; Thi som min Frue er den største Dame udi Himmelen og paa Jorden, saa har hun ogsaa de meeste Rente-Penge at indfordre. Men Aarsagen, hvorfor jeg nu er hid kommen, er for at tale med den Trojanske Printz Paris, hvilken Juno saavelsom to andre Gudinder har udvalt at dømme udi en Spliid, som er dem imellem. Han pleyer at opholde sig udi denne Lund. Men der seer jeg ham.

PARIS.

Jeg seer Iris, Junonis troe Sende-Bud. Velkommen hid ned paa Jorden, himmelske Nymphe! hvad er hendes Forretning? med hvem vil hun tale?

IRIS.

Jeg har Ordre at tale med den deylige Trojanske Printz Paris.

PARIS.

Det er jeg.

IRIS.

Hør Paris! I, som ikke mindre formedelst eders Skiønhed end for eders retferdige Domme er bekiendt over heele Asien fra de Morers Landemerke indtil yderste Ende af America. Min Frue Juno samt tvende andre Gudinder, Pallas og Venus, har udvalt eder at dømme udi en Tvistighed, som er reyst sig imellem dem.

PARIS.

Siig mig O Iris! hvorudi den Tvistighed bestaaer.

IRIS.

Den store Jupiter kastede den 13. hujus et Guld-Æble blant dem, hvorpaa stod skreven disse Ord: Dette skal tilhøre den deyligste Gudinde. Nu veed I selv, hvordan Fruentimmer er, at ingen, hvor grem hun ogsaa er, vil viige for en anden udi Skiønhed; saaledes er det paa Jorden, og vore Gudinder udi Himmelen har ogsaa en Rem udi Huuden. Og saasom Juno, Pallas og Venus alle ere bekiendte formedelst deres Skiønhed, saa er den Tvistighed vanskelig at ophæve, dog har de alle tre samtykt at underkaste sig eders Dom uden Appel; Thi i førstningen vare de allesammen saa forpikkede 335 derpaa, at de havde i Sinde at gaae til høyeste Rett med hinanden.

PARIS.

Jeg vil oppebie deres Nedkomst, og dømme, hvad som ret er.

IRIS.

Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstlig, at jeres Durchleuchtighed ikke vilde forsmaae 10 Ducater, som hun offererer ikke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs skyld.

PARIS.

Ney Mademoiselle Iris! jeg tar, min Troe, ingen Gave imod: En Dommer maa ikke lade sig bestikke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have addresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem, og jeg have min Samvittighed fri.

IRIS.

Ach jeg beder dog, at han ikke forsmaaer dem. Den Gave giøres ikke for at bestikke ham, men alleene skeer som et Venskabs Tegn. See engang, hvor de glimrer.

PARIS.

Jeg seer, at det er gode Hollandske Ducater. Ja hør min kiære Jomfrue! Vidste jeg, at den Gave ikke var udi den Henseende, saa vilde jeg nok tage derimod; thi Penge er ikke at skiemte med i disse Tiider. Ellers kand hun formelde min Respect til Juno, og siige, at jeg dog skal have hende udi Erindring, saasom hun er saa høflig mod mig. Iris gaaer ud.

PARIS.

Intet Embede er saa vanskeligt som Dommer-Embede. Man skal have Hoved at begriibe en Sag, Skiønsomhed at ligne eens Raisons mod en andens, og endelig Reedelighed at modstaae Fristelser. Jeg har ved mine retfærdige Domme indlagt saadant Navn, at ikke alleeneste Mennesker, men ogsaa Gudinder udvælge mig til Opmand udi Tvistigheder. Men der seer jeg dem komme. Juno, Pallas og Venus i Adrienner. Paris.

JUNO.

Dig skeer i Dag en Ære, O Paris! som faa Mennesker er vederfaret; 3 mægtige Gudinder underkaster sig din Dom. Hvilken af os du dømmer for den Deyligste, den beholder det Guld-Æble, som Jupiter har kast iblant os.

336
PARIS.

Ihro Durchleuchtigkeiten meine gnädigste Frauen! man kand ikke dømme om nogens Skiønhed udaf Ansigtighed alleene; thi de rette Kiendere seer nu omstunder allermindst derpaa. Er derfor nødig, Ihro Durchleuchtigkeiten, at de klæder sig gandske nøgne.

JUNO.

Hvad? skulde vi klæde os nøgen?

PARIS.

Jeg kand ikke dømme om de Ting, som jeg ikke seer.

PALLAS.

Jeg giør det i Ævighed ikke.

VENUS.

Vil ingen anden, saa vil jeg; thi Tvistigheden kand ikke dømmes udi paa anden Maade.

PALLAS.

Det er jer liigt nok ma Sæur; thi det er vel ikke første gang I har ladet jer see nøgen for unge Karle.

VENUS.

Siiger I det Maren Skolemesters? Disse lærde peene Fruer er ikke meer at troe paa end andre.

JUNO.

I har en Ære at tale med, Madam, som jer Mand Vulcanus har stevnet nogle gange for Tamper-Retten. Man veed nok, hvilke Historier I har haft baade med Mars og andre Officiers.

VENUS.

Jeg trodser jer eller nogen at siige mig ringste paa mit ærlige Navn og Rygte. Jeg nægter ikke, at min Mand Vulcanus jo har haft mig mistænkt; men er jeg ikke bleven frikiendt for Retten? Har han ikke maat giøre mig Afbigt oven i Kiøbet? Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg, vi fik ogsaa nogle Historier at høre om hende.

De taler alle 3 i Munden paa hinanden med knyttede Næver.
PARIS.

Ey giv Lyd. Respect for Retten. I bærer jer jo ad ligesom nogle Tingstuude. Lad een tale først.

JUNO.

Hør Paris! at tvile om min Skiønhed frem for alle andre Gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet gout, der af alle har udvalt mig til sin Ægtefelle. Tag dig derfor vare, at du ikke agter nogen liige udi Skiønhed med mig. Hvis du tildømmer mig Guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste Herre i Verden.

PALLAS.

Juno gir Rigdom og Velstand. Jeg derimod 337 Viisdom og Dyd. Som derfor Dyd og Forstand overgaaer Rigdom, saa haaber jeg, O Paris! at du bifalder mig, der kand give dig den herligste Belønning.

VENUS.

Rigdom og Forstand synes at være store Gaver, men hvor mange kommer ikke udi Ulykke ved deres Rigdom, og hvor faa kommer der fort i Verden ved Dyd og Forstand, som for mange Aar siden har været af Moden? Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle.

PARIS
ved sig selv

Rigdom har jeg saa meget, som jeg forlanger. Forstand meer end jeg har nødig i vore Tiider. Det deyligste Fruentimmer i Verden er Magneten, som trækker. Jeg maa afsige Dommen. Sætter sig paa en Stoel.

Udi den Sag imellem de 3de Velbaarne Gudinder dømmes saaledes: Saasom Juno og Pallas har vægret sig for at klæde sig nøgne, og derved udtrykkelig givet tilkiende 338 den Mistillid, de har om deres Skiønhed; Venus derimod, stolende paa sin retfærdige Sag, har intet villet skiule af hendes Documenter, som kand tiene til Sagens Opliusning, men har villet lade dem komme til Rettens Kiendelse: Saa dømmes hun at beholde Guldæblet som den Skiønneste. Juno og Pallas betaler hende til Kost og Tæring 200 Rdlr., og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kirke.

JUNO.

sagte. Gid du faae en Ulykke for mine 10 Ducater. Jeg skal aldrig herefter give en Dommer noget forud.

Høyt.

Hør Paris! Det deylige Fruentimmer, som Venus gir dig, skal blive dig, din Familie og det heele Trojanske Riige til Undergang.

De gaaer alle.
339
340

ACTUS I

SCEN. 1.

MARCOLFUS.

Serviteur tres humble Messieurs! Jeg veed ikke om nogen af jer kiender mig.

Vender sig om paa alle Sider.

Jeg tiener hos Paris Kong Priapi Søn af Troja. Vi er reyst over 4re hundre Tydske Miile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene, hvilket I er saa god og beholder hos eder selv. Paris har ingen Roe haft Nat heller Dag, siden han saae hendes Portrait i Troja, førend han maatte reyse hid. I skulde ikke dømme, at han var saadan stor Herre som han er, hverken af hans Skikkelse eller Dragt; thi han seer Higer ud til at være en gammel afsatt Rodmester, end saadan stor Herre, saaledes er han tilredet paa Veyen. Vi har iilet saaledes Nat og Dag, at vi har ikke givet os stunder, for høviske Øren at siige, at tage en reen Skiorte paa os den heele Vey. Aber was thut die Liebe nicht? siiger Tydsken. Hvad mon troe nu ellers Klokken er?

Seer som paa et Taarn.

Hillement! Klokken er alt 8te. Nu kommer min Herre strax, thi jeg har udspioneret, at den skiønne Helene just ved denne Tid skal komme spatzerende med sin Terne. Min Herre har i Sinde at opsnappe hende, og føre hende bort med sig til Troja. Thi, her imellem os at sige, Messieurs, han vil ikke have hende til sin Kone, men alleene til Matræsse, hvilket ikke kand skee, om han blir her i Landet, thi, saa snart hun blev engang med Barn, da skiønt deres Stand er temmelig u-liige, maatte 341 dog den gode Paris feliciter dantze med hende til Tamper-Retten, og ægte hende som en u-berygtet Møe; Thi hvem Fanden kand beviise slige Tøyter noget over? De lader sig undertiden beligge af got Folk alleene for at faae Attester af dem om deres Ærlighed. Men der kommer min Herre.

SCEN.

2. Paris. Marcolfus.

PARIS.

Ach Cupido! du est en Tyran.

MARCOLFUS.

Det torde jeg min Troe sige, omendskiønt hans Mama Venus hørte tusind gang derpaa.

PARIS.

Ach min troe Tiener Marcolfus! her er jo det Sted, den Horizont, hvor Ithaciens Soel og Morgenstjerne i Dag skal fremkomme.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt.

PARIS.

Ach Marcolfus! Jeg er bange, at jeg besvimmer, naar jeg faaer hende at see, og derfor ikke kand fuldbyrde det, som jeg har sat mig for. Ach Venus! hvad ont har jeg giort, at du skulde give saadan Ordre til din blinde og vingede Søn Cupido at saare mit Printzelig Hierte saa haardt?

MARCOLFUS.

Ja det er sandt, det var et Carnaliøsk Stykke giort af Venus, det torde jeg siige hende i hendes Næse. Den Qvinde maa være verre end Maren Gifte-Kniv var i gamle Dage. Var jeg Jupiter, hun skulde, Drolen spliide mig ad, faae andet at bestille end løbe om at cople Folk sammen. Jeg skulde siige hende paa en høflig Maade: Hør din Mær! tag smukt din Rok i Haanden, og sæt dig til at arbeyde, det er nok saa got. Men der kommer de, holdt nu Ørene stive.

PARIS.

Ach holdt mig, Marcolfus. Jeg kand ikke staae paa mine Been.

MARCOLFUS.

Ey Herre! bær jer da ikke saa forbandet ad. I er jo ligesaa bange som I skulde op til Attestatz.

342

SCEN. 3.

Helene. Øllegaard. Paris. Marcolfus.

HELENE.

Min allerkiereste Øllegaard! Var det ikke et deyligt Guld-Æble, som min Mamma forærede mig i Dag? Jeg glemte at tage det med mig for at viise mine Spille-Søstre det her i denne Lund.

ØLLEGAARD.

Min allerdeyligste Jomfrue! I maa forære det bort til en ung adelig Ridder, som I har Estime for. Men ach hvad er paa færde? faaer Jomfruen ont? Sætter en Hovedvands-Flaske for hendes Næse.

HELENE.

Ach Øllegaard! min Kydskhed kand ikke fordrage, at man taler om Mandfolk for mig. Jeg varer dig ad, at du herefter aldrig nævner en Mands-Person for mig.

MARCOLFUS.

sagte. Gid Fanden troe dig derpaa. Jeg veed nok, hvad der er at giøre ved slige peene Qvinder; de er langt galnere end andre.

HELENE.

Hør engang hvor deylig den søde Nattergal synger!

MARCOLFUS.

Faae den Skam, der hører nogen, om mit Navn det er. Jeg hører ikke andet end Folk knække Nødder paa Galleriet.

ØLLEGAARD.

Alle Fugle synge af Glæde, naar de see Soelen; Jeg meener min Jomfrues Guddommelige Aasiun, som er Ithaciens Soel.

MARCOLFUS.

Mig synes, marre, at Piigen er langt smukkere. Synes jer ikke det samme Messieurs? Vender sig til Paris.

Herre! nu er Tiid, løb frem. Ey flux, flux! Han støder ham frem. Paris tar fat paa Helene og fører

hende bort. Hun raaber Gevalt, kaster et Perle-Baand fra sig til Øllegaard og siger:

Leveer dette Perle-Baand til den ædle Ridder Ulysses, og bed ham hevne denne Vold. A---a---a---

MARCOLFUS.

Ey skriig ikke saa forbandet Jomfrue! I 343 veed ikke hvem det er. Det er Paris Kong Priapi Søn fra Troja. Hun falder i got Folkes Hænder. De gaaer bort.

SCEN. 4.

ØLLEGAARD
alleene

Ach Himmel! er det mueligt, at den ædele Jomfrue Ithaciens dyrebareste Klenodie rives mig af Hænderne! Det heele Land vil geraade udi Desperation derover. Jeg begræder heele Ithaciens Skiebne, 344 der har lidet saadan Formørkelse, mist sin største Zirat. Men jeg begræder allermeest min egen; Thi jeg har tabt udi hende saadant naadigt Herskab. Jeg faaer dig aldrig meer at see, skiønneste Jomfrue! Din Kydskhed selv vil være din Bannemand; Thi naar den slemme Røver anmoder dig kun om Kierlighed, er jeg vis paa du omkommer dig selv. Ach I Ithacianske Kiemper! hevner dette Jomfrue-Rov. Lader see, at de mange Offringer, I har giort min Jomfrue, de mange Sukke, de mange Knæfald ikke have været af Skrømt, men af Hiertet. Men der seer jeg Keiserens Søster-Søn den tappere Ulysses kommer.

SCEN. 5.

Ulysses. Øllegaard. Chilian. To Tienere.

ULYSSES
med en affectered skielvende Røst

Hør min troe Tiener Chilian! hvem syntes dig stoed sig best udi det Ridder-Spill, som blev præsentered i gaar? paa hvilken Ridder syntes dig den deylige Helene, Ithaciens Soel, meest kastede sine Straaler? Mig syntes, hendes Diamant-Øyne stode meest fæstede paa den ædle Ridder Polidorus; jeg merkede ogsaa den Slange-giftige Avind afmalet paa de andre Hofmænds adelige Kinde. Men Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Hvorledes kand den af Dyd, som Maanen af den gyldene Soels Straaler, skinnende Ridder være fri derfor? thi jeg svær ved Keyserens gyldene Krone og Scepter, at Polidorus er den kostbareste Ridder mellem Mundien og det røde Hav. Men hvad vil denne Jomfrue her?

ØLLEGAARD paa
Knæ

Ach hielp, Eders Høyhed, hielp!

ULYSSES.

Stat op, Nymphe! og lad mig høre eders Anliggende.

ØLLEGAARD.

Jeg slipper ikke eders Fødder, førend jeg er forsikret om Bønhøring.

ULYSSES.

Hvis eders Begiering er muelig, og strider ikke mod Ærbarhed, skal I nok blive bønhørt. Stat op.

ØLLEGAARD.

Ach Herre! Ithaciens Soel er formørket.

