↩
Os hindrer Øieblikkets Magt
Det Virkeliges Bæsen at erkjende.
Dets Jammer, dets Nødtørftighed og mange
Uvæsentlige Biting springe frem;
I dem vi lade vore Sandser fange,
Og det Bestaaende vi glemme over dem.
Da skildrer Digteren - som hist en Maler
Ved Hornbæks Strand - vort Liv med klare Træk;
Og hele Handlingen til vore Sandser taler,
Og uden at vi kues af dens Skræk.
I rene Former uforstyrret gyder
Dens Væsen sig, og om dem Skjønhed flyder.
- Ja, kjæreste Veninde! troe din Ven:
En Kunstners Kald er himmelsk, naar han skaber
Den virkelige Verden om, til den
I skjønne Former viser sig igjen
Og i sit Væsen underfuldt sig taber.
Men lad ham aldrig prøve
Med et forgjæves Blik at stirre mod
Et Ideal, der over Livet stod:
Thi det er netop Livet, vi behøve.
Jo dybere han trænger ned
I Menneskets Natur; jo mindre,
Jo finere de Smaatræk er, han veed
At lokke frem af dettes Indre:
Desmere tydeligt vi see