Hertz, Henrik Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis.

Ex noto fictum carmen sequar, nt sibi quivis Speret idem, sudet multum frustraque laboret Ausns idem.

HORAT.

(Udkom 1830.)

2

        

3

Indhold.

  • Side.
  • Musernes Vinter-Leir . . . . . . 5
  • Retouren fra Paradis . . . . . . . 11
  • (Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.)
  • Toget til Algier eller Apologie for min Saaenigjen . . . . . . . . . . . 26
  • (Riimbrev fra Samme til Samme.)
  • Knud Sjællandsfars Testamente eller Sjengangerens allersidste Villie . . . . . . . . 45
  • (Riimbrev fra Samme til Samme.)
  • Den massive Poesie eller Paradisets ars poetica 81
  • (Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. C. Hauch.)
  • Poesiens Folkestemme contra Æsthetikens Polignac . . . . . . . . . . . 98
  • (Riimbrev fra Samme til Samme.)
  • Hvad Ende tog det med Jens Immanuel Baggesen? . . . . . . . . . . . . 107
  • (Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til det danske Folk.)
4

        

5

Musernes Vinter-Leir.

Engene dufted', beskylled' af Voven;
Himmelblaa Bækken
Nynned' og iilte med Hast gjennem Skoven.
Havet var furet af Kjølen paa Snekken.
Nattergal-Klagen
Fyldte min Tanke med sødt Sværmeri;
Vindene hvisked' med Susen deri,
Hviilte sig ud efter Touren om Dagen.
6 Fjernt fra mig tonede Trommen og Luren;
Hæslige fjendske
Mennesker kjæmped' til Trods for Naturen.
Bulderet hørte jeg, Hestene vrindske.
- Lærkernes Toner
Kalder Soldaten fra Vinter-Qvarteer.
Solen, der kommer befrugtende, seer
Krigen med Oprør og Revolutioner.
Krigen om Sommeren hades af Muser;
Marker og Enge,
Søen, der op imod Kysterne bruser,
Skulle jo lytte til Digterens Strenge;
Nattergal-Røsten
Gribe ham med Melodiernes Magt;
7 Bølgerne lære ham Rhythmer og Tact,
Hvergang de skylle med Skvulp imod Kysten.
Derimod Vinteren kalder til Striden;
Digteren binder
Lyren om Skulderen, Sværdet ved Siden,
Iler at kjæmpe med Musernes Fjender.
Foraar og Sommer
Bygge de Himmelskes Sommer-Qvarteer;
Vinteren Muserne væbnede seer
Drage til Kampen med Piber og Trommer.
- Derfor, o venlige Læsere! tøved'
Digteren længe,
8 Sommeren over, forinden han prøved'
Sværdet at gribe for lesbiske Strenge.
Vinteren kalder
Munter hans Tanke til Musernes Leir;
Gjækkende Gratier love ham Seir,
Vække ham atter til Liv, naar han falder.
9

Gjenganger-Breve.

- Data Romanis venia est indigna poetis.
Horat.
10 Jeg troede, naar man vilde slaae paa Øre
Den mindste Digter selv, at man lidt Euphonie,
Hvis ikke just en udført Melodie,
Naar Smækket kom, i Smækket burde høre.
Baggesen.
11

Retouren fra Paradis.

Riimbrev-Convolut fra Knud Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.

Forlad mig, stille Værn om danske Muser,
Jeg i din Kreds end tænker mig en Ven.
Baggesen.

Paradis den 1ste November 1830.
Endskjøndt Du sikkert undres over
At faae et Riimbrev sendt fra En,
Der efter Din Formening sover
I Jordens Skjød saa haardt som Steen;
Endskjøndt Du vist, min Heiberg, tænker,
At Sangeren, hvis Harpe klang
For Danmarks Gratier engang,
Har brudt for evigt alle Lænker,
Ham bandt til Scenen for hans Sang;
Endskjøndt jeg mærker, at om Munden
Et Smiil Dig spiller med lidt Spot,
Lidt Tvivl, lidt Undren, og paa Bunden
Af Alt Nysgjerrighed igrunden
12 (Et Smiil, der tidt har klædt Dig godt) -
Og skjøndt jeg forudseer, der strømmer
Fra Smilets Sæde, Munden, frem
Et Flud af Spørgsmaal: »Men fra Hvem?
»Og paa hvad Maade? Mon jeg drømmer?
»Og er jeg fuldt ved mine Fem?
»Mon han, hvis altfor ømme Hjerte
»Paa Jorden aldrig ret fandt Ro,
»Ei heller fandt i Aanders Bo
»En Balsom for den kjælne Smerte,
»Den Vemod, han i Brystet nærte,
»Selv naar det syntes, at han loe?
»Mon han, Selines, Emmas Sanger,
»De danske Huldgudinders Præst,
»Der sidder Wessels Side næst,
»Imens hans Navn ved Evalds pranger,
»Mon han for Alvor som Gjenganger
»Vil give Roller her som Gjæst?
»Knud Sjællandsfar, hvis bedste, største
»Belønning, Stolthed og hvis Roes
»Var den, at kaldes dansk Matros
»Og blandt Matroserne den første -
»Knud Sjællandsfar, hvis lække Skude
»Gik under i et vundet Slag,
»Imens man hørte ham at tude,
»Som Hviin imellem Stormens Brag,
13 »For Juttas og det danske Flag
»Et Hurra høit, skjøndt Alt var ude -
»Knud, gamle Søllings Kammerat,
»Der blev forfulgt, fordømt og hadet,
»Fordi han tog fra Munden Bladet
»I en forgjort poetisk Stat -
»Han, der beværted' sine Gjæster
»Med Lunets Sødme, Sprogets Pragt,
»Med Melodiens Rhythme-Tact,
»Og under sine Høitids Fester
»Paa Smagens Volde selv holdt Vagt -
»Han, hvem man dadled', at han skjemted'
»For stærkt for det for svage Syn,
»Mod hvem man raabte Brand og klemted'
»Ved Blusset af hans Øies Lyn -
»Han, der i Smagens Slotsbrands-Jammer
»Saae nedslaaet en forvildet Tylt
»Af Brandfolk frelse hver en Byldt,
»Imens vor Skat gik op i Flammer -
»Knud Sjællandsfar - jeg gaaer fra Sands
»Og Vid og Samling - paa hvis Kiste
»Den danske Smag, den engang priste,
»Men nu i pure Dynd forliste,
»Har glemt at lægge ned en Krands,
»Skjøndt daglig ved hans Bord den spiste -
»Knud skriver Breve? og paa Vers?
14 »Han er jo død; hans Død for Pokker
»Var dengang ingen Digter-Skjerts.
»Man ringed ved hans Grav med Klokker;
»Man skjendtes i mit Flyveblad,
»I Dagen, i Adresse-Avisen,
»- Og Gud skal vide, hvor - om Prisen
»Og Værdet af det gamle Had.
»- Men, hvis han nu er død, hvorledes
»Kan han da skrive til mig? Mon
»Den Kampplads, hvor saa bittert stredes,
»End binder Sangeren en Stund?
»Kanskee det ei er ham, men kun
»En Flok Epistler - fordum skrevne -
»Der er fra Skyggelandet drevne
»For her at trykkes med iblandt
»De ældre Søstre, som man fandt -
»- Kan Breve gaae igjen? - Min Skaber,
»Min Gud og Fader, hjælp! jeg taber
»Den sidste Smule Vid, min Sandt!«
Som sagt, min Heiberg, skjøndt jeg næsten
(I Qvalitet af død Person
Og Borger-Capitain forresten
I Aanders lyse Region)
Med Vished veed, at tusind slige
Forundrings-Udraab ville stige
Iveiret fra Din Munds Makron -
15 (Der gives bittre, gives søde
Makroner; paa Din Autor-Mund,
Jeg veed, man kan paa begge støde)
- Og skjøndt jeg vist af Hjertens Grund
Besvarer Alt hvad Du vil vide,
Jeg nødes rigtigt til, itide
At fatte mig lidt kort og but
I denne Riimbrev-Convolut,
Idet jeg beder Dig at hente
Af indeni forvarte Brev
Den Underretning, som jeg skrev,
Og som Du allenfals tør vente.
Kun een Omstændighed jeg vil
Berøre strax: den Art og Maade,
Hvorpaa mit Brev er kommet til
Dit Logement; en dunkel Gaade,
Du aldrig uden Hjælp kan raade.
Og denne Sag, Du vide maa,
Forholder sig omtrent som saa:
I Paradis - ja, jeg formoder,
Du veed, at Stedet, hvor jeg boer,
Er midt blandt Evighedens Kloder,
I Hovedstaden nemlig, hvor
Et tæt af Aander vævet Flor
Adskiller os fra Dybets Floder -
16 I Paradis, som sagt, min Broder,
Er Eet og Alt naturligviis
Langt over min og Alles Priis;
Det er et sandt . . . et Paradis!
En Mesterlighed uden Ende,
En endeløs Fuldendthed, der
Gaaer over alt Begreb hos Jer.
Og dog med alt det kan det hænde,
At Eet og Andet mangler her,
Saavidt som jeg kan see og kjende.
Som nu Befordringsvæsnet - ja!
Betræffende den indenlandske
Den overgaaer endog den franske.
Thi vi befordre selv os fra
Det Sted, vi er paa, til et andet
Blot ved et Tankelyn, et Blik.
Vi fare tusind Miil paa Landet,
Vi sætte tvers igjennem Vandet
Ved, naar det kommer høit, et Nik.
Hvad egentlig forstaaes ved Vei,
Distance, Frastand, veed vi ei.
Vi kjende nemlig i en Sum
Aldeles ei til Tid og Rum.
Hvor har vi Tid, paa Tid at tænke,
Mens Evigheden sluger Alt?
Og hvor kan Den af Rummets Lænke
17

Generes, i hvis Lod det faldt,
At boe i det uendelige
Ideens grændseløse Rige?

Det er utroligt, hvilken Trøst
Og hvilket uskateerligt Gode
Slig Høren op af Tidens Røst
Er netop for en Mand, hvis Lyst,
Ja, paa en Maade, hvis Methode
Var den, i sin Begeistrings Ruus
At holde slet med Tiden Huus.

Det er utroligt, hvilken Lykke
Slig Bryden ned af Rummets Væg
Bereder Den, hvis Hoved-Nykke,
Imens han ragede sit Skjæg
Blandt Jordens Mennesker og Qvæg,
Har altid været den, at ile
Fra Sted til Sted foruden Hvile.

Som sagt, et uskateerligt Held!
Hvad er Befordring paa Chausseer,
Ja, selv med Damp paa Jern-Alleer,
Ja hvad, tiltrods for Hr. Brunel,
En Fart paa Tunnel under Themsen

18

Mod Sjælens Flugt ved Øiets Blink!
Og, hvad paa Schweitzerbjerget Gemsen
Mod Hurtigheden af et Vink?

Forsaavidt, er min sande Mening,
I Paradis er Alting godt
Og grumme mageligt - naar blot
Der var en Smule meer Forening
Med det, vi skiltes fra engang,
Med Hensyn hertil mindre Tvang
Og, som et Middel mod vor Trang,
Et udenlandsk Departement.

Forbindelsen imellem Eders
(Den lille Jords) og andre Steders
Bekjendte Markeder og os
Er, vor Lyksalighed tiltrods,
Saa godt som nul og nix igrunden;
Til dato har jeg ingen funden.
En reguleret Postgang - ak!
En banet Vei - jo, mangetak!
Nei, det er usselt, Herre Broder,
For En, der styret ud med Vid,
Tilfreds ei med det blotte Foder,
Lidt Skridt vil holde med sin Tid.

19

Naar vi vil hente Nyt fra Eder,
Saa maa vi tye til Leiligheder.
Men slige gives der kun faa.
Den evige, berømte Jøde,
Der fordum var saa god at gaae
Med Breve fra mig til min søde
Udkaarne Muse - før jeg døde,
Min Patroness' herovenpaa -
Og Svaret til mig expedere,
Ham see vi næsten aldrig mere.

Men derimod i dennes Sted
En Leilighed for Tiden haves,
Hvis Lige forhen aldrig gaves;
En Leilighed, min Bro'er, hvorved
Vi kan fra Eder Breve vente
Og Bøger og Aviser med
Og Bud fra Venner og Bekjendte;
Ja, hvad der her er rart, igjen
Kan skrive til en jordisk Ven.
Thi disse Leiligheder tage
Som oftest med Retour tilbage.

For at du kan forstaae mig, vil
Jeg nævne, hvad jeg sigter til.

20

Du veed, det er bekjendt, de franske,
Italienske, svenske, spanske,
De russisk-polske, de tartariske,
De cultiveerte, de barbariske,
Men, uden Spørgsmaal, at især
De tydske Recensenters Hær
Ei blot forstaae til Punkt og Prikke
At rive ned og at slaae Vrag
Paa Det, der efter deres Smag
Er jammerligt og duer ikke,
(Skjøndt Tingen tidt kan deri stikke,
Det seiler under eget Flag)
Men at de ogsaa, naar Poeten,
Der tales om, endskjøndt en Pjalt,
Har spiist af deres Brød og Salt,
Kan støde grausamt i Trompeten.

Hvor mange Skriblere har ei
Ved slige Recensenters frække
Trompetertusch forstaaet at vække,
Gud veed, paa hvilken smudsig Vei,
Et Slags Opmærksomhed for Tiden,
Som man har spottet over siden.
Selv i det lille Kjøbenhavn
Man har for ikke langt tilbage

21

Kaldt Folk Poeter uden Mage,
Som Ingen kjender nu af Navn.

Men, Herre Broder, vi herovre,
Hvis ubestukne Skjønheds-Sands
Ei blændes af den laante Glands,
Poeterne fra Dan og Dovre,
Og Frankrigs, Tydsklands, Engellands,
Fik spredet om en falmet Krands,
Vi sende slige Halvpoeter,
Der komme til os med et Læs
Attester fra Critikens Gjæs
Og banke paa hos Sancte Peter,
Tilbage med Protest til Jer.
Heroppe kort examineerte
De blive glatvæk rejiceerte.