345

Den skiønne Helene er bortført til Troja af Paris Kong Priapi Søn. See her dette Perle-Baand, som hun kastede af sin Hals, og bad mig overlevere til eders Ridderlighed med Begiæring at hevne saadan Vold, og med 346 væbned Haand at udrive hende af de Trojaners Hænder igien.

ULYSSES.

Ach Himmel! hvad hører jeg? hvilken stor U-lykke! Græd ikke meer, Jomfrue! jeg svær ved Penelopes dyrebare Siæl, at den Uret skal hevnes med heele Trojæ Undergang. Gak kun bort Jomfrue, og giv eder tilfreds.

SCEN. 6.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Chilian! vi maa strax giøre Anstalter: Fredsens Tempel maa tillukkes paa nogen Tiid, og Bellonæ Tempel igien aabnes; mit med Drage-Blod besmurte Sværd Dyrendal trækkes af Skeeden, mit Skiold, som jeg tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien, hidføres, tillige med min Diamant-haarde Brynie og min Hielm, som den Brasilianske Dronning von Saba med sine Alabaster Hænder satte paa mit Ridderlige Hoved, da jeg skulde i Kamp med den 4re-Hoved Ridder Langulamisosopolidorius. Min udi Krig Flammespyende Hest Pegasianus, som tilforn var den stolte Ridder Poliphemus af Mundien, men omskabt til en Hest af hans Avindsyge Stivmoder Constantinopolitania, maa sadles med min Elfenbeens Sadel, og mit med Guld og Perler af den Longobardiske Jomfrue Rosimunda virkede Skabrak.

CHILIAN.

Det kand snart blive giort, havde vi kun først en Armee paa Beenene.

ULYSSES.

Armee! Vi skal i en Hast faae saa mange Folk sammen som der er Sands-Korn paa de Arabiske Heeder. Du skalt være min Ambassadeur, og strax forføye dig først til Mithridates Kongen af Mundien, som boer i et Guld-Slot, og bede ham, at han med sin Sølv-skioldede Armee, som bestaaer af tusinde Maal tusind Fodfolk og fem hundrede tusind Vinge-hested Ryttere, vil komme mig til Hielp mod Kong Priapus, hvis Søn har skildt Ithacien ved det dyrebareste Klenodie, jeg meener 347 den skiønne Helene. Dernest skal du gaae til Hertug Nilus af Podolien, som boer i et Sølv-Slot, og bede ham komme mig til Hielp med sine 10000 Skibe, som alle ere overtrekkede med Fløyel, og hvis Master ere giorde af Eenhiørnings Horn, og hvis Seyle ere af Silke. Siden skal du gaae til Holophernes Greven af Bethulien, som boer i et høyt Elfenbeens-Slot, thi han selv er 7 alne lang, og bede ham, at kan kommer mig til Hielp med sine 5000 Elfenbeens Canoner, som alle ere tredsindstyve Pundiger. Jeg vil imidlertiid ikke rage mit Skiæg, førend du kommer tilbage.

Gaaer ind.

SCEN. 7.

CHILIAN.
alleene

Det blir en temmelig viitløftig Reyse. Inden jeg kommer tilbage, saa er maaskee Helene ikke meer til, thi medens Græsset groer, døer Koen; og saa skal vi føre Krig efter Næsen. Jeg maa hen at bestille mig et par Skoe med Seemslærs Saaler under, som kand holde mig ud paa Reysen. Jeg staaer ellers og tænker paa, hvorfor Folk fører Krig i Verden. Jeg seer aldrig en smuk Plet paa denne Helene, for hvis skyld man giør saa stor Allarm. Paris er en liden Giæk, der reyste saa langt for at snappe hende bort, og vi ere store Giække, der vil føre Kriig for at faae hende tilbage igien. Men jeg tør ikke disputere med min Herre derom, vil derfore ind og lave mig til denne lange Reyse. Ellers kand jeg siige dette, at jeg er den første Ambassadeur, der ambassaderer til Fods. Men det vil intet siige, jeg er og blir dog den samme for det. Men der seer jeg Rosimunda Helenes Søster komme. Jeg gad ikke høre hende tuude over hendes Søsters Ulykke, vil derfor retirere mig.

SCEN. 8.

ROSIMUNDA.

Ach min allerkiereste Søster! Ithaciens Soel og Glæde, Familiens Zirat og Ædelsteen! hvor er 348 det mueligt, at jeg kand længe leve uden dig? Mit Legeme er allereede i de 3 Maaneder, siden du min Soel dalede for mig, det er, siden du blev mig berøved, saa udmattet, og af Sorg min Skikkelse saa forandret, at mine Veninder og Lege-Søstre ikke kand ansee mig uden Taares Strømmeviis Udgydelse. Ach Rosimunda! sige de, hvor er dit blomstrende Ansigt, dine rosenrøde Kinde, dine Diamant-spillende Øyne? Alting paa dig er fordunklet, forvisned og affalden som et afhugged Blomster, der ingen Vædske meer haver at holde sin naturlige Skiønhed ved Hige. Ach! giid det stod mig an, at jeg kunde være med udi dette Tog, som de Ithacianske Kiemper med den stolte Ridder Ulysses foretage mod den Trojanske Røver. Ach gid - - - Men der kommer den ædle Penelope, den u-overvindelige og Løvehiertede Ulyssis Gemahl. Nu faaer jeg at høre af hende, hvor viit det er kommen med Præparatorierne.

SCEN. 9.

Penelope. Rosimunda.

PENELOPE.

See her Madam! Er hun der? I skal nok see, at det intet bliver af; bilder I jer ind, at min Mand skal føite Verden om for at opleede jer lumpen Søster?

ROSIMUNDA.

Hvad understaaer I jer at tale saa haanlig om den, som af alle er agtet for Ithaciens største Zirat?

PENELOPE.

Tvi! Jeg maa spytte af slig Zirat. Den Tøyte! Vil hun indbilde sig, at et heelt Land skal sættes i Gevehr for hendes skyld?

ROSIMUNDA.

I maa selv være en Tøyte. De store Krigs Tilberedelser, som giøres for hendes skyld, gir nok tilkiende, at min Søster udi Dyd og Skiønhed overgaaer alt, hvad som er i Ithacien. I er alt for magtesløs til at hindre de Ithacianske Kiemper udi deres ædle Forsæt.

PENELOPE.

Ja jeg tør hindre det.

ROSIMUNDA.

I hindre det?

PENELOPE.

Ja for jer Næse.

349
ROSIMUNDA.

Det skal gaae for sig, om I blev gall.

PENELOPE.

Og det skal ikke gaae for sig, om I blev gall.

ROSIMUNDA.

Siiger I det?

PENELOPE.

Ja det siiger jeg.

Knæpper med Fingeren.

Det er for dig Gedske!

ROSIMUNDA
knæpper ogsaa

Og det er for dig.

PENELOPE.

gir et Ørefigen. Det er for dig.

ROSIMUNDA.

gir et igien. Og det er for dig.

De kommer i Haar sammen, og faaer Huerne af hinanden.
350

SCEN. 10.

Chilian i Reyse-Klæer. Penelope. Rosimunda.

CHILIAN.

Hey hvad Ulykke gaaer af jer? Vil I myrde hinanden?

Chilian gaaer dem imellem, de faaer ham i Haatet og rykker ham ned paa Gulvet. Chilian raaber:

Jeg er Ambassadeur. Det er mod Folke-Retten.

Rosimunda løber ud og Penelope efter hende.

SCEN. 11.

CHILIAN
alleene

Er det ikke uforskammet at handle saaledes med en Ambassadeur, hvis Person er saa hellig, at det er mod Folke-Retten at legge Haand paa hans Hest, Hund eller ringeste af hans Svite, end sige paa ham selv? Jeg skal lære de Tøyter hvad det er at trække en extraordinaire Ambassadeur efter Haaret. Bie kun til jeg kommer tilbage, her skal blive et forbandet Examen. Nu har jeg ikke stunder at hevne mig; thi jeg maa fortsætte min Reyse.

SCEN. 12.

Trompetterne blæses. Keyser Asverus kommer ind med Drabanter og Hoffsinde.

ASVERUS.

I ædle Riddere og stolte Kiemper! I kand selv dømme, hvor haardt det gaaer mig til Hierte, at jeg skal skikke min kiere Søster-Søn den tappre Ulysses saa langt bort. Men hvo kand hindre ham udi saadant ædel Forsæt? Jeg har paa hans Ansøgning tilladt ham at hverve saa mange Folk, ham lyster. Jeg tilstæder ogsaa alle, endogsaa de kostbareste Kiemper, som frivillig ville være med udi dette Tog, at følge ham. Jeg har givet ham Forlov at lade Trommerne røre over det heele Keyserdømme.

EN RIDDER.

Vi takker Eders Keyserlige Majestet, at han vil tilstæde os at hevne dette Jomfrue-Rov. Den 351 skiønne Helene var en Jomfrue, paa hvilken alles Øyne vare henvendte, saa at ikke alleene Landets Ære, men endogsaa Forhaabning til at nyde saadant Klenodie, driver os til dette Tog.

352
ASVERUS.

Jeg priiser eders Ædelhiertighed, I stolte Riddere! I maa være vis paa, at, naar I kommer med Seyer tilbage, enhver efter sine Meriter skal blive rigelig belønnet. Lad os nu ind for vildere at raadslaae om dette Tog.

De gaaer ind, og en Hvervet kommer med en Tromme, efterfuldt af mange. Den samme læser op efterfølgende:

Saasom de Ithacianer under den tappre Ulyssis Anførsel, for at hævne det Jomfrue-Rov, som Kong Priapi Søn Paris har bedrevet, agter at giøre et Tog mod de Trojaner, saa advares alle og enhver, som ville være med i samme Tog, at de lader sig strax indfinde paa det store Torv, hvor Standarden staaer opreyst. Der skal de strax antages, og bekomme 3 Maaneders Sold forud.

Slaaer paa Trommen igien og gaaer ud.

SCEN. 13.

ULYSSES
alleene, med et langt Skiæg

Dette heele Aar er nu bortdrevet alleene med Kriigs-Tilberedelser. Nu venter jeg alleene paa Chilians Tilbagekomst, og har ikke villet lade rage mit Skiæg, førend jeg faaer Svar fra de Førster, til hvilke han er henskikket. Men jeg merker, at Morpheus Søvnens Gud eller Dødsens Broder vil giøre mig en Visite. Jeg kand neppe holde mine Øyne oppe, saadan Tunghed kommer mig paa. Sætter sig ned og falder udi Søvn.

SCEN. 14.

Chilian. Ulysses.

CHILIAN.

Nu er jeg endelig efter et heelt Aars Forløb kommen med velforretted Sag til mit Fæderneland igien. Et Aar gaaer dog meget hastig. Det kommer mig selv for som det ikke har været en halv Tiime. Men der seer jeg min Herre sidde sovende. Hillement hvor har han hastig faaet et langt Skiæg! dog det er sandt, det har haft 353 et heelt Aar at voxe udi. Men jeg har intet Skiæg faaet imidlertiid. Det kand jeg ikke begribe; Skiægge, maaskee, voxer ikke i andre Lande, end som her. Men hvad Pokker? det sidder jo gandske løst.

354

Han tar Skiægget af Ulysses, og hefter det til sin Hage. Vender sig til Spectatores: Kand I nu see, Monsieur, af mit Skiæg, at jeg har været et heelt Aar borte? I er saa forbandet vantroe. I vil endelig have Troen i Hænderne.

Chilian gaaer til slide; imidlertiid vogner Ulysses op, og føler paa sin Hage.
ULYSSES.

Ach ihr Götter! jeg merker min Drøm er fuldbyrdet. Jeg drømte, at den vingede Gud Mercurius kom til mig, siigende disse Ord: Din troe Tienere Chilian er kommen tilbage; hvorpaa han af ragede mit Ridderlige Skiæg. Der seer jeg ham. Velkommen tilbage min troe Tienere! Jeg tviiler ikke paa, at dit Ærende jo er vel forrettet; thi Himmelen har ledsaget dig frem og tilbage.

CHILIAN.

Spælamdisimo reenkaalavet Speckavæt.

ULYSSES.

Ach Himmel! Han har, maaskee, forglemt sit Fædernelands Maal.

CHILIAN.

Copisoisandung Slæstimund Spælamdisimo reenkaalavæt spækavæt.

ULYSSES.

Chilian! Jeg forstaaer ikke, hvad du siiger.

CHILIAN.

Juchatan Skabhalsiaskomai klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Kandst du slet intet af dit Fæderne-Sprog meer?

CHILIAN.

Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski ebasiopodolski mebasiopodolski emmebasiopodolski klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Det Mesopotamiske Sprog er et underlig Sprog. Det er en stor Ulykke, at jeg kand ikke forstaae ham, og høre, hvad han har forrettet. Men har du saa gandske forglemt det Ithacianske Sprog, at du end ikke forstaaer, hvad jeg siiger?

CHILIAN.

Ja jeg har reent forglemt det; men jeg kand dog siige saa meget, at Førsterne lode formelde deres Respect og siige, at de skal møde ved Trojanien, saa snart som mueligt. Kom da nu, vi maa snart lave os til Reysen.

355

ACTUS II

SCEN. 1.

Troja præsenteres.

CHILIAN
alleene

Ey ey! hvor Tiden dog hastig gaaer! Nu er vi alt kommen til Troja, som ligger 400 Miile fra vort Fæderneland. Hvis jeg ikke saae Byen for mine Øyen, skulde jeg tænke, at det gik her til som i en Tydsk Comoedie, hvor man kand undertiden i eet Skræv skræve tusende Miile, og paa een Aften blive 40 Aar ældere end man var. Men Sagen er dog rigtig; thi her ligger Troja, hvor jeg peeger med min Finger. Tar et Lys og gaaer der hen.

Her staaer jo skrevet med Fractur-Bogstaver: Dette skal være Troja. Men der seer jeg en Trojansk Bonde komme, jeg maa spørge ham noget om Stadens Tilstand.

SCEN. 2.

Chilian. En Trojaner.

CHILIAN.

God Dag, Cammeradl hvor har I hiemme?

TROJANEN.

Jeg har hiemme i Troja.

CHILIAN.

Der skal vist være en fremmed Jomfrue der ved Navn Helene. Kiender I ikke hende?

TROJANEN.

Jo jeg kiender hende nok, den gode Jomfrue; hun er nyelig kommen op af Barselseng med Tvillinger.

CHILIAN.

Saa er hun da i mine Tanker ikke Jomfrue længer.

TROJANEN.

Jo de regnes dog hos os for Jomfruer, endskiønt de har faaet 16 Børn, indtil de blive gifte.

CHILIAN.

Hos os ligesaa endelig.

356
TROJANEN.

Hvor har I hiemme Landsmand, eftersom I spørger saa?

CHILIAN.

Jeg er en fremmed Kiøbmand. Men hvordan slags Folk er de Trojaner?

TROJANEN.

De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Mark, er man vis paa, at han ikke gaaer tilfods den Dag.

CHILIAN.

Ligesaa hos os.

357
TROJANEN.

Den største Dyd hos os er at fortære meer end man kand fortiene.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men hvordan blir da Udgangen derpaa?

TROJANEN.

Udgangen blir saa, at de omsider maa giøre all Boeskab til Penge, hvilke de sætter paa Rente, tagende Prioritet enten paa et Raadhuus eller anden publique Bygning, hvor de blive nærede deres Livs Tiid.

CHILIAN.

Ligesaadan er det hos os. Men ere Dommere noget retfærdige hos jer?

TROJANEN.

Forbandet; thi de tar aldrig mod Foræringer, men for at have en fri Samvittighed, lader deres Fruer tage dem.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men gaaer Aager noget i Svang hos jer?

