Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

III

Rosenkilde og Bagger 1969

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1969

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Barselsstuen ...................... 9
  • Noter ............................................. 95
  • Det arabiske Pulver ............................... 103
  • Noter ............................................. 136
  • Jule-Stue ..................................... 141
  • Noter ............................................. 168
  • Mascarade ................................. 173
  • Noter ............................................. 239
  • Jacob von Tyboe ........................ 245
  • Noter ............................................. 323
  • Ulysses von Ithacia ................................... 331
  • Noter ............................................. 408
  • Plancher ............................................. 412
7

BARSELSTUEN
Comoedie udi fem Acter

8

De fornemste Personer udi Comoedien

  • BARSEL-QVINDEN
  • CORFITZ
    hendes Mand
  • JERONIMUS
    en Borger
  • TROELS
    Corfitz Tienner
  • GOTHARD
    en Cantor
9

Barselstuen
Indledning

Komedien blev opført første Gang i Oktober 1723. Holberg bemærker i 1. Levnedsbrev (1728), at nogle blev irriteret over Kvindekarrikaturerne heri; men at andre og mere fornuftige Bedømmere fandt, at netop disse Skildringer placerede Komedien blandt de bedste.

Det er da ogsaa sikkert, at det er disse Scener, i Komediens 2. og 3. Akt, som for Holberg i alle Henseender har været de centrale.

Den gamle Ægtemand, som frygter for at blive Hanrej, havde Holberg behandlet med grum Satire i Skæmtedigtet om Jens Larsen (se Bind II); i Komedien tager han Brodden bort og holder igen paa den mere indtrængende Karakteristik af den bekymrede Husherre. Tyngdepunktet ligger andetsteds.

I et andet Skæmtedigt, Democritus og Heraclitus (Bind II, S. 342), havde Holberg anket over den Mode, der fik Folk til at plage Livet af Barselkvinder med Visitter. Naar Barselkonen i Slutningen af 3. Akt taler om at »ligge der i to og fyrretyve Dage«, saa drejer det sig ikke om Mode, men om en Lovbestemmelse. I Christian V's Danske Lov (1683) anføres blandt Præstens Pligter, at de »skulle formane Barselqvinderne til Bøn og Paakaldelse for deris Foster, saa og at de sig indeholde i fem, eller sex Uger, efter deris Barnefødsel, efter hvilken Tid de skulle holde deris Kirkegang« (2. Bog, 8. Kap., 9. Artikel).

Det er paa denne Baggrund, vi skal se Holbergs overdaadigt rige Visit-Komedie, hvor han følger i Sporet af en grasserende litterær Mode, som man kalder Skuffekomedien, 10 la comédie à tiroirs. Som Regel har denne en Figur, der tager imod Visitter.

Meget populært var et Stykke om den græske Digter Æsop, der tager imod Fremmede og vejleder dem, med Raad og Kritik, ved Hjælp af Fabler. Originalen var af Edme Boursault og opførtes i Paris 1690, i London 1697 og i København 1722 eller Begyndelsen af 1723, under Titelen Æsopus. Molière havde allerede 1661 skrevet Komedien Plageaanderne (Les Fâcheux), hvor en ung Markis af plagsomme Visitter længe forhindres i at komme til et Stævnemøde. 1683 fik Molières Elev, Boursault en forrygende Succes paa et lignende Stykke; her er det Redaktøren af et Tidsskrift, som opsøges af plagsomme Herrer og Damer, der vil omtales i det mondæne Blad, Le Mercure galant, der gav Komedien Navn; da der virkelig fandtes et Tidsskrift med dette Navn, kaldte Boursault ogsaa sit Skuespil »Komedien uden Titel«, »La Comédie sans titre«. Det er navnlig dette Stykke, der har inspireret Holberg til »Barselstuen«. Det er overhovedet vigtigt at betragte Holbergs Komedie i Lyset af denne lette og tvangfri Lystspilgenre, der tillod saa mange individuelle Skuespillerpræstationer; efter Teatrets Muligheder kunde Scener og Figurer let udskiftes med andre: i dette Møbel kunde Skuffer efter Behag trækkes ud eller holdes lukkede.

Litteratur.O. J. Campbell: The Comedies of Holberg, Cambridge (USA), 1914. - Barselstuen udg. af Dansklærerforeningen ved F. J. Billeskov Jansen, 1967 (Detaljer om Skuffekomedien).

11

ACTUS I

SCEN. 1

TROELS.
tar op et stykke smalt Papir, men saa langt som det heele Theatrum, hvoraf han opregner.

Karen Hans Datter, Barbara Peder Nielsens, Abelone Hans Hansens, Christine Erich Erichsens, Engelche Jens Hattemagers, Lutze Frantz Bundtmagers, Wibeche Peder Guldbrandsens, Maren Christopher Skræders, Else David Skolemesters, Ellen Frue Cantors, Malene Frue Vagtmesters, Gedske Klokkers, Ane Peder Kandestøbers, Maren Jens Rodmesters, Ingeborg Morten Blyetekkers, Dorthe Salig Jochum Knapmagers, Stine Isen-Kræmmers, Mette Qvinde-Skræderske, Nille Mogens Andersens, Øllegaard Sværdfegers, Karen Uhrmagers, 12
Maren Knivsmeds, Diveche Posekigers etc. etc. etc. etc. etc. etc. etc., een dito, nok een dito, nok een dito, Summa, Summa Summarum, 93 Koner findes paa denne Liste; i lige saa mange Huse har jeg maat løbe i disse Dage for at lade Byen vide det store Miracul, som er skeet, at vor Moder er bleven forløst med en ung Dotter, et stort Miracul, hvorfor heele Byen skal bringes i Harnisk, ligesom Fienden var uden for Volden og vilde løbe Storm. Jeg vilde obligere mig til at giøre et halv hundrede slige Børn om Aaret, større Miracler er det ikke, men Folk er deri, som i alt andet. Skal man giftes, maa der lige saa mange Folk komme sammen, for at æde og drikke op meer end en stakkels Handverksmand kand fortiene i 4re Aar igien; derfor har man i gamle Dage hittet paa den Mode, at den halve Bye skulde ofre og give Brudegave, thi ellers maatte en stor Deel dantze lige fra Bryllupet til Slutteriet. Nu saasom Folk bliver meer og meer fattige, saa blir de og meer og meer storagtige, og vil ingen Brudegave have, saa det er alleeneste Tieneste-Folk man ofrer til i vore Dage, hvilket gaaer til paa saadan Maade: Man byder Folk til Bryllup som Venner, man takker dem for den Ære og Venskab; det er smukt og høfligt nok, men, naar jeg nøye eftertænker det, heder det saaledes: Saasom vores Stue- eller Kokke-Pige har besluttet at skille sig ved sin Møedom i Morgen Aften, og det samme ikke kand skee uden stor Allarm, uden vi æder, drikker og dantzer Helsen bort, saa er vor tienstlig Begiering, at I vil giøre os den Ære at betale Omkostningerne, og derforuden unde en Hyrekudsk en Dalers Penge eller to; hvorpaa de inviterede Folk svarer: Vi takker for den store Høflighed, vi skal betale Omkostningerne, ønsker at være saa lykkelig at tiene dem igien. Saaledes gaaer det til, naar Bryllup skal holdes, hvor, naar man i 3de Timer har skraalet over Bordet paa Peders og Povels Skaal, som sidder 100 Skrit fra hinanden, man skal dantze om Natten, indtil man af Støv og Mattighed bliver saa ælendig, at man maa give Spillemanden 13
Penge for at holde op igien, og gaae hiem for at medicinere 3 Dage derefter. Vil jeg begive mig fra Brylluper til Begravelser, da finder jeg ligesaa meget Galskab ved de sidste, som ved de første: En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsynlighed kand leve af. Fornuften siger, hun skal conservere dem, men Moden siger, hun skal give sin Mand en hæderlig Begravelse; det er at sige paa anden Danske, hun skal udstaffere det døde Legeme, betrække alle Vegge, Stole, Stuepiger, Kokkepiger, Ammer, Kudske, Heste, (med Tiden skal vel Skiødehundene overtrækkes ogsaa) med et Ord, hun skal giøre saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage, at føre et hæderligt Levnet med. Det er ikke nok, at hun mister sin Mand med sin Velfærd, Moden siger, hun og skal ligge paa sin Seng i 6 Uger, og høre de Ord 6 gange 6 repeteres hver Time: Hendes Sorrig giør mig ont Madame! saa at, endskiønt hun som en god Christen har sat sig for at bære sin Sorg med Taalmodighed, saa tilstæder dog Moden hende ikke saadant. Det kommer mig for, ligesom een, der har faaet et Saar paa sin Haand, hvilket hun efter Moden maa lade sine beste Venner vide, at de vil giøre hende den Ære, een efter anden, at rive Plasteret af igien. Saa kommer da een efter anden trippende, og for at lade see deres Venskab, river Plasteret af Haanden, hvorfor man maa takke dem, ja give dem Thee og Caffee oven i Kiøbet; men de skulde have Fanden, var jeg Enkekone. Men disse Barselstuer ere reent ravgalne: Her skal først 100 Mennesker gives tilkiende som et stort Vidunder, at Hans Hansen eller Jespersen har giort det Mesterstykke ved sin Kone, som enhver Bonde paa Amager kand giøre ham efter, og skaffet hende, enten ved sig selv, eller i det ringeste ved en anden, en Søn eller en Dotter, til hvilket Under at see, de skal komme derhen, og tillige med dræbe den syge Barsel-Kone med Gratulationer og Snak, og hindre at Patienten ikke skal blive saa hastig frisk, som hun ellers 14 kunde blevet, hvis hun havde kunde ligget i Roe ... Men hvem Pokker er det, der kommer saa løbende? Det er Christophersens Karl, hvad mon han vil?

SCEN. 2

Claus. Troels.

CLAUS.

Ach kiære Troels! vexle mig en to Skilling for to eeneste Skillinger.

TROELS.

Hvad vil du med de eeneste Skillinger?

CLAUS.

Jeg vil give een for at komme op paa det runde Taarn.

TROELS.

Er der noget at see?

CLAUS.

Ja vist! der er saa stor Allarm i Aabenraae, jeg kunde ikke komme frem for Folk og Vogne.

TROELS.

Ha, ha, ha!

CLAUS.

Det er, min Troe, som jeg siger.

TROELS.

Jeg veed det nok, men hvad meen du det er?

CLAUS.

Jeg veed ikke, derfor vil jeg just op i Taarnet, at see hvad det er.

TROELS.

Du Nar! spar kuns denne gang din eeneste Skilling, det er ikke andet end en Barselstue hos os.

CLAUS.

Ej, det er ikke mueligt! kand der giøres saadan Allarm ved en lumpen Barselstue, besynderlig hos maa delig Stands Folk?

TROELS.

Maadelig Stands Folk! veedst du ikke, at gemeene Folk er allerprægtigst? See kun til Brylluper! kommer man til en Skræders, eller Skoemagers Bryllup, bliver man imodtagen med Trompeter og Valdhorner, sat ved et Bord, saa langt som fra Kyndelmisse til Paaske, sigtet fuld af kostbare Retter. Kommer man til Folk af den anden Classe, som er høyere, faaer man kun Thee, Caffe og Complimenter; og til Folk af første Classe, faaer man undertiden ikke uden Brudevielsen at høre, og en Priis Tobak for Næsen. Jeg hører nok, Claus, at du kiender ikke Kiøbenhavn ret.

CLAUS.

Det er sandt nok, som du siger Troels; men mig 15 synes, det er saa selsomt for din Hosbond at giøre saadan Allarm, fordi hans Kone har faaet et Barn, besynderlig, efterdi han ey er vis paa, om han selv er ... jeg tør ikke sige meer.

16
TROELS.

Ej hvilken Snak! det er kun onde Mennesker, som breder saadant ud; han er jo en Mand, som ikke endnu er sine 70 Aar, til med svær baade Jormoeren og Ammen, at Barnet har sin Faders Ansigt lige paa et Haar.

CLAUS.

Just derfor troer jeg det ikke.

TROELS.

Der ligger ikke meget Lav paa, hvad saadan Slyngel siger. Tog jeg Vidne paa din Mund, skulde du vist faae en U-lykke.

CLAUS.

Du maa gierne føre Vidne paa min Mund, jeg vil altid tilstaae hvad jeg har sagt; thi Jormødre og Ammer siger altid, at Barnet er sin Far ligt, endskiønt man kand bevise, at Fadren var i Ostindien samme Tid, som Barnet blev giort. Men der kommer din Hosbond. Adiøs.

SCEN. 3

Corfitz. Troels.

CORFITZ.

Troels est du der? Jeg var glad, at jeg kom ud fra den Sværm; jeg er bleven saa bombardert med Gratulationer, at jeg kand neppe staae paa mine Been, men Fanden er i den Knivsmeds-Kone til at snakke.

TROELS.

Det er sandt Hosbond siger: Jeg har min Troe merket det samme, jeg havde nær kommet i Klammerie med hende forgangen for Hosbonds skyld.

CORFITZ.

Talede hun da om mig?

TROELS.

Ney aldeeles ikke! ney, det var noget gandske andet, vi talede om, men jeg tog Hosbonds Partie den gang, som jeg altid plejer at giøre.

CORFITZ.

Hvad Fanden er det for Snak? Tog du mit Partie, saa maa hun jo endelig have snakket ilde om mig.

TROELS.

Ney, sagde jeg hende det paa, saa løy jeg; jeg har marre aldrig hørt hende tale ilde om Hosbond. Hun talede, sandt at sige, slet intet, hun sad kun og læste nogle Sententzer i en gammel Bog.

CORFITZ.

Hvad var det for Sententzer?

17
TROELS.

Jeg kand ikke erindre dem alle, men hun læste iblant andet, at en gammel Mand, der tar en ung Kone, er ligesom een, der tar Musicantere i Tieneste, for at faae heele Byen til at dantze, da han dog ikke kan dantze selv. Hosbond kand selv tænke, hvordan jeg blev til Mode, da jeg hørte det.

CORFITZ.

Hvad Fanden kom det dig ved? Jeg troer den Dreng er gall med sin Snak.

TROELS.

Ney! Hosbond skal høre hvad hun læste videre: Ja han er ligesom de Træer, der bær ingen Frugt, men tiener kun til Skygge. Havde jeg da ikke Aarsag at ærgre mig paa Hosbonds Vegne? Jeg kand sige, at det blev sort for mine Øyne.

CORFITZ.

Du letfærdige Skielm! hvad kommer det mig eller dig ved, hvad der staaer skrevet i en gammel Bog?

TROELS.

Ney, mig kommer det intet ved.

CORFITZ.

Kommer det da mig ved?

TROELS.

Ney, ingen af os, Hosbond; thi Bogen var over hundrede Aar gammel.

CORFITZ.

Hvorfor ærgrede du dig da, naar du ingen Aarsag havde?

TROELS.

Jeg sagde jo ikke, at jeg ærgrede mig, men jeg kunde have Aarsag dertil. Jeg vilde sige Hosbond noget.

CORFITZ.

Hvad vil du sige?

TROELS.

Ej, Hosbond er saa curieus, han vil vide alting.

CORFITZ.

Den Dreng giør mig vist nok gall i Hovedet.

Sagte.

Jeg veed ikke enten det er af Ondskab eller Taabelighed, han taler saaledes. Høyt.

Men har du merket, at Gothard Sanger har haft nogen Gang i mit Huus?

TROELS.

Hvorfor spørger Hosbond derom? maa skee Hosbond er bange, at han ikke selv er Far til ...

CORFITZ.

Ej, svar mig til det jeg spør dig om!

TROELS.

Maa skee Hosbond frygter for, at Mutter har ladt sig ...

18
CORFITZ.

Svar kun til mit Spørgsmaal, du Næsviis! jeg spørger kun, om du har fornummet ...

TROELS.

Jeg har saamend ikke seet ham her i Huset siden December Maaned. Men hvorfor vil Hosbond vide det? jeg troer ikke, at Mutter skulde ha været saa gall, at lade sig ...

CORFITZ.

Hvad er det for Sladder: Jeg troer, jeg troer ikke! Der er jo ingen som spør, hvad du troer, eller ikke troer. Hvad Tid i December Maaned saae du ham her i Huset?

TROELS.

Mig synes, det var omtrent 14 Dage for Juul. Men hvorfor studser Hosbond saa der ved? jeg skulde aldrig troe, at Fanden har redet Karlen, at han skulde have ...

CORFITZ.

Kommer nu din Slyngel med din Troe og med din Raisonering igien? Du siger, det var 14 Dage for Juul?

TROELS.

Ja det var, Hosbond, og nu skriver vi vist den Stende October.

CORFITZ.

Hvem Fanden spør om hvad vi skriver? Det er en Dievels Dreng, han giør mig gall med sin Snak. Fort herud!

SCEN. 4

CORFITZ.

alleene, tæller paa Fingrene. December 1, Januarius 2, Februarius 3, Martius 4, April 5, Majus 6, Junius 7, Julius 8, Augustus 9, September 10. Det er jo forbandet galt; tøv, lad see nok engang: December l, Januarius 2, Februarius 3, Martius 4, Majus 5, Junius 6, September 7. Ja ja! det er dog kun 7 Maaneder paa at regne, uden jeg har fortaalt mig.

Tæller igien, og faaer 10 Maaneder. Hvordan Fanden jeg tæller, saa merker jeg, at jeg er og bliver Hanrey.

Slaaer sin Hat i Gulvet, som falder ned ved Lisserne, og er gandske bred hengende, naar han sætter den paa Hovedet.

19

Hej saa! der har jeg, min Troe, fuldkommen Confirmation af min Hat; faaer jeg kun fat paa den gode Sanger, skal jeg smøre ham saa, at han aldrig skal synge enten Discant eller Bass meer. Men mon jeg ikke falskelig kand mistænke en ærlig Mand? Ney! naar jeg overlegger det eene med det andet, saa er det ikke rigtigt. Den forgiftige Maren Knivsmeds sad og stødte en anden Kone paa Armen, saa ofte hun hørte Barnet skrige, sagde derhos: Hør! det faaer min Troe Faerens Stemme, det er ligesom jeg hørte ham synge paa Orgelverket, alleene at Røsten er ikke saa sterk hos Barnet. Hvortil den anden loe og sagde: Madame! I er alt for Satyrisk. Da jeg hørte det, var det ligesom een stak mig en Kniv i Hiertet. Min Mistanke blev bestyrket, da jeg siden gav agt paa Barnet, og merkede, at det allerede begyndte at vrikke med Hovedet, ligesom det vilde slaae Tacten. Endelig beseigler og stadfæster Troels alting ved det han siger mig, at samme Karl var her i Huset i min Fraværelse 2 Uger for Juul. Men hvad skal jeg giøre? Jeg faaer vel at have Taalmodighed, og betale Arbeids-Lønnen oven i Kiøbet. Naar jeg regner efter, hvad dette Barsel allerede har kostet mig, saa reiser Haarene sig paa mit Hoved. Dog Løn som forskyldt; hvad havde jeg som en Mand paa 70 Aar der at bestille? Men der kommer min Naboe Jeronimus.

SCEN. 5

Jeronimus. Corfitz.

JERONIMUS.

God Morgen kiære Naboe! Jeg ønsker megen Lykke med hans unge Arving.

CORFITZ.

Tak Naboe, for hans Ønske! men har I ikke været i Barselstuen endnu?

JERONIMUS.

Ney, jeg tør ikke komme der, jeg er bange for min Hat.

CORFITZ.

Jeg var tilfreds min Hat var Fanden i vold; thi jeg bliver bange nu, naar jeg hører tale om Hatte.

20
JERONIMUS.

Ha, ha, ha!

CORFITZ.

Belee mig intet, kiære Naboe! I har Synd deraf; jeg bekiender, det var daarlig af mig, som en ældgammel Mand, at tage en ung Kone.

JERONIMUS.

Ja det er nu giort, nu er det for sildig at græde. Men hvem har kiære Naboe mistænkt? Jeg har min Troe ikke giort ham nogen Indpas.

CORFITZ.

Ach jeg maa lee; I er vel undskyldt, Naboe! Ney jeg er bange for en ung Sanger, som har haft Gang her i Huset.

JERONIMUS.

Ej! hvad vil det sige? Maa skee jeres Kone er Elsker af Musiqven, og derfor tilstæder saadan Musicant at komme i Huset; man seer jo mange Koner uden Fortænkelse giøre dette.

21
CORFITZ.

Ach Naboe! jeg er bange at de Karle er bedre Musekatte, end Musicantere. Enten det er nu saa eller saa, saa siger dog Folk, at Barnet ligner samme Karl paa et Haar.

JERONIMUS.

Det maa være nogle Skarns Folk, som siger saadant.

CORFITZ.

Hvo der torde sige mig det i Øynene, den skulde faae en U-lykke for sin Umage; men jeg faaer det at vide af andre gode Venner, som hør det.

JERONIMUS.

De maa være Fanden og ikke gode Venner, der bringer saadan Snak for jer. Kom een til mig og vilde fortælle mig i Fortroelighed, at den eller den havde kaldet mig Hanrey, da skulde han kun blive slet belønnet derfor.

CORFITZ.

Lad os ikke tale meer derom, der kommer Drengen.

SCEN. 6

Troels. Corfitz. Jeronimus.

TROELS.

Jeg skulde i Byen et Ærende; Mutter bad, at Fatter vilde have den Godhed imidlertid at male disse Caffe-Bønner, thi her er ingen anden ved Haanden.

CORFITZ.

Ej paa Dør du Flegel! kandst du ikke see, at jeg har Fremmede hos mig?

TROELS.

Ach Fatter, vær saa god! Monsieur Jeronimus er jo ikke fremmet.

CORFITZ.

Bort, siger jeg, nu har jeg andet i mit Hoved.

TROELS.

Fatter skal ikke bryde sit Hoved dermed, men alleene sine Hænder.

CORFITZ.

Du skal faae en Ulykke, gaaer du ikke ud du Næsviis.

TROELS.

gaaer bort og kommer tilbage igien. Ach Fatter, vær saa god! jeg faaer min Troe ellers Utak.

JERONIMUS.

Flye mig Møllen, min Søn, og gak dit Ærende; jeg gidder gierne malet Caffe.

22
CORFITZ.

Ney, ellers Tak Naboe! Skal nogen af os male, saa er jeg nærmest.

Han maler og snakker tillige. Det er allerede det 6te Pund Caffe, her er bleven fortæret i denne Barselstue; Haarene maa reise sig paa Hovedet, naar man tænker paa det saa vel som andet. Kedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffe, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou, eller de Bok, hvad Fanden det er, de kalder det; saa at dersom det varer længe, beholder jeg neppe saa mange Penge, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig selv. Jeg troer ingen anden er Author til denne Caffe-Drikken end Lucifer; thi den er verre at komme i med, end Brændeviin. Min Kone begynder alt paa den store Viis at klage sig ilde, førend hun faaer Caffe om Dagen. Jeg har merket, Naboe, en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kirke, men, saa snart de har faaet dette brændte Dievelskab i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem, som Peberqverne. Ja det som meere er, Naboe! saa snart faaer de ikke tre a fire Skaaler til Livs, førend de strax faaer Lyst til at spille Kort. Det har jeg merket ti og ti gange, saa der endelig maa være nogen Forgift i samme Bønner. Jeg har altid hadet den Drik, om ikke for andet, saa dog alleeneste for den Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkerne, som er Christendommens Fiender.

JERONIMUS.

Ej, Naboe! mal ikke meer, saa holder I maa skee og strax op, at føre saadan Snak. Jeg merker af jer egen Snak, at det er sandt, som I siger, at Caffe har saadan Virkning; thi kand I blive saa talende, og føre saadan underlig Snak alleene af Lugten, hvad mon de da ikke giøre, som faaer det i Livet? Jeg underskriver ikke i alting saadan Tale. Maa ikke det gode Fruentimmer ogsaa have noget at fornøye sig med om Eftermiddagen, saa vel som vi andre, der kand gaae paa Viinhusene 23 om Aftenen, og komme drukken hiem? Jeg har aldrig præket mod Thee og Caffe; thi af all slags Drik er det den uskyldigste. Tænk engang, hvor det gik til i gamle Dage Naboe, da Fruentimmeret drak Koldskaal om Sommeren, og Spansk Viin om Vinteren, da kunde de ikke giøre mange Besøgeiser, uden de maatte lave sig paa en halv Ruus. Lad os derfore kun tie stille dermed, Naboe; thi skal Fruentimmeret have noget at fornøye sig med i Selskab, hvilket er Synd at negte dem meer end Mandfolk, saa er det bedre, at Debauchen skeer i Vand, end i Viin og Brændeviin.

CORFITZ.

Ja Naboe! jeg vil lade alt dette staae ved sit Værd. Jeg skulde uden Fortrydelse give Penge ud til Thee, Caffe, Sukkerlade, Spansk Viin, gode Raad, syltet Tøy, Docter, Barbeer, Qvaksalver, Joremoer, Signe-Kielling, Amme, Barne-Pige; jeg vilde med Glæde male Caffeen, puste under Kedlen, ja sidde ved Vuggen til, dersom jeg var vis paa, at jeg var .... Men har I ikke hørt, hvad Hollænderen siger:

Hoe kan een yonge Vrauw een oude Man bedriegen, Een ander maakt het Kindt, en ick moet staan en wiegen.

JERONIMUS.

Ej! lad fare slige Griller, og kom hiem til mig, at smøge en Pibe Tobak.

CORFITZ.

Jeg vil strax komme efter. Jeronimus gaaer.

SCEN. 7

En Pige. Corfitz. Troels.

PIGEN.

kommer ind. Fatter! Joer-Moeren er inde; Mutter siger, hun skal have 6 Rixdaler for sin Opvartning.

CORFITZ.

Naar jeg seer een af jer, I Piger! er det ligesom jeg saae Fanden; thi I kommer aldrig, uden I vil have Penge.

PIGEN.

Jeg veed jo, at Jormoeren maa betales, vi faaer hende min Troe ikke ellers en anden gang; det er de 24 slags Folk, man altid trænger til, thi jeg haaber, Fatter inden Aar og Dag faaer et Barn igien.

CORFITZ.

Siger du det? Jeg haaber, der bliver intet af; thi en Mand paa 70 Aar kand ikke skaffe sin Kone Børn hvert Aar.

TROELS.

Ej det vil intet sige, thi om Fatter var hundrede Aar gammel, kunde han derfor faae Børn hvert Aar; thi derpaa har man adskillige Exempler. Jeg kiender en Mand i Aalborg paa 104 Aar, der fik Tvillinger; thi Konen var kun 18 Aar gammel, og naar Konen er saa ung, kand det altid gaae an uden Hexerie, thi ...

CORFITZ.

Hvem taler til dig, din næsvise Slyngel? vil du holde din Mund, naar ingen spørger dig om noget!

PIGEN.

Ach Fatter, lad os faae de 6 Rixdaler! Jormoeren kand ikke bie længer. Jeg skulde ogsaa tillige med have Penge til noget andet.

CORFITZ.

Hej saa! man maa blive gall i Hovedet over saadant Folk.

PIGEN.

Det er kun nogle smaa Sager.

CORFITZ.

Hvad er det da?

PIGEN.

Et Pund Caffe-Bønner.

CORFITZ.

Ret saa! der har vi alt 7 Rixdaler paa eet Bret.

PIGEN.

Lejekudsken skal ogsaa have 2 Mark, som bragte Jormoeren hid.

CORFITZ.

Kand den Mær ikke gaae til Fods? saa giør jeg; var det endda een af de fornemme Jormødre, saa vilde jeg aldrig fortryde derpaa. Saa kom hid! jeg skal tælle dig 7 Rixdaler og 2 Mark, og lad mig saa være i Roe.

PIGEN.

Jeg skulde og have Penge til en Top Sukker, thi her er ikke meere fiint Sukker i Huset.

CORFITZ.

Er nu alt det fine Sukker til ende? Ach! det er jo at ødelægge en stakkels Mand paa eengang. Jeg gir ingen Penge til meer Sukker, de kand bruge det brune Sukker, det er alt got nok.

PIGEN.

Ej Fatter! man kand jo ikke bruge brunt Sukker til Caffe, naar der er slige Fremmede.

25
CORFITZ.

Hvad er det for Fremmede?

PIGEN.

Det er Marthe Jacob Smørblomsters, og Engelche Jesper Oldfuxes.

CORFITZ.

Det er nogle fæde Qvinder at giøre Væsen af. See der har du 8te Rixdaler, og løb saa Pokker i vold.

PIGEN.

Anne Signe-Kielling skal ogsaa have 4re Mark, som maalte Barnet for Moersoet.

CORFITZ.

Hun skal have 4re Ulykker, ikke 4re Mark! havde jeg vidst det, hun skulde aldrig have kommet i mit Huus, thi Signen og Maalen er forbudet i Loven.

PIGEN.

Det maatte være ti gange forbuden, saa hialp det dog Barnet denne gang, til med er det nu giort. Mutter vil ingen nødigere være skyldig, end den Kielling; thi hun gaaer og sladrer paa fornemme Steder iblant.

CORFITZ.

Jeg seer nok, at denne Tut Penge vil gaae Pokker i vold i Dag. Er der noget meer, saa siig frem; thi nu er jeg desperat.

PIGEN.

Ikke uden for 12 Skilling i Gyldenvand, som er brugt i Dag til Caffeen; 4 Skilling i Brændeviin til Ammen, som fik ont; 2 Mark i Sukkerbrød; 1 Mark til Æbler og Nødder; 20 Skilling til Hovedvands-Flaske, naar Mutter faaer ont; 4 Mark til en Barbeer, som aarelod Mutter paa Foden; 4 Mark til en Barbeer-Svend, som aarelod Ammen paa et andet Sted; 3 Skilling til ...

CORFITZ.

holder hende paa Munden. A ... holdt! den Pige er skinbarlig besat. See! der har du den heele Tut, løb til Pokkers dermed. Pigen gaaer.

Ach, jeg ulyksalige Mand! skal dette vare længe, maa jeg lade sætte Bekken for Kirke-Døren; saaledes gaaer det til i Dag, saaledes i Gaar, saaledes i Overgaar.

ANDEN PIGE.

kommer ind. Jeg skulde have 12 Skilling til Drikkepenge for en Pige, som bragte Mutter en Skaal Byggryns Grød, med Corender udi, fra Else David Skolemesters.

CORFITZ.

Est du gall? Jeg kand jo lave Grød til 4 à 6 Mennesker for 8 Skilling.

26
2. PIGE.

Det maa ikke hielpe, Fatter! hun gir altid vore Piger 12 Skilling i Drikkepenge for det ringeste, vi skikker hende.

CORFITZ.

Det bekiender jeg, det er de forbandede Moder, som sigter ikke til andet, end at ødelegge Folk.

2. PIGE.

Ach Fatter, vær snar! Mutter bad Pigen bie saa længe.

CORFITZ.

See! der har du dem; jeg troer baade Grøden og Skaalen er ikke meere værd. Pigen gaaer.

Ach, maa man ikke blive gall i Hovedet over de forbandede Moder! Jeg vilde dog med Taalmodighed skikke mig udi alt dette, dersom jeg var forsikret om, at jeg var ....

Gaaer og spatzerer frem og tilbage, og synger sagte ved sig selv. Kalder paa Troels.
TROELS.

Ja Hosbond!

CORFITZ.

Sagde du ikke, det var 14 Dage for Juul, at du saae den Karl her i Huset?

TROELS.

Jo Hosbond! og nu skriver vi den Stende Octobris.

CORFITZ.

Holdt din Mund, Slyngel! det har jeg hørt eengang tilforn.

TROELS.

Ah Hosbond! jeg tør svære paa, at man giør den gode Karl uret, og at det er kun forbandede Folkes Snak og Paafund, som siger, at Barnet seer ham ligt.

CORFITZ.

Vil dit Bæst holde din Mund?

Trækker ham ud efter Haaret.

Ah jeg ælendige Menneske! Spot og Skade følges altid ad; men over hvem kand jeg klage, uden mig selv? Jeg har læst i en Comoedie, at, naar en ung Kone tar en gammel Mand, da, omendskiønt det ey indføres i Contracten, saa forstaaes dog derunder, at han skal giøre hende den Villighed, at døe inden et Aar, og naar han det ikke giør, er hun ikke forpligtet at holde Contracten i andre Puncter.

27

ACTUS II

SCEN. 1.

Barselkonen i en Lehnstoel. Corfitz.

BARSELKONEN.

Min hierte Mand! mig synes, du har aldrig været i saadan ond Humeur, som du nu est, da du burde glæde dig ved at see dit Huus formeeret med en Livs-Arving.

CORFITZ.

De Bekostninger staaer mig for Hovedet; thi der vil ikke behøves mange slige Barselstuer til at føre en ærlig Mand til Hospitalet. Til med er der noget andet, som staaer mig ogsaa for Hovedet; gid det var en falsk Mistanke!

AMMEN.

med Barnet. Vil du til din Papa? kom Papa, kys Barnet.

CORFITZ.

Lad Ammen gaae ud et Øyeblik.

BARSELKONEN.

Gak ud et Øyeblik, Marthe, til vi kalder paa dig.

Ammen gaaer ud med Barnet.
CORFITZ.

Hør, min hierte Kone! jeg har haft stor Forlængsel i disse Dage at tale med dig alleene, men har ey fundet ringeste Leilighed dertil formedelst Visiter, Støyen og Allarm; nu haaber jeg, vi bliver en halv Time alleene, og jeg imidlertid kand sige dig Aarsagen, hvi mit Sind er saa forandret ... Men banker der ikke? nu er Fanden løs igien; hvor skal jeg komme ud? Denne Stue er gall derudi, at her er kuns een Dør.

BARSELKONEN.

Min Hierte! I kand jo blive inde.

CORFITZ.

Ikke, om I gav mig 20 Rixdaler; thi faaer de fat paa mig, saa gaaer de aldrig igien, og saa skal de 28 tracteres, men naar jeg ikke var tilstæde, kunde du skylde paa min Fraværelse, og sige, at jeg havde af Vanvare taget Nøglerne med mig til Skab og Kielder.

BARSELKONEN.

Gaaer du ud, saa møder du dem lige i Gangen; løb bag Skiermbrettet i en hast.

CORFITZ.

Der staaer jeg ikke heller sikker, der er jo Vuggen, de vil hen og see Barnet. Ach, jeg ælendige Menneske! jeg maa krybe under Bordet.

BARSELKONEN.

Det vil blive et slet Leye, min Hierte!

CORFITZ.

Det maa ikke hielpe, af to onde Vilkor ... Han kryber under Bordet.

EN PIGE.

med en Tallerken. Jeg skulde helse Mardamen flittig fra vor Mardame, her er en Viin-Candeel, hun bad Mardamen ikke vilde forsmaae, ikke fordi hun jo vel veed, at de kand lave den bedre til hos dem selv, men man veed, at fremmed Mad smager altid best.

BARSELKONEN.

See der, mit Barn, har I 12 Skilling for jer Umage; havde min Mand været hiemme, skulde I have faaet meere. Pigen gaaer bort.

CORFITZ.

rækker Hovedet frem. Hun skulde have faaet 12 Ulykker, havde jeg været tilstæde. Men see! der har vi atter Visiter igien paa Halsen. Kryber under Bordet igien.

SCEN. 2

To Damer. Barselkonen.

1. DAME.

Jeg gratulerer, Madame!

2. DAME.

Jeg ligesaa, og takker, for hun har giort os den Ære, at lade os det vide.

BARSELKONEN.

Det var ikke meer end min Skyldighed.

1. DAME.

Har Barnet alt været i Kirke, Madame?

BARSELKONEN.

Aa vist! alt for længe siden.

2. DAME.

Maa vi ikke see det?

29
BARSELKONEN.

Jo, min Troe, maa De saa, men der er ikke meget at see paa det lille Noer endnu.

De gaaer bag Skiermbrettet.

CORFITZ.

stikker Hovedet frem. Er de borte? Kryber tilbage igien.

30
1. DAME.

Ach, det er et allerkiæreste Barn; er det ikke sin Far ligt?

2. DAME.

Jo, det ligner ham, min Troe, paa et Haar; hendes Kiæreste, Madame, er vel meget glad, at han har faaet en Livs-Arving paa hans gammel Alder?

BARSELKONEN.

Ja vist! han er saa glad, at han ey veed, hvad Fod han vil staae paa.

1. DAME.

Hvor er nu den kiære Mand? vi maa have ham herind, og fixere ham lidet.

BARSELKONEN.

Han kommer vel strax; han lovede mig at male Caffe, thi jeg har sagt til ham, at han maa varte os op i disse Dage.

2. DAME.

Det er, min Troe, ikke meere end billigt. I skulde kuns see, Madame, hvor geskæftig min Mand er, naar jeg ligger i Barselseng; han er allevegne selv, baade i Kiøkken og Kielder, saa at Pigerne ønsker tit: Gud give, Mutter var vel oppe igien, saa blev vi frie for den Kiøkkenskriver.

1. DAME.

Holdt der ikke en Vogn for Døren?

2. DAME.

Jo! jeg maa springe til Vinduet, at see, hvem det er. Ej, Hillemend! Søster, nu er det best at gaae, det er Anne Kandstøbers, den Kone kand jeg ikke lide for min Død.

1. DAME.

Og jeg langt mindre.

2. DAME.

See, der er hun! giv kuns agt paa, hvilken air hun gir sig. 1. DAME. Meener I, at den Koe har ikke ogsaa faaet Adrienne paa sig?

SCEN. 3

Anne Kandstøbers. De 2 Damer. Barselkonen.

ANNE.

See her! skal jeg have den Lykke, at finde Dem her?

1. DAME.

Hvor got Folk er, kommer got Folk til; jeg har min Troe ligesom kundet kiende paa mig, at jeg skulde have den Fornøyelse at see Dem i Dag.

31
ANNE.

Jeg takker skyldigst, Madame! Æren er min.

2. DAME.

Jeg glæder mig i mit Hierte, saa tit jeg har den Ære at see Dem.

1. DAME.

Jeg min Troe ligesaa, thi just i samme Øyeblik sad jeg og Madamen og talede om hende og sagde: Hvor mon den allerkiæreste Madame Anne Kandstøbers 32 lever? vi har ikke haft den Ære, at see hende saa længe. 2. DAME. Jeg kand og forsikre, at jeg elsker hende, som hun var min kiødelige Søster; men det er U-lykken, at vi seer hende saa sielden.

BARSELKONEN.

Ach, I gode Madamer, I complimenterer hinanden saa meget; meener I det kuns af Hiertet, saa er det got nok. 1. DAME. Jeg kand forsikre Madamen, at jeg aldrig er af de Mennesker, som siger andet, end hvad de meener; jeg er gandske ikke af de Poliske Koner, hvorfor jeg ogsaa har saa mange U-venner. Min Moster siger saa tit til mig: du forstaaer dig ikke ret paa Verden, mit Barn! hvad dig ligger paa Hiertet, det skal frem, om det skulde ud af dine Sider.

BARSELKONEN.

Har I været i nogen anden Barselstue i Dag gode Madamer?

1. DAME.

Ja! vi har været til Jeremias Tobakspinders.

BARSELKONEN.

Hvem var der ellers?

1. DAME.

Ha, ha, ha! beed mig ikke fortælle det, thi jeg er færdig at sprikke af Latter, naar jeg tænker derpaa; min Søster kand bedre beskrive de Folk end jeg, thi hun kand bare sig for Latter.

2. DAME.

Kiender Madamen ikke Lucie Hans Jespersens?

BARSELKONEN.

Nev!

ANNE KANDSTØBERS.

Jo! jeg kiender hende, det er jo den, som visker Folk saa meget intet udi Ørene.

2. DAME.

Ja! det er en Fandens Visken med den Kone; hun kand ikke sige, at det er got Veir, uden hun skal tage Folk til en Side, og viske dem i Ørene. Den anden var Giertrud Jens Datter, hun talte om sine Liigtorne fast en halv Time.

BARSELKONEN.

Ej, I giør og formeget deraf.

2. DAME.

Ney, Madame! I skulde ikke troe, hvor riig den Pige er paa Ord; det er en Lyst at høre hende tale, besynderlig naar hun vil fortælle noget paa Tydsk.

33
ANNE KANDSTØBERS.

Taler hun ogsaa Tydsk? 2. DAME. Hvorfor ikke det? hun har jo Gravsted i den Tydske Kirke. Hvad var det, hun sagde, Søster, da vi gik?

1. DAME.

Hun sagde: Willet ihr so snart gaaen?

BARSELKONEN.

I ere min Troe slemme! Var der ellers fleere?

2. DAME.

Ej Madame! spørg os ikke meere, ellers kommer jeg til at beskrive hende Marthe Mortens Datters Adrienne, hvilket jeg ikke kand giøre i en Time.

1. DAME.

Ja den Pige klæder sig forbandet absurd.

2. DAME.

Gav I ogsaa agt paa hendes Adrascanter?

1. DAME.

Ja vist! men hvad syntes jer om hendes Smekke?

2. DAME.

Vist! det var en Original af en Smekke.

BARSELKONEN.

Men har hun ikke en Søster?

2. DAME.

Jo! det er hun, som vrikker saa med Rumpen; det er i Sandhed en nydelig Pige, hun er saa pæn, at hun taler igiennem Tænderne, hun kand ikke nævne sit Forklæde eller Skiørt, uden hun siger: med Permission, eller salva fenia, mit Forklæde.

BARSELKONEN.

I ere meget slemme, I gode Madamer! Jeg vil ikke spørge Dem om fleere, men fortæl mig om Barselstatzen selv, det vil jeg heller høre.

1. DAME.

Ney! vi maa hen et andet steds. De gaaer.

SCEN. 4

Anne Kandstøbers. Barselkonen.

ANNE KANDSTØBERS.

Det var mig ret kiært, at de vilde ikke bie, thi jeg kand ey komme til rette med slige falske Folk.

BARSELKONEN.

Jeg sætter aldrig ont imellem Folk, Madame, eller taler fra een til anden, men jeg kand forsikre, at de talte begge saa meget ont om hende, førend hun kom, at det gik mig til Hierte.

34
ANNE KANDSTØBERS.

Jeg gir dem Fanden. Jeg veed nok ellers, hvad de og andre onde Mennesker siger, men de giør mig største uret, Madame! thi een kand meget vel være rød i Ansigtet, uden at man drikker.

BARSELKONEN.

Ja, hvad vil det sige! om I nu drak, hvad kommer det dem ved? det er jo ikke deres Penge.

ANNE KANDSTØBERS.

Det er sandt nok; jeg gad ikke tale meere derom, Madame! Hvordan er hun fornøyet med sin Amme?

BARSELKONEN.

Jo, saa vit; hun har Melk nok i Brysterne.

ANNE KANDSTØBERS.

Det er ikke en liden Post det, Madame! om hun ellers er skikkelig, thi det er saa rart, at faae gode Ammer.

BARSELKONEN.

Det har hun ret udi, Madame! min Søster har faaet een, der drikker som en Soe; man kand endelig ikke overbevise hende det, saasom hun maa giøre det hemmeligt, men den blussende røde Couleur, som hun har i Ansigtet, vidner alt for meget derom.

ANNE KANDSTØBERS.

Tak skal hun have for den Chose, Madame! den var min Troe god nok.

BARSELKONEN.

Og jeg kand svære Madamen til, at jeg ikke sagde det af nogen Ondskab; men hun veed selv, naar man seer, at et Fruentimmer blusser i Ansigtet, siger man strax, at hun tar en Taar. Men der har vi Fremmede igien.

SCEN. 5

Ingeborg Blyetækkers. Anne Kandstøbers. Barselkonen.

INGEBORG BLYETÆKKERS.

Madame! jeg gratulerer.

BARSELKONEN.

Største Tak, Madame!

INGEBORG.

Hvorledes er det med hendes Helbred? Hun seer hiertelig ilde ud. Bevar os, hvor har den Barselseng taget paa hende; jeg kand svære, at hvis jeg 35
36 ikke havde vidst, at det var Madamen, kunde jeg ikke have kiendt hende igien.

BARSELKONEN.

Min kiære Madame! det er ikke min Skyld.

INGEBORG.

Det er sandt nok Madame! hun kand intet dertil; men jeg condolerer hendes Tilstand, saasom jeg er hendes Ven af Hiertet.

BARSELKONEN.

Jeg vilde da ønske, Madame! at, for at lade see Venskabs Tegn imod hende igien, jeg kunde ogsaa condolere hende.

INGEBORG.

Jeg siger Tak for hendes Godhed. Ach, ach, Madame! hun maa tage sig selv i agt, thi hendes Øyesyn staaer mig ikke an, hun kommer mig for ligesom min Søster, der døde forgangen Aar.

BARSELKONEN.

Jeg kand forsikre hende, Madame! at, om hun vil blive ved en Time at tale saadan, jeg visselig vil følge hendes Søster efter; thi den Godhed, hun bær for mig, incommoderer mig meere, end Barselnøden selv.

INGEBORG.

Det skulde giøre mig ont, Madame! om min Tale incommoderede hende; men jeg vil kræve den gode Kone til Vidne, som her sidder, om det ikke er, som jeg siger. Er det ikke vist, min gode Anne Kandstøbers, at Madamen seer saa ilde ud?

ANNE.

Jo det er, Ingeborg Blyetækkers.

INGEBORG.

Jeg troer, min Troe, hun blev vred, fordi jeg ikke kaldte hende Madame?

ANNE.

Ney! jeg giorde ikke, men jeg bilder mig ind, at være ligesaa vel Madame som hun, ja trods saa god, thi der er dog nogen Forskiæl paa en Kandstøber og en lumpen Blyetækker, naar man vil tale Sandhed, ligesom imellem Tin og Blye.

INGEBORG.

Man kand faae ont over saadan Snak! I er vel undskyldt, at kalde min Mand en lumpen Blyetækker; meener I, at en Blyetækker er ikke i alle Maader saa god, som en lumpen Kandstøber? De slaaer Knep til hinanden og gaaer ud.

37

SCEN. 6

Arianche Bogtrykkers. Barselkonen.

ARIANCHE.

Jeg ønsker til Lykke med hendes unge Dotter!

BARSELKONEN.

Jeg takker, Madame Arianche Bogtrykkers.

ARIANCHE.

Hvorledes befinder Madamen sig?

BARSELKONEN.

Jeg er saa forskrækkelig afmægtig.

ARIANCHE.

Det kand ikke andet være, Madame! den første Edition er altid den verste.

BARSELKONEN.

Hvad vil det sige: den første Edition?

ARIANCHE.

Vi siger saa om Bøger, thi naar en bliver første gang oplagt, kaldes det den første Edition; jeg vil derfore sige, at Madamen er ikke vant til at ligge saa ofte i Barselseng, som jeg, derfor er det hende meer besværligt.

BARSELKONEN.

Hvor ofte har da Madamen været befordret til Trykken?

ARIANCHE.

Ha, ha, ha, det var artigt nok, jeg hører hun bliver i Lignelsen. Jeg skal ellers helse fra min Kiæreste, han bad Madamen ikke vilde forsmaae denne Bog, som han nyelig har ladet oplægge.

BARSELKONEN.

I maa vinde Penge, som Græs, med jeres Bøger.

ARIANCHE.

Forlad mig det, Madame! slige Bøger taber vi paa, og maa oprette vor Skade paa Historier og Eventyr igien; thi naar vi kand sælge 4000 Historier, kand vi ikke sælge 200 slige gode Bøger.

BARSELKONEN.

Paa den Maade skulde I aldrig lægge andre Skrifter op, end Historier.

ARIANCHE.

Jeg skal sige Madamen, min Mand er noget curiøsk, han giør mange Ting meere for at tiene Publicum end for Profit.

BARSELKONEN.

For at tiene Notarius Publicus?

ARIANCHE.

Ney! vi kalder Publicum det gemeene beste.

38
BARSELKONEN.

Min Mand er meget for Læsning, og kiøber daglig Bøger; i Gaar kiøbte han Doctor Arendt Hvitfelds Krønikke.

ARIANCHE.

Hvilken Edition var det?

BARSELKONEN.

Det var den Danske Edition.

ARIANCHE.

Er det den, som er i Qvarto eller Folio?

BARSELKONEN.

Det er det Oplag, som er i hvit Bind.

ARIANCHE.

Man binder en Bog ind i 10 slags Bind, om man vil; det er ikke det, som jeg spør om. Veed hun ikke hvad en Bog in Folio er?

BARSELKONEN.

Jeg har ey hørt tale uden om en Nar in Folio.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha! jeg hører nok, at Madamen forstaaer sig ikke paa Bøger. En Bog in Folio er den, som er saa stor, som en Bibel. En Bog in Qvarto er mindre, een in Octavo endnu mindre, en Duodece endnu mindre, og endelig en Sedece, som er allermindst.

BARSELKONEN.

Saa er den Bog in Folio da, thi den er saa stor, som en Bibel.

ARIANCHE.

Den Edition er ikke Vand værd, Madam! hvorfor spør I ikke min Mand til Raads, førend I kiøber Bøger? den i Qvarto er eengang saa god.

BARSELKONEN.

Det kand nok være, men det er Bogbinderens skyld, thi den er ellers gandske nye.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha!

BARSELKONEN.

Hvoraf leer hun, Madame? jeg taler maa skee ikke ret, men hvad veed jeg af deres Sager! Jeg takker ellers for det, jeg lærte, nemlig, hvad en Bog in Folio er. Men lad os tale om andet; mødte I ikke tvende Koner i Døren?

ARIANCHE.

Jo jeg giorde.

BARSELKONEN.

De kom her i Klammerie sammen; den eene var Ingeborg Blyetækkers, den anden Anne Kandstøbers.

ARIANCHE.

Hvilken af dem var Anne Kandstøbers, den store eller den lille?

BARSELKONEN.

Den, som var i Qvarto, var Ingeborg 39 Blyetækkers, og den anden in Folio var Anne Kandstøbers.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha! tal ikke Latin meere, Madame! det kand ikke siges uden om Bøger. Men jeg maa tage Afskeed; jeg skal have den Ære, at see hende snart igien.

BARSELKONEN.

Vær saa god, at helse Kiæresten.

CORFITZ.

kryber frem. Hillemend! jeg er snart død, saa vel af det slette Leye jeg har haft, som af Barsel-Snakken.

BARSELKONEN.

Synes dig ikke, at en stakkels Barsel-Qvinde er at ynke?

CORFITZ.

Jeg har ikke Stunder at ynke hende nu, jeg har nok at bestille med at ynke mig selv, som har ligget saa længe under Bordet.

BARSELKONEN.

Ach, kiære Mand! nu er I fri, men derimod forestaaer mig 100 andre slige Visiter; thi naar Dorthe Knapmagers og Øllegaard Sverdtfegers kommer, saa vil min Plage ret gaae an; da skulde I faae at høre Stoyen, de snakker gierne paa eengang begge, saa det kommer an paa, hvem der har sterkest Maal.

CORFITZ.

Det er da best, at jeg gaaer min Vej i tide.

BARSELKONEN.

Jeg skal skikke jer Bud, naar jeg faaer Roelighed. Men banker det ikke? der har vi friske Visiter igien.

CORFITZ.

Ach! jeg er om en Hals. Kryber under Bordet igien.

SCEN. 7

Barselkonen. Else Skolemesters.

ELSE.

Jeg takker skyldigst Madame for den Ære og Honeur, hun har giort, beviset og undt mig, at lade os vide og tilkiendegive hendes Forløsning, hvilket er meere, end mine Meriter kand meritere; jeg gratulerer og ønsker til Lykke af mit Hierte, og forsikrer, vidner, og contesterer, at det er een af mine største Plaisirs, Fornøyelser 40
og Glæder, at see hendes Velstands Contentement, thi saasom der altid har været et troe, oprigtig og uforfalsket Venskabs, Kiærligheds og Amours Baand, der har sammenknyttet, sammenheftet og foreenet vore Huuse, saa bør og maa jeg glæde og fornøye mig over Madamens Glæde og Fornøyelse, ligesom det var min egen, hvilken at være efter Contentement og Fornøyelse er mig ogsaa en Contentement og Fornøyelse; thi jeg kand forsikre Madamen, at hendes Dyders Skilderie altid henger paa mit Hiertes Krog. Jeg har Aarsag at elske Madamen saa vel for hendes egen skyld, som i Henseende til hendes Broder, der har beviset mig saa 41 meget got: thi jeg kand sige, at han aldrig gaaer i Kramboden, og tar en Klædning op for sig selv, han jo ogsaa tar en Kiole eller, reverenter talt, et Skiørt op for mig.

BARSELKONEN.

Hillement, da er hun lykkelig.

ELSE.

Det gaaer med mig, som det gamle Sprickwort lyder .. .

BARSELKONEN.

tøver Sveden af sig. Der banker vist igien. Det er Øllegaard Sverdtfegers, og Dorthe Knapmagers. Sagte.

Nu maa der komme saa mange der vil af de u-rimelige Folk, thi jeg har alt overgivet mig.

SCEN. 8

Øllegaard. Dorthe. Else. Barselkonen.

ØLLEGAARD.

Ej Madame, til Lykke! I parerer, min Troe, som en Maybrud; ney see engang, Søster! hvor pyntet den lille Taske seer ud, (om Forladelse, at jeg skiempter).

ELSE.

Tienerinde, Madame! ØLLEGAARD. Ej see Madame! er hun her? Maa jeg bede hende om en Friis Tobak? hun plejer altid at have noget, som er got.

ELSE.

Jeg veed, min Troe, ikke. Vil hun behage at prøve det?

ØLLEGAARD.

Det er af Baltzers Tobak.

DORTHE.

Søster, mig synes, det er af Franske Marias; jeg kiender nok Kiøbenhavns Tobak. ØLLEGAARD. Jeg min Troe ligeledes. Af hvis Tobak er dette? Madame!

ELSE.

Det er af Lovises.

ØLLEGAARD.

Vil I nu kun smage noget af min?

ELSE.

Det er excellente Tobak; mig synes, det er en Ascharah.

DORTHE.

Det kommer mig for at være et slags Havane.

42
ØLLEGAARD.

Jeg skal ikke kunde sige, hvilket af Deelene det er; det er mig soldt for Spadille.

ELSE.

Har de gode Madamer intet got nyt? ØLLEGAARD. Ney, ikke meget got, men ont (disverre) hører man nok. I har vel hørt om den Kone, som har født et Rokke-Hoved til Verden?

ELSE.

Ney, jeg har min Troe ikke.

DORTHE.

Jeg skal fortælle hende det. ØLLEGAARD. Jeg kand nok fortælle hende det selv. De taler begge paa eengang. Der er en Kone, jeg veed ikke hendes Navn, for hvis Dør en stakkels Tigger-Qvinde kom, og bad om noget til hendes smaa Børn, men blev afviist med de Ord: paa Døren du Kieltring! det var bedre, at du i Steden for Børn havde bleven forløst med en Rok, som du kunde have spundet paa for din Føde.

ELSE.

I gode Madamer! det er nok, at een fortæller; thi jeg kand ikke saa vel fatte det, naar I taler begge. ØLLEGAARD. Jeg skal nok fortælle det Madame!

DORTHE.

Jeg skal fortælle det. De taler begge igien. Hvorpaa Staaderkonen begyndte at græde bitterlig, og sagde: gid det første I laver til Barsel, I maa føde et Rokke-Hoved.

ØLLEGAARD.

Derpaa tog den anden Kone et Kosteskaft.

DORTHE.

Derpaa tog den anden Kone en Mangelstok. ØLLEGAARD. Ney, det var et Kosteskaft.

DORTHE.

Ney, det var en Mangelstok. ØLLEGAARD. Ney, min Troe, var det ikke.

DORTHE.

Nu lad det være en Mangelstok da! I skal altid have ret.

Begge fortæller igien. Hvormed hun pryglede den stakkels Staaderqvinde paa Døren. Men hvad skeede? en halv Time derefter befandt Konen i Huset sig meget ilde, maatte gaae til Sengs, og laae et halv samfuld Aar, indtil hun omsider blev forløst med et Rokke-Hoved.

43
ØLLEGAARD.

Men jeg glemte en Ting at fortælle, hvorledes det gik videre med Staaderkonen.

DORTHE.

Det er sandt.

De taler begge igien.

Kokkepigen i Huset mødte strax derefter samme Staader-Kone, hvilken tog hende ved Haanden, og sagde: Hels din Madmoder og siig hende, at den Kone, som hun saa haanlig viiste bort, var Sancte Birgitte, som havde paataget sig en Staaders Skikkelse for at forsøge hende; hvorpaa hun begyndte at skinne som en Soel og forsvandtes.

ØLLEGAARD.

Det er underligt, jeg maa ikke fortælle Historien alleene.

DORTHE.

Jeg veed Historien ligesaa vel som I.

ØLLEGAARD.

Jeg vidste den dog førend I.

DORTHE.

Men jeg har hørt den af een, der har tient i Brød med den samme Kokkepiges Sødskende-Barn.

Imedens de taler, sidder Barselkonen og holder for Ørene.
ELSE.

Men I gode Madamer, skal det være vist med det Skib, man i disse Dage har seet i Maanen?

ØLLEGAARD.

Ja vist, er det sandt.

Fortæller begge to.

Man kunde intet see i Førstningen uden en ordinaire Maane, men naar man stirrede noget længe derpaa, saae man først Skibet, siden Folkene, derefter Skibshunden, og endelig de, som stode længst og stirrede, saae indtil Tobaks-Piberne, som Matroserne havde i Munden.

ELSE.

Men hvad meener og troer man, at saadan Syns Aabenbaring vil tilkiende give, bemerke og betyde?

ØLLEGAARD.

Det betyder ufeilbarlig Krig, Madame!

ELSE.

Ja! jeg troer det nok; thi man har derforuden i disse Dage seet adskillige andre Tegn, som duer ikke meget, iblant andet en gloende Drage over Roskild.

DORTE.

Ej, fortæll os det, Madame!

ELSE.

Jeg kand ikke tilbage kalde i min Ihukommelse Dag og Datums Erindrelse, men jeg erindrer og kommer 44 ihu, at den først kom Folk i Syne, og lod sig see, ved de Tider, som den tykkeste Mørkhed hersker og regierer, og man gemeenlig kalder Midnat. Den er bleven seet af een af de Folk, som maa vaage, naar andre sove, og ved deres Stemmers Basuner giver Nattens Timer tilkiende, som man gemeenlig kalder Vægtere. Dragens Gloenhed og Skin var saa stor, at den giorde ongefehr omtrent samme Virkning paa Himmelens Poel, som det mindre Nattens Lys, jeg meener Maanen, giør, naar det er i sin Qvarteers Førsthed. Dragen havde (reverenter talt) en Svantz hen ved 3 Alen lang. Naar man observerede, merkede og gav agt paa dens Fart og Gang, da maatte man forundre sig ikke mindre over Fartens Hastighed, end Maadens Underlighed at gaae paa: thi den spillede nu i det subtile Element, jeg meener Luften, ligesom hine kaade Marsviin spiller i Neptuni Boelig, jeg meener Havet; nu merkede og observerede man Hovedets Opvendelse, ligesom den vilde flyve op til den tredie Himmel, nu igien Hovedets Nedkastelse, ligesom den vilde præcipitere og styrte sig ned paa Guds Fodskammel, nemlig Jorden. Adskillige Folk i Roskild spender alle deres Hovedscener an, paa at udfinde saadan Syns Bemerkelse, Signification og Udtydning.

ØLLEGAARD.

Det var jo et forskrækkelig Syn! Hørte Barselqvinden den Historie?

BARSELKONEN.

Ney, Madam! jeg ligger og tænker paa, hvad jeg skal spise til Aften.

ØLLEGAARD.

Ej, gav hun ikke agt paa den Historie? den er, min Troe, værd at høre; Madamen er saa god at fortælle den igien.

BARSELKONEN.

Ej, det giøres ikke fornødent, at bemøye hende med at repetere saadan lang Historie.

DORTHE.

Vil Madamen ikke fortælle den, saa vil jeg, hvorvel jeg kand ikke love, at føre den ud i saadan ziirlig Stiil, som hun, der har saadan en lærd Mand, som David Skolemester.

45
BARSELKONEN.

Jeg vil, min Troe, ikke u-mage nogen dermed.

DORTHE.

Ingen U-mag,Madame! Historien var saadan ...

ØLLEGAARD.

Jeg vil nok fortælle den, Søster!

De fortæller Historien begge to, men i en anden Stiil.

BARSELKONEN.

tørrende Sveden af sig. Der banker vist paa Døren; jeg troer, det er Engelche Hattemagers.

ØLLEGAARD.

Er det den Pimpernille! hun sidder i Compagnier som en Støtte, der har hverken Maal eller Mæle. Lad os gaae Søster! Farvel Madame! hold jer brav frisk.

DORTHE.

Far vel! du skal faae skam paa din Nakke, dersom du vover dig for tilig op. Lad mig føle din Puls, før jeg gaaer. Ja hun slaaer vel nok paa det lille Spøgelse. Adiøs.

ELSE.

Jeg maa ogsaa afbryde, og tage Afskeed, og ønsker af mit inderste Hiertes Recess og Grund min høytærede og høytæstimerede Madame en snar og hastig Opkomst, Restitution og Forbedring, iligemaade, at den kiære Livsfrugt, som Himlens Godhed har velsignet hende med, den lille deylige første Plante, som er sat i hendes Urtegaard, maa opvoxe og fremspire de kiære Forældre til Glæde, Contentement og Fornøyelse.

SCEN. 9. SCENA MUTA.

Engelche Hattemagers. Barselkonen. Engelche kommer ind og giør en Compliment.

BARSELKONEN.

Vær saa god og sæt sig ned Madame!

Engelche neyer.
BARSELKONEN.

Ach, jeg beder dog, hun sætter sig ned.

Engelche neyer.
BARSELKONEN.

Ach, Madame! hvortil tiener dog den Ceremonie? Engelche neyer.

46
BARSELKONEN.

Madame! jeg kand u-muelig taale, at hun staaer længere; vil hun, jeg skal staae op, for at nøde hende?

Engelche neyer og sætter sig, men taler ikke et Ord, endelig staaer hun op igien, giør en Compliment og gaaer.

BARSELKONEN.

Adieu, Madame! Tak for hendes angeneme Compagnie.

SCEN. 10

Stine Isenkræmmers. Barselkonen.

STINE.

Votre Servante, Madame! je vous gratule. Er det en Søn eller en Dotter?

BARSELKONEN.

Det er en Dotter, Madame!

47
STINE.

Jeg torde, mafoi, ikke blive længere borte, hvorvel jeg har halvdeels engrassered i Dag paa et andet Sted, men jeg satte alting til side for at besøge hende, mon cher amie.

48
BARSELKONEN.

Jeg siger 1000 Tak for hendes Godhed og Høflighed.

STINE.

Det er ingen Complisance, Madame! men en Devoir og Obligement, at besøge sine gode Venner, sær naar de ere malat og u-passelige. Jeg har ellers giort en Visite i en anden Barselstue i Dag.

BARSELKONEN.

Hvor var den Barselstue?

STINE.

Det er Fisenterens Kone, hun har faaet en Søn, som affectivement er et amable Barn.

BARSELKONEN.

Den Kone er lykkelig i at faae Sønner.

STINE.

Ja Madame! hun har en stor Boncheur deri frem for andre ... Ej! jeg troer, mafoi, at jeg har glemt min Tobatiere Dose; maa jeg ikke bede Madamen om en Entreprise af hendes? Det er en god Tobak, tres humble valet.

BARSELKONEN.

Hun kommer ret belejlig i Dag, Madame! Jeg skulde skrive et Brev til Hans Jacobsen Tobakshandler i Flensborg, og vilde gierne have Opskriften paa Fransk, men der er ingen her i Huset, som skriver Fransk til gavns, hvorfore jeg gierne vilde bede Madame hielpe mig til rette derudi, saasom hun forstaaer det Sprog fuldkommen vel.

STINE.

Tres volunté, Madame! Hun skriver saaledes: A Messiø, Messiø Jean de Jacobsen, Marchand de la Tobach presentemang à la Flansborg.

BARSELKONEN.

Siger man Flansborg paa Fransk?

STINE.

Oui Madame! Flensborg det er Dansk; mesten alle Byer og Stæder skrives anderledes paa Fransk, som per exempel, Kiøbenhavn kaldes Copenhague, Norge Normandie, Jylland Judee, og Jyderne (som er meest underlig) kaldes les Juifs.

BARSELKONEN.

Det sidste er meget uforstaaeligt.

STINE.

Det er sandt nok, men jeg kand vise hende det paa Tryk i min Grammær, hvor det staaer, Les Juifs, die Juden.

BARSELKONEN.

Ha, ha, ha! die Juden det er Jøderne; 49 giør min Mand ikke til en Jøde, Madame! han er en god ærlig Jydekarl, ha, ha, ha!

STINE.

Jeg vil mafoi ikke være hendes Harcelist. Adiøs. Hun gaaer.

SCEN. 11

Corfitz. Barselkonen.

CORFITZ.

kryber frem. Ej giv mig dog et Glas Brændeviin i en hast, jeg er nærmer død end levende; jeg er ligesom jeg var mørslagen over alle mine Lemmer, og saa fuld af Støv, Qvalm og Barsel-Snak, at jeg er færdig at briste. Men der er, min Troe, atter Folk! Er dette ikke en forbandet Stue, hvor ikke meer end een Dør er! jeg har aldrig seet slig en u-rimelig Bygning. Kand jeg ikke komme ud igiennem Vinduet?

BARSELKONEN.

Jo vist, om I vil bryde Halsen i tu.

CORFITZ.

Det vil ikke sige, saa faaer det engang Ende.

BARSELKONEN.

Ej Snak! jeg troer du spøger. Corfitz kryber under Bordet igien.

SCEN. 12

Gedske Klokkers. Barselkonen.

GEDSKE.

Jeg gratulerer Madamen med hendes unge Dotter; det blev dog ingen Søn denne gang, som jeg tænkte.

BARSELKONEN.

Jeg er meget vel fornøyet med en Dotter; man kand vel undertiden have større Glæde af Sønner, men naar et Drengebarn ikke vil den rette Vej, kand det giøre større Fortræd, end 10 Døttre.

GEDSKE.

Det er sandt nok Madame! man kand holde Døttrene bedre i ave; jeg veed nok, hvad Fortræd min Moster Giertrud Smeds har haft for hendes Søn Andreas, jeg kand ikke tænke derpaa Madame! uden Taarene staaer mig i Øynene.

Hun græder og tørrer sine Øyne paa sit Forklæde.

50

Ja den Anders, den Anders har giort sin stakkels Moer saa mange graae Haar; har Madamen hørt, hvad han giorde forgangen Dag?

BARSELKONEN.

Ney, jeg har ikke.

GEDSKE.

græder. Ach, ach! hvad har ikke Fanden at bestille, thi saadant kand dog aldrig komme af vor Herre; han krøb over Naboens Plankverk, og steeg ned i Haven, og stal sin Lomme fuld af Æbler. Hun græder.

BARSELKONEN.

Ach, Madame! det er jo slet intet at væde Tørklæder for.

GEDSKE.

I skal høre meere Madame! da han skulde nu tilbage igien, havde han nær bleven hængende, og rev sine nye Klædesbuxer i tu, som I maa skee nok kiender?

51
BARSELKONEN.

Ej, Madame! kiender jeg hans Buxer?

GEDSKE.

Men vor Herre var dog saa god, og conserverede hans Vest. Hun græder igien.

BARSELKONEN.

Jeg vil gierne bede Madamen, at hun lar vor Herre være her uden for; det er en slem Vane, at misbruge saaledes Guds Navn, naar man taler om Vest og Buxer.

GEDSKE.

Ach, Madame! jeg vil tiene hende ...

BARSELKONEN.

Madam! jeg vil ikke indvikle mig i nogen Disput derom, men mig synes, det er kuns en slem Vane at sige: vor Herre var mig saa god, at mine Hosebaand eller Skoe-Remmer ikke brast i stykker; ligesom det og er et Mundheld at sige: hvad havde ikke Fanden at bestille? naar en Tienere lar et Glas falde i Gulvet, eller spilder noget Suppe paa Bordet. Men lad os tale om noget andet; jeg seer Madamen har faaet en skaaren Finger, hvoraf er det kommen?

GEDSKE.

Det skal jeg sige, jeg skulde i Gaar hen at kiøbslaae i Slagterboden.

BARSELKONEN.

Hvorledes staaer det nu til i Slagterboden? jeg havde min Pige i Gaar der henne, hun var ikke mægtig, at faae et ærligt stykke Kiød.

GEDSKE.

Hun har ret Madame! det har aldrig været saa forbandet, som det nu er: de tør begiære 5 Skilling for et Pund Oxekiød, og det saa mavert, at man seer ikke den mindste Pille Fæt derpaa; jeg skulde kaage Suppe derpaa, men Suppen blev saa slet, at jeg for at bøde derpaa, maatte komme et stykke Flesk derudi. Hun græder igien.

BARSELKONEN.

Blev da Suppen god, da Flesket kom deri?

GEDSKE.

Ja! hun blev deylig, Madame!

BARSELKONEN.

Saa har Madamen jo ikke fornøden at græde derfor.

GEDSKE.

Jeg græder ikke saa just derover, men jeg tænker paa Kiødet, hvor elendig det saae ud, og dog kostede 52 5 Skilling Pundet. Alting stiger, vil du have et stykke Flesk, vil du have Smør, vil du have Ost, Gryn, Lys, Brænde, saa kand man ikke veje det op med Penge; jeg erindrer mig, at jeg har hørt af min Moster Birte ...

Hun græder. nu er den kiære Kone død og hensoven! hun fortaalte mig, at i hendes Ungdom kunde man faae det beste Pund Oxekiød for en halv Skilling, og var der end ikke engang Politiemester i Byen.

BARSELKONEN.

Men at komme til det, jeg spurdte om, hvorledes fik hun det Skaar i Fingeren?

GEDSKE.

Jeg skulde skiære et stykke Flesk, for at komme i Suppen, men hvad havde ikke Fanden at bestille?

BARSELKONEN.

Ej! skal nu Fanden igien for en Dag? Men see! der har vi nye Fremmede.

GEDSKE.

Saa maa jeg da gaae. Hun gaaer.

CORFITZ.

Og jeg min Troe ligesaa, førend der kommer fleere.

BARSELKONEN.

til Pigen. Hør! nu vil jeg have Roelighed en Times Tid; kommer der Fremmede imidlertid, saa kand du sige, at jeg er falden i en Slummer.

53

ACTUS III

SCEN. 1

En Frue. Barselkonen.

FRUEN.

i en Portchaise, med et pialtet Liberie. God Dag lille Madam, jeg ønsker til Lykke. Hvem har været her nyelig?

BARSELKONEN.

Her har været en hob smukke Borgerkoner.

FRUEN.

Her lugter og forbandet borgerlig; lad dem ryge noget herinde! Jeg er slet intet hoffærdig, Madame! det skal ingen kunde sige mig paa, thi hvis saa var, saa havde jeg ikke giort hendes ringe Huus den Ære, at komme hid; derfor gir mange Folk mig den Lov: Gud velsigne den velbaarne Frue, hun er ikke anderledes at omgaaes med, end en slet og ret Borgerkone; men man maa ikke giøre sig for gemeen heller, thi jeg har merket, at det undertiden gir Foragt.

BARSELKONEN.

Ney! det er Synd at sige velbaarne Fruen paa, thi jeg har hørt, hun kommer til Borgerfolk, saa tit de har noget at byde hende paa, og at hun spiser 54 med ligesaadan Appetit der, som det kunde være ved hendes eget velbaarne Bord.

FRUEN.

Ja, hvorfor ikke det, Madame! thi, naar jeg ret eftertænker det, saa er Borgerfolk dog Christne Mennesker, og om de fører et Gudeligt Levnet, kand blive salige, ligesaavel som een af os.

BARSELKONEN.

Men, velbaarne Frue! mon dog ingen Forskiæl kunde giøres paa Rangspersoner og Borgerskab i det andet Liv?

FRUEN.

Ney, ikke meget, Madame! her imellem os at sige, men hun har ikke behov, at lade sig merke for andre, thi en gemeen Handverksmand kunde blive storagtig deraf. Derfor, Madame! tracterer jeg de slags Folk ikke med den Foragt, som jeg burde og kunde efter min høye Stand; tænk, Madame! hvor ydmyg jeg var forgangen, jeg laante, mafoi, uden at rose mig selv, 10 Rixdaler af min Skræder.

BARSELKONEN.

Det var uforskammet giort af en Skræ- der, at han torde understaae sig at laane Penge til saadan en velbaarne Frue; den taabelige Dievel kunde jo merke, at Fruen giorde det alleene for at sætte Prøve paa ham.

FRUEN.

Han vegrede sig vel i Begyndelsen, og trækkede paa Axelen, ligesom han vilde sige: jeg er alt for ringe dertil; men da han saae, det var mit Alvor, beqvemte han sig dertil, og gav mig de 10 Rixdaler med et dybt Suk, ligesom han vilde sige: gid alle vare saa ydmyge som denne velbaarne Frue. Jeg er vis paa, den stakkels Mand skal løfte mig op til Skyerne, hvor han kommer, thi enhver skulde dog ikke giøre det, jeg giorde. Er det ikke sandt? Madame!

BARSELKONEN.

Jo! velbaarne Frue har stor Ret derudi.

FRUEN.

Men hvad vil det sige, Madame! vi ere dog alle Mennesker; jeg vilde min Troe ikke undsee mig, at giøre det samme ved hende. Madame! vil hun være saa god og lade mig faae 10 Rixdaler? jeg skal strax skikke dem hen i Guld tilbage.

BARSELKONEN.

Ach! velbaarne Frue har kuns Lyst 55 at skiempte med hendes ringeste Tienerinde; jeg er meget eenfoldig, men dog ikke aldeeles, som Skræderen.

FRUEN.

Det er, min Troe, mit ramme Alvor, Madame!

BARSELKONEN.

Ej, velbaarne Frue! jeg skulde komme i Udraab for et af de uforskammeste Mennesker, om jeg giorde mig saa næsviis; ney! mine Penge er alt for ringe dertil.

FRUEN.

Sandt at sige, Madame! saa er Nøglen til mit Penge-Skab forlagt, og jeg skulde i en hast give 10 Rixdaler i Drikke-Penge til en Tienner, som jeg venter med en Present fra en Cavallier.

BARSELKONEN.

Ney! jeg giør det min Troe ikke; om det heele Borgerskab var saa uforskammet at laane deres Velbaarenhed Penge, saa giorde dog ikke jeg det, thi jeg har alt for stor Respect for hende dertil.

FRUEN.

Ja, ja, saa er det hendes egen skyld, Madame! Men hvad har hun staaende paa det Fad?

BARSELKONEN.

Det er nogle gemeene Kager.

FRUEN.

Lad mig smage dem ... Ej, de smager dog ikke saa ilde, som jeg tænkte; jeg vil, min Troe, paa hendes Behag tage nogle hiem med mig. Christopher!

CHRISTOPHER.

i et pjalted Liberie. Velbaarne Frue!

FRUEN.

Tag disse Kager og bær hiem.

Til Barselkonen.

Adieu Madam! farvel, og vær altid forsikret om min Gunst.

BARSELKONEN.

Jeg takker Fruen for beviste store Naade.

Fruen gaaer.

SCEN. 2

Anne Signekielling. Barselkonen.

ANNE.

Madame! nu, hvorledes er det med Helbreden?

BARSELKONEN.

Vel nok, Anne! men jeg kand ikke sove om Natten, og saa snart jeg falder i Søvn, har jeg strax forskrekkelige Drømme; hvoraf kand det komme, Anne?

56
ANNE.

Brænder Madamen Voxlys eller Tællelys om Natten?

BARSELKONEN.

Jeg brænder Voxlys.

ANNE.

Der har vi det. Hvad meener I Drømme er andet, end Geister, som forekommer Folk i Søvne? Det eeneste, hvormed man fordriver saadanne onde Geister, er ved Røgen af Tællelys, derimod løber de efter Voxlys; hvoraf meener I vel det kommer, at det spøger saa meget i Kirkerne, af andet, end at man der brænder Voxlys? Jeg vil forbinde mig til, at jage en heel Million svævende Geister bort med en Prose, om det ikke er andet end slige Geister, som flyve i Luften; men er det Nisser, som I har Uroe af, maa I strøe Hørfrøe for Sengen, saa faaer de strax Fødder at gaae.

BARSELKONEN.

Ach, kiære Anne, plag mig ikke med saadan Snak! et frisk Menneske kand endogsaa blive syg deraf. Saadanne onde Drømme kommer jo ikke af andet, end af Blodet; jeg sover jo roeligen, naar jeg har et friskt Legeme, hvorfore skulde disse Geister plage Folk meer, naar de ere syge, end naar de ere friske?

ANNE.

Det veed ikke jeg, Madame! men man seer dog, at de giør det. Kommer det af Blodet, saa skal vi hitte paa andre Midler: intet er bedre, end at I bliver maalet. Nu skal jeg strax være hos hende igien. Gaaer ud.

BARSELKONEN.

Ah gid jeg var skilt ved denne Hex! men hun faaer have sin Villie, thi hun har sin Gang i store Huse, hvor hun sætter got Folk i Miscredit, naar de ikke vil flatere hende. Jeg maa skikke mig i dette, saavelsom i alt andet, som Barselsenge føre med sig; ach, ach! kunde jeg kun holde det ud!

ANNE.

kommer ind igien. Om Forladelse, jeg blev saa længe borte.

BARSELKONEN.

Alt forladt, Anne!

Sagte ved sig selv.

Jeg var tilfreds, du havde aldrig kommet tilbage . ..

Hillemend! der er Mester Bonifacius; nu bliver her Klammerie af. Løb, Anne, bag Skiermbrettet i en hast.

Anne løber og skiuler sig bag Skiermbrettet.

57

SCEN. 3

Bonifacius. Barselkonen.

BONIFACIUS.

Serviteur Madame! hvorledes er det med Helbreden?

BARSELKONEN.

Slet og ret, Mester Bonifacius!

BONIFACIUS.

Hun maa lade sig aarlade Madam!

BARSELKONEN.

Doctoren siger ney! han har alleene givet mig nogle Draaber, som jeg skal bruge; de staaer i denne Flaske.

BONIFACIUS.

Ej Potz slapperment! de Draaber ere en Forgift for hende; har hun ikke svedet forskrekkelig derefter?

BARSELKONEN.

Jo! jeg svedte sterk for et par Timer siden, da Else David Skolemesters var her, men jeg veed ikke, enten det kom af Draaberne, eller af hendes høytravne Gratulation, som hun giorde mig.

BONIFACIUS.

Det var af Draaberne, Madame. Gud forlade de Doctore dog, som handler saaledes med en stakkels Patient. Vil I kuns bruge disse Draaber en Uge, saa skal I see, om I ikke har den beste Gulsot paa Halsen, nogen vil forlange; vil I bruge dem nok en Uge, kand I faae en Svindsot eller Hypocrisie, Epilepsie, Anomalie, Paralysie, og endnu det som verre er; thi her er Antimonium, her er Arsenicum udi. Er det ikke uforskammed at præparere for en stakkels Barselqvinde en Recept af Sulphure indigesta et Sale Haluminosa und Mercurio, absonderlich in diesen Jahre, worin Saturnus nicht regieret?

SCEN. 4

Tvende Koner. Mester Bonifacius. Barselkonen. En Mammeselle.

1STE KONE.

Tienerinde, Madame! Til Lykke med hendes unge Dotter! 2DEN KONE. Jeg siger det samme.

58
BARSELKONEN.

Værer saa god og sidder ned I gode Madamer! Men Mester Bonifacius, skulde det være got, at lade sig aarelade nu omstunder?

BONIFACIUS.

Ach ja, det er vel bedre i klart Vejr, end i taaget Vejr, bedre i Maanens Tiltagelse, end i dens Aftagelse, men det giør ikke meget til Sagen, naar man kun holder sig derfra i de u-lykkelige Dage.

BARSELKONEN.

Men hvad vil det sige, Mester Bonifacius, lykkelige og u-lykkelige Dage?

BONIFACIUS.

Das ist zu sagen, Madame! wer sich am 14. oder 16. Martii verlobet oder heyrathet, komt in grosser Armuth und Elend; am 10. oder 18. April muss man aus einem Hause ins andere nicht ziehen, am 7. oder 8. May muss man nicht reysen, am 17. Junii nichts handeln, am 21. Julii keine Process anfangen.

1STE KONE.

Mester Bonifacius, han kand vist ogsaa see Folk i Hænderne?

BONIFACIUS.

Ach freylich, das heist man der Negromantie.

1STE KONE.

Ach! vær saa god og see i mine Hænder.

BONIFACIUS.

Ja nok. Jeg seer, Madame! at hun faaer 6 Børn endnu.

1STE KONE.

Ej Snak! min Mand er allerede 68 Aar gammel.

BONIFACIUS.

Det vil ikke sige, Stregerne i Haanden kand ikke slaae mig feyl; I faaer 6 Børn, det er vist, men hvor I faaer dem fra, det kand jeg ikke see.

1STE KONE.

Fy, fy, meener I, jeg er en Skiøge, at jeg skulde faae Børn med andre, end min Mand? Jeg er alt for vel opdragen til at være min Mand utroe.

BONIFACIUS.

Vil hun være flateret, Madame, saa maa hun lade sig see i Hænderne af andre, end af mig.

1STE KONE.

See nu ogsaa i hendes Haand.

PIGEN.

Ney, min Troe, vil jeg ikke, at nogen skal see mig i Haanden.

1STE KONE.

Jo, min Troe, skal du lade dine Hænder see, saa vel som jeg, hvad er det for Snak?

59
BONIFACIUS.

Hendes Haand er noget vanskelig, jeg kand ikke see, hvor mange Børn hun faaer; lad see nok engang! ney, men jeg seer, at hun har faaet eet Barn.

PIGEN.

Det er en u-sandfærdig Løgn, thi jeg er Jomfrue endnu. De andre holder Tørklædet for Ansigtet af Blusel.

BONIFACIUS.

Det giør mig, min Troe, ont, at jeg ikke vidste, hun var ugift, ellers havde jeg intet talt derom. Lad mig see nok engang, Jomfrue, maa skee at jeg saae feyl første gang.

PIGEN.

I maa see Fanden, I skulde maa skee lyve mig fleere Børn paa, end det jeg har faaet; hvo som siger mig andet paa, end at jeg er Jomfrue, den skal være en Løgner og en Skielm.

De andre begynder at fnise, og Pigen græder.
BONIFACIUS.

Min hierte Jomfrue! bliv ikke vred paa mig! jeg vidste, min Troe, ikke andet, end hun var Madame, men ...

PIGEN.

Du est en Løgner og en Bedrager! Jeg skal sige de gode Madamer hvoraf dette reiser sig. Jeg tiente paa en Herre-Gaard med en anden Mammeselle, som kom Skolemesteren for nær; Sagen kom for Tamperretten, hun paastod Ægteskab, han søgte Udflugter, og ved adskillige Procurator-Stræger forqvaklede Sagen saaledes, at han blev frikiendt for Ægteskab, og jeg maatte lade mig nøye med 200 Daler.

De andre leer, Pigen gaaer bort med de 2 Koner, og truer Barberen.
BARSELKONEN.

Det var en forbandet Historie, men hun røbede sig selv; jeg vilde have givet 10 Rixdaler, at det ikke var skeet i mit Huus.

BONIFACIUS.

Jeg vidste ikke andet, end hun var gift, ellers havde jeg gierne sparet hende.

BARSELKONEN.

Jeg vilde have soret for den Pige, hun seer saa skikkelig og saa pæn ud. Men der kommer Doctoren, hillemend! bag Skiermbrettet, Mester Bonifacius. Han løber bag Skiermbrettet.

60

SCEN. 5

Barselkonen. En Doctor.

BARSELKONEN.

Ah jeg kommer ikke ihu, at Anne Signekielling staaer bag Skiermbrettet tilforn; der vil ligge et Fandens Huus imellem dem. Tienerinde, Hr. Doctor.

DOCTOREN.

Hendes skyldigste Tienere, Madame! hvordan staaer det til med Sundheden? har hun Beneficium ventris?

BARSELKONEN.

Ney, Hr. Doctor! han har ikke været her i lang Tid.

DOCTOR.

Ej Madam! saa gaaer det ikke vel, det maa i det ringeste være 2 gange om Dagen.

BARSELKONEN.

Men hvor kommer det, at Doctoren undertiden har forbudet mig det?