Og seer Du, her, min Heiberg, er
Den Leilighed, jeg før har nævnet,
Det medium, der blev mig levnet,
Hvorved jeg ei alene kan
Erholde Bud fra dem, jeg kjender,
Men finder ogsaa En, der vender
Tilbage til det elskte Land
Og tager Brevet med, jeg sender, -

22

En Leilighed, man ret beqvemt
Med Paradisets lyse Ho'der
(Hos os i Vittighed og Skjemt
Hvad Folk hos Eder i Nyboder)
Kan give Navnet af en puur
Phantastisk, ellevilter rendende,
Belæsset, da vi fik den sendende,
Men nu poetisk let Retour,
Æsthetisk tom tilbagevendende.

Vel seer jeg atter om Din Mund
Vibrerende hiint underlige
Sarkastisk-egne Smiil at stige,
Der skjuler Skalken paa sin Bund
Og synes mig med Undren sige:
»Hvorledes skal jeg det forstaae,
»Min kjære Knud, mon de, der stødes
»Fra Paradis og sagtens maae
»Etsteds spadsere hen, hvor Faa,
»Der ikke netop dertil nødes?
»Kan faae isinde hen at gaae,
»Vil der med Dine Venner mødes?
»Med Dine Venner? - Men med hvem?
»Mon, for at tale reent af Posen,
»Fordømte regnes med blandt dem?«

23

Jeg fatter, Kjære, retvel Skosen.
Men troer Du virkeligt, at vi
Fordømme dem, der som Poeter,
Skjøndt skikkelige Folk, fik Beter?

Jeg mener tvertimod, fordi
Man skriver Digte, som en Bengel,
Man paa en sindig Prosa-Sti
Kan tee sig siden som en Engel.

Jeg troer, at de, der sødt sov hen
Ifjor som Professions-Poeter,
Kan leve siden op igjen
I andre brave Qvaliteter.

In summa, Broder, det er vist,
At Den, om hvis originale
Poemer ei er værdt at tale,
Kan vinde Palmeløv tilsidst
Om ei som andet, som - Copist.

Og, hvorom Alting er, det baader
Kun lidet, at forkaste den
Blandt alle tænkelige Maader
Saa godt som eneste, Hr. Ven,

24

Paa hvilken Breve kunne finde
En Vei fra os til Kjerteminde.

Jeg stoler altsaa paa, Du troer
Mig uden videre, min Bro'er,
At først igaar er arriveret
En Digter her fra Jer (etsteds
Darauszen fra) og expederet
Til Paradisets Dommerkreds,
Hvor nu han bli'r examineret.
Ham venter jeg, og var tilfreds,
Han lykkelig var - rejiceret.

Men det er vel paa Tid engang,
Min elskte Ludvig, at jeg standser,
Før Convoluten bli'er for lang.
Det er min gamle Feil: jeg sandser
Af Glæde neppe, naar jeg dandser
I Rhythermerækker under Sang.
Jeg er desuden vant at rutte
Med Evighedens Tid jeg har.
Naar jeg begynder en Passiar,
Saa kan jeg næsten aldrig slutte.
Men der er rigtigt noget i,

25 At Tiden, selv i Evigheden,
Og Brevpapiret, selv i Eden,
Bør bruges med Oeconomie,
Og at, hvis ogsaa jeg, der skriver,
Kan rutte med en Evighed,
Du selv, min Gode, neppe bliver
I Længden ret fornøiet med,
At Dig med Posten Breve sendes,
Der først i Evigheden endes.
26

Toget mod Algier eller Apologie for min Gaaen-igjen.

(Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.)

Saaledes slaaer jeg end til Sprogets Ære
Med god Samvittighed, naar det skal være -
Saaledes - ak! men det er Verdens Nød! -
Saaledes slaaer man kun, naar man er død.
Baggesen.

Paradis, den 1ste October 1830.
Hvad der bevæger mig til at forlade
Min efter tusind Storme fundne Havn,
Mit, som det synes, faste Stade,
Min trygge Plads i Engles Favn,
Og væbnet blot med Sort paa hvide Blade,
Ei meer beskyttet af mit gamle Navn,
Udsætte mig for Fjendens Kanonade -
Hvad der bevæger mig, min Ven,
Der vel kan være mødig af at stride,
27 Til at fornye Bataillen og igjen
Forsøge paa at skjemte, lee og - lide,
Det ønsker Du at vide?

Mig driver Længsel efter Danmark fra
Asylet under Evighedens Palmer;
Mig lokker, midt iblandt Seraphers Psalmer,
Og blandt Cherubernes Haleluja
Min gamle Kjærlighed til Jorden,
Men, fremfor Alting, til mit Hjem, til Norden.
Mig driver Et, jeg veed ei hvad,
En Uro, Hvileløshed, Hede,
Et Slags Forlangen efter fremmed Mad,
Og - skjøndt jeg seer, Du undres allerede -
En Smule - Kjede.

Lad det ei undre Dig! Ifald Du blot
Betragter nøiere mit Jordlivs Gaade,
Kan denne Kjedsomhed forklares godt.
En Forudnyden uden Maade,
En Leven flot
Paa Capitalerne, der var ivente,
En Gjøren Regning uden Vært,
En Griben efter Taffelets Desert,
Imens paa Suppen jeg mig brændte,
28 See, det omtrent har været min bekjendte
Maneer, forinden jeg mit Jordliv endte.

Og hvis nu jeg, der længe før min Død,
Da jeg endnu to lille var blandt Eder,
Sødt vuggedes i Phantasiens Skjød,
Hvis jeg paa Puf alt dengang forud nød
De Saligheder
Mig Paradisets Himmel nu bereder,
Og saa med Eet
Imod Forventning finder mig lidt beet;
Hvis jeg, jo meer jeg grunder,
Begriber, jeg har taget (mellem os!)
For megen Salighed forlods,
Er det et Under?

Mig er for himmelsk tidt min Himmel,
Mit salig Liv for saligt tidt;
Af Evighedens Længde hovedsvimmel
Jeg ønsker, Tiden vilde lidt
Afløse denne lange Vrimmel.
Ja, hvad der næsten gaaer for vidt,
Den dybe, dybe Fred, jeg her har arvet,
Jeg ønsker undertiden farvet
Med Krigens muntre Colorit.
29 Min store Tryghed mig generer,
Min ubegrændsede Credit;
Og her, hvor ingen Moders Sjæl fallerer,
Jeg længes efter lidt - Fallit.

O, Du er lykkelig! Du kjender,
Du kan ei kjende ret tilgavns
Din og det hele Kjøbenhavns
Lyksalighed, hvorhen I saa Jer vender.
Min lykkelige Heiberg! Du, som næst
De større Plager,
Krig, Ildebrand og Kulde, Sygdom, Pest,
Kan desforuden, naar du blot behager,
Dig invitere til de mindres Fest,
Tractere Dig med skjønne Næringssorger,
Huusleie, Hjælp til samme, Lygteskat,
Og kan i dette Schachspil gjøres mat,
Hvad, ak! blev nægtet mig som Himmelborger;
Du, som kan sødt beruses i
De kjøbenhavnske Post-Poeters
Æsthetisk »brave« Svinerie,
I Hauchernes Portstolpe-Polemie,
I tusind Bestialiteters
Henrykkende Magie,
Der, ak! min Næse gaaer forbi,
Forsaavidt, at jeg ei er midt deri;

30 Du, som bedærve kan din Mave
Med seige Hjorterygge, samt det Vildt,
Der under Navn af Vilster bli'er bestilt
I Sorøes adelige Dyrehave;
O, Du Lyksalige, der har,
Foruden Alt, hvad Skjæbnen Dig beskjar,
Tiltrods for alle Matatadorer,
En Sværm af Creditorer!
Ja, hvem der var i Dit Sted! Hvem der kunde
Som Du fordybe sig i Polemik
Og ærgre sig ved den blot nogenlunde!
Ja, hvem der havde blot et Gran af Politik,
Ei den, som vi har, den kosmopolitiske,
Der paa en noget studs Maneer
Med roligt Overblik paa Verden seer;
Ak nei, jeg mener just den mindre kritiske,
Som Dagens, Skilderiets og som den,
Man faaer hos Værtshuusholdere med Øllet
For Ingenting i Halsen skyllet
Og ved Discourser gylper op igjen.
Af, hvem der var en Smule smittet
Af Frygten for Miguelers Despotie
Og Londons Stods-Philosophie,
Og kunde skjælve lidt for Keisersnittet,
Hvorved de græske Stater, svangre med
31 En længe baaren Friheds-Søn, kom ned
Og blev forløst, lidt voldsomt, mener Fanden.
Ja, hvem der blot, i Mangel af en anden
Uroligheds Fontaine kunde gaae
Til Attestats og frygte for at staae!
Ak! hvem der havde (for med een Betegning
At vise Dig min store Mangel paa
Elendighed) en nok saa klein, lad gaae!
(Thi man kan ogsaa ængstes for de smaa)
En klein, men uqvitteret Skrædderregning,
Der bragte mit Finants-System istaa!

Alt dette mangler mig, og derfor drager
Min Tanke med unævnelige Savn
Tilbage til det elskte Kjøbenhavn.

Aparte veed Du, at jeg tager
Med Hjertens Liv og Lyst
Lidt Deel i hver polemisk Dyst,
Der af Critik, om nok saa lidet, smager;
At overhovedet enhver
Selv nok saa lille Gjæring, men især
En saadan en, hvor Videnskabens Vande
Af Storm og Uveir er i Oprør bragt,
Og Søens Flade saa belagt
Med Fisk, at man kan fange dem med Spande,

32

At sligt et Røre, som bekjendt,
Er egentlig mit Element.

Men siig nu selv, min Bro'er, om Du har fundet
Literaturens Fiskepark etsteds
Saa oprørt indenfor sin Kreds,
Saa genialt det Hele, slets ei bundet
Til dumme Regler, men Enhver saa fri,
Saa puur og pære Fisk-Genie,
Saa hjemmevant i dette Roderi,
Som nu hos Jer i Døgnets Poesie?
Og rundt om Parken selv et Føre
Saa deiligt dyndet og saa tykt,
At selv de lette Gratier, af Frygt
For Stænk, ei gaae deri, men kjøre.
Ja, det er sandt, Literaturens Kjær
Er noget mere mudderfyldt hos Jer,
End netop just nødvendigt er
For sig i Søleriet at bevare;
Men, søde Bro'er! betragt saa bare
I Kjæret overalt de rare
Urimelige store Ferskvands-Fisk,
Saa reent forfisket hver, saa frisk,
Saa døsigt gloende med Øiet,
Oa dog saa selvtilfreds og saa fornøiet!
See, disse store, ferske Flyndere,

33

Mod hvilke min Tids vare magre Syndere;
Hiins Torskeflab
Og dennes fast umaadelige Gab!
Og disse der, som ere kuns Begyndere
I dette Kjærs Forfisknings Theorie,
Hvor let de alt bevæge sig deri!
See der - dog ak! hvem nævner alle disse
I sit Slags mageløse Fisk tilvisse!

Dog - uden Billeder! jeg kan
Ei andet end beundre Jer, min Broder!
Jeg havde sagtens tænkt mig, at et Land,
Hvor alskens fremmede, moderne Moder
Blier snappet med en graadig Tand
Af Svinene, der ved Parnasset roder,
Jeg havde tænkt mig, siger jeg, endeel
Forværret siden
Min Himmelfart og grebet an af Tiden.
Men en saa stor, fuldstædig og saa heel
Prostitution! en slig Foragten
Af Modersmaalets Grammatik
Og selv en simpel Gammelholms Logik
Og Skoledrenge-Regler for Metrik!
En saadan ubarmhjertig Slagten
Af sund Forstand! - Isandhed, Eders Slægt
Indgyder uvilkaarligt mig Respect!

34

Kan min Tid prale med en saa forstokket
I Theorie og Praxis lige stærk
Og i phantastisk Vildskab saa »barokket«
Og regelløs og ugeneert Bersærk,
Som han, der nyligt skrev den fade,
Ja næsten vamle Babyloniade? *)
Kan Een af dem, der dengang gjorde Vind,
I Sprog- og Vers-Fordærven taale,
At vi med dennes Vindighed ham maale?
Mig falder netop nu en Bommert ind,
Men een, der slaaer Sparto til mangen anden.
Siig, kan Du gjætte vel hvad Manden
Forstaaer ved »mindre langt« omtrent som saa?
»Hvad der i Længdemaal maa staae
- Kanskee Du mener - under Noget,
Hvormed det sammenlignes.« - Aa!
Saa let man slipper ei til? Pludder- Sproget,
Hvorunder og hvorpaa
Han skriver sine Digte hen i Taaget.
Nei, Meningen er - hahaha!
Jeg brister, ha! jeg kan - haha!
For Latter komme knap derfra . . .

* 35 Nei, Meningen af »mindre langt« skal være
Den samme som »langt mindre« paa min Ære! *)
Haha, haha, haha, haha!
Du store Gud! hvad kan der ikke blive
I danske Bøger sagt som Jydsk,
Naar Folk i Moden komme med at skrive
De samme Bøger først paa Tydsk!
Og hvad kan ikke ved en slig Forqvaklen
Af Sproget og en saadan Venden om
Af Constructionerne, ved disses Vaklen,
Endnu forventes, inden Smagens Bom
Slaaes ned for Døgnets Galimatiade!
Hvad kan der ei af denne fessor Pro
I Sorøskovens mie Acade
I etisk po
Maneer af phanes Aristo,
Naar blot man venter, i det Store skrives,
Da Miniaturen alt saa prægtigt trives!
Men, gjælder Klagen om det grønne Træ,
Hvem kan da fordre nogen
Respect for Sprogets Majestet af Digterpogen,
Af Poesiens mindre Kræ?
* 36

Hvis denne Hellig Andersen, der rider
Beruust af Phantasiens Øl
Paa Musens nattegamle Føl,
Det slagelseske Krik med lamme Sider,
Mens Pøblen holder ham for en Prophet
Af en Poet;
Hvis han som Sinkelectiens Fux begik
Saa plumpe Bommerter mod Grammatik
Som dem, han ideligt begaaer, *) han fik,
Det tør jeg sværge paa, saa vis som Nogen
Dada og blev sat hen i Skammekrogen.