TROJANEN.

Ney det er skikkeligt nok; man tar aldrig aabenbare meer end 5 pro Cento for ikke at give Forargelse, men under Haanden, paa det Loven ikke skal brydes, lader sig af Debitorerne betale 20 pro Cento forud.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men jere Koner holder de vel Huus?

TROJANEN.

De holder nok Huus, men det er Ulykken, at Huuset kand ikke holde dem; dog maa man giøre dem den Ret, at de ikke gaaer ud, førend Klokken 10 om Morgenen.

CHILIAN.

Ligeledes paa en Prik, som hos os. Er Gaderne ellers noget reene hos jer?

TROJANEN.

Ja i Julii Maaned er de u-paaklagelige, men Resten af Aaret kand man neppe gaae ud uden Fare for at drukne i Skarn; dog det er kun 11 Maaneder i Aaret, de gaaer snart. Kunde man giøre saadanne Anstalter, at det aldrig skulde regne, da vilde jeg trodse nogen Bye at være saa reen som vores.

CHILIAN.

Ligesaa er det hos os. Men gaaer da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos jer?

TROJANEN.

Ney det er onde Mennesker, som siiger dem saadant paa. De gaaer ikke, men de ager alle indtil 358 Handverksfolk, saa at Qvindfolk hos os gandske kunde undvære Fødderne.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men arbeyder de noget flittig?

TROJANEN.

Ney ikke synderligt.

CHILIAN.

Saa kunde de ogsaa undvære Hænderne.

TROJANEN.

Ney Tak! hvad skulde de da spille Kort med? Hvad skulde unge Karle have at kysse paa?

CHILIAN.

Ret nok. Det er ligesaa hos os. Men giør Lærde Folk mange Bøger hos jer?

TROJANEN.

Ney ikke uden Børn.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Giøres der brav nyttig Projecter hos jer?

TROJANEN.

Jeg har endnu ikke seet et Project, som jo har været meget nyttig, forstaae for Projectmageren selv.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Tienestefolk noget hurtige hos jer?

TROJANEN.

Forbandet. En Tieneste-Piige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kand ikke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tieneste 12 gange om Aaret.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Folk noget Gudfrygtige hos jer?

TROJANEN.

Meget Gudfrygtige.

CHILIAN.

Giøre de og gode Gierninger?

TROJANEN.

Ney de giøre kun Bønner.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Hvad er ellers Folks største Tidsfordriv hos jer? Hør I Comoedier eller Opera?

TROJANEN.

Ja vist.

CHILIAN.

Hvorledes ere jere Opera?

TROJANEN.

Pudseerlig nok; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere trække sine Støvler paa, siiger han det i Tremulanter og Sang, saasom - - Synger.

Hør Claus, træk mig mine Støvle - - er paa.

CHILIAN.

Det er ligesaa hos os.

TROJANEN.

Adieu min Herre! jeg maa gaae; jeg er hans skyldigste Tiener af mit Hierte.

359
CHILIAN.

Han meener vel ikke meget dermed?

TROJANEN.

Ney vist, det er sandt nok. Det er kun saa en Talemaade blant os.

CHILIAN.

Ligeledes er det og hos os. Adiøs. Det er Synd, at vi skulle føre Krig med det Folk, som ligner os saa meget i alting, og det for en Jomfrues skyld, som har faaet Tvillinger. Men vi har giort alt for mange Krigs-Bereedelser for at staae fra vort Forsæt. Nu har jeg udspioneret Byens Tilstand, troer derfor, at den ikke skal kunne holde ud 8te Dages Beleyring. Kundskab om Fiendens Tilstand er den fornemste Post for en Krigshær. Naar nu Byen blir indtagen, faaer dog enten Ulys 360 ses eller Holophernes Navn derfor, som gemeenlig skeer, og mit Navn blir, maaskee, ikke meldet om i Aviserne engang. Ey det er dog Lapperie, at være Subaltern. Men der seer jeg Krigshæren komme.

SCEN. 3.

Krigshæren kommer ind og sættes i Orden.

HOLOPHERNES.

holder saadan Tale: stolte Riddere og Stridsmænd! Vi ere hidkomne ikke for at vinde Lande eller at beriige os, men for at hevne et Jomfrue-Mord, saa at aldrig nogen Kriig meer honettement gefuhret ist. Speyler eder kun i mit Exempel, figter mandelig, og holder god Krigs-Discipline. Det fornemste, I har i agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron-Tasken; thi naar det ikke tages i agt, vil jeg ikke give 4re Skilling for Resten.

ULYSSES.

Hører I gode Herrer! førend vi begynder Beleyringen, er det best at skikke Chilian til Kong Priapus med en Olie-Green i Haanden at tilbyde ham Fred, om han vil overlevere den skiønne Helene. De samtykker det allesammen.

CHILIAN.

I gode Herrer! jeg vilde gierne ønske, at en anden maatte være Ambassadeur; thi det kand hende sig, at Kong Priapus, saasom han er en hastig Mand, kunde slaae Hovedet af mig, saa stod jeg der i en Maade uden Hoved.

ULYSSES.

Det har ingen Fare, Chilian! hvis han lar hugge Hovedet af dig, skal vi giøre det samme ved 20 af de fornemste Trojaner, som først falder i vore Hænder.

CHILIAN.

Det er got nok, Herre! men maaskee ingen af alle de tyve Hoveder skulde kunne passe sig til min Krop.

ULYSSES.

Ey gak du kun hen. Han bryder ikke Folke-Retten.

361
CHILIAN.

Ja ja, saa vil jeg da gaae.

ULYSSES.

Vi vil da retirere med Armeen saa længe.

SCEN. 4.

CHILIAN
alleene

Hvor skal jeg nu i en Hast faae en Olie-Green? See her finder jeg een til all Lykke.

Tar en Riiskost, som ligger paa Theatrum, og legger den paa sin Arm. Til Spectatores.

Ney min Troe er det ingen Riiskost, Mossiørs. Jeg veed I ere jo ikke blinde. See! der kand I nu see, at det er en Oliegreen. I maatte vel have lidt korn meer Respect for en Ambassadeur, end at belee ham. Gid Fanden være jer Nar, seer I vel det. Nu gaaer jeg til Troja.

Banker paa.

SCEN. 5.

Helene. Chilian.

HELENE.

Hvo er saa dristig, at han tør banke saaledes i Krigs-Tiide paa Trojæ Porter? Hvem vil I tale med? Jeg er Helene.

362
CHILIAN.

See her min hierte Jomfrue! skal hun selv have Umag at lukke op? Jomfruen kiender vel ikke mig igien.

HELENE.

Mig synes, jeg har seet ham tilforn.

CHILIAN.

Jeg er Ambassadeur Von Chilian.

HELENE.

Ey nu erindrer jeg mig, du est den stolte Ridder Ulyssis troe Tienere.

CHILIAN.

Ney, ellers Tak, ikke nu længer. Nu er jeg Ambassadeur extraordinair over den heele Armee, og dependerer af ingen uden af General Holophernes, som er 7 alen og en qvart lang. Heele Krigshæren staaer i Gevehr for mig naar jeg passerer; thi I maa viide Jomfrue, at extraordinaire Ambassadeurs voxer ikke paa Træer.

HELENE.

Jeg troer heller ikke, at man kunde faae en Ambassadeur meer extraordinair end du est. Mens hvad er ellers dit Ærende?

CHILIAN.

Jeg har en tienstlig Hilsen fra General Holophernes, som er 7 alen og en qvart lang, med Begiering, at Kong Priapus vil overlevere Jomfrue, eller lave sig til at imodtage en Beleyring.

HELENE.

Det kand du forlade dig til, at jeg blir aldrig overleveret, saa længe der er en Mand tilbage i Troja. Det har Kong Priapus svoret paa.

CHILIAN.

Ja I got Folk, saa maa I lave jer til at liide hvad som paafølger. Jeg maa strax hiem at tage Støvler paa; thi i Morgen haaber jeg at gaae i Trojansk Blod indtil Knæerne.

HELENE.

Ach u-lyksalig var den Tiime, jeg blev født, at jeg ved min Skiønhed skulde give Aarsag til saa stor Blods Udgydelse. Det havde været mig langt bedre at være født vanskabt, saa havde jeg kunde levet fornøyet og i Roe, nu derimod er jeg forhadet og misundet af alle Fruentimmer, ja af Gudinderne selv formedelst min deylige Skabning. Hun græder derpaa.

CHILIAN.

Jomfrue! nu har jeg forrettet, hvad mig offentlig 363 er betroed, men som alle Ambassadeurs gierne har hemmelige Instruxer, saa har jeg Ordre at fornemme under Haanden, om Jomfruen har sin Møedom endnu.

HELENE.

Jeg svær dig til, Chilian ---

CHILIAN.

Ey hvad Chilian! jeg heeder hans Excellentz.

HELENE.

Jeg svær hans Excellentz til, at aldrig nogen Mands-Person har giort mig nogen Skade ved sin mindste Finger, siden jeg blev bortført.

CHILIAN.

Ey Jomfrue! det er ikke med Fingeren man giør saadan slags Skade. Jeg har kiendt en Mand, som begge Armene er afskudt paa, og dog har været stevnet over sex gange for Tamper-Retten. Men jeg maa gaae.

Helene gaaer ind.

SCEN. 6.

CHILIAN
alleene

Enten maa jeg være blind, eller alle andre Mennesker; thi hun synes i mine Øyne liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed. Jeg tænkte, det første jeg saae hende, at det var Dorthe Peer Vognmands, saaledes stikker hun i mine Øyne. Men jeg maa være blind saa vel herudi som i alt andet i denne Historie. Nu maa jeg hen at siige Armeen Svar. Gevehr præsentier, I Carnalier. Men see! hvor de staaer og maaber. Ihr Herren, vi maa lave os til Kriig. De vil før vove det Yderste, end overgive Helene.

SCEN. 7.

Ulysses. Chilian. Holophernes. Høvdingerne for Armeen.

ULYSSES.

Nu haver I stolte Riddere hørt, hvad Svar vi har bekommet fra Troja; maa derfor lave os til at angriibe Staden med yderste Magt. Mig synes ellers I gode Mænd! det er best at en af os efter gammel lovlig Maneer tilbyder en Trojaner en Kamp. Nu veed jeg vel, alles ridderlige Hoveder kløer efter en Laurbærkrantz, og alle forlanger at see for sig opreyst den Ære-Støtte, 364 som Seyer-Herren kand fortiene; holder derfor raadeligst, for at hindre, at Misundelses Sæd ikke skal saaes iblant os, at kaste Terninger derom; hvem da Lodden tilfalder, ham kand Misundelse ikke følge, saasom ikke Almuens Yndest, Gunst og Faveur, men Lykken baner Vey for hans Hoved til Laurbær-Krantze. I ædle og stolte Riddere forstaaer mig vel?

CHILIAN
sagte

Knap nok.

ULYSSES.

Bringer da hid nogle Terninger. De kaster Terninger.

CHILIAN.

Jeg har vel ikke behov at kaste, I Herrer, saasom jeg ikke hører under Malicen, men er en Civil Person, en extraordinair Ambassadeur.

ULYSSES.

Ey Chilian! Jeg har all for stor Respect for saadan gammel troe Tiener, som du est, at jeg skulde betage dig Leylighed at indlegge Ære, og forhindre den paa Hiul siddende Lykke at paasette dit Hoved den Krantz, som hun maaskee for dig alleene har flettet.

CHILIAN.

Meener Herren, at jeg er bange? jo jo, jeg torde min Troe tage Hector selv paa min Samvittighed; men det lader sig umuelig giøre. Herren veed jo selv hvor forbandet Satyrisk Folk er. De har nok at snakke om ligevel, nemlig at vi løber som galne Folk fra Huus og Hiem, Hustrue og Børn, for at faae tilbage et Qvinde-Menneske, som en anden, nemlig Paradis Kong Priapi Søn, har haft et heelt Aar, og imidlertiid --- jeg tør ikke sige meer. Hvo veed hvad vore Hustruer kand spille os for Puds, mens vi ere borte. Jeg veed nok, at en vis Mand reyste saalænge udenlands for at igienfinde sin eeneste Søn, som var ham frarøvet, at han fandt 4re Sønner, da han kom tilbage, men var ikke synderlig fornøyet dermed. Skal de endogsaa faae dette at glose over i Aviserne, at jeg som en Civil Mand, en Ambassadeur, er udskikket af Armeen at fodre en Trojaner til Kamp, saa bliver det sidste verre end det første.

ULYSSES.

Ey skam dig Chilian at lade dig merke med saadant! jeg befaler dig strax at kaste.

365
CHILIAN.
kaster to Sexer. De løfter alle Hattene og gratulerer.

Hør I gode Herrer! Jeg seer nok, at dette sigter paa mig; jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn, og nu skulde jeg just træffe dem.

ULYSSES.

Giør mig ingen Skam, Chilian. Jeg rosed dig tilforn for Generalen for din Tapperhed. Gak strax og lav dig til Kamp, jeg skal laane dig mit eget Sverd Dyrendall som er smurt med Drage-Blod. Still dig ikke saadan an; thi man skulde tænke, du var bange.

CHILIAN.

Jeg er, min Troe, ikke bange, men jeg er en Politicus, det veed Gud og hver Mand, derfor kand det ikke staae mig an at slaaes. Havde jeg ikke været en Politicus, saa havde jeg skiøttet Fanden derom; men jeg kand ikke beqvemme mig til at giøre noget, som min Characteer er u-anstændigt. Jeg vil staae paa den Civile Stands Ret, tiene i Freds-Tiider som en ærlig Mand, og vove mit Liv og Blod for Politien; men dette har jeg intet at bestille med.

HOLOPHERNES.

Her maa holdes en Krigs-Ret over ham, vi merker nok, at han vil ikke til med det gode.

CHILIAN.

Ach I gode Herrer, førend jeg lar en Krigs-Dom gaae over mig, beqvemmer jeg mig heller dertil. Men dette vil jeg kun bede, at der maa blive giort sliige Anstalter, at den, som jeg skal slaaes med, ikke legger Haand paa mig; thi det er mod Folke-Retten at legge Haand paa en Ambassadeur.

HOLOPHERNES.

Hør I stolte Riddere! paa det man kand faae de Statsgriller af hans Hoved, saa vil jeg giøre ham til Oberst; og saa ophører all Hinder.

CHILIAN
sagte

Skam faae den der lærte dig det, din lange Hund.

Chilian blir bevæbned fra Top til Taa.

Jeg maa vel have et Glas Finkel-Jochum i det ringeste, før jeg gaaer til Striid.

Drikker ud Glasset. 366

De raaber allesammen til Lykke og retirerer sig til

side et lidet.
ULYSSES.

Naar du kommer med Seyer tilbage, maa du være vis paa en Laurbær-Krantz.

CHILIAN.

sagte. Jeg skiøtter aldrig om Laurbær, uden jeg seer dem paa en Postey eller Tærte.

SCEN. 8.

CHILIAN
alleene

Skam faae den der først fandt paa Kriig. Det er jo u-riimeligt, at Folk skal gaae hen og myrde dem, som man ikke kiender. Men jeg hitter nok paa et Middel til at fixere dem. Jeg vil see, at jeg kand faae fat paa Paradiises Tiener Marcolfus. Jeg var i Selskab med ham tvende gange i Ithacien, hvor vi drak Duus sammen. Jeg vil stikke ham et par Mark i Næven for at han skal løbe for mig. Hør I Trojanske Mænd, jeg har noget vigtigt at tale med Paradises Tiener Marcolfus. Jeg beder, at han maa skikkes ud til mig.