DOCTOR.

Jeg? det har jeg aldrig giort, Madame! der er ingen Ting, som jeg raader meere til.

BARSELKONEN.

For nyelig truede han dog at stævne Mester Bonifacius for det Medicinske Facilitet, og nu raader han mig, at bruge ham tvende gange om Dagen.

DOCTOR.

Ha, ha, ha! hun forstod mig ikke ret; jeg sagde ikke Bonifacium, men Beneficium, det er at sige: Har hun aabet Liv?

BARSELKONEN.

Det er noget andet, derfor er det sikkerst at tale Dansk til Fruentimmeret. Men at svare til det Spørsmaal, saa har jeg ikke at klage i den Post.

DOCTOR.

Hvoraf finder da Madamen sig meest incommoderet?

BARSELKONEN.

Jeg har saadan Uroelighed i mit Legeme.

DOCTOR.

Hvad Mad spiser hun, Madame? hvorledes er hendes Diæt?

BARSELKONEN.

Om Morgenen drikker jeg lidt Thee.

DOCTOR.

Grøn Thee eller Thee de Bou?

BARSELKONEN.

Grøn Thee.

DOCTOR.

Det duer ikke Madam! det obstruerer.

61
BARSELKONEN.

Ney! jeg fortalede mig, det er Thee Bou jeg drikker.

DOCTOR.

Det duer ikke, Madame! det løser for meget, og gir en slap Mave.

BARSELKONEN.

Det er ikke alle Morgener, jeg drikker Thee; thi de fleeste Morgener drikker jeg en god Havre-Suppe.

DOCTOR.

Det duer ikke, Madame! det giver Slim i Maven; men hvad æder hun om Middagen?

BARSELKONEN.

En god Kiød-Suppe.

DOCTOR.

Duer ikke, Madam, for syge Folk; Kiød er hidsig, og føder Sygdom.

BARSELKONEN.

Ej Hr. Doctor! jeg maa endelig have noget, jeg kand ikke æde Melgrød alleene baade Middag og Aften.

DOCTOR.

Melgrød! ingen Ting er skadeligere, Melgrød er jo ikke andet end raadt Brød, man kand jo lime med Melgrød.

BARSELKONEN.

Skal jeg da æde Byggryns-Grød?

DOCTOR.

Duer ikke heller; thi man kand aldrig faae Byggryns-Grød kaaget vel; om den skulde kunde passere, skulde den kaages net op 3 Timer, 5 Minuter og en Stendeel, og det altid med lige Ild.

BARSELKONEN.

Men hvor kand noget Menneske passe det saa lige?

DOCTOR.

Det er sandt Madame! derfor er det best, at lade blive med den Spise. Jeg vil give hende Opskrift paa de slags Drik og Spise, hun skal holde sig fra: nemlig Melk, Viin eller Øll er en Gift for hende; foruden den slags Spise, som før er omtalt, maa hun holde sig fra all slags Fisk, item rørig Mad, som Flesk, Erter, Kaal, Løg, item alt det som er salt og suurt; Brød er en u-skyldig Spise, som styrker Legemet, uden at føde Sygdommen, men Hvedebrød maa hun ey æde, thi det stopper.

BARSELKONEN.

Skal jeg da æde Grovbrød?

DOCTOR.

Ingenlunde! thi det er Surdey i Maven.

62
BARSELKONEN.

Hillemend, Hr. Doctorl paa den Maade skal jeg hverken æde eller drikke.

DOCTOR.

Det var at ønske, at en Patient kunde holde sig derfra; thi som all Sygdom kommer af Mad og Drikke, saa fødes den ogsaa deraf; jeg havde en Patient, han kunde tvinge sig den Karl, (men hvor finder man fleere, der ere saaledes Mestere af sig selv) han holdt sig i en Feber 6 Dage baade fra vaadt og tørt.

BARSELKONEN.

Saa haaber jeg nok, at han døde.

DOCTOR.

Ja hvad andet? men Feberen derimod forlod ham gandske, thi det var os kuns at giøre om den at fordrive. Febris, Madame, var her materia substrata; hic Rhodus, heder det, hic salta. Ellers har hun ikke behov at være bange, at det skal vare længe med Sygdommen, thi jeg har en Tinctur, som er et Arcanum, hvoraf vel er sandt at de fleeste døer, men dersom de ikke døde deraf, var aldrig noget saa ypperligt i Verden.

BARSELKONEN.

Hr. Doctor! lad os tale om andet. Jeg har om Natten saadanne forskrækkelige Drømme; hvoraf kand saadant komme Hr. Doctor?

DOCTOR.

Drømme, Madame, ere adskillige slags, der er somnia divina, diabolica og naturalia, eller efter Hyppocratis Mening alleene somnia divina et naturalia ... Men hvad er der for en Allarm bag Skiermbrettet? det lader som Klammerier.

BARSELKONEN.

Det er Ammen, hun bliver ligesom hun var gall i Hovedet, naar hun hører enten Latin eller Grædsk.

DOCTOR.

Ikke andet! Ja, jeg skulde fortælle Madamen videre om Drømme. St. Gregorius deeler Drømme udi dem som kommer è repletione, ex inanitione excrementorum et illusione, è cogitatione et illusione simul. Men det er dog en forbandet Allarm, det kand jo ikke være Ammen alleene.

BARSELKONEN.

Jo det er, Hr. Doctor! hun blev ligesaadan forgangen, da David Skolemester var her.

DOCTOR.

Jeg skal da fortælle Resten paa reen Dansk. 63 Disse Deelinger ere gode nok, men mig synes, at de kand best deeles i 6 slags: det første slags er de, som varer om tilkommende Ting; det andet slags er de Ting, som forestilles vore indvortes Sandser, og kaldes Syn . .. Men hvad Pokker er det for Stoyen bag Skiermbrettet? den Amme maa være splitter gall. Hvad heder hun, Madame?

BARSELKONEN.

Hun heder Sire.

DOCTOR.

Hør Sire, giv dig tilfreds! jeg taler jo ikke et Ord Latin meere.

BARSELKONEN.

Hr. Doctor skal ikke agte det, hun kommer sig nok igien.

DOCTOR.

Det tredie slags ere Aabenbaringer, som Himlen gir os i Søvne, og er kaldet af de Græker Phasma, Horama, eller Chrematismos ... Men det kand u-muelig være Ammen alleene, Madame! jeg hører jo tvende Røster.

BARSELKONEN.

Jo det er, min Troe, hun kand giøre sig to Røster paa eengang.

DOCTOR.

Sire! hvor er det fat? See nu blev hun stille. Men hvor var det, vi slap, Madame?

BARSELKONEN.

Det maa vor Herre vide, jeg forstaaer kuns meget lidet deraf.

DOCTOR.

Ja nu erindrer jeg mig det, det var Phasma.

BARSELKONEN.

Ligesom Doctoren behager, thi det er mig lige got.

DOCTOR.

Enypnia ere slige Drømme, som her alleene haver Sted; jeg kalder saadanne de ordinaire Drømme, endeel saasom de hender gemeenlig, saa tit vi falder i Søvn, endeel og, eftersom der gierne præsenteres os noget i de samme af de Ting, som vi nyelig har giort, eller tænkt: Saaledes drømmer den Forliebte om sin Amour, en Gierig om sin Rigdom, en Advocat om Rettergang, en Skolemester om Gloser.

BARSELKONEN.

sagte. Og en Doctor om Piller.

DOCTOR.

Hvilket Lucretius libro primo giver tilkiende, item Seneca in Octavio et Claudianus de raptu Proserpinæ. 64 Men hør, Madame! der er jo to Mennesker, som slaaes; jeg kand jo høre 4 Been stampe. Jeg maa see hvad det er.

BARSELKONEN.

Det er, min Troe, intet uden Ammen med Vuggen.

DOCTOR.

Hid rapporterer sig det Plutarchus siger om Theseo:

det samme falder Skiermbrettet om, Balberen og Signe-Kiellingen falder oven paa Doctoren, alle 3 paa Gulvet. Bonifacius trækker Kiellingen ud efter Haaret, Doctoren trækker Balberen i Haaret til Døren, hvor Balberen løber ud. 65

Ha, ha! Madame! det var andet, end Ammen. Jeg seer hvad Folk I consulerer. Jeg skal lade baade dem stævne, som lar sig bruge, og jer tillige med, som bruger dem.

Gaaer bort.
BARSELKONEN.

Hr. Doctor maa da ikke fortryde paa, om jeg kommer med en Contra-Stævning, formedelst hans u-rimelige Snak, hvormed han nær har taget Livet af mig.

SCEN. 6

BARSELKONEN.
alleene.

Saa gik det til i Dag, i Gaar,
I Morgen samme Plage
Mig arme Qvinde forestaaer;
Jeg tør dog ikke klage:
At piines saa heelt tungt vel er,
Er artig dog tillige;
Det efter Landets Mode skeer,
Hvad har jeg da at sige?
Gid store Folk de Griller faaer
At giøre det end verre,
Og Barselseng paa Torv opslaaer:
Vi som saa villig ere
At efterabe, Moden jo
Vi skulde strax antage,
Og gierne ligge der i to
Og fyrretyve Dage.
Den usle Bonde sligt beleer,
Den som sit Brød maa tigge,
Han siger: hvis det Høyhed er,
Paa Piinebenk at ligge,
Jeg nøyes heller med min Stand,
Ey efter Høyhed stunder,
Fornemme Fruer i vort Land
Slig Høyhed ey misunder.

66

ACTUS IV

SCEN. 1.

En Kone. Troels.

KONEN.

Troels! din Madame har got, hun faaer saa mange skiønne Visiter.

TROELS.

Det maa hun vel sige, Madame! jeg var engang i Stuen, da Visiterne vare, men det kostede mig 2 Skilling i Brændeviin.

KONEN.

Hvi saa?

TROELS.

Man maa jo drikke Brændeviin paa det, som rørigt er, for at forebygge Feber; thi ligesom der er rørig Mad til, saa er der og rørig Snak, som kand bringe en ærlig Karls Mave i Confusion. Med et Ord, Madame! jeg vilde ikke være Barsel-Qvinde, om man gav mig 2 Mark.

KONEN.

Ja, jeg troer nok, din Madame var ilde tilfreds med vores Visiter i Dag, for en vis Aarsags skyld, ha, ha, ha!

TROELS.

Hvilken Aarsag?

KONEN.

Ah, den kydske Kone! ha, ha, ha! det var nogle u-lyksalige Visiter, ha, ha, ha!

TROELS.

Ha, ha, ha! hvad vil det sige? naar I leer af Visiterne, saa leer I af jer selv.

KONEN.

Den stakkels Kone kunde ikke faae Tid, ha, ha, ha!

TROELS.

Hun kunde ikke faae Tid, at bede jer allesammen gaae Fanden i vold paa Døren.

KONEN.

Ney! hun kunde ikke faae Tid at tale et Ord med hendes ... ha, ha, ha!

TROELS.

Med hendes ha, ha, ha! hvilken ha, ha, ha er det?

67
KONEN.

Med hendes Galant, som laae skiult under Bordet; hvilken Ulykke for den stakkels Kone! ha, ha, ha!

TROELS.

Hvad Fanden er det I siger? laae der en Galant skiult?

KONEN.

Ja! jeg ynkedes over den stakkels Karl, ha, ha, ha! Men jeg skal ikke sige fra.

TROELS.

Det giør I vel i, Madame! thi det kunde hende sig, at naar I kommer i Barselseng, at vor Madame kand finde ligesaadan en Støver under jer Bord.

KONEN.

Det har vel ingen Fare.

TROELS.

Men vil Madamen end giøre os en Visite i Dag, efterdi hun kommer her?

KONEN.

Ikke til Barselkonen, men til den gode gamle Monsieur Corfitz, som jeg længst har kiendt.

TROELS.

Jeg troer aldrig Madamen har i Sinde, at bedrøve min Hosbond, og at giøre ham end meere catholsk i Hovedet, thi han har tilforn Mistanke til en Cantor, som har informeret hende i Musiqven.

KONEN.

Maa skee det er den samme, som laae under Bordet, men ...

TROELS.

Jeg beder for alt det som til er, at hun ikke giør ham Hovedet meere kruset, thi hvad vinder hun dermed?

I det kommer Corfitz bagved, staaer og hører alting, og giør Ophævelser derover.
KONEN.

Bør man ikke vare en god Ven ad om saadant, at han i tide kand forekomme det?

TROELS.

I bedrøver kun Manden dermed, i det I siger ham hans Ulykke, som han ikke kand ændre, og opirrer hende og hendes heele Slegt mod jer Huus.

KONEN.

Saa raader du mig da derfra?

TROELS.

Ja vist, og det er endeel for deres, endeel for jer egen skyld, thi I vil tabe meest derved.

KONEN.

Saa tal da intet derom, at jeg har været her. Hun gaaer.

68

SCEN. 2

Troels. Corfitz.

TROELS.

Hvilken forbandet Historie var ikke denne! Jeg glemte at spørge hende, hvordan den Karl saae ud. Saa gaaer det, naar en Mand paa 70 Aar gifter sig med en Pige paa 15 Aar; om jeg havde været betroed at opsætte denne Giftermaals Contract, skulde den have bleven saadan: Hr. Corfitz overgiver alle sine Midler og Formue, løst og fast, til den dydziirede Møe, og forbinder sig til at holde hendes Statz ved lige, at hende aldrig noget skal fattes; derimod forbinder hun sig til, at holde hans Pande ved lige, at den aldrig skal fattes visse slags Prydelser, som ziirer en gammel Mand saa vel. Jeg har altid tænkt Madamen skeede uret, men nu undskylder jeg Hosbond, thi undseer hun sig ikke for at have Galanter hos sig paa denne Tid, nu hun er svag, hvad maa hun da giøre, naar hun er frisk! O du stakkels gamle Hanrey, jeg har stor . . .

I det samme vender han sig, og bliver Corfitz vaer, som staaer bag ved Øret af ham.
CORFITZ.

Du præker vel i en Lygte, Troels! det var en trøstelig Discours for mig.

TROELS.

Hvilken Discours?

CORFITZ.

Jeg har hørt den fra Begyndelsen til Enden; men hvorfor har din Hund ikke aabenbaret mig saadant tilforn? Ach Himmel! min Mistanke har været alt for vel grundet; jeg vil ikke see min Kone for mine Øyne! Det er Ulykken, jeg har ikke meer end eet Vidne paa den unge Karl, som i min Fraværelse var alleene med hende i hendes Kammers. Tænk engang, hvilken Dristighed, hvilken ublue Kierlighed, ikke at undsee sig, endog paa saadan Tid, som nu er, at have fremmede unge Karle hos sig! Jeg kand ikke styre mig, jeg skal blotte hendes Skam for heele Verden, og give det an for Øvrigheden.

TROELS.

Ja Hosbond kand erholde Skilsmisse derved.

69
CORFITZ.

Jeg meener Ja.

TROELS.

Jeg ligesaa, nemlig ved sit gode Navn og Rygte, thi at beskylde sin Kone har noget at sige; jeg kiender nok Tamper-Retten, thi jeg har en Broder som er Laqvai hos en Tamper-Herre. Der vil fældes saadan Dom: endskiønt det er kiendeligt af adskillige Omstændigheder, at Signeur Corfitz er Hanrey, saa dog, eftersom han ey kand bevise det saa klarlig, som 2 og 3 er 5, saa dømmes han til at giøre hende Afbigt.

CORFITZ.

Det maa være, hvad det være vil, saa skal jeg dog forsøge det. Gak først hen til Cantoren Monsr. Gothard.

TROELS.

Det skal skee Hosbond. Gaaer bort.

CORFITZ.

Est du gall Dreng! du har jo ingen Beskeed faaet, hvor vil du hen?

TROELS.

Jeg vil hen til Monsieur Gothard, som Hosbond bad mig om.

CORFITZ.

Hvad skal du giøre der?

TROELS.

Jeg veed min Troe ikke.

CORFITZ.

Ej saa hør Beskeed først, førend du gaaer, din dumme Esel! Du skal bede ham giøre mig den Ære, at komme hid et Øyeblik.

TROELS.

Har da Hosbond noget at tale med ham?

CORFITZ.

Ja hvad andet? jeg vil fritte ham noget i denne Sag.

TROELS.

Ha, jeg forstaaer nok Hosbond, jeg skal min Troe nok sige ham det.

CORFITZ.

Hvad vil du sige ham?

TROELS.

At der er een, der har giort Hosbond til ...

CORFITZ.

Gid du faaer en Ulykke din Slyngel! hvem beder dig sige saadant?

TROELS.

Ej Hosbond! jeg vil ikke just sige det saa plumpt, jeg vil sige det paa en skiemptsom Maade som for Exempel, at Hosbond har faaet en liden Skavank i sin Pande, hvorover han vil vide, hvad det er; saa forstaaer han nok Meeningen, lad kuns mig raade. Gaaer bort.

70
CORFITZ.

Hej Troels! du skal faae en Ulykke, hvis du ikke tier.

TROELS.

Ej lad mig kuns sørge derfor, Ærendet skal blive forrettet u-paaklagelig.

CORFITZ.

Jeg troer Fanden rider Drengen, vil du giøre mig til Nar?

TROELS.

Vil da Hosbond sige ham det selv?

CORFITZ.

Ja hvad andet? jeg har jo ikke fornødent, at bruge dig til Tolk.

TROELS.

Saa giør jo Hosbond sig selv til Nar, hvilket er verre, end om jeg giorde det.

CORFITZ.

Jeg troer, jeg kløver Hovedet engang paa den Knægt, han giør mig gandske gall.

Trækker ham i Haaret.
TROELS.

Au! au! au! Men om han spør mig, hvad Hosbond vil tale med ham om, skal jeg da staae, som en dum Hund, og intet svare?

CORFITZ.

Det er jo nok, at du siger ham, at jeg har noget at tale med ham om, som er Magt paaliggende.

TROELS.

Ja nu forstaaer jeg Hosbonds Meening, jeg melder ikke et Ord om Hanrederiet.

CORFITZ.

Den Dreng er forhexet i Dag.

TROELS.

Og, endskiønt han spør mig tusinde gange, hvad det er, vil jeg ey svare andet, end at Hosbond fortæller ham nok selv om Karlen, som laae under Bordet.

CORFITZ.

Du skal ikke sige andet, end at jeg vil tale med ham, dit Beest.

TROELS.

Ja, ja! det er got.

Gaaer ud.

CORFITZ.

Jeg kand ikke begribe den Drengs Væsen; var han ikke saa troe, som han er, saa havde jeg for længe siden jaget ham paa Døren. Jeg veed ikke, enten det er Ondskab eller Taabelighed.

TROELS.

kommer tilbage. Hosbond! ret som jeg kom ud i Luften, fik jeg et Indfald, nemlig om Monsieur Gothard fritter mig meget, saa vil jeg alleene sige, at en 71 Madame, som var i Barselstuen i Dag, fortaalte os noget forbandet Tøy om Mutter.

CORFITZ.

Og ret som jeg saae dig komme ind af Luften igien, fik jeg det Indfald, at slaae Arm og Been i stykker paa dig.

Løber efter ham.

SCEN. 3

Corfitz. En Officeer.

CORFITZ.

løbende tilbage igien, kaster Huen af og tar sin Peruk paa. Hillemend, det var en stor Ulykke! Jeg glemmer den eene Fortræd for den anden; her kommer Cabeleren, som stod Fadder til Barnet, den Karl lar sig ikke nøye med een Bouteille Viin. Havde han ikke seet mig, saa havde jeg negtet mig inde; thi han kunde aldrig komme paa ubeleyligere Tid, nu jeg har Hovedet fuld af Griller, og skulde raadføre mig med Monsr. Gothard. Det er ikke nok, at man skal plages med Fruentimmer i Barselstue, man faaer ogsaa all Verdens Mandfolk paa Halsen, og hver Gratulation, man giør mig, er et Knivsting i mit Hierte.

EN OFFICEER.

kommer ind, syngende en Jydsk Viise, blir Corfitz vaer, omfavner og kysser ham. Ach mein lieber Hr. Corfitz! bliv ikke vred, fordi jeg har biet saa længe.

CORFITZ.

Ney aldeeles ikke, min Herre.

OFFICEER.

Jo jeg kand nok see paa jer, at I er noget fortrydelig i Dag.

CORFITZ.

Da er det min Troe aldeeles ikke derfor, at min Herre ikke kom her i Gaar ... Sagte thi jeg var tilfreds, du aldrig havde kommet.

OFFICEER.

Mandfolk regner ikke Moden saa nøye som Fruentimmer. Ej Hr. Corfitz, læg intet saadant paa Hiertet. Jeg vil oprette det igien med at komme her hver Dag saa længe jer Kone ligger.

72
CORFITZ.

Ej, Herren skal ikke giøre sig nogen U-leylighed at oprette saadant, thi jeg kand giøre min Eed paa, at jeg ikke er vred fordi han blev borte i Gaar.

OFFICEER.

Jeg kunde min Troe ikke komme; vil han nu troe mig?

CORFITZ.

Jeg troer, jeg troer det Herre!

OFFICEER.

Ich war pardi engrassered anderwerts.

CORFITZ.

Vil han endelig jeg skal svære paa, at jeg ikke er vred for han blev borte i Gaar .... Sagte, men fordi du ikke ogsaa blev borte i Dag.

OFFICEER.

Jeg havde en liden Affaire med en fremmed Officeer i Gaar-Eftermiddag, som jeg stak ihiel, unter uns gesagt, ved Fuglestangen. Vi kom i Disput, saa vi derudover maatte ud for Fuglestangen, hvor jeg nær havde stukket min Contrapart ihiel, thi Spidsen af min Kaarde var ikke en Finger bred fra hans Hierte.

CORFITZ.

Mig syntes han sagde tilforn, at han stak ham ihiel.

OFFICEER.

Har jeg sagt det, at jeg stak ham ihiel, saa stak jeg ham ogsaa ihiel. Først stødte han i en Second, hvilken jeg caverede, og gav ham een igien udi en Ters; Støder efter Corfitz, siden stødte han atter i en Second, og jeg gav ham een over Armen. Støder Corfitz ned.

CORFITZ.

Min Herre maa exercere Konsten paa andre; thi jeg taaler ikke mange Stød disse Tider.

OFFICEREN.

omfavner ham. Ach mein lieber Hr. Corfitz! ich bitte umb Permission, jeg tænkte ikke at støde saa hart.

CORFITZ.

Og jeg langt mindre.

OFFICEER.

Han seer ikke saa fornøyet ud, som han burde at være, Hr. Corfitz.

CORFITZ.

Jeg er, med Permission at sige, plaget med Colica iblant, velbaarne Herre!

OFFICEER.

Ikke andet, dertil er gode Raad, I skal bryde Halsen i tu paa nogle af jere gamle Bouteiller, som I har i jer Kielder; intet er bedre mod Colica, end 73 god gammel Rhinsk Viin. Lad os faae et par Bouteiller ind, jeg skal være jer Doctor.

CORFITZ.

Viin tiener mig aldeeles ikke nu omstunder.

OFFICEER.

Som jeg siger ham, det er det eeneste Middel mod Colica! jeg har og selv Lyst til et Glas.

CORFITZ.

Vinen skulde gierne være til Tieneste, hvis nogen var ved Haanden, men Piger og Drenge ere alle i Byen.

OFFICEER.

Da skal min Karl gierne gaae ham til Haande, og hente et par Bouteiller af Kielderen.

CORFITZ.

Men velbaarne Herre ...

OFFICEER.

Ej sans façon, Hr. Corfitz! det er ingen Umage. Christopher Eisenfresser!

CHRISTOPHER.

med store Knebelbarter. Herr!

OFFICEER.

Hr. Corfitz vil have dig ned i sin Kielder, for at hente os et par Bouteiller Viin op.

CHRISTOPHER.

Das thue ich mit Plaisir.

CORFITZ.

sagte. Jeg troer det nok; men min Kielder staaer ikke aaben for Eisenfressere og Gaudibe.

OFFICEER.

Hr. Corfitz skienker dig nok for din Umage.

CORFITZ.

sagte. Det giøres ikke nødig; thi seer jeg ret paa Monsr. Eisenfresser, saa skienker han sig nok selv, om han kommer i Kielderen.

OFFICEER.

Laan ham jer Kielder-Nøgel, Hr. Corfitz, sans façon.

CORFITZ.

sagte. Ja jeg vil laane ham en Strikke at henge sig udi. Høyt. Jeg troer ikke, det giøres nødigt; nu erindrer jeg, at der er dog een af Pigerne hiemme.

Marthe, Marthe! hør Marthe! gak ned i Kielderen, og hent os et par Bouteiller Viin.

OFFICEER.

Lad os sætte os ned ved Bordet saa længe ...

I er lykkelig Hr. Corfitz, at I har faaet en Livs-Arving paa jer gamle Alder ... Dog det er sandt: I har ikke faaet Barnet, men jer Kone.

CORFITZ.

sagte. Jeg troer ikke, der er meget usandt deri.

OFFICEER.

Jeg tør ikke vove mig ind i Barselstuen for Frygt at miste min Hat.

74
CORFITZ.

Jeg var tilfreds, at min Hat var Fanden i vold.

OFFICEER.

Ej! han er saa traurig Hr. Corfitz, han burde jo springe paa Bord og Bænke af Glæde.

CORFITZ.

sagte. Naar jeg tænker paa det som laae under Bordet, saa har jeg ingen Lyst til at springe oven paa det.

OFFICEER.

Hvad siger min Hr. Corfitz?

CORFITZ.

Jeg siger, at den Pige bliver noget længe borte med Vinen.

OFFICEER.

See der kommer hun baade med Viin og Glas.

Han skienker i Glasset, og smager Vinen. Bon, bon! Kiærestens Skaal! Gid han inden faa Maaneder maa faae en anden kiær Arving igien.

CORFITZ.

Han vil have min Kone til en Maanets-Due, velbaarne Herre! Men see! kommer der ikke min Naboe Jens Olsen? han er gandske beskienked.

OFFICEER.

Han burde hede Jens Ølsen; thi det er nok en god 01-Ruus han har.

SCEN. 4

Corfitz. Officeren. Jens Olsen ravende.

CORFITZ.

Hvor har du været henne Svoger? du est noget beskienket.

JENS OLSEN.

Jeg er fuld som et Beest.

CORFITZ.

Sid ned og hvil dig.

JENS OLSEN.

sætter sig. Lad mig faae nogen Thee, jeg er saa tør ... stig. Hvor er din Kone? lad hende komme ind.

CORFITZ.

Hvilken Snak! er min Kone nu i Stand at komme her ud?

JENS OLSEN.

Det er sandt Svoger, du har ret, og jeg uret; thi jeg er fuld. Thee! Thee!

CORFITZ.

Giv stunder lidt til Pigen kommer.

JENS OLSEN.

Veedstu hvad Svoger! de siger, faaer jeg Skam, i Byen, at din Kone er ikke Fader til Barnet.

75
OFFICEREN.

Ha, ha!

JENS OLSEN.

Hvem er der? See, hans Tienere, Monsieur. Thi de holder for, at saadan gammel Mand, som du, paa 70 Aar, ikke ...

OFFICEREN.

Ej Monsieur, lad blive saadan forbandet Snak.

JENS OLSEN.

Hvem er der? See hans Tienere, Mussieurs.

76
CORFITZ.

Hvad slags Thee vil du have, Svoger?

JENS OLSEN.

Jeg vil nok have den grø ... nne Thee, som hee . .. heeder Thee de Bøf. Thi de siger, kiære Svoger, at en gammel Mand, som du, paa 70 Aar, kand ikke giøre .. .

OFFICEREN.

Jeg kand ikke begribe Monsieur, hvorledes I tør komme med saadan Snak.

JENS OLSEN.

Hvem er der? See hans Tienere, Mussieurs. Thi de siger, at en Mand paa 70 Aar . .. men jeg vil tiene kiære Svoger .. . Officeren vender sig fra ham.

JENS OLSEN.

Der seer jeg alt Thee. Han drikker Officerens Glas ud. Ach, det giorde got! det var jo Thee de Bøf.

OFFICEREN.

vender sig om, knepper ham paa Næsen. Det var en Compliment de Bøf, Monsieur Ølsen, at drikke en andens Glas ud.

Borgeren river Peruqven af ham; Corfitz skiller dem ad; Officeren raaber paa Eisenfresser; Eisenfresser slaaer begge Borgerne paa Gulvet; Jens Olsen reiser sig og løber bort; Officeren forfølger ham; Corfitz kryber under Bordet, og Eisenfresser gaaer bort med Bouteillerne.

SCEN. 5

Gothard. Troels. Corfitz.

TROELS.

Her maa have været Fremmede, her staaer Glas paa Bordet.

GOTHARD.

Ja I er vel ikke Fremmede foruden nu fra Morgen til Aften.

CORFITZ.

rækker Hovedet frem. Troels! er de alt borte?

TROELS.

Her er ingen uden Monsieur Gothard, som Hosbond har haft Bud efter.

CORFITZ.

kommer frem. Er Christopher Eisenfresser ogsaa borte?

TROELS.

Jeg har hverken seet Christopher Eisenfresser, eller ...

77
GOTHARD.

Hvordan er det fat Monsr. Corfitz? hvorfor sad han under Bordet?

CORFITZ.

Det var meest af Frygt for Monsr. Eisenfresser. I skal vide, Monsieur, her havde nær skeet Mord i mit Huus.

GOTHARD.

Hvad var Aarsag dertil?

CORFITZ.

Aarsag dertil? vore forbandede Moder, at vi skal holde Huset fuld af Folk hvergang et Barn fødes.

I har jo selv seet, Monsieur, hvor det er tilgaaet udi min Kones Stue i disse Dage.

GOTHARD.

Jeg? Jeg har min Troe ikke seet jer Kone siden, jeg veed ikke, hvor længe.

CORFITZ.

Monsieur, still jer ikke saa hellig an, jeg veed bedre.

GOTHARD.

Det er en mørk Tale for mig.

CORFITZ.

Vil I bekiende med det gode, saa skal jeg pardonere jer, hvis ikke, skal I blive exemplariter straffet.

GOTHARD.

Monsieur, jeg troer, at dette Klammerie har saaledes forvirret jer Hierne, at I ikke veed hvad I siger.

CORFITZ.

I skal faae at vide, at jeg veed hvad jeg siger.

GOTHARD.

Hvad Pokker er det I siger! Hvad har jeg giort? hvad vil I giøre mig?

CORFITZ.

I maa vide, at her er Lov og Ret til i Landet.

GOTHARD.

Det veed jeg heel vel, men hvad ulovligt har jeg bedrevet?

CORFITZ.

Om jeg erindrer Loven ret, saa bør I straffes paa Livet for jeres Gierninger.

GOTHARD.

Alt dette er jo en gall Mands Snak.

CORFITZ.

Ja stikkes i en Sæk og druknes.

GOTHARD.

Monsieur, naar I beviser mig noget over, saa er Tid for mig at forsvare mig.

CORFITZ.

Jeg skal inden Aften have beviist hvad jeg siger.

TROELS.

Det banker vist.

Løber til Døren og kommer tilbage. 78

Heele Gangen er fuld af fremmede Mænd, som maa skee vil gratulationere Hosbond.

CORFITZ.

Gid de faaer en Ulykke med deres Gratulationer. Lad ham tage imod dem, han har meer Deel derudi, end jeg. Du kandst ellers sige, jeg er ikke hiemme.

Gaaer bort, og Troels med.

SCEN. 6

Gothard. Troels.

GOTHARD.

alleerne. Hvad Pokker er dette for et Eventyr? Jeg veed ikke enten jeg vaager eller drømmer. Jeg har informeret hans Kone i Musiqven, førend hun blev gift, og siden hun fik denne Mand, været 2 eller 3 gange i Huset; derfor skal jeg stikkes i en Sæk og druknes. Vidste jeg, at jeg havde talet et ublue Ord til hende, saa skulde det aldrig fortryde mig. Det giør mig meest ont for den stakkels unge Kone, at hun uskyldig skal blive forført, thi jeg har ikke merket uden alt det, som er ærligt og skikkeligt hos hende. Men der kommer Drengen igien; jeg maa fritte ham derom. Hør Troels! drømmer jeg eller vaager jeg? er det din Hosbonds Huus jeg er kommen i eller ey? hører jeg ret eller ey? seer jeg ret, eller er jeg blind?

TROELS.

Jo nu seer I ret, Monsieur! men inden Aften maa skee kommer I kun til at see med eet Øye. Der banker igien. Løber til Døren. gode Mænd, min Hosbond siger, at han ikke er hiemme. Kommer tilbage igien.

Vort Huus er i disse Dage ligesom en beleyred Bye. Nu har jeg nyelig slaget to Storme af. Men det bliver ikke derved.

GOTHARD.

Hvad vil du sige dermed, Troels, at jeg inden Aften kun kommer til at see med eet Øye?

TROELS.

Jeg vilde ønske Monsieur, at det kom ikke videre, og at I ikke mister dem begge.

79
GOTHARD.

Jeg kand min Troe ikke andet end lee af alt dette; det er jo ikke andet end en Comoedie.

TROELS.

Ney Monsieur, det vil blive en Tragædie, thi at miste sit Øye, er ikke noget at lee af.

GOTHARD.

Hvad er det da?

TROELS.

Jeg skal strax sige jer det ... Det banker; jeg maa til Døren først og afslaae den tredie Storm. Løber til Døren og raaber:

Min Hosbond er ikke hiemme, i Dievels Skind og Been.

Kommer tilbage. Hør Monsieur! min Hosbond har haft jer længe mistænkt for sin Kone. En af de Madamer, som har giort Visite her i Dag, siger, at hun saae en Karl ligge skiult i Barselstuen. Hosbond troer det er jer. Men, som han ingen ret Beviis har, vil han at gamle Gunild skal slaae et Øye ud paa samme Karl, og siden, naar han er bleven tegnet, forfølge ham med Retten. Har I derfor jer Øye kiær, saa bekiend i tide ... Men der banker igien. Løber til Døren.

GOTHARD.

Ha, ha, ha! Jeg kiender den gamle Gunild, hun skal spille ham et Puds for min skyld; thi han bør prostitueres for heele Verden. Jeg skal ogsaa sætte andre ud paa at fixere ham.

TROELS.

kommer tilbage. I Hunde, vil I trænge ind med Magt i et Huus?

GOTHARD.

Adieu Troels! vi seer hinanden nok med det første.

TROELS.

Men ikkun med eet Øye. De gaaer bort begge to.

80

ACTUS V

SCEN. 1.

Gothard. Leonard.

GOTHARD.

Hvilke forbandede Historier! hvorledes kand dog Jalousie forvirre et Menneskes Hierne!

LEONARD.

Hvad tar han sig da for?

GOTHARD.

Han har i Sinde først at consulere gamle Hexer og Spaamænd, som skal sige ham, om hans Kone har været ham utroe, og legge hendes Galant ud, som han meener er jeg; der skal holdes en Samling i hans Huus i Dag af allehaande slags Folk, som han vil raadføre sig med.

LEONARD.

Men hvad tænker han at vinde dermed?

GOTHARD.

Naar han først faaer Sagen at vide, vil han paaføre mig Process.

LEONARD.

Det kand ikke være mueligt! Men hvor har I faaet slige Omstændigheder at vide?

GOTHARD.

Han har adresseret sig til en gammel Kone, som, til hans Fortræd, er mig end meere troe. Den samme Kone, som gaaer Ærinde til alle disse smukke Folk, har aabenbaret mig den heele Handel, og har jeg overlagt med hende, at spille ham adskillige smaa Puds; thi jeg skiøtter ikke om at hevne mig paa anden Maade over den Giek.

LEONARD.

Hvorledes da?

GOTHARD.

Kiender I ikke Oldfux?

LEONARD.

Ja, den Pudsen-mager, er han endnu her i Byen?

GOTHARD.

Han skal gaae mig til Haande, og agere alle disse Personer; han tar ogsaa nogle af hans Venner 81 til Hielp med sig, som ere lige saadanne giennemdrevne Skalke som han er selv. Jeg har derfor ført jer hid, at I tillige med mig kand have den Lyst i en Afkrog at see disse Historier an. Men der seer jeg han kommer, lad os løbe til side, ret nu vil det gaae an, thi Oldfux er her strax ved Haanden og vil begynde at spille sine Roler, saa snart han seer Hr. Corfitz komme ud. De gaaer.

SCEN. 2

Corfitz. Troels. Oldfux som Chiromanticus.

CORFITZ.

alleene. Jeg maa gribe til de Midler, som jeg aldrig tilforn har tænkt paa. Jeg veed nok, det er syndigt, at bruge saadanne Midler, men jeg vil heller døe, end lade dette u-hevned. Jeg veed hvo der har forhaanet mig, men det fattes kun at giøre det beviisligt. Madame Maren, som kiender en hob Folk, der kand sige skiulte Ting, har allerede stevnet nogle hid ... Men hvad vil du, Troels?

TROELS.

Her er een, som kalder sig Chilian Maticus, der siger, at Hosbond har haft Bud efter ham.

CORFITZ.

Det er en Chiromanticus, som seer Folk i Hænderne; lad ham komme ind! Hans Tienere, Hr. Doctor! jeg vilde gierne spørge ham til raads om noget.

CHIROMANTICUS.

Er det in Mathesi inferiori, superiori, chiromantia, necromantia, arte onirocritica, talismanica, magia naturali, sive diabolica, det er mig ligegot, thi jeg er Karl for min Hat i det eene saavel som i det andet.

CORFITZ.

Ney Herre! det er noget andet.

CHIROMANTICUS.

Vil I noget andet, saa maa I gaae til Doctoren.

CORFITZ.

Ney Herre! jeg har et sundt Legeme, men jeg er svag paa Siælens Vegne.

CHIROMANTICUS.

Apropos! I taler om Siælen: Hvad 82 er Siælen? detur definitio animæ, ut audiam, qvam hypothesin seqveris, an Moschi, et qvi eum seqvuntur, Democriti, Epicuri, Lucretii, an Platonis, an Aristotelis, an ...

CORFITZ.

Det gir jeg ham at betænke.

CHIROMANTICUS.

An Peripateticus es, an Scepticus, an Stoicus, an ...

CORFITZ.

Jeg forstaaer ikke hvad I siger, jeg er u-studeret.

CHIROMANTICUS.

Siig mig da paa Dansk: hvad er jeres Meening om Siælen?

CORFITZ.

Min Herre! det er noget, som er gandske skiult for mig.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha! I er en Scepticus, I har antaget den fordømmeligste Sect; at tvile om alting, er jo rette Vej til Atheisterie. Jeg tør sige i jere aabne Øyne, at Pyrrhus, som er Author til den Sect, var en Slyngel, et Beest, en Flegel, en Sinke, en Daare, en Nar, en Fleskefante.

CORFITZ.

Min Herre! I forstaaer ikke min Meening.

CHIROMANTICUS.

Jo jeg forstaaer: Jeg har visse Principia at gaae efter. Jeg er en Stoicus; gid I var det samme, saa var det bedre baade for jer og for jer Huus.

CORFITZ.

Min Herre! jeg er en ærlig Mand og en god Christen, det er mig alt nok.

CHIROMANTICUS.

Hvorledes kand I være Christen og Scepticus tillige? Jeg maa examinere Karlen lidt meere: Quot sunt Elementa? Hvor mange Elementer holder I for der er?

CORFITZ.

Det veed jeg nok, uden at have studeret: Der er fire Elementer, Ild, Vand, Luft.

CHIROMANTICUS.

Hvor blev det fierde Element af? det er det som I staaer paa.

TROELS.

Jeg veed dem alle fire, min Hr. Doctor! det er Ild, Vand, Luft, og mine Skoe, dem staaer jeg paa.

CHIROMANTICUS.

Du est en ignorant; lad mig tale med din Herre.

83
CORFITZ.

sagte. Den Karl er gall, førend jeg skulde lade nogen af mine Børn studere, før skulde jeg vride Halsen om paa dem. Høyt.

Hr. Doctor! tillad mig dog at sige 3 à 4 Ord.

CHIROMANTICUS.

Hiertelig gierne, men med den Condition, at I taler Methodice in forma Syllogismi.

CORFITZ.

Jeg har faaet nogle Griller i Hovedet, og tviler om min Hustrues Troeskab.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha, ha! purus putus scepticismus! han tviler om alting; slige Atheister skulde udrøddes af Landet. I skulde være Stoicus, som jeg, saa tvilede I hverken om jer Hustrue, eller noget andet.

TROELS.

sagte. Jeg er da en Skoicus; thi jeg sagde, at det sidste Element var mine Skoe.

CORFITZ.

Monsieur, I giør mig gall med jer forbandede Snak! Just fordi jeg tviler, derfor spør jeg jer til raads, for at blive oplyst.

CHIROMANTICUS.

Got, got! vil I kuns lade jer sige, saa skal jeg nok omvende jer. Hvad vil I da vide af mig? er det noget i naturlige Sager?

CORFITZ.

Ja alt for naturligt.

CHIROMANTICUS.

Er det in Physica Coelesti, eller Terrestri? paa Himmelen, eller paa Jorden?

CORFITZ.

Det er i mit eget Huus, saa maa det jo være paa Jorden.

CHIROMANTICUS.

Bene! da lad os blive paa Jorden.

I vil maa skee vide noget de fontium origine, de fluviorum incrementis, et decrementis, de Oceani qvalitate, terræ magnitudine, eller noget in Philosophia occulta.

CORFITZ.

Jeg forstaaer, i Pokkers Skind og Been, ikke hvad I siger; tal Dansk!

CHIROMANTICUS.

Jeg spørger, om I vil vide noget i hemmelige Sager?

CORFITZ.

Ja vist er det hemmelige Sager.

CHIROMANTICUS.

Got! saa er det vel om Magnetens Kraft og Virkning?

84
CORFITZ.

Ney, ney, ney! Jeg vil vide, om min Hustrue er mig troe eller ey.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha! nu forstaaer jeg; lad see jer Haand. Hør Monsieur, jeg seer, at hvis I ikke er Hanrey, saa burde I at være det. Gaaer bort.

TROELS.

Er det nu ikke, som jeg siger, Hosbond! jo meere man rører ved saadant, jo verre lugter det. Mig synes det er best, at Hosbond slaaer sig smukt til Roelighed, thi han vinder intet andet dermed, end han bliver udraabt i Byen.

CORFITZ.

Holdt din Mund! Hvis du følede i dit Hierte, det jeg føler, saa talede du anderledes, end du giør; mit Blod er saa oprørt, at jeg ikke kand komme i Roelighed, førend jeg hører nogen Vished derom. Vil ikke lærde Folk sige mig det, saa skal Spaaekiellinger ... Ah Himmel! jeg maa gribe til de Midler, som jeg tilforn har fordømt; men hvad giør ikke Sorg? hvad giør ikke Passioner? hvad giør ikke Jalousie? Jeg maa først have Vished, siden skal jeg bevæbne mig imod hende med Lands Lov og Ret, og om det ikke vil hielpe, skal jeg pakke mine Sager sammen, og reise herfra, saa maa hun siden bruge saa mange unge Karle, som hende lyster. Men der seer jeg Spaaekiellingen. Troels løber bort.

SCEN. 3

Corfitz. Gunild. Troels.

CORFITZ.

Hør min kiære Gunild! jeg har giort dig Umage, at komme hid i Dag, for at vide noget, som ligger mig paa Hiertet.

GUNILD.

Hvad er din Begiering? vil du, at jeg skal slaae Øyet ud paa nogen, saa koster det 6 Skilling; jeg tager kun lidt, derfor har jeg desmeere Næring.

CORFITZ.

Ney Gunild! Jeg har min Kone mistænkt for 85 Utroeskab, du skal flye mig at vide, hvorledes det hænger sammen.

GUNILD.

Du er maa skee bange du er Hanrey? Lad mig beskue dit Ansigt. Ja Far, du seer ud til allehaande. Jeg skal strax skaffe dig det at vide; sæt dig ned paa en Stoel og tag din Hat af.

Han sætter sig ned, og hun begynder at maale ham, nu paa Armene, nu paa Ryggen, nu i Ansigtet, og endelig sætter ham en Machine paa Hovedet med to Horn. Sid nu stille Far, til jeg kommer tilbage, jeg maa først gaae hen, og tale lidt med min Kat. Hun gaaer.

EN PIGE.

kommer ind. Vil Hosbond komme lidt ind, nu er Madamen alleene A - A - A - hvad er det jeg seer?

ANDEN PIGE.

Hvad var det for Raaben? A - A - A - A - hvad er det som jeg seer? De løber begge.

CORFITZ.

Jeg troer Fanden rider disse Tøser! Mon de saae noget Spøgelse eller Geist? Jeg veed jo, at jeg ikke kand skremme Folk. Jeg bilder mig ind, at gamle Gunild ved sine Konster har alt jaget en Skrek ind i Huset. Det er min Troe got nok til jer I Tøyter, det er kun en Begyndelse, I skal strax faae meer at vide. De Kiellinger kand dog meer end Fader Vor; men hvor mon hun bliver henne saa længe? Det skal være mig en Glæde, om jeg kand faae Hevn over min Kone og mine u-troe Tieneste-Folk, ha, ha, ha! Begyndelsen er allerede god nok.

TROELS.

kommer ind. Nu Hosbond, kom Kiellingen? A--A-A

Han slaaer Kors for sig, falder paa Knæe, og læser høyt Dedicationen i en Bønne-Bog og Titelen: Aandelige Bønner skreven til Trøst og Husvalelse, trykte udi Kiøbenhavn hos Matthias Godiche, og findes hos hannem tilkiøbs.

CORFITZ.

reiser sig. Hvad Pokker gaaer af Drengen?

TROELS.

A----A--A-

Læser videre. 86
87

Ærlige og Velbyrdige Peder Skram, Rigens Admiral, min Høygunstige Patron og Velyndere.

CORFITZ.

Est du gall Dreng?

TROELS.

A --- A --- Jeg understaaer mig Høygunstige Herre at dedicere ham dette ringe Skrift A - - A--A

CORFITZ.

Kiender du ikke din Hosbond, Troels! hvor er det fat?

TROELS.

Ah Hosbond! er det jer? jeg tænkte det var Lucifer.

CORFITZ.

Hvi saa?

TROELS.

Vil Hosbond behage at see sig i dette lille Speyl?

CORFITZ.

Ach Himmel! hvor har den forbandede Kielling redt mig til, og drevet Spot med mig.

TROELS.

Ja ja Hosbond! derfor hav intet meer med Stjernekigere og Spaaekiellinger at bestille. Consulerer heller brave Folk, som har hiemme paa Jorden; thi de andre er enten galne, eller malicieux. Eller lad det reent blive og slaae jer til Roelighed.

CORFITZ.

Ney, ney! jeg gaaer ikke til Sengs, førend jeg har giort noget ved disse Sager. Jeg maa hen og tale med en Advocat.

TROELS.

Gir jer ikke i færd med Advocater, førend I har spurdt andre fornuftige Mænd til raads, om det er en Sag, som I kand komme for Retten med. Seer! der kommer en lærd Mand, spørg ham, om han holder saadant for raadeligt; thi Advocater raader altid til Processer.

SCEN. 4

Corfitz. Troels. Poeten. Poeten gaaer og spatzerer frem og tilbage med blot Hoved.

CORFITZ.

Ah Hr. Magister! jeg vilde gierne raadføre mig med ham i noget.

Poeten gir Corfitz et Ørefigen.
88
CORFITZ.

Hvorfor slaaer I mig?

POETEN.

Gak Fanden i vold! nu er jeg fra mine Concepter;lad see:

Aurora aabnede sin Purpur-farved Dør ...

Nu mistet jeg et Riim derover, som jeg havde paa det Ord, Dør.

TROELS.

Kand Hr. Magister ikke bruge det Ord, Smør? som for Exempel:

Aurora aabnede sin Purpur-farved Dør,

Og aad til Frokost Brød, som dypped var i Smør.

Det faldt mig saa ind i en hast, hvorvel jeg aldrig har giort Vers tilforn.

POETEN.

Ikke det? jeg troer dog, at du kand blive Poet.

Hvad er dit Navn?

TROELS.

Jeg heder Troels.

POETEN.

Det er et u-lyksaligt og u-rimeligt Navn udi Poesien, thi der er ikke et eeneste Dansk Ord, som rimer sig til Troels.

TROELS.

Jomend! man kand sige, gaae til ...

POETEN.

Ha, ha, ha! den Dreng har got Phantasie.

TROELS.

sagte. Du maa selv være en Phantast.

POETEN.

Men hvad er jeres Begiering ellers?

CORFITZ.

Jeg vil spørge min Herre til raads om en Ting, førend jeg gaaer til Advocaterne: Jeg har min Hustrue mistænkt for U-troeskab. Jeg kand overbevise hende, at hun har skiult unge fremmede Karle hos sig i Sovekammeret, og nu vilde jeg vide om ...

POETEN.

Vil Monsieur have den Historie udi heroiske Vers, saa koster det 8 Mark.

CORFITZ.

Ach ney Hr. Magister! det er ikke min Meening, jeg vilde kun ...

POETEN.

Ja Monsieur, jeg forstaaer nok; I vil maa skee have den i Sapphiske Vers, men saa koster det dobbelt.

CORFITZ.

Jeg vil ingen Vers have, Monsieur! jeg vil kun spørge ...

POETEN.

Saadan en Historie maa være paa Vers, Monsieur! 89 det klinger jo gandske intet paa solut Stiil. Hvad er ellers hans Navn, Monsieur?

CORFITZ.

Jeg heder Corfitz.

POETEN.

Ha, ha, ha!

CORFITZ.

Jeg veed det er jo et ærligt Navn.

POETEN.

Ha, ha, ha! Corfitz, paa Latin Cornificius, ha, ha, ha! Jeg vil min Troe giøre et Vers over ham for slet intet, alleene for Navnets skyld, ha, ha, ha!

Gaaer ud.

CORFITZ.

Ney! disse Folk ere forbandede. Jeg vil ikke have meere med dem at bestille. Jeg maa begynde Process. Gid Advocaten var kommen, som jeg har stevnet hid.

TROELS.

Har Hosbond stevnet en Advocat hid?

CORFITZ.

Ja jeg har haft Bud efter een.

TROELS.

Men her er jo ingen Beviisligheder.

CORFITZ.

Jeg skal nok faae Beviis; Konen som fortalte, at hun saae den Snushane under Bordet, skal tillige med alle mine Huus-Folk stevnes til at aflegge deres Eed.

TROELS.

See der kommer en Advocat, ja heele to! Hillemend! hvor glubske seer de ud.

SCEN. 5

Corfitz. Troels. Tvende Advocater.

1. ADVOCAT.

I stod og talte for Retten, Hr. Collega, mod jer bedre Vidende.

2. ADVOCAT.

I giør mig u-ret, jeg har aldrig taget nogen u-retfærdig Sag an min Livstid.

1. ADVOCAT.

Denne var i det ringeste u-retfærdig, som I førte imod mig i Dag.

2. ADVOCAT.

Hvor kand I regne det for Hevd, hvor der ikke er bonæ fidei possessio? Er der ingen bonæ fidei possessio, saa kand der ey heller blive præscriptio.

1. ADVOCAT.

Hvem siger det, at der er ingen bonæ fidei possessio?

90
2. ADVOCAT.

Det siger jeg, det siger Justinianus, det siger Molinæus, Cujacius, Grotius og andre.

1. ADVOCAT.

Jeg var tilfreds, Alexander Magnus sagde det, saa er det ret som jeg siger.

2. ADVOCAT.

Hvad siger ikke Vasqvius? usucapio non habet locum inter duos diversorum regum ae populorum subditos.

1. ADVOCAT.

Ja Vasqvius, det er en fæd Karl at citere.

2. ADVOCAT.

Hvad har I paa Vasqvius at sige?

TROELS.

Jeg hører de trættes om en Vaskerske, hun maa være kiøn, eftersom de ere saa hidsige.

1. ADVOCAT.

Jeg har ikke andet paa ham at sige end han var en Nar.

2. ADVOCAT.

Monsieur, det er bekiendt, at I er en Idiot. De faaer hinanden i Haaret.

TROELS.

skiller dem ad og siger: Ej Messieurs, det er jo Skam, at slige lærde Folk, som I er, skal slaaes for en lumpen Vaskerkones skyld. Men I gode Mænd kommer ret beleyligt, min Hosbond har en vigtig Sag at betroe en af jer, som er den beste.

1. ADVOCAT.

rykker Corfitz tilside. Monsieur, tag mig! jeg har vundet i Aar over 24 Sager, som ingen anden kunde have vundet.

2. ADVOCAT.

rykker ham til sig. Monsieur, tag heller mig! den anden er en Sinke. Jeg vandt en Sag i Gaar, som alle Mennesker kunde tage og føle paa, at den var uretfærdig.

1. ADVOCAT.

rykker ham til sig igien. Monsieur, den anden er kun en Tingstud, men jeg har studeret mine Jura i 4re Aar i Rostock.

2. ADVOCAT.

Monsieur, jer Sag maa være saa gall, som den være vil, saa skal jeg dog føre den ud som en ærlig Mand.

1. ADVOCAT.

Hvis I ikke tar mig, saa kommer I til at fortryde det.

2. ADVOCAT.

Monsieur, jeg kand forvende hvilken Sag, 91 jeg vil, ved subtile Distinctioner, og kand forsvare hvilken Ting, jeg vil, paa tvende Maader. 1. ADVOCAT. Monsieur, jeg er een af de sterkeste her i Byen i Formaliteter.

Corfitz vil slide sig løs, de løber efter ham, trækker ham 6 gange een til en Side, een til den anden Side, og visker ham i Øret; hvorudover han omsider raaber Gevalt, og en Officeer kommer ind til Hielp, som driver Advocaterne bort.

SCEN. 6

Corfitz. Troels. Officeren.

CORFITZ.

Ah min Herre! jeg er ham høylig forbunden; dersom han ikke var kommen mig til Hielp, havde de virkelig taget Livet af mig.

OFFICEREN.

Det er mig kiært, at jeg kand tiene got Folk. Men hvad havde disse Advocater udstaaende med ham?

TROELS.

Nu skal man nok see, han ogsaa aabenbarer ham sin Sag.

CORFITZ.

Min Herre, jeg er en ærlig Borgermand her i Byen, som har gaaet meget ont igiennem, og kundet skikke mig i alting indtil denne Tid. Men nu paa min gamle Alder har jeg faaet en Huus-Sorg, hvilken saaledes har nedslaget mig, at jeg er kied af mit Liv. Med et Ord at sige: Jeg har en Hustrue, der søger fremmede Guder, hvorfor jeg vil føre Process med hende, og til den Ende vilde raadføre mig med disse Advocater, hvilke i Steden for at give mig Raad, sloges med hinanden som glubske Ulve, og trættedes om mig ikke anderledes end om et Rov og Bytte, som var faldet dem i Hænderne.

OFFICEREN.

Hans Sorg giør mig ont. Men maa skee jeg kand give ham saa got Raad, som en anden; thi jeg har meget lagt mig efter Lands Lov og Ret. Men førend jeg 92 hører Sagen, maa jeg spørge Monsieur om nogle Omstændigheder: Hvor gammel er Monsieur?

CORFITZ.

Jeg gaaer i mit 70de Aar.

OFFICEREN.

Hvor længe har han været gift?

CORFITZ.

Udi to Aar.

OFFICEREN.

Hvor gammel er hans Kiæreste?

CORFITZ.

Sytten Aar.

OFFICEREN.

Er hun kiøn?

CORFITZ.

Ja det er Ulykken, min Herre! hun var een af de smukkeste Jomfruer her i Byen.

OFFICEREN.

Er Monsieur meget ude om Dagen, eftersom hun kand have Leylighed til at omgaaes med fremmede Karle i Huset?

CORFITZ.

Fra Klokken 2 til 5 om Eftermiddagen er jeg ude i Forretninger. Hun maa have udvalt den Tid til at øve hendes Galanterier.

OFFICEREN.

Hvor boer Monsieur?

CORFITZ.

Det er min Dør, Velbaarne Herre!

OFFICEREN.

Skyldigste Tienere, Monsieur! jeg takker for god Underretning.

Giør en dyb Compliment og gaaer bort.
TROELS.

Ha, ha! tænkte jeg det ikke vel? Er I ikke Hanrey, saa bliver I det vist nok herefter, og det for jer aabne Mund. Jeg merkede strax, da han spurdte, hvilken Tid om Dagen Hosbond pleyede at være ude, hvorhen han sigtede. Det er ret vel til pas; gak saa hen en anden gang, og aabenbar jeres hemmelige Sager for Officerer.

CORFITZ.

Hør Troels! jeg vil ikke tale med noget Menneske meer derom, men pakke mine Sager sammen, reise hen et andet Sted, og give hende til Friis. Den eeneste, jeg ønskede at tale med, var min Naboe Jeronimus, som er min oprigtige Ven; lad os gaae hen til ham. Men see! der kommer han meget beleyligt.

93

SCEN. 7

Jeronimus. Troels. Corfitz.

JERONIMUS.

Hvorledes gaaer det jer, Naboe?

CORFITZ.

Ikkun slet og ret.

JERONIMUS.

I lovede mig jo seenest at slaae alle Griller af Hovedet.

CORFITZ.

De forrige Griller har ynglet andre nye, som har giort mig gandske fortvilet, saa at man kand kiøbe mit Liv for 4re Skilling.

JERONIMUS.

Hvad er jer da vederfaret siden vi taledes ved?

CORFITZ.

En fremmed Kone, som ingen Interesse kunde have af at lyve, svor mig til, at hun saae i Barselstuen i Dag en ung Karl staae i Skiul, hvorudover jeg kom i saadan Uroelighed, at jeg har løbet som et galt Menneske fra een til anden, for at faae meer Oplysning, og spørge mig til raads, hvad jeg skulde giøre derved, men har treffet paa de meest forbandede Mennesker i Byen, der, i Steden for at give mig Oplysning og gode Raad, har af halvgall giort mig reent gall.

JERONIMUS.

I saadan Tilfæld, Naboe, er best at tie stille, thi man blotter ellers kun sin egen Skam, og vinder aldeeles intet dermed; thi der vil noget til, at overbevise sin Kone U-troeskab. Jeg troer endnu, som før, at I giør jer Kone u-ret.

TROELS.

Ney, Monsieur Jeronimus, han giør hende ikke u-ret. Jeg veed endda nogle fleere Omstændigheder, som den samme fremmede Kone fortaalte mig, hvilke jeg ikke har villet sige Hosbond.

CORFITZ.

Hvad sagde hun til dig da?

TROELS.

Hun svor mig til, at hun saae en ung Karl ligge under Bordet.

CORFITZ.

Under Bordet! hvad Tid var det?

TROELS.

I Eftermiddag Klokken 3.

CORFITZ.

Aa Himmel! hvad hører jeg? jeg maa strax ind.

94
JERONIMUS.

Vær dog ikke saa hastig, Naboe!

CORFITZ.

I forstaaer mig ikke, Naboe! Jeg vil ind, og falde paa Knæe for min Kone, kysse paa hendes Hænder, og med grædende Taare bede om Forladelse; thi just dette sidste, som fremføres meest til hendes Beskyldning, frikiender hende aldeeles. Ah hvilken grov Vildfarelse! Jeg skal fortælle Naboe den heele Historie: I Dag efter Maaltid var jeg alleene med min Kone i Barselstuen, saasom jeg ventede ikke saa hastig Fremmede; men just i det samme bankes der paa Døren, og som der ikkun er een Udgang af Stuen, og jeg for en vis Aarsag skyld aldeeles ikke vilde lade mig finde hiemme paa samme Tid, krøb jeg under Bordet, hvor jeg imod Forhaabning maatte ligge i 2 Timer, indtil Stuen blev ledig. Nu maa een af de fremmede Madamer have bleven mig vaer, og ved sin falske, hvorvel trohjertige Beretning har givet Aarsag til denne Allarm. Nu er min eeneste Sorg denne, at jeg har overilet mig, og fortalet i Hastighed min uskyldige Kone.

JERONIMUS.

Naboe! giv jer tilfreds, og tak Gud, at I har faret vild.

See her en Hændelse, som nøye bør antegnes.
Af all Mistanke det den rareste bør regnes;
Thi hvis Hr. Corfitz sig af Sorrig havde hængt,
Det skeet var, fordi han sig havde selv fortænkt.
Af egen Skygge sig paa Flugt at lade drive,
Til Latter ikke kand saa stor Anledning give;
Den Casus meer er rar, end Mandens, for sig selv
Der bange blev, løb hen, sig styrted i en Elv.

95

Barselstuen
Noter

S. 11
Lutze, eller Lusse, d.v.s. Lucie. - Ellen Frue Cantors, Malene Frue Vagtmesters er ikke Fruer, men Madammer, gift med henholdsvis Kantoren og Opsynsbetjenten ved Frue Skole, d.v.s. Metropolitanskolen. - Sværdfeger, Kaardesmed.

S. 12
Posekiger, Toldbetjent ved Byporten. - obligere mig til, forpligte mig til. - Slutteriet, Gældsfængslet, i Arresthuset ved Gammeltorv.

S. 13
medicinere, bruge Afføringsmidler. - Forsynlighed, Omtanke og Omhu.

S. 14
eeneste Skillinger, Enskillinger. - besynderlig, især. - Kyndelmisse, den 2. Februar. - sigtet fuld, propfuld.

S. 16
marre (eller mare, marri eller mari), egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 17
curieus, nysgerrig.

S. 18
for Juul, før Jul.

S. 19
der har jeg ... fuldkommen Confirmation af min Hat, min Hat giver mig fuldstændig Bekræftelse af min Mistanke, idet den falder ned med hængende Skygge. Man sagde, at Hanredere gik med bredskygget Hat for at skjule Hornene. - jeg er bange for min Hat. Naar et Mandfolk vovede sig ind i en Barselstue, tog Kvinderne Hatten fra ham, og han maatte da indløse den med en Gave.

S. 20
uden Fortænkelse, uden at blive mistænkt.

S. 21
Flegel, Lømmel.

S. 22
tillige, samtidig. - grøn Thee, ... Thee de Bou (eller Bue) var Betegnelser for de to mest solgte Tesorter i København; heraf var grøn Te den dyreste. - Autor, Ophavsmand. - synderlig, besynderlig.

S. 23
Koldskaal, Blanding af Vin og Ol med Sukker i. - Debauchen, Udskejelsen. - gode Raad, en Slags Kager. - Hoe kan ... wiegen, (ukorrekt) Hollandsk: Hvor kan en ung Kone dog bedrage en gammel Mand; en anden er Fader til Barnet, og jeg maa staa og vugge. - Paa hollandsk Snustobaksdaase af Messing, som findes i Dansk Folkemuseum (med Museumsnummer H 204), ser man en Mand sidde ved Vuggen og derunder følgende Verslinier:

Hooe kan een jonge vrou een oude man bedregen Een ander is de vaer, ick moet sitten wijgen. Paa Holbergs Tid forstod man i København Hollandsk som man i Dag forstaar Engelsk. - Se Billed 94. - Rixdaler, en 96 Rigsdaler var 6 Mark, en Mark 16 Skilling. - Opvartning, Pleje.

S. 24
fortryde derpaa, ærgre mig derover.

S. 25
som maalte Barnet for Moersoet, som tog Maal af Barnet med en særlig Traad for at værne det mod »Modersot« (Forvanskning af »Modsot«, d.v.s. Gulsot eller Svindsot). - denne Tut Penge. En Tut Penge indeholdt gerne 10 Rigsdaler i Smaamønt. - Gyldenvand, en Slags Brændevin. - Hovedvand, Eau de Cologne o. lign. - sætte Bekken for Kirke-Døren. Det tillodes Folk, der havde mistet deres Ejendele ved Brand eller anden Ulykke, at foretage Indsamling til sig selv ved Kirken. - i Overgaar, i Forgaars.

S. 26
en Comoedie, d.v.s. Le Divorce, Skilsmissen, en Farce trykt i Théâtre italien de Gherardi, 1694.

S. 27
Hospitalet, Fattighuset.

S. 28
Viin-Candeel, omtrent det samme som Koldskaal.

S. 30
fixere, drille. - air, Mine. - Adrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole.

S. 32
Poliske, listige, intrigante.

S. 33
den Tydske Kirke, Sankt Petri Kirke. - Adrascanter, langt nedhængende Manchetter paa Ærmerne, der kun naaede til Albuen. - Smekke, Brystdug. - pæn, sippet, snerpet. - salva fenia (egentlig venia), lat. med Forlov.

S. 34
rart, sjældent, vanskeligt. - Chose, Skose. - svære, sværge.

S. 36
Øyesyn, Ansigt. - incommoderer, besværer. - ja trods saa god, nok saa god, endnu bedre. - er vel undskyldt, ironisk: der er ingen Undskyldning for. - slaaer Knep til hinanden, knipser med Fingrene ad hinanden.

S. 37
Edition, Udgave. - mm Kiæreste, min Mand. - curiøsk, mærkelig, ejendommelig, »noget for sig selv«. - Notarius Publicus var og er en Embedsmand, som overværer og fører Protokol over Retsakter, som f. Eks. Oprettelse af Testamente. - det gemeene beste, Almenvellet.

S. 38
Arendt Hvitfelds Krønikke. Originaludgaven af Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike (1595-1604), som er i kvart Format, er nøjagtigere end Folioudgaven fra 1652. - en Nar in Folio, en Kæmpenar.

S. 40
hendes Broder, som Else er gift med; jf. de Kærlighedsbaand, som har »foreenet vore Huse«.

S. 41
tar en Klædning op, udtager (udvælger) Tøj til en Klædning. - parerer, tager sig ud. - Maybrud, Bøndernes Sommergilde, Majfesten, lededes af en dertil udvalgt Majgreve, som selv kaarede sig en Majbrud blandt de unge Piger.

S. 42
Rokke-Hoved, det øverste Stykke paa Spinderokken. - Mangelstok, Rullestok.

97

S. 43
ordinaire, almindelig, normal. - duer ikke meget, ikke lover noget godt.

S. 44
ongefehr, ungefehr, næsten. - reverenter talt, med Tugt at sige. - Neptun, Havets Gud i den romerske Mytologi.

S. 45
Compagnier, Selskaber. - Støtte, Billedstøtte, Statue. - Recess, afsides Rum eller Krog. - Scena muta, lat. stum Scene.

S. 46
Votre Servante ... gratule, fr. Tjenerinde ... jeg gratulerer Dem (men paa korrekt Fransk: je vous félicite).

S. 47
mafoi, fr. min Tro. - engrassered, Forvanskning af engageret, optaget. - mon cher arme, fr. ma chère amie, min kære Veninde.

S. 48
Complisance, fr. complaisance, Høflighed. - Devoir, fr. Pligt. - Obligement, fr. obligeance, Skyldighed. - sær, især. - malat, fr. malade, syg. - Fisenteren, Visiteren, Betjenten ved Bytolden. - affectivement, fr. effectivement, virkelig. - amable, fr. aimable, elskværdig. - lykkelig i, er saa heldig at. - Boncheur, fr. bonheur, Lykke, Held. - Tobatiere, fr. tabatière, Tobaksdaase. - Entreprise, fr. entreprise, Foretagende. Stine forveksler dette Ord med fr. prise, Pris (Tobak). - tres humble valet, fr. ærbødigste Tjener. - Opskriften, Udskriften, Adressen. - Tres volunté, fr. tres volontiers, meget gerne. - presentemang, fr. présentement, for Tiden. - Judee, fr. la Judée, Jødeland. - les Juifs, fr. Jøderne. - Grammær, fr. grammaire, Grammatik. - die Juden, ty. Jøderne.

S. 49
Harcelist, Nar. - spøger, er fra Forstanden.

S. 51
jeg vil tiene hende, jeg skal sige Dem, jeg maa forklare Dem.

S. 52
Politiemester. Det var i 1682, København fik sin første Politimester. Han skulde bl. a. paase, at de Handlende respekterede de Priser paa Fødemidler, som Magistraten fastsatte.

S. 53
med et pialtet Liberie. Antagelig Trykfejl for: med en Tjener i pjaltet Liberi; jf. mod Scenens Slutning om Christopher.

S. 54
tracterer jeg, behandler jeg. - forgangen, forleden Dag.

S. 55
gemeene, ganske almindelige.

S. 56
Røgen. Naar Holberg opfinder en Tro paa, at Spøgelser forjages af simple, osende Tællepraase og tiltrækkes af smukt brændende Vokslys, skyldes det antagelig, at han vil give Anne Signekælling en Lejlighed til at gøre Barselkonen bange; som velstillet Borgerkone har hun naturligvis Raad til at brænde Vokslys. - forbinde mig til, forpligte mig til. - flatere, gøre Stads af.

S. 57
Potz slapperment, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - Hypocrisie, Hykleri; den halvstuderede Barbér forveksler antagelig Ordet med Hypokondri. - Anomalie, Afvigelse fra Reglen. - Paralysie, Lammelse. - af Sulphure ... Mercurio, lat. af ufordøjeligt (egl. ufordøjet) Svovl og alunholdigt Salt og Kviksølv. - absonderlich ... regieret, ty. særlig i Aar, 98 hvor Saturn ikke regerer. Himmellegemernes Stilling spillede en stor Rolle i den ældre Medicin.

S. 58
Das ... anfangen, ty. Det vil sige, den, der forlover eller gifter sig den 14. eller 16. Marts, kommer i stor Armod og Elendighed; den 10. eller 18. April maa man ikke flytte fra et Hus til et andet; den 7. eller 8. Maj maa man ikke rejse; den 17. Juni ikke handle; den 21. Juli ikke begynde nogen Proces. - Negromantie, for Nekromanti, Magi ved Djævlepaakaldelse. Bonifacius skulde have sagt Chiromantie, Kiromanti, Kunsten at læse i Hænder.

S. 59
Skielm, Slyngel. - Skolemesteren, Huslæreren. - Tamperretten, Konsistorium ved Københavns Universitet fungerede som Domstol i Ægteskabssager. - Procurator-Stræger, Advokatkneb. - soret, svoret. - pæn, ærbar.

S. 60
tilforn, allerede, i Forvejen. - Beneficium ventris, lat. Afføring. - Facilitet, Fejl for Fakultet. - i den Post, paa det Punkt. - obstruerer, stopper.

S. 61
item, lat. ligeledes. - rørig Mad, kraftig, tungt fordøjelig og derfor urovækkende Mad.

S. 62
haaber jeg nok, venter jeg da. - materia substrata, det tilgrundliggende, fundamentale, Hovedsagen. - hic Rhodus, hic salta, I en af Æsops Fabler fortælles om en Mand, der pralede af et vældigt Spring, han havde gjort paa Øen Rhodos. En af Tilhørerne opfordrede ham til at bevise Sandheden af sine Ord, idet han sagde: Her er Rhodos, spring her! - Tinctur, Opløsning af Ekstrakt, Draaber, Essens. - Arcanum, hemmeligt Lægemiddel. - somnia ... naturalia, Drømme af guddommelig, djæ- velsk og naturlig Art. - Hippokrates, den græske Lægekunsts Grundlægger. - St. Gregorius, Pave Gregor den Store. - è repletione ... simul, af for fuld Mave, af Ekskrementernes Udtømmelse, af Indbildning, af en Blanding af Tankevirksomhed og Indbildning.

S. 63
Sire, d.v.s. Sigrid. - Phasma, gr. Drømmesyn. - Horama, gr. Syn. - Chrematismos, gr. profetisk Udsagn. - Enypnia, gr. Drømme. - Lucretius libro primo, lat. (Den romerske Digter:) Lukrets i første Bog, nemlig af hans store Digt om Tingenes Natur. - item ... Proserpinæ, ligeledes (to andre romerske Digtere:) Seneca i (Tragedien om) Octavia og Claudianus i (det episke Digt om) Proserpinas Bortførelse.

S. 64
Plutarchus ... Theseo, den græske Historieskriver Plutark i sin Biografi af Theseus. - Balberen. Dansk har fra Tysk (Barbier, Balbier) laant de to Former Barbér og Balber. Holberg bruger begge, se ovenfor 3. Akt, 4. Scene.

S. 65
artig, dannet.

S. 66
Confusion, Uorden, Forstyrrelse.

99

S. 67
Galant, Elsker. - sige fra, fortælle videre.

S. 68
ziirer, pryder, klæder. - svag, syg. - Du præker vel i en Lygte, Det er noget unyttigt Sludder, du staar og siger. - Discours, Tale.

S. 71
Cabeleren, Forvanskning af Kavaleren. - Bouteille, fr. Flaske.

S. 72
Ich ... anderwerts, forvansket Tysk: jeg var ved Gud optaget andetsteds. - ved Fuglestangen, en Lokalitet uden for Nørreport, ved den nuværende Tagensvej. Paa et aabent Stykke stod en Fuglestang, som benyttedes af Falkoneren, naar han dresserede Falke. - Contrapart, Modpart. - Second, Ters, to Slags Fægtestød. - caverede, parerede. - Colica, Kolik, Mavesmerter.

S. 73
sans facon, fr. ingea Omsvøb. - Eisenfressere og Gaudibe, tysk Eisenfresser betyder Slagsbroder og Pralhans. Gaudieb, Tyveknægt.

S. 74
Maanets-Due, Due som yngler hele Aaret. - Svoger, her: kære Ven.

S. 75
hans Tienere, som Hilsen: jeg er Deres (ærbødige) Tjener.

S. 76
Compliment de Bøf, fr. bæuf, Okse.

S. 77
exemplariter, lat. eksemplarisk, d. v. s. som afskrækkende Eksempel. - Loven. Ifølge Christian V's Danske Lov (1683) straffedes Ægteskabsbrud med Bøder, efter de skyldiges »yderste Formue«, men ved Gentagelse paa Livet: »han bør at miste sin Hals og hun at stoppes i en Sæk og druknes« (6,13,25).

S. 78
informeret, undervist. - forført, bagtalt.

S. 79
slaae et Øye ud. Det var Troen, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og saaledes afsløre ham; jf. 5. Akt 3. Se. - prostitueres, gøres til Nar.

S. 80
adresseret sig, henvendt sig.

S. 81
Skalke, Skælme, Gavstrikker. - in Mathesi ... diabolica, lat. i den lavere eller højere Matematik, Spaaning i Hænder, Maning af Døde, i den drømmetydende eller talismaniske Kunst, i den naturlige eller djævelske Magi. - Vil I noget andet, kan betyde: Vil I have Afføring.

S. 82
detur ... Aristotelis, an, angiv en Definition paa Sjælen, saa at jeg kan høre, hvilken Hypotese du følger, om det er Mosehus' og de som følger ham, Demokrits, Epikurs, Lukrets', Platons, Aristoteles'. Moscus var en græsk Lyriker. - Det gir jeg ham at betænke, det overlader jeg til Dem selv at finde ud af. - An Peripateticus ... an, om du er Peripatetiker (Tilhænger af Aristoteles' Filosofi), Skeptiker eller Stoiker. - Pyrrhus, Fejl for Pyrrhon, Stifteren af den skeptiske Skole eller Sekt (d. v. s. Retning) i Filosofien. - Fleskefante, Slyngel, Bedrager. - Quot sunt Elementa?, Hvor mange Elementer er der?

100

S. 83
at I taler Methodice in forma Syllogismi, at I udtrykker Jer metodisk, i Syllogismens (den logiske Slutnings) Form. - purus putus scepticismus, ren og skær Skepticisme. - i naturlige Sager, inden for Naturen. - In Physica ... Terrestri, i den himmelske eller jordiske Fysik. - Bene!, lat. Godt! - de fontium ... occulta, om Kildernes Opstaaen, Floders Vækst og Aftagen, Oceanets Natur, Jordens Størrelse, eller noget i hemmelige Videnskaber.

S. 85
Machine, Apparat.

S. 87
malicieux, fr. ondskabsfulde.

S. 88
Concepter, Planer, Tanker, Forehavende. - Aurora, lat. Morgenrødens Gudinde. - gaae til ..., nemlig Stols (gaa paa Toilettet). - Phantasie ... Phantast, Troels, som ikke kender Ordet Fantasi, bliver stødt; Fantast betød nemlig en naragtig Person, en Taabe. - heroiske Vers, Hexametre, hvori Oldtidens klassiske Heltedigte er skrevet. - Sapphiske Vers, et græsk, lyrisk Versemaal.

S. 89
solut Stiil, Prosa. - Cornificius, Latinisering af Corfitz, tages spøgefuldt i Betydning »behornet«, hvad der dog paa Latin hedder cornutus (cornu, Horn). - bonæ fidei possessio, lat. Besiddelse i god Tro. - præscriptio, Hævd.

S. 90
Justinianus, Justinian, der var byzantinsk Kejser 527-65, lod de romerske Retsregler redigere i store og for Eftertiden meget betydningsfulde Lovsamlinger. - Molinæus, Cujacius, Grotius, Vasqvius, juridiske Forfattere, Franskmændene Charles Dumoulin (o. 1500-1566) og Jacques Cujas (1522-90), Hollænderen Hugo de Groot (1583-1645) og Spanieren Fernando Vásques de Menchaca (16. Aarh.). - Jeg var tilfreds, Alexander Magnus sagde det, Jeg var ligeglad, om saa Alexander den Store sagde det. - usucapio ... subditos, Reglerne for Hævd kan ikke anvendes, naar det gælder to Personer, der hører under forskellige Konger og Folk. - mine Jura, jus, Ret, i Flertal jura; det juridiske Studium omfattede nemlig baade borgerlig Ret (jus civile) og gejstlig Ret (jus canonicum).

S. 91
søger fremmede Guder, er sin Ægtefælle utro.

S. 92
Galanterier, erotiske Æventyr.

S. 94
fortalet, bagtalt. - rareste, sjældneste. - fortænkt, mistænkt. - Casus, Hændelse, Tilfælde.

DET ARABISKE PULVER
Comoedie udi een Act

102

Hoved-Personerne i Comoedien

  • POLIDOR
  • HENRICH
  • OLDFUX
  • ANDREAS
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • JØDEN
  • LEANDER
103

Det arabiske Pulver
Indledning

Til denne Komedie, hvis ældste kendte Opførelse fandt Sted 2. Maj 1724, har Holberg benyttet en Historie fra Bidermanns Utopia (se Indledning til Jeppe paa Bjerget). I Centrum baade hos Bidermann og hos Holberg staar Bedrageren, som med Forfatternes Bifald tager de Folk ved Næsen, der ikke vil følge den sunde Fornuft. I 1. Levnedsbrev kalder Holberg sin Oldfux en Galgenfugl, patibularius, som benytter sig af Guldmagerens Lettroenhed. For den rationelle Holberg var Guldmageri simpelthen uproduktivt Arbejde. »Blant mange Ting, som Mennesker med stor Bekymring arbeyde paa at udfinde, og dog ingen Nytte kand føre med sig, er Guldmagerie, eller den Philosophiske Steens Eftersøgning«. Saaledes begynder Epistel 117, hvor Holberg glæder sig over, at det næppe nogensinde vil lykkes at forvandle billige Metaller til Guld: skete det, vilde det fremkalde stor økonomisk Forvirring.

Lige siden Oldtiden anede man en dybere Sammenhæng mellem Grundstofferne, især Metallerne; det skulde derfor være muligt at forvandle et Stof til et andet. Der maatte findes et særligt Stof, der fremkaldte Forvandlingen til Guld; man kaldte det De Vises eller Filosoffernes Sten, lapis philosophorum. Holbergs nøgterne 18. Aarhundrede fornægtede den Drøm om en indre Natursammenhæng, som det 16. og 17. Aarhundredes Alkymister havde næret, og som følgende Tider skulde bekræfte. I det 19. Aarhundrede bestemtes Grundstofferne ved deres Atomvægt: Guld har 79, Kviksølv og Bly, hvoraf man hyppigst havde 104 forsøgt at gøre Guld, henholdsvis 80 og 82. - Det var Guldmagernes Fejl, at de troede, Grundstofforvandlingen kunde ske ved en kemisk Proces, Ild i Forbindelse med de Vises Sten. Det 20. Aarhundredes Atomfysik har demonstreret, at det kan ske ved Kernereaktioner. Siden 1930-erne har det været muligt at forvandle Kviksølv til Guld. De Vises Sten var radioaktiv Bestraaling!

For Holberg er »Det arabiske Pulver« et Skælm-Stykke. Men i Levnedsbrevet fremhæver han desuden den moralske Lære i Slutningen: Den nye Rigdom har bragt nye Venner til Huse, og den glade Guldmager bebrejder dem deres fordums Kulde; men i det samme afsløres det Bedrageri, han har været Genstand for, og Latteren slaar sammen om de Lettroende. Paa mere elskværdig Maade er dette komiske Tema 1836 benyttet af Henrik Hertz i »Sparekassen«.

Litteratur.Bidermanns Fortælling er oversat i Rahbeks Udgave af L.Holbergs Udvalgte Skrifter VI, 1806, S. 308 ff, og i Julius Martensens Udgave af Holbergs Komedier VIII, 1901, S. 7ff. Mange Enkeltheder om Guldmageri er meddelt af Rahbek i Om Ludvig Holberg som Lystspildigter II, 1816, S. 87-101, og af E. C. Werlauff i Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 167-81.

105

SCEN. 1

OLDFUX.

Denne Bye er dog ikke saa liden som jeg havde bildet mig ind. Her er ogsaa en hob smukke Huse, hvilket gir tilkiende, at her maa boe formuende Folk. Men see! jeg er aldrig ærlig, om det ikke er min gamle Cammerat Andreas, som jeg ikke haver seet i saa mange Aar. Andreas, er det dig eller din Gienfærd?

ANDREAS.

Ej Monfrere Oldfux! er det mueligt, at jeg skal have den Lykke at finde dig her saa uformodentlig?

De omfavner, kysser hinanden, og græder.
OLDFUX.

Ach, min ærlige Ven og troe Stalbroder! jeg er færdig at daane af Glæde at see dig her. Jeg tænkte at du havde været hængt for mange Aar siden. Men jeg merker, at du forstaaer din Profession; thi det er 106 ingen Konst at stiæle, det kanel en grov Bonde giøre, men at stiæle saaledes, at man aldrig blir greben, det kalder jeg at forstaae sit Handverk.

ANDREAS.

Jeg takker skyldigst, Monfrere, for de gode Tanker du har om mig. Det er mig ikke liden Fornøyelse at være berømmet af saadan brav Mand, som du est. Jeg takker ellers mine Forældre for god Optugtelse og Formaning, som jeg haver ført mig til Nytte allevegne, hvor jeg har været i Verden; saa jeg kand sige, uden at rose mig selv, Monfrere, at jeg har aldrig været greben meere paa mine Gierninger end een gang, da jeg dog kom temmelig vel derfra, thi jeg miste ikke meere end to af mine Øren.

OLDFUX.

Ej Bagatelle! et par Øren meer eller mindre, det vil ikke meget sige. Jeg merker, at det er derfor at du gaaer med den Polske Hue.

ANDREAS.

Ja vist, derfor hilser jeg Folk ikke anderledes end Officererne naar de trækker op paa Vagt, bukkende mig lidt, læggende Haanden paa Huen; mange sige derfor, at jeg er storagtig, men de giør mig min Troe stor uret, thi jeg er ikke mindre end storagtig. Men hvorledes har det ellers behaget Monfrere at leve?

OLDFUX.

Ret vel: Jeg har kundet komme til rette med alle Folk, hvor jeg har været, foruden med disse forbandede Byfogder, der en og anden gang har villet attaqvere mig paa mit ærlige Navn og Rygte. For 14 Dage siden havde jeg at bestille med een som lod mig sætte, men jeg, for at undgaae Vitløftighed, sneg mig af Arresten; thi man vinder ikke meget, Monfrere, ved Processer.

ANDREAS.

Det er sandt nok, Monfrere! jeg har ogsaa merket, at disse Byfogder ere slemme Folk, som ikke kand lade ærlige Folk være i Roe.

OLDFUX.

Ja de ere saa misundelige, at, saa snart en brav Mand har forhvervet sig en Skilling, søger de at skille ham der ved igien.

ANDREAS.

Dyden er allevegne forfuldt.

107
OLDFUX.

Besynderlig af eens egne Landsmænd, derfor har jeg forsvoret aldrig at komme i min Fød-Bye oftere.

ANDREAS.

Men hvad vil du nu bestille her?

OLDFUX.