O, I er komne vidt! Jeg seer
Forbauset Eders Skriden
For ei at sige frem med Tiden,
Nei, langt forbi den meget meer.
Hvad vare min Tids Pøbel-Aander
Ved Døgn-Literaturens Gammelstrand
Imod de literaire Vagabonder,
Der vrimle nu hos Jer saa tykt som Sand.
Og Eders Ugeblade! - Kjære!
Betænk og husk Dig om: kan min,
Skjøndt ellers grundigt svinske Tid begjære
At Sammenlignes med de fede Sviin,

* 37 Der sværme snart hos Jer og snart belære?
Ja, Eders Ugeblade! - Hvem
Vil nægte dem i Anarchiet
Af sund Fornust og Styverfængeriet
Af alle Sorter Fynd og Klem?
Selv Steens Opposittons-Fadaiser
Var Salomonisk Viisdoms-Ord mod dem,
Man hver Dag nu med Undren læser,
Naar muddret op af deres Hjem,
Ureenligheds pontinske Sumpe,
De siden friske postes frem
I Liunges kjøbenhavnske Pumpe.
(Jeg mener in parenthesi,
At Navnet »Posten« ikke passer
For et saa raat Maskinerie
Som Liunges Hverdags-Blad, hvori
Et Bundfald af vor Poesie
Og Dynd af vor Philosophie
Af Redacteuren samles i
Dertil bestemte, plumpe Kasser.
Man kunde kalde det en Pram,
En Mudderpram, at sige, Kjære!
Hvor Kjøbenhavns og Sorøs Skam,
Dødssukket af vor Rest af Ære,
Vor sunde Tænknings sidste Sums
38 I Facit deficite Rester
Til Tarv for Smagens Ølhuusgjæster
Er samlet, tyknet i en Grums.)

Som sagt, min Broder, jeg beundrer Eder!
Kan min Tid, svar mig, kjæreste, jeg beder!
Kan min Tid vise Møster paa Critik
Som kjøbenhavnske Pumpens om Theatret?
Og kan, uagtet Smagens Republik
Af Renomister, saa det havde Skik,
Paa min Tid, veed vor Herre, blev kalfatret,
Du eller Nogen, om I og
I den Tids Smagens Sorte-Christianskrog
Og sammes Peder-Madsens-Gange speide,
Mig vise Magen til en Polemik,
Der saa complet paa alle Fire gik,
Som salig Essex's scandaleuse Feide?
Selv Den, hvis Virtuositet
Paa min Tid uden Mage var i Sludder,
Var Intet Mod den simpleste Poet,
Der vralter om i Pumpens Mudder-Mudder
Og skriver, om ei andet, - en Pamphlet.

39

Men - sandt at sige, kjære Herre Broder!
Mig synes næsten, at der stikker i
Det kjøbenhavnske Nederlags-Genie
En altfor genialsk og fri,
Ja næsten fræk Foragt for gode, gamle Moder;
En altfor voldsom Riven ned
Af Reglerne for Rum og Tid og Sted;
En altfor ubesindig Slaaen Vrag
Paa det, man kaldte før den gode Smag;
En Stræben, altfor dristig, for umaalelig
Mod det, der, kommer Alt til Alt,
Igrunden dog er splittergalt;
En - Genialiteten ufortalt,
Der fødes nu med hver poetisk Pjalt
Og gjør ham strax uoverstraalelig, -
En Færskhed, saa aldeles uden Salt,
At Eders Poesie er fast utaalelig.

Det er paa Tid, jeg mener, at man gaaer
Paa Tog mod danske Smagens Barbarier,
Hvis Stat, som før Algiers, o Skjændsel! staaer,
Fordi man seer derpaa og - tier;
Et Barbarie, hvis critisk-fæiske
System tiltrods for al den europæiske
Cultur og Frihed taales Aar for Aar

40

Og kun betrygges derved, at I - sove!
Et Barbarie,
Der trodser Gud og Politie
Og leer ad Æsthetikens Love,
Og fordrer, skjøndt ei værdig et Skud Krudt,
Af vort Aarhundred' sin barbariske Tribut.

Det er den høie Tid, jeg skulde mene,
At I, der staae som Riddersmænd omkring
Den stakkels Frue, Smagen, Jer forene
Og søge Fjenden ved hans Værneting.
Forsamler Jer til Toget kjækt og ædsker
Til Kamp, til Død, til evig Tausheds Grav
Literaturens Barbaresker
I Poesiens Middelhav.
Bestormer dristigt deres plumpe
Befæstning ved den kjøbenhavnske Plumpe!
Og tager fat, er I som jeg tilsinds,
Paa ham, der hist i Mudderet befaler,
Paa ham, hver nyhedssvanger Vinds
Herold, hvert sælle Skinds
Beskytter, Pumpens maroccanske Prinds
Af tre fra Soer ham sendte Hestehaler!
Og gjører flux i Gratiernes Navn
Til Eders og til Dannersprogets Gavn

41

En Ende
Paa Røverredens Mestermænd og Svende! - -

Jeg seer, min Ven, Dit tankefulde Blik;
Din sagte Rysten og Din Luden
Med Hovedet jeg kjender paa en Prik.
»Et Barbarie, saa raat, saa frækt desuden,
»At efter hvert fornyet Slag paa Snuden,
»Det lige frækt med Snuden opreist gik,
»Udrydde det! - men Maaden, det er Knuden!«
- Og herom er min Mening den, Fa'er min!

Det er ei reent betydningsløst, at hiin
Algierske Stat, der alt saa tidt er truet
Af Poul og Peter med Ruin,
At den, jeg siger, ei blev underkuet
Af Østerrigske Hæren (denne kan
Vist være respectabel Mand for Mand,
Men til at holde mod Barbarer Stand,
Den synes mig for selvfortabt i Nuet) -
At heller ei et Parlament,
Saa bravt og dygtigt, som det engelske,
For evigt Røverredens Magt fik endt;
(Thi det er egent med John Bull bevendt:
Hans Smag, skjøndt af Europa høit fortjent,
Tidt i det Fine falder i det bengelske) -

42 At dernæst Moscoviten, der paa Vrangen
Er lidet meer en Halv-Barbar,
Til dato endnu mindre har
Algierernes Despot holdt Stangen; -
At endeligt, saavidt jeg veed,
Mit Danmark var, i Forhold til sin Evne,
Den Første, der med Kraft til Værket skred
Og havde Hjerte til Europas Skam at hævne,
Da Du mod Tripolis, o Bille! stred; -
Men, at det store Forsæt, reent fra Grunden
At rydde Hundehuset, Røverhunden
Og den Algierske Despotismus ud,
Først modnedes ved Frankrigs Herskerbud.
Det er ei reent betydningsløst, jeg siger,
Det er et Vink for Hver, der gaaer
Til Kamp mod Barbarie - om dette staaer
Paa africanske Kysten eller stiger
Og bredes ud i Poesiens Riger -
Det er et Vink, at netop Frankrigs Kriger,
Hiint Lands, der stred saa tidt for Kunst og Smag,
Har kjækt sig taget af Culturens Sag
Og dræbt i Hulen Barbariets Tiger.
Thi mærker Eder, I, der samles om
Den gode Smags Standarter for at holde
Paa Poesiens Thingsted Dom
43 Og værne krastigt om Critikens Volde,
I, mine danske Venner! I To, Tre!
I, naar det kommer høit, I Fire!
I, der besjælt' med mig af een Idee,
Med Skjæmt, med Alvor, med Critik, Satire
Bekjæmpe dem, der nu maaskee,
Mens I Fordærvelsen om Eder see,
I Poesiens Skjænkestuer svire;
I, der imod Barbarer gaae paa Tog
Til Forsvar for vor Digtekunst, vort Sprog,
Betænker vel, forinden
I ruste Jer til velmeent Strid mod Fjenden,
At Mislyds Barbarie
Beseires kun med Vellyds Harmonie;
Med fuldendt Kunst I skulle
Beskjæmme ridderligt det Mangelfulde!
Imod plebeiisk Plumphed sætte
En Strenghed, der er nærved Etiquette!
Ja, mærker det: med Frankrigs Elegants,
Med dets Correcthed, Præcision og lette
Af Gratierne lærte Rhythmedands,
Dets Klarhed, dets for Skjønhed vaagne Sands,
Med fransk Respect for Love
I rustes maaae til Striden, før I vove,
At vække dem, der sandsesløse sove!
44 Saaledes væbnede til Vaabendyst,
Til Kamp, til blodig Kamp imod Barbarer,
I rendse Danmarks blomsterklædte Kyst,
Der mylrer nu af hujende Corsarer!
45

Knud Sjællandsfars Testamente eller Gjengangerens allersidste Villie.

(Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.)

Det forekommer mig, at Gaaden,
Som Løses bør i Poesie,
Er ikke Knuden selv, men Maaden
Som Knuden løses paa deri.
Baggesen.

Paradis den 1ste October 1830.
Lidt træt, lidt mat, en Smule grebet an
Af Skrivelsen, jeg nys har skrevet,
Jeg nødtes til at standse Brevet
Og ved en Æthersnaps, lidt Ambra-Vand,
En Bid Ambrosia, saa godt man kan,
Til Skriven Breve sætte mig istand.
Recolligeert, i al Fald mindre mat
Jeg tager atter paa Epistlen fat.

46

Iblandt de Faa, de Tre, de Fire,
Der, som jeg haaber, endnu staae
Beredte til med mig at gaae
Til Smagens Skjænkehuus og slaae
For Panden dem, der sidde der og svire,
Blandt dem fornemmeligt jeg regner paa
Din Assistance, Ven, Din Skjemte-Lire,
Din grundige Critik og Din Satire.

Kanskee Du mener, det var klogere,
Om jeg, for at faae Sagen bragt i Drift,
Forsøgte paa, mig at besvogere
Med Eders literaire Maanedsskrift,
Et Maanedsskrift, der commanderer
For Øieblikket som bekjendt
Med femten Officerer
Et overmaade talrigt Regiment.
(Dets Officerer er jo og Gefreidere
For en usynlig Trop af Medarbeidere.)

Om det var klogere? Kanskee det var.
Jeg veed jo nok, det ansees for en Lykke
For Den, der ellers intet Rygstød har,
At han kan støtte sig til Andres Rygge.
Og disse her tilsammen er' forsvarlige,
Og kan med Lethed og i Mag,

47

Jeg tilstaaer, ta'e sig af den gode Sag
Og vorde for dens Fjender meer end farlige.

Men seer Du, Kjære, det hvorfor jeg strider,
Er ikke just den gode gamle Sags
Befordring, men en streng og critisk Smags.

Betragt et Hav, en Flod, hvor Strømmen glider
Med Ilen og harmonisk hen
Og ta'er ei blot fra Himlen over den,
Men og fra Strandens blomsterrige Sider
Et eget Farvespil, en Colorit,
Der under Stoffets Eenshed vexler tidt -
Og see da Billedet paa det, jeg kræver
Af Digtet, der med Tidens Strømme svæver.
Som Havet, naar det snart idyllisk hviler,
I Ro og Storhed Billede paa Gud,
Snart pidsket af Orkaner spiler
Til Mynster-Taarnes Høider ud
Sin rynkede, bevægelige Hud,
Og skummer dybt, naar Stormen iler
At slaae det med forfærdelige Kiler:
Saaledes for mit Øie Digtet staaer
I Forhold til det indre Liv, der gaaer
Igjennem det og til dets Ydre naaer;
Thi enten det er roligt eller stormer,

48

Dets flydende, bevægelige Masse
Er eet og smeltet sammen med dens Former.

Om nu en Digter har forstaaet at passe
Hiin Stoffets nøie Sammensmelten med
Dets Form, hiin Farve-Vexel efter Tid og Sted;
Har ladet sine Digte speile
Ei ene Himlen af, men det,
Der ligger nærmere, (skjøndt det er mindre let)
Det er, hvis ei jeg meget skulde feile,
Den sande Gjenstand for Critik,
Det Punkt, i hvilket Smagen
Kan lægge hvad den duer til for Dagen.

Men, kjære Broder, det er netop Sagen:
For Form og Farve har Enhver ei Blik,
Men for Idee og Stof har næsten Alle.

Saa underligt det og paa Tryk kan falde,
Det er dog vist: de Folk, man støder paa,
Betragte Formen meest som et Abstractum,
Der nok kan springes over saa som saa;
Ideen derimod er dem et Factum,
Som man kan ordentligt forstaae;
Den smager meget meer af det Reelle;
Den kan der tages paa; man kan fortælle

49

Om en Idee, om Stoffet vidt og bredt:
Men ak! hvem bryder sig om det Formelle!

Sæt for en Fraadser et poetisk, fedt,
Med Boller opfyldt Suppefad tilside:
Hvad er det, Fyren først og sidst vil vide?
Om Suppen og tilgavns er stærk og sund,
Og nordisk kraftfuld, ethisk ei oprørende,
Om den besidder alt til Supper hørende,
Som for Exempel, Boller, Grønt og Rødder
Og Fødder.
(Naturligviis jeg mener dem af Grise,
Af Gjæs og Høns og andre fleer.
Paa Versets Fødder - pedes - seer
I Reglen aldrig Fraadserne, der spise.)

Men, naar som jeg man er en kræsen Hund,
Ens Appetit i noget Mere sættes:
»Med Suppen, hedder det, vil jeg ei mættes;
Paa det Piquante spidser jeg min Mund.«
Jeg ønsker desforuden, at dex rettes
Lidt smagfuldt an, og ønsker det med Grund.
»Ifald Du havde bed't mig til Dit Gilde
(Jeg siger til min Vært) en Søgnedag,
Og havde bed't mig ene for at stille
Tilfreds min Sult, det var en anden Sag!

50

Men Du har bed't mig paa en Høitidsdag,
Paa Høitidsmad hos Musen, Din Pernille:
Saa er det vel tilgiveligt at ville
Beværtes med en lille Smule Smag.
Hør derfor min (og gid med denne Fleres!)
Erklæring, Ven! Skal jeg af Dig tracteres
Og Suppen i en Skaal af Leer serveres,
Saa bliv ei vred, om jeg gjør sure Miner:
Jeg er forvænt af Porcelains Terriner.«

Det er en gammel Regel: Viin,
Der drikkes af en Theekop, smager
Omtrent som bitter Medicin;
Og Kaffe, heldt i Ølglas, ei behager.
Saa stor er den Betydenhed, der var
Til alle Tider ved det blotte Kar.

Vel hører jeg af visse Mose-Krybere,
Parnassets Sjouerfolk, at Sligt
Er Overtro og Fordom mod et Digt;
Nei, mine Herrer, Tingen stikker dybere!

