Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2

        

3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND
📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

III

Rosenkilde og Bagger 1969

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1969

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Barselsstuen ...................... 9
  • Noter ............................................. 95
  • Det arabiske Pulver ............................... 103
  • Noter ............................................. 136
  • Jule-Stue ..................................... 141
  • Noter ............................................. 168
  • Mascarade ................................. 173
  • Noter ............................................. 239
  • Jacob von Tyboe ........................ 245
  • Noter ............................................. 323
  • Ulysses von Ithacia ................................... 331
  • Noter ............................................. 408
  • Plancher ............................................. 412
7

BARSELSTUEN Comoedie udi fem Acter

8

De fornemste Personer udi Comoedien

  • BARSEL-QVINDEN
  • CORFITZ
    hendes Mand
  • JERONIMUS
    en Borger
  • TROELS
    Corfitz Tienner
  • GOTHARD
    en Cantor
9

Barselstuen
Indledning

Komedien blev opført første Gang i Oktober 1723. Holberg bemærker i 1. Levnedsbrev (1728), at nogle blev irriteret over Kvindekarrikaturerne heri; men at andre og mere fornuftige Bedømmere fandt, at netop disse Skildringer placerede Komedien blandt de bedste.

Det er da ogsaa sikkert, at det er disse Scener, i Komediens 2. og 3. Akt, som for Holberg i alle Henseender har været de centrale.

Den gamle Ægtemand, som frygter for at blive Hanrej, havde Holberg behandlet med grum Satire i Skæmtedigtet om Jens Larsen (se Bind II); i Komedien tager han Brodden bort og holder igen paa den mere indtrængende Karakteristik af den bekymrede Husherre. Tyngdepunktet ligger andetsteds.

I et andet Skæmtedigt, Democritus og Heraclitus (Bind II, S. 342), havde Holberg anket over den Mode, der fik Folk til at plage Livet af Barselkvinder med Visitter. Naar Barselkonen i Slutningen af 3. Akt taler om at »ligge der i to og fyrretyve Dage«, saa drejer det sig ikke om Mode, men om en Lovbestemmelse. I Christian V's Danske Lov (1683) anføres blandt Præstens Pligter, at de »skulle formane Barselqvinderne til Bøn og Paakaldelse for deris Foster, saa og at de sig indeholde i fem, eller sex Uger, efter deris Barnefødsel, efter hvilken Tid de skulle holde deris Kirkegang« (2. Bog, 8. Kap., 9. Artikel).

Det er paa denne Baggrund, vi skal se Holbergs overdaadigt rige Visit-Komedie, hvor han følger i Sporet af en grasserende litterær Mode, som man kalder Skuffekomedien, 10 la comédie à tiroirs. Som Regel har denne en Figur, der tager imod Visitter.

Meget populært var et Stykke om den græske Digter Æsop, der tager imod Fremmede og vejleder dem, med Raad og Kritik, ved Hjælp af Fabler. Originalen var af Edme Boursault og opførtes i Paris 1690, i London 1697 og i København 1722 eller Begyndelsen af 1723, under Titelen Æsopus. Molière havde allerede 1661 skrevet Komedien Plageaanderne (Les Fâcheux), hvor en ung Markis af plagsomme Visitter længe forhindres i at komme til et Stævnemøde. 1683 fik Molières Elev, Boursault en forrygende Succes paa et lignende Stykke; her er det Redaktøren af et Tidsskrift, som opsøges af plagsomme Herrer og Damer, der vil omtales i det mondæne Blad, Le Mercure galant, der gav Komedien Navn; da der virkelig fandtes et Tidsskrift med dette Navn, kaldte Boursault ogsaa sit Skuespil »Komedien uden Titel«, »La Comédie sans titre«. Det er navnlig dette Stykke, der har inspireret Holberg til »Barselstuen«. Det er overhovedet vigtigt at betragte Holbergs Komedie i Lyset af denne lette og tvangfri Lystspilgenre, der tillod saa mange individuelle Skuespillerpræstationer; efter Teatrets Muligheder kunde Scener og Figurer let udskiftes med andre: i dette Møbel kunde Skuffer efter Behag trækkes ud eller holdes lukkede.

Litteratur.O. J. Campbell: The Comedies of Holberg, Cambridge (USA), 1914. - Barselstuen udg. af Dansklærerforeningen ved F. J. Billeskov Jansen, 1967 (Detaljer om Skuffekomedien).

11

ACTUS I

SCEN. 1

TROELS.
tar op et stykke smalt Papir, men saa langt som det heele Theatrum, hvoraf han opregner.

Karen Hans Datter, Barbara Peder Nielsens, Abelone Hans Hansens, Christine Erich Erichsens, Engelche Jens Hattemagers, Lutze Frantz Bundtmagers, Wibeche Peder Guldbrandsens, Maren Christopher Skræders, Else David Skolemesters, Ellen Frue Cantors, Malene Frue Vagtmesters, Gedske Klokkers, Ane Peder Kandestøbers, Maren Jens Rodmesters, Ingeborg Morten Blyetekkers, Dorthe Salig Jochum Knapmagers, Stine Isen-Kræmmers, Mette Qvinde-Skræderske, Nille Mogens Andersens, Øllegaard Sværdfegers, Karen Uhrmagers, 12 Maren Knivsmeds, Diveche Posekigers etc. etc. etc. etc. etc. etc. etc., een dito, nok een dito, nok een dito, Summa, Summa Summarum, 93 Koner findes paa denne Liste; i lige saa mange Huse har jeg maat løbe i disse Dage for at lade Byen vide det store Miracul, som er skeet, at vor Moder er bleven forløst med en ung Dotter, et stort Miracul, hvorfor heele Byen skal bringes i Harnisk, ligesom Fienden var uden for Volden og vilde løbe Storm. Jeg vilde obligere mig til at giøre et halv hundrede slige Børn om Aaret, større Miracler er det ikke, men Folk er deri, som i alt andet. Skal man giftes, maa der lige saa mange Folk komme sammen, for at æde og drikke op meer end en stakkels Handverksmand kand fortiene i 4re Aar igien; derfor har man i gamle Dage hittet paa den Mode, at den halve Bye skulde ofre og give Brudegave, thi ellers maatte en stor Deel dantze lige fra Bryllupet til Slutteriet. Nu saasom Folk bliver meer og meer fattige, saa blir de og meer og meer storagtige, og vil ingen Brudegave have, saa det er alleeneste Tieneste-Folk man ofrer til i vore Dage, hvilket gaaer til paa saadan Maade: Man byder Folk til Bryllup som Venner, man takker dem for den Ære og Venskab; det er smukt og høfligt nok, men, naar jeg nøye eftertænker det, heder det saaledes: Saasom vores Stue- eller Kokke-Pige har besluttet at skille sig ved sin Møedom i Morgen Aften, og det samme ikke kand skee uden stor Allarm, uden vi æder, drikker og dantzer Helsen bort, saa er vor tienstlig Begiering, at I vil giøre os den Ære at betale Omkostningerne, og derforuden unde en Hyrekudsk en Dalers Penge eller to; hvorpaa de inviterede Folk svarer: Vi takker for den store Høflighed, vi skal betale Omkostningerne, ønsker at være saa lykkelig at tiene dem igien. Saaledes gaaer det til, naar Bryllup skal holdes, hvor, naar man i 3de Timer har skraalet over Bordet paa Peders og Povels Skaal, som sidder 100 Skrit fra hinanden, man skal dantze om Natten, indtil man af Støv og Mattighed bliver saa ælendig, at man maa give Spillemanden

        

13 Penge for at holde op igien, og gaae hiem for at medicinere 3 Dage derefter. Vil jeg begive mig fra Brylluper til Begravelser, da finder jeg ligesaa meget Galskab ved de sidste, som ved de første: En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsynlighed kand leve af. Fornuften siger, hun skal conservere dem, men Moden siger, hun skal give sin Mand en hæderlig Begravelse; det er at sige paa anden Danske, hun skal udstaffere det døde Legeme, betrække alle Vegge, Stole, Stuepiger, Kokkepiger, Ammer, Kudske, Heste, (med Tiden skal vel Skiødehundene overtrækkes ogsaa) med et Ord, hun skal giøre saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage, at føre et hæderligt Levnet med. Det er ikke nok, at hun mister sin Mand med sin Velfærd, Moden siger, hun og skal ligge paa sin Seng i 6 Uger, og høre de Ord 6 gange 6 repeteres hver Time: Hendes Sorrig giør mig ont Madame! saa at, endskiønt hun som en god Christen har sat sig for at bære sin Sorg med Taalmodighed, saa tilstæder dog Moden hende ikke saadant. Det kommer mig for, ligesom een, der har faaet et Saar paa sin Haand, hvilket hun efter Moden maa lade sine beste Venner vide, at de vil giøre hende den Ære, een efter anden, at rive Plasteret af igien. Saa kommer da een efter anden trippende, og for at lade see deres Venskab, river Plasteret af Haanden, hvorfor man maa takke dem, ja give dem Thee og Caffee oven i Kiøbet; men de skulde have Fanden, var jeg Enkekone. Men disse Barselstuer ere reent ravgalne: Her skal først 100 Mennesker gives tilkiende som et stort Vidunder, at Hans Hansen eller Jespersen har giort det Mesterstykke ved sin Kone, som enhver Bonde paa Amager kand giøre ham efter, og skaffet hende, enten ved sig selv, eller i det ringeste ved en anden, en Søn eller en Dotter, til hvilket Under at see, de skal komme derhen, og tillige med dræbe den syge Barsel-Kone med Gratulationer og Snak, og hindre at Patienten ikke skal blive saa hastig frisk, som hun ellers

        

14 kunde blevet, hvis hun havde kunde ligget i Roe ... Men hvem Pokker er det, der kommer saa løbende? Det er Christophersens Karl, hvad mon han vil?

SCEN. 2

Claus. Troels.

CLAUS.

Ach kiære Troels! vexle mig en to Skilling for to eeneste Skillinger.

TROELS.

Hvad vil du med de eeneste Skillinger?

CLAUS.

Jeg vil give een for at komme op paa det runde Taarn.

TROELS.

Er der noget at see?

CLAUS.

Ja vist! der er saa stor Allarm i Aabenraae, jeg kunde ikke komme frem for Folk og Vogne.

TROELS.

Ha, ha, ha!

CLAUS.

Det er, min Troe, som jeg siger.

TROELS.

Jeg veed det nok, men hvad meen du det er?

CLAUS.

Jeg veed ikke, derfor vil jeg just op i Taarnet, at see hvad det er.

TROELS.

Du Nar! spar kuns denne gang din eeneste Skilling, det er ikke andet end en Barselstue hos os.

CLAUS.

Ej, det er ikke mueligt! kand der giøres saadan Allarm ved en lumpen Barselstue, besynderlig hos maa delig Stands Folk?

TROELS.

Maadelig Stands Folk! veedst du ikke, at gemeene Folk er allerprægtigst? See kun til Brylluper! kommer man til en Skræders, eller Skoemagers Bryllup, bliver man imodtagen med Trompeter og Valdhorner, sat ved et Bord, saa langt som fra Kyndelmisse til Paaske, sigtet fuld af kostbare Retter. Kommer man til Folk af den anden Classe, som er høyere, faaer man kun Thee, Caffe og Complimenter; og til Folk af første Classe, faaer man undertiden ikke uden Brudevielsen at høre, og en Priis Tobak for Næsen. Jeg hører nok, Claus, at du kiender ikke Kiøbenhavn ret.

CLAUS.

Det er sandt nok, som du siger Troels; men mig 15 synes, det er saa selsomt for din Hosbond at giøre saadan Allarm, fordi hans Kone har faaet et Barn, besynderlig, efterdi han ey er vis paa, om han selv er ... jeg tør ikke sige meer.

        

16
TROELS.

Ej hvilken Snak! det er kun onde Mennesker, som breder saadant ud; han er jo en Mand, som ikke endnu er sine 70 Aar, til med svær baade Jormoeren og Ammen, at Barnet har sin Faders Ansigt lige paa et Haar.

CLAUS.

Just derfor troer jeg det ikke.

TROELS.

Der ligger ikke meget Lav paa, hvad saadan Slyngel siger. Tog jeg Vidne paa din Mund, skulde du vist faae en U-lykke.

CLAUS.

Du maa gierne føre Vidne paa min Mund, jeg vil altid tilstaae hvad jeg har sagt; thi Jormødre og Ammer siger altid, at Barnet er sin Far ligt, endskiønt man kand bevise, at Fadren var i Ostindien samme Tid, som Barnet blev giort. Men der kommer din Hosbond. Adiøs.

SCEN. 3

Corfitz. Troels.

CORFITZ.

Troels est du der? Jeg var glad, at jeg kom ud fra den Sværm; jeg er bleven saa bombardert med Gratulationer, at jeg kand neppe staae paa mine Been, men Fanden er i den Knivsmeds-Kone til at snakke.

TROELS.

Det er sandt Hosbond siger: Jeg har min Troe merket det samme, jeg havde nær kommet i Klammerie med hende forgangen for Hosbonds skyld.

CORFITZ.

Talede hun da om mig?

TROELS.

Ney aldeeles ikke! ney, det var noget gandske andet, vi talede om, men jeg tog Hosbonds Partie den gang, som jeg altid plejer at giøre.

CORFITZ.

Hvad Fanden er det for Snak? Tog du mit Partie, saa maa hun jo endelig have snakket ilde om mig.

TROELS.

Ney, sagde jeg hende det paa, saa løy jeg; jeg har marre aldrig hørt hende tale ilde om Hosbond. Hun talede, sandt at sige, slet intet, hun sad kun og læste nogle Sententzer i en gammel Bog.

CORFITZ.

Hvad var det for Sententzer?

17
TROELS.

Jeg kand ikke erindre dem alle, men hun læste iblant andet, at en gammel Mand, der tar en ung Kone, er ligesom een, der tar Musicantere i Tieneste, for at faae heele Byen til at dantze, da han dog ikke kan dantze selv. Hosbond kand selv tænke, hvordan jeg blev til Mode, da jeg hørte det.

CORFITZ.

Hvad Fanden kom det dig ved? Jeg troer den Dreng er gall med sin Snak.

TROELS.

Ney! Hosbond skal høre hvad hun læste videre: Ja han er ligesom de Træer, der bær ingen Frugt, men tiener kun til Skygge. Havde jeg da ikke Aarsag at ærgre mig paa Hosbonds Vegne? Jeg kand sige, at det blev sort for mine Øyne.

CORFITZ.

Du letfærdige Skielm! hvad kommer det mig eller dig ved, hvad der staaer skrevet i en gammel Bog?

TROELS.

Ney, mig kommer det intet ved.

CORFITZ.

Kommer det da mig ved?

TROELS.

Ney, ingen af os, Hosbond; thi Bogen var over hundrede Aar gammel.

CORFITZ.

Hvorfor ærgrede du dig da, naar du ingen Aarsag havde?

TROELS.

Jeg sagde jo ikke, at jeg ærgrede mig, men jeg kunde have Aarsag dertil. Jeg vilde sige Hosbond noget.

CORFITZ.

Hvad vil du sige?

TROELS.

Ej, Hosbond er saa curieus, han vil vide alting.

CORFITZ.

Den Dreng giør mig vist nok gall i Hovedet.

Sagte.

Jeg veed ikke enten det er af Ondskab eller Taabelighed, han taler saaledes. Høyt.

Men har du merket, at Gothard Sanger har haft nogen Gang i mit Huus?

TROELS.

Hvorfor spørger Hosbond derom? maa skee Hosbond er bange, at han ikke selv er Far til ...

CORFITZ.

Ej, svar mig til det jeg spør dig om!

TROELS.

Maa skee Hosbond frygter for, at Mutter har ladt sig ...

18
CORFITZ.

Svar kun til mit Spørgsmaal, du Næsviis! jeg spørger kun, om du har fornummet ...

TROELS.

Jeg har saamend ikke seet ham her i Huset siden December Maaned. Men hvorfor vil Hosbond vide det? jeg troer ikke, at Mutter skulde ha været saa gall, at lade sig ...

CORFITZ.

Hvad er det for Sladder: Jeg troer, jeg troer ikke! Der er jo ingen som spør, hvad du troer, eller ikke troer. Hvad Tid i December Maaned saae du ham her i Huset?

TROELS.

Mig synes, det var omtrent 14 Dage for Juul. Men hvorfor studser Hosbond saa der ved? jeg skulde aldrig troe, at Fanden har redet Karlen, at han skulde have ...

CORFITZ.

Kommer nu din Slyngel med din Troe og med din Raisonering igien? Du siger, det var 14 Dage for Juul?

TROELS.

Ja det var, Hosbond, og nu skriver vi vist den Stende October.

CORFITZ.

Hvem Fanden spør om hvad vi skriver? Det er en Dievels Dreng, han giør mig gall med sin Snak. Fort herud!

SCEN. 4

CORFITZ.

alleene, tæller paa Fingrene. December 1, Januarius 2, Februarius 3, Martius 4, April 5, Majus 6, Junius 7, Julius 8, Augustus 9, September 10. Det er jo forbandet galt; tøv, lad see nok engang: December l, Januarius 2, Februarius 3, Martius 4, Majus 5, Junius 6, September 7. Ja ja! det er dog kun 7 Maaneder paa at regne, uden jeg har fortaalt mig.

Tæller igien, og faaer 10 Maaneder. Hvordan Fanden jeg tæller, saa merker jeg, at jeg er og bliver Hanrey.

Slaaer sin Hat i Gulvet, som falder ned ved Lisserne, og er gandske bred hengende, naar han sætter den paa Hovedet.

19

Hej saa! der har jeg, min Troe, fuldkommen Confirmation af min Hat; faaer jeg kun fat paa den gode Sanger, skal jeg smøre ham saa, at han aldrig skal synge enten Discant eller Bass meer. Men mon jeg ikke falskelig kand mistænke en ærlig Mand? Ney! naar jeg overlegger det eene med det andet, saa er det ikke rigtigt. Den forgiftige Maren Knivsmeds sad og stødte en anden Kone paa Armen, saa ofte hun hørte Barnet skrige, sagde derhos: Hør! det faaer min Troe Faerens Stemme, det er ligesom jeg hørte ham synge paa Orgelverket, alleene at Røsten er ikke saa sterk hos Barnet. Hvortil den anden loe og sagde: Madame! I er alt for Satyrisk. Da jeg hørte det, var det ligesom een stak mig en Kniv i Hiertet. Min Mistanke blev bestyrket, da jeg siden gav agt paa Barnet, og merkede, at det allerede begyndte at vrikke med Hovedet, ligesom det vilde slaae Tacten. Endelig beseigler og stadfæster Troels alting ved det han siger mig, at samme Karl var her i Huset i min Fraværelse 2 Uger for Juul. Men hvad skal jeg giøre? Jeg faaer vel at have Taalmodighed, og betale Arbeids-Lønnen oven i Kiøbet. Naar jeg regner efter, hvad dette Barsel allerede har kostet mig, saa reiser Haarene sig paa mit Hoved. Dog Løn som forskyldt; hvad havde jeg som en Mand paa 70 Aar der at bestille? Men der kommer min Naboe Jeronimus.

SCEN. 5

Jeronimus. Corfitz.

JERONIMUS.

God Morgen kiære Naboe! Jeg ønsker megen Lykke med hans unge Arving.

CORFITZ.

Tak Naboe, for hans Ønske! men har I ikke været i Barselstuen endnu?

JERONIMUS.

Ney, jeg tør ikke komme der, jeg er bange for min Hat.

CORFITZ.

Jeg var tilfreds min Hat var Fanden i vold; thi jeg bliver bange nu, naar jeg hører tale om Hatte.

20
JERONIMUS.

Ha, ha, ha!

CORFITZ.

Belee mig intet, kiære Naboe! I har Synd deraf; jeg bekiender, det var daarlig af mig, som en ældgammel Mand, at tage en ung Kone.

JERONIMUS.

Ja det er nu giort, nu er det for sildig at græde. Men hvem har kiære Naboe mistænkt? Jeg har min Troe ikke giort ham nogen Indpas.

CORFITZ.

Ach jeg maa lee; I er vel undskyldt, Naboe! Ney jeg er bange for en ung Sanger, som har haft Gang her i Huset.

JERONIMUS.

Ej! hvad vil det sige? Maa skee jeres Kone er Elsker af Musiqven, og derfor tilstæder saadan Musicant at komme i Huset; man seer jo mange Koner uden Fortænkelse giøre dette.

21
CORFITZ.

Ach Naboe! jeg er bange at de Karle er bedre Musekatte, end Musicantere. Enten det er nu saa eller saa, saa siger dog Folk, at Barnet ligner samme Karl paa et Haar.

JERONIMUS.

Det maa være nogle Skarns Folk, som siger saadant.

CORFITZ.

Hvo der torde sige mig det i Øynene, den skulde faae en U-lykke for sin Umage; men jeg faaer det at vide af andre gode Venner, som hør det.

JERONIMUS.

De maa være Fanden og ikke gode Venner, der bringer saadan Snak for jer. Kom een til mig og vilde fortælle mig i Fortroelighed, at den eller den havde kaldet mig Hanrey, da skulde han kun blive slet belønnet derfor.

CORFITZ.

Lad os ikke tale meer derom, der kommer Drengen.

SCEN. 6

Troels. Corfitz. Jeronimus.

TROELS.

Jeg skulde i Byen et Ærende; Mutter bad, at Fatter vilde have den Godhed imidlertid at male disse Caffe-Bønner, thi her er ingen anden ved Haanden.

CORFITZ.

Ej paa Dør du Flegel! kandst du ikke see, at jeg har Fremmede hos mig?

TROELS.

Ach Fatter, vær saa god! Monsieur Jeronimus er jo ikke fremmet.

CORFITZ.

Bort, siger jeg, nu har jeg andet i mit Hoved.

TROELS.

Fatter skal ikke bryde sit Hoved dermed, men alleene sine Hænder.

CORFITZ.

Du skal faae en Ulykke, gaaer du ikke ud du Næsviis.

TROELS.

gaaer bort og kommer tilbage igien. Ach Fatter, vær saa god! jeg faaer min Troe ellers Utak.

JERONIMUS.

Flye mig Møllen, min Søn, og gak dit Ærende; jeg gidder gierne malet Caffe.

22
CORFITZ.

Ney, ellers Tak Naboe! Skal nogen af os male, saa er jeg nærmest.

Han maler og snakker tillige. Det er allerede det 6te Pund Caffe, her er bleven fortæret i denne Barselstue; Haarene maa reise sig paa Hovedet, naar man tænker paa det saa vel som andet. Kedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffe, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou, eller de Bok, hvad Fanden det er, de kalder det; saa at dersom det varer længe, beholder jeg neppe saa mange Penge, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig selv. Jeg troer ingen anden er Author til denne Caffe-Drikken end Lucifer; thi den er verre at komme i med, end Brændeviin. Min Kone begynder alt paa den store Viis at klage sig ilde, førend hun faaer Caffe om Dagen. Jeg har merket, Naboe, en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner; jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kirke, men, saa snart de har faaet dette brændte Dievelskab i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem, som Peberqverne. Ja det som meere er, Naboe! saa snart faaer de ikke tre a fire Skaaler til Livs, førend de strax faaer Lyst til at spille Kort. Det har jeg merket ti og ti gange, saa der endelig maa være nogen Forgift i samme Bønner. Jeg har altid hadet den Drik, om ikke for andet, saa dog alleeneste for den Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkerne, som er Christendommens Fiender.

JERONIMUS.

Ej, Naboe! mal ikke meer, saa holder I maa skee og strax op, at føre saadan Snak. Jeg merker af jer egen Snak, at det er sandt, som I siger, at Caffe har saadan Virkning; thi kand I blive saa talende, og føre saadan underlig Snak alleene af Lugten, hvad mon de da ikke giøre, som faaer det i Livet? Jeg underskriver ikke i alting saadan Tale. Maa ikke det gode Fruentimmer ogsaa have noget at fornøye sig med om Eftermiddagen, saa vel som vi andre, der kand gaae paa Viinhusene 23 om Aftenen, og komme drukken hiem? Jeg har aldrig præket mod Thee og Caffe; thi af all slags Drik er det den uskyldigste. Tænk engang, hvor det gik til i gamle Dage Naboe, da Fruentimmeret drak Koldskaal om Sommeren, og Spansk Viin om Vinteren, da kunde de ikke giøre mange Besøgeiser, uden de maatte lave sig paa en halv Ruus. Lad os derfore kun tie stille dermed, Naboe; thi skal Fruentimmeret have noget at fornøye sig med i Selskab, hvilket er Synd at negte dem meer end Mandfolk, saa er det bedre, at Debauchen skeer i Vand, end i Viin og Brændeviin.

CORFITZ.

Ja Naboe! jeg vil lade alt dette staae ved sit Værd. Jeg skulde uden Fortrydelse give Penge ud til Thee, Caffe, Sukkerlade, Spansk Viin, gode Raad, syltet Tøy, Docter, Barbeer, Qvaksalver, Joremoer, Signe-Kielling, Amme, Barne-Pige; jeg vilde med Glæde male Caffeen, puste under Kedlen, ja sidde ved Vuggen til, dersom jeg var vis paa, at jeg var .... Men har I ikke hørt, hvad Hollænderen siger:

Hoe kan een yonge Vrauw een oude Man bedriegen, Een ander maakt het Kindt, en ick moet staan en wiegen.

JERONIMUS.

Ej! lad fare slige Griller, og kom hiem til mig, at smøge en Pibe Tobak.

CORFITZ.

Jeg vil strax komme efter. Jeronimus gaaer.

SCEN. 7

En Pige. Corfitz. Troels.

PIGEN.

kommer ind. Fatter! Joer-Moeren er inde; Mutter siger, hun skal have 6 Rixdaler for sin Opvartning.

CORFITZ.

Naar jeg seer een af jer, I Piger! er det ligesom jeg saae Fanden; thi I kommer aldrig, uden I vil have Penge.

PIGEN.