Jeg har min Troe endnu ikke betænkt mig derpaa. Ørkesløs gad jeg ikke være; thi Ørkesløshed er Fandens Hoved-Pude. Jeg har gaaet fast alle Professioner igiennem, i Augsburg var jeg Doctor Medicinæ, og practicerede længe med stor Profit, indtil Facultetet af puur Misundelse formeerede mig en Proces, og vilde have mig hengt, da jeg dog skikkede mig saaledes i mit Embede, at ingen af mine Patienter kunde klage over mig.

ANDREAS.

Jeg troer det nok; thi jeg haaber, at de døde alle.

OLDFUX.

Ja det er sandt. Men midlertid bleve de dog af med deres Sygdomme. Havde jeg haft Penge til at fortsætte min Proces med Docterne, skulde jeg kunde have overbeviist dem hvad Karle de vare, hvorledes de plagede stakkels Patienter verre end Bødler heele Aar, da jeg derimod aldrig opholdt en Patient over 3 Dage. Der ere adskillige rige Folk udi Augsburg, som maa tilskrive mine Recepter all deres Velfærd; thi havde jeg ikke saa hastig cureret deres kiære Forældre, havde de endnu maat bie efter deres Arvedeel, som dem efter Naturens Ret tilkom. Jeg skulde kun alleene produceret deres Attester mod de andre Doctere om min Dygtighed. Men jeg besluttede heller at forlade Staden, førend jeg vilde have med de Karle at bestille; thi de dømmer der udi deres egen Sag, og naar een er først dømt af med Livet, og bleven hengt, kommer han siden ingen Vej, endskiønt han appellerer hundrede gange.

ANDREAS.

Der i har Monfrere ret.

OLDFUX.

I Nürenberg var jeg Prophet, og spaaede længe for Penge, var i stor Reputation i Begyndelsen, thi mine Spaadomme traf adskillige gange lykkelig ind for mig; men, som Geisten er ikke altid lige hos et Menneske, og jeg spaaede noget, som angik Republiqven, hvilket faldt 108 anderledes ud, vilde man tage mig ved Vingebenet. Men det var min Lykke, at jeg var en Propriet; thi jeg spaaede ogsaa om mig selv, hvilket dog ikke er enhver Prophet medgiven, nemlig, om jeg havde kommet til Examen, det skulde have gaaet forbandet galt med mig, hvorfor jeg smurte mine Støvle, og gik i tide bort.

ANDREAS.

Jeg havde min Troe ogsaa kundet spaae det samme, hvorvel jeg aldrig har øvet mig i den Konst.

OLDFUX.

I Franckfurt am Mayn agerede jeg Figtmester, fik en stor hob Skolarer, som alle gav mig Penge paa Haanden, men, da Figtskolen skulde gaae an, tænkte jeg ved mig selv: hvad nytter det unge Mennesker, at de lære at figte? de stole kun siden derpaa, blive forvovende, og kand komme i U-lykke. Hvorudover, for at forekomme saadant, jeg reiste hemmelig bort.

ANDREAS.

Gavst du da Skolarene deres Penge tilbage?

OLDFUX.

Ney Monfrere! jeg vidste ikke at finde dem saa i en hast, tilmed havde jeg Reisepenge nødig; dog paa det de skulde ikke tænke at jeg vilde bedrage dem, laante jeg ogsaa nogle Penge af min Vert, til et Tegn at jeg vilde komme tilbage igien. Fra Franckfurt reiste jeg til Strasburg, hvor jeg gav mig ud for Politicus.

ANDREAS.

Men hvordan kunde det lade sig giøre?

OLDFUX.

Det gik skiønt, jeg læste noget i Hiibners politiske Fragen, besynderlig i det Capitel, som handler om Strasburg og omliggende Stæder, gav mig ud for en Adelsmand, giorde mig en grundig og ærbar Mine, hvilket ikke er det ringeste, som udfordres af en Politicus, reprimanderede derforuden alle Magistratens Gierninger, fandt Feil ved alle Ting i Staden, hvor ved jeg kom i saadan Reputation, at jeg fik en Bestilling, hvilket jeg dog ikke vilde antage, førend man gav mig et Aars Gage forud. Men da jeg havde faaet Pengene, tænkte jeg ved mig selv: du kunde nok tienne til andet end til at sidde med en lumpen Pen i Haanden om Dagen, reiste derfor smukt bort uden at tage Afskeed, ved hvilken sidste Conduite jeg overbevisede dem, som tvilede 109 om min Dygtighed, at jeg var en stor Politicus. I Cøln, hvor vi vare sammen sidst, agerede jeg en Stjernekiger, i London en Guldmager, i Antwerpen en Helgen, hvilken Profession gav mig af alle meest Penge, thi Folk ofrede til mit Huus ligesom til en Kirke, at jeg skulde giøre Forbønner for dem.

ANDREAS.

Men hvorfor blev du ikke ved den Profession?

OLDFUX.

Ret som jeg stod paa Gaden engang, og formanede Folk til Gudsfrygt, kom en af mine gamle Cammerater, hvilken saae mig under Øynene, brast i Latter, og sagde til de omstaaende: Denne Mand, som I holde for en Helgen, er en af de største Skielme der kand gaae paa Jorden. Men min Credit var saa stor, at Folk bleve færdig til at steene den som Helgens Bespottere. Dog allarmerede den Hendelse mig saa meget, at jeg turde ikke være meer i Byen, men reiste hid hen.

ANDREAS.

Hvad vil du nu tage dig for?

OLDFUX.

Jeg veed min Troe ikke selv, hvad jeg vil agere. Jeg vil tælle paa mine Knapper; hvilken Profession, som falder paa den sidste Knap, den vil jeg tage an. Begynder at tælle.

Doctor, Prophet, Figtmester, Spiller, Politicus, Guldmager, Stjernekiger, Helgen.

Tæller fra først igien, og treffer paa Guldmager. Ja jeg maa giøre Guld, og du maa være mig behielpelig.

ANDREAS.

Hvad jeg kand være til Tienneste, skal ikke manqvere.

OLDFUX.

Hør Andreas, jeg har her hundrede Rixdlr. Guld, som er stødte til Pulver; de skal du menge blant andet. Du skal slaae en Boed op paa Torvet, og holde til fals samme Pulver, men ikke sælge det til nogen uden de spør om det Arabiske Pulver. Det er alt hvad du skal have i dit Hoved. Lad kun mig sørge for Resten. De hundrede Rixdlr. skal profitere os 4000. See! der har du Guldet, gak kun strax hen, og giør som jeg 110 siger dig, og sæt dig paa Torvet. Naar jeg haver 4000 Rixdaler, skal du bekomme den Fierdedeel deraf.

ANDREAS.

Got got, inden en halv Time skal jeg være færdig med min Kram.

SCEN. 2

En Jøde. Oldfux.

JØDEN.

Sein Diener, mein Herr! hat er was zu skacheren?

OLDFUX.

Ney, nu intet Smauts. Jeg er nys kommen hid til Byen. Men i Morgen, naar jeg begynder at arbeide, kand I faae noget Guld, men med Condition, at I ikke siger det til nogen, ellers har jeg ingen Roe for Folk. Jeg giør ellers ikke meere Guld paa eengang end jeg kand bruge til en Maaneds Fortæring; men vil nogen lære Konsten af mig, koster det 4000 Rixdaler.

JØDEN.

Soe kand Herren Guld giøren?

OLDFUX.

Ja, saa lidt til Husbehov.

JØDEN.

Da mit kand Messier sig viel insinueren hos en vornehm Herr, der hier wohnt.

OLDFUX.

Hvad er hans Navn?

JØDEN.

Sin Nahm ist Polidor. Han har viel Zeit und stuere Penge daran gewennet, aber vergebens. Han spandirer gern 4000 Rdlr. paa den Kunst at leeren.

OLDFUX.

Er det ellers en skikkelig Mand?

JØDEN.

Ein allerlibster Herr, ein gelehrter Mann, und en stuer Naturkundiger.

OLDFUX.

Hans Studeringer hielper ham ikke meget til den Konst, jeg kand lære den lige saa snart til en Bonde, som til den allerlærdeste Mand; thi Konsten bestaaer kun i en ringe Videnskab, og nogle smaa Cermonier, som man maa i agt tage.

JØDEN.

Han er ellers af saa mange bedragen bleven, at han ingen vil meer glauben.

OLDFUX.

Han har stor Ret; thi Verden er nu omstunder fuld af Bedragerie. Jeg forlanger derfor ikke, at han skal 111 troe mig meer end en anden, førend han seer Prøven, og faaer Troen i Hænderne.

JØDEN.

Trækker da Messier Guld von ander Metal?

OLDFUX.

Ej Lapperie! det er ikke Umagen værd. Jeg kand giøre Guld af alle Ting. Adieu! jeg maa til mit Logement.

JØDEN.

Woe logire der Herr?

OLDFUX.

Her nest ved i Phassanen. Vil I komme til mig i Morgen, kand I faae noget Guld hos mig.

JØDEN.

Gut gut. Adiees soe lang.

SCEN. 3

Henrich. Jøden.

JØDEN.

Der Kerl hat en erlich Angesicht, aber ich glaube ihm dog nicht, ehr ich Probe sehe. Ich muB doch die Historie dem Herren Polidor fortællen. Banker paa.

HENRICH.

Hvem vil I tale med? Benjamin!

JØDEN.

Ich vil tale mit dem Herren Polidor.

HENRICH.

Da kand I ikke faae ham nu i Tale, det jeg troer; thi nu er det hans onde Time paa Dagen at han har Feberen.

JØDEN.

Har han denn lang Fiber hat?

HENRICH.

Ney, ikke over i 20 Aar.

JØDEN.

Ej Snack, ich saae ihm joe for 3 Dagen siden.

HENRICH.

Jeg veed ikke rettere end han har Feberen. Naar jeg seer en Mand den hedeste Tid om Sommeren staae i Gløer op til Ørene, slutter jeg enten han er gall eller han har Feberen.

JØDEN.

Ha ha, nu forstaaer ich din Mening. Er operirt itzund.

HENRICH.

Jeg veed ikke enten han opererer, eller purgerer, jeg troer det er ligemeget; thi all den Tid han har arbeidet paa at giøre Guld, har han ikke vundet saa meget, at han kand kiøbe sig en Strikke for, naar en gang alle hans Midler er bortsat paa det Lapperie, og 112 han vil henge sig af Armod. Han gir heller ingen Audientz, naar han har med de Forretninger at bestille.

JØDEN.

Aber ich faaer vel Audientz, wenn du siger daß en Goldmacher neulig hier er komen, der vil Proben giøren, ehr han Recompants forlangen.

HENRICH.

Ja hvis saa er, saa faaer I ham nok i Tale; thi ellers, om een sagde ham: jer Huus er i Brand, der er een vil tage jer Frue med Vold, Tyve er indbrudt i Huset; det bevægede ham aldeles intet at gaae fra sine Sager. Men det er endelig noget, som jeg tør sige ham.

JØDEN.

Gaae denn straxen ind, ich weis nicht wie lang han bliver in der Stadt.

HENRICH.

Han sidder her i den yderste Stue; jeg vil raabe udenfor Vinduet, thi jeg tør ikke gaae ind.

Raaber sagte 3 gange.

Herre! Herre! Herr Polidor!

POLIDOR.

indenfor. Hvad er det for en Slyngel, som tør raabe paa mig?

HENRICH.

Jeg har noget at sige Herren, som er høist Magt paaliggende.

POLIDOR.

Og jeg har noget at smøre din Ryg med, som skal lære dig at lade mig være i Roe en anden gang.

HENRICH.

Her er en fremmed Mand ude, som kand giøre skiønt Arabisk Guld.

POLIDOR.

Lad ham bie. Nu kommer jeg strax.

HENRICH.

Tænkte jeg det ikke vel. Det er Magneten, som alleene trækker ham ud.

SCEN. 4

Polidor. Jøden. Henrich.

POLIDOR.

i sin Slaap-Rok med et Lær-Forklæde for, førende en nedslagen bred Hat paa Hovedet, en Puster paa Axelen hengende, og en Ildtang i Haanden, gandske kullet i Ansigtet. Hvor er den Mand som kand giøre Guld?

113
JØDEN.

Ich talte nyelig mit ihn, han logirt in dem Phassan.

POLIDOR.

Vil han og lære Konsten til andre?

JØDEN.

Ja. Aber er ist forbandet dyr.

POLIDOR.

Hvad forlanger han da?

JØDEN.

Er verlangt 4000 Rdlr.

114
POLIDOR.

Det er noget meget.

HENRICH.

Det er ikke meget; jeg vilde gierne give ham en Tønde Guld, om jeg havde den, thi hvad vilde jeg estimere det, naar jeg siden kunde giøre igien ti dobbelt saa meget?

POLIDOR.

Raader du mig da, Henrich, at give de Penge?

HENRICH.

Jeg raader Herren at henge baade Guldmageren og Jøden op; thi den eene er en Jøde, og den anden, garanterer jeg for, er lige saa god som de andre, som har bedraget Herren saa ofte.

POLIDOR.

Hør Benjamin! vil du cavere for ham, at han ikke bedrager mig?

JØDEN.

Ney Herr! ich sag Danck. Ich kiender ham nicht weiter als daß ich eengang mit ham har talt; han maa for sig selber caveren. Han tilbyden sig erst Proben to giøren ehr er was verlangt.

POLIDOR.

Det er jo et resonabelt Tilbud. See til, Benjamin, at du kand bringe ham hid som af dig selv; thi jeg vil ikke lade mig mærke, at jeg er meget forlegen for at lære ham Konsten af.

JØDEN.

Ich will strax der hen gaae.

SCEN. 5

Leonora. Polidor. Henrich. Pernille.

LEONORA.

Ej Gud bevare os, min Hierte! I seer verre ud end Fanden.

POLIDOR.

Mit Arbeide, Madam, fører intet andet med sig.

LEONORA.

I maa vel sige det fører ikke andet med; thi hvad Frugter har I nu seet udi de mange Aar I har plavet jer med det forbandede Tøyerie?

POLIDOR.

Tag jer vare hvad I siger, Madam; og giv den ædelste Profession i Verden ikke saadan Titel.

PERNILLE.

Herren har ret at Professionen er ædel; thi 115 ingen uden rige og fornemme Folk kand practicere den. Den er ogsaa nyttelig for et Menneskes Siæl.

POLIDOR.

Det er ogsaa at gaae noget for vit.

PERNILLE.

Men jeg skal bevise det klarlig for Herren. Fattigdom er nyttig for et Menneskes Siæl, Guldmagerie viser Vejen til Fattigdom, ergo er den nyttig for et Menneskes Siæl.

POLIDOR.

Hør Madam! I maa ikke have slige næsevise Tienneste-Folk i jer Brød.

LEONORA.

Min Hierte! Pernille har ret, og intet fornuftig Menneske kand dadle hendes Ord. Man kand bevise af jer eget Exempel tilstrekkelig, hvilke Frugter den Profession fører med.

POLIDOR.

Naar det kommer, saa kommer det paa eengang.

PERNILLE.

Ja vist kommer det paa eengang. Herren distilerer, kaager, syder, gryder saa længe, indtil han sætter omsider Ild paa Huset, og saa kommer Armoden paa eengang.

LEONORA.

I har arbeidet 10 Aar derpaa, og bliver I endnu 10 Aar derved, kommer I at gribe til et Handværk for at fortienne Føde.

PERNILLE.

Ja giøre Svovelstikker af Armod.

POLIDOR.

Du Næseviis! hen til din Rok, det er nok saa tienligt, og Madam, gak ind og sye paa jer Ramme, og lad mig være uskaaren.

PERNILLE.

Fruen skal nok sye paa Ramme, saa snart Herren vil lade hende faae noget af det Guld, som han haver giort; thi, saasom Herren giør saa meget Guld om Dagen, har vi ikke fornøden at brodere med Silke.

POLIDOR.

Jeg troer Fanden rider den Pige. Var det ikke for min Ære --- Hør jeg skal inden faa Dage binde Munden paa jer, og I skal see Frugten af mit Arbeide. Her er kommen en fremmed Mand til Byen, som vil giøre Prøve for mig.

PERNILLE.

Den? han er det største Skarn og Bedrager, som kand gaae paa Jorden.

116
POLIDOR.

Kiender du ham da?

PERNILLE.

Det er jo en Antichrist; er det ikke saa man kalder Guldmagerne paa Latin?

POLIDOR.

Du vil sige Alchymist. Jo det er en Guldmager. Men hvor af veedst du at han er en Bedrager?

PERNILLE.

Jo fordi han er en Guldmager.

POLIDOR.

Du skal faae en Ulykke, hvis du ikke holder din Mund. Vil du ogsaa giøre mig til en Bedrager?

PERNILLE.

Ja hvad andet? Herren bedrager sig selv, bedrager sin Frue, bedrager sine Børn. Jeg skal sige Sandhed, 117 om det skal koste mit Liv. Hør hvad jeg siger førend jeg gaaer: Det var nok saa tienligt, i Steden for at consulere en Guldmager, at have Bud efter en Vaskerkone, der kunde tage Kullet og Skarnet af Herrens Ansigt. Gaaer ud.

POLIDOR.

Madam! jeg vil ikke have den Pige længer i Huset.

LEONORA.

Ej min Hierte! I maa ikke regne hende det til onde. Hun er en troe og ærlig Pige, og hvad hun taler, er af puur Nidkiærhed.

POLIDOR.

Madam! giør mig den Tienneste, at gaae lidt ud, nu vil jeg være alleene.

LEONORA.

Hiertelig gierne.

HENRICH.

Herre! der kommer min Troe Jøden med Guldmageren. Skam faae ham, han maatte giøre sig saa meget Guld, at han kunde kiøbe sig en smuk Klædning for.

POLIDOR.

Ej du kiender ikke Guldmagere: de ere alle af ringe Anseelse. See her, Henrich! tag den Puster og Ildtang ind og flye mig en Peruqve i Steden for Hatten.

Henrich løber efter en Peruqve, og sætter den paa Herrens Hoved.

SCEN. 6

Oldfux. Jøden. Polidor. Henrich.

JØDEN.

Herr! hier ist der Mann. Ich havde stuur Miide mit ham, ehr ich ihm mit mig kriegen konnte. Nu kann Herren selber mit ham tale.

POLIDOR.

Serviteur, min Herre! det er mig kiært at finde Folk af min Profession. Naar var Ankomsten her til Byen?

OLDFUX.

Det kand skille ham ligemeget enten jeg kom i Dag eller i Gaar.

HENRICH.

sagte. Den Karl er kort for Hovedet.

POLIDOR.

Ja Henrich! alle store Konstenere ere capri 118 cieux. Jeg vilde ønske, at jeg ellers kunde være min Herre noget til Tienneste her paa Steden.

OLDFUX.

Min Herre! den største Tienneste I kand giøre mig, det er at spare med jere Complimenter. Hvad Tienneste kand han vel ellers giøre mig?

POLIDOR.

Et Menneske kand altid være det andet til Tienneste; jeg meener, at, saasom han er fremmed her paa Steden, saa kand jeg giøre ham bekiendt med got Folk.

OLDFUX.

Got Folk, ha ha ha! har han saa god Forraad paa dem? Jeg har nu reist heele Verden omkring, men jeg har ikke kundet treffe got Folk. Jeg har fundet alleene een god Mand i Verden, det var min Mester Albufagomar-Fagius, en Araber af Geburt. Han var from og meere medliden mod umælende Creatur end et Menneske er mod det andet. Jeg erindrer, at, da hans Kat laae engang og sov paa hans Kiole-Erme, og hans Bedestund samme Tid faldt ind; da, paa det han ikke skulde forstyrre Katten i sin rolige Søvn, klippede han Stykket af Kiolen, hvorpaa Katten hvilede.

POLIDOR.

Det kalder jeg Medlidenhed i en høy Grad. Slige Folk findes ikke hos os. Kommer min Herre nu da fra Arabien?

OLDFUX.

Ney Monsieur! jeg kommer fra Maanen. Jeg veed ikke, hvortil slige Spørsmaal tienner.

POLIDOR.

Man skal have noget at begynde sin Tale med.

OLDFUX.

Jeg er gandske ikke for de Præludier. Har han noget at sige mig, da maa han strax gaae til Materien; thi Tiden er kostbar for mig.

POLIDOR.

Jeg har hørt, at min Herre er Adeptus.

OLDFUX.

Kand nok være.

POLIDOR.

Og saasom jeg ogsaa udi mange Aar har lagt mig efter det Videnskab, saa søger jeg altid Lejlighed at tale med Folk af den Profession.

OLDFUX.

Hvad Vej-Viser har Monsieur haft?

POLIDOR.

Jeg haver igiennemlæst de allerbeste Autores.

119
OLDFUX.

De allerstørste Autores ere de allerstørste Slyngle, som ikke selv veed hvad de har skrevet. Jeg studerede udi 10 Aar forgieves, thi jeg var lige saa klog den sidste Dag som den første; men den store Albufagomar-Fagius lærte mig det i en Time, som jeg ikke kunde hitte paa i saa mange Aar.

POLIDOR.

Vil min Herre ikke lære mig Konsten for en Recompence?

OLDFUX.

Jeg har udi 6 Aar, siden jeg forlod min Mester, ikke villet lære den til noget Menneske, thi det har væ- ret mig forbuden; men for et halv Aar siden har jeg paa Ansøgning bekommet et saadan Svar, som Monsieur kand see af dette hans Brev, dateret den 23. af den Maaned Corael 603 Aar fra Hegira. See her hvad han skriver derom: Allabricamo Triel Sluki, Elmacino Eben Alfantara Masaki Gombada.

POLIDOR.

Jeg forstaaer slet intet Arabisk.

OLDFUX.

Videre: Mihynki Caraffa Almanzcra Tarif Elbrunadora Alcantara.

POLIDOR.

Hvad skal det Ord Alcantara betyde? der er en Sted i Spanien, som heder saa.

OLDFUX.

Det Ord Alcantara betyder en Sum Penge, som i Europæiske Mynt beløber sig til 4000 Rixdaler; thi den Sum Penge tilstæder han mig at tage af den, der lærer Konsten.

POLIDOR.

Men Monsieur maa vel tage mindre, om han vil?

OLDFUX.

Ney, hør hvad han skriver derom: Aitzema cranganor Monomotapa Lacangandaro Mihopi Madagascar rencollavat.

POLIDOR.

Jeg forstaaer det ikke. Men skriver han, at Monsieur maa ikke tage ringere, end de 4000 Rixdaler?

OLDFUX.

Ej! han hører jo, at der staaer Mihopi Madagascar rencolavet.

POLIDOR.

Men om Monsieur vilde giøre det af Generositet for slet intet?

120
OLDFUX.

Ney, han gir en grundig Raison, hvorfore man maa ikke giøre det for intet. See her. Bramini Muhames Nadir Elaocombra Caffares Canunor Elcanan. Vil derfor Monsieur lære Konsten, koster den 4000 Rixdaler.

POLIDOR.

Det er noget meget; men maatte jeg tage den Frihed at spørge, at, eftersom min Herre kand giøre Guld, hvad da de Penge kand nytte?

OLDFUX.

At jeg ikke maa giøre det for intet, derfor har jeg min store Mesters skriftlige Ordre samt den Raison han gir dertil her i Brevet, nemlig: Boamirci Muhamed Nadir. Det samme Spørsmaal, som Monsieur giør til mig. kand jeg ogsaa giøre til ham. Nemlig, hvad kand det komme ham an paa nogle 1000 Rixdaler, naar han kand strax af intet giøre Penge igien?

POLIDOR.

Ja ja, det kand være got nok, men jeg vilde ellers sige noget, dersom han ikke vilde tage det ilde op.

OLDFUX.

Jeg kand giette hvad han vil sige: Han er bleven bedragen af saa mange, hvorfor skulde han da troe mig?

HENRICH.

Ney, min Herre havde, min Troe, ikke ført det i saa slet en Stiil. Han havde i det ringeste, i Steden for det ord bedrage, sat paa en høflig Maade trompere.

OLDFUX.

Monsieur har ret, jeg priser hans Forsigtighed. Jeg begiærer ikke, at han skal troe mig, forlanger derfor ikke Pengene forud, men alleene Forsikring, at de skal blive mig betalt, saa snart han har seet Prøven paa mit Videnskab.

POLIDOR.

Vel an! jeg vil sætte Pengene ned hos denne Jøde, hvilken skal levere dem strax til Monsieur, naar jeg seer Prøven.

OLDFUX.

Got! dermed er jeg fornøyet. Jeg maa ind med ham at besee hans Laboratorium, om det er beqvem dertil.

POLIDOR.

Ja vil han behage at spadsere ind.

121

SCEN. 7

Henrich. Leonora. Pernille.

HENRICH.

Jeg gad gierne vide hvordan det løber af. Jeg er bange for min Herres Penge. Men der kommer Fruen med Pernille.

PERNILLE.

Henrich! hvor er Herren?

HENRICH.

Han er gaaed lidt ind, og, naar han kommer ud igien, er han enten Keyser eller Staader. Han har sluttet en Contract med den nye Guldmager, som bringer ham til en af Delene.

PERNILLE.

Forlanger da Guldmageren Penge for at lære Konsten?

HENRICH.

Der bliver levert 4000 Rixdaler til Jøden Benjamin, hvilke Guldmageren skal have, naar han har giort sin Konst probat.

LEONORA.

Ach! min heele Krop skielver allerede; thi jeg er vis paa, at der er Bedragerie under.

HENRICH.

Ney! Skam faae Herren, han var forsigtig nok der i, at han vil have Prøve først, og, naar Prøven er probat, saa er de Penge vel anvendte.

PERNILLE.

De Penge allene, som han betinger sig, gir Bedragerie tilkiende, thi hvad skulde een, der kand giøre Guld, forlange Penge af andre?

HENRICH.

Jo, han gav min Herre Raison derfor.

PERNILLE.

Jeg kand ikke begribe, hvad Raison han kand give dertil.

HENRICH.

Jo, Raison dertil skal være denne: Alcantara Aben Ezra Mahomat podolski Scabhalsias Komai; den Raison fandt Herren for at være god, og mig syntes at den kunde ogsaa lade sig høre.

PERNILLE.

Hvad er det da paa Dansk?

HENRICH.

Det veed jeg min Troe ikke. Forstaaer jeg Arabisk?

PERNILLE.

Du Taadse! naar du ikke forstaaer det, hvordan kand du da finde Raison derudi?

HENRICH.

Jo, Guldmageren forklarede Ordene for os 122 siden saaledes: Spelamdisimo Madagascar hemancino Rencolavet.

PERNILLE.

Endnu er jeg lige klog.

HENRICH.

Jeg min Troe lige saa; men nok er det, at han faaer ingen Penge, førend han har giort nogle gange Prøve. Men der kommer de. Det er best at vi gaaer ind, thi han vil være alleene med Guldmageren.

LEONORA.

Ach ach! mit Blod spaaer mig intet got; men, naar jeg ret eftertænker det, saa er det lige got, thi, enten han ruineres paa en Dag eller et Aar, det kommer paa eet ud.

SCEN. 8

Oldfux. Polidor.

OLDFUX.

Ney min Herre! jeg vilde aldeles ikke have med Operationen at bestille, paa det han ingen Mistanke skal fatte. Har han kommen saa meget Mercurius i Panden, som jeg sagde?

POLIDOR.

Ja vist.

OLDFUX.

Kaager det ogsaa ved en sagte Ild?

POLIDOR.

Ja alting er efter deres Ordonance.

OLDFUX.

Nu kommer Hemmeligheden, som bestaaer udi visse kraftige Arabiske Ord, som Monsieur skal repetere 3 gange medens Operationen skeer. See her har jeg dem skreven, om han kand læse dem.

POLIDOR.

tar Papiret og læser. Eregamdlug ere Eregardeb go ud ne ran.

OLDFUX.

Dette skal han paa Knæ repetere 3 gange. Polidor repeterer det 3 gange.

OLDFUX.

Det er sandt: Han har jo ogsaa kommet det Arabiske Pulver i Panden?

POLIDOR.

Ney, Monsieur har intet Arabisk Pulver talet om.

OLDFUX.

Ej ej! det er det allerfornemmeste, thi uden det kand Operationen ikke skee.

123
POLIDOR.

Men, hvor faaer man det Pulver?

OLDFUX.

Disse Niirenbergere pleje allevegne at sidde paa Torvet dermed. Det bruges ellers til at tage Pletter af Klæder med. Man kand faae en temmelig Qvantitet for en Mark, thi de Karle vide ikke samme Pulvers rette Dyd. Lad Tienneren i en hast springe hen paa Torvet.

POLIDOR.

Henrich!

HENRICH.

Herre!

POLIDOR.

Spring hen paa Torvet, og kiøb noget Arabisk Pulver for en Mark.

HENRICH.

Hos hvem skal jeg kiøbe det?

OLDFUX.

De fleste Niirenbergere pleyer have det blant anden Kram.

Henrich gaaer bort.
POLIDOR.

Ach Himmel! hvo skulde tænke at det Pulver havde saadan Dyd?

OLDFUX.

Alting synes at være ringe, naar man først faaer det at vide.

POLIDOR.

Er der ellers noget andet at tage i agt?

OLDFUX.

Ney, ellers intet. Den Seddel, hvorpaa de Arabiske Ord staaer skreven, maa Monsieur bevare som et liggende Fæ, thi der udi bestaaer den hele Hemmelighed.

POLIDOR.

Men, naar skal man komme det Arabiske Pulver udi Panden?

OLDFUX.

Tiden gir intet til Sagen, naar det kun skeer, medens det kaager. See der kommer Tienneren tilbage. Jeg vidste nok, at de har det allevegne.

HENRICH.

Her er 8 Skilling tilbage Herre! jeg fik mit heele Tørklæde fuldt for 8 Skilling.

OLDFUX.

Gak nu ind, og kom en god Haand fuld udi Panden.

De gaaer ind.
124
125

SCEN. 9

OLDFUX.

alleene. Det gaaer skiønt. Jeg skal lade ham endnu operere et par gange, at han kand desmeere bestyrkes. Thi det slaaer aldrig feil, at han jo faaer henved 10 Rixdaler af de to Haandfuld Pulver, han kommer i Panden. Naar jeg saa faaer Pengene, reiser jeg og min Cammerat Andreas af Byen, og lar den gode Herre sørge for, hvor han kand faae meer Arabisk Pulver; ha ha ha! det bliver artigt nok, naar han siden har Bud efter det, som aldrig har været til i Verden, og naar han faaer at høre, at aldrig nogen veed af det Arabiske Pulver at sige. Jeg skiller denne Mand ved 4000 Rixdaler, og dog giør ham en Tienneste, som han bør takke mig for; thi han lærer saa meget af denne Historie, at han forlader sit Galskab, overlader til andre det Handverk at giøre Guld. Min Cammerat Andreas har ellers fortient den Fierdedeel af Pengene, thi han har viislig og troelig forrettet sit Verk; jeg har kiendt ham for mange Aar, og veed, at han ingen uden mig eftergiver noget udi Hurtighed, thi jeg havde ellers ikke betroet ham dertil. Men der kommer Herren tilbage.

SCEN. 10

Oldfux. Polidor.

POLIDOR.

omfavnende og kyssende Oldfux. Ach min Herre! Himmelen selv har ført eder hid, for at belønne mig for mit lange Arbeide og mange Aars Svede, som jeg længe frugtesløs har anvendt. Konsten er probat. I har fortient redelig de 4000 Rixdaler, ja dobbelt saa meget.

OLDFUX.

Jeg vil ikke have en Skilling meer end hvad vor Accord er.

POLIDOR.

Ach! nu skal jeg stoppe Munden til paa dem, som idelig har beleet mig, og triumphere over mine U-venner, og dem, der har vendet mig Ryggen, saasom de har frygtet, at jeg skulde geraade udi Armod, og derfor 126 glemt alle de Velgierninger, jeg har beviist dem udi min Velstand.

OLDFUX.

Ja min Herre! Verdens Maade er ikke anderledes.

POLIDOR.

Men nu kand jeg foragte dem igien.

OLDFUX.

Ney det skal min Herre ikke giøre; thi det fornemste, som min store Mester Albufagomarfagius recommenderer sine Discipler, er Ydmyghed. Min Herre seer hvordan mit Væsen er. Jeg kand føre mig op som en Første, om jeg vilde, men det er imod vor Fundatz; hvilket er Aarsag, at man ikke vil troe at vi forstaaer den edle Konst, efterdi vi stille os an som fattige Folk.

POLIDOR.

Jeg skal ogsaa efterleve hans Formaninger, hvorom han kand forsikre Albufagomarfagius, til hvilken jeg beder at formelde min ydmygste Respect, naar I skriver ham til.

OLDFUX.

Det skal ikke manqvere.

POLIDOR.

See her min Herre! der er mit Zignet, hvilket naar i flyer til Jøden Benjamin, faaer I strax Pengene.

OLDFUX.

Forsøg nok for Sikkerhed en Operation.

POLIDOR.

Ja vil Monsieur blive her saa længe, imidlertid skal min Kone holde ham med Selskab.

SCEN. 11

Oldfux. Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach min Herre! gid jeg kunde hitte paa saa kraftige Ord, som jeg ønskede, for at tilkiende give min Taknemmelighed med.

OLDFUX.

Min kiære Frue, hendes Herre er en dydig Mand, for den Aarsag skyld har jeg aabenbaret ham min Konst.

Pernille kysser ham paa Haanden.

OLDFUX.

Det er alt for ydmygt Mademoiselle! min Haand er ogsaa noget skiden.

PERNILLE.

Ach ney, det er en kostbar Haand, som er værdt at kysse meer end eengang.

127
LEONORA.

Vil min Herre ikke forsmaae den Ring, og bære den for min skyld?

OLDFUX.

Ney min kiære Frue! jeg tager aldeeles ingen Gaver af hende.

LEONORA.

Ach jo min Herre! jeg vil tage det op som et Venskabs Tegn af ham. Forsmaae den ikke, jeg beder ydmygst.

PERNILLE.

Ach min Herre! giør dog Fruen den Fornøyelse.

OLDFUX.

For ikke at giøre Fruen imod, vil jeg tage imod den.

PERNILLE.

Ach min Herre! gid jeg havde ogsaa noget got at forære ham. Vil han ikke forsmaae denne Skuepenge, som jeg har arvet efter mine Forældre?

OLDFUX.

Det var Synd at berøve hende sin Arvedeel.

PERNILLE.

Ach min Herre! jeg slipper ham ikke, førend han tager imod den.

OLDFUX.

Jeg vil da forvare den for hendes skyld, og skikke hende een af Guld igien. Men der kommer Herren tilbage.

POLIDOR.

Ach ach! min Glæde er saa stor, at jeg neppe kand skikke mig deri. Konsten er probat. Jeg fik lige saa meget Guld ved den sidste Operation. Ach jeg beder at min Herre vil besøge mig hver Dag, saa længe han er her i Staden.

OLDFUX.

Det skal ikke manqvere. Jeg bliver maa skee nogle Maaneder her paa Steden.

POLIDOR.

Vil han ikke giøre mig den Ære at spise med mig til Middag?

OLDFUX.

Ney, jeg faaer ikke Lejlighed, men jeg vil nok have den Ære at spise med ham til Aften; nu har jeg nogle smaa Forretninger.

POLIDOR.

Jeg vil da ikke opholde ham; Pengene faaer han hos Jøden, saa snart han viser ham Zignetet.

OLDFUX.

Jeg tviler ikke derpaa. Adieu saa længe.

POLIDOR.

Adieu, jeg recommenderer mig med mit heele Huus.

128

SCEN. 12

Polidor. Leonora. Pernille. Henrich.

POLIDOR.

Nu Madam! hvad siger I nu? har jeg nu ødelagt jer Huus ved mit daarlige Arbeide?

LEONORA.

Ach min Hierte! regn mig ikke min Ubetænksomhed til onde.

PERNILLE.

Jeg beder ogsaa ydmygest, at Herren vil forlade mig, at jeg saa dristig mangen gang har spottet dermed.

POLIDOR.

Jeg forlader jer det Børn lille af mit gandske Hierte; vil I kun lære deraf en anden gang ikke at raisonnere om Sager, som overgaaer jer Forstand. See Henrich! hvor kommer du fra?

HENRICH.

Ach Herre! er det sandt?

POLIDOR.

Hvad er sandt?

HENRICH.

At Herren kand giøre Guld.

POLIDOR.

Ja Henrich, det er gandske rigtig, men hvor har du faaet det at vide?

HENRICH.

Ach det er alt over den heele Bye; jeg hørte det først af Viintapperen her nest ved, han recommenderede sig sytten gange udi min gode Affection og Bevaagenhed, skienkte et stor Glas Carnali Sek for mig, og vilde ikke have en Skilling derfor, da den sultne Hund dog aldrig tilforen har villet give mig et Glas Brændeviin uden at jeg lagde Pengene først paa Bordet.

POLIDOR.

See engang hvordan Verden er; saa snart det gaaer een vel, saa søger alle ens Venskab. Men jeg kand ikke begribe hvordan saadant kand spørges saa hastig.

HENRICH.

Jøden maa have sagt det først til een, og, naar een faaer en Ting først at vide, er det strax over den heele Bye. Alle Mennesker, som saae mig paa Gaden, hilsede mig, som jeg kunde have været en Palts-Greve, og Christoffer Smør-Blomster, som aldrig har villet seet paa mig tilforen, bukkede sig saa dybt, at han nær havde faldet i Rendesteenen; men jeg gik min Troe ligesaa stout ham forbi, som han har gaaet mig forbi tilforen.

129
POLIDOR.

Der banker vist, Henrich! gak til Døren.

HENRICH.

Det er Monsieur Leander, som vil have den Ære at opvarte Herren.

POLIDOR.

Ej ej! er det mueligt? den Mand har foragtet mig i sit Hierte tilforn.

LEONORA.

Siig, Henrich, at vi gir ikke slige Folk Audientz.

POLIDOR.

Ach ney Madam! lad os skikke os i vor Medgang. Han maa vel komme ind.

SCEN. 13

Leander. Personerne af forige Scene.

LEANDER.

Ach min allerkiæreste Herr Polidor! det er mig en usigelig Glæde at see ham ved god Helbred; jeg kand ikke beskrive hvilken inderlig Hiertens Længsel jeg har haft efter at see ham.

POLIDOR.

Jeg har ikke kundet merke det; thi jeg har adskillige gange villet besøge ham, men han har negtet sig hiemme, og, naar jeg har seet ham paa Gaden, har han aldrig villet hilse mig.

LEANDER.

Ach min allerkiæreste Herr Polidor! han giør mig sin allerringeste Tienner uret; thi jeg kræver Himmelen til Vidne, at der er intet Menneske til paa Jorden, som jeg har saa stor Estime for.

POLIDOR.

Monsieur! han sparer med sine Complimenter - - - -

HENRICH.

Ney Herre! jeg troer nok at Herr Leander er hans Ven, thi, saa snart han fik at vide den Lykke Herren var vederfaret, blev han saa forandret, at han er færdig at briste af Kiærlighed til ham.

LEANDER.

Jeg svær ved alt det som helligt er, at jeg altid er den samme, som jeg har været, og at den Lykke, som min gunstige Herre er vederfaret, aldeles ikke er Aarsag til min Hidkomst. Jeg har altid prefereret Herren for alle de Mennesker jeg har kiendt, og agter mig for den største Lykke at være en af hans ringeste Clienter.

130
POLIDOR.

Det kand nok være Monsieur! Nu maa jeg gaae fra dem, jeg har noget at bestille. Gaaer ind.

LEANDER.

kysser Henrich. Ach min hierte Monsieur von Henrich! jeg beder at I vil være min Ven og Velyndere; vil I da?

HENRICH.

Ach hvorfor skulde jeg ikke det? Serviteur treshumble.

Kysser hinanden igien. Tre andre skrammererede Herrer kommer ind og omfavner Henrich, og gaaer ind til Polidor med Leander. Leanders Frue kommer ind og kysser Leonoræ Forklæde.
LEONORA.

Ej min kiære Frue! hvor kommer den store Ydmyghed fra?

FRUEN.

Ach naadige Frue! kand nogen være for ydmyg mod en Dame af hendes Qvaliteter? Hun er jo som et Lys for alle her i Staden.

LEONORA.

Da har hun aldeeles ikke havt de Tanker om mig tilforen.

FRUEN.

Jeg tør ikke sværge i naadige Frues Presence; men, hvis jeg turde sværge, vilde jeg ved min høyeste Eed bevise, at - - - -

Tre andre Fruer kommer ind og kysser ogsaa paa hendes Forklæde.
LEONORA.

I gode Fruer! lad os gaae ind i en anden Stue. Jeg seer heele Verden vil her ind. Vi kand derfor ikke længer blive her i Forstuen.

Henrich og Pernille blir alleene, de 3 Cavelerer kommer ind og giør dybe Complementer for Polidor, som er indenfor, saa at den ene falder paa Hovedet, kysser Henrich, og recommenderer sig før de gaaer. Fruerne giør ligesaa, og kysser Pernille paa Haanden.

PERNILLE.

Gaaer ikke det skiønt til, Henrich? alle disse 3 Fruer kyssede mig paa Haanden.

HENRICH.

Da fikst du endda meere Høytid end jeg, thi Herrene kyssede mig kun paa Munden.

131
PERNILLE.

Man kand i denne Historie tilstrækkelig speigle sig paa Verden.

HENRICH.

Ja hvem skulde have tænkt at slig en gemeen Kisselinke, som du est, skulde faae Haand-Kys af fornemme Fruer?

PERNILLE.

Ja det maa du vel sige; og at saadan Grovbrødsmund, som din er, skulde blive kyssed af slige fornemme Herrer? Men der standser en hob Vogner, vi faaer nok fleere Opvartninger.

To Herrer med to Fruer kommer ind, og begierer den Naade at faae Herren i Tale.
HENRICH.

I got Folk! jeg veed ikke, om Herren og Fruen gir Audients. Dog blir kun staaende til de kommer ud.

Henrich rangerer dem ved den ene Side, midlertid kommer tvende sortklædde Karle ind.
HENRICH.

Hvad er I for Folk?

POET.

Vi ere Poeter.

HENRICH.

Got, I kommer ret belejligt. En Kat døde for mig i Gaar, som jeg vil have giort nogle smukke Vers over.

POET.

Monsieur har at befale over vore ringe Venas.

HENRICH.

sagte. Gid I faaer en Ulykke I liderlige Hunde! Høyt. Hvad er ellers jer Begiering?

POET.

Vi har nogle ringe Vers at offerere, Herren og Fruen til Berømmelse.

HENRICH.

Got, blir staaende ved den anden Side, til Herskabet kommer ud. Vil I Hunde tage jere Hatte af? veed I ikke hvad Huus I er udi?

De tage Hattene af og stirre paa Jorden.

HENRICH.

spadserer frem og tilbage. Hør Karle! hvor mange Vers kand I giøre om Dagen?

POET.

bukkende sig. Det er ligesom Geisten er.

HENRICH.

Kand I sætte mig et Riim paa det Ord Henrich Larsen?

132
POET.

Det er noget vanskelig.

HENRICH.

Ej da maa I være nogle Slyngle af Poeter. Hør, kand I ogsaa giøre Vers paa solut Stiil?

POET.

Ney Monsieur, det er mod Naturen.

HENRICH.

Hvad? er det mod Naturen? Vil I giøre mig til en Giek? I Skabhalse!

POET.

Det være langt fra.

HENRICH.

Hvor mange Pesser giør det paa et Vers? jeg har glemt det Pedanterie igien.

POET.

Det er ligesom Versene ere til.

HENRICH.

Hvad Snak! ere ikke alle Vers lige lange? Men hvor kommer det at I aldrig har giort Vers Herskabet til Ære tilforen, da de dog har fortient samme Berømmelse altid som nu?

POET.

Fordi vi har ikke haft den Lykke at kiende deres Dyder førend nu.

HENRICH.

I maa heller sige, I har ikke villet kiende deres Dyder, førend I fik høre deres Velstand. Om jeg kand formaae noget hos Herren, da skal vi min Troe lade henge en Poet hver Dag, indtil den heele Nation blir udrøddet. Men der kommer Herren og Fruen, nu kand I høre hvad de selv siger.

Polidor og Leonora kommer ind udi deres Stads.
POLIDOR.

Henrich! spring strax og hent mig noget af samme Pulver for en Daler, saa har du ikke fornøden at løbe saa tit.

HENRICH.

Det skal skee Herre! Henrich gaaer ud.

POLIDOR.

Hvad er eders Forlangende I got Folk? vil I tale med mig?

De træder frem, giør dybe Complementer, og siger, de eene kommer for at giøre deres underdanige Opvartning, og for at høre, om Herren har noget at befale. Fruerne giør ligeledes med Leonora, og kysser paa hendes Forklæde. Poeterne træde siden frem og offerere deres Papiir.

POLIDOR.

Hvad er det for Papiir?

133
POET.

Det er nogle ringe Vers, Herren og Fruen til Berømmelse.

POLIDOR.

Hør I got Folk allesammen! da Verden gik mig imod, og man tænkte, at jeg ved lang forgieves Arbeide havde sat mig gandske til Side, fandt I aldeles 134 ingen Dyder hos mig, men foragtede mit Huus, og talede med Haanhed om min Person. Men nu, at mit Arbeide er faldet vel ud, og mit Huus velsignes med Rigdom, see I nu alle det med Øyne, som I tilforen ikke kunde see med Briller; om jeg nu var den største Taabe, holdt I mig for en Salomon; om jeg var den hesligste Mand, kaldte I mig en Absalon; om jeg inclinerede til intet uden Ondskab, holdt I mig for den dydigste. Saaledes er Verden nu omstunder, den estimerer ingen uden den, som er lykkelig. O! saa snart Lykken falder, falder og Kiærlighed og Estime. Bilder eder aldrig ind, at min Eenfoldighed er saa stor, at jeg jo kand merke eders Falskhed; thi----

HENRICK.

kommer tilbage. Ach Herre, hvad er dog dette! Tilforen kunde jeg faae saa meget Arabisk Pulver, som jeg kunde bære, for 8 Skilling, men nu kand jeg ikke faae et Korn, om jeg vilde give en Tønde Guld derfor.

POLIDOR.

Hvad er det du siger?

HENRICH.

Hvor jeg har været paa Torv og i Apotheke, leer de af mig, og siger at jeg løber med Limstangen.

POLIDOR.

Ach Himmel! hvad er dog dette?

HENRICH.

Jeg frygter, Herre, at vi er bedragen; thi alle Folk siger at der er aldrig saadant Arabisk Pulver til. Men hillement! hvad vil denne Mand?

Verten i Phasanen kommer indløbende, klæd som en Kok.
HENRICH.

Er I gall, Mand? tør I løbe saadan ind i en fornemme Herres Stue?

VERTEN.

Ach ach! havde jeg ikke arvet det Bægere, havde jeg aldrig villet fortrydt derpaa saa meget.

POLIDOR.

Jeg seer at det er Kokken, som boer her lige over. See til at du kand faae ham hiem, at han kand komme i Roelighed igien; thi den stakkels Mand er kommen i Raserie.

KOKKEN.

Ach havde ikke mine kiære Forældres Navn staaet derpaa!

135
POLIDOR.

Det giør mig dog hiertelig ont; thi det er en skikkelig Mand, og den beste Kok i Staden.

KOKKEN.

Skeen gik ogsaa Fanden i vold, og, naar jeg seer til, er vel andet gaaet med.

HENRICH.

Hør Mester Christoffer! har I længe været gall? Sagte. Havde jeg et Riis at true ham med, saa blev han nok god.

KOKKEN.

Man kand nok blive gall af saadant.

POLIDOR.

Hvad skader jer? Mester Christoffer!

KOKKEN.

En fremmed Person, som gav sig ud for en Guldmager, er løben af mit Huus og har taget et Sølv-Bæger og en Sølv-Skee med sig. Jeg troede ham vel, eftersom jeg hørte at han gik udi Herr Polidors Huus. Han havde hos sig nyelig før han reiste en eenøyet Dievel udi lange sorte Klæder.

HENRICH.

Havde han ikke ogsaa en Polsk Hue paa?

KOKKEN.

Jo, og et sort Plaster paa Øyet.

HENRICH.

A - - - - vi er om en Hals! Det var just den der solte mig det Arabiske Pulver.

POLIDOR.

Ach ach! jeg er skilt ved mine 4000 Rixdaler. De Fremmede, saa vel som Poeterne, sætte deres Hatte paa, og spadsere dristig over Gulvet.

JØDEN.

kommer ind. Ist di Goldmacher nicht hier. Ich ham en Juvel gab, da han Pengene von mir fik.

POLIDOR.

Det er mig kiært, I er ogsaa bedragen; thi I bragte mig ham hid.

JØDEN.

War das ein Bedrieger? Au au au, min kostbare Juvel!

POLIDOR.

Jeg har ikke andet for mine 4000 Rixdaler end et lidet stykke Papiir, hvorpaa staaer nogle Arabiske Ord, som jeg skulde læse naar Operation skeede.

EN AF DE FREMMEDE.

Lad mig see. Jeg forstaaer noget Arabisk. Ej det er aldrig Arabisk, ey heller blir. Hvad Pokker er det? naar jeg læser det sidste Ord bag fra, staaer der Nar. Lad nu see det første! Her staaer 136 min Troe: alle Guldmagere ere Bedragere og du en Nar, ha ha ha!

De gaaer alle ud leende, Poeterne giør bagvendte Complementer, saa at de vende Rumpen til Polidor.

LEONORA.

Ach jeg forærede ham min beste Ring oven i Kiøbet.

PERNILLE.

Ach jeg fortryder ikke saa meget paa den Skuepenge jeg gav ham, som at jeg kyssede paa den Rakker-Knegts skiden Haand.

POLIDOR.

Lad os gaae ind; vi vil reise paa Landet og boe paa det lidet Gods vi endnu har tilbage. Jeg vil aldrig befatte mig meere med Guldmagerie, men overlade det til min største Fiende. Det har bragt mig fast til Armod, og mange andre brave Folk med. Gid got Folk engang af dette og deslige Exempler vilde lære at tage sig vare. De gaaer alle ud. Jøden og Kokken hylende.

Det arabiske Pulver
Noter

S. 105
Monfrere, fr. mon frère, min Broder.

S. 106
to af mine Øren, visse Forbrydelser straffedes ved Afskæring af Ørerne. - Polske Hue, Pelshue (egl. om en pelsbræmmet Hue med firkantet Puld, alm. brugt i Polen).-ikke mindre end, alt andet end, aldeles ikke. - attaqvere, angribe.

S. 107
formeerede mig en Proces, anlagde Sag imod mig. - haaber, tænker mig, regner med. - produceret, fremlagt. - Reputation, Anseelse.

S. 108
Figtmester, Fægtemester. - Skolarer, Elever. - skulde gaae an, skulde begynde, skulde i Gang. - Hubners politiske Fragen, d.v.s. »Kurze Fragen aus der politischen Historie« af Johann Hiibner (1668-1731), en tysk Skolemand, hvis historiske og geografiske Skrifter vandt vid Udbredelse i Tiden. - Conduite, Opførsel.

S. 109
Credit, Anseelse. - steene den, d.v.s. ham. - manqvere, mangle. - menge, blande. - profitere os, indbringe os.

S. 110
Sein Diener ... skacheren (ty. schachern), Hans Tjener, min Herre! Har han noget at sjakre [her: sælge] ? - Smauts, Jøde 137 smovs. - Condition, Betingelse. - Da mit ... wohnt, paa gebrokkent Tysk: Dermed kan Herren indsmigre sig meget hos en fornem Herre, som bor her. - Han har viel Zeit ... vergebens. Han har anvendt megen Tid og store Penge derpaa, men forgæves. - Ein alletlibster ... Naturkundiger, en nydelig Herre, en lærd Mand og en stor Naturkyndig. -i en ringe Videnskab, i at vide en ringe Ting. - glauben, tro.

S. 111
Trækker ... von ander Metal? Udtrækker Herren da Guld af andet Metal? - aber ich glaube ... sehe, men jeg tror ham dog ikke, før jeg ser (en) Prøve. - Er operirt itzund, Han arbejder (med videnskabelige Forsøg) i Øjeblikket. - purgerer, indtager Afføringsmidler.

S. 112
Recompants, Rekompensation: Belønning, Godtgørelse. - Axelen, Skulderen.

S. 114
cavere, kautionere, sige god for. - erst Proben ... verlangt, først at gøre Prøver, før han forlanger noget.

S. 115
uskaaren, i Ro.

S. 117
Mtide (d.v.s. Mtihe) ... kriegen konnte, Besvær med ham, før jeg kunde faa ham med mig. - skille ham ligemeget, være ham ligegyldigt. - capricieux, fr. lunefulde.

S. 118
Geburt, ty. Fødsel. - Adeptus, lat. Adept: indviet (i hemmelige Kunster), Guldmager.

S. 119
Recompence, fr. Belønning; Løn. - Corael, selvlavet Navn. - Hegira, Hedschra: Muhammeds Flugt fra Mekka (622). Herefter Arabernes Tidsregning. - Allabricamo etc., Oldfux' »arabiske« bestaar dels af selvlavede Ord, dels af laante Bestanddele fra forskellige Sprog.

S. 120
Raison, Grund.

S. 121
giort sin Konst probat, gjort Prøve paa, bevist sin Kunst.

S. 122
Mercurius, lat. Kviksølv. - Ordonance, fr. Forskrift; Ordre.

S. 123
Nürenbergere, saadan kaldtes visse Smaahandlende. - Qvantitet, Mængde. - liggende Fæ, Liggendefæ, her: Skat, Kostbarhed.

S. 125
at han ingen uden mig eftergiver noget, at han, bortset fra mig, ikke overtræffes af nogen. - Hurtighed, Snarraadighed, Dygtighed.

S. 126
Fundatz, Grundsætning. - manqvere, mangle. - Zignet, Signet, muligvis: Segl.

S. 127
Skuepenge, Skuemønt; Medalje af Form som en Mønt, præget til Minde om en Begivenhed. - recommenderer mig, anbefaler mig.

S. 128
Carnali Sek, Forvanskning af Canari-Sekt, sød Vin fra de canariske Øer.

S. 129
Estime, Agtelse. - prefereret, foretrukket. - Clienter, tjenstskyldige Personer.

138

S. 130
Serviteur treshumble, fr. ydmygste Tjener. - skrammer er ede, fr. chamarrés, iførte bræmmede, galonerede Klæder. - Presence, Nærværelse.

S. 131.
gemeen, almindelig, simpel. - Kisselinke, letfærdig Kvinde, eller blot nedsættende Betegnelse for en Kvinde. - Venas, lat. venae, poetiske Aarer. - Henrik forveksler muligvis Ordet med Venus, Kærlighedsgudinden, og tænker, at Poeterne tilbyder ham deres Kærester. - offerere, tilbyde. - Geisten, Aanden.

S. 132.
solut Stiil, ubunden Stil, Prosa. - Fesser, forkert for pedes, lat., Versefødder (i Ental: pes). - offerere, tilbyder, overrækker.

S. 134.
Absalon, Kong Davids Søn, berømt for sin Skønhed. - inclinerede, havde Tilbøjelighed for.

S. 135.
dristig, respektløst, hovmodigt.

JULESTUE
Comoedie udi een Act

140

Hoved-Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • LEANDER
  • MAGDELONE
  • SKOLEMESTEREN
  • ARV
141

Jule-Stue
Indledning

Da denne Komedie første Gang gik over Scenen - det var i Begyndelsen af Aaret 1724 - morede Tilskuerne sig saa godt, efter Holbergs Beretning i 1. Levnedsbrev, og selv Skuespillerne kunde ikke bare sig for Latter; man kunde knap høre hvad der blev sagt, og det var nærved at Forestillingen helt maatte afbrydes.

Holberg har været meget tilfreds med, at et Lejlighedsstykke som dette, der blot var til Lyst, ogsaa fik Latteren til at lyde. I Epistel 374 bemærker han, at Jule-Stue »kand siges alleene at være skreven for at komme Spectatores til at lee«.

Dertil kommer, at Munterheden markerede Sejren over en Konkurrent, Sekretær i Hofretten Joachim Richard Paulli, som havde leveret Teatret en Treaktskomedie, »Jule-Stuen og Maskeraden«. Skuespillerne syntes ikke om det; Holberg fik Manuskriptet at se, og snildt spaltede han Paullis intrigetyngede Komedie i to raske shows af den Art, Publikum kunde lide: »Jule-Stue« og »Mascarade«, med et Minimum af Handling og et Maximum af brogede Optrin. Det er da ogsaa let at vise, hvor meget morsommere der er i Holbergs Julestue end i Paullis. Begge Komedier har en knurvorn Husfader, som ikke skøtter om de letfærdige Juleselskaber og derfor maa overlistes eller overtales til at give sit Samtykke. Paulli lader Hustruen tale sin Mand efter Munden, saa han erklærer: »Min Hierte, du indtager mig saaledes med din Discours, at jeg derudover skal love dig, at giøre det første du beder mig om« - og saa er den Sag klaret! Holberg mobiliserer 142 først Jeronimus' Søster Magdelone, der paastaar, at Naboerne vil tænke, at Familien er kommen af Troen og se den an som Tyrker og Hedninger, og han indfører derefter den herlige Skolemester. Denne kan Holbergs Natur- og Folkeret, hvor der staar: »Grundvolden af den naturlige Lov er, at et hvert Menneske saa vidt det staaer til ham, maa holde ved lige Samqvem og Foreening, hvoraf følger -«, ja læs selv Bind I, S. 80. I Skolemesterens Tale forbindes denne Grundlov ved komisk Logik med et afskrækkende Eksempel fra Dyreverdenen: »ligesom den Fugl Phoenix, som findes udi Arabien, lever tusinde Aar udi Eensomhed, og opbrænder sig selv saa snart hun udlegger en Unge, paa det hun ikke skal leve udi Societet og Samqvem med andre af sin Art, saa bør vi Mennesker derimod, for at lade see at vi ikke slægte paa saadan u-mælende Creatur, holde Samqvem og Lystigheder«. Og saa giver Jeronimus tabt: »den Lignelse om den Fugl Phoenix slog mig særdeles«. Og Pernille jubler: »Ach den dejlige Fugl Phoenix! Andre Fugle er kun Carnalier at regne mod den«.

Litteratur.E. C. Werlauff: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 182-211 (om Julestuer). - J. R. Paulli: Julestuen og Maskeraden, i Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, IV, 1922. - F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst II, S. 178-80.

143

SCEN. 1

LEONORA.

Ach denne Dag har været mig saa lang som to andre. Kiærlighed er dog en Passion som overgaaer alle Passioner; den er ligesom et oprørt Hav, hvilket jo meer det indskrænkes og indknibes, jo meer bruser det. Ach Leander! du kom til min Ulykke at boe i dette Naboe-Lav, saa jeg maa see den Person hver Dag for Øyene, som min gamle Mands Mistænkelighed hindrer mig at nyde Omgiængelse med; all min Trøst bestaaer derudi at jeg kand faae et og andet angenem Brev fra ham, hvor udi han udøser sine Protestationer, som tiene ikke til andet end til en Olie at formeere Ilden, og bringe mig i Fortvilelse. Vi har spundet paa adskillige Intriguer for at komme sammen, men alt har hidindtil været forgiæves; skal der gives nogen Lejlighed til at nyde den i saa lang Tid forventende Lykke at tale med ham i Een-Rom, saa skal det være i denne Jule-Stue, vi holder i Aften. Pernille, som jeg har aabenbaret denne Kierlighed, staaer nu udi Døren for at vare mig ad, naar han gaaer forbi, som han gierne i agt tager ved denne Tid, hvilken ved Breve er bestemt mellem os, for at faae hinanden at see igiennem Vinduet, thi jeg tør ikke engang lukke Vinduet op af Frygt min Mand skal komme i det samme; men den Frygt, den Tvang, langt fra at giøre Kiærligheden kaald, er dens rette Tønder. Men der seer jeg de komme.

144

SCEN. 2

Pernille. Leonora.

PERNILLE.

Madam! lav jer nu til, paa Øyeblikket kommer Monsieur Leander, 3 stærke Hosten er Signalen; da maa I lade ham ind i Forstuen for at giøre Aftale.

LEONORA.

Ej Pernille! det tør jeg ikke giøre for mit Liv. End om min Mand kommer i det samme?

PERNILLE.

Lad kun mig sørge derfor! saa snart han kommer, løber jeg ind, og holder Vatter med Sladder; jeg har lavet mig paa en heel Sæk fuld af Snak at holde ham saa længe op med, som I behøver Tid til at tale nogle fornødne Ord med Leander.

LEONORA.

Men undertiden vil han ingen Snak høre.

PERNILLE.

Jeg vil heller ingen Snak høre af hende; meener Madamen at jeg ikke vel overlegger mine Sager? Jeg veed nok hvad Snak Karlen gid hørt; meener I at jeg vil fortælle ham Aviser? at Regenten er død, at Meriveis har faaet Hug i Tyrkiet, at den Spanske Sølv-Flode er ankommen, at Prinds Eugenius har vundet Sejer over Duc de Vendosme. Ney jeg vil fortælle ham noget Kielling-Sladder, som han gierne spidser Øren til; jeg vil sige ham at der er fød en Kalv med Top paa Hovedet og Falbelader paa Beenene, saa begynder han strax at moralisere, og væve over Tidernes Ondskab, over Pragt og Stads - - -Men der hører jeg han hoster udenfor, spring ud og tag imod ham; nu springer jeg ind til Vatter.

SCEN. 3

Leander. Leonora. Leonora kommer indledende med ham; de staaer ved Gangen begge to.

LEANDER.
paa Knæ.

Ach, allersødeste Leonora! er det mueligt at jeg efter saa lang Forventelse skal have den Lykke at - - -

LEONORA.

Ach, min hierte Leander! stat op, vi har ikke 145 lang Tid til at præludere, jeg er forsikret om jer Kiærlighed; lad os overlegge hvordan vi skal stille vore Sager an i Aften i Jule-Stuen. Jeg veed at jer Vert og Vertinde blir budne, men jeg er ikke forsikret om at I blir buden.

LEANDER.

Blir jeg ikke buden, saa kommer jeg af mig selv og agter ingen suure Miner. Min Vert og Vertinde tar mig med under den Prætext, at de kand ikke lade mig være hiemme alleene.

LEONORA.

Det gaaer an. Men veed de noget af vore Sager?

LEANDER.

Jeg har aldrig talet noget derom, men min Vertinde har dog merket noget deraf, thi hun sagde forgangen: Vi kommer nok i Jule-Stue med det første til vor Naboe Jeronymus, saa faaer I den Lykke at kysse den skiønne Leonora paa Haanden. Jeg faldt derpaa udi Taushed, men saadan Taushed der foraarsages af en overvættes Glæde; hun smilede derpaa, og sagde: Jeg saa vel som min Mand har nok lugtet Lunten; hvad vi kand være hannem til Tienneste, giør vi med største Fornøyelse. Jeg takkede derpaa og aabenbarede mit Hierte; thi det er Folk som er mig troe til Døden, og elsker mig meer end deres egen Broder.

LEONORA.

Det er da got, kiære Leander, efterdi de ere ham troe, at vi har dem udi Ledtog med; men hvad skal vi ophitte for at komme udi Eenrom sammen?

LEANDER.

Vi vil legge Hovederne sammen, og ophitte en Jule-Leeg, som kand give os Lejlighed dertil.

LEONORA.

Men der hører jeg min Mand komme; vi maa skilles ad.

LEANDER.

Saa maa jeg da tage Afskeed mod min Villie denne gang. Adieu saa længe allerkiæreste Leonora, og vær forsikret at - - -

LEONORA.

Ach Monsieur, jeg er forsikret. Adieu.

146

SCEN. 4

Pernille. Leonora.

PERNILLE.

Nu Madam, fik I ham i Tale?

LEONORA.

Ja vist Pernille! men hvorfor kom du saa hastig tilbage? jeg lod ham løbe saa snart jeg hørte det rørte ved Døren; thi jeg tænkte at det var min Mand.

PERNILLE.

Havde jeg tænkt derpaa, skulde jeg have biet noget længer. Men jeg er bange Madam! at jeg har giort en Fandens Gierning.

LEONORA.

Hvi saa?

PERNILLE.

Vor Far er bleven saa gudfrygtig af den Historie jeg fortalte ham om den Kalv som var fød, saa jeg er bange at Juule-Stuen blir opsat.

LEONORA.

Hvis saa er, saa har du spillet din Rulle forbandet; det gaaer ofte saa til, at naar man tænker at narre andre, blir man selv narret. Men det kand snart giøres got igien, naar du siger ham at det var en falsk Beretning.

PERNILLE.

Ej det gaaer min Troe ikke an, thi jeg har svoret paa for ham at jeg saae Kalven med Top og Falbelader med mine egne Øyen.

LEONORA.

Ja saa har du giort en Fandens Gierning, og vi ere ikke ilde opskiørtet. Men sagde han da, at vi faaer ingen Juule-Stue?

PERNILLE.

Ney det sagde han endelig ikke, men han begyndte strax at tale om Assembleer og Galskaber, som burte afskaffes; hvis han er falden udi de Griller, saa maa Madamen opmuntre ham igien til at holde Lystighed.

LEONORA.

Jo, jo! det var vist den rette Maade at forderve Leegen paa; ney, taler han derom, saa maa jeg stille mig an som jeg gandske ikke er derfor, thi en gammel Mand der har en ung Kone, jo meer han tænker hun er indgetogen, jo meere Frihed gir han hende. Jeg troer dog at det ingen Fare skal have, thi hvis vi ingen Juulestue fik, gik vor gamle Faster reent af Skindet, 147 thi hun holder alle slige Ceremonier for Troens Artikler; man fik hende ikke at spise uden der var Hellig Tre Kongers Lys paa Bordet. Men der er min Mand, løb du hen og snak for Faster.

148

SCEN. 5

Jeronimus. Leonora.

JERONIMUS.

Naar Verden staaer til Paaske, saa skal jeg give min Hals; de Topper, Fabler, Favoriter ere ikke andet end Lucifers Paafund.

LEONORA.

Hvad er paa færde lille Mand?

JERONIMUS.

Man seer et Tegn efter et andet, og dog er man lige gall.

LEONORA.

Er der noget ont vederfaret lille Mand?

JERONIMUS.

Hør, min Hierte! I giør mig en Tienneste, om I vil gaae med rund Hue herefter, og lade jer Klæer skiære efter den Mode, som min gamle Søster Magdelone bruger.

LEONORA.

Men min allerkiæreste lille Mand! om I vil examinere mine Klæer mod Fasters, skal I befinde at hendes er meere kostbar.

JERONIMUS.

Sagen bestaaer ikke derudi, min Dukke! Kostbarheden giør hverken til eller fra; men disse forbandede nye Inventioner, disse Toppe, disse Fabler, disse Favoriter, som vore ærlige Forfædre intet har vidst at sige af, det er en syndig Dragt, som er Aarsag til all den Ulykke der skeer i Verden.

LEONORA.

Vidste jeg det var Synd, min hierte Mand, vilde jeg gierne legge det af altsammen.

JERONIMUS.

Vi vil ikke troe Synden, førend vi vares ved Tegn, og da er det for silde; her er jo nyelig fød en Kalv med Top, Favoriter og Fabler.

LEONORA.

Men kand man forlade sig paa at det er sandt?

JERONIMUS.

Gid jeg faaer en U-lykke, er det ikke sandt; Pernille tillige med andre got Folk her i Æbeltoft har jo seet Kalven. Hør min Hierte! hvad jeg vil sige, jeg er gandske ikke i Humeur at holde Julestue i Aften.

LEONORA.

Har den Historie om Kalven skrækket jer derfra?

JERONIMUS.

Ney aldeeles ikke, thi det er ikke den første 149 Historie; men jeg har eftertænk! det nøye, og finder at disse Julestuer og Jule-Leeg fører intet got med sig.

LEONORA.

Mig skal det være lige kiært. I veed vel selv hvor lidet jeg er af Verden. I skal finde faa slige unge Koner som jeg; thi jeg var tilfreds, der var aldrig Dants eller Spill i Verden. Min Fornøyelse er at sidde hiemme ved mit Arbeid, og see min lille Mand til gode.

JERONIMUS.

Jeg veed det nok, min Dukke! I er Exempel for alle unge Koner i Æbeltoft; den beste Ting jeg har giort i Verden, er at jeg har udvalt saadan dydig Siæl til Ægtefælle.

LEONORA.

Jeg kand ikke begribe hvordan fornuftige Folk finder Behag udi Jule-Leeg; det kand være got nok for Børn, men det burde foraarsage Væmmelse til Folk som er kommen til Alder.

JERONIMUS.

Disse samme Jule-Leeg har ogsaa undertiden nogle onde Suiter.

LEONORA.

Baade Jule-Leeg og andre store Selskabe, min Hierte! Jeg er aldeeles ikke for dem, var det ikke for at behage min Mand, kom jeg aldrig ud herefter.

JERONIMUS.

Ney min Dukke! hun maa ikke dog gandske slaae sig fra Verden, man maa have nogen Fornøyelse iblant. Unge Mennesker kand ellers falde udi Melancholie.

LEONORA.

Jeg blir min Troe altid melancholisk udi Selskab, og fordriver den igien med Eenlighed.

JERONIMUS.

Ja ja! det er got nok min Hierte! men alting til Maade; ellers er det mig kiært, at I ikke er for denne Julestue i Aften. Jeg vil lidt ud og høre hvad min Søster siger derom.

Ved sig selv, naar han gaaer ud: Hvilken ærlig Mand der har saadan en Kone som jeg, han maa holde sin Bryllupsdag hvert Aar som en Fest.

SCEN. 6

LEONORA.

alleene. Hvilken Ulykke Pernille har ikke bragt os i ved sin Geskeftighed! men jeg haaber at 150 Faster faaer ham nok paa andre Tanker igien; havde jeg nu disputeret ham imod, saa havde han blevet verre, og formeeret sig hundrede Mistanker, men nu spiller jeg mit Kort saaledes, at han skal selv tigge mig om Julestue, og det skal heede at jeg giør det alleene for at føye ham.

SCEN. 7

Jeronimus. Magdelone.

JERONIMUS.

Ingen Snak min Søster! jeg vil ingen Julestue vide af at sige; saadant tiener ikke til andet end at bringe Folk i Bekostning, og endes med det som ikke duer.

MAGDELONE.

Ach kiære Broer! det er min Troe ikke jer Alvor.

JERONIMUS.

Jo, min Troe er det mit Alvor! jeg har seet alt for mange Exempler paa saadant Galskab; gid jeg havde en Daler for hver Piges Jomfruedom der er gaaet af Stabelen ved saadanne Lejligheder.

MAGDELONE.

Men det er dog en god gammel vedtagen Skik.

JERONIMUS.

Det er en gammel Skik min Søster, men ingen god.

MAGDELONE.

Jeg har altid hørt at det gik bedre til i Gamledage end nu omstunder; hvorfor skulle vi ikke træde i vore Forfædres Fodspor? I skulde have seet, min hierte Broer! hvilken Julestue der var til Møllerens i Gaar; hvorfor skal vi være mindre end han?

JERONIMUS.

Vi skal ikke være mindre men klogere; til med kand vi ikke rette os efter Mølleren, han har andre Accidentzer end vi, han kand æde Jule-Kager det heele Aar igiennem.

MAGDELONE.

Jeg siger det, min Troe, ikke for den Lyst jeg har der til, men for jere kiære Børns skyld.

JERONIMUS.

Ja ja! der har vi det, giv kun skyld paa Børnene.

151
MAGDELONE.

Men min kiære Broer! hvad vil vore Naboer tænke om os, naar vi ingen Julestue faaer i Aar? de vil tænke at vi ere kommen af Troen, og see os an som Tyrker og Hedninger. Hun græder.

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! Er det at forandre Troen at afskaffe Galskab?

MAGDELONE.

I kalder det Galskab, min hierte Jeronimus! jeg kiender mange, der har ogsaa foragtet slige gode gamle Sædvaner, men det er gaaet dem ilde i Verden.

JERONIMUS.

Og jeg kiender mange, der har foragtet saadant, og det er gaaet dem meget vel i Verden.

MAGDELONE.

Hvordan gik det ikke Christopher von Bremen, der altid loe naar hans Kone bragte Hellig tre Konge Lys ind paa Bordet? Manden var saa frisk som een af os, men ret som han stod og fæstede Seelen til Buxerne, døde han.

JERONIMUS.

Du skal nok see han aldrig havde død, hvis han havde villet brænde Hellig tre Konge Lys.

MAGDELONE.

Hvorledes gik det ikke Jeremias Tobakspinder, der ikke med saa meget som med en Sød-Grød vilde holde Jule-Aftener fra andre Aftener, og levede som en Hedning heele Julen igiennem? han fik jo paa sin Alderdom stor Hierte-Sorg, thi tre af hans Sønner blev en efter anden rejicered til Attestatz.

JERONIMUS.

Havde de læset bedre over, de Slyngele, saa havde de nok gaaet fri; thi jeg kiender dem, der har faaet Laudabilem, og dog aldrig æder Grød. Bilder du dig ind at man skal æde Grød, før man gaaer til Attestatz?

MAGDELONE.

Hvordan gik det ikke Hendrik Smør-Blomsters Døttre?

JERONIMUS.

Hvordan gik det ikke Hendrik Paaske-Lillies, Hendrik Smør-Kringels, Hendrik Suurkaals Døttre? hvilken forbandet Snak! hvilke Exempler! Hendrik Smør-Blomsters Døttre kand skee mistede 152 deres Jomfruedom udi en Julestue; jeg er gall at jeg snakker meere derom.

MAGDELONE.

Hvordan gik det ikke Christopher Oldfux?

JERONIMUS.

Jeg veed min Troe ikke hvordan det gik, hverken Christopher Oldfux eller Jungfux, men det veed jeg at I faaer ingen Julestue dette Aar; thi foruden det jeg har sagt, har jeg mine Raisons aparte. Gaaer ud.

SCEN. 8

Magdelone. Pernille.

MAGDELONE.

grædende bitterlig. Ach ach! jeg ælendige Menneske! gid jeg var i Jorden! nu har jeg levet i 45 Aar, men aldrig har nogen Juul været saa maver for mig som denne. Hvorfor skal man slæbe og trælle i Verden, naar man ikke maa have nogen Lystighed iblant? Alle vore Naboer stime, saa at vi kand høre dem den heele Nat, og vi alleene skal leve ligesom vi vare midt udi Fasten. Hun græder endnu.

PERNILLE.

Hvorfor græder Madamen?

MAGDELONE.

Ach Pernille! jeg har Aarsag til at græde; hvo der har saadan en vanskelig Broer som jeg, maa nok - - -

PERNILLE.

Jeg troer ikke Vatter har været saa ubesindig, at han har slaget sin Søster!

MAGDELONE.

Ney! det er det som verre er, han vil ingen Julestue have i Aften.

PERNILLE.

Ingen Julestue? De græder begge to.

PERNILLE.

Gid Fanden tiene her i Huset længer paa den Maade! jeg vil heller miste min Løn.

MAGDELONE.

Jeg kand forsikre dig Pernille, at det var ligesom een stak mig en Kniv i Hiertet, da jeg 153 hørte det. Vort Huus vil komme i Foragt over heele Æbeltoft derved.

PERNILLE.

Jeg var saa vis paa at vi skulde have Julestue, at jeg allereede har bedet Møllerens Datter hid.

MAGDELONE.

Ja blir det ikke en u-dødelig Spot og 154 Skam for vort heele Huus? Skam faae den der har ført vor Far saadant i Hovedet.

PERNILLE.

Naar Arv faaer at høre dette, vil han ikke blive bedre til mode end vi andre; han har øvet sig, stakkels Karl, den heele Eftermiddag paa at være Jule-Buk.

MAGDELONE.

Stakkels Karl! han vil blive gandske Mod-løs.

PERNILLE.

Madamen skulde ikke troe, hvor profect han kand agere Jule-Buk, lige, ligesaa livagtig, som man saae en ret Jule-Buk.

MAGDELONE.

Ach, tal ikke meere derom! mit Hierte brister naar jeg tænker derpaa.

PERNILLE.

Men om Faster giorde sig end Umag at overtale Vatter.

MAGDELONE.

Det hielper ikke, Pernille! om jeg faldt paa mine Knæ.

De græder begge to.

SCEN. 9

Arv. Magdelone. Pernille. Arv, svøbt udi et hvit Lagen med to Horn i Panden, stiller sig an at skræmme de andre. De blir ved at græde.

ARV.

Bliv ikke bange Madam! græd ikke, det er mig.

Kiender I mig nu? Tar Klædet fra.

PERNILLE.

Jo vi kiendte dig nok; det er noget andet vi græder for. Du skal ikke smøre dig paa Jule-Leegen i Aften.

ARV.

Hvi saa?

PERNILLE.

Vi faaer ingen Julestue.

ARV.

Gid Drollen splide saadan Snak! Hvem vil forbyde os det?

PERNILLE.

Vatter har faaet Griller, og svoret paa ---

Ach ---

De græder alle tre. 155
ARV.

Drollen spilde mig ad, om jeg ikke tør spørge Vatter hvem han indbilder sig at vi tiener hos, om vi tiener hos Tyrker eller Hedninger.

MAGDELONE.

Du vinder intet andet dermed, Arv! end en banket Trøye.

PERNILLE.

Men jeg tænker paa noget Madam! end om vi sætter Børnene ud paa at plave ham?

MAGDELONE.

Skulde noget hielpe, saa skulde det.

PERNILLE.

Jeg vil min Troe op paa Skolen, og give mig i Kast med Skolemesteren.

ARV.

Du kand love ham et Favnetag derfor.

PERNILLE.

Holdt du ikkun din Mund, Skolemesteren og jeg kiender hinanden nok.

ARV.

Det maatte og være en slet Stue-Pige, der ikke kiendte Skole-Mesteren. Pernille gaaer bort.

SCEN. 10

Jeronimus. Magdelone. Arv.

JERONIMUS.

Hvad Fanden er dette for en Postur?

ARV.

Jeg er Juul-Buk, Hosbond!

JERONIMUS.

gir ham et Ørefigen. Est du Jule-Buk?

ARV.

tumlende. Ney, Hosbond, jeg er ikke Jule-Buk.

JERONIMUS.

Hvad skal dette betyde?

ARV.

Jeg vilde ikkuns giøre mig til Jule-Buk.

JERONIMUS.

gir ham end et Ørefigen. Vilde du kun giøre dig til Jule-Buk?

ARV.

Ney, jeg vilde ikke giøre mig til Jule-Buk.

MAGDELONE.

Ej, min hierte Broer! I har Synd af at slaae den stakkels Dreng paa en Hellig-Aften.

JERONIMUS.

Fort hen du Slyngel, og tag dig en Bog og læs i, det er nok saa got.

ARV
gaaer grædende bort.

Der er mare ingen i den heele Gade, der læser et Guds Ord Jule-Aften.

156

SCEN. 11

Jeronimus. Magdelone.

JERONIMUS.

I burte, min Søster, betage mig det Arbeide, og have viset ham bort med et par Ørefigen, førend jeg kom.

MAGDELONE.

Jeg veed ikke, min hierte Broer, hvorfor vore Folk maa ikke saa vel have Lystighed som andre.

JERONIMUS.

I skulde giøre jer selv ogsaa til Jule-Gied, det skulde ikke lade saadan en gammel Kone ilde.

MAGDELONE.

Jeg veed ikke hvorfor vi skal være meere Udskud end andre Folk i Byen.

JERONIMUS.

See om nogen fornemme Folk holder Julestue.

MAGDELONE.

Skal vi følge fornemme Folkes Noder, da skal vi ikke tractere Folk med uden Snus-Tobak og Lyk-Ønskninger.

JERONIMUS.

Julestuer ere og gandske aflagde i Kjøbenhavn.

MAGDELONE.

Vil I regne Kiøbenhavn? Jeg har hørt af Skolemesteren at Troen trykker ikke Folk meget der; her er en Karl som er nyelig kommen fra Kiøbenhavn, han har slet ingen Troe, han troer ikke engang at Doctor Morten har forordnet at man skal æde Gaas Mortens Aften, ja han siger at Jorden er rund som et Æg, hvilket er den arrigste Løgn som kand være til.

JERONIMUS.

Det duer endelig ikke; men vi vil ikke snakke meere derom, kald Skolemesteren og Børnene ned, jeg vil høre om de har lært noget artigt til denne Fest.

Magdelone gaaer ud.
JERONIMUS.

sættet sig med en Kurv Dukke-Tøy ved Bordet. Det er Konst at deele Gaver ud blant Børn, saa alle kand blive fornøyet. Denne Hest med Fløyten i Rumpen skal Christopher have; Vognen, hvem skal jeg give den? den vil jeg give lille Henning; Peer skal have Fiolen, thi jeg troer at der skal blive en Spillemand af 157 ham; Else skal have Vuggen med Barnet udi; thi det første Piger blir saa gammel at de kand tale, saa tænker de paa Giftermaal og Vugge; Marie, du skal lade dig nøye med Piben. Ej! jeg havde nær glemt lille Anne, hun skal have Dingeldangen med Bielderne paa. Men der seer jeg dem komme med Skolemesteren.

SCEN. 12

Skolemesteren med Børnene. Jeronimus. Magdelone. Pernille. Børnene gaaer Par for Par, og Skolemesteren slutter Troppen med et Riis i den ene Haand og en Bog i den anden Haand, rangerer Børnene i en Rad, giør en Pedantisk Complement og saadan Lyk-Ønskning:

Bort Uhelds fæle Skye, bort sorte-vinget Taage,
Bryd Morgenrøde frem, blink Soel, bliv ved at vaage,
Svem Velstand over os ret som en Nilus Flod,
Fald over os som Dug, og fæst i Huset Rod,
Lad Lykke over os din Kraft som Bække flyde,
Som Fuglene paa Qvist - - - -

Repeterer det samme og graver udi Lommen.

JERONIMUS.

Kand man ikke hitte et Riim derpaa? som for Exempel ---

At kaage maa vor Gryde.

SKOLEMESTEREN.

Ney jeg maa begynde fra Førstningen igien.

Repeterer det forige: At alle maa sig fryde.

Gid Vatter og Mutter det altidens vel gaaer, Gid en nye Plante de i Huset hvert Aar faaer, Gid Øll og Brændviin de i Kielder aldrig savne, Gid Fisk og Kiød og Smør for deres Kiøkken stavne, Gid Korn i Hobetal maa staae paa deres Loft, Saa længe som en Siæl er til i Ebeltoft.

JERONIMUS.

tar til Hatten. Han skal have Tak, Skolemester, 158 det var et dejligt Vers; han har vel haft megen Umag dermed?

PERNILLE.

Det havde kostet en anden stor Hovedbryden; men alting staaer for Skolemesteren.

JERONIMUS.

Men hvad artigt har Børnene lært til denne Fest? Forgangen Aar vidste de saa mange artige Sprikworter, kand de ogsaa nogen i Aar?

SKOLEMESTEREN.

Ja, de kand; vil Vatter høre Sprikworter eller Spørsmaal?

JERONIMUS.

Begge ere gode. Lad Arv komme herind, at han kand høre paa hvordan smaa Børn kan giøre ham til Skamme.

Pernille springet efter Arv, som kommer ind og staaer med foldede Hænder og hører derpaa.
JERONIMUS.

Skolemester! spør først Arv, og lad siden een af Børnen beskiæmme ham.

SKOLEMESTEREN.

Arv! hvem var det som raabte saa sterkt at man kunde høre ham over heele Verden?

ARV.

klaaende sig i Hovedet. Det var en --- en Jule-Buk.

JERONIMUS.

Den Jule-Buk ligger ham endnu i Hovedet.

SKOLEMESTEREN.

Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvem var det som raabte saa høyt at man kunde høre det over all Verden?

TUTI.

Det var et Asen i Arken, hvor heele Verden var indslutted.

JERONIMUS.

Fy dig an du lange Slyngel! de kand læse for dig.

SKOLEMESTEREN.

Arv! hvor langt er der herfra til Glas-Himlen?

ARV.

Der ere 7 Mile herfra til Mariager.

SKOLEMESTEREN.

Christopher, Henning, Peer, Else, Marie, Anne, hvor langt er der herfra til Glas-Himmelen?

TUTI.

Saa langt som der er fra Glas-Himmelen til Chrystal-Himmelen.

159
JERONIMUS.

Hør Børn, peger Finger af Arv.

De peger alle Finger af ham.
SKOLEMESTEREN.

Arv! hvor mange Himle er der?

ARV.

Der er en Himmel paa hver Seng, og der er ligesaa mange Himle som der er Senge.