Som Følehornet paa et Insect skyde
Fra alle vore Sandser sine Traade,
Der prøve det, vi er tilsinds at nyde;
Og skjøndt det ofte synes os en Gaade,

51

At Eet behager os, et Andet ikke,
At jeg kan lee ad det, min Søster Fikke
Igjennem Taarestrømme stirrer paa,
Saameget, troer jeg, kan et Barn forstaae,
At der imellem Godtfolks Organismer
Er en Forskjellighed, en grov, en fiin,
En raa, en dannet Sands, der gjør, at hiin
Paa Smagens Guldvægt veier det, Fa'er min,
Som Pøblen veier ofte paa en Bismer.

Een tager mig til Siden: »Min Poet
Er, tro mig, fuld af Genialitet.
Bedøm ham anderledes! For Genier
Bør skrives singulaire Theorier.«
- »Hvad vil Du af min Digter?« siger Een;
»Han er saa skikkelig; hans Sjæl er reen;
Hans Poesie moralsk; i hans Romaner
Er meget underholdende Kumpaner.«
- »Væk!« raaber Een med knyttet Næve, »væk,
Hr. Criticus! med Dine dumme Skranker!
Hos min Poet man svømmer fast i Tanker;
Hans Chracterer er' solide Planker
Af Menneske-Naturen Træk for Træk!«
Og hvad betyder saa det flaue Qvæk?
Hvad vil' I af mig? Hvis nu jeg forlanger

52

Ei blot Productet af en keitet Flid,
Men Studium af een og anden Sanger?
Hvad skader dem lidt Gratie, lidt Vid?
Har jeg ei Ret til at forlange Noget,
Der viser Tact og Følelse for Sproget?

Betragt en Linedandser hist, og siig,
Hvi ei til Bifald danske Næven røres,
Der ellers altfor let til Klap forføres.
Er Manden ikke flink? hans Klædning rig?
Og gjør han ikke grumme svære Stykker?
Snart de forunderligste Pas,
Snart høie Spring med Entrechat -
Har danske. Folket pludseligt faaet Nykker?
- Jo paa det Lav!
»Ak nei! men Akrobaten, ellers brav,
Manquerer noget Vist - mig Folket svarer -
Som vi har vænt os til hos Longuemarer:
Paa Lethed og paa Gratie han sparer.«
- Thi Folket føler dunkelt, at Enhver
Kan vinde Færdighed ved lidt Besvær,
Kan springe høit, men derfor ikke falde
Med Anstand ned; og plumpe kan vi Alle.

I Korthed, hvad Horatius,
Saavidt jeg veed, i Brevet til Trebatius

53

For længe siden alt har sagt,
Det staaer endnu den Dag i Dag ved Magt.
I Alt hvad der er blot og bart nødvendigt,
Der er det ofte tilladt, er anstændigt,
At gribe Sagen an lidt ubehændigt.
Man være kan en duelig Jurist,
Og bomre stærkt i Sproget, det er vist;
Kan mangle Gratie som Cancellist,
Kan have Horn i Siden
Paa dannet Smag og Holden Skridt med Tiden,
Og gaae tilstols som hæderlig Copist. *)
Men, naar en Digter gjør deslige Knuder,
Foragtes han af Mennesker og Guder. **)

Dog - for at knytte Traaden fast igjen
Til det, hvorfra jeg nys gik ud (jeg mener
Det literaire Maanedsskrift, min Ven!)
Da er det vist et Selskab, der fortjener
Respect ved Krasten, det i sig forener.
Dets Lemmer staae, kan ellers Rygtet troes,
Ved Hovedets og Hjertets Adel
Langt over min og over Alles Roes,

* * 54 Men - netop derfor over Ingens Dadel.
Hvad jeg for min Part har imod dem meest,
Og hvad der nu og da har gjort mig bange,
Er nærmest, at jeg troer, der er for mange.
Da Folk i Danmark er som Folk er fleest,
Jeg synes næsten ei, man kan forlange,
At i et lille Land og nutildags
Skal 15 Herrer, siger femten,
Der tage sig af Viddet og af Skjemten
Og af vor Alvor med Critikens Klemten,
Ei blot bekjende den moderne Smags
Igjennem-Fingre-Seen - nei! fra Grunden
Bekjende høit med Hjertet og med Munden
Og under alle Formernes Bevaring
Den ene saliggjørende
Og til et evigt Liv alene førende
Æsthetiske Critikens Aabenbaring.
Thi jeg, der som bekjendt er blød som Vox,
Naar Talen er om blot at tolerere,
Jeg, naar der spørges om at criticere,
Bekjender villig mig som orthodox.
Men, læg nu Mærke til de Femten, Kjære!
(Jeg burde sagt de Fjorten, det er sandt! *)
* 55 - At der er Folk iblandt,
Der ere Landets Stolthed og dets Ære,
Det finder jeg og det Enhver nok fandt.
Men - det er Mænd, der meest har lagt sig efter
En Videnskab, et Studium, hvori
Snart aldrig Talen er om Poesie.
Med alle Sjælens Evner og dens Kræfter
Bemægtiger den lærde Grandsker sig
Sin Videnskabs Idee. En Dykker lig,
Hvis Stræbens Gjenstand kun er det, der hefter
Ved Dybderne sig fast, og det, der gled
Ved Massens Indhold dybt i Havet ned,
Men ikke Sivets Blomst, hvis lette Blade
Til Krone forme sig paa Vandets Flade,
Som denne seer den lærde Grandsker paa
Det Indholdsrige, Grundige, Solide.
Han vil det rene Væsen, maa Du vide;
Hvor kan den lette Skjønhed da forslaae?
Men jeg, som før bemærket, er lidt kræsen
Og nøies ikke med det rene Væsen.
- For lutter Indhold, Grundighed og Stof,
Af Iver for Systemet at bestemme,
Sees han kun lidt ved Gratiernes Hof;
Men det er netop der, hvor jeg har hjemme.
56

Hvem spørger i Theologie
Om Melodie?
Og hvilken Studiosus paa Regensen
Fik sit Gehør for Vellyd cultiveert,
Fordi han i et Cursus har studeert
Jurisprudensen?
Hvem skjærpede sit Blik
For Formens Skjønhed, for Metrik
Ved Medicinen og Physik?
Hvad troer Du, Fichte, Kant og Schelling
Har brudt sig om den digtede Fortælling?
Jeg mener, om en saadan, hvor det Hele
Er opløst i en yndig Harmonie
Af Talens enkelte forbundne Dele,
Mens der af Facta kun er lidt deri. *)

I Korthed, blandt de Femten er der Folk,
Der hver for sig fortjene høit at være
Oplysnings, Sandheds, Dydens, Retfærds Tolk.
Men, læg Din Haand paa Hjertet, Kjære!
Og siig mig ærligt: sæt, at par hasard
Den stakkels nøgne, næsten tiggefærdige
Forskudte Skjønhed kom, saa blot og har,
Saa reent berøvet hiint Beundringsværdige,

* 57

Hiin tragiske Betydningsfuldhed, hiin
Historiske Nødvendighed, og denne
Begeistring for en blodig Slægts Ruin,
Og hiin - og hiin - og hvad vi alle kjende;
Sæt, at den kom med Taarer og med Smiil,
Med Gratien i hver Bevægelse
Og med et Ansigt, hvis Profil
Var stjaalen fra Antiken, i en Stiil,
Man nu kun sjældent seer, uskyldigt, fuldt af Ild,
Kun ubekjendt med Kjødets Spægelse:
Sæt, at den ydmyg tigged' om Gehør,
Troer Du, man aabnede for den sin Dør?
Og troer Du, at et Digterværk, der lægger,
Lig Statuen af Marmor, sin Værdie
I Formen, det bevæges i,
Og ei i andet, troer Du, at det vækker
Enhver af disse Femtens Synmpathie?

Hvad man forresten kunde criticere
Og gjøre Spørgsmaal om, med mere,
Ved dette Selskab, er alt sagt af Flere;
Det skulde Pokker altsaa repetere.
I Hovedsagen mærkes bør især:
Æsthetiker af Profession er Ingen
Foruden Dig iblandt dem, det er Tingen.

58

»Min kjære Knud« - maaskee Du siger - »vær
Fornuftig, rimelig, og tag mod Grunde!
At Alt bedømmes skal af Hver især
Er ingenlunde
Vort Selskabs Hensigt; og hvorledes kunde,
Jeg sætter til Exempel, Medicin
Bedømmes af Juristerne, Fa'er min?
Og Jus af Medici? og Poesie
Af Den, der har studeert Oeconomie?
Desuden veed Du . . .«

». . . Kjære, lad mig slippe
For sligt, der netop er den skjulte Klippe,
Som let kan volde Jer total Ruin.
Ja, Du har Ret! om Jura dømmer Ingen,
Der ikke selv forstaaer sig lidt paa Tingen;
En theologisk Disciplin
Er ikke min Sag, heller ikke Din;
Om Medicinen Ingen vover
At dømme, før han selv har tænkt derover.
Men ak, Hr. Broder! Æsthetik
Forstaae vi Alle paa en Prik.

Dog - lad os sætte for et Øieblik,
Du styrer dets æsthetiske Critik.
Saa meget destoværre da; det gavner

59

Jert literaire Selskab aldrig, at kun Een,
Og netop Du har denne Post. Man savner
Opposition i en saa vigtig Green.
Hvad hjælper det, at jeg og nogle Flere
I Hovedsagen af Din Mening ere?
Du er en Anstødssteen
(Det veed Du, og det tør jeg ikke dølge)
Ei blot for Pøblen, men for dem, her følge
I deres Undersøgen et Princip,
Et falsk maaskee, men et, paa hvilket Mængden
Ei giver uden høist nødvendigt Slip.
Det foruroliger i Længden,
At hele vor æsthetiske Critik,
Ei ene Flyvepostens Polemik,
Men at endog inappellable Domme
Af Landets første Tribunal
(Forstaae: det literaire) skal
Fra eet og samme Hoved komme.

Du mener muligviis, at jeg har glemt
Den Trop af Medarbeidere, fra hvilken
Oppositionen jo kan komme nemt. -
Trara, tremtrem! - Kanskee Du troer, at Stilken
Og Roden af en Blomst erholde Saft
Af Bladene, der sidde paa dens Skaft?
- Betænk, at Medarbeiderne

60

I deres Virksomhed og Exristens
Afhænge blot af min Hr. Vens
Og af de andre Fjortens Indulgens.
- Nei Tak! jeg holder helst mig til Gefreiderne.

Her har Du mine Grunde saa omtrent,
Hvorfor jeg nødigt allierer
Min Sag, der er lidt egen, som bekjendt,
Med Eders Selskab, det jeg ellers respecterer
Og finder excellent
Og af Literaturen høit fortjent.
Skal det bedømmes efter de Critiker,
Det har leveret over Poesie
(Af hvilke nogle have stor Værdie)
Da er man vel i Hovedsagen sikker.
Men det er ikke nok for mig; jeg vil,
Til Værn mod en og anden mulig Nykke,
At det ved Fundamentet skal betrygge;
Alt andet er et reent tilfældigt Spil.
- Som Stirrer-Olding under Palmers Skygge
Jeg kan, jeg vil, min Heiberg, ikke bygge
Udfaldet af en længe tænkt Idee
Paa et saa talrigt Selskab, hvor maaskee
Igjennemsættelsen af min Idee
Blandt andres Sværm maa ansees for en - Lykke.

61

Paradis den 2den Oktober 1830.
Jeg mærker, jeg er afvænt med at skrive;
Mit paradisiske Slaraffenliv
Har over lutter Fryd og Tidsfordriv
Mig øvet meer end billigt i at drive.
Selv det, hvori jeg ellers var saa stiv,
At concipere Breve, falder
Mig næsten svært, uagtet Musen kalder.

Kanskee det kommer for en Deel af det,
At Sproget ikke meer mig falder let;
Jeg mener danske Sproget. Maalet nemlig,
Man taler, hvor Askyldighed er hjemlig,
Saa lidt med Grund kan kaldes Dansk
Som Engelsk, Hollandsk eller Spansk,
Arabisk, Persisk eller Frisisk:
Man taler altid paradisisk,
Et Sprog, hvori man vel kan møde
En enkelt Lyd af hine bløde,
Vidunderlige, kjælne, søde
Og ømme Smeltetoner, der saa tidt
Fra danske Pigelæber løde,
Men ligner ellers Dansken grumme lidt.
Den paradisiske Grammaire
(Der, som et Ursprogs, vel var værdt,
At Rask fik noget af den lært)

62

Er overmaade let at lære
Og skaffer aldrig Hovedbrud.
Den flyver strax, saasnart man træder
Ad Porten ind til Edens Glæder,
I Hovedet og flyver aldrig ud.
Jeg var tifreds, det samme kunde siges
Om kjære Dannersprogets Grammatik;
Saa slap man mere nemt i Polemik,
Naar en og anden Bønhas skal bekriges.

Jeg sidder netop nu i et Humeur,
Der kunde kaldes rosenrødt, og lytter
Til Stemmer, der fra Palmen ved min Dør
Fortælle med unævnelig Douceur
Om Chaos de vidunderligste Myther.
Og fra det Fjerne lyder Spil og Sang;
Thi et bevinget Chor af Engle triner
I Dandserækker, under Klang
Af Harper, Fløiter, Horn og Violiner.
Hvis Du blot eengang havde seet
Deslige paradisiske Françaisex,
Og blev bekjendt med Eet
Med vort Orchesters Virtuositet,
Da gjorde Du ad meer end een Ting Næser,
Hvorpaa, som i Aviserne jeg læser,
Hos Eder Fremmede blier bed't.

63

- Og dog, min Heiberg, dog jeg ikke nægter,
At hine Stemmer bringe Mindet om
Den Tid, da Adams Myther til mig kom
Om Verdens-Skabelsen og Gude-Slægter; *)
Jeg nægter ei, at Engles Melodie
Og vort Orchesters rene Harmonie
Mig uvilkaarligt tvinge til at tænke
Paa Weyses og paa Kuhlaus Poesie.
Saa stærk, saa varig er den Lænke,
Der binder en af Længsel opfyldt Sjæl
Til fordums Lyst og fordums Held.

Med denne Stemning, dette Blik tilbage
Jeg vil idag forsøge paa,
Om Brevet, der igaar gik halvt istaa,
Idag lidt glattere vil gaae.
Som Hersker af min Skabning vil jeg tage
Af Brevets Halvpart, af dets skabte Deel
Et Ribbeen (dog figurlig talt) og vinde
Af samme Been et Slags Mandinde.
Jeg siger saa med Flid; thi man vil finde,
At hvad der netop, for at gjøre heel
Og holden min Epistel, er tilbage,
Er dennes blødere, dens qvindelige Mage.