Jeg veed jo, at Jormoeren maa betales, vi faaer hende min Troe ikke ellers en anden gang; det er de 24 slags Folk, man altid trænger til, thi jeg haaber, Fatter inden Aar og Dag faaer et Barn igien.

CORFITZ.

Siger du det? Jeg haaber, der bliver intet af; thi en Mand paa 70 Aar kand ikke skaffe sin Kone Børn hvert Aar.

TROELS.

Ej det vil intet sige, thi om Fatter var hundrede Aar gammel, kunde han derfor faae Børn hvert Aar; thi derpaa har man adskillige Exempler. Jeg kiender en Mand i Aalborg paa 104 Aar, der fik Tvillinger; thi Konen var kun 18 Aar gammel, og naar Konen er saa ung, kand det altid gaae an uden Hexerie, thi ...

CORFITZ.

Hvem taler til dig, din næsvise Slyngel? vil du holde din Mund, naar ingen spørger dig om noget!

PIGEN.

Ach Fatter, lad os faae de 6 Rixdaler! Jormoeren kand ikke bie længer. Jeg skulde ogsaa tillige med have Penge til noget andet.

CORFITZ.

Hej saa! man maa blive gall i Hovedet over saadant Folk.

PIGEN.

Det er kun nogle smaa Sager.

CORFITZ.

Hvad er det da?

PIGEN.

Et Pund Caffe-Bønner.

CORFITZ.

Ret saa! der har vi alt 7 Rixdaler paa eet Bret.

PIGEN.

Lejekudsken skal ogsaa have 2 Mark, som bragte Jormoeren hid.

CORFITZ.

Kand den Mær ikke gaae til Fods? saa giør jeg; var det endda een af de fornemme Jormødre, saa vilde jeg aldrig fortryde derpaa. Saa kom hid! jeg skal tælle dig 7 Rixdaler og 2 Mark, og lad mig saa være i Roe.

PIGEN.

Jeg skulde og have Penge til en Top Sukker, thi her er ikke meere fiint Sukker i Huset.

CORFITZ.

Er nu alt det fine Sukker til ende? Ach! det er jo at ødelægge en stakkels Mand paa eengang. Jeg gir ingen Penge til meer Sukker, de kand bruge det brune Sukker, det er alt got nok.

PIGEN.

Ej Fatter! man kand jo ikke bruge brunt Sukker til Caffe, naar der er slige Fremmede.

25
CORFITZ.

Hvad er det for Fremmede?

PIGEN.

Det er Marthe Jacob Smørblomsters, og Engelche Jesper Oldfuxes.

CORFITZ.

Det er nogle fæde Qvinder at giøre Væsen af. See der har du 8te Rixdaler, og løb saa Pokker i vold.

PIGEN.

Anne Signe-Kielling skal ogsaa have 4re Mark, som maalte Barnet for Moersoet.

CORFITZ.

Hun skal have 4re Ulykker, ikke 4re Mark! havde jeg vidst det, hun skulde aldrig have kommet i mit Huus, thi Signen og Maalen er forbudet i Loven.

PIGEN.

Det maatte være ti gange forbuden, saa hialp det dog Barnet denne gang, til med er det nu giort. Mutter vil ingen nødigere være skyldig, end den Kielling; thi hun gaaer og sladrer paa fornemme Steder iblant.

CORFITZ.

Jeg seer nok, at denne Tut Penge vil gaae Pokker i vold i Dag. Er der noget meer, saa siig frem; thi nu er jeg desperat.

PIGEN.

Ikke uden for 12 Skilling i Gyldenvand, som er brugt i Dag til Caffeen; 4 Skilling i Brændeviin til Ammen, som fik ont; 2 Mark i Sukkerbrød; 1 Mark til Æbler og Nødder; 20 Skilling til Hovedvands-Flaske, naar Mutter faaer ont; 4 Mark til en Barbeer, som aarelod Mutter paa Foden; 4 Mark til en Barbeer-Svend, som aarelod Ammen paa et andet Sted; 3 Skilling til ...

CORFITZ.

holder hende paa Munden. A ... holdt! den Pige er skinbarlig besat. See! der har du den heele Tut, løb til Pokkers dermed. Pigen gaaer.

Ach, jeg ulyksalige Mand! skal dette vare længe, maa jeg lade sætte Bekken for Kirke-Døren; saaledes gaaer det til i Dag, saaledes i Gaar, saaledes i Overgaar.

ANDEN PIGE.

kommer ind. Jeg skulde have 12 Skilling til Drikkepenge for en Pige, som bragte Mutter en Skaal Byggryns Grød, med Corender udi, fra Else David Skolemesters.

CORFITZ.

Est du gall? Jeg kand jo lave Grød til 4 à 6 Mennesker for 8 Skilling.

26
2. PIGE.

Det maa ikke hielpe, Fatter! hun gir altid vore Piger 12 Skilling i Drikkepenge for det ringeste, vi skikker hende.

CORFITZ.

Det bekiender jeg, det er de forbandede Moder, som sigter ikke til andet, end at ødelegge Folk.

2. PIGE.

Ach Fatter, vær snar! Mutter bad Pigen bie saa længe.

CORFITZ.

See! der har du dem; jeg troer baade Grøden og Skaalen er ikke meere værd. Pigen gaaer.

Ach, maa man ikke blive gall i Hovedet over de forbandede Moder! Jeg vilde dog med Taalmodighed skikke mig udi alt dette, dersom jeg var forsikret om, at jeg var ....

Gaaer og spatzerer frem og tilbage, og synger sagte ved sig selv. Kalder paa Troels.
TROELS.

Ja Hosbond!

CORFITZ.

Sagde du ikke, det var 14 Dage for Juul, at du saae den Karl her i Huset?

TROELS.

Jo Hosbond! og nu skriver vi den Stende Octobris.

CORFITZ.

Holdt din Mund, Slyngel! det har jeg hørt eengang tilforn.

TROELS.

Ah Hosbond! jeg tør svære paa, at man giør den gode Karl uret, og at det er kun forbandede Folkes Snak og Paafund, som siger, at Barnet seer ham ligt.

CORFITZ.

Vil dit Bæst holde din Mund?

Trækker ham ud efter Haaret.

Ah jeg ælendige Menneske! Spot og Skade følges altid ad; men over hvem kand jeg klage, uden mig selv? Jeg har læst i en Comoedie, at, naar en ung Kone tar en gammel Mand, da, omendskiønt det ey indføres i Contracten, saa forstaaes dog derunder, at han skal giøre hende den Villighed, at døe inden et Aar, og naar han det ikke giør, er hun ikke forpligtet at holde Contracten i andre Puncter.

27

ACTUS II

SCEN. 1.

Barselkonen i en Lehnstoel. Corfitz.

BARSELKONEN.

Min hierte Mand! mig synes, du har aldrig været i saadan ond Humeur, som du nu est, da du burde glæde dig ved at see dit Huus formeeret med en Livs-Arving.

CORFITZ.

De Bekostninger staaer mig for Hovedet; thi der vil ikke behøves mange slige Barselstuer til at føre en ærlig Mand til Hospitalet. Til med er der noget andet, som staaer mig ogsaa for Hovedet; gid det var en falsk Mistanke!

AMMEN.

med Barnet. Vil du til din Papa? kom Papa, kys Barnet.

CORFITZ.

Lad Ammen gaae ud et Øyeblik.

BARSELKONEN.

Gak ud et Øyeblik, Marthe, til vi kalder paa dig.

Ammen gaaer ud med Barnet.
CORFITZ.

Hør, min hierte Kone! jeg har haft stor Forlængsel i disse Dage at tale med dig alleene, men har ey fundet ringeste Leilighed dertil formedelst Visiter, Støyen og Allarm; nu haaber jeg, vi bliver en halv Time alleene, og jeg imidlertid kand sige dig Aarsagen, hvi mit Sind er saa forandret ... Men banker der ikke? nu er Fanden løs igien; hvor skal jeg komme ud? Denne Stue er gall derudi, at her er kuns een Dør.

BARSELKONEN.

Min Hierte! I kand jo blive inde.

CORFITZ.

Ikke, om I gav mig 20 Rixdaler; thi faaer de fat paa mig, saa gaaer de aldrig igien, og saa skal de 28 tracteres, men naar jeg ikke var tilstæde, kunde du skylde paa min Fraværelse, og sige, at jeg havde af Vanvare taget Nøglerne med mig til Skab og Kielder.

BARSELKONEN.

Gaaer du ud, saa møder du dem lige i Gangen; løb bag Skiermbrettet i en hast.

CORFITZ.

Der staaer jeg ikke heller sikker, der er jo Vuggen, de vil hen og see Barnet. Ach, jeg ælendige Menneske! jeg maa krybe under Bordet.

BARSELKONEN.

Det vil blive et slet Leye, min Hierte!

CORFITZ.

Det maa ikke hielpe, af to onde Vilkor ... Han kryber under Bordet.

EN PIGE.

med en Tallerken. Jeg skulde helse Mardamen flittig fra vor Mardame, her er en Viin-Candeel, hun bad Mardamen ikke vilde forsmaae, ikke fordi hun jo vel veed, at de kand lave den bedre til hos dem selv, men man veed, at fremmed Mad smager altid best.

BARSELKONEN.

See der, mit Barn, har I 12 Skilling for jer Umage; havde min Mand været hiemme, skulde I have faaet meere. Pigen gaaer bort.

CORFITZ.

rækker Hovedet frem. Hun skulde have faaet 12 Ulykker, havde jeg været tilstæde. Men see! der har vi atter Visiter igien paa Halsen. Kryber under Bordet igien.

SCEN. 2

To Damer. Barselkonen.

1. DAME.

Jeg gratulerer, Madame!

2. DAME.

Jeg ligesaa, og takker, for hun har giort os den Ære, at lade os det vide.

BARSELKONEN.

Det var ikke meer end min Skyldighed.

1. DAME.

Har Barnet alt været i Kirke, Madame?

BARSELKONEN.

Aa vist! alt for længe siden.

2. DAME.

Maa vi ikke see det?

29
BARSELKONEN.

Jo, min Troe, maa De saa, men der er ikke meget at see paa det lille Noer endnu.

De gaaer bag Skiermbrettet.

CORFITZ.

stikker Hovedet frem. Er de borte? Kryber tilbage igien.

30
1. DAME.

Ach, det er et allerkiæreste Barn; er det ikke sin Far ligt?

2. DAME.

Jo, det ligner ham, min Troe, paa et Haar; hendes Kiæreste, Madame, er vel meget glad, at han har faaet en Livs-Arving paa hans gammel Alder?

BARSELKONEN.

Ja vist! han er saa glad, at han ey veed, hvad Fod han vil staae paa.

1. DAME.

Hvor er nu den kiære Mand? vi maa have ham herind, og fixere ham lidet.

BARSELKONEN.

Han kommer vel strax; han lovede mig at male Caffe, thi jeg har sagt til ham, at han maa varte os op i disse Dage.

2. DAME.

Det er, min Troe, ikke meere end billigt. I skulde kuns see, Madame, hvor geskæftig min Mand er, naar jeg ligger i Barselseng; han er allevegne selv, baade i Kiøkken og Kielder, saa at Pigerne ønsker tit: Gud give, Mutter var vel oppe igien, saa blev vi frie for den Kiøkkenskriver.

1. DAME.

Holdt der ikke en Vogn for Døren?

2. DAME.

Jo! jeg maa springe til Vinduet, at see, hvem det er. Ej, Hillemend! Søster, nu er det best at gaae, det er Anne Kandstøbers, den Kone kand jeg ikke lide for min Død.

1. DAME.

Og jeg langt mindre.

2. DAME.

See, der er hun! giv kuns agt paa, hvilken air hun gir sig. 1. DAME. Meener I, at den Koe har ikke ogsaa faaet Adrienne paa sig?

SCEN. 3

Anne Kandstøbers. De 2 Damer. Barselkonen.

ANNE.

See her! skal jeg have den Lykke, at finde Dem her?

1. DAME.

Hvor got Folk er, kommer got Folk til; jeg har min Troe ligesom kundet kiende paa mig, at jeg skulde have den Fornøyelse at see Dem i Dag.

31
ANNE.

Jeg takker skyldigst, Madame! Æren er min.

2. DAME.

Jeg glæder mig i mit Hierte, saa tit jeg har den Ære at see Dem.

1. DAME.

Jeg min Troe ligesaa, thi just i samme Øyeblik sad jeg og Madamen og talede om hende og sagde: Hvor mon den allerkiæreste Madame Anne Kandstøbers 32 lever? vi har ikke haft den Ære, at see hende saa længe. 2. DAME. Jeg kand og forsikre, at jeg elsker hende, som hun var min kiødelige Søster; men det er U-lykken, at vi seer hende saa sielden.

BARSELKONEN.

Ach, I gode Madamer, I complimenterer hinanden saa meget; meener I det kuns af Hiertet, saa er det got nok. 1. DAME. Jeg kand forsikre Madamen, at jeg aldrig er af de Mennesker, som siger andet, end hvad de meener; jeg er gandske ikke af de Poliske Koner, hvorfor jeg ogsaa har saa mange U-venner. Min Moster siger saa tit til mig: du forstaaer dig ikke ret paa Verden, mit Barn! hvad dig ligger paa Hiertet, det skal frem, om det skulde ud af dine Sider.

BARSELKONEN.

Har I været i nogen anden Barselstue i Dag gode Madamer?

1. DAME.

Ja! vi har været til Jeremias Tobakspinders.

BARSELKONEN.

Hvem var der ellers?

1. DAME.

Ha, ha, ha! beed mig ikke fortælle det, thi jeg er færdig at sprikke af Latter, naar jeg tænker derpaa; min Søster kand bedre beskrive de Folk end jeg, thi hun kand bare sig for Latter.

2. DAME.

Kiender Madamen ikke Lucie Hans Jespersens?

BARSELKONEN.

Nev!

ANNE KANDSTØBERS.

Jo! jeg kiender hende, det er jo den, som visker Folk saa meget intet udi Ørene.

2. DAME.

Ja! det er en Fandens Visken med den Kone; hun kand ikke sige, at det er got Veir, uden hun skal tage Folk til en Side, og viske dem i Ørene. Den anden var Giertrud Jens Datter, hun talte om sine Liigtorne fast en halv Time.

BARSELKONEN.

Ej, I giør og formeget deraf.

2. DAME.

Ney, Madame! I skulde ikke troe, hvor riig den Pige er paa Ord; det er en Lyst at høre hende tale, besynderlig naar hun vil fortælle noget paa Tydsk.

33
ANNE KANDSTØBERS.

Taler hun ogsaa Tydsk? 2. DAME. Hvorfor ikke det? hun har jo Gravsted i den Tydske Kirke. Hvad var det, hun sagde, Søster, da vi gik?

1. DAME.

Hun sagde: Willet ihr so snart gaaen?

BARSELKONEN.

I ere min Troe slemme! Var der ellers fleere?

2. DAME.

Ej Madame! spørg os ikke meere, ellers kommer jeg til at beskrive hende Marthe Mortens Datters Adrienne, hvilket jeg ikke kand giøre i en Time.

1. DAME.

Ja den Pige klæder sig forbandet absurd.

2. DAME.

Gav I ogsaa agt paa hendes Adrascanter?

1. DAME.

Ja vist! men hvad syntes jer om hendes Smekke?

2. DAME.

Vist! det var en Original af en Smekke.

BARSELKONEN.

Men har hun ikke en Søster?

2. DAME.

Jo! det er hun, som vrikker saa med Rumpen; det er i Sandhed en nydelig Pige, hun er saa pæn, at hun taler igiennem Tænderne, hun kand ikke nævne sit Forklæde eller Skiørt, uden hun siger: med Permission, eller salva fenia, mit Forklæde.

BARSELKONEN.

I ere meget slemme, I gode Madamer! Jeg vil ikke spørge Dem om fleere, men fortæl mig om Barselstatzen selv, det vil jeg heller høre.

1. DAME.

Ney! vi maa hen et andet steds. De gaaer.

SCEN. 4

Anne Kandstøbers. Barselkonen.

ANNE KANDSTØBERS.

Det var mig ret kiært, at de vilde ikke bie, thi jeg kand ey komme til rette med slige falske Folk.

BARSELKONEN.

Jeg sætter aldrig ont imellem Folk, Madame, eller taler fra een til anden, men jeg kand forsikre, at de talte begge saa meget ont om hende, førend hun kom, at det gik mig til Hierte.

34
ANNE KANDSTØBERS.

Jeg gir dem Fanden. Jeg veed nok ellers, hvad de og andre onde Mennesker siger, men de giør mig største uret, Madame! thi een kand meget vel være rød i Ansigtet, uden at man drikker.

BARSELKONEN.

Ja, hvad vil det sige! om I nu drak, hvad kommer det dem ved? det er jo ikke deres Penge.

ANNE KANDSTØBERS.

Det er sandt nok; jeg gad ikke tale meere derom, Madame! Hvordan er hun fornøyet med sin Amme?

BARSELKONEN.

Jo, saa vit; hun har Melk nok i Brysterne.

ANNE KANDSTØBERS.

Det er ikke en liden Post det, Madame! om hun ellers er skikkelig, thi det er saa rart, at faae gode Ammer.

BARSELKONEN.

Det har hun ret udi, Madame! min Søster har faaet een, der drikker som en Soe; man kand endelig ikke overbevise hende det, saasom hun maa giøre det hemmeligt, men den blussende røde Couleur, som hun har i Ansigtet, vidner alt for meget derom.

ANNE KANDSTØBERS.

Tak skal hun have for den Chose, Madame! den var min Troe god nok.

BARSELKONEN.

Og jeg kand svære Madamen til, at jeg ikke sagde det af nogen Ondskab; men hun veed selv, naar man seer, at et Fruentimmer blusser i Ansigtet, siger man strax, at hun tar en Taar. Men der har vi Fremmede igien.

SCEN. 5

Ingeborg Blyetækkers. Anne Kandstøbers. Barselkonen.

INGEBORG BLYETÆKKERS.

Madame! jeg gratulerer.

BARSELKONEN.

Største Tak, Madame!

INGEBORG.

Hvorledes er det med hendes Helbred? Hun seer hiertelig ilde ud. Bevar os, hvor har den Barselseng taget paa hende; jeg kand svære, at hvis jeg 35

        

36 ikke havde vidst, at det var Madamen, kunde jeg ikke have kiendt hende igien.

BARSELKONEN.

Min kiære Madame! det er ikke min Skyld.

INGEBORG.

Det er sandt nok Madame! hun kand intet dertil; men jeg condolerer hendes Tilstand, saasom jeg er hendes Ven af Hiertet.

BARSELKONEN.

Jeg vilde da ønske, Madame! at, for at lade see Venskabs Tegn imod hende igien, jeg kunde ogsaa condolere hende.

INGEBORG.

Jeg siger Tak for hendes Godhed. Ach, ach, Madame! hun maa tage sig selv i agt, thi hendes Øyesyn staaer mig ikke an, hun kommer mig for ligesom min Søster, der døde forgangen Aar.

BARSELKONEN.

Jeg kand forsikre hende, Madame! at, om hun vil blive ved en Time at tale saadan, jeg visselig vil følge hendes Søster efter; thi den Godhed, hun bær for mig, incommoderer mig meere, end Barselnøden selv.

INGEBORG.

Det skulde giøre mig ont, Madame! om min Tale incommoderede hende; men jeg vil kræve den gode Kone til Vidne, som her sidder, om det ikke er, som jeg siger. Er det ikke vist, min gode Anne Kandstøbers, at Madamen seer saa ilde ud?

ANNE.

Jo det er, Ingeborg Blyetækkers.

INGEBORG.

Jeg troer, min Troe, hun blev vred, fordi jeg ikke kaldte hende Madame?

ANNE.

Ney! jeg giorde ikke, men jeg bilder mig ind, at være ligesaa vel Madame som hun, ja trods saa god, thi der er dog nogen Forskiæl paa en Kandstøber og en lumpen Blyetækker, naar man vil tale Sandhed, ligesom imellem Tin og Blye.

INGEBORG.

Man kand faae ont over saadan Snak! I er vel undskyldt, at kalde min Mand en lumpen Blyetækker; meener I, at en Blyetækker er ikke i alle Maader saa god, som en lumpen Kandstøber? De slaaer Knep til hinanden og gaaer ud.

37

SCEN. 6

Arianche Bogtrykkers. Barselkonen.

ARIANCHE.

Jeg ønsker til Lykke med hendes unge Dotter!

BARSELKONEN.

Jeg takker, Madame Arianche Bogtrykkers.

ARIANCHE.

Hvorledes befinder Madamen sig?

BARSELKONEN.

Jeg er saa forskrækkelig afmægtig.

ARIANCHE.

Det kand ikke andet være, Madame! den første Edition er altid den verste.

BARSELKONEN.

Hvad vil det sige: den første Edition?

ARIANCHE.

Vi siger saa om Bøger, thi naar en bliver første gang oplagt, kaldes det den første Edition; jeg vil derfore sige, at Madamen er ikke vant til at ligge saa ofte i Barselseng, som jeg, derfor er det hende meer besværligt.

BARSELKONEN.

Hvor ofte har da Madamen været befordret til Trykken?

ARIANCHE.

Ha, ha, ha, det var artigt nok, jeg hører hun bliver i Lignelsen. Jeg skal ellers helse fra min Kiæreste, han bad Madamen ikke vilde forsmaae denne Bog, som han nyelig har ladet oplægge.

BARSELKONEN.

I maa vinde Penge, som Græs, med jeres Bøger.

ARIANCHE.

Forlad mig det, Madame! slige Bøger taber vi paa, og maa oprette vor Skade paa Historier og Eventyr igien; thi naar vi kand sælge 4000 Historier, kand vi ikke sælge 200 slige gode Bøger.

BARSELKONEN.

Paa den Maade skulde I aldrig lægge andre Skrifter op, end Historier.

ARIANCHE.

Jeg skal sige Madamen, min Mand er noget curiøsk, han giør mange Ting meere for at tiene Publicum end for Profit.

BARSELKONEN.

For at tiene Notarius Publicus?

ARIANCHE.

Ney! vi kalder Publicum det gemeene beste.

38
BARSELKONEN.

Min Mand er meget for Læsning, og kiøber daglig Bøger; i Gaar kiøbte han Doctor Arendt Hvitfelds Krønikke.

ARIANCHE.

Hvilken Edition var det?

BARSELKONEN.

Det var den Danske Edition.

ARIANCHE.

Er det den, som er i Qvarto eller Folio?

BARSELKONEN.

Det er det Oplag, som er i hvit Bind.

ARIANCHE.

Man binder en Bog ind i 10 slags Bind, om man vil; det er ikke det, som jeg spør om. Veed hun ikke hvad en Bog in Folio er?

BARSELKONEN.

Jeg har ey hørt tale uden om en Nar in Folio.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha! jeg hører nok, at Madamen forstaaer sig ikke paa Bøger. En Bog in Folio er den, som er saa stor, som en Bibel. En Bog in Qvarto er mindre, een in Octavo endnu mindre, en Duodece endnu mindre, og endelig en Sedece, som er allermindst.

BARSELKONEN.

Saa er den Bog in Folio da, thi den er saa stor, som en Bibel.

ARIANCHE.

Den Edition er ikke Vand værd, Madam! hvorfor spør I ikke min Mand til Raads, førend I kiøber Bøger? den i Qvarto er eengang saa god.

BARSELKONEN.

Det kand nok være, men det er Bogbinderens skyld, thi den er ellers gandske nye.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha!

BARSELKONEN.

Hvoraf leer hun, Madame? jeg taler maa skee ikke ret, men hvad veed jeg af deres Sager! Jeg takker ellers for det, jeg lærte, nemlig, hvad en Bog in Folio er. Men lad os tale om andet; mødte I ikke tvende Koner i Døren?

ARIANCHE.

Jo jeg giorde.

BARSELKONEN.

De kom her i Klammerie sammen; den eene var Ingeborg Blyetækkers, den anden Anne Kandstøbers.

ARIANCHE.

Hvilken af dem var Anne Kandstøbers, den store eller den lille?

BARSELKONEN.

Den, som var i Qvarto, var Ingeborg 39 Blyetækkers, og den anden in Folio var Anne Kandstøbers.

ARIANCHE.

Ha, ha, ha! tal ikke Latin meere, Madame! det kand ikke siges uden om Bøger. Men jeg maa tage Afskeed; jeg skal have den Ære, at see hende snart igien.

BARSELKONEN.

Vær saa god, at helse Kiæresten.

CORFITZ.

kryber frem. Hillemend! jeg er snart død, saa vel af det slette Leye jeg har haft, som af Barsel-Snakken.

BARSELKONEN.

Synes dig ikke, at en stakkels Barsel-Qvinde er at ynke?

CORFITZ.

Jeg har ikke Stunder at ynke hende nu, jeg har nok at bestille med at ynke mig selv, som har ligget saa længe under Bordet.

BARSELKONEN.

Ach, kiære Mand! nu er I fri, men derimod forestaaer mig 100 andre slige Visiter; thi naar Dorthe Knapmagers og Øllegaard Sverdtfegers kommer, saa vil min Plage ret gaae an; da skulde I faae at høre Stoyen, de snakker gierne paa eengang begge, saa det kommer an paa, hvem der har sterkest Maal.

CORFITZ.

Det er da best, at jeg gaaer min Vej i tide.

BARSELKONEN.

Jeg skal skikke jer Bud, naar jeg faaer Roelighed. Men banker det ikke? der har vi friske Visiter igien.

CORFITZ.

Ach! jeg er om en Hals. Kryber under Bordet igien.

SCEN. 7

Barselkonen. Else Skolemesters.

ELSE.