SKOLEMESTEREN.

Christopher, Henning, Peer, Else,

Marie, Anne, hvor mange Himle er der?

TUTI.

Der er 7 Himle, den eene lige høyt fra den anden.

JERONIMUS.

Peger ham ud igien.

BØRNENE.

Æ-Æ-Æ----

SKOLEMESTEREN.

Christopher! den første Himmel?

CHRISTOPHER.

Den blaae Himmel.

SKOLEMESTEREN.

Henning! den anden Himmel?

HENNING.

Melke-Himmelen.

SKOLEMESTEREN.

Peer! den tredie Himmel?

PEER.

Glas-Himmelen.

SKOLEMESTEREN.

Folder jere Hænder smukt naar I examineres.

De folder Hænderne.
SKOLEMESTEREN.

Else! den fierde Himmel?

ELSE.

Chrystal-Himmelen.

SKOLEMESTEREN.

Marie! den femte Himmel?

160
MARIE.

Diamant-Himmelen.

SKOLEMESTEREN.

Anne! den siette Himmel?

ANNE.

Perle-Himmelen.

JERONIMUS.

Der er jo endnu een ---

SKOLEMESTEREN.

Arv! den syvende Himmel?

ARV.

Det er den som er næst den ottende.

JERONIMUS.

Det er den rette Dosmer. Han seer aldrig i en Bog Aaret igiennem, og veed derfor ikke meer end en Tyrk eller Hedning. Kand de svare til fleere Spørsmaal, Skolemester?

SKOLEMESTEREN.

Ja. Arv! hvad er det som er saa rund som et Æg, og saa langt som en Kirke-Veg?

ARV
sagte.

Gid Drollen splide ham ad med hans Spørsmaal. Høyt. Det er en Tobakspibe, Hovedet er rund og Halen er lang.

SKOLEMESTEREN.

Christopher, Henning, Peer, Else,

Marie, Anne, hvad er saa rundt som et Æg, og saa langt som en Kirke-Veg?

TUTI.

Et Traae-Nøgle; thi naar man vinder det op, er det saa langt som en Kirke-Veg.

JERONIMUS.

Peger Arv ud igien, Børn!

BØRNENE.

Æ--Æ--Æ --

JERONIMUS.

Jeg takker Skolemester paa mine Børens Vegne. Jeg seer at I anvender Flid paa dem, I skal have en raisonabel Nyt-Aars-Gave.

JERONIMUS.

deeler ud Dukke-1 øyet til Børnene. Gaaer nu kun ind i Amme-Stuen, og værer smuk skikkelig, jeg havde tænkt at holde Julestue, men jeg har for visse Aarsager skyld betænkt mig igien. Børnen græder. Ja, jeg kand ikke hielpe jer, Børnlille! jeg vil ikke have saadan Galskab oftere i mit Huus, jeg er ikke derfor, og jer Moer langt mindre.

Vender dem Ryggen.

PERNILLE.

Saa! hen og plager ham.

161 Børnene henge ved ham og raabe paa Julestue.
JERONIMUS.

Gir jer tilfreds Børn lille! nu har I faaet Dukke-Tøy at spille med. Børnen holde paa ham igien og raabe Julestue.

JERONIMUS.

Spør kun jer Skolemester ad, om det er tienligt. Hvad siger han? Hr. Proceptor!

SKOLEMESTEREN.

Plinius, en klog og skarpsindig Herremand udi Rom, taler meget ziirlig om Spil og Leeg saaledes: Anima fulturis corporis nititur, og paa et andet Sted: Graves seriosque mores lusibus jocisqve distinguere identidem soleo. Det er: jeg sætter undertiden for mit Legems Sundheds skyld min Gravitatem og Ærbarhed til side og øver Børne-Leeg.

PERNILLE.

Den Mand har talet som en Engel.

SKOLEMESTEREN.

Dersom nu saadan en ærbar Herremand i Rom har fundet det nødig for sig og sin Person anstændig, hvor langt meere nødigt og anstændigt er det ikke for os i Æbeltoft? Jeg selv legger dette dertil, at, eftersom Nisser og Underjordske Folk drive store Fester bort med Klagen og Hylen, eftersom de ingen Deel har der udi, saa bør vi, for at lade see, at vi har Part der udi, glæde og fryde os; thi ligesom den Fugl Phoenix, som findes i Arabien, lever tusinde Aar udi Eensomhed, og opbrænder sig selv saa snart hun udlegger en Unge, paa det hun ikke skal leve udi Societet og Samqvem med andre af sin Art, saa bør vi Mennesker derimod, for at lade see at vi ikke slægte paa saadan u-mælende Creatur, holde Samqvem og Lystigheder. [græsk, se image] siger Aristoteles, [græsk, se image] id est: homo est animal sociabile, og derfor, ligesom Paradiis Fuglen - - -

JERONIMUS.

Nok, nok, Skolemester! jeg hører nok at jeg maa give mig tabt; den Lignelse om den Fugl Phoenix slog mig særdeles; jeg vil da tilstæde at man holder Julestue. Nu I smaa Rollinger! glæder jer nu og takker jer Skolemester derfor.

Børnene hopper og skriger af Glæde.
162
JERONIMUS.

til Leonore. Min hierte Kone! jeg veed at I skiøtter ikke meget om Lystighed. Er det jer imod, saa vil jeg endnu blive ved mit første Forsæt.

LEONORA.

Jeg saae gierne, sandt at sige, at der blev intet af, men som vi allerede har bedet vore Naboer, maa jeg for den Aarsag skyld beqvemme mig dertil.

PERNILLE.

Ach den dejlige Fugl Phoenix! Andre Fugle er kun Carnalier at regne mod den.

JERONIMUS.

Laver da til rette og bringer et Hellig tre Konge Lys ind.

LEONORA.

Ja, skal det være, saa er det nu høy Tid, thi vi har Naboerne paa Halsen førend vi veed et Ord deraf.

De sætter alting til rette, og Arv kommer ind og sætter Hellig tre Konge Lys paa Bordet.

SCEN. 13

De fremmede kommer ind, og gratulerer een efter en anden, somme af dem har underlig Skikkelse og Klæde-Dragt. Endelig kommer ogsaa Leanders Vert og Vertinde med Leander som er vel klædt.

VERTEN.

Min Herr Jeronimus, saavel som Madamen, tar ikke ilde op at vi har taget en god Ven med os; han er som vor Broder i Huset og fremmed her paa Stedet, derfor vil vi gierne unde ham nogen Fornøyelse.

JERONIMUS.

Han er os hiertelig velkommen.

LEANDER.

Monsieur og Madame! jeg beder ydmygst at min Dristighed ikke ilde optages. Min Vert og Vertinde har forsikret mig, at Herr Jeronimus var alt for artig at fortryde paa saadant. Jeg er fremmed her paa Steden, og har ingen Tids-Fordriv, uden hvad disse gode Folk forskaffer mig.

Medens han giør disse Complementer, vender Leonora ham Ryggen.
JERONIMUS.

Vend ikke den fremmede Mand Ryggen. 163 Min stakkels Kone er meget undseelig for fremmede Mandfolk.

LEANDER.

Allerskiønneste Madam! jeg priser hende lyksalig i det hun har faaet saadan raisonabel Mand, der langt fra at have hende mistænkt for hendes Skiønhed, tar tvert imod selv Fornøyelse i at see hende omgaaes med unge Karle.

JERONIMUS.

For eengangs skyld, Monsieur, for eengangs skyld.

LEANDER.

Thi skiønne Leonora ---

JERONIMUS.

Det Ord, skiønne, Monsieur! staaer ikke min Kone an, thi hun prætenderer ikke at være skiøn. Det er hende nok at hun behager mig.

LEANDER.

Thi, siger jeg, dersom -----

JERONIMUS.

Nu har vi nok. Vi ere eenfoldige Folk,

Monsieur, og forstaaer os ikke paa Complementationer; vær saa god og sid her ned hos min Søster.

LEONORA.

Lille Mand, jeg kand ikke lide den Karl for min Død.

JERONIMUS.

Det vil ikke sige, I maa dog holde gode Miner.

LEONORA.

Der er jo ingen som har bedet ham komme hid.

JERONIMUS.

Vi maa dog begegne ham høflig for vore Naboers skyld, i hvis Huus han logerer.

LEONORA.

Jeg hader disse unge Straten-Junkere som en Pest. Merkede I ikke hvor fortrydelig han blev derover at I drog ham fra mig, og satte ham hos gamle Faster?

JERONIMUS.

Det skulde giøre mig ont at have givet ham Anledning til Misfornøyelse.

LEONORA.

Jo meer misfornøyet han er, jo kiærere er det mig.

JERONIMUS.

Ney, ney, ikke saa. Vi maa lade see at vi veed at leve. Nu vil jeg at I skal sidde sammen, for at vise at han er os velkommen.

LEONORA.

Min hierte Mand! jeg beder kiærlig derom, at jeg ikke maa sidde hos ham.

164
JERONIMUS.

Nu, nu, giør mig den Fornøyelse for visse Aarsagers skyld.

LEONORA.

Ach min hierte Mand! saa er jeg ikke i Humeur den heele Aften.

JERONIMUS.

Ja hvis det bringer jer af Humeur, min Dukke! saa vil jeg ikke tvinge jer.

LEONORA.

Jeg kommer dog mod min Villie for hans Vert og Vertindes skyld at sidde hos ham.

JERONIMUS.

Det er sandt min Dukke, I giør vel der i. Hun sidder ned hos Leander.

JERONIMUS.

sagte. Faae jeg Skam om der er saadan Kone til i den heele Bye. Nu sidder den stakkels Kone lige som i Harnisk og tvinger sig for min skyld, haa, haa.

Derpaa begyndes Jule-Leeg med Pant. Skolemesteren faaer en Dom at han skal synge en Viise; Arv faaer en Dom at han skal bevise Jeronimus en Høflighed og en U-høflighed, hvorpaa han giør ham først en Compliment med Ansigtet, siden en bagvendt med Rumpen; Pernille faaer en Dom at hun skal gaae ud med et Mandfolk hvem hun lyster for at tælle Stjernerne. Hun tar sin Galant, hvilken leder hende fremmest paa Theatrum og siger: Min søde Pernille! lad os gaae op paa Høe-Loftet sammen, thi jo høyere vi ere, jo bedre kand vi see Stjernerne. Pernille siger: Det er naturligt; de gaaer ud tilsammen, imidlertid continueres. Arv kommer indridende kullet i Ansigtet, med en Pind i Munden, hvorpaa staaer to Lys, ridende paa to Karle som vende Rumpene til en anden; Børnene blive bange og begynde at skrige. Jeronimus siger at de skal give sig tilfreds, og at det er Arv. Efter at dette Spectacul er til ende, kommer Pernille med sin Galant ind igien.

JERONIMUS.

I got Folk var noget længe ude at tælle Stjernerne.

PERNILLE.

strygende sig om Munden. Ja, Fatter! der er min Troe en hob Stjerner paa Himmelen.

165
LEONORA.

tar Jeronimus til Side. Hør min Hierte, lad os ikke spille meere disse Leege med Pant. Det kunde hende sig at den abgeschmakte Karl, som jeg sidder hos, blev dømt til at kysse mig, og saa blev der Fortrydelse, thi det er noget som jeg aldeeles ikke beqvemmer mig til.

JERONIMUS.

Jeg saae det heller ikke gierne, sandt at sige. Men hvad Spill skal vi da hitte paa?

LEONORA.

Lad os spille blinde Buk, det er et reent Spill og tillige med lystigt.

JERONIMUS.

Ja, lige som jer behager. Hør I gode Venner, nu vil vi leege blinde Buk.

PERNILLE.

Det er min Troe min beste Leeg. Jeg vil nok først være blinde Gied.

Leonora tar Pernille frem paa Theatret og binder for hendes Øyen.
PERNILLE.

Madam! nu binder hun for sterk, thi dersom jeg ikke kand see noget, kand jeg jo ikke faae fat paa Vatter, som vi har overlagt med Leander. Nu er det got, nu kand jeg see saa meget som jeg har nødig.

Hun gaaer lidt om og leeder, og endelig faaer fat paa Jeronimus, hvilken ikke vil deran, førend heele Compagniet med Bøn nøder ham dertil. Medens Jeronimus er blinde Buk, gaaer Leonora og Leander frem paa Theatret.
LEANDER.

Ach yndigste Leonora, nu er den ønskelige Tid kommen som vi har giort os saa megen Umag for at opnaae.

LEONORA.

Gak strax ud i Gangen. Jeg vil møde jer der igiennem en anden Vej.

Leander gaaer ud af en Side og Leonora siden af en anden. Midlertid gaaer Jeronimus blinde Buk, og Pernille mager det saa, at han ikke faaer fat paa nogen, thi naar han er nær ved nogen, raaber Pernille at han skal vende sig om. Omsider blir han fortrydelig, efterdi det varer saa længe, og løser Kluden fra, da savner han sin 166 Kone og Leander, løber ud og kommer indtrækkende med dem, raabende: Haa haa, kydske Lucretia! var det derfor at jeg skulde agere blinde Buk? og du Monsieur Jean de France, du skal betale mig Leegen. Jeg skal lære dig at ligge paa Knæ for en brav Mands Kone.

Griber ham i Struben. Leanders Vert og Vertinden faaer Jeronimus i Haaret. Den ene vil tage den andens Parti an, saa det heele Selskab kommer i Klammerie. 167 Børnene skrige. Jeronimus ligger paa Gulvet og raaber Gevalt, de andre lige saa. Skolemesteren kryber under Bordet. Vægter-Pibene høres, derpaa Vægterne komme ind og raabe: paa Raadstuen I Hunde allesammen! er det at holde Juul hellig? Veed I ikke hvad som nyelig er oplæset af Øvrigheden?

JERONIMUS.

De vil myrde mig i mit eget Huus.

LEANDERS VERT.

Vi tænkte at her boede en skikkelig Mand, men det er en Morder.

168
VÆGTERNE.

Fort, fort, paa Raadstuen allesammen, i Morgen skal vi faae at høre hvordan Sagen henger sammen. Vil du fort du gamle Snaphane!

De trækker dem alle ud. Fruentimmeret og Børnene følge efter. Skolemesteren, som sidder under Bordet, kiger frem, reiser sig endelig op og siger til Spectatores: Vær saa god at tage saaledes til takke med denne Jule-Stue. Hvis de forbandede Vægtere ikke havde væ- ret, skulde den have varet længer, og det skulde ikke have bleven derved; men ---ja I kand nok selv tænke hvad jeg vil sige.

Jule-Stue
Noter

S. 143
Protestationer, Forsikringer.

S. 144
jeg har lavet mig paa, jeg har belavet mig paa. - Regenten, Filip af Orleans regerede Frankrig under Ludvig XIV's Mindreaarighed. Han døde i December 1723. - Meriveis, Mir-Vais, Afghanerkonge, hans Søn Mir-Mahmud, der i de danske Aviser omtales under Faderens Navn, havde 1722 erobret Persien; han havde ikke faaet Hug, men Hjælp af Tyrkerne. Det er muligvis Sønnen, der her er Tale om. - den Spanske Sølv-Flode, spanske Skibe med Sølv fra Sydamerika. - Prinds Eugenius, den tyske Feltherre Prins Eugen af Savoyen. - Duc 169 de Vendosme, Hertugen af Venderne. - Top, Fontange, altsaa i Form af den højtsiddende Hovedpynt, som Damerne bar. - Falbelader, rynkede Garneringer paa Dameskørt.

S. 145
til at præludere, til indledende Ceremonier. - Prætext, Paaskud.

S. 146
vi ere ikke ilde opskiørtet, vi sidder kønt i det. - indgetogen, tilbagetrukken, stilfærdig.

S. 148
Favoriter, nedhængende Krøller ved Ørerne.

S. 149
Suiter, Følger.

S. 150
Accidentzer, Indtægtskilder.

S. 151
kommen af Troen, faldet fra Troen. - rejicered til Attestatz, faldet igennem ved teologisk Embedseksamen. - Laudabilem, lat. laudabilis, 1. Karakter.

S. 152
Oldfux eller Jungfux, gammel Ræv eller ung Ræv. - Raisons aparte, særlige Grunde.

S. 154
profect, Forvanskning af perfekt. - smøre dig paa, sætte Næsen op efter.

S. 155
Skolen, Børnenes Læsestue. - Skolemesteren, Huslæreren. - Jule-Aften, d.v.s. en Aften i Julen.

S. 158
Tuti, ital. tutti, alle. - læse for dig, være dine Lærere.

S. 161
Proceptor, Forvanskning af Præceptor, Huslærer. - Plinius, den romerske Forfatter Plinius den Yngre, hvis Epistolæ I, 9 og VIII, 21 her citeres. - Anima ... nititur, Sjælen støtter sig paa Legemets Stolper, d.v.s. Sjælens Kraft er afhængig af Legemets Velbefindende. - Graves ... soleo, jeg plejer gerne at bringe Afveksling i mine tunge og alvorlige Sædvaner ved Adspredelser og Løjer. - drive store Fester bort, der menes Kirkeaarets store Fester, som Nisser og den Slags udøbte Væsener ikke kunde have Del i. - Aristoteles, hvis Ord her anføres paa Græsk og i latinsk Oversættelse, siger i sin Samfundslære: Mennesket er et Samfundsvæsen (Om Staten 1,2): Anthropos esti zoon politikon.

S. 162
har underlig Skikkelse og Klæde-Dragt. Til Julestuer kunde man møde udklædt.

S. 163
prætenderer ikke, gør ikke Fordring paa. - begegne, behandle.

S. 164
Galant, Kavaler. - vende Rumpene til en anden, til hinanden.

S. 165
abgeschmakte, ty. abgeschmackt, kedelig ækel.

S. 168
Fruentimmeret, Fruentimmerne.

MASCARADE

172

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • JERONIMUS
  • MAGDELONE
  • LEANDER
  • LEONARD
  • HENRICH
  • LEONORA
  • ARV
  • PERNILLE
173

Mascarade
Indledning

Som det kan ses af Indledningen til Jule-Stue, har denne Komedie og den nærværende samme Udspring. De kom da formentlig begge til Opførelse i de sidste Dage af Februar 1724. Naar man dengang opførte Teaterbygninger, drog man Omsorg for, at disse uden for Spilletiderne kunde benyttes til offentlige Festlokaler. Saaledes havde Capion da ogsaa gjort, da han i Efteraaret 1721 lod bygge Teaterhuset i Lille Grønnegade. Fra Januar 1722 havde København saaledes et Forlystelsernes Hus, hvor franske Skuespil, Baller og Maskerader afløste hinanden. Da den danske Skuespillertrup i September 1722 rykkede ind paa Teatret, fortsatte de indbringende Assembléer naturligvis. Teatrets Forestillinger begyndte Kl. 5 og sluttede ved Syvtiden ; saa var der lige Tid til at gøre klar til Maskeraden, der begyndte Kl. 8, som det kan ses af Komedien. Det var det dybe Scenerum, som indrettedes til Dansesal, medens Tilskuerpladserne var Promenadegulv. I Komediens Intermedium, hvor Maskeraden præsenteres, har man derfor omdannet Scenen til Maskeradesal. Da Stykket blev planlagt, var det antagelig Meningen, at det brogede Mellemspil ikke blot skulde berede Tilskuerne en Fest for Øjet og Øjeblikket, men ogsaa love dem Fornøjelse efter Teatertid. Men inden Premieren skete der imidlertid noget. Politiet havde haft et vaagent og uvilligt Øje til Etablissementet. Man var nemlig opmærksom paa, at der spilledes Hasard i Huset; det var Bassette, der dengang var saa moderne. Den 10. Februar 1724 slog Politimesteren til; der kom Forbud mod Maskerader og Hasardspil. Holbergs ypperlige 174 Reklamespil fik saaledes en næsten demonstrativ Aktualitet, da det kom op. Og det bevarede denne Stilling, da det genaabnede Teater i December 1748 satte Komedien paa Plakaten; Maskeraderne var stadig forbudt. Derfor gentog Holberg sit aandfulde Forsvar for Maskerader som offentlig Forlystelse i Epistel 347. Han henviser her til den romerske Saturnaliefest, som fejredes i December. I disse romerske »Julestuer« var Herrer og Slaver lige, som i »den naturlige Stand«, Holberg havde fremstillet i Naturog Folkeretten. Fra Horats' Satirer (2. Bog 7. Satire) kendte Holberg Situationen, hvor Horats giver sin Slave Lov til, i Anledning af Festen, at sige om sin Herre lige hvad han mener om ham. Horats faar da langt mere at høre om sine Svagheder end han ønsker; han leder efter en Sten og efter Pile for at gøre det af med Slaven og sender ham til sidst bort under Trusler. Dette meget levende Optrin er værd at mindes, naar man i Mascarade kommer til Scenen, hvor Jeronimus nok tillader Henrik at tale sin Sag, men alligevel stadig overfuser ham (II, 3).

Litteratur.Torben Krogh: Maskarade. Nationaltidende Kronik 30. Dec. 1929.

175

ACTUS I

SCEN. 1.

Leander. Henrich.

LEANDER.

i sin Slaap-Rok, gnikkende sine Øyen. Henrich! hvad er Klokken?

HENRICH.

gispende. Klokken gaaer nok til Frokost,

Herre! men jeg veed ikke, hvorfor vi skal staae saa tilig op. See engang paa Uhret, Herre.

LEANDER.

Hillemend! er det mueligt? skulde vi kunne have sovet saa længe, fire Timer over Middag? min Klokke staaer paa fire.

HENRICH.

Ej det er ikke mueligt Herre! det maa være Klokken fire om Morgenen.

176
LEANDER.

Du skal nok see, at det er saa lyst Klokken fire i Januarii Maaned.

HENRICH.

Saa maa Solen ikke gaae rigtig da. Det kand jo u-mueligt være Eftermiddag; thi nu stod vi først op.

LEANDER.

Om Solen gaaer ikke ret, saa veed jeg dog, at mit Uhr ikke løber ogsaa gall; thi det er et Engelsk Uhr.

HENRICH.

Ej Herre! Uhrverk og Soelskiver rette sig jo efter Solen. Vil nu Herren forsøge at stille Solen tilbage paa 10 eller 9, see, om Uhret ikke strax skal avancere tilbage. Det maa jeg forstaae.

LEANDER.

Hvilken Pølse-Snak! jeg troer Mascarade Sviren er dig i Hovedet endnu.

HENRICH.

gispende. Med et Ord, Herre! er Klokken kun fire, saa er det fire om Morgenen.

LEANDER.

Vi kom jo ikke hiem fra Mascaraden før Klokken fire.

HENRICH.

Mig siunes endelig, at jeg er noget sulten.

Men der er Arv; jeg vil spørge ham hvad Klokken er.

SCEN. 2

Leander. Henrich. Arv.

HENRICH.

God Morgen, Arv! hvad er Klokken?

ARV.

Havde du faaet saa mange Ulykker, som der er Timer til fra i Maares indtil nu, kunde du være en holden Mand.

HENRICH.

Hvad er Klokken nu da?

ARV.

Klokken henger i Taarnet, og du burde henge i en Galge.

LEANDER.

Hør mig engang til den plumpe Slyngel. Kandst du ikke sige hvad Klokken er?

ARV.

Klokken er fire, Maansør.

LEANDER.

Saa er det over Middag da?

ARV.

Efter gammel Regning, saa er det over Middag, naar Klokken er fire om Eftermiddagen.

LEANDER.

Seer du vel, Henrich, at mit Uhr gaaer ret.

HENRICH.

Gid Drollen splide saadan Skik! Nu har jeg 177 sovet mit gode Middags-Maaltid bort. Hvad Mad fik vi til Middag, Arv?

ARV.

Sød Velling og Stokfisk.

HENRICH.

I har vel levnet noget til mig?

ARV.

Ney. Vi gav Soldan Port-Hunden din Part; thi Herren siger, at hvo der ikke kommer til Bords i rette Tid, skal ingen Mad have. Kandst du nu faae det af Soldan igien, det maa du see til.

LEANDER.

Spisede Papa hiemme til Middag?

ARV.

Ja, han spisede udi Buret, som han plejer.

LEANDER.

Du Taadse! jeg spør ikke om Papegojen, jeg spør om min Far.

ARV.

Ney, Herren spisede hos den fremmede Mand, Monsieur Leonard, i Dag.

LEANDER.

Det var dog got Henrich, at min Far spisede ikke hiemme, ellers havde han faaet at vide, at vi var paa Mascarade. Arv gaaer ud.

HENRICH.

Vil ikke Herren ind og klæde sig; thi det kand hende, at hans Far kommer i det samme, og saa er det noget fordægtigt at gaae i Slaap-Rok saa silde.

LEANDER.

Er han hos min tilkommende Sviger-Far, da kommer han ikke saa hastig.

HENRICH.

Men med Permission, Herre! jer tilkommende Kiæreste, seer hun vel ud?

LEANDER.

Jeg veed, min Troe, ikke.

HENRICH.

Det er underligt at gifte sig med een, som man aldrig har seet.

LEANDER.

Jeg har seet hende, da hun var 6 Aar gammel, og da tegnede hun til at blive meget kiøn.

HENRICH.

Hvor gammel er hun nu da?

LEANDER.

Atten Aar.

HENRICH.

Hillemend, saa kand Forgyldingen være gaaen af hende i saa lang Tid.

LEANDER.

Folk siger dog, at hun endnu er kiøn. I Morgen skal jeg derhen, saa faaer jeg at see, om det er sandt. Er hun anderledes end mig er beskreven, saa endes 178 Visiten kun med Complimenter. Men vi maa ind og see til, at vi kand faae noget Mad; thi Tiden gaaer hastig, Klokken 8te skal vi paa Mascaraden igien.

HENRICH.

Ej det er skiønt. Jeg venter en hob Kiselinker der i Aften.

LEANDER.

Det er U-lykken, Henrich, at der kommer saa mange gemeene Piger.

HENRICH.

Ej Herre, det er just Dyden af Mascarade, at alle skiæres over een Kam; tilmed er min Troe de Mammeseller, som jeg venter, alle fornemme Folk. Der er een af Bormesterens Stue-Piger Per Salemagers Datter, Else Skoleholders, Lisbed Pomerantz-Kones yngste Datter, thi den ældste har Tandpiine, og derforuden 3 andre smukke Piger, som er paa deres egen Haand og lever af deres Midler.

LEANDER.

Det er sandt du siger, Henrich, det er alle fornemme Folk, besynderlig de 3, som lever af deres Midler.

HENRICH.

Men der kommer Fruen.

LEANDER.

Min Moer maa vel komme. Jeg skal maa skee faae hende at følge med paa Mascarade i Aften.

HENRICH.

Det skulde være artig nok. Jeg skal min Troe dantze med hende.

LEANDER.

Dersom hun ikke kiender dig, saa kand det lade sig giøre.

HENRICH.

Lad mig kun sørge derfor. Jeg skal nok maske mig saa, at hun ikke kiender mig.

SCEN. 3

Magdelone. Leander. Henrich.

MAGDELONE.

Min hierte Søn, hvordan gik det til paa Mascaraden forgangen Nat.

LEANDER.

Hvoraf veed Mamma at jeg var der?

MAGDELONE.

Jeg hørte det af Arv.

LEANDER.

Den Knegt kand nu aldrig tie. Men det vil ikke sige, naar min Far ikke faaer det at vide.

179
MAGDELONE.

Kommer der ogsaa gamle Koner paa Mascarade?

LEANDER.

Vi forsmaaer ingen, der kommer baade unge og gamle.

MAGDELONE.

Vilde man ikke forsmaae en gammel Kone, saa kiender jeg een, som havde Lyst at komme der i Aften.

LEANDER.

Hvilken Kone er det?

MAGDELONE.

Det er jeg selv.

LEANDER.

Det var min Troe ikke saa galt, kunde det kun skee paa en subtil Maade, at min Far fik det ikke at vide.

MAGDELONE.

Ej hvor skulde han faae det at vide? han gaaer tilig til Sengs og staaer sildig op. Jeg vil sige, at jeg er ikke vel i Aften, saa ligger han alleene.

LEANDER.

Det kand lade sig giøre; men kand Mamma dantze?

MAGDELONE.

Dantze! ja min Troe kand jeg saa, see engang.

Hun synger og dantzer.

HENRICH.

Hillemend! Fruens Fødder gaaer som Trom

Stokker.

MAGDELONE.

Jeg har kundet dantze alle Dantzer i min Ungdom indtil Folie d'Espagne. See saaledes gaaer den:

Dantzer og synger Folie d'Espagne.

HENRICH.

Det gik min Troe admirabelt. Ach nok en Folie, go Frue!

MAGDELONE.

Ney, jeg vil spare paa mine Been til i Aften. Men der er min Mand, jeg er bange, at han saae mig dantze.

SCEN. 4

Jeronimus. Magdelone. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

med et lidet Skiæg. Staaer I alle her Børnlille saa ledige? er her intet at bestille udi Huset?

MAGDELONE.

Jeg er ikke capable til at giøre noget i 180 Dag, min Hierte. Jeg har min Troe ligesom en Feber i Kroppen, saa jeg er bange, at jeg faaer en u-roelig Nat i Nat.

JERONIMUS.

Det er mig u-kiært. Har I det i Hovedet?

MAGDELONE.

Ach ja. Det er ligesom mit Hoved var kløved ad.

JERONIMUS.

Tørster I ogsaa?

MAGDELONE.

Forskrækkelig. Og jeg har iligemaade stor U-roelighed i min Krop, saa jeg kommer til at ligge alleene i Nat.

JERONIMUS.

Jo hiertelig gierne. Men som det er Anstød af Feber, maa I bruge noget i tide. I maa aarelades.

MAGDELONE.

Ach ney min Hierte, saa syg er jeg endelig ikke, at jeg skulde gribe til Aareladen.

JERONIMUS.

Hvilken Snak! Vil I ligge af Feber i Morgen da? Henrich! spring efter Mester Herman, og beed ham komme hid at aarelade min Kone.

HENRICH.

sagte. Hillemend! hvor vil dette løbe af?

MAGDELONE.

Ach ney min hierte Mand!

JERONIMUS.

Tie stille min Hierte og lad mig raade. Lad mig føle jer Puls. Hillemend, det er høy Tid at lade sig aarlade. Der er Alteration i jer Blod, merker jeg. Spring strax hen Henrich, og beed ham komme selv; thi jeg betroer ingen af hans Svenne dertil.

MAGDELONE.

Ach min allerkiæreste Mand, lad mig dog see det an en Times Tid først.

JERONIMUS.

En Times Tid giør endelig ikke til Sagen. Men I skal min Troe aarelades, førend I gaaer til Sengs. Men I Junker! hvor kommer det, at I gaaer i jer Slaap-Rok saa silde? I har maa skee efter Sædvane været længe ude i Gaar Nat.

LEANDER.

Ney min Troe har jeg ey. Jeg har siddet at skrive den heele Dag.

JERONIMUS.

Jeg vilde ønske, at det var saa vel, og at I engang vilde slaae jer til Stadighed. I er nu allerede af den Alder, at I bør begynde at raisonnere, og lade det Stratenjunkerie fare, som I har inclineret til.

181
LEANDER.

Jeg har dog aldrig begaaet andre Excesser, end de fleeste unge Personer begaae her i Staden.

JERONIMUS.

Det er at sige: I har banqveteret iblant, spillet jere Penge bort, courtiseret og levet som en perfect Jean de France. Det er jo intet ont deri; thi de fleeste unge Mennesker leve ligeledes.

LEANDER.

Men levede da Papa saa indgetogen i sin Ungdom?

JERONIMUS.

I min Ungdom levede Folk gandske anderledes, i hvor vel vi havde eengang saa mange Penge. Her var da ikke over fire Carreter udi Byen. Man saae fornemme Stands-Personer lyses hi em af deres Piger; naar det var ont Vejr, gik man med Støvler. Jeg vidste i min Ungdom ikke hvad det var at age i Vogn. Men nu kand man ikke gaae 3 Skrit uden man skal have en Dagdriver bag i Hælene, eller en Gade igiennem uden man skal age.

HENRICH.

Da maa Gaderne ikke have været saa beklikkede som de nu ere.

JERONIMUS.

Det er sandt nok, Gaderne vare reene. Men hvad foraarsager deres U-reenhed andet end de mange Carosser? Fornemme Folk spadserede til Gyldenlund i gamle Dage, men nu er det en Skam at gaae til Fods uden Porten. Er det ikke sandt jeg siger, min hierte Kone?

MAGDELONE.

Jo vist. Jeg levede i mine Forældres Huus, ligesom i et Kloster.

HENRICH.

Den stakkels Frue!

MAGDELONE.

Derfor har jeg nu aldrig nogen Lyst til verdslig Galskab; thi jeg har i min Ungdom aldrig faaet nogen Smag derpaa.

SCEN. 5

En Kone med Mascarade Klæer. De andre.

KONEN.

Min hierte Frue! her er de Mascarade Klæer, som hun bestillede. Jeg troer nok, at de skal passe hende.

182
JERONIMUS.

Hvad, for en Ulykke, er dette! vil I paa Mascarade?

MAGDELONE.

Hun maa gaae fejl, min hierte Mand.

JERONIMUS.

Til hvem skal de Mascarade Klæer, Kielling?

KONEN.

De skal til Fruen, som har bestillet dem til i Aften.

JERONIMUS.

I løber med Liimstangen mit Barn. Det er ikke til min Kone.

KONEN.

Det er underligt, hun havde jo selv Bud til mig for en halv Time siden.

MAGDELONE.

Gid du faae Skam, saa vist som du lyver mig paa.

HENRICH.

Hun er fuld Herre! Brændevinen staaer hende af Halsen, som Røg af en Skorsteen.

JERONIMUS.

Gak hiem og leg jer, Moer lille.

MAGDELONE.

Det er en hæslig Ting at see en drukken Kone.

KONEN.

grædende. Det skal ingen med Sandhed sige mig paa, at jeg drikker. Er jeg fattig, saa er jeg dog ærlig.

HENRICH.

sagte. Havde hun ikke bleven aareladt før, saa blir hun vist nok nu.

KONEN.

Hun stod jo nys for en halv Time siden og talede med mig, og sagde, at hun vilde paa Mascarade, og bad mig skaffe hende smukke Klæer. Ja mend giorde hun saa. Jeg er hverken fuld eller gall.

MAGDELONE.

Gak fra mig Kone, jeg kand ikke fordrage den Brændeviin-Stank.

JERONIMUS.

Hvis I ikke gaaer jer Vej, skal jeg lade jer trække i Spindhuset.

SCEN. 6

En Karl kommer ind med nogle Masker. De andre.

KARLEN.

Her er nogle Masker, Frue! nu kand hun vælge ud den beqvemmeste, men Stykket koster 2 Daler.

KONEN.

Kand I nu see, min Herre, at jeg er hverken fuld eller gall?

JERONIMUS.

A - - - det er uhørligt. Nu kand jeg fatte, 183 hvor den Feber kommer fra, den U-roelighed udi Kroppen, hvorfor hun vilde ligge alleene.

MAGDELONE.

Men min hierte Mand---

JERONIMUS.

Tie kun stille, I kand ikke besmykke det med noget. En Kone af den Alder vil gaae paa Mascarade! Hvilket smukt Exempel er det ikke for unge Mennesker, i sær for ens Barn og Huusfolk!

MAGDELONE.

Jeg vilde kun see engang hvorledes der gik til, at jeg siden med des bedre Grund kunde straffe andre.

JERONIMUS.

En herlig Undskyldning! Gak kun smukt ind Madame, og lad jer ikke see for Folk udi nogle Dage, indtil I har giort Poenitentze. Og I andre med Maskene og Mascarade-Klæderne, hvis I kommer oftere i mit Huus med slig Kram, skal jeg lade slaae Arm og Been i tu paa jer. De gaaer bort.

SCEN. 7

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Naar jeg tænker paa dette, er jeg færdig at blive gall. Hun havde saadan U-roelighed i Kroppen, Anstød af Feber. Det er ogsaa sandt; thi slige forbandede Lyster er jo verre end Sygdomme. Hun bør jo aarelades. Jeg har slet ikke et Ord at tale mod jer meere Leander! kand jer Moer gaae paa Mascarade, saa er det jer anstændigt at gaae i Horehuus. I skal der vel hen i Aften igien?

LEANDER.

Ney det være langt fra.

JERONIMUS.

Jeg skal ogsaa sætte en Pind derfor. Naar jeg eftertænker Tiden og Conjuncturene, saa smerter mig saadant allermeest. Nu er just den Tid I burde tvinge jer allermeest, eftersom vi har giort Alliance med en brav Mand, hvis Datter I skal have. Mon saadant alleene er ikke mægtig til at giøre alle mine Anslag til intet, og forspilde jer egen Lykke? Meener I vel, at Monsieur Leonard vil give sin eeneste Datter bort til 184 saadan Straten-Junker? Betænk jer, min Søn! det giør mig ont, at jeg skal tale jer saa haardt til, nu I staaer færdig at forlade mit Huus; slaae det Galskab af jer Hoved, og lav jer til, at insinuere jer hos Seignr. Leonard, af hvilken jeg allerede har faaet Ja paa jere Vegne, saa det rester kun, at I taler med ham selv. Jeg har lovet, at I skal komme derhen i Morgen tilig. Gak derfor betimelig til Sengs i Aften, at I kand staae op i tide i Morgen.

LEANDER.

Det skal efterleves hierte Far. Gaaer ind med Henrich.

SCEN. 8

Jeronimus. Arv.

JERONIMUS.

Arv!

ARV.

Ja Herre!

JERONIMUS.

Hør Arv! du skal blive her ved Porten i Nat for at observere, om min Søn gaaer ud.

ARV.

Vil da Herren give mig et Compagnie Dragoner med til Beskyttelse? thi endskiønt jeg faaer Bestalling paa at være Commendant, vil det dog gaae mig forbandet, om jeg drister mig til at hindre ham Passen; thi jeg har merket, at han har en falsk Hovednøgel.

JERONIMUS.

Du skal ingen Modstand giøre, men alleene vare mig ad, naar du fornemmer, at nogen vil ud.

ARV.

Det skal jeg nok efterleve.

JERONIMUS.

Kom kun ind da saa længe. De gaaer ind.

SCEN. 9

HENRICH.

alleene. Hillemend, det var Lykke jeg stod paa luur og fik disse Anstalter at høre. Dersom min gamle Geist vil staae mig bi, saa blir Arv en u-lyksalig Commendant. Thi vi maa paa Mascarade, skulde jeg end blive hudflettet derfor i Morgen. Hvad Skam skulde det ikke være for mig at blive borte, da jeg har givet 185 Parole til saa mange artige Piger! Det var ellers en stor Ulykke, at disse forbandede Folk skulde just komme saa ubelejligt og røbe os, besynderlig den sidste med Maskerne ; thi dersom han ogsaa ikke havde kommet, skulde vi let have bildet den Gamle ind, at Kiellingen med Klæerne var drukken. Nu er min Herre inde og fører sig i Klæerne, og naar han kommer hid, skal vi overlægge, hvordan Fæstningen best kand bestormes. Ha ha, det er den rette Karl at sætte paa Skildt-Vagt. Der vil ikke megen Konst til at narre en Taadse. Men der kommer min Herre paaklædt.

SCEN. 10

Leander. Henrich.

LEANDER.

Det var en forbandet Hendelse, Henrich, at min Mamma skulde saa skammelig røbes.

HENRICH.

Jeg veed ey heller, sandt at sige, hvad slig en gammel Kone vil paa Mascarade.

LEANDER.

Lysten vil nok forgaae hende formedelst denne Historie.

HENRICH.

Der vil holdes en dygtig Sparlagens-Prædiken i Nat.

LEANDER.

Det giør mig dog virkelig ont.

HENRICH.

Men Herre, lad os ikke bekymre os saa meget for hendes skyld. Den Sag bliver nok god igien. Lad os tænke noget paa vore egne Sager. Her er giort nogle Anstalter mod os, som ikke endelig ere saa farlige, men der vil dog rettes Machiner derimod.

LEANDER.

Hvad er det for Anstalter?

HENRICH.

Da jeg hørte Herrens Far kalde paa Arv, giettede jeg strax, at han vilde tale noget hemmeligt med ham, hvorfor jeg stod paa luur, og fik at høre, at han skal staae ved Porten i Nat for at observere, om nogen gaaer ud.

LEANDER.

Det er noget forbandet Tøy, Henrich] jeg vilde nødigt, at min Far skulde faae det at vide, og jeg kand u-mueligen blive fra Mascaraden i Aften.

186
HENRICH.

Jeg, min Troe, langt mindre, thi jeg har sat got Folk Stevne.

LEANDER.

Hvorved skal vi hindre, at min Far faaer det ikke at vide?

HENRICH.

Ved mit skarpsindige Hoved.

LEANDER.

Har du allerede opspundet noget?

HENRICH.

Ney, endnu ikke.

LEANDER.

Tiden er knap Henrich! og Klokken er alt mange.

HENRICH.

For en Dosmer er Tiden knap, men for saadant Hoved, som mit, er det Tid nok.

LEANDER.

Meener du, at det ikke var best at stikke ham en Daler udi Næven?

HENRICH.

Det Anslag er ikke saa galt. Flye mig en Daler, Herre! saa vil jeg underkiøbe ham.

LEANDER.

See der er en Daler; men du maa tage ham i Eed først, førend han faaer Pengene.

HENRICH.

Dog, naar jeg tænker mig ret om, duer det Anslag ikke. Det er best, at jeg beholder Daleren. Hvad skal den Slyngel med Penge? Jeg skal faae ham at tie for slet intet.

LEANDER.

Jeg priser din Konst, Henrich! det var en artig Invention nok at skille mig ved min Daler.

HENRICH.

Det er kun for at lade see, at jeg er beqvem til at giøre det som meer er, og som kand være Herren til Tieneste. Hvad kierer jeg mig ellers om en lumpen Daler?

LEANDER.

Den skal gierne være dig skienket, naar du kun kand fuldbyrde det som du har lovet.

HENRICH.

Jeg har ham alt i Strikken. Lad os gaae til side.

SCEN. 11

Arv. Henrich.

ARV.

alleene. Det vil blive noget koldt for mig at holde Skildt-Vagt i Nat, men det vil dog ikke hielpe. Herr 187 Jeronimus har lovet mig 2 Mark til Vagt-Penge, og, omendskiøndt jeg aldrig fik en Skilling, har jeg dog Lyst af at føre Henrich i Fortræd. Den Slyngel har alt for gode Dage her i Huset, og derfor Dag for Dag blir saa modig og saa forbandet fornemme, at han neppe vil sidde til Bords eller gaae i Laug med en ærlig Karl, som jeg er. Han begynder alt at slaae Krøller paa Næsen, naar jeg kalder ham slet og ret Henrich; thi Knegten har alt faaet sig et Tilnavn, og skriver sig Henrich Æbeltoft. Og blir han lidt korn længer i Monsieur Leanders Tieneste paa samme Fod, saa skriver han sig nok inden kort Tid Henrich von Æbeltoft. Men orn han blev gall, saa skal han ikke heede andet end slet og ret Henrich af mig; thi jeg er ligesaa god som den Fæhund i alle Maader. Jeg kunde ligesaa vel bære et Tilnavn som han. For Exempel: Jeg er fød udi Christen-Copernikovstræde; om jeg nu vilde kalde mig Arv Christen Copernikovstræde, skulde han kunde forbyde mig det? Men disse Lakej-Nøkker er ikke at beskrive, saa snart de Knegte faaer en Pung bag i Peryken - - -

I det samme han siger det, vender han sig om, og blir Henrich vaer udi et Spøgelses Gestalt, begynder derfor at skrige og falde paa Knæ.
HENRICH.

med et groft Maal Nu er din Time kommen, at du skal straffes for dine Misgierninger.

ARV.

Ach Velædle og Velbyrdige Hr. Satan, spar mig.

HENRICH.

Fort, fort, du skal strax faae, hvad dine Gierninger har forskyldt.

ARV.

Ach Eders Naade! giv mig dog en Dags Respit.

HENRICH.

Ingen Respit, med mindre du strax bekiender dine Misgierninger.

ARV.

Ach gierne, ach gierne. Ach jeg har intet ont giort, Hr. Lucifer.

HENRICH.

Fort, fort med mig.

ARV.

Ach jo, jeg har giort noget.

HENRICH.

Bekiend da flux.

ARV.

Forgangen Uge stal jeg en Otting Meel af Huset.

188
189
HENRICH.

Meer, meer.

ARV.

For 3 Uger siden stal jeg 3 Stykker røget Kiød.

HENRICH.

Meer, meer din Hund! eller jeg ----

ARV.

I Overgaars Nat staal jeg - - - -

HENRICH.

Hvad staal du?

ARV.

grædende. Kokke-Pigens Jomfruedom bort.

HENRICH.

tar Dækket af sig. Arv! est du saa bange i Mørke?

ARV.

Ach gid du faaer en Ulykke din Skielm.

HENRICH.

Det er mig ret kiært, at jeg fik disse Historier at vide, at Herr Jeronimus kand lære at kiende dig.

ARV.

Ach kiære Henrich! røb mig ikke.

HENRICH.

Ingen Snak!

ARV.

Ach Maansør Henrich.

HENRICH.

Her hielper ingen Bøn.

ARV.

Ach Maansør Henrich Æbeltoft.

HENRICH.

At slig en skinhellig Hund kand blive straffet.

ARV.

Ach Maansør Henrich von Æbeltoft.

HENRICH.

Nu maa du længe nok sige Hr. Jeronimus, at vi gaaer paa Mascarade i Aften; jeg veed nok, at det er derfor du gaaer her og lurer.

ARV.

Ja det er sandt, at Hr. Jeronimus har befalet mig at staae ved Porten til den Ende; men jeg skal min Troe ikke røbe jer.

HENRICH.

Nu kand vi nok røbe hinanden; thi naar jeg faaer et Ørefigen for mine Gierninger, saa bliver du hengt.

ARV.

I maa gaae saa tit paa Mascarade som jer lyster, jeg skal min Troe aldrig sige fra.

HENRICH.

Saa skal jeg da ey heller røbe dig.

ARV.

Kand jeg da forlade mig dertil?

HENRICH.

See der har du min Haand, at, saa længe du est os troe, skal jeg ogsaa tie med dig. Gak du nu kun hen og læg dig.

ARV.

Ja det vil jeg og giøre.

HENRICH.

Adieu Arv! en god roelig Nat. Nu har jeg ved 190 min Snedighed udvirket saa meget, at den Knegt, som tilforn giorde os Fortræd, herefter skal studere paa at giøre os Tieneste, ja gaae i Døden for os; thi saa snart han giør ringeste Mine, truer jeg ham med et Manifest, hvorudi Meelet, det røgede Kiød og Kokke-Pigens Møedom skal blive indført. Nu maa jeg ind at fortælle min Herre Historien.

191

INTERMEDIUM.

Hvorudi Mascaraden præsenteres. Derudi præsenteres Leander at blive forliebt i en Maske, som er Leonora Leonards Datter. De demaskerer sig begge, tales ved, og gir hinanden sine Ringe. Naar samme Præsentation har varet et Qvarteer, lader man Dækket falde.

192

ACTUS II

SCEN. 1

Jeronimus. Arv. Henrich.

JERONIMUS.

Jeg har haft min Kone i Skole denne Nat, saa det har haft god Skik. Hun har saa vit ret derudi, at hun just formedelst hendes Alder kand med mindre Mistanke gaae paa Mascarade end en ung Kone eller Jomfrue. Men hun maa tilstaae mig dette, at hun derved gir ont Exempel til andre unge Mennesker, hvilke, saa snart man bebreider dem saadant u-ordentlig Levnet, vide de strax at besmykke det saaledes: Kand en Kone af saadan Alder, der har voxne Børn, gaae paa Mascarade, hvorfor skal det da lægges unge Mennesker til Last? Jeg har ligget og præket om den Materie for hende indtil Midnat, saa jeg derover har sovet et par Timer længer ud paa Morgenen end jeg plejer. Jeg merker hverken til min Søn eller hans Tiener, thi der er saa stille paa deres Kammer. Jeg kand tænke, Leander maa alt være gaaen hen til sin tilkommende Svigerfar. Arv kommer ind. Arv! har du passet vel paa din Post i Nat?

ARV.

Jeg stod ved Porten til Klokken 12 i Nat, men jeg merkede ingen. Jeg kunde mare ikke staae Skild-Vagt længer for Kuld.

JERONIMUS.

Det var alt nok. Er de ikke gaaen ud for Midnat, saa er de nok bleven inde. Men har du fornummet, at Leander er gaaen ud i Maares tilig?

ARV.

Ney Herre! jeg vil ikke lyve dem noget paa. Baade Leander og Henrich ligge endnu og sove.

JERONIMUS.

Ligger de endnu og sover, saa kand det 193 u-mueligt være rigtigt med dem. Jeg maa kige igiennem Vinduet ind i Henrichs Kammer. Ach Himmel, er det mueligt? De har min Troe været paa Mascarade i Nat igien. Det Beest ligger og snorker i Sengen i Mascarad-Klæer. Hvorledes har din Skurk da passet paa?

ARV.

De maa have været udgaaet efter Midnat, Herre.

JERONIMUS.

Jeg skal strax faae den Knegt op af Sengen og prygle ham vaagen med min Stok.

Løber ind og kommer udtrækkendes med Henrich efter Haaret. Henrich støder ham fra sig, gaaer i Søvne i Mascarad-Klæerne, raaber: nok en Koppe Caffee! snakker videre i Søvne:

Nu ingen Menueter meer, lad os faae en Engelsk Dantz, spill op Coutilliongen. Ej Lapperie, ikke den Coutillion! Den nye er det som jeg meener.

Synger og dantzer Coutillon. Jeronimus staaer med Forundring og seer det an. Henrich gaaer omsider hen til Jeronimus, kysser ham paa Haanden, og siger: En Menuet, Mammeselle.

JERONIMUS.

gir ham et Ørefigen, saa han tumler om. Ney en Soufflet først, Monsieur.

HENRICH.

blir deraf vaagen, raaber: Ach Hr. Jeronimus, jeg skal aldrig giøre det oftere.

Løber ind og slaaer sin Kammer-Dør i Laas.
JERONIMUS.

slaaer paa Døren og raaber: Vil du lukke op!

HENRICH.

kigende ud af Vinduet. Ach Hr. Jeronimus, bliv ikke vred.

JERONIMUS.

Fort luk Døren op, eller jeg skal lade den opbryde.

HENRICH.

Ach Hr. Jeronimus, vi ere alle Mennesker.

JERONIMUS.

Jeg bryder Døren op, saa vil det gaae dig 10 gange verre.

HENRICH.

Ach Herre! hvad siger ikke Tydsken? Ein Mahl ist kein Mahl.

JERONIMUS.

Gid du faae en Ulykke! Vil du bilde mig ind, at det er den første gang I har løbet gall i Vinter?

194
HENRICH.

Ach Herre, vi bleve denne gang forført paa Mascaraden af en tydsk Karl fra Franckfurth.

JERONIMUS.

Arv! spring mig strax efter en Øxe.

HENRICH.

Vi kunde u-mueligen, hvor nødig vi end 195 vilde, negte det til samme Karl; thi han kand over 24 slags Sprog, end ogsaa Mesopotamisk.

JERONIMUS.

Det kand de jo alle. Gid jeg kun havde Øxen.

HENRICH.

Samme Karl spiller ogsaa sterkt paa Instrumenter.

JERONIMUS.

Jeg spiller ogsaa sterkt paa Instrumenter, som jeg strax skal faae dig til at dantze efter. Arv! hvor blir din Hund saa længe henne?

SCEN. 2

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

God Morgen kiære Svoger! hvi saa fortørnet?

JERONIMUS.

I veed ikke, kiære Svoger, hvad jeg har at trækkes med i Huset.

HENRICH.

af Vinduet. Ach Herr Leonard! beed et got Ord for mig og min Herre.

LEONARD.

Hvad ont har I da giort, min Søn?

HENRICH.

Intet uden at vi vare paa Mascarade i Nat.

LEONARD.

Ikke andet? Er det saa meget strafværdig, da har jeg giort meget ilde i det jeg lod min Datter gaae paa Mascarade i Aftes.

JERONIMUS.

Lod I jer Datter gaae paa Mascarade?

LEONARD.

Ja, jeg nødde hende saa got som der til. Jeg er aldrig for at negte unge Mennesker uskyldig Lystighed, som jeg selv i min Ungdom har øvet.

JERONIMUS.

Kalder I det uskyldig Lystighed?

LEONARD.

Hvad det er eller ey, saa er det dog noget, som ikke fortiener saadan Fortørnelse.

JERONIMUS.

Dersom saadant skeede paa andre Tider, vilde jeg ikke fortryde saa meget derpaa. Men at min Søn løber gall, nu han skal meest distinguere sig ved Skikkelighed og træde udi Ægteskabs-Stand, det smerter mig.

LEONARD.

Han vil nok blive ærbar, Svoger. Vi har jo 196 været ligedan i vor Ungdom, og ikke vendet Verden Ryggen, førend den vendte os Ryggen. Dersom vi bleve ligesaa friske og muntre igien, som vi var for 20 Aar siden, gik vi paa Mascarade igien; naar vi forfølger vore Børn for de Vellyster, som vi selv udi vor Ungdom har øvet, men nu ved Alderen ere blevne ubeqvemme til, lader det, som vi giør det af puur Misundelse. Det lader for os, ligesom een der har Liig-Torner, og derfor fordømmer Dantzen. I maa min Troe ikke være i ond Humeur meere, kiære Svoger. Skulde nogen være allarmered over saadan jer Søns Conduite, skulde det være jeg, hvis Datter han skal have.

JERONIMUS.

Jeg vil dog prygle den skielms Dreng, og hegle min Søn igiennem.

LEONARD.

I skal min Troe ikke faae lov at giøre nogen af Deelene saa længe jeg er her, og jeg gaaer ikke bort, førend I lover at pardonnere dem.

JERONIMUS.

Jeg skal da for Svogers skyld ikke giøre stor Allarm. Henrich! kom snart hid, og lad Leander ogsaa komme hid.

HENRICH.

Vil Herren da ikke slaae mig?

JERONIMUS.

Ney, jeg har for Monsieur Leonards skyld pardonneret jer denne gang. Men det meeste, som staaer mig for Hovedet, er, at han lovede mig i Aftes at gaae hen til Svoger i Dag tilig efter Aftale.

LEONARD.

Ej det vil ikke sige. Nu veed jeg, hvad som har hindret ham.

SCEN. 3

Jeronimus. Leonard. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

God Morgen, Monsieur. I har jo været hos jer Sviger-Far i Maares efter Løfte?

LEANDER.

Jeg beder om Forladelse hierte Far.

JERONIMUS.

Ej I har ikke nødig at bede om Forladelse. I har lovlig Undskyldning. Een som har stimet den heele Nat over, maa jo endelig sove om Dagen. Jeg har 197 Aarsag heller at bede om Forladelse, som har været saa dristig at forstyrre jer Søvn. Til Henrich. Og din Dag-Tyv - - - -

LEONARD.

Ej Svoger! I har jo lovet intet ont at giøre ham. Han maa jo giøre, hvad hans Herre befaler ham.

JERONIMUS.

Ney det er forskrækkeligt Svoger! den Knegt gaaer ind og dantzer selv med; det giør jo ingen anden Tiener.

HENRICH.

Det kommer deraf, at jeg har bedre Hoved og Begreb end de fleeste andre Tienere; thi hvad Tieneste kand de dumme Diævle giøre deres Herre dermed, at de sidde i en Vogn og fryser saa den heele Nat, at de maa ligge syg Dagen efter? Jeg holder for, at den største Tieneste, en Tiener kand giøre sin Herre, er at pleje sig vel, naar Tienesten ikke forsømmes derved. See engang hvad min Herre vinder derved. Naar andre Herrer vil gaae paa Mascarade, knurrer Tienerne, jeg derimod hopper af Glæde, og er aldrig meere hurtig. Naar andre slyngelske og dosmeragtige Tienere, som sidde i Vognen om Natten, skal hiem, ere de gandske stive af Kuld og u-beqvemme at hielpe Herren Klæ- erne af, ja maa tage Draaber ind at sveede paa Dagen derefter. Jeg derimod gaaer dantzende hiem og er frisk Dagen derefter.

JERONIMUS.

Hør mig til den Knegt, hvordan han kand besmykke sine Sager. Han kunde blive en perfect Lakej-Procurator.

HENRICH.

Jeg holder for, at en stakkels Tienere, der diverterer sig brav, giør meget vel. Vi fødes udi Armod. Vi opdrages udi Sult. Vi prygles en halv Snees Aar af en knar-vorn Skolemester; saaledes gaaer vor Barndom hen. Naar vi kommer lidt til Alder, maa vi slæbe og trælle, at vi ikke skal døe i vor Alderdom for Tiden af Sult. Kort at sige, vor heele Levnet er en Kiæde af Ælendigheder. Og naar vi nu vil hitte paa noget at bøde 198 paa vor Jammer, og ved en og anden Lystighed hindre, at vore Legemer ikke skal falde i Staver, bliver vi igiennemheiglede.

JERONIMUS.

Meener din Slyngel, at det er sundt at føre et u-ordentlig Levnet, og giøre Nat til Dag?

HENRICH.

Den Motion, Herre, vi har af en Nats Dantz, er saa sund, som at faae et heelt Apothek i Maven.

JERONIMUS.

Kand dit Beest ikke movere dig uden det skal skee ved Dantz? Kandst du ikke giøre nyttigt Arbeide, og deraf bekomme sund Motion?

HENRICH.

Jeg kand movere mig med at dantze, jeg kand ogsaa movere mig ved at hugge Brænde, men ved den ene Motion kand jeg arbeide mig en Hypochondrie paa Halsen, thi man hugger ikke Brænde med Lyst, men ved den anden kand jeg fordrive en Sygdom, efterdi den er blandet med Glæde. Jeg vilde ønske, at vi kunde tage Kudsken og Hestene med ind paa Mascaraden, at de stakkels Beester ogsaa kunde have nogen Tidsfordriv og nogle gode Timer blant saa mange suure Dage.

JERONIMUS.

Jeg troer, at jeg slaaer Hovedet i stykker paa den Knegt.

LEONARD.

Det var Synd, Svoger. Han har alt for got Hoved dertil, at man skulde slaae det i stykker.

JERONIMUS.

Skulde den Knegt understaae sig at forsvare det, som alle skiønsomme Folk, der er kommen til Alders, fordømme, og ingen uden Straten-Junkere approbere?

LEONARD.

Ej Hr. Jeronimus! lad ham da tale med mig, eftersom I ikke vil høre ham.

HENRICH.

Herren har ret, at alle Folk, som er kommen til Alders, fordømme saadant, men hvorfor? fordi de er kommen i den Stand, at deres Been er bleven stive, at de selv ikke kand dantze meer. Unge Folk har sine Tidsfordrive, og gamle Folk sine. Ungdommen fornøyer sig ved Spill, Dantz og deslige Lystigheder; gamle Folk her i Landet ved at sidde paa et Viinhuus om Aftenen, 199 og igiennemheigle Ungdommens Feil, indtil de af 4re Vægtere maa lade sig slæbe drukken hiem.

Jeronimus løfter paa sin Stok.
LEONARD.

I skal min Troe ikke slaae ham Svoger, han har, min Troe, ikke Uret i den Post.

HENRICH.

Jeg siger det ikke for at laste gamle Folk, men for at vise, at hver Alder har sine Feil. Om det nu er mindre Synd at gaae drukken hver Aften til Sengs (hvilket er gamle skikkelige Folks grande Mode hos os) eller at gaae paa Mascarade paa visse Tider om Aaret, det lar jeg staae ved sit Værd. Den eeneste Forskiæl er, at det første er en gammel vedtagen Skik, men det andet noget nyt.

JERONIMUS.

Svoger! jeg veed ikke hvordan I kand taale slig ugudelig Snak.

LEONARD.

Ej I skal min Troe give ham lov at tale.

HENRICH.

Meener Herren, at jeg siger dette for at moralisere? aldeeles ikke. Jeg siger kuns, at naar hver Stand betragter sine Feil, holder den ene Kniv den anden i Skeeden; og at intet Syn er meer selsom end at see en drukken Mand leedet af Vægtere hiem, moralisere og igiennemheigle Ungdommens Feil paa Vejen.

JERONIMUS.

Men dit Beest! svar mig dertil. Hvad Anledning gives ikke til Ukydskhed ved Mascarader, hvor unge Mennesker uden Hinder forklædte kand kiøre hen til den tredie Sted, uden at nogen under deres Masker skal kiende dem.

HENRICH.

Ej Herre! I Spanien er det farligt, hvor Fruentimmer er indsluttet. Men her i Landet, naar to forliebe sig i hinanden, finde de hundrede Lejligheder at komme sammen. At reise til Gyldenlund eller Friderichs-Dal om Sommeren, holdes for en meget noble Tidsfordriv, men hvad der bestilles iblant, veed min Broer perfect, som er Lejekudsk.

LEONARD.

Men Henrich! nu vil jeg ogsaa tale lidt: Naar unge Mennesker gaaer hver Aften paa Mascarade, og stimer den heele Nat, maa de da ikke sove den heele 200 Dag derefter? blive de da ikke derudover til ørkesløse Mennesker, og omsider til Døgenigter?

HENRICH.

Det er sandt Herre! jeg har ikke et Ord at svare dertil; jeg tar kun alleene min Herres Parti, som kommer der 5 a 6 gange om Aaret; thi de, som giøre en Vane deraf, føre et skammeligt Levnet.

JERONIMUS.

Gid du faae Skam for hver gang du har været over 5 eller 6 gange paa Mascaraden i Vinter.

HENRICH.

Jeg har ikke noget at svare dertil Herre. Det kommer mig ey heller ved at forsvare det, lad dem svare som gaaer paa Mascarade 3 gange om Ugen heele Vinteren igiennem. Ellers kunde de got Folk ogsaa sige - - -

JERONIMUS.

Hvad kunde de sige?

HENRICH.

De kunde sige: Ungdommen ved saadan iidelig Nattevægt vænnes til at blive haardføre, og kand derved i Fremtiden blive beqvemme til at lide ont, og vaage, naar Forretninger det udkræve.

LEONARD.

Men det er Ulykken, Henrich, at naar de vaage om Natten, maa de sove Dagen bort.

JERONIMUS.

Ingen Ting er jo skammeligere, end at giøre Nat til Dag og Dag til Nat.

HENRICH.

Det giør jo alle Vægtere, Herre, og dog ere got Folk.

LEONARD.

Ja det er sandt. Men Vægtere giøre store Tienester om Natten, og de med god Samvittighed kand sove den halve Dag bort.

HENRICH.

Ja de ønsker Folk udi Sang en roelig Søvn hver Time paa Natten, og tillige med deres Skraal vækker dem op af Søvne.

JERONIMUS.

Kiære Svoger, tal ikke meer med den Knegt. Hør, hvis du oftere gaaer paa Mascarade, skal du paa Hovedet af mit Huus, og din Herre skal jeg giøre arveløs.

LEONARD.

Nu nu, Svoger! ikke saa hidsig, lader os gaae Middel-Vejen, og hør ubesværget min ringe Betænkning om Mascarader. Jeg fordømmer ikke Mascarader, fordi de ere Mascarader; men fordi der giøres 201 Vane deraf. U-nyttig Tids-Fordriv og Børne-Leeg ere undertiden saa fornødne for visse Folk som Mad og Drikke, og Mascarader, foruden at de forfrisker tungsindede Folk, ere af en sær artig Invention, thi de forestiller Menneskene den naturlige Liighed, hvorudi de vare i Begyndelsen, førend Hofmod tog overhaand, og et Menneske holdt sig for god at omgaaes med et andet; thi saa længe Mascaraden varer, er Tieneren lige saa god som Herren. Jeg fordømmer derfor ikke Mascarader, men deres Misbrug; thi at gaae 3 gange om Ugen paa Mascaraden er at sætte sine Midler til, er at sætte sin Helsen til, er at stiæle 3 Dage bort af Ugen, ja undertiden den heele Uge, thi unge Mennesker kand ved iidelig Sviir og Døserie blive gandske ubeqvemme til Forretninger. Man seer derfor ingensteds regierede Mascarader heele Aaret igiennem. At dantze nogle gange om Aaret, enten med bedækt eller blot Ansigt, er intet ont, men at dantze heele Aaret igiennem, kand giøre den beste Stad til en stor Daare-Kiste.

JERONIMUS.

Svar nu dertil, Slyngel.

HENRICH.

Skam det giør!

JERONIMUS.

Jeg troer vel, at du ikke kand svare noget vigtigt.

HENRICH.

Herre! jeg har ikke Lyst til noget slags Spill, jeg spiller ikke Kort, som andre Tiennere; jeg fordriver aldrig Tiden med Drik eller hos Fruentimmer. Kort at sige: Jeg har ikke Lyst til noget uden Musiqve og Dantz. Hvilket derfor naar man betager mig, saa ----

JERONIMUS.

Gid du faae en U-lykke med din Raisonneren! Paa den Maade kunde een ogsaa sige: Jeg har ingen anden Lyst end at slaae Folk ihiel; betager man mig ogsaa den Lyst, saa har jeg ingen Fornøyelse i Verden.

HENRICH.

Ney Herre, det maa man hindre, den Lyst maa man dempe; thi det er ikke Folks Lejlighed at lade sig slaae ihiel. Men hvem lider derved, at jeg gaaer paa Mascarade?

202
JERONIMUS.

Om ingen lider derved, saa lider du selv, i det du sætter dine Penge u-nyttig til.

HENRICK.

Ej Herre! den største Dyd er at lade Pengene roulere blant Folk.

JERONIMUS.

Efterdi du holder det for en Dyd, at lade Pengene roulere blant Folk, saa lad dem da roulere blant fattige Folk, saa giør jeg.

HENRICH.

Herre! der er to slags fattige Folk udi et Land, nogle ere lade Stodere, andre ere arbeidsomme Stodere. De lade Stodere ere de, som gaaer om og tigger, og ikke vil arbeide; dem rækker Herren Haanden. De arbeidsomme Stodere ere Skrædere, Skomagere, Selgekiellinger, Makron og Sukkerbrød-Kiellinger, Lejekudsker; dem rækker vi Haanden. Dersom nu alle Folk levede saa indgetogen som Hr. Jeronimus, maatte alle slige Folk døe af Sult. Herren derfor ved sine Almisser styrker Folk i at betle; vi derimod hindrer dem fra at betle. Skal man hielpe Stodere, saa er det jo bedre at hielpe flittige end lade.

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak! du skal nok see, at nogen spiller alleene i den Intention at skaffe Kortmagerne Arbeid. Jeg vil ikke meer høre din u-rimelige Snak. Hør kiære Svoger! naar kand min Søn giøre Opvartning hos hans Datter?

LEONARD.

Jo før jo bedre. Jeg veed ellers ikke, hvad der gaaer af min Datter i Dag, hun er saa melancholisk. Da vi sade og drukke Thee, giorde hun ikke andet, end sukkede.

JERONIMUS.

Den gode Jomfrue har Aarsag at være fortrydelig. Jeg lover, at min Søn skal komme derhen, og han forsømmer det. Hun kand jo have Aarsag, at tage saadant op som en Koldsindighed. See der Junker, der har du Frugten af din Natte-Stimen. Leander sukker dybt.

JERONIMUS.

Ja nu sukker vi bag efter. Nu finder vi, at vore Forældres Formaninger har været vel grundet. 203 Og du Hr. Philosophux, kandst du ogsaa hitte paa noget at besmykke dette med?

LEONARD.

Nu nu, Svoger, skield ikke meer. Det er ikke saa farlig en Sag. Er det derfor, at min Datter er i ond Humeur, kand Melancholien snart fordrives, i det hun bliver erkyndiget om Aarsagen til hans Borteblivelse.

JERONIMUS.

Lav jer da strax til, min Søn, at gaae derhen og giøre jer Undskyldning. Hr. Svoger er saa god at trinne lidt ind til mig, at vi kand tale noget sammen udi Eenrom.

De Gamle gaaer ind.

SCEN. 4

Leander. Henrich.

LEANDER.

Henrich! vil du tage mit Liv fra mig, saa giør du mig en stor Tieneste.

HENRICH.

Faae den Skam, der giør, og ligesaa den, der begiærer.

LEANDER.

Jeg vil betale dig derfor.

HENRICH.

Ney Herren skal ikke sætte sig i nogen Bekostning derfor. Giør jeg det, saa giør jeg det for slet intet; thi jeg blev strax hengt for min Tienstfærdighed, og saa nyttede Belønningen mig intet. Men hvor kand Herren blive saa mod-løs deraf, at hans Far staaer og bræger noget hen i Vejret? ligesom man ikke er daglig vant til at høre hans skidne Mund.

LEANDER.

Du farer vild, Henrich! der er anden Aarsag til min Desperation, hvilken naar du faaer at høre, skal du selv beklage mig. Jeg er bleven dødelig forliebt.

HENRICH.

Det kand aldrig komme belejligere, nu Bryllups-Tiden er for Haanden.

LEANDER.

Ney Henrich! jeg er bleven forliebt i et andet Fruentimmer paa Mascaraden i Aftes.

HENRICH.

Jeg blev ogsaa forliebt udi adskillige Piger; men da jeg kom til at dantze, svedede jeg Kiærligheden 204 bort. Jeg var færdig at døe af Kiærlighed til een, som jeg tog op til Hane-Dantzen, men inden den lange Dantz kom til Ende, gik der saa meget Cupido ud ved Sveed af alle Ender paa mig, at jeg ikke gad see den Pige meer for mine Øyen.

LEANDER.

Gid jeg kunde sige det samme! Men den yndige Jomfrue har staaet mig for Øyene den heele Nat.

HENRICH.

Ej Herre! den Kiærlighed, som kommer saa hastig, har ingen Bestandighed. Tilmed faaer I hende maa skee aldrig meere at see.

LEANDER.

Det forbyde Himmelen! Jo Henrich! jeg haaber at faae hende at see i Dag. Hendes Kiærlighed svarer til min. Vi har sæt hinanden Stevne at møde paa et vis Sted. Jeg har givet hende min Ring, og dette er hendes, som jeg her bær.

HENRICH.

Det har dog anden Art, naar man forlover sig selv, og ikke bruger Forældre til Commissionairer, da kand man giøre Forlovelse, Bryllup og Introduction til Barsel i en Haande-Vending. Men Herre! at tale Alvor, saa maa I slaae denne nye Mascarade Kiærlighed af Hovedet; thi denne Tid er meget ubelejlig for jer at blive forliebt udi andre.

LEANDER.

Det er mig ikke mueligt Henrich! Ach havde du seet hende, da skulde du bestyrke mig i min Kierlighed. Jeg saae aldrig saadant angenemt Syn. Ansigt, Hænder, Mine, Tale; alt var saaledes, at et eeneste deraf kunde bevæge den allerkoldsindigste.

HENRICH.

Men Herre! naar I seer ret til, saa er det, maa skee, en af Ane Hattemagers Bataillon.

LEANDER.

Du skal nok see, at en Skiøge bær saadan kostbar Ring, at en Skiøge har saadanne angenemme Miner, saadant sødt Væsen.

HENRICH.

Hun maa være hvad hun være vil, saa er det dog noget selsom, at et honnet Fruentimmer forlover sig saa hastig.

LEANDER.

Jeg har holdet Stand mod alle Fruentimmer 205 tilforn, men saa snart jeg fik denne Jomfrue at see, var det ligesom een sagde mig: Her er den Person, som Himmelen har beskikket dig til Ægtefælle. Og saadant er det ogsaa tilgaaet med hende. Kjærlighed, Henrich, er noget, som man ikke kand begribe.

HENRICH.

Jeg merker det. Ellers kunde Monsieur Cupido nok have holdet inde med sine Pile paa denne Tid, nu Herren har sluttet Parti med en brav Mands Datter, hvilket ikke kand ophæves uden stor Allarm.

LEANDER.

Der maa komme saa stor Allarm deraf, som der komme vil, saa beqvemmer jeg mig ikke til at tage Leonards Datter.

HENRICH.

Det er noget forbandet Tøy. Der vil regne en hob Skieids-Ord over jer, og en hob Prygl over mig. Jeg var tilfreds, jeg var Fanden i vold hen i en anden Kant af Verden. Jeg var tilfreds, jeg var Gouverneur i Ostindien. Raisonneer lidt Korn med jer selv Herre.

LEANDER.

Det hielper mig ikke.

HENRICH.

Jeg vil see til om jeg kand curere jer, Herre, ved den sorte Konst, som jeg i min Ungdom har lært. I skal repetere disse Ord 3 gange udi rad: Honneur, Interesse, Foragt, Skieids-Ord, Fortreed, Forældres og Venners Had. Forsøg kun at repetere de Ord 3 gange.

LEANDER.

Det hielper ikke, om jeg repeterer dem 3000 gange, alt saadant er forsvagt til at bevæge mig.

HENRICH.

Kand det ikke hielpe, saa kand et heelt Apothek ikke curere Herren.

LEANDER.

Du maa være mig imod i alting, Henrich, foruden i denne Post.

HENRICH.

Og jeg vil holde med Herren i alting, foruden i denne Post. Denne nye Kierlighed, Herre, vil bringe os i stor U-lykke.

LEANDER.

Tal ikke et Ord meer derimod, det skal ellers koste dit Liv.

HENRICH.

Ja saa er best da at tie; nu merker jeg, at det er Alvor.

LEANDER.

Jeg vil ey heller, at du skal tie.

206
HENRICH.

Hverken tale eller tie?

LEANDER.

Jeg vil, at du skal styrke mig i min Kierlighed. Jeg vil, at du skal give mig gode Raad, hvad jeg skal giøre, hvordan jeg skal stille mig an, naar min Far spør mig, hvordan jeg har forrettet mit Ærende.

HENRICH.

Jeg holder for, at det er best, at sige strax alting reent ud, og tage imod hvad som følger paa.

LEANDER.

Hvad meener du der vil følge paa?

HENRICH.

Nogle smaa Historier, som dog ikkun er Bagatelle. Om Herren vil tillade mig at agere en liden Comoedie derover udi 3 smaa Acter, paa det han kand see Begyndelsen, Fremgangen og Enden derpaa. Den første Act begynder saaledes: (Jeg er for Exempel Jeronimus først) Du letfærdige, liderlige Fugl, du est ikke værd at have slige brave Folk til Forældre, imod hvis Villie du vil forlove dig med et løs Fruentimmer, som du har aldrig seet meer end eengang, og derved giøre dig selv til en Bedragere og Løgnere, prostituere din heele Familie, og bringe dig udi alle Folkes Eftertale. (Nu kommer Leonard og hans Datter:) I bilder jer nok ind, at min Datter er en Kastekiep, Monsieur Leander? troe mig, at her er Lands Lov og Ret, og at jeg skal spille med jer saa længe jeg har en Skilling i Pungen. Vi er kommen af alt for got Folk til at lade vort Huus saaledes prostituere. (Nu kommer Jomfruen; hun piber:) Ach min hierte Papa! hvis I ikke hevner den Tort, som mig er skeed, døer jeg af Sorg. Han har jo selv skriftlig begieret mig. Jeg har jo 3, 4 af hans Breve. Hvad har han paa mig at sige? er jeg vanskabt? har jeg ikke et got Rygte? er jeg ikke i alle Maader, som jeg har været beskreven? Det er et kort Indhold af den første Act, hvorudi Leander blir ved sit Forsæt at ægte en anden.

LEANDER.

Det vil ungefehr blive saa.

HENRICH.

Den anden Act begyndes saaledes: See denne Stoel, som jeg sætter her, er Tamper-Retten, og jeg er først Jomfruens Procurator. Nu læses op Stevningen: Rector og Professoribus giøre vitterligt, at for os har 207 ladet indstevne - - - Det vil jeg nu forbigaae og begive mig til Proceduren.

Rangerer sig ved den ene Side af Stolen. Min Principalinde, gunstige Herrer, er en fornemme u-berygtet Jomfrue, som han selv har begiæret af hendes kiære Forældre, og som han siden den Tid intet ont kand overbevise.

Ved den anden Side. Det er sandt, gunstige Herrer, at min Principal har begiæret hende, og at han intet kand sige om hende, uden alt, hvad som ærligt og skikkeligt er. Men det er dog haardt at tvinge een til at gifte sig mod sin Villie. Det er jo ikke andet, end at bygge paa Helvede; tilmed saasom min Principal ikke har seet hende, langt mindre rørt hende, saa blir hun ligesaa god, som hun var tilforn.

Til den anden Side igien. Ney holdt Hr. Collega, en Jomfrue, som man først u-tvungen har begiæret, og siden uden Aarsag slaaer op med, kommer derudover i alle Folkes Munde.

Ved den anden Side. Han slaaer ikke op med hende af Modtvillighed; men en anden sterkere Kjærlighed har betaget ham saaledes, at han ikke kand holde sit Løfte.

Ved den anden Side. Ha ha, det er got Snak. Paa den Maade kunde enhver undskylde sig dermed.

Ved den anden Side. I veed maa skee ikke hvad Magt Kiærlighed har Hr. Collega, ellers talede I ikke saa u-rimelig.

Ved den anden Side. Jeg veed saa vel hvad Kiærlighed er som I.

Ved den anden Side. Hvorfor fører I da saadan forbandet Pølse-Snak?

Ved den anden Side. I fører Pølse-Snak og taler som en Ting-Stud.

Ved den anden Side. 208 Var det ikke af Respect for Retten, saa skulde jeg vise din Slyngel, hvad en Ting-Stud er.

Ved den anden Side. Er jeg en Slyngel?

Ved den anden Side. Ja det tør jeg sige og forsvare det.

Trækker sig selv i Haaret, og skriger ved den ene Side, giør ligesaa ved den anden Side. Jeg underkaster det til denne høye Rettes Kiendelse.

Ved den anden Side. Jeg ligesaa.

Nu er jeg Tamper-Retten.

Sætter sig ned og læser med Gravitet. Saasom Seignr. Leander har forlovet sig med Hr. Leonards eeneste Jomfrue Datter, og han siden den Tid ingen skiellig Aarsag kand fremføre at til intet giøre samme Forlovelse, saa dømmes han at ægte hende inden 6 Uger.

LEANDER.

Ja hvad vil alt dette sige?

HENRICH.

Aldeeles intet. Monsr. Leander blir endnu ved sit forrige Forsæt. Nu kommer den tredie Act: Der slaaes Arrest paa Monsr. Leanders Person. Hans For ældre har Plaisir deraf, lar ham ikke udi Arresten faae fornøden Pleje. Hvorudover, efter han har siddet og cuculuret en Tid lang, den nye Kiærlighed begynder meer og meer at forsvinde; hvorudover Monsieur Leander kalder sine Forældre til sig og siger med græ- dende Taare:

Han falder paa Knæ. Ach mine kiære Forældre! nu har Sygdommen udraset hos mig. Jeg beder ydmygst om Forladelse. Jeg vil beqvemme mig at tage Herr Leonards Datter. Hvorpaa Monsieur Leander kommer paa fri Fod igien, og holder Bryllup samme Dag. Dersom nu Herren er ingen Liebhaber af Omsvøb, saa kand han holde Bryllup uden disse foregaaende hocus pocus.

LEANDER.

Har du nu udtalt?

209
HENRICH.

Ja Herre!

LEANDER.

Du giør Comcedier som en Slyngel, og forestiller ikke min Characteer ret, som er heller at døe end at forlade den Jomfrue, som jeg saa inderlig elsker. Jeg byder dig endnu engang for alle, at du holder inde med saadan Snak. Det vil ellers gaae dig - - - -

HENRICH.

Jeg raader ikke fra denne nye Kjærlighed, men jeg fortæller kun hvad Gang Sagen vil have, for at merke, om Herren kand holde Stand.

LEANDER.

Om du opregner 100 gange saa mange U-lykker for mig, hielper det ikke. Tvert imod, ret forliebte Folk finder Fornøyelse i at være forfuldt for det man elsker.

HENRICH.

Nu Herre! saa bliv da ved at elske. Jeg skal befodre jer Kiærlighed saa meget mig mueligt er. Men der kommer den Gamle.

LEANDER.

Hillement! jeg løber til side.

HENRICH.

Begyndelsen af Krigen er god nok.

SCEN. 5

Leonard. Jeronimus. Henrich.

LEONARD.

Ja ja, kiære Svoger! saa snart som mueligt skee kand; thi hvortil tiener disse mange Præparatorier?

JERONIMUS.

Hvad unge Folk sparer ved Bryllupet, det har de siden; thi mange Folk her giøre slige Brylluper, at Bryllups-Maden er neppe fordøyet i Maven, førend de maa dantze til Slutteriet.

LEONARD.

Adieu saa længe. Jeg finder nok hans Søn i mit Huus; og saa kand jeg høre hans Betænkende derover.

SCEN. 6

Jeronimus. Henrich.

JERONIMUS.

Est du her Mester Fix? hvor er Leander?

HENRICH.

Han er paa sit Kammer.

210
JERONIMUS.

Paa sit Kammer? hvad Pokker er det for Snak? kunde han saa hastig forrette saadant Ærende?

HENRICH.

Ach! saadant er snart giort Hr. Jeronimus, naar man veed Grebet.

JERONIMUS.

Fuldte du ikke med ham?

HENRICH.

Ney! han vilde ikke have mig med sig, og kom tilbage med et Ansigt, som een, der har faaet Kurven. Jeg spurdte ham, da han kom tilbage, hvordan Sagerne stode, da var han saa naadig at svare: hvad kommer det dig ved, din Slyngel? Om han nu gik saa dybt udi Tanker, at han ikke kiendte mig, det skal jeg lade være usagt.

JERONIMUS.

Ney eftersom han svarede saaledes, saa har han vist nok kiendt dig. Lad ham strax komme hid.

SCEN. 7

Jeronimus. Leander. Henrich.

JERONIMUS.

Nu Leander! har I saa hastig kundet forrette saadant vigtigt Ærende? Jer Svigerfar tænkte, at finde jer endnu hos sig.

LEANDER.

paa Knæ. Ach min allerkiæreste Far!

JERONIMUS.

Hvad Pokker er paa færde? hvad vil alle disse Historier sige? har I giort nogen U-lykke? hvad er det? siig frem.

LEANDER.

Jeg frygter for min Fars Vrede.

JERONIMUS.

Hvad er det Henrich? siig du mig det da.

HENRICH.

skriger og falder ogsaa paa Knæ. A - - - - -

JERONIMUS.

Hvad U-lykke er paa færde? hvad ont har I giort?

HENRICH.

grædende. Vi har intet ont giort Herre! men vi agter kun at giøre det.

JERONIMUS.

Des heller maa jeg have det at vide, at jeg kand forekomme det. Jeg besvær jer, Leander, at sige mig hvad dette er. Mit heele Legom skielver af Frygt, og mit Blod kaager i mig af Begiærlighed at vide det.

211
LEANDER.

Og mit Blod kaager af Beængstelse, saa jeg ikke kand aabenbare det.

JERONIMUS.

Vil ikke den ene, saa skal den anden. Fort Henrich! jeg befaler dig at sige frem.

HENRICH.

A-----

JERONIMUS.

Vil du ikke sige med det gode, saa skal jeg strax faae dig indqvarteret paa det Sted, hvor du skal med Magt blive tvungen til at bekiende alting til Punct og Prikke. Jeg skal strax have Bud efter Byens Folk at trække dig i Arrest. Hej Arv!

HENRICH.

Ach Herre! jeg skal bekiende.

JERONIMUS.

Nu bekiend da.

HENRICH.

Ach! lad min Herre Leander bekiende først, saa skal jeg siden sige, om han glemmer noget.

JERONIMUS.

Hej Arv!

HENRICH.

Ach Herre, nu bekiender jeg. Min Herre Leander gir Monsieur Leonards Datter - - -

JERONIMUS.

Hvad gir han hende?

HENRICH.

grædende. Døden og Dievelen; thi han er bleven forliebt udi en anden Jomfrue paa Mascaraden.

JERONIMUS.

Ha ha, der har vi Mascarade-Frugterne. Men det vil intet sige; det skal vi let forekomme.

LEANDER.

Jeg haaber dog, at min Far er ikke saa haard at tvinge mig til at elske mod min Villie.

JERONIMUS.

Som jeg siger: i Aften skal du holde Bryllup med Herr Leonards Datter.

LEANDER.

reiser sig. Det skal aldrig i Ævighed skee.