* 64

Det Ribbeen, som jeg tager af mit Brev,
Er det, der, som jeg haaber, Du vil mindes,
I dets Begyndelse kan findes.
Jeg mener den Erklæring, som jeg skrev,
»At hvad Satiren angaaer og Critiken
Og sand, æsthetisk Smag,
Jeg, for at fremme dennes Sag,
Mig holder helst til Dig i Republiken.« *)
Erklæringen er ikke ny: Du veed,
At længe før min sidste Kamp jeg stred,
Betragtede jeg Dig, min ædle Frænde,
Med et prophetisk Seerblik, som Den,
Der vilde tage Traaden fat, og ende
Den Kamp, hvori jeg gav min Velfærd hen.
Du vil erindre det bekjendte
Høitidelige Brev, jeg sendte
Til min, som hist paa en formørket Jord,
Saaledes her iblandt Seraphers Chor,
I Edens Aanders Ætherrige
Og under Englenes Triumph-Basun
Bestandigt uforglemmelige
Veninde Frederikke Bruun. **)

* * 65

Langt fra mit Danmark sygnede mit matte,
Af Sorg og Poesie forkomne Liv,
Og ved en fremmed Strandbred satte
Jeg hen min Stav og sagde Verdens Skatte,
Dens Alvor og dens muntre Tidsfordriv
Et mildt Farvel.

Med Vellyst saae mit Øie
Ved Grændsen af mit elskte Fødeland
Et Glimt af danske Sletter, danske Høie,
Et Glimt af Bølgen ved den danske Strand.

Til Frue Frederikke Bruun.

(I Anledning af Ludvig Heibergs Sonet i Spidsen af hendes to af ham oversatte Digte i Athenes Maihefte for 1813).

Den Digter, der saa sindrig, som beskeden,
Halv Yngling end, med spæde Vingeskud,
Liig dem paa Skuldrene af Amors Brud,
Qvad Digterinden denne Sang herneden,
Vil engang stor, som nu alt elskelig,
Paa mægtige fuldvoxne gyldne Vinger,
Til Sangens Top, hvor Evalds Aand sig svinger,
Fra vore Toners Kampplads svinge sig -
Og Fremtids Genins i Upartiskhed liig,
Naar, Psyche, Dit os her alt rakte Bæger
Bag Gravens stille Lethe vederqvæger,
Sangdømme den i Live førte Krig
Imellem Baggesen og Dehlenschlæger.

66

Og mens min Læbe bandtes alt af Døden,
Der nærmed sig med let, men sikker Gang,
Og mens jeg saae bag Natten Morgenrøden,
Hvor Engle mine bedste Digte sang,
Brast Hjertet, og Velsignelsen alene,
Velsignelsen, der gjaldt
Mit Danmark og den danske Sangs Camene,
Hver Fjende, Ven, paa hvem min Tanke faldt,
Velsignelserne fløi alene
Fra mine Læber i den høitidsfulde Scene.

Først nu, da jeg er kommen lidt til Ro,
Og over Eet og Andet tænker efter,
Og har begndt at samle Kræfter
I Aanders fredelige Bo,
Først nu jeg indseer, Danmark kunde vente
Med Grund mit literaire Testamente.

At give dette heelt, begriber Du,
Dertil er ingenlunde Stedet nu,
Skjøndt jeg har skrevet det. Men een Artikel,
For hvilken hele lange Brevet,
Jeg skriver til Dig, og tildeels har skrevet,
Er kun at ansee som et Slags Vehikel,
Blot een Artikel maa
Citeres. Denne lyder da som saa:

67

Afskrift af Knud Sjællandsfars i Paradis skrevne Testamente,

dets syvende Artikel.

»Ved denne sidste Vilje sætter
»Høitideligt jeg herved Dig,
»Min Heiberg, elskeligste Fætter,
»Og som mit eget Jeg mig lig,
»Til Arving af min store Krig
»Og alle mine mindre Tretter
»Med Døgnets dværgefødte Jetter.
»Jeg byder Dig i mit Sted staae
»Paa Voldene, der ere dragne
»Om Smagens Grund, og passe paa,
»Dens Bastioner ei bli'er tagne
»Af tydske Haandværksvendes Flok
»Og danske Corporalers Stok.
»Jeg byder Dig, af al Formuen,
»Som Slangen listig, from som Duen,
»Ved Praxis og ved Theorie,
»Bevirke Dit, at Kunstens Stemme
»(Der ældes lidt hos Jer derhjemme)

68

»Til Slutning ei forsvinder i
»Min elskte danske Poesie.

»Dog mærk: som gode Smagens Kjæmpe
»Jeg byder Dig til allersidst
»At fare værligt og med Lempe;
»At slaae kun da, naar det er vist,
»Dit Slag kan Overmodet dæmpe;
»At frelse hvad der frelses kan
»Til Gavn og Lyst for Folk og Land;
»Personen glemme, see paa Sagen,
»Og værne ridderligt om Smagen.
»Betænk især Dit Ord, naar Den,
»Der criticeres af Din Pen,
»Staaer høit i Nord ved Alandens Adel;
»Betænk, at Folket glemmer let
»Hvad Du har levnet ham med Ret
»Og husker ene paa Din Dadel.

»Men Folket selv er bedre tjent
»Med et almindelig erkjendt
»Exempel, skjøndt med svage Sider,
»End at berøves det med Eet.

69

»Den høitbegavede Poet
»Beundres vel af fjerne Tider,
»Naar det, Critiken nu bestrider,
»Er glemt, og Digterværkets Magt
»Har Stemmerne til Taushed bragt.

»Men viid: Poetens Samtid mærker
»Med graadigt Øre paa Din Røst,
»Naar Du, fortolkende hans Værfer,
»Har peget paa en enkelt Brøst.
»Endog hans Fortrin kan den glemme,

»Misledet af en velmeent Stemme.
»Og viid: den største Digter staaer
»Imellem Liv og dets Forkrænkning;
»Hans Vei blandt Feil og Fortrin gaaer;
»Ved begge dybt sin Rod han slaaer

»I Folkets Hjerter og dets Tænkning.
»Betænk, o Dommer! da Din Pligt,
»At ei, af Iver for det Mindre
»Du rykke skal det hele Digt
»Med Roden op af Folkets Indre.

»- Dit Kald er tungt; Din Dont er svær;
»Dit Ansvar stort; dog tab ei Model!

70

»Om ogsaa Pøblen skriger, vær
»Forvisset om, en udvalgt Hær
»Af Sandheds Venner staaer Dig nær
»Og giver Livet hen og Blodet
»Ved Glimt af Lysets Morgenskjær.

»Dom maa der til; men Den, der dømmer,
»Bør mindes vel, Geniets Frugt
»Er kun et endeligt Product,
»Der, født af Tiden, med den svømmer.
»Han vaage for Critikens Sag,
»Før han et enkelt Værk berømmer;
»Men overveie Nat og Dag,
»Før han et stort Talent fordømmer.

»Thi det er let at rive ned;
»Det er ei heller svært at tage;
»Men vanskeligt, i Tabets Sted
»At give det Forglemtes Mage
»Og frelse hvad der bli'er tilbage.«

Saavidt Artiklen af mit Testament,
Hvormed Du altsaa nu er gjort bekjendt.

71

Har Du ei sporet noget vist Junonisk
Og Majestetisk, noget halvt Dodonisk,
Orakelmæssigt i dens Tact,
Der giver Talens Strøm en egen Magt?
En (at jeg selv skal sige det) en Vægt
I Rhythmerne, der pukker paa Respect?
En egen gratiøs Forviklen
Af Tankerne, der følge Slag paa Slag,
Er sikkert synlig for Dig i Artiklen.

Men derimod det er en anden Sag,
Om sammes Indhold finder Dit Behag;
Især, om Tanketraaden, som jeg spinder
Om et æsthetisk Dommer-Embed, finder
Anvendelse paa Dig. - For min Part jeg
Besvarer dette Spørgsmaal helst med Nei.
Men Folket, kjære Bro'er, har og en Stemme,
Vel ei en Guds,

(Som man ei sjeldent troer hos Jer derhjemme)
Men ingenlunde derfor strax en Studs,
Der brøler, naar den slaaes for Panden.
Det er en Stemme sandtnok som hver anden;
Men den er stærk og kræver Agt,
Om ei ved Andet, ved sin Magt.

72

- Hvad altsaa Folket siger, kjære Fætter,
Om det, Du virker i Critik og Digt,
Det vil Du vide, som jeg forudsætter.
Velan, det er min Pligt
I Hast at underrette Dig om Sligt.
Men at min lille Jocus ei beretter
Min egen eller Andres Dadel i
Et plumpt og klodset Jadskerie,
Det troer og haaber jeg, Du gjætter.
Tout au contraire, ved Versets Harmonie,
Dets ilende, dets bløde, dets melodiske
I Tact og Rhythmerne bestemte Fald
Jeg skal erstatte det Rhapsodiske,
Og Mangelen maaskee af det Methodiske,
Der er i Kjernen bag dens brudte Skal;
Men fremfor Alt, ved Melodien
Forsølve Pillen, der maaskee er i'en.

Hvad altsaa Folket siger, er
In summa extraheret her.

Man kan, i Korthed, ikke lide
Din Maade (som man troer) at ride
Paa Smagens Veie, der gaae op
Og nedad, som vi Alle vide,

73

I en saa farlig stærk Gallop,
Med saa ungdommelige Hop,
Imens Du skotter spodsk tilside
Til Stakkelen, der gaaer tilfods
Og river Hænderne tilblods
Paa Dine Sporers tidt forlorne,
Men alletider spidse Torne.
Man lider, reverenter talt,
Min elskte Heiberg, ikke heller
Din Jagen efter Bagateller
I en Critik, hvor Sagen gjælder
Et Punkt, et vigtigt, der er galt.
Man hvisker om og man fortæller,
At det til Slutning gaaer for vidt,
Min kjære Broder, med Din Hængen
I det Correctes Skoleridt;
Man troer, det gaaer Dig snart som Drengen,
Til hvem man havde sagt saa tidt,
At Have skulde skrives Hauge,
At Fyren voved' nok et Skridt,
Og staved' Ordet Mave: Mauge.
Man paastaaer i Karcth og Gig,
I Droschke, Wienervogn og Kane,
Du har en reent bandsatisk Vane,
At skrive hjerteløs Critik.

74

Din Fryd er ikkun at raillere,
At skjemte, spase, lee, med mere;
Ja, Folk betragte Dig tilsidst
Som Danmarks største Harcellist,
Og blive snarligt blaae af Vrede,
Hvis ei de er det allerede.
Eiheller Flyvepostens Blad,
Man siger, er saa godt serveret,
Med saa piquant og kraftig Mad,
Som den, der fordum blev leveret.
Man dadler, som det synes mig,
Der er for lidt deri af Dig.
Man klager over, Du har ladet
Lidt meer end billigt, meer end Ret
Og meer end ønskeligt, Y. Z.
Bestride næsten ganske Bladet.
Naturligviis man roser høit
Den Fiinhed og den Tact, han viser
Imod Acteurer og Actricer;
Ja, hans Skarpsindighed man priser,
Samt, at han »rigtigt skriver drøit;«
Men, at han stundom deducerer
Hvad Ingen ønsker deduceert;
Og ikke sjelden da manquerer,
Naar Noget ventes demonstreert.

75

Endeel (hvem sagtens Fanden frister)
Eiheller skjænke Bifald til
De mange lange Mandtalslister,
Han gav os over Stykkers Spil.
Men næsten Alle troe, det bliver
Til Ingens Skade, hvis han skriver
En lille Smule mindre bredt,
Ei nær saa overvættes fedt,
I Reglen mindre selvbehageligt,
Og endeligt til Sprogets Tarv
Med større Kjerne, mere Marv
Og i det Hele mindre mageligt.
Det bliver, troer man og, til Ingens
Forkleinelse, men mindst til Tingens,
Hvis Foredragets Traad han spandt
Paa sine Steder mindre lyrisk,
I dettes Sted lidt meer satyrisk;
(Man mener herved, at han vandt,
Ifald han var lidt meer piquant)
Ja, dersom Hr. Y. Z. iblandt
Var noget mindre panegyrisk,
Man troer, Enhver sig deri fandt.

Hvad Folk forresten recenserer,
Min elskte Heiberg, alluderer
I Hovedsagen til en Skjemt,

76

Som Du vel ei har meent saa slemt,
Og til endeel, jeg nu har glemt.

Som een af Dine gamle, sande Venner
Jeg har foruden Skaansel og lidt kort
Berettet Dig en Menings Yder-Ender,
Hvad, uden Motivering, falder haardt.
Du trænger sagtens ikke til Forstærkninger
Og har beviist os Styrken i Dit Sprog
Til eget og til Andres Forsvar. Dog -
Tillad mig slutteligt et Par Bemærkninger.

Jeg troer, det er ei ene min, men Fleres,
Vel Mængdens ei, men upaatvivleligt
Den bedre Deels Formening, at et Digt
Af meget Faa hos Eder criticeres
Med en Skarpsindighed, en Smag som den,
De traf hos Dig, min elskelige Ven!
Og dog en Part af samme troe igjen,
At i Critiken aldrig bør railleres.
Jeg er vel ei en saadan Rigorist
(Og har beviist det, tænker jeg, tilfulde)
Dog mener jeg saavist,

77

Der gives Ting, hvormed man aldrig skulde
Raillere, for at ikke man tilsidst
Mod sig og Sagen skal bevirke Kulde.

Hvi har Du pebret med Din Spot
Critiken, Du har skrevet om Rolf Krage?
Ved Himlen! dette Digt er godt!
Vel kan Critiken over Meget klage,
At Meget falder smaaligt, om ei smaat;
Men der er nok, der bli'er tilbage!
Jeg seer, hvis mig bedrager ei mit Syn,
Af Helges Digter Glimt deri og Lyn.

Der gives Spot, jeg aldrig ret kan lide:
Din Sangs Laterna magica
(Dens Morsomhed, dens overgivne Side
Er yndet af mig, kan Du sagtens vide)
Jeg havde gjerne taget Noget fra.
Siig, var det Ret og velbetænkt, at give
Saa mærkelig en Stemning hos et Folk
Og dennes Gjenstand, Dannerfolkets Tolk,
Til Priis for dem, der ørkesløse drive?