Jeg takker skyldigst Madame for den Ære og Honeur, hun har giort, beviset og undt mig, at lade os vide og tilkiendegive hendes Forløsning, hvilket er meere, end mine Meriter kand meritere; jeg gratulerer og ønsker til Lykke af mit Hierte, og forsikrer, vidner, og contesterer, at det er een af mine største Plaisirs, Fornøyelser 40 og Glæder, at see hendes Velstands Contentement, thi saasom der altid har været et troe, oprigtig og uforfalsket Venskabs, Kiærligheds og Amours Baand, der har sammenknyttet, sammenheftet og foreenet vore Huuse, saa bør og maa jeg glæde og fornøye mig over Madamens Glæde og Fornøyelse, ligesom det var min egen, hvilken at være efter Contentement og Fornøyelse er mig ogsaa en Contentement og Fornøyelse; thi jeg kand forsikre Madamen, at hendes Dyders Skilderie altid henger paa mit Hiertes Krog. Jeg har Aarsag at elske Madamen saa vel for hendes egen skyld, som i Henseende til hendes Broder, der har beviset mig saa

        

41 meget got: thi jeg kand sige, at han aldrig gaaer i Kramboden, og tar en Klædning op for sig selv, han jo ogsaa tar en Kiole eller, reverenter talt, et Skiørt op for mig.

BARSELKONEN.

Hillement, da er hun lykkelig.

ELSE.

Det gaaer med mig, som det gamle Sprickwort lyder .. .

BARSELKONEN.

tøver Sveden af sig. Der banker vist igien. Det er Øllegaard Sverdtfegers, og Dorthe Knapmagers. Sagte.

Nu maa der komme saa mange der vil af de u-rimelige Folk, thi jeg har alt overgivet mig.

SCEN. 8

Øllegaard. Dorthe. Else. Barselkonen.

ØLLEGAARD.

Ej Madame, til Lykke! I parerer, min Troe, som en Maybrud; ney see engang, Søster! hvor pyntet den lille Taske seer ud, (om Forladelse, at jeg skiempter).

ELSE.

Tienerinde, Madame! ØLLEGAARD. Ej see Madame! er hun her? Maa jeg bede hende om en Friis Tobak? hun plejer altid at have noget, som er got.

ELSE.

Jeg veed, min Troe, ikke. Vil hun behage at prøve det?

ØLLEGAARD.

Det er af Baltzers Tobak.

DORTHE.

Søster, mig synes, det er af Franske Marias; jeg kiender nok Kiøbenhavns Tobak. ØLLEGAARD. Jeg min Troe ligeledes. Af hvis Tobak er dette? Madame!

ELSE.

Det er af Lovises.

ØLLEGAARD.

Vil I nu kun smage noget af min?

ELSE.

Det er excellente Tobak; mig synes, det er en Ascharah.

DORTHE.

Det kommer mig for at være et slags Havane.

42
ØLLEGAARD.

Jeg skal ikke kunde sige, hvilket af Deelene det er; det er mig soldt for Spadille.

ELSE.

Har de gode Madamer intet got nyt? ØLLEGAARD. Ney, ikke meget got, men ont (disverre) hører man nok. I har vel hørt om den Kone, som har født et Rokke-Hoved til Verden?

ELSE.

Ney, jeg har min Troe ikke.

DORTHE.

Jeg skal fortælle hende det. ØLLEGAARD. Jeg kand nok fortælle hende det selv. De taler begge paa eengang. Der er en Kone, jeg veed ikke hendes Navn, for hvis Dør en stakkels Tigger-Qvinde kom, og bad om noget til hendes smaa Børn, men blev afviist med de Ord: paa Døren du Kieltring! det var bedre, at du i Steden for Børn havde bleven forløst med en Rok, som du kunde have spundet paa for din Føde.

ELSE.

I gode Madamer! det er nok, at een fortæller; thi jeg kand ikke saa vel fatte det, naar I taler begge. ØLLEGAARD. Jeg skal nok fortælle det Madame!

DORTHE.

Jeg skal fortælle det. De taler begge igien. Hvorpaa Staaderkonen begyndte at græde bitterlig, og sagde: gid det første I laver til Barsel, I maa føde et Rokke-Hoved.

ØLLEGAARD.

Derpaa tog den anden Kone et Kosteskaft.

DORTHE.

Derpaa tog den anden Kone en Mangelstok. ØLLEGAARD. Ney, det var et Kosteskaft.

DORTHE.

Ney, det var en Mangelstok. ØLLEGAARD. Ney, min Troe, var det ikke.

DORTHE.

Nu lad det være en Mangelstok da! I skal altid have ret.

Begge fortæller igien. Hvormed hun pryglede den stakkels Staaderqvinde paa Døren. Men hvad skeede? en halv Time derefter befandt Konen i Huset sig meget ilde, maatte gaae til Sengs, og laae et halv samfuld Aar, indtil hun omsider blev forløst med et Rokke-Hoved.

43
ØLLEGAARD.

Men jeg glemte en Ting at fortælle, hvorledes det gik videre med Staaderkonen.

DORTHE.

Det er sandt.

De taler begge igien.

Kokkepigen i Huset mødte strax derefter samme Staader-Kone, hvilken tog hende ved Haanden, og sagde: Hels din Madmoder og siig hende, at den Kone, som hun saa haanlig viiste bort, var Sancte Birgitte, som havde paataget sig en Staaders Skikkelse for at forsøge hende; hvorpaa hun begyndte at skinne som en Soel og forsvandtes.

ØLLEGAARD.

Det er underligt, jeg maa ikke fortælle Historien alleene.

DORTHE.

Jeg veed Historien ligesaa vel som I.

ØLLEGAARD.

Jeg vidste den dog førend I.

DORTHE.

Men jeg har hørt den af een, der har tient i Brød med den samme Kokkepiges Sødskende-Barn.

Imedens de taler, sidder Barselkonen og holder for Ørene.
ELSE.

Men I gode Madamer, skal det være vist med det Skib, man i disse Dage har seet i Maanen?

ØLLEGAARD.

Ja vist, er det sandt.

Fortæller begge to.

Man kunde intet see i Førstningen uden en ordinaire Maane, men naar man stirrede noget længe derpaa, saae man først Skibet, siden Folkene, derefter Skibshunden, og endelig de, som stode længst og stirrede, saae indtil Tobaks-Piberne, som Matroserne havde i Munden.

ELSE.

Men hvad meener og troer man, at saadan Syns Aabenbaring vil tilkiende give, bemerke og betyde?

ØLLEGAARD.

Det betyder ufeilbarlig Krig, Madame!

ELSE.

Ja! jeg troer det nok; thi man har derforuden i disse Dage seet adskillige andre Tegn, som duer ikke meget, iblant andet en gloende Drage over Roskild.

DORTE.

Ej, fortæll os det, Madame!

ELSE.

Jeg kand ikke tilbage kalde i min Ihukommelse Dag og Datums Erindrelse, men jeg erindrer og kommer 44 ihu, at den først kom Folk i Syne, og lod sig see, ved de Tider, som den tykkeste Mørkhed hersker og regierer, og man gemeenlig kalder Midnat. Den er bleven seet af een af de Folk, som maa vaage, naar andre sove, og ved deres Stemmers Basuner giver Nattens Timer tilkiende, som man gemeenlig kalder Vægtere. Dragens Gloenhed og Skin var saa stor, at den giorde ongefehr omtrent samme Virkning paa Himmelens Poel, som det mindre Nattens Lys, jeg meener Maanen, giør, naar det er i sin Qvarteers Førsthed. Dragen havde (reverenter talt) en Svantz hen ved 3 Alen lang. Naar man observerede, merkede og gav agt paa dens Fart og Gang, da maatte man forundre sig ikke mindre over Fartens Hastighed, end Maadens Underlighed at gaae paa: thi den spillede nu i det subtile Element, jeg meener Luften, ligesom hine kaade Marsviin spiller i Neptuni Boelig, jeg meener Havet; nu merkede og observerede man Hovedets Opvendelse, ligesom den vilde flyve op til den tredie Himmel, nu igien Hovedets Nedkastelse, ligesom den vilde præcipitere og styrte sig ned paa Guds Fodskammel, nemlig Jorden. Adskillige Folk i Roskild spender alle deres Hovedscener an, paa at udfinde saadan Syns Bemerkelse, Signification og Udtydning.

ØLLEGAARD.

Det var jo et forskrækkelig Syn! Hørte Barselqvinden den Historie?

BARSELKONEN.

Ney, Madam! jeg ligger og tænker paa, hvad jeg skal spise til Aften.

ØLLEGAARD.

Ej, gav hun ikke agt paa den Historie? den er, min Troe, værd at høre; Madamen er saa god at fortælle den igien.

BARSELKONEN.

Ej, det giøres ikke fornødent, at bemøye hende med at repetere saadan lang Historie.

DORTHE.

Vil Madamen ikke fortælle den, saa vil jeg, hvorvel jeg kand ikke love, at føre den ud i saadan ziirlig Stiil, som hun, der har saadan en lærd Mand, som David Skolemester.

45
BARSELKONEN.

Jeg vil, min Troe, ikke u-mage nogen dermed.

DORTHE.

Ingen U-mag,Madame! Historien var saadan ...

ØLLEGAARD.

Jeg vil nok fortælle den, Søster!

De fortæller Historien begge to, men i en anden Stiil.

BARSELKONEN.

tørrende Sveden af sig. Der banker vist paa Døren; jeg troer, det er Engelche Hattemagers.

ØLLEGAARD.

Er det den Pimpernille! hun sidder i Compagnier som en Støtte, der har hverken Maal eller Mæle. Lad os gaae Søster! Farvel Madame! hold jer brav frisk.

DORTHE.

Far vel! du skal faae skam paa din Nakke, dersom du vover dig for tilig op. Lad mig føle din Puls, før jeg gaaer. Ja hun slaaer vel nok paa det lille Spøgelse. Adiøs.

ELSE.

Jeg maa ogsaa afbryde, og tage Afskeed, og ønsker af mit inderste Hiertes Recess og Grund min høytærede og høytæstimerede Madame en snar og hastig Opkomst, Restitution og Forbedring, iligemaade, at den kiære Livsfrugt, som Himlens Godhed har velsignet hende med, den lille deylige første Plante, som er sat i hendes Urtegaard, maa opvoxe og fremspire de kiære Forældre til Glæde, Contentement og Fornøyelse.

SCEN. 9. SCENA MUTA.

Engelche Hattemagers. Barselkonen. Engelche kommer ind og giør en Compliment.

BARSELKONEN.

Vær saa god og sæt sig ned Madame!

Engelche neyer.
BARSELKONEN.

Ach, jeg beder dog, hun sætter sig ned.

Engelche neyer.
BARSELKONEN.

Ach, Madame! hvortil tiener dog den Ceremonie? Engelche neyer.

46
BARSELKONEN.

Madame! jeg kand u-muelig taale, at hun staaer længere; vil hun, jeg skal staae op, for at nøde hende?

Engelche neyer og sætter sig, men taler ikke et Ord, endelig staaer hun op igien, giør en Compliment og gaaer.

BARSELKONEN.

Adieu, Madame! Tak for hendes angeneme Compagnie.

SCEN. 10

Stine Isenkræmmers. Barselkonen.

STINE.

Votre Servante, Madame! je vous gratule. Er det en Søn eller en Dotter?

BARSELKONEN.

Det er en Dotter, Madame!

47
STINE.

Jeg torde, mafoi, ikke blive længere borte, hvorvel jeg har halvdeels engrassered i Dag paa et andet Sted, men jeg satte alting til side for at besøge hende, mon cher amie.

48
BARSELKONEN.

Jeg siger 1000 Tak for hendes Godhed og Høflighed.

STINE.

Det er ingen Complisance, Madame! men en Devoir og Obligement, at besøge sine gode Venner, sær naar de ere malat og u-passelige. Jeg har ellers giort en Visite i en anden Barselstue i Dag.

BARSELKONEN.

Hvor var den Barselstue?

STINE.

Det er Fisenterens Kone, hun har faaet en Søn, som affectivement er et amable Barn.

BARSELKONEN.

Den Kone er lykkelig i at faae Sønner.

STINE.

Ja Madame! hun har en stor Boncheur deri frem for andre ... Ej! jeg troer, mafoi, at jeg har glemt min Tobatiere Dose; maa jeg ikke bede Madamen om en Entreprise af hendes? Det er en god Tobak, tres humble valet.

BARSELKONEN.

Hun kommer ret belejlig i Dag, Madame! Jeg skulde skrive et Brev til Hans Jacobsen Tobakshandler i Flensborg, og vilde gierne have Opskriften paa Fransk, men der er ingen her i Huset, som skriver Fransk til gavns, hvorfore jeg gierne vilde bede Madame hielpe mig til rette derudi, saasom hun forstaaer det Sprog fuldkommen vel.

STINE.

Tres volunté, Madame! Hun skriver saaledes: A Messiø, Messiø Jean de Jacobsen, Marchand de la Tobach presentemang à la Flansborg.

BARSELKONEN.

Siger man Flansborg paa Fransk?

STINE.

Oui Madame! Flensborg det er Dansk; mesten alle Byer og Stæder skrives anderledes paa Fransk, som per exempel, Kiøbenhavn kaldes Copenhague, Norge Normandie, Jylland Judee, og Jyderne (som er meest underlig) kaldes les Juifs.

BARSELKONEN.

Det sidste er meget uforstaaeligt.

STINE.

Det er sandt nok, men jeg kand vise hende det paa Tryk i min Grammær, hvor det staaer, Les Juifs, die Juden.

BARSELKONEN.

Ha, ha, ha! die Juden det er Jøderne; 49 giør min Mand ikke til en Jøde, Madame! han er en god ærlig Jydekarl, ha, ha, ha!

STINE.

Jeg vil mafoi ikke være hendes Harcelist. Adiøs. Hun gaaer.

SCEN. 11

Corfitz. Barselkonen.

CORFITZ.

kryber frem. Ej giv mig dog et Glas Brændeviin i en hast, jeg er nærmer død end levende; jeg er ligesom jeg var mørslagen over alle mine Lemmer, og saa fuld af Støv, Qvalm og Barsel-Snak, at jeg er færdig at briste. Men der er, min Troe, atter Folk! Er dette ikke en forbandet Stue, hvor ikke meer end een Dør er! jeg har aldrig seet slig en u-rimelig Bygning. Kand jeg ikke komme ud igiennem Vinduet?

BARSELKONEN.

Jo vist, om I vil bryde Halsen i tu.

CORFITZ.

Det vil ikke sige, saa faaer det engang Ende.

BARSELKONEN.

Ej Snak! jeg troer du spøger. Corfitz kryber under Bordet igien.

SCEN. 12

Gedske Klokkers. Barselkonen.

GEDSKE.

Jeg gratulerer Madamen med hendes unge Dotter; det blev dog ingen Søn denne gang, som jeg tænkte.

BARSELKONEN.

Jeg er meget vel fornøyet med en Dotter; man kand vel undertiden have større Glæde af Sønner, men naar et Drengebarn ikke vil den rette Vej, kand det giøre større Fortræd, end 10 Døttre.

GEDSKE.

Det er sandt nok Madame! man kand holde Døttrene bedre i ave; jeg veed nok, hvad Fortræd min Moster Giertrud Smeds har haft for hendes Søn Andreas, jeg kand ikke tænke derpaa Madame! uden Taarene staaer mig i Øynene.

Hun græder og tørrer sine Øyne paa sit Forklæde.

50

Ja den Anders, den Anders har giort sin stakkels Moer saa mange graae Haar; har Madamen hørt, hvad han giorde forgangen Dag?

BARSELKONEN.

Ney, jeg har ikke.

GEDSKE.

græder. Ach, ach! hvad har ikke Fanden at bestille, thi saadant kand dog aldrig komme af vor Herre; han krøb over Naboens Plankverk, og steeg ned i Haven, og stal sin Lomme fuld af Æbler. Hun græder.

BARSELKONEN.

Ach, Madame! det er jo slet intet at væde Tørklæder for.

GEDSKE.

I skal høre meere Madame! da han skulde nu tilbage igien, havde han nær bleven hængende, og rev sine nye Klædesbuxer i tu, som I maa skee nok kiender?

51
BARSELKONEN.

Ej, Madame! kiender jeg hans Buxer?

GEDSKE.

Men vor Herre var dog saa god, og conserverede hans Vest. Hun græder igien.

BARSELKONEN.

Jeg vil gierne bede Madamen, at hun lar vor Herre være her uden for; det er en slem Vane, at misbruge saaledes Guds Navn, naar man taler om Vest og Buxer.

GEDSKE.

Ach, Madame! jeg vil tiene hende ...

BARSELKONEN.

Madam! jeg vil ikke indvikle mig i nogen Disput derom, men mig synes, det er kuns en slem Vane at sige: vor Herre var mig saa god, at mine Hosebaand eller Skoe-Remmer ikke brast i stykker; ligesom det og er et Mundheld at sige: hvad havde ikke Fanden at bestille? naar en Tienere lar et Glas falde i Gulvet, eller spilder noget Suppe paa Bordet. Men lad os tale om noget andet; jeg seer Madamen har faaet en skaaren Finger, hvoraf er det kommen?

GEDSKE.

Det skal jeg sige, jeg skulde i Gaar hen at kiøbslaae i Slagterboden.

BARSELKONEN.

Hvorledes staaer det nu til i Slagterboden? jeg havde min Pige i Gaar der henne, hun var ikke mægtig, at faae et ærligt stykke Kiød.

GEDSKE.

Hun har ret Madame! det har aldrig været saa forbandet, som det nu er: de tør begiære 5 Skilling for et Pund Oxekiød, og det saa mavert, at man seer ikke den mindste Pille Fæt derpaa; jeg skulde kaage Suppe derpaa, men Suppen blev saa slet, at jeg for at bøde derpaa, maatte komme et stykke Flesk derudi. Hun græder igien.

BARSELKONEN.

Blev da Suppen god, da Flesket kom deri?

GEDSKE.

Ja! hun blev deylig, Madame!

BARSELKONEN.

Saa har Madamen jo ikke fornøden at græde derfor.

GEDSKE.

Jeg græder ikke saa just derover, men jeg tænker paa Kiødet, hvor elendig det saae ud, og dog kostede 52 5 Skilling Pundet. Alting stiger, vil du have et stykke Flesk, vil du have Smør, vil du have Ost, Gryn, Lys, Brænde, saa kand man ikke veje det op med Penge; jeg erindrer mig, at jeg har hørt af min Moster Birte ...

Hun græder. nu er den kiære Kone død og hensoven! hun fortaalte mig, at i hendes Ungdom kunde man faae det beste Pund Oxekiød for en halv Skilling, og var der end ikke engang Politiemester i Byen.

BARSELKONEN.

Men at komme til det, jeg spurdte om, hvorledes fik hun det Skaar i Fingeren?

GEDSKE.

Jeg skulde skiære et stykke Flesk, for at komme i Suppen, men hvad havde ikke Fanden at bestille?

BARSELKONEN.

Ej! skal nu Fanden igien for en Dag? Men see! der har vi nye Fremmede.

GEDSKE.

Saa maa jeg da gaae. Hun gaaer.

CORFITZ.

Og jeg min Troe ligesaa, førend der kommer fleere.

BARSELKONEN.

til Pigen. Hør! nu vil jeg have Roelighed en Times Tid; kommer der Fremmede imidlertid, saa kand du sige, at jeg er falden i en Slummer.

53

ACTUS III

SCEN. 1

En Frue. Barselkonen.

FRUEN.

i en Portchaise, med et pialtet Liberie. God Dag lille Madam, jeg ønsker til Lykke. Hvem har været her nyelig?

BARSELKONEN.

Her har været en hob smukke Borgerkoner.

FRUEN.

Her lugter og forbandet borgerlig; lad dem ryge noget herinde! Jeg er slet intet hoffærdig, Madame! det skal ingen kunde sige mig paa, thi hvis saa var, saa havde jeg ikke giort hendes ringe Huus den Ære, at komme hid; derfor gir mange Folk mig den Lov: Gud velsigne den velbaarne Frue, hun er ikke anderledes at omgaaes med, end en slet og ret Borgerkone; men man maa ikke giøre sig for gemeen heller, thi jeg har merket, at det undertiden gir Foragt.

BARSELKONEN.

Ney! det er Synd at sige velbaarne Fruen paa, thi jeg har hørt, hun kommer til Borgerfolk, saa tit de har noget at byde hende paa, og at hun spiser 54 med ligesaadan Appetit der, som det kunde være ved hendes eget velbaarne Bord.

FRUEN.

Ja, hvorfor ikke det, Madame! thi, naar jeg ret eftertænker det, saa er Borgerfolk dog Christne Mennesker, og om de fører et Gudeligt Levnet, kand blive salige, ligesaavel som een af os.

BARSELKONEN.

Men, velbaarne Frue! mon dog ingen Forskiæl kunde giøres paa Rangspersoner og Borgerskab i det andet Liv?

FRUEN.

Ney, ikke meget, Madame! her imellem os at sige, men hun har ikke behov, at lade sig merke for andre, thi en gemeen Handverksmand kunde blive storagtig deraf. Derfor, Madame! tracterer jeg de slags Folk ikke med den Foragt, som jeg burde og kunde efter min høye Stand; tænk, Madame! hvor ydmyg jeg var forgangen, jeg laante, mafoi, uden at rose mig selv, 10 Rixdaler af min Skræder.

BARSELKONEN.

Det var uforskammet giort af en Skræ- der, at han torde understaae sig at laane Penge til saadan en velbaarne Frue; den taabelige Dievel kunde jo merke, at Fruen giorde det alleene for at sætte Prøve paa ham.

FRUEN.

Han vegrede sig vel i Begyndelsen, og trækkede paa Axelen, ligesom han vilde sige: jeg er alt for ringe dertil; men da han saae, det var mit Alvor, beqvemte han sig dertil, og gav mig de 10 Rixdaler med et dybt Suk, ligesom han vilde sige: gid alle vare saa ydmyge som denne velbaarne Frue. Jeg er vis paa, den stakkels Mand skal løfte mig op til Skyerne, hvor han kommer, thi enhver skulde dog ikke giøre det, jeg giorde. Er det ikke sandt? Madame!

BARSELKONEN.

Jo! velbaarne Frue har stor Ret derudi.

FRUEN.

Men hvad vil det sige, Madame! vi ere dog alle Mennesker; jeg vilde min Troe ikke undsee mig, at giøre det samme ved hende. Madame! vil hun være saa god og lade mig faae 10 Rixdaler? jeg skal strax skikke dem hen i Guld tilbage.

BARSELKONEN.

Ach! velbaarne Frue har kuns Lyst 55 at skiempte med hendes ringeste Tienerinde; jeg er meget eenfoldig, men dog ikke aldeeles, som Skræderen.

FRUEN.

Det er, min Troe, mit ramme Alvor, Madame!

BARSELKONEN.

Ej, velbaarne Frue! jeg skulde komme i Udraab for et af de uforskammeste Mennesker, om jeg giorde mig saa næsviis; ney! mine Penge er alt for ringe dertil.

FRUEN.

Sandt at sige, Madame! saa er Nøglen til mit Penge-Skab forlagt, og jeg skulde i en hast give 10 Rixdaler i Drikke-Penge til en Tienner, som jeg venter med en Present fra en Cavallier.

BARSELKONEN.

Ney! jeg giør det min Troe ikke; om det heele Borgerskab var saa uforskammet at laane deres Velbaarenhed Penge, saa giorde dog ikke jeg det, thi jeg har alt for stor Respect for hende dertil.

FRUEN.

Ja, ja, saa er det hendes egen skyld, Madame! Men hvad har hun staaende paa det Fad?

BARSELKONEN.

Det er nogle gemeene Kager.

FRUEN.

Lad mig smage dem ... Ej, de smager dog ikke saa ilde, som jeg tænkte; jeg vil, min Troe, paa hendes Behag tage nogle hiem med mig. Christopher!

CHRISTOPHER.

i et pjalted Liberie. Velbaarne Frue!

FRUEN.

Tag disse Kager og bær hiem.

Til Barselkonen.

Adieu Madam! farvel, og vær altid forsikret om min Gunst.

BARSELKONEN.

Jeg takker Fruen for beviste store Naade.

Fruen gaaer.

SCEN. 2

Anne Signekielling. Barselkonen.

ANNE.

Madame! nu, hvorledes er det med Helbreden?

BARSELKONEN.

Vel nok, Anne! men jeg kand ikke sove om Natten, og saa snart jeg falder i Søvn, har jeg strax forskrekkelige Drømme; hvoraf kand det komme, Anne?

56
ANNE.

Brænder Madamen Voxlys eller Tællelys om Natten?

BARSELKONEN.

Jeg brænder Voxlys.

ANNE.

Der har vi det. Hvad meener I Drømme er andet, end Geister, som forekommer Folk i Søvne? Det eeneste, hvormed man fordriver saadanne onde Geister, er ved Røgen af Tællelys, derimod løber de efter Voxlys; hvoraf meener I vel det kommer, at det spøger saa meget i Kirkerne, af andet, end at man der brænder Voxlys? Jeg vil forbinde mig til, at jage en heel Million svævende Geister bort med en Prose, om det ikke er andet end slige Geister, som flyve i Luften; men er det Nisser, som I har Uroe af, maa I strøe Hørfrøe for Sengen, saa faaer de strax Fødder at gaae.

BARSELKONEN.

Ach, kiære Anne, plag mig ikke med saadan Snak! et frisk Menneske kand endogsaa blive syg deraf. Saadanne onde Drømme kommer jo ikke af andet, end af Blodet; jeg sover jo roeligen, naar jeg har et friskt Legeme, hvorfore skulde disse Geister plage Folk meer, naar de ere syge, end naar de ere friske?

ANNE.

Det veed ikke jeg, Madame! men man seer dog, at de giør det. Kommer det af Blodet, saa skal vi hitte paa andre Midler: intet er bedre, end at I bliver maalet. Nu skal jeg strax være hos hende igien. Gaaer ud.

BARSELKONEN.

Ah gid jeg var skilt ved denne Hex! men hun faaer have sin Villie, thi hun har sin Gang i store Huse, hvor hun sætter got Folk i Miscredit, naar de ikke vil flatere hende. Jeg maa skikke mig i dette, saavelsom i alt andet, som Barselsenge føre med sig; ach, ach! kunde jeg kun holde det ud!