HENRICH.

reiser sig ogsaa. Det skal aldrig i Ævighed skee.

JERONIMUS.

Bilder I jer ind, at det staaer i jer Magt at prostituere jere Forældre, at prostituere en fornemme Jomfrue, og faae hendes Forældre at løbe med Liimstangen? Jeg skal vise jer, hvad Faderlig Myndighed formaaer.

LEANDER.

Og jeg skal vise, hvad en Søns Desperation formaaer.

212
HENRICH.

Og jeg skal vise, hvad en Tieneres Medlidenhed mod sin Herre formaaer.

JERONIMUS.

Jeg skal overlevere dig i Øvrighedens Hænder.

LEANDER.

Saa vit strækker sig ikke en Faders Myndighed, uden mig tillægges nogen Misgierning.

JERONIMUS.

Er det ikke Misgierning saaledes at - - - - fort fra mine Øyen!

LEANDER.

Hiertelig gierne.

Leander og Henrich gaaer bort.

SCEN. 8

JERONIMUS.

alleene. Ach! hvilken U-lykke vil ikke mit Huus geraade udi, og hvilken U-roelighed vil ikke min arme Siæl plages med! Paa den ene Side forestilles mig min givne Parole til en brav Mand, som af en Ven vil blive min største Fiende, Trudsler med Retten og Folkes Eftertale. Paa den anden Side forestilles mig min Søns Desperation, som jeg kand bringe til at giøre mig end større Hierte-Sorg, hvis jeg pousserer denne Sag med all for stor Hidsighed. Jeg maa tvinge mig til lidt meer Lemfeldighed, og ikke giøre for stor Allarm; det kand ellers komme Monsieur Leonard for Ørene. Jeg maa give min Søn lidt Tid at betænke sig. Sygdommen tør rase ud. De forbandede Mascarader! de forbandede Mascarader!

213

ACTUS III

SCEN. 1

Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach Pernille! jeg seer endnu ingen; her er det Sted, som er bestevnet til Samtale imellem os.

PERNILLE.

Det er ikke hans skyld, som endnu ey er kommen, men Jomfruens, som kommer saa tilig.

LEONORA.

Jeg er saa bange, at det varer for længe, og at min Far savner mig i Huset.

PERNILLE.

Han plejer jo altid at sove 2 Timer Middags-Søvn.

LEONORA.

Det er sandt nok, naar hans Sind er roelig. Men nu eftersom Skiebnen er saaledes, at jeg imod min Villie har maat sætte ham udi Bekymring, og aabenbare ham det, som mig ligger om Hiertet, frygter jeg for, at han kand have nogen Søvn hverken Nat eller Dag.

PERNILLE.

Ej Jomfrue! Hr. Leonard har alt for let Sind dertil.

LEONORA.

Siig ikke det Pernille! da han fik dette at vide, blev han ligesaa bleg som et Liig, og lod sig bære Mad paa sit Kammer. Det er ellers den første gang jeg har opirret ham til Vrede; thi han bringes ikke uden stor Aarsag udi Harnisk. Men nu er han sterkt ophidset, og jeg undskylder ham. Thi tænk engang Pernille, hvad Allarm saadant vil foraarsage, og hvad U-lejlighed vort Huus vil komme udi; thi Hr. Jeronimus, saa vit mig er berettet, er en Mand, der skal søge at hevne sig til det yderste.

PERNILLE.

Men eftersom Jomfruen tilstaaer, at hun giør ilde, at hendes Fars Vrede er vel grundet, hvi gaaer hun 214 da ikke strax hen, falder ham til Fode, og lover at giøre hans Villie?

LEONORA.

Ach Pernille! jeg seer og approberer det som mig tienligt er, men følger det, som mig er skadeligt. Mit Hierte har ballanceret længe mellem Fornuft og Kiærlighed; men Kiærlighed har vundet Sejr. Ach u-lyksalig var den Tid, jeg fik den unge Person at see, hvis Skiønhed har saaledes betaget mit Hierte, at jeg ikke er mægtig meer til at bruge min Fornuft. Ach gid de Mascarade-Klæer man lavede til i Gaar for mig, havde været mine Liig-Klæer.

PERNILLE.

Ej Jomfrue! tag ikke saadant afsted. I er kommen her for at tale med den unge Person, som I elsker, og dog paa samme Tid ønsker jer i Graven.

LEONORA.

Ja, og det med Billighed; thi omendskiønt jeg elsker, saa fordømmer jeg dog min Kiærlighed. Ach! gid han ikke vilde møde, gid han vilde foragte mig. Gid han var en Bedrager, at derved min Kiærlighed kunde forvandles til Forbittrelse, og jeg kunde komme paa rette Vej igien. Men Himmel! kommer der ikke een? mon det er ikke ham? jo det er ham.

SCEN. 2

Leonora. Pernille. Leander. Henrich.

LEANDER.

Ach allersødeste Jomfrue! jeg har talt hver Minut fra den Tid jeg maatte forlade hende indtil nu, saa stor har min Længsel været at see igien den yndige Person, hvilken saaledes har betaget mit Hierte, at jeg kand ikke have mine Tanker henfæst paa noget andet. Jeg har siden den Tid ikke forlystet mig i andet end at see paa denne Ring, som jeg af min søde Jomfrues Haand har bekommet til et Pant og Forsikring om hendes Kiærlighed mod mig igien.

LEONORA.

Ach Monsieur! den udi vort Kiøn af Naturen indprentede Blufærdighed holder mig fra at udøse min Hiertens Meening. Men - - -

215
216
PERNILLE.

Jeg skal fuldføre Resten. Vær forsikret om, Monsieur! at det ikke er gaaet min Jomfrue et Haar bedre, saa at hun udi Tanker havde gaaet barfod ud i Dag, hvis jeg ikke havde varet hende ad, at hun maatte tage Skoe paa. Jeg kand ikke begribe, hvordan en Jomfrue, der har stedse været et Exempel paa Koldsindighed, kand paa eengang blive saa sternforliebt.

LEONORA.

Ach! ja jeg kiender mig ikke meer selv.

LEANDER.

Allerskiønneste Jomfrue, der er noget Guddommeligt udi Kiærlighed. Saa snart jeg fik hende at see, oprørtes mit heele Blod saaledes, at jeg snart ikke kunde erindre hvor jeg var.

Medens de taler, giør Henrich ligeledes Cour til Pernille.
LEONORA.

Det gik mig ligeledes; thi det første Monsieur tog sin Maske af, og nærmede sig til min Person, var det ligesom Dommen blev oplæst for mig, at jeg skulde elske ham. Den Bevægelse jeg fandt derover, langt fra den ved hans Fraværelse er bleven stillet, den tvert imod meer og meer formeeres; saa jeg merker, at her er noget andet, end det man gemeenlig kalder Forliebelse, og at det er Himmelens besluttede Raad, som tvinger mig mod min Villie at elske ham.

LEANDER.

Hvi søde Jomfrue! mod hendes Villie?

LEONORA.

Ach jo! her er saa mange Steene i Vejen, som ikke uden med stor Møje kand udrøddes. Mine Forældre har beskikket mig til en anden, saa jeg kand ikke naae mit Maal, med mindre jeg vil underkaste mig deres Vrede.

LEANDER.

Ach Himmel, er det mueligt! jeg har just selv samme Skiebne. Men hvad vil disse Forhindrings-Steene betyde, naar vi blive bestandig med hinanden? Jeg paa min Side skal vove alting til det yderste, heller opofre mit Liv og Blod end lade mig tvinge til nogen anden.

LEONORA.

Og jeg forsikrer min Herre om ikke mindre Bestandighed paa min Side. Men maatte jeg spørge, 217 hvilken den Person er, som han tvinges til? Item hvilke hans Forældre ere? Thi ---

PERNILLE.

Hillement, jeg hører een komme. Jeg merker paa Gangen, at det er hendes Far.

LEONORA.

Ach Monsieur, saa maa han retirere sig. Min Kammer-Pige skal stedse patrollere paa dette Sted, om det blir mig forbudet at komme her oftere. Hende kand han enten mundtlig eller skriftlig ved sin Tiener berette mig sin Tilstand og hvad videre maa foretages. Leander kysser paa Haanden og gaaer bort.

SCEN. 3

Leonard. Leonora. Pernille.

LEONARD.

Ach jeg arme Mand! i en u-lyksalig Tid kom jeg hid til Byen at holde min Datters Bryllup. I en u-lyksalig Tid tilstædede jeg hende at gaae paa Mascarade! nu fordømmer jeg det slags Giækkerie, som jeg nys tog i Forsvar; thi saadant gir Anledning til - - - See hvad bestiller I her? holder I geheime Raad, hvordan jer onde og løsagtige Forsæt skal forfremmes? Hvo har givet jer lov at gaae ud af Huset?

PERNILLE.

Jomfruen var ikke vel, hun maatte ud og tage Luft.

LEONARD.

Jeg troer det nok at hun er ikke vel. Hun har en slem Feber, som Luften ikke curerer. Løsagtigheds Sygdom fordrives paa en anden Maade.

LEONORA.

Ach jeg elendige Menneske! der skal høre saadan haanlig Bebreidelse.

LEONARD.

Ha ha, jo Frøiken! gaaer det dig saa til Hierte? Du skammer dig ikke ved at forfalde til Løsagtighed, men din Kydskhed tillader dig ikke at høre det Ord nævne. Det kalder jeg den rette Øyen-Skalkhed.

LEONORA.

Jeg er, Himmelen skee Tak, endnu ikke forfaldet til nogen Løsagtighed. Jeg haaber ogsaa, at jeg aldrig skal besmitte mit Levned dermed. Men jeg er 218 indtagen af reen Kjærlighed til en Person, som meriterer den.

LEONARD.

Ja vist er det en reen Kjærlighed. Først at forlove sig med en brav Mands Søn, og siden forliebe sig udi den første man seer. Jeg veed ikke bedre end at du gaaer paa Mascarade i Aften igien, at du kand forliebe dig udi den anden, i Morgen Aften i den tredie, og fare saa stedse fort indtil du kand faae saa mange Kiærester, som der bliver Mascarader i Aaret til. Saa kand du med Tiden paa en Comoedie blive en perfect Actrice, hvis Maade er at gifte sig engang hver Aften.

LEONORA.

Min hierte Papa! det er jo ikke den første Mands-Person, jeg har seet. Jeg har jo været paa adskillige Forsamlinger tilforn, men er altid gaaet lige koldsindig derfra. Men denne Persons Meriter har saa indtaget mig, at - - - -

LEONARD.

Hvad kand du sige om en fremmed Persons Meriter andet, end at han kand giøre smukke Caprioler i en Menuet og nogle Complimenter?

PERNILLE.

Jo jo, Karlen kand min Troe giøre andet, om jeg ellers er en Kiender.

LEONARD.

til Pernille. Han kand, maa skee, skille dig ved din Jomfruedom, om du har nogen. Men jeg vil sætte, at det er en ærlig Karl, og at han har Meriter. Kand det undskylde dig Leonora? Veedst du ikke, at du er forloved med Leander, Hr. Jeronimi Søn?

LEONORA.

Jeg veed det nok min hierte Papa! jeg fordømmer derfor den nye Kiærlighed; men jeg kand ikke hindre dens Virkning. Jeg har derfor henbragt den heele Nat med Suk og Graad, og bedet Himmelen om Bistand at staae den imod, men alt forgieves, saa jeg merker, at min Skiebne er ikke anderledes end at jeg skal elske ham.

LEONARD.

Ja der har vi det. Vi vil besmykke alle vore onde Lyster med Skiebnen.

PERNILLE.

Jo min Troe er der Skiebne udi saadant. Det vil jeg døe paa, skiønt hverken min Far eller Moer var Calvinist.

219
LEONARD.

Holdt din Mund, Pernille, og bestyrke hende ikke i sit onde Forsæt.

PERNILLE.

grædende. Jeg veed ikke hvorledes det er med Herren nu. Han var saa god tilforn, som Dagen var lang, men nu er han verre end en Dievel.

LEONARD.

Jeg er saa from som nogen Mand kand være mod sine Børn.

PERNILLE.

Er det Fromhed, at ville bringe sin Datter til Desperation?

LEONARD.

Har jeg ikke Aarsag at være forbittred? er det ikke noget, som angaaer min Velfærd og Ære? Naar min stakkels Kone paa Landet faaer dette at vide, mon hun ikke vil gremrne sig til døde?

LEONORA.

Men min hierte Far - - -

LEONARD.

Jeg vil ikke være din Far længer, indtil du forandrer dig. Gak strax hiem fra mine Øyen. De gaaer.

SCEN. 4

Leonard. Jeronimus.

LEONARD.

Jeg har kunnet bære all Modgang med Koldsindighed, men denne U-lykke kand jeg ikke skikke mig i. Her staaer mig for Øyene min Datters Velfærd, min egen Reputation, og den Sorg min Kone vil tage herudover; thi hun har fornemmelig smiddet dette Parti. Men alt dette er intet mod den Pust, jeg vil udstaae med den hidsige og knarvurne Jeronimus, hvilken oven i Kiøbet vil udøse all sin Galde mod mig. Jeg maa grunde lidt paa, hvordan jeg skal belegge mine Ord. Gaaer og spadserer ved den ene Side.

JERONIMUS.

kommer ind af den anden Side. Ach jeg arme elendige Mand! gid min Kone havde født et Rokkehoved til Verden i Steden for denne Søn, der giør mig saa stor Hierte-Sorg paa min gamle Alder. Jeg har givet ham Tid at betænke sig, forhaabende, at, saasom denne Sygdom hastig er kommen over ham, den ogsaa hastig skulde forlade ham, men jeg finder nu større 220 Halstarrighed end tilforn. Hvad vil den gode Hr. Leonard sige, naar jeg bringer ham saadan u-behagelig Tidende?

LEONARD.

Jo meer jeg pønser paa at belegge mine Ord, jo meer confunderet bliver jeg.

JERONIMUS.

Hr. Leonard vil maa skee holde det for en Fynte af mig.

LEONARD.

Var Hr. Jeronimus en Mand at tale med som andre, ikke saa hidsig og fremfusend.

JERONIMUS.

Men regner han mig det til onde, saa giør han mig stor Uret.

LEONARD.

Men saasom jeg kiender hans Sind, saa zittrer og bæver mit heele Legeme.

JERONIMUS.

Jeg har Sorg nok ligevel, uden at han legger Byrde paa Byrde.

LEONARD.

Jeg staaer derfor i Beraad, om jeg vil driste mig til at tale med ham selv.

JERONIMUS.

Min Kone og alle mine Huus-Folk skal vidne om min U-skyldighed for ham; men jeg er bange, at det hielper ikke.

LEONARD.

Jeg er bange, at han udi første Hidsighed forløber sig og siger mig noget, som min Ære ikke tillader at fordøye.

JERONIMUS.

Men jeg kand undskylde den gode Mand, om han ingen Raison vil høre; thi det er hans eeneste Datter, som saaledes prostitueres.

LEONARD.

Men jeg maa bevæbne mig med Koldsindighed, og betænke, at hvad han giør og taler mod mig, er af en retmessig Iver.

JERONIMUS.

Om han skielder mig for en Skuffer og Bedragere, vil jeg svare: Min Hr. Leonard, jeg har ikke et Ord derimod at sige.

LEONARD.

Jeg vil falde paa mine Knæ, og med grædende Taare bede ham om Forladelse, om det kand hielpe.

JERONIMUS.

Jeg maa hen og aabenbare det strax; thi jo længer jeg tier dermed, jo meer mistænkt giør jeg mig selv.

221
LEONARD.

Courage Leonard! du maa derhen, det kand dog ikke længer dølges.

De møder hinanden begge to, og rykker i en hast skielvende tilbage, og bliver staaende en Tid, uden at tale.
LEONARD.

med en grædende Røst. Herr Jeronimus!

JERONIMUS.

Herr Leonard!

LEONARD.

Hvorfor driver I Abespill med mig?

JERONIMUS.

Hvorfor driver I Abespill med mig?

LEONARD.

Jeg blues ved at see paa jer.

JERONIMUS.

Jeg blues ogsaa ved at see paa jer.

LEONARD.

Jeg tør ikke kalde eder Svoger meer.

JERONIMUS.

I har ikke Aarsag til andet.

LEONARD.

Har I da allerede faaet Kundskab derom?

JERONIMUS.

Alt for tilig desverr.

LEONARD.

Min Datter er som hun var afsindig.

JERONIMUS.

Min Søn er saa desperat, at han ingen Formaninger agter.

LEONARD.

Er jeg ikke at beklage Hr. Jeronimus?

JERONIMUS.

Gaaer ikke denne Sorg mig meest an Hr, Leonard?

LEONARD.

Ney, Sorgen gaaer mig meest an, som er hendes Fader.

JERONIMUS.

Er det ikke min Søn?

LEONARD.

Spot mig ikke Hr. Jeronimus, hvad kand jeg dertil?

JERONIMUS.

Spot mig ikke Monsr. Leonard, jeg er gandske u-skyldig.

LEONARD.

Vil I da ikke regne mig det til det onde?

JERONIMUS.

Vil I da ikke see det an, som en Fynte af mig?

LEONARD.

paa Knæ. Jeg falder paa mine Knæ, og beder med grædende Taare om Forladelse.

JERONIMUS.

Jeg falder ogsaa paa Knæ, og beder om Forladelse.

LEONARD.

Jeg haaber dog, at vi skal finde Middel til at forekomme denne U-lykke.

222
JERONIMUS.

Faders Myndighed er dog stor.

LEONARD.

Men min Datter er gandske desperat.

JERONIMUS.

Hun har ikke Aarsag til andet, den gode Jomfrue.

LEONARD.

Gid hun faae Skam den Akkermær; hun har Aarsag at skamme sig.

JERONIMUS.

Dette forstaaer jeg ikke. Skammen er jo ikke hendes, men min vanartige Søns, der saaledes vil bryde sit Løfte.

LEONARD.

reiser sig. Hvad vil dette sige? Jeg kommer 223 at giøre Afbigt paa min Datters Vegne, som har faaet nye Kjærlighed i Hovedet.

JERONIMUS.

teiser sig ogsaa. Hvad vil dette sige? Jeg kommer at giøre Afbigt for min Søn, der vil bryde sit Løfte.

LEONARD.

Vil jer Søn og bryde sit Løfte?

JERONIMUS.

Vil jer Datter og bryde sit Løfte?

LEONARD.

Vi maa ikke forstaae hinanden ret Hr. Jeronimus.

JERONIMUS.

Jeg troer det samme Hr. Leonard.

LEONARD.

Lad os da forklare vore Ord lidt meere tydelig. Hvorfor falder I paa Knæ for mig og beder mig om Forladelse?

JERONIMUS.

Fordi jeg frygtede jer Vrede. Men hvorfor faldt I paa Knæ, og græd for mig?

LEONARD.

Fordi jeg frygtede, at I skulde udøse jer Galde imod mig, da jeg dog er gandske uskyldig derudi.

JERONIMUS.

Endnu er jeg lige klog.

LEONARD.

Jeg min Troe ligesaa.

JERONIMUS.

I siger, at I kommer at giøre Afbigt for jer Datter, som vil bryde Forlovelsen, og det er min Søn, som vil kuldkaste den.

LEONARD.

I siger, at I kommer for at giøre Afbigt for jer Søn, og det er just min Datter, som vil bryde.

JERONIMUS.

Ney, min Herre, her er Irring herudi. Det er min Søn.

LEONARD.

Irringen er hos jer, Hr. Jeronimus; thi det er visselig min Datter.

JERONIMUS.

Nu kom jeg fra min Søn, og da var hans sidste Ord: Jeg er bleven indtagen af Kiærlighed til en anden, og vil heller døe end tage Leonora, Hr. Leonards Datter.

LEONARD.

Ret nu kom jeg lige fra min Datter, og da var hendes sidste Ord: En fremmed ung Herre har saaledes indtaget mit Hierte, at jeg heller vil miste mit Liv, end lade mig tvinge til Leander, Hr. Jeronimi Søn. Gid jeg faae Skam, er det ikke sandt, som jeg siger.

224
JERONIMUS.

Gid jeg i dette Øyeblik maa blive omskabt til en Varulv, om jeg farer med Løgn.

LEONARD.

Ved hvad Lejlighed har jer Søn faaet disse Griller?

JERONIMUS.

Han har forliebet sig i et Fruentimmer paa Mascaraden i Aftes.

LEONARD.

Ligesaadan er det gaaet min Datter.

JERONIMUS.

Saa har vi paa den Maade ikke fornøden at skrabe for hinanden.

LEONARD.

Jeg meener det samme.

JERONIMUS.

Jeg tager mine Complimenter tilbage.

LEONARD.

Jeg ogsaa mine.

JERONIMUS.

Men Hr. Leonard! om vore Børn løber gall, skal vi føye dem derudi?

LEONARD.

Jeg har i Sinde at tvinge min Datter.

JERONIMUS.

Og jeg har i Sinde at legge en Capsuun paa min Søn.

LEONARD.

Jeg vil kalde jer Svoger igien som tilforn.

JERONIMUS.

Jeg vil ogsaa kalde jer Svoger.

LEONARD.

Jeg har aldrig været for at tvinge Børn, men jeg skal herudi vove alting til det yderste; thi hvis Partiet gaaer ikke for sig, tør jeg ikke komme hiem til min Kone igien.

JERONIMUS.

For min Kones skyld er jeg ikke bange, thi hun løb selv Gade-gall iblant, om hun maatte raade sig; men for min egen Æres skyld skal jeg figte for dette Parti som for all min timelige Velfærdt. Men nu haaber jeg kiære Svoger, at I ikke agerer Procurator for Mascarader oftere; thi her seer I en Suite deraf.

LEONARD.

Det er sandt nok. Jeg skal heller ikke oftere tage saadant i Forsvar. Men hvad Middel skal vi nu gribe til for at naae vor Maal?

JERONIMUS.

Vi skal bruge den Magt og Myndighed, som GUd og Naturen har givet Forældre, og vil det ikke hielpe, saa skal I lade ham stevne til Ægteskab udi jer Datters Navn.

LEONARD.

Jeg er kun alleene bange, at min Datter derover 225 geraader udi Desperation og giør en U-lykke paa sig selv.

JERONIMUS.

Ha ha, kand hun kun giøre sin Far saa troe! Saadan Desperation, sær hos unge Jomfruer, vil ikke meget betyde. Det er kun Tragoedier og Romaner de agerer iblant, for at imitere forliebte Heltinder, som de har læset saadan Slidder-Sladder om. Min Søn stiller sig lige saa syg an, men jeg har alt Recepten tillavet, hvorved Feberen skal fordrives. Dog er best, at vi gaaer noget lemfeldig frem udi Begyndelsen; thi Tiden er ofte den bedste Læge.

LEONARD.

Jeg vil da strax forføye mig hiem for at overlegge dette paa min Side.

JERONIMUS.

Jeg iligemaade. Adieu saa længe.

SCEN. 5

HENRICH.

med en Byldt paa Ryggen, klædt som en Jøde-Præst, med et langt sort Skiæg. Kunde jeg kun faae fat paa hende, der i bestaaer det, thi vi har Hastverk fore, og jeg veed ikke at finde hende uden paa dette Sted, hvor hun lovede at patrollere; thi faaer jeg ikke fat enten paa Jomfruen selv, eller Kammer-Pigen, saa er jeg om en Hals. Min Herre, da han hørte, at hans Far vilde lade giøre nyt Laas til Gade-Porten, at ingen skulde komme ud eller ind uden hans Tilladelse, tog han Flugten ligesom han gik og stod. Han opholder sig i et Huus ved Nørre-Port hemmelig, og der vil han stevne sin Kiæreste til sig, at de kand tage Flugten af Byen, og lade sig vie sammen paa Landet, og naar Vielsen først er holdt, saa maa Monsr. Leonard siden stevne min Herre, om han vil, end for Tamper-Retten til Spiir; thi naar han først er gift med en anden, saa falder alle andre Prætentioner af sig selv, og Jeronimus forliger sig med sin Søn igien, naar han fornemmer, at denne nye Kiæreste er ogsaa kommen af got Folk, hvilket jeg ikke tviler om. Jeg har ført mig i denne Dragt, at ingen skal 226 kiende mig; thi jeg kand ikke komme bort førend jeg har forrettet mit Ærende, som er at vare Jomfruen ad om min Herres Flugt, og overlevere hende denne Address paa et stykke Papiir, hvor hun skal finde ham. Men see der, fører nu ikke Fanden mig den gamle Jeronimus paa Halsen! Jeg maa blive staaende; thi løber jeg, saa giør jeg mig mistænkt.

SCEN. 6

Jeronimus. Hemich.

JERONIMUS.

Jeg er bange, at det henger ikke ret sammen. Jeg er bange, at Leander har spillet mig et Puds. Da jeg gik ud at tale med Monsieur Leonard, var han hiemme, men nu seer jeg hverken ham eller hans Tienner. Jeg kunde af lutter U-roelighed ikke bie længer inde. Jeg lod Arv løbe ned i Lyst-Huset i Haven; er han ikke der, saa blir jeg bange som en Hare. Men jeg maa spørge denne Jøde-Præst, om han ikke har seet nogen gaae forbi. Hør Rabbi! saae I ikke en ung Person med en Tiener komme her af Huset?

HENRICH.

Abi Kala Spinther, meristan Cadedi Farluf spæ kavet.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer ikke Hebraisk, Rabbi.

HENRICH.

Candelabro Tick tack jucatan Psalmanasar.

JERONIMUS.

Jeg forstaaer hverken Chaldaisk eller Hebraisk, Rabbi. Kand I ikke tale Dansk eller Tydsk?

HENRICH.

Ja freylich Herr, ich sprech Westphälisk, Westphälisk.

JERONIMUS.

Hvorfor svarer I mig da paa Hebraisk?

HENRICH.

Ich dachte, der Herr auch een von Israels Kindern wäre; denn der Herr hat ein perfect Jüdisk Gesicht, ein perfect Jüdisk Gesicht.

JERONIMUS.

Gid du faaer en U-lykke, saa vist som du lyver.

HENRICH.

Aber recht Ernst mein Herr, ist er nicht ein 227 Portugiser-Jüde? Mir dünckt daß ich ihm gesehen habe in der Synagoge in Altona.

JERONIMUS.

Ney I farer vild Rabbi, jeg er en god Christen, som boer i dette Huus, hvor der aldrig har været nogen Thalmud eller Alcoran.

HENRICH.

Um Verzeihung denn mein Herr! um Verzeihung.

JERONIMUS.

Men saae I ikke en ung Person med en Tiener gaae her udaf Porten?

HENRICH.

sagte. Gid du faae en U-lykke, du maatte gaae ind ad Porten! Jeg er saa bange, at Cammer-Pigen kommer i det samme. Jeg maa see, om jeg kand drive ham bort med Snak.

JERONIMUS.

Kand I ikke svare mig til mit Spørsmaal?

HENRICH.

Der Herr sagt daß kein Thalmud oder Alcoran in seinem Hause gewesen sey.

JERONIMUS.

Ja det siger jeg, men det er ikke det som jeg---

SCEN. 7

Pernille. Jeronimus. Henrich.

PERNILLE.

Hillement, her er Folk! hvem Pokker har ført disse to Jøder hid?

Henrich blir hende vaer, springer hen til hende, og tar hende udi Haanden. Pernille skriger.

HENRICH.

Kiender I mig ikke Mammeselle? jeg tiener hos jer Jomfrues Kiæreste. Jeg har forklædt mig saa for en vis Aarsag skyld, gak lidt til side, til jeg kand faae den gamle Mand bort; thi jeg har noget at sige jer, som er meget Magt paaliggende.

PERNILLE.

sagte. Hillement er det jer? Høyt. Ach kiære Jøde, lad mig med Fred.

HENRICH.

Gehe man Jomfrue, gehe man.

228

Vender sig til Jeronimus igien. Das ist ein sehr grosse Unterscheid, Herr, zwischen den Alcoran und den Thalmud.

JERONIMUS.

Hvem Pokker spør derom?

HENRICH.

Der Thalmud ist geschrieben von den Tiirckischen Gott Mahometh.

JERONIMUS.

Jeg troer Fanden har sat ud den Karl at plage mig med Snak.

HENRICH.

Aber der Alcoran, mein Herr, das ist ein heiliger Buch, ein heiliger Buch.

JERONIMUS.

Gak Pokker i vold med din Alcoran og din Thalmud.

HENRICH.

Der Nahm von Alcoran will so viel sagen, als eine Juden-Biebel, und kommt von zwo Chaldaisken Worten Al und Coran. Al beteuted - - -

JERONIMUS.

gaaer til den ene Side, vender ham Ryggen, holder for Ørene og siger: Tal nu din Hund, til du blir sort. ARV kommer indløbende. Hvor blev af Herren? Hvad vil denne Jøde-Præst? Hvad Pokker er det? det er jo Henrich, som er forklæd.

HENRICH.

tar Arv til side, sigende: Hør Arv! En Otting Meel, 2 stykker røget Kiød, Kokke-Pigens Møedom. Hvem er jeg nu?

ARV.

Ach! I er, min Siæl, en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

vender sig om. Mon det Beest nu har udtalt? See der er Arv! Nu Arv! hvordan er fat?

ARV.

Herre! denne Mand er en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

Det seer jeg nok.

ARV.

Det er, faae jeg Skam, en Jøde-Præst.

JERONIMUS.

Jeg seer det nok; men fandt du - - -

ARV.

Om Herren ikke vil troe mig, saa vil jeg giøre min Eed derpaa.

JERONIMUS.

Gak Pokker i vold med din Snak. Men fandt du min Søn eller hans Tiener?

ARV.

Ney Herre! de er ingensteds udi Huset. Men de 229 kand være ude i Ærende. Bortløben er de ikke; thi hvis Monsr. Leander havde haft saadant fore, havde nok Henrich varet Herren ad.

JERONIMUS.

Den listige Skielm, havde jeg kun ham først, thi han er Hiulet, som driver alting.

ARV.

Jeg har ogsaa haft onde Tanker om Henrich tilforn, men paa nogen Tid har jeg fornummet, at han er en god Siæl.

HENRICH.

sagte. Nemlig fra den Tid jeg agerede Spøgelse.

JERONIMUS.

Kom, lad os gaae ind og see efter, om der fattes nogle Sager i Huset. Adieu Smautz, nu kand I tale saa meget Hebræisk som I vil.

230

SCEN. 8

Pernille. Henrich.

HENRICH.

Den gang gik jeg fri, han kiendte mig ikke, og Arv tør ikke lukke sin Mund op. Hej Mademoiselle!

PERNILLE.

kommer frem igien. Ach! jeg vidste min Troe ikke andet end du var en Jøde. Men hvorfor har du saaledes forklædt dig?

HENRICH.

Min Herre, da han fornam, at hans Far vilde indsperre ham, har taget Flugten, og givet mig denne skrevne Adress til Jomfruen, hvor hun kand finde ham. Jeg har imidlertid paataget mig denne Dragt, at jeg ikke skulde blive kiendt af nogen.

PERNILLE.

Hvor boer din Herres Far?

HENRICH.

Min Herres Far er en fornemme riig Mand, meget haard og streng. Det var just den samme gamle Mand, som I saae nys her staaende. I kand selv tænke, i hvilken Beængstelse jeg da var af Frygt for at blive kiendt. Men vi har ikke et Øyeblik af Tiden at give bort. I maa strax tage Flugten med jer Jomfrue til det Huus hvor min Herre er.

PERNILLE.

Saa løber jeg da strax. Adieu.

HENRICH.

Denne Pige staaer mig perfect vel an, gid jeg var kun en Jøde, saa skulde jeg virkelig filoutere hende hendes Jomfruedom, men jeg vil see til, hvad der kand blive af siden; nu maa jeg see til, at jeg kand smørre mine Støvler.

SCEN. 9

Jeronimus. Magdelone. Henrich. Arv.

JERONIMUS.

Ach jeg elendige Mand! han er vist nok bortløben; thi hans Skriin, hvorudi han havde sine kostbare Sager, staaer aaben og gandske tom. Men hvad Pokker er dette? endnu staaer denne Jøde her.

MAGDELONE.

Maa skee det er een af min Søns Spioner. Gid jeg er aldrig ærlig, troer jeg ikke, at det er Henrich forklædt.

231

Henrich vil løbe. Jeronimus og Magdelone holder paa ham. Jeronimus griber ham i Skiægget, som falder fra.

JERONIMUS.

Ha ha, go Karl, velkommen Monsieur Rabbi!

HENRICH.

Ney Herre! siden I tog Skiægget fra, kand jeg ikke være Rabbi længer.

JERONIMUS.

Til hvad Ende skal jeg finde dig i denne Dragt? hvor er din Herre?

HENRICH.

Min Herre er - - han er, lad see! Jeg veed min Troe ikke, hvor han er. Skal jeg tage vare paa min Herre?

JERONIMUS.

Du est ikke alleene hans Tiener, men ogsaa hans Geheime-Raad. Det er vel ikke omsonst, at du er kommen i denne Dragt.

HENRICH.

Det er en Dragt, Herre! som jeg vilde bruge paa Mascaraden i Aften.

MAGDELONE.

Ach! troe ham ikke, min hierte Mand! jeg har alt haft Bud i Dag til Capion. Der blir ingen Mascarade i Aften.

JERONIMUS.

Ha ha, har I alt haft Bud? I har nok Lyst at forsøge Lykken end engang, og lyve jer en nye Feber paa.

MAGDELONE.

Ney min Troe har det aldrig været min Tanke. Jeg vilde kun vide det for at hindre jer Søn Leander.

JERONIMUS.

Det er ikke min Søn, det er jer Søn; thi han slægter sin Moer paa udi Galskab. Men nu er det, som meer vigtigt er at tale om: Siig frem du vanartige Skielm, hvor min Søn er.

HENRICH.

Jeg veed min Troe ikke Herre!

JERONIMUS.

Hej Arv! Jeg skal straks komme dig til at bekiende.

HENRICH.

Ach Herre! hvordan skal jeg bekiende, naar jeg ikke veed?

ARV.

kommer ind. Vil Herren noget?

JERONIMUS.

Der er 2 Soldater i Gaarden, som hugger Brænde, lad dem strax komme hid.

232
HENRICH.

Ach Herre! vær naadig.

JERONIMUS.

Skal man ikke kunde tvinge saadan Karl til at bekiende? det skulde være meget.

Tvende Soldater kommer ind.

JERONIMUS.

Tar mig fat paa denne Karl.

HENRICH.

Ach Herre, jeg vil bekiende: Min Herre er løben bort med den Jomfrue, som han forliebede sig udi paa Mascaraden.

JERONIMUS.

Hvor holder han sig oppe da?

HENRICH.

Det veed jeg min Troe ikke.

JERONIMUS.

Trækker ham ind, og kaster ham ned i Kielderen, og binder Hænder og Fødder paa ham.

HENRICH.

A---- jeg vil giøre min Eed paa, at jeg ikke veed, hvor han er.

JERONIMUS.

Du kand maa skee ikke komme det ihu, men naar Pidsken kommer til at dantze paa din Ryg, skal du strax faae din Hukommelse igien. De gaae.

SCEN. 10

LEONARD.

alleene. Nu har jeg nogen Haab at bringe min Datter til Raison, tilforn agtede hun hverken Vrede eller Forældres Forbandelse. Men nu nyelig, da jeg talede med hende, fornam jeg, at Feberen havde sagtet sig lidt; thi hun begiærede, at være en halv Times Tid alleene for at betænke sig. Saa er det, Himmelen skee Lov! en god Begyndelse. Ach Himmel! hvor kand dog unge Mennesker forfalde til Galskab. Det er farligt at leve for dem udi disse store Byer. Men jeg haaber, at jeg skal overvinde alle disse U-lykker, og at jeg inden en halv Time skal see Leonora for mig paa Knæ bedende om Forladelse. Og ligesom det gaaer hende, kand det og gaae Jeronimi Søn. Men jeg maa hen og fortælle Jeronimus denne Forandring.

233

SCEN. 11

Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

vender sig mod sit Huus. Skynder jer nu Karle, og tar Byens Tienere med paa Vejen.

LEONARD.

Hvad Pokker er der paa færde? Hør kiære Svoger! er der nogen U-lykke?

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger! Til de indenfore.

Og lov dem en raisonnabel Discretion.

LEONARD.

Men siig mig, hvad er dog paa færde?

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger!

I maa iile, som I skulde løbe til Maals; thi I kand ellers komme for silde.

LEONARD.

Ej giv mig dog lidt Oplysning herom.

JERONIMUS.

til Leonard. Hans Tiener, Hr. Svoger!

Og vil han giøre Modstand, saa maa Betienterne bruge Gevalt.

LEONARD.

Har der været Tyve i hans Huus, Svoger?

JERONIMUS.

Hans Tiener, Hr. Svoger!

Og seer til, at I faaer fat paa Skiøgen med, at vi kand faae hende i Spindehuset.

LEONARD.

Hvad fattes kiære Svoger? Der maa være en stor U-lykke paa færde.

JERONIMUS.

Forlad mig, at jeg ikke har kundet svare ham tilforn. Det vil give sig inden en Time, om vi blir Svogre eller ey.

LEONARD.

Hvi saa?

JERONIMUS.

Min Søn er løben bort med den forbandet Skiøge, som han er bleven forliebt udi paa Mascaraden.

LEONARD.

Ach hvilken U-lykke! nu kom jeg at bringe Glædskabs Tidender om min Datter, at hun begynder at gaae i sig selv igien.

JERONIMUS.

Ach jeg arme elendige Menneske! des større U-lykke er det for mig, om vi ikke finder ham.

LEONARD.

Ach Hr. Jeronimus! posito, at I ikke finder ham, hvad vil I da giøre?

234
JERONIMUS.

Da vil jeg forlade mit Huus, og sørge mig ihiel paa Landet.

LEONARD.

Ach ney Hr. Jeronimus! I maa lade see, at I er en Christen, og ikke lade Sorg tage overhaand.

JERONIMUS.

Intet i Verden trøster mig da, men jeg døer visselig.

EN DRENG.

kommer ind. Her er en liden Seddel, Hr. Leonard, som en Pige flydde mig at levere ham.

LEONARD.

læser: Min Herre! I kand lære af denne Historie, hvor høylig Forældre synde, der vil tvinge deres Børn at gifte sig mod deres Villie. Eders Datter Leonora, for at undgaae det hun blev trued med, styrtede sig i min Nærværelse ned udi den dybeste Park udi Haven, hvor hun druknede. Jeg kunde ikke redde hende, retirerede mig derpaa i mit Kammer, og skrev disse Linier. I faaer maa skee mig ey heller meere at se.

Pernille.

LEONARD.

Ach ach, du u-gudelige Leonard! du est ikke værd at leve, der har bragt din Datter til saadan Fortvilelse. Jeg vil strax hen og følge hende efter.

JERONIMUS.

Det forbyde Himmelen!

LEONARD.

Slip mig Hr. Jeronimus! jeg er den slemmeste Misdædere, som kand gaae paa Jorden.

JERONIMUS.

Ej Hr. Leonard! han kand trøste andre, men veed saa lidt at skikke sig i sin egen Modgang.

LEONARD.

Ach! lad mig dog gaae for at fuldføre mit blodige Forsæt.

JERONIMUS.

Ej Hr. Leonard! betænk, at I er en Christen, hvis Pligt det er at staae imod all Modgang.

LEONARD.

Jeg har ey alleene mist min eeneste Datter, men jeg har selv myrdt hende.

JERONIMUS.

I har ikke giort andet, end hvad en Far kand med god Samvittighed giøre. I har villet have, hun skulde holde sit Løfte. I vilde, at hun skulde vel forsørges. Jeg har ført samme Conduite med min Søn.

LEONARD.

Men er det vel giort? I er at laste, som har villet tvinge jer Søn, og jeg langt meere, som har fristet 235 en skrøbelig Jomfrue over hendes Formue. Lar os eftertænke, Hr. Jeronimus, hvad Mennesker ere; lar os eftertænke, hvad Ungdom er, og hvad vi selv har været. De samme Fejl, som vi har begaaet vor heele Ungdoms Tid, søger vi at dempe hos vore Børn ved Tyrannie, som dog ikke ere andet end rigtige Copier efter Originalen; vi maa skamme os ved vor Herredomme, som vi øve med saa liden Føye. Det skal heede, at vi stræber for vore Børns Velfærdt, og dog søge vi alleene vor egen Fordeel. Havde min Datter ikke haft saa megen Arvedeel udi Vente, saa havde I maa skee bekymret jer lidt om denne Sag, og maa skee det havde gaaet mig ligeledes. Der kand intet siges til min Forsvar. Jeg har myrdet min Datter, vil derfor følge hende efter.

JERONIMUS.

Ej lad ikke den onde Aand tage overhaand hos jer, Hr. Leonard. Betænk, at det er ikke alleene jer Legeme, I vil opofre, men ogsaa jer Siæl.

LEONARD.

Hvo kand raisonnere udi saadan U-lykke?

JERONIMUS.

I skal ikke faae lov at gaae fra mig, førend I er bleven anderledes til sinds.

LEONARD.

Ach ach!

SCEN. 12

Betienterne komme indtrækkende med Leander og Leonora. Pernille. Jeronimus. Leonard.

JERONIMUS.

Est du der Forræder, som ved et u-gudeligt Levnet vil bringe dine Forældre for Tiden i Graven?

LEANDER.

Jeg har intet ont bedrevet. Jeg har fattet Kiærlighed til en smuk fornemme Jomfrue, som her staaer.

JERONIMUS.

Er du den Skiøge, som har forført min - - - -

LEONORA.

Jeg er ingen Skiøge, jeg er en brav Mands Datter fra Jylland.

236
JERONIMUS.

Ja vist, de sige saa alle disse Nat-Frøikener: Vi er nys kommen fra Jylland eller Lolland; da de dog har siddet udi fuld Næring her i Byen udi nogle Aar.

LEONORA.

Jeg kand overbevise jer, at jeg er en ærlig og fornemme Jomfrue.

JERONIMUS.

Ja vist, om ikke af andet, saa af jere Gierninger, i det I har villet forføre et ungt Menneske, og komme ham til at løbe af sine Forældres Huus. Hvis Datter er I da, med Forlov?

LEONORA.

Min Fader er Leonard Hansen, som er for nogle Dage siden kommen hid til Byen for at gifte mig med en ung Person ved Navn Leander, men saasom ----

JERONIMUS.

Ha, ha! I har ikke lært Konsten at lyve subtilt nok. Hr. Leonard havde kun een Datter, men hun er allereede Fanden i vold. I skal strax blive røbet, her er Seignr. Leonard.

LEONORA.

Min Far!

Leonard staaer imidlertid fravendt, grundende og heldende med Hovedet.
JERONIMUS.

Monsieur Leonard, seer jer lidt om.

LEONARD.

Ach Himmel! hvad seer jeg? det er min Datter.

LEONORA.

paa Knæ. Ach allerkiæreste Far, forlad mig, at jeg har syndet saa grovelig imod ham, og spillet saadan Intrigue. Kiærlighed til denne unge Person har bragt mig dertil, og saasom I har villet tvinge mig til Jeronimi Søn Leander, som jeg aldrig har seet, saa - - - -

LEONARD.

Ach Himmel! er det mueligt?

JERONIMUS.

Ach! hvilket Eventyr!

LEONARD.

Stat op min kiære Datter! der staaer den Leander, som du har løbet bort med af Frygt for at blive hans Hustrue.

LEONORA.

O en underlig Hendelse! er det Leander, som jeg har flygtet med, for at blive fri for Leander?

237
LEANDER.

O en selsom Historie! er det Leonora, som jeg har skyet af Kiærlighed til Leonora?

JERONIMUS.

Kiære Børn! disse Fortreedeligheder, disse Hendelser skal opmuntre jer til at elske hinanden desmeere. Hør, lad Henrich strax komme ind udi den Stand, som han er, og siger ham intet af dette, som er skeet.

LEANDER.

Tillader mig da kiære Forældre, at jeg omfavner min Kiæreste. De omfavne hinanden.

LEONORA.

O en lyksalig Vildfarelse! jeg har haft Afskye for den, hvilken jeg alleene har elsket.

LEANDER.

Og jeg har været færdig at gaae i Døden af Kiærlighed for den, hvis Navn har været mig en Forskrækkelse.

JERONIMUS.

Jeg vilde gaae i Graven af Sorg, efterdi min Søn mod min Villie elskede den, som min Villie alleene var, at han skulde elske.

LEONARD.

Og jeg har hadet min kiære Datter for U-lydighed, alleene efterdi hun var mig lydig.

SCEN. 13

Henrich bagbunden. De andre.

JERONIMUS.

Henrich! kiender du disse tvende Personer?

LEANDER.

Henrich! denne Jomfrue, som jeg har flygtet med for at blive Leonora qvit, er Leonora selv, Hr. Leonards Datter.

HENRICH.

Ach Himmel, er det mueligt! nu føler jeg ikke meer de Hug jeg har faaet.

LEANDER.

Du skal belønnes for din Troeskab.

HENRICH.

Hej! er der ingen Anstalter? Hvorfor løser I Hunde mig ikke?

JERONIMUS.

Løser ham strax.

HENRICH.

bekigende dem. Er I Leonora, Hr. Leonards Datter?

238
LEONORA.

Ja, jeg er Leonora og Leonores Rival tillige.

HENRICH.

Og I Monsieur Leonard! er I denne Jomfrues Far?

LEONARD.

Ja Cammerat! det er min Datter, som paa een Dag har taget Livet af mig og givet mig Liv.

HENRICH.

Saa er her og spilled en Comoedie.

LEONARD.

En selsom Comoedie.

HENRICH.

Men hvad Satisfaction skal en brav Mand, som jeg, nyde for den Tort mig er vederfaret?

JERONIMUS.

Giv dig tilfreds. Leander opreiser nok din Skade.

HENRICH.

Vil I give mig denne Pige til ægte?

LEONARD.

Kand du vinde hende selv, saa seer jeg det gierne.

HENRICH.

Lille Fæstemøe! vil du have mig?

PERNILLE.

Ja nok.

HENRICH.

See engang hvor lykkelig vi er mod fornemme Folk, vi veed endnu ikke hinandens Navn, og kand dog maa skee komme til at holde Bryllup denne Aften. Det er kun fornemme Folks Kjærlighed, man kand udføre i Comoedier; men vi andre gaaer lige til, og har kun to smaa Tempo at tage i agt, nemlig: Schlaget an, og gibt Füür. Men Hr. Jeronimus, I kand lære af denne Historie, at Mascarader har ogsaa sin Nytte; thi denne Vildfarelse har formeeret de forlovede Personers Kiærlighed, og derforuden skaffet mig denne smukke Pige paa Halsen; thi den har givet Anledning til en angenehm Comoedie, som endes med Bryllupper baade for og bag, saa vi faaer alle nok at bestille. Og I Messieurs, som har bundet og pryglet mig, paa det I ogsaa ikke skal være ørkesløse, saa gaaer hen og henger jer selv.

239

Mascarade
Noter

S. 175
gnikkende, gnidende. - gispende, gabende.

S. 178
Kiselinker, nedsættende Udtryk om Kvinder; letfærdige Kvinder. - getneene, almindelige, simple; jævne. - Pomerantz, Appelsin. - har Tandpiine, er i Omstændigheder.

S. 179
subtil, fin, snedig, - Folie d'Espagne, fr. en Solodans. - admirabelt, beundringsværdigt. - capable, fr. i Stand til.

S. 181
banqveteret, spist dyrt paa Restaurant. - iblant, en Gang imellem, somme Tider. - indgetogen, tilbagetrukken, stilfærdig. - beklikkede, tilsølede. - Gyldenlund, nu Charlottenlund.

S. 182
løber med Liimstangen, gaar galt i Byen. - Spindhuset, Kvindefængslet.

S. 183
straffe, irettesætte. - Poenitentze, Bod. - Conjuncturene, Forholdene.

S. 184
Straten-Junker, Laps, Modejunker; Eventyrer. - insinuere jer, gøre jer vellidt.

S. 185
Parole, Løfte. - besynderlig, især. - Sparlagens-Prædiken, Gardinprædiken; Straffetale. - Machiner, Paafund.

S. 186
Invention, Trick.

S. 187
Otting, Vs Tønde.

S. 189
Overgaars, Forgaars.

S. 191
Intermedium, lat. Mellemspil.

S. 193
Coutillion, fr. cotillon, fransk Selskabsdans. - Soufflet, fr. Ørefigen. - Ein Mahl ist kein Mahl, ty. een Gang er ingen Gang.

S. 195
distinguere sig, udmærke sig.

S. 196
Vellyster, Forlystelser. - Conduite, Opførsel. - pardonnere, tilgive. - staaer mig for Hovedet, foruroliger, generer mig; ligger mig paa Sinde. - det vil ikke sige, det betyder ikke noget, det gør ikke noget. - stimet, moret sig (støjende), lavet Halløj.

S. 197
diverterer sig, morer sig. - for Tiden, før Tiden.

S. 198
movere, bevæge. - approbere, godkende, billige.

S. 199
skikkelige, respektable. - grande Mode, fr. højeste Mode. - til den tredie Sted, til en tredje, til en eller anden. - Friderichs-Dal, Frederiksdal ved Furesøen.

S. 200
ubesværget, ubesværet, d.v.s. uden Fortrydelse, venligst.

S. 201
Invention, Opfindelse. - regierede, regulære. - det er ikke Folks Lejlighed, det passer ikke Folk, det er ikke Folk belejligt.

S. 204
Cupido, Elskovsguden. - Ane Hattemager, Bordelværtinde i København. - angenemme, behagelige; nydelige.

240

S. 205
Honneur, Ære.

S. 206
prostituere, skandalisere. - Kastekiep, Kastekæp; i overført Betydning: ringeagtet, ubetydelig Person. - ungefehr, omtrent.

-Tamper-Retten, Domstolen for Ægteskabssager. - Rector og Professoribus, det var Universitetsprofessorerne (Konsistorium), som indtil 1771 dømte i Ægteskabssager.

S. 207
begiæret, begæret til Ægte. - tilforn, tidligere.

S. 209
befodre, befordre, fremme. - Præparatorier, Tilberedelser, Forberedelser. - Slutteriet, Gældsfængslet (som laa Hestemøllestræde).

S. 211. Byens Folk, Politiet.

S. 212
pousserer, fremdriver.

S. 216
bestandig, trofast.

S. 217
Item, lat. endvidere, fremdeles. - haanlig, vanærende.

S. 218
meriterer, fortjener. - Caprioler, Krumspring. - Calvinist, Ifølge Calvin er Menneskets Villen og Handlen forudbestemt. Gud har bestemt nogle Mennesker til Frelse, andre til evig Fortabelse.

S. 219
Reputation, Anseelse. - Pust, Sammenstød, Dyst. - Rokkehoved, i Folketroen Betegnelse for visse Misfostre (ellers: kegleformet Træstykke øverst paa Rokken, om hvilket Materialet, der skal spindes til Garn, bliver svøbt).

S. 220
confunderet, forvirret. - Pynte, Finte, Kneb. - staaer i Beraad, er i Tvivl; overvejer. - Raison, Grund. - Skuffer, svigefuld Person, Bedrager.

S. 221
Courage, fr. Mod.

S. 222
Akkermær, Rakkermær, egl. gammel, udslidt Hest. Brugt som Skældsord til Kvinder.

S. 223
Irring, Vildfarelse, Misforstaaelse.

S. 224
Varulv, i Folketroen en Mand forvandlet til Ulv og som saadan Anstifter af Ondt. - Capsuun, Bidsel. - figte, fægte, kæmpe. - Suite, Følge, Resultat.

S. 225
gøre sin Far saa troe!, faa sin Far til at tro det. - til Spiir, indtil 1693 havde den tyske Rigskammerret Sæde i Speyer. - Prætentioner, Fordringer, Krav.

S. 226
Abi etc. og Candelabro etc., Vrøvlesprog. - Ja freylich etc., ty. Javist, Hr., jeg taler Westfalsk. - Ich dachte etc., Jeg tænkte, at Herren ogsaa var et af Israels Børn, thi Herren har et fuldkommen jødisk Ansigt. - Aber recht etc., Men alvorligt talt, min Herre, er han ikke en Portugiserjøde? Jeg synes, jeg har set ham i Synagogen i Altona.

S. 227
Thalmud, Talmud, en gammeljødisk Lovsamling. - Alcoran, Koranen. - Um Verzeihung etc., Om Forladelse da, min Herre. - Der Herr sagt etc., Herren siger, at der ikke har været nogen Talmud eller Alcoran i hans Hus. - Gehe man, gaa blot.

241

S. 228
Das ist etc., Der er en meget stor Forskel, Hr., mellem Koranen og Talmud. - Der Thalmud etc., Talmud er skrevet af den tyrkiske Gud Muhamed. - Aber der Alcoran etc., Men Koranen, min Herre, det er en hellig Bog. - Der Nahm etc., Navnet Alcoran vil sige saa meget som en Jødebibel og kommer af to kaldæiske Ord Al og Coran. Al betyder ...

S. 229
Schmautz, ty. Schmaus, Smovs, Jødesmovs.

S. 230
Mademoiselle, fr. Frøken. - filoutere, fraliste.

S. 231
Geheime-Raad, hemmelig Raadgiver.

S. 232
Hvor holder han sig oppe, hvor opholder han sig.

S. 233
Byens Tienere, Politiet. - en raisonnabel Discretion, en klækkelig Dusør. - Gevalt, Magt. - posito, lat. sæt.

S. 234
Park, Sø. - retirerede mig, trak mig tilbage. - ført samme Conduite med, optraadt paa samme Maade overfor.

S. 235
Formue, Evne. - men ogsaa jer Siæl. Selvmord regnedes for en Dødssynd; en Selvmorder maatte ikke begraves i indviet Jord. Derfor siger Jeronimus i næste Scene, at Leonora er »Fanden i Vold«.

S. 237
er der ingen Anstalter, foretager man sig ikke noget?

S. 238
Satisfaction, Oprejsning, Erstatning. - Schlaget an etc., Læg (Geværet) an; fyr!

JACOB VON TYBOE
Eller
DEN STORTALENDE SOLDAT
Comoedie

244

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • VERTEN
  • VON TYBOE
  • CHRISTOFF
    hans Tydske Tiener
  • PEER
    hans Tiener
  • JESPER
    Snyltegiesten
  • MAG. STYGOTIUS
  • JENS
    hans Tiener
  • LEONARD
  • LEONORA
  • LUCILIA
  • PERNILLE
245

Jacob von Tyboe
Indledning

Under sin Omtale af denne Komedie, som blev opført i Foraaret 1725, siger Holberg, at den gjorde Lykke hos Tilskuerne, skønt den er i den gamle Smag og har Plautus' Den stortalende Soldat, Miles gloriosus, som Mønster. Med stort Talent har Holberg gjort den antikke Kolorit københavnsk. Snyltegæsten, parasitus, Manden som med Smiger og Kunster gør sig fortjent til det sene og store Maaltid, der stadig er Sydboernes vigtigste, var en almindelig Mennesketype i Grækenland og Rom, men har næppe nogensinde været udbredt hos os. Holberg tager Figuren og sørger ved Aabningsmonologen for, at den slet ikke føles litterær, men lokal og aktuel. Vi tror paa, at Jesper Oldfux stammer ned fra hjemlige Snyltegæster - og dog er dette Tema laant fra en anden Plautus-Komedie, Persa, Vers 53 ff, hvor Parasitten Saturio siger: »Jeg bevarer, jeg fortsætter mine Forfædres gamle Bedrift, og jeg dyrker den med stor Pietet. For aldrig har der været nogen af mine Forfædre, som ikke har fyldt sin Mave ved Arbejde som Snyltegæst. Min Far, Farfar, Oldefar, Tipoldefar, Tiptipoldefar, Tiptiptipoldefar har ligesom mig spist ved fremmed Bord«. Komedien orn Den stortalende Soldat har et Forspil, hvor Lejetropsføreren Pyrgopolinices, dvs. Taarnstadbetvingeren, lader sig opvarte af Middagsjægeren Artotrogus, dvs. Brødgnaveren, som erklærer, at den store Krigsmand har knækket Laaret paa en Elefant, at han paa en Dag ihjelslog 150 Mand i Cilicien, 100 i Schytholatronien, 30 Sardere, 60 Macedonere - og i alt er naaet op paa 7000 Mennesker. Officeren er tilfreds: »I Sandhed, du 246 har en ypperlig Hukommelse«. Snyltegæsten svarer: »Det er din gode Mad, der hjælper paa den«. Herren lover, at han ikke skal savne Mad, saa længe han opfører sig som hidtil. Glad udbryder Snyltegæsten da: »Naa, og saa i Cappadocien, hvor du havde slaaet 500 ihjel paa én Gang med ét Slag, hvis ikke din Sabel havde været sløv«. Den Tapres Myrderier er det ene Tema i Konversationen, rigtignok »Bedrifter, som du aldrig har udført«, meddeler Parasitten i en afsides Bemærkning. Den anden er den Uovervindeliges Skønhed: »Dig elsker alle Fruentimmer . . . Som nu f. Eks. de to, som i gaar nappede mig i min Kappe«. Hvad sagde de da til dig? »De udspurgte mig ivrigt om dig. Er han dér Achilles?, sagde den ene til mig. - Nej, svarede jeg, men det er hans Broder. Saa sagde den anden af dem: Saa kan jeg, ved Castor, godt forstaa, at han er saa smuk, sagde hun til mig, ja, og at han ser saa nobel ud: se blot engang, hvor Lokkehaaret klæder ham! Sandelig, lykkelige er de Kvinder, der ligger hos ham!«. Og de vilde absolut have Artotrogus til at føre den flotte Officer hen i deres Gade. »Det er dog, siger den ligesaa smukke som tapre Pyrgopolinices, en umaadelig stor Ulykke for et Menneske at være umaadelig smuk«. Det er med Inspiration i disse Replikker, at Holberg skriver sin vidunderlige 2. Akt. Den romerske Snyltegæst bliver en københavnsk Tjenerskikkelse, slagfærdig og fræk, som senere Karl Larsens Hans Peter Egskov. Det er ikke tilfældigt, at den storpralende Officer er fra Jylland. Jyder har hos Holberg Ry for at prale og lyve. En Bonde i Ulysses von Ithacia anser Chilian for Jyde, eftersom han »saa brav kan fortælle Eventyr« (5. Akt, 2. Scene).

Litteratur.Titus Maccius Plautus. Den stortalende Soldat (Miles gloriosus) oversat af M. Cl. Gertz. 1913. - E. Spang-Hanssen i Danske Studier 1964, S. 118 og 1968, S. 104-09.

247

ACTUS I

SCEN. 1

JESPER OLDFUX.

Vil nogen vide mit Navn, saa heeder jeg med Permission at sige Oldfux. Vil nogen viide min Handteering, da er jeg en Snyltegiest til Tieneste. Vil nogen vide, hvad min Far var, ogsaa en Snyltegiest; min Farfar ogsaa en Snyltegiest; min Olde-Far ogsaa en Snyltegiest. Saa jeg kand regne mine sexten Ahner af deslige Folk. Vil nogen spørge, hvem jeg holder Venskab med, svarer jeg: Alle Mennesker. Vil nogen viide, hvem jeg er troe, svarer jeg: Ingen uden Monsr. Leonard. Vil nogen viide, hvorfor jeg er ham troe, saa 248 studser jeg og blir skamfuld; thi derudi synder jeg mod Professionen, og vanslægter fra mine kiære Forfædre, som skare alle over een Kam. Her udi dette Huus paa den venstre Haand boer en fornemme men fattig Kone ved Navn Leonora, hun har en kiøn Dotter, som heeder Lucilia, udi hvilken 3 Personer har forliebet sig. Den første kalder sig Jacob von Tyboe, en Karl der udi mine Tanker har en Skrue løs i Hovedet. Han siger sig at have været i Tieneste udenlands, hvorvel han har aldrig kunnet viise noget Pas eller Afskeed. Andre Officerer her i Byen holde gode Miner med ham, og titulere ham nu Hr. Captain, nu Hr. Major, nu Hr. Oberst, ligesom han tracterer meer eller mindre til. Naar han taler om sine Bedrifter, lader de som de hører det an med Forundring; Naar ham skeer nogen Tort, tage de ham i Forsvar; Naar han behøver Soldater, laaner de ham gierne, og retter dem af, hvordan de skal omgaaes ham med Respect og Ydmyghed. Summa Summarum: Han er Divertissement for den heele Guarnison. Den anden heeder Styge Stygesen, men siden han kom fra Rostock skriver sig Magister Stygotius. Han passerer for det samme blant lærde Folk, som den første blant Officiers. Den tredie er en fornemme ung Person ved Navn Leonard, som ingen Midler har, men skal arve en riig Farbroder, som gaaer paa Gravens Bræde. Disse 3 frier alle til Jomfrue Lucilia. Moeren og Kammer-Pigen Pernille, som har meget at sige udi Huuset, er for en af de 2 første, men Jomfruen selv for den sidste. Jeg holder Venskab med Stygotius og von Tyboe, endeel for de Smautzer jeg nyder hos dem, endeel for at udspionere deres Anslag, og give Monsr. Leonard dem tilkiende. Men der seer jeg Monsr. Leonard komme, som jeg nyelig talte med om hans Kiærlighed, men maatte bryde af, eftersom andre kom imellem.

249

SCEN. 2

Leonard. Jesper Oldfux.

LEONARD.

Ach Jesper! hvad Forhaabning skulde jeg vel kunde have, der har 2 saa mægtige Rivaler?

JESPER.

Jeg troer det nok. Det er jo to forbandede Rivaler, den eene er en Nar, og den anden en Pedant.

LEONARD.

Hvad vil det siige? Jesper.

JESPER.

Det vil siige saa meget, at Jomfrue Lucilia, hvorvel hun er ung, saa er hun dog saa skiønsom, at hun fatter aldrig Kierlighed til nogen af dem; thi naar man støber dem begge sammen, deres Forstand, Dyd, og Artighed, saa kand det altsammen dog ikke beløbe sig til saa meget got, som man kand finde hos en maadelig Hest. Den eene er saa ravgal, at jeg kand bilde ham ind, at han har giort langt større Bedrifter i Verden end Alexander Magnus, at Printz Absalon er ikke at ligne mod ham udi Skiønhed, og at hver gang Sang-Klokkerne gaaer, at det er for et Fruentimmer, som er død af Kierlighed til ham. Den anden er gal af lutter Latinske Gloser og Distinctioner, taler Græsk endogsaa til Fruentimmer, og giør Amour udi lutter Syllogismer, og har derforuden sligt et Skolemester Ansigt og slige Magistralske Gebærder, at, naar I seer ham langt fra, skulde I tænke, at det var en gammel Latinsk Autor classicus, og at Gud og Naturen havde skabt ham alleene til at staae paa en Hylde blant andre Folianter eller Qvarter. Meener Monsieur, at Jomfrue Lucilia kand fatte Kierlighed til en gammel Spende-Bog, til en Autor, til en - - -

LEONARD.

Men Jesper, du veed jo Conjuncturerne ligesaa vel som jeg, at hun regieres af en gierig Moder, der seer kun efter Penge.

JESPER.

Bekymre jer kun intet om Sagen, Monsieur; Jeg vil opspinde noget, hvorved I skal blive hiulpen.

LEONARD.

Du har jo fri Adgang til dem begge?

JESPER.

Ikke alleene fri Adgang, men jeg er deres beste 250 Ven, som de fortroe alt, hvad som ligger dem om Hiertet. Men der seer jeg Tyboes Tiener Peer kommer, der er nyelig kommen i hans Liberie, lad os gaae lidt til Side.

SCEN. 3

PEER.

Det maa dog være en skiøn Bestilling at være Poet, thi man kand samle Penge, som Græs, derved. Jeg kand derfor ikke begribe, hvorfor de fleeste dog see saa pialtede ud; thi naar jeg seer een i en gammel sort Kiole med et Hierte paa Albuen, saa er jeg hart ad vis paa, at det er en Poet. De maa drikke de Hunde. De maa sætte alt, hvad de vinder, strax i Halsen paa sig. Min Herre Von Tyboe har skikket mig ud at opleede en Poet, og givet mig 2 Rdlr. med til et Vers, som han vil skikke til Jomfrue Lucilia, saasom hendes Kammer-Pige Mammeselle Pernille har hemmelig ladt ham viide, at det i Dag er Jomfruens Navne-Dag. Men som min Herre og jeg ere lige gode Poeter, saa maa man betiene sig af andres Hoveder dertil. Det er en forbandet Pige den Pernille. Jeg har endelig kun talt med hende et par gange, thi jeg er nyelig kommen i Tieneste hos Von Tyboe; men jeg har den korte Tiid merket, at de For æringer som hun raader os at giøre til Jomfruen, bestaaer kun i Vers og Musiqve for Dørren, men hendes egne Foræringer udi Penge, og det alt udi Kroner, for hvilke jeg kand vidne, at vi nyelig har givet 14 pro Cento hos denne forbandet Jøde, som boer her i Gaden, og de siger dog, at han er den billigste. Det er dog nogle egne Folk disse Jøder, man skulde forsvære, at der var mindste Christendom eller Samvittighed hos dem. Men jeg maa see, jeg faaer fat paa en Poet. Naar man vil have fat paa de Diævle, saa er de ikke at finde, men naar man ikke trænger til dem, seer man lige saa mange som Fluer i September Maaned. See der seer jeg een, mon det er ingen Poet? Ney det er et Menneske. 251 Den Dreng maa jeg tale med, thi han har saadant naragtigt Ansigt.

SCEN. 4

Peer. Jens.

PEER.

vinker ad ham. Hør Cammerad! eet Ord.

JENS.

Vil der nogen tale med mig?

PEER.

Ney, jeg vil min Troe ikke.

JENS.

Hvad vil du da?

PEER.

Skal jeg giøre dig Regenskab for hvad jeg vil?

JENS.

Du maa ikke være rigtig i Hovedet; Han raaber 252 først paa mig, og siden blir vreed, naar man spør, hvad han vil.

PEER.

Jeg vil, min Troe, kun see paa dig, (sandt at siige) thi jeg saae dig gaae forbi vor Port, og mig siunes, du havde saadant naragtigt Ansigt.

JENS.

Den Karl er aldrig rigtig i Hovedet. Hvem tiener du hos?

PEER.

Hos min Herre.

JENS.

Det var endnu det klogeste, jeg har hørt af din Mund. Men har du seet mig tilforn?

PEER.

Jo mig synes, jeg havde den Ære at see dig forgangen For-Aar paa et Ostindiske Skib staaende paa Dekket i en Lænke, men da var du gandske loeden og havde 4re Been.

JENS.

Gaae Fanden i Vold din Spotte-Fugl; Du er ligere en Abe end jeg, thi du har ikke alleene Abe-Ansigt, men og Abe-Noder.

PEER.

Ey Landsmand! fortænk mig ikke, at jeg bruger Lystighed; thi jeg seer saa meget Galskab i det Huus, hvor jeg tiener.

JENS.

Hvor tiener du da?

PEER.

Jeg er nyelig kommen at tiene hos en Krigs-Karl ved Navn Jacob.

JENS.

Ja endnu er jeg lige klog, uden du siger mig hans Tilnavn.

PEER.

Han heeder Jacob von Tyboe.

JENS.

Ach jeg kiender ham, det er jo en Nar.

PEER.

Han er ikke med de Klogeste, det er min Troe sandt nok du siiger, men ellers har han dog god Forstand. Men hvem tiener du hos?

JENS.

Jeg tiener hos Magister Stygotius.

PEER.

Ach jeg kiender ham, det er jo en Nar.

JENS.

Ey Snak, det er en brav studeret Mand, jeg har hørt mange forundre sig, hvor han kunde blive saa lærd, eftersom han er kun fød i Christen Bernikovs Stræde.

PEER.

Ja maaskee han er bleven trykt paa Studengaarden 253 eller Regentzen, men publicered udi Christen Bernikovs-Stræde.

JENS.

Hvor han er giort eller ey, saa er han saa lærd, at han kunde være en Postil, naar det skulde være.

PEER.

Kand han læse hvilken Dansk Bog han vil?

JENS.

Hvilken Taasse! han skulde være Magister, og ikke kunde læse?

PEER.

Ja jeg veed ikke hvad der udfordres til at være Magister, jeg vil gierne tilstaae, at han er lærd, men derfor kand han vel være en Giek. Han kand være en vel-studeret Nar.

JENS.

Du est noget nær ved Texten.

PEER.

Saa kand vi to regne os i Svogerskab; thi vi tiener i een Familie. Men hør Cammerad! nu vil jeg min Troe tale Alvor: Siig mig for Svogerskabs skyld, hvad vil det Ord VON egentlig siige i det Tydske Sprog? Jeg kand, uden mig selv at roese, tale mestendeels alt, hvad jeg vil, paa Tydsk, men der er dog visse Ord, som jeg ikke forstaaer; skrive kand jeg det perfect, men ikke læse det.

JENS.

Hvorfor spørger du saa om det Ord VON?

PEER.

Jo, fordi jeg har hørt, at min Herre heedte Jacob Tyboe i gamle Dage, da han ikke var saa meget, som han nu er, men da han kom høyere op, lod han sig kalde Von Tyboe. Hvorfore kalder din Herre sig ogsaa ikke Von Stygotius?

JENS.

Ney, vi Lærde have ikke den Mode; vi bruge i steden for det Ord VON, som Krigs-Mænd sætte for deres Navne, det Ord US, som vi hefte meget net bag til.

PEER.

Hvad heedte da din Herre, før han tog Graden?

JENS.

Styge.

PEER.

Saa bør han da nu heede Stygeus.

JENS.

Ney det blev for plat; man fylder det gierne op med Bogstaver imellem for Klangens skyld.

PEER.

Men staaer det dog fast, at det Ord bliver altid syed bag til, saa man kand aldrig sige UsStyg?

254
JENS.

Ney vi bruge ikke den Tale-Maade; Vi ere tvert imod eder, saavel herudi som i alle andre Ting. Om din Herre, for Exempel skyld at tale, var lærd, blev han kaldet Tybotius i steden for Von Tyboe.

PEER.

Ja jeg forstaaer endelig saa vidt din Meening. Vi fortaler vore Herrer, og I bagtaler dem, naar de blive til noget. Men det er endelig ikke den Materie jeg vilde tale om. Jeg vilde ikkun viide, hvad det Ord VON betyder, naar det legges for et Navn.

JENS.

VON har den samme Bemærkning hos jer, som US udi Canike-Strædet.

PEER.

Ja jeg gaaer fra dig lige saa klog, som jeg var.

JENS.

Det er selsomt, at du vil have Raison af mig til det, som all Verden ikke kand give Raison til. Hvorfor heeder een, som er fød skievbeenet, velbaaren? Hvorfor heeder een Høylærd i Dag, som neppe kunde stave i Gaar? Hvorfor skriver man Fransk Udskrift paa et Brev, som gaaer imellem Slagelse og Ringsted? Hvorfor kand man ikke hitte paa et Ord i steden for Franco? og tusinde andre Ting, som mig er umueligt at opregne.

PEER.

Det er sandt, som du siger. Jeg er kun en fattig Tienere, og kand dog begribe, at det er Galskab. Jeg tænker paa, om en Vexel ikke kunde være liige god, hvis det Ord Valuta blev skrevet paa Dansk.

JENS.

Jeg meener jo. Ligesom din Herre er ikke et Haar bedre, siden han lod sig kalde Von Tyboe, end da han heedte slet og ret Tyboe. Men man maa ikke altiid gruble saa meget, den eene maa giøre som den anden, og lade sig nøye dermed, at det er Landets Mode.

PEER.

Ja det maa være Landets Mode eller ey, saa lod jeg mig dog aldrig kalde von Peer, om jeg blev til noget.

JENS.

Ney du Nar! du maatte tage dig et Tilnavn først.

PEER.

Hvor Fanden skulde jeg faae det fra? Min Fader heedte kun slet og ret Peer, min Far-Far og Olde-Far ligesaa, jeg kand fast opregne mine sexten Ahner af lutter Peerer, som aldrig haver havt viidere Tilnavn.

255
JENS.

Ach derfor kunde du vel hitte paa noget. Hvor est du fød?

PEER.

I Europia.

JENS.

Ja det er troeligt nok; Jeg kand høre paa dit Maal, at du est en Europæer, og ingen Polakker. Men paa hvad Sted udi Landet est du fød?

PEER.

Udi Kiøbenhavn.

JENS.

I hvad Gade udi Kiøbenhavn?

PEER.

I Klæboerne.

JENS.

Ja saa skal du lade dig kalde Peter eller Peiter von Klæboe.

PEER.

Jeg faaer vist Skam, jeg staaer her saa, jeg har saa meget at forrette for min Herre. Han vil giøre Vers til en Piige paa Fransk, som han er forliebt udi; men som han ikke er studeret selv, har han bedet mig at opleede en Poet, som i hast kan smeede noget sammen for ham.

JENS.

Jeg skal viise dig een, som giør Vers for en billig Priis.

PEER.

Hvor boer han?

JENS.

Han boer udi Aabenraae, nest ved Guldsmeeden.

PEER.

Hvad er hans Navn?

JENS.

Jeg troer ikke, han har noget Navn; jeg har aldrig hørt, at han kaldes anderledes end Poeten i Aabenraae.

PEER.

Jeg veed jo Poeter bliver døbte som andre Mennesker.

JENS.

Det skal jeg ikke egentlig kunde sige dig; nok er det, at du spørger efter Poeten i Aabenraae.

PEER.

Tak for god Underretning. Jeg vil gaae lidt ind til Christoffers, og drikke en Potte Øll først, siden vil jeg hen at leede den gode Poet op. Adiøs.

JENS.

Servitør. Hvem Pokker mon det er, han er bleven forliebt udi? Det er en gangbar Syge i disse Dage. Mig synes, min Herre er heller ikke rigtig. Gaaer ud.

256

SCEN. 5

Leonard. Jesper.

JESPER.

Hillement Monsieur! det var skiønt, at vi fik saadant Forsæt at viide, nemlig at han vil have Vers giort til Jomfrue Lucilia.

LEONARD.

Men hvad vil følge deraf?

JESPER.

Deraf vil følge saa meget, at -- Lad kun mig raade.

LEONARD.

Ach siig mig dog dit Anslag.

JESPER.

Jeg skal recommendere ham til en Poet, der skal giøre ham nogle ravgalne Vers, hvorved han skal forspilde all sin Credit.

LEONARD.

Men jeg veed jo, at han læser Versene selv.

JESPER.

I hørte jo Monsieur, at han vil have Versene paa Fransk.

LEONARD.

Men end om han viiser dem til andre?

JESPER.

Det giør han aldrig; thi han indbilder alle Folk, at han forstaaer perfect Fransk, og derfor aldrig flyer Versene til nogen for at udtyde dem. Tilmed saa vil han, at ingen skal viide, at han giør Amour til nogen; thi all hans Tale gaaer ud paa, at alle Fruentimmer ere forliebt i hans Skiønhed, og at han hverken Dag eller Nat kand have Roe for dem.

LEONARD.

Vil du da agere Poet, saa maa du skynde dig, førend Tieneren kommer ud igien.

JESPER.

Ney Monsieur! I maa selv giøre det. Men der kommer Mag. Stygotius. Han skal paatage sig denne Post. Han kunde aldrig komme meer beleyligt. Gak imidlertiid lidt til Siide.

SCEN. 6

Stygotius. Jens. Jesper.

STYGOTIUS.

Hør Jens! har du ikke andet at bestille end staae paa Gaden at maabe? Veedst du ikke hvad der staaer bag i Aurora: Otium est pulvinar Diaboli: Ørkesløshed 257
258 er Dievelens Hoved-Pude? Jeg har i disse Dage saa meget Galskab i Hovedet, at jeg ikke faaer stunder at tænke paa høyt fornødne Sager. Det er dog Skam, det Skrift, som jeg har lovet saa længe publici juris facere, er ikke for længe siden trykt. Men ach! naar Amors Griller kommer et Menneske først i Hovedet, saa maa Philosophia ligge sub scamno. Naar Veneris Søn, jeg meener Cupido, faaer Plads i en Philosophi Hierte, gaaer Minerva, som ogsaa apud Poetas kaldes Pallas, fløyten. Jeg er nu til min egen Ulykke et etiam maximo Reipublicæ literariæ detrimento troffen af Cupidinis Piile. Ach Jomfrue Lucilia! Ulyksalig var den Stund, jeg først fik dig at see; Du har betaget mig all min Roelighed, du er det Objectum, som nu alleene staaer mig for Øynene, saa jeg har ingen Tanke eller Lyst meere til mine Studeringer. All min Lyst er kun at reyse eene ud paa Landet, og gaae i en Skov at sukke og klage mig for Træerne efter de gamle Hyrders Maade.

JENS.

Hvad svarer da Træerne?

STYGOTIUS.

Hold Munden din Giæk; De svare mig det samme, som de svare Hyrderne.

JENS.

Ey Herre! tag ikke saadan af sted. Der er jo ingen Festning saa sterk nu omstunder, der jo lar sig indtage. Det er jo ingen Lucretia, ingen Nonne, I er bleven forliebt udi, men en Jomfrue, som maaskee er lige saa tam som en anden. Jeg har ikke den Lykke, at kiende hende; men jeg kand tænke, hun er et Menneske.

STYGOTIUS.

Jeg kunde vel have Forhaabning, Jens, hvis Jacob Tyboe, en Officeer, var ikke min Rival, sed hine illæ lacrymæ, det er Ulykken. Han fører sig bedre op, og har fleere Penge end jeg. Jeg vil aabenbare dig den heele Sag. Jeg er nyelig bleven forliebt i en Jomfrue, den samme har en Kammer-Pige, som har saa meget at sige hos Jomfruen. Hun er Uden-Verket, som skal bestormes, førend man kand komme til Festningen, hvilket ikke skeer uden med aureis et argenteis armis, det er, med Guld og Penge. En Dag synes hun at 259 være paa min Siide, men en anden Dag vender hun mig Ryggen, og da kand jeg tænke, hun har ladet sig smørre af Tyboe. Hendes Moder ballancerer mellem os begge. Gak du kun dit Ærende, Jane. Der seer jeg Jesper komme, som har sin Gang udi Tyboes Huus. Den Karl har ret Godhed for mig; thi hvor meget got han end nyder i Tyboes Huus, saa har jeg dog merket tit, at han er meer min Ven end hans.

JESPER.

Serviteur, Hr. Magister! Det er mig kiert, at jeg finder ham. Hvor gaaer det nu med hans Kierlighed?

STYGOTIUS.

Ja hvorledes skulde det gaae, Monsr. Jesper? I veed vel selv, at min Rival har bedre Evne til at smørre Madem. Pernille end jeg. Men hvorledes gaaer det nu Von Tyboe?

JESPER.

Den Nar! Jeg kand forsikkre Hr. Magister, at jeg fortiener dyrt nok de Smautzer, jeg nyder hos ham; thi jeg hører saa megen daarlig og forfængelig Snak, at jeg er færdig at sprække. Ney da er det anden Fornøyelse at omgaaes slige Mænd som Hr. Magister.

STYGOTIUS.

Min Leylighed er ikke at giøre jer saa meget til gode, som hans.

JESPER.

Hvad vil det sige? naar jeg kun kand nyde lærde Folkes Omgiengelse, saa skytter jeg hverken om Mad eller Drikke. Hør Herre! jeg har tænkt paa et Middel, hvorved vi kand giøre Jacob Tyboe temmelig sort hos Jomfrue Lucilia.

STYGOTIUS.

Hvad er det for et Middel?

JESPER.

Nu hørte jeg nyelig Tyboes Tiener fortælle, at hans Herre vil skikke Jomfruen nogle Lykønsknings Vers i Dag, som er hendes Navne-Dag.

STYGOTIUS.

Er det mueligt?

JESPER.

Nu veed I vel, at Tyboe er en Hest, og kand ikke skrive sit Navn paa Prosa engang, langt mindre paa Vers, og derfor har han skikket sin Tienere at opleede ham en Student, der for Penge kand smeede nogen Vers sammen for ham.

STYGOTIUS.

Men hvad vil alt dette sige?

260
JESPER.

Nu vilde jeg, at vi kunde faae een underkiøbt til at giøre nogle galne Vers for ham, som skulde støde Jomfruen for Hovedet. Verset skal giøres paa et Sprog som han ikke forstaaer.

STYGOTIUS.

Hvor skal vi faae en til at agere Poet?

JESPER.

Jeg vilde gierne giøre det, dersom Tieneren ikke kiendte mig. Vil Hr. Magister ikke selv tage sig det paa?

STYGOTIUS.

Jeg saae nok heller, at en anden giorde det; thi jeg har giort min Eed ikke at giøre noget, som er Philosophien u-anstændigt. Men der kommer min gode Ven Petronius. Han er et lystigt Hoved; man kand ingen bedre faae dertil.

SCEN. 7

Stygotius. Jesper. Petronius.

STYGOTIUS.

Domine Frater! Vi har et Puds fore at spille en Tiener, som kommer ud fra dette Vertshuus. Han vil have Vers giort for sin Herre til Jomfrue Lucilia, som I kiender. Vil I give jer ud for Poet, og giøre ham nogle galne Vers, som kand spilde hans Credit?

PETRONIUS.

Alle saadanne Pudser giør jeg med Plaisier.

JESPER.

Der kommer han, tag nu fat paa ham; vi løber midlertiid til Side.

SCEN. 8

Peer. Petronius.

PEER.

Det er en forbandet Vey at gaae i saadan Slud herfra til Aabenraae. De Hundsvotske Poeter maatte boe midt udi Byen som andre Kræmmere, der have noget at selge. De maaskee boer ved Volden, at de kand see det Grønne om Sommeren.

PETRONIUS.

Nu maa jeg frem og møde ham paa Halvveyen.

Gaaer og spatzerer, som een, der grunder sterkt.
261
PEER.

Hvad mon dette være for een? Enten er han gal, eller er det en Poet. Er han ikke Poet, Monsieur?

Herpaa faaer Peer et vældigt Ørefigen, og begynder at raabe: Hvi slaaer I mig? jeg giør eder jo intet ont.

PETRONIUS.

Om Forladelse! jeg giorde det i Tanker. Naar een kommer og taler til mig i mine Concepter, faaer han Hug, derpaa skal man kiende en ret Poet.

PEER.

I maa være Poet eller Prophet, saa skal I dyre nok betale det Slag. En fattig Tiener haver og ret.

PETRONIUS.

Ey Snak! har du ikke hørt tale om Licentia Poëtica?

PEER.

Den Hore kiender jeg ikke.

PETRONIUS.

Har du ikke hørt, at Poeter have vis Frihed ved alle Love?

PEER.

Udi hvilket Capitel udi Loven staaer det?

PETRONIUS.

I det Capitel om Poeter.

PEER.

Det er best, jeg bliver ved denne, maa skee jeg kand faae to Ørefigen af den udi Aabenraae, efterdi han er den beste Poet i Byen. Monsieur! jeg vil have nogle Vers giort i en Hast; Hvordan er Priisen nu efter Torve-Kiøb?

PETRONIUS.

Hvad slags Vers vil du have? Franske eller Danske, Tydske, Italianske, Spanske, Græske, Moscovitiske, Elamitiske, Mesopotamiske, Latinske, Sverinske eller Lybske?

PFER.

Om Forladelse min Herre! jeg havde min Hat paa. Jeg vidste ikke, at han var saa lærd. Jeg vilde ydmygst bede om nogle Franske Vers for Penge og gode Ord.

PETRONIUS.

Vil du have Heroiske, Satyriske, Panegyriske, Lyriske, Sapphiske, Spagyriske, Dromedariske, Malebariske, etc. etc.?

PEER.

Hr. Doctor passer det nok selv best. De skal skikkes til een som heeder Lucilia, og boer her, men flytter tilkommende Michelsdag.

PETRONIUS.

Det giør intet til Sagen. Vil du have dem lange eller korte?

262
PEER.

Ja min Herre veed best, hvor mange Alne der gaaer til et Lykønsknings-Vers.

PETRONIUS.

Man selger dem ikke udi Alne-Tall. Ellers skal du faae et, som paa mine Ord er got, men med Condition, at du viiser det til ingen anden Poet; Thi ligesom en Klædning aldrig bliver roeset af en fremmed Skrædder, saa bliver ey heller et Vers roeset af anden Poet. Jeg har selv og, mellem os at siige, en Rem af Huden; thi om man stod med Svøben over mit Hovet, kunde man ikke faae mig til at roese det beste Vers i Verden. Det var vist paa Fransk du vilde have det Vers. Tar sin Bliant-Pen, og skriver paa et stykke Papiir.