SCEN. 9.

Chilian. Marcolfus.

CHILIAN.

Serviteur, Marcolfus! Tak for sidst.

MARCOLFUS.

See her Chilian! hvor est du kommen til at gaae i Harnisk?

CHILIAN.

Jeg veed jo, at man maa være bevæbned i Krigs-Tiider. Du har jo ogsaa faaet et Lysespid ved Siden.

MARCOLFUS.

Men hvorfor er I kommen hid med saa stor Magt at beleyre vores Stad? mig synes, at det er ikke Umagen værdt at giøre saadan Allarm for et Qvinde Menneskes skyld.

CHILIAN.

Mig synes, min Troe, det samme. Jeg var og saa dristig i Dag, at jeg sagde General Holophernes det samme Hige i hans Næse. Du og jeg, Marcolfus, ere kun Tienere, men jeg troer, vi ere de eeneste, som ere kloge baade uden og inden Staden.

367
MARCOLFUS.

Ha ha ha! jeg troer min Troe det samme. Den Helene, som man slaaes om, vilde jeg mare ikke ligge hos, om hun vilde give mig en Daler for Natten. Jeg saae mange kiønne Folk i Ithacien af ringe Stand, som man kunde faae for 28 Skilling. En Kone ved Navn Polidora, som boede paa et Hiørne liige ved den store Ægyptiske Marmorstøtte, som jeg betiente nogle gange, kostede mig ikke meere.

CHILIAN.

En Kone ved Navn Polidora?

MARCOLFUS.

Ja Polidora.

CHILIAN.

Som boede paa et Hiørne?

MARCOLFUS.

Ja vist paa et Hiørne.

CHILIAN.

Lige over for den Ægyptiske Støtte?

MARCOLFUS.

Som jeg siiger. Men hvorfor blir du saa bestyrtsed? Jeg skulde ikke haabe, at det var din Hustrue.

CHILIAN.

Jo det var min Hustrue, Marcolfus. Hun skal faae en Ulykke, naar jeg kommer tilbage.

MARCOLFUS.

Det giør mig ondt min hierte Broer, at jeg mod min Villie har giort dig til Hanrey.

HOLOPHERNES.

Hvad mon det betyder, at de tvende Kiemper taler saa længe sammen førend de slaaes?

ULYSSES.

Jeg kand tænke, Hr. General, at de opregner hin andens Genealogier, Byrd og Blod, samt Forfædres Bedrifter, førend de begynder Striden.

CHILIAN.

Hør Marcolfus! jeg vil gierne tilgive dig din Forseelse, dersom du vil giøre mig en liden Tieneste.

MARCOLFUS.

Hvad skal det være, Svoger? maaskee du vil ligge hos min Hustrue igien, at vi kunde komme i dobbelt Svogerskab?

CHILIAN.

Ney det er noget andet: Jeg er udskikket af Krigshæren at udfodre en Trojaner til Kamp, men mod min Villie. Thi Chilian har altid tordt see under Øyen hvilken Karl det skulde være; men jeg vil tiene dig min hierte Broer! hvorfor skulde jeg gaae hen at myrde en, som aldrig har giort mig imod? det var jo bestialsk, om jeg maatte saa siige. Nu vil jeg bede dig, at du vil 368 lade som du slaaes med mig nogen Tiid, og endelig give dig paa Flugten. Du giør mig en stor Tieneste, og taber intet derved; thi de Trojaner veed ikke, hvorfor du est hidkommen, men mine Folk staaer og venter paa Udgangen af Slaget.

MARCOLFUS.

Vil du da love mig, at om jere Folk faaer Byen indtaget, at de vil spare mig og mine Forældre?

CHILIAN.

Ja, jeg svær dig det til.

Trompetterne blæser. De slaaes qvants-viis sammen. 369 De andre Høvdinger falde paa Knæ og beder Chilian Lykke.
ULYSSES.

Hey staae dig vel Chilian. Krigshærens Ære henger af denne Kamp. Ach Himmel! Nu er det ude med os, nu faaer Fienden Overhaand. Skal vi hen til Undsætning?

HOLOPHERNES.

Ney! Det er mod Krigs-Maneer.

ULYSSES.

Det er ikke meer nødigt Hr. General, nu seer jeg han kommer sig igien. Hey frisk Mod, Chilian, saa vinder du vist nok Seyer. Fienden vender alt Ryggen. Vi ere frelste.

De gir alle et stort Glædes Skriig, og Chilian forfølger Marcolfus til Porten. Chilian blir med Triumph ført til Leyren, og en Laurbærkrantz med Trompetternes Lyd blir sat paa hans Hoved.
370

ACTUS III

SCEN. 1.

Høvdingerne for Armeen. Chilian.

ULYSSES.

Ihr Herren! efter den sidste Victorie og Hectors Død kand vi strax angriibe Asiens Dronning, jeg meener den stolte Stad Troja, hvis tredobbelt taarnede og med Teglsteen tækkede Muure ikke skal længe modstaae vor Magt. Men førend vi skrider til Beleyring, synes mig det er best at raadføre os med en Troldmand, der efter gamle udi slige Tilfælde brugelige Maader kand ved sine Konsters Sorthed udkalde af Plutarchi mørke Boelig en eller anden Geist, som kand siige os Beleyringens Udgang. Hør Chilian! Lad den udi naturlige Videnskaber hart ad guddommelige Tiresius komme hid.

CHILIAN.

Jeg veed ikke, Herre, om saadan slags Ambassade kand staae mig an. Dog vil jeg gierne gaae; thi jeg har selv Lyst at viide, hvordan denne Kriig vil falde ud. Gaaer ud.

ULYSSES.

Den store Tiresius, Ihr Herren, er vel blind, men seer dog de Ting, som ere skiulte for os. Hans Blindhed rejser sig deraf, at saasom han eengang blev udvalt til Dommer mellem Læge-Konstens og Musikkens Gud Apollonius og Gudernes Ober-Førster Pan, for at dømme hvo der spillede konstigst paa det ædle og fast guddommelige Instrument Cithara, han da u-forsigtig i sin Ungdom tildømte Pan Seyeren, hvorudover den Himmelske Doctor Medicinæ Apollonius straffede ham 371 med Blindhed. Men da han besværgede sig derover hos Jupitrem, rørede sig Gudernes Monarchs Indvolde af Medynk over Tiresium, at han begavede ham med Magt at udfodre Geisterne von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, af hvilke han kand faae at viide tilkommende Ting. Men der seer jeg han kommer.

SCEN. 2.

Tiresius. Chilian. De andre.

ULYSSES.

Hør du viise Tiresius, som Guderne har begavet med tilkommende Tings Videnskab! Vi Græske og Mesopotamiske u-overvindelige Heldte har kaldet dig hid, for at faae at vide, hvor længe vi skal ligge for den tredobbelt murede Stædernes Dronning Troja, førend vi overvinder den. Vi viide, at ingen Ting er skiult for dig, du overgaaer Nestorius selv udi Alder og Forstand, saa viit, som Glas-Himmelen overgaaer Jorden; siig os derfor u-besværget noget om denne Krigs Udgang, og fortryd ikke paa, at vi har udkaldet dig af din Boelig, og forstyrret din Roe.

TIRESIUS.

I ædle Græske og Mesopotamiske Heldte, hvis store Manddoms Gierninger har opfyldt alle Verdens Hiørner! I ere alle nogle Narre og løbe med Liimstangen. Gaaer smukt hiem igien og tar vare paa jere egne Hustruer, og lader mig være i Roe. Gaaer bort.

ULYSSES.

Holdt du gamle Halsstarrige Mand, vi slipper dig ikke, førend du fyldestgiør vor Begiering.

TIRESIUS.

Jeg er udmattet af Alder, min Tiid er omme, og min Spaadoms Geist for længe siden forgaaed.

ULYSSES.

Hør min troe Tiener Chilian! Lad denne halsstarrige gamle Mand slutte udi gyldende Lenker og kaste udi Fengsel.

CHILIAN
sagte

Hvor skal jeg faae de gyldende Lenker? Om Generalen selv vilde henge sig, saa er her intet uden Reeb dertil. Men jeg kand tage et gammelt Reeb, det 372 kand nok passere for Guldkiæde, liigesaa vel som Riiskost for Oliegreen.

TIRESIUS.

I ædle Riddere! sparer mit Liv. Jeg har ikke vægret mig for at siige Krigens Udgang af Ondskab eller Halsstarrighed, men min Spaadom fører noget bedrøveligt med sig, som vil forskrække den heele Krigshær.

ULYSSES.

Siig kun frit ud, og dølg intet for os.

TIRESIUS.

Eftersom I byder mig at siige alting reent ud, saa vil jeg ogsaa intet dølge. Troja kand ikke overvindes, og I med Seyer ikke komme tilbage, med mindre Ulyssis troe Tiener, den kloge og mandhaftige Chilian, blir opoffret og døer for den heele Krigshær. Gaaer bort.

ULYSSES.

Ey ikke andet? det giør min troe Tiener Chilian gierne.

CHILIAN
sagte

Faae den en Ulykke, der giør.

ULYSSES.

Han vil byde sig selv dertil, om jeg ellers kiender ham ret.

CHILIAN
sagte

Du maa kiende Dievelen. Jeg maatte jo være gal, om jeg giorde det.

ULYSSES.

Han vil giøre det med Glæde.

CHILIAN
sagte

Hvilken forbandet Snak. Jeg saae heller, at den heele Krigshær blev hengt, førend jeg skulde miste min mindste Finger.

ULYSSES.

Hør Chilian! jeg forkynder dig et glædeligt Budskab. Du est af Guderne udvalt til et Instrument, hvorved Seyer alleene os skal erhverves. Oraclet siger, at du skal opoffres, og ved din Død Krigshæren reddes.

CHILIAN.

Min Herre! Oraclet maa ikke være rigtig i Hovet, ellers kunde det ikke forlange saadant.

ULYSSES.

Kand vel noget Budskab være angenemmere for en ædel Siæl, der elsker sit Fæderneland, end at døe for dets Frelse?

CHILIAN.

Det er jo et skiønt Budskab: Glæd dig, thi du skal henges.

ULYSSES.

Her hielper ingen Snak, Chilian! hvis du ikke 373 frivillig beqvemmer dig dertil, skal du tvinges med Magt.

CHILIAN.

Ach I gode Herrer! haster ikke med at udgyde Christen Blod, det kand u-muelig være Oraclets Meening. Denne Tiresius er jo saa gammel, at han gaaer i Barndom. Han undskyldte sig jo først selv, at han for Alder ikke kunde spaae. Men vi har selv truet ham med at spaae, og han, for at komme paa fri Fod igien, har 374 pladdret noget ud, hvad som først kom ham i Munden. Her er ellers en anden bekiendt Prophet ved Navn Nabocodonosor, som har spaaet lykkeligen i mange Aar, og er langt høyere agted end Tiresius; lad os først høre hans Meening. Han vil giøre sig en Ære af at siige os frivillig vor Skiebne; thi naar man tvinger Propheter, spaaer de aldrig got. Thi at spaae og giøre Vers maa være u-tvunget.

MITHRIDATES.

Chilian har derudi ikke stor Uret.

ULYSSES.

Lad da den Prophet strax komme hid.

CHILIAN
sagte

Nu skal jeg min Troe narre dem brav. Jeg skal selv agere Prophet, og spaae tvert imod den anden. Gaaer ud.

MITHRIDATES.

Jeg har hørt meget tale om den Prophet Nabocodonosor. Hans Spaadoms Aand skal overgaae alle andres; hvis vi kand formaae ham dertil, da er ingen Tvil paa, at han jo siiger os Krigens Udfald.

ULYSSES.

Men i fald hans Spaadom er imod den forriges, hvem skal vi da troe?

MITHRIDATES.

Det er riimeligst at troe den, som spaaer u-tvungen; thi udi Tiresii Tale, kunde man see, var ikke uden Ondskab, eftersom Trudsler opirrede ham at giøre os ondt. End om han havde sagt, at det var Gudernes Villie at opoffre Generalen selv, skulde vi derfor have giort det? Jeg kand troe, at dersom den anden Prophet siger det samme, maa vi efterleve det. Men vi maa føre os anderledes op mod ham, give ham gode Ord, og giøre ham Løfter, i fald Udgangen svarer til hans Tale.

ULYSSES.

Men hvad synes eders Høyhed, vi skal giøre med den anden, i fald vi fornemmer han har bedraget os?

MITHRIDATES.

Vi skal tractere det med Foragt, thi det tiener ikke, at man har meget med Propheter og Poeter at bestille; omkommer man en Prophet, saa giør man ham til en Martyr, og straffer man en Poet, saa reyser man 375 ofte Æres Støtter op for ham. Men der seer jeg en Mand komme udi en selsom Dragt. Det er uden Tviil den store Prophet.

SCEN. 3.

Chilian med et langt Skiæg og en bred Hat, som staaer ham ned i Øyene. Personerne af den forrige Scene.

CHILIAN.

førende et fremmed Maal I tappre Heldte! I ere bekymrede om at viide Krigens Udgang. Thi i Nat aabenbarede een sig for mig i Søvne, der sagde: Giør dig reede og gak til den Græske Leyr, siig Anførerne alt hvad dig blir lagt i Munden, giendriv Tiresii falske Tale, og hindre det Mord, som han har raadet dem til at begaae mod den udi Militaire og Civile Sager u-forliigelige Mand Chilian.

ULYSSES.

Saa har da Tiresius ført falsk Tale for os?

CHILIAN.

Ja vist. Men I har selv været Aarsag derudi, i det I har villet lagt Haand paa en Prophet, og nødet ham til at forkynde de Ting, som alleene havde blevet Aarsag til jer Ulykke; thi just udi samme Chilians Conservation bestaaer den heele Krigshærs Velfærd.

ULYSSES.

Ach siig os da u-besværged O viise Mand, hvad vi skal giøre, og hvad Udgang Kriigen skal have.

CHILIAN.

Gudernes Villie er, at I skal ikke sætte den store Chilian udi nogen Fare; thi hvis han kommer noget til, vil dette Tog have en ulyksalig Ende. Dette vidste Tiresius forud, og derfor af Hevngierighed raade til at offre ham op. I skal derfor skaane ham udi Beleyringen, og ikke føre ham i noget Slag, men betiene jer alleene af ham som en god Raadgivere. Krigen skal ellers vare længe, men I skal omsider forstyrre Troja, og med Triumph komme til eders Fæderneland igien. Dette er alt hvad jeg har Befaling at siige eder, I ædle Riddere. Nu maa jeg begive mig til min Boelig igien.

ULYSSES.

Ach viise Mand! fortørnes ikke over, at vi spørger om noget: Siig os hvoraf vi skal viide, at din Tale er rettere end Tiresii.

376
CHILIAN.

I vantroe Mennesker! hvordan skulde jeg viide, hvad som eder tilforn er hendet med Tiresio, med mindre jeg havde Aabenbaringer? hvordan kunde jeg siige saadant med alle Omstændigheder?

ULYSSES.

Vi tænkte, maaskee vores Sendebud havde underrettet dig derom.

CHILIAN.

Jeg svær ved Spaadommens Gud Apollonius, at jeg i Dag ikke har talet med noget Menneske førend jeg kom hid.

ULYSSES.

Siig mig da ubesværget, hvo jeg er.

CHILIAN.

Du est den store Ulysses von Ithacia. Din Gemahl er Penelope; Din eeneste Søn, som er 3 Aar gammel, heeder Telemachius, din Datter Rosmarina. Her staaer Mithridates Kongen af Mundien, og her Holophernes Græven af Bethulien.