ANNE.

kommer ind igien. Om Forladelse, jeg blev saa længe borte.

BARSELKONEN.

Alt forladt, Anne!

Sagte ved sig selv.

Jeg var tilfreds, du havde aldrig kommet tilbage . ..

Hillemend! der er Mester Bonifacius; nu bliver her Klammerie af. Løb, Anne, bag Skiermbrettet i en hast.

Anne løber og skiuler sig bag Skiermbrettet.

57

SCEN. 3

Bonifacius. Barselkonen.

BONIFACIUS.

Serviteur Madame! hvorledes er det med Helbreden?

BARSELKONEN.

Slet og ret, Mester Bonifacius!

BONIFACIUS.

Hun maa lade sig aarlade Madam!

BARSELKONEN.

Doctoren siger ney! han har alleene givet mig nogle Draaber, som jeg skal bruge; de staaer i denne Flaske.

BONIFACIUS.

Ej Potz slapperment! de Draaber ere en Forgift for hende; har hun ikke svedet forskrekkelig derefter?

BARSELKONEN.

Jo! jeg svedte sterk for et par Timer siden, da Else David Skolemesters var her, men jeg veed ikke, enten det kom af Draaberne, eller af hendes høytravne Gratulation, som hun giorde mig.

BONIFACIUS.

Det var af Draaberne, Madame. Gud forlade de Doctore dog, som handler saaledes med en stakkels Patient. Vil I kuns bruge disse Draaber en Uge, saa skal I see, om I ikke har den beste Gulsot paa Halsen, nogen vil forlange; vil I bruge dem nok en Uge, kand I faae en Svindsot eller Hypocrisie, Epilepsie, Anomalie, Paralysie, og endnu det som verre er; thi her er Antimonium, her er Arsenicum udi. Er det ikke uforskammed at præparere for en stakkels Barselqvinde en Recept af Sulphure indigesta et Sale Haluminosa und Mercurio, absonderlich in diesen Jahre, worin Saturnus nicht regieret?

SCEN. 4

Tvende Koner. Mester Bonifacius. Barselkonen. En Mammeselle.

1STE KONE.

Tienerinde, Madame! Til Lykke med hendes unge Dotter! 2DEN KONE. Jeg siger det samme.

58
BARSELKONEN.

Værer saa god og sidder ned I gode Madamer! Men Mester Bonifacius, skulde det være got, at lade sig aarelade nu omstunder?

BONIFACIUS.

Ach ja, det er vel bedre i klart Vejr, end i taaget Vejr, bedre i Maanens Tiltagelse, end i dens Aftagelse, men det giør ikke meget til Sagen, naar man kun holder sig derfra i de u-lykkelige Dage.

BARSELKONEN.

Men hvad vil det sige, Mester Bonifacius, lykkelige og u-lykkelige Dage?

BONIFACIUS.

Das ist zu sagen, Madame! wer sich am 14. oder 16. Martii verlobet oder heyrathet, komt in grosser Armuth und Elend; am 10. oder 18. April muss man aus einem Hause ins andere nicht ziehen, am 7. oder 8. May muss man nicht reysen, am 17. Junii nichts handeln, am 21. Julii keine Process anfangen.

1STE KONE.

Mester Bonifacius, han kand vist ogsaa see Folk i Hænderne?

BONIFACIUS.

Ach freylich, das heist man der Negromantie.

1STE KONE.

Ach! vær saa god og see i mine Hænder.

BONIFACIUS.

Ja nok. Jeg seer, Madame! at hun faaer 6 Børn endnu.

1STE KONE.

Ej Snak! min Mand er allerede 68 Aar gammel.

BONIFACIUS.

Det vil ikke sige, Stregerne i Haanden kand ikke slaae mig feyl; I faaer 6 Børn, det er vist, men hvor I faaer dem fra, det kand jeg ikke see.

1STE KONE.

Fy, fy, meener I, jeg er en Skiøge, at jeg skulde faae Børn med andre, end min Mand? Jeg er alt for vel opdragen til at være min Mand utroe.

BONIFACIUS.

Vil hun være flateret, Madame, saa maa hun lade sig see i Hænderne af andre, end af mig.

1STE KONE.

See nu ogsaa i hendes Haand.

PIGEN.

Ney, min Troe, vil jeg ikke, at nogen skal see mig i Haanden.

1STE KONE.

Jo, min Troe, skal du lade dine Hænder see, saa vel som jeg, hvad er det for Snak?

59
BONIFACIUS.

Hendes Haand er noget vanskelig, jeg kand ikke see, hvor mange Børn hun faaer; lad see nok engang! ney, men jeg seer, at hun har faaet eet Barn.

PIGEN.

Det er en u-sandfærdig Løgn, thi jeg er Jomfrue endnu. De andre holder Tørklædet for Ansigtet af Blusel.

BONIFACIUS.

Det giør mig, min Troe, ont, at jeg ikke vidste, hun var ugift, ellers havde jeg intet talt derom. Lad mig see nok engang, Jomfrue, maa skee at jeg saae feyl første gang.

PIGEN.

I maa see Fanden, I skulde maa skee lyve mig fleere Børn paa, end det jeg har faaet; hvo som siger mig andet paa, end at jeg er Jomfrue, den skal være en Løgner og en Skielm.

De andre begynder at fnise, og Pigen græder.
BONIFACIUS.

Min hierte Jomfrue! bliv ikke vred paa mig! jeg vidste, min Troe, ikke andet, end hun var Madame, men ...

PIGEN.

Du est en Løgner og en Bedrager! Jeg skal sige de gode Madamer hvoraf dette reiser sig. Jeg tiente paa en Herre-Gaard med en anden Mammeselle, som kom Skolemesteren for nær; Sagen kom for Tamperretten, hun paastod Ægteskab, han søgte Udflugter, og ved adskillige Procurator-Stræger forqvaklede Sagen saaledes, at han blev frikiendt for Ægteskab, og jeg maatte lade mig nøye med 200 Daler.

De andre leer, Pigen gaaer bort med de 2 Koner, og truer Barberen.
BARSELKONEN.

Det var en forbandet Historie, men hun røbede sig selv; jeg vilde have givet 10 Rixdaler, at det ikke var skeet i mit Huus.

BONIFACIUS.

Jeg vidste ikke andet, end hun var gift, ellers havde jeg gierne sparet hende.

BARSELKONEN.

Jeg vilde have soret for den Pige, hun seer saa skikkelig og saa pæn ud. Men der kommer Doctoren, hillemend! bag Skiermbrettet, Mester Bonifacius. Han løber bag Skiermbrettet.

60

SCEN. 5

Barselkonen. En Doctor.

BARSELKONEN.

Ah jeg kommer ikke ihu, at Anne Signekielling staaer bag Skiermbrettet tilforn; der vil ligge et Fandens Huus imellem dem. Tienerinde, Hr. Doctor.

DOCTOREN.

Hendes skyldigste Tienere, Madame! hvordan staaer det til med Sundheden? har hun Beneficium ventris?

BARSELKONEN.

Ney, Hr. Doctor! han har ikke været her i lang Tid.

DOCTOR.

Ej Madam! saa gaaer det ikke vel, det maa i det ringeste være 2 gange om Dagen.

BARSELKONEN.

Men hvor kommer det, at Doctoren undertiden har forbudet mig det?

DOCTOR.

Jeg? det har jeg aldrig giort, Madame! der er ingen Ting, som jeg raader meere til.

BARSELKONEN.

For nyelig truede han dog at stævne Mester Bonifacius for det Medicinske Facilitet, og nu raader han mig, at bruge ham tvende gange om Dagen.

DOCTOR.

Ha, ha, ha! hun forstod mig ikke ret; jeg sagde ikke Bonifacium, men Beneficium, det er at sige: Har hun aabet Liv?

BARSELKONEN.

Det er noget andet, derfor er det sikkerst at tale Dansk til Fruentimmeret. Men at svare til det Spørsmaal, saa har jeg ikke at klage i den Post.

DOCTOR.

Hvoraf finder da Madamen sig meest incommoderet?

BARSELKONEN.

Jeg har saadan Uroelighed i mit Legeme.

DOCTOR.

Hvad Mad spiser hun, Madame? hvorledes er hendes Diæt?

BARSELKONEN.

Om Morgenen drikker jeg lidt Thee.

DOCTOR.

Grøn Thee eller Thee de Bou?

BARSELKONEN.

Grøn Thee.

DOCTOR.

Det duer ikke Madam! det obstruerer.

61
BARSELKONEN.

Ney! jeg fortalede mig, det er Thee Bou jeg drikker.

DOCTOR.

Det duer ikke, Madame! det løser for meget, og gir en slap Mave.

BARSELKONEN.

Det er ikke alle Morgener, jeg drikker Thee; thi de fleeste Morgener drikker jeg en god Havre-Suppe.

DOCTOR.

Det duer ikke, Madame! det giver Slim i Maven; men hvad æder hun om Middagen?

BARSELKONEN.

En god Kiød-Suppe.

DOCTOR.

Duer ikke, Madam, for syge Folk; Kiød er hidsig, og føder Sygdom.

BARSELKONEN.

Ej Hr. Doctor! jeg maa endelig have noget, jeg kand ikke æde Melgrød alleene baade Middag og Aften.

DOCTOR.

Melgrød! ingen Ting er skadeligere, Melgrød er jo ikke andet end raadt Brød, man kand jo lime med Melgrød.

BARSELKONEN.

Skal jeg da æde Byggryns-Grød?

DOCTOR.

Duer ikke heller; thi man kand aldrig faae Byggryns-Grød kaaget vel; om den skulde kunde passere, skulde den kaages net op 3 Timer, 5 Minuter og en Stendeel, og det altid med lige Ild.

BARSELKONEN.

Men hvor kand noget Menneske passe det saa lige?

DOCTOR.

Det er sandt Madame! derfor er det best, at lade blive med den Spise. Jeg vil give hende Opskrift paa de slags Drik og Spise, hun skal holde sig fra: nemlig Melk, Viin eller Øll er en Gift for hende; foruden den slags Spise, som før er omtalt, maa hun holde sig fra all slags Fisk, item rørig Mad, som Flesk, Erter, Kaal, Løg, item alt det som er salt og suurt; Brød er en u-skyldig Spise, som styrker Legemet, uden at føde Sygdommen, men Hvedebrød maa hun ey æde, thi det stopper.

BARSELKONEN.

Skal jeg da æde Grovbrød?

DOCTOR.

Ingenlunde! thi det er Surdey i Maven.

62
BARSELKONEN.

Hillemend, Hr. Doctorl paa den Maade skal jeg hverken æde eller drikke.

DOCTOR.

Det var at ønske, at en Patient kunde holde sig derfra; thi som all Sygdom kommer af Mad og Drikke, saa fødes den ogsaa deraf; jeg havde en Patient, han kunde tvinge sig den Karl, (men hvor finder man fleere, der ere saaledes Mestere af sig selv) han holdt sig i en Feber 6 Dage baade fra vaadt og tørt.

BARSELKONEN.

Saa haaber jeg nok, at han døde.

DOCTOR.

Ja hvad andet? men Feberen derimod forlod ham gandske, thi det var os kuns at giøre om den at fordrive. Febris, Madame, var her materia substrata; hic Rhodus, heder det, hic salta. Ellers har hun ikke behov at være bange, at det skal vare længe med Sygdommen, thi jeg har en Tinctur, som er et Arcanum, hvoraf vel er sandt at de fleeste døer, men dersom de ikke døde deraf, var aldrig noget saa ypperligt i Verden.

BARSELKONEN.

Hr. Doctor! lad os tale om andet. Jeg har om Natten saadanne forskrækkelige Drømme; hvoraf kand saadant komme Hr. Doctor?

DOCTOR.

Drømme, Madame, ere adskillige slags, der er somnia divina, diabolica og naturalia, eller efter Hyppocratis Mening alleene somnia divina et naturalia ... Men hvad er der for en Allarm bag Skiermbrettet? det lader som Klammerier.

BARSELKONEN.

Det er Ammen, hun bliver ligesom hun var gall i Hovedet, naar hun hører enten Latin eller Grædsk.

DOCTOR.

Ikke andet! Ja, jeg skulde fortælle Madamen videre om Drømme. St. Gregorius deeler Drømme udi dem som kommer è repletione, ex inanitione excrementorum et illusione, è cogitatione et illusione simul. Men det er dog en forbandet Allarm, det kand jo ikke være Ammen alleene.

BARSELKONEN.

Jo det er, Hr. Doctor! hun blev ligesaadan forgangen, da David Skolemester var her.

DOCTOR.

Jeg skal da fortælle Resten paa reen Dansk. 63 Disse Deelinger ere gode nok, men mig synes, at de kand best deeles i 6 slags: det første slags er de, som varer om tilkommende Ting; det andet slags er de Ting, som forestilles vore indvortes Sandser, og kaldes Syn . .. Men hvad Pokker er det for Stoyen bag Skiermbrettet? den Amme maa være splitter gall. Hvad heder hun, Madame?

BARSELKONEN.

Hun heder Sire.

DOCTOR.

Hør Sire, giv dig tilfreds! jeg taler jo ikke et Ord Latin meere.

BARSELKONEN.

Hr. Doctor skal ikke agte det, hun kommer sig nok igien.

DOCTOR.

Det tredie slags ere Aabenbaringer, som Himlen gir os i Søvne, og er kaldet af de Græker Phasma, Horama, eller Chrematismos ... Men det kand u-muelig være Ammen alleene, Madame! jeg hører jo tvende Røster.

BARSELKONEN.

Jo det er, min Troe, hun kand giøre sig to Røster paa eengang.

DOCTOR.

Sire! hvor er det fat? See nu blev hun stille. Men hvor var det, vi slap, Madame?

BARSELKONEN.

Det maa vor Herre vide, jeg forstaaer kuns meget lidet deraf.

DOCTOR.

Ja nu erindrer jeg mig det, det var Phasma.

BARSELKONEN.

Ligesom Doctoren behager, thi det er mig lige got.

DOCTOR.

Enypnia ere slige Drømme, som her alleene haver Sted; jeg kalder saadanne de ordinaire Drømme, endeel saasom de hender gemeenlig, saa tit vi falder i Søvn, endeel og, eftersom der gierne præsenteres os noget i de samme af de Ting, som vi nyelig har giort, eller tænkt: Saaledes drømmer den Forliebte om sin Amour, en Gierig om sin Rigdom, en Advocat om Rettergang, en Skolemester om Gloser.

BARSELKONEN.

sagte. Og en Doctor om Piller.

DOCTOR.

Hvilket Lucretius libro primo giver tilkiende, item Seneca in Octavio et Claudianus de raptu Proserpinæ. 64 Men hør, Madame! der er jo to Mennesker, som slaaes; jeg kand jo høre 4 Been stampe. Jeg maa see hvad det er.

BARSELKONEN.

Det er, min Troe, intet uden Ammen med Vuggen.

DOCTOR.

Hid rapporterer sig det Plutarchus siger om Theseo:

det samme falder Skiermbrettet om, Balberen og Signe-Kiellingen falder oven paa Doctoren, alle 3 paa Gulvet. Bonifacius trækker Kiellingen ud efter Haaret, Doctoren trækker Balberen i Haaret til Døren, hvor Balberen løber ud. 65

Ha, ha! Madame! det var andet, end Ammen. Jeg seer hvad Folk I consulerer. Jeg skal lade baade dem stævne, som lar sig bruge, og jer tillige med, som bruger dem.

Gaaer bort.
BARSELKONEN.

Hr. Doctor maa da ikke fortryde paa, om jeg kommer med en Contra-Stævning, formedelst hans u-rimelige Snak, hvormed han nær har taget Livet af mig.

SCEN. 6

BARSELKONEN.
alleene.

Saa gik det til i Dag, i Gaar,
I Morgen samme Plage
Mig arme Qvinde forestaaer;
Jeg tør dog ikke klage:
At piines saa heelt tungt vel er,
Er artig dog tillige;
Det efter Landets Mode skeer,
Hvad har jeg da at sige?
Gid store Folk de Griller faaer
At giøre det end verre,
Og Barselseng paa Torv opslaaer:
Vi som saa villig ere
At efterabe, Moden jo
Vi skulde strax antage,
Og gierne ligge der i to
Og fyrretyve Dage.
Den usle Bonde sligt beleer,
Den som sit Brød maa tigge,
Han siger: hvis det Høyhed er,
Paa Piinebenk at ligge,
Jeg nøyes heller med min Stand,
Ey efter Høyhed stunder,
Fornemme Fruer i vort Land
Slig Høyhed ey misunder.

66

ACTUS IV

SCEN. 1.

En Kone. Troels.

KONEN.

Troels! din Madame har got, hun faaer saa mange skiønne Visiter.

TROELS.

Det maa hun vel sige, Madame! jeg var engang i Stuen, da Visiterne vare, men det kostede mig 2 Skilling i Brændeviin.

KONEN.

Hvi saa?

TROELS.

Man maa jo drikke Brændeviin paa det, som rørigt er, for at forebygge Feber; thi ligesom der er rørig Mad til, saa er der og rørig Snak, som kand bringe en ærlig Karls Mave i Confusion. Med et Ord, Madame! jeg vilde ikke være Barsel-Qvinde, om man gav mig 2 Mark.

KONEN.

Ja, jeg troer nok, din Madame var ilde tilfreds med vores Visiter i Dag, for en vis Aarsags skyld, ha, ha, ha!

TROELS.

Hvilken Aarsag?

KONEN.

Ah, den kydske Kone! ha, ha, ha! det var nogle u-lyksalige Visiter, ha, ha, ha!

TROELS.

Ha, ha, ha! hvad vil det sige? naar I leer af Visiterne, saa leer I af jer selv.

KONEN.

Den stakkels Kone kunde ikke faae Tid, ha, ha, ha!

TROELS.

Hun kunde ikke faae Tid, at bede jer allesammen gaae Fanden i vold paa Døren.

KONEN.

Ney! hun kunde ikke faae Tid at tale et Ord med hendes ... ha, ha, ha!

TROELS.

Med hendes ha, ha, ha! hvilken ha, ha, ha er det?

67
KONEN.

Med hendes Galant, som laae skiult under Bordet; hvilken Ulykke for den stakkels Kone! ha, ha, ha!

TROELS.

Hvad Fanden er det I siger? laae der en Galant skiult?

KONEN.

Ja! jeg ynkedes over den stakkels Karl, ha, ha, ha! Men jeg skal ikke sige fra.

TROELS.

Det giør I vel i, Madame! thi det kunde hende sig, at naar I kommer i Barselseng, at vor Madame kand finde ligesaadan en Støver under jer Bord.

KONEN.

Det har vel ingen Fare.

TROELS.

Men vil Madamen end giøre os en Visite i Dag, efterdi hun kommer her?

KONEN.

Ikke til Barselkonen, men til den gode gamle Monsieur Corfitz, som jeg længst har kiendt.

TROELS.

Jeg troer aldrig Madamen har i Sinde, at bedrøve min Hosbond, og at giøre ham end meere catholsk i Hovedet, thi han har tilforn Mistanke til en Cantor, som har informeret hende i Musiqven.

KONEN.

Maa skee det er den samme, som laae under Bordet, men ...

TROELS.

Jeg beder for alt det som til er, at hun ikke giør ham Hovedet meere kruset, thi hvad vinder hun dermed?

I det kommer Corfitz bagved, staaer og hører alting, og giør Ophævelser derover.
KONEN.

Bør man ikke vare en god Ven ad om saadant, at han i tide kand forekomme det?

TROELS.

I bedrøver kun Manden dermed, i det I siger ham hans Ulykke, som han ikke kand ændre, og opirrer hende og hendes heele Slegt mod jer Huus.

KONEN.

Saa raader du mig da derfra?

TROELS.

Ja vist, og det er endeel for deres, endeel for jer egen skyld, thi I vil tabe meest derved.

KONEN.

Saa tal da intet derom, at jeg har været her. Hun gaaer.

68

SCEN. 2

Troels. Corfitz.

TROELS.

Hvilken forbandet Historie var ikke denne! Jeg glemte at spørge hende, hvordan den Karl saae ud. Saa gaaer det, naar en Mand paa 70 Aar gifter sig med en Pige paa 15 Aar; om jeg havde været betroed at opsætte denne Giftermaals Contract, skulde den have bleven saadan: Hr. Corfitz overgiver alle sine Midler og Formue, løst og fast, til den dydziirede Møe, og forbinder sig til at holde hendes Statz ved lige, at hende aldrig noget skal fattes; derimod forbinder hun sig til, at holde hans Pande ved lige, at den aldrig skal fattes visse slags Prydelser, som ziirer en gammel Mand saa vel. Jeg har altid tænkt Madamen skeede uret, men nu undskylder jeg Hosbond, thi undseer hun sig ikke for at have Galanter hos sig paa denne Tid, nu hun er svag, hvad maa hun da giøre, naar hun er frisk! O du stakkels gamle Hanrey, jeg har stor . . .

I det samme vender han sig, og bliver Corfitz vaer, som staaer bag ved Øret af ham.
CORFITZ.

Du præker vel i en Lygte, Troels! det var en trøstelig Discours for mig.

TROELS.

Hvilken Discours?

CORFITZ.

Jeg har hørt den fra Begyndelsen til Enden; men hvorfor har din Hund ikke aabenbaret mig saadant tilforn? Ach Himmel! min Mistanke har været alt for vel grundet; jeg vil ikke see min Kone for mine Øyne! Det er Ulykken, jeg har ikke meer end eet Vidne paa den unge Karl, som i min Fraværelse var alleene med hende i hendes Kammers. Tænk engang, hvilken Dristighed, hvilken ublue Kierlighed, ikke at undsee sig, endog paa saadan Tid, som nu er, at have fremmede unge Karle hos sig! Jeg kand ikke styre mig, jeg skal blotte hendes Skam for heele Verden, og give det an for Øvrigheden.

TROELS.

Ja Hosbond kand erholde Skilsmisse derved.

69
CORFITZ.

Jeg meener Ja.

TROELS.

Jeg ligesaa, nemlig ved sit gode Navn og Rygte, thi at beskylde sin Kone har noget at sige; jeg kiender nok Tamper-Retten, thi jeg har en Broder som er Laqvai hos en Tamper-Herre. Der vil fældes saadan Dom: endskiønt det er kiendeligt af adskillige Omstændigheder, at Signeur Corfitz er Hanrey, saa dog, eftersom han ey kand bevise det saa klarlig, som 2 og 3 er 5, saa dømmes han til at giøre hende Afbigt.

CORFITZ.

Det maa være, hvad det være vil, saa skal jeg dog forsøge det. Gak først hen til Cantoren Monsr. Gothard.

TROELS.

Det skal skee Hosbond. Gaaer bort.

CORFITZ.

Est du gall Dreng! du har jo ingen Beskeed faaet, hvor vil du hen?

TROELS.

Jeg vil hen til Monsieur Gothard, som Hosbond bad mig om.

CORFITZ.

Hvad skal du giøre der?

TROELS.

Jeg veed min Troe ikke.

CORFITZ.

Ej saa hør Beskeed først, førend du gaaer, din dumme Esel! Du skal bede ham giøre mig den Ære, at komme hid et Øyeblik.

TROELS.

Har da Hosbond noget at tale med ham?

CORFITZ.

Ja hvad andet? jeg vil fritte ham noget i denne Sag.

TROELS.

Ha, jeg forstaaer nok Hosbond, jeg skal min Troe nok sige ham det.

CORFITZ.

Hvad vil du sige ham?

TROELS.

At der er een, der har giort Hosbond til ...

CORFITZ.

Gid du faaer en Ulykke din Slyngel! hvem beder dig sige saadant?

TROELS.

Ej Hosbond! jeg vil ikke just sige det saa plumpt, jeg vil sige det paa en skiemptsom Maade som for Exempel, at Hosbond har faaet en liden Skavank i sin Pande, hvorover han vil vide, hvad det er; saa forstaaer han nok Meeningen, lad kuns mig raade. Gaaer bort.

70
CORFITZ.

Hej Troels! du skal faae en Ulykke, hvis du ikke tier.

TROELS.

Ej lad mig kuns sørge derfor, Ærendet skal blive forrettet u-paaklagelig.

CORFITZ.

Jeg troer Fanden rider Drengen, vil du giøre mig til Nar?

TROELS.

Vil da Hosbond sige ham det selv?

CORFITZ.

Ja hvad andet? jeg har jo ikke fornødent, at bruge dig til Tolk.

TROELS.

Saa giør jo Hosbond sig selv til Nar, hvilket er verre, end om jeg giorde det.

CORFITZ.

Jeg troer, jeg kløver Hovedet engang paa den Knægt, han giør mig gandske gall.

Trækker ham i Haaret.
TROELS.

Au! au! au! Men om han spør mig, hvad Hosbond vil tale med ham om, skal jeg da staae, som en dum Hund, og intet svare?

CORFITZ.

Det er jo nok, at du siger ham, at jeg har noget at tale med ham om, som er Magt paaliggende.

TROELS.

Ja nu forstaaer jeg Hosbonds Meening, jeg melder ikke et Ord om Hanrederiet.

CORFITZ.

Den Dreng er forhexet i Dag.

TROELS.

Og, endskiønt han spør mig tusinde gange, hvad det er, vil jeg ey svare andet, end at Hosbond fortæller ham nok selv om Karlen, som laae under Bordet.

CORFITZ.

Du skal ikke sige andet, end at jeg vil tale med ham, dit Beest.

TROELS.

Ja, ja! det er got.

Gaaer ud.

CORFITZ.

Jeg kand ikke begribe den Drengs Væsen; var han ikke saa troe, som han er, saa havde jeg for længe siden jaget ham paa Døren. Jeg veed ikke, enten det er Ondskab eller Taabelighed.

TROELS.

kommer tilbage. Hosbond! ret som jeg kom ud i Luften, fik jeg et Indfald, nemlig om Monsieur Gothard fritter mig meget, saa vil jeg alleene sige, at en 71 Madame, som var i Barselstuen i Dag, fortaalte os noget forbandet Tøy om Mutter.

CORFITZ.