PEER.

Vær saa god at læse det for mig.

PETRONIUS.

Mater tua lena est, tu meretrix, ancilla prostibulum.

PEER.

Det er min Troe et deyligt Vers, men det er noget kort.

PETRONIUS.

Derudi bestaaer mest Konsten, nemlig udi faa Ord at indslutte en stor Meening. Jeg er vis paa, Ovidius skulde ikke giøre det nettere.

PEER.

Ovidius? Skrædderen i Aalborg? han giør ingen gode Vers; Jeg vil forpligte mig til at giøre dem ligesaa gode.

PETRONIUS.

Ney jeg meener en gammel Poet Ovidius.

PEER.

Hvad skal dette Vers koste?

PETRONIUS.

Jeg giorde det for en anden ikke ringere end 2 Mark, men I skal have det for 28 Skilling. Thi du skalt agte, at Vers er dyrere end andet Skrift; thi Poesie er Gudernes Tungemaal.

PEER.

sagte. Mig synes, det maa heller heede Tiggernes Maal; Thi alle de Poeter, jeg har kiendt, har været Staadere. Høyt.

Ach Hr. Docter! Naar I faaer 10 Skilling saa troer jeg nok, det er betalt.

PETRONIUS.

Ja du maa legge to Skilling til; jeg skriver ikke saa meget for Penge, som for Honneur.

263
PEER.

Der haver I dem.

PETRONIUS.

Adieu.

PEER.

Servitør.

SCEN. 9

PEER.

alleene. Det er underligt slags Folk disse Poeter. Om en anden ærlig Mand giver et Ørefigen udi Tanker, trækker man ham til Daare-Kisten; Men hos dem er saadant Tegn til Lærdom og Dygtighed. Ellers fik jeg det Vers for got Kiøb. De Folk maa have nogen Frihed, efterdi de ere saa lidet interesserede; Thi hvad er dog 12 Skilling for saadan lærd Mand? Jeg forstaaer ikke Verset, men kand dog see, at det er altid sine Penge værd. Nu skal jeg bilde min Hosbond ind, at jeg har givet 2 Rixdlr. derfor, saa vinder jeg ved dette Ærende 11 Mark og 4 Skilling. Jeg haver kun liden vis Løn, maa derfor nære mig redelig ved Commissioner. Mangen brav Mand føder Kone og Børn derved udi Kiøbenhavn; Thi hvoraf skulde de gode Folk ellers leve? Hvis jeg kunde flattere, som Jesper giør for min Herre, kunde jeg have de Smautzer og de Foræringer som han faaer. Jeg skulde ikke roese mig selv; Men jeg er en ærlig Karl, der ikke kand sige andet end jeg meener. Naar min Hosbond begynder at tale om sin Manddom i den Brabandske Krig, tier Peer gandske still; Thi jeg veed, han har aldrig været paa den anden Siide af Belt, end sige udi Brabant, som ligger nogle tusinde Miile herfra. Ney, Ærlighed varer dog længst; Det heeder hos mig, som Hollænderne siiger: Thue das recht nicht, und sky den Teuffel. Kunde jeg saa vel Tydsk, som jeg kand Hollandsk, var Peer anden Mand end han er; Thi jeg haver tit hørt Alexander Skolemester siige: Hvo der kand Tydsk, og haver nogle Midler dertil, kand reyse heele Europia igiennem. Men Fanden er udi dette DER, DU, DAS, det kand man alleene fast i 14 Dage ikke lære. Gaaer bort.

264

ACTUS II

SCEN. 1

Tyboe. Jesper.

TYBOE.

Ja det var endnu intet Jesper mod den Brabands Beleyring at regne, da jeg stod paa Muuren alleene udi to Tiimer, og sloges med den heele Gvarnison. Jeg saae mig om adskillige gange, ventende, der skulde nogen komme mig til Hielp, men hverken Peer eller Povl torde driste sig til at følge mig efter.

JESPER.

Det gik mig ogsaa underlig for 2 Aar siden; jeg slog 400 Mænd alleene paa Flugten, og havde alt Anføreren i mine Hænder, men ret som jeg vilde hugge Hovedet af ham, kom en og vækkede mig op. Ja hvad staaer jeg og snakker? Det kommer ikke herved; Thi Herren giorde det vaagende. Ach Hr. von Tyboe! Man haver ikke holdet det nødigt at følge efter; I var jo capabel at tage Byen ind alleene.

TYBOE.

Jeg veed ikke, hvad deres Tanke var, men det veed jeg, at Jacob Tyboe og jeg maatte tage den heele Armee paa sin Samvittighed. Det var min Lykke, at jeg havde Ryggen fri mod en Kirke-Muur som stod paa Volden.

JESPER.

Jeg veed det nok. Man kalder den endnu Tyboes Kirke-Gaard af de mange Døde, som Herren sammesteds da opoffrede.

TYBOE.

Ney! giør man det Jesper? Ja det maatte vel kaldes Kirke-Gaard. Jeg havde som en Skantze om mig af lutter døde Kropper. Den haardeste Hals jeg havde at bestille med, var en af Herren Staterne selv udi Holland, som jeg kunde kiende paa hans Ridder-Baand; 265 Han slog fra sig som en ærlig Karl, det kand jeg sige paa hans Død.

JESPER.

Han maaskee har kundet giøre sig haard, som mange desværr udi Holland giøre.

TYBOE.

Ja hvor haard han end var, saa maatte han dog omsider bide udi Græsset; Thi jeg rammede ham eengang her Hige ved Navlen, og hug ham tvert af som en Kaalstok. Han raabte 3 gange, før han døde, paa sin Hollandsk: Mors, Mors, Mors. Derfor tør jeg endnu den Dag i Dag er ikke komme til Holland. Men hvor haver du hørt, at man kalder den Sted Tyboes Kirke-Gaard? Jeg heedte dog ikkun Jacob udi Brabands Beleyring.

JESPER.

Ach Herre! Jeg kand troe, man haver siden spurdt, at Herren haver faaet det Navn; Skam faae Hollænderen, han haver sine Spioner ude allevegne. Herren er kiendt af alle, skiønt Herren kiender kun faa. Jeg skal siige, hvordan jeg fik det at viide. Jeg var udi Nummer 4 i Gaar Aftes, der sad Skipper Adrian, som er nyelig kommen fra Vlie, og pratede med nogle andre Kaeskoepers om sidste Brabands Beleyring. Han svor mig til, at Herren heeder endnu over alt udi Holland den Brabandske Jacob.

TYBOE.

Ja, jeg troer nok, man kiender mig over alt udi Holland, saa vel af den Beleyring, som af det store Slag, som stoed ved Amsterdam, da jeg nedlagde med min egen Haand over 600.

JESPER.

Ach! Herren maatte nok sætte et O til.

TYBOE.

Det maa andre heller giøre. Jeg haver, mafoi, aldrig spurdt efter Tallet. Det kom Jacob von Tyboe i de Tiider ikke an paa et Hundrede meer eller mindre; Jeg kand ikke begribe, hvor min Pallast kunde holde det saa længe ud.

JESPER.

Ach Herren kunde slaae Folk ihiel med en Pennefiær. Det kommer ikke an paa Pallasten, men paa dens Hænder, som føre den. Jeg har læset i en gammel Krønike om Alexander Magnus, at han kunde hugge Hovedet 266 af paa den største Engelske Tyr med eet Hug. Da Nabochodonosor, udi hvis Tieneste Alexander var Rigens Marsk, fik dette at høre, bad han Alexander laane sig hans Sabel, og vilde forsøge, om han kunde giøre det samme, men det slog ham feyl. Nabochodonosor blev derover vreed og sagde: Das ist ja die rechte Sabel nicht, Hr. General! Hvortil Alexander svarede: Jeg laante eders Keyserlige Majestæt min Sabel, men ikke mine Arme.

TYBOE.

Jeg hører, du est studeret, Jesper; Hvor haver du læst saadant?

JESPER.

Udi Arent Hvitfelds Krønike.

TYBOE.

Jeg meente ellers, at Mester Mons Wingaard havde beskrevet den Historie; den Bog haver jeg læset sexten gange, ja sexten gange til, og ført mig den til Nytte udi adskillige Kriger. Samme Mester Mons maa have været en stor General og Stats-Mand selv, ellers kunde han umueligt have skrevet saa udførligt om saadant. Men apropos Jesper, har du hørt, hvordan jeg pudsede Jacob Christoffersen i gaar? Han vilde skiemte med mig over Bordet og spurdte, om jeg kaldte mig ogsaa Jacob von Tyboe om Vinteren, naar Dagene ere korte.

JESPER.

Det var en forbandet dristig Skiemt imod saadan Mand, som Herren er.

TYBOE.

Ney, du skal høre, hvordan jeg svarede ham; Jeg sagde høyt, saa det heele Compagnie hørte derpaa: Monsr. Christoffersen! I er mafoi en Nar.

JESPER.

Ha ha ha! Herren haver en Engle Tunge at tale med. Hvad sagde de andre dertil?

TYBOE.

De loe alle, saa de maatte sprække. Sær Frantz Frantzen, som sagde: Jacob von Tyboe fattes aldrig paa Svar. Men jeg maa hen at høre, om min Tiener Peer er kommen med Beskeed tilbage. Jeg skikkede ham til en Poet efter nogle Vers til Jomfrue Lucilia, unter uns gesagt.

JESPER.

Der er han vist.

267

SCEN. 2

Von Tyboe. Peer. Jesper.

TYBOE.

Hør Peer! Fik du Verset?

PEER.

Ja Hosbond! men det kostede meget.

TYBOE.

Ey du Slyngel! Kand jeg ikke engang faae det Ord, Herre, indprentet i dit Dummer Hoved? Jeg har 268 aldrig nogen Tid haft dummere Tienere. Da lover jeg Christoff min gamle Tydske Tiener; Er ist mehr pulirt.

PEER.

Om Forladelse, jeg erindrer Herren, at han kalder mig da ogsaa Laqvej.

TYBOE.

Det holder jeg af, Peer, at du haver Ambition. Du har ret, du est Laqvej. Men hvad koster Verset?

PEER.

Bagatelle, ikkun 2 Rixdlr.

TYBOE.

Lad mig see det. 2 Rixdaler for en Linie! Er det ikke u-forskammet Jesper?

JESPER.

Ey Peer! Du har ladet dig tage ved Næsen.

PEER.

Det maa vi Poeter forstaae. Jo kortere et Vers er, jo dyrere. Det er giort af Poeten udi Aabenraae, en Mand som føder Kone og Børn alleene med sine Vers; Han kand giøre Vers, som er kun et Ord lange, men vil man have det saa kort, saa kand Fanden ikke veye ham op med Penge.

JESPER.

Ha ha ha hi ha ha!

TYBOE.

Hvoraf leer du Jesper?

JESPER.

Jeg leer endnu af det Svar, Herren gav til Jacob Christoffersen. Hvordan var det? jeg har glemt det igien.

TYBOE.

Det var saadan: Mons. Christoffersen, I er mafoi en Nar.

JESPER.

Ha ha ha! Jeg maa bekiende, at Herren er uden Hige.

TYBOE.

Hør Peer! Kand du forsikre mig om, at Verset er got? du spurdte ham vel selv derom?

PEER.

Ey Herre! saadanne Folk tør man ikke spørge, om deres Arbeyde er got; saadanne Mestere ere korte for Hovedet.

TYBOE.

Men Jesper, jeg er bange for, at hun faaer viide at jeg ikke har giort Verset selv, saa har jeg kun Skam deraf.

JESPER.

Ey Herre! Omendskiønt hun faaer det at viide, saa tænker hun kun saaledes: Hr. von Tyboe har maaskee været til Hove i Dag, eller haft andre vigtige Forretninger, og derfor brugt en af sine Clienter til at giøre et Vers, som han maaskee kunde have giort bedre selv.

269
TYBOE.

Meener du, hun skulde have de Tanker om mig Jesper?

JESPER.

Hvad andet? Hvorfor skulde hun ikke have de samme Tanker om Herren, som alle andre Mennesker? Herren er en Herre, som er beqvem til alle Ting. En, der i hast kand hitte paa saadanne Svar uden at betænke sig, som Herren gav Jacob Christoffersen, han er nok beqvem til andet ogsaa; Thi jeg vil sige Herren: Et er at svare vel, et andet er at give et got Svar, som man ikke har betænkt sig paa. Hvordan var det Svar? Nu har jeg forglemt det igien.

TYBOE.

Det var saaledes: Mons. Christoffersen, I er mafoi en Nar.

JESPER.

Ha ha ha ha ha ha! Gid Drolen spliide Herren, hvor artig han er. Ha ha ha hi hi ha ha ha - -

TYBOE.

Men meener du Jesper, at jeg skulde kunde giøre Vers, om jeg vilde?

JESPER.

Jeg er vis paa, at om Herren vilde giøre Vers, han stak ud alle de Poeter og Poetinder, som er i Byen; men det staaer saadan Mand som Herren ikke an at giøre Vers, og at være Autor eller bemænge sig med noget, som lugter af Pedanterie. Jeg har hørt fortælle om en stor General udi Castillien eller Brasilien (jeg troer han heedte Holophernes) hvilken da han blev adspurdt, hvem han holdt for den største Poet, svarede han: Den holder jeg for den største General, den for den største Admiral, og den for den største Statsmand; Hvormed han gav tilkiende, at det var for ringe for ham som en Officeer at dømme om Poeter.

TYBOE.

Jeg giorde dog forgangen et Vers, unter uns gesagt.

JESPER.

Ach Herre! Lad mig høre det.

TYBOE.

Jeg er bange, unter uns gesagt, det kommer ud, og jeg kunde derover komme til at høre ilde udi Armeen, saasom den der bemængede mig med Pedanterie.

JESPER.

Det skal, min Troe, ikke komme af min Mund til nogen Siæl.

270
TYBOE.

Peer! Gak til siide lidt, vi taler noget, som du ikke maa høre. Verset var saadant. Til Jomfrue Lucilia. Lucilia min smukke Dukke, Mit Hiertes Fryd, Trompet og Herpukke, Din Deylighed giort haver mig til Coujon Og indtaget med Storm mit Hiertes Bastion, Dine Øyens Bajenet og Musqvet mig haver saaret Og mit Sind bedaaret,

Ja giort mig til Nar.

Saa vidt var jeg kommen, men jeg fattes det sidste Vers, som jeg ikke har faaet stunder at giøre til. Det skal endes paa ar, det veed jeg nok.

JESPER.

Hvor længe var Herren om at giøre de Vers?

TYBOE.

Jeg kand svære, ikke meere end en halv Tiime, eller i det høyeste 3 Qvarteer, unter uns gesagt.

JESPER.

Ey, det er forskrækkeligt! i en halv Tiime slige Vers, og i det eene Vers er endnu to Riim, Bajenet og Musqvet; nu det bekiender jeg, det kalder jeg Naturalier. Var det ikke saadan? Repeterer det samme.

Ach kunde Herren hitte paa et Riim til det sidste Vers, vilde jeg give en Daler til det.

Ja giort mig til en Nar. Kunde man ikke slutte det saaledes?

Ich will ein Hundsvot seyn, ob es nicht ist wahr.

TYBOE.

Det er got nok Jesper. Men jeg vilde gierne have hittet selv derpaa, nu kand jeg ikke lide det, eftersom du hialp mig der udi. Jeg vil derfor ikke have det paa den Maade, men heller saaledes kortere: Ich bin ein Carnali, ist es nicht wahr?

JESPER.

Ja det falder langt bedre, Herre.

TYBOE.

Jesper! med alle disse Qvaliteter, som jeg besidder, er det ikke da ubegribeligt, at en lumpen Pedant, en Per Caudi skal understaae sig at være min Rival?

JESPER.

Han maa være gal i Hovedet, Herre! Hans Studeringer maa have giort ham rasende; thi først er Herren 271 saa deylig som nogen Mands-Person nu omstunder, og jeg tør siige uden at flattere, hvilket ikke gierne er min Maade, at Herrens Lige ikke udi Legemets Skiønhed har været siden hans Durchleuchtighed Printz Absalons Tiid, unter uns gesagt.

TYBOE.

tar lidt paa Hatten. Din Tienere, Jesper! Du skal have Tak for de gode Tanker, du har om mig. Det staaer mig ikke an at roese mig selv. Jeg lar heller andre giøre det. Men synes dig ikke, Jesper, at jeg har tilligemed noget Majestætisk i mit Ansigt, saa det kand indjage Skræk og Kiærlighed paa eengang? Ney ret Alvor?

JESPER.

Alt det kand intet Menneske disputere Herren. Man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Far, og et Faar Herrens Moer, saadant Ansigt har Herren, fuld af Mildhed og Majestæt.

TYBOE.

Din Tiener, Jesper! Jeg takker.

JESPER.

For det andet er Herren en Herre, der formedelst sin Manddom og Stridbarhed har indlagt saadan Ære, at Herrens Fiender maa skielve, naar de alleene høre Herrens Navn; thi Herrens heele Legeme er intet uden Fyr og Flamme, saa jeg troer, at, om man dyppede Pinder i Herrens Blod, blev de strax til Svovel-Stikker.

TYBOE.

Din Tiener, Jesper! Ich sage Dank.

JESPER.

For det tredie, saa har Herren Forstand som en Engel.

TYBOE.

Din Tienere, Jesper.

JESPER.

For det fierde, saa har Herren saadanne angenemme og artige Maneerer, at, omendskiønt Herren ikke var saa kiøn som han er, saa maatte dog Fruentimmer strax blive forliebt i Herren. Jeg har hundrede gange merket det udi Selskabe, at, saa snart et Fruentimmer blir Herren vaer, bliver hun strax maalløs og sukker, saa Hiertet maa gaae af Livet.

TYBOE.

Din Tienere, Jesper! men har du merket det?

JESPER.

Ikke eengang, men hundrede gange. Kand Herren ikke erindre forgangen til Bryllupet, da Herren dantzede, hvilken Smiilen og Vidsken der strax blev mellem 272 Fruentimmeret? Der blev ikke talt saa meget om nogen af alle de andre, der dantzede.

TYBOE.

Jeg har dog aldrig lært at dantze, det er puur Naturalier.

JESPER.

Ach vil ikke Herren giøre en Menuet-Tour? Der er ingen Ting jeg har større Behag i at see.

Tyboe dantzer meget Bondagtig, og Jesper giør Grimacer naar han vender sig om. Jesper klapper med Hænderne.
TYBOE.

Jeg har mafoi dog aldrig lært at dantze.

JESPER.

Ach Herre! tal ikke om Naturens Gaver.

TYBOE.

Men i Fægte-Konsten troer jeg, at jeg neppe har min Liige; Kom, forsøg lidt at fægte med mig, alleene med Hænderne. Hvor vil du nu have Stødet? Enten for Hiertet eller udi Armen?

JESPER.

For Hiertet; Men Herren maa ikke støde sterkt. Jesper vender sig om udi Stødet som af Frygt, og Tyboe støder ham i Rumpen, saa at han falder om.

JESPER.

Hillement! saa gaaer det naar man vil skiemte med sin Overmand.

TYBOE.

Ha ha ha ha ha ha! Lad os forsøge nok engang.

JESPER.

Ney Herre, det tiener ikke meer; skulde jeg faae et saadant Hierte-Stød til, kom jeg til at giøre mit Testamente; thi Herren støder for haardt, saasom Herren ikke kiender sin Styrke.

TYBOE.

Jesper! Hvad synes dig om min Taille?

JESPER.

Det er noget forunderligt at see paa Herrens Taille; der kand ingen Skrædder her i Byen have bedre Taille.

Han hoster.
TYBOE.

Hvad siger du? en Skrædder?

JESPER.

Jeg fik ikke udtalt, Herre. Jeg vil siige: Ingen Skrædder her i Byen kand have bedre Taille.

Hoster igien. at giøre Klæder efter.

TYBOE.

Deri har du ret; thi forgangen Dag skieldte een 273 af mine Cammerader paa min Skrædder, fordi han giorde ikke hans Klæder saa vel som mine; Da svarede han: Min Herre! I har ikke Von Tyboes Taille. Derfor maa jeg underkiøbe Folk at laste min Skabning i Byen, at jeg kand sommetider have Roe for Fruentimmer.

JESPER.

Vil ikke Herren vende sig om? Ach! det er forunderligt, Herren seer ud bag til ligesom den var giort efter Vimmelskaftet. Herrens Rumpe er Amager Torv, Faldet i Ryggen Vimmelskaftet.

TYBOE.

Det er en underlig Lignelse.

JESPER.

Ja Herre, saadan skal en ret Herres Ryg gaae.

TYBOE.

Jesper! du har nu omgaaet mig saa længe, men veedst dog ikke alle mine Qvaliteter; thi jeg er ikke af de Folk, der taler noget til min Berommelse. Jeg troer, jeg aldrig har sagt dig nogen Tiid, at jeg forstaaer over 10 Sprog. Jeg kand for Exempel sige dig paa 10 slags Maal de Ord: Jeg maa lave mig til. Det heeder paa Svensk: Jag musten lage mæg til. Paa Norsk: Æg maa lage meg til. Paa Jydsk: Ame lame til. Paa Fransk: Allons. Paa Italiensk: Franco. Paa Tydsk: Ich muss mir zu lassen.

JESPER.

Ach! Herren maa takke sine Forældre i deres Grav, der har lært saa meget i sin Ungdom.

TYBOE.

Men det er meest underligt hos mig, at med alle disse Qvaliteter er jeg dog ikke den Herre, der berømmer mig selv af noget, og med all min Tapperhed er jeg heller from end streng i mit Huus; thi jeg kand sværge paa, at jeg min Livs Tiid ikke 20 gange har slaget mine Tieneste-Piger; jeg har i det høyeste ikke pryglet ihiel meer end 6 Lakeyer. Derfor skulde det fortryde mig, om Jomfrue Lucilia præfereret en Per Caudi for saadan Mand som jeg; thi jeg tør sige, at man skulde kunde meublere 10 Hospitaler med Fruentimmer, som ere creperet, og har faaet Gulsot over min Koldsindighed; og dog alligevel tør saadan Slyngel --- Gid jeg havde ham her, jeg skulde myrde ham, jeg skulde knuse ham, jeg skulde rive ham i tusind stykker. Potzslapperment 274 tetebleue. Hu -- i, hvor est du Pedantus Pedanta Pedantum? Træk ud Carnali!

Han trekker sin Kaarde ud, Jesper falder paa Knæ og skielver. See Jesper! er det dig? jeg er forblindet af lutter Couragie.

JESPER.

Ach Herre! spar mit Liv.

TYBOE.

Stat kun op igien, jeg elsker dig alt formeget dertil, at jeg skulde bruge min Styrke mod dig.

JESPER.

Herren tog mig for Magisteren.

TYBOE.

Das ist wahr. Ich kann enragiren, naar jeg tænker paa den Karl. Fløyter efter Peer.

PEER.

Herre!

TYBOE.

Flye mig Verset. Min Tydske Tiener Christoff skal bringe det til Jomfruen siden. Jeg maa først hen og eqvipere mig; thi jeg vil hen og aflegge en Visite hos Jomfruen efter den Aftale jeg har giort med Pernille.

275

ACTUS III

SCEN. 1.

Leonora.. Pernille.

LEONORA.

Hør Pernille! dersom jeg fornemmer, at du lader Monsieur Leonard her ind udi Huuset, skal du ikke blive en Tiime i mit Brød.

PERNILLE.

Men min kiære Madame! om han practiserer sig herind, hvad kand jeg giøre dertil?

LEONORA.

Har du ellers fornummet, at han har nogen Gang her i min Fraværelse?

PERNILLE.

Ney, ikke det jeg har fornummet.

LEONORA.

Meener du, at jeg kand faae hende til at elske enten Von Tyboe eller Stygotius?

PERNILLE.

Det er min Troe begge to Personer, som ikke er værd at kaste med Nakken ad. Den eene er vel noget naragtig og den anden Pedantisk; men for resten ere de de artigste Mennesker her i Staden, thi de har Penge som Græs.

LEONORA.

Ja, ja, du skiemter Pernille! men naar vi anseer vores Tilstand, saa maa vi virkelig holde den for den beste, der har meest Penge. Kand Leonard føde Lucilia og mig med sine tørre Meriter?

PERNILLE.

Han maa føde Fanden.

LEONORA.

Jeg meener det samme. Vilde hans Farbroder legge sig til at døe, saa nægter jeg ikke, at jeg jo præ- fererede ham for de andre. Men det er saa langt at vente efter. Midlertiid kunde vi omkomme af Armod.

PERNILLE.

Ja hvad andet? Man siger, at, medens Græsset groer, døer Koen.

LEONORA.

Hun maa vælge til sin Ægte-Felle een af de 276 tvende, enten Stygotius eller Von Tyboe; thi de ere begge udi Stand at kunne forsørge baade mig og min Datter. Den største Tieneste du kand giøre mig, Pernille, er at tale til deres beste.

PERNILLE.

Jeg har mare ikke Aarsag til andet; thi de har beviiset mig begge stor Høflighed.

LEONORA.

Hvem holder du da meest af?

PERNILLE.

Jeg holder meget af dem begge. Men jeg giver dog i visse Maader Fortrin til Tyboe, thi ingen Doctor kand elske en Feber saa høyt som jeg elsker ham; thi foruden at det er en raisonabel Mand, saa er jeg naturlig portered for røde Klæder. Mit Hierte spiller i mit Liv, naar jeg seer de Plumager, han har paa sin Hat. Jeg har raadet ham, at, saasom det er Jomfruens Navne-Dag i Dag, han skulde skikke hende nogle smukke Vers.

LEONORA.

Det har du giort vel udi. Jeg vil ellers ikke tvinge hende meer til den eene end til den anden, men een af dem skal hun have, om hun blev gal. Men der kommer hun. Jeg maa gaae lidt ind, see til at du midlertiid kand holde hende udi god Tone.

SCEN. 2

Lucilia. Pernille.

LUCILIA.

Min søde Pernille! siunes du, jeg er smukkere, naar jeg er snøret, end naar jeg gaaer i min Adrienne?

PERNILLE.

Min Allerkiereste! I er aldrig smukkere end naar I ikke er snøred; jeg ligner en snøred Jomfrue ved en smuk Have, men en u-snøred ved en angenem Skov eller Lund. Der er en konstig, men her er en naturlig Skiønhed. Men min kiere Jomfrue! hvad hielper eens Skiønhed, naar man ikke veed at føre sig den til Nytte? Jeg veed ikke, hvorfor Jomfruen pynter sig, uden for at behage sig selv. Hvis ingen unge Karle vare til, gav jeg strax min Sminke-Flaske, Skiønnings-Plaster-Æske og Pudder-Dose Afskeed. Jeg toede, min Troe, ikke mine 277 Fødder udi Rosen-Vand; jeg reducerede min Balsombysse, og smurte ikke min Hals med Desmer for at behage mig selv. Jeg kan erindre, da jeg gik udi mit siette Aar, og endda havde min Jomfruedom, at jeg ogsaa havde de Feyl. Men siden jeg er kommen til Alder og Skiønsomhed, haver jeg intet giort uden i vis Henseende; ja jeg forlod strax Dukketøy for at legge mig efter det, som var meer solide.

LUCILIA.

Ey! saa skal man da pynte sig for unge Karle? det er ikke ret smukt.

PERNILLE.

Det maa være smukt eller ikke, saa er det dog nyttigt. Jeg har ikke befundet mig ilde derefter; i det ringeste haver jeg haft min Umage og Omkostning betalt.

LUCILIA.

Hvorledes Umagen betalt, om man pynter sig for andre?

PERNILLE.

I er en lille Taabenakke, min Hierte, i Kierligheds Sager, og som jeg hører, meget ilde opdragen. Jeg troer mangen Bonde-Piige er langt lærdere og artigere; man skulde forsvære, at I var kommen af saa got Folk. Jeg er ikkun en ringe Forpagters Datter paa Landet, men forstod de Sager paa mine Fingre, da jeg var 7 Aar gammel, hvorfor jeg takker mine kiere Forældre udi deres Grav. De efterlode mig ingen Arvedeel, men en god Optugtelse. Hvor meener I vel det Guld-Armbaand er kommen fra, den Kiæde, den Tobaks-Dose, det Portrait? mon jeg har arvet det? ney Tak! jeg har forhvervet det alt ved min Flid og Vindskibelighed.

LUCILIA.

Det er got for eder, men jeg kand ikke begribe, hvor i det bestaaer.

PERNILLE.

I er, mit Hierte, lige saa taabelig som I er kiøn, jeg troer, at, om jeg sagde jer alting reent ud og uden Falbelader, saa begreeb I det endda ikke.

LUCILIA.

Ey Pernille! dersom I bliver ved at tale saadan, vil jeg ingen Omgiengelse meer have med eder.

PERNILLE.

Den maa aldeeles ikke kaldes Menneske, som ingen Kierlighed finder hos sig, der ikke bevæges 278 af forliebte Personers Suk og Graad. See til alle andre Mennesker, see til Dyr, see til Fugle, ja Ormene selv, Naturen haver indprentet Kierlighed udi alting; jeg troer, om Træer og Planter selv kunde tale, de skulde sige: Vi elske ogsaa. I alleene er derudi som en u-bevægelig død Støtte, som en Kampesteen; I haver hørt uden Bevægelse tvende forliebte Personers Klagemaal. Jeg haver ingen Interesse udi at recommendere deres Sag; hvad jeg giør, er af Medlidenhed, thi jeg haver hørt slige desperate Ord af deres Mund, saa Haarene have reyset sig paa mig. Hvad om de styrte sig selv i Ulykke? Hvad om de tage sig selv af Dage? Vil det ikke nagge eders Samvittighed, saa længe I lever?

LUCILIA.

Hør Pernille! jeg vil aldrig føre nogen Mands-Person i Fristelse, eller giøre gode Miiner uden til den, jeg elsker; og som jeg ikke kand eller bør fæste mit Hierte til meer end een, saa kand og bør jeg ikke heller giøre gode Miiner til meer end een af dem.

PERNILLE.

Ach! man maa sprække af Harme, naar man hører saadant.

LUCILIA.

Her er 3de Personer, som sukker efter mig, og søger at vinde min Kierlighed. Den eene, nemlig Leonard, staaer mig an, men de andre to kand jeg ikke lide for min Død.

PERNILLE.

Ach Himmel! hvilken underlig Snak! just den, som I elsker, er en Vederstyggelighed i mine Øyne.

LUCILIA.

Jeg har gandske andre Tanker.

PERNILLE.

De andre to derimod ere de skikkeligste Personer, som jeg kiender. Vil I ikke elske dem for deres egne Qvaliteter, saa elsk dem for min skyld.

LUCILIA.

Men hvorfor taler du saa meget for disse 2de Personer? Det lader ligesom du har nogen Interesse derunder.

PERNILLE.

I maa ikke have de Tanker om mig, Jomfrue. Jeg har aldrig giort noget for Interesses skyld; saa tit jeg i min Ungdom har tient Mandfolk, har jeg giort det af puur Medlidenhed. Hvorvel jeg kand ikke nægte, at, 279 naar nogen har siden villet beviise mig Høflighed for saadan troe Tieneste, jeg jo har taget med en god Samvittighed, hvilket ingen kand laste meere hos mig end hos reedelige Dommere og Bestillings-Mænd, hvilke aldrig tage Penge for at see igiennem Fingre med Folk, og dømme dem til Villie, førend de først har beviist saadan Tieneste, og da kand de med god Samvittighed siden tage, hvad dem bydes. Saaledes har jeg tient Mandfolk i min Ungdom saa længe, jeg kunde, og nu, saasom Aarene tar til, og jeg ikke selv kand beviise dem meer Tieneste, søger jeg at bevæge andre dertil. Jeg siger dette endnu eengang for alle, Jomfrue, at, dersom I vil ikke i det ringeste giøre disse 2de Personer gode Miner, saa blir jeg, min Troe, jer Uven; thi jeg kand sværge Jomfrue, at jeg giør det ikke i henseende til nogen Fordeel, men af puur Medlidenhed, som er en Arve-Dyd hos mig, thi ligeledes var min Moer, min Beste- og Olde-Moer. Men der kommer hendes Mamma.

SCEN. 3

Leonora. Lucilia. Pernille.

LEONORA.

Hør min Datter! du veedst, at jeg har elsket dig saa høyt som nogen Moer har kundet elske sit Barn; Hvorfore jeg ogsaa alle Dage arbeyder paa at faae dig vel forsiuned. Her er tvende Personer, som baade jeg og du kand blive lykkelig med. Jeg vil ikke tvinge dig til nogen af dem; thi omendskiønt den eene kand være meer bemidlet end den anden, saa dog skal det staae dig frit for at udvælge hvilken af de tvende, som staaer dig meest an.

LUCILIA.

Hvilke Personer er det?

LEONORA.

Stygotius og Von Tyboe.

LUCILIA.

Ach Mama! jeg vil heller leve u-gift end binde mig til nogen af dem; thi først ere de de viderligste Personer for mine Øyen, for det andet har jeg festet mit Hierte til Monsieur Leonard.

280
LEONORA.

Leonard? Det er min Troe et herligt Parti for en, der har Lyst at omkomme af Armod. Troe mig, min Datter, at naar der ingen Velstand er udi Ægteskab, saa er der heller ingen bestandig Kierlighed. Unge Mennesker synes vel: Ach kunde du faae den eller den, hvor lykkelig vilde du da ikke være! De ere og lykkelige i Begyndelsen, men saa snart Small-Hans kommer i Huuset, blir Kierlighed forvandlet til Had og Bebreydelse, og den, som var en Absalon tilforn for os, stikker siden i Øynene, som et Skabilken-Hoved. Derimod den, som vi ikke har kundet ansee uden med Væmmelse tilforn, skinner siden i vore Øyen som en Adonis, saa ofte vi betragter den Velstand, han har sat os udi.

LUCILIA.

Men Monsieur Leonard har ogsaa Midler i Vente. Han skal jo arve sin Farbroder, som er en gammel Mand, og er meget syg.

LEONORA.

Hvad han har i Vente, det har de andre udi Hænderne. Tilmed, omendskiønt hans Farbroder døde udi Dag eller Morgen, saa kommer han dog aldrig udi den Velstand, som de andre nu ere udi. Her hielper derfor ingen Snak, du skal beqvemme dig til at tage en af dem.

LUCILIA.

Ach min hierte Moer!

LEONORA.

Jeg vil ikke høre et Ord meere. Jeg skal viise dig, hvad det har at betyde, at en Datter sætter sig op mod sine Forældre. Men der kommer en Tiener. Hør hvad hans Ærinde er, Pernille.

SCEN. 4

Jens. Stygotius. Leonora. Lucilia. Pernille.

JENS.

Min Herre lod formelde sin ydmygst Salutems Hilsen, og lod fornemme, om det faldt Madamen og Jomfruen beleyligt, saa vilde han giøre dem den Ære at opvarte dem. Han er her uden for.

LEONORA.

Han skal være os hiertelig velkommen.

Vender sig til Lucilia. 281

Dersom du giør ham en spodsk Miine, maa du være forsikret om, min Datter, at det skal gaae dig ilde.

STYGOTIUS.

giør en Pedantisk Compliment. Gaudio nec non lætitia salit cor meum. Mit Hierte hopper i mig af Glæde at see hende, min Dyd-elskende Matrone, samt hendes Dyd-ziirede Jomfrue Datter at være ved god Salutem. De Græker havde et Proverbium eller Ordsprog: Cacu coracos cacon oon, men her heeder det: Calu coracos calon oon. Thi af saadan herlig Stirpe eller Stamme, som hendes Matronskab er, kand ikke andet end pullulere eller udspiire saadan nobel Qvist, som hendes Jomfruelige Dydædelhed, scilicet hendes kiære Dotter, er, udi hvis Dyd og Skiønhed er en vis occulta et qvidem plane magnetica, som støder mit Hiertes Jern til sig. (Madamen og Jomfruen forlader mig, at jeg ikke taler modo vulgari eller efter den almindelige Maade, thi ellers skulde jeg sige, en Magnetisk Kraft, som trækker mit Hiertes Jern til sig; thi det er en gandske udgiort Sag, at saadant ikke skeer per attractionem, men per impulsionem.)

LUCILIA.

Min Hr. Magister! jeg er ikke saa lykkelig, at jeg forstaaer det ringeste af det, han siger.

STYGOTIUS.

Det reyser sig deraf, min smukke Jomfrue, at hun ikke veed hvad materia striata er. Men det er kun en parenthesis. At komme til Materien - - Ja - - hør Jane! hvor var det jeg slap?

JENS.

Det var om Magneten, Herre.

STYGOTIUS.

Rem acu tetigisti. Det er sandt. Jeg siger, Jomfruens Dyd og Skiønhed er den Magnet, som trækker mit Hiertes Jern; det Hiul, som driver min Siæls Uhrverk; den Soel, den Varme, den materia subtilis, som alleene har været mægtig til at optøe og bringe i Bevægelse mit Philosophiske Blods lis; thi jeg, som tilforn, som Poeten siger Metamorphoseon lib. 2., havde et glaciali frigore pectus, maa nu raabe med Poeten igien ibidem: In flammas abeo, nunc uror pectore toto.

282
PERNILLE.

Vil hans Vellærdhed ikke sidde ned? thi det tar paa Kræfterne at giøre saa mange Vers.

STYGOTIUS.

Gratias quam maximas ago.

De sætter sig alle ned foruden Pigen og Tieneren.
LEONORA.

Hvad got nyt hører man nu her i Byen, Hr. Magister?

STYGOTIUS.

Man hører ikke uden det, som ont og forargeligt er.

LEONORA.

Synden tager altid meer og meer Overhaand.

STYGOTIUS.

Og det Gode tager meer og meer af. Jeg kand sværge per Jovem, Madam, at der er skeed saadan Forandring her paa 10 Aar in re literaria, at jeg frygter for et Barbaries igien. Tilforn saae man ikke uden de lærdeste Dissertationer om rare Materier. Jeg veed, at Baccalaurei alleene kunde disputere 4 til 5 gange om en rar Materie. Men nu seer man ab ipsis Magistris ikke andet end nogle Theses paa 3 a 4 Blader. Jeg kand viise Madamen og Jomfruen Justi Matthiadis qvinqve dissertationes de veritate complexa sive enunciativa, og var han end ikke Baccalaureus engang. Men nu - - O tempora! o mores! Ignorantia tager saa til udi alting, at der findes nu omstunder gamle Academici, der ikke viide hvor mange prædicamenta eller prædicabilia der er udi Logica. Ja jeg kand give et Exempel paa saadant, som Madamen og Jomfruen skal forundre sig over. Jane! gak til side lidt. Jeg har noget at sige som du ikke maa høre.

Jens gaaer ud, og Stygotius continuerer vidskende: Jeg hørte en Licentiatum selv publice in Cathedra confundere Ubi Prædicamentale og Ubi Transcendentale.

PERNILLE.

Det var forskrækkeligt.

STYGOTIUS.

hæftig. Det maa hun vel sige Mammeselle! han lod jo tilkiende give, at han ikke vidste, hvad Forskiel der er mellem Logica og Metaphysica. Men lad os ikke tale meer om de Materier. Haarene reyser sig paa mit Hoved, naar jeg tænker derpaa. Enhver maa svare for sig. Jeg træder de Gamles Fodspor, som man skal 283 see Beviis paa i Overmorgen, naar jeg, volente Deo, skal disputere. Jeg veed ikke, om jeg maa offerere dem hver et Exemplar.

PERNILLE.

Ey det er en smuk Despetatz. Hvorom handler den?

STYGOTIUS.

Den handler de alicubitate, til Tieneste, og skal blive continuered med 5 andre.

LEONORA.

Pernille! gak til Dørren, det banker.

PERNILLE.

Det er, min Troe, Von Tyboe.

STYGOTIUS.

Ey Madam! hvad vil den Karl her?

LEONORA.

Min Hr. Magister! han har Tanker til min Datter saavelsom I. Jeg vil ikke tvinge hende til nogen. I maa selv insinuere jer. Det skal være mig Hige kiært, hvem af dem hun faaer.

SCEN. 5

Von Tyboe i en Portechaise. Personerne i den forrige Scene. Medens han harcellerer i Gangen, sætter de Stoler til rette.

TYBOE.

Halt hal -- t hal -- t.

Fløyter i en Piibe.

Peiter, Frantz, Jochum, Christoff, Jurgen, Niclas, Henrich!

Fløyter igien. Wo seyd ihr Carnalien? Skal jeg holde 6 til 8te Tienere, og dog ingen Opvartning have? Man maa 5 a 6 af de Karle engang hangen lassen, før bliver de ikke gode. Springer udaf Portechaisen og fløyter igien. Christoff!

CHRISTOFF.

Wohlgebohrner Herr!

TYBOE.

Hvor ere I Hunde henne alle 8te?

CHRISTOFF.

Der var ingen uden jeg, som fuldte Herren.

TYBOE.

Peste de tetebleu. Ihr forfluchte Skabhalsen! har jeg ikke sagt hundert million tausend mahl, dass wenn ich engrassirt bin in Compagnei mit Frauenzimmer, at I alle 8te skal være tilstæde?

284 Til Porteunerne, trækkende Kaarden.

Hør Porteurs! giebet achtung: Rex um kehrt euch. Porteurene vender sig om med Portechaisen

TYBOE.

Marche!

285

De gaaer bort et stykke tilbage. Halt da! so længe til weiter Ordre. Christoff!

CHRISTOFF.

Ihr Wohlgeborenheit!

TYBOE.

Christoff!

CHRISTOFF.

Ja ihr Tapfferkeit!

TYBOE.

Christoff!

CHRISTOFF.

Gestrenger Herr!

TYBOE.

Christoff!

CHRISTOFF.

Ihr Gestrengheit!

TYBOE.

Gutt Christoff! spring flux hen til Officieren udi den Vagt, som vi foere forbei, og siig ham, at han maa møde mig i Morgen for et par Pistoler.

CHRISTOFF.

Es soll geschehen wohlgebohrner Herr!

TYBOE.

Spørg ham, hvorfor der ikke blev præsantirt Gewehr, da jeg kom forbi Vagten.

CHRISTOFF.

Es soll nachgelebet werden.

TYBOE.

Hey! Christoff!

CHRISTOFF.

Ihr Tapfferkeit!

TYBOE.

Gutt Christoff! Siig, at han maa tage sit heele Compagnei mit sich; thi jeg er alleene Karl for deres Hat allesammen. Christoff!

CHRISTOFF.

Gestrenger Herr!

TYBOE.

Siig ham, at jeg har endnu den samme Kaarde, som jeg stak 3 Herren Staten i Holland paa eengang durch und durch med in dem Bataille von Amsterdam. Siig ham, at jeg skal lære ham, hvad det er at giøre en solcher Officier Despect und Tortiering. Hey Christoff!

CHRISTOFF.

Ihr Wohlgebohrenheit!

TYBOE.

Lafi man bleiben til weiter Ordre. Wir haben uns bedacht.

Vender sig til Fruentimmeret, som skriger, naar de seer den blotte Kaarde. Tyboe derfor stikker den i Skeeden og siiger: Mademoiselle! Jeg havde i Sinde at opoffre en halv Snees Cavaliers i Dag. Men, saa snart jeg fik hende at see, stiltes min Vrede. Jeg er ikke den u-overvindelige Heldt og den Løve-hiertede Von Tyboe meer, som 286 jeg var for et Øyeblik siden. Hendes Øynes Canoner har skudt saadan Breche i mit Hiertes Fæstning, at jeg maa slaae chamade, og overgive mig paa Naade og Unaade. Her legger jeg den Kaarde for hendes Fødder, med hvilken jeg har ført million Mennesker til Graven. Om Kongen af Holland skulde see mig i den Positur, vilde han sige: Wo ist seiner forrige Corrasie, seiner alten Herculiansken Bravour? wohlgebohrner Hr. Tyboe! Men jeg vilde svare: Herculus, som undertvang de 5 Parter af Verden, maatte jo lade sig coujonere af en Dalila. Naar Venus siger til sin Søn Cupidus: Stellet euer Gewehr zur Ladung! maa de største Kiemper skielve. Naar hun siger: öffnet die Pfanne! slaget an! gibt Feuer! maa de største Kiemper give sig. Men her er saadan underlig Lugt inde, her lugter saa Pedantisk, saa Latinsk, saa Græsk; om der er kun en Donat udi et Huus, saa staaer den mig strax i Næsen. Der maa uden Tviil en skimlet Magister have skiult sig en Steds her inde.

STYGOTIUS.

Hør Domine! Tal med Respect om lærde Folk.

TYBOE.

Tænkte jeg det ikke vel! Hør, hvem er I?

STYGOTIUS.

Hvem er I?

TYBOE.

Mit Navn er Von Tyboe.

STYGOTIUS.

Og mit Navn er Magister Stygotius.

TYBOE.

Det er at sige paa anden Dansk: Jeg er Kong Salomon, og I Jørgen Hattemager.

STYGOTIUS.

Jeg er en lærd Mand, og legitime promotus Magister.

TYBOE.

Og jeg er en Mand, der kand tage den heele Magister Grad paa min Samvittighed. I kiender maaskee ikke der Herr von Tyboe.

STYGOTIUS.

I kiender maaskee ikke Hr. Magister Stygotius.

TYBOE.

Jeg har vundet over tyve Batallier.

STYGOTIUS.

Og jeg har disputeret over tyve gange absqve præsidio.

287
TYBOE.

Alle Folk veed at tale om mig udi Holland og Braband.

STYGOTIUS.

Alle Literati viide at tale om mig udi Rostok, Helmstad og Wittemberg.

TYBOE.

Jeg har nedlagt de sterkeste Heldte med min Haand.

STYGOTIUS.

Og jeg har slaget de sterkeste Opponentes med min Mund.

TYBOE.

Jeg kand ikkun med en halv Secund sætte saadan Karl, som I, paa jer Rumpe.

STYGOTIUS.

Og jeg kand med en halv Syllogismus reducere en heel Armee til absurdum.

TYBOE.

Madam! Holdt mig, eller jeg kløver den Karl med eet Hugg udi 4re Parter.

LEONORA.

Min Herre! jeg vil beede, at han har Respect for Fruentimmer. Han naaer ingenlunde sit Maal ved saadan Conduite. Min Datter skal vindes paa anden Maade.

TYBOE.

Vil Madamen tage i Betænkning at præferere saadan Mand som jeg for en Glosebog?

LEONORA.

Min Herre! jeg har stor Respect for dem begge to. Hvo af dem der kand vinde min Dotters Hierte, den vil jeg kalde min Sviger-Søn. Men I maa begge gaae jere Sager an paa en anden Maade. Enhver af dem kand insinuere sig hos hende udi sær. Nu vil jeg og min Datter retirere os for ikke at exponere vores Huus nogen Uheld. De gaaer ud.

SCEN. 6

Pernille. Von Tyboe. Stygotius.

TYBOE.

Hør Mammeselle Pernille! jeg meente, at I var gandske paa min Siide, og at ingen skulde faae Adgang her i Huuset uden jeg.

PERNILLE.

Det skal min Troe heller ikke skee oftere; det maa Herren forlade sig til. Denne gang lod han melde sig an, da jeg var ude; men havde jeg været tilstæde, 288 skulde han aldrig kommet ind. Tøv lidt, nu skal jeg strax hen og sige ham paa en god Maade, at han ingen Umage giør sig oftere.

Gaaer hen til den anden Siide. Hr. Magister! I seer jo, at denne Tyboe er en Nar; I som en høylærd Mand maa aldrig legge paa Hiertet hvad saadan Giæk siger. Hørte I, hvad jeg nys sagde ham?

STYGOTIUS.

Ney jeg hørte det ikke.

PERNILLE.

Merkede I ikke hvor stille han blev derefter?

STYGOTIUS.

Ja han er gandske stille. Men hvad sagde I til ham?

PERNILLE.

Hør Monsieur Tyboe, sagde jeg, Madamen og Jomfruen ballancerer mellem jer begge, men jeg ikke; thi saa længe som mit Hoved er oppe, skal hun aldrig faae nogen Krigsmand. See engang, hvor han staaer og hænger med Hovedet, siden han fik det Svar.

STYGOTIUS.

Det er per Jovem Optimum sandt. Hør Pernille! jeg skal skikke jer en Pung med Penge i Aften.

PERNILLE.

Han skal have tusind Tak. Men han maa ikke troe, at jeg giør ham slige Tienester for nogen Fordeel skyld. Jeg har fra min Barndom elsket lærde Folk. Krigsmænd derimod har jeg en Vederstyggelighed for. Besynderlig hader jeg denne Tyboe for hans Stortalenhed og Giækkerie; endogsaa naar han er i Fruentimmer-Selskab, giør han alle sine Krigs-Exercitier. Den første gang jeg talede med ham, viisede han mig alle Stødene udi Figte-Konsten. Jeg tør abe ham efter saa at han skal see derpaa. Saaledes satte han sig udi Positur, ligesom jeg nu staaer. Dette er en Secund, Mammeselle, sagde han, og stødte mig lige for Brystet, som jeg nu Magisteren; og dette er en Qvart.

TYBOE.

ved sig selv. Potzslapperhed, hvor höhnisch hun tracterer ham. Nu kand jeg dog see, at hun er mig troe.

PERNILLE.

Tænk kun da Hr. Magister! hvilken Nar det maa være, og hvor lidt I har at frygte for saadan Rival. Giv jer derfor ikkun gandske tilfreds, og gak hi em; Saa snart jeg har disponeret Jomfruens Sind til Hr. Magister, 289 skal jeg lade ham viide, naar best Leylighed er at besøge hende. Adieu saa længe.

Stygotius gaaer bort.
PERNILLE.

til Tyboe. Hey Triumph, Hr. von Tyboe! Nu har I den Rival af Halsen; Han kommer aldrig her oftere. Saae I, hvilke Brystkager jeg gav ham?

TYBOE.

Ja jeg saae det mit grosser Contentement und Plasiir. Men jeg undrer mig over, at han saa taalmodig tog mod Hug og Skieids-Ord.

PERNILLE.

Ey hvad vilde saadan en Kryster giøre Modstand? Vil Herren nu kun retirere sig og lade mig raade for Resten! Men a propos, faaer vi de Vers, som I lovede at giøre i Dag?

TYBOE.

Jeg har alt flyet det til min anden Tiener Peiter, jeg troer nok Verset skal behage Jomfruen.

PERNILLE.

Det er skiønt. Nu vil jeg ind til Madamen og Jomfruen at recommendere Herren.

TYBOE.

Adieu da Mammeselle so lang.

Han blæser i sin Pibe, Porteurene kommer ind med Portechaisen, han sætter sig derudi og raaber udaf Portechaisen: Linx um kehrt euch!

Porteurene vender sig behændig om. Marche!

De gaaer bort med ham.

SCEN. 7

Pernille. Peer.

PERNILLE.

Nu er jeg fornøyet. Ha ha ha! Det er mig ikke saa meget om at forfremme deres Prætentioner, som for at vinde en Haandskilling, thi, om een spurdte mig, hvilken af dem jeg havde meest kiær, svarede jeg paa min Samvittighed: Den der meest Foræringer giver mig; thi om Interesse ikke var, saae jeg med Fornøyelse Narren hengt ved Pedantens Tarme. Men der seer jeg Tyboes Tiener.

290
PEER.

Den giør en Fandens Gierning, der giver sig i Tieneste hos Forliebte. Nu skal man løbe ned, nu op, nu op igien, nu ned, nu skal man løbe til Mammeselle de la Coplerske med Penge, nu med Vers, nu staae paa Skildvagt og spionere, nu see sin Herre i ond Humeur, sukke, græde, og, med Permission, giøre noget andet af lutter Kierlighed. Men man maa med Taalmodighed gaae alting igiennem; Visse Ærinder ere dog noget ved at hente, som for Exempel, naar jeg bringer Penge, er jeg ikke saa gal, at jeg jo tager min Lagie deraf forud; Det maa vi Kiøbenhavns Laqvejer forstaae. Da jeg tiente hos Raadmanden udi Slagelse, vidste jeg, min Troe, ikke andet, end at det skulde saa være, nemlig, at naar jeg gik udi saadanne Ærinder med 20 Rixdaler, at overlevere de samme uden ringeste Afkortning. Men da var jeg ikkun Tiener, nu er jeg Laqvei. Det er nogle dumme Dievle disse Tienere udi de smaa Stæder, de gaae frem udi Verden ligesom Uhreverk. Jeg mindes vel, da jeg var i Slagelse, at, naar jeg tabte en Skilling paa Gaden, jeg lagde ud af mine Penge i Steden derfore; saa dum og taabelig er ingen Hest, end ingen Soe udi Kiøbenhavn, at de skulde giøre saadant. En Tiener paa Landet kand jeg ligne ved et Esel udi Kiøbenhavn (dog det er sandt, man har der ingen 4re-beenede Eseler) jeg vilde sige en Østers, ja saa ungefehr, det tør jeg siige, og sætte min Haand under. I store Byer har det anden Art; der veed man at føre sig alting til Nytte; der kand man lære saa meget i een Dag, som --- Men der seer jeg Pernille. Hør lille Festemøe, hvor gaaer det? Jeg bringer kun en slet Ladning med mig denne gang, ikke nær saa feed som den jeg bragte forleden Uge. See! der haver i nogle Vers efter Begiering, som ere korte, men gode.

PERNILLE.

Hør Peer, hvad jeg vil sige dig, ikke af nogen Hoffart, thi det er saa min Troe ikke min Syge, men for at underrette dig, hvorledes du skal titulere andre af min Stand. Jeg er slet ingen Møe, det maa du troe, ey heller vil jeg heede saa af dig; jeg er Mademoiselle. 291 Du kand kalde Stue-Piger Møer, naar du taler med dem.

PEER.

Det er sandt Mammeselle, jeg fortalde mig. Her er ellers det Vers, som min Herre lovede.

PERNILLE.

Har han giort det selv?

PEER.

Ja, han er en Hund til at giøre Vers; Jeg troer ikke nogen Provst, nogen Bisp kunde giøre dem bedre. Saadanne Vers kand han giøre ti udi en Tiime. Men det er pudseerligt at see ham giøre Vers; Nu skriver han, nu stryger han sin Hage for at opvække Concepterne og Geisten. Nu skriver han, nu stryger han igien. Det bliver en lyksalig Kone, som faaer ham til Mand; thi han er derforuden saa god som Dagen er lang, ja min Troe er han saa, lille Fæstemøe - - jeg vilde sige Mammeselle! jeg observerede ikke, at det er ikkun Landsbye-Piiger, som haver Møedom.

PERNILLE.

Eftersom din Herre er saa god Poet, har du ikke kundet stiæle noget af Konsten? du har dog et got Hoved.

PEER.

Jeg takker ydmygst for de gode Tanker, Mammesellen har om mig. Naturen har intet forsømt hos mig, jeg syndede om jeg sagde andet. Jeg troer nok, at jeg kunde giøre Vers, dersom jeg kunde hitte paa Riim.

PERNILLE.

Ey det er jo læt at hitte paa Riim.

PEER.

Ja jeg kunde endelig nogenledes hitte paa Riim; Men Ulykken er, jeg kand ikke faae dem til at henge sammen. Jeg forsøgte engang at giøre Vers, og valte dertil først to Riim, nemlig Dør og Smør, som jeg vilde hefte andre Ord til; men jeg var min Troe ikke capable udi 3 Dage og 3 Nætter at faae den Dør passe sig til det Smør. Siden den Tiid haver jeg aldrig giort Vers.

PERNILLE.

Jeg maa gaae fra dig, min gode Peer, og overlevere Verset.

PEER.

Vær saa god at recommendere min Herre til det beste.

PERNILLE.

Tvil ikke om min Reedebonhed. Adieu!

PEER.

Serviteur.

292

ACTUS IV

SCEN. 1.

Leonard. Jesper.

LEONARD.

Det var, min Troe, en artig Invention, Jesper, hvorved jeg haaber, at Tyboes Credit bliver spildt; tænk engang, naar hun faaer slige Vers at see, hvorledes hun da vil blive til Mode!

JESPER.

Konsten bestaaer meest derudi, at den eene skal fixere den anden, og I være deruden for; thi ligesom Magister Stygotius har spildet Tyboes Credit, saa skal og Tyboe spilde hans igien; saa de skal begge først komme i Striid med Jomfrue Lucilia, og siden i Haar sammen med hinanden indbyrdes, og Monsieur skal faae Byttet.

LEONARD.

Ach Jesper! du glæder mit Hierte, som hidindtil har været nedslagen; thi det er den største Ulyksalighed at elske den, som man ingen Forhaabning seer til at vinde.

JESPER.

Giv jer kun tilfreds Monsieur, og gak til Side saa længe. Jeg seer Tyboe komme, som jeg strax skal give et Raad, hvorledes han skal fixere sin Rival.

SCEN. 2

Jesper. Tyboe. Christoff.

TYBOE.

See her Jesper! est du der? Jeg hører, at du holder dig ogsaa til min Rival; hvad skal det betyde?

JESPER.

Det vil saa meget betyde, at jeg udspionerer alle hans Anslag.

TYBOE.

Ja, hvis saa er, saa maa du gierne have Omgiengelse med ham. Men hvad Anslag har han nu fore?

293
JESPER.

Om en Tiime skal Magisterens Tiener hen med en forseglet Penge-Pung til Mammeselle Pernille, (hvilket Magisteren aabenbarede mig nyelig, saasom han holder mig for sin fortroeligste Ven) hvorfor jeg har i Sinde at spille ham et Puds.

TYBOE.

Du vil, maaskee, snappe Pengene fra ham paa Veyen?

JESPER.

Ach nev! hvad kunde det nytte? Jeg har et andet Forslag, som Christoff skal sætte i Verk. Herren skal flye Christoff en stor Pung fuld med Kobber-Penge, hvilken han skal lade som han paa samme Tiid bringer did hen, og stille sig gandske drukken an, naar han møder Magisterens Tiener.

TYBOE.

Hvad vil deraf følge?

JESPER.

Saa skal jeg bilde ham ind, at der er to gange saa mange Penge udi Herrens Pung, og raade ham til at byde Herrens Tiener ind med sig udi et Vertshuus, og der forbytte Pungen med ham. Tænk da, hvorledes Magisterens Credit vil falde hos Mademoiselle Pernille, naar hun faaer en Pung med Regne-Penge og Halve-Skillinger til Foræring! Hvad synes Herren om det Paafund?

TYBOE.

Das ist admirabel. Jeg veed ikke hvormed jeg skal forskylde din Godhed.

JESPER.

Vil Herren kun gaae ind, og skaffe os de Regne-Penge og Halve-Skillinger, imidlertid vil jeg exercere Christoff, hvorledes han skal bære sig ad; thi den anden Tiener Peer duer ikke dertil, han er en Hiemfødding, og har derforuden kun været nogle Dage i Herrens Tieneste.

SCEN. 3

Jesper. Christoff.

JESPER.

Christoff! kand du vel agere en drukken Mand?

CHRISTOFF.

Ja kostelig, sær naar jeg har faaet 2 Pæle Brændeviin til Livs.

294
JESPER.

Det er ingen Konst. Ney, du maa være ædrue, og dog stille dig drukken an. Lad see engang hvordan du bær dig ad, at jeg kand rette paa dig, hvad som fattes.

Christoff tumler sig om som en drukken Mand.

JESPER.

Du maa ogsaa tale noget.

CHRISTOFF.

Hvad skal jeg tale?

JESPER.

Jo duller, jo besser; du skal skieide og klamre.

CHRISTOFF.

Hei - - - hei - - Est du der Jesper Snylte

Giest, Jesper Fux-Svantz!

JESPER.

Det er nok, Christoff; jeg seer, at du bær dig vel nok ad.

CHRISTOFF.

continuerer. Hei, din Hund, est du der din Dagtyv, som ingen Handteering vil tage dig for, men gaaer og logrer med Rumpen for alle Folk for et Maaltid Mad!

JESPER.

Det er alt nok, siger jeg, jeg tviiler ikke meere om din Dygtighed.

CHRISTOFF.

Kom hid din Hund, din Øretuuder, din Hykler, som aldrig meener noget af det, du siger, som holder kun Venskab med Folkes Kiøkken og Kielder!

Kom hid. Hei! din Fraadsere!

JESPER.

Ey! holdt op i Fandens Skind! Jeg har alt hørt saa meget, som jeg vil høre.

CHRISTOFF.

Saa skulde man tractere slige Øyenskalke.

Trækker Jesper i Haaret.

JESPER.

Slip, du skal ellers faae en Ulykke. Hei! Hr. Tyboe, hielp!

CHRISTOFF.

Agerer jeg ikke vel nok en drukken Mand,

Jesper?

JESPER.

Gak Fanden i Vold. Du est klogere, end jeg tænkte.

CHRISTOFF.

Jeg kand ogsaa giøre det paa en anden Maade. Det første var af et Øll-Ruus; Nu vil jeg stille mig an, som jeg er drukken af et Brændeviins-Ruus, som for Exempel - - -

JESPER.

Holdt op i Pokkers Skind! Jeg har nok af Øll-Ruset. 295 Hør Christoff! saa snart du blir Magisterens Tienere vaer med en Penge-Pose, skal du stille dig drukken an, og naar han byder dig ind udi et Øllhuus, skal du kaste din Pung fra dig, og lade som du ikke merker, at han forbytter den. Begriiber du nu vel alt dette?

CHRISTOFF.

Det er meget let at begribe; Jeg lader ham bedrage mig, og han bedrager sig selv.

JESPER.

Got nok. Løb du nu og hent din Pung. See! der kommer Magisteren meget beleiligt.

SCEN. 4

Stygotius. Jens. Jesper.

STYGOTIUS.

Det kunde aldrig have løbet bedre af, Jens; han tog mod de Vers, som vil spilde hans Herres Credit. Nu maa jeg hen paa en Disputatz. Du skal imidlertiid, for at bestyrke mine Sager desmeere, strax gaae til Mademoiselle Pernille med denne Penge-Pung, saa at hun kand faae Tyboes lumpne Vers og min Foræring paa eengang. Kom da saa strax hiem og siig mig Beskeed.

Til Jesper. Qvid novi ex Africa?

JESPER.

Tyboes Tiener skal denne Stund hen til Mademoiselle Pernille med en stor Pung Penge.

STYGOTIUS.

Mon der er fleere Penge end udi denne Pung?

JESPER.

Pungen er to gange saa stor.

STYGOTIUS.

Det var en slet nuncius for mig. Ach Himmel! Omnibus artubus contremisco.

JESPER.

Men som Tieneren er saa drukken, at han neppe kand staae paa sine Been, saa kand man atter spille ham et Puds, som er større end det forrige, nemlig i det, at Jens lokker ham ind udi et Vertshuus paa Veyen, drikker ham meere drukken, og forbytter Pung med ham. Forstaaer Hr. Magister mig?

STYGOTIUS.

Capio mentem tuam et laudo artificem.

296
JESPER.

Lad saa Jens med den store Pung gaae Hige til Pernille, og forære hende den i Magisterens Navn.

STYGOTIUS.

Optime! Optime! Hør Jane!

JENS.

Ita.

STYGOTIUS.

See! der har du en Pung, som du skal gaae og krydse i Gaden med, indtil du blir Tyboes Tiener vaer, som er gandske drukken. Ham skal du strax give dig i Snak med, og byde ham ind i et Vertshuus, drikke ham meere fuld, og siden forbytte Pung med ham.

JENS.

Han tar sig nok vare; thi det er en listig Skielm.

JESPER.

I Dag er det let at trække ham op; thi jeg har aldrig seet ham saa beskienket.

STYGOTIUS.

Det maa komme an paa et Forsøg. See! der har du Pungen. Abi bonis avibus. Stygotius og Jesper gaae.

SCEN. 5

Jens. Christoff.

CHRISTOFF.

Jeg gaaer og krydser for at optrække Magisterens Tienere, og at fuldbyrde Jespers Anslag. Men der seer jeg ham komme. Nu skal jeg stille mig gandske drukken an. Rund, rund, rund! saa gladelig, saa gladelig, den Skaal gaaer rund.

JENS.

Om jeg seer ret, saa er det Tyboes Christoff, som er overstadig drukken; han haver, min Troe, en mægtig stor Penge-Pung med sig.

CHRISTOFF.

Rund, rund, rund! saa gladelig, saa gladelig, den Skaal gaaer rund.

JENS.

Han er mægtig drukken; havde jeg ham først i et Vertshuus, skulde jeg rigtig faae Pengene fra ham, eller i det ringeste forbytte Pungen, thi hans er eengang saa stor som min.

CHRISTOFF.

Saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig, saa gladelig.

JENS.

Hvor skal du gaae? Christoff!

297
CHRISTOFF.

Hei lystig! skienk paa en frisk. Rund, rund, rund, ru - - nd.

JENS.

Hei hør Christoff!

CHRISTOFF.

Wer da?

JENS.

Freund.

CHRISTOFF.

Er det dig Jens? du kandst bede din Hosbond henge sig op i Aften, førend han legger sig.

JENS.

Hvi saa?

CHRISTOFF.

Her er 40 Rixdaler i denne Pung; Det er meer end din Herre kand bringe til veye. Rund, rund, rund, rund, rund, ru - - - nd. Skal vi ind til Christoffers sammen først?

JENS.

Ja nok.

Sagte. Nu haver jeg Spillet vundet.

CHRISTOFF.

Jeg er, min Troe, saa tørstig som en Hund.

JENS.

Lad os gaae ind. Hei Christoffer! macht op. Her er en Styver at fortienne. Verten kommer ud.

SCEN. 6

Christoff. Jens. Verten.

CHRISTOFF.

God Morgen, Christoffer!

VERTEN.

Saa sige Skalke om Aftenen.

CHRISTOFF.

Jeg er saa fuld som et Beest, Christoffer.

VERTEN.

Vi ere alle Mennesker. Ein maal ist kein maal.

CHRISTOFF.

Og det af lutter Brændeviin.

VERTEN.

Hvor har I da været?

CHRISTOFF.

I Mester Daniels Have; der drak jeg op to Mark, som jeg vandt ved at slaae Middel-Kegler, og otte om Kongen. Rund, rund, rund, saa gladelig, saa gladelig, den Skaal - - - Han falder.

VERTEN.

Ach stakkels Mand! jeg er bange at I støder eder; jeg har stor Medlidenhed med beskienkte Folk. 298 Veed I hvad som meest tienligt er, naar man er beskienkt?

CHRISTOFF.

Skam der veed.

VERTEN.

Det er at drikke paa en frisk igien. Man skulde tænke, at jeg siger det for min Fordeel, men det hielper, min Troe, mange.

CHRISTOFF.

Lad os faae en Pegel Brændeviin herud; Jeg drikker ellers ikke det Lapperie, uden jeg har ondt i Maven, men des vær jeg er aldrig frisk. Verten gaaer ud.

JENS.

Det er best, at vi giver Verten imidlertid vore Punge i Forvaring.

CHRISTOFF.

Ja nok. Hør Christoffer! Sæt disse to Punge i dit Skab saa længe, medens vi drikker. Hei Fratres fare vel tilfreds celeres stote sepost molestum senectutam post molestum senectutam nos habebat humus.

JENS.

Kandst du ikke den Viise? Christoff! Zu Leipzig war ein Mann. Den gaaer ret artigt.

CHRISTOFF.

Ney jeg kand ikke lide tydske Viiser; jeg synger kun Dansk og Latin. Parva Scintillula habet contemptula magnum magnum citabat incendiu - - m.

Lader som han faaer ondt, og falder derpaa i Søvn paa Gulvet.

JENS.

Ach Hr. Vert! Lad denne gode Mand ligge og sove Ruusen ud hos eder; havde jeg ikke hastig Ærende, skulde jeg selv blive hos ham, thi det er min beste Ven jeg haver i Byen.

Man trækker ham til Sengs.

JENS.

Hr. Vert! der har I Betaling for Brændeviinen. Vær nu saa god at flye mig min Pung.

VERTEN.

Jeg veed ikke hvilken er hvilken, der staae de begge to inde paa Bordet.

Jens gaaer ind og tager den største, som er fyldt med Regne-Penge.

JENS.

Hr. Vert! hav nu Omsorg for min Cammerad, og forvar hans Penge vel. Jeg skal være her igien om en halv Tiime.

299
300
VERTEN.

I maa ikke tvile derom. Jeg troer ikke, nogen skal kunde sige, at han har mist en Skilling nogen Tiid i Christoffers Huus.

JENS.

Adieu da.

VERTEN.

Servitør! Vær saa god og tal os til en anden gang.

Verten gaaer ind.

SCEN. 7

Jens. Pernille.

JENS.

Jo saa mare pudsede jeg Tyboes Tiener den gang, hvor snedig han end er. Nu tar jeg smukt de Penge som er til overs, og stikker dem i min Lomme.

PERNILLE.

kommer ud. Jens! hvad har du der at bestille?

Faaer din Herre viide, at du løser hans Pung paa Veyen, vil det gaae dig ilde.

JENS.

Ach hvilken stor Ulykke! at hun skulde komme førend - -

PERNILLE.

Din Herre haver bedre Tanker om din Troeskab. Hvad har du at kiige udi det, som bliver dig leveret lukket?

JENS.

Jeg faldt paa Veyen, og vilde see efter, om nogen af Pengene var gaaet i stykker.

PERNILLE.

Det er en herlig Undskyldning.

JENS.

Jeg har mare ikke taget en Skilling deraf; jeg har heller lagt til, end taget fra.

PERNILLE.

Jeg troer det nok. Det er Tieneres Maneer i Kiøbenhavn at legge Penge til! Jeg veed de Penge ere til mig.

JENS.

Ja. Min Herre bad, I vilde ikke forsmaae dem.

PERNILLE.

Hils din Herre meget flittig, og forsikkre ham om min Tienstfærdighed, og siig, at, om han vil komme strax, skal han blive indlad. Jens gaaer grædende bort.

301

SCEN. 8

PERNILLE.

allene. Stygotius har, min Troe, greeben sig an denne gang, han skal have min Naade. Jeg troer, her er over 40 Rixdaler i denne Pung. Naar jeg nu legger disse Penge til de andre, jeg har hiemme, saa faaer jeg det skiønneste Akselskierf, nogen vil bære. I skal see mig næstkommende Søndag, hvor galant jeg skal blive. Saa skal man da høre Raisonnering af disse kydske, pialtede Fruentimmer: Fanden er i den Pernille; ingen kand begribe, hvor hun faaer de mange skiønne Klæder fra. Vi troer, at hun kand hexe. Men jeg legger ikke meget saadan Snak paa Hiertet. Nu maa jeg tælle Pengene efter. Jeg troer mare, det er lutter 8 Skilling stykker; ach! gid de vare alle 8 Skilling stykker! Ach Himmel! hvad seer jeg! ach! jeg er færdig at sprække af Harme. Det er jo Regne-Penge og Halve-Skillinger. Ach! den Tort skal ikke blive u-hevnet, om jeg ellers heeder Pernille.

SCEN. 9

Lucilia. Pernille.

LUCILIA.

kaster Pernille Papiiret i Ansigtet. See der Pernille! Kom ikke med dine Recommendationer oftere. Jeg vil slet ikke lade mig narre hverken af dig eller saadan Slyngel. Han titulerer min Moder en Rufferske, mig en Skiøge, og du est heller ikke glemt.

PERNILLE.

Hvad nu? Nu skal man nok høre, der er noget nyt paa færde igien.

LUCILIA.

Da er jeg slet ikke berygtet, at han i sine Vers har fornøden at tractere mig saa haanlig. Jeg har viiset Verset til tvende Personer, en efter anden, som begge udtolkede det saaledes: Din Moder er en Rufferske; Du selv en Coqvette, og din Piige en almindelig Skiøge. Men jeg er glad ved, at min Mama har der af lært at kiende det Skarn. Gid hun nu ogsaa var ligesaa vred paa den anden, saa var jeg dem begge qvit.

302
PERNILLE.

Ach! Ach! jeg merker, hvor det henger sammen: De tvende Rivaler ere blevne forligte, og have giort en Fred, udi hvilken de efter Sædvane har opoffret dem, der var Aarsag i deres U-eenighed. Just nu fik jeg, min hierte Lucilia! en Pung fra Stygotius fuld af halve Skillinger og Regne-Penge. Ach jeg døer, uden jeg faaer Hevn, førend Soelen gaaer ned.

LUCILIA.

Har jeg ikke saa tit sagt, Pernille, at Mandfolk er ikke at bygge paa? De kalder os underfundige og u-stadige, ja giver Characterer paa vegelsindede Qvinder udi Comoedier, som offentlig spilles, da de dog selv ere de største Veyrhaner. Nu tænker man, at de er færdig at døe af Kierlighed, en anden Tiime finder de Fornøyelse i at giøre os Vanære. Jeg undtar ingen uden Leonard, som jeg veed er bestandig mod mig, og har et ædelt Hierte.

PERNILLE.

Lad os løbe til Side, Jomfrue! Der kommer Tyboe. Maaskee han har betænkt sig, og kommer at bede om Forladelse. Nu skal I see, hvor artig jeg skal hevne mig.

SCEN. 10

Tyboe. En Musicant.

TYBOE.

Mig synes at Jomfruen stod i Vinduet; Lad os nu liste os lige under, at du synger og spiller saa, at man ikke blir dig vaer, førend man hører dig.

Musicanten sætter sig ned, tar sin Fiol de Gambe, som han spiller paa, og Tyboe synger den forliebte Viise, som han tilforn, Act. 2. Scen. 2., lod Jesper høre. Pernille stikker Hovedet op, og kiiger ned paa dem, beeder, at det Stykke maa synges nok engang. De synger og spiller igien. Lucilia slaaer et Fad Vand over Hovedet paa Tyboe, og siger:

Slige Poeter skal saaledes krones.

Tyboe og Musicanten gaaer skamfulde bort. De andre leer inden for.

303

SCEN. 11

Stygotius. Jens.

STYGOTIUS.

Det var det største Mesterstykke nogen kunde giøre.

JENS.

Ja Herren maa troe mig, at Latinske Drenge ere ikke at skiemte med.

STYGOTIUS.

Din Latin har vel ikke kunnet hielpe dig meget derudi, Jens! thi den trykker dig ikke formeget.

JENS.

Jo jo Herre! jeg kand dog sagte saa meget, som jeg bruger til daglig Huusfornødenhed. Jeg har været vel 100 gange udi Ærender paa Studengaarden; der maa endelig engang henge noget ved.

STYGOTIUS.

Ja, hvad mener du jeg var da ikke beqvem til at sætte i Verk, som har læset saa mange Bøger? Men hvorledes bar du dig ad at forbytte Pung med ham?

JENS.

Jeg mødte ham med en stor Pung gandske drukken, men dog ikke saa, at han jo endda havde nogen Forstand tilbage, hvorudover jeg tænkte, her maa du 304 legge dit Latinske Hoved i Blød, og studere paa, hvorledes du kand faae ham gandske i Snaren. Strax byder jeg ham ind til Christoffer Ølltappers, hvor jeg fik ham til at drikke paa en frisk, og efter at jeg havde overtalet ham til at flye Verten begge Pungene i Forvaring, klemmer jeg paa ham med Brændeviin, at han faldt i Søvn paa Bænken. Derpaa gaaer jeg hen til Verten og beder, at han vil drage Omsorg for min Cammerad, til jeg kommer tilbage fra mit Ærende. Verten, som troede, at vi vare gode Venner, lover mig saadant, og tilstæder mig selv at tage min Pung tilbage. Hvorfor jeg forsømmede mig ikke at tage hans store Pung i steden for min, og da jeg var bleven Mester over den store Pung, hvorudi var over 30 Rdlr. meer end udi min, løb jeg som Fanden var i Hælene efter mig.

STYGOTIUS.

Hillement, det gaaer brav! Vi ere oven paa, Jens. In portu navigamus. Lad os nu strax gaae der hen.

Jens banker paa; Pernille kiiger udaf Loft-Vinduet og siger, at de skal strax faae Audientz, men slaaer siden en Spand Vand over dem og siger: Kom saa og forær mig Halve-Skillinger og Regne-Penge en anden gang.

De gaaer skamfulde bort.
305

ACTUS V

SCEN. 1

JESPER.

Det var, min Troe, et skiønt Paafund. Han tænkte at fange den anden, men falder selv i Strikken. Jeg haver intet læst mig til. Det Pund, som findes hos mig, maa jeg allene tilskrive Naturen. Jeg troer virkelig sliige Qvaliteter ere arvelige; thi jeg har hørt min Far fortælle, at endog hans Far-Far eftergav ingen udi saadanne Artigheder. End svæve mig for Ørene de Ord, den gode Mand sagde til mig nyelig førend han døde: Jesper! dersom du vil træde dine Forfædres Fodspor, kandst du aldrig lide Nød udi Verden; men, sagde han viidere, giør aldrig Skielmstykker, førend du est bleven beqvem dertil. Øv dig først paa at stiæle Knappenaale og Skoepinde, og gak siden Grad-viis frem til det større. Ingen bliver hengt, fordi han stiæler, men fordi han ikke forstaaer Konsten at stiæle ræt. Paa hvilke Ord han trykte mig udi Haanden, og gandske sagtelig hensov med sine Forfædre. Kunde min Far faae at høre dette nysgiorte Mesterstykke, troer jeg, at han levede op fra de Døde igien af Glæde. Nu er den gode Monsr. Leonard hiulpen, og Pengene bragt til Pernille, hvilken lovede, at hun ingen skal recommendere uden ham. Men der seer jeg Stygotius kommer, han har, maaskee, nok fattet Mistanke til mig, om han har faaet at viide, hvordan tilgaaet er med Pengene. Jeg maa derfor see til, hvordan jeg kand reede mig ud deraf. Jeg har allereede aabenbaret Von Tyboe, hvordan han er bleven bedragen af Versene, nu skal jeg ogsaa sige Magisteren, hvordan det er tilgaaet med Pengene.

306

SCEN. 2

Jesper. Stygotius.

JESPER.

Det fortryder mig allermeest, at jeg skulde blive fixeret af saadan Slyngel.

STYGOTIUS.

Der seer jeg Jesper. Jeg maa fortælle ham, hvad mig er vederfaret udi Leonoræ Huus.

JESPER.

Af saadan Taadse, som synes, ikke at kunde tælle til fem.

STYGOTIUS.

Han er gandske vreed.

JESPER.

Jeg merker nok, at Tyboe ingen Tilliid har til mig meere.

STYGOTIUS.

Hvad mon det være?

JESPER.

Det er vel sandt, han har ingen Aarsag dertil; Thi mit Hierte har været henvendt til Magisteren, som jeg estimerer og elsker for hans Lærdom. Men det fortryder mig, at saadan Taadse, som den Tiener han har, skulde sætte mig Voxnæse paa, og bruge mig til et Instrument at bedrage den gode Magister Stygotius, hvilken jeg elsker som min egen Siæl.

STYGOTIUS.

Hvad er paa færde? Jesper!

JESPER.

Ach min Herre! jeg er færdig at døe af Harme. Var ikke den liden Interesse, som holdt mig tilbage, skulde jeg bryde over tverts med Von Tyboe denne Aften. Jeg er aldrig min Livs-Tiid bleven saa skammelig narret. Tyboe, som havde faaet et Nys om, at Magisteren vilde skikke Penge til Pernille, flyer sin Tiener Christoff en Pung med Halve-Skillinger og Regne-Penge. Den samme Knægt kommer til mig, ladende som han var gandske drukken, og bilder mig ind, at hans Herre havde leveret ham 40 Rdlr. at bringe til Pernille; hvilket han giorde alleene i det Forsæt, at jeg skulde give Magisteren Rapport derom. Jeg gaaer hen i min Eenfoldighed og siger det til min Herre, meenende at giøre ham en Tieneste dermed, men - - -

STYGOTIUS.

Per Jovem maximum! Hvad hører jeg? Var det sliige Penge vi tilbyttede os?

307
JESPER.

Ja; Thi en halv Tiime efter, at dette var skeed, kommer Christoff gandske ædrue og leende til mig, og fortæller mig den heele Historie. Jeg lod som Inventionen stod mig an, og søgte at holde gode Miiner. Men jeg fik saadan Alteration i mit Blod der over, at jeg neppe - - -

STYGOTIUS.

Nu merker jeg, hvorfor jeg blev saa ilde imodtagen udi Leonoræ Huus.

JESPER.

Thi først fortrød det mig, at jeg skulde lade mig fixere af saadan Taadse. Dernæst gik det mig til Hierte, at jeg skulde komme i Mistanke hos en brav Mand, som jeg altid har været færdig at tiene med Liv og Blod.

STYGOTIUS.

Ney jeg er alt for meget forsikret om dit gode Hiertelav mod mig.

JESPER.

Min Herre har Forsikring nok af det Puds, jeg spillede Tyboe for hans skyld med Versene.

STYGOTIUS.

Det er sandt. Det er klar Beviis paa din Troeskab mod mig.

JESPER.

Thi jeg har derved ligesom til ævig Tiid forbundet mig til Magisteren, og ligesom overleveret min Velfærdt i hans Haand; thi dersom jeg giorde mig ham u-gunstig, og drev ham til at røbe mig, var jeg vis paa, at Tyboe vilde staae mig efter Livet.

STYGOTIUS.

Holdt op med disse protestationibus, Jespere! Jeg har aldeeles ingen Mistanke.

JESPER.

Naar een ved saadan Gierning først har forbundet sig til en anden, maa han blive ved at være troe endogsaa mod hans Villie.

STYGOTIUS.

Jeg maatte jo være gal, om jeg bar nogen Mistanke til dig.

JESPER.

Jeg takker Herren. Jeg vilde holde ud endnu en Maaneds Tiid med at gaae i Tyboes Huus, endeel for en vis Interesse, jeg venter derved, endeel ogsaa for at udspionere hans Anslag, og befordre Magisterens Kierlighed.

STYGOTIUS.

Kierlighed? den er alt forsvunden. Jeg 308 pønser kun nu paa at hævne mig paa Tyboe, og til den Ende vil strax hen at giøre Anstalter. Adieu saa længe.

JESPER.

Jeg kand narre disse to Knægte saa meget, som jeg vil. Nu skal de strax komme i Haar sammen; thi da jeg aabenbarede Tyboe, at Magisteren havde spillet ham det Puds med Versene, svor han strax paa Tydsk, at han skulde hævne sig, og løb bort at hverve Folk. Ligeledes merker jeg, at den anden vil giøre. Men der seer jeg Monsieur Leonard komme.

SCEN. 3

Leonard. Jesper.

JESPER.

Nu Monsieur Leonard! nu er I oven paa: Nu skal Pernille, som tilforn har hindret jer Kierlighed, forfremme den af yderste Formue. Hun svor mig til, at hun skal hevne sig over de andre, om det skal koste hendes Liv.

LEONARD.

Ach Jesper! du har reddet mig fra Døden. Jeg er forsikret om, at min Person staaer Jomfruen selv an, og at hun ikke har tordt erklære sig for mig alleene af Frygt for hendes Moder.

JESPER.

De skal ingen Skade giøre jer meer; thi deres Credit er gandske ude. Men der er Mademoiselle Pernille.

SCEN. 4

Pernille. Leonard. Jesper.

PERNILLE.

Ach! det smerter mig, at jeg saa ofte har stræbt at vende Jomfruens Hierte fra den dydige og artige Monsr. Leonard, og været ham imod for at recommendere de andre to Giække.

LEONARD.

Min hierte Pernille!

PERNILLE.

See Monsieur Leonard! Er han der? hvor lever han?

LEONARD.

Jeg begynder at staae op fra de Døde igien, eftersom jeg har faaet Forsikring af eder om den søde 309 Jomfrues Gunst, af hvilken all mit Hiertes Fornøyelse og mit Liv henger.

PERNILLE.

Giv jer tilfreds Monsieur Leonard; jeg kand forsikre jer, at Jomfruen har længe baaret stor Godhed for jer Person. Jeg bekiender reent ud, at jeg ikke mindre end hendes Moder har været Hinder derudi. Men nu skal den Hinder ikke aleene ophøre, men jeg skal af yderste Evne stræbe at forfremme jer Kierlighed. Tyboe og Stygotius ere alt af den Gamles Credit. Nu skal jeg nok stræbe at holde andre Friere fra Huuset saa længe som mig mueligt er. Midlertiid tør den lukke sine Øyen, som I skal arve; thi det er den Gamle kun om Penge at giøre.