ULYSSES.

Ach nu seer vi, at intet er skiult for dig O viise Mand.

CHILIAN.

Vær da ikke saa vantroe meer. Gaaer ud.

MITHRIDATES.

Denne kunde man høre var en ret Prophet.

ULYSSES.

Ja han veed ogsaa forbigangne Ting.

MITHRIDATES.

Hans Raad maa vi derfor efterfølge.

ULYSSES.

Vi vil strax slagte Øxen og Faar, og anrette ham et Offer.

MITHRIDATES.

Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet herefter maa foretages uden hans Raad. Men der seer jeg han kommer, og seer meget bedrøvet ud.

SCEN. 4.

Chilian i sin forrige Dragt. De andre.

CHILIAN.

Ach jeg elendige Menneske! jeg kand ikke finde den Prophet, som jeg leeder efter, og som kunde redde mig. Dog naar jeg ret betænker mig, har jeg ingen Aarsag at græde, men maa heller glæde mig over, at ved 377 min Død Armeen kand frelses og Seyer forhverves. Ach I ædle Riddere, jeg har siden eftertænkt, hvilken Ære det er for mig at opoffres paa saadan Maade. Jeg vil derfor med Glæde døe, men begierer kun, at der maa opreyses en Æres Støtte for mig med saadan Peritaphium: Her under hviler den store Chilian ---I hitter nok selv paa Resten.

ULYSSES.

Ney det være langt fra, min troe Tiener! din Person er alt for kostbar til at opoffres; thi i dit Liv bestaaer den heele Krigshærs Frelse.

CHILIAN.

Ney I gode Herrer! jeg vil ikke leve, eftersom Smaraculum eengang har afsagt Dommen.

ULYSSES.

Vi har faaet anden Oplysning siden. Du skal leve og forvares som en Øyesteen, som det kostbareste Klenodie og Pallatium.

CHILIAN.

Jeg hører nok, at Misundelse regierer hos jer; dersom I ikke vil opoffre mig, skal jeg opoffre mig selv. Trækker sin Kniv ud. De 3 Anførere falde paa Knæ, og beder høre først, hvad som er skeed.

CHILIAN.

Stat kun op igien og lad mig høre.

ULYSSES.

Den store Prophet Nabocodonosor er i din Fraværelse af sig selv kommen til os, og har underrettet os om Tiresii falske Spaadom, at, saasom han vidste, at udi din Conservation Krigshærens Velfærd bestod, han da af Hevngierighed raade os til at opoffre dig. Derfor skal du være forskaaned for at være med udi nogen Fare.

CHILIAN.

Ey vil man giøre mig til en Coujon? Ney det skal aldrig skee; Jeg er alt for mandig og storhiertet til, at jeg skulde vægre mig for noget Slag. Jeg vil være med hvor Faren er størst.

ULYSSES.

Ney Chilian, det tillader vi aldrig.

CHILIAN.

Skulde jeg sidde stille, medens de andre vove deres Liv? Ney jeg vil heller døe end beqvemme mig dertil.

ULYSSES.

Ach Chilian! styr dit Martialske Mod.

CHILIAN.

Det er mig umueligt; Jeg har alt for meget Fyr 378 og Flamme dertil, min Hoved-Passion er at gaae en mandig Fiende under Øyne.

ANFØRERNE
paa Knæ igien

Ach Chilian! modereer din Hoved-Passion; all vor Velfærdt bestaaer i din Frelse.

CHILIAN.

Stat kun op igien. Jeg vil da stræbe at tvinge min Hidsighed saa meget som mueligt er.

ULYSSES.

Naar Byen blir indtagen, skal du have Frihed at tage det kostbareste af all Byttet forud. Din Forretning udi Beleyringen skal være at hindre Fienden Tilførsel, hvorfor du skal blive staaende ved denne Post, medens vi angribe Staden. Bliv da her med de Ryttere, som vi beskikker dig. Nu gaaer vi hen at giøre en Begyndelse til Beleyringen. De gaaer bort.

SCEN. 5.

CHILIAN
alleene

Jeg merker, at jeg kand narre disse Karle ligesaa meget som jeg vil; havde jeg ikke hittet paa den Invention at agere Prophet, havde de virkelig offret mig op. Hvis jeg kand fixere dem i andre muelige Tilfælde, skal det være mig en Fornøyelse; thi de løbe alle med Liimstangen. Giver nu agt paa, om jeg ikke staaer vel paa min Post med mit Regiment Ryttere. Er det ikke et skiønt Regiment? Alle sterke og Handfaste Karle, skiønne Heste, herlig Mondeering. Jeg troer aldrig saadant Regiment Ryttere nogen Tiid er bleven seet. Hører Karle, seer vel til, at intet kommer ind i Staden; hvis den allermindste Fleskeskinke blir indpractisered, skal jeg lade det heele Regiment henge. Hører I vel? De Fæ- hunde kand ikke svare. Troe mig, at Gierningen skal svare til Ordene. Wer da?

Løber om Theatro.

Hvor vil du hen? du vil nok til Troja, hvad? har du Pas? Du kommer ingensteds uden Pas. Vil du tilbage, siger jeg. Zuriick, eller du faaer en Ulykke! saa pak 379 dig bort, her kommer ingen ind i Byen uden Pas, ikke en graae Kat. Men der seer jeg en anden gammel Skielm komme, ham maa jeg examinere. Hillement, det er min Herre Ulysses. Men hvor Pokker har han saa hastig faaet dette lange Skiæg?

SCEN. 6.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Nu er det paa det tiende Aar, vi har ligget for Troja, og imidlertid mistet saa mange store Høvdinger tilligemed General Holophernes selv, som for 3 Aar siden saa ulykkelig omkom i det store Udfald.

CHILIAN
sagte

Merker I vel, Mossiørs! er det ikke noget forbandet Tøy? Jeg har staaet her i ti Aar. Jeg vil ikke disputere, om det er ti Aar eller ey, men det veed jeg, at jeg ikke har faaet hverken Vaadt eller Tørt i de 10 Aar, og det kommer mig for, som jeg kunde faste 10 Aar endnu.

ULYSSES.

Ach min troe Tienere Chilian! jeg glæder mig ved at see dig staae med saadan Bestandighed paa den samme Post, hvor jeg beordrede dig for 10 Aar siden.

CHILIAN.

Jeg har, min Troe, ikke rørt mig af Stedet siden. Men hvad har de andre bestilt midlertiid? mig synes, man kunde have lagt den heele Verden øde i saa lang Tiid med saadan stor Magt.

ULYSSES.

Nu har vi sat os for at giøre en General Storm, og enten alle at omkomme, eller erobre Staden; bliv du her imidlertiid, og see vel til, at der ingen Tilførsel skeer.

SCEN. 7.

CHILIAN
alleene

Alt dette Tøy kommer mig for, ligesom det var en Tydsk Comoedie; thi om jeg stod paa mit Hoved, saa kand jeg ikke begriibe, hvor de 10 Aar kunde løbe saa hastig.

Til Spectatores. 380

Men hør I got Folk, hvis nogen af jer understaaer sig at føre saa meget som en Kringle til Staden, skal I have med mig at bestille. Men hør hvilken Allarm! Byen er over, jeg hører somme raabe Victori, og andre Qvarteer. Vi vil imidlertid blive staaende her for at hindre Tilførsel. Hey jeg seer alt vore Faner planted paa Muuren. Gid nu Fanden staae her længer, vi maa ogsaa have noget af Byttet.

381

ACTUS IV

SCEN. 1.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg har forsøgt alle Midler til at stille Neptuni Vrede, men Bønner, Offringer, alting er forgiæves. Nu har vi flakket saaledes om i tyve Aar siden Trojæ Erobring fra et Sted til et andet, indtil vi omsider er kommen hid til Cajanien, hvor os vel af Dronning Dido er lovet Undsætning af Skibe til at befodre vor Reyse med; men ach den eene Tiid gaaer bort efter den anden, og jeg frygter, det vil vare længer end vi tænker. Thi jeg frygter for noget, som jeg tør ikke tænke paa. Jeg frygter Chilian - - -

CHILIAN.

Hvad frygter Herren for?

ULYSSES.

Jeg frygter, at Dido er bleven forliebt udi mig.

CHILIAN.

Maaskee--

ULYSSES.

Ach jeg ulyksalige Mand! hvis det er saa Chilian, kommer vi aldrig herfra.

CHILIAN.

Vil ikke Herren tage ilde op, om jeg spør ham, hvor gammel han var da han reyste hiemme fra?

ULYSSES.

Jeg var udi min blomstrende Alder, ikke over 40 Aar.

CHILIAN.

Got; 40 Aar først, og siden 10 Aar i Beleyringen, det giør et halv hundrede, og 20 Aar paa Hiemreysen, det giør 70. Den gode Dido maa være da en stor Elskerinde af Antiqviteter, eftersom hun er saa koldsindig mod saa mange unge Mennesker, som hun kunde gaae Vall udi, og blir forliebt udi en ældgammel skiægget Mand.

382
ULYSSES.

Hør Chilian! jeg vil ikke høre saadan Raisonnering, du maa giøre en falsk Regning. Jeg er endnu i min beste Alder; Naar du seer en Ting for Øyne, maa du ikke tvile meer derom. Om du saae Snee midt om Sommeren, maatte du ikke siige, det er ikke mueligt, at det er Snee, thi det er jo Sommer. Nok var det jo dig, at du saae Sneen for dine Øyen.

CHILIAN.

Jeg merker nok, Herre, at jeg maa tage Fornuften fangen i alting, som os er hendet. Jeg vil da ikke meer tviile derom, men heller tænke paa, hvorledes vi kand redde os ud af denne Snare.

ULYSSES.

Hvorledes skal vi da redde os fra denne overhengende Ulykke?

CHILIAN.

Der er intet andet Middel, end at vi stiæler os hemmelig af Landet.

ULYSSES.

Ja du har Ret, Chilian! Jeg maa da strax hen, og overlegge den Sag med mine troe Staldbrødre; bliv du imidlertid her saa længe.

SCEN. 2.

CHILIAN
alleene

Gid jeg havde en prise Tobak, at jeg kunde faae Luft; thi jeg er ligesom jeg er gall i Hovedet. Jeg er vis paa, at, naar min Herre kommer tilbage, saa siger han igien, at det er 10 Aar siden, han talede med mig sidst. Vi bliver virkelig 5 eller 6000 Aar gammel, førend vi kommer hiem til vort Fæderneland; thi jeg merker, at vi løber ikke med Tiden, men Tiden løber fra os, og vi blir staaende. See! her har jeg endnu et stykke Engelsk Ost, som jeg bragte med mig fra Itachien for 30 Aar siden. Den er gandske frisk endnu. Det er ikke alleene Tiiden, som løber fra os, men ogsaa Jorden, vi staaer paa; thi mange gange, naar jeg stikker min Piibe an, er vi udi den Østre Kant af Verden, og inden jeg har smøget Piben ud, er vi udi den Vestre Kant deraf.

383

SCEN. 3.

U lysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Himmel! er det mueligt, at saadant kand være til i Naturen?

CHILIAN.

Hvad er nu paa Færde? Eders Naade!

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg havde aldrig kundet bildet mig saadant ind, hvis jeg ikke havde seet det med disse mine Øyne.

CHILIAN.

Hvad er det da Herre?

ULYSSES.

Ach Dido, Dido! hvad ont har jeg giort dig, at du saaledes skulde øve dine Troldoms Konster mod mine kiære troe Staldbrødre?

CHILIAN.

Er de da blevet forhexet?

ULYSSES.

Hør Chilian en forunderlig Historie, hvis Liige er aldrig hendet fra Deucalions Flod indtil denne Tiid. Jeg har udi disse 4re Uger, siden jeg talede med dig sidst - - -

CHILIAN.

Er det da ikke meer end 4re Uger? Jeg tænkte det havde været 4re Aar.

ULYSSES.

Jeg har, siiger jeg, udi 4re Uger overlagt med mine Staldbrødre at reyse hemmelig herfra. Vi vare allereede færdige til at gaae om Bord, da Dido, faaende et Nys derom, for at hindre vor Bortreyse, ved Troldom forvandlede alle mine Staldbrødre til Sviin.

CHILIAN.

Ey det kand ikke være mueligt, naadige Herre! Sagte. Thi de vare jo Sviin tilforn.

ULYSSES.

Ach det er alt for sandt Chilian. Jeg tænkte, at mine Øyne slog mig feyl, og talede til dem. Men Maalet var forandret efter Skabningen; thi i Steden for Svar gryntede de imod mig. Jeg tog derfor strax Flugten af Frygt for at blive forvandlet til et Sviin tillige med dem. Men see der kommer de, jeg tør ikke blive her længer.

Gaaer bort grædende.
384

SCEN. 4.

Ulyssis Staldbrødre krybende paa Hænder, og gryntende som Sviin. Chilian.

CHILIAN.

Ha ha ha ha ha ha ha ha! gid Drolen splide jer ad allesammen. Nu har jeg aldrig mine Dage seet magen.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

Hør Karle, hvad Fanden riider jer? Er i galne?

SVINENE.

Vi ere Sviin, Fallill. Øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

I maa være Fanden ikke Sviin.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

begynder og at krybe og siiger: Øh øh øh. Hør Karle! er det vist at I ere Sviin?

SVINENE.

Øh øh øh øh.

CHILIAN.

Nu, er I da Sviin, saa skal I mare have Sviins Confect. Fort æder mig op denne Koekase, som her ligger.

SVINENE.

Vi er inte suulten, Fallill. Øh øh øh øh.

385
CHILIAN
pidskende dem med en Svøbe

Fort, siiger jeg, æder mig op denne Koekase, eller jeg slaaer jere Svine-Rygge i stykker. Fort, fort, er I Sviin, saa er det jo jer beste Mad.

Prygler dem dygtig. Svinene reyser sig, og blir til Mennesker igien, og siiger:

Saa sandt vi er ærlige, saa skal I betale os disse Slag min go Monsieur Wegner. Er det ikke uforskammet at forderve den heele Historie saaledes!

Løber ud.

SCEN. 5.

Ulysses. Chilian.

CHILIAN.

Jeg fordervede ikke Historien, jeg giorde dem til to-beenede Sviin igien, som de var tilforn. Men der kommer min Herre tilbage.

ULYSSES.

Ach Chilian! er de alt borte igien?

CHILIAN.

Ja Herre! de ere borte, og gaaer nu paa to Been ligesom tilforn.

ULYSSES.

Er de da ikke Sviin meere?

CHILIAN.

Det siiger jeg ikke, det være langt fra, men jeg har allene ved Lægedom bragt det saa viit, at de gaaer paa to Been igien.

ULYSSES.

Ach du store Æsculapii Søn! Du est værd, at Tempel og Altar skulde oprettes dig til Ære. Af hvilken Gud eller Gudinde har du lært saadan himmelske Konst?

CHILIAN.

Jeg lagde mig lidt paa Marken, og med bittre Taare begrædede vore Folkes Ulykke. Midt udi Graaden faldt jeg udi Søvn, og da aabenbarede sig for mig Proserpina den Gudinde for Lægedom (er det ikke saa hun heeder?) og sagde: Chilian! jeg har bønhørt din Graad og dine Bønner. Stat op og skiær en Green af den første Birk, du finder paa din venstre Haand. Det er et helligt Træe, som endnu intet Menneske har rørt ved. Saa snart du rører dine Landsmænd dermed, skal 386 de reyse sig og gaae paa to Been som tilforn. Hvilket og skeede. Om de er Sviin endnu eller ey, det skal jeg ikke siige. Vist er det, at de seer ud ligesom tilforn, gaaer paa to Been og taler; thi de skieldte paa mig, fordi jeg rørte dem noget sterkt med den hellige Green.