En sjelden Genius, hvis Aand har haft
Sligt Herredom paa Grund af Tidens Stemme,
Og skjænket Eders Tanker Ordets Kraft,

78

Besiddet saadan Magt i Aandens Værk at fremme,
Fortjener, naar han synder som Poet,
At I hans ældre Laurbær ikke glemme,
Om ei af anden Grund, af - Pietet:
Tro ei, jeg ynder alle Blade,
Hvormed hans Musa ødsled fra den Tid,
Jeg svang mig bort fra Jorden og dens Strid;
Men viid: at høiere blev nu mit Stade;
Med Overblik jeg klarligt seer i Tiden
Hvad der har været, hvad der vorder siden.

Jeg føler mig bevæget dybt idag;
Min brustne Puppes Sjæl alt længe svinger
Forklaret sine Sommerfuglevinger
Og kjender ikke meer til Had og Nag;
Og medens om mig Fredens Hymne klinger,
Min Tanke henrykt gjennem Æthren bringer
Til ham, med hvem jeg engang bittert stred,
Forsoningen og Himlens Fred.

Men Du, til hvem jeg fremfor Alle
Har overdraget min Forsonings Sag
(Sangdommen over min ved Nat og Dag
I Live førte Krig for Kunst og Smag
Og for Critik, - i Korthed: Gratiernes Sag)
Du, som jeg end med Lyst tør kalde

79

Forfægteren af min Critik
Og Arving af min ofte misforstaaede,
Men visselig af Enkelte kun naaede
I Skjemt og Alvor førte Polemik:
Min Heiberg! Dig jeg atter vier
Til en Dig selv, Din Tænkning og Dit Vid
Og danske Sprogets rene Melodier
Og Kunstens strenge Fordring værdig Strid!

Lad Pøblen længe nok og de, der fægte
I Pøbelbatailloners Spidse, nægte
Dig selv og Din Critik et Hjerte: Den,
Der digted' Elverhøi og andet Mere
Og kan saa smukt, saa reent sympathisere
Med vore Følelser, og er som Du en Ven
Af Børn,*) han elsker visselig sin Moder
Og seer med Fryd i Mennesket en Broder.

Hvem desforuden søger man at snerte
I Polemik ved Mangelen af Hjerte?
Naar jeg har Lov at leve høit,
Mens Folk med Snillets Wienertærter
Og Sprogets Melodie-Concerter

* 80

Og Vittigheds Confect beværter,
Saa bryder jeg mig ei en Døit
- I Poesie - om deres Hjerter.

Idet jeg slutter, ønskende Dig Held
Til Dine Foretagender, og sender
Til Dig og alle mine danske Venner
Her fra mit Kikajon et ømt Farvel,
Du mindes, som jeg haaber og tør vente,
Artiklen af mit skrevne Testamente.
Fornemmeligt et Punkt, der sindes i'en,
At det er ei alene Theorien,
Men Praxis, der betrygger Poesien,
Du lægge Dig paa Hjertet Nat og Dag.
Ved et Fuldkommenhedens Stempel,
Ved Gratie, ved Din urbane Smag,
Du lade Dine Værker for vor Sag
Og for Din Samtid staae som et Exempel!

81

Den massive Poesie eller Paradisets Ars poetica.

(Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. C. Hauch.)

Descriptas servare vices operumque colores
Cur ego, si nequeo ignoroque, poeta salutor?
Cur nescire, pudens prave, quam discere malo?
Horat.

Paradis, den 3die Oktober 1830.
Du har vel ei, min hjerte Svoger, ganske
Forglemt den gamle Knud, til hvem du før
(For 13 Aar omtrent) i ondt Humeur
Fik kastet, lidt ungdommeligt, en Handske.
Jeg har ei glemt Dig, heller ei den Tid,
Da Muserne mig bød med Slæb og Slid
At krydre Poesien med mit Vid.

82

Hvad har man ikke siden den Tid skrevet
Og stridt og saa fortrudt det, at man stred!
Hvad er ei vippet op og vippet ned!
- Jeg selv er siden den Tid bleven
En Paradisfugl, som Du veed.

Nu har jeg overmaade gode Dage,
Og seer med Lyst
Paa dette Jordliv, jeg har lagt tilbage.
Jeg har endnu som før den gamle Brøst,
At vrage;
Og gjøre Næser ad endeel, jeg troer,
Man gjør for meget af hos Jer i Nord.

Jeg hører, ogsaa Du har gode Dage;
At Muserne paa Daniens Parnas
Har inviteret Dig at tage
Paa gamle, danske Digterbænken Plads;
Fremdeles, at Du alt med Syvmiils-Saaler
Og, saa at sige, med en Trumf
Og i Triumph
Er seet paa Veien til Parnassets Straaler.
Men Andre paastaae, Du spadserer rundt
Om Bjergets Fod, i Kjolens Fik et Bundt
Tragedier, og En og Anden stikler
Paa Sværmen af Din Polemiks Artikler.

83

Ak ja! Din Polemik! - Din Musas Flugt
Har jo forsøgt med Sort paa hvide Blade
At faae med Vid og med Satire Bugt
I en fortvivlet Babyloniade.
Nei, hjerte Svoger, det var ikke smukt!
Gud veed, den Skjemtelire,
Du dreiede paa min Tid, var just ei
Et Under, naar den dreiede Satire;
Men mod den babylonske Lire - nei!
Jeg fandt endogsaa, trods Din Haanen
Af min Dig evigt skjulte Digter-Id,
Paa sine Steder Glimt af Vid
I Digtet »Hundens Glam mod Maanen;«*)
Et vist Piquant i dets Idee,
Et vist, jeg veed ei hvad, jeg ynder,
Der, trodsende dets Hexameter-Synder,
Mig bragte mod min Villie til at lee.

Men dette her! - Du hellige Cathrine!
Jeg kan forsikre Dig, jeg blev paa Dine
Og Smagens Vegne rød
Ved dette Fad aristophanisk Grød.
En saadan Bryden over Skranke!
En saadan Tagenfat med plumpe Stød
Paa Musens fine Pusselanke!

* 84

En saadan Mangel af den mindste Spire
Af Vittighed og træffende Satire!

Og Du bebreider Din Antagonist,
At hans Critik er hjerteløs, og kalder
Hans lette Vid for underfundig List;
Men vogt Dig for, at Pilen ei tilsidst
Tilbage paa Dit eget Hjerte falder!
Har Du betænkt, at Vittighed og Skjemt
Bevise meest et aabent, ædelt Hjerte,
Satiren uden Sittighed et slemt?
Jeg maa bekjende det med Smerte,
Din Polemik ei dyppet har sin Piil
I Sratiernes Smiil;
Jeg savner munter Skjemt, der kan forsone
Den Læsende med Skriftets bittre Tone.

Men hvorfor i al Verden har Du sat
»Aristophansk Forsøg« paa Titelbladet?
Paagrund af Spydighed i Dit og Dat?
Fordi os Aristophanes har ladet
Forstaae, at ogsaa han kan være plat?
Maaskee paagrund af Formen?-Død og Kritte!
Det havde jeg forglemt! - Du har jo slugt
Al Verdens Versemaal, Du kunde hitte,
Og flyver høit med anapæstisk Flugt.

85

Hver Anden af Personerne trompeter
I Noget, der kan gjælde for Trimeter.

Ja, dersom Sagen var i den Grad let,
Hvad vil vi saa? Hvi læse vi de Gamle?
Hvi vil da Philologens Møie samle
Den Viisdom, vi kan lave nok saa net?
Saa lad os bare skrive fort, Kumpaner!
Det er nok ei saa svært som Mængden troer!
Kanskee vi slumpe til Aristophaner.

Nei, hjerte Svoger, troe mig paa mit Ord:
Fordi man spiser tynde Supper,
Man bliver ikke derfor strax Spartansk;
Fordi man ofte gaaer i Klubber,
Eiheller Engellænder eller Dansk.
Saalidt som Den, der bruger Briller,
Paagrund af dette kaldes Spansk,
Og Den, der Ingenting bestiller,
Er et Genie (et indenlandsk;)
Og Den, der aldrig Viin vil drikke,
Maaskee fordi han har den ikke,
Af den Grund ansees for muhamedansk.
Man Bøger uden Saft kan skrive,
Med Vittigheder i, der hive,
Og Bogen smukke Titler give:

86

Jeg paastaaer, Svoger, den vil aldrig blive
Af denne Grund Aristophansk.

Dog det var Synd at dvæle længer
Ved dette Skrift, der sagtens af sig selv
Kan glide til Forglemmelsernes Elv.
Da Svogers Hverdags-Polemiker hænger
Ei sammen med hans Søndags-Poesie,
Og denne, som jeg heldigviis bemærker,
Bebuder os et productivt Genie,
Saa vender jeg mig til hans andre Værker,
Mig holdende til Kjernerne deri.

Jeg kan ei sige, Svoger, hvor mig fryder
I mit Elysium en Digtergeist,
Der viser sig studeert og vidtbereist,
Og, todsende vor Tids Poeters Lyder,
Har overveiet det, han Folket byder.
Det er min Pligt
Mod Dig, min hjerte Svoger, og mod Alle,
Der skjelne kan en Aborr' fra en Skalle
Og Karperne fra Jyder i et Digt,
Det er min Pligt, jeg siger, at bevidne,
Hvor reenligt, hvor uendeligt Du staaer
Som Digter over denne fæle, skidne
Poetiske Zigeunertrop, der gaaer

87

Med Brøl i Moserne bag Digter-Vænget
(Jeg mener Hellig-Andersenske Slænget.)
Et Afgrunds-Svælg jeg seer
Imellem hiin og Den, der skrev Tiber.

Dog maa jeg for Contrastens Skyld berøre
Paa Vandringen forbi
Din Muses macadamiseerte Sti
I Flugten Hellig-Anders' Mose-Føre,
Hvor han, som pære, puur Natur-Genie,
Er øverst blandt Zigeuner-Kammeraterne
Og spiller Langboldt med vor Poesie.

Thi, medens Hellig-Andersen og Taterne*)
Formedelst alt det Vildskab, de er' i,
Aldeles ikke have Iært, hvad Gyldighed
Et grundigt Studium i Poesie
Har selv for Den, der troer sig et Genie;
Mens de af Confusion og puur Uskyldighed
Og Renomisterie
Ved Ordet Studium gaae ganske fra det,
Jeg synes, Svoger gjør for meget a' det,

* 88

Forstaae mig endelig tilbunds! Jeg troer
Paa ingen Maade, Svoger, at en Digter,
Han være lille, være stor,
Bør stundom glemme sine strenge Pligter;
Og at et stort Genie,
Der under Studierne vaager
Ved Nat og Dag, bli'er sløv for Poesie:
Jo mere Studium desbedre, Svoger!
Kun mener jeg bestemt,
Det er et slemt,
Et daarligt Tegn, naar Folket mærker,
At Studium har frembragt Dine Værker.
Thi viid, o Digter! dersom ei Din Kunst
Har et saa fuldendt Arbeid os leveret,
At vi betragte det som inspireret
Og glemme, det er et Product af Kunst,
Da beiled' Du omsonst
Til Musernes og Gratiernes Gunst.
Man bør ei see Dig paa Dit Væerksted, mindre
Generes af den Tankernes Proces,
Der avled' Digterværket i Dit Indre.
Sligt kan beundres af Critikens Gjæs;
Den fine Kjender seer med Græmmelse
De synlige Juncturer og ethvert
Beviis, at Værkets Holdning faldt Dig svært.

89

Jeg finder med en Art af flau Fornemmelse
For tidt hos Dig og meer end mig er tjært
I Characterernes Bestemmelse
En altfor ængstlig Skildring, men især
En plump Betegning hist og her,
Der fører os Maskineriet
For nær.
Vi see Dig sidde foran Staffeliet
Og lægge Farven an paa Maleriet.
Men jeg og de, der ligne mig,
Vil' see Dit Værk og glemme gjerne Dig.

Forøvrigt vil jeg ingenlunde nægte,
At ofte Dine Skildringer er' ægte
Og sanddru Billeder, ved Kunstens Bliv
Fremmanede paa Lærredet til Liv.
Men, allerbedste Svoger -

(Det er sandt,
Jeg kalder Dig bestandigt glatvæk »Svoger«.
Det skeer iblandt af Høflighed, iblandt
For at tilkjendegive Dig, jeg fandt
Tiltrods for hine før omtalte Taager,
Der ligge tæt omkring Din Poesie,
Et Vist, der sagde mig, at vi
Maa være noget i Familie;

90

Et Vist, der frydede min Hu,
Forvissende Dig om min gode Villie.
Jeg siger ligeledes »Du«,
Det ømmere, det meer fortrolige,
For at Du med Dit Sinds urolige
Natur kan see, at skjøndt vi kiv's,
Jeg vil ei derfor Dig tillivs).

Men, allerbedste Svoger! siig mig bare,
For Himlens Skyld, hvordan
Fik Fristeren, (for hvem os Gud bevare!)
Dig lokket til at skrive Din Don Juan?
Hvor troer Du han har hjemme? Kunstens Rige
Har ikke Plads til ham. Han gaaer
Langtover Grændsen, Skjønheds-Loven slaaer
Omkring det Kunstnerisk-Tilladelige.
Hvorledes har Du viist os ham? Som Den,
Der vandrer truende forbi Kamenen
Og iler gradviis mod den Afgrund hen,
Som blot vi ane, men ei see paa Scenen?
- At nei! i Eet og Alt
Du viser os den Afgrunds Spalt,
Hvori han alt for længesiden faldt.
- Hvorledes har Du da forsøgt at svække
Den Afsky, Lasterne medrette vække?

91

Hvorledes har Du viist os, han har Krav
Paa vore Taarer ved hans Afgrunds Grav?
- Ved Intet! ja ved Intet! -Ved Grimacer
Og lange, praleriske Phraser.
Han er en Liderlig, en Knøs,
Der føiter efter Commandantens Datter
Paa samme Tid, han lefler med en Tøs.
Han myrder Godtfolk bagfra, pjatter
Endeel om tvungent Drab, om Dyd og Had
Og Gud veed hvad;
Aflægger Meeneed, raisonnerer atter,
Er feig og hoven, brænder op sit Slot,
Og er saa ubestemt, hans Ord saa søgte,
Han selv saa moden til det simpleste Skafot,
At Muserne med Afsky fra ham flygte.