Og ret som jeg saae dig komme ind af Luften igien, fik jeg det Indfald, at slaae Arm og Been i stykker paa dig.

Løber efter ham.

SCEN. 3

Corfitz. En Officeer.

CORFITZ.

løbende tilbage igien, kaster Huen af og tar sin Peruk paa. Hillemend, det var en stor Ulykke! Jeg glemmer den eene Fortræd for den anden; her kommer Cabeleren, som stod Fadder til Barnet, den Karl lar sig ikke nøye med een Bouteille Viin. Havde han ikke seet mig, saa havde jeg negtet mig inde; thi han kunde aldrig komme paa ubeleyligere Tid, nu jeg har Hovedet fuld af Griller, og skulde raadføre mig med Monsr. Gothard. Det er ikke nok, at man skal plages med Fruentimmer i Barselstue, man faaer ogsaa all Verdens Mandfolk paa Halsen, og hver Gratulation, man giør mig, er et Knivsting i mit Hierte.

EN OFFICEER.

kommer ind, syngende en Jydsk Viise, blir Corfitz vaer, omfavner og kysser ham. Ach mein lieber Hr. Corfitz! bliv ikke vred, fordi jeg har biet saa længe.

CORFITZ.

Ney aldeeles ikke, min Herre.

OFFICEER.

Jo jeg kand nok see paa jer, at I er noget fortrydelig i Dag.

CORFITZ.

Da er det min Troe aldeeles ikke derfor, at min Herre ikke kom her i Gaar ... Sagte thi jeg var tilfreds, du aldrig havde kommet.

OFFICEER.

Mandfolk regner ikke Moden saa nøye som Fruentimmer. Ej Hr. Corfitz, læg intet saadant paa Hiertet. Jeg vil oprette det igien med at komme her hver Dag saa længe jer Kone ligger.

72
CORFITZ.

Ej, Herren skal ikke giøre sig nogen U-leylighed at oprette saadant, thi jeg kand giøre min Eed paa, at jeg ikke er vred fordi han blev borte i Gaar.

OFFICEER.

Jeg kunde min Troe ikke komme; vil han nu troe mig?

CORFITZ.

Jeg troer, jeg troer det Herre!

OFFICEER.

Ich war pardi engrassered anderwerts.

CORFITZ.

Vil han endelig jeg skal svære paa, at jeg ikke er vred for han blev borte i Gaar .... Sagte, men fordi du ikke ogsaa blev borte i Dag.

OFFICEER.

Jeg havde en liden Affaire med en fremmed Officeer i Gaar-Eftermiddag, som jeg stak ihiel, unter uns gesagt, ved Fuglestangen. Vi kom i Disput, saa vi derudover maatte ud for Fuglestangen, hvor jeg nær havde stukket min Contrapart ihiel, thi Spidsen af min Kaarde var ikke en Finger bred fra hans Hierte.

CORFITZ.

Mig syntes han sagde tilforn, at han stak ham ihiel.

OFFICEER.

Har jeg sagt det, at jeg stak ham ihiel, saa stak jeg ham ogsaa ihiel. Først stødte han i en Second, hvilken jeg caverede, og gav ham een igien udi en Ters; Støder efter Corfitz, siden stødte han atter i en Second, og jeg gav ham een over Armen. Støder Corfitz ned.

CORFITZ.

Min Herre maa exercere Konsten paa andre; thi jeg taaler ikke mange Stød disse Tider.

OFFICEREN.

omfavner ham. Ach mein lieber Hr. Corfitz! ich bitte umb Permission, jeg tænkte ikke at støde saa hart.

CORFITZ.

Og jeg langt mindre.

OFFICEER.

Han seer ikke saa fornøyet ud, som han burde at være, Hr. Corfitz.

CORFITZ.

Jeg er, med Permission at sige, plaget med Colica iblant, velbaarne Herre!

OFFICEER.

Ikke andet, dertil er gode Raad, I skal bryde Halsen i tu paa nogle af jere gamle Bouteiller, som I har i jer Kielder; intet er bedre mod Colica, end 73 god gammel Rhinsk Viin. Lad os faae et par Bouteiller ind, jeg skal være jer Doctor.

CORFITZ.

Viin tiener mig aldeeles ikke nu omstunder.

OFFICEER.

Som jeg siger ham, det er det eeneste Middel mod Colica! jeg har og selv Lyst til et Glas.

CORFITZ.

Vinen skulde gierne være til Tieneste, hvis nogen var ved Haanden, men Piger og Drenge ere alle i Byen.

OFFICEER.

Da skal min Karl gierne gaae ham til Haande, og hente et par Bouteiller af Kielderen.

CORFITZ.

Men velbaarne Herre ...

OFFICEER.

Ej sans façon, Hr. Corfitz! det er ingen Umage. Christopher Eisenfresser!

CHRISTOPHER.

med store Knebelbarter. Herr!

OFFICEER.

Hr. Corfitz vil have dig ned i sin Kielder, for at hente os et par Bouteiller Viin op.

CHRISTOPHER.

Das thue ich mit Plaisir.

CORFITZ.

sagte. Jeg troer det nok; men min Kielder staaer ikke aaben for Eisenfressere og Gaudibe.

OFFICEER.

Hr. Corfitz skienker dig nok for din Umage.

CORFITZ.

sagte. Det giøres ikke nødig; thi seer jeg ret paa Monsr. Eisenfresser, saa skienker han sig nok selv, om han kommer i Kielderen.

OFFICEER.

Laan ham jer Kielder-Nøgel, Hr. Corfitz, sans façon.

CORFITZ.

sagte. Ja jeg vil laane ham en Strikke at henge sig udi. Høyt. Jeg troer ikke, det giøres nødigt; nu erindrer jeg, at der er dog een af Pigerne hiemme.

Marthe, Marthe! hør Marthe! gak ned i Kielderen, og hent os et par Bouteiller Viin.

OFFICEER.

Lad os sætte os ned ved Bordet saa længe ...

I er lykkelig Hr. Corfitz, at I har faaet en Livs-Arving paa jer gamle Alder ... Dog det er sandt: I har ikke faaet Barnet, men jer Kone.

CORFITZ.

sagte. Jeg troer ikke, der er meget usandt deri.

OFFICEER.

Jeg tør ikke vove mig ind i Barselstuen for Frygt at miste min Hat.

74
CORFITZ.

Jeg var tilfreds, at min Hat var Fanden i vold.

OFFICEER.

Ej! han er saa traurig Hr. Corfitz, han burde jo springe paa Bord og Bænke af Glæde.

CORFITZ.

sagte. Naar jeg tænker paa det som laae under Bordet, saa har jeg ingen Lyst til at springe oven paa det.

OFFICEER.

Hvad siger min Hr. Corfitz?

CORFITZ.

Jeg siger, at den Pige bliver noget længe borte med Vinen.

OFFICEER.

See der kommer hun baade med Viin og Glas.

Han skienker i Glasset, og smager Vinen. Bon, bon! Kiærestens Skaal! Gid han inden faa Maaneder maa faae en anden kiær Arving igien.

CORFITZ.

Han vil have min Kone til en Maanets-Due, velbaarne Herre! Men see! kommer der ikke min Naboe Jens Olsen? han er gandske beskienked.

OFFICEER.

Han burde hede Jens Ølsen; thi det er nok en god 01-Ruus han har.

SCEN. 4

Corfitz. Officeren. Jens Olsen ravende.

CORFITZ.

Hvor har du været henne Svoger? du est noget beskienket.

JENS OLSEN.

Jeg er fuld som et Beest.

CORFITZ.

Sid ned og hvil dig.

JENS OLSEN.

sætter sig. Lad mig faae nogen Thee, jeg er saa tør ... stig. Hvor er din Kone? lad hende komme ind.

CORFITZ.

Hvilken Snak! er min Kone nu i Stand at komme her ud?

JENS OLSEN.

Det er sandt Svoger, du har ret, og jeg uret; thi jeg er fuld. Thee! Thee!

CORFITZ.

Giv stunder lidt til Pigen kommer.

JENS OLSEN.

Veedstu hvad Svoger! de siger, faaer jeg Skam, i Byen, at din Kone er ikke Fader til Barnet.

75
OFFICEREN.

Ha, ha!

JENS OLSEN.

Hvem er der? See, hans Tienere, Monsieur. Thi de holder for, at saadan gammel Mand, som du, paa 70 Aar, ikke ...

OFFICEREN.

Ej Monsieur, lad blive saadan forbandet Snak.

JENS OLSEN.

Hvem er der? See hans Tienere, Mussieurs.

76
CORFITZ.

Hvad slags Thee vil du have, Svoger?

JENS OLSEN.

Jeg vil nok have den grø ... nne Thee, som hee . .. heeder Thee de Bøf. Thi de siger, kiære Svoger, at en gammel Mand, som du, paa 70 Aar, kand ikke giøre .. .

OFFICEREN.

Jeg kand ikke begribe Monsieur, hvorledes I tør komme med saadan Snak.

JENS OLSEN.

Hvem er der? See hans Tienere, Mussieurs. Thi de siger, at en Mand paa 70 Aar . .. men jeg vil tiene kiære Svoger .. . Officeren vender sig fra ham.

JENS OLSEN.

Der seer jeg alt Thee. Han drikker Officerens Glas ud. Ach, det giorde got! det var jo Thee de Bøf.

OFFICEREN.

vender sig om, knepper ham paa Næsen. Det var en Compliment de Bøf, Monsieur Ølsen, at drikke en andens Glas ud.

Borgeren river Peruqven af ham; Corfitz skiller dem ad; Officeren raaber paa Eisenfresser; Eisenfresser slaaer begge Borgerne paa Gulvet; Jens Olsen reiser sig og løber bort; Officeren forfølger ham; Corfitz kryber under Bordet, og Eisenfresser gaaer bort med Bouteillerne.

SCEN. 5

Gothard. Troels. Corfitz.

TROELS.

Her maa have været Fremmede, her staaer Glas paa Bordet.

GOTHARD.

Ja I er vel ikke Fremmede foruden nu fra Morgen til Aften.

CORFITZ.

rækker Hovedet frem. Troels! er de alt borte?

TROELS.

Her er ingen uden Monsieur Gothard, som Hosbond har haft Bud efter.

CORFITZ.

kommer frem. Er Christopher Eisenfresser ogsaa borte?

TROELS.

Jeg har hverken seet Christopher Eisenfresser, eller ...

77
GOTHARD.

Hvordan er det fat Monsr. Corfitz? hvorfor sad han under Bordet?

CORFITZ.

Det var meest af Frygt for Monsr. Eisenfresser. I skal vide, Monsieur, her havde nær skeet Mord i mit Huus.

GOTHARD.

Hvad var Aarsag dertil?

CORFITZ.

Aarsag dertil? vore forbandede Moder, at vi skal holde Huset fuld af Folk hvergang et Barn fødes.

I har jo selv seet, Monsieur, hvor det er tilgaaet udi min Kones Stue i disse Dage.

GOTHARD.

Jeg? Jeg har min Troe ikke seet jer Kone siden, jeg veed ikke, hvor længe.

CORFITZ.

Monsieur, still jer ikke saa hellig an, jeg veed bedre.

GOTHARD.

Det er en mørk Tale for mig.

CORFITZ.

Vil I bekiende med det gode, saa skal jeg pardonere jer, hvis ikke, skal I blive exemplariter straffet.

GOTHARD.

Monsieur, jeg troer, at dette Klammerie har saaledes forvirret jer Hierne, at I ikke veed hvad I siger.

CORFITZ.

I skal faae at vide, at jeg veed hvad jeg siger.

GOTHARD.

Hvad Pokker er det I siger! Hvad har jeg giort? hvad vil I giøre mig?

CORFITZ.

I maa vide, at her er Lov og Ret til i Landet.

GOTHARD.

Det veed jeg heel vel, men hvad ulovligt har jeg bedrevet?

CORFITZ.

Om jeg erindrer Loven ret, saa bør I straffes paa Livet for jeres Gierninger.

GOTHARD.

Alt dette er jo en gall Mands Snak.

CORFITZ.

Ja stikkes i en Sæk og druknes.

GOTHARD.

Monsieur, naar I beviser mig noget over, saa er Tid for mig at forsvare mig.

CORFITZ.

Jeg skal inden Aften have beviist hvad jeg siger.

TROELS.

Det banker vist.

Løber til Døren og kommer tilbage. 78

Heele Gangen er fuld af fremmede Mænd, som maa skee vil gratulationere Hosbond.

CORFITZ.

Gid de faaer en Ulykke med deres Gratulationer. Lad ham tage imod dem, han har meer Deel derudi, end jeg. Du kandst ellers sige, jeg er ikke hiemme.

Gaaer bort, og Troels med.

SCEN. 6

Gothard. Troels.

GOTHARD.

alleerne. Hvad Pokker er dette for et Eventyr? Jeg veed ikke enten jeg vaager eller drømmer. Jeg har informeret hans Kone i Musiqven, førend hun blev gift, og siden hun fik denne Mand, været 2 eller 3 gange i Huset; derfor skal jeg stikkes i en Sæk og druknes. Vidste jeg, at jeg havde talet et ublue Ord til hende, saa skulde det aldrig fortryde mig. Det giør mig meest ont for den stakkels unge Kone, at hun uskyldig skal blive forført, thi jeg har ikke merket uden alt det, som er ærligt og skikkeligt hos hende. Men der kommer Drengen igien; jeg maa fritte ham derom. Hør Troels! drømmer jeg eller vaager jeg? er det din Hosbonds Huus jeg er kommen i eller ey? hører jeg ret eller ey? seer jeg ret, eller er jeg blind?

TROELS.

Jo nu seer I ret, Monsieur! men inden Aften maa skee kommer I kun til at see med eet Øye. Der banker igien. Løber til Døren. gode Mænd, min Hosbond siger, at han ikke er hiemme. Kommer tilbage igien.

Vort Huus er i disse Dage ligesom en beleyred Bye. Nu har jeg nyelig slaget to Storme af. Men det bliver ikke derved.

GOTHARD.

Hvad vil du sige dermed, Troels, at jeg inden Aften kun kommer til at see med eet Øye?

TROELS.

Jeg vilde ønske Monsieur, at det kom ikke videre, og at I ikke mister dem begge.

79
GOTHARD.

Jeg kand min Troe ikke andet end lee af alt dette; det er jo ikke andet end en Comoedie.

TROELS.

Ney Monsieur, det vil blive en Tragædie, thi at miste sit Øye, er ikke noget at lee af.

GOTHARD.

Hvad er det da?

TROELS.

Jeg skal strax sige jer det ... Det banker; jeg maa til Døren først og afslaae den tredie Storm. Løber til Døren og raaber:

Min Hosbond er ikke hiemme, i Dievels Skind og Been.

Kommer tilbage. Hør Monsieur! min Hosbond har haft jer længe mistænkt for sin Kone. En af de Madamer, som har giort Visite her i Dag, siger, at hun saae en Karl ligge skiult i Barselstuen. Hosbond troer det er jer. Men, som han ingen ret Beviis har, vil han at gamle Gunild skal slaae et Øye ud paa samme Karl, og siden, naar han er bleven tegnet, forfølge ham med Retten. Har I derfor jer Øye kiær, saa bekiend i tide ... Men der banker igien. Løber til Døren.

GOTHARD.

Ha, ha, ha! Jeg kiender den gamle Gunild, hun skal spille ham et Puds for min skyld; thi han bør prostitueres for heele Verden. Jeg skal ogsaa sætte andre ud paa at fixere ham.

TROELS.

kommer tilbage. I Hunde, vil I trænge ind med Magt i et Huus?

GOTHARD.

Adieu Troels! vi seer hinanden nok med det første.

TROELS.

Men ikkun med eet Øye. De gaaer bort begge to.

80

ACTUS V

SCEN. 1.

Gothard. Leonard.

GOTHARD.

Hvilke forbandede Historier! hvorledes kand dog Jalousie forvirre et Menneskes Hierne!

LEONARD.

Hvad tar han sig da for?

GOTHARD.

Han har i Sinde først at consulere gamle Hexer og Spaamænd, som skal sige ham, om hans Kone har været ham utroe, og legge hendes Galant ud, som han meener er jeg; der skal holdes en Samling i hans Huus i Dag af allehaande slags Folk, som han vil raadføre sig med.

LEONARD.

Men hvad tænker han at vinde dermed?

GOTHARD.

Naar han først faaer Sagen at vide, vil han paaføre mig Process.

LEONARD.

Det kand ikke være mueligt! Men hvor har I faaet slige Omstændigheder at vide?

GOTHARD.

Han har adresseret sig til en gammel Kone, som, til hans Fortræd, er mig end meere troe. Den samme Kone, som gaaer Ærinde til alle disse smukke Folk, har aabenbaret mig den heele Handel, og har jeg overlagt med hende, at spille ham adskillige smaa Puds; thi jeg skiøtter ikke om at hevne mig paa anden Maade over den Giek.

LEONARD.

Hvorledes da?

GOTHARD.

Kiender I ikke Oldfux?

LEONARD.

Ja, den Pudsen-mager, er han endnu her i Byen?

GOTHARD.

Han skal gaae mig til Haande, og agere alle disse Personer; han tar ogsaa nogle af hans Venner 81 til Hielp med sig, som ere lige saadanne giennemdrevne Skalke som han er selv. Jeg har derfor ført jer hid, at I tillige med mig kand have den Lyst i en Afkrog at see disse Historier an. Men der seer jeg han kommer, lad os løbe til side, ret nu vil det gaae an, thi Oldfux er her strax ved Haanden og vil begynde at spille sine Roler, saa snart han seer Hr. Corfitz komme ud. De gaaer.

SCEN. 2

Corfitz. Troels. Oldfux som Chiromanticus.

CORFITZ.

alleene. Jeg maa gribe til de Midler, som jeg aldrig tilforn har tænkt paa. Jeg veed nok, det er syndigt, at bruge saadanne Midler, men jeg vil heller døe, end lade dette u-hevned. Jeg veed hvo der har forhaanet mig, men det fattes kun at giøre det beviisligt. Madame Maren, som kiender en hob Folk, der kand sige skiulte Ting, har allerede stevnet nogle hid ... Men hvad vil du, Troels?

TROELS.

Her er een, som kalder sig Chilian Maticus, der siger, at Hosbond har haft Bud efter ham.

CORFITZ.

Det er en Chiromanticus, som seer Folk i Hænderne; lad ham komme ind! Hans Tienere, Hr. Doctor! jeg vilde gierne spørge ham til raads om noget.

CHIROMANTICUS.

Er det in Mathesi inferiori, superiori, chiromantia, necromantia, arte onirocritica, talismanica, magia naturali, sive diabolica, det er mig ligegot, thi jeg er Karl for min Hat i det eene saavel som i det andet.

CORFITZ.

Ney Herre! det er noget andet.

CHIROMANTICUS.

Vil I noget andet, saa maa I gaae til Doctoren.

CORFITZ.

Ney Herre! jeg har et sundt Legeme, men jeg er svag paa Siælens Vegne.

CHIROMANTICUS.

Apropos! I taler om Siælen: Hvad 82 er Siælen? detur definitio animæ, ut audiam, qvam hypothesin seqveris, an Moschi, et qvi eum seqvuntur, Democriti, Epicuri, Lucretii, an Platonis, an Aristotelis, an ...

CORFITZ.

Det gir jeg ham at betænke.

CHIROMANTICUS.

An Peripateticus es, an Scepticus, an Stoicus, an ...

CORFITZ.

Jeg forstaaer ikke hvad I siger, jeg er u-studeret.

CHIROMANTICUS.

Siig mig da paa Dansk: hvad er jeres Meening om Siælen?

CORFITZ.

Min Herre! det er noget, som er gandske skiult for mig.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha! I er en Scepticus, I har antaget den fordømmeligste Sect; at tvile om alting, er jo rette Vej til Atheisterie. Jeg tør sige i jere aabne Øyne, at Pyrrhus, som er Author til den Sect, var en Slyngel, et Beest, en Flegel, en Sinke, en Daare, en Nar, en Fleskefante.

CORFITZ.

Min Herre! I forstaaer ikke min Meening.

CHIROMANTICUS.

Jo jeg forstaaer: Jeg har visse Principia at gaae efter. Jeg er en Stoicus; gid I var det samme, saa var det bedre baade for jer og for jer Huus.

CORFITZ.

Min Herre! jeg er en ærlig Mand og en god Christen, det er mig alt nok.

CHIROMANTICUS.

Hvorledes kand I være Christen og Scepticus tillige? Jeg maa examinere Karlen lidt meere: Quot sunt Elementa? Hvor mange Elementer holder I for der er?

CORFITZ.

Det veed jeg nok, uden at have studeret: Der er fire Elementer, Ild, Vand, Luft.

CHIROMANTICUS.

Hvor blev det fierde Element af? det er det som I staaer paa.

TROELS.

Jeg veed dem alle fire, min Hr. Doctor! det er Ild, Vand, Luft, og mine Skoe, dem staaer jeg paa.

CHIROMANTICUS.

Du est en ignorant; lad mig tale med din Herre.

83
CORFITZ.

sagte. Den Karl er gall, førend jeg skulde lade nogen af mine Børn studere, før skulde jeg vride Halsen om paa dem. Høyt.

Hr. Doctor! tillad mig dog at sige 3 à 4 Ord.

CHIROMANTICUS.

Hiertelig gierne, men med den Condition, at I taler Methodice in forma Syllogismi.

CORFITZ.

Jeg har faaet nogle Griller i Hovedet, og tviler om min Hustrues Troeskab.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha, ha! purus putus scepticismus! han tviler om alting; slige Atheister skulde udrøddes af Landet. I skulde være Stoicus, som jeg, saa tvilede I hverken om jer Hustrue, eller noget andet.

TROELS.

sagte. Jeg er da en Skoicus; thi jeg sagde, at det sidste Element var mine Skoe.

CORFITZ.

Monsieur, I giør mig gall med jer forbandede Snak! Just fordi jeg tviler, derfor spør jeg jer til raads, for at blive oplyst.

CHIROMANTICUS.

Got, got! vil I kuns lade jer sige, saa skal jeg nok omvende jer. Hvad vil I da vide af mig? er det noget i naturlige Sager?

CORFITZ.

Ja alt for naturligt.

CHIROMANTICUS.

Er det in Physica Coelesti, eller Terrestri? paa Himmelen, eller paa Jorden?

CORFITZ.

Det er i mit eget Huus, saa maa det jo være paa Jorden.

CHIROMANTICUS.

Bene! da lad os blive paa Jorden.

I vil maa skee vide noget de fontium origine, de fluviorum incrementis, et decrementis, de Oceani qvalitate, terræ magnitudine, eller noget in Philosophia occulta.

CORFITZ.

Jeg forstaaer, i Pokkers Skind og Been, ikke hvad I siger; tal Dansk!

CHIROMANTICUS.

Jeg spørger, om I vil vide noget i hemmelige Sager?

CORFITZ.

Ja vist er det hemmelige Sager.

CHIROMANTICUS.

Got! saa er det vel om Magnetens Kraft og Virkning?

84
CORFITZ.

Ney, ney, ney! Jeg vil vide, om min Hustrue er mig troe eller ey.

CHIROMANTICUS.

Ha, ha! nu forstaaer jeg; lad see jer Haand. Hør Monsieur, jeg seer, at hvis I ikke er Hanrey, saa burde I at være det. Gaaer bort.

TROELS.

Er det nu ikke, som jeg siger, Hosbond! jo meere man rører ved saadant, jo verre lugter det. Mig synes det er best, at Hosbond slaaer sig smukt til Roelighed, thi han vinder intet andet dermed, end han bliver udraabt i Byen.

CORFITZ.

Holdt din Mund! Hvis du følede i dit Hierte, det jeg føler, saa talede du anderledes, end du giør; mit Blod er saa oprørt, at jeg ikke kand komme i Roelighed, førend jeg hører nogen Vished derom. Vil ikke lærde Folk sige mig det, saa skal Spaaekiellinger ... Ah Himmel! jeg maa gribe til de Midler, som jeg tilforn har fordømt; men hvad giør ikke Sorg? hvad giør ikke Passioner? hvad giør ikke Jalousie? Jeg maa først have Vished, siden skal jeg bevæbne mig imod hende med Lands Lov og Ret, og om det ikke vil hielpe, skal jeg pakke mine Sager sammen, og reise herfra, saa maa hun siden bruge saa mange unge Karle, som hende lyster. Men der seer jeg Spaaekiellingen. Troels løber bort.

SCEN. 3

Corfitz. Gunild. Troels.

CORFITZ.

Hør min kiære Gunild! jeg har giort dig Umage, at komme hid i Dag, for at vide noget, som ligger mig paa Hiertet.

GUNILD.

Hvad er din Begiering? vil du, at jeg skal slaae Øyet ud paa nogen, saa koster det 6 Skilling; jeg tager kun lidt, derfor har jeg desmeere Næring.

CORFITZ.

Ney Gunild! Jeg har min Kone mistænkt for 85 Utroeskab, du skal flye mig at vide, hvorledes det hænger sammen.

GUNILD.

Du er maa skee bange du er Hanrey? Lad mig beskue dit Ansigt. Ja Far, du seer ud til allehaande. Jeg skal strax skaffe dig det at vide; sæt dig ned paa en Stoel og tag din Hat af.

Han sætter sig ned, og hun begynder at maale ham, nu paa Armene, nu paa Ryggen, nu i Ansigtet, og endelig sætter ham en Machine paa Hovedet med to Horn. Sid nu stille Far, til jeg kommer tilbage, jeg maa først gaae hen, og tale lidt med min Kat. Hun gaaer.

EN PIGE.

kommer ind. Vil Hosbond komme lidt ind, nu er Madamen alleene A - A - A - hvad er det jeg seer?

ANDEN PIGE.

Hvad var det for Raaben? A - A - A - A - hvad er det som jeg seer? De løber begge.

CORFITZ.