ULYSSES.

Ach Chilian min Forløser! lad mig omfavne dig.

CHILIAN.

Serviteur! Det skulde være mig en Fornøyelse, om Herren ogsaa blev et Sviin, at jeg kunde have den Lykke at curere ham ogsaa.

ULYSSES.

Hør Chilian! her er ikke lang Tiid at give bort, Skibet er gandske færdig. Lad os hen og samle Folket sammen, at vi stiltiende kand komme bort i en Hast. See der er Dido, vi maa løbe.

SCEN. 6.

Dido. En Kammertiener.

DIDO.

Ach! hvo skulde have tænkt, at jeg som i saa lang Tid har været et Exempel udi Kydskhed og Koldsindighed for alle andre, skulde nu udi min Enke-Stands 10de Aar brænde af Elskovs Lue? Ach Ulysses! ulyksalig var den Tid, paa hvilken du satte din Foed paa Cajanien, ulyksalig den Vind, som bragte dig hid, ulyksalig den Bølge, som foraarsagede det Skibbrud, hvorved min Ære og Reputation vil liide stor Skibbrud. Ach Diana! Diana! hvad har jeg syndet mod dig, at du skulde saare saaledes mit Hierte med dine Elskovs Piile?

RASMUS.

Naadige Frue vil siige Cupido.

DIDO.

Ja det er sandt: Ach Cupido! Cupido! du har saaret mit Hierte til Døden, og anstukket mig saaledes med Elskovs Lue, at jeg ingen Liise har Nat eller Dag.

RASMUS.

Skam faae Cupido, han maatte ogsaa have saaret Ulysses. Men jeg kiender den Slyngel; naar han skyder en forliebt Piil i een, som elsker, saa skyder han gierne en koldsindig Piil i den, man elsker, alleene for at plave Folk desmeere. Saa er det gaaet mig; thi alle 387 de, som jeg er forliebt udi, vender mig Ryggen, og de, som jeg ikke kand lide, brænder af Kierlighed til mig. Og dog skal man rette Tempel op og offre til saadan Karl. Han er det vel værd! Han skulde have Fanden ikke Offer eller god Røgelse, hverken han eller hans Moer.

DIDO.

Ach Rasmus! det er sandt som du siger. Jeg har givet Ulysses adskillige Elskovs Tegn, men jeg merker intet andet end Koldsindighed hos ham igien; thi i Dag havde han sat sig for at stiæle sig hemmelig bort af Landet, ja havde maaskee alt været borte, hvis jeg i Tiide ikke havde faaet et Nys derom, og omskabt hans Stoldbrødre til Sviin, i hvilken Tilstand de skal blive, indtil han beqvemmer sig til - - -

RASMUS.

Hvor til skulde han beqvemme sig?

DIDO.

Ey, du spør saa taabelig. Indtil han beqvemmer sig til det, som jeg forlanger.

RASMUS.

Hvad forlanger da Eders Naade?

DIDO.

Ey! hvad skulde et forliebt Hierte forlange?

RASMUS.

Ja jeg forstaaer endelig Fruens Meening, men jeg spør kun saa alligevel.

DIDO.

Naar du veedst en Ting, saa har du jo ikke nødig at spørge derom.

RASMUS.

Ja det har saa sine Raisons. Men der kommer Elisa med Aanden i Halsen; hun seer ud, som hun er ogsaa forliebt. Det maa være een af Ulyssis Staldbrødre, som er bleven til Sviin. Hvis saa er, hun er bleven forliebt i een af dem, saa maa hun have faaet Sviinsoet i Halsen.

SCEN. 7.

Elisa. Dido. Rasmus.

ELISA.

Ach hvilke Tidender jeg bringer! Hvad vil min Frue sige, naar hun faaer dette at høre, at Ulyssis Staldbrødre, som vare ved vor Troldom omskabte til Sviin, ere blevne Mennesker igien, og staae gandske færdig at reyse bort?

388
DIDO.

Er det sandt som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja jeg svær ved alt det som helligt er.

DIDO.

Jeg maa da strax op i Luften og øve mine Konster paa en anden Maade.

Hun blæser i en Pibe, hvorpaa en Drage kommer ned af Luften, hvor paa Dido sætter sig og blir bragt i Veyret.

SCEN. 8.

Rasmus. Elisa.

RASMUS
næsegruus

Ach Elisa! er Dragen borte?

ELISA.

Ja stat kun I op igien.

RASMUS.

Ach det var et Beest af en Drage! Jeg er saa bange, at han kommer igien. Jeg vil siige dig noget Elisa: Jeg har ikke Lyst at tiene her længer; thi der kunde engang komme saadan Carnali af en Drage, og føre mig ligeledes bort.

ELISA.

Bekymre dig ikke derom. Saadan Sviin, som du est, kommer aldrig at age paa hellige Drager. Jupiter giør aldrig nogen den Ære uden hans Regentere, Propheter og Prophetinder.

RASMUS.

Ach da er det vel, at jeg er hverken Regent, Poet eller Poetinde. Men Elisa, er du nogen Tiid bleven ført i Luften af saadan Drage?

ELISA.

Ja undertiden; naar hendes Naade er i de øverste Luftens Boeliger og har mig nødig, skikker hun Dragen ned efter mig.

RASMUS.

Hvor blir du da henbragt?

ELISA.

Nogle 1000 Miile op i Luften. Men der falder et Brev ned af Luften, det er nok en Ordre fra hendes Naade.

Hun læser Brevet.

Hillement Rasmus! Hendes Naade har dig nødig, og skikker Dragen strax at afhente dig.

RASMUS.

Ach Elisa! faer du i min Sted. Jeg skal tiene dig igien med mit Liv og Blod i alt, hvad mig mueligt er. Du kandst sige til Fruen, at jeg er syg.

389
390
ELISA.

Ingen Snak! Fruens Ordre maa efterleves. See der kommer Dragen, lav dig strax til.

RASMUS.

paa Knæ. Ach Monsieur Drage, spar mit Liv.

Jo nærmere Dragen kommer til Jorden, jo større Titler gir Rasmus.

Ach Velædle Hr. Drage, spar mit Liv. Ach eders Velbyrdighed, tag heller Elisa. Ach eders Dragelige Velbaarenhed, spar mig; thi jeg har aldrig kunnet riide paa en Koe engang end siige i Luften paa en Drage. Ach Høy-Velbaarne Hr. Scorpion. Ach eders Dragelige Excellentz! Ach eders Naade! eders Dragelige Majestet! Ach Hr. Keyser! Ach Hr. Pave! Ach Elisa trækker ham til Dragen, og nøder ham til at sætte sig paa Dragen, som fører ham op i Luften, og han skriger Himmel-høyt.

SCEN. 9.

ELISA
alleene

Jeg bær en hiertelig Medlidenhed med min Frue over hendes Kierlighed, som jeg merker at være i saadan høy Grad, at hvis den Ithacianske Printzes Hierte ikke bøyes til hende, der vil blive en Tragædie, som maa endes enten med hans eller hendes Liv. Men een Ting undrer jeg mig over: at min Frue, der er saa erfaren udi Troldkonst, og haver alle Aander, der svæve i Luften, redebond til sin Tieneste, ikke ogsaa ved sine Konster kand omskabe Ulyssis Hierte. Men jeg kand tænke, at det gaaer med hende som med visse Folk, der kand herske over Vind og Veyr, omskabe sig og andre til vilde Dyr, reyse i et Øyeblik tusinde Miile, og dog med all deres Almægtighed ofte maa liide Nød og døe af Armod.

Det inderste af Theatro aabner sig, og Ulyssis Stoldbrødre sees staaende udi hvide Skiorter med Hænderne i Veyret, holdende Riisqviste, ligesom de vare forvandlede til Træer.

Ach Himmel! der seer jeg en nye Virkning af min 391
392 Frues Konster: Ulyssis Stoldbrødre ere forvandlede til Træer. Hun maa nok derfor være kommen ned paa Jorden igien. Jeg maa løbe.

SCEN. 10.

CHILIAN
med en Byldt paa Ryggen

Nu er det endelig kommen saa vidt, at vi skal reyse. Jeg havde, min Troe, nok Lyst at føre Kammer-Pigen bort med mig, thi jeg maa liide hende, hun har mare to galante Bryste, og derforuden - - - men hvad Pokker er det jeg seer? Hør Karle! er I galne? er det nu Tiid at staae her at spøge? Hør hvad skal saadant Narrerie betyde?

EEN AF TRÆERNE
svarer:

Vi ere Træer.

CHILIAN.

Ey saa vil jeg selv være Træ med.

Tar to Greene i Haande og sætter sig i samme Positur med de andre.

SCEN. 11.

Ulysses. De andre.

ULYSSES.

Ach Himmel, hvad seer jeg her! mine kiære og troe Stoldbrødre ere ved Troldoms Konst forvandlet til Træer. Ach Dido! holdt dog op engang at forfølge mig, betænk, at jeg ikke vegrer mig for at fyldestgiøre din Villie af Foragt eller Koldsindighed, men udaf Troeskab til min allerkiereste Penelope, mod hvilken førend jeg skal begaae ringeste Utroeskab, jeg heller vil døe den skiendeligste Død.

Gaaer hen til Træerne.

Ach mine kiere Stoldbrødre! hvo skal nu redde eder meere? thi jeg seer, at min troe Tiener Chilian, ved hvis Hielp I nyelig tilforn vare frelste, ogsaa er bragt i samme Stand med de andre. Jeg maa efter hans Exempel legge mig til Hviile, maaskee Æsculapius eller Apollo tør aabenbare mig ogsaa et Middel at forløse mine kiere Venner.

Legger sig næsegruus ned, midlertiid slaaer Chilian 393 ham med sin Green over Hovedet, og sætter sig strax i Positur igien.
ULYSSES.

Ach jeg merker, at en Gud eller Gudinde alt rørede ved mig; jeg maa legge mig til Hviile igien, og opbie dens Hielp.

Chilian gir ham et dygtig Slag for Rumpen med den flade Haand, og sætter sig strax i Positur igien. Ulysses raaber og tar Flugten.

SCEN. 12.

Chilian. De andre.

CHILIAN.

Gid Fanden staae her længer, jeg er alt træt i mine Arme. Lad de Skabhalse staae her længe nok; Jeg og min Herre kand jo reyse bort alleene. Men førend jeg reyser, vil jeg dog efter Sædvane skiære mit Navn til Admindelse i et af disse Træer, ikkun disse Ord: Chilian Peersen manu mea propria.

Tar op en Kniv, og begynder at skiære i eens Ryg, som begynder at skriige, og faaer Chilian i Haaret; Han tar et andet Træ i Haaret, saa alle Træerne kommer til at slaaes, og det inderste af Theatro sluttes.

SCEN. 13.

Dido. Rasmus.

DIDO.

Hør Rasmus! Du maa ikke bære dig saa ad en anden gang, naar du skal i slige Ærender. Nu est du jo en bereyst Mand, og har uden Møye og Fare beseet de Ting, som faa Mennesker nyder den Lykke at see.

RASMUS.

Jeg var gandske ikke forskrekket, naadige Frue, men jeg fik ligesom et Slag af Frygt, saa jeg troer ikke, jeg forvinder det igien. Jeg var dog saa curiøsk, at jeg undertiden aabnede mine Øyne paa Veyen, og da saae jeg en Hob Himmeltegn. All min Frygt var, at jeg skulde støde an paa Maanen, som jeg var saa nær, at 394 hvis jeg havde haft en Kniv hos mig, skulde jeg have skaaret et stykke af den, thi jeg merkede, at hun var giort af den skiønneste Hollandsk Ost, nogen vilde forlange at æde; havde jeg ikke været saa bange, skulde jeg have bedet hans Excellentz Dragen laane mig en Kniv dertil. Jeg har altiid tilforn bildet mig ind, at Maanen var ikke større end en Fløde-Kage, som man kunde giøre af 8 eller 9 Æg, og at om Maren Amme sad udi Maanen, kunde hun med sin breede Rumpe skiule den gandske, besynderlig, om hun havde sit Fiskebeens Skiørt paa; men jeg merker, at den er større end jeg tænker, thi jeg vil døe paa, at den er saa stor som 16 af de store Soelskiver, der staaer i Haven, men derimod saa tynd igien som et Flade-Brød, saa at det er lutter Løgn som lærde Folk siiger, at der boer Folk i Maanen, med mindre de ikke ere større end Miider i Ost.

DIDO.

Ey holdt op med din taabelige Snak. Frygt og Redsel har saa forblindet dig, at du bilder dig ind, at have seet de Ting, som aldrig er til. Du kom kun nogle faa Miile op i Luften.

RASMUS.

Ja hvor mange Miil meener eders Naade vel der er til Maanen? ikke over 5 fierding Vey, og jeg vil sværge paa, at jeg ikke var langt fra Glas-Himmelen, som Jacob Skolemester regner at være over 8te Miil fra Jorden; thi jeg kunde see Stjerner saa net indfæstet i Glas-Himmelen, saa ingen Jubilerer her kunde giøre det nettere. Jo jo mine Øyne slaaer mig min Troe ikke feyl. Jeg kunde min Troe see det, som meer er, nemlig Melkeveyen.

DIDO.

Ha ha ha, hvad meener du da Melkeveyen er?

RASMUS.

Det veed jeg mare nok. Det er den Melk som melkes af de Himmeltegn kaldet Tyren og Jomfruen, hvoraf giøres Ost til at bøde paa Maanen med, naar den tar af. Rasmus er min Troe ikke saa u-lærd, som eders Naade meener.

DIDO.

Dersom du giorde en saadan Reyse til, blev du reent gall. Holdt op med den Snak, jeg har nu andet 395 at tænke paa. Jeg har udskikket Elisa at efterforske hvad Ulysses tar sig for, efterat hans Stoldbrødre ere forvandlede til Træer; men der seer jeg hun kommer.

SCEN. 14.

Elisa. Dido. Rasmus.

ELISA.

Ach naadige Frue! alle vore Konster, alle vore Anstalter er bleven til Vind. Ulysses med sine Staldbrødre ere alt flygtede og saa langt borte, at man neppe kand øyne dem mere.

DIDO.

Er det sandt, som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja det er alt for sandt; thi jeg har selv seet Skibet langt ud i Søen.

DIDO.

Ey Elisa! saa vil jeg ikke leve en Time længer.

Trækker ud en Dolk og sætter for Brystet. Elisa og Rasmus løber til, og holder hendes Hænder.
DIDO.

Slip mig, eller det skal koste eders Liv. Jeg har besluttet at døe, og jeg skal døe.

ELISA
paa Knæ

Ach naadige Frue! betænk dog hvad Efterkommerne vil siige om saadant: At den priisværdige Dido af Kierlighed til en fremmed Person tog Livet af sig selv, og ved saadant underligt Endeligt til intet giorde alle hendes forrige Dyder. Betænk, naadige Frue, i hvilken slet Tilstand hun derud over vil sætte det heele Land, som ved saadan hastig Død vil blive Fiender og Fremmede til Rov og Bytte; betænk - - -

DIDO.

Ingen Ting kand vende mig fra mit blodige Forsæt; hvis I ikke holder op at hindre mig derudi, skal jeg udøse all min Harm paa eder.

ELISA.

Ach naadige Frue! Vi som troe Tienere og Tienerinder er forbundne i saadan Fald at være u-lydige.

DIDO.