Du store Gud! og for en slig gemeen,
Peer Mikkelsensk Elendighed forlanger
Du Interessen vakt hos os, o Sanger!
Og troer, at Helveds store Sjælepranger
Vil neppe være seen,
Før han med Magt et saadant Afskum fanger
Og, kan jeg troe, ham lænker til en Steen!
Ak, jeg maa lee! Hvad han imellem Jyder,
Paa Lolland og paa Falster kan
Erholde for en Slik, en plump Forbryder,

92

Saa keitet og saa feig som Din Don Juan,
En opblæst, dagligdags og vammel Skryder -
For slig en Jammerlighed troer Du, han,
Den fine Kjender af det Extra-Slette,
»Vil sine Sendinger i Oprør sætte?«*)
Et saadant simpelt Skarn
Han løber af sig selv i Satans Garn.
- Hvis det, at tale stort, men ubehændig
At vise sig saa lille, saa elendig
Som Helten i Dit Sørgespil,
Kan stemple ham, kan stemple Nogen til
»En mærkelig, en sjælden stor Forbryder«,
Til en, der vækker os til Sympathie,
Fordi en Stemme fra vort Indre lyder
Og hvisker ængstligt: ogsaa vi
Har Kjød af dette Kjød og Blod, der flyder
I Aarens Strøm, og vee os! naar det bryder
Den Dæmning, der beskjærmer vore Dyder!
En Stemme, der os stærkt betyde skal,
At han, der ilede mod Undergangen,
Har værdigt Krav paa vore Taarers Tal,
Fordi han var et Offer kun for Slangen,
Der lurer daglig paa vort eget Fald; -
Hvis en Don Juan, der ikke ved et eneste

* 93

Selv nok saa lille Træk beviser os
Sit Slægtskab med os, Djævelen til Trods,
Var det endogsaa ved lidt Mod aleneste;
Hvis han, fra hvem vort reneste,
Vort bedste Væsen vender sig med Sky
Og raaber opbragt: Afskum, fly!
Du er ei Kjød af mit! Med tusend Stemmer
Mit Indre vægrer sig at kjendes ved
Din Idræt! Vent ei min Medlidenhed!
Vent Ynk af dem, til hvem Du synker ned,
Af sympathetisk stemte Rasphuus-Lemmer; -
Hvis en Don Juan som Din skal stemples med
Et ofte misbrugt Navn: en stor Forbryder,
Saa er, ved alle Lolliker og Jyder!
Hans Jensen, der blev hængt, brouilleert med Gud,
Med Kirken, Præsten, Provsten, Degnen,
Med alle Ti-, med alle Tyve-Bud,
Og prises som en Satans-Karl i Egnen,
Jeg siger, saa er ogsaa han saa stor
Som nogen Galgenfugl paa Eders Jord.
Men, bedste Svoger, vent blot ikke,
At Helved for at hente ham, skal skikke
Sin bedste Sending; vent det ikke,
At Graven ved en Tidende
Saa hverdags, aabne skal sit Svælg medlidende
Og lade Commandanter staae og nikke.

94

Jeg er imod min Vane bleven heed;
Jeg nægter ei, mig Blodet koger
I Aarernes Canaler lidt, Hr. Svoger!
Om Grunden veed Du sagtens selv Besked;
Og veed Du ei, hvad hjælper det vi kives!

Som Smagens Præst, som Gratiernes Ven
Jeg var og er og bliver det Massives
Bestemteste Forfølger. Men der gives
En Art igjen
Af det Massive, hvorved Blodet drives
Til Kinderne mig op og Sjælen rives
Til en Besærkergangers Raseri,
Og det er den massive Poesie.
Det er en Uskik, der er gjængs hos Eder,
En Uskik, der engang
Seent eller tidligt leder
Til plat Fornedrelse den danste Sang:
Hiint tydske Bessermachen, hiin Formenen,
At der kan aldrig smøres tykt nok paa,
Vil lade mangt Talent tilgrunde gaae,
Og er for Mesterskabet Anstøsstenen.
Thi skal vi ha'e en Djævel bragt paa Scenen,
Saa skal han ogsaa være det tilgavns,
En Karl, der trumfer Møens og Christianshavns
Og hele Verdens Tugthuus-Candidater.

95

Tilgiv mig, kjære Svoger, om maaskee
Et vist Veltalenhedens Krater,
Hvoraf jeg pleier spye enhver Idee,
Der længe har rumsteret i mit Indre,
Tilgiv, om det, ved Ordets Lavastrøm
Med Gnister i, der brænde, mens de tindre,
Har rørt for haardt en Byld, der var lidt øm;
Gud veed, jeg vilde rigtigt Indre mindre.
Din Poesie
Er vistnok mærkelig, som man har sagt mig;
Thi meget der bemærkes kan deri.
Men jeg, der (ganske mellem os!) har lagt mig
Lidt efter Grundighed i en Forstand,
Hvori den tages her i Æthrens Rige,
Men saare sjeldent paa det faste Land,
Jeg hader saare det Slags Mærkelige,
I hvilket een af Sjælens Evner kan
Despotisk over hver en anden stige.
- En reen, en fuldendt Harmonie;
En Ro, hvorhen jeg Blikket hefter;
En Stræben af uendelige Kræfter
Til eet og samme Maal, til Symmetrie;
Et gjennemgribende Fuldendtheds Stempel
Paa Alt, de største, som de mindste Dele
(Paa Tanken og dens Udtryk for Exempel)
En Grundaccord, der strømmer fra det Hele

96 Og toner sagte hen
Harmonisk fra hver enkelt Deel igjen:
Alt dette, hjerte Svoger, møder
Beboeren af Edens Kyst
I Eet og Alt og fylder ham med Lyst.
Jeg er saa vant hertil, at selv en ringe Brøst,
En disharmonisk Bagatel mig støder.
- Jeg veed, hvad Du vil svare mig: »En Viis
Ei kræver af det Endeliges Grændser
Hvad han har fundet i et Paradis«.
Jeg kræver det eiheller; men jeg ændser
Alligevel saagodt som ikke Den,
Der ei af Agtelse for sine Tanker,
Tiltrods for Endeligheds Skranker
Mod det uendelige Formaal stræber hen.
Med Grund Critiken Dig betragter
Som Sprogfordærver og som Formforagter.
Det Sprog, Du digter i, er blødt,
Er udtryksfuldt, og rigt paa fine Former.
Frygt ei, at Tankens Udtryk bliver dødt,
Fordi Du respecterer Sprogets Normer.
- Ei er Din Evne ringe; mindre
For svag den Ild, der brænder i Dit Indre.
Men, at Correcthed, Symmetrie,
Ideens og dens Udtryks Harmonie,
97

At Versets rette Fald og Melodie
Af Dig betragtes som Pedanterie -
Det er en Feil, der vil og maa Dig hindre
I Vandringen paa Kunstens smalle Sti.

98

Poesiens; Folkestemme contra Æethetikens Polignac.

(Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. C. Hauch.)

Mig synes, at hans (Digterens) høie Stemme
Bør være Tidens ædle Tolk,
Og at hans Aand bør være hjemme,
Hvis han vil synge for sit Folk.
Baggesen.

Paradis den 3die Oktober 1830.
Jeg vilde netop, kjære Svoger, lukke
Mit Riimbrev til Dig, da jeg husked' paa,
Jeg maa endnu en Høne med Dig plukke.

Du mener, forsaavidt jeg kan forstaae
Din Mening, hjerte Svoger, at en Digter
Har, for at tale reent ud, ingen Pligter
Mod Tiden, som han digter i;
At Den, der sysselsætter sig med Poesie,

99

Skal være stokdøv for sin Samtids Stemme,
Skal lade haant ad Folkets Trang
Og til sin Lire synge kjønt en Sang,
Som Folk om mange - tusind Aar kan nemme.*)

Du milde Gud og Skaber! Saadan Snak
Kan gjøre Folk confuse. Du agerer,
Mig synes, Æsthetikens Polignac,
Naar Du med Hovmods »Smiil« polemiserer.**)
Som han, jeg mærker, Du slaaer Vrag
Paa Folkets Røst og paa den gode Sag,
(Forstaae mig: Lovens Magt i Kunst og Smag.)
Som han, Du truer med aparte
At gjøre Kaal paa Æthetikens Charte.
Som han, Du har for Skik, naar Folkets Skrig
De tabte Rettigheder af Dig ædsker,
At svare paa den nys begyndte Krig
Med Polemikens plumpeste Kartætsker,
Og saa paa Flugten at begive Dig.

* * 100

Som han Du gaaer gevaltigt om i Taaget,
Og er som han eiheller stærk i Sproget

Men, dersom Du vil lege Polignac,
Saa maa Du huske paa, at jeg, der tjente
Som Borgergeneral i de bekjendte
Revolutioner forhen*), da jeg stak
Med Gratiernes Braad det slemme Pak,
Der frækt Literaturen endevendte,
At jeg (forstaae min Aand) endnu som før
Har Kræfter til at staae i Spidsen
For danske Digter-Borgerskabs Militsen,
Og baade kan og vil og tør
Mod dem, der Poesiens Reenhed plette,
En Dæmning sætte
Som nationale Gardens Lafayette.

Du vil ei digte for din Tid? For hvem
Vil Du da digte? svar mig, Kjære!
For Fremtids Mennesker? For dem,
Der muligviis paa Jorden ere
Om hundred Aar? om tusinde? - maaskee
For dem om flere tusind'? - Vil man see!

* 101

Hvorledes vil Du digte da for denne
Dig ubekjendte Tid? Hvorledes kan
(O, bliv mig ikke Svaret skyldig, Mand!)
Hvorledes kan Du troe at kunne kjende
De Fordringer, som Folkets Trang
Til den Tid gjør til Dig og til Din Sang?
Hvorledes vil Du træffe Tonerne,
Culturens Vexlinger, Revolutionerne
Imidlertid har bragt,
I Tænkning, Smag, i tusind Interesser,
For ei at nævne finere Finesser,
Der give Tiden over Digtet Magt? -
Du vil ei digte for Din Tid som sagt?
Ak, man kan blive tosset! - Sæt, Cometen
Om to Aar eller trende
Paa hele Klatten gjør en Ende,
For hvem, o svar mig! digted' da Poeten?

Nei, kjære Svoger, det er just for denne,
For Din, Din egen Tid, at Land og Folk
Betragte Dig som Digtekunstens Tolk.
- Og bærer ei den største Digters Væerker
(Vælmg den, Du ønsker selv)
Bestemte, tydelige Mærker,
At de er' dypped' i hans Samtids Elv?

102

Vælg Shakspeare, Göthe, Molière -
Det gjælder om dem alle paa min Ære!
Aristophan, Comediernes Fader,
Hvem Du beundrer, som det lader,
Har viist, at det er stundom Pligt
At føie »Folkets Luner« i sit Digt.

Naar skal engang den gamle Fordom endes,
At Den, der vækker »Øieblikkets Liv«
Ved Kunstens Tryllemidler til et Bliv,
Hvis Træk til alle Tider vil erkjendes,
At han i Genialitet
Staaer under den Poet,
Hvis Phantasie af fjerne Tider tændes;
Naar vil man endeligt engang
For Alvor troe paa, at en Digters Sang
Ei vinder Værd ved Stoffet, der behandles,
Men ved Behandlingsmaaden; at ved den
Et Liv, der letforgjængeligt gled hen,
Til skjøn og varig Existens forvandles?-
Hvi stikler Du med Afmagts Haan paa hiint,
Skjøndt flygtige, skitseerte,
Dog ved poetisk Kraft og mangt et fiint
Af Livet heldigt grebet Træk marqueerte,
Med Ynde malte Genre-Malerie,

103

Der glædeligt for Kjenderen sig stiller
I næsten alle Heibergs Vaudeviller? -
Hvi kalder Du Figurerne deri
Med uforstandig Haan Portraiter?
Hvad vinder Du derved? Jeg sætter
Et Øieblik, at Du har Ret:
Du er jo vidtbereist; Du kjender,
Det veed jeg, mangt et mesterligt Portrait,
Der steg, en Verden af et Chaos-Net,
Fra Rembrandts, Rubens, Raphaels Palet;
Hvi glæde de og gribe Kunstens Venner?
Forglemt er En og Hver af dem,
De forestille; glemt for længesiden;
Forsvundet deres Arne, deres Hjem;
De kjendes ikke meer, et Rov for Tiden.
Og dog - hvi see vi med Beundring paa
De malte Træk af Individer,
Der maatte næsten uden Spor forgaae?
- Fordi de maledes for alle Tider;
Fordi en reen poetisk Sands
Opfatted' dem poetisk, fastholdt Trækket,
For hvilket, skjøndt det er en ukjendt Mands,
Vor Interesse vorder aldrig svækket.

Du vil ei hænge sammen med Din Tid?
- Vildfarne Digter! viid:

104

Det Folk, Du digter for, erkjender
Ei andre Træk af Menneskets Natur,
Ei andre Lidenskabens Yder-Ender
Ved den dramatisk skildrede Figur,
End dem, Erfaringen og Livet
Ei blot til det, men og til Dig har givet;
Og det betragter utilfreds
Et Træk, der abstraheert ved Theorier,
Ei lever i dets Tids Analogier,
Men overskrider dets Erfarings Kreds.

Desværre, saa vidunderligt forvildes
Begreberne hos Dig om Digt og Sang,
At selv et skjæerpet Øie hildes
I Dine Tanke-Labyrinthers Gang.
Du siger selv, Din Digter-Troesbekjendelse
Er den, at hvad Du ikke paa en Maade
Oplever selv, det er for Dig en Gaade;
Det ligger udenfor Din Digter-Sendelse;
Det er et Evangelium, Du ei
Kan prædike paa Din Apostel-Vei.*)

* 105

Og dog Du troer, »Poetens svage Side
Er, at han hænger sammen med sin Tid.«*)
Forgjæves har jeg anstrengt alt mit Vid;
Hvad Du har meent, det maa vor Herre vide.

Du blev ei blot med begge Dine Fødder
I Tiden hensat, som Du lever i;
Ved tusind hemmelige Rødder
Du selv, Din Tækning og Din Poesie,
Alt hvad der rører sig og lever i
Dit Indre, mægtigt til Din Samtid lænkes;
Løsrivelse fra den kan ikke tænkes.
Du aander i dens Luft; Din Phantasie
Og Din Erfarings-Rigdom næres
Ved Villeder, der svæve Dig forbi;
Din Aand ved disse styrkes og belæres.
- At samle til en fuldendt Harmonie
De spredte Træk, der stridigt mødes,
Og tidt forsvinde hurtigt som de fødes,
Det er, som Digtekunstens Tolk, Din Pligt;
Det være Maalet for Dit bedste Digt!