LEONARD.

Vær forsikkret om, jeg skal erkiende eders Godhed, saa længe som jeg lever. Leonard gaaer ud, og Pernille ind.

SCEN. 5

Peer. Jesper.

PEER.

Ja nu vil her ligge et Huus.

JESPER.

Hvad er paa færde Peer?

PEER.

Ja nu vil her ligge et Huus.

JESPER.

Der er kommen, troer jeg, en Raptus over ham, han giør Vers.

PEER.

Her vil udøses Blod.

JESPER.

Hey Peer! hvad er det dog?

PEER.

Brabands Beleyring er intet at ligne derimod.

JESPER.

Ja min Troe giør han Vers. Peer! svar mig da.

PEER.

Wer da? Est du en Student?

JESPER.

Hvad er det for et taabeligt Spørsmaal?

PEER.

Jeg har Ordre at masacrere det heele Academie indtil Pedellerne.

JESPER.

Hvi saa?

PEER.

Da min Herre efter Aftale tænkte at faae Lucilia i Tale, da, i Steden for at blive indladet, lukkede Pernille et Vindue op, og slog en heel Spand Vand over ham, 310 sigende derhos: Saadanne Vers fortienne saadan Belønning. Min Herre holdt gode Miiner, gik hiem, og efterforskede saadant nøye, indtil han fik at viide, at Stygotius havde bedraget ham.

JESPER.

Tragoedien vil da vel begyndes paa dig, som forrettede saa slet dit Ærende.

PEER.

Hvad skulde jeg giøre? Personen, som bedrog mig, kom mig saa Poetisk for, som nogen kunde giøre; dersom du selv havde seet ham, du havde ogsaa taget ham an for en Poet. Min Herre er derforuden alt for storagtig til at hevne saadant paa mig. Han siger, han kand ikke faae Hevn, uden heele Regentzen og Studigaarden bliver sloiffet, saa at der ikke bliver een Steen paa den anden. Men der kommer han med 4re Soldater. Jeg maa løbe.

SCEN. 6

Jesper. Tyboe. 4re Soldater.

TYBOE.

Hører I vel, Kinders! Feltskriget skal være: Per Caudi. Hvem I treffer udi sort Kiole, skal I støde ned. Naar vi saa har masacreret de fleeste hid og did paa Gaderne, skal vi formaliter beleyre Regentzen, hvilken vi udi Hast kand erobre; thi jeg troer ikke de formedelst Mangel af Proviant skal kunde holde en Beleyring ud i 24 Timer. See! der seer jeg Jesper. Hei Jesper! du kommer ret beleyligt for at commendere den høyre Fløy; det er vel giort af dig, at du har taget Støvler paa, thi vi kommer i Dag at gaae udi Studenter-Blod over Knæerne. Han skal viide, hvad det er at fixere en Officier.

JESPER.

Den Karl maa ikke kiende Herren, ey heller have hørt tale om Brabands Beleyring.

TYBOE.

Ney vist! ey heller om det Slag ved Amsterdam. Men han skal inden kort Tiid lære at kiende mig. Jeg kunde vel fodre ham ud allene, men la partie non est egalt. Det er mig ey heller nok; thi jeg vil ødelegge 311 ham med hans Tilhengere, og Tilhengers Tilhengere, ja den heele Per Caudiske Republiqve. Det er jo uhørligt, Charni, at saadan Karl, en Philosophus, en Grammaticus, en Pedantus, tør understaae sig at ---

JESPER.

Ach! Herren ivrer sig ikke saa meget! det er ikke Umagen værd. Men der seer jeg Peer komme græ- dende.

SCEN. 7

Tyboe. Peer. Jesper.

PEER.

A----- A------ min Rygg, mit Hoved, mine Skuldre, mine Axle, mine Arme, mit heele Legeme, min Krop, mit arme Corpus.

JESPER.

Hvad er paa færde Peer?

PEER.

Det skal I strax faae at viide, Magister Stygotius med den heele Magister-Grad er udi Gevehr. Ach min Rygg! ach mit Hoved!

TYBOE.

Det kand ikke være mueligt. Du haver seet galt.

Hvor skulde han driste sig til at gaae offensivemang?

PEER.

Har jeg seet galt, saa har jeg, min Troe, ikke følet galt. De ere denne Time ved Hiørnet. Jeg er glad ved, at jeg er blessered, og kand ikke bruges meere i Krigen.

SCEN. 8

Jesper. Peer. Tyboe. 4re Soldater. Stygotius. Jens med 4re Studenter ved den anden Side.

STYGOTIUS.

Den første, vi skal opoffre, Domini Collegæ nec non commilitones! det skal være Anføreren selv eller Imperatorem ipsum. Jeg skal lære ham, hvad det er at give Cuprum pro argento, halve Skillinger for Sølv-Mynt, og komme en gammel Academicum til at løbe med Liim-Stangen, der har studeret til Rostok, og disputeret sammesteds absqve præsidio. Jeg haver endnu den samme Kaarde, den samme Stok, med hvilken jeg har slagen ind saa mangen ærlig Professors 312 Vindue udi Rostok. Han skal profecto besinde, at der er endnu Karle paa Academiet, som har Been i Panden, og at jeg er god Academicus tam in Marte qvam in arte.

Gaaer ud til sine Folk igien. Midlertid, mens Stygotius siger det, rangerer Von Tyboe sine Soldater.
TYBOE.

Men kand det være mueligt, Jesper, at den Karl tør giøre slig Modstand?

JESPER.

Jeg havde aldrig kundet bilde mig saadan ind; men jeg er vis paa, at saa snart han faaer Herren at see, saa løber han med alle hans Tilhængere Fanden i Vold. Jeg er ikke af de forsagte og feige Mennesker, men jeg kand sværge paa, at jeg vil heller see Fanden selv end Herren, naar han blir vreed; thi jeg kand see paa Herrens Ansigt ligesom afmalet den heele Trojanske Kriig, eller Jerusalems Forstyrring i kort Begreeb.

TYBOE.

Siiger du det Jesper! giv nu agt paa mit Ansigt, nu vil jeg giøre mig vreed.

JESPER.

Ach det er forskrækkeligt Herre! Ach! ach! det er ligesom jeg saae det grummeste Vildsviin alleene i en Skov, saadan Redsel fik jeg paa mig.

TYBOE.

Hvad er det for Snak? du maa bie at raisonnere til jeg giør mig vreed; jeg har jo ikke begyndt endnu at giøre nogen Mine.

JESPER.

Ja det er endelig sandt, jeg kom det ikke ihu; men vil Herren giøre det saa kort som mueligt, thi jeg kand ikke taale at see det længe an.

TYBOE.

See! nu seer du mit Ansigt, som det var, da jeg løb Storm til Braband.

JESPER.

A-- a-- Nok Herre! Ingen lislandsk Løve kand see meere forbandet ud. Der gik slige Ildstrimler fra Herrens Øyen, at man kunde stikke an en Pibe Tobak dermed.

TYBOE.

Ha, ha, ha! Det er mig kiert. Saa troer du da, at mit Ansigt alleene driver dem paa Flugten?

JESPER.

Ja vist. Derfor er det best, at Herren, for at giøre dessnarere Ende paa Krigen, gaaer for i Spidsen.

TYBOE.

Ney ellers Tak; en General staaer altid bagest. 313 Jeg hører nok Jesper, at du veedst at indrette en Slagt-Ordning! Kom, nu skal jeg viise dig hvor den skal ordineres. Du skalt staae i Spidsen paa den venstre Fløy, og Peer skal føre den høyre an.

PEER.

Ach Herre! jeg er jo gandske qvæst, og derfor beder ydmygst om min Demission, og Naade-Penge for mig, min Hustrue og mange smaa Børn.

JESPER.

Hvilken Snak! du est jo ikke gift engang.

PEER.

Ja, men jeg har i sinde at gifte mig med første.

TYBOE.

Est du saa stærk, at du kand gifte dig, saa kand du ogsaa slaaes. Fort hid, som jeg siger dig, og antag Commando. Skal jeg give din Slyngel Kost og Løn for intet?

PEER.

Løn? jeg har aldrig seet nogen Løn.

TYBOE.

Des bedre er det for dig, saa kand du faae alt paa eengang; Din Gage løber altid lige fuld.

PEER.

sagte. Det er Ulykken, hun løber saa sterk for os stakkels Laqvejer, at vi kand aldrig naae den igien.

TYBOE.

Tænk Peer! du nyder en Æres Post, som ikke tilbydes enhver.

314
PEER.

Det er Ulykken, at jeg er ikke ærgierig; at nøde den til Ære, som ikke skytter derom, er jo ligesom at nøde een til at spiise de Koste, som han har naturlig Afsmag for.

Tyboe trækker ham hen til den høyre Fløy, og holder en Harangue for Armeen, medens Peer staaer og græder, som han var pidsket.
TYBOES TALE TIL FOLKET.

Man skulde tænke, Ihr Herren, at det var mod sidste Verdens Tiider, eftersom man seer Fluer vil sætte sig op mod Elephanter, Myg mod Løver, Dværge mod Kiemper, en Stygotius, et Blekhorn, en Pennefiær, en Pedantus, en Grammatica, en Schulfuchs, mod en Mand, hvis Navn er bekiendt i Holland, i Frankriig, i Amsterdam, i Brabandt, ja over heele Europia. Speyler eder i Dag, Ihr Herren, i min Tapperhed, følger mit Exempel.

JESPER.

indbryder i hans Tale. Herre! der kommer vore Modstandere i fuld Curreer.

TYBOE.

continuerer sagte og stammende, skielvende, og tørrer Sveeden af sig. I mit Exempel - og mit Exemplar (kommer de?) følger, Ihr Herren, og føl - følger (er de nær hos?) mit exemplariter og følg -- Jeg vil for Tidens Korthed afbryde, og som en fornuftig Anfører postire mig bag ved for at obsalvere -- Hillement der er de.

Peer vil løbe bort, men de andre holde paa ham.
TYBOE.

Jesper! jeg sætter nu all min Liid til dig.

JESPER.

Vil Herren have Taalmodighed et Øyeblik, medens jeg springer hiem efter Mons Viingaards Bog, hvorefter Herren pleyer at rangere sine Tropper.

TYBOE.

Det er en herlig Forklaring; du vil gaae bort, og lade os staae i Stikken. Det er bedre, at du bliver tilstæde, og megler os en Fred imellem, ikke fordi jeg er bange at gaae dem under Øyen, om de vare tusinde.

JESPER.

Ja, det veed jeg nok.

TYBOE.

Men for at spare Christen Blod. Det er unge Mennesker, som kand blive til noget, naar de har udraset; 315 du skal faae 20 Rdlr. dersom du kand bringe en Forligelse til veye.

JESPER.

Jeg skal giøre mit beste. Vil ikkun Herren imidlertid holde gode Miiner.

TYBOE.

Hør Jesper! du kand siige dem, at jeg er en Mand, som har 10 Mænds Styrke.

JESPER.

Ja, og jeg vil legge 12 Mænds Forstand til.

TYBOE.

Du kand siige dem, at jeg har slaaet 2000 Mænd ihiel med min egen Haand.

JESPER.

Jeg vil legge 2000 til.

TYBOE.

Du kand siige dem, at jeg er bekiendt for min Tapperhed over heele Holland.

JESPER.

Jeg vil legge Engeland til.

TYBOE.

Du kandst siige dem, at jeg har omgaaeds med Førster og Generaler udenlands.

JESPER.

Jeg vil legge Konger til.

TYBOE.

Du kandst siige, at Kongen af Holland har for æret mig sit Portrait.

JESPER.

Jeg vil siige: Keyseren og Paven har giort det samme.

TYBOE.

Du kand siige, at, hvis de ikke beqvemmer sig til Fred, bryder jeg heele Regentzen ned.

JESPER.

Jeg vil legge Studen-Gaarden til.

TYBOE.

Du kandst fortælle dem kortelig alle de Slag, jeg har været udi.

JESPER.

Jeg vil legge dem til, som Herren ikke har været udi.

TYBOE.

Du kandst siige, at, naar jeg ret vil griibe mig an, kand jeg sætte alle de fornemste Damers Hierter udi Contribution.

JESPER.

Jeg vil legge det til: udi lys Lue. Lad kun mig raade.

STYGOTIUS.

Hør got Folk! det er best at vi betænker os, førend vi gaaer videre. Jeg har forsvoren at slaaes med Officierer, de bruger ingen Raison; det er best, at vi skikker een til dem at fornemme, om de vil møde os i tørre Hugg, og siige tillige med, at vi vilde gierne 316 slaaes med dem udi Kaarde, hvis det ikke var mod leges Academicas. Vil de disputere med os, skal det være mig kiærere, enten de ville paa Latin eller Græsk. Men der seer jeg Jesper komme til os. Gak du imod ham Jens, og hør, hvad hans Ærende er. Jeg troer nok, han er min Ven, hvorvel han for Interesse skyld holder sig til Tyboe.

JESPER.

Jens! hør, hvad jeg vil sige dig. Hvorfor skal vi lemlæste hinanden for tvende Narrers skyld?

JENS.

Jeg er, min Troe, af samme Meening.

JESPER.

Hr. von Tyboe holdes af alle brave Officeers for en Giæk.

JENS.

Min Herre ligesaa af Studenterne.

JESPER.

Og for en Pultron.

JENS.

Min ligesaa.

JESPER.

Hr. Tyboe er saa bange som en Hare.

JENS.

Min Herre ligesaa.

JESPER.

Saa snart at I avancerede et Skridt, havde vi satt os for at løbe.

JENS.

Vi ligesaa.

JESPER.

Jeg har Fuldmagt at slutte Forliigelse.

JENS.

Jeg ligesaa.

JESPER.

Men jeg har ikke udi Sinde at giøre det for intet.

JENS.

Jeg ikke heller.

JESPER.

Mig siunes Freds-Artiklerne kand best saaledes conciperes: 1. Skal Hr. von Tyboe tractere begge Krigs-Hærerne udi Fisker-Huuset. 2. Skal Hr. Magister Stygotius giøre Dagen derefter det samme.

JENS.

Du est en habil Mand, Jesper!

JESPER.

Hei Hr. von Tyboe! skiønt og reputeerligt Forliig: I skal tractere i Fisker-Huuset i Morgen, og Stygotius over Morgen.

TYBOE.

Skal jeg da først?

JESPER.

Ja vist, I haver Præferencen; Det var just den haardeste Knude.

TYBOE.

Ja saa er jeg fornøyet.

JESPER.

Min Herre! førend vi skilles ad, maa vi som rette 317 Venner tage hinanden udi Hænder. Magisteren giver Herren sin Haand, og vi andre subalterne og Gemeene maa giøre det samme.

TYBOE.

Gak hen og proponeer det for Anføreren, aber in meiner Nahmen nichts.

JESPER.

Det kand Herren vel tænke, at jeg ikke er saa taabelig. Jeg veed anderledes at staae paa Herrens Respect.

Gaaer til Stygotius. Min Hr. Magister! Jeg har hindret i Dag en stor Blods Udgydelse. Jeg saae at Tyboes Parti var for sterk, og derfor i Tiide arbeydede paa Fred; thi endskiønt mit Legeme var i Tyboes Krigshær, saa var dog min Siæl udi Magisterens.

STYGOTIUS.

Jeg veed det heel vel, Jesper!

JESPER.

Jeg kand forsikkre eders Magisterhed, at om det havde kommet til Strid, saa havde jeg deserteret midt i Slaget. Men jeg maa lade som jeg holder med Tyboe for visse Aarsager skyld.

STYGOTIUS.

Du skal have Tak for dit gode Hierte mod mig. Jeg skal stræbe at giøre dig all muelig Tieneste derfor.

JESPER.

trækker Stygotius til Tyboe. I gode Herrer! nu maa I udi begge Armeers Paasyn give hinanden Hænder. Saa skal vi andre giøre det samme indbyrdes.

De gir hverandre Hænder, og de andre giør liigeledes, og kysse hinanden.
JESPER.

Hører nu I gode Herrer! Efterdi vi nu ere forligte og begge Personer er skeed Tort, saa er det best, at vi nu conjungerer begge Kriigshærene, og med samptlig Magt hevner os over vore tilfælles Fiender; thi hvorvel de har haft Aarsag til Fortrydelse, saa bør dog sliige brave Mænd hevne den Tort at have faaet Vand over Hovedet. Vi maa samptlig attaqvere Leonora i hendes Huus.

TYBOE.

Das ist wahr, Jesper! Vi skal formaliter beleyre Huuset.

318
STYGOTIUS.

Communis injuria communibus armis vindicanda est.

JESPER.

Men vi maa bie en halv Time, til det bliver lidt mørkere.

TYBOE.

Mittlerzeit kand vi giøre fornødne Præparatorier.

STYGOTIUS.

Skal vi da mødes her igien?

JESPER.

Ja om en halv Time skal vi mødes her igien paa samme Sted.

TYBOE.

Kom, lad os da gaae bort saa længe. De gaaer ud alle, undtagen Jesper.

SCEN. 9

Jesper. Leonard.

JESPER.

Nu skal jeg anrette en artig Comoedie, som skal beskiemme de 2 Giække endnu meer, og tilligemed befordre Leonards Beste. See! der kommer han meget beleyligt. Monsieur Leonard! I kom liigesom I var kaldet.

LEONARD.

Hvi saa?

JESPER.

Tyboe og Stygotius ere blevne forligte, og med samtlig Magt vil anfalde Leonora udi hendes Huus. Nu har I ret Leylighed at insinuere jer saaledes, at I kand blive vis paa Bruden; Thi naar Huuset bliver anfaldet, maa I komme med nogle andre gode Venner at ophæve Beleyringen.

LEONARD.

Men om de blir mig for sterke?

JESPER.

Det har ingen Fare. Naar de seer en blot Kaarde, saa løber de begge to, og, naar Anførerne give sig paa Flugten, følger de andre strax. Thi andre Officiers, saa vel som Soldater, foragte ham i deres Hierte, og holde kun Venskab med ham paa Skrømt.

LEONARD.

Jeg veed ikke, hvordan jeg i Hast skal faae saa mange gode Venner samlet.

JESPER.

Kommer I kun ind med jer blotte Kaarde, saa vil jeg være Mand for, at de alle skal tage Flugten. I kand for Sikkerheds skyld lade som der kommer andre 319 efter. Men I maa ikke agte, at jeg stiller mig an som jeg er paa Tyboes Side; Thi jeg vil ikke bryde aabenbare Venskab med ham, saa længe han har et Anker Viin i sin Kielder.

LEONARD.

Ach Jesper! jeg skal studere paa at giøre dig Tieneste igien, og belønne din Troeskab mod mig.

JESPER.

Jeg giør intet for Interesse, Monsieur! Jeg betinger mig allene, naar I kommer i Stand, jus vitæ et necis, Hals og Haand over jer Kiøkken og Kielder, sampt Jagt-Frihed i jer Gaard over Høns, Kyllinger, Capuner, Giæs, Ænder etc. etc.

LEONARD.

Alting i mit Huus skal være dig til Tieneste. Min Farbroder ligger nu gandske syg, saa jeg troer han døer denne Nat.

JESPER.

Men jeg hører en Allarm. Løb til Side. Jeg troer at de kommer.

Leonard gaaer ud.

SCEN. 10

En Officierer. Jesper.

OFFICIEREN.

Ha ha ha ha ha ha!

JESPER.

Serviteur, Monsieur! Hvoraf leer han saa got?

OFFICIER.

See Jesper! Est du der? Jeg vil svære paa, at du est Autor til alle disse Krumspring, Von Tyboe giør.

JESPER.

Det er min Troe sandt. Jeg giør det for at befordre Monsr. Leonards Kierlighed.

OFFICIER.

Det er mig kiert; Thi det er en god ærlig Karl. Jeg hører, at han formaliter vil beleyre Mad. Leonora i hendes Huus, og jeg har laant ham 8te Soldater, hvilke ere saa afretted, at de skal løbe, mindste Modstand de seer. Vi maa føye den Karl i alting, thi han er os en feed Steeg.

JESPER.

Men jeg er kun bange, at det vil give Opsigt.

OFFICIER.

Ey Lapperie! Om der kommer nogen, og vil legge sig der imellem, saa skal jeg nok holde dem derfra; thi saa snart Folk faaer at viide, at det er Tyboe, 320 kand de strax fatte, at saadan Kriig vil ikke være af stor Betydning. Jeg vil holde mig lidt til side. Jeg troer de kommer.

SCEN. 11

Stygotius og Tyboe med en hob Folk. Jesper. Leonard.

TYBOE.

med et Spiud i Haanden rangerer Soldaterne og exercerer dem. Marcherer derpaa gandske sagte i Orden af Bataille med Tromme-Slag efter Tacten lige til Huuset. Taler til Folket: Messieurs ihr Herrens! Nu er den Tiid kommen, paa hvilken I kand bane jer Veyen til et u-dødeligt Navn ved eders Tapperhed. Denne Fæstning, som I har at bestorme, synes vel sterk, men jo sterkere den er, jo større er Æren og Seyeren. Jeg vil selv være først i Spidsen for at opmuntre eder til Tapperhed. Allons! speyler eder udi mig.

Løber til Dørren med sit Spiud. Fruentimmeret raaber udaf Vinduet: Hvad det skal betyde?
TYBOE.

Her er ingen andre Conditioner, end at I skal give jer paa Naade og Unaade.

Fruentimmeret skriger og hyler inden for.
LEONARD.

Hei! omringer og griber disse Stratenrøvere, og seer vel til, at ingen undkommer.

Han skyder en Pistol af i Luften, hvorpaa de falde alle som Døde. Jesper holder paa Tyboe, ladende som det er for at bedekke ham.
TYBOE.

siger: Det war ein grausom Salbe. Die gantske Armee ruiniret auf ein mahl.

LEONARD.

Det er vist Anføreren, ham maa jeg strax opoffre.

JESPER.

Ach gunstige Herre! spar ham, og omkom heller mig.

LEONARD.

Her hielper ingen Bøn. Han skal døe.

JESPER.

Ach Herre! betænk hvad I giør. I skiller Verden ved en Mand, der har vundet over fire tusinde Feldtslag.

321
LEONARD.

Ingen Snak. Han er Dødsens.

JESPER.

grædende. Der udi det Slag ved Amsterdam - - -

LEONARD.

Fort, fort. Lad ham løs.

JESPER.

Omkom med sin egen Haand ---

LEONARD.

Hvis du ikke slipper ham ---

322
JESPER.

Over 5000 Mennesker.

TYBOE.

viskende til ham. Siig ham ogsaa om de 3 Herren Stater jeg omkom.

LEONARD.

Om han var Alexander Magnus selv, saa skal han opoffres.

JESPER.

Og stak 3 Herren Stater ihiel --

LEONARD.

Jeg lader mig deraf ikke bevæge.

JESPER.

Med eet Hugg.

LEONARD.

Des større Berømmelse er det for mig at omkomme ham.

JESPER.

Der udi Brabands Beleyring løb alleene ---

LEONARD.

Det hielper ham nu altsammen intet.

JESPER.

Storm, og sloges paa Muuren i en halv Time med den heele Guarnison.

LEONARD.

Saa seer jeg da, at jeg maa omkomme jer begge to.

JESPER.

Ach løb Herr von Tyboe! og salveer jer kostbare Liv.

Tyboe løber. Leonard forfølger ham, og stikker ham med Skaftet af Kaarden i Ryggen.

TYBOE.

A----- a----- ich bin totlig blessiert, durch und durch gestochen, a---- Løber ud.

SCEN. 12

Leonard. Jesper. Leonora. Lucilia. Pernille.

LEONARD.

Det gik, min Troe, rigtig an, Jesper.

JESPER.

Ej det vidste jeg nok forud. Naar han nu lever op af sin forrige Blessure igien, saa gir han mig en For æring oven i Kiøbet. Men der kommer de Beleyrede ud, holdt nu gode Miiner.

LEONORA.

Ach min hierte Monsieur Leonard! er det han, som har forløset os fra denne Angest! Ach gid jeg kunde beviise ham nogen Tieneste.

JESPER.

Madam! den største Tieneste, I kand giøre ham, det er at give ham jer Datter, som han saa længe har elsket. Synes jer, at det er en Mand at foragte?

323
LEONORA.

Jeg har altid haft stor Estime for ham. Men som han ingen Midler har, og min Datter heller ingen, saa har jeg ikke holdet raadeligt, at de kom sammen.

LEONARD.

Hvad det er angaaende, saa haaber jeg nok at forsørge hendes Datter; Thi saa længe min Farbroder lever, assisterer han mig nok saa meget, som dertil kand behøves, og, naar han døer, saa arver jeg temmelige Midler.

LEONORA.

Jeg tilstæder da gierne, at I forlover jer sammen. Men I maa bie med Brylluppet til han døer.

LEONARD.

Min Farbroder giør det ikke længe; thi jeg troer neppe, at han lever denne Nat over. Men der seer jeg hans Tiener kommer. Hør Christoffer! Hvorledes er det nu med din Herre?

CHRISTOFFER.

Jeg kommer for at lade ham vide, at Monsieur Jeronimus er alt død.

JESPER.

Ach! det var, min Troe, en stor Høflighed af ham. Nu haaber jeg Madam, at hun har intet meer at scrupulere over.

LEONORA.

Aldeeles intet. Jeg skatterer min Datter for det lyksaligste Menneske i Verden.

JESPER.

Saa lar os da giøre kort Process. I har længe biet efter hinanden. Kommer hid og gir hinanden Hænder. De gir hinanden Hænder og gaaer ud.

Jacob von Tyboe
Noter

S. 247
med Permission, med Forlov.

S. 248
Pas eller Afskeed, Afskedsbevis, Anbefaling. - Divertissement, Underholdning. - Smautzer, Maaltider.

S. 249
Alexander Magnus, Alexander den Store. - Printz Absalon, Davids Søn, som blev berømmet for sin Skønhed. - Sang-Klokkerne, Klokkespillet paa Helliggejstkirke, der benyttedes meget ved Begravelser. - Syllogismer, Slutninger (i Logikken). - Autor classicus, klassisk, d.v.s. græsk eller latinsk Forfatter. - Folianter eller Qvarter, Bøger i Folioeller Kvartformat. - Conjuncturerne, Omstændighederne, Forholdene.

324

S. 250
Navne-Dag, den Dag, der i Almanakken bærer det samme Helgennavn som en Persons Døbenavn.

S. 252
tilforn, tidligere, før. - med de Klogeste, af de Klogeste. - Studengaarden, Universitetet.

S. 253
Postil, Prædikensamling til Andagtsbrug.

S. 254
Materie, Emne. - Raison, Begrundelse, Forklaring. - Franco, frigjort, skrev man før Frimærkernes Tid paa et Brev, naar Postpengene var betalt. Jfr. vort nuværende frankere. - Peerer, Ordspil paa den engelske Titel Peer, Medlem af Overhuset.

S. 255
Klæboerne, Klædeboderne kaldtes indtil 1880 den Del af Skindergade, som ligger mellem Dyrkøb og Nygade. - Servitør, fr. serviteur, Deres (din) Tjener.

S. 256
recotnmendere, anbefale. - Credit, Anseelse. - Aurora, Begynderbog i Latin.

S. 258
publici juris facere, lat. at offentliggøre. - sub scamno, lat. under Skammelen, i Skygge. - Venens Søn, Venus' Søn, Kærlighedsguden Amor; Cupido. - Minerva, Visdommens Gudinde. - apud Poetas, hos Digterne. - et etiam ... detrimento, og tillige til største Tab for den lærde Verden. - Objectum, Genstand. - de gamle Hyrders Maade, nemlig i den sentimentalt poetiske Hyrdedigtning, som især var paa Mode i det 17. Aarh. - Lucretia, Romerinden Lucretia dræbte sig selv, da hun i sin Mands Fravær var blevet skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn. - sed hine illæ lacrymæ, men heraf hine Taarer. - fører sig bedre op, lever paa en større Fod. - aureis ... armis, ved gyldne og sølverne Vaaben.

S. 259
Gak du kun dit Ærende, Jane, gaa du kun til din Gerning, Jens. - Min Leylighed er ikke, Jeg er ikke i Stand til; jeg har ikke Raad til.

S. 260
Domme Frater, lat. Herr Broder. - Plaisier, fr. plaisir, Fornøjelse. - Hundsvotske, af Hundsvot, Asen.

S. 261
Concepter, Overvejelser. - Licentia Poëtica, lat. poetisk Frihed. - Michelsdag, Ærkeenglen Michaels Dag d. 29. Sept. var Flyttedag.

S. 262
Condition, Betingelse. - Bliant-Pen bestaar af en løs Grafitstift og en Holder. - Mater ... prostibulum oversættes S. 301 i 4. Akt 9. Scene. - Ovidius. En anset Familie Ovid kendtes fra Aalborg: Tolder og Hospitalsforstander Jacob Nielsen Ovid døde 1611; hans Søn, Købmand Niels Jacobsen Ovid døde 1640 (Danske Studier, 1964, S. 119-20). Petronius mener den romerske Digter Ovid. - Honneur, fr. Ære.

S. 263
interesserede, egennyttige. - flattere, smigre. - den Brabandske Krig, Kampene i Nederlandene under den spanske Arvefølgekrig. - Belt, her Østersøen. - Thue ... Teuffel, gør ikke det rette, og frygt Djævelen. Forvanskning af det tyske Ordsprog: 325 Tue das Recht und scheu den Teufel nicht, gør det rette og frygt ikke Djævelen.

S. 264
Brabands Beleyring. Brabant er ikke en By, men en Provins. - Herren Staterne, Forkortelse af de Heeren Staaten Generaal, d.v.s. Forbundsraadet for de forenede hollandske Provinser.

S. 265
giøre sig haard, gøre sig usaarlig. - Mors, lat. Død. - Nummer 4, »Numrene«kaldte man en Række Huse over for Holmens Kirke. - Kaeskoepers, hollandsk kaaskooper, Ostehandler; maaske sammenblandet med kaaskop, »Ostehoved«, som er et nedsættende Udtryk for Hollænder. I Originaludgaven, 1724, staar: Kalloepers, som i 1731 er blevet til Kalskoepers, en letforklarlig Fejl for Kaeskoepers. Man har tidligere rettet til Kalfkoepers, Kalveopkøbere. - ved Amsterdam fandt intet Slag Sted. - Pallast, Pallask, Sabel.

S. 266
Nabochodonosor, Nebukanesar (babylonsk Konge). - Rigens Marsk, Øverstbefalende. - Das ist etc., ty. Det er jo ikke den rigtige Sabel. - Jeg laante ... min Sabel, men ikke mine Arme. Dette Svar tillægges den albanesiske Feltherre Skanderbeg (15. Aarh.). Derimod har Eksemplet med Tyren ikke noget med ham at gøre. Det fortælles om Kong August den Stærke af Sachsen, at han var i Stand til at udføre dette Hug. - Arent Hvitfelds Krønike, Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike (1595-1604). - Mons Wiingaard, Mogens Wiingaard havde udgivet en dansk Oversættelse af den romerske Forfatter Curtius' Bog om Aleksander den Store. - Compagnie, Selskab. - mafoi, fr. min Tro. - unter uns gesagt, mellem os sagt.

S. 268
Er ist mehr pulirt, han er mere poleret, dannet. - Omendskiønt, selv om. - Clienter, i det gamle Rom Personer i Afhængighedsforhold til en stor Mand.

S. 269
beqvem til, egnet til. - artig, vittig. - Holophernes, se Note til Ulysses von Ithacia, S. 409. Anekdoten fortælles ikke om ham; i Epistel 8 lægger Holberg Svaret i Munden paa den græske Kong Pyrrhus. Historien fortælles i Plutarks Biografi af Pyrrhus.

S. 270
Herpukke, Hærpauke, en Slags Tromme. - Musqvet, Musket, en Luntebøsse; alm. Fodfolksvaaben i 16. og 17. Aarh. - Naturalier, naturlige Anlæg, Naturens Gaver, som Jesper siger nedenfor. - Ich will etc., Jeg vil være et Asen, om det ikke er sandt. - Carnali, Slyngel. - Per Caudi, »Hale-Per«, Øgenavn for Studenterne.

S. 271
Durchleuchtighed, Forvanskning af Durchlauchtighed (af ty. Durchlaucht), Højhed. - disputere, bestride, frakende.

S. 272
Fruentimmeret, Fruentimmerne.

S. 273
Herren seer ud bag til ligesom den, Herren ser ud paa sin Bag (d.v.s. Ryg), som om den. - præfer er et, foretrak. - creperet, 326 blevet syge. - Potzslapperment tetebleue, to Eder, den første Forvanskning af ty. Gottes Sacrament, den anden af fr. Tete de Dieu (Guds Hoved).

S. 274
Couragie, fr. courage, Mod. - enragiren, blive rasende. - eqvipere mig, pynte mig.

S. 275
practiserer sig, skaffer sig. - artigste, fineste, mest dannede. - Menter, Fortjenester.

S. 276
raisonabel, rundhaandet. - naturlig portered for, af Naturen indtaget i. - Plumager, Fjerbuske. - Adrienne, vid, løsthængende Kjole. - Skiønnings-Plaster, kunstig Skønhedsplet, »Mouche«.

S. 277
Balsombysse, Lugtedaase. - Desmer, Parfume. - endda, endnu. - i vis Henseende, i bestemt Hensigt. - Vindskibelighed, Driftighed, Stræbsomhed.

S. 278
skikkeligste, mest passende.

S. 279
forsiuned, forsørget, gift. - viderligste, modbydeligste.

S. 280
Salutems Hilsen, lat. salus, Sundhed, godt Helbred; heraf [jeg ønsker dig] salutem.

S. 281
Gaudio ... cor meum, lat. af Fryd og Glæde hopper mit Hjerte. - Cacu ... oon, af fæl Ravn fælt Æg. - Calu ... oon, af fager Ravn fagert Æg. - scilicet, nemlig. - vis ... magnetica, en skjult og tilmed rentud magnetisk Kraft. - udgiort, afgjort. - per attractionem ... per impulsionem, ved Tiltrækning, ved Frastødning. Hentyder til Descartes' Kritik af Newtons Tiltrækningslære. - materia striata, det stribede Stof, ogsaa et Udtryk fra Descartes, det samme som det nedenfor anførte materia subtilis, det fine, uhaandgribelige Stof. - Rem acu tetigisti, du har ramt det paa en Prik. - Poeten, Ovid i sin Digtkreds »Forvandlingernes anden Bog«: »et Hjerte (omgivet af) isnende Kulde ... jeg forgaar i Flammer, jeg brænder nu med hele mit Hjerte.« Citaterne er frit efter Metamorfoserne IX, 582 og I, 495. - ibidem, sammesteds.

S. 282
Gratias ... ago, jeg takker paa det bedste. - per Jovem, ved Jupiter. - in re literaria, indenfor Litteraturen. - Barbaries, Barbari. - rare Materier, udsøgte Emner. - Baccalaurei, exam. art.'er. - ab ipsis Magistris, af Magistre selv. - Theses, Paastande, som Disputatsen vil bevise. - Justi ... enunciativa, Just Mathiesens fem Afhandlinger om den sammenfattede eller udsigelige Sandhed. -O tempora! o mores! hvilke Tider, hvilke Sæder. - Ignorantia, Uvidenhed. - Academici, Studenter. - prædicamenta eller prædicabilia, Kategorier eller afledede Begreber, to Udtryk fra Datidens logiske Lærebøger. - continuerer, fortsætter. - en Licentiatum ... Transcendentale, en Licentiat selv offentlig paa Katedret sammenblande det »Hvor«, der anvendes om Erfaringer og det »Hvor«, der anvendes om 327 metafysiske Forhold. - Mammeselle, folkelig Form af mademoiselle, fr. Frøken.

S. 283
volente Deo, om Gud vil. - de alicubitate, om det filosofiske Begreb, der udtrykker, at Tingene kan eksistere et eller andet Sted. - insinuere, indynde. - Portechaise, fr. Bærestol. - harcellerer, tager paa Vej. - Peste de tetebleu, en fransk Ed. - engrassirt, engageret, optaget.

S. 284
Rex um, ty. rechts um, højre om.

S. 285
Es soll ... werden, det skal blive efterkommet, fulgt. - Tortiering, Fornærmelse. - JLass man bleiben, lad blot være.

S. 286
chamade, fr. Signal til Tilbagetog. - Kongen af Holland, Holland var en Republik. - Hercules, Herkules blev betvunget af Omphale, Samson af Dalila. - 5 Parter af Verden, 5 Verdensdele, en Overdrivelse, man regnede dengang kun med 4 Verdensdele. - öffnet die Pfanne, aabn Panden, d.v.s. let Laaget over Fængkrudtet. - Donat, en latinsk Begynderbog. - legitime promotus, lovlig forfremmet til. - absqve præsidio, og uden Præses. Stygotius har selv været Præses, den, der fremsatte Paastande fra Katedret.

S. 287
Literati, lærde Folk. - Opponentes, Opponenter. - Secund, en Slags Fægtestød. - til absurdum, til ingenting. - Conduite, Opførsel. - Enhver ... udi sær, enhver især. - retirere os for ikke at exponere, trække os tilbage for ikke at udsætte.

S. 288
per Jovem Optimum, ved den gode Jupiter. - hvor höhnisch hun tracterer ham, hvor haanligt hun behandler ham.

S. 289
mit grosser Contentement und Plasiir, med stor Glæde og Fornøjelse. - Linx um kehrt euch!, ty. links um ..., venstre om, drej!

S. 290
Lagie, Agio, Opgæld. - smaa Stæder, Smaabyer. - ungefehr, omtrent. - Festemøe, Pige. - Hoffart, Hoffærdighed.

S. 291
Concepterne, Ideerne.

S. 292
fixere, narre.

S. 293
Regne-Penge, Jetons, Spillepenge.

S. 294
Jo duller, jo besser, jo taabeligere, jo bedre. - klamre, larme.

S. 295
Qvid novi ex Africa, hvad nyt fra Afrika. - nuncius, Budskab. - Omnibus artubus contremisco, jeg skælver paa alle Lemmer. - Capio ... artificem, jeg fatter din Mening og priser den sindrige Ophavsmand.

S. 296
Optime, udmærket. - Ita, Ja. - Abi bonis avibus, Lykke paa Rejsen. - optrække, snyde.

S. 297
Freund, ty. Ven. - Styver, Toskilling. - Skalke, Slyngler.

S. 298
Fratres, Brødre. Christoffs øvrige Latin er yderst forvirret. - artigt, fint.

S. 301
Akselskierf, en Slags Overstykke eller Sjal.

S. 303
sagte, sagtens.

328

S. 304
In portu navigamus, vi sejler i Havnen.

S. 305
nyelig førend, lige før. - Skoepinde, Skopløkke.

S. 306
Per Jovem maximum!, ved den store Jupiter!

S. 307
Inventionen, Paafundet, Ideen. - Alteration, Ophidselse. - med ... protestationibus, med disse Forsikringer; lat. protestatio, højtidelig Forsikring.

S. 308.
hvor lever han? d.v.s. hvorledes.

S. 309.
Academie, Studigaarden, Universitetet.

S. 310.
formaliter, formelig, efter alle Kunstens Regler. - fodre ham ud, udfordre ham. - la partie non est egalt, forkert Fransk, Partiet er ikke lige.

S. 311.
Charni, en fransk Ed. - Axle, Skuldre. - offensivemang, fr. offensivement, angrebsvis. - blessered, saaret. - Domini ... commilitones, mine Herrer Kolleger og Kammerater (egentlig Medkæmpere). - Cuprum pro argento, Kobber for Sølv.

S. 312.
profecto, sandelig. - tam ... arte, saavel i Strid som i boglig Kunst. - Trojanske Kriig, se Ulysses von Ithacia. - Iislandsk Løve, d.v.s. Faar.

S. 313
hvor den skal ordineres, hvordan den skal indrettes.

S. 314.
holder en Harangue, holder en Tale. - Curreer, Karriere.

S. 315.
sætte ... udi Contribution, undertvinge. - Raison, Fornuft.

S. 316.
leges Academicas, de akademiske Love. - Pultron, Kryster. - Fisker-Huuset, et Traktørsted uden for Østerport. - reputeerligt, anstændigt, respektabelt. - Præferencen, Forrangen.

S. 317.
subalterne og Gemeene, Underordnede og Menige. - proponeer, foreslaa. - aber ... nichts, men ikke (egl. intet) i mit Navn. - conjungerer, forener. - attaqvere, angribe. - wahr, sandt.

S. 318.
Communis ... est, fælles Forsmædelse bør hævnes ved fælles Vaaben. - Mittlerzeit, imidlertid. - Præparatorier, Forberedelser.

S. 319.
jus vitæ et necis, Ret over Liv og Død.

S. 320.
Orden af Bataille, Slagorden. - Messieurs, fr. Mine Herrer, D'Herrer. - Allons, fr. af sted. - auf ein mahl, paa een Gang.

S. 322.
salveer, frels. - totlich blessiert, forvansket Tysk: dødeligt saaret. - durch gestochen, gennemstukket, gennemboret. - sin forrige Blessure, sit sidst modtagne Saar.

S. 323.
scrupulere, gøre sig Skrupler. - skatter er, anser.

ULYSSES VON ITHACIA
Eller
EN TYDSK COMOEDIE

330

Personerne i Comoedien

  • ULYSSES
  • CHILIAN
  • PARIS
  • MARCOLFUS
  • RASMUS
  • HELENE
  • ØLLEGAARD
  • ROSIMUNDA
  • ELISA
  • PENELOPE
  • DIDO
  • BONDEN
  • 1. JØDE
  • 2. JØDE
  • KEYSER ASVERUS
  • TIRESIUS
331

Ulysses von Ithacia
Indledning

Om denne Komedie siger Holberg, i det første Levnedsbrev, at den parodierer de taabelige Stykker, der »i sin Tid« (olim) blev opført her af omfarende Skuespillere. Det var disse Teaterstykker, man kaldte Hauptund Staatsactionen, gerne historiske eller mytologiske Skuespil med voldsomme Optrin og Maskineffekter. Genren var ikke uddød; von Quoten bragte lignende Stykker paa sin meget folkelige Scene i Skræddernes Lavshus i Brolæggerstræde, som konkurrerede med Lille Grønnegade Teatret. Komediens parodiske Sigte giver Holberg Lejlighed til at udfolde sig i ny og halsbrækkende Komik. Som en Forberedelse til denne frie Komik kan man gaa til en af Holbergs vigtigste Inspirationskilder, nemlig den Samling af Harlekin- og Kolumbine-Stykker, som blev udsendt i Paris første Gang 1691-97 og ofte optrykt, Le Théâtre italien de Gherardi. Der findes heriblandt en Treaktskomedie om Troldkvinden Kirke, der hos Homer forelsker sig i Odysseus og forvandler hans Mænd til Svin. Den italienskfranske Komedie hedder efter disse Hovedpersoner Ulisse et Circé. Den begynder med, effektfuldt, at vise Troja i Flammer; de sejrrige Grækere er paa Vej bort med deres Bytte i Favnen. Fra sin Flyvevogn, son char volant, har Kirke taget de græske Helte i Øjesyn, og hendes hidtil ufølsomme Hjerte er smeltet ved Synet af Odysseus: ham vil hun have! Hun sørger for, at hans Skib strander paa hendes Ø - vi ser Mændene tumle i Bølgerne. For at tvinge Odysseus til at blive forvandler Kirke hans Folk til Æsel, Gedebuk, Svin, Kat, og de opfører sig efter deres Dyrenatur. 332 Kun Harlekin, der svarer til Holbergs Chilian, bevarer sin Skikkelse, og skulde han blive til en Hane, haaber han, Kirkes Pige, Kolumbine, vil være hans Høne! Sød Musik og Sang skal gøre Odysseus elskovsfuld, men han tænker kun paa at komme af Sted, og først da Kirke viser sin Magt igen ved at give en af de fortryllede fuld Menneskeskikkelse, giver han sig og lover endda at komme igen, naar han har været hjemme for at ordne sit Kongerige. Og saa forvandles Scenen til en skøn Have, hvor Odysseus og Kirke i deres Vogn er omgivet af Sangere og Musikanter .. .

I Levnedsbrevet kalder Holberg Chilian for Arleqvinus. Ulysses von Ithacia, som i Undertitlen kaldes »en Tydsk Comoedie«, er efter sin kunstneriske Holdning en italiensk Komedie.

Litteratur.K. L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil, II, 1816, S. 218-46. - Eiler Nystrøm: Den danske Komedies Oprindelse, 1918, S. 95-96.

333

PROLOGUS

Iris med Straaler om Hovedet. Paris.

IRIS.

Jeg er Iris eller Regn-Buen, den store Junonis Fruer-Piige. Min Forretning er den samme hos Juno, som Mercurii er hos Jupiter. Naar Gudindernes Dronning gir et Nik, maa jeg lave mig til at reyse; nu er jeg i Himmelen, nu paa Jorden; nu ved den Søndre, nu ved den Nordre Poel; nu udi store Stæder, nu blant Hyrder og Hyrdinder paa Landet. Det meeste, som foraarsager min Bestillings Uroelighed, er min store Frues Jalousie og Mistænkelighed; thi saa snart Gudernes Monarch kaster sine Øynes naadige Straaler paa en Nymphe eller Hyrdinde, blir min Frue strax allarmeeret; saa maa jeg da 334 først af en Skye lade mig føre paa Jorden for at udforske Sagens Beskaffenhed, dernest til Plutonis mørke Boelig med Ordre til een og anden Helvedes Gudinde, for at straffe den Nymphe eller Hyrdinde, som Jupiter har fattet Elskov til. Men ingen Tiid er saa besværlig for mig som denne forbandet 11. Junii; Thi som min Frue er den største Dame udi Himmelen og paa Jorden, saa har hun ogsaa de meeste Rente-Penge at indfordre. Men Aarsagen, hvorfor jeg nu er hid kommen, er for at tale med den Trojanske Printz Paris, hvilken Juno saavelsom to andre Gudinder har udvalt at dømme udi en Spliid, som er dem imellem. Han pleyer at opholde sig udi denne Lund. Men der seer jeg ham.

PARIS.

Jeg seer Iris, Junonis troe Sende-Bud. Velkommen hid ned paa Jorden, himmelske Nymphe! hvad er hendes Forretning? med hvem vil hun tale?

IRIS.

Jeg har Ordre at tale med den deylige Trojanske Printz Paris.

PARIS.

Det er jeg.

IRIS.

Hør Paris! I, som ikke mindre formedelst eders Skiønhed end for eders retferdige Domme er bekiendt over heele Asien fra de Morers Landemerke indtil yderste Ende af America. Min Frue Juno samt tvende andre Gudinder, Pallas og Venus, har udvalt eder at dømme udi en Tvistighed, som er reyst sig imellem dem.

PARIS.

Siig mig O Iris! hvorudi den Tvistighed bestaaer.

IRIS.

Den store Jupiter kastede den 13. hujus et Guld-Æble blant dem, hvorpaa stod skreven disse Ord: Dette skal tilhøre den deyligste Gudinde. Nu veed I selv, hvordan Fruentimmer er, at ingen, hvor grem hun ogsaa er, vil viige for en anden udi Skiønhed; saaledes er det paa Jorden, og vore Gudinder udi Himmelen har ogsaa en Rem udi Huuden. Og saasom Juno, Pallas og Venus alle ere bekiendte formedelst deres Skiønhed, saa er den Tvistighed vanskelig at ophæve, dog har de alle tre samtykt at underkaste sig eders Dom uden Appel; Thi i førstningen vare de allesammen saa forpikkede 335 derpaa, at de havde i Sinde at gaae til høyeste Rett med hinanden.

PARIS.

Jeg vil oppebie deres Nedkomst, og dømme, hvad som ret er.

IRIS.

Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstlig, at jeres Durchleuchtighed ikke vilde forsmaae 10 Ducater, som hun offererer ikke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs skyld.

PARIS.

Ney Mademoiselle Iris! jeg tar, min Troe, ingen Gave imod: En Dommer maa ikke lade sig bestikke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have addresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem, og jeg have min Samvittighed fri.

IRIS.

Ach jeg beder dog, at han ikke forsmaaer dem. Den Gave giøres ikke for at bestikke ham, men alleene skeer som et Venskabs Tegn. See engang, hvor de glimrer.

PARIS.

Jeg seer, at det er gode Hollandske Ducater. Ja hør min kiære Jomfrue! Vidste jeg, at den Gave ikke var udi den Henseende, saa vilde jeg nok tage derimod; thi Penge er ikke at skiemte med i disse Tiider. Ellers kand hun formelde min Respect til Juno, og siige, at jeg dog skal have hende udi Erindring, saasom hun er saa høflig mod mig. Iris gaaer ud.

PARIS.

Intet Embede er saa vanskeligt som Dommer-Embede. Man skal have Hoved at begriibe en Sag, Skiønsomhed at ligne eens Raisons mod en andens, og endelig Reedelighed at modstaae Fristelser. Jeg har ved mine retfærdige Domme indlagt saadant Navn, at ikke alleeneste Mennesker, men ogsaa Gudinder udvælge mig til Opmand udi Tvistigheder. Men der seer jeg dem komme. Juno, Pallas og Venus i Adrienner. Paris.

JUNO.

Dig skeer i Dag en Ære, O Paris! som faa Mennesker er vederfaret; 3 mægtige Gudinder underkaster sig din Dom. Hvilken af os du dømmer for den Deyligste, den beholder det Guld-Æble, som Jupiter har kast iblant os.

336
PARIS.

Ihro Durchleuchtigkeiten meine gnädigste Frauen! man kand ikke dømme om nogens Skiønhed udaf Ansigtighed alleene; thi de rette Kiendere seer nu omstunder allermindst derpaa. Er derfor nødig, Ihro Durchleuchtigkeiten, at de klæder sig gandske nøgne.

JUNO.

Hvad? skulde vi klæde os nøgen?

PARIS.

Jeg kand ikke dømme om de Ting, som jeg ikke seer.

PALLAS.

Jeg giør det i Ævighed ikke.

VENUS.

Vil ingen anden, saa vil jeg; thi Tvistigheden kand ikke dømmes udi paa anden Maade.

PALLAS.

Det er jer liigt nok ma Sæur; thi det er vel ikke første gang I har ladet jer see nøgen for unge Karle.

VENUS.

Siiger I det Maren Skolemesters? Disse lærde peene Fruer er ikke meer at troe paa end andre.

JUNO.

I har en Ære at tale med, Madam, som jer Mand Vulcanus har stevnet nogle gange for Tamper-Retten. Man veed nok, hvilke Historier I har haft baade med Mars og andre Officiers.

VENUS.

Jeg trodser jer eller nogen at siige mig ringste paa mit ærlige Navn og Rygte. Jeg nægter ikke, at min Mand Vulcanus jo har haft mig mistænkt; men er jeg ikke bleven frikiendt for Retten? Har han ikke maat giøre mig Afbigt oven i Kiøbet? Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg, vi fik ogsaa nogle Historier at høre om hende.

De taler alle 3 i Munden paa hinanden med knyttede Næver.
PARIS.

Ey giv Lyd. Respect for Retten. I bærer jer jo ad ligesom nogle Tingstuude. Lad een tale først.

JUNO.

Hør Paris! at tvile om min Skiønhed frem for alle andre Gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet gout, der af alle har udvalt mig til sin Ægtefelle. Tag dig derfor vare, at du ikke agter nogen liige udi Skiønhed med mig. Hvis du tildømmer mig Guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste Herre i Verden.

PALLAS.

Juno gir Rigdom og Velstand. Jeg derimod 337 Viisdom og Dyd. Som derfor Dyd og Forstand overgaaer Rigdom, saa haaber jeg, O Paris! at du bifalder mig, der kand give dig den herligste Belønning.

VENUS.

Rigdom og Forstand synes at være store Gaver, men hvor mange kommer ikke udi Ulykke ved deres Rigdom, og hvor faa kommer der fort i Verden ved Dyd og Forstand, som for mange Aar siden har været af Moden? Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle.

PARIS
ved sig selv

Rigdom har jeg saa meget, som jeg forlanger. Forstand meer end jeg har nødig i vore Tiider. Det deyligste Fruentimmer i Verden er Magneten, som trækker. Jeg maa afsige Dommen. Sætter sig paa en Stoel.

Udi den Sag imellem de 3de Velbaarne Gudinder dømmes saaledes: Saasom Juno og Pallas har vægret sig for at klæde sig nøgne, og derved udtrykkelig givet tilkiende 338 den Mistillid, de har om deres Skiønhed; Venus derimod, stolende paa sin retfærdige Sag, har intet villet skiule af hendes Documenter, som kand tiene til Sagens Opliusning, men har villet lade dem komme til Rettens Kiendelse: Saa dømmes hun at beholde Guldæblet som den Skiønneste. Juno og Pallas betaler hende til Kost og Tæring 200 Rdlr., og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kirke.

JUNO.

sagte. Gid du faae en Ulykke for mine 10 Ducater. Jeg skal aldrig herefter give en Dommer noget forud.

Høyt.

Hør Paris! Det deylige Fruentimmer, som Venus gir dig, skal blive dig, din Familie og det heele Trojanske Riige til Undergang.

De gaaer alle.
339
340

ACTUS I

SCEN. 1.

MARCOLFUS.

Serviteur tres humble Messieurs! Jeg veed ikke om nogen af jer kiender mig.

Vender sig om paa alle Sider.

Jeg tiener hos Paris Kong Priapi Søn af Troja. Vi er reyst over 4re hundre Tydske Miile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene, hvilket I er saa god og beholder hos eder selv. Paris har ingen Roe haft Nat heller Dag, siden han saae hendes Portrait i Troja, førend han maatte reyse hid. I skulde ikke dømme, at han var saadan stor Herre som han er, hverken af hans Skikkelse eller Dragt; thi han seer Higer ud til at være en gammel afsatt Rodmester, end saadan stor Herre, saaledes er han tilredet paa Veyen. Vi har iilet saaledes Nat og Dag, at vi har ikke givet os stunder, for høviske Øren at siige, at tage en reen Skiorte paa os den heele Vey. Aber was thut die Liebe nicht? siiger Tydsken. Hvad mon troe nu ellers Klokken er?

Seer som paa et Taarn.

Hillement! Klokken er alt 8te. Nu kommer min Herre strax, thi jeg har udspioneret, at den skiønne Helene just ved denne Tid skal komme spatzerende med sin Terne. Min Herre har i Sinde at opsnappe hende, og føre hende bort med sig til Troja. Thi, her imellem os at sige, Messieurs, han vil ikke have hende til sin Kone, men alleene til Matræsse, hvilket ikke kand skee, om han blir her i Landet, thi, saa snart hun blev engang med Barn, da skiønt deres Stand er temmelig u-liige, maatte 341 dog den gode Paris feliciter dantze med hende til Tamper-Retten, og ægte hende som en u-berygtet Møe; Thi hvem Fanden kand beviise slige Tøyter noget over? De lader sig undertiden beligge af got Folk alleene for at faae Attester af dem om deres Ærlighed. Men der kommer min Herre.

SCEN.

2. Paris. Marcolfus.

PARIS.

Ach Cupido! du est en Tyran.

MARCOLFUS.

Det torde jeg min Troe sige, omendskiønt hans Mama Venus hørte tusind gang derpaa.

PARIS.

Ach min troe Tiener Marcolfus! her er jo det Sted, den Horizont, hvor Ithaciens Soel og Morgenstjerne i Dag skal fremkomme.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt.

PARIS.

Ach Marcolfus! Jeg er bange, at jeg besvimmer, naar jeg faaer hende at see, og derfor ikke kand fuldbyrde det, som jeg har sat mig for. Ach Venus! hvad ont har jeg giort, at du skulde give saadan Ordre til din blinde og vingede Søn Cupido at saare mit Printzelig Hierte saa haardt?

MARCOLFUS.

Ja det er sandt, det var et Carnaliøsk Stykke giort af Venus, det torde jeg siige hende i hendes Næse. Den Qvinde maa være verre end Maren Gifte-Kniv var i gamle Dage. Var jeg Jupiter, hun skulde, Drolen spliide mig ad, faae andet at bestille end løbe om at cople Folk sammen. Jeg skulde siige hende paa en høflig Maade: Hør din Mær! tag smukt din Rok i Haanden, og sæt dig til at arbeyde, det er nok saa got. Men der kommer de, holdt nu Ørene stive.

PARIS.

Ach holdt mig, Marcolfus. Jeg kand ikke staae paa mine Been.

MARCOLFUS.

Ey Herre! bær jer da ikke saa forbandet ad. I er jo ligesaa bange som I skulde op til Attestatz.

342

SCEN. 3.

Helene. Øllegaard. Paris. Marcolfus.

HELENE.

Min allerkiereste Øllegaard! Var det ikke et deyligt Guld-Æble, som min Mamma forærede mig i Dag? Jeg glemte at tage det med mig for at viise mine Spille-Søstre det her i denne Lund.

ØLLEGAARD.

Min allerdeyligste Jomfrue! I maa forære det bort til en ung adelig Ridder, som I har Estime for. Men ach hvad er paa færde? faaer Jomfruen ont? Sætter en Hovedvands-Flaske for hendes Næse.

HELENE.

Ach Øllegaard! min Kydskhed kand ikke fordrage, at man taler om Mandfolk for mig. Jeg varer dig ad, at du herefter aldrig nævner en Mands-Person for mig.

MARCOLFUS.

sagte. Gid Fanden troe dig derpaa. Jeg veed nok, hvad der er at giøre ved slige peene Qvinder; de er langt galnere end andre.

HELENE.

Hør engang hvor deylig den søde Nattergal synger!

MARCOLFUS.

Faae den Skam, der hører nogen, om mit Navn det er. Jeg hører ikke andet end Folk knække Nødder paa Galleriet.

ØLLEGAARD.

Alle Fugle synge af Glæde, naar de see Soelen; Jeg meener min Jomfrues Guddommelige Aasiun, som er Ithaciens Soel.

MARCOLFUS.

Mig synes, marre, at Piigen er langt smukkere. Synes jer ikke det samme Messieurs? Vender sig til Paris.

Herre! nu er Tiid, løb frem. Ey flux, flux! Han støder ham frem. Paris tar fat paa Helene og fører

hende bort. Hun raaber Gevalt, kaster et Perle-Baand fra sig til Øllegaard og siger:

Leveer dette Perle-Baand til den ædle Ridder Ulysses, og bed ham hevne denne Vold. A---a---a---

MARCOLFUS.

Ey skriig ikke saa forbandet Jomfrue! I 343 veed ikke hvem det er. Det er Paris Kong Priapi Søn fra Troja. Hun falder i got Folkes Hænder. De gaaer bort.

SCEN. 4.

ØLLEGAARD
alleene

Ach Himmel! er det mueligt, at den ædele Jomfrue Ithaciens dyrebareste Klenodie rives mig af Hænderne! Det heele Land vil geraade udi Desperation derover. Jeg begræder heele Ithaciens Skiebne, 344 der har lidet saadan Formørkelse, mist sin største Zirat. Men jeg begræder allermeest min egen; Thi jeg har tabt udi hende saadant naadigt Herskab. Jeg faaer dig aldrig meer at see, skiønneste Jomfrue! Din Kydskhed selv vil være din Bannemand; Thi naar den slemme Røver anmoder dig kun om Kierlighed, er jeg vis paa du omkommer dig selv. Ach I Ithacianske Kiemper! hevner dette Jomfrue-Rov. Lader see, at de mange Offringer, I har giort min Jomfrue, de mange Sukke, de mange Knæfald ikke have været af Skrømt, men af Hiertet. Men der seer jeg Keiserens Søster-Søn den tappere Ulysses kommer.

SCEN. 5.

Ulysses. Øllegaard. Chilian. To Tienere.

ULYSSES
med en affectered skielvende Røst

Hør min troe Tiener Chilian! hvem syntes dig stoed sig best udi det Ridder-Spill, som blev præsentered i gaar? paa hvilken Ridder syntes dig den deylige Helene, Ithaciens Soel, meest kastede sine Straaler? Mig syntes, hendes Diamant-Øyne stode meest fæstede paa den ædle Ridder Polidorus; jeg merkede ogsaa den Slange-giftige Avind afmalet paa de andre Hofmænds adelige Kinde. Men Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Hvorledes kand den af Dyd, som Maanen af den gyldene Soels Straaler, skinnende Ridder være fri derfor? thi jeg svær ved Keyserens gyldene Krone og Scepter, at Polidorus er den kostbareste Ridder mellem Mundien og det røde Hav. Men hvad vil denne Jomfrue her?

ØLLEGAARD paa
Knæ

Ach hielp, Eders Høyhed, hielp!

ULYSSES.

Stat op, Nymphe! og lad mig høre eders Anliggende.

ØLLEGAARD.

Jeg slipper ikke eders Fødder, førend jeg er forsikret om Bønhøring.

ULYSSES.

Hvis eders Begiering er muelig, og strider ikke mod Ærbarhed, skal I nok blive bønhørt. Stat op.

ØLLEGAARD.

Ach Herre! Ithaciens Soel er formørket.

345

Den skiønne Helene er bortført til Troja af Paris Kong Priapi Søn. See her dette Perle-Baand, som hun kastede af sin Hals, og bad mig overlevere til eders Ridderlighed med Begiæring at hevne saadan Vold, og med 346 væbned Haand at udrive hende af de Trojaners Hænder igien.

ULYSSES.

Ach Himmel! hvad hører jeg? hvilken stor U-lykke! Græd ikke meer, Jomfrue! jeg svær ved Penelopes dyrebare Siæl, at den Uret skal hevnes med heele Trojæ Undergang. Gak kun bort Jomfrue, og giv eder tilfreds.

SCEN. 6.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Chilian! vi maa strax giøre Anstalter: Fredsens Tempel maa tillukkes paa nogen Tiid, og Bellonæ Tempel igien aabnes; mit med Drage-Blod besmurte Sværd Dyrendal trækkes af Skeeden, mit Skiold, som jeg tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien, hidføres, tillige med min Diamant-haarde Brynie og min Hielm, som den Brasilianske Dronning von Saba med sine Alabaster Hænder satte paa mit Ridderlige Hoved, da jeg skulde i Kamp med den 4re-Hoved Ridder Langulamisosopolidorius. Min udi Krig Flammespyende Hest Pegasianus, som tilforn var den stolte Ridder Poliphemus af Mundien, men omskabt til en Hest af hans Avindsyge Stivmoder Constantinopolitania, maa sadles med min Elfenbeens Sadel, og mit med Guld og Perler af den Longobardiske Jomfrue Rosimunda virkede Skabrak.

CHILIAN.

Det kand snart blive giort, havde vi kun først en Armee paa Beenene.

ULYSSES.

Armee! Vi skal i en Hast faae saa mange Folk sammen som der er Sands-Korn paa de Arabiske Heeder. Du skalt være min Ambassadeur, og strax forføye dig først til Mithridates Kongen af Mundien, som boer i et Guld-Slot, og bede ham, at han med sin Sølv-skioldede Armee, som bestaaer af tusinde Maal tusind Fodfolk og fem hundrede tusind Vinge-hested Ryttere, vil komme mig til Hielp mod Kong Priapus, hvis Søn har skildt Ithacien ved det dyrebareste Klenodie, jeg meener 347 den skiønne Helene. Dernest skal du gaae til Hertug Nilus af Podolien, som boer i et Sølv-Slot, og bede ham komme mig til Hielp med sine 10000 Skibe, som alle ere overtrekkede med Fløyel, og hvis Master ere giorde af Eenhiørnings Horn, og hvis Seyle ere af Silke. Siden skal du gaae til Holophernes Greven af Bethulien, som boer i et høyt Elfenbeens-Slot, thi han selv er 7 alne lang, og bede ham, at kan kommer mig til Hielp med sine 5000 Elfenbeens Canoner, som alle ere tredsindstyve Pundiger. Jeg vil imidlertiid ikke rage mit Skiæg, førend du kommer tilbage.

Gaaer ind.

SCEN. 7.

CHILIAN.
alleene

Det blir en temmelig viitløftig Reyse. Inden jeg kommer tilbage, saa er maaskee Helene ikke meer til, thi medens Græsset groer, døer Koen; og saa skal vi føre Krig efter Næsen. Jeg maa hen at bestille mig et par Skoe med Seemslærs Saaler under, som kand holde mig ud paa Reysen. Jeg staaer ellers og tænker paa, hvorfor Folk fører Krig i Verden. Jeg seer aldrig en smuk Plet paa denne Helene, for hvis skyld man giør saa stor Allarm. Paris er en liden Giæk, der reyste saa langt for at snappe hende bort, og vi ere store Giække, der vil føre Kriig for at faae hende tilbage igien. Men jeg tør ikke disputere med min Herre derom, vil derfore ind og lave mig til denne lange Reyse. Ellers kand jeg siige dette, at jeg er den første Ambassadeur, der ambassaderer til Fods. Men det vil intet siige, jeg er og blir dog den samme for det. Men der seer jeg Rosimunda Helenes Søster komme. Jeg gad ikke høre hende tuude over hendes Søsters Ulykke, vil derfor retirere mig.

SCEN. 8.

ROSIMUNDA.

Ach min allerkiereste Søster! Ithaciens Soel og Glæde, Familiens Zirat og Ædelsteen! hvor er 348 det mueligt, at jeg kand længe leve uden dig? Mit Legeme er allereede i de 3 Maaneder, siden du min Soel dalede for mig, det er, siden du blev mig berøved, saa udmattet, og af Sorg min Skikkelse saa forandret, at mine Veninder og Lege-Søstre ikke kand ansee mig uden Taares Strømmeviis Udgydelse. Ach Rosimunda! sige de, hvor er dit blomstrende Ansigt, dine rosenrøde Kinde, dine Diamant-spillende Øyne? Alting paa dig er fordunklet, forvisned og affalden som et afhugged Blomster, der ingen Vædske meer haver at holde sin naturlige Skiønhed ved Hige. Ach! giid det stod mig an, at jeg kunde være med udi dette Tog, som de Ithacianske Kiemper med den stolte Ridder Ulysses foretage mod den Trojanske Røver. Ach gid - - - Men der kommer den ædle Penelope, den u-overvindelige og Løvehiertede Ulyssis Gemahl. Nu faaer jeg at høre af hende, hvor viit det er kommen med Præparatorierne.

SCEN. 9.

Penelope. Rosimunda.

PENELOPE.

See her Madam! Er hun der? I skal nok see, at det intet bliver af; bilder I jer ind, at min Mand skal føite Verden om for at opleede jer lumpen Søster?

ROSIMUNDA.

Hvad understaaer I jer at tale saa haanlig om den, som af alle er agtet for Ithaciens største Zirat?

PENELOPE.

Tvi! Jeg maa spytte af slig Zirat. Den Tøyte! Vil hun indbilde sig, at et heelt Land skal sættes i Gevehr for hendes skyld?

ROSIMUNDA.

I maa selv være en Tøyte. De store Krigs Tilberedelser, som giøres for hendes skyld, gir nok tilkiende, at min Søster udi Dyd og Skiønhed overgaaer alt, hvad som er i Ithacien. I er alt for magtesløs til at hindre de Ithacianske Kiemper udi deres ædle Forsæt.

PENELOPE.

Ja jeg tør hindre det.

ROSIMUNDA.

I hindre det?

PENELOPE.

Ja for jer Næse.

349
ROSIMUNDA.

Det skal gaae for sig, om I blev gall.

PENELOPE.

Og det skal ikke gaae for sig, om I blev gall.

ROSIMUNDA.

Siiger I det?

PENELOPE.

Ja det siiger jeg.

Knæpper med Fingeren.

Det er for dig Gedske!

ROSIMUNDA
knæpper ogsaa

Og det er for dig.

PENELOPE.

gir et Ørefigen. Det er for dig.

ROSIMUNDA.

gir et igien. Og det er for dig.

De kommer i Haar sammen, og faaer Huerne af hinanden.
350

SCEN. 10.

Chilian i Reyse-Klæer. Penelope. Rosimunda.

CHILIAN.

Hey hvad Ulykke gaaer af jer? Vil I myrde hinanden?

Chilian gaaer dem imellem, de faaer ham i Haatet og rykker ham ned paa Gulvet. Chilian raaber:

Jeg er Ambassadeur. Det er mod Folke-Retten.

Rosimunda løber ud og Penelope efter hende.

SCEN. 11.

CHILIAN
alleene

Er det ikke uforskammet at handle saaledes med en Ambassadeur, hvis Person er saa hellig, at det er mod Folke-Retten at legge Haand paa hans Hest, Hund eller ringeste af hans Svite, end sige paa ham selv? Jeg skal lære de Tøyter hvad det er at trække en extraordinaire Ambassadeur efter Haaret. Bie kun til jeg kommer tilbage, her skal blive et forbandet Examen. Nu har jeg ikke stunder at hevne mig; thi jeg maa fortsætte min Reyse.

SCEN. 12.

Trompetterne blæses. Keyser Asverus kommer ind med Drabanter og Hoffsinde.

ASVERUS.

I ædle Riddere og stolte Kiemper! I kand selv dømme, hvor haardt det gaaer mig til Hierte, at jeg skal skikke min kiere Søster-Søn den tappre Ulysses saa langt bort. Men hvo kand hindre ham udi saadant ædel Forsæt? Jeg har paa hans Ansøgning tilladt ham at hverve saa mange Folk, ham lyster. Jeg tilstæder ogsaa alle, endogsaa de kostbareste Kiemper, som frivillig ville være med udi dette Tog, at følge ham. Jeg har givet ham Forlov at lade Trommerne røre over det heele Keyserdømme.

EN RIDDER.

Vi takker Eders Keyserlige Majestet, at han vil tilstæde os at hevne dette Jomfrue-Rov. Den 351 skiønne Helene var en Jomfrue, paa hvilken alles Øyne vare henvendte, saa at ikke alleene Landets Ære, men endogsaa Forhaabning til at nyde saadant Klenodie, driver os til dette Tog.

352
ASVERUS.

Jeg priiser eders Ædelhiertighed, I stolte Riddere! I maa være vis paa, at, naar I kommer med Seyer tilbage, enhver efter sine Meriter skal blive rigelig belønnet. Lad os nu ind for vildere at raadslaae om dette Tog.

De gaaer ind, og en Hvervet kommer med en Tromme, efterfuldt af mange. Den samme læser op efterfølgende:

Saasom de Ithacianer under den tappre Ulyssis Anførsel, for at hævne det Jomfrue-Rov, som Kong Priapi Søn Paris har bedrevet, agter at giøre et Tog mod de Trojaner, saa advares alle og enhver, som ville være med i samme Tog, at de lader sig strax indfinde paa det store Torv, hvor Standarden staaer opreyst. Der skal de strax antages, og bekomme 3 Maaneders Sold forud.

Slaaer paa Trommen igien og gaaer ud.

SCEN. 13.

ULYSSES
alleene, med et langt Skiæg

Dette heele Aar er nu bortdrevet alleene med Kriigs-Tilberedelser. Nu venter jeg alleene paa Chilians Tilbagekomst, og har ikke villet lade rage mit Skiæg, førend jeg faaer Svar fra de Førster, til hvilke han er henskikket. Men jeg merker, at Morpheus Søvnens Gud eller Dødsens Broder vil giøre mig en Visite. Jeg kand neppe holde mine Øyne oppe, saadan Tunghed kommer mig paa. Sætter sig ned og falder udi Søvn.

SCEN. 14.

Chilian. Ulysses.

CHILIAN.

Nu er jeg endelig efter et heelt Aars Forløb kommen med velforretted Sag til mit Fæderneland igien. Et Aar gaaer dog meget hastig. Det kommer mig selv for som det ikke har været en halv Tiime. Men der seer jeg min Herre sidde sovende. Hillement hvor har han hastig faaet et langt Skiæg! dog det er sandt, det har haft 353 et heelt Aar at voxe udi. Men jeg har intet Skiæg faaet imidlertiid. Det kand jeg ikke begribe; Skiægge, maaskee, voxer ikke i andre Lande, end som her. Men hvad Pokker? det sidder jo gandske løst.

354

Han tar Skiægget af Ulysses, og hefter det til sin Hage. Vender sig til Spectatores: Kand I nu see, Monsieur, af mit Skiæg, at jeg har været et heelt Aar borte? I er saa forbandet vantroe. I vil endelig have Troen i Hænderne.

Chilian gaaer til slide; imidlertiid vogner Ulysses op, og føler paa sin Hage.
ULYSSES.

Ach ihr Götter! jeg merker min Drøm er fuldbyrdet. Jeg drømte, at den vingede Gud Mercurius kom til mig, siigende disse Ord: Din troe Tienere Chilian er kommen tilbage; hvorpaa han af ragede mit Ridderlige Skiæg. Der seer jeg ham. Velkommen tilbage min troe Tienere! Jeg tviiler ikke paa, at dit Ærende jo er vel forrettet; thi Himmelen har ledsaget dig frem og tilbage.

CHILIAN.

Spælamdisimo reenkaalavet Speckavæt.

ULYSSES.

Ach Himmel! Han har, maaskee, forglemt sit Fædernelands Maal.

CHILIAN.

Copisoisandung Slæstimund Spælamdisimo reenkaalavæt spækavæt.

ULYSSES.

Chilian! Jeg forstaaer ikke, hvad du siiger.

CHILIAN.

Juchatan Skabhalsiaskomai klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Kandst du slet intet af dit Fæderne-Sprog meer?

CHILIAN.

Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski ebasiopodolski mebasiopodolski emmebasiopodolski klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Det Mesopotamiske Sprog er et underlig Sprog. Det er en stor Ulykke, at jeg kand ikke forstaae ham, og høre, hvad han har forrettet. Men har du saa gandske forglemt det Ithacianske Sprog, at du end ikke forstaaer, hvad jeg siiger?

CHILIAN.

Ja jeg har reent forglemt det; men jeg kand dog siige saa meget, at Førsterne lode formelde deres Respect og siige, at de skal møde ved Trojanien, saa snart som mueligt. Kom da nu, vi maa snart lave os til Reysen.

355

ACTUS II

SCEN. 1.

Troja præsenteres.

CHILIAN
alleene

Ey ey! hvor Tiden dog hastig gaaer! Nu er vi alt kommen til Troja, som ligger 400 Miile fra vort Fæderneland. Hvis jeg ikke saae Byen for mine Øyen, skulde jeg tænke, at det gik her til som i en Tydsk Comoedie, hvor man kand undertiden i eet Skræv skræve tusende Miile, og paa een Aften blive 40 Aar ældere end man var. Men Sagen er dog rigtig; thi her ligger Troja, hvor jeg peeger med min Finger. Tar et Lys og gaaer der hen.

Her staaer jo skrevet med Fractur-Bogstaver: Dette skal være Troja. Men der seer jeg en Trojansk Bonde komme, jeg maa spørge ham noget om Stadens Tilstand.

SCEN. 2.

Chilian. En Trojaner.

CHILIAN.

God Dag, Cammeradl hvor har I hiemme?

TROJANEN.

Jeg har hiemme i Troja.

CHILIAN.

Der skal vist være en fremmed Jomfrue der ved Navn Helene. Kiender I ikke hende?

TROJANEN.

Jo jeg kiender hende nok, den gode Jomfrue; hun er nyelig kommen op af Barselseng med Tvillinger.

CHILIAN.

Saa er hun da i mine Tanker ikke Jomfrue længer.

TROJANEN.

Jo de regnes dog hos os for Jomfruer, endskiønt de har faaet 16 Børn, indtil de blive gifte.

CHILIAN.

Hos os ligesaa endelig.

356
TROJANEN.

Hvor har I hiemme Landsmand, eftersom I spørger saa?

CHILIAN.

Jeg er en fremmed Kiøbmand. Men hvordan slags Folk er de Trojaner?

TROJANEN.

De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Mark, er man vis paa, at han ikke gaaer tilfods den Dag.

CHILIAN.

Ligesaa hos os.

357
TROJANEN.

Den største Dyd hos os er at fortære meer end man kand fortiene.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men hvordan blir da Udgangen derpaa?

TROJANEN.

Udgangen blir saa, at de omsider maa giøre all Boeskab til Penge, hvilke de sætter paa Rente, tagende Prioritet enten paa et Raadhuus eller anden publique Bygning, hvor de blive nærede deres Livs Tiid.

CHILIAN.

Ligesaadan er det hos os. Men ere Dommere noget retfærdige hos jer?

TROJANEN.

Forbandet; thi de tar aldrig mod Foræringer, men for at have en fri Samvittighed, lader deres Fruer tage dem.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men gaaer Aager noget i Svang hos jer?

TROJANEN.

Ney det er skikkeligt nok; man tar aldrig aabenbare meer end 5 pro Cento for ikke at give Forargelse, men under Haanden, paa det Loven ikke skal brydes, lader sig af Debitorerne betale 20 pro Cento forud.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men jere Koner holder de vel Huus?

TROJANEN.

De holder nok Huus, men det er Ulykken, at Huuset kand ikke holde dem; dog maa man giøre dem den Ret, at de ikke gaaer ud, førend Klokken 10 om Morgenen.

CHILIAN.

Ligeledes paa en Prik, som hos os. Er Gaderne ellers noget reene hos jer?

TROJANEN.

Ja i Julii Maaned er de u-paaklagelige, men Resten af Aaret kand man neppe gaae ud uden Fare for at drukne i Skarn; dog det er kun 11 Maaneder i Aaret, de gaaer snart. Kunde man giøre saadanne Anstalter, at det aldrig skulde regne, da vilde jeg trodse nogen Bye at være saa reen som vores.

CHILIAN.

Ligesaa er det hos os. Men gaaer da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos jer?

TROJANEN.

Ney det er onde Mennesker, som siiger dem saadant paa. De gaaer ikke, men de ager alle indtil 358 Handverksfolk, saa at Qvindfolk hos os gandske kunde undvære Fødderne.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men arbeyder de noget flittig?

TROJANEN.

Ney ikke synderligt.

CHILIAN.

Saa kunde de ogsaa undvære Hænderne.

TROJANEN.

Ney Tak! hvad skulde de da spille Kort med? Hvad skulde unge Karle have at kysse paa?

CHILIAN.

Ret nok. Det er ligesaa hos os. Men giør Lærde Folk mange Bøger hos jer?

TROJANEN.

Ney ikke uden Børn.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Giøres der brav nyttig Projecter hos jer?

TROJANEN.

Jeg har endnu ikke seet et Project, som jo har været meget nyttig, forstaae for Projectmageren selv.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Tienestefolk noget hurtige hos jer?

TROJANEN.

Forbandet. En Tieneste-Piige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kand ikke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tieneste 12 gange om Aaret.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Folk noget Gudfrygtige hos jer?

TROJANEN.

Meget Gudfrygtige.

CHILIAN.

Giøre de og gode Gierninger?

TROJANEN.

Ney de giøre kun Bønner.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Hvad er ellers Folks største Tidsfordriv hos jer? Hør I Comoedier eller Opera?

TROJANEN.

Ja vist.

CHILIAN.

Hvorledes ere jere Opera?

TROJANEN.

Pudseerlig nok; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere trække sine Støvler paa, siiger han det i Tremulanter og Sang, saasom - - Synger.

Hør Claus, træk mig mine Støvle - - er paa.

CHILIAN.

Det er ligesaa hos os.

TROJANEN.

Adieu min Herre! jeg maa gaae; jeg er hans skyldigste Tiener af mit Hierte.

359
CHILIAN.

Han meener vel ikke meget dermed?

TROJANEN.

Ney vist, det er sandt nok. Det er kun saa en Talemaade blant os.

CHILIAN.

Ligeledes er det og hos os. Adiøs. Det er Synd, at vi skulle føre Krig med det Folk, som ligner os saa meget i alting, og det for en Jomfrues skyld, som har faaet Tvillinger. Men vi har giort alt for mange Krigs-Bereedelser for at staae fra vort Forsæt. Nu har jeg udspioneret Byens Tilstand, troer derfor, at den ikke skal kunne holde ud 8te Dages Beleyring. Kundskab om Fiendens Tilstand er den fornemste Post for en Krigshær. Naar nu Byen blir indtagen, faaer dog enten Ulys 360 ses eller Holophernes Navn derfor, som gemeenlig skeer, og mit Navn blir, maaskee, ikke meldet om i Aviserne engang. Ey det er dog Lapperie, at være Subaltern. Men der seer jeg Krigshæren komme.

SCEN. 3.

Krigshæren kommer ind og sættes i Orden.

HOLOPHERNES.

holder saadan Tale: stolte Riddere og Stridsmænd! Vi ere hidkomne ikke for at vinde Lande eller at beriige os, men for at hevne et Jomfrue-Mord, saa at aldrig nogen Kriig meer honettement gefuhret ist. Speyler eder kun i mit Exempel, figter mandelig, og holder god Krigs-Discipline. Det fornemste, I har i agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron-Tasken; thi naar det ikke tages i agt, vil jeg ikke give 4re Skilling for Resten.

ULYSSES.

Hører I gode Herrer! førend vi begynder Beleyringen, er det best at skikke Chilian til Kong Priapus med en Olie-Green i Haanden at tilbyde ham Fred, om han vil overlevere den skiønne Helene. De samtykker det allesammen.

CHILIAN.

I gode Herrer! jeg vilde gierne ønske, at en anden maatte være Ambassadeur; thi det kand hende sig, at Kong Priapus, saasom han er en hastig Mand, kunde slaae Hovedet af mig, saa stod jeg der i en Maade uden Hoved.

ULYSSES.

Det har ingen Fare, Chilian! hvis han lar hugge Hovedet af dig, skal vi giøre det samme ved 20 af de fornemste Trojaner, som først falder i vore Hænder.

CHILIAN.

Det er got nok, Herre! men maaskee ingen af alle de tyve Hoveder skulde kunne passe sig til min Krop.

ULYSSES.

Ey gak du kun hen. Han bryder ikke Folke-Retten.

361
CHILIAN.

Ja ja, saa vil jeg da gaae.

ULYSSES.

Vi vil da retirere med Armeen saa længe.

SCEN. 4.

CHILIAN
alleene

Hvor skal jeg nu i en Hast faae en Olie-Green? See her finder jeg een til all Lykke.

Tar en Riiskost, som ligger paa Theatrum, og legger den paa sin Arm. Til Spectatores.

Ney min Troe er det ingen Riiskost, Mossiørs. Jeg veed I ere jo ikke blinde. See! der kand I nu see, at det er en Oliegreen. I maatte vel have lidt korn meer Respect for en Ambassadeur, end at belee ham. Gid Fanden være jer Nar, seer I vel det. Nu gaaer jeg til Troja.

Banker paa.

SCEN. 5.

Helene. Chilian.

HELENE.

Hvo er saa dristig, at han tør banke saaledes i Krigs-Tiide paa Trojæ Porter? Hvem vil I tale med? Jeg er Helene.

362
CHILIAN.

See her min hierte Jomfrue! skal hun selv have Umag at lukke op? Jomfruen kiender vel ikke mig igien.

HELENE.

Mig synes, jeg har seet ham tilforn.

CHILIAN.

Jeg er Ambassadeur Von Chilian.

HELENE.

Ey nu erindrer jeg mig, du est den stolte Ridder Ulyssis troe Tienere.

CHILIAN.

Ney, ellers Tak, ikke nu længer. Nu er jeg Ambassadeur extraordinair over den heele Armee, og dependerer af ingen uden af General Holophernes, som er 7 alen og en qvart lang. Heele Krigshæren staaer i Gevehr for mig naar jeg passerer; thi I maa viide Jomfrue, at extraordinaire Ambassadeurs voxer ikke paa Træer.

HELENE.

Jeg troer heller ikke, at man kunde faae en Ambassadeur meer extraordinair end du est. Mens hvad er ellers dit Ærende?

CHILIAN.

Jeg har en tienstlig Hilsen fra General Holophernes, som er 7 alen og en qvart lang, med Begiering, at Kong Priapus vil overlevere Jomfrue, eller lave sig til at imodtage en Beleyring.

HELENE.

Det kand du forlade dig til, at jeg blir aldrig overleveret, saa længe der er en Mand tilbage i Troja. Det har Kong Priapus svoret paa.

CHILIAN.

Ja I got Folk, saa maa I lave jer til at liide hvad som paafølger. Jeg maa strax hiem at tage Støvler paa; thi i Morgen haaber jeg at gaae i Trojansk Blod indtil Knæerne.

HELENE.