Jeg troer Fanden rider disse Tøser! Mon de saae noget Spøgelse eller Geist? Jeg veed jo, at jeg ikke kand skremme Folk. Jeg bilder mig ind, at gamle Gunild ved sine Konster har alt jaget en Skrek ind i Huset. Det er min Troe got nok til jer I Tøyter, det er kun en Begyndelse, I skal strax faae meer at vide. De Kiellinger kand dog meer end Fader Vor; men hvor mon hun bliver henne saa længe? Det skal være mig en Glæde, om jeg kand faae Hevn over min Kone og mine u-troe Tieneste-Folk, ha, ha, ha! Begyndelsen er allerede god nok.

TROELS.

kommer ind. Nu Hosbond, kom Kiellingen? A--A-A

Han slaaer Kors for sig, falder paa Knæe, og læser høyt Dedicationen i en Bønne-Bog og Titelen: Aandelige Bønner skreven til Trøst og Husvalelse, trykte udi Kiøbenhavn hos Matthias Godiche, og findes hos hannem tilkiøbs.

CORFITZ.

reiser sig. Hvad Pokker gaaer af Drengen?

TROELS.

A----A--A-

Læser videre. 86

        

87

Ærlige og Velbyrdige Peder Skram, Rigens Admiral, min Høygunstige Patron og Velyndere.

CORFITZ.

Est du gall Dreng?

TROELS.

A --- A --- Jeg understaaer mig Høygunstige Herre at dedicere ham dette ringe Skrift A - - A--A

CORFITZ.

Kiender du ikke din Hosbond, Troels! hvor er det fat?

TROELS.

Ah Hosbond! er det jer? jeg tænkte det var Lucifer.

CORFITZ.

Hvi saa?

TROELS.

Vil Hosbond behage at see sig i dette lille Speyl?

CORFITZ.

Ach Himmel! hvor har den forbandede Kielling redt mig til, og drevet Spot med mig.

TROELS.

Ja ja Hosbond! derfor hav intet meer med Stjernekigere og Spaaekiellinger at bestille. Consulerer heller brave Folk, som har hiemme paa Jorden; thi de andre er enten galne, eller malicieux. Eller lad det reent blive og slaae jer til Roelighed.

CORFITZ.

Ney, ney! jeg gaaer ikke til Sengs, førend jeg har giort noget ved disse Sager. Jeg maa hen og tale med en Advocat.

TROELS.

Gir jer ikke i færd med Advocater, førend I har spurdt andre fornuftige Mænd til raads, om det er en Sag, som I kand komme for Retten med. Seer! der kommer en lærd Mand, spørg ham, om han holder saadant for raadeligt; thi Advocater raader altid til Processer.

SCEN. 4

Corfitz. Troels. Poeten. Poeten gaaer og spatzerer frem og tilbage med blot Hoved.

CORFITZ.

Ah Hr. Magister! jeg vilde gierne raadføre mig med ham i noget.

Poeten gir Corfitz et Ørefigen.
88
CORFITZ.

Hvorfor slaaer I mig?

POETEN.

Gak Fanden i vold! nu er jeg fra mine Concepter;lad see:

Aurora aabnede sin Purpur-farved Dør ...

Nu mistet jeg et Riim derover, som jeg havde paa det Ord, Dør.

TROELS.

Kand Hr. Magister ikke bruge det Ord, Smør? som for Exempel:

Aurora aabnede sin Purpur-farved Dør,

Og aad til Frokost Brød, som dypped var i Smør.

Det faldt mig saa ind i en hast, hvorvel jeg aldrig har giort Vers tilforn.

POETEN.

Ikke det? jeg troer dog, at du kand blive Poet.

Hvad er dit Navn?

TROELS.

Jeg heder Troels.

POETEN.

Det er et u-lyksaligt og u-rimeligt Navn udi Poesien, thi der er ikke et eeneste Dansk Ord, som rimer sig til Troels.

TROELS.

Jomend! man kand sige, gaae til ...

POETEN.

Ha, ha, ha! den Dreng har got Phantasie.

TROELS.

sagte. Du maa selv være en Phantast.

POETEN.

Men hvad er jeres Begiering ellers?

CORFITZ.

Jeg vil spørge min Herre til raads om en Ting, førend jeg gaaer til Advocaterne: Jeg har min Hustrue mistænkt for U-troeskab. Jeg kand overbevise hende, at hun har skiult unge fremmede Karle hos sig i Sovekammeret, og nu vilde jeg vide om ...

POETEN.

Vil Monsieur have den Historie udi heroiske Vers, saa koster det 8 Mark.

CORFITZ.

Ach ney Hr. Magister! det er ikke min Meening, jeg vilde kun ...

POETEN.

Ja Monsieur, jeg forstaaer nok; I vil maa skee have den i Sapphiske Vers, men saa koster det dobbelt.

CORFITZ.

Jeg vil ingen Vers have, Monsieur! jeg vil kun spørge ...

POETEN.

Saadan en Historie maa være paa Vers, Monsieur! 89 det klinger jo gandske intet paa solut Stiil. Hvad er ellers hans Navn, Monsieur?

CORFITZ.

Jeg heder Corfitz.

POETEN.

Ha, ha, ha!

CORFITZ.

Jeg veed det er jo et ærligt Navn.

POETEN.

Ha, ha, ha! Corfitz, paa Latin Cornificius, ha, ha, ha! Jeg vil min Troe giøre et Vers over ham for slet intet, alleene for Navnets skyld, ha, ha, ha!

Gaaer ud.

CORFITZ.

Ney! disse Folk ere forbandede. Jeg vil ikke have meere med dem at bestille. Jeg maa begynde Process. Gid Advocaten var kommen, som jeg har stevnet hid.

TROELS.

Har Hosbond stevnet en Advocat hid?

CORFITZ.

Ja jeg har haft Bud efter een.

TROELS.

Men her er jo ingen Beviisligheder.

CORFITZ.

Jeg skal nok faae Beviis; Konen som fortalte, at hun saae den Snushane under Bordet, skal tillige med alle mine Huus-Folk stevnes til at aflegge deres Eed.

TROELS.

See der kommer en Advocat, ja heele to! Hillemend! hvor glubske seer de ud.

SCEN. 5

Corfitz. Troels. Tvende Advocater.

1. ADVOCAT.

I stod og talte for Retten, Hr. Collega, mod jer bedre Vidende.

2. ADVOCAT.

I giør mig u-ret, jeg har aldrig taget nogen u-retfærdig Sag an min Livstid.

1. ADVOCAT.

Denne var i det ringeste u-retfærdig, som I førte imod mig i Dag.

2. ADVOCAT.

Hvor kand I regne det for Hevd, hvor der ikke er bonæ fidei possessio? Er der ingen bonæ fidei possessio, saa kand der ey heller blive præscriptio.

1. ADVOCAT.

Hvem siger det, at der er ingen bonæ fidei possessio?

90
2. ADVOCAT.

Det siger jeg, det siger Justinianus, det siger Molinæus, Cujacius, Grotius og andre.

1. ADVOCAT.

Jeg var tilfreds, Alexander Magnus sagde det, saa er det ret som jeg siger.

2. ADVOCAT.

Hvad siger ikke Vasqvius? usucapio non habet locum inter duos diversorum regum ae populorum subditos.

1. ADVOCAT.

Ja Vasqvius, det er en fæd Karl at citere.

2. ADVOCAT.

Hvad har I paa Vasqvius at sige?

TROELS.

Jeg hører de trættes om en Vaskerske, hun maa være kiøn, eftersom de ere saa hidsige.

1. ADVOCAT.

Jeg har ikke andet paa ham at sige end han var en Nar.

2. ADVOCAT.

Monsieur, det er bekiendt, at I er en Idiot. De faaer hinanden i Haaret.

TROELS.

skiller dem ad og siger: Ej Messieurs, det er jo Skam, at slige lærde Folk, som I er, skal slaaes for en lumpen Vaskerkones skyld. Men I gode Mænd kommer ret beleyligt, min Hosbond har en vigtig Sag at betroe en af jer, som er den beste.

1. ADVOCAT.

rykker Corfitz tilside. Monsieur, tag mig! jeg har vundet i Aar over 24 Sager, som ingen anden kunde have vundet.

2. ADVOCAT.

rykker ham til sig. Monsieur, tag heller mig! den anden er en Sinke. Jeg vandt en Sag i Gaar, som alle Mennesker kunde tage og føle paa, at den var uretfærdig.

1. ADVOCAT.

rykker ham til sig igien. Monsieur, den anden er kun en Tingstud, men jeg har studeret mine Jura i 4re Aar i Rostock.

2. ADVOCAT.

Monsieur, jer Sag maa være saa gall, som den være vil, saa skal jeg dog føre den ud som en ærlig Mand.

1. ADVOCAT.

Hvis I ikke tar mig, saa kommer I til at fortryde det.

2. ADVOCAT.

Monsieur, jeg kand forvende hvilken Sag, 91 jeg vil, ved subtile Distinctioner, og kand forsvare hvilken Ting, jeg vil, paa tvende Maader. 1. ADVOCAT. Monsieur, jeg er een af de sterkeste her i Byen i Formaliteter.

Corfitz vil slide sig løs, de løber efter ham, trækker ham 6 gange een til en Side, een til den anden Side, og visker ham i Øret; hvorudover han omsider raaber Gevalt, og en Officeer kommer ind til Hielp, som driver Advocaterne bort.

SCEN. 6

Corfitz. Troels. Officeren.

CORFITZ.

Ah min Herre! jeg er ham høylig forbunden; dersom han ikke var kommen mig til Hielp, havde de virkelig taget Livet af mig.

OFFICEREN.

Det er mig kiært, at jeg kand tiene got Folk. Men hvad havde disse Advocater udstaaende med ham?

TROELS.

Nu skal man nok see, han ogsaa aabenbarer ham sin Sag.

CORFITZ.

Min Herre, jeg er en ærlig Borgermand her i Byen, som har gaaet meget ont igiennem, og kundet skikke mig i alting indtil denne Tid. Men nu paa min gamle Alder har jeg faaet en Huus-Sorg, hvilken saaledes har nedslaget mig, at jeg er kied af mit Liv. Med et Ord at sige: Jeg har en Hustrue, der søger fremmede Guder, hvorfor jeg vil føre Process med hende, og til den Ende vilde raadføre mig med disse Advocater, hvilke i Steden for at give mig Raad, sloges med hinanden som glubske Ulve, og trættedes om mig ikke anderledes end om et Rov og Bytte, som var faldet dem i Hænderne.

OFFICEREN.

Hans Sorg giør mig ont. Men maa skee jeg kand give ham saa got Raad, som en anden; thi jeg har meget lagt mig efter Lands Lov og Ret. Men førend jeg 92 hører Sagen, maa jeg spørge Monsieur om nogle Omstændigheder: Hvor gammel er Monsieur?

CORFITZ.

Jeg gaaer i mit 70de Aar.

OFFICEREN.

Hvor længe har han været gift?

CORFITZ.

Udi to Aar.

OFFICEREN.

Hvor gammel er hans Kiæreste?

CORFITZ.

Sytten Aar.

OFFICEREN.

Er hun kiøn?

CORFITZ.

Ja det er Ulykken, min Herre! hun var een af de smukkeste Jomfruer her i Byen.

OFFICEREN.

Er Monsieur meget ude om Dagen, eftersom hun kand have Leylighed til at omgaaes med fremmede Karle i Huset?

CORFITZ.

Fra Klokken 2 til 5 om Eftermiddagen er jeg ude i Forretninger. Hun maa have udvalt den Tid til at øve hendes Galanterier.

OFFICEREN.

Hvor boer Monsieur?

CORFITZ.

Det er min Dør, Velbaarne Herre!

OFFICEREN.

Skyldigste Tienere, Monsieur! jeg takker for god Underretning.

Giør en dyb Compliment og gaaer bort.
TROELS.

Ha, ha! tænkte jeg det ikke vel? Er I ikke Hanrey, saa bliver I det vist nok herefter, og det for jer aabne Mund. Jeg merkede strax, da han spurdte, hvilken Tid om Dagen Hosbond pleyede at være ude, hvorhen han sigtede. Det er ret vel til pas; gak saa hen en anden gang, og aabenbar jeres hemmelige Sager for Officerer.

CORFITZ.

Hør Troels! jeg vil ikke tale med noget Menneske meer derom, men pakke mine Sager sammen, reise hen et andet Sted, og give hende til Friis. Den eeneste, jeg ønskede at tale med, var min Naboe Jeronimus, som er min oprigtige Ven; lad os gaae hen til ham. Men see! der kommer han meget beleyligt.

93

SCEN. 7

Jeronimus. Troels. Corfitz.

JERONIMUS.

Hvorledes gaaer det jer, Naboe?

CORFITZ.

Ikkun slet og ret.

JERONIMUS.

I lovede mig jo seenest at slaae alle Griller af Hovedet.

CORFITZ.

De forrige Griller har ynglet andre nye, som har giort mig gandske fortvilet, saa at man kand kiøbe mit Liv for 4re Skilling.

JERONIMUS.

Hvad er jer da vederfaret siden vi taledes ved?

CORFITZ.

En fremmed Kone, som ingen Interesse kunde have af at lyve, svor mig til, at hun saae i Barselstuen i Dag en ung Karl staae i Skiul, hvorudover jeg kom i saadan Uroelighed, at jeg har løbet som et galt Menneske fra een til anden, for at faae meer Oplysning, og spørge mig til raads, hvad jeg skulde giøre derved, men har treffet paa de meest forbandede Mennesker i Byen, der, i Steden for at give mig Oplysning og gode Raad, har af halvgall giort mig reent gall.

JERONIMUS.

I saadan Tilfæld, Naboe, er best at tie stille, thi man blotter ellers kun sin egen Skam, og vinder aldeeles intet dermed; thi der vil noget til, at overbevise sin Kone U-troeskab. Jeg troer endnu, som før, at I giør jer Kone u-ret.

TROELS.

Ney, Monsieur Jeronimus, han giør hende ikke u-ret. Jeg veed endda nogle fleere Omstændigheder, som den samme fremmede Kone fortaalte mig, hvilke jeg ikke har villet sige Hosbond.

CORFITZ.

Hvad sagde hun til dig da?

TROELS.

Hun svor mig til, at hun saae en ung Karl ligge under Bordet.

CORFITZ.

Under Bordet! hvad Tid var det?

TROELS.

I Eftermiddag Klokken 3.

CORFITZ.

Aa Himmel! hvad hører jeg? jeg maa strax ind.

94
JERONIMUS.

Vær dog ikke saa hastig, Naboe!

CORFITZ.

I forstaaer mig ikke, Naboe! Jeg vil ind, og falde paa Knæe for min Kone, kysse paa hendes Hænder, og med grædende Taare bede om Forladelse; thi just dette sidste, som fremføres meest til hendes Beskyldning, frikiender hende aldeeles. Ah hvilken grov Vildfarelse! Jeg skal fortælle Naboe den heele Historie: I Dag efter Maaltid var jeg alleene med min Kone i Barselstuen, saasom jeg ventede ikke saa hastig Fremmede; men just i det samme bankes der paa Døren, og som der ikkun er een Udgang af Stuen, og jeg for en vis Aarsag skyld aldeeles ikke vilde lade mig finde hiemme paa samme Tid, krøb jeg under Bordet, hvor jeg imod Forhaabning maatte ligge i 2 Timer, indtil Stuen blev ledig. Nu maa een af de fremmede Madamer have bleven mig vaer, og ved sin falske, hvorvel trohjertige Beretning har givet Aarsag til denne Allarm. Nu er min eeneste Sorg denne, at jeg har overilet mig, og fortalet i Hastighed min uskyldige Kone.

JERONIMUS.

Naboe! giv jer tilfreds, og tak Gud, at I har faret vild.

See her en Hændelse, som nøye bør antegnes.
Af all Mistanke det den rareste bør regnes;
Thi hvis Hr. Corfitz sig af Sorrig havde hængt,
Det skeet var, fordi han sig havde selv fortænkt.
Af egen Skygge sig paa Flugt at lade drive,
Til Latter ikke kand saa stor Anledning give;
Den Casus meer er rar, end Mandens, for sig selv
Der bange blev, løb hen, sig styrted i en Elv.

95

Barselstuen Noter

S. 11
Lutze, eller Lusse, d.v.s. Lucie. - Ellen Frue Cantors, Malene Frue Vagtmesters er ikke Fruer, men Madammer, gift med henholdsvis Kantoren og Opsynsbetjenten ved Frue Skole, d.v.s. Metropolitanskolen. - Sværdfeger, Kaardesmed.

S. 12
Posekiger, Toldbetjent ved Byporten. - obligere mig til, forpligte mig til. - Slutteriet, Gældsfængslet, i Arresthuset ved Gammeltorv.

S. 13
medicinere, bruge Afføringsmidler. - Forsynlighed, Omtanke og Omhu.

S. 14
eeneste Skillinger, Enskillinger. - besynderlig, især. - Kyndelmisse, den 2. Februar. - sigtet fuld, propfuld.

S. 16
marre (eller mare, marri eller mari), egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten.

S. 17
curieus, nysgerrig.

S. 18
for Juul, før Jul.

S. 19
der har jeg ... fuldkommen Confirmation af min Hat, min Hat giver mig fuldstændig Bekræftelse af min Mistanke, idet den falder ned med hængende Skygge. Man sagde, at Hanredere gik med bredskygget Hat for at skjule Hornene. - jeg er bange for min Hat. Naar et Mandfolk vovede sig ind i en Barselstue, tog Kvinderne Hatten fra ham, og han maatte da indløse den med en Gave.

S. 20
uden Fortænkelse, uden at blive mistænkt.

S. 21
Flegel, Lømmel.

S. 22
tillige, samtidig. - grøn Thee, ... Thee de Bou (eller Bue) var Betegnelser for de to mest solgte Tesorter i København; heraf var grøn Te den dyreste. - Autor, Ophavsmand. - synderlig, besynderlig.

S. 23
Koldskaal, Blanding af Vin og Ol med Sukker i. - Debauchen, Udskejelsen. - gode Raad, en Slags Kager. - Hoe kan ... wiegen, (ukorrekt) Hollandsk: Hvor kan en ung Kone dog bedrage en gammel Mand; en anden er Fader til Barnet, og jeg maa staa og vugge. - Paa hollandsk Snustobaksdaase af Messing, som findes i Dansk Folkemuseum (med Museumsnummer H 204), ser man en Mand sidde ved Vuggen og derunder følgende Verslinier:

Hooe kan een jonge vrou een oude man bedregen Een ander is de vaer, ick moet sitten wijgen. Paa Holbergs Tid forstod man i København Hollandsk som man i Dag forstaar Engelsk. - Se Billed 94. - Rixdaler, en 96 Rigsdaler var 6 Mark, en Mark 16 Skilling. - Opvartning, Pleje.

S. 24
fortryde derpaa, ærgre mig derover.

S. 25
som maalte Barnet for Moersoet, som tog Maal af Barnet med en særlig Traad for at værne det mod »Modersot« (Forvanskning af »Modsot«, d.v.s. Gulsot eller Svindsot). - denne Tut Penge. En Tut Penge indeholdt gerne 10 Rigsdaler i Smaamønt. - Gyldenvand, en Slags Brændevin. - Hovedvand, Eau de Cologne o. lign. - sætte Bekken for Kirke-Døren. Det tillodes Folk, der havde mistet deres Ejendele ved Brand eller anden Ulykke, at foretage Indsamling til sig selv ved Kirken. - i Overgaar, i Forgaars.

S. 26
en Comoedie, d.v.s. Le Divorce, Skilsmissen, en Farce trykt i Théâtre italien de Gherardi, 1694.

S. 27
Hospitalet, Fattighuset.

S. 28
Viin-Candeel, omtrent det samme som Koldskaal.

S. 30
fixere, drille. - air, Mine. - Adrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole.

S. 32
Poliske, listige, intrigante.

S. 33
den Tydske Kirke, Sankt Petri Kirke. - Adrascanter, langt nedhængende Manchetter paa Ærmerne, der kun naaede til Albuen. - Smekke, Brystdug. - pæn, sippet, snerpet. - salva fenia (egentlig venia), lat. med Forlov.

S. 34
rart, sjældent, vanskeligt. - Chose, Skose. - svære, sværge.

S. 36
Øyesyn, Ansigt. - incommoderer, besværer. - ja trods saa god, nok saa god, endnu bedre. - er vel undskyldt, ironisk: der er ingen Undskyldning for. - slaaer Knep til hinanden, knipser med Fingrene ad hinanden.

S. 37
Edition, Udgave. - mm Kiæreste, min Mand. - curiøsk, mærkelig, ejendommelig, »noget for sig selv«. - Notarius Publicus var og er en Embedsmand, som overværer og fører Protokol over Retsakter, som f. Eks. Oprettelse af Testamente. - det gemeene beste, Almenvellet.

S. 38
Arendt Hvitfelds Krønikke. Originaludgaven af Arild Huitfelds Danmarks Riges Krønike (1595-1604), som er i kvart Format, er nøjagtigere end Folioudgaven fra 1652. - en Nar in Folio, en Kæmpenar.

S. 40
hendes Broder, som Else er gift med; jf. de Kærlighedsbaand, som har »foreenet vore Huse«.

S. 41
tar en Klædning op, udtager (udvælger) Tøj til en Klædning. - parerer, tager sig ud. - Maybrud, Bøndernes Sommergilde, Majfesten, lededes af en dertil udvalgt Majgreve, som selv kaarede sig en Majbrud blandt de unge Piger.

S. 42
Rokke-Hoved, det øverste Stykke paa Spinderokken. - Mangelstok, Rullestok.

97

S. 43
ordinaire, almindelig, normal. - duer ikke meget, ikke lover noget godt.

S. 44
ongefehr, ungefehr, næsten. - reverenter talt, med Tugt at sige. - Neptun, Havets Gud i den romerske Mytologi.

S. 45
Compagnier, Selskaber. - Støtte, Billedstøtte, Statue. - Recess, afsides Rum eller Krog. - Scena muta, lat. stum Scene.

S. 46
Votre Servante ... gratule, fr. Tjenerinde ... jeg gratulerer Dem (men paa korrekt Fransk: je vous félicite).

S. 47
mafoi, fr. min Tro. - engrassered, Forvanskning af engageret, optaget. - mon cher arme, fr. ma chère amie, min kære Veninde.

S. 48
Complisance, fr. complaisance, Høflighed. - Devoir, fr. Pligt. - Obligement, fr. obligeance, Skyldighed. - sær, især. - malat, fr. malade, syg. - Fisenteren, Visiteren, Betjenten ved Bytolden. - affectivement, fr. effectivement, virkelig. - amable, fr. aimable, elskværdig. - lykkelig i, er saa heldig at. - Boncheur, fr. bonheur, Lykke, Held. - Tobatiere, fr. tabatière, Tobaksdaase. - Entreprise, fr. entreprise, Foretagende. Stine forveksler dette Ord med fr. prise, Pris (Tobak). - tres humble valet, fr. ærbødigste Tjener. - Opskriften, Udskriften, Adressen. - Tres volunté, fr. tres volontiers, meget gerne. - presentemang, fr. présentement, for Tiden. - Judee, fr. la Judée, Jødeland. - les Juifs, fr. Jøderne. - Grammær, fr. grammaire, Grammatik. - die Juden, ty. Jøderne.

S. 49
Harcelist, Nar. - spøger, er fra Forstanden.

S. 51
jeg vil tiene hende, jeg skal sige Dem, jeg maa forklare Dem.

S. 52
Politiemester. Det var i 1682, København fik sin første Politimester. Han skulde bl. a. paase, at de Handlende respekterede de Priser paa Fødemidler, som Magistraten fastsatte.

S. 53
med et pialtet Liberie. Antagelig Trykfejl for: med en Tjener i pjaltet Liberi; jf. mod Scenens Slutning om Christopher.

S. 54
tracterer jeg, behandler jeg. - forgangen, forleden Dag.

S. 55
gemeene, ganske almindelige.

S. 56
Røgen. Naar Holberg opfinder en Tro paa, at Spøgelser forjages af simple, osende Tællepraase og tiltrækkes af smukt brændende Vokslys, skyldes det antagelig, at han vil give Anne Signekælling en Lejlighed til at gøre Barselkonen bange; som velstillet Borgerkone har hun naturligvis Raad til at brænde Vokslys. - forbinde mig til, forpligte mig til. - flatere, gøre Stads af.

S. 57
Potz slapperment, formildende Fordrejelse af tysk Gottes Sacrament. - Hypocrisie, Hykleri; den halvstuderede Barbér forveksler antagelig Ordet med Hypokondri. - Anomalie, Afvigelse fra Reglen. - Paralysie, Lammelse. - af Sulphure ... Mercurio, lat. af ufordøjeligt (egl. ufordøjet) Svovl og alunholdigt Salt og Kviksølv. - absonderlich ... regieret, ty. særlig i Aar, 98 hvor Saturn ikke regerer. Himmellegemernes Stilling spillede en stor Rolle i den ældre Medicin.

S. 58
Das ... anfangen, ty. Det vil sige, den, der forlover eller gifter sig den 14. eller 16. Marts, kommer i stor Armod og Elendighed; den 10. eller 18. April maa man ikke flytte fra et Hus til et andet; den 7. eller 8. Maj maa man ikke rejse; den 17. Juni ikke handle; den 21. Juli ikke begynde nogen Proces. - Negromantie, for Nekromanti, Magi ved Djævlepaakaldelse. Bonifacius skulde have sagt Chiromantie, Kiromanti, Kunsten at læse i Hænder.

S. 59
Skielm, Slyngel. - Skolemesteren, Huslæreren. - Tamperretten, Konsistorium ved Københavns Universitet fungerede som Domstol i Ægteskabssager. - Procurator-Stræger, Advokatkneb. - soret, svoret. - pæn, ærbar.

S. 60
tilforn, allerede, i Forvejen. - Beneficium ventris, lat. Afføring. - Facilitet, Fejl for Fakultet. - i den Post, paa det Punkt. - obstruerer, stopper.