* 106

Thi hør mit Raad: foreen med et forstandigt
Og stadigt Hensyn til Din Samtids Tarv
En Kraft, der gaaer fra Slægt til Slægt i Arv,
En Adel ved Correcthed og et mandigt
Og luttret Sprog, et Vid
Og en Besindighed i al Din Id,
En classisk Simpelhed, der peger
Paa reen Bevidsthed i Din Tænknings Gang,
En Ro i Din Bevægelse, der qvæger
Den Aand, der lytter til Din høie Sang:
Saa kan Du dristigt stole paa, at siden
Dit Væerk vil vorde læst af Eftertiden.

107

Hvad Ende tog det med Jens Immanuel Baggesen?

(Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til det danske Folk.*)

Min rene Stemme, Sandheds kjække Tolk,
Vil engang - naar de Storme, som nu bruse,
Vildt overdøvende den kjælne Muse,
Har lagt sig - skjælnes af mit Folk:
Det vil engang, naar Hines Skrig er' glemte,
Der, Skraal i Skraal, dets Øre lidt forstemte,
Gjenkjende Danas egen Melodie;
De Hjemmets Toner, ingen Tydsk mig lærte,
Som Dannersprogets Kilde risler i -
Som smelte hver en Tidens Lyst og Smerte
Til Henflud i en evig Harmonie -
Og som med Reenheds eget Trylleri
Gjenklinge vil i Folkets rene Hjerte,
Naar Sangforfølgelsen bag Graven er forbi.
Baggesen.

Paradis den 1ste November 1830.
Iblandt de rige Gaver, en vældædig
Natur (der nu og da

* 108

Sig viser, ved at tage fra
Imens den lægger til, lidt stædig)
Har ødslet over Dig, mit danske Folk!
Iblandt de Fortrin, der betrygge
Tiltrods for Innefulde Skjebnens Nykke,
Din Ret, at være Sandheds, Skjønheds Tolk;
Blandt de Velsignelser, der give
Ei blot i Videnskab, i Digt og Sang,
Men overhovedet i Aandens Trang
Til Liv og til at føle sig ilive,
Dig, elskte Folk! imellem dem, der skrive
Og tænke, føle, virke, handle, hive,
Den hæderligste Rang:

109

Blandt dem især beundrer jeg og priser
Et eget Maadehold, Du viser,
Hvormed Du trykker Stemplet paa Din Aands
Bedrift saa godt som paa Din Haands.
Hvad enten saa Du tænker eller spiser;
Om Du er henrykt over
En Gjenstand for Din Viden eller sover:
Hiint Maadehold, jeg priser,
Er Dig saa egent, at man stundom kan
For Alvor troe at see et Slags Forstand
Selv da, naar Du begaaer Bétiser.

Det er ved dette Maadehold, at Den,
Der lever flot blandt Matadorer
Og er forresten Guds og hver Mands Ven,
Foruden Skrupler tager Støvler, Sporer,
Cheniller, Frakker og den hele Klat
(I Korthed og med een Betegning,
Alt det, hvori han staaer og gaaer) paa Regning;
Men tager aldrig paa Credit - sin Hat.

Det er ved dette Maadehold, en Anden,
Der lod en lang og smuk Biographie
Om Mozart og hans Tone-Poesie
Og Rub og Stub, han kjendte til om Manden,

110

Fra Pressen for ei længesiden gaae,
Og for at lade Folk forstaae,
Hvordan Genier kunne høre,
Os gav et Kobberstik af Mozarts Øre,
Dog lod sig ei af Fristelsen forføre,
At give Folk et Steentryk af hans - Taa.

Det er ved samme Maadehold, at En,
Der er en dygtig Mand og hedder Peter,
Og kaldes høit af engelsk Spleen,
Og Tydskens Ruus en Mand foruden Meen,
En Mageløs, en Gud iblandt Poeter,
Af Dig, mit Folk! betragtes høist som En,
Der er - en dygtig Mand og hedder Peter.

Det er ved samme Maadehold, at Du,
Der langt om længe fik fornemme
Det Held at høre hos Dig selv derhjemme
En Catalanis udbasuunte Stemme,
Paa egne Fødder vilde staae partout,
Og - uden den Tribut at glemme,
Der skyldes til Talentet - med et Suk
Bemærked' snart i hendes Sang en Stemme,
Der upaatvivleligt - engang var smuk.

111

Og endeligt, saavidt jeg seer og troer,
Det er ved samme Maadehold, Geniet
- Naar een og anden Pusling kaldes stor
Og Fanden farer selv i Sværmeriet,
Forplumrende de gode Mænd i Nord -
Med Lyst fortynder Folkets Enthousiasme,
Om ei ved andet, ved en Dryp - Sarcasme.

Jeg nægter ikke, jeg har troet,
At den Critik, den rene Smag, der findes
Hos Dig, mit Folk, og der, saavidt jeg mindes,
Endskjødt Dit Land af Ukrud var begroet,
Til hver Tid kunde ved lidt Dyrkning vindes,
At den ved samme Maadehold var fast
Bestjærmet mod Barbarers Overlast.
Jeg havde, sandt at sige, haabet,
Ja næsten stolet paa, at Du
- Ved en Undseelighed, en Tankens Blu,
Der er Dig egen og hvorved endnu
Du staaer saa høist elskværdig for min Hu -
Fra Polemiken fjerned' Vægter-Raabet,
Der er for Gratiers Gehør en Gru.
Jeg havde troet, at kunne finde
Endnu som før i Digt og Polemik
Et Slags Respect for god og gammel Skik,
Blandt Andet, Agtelse for Dødes Minde,

112

Et vist: »Saavidt og ikke længer!« - Uk!
Jo, Mangetak!
Jeg mærker, jeg har famlet om iblinde.

Hvem tænkte paa, da Dine Sager stod
Endnu som før, at denne Trop Pygmæer,
Der, - sikkret som den troer ved Pumpens Fod
Paa lang Distance fra Viddets Post faaer Mod,
Og Smag, Critik og Kunst bebæer,
At den sank dybere, skjøndt lavt den stod?-
Hvem havde tænkt, at en af bare Mudder
I Alfarveiens simpleste Fabrik
Saa grovt og smagløst spunden Polemik
Til Slutning overgik sig selv i Sludder?
Og dog -
Nei, elskte Folk! min Læbe mangler Sprog
Til at betegne som jeg burde denne
Ved sandsesløs Uvidenhed og dorsk
Begreb marqueerte Tanke-Torsk,
Hiint Vægter-Raab: Husk paa, hvad Ende
Det tog med Jens Immnuel! - en Klat,
Saa remarcabel midt i Snavset,
At Dyndet om den, som jeg saae forbauset,
I Colorit mod denne syntes mat!

113

Hvad Ende - spørger man - hvad Ende
Det tog med Jens Immanuel? - O viid,
Mit Danmark! lad min Aand Dig sende
Forsikkringen: Din Digters Død var blid.
Han døde selvforsonet med sin Tid
Det blev hans Lod at aande
Ved Musens mælkehvide Bryster ud
Et Liv, der henrykt tobte sig i Gud,
Forløst fra Jordens Vaande,
Befriet heelt fra dennes mangehaande
Besværlige, kjedsommelige Bud.

Men - sæt jeg spurgte, som jo let kan hænde:
Hvi holder man sig netop til min Ende?
Hvem dømmer Gløden af det slukte Kul?
Hvem Tallets Rækker af det sidste Nul
Og glemmer ganske hvad der staaer i Spidsen?
Hvem leer ad Texten over Textens Hul?
Og skjælder Blomsten ud, naar den er vissen?

Dog, frie mig Gud! det er min Hensigt ei,
Og kan ei være det, at følge
Hiin Tanke-Torsk paa dennes Ferskvands-Vei.
Hvad nytter det, at jeg vil dølge,
Jeg er tilovers reent paa den Galei,

114

Hvor Godtfolk la'er sig slaae paa Snuden
Og svarer sjeldent noget, uden
Naar høit det kommer: »Selv paa Snuden!«
Og, Alt i Alt, hvad hjalp en venusinsk
Satire mod en blot og har lucrinsk?*)
Hvad Vaaben eier en Voltaire
Mod Epigram som hiint: »Du er en Blære!«**)
Et Epigram,
Der slaaer Sparto til hiint: »Gid Dusaae Skam! »***)

Jeg kan forsikre, min er ikke Skylden,
At jeg endogsaa blot har rørt ved Bylden.
Det var ei skeet, hvis ei uheldigviis
Hiint kjøbenhavnske Pumpens Blad, hvor Dommen
Om mig som Digter staaer, var kommen,
Gud vide maa hvordan, til Paradis.

* * * 115

Fra den Tid hersker her en Spørgen, Fritten,
En Gjætten, Hvisken, Undren, at jeg tidt,
Naar først jeg kommer rigtigt ind i Midten
Af Sværmen, synes, det gaaer lovlig vidt.

Jeg øiner intet Palmetræ, hvor ikke
Jeg bliver næsten slugt af tusind Blikke;
Jeg seer ei nogen Busk af Tamarisker,
Hvor ei en yndig Engle-Klynge hvisker
Og siger med Bekymring til en anden:
»Hvad Ende tog det da med Jens?
»Gik muligviis til Slutning Manden,
»Som det er hændet Flere, fra Forstanden?
»Gik han fallit, som En og Anden
»Af Handelsstanden?
»Forstaae: fallit paa Lune; blev han lens
»For Vid, Satire, Styrke, naar han talte,
»Og Ild og Sandhed, naar hans Musa malte?
»Bar' muligen hans sidste Værker
»Paa Grund af Endeligheds Lov
»Desværre kun for tydelige Mærker,
»At Støvet er Forgjængeligheds Rov?
»Gik han i Barndom? skjævede hans Hænder?
»Gik Lyset i hans Øie tidligt ud,
»Og lalled' Tungen tvert mod Tankens Bud?
»Blev han maaskee forfulgt af sine Frænder?

116

»Fortvivlede han i sin Tro paa Gud?
»Blev han forjaget af sit Fædrerige?
»Var Danmarks Eden, Musers Yndlings-Egn,
»Og Kongens Gunst for ham et lukket Hegn?
»Ak! nei! som vi har ladet os det sige,
»Han var i Manddoms fulde Kraft, hans Aand
»Var ikke fløvet, dengang Støvets Baand
»Blev løst af en veldædig Haand.
»Hans Adam og hans Eva, Aandens sidste,
»Men ypperste Product, er et Beviis,
»At han, der sang til Guds og Verdens Priis,
»Ei maatte mod sin Banes Ende friste
»Den tunge Skjebne: Kræfternes Forliis.
»Han var paa Veien til sit Fædrerige;
»Han døde vel paa Grændsen af det Land,
»Der saae hans unge Vinger kraftigt stige, -
»Men ei som hiin, hvem den Ugrandskelige
»Kun tillod Synet af et Canaan.
»- Men Herregud! hvad var der da iveien?
»Han var til Dødens Stund sin Aands, sin Pens
»Behersker, og tilsidst for Liv kun lens;
»Hvad vil da sige hele Hurlumheien?
»- Nei, vi maae rigtigt hen og spørge Jens!«

Og nu - jeg synes see dem allerede -
Og nu bestormer mig den hele Flok:

117

»Fortæl os, søde, rare Jens! vi bede!
Hvad Ende tog det da med Dig dernede?
- Du vil ei ud dermed! Du veed det nok!
Fortæl! for ellers bli'er vi rigtigt vrede.«

O, altfor søde Putter! Ak, hvad kan,
Hvad skal jeg svare
Hiint Ustkylds Sprog af Lysets Engleskare,
Der tager Sort paa Hvidt for gode Vare,
Og der aldeles ikke har Forstand
Paa Værdet af et meningsløst Trarare.

Men, hvorom Alting er, ved denne Spas,
Ved denne Spørgen, Overhængen, Plagen,
Hvis Piinligheder, - gjælder ogsaa Klagen
Et Engle-mChor - er' ingenlunde Fjas,
Naar de maae døies næsten hele Dagen -
Ved dem, min Tro!
Forstyrres umaneerligen min Ro.
Naar ikke Sludden, før det er for silde,
Blier stoppet i sin Kilde,
Risquerer jeg totalt Forliis
Af Himmeriget midt i Paradis.

Thi vender jeg min Røst til Dig, mit danske,
Mit elskelige Folk! om hvem jeg troer,
Uagtet en og anden Røst fra Nord,

118

At mine hjemmefødte Toners Chor
Ei glemmes af Dig for det Udenlandske:
Jeg beder ei om Optog ved min Grav,
Ei om en Fest paa Stuepladsens Bræder;
Lad dem, der skjændes for at faae lidt Jav,
Forbittre mig den dyrekjøbte Hæder!
Men, hør mig, elskte Folk! saavist Din Lyst
Min Lyra var, da jeg begyndte
At hæve stigende min Digterrøst;
O, Du af min Partiskhed altid yndte,
Skjøndt ak! besværre lidt for lunkne Slægt!
Hvis end mit Ord hos Dig har Vægt;
Hvis Fordums-Tids Da- jeg- var- lille- Toner;
Hvis Sangen om Dit Eden, Plet af Jord!
Hvor Yndets Smiil ved Styrkens Side boer;
Hvis Digtet, Danmarks Piger og dets Koner
Med Vemod sang, har efterladt et Spor;
Hvis Een erindrer mit af Millioner
Begeistret Sjungne Hosianna-Chor,
Hvori Din Andagt, englereen og stor,
Sig hævede til fjerne Regioner;
Hvis han, der, trodsende sin Samtids Kryb,
Forsøgte paa at raade
Med Frugten af sin Grandsknings Dyb
Hiin Evigheders alle Gaaders Gaade;

119

Hvis han, de uudforskeligste Tings
Utrættelige Forsker, der betragted'
Foruden Gru den frygtelige Sphinx,
Ei er endnu af Dig, mit Folk! foragtet:
Da frels hans Navn for Overlast af dem,
Der med barbarisk Glæde
Selv midt i Musers lykkelige Hjem
Det Ypperligste ned i Støvet træde.
Reis Dig i Masse! hæv Din Herskerstav!
Kast Steen af en retfærdig Vredes Slynge!
Split ad og knuus den overgivne Klynge,
Der tramper paa Din Sangers Grav!