I kand dog ikke hindre mig uden for en Tiid; thi hvis det ikke skeer denne Stund, saa skeer det siden. Dette alleene foraarsages ved eders Ulydighed, at I blir først straffet som Rebellere mod min Villie, og mit Forsæt siden uden Hinder blir fuldbyrdet. 396

Hun slider sig løs, og støder først efter Elisa, som tar Flugten, siden efter Rasmus.
RASMUS.

Ach naadige Frue! stik mig ikke ihiel. Jeg skal, min Troe, ikke hindre hendes Naade, men tvertimod som en troe Tiener være hende beforderlig i hendes Forsæt.

DIDO.

Vil du da ikke hindre mig?

RASMUS.

Ney mare vil jeg ikke.

DIDO.

Fy dig an din arrige Skalk, din Forræder! Vilt du da staae og see paa, at din Frue tar Livet af sig selv? vil du da ikke hindre mig?

RASMUS.

Ney mend vil jeg ikke.

DIDO.

Saa vil jeg ey heller tage Livet af mig selv. Nu skal jeg leve i Trods. Naar jeg ogsaa betænker mig, saa lader det noget Romansk. Kom lad os gaae. Gaaer bort.

RASMUS.

Jeg tænkte nok, at det vilde saa gaae. Jeg troer virkelig, det er gaaet lige saadan til med alle de gamle Heroinder, som Poeterne har giort saa mange Vers over.

397

ACTUS V

SCEN. 1.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! nu er den Tiid kommen, at jeg seer mit kiære Fæderneland igien. Lad os efter de gamle Heldtes Exempel falde ned og kysse paa vor Fæderne-Jord.

De falder ned og kysser Jorden.
CHILIAN
reyser sig strax igien

Tvi tvi tvi for en Ulykke. Jeg veed ikke, hvad slige Ceremonier skal til. Der har en nyelig kastet sit Vand paa den Sted, kand jeg smage.

ULYSSES.

Chilian! nu vil vi begge forklæde os, og som Pillegriime gaae ind paa Slottet for at overrumple Penelope.

CHILIAN.

Det giøres jo ikke fornøden, Herre! thi har vi været nogle og 30 Aar borte, saa behøver vi ikke at omklæde os; tilmed skiøtter jeg ikke om at overrumple min Hustrue, thi hvad Øynene ikke seer, giør Hiertet ikke Væ.

ULYSSES.

Om du tviler om din Hustrues Troeskab, saa tviiler jeg aldeeles ikke om Penelopes, paa hvis Dyd og Kydskhed jeg har alt for store Prøver.

CHILIAN.

Ja ja Herre! I nogle og tredeve Aar kand skee en hob Forandringer. Men der kommer en Bonde, den kand vi examinere, om eders Naade saa synes.

398

SCEN. 2.

Ulysses. Chilian. Bonden.

CHILIAN.

God Dag, Landsmand! er du fra denne Bye, eller er denne Bye fra dig?

BONDEN.

Ingen af Deelene.

CHILIAN.

En af Deelene maa det være.

BONDEN.

Ney ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen. Men om jeg maa spørge igien: hører disse lange Bukkeskiægge jer til, eller hører I Skiæggene til?

CHILIAN.

Det er jo en gall Tale-Maade.

BONDEN.

Det er underligt, at du vil begiære, jeg skal føre viis Snak med dig.

CHILIAN.

Kiender du mig da?

BONDEN.

Ikke videre end jeg har haft den Ære, at see dig nogle gange udi Kortspill. Du est jo Kløver-Knægt?

ULYSSES.

Denne Bonde er en forslagen Mand.

CHILIAN.

Ney Landsmand! Lad os tale Alvor. Har du ikke hørt tale om den Trojanske Kriig?

BONDEN.

Jo det kommer mig for som en Drøm; Det var vist i den Kriig, hvor du løb bort af et Slag, og derfor blev hengt.

CHILIAN.

Var jeg hengt, saa kunde jeg jo ikke nu være her.

BONDEN.

Jeg tænkte, det var kun din Gienfærd; thi du seer ud i det ringeste, som du havde været hengt.

CHILIAN.

Ney Landsmand, jeg har aldrig været hengt.

BONDEN.

Det er Skade; thi du seer dog ud til at have fortient det. Men hvad ere I for Folk? ere I Gede-Bukke, Mennesker, Sviin eller Æsler? Om Forladelse, jeg spør saa dristig; thi vi Folk her i Byen ere nysgierige.

CHILIAN.

Jeg veed jo, Sviin og Æsler gaaer ikke paa to Been.

BONDEN.

Jeg meener, om I kunde være af de to-beenede Æsler.

399
ULYSSES.

Hør Landsmand! driv ikke saadan Spot med Fremmede.

BONDEN.

Ere I Fremmede, hvorfor blir I da ikke hiemme? Vi har Landstrygere her nok tilforn. Men med Forlov, fra hvilket Land er I?

CHILIAN.

Vi ere fra et Land, som heeder Monomotapabrasiliadelpia.

BONDEN.

Hvordan Land er det? heeder det ligedan om Vinteren, naar Dagene ere korte?

CHILIAN.

Det er et velsignet Land, hvor stegte Sviin gaaer om paa Marken med Kniv og Caffel i; hvor stegte Duer flyve i Luften, og hvor man faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time man sover.

BONDEN.

Jeg troer ellers I ere fra Jylland, eftersom I kand saa brav fortælle Eventyr. Ellers undres mig, at I vilde forlade saadan got Land, for at komme hid, hvor man kand tabe en Daler for hver Time man forsover sig.

ULYSSES.

Lad mig tale med Manden alleene, du driver kun Tiden bort med Giækkerie. Hør Landsmand! Vi ere ikke komne til dette Land for at nyde noget got, vi har andre vigtige Ærender. See der har du nogle Penge at holde dig lystig med.

BONDEN
med Huen under Armen

Tak naadige Herrer! jeg vilde ønske, at jeg kunde være deres Velbaarenheder til nogen Tieneste igien.

ULYSSES.

Vi forlanger intet uden at du svarer os skikkelig til det, vi spør dig om. Kiender du den Høyadelige Frue Penelope?

BONDEN.

Ja mend giør jeg saa. Jeg har arbeydet i hendes Kierestes Huus den heele Uge.

ULYSSES.

Hvad Kiereste? hendes Herre er jo ikke hiemme, han er i fremmede Lande.

BONDEN.

Ret nok, det er ikke hendes Mand jeg meener; thi han er endnu uden Lands, om han lever.

ULYSSES.

Ja vist lever han.

BONDEN.

Da ynker jeg den stakkels Herre, han er vel 16 gange bleven Hanrey siden han reyste; men naar 400 man ret eftertænker det, saa er han ikke at ynke, thi den Nar forlod Kone og Børn for at faae tilbage et daarligt Qvinde-Menneske ved Navn Helene. Det var vel Umagen værd at reyse ud af Landet for med saa mange stolte Riddere, som vores naadige Keyser har savnet siden i adskillige Tilfælde.

ULYSSES
til Chilian

Ach Himmel! hvad hører jeg, Chilian?

CHILIAN.

Kiender du ogsaa ikke en Qvinde ved Navn Polidore?

BONDEN.

Polidore? den Hore!

CHILIAN.

Ja du siiger, maaskee, saa alleene for Rimets skyld.

BONDEN.

Det riimer sig eller ikke, saa er det dog sandt. Hun er at ynke den Stakkel, thi hun har langt fra ikke den Næring nu, som hun havde de første Aar efter hendes Mands Chilians Bortreyse; thi nu er hun fast gandske ubrugelig.

CHILIAN.

Da vil det gaae hende ilde; thi hendes Mand Chilian lever ikke alleeneste, men vil være her inden faa Dage.

BONDEN.

Det vil ikke siige meget, om saadan Slyngel lever eller ey; Gid vi kun havde hans Herre Ulysses tilbage, som var Keyserens anden Haand.

CHILIAN.

Men kiender du ikke een ved Navn Langulafred, som var Chilians Broer?

BONDEN.

Jo, men han har i ti Aar ikke været i Byen.

CHILIAN.

Hvad kand være Aarsag dertil?

BONDEN.

Han har haft Forfald, at han ikke har kundet komme; thi han blev hengt for 11 Aar siden paa Landet.

CHILIAN.

Tak for god Underretning! Adiøs. Bonden gaaer.

SCEN. 3.

Ulysses. Chilian.

CHILIAN.

Har vi ikke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Ach Chilian! mit Hierte vil briste, naar ---

401
CHILIAN.

løser sin Hat ned, og sætter den breed paa Hovedet. Har vi ikke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Hvad skal de Grimacer betyde?

CHILIAN.

Jeg var tilfreds det intet betydede; men naar Ulykken er, saa maa man skikke sig derudi. Enhver maa skikke sig i sin Stand og klæde sig derefter.

ULYSSES.

Ach Chilian! Er det nu Tiid at skiemte, nu vi ere omspendte med lutter Ulykke?

CHILIAN.

Jeg skiemter, min Troe, ikke; thi jeg sætter min Hat ikke saa for Lyst skyld.

ULYSSES.

Jeg skal hevne mig over hendes Utroeskab, førend Soel gaaer ned; Hendes Bolere skal døe den skiendeligste Død, og hun med. Hvad vil andre stolte Riddere i Verden sige, naar de faaer det at høre?

CHILIAN.

De kand ikke gaae videre end de kand siige, vi ere Hanreedere, som sandt er.

ULYSSES.

Ingen Ting skal hindre mig i mit Forsæt; ingen Undskyldning skal gieide. Hvis hun beraaber sig paa min lange Fraværelse, paa sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere sliige Fristelser underkaste, stopper jeg mine Øren til; thi hun maa viide, at hun har beskiemmet ikke alleene hendes egen Herre, men en af de største Helte i Ithacien, der med sin Seyerrige Arm har ødelagt Asiens største Zierat, jeg meener den ædle og stolte Stad Troja.

CHILIAN.

Men eftersom Herren taler om Penelopes blomstrende Aar, hvor gammel var hun da vi reyste?

ULYSSES.

Hun var ikkun 25 Aar gammel; Hun bragte til Verden den adelige Junker Telemachius udi sit Alders 16. Aar, og samme vor Ægteskabs første Grøde og ædle Plante var kun 9 Aar gammel, da vi reyste til Troja.

CHILIAN.

Ja det er ret nok, 16 og 9 giør 25. Men maatte jeg spørge Herren, hvor længe vi har været borte?

ULYSSES.

Udi 36 Aar.

CHILIAN.

16 og 9 er 25, 25 til 36 giør 61. Ja det er sandt, hun er endnu i sin blomstrende Alder.

402

Til Spectatores. Jeg har sagt forud, at jeg ikke vil raisonnere meer udi denne Historie, thi jeg blir gal i Hovedet derover.

Til Ulysses.

Herre! ingen Ting skal heller hindre mig i mit Forsæt at hevne mig over min Hustrue, der udi sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere mange Fristelser underkasted, har beskiemmet ikke alleene sin Hosbond, men ogsaa en extraordinaire Ambassadeur, en Heldt, der af heele Krigshæren blev udvalt at slaaes udi eene Kamp med den sterkeste Trojaner, som mig siden blev sagt var Hector selv, men endogsaa i 10 Aar uden Mad og Drikke stoed paa eet Sted og hindrede Tilførsel til Byen; thi hvis det ikke var skeed, havde I andre med Permission ---

ULYSSES.

Gak strax bort Chilian, og bring hid min kostbareste Klædning. Jeg vil lade mig see i all min Herlighed for at jage des større Skrek i mine Fiender.

Chilian henter i en Hast en skiøn Klædning og en Hat med Plumager, ifører Ulysses Kiolen og siger:

Hillemend! hvor martialsk seer Herren ud. Mars staaer i Øynene afmalet, og Vulcanus i Panden.

Løser Lidserne paa Hatten, og sætter den gandske breed paa Ulysses.
ULYSSES.

See her du Tølpel! min Hat er jo gandske nedfalden?

CHILIAN.

Den skal jo saa være, Herre!

ULYSSES.

Chilian! hvis det ikke var i Henseende til din lange troe Tieneste, skulde denne Gierning koste dit Liv. Heft Hatten ret igien.

CHILIAN.

Et Øyeblik Taalmodighed, Herre! Jeg vil hefte min egen op først; thi vil Herren ikke bære sin Hat saaledes, saa vil jeg, min Troe, ey heller bære min.

Han hefter først sin op, siden tar fat paa Ulyssis.

Jeg troer Fanden sidder i den Hat, saa snart jeg hefter een Ende til, falder den anden Ende ned igien. Ach Herre! lad os bære Hatterne som de vare.

403
ULYSSES.

Ret Hige nu overvinder du min Taalmodighed.

CHILIAN.

Ach Herre! Taalmodighed er den Dyd, som herefter meest vil tiene os begge; thi den ligger nu af alle Dyder meest til Bestillingen. Ach Herre! lad os bære Hattene, som de vare, for en vis Aarsags skyld.

ULYSSES.

Chilian! Jeg varer dig eengang for alle, at du ikke opirrer mig til Vreede, det skal koste dit Liv.

CHILIAN.

Ach naadige Herre! jeg giør det, min Troe, ikke af Ondskab, men af Politiske Aarsager; thi jeg tænkte, at naar Folk saae os udi den Tilstand, skulde de desmeer bevæges til at tage vor Parti, og hevne vor Uret. Men jeg vil efterleve Herrens Villie. Hefter paa Hatten igien.

Ach Herre! Lad os dog bære dem, som de vare; thi --

ULYSSES
trækkende paa sin Kaarde

Vil din Hund drive Spot med mig?

CHILIAN
paa Knæ

Ach Herre, forlad mig min Dristighed! jeg skal aldrig tale om den Materie oftere.

ULYSSES.

Stat op igien, og gak strax ufortøved til Byen, og lad Penelope samt hendes Beylere og alle Indbyggerne viide, at jeg er kommen tilbage, og forkynd dem mit blodige Forsæt at hevne den Spot og Skiendsel mit Huus er vederfaret.

CHILIAN.

Ach jeg er saa bange, at der møder mig nogen Hund paa Veyen; thi det kand gaae mig som Acteon, hvilken, da han var forvandlet til en Hiort, blev sønderreven af sine egne Hunde. Gaaer bort.

SCEN. 4.

ULYSSES
alleene

Hvert Øyeblik synes for mig som et Aar, saa brænde mine Indvolde af Hevn og Forbittrelse mod min troeløse Gemahl. Ach! Ach! jeg tænkte, Himmelen nu var bleven træt i at forfølge mig viidere, og at de mange Aars Ulykker og Besværligheder og Suurheder skulde nu forsødes ved at omfavnes af Penelope, 404 for hvis skyld jeg saa hellig har i agt taget Kydskheds Lov, for hvis skyld jeg har stoppet mine Øren mod den guddommelige Didonis forliebte Sukke, og foragtet hendes kierlige Tilbud. Ach ihr Götter! hielper mig i min retferdige Hevn. Den heele Stad skal derover svemme i Blod. Først skal jeg opoffre hendes Beylere, derefter hende selv, saa at ingen skal sige: Den store Ulysses, som forstyrrede Troja, dempede Kiempers Overmod, reddede uskyldige Jomfruer fra Biergtrold og Nisser, rensede Augiæ Stold, undertvang de Skioldmøer, omkom de Sirener, som havde hundrede Hoveder, skal leve det øvrige af sin Tiid med Spot og Skiendsel. Ach ach Penelope!