S. 61
item, lat. ligeledes. - rørig Mad, kraftig, tungt fordøjelig og derfor urovækkende Mad.

S. 62
haaber jeg nok, venter jeg da. - materia substrata, det tilgrundliggende, fundamentale, Hovedsagen. - hic Rhodus, hic salta, I en af Æsops Fabler fortælles om en Mand, der pralede af et vældigt Spring, han havde gjort paa Øen Rhodos. En af Tilhørerne opfordrede ham til at bevise Sandheden af sine Ord, idet han sagde: Her er Rhodos, spring her! - Tinctur, Opløsning af Ekstrakt, Draaber, Essens. - Arcanum, hemmeligt Lægemiddel. - somnia ... naturalia, Drømme af guddommelig, djæ- velsk og naturlig Art. - Hippokrates, den græske Lægekunsts Grundlægger. - St. Gregorius, Pave Gregor den Store. - è repletione ... simul, af for fuld Mave, af Ekskrementernes Udtømmelse, af Indbildning, af en Blanding af Tankevirksomhed og Indbildning.

S. 63
Sire, d.v.s. Sigrid. - Phasma, gr. Drømmesyn. - Horama, gr. Syn. - Chrematismos, gr. profetisk Udsagn. - Enypnia, gr. Drømme. - Lucretius libro primo, lat. (Den romerske Digter:) Lukrets i første Bog, nemlig af hans store Digt om Tingenes Natur. - item ... Proserpinæ, ligeledes (to andre romerske Digtere:) Seneca i (Tragedien om) Octavia og Claudianus i (det episke Digt om) Proserpinas Bortførelse.

S. 64
Plutarchus ... Theseo, den græske Historieskriver Plutark i sin Biografi af Theseus. - Balberen. Dansk har fra Tysk (Barbier, Balbier) laant de to Former Barbér og Balber. Holberg bruger begge, se ovenfor 3. Akt, 4. Scene.

S. 65
artig, dannet.

S. 66
Confusion, Uorden, Forstyrrelse.

99

S. 67
Galant, Elsker. - sige fra, fortælle videre.

S. 68
ziirer, pryder, klæder. - svag, syg. - Du præker vel i en Lygte, Det er noget unyttigt Sludder, du staar og siger. - Discours, Tale.

S. 71
Cabeleren, Forvanskning af Kavaleren. - Bouteille, fr. Flaske.

S. 72
Ich ... anderwerts, forvansket Tysk: jeg var ved Gud optaget andetsteds. - ved Fuglestangen, en Lokalitet uden for Nørreport, ved den nuværende Tagensvej. Paa et aabent Stykke stod en Fuglestang, som benyttedes af Falkoneren, naar han dresserede Falke. - Contrapart, Modpart. - Second, Ters, to Slags Fægtestød. - caverede, parerede. - Colica, Kolik, Mavesmerter.

S. 73
sans facon, fr. ingea Omsvøb. - Eisenfressere og Gaudibe, tysk Eisenfresser betyder Slagsbroder og Pralhans. Gaudieb, Tyveknægt.

S. 74
Maanets-Due, Due som yngler hele Aaret. - Svoger, her: kære Ven.

S. 75
hans Tienere, som Hilsen: jeg er Deres (ærbødige) Tjener.

S. 76
Compliment de Bøf, fr. bæuf, Okse.

S. 77
exemplariter, lat. eksemplarisk, d. v. s. som afskrækkende Eksempel. - Loven. Ifølge Christian V's Danske Lov (1683) straffedes Ægteskabsbrud med Bøder, efter de skyldiges »yderste Formue«, men ved Gentagelse paa Livet: »han bør at miste sin Hals og hun at stoppes i en Sæk og druknes« (6,13,25).

S. 78
informeret, undervist. - forført, bagtalt.

S. 79
slaae et Øye ud. Det var Troen, at »kloge« Mænd og Koner ved deres magiske Kunster kunde ødelægge Øjet paa en ikke nærværende Tyv og saaledes afsløre ham; jf. 5. Akt 3. Se. - prostitueres, gøres til Nar.

S. 80
adresseret sig, henvendt sig.

S. 81
Skalke, Skælme, Gavstrikker. - in Mathesi ... diabolica, lat. i den lavere eller højere Matematik, Spaaning i Hænder, Maning af Døde, i den drømmetydende eller talismaniske Kunst, i den naturlige eller djævelske Magi. - Vil I noget andet, kan betyde: Vil I have Afføring.

S. 82
detur ... Aristotelis, an, angiv en Definition paa Sjælen, saa at jeg kan høre, hvilken Hypotese du følger, om det er Mosehus' og de som følger ham, Demokrits, Epikurs, Lukrets', Platons, Aristoteles'. Moscus var en græsk Lyriker. - Det gir jeg ham at betænke, det overlader jeg til Dem selv at finde ud af. - An Peripateticus ... an, om du er Peripatetiker (Tilhænger af Aristoteles' Filosofi), Skeptiker eller Stoiker. - Pyrrhus, Fejl for Pyrrhon, Stifteren af den skeptiske Skole eller Sekt (d. v. s. Retning) i Filosofien. - Fleskefante, Slyngel, Bedrager. - Quot sunt Elementa?, Hvor mange Elementer er der?

100

S. 83
at I taler Methodice in forma Syllogismi, at I udtrykker Jer metodisk, i Syllogismens (den logiske Slutnings) Form. - purus putus scepticismus, ren og skær Skepticisme. - i naturlige Sager, inden for Naturen. - In Physica ... Terrestri, i den himmelske eller jordiske Fysik. - Bene!, lat. Godt! - de fontium ... occulta, om Kildernes Opstaaen, Floders Vækst og Aftagen, Oceanets Natur, Jordens Størrelse, eller noget i hemmelige Videnskaber.

S. 85
Machine, Apparat.

S. 87
malicieux, fr. ondskabsfulde.

S. 88
Concepter, Planer, Tanker, Forehavende. - Aurora, lat. Morgenrødens Gudinde. - gaae til ..., nemlig Stols (gaa paa Toilettet). - Phantasie ... Phantast, Troels, som ikke kender Ordet Fantasi, bliver stødt; Fantast betød nemlig en naragtig Person, en Taabe. - heroiske Vers, Hexametre, hvori Oldtidens klassiske Heltedigte er skrevet. - Sapphiske Vers, et græsk, lyrisk Versemaal.

S. 89
solut Stiil, Prosa. - Cornificius, Latinisering af Corfitz, tages spøgefuldt i Betydning »behornet«, hvad der dog paa Latin hedder cornutus (cornu, Horn). - bonæ fidei possessio, lat. Besiddelse i god Tro. - præscriptio, Hævd.

S. 90
Justinianus, Justinian, der var byzantinsk Kejser 527-65, lod de romerske Retsregler redigere i store og for Eftertiden meget betydningsfulde Lovsamlinger. - Molinæus, Cujacius, Grotius, Vasqvius, juridiske Forfattere, Franskmændene Charles Dumoulin (o. 1500-1566) og Jacques Cujas (1522-90), Hollænderen Hugo de Groot (1583-1645) og Spanieren Fernando Vásques de Menchaca (16. Aarh.). - Jeg var tilfreds, Alexander Magnus sagde det, Jeg var ligeglad, om saa Alexander den Store sagde det. - usucapio ... subditos, Reglerne for Hævd kan ikke anvendes, naar det gælder to Personer, der hører under forskellige Konger og Folk. - mine Jura, jus, Ret, i Flertal jura; det juridiske Studium omfattede nemlig baade borgerlig Ret (jus civile) og gejstlig Ret (jus canonicum).

S. 91
søger fremmede Guder, er sin Ægtefælle utro.

S. 92
Galanterier, erotiske Æventyr.

S. 94
fortalet, bagtalt. - rareste, sjældneste. - fortænkt, mistænkt. - Casus, Hændelse, Tilfælde.

DET ARABISKE PULVER Comoedie udi een Act

102

Hoved-Personerne i Comoedien

  • POLIDOR
  • HENRICH
  • OLDFUX
  • ANDREAS
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • JØDEN
  • LEANDER
103

Det arabiske Pulver
Indledning

Til denne Komedie, hvis ældste kendte Opførelse fandt Sted 2. Maj 1724, har Holberg benyttet en Historie fra Bidermanns Utopia (se Indledning til Jeppe paa Bjerget). I Centrum baade hos Bidermann og hos Holberg staar Bedrageren, som med Forfatternes Bifald tager de Folk ved Næsen, der ikke vil følge den sunde Fornuft. I 1. Levnedsbrev kalder Holberg sin Oldfux en Galgenfugl, patibularius, som benytter sig af Guldmagerens Lettroenhed. For den rationelle Holberg var Guldmageri simpelthen uproduktivt Arbejde. »Blant mange Ting, som Mennesker med stor Bekymring arbeyde paa at udfinde, og dog ingen Nytte kand føre med sig, er Guldmagerie, eller den Philosophiske Steens Eftersøgning«. Saaledes begynder Epistel 117, hvor Holberg glæder sig over, at det næppe nogensinde vil lykkes at forvandle billige Metaller til Guld: skete det, vilde det fremkalde stor økonomisk Forvirring.

Lige siden Oldtiden anede man en dybere Sammenhæng mellem Grundstofferne, især Metallerne; det skulde derfor være muligt at forvandle et Stof til et andet. Der maatte findes et særligt Stof, der fremkaldte Forvandlingen til Guld; man kaldte det De Vises eller Filosoffernes Sten, lapis philosophorum. Holbergs nøgterne 18. Aarhundrede fornægtede den Drøm om en indre Natursammenhæng, som det 16. og 17. Aarhundredes Alkymister havde næret, og som følgende Tider skulde bekræfte. I det 19. Aarhundrede bestemtes Grundstofferne ved deres Atomvægt: Guld har 79, Kviksølv og Bly, hvoraf man hyppigst havde 104 forsøgt at gøre Guld, henholdsvis 80 og 82. - Det var Guldmagernes Fejl, at de troede, Grundstofforvandlingen kunde ske ved en kemisk Proces, Ild i Forbindelse med de Vises Sten. Det 20. Aarhundredes Atomfysik har demonstreret, at det kan ske ved Kernereaktioner. Siden 1930-erne har det været muligt at forvandle Kviksølv til Guld. De Vises Sten var radioaktiv Bestraaling!

For Holberg er »Det arabiske Pulver« et Skælm-Stykke. Men i Levnedsbrevet fremhæver han desuden den moralske Lære i Slutningen: Den nye Rigdom har bragt nye Venner til Huse, og den glade Guldmager bebrejder dem deres fordums Kulde; men i det samme afsløres det Bedrageri, han har været Genstand for, og Latteren slaar sammen om de Lettroende. Paa mere elskværdig Maade er dette komiske Tema 1836 benyttet af Henrik Hertz i »Sparekassen«.

Litteratur.Bidermanns Fortælling er oversat i Rahbeks Udgave af L.Holbergs Udvalgte Skrifter VI, 1806, S. 308 ff, og i Julius Martensens Udgave af Holbergs Komedier VIII, 1901, S. 7ff. Mange Enkeltheder om Guldmageri er meddelt af Rahbek i Om Ludvig Holberg som Lystspildigter II, 1816, S. 87-101, og af E. C. Werlauff i Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 1858, S. 167-81.

105

SCEN. 1

OLDFUX.

Denne Bye er dog ikke saa liden som jeg havde bildet mig ind. Her er ogsaa en hob smukke Huse, hvilket gir tilkiende, at her maa boe formuende Folk. Men see! jeg er aldrig ærlig, om det ikke er min gamle Cammerat Andreas, som jeg ikke haver seet i saa mange Aar. Andreas, er det dig eller din Gienfærd?

ANDREAS.

Ej Monfrere Oldfux! er det mueligt, at jeg skal have den Lykke at finde dig her saa uformodentlig?

De omfavner, kysser hinanden, og græder.
OLDFUX.

Ach, min ærlige Ven og troe Stalbroder! jeg er færdig at daane af Glæde at see dig her. Jeg tænkte at du havde været hængt for mange Aar siden. Men jeg merker, at du forstaaer din Profession; thi det er 106 ingen Konst at stiæle, det kanel en grov Bonde giøre, men at stiæle saaledes, at man aldrig blir greben, det kalder jeg at forstaae sit Handverk.

ANDREAS.

Jeg takker skyldigst, Monfrere, for de gode Tanker du har om mig. Det er mig ikke liden Fornøyelse at være berømmet af saadan brav Mand, som du est. Jeg takker ellers mine Forældre for god Optugtelse og Formaning, som jeg haver ført mig til Nytte allevegne, hvor jeg har været i Verden; saa jeg kand sige, uden at rose mig selv, Monfrere, at jeg har aldrig været greben meere paa mine Gierninger end een gang, da jeg dog kom temmelig vel derfra, thi jeg miste ikke meere end to af mine Øren.

OLDFUX.

Ej Bagatelle! et par Øren meer eller mindre, det vil ikke meget sige. Jeg merker, at det er derfor at du gaaer med den Polske Hue.

ANDREAS.

Ja vist, derfor hilser jeg Folk ikke anderledes end Officererne naar de trækker op paa Vagt, bukkende mig lidt, læggende Haanden paa Huen; mange sige derfor, at jeg er storagtig, men de giør mig min Troe stor uret, thi jeg er ikke mindre end storagtig. Men hvorledes har det ellers behaget Monfrere at leve?

OLDFUX.

Ret vel: Jeg har kundet komme til rette med alle Folk, hvor jeg har været, foruden med disse forbandede Byfogder, der en og anden gang har villet attaqvere mig paa mit ærlige Navn og Rygte. For 14 Dage siden havde jeg at bestille med een som lod mig sætte, men jeg, for at undgaae Vitløftighed, sneg mig af Arresten; thi man vinder ikke meget, Monfrere, ved Processer.

ANDREAS.

Det er sandt nok, Monfrere! jeg har ogsaa merket, at disse Byfogder ere slemme Folk, som ikke kand lade ærlige Folk være i Roe.

OLDFUX.

Ja de ere saa misundelige, at, saa snart en brav Mand har forhvervet sig en Skilling, søger de at skille ham der ved igien.

ANDREAS.

Dyden er allevegne forfuldt.

107
OLDFUX.

Besynderlig af eens egne Landsmænd, derfor har jeg forsvoret aldrig at komme i min Fød-Bye oftere.

ANDREAS.

Men hvad vil du nu bestille her?

OLDFUX.

Jeg har min Troe endnu ikke betænkt mig derpaa. Ørkesløs gad jeg ikke være; thi Ørkesløshed er Fandens Hoved-Pude. Jeg har gaaet fast alle Professioner igiennem, i Augsburg var jeg Doctor Medicinæ, og practicerede længe med stor Profit, indtil Facultetet af puur Misundelse formeerede mig en Proces, og vilde have mig hengt, da jeg dog skikkede mig saaledes i mit Embede, at ingen af mine Patienter kunde klage over mig.

ANDREAS.

Jeg troer det nok; thi jeg haaber, at de døde alle.

OLDFUX.

Ja det er sandt. Men midlertid bleve de dog af med deres Sygdomme. Havde jeg haft Penge til at fortsætte min Proces med Docterne, skulde jeg kunde have overbeviist dem hvad Karle de vare, hvorledes de plagede stakkels Patienter verre end Bødler heele Aar, da jeg derimod aldrig opholdt en Patient over 3 Dage. Der ere adskillige rige Folk udi Augsburg, som maa tilskrive mine Recepter all deres Velfærd; thi havde jeg ikke saa hastig cureret deres kiære Forældre, havde de endnu maat bie efter deres Arvedeel, som dem efter Naturens Ret tilkom. Jeg skulde kun alleene produceret deres Attester mod de andre Doctere om min Dygtighed. Men jeg besluttede heller at forlade Staden, førend jeg vilde have med de Karle at bestille; thi de dømmer der udi deres egen Sag, og naar een er først dømt af med Livet, og bleven hengt, kommer han siden ingen Vej, endskiønt han appellerer hundrede gange.

ANDREAS.

Der i har Monfrere ret.

OLDFUX.

I Nürenberg var jeg Prophet, og spaaede længe for Penge, var i stor Reputation i Begyndelsen, thi mine Spaadomme traf adskillige gange lykkelig ind for mig; men, som Geisten er ikke altid lige hos et Menneske, og jeg spaaede noget, som angik Republiqven, hvilket faldt 108 anderledes ud, vilde man tage mig ved Vingebenet. Men det var min Lykke, at jeg var en Propriet; thi jeg spaaede ogsaa om mig selv, hvilket dog ikke er enhver Prophet medgiven, nemlig, om jeg havde kommet til Examen, det skulde have gaaet forbandet galt med mig, hvorfor jeg smurte mine Støvle, og gik i tide bort.

ANDREAS.

Jeg havde min Troe ogsaa kundet spaae det samme, hvorvel jeg aldrig har øvet mig i den Konst.

OLDFUX.

I Franckfurt am Mayn agerede jeg Figtmester, fik en stor hob Skolarer, som alle gav mig Penge paa Haanden, men, da Figtskolen skulde gaae an, tænkte jeg ved mig selv: hvad nytter det unge Mennesker, at de lære at figte? de stole kun siden derpaa, blive forvovende, og kand komme i U-lykke. Hvorudover, for at forekomme saadant, jeg reiste hemmelig bort.

ANDREAS.

Gavst du da Skolarene deres Penge tilbage?

OLDFUX.

Ney Monfrere! jeg vidste ikke at finde dem saa i en hast, tilmed havde jeg Reisepenge nødig; dog paa det de skulde ikke tænke at jeg vilde bedrage dem, laante jeg ogsaa nogle Penge af min Vert, til et Tegn at jeg vilde komme tilbage igien. Fra Franckfurt reiste jeg til Strasburg, hvor jeg gav mig ud for Politicus.

ANDREAS.

Men hvordan kunde det lade sig giøre?

OLDFUX.

Det gik skiønt, jeg læste noget i Hiibners politiske Fragen, besynderlig i det Capitel, som handler om Strasburg og omliggende Stæder, gav mig ud for en Adelsmand, giorde mig en grundig og ærbar Mine, hvilket ikke er det ringeste, som udfordres af en Politicus, reprimanderede derforuden alle Magistratens Gierninger, fandt Feil ved alle Ting i Staden, hvor ved jeg kom i saadan Reputation, at jeg fik en Bestilling, hvilket jeg dog ikke vilde antage, førend man gav mig et Aars Gage forud. Men da jeg havde faaet Pengene, tænkte jeg ved mig selv: du kunde nok tienne til andet end til at sidde med en lumpen Pen i Haanden om Dagen, reiste derfor smukt bort uden at tage Afskeed, ved hvilken sidste Conduite jeg overbevisede dem, som tvilede 109 om min Dygtighed, at jeg var en stor Politicus. I Cøln, hvor vi vare sammen sidst, agerede jeg en Stjernekiger, i London en Guldmager, i Antwerpen en Helgen, hvilken Profession gav mig af alle meest Penge, thi Folk ofrede til mit Huus ligesom til en Kirke, at jeg skulde giøre Forbønner for dem.

ANDREAS.

Men hvorfor blev du ikke ved den Profession?

OLDFUX.

Ret som jeg stod paa Gaden engang, og formanede Folk til Gudsfrygt, kom en af mine gamle Cammerater, hvilken saae mig under Øynene, brast i Latter, og sagde til de omstaaende: Denne Mand, som I holde for en Helgen, er en af de største Skielme der kand gaae paa Jorden. Men min Credit var saa stor, at Folk bleve færdig til at steene den som Helgens Bespottere. Dog allarmerede den Hendelse mig saa meget, at jeg turde ikke være meer i Byen, men reiste hid hen.

ANDREAS.

Hvad vil du nu tage dig for?

OLDFUX.

Jeg veed min Troe ikke selv, hvad jeg vil agere. Jeg vil tælle paa mine Knapper; hvilken Profession, som falder paa den sidste Knap, den vil jeg tage an. Begynder at tælle.

Doctor, Prophet, Figtmester, Spiller, Politicus, Guldmager, Stjernekiger, Helgen.

Tæller fra først igien, og treffer paa Guldmager. Ja jeg maa giøre Guld, og du maa være mig behielpelig.

ANDREAS.

Hvad jeg kand være til Tienneste, skal ikke manqvere.

OLDFUX.

Hør Andreas, jeg har her hundrede Rixdlr. Guld, som er stødte til Pulver; de skal du menge blant andet. Du skal slaae en Boed op paa Torvet, og holde til fals samme Pulver, men ikke sælge det til nogen uden de spør om det Arabiske Pulver. Det er alt hvad du skal have i dit Hoved. Lad kun mig sørge for Resten. De hundrede Rixdlr. skal profitere os 4000. See! der har du Guldet, gak kun strax hen, og giør som jeg 110 siger dig, og sæt dig paa Torvet. Naar jeg haver 4000 Rixdaler, skal du bekomme den Fierdedeel deraf.

ANDREAS.

Got got, inden en halv Time skal jeg være færdig med min Kram.

SCEN. 2

En Jøde. Oldfux.

JØDEN.

Sein Diener, mein Herr! hat er was zu skacheren?

OLDFUX.

Ney, nu intet Smauts. Jeg er nys kommen hid til Byen. Men i Morgen, naar jeg begynder at arbeide, kand I faae noget Guld, men med Condition, at I ikke siger det til nogen, ellers har jeg ingen Roe for Folk. Jeg giør ellers ikke meere Guld paa eengang end jeg kand bruge til en Maaneds Fortæring; men vil nogen lære Konsten af mig, koster det 4000 Rixdaler.

JØDEN.

Soe kand Herren Guld giøren?

OLDFUX.

Ja, saa lidt til Husbehov.

JØDEN.

Da mit kand Messier sig viel insinueren hos en vornehm Herr, der hier wohnt.

OLDFUX.

Hvad er hans Navn?

JØDEN.

Sin Nahm ist Polidor. Han har viel Zeit und stuere Penge daran gewennet, aber vergebens. Han spandirer gern 4000 Rdlr. paa den Kunst at leeren.

OLDFUX.

Er det ellers en skikkelig Mand?

JØDEN.

Ein allerlibster Herr, ein gelehrter Mann, und en stuer Naturkundiger.

OLDFUX.

Hans Studeringer hielper ham ikke meget til den Konst, jeg kand lære den lige saa snart til en Bonde, som til den allerlærdeste Mand; thi Konsten bestaaer kun i en ringe Videnskab, og nogle smaa Cermonier, som man maa i agt tage.

JØDEN.

Han er ellers af saa mange bedragen bleven, at han ingen vil meer glauben.

OLDFUX.

Han har stor Ret; thi Verden er nu omstunder fuld af Bedragerie. Jeg forlanger derfor ikke, at han skal 111 troe mig meer end en anden, førend han seer Prøven, og faaer Troen i Hænderne.

JØDEN.

Trækker da Messier Guld von ander Metal?

OLDFUX.

Ej Lapperie! det er ikke Umagen værd. Jeg kand giøre Guld af alle Ting. Adieu! jeg maa til mit Logement.

JØDEN.

Woe logire der Herr?

OLDFUX.

Her nest ved i Phassanen. Vil I komme til mig i Morgen, kand I faae noget Guld hos mig.

JØDEN.

Gut gut. Adiees soe lang.

SCEN. 3

Henrich. Jøden.

JØDEN.

Der Kerl hat en erlich Angesicht, aber ich glaube ihm dog nicht, ehr ich Probe sehe. Ich muB doch die Historie dem Herren Polidor fortællen. Banker paa.

HENRICH.

Hvem vil I tale med? Benjamin!

JØDEN.

Ich vil tale mit dem Herren Polidor.

HENRICH.

Da kand I ikke faae ham nu i Tale, det jeg troer; thi nu er det hans onde Time paa Dagen at han har Feberen.

JØDEN.

Har han denn lang Fiber hat?

HENRICH.

Ney, ikke over i 20 Aar.

JØDEN.

Ej Snack, ich saae ihm joe for 3 Dagen siden.

HENRICH.

Jeg veed ikke rettere end han har Feberen. Naar jeg seer en Mand den hedeste Tid om Sommeren staae i Gløer op til Ørene, slutter jeg enten han er gall eller han har Feberen.

JØDEN.

Ha ha, nu forstaaer ich din Mening. Er operirt itzund.

HENRICH.

Jeg veed ikke enten han opererer, eller purgerer, jeg troer det er ligemeget; thi all den Tid han har arbeidet paa at giøre Guld, har han ikke vundet saa meget, at han kand kiøbe sig en Strikke for, naar en gang alle hans Midler er bortsat paa det Lapperie, og 112 han vil henge sig af Armod. Han gir heller ingen Audientz, naar han har med de Forretninger at bestille.

JØDEN.

Aber ich faaer vel Audientz, wenn du siger daß en Goldmacher neulig hier er komen, der vil Proben giøren, ehr han Recompants forlangen.

HENRICH.

Ja hvis saa er, saa faaer I ham nok i Tale; thi ellers, om een sagde ham: jer Huus er i Brand, der er een vil tage jer Frue med Vold, Tyve er indbrudt i Huset; det bevægede ham aldeles intet at gaae fra sine Sager. Men det er endelig noget, som jeg tør sige ham.

JØDEN.

Gaae denn straxen ind, ich weis nicht wie lang han bliver in der Stadt.

HENRICH.

Han sidder her i den yderste Stue; jeg vil raabe udenfor Vinduet, thi jeg tør ikke gaae ind.

Raaber sagte 3 gange.

Herre! Herre! Herr Polidor!

POLIDOR.

indenfor. Hvad er det for en Slyngel, som tør raabe paa mig?

HENRICH.

Jeg har noget at sige Herren, som er høist Magt paaliggende.

POLIDOR.

Og jeg har noget at smøre din Ryg med, som skal lære dig at lade mig være i Roe en anden gang.

HENRICH.

Her er en fremmed Mand ude, som kand giøre skiønt Arabisk Guld.

POLIDOR.

Lad ham bie. Nu kommer jeg strax.

HENRICH.

Tænkte jeg det ikke vel. Det er Magneten, som alleene trækker ham ud.

SCEN. 4

Polidor. Jøden. Henrich.