Ach u-lyksalig var den Tiime, jeg blev født, at jeg ved min Skiønhed skulde give Aarsag til saa stor Blods Udgydelse. Det havde været mig langt bedre at være født vanskabt, saa havde jeg kunde levet fornøyet og i Roe, nu derimod er jeg forhadet og misundet af alle Fruentimmer, ja af Gudinderne selv formedelst min deylige Skabning. Hun græder derpaa.

CHILIAN.

Jomfrue! nu har jeg forrettet, hvad mig offentlig 363 er betroed, men som alle Ambassadeurs gierne har hemmelige Instruxer, saa har jeg Ordre at fornemme under Haanden, om Jomfruen har sin Møedom endnu.

HELENE.

Jeg svær dig til, Chilian ---

CHILIAN.

Ey hvad Chilian! jeg heeder hans Excellentz.

HELENE.

Jeg svær hans Excellentz til, at aldrig nogen Mands-Person har giort mig nogen Skade ved sin mindste Finger, siden jeg blev bortført.

CHILIAN.

Ey Jomfrue! det er ikke med Fingeren man giør saadan slags Skade. Jeg har kiendt en Mand, som begge Armene er afskudt paa, og dog har været stevnet over sex gange for Tamper-Retten. Men jeg maa gaae.

Helene gaaer ind.

SCEN. 6.

CHILIAN
alleene

Enten maa jeg være blind, eller alle andre Mennesker; thi hun synes i mine Øyne liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed. Jeg tænkte, det første jeg saae hende, at det var Dorthe Peer Vognmands, saaledes stikker hun i mine Øyne. Men jeg maa være blind saa vel herudi som i alt andet i denne Historie. Nu maa jeg hen at siige Armeen Svar. Gevehr præsentier, I Carnalier. Men see! hvor de staaer og maaber. Ihr Herren, vi maa lave os til Kriig. De vil før vove det Yderste, end overgive Helene.

SCEN. 7.

Ulysses. Chilian. Holophernes. Høvdingerne for Armeen.

ULYSSES.

Nu haver I stolte Riddere hørt, hvad Svar vi har bekommet fra Troja; maa derfor lave os til at angriibe Staden med yderste Magt. Mig synes ellers I gode Mænd! det er best at en af os efter gammel lovlig Maneer tilbyder en Trojaner en Kamp. Nu veed jeg vel, alles ridderlige Hoveder kløer efter en Laurbærkrantz, og alle forlanger at see for sig opreyst den Ære-Støtte, 364 som Seyer-Herren kand fortiene; holder derfor raadeligst, for at hindre, at Misundelses Sæd ikke skal saaes iblant os, at kaste Terninger derom; hvem da Lodden tilfalder, ham kand Misundelse ikke følge, saasom ikke Almuens Yndest, Gunst og Faveur, men Lykken baner Vey for hans Hoved til Laurbær-Krantze. I ædle og stolte Riddere forstaaer mig vel?

CHILIAN
sagte

Knap nok.

ULYSSES.

Bringer da hid nogle Terninger. De kaster Terninger.

CHILIAN.

Jeg har vel ikke behov at kaste, I Herrer, saasom jeg ikke hører under Malicen, men er en Civil Person, en extraordinair Ambassadeur.

ULYSSES.

Ey Chilian! Jeg har all for stor Respect for saadan gammel troe Tiener, som du est, at jeg skulde betage dig Leylighed at indlegge Ære, og forhindre den paa Hiul siddende Lykke at paasette dit Hoved den Krantz, som hun maaskee for dig alleene har flettet.

CHILIAN.

Meener Herren, at jeg er bange? jo jo, jeg torde min Troe tage Hector selv paa min Samvittighed; men det lader sig umuelig giøre. Herren veed jo selv hvor forbandet Satyrisk Folk er. De har nok at snakke om ligevel, nemlig at vi løber som galne Folk fra Huus og Hiem, Hustrue og Børn, for at faae tilbage et Qvinde-Menneske, som en anden, nemlig Paradis Kong Priapi Søn, har haft et heelt Aar, og imidlertiid --- jeg tør ikke sige meer. Hvo veed hvad vore Hustruer kand spille os for Puds, mens vi ere borte. Jeg veed nok, at en vis Mand reyste saalænge udenlands for at igienfinde sin eeneste Søn, som var ham frarøvet, at han fandt 4re Sønner, da han kom tilbage, men var ikke synderlig fornøyet dermed. Skal de endogsaa faae dette at glose over i Aviserne, at jeg som en Civil Mand, en Ambassadeur, er udskikket af Armeen at fodre en Trojaner til Kamp, saa bliver det sidste verre end det første.

ULYSSES.

Ey skam dig Chilian at lade dig merke med saadant! jeg befaler dig strax at kaste.

365
CHILIAN.
kaster to Sexer. De løfter alle Hattene og gratulerer.

Hør I gode Herrer! Jeg seer nok, at dette sigter paa mig; jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn, og nu skulde jeg just træffe dem.

ULYSSES.

Giør mig ingen Skam, Chilian. Jeg rosed dig tilforn for Generalen for din Tapperhed. Gak strax og lav dig til Kamp, jeg skal laane dig mit eget Sverd Dyrendall som er smurt med Drage-Blod. Still dig ikke saadan an; thi man skulde tænke, du var bange.

CHILIAN.

Jeg er, min Troe, ikke bange, men jeg er en Politicus, det veed Gud og hver Mand, derfor kand det ikke staae mig an at slaaes. Havde jeg ikke været en Politicus, saa havde jeg skiøttet Fanden derom; men jeg kand ikke beqvemme mig til at giøre noget, som min Characteer er u-anstændigt. Jeg vil staae paa den Civile Stands Ret, tiene i Freds-Tiider som en ærlig Mand, og vove mit Liv og Blod for Politien; men dette har jeg intet at bestille med.

HOLOPHERNES.

Her maa holdes en Krigs-Ret over ham, vi merker nok, at han vil ikke til med det gode.

CHILIAN.

Ach I gode Herrer, førend jeg lar en Krigs-Dom gaae over mig, beqvemmer jeg mig heller dertil. Men dette vil jeg kun bede, at der maa blive giort sliige Anstalter, at den, som jeg skal slaaes med, ikke legger Haand paa mig; thi det er mod Folke-Retten at legge Haand paa en Ambassadeur.

HOLOPHERNES.

Hør I stolte Riddere! paa det man kand faae de Statsgriller af hans Hoved, saa vil jeg giøre ham til Oberst; og saa ophører all Hinder.

CHILIAN
sagte

Skam faae den der lærte dig det, din lange Hund.

Chilian blir bevæbned fra Top til Taa.

Jeg maa vel have et Glas Finkel-Jochum i det ringeste, før jeg gaaer til Striid.

Drikker ud Glasset. 366

De raaber allesammen til Lykke og retirerer sig til

side et lidet.
ULYSSES.

Naar du kommer med Seyer tilbage, maa du være vis paa en Laurbær-Krantz.

CHILIAN.

sagte. Jeg skiøtter aldrig om Laurbær, uden jeg seer dem paa en Postey eller Tærte.

SCEN. 8.

CHILIAN
alleene

Skam faae den der først fandt paa Kriig. Det er jo u-riimeligt, at Folk skal gaae hen og myrde dem, som man ikke kiender. Men jeg hitter nok paa et Middel til at fixere dem. Jeg vil see, at jeg kand faae fat paa Paradiises Tiener Marcolfus. Jeg var i Selskab med ham tvende gange i Ithacien, hvor vi drak Duus sammen. Jeg vil stikke ham et par Mark i Næven for at han skal løbe for mig. Hør I Trojanske Mænd, jeg har noget vigtigt at tale med Paradises Tiener Marcolfus. Jeg beder, at han maa skikkes ud til mig.

SCEN. 9.

Chilian. Marcolfus.

CHILIAN.

Serviteur, Marcolfus! Tak for sidst.

MARCOLFUS.

See her Chilian! hvor est du kommen til at gaae i Harnisk?

CHILIAN.

Jeg veed jo, at man maa være bevæbned i Krigs-Tiider. Du har jo ogsaa faaet et Lysespid ved Siden.

MARCOLFUS.

Men hvorfor er I kommen hid med saa stor Magt at beleyre vores Stad? mig synes, at det er ikke Umagen værdt at giøre saadan Allarm for et Qvinde Menneskes skyld.

CHILIAN.

Mig synes, min Troe, det samme. Jeg var og saa dristig i Dag, at jeg sagde General Holophernes det samme Hige i hans Næse. Du og jeg, Marcolfus, ere kun Tienere, men jeg troer, vi ere de eeneste, som ere kloge baade uden og inden Staden.

367
MARCOLFUS.

Ha ha ha! jeg troer min Troe det samme. Den Helene, som man slaaes om, vilde jeg mare ikke ligge hos, om hun vilde give mig en Daler for Natten. Jeg saae mange kiønne Folk i Ithacien af ringe Stand, som man kunde faae for 28 Skilling. En Kone ved Navn Polidora, som boede paa et Hiørne liige ved den store Ægyptiske Marmorstøtte, som jeg betiente nogle gange, kostede mig ikke meere.

CHILIAN.

En Kone ved Navn Polidora?

MARCOLFUS.

Ja Polidora.

CHILIAN.

Som boede paa et Hiørne?

MARCOLFUS.

Ja vist paa et Hiørne.

CHILIAN.

Lige over for den Ægyptiske Støtte?

MARCOLFUS.

Som jeg siiger. Men hvorfor blir du saa bestyrtsed? Jeg skulde ikke haabe, at det var din Hustrue.

CHILIAN.

Jo det var min Hustrue, Marcolfus. Hun skal faae en Ulykke, naar jeg kommer tilbage.

MARCOLFUS.

Det giør mig ondt min hierte Broer, at jeg mod min Villie har giort dig til Hanrey.

HOLOPHERNES.

Hvad mon det betyder, at de tvende Kiemper taler saa længe sammen førend de slaaes?

ULYSSES.

Jeg kand tænke, Hr. General, at de opregner hin andens Genealogier, Byrd og Blod, samt Forfædres Bedrifter, førend de begynder Striden.

CHILIAN.

Hør Marcolfus! jeg vil gierne tilgive dig din Forseelse, dersom du vil giøre mig en liden Tieneste.

MARCOLFUS.

Hvad skal det være, Svoger? maaskee du vil ligge hos min Hustrue igien, at vi kunde komme i dobbelt Svogerskab?

CHILIAN.

Ney det er noget andet: Jeg er udskikket af Krigshæren at udfodre en Trojaner til Kamp, men mod min Villie. Thi Chilian har altid tordt see under Øyen hvilken Karl det skulde være; men jeg vil tiene dig min hierte Broer! hvorfor skulde jeg gaae hen at myrde en, som aldrig har giort mig imod? det var jo bestialsk, om jeg maatte saa siige. Nu vil jeg bede dig, at du vil 368 lade som du slaaes med mig nogen Tiid, og endelig give dig paa Flugten. Du giør mig en stor Tieneste, og taber intet derved; thi de Trojaner veed ikke, hvorfor du est hidkommen, men mine Folk staaer og venter paa Udgangen af Slaget.

MARCOLFUS.

Vil du da love mig, at om jere Folk faaer Byen indtaget, at de vil spare mig og mine Forældre?

CHILIAN.

Ja, jeg svær dig det til.

Trompetterne blæser. De slaaes qvants-viis sammen. 369 De andre Høvdinger falde paa Knæ og beder Chilian Lykke.
ULYSSES.

Hey staae dig vel Chilian. Krigshærens Ære henger af denne Kamp. Ach Himmel! Nu er det ude med os, nu faaer Fienden Overhaand. Skal vi hen til Undsætning?

HOLOPHERNES.

Ney! Det er mod Krigs-Maneer.

ULYSSES.

Det er ikke meer nødigt Hr. General, nu seer jeg han kommer sig igien. Hey frisk Mod, Chilian, saa vinder du vist nok Seyer. Fienden vender alt Ryggen. Vi ere frelste.

De gir alle et stort Glædes Skriig, og Chilian forfølger Marcolfus til Porten. Chilian blir med Triumph ført til Leyren, og en Laurbærkrantz med Trompetternes Lyd blir sat paa hans Hoved.
370

ACTUS III

SCEN. 1.

Høvdingerne for Armeen. Chilian.

ULYSSES.

Ihr Herren! efter den sidste Victorie og Hectors Død kand vi strax angriibe Asiens Dronning, jeg meener den stolte Stad Troja, hvis tredobbelt taarnede og med Teglsteen tækkede Muure ikke skal længe modstaae vor Magt. Men førend vi skrider til Beleyring, synes mig det er best at raadføre os med en Troldmand, der efter gamle udi slige Tilfælde brugelige Maader kand ved sine Konsters Sorthed udkalde af Plutarchi mørke Boelig en eller anden Geist, som kand siige os Beleyringens Udgang. Hør Chilian! Lad den udi naturlige Videnskaber hart ad guddommelige Tiresius komme hid.

CHILIAN.

Jeg veed ikke, Herre, om saadan slags Ambassade kand staae mig an. Dog vil jeg gierne gaae; thi jeg har selv Lyst at viide, hvordan denne Kriig vil falde ud. Gaaer ud.

ULYSSES.

Den store Tiresius, Ihr Herren, er vel blind, men seer dog de Ting, som ere skiulte for os. Hans Blindhed rejser sig deraf, at saasom han eengang blev udvalt til Dommer mellem Læge-Konstens og Musikkens Gud Apollonius og Gudernes Ober-Førster Pan, for at dømme hvo der spillede konstigst paa det ædle og fast guddommelige Instrument Cithara, han da u-forsigtig i sin Ungdom tildømte Pan Seyeren, hvorudover den Himmelske Doctor Medicinæ Apollonius straffede ham 371 med Blindhed. Men da han besværgede sig derover hos Jupitrem, rørede sig Gudernes Monarchs Indvolde af Medynk over Tiresium, at han begavede ham med Magt at udfodre Geisterne von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, af hvilke han kand faae at viide tilkommende Ting. Men der seer jeg han kommer.

SCEN. 2.

Tiresius. Chilian. De andre.

ULYSSES.

Hør du viise Tiresius, som Guderne har begavet med tilkommende Tings Videnskab! Vi Græske og Mesopotamiske u-overvindelige Heldte har kaldet dig hid, for at faae at vide, hvor længe vi skal ligge for den tredobbelt murede Stædernes Dronning Troja, førend vi overvinder den. Vi viide, at ingen Ting er skiult for dig, du overgaaer Nestorius selv udi Alder og Forstand, saa viit, som Glas-Himmelen overgaaer Jorden; siig os derfor u-besværget noget om denne Krigs Udgang, og fortryd ikke paa, at vi har udkaldet dig af din Boelig, og forstyrret din Roe.

TIRESIUS.

I ædle Græske og Mesopotamiske Heldte, hvis store Manddoms Gierninger har opfyldt alle Verdens Hiørner! I ere alle nogle Narre og løbe med Liimstangen. Gaaer smukt hiem igien og tar vare paa jere egne Hustruer, og lader mig være i Roe. Gaaer bort.

ULYSSES.

Holdt du gamle Halsstarrige Mand, vi slipper dig ikke, førend du fyldestgiør vor Begiering.

TIRESIUS.

Jeg er udmattet af Alder, min Tiid er omme, og min Spaadoms Geist for længe siden forgaaed.

ULYSSES.

Hør min troe Tiener Chilian! Lad denne halsstarrige gamle Mand slutte udi gyldende Lenker og kaste udi Fengsel.

CHILIAN
sagte

Hvor skal jeg faae de gyldende Lenker? Om Generalen selv vilde henge sig, saa er her intet uden Reeb dertil. Men jeg kand tage et gammelt Reeb, det 372 kand nok passere for Guldkiæde, liigesaa vel som Riiskost for Oliegreen.

TIRESIUS.

I ædle Riddere! sparer mit Liv. Jeg har ikke vægret mig for at siige Krigens Udgang af Ondskab eller Halsstarrighed, men min Spaadom fører noget bedrøveligt med sig, som vil forskrække den heele Krigshær.

ULYSSES.

Siig kun frit ud, og dølg intet for os.

TIRESIUS.

Eftersom I byder mig at siige alting reent ud, saa vil jeg ogsaa intet dølge. Troja kand ikke overvindes, og I med Seyer ikke komme tilbage, med mindre Ulyssis troe Tiener, den kloge og mandhaftige Chilian, blir opoffret og døer for den heele Krigshær. Gaaer bort.

ULYSSES.

Ey ikke andet? det giør min troe Tiener Chilian gierne.

CHILIAN
sagte

Faae den en Ulykke, der giør.

ULYSSES.

Han vil byde sig selv dertil, om jeg ellers kiender ham ret.

CHILIAN
sagte

Du maa kiende Dievelen. Jeg maatte jo være gal, om jeg giorde det.

ULYSSES.

Han vil giøre det med Glæde.

CHILIAN
sagte

Hvilken forbandet Snak. Jeg saae heller, at den heele Krigshær blev hengt, førend jeg skulde miste min mindste Finger.

ULYSSES.

Hør Chilian! jeg forkynder dig et glædeligt Budskab. Du est af Guderne udvalt til et Instrument, hvorved Seyer alleene os skal erhverves. Oraclet siger, at du skal opoffres, og ved din Død Krigshæren reddes.

CHILIAN.

Min Herre! Oraclet maa ikke være rigtig i Hovet, ellers kunde det ikke forlange saadant.

ULYSSES.

Kand vel noget Budskab være angenemmere for en ædel Siæl, der elsker sit Fæderneland, end at døe for dets Frelse?

CHILIAN.

Det er jo et skiønt Budskab: Glæd dig, thi du skal henges.

ULYSSES.

Her hielper ingen Snak, Chilian! hvis du ikke 373 frivillig beqvemmer dig dertil, skal du tvinges med Magt.

CHILIAN.

Ach I gode Herrer! haster ikke med at udgyde Christen Blod, det kand u-muelig være Oraclets Meening. Denne Tiresius er jo saa gammel, at han gaaer i Barndom. Han undskyldte sig jo først selv, at han for Alder ikke kunde spaae. Men vi har selv truet ham med at spaae, og han, for at komme paa fri Fod igien, har 374 pladdret noget ud, hvad som først kom ham i Munden. Her er ellers en anden bekiendt Prophet ved Navn Nabocodonosor, som har spaaet lykkeligen i mange Aar, og er langt høyere agted end Tiresius; lad os først høre hans Meening. Han vil giøre sig en Ære af at siige os frivillig vor Skiebne; thi naar man tvinger Propheter, spaaer de aldrig got. Thi at spaae og giøre Vers maa være u-tvunget.

MITHRIDATES.

Chilian har derudi ikke stor Uret.

ULYSSES.

Lad da den Prophet strax komme hid.

CHILIAN
sagte

Nu skal jeg min Troe narre dem brav. Jeg skal selv agere Prophet, og spaae tvert imod den anden. Gaaer ud.

MITHRIDATES.

Jeg har hørt meget tale om den Prophet Nabocodonosor. Hans Spaadoms Aand skal overgaae alle andres; hvis vi kand formaae ham dertil, da er ingen Tvil paa, at han jo siiger os Krigens Udfald.

ULYSSES.

Men i fald hans Spaadom er imod den forriges, hvem skal vi da troe?

MITHRIDATES.

Det er riimeligst at troe den, som spaaer u-tvungen; thi udi Tiresii Tale, kunde man see, var ikke uden Ondskab, eftersom Trudsler opirrede ham at giøre os ondt. End om han havde sagt, at det var Gudernes Villie at opoffre Generalen selv, skulde vi derfor have giort det? Jeg kand troe, at dersom den anden Prophet siger det samme, maa vi efterleve det. Men vi maa føre os anderledes op mod ham, give ham gode Ord, og giøre ham Løfter, i fald Udgangen svarer til hans Tale.

ULYSSES.

Men hvad synes eders Høyhed, vi skal giøre med den anden, i fald vi fornemmer han har bedraget os?

MITHRIDATES.

Vi skal tractere det med Foragt, thi det tiener ikke, at man har meget med Propheter og Poeter at bestille; omkommer man en Prophet, saa giør man ham til en Martyr, og straffer man en Poet, saa reyser man 375 ofte Æres Støtter op for ham. Men der seer jeg en Mand komme udi en selsom Dragt. Det er uden Tviil den store Prophet.

SCEN. 3.

Chilian med et langt Skiæg og en bred Hat, som staaer ham ned i Øyene. Personerne af den forrige Scene.

CHILIAN.

førende et fremmed Maal I tappre Heldte! I ere bekymrede om at viide Krigens Udgang. Thi i Nat aabenbarede een sig for mig i Søvne, der sagde: Giør dig reede og gak til den Græske Leyr, siig Anførerne alt hvad dig blir lagt i Munden, giendriv Tiresii falske Tale, og hindre det Mord, som han har raadet dem til at begaae mod den udi Militaire og Civile Sager u-forliigelige Mand Chilian.

ULYSSES.

Saa har da Tiresius ført falsk Tale for os?

CHILIAN.

Ja vist. Men I har selv været Aarsag derudi, i det I har villet lagt Haand paa en Prophet, og nødet ham til at forkynde de Ting, som alleene havde blevet Aarsag til jer Ulykke; thi just udi samme Chilians Conservation bestaaer den heele Krigshærs Velfærd.

ULYSSES.

Ach siig os da u-besværged O viise Mand, hvad vi skal giøre, og hvad Udgang Kriigen skal have.

CHILIAN.

Gudernes Villie er, at I skal ikke sætte den store Chilian udi nogen Fare; thi hvis han kommer noget til, vil dette Tog have en ulyksalig Ende. Dette vidste Tiresius forud, og derfor af Hevngierighed raade til at offre ham op. I skal derfor skaane ham udi Beleyringen, og ikke føre ham i noget Slag, men betiene jer alleene af ham som en god Raadgivere. Krigen skal ellers vare længe, men I skal omsider forstyrre Troja, og med Triumph komme til eders Fæderneland igien. Dette er alt hvad jeg har Befaling at siige eder, I ædle Riddere. Nu maa jeg begive mig til min Boelig igien.

ULYSSES.

Ach viise Mand! fortørnes ikke over, at vi spørger om noget: Siig os hvoraf vi skal viide, at din Tale er rettere end Tiresii.

376
CHILIAN.

I vantroe Mennesker! hvordan skulde jeg viide, hvad som eder tilforn er hendet med Tiresio, med mindre jeg havde Aabenbaringer? hvordan kunde jeg siige saadant med alle Omstændigheder?

ULYSSES.

Vi tænkte, maaskee vores Sendebud havde underrettet dig derom.

CHILIAN.

Jeg svær ved Spaadommens Gud Apollonius, at jeg i Dag ikke har talet med noget Menneske førend jeg kom hid.

ULYSSES.

Siig mig da ubesværget, hvo jeg er.

CHILIAN.

Du est den store Ulysses von Ithacia. Din Gemahl er Penelope; Din eeneste Søn, som er 3 Aar gammel, heeder Telemachius, din Datter Rosmarina. Her staaer Mithridates Kongen af Mundien, og her Holophernes Græven af Bethulien.

ULYSSES.

Ach nu seer vi, at intet er skiult for dig O viise Mand.

CHILIAN.

Vær da ikke saa vantroe meer. Gaaer ud.

MITHRIDATES.

Denne kunde man høre var en ret Prophet.

ULYSSES.

Ja han veed ogsaa forbigangne Ting.

MITHRIDATES.

Hans Raad maa vi derfor efterfølge.

ULYSSES.

Vi vil strax slagte Øxen og Faar, og anrette ham et Offer.

MITHRIDATES.

Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet herefter maa foretages uden hans Raad. Men der seer jeg han kommer, og seer meget bedrøvet ud.

SCEN. 4.

Chilian i sin forrige Dragt. De andre.

CHILIAN.

Ach jeg elendige Menneske! jeg kand ikke finde den Prophet, som jeg leeder efter, og som kunde redde mig. Dog naar jeg ret betænker mig, har jeg ingen Aarsag at græde, men maa heller glæde mig over, at ved 377 min Død Armeen kand frelses og Seyer forhverves. Ach I ædle Riddere, jeg har siden eftertænkt, hvilken Ære det er for mig at opoffres paa saadan Maade. Jeg vil derfor med Glæde døe, men begierer kun, at der maa opreyses en Æres Støtte for mig med saadan Peritaphium: Her under hviler den store Chilian ---I hitter nok selv paa Resten.

ULYSSES.

Ney det være langt fra, min troe Tiener! din Person er alt for kostbar til at opoffres; thi i dit Liv bestaaer den heele Krigshærs Frelse.

CHILIAN.

Ney I gode Herrer! jeg vil ikke leve, eftersom Smaraculum eengang har afsagt Dommen.

ULYSSES.

Vi har faaet anden Oplysning siden. Du skal leve og forvares som en Øyesteen, som det kostbareste Klenodie og Pallatium.

CHILIAN.

Jeg hører nok, at Misundelse regierer hos jer; dersom I ikke vil opoffre mig, skal jeg opoffre mig selv. Trækker sin Kniv ud. De 3 Anførere falde paa Knæ, og beder høre først, hvad som er skeed.

CHILIAN.

Stat kun op igien og lad mig høre.

ULYSSES.

Den store Prophet Nabocodonosor er i din Fraværelse af sig selv kommen til os, og har underrettet os om Tiresii falske Spaadom, at, saasom han vidste, at udi din Conservation Krigshærens Velfærd bestod, han da af Hevngierighed raade os til at opoffre dig. Derfor skal du være forskaaned for at være med udi nogen Fare.

CHILIAN.

Ey vil man giøre mig til en Coujon? Ney det skal aldrig skee; Jeg er alt for mandig og storhiertet til, at jeg skulde vægre mig for noget Slag. Jeg vil være med hvor Faren er størst.

ULYSSES.

Ney Chilian, det tillader vi aldrig.

CHILIAN.

Skulde jeg sidde stille, medens de andre vove deres Liv? Ney jeg vil heller døe end beqvemme mig dertil.

ULYSSES.

Ach Chilian! styr dit Martialske Mod.

CHILIAN.

Det er mig umueligt; Jeg har alt for meget Fyr 378 og Flamme dertil, min Hoved-Passion er at gaae en mandig Fiende under Øyne.

ANFØRERNE
paa Knæ igien

Ach Chilian! modereer din Hoved-Passion; all vor Velfærdt bestaaer i din Frelse.

CHILIAN.

Stat kun op igien. Jeg vil da stræbe at tvinge min Hidsighed saa meget som mueligt er.

ULYSSES.

Naar Byen blir indtagen, skal du have Frihed at tage det kostbareste af all Byttet forud. Din Forretning udi Beleyringen skal være at hindre Fienden Tilførsel, hvorfor du skal blive staaende ved denne Post, medens vi angribe Staden. Bliv da her med de Ryttere, som vi beskikker dig. Nu gaaer vi hen at giøre en Begyndelse til Beleyringen. De gaaer bort.

SCEN. 5.

CHILIAN
alleene

Jeg merker, at jeg kand narre disse Karle ligesaa meget som jeg vil; havde jeg ikke hittet paa den Invention at agere Prophet, havde de virkelig offret mig op. Hvis jeg kand fixere dem i andre muelige Tilfælde, skal det være mig en Fornøyelse; thi de løbe alle med Liimstangen. Giver nu agt paa, om jeg ikke staaer vel paa min Post med mit Regiment Ryttere. Er det ikke et skiønt Regiment? Alle sterke og Handfaste Karle, skiønne Heste, herlig Mondeering. Jeg troer aldrig saadant Regiment Ryttere nogen Tiid er bleven seet. Hører Karle, seer vel til, at intet kommer ind i Staden; hvis den allermindste Fleskeskinke blir indpractisered, skal jeg lade det heele Regiment henge. Hører I vel? De Fæ- hunde kand ikke svare. Troe mig, at Gierningen skal svare til Ordene. Wer da?

Løber om Theatro.

Hvor vil du hen? du vil nok til Troja, hvad? har du Pas? Du kommer ingensteds uden Pas. Vil du tilbage, siger jeg. Zuriick, eller du faaer en Ulykke! saa pak 379 dig bort, her kommer ingen ind i Byen uden Pas, ikke en graae Kat. Men der seer jeg en anden gammel Skielm komme, ham maa jeg examinere. Hillement, det er min Herre Ulysses. Men hvor Pokker har han saa hastig faaet dette lange Skiæg?

SCEN. 6.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Nu er det paa det tiende Aar, vi har ligget for Troja, og imidlertid mistet saa mange store Høvdinger tilligemed General Holophernes selv, som for 3 Aar siden saa ulykkelig omkom i det store Udfald.

CHILIAN
sagte

Merker I vel, Mossiørs! er det ikke noget forbandet Tøy? Jeg har staaet her i ti Aar. Jeg vil ikke disputere, om det er ti Aar eller ey, men det veed jeg, at jeg ikke har faaet hverken Vaadt eller Tørt i de 10 Aar, og det kommer mig for, som jeg kunde faste 10 Aar endnu.

ULYSSES.

Ach min troe Tienere Chilian! jeg glæder mig ved at see dig staae med saadan Bestandighed paa den samme Post, hvor jeg beordrede dig for 10 Aar siden.

CHILIAN.

Jeg har, min Troe, ikke rørt mig af Stedet siden. Men hvad har de andre bestilt midlertiid? mig synes, man kunde have lagt den heele Verden øde i saa lang Tiid med saadan stor Magt.

ULYSSES.

Nu har vi sat os for at giøre en General Storm, og enten alle at omkomme, eller erobre Staden; bliv du her imidlertiid, og see vel til, at der ingen Tilførsel skeer.

SCEN. 7.

CHILIAN
alleene

Alt dette Tøy kommer mig for, ligesom det var en Tydsk Comoedie; thi om jeg stod paa mit Hoved, saa kand jeg ikke begriibe, hvor de 10 Aar kunde løbe saa hastig.

Til Spectatores. 380

Men hør I got Folk, hvis nogen af jer understaaer sig at føre saa meget som en Kringle til Staden, skal I have med mig at bestille. Men hør hvilken Allarm! Byen er over, jeg hører somme raabe Victori, og andre Qvarteer. Vi vil imidlertid blive staaende her for at hindre Tilførsel. Hey jeg seer alt vore Faner planted paa Muuren. Gid nu Fanden staae her længer, vi maa ogsaa have noget af Byttet.

381

ACTUS IV

SCEN. 1.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg har forsøgt alle Midler til at stille Neptuni Vrede, men Bønner, Offringer, alting er forgiæves. Nu har vi flakket saaledes om i tyve Aar siden Trojæ Erobring fra et Sted til et andet, indtil vi omsider er kommen hid til Cajanien, hvor os vel af Dronning Dido er lovet Undsætning af Skibe til at befodre vor Reyse med; men ach den eene Tiid gaaer bort efter den anden, og jeg frygter, det vil vare længer end vi tænker. Thi jeg frygter for noget, som jeg tør ikke tænke paa. Jeg frygter Chilian - - -

CHILIAN.

Hvad frygter Herren for?

ULYSSES.

Jeg frygter, at Dido er bleven forliebt udi mig.

CHILIAN.

Maaskee--

ULYSSES.

Ach jeg ulyksalige Mand! hvis det er saa Chilian, kommer vi aldrig herfra.

CHILIAN.

Vil ikke Herren tage ilde op, om jeg spør ham, hvor gammel han var da han reyste hiemme fra?

ULYSSES.

Jeg var udi min blomstrende Alder, ikke over 40 Aar.

CHILIAN.

Got; 40 Aar først, og siden 10 Aar i Beleyringen, det giør et halv hundrede, og 20 Aar paa Hiemreysen, det giør 70. Den gode Dido maa være da en stor Elskerinde af Antiqviteter, eftersom hun er saa koldsindig mod saa mange unge Mennesker, som hun kunde gaae Vall udi, og blir forliebt udi en ældgammel skiægget Mand.

382
ULYSSES.

Hør Chilian! jeg vil ikke høre saadan Raisonnering, du maa giøre en falsk Regning. Jeg er endnu i min beste Alder; Naar du seer en Ting for Øyne, maa du ikke tvile meer derom. Om du saae Snee midt om Sommeren, maatte du ikke siige, det er ikke mueligt, at det er Snee, thi det er jo Sommer. Nok var det jo dig, at du saae Sneen for dine Øyen.

CHILIAN.

Jeg merker nok, Herre, at jeg maa tage Fornuften fangen i alting, som os er hendet. Jeg vil da ikke meer tviile derom, men heller tænke paa, hvorledes vi kand redde os ud af denne Snare.

ULYSSES.

Hvorledes skal vi da redde os fra denne overhengende Ulykke?

CHILIAN.

Der er intet andet Middel, end at vi stiæler os hemmelig af Landet.

ULYSSES.

Ja du har Ret, Chilian! Jeg maa da strax hen, og overlegge den Sag med mine troe Staldbrødre; bliv du imidlertid her saa længe.

SCEN. 2.

CHILIAN
alleene

Gid jeg havde en prise Tobak, at jeg kunde faae Luft; thi jeg er ligesom jeg er gall i Hovedet. Jeg er vis paa, at, naar min Herre kommer tilbage, saa siger han igien, at det er 10 Aar siden, han talede med mig sidst. Vi bliver virkelig 5 eller 6000 Aar gammel, førend vi kommer hiem til vort Fæderneland; thi jeg merker, at vi løber ikke med Tiden, men Tiden løber fra os, og vi blir staaende. See! her har jeg endnu et stykke Engelsk Ost, som jeg bragte med mig fra Itachien for 30 Aar siden. Den er gandske frisk endnu. Det er ikke alleene Tiiden, som løber fra os, men ogsaa Jorden, vi staaer paa; thi mange gange, naar jeg stikker min Piibe an, er vi udi den Østre Kant af Verden, og inden jeg har smøget Piben ud, er vi udi den Vestre Kant deraf.

383

SCEN. 3.

U lysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Himmel! er det mueligt, at saadant kand være til i Naturen?

CHILIAN.

Hvad er nu paa Færde? Eders Naade!

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg havde aldrig kundet bildet mig saadant ind, hvis jeg ikke havde seet det med disse mine Øyne.

CHILIAN.

Hvad er det da Herre?

ULYSSES.

Ach Dido, Dido! hvad ont har jeg giort dig, at du saaledes skulde øve dine Troldoms Konster mod mine kiære troe Staldbrødre?

CHILIAN.

Er de da blevet forhexet?

ULYSSES.

Hør Chilian en forunderlig Historie, hvis Liige er aldrig hendet fra Deucalions Flod indtil denne Tiid. Jeg har udi disse 4re Uger, siden jeg talede med dig sidst - - -

CHILIAN.

Er det da ikke meer end 4re Uger? Jeg tænkte det havde været 4re Aar.

ULYSSES.

Jeg har, siiger jeg, udi 4re Uger overlagt med mine Staldbrødre at reyse hemmelig herfra. Vi vare allereede færdige til at gaae om Bord, da Dido, faaende et Nys derom, for at hindre vor Bortreyse, ved Troldom forvandlede alle mine Staldbrødre til Sviin.

CHILIAN.

Ey det kand ikke være mueligt, naadige Herre! Sagte. Thi de vare jo Sviin tilforn.

ULYSSES.

Ach det er alt for sandt Chilian. Jeg tænkte, at mine Øyne slog mig feyl, og talede til dem. Men Maalet var forandret efter Skabningen; thi i Steden for Svar gryntede de imod mig. Jeg tog derfor strax Flugten af Frygt for at blive forvandlet til et Sviin tillige med dem. Men see der kommer de, jeg tør ikke blive her længer.

Gaaer bort grædende.
384

SCEN. 4.

Ulyssis Staldbrødre krybende paa Hænder, og gryntende som Sviin. Chilian.

CHILIAN.

Ha ha ha ha ha ha ha ha! gid Drolen splide jer ad allesammen. Nu har jeg aldrig mine Dage seet magen.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

Hør Karle, hvad Fanden riider jer? Er i galne?

SVINENE.

Vi ere Sviin, Fallill. Øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

I maa være Fanden ikke Sviin.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

begynder og at krybe og siiger: Øh øh øh. Hør Karle! er det vist at I ere Sviin?

SVINENE.

Øh øh øh øh.

CHILIAN.

Nu, er I da Sviin, saa skal I mare have Sviins Confect. Fort æder mig op denne Koekase, som her ligger.

SVINENE.

Vi er inte suulten, Fallill. Øh øh øh øh.

385
CHILIAN
pidskende dem med en Svøbe

Fort, siiger jeg, æder mig op denne Koekase, eller jeg slaaer jere Svine-Rygge i stykker. Fort, fort, er I Sviin, saa er det jo jer beste Mad.

Prygler dem dygtig. Svinene reyser sig, og blir til Mennesker igien, og siiger:

Saa sandt vi er ærlige, saa skal I betale os disse Slag min go Monsieur Wegner. Er det ikke uforskammet at forderve den heele Historie saaledes!

Løber ud.

SCEN. 5.

Ulysses. Chilian.

CHILIAN.

Jeg fordervede ikke Historien, jeg giorde dem til to-beenede Sviin igien, som de var tilforn. Men der kommer min Herre tilbage.

ULYSSES.

Ach Chilian! er de alt borte igien?

CHILIAN.

Ja Herre! de ere borte, og gaaer nu paa to Been ligesom tilforn.

ULYSSES.

Er de da ikke Sviin meere?

CHILIAN.

Det siiger jeg ikke, det være langt fra, men jeg har allene ved Lægedom bragt det saa viit, at de gaaer paa to Been igien.

ULYSSES.

Ach du store Æsculapii Søn! Du est værd, at Tempel og Altar skulde oprettes dig til Ære. Af hvilken Gud eller Gudinde har du lært saadan himmelske Konst?

CHILIAN.

Jeg lagde mig lidt paa Marken, og med bittre Taare begrædede vore Folkes Ulykke. Midt udi Graaden faldt jeg udi Søvn, og da aabenbarede sig for mig Proserpina den Gudinde for Lægedom (er det ikke saa hun heeder?) og sagde: Chilian! jeg har bønhørt din Graad og dine Bønner. Stat op og skiær en Green af den første Birk, du finder paa din venstre Haand. Det er et helligt Træe, som endnu intet Menneske har rørt ved. Saa snart du rører dine Landsmænd dermed, skal 386 de reyse sig og gaae paa to Been som tilforn. Hvilket og skeede. Om de er Sviin endnu eller ey, det skal jeg ikke siige. Vist er det, at de seer ud ligesom tilforn, gaaer paa to Been og taler; thi de skieldte paa mig, fordi jeg rørte dem noget sterkt med den hellige Green.

ULYSSES.

Ach Chilian min Forløser! lad mig omfavne dig.

CHILIAN.

Serviteur! Det skulde være mig en Fornøyelse, om Herren ogsaa blev et Sviin, at jeg kunde have den Lykke at curere ham ogsaa.

ULYSSES.

Hør Chilian! her er ikke lang Tiid at give bort, Skibet er gandske færdig. Lad os hen og samle Folket sammen, at vi stiltiende kand komme bort i en Hast. See der er Dido, vi maa løbe.

SCEN. 6.

Dido. En Kammertiener.

DIDO.

Ach! hvo skulde have tænkt, at jeg som i saa lang Tid har været et Exempel udi Kydskhed og Koldsindighed for alle andre, skulde nu udi min Enke-Stands 10de Aar brænde af Elskovs Lue? Ach Ulysses! ulyksalig var den Tid, paa hvilken du satte din Foed paa Cajanien, ulyksalig den Vind, som bragte dig hid, ulyksalig den Bølge, som foraarsagede det Skibbrud, hvorved min Ære og Reputation vil liide stor Skibbrud. Ach Diana! Diana! hvad har jeg syndet mod dig, at du skulde saare saaledes mit Hierte med dine Elskovs Piile?

RASMUS.

Naadige Frue vil siige Cupido.

DIDO.

Ja det er sandt: Ach Cupido! Cupido! du har saaret mit Hierte til Døden, og anstukket mig saaledes med Elskovs Lue, at jeg ingen Liise har Nat eller Dag.

RASMUS.

Skam faae Cupido, han maatte ogsaa have saaret Ulysses. Men jeg kiender den Slyngel; naar han skyder en forliebt Piil i een, som elsker, saa skyder han gierne en koldsindig Piil i den, man elsker, alleene for at plave Folk desmeere. Saa er det gaaet mig; thi alle 387 de, som jeg er forliebt udi, vender mig Ryggen, og de, som jeg ikke kand lide, brænder af Kierlighed til mig. Og dog skal man rette Tempel op og offre til saadan Karl. Han er det vel værd! Han skulde have Fanden ikke Offer eller god Røgelse, hverken han eller hans Moer.

DIDO.

Ach Rasmus! det er sandt som du siger. Jeg har givet Ulysses adskillige Elskovs Tegn, men jeg merker intet andet end Koldsindighed hos ham igien; thi i Dag havde han sat sig for at stiæle sig hemmelig bort af Landet, ja havde maaskee alt været borte, hvis jeg i Tiide ikke havde faaet et Nys derom, og omskabt hans Stoldbrødre til Sviin, i hvilken Tilstand de skal blive, indtil han beqvemmer sig til - - -

RASMUS.

Hvor til skulde han beqvemme sig?

DIDO.

Ey, du spør saa taabelig. Indtil han beqvemmer sig til det, som jeg forlanger.

RASMUS.

Hvad forlanger da Eders Naade?

DIDO.

Ey! hvad skulde et forliebt Hierte forlange?

RASMUS.

Ja jeg forstaaer endelig Fruens Meening, men jeg spør kun saa alligevel.

DIDO.

Naar du veedst en Ting, saa har du jo ikke nødig at spørge derom.

RASMUS.

Ja det har saa sine Raisons. Men der kommer Elisa med Aanden i Halsen; hun seer ud, som hun er ogsaa forliebt. Det maa være een af Ulyssis Staldbrødre, som er bleven til Sviin. Hvis saa er, hun er bleven forliebt i een af dem, saa maa hun have faaet Sviinsoet i Halsen.

SCEN. 7.

Elisa. Dido. Rasmus.

ELISA.

Ach hvilke Tidender jeg bringer! Hvad vil min Frue sige, naar hun faaer dette at høre, at Ulyssis Staldbrødre, som vare ved vor Troldom omskabte til Sviin, ere blevne Mennesker igien, og staae gandske færdig at reyse bort?

388
DIDO.

Er det sandt som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja jeg svær ved alt det som helligt er.

DIDO.

Jeg maa da strax op i Luften og øve mine Konster paa en anden Maade.

Hun blæser i en Pibe, hvorpaa en Drage kommer ned af Luften, hvor paa Dido sætter sig og blir bragt i Veyret.

SCEN. 8.

Rasmus. Elisa.

RASMUS
næsegruus

Ach Elisa! er Dragen borte?

ELISA.

Ja stat kun I op igien.

RASMUS.

Ach det var et Beest af en Drage! Jeg er saa bange, at han kommer igien. Jeg vil siige dig noget Elisa: Jeg har ikke Lyst at tiene her længer; thi der kunde engang komme saadan Carnali af en Drage, og føre mig ligeledes bort.

ELISA.

Bekymre dig ikke derom. Saadan Sviin, som du est, kommer aldrig at age paa hellige Drager. Jupiter giør aldrig nogen den Ære uden hans Regentere, Propheter og Prophetinder.

RASMUS.

Ach da er det vel, at jeg er hverken Regent, Poet eller Poetinde. Men Elisa, er du nogen Tiid bleven ført i Luften af saadan Drage?

ELISA.

Ja undertiden; naar hendes Naade er i de øverste Luftens Boeliger og har mig nødig, skikker hun Dragen ned efter mig.

RASMUS.

Hvor blir du da henbragt?

ELISA.

Nogle 1000 Miile op i Luften. Men der falder et Brev ned af Luften, det er nok en Ordre fra hendes Naade.

Hun læser Brevet.

Hillement Rasmus! Hendes Naade har dig nødig, og skikker Dragen strax at afhente dig.

RASMUS.

Ach Elisa! faer du i min Sted. Jeg skal tiene dig igien med mit Liv og Blod i alt, hvad mig mueligt er. Du kandst sige til Fruen, at jeg er syg.

389
390
ELISA.

Ingen Snak! Fruens Ordre maa efterleves. See der kommer Dragen, lav dig strax til.

RASMUS.

paa Knæ. Ach Monsieur Drage, spar mit Liv.

Jo nærmere Dragen kommer til Jorden, jo større Titler gir Rasmus.

Ach Velædle Hr. Drage, spar mit Liv. Ach eders Velbyrdighed, tag heller Elisa. Ach eders Dragelige Velbaarenhed, spar mig; thi jeg har aldrig kunnet riide paa en Koe engang end siige i Luften paa en Drage. Ach Høy-Velbaarne Hr. Scorpion. Ach eders Dragelige Excellentz! Ach eders Naade! eders Dragelige Majestet! Ach Hr. Keyser! Ach Hr. Pave! Ach Elisa trækker ham til Dragen, og nøder ham til at sætte sig paa Dragen, som fører ham op i Luften, og han skriger Himmel-høyt.

SCEN. 9.

ELISA
alleene

Jeg bær en hiertelig Medlidenhed med min Frue over hendes Kierlighed, som jeg merker at være i saadan høy Grad, at hvis den Ithacianske Printzes Hierte ikke bøyes til hende, der vil blive en Tragædie, som maa endes enten med hans eller hendes Liv. Men een Ting undrer jeg mig over: at min Frue, der er saa erfaren udi Troldkonst, og haver alle Aander, der svæve i Luften, redebond til sin Tieneste, ikke ogsaa ved sine Konster kand omskabe Ulyssis Hierte. Men jeg kand tænke, at det gaaer med hende som med visse Folk, der kand herske over Vind og Veyr, omskabe sig og andre til vilde Dyr, reyse i et Øyeblik tusinde Miile, og dog med all deres Almægtighed ofte maa liide Nød og døe af Armod.

Det inderste af Theatro aabner sig, og Ulyssis Stoldbrødre sees staaende udi hvide Skiorter med Hænderne i Veyret, holdende Riisqviste, ligesom de vare forvandlede til Træer.

Ach Himmel! der seer jeg en nye Virkning af min 391
392 Frues Konster: Ulyssis Stoldbrødre ere forvandlede til Træer. Hun maa nok derfor være kommen ned paa Jorden igien. Jeg maa løbe.

SCEN. 10.

CHILIAN
med en Byldt paa Ryggen

Nu er det endelig kommen saa vidt, at vi skal reyse. Jeg havde, min Troe, nok Lyst at føre Kammer-Pigen bort med mig, thi jeg maa liide hende, hun har mare to galante Bryste, og derforuden - - - men hvad Pokker er det jeg seer? Hør Karle! er I galne? er det nu Tiid at staae her at spøge? Hør hvad skal saadant Narrerie betyde?

EEN AF TRÆERNE
svarer:

Vi ere Træer.

CHILIAN.

Ey saa vil jeg selv være Træ med.

Tar to Greene i Haande og sætter sig i samme Positur med de andre.

SCEN. 11.

Ulysses. De andre.

ULYSSES.

Ach Himmel, hvad seer jeg her! mine kiære og troe Stoldbrødre ere ved Troldoms Konst forvandlet til Træer. Ach Dido! holdt dog op engang at forfølge mig, betænk, at jeg ikke vegrer mig for at fyldestgiøre din Villie af Foragt eller Koldsindighed, men udaf Troeskab til min allerkiereste Penelope, mod hvilken førend jeg skal begaae ringeste Utroeskab, jeg heller vil døe den skiendeligste Død.

Gaaer hen til Træerne.

Ach mine kiere Stoldbrødre! hvo skal nu redde eder meere? thi jeg seer, at min troe Tiener Chilian, ved hvis Hielp I nyelig tilforn vare frelste, ogsaa er bragt i samme Stand med de andre. Jeg maa efter hans Exempel legge mig til Hviile, maaskee Æsculapius eller Apollo tør aabenbare mig ogsaa et Middel at forløse mine kiere Venner.

Legger sig næsegruus ned, midlertiid slaaer Chilian 393 ham med sin Green over Hovedet, og sætter sig strax i Positur igien.
ULYSSES.

Ach jeg merker, at en Gud eller Gudinde alt rørede ved mig; jeg maa legge mig til Hviile igien, og opbie dens Hielp.

Chilian gir ham et dygtig Slag for Rumpen med den flade Haand, og sætter sig strax i Positur igien. Ulysses raaber og tar Flugten.

SCEN. 12.

Chilian. De andre.

CHILIAN.

Gid Fanden staae her længer, jeg er alt træt i mine Arme. Lad de Skabhalse staae her længe nok; Jeg og min Herre kand jo reyse bort alleene. Men førend jeg reyser, vil jeg dog efter Sædvane skiære mit Navn til Admindelse i et af disse Træer, ikkun disse Ord: Chilian Peersen manu mea propria.

Tar op en Kniv, og begynder at skiære i eens Ryg, som begynder at skriige, og faaer Chilian i Haaret; Han tar et andet Træ i Haaret, saa alle Træerne kommer til at slaaes, og det inderste af Theatro sluttes.

SCEN. 13.

Dido. Rasmus.

DIDO.

Hør Rasmus! Du maa ikke bære dig saa ad en anden gang, naar du skal i slige Ærender. Nu est du jo en bereyst Mand, og har uden Møye og Fare beseet de Ting, som faa Mennesker nyder den Lykke at see.

RASMUS.

Jeg var gandske ikke forskrekket, naadige Frue, men jeg fik ligesom et Slag af Frygt, saa jeg troer ikke, jeg forvinder det igien. Jeg var dog saa curiøsk, at jeg undertiden aabnede mine Øyne paa Veyen, og da saae jeg en Hob Himmeltegn. All min Frygt var, at jeg skulde støde an paa Maanen, som jeg var saa nær, at 394 hvis jeg havde haft en Kniv hos mig, skulde jeg have skaaret et stykke af den, thi jeg merkede, at hun var giort af den skiønneste Hollandsk Ost, nogen vilde forlange at æde; havde jeg ikke været saa bange, skulde jeg have bedet hans Excellentz Dragen laane mig en Kniv dertil. Jeg har altiid tilforn bildet mig ind, at Maanen var ikke større end en Fløde-Kage, som man kunde giøre af 8 eller 9 Æg, og at om Maren Amme sad udi Maanen, kunde hun med sin breede Rumpe skiule den gandske, besynderlig, om hun havde sit Fiskebeens Skiørt paa; men jeg merker, at den er større end jeg tænker, thi jeg vil døe paa, at den er saa stor som 16 af de store Soelskiver, der staaer i Haven, men derimod saa tynd igien som et Flade-Brød, saa at det er lutter Løgn som lærde Folk siiger, at der boer Folk i Maanen, med mindre de ikke ere større end Miider i Ost.

DIDO.

Ey holdt op med din taabelige Snak. Frygt og Redsel har saa forblindet dig, at du bilder dig ind, at have seet de Ting, som aldrig er til. Du kom kun nogle faa Miile op i Luften.

RASMUS.

Ja hvor mange Miil meener eders Naade vel der er til Maanen? ikke over 5 fierding Vey, og jeg vil sværge paa, at jeg ikke var langt fra Glas-Himmelen, som Jacob Skolemester regner at være over 8te Miil fra Jorden; thi jeg kunde see Stjerner saa net indfæstet i Glas-Himmelen, saa ingen Jubilerer her kunde giøre det nettere. Jo jo mine Øyne slaaer mig min Troe ikke feyl. Jeg kunde min Troe see det, som meer er, nemlig Melkeveyen.

DIDO.

Ha ha ha, hvad meener du da Melkeveyen er?

RASMUS.

Det veed jeg mare nok. Det er den Melk som melkes af de Himmeltegn kaldet Tyren og Jomfruen, hvoraf giøres Ost til at bøde paa Maanen med, naar den tar af. Rasmus er min Troe ikke saa u-lærd, som eders Naade meener.

DIDO.

Dersom du giorde en saadan Reyse til, blev du reent gall. Holdt op med den Snak, jeg har nu andet 395 at tænke paa. Jeg har udskikket Elisa at efterforske hvad Ulysses tar sig for, efterat hans Stoldbrødre ere forvandlede til Træer; men der seer jeg hun kommer.

SCEN. 14.

Elisa. Dido. Rasmus.

ELISA.

Ach naadige Frue! alle vore Konster, alle vore Anstalter er bleven til Vind. Ulysses med sine Staldbrødre ere alt flygtede og saa langt borte, at man neppe kand øyne dem mere.

DIDO.

Er det sandt, som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja det er alt for sandt; thi jeg har selv seet Skibet langt ud i Søen.

DIDO.

Ey Elisa! saa vil jeg ikke leve en Time længer.

Trækker ud en Dolk og sætter for Brystet. Elisa og Rasmus løber til, og holder hendes Hænder.
DIDO.

Slip mig, eller det skal koste eders Liv. Jeg har besluttet at døe, og jeg skal døe.

ELISA
paa Knæ

Ach naadige Frue! betænk dog hvad Efterkommerne vil siige om saadant: At den priisværdige Dido af Kierlighed til en fremmed Person tog Livet af sig selv, og ved saadant underligt Endeligt til intet giorde alle hendes forrige Dyder. Betænk, naadige Frue, i hvilken slet Tilstand hun derud over vil sætte det heele Land, som ved saadan hastig Død vil blive Fiender og Fremmede til Rov og Bytte; betænk - - -

DIDO.

Ingen Ting kand vende mig fra mit blodige Forsæt; hvis I ikke holder op at hindre mig derudi, skal jeg udøse all min Harm paa eder.

ELISA.

Ach naadige Frue! Vi som troe Tienere og Tienerinder er forbundne i saadan Fald at være u-lydige.

DIDO.

I kand dog ikke hindre mig uden for en Tiid; thi hvis det ikke skeer denne Stund, saa skeer det siden. Dette alleene foraarsages ved eders Ulydighed, at I blir først straffet som Rebellere mod min Villie, og mit Forsæt siden uden Hinder blir fuldbyrdet. 396

Hun slider sig løs, og støder først efter Elisa, som tar Flugten, siden efter Rasmus.
RASMUS.

Ach naadige Frue! stik mig ikke ihiel. Jeg skal, min Troe, ikke hindre hendes Naade, men tvertimod som en troe Tiener være hende beforderlig i hendes Forsæt.

DIDO.

Vil du da ikke hindre mig?

RASMUS.

Ney mare vil jeg ikke.

DIDO.

Fy dig an din arrige Skalk, din Forræder! Vilt du da staae og see paa, at din Frue tar Livet af sig selv? vil du da ikke hindre mig?

RASMUS.

Ney mend vil jeg ikke.

DIDO.

Saa vil jeg ey heller tage Livet af mig selv. Nu skal jeg leve i Trods. Naar jeg ogsaa betænker mig, saa lader det noget Romansk. Kom lad os gaae. Gaaer bort.

RASMUS.

Jeg tænkte nok, at det vilde saa gaae. Jeg troer virkelig, det er gaaet lige saadan til med alle de gamle Heroinder, som Poeterne har giort saa mange Vers over.

397

ACTUS V

SCEN. 1.

Ulysses. Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! nu er den Tiid kommen, at jeg seer mit kiære Fæderneland igien. Lad os efter de gamle Heldtes Exempel falde ned og kysse paa vor Fæderne-Jord.

De falder ned og kysser Jorden.
CHILIAN
reyser sig strax igien

Tvi tvi tvi for en Ulykke. Jeg veed ikke, hvad slige Ceremonier skal til. Der har en nyelig kastet sit Vand paa den Sted, kand jeg smage.

ULYSSES.

Chilian! nu vil vi begge forklæde os, og som Pillegriime gaae ind paa Slottet for at overrumple Penelope.

CHILIAN.

Det giøres jo ikke fornøden, Herre! thi har vi været nogle og 30 Aar borte, saa behøver vi ikke at omklæde os; tilmed skiøtter jeg ikke om at overrumple min Hustrue, thi hvad Øynene ikke seer, giør Hiertet ikke Væ.

ULYSSES.

Om du tviler om din Hustrues Troeskab, saa tviiler jeg aldeeles ikke om Penelopes, paa hvis Dyd og Kydskhed jeg har alt for store Prøver.

CHILIAN.

Ja ja Herre! I nogle og tredeve Aar kand skee en hob Forandringer. Men der kommer en Bonde, den kand vi examinere, om eders Naade saa synes.

398

SCEN. 2.

Ulysses. Chilian. Bonden.

CHILIAN.

God Dag, Landsmand! er du fra denne Bye, eller er denne Bye fra dig?

BONDEN.

Ingen af Deelene.

CHILIAN.

En af Deelene maa det være.

BONDEN.

Ney ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen. Men om jeg maa spørge igien: hører disse lange Bukkeskiægge jer til, eller hører I Skiæggene til?

CHILIAN.

Det er jo en gall Tale-Maade.

BONDEN.

Det er underligt, at du vil begiære, jeg skal føre viis Snak med dig.

CHILIAN.

Kiender du mig da?

BONDEN.

Ikke videre end jeg har haft den Ære, at see dig nogle gange udi Kortspill. Du est jo Kløver-Knægt?

ULYSSES.

Denne Bonde er en forslagen Mand.

CHILIAN.

Ney Landsmand! Lad os tale Alvor. Har du ikke hørt tale om den Trojanske Kriig?

BONDEN.

Jo det kommer mig for som en Drøm; Det var vist i den Kriig, hvor du løb bort af et Slag, og derfor blev hengt.

CHILIAN.

Var jeg hengt, saa kunde jeg jo ikke nu være her.

BONDEN.

Jeg tænkte, det var kun din Gienfærd; thi du seer ud i det ringeste, som du havde været hengt.

CHILIAN.

Ney Landsmand, jeg har aldrig været hengt.

BONDEN.

Det er Skade; thi du seer dog ud til at have fortient det. Men hvad ere I for Folk? ere I Gede-Bukke, Mennesker, Sviin eller Æsler? Om Forladelse, jeg spør saa dristig; thi vi Folk her i Byen ere nysgierige.

CHILIAN.

Jeg veed jo, Sviin og Æsler gaaer ikke paa to Been.

BONDEN.

Jeg meener, om I kunde være af de to-beenede Æsler.

399
ULYSSES.

Hør Landsmand! driv ikke saadan Spot med Fremmede.

BONDEN.

Ere I Fremmede, hvorfor blir I da ikke hiemme? Vi har Landstrygere her nok tilforn. Men med Forlov, fra hvilket Land er I?

CHILIAN.

Vi ere fra et Land, som heeder Monomotapabrasiliadelpia.

BONDEN.

Hvordan Land er det? heeder det ligedan om Vinteren, naar Dagene ere korte?

CHILIAN.

Det er et velsignet Land, hvor stegte Sviin gaaer om paa Marken med Kniv og Caffel i; hvor stegte Duer flyve i Luften, og hvor man faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time man sover.

BONDEN.

Jeg troer ellers I ere fra Jylland, eftersom I kand saa brav fortælle Eventyr. Ellers undres mig, at I vilde forlade saadan got Land, for at komme hid, hvor man kand tabe en Daler for hver Time man forsover sig.

ULYSSES.

Lad mig tale med Manden alleene, du driver kun Tiden bort med Giækkerie. Hør Landsmand! Vi ere ikke komne til dette Land for at nyde noget got, vi har andre vigtige Ærender. See der har du nogle Penge at holde dig lystig med.

BONDEN
med Huen under Armen

Tak naadige Herrer! jeg vilde ønske, at jeg kunde være deres Velbaarenheder til nogen Tieneste igien.

ULYSSES.

Vi forlanger intet uden at du svarer os skikkelig til det, vi spør dig om. Kiender du den Høyadelige Frue Penelope?

BONDEN.

Ja mend giør jeg saa. Jeg har arbeydet i hendes Kierestes Huus den heele Uge.

ULYSSES.

Hvad Kiereste? hendes Herre er jo ikke hiemme, han er i fremmede Lande.

BONDEN.

Ret nok, det er ikke hendes Mand jeg meener; thi han er endnu uden Lands, om han lever.

ULYSSES.

Ja vist lever han.

BONDEN.

Da ynker jeg den stakkels Herre, han er vel 16 gange bleven Hanrey siden han reyste; men naar 400 man ret eftertænker det, saa er han ikke at ynke, thi den Nar forlod Kone og Børn for at faae tilbage et daarligt Qvinde-Menneske ved Navn Helene. Det var vel Umagen værd at reyse ud af Landet for med saa mange stolte Riddere, som vores naadige Keyser har savnet siden i adskillige Tilfælde.

ULYSSES
til Chilian

Ach Himmel! hvad hører jeg, Chilian?

CHILIAN.

Kiender du ogsaa ikke en Qvinde ved Navn Polidore?

BONDEN.

Polidore? den Hore!

CHILIAN.

Ja du siiger, maaskee, saa alleene for Rimets skyld.

BONDEN.

Det riimer sig eller ikke, saa er det dog sandt. Hun er at ynke den Stakkel, thi hun har langt fra ikke den Næring nu, som hun havde de første Aar efter hendes Mands Chilians Bortreyse; thi nu er hun fast gandske ubrugelig.

CHILIAN.

Da vil det gaae hende ilde; thi hendes Mand Chilian lever ikke alleeneste, men vil være her inden faa Dage.

BONDEN.

Det vil ikke siige meget, om saadan Slyngel lever eller ey; Gid vi kun havde hans Herre Ulysses tilbage, som var Keyserens anden Haand.

CHILIAN.

Men kiender du ikke een ved Navn Langulafred, som var Chilians Broer?

BONDEN.

Jo, men han har i ti Aar ikke været i Byen.

CHILIAN.

Hvad kand være Aarsag dertil?

BONDEN.

Han har haft Forfald, at han ikke har kundet komme; thi han blev hengt for 11 Aar siden paa Landet.

CHILIAN.

Tak for god Underretning! Adiøs. Bonden gaaer.

SCEN. 3.

Ulysses. Chilian.

CHILIAN.

Har vi ikke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Ach Chilian! mit Hierte vil briste, naar ---

401
CHILIAN.

løser sin Hat ned, og sætter den breed paa Hovedet. Har vi ikke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Hvad skal de Grimacer betyde?

CHILIAN.

Jeg var tilfreds det intet betydede; men naar Ulykken er, saa maa man skikke sig derudi. Enhver maa skikke sig i sin Stand og klæde sig derefter.

ULYSSES.

Ach Chilian! Er det nu Tiid at skiemte, nu vi ere omspendte med lutter Ulykke?

CHILIAN.

Jeg skiemter, min Troe, ikke; thi jeg sætter min Hat ikke saa for Lyst skyld.

ULYSSES.

Jeg skal hevne mig over hendes Utroeskab, førend Soel gaaer ned; Hendes Bolere skal døe den skiendeligste Død, og hun med. Hvad vil andre stolte Riddere i Verden sige, naar de faaer det at høre?

CHILIAN.

De kand ikke gaae videre end de kand siige, vi ere Hanreedere, som sandt er.

ULYSSES.

Ingen Ting skal hindre mig i mit Forsæt; ingen Undskyldning skal gieide. Hvis hun beraaber sig paa min lange Fraværelse, paa sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere sliige Fristelser underkaste, stopper jeg mine Øren til; thi hun maa viide, at hun har beskiemmet ikke alleene hendes egen Herre, men en af de største Helte i Ithacien, der med sin Seyerrige Arm har ødelagt Asiens største Zierat, jeg meener den ædle og stolte Stad Troja.

CHILIAN.

Men eftersom Herren taler om Penelopes blomstrende Aar, hvor gammel var hun da vi reyste?

ULYSSES.

Hun var ikkun 25 Aar gammel; Hun bragte til Verden den adelige Junker Telemachius udi sit Alders 16. Aar, og samme vor Ægteskabs første Grøde og ædle Plante var kun 9 Aar gammel, da vi reyste til Troja.

CHILIAN.

Ja det er ret nok, 16 og 9 giør 25. Men maatte jeg spørge Herren, hvor længe vi har været borte?

ULYSSES.

Udi 36 Aar.

CHILIAN.

16 og 9 er 25, 25 til 36 giør 61. Ja det er sandt, hun er endnu i sin blomstrende Alder.

402

Til Spectatores. Jeg har sagt forud, at jeg ikke vil raisonnere meer udi denne Historie, thi jeg blir gal i Hovedet derover.

Til Ulysses.

Herre! ingen Ting skal heller hindre mig i mit Forsæt at hevne mig over min Hustrue, der udi sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere mange Fristelser underkasted, har beskiemmet ikke alleene sin Hosbond, men ogsaa en extraordinaire Ambassadeur, en Heldt, der af heele Krigshæren blev udvalt at slaaes udi eene Kamp med den sterkeste Trojaner, som mig siden blev sagt var Hector selv, men endogsaa i 10 Aar uden Mad og Drikke stoed paa eet Sted og hindrede Tilførsel til Byen; thi hvis det ikke var skeed, havde I andre med Permission ---

ULYSSES.

Gak strax bort Chilian, og bring hid min kostbareste Klædning. Jeg vil lade mig see i all min Herlighed for at jage des større Skrek i mine Fiender.

Chilian henter i en Hast en skiøn Klædning og en Hat med Plumager, ifører Ulysses Kiolen og siger:

Hillemend! hvor martialsk seer Herren ud. Mars staaer i Øynene afmalet, og Vulcanus i Panden.

Løser Lidserne paa Hatten, og sætter den gandske breed paa Ulysses.
ULYSSES.

See her du Tølpel! min Hat er jo gandske nedfalden?

CHILIAN.

Den skal jo saa være, Herre!

ULYSSES.

Chilian! hvis det ikke var i Henseende til din lange troe Tieneste, skulde denne Gierning koste dit Liv. Heft Hatten ret igien.

CHILIAN.

Et Øyeblik Taalmodighed, Herre! Jeg vil hefte min egen op først; thi vil Herren ikke bære sin Hat saaledes, saa vil jeg, min Troe, ey heller bære min.

Han hefter først sin op, siden tar fat paa Ulyssis.

Jeg troer Fanden sidder i den Hat, saa snart jeg hefter een Ende til, falder den anden Ende ned igien. Ach Herre! lad os bære Hatterne som de vare.

403
ULYSSES.

Ret Hige nu overvinder du min Taalmodighed.

CHILIAN.

Ach Herre! Taalmodighed er den Dyd, som herefter meest vil tiene os begge; thi den ligger nu af alle Dyder meest til Bestillingen. Ach Herre! lad os bære Hattene, som de vare, for en vis Aarsags skyld.

ULYSSES.

Chilian! Jeg varer dig eengang for alle, at du ikke opirrer mig til Vreede, det skal koste dit Liv.

CHILIAN.

Ach naadige Herre! jeg giør det, min Troe, ikke af Ondskab, men af Politiske Aarsager; thi jeg tænkte, at naar Folk saae os udi den Tilstand, skulde de desmeer bevæges til at tage vor Parti, og hevne vor Uret. Men jeg vil efterleve Herrens Villie. Hefter paa Hatten igien.

Ach Herre! Lad os dog bære dem, som de vare; thi --

ULYSSES
trækkende paa sin Kaarde

Vil din Hund drive Spot med mig?

CHILIAN
paa Knæ

Ach Herre, forlad mig min Dristighed! jeg skal aldrig tale om den Materie oftere.

ULYSSES.

Stat op igien, og gak strax ufortøved til Byen, og lad Penelope samt hendes Beylere og alle Indbyggerne viide, at jeg er kommen tilbage, og forkynd dem mit blodige Forsæt at hevne den Spot og Skiendsel mit Huus er vederfaret.

CHILIAN.

Ach jeg er saa bange, at der møder mig nogen Hund paa Veyen; thi det kand gaae mig som Acteon, hvilken, da han var forvandlet til en Hiort, blev sønderreven af sine egne Hunde. Gaaer bort.

SCEN. 4.

ULYSSES
alleene

Hvert Øyeblik synes for mig som et Aar, saa brænde mine Indvolde af Hevn og Forbittrelse mod min troeløse Gemahl. Ach! Ach! jeg tænkte, Himmelen nu var bleven træt i at forfølge mig viidere, og at de mange Aars Ulykker og Besværligheder og Suurheder skulde nu forsødes ved at omfavnes af Penelope, 404 for hvis skyld jeg saa hellig har i agt taget Kydskheds Lov, for hvis skyld jeg har stoppet mine Øren mod den guddommelige Didonis forliebte Sukke, og foragtet hendes kierlige Tilbud. Ach ihr Götter! hielper mig i min retferdige Hevn. Den heele Stad skal derover svemme i Blod. Først skal jeg opoffre hendes Beylere, derefter hende selv, saa at ingen skal sige: Den store Ulysses, som forstyrrede Troja, dempede Kiempers Overmod, reddede uskyldige Jomfruer fra Biergtrold og Nisser, rensede Augiæ Stold, undertvang de Skioldmøer, omkom de Sirener, som havde hundrede Hoveder, skal leve det øvrige af sin Tiid med Spot og Skiendsel. Ach ach Penelope!

Hvor har du kunnet din Ulysses saa forlade?
For slig Utroeskab dig end vilde Dyr bør hade.
Kand Elskov glemmes? kand den døe hos dig saa let?
All Troe og Ærlighed bortsvinde? Er det ret
Din ædle Herre, der saa troefast var og dydig,
Ja din Ulysses, der har været dig saa lydig,
Saa at foragte? saa forandre din Natur,
For at beskiemme den, der staaet har som Muur,
Som haarde Klippe mod all Fristelse, Ulykke,
Og som rodfæsted Eeg, den Storm ey kand oprykke?
Hvad Skrift, Historie, hvad Riige, Sted og Land
Slig stort Forræderie, Utroeskab viise kand?
Om man fra Østen gaaer til Vesten, nøye søger,
Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,
Man paa Utroeskab ey skal finde større Speyl.
Ved Himlens Bistand dog min Hevn skal ey slaae feyl.
Thi før skal mænges Jord, Luft, alle Elementer,
Med Verdens Undergang som man at see forventer;
Før Verdens Bygning selv skal løses, gaae i grund,
Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund ---

Men jeg merker, at Morpheus Søvnens Gud og Dødsens Broder sætter sig paa mine Øynebryne; jeg maa 405 derfor begive mig lidt til Hviile, indtil min troe Tiener kommer tilbage.

Sætter sig ned paa en Stoel at hviile, imidlertiid spilles sagte den Viise: O du gamle Hanrey.

SCEN. ULT.

To Jøder. Ulysses.

1. JØDE.

Dat ist doch verflucht mit den Comoedianten, naar man laner en Kleidung ud, schicher sie nimmer zu rechter Tyt to riich, und so most man bien en heel Uge nach Betaling.

2. JØDE.

Dat ist wahr Ephraim. Men warumb er wi so dull? Aaber see en maal! Dar sitz er, und slaapt mit de schöne Roch. Ich dachte es wohl. Das ist unverskamen so mit lante Klær to handelen.

Gaaer hen og rykker Ulysses i Armen,

Hær Mussier! Er det Manneer mit solke Klæren zu slaapen?

ULYSSES.

Hvem er saa dristig, at han tør vække mig op af min Søvn?

2. JØDE.

Dat bin ich. Mussier kennet wohl Ephraim.

ULYSSES.

Jeg kiender dig ikke, O Ridder!

2. JØDE.

So kenner ich ham Mussier.

ULYSSES.

Jeg er den store Ulysses von Ithacien.

2. JØDE.

Und ich bin die kleine Jude Ephraim.

ULYSSES.

Jeg er den, som har forstyrret den ædle Stad Troja Asiens Zierat og Øyesteen.

2. JØDE.

Und ich bin ein Mann wessen Vor-Voders en die grosse Stadt Jerusalem gewohnt hebben.

ULYSSES.

Jeg er kommen hid for at tage en blodig Hevn af min troløse Gemahl Penelope.

2. JØDE.

Und ich bin hidkommen um Bezahlung for mine lante Klæer zu foderen. Aber det skal ablaaffen ohne Blut.

ULYSSES.

Jeg kand see paa dit Skiæg, at du est en vandrende Ridder.

406
2. JØDE.

All zu viel wandrend disverr! so wohl ich als andre Israels Kinder.

ULYSSES.

Siig mig ædle Ridder, hvordan det staaer til i Ithacien.

2. JØDE.

Møssier, ich heb kein Tyt, ich muG die Kleidung ut lanen zu ein Masqverade von Abend.

ULYSSES.

Tør du legge Haand paa mit kostbare Legeme? Pak dig strax fra mig, eller du skal føle Effecten af min Vreede.

2. JØDE.

Træk ju man ut, oder du skal følen die Effect von Lands Lov und Gerecht!

ULYSSES.

Ach Himmel! saadant skal hende mig efter 40

Aars Landflygtighed.

De trækker Kiolen af ham, sigende: 407

Bist du in fyrretive Jahr weg gewesen, so mufi du auch for fyrretiv Jahr bezahlen. Wir wollen strax Reichnung machen. Adiøs saa lang.

ULYSSES.

Ach Himmel! havde jeg taget mig for at ødelegge alle Jøder i Steden for at gaae til Troja, saa havde mit Herredømme ikke saa hastig faaet Ende.

Til Spectatores.

Nu haaber vi, at ingen meer
Sig over os skal klage,
At slide paa Comcedier
Som varer tvende Dage;
Og siige: en Historie
Maa vare meere længe;
Man før, skiønt efter Reglerne,
Os intet gav for Penge.
See her man tvende sneese Aar
For samme Penge giver,
Fra Grækenland til Troja gaaer;
En Dag Mands Alder bliver.
Man seet har Kiemper her udi,
Beleyringer og Kriige,
Tog, Jomfrue-Rov og Hexerie,
Nu et, nu andet Riige.
Nu een der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk skabt om til Sviin, til Træ,
I Luften gloend Drage.
Ja det, som meest fornøden er
For dem som sligt behager,
En Harleqvin man ogsaa seer,
Med Snak der Herskab plager.
408 To sneese Aar gaaer hastig hen,
Sligt kaldes Tid fordrive;
Men man kand af Historien
Og Hoved-svimled blive.
Om nogen Tydsk Comoedie
Her i Broelægger-Stræde
Man bedre mig kand lade see,
Vil jeg Johannes heede.

Ulysses von Ithacia
Noter

S. 333.
Junonis, lat. Juno, den højeste Gud Jupiters Dronning. - Mercurii, lat. Mercurius, Merkur, Jupiters Sendebud.

S. 334.
Plutonis, lat. Pluto, Underverdenens Gud. - de Morers Landemerke, Grænsen af Afrika. - den 13. hujus, lat. den 13. dennes. - Pallas, gr. Athene, Visdommens Gudinde. - Venus, lat. Kærlighedens Gudinde. - forpikkede, forhippede.

S. 335.
Durchleuchtighed, Forvanskning af Durchlauchtighed (af ty. Durchlaucht), Højhed. - offererer, forærer. - Velgefal, Forvanskning af ty. Wohlgefallen, Velbehag. - Raisons, fr. Grunde, Argumenter. - Adrienner, vide, løsthængende Slæbkjoler.

S. 336.
Ihro ... Frauen! Forvansket Tysk: Jeres Højheder, mine naadigste Fruer. - Ansigtighed, komisk Fordrejelse af »Ansigt«. - ma Sæur, fr. min Søster. - peene, knibske. - Tamper-Retten, Domstolen i Ægteskabssager. - med Mars. Venus bedrog sin Mand, Vulcanus, der var Smedenes Gud, med Krigsguden Mars. - giv Lyd, Ørenlyd, Ro. - gout, fr. Smag.

S. 338.
Christianshavns Kirke, d.v.s. Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, som var opført delvis for Bøder idømte ved Højesteret, og som indtil 1919 nød godt af visse Bøder ved denne Ret.

S. 340.
Marcolfus, den ene af Hovedpersonerne i Folkebogen »Marcolfus, en lystig Samtale mellem Kong Salomon og Marcolfus«. - Serviteur ... Messieurs, fr. Ydmygste Tjener, (mine) Herrer. - Kong Priapi, for gr. Priamos. Priapus var Navn paa en romersk Frugtbarhedsgud. - Aber was ... nicht ?, Men hvad gør ikke Kærligheden? - Matræsse, fr. maitresse, Elskerinde. S. 341. feliciter, lat. lykkeligt; her: rask væk, lystigt. - Cupido, den 409 romerske Kærlighedsgud, Amor. - Attestatz, teologisk Embedseksamen.

S. 342.
Spille-Søstre, Legesøstre, Veninder. - om mit Navn det er, saa sandt jeg hedder -.

S. 346.
Penelope, gr. Odysseus' Hustru. - Ulysses er den latinske Form af den græske Sagnhelts Navn. - Bellonæ, lat. Bellona, romersk Krigsgudinde. - Dyrendal, den franske Sagnhelt Rolands Sværd. - bey, ty. bei, ved. - Minchrelien, Mingrelien, et Fyrstendømme i Kaukasus. - Skabrak, Skaberak, Saddeldækken, Ridetæppe. - Mithridates var Konge af Pontus. - Maal, ty. mal, Gange.

S. 347.
Holophernes, Feltherre, der omtales i Judiths Bog. Han blev myrdet af Judith foran Bethulia. - tredsindstyve Pundiger, som udskyder Projektiler, der vejer 60 Pund. - Seemslær, tysk Sämisch Leder, var en Slags blødt Skind der kunde vaskes, Sæmslæder, Vaskeskind. - retirere mig, trække mig tilbage.

S. 348.
ansee mig, betragte mig. - Præparatorierne, Forberedelserne.

S. 349.
Knæpper, knipser.

S. 350.
Examen, Undersøgelse. - Asverus, Ahasverus, Navn paa forskellige Herskere i Det gamle Testamente. - Hoffsinde, Hoffolk.

S. 354.
Spectatores, lat. Tilskuerne.

S. 355.
Fractur-Bogstaver, gotiske Typer eller Bogstaver, »dansk Skrift«. - endskiønt, selv naar.

S. 357.
publique, offentlig. - trodse nogen Bye at være, paastaa, at ingen By er.

S. 358.
hurtige, dygtige, raske. - Tremulanter, Triller.

S. 360.
Subaltern, Underordnet.

S. 362.
tilforn, tidligere. - dependerer af, er afhængig af.

S. 364.
Malicen, Militsen. - glose over, kritisere, spotte. - fodre, udfordre.

S. 365.
Politien, den civile Stat, det fredelige Borgersamfund. - Finkel-Jochum, Brændevin.

S. 366.
fixere, narre. - Paradiises, komisk Fejltagelse for Paris'. - Lysespid, Pind, hvorpaa man ved Lysestøbning bandt Vægerne, før disse dyppedes i den flydende Talg; her spøgende om Kaarde.

S. 367.
mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - jeg vil tiene dig, hør engang.

S. 368.
qvants-viis, paa Skrømt.

S. 370.
Victorie, lat. Victoria, Sejr. - Plutarchi .... Chilian forveksler Underverdenens Gud Pluto med den græske Historiker og Filosof Plutark. - Tiresius, Tiresias, en Spaamand hos Homer, hvis Historie Holberg kombinerer med Kong Midas'. Engang paastod Gudinden Juno, som var gift med den øverste Gud, 410 Jupiter, over for sin Ægteherre, at Mænd havde mere Glæde af Elskov end Kvinder, medens Jupiter mente det modsatte. Da Tiresias en Tid havde været forvandlet til Kvinde, maatte han vide Besked, og Gudeparret valgte ham til Dommer i deres Strid; han gav Jupiter Ret; Juno fortørnedes over, at Tiresias saaledes havde røbet Kvindekønnets Hemmelighed og gjorde ham blind; Jupiter gav ham i Erstatning Spaadomsgaven.

I Ovids mytologiske Digte, Metamorfoserne (XI, 146ff), som Holberg yndede, fortælles om Kong Midas, der blev Vidne til en Væddekamp paa Instrumenter mellem Apollon, Musikkens og Lægekunstens Gud, og Pan; Apollon spillede paa Cithara, Cither, en Slags Lyre, Pan paa sin Fløjte; da Kampdommeren, en Bjerggud ved Navn Tmolos, tildelte Apollon Prisen, protesterede Midas, hvorfor Apollon som Straf lod Æseløren vokse ud paa ham. Holberg erstatter Apollons Navn med Navnet paa en lærd græsk Digter, Apollonius; da Pan er Gud for Skovene, kaldes han her Oberförster, Skovrider.

S. 371.
besværgede sig, besværede sig. - von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, tysk, af Helvedesguden P.s Boliger. I Odysseen opsøger Odysseus den døde Tiresias i Underverdenen for at faa sin Fremtid at vide. - Nestorius, Nestor var den ældste og viseste af de græske Helte. - u-besværget, ubesværet, uden Fortrydelse.

S. 374.
Nabocodonosor, Nebukanesar.

S. 375.
raade, raadede.

S. 376.
Telemachius, Odysseus' Søn hed Telemachus. Datteren Rosmarina fandtes ikke.

S. 377.
Peritaphium, Forvanskning af Epitaphium, Gravskrift. - Smaraculum, Forvanskning af Oraculum, Orakel. - Pallatium, Palladium, Beskyttelsesmiddel.

S. 378.
Invention, Paafund, Idé. - De Fæhunde kand ikke svare, Rytterne har rimeligvis været udskaarne Marionetfigurer.

S. 380.
Byen er over, Byen har overgivet sig. - Qyarteer, Naade.

S. 381.
Neptuni, lat. Neptunus, Havets Gud. - Cajanien, et gammelt Navn for en Del af Finland. - Dido var Dronning af Karthago. I Vergils Digt Æneiden fortælles Sagnet om hendes Forelskelse i Kong Priamos' Søn Æneas og hendes Selvmord, da han rejste fra hende. Holberg har her kombineret Historien om Æneas hos Dido med Fortællingen hos Homer om Odysseus' Besøg hos Troldkvinden Kirke. - gaae Vall udi, vælge imellem.

S. 383.
Deucalions Flod, Grækernes Syndflod.

S. 385.
Monsieur Wegner, den oprindelige Indehaver af Chilians Rolle hed Henrich Wegner. - Æsculapii Søn, Læge. Æsculap var Lægekunstens Gud. - Proserpina, lat. Underverdenens Gudinde.

411

S. 386.
Diana, lat. Kyskhedens Gudinde.

S. 393.
manu mea propria, lat. med min egen Haand. - curiøsk, videbegærlig.

S. 394.
Flade-Brød, en Slags meget store og ganske tynde Kager, som man bagte i Norge. - Jubilerer, Juveler.

S. 396.
betænker mig, tænker mig om. - Romansk, romanagtigt.

S. 399.
tilforn, i Forvejen. - fra Jylland, Jyderne gik for at lyve og prale godt.

S. 401.
Chilian løser sin Hat ned og sætter den breed paa Hovedet, for at bære den bedragne Ægtemands, Hanrejens brede Hat der kunde skjule »Hornene«.

S. 402.
Plumager, Fjerbuske.

S. 403.
Politiske Aarsager, Beregning. - Acteon, Aktæon, en Jæger, der efter et græsk Sagn blev forvandlet til en Hjort, fordi han belurede Diana i Badet.

S. 404.
Augiæ Stold. En af Herkules' Bedrifter var at rense Kong Augias' Stald, hvor der i 30 Aar ikke var muget ud under 3000 Okser. En anden bestod i at dræbe den mangehovede Havslange Hydra; Sirenerne, der kun havde eet Hoved hver, var unge Kvinder, en Slags Havfruer der med deres Sang søgte at lokke Søfolk saa nær til Kysten, at de strandede og omkom. Odysseus undslap dem ved at tilstoppe sine Ører. - Med Verdens Undergang som man at see forventer, saaledes som man venter at se ved Verdens Undergang.

S. 405.
Scen. Ult., lat. scena ultima, sidste Scene. - schicher ... Betaling, paa gebrokkent Tysk: sender de (den) aldrig tilbage til rette Tid, og saa maa man vente en hel Uge paa Betaling. - Dat ... wohl, Det er sandt, Ephraim. Men hvorfor er vi saa dumme. Men se engang! Der sidder han, og sover med den smukke Frakke. Det tænkte jeg nok. - Und ... Ephraim, Og jeg er den lille Jøde Ephraim. - Und ... hebben, Og jeg er en Mand, hvis Forfædre har boet i den store By Jerusalem. - Aber ... Blut, Men det skal gaa af uden Blod.

S. 406.
All ... Kinder, Alt for meget vandrende, desværre! saavel jeg som andre Israels Børn. - ich heb ... Abend, jeg har ikke Tid, jeg skal laane Klædningen ud til en Maskerade i Aften. - Effecten, Virkningen.

S. 408.
Broelægger-Stræde, se Indledningen til Komedien. - Vil jeg Johannes heede, maa I kalde mig Mads.

412