Hvor har du kunnet din Ulysses saa forlade?
For slig Utroeskab dig end vilde Dyr bør hade.
Kand Elskov glemmes? kand den døe hos dig saa let?
All Troe og Ærlighed bortsvinde? Er det ret
Din ædle Herre, der saa troefast var og dydig,
Ja din Ulysses, der har været dig saa lydig,
Saa at foragte? saa forandre din Natur,
For at beskiemme den, der staaet har som Muur,
Som haarde Klippe mod all Fristelse, Ulykke,
Og som rodfæsted Eeg, den Storm ey kand oprykke?
Hvad Skrift, Historie, hvad Riige, Sted og Land
Slig stort Forræderie, Utroeskab viise kand?
Om man fra Østen gaaer til Vesten, nøye søger,
Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,
Man paa Utroeskab ey skal finde større Speyl.
Ved Himlens Bistand dog min Hevn skal ey slaae feyl.
Thi før skal mænges Jord, Luft, alle Elementer,
Med Verdens Undergang som man at see forventer;
Før Verdens Bygning selv skal løses, gaae i grund,
Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund ---

Men jeg merker, at Morpheus Søvnens Gud og Dødsens Broder sætter sig paa mine Øynebryne; jeg maa 405 derfor begive mig lidt til Hviile, indtil min troe Tiener kommer tilbage.

Sætter sig ned paa en Stoel at hviile, imidlertiid spilles sagte den Viise: O du gamle Hanrey.

SCEN. ULT.

To Jøder. Ulysses.

1. JØDE.

Dat ist doch verflucht mit den Comoedianten, naar man laner en Kleidung ud, schicher sie nimmer zu rechter Tyt to riich, und so most man bien en heel Uge nach Betaling.

2. JØDE.

Dat ist wahr Ephraim. Men warumb er wi so dull? Aaber see en maal! Dar sitz er, und slaapt mit de schöne Roch. Ich dachte es wohl. Das ist unverskamen so mit lante Klær to handelen.

Gaaer hen og rykker Ulysses i Armen,

Hær Mussier! Er det Manneer mit solke Klæren zu slaapen?

ULYSSES.

Hvem er saa dristig, at han tør vække mig op af min Søvn?

2. JØDE.

Dat bin ich. Mussier kennet wohl Ephraim.

ULYSSES.

Jeg kiender dig ikke, O Ridder!

2. JØDE.

So kenner ich ham Mussier.

ULYSSES.

Jeg er den store Ulysses von Ithacien.

2. JØDE.

Und ich bin die kleine Jude Ephraim.

ULYSSES.

Jeg er den, som har forstyrret den ædle Stad Troja Asiens Zierat og Øyesteen.

2. JØDE.

Und ich bin ein Mann wessen Vor-Voders en die grosse Stadt Jerusalem gewohnt hebben.

ULYSSES.

Jeg er kommen hid for at tage en blodig Hevn af min troløse Gemahl Penelope.

2. JØDE.

Und ich bin hidkommen um Bezahlung for mine lante Klæer zu foderen. Aber det skal ablaaffen ohne Blut.

ULYSSES.

Jeg kand see paa dit Skiæg, at du est en vandrende Ridder.

406
2. JØDE.

All zu viel wandrend disverr! so wohl ich als andre Israels Kinder.

ULYSSES.

Siig mig ædle Ridder, hvordan det staaer til i Ithacien.

2. JØDE.

Møssier, ich heb kein Tyt, ich muG die Kleidung ut lanen zu ein Masqverade von Abend.

ULYSSES.

Tør du legge Haand paa mit kostbare Legeme? Pak dig strax fra mig, eller du skal føle Effecten af min Vreede.

2. JØDE.

Træk ju man ut, oder du skal følen die Effect von Lands Lov und Gerecht!

ULYSSES.

Ach Himmel! saadant skal hende mig efter 40

Aars Landflygtighed.

De trækker Kiolen af ham, sigende: 407

Bist du in fyrretive Jahr weg gewesen, so mufi du auch for fyrretiv Jahr bezahlen. Wir wollen strax Reichnung machen. Adiøs saa lang.

ULYSSES.

Ach Himmel! havde jeg taget mig for at ødelegge alle Jøder i Steden for at gaae til Troja, saa havde mit Herredømme ikke saa hastig faaet Ende.

Til Spectatores.

Nu haaber vi, at ingen meer
Sig over os skal klage,
At slide paa Comcedier
Som varer tvende Dage;
Og siige: en Historie
Maa vare meere længe;
Man før, skiønt efter Reglerne,
Os intet gav for Penge.
See her man tvende sneese Aar
For samme Penge giver,
Fra Grækenland til Troja gaaer;
En Dag Mands Alder bliver.
Man seet har Kiemper her udi,
Beleyringer og Kriige,
Tog, Jomfrue-Rov og Hexerie,
Nu et, nu andet Riige.
Nu een der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk skabt om til Sviin, til Træ,
I Luften gloend Drage.
Ja det, som meest fornøden er
For dem som sligt behager,
En Harleqvin man ogsaa seer,
Med Snak der Herskab plager.
408 To sneese Aar gaaer hastig hen,
Sligt kaldes Tid fordrive;
Men man kand af Historien
Og Hoved-svimled blive.
Om nogen Tydsk Comoedie
Her i Broelægger-Stræde
Man bedre mig kand lade see,
Vil jeg Johannes heede.

Ulysses von Ithacia
Noter

S. 333.
Junonis, lat. Juno, den højeste Gud Jupiters Dronning. - Mercurii, lat. Mercurius, Merkur, Jupiters Sendebud.

S. 334.
Plutonis, lat. Pluto, Underverdenens Gud. - de Morers Landemerke, Grænsen af Afrika. - den 13. hujus, lat. den 13. dennes. - Pallas, gr. Athene, Visdommens Gudinde. - Venus, lat. Kærlighedens Gudinde. - forpikkede, forhippede.

S. 335.
Durchleuchtighed, Forvanskning af Durchlauchtighed (af ty. Durchlaucht), Højhed. - offererer, forærer. - Velgefal, Forvanskning af ty. Wohlgefallen, Velbehag. - Raisons, fr. Grunde, Argumenter. - Adrienner, vide, løsthængende Slæbkjoler.

S. 336.
Ihro ... Frauen! Forvansket Tysk: Jeres Højheder, mine naadigste Fruer. - Ansigtighed, komisk Fordrejelse af »Ansigt«. - ma Sæur, fr. min Søster. - peene, knibske. - Tamper-Retten, Domstolen i Ægteskabssager. - med Mars. Venus bedrog sin Mand, Vulcanus, der var Smedenes Gud, med Krigsguden Mars. - giv Lyd, Ørenlyd, Ro. - gout, fr. Smag.

S. 338.
Christianshavns Kirke, d.v.s. Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, som var opført delvis for Bøder idømte ved Højesteret, og som indtil 1919 nød godt af visse Bøder ved denne Ret.

S. 340.
Marcolfus, den ene af Hovedpersonerne i Folkebogen »Marcolfus, en lystig Samtale mellem Kong Salomon og Marcolfus«. - Serviteur ... Messieurs, fr. Ydmygste Tjener, (mine) Herrer. - Kong Priapi, for gr. Priamos. Priapus var Navn paa en romersk Frugtbarhedsgud. - Aber was ... nicht ?, Men hvad gør ikke Kærligheden? - Matræsse, fr. maitresse, Elskerinde. S. 341. feliciter, lat. lykkeligt; her: rask væk, lystigt. - Cupido, den 409 romerske Kærlighedsgud, Amor. - Attestatz, teologisk Embedseksamen.

S. 342.
Spille-Søstre, Legesøstre, Veninder. - om mit Navn det er, saa sandt jeg hedder -.

S. 346.
Penelope, gr. Odysseus' Hustru. - Ulysses er den latinske Form af den græske Sagnhelts Navn. - Bellonæ, lat. Bellona, romersk Krigsgudinde. - Dyrendal, den franske Sagnhelt Rolands Sværd. - bey, ty. bei, ved. - Minchrelien, Mingrelien, et Fyrstendømme i Kaukasus. - Skabrak, Skaberak, Saddeldækken, Ridetæppe. - Mithridates var Konge af Pontus. - Maal, ty. mal, Gange.

S. 347.
Holophernes, Feltherre, der omtales i Judiths Bog. Han blev myrdet af Judith foran Bethulia. - tredsindstyve Pundiger, som udskyder Projektiler, der vejer 60 Pund. - Seemslær, tysk Sämisch Leder, var en Slags blødt Skind der kunde vaskes, Sæmslæder, Vaskeskind. - retirere mig, trække mig tilbage.

S. 348.
ansee mig, betragte mig. - Præparatorierne, Forberedelserne.

S. 349.
Knæpper, knipser.

S. 350.
Examen, Undersøgelse. - Asverus, Ahasverus, Navn paa forskellige Herskere i Det gamle Testamente. - Hoffsinde, Hoffolk.

S. 354.
Spectatores, lat. Tilskuerne.

S. 355.
Fractur-Bogstaver, gotiske Typer eller Bogstaver, »dansk Skrift«. - endskiønt, selv naar.

S. 357.
publique, offentlig. - trodse nogen Bye at være, paastaa, at ingen By er.

S. 358.
hurtige, dygtige, raske. - Tremulanter, Triller.

S. 360.
Subaltern, Underordnet.

S. 362.
tilforn, tidligere. - dependerer af, er afhængig af.

S. 364.
Malicen, Militsen. - glose over, kritisere, spotte. - fodre, udfordre.

S. 365.
Politien, den civile Stat, det fredelige Borgersamfund. - Finkel-Jochum, Brændevin.

S. 366.
fixere, narre. - Paradiises, komisk Fejltagelse for Paris'. - Lysespid, Pind, hvorpaa man ved Lysestøbning bandt Vægerne, før disse dyppedes i den flydende Talg; her spøgende om Kaarde.

S. 367.
mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - jeg vil tiene dig, hør engang.

S. 368.
qvants-viis, paa Skrømt.

S. 370.
Victorie, lat. Victoria, Sejr. - Plutarchi .... Chilian forveksler Underverdenens Gud Pluto med den græske Historiker og Filosof Plutark. - Tiresius, Tiresias, en Spaamand hos Homer, hvis Historie Holberg kombinerer med Kong Midas'. Engang paastod Gudinden Juno, som var gift med den øverste Gud, 410 Jupiter, over for sin Ægteherre, at Mænd havde mere Glæde af Elskov end Kvinder, medens Jupiter mente det modsatte. Da Tiresias en Tid havde været forvandlet til Kvinde, maatte han vide Besked, og Gudeparret valgte ham til Dommer i deres Strid; han gav Jupiter Ret; Juno fortørnedes over, at Tiresias saaledes havde røbet Kvindekønnets Hemmelighed og gjorde ham blind; Jupiter gav ham i Erstatning Spaadomsgaven.

I Ovids mytologiske Digte, Metamorfoserne (XI, 146ff), som Holberg yndede, fortælles om Kong Midas, der blev Vidne til en Væddekamp paa Instrumenter mellem Apollon, Musikkens og Lægekunstens Gud, og Pan; Apollon spillede paa Cithara, Cither, en Slags Lyre, Pan paa sin Fløjte; da Kampdommeren, en Bjerggud ved Navn Tmolos, tildelte Apollon Prisen, protesterede Midas, hvorfor Apollon som Straf lod Æseløren vokse ud paa ham. Holberg erstatter Apollons Navn med Navnet paa en lærd græsk Digter, Apollonius; da Pan er Gud for Skovene, kaldes han her Oberförster, Skovrider.

S. 371.
besværgede sig, besværede sig. - von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, tysk, af Helvedesguden P.s Boliger. I Odysseen opsøger Odysseus den døde Tiresias i Underverdenen for at faa sin Fremtid at vide. - Nestorius, Nestor var den ældste og viseste af de græske Helte. - u-besværget, ubesværet, uden Fortrydelse.

S. 374.
Nabocodonosor, Nebukanesar.

S. 375.
raade, raadede.

S. 376.
Telemachius, Odysseus' Søn hed Telemachus. Datteren Rosmarina fandtes ikke.

S. 377.
Peritaphium, Forvanskning af Epitaphium, Gravskrift. - Smaraculum, Forvanskning af Oraculum, Orakel. - Pallatium, Palladium, Beskyttelsesmiddel.

S. 378.
Invention, Paafund, Idé. - De Fæhunde kand ikke svare, Rytterne har rimeligvis været udskaarne Marionetfigurer.

S. 380.
Byen er over, Byen har overgivet sig. - Qyarteer, Naade.

S. 381.
Neptuni, lat. Neptunus, Havets Gud. - Cajanien, et gammelt Navn for en Del af Finland. - Dido var Dronning af Karthago. I Vergils Digt Æneiden fortælles Sagnet om hendes Forelskelse i Kong Priamos' Søn Æneas og hendes Selvmord, da han rejste fra hende. Holberg har her kombineret Historien om Æneas hos Dido med Fortællingen hos Homer om Odysseus' Besøg hos Troldkvinden Kirke. - gaae Vall udi, vælge imellem.

S. 383.
Deucalions Flod, Grækernes Syndflod.

S. 385.
Monsieur Wegner, den oprindelige Indehaver af Chilians Rolle hed Henrich Wegner. - Æsculapii Søn, Læge. Æsculap var Lægekunstens Gud. - Proserpina, lat. Underverdenens Gudinde.

411

S. 386.
Diana, lat. Kyskhedens Gudinde.

S. 393.
manu mea propria, lat. med min egen Haand. - curiøsk, videbegærlig.

S. 394.
Flade-Brød, en Slags meget store og ganske tynde Kager, som man bagte i Norge. - Jubilerer, Juveler.

S. 396.
betænker mig, tænker mig om. - Romansk, romanagtigt.

S. 399.
tilforn, i Forvejen. - fra Jylland, Jyderne gik for at lyve og prale godt.

S. 401.
Chilian løser sin Hat ned og sætter den breed paa Hovedet, for at bære den bedragne Ægtemands, Hanrejens brede Hat der kunde skjule »Hornene«.

S. 402.
Plumager, Fjerbuske.

S. 403.
Politiske Aarsager, Beregning. - Acteon, Aktæon, en Jæger, der efter et græsk Sagn blev forvandlet til en Hjort, fordi han belurede Diana i Badet.

S. 404.
Augiæ Stold. En af Herkules' Bedrifter var at rense Kong Augias' Stald, hvor der i 30 Aar ikke var muget ud under 3000 Okser. En anden bestod i at dræbe den mangehovede Havslange Hydra; Sirenerne, der kun havde eet Hoved hver, var unge Kvinder, en Slags Havfruer der med deres Sang søgte at lokke Søfolk saa nær til Kysten, at de strandede og omkom. Odysseus undslap dem ved at tilstoppe sine Ører. - Med Verdens Undergang som man at see forventer, saaledes som man venter at se ved Verdens Undergang.

S. 405.
Scen. Ult., lat. scena ultima, sidste Scene. - schicher ... Betaling, paa gebrokkent Tysk: sender de (den) aldrig tilbage til rette Tid, og saa maa man vente en hel Uge paa Betaling. - Dat ... wohl, Det er sandt, Ephraim. Men hvorfor er vi saa dumme. Men se engang! Der sidder han, og sover med den smukke Frakke. Det tænkte jeg nok. - Und ... Ephraim, Og jeg er den lille Jøde Ephraim. - Und ... hebben, Og jeg er en Mand, hvis Forfædre har boet i den store By Jerusalem. - Aber ... Blut, Men det skal gaa af uden Blod.

S. 406.
All ... Kinder, Alt for meget vandrende, desværre! saavel jeg som andre Israels Børn. - ich heb ... Abend, jeg har ikke Tid, jeg skal laane Klædningen ud til en Maskerade i Aften. - Effecten, Virkningen.

S. 408.
Broelægger-Stræde, se Indledningen til Komedien. - Vil jeg Johannes heede, maa I kalde mig Mads.

412