POLIDOR.

i sin Slaap-Rok med et Lær-Forklæde for, førende en nedslagen bred Hat paa Hovedet, en Puster paa Axelen hengende, og en Ildtang i Haanden, gandske kullet i Ansigtet. Hvor er den Mand som kand giøre Guld?

113
JØDEN.

Ich talte nyelig mit ihn, han logirt in dem Phassan.

POLIDOR.

Vil han og lære Konsten til andre?

JØDEN.

Ja. Aber er ist forbandet dyr.

POLIDOR.

Hvad forlanger han da?

JØDEN.

Er verlangt 4000 Rdlr.

114
POLIDOR.

Det er noget meget.

HENRICH.

Det er ikke meget; jeg vilde gierne give ham en Tønde Guld, om jeg havde den, thi hvad vilde jeg estimere det, naar jeg siden kunde giøre igien ti dobbelt saa meget?

POLIDOR.

Raader du mig da, Henrich, at give de Penge?

HENRICH.

Jeg raader Herren at henge baade Guldmageren og Jøden op; thi den eene er en Jøde, og den anden, garanterer jeg for, er lige saa god som de andre, som har bedraget Herren saa ofte.

POLIDOR.

Hør Benjamin! vil du cavere for ham, at han ikke bedrager mig?

JØDEN.

Ney Herr! ich sag Danck. Ich kiender ham nicht weiter als daß ich eengang mit ham har talt; han maa for sig selber caveren. Han tilbyden sig erst Proben to giøren ehr er was verlangt.

POLIDOR.

Det er jo et resonabelt Tilbud. See til, Benjamin, at du kand bringe ham hid som af dig selv; thi jeg vil ikke lade mig mærke, at jeg er meget forlegen for at lære ham Konsten af.

JØDEN.

Ich will strax der hen gaae.

SCEN. 5

Leonora. Polidor. Henrich. Pernille.

LEONORA.

Ej Gud bevare os, min Hierte! I seer verre ud end Fanden.

POLIDOR.

Mit Arbeide, Madam, fører intet andet med sig.

LEONORA.

I maa vel sige det fører ikke andet med; thi hvad Frugter har I nu seet udi de mange Aar I har plavet jer med det forbandede Tøyerie?

POLIDOR.

Tag jer vare hvad I siger, Madam; og giv den ædelste Profession i Verden ikke saadan Titel.

PERNILLE.

Herren har ret at Professionen er ædel; thi 115 ingen uden rige og fornemme Folk kand practicere den. Den er ogsaa nyttelig for et Menneskes Siæl.

POLIDOR.

Det er ogsaa at gaae noget for vit.

PERNILLE.

Men jeg skal bevise det klarlig for Herren. Fattigdom er nyttig for et Menneskes Siæl, Guldmagerie viser Vejen til Fattigdom, ergo er den nyttig for et Menneskes Siæl.

POLIDOR.

Hør Madam! I maa ikke have slige næsevise Tienneste-Folk i jer Brød.

LEONORA.

Min Hierte! Pernille har ret, og intet fornuftig Menneske kand dadle hendes Ord. Man kand bevise af jer eget Exempel tilstrekkelig, hvilke Frugter den Profession fører med.

POLIDOR.

Naar det kommer, saa kommer det paa eengang.

PERNILLE.

Ja vist kommer det paa eengang. Herren distilerer, kaager, syder, gryder saa længe, indtil han sætter omsider Ild paa Huset, og saa kommer Armoden paa eengang.

LEONORA.

I har arbeidet 10 Aar derpaa, og bliver I endnu 10 Aar derved, kommer I at gribe til et Handværk for at fortienne Føde.

PERNILLE.

Ja giøre Svovelstikker af Armod.

POLIDOR.

Du Næseviis! hen til din Rok, det er nok saa tienligt, og Madam, gak ind og sye paa jer Ramme, og lad mig være uskaaren.

PERNILLE.

Fruen skal nok sye paa Ramme, saa snart Herren vil lade hende faae noget af det Guld, som han haver giort; thi, saasom Herren giør saa meget Guld om Dagen, har vi ikke fornøden at brodere med Silke.

POLIDOR.

Jeg troer Fanden rider den Pige. Var det ikke for min Ære --- Hør jeg skal inden faa Dage binde Munden paa jer, og I skal see Frugten af mit Arbeide. Her er kommen en fremmed Mand til Byen, som vil giøre Prøve for mig.

PERNILLE.

Den? han er det største Skarn og Bedrager, som kand gaae paa Jorden.

116
POLIDOR.

Kiender du ham da?

PERNILLE.

Det er jo en Antichrist; er det ikke saa man kalder Guldmagerne paa Latin?

POLIDOR.

Du vil sige Alchymist. Jo det er en Guldmager. Men hvor af veedst du at han er en Bedrager?

PERNILLE.

Jo fordi han er en Guldmager.

POLIDOR.

Du skal faae en Ulykke, hvis du ikke holder din Mund. Vil du ogsaa giøre mig til en Bedrager?

PERNILLE.

Ja hvad andet? Herren bedrager sig selv, bedrager sin Frue, bedrager sine Børn. Jeg skal sige Sandhed, 117 om det skal koste mit Liv. Hør hvad jeg siger førend jeg gaaer: Det var nok saa tienligt, i Steden for at consulere en Guldmager, at have Bud efter en Vaskerkone, der kunde tage Kullet og Skarnet af Herrens Ansigt. Gaaer ud.

POLIDOR.

Madam! jeg vil ikke have den Pige længer i Huset.

LEONORA.

Ej min Hierte! I maa ikke regne hende det til onde. Hun er en troe og ærlig Pige, og hvad hun taler, er af puur Nidkiærhed.

POLIDOR.

Madam! giør mig den Tienneste, at gaae lidt ud, nu vil jeg være alleene.

LEONORA.

Hiertelig gierne.

HENRICH.

Herre! der kommer min Troe Jøden med Guldmageren. Skam faae ham, han maatte giøre sig saa meget Guld, at han kunde kiøbe sig en smuk Klædning for.

POLIDOR.

Ej du kiender ikke Guldmagere: de ere alle af ringe Anseelse. See her, Henrich! tag den Puster og Ildtang ind og flye mig en Peruqve i Steden for Hatten.

Henrich løber efter en Peruqve, og sætter den paa Herrens Hoved.

SCEN. 6

Oldfux. Jøden. Polidor. Henrich.

JØDEN.

Herr! hier ist der Mann. Ich havde stuur Miide mit ham, ehr ich ihm mit mig kriegen konnte. Nu kann Herren selber mit ham tale.

POLIDOR.

Serviteur, min Herre! det er mig kiært at finde Folk af min Profession. Naar var Ankomsten her til Byen?

OLDFUX.

Det kand skille ham ligemeget enten jeg kom i Dag eller i Gaar.

HENRICH.

sagte. Den Karl er kort for Hovedet.

POLIDOR.

Ja Henrich! alle store Konstenere ere capri 118 cieux. Jeg vilde ønske, at jeg ellers kunde være min Herre noget til Tienneste her paa Steden.

OLDFUX.

Min Herre! den største Tienneste I kand giøre mig, det er at spare med jere Complimenter. Hvad Tienneste kand han vel ellers giøre mig?

POLIDOR.

Et Menneske kand altid være det andet til Tienneste; jeg meener, at, saasom han er fremmed her paa Steden, saa kand jeg giøre ham bekiendt med got Folk.

OLDFUX.

Got Folk, ha ha ha! har han saa god Forraad paa dem? Jeg har nu reist heele Verden omkring, men jeg har ikke kundet treffe got Folk. Jeg har fundet alleene een god Mand i Verden, det var min Mester Albufagomar-Fagius, en Araber af Geburt. Han var from og meere medliden mod umælende Creatur end et Menneske er mod det andet. Jeg erindrer, at, da hans Kat laae engang og sov paa hans Kiole-Erme, og hans Bedestund samme Tid faldt ind; da, paa det han ikke skulde forstyrre Katten i sin rolige Søvn, klippede han Stykket af Kiolen, hvorpaa Katten hvilede.

POLIDOR.

Det kalder jeg Medlidenhed i en høy Grad. Slige Folk findes ikke hos os. Kommer min Herre nu da fra Arabien?

OLDFUX.

Ney Monsieur! jeg kommer fra Maanen. Jeg veed ikke, hvortil slige Spørsmaal tienner.

POLIDOR.

Man skal have noget at begynde sin Tale med.

OLDFUX.

Jeg er gandske ikke for de Præludier. Har han noget at sige mig, da maa han strax gaae til Materien; thi Tiden er kostbar for mig.

POLIDOR.

Jeg har hørt, at min Herre er Adeptus.

OLDFUX.

Kand nok være.

POLIDOR.

Og saasom jeg ogsaa udi mange Aar har lagt mig efter det Videnskab, saa søger jeg altid Lejlighed at tale med Folk af den Profession.

OLDFUX.

Hvad Vej-Viser har Monsieur haft?

POLIDOR.

Jeg haver igiennemlæst de allerbeste Autores.

119
OLDFUX.

De allerstørste Autores ere de allerstørste Slyngle, som ikke selv veed hvad de har skrevet. Jeg studerede udi 10 Aar forgieves, thi jeg var lige saa klog den sidste Dag som den første; men den store Albufagomar-Fagius lærte mig det i en Time, som jeg ikke kunde hitte paa i saa mange Aar.

POLIDOR.

Vil min Herre ikke lære mig Konsten for en Recompence?

OLDFUX.

Jeg har udi 6 Aar, siden jeg forlod min Mester, ikke villet lære den til noget Menneske, thi det har væ- ret mig forbuden; men for et halv Aar siden har jeg paa Ansøgning bekommet et saadan Svar, som Monsieur kand see af dette hans Brev, dateret den 23. af den Maaned Corael 603 Aar fra Hegira. See her hvad han skriver derom: Allabricamo Triel Sluki, Elmacino Eben Alfantara Masaki Gombada.

POLIDOR.

Jeg forstaaer slet intet Arabisk.

OLDFUX.

Videre: Mihynki Caraffa Almanzcra Tarif Elbrunadora Alcantara.

POLIDOR.

Hvad skal det Ord Alcantara betyde? der er en Sted i Spanien, som heder saa.

OLDFUX.

Det Ord Alcantara betyder en Sum Penge, som i Europæiske Mynt beløber sig til 4000 Rixdaler; thi den Sum Penge tilstæder han mig at tage af den, der lærer Konsten.

POLIDOR.

Men Monsieur maa vel tage mindre, om han vil?

OLDFUX.

Ney, hør hvad han skriver derom: Aitzema cranganor Monomotapa Lacangandaro Mihopi Madagascar rencollavat.

POLIDOR.

Jeg forstaaer det ikke. Men skriver han, at Monsieur maa ikke tage ringere, end de 4000 Rixdaler?

OLDFUX.

Ej! han hører jo, at der staaer Mihopi Madagascar rencolavet.

POLIDOR.

Men om Monsieur vilde giøre det af Generositet for slet intet?

120
OLDFUX.

Ney, han gir en grundig Raison, hvorfore man maa ikke giøre det for intet. See her. Bramini Muhames Nadir Elaocombra Caffares Canunor Elcanan. Vil derfor Monsieur lære Konsten, koster den 4000 Rixdaler.

POLIDOR.

Det er noget meget; men maatte jeg tage den Frihed at spørge, at, eftersom min Herre kand giøre Guld, hvad da de Penge kand nytte?

OLDFUX.

At jeg ikke maa giøre det for intet, derfor har jeg min store Mesters skriftlige Ordre samt den Raison han gir dertil her i Brevet, nemlig: Boamirci Muhamed Nadir. Det samme Spørsmaal, som Monsieur giør til mig. kand jeg ogsaa giøre til ham. Nemlig, hvad kand det komme ham an paa nogle 1000 Rixdaler, naar han kand strax af intet giøre Penge igien?

POLIDOR.

Ja ja, det kand være got nok, men jeg vilde ellers sige noget, dersom han ikke vilde tage det ilde op.

OLDFUX.

Jeg kand giette hvad han vil sige: Han er bleven bedragen af saa mange, hvorfor skulde han da troe mig?

HENRICH.

Ney, min Herre havde, min Troe, ikke ført det i saa slet en Stiil. Han havde i det ringeste, i Steden for det ord bedrage, sat paa en høflig Maade trompere.

OLDFUX.

Monsieur har ret, jeg priser hans Forsigtighed. Jeg begiærer ikke, at han skal troe mig, forlanger derfor ikke Pengene forud, men alleene Forsikring, at de skal blive mig betalt, saa snart han har seet Prøven paa mit Videnskab.

POLIDOR.

Vel an! jeg vil sætte Pengene ned hos denne Jøde, hvilken skal levere dem strax til Monsieur, naar jeg seer Prøven.

OLDFUX.

Got! dermed er jeg fornøyet. Jeg maa ind med ham at besee hans Laboratorium, om det er beqvem dertil.

POLIDOR.

Ja vil han behage at spadsere ind.

121

SCEN. 7

Henrich. Leonora. Pernille.

HENRICH.

Jeg gad gierne vide hvordan det løber af. Jeg er bange for min Herres Penge. Men der kommer Fruen med Pernille.

PERNILLE.

Henrich! hvor er Herren?

HENRICH.

Han er gaaed lidt ind, og, naar han kommer ud igien, er han enten Keyser eller Staader. Han har sluttet en Contract med den nye Guldmager, som bringer ham til en af Delene.

PERNILLE.

Forlanger da Guldmageren Penge for at lære Konsten?

HENRICH.

Der bliver levert 4000 Rixdaler til Jøden Benjamin, hvilke Guldmageren skal have, naar han har giort sin Konst probat.

LEONORA.

Ach! min heele Krop skielver allerede; thi jeg er vis paa, at der er Bedragerie under.

HENRICH.

Ney! Skam faae Herren, han var forsigtig nok der i, at han vil have Prøve først, og, naar Prøven er probat, saa er de Penge vel anvendte.

PERNILLE.

De Penge allene, som han betinger sig, gir Bedragerie tilkiende, thi hvad skulde een, der kand giøre Guld, forlange Penge af andre?

HENRICH.

Jo, han gav min Herre Raison derfor.

PERNILLE.

Jeg kand ikke begribe, hvad Raison han kand give dertil.

HENRICH.

Jo, Raison dertil skal være denne: Alcantara Aben Ezra Mahomat podolski Scabhalsias Komai; den Raison fandt Herren for at være god, og mig syntes at den kunde ogsaa lade sig høre.

PERNILLE.

Hvad er det da paa Dansk?

HENRICH.

Det veed jeg min Troe ikke. Forstaaer jeg Arabisk?

PERNILLE.

Du Taadse! naar du ikke forstaaer det, hvordan kand du da finde Raison derudi?

HENRICH.

Jo, Guldmageren forklarede Ordene for os 122 siden saaledes: Spelamdisimo Madagascar hemancino Rencolavet.

PERNILLE.

Endnu er jeg lige klog.

HENRICH.

Jeg min Troe lige saa; men nok er det, at han faaer ingen Penge, førend han har giort nogle gange Prøve. Men der kommer de. Det er best at vi gaaer ind, thi han vil være alleene med Guldmageren.

LEONORA.

Ach ach! mit Blod spaaer mig intet got; men, naar jeg ret eftertænker det, saa er det lige got, thi, enten han ruineres paa en Dag eller et Aar, det kommer paa eet ud.

SCEN. 8

Oldfux. Polidor.

OLDFUX.

Ney min Herre! jeg vilde aldeles ikke have med Operationen at bestille, paa det han ingen Mistanke skal fatte. Har han kommen saa meget Mercurius i Panden, som jeg sagde?

POLIDOR.

Ja vist.

OLDFUX.

Kaager det ogsaa ved en sagte Ild?

POLIDOR.

Ja alting er efter deres Ordonance.

OLDFUX.

Nu kommer Hemmeligheden, som bestaaer udi visse kraftige Arabiske Ord, som Monsieur skal repetere 3 gange medens Operationen skeer. See her har jeg dem skreven, om han kand læse dem.

POLIDOR.

tar Papiret og læser. Eregamdlug ere Eregardeb go ud ne ran.

OLDFUX.

Dette skal han paa Knæ repetere 3 gange. Polidor repeterer det 3 gange.

OLDFUX.

Det er sandt: Han har jo ogsaa kommet det Arabiske Pulver i Panden?

POLIDOR.

Ney, Monsieur har intet Arabisk Pulver talet om.

OLDFUX.

Ej ej! det er det allerfornemmeste, thi uden det kand Operationen ikke skee.

123
POLIDOR.

Men, hvor faaer man det Pulver?

OLDFUX.

Disse Niirenbergere pleje allevegne at sidde paa Torvet dermed. Det bruges ellers til at tage Pletter af Klæder med. Man kand faae en temmelig Qvantitet for en Mark, thi de Karle vide ikke samme Pulvers rette Dyd. Lad Tienneren i en hast springe hen paa Torvet.

POLIDOR.

Henrich!

HENRICH.

Herre!

POLIDOR.

Spring hen paa Torvet, og kiøb noget Arabisk Pulver for en Mark.

HENRICH.

Hos hvem skal jeg kiøbe det?

OLDFUX.

De fleste Niirenbergere pleyer have det blant anden Kram.

Henrich gaaer bort.
POLIDOR.

Ach Himmel! hvo skulde tænke at det Pulver havde saadan Dyd?

OLDFUX.

Alting synes at være ringe, naar man først faaer det at vide.

POLIDOR.

Er der ellers noget andet at tage i agt?

OLDFUX.

Ney, ellers intet. Den Seddel, hvorpaa de Arabiske Ord staaer skreven, maa Monsieur bevare som et liggende Fæ, thi der udi bestaaer den hele Hemmelighed.

POLIDOR.

Men, naar skal man komme det Arabiske Pulver udi Panden?

OLDFUX.

Tiden gir intet til Sagen, naar det kun skeer, medens det kaager. See der kommer Tienneren tilbage. Jeg vidste nok, at de har det allevegne.

HENRICH.

Her er 8 Skilling tilbage Herre! jeg fik mit heele Tørklæde fuldt for 8 Skilling.

OLDFUX.

Gak nu ind, og kom en god Haand fuld udi Panden.

De gaaer ind.
124

        

125

SCEN. 9

OLDFUX.

alleene. Det gaaer skiønt. Jeg skal lade ham endnu operere et par gange, at han kand desmeere bestyrkes. Thi det slaaer aldrig feil, at han jo faaer henved 10 Rixdaler af de to Haandfuld Pulver, han kommer i Panden. Naar jeg saa faaer Pengene, reiser jeg og min Cammerat Andreas af Byen, og lar den gode Herre sørge for, hvor han kand faae meer Arabisk Pulver; ha ha ha! det bliver artigt nok, naar han siden har Bud efter det, som aldrig har været til i Verden, og naar han faaer at høre, at aldrig nogen veed af det Arabiske Pulver at sige. Jeg skiller denne Mand ved 4000 Rixdaler, og dog giør ham en Tienneste, som han bør takke mig for; thi han lærer saa meget af denne Historie, at han forlader sit Galskab, overlader til andre det Handverk at giøre Guld. Min Cammerat Andreas har ellers fortient den Fierdedeel af Pengene, thi han har viislig og troelig forrettet sit Verk; jeg har kiendt ham for mange Aar, og veed, at han ingen uden mig eftergiver noget udi Hurtighed, thi jeg havde ellers ikke betroet ham dertil. Men der kommer Herren tilbage.

SCEN. 10

Oldfux. Polidor.

POLIDOR.

omfavnende og kyssende Oldfux. Ach min Herre! Himmelen selv har ført eder hid, for at belønne mig for mit lange Arbeide og mange Aars Svede, som jeg længe frugtesløs har anvendt. Konsten er probat. I har fortient redelig de 4000 Rixdaler, ja dobbelt saa meget.

OLDFUX.

Jeg vil ikke have en Skilling meer end hvad vor Accord er.

POLIDOR.

Ach! nu skal jeg stoppe Munden til paa dem, som idelig har beleet mig, og triumphere over mine U-venner, og dem, der har vendet mig Ryggen, saasom de har frygtet, at jeg skulde geraade udi Armod, og derfor 126 glemt alle de Velgierninger, jeg har beviist dem udi min Velstand.

OLDFUX.

Ja min Herre! Verdens Maade er ikke anderledes.

POLIDOR.

Men nu kand jeg foragte dem igien.

OLDFUX.

Ney det skal min Herre ikke giøre; thi det fornemste, som min store Mester Albufagomarfagius recommenderer sine Discipler, er Ydmyghed. Min Herre seer hvordan mit Væsen er. Jeg kand føre mig op som en Første, om jeg vilde, men det er imod vor Fundatz; hvilket er Aarsag, at man ikke vil troe at vi forstaaer den edle Konst, efterdi vi stille os an som fattige Folk.

POLIDOR.

Jeg skal ogsaa efterleve hans Formaninger, hvorom han kand forsikre Albufagomarfagius, til hvilken jeg beder at formelde min ydmygste Respect, naar I skriver ham til.

OLDFUX.

Det skal ikke manqvere.

POLIDOR.

See her min Herre! der er mit Zignet, hvilket naar i flyer til Jøden Benjamin, faaer I strax Pengene.

OLDFUX.

Forsøg nok for Sikkerhed en Operation.

POLIDOR.

Ja vil Monsieur blive her saa længe, imidlertid skal min Kone holde ham med Selskab.

SCEN. 11

Oldfux. Leonora. Pernille.

LEONORA.

Ach min Herre! gid jeg kunde hitte paa saa kraftige Ord, som jeg ønskede, for at tilkiende give min Taknemmelighed med.

OLDFUX.

Min kiære Frue, hendes Herre er en dydig Mand, for den Aarsag skyld har jeg aabenbaret ham min Konst.

Pernille kysser ham paa Haanden.

OLDFUX.

Det er alt for ydmygt Mademoiselle! min Haand er ogsaa noget skiden.

PERNILLE.

Ach ney, det er en kostbar Haand, som er værdt at kysse meer end eengang.

127
LEONORA.

Vil min Herre ikke forsmaae den Ring, og bære den for min skyld?

OLDFUX.

Ney min kiære Frue! jeg tager aldeeles ingen Gaver af hende.

LEONORA.

Ach jo min Herre! jeg vil tage det op som et Venskabs Tegn af ham. Forsmaae den ikke, jeg beder ydmygst.

PERNILLE.

Ach min Herre! giør dog Fruen den Fornøyelse.

OLDFUX.

For ikke at giøre Fruen imod, vil jeg tage imod den.

PERNILLE.

Ach min Herre! gid jeg havde ogsaa noget got at forære ham. Vil han ikke forsmaae denne Skuepenge, som jeg har arvet efter mine Forældre?

OLDFUX.

Det var Synd at berøve hende sin Arvedeel.

PERNILLE.

Ach min Herre! jeg slipper ham ikke, førend han tager imod den.

OLDFUX.

Jeg vil da forvare den for hendes skyld, og skikke hende een af Guld igien. Men der kommer Herren tilbage.

POLIDOR.

Ach ach! min Glæde er saa stor, at jeg neppe kand skikke mig deri. Konsten er probat. Jeg fik lige saa meget Guld ved den sidste Operation. Ach jeg beder at min Herre vil besøge mig hver Dag, saa længe han er her i Staden.

OLDFUX.

Det skal ikke manqvere. Jeg bliver maa skee nogle Maaneder her paa Steden.

POLIDOR.

Vil han ikke giøre mig den Ære at spise med mig til Middag?

OLDFUX.

Ney, jeg faaer ikke Lejlighed, men jeg vil nok have den Ære at spise med ham til Aften; nu har jeg nogle smaa Forretninger.

POLIDOR.

Jeg vil da ikke opholde ham; Pengene faaer han hos Jøden, saa snart han viser ham Zignetet.

OLDFUX.

Jeg tviler ikke derpaa. Adieu saa længe.

POLIDOR.

Adieu, jeg recommenderer mig med mit heele Huus.

128

SCEN. 12

Polidor. Leonora. Pernille. Henrich.

POLIDOR.

Nu Madam! hvad siger I nu? har jeg nu ødelagt jer Huus ved mit daarlige Arbeide?

LEONORA.

Ach min Hierte! regn mig ikke min Ubetænksomhed til onde.

PERNILLE.

Jeg beder ogsaa ydmygest, at Herren vil forlade mig, at jeg saa dristig mangen gang har spottet dermed.

POLIDOR.

Jeg forlader jer det Børn lille af mit gandske Hierte; vil I kun lære deraf en anden gang ikke at raisonnere om Sager, som overgaaer jer Forstand. See Henrich! hvor kommer du fra?

HENRICH.

Ach Herre! er det sandt?

POLIDOR.

Hvad er sandt?

HENRICH.

At Herren kand giøre Guld.

POLIDOR.

Ja Henrich, det er gandske rigtig, men hvor har du faaet det at vide?

HENRICH.

Ach det er alt over den heele Bye; jeg hørte det først af Viintapperen her nest ved, han recommenderede sig sytten gange udi min gode Affection og Bevaagenhed, skienkte et stor Glas Carnali Sek for mig, og vilde ikke have en Skilling derfor, da den sultne Hund dog aldrig tilforen har villet give mig et Glas Brændeviin uden at jeg lagde Pengene først paa Bordet.

POLIDOR.

See engang hvordan Verden er; saa snart det gaaer een vel, saa søger alle ens Venskab. Men jeg kand ikke begribe hvordan saadant kand spørges saa hastig.

HENRICH.

Jøden maa have sagt det først til een, og, naar een faaer en Ting først at vide, er det strax over den heele Bye. Alle Mennesker, som saae mig paa Gaden, hilsede mig, som jeg kunde have været en Palts-Greve, og Christoffer Smør-Blomster, som aldrig har villet seet paa mig tilforen, bukkede sig saa dybt, at han nær havde faldet i Rendesteenen; men jeg gik min Troe ligesaa stout ham forbi, som han har gaaet mig forbi tilforen.

129
POLIDOR.

Der banker vist, Henrich! gak til Døren.